Abstract - Det Informationsvidenskabelige akademipure.iva.dk/files/35347846/Bachelorprojekt.pdf ·...
-
Upload
phungxuyen -
Category
Documents
-
view
216 -
download
0
Transcript of Abstract - Det Informationsvidenskabelige akademipure.iva.dk/files/35347846/Bachelorprojekt.pdf ·...
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
1
Abstract
This analysis examines how Danish politicians communicate on the social media
platforms Facebook and Twitter. My focus is to explore whether this communication is
primarily classical political or has a more social conversational character. To analyze
this I advance characteristics of “the social conversation” using Stig Hjarvards theory on
“the social society” (det selskabelige samfund) and his theory on mediatization of
society. I use Erving Goffman’s theory on social interaction as theatrical performances
and Joshua Meyrowitz’ theory on how electronic media affect social behavior to
understand Hjarvards perception of human interaction. My overall research method is
document analysis and more specifically I use content analysis as my primary tool. I
advance my content categories for this content analysis by comparing the characteristics
of classical political communication and the characteristics of the social conversation. I
analyze 352 Tweets and Facebook statuses to explore the character of them. My
analysis finds that about 43 % of the tweets/statuses have classical political
communication character and about 57 % of them have more of a social conversation
character. Thus my conclusion is not unambiguous: Social media has to some extend
socialized political communication, however classical political communication still has
quite a presence in the social media use of Danish politicians. This result is similar to
that of several other analysis of politicians’ use of Twitter and Facebook and verifies
Hjarvards theory claiming that political communication has become more social.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
2
Indholdsfortegnelse
Indledning s.1
Hvordan er opgave opbygget s.1
Valg af teori og medier s.1
Problemformulering s.2
Hypotese s.2
Hvad er Facebook og Twitter s.3
Definition af sociale medier s.3
Hvad er Facebook s.3
Hvad er Twitter s.3
Politikerne og de sociale medier s.3
Danske undersøgelser s.4
Udenlandske undersøgelser s.5
Goffmans teori om interaktion s.6
Medieudviklingen og ændringer i interaktionen s.8
Meyrowitz og de elektroniske medier s.8
De sociale roller og medierne s.9
Det medialiserede samfund s.10
Definition af begrebet medialisering s.11
Medieinstitutionen og dennes logik s.11
Den medialiserede politik s.13
Politikken medialisering s.13
Selskabelighed s.14
Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet s.14
Definition af selskabelighed s.15
Den selskabelige samtale s.16
Karakteristika ved den selskabelig samtale s.16
Politikerens selskabeliggørelse s.16
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
3
Den klassisk politiske kommunikation s.17
Den ideelle demokratiske samtale s.17
Den reelle demokratiske samtale s.17
Karakteristika ved den klassiske politiske samtale s.18
Metode s.18
Dokumentanalyse s.18
Indholdsanalyse s.20
Hvordan bruger jeg indholdsanalysen s.23
Analysekategorier s.24
Empiri s.25
Udvalgskriterier s.26
De 8 politikere s.26
Indsamling af empirien s.27
Optælling s.27
Resultater s.28
Overordnet fordeling i analysekategorierne s.31
Metodeovervejelser s.31
Validitet s.32
Reliabilitet s.34
Ekshaustivitet s.34
Eksklusivitet s.35
Diskussion s.35
Konklusion s.40
Litteraturliste s.41
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
4
Indledning
Medierne er overalt i vores samfund og optager en stor del af vores vågne tid enten som
arbejdsredskab, til kommunikation, til underholdning eller til medieret socialt samvær.
Mediernes allestedsnærværelse påvirker også den politiske kommunikation i vores
samfund. Ifølge den danske medieteoretiker, Stig Hjarvard, kommunikerer hele vores
samfund i stigende grad selskabeligt, også den politiske kommunikation er ifølge
Hjarvard blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005 og 2008). I denne opgave vil jeg
undersøge, om dette er rigtigt - er den politiske kommunikation blevet selskabelig?
Hvordan er opgaven opbygget
For at undersøge dette, starter jeg med at se på Erving Goffmans teori om interaktion,
som teateroptræden (Goffman,1959). Derefter undersøger jeg mediernes påvirkning af
interaktionen ved hjælp af Joshua Meyrowitz’ teori om de elektroniske mediers
betydning for social interaktion (Meyrowitz,1985) og Stig Hjarvards teori om
medialiseringen af samfundet (Hjarvard,2005og2008). Udfra Hjarvards teori
(Hjarvard,2008 og 2005) undersøger jeg også, hvordan medialiseringen har påvirket den
politiske institution. Herefter bruger jeg Hjarvards teori om det selskabelige samfund
(Hjarvard,2005) til at opstille nogle karakteristika ved det selskabelige samfund, den
selskabelige samtale, og til at se på politikerens selskabeliggørelse. Udfra
karakteristikaene ved den selskabelige samtale, sammen med karakteristika ved klassisk
politisk kommunikation, udarbejder jeg 8 analysekategorier, som jeg bruger til at lave
en indholdsanalyse af otte danske politikeres brug af Facebook og Twitter. Efter en
præsentation af resultaterne af min indholdsanalyse diskuterer jeg min undersøgelses
validitet og reliabilitet, samt, hvordan politikerne bruger Twitter og Facebook til at
kommunikere på.
Valg af teori og medier
Stig Hjarvard tager i sine bøger ”Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem
mennesker” (Hjarvard,2005) og ”En verden af medier. Medialisering af politik, sprog,
religion og leg” (Hjarvard,2008), udgangspunkt i empiriske undersøgelser omkring
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
5
forandringer i vores samfund indenfor forskellige områder, herunder også det politiske,
hvilket er mit undersøgelsesområde. Samtidig beskriver Hjarvard nogle karakteristika af
det, han kalder det selskabelige samfund og den selskabelige måde at være sammen og
kommunikere på. Disse karakteristika har jeg kunnet bruge til at udarbejde
analysekategorier, som jeg har brugt til at lave en indholdsanalyse.
Hjarvard bruger Erving Goffmans og Joshua Meyrowitz’ (Goffman,1959 og
Meyrowitz,1985) teorier til at undersøge, forstå og forklare, hvordan menneskelig
interaktion fungerer, og til at undersøge hvordan medierne er med til at ændre vores
normer for adfærd, kommunikation og samvær. Derfor har jeg ønsket at undersøge
dybere, hvad Goffman og Meyrowitz skriver i deres bøger ”The presentation of self in
everyday life” (Goffmann,1959) og ”No sense of place – The impact of electronic
media om social behavior ” (Meyrowitz,1985).
De sociale medier og måden disse bliver brugt på har længe interesseret mig, og jeg har
tidligere skrevet opgave omkring de ”almindelige” borgeres brug af Facebook. Derfor
valgte jeg at indsamle min empiri fra Facebook, og for ikke kun at have Facebook som
kilde, også at indsamle tweets fra Twitter. Samtidig tænkte jeg, at det ville være
forholdsvis overkommeligt at indsamle politikernes kommunikation fra Facebook og
Twitter, da deres profiler og konti er offentlige, og jeg ville kunne nå at indsamle en
pæn mængde af deres indlæg i den tidsperiode, jeg havde til rådighed til min opgave.
Problemformulering
Når danske politikere kommunikerer på de sociale medier Facebook og Twitter, er deres
kommunikation så primært klassisk politisk kommunikation eller er den primært
selskabelig samtale?
Hypotese
Min hypotese er givet ud fra min teori - vi kommunikerer i samfundet mere selskabeligt,
også den politiske kommunikation er blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2010).
Det er derfor min hypotese, at politikerne på Facebook og Twitter kommunikerer
selskabeligt.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
6
Hvad er Facebook og Twitter
Definition af sociale medier
Sociale medier er teknologier, hvis primære indhold er brugergenereret. Deres formål er
interaktion, dvs. det er medier til kommunikation og deling af information både fagligt
og privat (Informationsordbogen,2013ogGhttp://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_medier).
Hvad er Facebook
Facebook er et socialt netværksmedie, hvor brugerne deler information via profilsider.
Udover profilsiderne består Facebook også af en masse andre sider med alt fra
virksomheders reklamer til lukkede private grupper. Der kan på alle siderne uploades
links, billeder og videoer m.m. Det er muligt for politikere at oprette særlige
politikerprofilsider (informationsordbogen.dk og facebook.com).
Hvad er Twitter
Twitter er et socialt netværksmedie med mikroblogging=tweets. Indholdet består af
brugernes oprettede konti, hvorfra de tweeter. Brugerne kan skrive sine egen tweets, re-
tweete andre brugerws tweets, og kommentere hinandens tweet. Hver tweet kan
maximalt være på 140 tegn, og det er muligt at uploade billeder og videoer samt
indsætte links i tweetene (Informationsordbogen,2013 og Twitter.com/about,2013).
Politikerne og de sociale medier
Politikerne bruger i stigende grad de sociale medier til at komme i kontakt med
potentielle vælgere (Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Johannesen,2013;
Lind&Johansen,2013; Schmidt,2012). Hvis man ser på den forskning, der er lavet
omkring politikernes brug af Facebook og Twitter, er deres fokus mest på, om
politikerne bruger medier, om de kan finde ud af at bruge dem, hvor meget de bruger
dem, om det flytter stemmer, og hvordan det påvirker dem, der følger dem
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
7
(Worth,2013; Wiliams&Gulati,2007; Andersen&Madaglia,2009;
Vergeer,Hermans&Sams,2011; Pettersson&Karlström,2011). De undersøgelser, der ser
på, hvordan politikerne bruger Facebook og Twitter, viser, at de i vid udstrækning
bruger dem som endnu en kanal til formidling af velkendt politisk materiale
(Bronstein,2013;Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011;Suminas,2011;Schmidt,201
2;Worth,2013;Lind&Johannesen,2013), dog er der en vis forskel på de danske og
udenlandske undersøgelser.
Danske undersøgelser
Ugebrevet A4 har i 2012 lavet en undersøgelse af danske politikeres popularitet på
Facebook ved at undersøge, hvor mange følgere de har, hvor mange likes og
kommentarer de får, og hvem der har de mest aktive følgere (Schmidt,2012). Ud fra
denne undersøgelse konkluderer Ugebrevet A4’s journalist Jakob Bang Schmidt, at
politikerne bruger Facebook både til personlig og politisk kommunikation
(Schmidt,2012).
Dansk Journalistforbund (DJ) har også lavet en undersøgelse, men af politikernes brug
af både Facebook og Twitter (Lind og Johannesen,2013). Undersøgelsen blev lavet i
december 2012 og viser, at de danske Folketingspolitikere i stor udstrækning bruger
disse sociale medier til at kommunikere med befolkningen, og at de netop bruger disse
medier for at kunne kommunikere til befolkningen udenom journalisterne. Politikerne
svarer også, at Twitter og Facebook er vigtige for deres politiske kommunikation, at de
er bevidste om, hvad de skriver på dem, og at det i stor udstrækning ER politikerne selv,
der skriver deres facebookopdateringer og tweets. 80% af dem, der har en twitterkonto
svarer, at de bruger den til at komme i kontakt med journalister, hvilket i dansk kontekst
giver god mening, da det primært er journalister og medieinstitutioner, sammen med
politikerne, der bruger Twitter (Lind og Johannesensen,2013). Politikerne har i DJ’s
undersøgelse også svaret, at de bruger Facebook og Twitter til at få politisk input fra og
debattere politik med vælgerne (Lind og Johannesen,2013). Dette kan være sandt for de
danske politikere, men i så fald er de anderledes i deres brug af disse medier end deres
udenlandske kolleger (se afsnittet ”Udenlandske undersøgelser” nedenfor). I de
udenlandske undersøgelser bruger politikerne kun Twitter til at diskutere politik, og
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
8
dette gør de primært med andre politikere (Bronstein,2013;
Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011; Suminas,2011).
