Post on 11-Mar-2016
description
Sarah Søgaard GrønSeptember 2012
Antal anslag: 187.60778,2 normalsider
- En undersøgelse af unge danskeres møde med politikere på Facebook
Tastaturkrigere ellernyhedsjunkier?
1
Abstract
This master thesis investigates how young Danes experience being a Facebook
fan of politicians. The aim is to examine and discuss which role the relationship
with the politicians play for young people’s political involvement and
orientation. 11 young Danes were interviewed, who all were Facebook fans of
one or more of the following three politicians: Søren Pind, Johanne Schmidt-‐
Nielsen and Manu Sareen. Furthermore, a content analysis of the three
politicians’ Facebook status updates was carried out.
Based on the thesis it can be concluded that it is more common to like an update
from a politician than to comment or share it. An update is liked to show
agreement or to spread it to as many as possible. Comments are primarily made
to praise the politicians, while it is seldom to engage in dialogue with the
politicians or other Facebook fans by commenting. Two of the main reasons for
this is that the debate level is found to be too low and the tone too rude. It is seen
as inappropriate to use Facebook as a mean of political persuasion, which might
be one of the main reasons for why politicians’ updates are rarely shared.
Furthermore, it can be concluded that politicians who involve themselves
personally in their updates on Facebook establish a stronger relationship with
the users than politicians keeping the users at a distance by primarily making
updates regarding official politics. Hence, the users feel more connected to the
politicans who also use Facebook to communicate on a personal level.
Generally, Facebook is experienced as a new platform for engaging politically.
Some use it as a mean of consolidating a political engagement, which is already
taking place offline, i.e. in political parties, while others has found it be the main
place where they engage themselves politically. Thus, the thesis concludes that
Facebook is an important place for young people to engage politically and as
such plays a substantial role in society today.
2
ABSTRACT 1
INDLEDNING 4
PROBLEMFORMULERING 5
SPECIALETS FOKUS OG AFGRÆNSNING 5
TEORETISK FORSTÅELSESRAMME 6 INTERNETTETS DEMOKRATISKE OG POLITISKE POTENTIALE 6 OFFENTLIGHED OG SAMFUNDSKULTURER 9 HABERMAS’ OFFENTLIGHEDSBEGREB 9 KRITIK AF HABERMAS 10 SAMFUNDSKULTURER 12 Analysemodel 12 DE SOCIALE MEDIERS KARAKTERISTIKA 14 NETVÆRKSOFFENTLIGHEDER 16 SAMMENSMELTEDE SAMMENHÆNGE 17 SLØRING AF GRÆNSERNE MELLEM PRIVAT OG OFFENTLIG 18 DET USYNLIGE PUBLIKUM 19 FACEBOOKS KARAKTERISTIKA 20
METODER OG METODOLOGI 26 VALIDITET, RELIABILITET OG GENERALISERBARHED 26 MÅLGRUPPE 29 ANALYTISK SELEKTION 31 REKRUTTERING 32 INTERVIEWENES UDFORMNING 33 METODETRIANGULERING: 34 INTERVIEWS, INDHOLDSANALYSE OG OBSERVATIONER 34 ETISKE OVERVEJELSER 34 BEHANDLING AF DATA: 35 KODNING, KATEGORISERING OG SITUATIONEL ANALYSE 35 FORTOLKNING AF DATAMATERIALET 38
ANALYSE 39 PRÆSENTATION AF INFORMANTERNE 39 POLITISK AKTIVE OFFLINE OG ONLINE 40 TIDLIGERE POLITISK AKTIVE OFFLINE – NU PRIMÆRT POLITISK AKTIVE ONLINE 42 POLITISK AKTIVE ONLINE 43 DE TRE POLITIKERES OPDATERINGER 46 ANALYSE AF SAMFUNDSKULTURERNE 48 RUM 49 PRAKSISSER 54 Informationskanal 54 Kommunikationsredskab 55 Politisk redskab 58 Om at synes godt om opdateringer 60 Om at kommentere opdateringer 61 Om at dele opdateringer 65 En måde at engagere sig politisk på 66 Opsummering på praksisser 67
3
IDENTITET 68 VIDEN 74 TILLID 75 VÆRDIER 76 OPSUMMERING 78
DISKUSSION 80
PERSPEKTIVERING 86
KONKLUSION 88
LITTERATURLISTE 90
BILAGSLISTE 98 BILAG 1: INTERVIEW MED SOFIE 99 BILAG 2: INTERVIEW MED RANDA 109 BILAG 3: INTERVIEW MED DORTHE 128 BILAG 4: INTERVIEW MED NINA 145 BILAG 5: INTERVIEW MED FREDERIK 161 BILAG 6: INTERVIEW MED MORTEN 176 BILAG 7: INTERVIEW MED CHRISTINE 198 BILAG 8: INTERVIEW MED TORBEN 209 BILAG 9: INTERVIEW MED NAJA 238 BILAG 10: INTERVIEW MED KASPER 252 BILAG 11: INTERVIEW MED ANNA 270 BILAG 12: INTERVIEW MED JAKOB 285 BILAG 13: KATEGORIER ANVENDT TIL AT ANALYSERE INTERVIEWS 301 BILAG 14: FØRSTE VERSION AF SPØRGEGUIDEN 302 BILAG 15: ANDEN VERSION AF SPØRGEGUIDEN 305 BILAG 16: CD MED INTERVIEWS 306
4
Indledning
Hvad betyder det for unge, når de synes godt om politikere på Facebook, og
hvorfor vælger de at blive fans? Handler det om, at de gerne vil støtte en
politiker? At de ønsker at følge forskellige politikere for på den måde at finde ud
af, hvem de vil stemme på, eller holde sig informeret om politiske sager? Eller at
de gerne vil diskutere politik med både politikeren og andre fans? Jeg har
undersøgt årsagerne til, at unge bliver fans af politikere samt, hvordan de unge
oplever det at være fan, når først relationen er etableret.
I Danmark er Facebook det dominerende sociale medie. Danmarks Statistik
anslog i september 2011, at over halvdelen af befolkningen bruger sociale
medier. Særligt de unge har taget de sociale medier til sig: 92 % af de danske
unge i alderen 16-‐24 år og 84 % i alderen 25-‐34 år bruger sociale medier
(Danmarks Statistik 2011). Til folketingsvalget i 2007 viste en undersøgelse, at
32 % af den voksne internetbefolkning havde brugt internettet politisk i
forbindelse med valget (Hoff, Jensen og Klastrup 2008, 11)1. Meget tyder på, at
det tal er steget siden i takt med de sociale mediers stigende popularitet blandt
både befolkning og politikere. For eksempel oplevede politisk ordfører for
Enhedslisten, Johanne Schmidt-‐Nielsen, fra valget blev udskrevet i 2011 og til
valgdagen næsten tre uger efter en stigning i antallet af Facebook-‐fans på 141 %
(Infomedia 2011). Facebook synes således i stigende grad at blive et politisk
rum, hvor politikere og borgere mødes, men hvad der sker der i det rum?
Efter at have præsenteret specialets problemformulering og fokus indleder jeg
med at skitsere det teoretiske felt, jeg bevæger mig i. Jeg tager afsæt i, hvordan
forskere tidligere har set på internettets politiske og demokratiske potentiale.
Derefter introducerer jeg begrebet om offentlighed: Fra Jürgen Habermas’
oprindelige teori til den måde, begrebet bruges på i dag af Peter Dahlgren. Jeg
beskriver den model, som Dahlgren har opstillet, og som jeg bruger som
analysemodel. Jeg ser herefter på de sociale mediers karakteristika med afsæt i 1 En lignende undersøgelse af folketingsvalget i 2012 er på vej: http://sis.ku.dk/kurser/viskursus.aspx?knr=144030.
5
danah boyd og Nicole Ellisons definition for så at undersøge, hvordan Facebook
fungerer som netværksoffentlighed. Jeg runder af med at præsentere Facebooks
karakteristika. Herefter introducerer jeg de metoder, jeg har anvendt, og de
metodologiske overvejelser, der lægger bag specialet. Jeg går videre til at
beskrive, hvordan jeg har analyseret mit empiriske materiale. I analysen
indleder jeg med at introducere informanterne. Derefter præsenterer jeg, hvilke
opdateringer de tre politikere, som informanterne er fans af, har lavet på
Facebook. Endelig analyserer jeg informanternes brug af Facebook ud fra
Dahlgrens model. Jeg afslutter efter en diskussion med en perspektivering.
Problemformulering
Min problemformulering lyder:
Hvilken rolle spiller det for unge danskeres politiske engagement og orientering
at synes godt om politikere på Facebook?
Dertil stiller jeg tre underspørgsmål:
Hvordan oplever de unge det at være fans af politikere på Facebook?
Hvad får de unge til henholdsvis at synes godt om, kommentere eller dele en
opdatering eller selv lave et opslag på politikerens væg? Hvordan opleves det at
interagere med politikeren på én eller flere af måderne af de unge?
Hvordan påvirker Facebooks interface og opsætning relationen mellem
politikerne og de unge?
Specialets fokus og afgrænsning
Fokus i specialet er på unge danskere, der synes godt om politikere på
Facebook2. Jeg har derfor interviewet 11 unge danskere, der alle syntes godt om
2 Det er også almindeligt at bruge det engelske ord ”like” om at synes godt om.
6
én eller flere af de tre politikere, jeg havde valgt som cases: Manu Sareen (R)3,
Søren Pind (V)4 og Johanne Schmidt-‐Nielsen (EL)5. Nogle af de unge var også fans
af partiernes Facebook-‐sider, men langt fra alle. Dette berører jeg kun perifert
grundet specialets fokus på politikeres personlige profiler på Facebook.
Ydermere ser jeg ikke på politikerne som afsendere, men fokuserer på de unge
brugere. Det ville have været interessant at interviewe de tre politikere, men jeg
ville ikke have haft plads til den dimension i mit speciale, og jeg har derfor valgt
det fra. Ligeledes har jeg fravalgt at undersøge, hvordan de unge bruger politiske
Facebook-‐grupper. Såvel valg af cases som målgrupper uddyber jeg i Metoder og
metodologi.
Teoretisk forståelsesramme
Internettets demokratiske og pol itiske
potentia le
Inden for forskningen har der været en tendens til at se på internettets
påvirkning af samfundet ud fra enten en dystopisk eller utopisk diskurs
(Papacharissi 2010a, 119). Begge diskurser har hældet mod teknologisk
determinisme ved at antage, at teknologien i sig selv ville medføre en
grundlæggende forandring af samfundet – hvad enten det så var til det værre
eller bedre. De dystopiske – også kaldet techno-‐ eller cyberpessimister – har
således antaget, at internettet ville forværre menneskers sociale relationer og
samfundet som sådan ved at skabe en mere polariseret verden, hvor skellet
mellem dem, der har en politisk viden og kan bruge den, og dem der ikke har,
ville blive større. Imens har utopisterne – techno-‐ eller cyberoptimisterne –
ment, at internettet ville bringe os tættere på et mere demokratisk samfund ved
bl.a. at reducere omkostningerne ved at få fat i information og at kommunikere
med andre mennesker (Park og Perry 2009, 103). Endelig er der skeptikerne, der
tager afstand fra både cyberoptimisterne og -‐pessimisternes teknologiske
3 R står for det Det Radikale Venstre. 4 V står for Venstre. 5 EL står for Enhedslisten.
7
determinisme ved at mene, at en teknologi ikke i sig selv hverken kan forbedre
eller forværre tingenes tilstand. Selvom teknologien for skeptikerne ikke alene
ved at blive skabt medfører en forandring af samfundet, så er der heller ikke tale
om, at teknologien er en slags tomt kar, som man kan bruge til hvad som helst.
Det skyldes, at ”… technologies frequently embed assumptions about their
potential uses, which can be tracked back to the political, cultural, social, and
economic environment that brings them to life” (Papacharissi 2010b, 230). Enhver
teknologi rummer således bestemte muligheder for, hvordan den kan bruges. En
teknologi som fx mobiltelefonen er blevet skabt ud fra en række formodninger
om, hvordan vi kommunikerer med hinanden. De formodninger, hvad enten de
er berettigede eller ej, er med til at forme, hvordan teknologien kan tages i brug.
Det er således ifølge skeptikerne samspillet mellem teknologiens udformning og
vores brug af samme teknologi, der afgør, hvilke forandringer vi vil opleve.
Skeptikerne forsøger at balancere mellem den utopiske og dystopiske tilgang
samt at undgå at blive deterministiske ved at have blik for de mange forskellige
faktorer, der er med til at skabe den demokratiske og politiske udvikling
(Dahlgren 2009, 161; Papacharissi 2002, 21). Udgangspunktet for min
undersøgelse er skeptikernes, fordi den tilgang giver god mulighed for at
fokusere på individers brug af en given teknologi ved at have fokus på individets
valg af brug snarere end på teknologiens rammer for brug (Johnson og Kaye
2003, 28). Det hænger ydermere godt sammen med undersøgelsens generelle
socialkonstruktivistiske udgangspunkt, som fordrer en ikke-‐deterministisk
tilgang.
8
Park og Perry har skitseret de tre tilgange i skemaet (2009, 104)6:
Tabel 1: Beskrivelse af skeptikerne samt cyberoptimisterne og –pessimisterne (Park og Perry 2009, 104).
I dag ses cyberoptimisternes og -‐pessimisternes synspunkter i henholdsvis
mobiliserings-‐ og forstærkelseshypotesen. I mobiliseringshypotesen antager
man således, at internettet medvirker til at mobilisere borgere politisk og øge
samfundsengagementet (Sherman 2011, 102, 143; Coleman og Mesch 2007, 46),
hvilket svarer godt til cyberoptimisternes tilgang. Forstærkelseshypotesen
hævder derimod i tråd med cyberpessimisterne, at nettet er med til at
konsolidere og forstørre de allerede eksisterende skel i samfundet mellem
engagerede og passive borgere (bl.a. Baumgartner og Morris 2009, 28, 38; Jensen
2011b, 19; Couldry, Livingstone og Markham 2007a, 26; Vromen 2007, 97, 113).
Flere forskere finder dog elementer af begge hypoteser i deres empiriske
undersøgelser. Fx konkluderer Mesch og Coleman, at de primært finder belæg
for mobliseringshypotesen i deres undersøgelse, men at der også ses elementer
af forstærkelseshypotesen (2007, 46). Jeg finder belæg for begge hypoteser,
hvilket jeg vender tilbage til i Diskussion.
I undersøgelsen kobler jeg diskussionen af, hvorvidt jeg finder elementer fra
henholdsvis forstærknings-‐ og/eller mobiliseringshypotesen med den skeptiske
tilgang. Jeg antager således ikke, at Facebook i sig selv er hverken mobiliserende
eller forstærkende, men at teknologien i et samspil med en lang række andre
6 Oversættelse og tilpasning af skemaet er min egen.
9
elementer kan have en betydning, der kan være forstærkende eller
mobiliserende for de unges politiske engagement.
Offentl ighed og samfundskulturer
Særligt i den tidlige internetforskning tog forskere afsæt i Jürgen Habermas’
begreb om offentligheden, når de undersøgte internettets demokratiske
potentiale (Jensen 2006, 14, 43). Fordi forskingen ofte har taget afsæt i hans
begreb, har jeg fundet det befordrende at gøre det samme for at kunne placere
mig i det teoretiske felt. Jeg vil her først introducere Habermas’ begreb for
derefter at beskrive den kritik, der har været af hans begreb.
Habermas’ offentlighedsbegreb
Habermas beskriver offentligheden som: ”The public sphere can best be described
as a network for communicating information and points of view (i.e., opinions
expressing affirmative or negative attitudes)”(1996, 360). Offentligheden kan
altså grundlæggende set defineres som det netværk eller rum, hvori den
offentlige samtale finder sted, og hvor offentlige meninger bliver til (Hoff og
Storgaard 2005, 13; Habermas 1996, 360). Når man undersøger, hvorvidt der er
tale om en offentlighed, ser man således både på det offentlige rum og den
offentlige samtale. Habermas finder principperne for, hvornår en offentlighed
kan opstå, i én bestemt historisk periode: den borgerlige offentlighed. Det er for
Habermas at se den eneste gang i historien, at betingelserne for, at en
offentlighed kunne opstå, har været til stede (Papacharissi 2010a, 39). Habermas
gør således grundprincipperne for den borgerlige offentlighed til idealet for det
moderne demokrati (Jensen 2006, 49). Med inspiration i Oplysningstidens
idealer om fornuften fandt Habermas således frem til, at det var afgørende, at der
var tale om rationel tænkning samt argumenter og diskussion, for at man kunne
tale om en offentlighed (Dahlgren 2010, 20). Derudover skulle offentligheden
fungere uafhængigt af staten og økonomiske interesser. Det er netop denne
uafhængighed, som Habermas mener, ikke er til stede i det moderne samfund,
hvor offentligheden er blevet koloniseret af samfundets generelle
10
kommercialisering, den kapitalistiske økonomi og medierne (særligt TV), hvilket
gør det umuligt for en offentlighed at eksistere (Papacharissi 2010a, 115;
Valtysson 2012, 79; Butsch 2007, 4). Når forskere har undersøgt internettets
demokratiske potentiale, har de ofte set på, hvorvidt man kunne tale om en
offentlighed ud fra Habermas’ definition. Det er således typisk sket ud fra tre
kriterier: adgang til information, gensidighed i kommunikationen og graden af
kommercialisering (Papacharissi 2010b, 236).
Krit ik af Habermas
Siden Habermas introducerede offentlighedsbegrebet i 1962 (Papacharissi
2010a, 113), har der lydt forskellig kritik af begrebet. Habermas har da også
løbende revideret og udviklet begrebet som svar på kritikken. Jeg vil fremhæve
tre kritikpunkter, som har betydning i denne sammenhæng:
-‐ Den borgerlige offentlighed var langt fra tilgængelig for alle borgere. Bl.a.
var kvinder forment adgang (Varnelis 2008, 17). I forlængelse af denne
kritik har det været diskuteret, hvorvidt Habermas har villet beskrive en
empirisk virkelighed (som kritikerne i så fald mener ikke er korrekt) eller
præsentere en normativ vision (Papacharissi 2002, 11; Dahlberg 2007,
53). Dahlgren mener, at Habermas har forsøgt at gøre begge dele: På den
ene side har han beskrevet de strukturelle mekanismer, som han mener
eksisterede i den borgerlige offentlighed, og på den anden side har han
opstillet en vision for, hvordan en robust offentlighed, der medvirker til at
skabe et velfungerende demokrati, kan se ud (Dahlgren 2010, 21).
-‐ Ved udelukkende at fokusere på den rationelle samtale og ignorere det
følelsesmæssige og passionerede overser man megen kommunikation,
som sagtens kan være af demokratisk betydning (Dahlgren 2005, 156–
157), men som ikke kommer til udtryk rationelt. Man glemmer således, at
al handlen kræver motivation, og at følelser og passion spiller en vigtig
rolle i at skabe såvel motivation som engagement (Dahlgren 2009, 80–
83). Derfor er det afgørende at udvide definitionen for, hvornår den
11
kommunikation, der finder sted, kan siges at have et demokratisk og
politisk potentiale.
-‐ Ved at diskvalificere de offentlige samtaler, som finder sted i
kommercielle rum, risikerer man at overse den verden, som borgerne
lever i til hverdag (Couldry, Livingstone og Markham 2007b, 41).
Mange forskere bruger stadig Habermas’ begreb, når de skal undersøge
internettet som politisk rum. Der er dog sket et skifte i forskningen, hvor flere
forskere bevæger sig fra at bruge den meget snævre definition på, hvad der
tæller som politisk og demokratisk ud fra Habermas’ og det såkaldte deliberative
demokratisyn (Dahlberg 2007, 47–48), til en bredere definition7, hvor man bl.a.
også tillægger samtaler, der er følelsesmæssige og passionerede frem for
rationelle, en demokratisk værdi. På samme måde inkluderer man i den bredere
definition kommercielle rum. Hvis man bruger det snævre begreb (se fx
Dahlberg 2001, 622–623), hvor man altså primært undersøger de tre kriterier,
som jeg nævnte tidligere, vil man stort set aldrig kunne finde en offentlighed
online (Butsch 2007, 9; Papacharissi 2010a, 20; Kann og Lim 2008, 92–93).
Habermas’ begreb er derfor velegnet til at tage en normativ diskussion af, hvad
de bedste præmisser for demokrati er, og hvordan demokratisk deltagelse og
debat ideelt set skal udfolde sig, men begrebet fremstår noget fjernt fra
hverdagens realiteter. Derfor er det hensigtsmæssigt at bruge begrebet sammen
med en undersøgelse af borgernes sociale og kulturelle omstændigheder, som de
tager sig ud i dag (Dahlgren 2009, 5). Til at gøre det opstiller Dahlgren en model
for samfundskulturer, som jeg bruger i min analyse, og som jeg nu vil
introducere (2005, 155).
7 En undtagelse er dog Zizi Papacharissi, der mener, at der er sket i skifte i forholdet mellem det offentlige og det private, så politiske handlinger ikke længere er forankret i offentligheden, men i stedet i den private sfære. Hun argumenterer derfor for, at man i stedet ser på en bredere definition af den private sfære, som hun mener, er langt mere relevant i dag end offentligheden (Papacharissi 2010a, 137, 139). Heller ikke Lisbeth Klastrup udvider begrebet om offentligheden, men taler i stedet om, at man udover den private sfære og offentligheden også må inkludere en ny ”mellemsfære”, hvor borgere kan blive aktive borgere gennem en følelsesmæssig investering og et personligt engagement i populærkultur og massekommunikation (Klastrup 2011, 22–23).
12
Samfundskulturer
Med Dahlgrens model for samfundskulturer bliver det muligt at undersøge,
hvordan mennesker bliver til borgere, dvs. hvordan de kommer til at se sig selv
som medlemmer af og potentielle deltagere i samfundet. Samfundskulturerne er
forbundet med offentligheden, idet de kan ses som en betingelse for, at der
overhovedet kan opstå et engagement i offentligheden: ”… without access to some
viable version of civic cultures, people will not be participating. Via their
participation in the public sphere, citizens in turn strengthen civic cultures”
(Dahlgren og Olsson 2007a, 201). At det i dag er så afgørende at se på politisk
engagement og handlen i bred forstand, skyldes ifølge Dahlgren ændringer i
samfundet (2007a, 6). Han mener således, at en af de afgørende forandringer i
denne sammenhæng er, at vi oplever, at grænsen mellem offentligt og privat
langt fra er så rigid som tidligere. Når borgerne engagerer sig i emner som miljø,
menneskerettigheder, kønsspørgsmål og globalisering, så sker det ofte på en
måde, hvor det politiske og det personlige blandes sammen, og dermed udviskes
grænsen for, hvad der er offentligt og privat. Politik er dermed i højere grad end
tidligere andet og mere end blot et instrument til at opnå konkrete mål med.
Dahlgren mener således, at det også bliver en måde at udtrykke og skabe sig selv
på. Det sker bl.a. ved at italesætte idealer, værdier og tilhørsforhold offentligt.
Politik bliver dermed i højere grad end tidligere knyttet til ens identitet
(Dahlgren 2007a, 6). Det bliver derfor afgørende, at man kan se sig selv som
borger, hvis man skal deltage i samfundet (Dahlgren 2007b, 60).
Analysemodel
Dahlgrens model består af 6 dimensioner, som gensidigt påvirker hinanden:
viden, værdier, tillid, rum, praksisser og identitet (Dahlgren 2009, 108). Centralt
står identitet, der som indledende forklaret i sidste afsnit er afgørende for vores
muligheder for at handle politisk. De øvrige fem dimensioner bidrager til
identiteten og er med til at skabe betingelserne for vores identitet (Dahlgren og
Olsson 2008, 499):
1. Viden handler dels om, hvorvidt vi som borgere har adgang til den
nødvendige viden for at kunne deltage politisk, og dels om vi har mulighed for at
13
tilegne os den viden. At information er tilgængelig på nettet er således ikke nok.
Vi kan først tale om viden, når mennesker kan tilegne sig informationen og
derved at gøre den personligt meningsfuld (Dahlgren 2009, 108).
2. Værdier er nødvendige for, at vi kan kalde et samfund for demokratisk. Af
værdier, der spiller en rolle i denne sammenhæng, kan nævnes lighed, frihed,
retfærdighed, solidaritet, tolerance, åbenhed, gensidighed, diskussion og
ansvarlighed. Værdier som gensidighed, tolerance, åbenhed og diskussion bruges
også, når man ud fra Habermas diskuterer, om et rum kan defineres som en
offentlighed. Dahlgrens model er således baseret på Habermas’
offentlighedsbegreb, men er udvidet, så den er tilpasset den politiske virkelighed
i dag (Dahlgren 2009, 108–111).
3. Tillid handler henholdsvis om tilliden mellem borgere og politikere og
borgere imellem. Man kan ydermere skelne mellem såkaldt tæt og spinkel tillid8.
Tæt tillid er den, der findes i nære netværk bestående af fx familie og venner,
mens spinkel tillid er den grundlæggende tillid til, at andre mennesker vil én det
godt. Det er vigtigt for et velfungerende samfund, at borgerne nærer spinkel tillid
til både institutioner og regeringsrepræsentanter. Uden denne tillid ville hverken
sociale bevægelser eller politiske partier fx være i stand til at fungere (Dahlgren
2009, 111–114).
4. Rum er dér, hvor borgerne kan mødes og tale med hinanden såvel som med
de politikere, der repræsenterer dem. Borgerne skal desuden have adgang til de
rum, hvor politik og beslutninger bliver diskuteret (Dahlgren 2009, 114–115).
Facebook er et eksempel på et sådant, nyt rum.
5. Praksisser giver det enkelte individ mulighed for at tillægge demokratiet en
personlig betydning. Et levende demokrati har således brug for konkrete og
kontinuerlige praksisser. Hvis en praksis skal være en del af
samfundskulturerne, skal den have et element af rutine. Man kan lære
8 De to begreber er hentet fra Putnam, som bruger dem i Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community (2000).
14
praksisser. Det kræver ofte særlige evner, fx kommunikative kompetencer, at
kunne indgå i en given praksis (Dahlgren 2009, 115–117).
6. Identitet handler om menneskers subjektive syn på dem selv som
medlemmer af og deltagere i et demokrati (Dahlgren 2009, 117–119). Det er
et grundlæggende træk ved vores senmoderne samfund, at selvet er et
refleksivt projekt, og at ens identitet hele tiden er i gang med at blive skabt og
genskabt. Vi kan desuden ikke længere tale om, at mennesker kun har én
identitet, men må i stedet se på identiteter i flertal, hvilket skyldes, at vi i
vores daglige liv navigerer mellem så forskellige verdener/virkeligheder, at vi
indtager forskellige roller alt efter, hvad omverdenen fordrer af os (Dahlgren
2000, 338–339). Vi kan således se på menneskers politiske identitet som
noget, der eksisterer sammen med deres øvrige identiteter. Det er ikke
sikkert, at ens politisk identitet fungerer sammen med ens andre identiteter
(Dahlgren 2009, 57).
