Agent 6

T O M R O B S M I T H

K R I M I | L I N D H A R D T O G R I N G H O F

AG E N T

A F F O R FAT T E R E N T I L B A R N N R . 4 4 O G D E N H E M M E L I G E TA L E

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 28 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie


A G E N T 6


Af samme forfatter

Barn nr. 44Den hemmelige tale


Tom Rob Smith

A G E N T 6

På dansk vedMichael Krefeld

lindhardt og ringhof


Agent 6er oversat fra engelsk efter

Agent 6Copyright © Tom Rob Smith, 2011

All rights reservedDansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof A/S, København

Omslag: ImperietBogen er sat med Minion hos Rosendahls BookPartnerMedia

og trykt hos Scandbook, 2012

ISBN 978-87-11-40479-91. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde stedpå institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Til Zoe Trodd


MoskvaLubjanka Plads

Lubjanka, det hemmelige politis hovedkvarter

21. januar 1950

Den sikreste måde at skrive en dagbog på var at forestille sig, at Sta-

lin læste hvert eneste ord. Selv hvis man udviste den grad af forsig-

tighed, var der risiko for en smutter, en tilfældig tvetydighed, en mis-

forstået sætning. Lovprisning kunne blive misforstået som hån, al-

vorligt ment smiger som parodi. Da selv ikke den mest påpasselige

skribent kunne gardere sig mod enhver tænkelig fortolkning, var et

alternativ at skjule dagbogen, en metode, som den mistænkte i dette

tilfælde, en ung kunstner ved navn Polina Pésjkova, havde benyttet

sig af. Hendes dagbog var blevet fundet inde i en pejs, i selve skorste-

nen, indsvøbt i et stykke voksdug og presset ind mellem to løse sten.

For at få fat i dagbogen måtte forfatteren vente, til ilden var døet ud,

før hun stak sin hånd op i skorstenen og famlede efter bogens spiral-

ryg. Ironisk nok havde det udspekulerede gemmested afsløret

Pésjkova. Et sodet fingeraftryk på hendes skrivebord havde vakt ef-

terforskningsagentens mistanke og flyttet hans fokus et andet sted

hen – et eksemplarisk stykke detektivarbejde.

Set med det hemmelige politis øjne var det en forbrydelse at

skjule en dagbog, uanset hvad den indeholdt. Det var et forsøg på at

adskille en borgers offentlige og private liv, som om der var en for-

skel. Der fandtes ikke en tanke eller oplevelse, som faldt uden for

partiets myndighedsområde. Derfor var en skjult dagbog ofte det

mest inkriminerende, en agent kunne håbe at finde. Eftersom dag-

7


bogen ikke var beregnet på nogen læser, skrev forfatteren frit, sæn-

kede paraderne og frembragte intet mindre end en uforbeholden til-

ståelse. Usmykket ærlighed gjorde dokumentet velegnet til at

dømme ikke blot forfatteren, men også dennes venner og familie. En

dagbog kunne give helt op til femten yderligere mistænkte, femten

nye spor, ofte flere end selv det mest intense forhør.

Leder af denne efterforskning var agent Leo Demidov, syvogtyve

år gammel, en dekoreret soldat som efter Den Store Fædrelandskrig

blev rekrutteret til det hemmelige politi. Han blomstrede i MGB ved

hjælp af en kombination af ubesværet lydighed, en fast tro på den

stat, han tjente, og en nidkær interesse for detaljer. Hans tjenstiver

blev underbygget ikke blot af ambitioner, men også af ærlig beun-

dring for sit fædreland, det land, der havde overvundet fascismen.

Han var lige så flot, som han var seriøs, havde udstråling og ansigt til

en propagandaplakat, en kraftigt markeret hage og skarpt aftegnet

mund, der altid havde et slogan på læberne.

I Leos korte karriere hos MGB havde han stået for undersøgel-

sen af hundredvis af dagbøger, fordybet sig i tusindvis af indførin-

ger i sin utrættelige jagt på dem, som var mistænkt for antisovje-

tisk virksomhed. Ligesom sin første forelskelse huskede han den

første dagbog, han havde undersøgt. Han havde fået den af sin

mentor, Nikoláj Borisov, og det havde været en vanskelig sag. Leo

havde intet fundet på nogen af siderne. Derefter havde hans men-

tor læst samme dagbog og understreget en tilsyneladende uskyldig

bemærkning:

6. december 1936. I aftes blev Stalins nye forfatning vedtaget. Jeg fø-

ler det samme som resten af landet, dvs. absolut, uendelig glæde.

Borisov syntes ikke, at sætningen udtrykte en troværdig følelse af

glæde. Forfatteren var mere optaget af at fremstille sine følelser som

værende på linje med resten af landets. Det var strategisk og kynisk,

en tom gestus, der skulle skjule forfatterens tvivl. Vil en person, som

udtrykker ægte glæde, bruge en forkortelse – dvs. – foran beskrivel-

8


sen af sine følelser? Det spørgsmål stillede Borisov den mistænkte i

det efterfølgende forhør.

FORHØRSLEDER BORISOV: Hvordan har De det lige nu?

MISTÆNKTE: Jeg har ikke gjort noget galt.

FORHØRSLEDER BORISOV: Men mit spørgsmål var: Hvordan

har De det?

MISTÆNKTE: Jeg er bekymret.

FORHØRSLEDER BORISOV: Naturligvis er De det. Det er helt

naturligt. Men bemærk, at De ikke svarede: ‘Jeg føler mig lige-

som enhver anden i min situation ville gøre, dvs. bekymret’.

Manden blev idømt femten år. Og Leo lærte en værdifuld lektie – en

detektiv skulle ikke blot lede efter oprørske tilkendegivelser. Det var

langt vigtigere altid at være på vagt over for tilkendegivelser om kær-

lighed og loyalitet, der manglede overbevisning.

Leo trak på sine erfaringer fra de tre forgangne år, mens han blad-

rede Polina Pésjkovas dagbog igennem og bemærkede, at den mis-

tænkte af en kunstner at være havde en ret uelegant håndskrift. På alle

siderne havde hun trykket hårdt med en stump blyant uden en eneste

gang at spidse den. Han lod pegefingeren løbe hen over bagsiden af

hver side, fulgte aftrykkene af sætningerne som blindskrift. Han førte

dagbogen op til næsen. Den lugtede af sod. Siderne knitrede under

hans tommelfinger som vissent efterårsløv. Han snusede og granskede

og vejede bogen i hænderne – undersøgte den på enhver måde uden

direkte at læse den. Udarbejdelsen af en rapport over selve indholdet

overlod han til den lærling, han havde fået tildelt. Som led i en nylig

forfremmelse havde Leo fået til opgave at oplære nye agenter. Han var

ikke længere elev, men mentor. De nye agenter skulle følge ham rundt

på arbejde, også under de natlige anholdelser, høste erfaringer og lære

af ham, indtil de var parate til at lede en efterforskning.