Jeg har også fundet en undersøgelse af de danske Folketingspolitikeres brug af Twitter
fra januar 2013 på en engelsksproget blog, hvis indehaver hedder Jon Worth
(Worth,2013). Worth undersøger, hvor aktive de forskellige politikere er ved at
undersøge, om de debatterer og besvarer spørgsmål. Worth konkluderer, at selv de mest
aktive danske politikere er langt bagefter de af deres europæiske kollegaer, der er bedst
til at bruge Twitter. De danske politikere følger for få (de fleste under 100), og har
dermed ikke forstået, at Twitter er et to-vejs-kommunikationsmedie. De mangler
engagement, og der mangler indhold både i form af tweets, og indhold om dem selv. De
er også for dårlige til at udforme deres twitterkonti med vellignende billeder og tekst,
der beskriver, hvem de er etc. (Worth,2013).
Udenlandske undersøgelser
Ifølge de udenlandske undersøgelser, jeg har fundet, er en stor del af indholdet på
politikernes sider på Facebook formidling af klassik politisk materiale. Derudover er der
en stor del opfordringer til at deltage i politiske aktiviteter og støtte politikerens
kampagne økonomisk. Der bliver formidlet billeder og videoer på profilerne, men der
bliver enten ikke formidlet personlig information eller den personlige information, er
meget kontrolleret. Selv når der bliver formidlet personlig information, får man ikke
noget at vide om den private person bag politikeren (Bronstein,2013; Suminas,2011).
Det bør dog nok her tilføjes, at de undersøgelser, jeg har kunnet finde og få adgang til,
om hvordan politikerne bruger Facebook, bygger på facebookaktiviteter op til et
præsidentvalg i USA og et i Litauen. De amerikanske præsidentkandidaters
facebookprofiler, kan man let forestille sig, er meget kontrollerede i forhold til danske
Folketingsmedlemmers profilsider. Al den personlige information, der blev lagt ud på
deres profiler, blev brugt som en del af kandidaternes profilering af sig selv.
På Facebook bliver der især kommunikeret til det følelsesmæssige hos politikernes
følgere (patoskommunikation) eller ved at fremstille politikeren som en troværdig
person (etoskommunikation). Der er kun en meget lille procentdel af kommunikationen,
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
9
der er baseret på logisk argumentation byggende på fakta (logoskommunikation)
(Bronstein,2013). Så selvom størstedelen af kommunikationen på politikernes
facebookprofiler henviser til almindeligt/klassisk politisk materiale, er
kommunikationsformen i skrivestilen og ordvalget bygget op omkring følelser og
personlig troværdighed.
På Twitter er størstedelen af politikernes aktiviteter også formidling af velkendt politisk
materiale gennem links til andre kilder (aviser, tv-indslag etc.) eller til egne blogs eller
debatindlæg, samt tweets med klassiske politiske holdningsudmeldinger. Det politiske
indhold på Twitter er suppleret med aktivitetsinformationer om, hvad politikerne
fortager sig som politikere, f.eks. er til diskussion i parlamentet eller stemme om x. På
Twitter er en del af både den politiske og personlige information også at skrive, hvor
politikerne fysisk befinder sig – i parlamentet, hjemme, på besøg et sted. Der er en lille
procentdel af tweetene, der er opfordringer til at gøre noget aktivt (f.eks.
underskriftsindsamlinger), og en lille del personlige meddelelser, der dog heller ikke på
Twitter bliver rigtig private. Personlige holdninger eller opførsel, der på nogen måde
kunne støde nogen eller opfattes som kontroversielt, er udelukket (Sæbø,2011). Der
forgår på Twitter også diskussion, men mest mellem de politiske aktører, og sjældent
mellem de politiske aktører og andre brugere af tjenesten.
(Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011)
Goffmans teori om interaktion
I sin bog ”The presentation of self in everyday life” (Goffman,1959) fremlægger
Goffman sin teori om vores interaktion som teateroptræden. Goffman beskriver vores
ageren i livets forskellige situationer, som foregik de på og bag ved en ”scene”, hvilket
han benævner ”frontstage” og ”backstage”. Frontstage er der, hvor vi viser en bestemt
rolle for andre, og backstage er der, hvor vi øver os på denne rolle. Front- og backstage
er relative i forhold til hinanden. Altså en situation, der er backstage til én frontstage,
kan være frontstage til en tredje situation, som så her er backstage.
Et vigtigt begreb i Goffmans teori er situationsdefinition. Dette betyder, at hver
situation har en bestemt definition med tilhørende bestemt opførsel. For at definere en
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
10
situation bruger vi rekvisitter, som er genstande til situationens fysiske ”scenografi”, og
vores personlig ”front”. Den personlige front bruger vi til at vise, hvem vi er, og hvad
vores status generelt i samfundet er, samt hvilken rolle vi vil acceptere i den givne
situation.
Hver situation, hver scene, har sin tilhørende sociale rolle, og hver person har flere
sociale roller, som vi ”spiller” alt efter hvilken scene, vi befinder os på. Vi kan have
rollen som den, der er på scenen – frontstage, vi kan være publikum – dem som kun
iagttager en bestemt scene, eller vi kan have en rolle som en, der er skjult for scenen -
backstage. Rollerne på de forskellige frontstages er de formelle roller, som vi bruger
vores forskellige backstages til at øve os på. Rollen som publikum har også en bestemt
tilhørende optræden, og disse roller minder derfor om rollerne på frontstage, de er bare
mindre aktive. Rollerne backstage er de mindst formelle, men der kan stadig være
bestemte forventninger til vores optræden også backstage – f.eks. forventninger om
afslappet og ikke kontrolleret opførsel eller fortrolighed. De sociale roller er ikke nogen
vi påtager os oven på vores egentlige selv, men er forskellige dele eller udgaver af os
selv.
Det er vigtigt for os at opretholde en enstemmighed om, hvad situationsdefinitionen er,
og vi har en masse redskaber til at hjælpe os med at håndtere optræden, der ikke passer
til situationsdefinitionen, f.eks. latter, irettesættelse, ignorering og kritik. Og hvis det er
os selv, der med vores optræden agerer på en måde, som ikke er passende for
situationen, reagerer vi ofte med kraftige følelsesmæssige reaktioner som f.eks. at
rødme, blive nervøs, føle os pinligt til mode eller ydmyget.
Vi viser, hvem vi er, og hvilken rolle vi vil acceptere at spille i en situation ved at give
og afgive indtryk. De indtryk vi giver, er dem vi kan kontrollere, primært verbale
ytringer. De indtryk vi afgiver, er dem vi ikke kan kontrollere, i hvert fald ikke 100%,
så skal man være en meget dygtig skuespiller. Disse indtryk, vi afgiver, er f.eks. vores
kropssprog og ansigtsmimik.
(Hele afsnittet: Goffman,1959)
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
11
Medieudvikling og ændringer i interaktionen
Meyrowitz og de elektroniske medier
Meyrowitz arbejder videre med Goffmans teatermetaforik, og argumenterer i sin bog
”No sense of place ” (Meyrowitz,1985) for, at de elektroniske medier har været med til
at ændre vores omgangsformer gennem en omorganisering af de sociale rammer, der er
tilgængelige i samfundet. Meyrowitz opfatter medierne selv, som en bestemt type
sociale rammer, der kan inkludere eller ekskludere, forene eller opdele mennesker på
forskellige måder. Tidligere, før de elektroniske mediers fremkomst, var der et
sammenfald mellem et fysisk sted og dets tilhørende sociale ramme og korrekte
opførsel. Det var kun de personer, der havde fysisk adgang til de forskellige steder, der
kendte det specifikke steds tilhørende og passende opførsel. Med de elektroniske
medier, især fjernsynet, bliver disse eksklusionsrammer brudt ned, og alle får (åbenlyst)
kendskab til opførsel og omgangsform, der før var forbeholdt forskellige grupperinger i
samfundet f.eks. aldersopdelt adfærd, kønsroller, etniske og statusmæssige forskelle etc.
Grunden til, at de sociale scener og tilhørende passende opførsel ændrer sig med de
elektroniske medier er, at det ikke er stedet, der bestemmer, hvad der er passende
opførsel i en bestemt social situation, men andre menneskers adgang til at iagttage
information om situationen og aktørernes opførsel i denne.
”It is not the physical settings itself that determines the nature of the interaction, but the
patterns of information flow.”
(Meyrowitz,1989,s36).
En situations definition er afhængig ikke af det/et fysisk(e) sted, men af hvem der har
adgang til information om situationen, ligesom også en persons sociale status er
afhængig af, hvem og måske især hvor mange, der har adgang til informationer om en.
Mange former for informationskontrol er med til højne en persons sociale status, og
Meyrowitz skriver, at autoritet er afhængig af evner og muligheder for at kontrollere
informationer. Ved det fysiske ansigt-til-ansigt møde er der et forholdsvis begrænset
antal aktører, og evt. publikummer, der har adgang til information om situationen. Med
de elektroniske medier kan der være mange forskellige publikummer på engang,
samtidig med at eksponeringen er vedvarende. Når man hele tiden kan iagttages, og når
det er andre (og flere) mennesker end før, der kan iagttage en situation, så kan en før
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
12
passende opførsel blive upassende, og en ny og nu passende opførsel udvikles. Samtidig
sker der også gennem de elektroniske medier en kombination af før adskilte situationer.
Alt dette medfører nye definitioner af situationer, ny passende opførsel og nye sociale
roller.
Sammensmeltningen af sociale scener og udvidelsen af hvem, der kan iagttage en social
situation, samt kendskabet til adfærd inden for alle grupperinger i samfundet, nedbryder
de sociale grænser. I stedet for de klart afgrænsede front- og backstages opstår der en ny
scene, middle region, som indeholder elementer fra både front- og backstage. Dette sker
fordi aktørerne nu er mere ”på” og mangler backstagetid. Det er for udmattende at
opretholde de tidligere frontstageroller uden tid og rum til at slappe af og øve sig, så
grænserne for den enkeltes passende opførsel bliver løsnet op og kanterne bliver slebet
af de ”gamle” sociale frontstageroller, og der opstår nye normer for opførsel. Meyrowitz
mener, at den nye middle regions opførsel har en tendens til at indeholde flere elementer
fra den tidligere backstageopførsel end fra frontstageopførselen. Dette er fordi vores
tidligere backstageopførsel indeholder elementer, vi ikke kan undgå, så som kropslige
behov og følelsesmæssige reaktioner. Fordi vi stadig har brug for privathed og et sted at
slappe af og øve os på vores roller, opstår der i stedet for den Goffmanske backstage, en
deep backstage, der er kendetegnet ved en ekstrem backstageopførsel. Samtidig opstår
der en forward frontstage, der bliver brugt ved særlig ceremonielle lejligheder, som
f.eks. bal hos dronningen eller den årlige åbning af Folketinget.
(Hele afsnittet: Meyrowitz,1989)
De sociale roller og medierne
I vores optræden på de forskellige sociale scener, vil vi gerne opretholde vores
rolle/ansigt udadtil, hvilket vi kan gøre på mange forskellige måder, og medierne
udvider disse muligheder. Der er ofte ikke total overensstemmelse mellem det indtryk,
vi ønsker at give, og så det indtryk vi rent faktisk afgiver, og her kan medierne hjælpe
os med at styre de indtryk, andre får af os. Medierne giver os øget mulighed for at styre
situationsdefinitionen og vores egen rolle og eksponering i de sociale situationer. En
aktør kan optræde på flere scener på en gang, via medierne være frontstage og
backstage samtidig, og dermed indtage forskellige sociale roller på samme tid. Samtidig
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
13
er medierne konstrueret på en måde, så man kan lade noget glide i baggrunden, mens
man fokuserer på noget andet. Hjarvard pointerer, at medierne muliggør aktørens
optimering af den sociale interaktion til egen fordel, fordi medierne aflaster aktøren ved
at muliggøre stor kontakt med lille indsats, og giver aktøren større kontrol over de
informationer, han videregiver, og dermed øget kontrol over egen tilgængelighed og det
selvbillede, der videregives. Vores medievalg signalerer i sig selv en bestemt
situationsdefinition, da hvert medie har sine særlige karakteristika og interaktions- og
samværsmuligheder. På den måde kan vi også bruge bestemte medier til at understøtte
bestemte sociale situationer.
