Prædiken til d.6. april 2014 Lemvig Bykirke 10.30v/Brian Christensen
Tekster: Es 7,10-14, 1 Kor 1,21-31 og Luk 1,46-55.
v46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
v47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
v48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
v49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
v50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
v51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
v52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
v53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
v54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
v55 — som han tilsagde vore fædre —
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Bøn:
Vi har lyttet til Marias lovsang i dag.
I Lukas-evangeliet er der hele tre lovsange inden for
de første to kapitler, som udtrykker det forunderlige
at Gud nu opfyldte sine løfter og sendte en frelser til
verden.
Marias lovsang er den første, Zakarias (Johannes
Døberens far) den anden og den gamle Simeon, der
oplever den nyfødte Jesus i templet er den tredje.
Man kan ikke tænke sig nogen bedre måde at indlede
”De glædelige nyheder” om Guds komme til verden
end netop med lovsang.
Deres lovsang klinger sammen med englenes lovsang
for hyrderne julenat og netop sådan må vi nærme os
det mysterium at Gud blev menneske.
Det er så forunderligt, så ophøjet at almindelige ord
ikke slår til.
Marias lovsang – ”Magnificat” (som den kaldes efter
det første ord i lovsangens latinske tekst) – har også
inspireret komponister (Mozart, Bach, Vivaldi) til at
skrive musik til Guds øre.
Vi synger selv med i en sang som ”Almagts Gud,
velsignet vær! Love vil vi lydt din ære, dig ophøje
fjern og nær, synge med blandt engles hære”. Maria
ophøjer Herren – lovpriser/ærer/takker/bøjer sig ned
for Gud for hans almagt/storhed/hellighed/
barmhjertighed og nåde.
Det er denne indstilling vi skal have overfor Gud.
Maria er et forbillede for os.
Vi skal ikke tilbede og dyrke Maria – men hun er er
et forbillede på, hvordan vi kan stille os til rådighed
for Gud og samtidig alene give Ham æren.
Hun ser, at Gud har taget sig af sit folk - sådan som
han havde lovet i slægterne forud og hun ser at det
samtidig er en bekræftelse på at Gud vil tage sig af de
slægter som følger efter hende.
Vi skal i dag prøve at have slægternes perspektiv på
den måde, som Gud har handlet til frelse for verden.
Vi skal se på to eksempler fra det Gamle Testamente
og selvfølgelig Jesus selv, som højdepunktet for Guds
frelse.
1. del
Men først skal vi standse ved det udtryk, som Maria
bruger om sig selv og sit eget folk: ”Sin tjener Israel”.
For når vi hører Marias lovsang er vi så en del af den?
Hører vi ind under dem, som Gud viser sin
barmhjertighed imod ?
Vil Gud sige om det danske folk: ”Sin tjener
Danmark” ?
Ja, vi har jo været et kristent folk i over 1000 år og
den evangelisk-lutherske kirke er skrevet ind i
grundloven – Folketinget begynder sit arbejde hvert
år i oktober med en gudstjeneste, vores lovgivning er
præget af den kristne kultur og værdier – der sendes
gudstjeneste på DR hver søndag, sådan kunne man
blive ved.
Grundlæggende så er det danske samfund bygget på
værdier om velfærd, barmhjertighed overfor de svage
og respekt for mennesker, dyr og miljø.
Man kan godt sige at vi som folk tjener Gud og i flere
undersøgelser kaldes vi verdens lykkeligste folk.
Man kan dog også fra et andet perspektiv sige, at vi
som folk har bevæget os væk fra at være et kristent
samfund. Man kan pege på, at der er sket en
adskillelse af skole og kirke, at det er humanistiske
mere end kristne værdier, som er toneangivende, at
selve forbrugssamfundet som vi hylder i hånd og
tanke er en hån mod verdens fattige, at man på flere
områder er på katastrofale etiske vildveje i forhold til
ufødte børn og Guds skaberorden.
Vil det danske folk kalde sig selv en tjener for Gud ?