I specialet bruger jeg Dahlgrens analysemodel, som jeg her har beskrevet, til at
analysere, hvordan unge oplever det at være fan af en politiker på Facebook. Jeg
vil derfor nu beskrive Facebook som socialt medie, hvilket jeg i analysen bruger
til at undersøge, hvordan Facebook fungerer som rum jf. Dahlgrens model.
De socia le mediers karakter istika
Som afsæt for at forstå Facebook som socialt medie bruger jeg boyd og Ellisons
definition på sociale medier:
We define social network sites as web-based services that allow individuals
to (1) construct a public or semi-public profile within a bounded system, (2)
articulate a list of other users with whom they share a connection, and (3)
view and traverse their list of connections and those made by others within
the system. (2007, 211)
15
Facebook kan således med boyd og Ellison defineres som et socialt medie. Jeg
bruger udtrykket sociale medier i stedet for sociale netværkssites, da det falder
mere naturligt i dansk sammenhæng.
Med de sociale medier er der sket et skifte i måden, mennesker organiserer sig
på online: De tidlige online fællesskaber (ofte kaldet communities på engelsk)
som Usenet-‐grupperne og bulletin boards-‐systemer var organiseret af
mennesker med fælles interesser centreret om disse, mens de sociale medier
hovedsagligt er struktureret ud fra et individs sociale netværk (boyd og Ellison
2007, 219). Centralt på Facebook står således ens personlige profil, der typisk er
bygget op om ens sociale netværk og de mennesker, man allerede kender.
Udover at have en profil kan man blive medlem af en gruppe eller synes godt om
en side. Grupper og sider er ofte organiseret ud fra en fælles interesse.
Vi bruger ifølge danah boyd primært internettet på to måder: adgang til
information og kommunikation. Begge dele handler om interaktion og
engagement med såvel andre mennesker som med indhold (boyd 2008b, 1).
Jakob Linaa Jensen nævner to andre måder at bruge Facebook på, der for mig at
se er tæt forbundet med information og kommunikation, og som også er
relevante i denne sammenhæng: personlig præsentation (identitet) og social
netværksdannelse (socialitet) (2009, 98). Når brugerne logger på Facebook,
handler det således ofte om, at de vil tjekke op på deres venner, holde
forbindelsen til mennesker ved lige og dele billeder (Panagopoulos 2009, 10).
Det stemmer godt overens med Hoff og Klastrups undersøgelse af unge
danskeres brug af Facebook, hvor det fremgår, at de unge primært bruger
Facebook til private og sociale formål, og at de hovedsagligt kommunikerer med
mennesker, som de kender i forvejen (2011, 258). Desuden opfatter de unge
Facebook som et: “’hænge-ud’- og overspringsmedie, som lidt har karakter af en
social overvågningscentral” (Hoff og Klastrup 2011, 255).
16
Netværksoffentl igheder danah boyd introducerer begrebet netværksoffentligheder9 til at beskrive de
særlige karakteristika, der gør sig gældende for offentligheder på de sociale
medier. boyd definerer netværksoffentlighed som:
Networked publics are publics that are restructured by networked
technologies. As such, they are simultaneously (1) the space constructed
through networked technologies and (2) the imagined collective that
emerges as a result of the intersection of people, technology, and practice.
(2011, 39)10
boyd forholder sig med sin definition ikke til de mange diskussioner af
offentlighedsbegrebet (2011, 41). I stedet ønsker hun at undersøge, hvordan
offentligheder på de sociale medier adskiller sig fra offentligheder, som vi kender
dem offline (boyd 2011, 41), og boyd taler snarere ”… om den offentlige synlighed
af den enkeltes ytringer og interaktionen omkring og spredningen af disse, og ikke
om nogen form for kollektiv offentlighed” (Klastrup 2011, 20). Jeg bruger derfor
hendes definition til at beskrive de særlige karakteristika ved de sociale medier,
mens jeg bruger Dahlgren og Habermas til at undersøge Facebooks
demokratiske og politiske potentiale. Netværksoffentlighederne består
grundlæggende set af mange af de samme funktioner som offline offentligheder:
I netværksoffentligheden kan mennesker samles til politiske, kulturelle og
sociale formål. De kan desuden kontakte mennesker, som ikke er deres
nærmeste familie og venner, men som er en del af samme offentlighed som dem
selv. Det, der adskiller netværksoffentlighederne fra andre offentligheder, er den
måde, teknologien strukturerer netværksoffentlighederne på. Hvor de fysiske
offentligheders strukturer består af atomer, består netværksoffentlighedernes
digitale strukturer af bits11. Bits er lettere at gemme, distribuere og søge i end
atomer, og det skaber derfor fire særlige karakteristika:
9 Min oversættelse af danah boyds begreb. Hendes begreb er networked publics. 10 Min understregning i stedet for artiklens kursivering. 11 Bits er digital data, der kan transmitteres fra en enhed til en anden via en netværksforbindelse (Mitchell).
17
• Vedvarenhed: Indhold bliver automatisk gemt og arkiveret.
• Skalerbarhed: Indhold kan kopieres.
• Søgbarhed: Indhold kan søges frem.
• Kopierbarhed: Indhold har potentielt set store muligheder for at opnå
synlighed (boyd 2011, 45).
Det bliver med de fire karakteristika lettere at have både mange-‐til-‐mange og en-‐
til-‐mange interaktioner. Samtidig bliver det nemmere at bidrage til
offentligheden, men selve det at bidrage medfører dog ikke automatisk, at ens
bidrag bliver set (boyd 2011, 54). Det skyldes at: ”Infinite scaling may be
structurally possible online, but the attention economy – the tax on people’s time
and attention – regulates what actually scales” (boyd 2008b, 114). De fire
karakteristika skaber tre dynamikker, som ikke er nye, men som ikke før har
været oplevet så generelt:
• Sammensmeltede sammenhænge
• Usynligt publikum
• Sløring af grænserne mellem privat og offentlig
Nedenfor gennemgår jeg de tre dynamikker.
Sammensmeltede sammenhænge
De sammensmeltede sammenhænge handler om, at manglen på rumlige, sociale
og tidsmæssige grænser gør det svært at holde forskellige sammenhænge
adskilte. Tidligere var man nødt til at befinde sig samme fysiske sted som dem,
man ønskede at kommunikere med, mens det i dag er muligt at kommunikere på
tværs af geografiske grænser (Castells 2005, 14). Man kommunikerer således
stadig fra et fysisk sted som ens hjem, men man kan gennem fx Facebook
kommunikerer med mennesker, der befinder sig et andet fysisk sted end én selv
(Stadler 2006, 146). Det er dette, der skaber de sammensmeltede sammenhænge
på Facebook, for hvor vores kommunikation med fx kollegaer, venner og
familiemedlemmer tidligere oftest fandt sted forskellige steder, der geografisk
var adskilt, så samler vi på Facebook typisk vores relationer og er Facebook-‐
18
venner med såvel venner som forretningsforbindelser og arbejdskollegaer.
Facebook bruges således både til at styrke og vedligeholde ens nære kontakter
og til at forstærke ens rækkevidde ved at markere de relationer, som man ikke
plejer intenst, men som man alligevel ønsker at opretholde (Jensen 2009, 98).
Ofte er relationerne startet fysiske steder som en skole eller arbejdsplads, og
man bruger så det at være forbundet på Facebook til at fortsætte og forstærke
dem (Sherman 2011, 132). Fordi vi på de sociale medier hovedsagligt er
forbundet med mennesker, vi kender i forvejen, er det de samme normer for god
opførsel, der gør sig gældende online som offline (Jensen 2011, 129). Hvis man
har forskellige normer for god opførsel i fx forskellige vennegrupper, kan det, at
man på Facebook er venner med samtlige grupper, blive en udfordring. På
Facebook kan vi ikke på samme måde, som hvis vi fx mødes med en bestemt ven
på en café, kontrollerer den sammenhæng, vi kommunikerer i12. Særligt ved
Facebook er således, at vi ofte kommunikerer med hele vores netværk på én
gang (boyd og Marwick 2010, 9). De sammensmeltede sammenhænge er
medvirkende til, at grænserne mellem, hvad der er privat og offentligt, sløres
(boyd 2011, 49).
Sløring af grænserne mellem privat og offentlig
Forholdet mellem, hvad der er offentligt og privat, ændrer sig løbende og
tilpasser sig den historiske, kulturelle og sproglige sammenhæng, hvori
definitionerne bruges (Papacharissi 2010a, 35). Grundlæggende set kan man dog
definere privat og offentlig ud fra, at de er gensidigt udelukkende. Kort sagt, hvad
der er privat, er ikke offentligt, og omvendt (Papacharissi 2010a, 26). Habermas
beskriver forholdet mellem privatsfæren og offentligheden således:
The threshold separating the private sphere from the public is not marked
by a fixed set of issues or relationships but by different conditions of
communication. Certainly these conditions lead to differences in the
accessibility of the two spheres, safeguarding the intimacy of the one sphere 12 Det er dog blevet lettere at kontrollere den sammenhæng, man kommunikerer i på Facebook, siden danah boyd beskrev netværksoffentligheden. Det skyldes bl.a., at Facebook har gjort det muligt at oprette lister. Man kan så vælge, at en bestemt opdatering kun kan ses af en liste bestående af fx ens nærmeste venner.
19
and the publicity of the other. However, they do not seal off the private from
the public but only channel the flow of topics from the one sphere into the
other. (1996, 366)
Det er netop disse vilkår for kommunikation, der har forandret sig
grundlæggende med de sociale medier. Der er stadig et flow af emner fra
privatsfæren til offentligheden forstået på den måde, at et problem først bliver
synligt i offentligheden, når mennesker oplever emnet som relevant i
privatsfæren (Habermas 1996, 365–366), men privatsfærens intimitet er langt
fra så beskyttet mod offentlighed som tidligere (boyd 2008b, 114). Der er ikke
tale om, at privatsfæren er død, men at det i netværkssamfundet er svære at
definere og sætte grænser for, hvad der er henholdsvis privat og offentligt. boyd
mener således, at: ”…privacy is simply in a state of transition as people try to make
sense of how to negotiate the structural transformations resulting from networked
media” (2011, 52). Vi er således igang med at redefinere, hvad der er privat og
offentligt. Det kompliceres af, at vi i netværksoffentligheden ikke altid ved
præcis, hvem vi kommunikerer med (boyd 2011, 49).
Det usynlige publikum
Når forskellige sociale sammenhænge smelter sammen, opstår der som sagt en
situation, hvor vi kommunikerer til flere forskellige grupper af mennesker på
samme tid. Samtidig kan vi ikke altid se dem, vi kommunikerer med. For det
første behøver den person, vi kommunikerer med, ikke at være til stede, mens vi
kommunikerer med vedkommende. Personen kan bare læse og svare på, hvad vi
har skrevet senere, hvilket skyldes karakteristikaen vedvarenhed. For det andet
kan opdateringer på Facebook blive spredt pga. karakteristikaene skalerbarhed
og kopierhed (boyd 2011, 49): Hvis en af mine Facebook-‐venner fx tagger mig på
et billede13, vil mine andre Facebook-‐venner kunne se det. De vil så kunne synes
godt om billedet, hvilket deres Facebook-‐venner vil kunne se14, og de vil også
kunne se billedet. Dermed kan et billede af mig blive spredt sig til mennesker,
13 Læs om, hvordan tagging fungerer på Facebook: http://www.facebook.com/about/tagging/ 14 Det afhænger dog af, hvordan jeg har indstillet min profil. Man kan således regulere, hvilket og hvor meget indhold der skal være tilgængeligt for hvem.
20
som jeg ikke ved, hvem er. Når man ikke kan være sikker på, hvem man
kommunikerer med, er det svært at opføre sig passende. Det skyldes, at det er
afgørende at kende sammenhængen og ens publikum, når man skal bestemme,
hvilken opførsel der er passende:
Without information about audience, it is often difficult to determine how to
behave, let alone to make adjustments based on assessing reactions. To
accommodate this, participants in networked publics often turn to an
imagined audience to assess whether or not they believe their behavior is
socially appropriate, interesting, or relevant. (boyd 2011, 50)
Ifølge boyd håndterer brugerne ofte det, at de står overfor et usynligt publikum,
ved at forestille sig et fiktivt publikum for på den måde at fremstille sig selv på
den mest passende måde: ”Context collapse creates an audience that is often
imagined as its most sensitive members: parents, partners, and bosses” (boyd og
Marwick 2010, 107). Brugerne forsøger således at fremstå både troværdige og
interessante uden at opføre sig på en måde, der kan opleves som upassende af fx
ens chef eller forældre (boyd og Marwick 2010, 124).
Efter at have redegjort for de sociale mediers generelle karakteristika
præsenterer jeg nu Facebooks specifikke karakteristika.
Facebooks karakter istika
Facebook er en af de mest indflydelsesrige medieplatforme i dag – både når det
kommer til antallet af brugere, og til den tid, der bruges på det sociale medie
(Valtysson 2012, 77). I en rapport fra DR fremgår det således, at danske
Facebook-‐brugere i gennemsnit er på Facebook næsten tyve minutter dagligt.
Det svarer til 18 % af den tid, danskerne sammenlagt er på internettet (DR 2011,
44). Facebook er således blevet et hverdagsmedie.
Facebook er designet til at facilitere bestemte former for kommunikation og
handlinger (Valtysson 2012, 24; Dahlgren 2005, 148–149). Hvordan det konkret
21
finder sted, kommer jeg nærmere ind på i analysen. For at forstå hvilke former
for kommunikation og handlinger, der i det hele taget kan finde sted på
Facebook, er det afgørende at have for øje, at menneskelige og ikke-‐
menneskelige aktører er med til at skabe rammerne for vores brug af
Facebook15. Således spiller både software-‐processer og informationsarkitektur
en rolle ved at stille de midler til rådighed, hvormed vi agerer online, og til sætte
rammerne op for vores politiske praksis online (Devereaux et al. 2009, 416–417;
Bennett og Toft 2008, 250). Både hvorvidt der fx er tale om et åbent eller lukket
forum, og helt konkrete ting som at vi får besked om, når vores Facebook-‐venner
har fødselsdag, påvirker, hvordan vi bruger Facebook. For at forstå, hvad der
sker på Facebook, er det nødvendigt at se på vores praksisser i sammenhæng
med den teknologi, der gør dem mulige. Det skyldes, at teknologien spiller en
central rolle i at bestemme, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt for
brugerne (Devereaux et al. 2009, 420).
Grundlæggende set kan Facebook siges at være centreret om det enkelte individ,
og er altså et socialt medie som tidligere defineret, hvilket påvirker vores
opfattelse af offentligheden på Facebook: ”The re-articulation of the process of
publicity through the personalizing and me-centric informational dynamics of
Facebook reshape our conception of the public from a large body of concerned
citizens to smaller aggregations of users” (Devereaux et al. 2009, 422). Brugerne
spreder sig på Facebook ud på forskellige sider, grupper og profiler, og det kan
være svært at danne sig et overblik.
Går vi så til Facebook i forhold til politik, kan brugerne på Facebook agere
politisk på tre forskellige måder: Man kan synes godt om en politikers side, man
kan blive medlem af eller stifte en gruppe, og man kan udveksle politiske
synspunkter på ens egen profil. Når man synes godt om en side eller bliver
medlem af en gruppe, vil man ofte møde mennesker, som man ikke allerede
kender fra sit sociale netværk (Devereaux et al. 2009, 418). Man kan således som
15 Begrebet om ikke-‐menneskelige og menneskelige aktører henter jeg fra Bruno Latour, hvis aktør-‐netværksteori handler om at gøre op med det ensidige fokus på menneskene i en given situation og i stedet for sørge for også at inkludere de ikke-‐menneskelige elementer (Latour 1992).
22
beskrevet tidligere tale om, at man på Facebook-‐sider og i Facebook-‐grupper
samles om fælles interesser frem for at have et socialt netværk til fælles.
Når det kommer til at se på politikernes sider på Facebook, kan man ifølge Bill
Sherman tale om et ”… three-way information flow: from official to constituent;
from constituent to official; and among constituents, but in the context of the public
official’s network” (2011, 97).
Fig. 1: Illustration af Shermans beskrivelse af ”the three-way information flow”
mellem brugere og politikere på Facebook (2011, 97).
De fleste brugere på sociale medier har ikke oprettet en profil for primært at
kommunikere med politikeren. Politikeren er derfor en del af brugernes
oplevelse af at være på et socialt medie, men langt fra den vigtigste del (Sherman
2011, 130). Når brugere synes godt om politikere på Facebook, handler det ifølge
23
danah boyd om to ting: at sende et signal til ens omgivelser om ens identitet og
at kunne kommunikere med en offentlig person. Når man bliver forbundet med
en politiker, sender man således et signal om ens politiske tilhørsforhold og
engagement (boyd 2008a, 2). Samtidig kan man på den måde støtte bestemte
politikere (Bichard et al. 2009, 82–83; Limperos, Oliver og Woolley 2010, 647).
Brugerne på Facebook værdsætter autencitet, opmærksomhed og svar fra
politikerne (Sherman 2011, 132). Når en bruger fx skriver en kommentar på en
politikers væg, så håber vedkommende at få en reaktion, enten fra politikeren
eller nogle af de andre brugere. Man kan således tale om en slags social kontrakt
om gensidighed (boyd 2008a, 2).
Bichard et al. opsummerer en række årsager til, at mennesker bruger sociale
medier i politiske sammenhænge (2009, 82–83):
• møde andre brugere, der også støtter en politiker.
• finde ud af, hvad andre mener om politikerne.
• deltage i diskussioner med politikere (dog kun i mindre grad).
• få information om politikere.
• få hjælp til at finde ud af, hvem de skal stemme på.
Lisbeth Klastrup har desuden i en undersøgelse af politiske Facebook-‐grupper
konstateret, at det her også handler om at dele sine følelser og holdninger med
andre, der tænker og føler som én selv (2011, 44).
Hvorvidt informanterne i min undersøgelse bruger Facebook af nogle af de
samme årsager, vender jeg tilbage til i analysen. Her vil jeg først uddybe, hvordan
politikernes Facebook-‐sider bruges til at få information igennem, hvilket bliver
muligt, fordi nyhedsstrømmen med internettets fremkomst har ændret sig.
Tidligere bevægede information og nyheder sig imellem de dominerende
politiske aktører og de store nyhedsmedier. Nyhedsmedierne fungerede således
som gatekeepers for hvilke nyheder, der kom ud i offentligheden. I dag kan langt
flere aktører gennem bl.a. blogs og sociale medier bidrage til nyhedsstrømmen
(Brundige og Rice 2010, 148). Dermed bliver de sociale medier – og i det her
24
tilfælde politikernes Facebook-‐sider – en kilde til nyheder for brugerne. Sociale
medier som Facebook bruges desuden ofte til informationssøgning, fordi det er
en let måde at finde information på (Bichard et al. 2009, 82–83; Limperos, Oliver
og Woolley 2010, 647).
En undersøgelse lavet af DR i 2011 viser, at det for danske Facebook-‐brugere
bliver stadig mere almindeligt at få nyheder gennem de sociale medier. Her
svarede halvdelen af de adspurgte fra DR Panelet, at de ofte læste nyheder, som
deres venner havde delt, mens 25 % sagde, at de ofte selv delte en nyhed (DR
2011, 44–45). Det er udbredt at få nyheder gennem Facebook, og brugerne har
til en vis grad sat de traditionelle gatekeepers ud af spillet, eller selv overtaget
rollen. Spørgsmålet er, om det også er blevet almindeligt at bruge Facebook, når
det kommer til at følge med i, hvad der sker politisk, fx under en valgkamp. Det
forsøgte KMD Analyse at svare på i en undersøgelse af danskernes
mediepræferencer i valgkampen, som de offentliggjorde få dage før valget 2011
(2011). Her spurgte de, hvilket medie man foretrak at få politiske informationer
igennem. Blandt de adspurgte angav kun 9,6 %, at de foretrak at få deres
nyheder fra sociale medier som Facebook og Twitter. Når det kommer til de unge
mellem 18 og 34 år, er tallet dog en del højere; nemlig 15,9 %. Tallet er også
noget højere for mennesker fra hovedstadsområdet i forhold til andre dele af
Danmark. KMD Analyse konkluderer derfor:
Ser man på forskydningen i mediernes popularitet som kilder til politisk
information på tværs af aldersgrupper, tegner der sig et klart billede af, at
radio og trykte aviser og dagblade fortrænges blandt de yngre
vælgergrupper til fordel for nyhedsmedier på nettet, partiernes
hjemmesider og i mindre omfang sociale medier som Facebook, Twitter og
lignende. (2011, 8)
Når de unge opsøger politisk information fra fx Facebook, skyldes det bl.a., at det
er en let måde at få adgang til denne information. Den lette adgang har dog en
ulempe: Der er simpelthen for meget information tilgængeligt til, at brugerne
kan nå at forholde sig til det hele. De sociale medier giver imidlertid samtidig
25
også brugerne mulighed for at prioritere, sortere og kontekstualisere den
information, de modtager. På den måde kan brugerne mindske det
informationsoverload, de udsættes for (Sherman 2011, 134) både gennem de
sociale medier og internettet generelt. Ens netværk fungerer således som et
sorteringsredskab, en slags gatekeepers. Man risikerer dog, at det ender med at
være de samme informationer, der cirkulerer i de samme netværk (Putnam
2000, 178). Det gælder primært, hvis ens netværk på Facebook hovedsagligt
består af ens nære relationer, fordi der er en tendens til, at mennesker, som er
tæt på hinanden, ligner hinanden og derfor besidder den samme slags
information. Ny information vil således oftere komme fra mennesker, man ikke
er tæt forbundet med, fordi de typisk vil være forbundet med mennesker, som
socialt set er anderledes end én selv (Gulia og Wellman 1999, 184; Huckfeldt og
Sprague 1995, 50). Det ses også af Baumgartner og Morris’ undersøgelse af unge
amerikaneres brug af sociale medier i forbindelse med præsidentvalget 2008.
Her konkluderede de, at selvom de unge i stigende grad ser de sociale medier
som en kilde til politiske nyheder, så medfører det at bruge sociale medier til at
få information igennem ikke nødvendigvis, at de får ny viden: ”Our analysis
suggests that many young adults who use SNS Web sites for news prefer
information that conforms to their preexisting political views” (Baumgartner og
Morris 2009, 25). De unge får således primært nyheder og information gennem
de sociale medier, der stemmer overens med den viden, de allerede har.
Facebook-‐brugere leder ikke altid efter en bestemt politiker, men kan derimod
blot ”falde” over en tilfældig politiker, mens man fx kigger på sine venners
Facebook-‐profiler og opdager, at de er forbundet med en politiker. På den måde
ligner Facebook lidt TV-‐mediet, hvor en fjernsynsseer også tilfældigt kan falde
over en politiker i et debatprogram (Utz 2009, 223). At man på den måde kan
falde over en politiker via de sociale medier, gør det muligt for politikerne at nå
mennesker, som ikke nødvendigvis selv ville have opsøgt politikerens Facebook-‐
side (Panagopoulos 2009, 9; Baumgartner et al. 2010, 23). Selvom man altså godt
kan falde over en politiker på Facebook, mener Downey, at det i mindre grad er
noget, der sker på internettet i forhold til TV, hvilket skyldes, at TV er et push-‐
medie, som skubber sit indhold ud til brugerne, mens internettet er et pull-‐
26
medie, hvor brugerne aktivt skal trække indhold ud (2007, 122). Lampe, Ellison
og Steinfield er da også inde på, at brugere på Facebook oftere leder efter
mennesker, som de allerede har en offline forbindelse til, end de browser for at
mødes med fremmede mennesker (2007, 1144).
Metoder og metodologi
Centralt i min undersøgelse står de 11 interviews, jeg har gennemført med unge,
der er fans af de tre politikere, jeg har udvalgt som cases. Det drejer sig som
nævnt indledningsvist om Manu Sareen, Johanne Schmidt-‐Nielsen og Søren Pind.
Hvordan og hvorfor jeg har valgt netop de tre politikere, kommer jeg ind på i
Cases. Jeg har suppleret interviewene med observationer og analyser af
politikernes Facebook-‐sider.
Validitet, rel iabil itet og general iserbarhed
Grundlæggende handler reliabilitet om pålidelighed (”troværdighed”) og
validitet om gyldighed (”sandhed”). En undersøgelse skal både være pålidelig og
gyldig for, at den kan tilskrives en høj troværdighed (Fischer og Rasmussen
2008, 125).
Reliabilitet er en forudsætning for en undersøgelses validitet. Reliabilitet
handlede særligt tidligere om, at man skulle kunne foretage det samme studie
som en anden forsker med samme resultater til følge. Strukturalister og
positivister har således oftest ledt efter en objektiv sandhed, der skulle kunne
verificeres ved fx at blive gentaget af andre forskere med samme resultat til følge
(Kvale 1994, 234). Med et socialkonstruktivistisk udgangspunkt handler
reliabilitet i stedet om åbent at lægge sine måder at producere og bearbejde data
på frem, så andre kan bedømme ens arbejde (Halkier 2009, 109). Fokus bliver
dermed i stedet på en bedømmelse af ”den håndværksmæssige kvalitet i
forskningen” (Kvale 1994, 235).16 Halkier definerer validitet således: ”Validitet
handler om at sikre sig, at man konkret undersøger det, som man sætter sig for at 16 Understregning er min i stedet for tekstens kursivering.
27
undersøge” (2009, 107). Validitet hænger sammen med en undersøgelses
generaliserbarhed. Jo mere valid ens undersøgelse er, desto større er
muligheden for at generalisere. Det er meget anderledes at generalisere
kvalitative end kvantitative data, hvilket bl.a. skyldes, at valide kvantitative data
oftest vil kunne skaleres, så en undersøgelse af 1.000 danskere med statistisk
sandsynlighed kan siges at være svarende til, hvad en tilsvarende undersøgelse
af alle danskere vil nå frem til (Halkier 2009, 111). I kvalitative undersøgelser er
det ikke muligt at generalisere statistisk. Her kan man i stedet generalisere
analytisk: ”Analytisk generalisering indebærer en velovervejet bedømmelse af, i
hvilken grad resultaterne fra en undersøgelse kan være vejledende for, hvad der
kan ske i en anden situation. Den er baseret på en analyse af ligheder og forskelle
mellem de to situationer” (Kvale 1994, 228).17 Jeg har derfor i analysen arbejdet
på at kondensere typisk praksis og tankemønstre i datamaterialet, som jeg kan
bruge til at lave analytiske generaliseringer ved hjælp af (Halkier 2009, 112). For
at kunne generalisere analytisk er det afgørende at have tilstrækkelig
dokumentation (Kvale 1994, 229–230).