(Meyrowitz,1985;Hjarvard,2008,s.23-8og40-4)
Det medialiserede samfund
I det medialiserede samfund har medierne stor indflydelse, medierne er alle vegne og
samfundets institutioner og kultur har ændret karakter, funktion og struktur pga. af
medierne. Medierne er præget af modsatrettede tendenser som øget globalisering,
nationalisering, lokalisering og individualisering. Medialisering gør, at hvad vi opfatter
som virkeligt udvides og differentieres. Kommunikation mellem mennesker er blevet
ændret fra i stor udstrækning at have forudsat ansigt-til-ansigt fysisk møde mellem dem,
der ønskede at kommunikere, til gennem de audiovisuelle medier, og i dag de digitale
medier, at have rykket kommunikationen væk fra nødvendigheden af samtidighed i tid
og rum. Adgangen til verdenen er blevet lettere og kommunikation over store afstande
er blevet hurtig. Dette gør verden både større og mindre – større ved at man får adgang
til mange forskellige mennesker, samfund og kulturer, men samtidig mindre fordi man
bliver bekendt med og hjemmevandt med denne mangfoldighed. Medierne skaber en
global verden, et fællesskab og en offentlighed, hvor vi kan kommunikere med
hinanden, men medierne placerer sig også imellem os, der kommunikerer, og
strukturerer den måde, hvorpå vi kan kommunikere. Hjarvard forklarer ved hjælp af
Winfried Schulz’ begreber, hvordan medierne har ændret vores kommunikation og
interaktion. Ved at UDVIDE tid og rum SUBSTITUERER medierne interaktion, der
tidligere krævede fysisk ansigt-til-ansigt møde. SAMMENSMELTNINGEN af ansigt-
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
14
til-ansigt aktiviteter og medierede aktiviteter påvirker hverdagslivet, samfundets aktører
og institutioner, som alle TILPASSER sig mediernes krav.
(Hjarvard,2008,s.13-16,21-2,27,39-40og57).
Definition af begrebet medialisering
Medialiseringen er:
”…den længerevarende proces, hvorigennem institutioner og interaktionsmåder ændres
i kultur og samfund som følge af mediernes øgede betydning.”
(Hjarvard,2008,s.30)
Hjarvard bruger begrebet medialisering til at beskrive en specifik samfundsmæssig og
kulturel proces, hvori medierne er blevet en selvstændig institution i samfundet, og
samtidig udgør et forbindelsesled mellem samfundets aktører og øvrige institutioner ved
at facilitere disses kommunikation og interaktion med sig selv og hinanden. Medierne er
både en selvstændig institution og inden i alle de øvrige institutioner i samfundet.
(Hjarvard,2008,s.27-8)
Hjarvard mener, at medialiseringen af samfundet tidsmæssigt startede i den sidste del af
det 20. århundrede, og da medierne har været med til at skabe en øget mental og
kommunikativ mobilitet i samfundet, kan man opfatte medialiseringen som en kraft
eller ”bevægelse” i samfundet på linje med urbaniseringen og industrialiseringen.
(Hjarvard,2008,s.29og49)
Hjarvard understreger, at medialiseringsbegrebet er et IKKE-normativt begreb, forstået
på den måde, at det må afgøres konkret gennem analyse af hvert delområde i samfundet,
om medialiseringen har positive eller negative konsekvenser inden for hvert af de
enkelte områder.
(Hjarvard,2008,s.29-30).
Medieinstitutionen og dennes logik
Mediernes udvikling til en selvstændig institution har baggrund i arbejdsdelingen i
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
15
samfundet og differentieringen af de forskellige livsområder. Tidligere var medierne
lagt ind under de andre institutioner i samfundet, f.eks. de politiske partier eller kunsten,
men fra 1980’erne begynder en udvikling med monopolbruddet på tv, deregulering af
telesektoren og fremkomsten af nye medier som mobiltelefonen og internettet, hvor
medierne udvikler sig til en egentlig selvstændig samfundsinstitution. Medierne er som
institution i dag både en selvstændig institution og integreret i andre
samfundsinstitutioner. Den selvstændige medieinstitution agerer i et markedsorienteret
og konkurrencepræget miljø, hvorved konkurrence- og markedslogik får øget betydning
hos medierne. Medierne kommercialiseres og medieprodukterne bliver til varer.
Medieinstitutionens oprindelige mål om oplysning, diskussion og dannelse bliver
skubbet i baggrunden til fordel for en hurtig tilfredsstillelse af publikum, der skal sikre
og øge afsætningen af medieprodukterne. Der kommer øget fokus på differentiering i
forhold til målgrupper, samt at servicere et publikum i stedet for som tidligere, at oplyse
borgerne. Men da medierne stadig varetager offentlighedens kommunikationsopgave, er
de ikke udelukkende en konkurrerende, vareproducerende institution, der er styret af
kommercielle hensyn, medierne er også stadig styret af hensynet til almenheden,
upartiskhed og uafhængighed fra politiske og kommercielle interesser samt kravet om
objektivitet. Som selvstændig institution har medierne udviklet deres egne normer,
regler og love – deres egen logik som f.eks. kan være rammer, genreformater, tekniske
muligheder og markedshensyn. Medierne råder som institution over nogle ressourcer,
som de kan fordele til andre institutioner, og især synlighedsressourcen, som
medieinstitutionen kontrollerer, altså adgang til det offentlige rum, er interessant for
politikerne, men også for de andre institutioner i samfundet. Mediernes dominerende
rolle i det offentlige rum gør, at de andre institutioner i samfundet er meget påvirkede af
medieinstitutionen og oplever, at hvis de vil have adgang til offentligheden, må de
underlægge deres egen institutionelle logik mediernes logik. Medierne og deres måde at
se verdenen på gennemsyrer altså det medialiserede samfund.
(Hjarvard,2008,s.14-6,23,29,34-8,47-9og65)
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
16
Den medialiserede politik
Politikken som institution består af Folketinget, partierne, politikerne, valg,
folkeafstemninger m.m., og danner ramme om den offentlige diskussion og fælles
beslutninger om samfundets normer, samfundets fælles handlinger og om brug af
samfundets ressourcer. Politikken er ligesom alle andre institutioner i samfundet blevet
medialiseret, hvormed den politiske institution i øget grad er blevet afhængig af
medierne og underlagt mediernes logik. Denne proces er dobbelt ligesom den
overordnede medialisering af samfundet. Medierne er både inden i den politiske
institution og faciliterer institutionens interne og eksterne kommunikation, samtidig er
medierne den selvstændige institution, der sikrer kommunikationen i det offentlige rum,
hvori de politiske aktører og den politiske institution som helhed, skal opnår legitimitet.
(Hjarvard,2008,s.32og65)
Politikkens medialisering
Hjarvard beskriver medialiseringen af politikken som et historisk forløb. Udviklingen
starter med radioens fremkomst i 1920’erne og tv’ets fra 1950’erne, hvor
medlemstallene i de politiske partier falder og medierne begynder at blive der, hvor
befolkningen får viden om de politiske forhold i samfundet. I denne periode beskriver
Hjarvard mediernes behandling af politikken som formidlende. Fra 1960’erne sker der
et skift, hvor journalismen bliver til et selvstændigt fag og en profession, og medierne
begynder at undersøge politikken kritisk. Journalisterne får en central rolle i
formidlingen af politikken, som kritiske udspørgere. Det er i denne periode at
politikerne begynder at opleve nødvendigheden af at spille på mediernes præmisser, når
de vil have opmærksomhed, men i denne periode er det kun formidlingen af politikken,
der bliver underlagt mediernes logik. Udformning af politikken og udøvelsen af den
politiske magt foregår stadig på den politiske institutions egne præmisser. Den periode,
der starter fra slutningen af 1980’erne, kalder Hjarvard for ”Den medialiserede politik”.
Denne periode er præget af ændringer i selve mediesystemet, det differentieres og
kommercialiseres, og hensynet til almenheden træder i baggrunden. Publikum bliver
forbrugere, der skal serviceres, i stedet for borgere, der skal betjenes og oplyses.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
17
Hjarvard skriver, at det centrale kendetegn ved den periode, hvor politikken
medialiseres:
”…er mediernes etablering som en opinionsindustri. Herved forstås, at mediernes
bidrag til meningsdannelsen industrialiseres som følge af professionalisering,
kommercialisering, masseproduktion, øget arbejdsdeling, teknologisk innovation m.m.”
(Hjarvard,2010,s.68)
Politikken begynder nu at blive kraftigt præget af mediernes logik og ikke kun i
formidlingen af politikken, men også i tilrettelæggelsen af kampagnestrategier og i
udformningen af politikken og de budskaber, der formidles. Der kæmpes nu også
mellem valgene om at sætte den politiske dagsorden i medierne. Der er øget fokus på
opinionsdannelse i medierne og kommunikationen med borgerne bliver et strategisk
medieanliggende som i private virksomheder – politikken skal afsættes til borgerne og
sikre politikeren valg/genvalg.
(Hjarvard,2008,s.65-70)
Selskabelighed
Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet?
Ifølge Meyrowitz har de elektroniske medier bidraget til at ændre forholdet mellem
front- og backstage, og altså mellem, hvad der er offentligt og hvad der er privat, og der
er opstået en ny scene – middle region – hvor opførsel, der før hørte til på henholdsvis
frontstage eller backstage, sammenblandes. Dette er sket, fordi de elektroniske medier
rykkede ved de sociale grænser i vores samfund og fordi offentligheden rykkede ind i
vores private stuer. De personlige træk og private egenskaber ved menneskene i
medierne blev synlige for os, hvorved der kræves en anden opførsel, end ved anden
offentlig optræden. Opførslen på denne nye middle region er den type omgangsform,
som Hjarvard kalder selskabelighed (Meyrowitz,1985 og Hjarvard,2005,s.27,37-40).
Gennem medierne bliver denne selskabelighed også udbredt til hele samfundet, og
dermed til social sammenhæng, der ikke tidligere havde selskabelighed og selskabelig
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
18
opførsel som norm, hvilket betyder, at aktører og institutioner bliver tvunget til at ændre
adfærd og iscenesætte sig selv anderledes og mindre formelt end de plejer. Den
selskabelige omgangsform bliver altså også norm for omgang med personer, der før var
præget af andre og mere formelle normer for omgang f.eks. arbejdskolleger eller
kontakt med offentlige myndigheder. Pga. disse ændringer i normer for samvær og
kommunikation, kan man ifølge Hjarvard tale om, at samfundet bliver selskabeliggjort
= det selskabelige samfund (Hjarvard,2005). Hjarvard pointerer, at det ikke betyder, at
alle områder i samfundet er blevet selskabelige, blot at antallet af områder, der er det, er
stigende. Med Meyrowitz’ begreb – der eksisterer stadig en deep backstage, hvor vi kan
trække os tilbage og være helt private og en forward frontstage til meget officielle og
formelle situationer, som f.eks. statsbesøg og kongelig nytårskur (Meyrowitz,1985).
Definition af selskabelighed
Selskabelighed er aktiviteter og samvær, der har en legende karakter og er formålsløs,
forstået på den måde at samværet, samtalen og hyggen er de primære formål. De sociale
roller og hierarkier har ingen betydning og alle deltager på lige fod. Den personlige
kommunikations normer, med f.eks. uformelt sprogbrug, er dem, der gælder, og det
karakteristiske for selskabeligheden er, at den er halvt offentlig/halvt privat, den
befinder sig i middle region.
Karakteristika ved selskabeligheden er: Formålsløs, uforpligtende, uformel, leg, snak,
underholdning, samvær, kontakt, impulsivitet, hygge
Hjarvard påpeger, at der findes forskellige former for selskabelighed, og at der er mange
selskabelige situationer, hvor nogen ”er mere lige” end andre – f.eks. har mere ansvar
for situationen eller mere ret til at tale. Samtidig er der også geografiske og sociale
forskelle på selskabelighed og medierne fremmer forskellige former for selskabelighed,
alt efter hvilket segment de henvender sig til.
(Hjarvard,2005,s.11-14)
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
19
Den selskabelige samtale
Den selskabelige samtale har kun selve samtalen og lysten til kommunikation som
formål. Den opstår spontant, er ustruktureret og den foregår afslappet. Deltagerne er
høflige, og hvis der opstår diskussioner, skal disse være underholdende for tilhørerne.
(Hjarvard,2005,s.12og37).
