Rapportens samlede antal tegn : 138.660

Svarende til antal normalsider: 57,7

6. Semester, Psykologi

Bachelorafhandling

Navn: Casper Schmidt, studienr.: 20115204

Navn: Timo Kvamme, studienr.: 20115127

Vejleder: Jørn Ry Hansen

Aalborg Universitet

28. maj 2014

Abstract

The present thesis investigates an intradisciplinary and interdisciplinary perspective

on Antonio Damasios Somatic Marker Hypothesis. The intradisciplinary perspective

on the Somatic Marker Hypothesis (SMH) is concerned with outlining and

discussing the historical background, rationale, clinical implications, and evidence

behind the SMH. The interdisciplinary perspective seeks to compare the hypothesis

to several social scientific theories and to investigate the problems and potentials for

an eclectic integration of social science and neuroscience.

In accounting for the historical background behind the hypothesis, the

disagreement between the James-Lange and Cannon-Bard theories are outlined

which has formed the modern neuroscientific perspective on emotion.

In explaining the rationale behind the SMH, an examination of its primary

proposed ideas and concepts are undertaken. The SMH proposes a mechanism by

which emotional processes can guide response behavior and in particular decision-

making through, what is defined by Damasio as Body Loops and As-If Loops.

Furthermore, the hypothesis has an interdisciplinary strength in integrating the earlier

theories on emotion originally proposed by James-Lange and Cannon-Bard.

The investigation of SMH’s clinical implications leads to an examination of

phantom limb pain, anosognosia and polyneuritis. These clinical examples stress

how afferent neural feedback is critical in the connection between body and brain.

In reviewing the evidence behind the SMH, it is shown how the SMH has

been operationalized through the experimental paradigm, the Iowa Gambling Task

(IGT). The paradigm has largely confirmed the link between somatic markers in the

form of anticipatory skin conductance responses, which leads to successful

performance on the IGT. The interpretation of SMH is undermined by cognitive

penetrability, ambiguity surrounding interpretation of psycho-physiological data and

causal evidence linking peripheral feedback to the IGT. The review indicates that

although Damasio may have correctly identified the neural substrate of decision-

making, the SMH lacks a criterion of falsification and further evidence to support it.

The second matter of the thesis contributes with an interdisciplinary treatment of the

SMH, which discusses how the SMH is able to explain both social and biological

aspects of emotion.

Within a situated perspective, emotions are regarded as being embedded

within a social context and likewise as being dynamically coupled to the

environment. Theories from Albert Bandura and Erving Goffman are applied to

discuss SMH in a situated perspective. The experimental method in Iowa Gambling

Task can be said to exclude context and to define the advantageous nature of somatic

markers. The theoretical pluralism in utilizing both the SMH and the situated

perspective can be beneficial in forming an interdisciplinary account of emotion.

There are both problems and potentials associated with an interdisciplinary

method of investigating social scientific and neuroscientific approaches to emotion.

These problems altogether represent an epistemological breach. The potential for an

interdisciplinary account of emotion can be said to be fruitful in describing hybrid

phenomenons such as the social and embodied aspects of emotion. To reach a

satisfactory understanding of the object of interest, the interdisciplinary account of

emotion turned out to be beneficial in recognizing the different interests of

knowledge in social science and neuroscience, respectively. Damasios SMH can be

said to form part of a hybrid cognitive science through the use of interdisciplinary

accounts of social and embodied aspects of human nature.

Indholdsfortegnelse

FORORD .............................................................................................................................................. 1

1. INTRODUKTION ............................................................................................................................ 2

1.1 Opgavens anliggende .............................................................................................................. 2

1.2 Problemformulering ............................................................................................................... 3

1.3 Begrebsafklaring .................................................................................................................... 3

1.4 Begrundelse for valg af emne ................................................................................................. 5

1.5 Opgavens opbygning og fremgangsmåde ............................................................................... 6

1.6 Afgrænsning ............................................................................................................................ 7

2. OPGAVENS FØRSTE ANLIGGENDE - INTRADISCIPLINÆR ANSKUELSE AF SMH.. 8

2.1 Psykologihistorie .................................................................................................................... 8

2.2 James-Lange teorien ............................................................................................................... 9

2.3 Cannon-Bard teorien ............................................................................................................ 11

2.4 Det moderne neurobiologiske synspunkt .............................................................................. 12

2.5 Delkonklusion for kapitel 2 ................................................................................................... 13

3. SOMATIC MARKER HYPOTHESIS ......................................................................................... 14

3.1 Hypotesen ............................................................................................................................. 14

3.2 Damasios definition af emotion ............................................................................................ 14

3.3 Body Loop og As-If Loop ...................................................................................................... 15

3.4 Deldiskussion ........................................................................................................................ 17

3.5 Delkonklusion for kapitel 3 ................................................................................................... 17

4. KLINISK RELEVANS .................................................................................................................. 18

4.1 Fantomsmerter ...................................................................................................................... 18

4.2 Anosognosia.......................................................................................................................... 21

4.3 Polyneuritis ........................................................................................................................... 22

4.4 Delkonklusion for kapitel 4 ................................................................................................... 23

5. EVALUERING AF SMH ............................................................................................................. 24

5.1 Patienten Elliot ..................................................................................................................... 24

5.2 Somatiske ændringer ............................................................................................................ 25

5.3 Iowa Gambling Task ............................................................................................................. 26

5.4 VMPFC-læsioners relation til IGT ....................................................................................... 27

5.5 Evidens for SMH ................................................................................................................... 28

5.6 Deldiskussion af kerneproblematikker .................................................................................. 32

5.7 Delkonklusion for kapitel 5 ................................................................................................... 33

6. OPGAVENS ANDET ANLIGGENDE - INTERDISCIPLINÆR ANSKUELSE AF SMH .... 34

6.1 Somatiske markører i et situeret perspektiv .......................................................................... 34

6.2 Karakteristika ved det situerede perspektiv .......................................................................... 35

6.3 Kontekstspecificitet for somatiske markører ......................................................................... 37

6.4 Eksklusion af kontekst i Iowa Gambling Task ...................................................................... 39

6.5 Konteksten for fordelagtig beslutningstagning ..................................................................... 40

6.6 Deldiskussion for somatiske markører i et situeret perspektiv ............................................. 41

6.7 Delkonklusion for kapitel 6 ................................................................................................... 43

7. MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER VED SMH I ET INTERDISCIPLINÆRT

PERSPEKTIV .................................................................................................................................... 44

7.1 Problematikker ved integrationen af social- og neurovidenskaben ...................................... 44

7.2 Konceptuelle problematikker ................................................................................................ 46

7.3 Metodologiske problematikker ............................................................................................. 48

7.4 Deldiskussion på problematikker .......................................................................................... 50

7.5 Potentialer ved integrationen af social- og neurovidenskaben ............................................. 51

7.6 Varme-kulde metaforen ........................................................................................................ 52

7.7 Årsagsforklaringen på varme-kulde metaforen .................................................................... 53

7.8 Diskussion af problematikker og potentialer ........................................................................ 55

7.9 Delkonklusion for kapitel 7 ................................................................................................... 57

8. KONKLUSION .............................................................................................................................. 59

9. PENSUMLISTE ............................................................................................................................. 62

10. REFERENCELISTE ................................................................................................................... 64

1

Forord

Tid til en lille øvelse; overvej de følgende tre aktiviteter:

- At have en menstruations periode

- At tage anabolske steroider

- At spise for meget junkfood

Hvad har de tilfælles? Det sikre valg er, at sige, at de har nogle fællestræk ud fra et

biologisk perspektiv. Et andet svar kunne være, at de alle har det tilfældes, at de kan

anskues ud fra en adfærdsmæssig og emotionel tilgang. Svaret på øvelsen er dog, at

hver af dem er bragt frem for en domstol af en forsvarsadvokat som en forklaring på

en klients voldelige handlinger (Sapolsky, 2005, p. 70f). Pointen er central for denne

bachelorafhandling. Ændrede kropslige begivenheder såsom et hormon, et

næringsstof eller en celle i immunsystemet, er i stand til at påvirke hjernens

følelsestilstande.

Sammenfletningen af hjerne og krop og deres fælles kapacitet til at regulere

hinanden, understreger, at mennesket er et produkt af dette forhold. Hjernen er blot et

andet organ, omend meget komplekst, og dermed er dens funktion uadskillelig fra

dens tilstedeværelse i den menneskelige krop (ibid.).

For at citere Antonio Damasio: ”The mind is embodied, in the full sense of the term,

not just embrained.” (Damasio, 1994, p. 118).

2

1. Introduktion

1.1 Opgavens anliggende

Denne opgave vil belyse Antonio Damasios Somatic Marker Hypothesis (fremover

forkortet som SMH), og dens forbindelse til menneskelig emotionel erkendelse.

I den forbindelse opstilles der i opgaven to anliggender, hvoraf det første undersøger,

hvad SMH er i stand til at forklare samt, hvad dens begrænsninger er indenfor

grænserne af sin egen disciplin. Andet anliggende vil i et interdisciplinært perspektiv

belyse SMH’s forklaring af emotion i forhold til socialvidenskabelige teoridannelser.

Opgavens første anliggende vil bidrage med en intradisciplinær forståelse af SMH,

og vil belyse, hvordan SMH integrerer teorier inden for samme neurovidenskabelige

erkendelsesinteresse (Sonne-Ragans, 2013, p. 36). Der vil gives et psykologihistorisk

overblik over teorier af James-Lange og Cannon-Bard samt den moderne

neurovidenskab med henblik på at beskrive, hvilke teoridannelser der har ført til

dannelsen af SMH. Efterfølgende vil rationalet for SMH introduceres samt dens

begrebsapparat og evne til at integrere de forrige teorier. Endvidere vil der inddrages

en række kliniske eksempler for at illustrere SMH klinisk relevans og begrænsninger

ved dens antagelser. Det første anliggende afsluttes med en diskussion af, hvilke

former for evidens, der støtter og kritiserer SMH’s konklusioner.

Opgavens andet anliggende vil behandle SMH i et interdisciplinært perspektiv. Først

vil et situeret perspektiv illustrere andre aspekter af emotion i forhold til SMH, her

med inddragelse af socialpsykologiske teorier af Albert Bandura og Erving Goffman.

Det vil endvidere diskuteres, hvorvidt og i hvilken grad somatiske markører er

afhængige af den kontekst, de befinder sig i. Endvidere argumenteres der for, at

SMH med fordel kan komplementeres af et situeret perspektiv. Dernæst vil SMH’s

potentialer og problematikker diskuteres ved at betragte SMH i en interdisciplinær

tilgang til emotion. Der vil diskuteres en række konceptuelle og metodologiske

problematikker, som vanskeliggør den eklektiske og interdisciplinære tilgang til

integrationen af social- og neurovidenskaben. Det vil i denne relation diskuteres,

hvordan man hensigtsmæssigt kan anvende SMH i en interdisciplinær forståelse af

emotion. Afslutningsvis vil der fremlægges en argumentation for, hvordan SMH kan

indgå teoretisk i en mulig hybridvidenskab.

3

1.2 Problemformulering

Opgavens to anliggender kan omsættes til en tredelt problemformulering:

1) Hvilke historiske teoridannelser har bidraget til fremkomsten af SMH?

2) Hvilken klinisk relevans og hvilken evidens eksisterer i forhold til SMH?

3) Hvorledes kan SMH forklare sociale og biologiske faktorer ved emotion?

1.3 Begrebsafklaring

Dette afsnit har til hensigt at forklare og definere de begreber, som anvendes

kontinuerligt gennem opgaven.

Menneskets nervesystem er opdelt i to dele; det centrale nervesystem (CNS), og det

perifere nervesystem (PNS) (Pinel, 2009, p. 51f). Det centrale nervesystem består af

hjernen og rygmarven.

Det perifere nervesystem indeholder endvidere to underdelinger; det somatiske

nervesystem (SNS), som er den del af PNS, der interagerer med de fysiske

omgivelser. SNS har endvidere afferente nerver, som videregiver sensorisk

information fra hud, muskler, led, øjne, øre til CNS samt efferente nerver, som

sender motorsignaler fra CNS til muskler.

Det autonome nervesystem (ANS) er den del af PNS, som regulerer kroppens interne

omgivelser. ANS er opbygget af afferente nerver, der videresender sensoriske

signaler fra interne organer til CNS og efferente nerver, som sender motorsignaler fra

CNS til interne organer (ibid.). Det autonome nervesystem kan siges at være det

viscerale, da det videregiver information til og fra interne organer. SNS bliver derfor

også kaldt den non-vicerale del af PNS (ibid.). Eftersom SNS er den del af PNS, som

CNS har kontrol over, kaldes det også det voluntære nervesystem, og ligeledes det

kaldes ANS for det involuntære nervesystem (Sapolsky, 2005, p. 71).

Modellen på næste side er en visuel illustration af nervesystemets opdeling.

4

Figur 1.1 - Opdelingen af nervesystemet

I underdelingen af PNS findes altså både SNS og ANS. Her defineres det viscerale

som det, der hører til ANS, og det non-viscerale som det, der hører til SNS

(Damasio, 1994, p. 86 ; 173). Begrebet interoception dækker over de signaler, der

kommer fra afferente nervebaner og forbindes til personens opfattelse af interne

organers tilstand såsom hjertets banken eller blodtryk (Pinel, 2009, p. 174f).

Begrebet exteroception er fornemmelsen for hud, temperatur og smerte. Dette finder

sted i afferente nerver, der leder fra SNS. Begrebet proprioception dækker over

følelse af hud, led og muskler, som informerer hjernen om enkelte kropsdeles

position. Dette finder sted i de afferente nerver fra SNS (ibid.).

For at sikre en systematisk anvendelse af teorierne vil det afklares, hvilket niveau

opgavens analyse af emotion befinder sig på. Der anvendes gennem opgaven en

eklektisk tilgang for at skabe en integrativ forståelse af genstandsfeltet (Sonne-

Ragans, 2013, p. 39f). Der anvendes herunder videnskabsteoretiske begreber gennem

opgaven, herunder intradisciplinære og interdisciplinære perspektiver på emotion. Et

intradisciplinært perspektiv dækker over integrationen af teorier fra samme disciplin.

Et interdisciplinært perspektiv dækker over integrationen af teorier fra forskellige

discipliner (ibid., p. 36).

5

Der sondres endvidere mellem de videnskabsteoretiske begreber empirisk objekt og

analytisk objekt. Det empiriske objekt kan defineres som det objekt eller

genstandsfelt, der undersøges udenfor menneskelig stræben efter forståelse og

fortolkning, og er således den objektive virkelighed, som den eksisterer (ibid., p.

27ff). Dette knytter sig til ontologi, som er læren om det værende, og det, der virkelig

findes (ibid., p. 209). Det analytiske objekt kan defineres som det erkendende objekt,

der anskuer det empiriske objekt og er præget af interesser og synspunkter (ibid., p.

27ff). Dette knytter sig til epistemologien, som er læren om det primære grundlag for

erkendelsen af virkeligheden (ibid., p. 187ff). Det analytiske objekt er altså en

epistemologisk eller erkendelsesmæssig størrelse, som afspejler anskuerens interesse.

Endvidere har opgaven en teoretisk erkendelsesinteresse og ønsker at analysere de

sociale og neurovidenskabelige tilgange til genstandsfeltet emotion. Der vil gennem

opgaven anvendes et metateoretisk plan, der består af formuleringen af SMH’s

metateoretiske og metodologiske overvejelser (ibid., pp. 53-58).

Der vil løbende i opgaven anvendes en semantisk adskillelse af sociale og biologiske

faktorer, vel vidende, at de to faktorer er indbyrdes sammenflettet. Adskillelsen har

til formål at skabe analytisk klarhed og overblik over, hvordan sociale og biologiske

faktorer gensidigt påvirker hinanden (Breedlove & Watson, 2013, p., 8f).

1.4 Begrundelse for valg af emne

Emnet somatiske markører er valgt på baggrund af en undren over, hvordan kroppen

indgår i menneskets oplevelse af emotion, og hvorledes erfaring og erkendelse heraf

kan siges at være konstitueret af interne neurobiologiske processer. Ligeledes skyldes

det en fascination af, hvordan behandling af kroppen kan føre til en forbedring af

sindstilstande. Lige så vigtigt som erkendelsen af, at kropslige tilstande påvirker

sindstilstande, er erkendelsen af sindets psykosomatiske evne til at forandre kropslige

tilstande. Opgaven omhandler dog den førstnævnte del af den sammenhæng, der

eksisterer mellem kroppens påvirkning på det menneskelige sind.

Mennesket lever i en privilegeret tid, hvor det har midlerne til at erhverve sig ny

viden om sammenhængen mellem krop og sind. I bogen, Descartes’ Error (1994),

fremlægger Antonio Damasio evidens imod den karteianske dualistiske opdeling

mellem krop og sind samt den dualistiske opdeling mellem følelse og rationalitet

6

(Damasio, 1994, p. 248). Fokus i opgaven vil være på dualismen mellem sociale og

biologiske faktorer samt faktorernes gensidige påvirkning af hinanden.

Opgaven vil dels behandle metateoretiske forskelle mellem social- og

neurovidenskabelige årsagsforklaringer og dels, hvorledes SMH kan indgå i dette

perspektiv. Endvidere vil opgaven reflektere over social- og neurovidenskabelige

årsagsforklaringer, der skelner mellem sociale og biologiske faktorers påvirkning af

individet. Opgavens hensigt er således at illustrere nuancerne i forskellige teoriers

forklaring af samme genstandsfelt ved at påvise deres forskelle og ligheder.

Derudover giver opgaven mulighed for at gå i dybden med genstandsfeltet, hvori

formålet er at skabe refleksion over den metateoretiske forståelsesramme. Det gøres

gennem analysen af den psykologiske teori SMH og dens årsagsforklaringer. I den

forbindelse synes det interessant at påpege, hvordan kroppens perifere nervesystem

påvirker beslutningstagning. Dette skaber grundlag for overvejelsen om, hvorvidt

somatiske markører kan inkluderes i terapeutiske og kliniske sammenhænge.

1.5 Opgavens opbygning og fremgangsmåde

Opgaven er delt op i to anliggender, der hver er opdelt i kapitler, som begynder efter

det indledende kapitel 1. Opgavens første anliggende indledes med kapitel 2, der har

til hensigt at redegøre for den psykologihistoriske baggrund for SMH med

inddragelse af James-Lange og Cannon-Bard teorierne om emotion. Dernæst vil der i

kapitel 3 gives en redegørelse for SMH’s rationale samt for begreberne Body Loop

og As-If Loop. Kapitel 3 diskuterer ligeledes, hvordan SMH intradisciplinært er i

stand til at integrere disse teorier. I kapitel 4 udforskes SMH’s kliniske relevans og

begrænsninger. Ud fra SMH’s kliniske relevans er det valgt at belyse kliniske

eksempler som fantomsmerter, anosognosia og polyneuritis. Første anliggende

afsluttes med kapitel 5, som omhandler emotioners betydning i den neurobiologiske

forståelse af rationalitet. Det vil undersøges, hvorledes SMH er operationaliseret ved

den såkaldte Iowa Gambling Task (IGT). Opgavens første anliggende afsluttes med

en diskussion af, hvilke former for evidens, der både støtter og kritiserer SMH’s

konklusioner på resultaterne fra IGT.

I afhandlingens andet anliggende vil kapitel 6 beskæftige sig med, hvorledes emotion

og somatiske markører i et situeret perspektiv menes at være forbundet til den sociale

7

kontekst, som de dynamisk udfoldes i. Kapitel 6 vil endvidere omhandle, hvorledes

SMH kan komplementeres af et situeret perspektiv på emotion. Dernæst vil SMH i

kapitel 7 anskues i et metateoretisk perspektiv for at diskutere metateoretiske

forskelle mellem den social- og neurovidenskabelige erkendelsesinteresse. Kapitel 7

inddrager forskningseksempler, der illustrerer sociale og biologiske faktorers

gensidige påvirkning af individet. Kapitel 7 vil endvidere diskutere, hvorvidt SMH

kan anskues som en hybridvidenskab, her med inddragelse af fordele og

begrænsninger ved valget af en eklektisk tilgang. Afslutningsvis vil kapitel 8

opsummere de konklusioner, der er draget gennem opgaven.

1.6 Afgrænsning

Afhandlingen vil primært behandle Somatic Marker Hypothesis (SMH) i et intra- og

interdisciplinært perspektiv. Den handler ligeledes om kroppens påvirkning af sindet,

med inddragelse af psykologihistoriske-, kliniske- og forskningsmæssige eksempler

samt et socialvidenskabeligt perspektiv på årsagsforklaringer af emotion.

Opgaven kunne have haft andre foci, der ligeledes relaterer sig til SMH. Herunder

kan nævnes diskussionen vedrørende en dualistisk opdeling af krop og sind.