Cases Jeg har valgt tre meget forskellige politikere for at kunne få så mange
perspektiver på undersøgelsen som muligt. En af forskellene på de tre politikere
er deres måde at være tilstede på Facebook på. På Facebook kan man enten have
en profil eller en side. Profiler er for individer, og man kan maks. have 5000
venner, når man har en profil. Til gengæld kan man åbne sin profil for, at andre
brugere kan abonnere på ens opdateringer, og her er der ingen begrænsning. Der
er heller ingen begrænsning for, hvor mange brugere man kan være forbundet
med, hvis man har en side (Moire 2011). Man kan ikke blive venner med en side.
I stedet kan man synes godt om. De mennesker, der synes godt om sider, kaldes
også for fans. Både Manu Sareen18 og Johanne Schmidt-‐Nielsen har Facebook-‐
17 Understregning er min i stedet for tekstens kursivering. 18 Oprindeligt havde jeg valgt Ida Auken og ikke Manu Sareen som den tredje case, men da det viste sig at være lettere at rekruttere fans af Manu Sareen, og de to politikere ellers har parlamentariske roller, der ligner hinanden, og Facebook-‐sider, der er sat op på samme måde, valgte jeg at skifte til Manu Sareen.
28
sider19, mens Søren Pind har en profil, som man kan abonnere på. Selvom både
Johanne Schmidt-‐Nielsen og Manu Sareen har Facebook-‐sider, bruger de dem
forskelligt. Johanne Schmidt-‐Nielsen bruger således primært grundfunktionerne
i Facebook; opdateringer og billeddeling, mens Manu Sareen også har knyttet en
række applikationer til siden, som giver brugerne mulighed for at diskutere
emner inden for hans to ministerområder. I analysen vender jeg tilbage til,
hvordan de tre politikere bruger Facebook ved at undersøge deres opdateringer
gennem en periode på tre måneder og sammenligne dem.
Begrebsmæssigt er der således tale om, at Manu Sareen og Johanne Schmidt-‐
Nielsen har fans og Søren Pind abonnenter, men jeg vil for den sproglige
overskueligheds skyld primært tale om fans. Ligeledes kalder jeg alle tre
politikeres Facebook-‐sider og –profil for sider, med mindre det er relevant at
skelne.
Udover at bruge Facebook forskelligt indtager de tre politikere også forskellige
parlamentariske roller. Søren Pind er tidligere minister og borgmester i
København, som nu sidder i opposition til regeringen fra partiet Venstre.
Johanne Schmidt-‐Nielsen er politisk ordfører for Enhedslisten, som ikke har en
partileder, men hvor den politiske ordfører i høj grad fungerer netop som
partileder. Manu Sareen er kirke-‐ og ligestillingsminister samt minister for
nordisk samarbejde fra Det Radikale Venstre.
De tre politikere har ét fællestræk: De er meget aktive på Facebook20. Jeg har
bevidst valgt politikere, der aktivt bruger Facebook, fordi jeg vil undersøge,
hvordan brugerne oplever at være fans af en politiker, der skriver og engagerer
sig på Facebook. Jeg ønskede således at fokusere på politikere, som bruger de
19 Johanne Schmidt-‐Nielsen har både en Facebook-‐side og en -‐profil, men hun poster stort set det samme på begge og bruger dermed reelt begge platforme som sider og ikke den ene som en profil. Ydermere er stort set alle mine informanter fans af hendes side og ikke venner med hendes profil, og jeg vil derfor primært tale om hendes side. 20 Fx konkluderer Infomedia i en undersøgelse af partiledernes aktiviteter på Facebook og omtalen af dem i perioden 15. april-‐14. maj 2012, at Johanne Schmidt-‐Nielsen på Facebook er meget aktiv (Skjoldan 2012).
29
interaktive muligheder, som de sociale medier giver.
Målgruppe
I undersøgelsen fokuserer jeg på unge fans af politikere, hvilket skyldes de unges
livssituation: De er ved at etablere sig, både hvad angår karriere og familieliv,
men er samtidig i gang med at skabe deres identitet og bestemme deres politiske
orientering (Illeris et al. 2009, 20). De unge har muligvis stemt til et eller to
folketingsvalg, men de er endnu ikke "rutinerede" vælgere, og det at stemme er
ikke blevet en ”vane” for dem. Amadeo beskriver, hvordan de unge bruger
sociale medier på en måde, der afspejler deres livssituation:
Adolescence and early adulthood are time times periods during which many
young people develop ideals for society and attach themselves to ideologies
and social movements. The media have the potential to provide information
and images that adolescents and young adults may use in the formation of
beliefs, gender identity, occupational aspirations, as well as their
expectations for the future. (2007, 126)
De unge vender sig således mod medier som internettet i en periode af deres liv,
hvor de arbejder intenst med at skabe deres identitet. Derfor spiller medierne en
interessant rolle i de unges identitetsskabelse.
Flere forskere er inde på, at unge i dag opfattes som mindre politiske end
tidligere (Couldry, Livingstone og Markham 2007a, 25; Coleman og Mesch 2007,
35; Putnam 2000; Andersen 2006, 105). Nogle forskere beskriver også, hvordan
der generelt opleves mindre samfundsengagement blandt borgerne (Jensen
2011, 50; Putnam 2000). Når det kommer til de unge, er de fx ikke ligeså ofte
som ældre borgere medlemmer af et parti. Lisbeth Klastrup og Jens Hoff
konkluderede for nylig i en rapport om unges politiske engagement, at dette ikke
skyldes et manglende engagement blandt de unge, men derimod at unge i stedet
for formelle politiske aktiviteter som partimedlemskab oftere engagerer sig i
mindre institutionaliserede politiske aktiviteter (Hoff og Klastrup 2011, 250–
30
251). Det samme er flere andre forskere inde på (Loader 2007, xii; Coleman og
Mesch 2007, 36–37; Vinken 2007, 53; Hasebrink og Hasebrink 2007, 83;
Dahlgren 2009, 31). Det understøttes af en undersøgelse foretaget af Gallup, der i
2011 kunne konstatere, at 71 % af de unge mellem 16 og 25 år har deltaget i en
eller anden form for politisk aktivitet (Dansk Ungdomsfællesråd 2010), altså at
en høj andel af de unge er politisk aktive. Flere forskere mener, at de unges
anderledes politiske engagement ikke passer ind i de traditionelle institutionelle
rammer, og at politikerne ikke altid formår at møde de unge, hverken når det
kommer til de rammer, de unge ønsker at være politisk engagerede indenfor,
eller de emner, som de unge mener, er vigtige (Harris 2008, 482; Bennett og
Xenos 2007, 63; Dahlgren og Olsson 2008, 496). Selvom de unges politiske
engagement altså synes højt, og 39 % af de 16-‐25-‐årige fx har deltaget i en
underskriftsindsamling og 35 % i en demonstration (Dansk Ungdomsfællesråd
2010), er det stadig et fåtal, der engagerer sig politisk på Facebook (Hoff og
Klastrup 2011, 258; Valtysson 2012, 86–87). Når man som jeg undersøger unge,
der er politisk aktive online, vil man derfor ofte fokusere på unge, hvis
internetadfærd er markant anderledes end andre unges (Olsson 2007, 199).
Interv iews som pr imær undersøgelsesmetode Når jeg valgte interviews som metode frem for fx en spørgeskemaundersøgelse,
skyldes det, at jeg havde en eksplorativ tilgang til undersøgelsen. Det var derfor
vigtigt for mig med en metode, hvor der var mulighed for, at nye temaer og
emner kunne dukke op (Fischer og Rasmussen 2008, 98–99). For Steinar Kvale
er fordelen ved det kvalitative interview således åbenheden (Kvale 1994, 92).
Åbenheden var afgørende for min undersøgelse, da der endnu ikke findes meget
forskning på området (Turnsek og Jankowski 2008, 2; Baumgartner og Morris
2009, 24; Jensen 2011b, 49; Hoff og Klastrup 2011, 260; Papacharissi 2010a, 17).
Særligt mangler der kvalitative undersøgelser af ”use and perception of the
internet, analysing it from the point of view from the theories of the public sphere”
(Dahlgren og Olsson 2007a, 199), hvilket er mit ønske at gøre i dette speciale. En
interviewundersøgelse er velegnet som metode, når det kommer til at undersøge
menneskers livsverdener og til at opnå en større viden om, hvordan
interviewpersonerne har det med centrale temaer eller fænomener i deres liv
31
som fx Facebook (Kvale 1994, 109; Hjort 1986, 99). Ved at vælge interviews som
metode har jeg kunne tage udgangspunkt i de unges perspektiv – på hvad de
forstår som politik, og på hvordan de bruger Facebook.
Jeg valgte at gennemføre individuelle interviews frem fx fokusgrupper, fordi
politiske overbevisninger, og hvem man stemmer på, af nogle mennesker
opfattes som meget privat. Jeg ønskede således at skabe et trygt rum, hvor
informanterne detaljeret kunne fortælle om, hvem de stemte på ved sidste valg
og hvorfor. I interviewene var det vigtigt for mig også at spørge ind til, hvordan
informanterne til hverdag brugte Facebook og politikernes Facebook-‐sider for at
se på det konkrete politiske engagement, som det kommer til udtryk i de unges
dagligdag (Dahlgren og Olsson 2007b, 68, 80). Det var således vigtigt for mig at
undersøge, hvordan Facebook bidrager til ”… the continuous construction of
already (mainly offline) established identities and more specifically political
identities. Hence, it argues for a contextualisation of the Internet users” (Dahlgren
og Olsson 2007b, 80). Jeg har derfor i interviewene også snakket med de unge
om, hvordan de ser sig selv politisk, for på den måde at se på deres politiske
engagement på Facebook i forhold til, hvordan de ellers engagerer sig politisk.
Analytisk selektion
Informanterne har jeg fundet ved hjælp af analytisk selektion. Halkier definerer
analytisk selektion som: ”Det betyder, at man skal sørge for at få vigtige
karakteristika i forhold til problemstillingen repræsenteret i udvalget” (2009, 27).
Informanterne skulle være fans af en eller flere af de tre politikere og dermed
have vist et vist politisk engagement. Jeg har således ikke undersøgt ikke-‐politisk
engagerede unge. Derudover skulle de være i alderen 18-‐30 (Fischer og
Rasmussen 2008, 50). Det var vigtigt, at de havde været stemmeberettigede til
sidste folketingsvalg (efteråret 2011), så de som minimum én gang havde skullet
beslutte, om de ville stemme eller ej og på hvem. Jeg har i udvælgelsen af
informanter ikke fokuseret på andre demografiske karakteristika end alder,
hvilket har resulteret i, at alle informanter er studerende i gang med enten en
mellemlang eller en lang videregående uddannelse, og at de alle er bosiddende i
København, om end de oprindeligt kommer fra forskellige dele af Danmark. I en
32
større undersøgelse ville det være interessant at inkludere unge med fx flere
forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Socioøkonomiske ressourcer spiller
således en stor rolle for, hvorvidt man engagerer sig politisk: ”De seneste mange
års politisk-sociologisk forskning viser således næsten enstemmigt, at forskelle i
politisk aktivitet og engagement kan forklares ud fra forskelle i erhverv, indkomst
og især uddannelsesniveau” (Jensen 2006, 70). Denne undersøgelse har således et
fokus på veluddannede unge danskere, og en undersøgelse af unge med mindre
eller ingen uddannelse kunne meget vel have givet andre resultater. Det vender
jeg tilbage i den afsluttende perspektivering.
Rekruttering
I rekrutteringen af informanter har jeg brugt ”snowball-sampling” (Halkier 2009,
31), hvor man går igennem sit eget netværk for at finde informanter. Jeg skrev
således ud på henholdsvis Facebook og Twitter, at jeg søgte informanter. Jeg fik
desuden en kollega og en studerende på mit specialekontor til via sin bror at
kontakte en række fans af de tre politikere. Jeg supplerede med at skrive ud til to
mailinglister og slå et opslag op på en enkelt blog21. At jeg har rekrutteret sådan,
har været medvirkende til, at mine informanter primært er studerende og ikke
for eksempel i fuldtidsarbejde. Bortset fra en enkelt informant, hvor vi har haft to
fag sammen på IT-‐Universitetet, har jeg ikke kendt nogle af informanterne
forinden, da det kan være svært at interviewe mennesker, man kender, og det
bør derfor undgås (Halkier 2009, 32). Denne ene informant var jeg ikke klar
over, at jeg kendte, før vi mødtes for at foretage interviewet. Jeg valgte at
gennemføre interviewet og er endt med at tage det med, fordi det efter en
indledende lidt akavet stemning blev et meget interessant interview.
Jeg tilbød informanterne et gavekort for to personer til biografen for at vise
potentielle informanter, at jeg værdsatte deres tid og tog deres input alvorligt.
Jeg tror, det kan have haft betydning for, at kun én potentiel informant aldrig
dukkede op. Ydermere meldte to informanter afbud pga. travlhed.
21 IT-‐Universitetets nyhedsbrev ReadIT, Film-‐ og Medievidenskab på Københavns Universitets mailingliste IFM-‐News og de studerende på Institut for Kunst-‐ og Kulturvidenskab på Københavns Universitets hjemmeside kukua.dk.
33
To af informanterne var fans af alle tre politikere, mens de øvrige kun var fans af
én af politikerne. Ud af de 11 interviews ser fordelingen af fans derfor, når de to
informanter er talt med tre gange hver, således ud: Seks af informanterne synes
godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen, mens fem syntes godt om Manu Sareen og fire
om Søren Pind.
I nterv iewenes udformning Jeg arbejdede med en semistruktureret interviewguide, hvor jeg opstillede en
række spørgsmål, der sikrede, at jeg kom omkring de samme temaer med alle
informanter. Samtidig tilpassede jeg de konkrete spørgsmål og deres rækkefølge
til det enkelte interview og de nye emner, der kom frem under det (Fischer og
Rasmussen 2008, 99). Efter et test-‐interview22 og mit første egentlige interview
reviderede jeg interviewguiden og tilføjede bl.a. flere åbne spørgsmål23. Generelt
holdt jeg mig så neutral som muligt i interviewene og fokuserede på at spørge
ind til informanternes holdninger frem for at give udtryk for egne holdninger,
men svarede ærligt, hvis nogle af informanterne spurgte efter min mening (Hjort
1986, 106). Alle interviews er blevet optaget og transskriberet24.
Under alle interviewene gik vi ind på informantens Facebook-‐profil. Det
fungerede godt at bruge Facebook så konkret som omdrejningspunkt. Dels
slappede alle informanterne af ved at have computeren foran sig af, dels kom der
et observerende element ind i interviewet, idet flere af informanterne begyndte
at bruge deres Facebook-‐profil. Ved at have deres Facebook-‐profiler åbne kunne
de desuden gå ind og tjekke ting, som de ikke kunne huske – fx hvor mange
venner de havde, eller hvilke sider de syntes godt om – og vi kunne snakke om
forskellige politikeres opdateringer.
22 Test-‐interviewet er vedlagt som bilag, men bruges ikke i analysen, da det bærer præg af at være netop en test. Se bilag 1. 23 Se bilag 14 for den første spørgeguide og bilag 15 for den reviderede spørgeguide. 24 Transkriptionerne kan ses i bilag 1-‐12. Fra Halkier bruger jeg følgende tegn i transkriberingerne: Uforståelig tale: ( ) Høje udbrud: versaler Andre mundtlige udtryk end tale: [latter] Pauser: … (2009, 72)
34
Metodetr ianguler ing:
interv iews, indholdsanalyse og observationer
Interviewene kombinerede jeg med en indholdsanalyse af politikernes
Facebook-‐sider i samme periode, som jeg lavede interviewene (konkret drejer
det sig om tre måneder)25. Her undersøgte jeg, hvor mange opdateringer
politikerne lavede, og hvad opdateringerne handlede om. Hvordan jeg har
analyseret politikernes opdateringer, beskriver jeg i Behandling af data. I
kombination med indholdsanalysen observerede jeg løbende de tre politikeres
Facebook-‐sider, hvilket særligt i interviewsituationerne viste sig at være
afgørende. Det gjorde nemlig, at jeg kendte de opdateringer, som informanterne
nævnte i interviewene, og derfor kunne gå i dialog om de konkrete opdateringer.
Undersøgelsens tre komponenter – interviews, observationer og
indholdsanalyse – har således gensidigt verificeret og kvalificeret hinanden.
Etiske overvejelser
Jeg har fået alle informanternes tilladelse til at optage interviewene og bruge
dem i mit projekt. Ydermere har jeg anonymiseret informanterne 26 (Neyland
2008, 144–145), hvilket særligt for én af informanterne var vigtigt (bilag 4:26). I
et enkelt interview (bilag 4:675-‐692) valgte jeg i slutningen af interviewet at
indlede en mere gensidig dialog, fordi det i løbet af interviewet gik op for mig, at
vi havde så mange fælles bekendte, at andet ville være uetisk. Jeg var derfor nødt
til at give mig til kende på en mere direkte måde, end jeg gjorde i andre
interviews. De tre politikeres Facebook-‐sider og opdateringer bruger jeg i
specialet som offentligt materiale. Her læner jeg mig op ad Jankowski og Turnšek
(2008, 20–21) samt Gurak (1999, 246), som mener, at man godt må bruge
billeder og tekst, der kan siges at være offentlige udtryk og virker til at være
designet til at blive set offentligt, uden at spørge om lov.
25 Januar, februar og marts 2012. 26 Jeg har derfor både i specialet og i transskriptionerne givet informanterne andre navne.
35
Behandl ing af data :
kodning, kategor iser ing og situationel analyse
I bearbejdelsen af interviewmaterialet har jeg brugt åben kodning, der består af
at kode og kategorisere materialet, og situationel analyse i form af
kortlægninger. Jeg startede med den åbne kodning for systematisk at få et
overblik over materialet ved at sætte koder på de udskrevne transskriptioner for
derefter at samle dem i overordnede kategorier (Flick 1998, 169–170)27. De ord,
jeg har brugt som koder, har jeg hentet fra interviewpersonernes egne udtryk og
ord. Herefter gik jeg over til at arbejde med Adele Clarkes kortlægninger. Ved
hjælp af hendes kortlægninger har jeg forbundet koder og kategorier på kryds og
tværs.
Clarke præsenterer tre slags kort, som alle er en del af den situationelle analyse:
Situationelle kort som repræsenterer elementer og relationer ved
situationen; sociale kort som repræsenterer konteksterne og
handlerummene for situationerne; og positionelle kort som repræsenterer
såvel diskursive som tavse positioner i situationerne og konteksterne.
(Halkier 2009, 73, se også Clarke 2005, 86 )
Den situationelle analyse i form af de tre slags kortlægninger er primært
analytiske redskaber. Til tider vil den også kunne bruges i præsentationer af et
datamateriale og en analyse, men dens primære funktion er at give en analytisk
indgang til et ens materiale (Clarke 2005, 83). Den situationelle analyse
anbefaler Clarke at bruge på allerede kodede data. Her kan man bruge
konventionelle tilgange til kodningen fra fx grounded theory (Clarke 2005, 84),
hvilket jeg har gjort i form af åben kodning.
Jeg startede med det situationelle kort, hvor det handler om at få alle de vigtigste
menneskelige og ikke-‐menneskelige elementer samt de symbolske og diskursive
elementer i den givne situation placeret på kortet. Derefter undersøgte jeg ved
27 Se bilag 13 for en oversigt over de overordnede kategorier.
36
hjælp af en relationsanalyse, hvilke forbindelser der var mellem elementerne
(Clarke 2005, 86–87). På den måde bliver det tydeligt hvilke fortællinger – og
forbindelser – i materialet, der er interessante at undersøge nærmere (Clarke
2005, 102, 111). Arbejdet med det sociale kort fokuserede analysen endnu mere
ved at identificere de sociale verdener, der fremgår af mine interviews: ”Social
worlds are actor-defined, permitting identification and analysis of collectivities
construed as meaningful by the actors themselves” (Clarke 2005, 110). I det
sociale kort handlede det således om at finde ud af, hvilke sociale verdener der
er afgørende for informanterne. Det kan fx være universer af diskurser,
ideologier, teknologier eller formelle organisationer (Clarke 2005, 112).
Afslutningsvist arbejdede jeg med positionelle kort, der handler om at finde frem
til de vigtigste positioner i data. Positionerne er ikke knyttet til personer,
grupper eller institutioner, men er derimod positioner i diskurserne (Clarke
2005, 126). Et eksempel på en position, som jeg mødte i mine interviews, er, at
mange politikere er strategiske og kalkulerende i forhold til, hvordan de
fremstiller sig selv. Det vender jeg tilbage til i analysen. Formålet med både den
åbne kodning og den situationelle analyse er at gå i dybden med materialet og nå
udover blot at parafrasere og referere materialet (Flick 1998, 176).
Udover interviewene har jeg som sagt analyseret de tre politikeres opdateringer.
Det gjorde jeg for at undersøge forskelle og ligheder mellem de tre politikeres
tilstedeværelser på Facebook. Det var således vigtigt at have analyseret den
enkelte politikers opdateringer for at kunne diskutere informanternes opfattelse
af politikernes måde at være på Facebook på i forhold til de opdateringer, som
politikerne faktisk lavede. I analysen af politikernes opdateringer har jeg kodet
samtlige opdateringer for derefter at samle dem i kategorier på samme måde,
som jeg har gjort med interviewene. Det resulterede i kategorierne:
• Spørgsmål til brugerne
• Anbefaling af link
• Anbefaling af arrangement
• Bag om kulisserne
• Annoncering af optræden i medierne
37
• Kritik af andres politik
• Kritik af medierne
• Ros af andres politik
• Ros af medierne
• Udtryk for egen politik
• Private fortællinger
• Billeder
Nogle opdateringer kan passe ind i flere kategorier. Når det har været tilfældet,
har jeg placeret opdateringen i den kategori, som syntes at være opdateringens
primære formål. Fx følger der ofte links med politikernes opdateringer, men jeg
har kun placeret dem i kategorien Anbefaling af links, hvis linket har været det
primære formål med opdateringen. Det er fx tilfældet med Manu Sareens
opdatering fra 29. februar 2012 (fig. 2).
Fig. 2: Opdatering fra Manu Sareens Facebook-‐side.
Ofte har linket blot understøttet politikerens meningstilkendegivelse28, hvilket
ses af Johanne Schmidt-‐Nielsens opdatering fra 22. marts 2012 (fig. 3).
28 I projektbeskrivelsen på mit.itu.dk har jeg angivet også at ville analysere politikernes Facebook-‐sider ved hjælp af kvantitative redskaber til at undersøge fx graden af interaktion på
38
Fig. 3: Opdatering fra Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side.
Hvor mange opdateringer de tre politikere har i hvilke kategorier, vender jeg
tilbage til i analysen.
Fortolkning af datamaterialet
Med afsæt i arbejdet med de tre former for kort og analysen af politikernes
opdateringer påbegyndte jeg fortolkningen af materialet: ”Fortolkning handler
om at forsøge at forstå mening” (Halkier 2009, 77). Ud fra en
socialkonstruktivistisk position tager jeg afsæt i, at undersøgeren aldrig er
objektiv, men derimod altid påvirker både indsamlingen af data og fortolkningen
af samme data: ”At fortolkningens indhold både afhænger af datamaterialet, men
også af, hvor man spørger fra – hvilket spørgsmål man stiller til datamaterialet”
(Halkier 2009, 78). Mine spørgsmål til materialet stammede primært fra min politikernes side. Et eksempel er redskabet Page-‐Analyzer (Komfo). Det er jeg endt med at udelade, da det ikke viste sig at passe ind i den endelige opgaves fokus.
39
problemformulering, men blev suppleret af Clarkes situationelle analyse, som
grundlæggende set er en måde at stille spørgsmål til ens materiale på.
Fortolkningen er foregået løbende i løbet af undersøgelsen (Kvale 1994, 204),
men er først blevet samlet op og struktureret, da jeg påbegyndte analysen.
Analyse
Jeg indleder med at præsentere informanterne for derefter at analysere de tre
politikeres opdateringer. Herefter går jeg i gang med analysen ud fra Dahlgrens
model for samfundskulturer, som jeg beskrev i Teoretisk forståelsesramme29.
Præsentation af informanterne
De 11 informanter er alle studerende og i alderen 23-‐30. De bor i København,
men kun få af dem er født og opvokset i byen. Stort set alle informanterne fik en
profil på Facebook i 2007. Jakob fik som den eneste af informanterne sin profil
allerede i 200630. For størstedelen af informanterne er det noget relativt nyt at
synes godt om politikere på Facebook. Fem af dem begyndte således at synes
godt om en eller flere politikere i forbindelse med Folketingsvalget i efteråret
2011, mens tre blev fans i foråret samme år. Derudover mener Nina, at hun
begyndte at synes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen ved Folketingsvalget i 2007,
mens Frederik blev venner med hende for to-‐tre år siden. Informanterne har
mellem 177 og 698 venner på Facebook. I gennemsnit havde de 456 Facebook-‐
venner31, hvilket ligger over danske Facebook-‐brugere gennemsnitlige antal
venner på Facebook, som er på 197 (Lemberg 2012b, 6).
29 Jeg har bestræbt mig på at beholde så meget af informanternes oprindelige udsagn som muligt, når jeg citerer dem, men har dog lavet nogle sproglige tilpasninger for læsevenlighedens skyld. Citaterne kan læses i deres fulde længde i de vedlagte transskriptioner. 30 På det tidspunkt var han på udveksling i England. Dengang skulle man have en amerikansk eller engelsk universitetsmail for at kunne oprette en profil. Det var således pga. hans udvekslingsophold, at Jakob fik mulighed for at komme på Facebook allerede i 2006. 31 Christine har ca. 5-‐600 Facebook-‐venner. Jeg har i beregningen over, hvor mange Facebook-‐venner informanterne har, brugt 600 for Christine, fordi der var en tendens i interviewene til, at informanterne antog, at de havde færre Facebook-‐venner, end de egentlig havde.
40
Informanterne deler sig i tre grupper: Nogle er både politisk aktive off-‐ og online.
Andre har været aktive offline, men er nu hovedsagligt aktive online. De kunne
dog godt forestille sig at blive mere aktive offline igen. Endelig kan nogle af
informanterne primært forestille sig at være aktive online, hvilket de er i dag.
Enkelte af dem kunne godt finde på at deltage i en demonstration eller blive
medlem af et parti, men de er alle mere skeptiske end de andre informanter
overfor at engagere sig politisk offline. Jeg starter med at introducere de tre
informanter, der er politisk aktive både off-‐ og online. Derefter introducerer jeg
de to andre grupper af informanter.