Karakteristika ved den selskabelige samtale
Snak, afslappethed, høflighed, uformel sprogbrug, legende karakter, formålsløs,
underholdende, samvær, kontakt, impulsivitet, alle deltagere er i princippet lige,
spontanitet, ustruktureret, diskussioner skal være underholdende for tilhørerne
(medlæserne).
(Hjarvard,2005,s.11-4og37)
Politikerens selskabeliggørelse
Radio og tv ændrede den politiske kommunikationssituation ved at bringe politikerne,
der optræder frontstage, ind i vælgernes backstage - dagligstuen. Her kunne de nu høre
eller/og se politikerne, hvormed kriterierne for, hvordan politikerne kunne
kommunikere blev ændret. I radio og tv optræder man på middle region, og der skal
man ikke tale til, men samtale med vælgerne, og man skal optræde afslappet og høfligt.
Politikerne bliver her ikke kun vurderet på deres politiske saglighed og evne til
argumentation, men også på deres personlige egenskaber så som lyden af deres stemme,
evt. nervøsitet, deres fysiske udseende, påklædning, ansigtsmimik og gestik. Samtidig
bliver deres budskaber og talestil vurderet anderledes end tidligere, fordi vælgerne nu
befinder sig afslappet på deres backstage, hvor de ikke så let lader sig rive med af
stærke formuleringer, følelser etc. Den selskabelige samtales normer, bliver de vigtigste
parametre for en positiv vurdering af både politikeren som person og hans politiske
budskaber. De fremstår gennem radio og tv som personer som dig og mig, og der skabes
en fortrolighed med disse personer, hvilket nedbryder den autoritet, de tidligere havde i
kraft af deres embede som f.eks. Folketingsmedlem eller minister. Det politiske rum er
rykket halvvejs ind i intimsfæren, og vi er kommet i øjenhøjde med politikerne og føler
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
20
os ligeværdige med dem.
(Hjarvard,2005,s.9-13,37og57)
Den klassiske politiske kommunikation
Den ideelle demokratiske samtale
For at finde karakteristika for den ideelle demokratiske samtale har jeg set på Kirsten
Drotners omtale af Jürgen Habermas’ teori i sin bog ”Mediehistorier” (Drotner,2011).
Habermas deler samfundet op i fire delområder: den intime og den sociale sfære, den
kulturelle og den politiske offentlighed. De fire delområder af samfundet har hver deres
funktion, og det interessante her er den politiske offentlighed, som er det område, hvor
den offentlige debat foregår. Den politiske offentlighed skal facilitere diskussionen om
de almene fælles interesser for samfundet, være forum for den politiske og offentlige
meningsdannelse. De emner, der tages op i offentligheden, skal altså altid have det
almene og principielle i fokus, og målet er, at der opnås en forståelse af, hvad der er det
fælles bedste for samfundet. Denne offentlige debat skal være herredømmefri, og
faktuelle og sande argumenter skal være det, der vægter i debatten. Ifølge Habermas
skal medierne være omdrejningspunkt for den offentlige debat, og de må ikke
sammenblande emner fra de fire delområder. Habermas opfatter medierne som hævet
over de fire delområder i samfundet, og skal samtidig være forbindelsesled imellem
dem.
(Drotner,2011,s.78-84)
Den reelle demokratiske samtale?
Hjarvard nævner i sine bøger (Hjarvard,2005og2008,) og i en artikel (Hjarvard,1997) en
teoretiker, Michael Schudson, som skelner mellem to slags samtaler, en
problemløsende/demokratisk samtale og så den selskabelige (Schudson,1997). Det
karakteristiske ved Schudsons demokratiske samtale er, at denne er regelstyret og
forpligtende, den foregår offentligt og kan være ubehagelig at deltage i, den er
anstrengende at følge, indebærer risici for at deltagerne kan tabe ansigt, og er rettet mod
(stats-)borgerne (i modsætning til f.eks. et underholdningspublikum eller forbrugere).
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
21
Den demokratiske samtale foregår ikke nødvendigvis mellem ligeværdige aktører, samt
har et klart formål og et pres for at løse samfundets problemer. Det sidste er dog et
ideal, som ofte overskygges af et andet formål, nemlig at ændre på magtbalancen
mellem debattørerne.
(Hjarvard,2005,s.42-3;Hjarvard,2008,s.106-7;Hjarvard,1999,45)
Når man ser på karakteristikaene for Habermas’ ideelle demokratiske samtale og
Schudsons måske mere reelle, så bliver det klart, at kravene til den demokratiske
samtale også går på indholdet i samtalen, ikke kun på den måde, der samtales, som
karakteristikaene for den selskabelige samtale primært handler om.
Karakteristika ved den klassiske politiske samtale
Offentlig, forpligtende, saglige/faglige argumenter, rettet mod (stats-)borgere, ikke
ligeværdige deltagere, kan være ubehagelig at deltage i, risiko for at deltagerne taber
ansigt, skal omhandle emner af principiel karakter og almen interesse, må ikke
sammenblande emner fra de fire områder i samfundet, har et klart formål og der er pres
på for at finde frem til løsninger, der er til samfundets bedste. Eller har det formål at
ændre på magtbalancen mellem debattørerne.
Metode
Min undersøgelsesmetode er dokumentanalyse, og min analysemetode er kvalitativ
indholdsanalyse.
Dokumentanalyse
Dokumentanalyse definerer Kennet Lynggaard i Svend Brinkmann og Lene Tanggaards
bog ”Kvalitative Metoder” (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.137-51), som en empirisk
analyse anvendt på et nærmere afgrænset sæt af dokumenter (Brinkmann
&Tanggaard,2010,s.137). Lynggaard definerer et dokument som ”…sprog, som er
fikseret i tekst og tid” (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.138). Det særlige ved
dokumenter som empirisk grundlag for en undersøgelse er, at dokumenterne normalt er
produceret med et andet formål end undersøgelsen, hvor f.eks. et interview bliver skabt i
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
22
forbindelse med undersøgelsen. Dvs. at den, der analyserer dokumenterne, ikke har
været med til at producere dem (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140).
Dokumenterne til dokumentanalysen vil næsten altid skulle indsamles over en
tidsperiode, som både kan være enten kort eller lang, og hvilken type af dokumenter,
man skal indsamle til sin dokumentanalyse, afhænger af ens undersøgelsesspørgsmål.
Nogle gange vil undersøgelsens spørgsmål klart definere hvilke dokumenter, man skal
indsamle, men oftest vil man skulle opstille klare og eksplicitte kriterier for ens
analysedokumenter, da der ofte er mange forskellige kilder og mange mulige
dokumenttyper, man kan bruge til at besvare undersøgelsens spørgsmål
(Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140-3). I forhold til min undersøgelse er det relevant, at
Lynggaard skriver, at dokumentkriterierne kan bestå af en specifikation af en
publikation og en given tidsperiode (Brikmann&Tanggaard,2010,s.143). Mine
”publikationer” er de sociale medier Facebook og Twitter og noget bestemt indhold i
disse, nemlig de otte politikeres opdateringer og tweets. Min tidsperiode er uge 15 – for
Dan Jørgensens vedkommende uge 16 (se afsnittet ”Empiri”)
Hvordan man konkret udfører sin analyse af dokumenterne afhænger igen af
undersøgelsens spørgsmål. Dokumentanalysemetoden kan være både analytisk-induktiv
og hypotetisk-deduktiv. Ved den første undersøger man dokumenterne, og opstiller ud
fra disse variabler og indikatorer, som bruges til at besvare undersøgelsens spørgsmål
med, hvis dette da ikke bliver revideret på baggrund af den viden, man har fået fra sin
undersøgelse af dokumenterne. Den anden tilgang, den hypotetisk-deduktive, er den, der
er relevant i forhold til min undersøgelse. Her opstiller man ud fra sin teori en hypotese,
som man så undersøger holdbarheden af. Min hypotese er givet ud fra min teori - vi
kommunikerer i samfundet mere selskabeligt, også den politiske kommunikation er
blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2008). Min konkrete hypotese er, at den
politiske kommunikation er blevet selskabeliggjort, og at politikerne på Facebook og
Twitter derfor kommunikerer selskabeligt. Det er dette, jeg vil undersøge holdbarheden
af. Til en dokumentanalyse skal man operationalisere teorien ved ud fra denne klart at
definere variabler og indikatorer, som bruges til analysen (Brinkmann
&Tanggaard,2010,s.144). Dette har jeg gjort ved ud fra min teori at opstille
karakteristika af det selskabelige samfund og den selskabelige samtale, og ved hjælp af
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
23
disse karakteristika at udarbejde nogle analysekategorier (se afsnittet
”Analysekategorier”)
Lynggaard foreslår, at man lader ens metodiske overvejelser om dokumentmaterialets
kvalitet tage udgangspunkt i fire kategorier. Autenticitet, troværdighed,
repræsentativitet og mening. Med autenticitet mener han, om oprindelse og afsender af
dokumenterne kan identificeres. Troværdighed handler om usikkerhed og skævheder,
altså på hvilken måde valget af dokumenttype påvirker ens analyse - er f.eks. alle
relevante dokumenter fundet og medtaget i undersøgelsen? Trækker den/de valgte
kilde(r) og/eller tidsperioden i en bestemt retning i forhold til ens konklusion?
Repræsentativitet handler om, om ens dokumenter er et gennemsnitligt og typisk
dokument i forhold til det, der undersøges. Lynggaard påpeger her, at ens
undersøgelsesdokumenter oftest er ufuldkomne. Mening omhandler klarhed i forhold til
dokumenternes mening/betydning – er dokumenterne hele og er der sproglig klarhed?
Disse overvejelser ser jeg på i min diskussion af min undersøgelse i afsnittet
”Metodeovervejelser”.
(Brinkmann&Tanggaard,2010,s.147-9).
Indholdsanalyse
I Ole R. Holstis bog ”Content analysis for the social sciences and humanities”
(Holsti,1969) beskriver han i kapital 2 ”Content analysis research design”
(Holsti,1969,s.24-41) elementerne i en indholdsanalyse, og indholdsanalysens
undersøgelsesdesign. Holsti tager udgangspunkt i det klassiske
kommunikationsspørgsmål: ”Who says what, to whom, how and with what effect” og
tilføjer et ”why” kommunikationen foregår (formålet med kommunikationen). Holsti
definerer indholdsanalyse således:
”Content analysis is any technique for making inferences by objectively and
systematically identifying specified characteristics of messages.”
(Holsti,1969,s.25)
Ved en indholdsanalyse tager man altså udgangspunkt i meddelelser, som kan være
tekst eller andre afgrænsede enheder, der indeholder meningsfulde udtryk for andre end
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
24
den, der har produceret dem. Disse meningsholdige enheder skal kunne inddeles
systematisk i indholdskategorier, som er baseret på eksplicitte retningslinjer. En
indholdsanalyse kan bruges til at undersøge flere forskellige ting f.eks. hvem der er
forfatteren til en tekst eller tendenser eller mønstre i tekstdokumenter (Stemler,2001s.1-
2 og Krippendorff,2004,s.18-19)
Holsti skriver i sin tekst, at man kan designe indholdsanalysen med tre forskellige
formål for øje. Man kan ønske at finde frem til:
1: Tekstens karakteristika
2: Årsagerne til at der kommunikeres
3: Effekten af kommunikationen
(Holsti,1969,s.24-6)
Alt efter hvad man ønsker at undersøge, skal man stille forskellige spørgsmål til ens
indsamlede meddelelser. Holsti opstiller et skema, hvori han inddeler
undersøgelsesdesignet horisontalt i 5 kategorier og vertikalt i tre kategorier. De sidste er
de tre ovenfornævnte formål, der også er indholdet i den første horisontale kategori
”Purpose”. De 4 andre horisontale kategorier er: ”Branch of semiotics”, ”Type of
comparison”, ”Question” og ”Research problem”, som vertikalt er fyldt med forskellige
specifikke undersøgelseselementer.
(Holsti,1969s.26-37)
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
25
(Holsti,1969,s.26)
Alt efter hvilket spørgsmål, man ønsker at besvare med sin undersøgelse, hvilke(n) dele
i den klassiske kommunikationsproces, man ønsker at se på, er der altså forskellige
kendetegn, man skal se efter/undersøge ved ens data.