Grigórij Semitjástnyj var treogtyve år gammel og den femte

agent, Leo havde oplært. Han var nok den mest intelligente, men

helt sikkert den mindst lovende. Han stillede for mange spørgsmål

9


og satte for mange spørgsmålstegn ved svarene. Han smilede, når

han fandt noget morsomt, og rynkede panden, når noget ærgrede

ham. Man behøvede blot at kaste et blik på hans ansigt for at vide,

hvad han tænkte. Han var rekrutteret fra Moskva Universitet, hvor

han havde udmærket sig som studerende, og havde i modsætning til

sin mentor en akademisk baggrund. Leo var på ingen måde jaloux;

han anerkendte gerne, at han ikke havde hoved til at fordybe sig i

studier. Mens han således var i stand til at analysere sine intellektu-

elle mangler, var han ude af stand til at forstå, hvorfor hans lærling

havde søgt en stilling inden for et område, han var aldeles uegnet til.

Grigórij var så håbløs til arbejdet, at Leo endda havde overvejet at

råde ham til at søge et andet erhverv. Men en brat afbrydelse ville

vække mistænksomhed og efter al sandsynlighed fordømme ham i

statens øjne. Så Grigórijs eneste mulighed var at følge sin slingrende

kurs, og Leo følte det som sin pligt at hjælpe ham efter bedste evne.

Grigórij bladrede ihærdigt bogen igennem forfra og bagfra og

ledte tilsyneladende efter noget, der sprang i øjnene. Til sidst kiggede

han op og erklærede:

»Der er intet i dagbogen.«

Leo huskede sin egen oplevelse som nybegynder og var ikke spe-

cielt overrasket over svaret, men skuffet over sin protegés manglende

resultater.

»Intet?« spurgte han.

Grigórij rystede på hovedet. »Intet af betydning overhovedet.«

Det var utænkeligt. Selv i det tilfælde, at der ikke stod direkte afvi-

gende ting, var de ting, der ikke blev nævnt i en dagbog, lige så vig-

tige som dem, der blev. Leo besluttede at indvi sin lærling i den vis-

dom og rejste sig.

»Lad mig fortælle dig en historie. En ung mand skrev engang i sin

dagbog, at han følte sig uforklarligt trist til mode. Indføringen var

dateret den 23. august. Det var i 1949. Hvad fortæller det dig?«

Grigórij trak på skuldrene.

»Ikke noget særligt.«

Leo borede i det.

10


»Hvad var datoen for ikkeangrebspagten mellem Nazityskland og

Sovjetunionen?«

»August 1939.«

»Den 23. august 1939. Hvilket betyder, at manden af uforklarlige

grunde følte sig trist til mode på tiårsdagen for traktatens underskri-

velse. Sammenholdt med manglen på enhver lovprisning af de sol-

dater, som nedkæmpede fascismen, og Stalins overlegne militære

dygtighed gjorde det, at mandens tristhed blev fortolket som en

upassende kritik af vores udenrigspolitik. Hvorfor dvæle ved fejlta-

gelser og ikke udtrykke følelse af stolthed? Forstår du det?«

»Måske havde det ikke noget med traktaten at gøre. Vi har alle

sammen dage, hvor vi føler os sørgmodige eller ensomme eller me-

lankolske. Vi tjekker jo ikke kalenderen for historiske mærkedage,

hver gang vi har det sådan.«

Leo blev irriteret.

»‘Måske havde det ikke noget med traktaten at gøre?’ Måske har

staten ingen fjender? Måske elsker alle staten? Måske er der ingen,

som ønsker at undergrave vores arbejde? Vores opgave er at afsløre

skyld, ikke naivt at håbe, at der ikke findes nogen skyld.«

Grigórij noterede sig Leos vrede og overvejede hans ord. Med

ukarakteristisk diplomatisk sans modererede han sit svar, så det ikke

længere var provokerende, men han holdt fast ved sin konklusion:

»Polinas dagbog indeholder udelukkende bemærkninger om

hverdagens rutiner. Så vidt mine evner rækker, kan jeg ikke få øje på

noget mistænkeligt. Det er resultatet af min undersøgelse.«

Kunstneren, som Leo bemærkede, at Grigórij uformelt omtalte

ved fornavn, havde fået til opgave at udforme og male en række of-

fentlige vægmalerier. Da der bestod en risiko for, at hun – eller i det

hele taget en hvilken som helst kunstner – kunne frembringe noget

med en skjult samfundsundergravende betydning, var MGB gået i

gang med et rutinetjek. Logikken var enkel. Hvis hendes dagbog ikke

rummede skjulte, undergravende meninger, var det usandsynligt, at

hendes kunst ville gøre det. Opgaven hørte til en af de mindre og var

velegnet for en nybegynder. Første dag var gået godt. Grigórij havde

11


fundet dagbogen, mens Pésjkova arbejdede i sit atelier. Han fuld-

førte sin ransagning og lagde beviset tilbage på skjulestedet i skorste-

nen for ikke at henlede Pésjkovas opmærksomhed på, at hun blev ef-

terforsket. Han havde aflagt rapport, og Leo overvejede et kort øje-

blik, om der alligevel skulle være håb for den unge mand: Fortolk-

ningen af det sodsværtede fingeraftryk var beundringsværdig. I de

næste fire dage opretholdt Grigórij et højt overvågningsniveau og

brugte mange flere timer på det end nødvendigt. Men på trods af de

ekstra timer afleverede han ikke flere rapporter og havde ikke yderli-

gere at tilføje. Nu påstod han, at dagbogen ikke var til nogen nytte.

Leo tog dagbogen og fornemmede Grigórijs modvilje mod at

slippe den. Han begyndte at læse i den for første gang. Ved første øje-

kast var han enig i, at den ikke rummede det provokerende indhold,

man kunne forvente af en dagbog, der var så omhyggeligt skjult tæt

på åben ild. Han var dog uvillig til at konkludere, at den mistænkte

var uskyldig, bladrede om til den bageste del og læste de seneste ind-

føringer, der var skrevet i de fem dage, Grigórij havde overvåget

kunstneren. Den mistænkte beskrev, hvordan hun havde mødt en

nabo for første gang, en mand, som boede i en ejendom på den an-

den side af gaden. Hun havde aldrig set ham før, men han havde

henvendt sig til hende, og de havde talt sammen på gaden. Hun

skrev, at manden var sjov, at hun håbede at møde ham igen på et

tidspunkt og tilføjede lidt koket, at han var flot.