Polit isk aktive off line og online
I denne gruppe hører Torben, Jakob og Nina, som præsenteres enkeltvis. Jeg
starter med Jakob, som adskiller sig fra de to andre ved, at hans politiske
engagement i højere grad skyldes en faglig interesse end en politisk: ”Politisk er
jeg begyndt at hjælpe en folketingskandidat med lidt kommunikation. Det er på et
plan, hvor det mere er en faglig interesse, end at jeg vil ændre hele verden eller har
været politisk aktiv i mine unge (år), det har jeg ikke været” (bilag 12:38-‐42).
Jakob har en kandidatuddannelse inden for kommunikation og arbejder i dag på
et kommunikationsbureau. Hans faglige interesser og kompetencer er hans
primære begrundelse for at være politisk aktiv.
Nina og Torben er begge politisk aktive, netop fordi de med Jakob’ ord vil
forandre verden, men de er det på hver deres måde.
Nina er medlem af Enhedslisten. Her er hun med i en gruppe i hendes
lokalafdeling, der står for at lave aktioner. Hun oplever det at være aktiv i et parti
som langsommeligt og bureaukratisk: ”Men det er jo bare et sindssygt
bureaukrati. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at lægge al min energi i den der
lokalafdeling” (bilag 4:690-‐692). Hun har en oplevelse af, at det at engagere sig i
lokalafdelingen primært handler om at sidde til møder, mens hun gerne vil have,
at der kommer flere konkrete aktiviteter ud af at være aktiv. I stedet engagerer
hun sig på den udenomsparlamentariske venstrefløj og har bl.a. organiseret en
konference sammen med nogle venner. Det oplever hun som en nemmere og
41
mere effektiv måde at være politisk aktiv på. Ninas oplevelse af at være aktiv i et
parti stemmer godt overens med Hasebrink og Hasebrink, der konkluderer, at:
One of the aspects of politics, which keep young people increasingly distant
from classical political activities, is their hierarchical, static, and
bureaucratic structures. Young people prefer action, self-initiative,
spontaneity; they like working on projects, in ad hoc groups or initiatives.
(2007, 89)
De unge foretrækker at engagere sig i netværk med klare strategier for at opnå
deres mål. De vil således hverken have kaos og mangel på organisering eller
bureaukrati og hierarkiske strukturer (Hasebrink og Hasebrink 2007, 89).
Torben er ligesom Nina medlem af et parti: Han er hovedsagligt aktiv i Venstres
Ungdom, men har bl.a. i forbindelse med valgkampen været aktiv i Venstre, hvor
han hængte valgplakater op. Han har haft en oplevelse af hurtigt at blive meget
involveret i Venstres Ungdom: ”Man skal passe på med, hvad man siger ja til, for
lige pludselig går det hurtigt. For så mange er der jo heller ikke, der virkelig
brænder for det” (bilag 8:91-‐94). For Torben er en af de gode ting ved at være
aktiv i et ungdomsparti, at man bliver konfronteret med sine politiske
holdninger og får dem diskuteret med andre. Det, oplever han, har udviklet ham
politisk: ”Og så som årene går, så lærer man mere og mere at stille kritiske
spørgsmål, og selv at begynde at ville stille spørgsmålstegn ved den eksisterende
politik og også selv begynde at komme med nogle ændringsforslag. (bilag 8:37-‐
40)” Han oplever at få meget ny viden ved at være partipolitisk aktiv og deltager
ofte i debatter og møder, hvor etablerede politikere som Morten Løkkegaard og
Søren Pind kommer og fortæller. Desuden har han fået en stor del af sit netværk
gennem Venstres Ungdom og har en oplevelse af at være blevet en del af et
fællesskab med mennesker fra hele landet.
Jeg vil nu beskrive den gruppe af informanter, der tidligere har været politisk
aktive, men som i dag hovedsagligt er politisk aktive online. De kan dog alle godt
forestille sig at engagere sig mere offline igen.
42
Tidligere polit isk aktive off line – nu primært polit isk
aktive online
Til denne gruppe hører Frederik, Kasper og Morten. Jeg starter med at
præsentere Frederik for derefter at introducere Kasper og så Morten.
Frederik har tidligere været aktiv i SF’s Ungdom. Han har endnu ikke meldt sig
ud, men ved sidste valg stemte han på Enhedslisten, og han overvejer at melde
sig ind i det parti i stedet. Han startede med at distancere sig fra SF, da Villy
Søvndahl henvendte sig til Hizb ut-‐Tahrir med ordene: ”Til disse mørkemænd vil
jeg sige: Gå ad helvede til. Hvis de har så dybe længsler om at leve i et religiøst
diktatur, så kan de rejse til de lande i Mellemøsten, hvor et sådant diktatur findes”
(Holst 2008). Siden har han haft svært at se, hvilket projekt SF kæmpede for, og
hvad han selv skulle: ”Engang troede jeg, jeg kunne være med til at forandre
verden. Nu lytter jeg bare til dem, der prøver at gøre det” (bilag 5:245-‐246). Det
gør han så på Facebook, hvor han forsøger at overbevise andre om hans politiske
synspunkter samt deler og synes godt om politikeres opdateringer for på den
måde at støtte dem. Det vender jeg tilbage til i Politisk redskab.
For Kasper er det vigtigt at være politisk på en måde, som han ser som moderne
og anderledes end, det han kalder ”gammelaktivistisk” (bilag 10:768), hvilket han
ikke kan identificere sig med. Kasper har flere gange været ved at melde sig ind i
Enhedslisten og regner også med at gøre det på et tidspunkt, men har endnu ikke
taget springet: ”Jeg har flere gange været lige ved at melde mig ind i Enhedslisten
og vil det stadig gerne, men hver gang er jeg stået lidt af, når jeg har åbnet deres
partiprogram, og så har der stået noget med de multinationale selskaber. Altså,
den der meget gammel kommunistiske eller gammel socialistiske retorik, som jeg
har stået af på” (bilag 10:156-‐160). Kasper kan ikke identificere sig med den
traditionelle kommunistiske retorik, og det han opfatter som en
gammeldagsmåde at være politisk på. For ham er et projekt som Kirkeasyl
(Kristligt Dagblad), som han har været aktiv i, således lettere at identificere sig
med end Enhedslisten. Her bliver Dahlgrens pointe om, at hvis man har svært
43
ved at identificere sig med fx et parti, så vil man typisk ikke engagere sig i det,
tydelig (2007b, 60).
Morten var som gymnasieelev engageret i studenterpolitik. Siden hen har han
været medlem af organisationen Europæisk Ungdom, men har meldt sig ud igen,
fordi han ikke oplevede at have tid til at være aktiv. Det er også på grund af
manglende tid, at han ikke er medlem af Radikale Venstre. Han kunne således
godt forestille sig at blive både medlem af og aktiv i partiet på sigt. Hvis han
melder sig ind, vil han gerne være med til at analysere det politiske og sørge for
en god kommunikation baseret på hans kommunikationsfaglige interesse og
viden, som han bl.a. har fra sit kandidatstudie i Politisk Kommunikation og
Ledelse. På den måde minder han om Jakob, som netop laver den slags frivilligt
arbejde for en radikal politiker ud fra en faglig interesse.
Afslutningsvist vil jeg introducere den gruppe af informanter, der har sværest
ved at se sig selv være politisk aktive offline.
Polit isk aktive online
Anna, Christine, Naja, Dorthe og Randa er stort set ikke aktive offline. Selvom
nogle af dem tidligere har været det, så er de den gruppe af informanter, der er
mest skeptiske over for at engagere sig offline.
Christine har tidligere været frivillig i Mellemamerika og efterfølgende lavet et
formidlingsprojekt i Danmark om det. Hun meldte sig ind i Enhedslisten i 2011
efter at have hørt Johanne Schmidt-‐Nielsens første maj-‐tale. I den forbindelse
blev hun også fan af både Enhedslisten og Johanne Schmidt-‐Nielsen på Facebook.
Hun har således både stemt på Enhedslisten og er medlem, men hun er ikke aktiv
og har heller ikke planer om at blive det. Christine har desuden været med til
demonstrationer i gymnasiet for bedre vilkår for gymnasieeleverne.
Også Naja har været til en del demonstrationer i gymnasiet. Hun oplevede, at
hun ikke rigtig vidste så meget om det, de demonstrerede imod eller for: ”Der var
helt sikkert nogle meget røde nogle, som godt vidste, hvad de gjorde. Men det
44
gjorde jeg ikke. Nogle sagde, at der skulle være færre i klassen, og at vi skulle have
nye stole, og jeg tænkte bare, men helt sikkert. Så jeg har været til rigtig mange
demonstrationer” (bilag 9:526-‐531). I dag kunne hun til gengæld godt forestille
sig at gå til demonstration imod ACTA. Ved at gå til demonstrationen oplever
hun, at hun taler for ytringsfrihed på internettet, som hun mener, er vigtigt. Hvis
hun skulle engagere sig politisk, kunne hun forestille sig at blive aktiv i
studienævnet på sit universitet, eller, hvis hun havde børn, skolebestyrelsen.
Hun kan således bedre se sig selv være politisk engageret i det, hun definerer
som det nære end fx at blive aktiv i et parti, men oplever ikke at have tid til det.
Hun finder det primært vigtigt at tage stilling i forbindelse med valg, hvor hun
”momentant” (bilag 9:97) går op i politik.
Dorthe deltog i demonstrationer, da hun var yngre, men i dag fokuserer hun sin
politiske indsats på Facebook og støtter på den måde. Hun bruger bl.a. det at
synes godt om humanitære organisationer og projekter til at støtte dem. Dorthe
oplever, at Facebook gør det mere tilgængeligt at være politisk aktiv, fordi hun
bare skal ”klikke” (bilag 3:583). Desuden synes hun, at hendes politiske
engagement er blevet både mere personlig og målrettet, end da hun som yngre fx
gik til demonstrationer. Hun oplever ydermere, at hun er blevet mere aktiv
politisk af at kunne bruge Facebook: ”Jeg tror, at jeg er mere aktiv, men
sommetider tænker jeg, er jeg virkelig aktiv, når jeg bare sidder på computeren?
Men jo, det tror jeg” (bilag 3:585-‐587). Hendes opfattelse af, at Facebook er en
hurtig og let tilgængelig måde at engagere politisk på, skyldes, at de
utraditionelle og individualiserede former for deltagelse fx på internettet ofte er
hurtigere, uforpligtende og en bekvem måde at udtrykke sit politiske synspunkt
på (Vromen 2007, 98). Hvordan hun ser på det at være aktiv politisk på
Facebook, vender jeg tilbage til i Politisk redskab.
Anna er endnu ikke medlem af et parti, men er lige ved at melde sig ind i Liberal
Alliance, da jeg interviewer hende. Hun vil ikke melde sig ind for at blive aktiv,
men for at vide med sig selv, ”at jeg er medlem her” (bilag 11:343). Hun regner
ikke med at blive aktiv i partiet, for som hun siger: ”Jeg er mere den passive type”
(bilag 11:361). Udover ikke at kunne se sig selv som aktiv i et parti, så handler
45
det også om, at ingen af hendes venner kunne finde på at melde sig ind i Liberal
Alliance, og hun derfor ville skulle engagere sig i partiet alene. For Anna spiller
de sociale miljøer, hun er en del af, således en stor rolle for, at hun ikke ønsker at
blive aktiv: ”Hvis jeg var i et miljø, hvor der var flere, der var aktive, så kunne jeg
godt, men det var aldrig noget, jeg ville gøre af mig selv, og af dem jeg taler politik
med, er jeg den eneste, der er Liberal Alliance og kunne finde på at melde mig ind
dér” (bilag 11:363-‐367). Det ikke at have venner, der vil engagere sig politisk
sammen med én, forhindrer også Frederik i at deltage i demonstrationer: ”Der er
så mange ting, jeg gerne vil gøre. Men jeg ved ikke, om jeg kender nogle, der skal
derhen, og om jeg gider alene. Der er mange ting, jeg ikke er gået til” (bilag 5:607-‐
610). Han har således ikke lyst til at deltage i politiske aktiviteter alene, og
dermed kommer hans venner til at have en meget konkret indflydelse på, hvor
aktiv han er.
Randa diskuterer politik både med sine venner og med andre Facebook-‐brugere,
som synes godt om de samme politikere som hende. Når hun diskuterer, handler
det både om at blive klogere på, hvad hun selv mener, og om at overtale andre.
Fx overbeviste hun i forbindelse med folketingsvalget i 2011 nogle af sine venner
til at stemme på Manu Sareen, hvilket hun også selv gjorde. Hun overvejede at
blive frivillig for Radikale Venstre i forbindelse med valgkampen, men uden at
melde sig ind i partiet. Det kan hun således slet ikke forestille sig at blive. Hun
blev dog ikke frivillig, da hun syntes, at hun havde for travlt. Da hun ikke tidligere
har været politisk aktiv offline og heller ikke blev det i forbindelse med valget,
har jeg placeret hende i denne gruppe af informanter. Ved at have overvejet at
blive frivillig under valgkampen nærmer hun sig dog de andre grupper af
informanter.
Efter at have introduceret informanterne vil jeg nu analysere de tre politikeres
opdateringer på Facebook.
46
De tre pol itikeres opdater inger
Fra januar til og med marts 2012 lavede Søren Pind 257 opdateringer, Johanne
Schmidt-‐Nielsen 50 og Manu Sareen 15132. De opdateringer har jeg som
beskrevet tidligere inddelt i en række kategorier. Den procentvise fordeling af
politikernes opdateringer inden for de forskellige kategorier ses af fig. 4, 5 og 6:
Fig. 4: Procentvis fordeling af Søren Pinds opdateringer33.
32 Ifølge Page-‐Analyzer (Komfo), som er et redskab, der bl.a. måler antallet af opdateringer på en side, har Manu Sareen lavet 152 opdateringer i perioden, men jeg har kun kunne finde 151 opdateringer. Muligvis har han slettet en enkelt opdatering. 33 Søren Pind har ingen opdateringer lavet i kategorien Anbefaling af arrangement. Kategorien er derfor ikke medtaget i grafen.
47
Fig. 5: Procentvis fordeling af Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer34.
Fig. 6: Procentvis fordeling af Manu Sareens opdateringer35. 34 Johanne Schmidt-‐Nielsen har ingen opdateringer lavet i kategorierne Kritik af medierne, Billeder og Bag om Kulisserne. Kategorierne er derfor ikke medtaget i grafen.
48
Infomedia har i en rapport beskrevet tre slags politikere på Facebook: de
officielle, de personlige og de flittige (2012). Ifølge Infomedia hører 30 % af de
folketingspolitikere, som har en Facebook-‐side, til de personlige, der er
karakteriseret ved at lave et miks af politiske udmeldinger og personlige
opdateringer. De flittige tæller 40 % af folketingspolitikerne. De bruger Facebook
til at fortælle, hvor hårdtarbejdende de er. Derfor laver de ofte opdateringer om,
hvad de laver, og hvilke medier de optræder i. Deres opdateringer minder lidt
om dagbogsskriverier. Endelig er der de officielle, som består af 20 % af
folketingspolitikerne, hvilket hovedsagligt tæller partiernes spidskandidater. De
laver ofte formelle opdateringer. De resterende 10 % er ikke på Facebook
(Infomedia 2012). Ud fra min egen optælling af Johanne Schmidt-‐Nielsens, Manu
Sareens og Søren Pinds opdateringer ses det, at Johanne Schmidt-‐Nielsen hører
til de officielle. Det skyldes særligt, at hun stort set aldrig laver opdateringer
inden for kategorien Private Fortællinger. Imens hører Søren Pind til de
personlige. Det ses af, at 23,7 % af hans opdateringer falder inden for kategorien
Private Fortællinger. Også Manu Sareen laver en del opdateringer i denne
kategori. 31,1 % af hans opdateringer hører dog til kategorien Bag om kulisserne,
og han kan derfor betegnes som en af de flittige. Søren Pind og Manu Sareen
spørger også jævnligt brugerne om deres mening. Særligt Sareen opfordrer til
debat, hvilket ses af, at han på sin Facebook-‐side har tre sider forbeholdt debat
mellem brugerne og ham selv om emner forbundet med hans ministerier36.
Analyse af samfundskulturerne Efter at have præsenteret såvel informanter som politikere går jeg over til at
bruge Dahlgrens analysemodel, som blev introduceret i Teoretisk
forståelsesramme.
35 Manu Sareen har ingen opdateringer lavet i kategorien Kritik af medierne. Kategorien er derfor ikke medtaget i grafen. 36 https://www.facebook.com/manu.sareen/app_190949470989310?ref=ts https://www.facebook.com/manu.sareen/app_123143807796935?ref=ts https://www.facebook.com/manu.sareen/app_264974553555354?ref=ts
49
Rum Informanterne er alle meget opmærksomme på, hvordan Facebook fungerer som
rum. Til at forstå, hvordan de ser på Facebook som rum både i deres hverdag og i
forbindelse med at synes godt om politikere, bruger jeg netværksoffentlighedens
dynamikker og karakteristika.
I informanternes brug af Facebook bliver det tydeligt, at
netværksoffentlighedens karakteristika skaler- og kopierbarhed spiller en
væsentlig rolle. De unge er således meget opmærksomme på, hvordan de kan
bruge det, at opdateringer netop kan skaleres og kopieres på Facebook, til at
sikre, at politiske opdateringer, som de finder vigtige, bliver spredt. Christine
beskriver, hvordan hun sørger for at sprede nogle af Johanne Schmidt-‐Nielsens
opdateringer: ”Hvis hun rammer et eller andet, som, jeg selv synes, er rigtig vigtigt,
så sørger jeg for at like den, så den kan komme op i toppen på andre folks
tophistorier” (bilag 7:222-‐226). Hun bruger dermed bevidst det, at Facebook
prioriterer opdateringer med mange likes, kommentarer og delinger højere end
opdateringer, der har fået mindre feedback. Således bliver opdateringer, der har
fået meget feedback, placeret højere i brugernes nyhedsstrøm (Lemberg 2012a).
Ydermere får man som bruger langt fra automatisk vist alle opdateringer fra de
venner og sider, man er forbundet med på Facebook. Opdateringerne bliver
nemlig sorteret, så man primært får vist opdateringer fra venner og sider, som
man ofte interagerer med. Man kan også få vist opdateringer fra sider og venner,
man ikke så ofte kommunikerer med, men det kræver netop, at den givne
opdatering har fået meget feedback fra andre. Desuden kan man få vist
opdateringer fra sider og venner, man ikke selv er forbundet med, hvis ens
Facebook-‐venner har interageret med opdateringen. For politikerne giver det
således mere synlighed, hvis brugerne interagerer med deres indhold. Ligesom
Christine er Nina meget bevidst om, at Facebook skalerer historier med meget
brugerfeedback. Hvis en opdatering fra fx Johanne Schmidt-‐Nielsen allerede har
fået mange likes, så vil hun være tilbageholdende med at like for: ”Den skal nok
blive på forsiden i lang tid, om jeg liker den eller ej. Det har ikke så stor betydning
på det her stadie, men hvis den nu lige var kommet på, og der kun var tre, der
likede den, så kunne jeg godt gå ind og like den, for at andre ville se den, for så ville
50
det komme frem på deres væg, at nu har jeg liket den. Og så ville den sprede sig
uden, at jeg behøvede at poste den” (bilag 4:379-‐387). For Nina er det at like en
politikers opdateringer dermed en smart måde at sørge for, at hendes Facebook-‐
venner også får opdateringen at se. Hun bruger således Facebooks karakteristika
som et redskab til at engagere sig politisk.
Hvor Nina sørger for at sprede Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer i sit
netværk, så oplever Dorthe, at hun modtager opdateringer fra politikere, som
hun ikke selv synes godt om, netop fordi nogle af hendes Facebook-‐venner gør
som Nina og sørger for at få politikernes opdateringer spredt. Hun får således
mange opdateringer fra radikale politikere, særligt Margrethe Vestager, fordi
mange af hendes Facebook-‐venner er fans af Vestager: ”Jeg følger også meget
med i Margrethe Vestagers, fordi jeg har mange, der er venner med hende, så de
poster tit billeder af hende og alt muligt. Det synes jeg er meget spændende at
følge. Selvom jeg ikke er fan af hende på Facebook, så kommer jeg næsten oftere på
hendes side, fordi der er nogle andre, der har postet noget” (bilag 3:191-‐196). Det
er bl.a. på den måde, at informanterne har opdaget flere af de politikere, de synes
godt om. Desuden fortæller Jakob som den eneste af informanterne, at han har
fået øje på en politiker gennem en annonce på Facebook.
Også karakteristikken søgbarhed spiller en rolle for informanterne, om end i
mindre grad end de to andre karakteristika. Således fortæller Nina om, hvordan
det nogle gange er nemmere at gå på Facebook end at søge på Google, fordi hun
har en oplevelse af, at det hele er samlet på Facebook, og det derfor er lettest at
bruge til at finde det, hun leder efter. Også Naja bruger Facebook til at søge med.
Fx søgte hun efter politikere, hun gerne ville vide mere om, for at finde ud af,
hvem hun skulle stemme på til folketingsvalget i 2011.
Karakteristikken vedvarenhed forholder informanterne sig primært til, når det
kommer til Facebooks timeline-‐design (Mølgaard 2011), som netop var i gang
med at blive rullet ud for privatpersoner, mens jeg gennemførte interviewene.
Designet medførte, at ens tidligere handlinger blev tydeligere end før ved at
samle alt, hvad man har lavet og skrevet på Facebook på en tidslinje. På det
51
tidspunkt var det stadig frivilligt, om man ville begynde at bruge designet på sin
Facebook-‐profil. Det blev først obligatorisk, efter at jeg var færdig med
interviewene. Kasper fortalte således, at han endnu ikke havde slået timeline-‐
designet til, fordi han ikke kunne overskue at forholde sig til ”de sidste fire-fem
års virtuelle liv” (bilag 10:666). Han ville således som udgangspunkt gerne se alle
opdateringer igennem for at tjekke, om han ville slette nogle, men han vidste, at
der ville være utroligt meget indhold at forholde sig til, og det kunne han ikke
overskue. På den måde kan man sige, at han er opmærksom på, at det, han gør på
Facebook, varer ved og bliver gemt. Også Nina er opmærksom på det. Hun
bryder sig ikke om, at Facebook ved så meget om hende. Hun føler sig således
overvåget. Ikke af sine venner, men hun føler, at selve det at være på Facebook
minder om et overvågningssamfund. Det kommer frem i løbet af interviewet, at
det ikke handler om, at hun ikke vil have, at en kommende chef fx kan se, at hun
synes godt om politikere. Det, tænker hun, blot signalerer, at hun er engageret i
det samfund, hun lever i. Det, hun ikke bryder sig om, er, at Facebook som en
kommerciel virksomhed ved så meget om hende. Hun har derudover et behov
for at have en privathed om sin person. Det medfører, at hun ikke kan lide at
have private billeder på sin profil. Hun vil således gerne beskytte sin privatsfære,
men finder det svært at gøre på Facebook, hvilket skyldes, at grænserne
mellem privat og offentligt ikke er så skarpe i netværksoffentligheden.
Hvis en politiker har en side, er man nødt til at tilkendegive, at man ”synes godt
om” politikeren for at få vedkommendes opdateringer. Derfor fravælger flere af
informanterne at få opdateringer fra politikere, som de ikke bryder sig om. Det
skyldes, at de vil undgå at sende et forkert signal til deres omgivelser om, hvad
de mener politisk. En af årsagerne til det er de sammensmeltede
sammenhænge. Det ses af Annas forklaring på, hvorfor hun ikke bryder sig om
at synes godt om politikere på Facebook: ”Især dem man ikke kender så godt,
fordi dem der kender mig godt, de ved jo udmærket godt, hvad jeg står for. Så det
er mest dem, man ikke kender så godt, jeg måske har i tankerne, når jeg fravælger
at blive fan af politikere” (bilag 11:397-‐402). Anna ville således ikke have noget
problem med at blive fan af forskellige politikere, hvis hun udelukkende var
Facebook-‐venner med sine nære venner og familie, men fordi hun også er
52
forbundet med mennesker, som ikke kender hende så godt, og de ser det samme
som hendes nære venner og familie, så lader hun ofte være med at blive fan. Her
har de sammensmeltede sammenhænge således en betydning for, hvordan Anna
agerer på Facebook. Forbundet med de sammensmeltede sammenhænge er det
usynlige publikum, hvor man for at fremstille sig selv så fordelagtigt som
muligt for et bredt publikum forestiller sig, at man kommunikerer til de mest
ømtålelige medlemmer af dette publikum (boyd 2011, 50). For Anna udgør det
her hendes perifert bekendte, som hun også er forbundet med på Facebook.
Selvom hun bruger det at forestille sig, hvem publikum består af, for at undgå at
opføre sig upassende, hvilket for boyd hører til dynamikken det usynlige
publikum, så kender hun sit publikum. Man kan derfor ikke tale om, at det er
usynligt. Det er således kun en del af dynamikken, der er aktuel i denne
sammenhæng. Også Frederik har svært ved at synes godt om politikere, som han
ikke bryder sig om. Han vil således gerne abonnere på politikere, som han ikke
er enig med, men han vil ikke være fan af dem. Hvis han blev nødt til at synes
godt om politikere som Søren Pind, som han i dag abonnerer på, ville han stoppe,
fordi det ville sende det forkerte signal. Selvom Frederik altså ikke kunne finde
på at synes godt om politikere, han ikke er enig med, så synes han godt om
enkelte opdateringer fra dem, såfremt han er enig på netop det punkt. Når det
kommer til politikere, han er enig med, vil han desuden hellere være venner med
dem end fan, fordi det at være venner giver en tættere relation. Bl.a. kan han
skrive direkte til politikeren37.
Jakob er den eneste af informanterne, der ikke har et problem med at synes godt
om politikere, som han ikke er enig med. Det skyldes, at han gerne vil være
forbundet med dem for at følge med. Han arbejder som beskrevet med
kommunikation til hverdag, og derfor finder han det af faglige årsager
interessant at synes godt om forskellige politikere. Samtidig er det
hensigtsmæssigt for ham at følge med på Facebook for, som han siger: ”Det er jo
den hjemmeside, jeg er mest inde på” (bilag 705:12). Også Kasper synes godt om
nogle politikere, som han ikke er enig med, og han overvejer at synes godt om
37 I dag kan man også sende privatbeskeder til politikere, der har Facebook-‐sider, men det kunne man ikke, da jeg interviewede Frederik.
53
flere. Det er han begyndt på, fordi det er blevet relevant for ham i forbindelse
med hans arbejde. Både Jakob og Kasper har således en kommunikationsfaglig
og jobmæssig årsag til, at de synes godt om politikere, som de ikke nødvendigvis
er enige med. Deres primære årsager til at være på Facebook ændrer sig således
fra at handle om at kommunikere med deres venner og identitet til at være
fokuseret på information og at kommunikere med deres bredere netværk.