Når man bruger indholdsanalyse som undersøgelsesmetode, pointerer Holsti, at det er
vigtigt, at man klart beskriver sin dataindsamlingsmetode, samt hvilke dataenheder og
analysekategorier man vil bruge, samt hvordan man vil sammenligne kategorierne, og
hvilke slutninger man ønsker at kunne drage ud fra ens data (Holsti,1969,s.25-7). Der er
flere forskellige måder at definere ens dataenheder på. Man kan bruge naturligt
afgrænsede enheder, som f.eks. en avisartikel eller et tweet. Man kan bruge en
syntaktisk metode, hvor man bruger enheder skabt af forfatteren. Man kan definere
enhederne efter, hvordan de referer til f.eks. personer eller steder. Eller man kan inddele
enheder efter, hvordan de omtaler bestemte begivenheder. Der er to måder at etablere
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
26
analysekategorierne på. Enten ved forud for ens undersøgelse at gennemgå et udsnit af
dataene, og så definere indikatorer og analysekategorier ud fra disse (den analytisk-
induktive metode omtalt i afsnittet ”Dokumentanalyse), eller man kan opstille
indikatorer og analysekategorier ud fra en teori (den hypotetisk-deduktive metode også
omtalt i afsnittet ”Dokumentanalyse). Analysekategorierne skal opfylde kravet om
ekshaustivitet og være gensidigt udelukkende, så ingen dataenheder falder imellem
kategorierne. Indholdsanalysens reliabilitet afhænger af, hvor godt man får beskrevet
analysekategorierne, så de er ekshaustive og eksklusive. Der er to måder at måle en
indholdsanalyses reliabilitet på. For det første ved at undersøge om den samme person
placerer de samme dataenheder i de samme analysekategorier gentagne gange. For det
andet ved at undersøge om forskellige personer placerer de samme dataenheder i de
samme analysekategorier.
(Stemler,2011)
Validiteten af indholdsanalysen undersøges ved at undersøge, om de konklusioner, der
drages af den, er i overensstemmelse med andre uafhængige observationer. Om de kan
holde til at blive testet i forhold til andre beviser uafhængige af undersøgelsen og i
forhold til andre teorier end den brugte. Eller alternativt, om de kan bruges til at
understøtte succesfulde handlinger (Krippendorf,2004,s.313-18). Validitet kan også
undersøges ved at se på, om de dataenheder man har indsamlet, rent faktisk kan bruges
til at besvare ens undersøgelsesspørgsmål, altså til at be- eller afkræfte ens hypotese(r)
(Harboe,2010,s.89-91).
Hvordan bruger jeg indholdsanalysen
Mine indholdskategorier er mine analysekategorier (se afsnittet ”Analysekategorier”),
og de er baseret på eksplicitte retningslinjer i form af de opstillede karakteristika for den
selskabelige samtale og for den klassiske politiske kommunikation. Mit formål med
indholdsanalysen (Holstis ”Purpose” kategorien) er at undersøge det, Holsti kalder
tekstens karakteristika (formål 1) – er opdateringerne og tweetene selskabelige? Den
måde, jeg undersøger karakteristikaene på, er ved hjælp af spørgsmålene: ”Hvad” bliver
sagt? (”Question” kategorien), altså at undersøge trends inden for politisk
kommunikation (”Research problem” kategorien) på sociale medier. ”Hvordan” det
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
27
bliver sagt (”Question” kategorien), hvilke overtalelsesmetoder bliver brugt, og hvilken
skrivestil/sproglig stil bruges der (”Reseach problem” kategorien). Den måde, jeg laver
min sammenligning på (”Type of comparisons” kategorien), er ved overordnet at
sammenligne hvordan facebookopdateringerne og tweetene fordeler sig i de to
overordnede analysekategorier – selskabelig samtale vs. klassisk politisk
kommunikation. Spørgsmålet ”til Hvem” (”Question” kategorien) er givet i selve
undersøgelsesdesignet (krav om at politikernes facebookprofiler og twitterkonti er
offentlige, se afsnittet ”Empiri”), men svaret er meget bredt, og det er svært at
karakterisere modtagerne (”Research problem” kategorien”), da det er hele
offentligheden, altså potentielt alle der kan læse dansk. Jeg har ud fra min teori opstillet
nogle sproglige og indholdsmæssige karakteristika (”Branch of semiotics” kategorien)
af den selskabelige samtale og af den klassiske politiske kommunikation (Se afsnittene
”Den selskabelige samtale” og ”Den klassisk politiske kommunikation”). Mine
dataenheder er naturligt afgrænsede, da opdateringerne og tweetene har en afgrænset
størrelse. Den slutning, jeg ønsker at kunne drage af min undersøgelse, er en be- eller
afkræfte af min hypotese (Min indsamlingsmetode beskriver jeg i afsnittet ”Empiri”).
Analysekategorier
Mine 2 overordnede analysekategorier er den selskabelige samtale og den klassiske
politiske kommunikation. Disse to underopdeler jeg i 4 kategorier: Politisk indhold,
politisk indhold men formidlet selskabeligt, personligt indhold og privat indhold. Disse
4 bliver videre underopdelt i 1 politisk kategori, 2 kategorier med politisk indhold men
selskabeligt skrevet eller formidlet, 4 typer personlige kategorier og 1 privat kategori.
Klassisk politisk kommunikation
Den politiske kategori
1: Fagligt/sagligt argumenterende tweets og facebookopdateringer. Udtrykker
meninger/holdninger, links til andet politisk fagligt/sagligt materiale.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
28
Selskabelig samtale
Kategorierne med politisk indhold der er selskabeligt formidlet
1:Politisk indhold – selskabelig skrive- eller formidlingsstil.
2: Politiske polemiske tweets og facebookopdateringer eller drillende andre politikere.
Også disse kan være links til andre sider.
De 4 personlige kategorier
Opdelt efter forskelligt indhold i facebookopdateringerne og tweetene.
1: Hvad laver jeg/Hvad sker der i mit liv?
2: Hvad mener jeg – ikke politisk?
3: Hyggelige og sjove kommentarer og links.
4: Spørgsmål til følgere.
Den private kategori
1: Hvad sker der med mig og medlemmer af min familie. Tweets og
facebookopdateringer der går tæt på den private person og begivenheder i dennes og de
nærmestes liv.
Empiri
Min empiri består af 8 politikeres statusopdateringer på Facebook og tweets på Twitter.
Jeg har haft problemer med at finde et Folketingsmedlem fra hvert parti, der bruger
Twitter. F.eks. kunne jeg ikke på det tidspunkt, hvor jeg indsamlede min empiri, finde et
mediekendt Folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, der brugte Twitter, og jeg har
derfor valgt at bruge to Europaparlamentarikere i min undersøgelse. En fra Dansk
Folkeparti og en fra Socialdemokratiet, for at Dansk Folkepartis europaparlamentariker
ikke skulle være den eneste europaparlamentariker i undersøgelsen. Derudover var det
svært at finde et medlem af Liberal Alliance, der brugte Twitter (hvilket der er kommet
efter jeg har gennemført min undersøgelse). Af de mediekendte politikere fra Liberal
Alliance havde Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll en twitterkonto, men
ingen af dem brugte den meget, men Simon Emil Ammitzbøll lidt mere end Anders
Samuelsen, så jeg valgt at følge ham. Desuden er Anders Samuelsen partileder og falder
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
29
derfor uden for politikerudvalgskriterierne (se afsnittet ”Udvalgskriterier”). Desværre
vidste det sig at Simon Emil Ammitzbøll ikke brugte Twitter den uge, jeg indsamlede
min empiri, så jeg har ingen tweets fra ham.
Udvalgskriterier
Kriterierne for valg af politikere har været, at de skulle være danske mediekendte
politikere, medlem af et dansk politisk parti, som har medlemmer, der sidder i
Folketinget. De skulle have officielle og offentligt tilgængelige facebookprofiler og
twitterkonti, samt helst ofte bruge disse. De måtte ikke være partiledere, da jeg tænkte,
at jeg enten skulle bruge alle partilederne eller ingen af dem, da der kunne være forskel
på, hvordan partiledere og andre politikere bruger Facebook og Twitter. Partilederne er
partiernes ansigt ud ad til, så det kunne også tænkes, at deres profiler var ret styret og
overvåget af partiets pressetjeneste. Dette har jeg ikke undersøgt, men har bare valgt
ikke at bruge partiledere.
De 8 politikere
Jeg har valgt at bruge fire almindelige Folketingspolitikere, to ministre og to
europaparlamentarikere. Jeg har medtaget to ministre, da jeg tænkte, at det kunne være
interessant at se, om ministrene var mere formelle i deres brug af de sociale medier i
forhold til de andre politikere.
Konkret har jeg valgt at indsamle facebookstatusopdateringer og tweets fra:
Enhedslisten: Pernille Skipper (Folketingsmedlem).
SF: Ida Auken (Miljøminister).
Socialdemokratiet: Dan Jørgensen (Europaparlamentariker).
De radikale: Manu Sareen (Kirke- og ligestillingsminister).
Venstre: Søren Pind (Folketingsmedlem).
Liberal Alliance: Simon Emil Ammitzbøll (Folketingsmedlem).
De Konservative: Benedikte Kiær (Folketingsmedlem)
Dansk Folkeparti: Morten Messerschmidt (Europaparlamentariker).
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
30
Indsamling af empirien
Jeg har valgt at indsamle alle facebookstatusopdateringer og alle tweets fra de otte
politikere, samt politikernes kommentarer til egne statusopdateringer og kommentarer
til kommentarerne til deres statusopdateringer, samt politikernes re-tweets og tweets til
kommentarer til deres tweets. Disse er indsamlet over en uge, altså 7 døgn, og jeg har
valgt uge 15 fra d.8. til14. april, da der i denne uge ikke var nogen helligdage eller andre
særlig begivenheder, og derfor må kunne betegnes som en almindelig uge. Desværre var
en af de valgte politikere, Dan Jørgensen, ekstraordinært inaktiv denne uge, da han
bogstavelig talt var gået i kloster for at skrive en bog færdig. Da uge 15 derfor på ingen
måde viste normal aktivitet fra Dan Jørgensen på hverken Facebook eller Twitter, har
jeg efter samråd med min vejleder valgt at indsamle facebookopdateringer og tweets fra
Dan Jørgensen i uge 16 fra d.15 til 21. april, da også denne uge kan betegnes som en
”normal” uge uden helligdage eller andre særlige begivenheder.
Alle tweets er samlet i bilag 2.
Alle facebookopdateringerne er samlet i bilag 3.
Optælling
Jeg tildelte hver af de endelige 8 analysekategorier (se afsnittet ”Analysekategorier”) et
nummer, som jeg så tildelte tweetene og facebookopdateringerne efter jeg havde læst og
analyseret dem.
Nummerering af analysekategorierne
1: Fagligt/sagligt argumenterende. Udtrykker meninger/holdninger.
2:Politisk indhold – selskabelig skrive- eller formidlingsstil.
3: Politisk polemiske eller drillende andre politikere.
4: Hvad laver jeg/Hvad sker der i mit liv?
5: Hvad mener jeg – ikke politisk.
6: Hyggelige/sjove kommentarer og links.
7: Spørgsmål til følgere.