Fortalte han mig sit navn? Det husker jeg ikke. Det må han have

gjort. Hvordan kan jeg være så glemsom? Jeg var distraheret. Jeg

ville ønske, jeg kunne huske hans navn. Nu bliver han fornærmet,

når vi mødes igen. Hvis vi mødes igen. Det håber jeg.

Leo vendte siden. Næste dag gik hendes ønske i opfyldelse, da hun

stødte ind i manden igen. Hun undskyldte, at hun var så glemsom,

og bad ham gentage sit navn. Han sagde, han hed Isaac, og de fulgtes

ad og talte frit med hinanden, som om de havde været venner i

mange år. Ved et heldigt tilfælde skulle Isaac samme vej som hun. Da

12


de nåede hen til hendes atelier, var hun ked af at skulle tage afsked

med ham. Ifølge hendes indføring begyndte hun, straks han var ude

af syne, at glæde sig, til de mødtes næste gang.

Er det kærlighed? Naturligvis ikke. Men måske er det spiren til kær-

lighed?

Spiren til kærlighed – det var sentimentalt og passede fint til det fan-

tasifulde temperament hos en, som fører en hel igennem anstændig

dagbog, men skjuler den så omhyggeligt, som handlede den om for-

ræderi og intriger. Hvor var det både dumt og farligt. Leo havde ikke

brug for en fysisk beskrivelse af denne venlige, unge mand for at

kende hans identitet. Han kiggede op på sin protegé og sagde:

»Isaac?«

Grigórij tøvede, men besluttede så at gå til bekendelse.

»Jeg mente, en samtale kunne være nyttig til bedømmelse af hen-

des karakter.«

»Din opgave var at ransage hendes lejlighed og overvåge hendes

aktiviteter. Ikke at tage kontakt. Hun kan have gættet, at du er fra

MGB og ændret adfærd for at snyde dig.«

Grigórij rystede på hovedet.

»Hun havde ikke mistanke om noget.«

Leo var frustreret over de elementære fejl.

»Det ved du kun på grund af det, hun har skrevet i sin dagbog.

Men hun kan have tilintetgjort den originale dagbog og byttet den

ud med den her med de uskyldige betragtninger, fordi hun var klar

over, at hun blev overvåget.«

Grigórijs forsøg på ydmyghed knustes ved den kommentar som

et skib mod klipper. Han prustede i et anfald af uforskammethed:

»Skulle hele dagbogen være fabrikeret for at narre os? Den måde

tænker hun slet ikke på. Hun tænker ikke som os. Det er umuligt.«

Modsagt af en ung lærling, en agent, som ikke levede op til sine

pligter. Leo var en tålmodig mand og mere overbærende end andre

overordnede, men Grigórij var noget af en prøvelse.

13


»De mennesker, som virker uskyldige, er tit dem, vi bør overvåge

mest omhyggeligt.«

Grigórij kiggede på Leo med noget, der lignede medlidenhed. For

en gangs skyld stemte hans ansigtsudtryk ikke overens med hans ord.

»Du har ret, jeg skulle ikke have talt med hende. Men hun er et

godt menneske. Det er jeg sikker på. Jeg fandt intet i hendes lejlig-

hed, intet i hendes daglige aktiviteter, der tyder på, at hun er andet

end en loyal borger. Der er intet anstødeligt i dagbogen. Vi behøver

ikke tage Polina Pésjkova ind til afhøring. Hun bør få lov til at fort-

sætte sit arbejde som kunstner, som hun er dygtig til. Jeg kan stadig

nå at lægge dagbogen tilbage på plads, før hun vender hjem fra ar-

bejde. Hun behøver ikke vide noget om efterforskningen.«

Leo kiggede på fotografiet af hende, der var hæftet fast på map-

pens forside. Hun var smuk. Grigórij var betaget af hende. Havde

hun charmeret ham for at undgå mistanke? Havde hun skrevet om

kærlighed velvidende, at han ville læse det og blive bevæget til at be-

skytte hende? Leo blev nødt til at granske denne kærlighedserklæ-

ring. Han havde ikke andet valg end at læse dagbogen linje for linje.

Han kunne ikke længere stole på sin lærlings ord. Kærlighed havde

gjort ham upålidelig.

Der var mere end hundrede sider med indføringer. Polina

Pésjkova skrev om sit liv og arbejde. Hendes karakter kom stærkt til

udtryk: en flagrende stil med mange sidespring, pludselige indfald

og udbrud. Indføringerne flakkede fra emne til emne tit uden at gøre

noget færdigt. Der var ingen politiske erklæringer, alt handlede ude-

lukkende om dagliglivet og hendes kunst. Efter at have læst hele dag-

bogen, måtte Leo indrømme, at der var noget tiltalende ved kvin-

den. Hun lo hyppigt ad sine fejltagelser, der blev nedfældet med stor

ærlighed. Hendes ligefremhed kunne forklare, hvorfor hun skjulte

dagbogen så omhyggeligt. Det var meget usandsynligt, at den var

konstrueret for at lede på vildspor. Med det i tankerne gav Leo

Grigórij tegn til at tage plads. Han var blevet stående som en soldat

på vagt i al den tid, Leo havde læst. Grigórij var nervøs. Han satte sig

på den yderste kant af stolen.

14


»Hvis hun er uskyldig, hvorfor gemte hun så dagbogen?« spurgte

Leo.

Grigórij syntes at fornemme, at Leos holdning til kunstneren var

ved at mildnes, og han blev ivrig. Han talte hurtigt, rablede en mulig

forklaring af sig.

»Hun bor sammen med sin mor og to yngre brødre. Hun vil ikke

have dem til at snage i den. Måske er hun bange for, de skal gøre nar

ad hende. Jeg ved det ikke. Hun skriver om kærlighed, måske gør

den slags tanker hende forlegen. Andet ligger der ikke i det. Vi må

være i stand til at erkende, hvornår noget ikke er vigtigt.«

Leos tanker gik på vandring. Han kunne sagtens forestille sig,

hvordan Grigórij henvendte sig til den unge dame. Men han havde

svært ved at forestille sig, at hun skulle svare interesseret på en frem-

med mands spørgsmål. Hvorfor havde hun ikke sagt, han skulle lade

hende være i fred? Det virkede utrolig uforsigtigt af hende at være så

åben. Han lænede sig frem og dæmpede stemmen, ikke fordi han var

bange for at blive overhørt, men for at signalere, at han ikke længere

talte formelt til ham som en overordnet i det hemmelige politi.