Endvidere kan nævnes beslutningstagning som helhed. Ydermere kunne SMH’s

integration af kognitive og somatiske elementer have været inddraget. Der kunne

også have været anvendt andre psykologihistoriske teorier, der har ført til dannelsen

af SMH. Endvidere kunne diskussionen mellem social- og neurovidenskabens

forskellige erkendelsesinteresser have taget udgangspunkt i en myriade af forskellige

eksempler, såsom sproglige diskurser, konstruktivisme, reduktionisme eller

metodologiske problematikker. I denne forbindelse bør læsere af opgaven være

opmærksomme på, at der er foretaget en række nødvendige afgrænsninger. Der vil

foreligge en diskussion af dele af SMH’s betydning for den teoretiske tilgang til

emotion, hvorved visse aspekter og eksempler er nøje udvalgt, for at fyldestgørende

at kunne besvare problemformuleringen.

Gennem diskussionen anvendes SMH som det primære begrebsapparat, og

socialvidenskabelige teorier danner fundament for det supplerende begrebsapparat,

hvor kun de mest relevante dele herfra inddrages (Sonne-Ragans, 2013, p. 73).

I relation til de udvalgte teorier vil det primære fokus lægges på besvarelsen af

opgavens anliggender og problemformulering, hvor der ses bort fra andre vigtige

aspekter, som disse teorier indeholder.

8

2. Opgavens første anliggende

En intradisciplinær anskuelse af SMH

Opgavens første anliggende vil bidrage med en intradisciplinær forståelse af SMH og

vil belyse, hvordan SMH er i stand til at integrere teorier fra den

neurovidenskabelige erkendelsesinteresse. Der vil først gives et psykologihistorisk

overblik over relevante teorier, som er gået forud for dannelsen af SMH. Herefter vil

rationalet udlægges for SMH’s begrebsapparat og evne til at integrere de

forudgående teorier. Endvidere vil der inddrages en række kliniske eksempler der

relatere sig til SMH for at illustrere dens kliniske relevans og begrænsninger.

Opgavens første anliggende afsluttes med en diskussion af, hvilke former for

evidens, der både støtter og kritiserer SMH’s konklusioner på resultaterne fra IGT.

2.1 Psykologihistorie

I det følgende beskrives de tidlige teorier om emotioner og den psykologihistorie, der

ligger til grund for SMH. Dette gøres for at besvare første del af

problemformulering; 1) Hvilke historiske teoridannelser har bidraget til

fremkomsten af SMH? Der vil her fokuseres på udviklingen af den teoretiske

forståelse hos en række forskellige teoretikere omkring overgangen fra det 19. til det

20. århundrede. Samtidigt vil der inddrages dagligdagseksempler på, hvad de enkelte

teorier forudsiger om menneskelig emotionel erkendelse.

I den psykologihistoriske redegørelse tages der afsæt i James-Lange teorien (1884,

1894) omkring emotion. For at beskrive en nutidige anvendelse af teorien, inddrages

Robert Sapolsky (2005). Dernæst vil der redegøres for Cannon-Bard teorien (1927)

om emotion. Afslutningsvis anvendes Pinel (2009) som opsamlende forklaring på

den nuværende neurobiologiske forståelse af emotion. For at danne et overblik over

de forskellige teorier anvendes der illustrationer af disse modellers syn på emotion.

James-Lange og Cannon-Bard teorierne er valgt, fordi de bedst belyser den historiske

uenighed om, hvordan emotion forklares. De to teorier er ligeledes valgt, da de har

samme genstandsfelt og erkendelsesinteresse. Dette danner grundlag for kapitel 2,

som vil tilbyde et reflekterende afsnit over, hvorvidt SMH er i stand til at integrere

de to teorier.

9

2.2 James-Lange teorien

Den første fysiologiske teori om emotion blev fremsat af William James og Carl

Lange uafhængigt af hinanden i 1884 (Pinel, 2009, p. 444ff). I følge teorien bliver

emotionel sensorisk stimuli fortolket i hjernen, hvilket forårsager ændringer i de

viscerale organer via ANS og SNS. Derefter er det de autonome- og somatiske

sensationer fra kroppen, som skaber den emotionelle oplevelse i hjernen. Således

reagerer hjernen ikke blot på omgivelserne gennem sanserne, men også på kroppens

reaktion, hvilket James-Lange teorien anskuer som årsagen til emotionel oplevelse.

Dette blev anset for et brud med den almene antagelse om, at emotionel oplevelse

påvirker kroppen, eftersom James-Lange teorien hævder, at dette finder sted i den

omvendte rækkefølge (ibid.). Ifølge James er den almene antagelse ofte, at kropslige

ændringer er en manifestation af emotion. Følgende citat illustrerer James’ tese om,

at kropslige ændringer er lig oplevelsen af emotion:

The hypothesis here to be defended is that this order of sequence is incorrect,

that the one mental state is note immediately induced by the other, that the

bodily manifestations must first be interposed between, and that the more

rational statement is that we feel sorry because we cry, angry because we strike,

afraid because we tremble and not that we cry, strike, or tremble, because we

are sorry, angry, or fearful, as the case may be (James, 1884, p. 190).

Hvis man introspektivt i sin bevidsthed abstraherer fra alle følelsers kropslige

karakteristiske træk, vil der ifølge James i sidste ende ikke eksistere noget (James,

1884, p. 193). Der eksisterer med andre ord ikke længere noget sindsmæssigt, der

kan konstituere emotion, og kroppen kan derfor i James’ forståelsesramme siges at

være ”[...] sine qua non [...]” for emotionel oplevelse, eller foruden det [kroppen]

ville [emotion] være ingenting. (James, 1884, p. 193). Følgende model er en

illustration af James-Lange teorien.

Figur 2.1 - Model af James-Lange teorien

10

James-Lange teorien hævder, at der med emotionelle stimuli nødvendigvis medfølger

specifikke og forskellige mønstre af autonom- og somatisk nerveaktivitet, som

medfører forskellige emotionelle oplevelser (Pinel, 2009, p. 446f). Der er med andre

ord ikke en grad af emotion, omend ubetydelig, der ikke har en medfølgende kropslig

tilstand, som er ligeså unik som den mentale oplevelse (James, 1884, p. 192).

Dette medfører, at trods det at et individ enten løber fra en bjørn eller en regnsky,

efterlader dette ikke samme emotionelle oplevelse. De kropslige tilstande, der

betinger emotioner, er i James’ terminologi specifik i forhold til den totale situation,

og altså ikke blot af enkelte elementer såsom at løbe. Eksempelvis er den emotion,

der følger af at løbe fra en regnsky, suppleret af genkaldelsen af utilpashed over at

blive våd eller af vådt tøj (James, 1894, p. 518f). For at forstå emotion, må man altså

ifølge James betragte den givne situation, og den variabilitet i de forskellige

kropslige sensationer, der skaber emotionen. James-Lange teoriens hovedpointe er

dermed, at afferent feedback fra kroppen sker først, og leder til oplevelsen af en

emotion (James, 1884, p. 193; James, 1894, p. 516f).

Et eksempel på, hvordan James-Lange teoriens forklaring stadig kan anvendes i det

nutidige samfund er ved, et af de mest almindeligt medicinske præparater

benzodiazepin, som anvendes til at regulere emotion (Sapolsky, 2005, p. 85f). Hvis

man lider af angst, nervøsitet eller søvnløshed, vil en læge typisk ordinere et

angstdæmpende præparat. I tilfældet af, at en idrætsudøver får en skade og

medfølgende muskelspasmer vil den samme læge typisk ordinere et

muskelafslappende middel. Forbavsende nok er både det muskelafslappende- og det

angstdæmpende middel det samme præparat såsom valium eller andre former for

benzodiazepiner (Shader & Greenblatt, 1993, p. 1398f). Den typiske angstprægede

patient har ofte bekymringer og eller somatisering (kløen, smerter og

muskelspændinger) (ibid.). James-Lange teorien vil hævde, at spændte muskler via

sensoriske nerver vil give en person oplevelsen af, at noget er galt (Sapolsky, 2005,

p. 85f). Benzodiazepinernes virkning medfører mindskede muskelspændinger, og

den angstprægede person vil nogle timer efter indtagelse af præparatet konkludere, at

angsten er forsvundet på grund af den ændrede afferente feedback fra kroppen

(ibid.). James-Lange teorien kommer således med en forklaring på menneskelig

emotion, der bryder med den almene antagelse, og anser kroppen som den eneste

årsag til emotion.

11

2.3 Cannon-Bard teorien

Walter B. Cannon fremlagde i 1927 en kontrasterende teori til James-Lange teorien

om emotion (Cannon, 1927, p. 106f). Teorien er efterfølgende blevet suppleret og

udvidet af Philip Bard, hvorfor teorien kaldes Cannon-Bard. Cannon-Bard teorien

hævdede, i modsætning til James-Lange teorien, at emotionelle stimuli påvirker både

følelsen af emotion i hjernen og følelsens kropslige udtryk i det autonome og

somatiske nervesystem uafhængigt af hinanden (Pinel, 2009, p. 444f).

Teorien blev dannet i forbindelse med en række eksperimenter, der omhandlede at

udvide denne tese. Heriblandt var en række dyreforsøg, hvor kattes ANS blev fjernet.

(Cannon, 1927, p. 109ff). Gennem eksperimenter viste Cannon, at dyr, hvis

sympatiske del af ANS var blevet fjernet, stadig var i stand til at udtrykke emotion

gennem deres adfærd (ibid.). James-Lange teorien hævdede, at afferent feedback via

både sympatiske- og parasympatiske nerver i ANS samt nerver i SNS betingede

emotionel oplevelse og adfærd. Det strider mod James-Lange teorien, eftersom

sympatisk afferent feedback manglede uden at påvirke kattenes emotionelle adfærd.

Endnu en udfordring til James-Lange teorien er hastigheden, hvormed en emotion

finder sted. Her hævder Cannon, at både efferent og afferent respons mellem hjerne

og krop tager væsentligt længere tid, end visse emotioner nogle gange varer, og at

denne feedback alene ikke kan forklare alle typer af emotioner. Det skyldes, at

efferente signaler starter fra somatosensorisk cortex, hvorefter afferente signaler

sendes tilbage fra det viscerale. Dette er en proces, der forløber over adskillige

hundrededele af et sekund, og der argumenteres dermed for, at viscerale forandringer

er for langsomme til at være eneste kilde til den emotionelle oplevelse (ibid., p. 112f).

Udover den udfordring, som James-Lange teorien mødte i forhold til viscerale

forandringer, blev teorien endvidere udfordret på thalamus’ rolle i emotionelle

stimuli. Argumentationen har flere punkter, herunder, at kliniske, eksperimentelle

observationer har vist, at den optiske thalamus indeholder neural organisering for

forskellige emotionelle udtryk. Evidensen kom i (1925), da Cannon og Britton fandt

at katte, hvis hjerneområder over thalamus blev fjernet, stadig var i stand til at

udtrykke sig emotionelt. Dette var de dog ikke i stand til, når områder under halamus

blev fjernet, hvilket påpegede thalamus’ rolle i behandlingen af emotionelle stimuli

(ibid.). På næste side ses en visuel illustration af Cannon-Bard teorien.

12

Figur 2.2 - Model over Cannon-Bard teorien

Her kritiserer Cannon, at James-Lange teorien anskuer cortex som en refleksiv

overflade, og det perifere nervesystems nerveender som kilde til tilbagevendende

signaler. Den er ifølge Cannon-Bard teorien ikke i stand til at forklare resultaterne

vedrørende kattenes emotionelle adfærd, hastigheden hvormed emotion finder sted

og thalamus’ rolle i emotionel udtryk. I stedet anskuer Cannon-Bard teorien

emotionelle oplevelser og det kropslige emotionelle udtryk som parallelle processer,

der ingen kausal sammenhæng har til hinanden. Teorien var dermed det første

videnskabelige brud med James-Langes teori om emotion.

2.4 Det moderne neurobiologiske synspunkt

Begge de ovenfor beskrevne synspunkter har dog vist sig at være ukorrekte (Pinel,

2009, p. 444f). På den ene side har der været adskillige studier, der underbygger, at

autonom og somatisk respons til emotionelle stimuli kan påvirke den emotionelle

oplevelse (ibid.). På den anden side lader det til, at hverken autonom eller somatisk

feedback er nødvendig for at opleve emotioner. Eksempelvis viser studier, at

patienter, hvis autonome og somatiske nervesystem er elimineret, efter at de har

brækket nakken, stadig er i stand til at opleve en fuld vifte af følelser (ibid.). På trods

af dette er James-Lange teorien igennem tiden forblevet betydningsfuld ved dens

betoning af det kropslige ved emotioner (Dalgleish, 2004, pp. 583-586). Nutidige

hjerneforskere godtager en modificeret udgave af James-Lange teorien, hvorved

afferent feedback fra kroppen interagerer med andre former for information og

13

modulerer oplevelsen af emotion (ibid.). Dette kaldes det moderne neurobiologiske

syn på emotioner, og kan siges at integrere de ekstreme positioner, som James-Lange

og Cannon-Bard teorierne har antaget før i historien (Pinel, 2009, p. 444f).

Figur 2.3 - Model over det moderne neurobiologiske synspunkt

Man kan anskue, at James-Lange og Cannon-Bard teorierne har emotion som fælles

genstandsfelt, men at de har forskellige forudsigelser om feedback fra kroppen.

Endvidere kan man se, at teorierne udspringer af samme neurovidenskabelige

erkendelsesinteresse (Sonne-Ragans, 2013, p. 109ff). Trods teoriernes

forskelligheder, har de samme målsætning, som er at forklare det fysiologiske

substrat for emotion i relation til nervesystemet (Pinel, 2009, p. 444f).

2.5 Delkonklusion for kapitel 2

Kapitel 2 har givet en historisk gennemgang af James-Lange og Cannon-Bard

teorierne om emotion. James-Lange teorien repræsenterer en forklaring på

menneskelig emotion, der sætter kroppen som den eneste årsag til emotionelle

oplevelser. Dette står imod Cannon-Bard teorien, der argumenterer for, at

emotionelle oplevelser og kropslige emotionelle udtryk er parallelle processer, der

ingen kausal sammenhæng har til hinanden. På baggrund af den historiske

gennemgang er det blevet belyst, hvordan teoriernes uenighed er kulmineret i det

moderne neurobiologiske perspektiv på emotion. I den forbindelse har kapitel 2

beskrevet, hvordan SMH’s dannelse er betinget af tidligere teorier om emotion.

14

3. Somatic Marker Hypothesis

I følgende kapitel 3 præciseres Antonio Damasios Somatic Marker Hypothesis

(SMH) og dens centrale begreber. Der fokuseres særligt på en række eksempler fra

Damasios bog Descartes’ Error (1994). Der vil i dette kapitel lægges vægt på

SMH’s intradisciplinære og neurovidenskabelige beskrivelse af emotion. Afsnittet vil

gennemgå Damasios somatiske tilgang til emotion samt begreberne Body Loop og

As-if Loop. Rationalet for inddragelsen af begreberne beror på at undersøge SMH’s

evne til at integrere James-Lange og Cannon-Bard teorierne fra kapitel 2. Kapitel 3

har således til formål at introducere SMH’s rationale og begrebsapparat samt at

belyse dens intradisciplinære anvendelse.

3.1 Hypotesen

SMH foreslår en mekanisme, hvormed emotionelle processer i kroppen påvirker eller

skaber bias for menneskelig responsadfærd og beslutningstagning (Damasio, 1994, p.

174f). Hypotesen hævder, at når mennesker tager beslutninger, anvendes ikke blot

kognitive-, men også emotionelle mentale processer. En antagelse er ofte, at

ræsonnering udelukkende gør brug af kognitive aspekter såsom logik og

arbejdshukommelse. Ifølge Damasio kan alt beslutningstagning, som kulminerer i

handlinger, ikke alene forklares ud fra disse kognitive aspekter (ibid., p. 171ff).

Eksempelvis vil et fald i blodsukkerniveau, opfanges af neuroner i hypothalamus, der

i sidste ende kulminere i beslutningen om at spise. Damasio understreger her det

fysiologisk følte og det automatisk udførte respons, som aktiveres. Der handles i

dette eksempel uden åbenlys viden og uden at drage en slutning om, hvilken

beslutning der bør tages (ibid., p. 166f).

3.2 Damasios definition af emotion

Emotioner er af Damasio defineret som de ændringer, som både krop og hjerne

foretager sig i respons til stimuli fra omgivelserne. Velvidende, at hjernen som er en

del af kroppen, anvendes kroppen her til at betegne hele den menneskelige organisme

undtaget CNS. Fysiologiske ændringer af eksempelvis hjerterytme,

muskelspændinger, hormonændringer og peptidmodulatorer finder kontinuerligt sted

i kroppen og opfanges derefter af hjernen, der fortolker disse ændringer som en

15

emotionel oplevelse (ibid., pp. 129-139). Damasio trækker teoretisk på William

James ved sin definition af primære følelser, som kan siges at være både instinktive

og præorganiserede. Disse afhænger af limbiske hjerneområder, amygdala og

anterior cingulate cortex, som alle besidder en dispositionel repræsentation, der

igangsætter en kropslig tilstand, der er karakteristisk for den pågældende følelse.

Over tid er egen erfaring medvirkende til at udbygge primære følelser og skabe

sekundære følelser, som associeres til de pågældende situationer samt tidligere

udfald og minder. Ifølge Damasio er disse sekundære følelser afhængige af

præfrontal- og somatosensorisk cortex til at forårsage de samme emotionelle

responser og fysiologiske tilstande. I beslutningstagning er disse somatiske markører

og deres bevidste og ubevidste emotionelle processer associeret med tidligere udfald.

Dette medfører at somatiske markører påvirker beslutninger i retningen af den mest

adaptive adfærd (ibid., pp. 129-139, 152).

Damasio formulerer med SMH, at der finder en vigtig proces sted, før man er i stand

til at tage en logisk og rationalebaseret beslutning. Når en dårlig løsning kommer op i

bevidstheden, følger en kropsligt følt utilpashed (ibid.). I daglig tale ville man kunne

anvende udtrykket mavefornemmelse eller intuition om, hvad somatiske markører

fornemmes som (Goleman, 1997, pp. 40-46). Somatiske markører er ifølge Damasio

både viscerale fra ANS og non-viscerale fra SNS. Eftersom det er kroppen, der

markerer en fornemmelse, afleder det navnet Somatic Marker Hypothesis (Damasio,

1994, p. 171ff).

3.3 Body Loop og As-If Loop

I henhold til hypotesen er der to måder, hvormed mennesket kan erkende oplevelsen

af en somatisk markør. Emotioner kan blandt andet fremkaldes gennem ændringer i

kropslige tilstande, hvad Damasio betegner som et Body Loop (Damasio, 1994, p.

155f). Denne forklaring er teoretisk på linje med James-Lange teorien om kroppens

privilegerede rolle som primær årsag til menneskelig emotion (James, 1884, p. 193f).

Udgangspunktet for SMH har i James-Lange traditionen ledt til, at teoretikere

identificerer SMH som en neo-James’sk teori om emotion (Aydede & Robbins,

2009, p. 437). Damasio er dog imødekommende overfor kritikken af James-Lange

teorien, eftersom Damasio anerkender, at emotion kan finde sted uden for kroppens

16

påvirkning (Damasio, 1994, p. 155f). Med andre ord er hjernen i stand til at opdigte

et sløret billede af en kropslig tilstand. Denne mekanisme for en emotionel proces

betegner Damasio som et As-If Loop. Følgende model er en illustration af et Body

Loop og et As-If Loop: (Dunn et. al., 2006, p. 242).

Figur 3.1 - Model over et Body Loop og et As-If Loop

As-If Loop’et er udviklet gennem associationen mellem et bestemt mentalt billede og

den tilhørende kropslige tilstand (Damasio, 1994, p. 155f). Damasio understreger, at

for at et mentalt billede kan aktivere et As-If Loop, er det nødvendigt først at køre

processen gennem kroppen, som den oprindeligt var. Damasio peger her på

aktiveringen af neurotransmitter-nuclei i hjernestammen som nødvendige for, at et

As-If Loop kan finde sted (ibid.).

17

3.4 Deldiskussion

Man kan argumentere for, at As-If Loop’et fra SMH’s begrebsapparat kan siges at gå

i overensstemmelse med Cannon-Bard teorien, som argumenterer for, at processer i

thalamus er en kilde til emotionel oplevelse (Cannon, 1927, p. 118). SMH’s As-If

Loop er dermed i stand til at forklare, hvordan thalamus som en del af

hjernestammen kan indgå i menneskets emotionelle proces (Pinel, 2009, p. 64ff).

Det kan diskuteres, om Damasios syntese af Body Loop og As-If Loop er i stand til

at løse konflikten mellem James-Lange og Cannon Bard teorierne. SMH forklarer,

ligesom James-Lange teorien, emotion som opstået af somatiske Body Loops.