Desværre alt for få, tror jeg.
Men så er der dog en kirke, Jesu Kristi kirke i vort
folk, som vil være en tjener for Gud ?
Jo, Guds ord har lydt i generationer og hver søndag
og hver eneste dag tjenes Gud i ord og gerning.
Jeg blev for nylig spurgt hvad jeg savnede mest fra
mit gamle sogn, hvor jeg var præst i 16 år.
Det tænkte jeg noget over, for der er mange gode
mennesker og ting ved sognepræstearbejdet, som jeg
var meget glad og ser tilbage på med glæde.
Men det jeg først kom til at tænke på det var den
gamle Elling kirke, hvor jeg har konfirmeret alle
vores fire børn og sammen med en menighed holdt
dåb, bryllupper og begravelser og ikke mindst fejret
Herrens dag om søndagen.
Jeg nyder de gode, flotte rammer vi har et nyt
missionshus her i Lemvig og jeg var også glad for at
holde gudstjeneste i de to andre kirker i mit gamle
sogn, Jerup kirke, bygget i 1892 og Strandby kirke,
bygget i 1966. Men der er noget over den gamle
middelalderkirke, hvor så mange generationer er gået
ind ad døren.
Så mange har modtaget dåbens nåde og Herrens
nadver, bedt til vores himmelske far og sunget
lovsange året rundt.
Der er en fylde i slægternes tilbedelse af Gud.
Der lyder en lovsang til os fra de tider som er gået
hen over os.
Jamen, der er da så meget skidt i den danske kirke ?
Biskopper, præster og menighedsrådsmedlemmer, der
ikke vil holde sig til Guds ord, så klassisk bibelsk
kristendom har trange kår.
Jo, det er rigtigt.
Og jeg kan også frygte, hvad det kan betyde på
længere sigt for Jesu Kristi kirke i Danmark, at så
mange med lederansvar ikke vil lade sig lede af Guds
ord, men sætter menneskers tanker højere end bibel
og bekendelse.
Men det jeg også ser, er mennesker og menigheder,
som kommer til gudstjeneste for at lytte til Jesus og
lade sig lede af Helligånden.
Og det vigtigste: Gud ser os.
Han ser til os her og nu og når vi ydmygt vil bøje os
for hans Ord og ophøje Ham, så kan vi tro at han
kommer til os med sin nåde og barmhjertighed.
Det han ønsker af vor slægt og som han har ønsket af
alle slægter siden Adams dage, er mennesker, som vi
tjene Ham. Og det vil vi. Er det ikke rigtigt ?
Det vil vi i vores slægt, så godt og så meget som Gud
giver os nåde til.
2. del
Men lad os nu gå tilbage i slægterne og standse ved
det som skete 1500 år før Jesus blev født. Dengang
levede der er en mand ved navn ”Josva”.
Det var ham, som engang sagde til Israels folk: Jeg og
mit hus vil tjene Herren (Josva 24,15). Josva var et
ganske almindeligt navn dengang han levede, ligeså
almindeligt som Peter, Jens og Lars er det i dag.
Der er faktisk omkring 49.000 danskere, som hedder
Peter, 94 danskere hedder Josva.
Navnet betyder: ”Herren frelser”.
Den Josva, som jeg vil fortælle om er ham, der har
lagt navn til Josva-bogen, ham der var hjælper for
Moses på den lange ørkenvandring fra Ægypten til
Kana´aens land. Israels slægt på den tid var vel nogen
af dem, der oplevede nogle af de største undere, som
Gud gjorde for at frelse sit folk: Guds beskyttelse
under de 10 plager, udvandringen af Ægypten, De ti
bud, bespisningen af vagtler og Manna i ørkenen,
som vi hørte om det i søndags.
Josva træder for alvor frem i fortællingen da han er én
af de 12 spejdere, der sendes ind for at spionere i
Kanaaen og vurdere landet og den modstand de
kunne møde dér. I fyrre dage var de væk og da de
vendte tilbage, så var de delt i to grupper.