»Hvad skete der mellem jer? Du gik hen til hende og begyndte at

tale til hende? Og hun ...«

Leo tøvede. Han vidste ikke, hvordan han skulle afsluttede sæt-

ningen. Til sidst sagde han famlende: »Og hun reagerede ...?«

Grigórij virkede usikker på, om spørgsmålet blev stillet af en ven

eller overordnet. Da han forstod, at Leo var ægte nysgerrig, svarede

han:

»Hvordan ellers end ved at præsentere sig? Jeg talte om hendes

kunst. Jeg sagde, jeg havde set noget af hendes arbejde – hvilket er

sandt. Derfra fortsatte vi. Hun var let at tale med, venlig.«

Det fandt Leo meget usædvanligt.

»Hun var ikke mistænksom?«

»Nej.«

»Det burde hun have været.«

De havde kortvarigt talt sammen som venner, om personlige ting,

men nu var de agenter igen. Grigórij bøjede hovedet.

15


»Ja, du har ret, det burde hun have været.«

Han var ikke vred på Leo. Han var vred på sig selv. Hans forbin-

delse til kunstneren byggede på en løgn, hans betagelse på kneb og

vildledning.

Til sin egen overraskelse rakte Leo dagbogen til Grigórij.

»Tag den.«

Grigórij sad uden at bevæge sig, mens han forsøgte at regne ud,

hvad der foregik. Leo smilede.

»Tag den. Hun kan frit fortsætte sit arbejde som kunstner. Der er

ingen grund til at gå videre med sagen.«

»Er du sikker?«

»Jeg fandt intet mistænkeligt i dagbogen.«

Da Grigórij forstod, hun var uden for fare, smilede han. Han

rakte hånden frem og tog bogen fra Leo. Da den gled ud af Leos

greb, mærkede han en let forhøjning i papiret. Det var ikke et bog-

stav eller et ord, men en figur af en slags, noget, han ikke havde set.

»Vent.«

Leo tog dagbogen tilbage, slog den op og undersøgte det øverste,

højre hjørne. Der stod ikke noget. Men da han rørte ved bagsiden af

det, kunne han mærke de afsatte linjer. Man havde visket noget ud.

Han tog en blyant og skraverede hjørnet med siden af stiften. Der

fremkom et genfærd af en lille krusedulle, en tegning, der ikke var

meget større end hans tommelfinger. Den forestillede en kvinde stå-

ende på en kasse med en fakkel i hånden, en statue. Leo stirrede tomt

på hende, til han forstod, hvad det var. Det var et amerikansk monu-

ment. Det var Frihedsgudinden. Leo kiggede undersøgende på

Grigórij.

Grigórij snublede over ordene.

»Hun er kunstner. Hun tegner uafladeligt.«

»Hvorfor er det visket ud?«

Det havde han ikke noget svar på.

»Har du pillet ved bevismaterialet?«

Der var panik i Grigórijs stemme, da han svarede.

»Lige da jeg begyndte i MGB, på min første dag, fortalte man mig

16


en historie om Lenins sekretær, Fotievam. Hun hævder, at Lenin

spurgte sin sikkerhedschef, Felix Dsersjinskij, hvor mange kontrare-

volutionære han havde siddende i arresten. Dsersjinskij rakte ham et

stykke papir med tallet et tusind firehundrede skrevet på det. Lenin

satte et kryds på papiret og rakte det tilbage. Ifølge hans sekretær

brugte Lenin et kryds til at vise, at han havde læst et dokument.

Dsersjinskij misforstod tegnet og henrettede dem alle sammen. Der-

for blev jeg nødt til at viske tegningen ud. Den kunne være blevet

misforstået.«

Leo syntes, sammenligningen var utilstedelig. Han havde hørt til-

strækkeligt.

»Dsersjinskij var det hemmelige politis fader. Det er latterligt at

sammenligne din knibe med hans situation. Vi kan ikke tillade os

den luksus at fortolke. Vi er ikke dommere. Vi bestemmer ikke, hvil-

ket bevismateriale der skal fremlægges eller tilintetgøres. Hvis hun er

uskyldig, som du hævder, vil det fremgå af afhøringen. I dit misfor-

ståede forsøg på at beskytte hende, har du inkrimineret dig selv.«

»Leo, hun er et godt menneske.«

»Du er betaget af hende. Din dømmekraft er svækket.«

Leos stemme var blevet hård og ubarmhjertig. Han blev klar over

det og mildnede stemmen.

»Eftersom bevismaterialet er intakt, ser jeg ingen grund til at på-

pege din fejltagelse, en fejltagelse, der helt sikkert ville gøre en ende

på din karriere. Gør din rapport færdig, angiv tegningen som bevis-

materiale og lad dem med større erfaring end os beslutte, hvad der

videre skal ske.«

Han tilføjede: »Og Grigórij – jeg kan ikke beskytte dig igen.«


MoskvaMoskvoretskij-broen

KM-sporvognen

Samme dag

Leos ånde ramte ruden, så den duggede til. Som et andet barn tryk-

kede han fingeren mod ruden og tegnede uden at tænke over det

omridset af Frihedsgudinden – en forenklet udgave af den, han

havde set samme dag. Han viskede den hurtigt ud med den groftvæ-

vede frakkemanchet og kiggede rundt. Ingen andre ville have gen-

kendt tegningen, og sporvognen var næsten tom. Der var kun én an-

den passager, en mand, som sad oppe foran og var pakket ind i så

mange lag tøj mod kulden, at kun en smal stribe af hans ansigt var

synligt. Efter at have sikret sig, at ingen havde set tegningen, konklu-

derede han, at der ikke var nogen grund til at være nervøs. Han var

normalt så påpasselig og havde svært ved at fatte, at han havde be-

gået en så farlig bommert. Han deltog i for mange natlige anholdel-

ser og havde svært ved at sove, selv når han ikke arbejdede.

Der var altid overfyldt i sporvognene undtagen tidligt om morge-

nen og sent om aftenen. Vognene med den brede, malede stribe

midtpå raslede rundt i storbyen som gigantiske bolsjer. Tit skulle

Leo mase for at stige på. Der var siddepladser til halvtreds, men ty-

pisk dobbelt så mange passagerer, og pendlerne stod tætpakket alle

vegne. Denne aften ville Leo have foretrukket ubehaget ved en fyldt

vogn, hvor han fik stukket albuer ind i kroppen, og folk maste sig

forbi. I stedet oplevede han den sjældne luksus at kunne sidde ned

på vej hjem til en tom lejlighed. Det var en luksus, at han ikke skulle

18


dele sin bolig med nogen – endnu et af privilegierne ved hans ar-

bejde. Et menneskes status kunne nu defineres af, hvor meget plads

vedkommende havde omkring sig. Snart ville han få bevilget egen

bil, en større bolig, måske endda en datja, et sommerhus. Stadig

mere plads, stadig mindre kontakt med de mennesker, han havde til

opgave at overvåge.