Derudover forklarer SMH, ligesom Cannon-Bard teorien, begrebet As-If Loop i

overensstemmelse hermed. Damasio anerkender desuden Cannon-Bard teoriens

påstand om, at kropslige ændringer kan finde sted parallelt med emotionelle

oplevelser, snarere end at være primær årsag til dem (Damasio, 1994, pp. 155-158).

Der kan argumenteres for at en styrke ved SMH som teori, er dens evne til at

integrere de tidligere teoridannelser om emotion.

3.5 Delkonklusion for kapitel 3

Kapitel 3 har redegjort for SMH’s begrebsapparat der beskriver, hvordan somatiske

markører fra kroppen påvirker menneskelig responsadfærd og beslutningstagning.

Damasios somatiske tilgang til emotion knytter sig således til beslutninger, eftersom

den foreslår, at beslutninger ikke blot er kognitive, men afhænger af emotionelle

mentale processer. Det blev vist, hvordan emotioner fremkaldes gennem ændringer i

kropslige tilstande gennem Body Loop’et, og hvordan dette begreb teoretisk er på

linje med James-Lange teorien. Desuden blev det belyst, hvordan Damasio’s SMH

anerkender, at emotionelle oplevelser kan finde sted uden om kroppens påvirkning.

Dette finder sted gennem As-If Loop’et, hvilket er i overensstemmelse med Cannon-

Bard teorien. Kapitel 3 har således belyst SMH’s evne til at integrere teorier indenfor

samme disciplin, hvilket er dens intradisciplinære tilgang.

18

4. Klinisk Relevans

For at få et pragmatisk indblik i SMH og dens anvendelsespotentiale som

begrebsapparat, vil kapitel 4 gennemgå relevante kliniske eksempler. Afsnittet vil

derved besvare den første halvdel af andet spørgsmål i problemformuleringen

2) Hvilken klinisk relevans og hvilken evidens eksisterer i forhold til SMH? Det primære fokus i kapitel 4 er at undersøge relevante kliniske eksempler såsom

fantomsmerter, anosognosia og polyneuritis. Disse eksempler er valgt for at belyse

forskellige kliniske tilfælde, der alle relaterer sig til afferent feedback som

nødvendigt for, at hjernen kan modtage somatiske markører. De kliniske eksempler

er således en illustration af både kommunikationen og fejlkommunikationen mellem

krop og hjerne. Som afsæt for kapitlets analyser anvendes Ramachandran og

Blakeslees (1998) studier af fantomsmerter, Doidges (2007) forståelse af hjernens

plasticitet, samt Sacks (1985) belysning fra et førstepersons perspektiv af de kliniske

tilfælde. Endvidere anvendes Damasio (1994) for at inddrage SMH’s forståelse af

disse tilfælde. Der fokuseres særligt på et fænomenologisk perspektiv på de kliniske

tilfælde for at bidrage med et førstepersons perspektiv på disse lidelser. Derudover

fokuseres der på behandlingsmetoder til de kliniske tilfælde for at få et indblik i den

dynamiske struktur af både hjernen og afferent feedback.

4.1 Fantomsmerter

Fantomsmerter kan defineres som perceptioner, der opleves som kommende fra et

legeme, der er blevet fjernet fra kroppen (Pinel, 2009, p. 264f). Det er vigtigt at

understrege, at patienter med fantomsmerter er bevidste om, at legemet ikke

eksisterer, trods fantomsmerten forbliver tilstede (ibid.). Som et fænomenologisk

eksempel beskriver Oliver Sacks (1985), hvordan en mand, der havde fået fjernet sit

ene ben fik følelsen af, hvad han beskrev som en spøgelsesfod, der pludseligt kunne

give svære smerter og føltes, som om den gik i spasmer (Sacks, 1985, p. 37f).

V.S. Ramachandran beskriver, hvordan fantomsmerter kan kureres gennem en

simpel behandlingsmetode (Doidge, 2007, p. 177). Ramachandran illustrerer hvordan

den menneskelige hjerne kan ændres kortvarigt og smertefrit, drevet af patientens

egen kognition og perception (ibid., p. 178). Behandlingsmetoden er rettet mod

19

patienter med fantomsmerter og skabes gennem en visuel illusion (Ramachandran, &

Blakeslee, 1998, pp. 38-44). Patienten ser ind i en kasse med åben top, hvor et spejl

reflekterer et billede af patientens raske hånd. Ved at iagttage den raske hånds

bevægelser igennem spejlet forsvinder fantomsmerten i det manglende lem, eftersom

hjernen stimuleres til at tro, at den manglende hånd bevæges frivilligt og bevidst.

Hjernen forsøger stadig at kommunikere ved at sende signaler til den manglende

kropsdel, men uden at få feedback fra den, eftersom den ikke længere eksisterer.

Ramachandrans behandling udmærker sig ved at erstatte den manglende feedback til

patienter med fantomsmerter med visuel feedback, der dæmper smerten. Dette sker

ved, at illusionen fra spejlboksen snyder hjernen til at tro, at den får feedback fra den

manglende kropsdel (ibid.).

Man kan altså sige, at man kurerer illusionen om fantomsmerter med endnu en

illusion i form af spejlboksen hvilket har muliggjort at neurologer kan behandle

fantomsmerter. Med udgangspunkt i SMH ville antagelsen være, at kroppen sender

signaler til hjernen, som er nødvendigt for sansning og kontrol, og at man ikke kan

sanse kroppen uden en krop. Dette sker gennem somatiske markører fra kroppen

(Damasio, 1994, p. 66).

Behandling af fantomsmerter kan opfattes som en udfordring for SMH, idet ren

visuel feedback er i stand til at forandre hjernens sansning af kroppen uden signaler

herfra. Der er altså en feedback fra hjernen i form af visuel perception, der ikke er af

somatisk karakter, som er i stand til at behandle patienter med fantomsmerter.

Her mener Damasio at have en forklaring på fantomsmerter, ved at anvende begreber

om online og offline kropslige repræsentationer (Damasio, 1994, p. 151f). Online

repræsentationer er udtryk for kroppens status i nuet, hvor offline repræsentationer er

en idé om, hvordan kroppen normalt er.

Her påpeger Damasio, at der udover de dynamiske online kropslige tilstande også

findes mere stabile tilstande af generel kropslig struktur såsom proprioception af

muskler og led og interoception i form af visceral sansning (ibid.). Disse menes at

konstituere vores kropsbillede som det plejer at være. Damasio beskriver disse

tilstande som, at de befinder sig i en slags offline tilstand, men at de kan aktiveres i

topografisk organiserede somatosensoriske hjerneområder. Dette sker sideløbende

med online repræsentation af kropslige tilstande, som de føles i øjeblikket. Dette

muliggør tilsammen erkendelsen af, hvordan kropslige tilstande plejer at være,

20

snarere end, hvordan de er i nuet (ibid.). Man kan diskutere hvorvidt Damasios

konceptualisering af fantomsmerter som værende forårsaget af stabile offline

repræsentationer er i stand til at forklare hvordan patienters oplevelse af fantomet

kan ændres gennem erfaring efter amputationen (Carruthers, 2008, p. 1307; Damasio

1994, p. 154).

Ramachandrans nyere studier peger på, at visuel information og andre former for

stimuli kan ændre oplevelsen af fantomet, hvilket går imod påstanden om, at offline

repræsentationer alene er årsagen til fantomet (ibid.). Ramachandrans forklaring

tager udgangspunkt i Wilder Penfields kortlægning af det topografisk organiserede

somatosensoriske cortex, hvilket også kaldes somatosensory homunculus (Pinel,

2009, p. 177f). Penfields kortlægning af denne region har vist, at hjernens kort for

eksempelvis hånd og ansigt er topografisk placeret, eller placeret side om side

(Doidge, 2007, p. 324f). Ramachandrans forklaring af fantomsmerter er således, at

anatomisk nærtliggende regioner på homonculus kortet spreder sig ind i den nu

inaktive fantomregion (Carruthers, 2008, p. 1307f; Ramachandran & Blakeslee,

1998, pp. 24-27). De to forklaringer af Damasio og Ramachandran er forskellige, i

forhold til om det er online eller offline repræsentation der er årsag til fantomsmerter.

I Damasios forklaring er det den stabile offline repræsentation, hvor det i

Ramachandrans forklaring er online repræsentation fra nærtliggende områder, der er

årsag til fantomsmerten. Det er stadig muligt, at offline repræsentationer spiller en

rolle i oplevelsen af fantomsmerter, men dog at fænomenet ikke udelukkende skyldes

offline repræsentationer (ibid.). Det er i denne modstilling vigtigt at pointere, at

Damasios bog Descartes’ Error er fra 1994, og at Ramachandrans studier fandt sted i

1998. Herved har Damasio på daværende tidspunkt ikke haft adgang til denne nyere

evidens.

Ramachandrans nyere studier kan derfor siges at komplementere Damasios teori om

somatiske markører, snarere end at kritisere den. På baggrund af de gennemgåede

emner vedrørende SMH’s relation til fantomsmerter kan det konkluderes, at hjernen

og kroppen befinder sig i en dynamisk relation til hinanden. Eksemplet med

fantomsmerter peger endvidere på, at offline repræsentationer kan ændres gennem

visuel information. I lyset af disse studier kan somatiske markører således siges at

være dynamiske og at være genstand for ændringer op gennem menneskets liv.

21

4.2 Anosognosia

Et andet klinisk tilfælde, hvor den kropslige bevidsthed er ændret kan ses hos

patienter med anosognosia (Damasio, 1994, p. 153f) Anosognosia er en lidelse, hvor

patienten ikke er bevidst om sin egen sygdom, og med andre ord har en manglende

sygdomserkendelse (ibid., pp. 62-69.) Tilfældet opstår ofte ved en hjerneblødning i

højre hemisfære, som forårsager en lammelse af venstre side af kroppen. Patienter

med anosognosia beskrives ofte som glemsomme og fornægtende omkring deres

lidelse. Ved samme skade på den venstre side medfører det lammelse af højre side.

Dette vil dog ikke medføre manglende sygdomserkendelse, men i stedet ofte

sproglige deficit. Ifølge Damasio opstår anosognosia systematisk ved skader på den

højre hemisfære. Det kliniske tilfælde tyder på, at når evnen til at mærke kroppen

forsvinder, forsvinder også evnen til at erkende sin sygdom.

Neurologiske undersøgelser af patienter med anosognosia viser, at tilfældet optræder

systematisk ved skader på det somatosensoriske system på højre hemisfære (ibid.).

Denne manglende sygdomsindsigt rammer altså ikke ved skader i eksempelvis

primærmotorisk cortex i højre hemisfære, men er en selektiv hjerneskade (ibid.).

En udfordring i dette tilfælde er at indtage et førstepersons perspektiv på denne

lidelse, da patienten ikke selv er i stand til at erkende deres egen lidelse.

Undersøgelser af denne patientgruppe tyder også på, at de oftere undgår at holde sig

til behandlingsforskrifter og undviger at deltage i behandlingen (Prigatano, 2005, pp.

22-26). Behandling er kompliceret, da patienterne ofte går i en forsvarsposition

omkring deres tilstand og modarbejder indsigt i deres sygdom. Eksempelvis ses det

ved fremvisning af video-optagelser for sådanne patienter af dem selv, hvor de kan

se sig selv fejle i en række øvelser, hvilket medfører at de ofte bliver irriterede (ibid.).

Damasio nævner dette som et eksempel på et menneske uden somatisk feedback fra

kroppen (Damasio, 1994, p. 153ff). Manglen på et opdateret kropsligt signal leder

ikke blot til irrationelle forestillinger om eget kropsbillede og helbred, men også til

en hæmmet evne til beslutningstagning vedrørende ens krop. Patienter med

anosognosia illustrerer altså de kliniske konsekvenser af at have en hjerne, der ikke

er i stand til at sanse kropslige tilstande, og understreger samtidig vigtigheden af

denne evne (ibid.). Med andre ord understreger eksemplet, hvordan somatiske

markører afhænger af hjernens modtagelighed over for det signal, der afsendes.

22

4.3 Polyneuritis

Vigtigheden af proprioception kan illustreres i endnu et klinisk tilfælde, hvor ophøret

af sensorisk feedback fra kroppen kan skabe forstyrrelser i de mentale processer

(ibid., p. 153). Sådan et tilfælde nævner Oliver Sacks (1985) med patienten Christina,

hvis krop gav efter på en måde, så hun ikke længere kunne føle sin krop (Sacks,

1985, p. 27f). Anskuer man tilfældet på fænomenologisk vis, og reflektere over den

psykofysiologiske virkelighed som hun oplevede, kan man undre sig over hvor

besynderligt det må føles, at miste sin kropsfølelse, og at føle sig ”[...] disembodied

[...]”, som Christina beskriver det (ibid.). Undersøgelsen af Christina viste, at hendes

somatosensoriske cortex fungerede, men at det ikke fik nogen information fra PNS.

Det viste sig, at hun havde polyneuritis, som er inflammation i adskillige nerver på

den dorsale del af rygraden, så kun de sensoriske nerver var ramt (Pinel, 2009, p. 63).

Oliver Sacks beskriver, hvordan menneskets kropslige sans er styret af dets synssans,

balancesans og proprioception, hvor Christina manglede den sidste af disse sanser

(Sacks, 1985, p. 28f). Normalt fungerer disse sanser sammen, men Christina måtte

lære at kompensere for den manglende proprioceptive del af sin kropslige sans. Otte

år efter sin diagnose har hun skullet leve et liv med mange justeringer og

tilpasninger, emotionelle såvel som neurologiske (Sacks, 1985, pp. 28-31). Christina

har langsomt lært at bruge andre sanser som erstatning for proprioceptionen, hvilket

gjorde et normalt fungerende liv delvist muligt for hende (ibid.). Christina forbedrede

sig funktionelt, men følte stadig ingen proprioception, og beskrev sin krop som død,

uvirkelig og ikke sin egen. Christina var ikke i stand til at huske eller identificere sig

selv med sin krop efter tabet af proprioception. Her mente hun at have tabt noget

mere fundamentalt med tabet af kroppen, nemlig sin identitet, eller ”[...] body-ego

[...]” (ibid.). Christina havde således en generel følelse af et deficit i

individualitetsfølelse samt et tab af selvfølelse (ibid.).

Eksemplet med polyneuritis illustrerer, hvorledes en manglende kommunikation

mellem krop og hjerne kan være katastrofalt for menneskers daglige funktion.

Endvidere illustrerer det fænomenologiske perspektiv på Christinas tilfælde med

polyneuritis, hvordan sansningen af ens krop er tæt forbundet med ens

identitetsfølelse.

23

4.4 Delkonklusion for kapitel 4

Dette afsnit har eksemplificeret den kliniske relevans af SMH med et perspektiv på

fantomsmerter, anosognosia og polyneuritis. Fælles for eksemplerne er, at viden om

dem har en neurovidenskabelig erkendelsesinteresse, og at de relaterer sig til

kommunikationen mellem krop og hjerne. Ved fantomsmerter viste det sig, at

sansningen af en kropsdel kan vedvare selv efter den er væk, og at hjernen er i stand

til at repræsentere den manglende kropsdel. Ved anosognosia blev det understreget,

hvordan en defekt i hjernens erkendelse af kroppen førte til en manglende sygdoms-

og kropserkendelse. Hvor fantomsmerter repræsenterer hjernens fejlperception af en

manglende kropsdel, illustrerer anosognosia omvendt et eksempel på en hjerne, der

ikke erkender kroppens tilstedeværelse. Polyneuritis viste sig at være en mellemting

mellem ansognosia og fantomsmerter, efter som beskadigede afferente nerver ikke

længere tillod krop og hjerne at kommunikere. Endvidere førte det fænomenologiske

perspektiv til en værdsættelse af særtrækkene ved en førstepersons oplevelse af

sygdommen. Perspektivet benævnede, hvordan det opleves at have fantomsmerter og

at føle et legeme uden at have et, samt ved polyneuritis at have et legeme uden at føle

det. Anosognosia viste sig at være et fænomenologisk særtilfælde gennem mangel på

sygdomserkendelse. Ramachandrans behandling af fantomsmerter viste, hvordan

visuel feedback kunne kompensere for den manglende kropssans, ligesom de visuelle

og vestibulære sanser kompenserede for Christinas manglende proprioception.

Sammenlagt har disse kliniske eksempler understreget, hvordan et dysfunktionelt

nervesystem kan belyse, hvordan det normale nervesystem fungerer. Ramachandrans

studier belyste det dynamiske forhold mellem krop og hjerne, hvilket kunne

komplementere SMH’s forståelse af on- og offline repræsentationer. Med eksemplet

vedrørende anosognosia viste Damasio et eksempel på, hvorledes en manglende

kropsans ledte til hæmmet sygdomserkendelse og irrationelle beslutningstagning.

Endvidere viste eksemplet med anosognosia, at somatiske markører, der kommer fra

kroppen, er afhængige af en hjerne, der er modtagelig overfor kropslige signaler.

Desuden understregede Christinas tilfælde vigtigheden af den kropslige sans for

identitetsfølelse. Somatiske markører kunne anvendes som et perspektiv på kliniske

eksempler til at understrege vigtigheden af et velfungerende nervesystem.

Kapitel 4 har således behandlet SMH’s relevans ved kliniske eksempler til at belyse

den dynamiske kommunikation og rehabilitering, der finder sted mellem krop og

hjerne.

24

5. Evaluering af SMH

Det primære fokus i det følgende kapitel er at undersøge, hvorledes SMH er

operationaliseret samt at illustrere, hvad forskningen indenfor SMH har medført for

psykologien. Afsnittet har til formål at besvare den sidste del af

problemformuleringens andet spørgsmål; 2) er der evidens for SMH?

Den overordnede testning af SMH benytter sig af patienter med læsioner i

ventromedial præfrontal cortex (VMPFC). Derfor vil afsnittet indeholde en

beskrivelse af patienten Elliot for at belyse, hvilke neurologiske konsekvenser, der

medfølger af en læsion i denne hjerneregion. Dernæst redegøres der for

operationaliseringen af SMH samt rationalet bag dens primære undersøgelsesmetode,

Iowa Gambling Task (IGT). Dette er valgt for at belyse hvilken evidens, der bakker

op om hypotesen for at vurdere, hvor robust SMH er som teori. Gennemgangen af

den eksperimentelle forskning er endvidere valgt for at belyse, hvorledes SMH er

forankret i en neurovidenskabelig og eksperimentel tradition, hvilket senere kapitler

vil tage afsæt i. Afslutningsvis vil kapitel 5 diskutere resultaterne fra IGT samt,

hvordan nyere studier har sået tvivl om validiteten af SMH. Der er udvalgt tre

kerneproblematikker forbundet til SMH. Diskussionen vil således omhandle, hvilken

evidens der både støtter og kritiserer SMH’s konklusioner på resultaterne fra IGT.

5.1 Patienten Elliot

Damasio beskriver i Descartes’ Error (1994) patienten Elliot, som efter at have fået

en hjernesvulst skulle gennem en operation og have fjernet en stor del af sit

præfrontale cortex (Damasio, 1994, pp. 34-45). Operationen viste sig på overfladen

at være vellykket, eftersom Elliot efter operationen var i stand til at bevæge sig og

tale som før (ibid.). Dog var der en ændring i Elliots personlighed. Fra et neurologisk

perspektiv var Elliots tilfælde interessant, da de fleste mentale kapaciteter var intakte,

mens hans evne til at tage beslutninger var væsentligt forringet. De traditionelle

neuropsykologiske testbatterier og instrumenter som IQ-tests viste, at Elliot kognitivt

var bedre fungerende end de fleste. Andre tests viste, at Elliot havde fortræffelig

hukommelse, både verbalt og visuelt, og at han havde en normalt fungerende

opmærksomhedsevne og arbejdshukommelse (ibid.). Med andre ord havde han

normale logiske kompetencer, og Elliot syntes på overfladen som en velfungerende

25

person. Dog kunne han på sit arbejde ikke længere motivere sig selv, samt at holde

sig til den del af arbejdet, han var i gang med og skiftede i stedet vilkårligt opgaver.

Elliots eksempel illustrerer, at der er mere til beslutningstagning end blot eksekutive

funktioner og logiske processer. Endvidere var Elliot dæmpet i sit emotionelle

udtryk, eftersom han ved genkaldelse af sin hjernesvulst ikke fortrak en mine. Elliot

fremstod både lidenskabsløs og emotionelt uinvolveret. Skaden i Elliots hjerne havde

begrænset sig til de ventromedial præfrontal cortex (VMPFC) (ibid.). Damasio har

siden Elliot fundet flere patienter med samme skader, som udviste samme

kombination af forringet beslutningstagning og et fladt emotionelt udtryk (ibid., p.

54). Resultaterne gav Damasio anledning til en dybere undersøgelse af, hvordan

emotion spiller en afgørende rolle i måden, hvorpå mennesker ræsonnerer og tager

beslutninger (ibid., p. 51f). Dermed var søgen efter at forstå patienter som Elliot

forbundet til forståelsen af neurobiologien bag rationalitet.