De sammensmeltede sammenhænge er en af årsagerne til, at Christine ikke
bryder sig om at debattere på Facebook ved fx at skrive kommentarer til
politikernes opdateringer: ”Der tror jeg hellere selv, jeg vil vælge, hvem jeg
snakker med forskellige ting om” (bilag 7:471-‐472). Hun er også meget bevidst
om, at de mennesker, der diskuterer politik på Facebook, er klar over, at det kan
ses af deres venner: ”Hvis man kommenterer noget på Facebook, så er man også
bevidst om, at andre læser, hvad man skriver” (bilag 7:301-‐303). Hun bryder sig
generelt ikke om debatter på Facebook. Det skyldes, at hun forbinder folks
bevidsthed om, at det, de skriver, kan ses af hele deres netværk, med
selvpromovering. For hende er det at kommentere på en artikel eller et
blogindlæg derfor mere seriøst, og dem vil hun derfor hellere læse end
kommentarer på Facebook. Når flere af informanterne ikke vil debattere på
Facebook, skyldes det også, at de finder Facebooks måde at stille kommentarer
op på uoverskuelig. Hvis de skriver en kommentar, oplever de således, at den let
drukner i mængden, og hvis de giver sig til at diskutere med andre brugere,
synes de, at det kan være svært at finde rundt i kommentarerne. Det ses også af,
at de af informanterne, der kommenterer på politikernes opdateringer, havde
svært ved at finde deres egne kommentarer under interviewene. På den måde
påvirker Facebooks interface og opsætning, hvordan informanterne agerer.
54
Praksisser Informanterne bruger det at synes godt om politikere på Facebook på tre
forskellige måder, som alle er forbundne: informationskanal,
kommunikationsredskab og politisk redskab38.
Inf ormat ionskana l
Stort set alle informanterne bruger Facebook til at få adgang til nyheder, og de
fleste af informanterne bruger det eksplicit til at følge med i politik. Når de unge
bruger Facebook som informationskanal, handler det om, at de gennem deres
netværk kan følge med i, hvad der sker, både blandt deres venner og mere
generelt. Flere af informanterne synes godt om politikere og partier for at
supplere den information, de får fra deres Facebook-‐venner. En af de primære
årsager til, at mange af informanterne er forbundet med politikere på Facebook,
er således, at kunne følge med. De, der læser og/eller arbejder med
kommunikation, følger som nævnt i sidste afsnit også med på Facebook for at
holde sig orienteret om, hvordan politikerne agerer på Facebook ud fra en faglig
interesse. Facebook fungerer således som informanternes redskab til at få
daglige nyhedsopdateringer. Samtidig er det også gennem Facebook, at de får
førstehåndsinformationer (Olsson 2007, 188–189). Det sker bl.a. ved at synes
godt om partier og politikere for på den måde at få deres opdateringer, men det
kan også være at synes godt om spillesteder, virksomhed eller organisationer.
Derudover bruger informanterne også Facebook til at følge med i, hvad deres
venner og bekendte laver. Som Jakob fortæller: ”Og så bruger jeg det selvfølgelig
også stadigvæk til at følge med i, hvad mine venner og mit bredere netværk laver”
(bilag 12:125-‐127). Ved at kunne følge med i, hvad ens venner laver, giver
Facebook mulighed for en slags gensidig overvågning. Hvordan informanterne
forholder sig til det, kommer jeg ind på i Identitet.
Anna er en af de informanter, der er begyndt at bruge Facebook som en kilde til
nyheder ved bl.a. at abonnere på politikere for på den måde at få deres
opdateringer. Facebook kommer dermed til at fungere som et sorteringsredskab,
38 De tre praksisser har jeg fundet frem til gennem arbejdet med at kode og kategorisere interviewene, og de er således alle tre blevet brugt som kategorier. Se bilag 13 for en oversigt over alle kategorier.
55
så ens venner og de politikere, man er forbundet med, anbefaler, hvad man skal
læse. Dorthe fortæller således om at få nyheder ved at være fan af Johanne
Schmidt-‐Nielsen: ”Der bliver filtreret nogle nyheder, som jeg mener er spændende.
Og så kommer jeg ind i det emne, og så undersøger jeg måske selv videre, hvad det
går ud på” (bilag 3:130-‐132). For Dorthe bliver Facebook et redskab til at sortere
nyheder med, fordi andre på Facebook anbefaler de nyheder, de finder vigtigst.
På den måde bliver de mange andre nyheder, der cirkulerer i medierne og på
nettet sorteret fra gennem Facebook, så hun blot præsenteres for et udvalg af
nyheder: ”Måske læser jeg overskrifter og enkelte artikler, men det er primært
gennem Facebook, at jeg følger med. Det er filteret” (bilag 3:277-‐280). Generelt
oplever hun det at få nyheder fra politikere og venner på Facebook som en slags
service, som hun er glad for. Dorthe fortæller, at hun føler, at hun følger op på
partiet Enhedslisten ved at synes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen: ”Det var en
fed måde at følge op på partiet. Nu synes jeg næsten, at partiet er blevet hende, så
på den måde føler jeg, at jeg følger op på partiet og deres retningslinjer på
Facebook” (bilag 3:216-‐22). Dorthe oplever, at Johanne Schmidt-‐Nielsen er
blevet lig med partiet Enhedslisten, og at hun derfor kan holde sig opdateret på,
hvad partiet mener ved at synes godt om hende. Dorthe synes således ikke godt
om Enhedslistens Facebook-‐side. Det stemmer godt overens med, at Johanne
Schmidt-‐Nielsen som beskrevet i De tre politikeres opdateringer kan
karakteriseres som en af de politikere, der af Infomedia kaldes de officielle
(2012). Mange af informanterne oplever ligesom Dorthe, at Facebook en god
måde at holde sig orienteret om, hvad der sker med det parti og/eller de
politikere, de har stemt på uden for valgkampstid. Christine følger fx meget med i
politik under en valgkamp, men derefter glider det ud af hendes hverdag, på
trods af at hun egentlig gerne fortsat vil holde sig orienteret, og det bruger hun
så Facebook til.
Kommunikat ionsredskab
Informanterne bruger Facebook til at kommunikere både med deres nære
venner og bredere netværk. At de ser Facebook som et vigtigt
kommunikationsredskab, svarer til Bjarki Valtyssons undersøgelse af fem
danske unge, der primært brugte Facebook til at vedligeholde venskaber,
56
organisere praktiske ting, netværke og se på billeder (2012, 18), hvilket mine
informanter også nævner.
At informanterne bl.a. bruger Facebook til at fastholde og forstærke kontakten til
mennesker, de allerede er venner med, betyder for Dorthe, at hun hovedsagligt
møder de samme politiske holdninger: ”Jeg har indtryk af, at det er meget ens,
hvad folk har af holdninger. Man kan hurtigt komme til bare at forstærke
hinanden. Så det er ikke så tit, at der kommer sådan noget: Vi stemmer Pia
Kjærsgaard. Jeg har ikke set det. Ikke på Facebook” (bilag 3:693-‐700). Dorthes
oplevelse af at det er de samme politiske holdninger, hun møder blandt sine
Facebook-‐venner, stemmer godt overens med den teori, der blev præsenteret
tidligere i opgaven, og som beskrev, hvordan mennesker, der er tæt knyttet, ofte
vil minde om hinanden. Ifølge den teori vil sandsynligheden for, at Dorthe støder
på andre politiske holdninger, stige, jo flere perifere bekendte hun har blandt
sine Facebook-‐venner (Gulia og Wellman 1999, 184; Huckfeldt og Sprague 1995,
50). Denne mekanisme forstærkes yderligere af, at Facebook som nævnt udover
at prioritere indhold, der har fået meget generel brugerfeedback, placerer
indhold højere i ens nyhedsstrøm, hvis det kommer fra mennesker, man ofte
interagerer med. Det vil netop ofte være tilfældet med ens nære venner på
Facebook.
Når det kommer til at kommunikere på Facebook, bruger Nina det i høj grad i
sammenhæng med sit politiske engagement: ”Jeg er blevet ret afhængig af det i
forhold til at planlægge og finde arrangementer og selv invitere folk” (bilag 4:136-‐
138). For Nina bærer hendes Facebook-‐brug således præg af, at hun er politisk
aktiv. Under valgkampen fungerede Facebook som et socialt
kommunikationsredskab for de aktive, heriblandt Nina: ”Så der var alle bare inde
hele tiden, så man kunne tale om billederne. På den måde har det også en ret social
funktion, at man følger med. Det er lidt ligesom at læse avisen” (bilag 4:441-‐444).
For Nina fungerede Facebook samt det at få Johanne Schmidt-‐Nielsens
opdateringer og kunne se på hendes billeder således under valgkampen som et
referencepunkt på linje med at læse aviser.
57
Informanterne reflekterer ikke kun over, hvordan de selv bruger Facebook som
kommunikationsredskab, men også over, hvordan politikerne forholder sig til, at
Facebook giver mulighed for dialog mellem politikere og borgere. Når
politikerne går fra udelukkende at bruge Facebook som et informationsredskab
til også at benytte sig af det som et kommunikationsredskab, høster de således
stor ros fra informanterne. Kasper fortæller: ”Også netop som man typisk kan se,
at Johanne (Smith-Nielsen, red.) og også andre politikere gør. At de også går ind og
tager sig tid til at svare på de ting, folk skriver. Så dem, der kan finde ud af at bruge
det, gør det også godt, fordi det netop giver en ret direkte dialog” (bilag 10:500-‐
503). At gøre det godt som politiker som Facebook handler altså i høj grad om at
tage skridtet fra envejs-‐kommunikation til dialog og dermed fra informations-‐ til
kommunikationsredskab. Randa forklarer i den sammenhæng, hvordan hun
oplever det, at Manu Sareen går ind og deltager i de debatter, han starter på sin
Facebook-‐side: ”Jamen, jeg synes, at det er rigtig godt, fordi at så er det ikke bare
et envejs-statement. Det er ikke bare en udtalelse, han kommer med. Så bliver det jo
en debat, i og med han går ind og svarer” (bilag 2:307-‐311). Randa vil ikke blot
læse og støtte Manu Sareens opdateringer. Hun vil gerne give sit besyv med,
hvilket svarer til, hvad Stephen Coleman har konkluderet: ”Respondents wanted
to be consulted and heard rather than simply regarded as voting fodder” (2005,
204). Selvom alle de tre politikere, som jeg bruger som cases i min undersøgelse,
nogle gange går ind og blander sig i debatterne på deres side ved at skrive en
kommentar eller synes godt om en opdatering, så regner informanterne ikke
med, at politikerne nødvendigvis vil lægge mærke til det, hvis de skriver noget.
Når Morten er tilbageholdende med at kommentere på Manu Sareens side, så
skyldes det, at han tænker: ”Hvor meget får man ud af det. Altså, du får lov til at
sige din holdning” (bilag 6:932-‐933). Det at kunne udtrykke sig og skrive, hvad
man mener på fx Facebook, er ikke ensbetydende med at føle, at man bliver lyttet
til. Flere af informanterne oplever ikke, at politikerne lytter til dem, hvis de
skriver på deres side, og derfor føler de ikke noget ansvar for at deltage. For
hverken Anna eller Torben er det ikke nok, at deres kommentar eller synes godt
om-‐tilkendegivelse måske bliver bemærket af andre brugere. De vil have
feedback fra den politiker, som de har valgt at kommunikere med på Facebook:
”For at gide deltage i en elektronisk debat eller høring kræves, at man får respons –
58
fra andre borgere og ikke mindst fra de ansvarlige politikere” (Torpe 2005, 158).
Sonja Utz mener, at det kan have stor betydning for politikerne, hvis de reagerer
på brugernes kommentarer (2009, 225–226). Det signalerer nemlig, at
politikerne lytter til de mennesker, der potentielt kan finde på at stemme på
dem. Ydermere forventer brugere som Anna og Torben ikke at få en reaktion fra
politikerne, og hvis de derfor ser en politiker, der gør brug af den interaktion,
Facebook giver mulighed for, reagerer de positivt. Utz konkluderer derfor, at
dialog og svar fra politikerne giver brugerne et positivt indtryk (2009, 225–226).
Pol it isk redskab
Jeg vil først beskrive, hvordan informanterne bruger selve det at synes godt om
en politiker til at støtte vedkommende. Herefter ser jeg på, hvornår
informanterne kommenterer, deler og synes godt om politikernes opdateringer,
og hvordan de ser på de tre ting.
Informanterne bruger det at blive fan af politikeren på Facebook til at engagere
sig politisk. Udover at synes godt om politikere for at få information og kunne
kommunikere med politikerne bliver man således fan for at støtte samt for at
sende et signal til ens Facebook-‐venner om, hvor man selv står. Under
valgkampen valgte Morten fx at ændre sit profilbillede, så det blev tydeligt, at
han stemte på Radikale Venstre. Det gjorde han ved at tilføje et grafisk element
til sit profilbillede39. Med Facebook kunne Morten således sende et signal om til
sine Facebook-‐venner om, hvem han støttede i valgkampen. For Nina og Torben
var det at blive fans af henholdsvis Johanne Schmidt-‐Nielsen og Lars Løkke
Rasmussen en konkret måde at støtte de to politikere på40. Ved at blive fans kan
de være med til at give politikerne god omtale i pressen. Det skyldes, at medierne
i forbindelse med fx valgkampe bruger antallet af fans, når de skal beskrive
politikeren. Ofte kobler medierne således antallet af fans til politikernes
popularitet, hvor det at have mange fans bruges som en indikator på politikerens
popularitet41. Nina forklarer det: ”Så var det meget naturligt at blive fan, fordi at
39 Eksempler på, hvordan det ser ud, kan ses her: http://www.picbadges.com/ 40 Torben begyndte ikke at abonnere på Søren Pinds opdateringer af den grund. 41 Et eksempel på en sådan artikel er Thorning runder 100.000 venner på Facebook (Ritzau 2011).
59
nogle gange når medierne italesætter de der hypes, så bruger de antallet af fans på
Facebook” (bilag 4:488-‐490). Torben brugte også Facebook til at støtte Søren
Pind under valgkampen ved at uploade et billede af sin stemmeseddel, hvor han
havde sat kryds ved Pind, til Facebook: ”Jeg tror ikke, at det rykkede nogle
stemmer, men så kan man da se, at jeg støttede ham” (bilag 8:393-‐394). Christine
og Frederik nævner også det at støtte politikerne som en årsag til at blive fan.
Der ligger således et politisk engagement alene i at blive fan af en politiker. Jakob
er den eneste af informanterne, der ikke bruger det at være fan af en politiker
som en måde at engagere sig politisk på. Som beskrevet tidligere synes han
udelukkende godt om politikere på Facebook for at kunne følge med. Flere af
informanterne engagerer sig dog yderligere ved også at synes godt om,
kommentere eller dele politikernes opdateringer.
Overordnet set kan man sige, at: ”… 10 percent of a population accounts for 90
percent of the (inter)action also applies to online communities” (Jensen 2011,
126). Det er således langt fra alle brugere, der aktivt bidrager til interaktionen på
internettet, og det gjorde sig også gældende blandt informanterne. De fleste har
syntes godt om én eller flere opdateringer fra politikere, mens færre har
kommenteret og delt. Jo mere aktivt et bidrag, det drejer sig om, desto færre har
altså bidraget. Således har syv af informanterne syntes godt om en eller flere
opdateringer fra politikerne, mens fire har kommenteret42. Heraf kommenterer
to af informanterne relativt ofte, mens de to andre kun meget sjældent har gjort
det. To af informanterne har delt opdateringer, mens to er i tvivl om, hvorvidt de
har gjort det43. Kasper har som den eneste informant lavet opslag på forskellige
politikeres sider. Han gjorde det i forbindelse med sit studiejob og tror ikke, at
han kunne finde på at gøre det som privatperson.
42 De informanter, der har syntes godt om, er: Randa, Nina, Dorthe, Frederik, Morten, Torben og Kasper. Derudover er Christine og Naja i tvivl om, hvorvidt de måske har syntes godt om en enkelt opdatering eller to. Hvis de har det, er det ti af informanterne, der har syntes godt om en opdatering. Randa og Frederik kommenterer ofte på politikernes opdateringer, mens Kasper og Torben en sjælden gang imellem har kommenteret. 43 Frederik og Kasper har flere gange delt opdateringer, mens Morten og Nina måske tror, at de har gjort det en enkelt gang.
60
Det skal betyde noget, hvis informanterne skal kommentere eller synes godt om
en politikers opdatering. Det kan som beskevet tidligere fx være ved at hjælpe
med at sprede budskabet eller ved som en af de første til at kommentere at være
med til at påvirke kommentartråden. Informanterne vil således ligesom danske
unge generelt have en oplevelse af at gøre en forskel og kunne se resultaterne af
deres deltagelse. Hvis ikke det er tilfældet, vil de hellere lade være med at
deltage (Illeris et al. 2009, 174). De vil værdsættes for det, de gør, og flere af dem
undlader som beskrevet i Kommunikationsredskab at kommentere, fordi de føler,
at det ikke betyder noget for politikeren, hvad de skriver.
Om at synes godt om opdateringer
Både Dorthe og Randa fortæller, at de altid synes godt om politikernes
opdateringer, hvis de kan lide dem. Det samme gælder Morten, der fortæller om,
hvad det at synes godt om betyder for ham: ”En like giver bare, at man synes, at
det er super arbejde” (bilag 6:418). Han synes således godt om det, hver gang han
ser en opdatering, hvor han er enig, og hvor det drejer sig om en ”god sag” (bilag
6:477). For Morten er det vigtigt, at der er noget indhold i opdateringerne, hvis
han skal synes godt om dem. Samtidig handler det også meget om hans
sindsstemning, og hvorvidt han lige er modtagelig for politiske opdateringer den
dag. Han bruger også det at synes godt om opdateringer til at sende et signal til
Manu Sareen om, at han godt kan lide nogle bestemte opdateringer. Fx lavede
Manu Sareen en lang række opdateringer på samme dag for at vise, hvordan
hans dag som minister tog sig ud, og her syntes Morten godt om dem alle for at
vise, at han fulgte med hele dagen. Christine kan ikke huske, om hun har syntes
godt om Johanne Schmidt-‐Nielsens eller Enhedslistens opdateringer44, men det
kunne hun godt forestille sig, for som hun siger: ”Jeg kaster om mig med likes”
(bilag 7:322). Hun tænker ikke så meget over at synes godt om opdateringer for:
”Det er meget uden konsekvenser lige at lave et like” (bilag 7:199). Kasper
fortæller om, hvad der får ham til at synes godt om fx Johanne Schmidt-‐Nielsens
opdateringer: ”Det er meget de der typiske Enhedsliste-agtige ting om, at nu skal
de andre få deres sag for, fordi at de stiller nogle kritiske spørgsmål, eller de må 44 Det fremgik ikke umiddelbart af hverken Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side eller hendes egen profil, og da hun ikke kunne huske cirka, hvornår hun evt. havde syntes godt om en opdatering, var det svært at finde ud af.
61
komme med indrømmelser. Det er meget det der vagthundsagtige. Det er meget
dem, som jeg bliver fanget af” (bilag 10:202-‐206). Desuden synes han godt om
opdateringer, der i hans politiske verden er positive. Det kan være, hvis
Enhedslisten har fået bragt en for ham vigtig sag på den politiske dagsorden,
eller hvis de har været med til at vedtage en ny lov. Kort sagt han synes godt om
opdateringer, som for ham er gode nyheder: ”En nyhed, der er positiv på en måde.
Der kan belyse noget, som er underbelyst, eller som er et skridt i den rigtige
retning” (bilag 10:241-‐243). Torben ser kritisk på det at synes godt om, for han
oplever, at hvis han skriver nuanceret og afbalanceret, så får han kun få synes
godt om-‐tilkendegivelser, mens hvis han skriver mere frækt, så får han langt
mere positiv feedback: ”Hvis man skriver frækt nok, så får man mange likes, og
hvis man bare skriver sådan stille og roligt, jeg foranlediges til at tro og tænke, så
er der to likes” (bilag 8:946-‐947). Derfor tænker Torben ikke på Facebook som et
godt sted at debattere og udvikle sig politisk, fordi der ikke er plads til de
nuancer, som han mener, er afgørende for, at man kan rykke sig og blive enige
med andre: ”Nuancer er ret vigtige i en debat for, at man kan komme frem til, hvad
der er sandheden, hvis man kan bruge sådan et stærkt ord. Og det er svært at finde
på nettet” (bilag 8:934-‐937). Han mener, at det er langt mere sandsynligt at blive
enige, hvis man sidder og taler sammen end ved at debattere på Facebook: ”Det
kan godt ske, hvis vi sidder og snakker sammen, ligesom du og jeg gør, men det sker
ikke på Facebook. Jeg læste, at Facebook var med til at fordumme debatten nogle
gange. Fordi så i stedet for at tænke sig om, så skriver man bare sin første
udtalelse: Özlem Cekic er en lort, enter. Og det kommer man jo ikke så meget videre
med” (bilag 8:648-‐653). Det er også en af årsagerne til, at Torben kun meget
sjældent skriver kommentarer til Søren Pinds opdateringer.
Om at kommentere opdateringer
De fleste af de informanter, der har skrevet kommentarer til politikernes
opdateringer, har kun gjort det ganske få gange, og oftest har det været for at
rose og støtte politikeren – og ikke for at gå ind i en debat. Både Kasper og
Dorthe mener således, at de har skrevet en enkelt kommentar eller to til Johanne
Schmidt-‐Nielsens opdateringer. Dorthe skrev tillykke i forbindelse med valget
2011, mens Kasper skrev: ”Noget i godt gået-duren. Det har ikke været nogle, som
62
har været stærkt indholdsbårende, tror jeg” (bilag 10:250-‐252). Også Torben har
enkelte gange skrevet en kommentar til Søren Pind, hvis han har været en af de
allerførste til at kommentere på en opdatering: ”Så er det mest ros. Ja, godt gået,
Søren. Lækkert eller. Bare lige for at, bare at vise ham, at vi er nogle, der er derude
og støtter ham” (bilag 8:523-‐524). Når så få af informanterne har kommenteret
politikernes opdateringer, skyldes det bl.a., at de oplever, at debatniveauet fra de
andre brugere er for lavt, og at tonen er for grov. Den eneste informant, der ser
anderledes på det, er Randa, hvilket jeg vender tilbage til, efter først at have
beskrevet, hvordan størstdelen af informanterne oplever debatten på Facebook.
Dorthe fortæller om tonen blandt brugerne på politikernes Facebook-‐sider: ”Jeg
synes tit, det ryger ud af en tangent, og at det bliver personligt med snabel-a og så
personen” (bilag 3:718-‐720)45. Hun oplever således, at folk ved at nævne de
mennesker, der også deltager i debatten, i deres kommentarer, fokuserer på de
involverede personer i stedet for emnet. Morten forklarer, at han oplever
debatniveauet som lavt, fordi det ofte bliver enten rygklapning og ros til
politikeren uden andet indhold eller bliver ligegyldig, fordi der ikke bliver brugt
saglige argumenter, men i stedet fx skrevet ”Spindoktorer er lort” (bilag 6:903).
Han mener, at det er uinteressant at gå i dialog med mennesker, der debatterer
på den måde. Selvom han ikke selv kommenterer på Manu Sareens opdateringer,
oplever han det alligevel som grundlæggende godt for demokratiet, at
befolkningen stiller spørgsmålstegn ved politikernes gøren og laden. Det gælder
for flere af informanterne, bl.a. Christine og Frederik, at de vil have en viden om
det, de skal debattere, ellers vil de hellere lade være. Frederik fortæller om,
hvornår han kommenterer: ”Ja, når jeg føler, at jeg har noget at bidrage med”
(bilag 5:153). Nina er grundlæggende set lidt skeptisk over for værdien af det:
”Nogle gange kan det også synes lidt ligegyldigt at deltage i debatter på Facebook,
fordi man måske hellere skulle skrive et læserbrev eller lave noget andet end at
være på sin computer hele tiden” (bilag 4:316-‐318). Hun er desuden enig med
flere af de andre informanter i, at debatniveauet generelt ikke er højt. Flere af
informanterne angiver således som årsag til, at de ikke vil debattere hverken på
45 På Facebook kan man henvise til andre mennesker, der fx har skrevet i samme kommentartråd som en selv, ved at skrive @ efterfulgt af personens navn (Occhino 2009).
63
Facebook eller internettet generelt, at de oplever debatniveauet som for lavt,
og/eller at debatten ikke har en betydning. Noget af det samme har Lars Torpe
fundet frem til i sin undersøgelse af borgeres muligheder for at deltage politisk
ved hjælp af digitale medier: Nogle skrev, som om de stod og talte med naboen
over hækken, hvilket på den positive side brød med den højtidelige og
selvhøjtidelige tone, man fx kan møde i læserbreve, og på den negative side
medførte ligegyldig snik-‐snak. Det andet problem var, at nogle debatindlæg brød
med, hvad der generelt set anses for god tone/stil i en debat: ”Begge dele
bidrager til, at nogle står af, fordi de finder debatten for ligegyldig eller niveauet
for lavt” (Torpe 2005, 159). Naja opgiver dog en anden grund til ikke at ville
debattere; nemlig at hun ikke er engageret nok. Derudover nævner Nina, at
Facebook ikke er godt som et sted med plads til debat, fordi lange kommentarer
ikke fungerer på Facebook, da man skimmer frem for at læse opdateringerne.
Det gør, at ens kommentarer ikke må være for lange, hvis de skal blive læst. For
hende er selve Facebooks opsætning og interface således en medvirkende årsag
til, at hun ikke har lyst til at gå ind i debatter på en politikeres Facebook-‐side.
Desuden nævner flere af informanterne, at der ofte kommer mange
kommentarer fra andre brugere til en politikers opdateringer. Dermed bliver det
dels uoverskueligt, og dels forsvinder ens egen kommentar let i mængden.
Frederik mener, at de mange kommentarer, der ofte kommer, når politikerne
skriver opdateringer, gør, at politikerne kun er med i starten af en debat, fordi
det bliver for meget med de mange kommentarer, og de derfor lader debatten
kører videre uden dem. At der kommer så mange kommentarer, gør således, at
man ikke kan være sikker på, at hverken politikeren eller de andre fans ser ens
kommentar. Desuden bryder mange af informanterne sig ikke om at diskutere på
Facebook, fordi det finder sted på skrift. De fleste af informanterne foretrækker
således at diskutere ansigt til ansigt.