Ordene meldte sig i Leos hoved:

Spiren til kærlighed.

Han havde aldrig været forelsket, ikke på den måde, det blev beskre-

vet i dagbogen – spænding ved udsigten til at møde en igen og tungt

hjerte, så snart vedkommende gik. Grigórij havde risikeret sit liv for

en kvinde, han knap kendte. Det måtte vel kaldes kærlighed? Kærlig-

hed så ud til at være kendetegnet af tåbelighed. Leo havde sat sit liv

på spil for sit land mange gange. Han havde udvist usædvanligt mod

og pligttroskab. Hvis offervilje var lig med kærlighed, så havde hans

eneste sande kærlighed været staten. Og staten havde gengældt kær-

ligheden, elsket ham som en yndlingssøn, belønnet ham med magt

og privilegier. Det var utaknemligt og skammeligt, at han overhove-

det kunne komme på den tanke, at den kærlighed ikke skulle være

tilstrækkelig.

Han stak hænderne ind under lårene for at lede efter en smule

varme. Der var ingen, og han gøs. De støvleklædte fødder stod i pyt-

ter af smeltet sne på jerngulvet. Han følte sig tung i brystkassen, som

om han havde fået influenza, der gav sig udslag i træthed og træg

tankevirksomhed. Han havde mest lyst til at læne hovedet mod vin-

duet, lukke øjnene og sove. Ruden var for kold. Han viskede et nyt

hul i duggen og stirrede ud. Sporvognen kørte over broen og forbi

gader med massive snebunker. Det sneede igen, store flager mod ru-

den.

Sporvognen standsede langsomt. For- og bagdør gik klaprende

op, og sneen kom fejende ind. Konduktøren vendte sig mod den

åbne dør og kaldte ud i mørket:

19


»Kom nu! Hvad venter De på?«

En stemme svarede: »Jeg banker lige sneen af støvlerne!«

»De lukker mere sne ind, end De sparker af. Kom nu, ellers lukker

jeg døren!«

Passageren steg på, en kvinde med en tung pose og med klumper

af sne på støvlerne. Da døren gik i bag hende, sagde hun til konduk-

tøren: »Så varmt er det heller ikke herinde.«

Konduktøren nikkede ud mod fortovet. »De vil måske hellere

gå?«

Hun smilede, afdramatiserede situationen. Den bryske konduk-

tør lod sig formilde af hendes charme og gengældte smilet.

Kvinden vendte sig, kiggede ned i vognen og fangede Leos blik.

Han genkendte hende. De boede tæt på hinanden. Hun hed Lena.

Han så hende tit. Rent faktisk havde hun fanget hans opmærksom-

hed, netop fordi hun opførte sig, som om hun ikke ønskede at blive

bemærket. Hun gik klædt i upåfaldende tøj som de fleste andre kvin-

der, men selv var hun langtfra upåfaldende. Hendes ønske om ano-

nymitet var i evig kamp mod hendes skønhed, og selv hvis det ikke

havde været Leos arbejde at iagttage andre, ville han helt sikkert have

lagt mærke til hende.

Han var tilfældigt stødt på hende i metroen for en uge siden. De

havde stået mast sammen, og eftersom de havde set hinanden på ga-

den flere gange, virkede det uhøfligt ikke at hilse på hende. Han

havde været så nervøs, at det havde taget ham adskillige minutter at

samle mod til at sige noget til hende. Han udsatte det så længe, at

hun stod af, før han fik sagt noget, og i sin frustration fulgte Leo efter

hende, selv om det ikke var hans stoppested, en impulsiv handling,

der var helt ukarakteristisk for ham. Da hun gik hen mod udgangen,

rakte han hånden frem og rørte hende på skulderen. Hun snurrede

rundt med store, vagtsomme, brune øjne, forberedt på fare. Han

spurgte, hvad hun hed. Hun kastede et hurtigt, vurderende blik på

ham og tjekkede de forbipasserende, før hun fortalte ham, at hun

hed Lena, og undskyldte sig med, at hun havde travlt. Og så var hun

væk. Der havde ikke været den mindste antydning af opmuntring,

20


heller ikke af uhøflighed. Leo havde ikke turdet følge efter hende.

Han var fåret gået tilbage til perronen for at vente på det næste tog.

Det var blevet en bekostelig udflugt. Han var kommet for sent på ar-

bejde den morgen, noget, han aldrig havde gjort før. Det var en vis

trøst, at han langt om længe havde fundet ud af hendes navn.

Nu var det første gang, han så hende, siden den akavede præsenta-

tion. Han spændte i kroppen, da hun gik hen ad midtergangen, og hå-

bede, at hun ville sætte sig ved siden af ham. Hun slingrede med spor-

vognens bevægelser og gik forbi ham uden et ord. Måske havde hun

ikke genkendt ham? Leo kiggede sig over skulderen. Hun tog plads

næsten bagest i vognen. Hun havde taget tasken på skødet og stirrede

ud mod snefoget. Der var ingen grund til at stikke sig selv blår i øj-

nene: Selvfølgelig huskede hun ham, det kunne han se af den måde,

hun bevidst overså ham på. Han var såret over den afstand, hun havde

lagt mellem dem. Hver eneste meter var udtryk for graden af mishag,

hun følte ved ham. Hvis hun havde ønsket at tale med ham, havde

hun sat sig tættere på. Men ved nærmere eftertanke ville det nok have

været for påtrængende. Det var op til ham at henvende sig til hende.

Han kendte hendes navn. De var bekendte. Der var ikke noget upas-

sende i at indlede endnu en samtale. Jo længere han ventede, jo svæ-

rere ville det blive. Hvis samtalen gik i stå, ville hans stolthed bare lide

et lille knæk. Han drillede sig selv med, at det tog han ikke skade af:

Han var nok lidt for stolt, når det kom til stykket.

Han rejste sig hurtigt – så var der ingen vej tilbage – og gik ned

mod Lena med et falsk udtryk af selvsikkerhed. Han satte sig på sæ-

det foran hende og drejede sig om mod hende.

»Mit navn er Leo, vi hilste på hinanden forleden dag.«

Hun var så længe om at reagere, at Leo spekulerede på, om hun

havde tænkt sig at ignorere ham.

»Ja. Det husker jeg.«

Først nu gik det op for ham, at de ikke havde noget at tale om.