5.2 Somatiske ændringer

For at genopfriske SMH foreslår den, at når en ændring af kroppens tilstand finder

sted, såsom modifikationer af viscera og muskler, vil dette påvirke en kombineret

emotionel og kognitiv beslutningstagning (ibid., p. 205ff). For at undersøge

hypotesen eksperimentelt, måtte der udvælges et mål for en somatisk ændring i

kroppen. Her valgte Damasio at måle ændring i hudens egenskab til at lede en

elektrisk strøm, kaldt skin conductance response (SCR). Princippet bag SCR er, at

når kroppen gennemgår en ændring i forhold til en given stimuli eller tanke i

forbindelse med en emotion, vil ANS forårsage en subtil forøgelse i udskillelsen af

sved hen over hudens svedkirtler (ibid.). Ændringen i svedproduktion er så lille, at

den ikke er synlig for det blotte øje, men er dog nok til at reducere modstanden ved

passagen af en elektrisk strøm (ibid.). Damasio ønskede at stille spørgsmålet om,

hvorvidt patienter som Elliot var i stand til at generere et SCR, og om sådanne

patienters hjerner stadig var i stand til at aktivere en somatisk markør og anvende

markøren bevidst eller ubevidst i forbindelse med en beslutningstagning (ibid., p.

208f). Det viste sig, at patienter med VMPFC-læsioner kunne generere en SCR under

eksperimentelle betingelser, hvor de blev udsat for noget overraskende, et såkaldt

startle response. Damasio undersøgte dernæst, om patienter med VMPFC-læsioner

kunne generere samme respons ved at blive udsat for emotionelle stimuli. I

eksperimenterne blev patienter med præfrontale skader vist foruroligende billedserier

26

af skræk og smerte, mens SCR blev målt i forhold til en kontrolgruppe (ibid.).

Resultaterne viste, at patienter med VMPFC-læsioner ikke genererede et SCR, når de

foruroligende billeder blev præsenteret, i kontrast til kontrolgruppen (ibid., p. 209ff).

Patienter med VMPFC-læsioner havde været opmærksomme, eftersom de kunne

forklare, hvornår billederne blev præsenteret, og de fleste kunne endda berette, hvad

billederne viste, såsom en mordscene, og endda også, at billederne blev vist for at

forskrække dem. En af patienterne forklarede desuden, at han vidste, at billederne var

foruroligende, men at det ikke påvirkede ham. Kognitivt kunne han forklare at

billederne havde en emotionel betydning, men han kunne ikke føle denne betydning.

Resultater som disse støtter hypotesen om, at patienter med VMPFC-læsioner

mangler de kropslige responser såsom SCR, der er karakteristisk for at opleve en

given emotion (ibid., pp. 208-211). Damasio betegner denne manglende respons som

indikationen på en manglende somatisk markør. Det næste mål undersøgelsen var at

teste, hvorvidt neurologisk raske med somatiske markører klarede sig bedre i

beslutningsprocesser end patienter med VMPFC-skader uden somatiske markører.

5.3 Iowa Gambling Task

En tilgang til testningen af SMH er blevet kendt som Iowa Gambling Task (IGT)

som er designet af Damasios kollega, Antoine Bechara (ibid., p. 212f). IGT har til

formål at undersøge en beslutningsproces, der er så tæt på virkeligheden som muligt.

I det basale eksperiment præsenteres en forsøgsdeltager for fire kortbunker, med

mærkaterne A, B, C, og D. Forsøgsdeltageren får et lån på $2.000 i spillepenge og

bliver fortalt, at vedkommende skal forsøge at tjene så mange penge så muligt.

Forsøgsdeltageren skal vende kortene et ad gangen, indtil eksperimentet ophører,

hvor hvert kort indeholder belønning, men også enkelte gange kan indeholde en straf.

De første sæt kortbunker A og B giver en stor belønning på $100, hvor D og C kun

giver $50. Til trods for, at A og B virker mest fordelagtige, giver A løbende

uforudsigeligt høje straffe mellem $35 og $150, hvor B løbende giver straffe op imod

$1.250. I kontrast hertil indeholder C og D kun sandsynlighed for mindre straffe,

hvor C har mellem $25 og $75 og D løbende giver straffe op imod $75. Neurologisk

normalt fungerende individer og patienter med VMPFC-læsioner udviser ofte begge

først en præference for sæt A og B på grund af deres høje belønning. Dog er det kun

de neurologisk normalt fungerende individer der lærer at A og B indeholder højere

27

straf, hvilket medfører, at de gradvist vælger flere kort fra C og D, da det er mere

fordelagtigt på langt sigt. Kritisk for eksperimentet er, at forsøgsdeltageren ikke kan

regne sandsynligheden ud for det mest fordelagtige valg, men derimod fornemmer

det rigtige valg gennem erfaring (ibid.). Her viser Damasios undersøgelser, at

patienter med VMPFC-læsioner trækker systematisk og vedblivende flere

ufordelagtige kort fra bunke A og B og færre fordelagtige kort fra bunke C og D på

trods af, at det på langt sigt leder til større økonomisk straf (ibid., p. 214f). Følgende

model illustrerer belønning og straf i IGT samt sandsynligheden herfor udtrykt ved p.

Figur 5.1 – Model af Iowa Gambling Task (IGT) belønning og staf

5.4 VMPFC-læsioners relation til IGT

En af de vigtigste menneskelige kapaciteter beslutningstagning, relaterer sig til

fremtidige mulige belønninger i stedet for kortsigtede belønninger. Ifølge Damasio er

de beskadigede neurale systemer hos patienter med VMPFC-læsioner kritiske i

erhvervelsen af mentale scenarier vedrørende fremtidige belønninger (ibid., p. 218f).

En traditionel neuropsykologisk fortolkning er, at arbejdshukommelse og

opmærksomhed ikke fungerer som normalt i forhold til langsigtede fremtidige

belønninger. I Damasios fortolkning er, at det er VMPFC hjerneregionen, der er

afgørende for modtagelsen af somatiske markører gennem enten Body- eller As-If

Loop, og som gør mennesker i stand til at rette opmærksomheden og

arbejdshukommelsen mod mentale scenarier, der vedrører fremtidige belønninger.

28

Efterfølgende blev eksperimentet gentaget, hvor SCR blev målt for både

kontrolgruppen der bestod af neurologisk normale individer og patienterne med

VMPFC-læsioner (ibid., pp. 219-222). Her var der i starten for begge grupper et

mindre udsving i SCR ved både belønning og straf for alle fire kortbunker. Efter en

række spillerunder i IGT skete der noget bemærkelsesværdigt. I perioden lige forud

for, at forsøgsdeltagerer fra kontrolgruppen valgte et kort fra de ufordelagtige

kortbunker A og B, udviste deres SCR et stort udsving. Størrelsen af SCR for

kontrolgruppen blev større i løbet af eksperimentet. Kontrolgruppen lærte med andre

ord langsomt at forudsige et ufordelagtigt udfald, og deres SCR gav dem den

somatiske markør, som viste sig at korrelere med fordelagtig beslutningstagning. De

VMPFC-skadede patienter udviste ikke anticipatoriske SCR og dermed ingen tegn på

at udvikle en forudsigelse om et ufordelagtigt fremtidigt udfald. Damasio formulerer,

at neural ubevidst ræsonnering er tilstede før den kognitive proces via somatiske

markører såsom SCR. Somatiske markører skaber en tilbøjelighed hos neurologisk

normalt fungerende forsøgsdeltagere til at undvige kort fra kortbunkerne A og B.

IGT fungerer således som det empiriske fundament for SMH, eftersom somatiske

markører hjælper til at tænke, eller med andre ord retter kropslige fornemmelser

arbejdshukommelsen væk fra ufordelagtige beslutninger imod fordelagtige

langsigtede beslutninger (ibid.). Beslutningstagning kan i SMH’s perspektiv ses som

kombinationen af kognitive cost-benefit-analyser og somatiske markører, der

indikerer belønning og straf for en given handling i en situation, hvor cost-benefit-

analyse ikke er mulig på kort reaktionstid (Dunn et. al., 2006, p. 242).

5.5 Evidens for SMH

For at give et indblik i evidensen for SMH, forklares her hvad forskningen

vedrørende IGT-paradigmet har ledet til af evidens for og imod SMH.

IGT som mål for beslutningstagning har vist sig at styrke Damasios SMH på en

række punkter (ibid., p. 245). Både i replikationstudier af IGT og i varianter, hvor

visse parametre ved eksperimentet er ændret, har resultaterne vist sig at støtte SMH.

IGT har endvidere vist sig at have en forudsigelig validitet i forhold til forringet

beslutningstagning i den virkelige verden (ibid.). I et studie med HIV-positive og

stofmisbrugere viste resultater i IGT at forudsige deres risiko for at have usikker sex

og at falde tilbage i et stofmisbrug (Wardle et. al., 2010, p. 1110ff).

29

På trods af dens styrker, er der en række problematikker vedrørende resultaterne fra

IGT, som underminerer dens evne til at bakke op om SMH. I det følgende afsnit vil

fokus være på tre kerneproblematikker ved IGT, hvoraf den første vedrører kognitiv

gennemskuelighed, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den implicitte læring, der

finder sted i IGT. Den anden kerneproblematik vedrører den anticipatoriske SCR og

hvorvidt SCR påvirker beslutningstagning kausalt. Den tredje kerneproblematik vil

omhandle patienter uden somatiske markører, som stadig præsterer normalt i IGT.

5.5.1 Kognitiv gennemskuelighed

Et spørgsmål vedrørende evidens for SMH er, hvor kognitivt gennemskueligt IGT er

i forhold til belønning og straf. En central påstand ved SMH er, at forsøgsdeltageren

udvikler en fornemmelse eller gisning om, hvilke kort der er fordelagtige via

emotionel læring. Med andre ord foregår læring via emotionsbaserede somatiske

signaler, og påvirker derved forsøgsdeltageren inden vedkommende har eksplicit

indsigt i sandsynligheden for belønning og straf. Et spørgsmål i denne forbindelse er

om forsøgsdeltagerne kognitivt har gennemskuet spillets regler. Et studie har

undersøgt hvorvidt forsøgsdeltageren, var bevidste om spillets regler, ved at spørge

forsøgsdeltageren ind til deres forståelse af spillet (Bechara et al., 1997, p. 1293f).

Resultaterne fra studiet viste, at selvom forsøgsdeltageren klarede sig godt, kunne

vedkommende ikke regne spillet ud (ibid.). Andre forskere har ved brug af mere

fokuserede spørgsmål i et replikationstudie fundet, at de forsøgsdeltagere, der

klarede sig bedst ofte verbalt, havde en bedre forståelse for de fire kortbunker (Dunn

et. al., 2006, p. 248). I det tilfælde, hvor forsøgsdeltagere tidligt i eksperimentet har

gennemskuet spillets belønning og straf, vil det sætte spørgsmålstegn ved SMH

konklusioner. En alternativ fortolkning kunne være, at det anticipatoriske SCR

kommer som konsekvens af, at forsøgsdeltageren kognitivt har gennemskuet spillet

snarere end, at SCR som somatisk markør er kausalt forbundet med

beslutningsprocessen (ibid.). Generelt er denne kritik rettet mod validiteten af

påstanden om, at der udelukkende finder en form for implicit læring sted i IGT. Hvis

IGT udføres gennem adgang til en bevidst kognitiv forståelse af opgaven, gør det

IGT kognitiv gennemskuelig, hvilket gør det utilstrækkeligt at hævde, at opgaven

nødvendigvis kræver ubevidste somatiske markører. De forskellige resultater fra de

to undersøgelser henvender sig til en overordnet problematik om, hvorledes man

hensigtsmæssigt kan måle bevidsthed i eksperimentelle situationer.

30

Shanks (2005) argumenterer for, at uhensigtsmæssige målemetoder underminerer

vurderingen af, om folk er bevidste om den opgave de bliver stillet (ibid., pp. 204-

207). Der kan argumenteres for, at metoden, hvormed man undersøger bevidst

opmærksomhed for en given stimuli, er metodeafhængig (Overgaard & Mogensen,

2014, p. 2f). Svaret på kritikken har været, at emotionsbaseret læring snarere end

ubevidst læring er kernen i SMH, og at dette ikke er problematisk for SMH, hvis IGT

er kognitivt gennemtrængelig (Dunn et. al., 2006, p. 249f). Dog lader det ikke til, at

fordelagtige beslutninger i IGT udelukkende gør brug af ubevidst læring, men at

forsøgsdeltagere i en hvis grad er bevidste om belønning og straf i eksperimentet

(ibid.). Ifølge Damasio har somatiske markører evnen til at operere både gennem- og

udenfor bevidstheden som bias for kognitive processer (Damasio, 1994, p. 184f).

Man kan dermed argumentere for, at SMH stadig er valid, eftersom den ikke

udelukker, at læringen i IGT er kognitivt gennemtrængelig. Det er med andre ord

somatiske markører, snarere end ubevidst læring, der primært forklarer resultaterne.

5.5.2 Anticipatorisk SCR

Et væsentligt aspekt ved SMH er, at det anticipatoriske SCR hjælper neurologisk

normale forsøgsdeltagere til at vælge fordelagtige, frem for ufordelagtige kortsæt i

eksperimentet (Dunn et. al., 2006, p. 249f). Resultaterne ser ud til at være pålidelige,

eftersom andre studier der rapporterer om psykofysiologiske data, viser et forhøjet

anticipatorisk SCR inden valget af ufordelagtige sæt af kort i bunkerne A og B

relativt i forhold til de fordelagtige bunker C og D.

I fortolkningen af SCR, er det usikkert, hvilken rolle signalerne spiller, og om de er

direkte involverede i beslutningsprocessen (ibid., p. 251f). Nogle studier indikerer, at

SCR er et korrelat for forventningen om belønning eller straf, snarere end direkte at

lede til den mest fordelagtige beslutning. En alternativ fortolkning, kunne være at

SCR ikke direkte leder til beslutningstagningen, men er blot et resultat af, at

beslutningen allerede er taget. Udsvinget i SCR sker således på grund af

forventningen om enten belønning eller straf. Dette er et potentielt problem for SMH,

da replikationen af samme resultater med SCR stadig vil medføre tvivl om, hvad

SCR egentlig kan siges at være udtryk for. Det kan være udtryk for respons på

feedback fra selve valget, en indikator på risiko eller blot en markør for, at en

beslutning allerede er taget, som medfører forventningen om enten belønning eller

straf (ibid.). Det er her væsentligt at understrege, at psykofysiologiske data såsom

31

SCR er korrelationelle og ikke kausale ved fordelagtige beslutninger i IGT.

Ændringer i SCR kan reflektere slutproduktet af beslutningsprocessen snarere end

starten, og kan derfor være udtryk for forventningen om det givne udfald.

5.5.3 Manglende affektiv feedback

Der er foretaget en række studier med patienter med manglende affektiv feedback i

IGT paradigmet, blandt andet, patienter med et skadet ANS kaldt Bradbury-

Eggleston Syndrome. Ifølge SMH’s forudsigelse burde disse patienter klare sig

dårligere grundet deres manglende somatiske markører. Dog viste patienterne at

performe bedre end en kontrolgruppe i IGT. Endvidere viser forskningsresultaterne,

at nogle raske forsøgsdeltagerer kunne mestre IGT uden at vise den

psykofysiologiske skelnen mellem de fordelagtige og ufordelagtige kortbunker. Et

modargument er, at andre ikke målte former for perifer affektiv feedback fra kroppen

hjælper på anden vis. Dette kunne være hormonelle feedback-mekanismer eller andre

former for feedback fra det perifere nervesystem såsom feedback fra ansigtet (ibid.,

pp. 249-253). I den forbindelse peger en mængde evidens på, at vagus nerven, som er

en del af ANS, kan være en betydningsfuld feedback-mekanisme og vigtig i

genereringen af somatiske markører (ibid.). Patienter, der fik vagus nervestimulation

som behandling af epilepsi tog mere fordelagtige beslutninger i IGT, når de fik

stimulation kontra, når de ikke gjorde. Desuden har studier af patienter med

rygmarvsskader ikke ført til opbakning af SMH på trods af, at disse skader ofte leder

til reduktion i intensiteten af emotionel oplevelse (ibid.). Resultaterne kan forenes

med Damasios hypotese, hvis det antages, at andre former for feedback såsom

hormonel feedback eller nerver fra ansigtsmuskler kompensere for den manglende

afferent feedback. Et støttende argument for SMH er, at folk med rygmarvsskader

har kunnet kompensere for deres deficit. Det blev ligeledes illustreret i de kliniske

tilfælde med Christina hvordan rehabilitering af afferent feedback er muligt efter en

skade. Her kunne det tænkes, at patienter med manglende feedback fra PNS gør mere

omfattende brug af As-If Loop’et. Dette argument bruges ofte af tilhængere af SMH,

hvor der i tilfælde af manglende affektiv feedback peges på As-If Loop’et som en

mulig forklaring. På linje med Popper kan man her argumentere for, at SMH ikke

længere indeholder muligheden for at kunne tilbagevises, og at falsifikationskravet

bliver brudt i SMH, hvis alle negative resultater kan forklares som at være en form

for ikke målt perifer feedback, hormonel feedback eller et muligt As-If Loop (ibid.).

32

Her kan man argumentere for at, James-Lange teorien, gennemgået i kapitel 2, er en

teori, som i dens forklaring af emotion ikke indeholder et As-If Loop, ligesom SMH

gør. James (1884) opstiller en afgørende test for sin hypotese, hvori han udpeger de

betingelser, der skal være til stede for, at teorien ikke er korrekt (ibid., p. 203). I lyset

af de førnævnte eksempler på patienter med manglende affektiv feedback ville

James-Lange teorien blive afvist, eftersom den har tydeliggjort sit eget

falsifikationskriterium. Det samme falsifikationskriterium for SMH kalder på et

scenarie, hvor al perifer- og hormonel feedback mangler og As-If Loop’et ikke kan

anvendes som forklaring (Dunn et. al., 2006, p. 252f). Disse betingelser, om end

svære at fremskaffe, må siges at være nødvendige for at kunne stille dette kriterium.

Det problematiske aspekt ved dette er, at det gør SMH særdeles svær at afvise (ibid.).

5.6 Deldiskussion af kerneproblematikker

På trods af kerneproblematikkerne vedrørende SMH’s konklusion på IGT, må

Damasios forslag ved VMPFC-skadede patienter og relationen til beslutningstagning

siges at være korrekt (Dunn et. al., 2006, p. 265f). SMH ser ud til nøjagtigt at have

identificeret de hjerneregioner, der er involveret i beslutningstagning, selvom det

stadig er uklart, hvordan disse interagere på et psykologisk niveau. På trods af, at der

er behov for at revidere Damasios hypotese, såsom de tre før beskrevne

kerneproblematikker, er disse ikke et bevis for falsifikationen af SMH.

Problematikkerne peger derimod på, at der stadig er ubesvarede spørgsmål i

forbindelse med SMH, og at andre former for evidens bør fremskaffes for fortsat at

kunne bakke op om hypotesen. Et hidtil ubesvaret spørgsmål, som fremtidig

forskning inden for emnet kunne undersøge er betingelserne for, hvornår Body Loop

og As-If Loop er involveret i beslutningstagning. Som en af kerneproblematikkerne

omhandlede, vil en person i tilfælde af manglende affektiv feedback gøre brug af As-

If Loop’et i stedet for. Dette skyldes, at beslutninger i SMH’s perspektiv er taget på

baggrund af kombinationen af både kognitiv cost-benefit-analytisk ræssonering og

somatiske markører, der leder denne beslutningstagning i usikre situationer

(Damasio, 1994, p. 173f; Dunn et. al., 2006, p. 242). SMH understreger således,

hvordan patienter med manglende affektiv feedback gør brug af As If Loop’et, fordi

Body Loop’et ikke kan stå alene ved beslutningstagning (ibid.). Et forslag til

fremtidig forskning kunne vedrøre at undersøge, om forsøgsdeltagere i forskellige

situationer, usikre eller sikre, gør forskelligt brug af Body- og As-If Loop.

33

5.7 Delkonklusion for kapitel 5

Kapitel 5 har haft fokus på SMH’s operationalisering i form af IGT, som undersøger,

hvordan feedback fra kroppen bidrager til fordelagtig beslutningstagning i usikre

situationer. Endvidere er IGT både økologisk- og prædiktivt valid, eftersom den er i

stand til at identificere ufordelagtige beslutningstagere i virkeligheden, som set i

forbindelse med studiet vedrørende HIV-smittede og stofmisbrugere. Desuden har

IGT vist sig at bakke op om SMH ved at være en pålidelig og evidensmæssigt robust

undersøgelsesmetode for beslutningstagning. På trods af dette blev der i forrige

diskussionsafsnit belyst tre kerneproblematikker i IGT i forhold til SMH.

