» lokale. Og de kommer langvejs fra.Politikere kalder det »social eks-

port«, når forvaltninger skipper tunge klienter over kommunegrænsen, el-ler når de flytter – eller flygter – af egen fri vilje til en ny lokalitet. Kom-munerne har gennem tiden beskyldt hinanden for den menneskelige »eks-port«, men officielle rapporter har haft svært ved at dokumentere pro-blemets omfang. Faktum er, at poli-tiet på Mors pludselig mødte flokke af tilflyttere fra Nakskov og Sjælland i landsbyerne. Og, som en politimand i området siger, »når én kommer her-til, varer det ikke længe, før vennerne dukker op«. De kommer med drømme om et bedre liv og et billigt hus. Men spøgelserne flytter som regel med.

For ti år siden gik folk i Sejerslev i byen uden at låse døren. I dag er be-boerne holdt op med at stille stenfi-gurer og solcellelamper frem i haven og langs perlegruset. De forsvinder i nattens mulm og mørke. Med jævne mellemrum kommer ambulance og politi farende, bøvler rundt inde hos »de fremmede« og kører af sted igen med fuld udrykning, så naboerne lader TV være TV og strækker hals i vinduerne. Én gang blev der skudt med haglgevær under et indbrud hos købmanden.

De lokale ryster lidt på hovedet, halvt i vantro over, hvad der er på færde i sovebyen, halvt med ironien spillende på læben:

»Jow, jow. Det er det vilde vesten herude,« siger de.

Det var til denne landsby, Yvonne, en kvinde på 35 år, ankom i sommeren 2007.

Om hendes baggrund vides ikke meget. Hun kom fra København, men er vokset op på Vejlekanten i en familie præget af faderens misbrug og moderens tidlige død. Allerede som teenager tog hun skridtet ind i en narkomantilværelse, beskæftiget med småkriminalitet og en evig jagt på næste fix.

Da hun dukkede op på hjørnet af Skranderupvej og Prinsensvej i Sejer-slev, tog naboerne pænt imod. Hun var en køn pige. Altid smilende. Men historierne fra hendes fortid i Køben-havn var gruopvækkende.

Hendes første mand var død; in-debrændt. De tre fingre på den ene hånd var væk, klippet af af en jaloux eks-kæreste, fortalte hun. Den sene-ste kæreste i rækken, en dømt dob-belt-rovmorder, døde i 2007. Ved begravelsen mødte hun den afdødes bror, Per, og han foreslog hende at komme lidt væk fra det hele og flytte op til ham, langt fra København. Til Mors.

Per, en høj, 43-årig førtidspen-sionist med ludende skuldre, et hid-sigt gemyt, et periodisk alkohol- og hashmisbrug, smed imidlertid snart Yvonne ud igen. Angiveligt fordi hun tog stoffer. Yvonne ville ellers be-gynde på en frisk. Lægge det hårde liv bag sig én gang for alle. Hun drak godt nok stadig for meget; en hel fla-ske vodka og æblejuice, som hun hver dag hentede hos købmanden i byen, bemærkede naboerne. Og der var fri-ske stikmærker på hendes arme. Men hun var også en pige, som gik rundt med forsigtige skridt og lysende øjne, da hun blev fulgt ind i sin nye, for-holdsvis istandsatte treværelses lej-lighed på Skranderupvej.

»Er det virkelig mit, det hele? Mit helt eget?« spurgte hun. Og i de føl-gende sommeruger kunne naboerne

ofte høre Yvonnes yndlingsmusik, Bamses Venner, komme ud af kvist-vinduet på første sal.

Freden for naboerne sluttede brat, da fire personer dukkede op ved Yvon-nes hus den 4. september sidste år. De var stærkt ophidsede og ført an af Per, Yvonnes tidligere vært.

»Jeg slår hende kraftedeme ihjel!« råbte og bandede han og blev ivrigt opildnet af en yngre kvinde, »en hid-sig bette havgass’«, som naboen ud-trykker det.

Det var noget med en fjernbetje-ning og et lille fjernsyn, som Yvonne havde lånt og aldrig leveret tilbage, lod Per forstå. Nu stod han under Yvonnes vindue sammen med sin tidligere kone Marianne, en plump kvinde på 45 år, hendes 16-årige søn »Kasper« (navn ændret, red.), med korngult hår og et sammenbidt ud-tryk, der er omvendt proportionalt med hans stadig barnligt runde kin-der. Den »bette havgasse« var Kaspers nye kæreste, en buttet pige på 20 år, kaldet Carina, med affarvet hår.

De var, husker naboen, »helt vilde og blodige«. Han bad dem om at skri-de. Tidligere på dagen havde Yvonne fortalt ham, at hun følte sig truet af Per. Hun var bange for ham, sikker på, at han ville bryde ind til hende. Hun havde mest lyst til at ringe til politiet.»Så gør det!« havde naboen svaret og var efter selv at have oplevet Per med følge, glad for sit svar.