8: Hvad sker der med mig privat og mine nærmeste pårørende.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
31
Resultater
For udvalgte karakteristiske eksempler fra hver kategori se bilag 4
Tweets fordelt mellem politikerne og i analysekategorierne
(Skema 1. For en større udgave af skemaet se bilag 1)
I skema 1 kan man se, at de politikere, der skriver mest på Twitter, er Pernille Skipper
(73 tweets) og Morten Messerschmidt (61), efterfulgt af Dan Jørgensen (45). De skriver
alle tre flest klassiske politiske tweets (kategori 1), men skriver også forholdsvis
”mange” hygge/for sjov tweets (7-8) (Kategori 6). Morten Messerschmidt er den eneste
politiker, der har 1 tweet i kategori 8 omhandlende hans privatliv (se bilag2,s.5). Søren
Pind og Benedikte Kiær har ikke skrevet mange tweets, Søren Pind lidt flere end
Benedikte Kiær (19og12), men de har begge deres tweets pænt fordelt over kategorierne
1-7. Benedikte Kiær med flest i kategori 3 (politisk polemisk/drillende), og Søren Pind
med flest i kategori 6 (for sjov/hygge). Ida Auken har en overvægt af hygge/for sjov
tweets (8) (kategori 6) i forhold til, hvor mange tweets hun har i de andre kategorier (1
eller 2), men har i det hele taget ikke skrevet mange tweets (12). Manu Sareen er den
politiker, der har skrevet færrest tweets (10), af dem, der har skrevet tweets (Simon
Emil Ammitzbøll har 0). Han har 5 tweets kategori 1, 2 i kategori 6, 1 i kategori 4 (bilag
2,s.21) og 2 polemiske/drillende tweets (kategori 3).
Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8 I alt
Morten Messerschmidt 28 8 8 4 4 7 1 1 61
Benedikte Kjær 1 1 4 1 1 3 1 0 12
Simon Emil Ammitzbøll 0 0 0 0 0 0 0 0 0
Søren Pind 4 3 3 2 1 6 0 0 19
Manu Sareen 5 0 2 1 0 2 0 0 10
Dan Jørgensen 23 8 6 1 0 7 0 0 45
Ida Auken 1 1 2 0 0 8 0 0 12
Pernille Skipper 28 21 12 3 0 8 1 0 73
I alt 90 42 37 12 6 41 3 1 232
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
32
Facebookopdateringer fordelt på politikerne og i analysekategorierne
(Skema 2. For en større udgave af skemaet se bilag 1)
I skema 2 kan man se, at på Facebook har Simon Emil Ammitzbøll skrevet flest
opdateringer (30), men han brugte heller ikke Twitter overhovedet. Han har flest
opdateringer i kategori 1 (16), og én i hver af kategorierne 5 og 6 (se bilag 3,s.2og28)
og 0 i kategori 4, 7 og 8. Morten Messerschmidt bruger Facebook næstmest med 25
opdateringer, også han har flest i kategori 1 (14). Her skal nævnes, at meget af det
Morten Messerschmidt skriver på Facebook og Twitter, er identisk eller næsten i
identisk. Ida Auken, Søren Pind, Dan Jørgensen, Manu Sareen og Benedikte Kiær har
mellem 17 og 9 opdateringer, men mens Ida Aukens (17) og Dan Jørgensens (12)
opdateringer primært ligger i kategori 1, er både Søren Pinds, Manu Sareens og
Benedikte Kiærs fordelt ud over de fleste af kategorierne, dog ikke med så mange i hver
(fra 4 til 1). Søren Pind og Manu Sareen er de eneste, der har 1 opdatering i kategori 8
(se bilag 3,s.3) – altså omhandlende deres privatliv. Pernille Skipper skriver næsten ikke
på Facebook, hun har kun 2 opdateringer, og de ligger begge i kategori 1 (bilag
3,s.21og30), men hun bruger også Twitter meget (73 tweets på en uge), så hun gør
næsten det omvendte af Simon Emil Ammitzbøll.
Procentvisfordeling af både tweets og facebookopdateringer i
analysekategorierne hos politikerne
Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8 I alt
Morten Messerschmidt 14 4 4 2 1 0 0 0 25
Benedikte Kjær 3 1 2 0 2 1 0 0 9
Simon Emil Ammitzbøll 16 6 6 0 1 1 0 0 30
Søren Pind 4 3 1 1 3 1 0 1 14
Manu Sareen 3 0 1 2 1 2 1 1 11
Dan Jørgensen 9 2 1 0 0 0 0 0 12
Ida Auken 10 4 3 0 0 0 0 0 17
Pernille Skipper 2 0 0 0 0 0 0 0 2
I alt 61 20 18 5 8 5 1 2 120
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
33
(Skema 3. Procentsatserne er ca. procentsatser. For en større udgave af skemaet se bilag1)
I skema 3 kan man se forskellene mellem de enkelte politikeres måde samlet at
kommunikere på, på to medier. Det er interessant, at Manu Sareen ikke har nogen
tweets eller facebookopdateringer, der placerer sig i kategorien med politisk indhold
formidlet selskabeligt (kategori 2), mens alle de andre politikere har en del i denne
kategori. Til gengæld har Manu Sareen 14% i kategorien om, hvad han laver/hvad der
sker i hans liv (kategori 4), hvor de andre politikere har under 10%, og en del har meget
lave eller ingen procent i denne kategori. Kategorien med spørgsmål til ens følgere
(kategori 7) og den private kategori (kategori 8) er der næsten ingen af politikernes
tweets eller facebookopdateringer, der placerer sig i. Og dem der har tweets og
facebookopdateringer i disse kategorier har få, alle procentsatser på 5% eller under.
Procentvisfordeling af analysekategorierne på henholdsvis tweets og
facebookopdateringer
(Skema 4. Procentsatserne er ca. procentsatser. For en større udgave af skemaet se bilag1)
I skema 4 er det interessant, at der i kategori 1, men især i kategori 6, er stor forskel på
procentsatsen mellem tweets og facebookopdateringer. I kategori 5 er procentsatserne
nærmere ca. 2,5% af tweetene og ca. 6,5% af facebookopdateringerne, men mit
excelprogram ville ikke acceptere halve procenter??? Kategori 7 og 8 har meget små
procentsatser både for tweets og facebookopdateringer, i kategori 7 er der 3 tweets = ca.
1,3% og 1 facebookopdatering = 0,8 %, og i kategori 8 er der 1 tweet og 2
facebookopdateringer, hvilket svarer til ca. 0,5% af tweetene og ca. 1,5% af
facebookopdateringerne.
Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8
Morten Messerschmidt 49% 14% 14% 7% 6% 8% 1% 1%
Benedikte Kjær 19% 10% 29% 5% 14% 19% 5% 0%
Simon Emil Ammitzbøll 53% 20% 20% 0% 3% 3% 0% 0%
Søren Pind 24% 18% 12% 9% 12% 21% 0% 3%
Manu Sareen 38% 0% 14% 14% 5% 19% 5% 5%
Dan Jørgensen 56% 18% 12% 2% 0% 12% 0% 0%
Ida Auken 38% 17% 17% 0% 0% 28% 0% 0%
Pernille Skipper 40% 28% 16% 4% 0% 11% 1% 0%
Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8
Tweets 39% 18% 16% 5% 3% 18% 1% 1%
Facebookopdateringer 51% 17% 15% 4% 7% 4% 1% 2%
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
34
Overordnet fordeling i analysekategorierne
Overordnet er fordelingen i analysekategorierne, at af de i alt 352 tweets og
facebookopdateringer var 151 i kategori 1, hvilket svarer til ca. 43%. Ca. 18% faldt i
kategori 2 og ca. 16% i kategori 3. I alt havde altså ca. 77% af tweetene og
facebookopdateringerne politisk indhold, hvoraf den overvejende del er i kategori 1,
altså som klassisk, politisk kommunikation. Dette er dog under halvdelen af alle tweets
og facebookopdateringer, da ca. 57% faldt i kategori 2-8, altså dem jeg har under den
selskabelige samtale enten pga. formidlingsstil og sproglig stil eller pga. indhold. 34%
(kategori 2 og 3) af alle tweetene og facebookopdateringerne, har stadig politisk
indhold, men dette er formidlet gennem samtale eller polemisk/drillende. Dette svarer til
ca. 44% af tweetene og facebookopdateringerne med politisk indhold, så altså næsten
halvdelen af kommunikationen fra politikerne med politisk indhold på Facebook og
Twitter er selskabelig. 84 ud af de 352 tweets og facebookopdateringer, hvilket svarer
til ca. 24%, har ikke politisk indhold, og falder derfor indholdsmæssigt i den
selskabelige kategori, hvor det, der formidles, enten siger noget om personlige ikke-
politiske holdninger, eller hvor indholdet er aktiviteter, hygge og sjov eller om privatliv.
Metodeovervejelser
Hvis jeg tager udgangspunkt i Lynggaards fire kategorier autenticitet, troværdighed,
repræsentativitet og mening (Brinkmann&Tanggaard,2010) til at vurdere kvaliteten af
min undersøgelse, så er den kvalitativt i orden i forhold til autenticitet og mening.
”Autenticitet” fordi man kan identificere både teksternes oprindelse og afsender – i
hvert fald den officielle afsender, men det er også i orden i forhold til min undersøgelse,
for hvis politikeren står som officiel afsender, så er det ham/hende, der bliver opfattet af
offentligheden som afsender, og også ham/hende, der skal stå til ansvar for og forsvare
det, der bliver skrevet/uploadet. ”Mening” er kvalitativt i orden, fordi mine dokumenter
(tweetene og facebookopdateringerne) er hele og klare i deres betydning på den måde,
at de alle er skrevet på et dansk, jeg forstår fuldt ud. ”Troværdigheden” er kvalitativt
både/og, for alle relevante dokumenter er fundet (inden for min tidsperiode) og
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
35
medtaget i min undersøgelse, men det kan være, at valget af medier trækker i en bestemt
retning i forhold til min konklusion – for kommunikationsformen på de sociale medier
kan tænkes at være mere selskabelig blandt politikere end den er i andre medier. Min
undersøgelses kvalitet i forhold til ”Repræsentativitet” kan jeg kun formode er i orden,
for jeg går ud fra, da mine politikere fra hvert parti kun er valgt ud fra, om de var
mediekendte og om de brugte Twitter og Facebook, at deres adfærd på disse medier i
hvert fald tilsammen er gennemsnitlig og typisk for danske mediekendte politikere på
de sociale medier - men jeg kan reelt ikke vide det.
Validitet
Man kan undersøge validiteten af ens undersøgelse ved at holde resultaterne op mod
andre uafhængige undersøgelsers resultater, eller op mod uafhængige teoriers
antagelser, eller undersøge om ens resultater kan understøtte konkrete handlinger (se
afsnittet ”Metode” og Krippendorff,2004,s.313-8). Jeg har i mit afsnit ”Politikerne og
de sociale medier” brugt undersøgelser af politikeres brug af Facebook og Twitter, som
er uafhængige af mine. Disse vil jeg holde mine resultater op imod. Konklusionen i den
danske undersøgelse, foretaget af Ugebrevet A4 (Schmidt,2012), er, at politikerne
bruger Facebook til både politisk og personlig kommunikation. Dette viser min
undersøgelse også, men hvis den personlige kommunikation i Ugebrevet A4’s
undersøgelse går på ikke-politisk indhold, så viser min undersøgelse en overvægt af
politisk indhold (ca.77%), hvor noget af det politiske indhold (ca. 44%) bliver
kommunikeret selskabeligt. Dansk Journalistforbunds (DJ) undersøgelse siger mest
noget om, at politikerne bruger de sociale medier meget, og at de er bevidste om,
hvordan de bruger dem. Min undersøgelse viser, at nogle af dem bruger Twitter og
Facebook meget og andre ikke så meget – og dette selv om jeg har forsøgt at vælge
politikere, der var meget aktive på i hvert fald et af disse sociale medier. I DJ’s
undersøgelse svarer politikerne også, at de bruger Twitter og Facebook for at
kommunikere med befolkningen, altså debattere og få input til deres politik. Min
undersøgelse viser, at de i hvert fald ikke stiller mange spørgsmål til deres følgere på de
to medier, men de indgår da i samtaler (eksempler se bilag 2,s.1,12,22,41ogbilag 3,s. 2-
3,14,28-30), dog er der mange af disse samtaler på Twitter, der, ligesom i de
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
36
udenlandske undersøgelser (Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011), er med andre
politikere (eksempler se, bilag 2,s.8-9,42-3). De udenlandske undersøgelser af
politikeres brug af Facebook (Bronstein,2013;Suminas,2011) og Twitter
(Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011) konkluderer nogenlunde det samme som
min undersøgelse, nemlig at politikerne bruger disse sociale medier mest til at formidle
politik og dem selv som politikere, og den information man får om dem personligt, er
kontrolleret og bliver sjældent privat (Bronstein,2013;Suminas,2011). Bronstein
undersøger også (Bronstein,2013), på hvilken måde politikerne stilmæssigt
kommunikerer – om de bruger patos, etos eller logos – og konkluderer, at de mest
kommunikerer via etos- og patoskommunikation, kun en lille del er
logoskommunikation (Bronstein,2013). Dette passer ikke til min undersøgelses resultat,
da 43% af tweetene og facebookopdateringerne ligge i kategori 1, altså klassisk politisk
fagligt, sagligt argumenterende kommunikation, eller klassiske politiske
holdningstilkendegivelser, hvilke svarer til logoskommunikation. Det kan evt. være en
forklaring på forskellen her, at Bronstein undersøger amerikanske præsidentkandidaters
brug af Facebook, og jeg undersøger danske politikeres brug af Facebook og Twitter.