Den første omhandlede kognitive gennemtrængelighed i IGT, hvilket satte

spørgsmålstegn ved den implicitte læring, der kan finde sted i IGT. Ifølge Damasio

kan somatiske markører operere både eksplicit og implicit, hvilket bevirker, at SMH

ikke udelukkes på trods af, at IGT er kognitivt gennemtrængelig.

Den anden kerneproblematik tog udgangspunkt i den anticipatoriske SCR, hvor

modstandere af SMH har sået tvivl om, hvad SCR repræsenterer, og om den kausalt

påvirker beslutningstagning. Det viste sig, at de psykofysiologiske data, såsom SCR

er korrelationelle og ikke kausale ved beslutningstagning i IGT. Det er således uvist,

om SCR påvirker beslutningen inden den er taget, eller, om den reflekterer

slutproduktet for beslutningsprocessen. Den tredje kerneproblematik viste, at SMH er

undermineret af en række studier af patienter med forringelser i deres afferente

feedback uden forringelser af deres beslutninger i IGT. Tilhængere af SMH

argumenterede for, at perifer og hormonel feedback eller brug af As-If Loop kan

forklare patienternes manglende forringelser på IGT. Her blev der argumenteret for,

at et scenarie der vil kunne falsificere teorien, er vanskeligt at fremskaffe, hvilket gør

SMH svær at afvise.

Der blev afslutningsvis argumenteret for, at SMH korrekt havde identificeret

hjerneregioner involveret i beslutningstagning, og dette på trods af, at der er behov

for at revidere Damasios SMH. Problematikkerne ved IGT peger derimod på, at der

stadig er ubesvarede spørgsmål i forbindelse med SMH, og at andre former for

evidens bør fremskaffes for fortsat at kunne støtte op om SMH. Diskussionen pegede

på, at fremtidig forskning med fordel kan undersøge, om forsøgsdeltagere i usikre

eller sikre situationer gør forskelligt brug af Body- og As-If Loop.

34

6. Opgavens andet anliggende

En interdisciplinær anskuelse af SMH

Opgavens andet anliggende vil behandle SMH i et videnskabsteoretisk og

interdisciplinært perspektiv i dens forståelse af emotion. Overordnet er hensigten

med det andet anliggende at pege på SMH som analytisk objekt i dens afgrænsning

af- og tilgang til emotion som empirisk objekt. Der vil inddrages et situeret

perspektiv på emotion og endvidere med teoretisk inddragelse fra socialpsykologien.

Der argumenteres for, at der kan drages teoretisk udbytte af at komplementere SMH

med et situeret perspektiv på emotion. Der vil endvidere blive inddraget en

diskussion af de problematikker, som vanskeliggør en interdisciplinær tilgang til

integrationen af social- og neurovidenskaben samt de mulige potentialer ved

integrationen. Afslutningsvis byder opgavens andet anliggende på en diskussion af,

hvorvidt SMH kan skabe en interdisciplinær forståelse af emotion, samt hvordan

SMH kan indgå teoretisk i en mulig hybridvidenskab.

6.1 Somatiske markører i et situeret perspektiv

Dette kapitel 6 vil tage udgangspunkt i, hvorledes et situeret perspektiv lægger vægt

på forskellige aspekter end SMH i tilgangen til det empiriske objekt emotion.

Dette gøres for at besvare tredje spørgsmål af problemformulering; 3) Hvorledes kan

SMH forklare sociale og biologiske faktorer ved emotion?

Aydede og Robbins (2009) vil anvendes til at belyse, hvordan SMH kan ses i forhold

til et situeret perspektiv på emotion, her med inddragelse af socialpsykologiske

teorier fra Erving Goffman (1959) og Albert Bandura (1978). Kapitel 6 vil endvidere

diskutere, hvorvidt konteksten kan inddrages i en analyse af somatiske markørers

fordelagtighed. Afslutningsvis argumenteres der for, at SMH med fordel kan

komplementeres af et situeret perspektiv.

Følgende afsnit vil belyse de overordnede videnskabelige traditioner vedrørende

emotion. Overordnet har der været tre perspektiver på emotion; det kognitivistiske

perspektiv, det neo-James’ske somatiske perspektiv som SMH tilhører, samt det

situerede perspektiv på emotion (Aydede & Robbins, 2009, p. 437). Kognitivister

identificerer emotion med vurderinger og repræsentationer af stimuli, og beskriver

35

dem som evaluerede bedømmelser. Den tilgang, som SMH tilhører, er beskrevet i

opgavens kapitel 3.1, og identificerer emotion med kropslige tilstande, der opfattes af

hjernen som en affekt. I både det kognitivistiske og somatiske perspektiv anskues

emotioner som interne processer som bidrager til opretholdelsen af en organismes

interne psykologiske velbefindende (ibid.). Begge perspektiver kan ses som en

kontrast til det situerede perspektiv på emotion, som anskuer emotion som en

dynamisk funktion af de fysiske omgivelser og den sociale kontekst.

De tre perspektiver har det samme empiriske objekt, og undersøger altså emotion,

som det eksisterer i virkeligheden (Sonne-Ragans, 2013, pp. 27-31). I dette tilfælde

er det analytiske objekt henholdsvis det somatiske- og situerede perspektiv på

emotion. (Aydede & Robbins, 2009, p. 437; Sonne-Ragans, 2013, pp. 27-31).

Det er hensigten med afsnittet at diskutere SMH i et situeret perspektiv på emotion

som analytisk objekt i dens undersøgelse af det empiriske objekt emotion (ibid.). Det

undersøges således, hvorvidt og i hvilken grad SMH inddrager kontekst i

forklaringen af emotion set i forhold til det situerede perspektiv. Den kognitivistiske

tradition er udelukkende inddraget i den indledende del, eftersom det er det

somatiske- og situerede perspektiv, der er kapitlets primære fokus. Afsnittet

behandles ud fra en eklektisk tilgang for at skabe en integrativ forståelse af,

hvorledes de analytiske objekter anskuer det empiriske objekt. Udgangspunktet tages

i både det somatiske- og situerede perspektivs vægtning af forskellige aspekter i

undersøgelsen af emotion samt, hvordan perspektiverne kan supplere hinanden.

Diskussionen argumenterer for, at de teoretiske traditioner ikke udelukker hinanden,

og at SMH med fordel kan komplementeres af et situeret perspektiv på emotion.

6.2 Karakteristika ved det situerede perspektiv

Det situerede perspektiv på emotion har en række særtræk, som vægter andre

aspekter ved emotion end det somatiske perspektiv. Emotion bliver i dette perspektiv

anskuet som et signal, der har til hensigt at fungere i en social kontekst. Tankegangen

inden for det situerede perspektiv er ligeledes, at omgivelserne danner en form for

stillads, som emotioner kan udfolde sig på. Endvidere ses emotion i perspektivet som

værende dynamisk koblet til omgivelserne, hvilket tillader en transaktionel analyse

af, hvordan emotion og omgivelser påvirker hinanden.

36

Et vigtigt eksperimentelt paradigme for det situerede perspektiv på emotion er studier

af publikumseffekter med fokus på, hvordan forskelle i emotionel respons til en

konstant stimulus, fortolkes af modtagere af emotionen (ibid., p. 438).

En af disse publikumseffekter er belyst ved studier af Duchenne-smilet, det

pankulturelle ansigtsudtryk for glæde. Her ses det, hvordan professionelle bowlere

sjældent smiler efter at have scoret en strike, når de vender væk fra deres

medspillere, hvorimod de langt oftere smiler, når de vender hen imod deres

medspillere, selv efter kun at have væltet et par kegler (ibid., p. 439). Det samme

mønster ses hos fodboldspillere, som ofte kun smiler efter scoringer, når de vender

hen imod medspillere. Endvidere sås det til Olympiaden i 1992, hvordan OL-

guldvindere udviste store tegn på emotionel bevægethed under medaljeceremonien,

men at de stort set udelukkende smilede, når de interagerede med publikum og

komitéen (ibid.).

Dette eksempel kan ses på linje med Erving Goffmans begreb impression

management, der vedrører menneskers bevidste eller ubevidste målrettede forsøg at

påvirke andres opfattelse af en. Dette gøres gennem regulering og kontrol af den

information der gives af individet i sociale interaktioner (Goffman, 1959, p. 109ff).

Som et eksempel kan pinlighed anses for at være en emotion, der er både situeret og

strategisk i sin natur (Aydede & Robbins, 2009, p. 437f). Studier viser blandt andet,

at folk der har handlet socialt upassende og derefter skal evalueres af observatører,

bliver evalueret mere favorabelt, hvis de i situationen lige efter den socialt upassende

handling har udvist skam. Et centralt aspekt ved andres accept af en socialt utilpasset

adfærd er altså forbundet til at udvise bevidsthed om en brudt norm (ibid.). Andre er

villige til at acceptere socialt utilpasset adfærd, hvis og kun hvis, de får indtrykket af,

at den anden udviser erkendelse om at have brudt normen (ibid.). På denne måde

rummer emotioner et strategisk og situeret aspekt, gennem de indtryk som der

afgives i sociale kontekster.

Med udgangspunkt i det situerede perspektiv kan der drages visse paralleller til

Banduras begreb reciprok determinisme (Bandura, 1978, p. 344f). I Banduras

forklaring kan menneskelig adfærd forstås ud fra en gensidig interaktion mellem

adfærdsmæssige-, kognitive- og kontekstuelle faktorer. Bandura anser psykologiske

funktioner som involverede i en vedvarende reciprok interaktion med kontekstuelle

37

indflydelser på samme måde som, at emotion i impression management fungerer som

et signal i en social kontekst. Endvidere viste Bandura, at børn som observerede en

voksen, der var aggressiv mod en dukke, efterlignede den voksnes adfærd, hvis de

selv fik muligheden (Bandura et. al., 1963, p. 3f; Fraser & Burchell, 2001, p. 196).

Der kan drages paralleller mellem Bandura og et situeret perspektiv på emotion ved,

at det i begge perspektiver er den sociale kontekst og omgivelserne, som fungerer

som stillads for den emotionelle adfærd. Forholdet mellem omgivelserne og

menneskets emotioner befinder sig både i Banduras teori og i det situerede

perspektiv i en transaktionel relation til hinanden (Aydede & Robbins, 2009, p. 37).

Individets emotioner skal derved forstås transaktionelt, og dermed som udfoldelsen

af et signal, der både påvirker- og påvirkes af den sociale kontekst, og derved er

forankret i en reciprok determinisme med dets omgivelser.

Overordnet kan det siges om det situerede perspektiv på emotion, at emotioner kan

fungere som signaler i en social kontekst, og at de er dynamisk koblet omgivelserne,

da disse fungerer som et stillads for emotion. Endvidere blev der givet eksempler på

publikumseffekter og pinlighed for at underbygge det situerede perspektiv på

emotion. Afslutningsvis blev der draget en parallel mellem det situerede perspektiv,

Goffmans impression management og Banduras reciprokke determinisme.

6.3 Kontekstspecificitet for somatiske markører

Der opstilles i SMH en model for emotion, der forklarer hvordan emotionelle

processer gennem Body Loop og As-If Loop, påvirker menneskelig

beslutningstagning, som beskrevet i kapitel 3. Det er vigtigt at pege på, at SMH er et

erkendelsesmæssigt redskab, og at SMH derfor ikke kan betragtes som en virkelig

entitet. Snarere er det en model, der analytisk beskriver sammenhænge ved

virkeligheden (Sonne-Ragans, 2013, pp. 81-84). Videnskabelige modeller kan

overordnet klassificeres i fire typer; en kausal-, en funktionel-, en kontekstuel- og en

strukturel model (ibid.). SMH er en kausal model, da den foreslår et årsag-

/virkningsforhold mellem somatiske markører og beslutningstagning. Endvidere er

SMH en funktionel model, grundet somatiske markørers funktion i

beslutningstagning. Derudover er den strukturel, hvilket ses i dens forklaring af

strukturerne i nervesystemets indvirkning på- og opretholdelse af somatiske

markører. Et eksempel på dette ses i kapitel 5, hvor det eksperimentelle paradigme

38

IGT blev gennemgået. Her medførte strukturelle forskelle i VMPFC-skadede

patienter ændringer i deres funktion og beslutningsevne, hvilket understreger SMH’s

kausale forklaringsmetode. Man kan argumentere for, at SMH ikke har fokus på

konteksten i den sammenhæng, somatiske markører har ved beslutningstagning.

Teoretisk kan man anskue SMH’s fokus på det intrapsykiske og somatiske, hvilket

gør modellen kontekstuafhængig. Dette kan ses i kontrast til det situerede perspektiv,

som skifter fokus fra det intrapsykiske til det interpsykiske, hvilket gør den

kontekstafhængig (Aydede & Robbins, 2009, p. 448f).

I forbindelse med testningen af SMH bestemmes konteksten som værende en

gambling-situation, hvilket tillader somatiske markører at blive undersøgt. Den

eksperimentelle tilgang tjener det formål, at isolere en variabel ved en given empirisk

genstand for at undersøge den (Cromby, 2007, p. 163f). På trods af, at denne metode

er nyttig til at isolere den genstand man undersøger, har den som analytisk objekt en

tendens til at konfigurere det empiriske objekts måde at udtrykke sig på (Sonne-

Ragans, 2013, p. 28). Endvidere inddrager den eksperimentelle tilgang typisk et

kontrolleret design, som kontrollerer for- eller fjerner variable, som skønnes at være

forstyrrende for undersøgelsen af genstanden (Cromby, 2007, p. 163f). Logikken

inden for den eksperimentelle tilgang er, at den målte forskel mellem

undersøgelsesgruppen og kontrolgruppen opnås gennem kunstige eksperimentelle

omgivelser. Dette kan ses som vanskeligt at forene med det situerede perspektiv, som

understreger, at konteksten eller de variable der er kontrolleret for, dynamisk kan

påvirke genstanden (ibid.). Med andre ord er det empiriske objekt formet af et

analytisk objekt og dets erkendelsesinteresse (Sonne-Ragans, 2013, p. 28). Man kan

her argumentere for, at IGT isolerer somatiske markørers måde at optræde på, og

kontrollerer for- eller fjerner den kontekst, som den i virkeligheden er en del af.

Der vil i følgende afsnit fokuseres på to eksempler, hvormed konteksten for emotion

bliver kontrolleret for i forbindelse med IGT. Den første drejer sig om IGT’s

eksklusion af den kontekst, som gambling normalt finder sted i. Det andet eksempel

vil illustrere, hvordan konteksten definerer, hvorvidt en somatisk markør er

fordelagtig. Der vil her anvendes et situeret perspektiv til at belyse de transaktionelle

og kontekstafhængige aspekter af emotion.

39

6.4 Eksklusion af kontekst i Iowa Gambling Task

I det eksperimentelle paradigme IGT er der en bestemt kontekst, hvormed gambling

bliver undersøgt i. Man kan skelne imellem IGT som det analytiske objekt, der

undersøger det empiriske objekt, som er somatiske markøres bidrag til

beslutningstagning i en gambling-kontekst. Der er i den eksperimentelle metode i

IGT fokuseret på visse aspekter ved gambling, som både forenkler og ekskluderer

visse aspekter ved gambling som helhed. Rationalet bag IGT er at undersøge, om

skader på neurale strukturer såsom VMPFC påvirker beslutningstagning i gambling-

situationer i forhold til undersøgelse af neurologiske raske forsøgsdeltagere.

Et situeret perspektiv på emotion vil argumentere for, at IGT’s anvendelse af den

eksperimentelle tilgang til gambling resulterer i en mangel på økologisk validitet

(Aydede & Robbins, 2009, p. 7f). Eksempelvis kunne gambling i virkeligheden

foregå i et spil poker, som spilles i en social kontekst. Her vil hver af spillerne vælge

en strategi på baggrund af informationen omkring egne kort samt andre spilleres

tendenser. Med udgangspunkt i SMH kan man argumentere for, at pokerspilleren

påvirkes af somatiske markører til at overveje, hvilken responsmulighed, der er mest

fordelagtig. I et situeret perspektiv på emotion er spillet poker situeret i en aktivitet,

hvor individer engagerer sig i en social interaktion. Et eksempel kunne være det at

bluffe, hvormed pokerspilleren enten over- eller underspiller styrken af sin spillehånd

(Kim & Suzuki, 2011, p. 183f). En pokerspiller vil i denne sociale kontekst forsøge

at kontrollere sin ansigtsmimik for at vildlede andre pokerspillere (ibid., p. 190f). I

tilfælde af, at poker spilleren får en god hånd, vil vedkommende forsøge at holde sin

begejstring i ave. En sådan betragtning underbygger, hvordan en transaktionel

analyse er i stand til at forklare mere af den helhed emotion er en del af.

Pokerspillerens bluff er et forsøg på at kontrollere sine emotioner for at sende et

signal til sine modspillere. Denne strategiske anvendelse af emotionelle udtryk

bakker op om det situerede perspektiv på emotion og impression management. Den

transaktionelle analyses fokus vedrører de ydre interpsykiske signaler, der udveksles

pokerspillere imellem. Dette står i kontrast til IGT, hvis analytiske fokus er

intrapsykiske neurale strukturer. Her kan det påpeges, hvordan IGT som analytisk

objekt, med dens eksperimentelle metode, er med til at kontrollere for den kontekst,

som det empiriske objekt emotion optræder i. IGT fjerner altså kontekstuelle variable

ved den eksperimentelle metode og udelukker dermed disse faktorers indflydelse.

40

6.5 Konteksten for fordelagtig beslutningstagning

Følgende afsnit vil omhandle, hvordan kontekst er med til at definere, om en

somatisk markør er fordelagtig eller ej. De overstående afsnit har omhandlet,

hvorledes SMH som model ikke inddrager kontekst i forhold til den påvirkning, som

somatiske markører har på beslutningstagning. Dette er blevet fremført som en kritik

på en manglene kontekstuel forklaring i Damasios SMH. Dette kan skabe risiko for,

at Damasio med SMH fremstår ignorant over for den større kontekstuelle helhed,

som emotioner er en del af. I denne sammenhæng er det vigtigt at pointere, at

Damasio er vidende om, at en forklaring på en organismes adfærd kun giver mening i

lyset af den kontekst, den udfolder sig i. Dette kan illustreres med følgende citat af

Damasio:

”The physiological operations that we call mind are derived from the structural

and functional ensemble rather than from the brain alone: mental phenomena

can be fully understood only in the context of an organism's interacting in an

environment.” (Damasio, 1994, p. 1)

Damasios refleksion over en organismes interaktion med omgivelserne danner,

sammen med Banduras teori om reciprok determinisme, en fælles forståelse af,

hvordan psykologiske funktioner kan forklares. I forbindelse med IGT var hensigten

at teste, om patienter med VMPFC-læsioner klarer sig mindre fordelagtigt i forhold

til en neurologisk rask kontrolgruppe. SMH vil her argumentere for, at patienternes

manglende somatiske markører medvirker til, at de træffer mindre fordelagtige

beslutninger i en gambling-kontekst. På trods af dette, giver Damasio et bud på, at

manglende somatiske markører i visse kontekster kan være fordelagtige (Damasio,

1994, p. 192f). En af Damasios patienter med en VMPFC-læsion kunne berette om,

hvordan vedkommende havde kørt i bil på en kold vinter dag. Han så gennem bilens

forrude en kvinde, som kørte ud på et islag og begyndte at skride hen over isen. I

stedet for nænsomt at trykke på bremsen, var kvinden gået i panik og trykket hårdt på

bremsen med den konsekvens til følge, at hun kørte i rabatten. Patienten berettede for

Damasio, at vedkommende i den efterfølgende situation uden bekymring havde kørt

stille og roligt hen over den isbelagte vej, uden at trykke på bremsen. De fleste ville i

en situation som denne, hvor en bil begynder at skride få en somatisk markør, der

ville få en til at trykke hårdt på bremsen, og det ville kræve bevidst impulshæmning

for at kunne modstå denne markør. Ifølge Damasio er dette et eksempel på, hvordan

41

en automatisk beslutning om at bremse via en somatisk markør kan være skadelig, og

hvordan manglen på samme i visse situationer kan være fordelagtig (ibid.).

Med udgangspunkt i det situerede perspektiv ville en transaktionel analyse

underbygge, at omgivelserne former, hvorvidt en given emotion er fordelagtig i den

givne situation. Endvidere kan det siges, at situationelle faktorer skaber betingelser

for, hvorvidt specifikke emotionelle reaktioner er passende. Den isbelagte vej

fungerede som et stillads for om den somatiske markør var fordelagtig i situationen.

Det tidligere eksempel med Elliot illustrerede, hvordan hans mangel på somatiske

markører og manglende evnen til at holde sig til den del af hans arbejdet han var sat

til, fik den konsekvens, at han vilkårligt skiftede opgave. Eksemplet illustrerer

kontekstspecificiteten, eftersom det nogle gange er nødvendigt at holde sig fra at tage

en beslutning, fx når man kører på en isbelagt vej, hvor det i andre kontekster såsom

en arbejdssituation er nødvendigt at tage en beslutning.