Forlegen improviserede han hurtigt: »Jeg hørte Dem netop sige, at

det er lige så koldt inde i sporvognen som udenfor. Jeg tænkte netop

det samme. Det er virkelig koldt.«

21


Han rødmede over sin intetsigende bemærkning og fortrød bit-

tert ikke at have tænkt over, hvad han skulle sige.

Hun kastede et blik på Leos frakke og sagde: »Koldt? Selv med

den fine frakke?«

Leos status som agent gav ham adgang til et fint udvalg af frakker,

håndsyede støvler og tykke pelshatte. Frakken var det samme som en

angivelse af hans status. Da han ikke ønskede at indrømme, at han

arbejdede for det hemmelige politi, besluttede han sig for at lyve.

»Det er en gave fra min far. Jeg ved ikke, hvor han har købt den.«

Leo skiftede samtaleemne.

»Jeg ser Dem tit rundt omkring og har tænkt, at vi sikkert bort

tæt på hinanden.«

»Det virker sandsynligt.«

Leo studsede over svaret. Det var åbenlyst, at Lena var uvillig til at

fortælle ham, hvor hun boede. Den slags forsigtighed var ikke usæd-

vanlig. Det skulle han ikke tage personligt. Han forstod det bedre

end så mange andre. Faktisk syntes han, det var godt. Hun var på-

passelig, og det var en del af hendes charme.

Hans blik faldt på hendes taske, der var fuld af bøger og hæfter

– kladdehæfter. Han forsøgte at anslå en tone af utvungen venskabe-

lighed, rakte en hånd frem og tog en af bøgerne.

»Er De lærer?«

Leo kiggede på det, der stod på forsiden. Lena så ud til at ranke sig

lidt.

»Ja.«

»Hvad underviser De i?«

Lenas stemme var blevet spinkel.

»Jeg underviser i ...«

Hun gik i stå, førte en finger til panden.

»Jeg underviser i politik. Undskyld, jeg er meget træt.«

Der var ikke den mindste tvetydighed. Han skulle lade hende

være i fred. Hun kæmpede for at bevare den høflige tone. Han gav

hende bogen tilbage.

»Undskyld. Jeg forstyrrer Dem.«

22


Leo rejste sig lidt usikker på benene, som om sporvognen bevæ-

gede sig over et stormfuldt hav. Han vendte tilbage til sit sæde, mens

han støttede sig til sæderne undervejs. Ydmygelsen havde erstattet

blodet i hans årer, den pumpede rundt i kroppen, brændte overalt.

Efter at have siddet sammenbidt i flere minutter og stirret ud ad vin-

duet, mens hendes forsigtige afvisning rungede i hans hoved, opda-

gede han, at han havde knyttet hænderne så voldsomt, at der sad en

stribe buede fingernegleaftryk i håndfladerne


MoskvaLubjanka Plads

Lubjanka, det hemmelige politis hovedkvarter

Næste dag

Leo havde ikke kunnet falde i søvn. Han havde ligget i sengen og stir-

ret op i loftet, mens han ventede på, at den svidende følelse af ydmy-

gelse skulle fortage sig. Efter adskillige timer var han stået op og

havde gået frem og tilbage i sin tomme lejlighed, fra rum til rum

som et dyr i bur, fuld af had til den gavmilde plads, han havde til rå-

dighed. Så var det bedre at sove på en kaserne, det rigtige sted for en

soldat. Hans lejlighed burde være en families hjem og var misundt af

mange, men den stod tom, køkkenet ubenyttet, rummene ubrugte

og upersonlige og kun brugt til at hvile ud i efter dagens dont.

Han mødte tidligt, gik ind på sit kontor og satte sig ved skrivebor-

det. Han mødte altid tidligt bortset fra den dag, han var stået af toget

for at spørge om Lenas navn. Der var ikke andre på kontoret, i hvert

fald ikke på denne etage. Det kunne være, der var nogen nedenunder

i forhørslokalerne, hvor man kunne blive ved i dagevis uden afbry-

delse. Han kastede et blik på sit ur. Om en times tid ville de andre

begynde at møde.

Leo gik i gang med arbejdet i håb om, at det kunne aflede hans

tanker fra episoden med Lena. Men han var ikke rigtig i stand til at

koncentrere sig om dokumenterne på bordet foran sig. Med en

pludselig bevægelse fejede han papirerne på gulvet. Det var utåleligt

– hvordan kunne en fremmed påvirke ham så meget? Hun var lige-

gyldig. Han var en betydningsfuld mand. Der fandtes andre kvinder,

masser af kvinder, mange, som ville være taknemlige for at være gen-

24


stand for hans opmærksomhed. Han rejste sig, gik frem og tilbage i

kontoret, som han havde gjort hjemme i lejligheden, følte sig fanget.

Han åbnede døren, gik hen ad den øde gang og stod pludselig på et

nærliggende kontor, hvor rapporterne om mistænkte lå. Han kon-

trollerede, om Grigórij havde afleveret sin rapport i forventning om,

at lærlingen havde glemt det eller forsømt det af sentimentale

grunde. Rapporten var dog afleveret, lå næsten nederst i bunken af

mapper med lav prioritet, som omhandlede de mest trivielle episo-

der og derfor ikke ville blive læst før om flere uger.

Leo tog mappen om Pésjkova og mærkede vægten af dagbogen i

den. Efter en pludselig indskydelse flyttede han den over i bunken

med højt prioriterede sager, lagde den allerøverst sammen med de

alvorligt mistænkte og sørgede dermed for, at der ville blive kigget på

sagen i dag, så snart de ansatte mødte.

Da Leo sad bag sit skrivebord igen, begyndte hans øjne at falde i,

som om han efter at have udført den lille bureaukratiske opgave en-

delig var i stand til at falde i søvn.

Leo slog øjnene op. Grigórij puffede til ham. Leo rejste sig, flov over

at blive taget i at sove ved sit skrivebord. Han spekulerede på, hvad

klokken var.

»Alt i orden?«

Leo fattede sig og huskede så – rapporten.

Uden et ord skyndte han sig ud af kontoret. Der herskede travl-

hed på gangen, folk mødte på arbejde. Leo satte farten op, maste sig

forbi sine kolleger og nåede hen til kontoret, hvor de igangværende

sager blev vurderet. Han ignorerede kvinden, som spurgte, om han

havde brug for hjælp, og rodede i bunken med mapper for at finde

den med kunstneren Polina Pésjkova. Mappen havde ligget øverst.

Han havde selv lagt den der for bare en time siden. Sekretæren

spurgte igen, om han havde brug for hjælp.

»Der lå en mappe her.«

»Den er blevet taget sammen med de andre.«

Undersøgelsen af Pésjkova var i gang.

25


Samme dag

Leo studerede Grigórijs ansigt efter tegn på vrede eller væmmelse.