Den eneste af informanterne, der godt kan lide at debattere på politikernes
Facebook-‐sider ved at skrive egne kommentarer og læse andres, er Randa. Hun
har også en anden opfattelse af debatniveauet blandt politikernes Facebook-‐fans
end de andre informanter. Selvom hun ligesom flere af informanterne oplever, at
nogle skriver om noget uden at have forstand på emnet, hvilket hun synes skaber
64
en ”åndssvag debat” (bilag 2:738), så finder hun generelt, at debatniveauet er
højt blandt Manu Sareens Facebook-‐fans. At hun har en anden opfattelse af
debatniveauet giver god mening, for hun er – udover Frederik – den eneste
informant, der jævnligt debatterer. Frederik og Randa er desuden meget
forskellige, for hvor Randa debatterer for debattens skyld, så gør Frederik det for
at overbevise andre om, at han har ret. Derfor deltager Frederik også i debatter
på politikernes Facebook-‐sider, selvom han heller ikke oplever Facebook som et
godt debatforum. Hvis han således ville debattere med én, hvor det ikke
handlede om at vinde diskussionen, men om gensidigt at blive klogere, ville han
foretrække at gøre det ansigt til ansigt. For ham er Facebook et politisk redskab
på linje med demonstrationer og læserbreve, mens Randa deltager i debatter for
at få feedback på hendes synspunkter og høre, hvad andre mener. Randa har
deltaget i flere længerevarende debatter på Sareens Facebook-‐side, hvor hun har
kommenteret flere gange i samme tråd samt fået feedback på sine kommentarer
fra de andre brugere. For hende opleves debatterne på hans Facebook-‐side som
en god måde at få indblik i, hvad andre tænker. Hun kan dermed få diskuteret
emner, som: ”Det er jo ikke sikkert, at ens venner gider snakke om det eller har
indsigt i det” (bilag 2:709-‐710). Hun bruger det desuden også ligesom nogle af de
andre informanter til at rose Manu Sareen.
Flere af informanterne taler om at blive irriterede på Facebook-‐venner, som de
oplever bruger Facebook til politisk overtalelse ved fx at dele politikeres
opdateringer. Også de unge i Valtyssons undersøgelse blev irriterede, når
Facebook blev brugt på denne måde (2012, 19–20). Kasper beskriver det
således: ”Omkring valget har jeg ikke været sådan én, der skrev og prøvede at være
missionerende og sige, hvad folk skulle gøre. Det synes jeg er ret irriterende, når
mine venner gør” (bilag 10:404-‐407). Anna er den informant, der bliver mest
irriteret, og hun fortæller, at hun kan være lige ved at skjule opdateringer fra
mennesker, hvis hun oplever dem som missionerende. Man kan således på
Facebook vælge, at man ikke vil se opdateringer fra en person, selvom man
stadig er Facebook-‐venner med vedkommende. Jakob bliver irriteret over, at
hans Facebook-‐venner bruger Facebook til politisk overtalelse, hvis han er uenig
med dem. Han ville ikke blive irriteret på samme måde, hvis han var enig med
65
dem. I Carr et. al’s undersøgelse af amerikanske studerendes brug af Facebook i
forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2008 var størstedelen af
informanterne meget imod, at Facebook blev brugt som netop et redskab til at
overbevise andre:
This may be a residual effect of the highly social environment Facebook is
associated with – our respondents may conceive of Facebook as a purely
social space and may resent the intrusion of political pressure, even though
messages that mention politics are accepted. (2009, 57)
Deres informanter anså det således for passende at bruge Facebook politisk, når
det handlede om at udtrykke, hvad man selv mente, mens de tog afstand fra at
forsøge at ændre andres holdninger (Carr et al. 2009, 39). Med politisk
overtalelse menes der således, at man eksplicit forsøger at fortælle andre, hvad
de skal mene politisk, eller, som Kasper beskriver det, er ”missionerende” (bilag
10:405). Flere af informanterne bruger således Facebook til at vise, hvem de
støtter politisk og til at sprede opdateringer fra politikerne ved at synes godt om
dem, men de afstår stort set alle fra direkte forsøg på politisk overtalelse.
Undtagelsen er Frederik, som bevidst bruger Facebook til at forsøge at overtale
andre med. Den eneste informant, som er kritisk over for at bruge Facebook til at
vise, hvem man selv er politisk, er Anna. Hun abonnerer således primært på
politikere, fordi hun som beskrevet i Rum finder det upassende at synes godt om
dem46. Det svarer godt til Carr et al.’s undersøgelse, hvor jo mere informanterne
anså det for passende at bruge Facebook til at udtrykke sig selv politisk, desto
mere sandsynligt var det, at de også selv brugte Facebook sådan (2009, 41).
Om at dele opdateringer
Frederik er altså den eneste informant, der eksplicit forsøger at overtale sine
Facebook-‐venner. Det gør han bl.a. ved at dele politikeres opdateringer: ”Hvis jeg
gerne vil viderebringe budskabet, så kommer det ud lige med det samme” (bilag
5:392-‐393). Han fortæller ydermere om, hvorfor han deler: ”Det ku’ jo være, folk
tænkte sig om, når jeg delte eller skrev det her. Så ku’ det være, de tænkte sig om og
46 Hun synes dog selv godt om en enkelt politiker, hvilket jeg vender tilbage til i Identitet.
66
måske ændrer deres holdning på et tidspunkt” (bilag 5:408-‐410). Det skyldes, at
han bruger Facebook til ”at gøre folk bevidste om det, jeg gerne vil have, at de skal
være bevidste om” (bilag 5:397-‐398). Kun tre af de andre informanter har delt
enkelte opdateringer fra politikere, men som Morten siger: ”Dele, så skal der et
eller andet specielt til” (bilag 6:519-‐520). Det er således mere typisk, at
informanterne synes godt om politiske opdateringer eller linker til fx artikler,
som de synes er vigtige i en politisk sammenhæng, end at de deler. Det skyldes,
at flere af informanterne er bekymrede for, at deres Facebook-‐venner vil finde
det irriterende, hvis de deler, og måske endda vil opfatte det som et forsøg på
politisk overtalelse.
En måde at engagere sig politisk på
Stort set alle informanterne bruger Facebook som et politisk redskab, hvor det at
være fan af politikere er en måde at engagere sig politisk på. Nogle af
informanterne bruger således Facebook til selv at skrive politiske opdateringer,
mens andre nøjes med at være fans af politikere og evt. synes godt om enkelte af
politikernes opdateringer. At nogle informanter bruger Facebook som et politisk
redskab, kan forklares ved:
It is apparent that politically interested, activism-prone citizens go online to
complement or substitute their uses of traditional communication and
directly represent their opinions. This specific mode of civic engagement
and activism is more fluid, in that it engages with public affairs and public
opinion at will, at variable times, with variable duration and commitment.
(Papacharissi 2010a, 160)
For de informanter, der også er aktive politisk offline, bliver Facebook en måde
at komplementere deres offline politiske aktiviteter. Torben og Nina bruger
således Facebook som supplement til deres offline politiske engagement og som
en måde at styrke det engagement på. Det stemmer godt overens med Calenda
og Mosca, der konkluderer, at ”people already engaged in offline social and
political network use the Internet to consolidate their participation” (2007, 92).
Ydermere bliver Facebook et politisk redskab i flere af informanternes hverdag,
67
fordi ”Facebook makes it possible for political and civic bodies and concerns to
become part of the everyday world of these young people” (Bakardjieva 2010,
143). For de mennesker, som ikke har lyst til at være meget eksplicitte om deres
politiske holdninger, giver et socialt medie som Facebook mulighed for at
indtage en politisk holdning og fremføre den for andre på en stilfærdig måde ved
fx at synes godt om en politiker uden selv at skrive politiske opdateringer
(Bakardjieva 2010, 143), selvom det sidste også er muligt. Facebook kan således
bruges til at engagere og inspirere andre på en personlig måde, hvilket for flere
af informanterne er en mere lettilgængelig og interessant måde at engagere sig
på politisk end fx at blive medlem af et parti. Facebook bliver altså en måde at
engagere sig på politisk: ”Far from being predominantly used for civic and political
purposes, Facebook (…) offers posibilities for civic engagement” (Bakardjieva
2010, 143). Mens informanter som Torben og Nina også ville være politisk aktive
uden Facebook, så bliver Facebook for andre af informanterne en måde at
engagere sig politisk på, hvilket de måske ikke ellers ville have gjort.
Opsummering på praksisser
Når de unge bruger Facebook politisk handler det primært om at modtage
politisk information og nyheder fra politikeren (informationskanal), støtte og
engagere sig politisk (politisk redskab) og kommunikere med politikeren
(kommunikationsredskab). Randa og til dels Frederik bruger som de eneste
informanter også Facebook til at kommunikere med de andre fans, mens
Frederik direkte bruger Facebook til at (forsøge at) overbevise andre.
Generelt kan Facebook beskrives som en ressource, de unge har tilgængelig i
deres hverdag, og som de bruger i forbindelse med deres politiske engagement
(Olsson 2007, 199). Facebook bruges således som en ressource, der giver de
unge mulighed for at engagere sig i de ovenstående praksisser. Det er netop
praksisserne, der kan få de unge til at se sig selv som aktive borgere i samfundet.
Praksisserne er således med til at give de unge en følelse af samhørighed med
andre brugere og med de politikere, som de er forbundet med på Facebook. Det
kan være med medvirkende til, at de ser sig selv som engagerede borgere
68
(Dahlgren og Olsson 2007a, 208). Identitet og praksisser er således nært
beslægtede.
I dentitet Hvordan mennesker opfatter sig selv, når det kommer til politik, dvs. hvordan de
ser på deres identitet som mennesker, der kan agere politisk, er centralt for at
forstå deres politiske brug af nettet (Dahlgren og Olsson 2008, 493). Når
identitet bliver så central, hvis man ønsker at analysere unges politiske
engagement, skyldes det, at de unge i dag ifølge Illeris et al. bedre kan ses som
”identitetsbyggere” end ”interessebærere”, hvilket betyder, at: ”… de engagerer
sig i en sag eller en aktivitet, som de kan identificere sig med, og som dermed kan
bidrage til dannelsen af deres individualiserede gør-det-selv-identiteter, men de vil
ikke ’købe’ hele den politiske pakke, som traditionelt følger med fx det at melde sig
ind i et politisk parti” (2009, 169). De unge befinder sig således i en periode af
deres liv, hvor de intensivt arbejder på skabe sig en identitet. Hvor processen
med at skabe sig en identitet tidligere var en rimelig jævn og fremadskridende
proces, er der i dag i højere grad tale om ujævne processer, hvor de unge vægrer
sig mod at lægge sig fast på én identitet. I stedet søger de at holde så mange
muligheder åbne så længe som muligt for at udvikle deres identitet i nye
retninger (Illeris et al. 2009, 170).
I det følgende beskriver jeg, hvordan de unge oplever det at være forbundet med
en politiker på Facebook i forhold til deres identitet og selvfremstilling. Derefter
beskriver jeg, hvordan flere af informanterne synes, at de kan identificere sig
med nogle af de politikere, som de har en relation til gennem Facebook.
Størstedelen af informanterne begynder hurtigt at beskrive deres relation til
politikerne med twitter-‐jargon. På Twitter snakker man således om at følge og at
være ”follower”. Mine informanter bruger i høj grad ordet følge i modsætning til
at synes godt om eller være fan af en politiker, når de skal beskrive det, at de er
forbundet med politikere på Facebook. De distancerer sig således fra begrebet
fan, som kun få af dem bryder sig om. Anna nægter endda kategorisk nogensinde
at ville blive fan af en politiker på Facebook, indtil hun i slutningen af interviewet
69
opdager, at hun faktisk er fan af Lykke Friis: ”Gud ja. Hende har jeg simpelthen
liket rigtig. Jeg er fan af Lykke Friis” (bilag 11:548-‐550). Hun har ellers gennem
hele interviewet hævdet, at hun kun kunne finde på at abonnere på politikere,
hvilket hun fx gør med Søren Pind. Hun undrer sig en del over, at hun er blevet
fan af Lykke Friis, når hun nu ellers så kategorisk har afvist at kunne finde på det:
”Jeg er faktisk lidt overrasket over, at jeg er blevet fan af hende, men det er i samme
form som med Søren Pind, selvom det er subscription” (bilag 11:593-‐595). Hun har
således en oplevelse af, at Lykke Friis bruger Facebook på en måde, der minder
om Søren Pinds. Hun oplever dem begge som politikere, der er ærlige og står
ved, hvad de mener frem for at tænke på, hvad de strategisk kan få ud af at
handle på en bestemt måde: ”Det virker ikke, som om de er særlig: Nu skal jeg
spille det på denne her måde, fordi så går det i den rigtige retning. De siger bare
ting” (bilag 11:608-‐610). Frederik beskriver sin modstand mod at være fan af
politikerne sådan: ”Jeg gider ikke gøre dem til stjerner” (bilag 5:184-‐185). Også
Christine bryder sig ikke om at være fan af en politiker for, som hun siger: ”Det er
lidt poppet, at jeg er fan af en politiker” (bilag 7:140). Derfor gik hun, da hun
syntes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen, med det samme ind og skjulte
handlingen, så hendes Facebook-‐venner hverken kunne se det på hendes
Facebook-‐væg eller i deres egen nyhedsstrøm. Man skal således ind og læse om
hende, for at man kan se det. For Christine er det meget vigtigt at holde sig fra
det selvpromoverende aspekt, som hun oplever, gør sig gældende på Facebook:
”Hvis det bliver sådan noget selvpromoverende noget med uh uh, se mig. Jeg er
meget rød i min holdning [latter]. Arj, det er frygteligt, det kan jeg slet ikke arbejde
med” (bilag 7:181-‐183). Hun bryder sig således ikke om at synes godt om noget,
der kan få folk til at sætte hende i bås som ”meget rød” (bilag 7:190). I stedet
skal det være selvironisk eller sjovt. Alt i alt tyder det på en modstand mod ordet
fan. Som nævnt før så hedder det at synes godt om en side på Facebook. Ordet
fan er dog stadig i cirkulation og bruges bl.a. i medierne, når politikerne fx
fortæller, hvor mange Facebook-‐fans de har (Mikaelsen og Skov 2011). Særligt
har informanterne svært ved at blive fans af politikere, de er uenige med, som
beskrevet i Rum. Frederik fortæller, at han – selvom han er glad for at få Søren
Pinds opdateringer – ville stoppe øjeblikkeligt med at følge ham, hvis han ikke
længere kunne abonnere, men ville være nødt til at blive fan: ”Jeg vil helst være
70
venner med dem, så jeg ikke får et postulat med, at jeg er fan af Rosa Lund (EL,
red.). Jeg kan godt være fan af Michael Jackson, som jeg er. Men Rosa. De der
politikere vil jeg ikke være fan af. Slet ikke de borgerlige. Det er okay, at jeg er fan
af Manu Sareen for eksempel, men hvis det skulle være Søren Pind, så ville jeg
hellere lade være med at høre, hvad han havde at sige” (bilag 5:444-‐449). Alle
informanterne er således opmærksomme på, at de politikere, de abonnerer på og
synes godt om på Facebook, sender et signal om, hvem de er, til deres
omgivelser. Nina forklarer, hvorfor det er et problem for hende at synes godt om
politikere, hun ikke vil identificeres med: ”Hvis man så antalsmæssigt, ville jeg
nok være fan af flest, jeg sympatiserede med og ikke af alle mulige mærkelige for at
få information, for der er jo også en del selvfremstilling på Facebook, som gør, at
man har en naturlig grænse for, hvem man liker. Ens forfængelighed gør
simpelthen, at hvis nu der var nogen, der misforstod, at man lige blev venner med
Pia Kjærsgaard, så ville det ikke være godt [latter]” (bilag 4:515-‐523). Årsagen til,
at Nina ikke kan synes godt om en politiker, som hun decideret ikke bryder sig
om, er, at hun på Facebook er forbundet med mennesker af en række forskellige
sociale og faglige årsager. Derfor er hun nødt til at skabe sig en online identitet
på Facebook, hvor hun sender et billede af sig selv, som hun finder
hensigtsmæssigt, til de mennesker, hun er forbundet med. Kun Jakob synes som
beskrevet i Rum ikke, at det er et problem, at han synes godt om politikere, som
han personligt ligger langt fra politisk. Det eneste, han kunne komme på, som
han ikke ville bryde sig om at erklære, at han syntes godt om på Facebook, er
nazistiske partier, for som han siger, så sender han alligevel et signal om, hvem
han er, på Facebook. Anna fortæller, at hun er opmærksom på, at de politikere,
hun abonnerer på, viser, hvor hun står politisk. Hun abonnerer således på Søren
Pind (V), Simon Emil Ammitzbøll (LA)47 og Ole Birk Olesen (LA). Alligevel bryder
hun sig ikke om at synes godt om politikeres sider, fordi det i forhold til at
abonnere på noget er: ”at udbasunere det meget at blive fan” (bilag 11:382-‐383).
Anna beskriver forskellen på at abonnere og synes godt om en politiker: ”Jeg
tror, at det er ordet fan. Det synes jeg er meget, så lægger jeg mig ned og beder til
ham agtigt. Hvor jeg synes, der er lidt mere distance i at subscribe, fordi i
princippet kunne jeg også subscribe til personer, som jeg ikke var enig med, for det
47 LA står for Liberal Alliance.
71
var også fint at få deres synspunkter på samme måde, som jeg gerne vil have dem,
jeg er enig med” (bilag 11:108-‐114). Hun uddyber: ”Det er en meget kategorisk
udmelding at blive fan af noget og at subscribe til noget, det er lidt mere mellem
linjerne” (bilag 11:433-‐434). For Anna spiller den identitet, hun viser på
Facebook, en stor rolle for, hvordan hun i det hele taget bruger Facebook:
”Facebook, det er en stor iscenesættelse fra min side af” (bilag 11:386). Hun er
således bevidst om, hvorfor hun bruger Facebook, som hun gør: ”Det er meget,
hvordan jeg vil se ud for folk udefra” (bilag 11:395). Selvom Dorthe synes godt om
flere politikere og dermed på den måde ikke deler Annas tanker om det, så er
hun også meget bevidst om, hvad hun synes godt om: ”Man har en form for
virtuel identitet, og det tænker man over, når man tilføjer eller sorterer noget fra.
Altså, hvad vil folk synes om det” (bilag 3:625-‐627). Den bevidsthed deler Naja og
Randa. Torben fortæller, at han er begyndt at fjerne nogle af sine synes godt om
tilkendegivelser af nogle sider: ”Jamen, det er ikke så meget på grund af sagen. Det
er bare, fordi at det er træls at have så mange ting. Det virker sådan lidt: Nå, se
mig, ja, jeg har ikke noget konsistens i mit liv. Jeg støtter alt” (bilag 8:1089-‐1091).
Det handler altså ikke om, at han ikke vil synes godt om siderne, men at han
gerne vil vise et mere stringent billede af sig selv på Facebook, og det billede er
svært at skabe, hvis han synes godt om for mange sider. Overordnet set kan man
sige, at informanterne er meget opmærksomme på, hvordan de fremstiller sig
selv på Facebook. Det fremgår således tydeligt af interviewene, at
selvfremstilling og identitet spiller en stor rolle for, hvordan informanterne
opfører sig på Facebook. Når informanterne er så opmærksomme på, hvilken
identitet de præsenterer for deres netværk, skyldes det, at Facebook er et sted,
hvor alle overvåger alle (Jensen 2009, 98). Man kan således følge sit netværks
handlinger og interesser (Ellison, Lampe og Steinfield 2006, 167). Jakob fortæller
om, hvordan han forsøger på den ene side at gøre sig selv interessant og på den
anden side ønsker at undgå at fremstå for selvpromoverende: ”Der er en hårdfin
grænse for, hvornår Facebook er interessant, og hvornår det bare bliver ren
selvpromovering” (bilag 12:535-‐536). Han uddyber: ”Så det er hele tiden en
opvejelse af, hvad man gerne vil vise af sig selv. Og man prøver at (undgå at) være
for selvpromoverende ved at tænke ekstremt meget over, hvordan man promoverer
sig selv. Det er jo sådan en lidt underlig dobbelthed, men det er nok sådan, det er”
72
(bilag 12:614-‐617). Selvom informanterne går meget op i, hvem de liker, når de i
interviewsituationen reflekterer over det, så fortæller flere af dem også, at der er
en grad tilfældighed over det. Randa fortæller således: ”Jeg ved ikke engang,
hvorfor jeg har abonneret på Rasmus Tanholt (journalist på TV2 News, red.). Jeg
tror bare, at jeg kom til at trykke på en knap” (bilag 2:172-‐173). På samme måde
opdager jeg under interviewet med Frederik, at han har liket en af Manu Sareens
opdateringer, hvortil han svarer: ”Nå, ja, det er likes. Jeg trykkede bare forkert”
(bilag 5:349). Selvom en del af informanterne fx Nina er varsomme med, hvilke
politikere de synes godt om for at undgå at sende et forkert signal om, hvem de
er til deres omgivelser, så har Dorthe og Naja svært ved at pege på noget, som de
har ladet være med at gøre.
Informanterne karakteriserer de politikere, som de er fans af på Facebook, som
sympatiske, direkte, umiddelbare, interessante og ærlige. Det drejer sig primært
om de politikere, hvor informanterne ikke kun synes godt om dem for at få deres
opdateringer, men også er enige med dem politisk. De føler ydermere, at de har
en personlig relation til politikerne. Eneste undtagelse, når det kommer til det
sidste, er Johanne Schmidt-‐Nielsen. Selvom de unge definerer hende med ord
som glæde, gejst, cool og rigtig sød, så har de ikke en fornemmelse af hende som
privatperson. Som Dorthe beskriver det, så synes hun at være lig med partiet, og
flere af informanterne har svært ved at se forskel på de opdateringer, som
henholdsvis Johanne Schmidt-‐Nielsen og Enhedslisten laver. Det handler som
beskrevet tidligere om, at hun hører til gruppen af politikere, som Infomedia
kalder de officielle. I modsætning hertil står Manu Sareen og Søren Pind, som
flere af de unge føler en meget personlig relation til. Randa har en oplevelse af, at
Manu Sareen på Facebook blander sit privat-‐ og arbejdsliv, hvilket giver hende
fornemmelse af at se ham som et helt menneske i stedet for kun som minister:
”Man får en meget god fornemmelse af, hvordan han er som person. Men det kan jo
være hip som hap. De ved jo præcis, hvordan de skal opføre sig, men jeg synes, han
virker som et oprigtigt menneske” (bilag 2:635-‐639). På den ene side opfatter hun
ham således som et oprigtigt menneske og har en følelse af at kende ham
gennem Facebook, og på den anden side er hun opmærksom på, at der fra
politikernes side er tale om en bevidst selvfremstilling. Nina er ydermere inde
73
på, at det er vigtigt, at hun kan mærke mennesket bag politikeren på Facebook:
”Det er ret sjældent, man gider besøge en, hvor man godt kan se, at de har fået at
vide af en spindoktor, at det er smart at have en Facebook-side” (bilag 4:409-‐412).
Det er således vigtigt, at politikeren formår at bruge Facebook på en troværdig
måde, så man som bruger får en fornemmelse af, at de har valgt at være på
Facebook, fordi de gerne vil være dér og ikke af kommunikationsstrategiske
årsager. Når det kommer til Søren Pind, beskriver flere af informanterne ham
som en politiker, der tør være sig selv og som skriver, hvad der falder ham ind –
hvilket står i modsætning til at ”gemme sig bag politikermasken” (bilag 8:869-‐
870), som flere af informanterne finder, at andre politikere gør. De beskriver
andre politikere med ord som ”spiller spillet” (bilag 7:150), planlagt og
tilrettelagt. Informanterne har således et billede af mange andre politikere, som
nogle der primært er optaget af deres image og at fremme egne interesser.
Politikere, som er i berøring med borgerne ved fx at dele information og spørger
dem til råds, opleves som mere tilgængelige (Coleman 2005, 200). Borgerne får
således en fornemmelse, at de politikere er tættere på dem end andre: ”When
asked how their representatives could become more connected, respondents
wanted them to be more accessible, to spend more time listening to constituents, to
be more independent from parties, and to be more like the people they
represented…” (Coleman 2005, 206). At politikerne tager deres person med på
Facebook kan være med til at skabe en oplevelse hos informanterne af, at de er
mere tilgængelige. Det gør det også lettere for informanterne at identificere sig
med politikerne. De politikere, der ikke opfører sig sådan, kan opfattes som
uengagerede og hemmelighedsfulde personer, som plejer deres egne interesser
frem for borgernes (Coleman 2005, 200). I en spørgeskemaundersøgelse af den
britiske befolkning fra 2003 kom det frem, at ”People who had met their MPs in
person were more than five times more likely to feel connected to them than those
who had not; those who had visited their MP’s Web site were nearly five times as
likely to feel connected” (Coleman 2005, 202). Noget tyder på, at det samme gør
sig gældende for mine informanter: De føler, at politikere, som de har en løbende
kontakt med via Facebook, er tættere på dem end politikere, som de blot engang
imellem støder på gennem medierne. Særligt når politikerne bruger Facebook på
74
en måde, så mennesket skinner igennem, føler informanterne, at de får en form
for relation til politikerne, og de kan lettere identificere sig med dem.
Viden Informanterne bruger både internettet og Facebook til at læse om aktuelle
emner og få viden, som de kan bruge i forbindelse med at være aktive borgere
(Dahlgren og Olsson 2008, 500). Når det kommer til de nyheder og
informationer, informanterne får gennem deres Facebook-‐venner, har flere af
dem har som beskrevet i Kommunikationsredskab en fornemmelse af, at det er de
samme ting, der cirkulerer. Informanterne har dog ved at være forbundet med
både politikerne og de andre brugere, der synes godt om de samme politikere, en
større sandsynlighed for at få nye informationer og dermed ny viden end ellers.
Det skyldes særligt, at stort set alle informanterne læser andre brugeres
kommentarer til politikernes opdateringer, hvilket kan give dem adgang til en
anden viden, end den der cirkulerer i deres tætte netværk (Gulia og Wellman
1999, 184)48. Fx fortæller Dorthe, at hun ofte læser de andres kommentarer på
Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side: ”Jeg læser faktisk meget
kommentarerne, fordi det ikke kun er kommentarer, der er positive. Tit kommer
der næsten en diskussion mellem dem, der liker. Det, synes jeg, er meget spændende
at følge med i” (bilag 3:273-‐277). Hun føler, at hun ved at læse kommentarerne
kan tage temperaturen på, hvad folk generelt går rundt og tænker: ”Nu har alle
på godt og ondt fået en stemme på nettet, og det, synes jeg, er sjovt at se” (bilag
3:540-‐542). Frederik har en helt anden årsag til gerne at ville læse andres
kommentarer: ”Jeg vil gerne blive bedre til at modargumentere de borgerliges
holdninger, så derfor synes jeg, at jeg får meget ud af at læse, hvad de siger” (bilag
5:307-‐309). Hvor flere af informanterne er interesserede i andre brugeres
kommentarer for at få inputs til deres egne holdninger og måske på den måde
blive klogere, så bruger Frederik det at læse kommentarerne til at blive bedre til
at overbevise andre om, at han har ret. Han læser således kommentarer på fx
Søren Pinds Facebook-‐profil, fordi han gerne vil læse, hvordan borgerlige
mennesker argumenter, så han kan blive bedre til at modargumentere dem.