De havde alle set et herligt land, men 10 af dem var
blevet skræmt af indbyggerne, deres befæstede byer
og at nogle af dem var så store (Anaks sønner).
Det var kun to af dem: Kaleb og Josva, som ikke
havde mistet modet og stadig stolede på, at Gud
kunne vinde sejr for dem.
Spejdernes beretning førte til oprør mod Moses, for
folket lyttede mest til de 10 og kun ved at Moses
lagde sig selv imellem blev folket reddet fra Guds
vrede.
De undgik dog ikke konsekvensen af deres mangel på
tro på Gud – så mange dage, som spejderne havde
været i Kanaaen og spejdet, så mange år skulle Israel
vandre i Ørkenen og alle over 20 år ville ikke bo i det
forjættede land – på nær Josva og Kaleb.
Og sådan gik det. Josva ledte Israel ind i landet der
flød med mælk og honning.
Det er en fortælling, som taler stærkt om, hvordan
Gud holder sine løfter. Men samtidig også om, hvor
vigtigt det er at vi er tro og har tillid til Gud.
Når Gud leder os på vores vej, så kan vi godt blive
bekymret og skræmt af de forhindringer, som vi kan
se foran os. Og vi ser på vores egne kræfter og
vurdere sandsynligheden for at det som vi håber skal
lykkes – og så giver vi op og mister modet.
For mig, så er beretningen om Josva og Israels folk en
udfordring til at stole på Gud i mit eget liv.
Jeg kan ikke se, hvordan det skal lykkes at overvinde
Anaks sønner – men Gud vil være med mig og vise
mig en vej fremad.
Måske sker det ikke på den måde, som jeg havde
forventet, men hvor ville jeg ønske at vi havde større
frimodighed til at lægge vort liv over til Gud, når vi
står overfor vanskelige beslutninger eller er midt i
krise, som stiger os over hovedet.
Prøv at tænk på Maria – hun kunne ikke gøre sig det
mindste begreb om, hvad det ville sige at blive Guds
moder og bære Guds søn under sit hjerte.
Men hun stolede på Gud, for hun havde hørt om Guds
trofasthed i historien, i slægterne, som var gået forud.
3. del.
Vi springer 750 år frem i tiden, til 750 år før Jesu
fødsel, til profeten Esajas tid.
Det var ham der fik det profetord, som Mattæus
citerer i Matt 1, 23.” Se, jomfruen skal blive med barn
og føde en søn og de skal give ham navnet Immanuel
Immanuel– hvor mange danskere mon der hedder
det? – 39 danskere. Navnet betyder ”Gud med os”.
Når Esajas taler om et barn der skal fødes, så har det
en dobbelt betydning. I første omgang handler det om
hans egen tid og er et ord til trøst for Juda, der frygter
for deres fjender.
Der skulle fødes et barn af en ung kvinde og inden det
blev så gammelt at det kunne vælge mellem godt og
ondt, så ville deres fjender være bukket under.
Immanuel – Gud vil være med Israel.
Engang gik der altså en dreng rundt i Israel og når
hans unge mor kaldte på ham, så lød det: Immanuel.
En dreng med et løfte knyttes til sig – Gud vil
overvinde vore fjender.
Det er det første lag i profetien.
Det andet lag peger frem mod en anden tid – frem
mod den dag, hvor en anden ung kvinde, en jomfru,
skulle blive med barn og føde en søn.
En søn, som skulle gå rundt med løfterne knyttet til
hans undfangelse, fødsel og navngivelse i templet -
og hans mor ville vide at her var Gud hos sit folk på
en helt særlig måde.
Maria gemte alle ordene i sit hjerte og selvom hun
sikkert ikke forstod, hvad det ville sige, at hun var
mor til Guds søn, så var hver dag hun tilbragte
sammen med ham et vidnesbyrd om Guds frelse.