Det var tydeligt, at hans lærling ikke vidste, at rapporten om Polina

Pésjkova var blevet flyttet. Det ville han hurtigt nok finde ud af. Leo

burde komme opdagelsen i forkøbet med en forklaring, en und-

skyldning – han havde været udmattet, han havde bare lige kastet et

blik på dokumenterne og var kommet til at lægge mappen i den for-

kerte bunke. Ved nærmere eftertanke var der dog ingen grund til at

sige noget. Beviset mod kunstneren var meget svagt. Hendes sag ville

blive vurderet og henlagt. Leo havde blot fremskyndet processen. I

værste fald ville hun blive indkaldt til en kort samtale. Hun kunne

uhindret fortsætte sit arbejde. Grigórij kunne mødes med hende

igen. Leo burde slå sagen ud af hovedet og koncentrere sig om den

foreliggende opgave – deres næste sag.

»Er der noget i vejen?« spurgte Grigórij.

»Nej, det er ikke noget,« svarede Leo og lagde en hånd på

Grigórijs arm.

Lysene var slukket. Projektionsapparatet bagest i rummet snurrede.

På lærredet dukkede der billeder af en idyllisk landsby op. Husene

var af træ og med stråtækte tage. Køkkenhaverne svulmede af grønt-

sager. Velnærede høns pikkede korn, der flød over fra bugnende ke-

ramikkrukker. Der var overflod af alt, også solskin og godt humør.

26


Folk var klædt traditionelt i mønstrede sjaler og hvide skjorter. De

gik rask gennem kornmarken på vej tilbage til landsbyen. Solen

skinnede fra en skyfri himmel. Mændene var stærke. Kvinderne var

stærke. Ærmerne var smøget op. Den svulmende musik veg for en

formel kommentatorstemme.

»I dag får landarbejderne et uventet besøg.«

Midt i landsbyen stod en flok jakkeklædte mænd og så malplace-

rede og kejtede ud. Med smil i deres trinde ansigter viste de jakke-

klædte mænd deres æresgæst rundt i de maleriske omgivelser. Gæ-

sten var en mand sidst i tyverne, høj, velbygget og flot. Enten ved

hjælp af et trick eller retouchering eller på grund af et permanent

træk i mandens ansigt, så det ud, som om han hele tiden smilede.

Han stod med hænderne i siderne. Han var ikke iført jakke, og hans

skjorteærmer var smøget op ligesom landarbejdernes. Hans op-

rømthed virkede ægte i modsætning til den kunstfærdige, landlige

pantomime, der omgav ham. Kommentatoren fortsatte:

»Den verdensberømte negersanger og engagerede kommunist,

Jesse Austin, besøger en landsby som led i sin rundtur i vort stor-

slåede land. Selv om Jesse Austin er borger i De Forenede Stater,

har han vist sig som en af Sovjetunionens meget trofaste venner, og

han synger om vores levevis og vort lands tro på frihed og retfær-

dighed.«

Der blev klippet til et nærbillede af Jesse Austin. Hans svar var

synkroniseret på russisk, men det amerikanske kunne stadig høres i

mellemrummene i oversættelsen.

»Jeg har noget, jeg vil fortælle verden! Dette land elsker dets bor-

gere! Dette land sørger for dets borgere! Der er mad her! Masser af

mad! Beretningerne om sult er løgn. Beretningerne om nød og elen-

dighed er propaganda fra storkapitalen, der vil have jer til at tro, at

det kun er den, som kan forsyne jer med det, I har brug for. Den vil

have jer til at smile og sige tak, når I betaler en krone for mad, der

kun er én øre værd! Den vil have arbejderne til at føle sig taknemlige,

når de får et par kroner for deres arbejde, mens storkapitalen tjener

millioner. Ikke her! Ikke i dette land! Jeg siger til verden – der findes

27


en anden vej! Jeg siger igen – der findes en anden vej! Og jeg har set

den vej med mine egne øjne.«

De jakkeklædte mænd slog en beskyttende ring om Austin, lo og

klappede. Leo spekulerede på, hvor mange af landarbejderne der var

statens sikkerhedsagenter. Sikkert dem alle. Man ville ikke betro no-

gen rigtig landarbejder den opgave.

Filmen sluttede. Deres overordnede, major Kusmin, kom op

foran. Han var lille og firskåren og bar briller med tykke linser, og for

en udenforstående kunne han virke komisk. Ikke for de ansatte i

MGB, for de kendte rækkevidden af hans magt og hans beredvillig-

hed til at bruge den.

»Denne film er optaget i 1934, da Jesse Austin var syvogtyve år

gammel,« sagde han. »Hans begejstring for vores styre er uformind-

sket. Hvordan kan vi være sikre på, at han ikke er amerikansk spion?

Hvordan kan vi være sikre på, at hans begejstring for kommunismen

er ægte?«

Leo vidste ikke meget om sangeren. Han havde hørt hans sange i

radioen. Han havde læst nogle artikler om ham, som aldrig ville

være blevet trykt, medmindre myndighederne betragtede amerika-

neren som et værdifuldt aktiv. Han fornemmede, at Kusmins spørgs-

mål var retoriske, undlod at sige noget og ventede på fortsættelsen.

Kusmin læste højt af et stykke papir.

»Jesse Austin er født i Braxton i Mississippi i 1907 og flyttede med

familien til New York, da han var ti år gammel. Mange negerfamilier

flyttede fra sydstaterne, hvor de blev udsat for forfølgelse. Jesse

Austin beretter indgående om oplevelsen i de papirer, jeg har givet

jer. Dette had er en stærk kilde til utilfredshed blandt sorte amerika-

nere og et effektivt værktøj til at rekruttere dem til kommunismen,

måske det mest effektive vi har.«

Leo kiggede op på sin overordnede. Han omtalte ikke had som en

forbrydelse, der var ikke tale om rigtigt eller forkert, alt blev afvejet

politisk. Det var ikke et spørgsmål om harme, men om beregning og

analyse. Kusmin fangede Leos blik.

»Er der noget, De ønsker at sige?«

28


Leo rystede på hovedet. Kusmin læste færdigt.

»Jesse Austins familie flyttede i 1917 i lighed med mange andre i

en periode, hvor mange flyttede fra syd til nord. Af alle de hadefulde

episoder, Jesse Austin oplevede, tror vi, at det var det had, han mødte

i New York, der gjorde ham til kommunist. Det var ikke kun hvide

familier, der hadede ham, men også de sorte middelklassefamilier,

som allerede havde etableret sig i området. De var rædselsslagne ved

tanken om, at tilflytterne ville oversvømme storbyerne mod nord.