48 De informanter, der fortæller, at de læser andre brugeres kommentarer til politikernes opdateringer, er: Dorthe, Frederik, Morten, Christine, Naja, Randa, Kasper og Anna.
75
Olsson har fundet samme måde at bruge debatter på internettet på (2007, 198).
Uanset hans bevæggrund så læser han ikke desto mindre andre brugeres
kommentarer på politikernes Facebook-‐sider. Årsagen til, at mødet med
mennesker, der tænker anderledes end én selv, er så vigtig, når det kommer til at
øge menneskers viden, er, at det er i mødet med mennesker, man er uenig med,
at man bliver tvunget til at genoverveje, hvad man selv mener. Dermed øges ens
politiske viden og forståelse (Brossard et al. 2006, 730).
Generelt oplever informanterne, at de har den nødvendige viden for at kunne
engagere sig politisk. Til gengæld har flere af dem som beskrevet i Politisk
redskab en oplevelse af, at de brugere, der debatterer på Facebook, ofte mangler
denne viden. Det resulterer i, at det for informanterne hverken er interessant
eller relevant at debattere med dem. Det er således kun Randa, der debatterer på
Facebook til at få ny viden fra andre brugere.
Facebook giver mulighed for at få ny viden. Vi kan dog som beskrevet i
Analysemodel først tale om viden, når mennesker kan få nye informationer og
gøre informationen personligt meningsfuldt. Det er sandsynligvis langt fra al den
information, informanterne møder på Facebook, som de kan tilegne sig. Måske
gør det, at de møder informationen gennem deres Facebook-‐venner, andre
brugere og politikere det lettere at forvandle informationen til viden.
Informanterne oplever som beskrevet før, at de har en personlig relation til de
politikere, de synes godt om og er enige med på Facebook. Det kan derfor
tænkes, at hvis politikerne laver opdateringer med informationer og links til
artikler, så vil informanterne opleve de informationer som personligt relevante.
Tillid De fleste af informanterne giver udtryk for, at de har en grundlæggende tillid til
såvel politikere som det politiske system. Frederik er noget desillusioneret i
forhold til SF, men alligevel virker det ikke til, at han har mistet tilliden til
hverken politikere eller system. Selv Nina, som taler om at omstyrte den
gældende regeringsform, synes at have en sådan tillid.
76
Konkret har mange af informanterne tillid til, at det er politikerne selv, der
skriver på Facebook. Selvom både Morten og Kasper nævner, at de godt er klar
over, at det måske nogle gange er en kommunikationsmedarbejder, der
opdaterer, så er det kun Frederik, der erklærer sig for ligeglad med, hvorvidt
politikerne selv skriver deres opdateringer. For ham er det vigtigste det politiske
indhold i opdateringerne. Morten fortæller, at han ville synes, at det var et
troværdighedsproblem, hvis det kom frem, at Manu Sareen ikke selv opdaterede
sin Facebook-‐side, for: ”Men der må også være grænser for, om man kan skrive en
enkelt linje selv” (bilag 6:759-‐760). Hvis det kom frem, at det ikke var Manu
Sareen, der selv skrev sine opdateringer, så ville Morten muligvis holde op med
at synes godt om ham.
Alene det at engagere sig politisk kan være med til at styrke informanternes tillid
til, at det giver mening at engagere sig politisk. Når man engagerer sig og
deltager, kan man således få en oplevelse af, at man gør en forskel, om end
måske blot i det små. Det kan styrke ens tillid til, at det har en betydning at
deltage (Illeris et al. 2009, 169).
Værdier For Morten er det at synes godt om politikere på Facebook – og især Manu
Sareens måde at bruge Facebook på – forbundet med en åbenhed om
politikernes arbejde, som han ellers oplever kan være svær at finde. Åbenheden
oplever han: ”Især i forbindelse med møder og sådan noget. Det er en af de få
direkte veje, man har til arbejdet, hvis man ikke skal ind og virkelig lave noget
undersøgelsesarbejde” (bilag 7:722-‐726). Morten får således en mulighed for på
en let tilgængelig måde at følge Manu Sareens arbejde ved at synes godt om ham.
Hvis han ikke kunne bruge Facebook på den måde, kan Morten nemlig
umiddelbart kun få øje på en anden vej: ”Ind i selve folketingsgruppen og se
arbejdet og præcise møder. Men det er en meget besværlig vej. (Facebook) er en let
tilgængelig (vej)” (bilag 6:729-‐731). Også Torben oplever, at Facebook giver ham
en mere direkte adgang til politikerne, hvor han kan læse, hvad de mener, uden
at deres holdninger skal formidles gennem en journalist: ”Det er det, der er fedt
ved opdateringer: At de bare skriver en kommentar til det, de har oplevet, i stedet
77
for at det skal selekteres gennem journalister, og det bliver forkortet og alt muligt,
så kan de bare lige: Nå, men det var det, jeg skrev, slut” (bilag 8:680-‐683). For
både Torben og Morten giver Facebook således mulighed for en anden åbenhed,
når det kommer til at følge politikernes arbejde og få direkte adgang til, hvad de
mener.
Nina oplever, at der på både Johanne Schmidt-‐Nielsens og Enhedslistens
Facebook-‐sider er: ”en kommunikation og en respekt over for, at der er nogle, der
læser det” (bilag 4:414-‐416). Hun oplever således, at der er en slags gensidighed i
mødet mellem borgere og politikere på Facebook, hvor der ikke blot er tale om
envejskommunikation uden hensyn til de mennesker, der modtager
kommunikationen. Randa er dog inde på, at gensidigheden mellem politikere og
brugere ikke er fuldendt, da politikerne kan slette brugernes kommentarer: ”Arj,
jeg synes, det er lidt fesent. Alle har jo ret til en mening. Jeg kan selvfølgelig godt
forstå det, hvis folk er meget vulgære eller bruger nogle forkerte ord, men der er jo
ikke noget galt i at komme med sin mening” (bilag 2:324-‐329). Torben synes
derimod, at det er i orden, at politikerne sletter brugernes kommentarer, fordi
det kan være med til at skabe en ”sober debat” (bilag 8:1179), at politikerne
insisterer på, at brugerne kommunikerer i en ordentlig tone. Kasper oplever, at
de politikere, som han synes, formår at bruge Facebook godt, styrker relationen
mellem politikere og borgere: ”Jeg synes, at det er med til at styrke den relation.
Især for dem, der bruger det aktivt. Netop går ind og skriver op til valget: Godt
gået, og jeg er berørt over alle de stemmer, vi har fået og sådan noget. Det er
selvfølgelig ikke en direkte interpersonel relation, men det er en relation” (bilag
10:495-‐500). Når politikerne således indleder en dialog med borgerne, der
bærer præg af gensidighed, kan det både etablere og styrke relationen mellem
borgere og politikere (Sherman 2011, 126). Når borgerne føler sig distanceret
fra politikerne, handler det oftere om processen end resultatet (Coleman 2005,
205), og det er netop processen, som Facebook kan styrke. Ved at gå i dialog og
skabe en relation med borgerne kan det medvirke til, at borgerne ikke på samme
måde føler sig distancerede til politikerne. Det kan måske være med til at
forklare, hvorfor informanterne ofte tillægger de politikere, som de er forbundet
med på Facebook flere positive karakteristika end andre politikere.
78
Det er således særligt værdier som gensidighed, diskussion og åbenhed, der
træder tydeligt frem i interviewene, mens andre værdier er sværere at få øje på.
Dahlgren og Olsson er da også inde på, at det kan være svært at finde empiriske
eksempler på, hvordan informanter forholder sig til værdier, men at man kan
fornemme dem i forhold til de praksisser, som informanterne fortæller om
(2008, 504). I tråd med det mener jeg, at det har en betydning for
informanternes forhold til de demokratiske værdier, at de ofte læser andre
brugeres kommentarer. Det tyder således på, at de besidder værdier som
tolerance og åbenhed.
Opsummering Informanterne bruger primært det at synes godt om politikere på Facebook på
tre måder: til at engagere sig politisk, kommunikere med politikerne og andre
brugere samt få information. Ved at synes godt om politikerne oplever
informanterne at få information, som de ikke nødvendigvis havde fået gennem
deres Facebook-‐venner. På den måde fungerer det at synes godt om politikerne
som et supplement til den information, informanterne ellers får. Den primære
årsag til at synes godt om en politiker, som man ikke er enig med, er således at
kunne få vedkommendes opdateringer, så man kan få information og følge med
på den måde. Informanterne har kun sjældent været i direkte kommunikation
med politikerne. Alligevel lægger de mærke til, når politikerne bruger Facebook
til at kommunikere med brugerne og reagerer positivt på det. Informanterne
bruger også Facebook som et politisk redskab, når de synes godt om politikere.
Det handler hovedsagligt om at støtte politikerne samt at sende et signal til
omverdenen om, hvad man mener politisk – og dermed også hvilken identitet
man gerne vil vise. Når informanterne fortæller om deres politiske engagement,
bliver Dahlgrens pointe om, at politik i dag i høj grad handler om at udtrykke og
skabe sig selv, tydelig (Dahlgren 2007a, 6). Facebook giver mulighed for at sætte
sit politiske engagement i en personlig ramme, hvor det også handler om at
signalere, hvem man er. Stort set alle informanterne har syntes godt om en
opdatering fra en politiker, mens færre har kommenteret og delt. At synes godt
om opdateringer bruges til at vise politikeren, at man støtter vedkommende, og
79
til at sprede opdateringer, som man er enig i. Således bruges særligt to af
netværksoffentlighedens karakteristika skaler-‐ og kopierbarhed bevidst af
informanterne til at gøre Facebook til et effektivt politisk redskab. Selvom
informanterne relativt ofte synes godt om opdateringer fra politikerne, er særligt
Nina kritisk overfor, hvilken betydning det egentlig har. Ydermere beklager
Torben, at opdateringer på Facebook ofte bliver belønnet for at være ”frække”,
hvorimod det samme sjældent sker for opdateringer, som er nuancerede og
saglige. Det hænger sammen med tonen og niveauet i debatterne på Facebook,
som kun Randa mener er god.
Når informanterne kommenterer, handler det således ofte om at rose, mens kun
to informanter gør det for at debattere: Frederik debatterer for at overbevise
andre om, at han har ret, mens Randa gør det for at blive klogere og få indsigt i,
hvad andre mener. For at man kan tale om en offentlighed i Habermas’
forståelse, skal der være tale om en gensidig samtale. Frederiks årsag til at
debattere gør, at han ikke går ind i diskussionerne for at udveksle argumenter
baseret på en gensidig interesse i at blive enig. Randas måde at debattere på
befinder sig derimod tættere på at opfylde Habermas’ kriterium om gensidighed
ved at være baseret på et ønske om at blive klogere og finde ud af, hvad andre
mener. Selvom Frederiks måde at debattere på Facebook altså ikke kan siges at
handle om gensidighed og dermed være en del af offentligheden, som Habermas
forstår denne, er det stadig et udtryk for et politisk engagement. Hvordan
informanternes engagement generelt ser ud, når man undersøger det ud fra
Habermas’ definition på en offentlighed, vender jeg tilbage til i diskussionen.
Udover at flere af informanterne afholder sig fra at debattere på Facebook på
grund af niveauet og tonen, så oplever flere af informanterne også, at man kun
sjældent bliver enige på Facebook, og de fleste foretrækker at debattere ansigt til
ansigt frem for skriftligt. Generelt bryder informanterne sig ikke om, at Facebook
bruges til politisk overtalelse. Det synes kun Frederik er i orden, og han bruger
da også selv Facebook på den måde. De fleste informanter synes, at man godt kan
vise, hvor man selv står politisk samt støtte politikerne ved fx at synes godt om
deres opdateringer. Det sidste er stort set alle informanterne opmærksomme på
80
ikke at gøre for meget for at undgå, at deres Facebook-‐venner finder dem
irriterende.
Informanterne har det generelt svært med ordet fan, og de har problemer med at
se sig selv som fans af en politiker. Særligt når det kommer til at synes godt om
politikere, fordi de ønsker at holde sig opdateret på, hvad de mener, men ikke er
enige med dem, finder informanterne det svært at skulle synes godt om dem. At
de har det så svært med at synes godt om politikere, de ikke er enige med,
hænger således sammen med, at Facebook primært fungerer som et socialt rum.
Derfor er det vigtigt for informanterne at fremvise en identitet, der fremstiller
dem selv på en måde, som de finder hensigtsmæssig. De forsøger derfor at
fremstå interessante, uden at det bliver selvpromoverende, samtidig med, at
deres selvfremstilling opleves som troværdige af de mennesker, der kender dem.
Når informanterne synes godt om politikere, som de er enige med, føler de, at
der bliver skabt en relation, som gør, at de kan identificere sig med politikeren.
Særligt Manu Sareen og Søren Pind, som laver en del personlige opdateringer,
identificerer informanterne sig med. Ved at synes godt om politikerne får
informanterne adgang til ny viden, som de ikke nødvendigvis havde fået, hvis de
kun havde været forbundet med deres tætte netværk på Facebook. Særligt at
læse andre brugeres kommentarer, hvilket stort set alle informanter gør, kan
give ny viden om, hvad andre mener. Informanterne føler desuden, at de mødes
med politikerne på en måde, der er mere gensidig end fx gennem de traditionelle
massemedier, hvilket bl.a. skyldes, at alle tre politikere går i dialog med
brugerne. På Facebook er det således særligt værdierne gensidighed, diskussion
og åbenhed, som er væsentlige.
Diskussion
I lighed med Chadwick og Howard kan jeg ud fra denne undersøgelse se
internettet som en ressource, der støtter politisk deltagelse på forskellige måder:
”… by providing a new platform for information retrieval, debate and engagement;
or by complementing offline participation by, for instance, facilitating the flow of
81
information and communication between people already involved in social and
political networks. (2010, 431). Internettet – og i dette tilfælde konkret Facebook
– giver på den ene side mulighed for udelukkende at engagere sig online og på
den anden side fungerer det som et redskab til at understøtte ens offline
engagement gennem online aktiviteter. På den måde udgør Facebook en
ressource for de, der allerede er politisk engagerede (forstærkelse). Samtidig
giver Facebook de, der ikke umiddelbart vil være tilbøjelige til at deltage i
traditionelle politiske aktiviteter fx i et parti, mulighed for at deltage politisk på
andre måder (mobilisering) (Calenda og Mosca 2007, 91). I min undersøgelse
kan man således se elementer af både forstærkelses-‐ og
mobilieringshypoteserne: For Randa, Naja, Dorthe, Christine og Anna er
Facebook deres primære måde at engagere sig på. De stemmer, når der er valg,
og Christine er endda medlem af Enhedslisten, men de engagerer sig sjældent
yderligere politisk offline. Til gengæld giver Facebook dem mulighed for i det
små at engagere sig politisk online. Der er dog også nogle af informanterne,
primært Torben og Nina, hvor internettet og de sociale medier fungerer som
supplement til deres engagement i mere traditionelle politiske deltagelsesformer
(Papacharissi 2010a, 160).
Klastrup mener, at alene det at tilkendegive en politisk holdning ved fx at blive
medlem af en Facebook-‐gruppe er et udtryk for et engagement, om end i det små.
Det skyldes, at det at blive medlem af en Facebook-‐gruppe med et politisk
ærinde synliggør ens holdninger og følelser både over for de andre medlemmer
af gruppen og over for ens Facebook-‐venner (Klastrup 2011, 44–45). Jeg mener,
at det samme gør sig gældende, når det kommer til politikeres Facebook-‐sider og
dermed for informanterne. At mene at det at være aktiv på Facebook alene vil
lede til øget politisk engagement vil dog være at gå i cyberoptimisternes spor, og
det mener jeg ikke, at jeg har belæg for. Informanterne er således blevet politisk
engagerede af forskellige årsager. Fx fortæller Anna og Frederik som beskrevet i
Præsentation af informanterne, at det påvirker deres politiske engagement,
hvorvidt deres venner er politisk aktive:
82
While the internet makes political participation easier, we would not argue
that it actually recruits people to politics. The interviews in our own study
suggest that engagement among the young activists was not prompted by
the internet per se, but emerged as a result of various experiences in their
lives. Certainly, the net has relevance here, but it would be misleading to
claim that it was an independent factor in promoting engagement.
(Dahlgren og Olsson 2008, 496–497)
Selvom Facebook altså stiller ressourcer til rådighed, som kan medvirke til, at
mennesker, der allerede er aktive, får mulighed for at blive endnu mere aktive,
og mennesker, der ellers ikke ville kunne se, hvordan de skulle engagere sig
politisk, bliver aktive, så er det ikke alene Facebook, der gør de mennesker mere
aktive. Heri ses skeptikernes synspunkt, som også er mit, hvilket jeg
indledningsvist i specialet gjorde rede for.
Ydermere er det vigtigt ikke at undervurdere værdien af uformelle samtaler
om politik i privat regi. Ifølge Putnam viser undersøgelser således, at
størstedelen af de politiske diskussioner, vi deltager i, finder sted i uformelle
sammenhænge som fx over middagsbordet. Selvom undersøgelserne er fra før
sociale medier som Facebook, tyder informanternes fortællinger om, hvordan
de læser andre brugeres kommentarer og på den måde følger med i politiske
diskussioner, på, at vi stadig lærer om politik ved at være en del af samtaler
om det:
We learn about politics through casual conversation. You tell me what
you’ve heard and what you think, and what your friends have heard and
what they think, and I accomodate that new information into my mental
database as I ponder and revise my position on an issue. (Putnam 2000,
343)
Når informanterne således deltager i debatter ved at læse andre brugeres
kommentarer, ligesom når man sidder om middagsbordet og lytter til de
andres snak, kan de blive udfordret til at genoverveje, hvad de selv mener
83
politisk. Særligt det, at de ikke kun forholder sig til, hvad deres egne
Facebook-‐venner mener, hvor der som beskrevet tidligere ofte vil være en
tendens til, at ens tætte netværk mener og tænker som en selv, men også til,
hvad andre brugere skriver, kan have betydning for, at informanterne får øjne
op for andre holdninger. Desuden får de også input fra politikernes
opdateringer. Mange af informanterne vil dog ikke synes godt om politikere,
som de ikke er enige med, fordi de oplever, at det sender et forkert signal til
deres omgivelser. Når informanterne primært synes godt om politikere, de er
enige med, betyder det, at de ikke bliver ligeså udfordrede på deres egne
politiske holdninger, som de sandsynligvis ville blive, hvis de syntes godt om
politikere, som de var uenige med.
Informanternes forskelligartede brug af Facebook understøtter, at internettet er
en åben teknologi, der kan tilpasses forskellige politiske og demokratiske formål.
Når man engagerer sig politisk på internettet, kan man således ikke kun gøre det
på én bestemt måde, men mange forskellige (Dahlgren og Olsson 2008, 504). De
unges lyst til at engagere sig på en fleksibel og individualiseret måde
understøttes således godt af internettet, fordi det netop er en åben teknologi:
In the information age, political participation is moving away from
involvement in institutionalised activities organised by political parties, to a
more flexible political participation through individualised access to
information and electronic social interaction. Compared to other age
groups, the youth follow this process away from participatory politics,
taking more advantage of ICT’s that support their need for information,
communication and influence at any time and from any place (Coleman og
Mesch 2007, 47)49.
Informanterne gør brug af, at de på Facebook hele tiden har adgang til
information og kommunikation, samtidig med at de selv kan bestemme, hvornår
de vil bruge Facebook som et politisk redskab. 49 ICT står for Information and Communications Technology. På dansk hedder det Informations-‐ og kommunikationsteknologi og forkortes IKT. Begrebet bruges om de teknologier, som vi bruger til at kommunikere med som fx internettet (Gårdsdal 2009).
84
Facebook kan langt fra karakteriseres som en offentlighed i Habermas’
definition. Det skyldes bl.a., at der er tale om en kommerciel virksomhed, der i
juli 2012 var over 73 billioner dollars værd (Anon. 2012). Ydermere er
brugerne med til at skabe Facebooks økonomiske overskud, da Facebook
tjener penge på at sælge viden om brugerne til virksomheder, som på
baggrund af den viden kan målrette deres annoncer over for den enkelte
bruger (Clemons 2012). Når det kommer til de tre kriterier, man som
beskrevet tidligere ofte har vurderet, hvorvidt der ud fra Habermas’ definition
er tale om en offentlighed, må man definitivt sige, at graden af
kommercialisering på Facebook er høj. Spørgsmålet er dog, om ikke det er
uhensigtsmæssigt at stille som krav, at der skal være tale om et ikke-‐
kommercielt rum: ”…if consumption is such a fundamental characteristic of
modern and late modern democracies, then what would a contemporary citizen
do to practice civic duty in the absence of a consumer culture?” (Papacharissi
2010a, 92). Når kommercialisering og forbrugerkultur er så centrale
elementer i samfundet i dag, nytter det ikke, at vi fratager borgeres politiske
engagement dets værdi, alene fordi det finder sted i et kommercielt rum. De to
andre kriterier – gensidighed i kommunikationen og adgang til information –
er til gengæld på nogle områder opfyldt og på andre slet ikke. Alle kan gå ind
på Facebook-‐sider og læse, hvad der står. Dermed er der, når det kommer til
sider, adgang til information. Til gengæld vil personlige Facebook-‐profiler alt
efter, hvordan den enkelte har sine privatlivsindstillinger, sjældent være
offentligt tilgængelige. Facebook-‐grupper kan både være offentligt
tilgængelige og lukkede, alt efter hvilke indstillinger man har sat for gruppen.
Man kan altså som udgangspunkt ikke følge politiske diskussioner mellem
andre brugere, som ikke finder steder på Facebook-‐sider eller i åbne
Facebook-‐grupper. Det står i modsætning til de tidlige online-‐grupper og fora,
hvor alle kunne se hinanden og den interaktion, der fandt sted (Jensen 2011,
123). Facebook er altså langt fra et fuldstændigt åbent og transparent rum,
men: ”Communications that would go unrecorded outside of the new public
square (such as a face-to-face discussion or a telephone conversation) are not
only documented but instantly accessible to the public when they occur in a civic
85
social network” (Sherman 2011, 143). Samtaler mellem borgere og politikere,
der finder sted på Facebook-‐sider, er således mere synlige, end hvis der var
tale om en telefonsamtale eller et møde ansigt-‐til-‐ansigt. Dog har politikerne
mulighed for at slette opslag eller kommentarer fra brugere, hvis de ønsker
det. Man har altså som bruger adgang til nogen information, men næppe nok
til at det kvalificerer til, at kriteriet er opfyldt. Når det kommer til kriteriet om
gensidighed i kommunikationen, kan man se på dels gensidighed borgere
imellem, dels mellem borgere og politikere. Med hensyn til gensidigheden
mellem borgerne er det som beskrevet i Politisk redskab ikke altid, at hverken
debatniveauet eller -‐tonen opleves som relevant af informanterne, hvilket
medfører, at de sjældent har lyst til at deltage i debatterne. Den rationelle og
velovervejede debat, som Habermas fandt i den borgerlige offentlighed, er
således svær at finde på Facebook, hvilket jeg også nævnte i den afsluttende
opsummering på analysen. Det er sjældent, man på Facebook møder en debat,
hvor begge parter sætter egne interesser til side for at lytte til modparten for
derigennem at finde frem til det fælles bedste, hvilket er det snævre kriterium
for, om man kan tale om gensidighed (Jensen 2003, 30). Informanterne har
generelt en oplevelse af, at de tre politikere engagerer sig i debatterne, og
dermed kan man tale om en vis grad af gensidighed i kommunikationen
mellem borgere og politikere. Da Jakob Linaa Jensen undersøgte et online
debatforum50, følte kun få af deltagerne, at debatten i foraet havde en
indflydelse på den politiske dagsorden: ”En af de årsager, deltagerne selv
angiver, er, at politikere, politiske kandidater, embedsmænd eller lignende stort
set aldrig deltager i eller ser debatten. Det er primært en debat mellem borgere
med interesse for og tid til at diskutere politik” (2006, 164). At de tre politikere
analyseret i dette speciale på Facebook går ind og deltager i debatterne, kan
således være med til at give borgerne en fornemmelse af indflydelse på den
politiske dagsorden. Desuden kan det, at politikerne aktivt engagerer sig på
Facebook få dem til at fremstå mere tilgængelige, ægte og uforfalskede (Gulati
og Williams 2009, 287–288). Der er dog næppe tale om en så høj grad af
gensidighed, at de tre politikere sætter deres egne interesser til side. Desuden
fortæller Frederik om, hvordan politikerne ofte trækker sig ud af debatterne, 50 Konkret undersøgte han usenet-‐gruppen dk.politik.
86
fordi kommentartrådene bliver uoverskuelige. På den måde påvirker
Facebooks informationsarkitektur såvel borgere som politikeres muligheder
for at bruge Facebook til at føre en debat gennem. Ydermere må man formode,
at debatniveauet-‐ og tonen også påvirker politikernes lyst til at indgå i
debatterne. Opsummerende må det konkluderes, at det ikke er muligt at
definere Facebook som en offentlighed ud fra Habermas. Måske kan vi i stedet
for tale om, at Facebook stiller en anden slags rum til rådighed, som vi kan
engagere os politisk igennem:
But if the Internet (including civic social networks) has not produced a
more reasoned and balanced public debate, then consider a narrower
and more limited claim, civic social networks, by bringing public officials
and constituents into an open public square, foster government
transparency and accountability. The metaphor of civic social networks
as the ’new public square’ does not aim for the loft of the public sphere; it
makes no claim to heighten discourse. Rather, its defining feature is open
space in full view of the public for anyone who wants it. (Sherman 2011,
141)
Vi kan således i stedet for en offentlighed i Habermas’ forstand tale om, at
sociale medier skaber et nyt offentligt rum (eller plads for at bruge Shermans
ord), hvor borgere og politikere kan mødes. Da menneskers personlige
profiler som nævnt ikke nødvendigvis er åbne for offentligheden, er det kun
offentlige Facebook-‐sider som fx politikeres, der kan siges at være en del af
det nye offentlige rum. Borgerne kan så vælge at engagere sig på politikernes
Facebook-‐sider, hvilket informanterne i forskellig grad gør, og på den måde
tage del i det offentlige rum, som bliver skabt på Facebook.
Perspektivering
Jeg vil nu kort perspektivere for på den måde at pege frem mod, hvilke
undersøgelser der ville være interessante at foretage i forlængelse af specialet.
87
Overordnet set vil det være interessant at lave en lignende undersøgelse i en
periode, der ikke bærer præg af et folketingsvalg. Fem af informanterne blev
således fans i forbindelse med Folketingsvalget i 2011, og generelt bærer
interviewene præg af, at de er gennemført relativt kort tid efter valgkampen.
