PIGEN DER FORTALTE FILM
TIDERNE SkIFTER
Hernán Rivera Letelier
Pigen der fortalte filmOversat af Rigmor kappel Schmidt
TIDERNE SkIFTER Læderstræde 5, 1. sal · 1201 københavn k
Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 [email protected]
www.tiderneskifter.dk
Pigen der fortalte filmOversat fra spansk efter „La contadora de películas“
udgivet af Aguilar Chilena de Ediciones S.A.© Hernán Rivera Letelier 2009Published by arrangement with
Guillermo Schavelzon & Assoc. Literary AgencyDansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter
Forlagsredaktion: Claus ClausenSat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde
Tryk: Holm Print Management, TjeleISBN 978-87-7973-589-7
Oversættelsen er udgivet med støtte fraStatens Kunstråds Litteraturudvalg
Vi er gjort af samme stof som drømme.
William Shakespeare: Stormen
Vi er gjort af samme stof som film.
Hada Delcine
7
1 Hjemme fik pengene hurtigt ben at gå på,
og vi haltede altid bagefter med betalingerne, så
når der kom en film til Salpeterværket, eller bare
Værket i daglig tale, som min far syntes om – han
afgjorde det ud fra navnet på den skuespiller, der
havde hovedrollen – skrabede familien penge
sammen til én og kun én billet og sendte mig i
biografen for at se den.
Derefter, når jeg kom hjem fra biografen, hav-
de hele familien samlet sig i dagligstuen, og så
skulle jeg fortælle filmen.
8
2 Det var dejligt, når jeg havde set filmen,
at komme hjem til min far og mine brødre, der
spændt sad og ventede på rad og række ligesom i
biografen, med nyredt hår og deres pæne tøj på.
Min far sad i husets eneste lænestol med en
boliviansk poncho over benene: Det var parterre.
På gulvet ved siden af lænestolen lyste en flaske
rødvin op sammen med det eneste glas, vi havde.
Galleriet var en lang bænk af ubehandlet træ,
hvor mine brødre havde sat sig trip trap træsko.
Og da nogle af deres venner fandt på at tage op-
stilling i vinduet, blev det til balkonen.
Jeg kom lige fra biografen, drak hurtigt en kop
te (som de havde stillet parat til mig) og begyndte
så min forestilling. Jeg stod foran dem med ryg-
gen til den kalkede væg, der var hvid som bio-
graflærredet, og gik i gang med at fortælle filmen
fra A til Z, som min far plejede at sige, og jeg be-
stræbte mig på ikke at glemme en eneste detalje
fra handlingen, dialogerne og personerne.
Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke blev
sendt i biografen, fordi min far og mine brødre
9
optrådte ridderligt over for damerne og dermed
også mig som familiens eneste kvinde. Bestemt
ikke. Jeg blev sendt i biografen, fordi jeg var bedre
end alle de andre til at fortælle film. Jo, De hørte
rigtigt: den bedste filmfortællerske i familien. Se-
nere blev jeg den bedste i barakken og snart også
den bedste i hele byen. Så vidt jeg vidste, var der
ingen i Værket, der kunne slå mig, når det gjaldt
om at fortælle film. Uanset hvilken slags: film om
krig eller kærlighed, marsmænd, western, horror.
Og naturligvis de mexicanske film, for ligesom an-
dre fra syden havde min far en svaghed for dem.
Og det var netop en mexicansk film, en rigtig
tåreperser med masser af sjælere, jeg vandt på.
For titlen skulle man nemlig vinde.
Eller tror De måske, jeg blev valgt for mit køn-
ne udseende?
10
3 Vi var fem børn i familien. Fire drenge og så
mig. Vi fem fulgte hinanden trip trap træsko både
i størrelse og i alder. Jeg var den yngste. kan De
forestille Dem, hvad det vil sige at vokse op i et
hjem kun med brødre? Jeg har aldrig leget med
dukker. Til gengæld vandt jeg altid, når vi spillede
med kugler eller kegler. Og ingen kunne overgå
mig, når vi jagtede firben. Opdagede jeg et firben,
plaf, så var det dødsens.
Jeg rendte barfodet omkring hele dagen, røg
i smug, gik med kasket og kunne stå op og pisse.
Man står op og pisser, man sidder på hug og
tisser.
Og jeg gjorde det overalt på pampaen ligesom
mine brødre. Selv når vi kappedes om, hvem der
kunne pisse længst, slog jeg dem med mindst ti
centimeter. Og dét op imod vinden.
Da jeg fyldte syv, kom jeg i skole. Udover at jeg
måtte acceptere at gå med nederdel, havde jeg
enormt svært ved at vænne mig til at tisse som en
ung dame.
Det var sværere end at lære at læse.
11
4 Da min far kom på den idé at afholde en
konkurrence, var jeg ti år gammel og gik i tredje
klasse. Hans idé bestod i at sende os i biografen
én ad gangen, og bagefter skulle vi fortælle fil-
men. Den, der var bedst til at fortælle, skulle gå i
biografen, hver gang der var en god film på pla-
katen. Eller en mexicansk. Hvad de mexicanske
film angik, var min far bedøvende ligeglad med,
om de var gode eller dårlige. Selvfølgelig skulle
der også være penge til billetten.
De øvrige måtte nøjes med at få filmen fortalt
derhjemme.
Vi kunne alle lide idéen. Hver især følte vi os
i stand til at vinde. Det var ikke helt ved siden af,
for ligesom de andre børn i minebyen plejede
vi at efterligne filmens „unge helte“ i deres bed-
ste scener, når vi havde været i biografen. Mine
brødre var eksperter i at efterligne John Waynes
særlige gang og skæve blik, Humphrey Bogarts
hånlige træk om munden og Jerry Lewis’ utrolige
grimasser. De var ved at omkomme af grin, når
jeg forsøgte at blinke som Marilyn Monroe eller
12
efterligne Brigitte Bardot, når hun satte et ansigt
op som en uskyldig – forførende uskyldig – lille
pige.
13
5 Nogle vil nok spørge, hvorfor min far ikke
selv gik i biografen, i det mindste når der blev vist
en mexicansk film. Min far kunne ikke gå. En ar-
bejdsulykke havde gjort ham lam fra livet og ned.
Nu arbejdede han ikke længere. Han fik en elen-
dig invalidepension, der knap rakte til maden.
For slet ikke at tale om en rullestol. For at
flyt te ham fra spisestuen til soveværelset eller fra
spisestuen ud til gadedøren – hvor han holdt af
at sidde og drikke en flaske rødvin, snakke med
vennerne og se dagen gå på hæld – havde mine
brødre taget hjulene fra en trehjulet cykel og sat
dem på hans lænestol. Den trehjulede cykel var
min ældste brors første julegave, men hjulene
kun ne ikke klare min fars vægt, så de eksede og
måtte konstant rettes ud.
Hvad så med min mor? Ja, altså, min mor for-
lod min far efter ulykken. Hun forlod ham og os,
hendes fem børn. Sådan uden videre, fra den ene
dag til den anden! Derfor havde min far forbudt
os at nævne hende derhjemme, „tøjten“ sagde
han altid med foragt i stemmen.
14
„Jeg vil ikke høre den tøjte omtalt,“ plejede
han at sige, når en af os tankeløst kom til at nævne
mor.
Når det skete, sank han hen i tavshed, og det
tog timer, før han igen var til at slå et ord af.
Top Related