Der kan være geografiske forskelle på brugen af de samme medier, samtidig er der stor
forskel på de politiske embeder, som danske politikere indtager, og så det embede
amerikanske præsidentkandidater kæmper om.
Min undersøgelses validitet, når man sammenligner mine resultater med resultaterne fra
andre uafhængige undersøgelser, er noget svingende. Nogle undersøgelser bekræfter
mine resultater, og nogle andre gør ikke.
Man kan også undersøge validitet ved at undersøge, om de data, man har indsamlet,
egentlig besvarer ens undersøgelsesspørgsmål (se afsnittet ”Metode” og
Harboe,2010,s.89-91). Hvis de kan inddeles i analysekategorierne, kan mine data
besvare mit spørgsmål, for jeg undersøger politikeres måde at kommunikere på, og de
data, jeg har indsamlet, er netop politikeres kommunikation i nogle bestemte medier.
Hvis mine analysekategorier er korrekt konstruerede, kan mine data besvare mit
undersøgelsesspørgsmål, og min undersøgelse er valid i forhold til Harboes krav. Hvis
min undersøgelses reliabilitet er i orden, opfylder den altså Harboes validitetskrav.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
37
Reliabilitet
Den eneste måde, jeg har kunne teste min undersøgelses reliabilitet på, var ved at
gentage min indholdsanalyse og fordelingen af tweets og facebookopdateringer i
analysekategorierne. På den måde kunne jeg se, om jeg ramte den samme fordeling to
gange i træk, hvilket jeg gjorde nogenlunde (over 90%). Dette burde nok være gjort
mere end to gange, men pga. af den begrænsede tidsperiode har det ikke været muligt
for mig at gennemføre indholdsanalysen mere end to gange. Det havde også været bedre
for min undersøgelses reliabilitet, hvis jeg havde haft en makker, der havde gennemført
indholdsanalysen og fordelingen i analysekategorier uafhængigt af min analyse og
fordeling, men det har jeg ikke haft.
Ekshaustivitet
Efter jeg har gennemført min indholdsanalyse, er jeg kommet i tvivl, om ikke kategori 3
– i hvert fald i dansk sammenhæng – hører til i den klassiske politiske kommunikation.
Kategori 3, som er den polemisk/drillende kategori med politisk indhold, har jeg
placeret i den selskabelige kategori. Det kan diskuteres om nogle af de tweets og
facebookopdateringer, jeg har placeret i denne kategori, er placeret rigtigt, for
polemiske kommentarer og kommentarer, der driller andre politikere, har jo længe
været en del af den danske, politiske kommunikation. Så jeg må konkludere, at jeg
burde have haft 2 polemisk/drillende kategorier, en i hver af de overordnede, så havde
mine analysekategorier været mere ekshaustive.
Eksklusivitet
Mine kategorier er i det store hele gensidigt udelukkende, men det er svært, når man
taler om tekst af varierende længde, for der kan være meget forskelligt indhold – f.eks.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
38
er to af Manu Sareens facebookopdateringer (se bilag3,s.3-4og17) så tydeligt hørende til
i to af mine analysekategorier, at jeg har medtaget dem i begge. Jeg har også ind
imellem været i tvivl omkring placering i enten kategori 1 eller 2 – for hvornår er
skrivestil og/eller sprogbrug for snakkende og afværgende til at være klassisk, politisk
kommunikation (eksempler bilag 3,s.6,10,30ogbilag 2,s.1,16,38)? Men da der i min
undersøgelse er tale om tekstanalyse, vil der altid indgå en subjektiv vurdering
(Brinkmann&Tanggaard,2010), også selvom jeg med indholdsanalysen har forsøgt at
opstille eksplicitte retningslinjer for inddelingen i analysekategorierne. Et problem jeg
har overvejet, i forhold til min subjektive tolkning af tweetene og
facebookopdateringerne, er, om jeg mon er blevet så vant til den selskabelige
kommunikationsform, at noget, som jeg tidligere ville have syntes var selskabelig snak,
opfatter jeg i dag som almindelig, saglig politisk kommunikation? Det var i hvert fald,
som nævnt, ind imellem svært for mig klart at adskille kategori 1 og 2 udsagn.
Mine analysekategorier er altså ikke totalt ekshaustive og ikke fuldstændigt gensidigt
udelukkende, men jeg fik næsten samme fordeling af tweets og facebookopdateringer i
analysekategorierne ved gentagelsen af min indholdsanalyse. Så min reliabilitet kunne
have været bedre og min undersøgelses validitet i forhold til Harboes krav (se afsnittene
”Validitet” og ”Metode” og Harboe,2010,s.89-91) kunne være bedre.
Diskussion
Medierne konstruerer det kommunikationsrum, hvori hele samfundet kommunikerer
med sig selv og om sig selv (Hjarvard,2008,s.32), dvs. medierne konstruerer,
strukturerer og faciliterer offentligheden og offentlighedens kommunikation. I det
selskabelige samfund er offentligheden påvirket af selskabelighedens normer for
kommunikation og samvær, og vores medier er i dag, som Hjarvard skriver
(Hjarvard,2005,s.17-22), lige så meget selskabelige teknologier, som de er teknologier,
der giver adgang til information og viden. Politikernes kommunikation på Twitter og
Facebook er en kombination af disse to – selskabeligt samvær/kommunikation og
information/viden. Den selskabelige kommunikation og det selskabelige (medierede)
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
39
samvær ”med” borgerne, opnår politikerne gennem deres tilstedeværels på de sociale
medier med profilsider/-konti, samt gennem de interaktioner, der er til rådighed f.eks.
”samtaler” på væggen/”direkte” tweets (eksempel bilag 2,s.22), mulighed for at stille
spørgsmål og kommentere (eksempel bilag 2,s.39og49), samt via en selskabelig
sprogbrug og skrivestil (eksempel bilag 2,s.29). Information og viden om deres politiske
holdninger og arbejde formidler de gennem facebookopdateringer og tweets med
politisk indhold (eksempel bilag 3,s.9), samt gennem deres argumenter og kommentarer
i ”samtalerne” (eksempel bilag 3,s.12-3), og via links til andre medier (eksempel bilag
3,s.38). De sociale medier kan altså anvendes som massemedie af politikerne med
kommunikation én til mange, men også til interpersonel kommunikation og til fælles
kommunikation i større eller mindre grupper (eksempel bilag 2,s.38-40)
(Hjarvard,2008).
Politikerne begrunder i Dansk Journalistforbunds undersøgelse deres brug af Facebook
og Twitter med, at det er godt at kunne få input fra vælgerne (Johannesen,2013 og
Lind&Johannesen,2013). Men der er næsten ingen tweets eller facebookopdateringer i
min undersøgelse, der indeholder spørgsmål til følgerne (kategori 7), kun 3 tweets og én
enkel facebookopdatering. Faktisk er de spørgsmål, politikerne stiller, mest af
opklarende karakter i forhold til drillende/fornærmende tweets, andre har skrevet til dem
(bilag 2,s.10,14og32). Og det ene spørgsmål, Manu Sareen stiller på Facebook, er af
hyggekarakter (bilag3,s.31). Det er interessant, at de politikere, der ikke har skrevet
specielt mange tweets - Benedikte Kiær, Søren Pind, Manu Sareen og Ida Auken – har
deres tweets fordelt udover de fleste kategorier (se skema 1). Politikerne bruger altså
også Twitter til selskabelig samtale, og ikke kun selskabelig samtale med politisk
indhold (for eksempel se bilag 2,s.22-3), for 27% af alle tweetene (63 ud af 323) er med
ikke-politisk indhold, hvilket også er interessant, fordi Twitter netop i Danmark næsten
kun bruges af politikere, journalister og andre mediefolk (Lind&Johannesen,2013). På
Facebook er procentsatsen af opdateringer med ikke-politisk indhold ca.17,5% (21 ud af
120), og altså mindre end på Twitter, hvilket kan undre, fordi det skulle være her, de
”almindelige” mennesker er (Schmidt,2012; Johannesen,2013). Hvis man ser specifikt
på kategorien ”Hyggelige/sjove kommentarer og links” (kategori 6), er der en forskel på
hele 14 procentpoint mellem Twitter og Facebook med flest på Twitter (se skema 4).
Dette kunne tyde på, at politikerne snakker mere for sjov og hyggeligt med hinanden og
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
40
journalister og mediefolk, end de gør med den ”almindelige” befolkning. Dette er nu
ikke, det indtryk jeg har fået gennem min indholdsanalyse, men jeg ved selvfølgelig
ikke, om de twitterkonti, jeg ikke kender, og derfor tager for ”almindelige borgere”
egentlig er mediefolk eller for mig ukendte politikere (for eksempel se bilag 2,s.4-
5,12,23).
De sociale medier gør det også muligt, med Goffmans begreb, at kontrollere både det
indtryk politikerne giver OG det de afgiver, i modsætning til hvad der er muligt for dem
ved et fysisk ansigt-til ansigt møde (Goffmann,1959 og Hjarvard,2008,s.35-4).
Politikerne har altså på de sociale medier fået en større grad af kontrol med, hvad vi ser
af dem og om dem, end hvad de ellers har både i den fysiske virkelighed og i den
journalistisk redigerede offentlighed. Dermed er det lettere for dem at styre det billede,
vi får af dem som både politikere og personer. Men de kan ikke kontrollere
fuldstændigt, hvad der forbindes med dem på Twitter og Facebook, da deres
profiler/konti er offentlige, og alle kan kommentere på dem. Der skal MEGET
overvågning til, hvis alle, der skriver noget upassende, skal blokeres. Politikerne kan
også kun styre, hvilket indtryk de afgiver på Twitter og Facebook, hvis de forstår og kan
finde ud af at bruge dem ”rigtigt” (henvisning til artikel med Lars Løkke). Men der er
ikke mange smuttere, og heller ikke mange ukontrollerede (hvis overhovedet nogen) kig
ind til den private person bag politikeren, og selv de kontrollerede kig er der få af (1
tweet og 2 facebookopdaringer i kategori 8 se bilag 2,s.6 og bilag 3,s.3-4).
Så selvom der er masser af selskabelig kommunikation fra politikerne på Facebook og
Twitter (57%), er det mest kommunikation med politisk indhold – kategori 1, 2, og 3
dækker 77% af kommunikationen. Men vi forventer, at se noget andet af vores
politikere på de sociale medier, end det vi ser i de klassiske massemedier. Vi forventer i
dag at se personen bag politikeren for at føle, at de kan være troværdige som politikere
(Hjarvard,2008). De krav, vi stiller til politikerne og de muligheder de sociale medier
giver, opfylder og benytter politikerne sig af på forskellige måder. Nogle af politikerne
giver som nævnt et kontrolleret blik ind i deres privatliv (bilag 3,s.3-4ogbilag 2,s.6),
nogle uploader links, billeder og videoer (eksempler bilag 2,s.14,20ogbilag 3,s.4,15,31),
andre bruger dem primært til at omgå den journalistiske redigerende magt imellem dem
og offentligheden (Johanessen,2013 og Lind&Johannesen,2013). Synligheden i det
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
41
offentlige rum er en livsvigtig ressource for politikere, og denne ressource råder
medieinstitutionen over, hvilket tilskynder politikerne til at tilpasse sig mediernes logik
(se afsnittene ”Medieinstitutionen og dennes logik”). Denne logik tilskynder til
populisme, polarisering/konfrontation, dramatisering, personificering og selskabelig
”snak” (Hjarvard,2008,s.95-121). Politikerne er nødt til at vedligeholde deres synlighed
i offentligheden for ikke at forsvinde ud af vælgernes bevidsthed, og i dag er
synligheden også en knap ressource, for politikerne kan sagtens være til stede i
medierne uden at blive set pga. af den ”information overload”, der generelt er i
samfundet. Derfor er det nødvendigt for dem at gøre den politiske kommunikation
interessant og attraktiv – både for medierne og for vælgerne. Her kommer inddragelse af
det personlige, konfrontationen, dramatisering og popularisering i spil. Behov for
synlighed og den måde medielogikken styrer opmærksomheden i offentligheden på, kan
måske forklare den relativt høje procentdel af tweetene og facebookopdateringerne, ca.