Ligeledes kan det tænkes, at den kontekst, som IGT foregår i, skaber et stillads for

emotionen, og at dette stillads er definerende for, hvorvidt somatiske markører er

fordelagtige. Det er altså omgivelserne, og den kontekst somatiske markører befinder

sig i, som er definerende for, hvorvidt en given beslutning er fordelagtig.

6.6 Deldiskussion for somatiske markører i et situeret perspektiv

Damasio vil argumentere for, at konteksten i IGT er et forsøg på at gøre

beslutningstagning så virkelighedstro som muligt (Damasio, 1994, p. 212). Med

udgangspunkt i opgavens kapitel 5 blev det beskrevet, hvordan traditionelle

neuropsykologiske testbatterier ikke detekterede patienten Elliots vanskeligheder.

Dette var på trods af, at han havde svært ved at tage beslutninger i sociale situationer,

og kun igennem IGT var Damasio i stand til underbygge Elliots forringelser ved

beslutningstagning (ibid., p. 214). En anden tendens, som viser sig med patienter

med skader på præfrontal cortex, som VMPFC er en del af, er en upassende social

adfærd (Gazzaniga et. al., 2009, pp. 620-623). Disse patienter udviser vanskeligheder

i at anvende social viden til scenarier, der vedrører sociale kontekster.

I en række af interessante eksempler kan nævnes, hvordan neurologen Lhermitte

undersøgte en patient, der havde læsioner i præfrontal cortex (ibid.). Lhermitte

42

inviterede en patient indenfor på sit kontor, hvor han på bordet havde placeret en

hammer, et søm og et billede. Efter patienten trådte ind og så objekterne, greb

patienten straks hammeren og hamrede billedet fast på væggen uden tøven (ibid.).

Denne form for reaktionsmønster hos patienter, betegner Lhermitte som utilization

behavior, hvilket kan karakteriseres som en ekstrem afhængighed af anvendelsen af

prototypiske adfærdsmønstre. Eksempler som dette illustrerer, hvordan præfrontal

cortex er afgørende for at tilegne sig social viden og at anvende denne i specifikke

interaktioner (ibid.). Med udgangspunkt i dette kunne man tolke Elliots forringede

beslutningstagning som en mangel på integration af social viden i de kontekster han

befandt sig i. Gazzaniga argumenterer for, at orbitofrontal cortex som en del af

præfrontal cortex, er involveret i evalueringen af tidligere situationer, der før har

udvist lignende mønstre af somatisk forandring, hvorfra en fordelagtig beslutning

kan tages (Gazzaniga, 2008, p. 623ff). Gazzaniga påpeger, hvordan orbitofrontal

cortex arbejder sammen med andre hjerneregioner, og anvender social viden, på

baggrund af tidligere situationer, til at overveje, om ankommende somatiske

ændringer bør anvendes.

Til forskel vil Damasio belyse, hvordan beslutningstagning anvender emotionelle

reaktioner, der er manifesteret i kroppen gennem somatiske markører. Det er vigtigt

at pointere, at Damasio og Gazzaniga betoner forskellige aspekter af samme

fænomen. Gazzaniga et. al., (2009) argumenterer således for, at præfrontal cortex er

den hjerneregion, som hjælper individet med at tage den rigtige beslutning. Dette

sker ifølge Gazzaniga ikke nødvendigvis gennem anvendelsen af somatiske

markører, men derimod gennem genkaldelsen af hvilke regler, der er anvendelige i

en given situation (ibid., p. 626).

Dette understreger Gazzanigas mere situerede perspektiv på somatiske markører,

eftersom orbitofrontale cortex anvender tidligere indlærte somatiske markører og

overvejer dem i forhold til konteksten for beslutningen. Somatiske ændringer er med

til at guide beslutningstagning, samtidig med at orbitofrontal cortex anvender social

viden og evaluere beslutningen på baggrund af tidligere erfaringer. Dette perspektiv

kan komplementere Damasio og derved danne et helhedsbillede af emotion.

43

Gennem ovenstående eksempler ses det, hvordan det situerede perspektiv på emotion

er i stand til at skabe teoretisk udbytte ved at lægge fokus på det interpsykiske i

stedet for det intrapsykiske. I et situeret perspektiv på emotion anses præfrontal

cortex som værende med til at vurdere, om adfærdsmønstret er passende for de givne

kontekstuelle omgivelser. Man kan således argumentere for, at SMH kan

komplementeres af det situerede perspektiv på emotion. Det situerede perspektiv er

dermed kompatibelt med en neo-James’sk somatisk tradition omkring emotion

(Aydede & Robbins, 2009, p. 449).

Overordnet kan der argumenteres for, at en integrativ forståelse af emotion sker

igennem anvendelsen af forskellige teoretiske traditioner. Denne teoretiske

pluralisme kan siges at være med til at udpege uopdagede forbindelser og

sammenhænge imellem det somatiske og det situerede perspektiv på emotion.

6.7 Delkonklusion for kapitel 6

Kapitel 6 har omhandlet, hvorledes emotion i et situeret perspektiv ses som forankret

i en social kontekst og koblet dynamisk til sine omgivelser. Der er blevet

introduceret begreber som Banduras reciprokke determinisme og Goffmans

impression management samt transaktional analyse til at diskutere, hvorledes

emotioner kan forstås som værende situeret i sin kontekst. Desuden er det blevet

gennemgået, hvordan SMH har fokus på det intrapsykiske, hvorimod det situerede

perspektiv på emotion har fokus på det interpsykiske. Overordnet er der blevet

argumenteret for, at den eksperimentelle metode i IGT kontrollerer for den kontekst,

som somatiske markører indgår i. Eksempelvis ekskluderer konteksten i IGT visse

interpsykiske aspekter ved gambling som helhed, såsom de signaler, der sendes

mellem pokerspillere. Det andet eksempel tog udgangspunkt i Damasios egen

forklaring på, hvordan somatiske markører i visse henseender kan være mindre

fordelagtige.

Derudover har Gazzanigas forklaring vist sig at kunne komplementere Damasios

tilgang til somatiske markører. I denne forbindelse blev der argumenteret for, at

præfrontal cortex hjælper til at integrere information omkring den sociale kontekst i

forhold til en given adfærd. Afslutningsvis er der argumenteret for fordelen ved en

teoretisk pluralisme, hvor både det somatiske- og det situerede perspektiv på emotion

anvendes eklektisk til at belyse genstandsfeltet emotion.

44

7. Muligheder og begrænsninger ved

SMH i et interdisciplinært perspektiv

Følgende kapitel 7 har til formål at behandle SMH i et metateoretisk perspektiv for at

diskutere de metateoretiske forskelle mellem henholdsvis den social- og

neurovidenskabelige erkendelsesinteresse.

Dette gøres for at besvare tredje spørgsmål af problemformulering; 3) Hvorledes kan

SMH forklare sociale og biologiske faktorer ved emotion?

Kapitlet vil analysere de to discipliners erkendelsesinteresser og diskutere deres

forskellige tilgange til samme genstandsfelt. Der vil inddrages eksempler fra Cromby

(2007), Bennett & Hacker (2003), samt Harré (2002), der har til hensigt at belyse

kontrasten mellem de konceptuelle og metodologiske forskelle i social- og

neurovidenskaben. Der anvendes en forskelsmodel, hvor forskellene danner centrum

for den metateoretiske modstilling mellem social- og neurovidenskaben (Sonne-

Ragans, 2013, pp. 38-42). Derudover vil kapitlet inddrage forskningseksempler fra

Williams & Bargh (2008), Zhong & Leonardell (2008), Ijzerman (2010; 2012) om

sociale og biologiske faktorers gensidige påvirkning af individet. Det vil diskuteres,

om SMH kan indgå i en hybrid kognitiv videnskab, der anerkender både

kropsliggjorte og sociale aspekter ved menneskets natur. Kapitlet har således et

todelt formål; for det første at diskutere SMH’s interdisciplinære problematikker og

for det andet at diskutere potentialerne for SMH’s integration af sociale- og

neurovidenskabelige tilgange til emotion.

7.1 Problematikker ved integrationen af social- og neurovidenskaben

Det kan anskues, at der mellem social- og neurovidenskaben har været en modvilje

fra begge discipliner mod at engagere sig konstruktivt i forhold til hver disciplins

teori og empiri (Cromby, 2007, pp. 149-152). Endvidere kan der siges at være en

manglende forståelse for deres forskellige antagelser, metoder og mål. På trods af

dette har nyere gennembrud inden for neurovidenskaben samt innovationen af

hjernescanninger gennem billeddannelsesteknikker muliggjort en udforskning af de

sociale aspekter ved hjernen. Ligeledes ses der en voksende interesse for kropslige

emotioner inden for socialvidenskaben (ibid.). Denne nyere fremkomst af viden og

45

interesse kan pege på, at fremtiden vil byde på et mere systematisk samarbejde

mellem de to discipliner.

Socialvidenskabens fornyede interesse for det kropslige udgør et potentiale for

interdisciplinært samarbejde. Ifølge Cromby (2007) anser socialvidenskaben kroppen

for at være et instrument for udførelse eller et objekt, der anvender teknikker og

praksisser såsom selvregulering og disciplin (ibid.). Denne interesse for det kropslige

i socialvidenskaben er kropsligt fokuserede, men dog uden anvendelse af fysiske

begreber fra neurovidenskaben. Eksempelvis påpeger Foucault (2002), hvorledes der

historisk har udspillet sig en social kontrol og magtudøvelse over individets krop

(ibid., p. 82f). Foucaults analyse beskriver, hvorledes samfundets autoriteter har

transformeret betydningen af kroppen fra at være genstand for tortur til at erhverve

sig kvaliteter, der har muliggjort kroppen som arbejdsredskab. Kroppen ses som et

instrument for en given praksis med kvaliteter, hvilket samfundet gennem sin magt

symbolsk former og korrigerer. Dette eksempel understreger, hvordan man inden for

socialvidenskaben anskuer kroppen på en anderledes måde, end i neurovidenskaben.

Kroppen omtales i socialvidenskaben som bærer af symbolsk mening, der realiseres

gennem forskellige systemer. Ligeledes omtales den som et objekt, der formes af

sprog og diskurser. Endvidere anvendes der ofte metaforiske begreber som

eksempelvis id’et i psykoanalytisk tankegang (Cromby, 2007, pp. 149-152).

Indsnævringen af kroppens nervesystem i form af neuroner, hormoner og gliaceller

er for det meste fraværende fra socialvidenskabens beskrivelse af kroppen. Deraf

følger det, at socialvidenskaben overordnet ikke gør brug af eller tager stilling til

viden fra neurovidenskaben (ibid.). Socialvidenskabens indgangsvinkel efterlader

ikke megen plads til de somatiske aspekter ved eksempelvis emotion, som er SMH’s

fokus. På denne måde kan det tænkes, at socialvidenskaben er uforenlig med SMH i

den udstrækning, at den fokuserer på de symbolske og metaforiske aspekter ved

kroppen.

Neurovidenskaben antager den modsatte position, eftersom den ligeledes ikke

anvender viden fra socialvidenskaben (ibid.). Neurovidenskaben har gennem

anvendelsen af fMRI-billeddannelsesteknikker fundet sammenhænge mellem sociale

praksisser og strukturelle ændringer i hjernen i forhold til en række aktiviteter.

Eksempelvis har taxachauffører en større hippocampus end den generelle befolkning,

46

pianospillere genererer ændringer i deres somatosensoriske cortex som konsekvens

af at lære et instrument, og bare tolv måneders samtale med en terapeut medfører

målelige ændringer i mønstre af hjerneaktivitet (ibid.). Taxakørsel, læringen af et

instrument samt at være i terapi er alle aktiviteter, der rummer visse sociale

dimensioner. På trods af dette undgår neurovidenskaben ofte at anvende viden fra

socialvidenskaben til at komplementere forståelsen af disse aktiviteter.

Overordnet peger de forrige eksempler på, at neurovidenskaben har en interesse i

sociale påvirkninger, og at socialvidenskaben har en interesse i kropslige

påvirkninger, men at hver disciplin har egne sproglige-, konceptuelle- og

metodologiske erkendelsesinteresser (Sonne-Ragans, 2013, pp. 109-112). Hertil kan

det knyttes, at trods begge discipliner til tider har samme empiriske objekt, er deres

analytiske objekt anderledes (ibid., pp. 27-31). I denne forbindelse er det analytiske

objekt defineret som en bestemt teoretisk og empirisk orden, som afhænger af

teoretiske bestemmelser og koncepter, og som indgår i en større forståelsesramme.

Erkendelsesinteressen er således både konceptuel og metodologisk (ibid.). Den

følgende diskussion vil omhandle social- og neurovidenskabens forskellige

konceptuelle- og metodologiske erkendelsesinteresser. Desuden vil diskussionen

anvende en forskelsmodel til at belyse, hvorledes SMH står i kontrast til

socialvidenskaben i forhold til disse konceptuelle og metodologiske problematikker.

7.2 Konceptuelle problematikker

Den konceptuelle erkendelsesinteresse kan siges at være anderledes i henhold til,

hvordan man konceptualiserer påvirkninger fra den sociale verden, og hvordan man

konceptualiserer hjernen og dens forhold til resten af organismen (Cromby, 2007, pp.

158-164). På linje med Harré peger Cromby (2007) på en divergens mellem

forestillingen om social påvirkning i neurovidenskaben set i forhold til

socialvidenskaben (ibid.). Neurovidenskaben har en tendens til at beskrive

fænomener med en kausal metafysik. Ved denne konceptuelle tilgang kan forskellige

former for adfærd og mentale stadier betragtes som en kausal kæde, der leder til et

slutprodukt. Selv om de er komplicerede med adskillige feedback loops, parallelle

processer og beslutningspunkter, er det en kausal konceptuel tilgang. Denne kausale

metafysik er deterministisk og antager, at hvis man kendte til en organismes

47

indledende stadie og alle inputs til dette stadie, ville man kunne forudse organismens

senere adfærd og mentale stadier (ibid.).

I modsætning hertil hævder Harré, at socialvidenskaben har en menings- og

regelorienteret metafysik, hvor indflydelse primært består af meninger og regler, der

vejleder individet. I dette perspektiv er menneskelig adfærd og mentale stadier

refleksive og indgår i dynamiske strukturer af mening. Socialvidenskabens årsag-

/virkningsforståelse er dermed ikke kausal. Social indflydelse er snarere regler og

retningslinjer, som individet orienterer sig mod på fleksibel og kreativ vis (ibid.).

En konceptuel problemstilling, der omfatter SMH vedrører, at man inden for

neurovidenskaben konceptualiserer hjernens forhold til resten af kroppen og

omgivelserne, som den er forbundet til. I denne sammenhæng kritiserer Bennett og

Hacker (2003) nutidige hjerneforskere som Damasio for at begå en mereologisk

fejlslutning. Mereologi er læren om forholdet mellem dele og helheder, og beskrives

af Brinkmann (2011) som udbredt i moderne psykologisk hjerneforskning, hvor man

tilskriver hjernen egenskaber som kun giver mening, hvis de tilskrives hele

organismen eller personen som helhed (Brinkmann, 2011, p. 30). Ifølge Bennett og

Hacker begår Damasio den mereologiske fejlslutning, eftersom det ifølge dem ikke

er hjernen, der tager beslutninger, men mennesker:

“The brain makes no decisions, but nor is it indecisive. Only what can decide

can be indecisive. So, too, the brain cannot be conscious; only the living

creature whose brain it is can be conscious—or unconscious. The brain is not a

logically appropriate subject for psychological predicates.”

(Bennett & Hacker, 2003, p. 360)

Det er med andre ord personer og ikke hjerneområder såsom VMPFC, der tager

beslutninger, også selvom personer ikke kan gøre det uden en hjerne, eller VMPFC

som hjerneområde. Det er således en mereologisk fejlslutning at hævde, at hjernen

tager beslutninger, eftersom hjernen logisk ikke kan være subjekt for psykologiske

prædikater (Cromby, 2007, pp. 158-164).

Med udgangspunkt i tidligere socialvideskabelige perspektiv fremført af Harré er

menneskelig adfærd, mentale stadier og emotion refleksive fænomener, som indgår i

dynamiske strukturer af mening (ibid.). Mennesket er i dette perspektiv ikke blot

hjerner, og derfor kan deres aktiviteter ikke meningsfuldt beskrives udelukkende i

48

neurovidenskablig terminologi af eksempelvis neuroner og signalstoffer. For at

understrege denne pointe kan der tilbagevises til et tidligere eksempel fra kapitel 6

om det at bluffe i et spil poker. Her vil man kunne argumentere for, at der eksisterer

et konceptuelt problem i neurovidenskaben ved, at selv hvis der erhverves mere

sofistikeret viden vedrørende beslutningsprocessen om at bluffe, vil det ikke være

tilstrækkeligt for socialvidenskaben. Det skyldes, at ingen mængde af viden om

neurale systemer vil være i stand til at diskriminere mellem at bluffe i et spil poker

eller at lyve i en given social situation. At bluffe i et spil poker er en social aktivitet,

som på overfladen kunne ligne andre aktiviteter såsom at lyve over for sin partner

eller at lyve i en retssag. Situationer indeholder alle sociale dimensioner, og er derfor

afhængige af de omstændigheder, som de er en del af. Her hævder Bennet og Hacker

ifølge Cromby (2007), at Damasio begår en mereologisk fejlslutning, når han

argumenterer for, at emotioner forårsages af et bestemt mentalt billede med en

dertilhørende kropslig tilstand. De mener, at det er begivenheder i den ydre verden,

snarere end indre somatiske markører, der er årsag til emotioner. Oprindelsen af en

emotionel oplevelse er offentlige begivenheder, da de indgår i en delt social

interaktion, som er både dynamisk og konstruktiv. Derved er meningen og karakteren

af emotionen afledt af social situation, snarere end af dens somatiske karakter: “What

makes the blushes of shame rather than of embarrassment or of love, is not the

‘thought’ or mental image, if any, that accompanies them, but the circumstances and

the object of the emotion.” (Bennett & Hacker, 2003, p. 213).

Bennett og Hacker peger således på en fundamental konceptuel kløft mellem den

social- og neurovidenskabelige erkendelsesinteresse gennem anvendelsen af

Damasios opfattelse af emotion. Argumentet anerkender således, at Damasio med et

neurovidenskabeligt udgangspunkt er i stand til at underbygge, hvorledes

eksempelvis beslutningstagning forholder sig i hjernen, men at dette udgangspunkt

negligerer samfundets her-og-nu påvirkning, som socialvidenskaben behandler.

7.3 Metodologiske problematikker

Blandt de metodologiske integrationsproblematikker kan nævnes, hvordan selve den

empiriske del af de enkelte discipliner udføres (Cromby, 2007, pp. 158-164).

Neurovidenskaben sammenligner data på tværs af eksperimentelt operationaliserede

grupper. Denne proces finder sted gennem anvendelse af kvantitative variable inden

49

for kontrollerede eksperimentelle designs. I forbindelse med hjernescanninger, som

også Damasio gør brug af anvendes det kontrollerede eksperimentelle design, hvilket

er en problematisk tilgang for socialvidenskaben (ibid., p. 163). En problematik er

den typiske antagelse om, at sociale påvirkninger såsom social klasse er relativt

uniforme, statiske eller faste i deres karakter, og at disse kan måles gennem enkelte

indikatorer eller skalaer.

Social klasse defineres i modsætning hertil af socialvidenskaben som et tæt og

mangfoldigt begreb, fyldt med en varietet af meninger, som hver indeholder

teoretiske forudsætninger fra forskellige teoretiske skoler (ibid.).

Dette går i tråd med Harrés beskrivelse af socialvidenskabens menings- og

regelorienterede metafysik, hvori menneskelige former for adfærd og mentale stadier

er refleksive og en del af dynamiske meningsstrukturer (ibid.). Socialvidenskabens

metafysik er normbaseret, og her anses social indflydelse på individet for at være

normativ, snarere end kausal og deterministisk, som den anses for at være i

neurovidenskaben. SMH indgår i et ambivalent forhold til denne beskrivelse,

eftersom somatiske markøre på den ene side indgår i en menings og normativ

metafysik og på den anden side en kausal og deterministisk metafysik. SMH

beskriver et neuralt system, som påvirkes af erfaring fra blandt andet den sociale

verden:

“And by nature I mean both the nature we inherited as a pack of genetically

engineered adaptations, and the nature we have acquired in individual

development, through interactions with our social environment, mindfully and

willfully as well as not.” (Damasio, 1994, p. XV)

Somatiske markører er erhvervet gennem erfaring, og er under indflydelse fra

eksterne omgivelser, som organismen interagerer med, herunder sociale

konventioner og etiske regler (Damasio, 1994, p. 179). Damasio beskriver med SMH

et neuralt system for social normativ påvirkning, der er genstand for- og kan

viderebringe samfundets normative indflydelse (Cromby, 2007, pp. 158-164).