Mange af informanterne nævner valgkampen, og det er tydeligt, at den har haft
betydning for, at de har engageret politisk på Facebook. Fx har flere af dem kun
kommenteret en enkelt gang, og det har typisk været i forbindelse med valget,
hvor de har ønsket den politiker, de synes godt om, tillykke med valget.
Interviewene kunne således have set anderledes ud, hvis jeg ikke havde foretaget
dem så kort tid efter valget. Måske havde jeg oplevet informanterne som mindre
politisk engagerede på Facebook, end tilfældet har været.
Ydermere er undersøgelsen begrænset af at have fokuseret på, hvordan 11
mennesker ser på deres måde at bruge Facebook på, og hvordan de oplever det
at synes godt om en politiker. Det vil derfor være relevant at udvide
undersøgelsen med en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse for at
undersøge, hvor udbredte mine informanters udsagn er (Kvale, 1994: 101). Det
vil desuden være interessant at lave kvalitative interviews med mennesker med
andre demografiske karakteristika end dem, jeg har interviewet i denne
undersøgelse, for at kunne sammenligne. Det skyldes som nævnt i Målgruppe, at
demografiske karakteristika som alder, indkomst og sociale vilkår er med til at
afgøre, hvorvidt man engagerer sig politisk, og hvordan man i så fald gør det
(Livingstone 2007, 113).
Endelig ville det være interessant at undersøge politikernes syn på deres
engagement på Facebook, hvilket jeg som nævnt i starten af specialet har
afgrænset mig fra for at sikre et tydeligt fokus. Én ting er således, at borgerne
kan udtrykke sig på Facebook, men lytter politikerne til dem (Putnam 2000,
174)? Og hvordan oplever de at mødes med borgerne i det rum?
Praktisk vil det være interessant at benytte specialet til at definere typiske
praksisser for både politikere og brugere for derigennem at styrke den enkelte
88
politikers tilstedeværelse på Facebook. Ved at få en bedre forståelse for hvordan
brugerne agerer på Facebook, er det lettere for politikere at opnå strategiske mål
med at være på Facebook. Specialet peger fx på, at politikere, der lader deres
person skinne igennem på Facebook, giver brugerne en følelse af at have en
tættere relation til dem. Politikere kan således bruge Facebook til at opbygge
relationer til brugere, som de ikke møder i mere traditionelle politiske rum som
fx vælgermøder, ved bevidst at have fokus på at være personlige i deres
opdateringer. Derudover kan analysen benyttes til at pege på
udviklingsmuligheder for sociale medier, der vil kunne styrke deres politiske
anvendelighed. Det kan fx være ved at udvikle mere effektive måder at styre
debattråde på, så meningsfyldte og sammenhængende diskussioner styrkes.
Konklusion
Selvom mødet mellem politikere og danske unge på Facebook langt fra kan
karakteriseres som en offentlighed i Habermas’ forstand, er der stadig tale om, at
de unge har fået et nyt og anderledes rum, hvor de kan engagere sig politisk. For
nogle af informanterne bruges det rum som et supplement til deres politiske
engagement i fx partier. For andre af informanterne er Facebook det eneste rum,
hvor de engagerer sig politisk. Det er langt fra sikkert, at de ville være politisk
engagerede på andre måder, hvis de ikke havde Facebook til rådighed. Den
konklusion medfører, at jeg finder belæg for både mobiliserings-‐ og
forstærkelseshypotesen i specialet.
De fleste af informanterne synes hovedsagligt godt om politikere, som de er
enige med politisk. Særligt at de skal tilkendegive, at de synes godt om en
politiker, forhindrer dem i at synes godt om politikere, som de ikke er enige med.
Det skyldes primært den selvfremstilling, der finder sted på Facebook.
Informanterne stræber således efter at fremstille sig selv på en måde, der er
fordelagtig for dem selv. Her ville det at synes godt om en politiker, som de langt
fra identificerer sig med, kunne skabe en selvfremstilling, som de ikke ønsker.
Det er således særligt denne del af Facebooks opsætning, der påvirker, hvilke
89
politikere informanterne ønsker at have en relation til på Facebook.
Informanterne er mere tilbøjelige til at forbinde sig med en politiker, som de ikke
er enige med, hvis de kan abonnere på vedkommende frem for at synes godt om.
Det skyldes, at informanterne oplever, at det sender et andet og mindre
forpligtende signal at abonnere på en politiker end at synes godt om. Det, der
primært kan få informanterne til at synes godt om politikere, som de ikke er
enige med, er, hvis de bruger Facebook i en faglig sammenhæng. For to af
informanterne handler det således om, at de arbejder med og har studeret
kommunikation. De føler derfor, at det er interessant for dem fagligt at se,
hvordan forskellige politikere bruger Facebook. Den ene af dem har dog stadig
svært ved det, hvilket skyldes, at Facebook også handler om, hvilken identitet
man signalerer til sine omgivelser.
Informanterne er mere tilbøjelige til at synes godt om politikernes opdateringer
end til at kommentere eller dele dem. De oplever således det at synes godt om en
opdatering som en let tilgængelig og uforpligtende måde at tilkendegive deres
holdning på. Informanterne synes hovedsagligt godt om opdateringer for enten
at tilkendegive, at de er enige med politikeren, eller for at sørge for, at
opdateringen bliver set af flere. Ved at synes godt om en opdatering bliver den
dels vist på deres venners Facebook-‐profiler og dels er der flere brugere
generelt, som får opdateringen at se, hvilket skyldes, at jo mere feedback en
opdatering fra en politiker har fået, desto flere af vedkommendes fans får
opdateringen vist. Informanterne bruger således bevidst den måde, Facebook
fungerer på, til at sprede opdateringer, som de finder vigtige. Når informanterne
endelig kommenterer en opdatering, bruger de fleste det til at rose politikeren.
Det gør de fleste af informanterne dog kun meget sjældent. Det skyldes det bl.a.,
at de oplever, at de andres brugeres debatniveau er lavt, og at tonen er grov. Den
eneste, der oplever det, anderledes, er Randa, som da også selv ofte
kommenterer på Manu Sareens opdateringer. Gennem hans Facebook er hun
flere gange kommet i debat med andre brugere. Hun oplever at blive klogere og
få ny viden af at deltage i debatterne. Hun er således den eneste informant, der
bruger Facebook på en måde, der nærmer sig Habermas’ definition for, hvornår
man kan tale om en offentlighed. Frederik kommenterer som den eneste anden
90
informant også relativt ofte på politikernes opdateringer, men det gør han for at
overbevise andre brugere om, at han har ret. Han er også den eneste af
informanterne, der jævnligt deler opdateringer fra politikere, hvilket han
ligeledes gør for at overbevise. Det er netop sådan en adfærd, som størstedelen
af informanterne tager afstand fra. De finder den irriterende og upassende.
Kasper er den eneste informant, som har lavet opslag på forskellige politikeres
Facebook-‐sider. Han gjorde det i forbindelse med sit arbejde og kunne ikke
forestille sig at gøre det i andre sammenhænge.
Informanterne oplever, at de får en relation til de politikere, som de synes godt
om, netop fordi de tre politikere, der har været cases i dette speciale, går i dialog
med brugerne. De skriver bl.a. kommentarer til brugernes kommentarer. Det er
interessant i denne sammenhæng, at informanterne beskriver de tre politikere
meget positivt, mens de har en opfattelse af mange andre politikere som
strategiske og kyniske. Det er særligt kendetegnende ved Manu Sareen og Søren
Pind, som informanterne oplever som personlige og ærlige i deres
tilstedeværelse på Facebook. Informanterne har svære ved at fornemme
personen Johanne Schmidt-‐Nielsen og beskriver hende som ét med partiet
Enhedslisten. Det stemmer godt overens med de opdateringer, de tre politikere
laver. Her er det således meget sjældent, at Johanne Schmidt-‐Nielsen laver
personlige opdateringer, hvilket både Manu Sareen og Søren Pind relativt ofte
gør. Hvorvidt informanterne ved at kunne identificere sig med politikerne ved at
have en relation til dem på Facebook også lettere kan se selv som politisk aktive
og engagerede, vil jeg lade stå tilbage som et åbent spørgsmål. Under alle
omstændigheder er det dog tydeligt, at de unge oplever at have en meningsfuld
relation til de tre politikere på Facebook, og at de her får et rum til at engagere
sig politisk.
Litteraturl iste
Amadeo, Jo-‐Ann. 2007. “Patterns of Internet Use and Political Engagement Among Youth.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
91
Andersen, Johannes. 2006. “Democracy and Virtual Politics: Young People, the Internet and Political Participation.” I Internet, Governance and Democracy. Democratic Transitions from Asian and European Perspectives., ed. Jens Hoff. NIAS Press.
Anon. 2012. “Facebook Inc.” The Wall Street Journal. http://quotes.wsj.com/FB. Bakardjieva, Maria. 2010. “The Internet and Subactivism -‐ Cultivating Young
Citizenship in Everyday Life.” I Young People, ICTs and Democracy, ed. Peter Dahlgren og Tobias Olsson. Nordicom.
Baumgartner, Jody C., Richard Davis, Peter L. Francia og Jonathan S. Morris. 2010. “The Internet in the U.S. Election Campaigns.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge.
Baumgartner, Jody C. og Jonathan S. Morris. 2009. “MyFaceTube Politics: Social Networking Web Sites and Political Engagement of Young Adults.” Social Science Computer Review 28 (1): 24–44. doi:10.1177/0894439309334325.
Bennett, Lance W. og Amoshaun Toft. 2008. “Identity, Technology, and Narratives: Transnational Activism and Social Networks.” I Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge.
Bennett, Lance W. og Michael Xenos. 2007. “Young Voters and the Web of Politics: The Promise and Problems of Youth-‐oriented Political Content on the Web.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
Bichard, Shannon L., Thomas J. Johnson, Trent Seltzer og Weiwu Zhang. 2009. “The Revolution Will Be Networked: The Influence of Social Networking Sites on Political Attitudes and Behavior.” Social Science Computer Review 28 (1): 75–92. doi:10.1177/0894439309335162.
boyd, danah. 2008a. “Digital Handshakes in Networked Publics: Why Politicians Must Interact, Not Broadcast.” I Mobilizing Generation 2.0, ed. Ben Rigby. San Francisco: Jossey-‐Bass. http://www.danah.org/papers/essays/DigitalHandshakes.pdf.
———. 2008b. “Can Social Network Sites Enable Political Action?” International Journal of Media and Cultural Politics 4 (2): 241–244.
———. 2011. “Social Network Sites as Networked Publics: Affordances, Dynamics, and Implications.” I A Networked Self. Identity, Community, and Culture on Social Network Sites., ed. Zizi Papacharissi. Routledge.
boyd, danah og Nicole Ellison. 2007. “Social Network Sites: Definition, History, and Scholarship.” Journal of Computer-Mediated Communication 13 (1).
boyd, danah og Alice Marwick. 2010. “The Imagined Audience. I Tweet Honestly, I Tweet Passionately: Twitter Users, Context Collapse, and the Imagined Audience.” New Media Society.
Brossard, Dominique, Bruce W. Hardy, Erik C. Nisbet, Dietram A. Scheufele og Israel Waismel-‐Manor. 2006. “Democracy Based on Difference: Examining the Links Between Structural Heterogeneity, Heterogeneity of Discussion Networks, and Democratic Citizenship.” Journal of Communication 56 (4): 728–753.
Brundige, Jennifer og Ronald E. Rice. 2010. “Political Engagement Online: Do the Information Rich Get Richer and the Like-‐minded More Similar?” I The
92
Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge.
Butsch, Richard. 2007. “Introduction: How Are Media Public Spheres?” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan.
Calenda, Davide og Lorenzo Mosca. 2007. “Youth Online: Researching the Political Use of the Internet in the Italian Context.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
Carr, Caleb, Nicole Ellison, Cliff Lampe, Andrew Smock, Jessica Vitak og Paul Zube. 2009. “‘Poking’ People to Participate: Facebook and Political Participation in the 2008 Election”. Michigan State University. http://vitak.files.wordpress.com/2009/02/ica09_facebook_political-‐participation.pdf.
Castells, Manuel. 2005. “The Network Society: From Knowledge to Policy.” I The Network Society. From Knowledge to Policy., ed. Gustavo Cardoso og Manuel Castells, 3–22. Center for Transatlantic Relations. www.umass.edu/digitalcenter/research/pdfs/JF_NetworkSociety.pdf.
Chadwick, Andrew og Philip N. Howard. 2010. “Conclusion: Political Omnivores and Wired States.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge.
Clarke, Adele. 2005. Situational Analysis: Grounded Theory After the Postmodern Turn. Sage.
Clemons, Eric. 2012. “Valuing Facebook and Its 800 Million Customers: A $100 Billion Option on Unknown Future Strategies.” The Huffington Post, February 14. http://www.huffingtonpost.com/eric-‐k-‐clemons/facebook-‐value_b_1276402.html.
Coleman, Stephen. 2005. “The Lonely Citizen: Indirect Representation in an Age of Networks.” Political Communication 22 (2): 197–214. doi:10.1080/10584600590933197.
Coleman, Stephen og Gustavo S. Mesch. 2007. “New Media and New Voters: Young People, the Internet and the 2005 UK Election Campaign.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
Couldry, Nick, Sonia Livingstone og Tim Markham. 2007a. “Youthful Steps Towards Civic Participation: Does the Internet Help?” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
———. 2007b. “Connection or Disconnection?: Tracking the Mediated Public Sphere in Everyday Life.” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan.
Dahlberg, Lincoln. 2007. “The Internet, Deliberative Democracy, and Power: Radicalizing the Public Sphere.” International Journal of Media &# 38; Cultural Politics 3 (1): 47–64.
Dahlgren, Peter. 2000. “The Internet and the Democratization of Civic Culture.” Political Communication 17 (4): 335–340.
———. 2005. “The Internet, Public Spheres, and Political Communication: Dispersion and Deliberation.” Political Communication 22 (2): 147–162. doi:10.1080/10584600590933160.
93
———. 2007a. “Introduction: Youth, Civic Engagement and Learning via New Media.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
———. 2007b. “Civic Identity and Net Activism: The Frame of Radical Democracy.” I Radical Democracy and the Internet. Interrogating Theory and Practice., ed. Lincoln Dahlberg og Eugenia Siapera. Palgrave Macmillan.
———. 2009. Media and Political Engagement. Citizens, Communication, and Democracy. Cambridge University Press.
———. 2010. “Public Spheres, Societal Shifts and Media Modulations.” I Media, Markets and Public Spheres., ed. Jostein Gripsrud og Lennart Weibull. Intellect.
Dahlgren, Peter og Tobias Olsson. 2007a. “From Public Sphere to Civic Culture: Young Citizen’s Internet Use.” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan.
———. 2007b. “Young Activists, Political Horizons and the Internet: Adapting the Net to One’s Purposes.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
———. 2008. “Facilitating Political Participation: Young Citizens, Internet and Civic Cultures.” I The International Handbook of Children, Media and Culture., ed. Kirsten Drotner og Sonia Livingstone. Sage.
Danmarks Statistik. 2011. Befolkningens brug af internet 2011. Danmarks Statistik.
Dansk Ungdomsfællesråd. 2010. “Ny undersøgelse afliver myten om passive unge.” www.duf.dk. http://duf.dk/index.php?id=258&tx_ttnews[tt_news]=1532&cHash=43a2c6aece.
Devereaux, Zachary, Greg Elmer, Ganaele Langlois og Fenwick McKelvey. 2009. “Networked Publics: The Double Articulation of Code and Politics on Facebook.” Canadian Journal of Communication 34 (3).
Downey, John. 2007. “Participation And/or Deliberation? The Internet as a Tool for Achieving Radical Democratic Aims.” I Radical Democracy and the Internet. Interrogating Theory and Practice., ed. Lincoln Dahlberg og Eugenia Siapera. Palgrave Macmillan.
DR. 2011. Medieudviklingen 2011. DR Medieforskning. Ellison, Nicole, Cliff Lampe og Charles Steinfield. 2006. “A Face(book) in the
Crowd: Social Searching Vs. Social Browsing.” In The 2006 20Th Anniversary Conference on Computer-Supported Cooperative Work, 167–170. New York: ACM Press.
———. 2007. “The Benefits of Facebook ‘Friends’: Exploring the Relationship Between College Students’ Use of Online Social Networks and Social Capital.” Journal of Computer-Mediated Communication 12 (3).
Fischer, Louise Harder og Christian Viktor Rasmussen. 2008. Målgruppeanalyse. Lær din målgruppe at kende. Nyt Teknisk Forlag.
Flick, Uwe. 1998. “Coding and Categorizing.” I An Introduction to Qualitative Research Methods., ed. Uwe Flick. Sage.
Gulati, Girish J. “Jeff” og Christine B. Williams. 2009. “The Political Impact of Facebook: Evidence from the 2006 Elections and the 2008 Nomination
94
Contest.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press.
Gulia, Milena og Barry Wellman. 1999. “Virtual Communities as Communities: Net Surfers Don’t Ride Alone.” I Communities in Cyberspace, ed. Peter Kollock og Marc A. Smith. Routledge.
Gurak, Laura J. 1999. “The Promise and the Peril of Social Action in Cyberspace: Ethos, Delivery, and the Protests over MarketPlace and the Clipper Chip.” I Communities in Cyberspace, ed. Peter Kollock og Marc A. Smith. Routledge.
Gårdsdal, Kasper. 2009. “Refleksioner over integration af informations-‐ og kommunikationsteknologi (IKT) i samfundet og i efterskolen.” Speciale, Den frie Lærerskole. https://sites.google.com/site/iktspeciale/hvad-‐er-‐ikt.
Habermas, Jürgen. 1996. Between Facts and Norms - Contributions to a Discourse Theory of Law and Democracy. MIT Press.
Halkier, Bente. 2009. Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur. Harris, Anita. 2008. “Young Women, Late Modern Politics, and the Participatory
Possibilities of Online Cultures.” Journal of Youth Studies 11 (5): 481–495. doi:10.1080/13676260802282950.
Hasebrink, Ingrid Paus og Uwe Hasebrink. 2007. “Young People’s Identity Construction and Media Use: Democratic Participation in Germany and Austria.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
Hjort, Anne. 1986. “Om at interviewe kvalitativt.” I Det ukendte publikum. Nye metoder i medieforskningen., ed. Else Fabricius Jensen og Ralf Pittelkow. Center for Massekommunikation, Københavns Universitet.
Hoff, Jens, Jakob Linaa Jensen og Lisbeth Klastrup. 2008. Internettets rolle under folketingsvalget 2007. FDIM -‐ Foreningen af Danske Interaktive Medier.
Hoff, Jens og Lisbeth Klastrup. 2011. Redegørelse: Unge, sociale Medier og politik. Demokrati for fremtiden – Valgretskommissionens betænkning om unges demokratiske engagement. Valgretskommisionen.
Hoff, Jens og Kresten Storgaard. 2005. “Indledning.” I Informationsteknologi og Demokratisk Innovation - Borgerdeltagelse, Politisk Kommunikation Og Offentlig Styring., ed. Jens Hoff og Kresten Storgaard. Forlaget Samfundslitteratur.
Holst, Niels Kristian. 2008. “Søvndahl: Gå ad helvede til mørkemænd.” avisen.dk, 20. februar.
Huckfeldt, Robert og John Sprague. 1995. “The Social Dynamics of Political Preference.” I Citizens, Politics, and Social Communication. Cambridge University Press.
Illeris, Knud, Noemi Katznelson, Jens Christian Nielsen, Birgitte Simonsen og Niels Ulrik Sørensen. 2009. “1. del: Ungdom som en livsfase.” I Ungdomsliv. Mellem individualisering og standardisering., 19–21. Samfundslitteratur.
Infomedia. 2011. Folketingsvalget 2011. ———. 2012. Fra Partisoldat Til Privatperson. Jensen, Jakob Linaa. 2003. “Virtual Democratic Dialogue? Bringing Together
Citizens and Politicians.” Information Polity 8 (1-‐2): 29–47.
95
———. 2006. “Den virtuelle kaffestue -‐ Deliberation og demokratisk inklusion i politiske debatter på internettet.” Politica, Institut for Statskundskab: Aarhus Universitet.
———. 2009. “Fra onlinefællesskaber til onlinenetværk -‐ Facebook som augmentering af den sociale virkelighed.” MedieKultur. Journal of Media and Communication Research 25 (46).
———. 2011a. “Citizenship in the Digital Age: The Case of Denmark.” Policy & Internet 3 (3): 49–70. doi:10.2202/1944-‐2866.1106.
———. 2011b. “Online Communities: A Historically Based Examination of How Social Formations Online Fulfill Criteria for Community.” I Virtual Community Building and the Information Society. Current and Future Directions., ed. Christo El Morr og Pierre Maret. Igi Global.
Johnson, Thomas J. og Barbara K. Kaye. 2003. “A Boost or Bust for Democracy? How the Web Influenced Political Attitudes and Behaviors in the 1996 and 2000 Presidential Elections.” The International Journal of Press/Politics 8 (3): 9–34.
Kann, Mark E. og Merlyna Lim. 2008. “Politics: Deliberation, Mobilization, and Networked Practices of Agitation.” I Networked Publics, ed. Kazys Varnelis. MIT Press.
Klastrup, Lisbeth. 2011. “Offentlighed for en dag? Facebook-‐grupper og de nye ”massebrugere”.” Journalistica - Tidsskrift for Forskning i Journalistik 2011 (1).
KMD. 2011. Valgkampens medier. Danskernes præferencer. KMD Analyse. Komfo. “Page-‐Analyzer.” Page Analyzer. http://page-‐analyzer.dk/. Kristligt Dagblad. “Irakerne Fra Brorsons Kirke.” http://www.kristeligt-
dagblad.dk. http://www.kristeligt-‐dagblad.dk/irakerne-‐brorsons-‐kirke. Kvale, Steinar. 1994. InterView. Hans Reitzels Forlag. Latour, Bruno. 1992. “Where Are the Missing Masses? The Sociology of a Few
Mundane Artifacts.” I Shaping Technology/building Society: Studies in Socio-technocal Change., ed. John Law, 225–258. MIT Press.
Lemberg, Mikael. 2012a. “Det handler ikke om størrelsen...” SocialSemantic. http://blog.socialsemantic.eu/det-‐handler-‐ikke-‐om-‐storrelsen/.
———. 2012b. “Facebook”. Præsentation til Optimér din Facebook timeline, 30. april, Copenhagen Business School. http://komfoforedrag.eventbrite.com/.
Limperos, Anthony M., Mary Beth Oliver og Julia K. Woolley. 2010. “The 2008 Presidential Election, 2.0: A Content Analysis of User-‐generated Political Facebook Groups.” Mass Communication and Society 13 (5): 631–652. doi:10.1080/15205436.2010.516864.
Livingstone, Sonia. 2007. “Interactivity and Participation on the Internet: Young People’s Response and the Civic Sphere.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
Loader, Brian. 2007. “Preface.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.
Mikaelsen, Henrik og Oliver Routhe Skov. 2011. “Helle T Har Flest Fans.” dr.dk. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/03/03/03203436.htm?rss=true.
Mitchell, Bradley. “Bits and Bytes -‐ What Is the Difference Between Bits and Bytes?” about.com.
96
http://compnetworking.about.com/cs/basicnetworking/f/bitsandbytes.htm.
Moire, Jennifer. 2011. “The Complete Guide to Facebook’s Subscribe Button.” AllFacebook. The Unofficial Facebook Blog. http://allfacebook.com/the-‐complete-‐guide-‐to-‐facebooks-‐subscribe-‐button_b58570.
Mølgaard, Milla. 2011. “Facebook lancerer gigantisk ændring.” Politiken, 15. december. http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1480833/facebook-‐lancerer-‐gigantisk-‐aendring/.
Neyland, Daniel. 2008. Organizational Ethnography. Sage. Occhino, Tom. 2009. “Tag Friends in Your Status and Posts.” Facebook.
http://blog.facebook.com/blog.php?post=109765592130. Olsson, Tobias. 2007. “An Indispensable Resource: The Internet and Young Civic
Engagement.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
Panagopoulos, Costas. 2009. “Technology and the Modern Political Campaign: The Digital Pulse of the 2008 Campaigns.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press.
Papacharissi, Zizi. 2002. “The Virtual Sphere: The Internet as a Public Sphere.” New Media & Society 4 (1): 9–27. doi:10.1177/14614440222226244.
———. 2010a. A Private Sphere. Democracy in a Digital Age. Polity Press. ———. 2010b. “The Virtual Sphere 2.0: The Internet, the Public Sphere, and
Beyond.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick and Philip N. Howard. Routledge.
Park, Hun Myoung og James L. Perry. 2009. “Do Campaign Web Sites Really Matter in Electoral Civic Engagement? Empirical Evidence from the 2004 and 2006 Post-‐election Internet Tracking Survey.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press.
Putnam, Robert D. 2000. Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community. Simon & Schuster.
Ritzau. 2011. “Thorning runder 100.000 venner på Facebook.” Berlingske Tidende, 3. marts. http://www.b.dk/politiko/thorning-‐runder-‐100.000-‐venner-‐paa-‐facebook.
Sherman, Bill. 2011. “Your Mayor, Your ‘friend’: Public Officials, Social Networking, and the Unmapped New Public Square.” Social Networking and the Law 31 (1).
Skjoldan, Lasse. 2012. Positiv omtale, den skaber man selv. Infomedia. Stadler, Felix. 2006. “Flows and Places.” I Manuel Castells. The Theory of the
Network Society. John Wiley And Sons Ltd. Torpe, Lars. 2005. “Internet, politisk offentlighed og demokrati. Erfaringer fra
forsøg i Hals Kommune.” I Informationsteknologi og demokratisk innovation - Borgerdeltagelse, politisk kommunikation og offentlig styring., ed. Jens Hoff og Kresten Storgaard. Forlaget Samfundslitteratur.
Turnšek, Maja og Nicholas W. Jankowski. 2008. “Social Media and Politics: Theoretical and Methodological Considerations in Designing a Study of Political Engagement.” I Royal Holloway, University of London: New
97
Political Communication Unit. http://newpolcom.rhul.ac.uk/politics-web-2-0-conference/.
Utz, Sonja. 2009. “The (potential) Benefits of Campaigning via Social Network Sites.” Journal of Computer-Mediated Communication 14 (2): 221–243.
Valtysson, Bjarki. 2012. “Facebook as a Digital Public Sphere: Processes of Colonization and Emancipation.” tripleC-Cognition, Communication, Co-operation 10 (1): 77–91.
Varnelis, Kazys. 2008. “Place: The Networking of Public Space.” I Networked Publics, ed. Kazys Varnelis. MIT Press.
Vinken, Henk. 2007. “Changing Life Courses, Citizenship, and New Media: The Impact of Reflexive Biographization.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.
Vromen, Adriadne. 2007. “Australian Young People’s Participatory Practices and Internet Use.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.