To fødsler, den ene som så mange andre – den anden
underfuld ved Helligåndens kraft. I begge tilfælde var
kvindens fødsel et tegn på at Gud ikke har glemt sit
folk, men vil være med og lede det til frelse.
a) Det viser os, at Gud handler gennem det naturlige.
Det sker så ofte, at et barn bliver født (i dag 4 hvert
sekund i verden, dengang knap så mange), men det
blev en måde, som Gud ledte sit folk.
På samme måde, så lever vi i en hverdag, som er fyldt
med almindelige gøremål og hændelser, som bare
sker. Men Gud leder os også i dag.
Han har givet os det som ellers ser almindeligt ud:
vores forstand, vores evner, vores interesser og han
åbner og lukker døre for os. Når vi skal træffe valg i
livet. Når vi skal finde ud af, hvad der er Guds vej for
vores liv, så skal vi bruge disse almindelige ting.
Vores forstand, evner, interesser.
Det har Gud givet os og det skal vi bruge.
Både når vi står i de store valg i livet: uddannelse,
arbejde, bopæl, livsledssager og når det gælder
mindre spørgsmål.
Gud er med os og vil lede os ad den vej, som han ser
der er bedst for os.
b) Men det sker også at Gud handler på en særlig
måde, underfuldt, som da jomfruen Maria blev med
barn. Det så vi også da Marias barn blev voksen og
gik omkring iblandt Israels folk og bragte Guds kraft
ind i denne verden på en helt ny måde.
Og vi tror at Jesus som den opstandne går omkring i
det danske folk med Guds underfulde kraft.
Det sker i dag at mennesker bliver helbredt.
Det sker at vi ser konkrete resultater af forbøn og at
Gud vejleder på måder så tydelige, at vi bagefter må
sige: Det var dog fantastisk at se Guds finger i det
som skete.
Når vi i dag holder Generalforsamling i vores nye
menighed, så er det svært at se det anderledes end
som et underfuldt tegn på at her er Guds plan blevet
til virkelighed.
4. del.
Vi skal et sidste spring frem i tiden, 750 år igen, til
Maria og det barn, som hun blev mor til. Jesus – hvor
mange mon hedder det i Danmark ? - 50 danskere
bærer det navn ifølge Danmarks statistik.
Navnet betyder det samme som Josva, for det er
faktisk det samme navn.
Jesus er blot den græske udgave af Josva.
”Herren frelser”.
Da Jesus blev et foster i Marias livmoder, så var det
ikke bare et løfte om at Gud vil frelse sit folk – det
var selve frelsen. Nu kom han selv – Herren, den
almægtige, den evige, den fuldkomne gode blev
menneske – nu kom han selv og var til stede midt
iblandt os.
Han var til stede – ikke som en sæbeboble, der
skinner og svæver og er smuk for en tid, men som så
forsvinder igen.
Nej, Jesus er som en klippe, solidt, sikkert og ikke til
at rokke. I den gamle pagt måtte der gang på gang
ofres i templet for at sone folkets synder, soningen
varede en tid indtil det var nødvendigt at gentage det.
Men i den nye pagt gik Jesus selv ind i den
himmelske helligdom og ofrede sig selv, han blev
korsfæstet for at sone hele verdens synd – en gang for
alle. Her er Guds kraft og Guds visdom - det er den
klippe, som vi kan bygge vores frelse på.
Det står sikkert og fast.
Afslutning
I slægt efter slægt har vi lært Guds godhed og
barmhjertighed at kende.
Der er grund til at ophøje Gud og prise ham for at vi
er født ind i en slægt, hvor vi som ganske små kan
blive båret til dåben og modtage Jesus (Herren
frelser) og opleve at Gud er med os (Immanuel).
Her begynder Gud med os og når vi lever med Ham,
så må vi stole på Ham. Og vi må lade os lede af
Ham - om det så sker på naturlige eller underfulde
måder .
Alt sammen for at vi skal tjene Ham.
Lad os sige som Maria – Se, jeg er Herrens
tjener/tjenerinde”.
Amen
Top Related