Damasios forklaring på, hvordan somatiske markører indgår i sociale kontekster kan

her siges at være i overensstemmelse med den normative socialvidenskabelige

metafysik. Dette kan sættes i forbindelse til Elliot fra kapitel 5, hvis hjerneskade og

manglende somatiske markører medførte forringet beslutningstagning i sociale

sammenhænge. På den anden side foretager Damasio ligesom andre nutidige

hjerneforskere empiriske studier ved brug af den eksperimentelle metode, som

50

antager en kausal metafysik. SMH antager på den ene side en normativ metafysik,

med dens forklaring af social normativ påvirkning, og på den anden side implicit en

kausal metafysik med dens eksperimentelle tilgang (ibid.).

Dette problem kobler sig til den eksperimentelle metodes implicitte udgangspunkt i,

hvad Cromby kalder for metodologisk individualisme (ibid.). Antagelsen bygger på,

at den sociale verden blot er resultatet af den samlede sum af handlinger og

beslutninger fra de individer, som konstituerer den. Lignende problemstilling blev

berørt i kapitel 6, vedrørende de praktiske aspekter ved den eksperimentelle tilgang,

hvis formål er at isolere en variabel ved en empirisk genstand. Logikken indenfor

den eksperimentelle tilgang er, at anvende kunstige omgivelser samt forskellen

mellem en kontrol- og eksperimentel gruppe, så variable ved den givne genstand kan

isoleres.

Ifølge Cromby antager den eksperimentelle metode en metodologisk individualisme,

hvilket er mangelfuldt grundet dens forsømmelse af sociale aktiviteters emergente

egenskaber (Cromby, 2007, pp. 158-164). Emergens er en betegnelse for, hvordan

højere niveauers egenskaber danner relation til hinanden, og derved rækker ud over

de egenskaber, der eksisterer på de lavere niveauer der konstituere dem (Sonne-

Ragans, 2013, p. 89). Man kan argumentere for, at egenskaber på sociale niveauer

danner relation til hinanden og interagerer på dynamisk vis, således at de ikke

længere kan reduceres til et lavere niveau såsom neural aktivitet. Metodologisk

individualisme kan ikke afbilde sociale gruppers sande natur, da de har emergente

egenskaber, som ikke kan isoleres til et enkelt individ (Cromby, 2007, pp. 158-164).

Kritikken er rettet mod den eksperimentelle metode i sig selv, da den ifølge

socialvidenskaben anvender kunstige sociale miljøer.

Damasios brug af den eksperimentelle metode gør dermed implicit brug af

metodologisk individualisme, og afbilleder således ikke den emergens, der finder

sted på de sociale niveauer.

7.4 Deldiskussion på problematikker

Overordnet kan der siges at være en række konceptuelle og metodologiske

problematikker inden for social- og neurovidenskaben, der vanskeliggør en

interdisciplinær integration af teorier fra de to discipliner. Det kan tænkes, at nogle af

problematikkerne mellem social- og neurovidenskaben kan overkommes som

51

eksempelvis den mereologiske fejlslutning som man med fordel kan bestræbe at

undgå.

Endvidere kan man argumentere for, at den teknologiske udvikling kan lede til

innovationer, der kan gøre den eksperimentelle situation mindre kunstig samt tage

større hensyn til emotioners dynamiske struktur. Dog peger kritikken fra Bennett og

Hacker (2003) på en større kløft mellem social- og neurovidenskaben, som ikke

umiddelbart lader til at kunne løses gennem erhvervelsen af mere sofistikeret viden.

Der er med andre ord ikke tale om en konflikt af empirisk-, men snarere af

konceptuel karakter. Det betyder, at ingen ny information om hjernen vil være i stand

til at løse de indvendinger, som Bennett og Hacker påpeger. I den forbindelse kan

man argumentere for, at de problematikker, som er bundet til SMH’s integration af

viden fra social- og neurovidenskaben, er nogle enhver neurovidenskabelig forskere

vil møde (Cromby, 2007, pp. 158-164). Dermed har modstillingen mellem social- og

neurovidenskaben belyst, at visse områder ikke blot er vanskelige at forene, men er

direkte uforenelige. De to discipliners forudsætninger udelukker på visse områder

hinanden, hvilket gør en fuldstændig integrativ interdisciplinær undersøgelse af

emotion umulig (ibid.).

7.5 Potentialer ved integrationen af social- og neurovidenskaben

Den forrige modstilling mellem disciplinerne kan siges at have skabt en kløft mellem

social- og neurovidenskaben, og modstillingen udpegede deres konceptuelle og

metodologiske uforenelighed. På trods af dette vil der i følgende afsnit gives

eksempler på, hvordan SMH er i stand til at integrere teorier fra de to

videnskabsdiscipliner. Dette interdisciplinære aspekt skal ses i lyset af SMH’s evne

til at forklare sociale og biologiske faktorers gensidige påvirkning af hinanden.

For at statuere denne debats relevans kan det nævnes, at nyere fagbøger såsom

Biological Psychology: An Introduction to Behavioral, Cognitive, and Clinical

Neuroscience (2013) nævner, hvordan både sociale og biologiske faktorer påvirker

den menneskelige hjerne (Breedlove & Watson, 2013, p., 8f).

Harré foreslår en teori, som både anerkender kropsliggjorte og sociale aspekter af

menneskets natur, skaber basis for, hvad han kalder en hybrid kognitiv videnskab

(Harré, 2002 if. Cromby, 2007, p. 165). Dette vedrører, hvorledes den eklektiske

52

tilgang overskrider enkelte discipliners genstandsfelter og er velegnet til beskrivelsen

af hybridfænomener (Sonne-Ragans, 2013, p. 44). Det vil i følgende afsnit belyses,

hvorledes SMH har en eklektisk interdisciplinær tilgang til emotion, som integrerer

social- og neurovidenskaben i beskrivelsen af et hybridfænomen.

Det synes relevant at inddrage eksempler på et sådant hybridfænomen for at

illustrere, hvordan SMH kan forklare den gensidige påvirkning mellem sociale og

biologiske faktorer. Der vil først anvendes forskning vedrørende temperatur

perception, som benævnes varme-kulde metaforen. Eksemplet kan klassificeres som

et hybridfænomen og belyser sociale og biologiske faktores gensidige påvirkninger

af individet. Der argumenteres for, at SMH har et interdisciplinært potentiale i kraft

af dens evne til at forklare disse faktorers påvirkning af individet.

7.6 Varme-kulde metaforen

Folk beskriver ofte deres følelser for andre som varme, når de tænker på en de holder

af, eller en de kan stole på (Ijzerman, 2010, p. 867). På baggrund af dette havde

Williams og Bargh (2008) den hypotese, at taktil perception af fysisk varme kunne

ændre indtrykket af en interpersonel følelse af varme (ibid., p. 606f). Deres

eksperiment var operationaliseret således, at forsøgsdeltagerne mødte en

forsøgsleder, som var blind for hypotesen. Forsøgslederen skulle lede hver deltager

op til forsøget via en elevator. Hvad forsøgsdeltagerne ikke vidste, var at forsøget i

virkeligheden fandt sted i elevatoren. Under turen i elevatoren blev hver

forsøgsdeltager bedt om at holde en kop, så forsøgslederen kunne notere personens

navn. Nogle forsøgsdeltagere blev bedt om at holde en varm og andre en kold kop,

hvilket var den eneste forskel i den eksperimentelle manipulation. Når en

forsøgsdeltager ankom til fjerde sal, blev vedkommende bedt om at vurdere

forsøgslederens personlighed. Resultaterne viste, at de forsøgsdeltagere som

kortvarigt havde holdt en varm kop vurderede forsøgslederens personlighed som

værende varmere end dem, som havde holdt en kold kop (ibid.). Den fysiske

perception af temperatur påvirkede med andre ord forsøgsdeltagerens sociale indtryk

af en anden person.

Ifølge Zhong & Leonardell (2008) fungerer denne biologiske påvirkning af det

sociale også den modsatte vej (ibid., pp. 838-841). De illustrerede i et eksperiment,

53

hvordan forsøgsdeltageres genkaldelse af en socialt ekskluderende situation,

påvirkede deres perceptionen af rumtemperaturen. Endvidere viste forsøget også, at

forsøgsdeltagere foretrak varm frem for kold mad efter at have genkaldt en oplevelse

af social eksklusion (ibid.). I forlængelse af dette eksperiment er der foretaget

lignende studier, som har videreført og gentaget disse fund vedrørende varme-kulde

metaforen (Ijzerman & Semin, 2010, pp. 867-872) Et studie af Ijzerman (2010)

fandt, at social eksklusion i form af at ændre rummæssig afstand mellem

forsøgsdeltageren og to forsøgsledere, påvirkede deres perceptionen af

rumtemperaturen (ibid.).

Endvidere viste eksperimentet, at semantisk priming af forsøgsdeltagere såsom at

være ligesom- eller forskellig fra en ukendt person, kunne påvirke deltagere til at

opfatte rumtemperaturen som henholdsvis varm eller kold. Således underbygger

eksperimenterne, hvordan rummæssig afstand, semantisk priming og genkaldelse af

social eksklusion, alle er forbundet til biologiske fænomener som

temperaturperception (ibid.)

Overordnet har studiet af Williams og Bargh (2008) påpeget, hvordan den kropslige

perception af temperatur kan påvirke sociale og semantiske begreber såsom

vurderingen af andres personlighed. Derudover viste andre forsøg, at noget

konceptuelt som semantisk priming og social ekslusion var i stand til at påvirke

temperaturperception (Zhong & Leonardell, 2008, pp. 838-841). Som helhed har

denne litteratur den overordnede konklusion, at temperatur og social nærhed bi-

direktionelt påvirker hinanden. ( Ijzerman & Semin, 2010, p. 871f; Ijzerman et al.,

2012, p. 284; Zhong & Leonardell, 2008, p. 839). Dette stemmer overens med

forklaringen på, hvordan sociale og biologiske faktorer påvirker hinanden gensidigt

(Breedlove & Watson, 2013, p. 8f).

7.7 Årsagsforklaringen på varme-kulde metaforen

Det synes måske besynderligt, hvordan det er muligt, at noget perceptuelt såsom

temperaturerforskelle kan påvirke noget konceptuelt såsom et socialt indtryk af en

anden person. Fænomenet kan siges at være et hybridfænomen, som både omhandler

sociale og biologiske faktorer. Dette kan således være genstand for en diskussion af

anvendelsen af en eklektisk tilgang mod en interdisciplinær forståelse af emotion.

54

En forklaring tager udgangspunkt i, hvordan hjernen behandler

temperaturperception. Det er her insula, der sammen med parietal lappen danner det

somatosensoriske system, som er ansvarligt for perceptionen af eksempelvis

temperatur, berøring og smerte (Damasio, 1994, p. 65; Pinel, 2009, p. 175f). Udover

dette spiller insula også en rolle i relation til indtrykket af en anden person som

værende troværdig (Williams & Bargh, 2008, p. 606f). Ifølge Williams og Bargh

(2008) er det insula, der både integrerer sensationen af fysiologiske tilstande og

social information, hvilket er årsagen til, at temperaturer kan påvirke sociale indtryk

(ibid.). Dette er en neurovidenskabelig forklaring på, hvordan biologiske faktorer

såsom temperaturændring kan påvirke sociale faktorer såsom interpersonelle indtryk.

En anden forklaring i forbindelse med varme-kulde metaforen peger på, at

funktionen af fysisk varme er knyttet til sociale relationer, og at kroppen perceptuelt

indeholder læring af disse sociale relationer (Fraser, 2001, p. 100ff; Ijzerman, 2012,

pp. 283-287). En tolkning i denne forbindelse er på linje med Bowlbys

tilknytningsteori, hvori menneskets indre arbejdsmodeller formes og vedligeholdes

gennem sociale relationer. Moderlig berøring har ved barnets tidlige tilknytning

skabt en association mellem varmen fra krops- og hudtemperatur og den sociale

nærhed. Ligeledes er perceptionen af koldere temperatur også blevet forbundet med

oplevelsen af ensomhed. Denne socialpsykologiske sondring kan sættes i forbindelse

til forskningslitteraturen omkring varme-kulde metaforen og kan således forklare,

hvordan en sådan association er mulig (ibid.). Det er vigtigt at pointere, at

inddragelsen af Bowlby, trods sin teoretiske forankring i udviklingspsykologi og

psykodynamik, betragtes som socialvidenskabelig med sit fokus på sociale relationer.

Forfatterne påpeger, at Damasios SMH med As-If Loop’et er i stand til at integrere,

hvordan fysisk temperatur og social nærhed kan aktiveres i øjeblikket (Ijzerman,

2010, p. 872; Ijzerman, 2012, pp. 286f). Når der kunstigt ændres på fysiske

temperaturer, som det var tilfældet ved eksperimentet i elevatoren, kan varmen skabe

et As-If Loop, der narrer det konceptuelle system til at tro, at der er en interpersonel

varm relation tilstede (ibid.). Det er med andre ord en biologisk

temperaturpåvirkning, der gennem et As-If Loop fremkalder et indtryk af en social

relation. Ved de andre eksperimenter, hvor forsøgsdeltagerne blev socialt

ekskluderede, enten afstandsmæssigt, semantisk eller gennem genkaldelsen af social

55

eksklusion, bevirkede det en ændring i temperaturperception. Dette giver støtte til

Damasios forklaring som tidligere beskrevet i kapitel 3 om, at As-If Loop’et kan

skabe association mellem et bestemt mentalt billede og den dertilhørende kropslige

tilstand. Mentale billeder er ofte genanvendte perceptioner af kropslige tilstande, og

således kan social eksklusion fremkalde perceptionen af lignende kropslige tilstande

som om, eller as if, den kropslige tilstand virkelig var til stede. På denne måde er

SMH’s som teori i stand til at integrere både social- og neurovidenskabelige faktorer.

7.8 Diskussion af problematikker og potentialer

Ifølge modstillingen af social- og neurovidenskaben blev der i overstående afsnit

argumenteret for en række konceptuelle og metodologiske problematikker, der

vanskeliggjorde SMH interdisciplinære tilgang til emotion.

Kritikken fra Bennett og Hacker påpegede en større kløft mellem social- og

neurovidenskaben, som rent empirisk ikke er mulig at løse gennem erhvervelsen af

mere sofistikeret viden. Modstillingen mellem social- og neurovidenskaben belyste,

hvorledes visse områder ikke blot var vanskelige for integrationen heraf, men direkte

umuligt. En videnskabsteoretisk observation er, at social- og neurovidenskaben ofte

belyser samme genstand ontologisk, men med forskellige epistemologiske tilgange.

På trods af dette, kan man argumentere for, at en interdisciplinær tilgang til emotion

er mulig i forbindelse med varme-kulde metaforen. Der blev givet eksempler på

forskning vedrørende varme-kulde metaforen, som viste sammenhængen mellem

perceptuelle biologiske fænomener og de konceptuelle sociale fænomener.

En neurobiologisk forklaring beskrev, hvorledes det somatosensoriske system

integrerer både perceptuel- og konceptuel information. Bowlbys socialpsykologiske

forklaring tog udgangspunkt i, hvordan indre arbejdsmodeller har skabt associationen

mellem fysiske temperaturforskelle og interpersonelle sociale relationer.

Man kan argumentere for, at SMH er i stand til at forklare, hvordan en indre

arbejdsmodel har skabt associationen mellem perceptuel- og konceptuel information

gennem As-If Loop’ets brug af det somatosensoriske system. En ændring af fysisk

temperatur påvirker gennem et As-if Loop genkaldelse af en varm sociale relation da

der er skabt en association i det somatosensoriske system mellem perceptuel og

konceptuel information. Ligeledes kan Bowlbys socialpsykologiske begreb om en

56

indre arbejdsmodel indgå i SMH’s forklaring ved at As-If Loop’et aktiverer en indre

arbejdsmodel om en varm social relation ved en varm temperaturperception.

As-If Loop’et kan anvendes som forklaring på sociale faktorers påvirkning af det

biologiske, hvorved mentale billeder gennem As-If Loop’et genanvender

perceptioner fra tidligere kropslige tilstande. SMH er således i stand til eklektisk at

forklare den bi-direktionelle påvirkning af sociale og biologiske faktorer samt at

integrere socialpsykologiske og neurobiologiske forklaringer af emotion. Endvidere

kan nævnes, at SMH ikke nødvendigvis skal suppleres af socialvidenskabelige

teorier. Forrige er således blot en eksemplificering af, hvordan SMH er i stand til

konstruktivt at integrere tilgange som social- og neurovidenskaben for at skabe en

integrativ forståelse af emotion. Den eklektiske tilgang som anvendes af SMH er dog

velegnet til at besvare hybridfænomener såsom varme-kulde metaforen. Den

eklektiske og interdisciplinære tilgang kan med SMH skabe en integrativ forståelse i

de tilfælde, hvor der optræder hybridfænomener, der ikke lader sig beskrive inden for

rammerne af en enkelt videnskab.

En argumentation imod anvendelsen af en eklektisk tilgang er, at ikke forbundne

teorier sammenstilles (Sonne-Ragans, 2013, p. 37ff). For at kunne anvende den

eklektiske tilgang, er det nødvendigt at forholde sig til de problematiske aspekter

vedrørende integrationen af disciplinerne. Det er eksempelvis problematisk, hvis man

sammenstiller teorier fra forskellige discipliner til en homogen forståelse (ibid.).

Man kan argumentere for, at en hensigtsmæssig behandling af et givent fænomen

med fordel kan tage højde for problematikkerne ved integrationen af flere

videnskabsdiscipliner grundet deres forskellige erkendelsesinteresser. Det kan

efterstræbes ikke at begå den mereologiske fejlslutning i forbindelse med varme-

kulde metaforen. Man kan således ikke tilskrive hjernens As-If Loop psykologiske

prædikater. Det ville være en mereologisk fejslutning at hævde, at As-If Loop’et

giver en person indtrykket af en interpersonel relation som værende varm. På trods af

at As-If Loop’et kan tænkes at være nødvendigt i denne sammenhæng er det kun

personer der kan få et indtryk af relation som værende varm. Endvidere ville

socialvidenskaben understrege emotioners refleksive tilstedeværelse i dynamiske

strukturer af mening. Det at fortælle en anden person, at vedkommende er varm, er

en social begivenhed, som derfor er dynamisk og konstruktivt afledt af den sociale

57

situation som helhed. Socialvidenskaben ville understrege, at emotionen at få

indtrykket af en anden som varm har emergente egenskaber, som ikke lader sig

isolere i en eksperimentel metode. Det epistemologiske brud mellem social- og

neurovidenskaben er således ikke noget, varme-kulde metaforen er i stand til at løse.

Ikke desto mindre giver SMH et teoretisk afkast gennem dens anerkendelse af både

kropsliggjorte og sociale aspekter af emotion, som set ved varme-kulde metaforen.

Alt i alt kan der argumenteres for, at SMH kan indgå i, hvad Harré betegner som en

hybrid kognitiv videnskab, da den både anerkender kropsliggjorte og sociale aspekter

af menneskets natur. Det er vigtigt at understrege, at denne opgave ikke postulerer, at

Damasio løser de overordnede problematikker vedrørende integrationen af social- og

neurovidenskaben. Den fundamentale konceptuelle kløft mellem social- og

neurovidenskaben, som Bennet og Hacker påpeger, løses ikke i kraft af SMH.

Den eklektiske og interdisciplinære tilgang er således kun frugtbar, hvis den

anvendes hensigtsmæssigt og anerkender disciplinernes forskelle og uforeneligheder.

Opgaven har dog fremført et eksempel på, hvordan SMH kan anvendes i en

interdisciplinær forståelse af emotion som genstandsfelt. Damasios SMH

repræsenterer hermed et interessant eksempel på en interdisciplinær tilgang til

emotion, og den kan muligvis udgøre et nyt kapitel i en ny hybridvidenskab.

7.9 Delkonklusion for kapitel 7

Kapitel 7 har diskuteret både problematikker og potentialer for en eklektisk

interdisciplinær integration af den social- og neurovidenskabelige tilgang til emotion.

Der blev taget udgangspunkt i en række konceptuelle og metodologiske

problematikker, som vanskeliggør denne interdisciplinære tilgang. Harrés beskrivelse

af neurovidenskabens kausale og deterministiske metafysik viste at stå i kontrast til

socialvidenskabens menings- og regelorienterede metafysik. Inden for

hjerneforskning blev der ofte begået den mereologiske fejlslutning ved at tilskrive

hjernen psykologiske prædikater. Bennett og Hacker argumenterede for, at emotioner

er sociale interaktioner, der både er dynamiske og offentlige begivenheder, snarere

end somatiske, som Damasio hævder. SMH anvender som nævnt til dels

socialvidenskabens normative metafysik med dens beskrivelse af et neuralt system

for social normativ påvirkning. Samtidig anvendes den eksperimentelle metode, der

implicit godtager en kausal metafysik og metodologisk individualisme. Denne

58

modstilling mellem social- og neurovidenskabens konceptuelle og metodologiske

adskilte erkendelsesinteresser peger således på et epistemologisk brud.