BLODRUSFra Yvonnes hus kan man gå tyve meter til højre, så står man over for Ivans hus. I en kommune med blot 22.500 indbyggere betegnes op mod 400 huse som dette: Uegnet til men-neskebolig. I dag, et år efter de vold-somme begivenheder indenfor, står rødstenshuset i to etager i forfald. Ituslåede ruder er sømmet til, de be-skidte, skidenhvide gardiner hænger i laser, og indenfor mangler store fir-kanter af de sparsomme gulvtæpper, skåret ud og taget med af politiets teknikere. I haven stritter et forvre-det, grønt gyngestativ med det ene ben i vejret, og bag garagen hensyg-ner en fedtet, sort sofa.

En lokal bonde har netop købt hu-set på tvangsauktion. Køberne stod ikke ligefrem i kø. Selv hvis man kan se bort fra forfaldet og skidtet, vid-ner huset stadig om grusomhederne, der fandt sted her natten mellem den 4. og 5. september sidste år. Brun-lige plamager, markeret med politiets selvklæbende pile, skæmmer tæp-perne. Andre steder tegner pilene et vifteformet brunligt mønster af plet-ter op og ned på væggene. Pletter af blod.

Da den 4. september 2007 nærmede sig sine sidste timer, var fire personer forsamlet hos Ivan i huset på Prin-sensvej. Af uforklarlige grunde hav-de Yvonne sagt ja til at komme med over til Ivan trods truslerne tidligere på dagen. Hun var dukket op i tyndt sommertøj – top og knickers – med sin vodka og æblejuice.

Begivenhederne, der skal udspille sig fra dette punkt i tiden og over de næste fem-syv timer, har politiet kunnet rekonstruere ud fra tekni-ske beviser og fra de tilstedeværen-des forklaringer om den forestående rædselsnat. Beskyldninger internt i gruppen er føget gennem luften, men dette er, hvad erklæringer og beviser

har kunnet blotlægge:I Ivans faldefærdige stue sidder

Yvonne, Ivan, en 30-årig kvinde med tilnavnet »Julle« og 24-årige Michael (navn ændret, red.), nylig tilflytter fra København. De drikker. Julle og Ivan sniffer også et par baner amfetamin. Vrede og irritation tynger luften, og den hænger tungt over Yvonne. Ivan er sur over, at hun har en af hans DVDer. Julle – en høj, spinkel pige med en belastet fortid og et ligblegt, ovalt ansigt under mørkkrøllet hår – mener, at Yvonne har ligget i med hendes kæreste.

Yvonne er fuld. Hun forsøger sig med en undskyldning, men provoke-rer også, er beskidt i munden og slyn-ger beskyldninger ud.

Et par kilometer væk sidder Per i sin egen stue sammen med flok-ken fra tidligere på dagen. Nevøen Brian er der også, da de modtager en ophidset opringning fra Ivans hus. Yvonne har råbt, at hun vil sørge for at få Brians børn tvangsfjernet, lyder telefonbeskeden. Hun har sagt, at Marianne, Pers ekskone, er en »so« og en »kælling«, at Kasper sælger narko, og at hun »havde noget med Pers bror – dobbeltmorderens – død at gøre«. Carina, Kaspers kæreste, sætter sig bag rattet i sin lille todørs Toyota, og de andre klemmer sig ind. Nu skal Yvonne stå til regnskab.

Flokken vælter ind i stuen, hvor Yvonne sidder i den grå lænestol. Nu er de otte mod én. Råb og skrigen fyl-der hurtigt stuen. Men hvem slår først?

Ifølge nogle forklaringer hamrer Ivan Yvonne en på hovedet. Andre siger, han sparker til hendes stol, så hun falder på gulvet. Andre har for-klaret, at Per slår først, fordi hun har kaldt ham »skat«. Han vil ikke kaldes skat. Men i sin fuldskab griner Yvon-ne bare. Hun kalder dem tøsedrenge, der først mander sig op, når de er fle-re mod én.

Per slår Yvonne gentagne gange med knyttede næver. Hun ligger på gulvet og værger for sig, mens sla-gene regner ned. Julle sparker og slår den jævnaldrende kvinde under sig, Carina kommer til, Marianne blan-der sig med spark og slag. De skiftes til at have overtaget; Ivan eller Julle morer sig med at komme løbende fra køkkenafsnittet, sætte af i et hop og lande på Yvonnes hoved. Den plum-pe Marianne sætter sig overskrævs på Yvonne og slår hende i hovedet. Brian sparker, alle tager deres tørn.

ARVEN

»Vi står over for en ny udfordring.En udfordring, som vi kunne kalde den nye ulighed. En ulighed, som ikke først og fremmest bunder i mangel påpenge, men snarere i mangel på livschancer. [...] Vi skal bryde dennegative sociale arv.«Anders Fogh Rasmussen,åbningstale i Folketinget, oktober 2007

04 MAGASIN SØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 28. SEPTEMBER 2008