16%, der falder i kategori 3 - den politisk polemiske/drillende andre politikere kategori
(for eksempler se bilag 3,s.9,12,14,25,28,30og bilag 2, s.8,10,16,17,31). Dette er næsten
den samme procent som i kategori 2 (18%), og meget højere end alle de øvrige
selskabelige kategorier.
Overordnet er der ikke nogen klar og tydelig forskel på de forskellige politikeres brug af
Twitter og Facebook. Man kan IKKE konkludere, at en politiker fra et parti bruger dem
mest til klassisk politisk kommunikation og en, fra et andet parti, bruger dem primært
selskabeligt. Der er heller ikke nogen tydelig forskel mellem de borgerlige politikeres
og venstrefløjspolitikernes brug af Facebook og Twitter. Eller mellem de ”almindelige”
politikeres og ministrenes (Ida Auken og Manu Sareen) brug af medierne. Ministrene
bruger ikke Facebook og Twitter meget, men de bruger dem, og Manu Sareen bruger
dem også til at fortælle, hvad han laver (kategori 4) (bilag 2,s.20) og til at stille ét
uformelt spørgsmål (kategori 7) (bilag 3,s.4,31). Ida Auken skriver ikke om, hvad hun
laver eller stiller spørgsmål, men hun indgår i hyggesnak og pjatter (kategori 6) på
Twitter (bilag 2,s.22-24), og skriver også selskabeligt og polemisk/drillende om andre
politikere (kategori 3) (bilag 3,s.20). Så jeg kan konkludere negativt i forhold til min
begrundelse for at medtage de to ministre – ministrene bruger IKKE Facebook og
Twitter mere formelt end de andre politikere.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
42
Hvis man ser på den overordnede fordeling af politikernes tweets og
facebookopdateringer, så er 57% selskabelige – hvis vi trækker kategori 3 fra, som jeg
har haft problemer med (se afsnittet ”Reliabilitet”), så er det 41%. Eftersom der er tale
om politikernes officielle facebookprofiler/twitterkonti, som er tilgængelig for alle, der
ønsker at følge dem, og altså en del deres ”ansigt” i offentligheden, så er det vel egentlig
ret store procentdele, både hvis resultatet er 57% og hvis det er 41%. Politikerne bruger
altså i ca. 50% af deres kommunikation til offentligheden på Facebook og Twitter den
selskabelige kommunikationsform. Om der så har fundet en forandring sted i denne
politiske kommunikation, er svært at sige, for for reelt at kunne konkludere, at der har
fundet en forandring, og evt. stigning i den selskabelige politiske kommunikation, sted,
skulle man gentagne gange kunne foretage en lignende undersøgelse tilbage i tiden, og
helst længere tilbage end de 7-9 år disse medier har eksisteret. Jeg ved ikke, om det er
muligt at foretage en sådan undersøgelse bare de 7-9 år tilbage i tiden - altså om man
kan få adgang til politikeres tweets og facebookopdateringer for alle årene. Det har
heller ikke været muligt for mig at finde lignende undersøgelser lavet for bare 5 år
siden. Altså kan jeg kun, ud fra min undersøgelse, sige noget om, hvordan den politiske
kommunikation på Facebook og Twitter er i dag. Om den politiske kommunikation fra
politikerne er blevet mere selskabelig i det hele taget i samfundet, det er det Meyrowitz’
og Hjarvard behandler i deres teorier (se afsnittene ”Medieudviklingen og ændringer i
interaktionen” og ”Det medialiserde samfund”). Meyrowitz viser, at de elektroniske
medier nedbryder de sociale grænser og giver øget viden om alle gruppers opførsel og
adfærd, hvormed der skabes en ny scene (middle region), nye sociale roller, og nye og
kommunikationsmønstre (Meyrowitz,1985). Hjarvard viser, at der er sket en stigning i
den selskabelige kommunikation i vores samfund pga. den måde de sociale medier
ændrer forholdene mellem vores ”scener”, samt den måde de strukturerer og ændrer
vores kommunikationsmønstre (Hjarvard,2005og2008). Så Facebook og Twitter, som vi
kun har haft adgang til i under 10 år, har allerede forandret vores måde at kommunikere
på pga. deres anderledes måder at strukturere vores kommunikation. Og dermed vil de
også have påvirket den måde vores politikere kommunikerer på, både konkret på disse
sociale medier og overordnet, generelt i samfundet.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
43
Konklusion
Medieudviklingen har bidraget til en redefinering af de sociale scener, så der er opstået
en ny scene, middle region, hvor den selskabelige samværsmåde er normen for opførsel.
Denne opførsel er en sammenblanding af de tidligere adskilte frontstage- og
backstageopførsler. Medieudviklingen har også muliggjort, at vi, via de sociale medier,
bedre kan kontrollere det indtryk, vi afgiver af os selv til andre.
(Hjarvard,2008; Meyrowitz,1985 og Goffman,1959)
I det medialiserede og selskabelige samfund forventes politiske problemer ikke kun løst
gennem demokratiske samtaler, men også gennem selskabelig ”snak” (Hjarvard,2005
og 2010). Der er dog stadig i min undersøgelse en stor del af politikernes
kommunikation, der falder ind under den klassiske politiske kommunikation - ca. 43%.
Hvis man kun ser på de tweets og facebookopdateringer, der havde politisk indhold, var
ca. 56% klassisk politisk kommunikation og altså ca. 44% selskabelig. Af alle tweetene
og facebookopdateringerne var ca. 57% selskabelig kommunikation, og lidt over
halvdelen af denne selskabelige kommunikation havde politisk indhold (ca.58%). Hvis
man så mener, at den polemisk/drillende kategori (kategori 3), bør høre til den klassiske
politiske kommunikation i Danmark (som jeg overvejer i afsnittene ”Reliabilitet” og
”Diskussion”), så er stadig ca. 41% af al politikernes kommunikation på Facebook og
Twitter selskabelig. Og ca. 44% af denne selskabelige kommunikationen er med politisk
indhold.
Udfra min undersøgelse kan jeg altså konkludere, hvis man ser bort fra min diskussion
af kategori 3, at af de i alt 352 tweets og facebookopdateringer er ca. 43% klassisk
politisk kommunikation og ca. 57% selskabelig kommunikation. Min konklusion bliver
altså ikke et entydigt svar på min problemformulering, men at politikernes
kommunikation på Twitter og Facebook til dels er selskabelig, men at klassisk politisk
kommunikation også anvendes. Så min hypotese bliver kun tildels bekræftet, hvilket
også svarer til de resultater, som de omtalte undersøgelser i afsnittet ”Politikerne og de
sociale medier” kommer frem til.
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
44
Litteraturliste
Andersen, K.N. & Medaglia, R(2009): The use af Facebook in national election
campaigns: Politics as usual? I: ePart 2009, s.101-111. Berlin_heidelberg, Springer-
Verlag.
Bom, M. & Johannesen, T. (2010, 2. maj): SWOT 2.0 for politikere.
Kommunikationsforum.dk. Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/swot-to-nul-for-politikere
Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (2010). Kvalitative metoder. En grundbog. København:
Hans Reitzlers Forlag.
Bronstein, J. (2013). Like me!: Analyzing the 2010 presidental candidates Facebook
pages. Online information review, 37(2).
Drotner, K. (2011): Mediehistorier. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Goffman, E. (1959): The presentation of self in everyday life. New York. Anchor
Books.
Golbek, J.; Grimes, J.M. & Rogers, A. (2010): Twitter Use by the U.S. Congress.
Journal of the American Society for Information Science and Technology, 61(8), 1612-
1621.
Harboe, T. (2006): Indføring i samfundsvidenskabelig metode. Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
Hjarvard, S. (1997): Simulerede samtaler – om forholdet mellem interpersonel
kommunikation og medieformidlet kommunikation. Mediekultur, 1997(26), s.5-17.
Hjarvard, S. (1999): Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den
politiske kommunikation. I: Andersen, J.G; Christensen, P.M.; Jørgensen, T.B.; Togeby,
L&Vallgårda, S. (red.), Den demokratiske udfordring (s.30-51). København: Hans
Reitzlers Forlag.
Hjarvard, S. (2005): Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem mennesker (2.
udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Hjarvard, S. (2008): En verden af medier. Medialisering af politik, sprog, religion og
leg. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Holsti, O.R. (1969): Content Analysis for the Social Sciences and Humanities. Reading,
Massachusetts: Addison-Wesley Publishing Company.
Informationsordbogen (2013). Lokaliseret d.25-5-13 på Url: Informationsordbogen.dk
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
45
Johannesen, T. (4. feb): Johannes fornemmelser for Facebook. Kommunikationen.dk.
Lokaliseret d. 26-05-13 på Url: http://kommunikationen.dk/Bag-om-faget/Johannes-
fornemmelse-for-Facebook/
Krippendorff, K. (2004): Content analysis. An introduction to its methodology (2.
udgave). Thousand Oak, California: SAGA Publications.
Lind N. & Johannesen T (2013, 4. feb.): Sociale medier er afgørende for danske
politikere. Kommunikationen.dk. Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:
http://kommunikationen.dk/Nyheder/2013/Januar/Sociale-medier-er-afgorende-for-
danske-politikere-/
Meyrowitz, J. (1985): No sense of place. The impact of electronic media on social
behavior. New York: Oxford University Press.
Petterson, D. & Karlström, P. (2011). Reputation as a product: Politicians in social
media. Stockholm. Paper for: The second International Conference on Reputation,
ICORE 2011. Lokaliseret d.17-05-13 på Url:
http://su.divaportal.org/smash/record.jsf?pid=diva2:469599
Schmidt, J.B. (2012, 3. dec.): DF-toppen satser benhårdt på Facebook. Ugebrevet A4.dk.
Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:
http://www.ugebreveta4.dk/2012/201249/Mandag/DF_top_satser_benhaardt_paa_Faceb
ook.aspx
Schudson, M. (1997): Hvorfor samtalen ikke er demokratiets sjæl. Mediekultur,
2001(32),s.75-84.
Stemler S. (2001): An Overview of Content Analysis. Research evaluation,7(17).
Lokaliseret d.20-04-13 på Url: http://pareonline.net/getvn.asp?v=7&n=17
Suminas, A. (2011). Political communication in social networking web. Lokaliseret på
www d. 17-5-2013 på Url:
siteshttp://johnbothwell.com/ESW/Files/CulturalCyborgsCyber6ver1-
1080211.pdf#page=156
Sæbø, Ø (2011): Understanding Twitter use among parliament representatives: A genre
analysis.
I: ePart'11, s. 1-12. Berlin, Heidelberg: Springer-Verlag
Vergeer, M., Hermes, L. & Sams, S. (2011): Online social networks and micro-blogging
in political campaigning: The exploration of a new campaign tool and a new campaign
styl. Party politics, 19(3), s.477-501.
Wikipedia på dansk om sociale medier. Lokaliseret d. 25-05-13 på Url:
Ghttp://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_medier
Marie Starke
Bachelorprojekt
IVA, Maj 2013
46
Williams C.B. & Gulati G.J. (2007). Social Networks in Political Campaigns:Facebook
and the 2006 Midterm Elections. Paper for: Annual Meeting of the American Political
Science Association. Lokaliseret d. 17-05-13 på Url:
http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=1451451
Worth, J. (2013). Lokaliseret på d. 17-05-13 på Url: http://www.jonworth.eu/study-of-
members-of-the-folketing-on-twitter-danish-politics-has-a-long-way-to-go/