Der blev i afsnittet vedrørende potentialet for en interdisciplinær tilgang til emotion

gennemgået, hvordan SMH er i stand til at integrere teorier fra begge

videnskabsdiscipliner. Samtidig blev der givet eksempler på et hybridfænomen, hvor

den eklektiske tilgang kan siges at være velegnet til at beskrive både kropsliggjorte

og sociale aspekter af emotion. Her tilbød Damasios SMH en interdisciplinær

forklaring på, hvordan fysiske temperaturer gennem As-If Loop’et påvirker det

konceptuelle system. SMH er således delvist i stand til at skabe en integrativ

forståelse af emotion gennem den eklektiske og interdisciplinære tilgang. Der blev

argumenteret for, at den eklektiske tilgang med fordel kan anvendes

hensigtsmæssigt. På trods af, at SMH skabte en interdisciplinær forståelse gennem

eksemplet med varme-kulde metaforen, har de to videnskabsdiscipliner forskellige

konceptuelle og metodologiske erkendelsesinteresser. Grundet disse forskelle blev

der argumenteret for, at en hensigtsmæssig integration med fordel kan undgå at begå

den mereologiske fejlslutning. Endvidere peger diskussionen på, en anerkendelse af

emotions refleksive tilstedeværelse i dynamiske strukturer af mening samt dens

emergente egenskaber, som er afledt af den sociale situation som helhed.

Med udgangspunkt i forskningen indenfor varme-kulde metaforen blev der

argumenteret for, at Damasio med SMH er i stand til at forklare den bi-direktionelle

påvirkning af sociale og biologiske faktorer. SMH kan siges at indgå i en hybrid

kognitiv videnskab, da den anerkender både kropsliggjorte og sociale aspekter ved

menneskets natur. Den interdisciplinære tilgang kan tilsammen med anerkendelsen af

social- og neurovidenskabens forskellige erkendelsesinteresser opnå en

hensigtsmæssig forståelse af emotion. Det er dog vigtigt at understrege, at

SMH ikke kan stå alene som en totalteoretisk forklaring på emotion, eftersom

empiriske fænomener er komplekst forbundet, og at analysen af dem med fordel kan

komplementeres eklektisk af social- og neurovidenskaben. SMH er hermed ikke et

bud på en komplet teori, men kan betragtes som en hybrid kognitiv videnskab.

Anerkendelsen af social- og neurovidenskabens forskelle samt SMH’s analyse af

kropsliggjorte og sociale faktorers bi-direktionelle påvirkning er tilsammen i stand til

at integrere visse aspekter ved emotion, hvorved der opnås et teoretisk afkast.

59

8. Konklusion

Gennem opgaven er der opnået indsigt i Antonio Damasios Somatic Marker

Hypothesis gennem et intra- og interdisciplinært perspektiv på emotion.

Opgavens første anliggende bidrog med en intradisciplinær forståelse af SMH, der

havde til hensigt at besvare problemformuleringens første to spørgsmål:

1) Hvilke historiske teoridannelser har bidraget til fremkomsten af SMH?

2) Hvilken klinisk relevans og hvilken evidens eksisterer i forhold til SMH?

Der er givet et psykologihistorisk overblik over James-Lange og Cannon-Bard

teorierne og deres uenighed om emotion, som har ført til det moderne

neurovidenskabelige perspektiv. SMH har en somatisk tilgang til emotion og

foreslår, at beslutninger ikke blot er kognitive, men afhænger af emotionelle mentale

processer, som påvirker menneskelig responsadfærd og beslutningstagning.

Emotioner kan fremkaldes enten gennem kropslige tilstande via Body Loop’et eller

uden kroppens påvirkning gennem As-If Loop’et. SMH kan siges at være teoretisk

på linje med James-Lange teorien samtidig med, at den er i overensstemmelse med

Cannon-Bard teorien. SMH er et historisk produkt af James-Lange og Cannon-Bard

teorierne, og styrken ved SMH ligger i sin intradisciplinære integration af de tidligere

teorier om emotion.

Kliniske tilfælde som fantomsmerter, anosognosia og polyneuritis kan illustrere,

hvordan afferent feedback muliggør kommunikationen mellem krop og hjerne.

SMH’s forståelse af on- og offline repræsentationer kunne komplementeres af

Ramachandrans studier med dynamisk rehabilitering af patienter med fantomsmerter.

Somatiske markører har klinisk relevans inden for den neurovidenskabelige disciplin

og kan anvendes som et perspektiv på kliniske eksempler til at understrege

vigtigheden af menneskelig afferent feedback.

SMH er operationaliseret ud fra det eksperimentelle paradigme IGT, der undersøger

neurobiologien bag rationalitet. Forskningsresultaterne peger på, at IGT har

økologisk- og prædiktiv validitet samt at den har reliabilitet, men at der også er tre

kerneproblematikker ved de konklusioner, SMH drager. Kerneproblematikkerne

60

vedrørte kognitiv gennemskuelighed, hvad SCR repræsenterede og patienter med

manglende somatiske markører uden forringelser på IGT. SMH opererer gennem

somatiske markører, hvilket ikke udelukker kognitiv gennemskuelighed. SCR er

korrelationel og ikke kausal, og kan repræsentere slutproduktet, snarere end starten,

af selve beslutningsprocessen. Patienter med manglende affektiv feedback uden

forringelser på IGT kan forklares af SMH’s As-If Loop, men gør det svært at

fremskaffe et scenarie, der tilfredsstiller et falsifikationskriterium for hypotesen. Der

er behov for at revidere hypotesen samt at fremskaffe andre former for evidens til at

bakke den op. På trods af dette har SMH korrekt identificeret de hjerneregioner, der

er involveret i beslutningstagning.

Opgavens andet anliggende bidrog med en interdisciplinær forståelse af SMH, der

havde til hensigt at besvare problemformuleringens tredje spørgsmål:

3) Hvorledes kan SMH forklare sociale og biologiske faktorer ved emotion?

I et situeret perspektiv på emotion ses emotion som værende forankret i en social

kontekst og koblet dynamisk til omgivelserne. Banduras teori om reciprok

determinisme, Goffmans teori om impression management samt den transaktionelle

analyse er i stand til at forklare, hvordan emotioner er situeret i en kontekst.

Den eksperimentelle metode i IGT er med til at eksludere kontekst samt med til at

bestemme fordelagtigheden ved somatiske markører. I et situeret perspektiv kan man

beskrive, hvordan patienter med VMPFC-læsioner har vanskeligheder forbundet til

anvendelsen af social viden, hvilket kan komplimentere og styrke SMH. Teoretisk

pluralisme kan med fordel anvendes, hvor SMH og det situerede perspektiv indgår i

en interdisciplinær beskrivelse af emotion.

Der er både problematikker og potentialer forbundet til en eklektisk interdisciplinær

tilgang til social- og neurovidenskaben. Den interdisciplinære tilgang er

vanskeliggjort af de to discipliners forskellige metafysik samt deres forskellige

konceptuelle og metodologiske erkendelsesinteresser. Problematikker såsom

neurovidenskabens kausalt deterministiske metafysik, den eksperimentelle metodes

metodologiske individualisme. Endvidere pegede Bennett og Hackers argumentation

på emotioner som værende emergente og sociale begivenheder. Tilsammen

repræsenterer disse problematikker et epistemologisk brud. Potentialet for en

61

interdiscplinær tilgang ses ved et hybridfænomenen, hvor den eklektiske tilgang kan

siges at være velegnet til at beskrive eksempelvis kropsliggjorte og sociale aspekter

af emotion.

Med forskningen indenfor varme-kulde metaforen viste SMH at være i stand til at

forklare den bi-direktionelle påvirkning af sociale og biologiske faktorer. Den

interdisciplinære tilgang til genstanden emotion kan med fordel anerkende social- og

neurovidenskabens forskellige erkendelsesinteresser for at kunne nå til

en fyldestgørende forståelse af genstanden. Damasios SMH kan siges at kunne indgå

i en hybrid kognitiv videnskab gennem anvendelsen af interdisciplinære forklaringer

på kropsliggjorte og sociale aspekter ved menneskets natur.

62

9. Pensumliste

Opgørelse over vejledergodkendt pensum:

Aydede, M., & Robbins, P. (Eds.). (2009). The Cambridge Handbook of Situated

Cognition. New York, NY: Cambridge University Press. (437-453) [17 sider]

Bandura, A., Ross, D., & Ross, S. A. (1963). Imitation of Film-Mediated Aggressive

Models. The Journal of Abnormal and Social Psychology, 66(1), 3. [ 3 sider]

Bechara, A., Damasio, H., Tranel, D., A. R. (1997). Deciding Advantageously

Before Knowing the Advantageous Strategy. Science, 275(5304), 1293-1295.

[3 sider]

Bennett, M. R., Hacker, P. M. S., & Bennett, M. R. (2003). Philosophical

Foundations of Neuroscience 213 (kap 7) 360 (kap 13.). Oxford: Blackwell.

[2 sider]

Breedlove, S. M., & Watson, N. V., (2013). Biological psychology: An Introduction

to Behavioral, Cognitive, and Clinical Neuroscience. 7th. Ed. Sinauer Associates

Inc. Herfra kap. 1 (1-21), 15 (455-491) [57 sider]

Cannon, W. B. (1927). The James-Lange Theory of Emotions: A Critical

Examination and an Alternative Theory. American Journal Psychology. (106-

124) [19 sider]

Carruthers, G. (2008). Types of Body Representation and the Sense of Embodiment.

Consciousness and cognition, 17(4), 1302-1316. [15 sider]

Cromby, J. (2007). Integrating Social Science with Neuroscience: Potentials and

Problems. Biosocieties, 2(2), 149-169. [21 sider]

Dalgleish, T. (2004). The emotional brain. Nature Reviews Neuroscience, 5(7), 583-

589. [7 sider]

Doidge, N. (2007). The Brain That Changes Itself. Penguin. 1-313 [313 s.]

Damasio, Antonio R. (2008) [1994]; Descartes’ Error: Emotion, Reason and the

Human Brain. Random House [314 sider]

Dunn, B. D., Dalgleish, T., & Lawrence, A. D. (2006). The Somatic Marker

Hypothesis: A Critical Evaluation. Neuroscience & Biobeh. Reviews. [33 sider]

Gazzaniga, M. S., Ivry, R. B., & Mangun, G. R. (2008) Cognitive neuroscience: The

Biology of the Mind. Horton, New York. Herfra kap. 14 (599-633) [35 sider]

Goleman, D. P. (1995). Emotional Intelligence: Why It Can Matter More Than IQ

for Character, Health and Lifelong Achievement. Bantam Books, (-) [7 sider]

Ijzerman, H., & Semin, G. R. (2010). Temperature Perceptions as a Ground for

Social Proximity. Journal of Experimental Psychology, 46(6), 867-873. [7 sider]

Ijzerman, H., Gallucci, M., Pouw, W. T., Weiβgerber, S. C., Van Doesum, N. J., &

Williams, K. D. (2012). Cold-Blooded Loneliness: Social Exclusion Leads to Lower

Skin Temperatures. Acta psychologica, 140(3), 283-288. [6 sider]

James, W. (1884). II.—What Is An Emotion? Mind, (34), 188-205. [18 sider]

James, W. (1894 Discussion: The physical basis of emotion. Review, 1(5). [13 sider]

63

Kim, M. G., & Suzuki, K. (2011). Analysis of Bluffing Behavior in Human-

Humanoid Poker Game. In Social Robotics (pp. 183-192). Springer Berlin

Heidelberg. [10 sider]

Overgaard, M., & Mogensen, J. (2014). Conscious perception: A Representational,

Non-Reductionistic, Level-Dependent Approach. Royal Society of London.

Philosophical Transactions B. Biological Sciences. [2 sider]

Prigatano, G. P. (2005). Disturbances of Self-Awareness and Rehabilitation of

Patients With Traumatic Brain Injury: a 20-year perspective. The Journal of head

trauma rehabilitation, 20(1), 19-29. [11 sider]

Ramachandran, V.S. & Blakeslee, S. (1998). Phantoms of the brain: Probing the

Mysteries of the Human Mind. William Morrow and Comp.. [21 sider]

Sacks, O. (1998). The Man Who Mistook His Wife For A Hat: And Other Clinical

Tales. Simon and Schuster. Herfra kap. [17 sider]

Sapolsky, R. M. (2005). Monkeyluv. Nova York: Scribner. Herfra kap. 2 [71 sider]

Shader, R. I., & Greenblatt, D. J. (1993). Use of Benzodiazepines in Anxiety

Disorders. New England Journal of Medicine, 328(19), 1398-1405. [8 sider]

Shanks, D. R. (2005). Implicit learning. Handbook of Cognition, 202-220. [19 sider]

Sonne-Ragans, V. (2012). Anvendt Videnskabsteori. Samfundslitteratur. [250 sider]

Wardle, M. C., Gonzalez, R., Bechara, A., & Martin-Thormeyer, E. M. (2010). Iowa

Gambling Task Performance and Emotional Distress Interact to Predict Risky Sexual

Behavior in Individuals With Dual Substance and HIV-Diagnoses. Journal of

clinical and experimental neuropsychology, 32(10), 1110-1121. [12 sider]

Williams, L. E., & Bargh, J. A. (2008). Experiencing Physical Warmth Promotes

Interpersonal Warmth. Science, 322(5901), 606-607. [2 sider]

Zhong, C. B., & Leonardelli, G. J. (2008). Cold and Lonely Does Social Exclusion

Literally Feel Cold?. Psychological Science, 19(9), 838-842. [5 sider]

I alt 1.318 s. vejledergodkendt pensum

Opgørelse over pensum anvendt ved tidligere eksaminer

Bandura, A. (1978). The self-system in reciprocal determination. American

Psychologist, 33, (pp. 344-358). [15 sider]

Brinkmann, S. (2008). Identitet: Udfordringer i forbrugersamfundet. Århus: Klim,

herfra s. 29 [1 side]

Foucault, M. (2002). Power - Essemtial Works of Foucault 1954 - 1984. Ed. J.D.

Faubion. London: Penguin. s.70-87 ("Truth and Juridical Power", del V"). [18 sider]

Fraser, C. & Burchell, B. (2001). Introducing Social Psychology. Cambridge: Polity.

(hele bogen bortset fra kap. 16, 17, 18, 19) [330 sider]

Pinel J.P.J. (2011). Biopsychology (8th Ed.). Pearson Education Inc., as Allyn

& Bacon. All chapters (except ch.13). [386 sider]

I alt 750 s. fra tidligere anvendt pensum

1.318 s. vejledergodkendt + 750 s. tidligere anvendt pensum: 2.068 s.

64

10. Referenceliste

Aydede, M., & Robbins, P. (Eds.). (2009). The Cambridge Handbook of Situated

Cognition. New York, NY: Cambridge University Press. (437-453) [17 sider]

Bandura, A., Ross, D., & Ross, S. A. (1963). Imitation of Film-Mediated Aggressive

Models. The Journal of Abnormal and Social Psychology, 66(1), 3. [3 sider]

Bandura, A. (1978). The self-system in reciprocal determination. American

Psychologist, 33, (pp. 344-358). [15 s.]

Bechara, A., Damasio, H., Tranel, D., & Damasio, A. R. (1997). Deciding

Advantageously Before Knowing the Advantageous Strategy. Science, 275(5304),

1293-1295. [3 sider]

Bennett, M. R., Hacker, P. M. S., & Bennett, M. R. (2003). Philosophical

Foundations of Neuroscience (Kap 7, 13) (2 s.). Oxford: Blackwell. [2 sider]

Breedlove, S. M., & Watson, N. V., (2013). Biological psychology: An Introduction

to Behavioral, Cognitive, and Clinical Neuroscience. 7th. Ed. Sinauer Associates

Inc. Herfra kap. 1 (1-21), 15 (455-491) [57 sider]

Brinkmann, S. (2008). Identitet: Udfordringer i forbrugersamfundet. Århus: Klim,

herfra s. 29 [1 side]

Cannon, W. B. (1927). The James-Lange Theory of Emotions: A Critical

Examination and an Alternative Theory. The American Journal of Psychology. (106-

124) [19 sider]

Carruthers, G. (2008). Types of Body Representation and the Sense of Embodiment.

Consciousness and cognition, 17(4), 1302-1316. [15 sider]

Cromby, J. (2007). Integrating Social Science with Neuroscience: Potentials and

Problems. Biosocieties, 2(2), 149-169. [21 sider]

Dalgleish, T. (2004). The emotional brain. Nature Reviews Neuroscience, 5(7), 583-

589. [7 sider]

Damasio, Antonio R. (2008) [1994]; Descartes’ Error: Emotion, Reason and the

Human Brain. Random House [314 sider]

Doidge, N. (2007). The Brain That Changes Itself. Penguin. 1-313 [313 s.]

Dunn, B. D., Dalgleish, T., & Lawrence, A. D. (2006). The Somatic Marker

Hypothesis: A Critical Evaluation. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 30(2),

239-271. [33 sider]

Foucault, M. (2002). Power - Essemtial Works of Foucault 1954 - 1984. Ed. J.D.

Faubion. London: Penguin. s.70-87 (dvs "Truth and Juridical Power", del V").

[18 sider]

Fraser, C. & Burchell, B. (2001) Introducing Social Psychology. Cambridge.

[330 sider]

Gazzaniga, M. S., Ivry, R. B., & Mangun, G. R. (2008) Cognitive neuroscience: The

Biology of the Mind. Horton, New York. Herfra kap. 14 (599-633) [35 sider]

65

Goleman, D. P. (1995). Emotional Intelligence: Why It Can Matter More Than IQ

for Health and Lifelong Achievement. antam Books, New York. Herfra kap. [7 sider]

Ijzerman, H., & Semin, G. R. (2010). Temperature Perceptions as a Ground for

Social Proximity. Journal of Social Psychology, 46(6), 867-873. [7 sider]

Ijzerman, H., Gallucci, M., Pouw, W. T., Weiβgerber, S. C., Van Doesum, N. J., &

Williams, K. D. (2012). Cold-Blooded Loneliness: Social Exclusion Leads to Lower

Skin Temperatures. Acta psychologica, 140(3), 283-288. [6 sider]

James, W. (1884). II.—What Is An Emotion? Mind, (34), 188-205. [18 sider]

James, W. (1894). Discussion: The physical basis of emotion. Psychological Review,

1(5). [13 sider]

Kim, M. G., & Suzuki, K. (2011). Analysis of Bluffing Behavior in Human-

Humanoid Poker Game. In Social Robotics (pp. 183-192). Springer Berlin

Heidelberg. [10 sider]

Overgaard, M., & Mogensen, J. (2014). Conscious perception: A Representational,

Non-Reductionistic, Level-Dependent Approach. Royal Society of London.

Philosophical Transactions B. Biological Sciences. [2 sider]

Pinel J.P.J. (2011). Biopsychology (8th Ed.). Pearson Education Inc., as Allyn

& Bacon. All chapters (except ch.13). [386 sider]

Prigatano, G. P. (2005). Disturbances of Self-Awareness and Rehabilitation of

Patients With Traumatic Brain Injury: a 20-year perspective. The Journal of head

trauma rehabilitation, 20(1), 19-29. [11 sider]

Ramachandran, V.S. & Blakeslee, S. (1998). Phantoms of the brain: Probing the

Mysteries of the Human Mind. William Morrow and Comp. pp. 24-44 [21 sider]

Sacks, O. (1998). The Man Who Mistook His Wife For A Hat: And Other Clinical

Tales. Simon and Schuster. Herfra kap. [17 sider]

Sapolsky, R. M. (2005). Monkeyluv. Nova York: Scribner. Herfra kap. 2 [71 sider]

Shader, R. I., & Greenblatt, D. J. (1993). Use of Benzodiazepines in Anxiety

Disorders. New England Journal of Medicine, 328(19), 1398-1405. [8 sider]

Shanks, D. R. (2005). Implicit learning. Handbook of Cognition, 202-220. [19 sider]

Sonne-Ragans, V. (2012). Anvendt Videnskabsteori. Samfundslitteratur. [250 sider]

Wardle, M. C., Gonzalez, R., Bechara, A., & Martin-Thormeyer, E. M. (2010). Iowa

Gambling Task Performance and Emotional Distress Interact to Predict Risky Sexual

Behavior in Individuals With Dual Substance and HIV-Diagnoses. Journal of

clinical and experimental neuropsychology, 32(10), 1110-1121. [12 sider]

Williams, L. E., & Bargh, J. A. (2008). Experiencing Physical Warmth Promotes

Interpersonal Warmth. Science, 322(5901), 606-607. [2 sider]

Zhong, C. B., & Leonardelli, G. J. (2008). Cold and Lonely Does Social Exclusion

Literally Feel Cold? Psychological Science, 19(9), 838-842. [5 sider]