Det blev et afgørende øjeblik i hans liv, da han oplevede, hvordan de

mennesker, som skulle have stået solidariske med de nyankomne,

vendte sig mod dem. Han oplevede, hvordan kapitalismen delte selv

dem, der burde stå tættest sammen.«

Leo bladrede i sin kopi af rapporten. Der var kun ét fotografi af

den unge Jesse Austin sammen med forældrene. Hans mor og far

stod ret op og ned, som om de var bange for kameraet, og den unge

Jesse stod imellem dem. Kusmin fortsatte:

»I New York var hans far elevatorfører i et nedslidt hotel ved navn

Skyline, der siden er gået konkurs. Hotellet var kendt for det for-

dærv, der er kendetegnende for en kapitalistisk storby – især stof-

misbrug og prostitution. Så vidt vi ved, var hans far ikke involveret i

ulovlige aktiviteter. Skønt han blev anholdt ved utallige lejligheder,

blev han altid løsladt uden sigtelse. Hans mor var hushjælp. Jesse

Austin hævder, at hans barndom ikke var plaget af vold eller druk,

men at elendigheden knækkede familien. Deres værelse var koldt om

vinteren og varmt om sommeren. Faren døde af tuberkulose, da

Jesse Austin var tolv år gammel. De Forenede Stater har beundrings-

værdige sygehusfaciliteter, som imidlertid ikke er tilgængelige for

alle. For eksempel har Metropolitan Life Insurance Company i New

York opført et af de mest avancerede sanatorier til firmaets ansatte.

Jesse Austins far var imidlertid ikke ansat i livsforsikringsselskabet.

Han havde ikke råd til et ophold på et sanatorium. Den dag i dag er

Jesse Austin overbevist om, at hans far ville have overlevet, hvis de

faciliteter havde stået til hans rådighed. Det er muligvis en anden be-

tydningsfuld begivenhed i Jesse Austins politiske udvikling: at se sin

29


far dø i et land, hvor adgang til sundhedsvæsenet er afhængig af ens

ansættelsesforhold, som igen er afhængigt af ens hudfarve, en tilfæl-

dighed ved fødslen.«

Denne gang løftede Leo hånden. Kusmin nikkede til ham.

»Når det er tilfældet, hvorfor er der så ikke flere amerikanere, som

bliver kommunister?«

»Det er et meget vigtigt spørgsmål, som vi stadig grubler over.

Hvis De finder svaret på det, kan De overtage mit job.«

Kusmin lo, en underlig, halvkvalt lyd. Så fortsatte han:

»Jesse Austin er fuld af lovord for sin mor, som var nødt til at have

dobbeltarbejde efter farens død. Han tilbragte megen tid alene og

begyndte at synge for at fordrive tiden, og det udviklede sig til en

karriere. Hans sang og musik har altid haft tæt tilknytning til hans

politiske overbevisning. For ham er det en og samme ting. I mod-

sætning til mange andre sorte sangere, er Jesse Austins sang ikke fun-

deret i kirken, men i kommunismen. Kommunismen er hans kirke.«

Major Kusmin satte en plade på, og de sad og lyttede til Jesse

Austin. Leo forstod ikke teksten, men han forstod, hvorfor Kusmin

– den mest mistænksomme mand han kendte – ikke tvivlede på

Jesse Austins alvor. Det var den ærligste stemme, Leo nogensinde

havde hørt. Det virkede, som om ordene kom direkte fra hjertet og

hverken var modereret af forsigtighed eller overlæg. Kusmin sluk-

kede for musikken.

»Jesse Austin er blevet en af vores vigtigste propagandister. Han

skriver vedkommende tekster og har kommerciel succes, og derud-

over er han en strålende taler og kendt over hele verden. Hans musik

har gjort ham berømt og givet hans politiske indstilling en interna-

tional platform.«

Kusmin slog ud mod smalfilmsapparatet.

»Vi har en optagelse af en tale, han holdt i Memphis i 1937. Følg

godt med. Der er ingen oversættelse, men hold øje med publikums

reaktion.«

Der blev skiftet spole. Maskinen snurrede. Den nye film viste en

koncertsal fyldt med tusindvis af mennesker.

30


»Bemærk, at der udelukkende er hvide mennesker. Ifølge loven i

de amerikanske sydstater skulle publikum enten være udelukkende

hvide eller sorte mennesker. Der var ingen integration.«

Jesse Austin stod på scenen iført smoking og talte til det store

publikum. Nogle blandt dem udvandrede, andre buhede. Kusmin

pegede på nogle af dem, der gik.

»Det er interessant, at mange af de hvide er glade for at sidde og

lytte til hans musik. De sidder og klapper og giver ham endda stå-

ende bifald. Men Jesse Austin slutter altid en koncert med en politisk

tale. Så snart han begynder at tale om kommunisme, rejser folk sig

og udvandrer eller råber skældsord efter ham. Men hold øje med

Jesse Austins ansigt imens.«

Austins ansigt viste ingen tegn på mishag over deres reaktion.

Han så ud til at nyde modstanden, hans kropssprog blev mere selv-

sikkert, hans stemme fast.

Kusmin tændte lyset.

»Jeres opgave er af største vigtighed. Jesse Austin er under sti-

gende pres fra de amerikanske myndigheder på grund af hans urok-

kelige støtte til vores land. Mappen rummer artikler, han har skrevet

og offentliggjort i amerikanske, socialistiske aviser. I vil se, hvor pro-

vokerende de må virke på et konservativt samfund med deres krav

om forandring og opfordring til revolution. Vi frygter, at Jesse

Austin er i fare for at få inddraget sit pas. Dette kan være hans sidste

besøg.«

»Hvornår ankommer han?« spurgte Leo.

Kusmin lagde armene over kors.

»I aften. Han skal være her i to dage. I morgen bliver han vist

rundt i byen. Om aftenen giver han koncert. Det er jeres opgave at

sørge for, at der ikke går noget galt.«

Leo var chokeret. Det var med meget kort varsel. Han gav forsig-

tigt udtryk for sin bekymring med spørgsmålet: »Ankommer han i

aften?«

»I er ikke den eneste gruppe, som er sat på opgaven. Det er efter

en pludselig indskydelse, jeg har bedt om, at I bliver inddraget. Jeg

31


har en god fornemmelse med Dem, Demidov. Vores gæst, som er

udsat for så grundig overvågning derhjemme, vil have forståelse for,

at vi også overvåger ham her. Jeg vil have mine bedste folk på sagen.«

Kusmin gav Leos skulder et lille klem, der skulle give udtryk for

både tiltro til hans evner og opgavens betydning.

»Hans kærlighed til vores land skal beskyttes for enhver pris.«

Agent 6

Documents

Transcript of Agent 6