Bacheloropgave i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 | S i d e
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 | S i d e
Indholdsfortegnelse
Engelsk resumé .......................................................................................................................................... 3
Kapitel 1: Indledning .................................................................................................................................. 5
Kapitel 2: Den historiske udvikling ......................................................................................................... 6
Kapitel 3: Varetægtsfængsling ................................................................................................................... 9
3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1 .................................................................... 11
3.1.1 Ad: Begrundet mistanke ............................................................................................................... 11
3.1.2 Ad: Offentlig påtale ......................................................................................................................... 13
3.1.3 Ad: Strafferammen ......................................................................................................................... 14
3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3 ............................................................ 17
3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1 ...................................................................................... 17
3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2 ................................................................. 19
3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 ................................................................................. 22
3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 ...................................................................... 25
3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse ................................................................................................................. 27
3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse ............................................................................................................... 28
3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61 ............................................................................................... 29
3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763 .............................................................................................. 31
3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1 ........................................................................................................... 32
3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 ............................................................................................................ 32
3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2...................................................................................................................... 33
3.5 Varetægtsfængsling generelt............................................................................................................. 33
3.5.1 Frister for varetægtsfængsling ....................................................................................................... 34
3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse ....................................................................................... 35
3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling ...................................................................................................... 35
3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling ......................................................................................... 36
Kapitel 4: Isolationsfængsling .................................................................................................................. 37
4.1 International kritik ............................................................................................................................. 39
Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset .................... 40
Kapitel 6: Konklusion ............................................................................................................................... 43
Kapitel 7: Kildefortegnelse ........................................................................... Error! Bookmark not defined.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 | S i d e
English resume
The goal of this bachelor project is to give a thorough description of the use of remand
under the Danish Administration of Justice Act (RPL). The subject was chosen because
remand and solitary confinement are applied extraordinarily often in Denmark which has
led to heavy international criticism.
Remand, according to Danish law, presupposes certain general conditions. Some of these
differ depending on which paragraph is to be applied, others remain the same. There are
eleven possibilities for application of remand under Danish law.
For the use of Article 762, paragraph 1 of the RPL, reasonable suspicion is required. The
offence must be subject to public indictment, and the potential sentence for the alleged
crime must exceed 1 year and 6 months. Besides the general conditions of remand, one of
the following conditions must also be met: If suspected that the subject will attempt to flee
he may be remanded under the rules for security arrests. If suspected that the subject will
commit a new crime similar to the one he is charged with prior to the trial he may be
remanded under the rules for rendering harmless arrests. And if suspected that the subject
will attempt to interfere in the investigation of the crime he may be remanded under the
rules for collusion arrests.
After analyzing the circumstances for remand under the RPL, our project investigates the
use of solitary confinement. In this chapter we both describe the rules and the actual use of
solitary confinement. The Danish conditions have been heavily criticized by the European
Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or
Punishment (CPT). The critique from this body of the European Council is also analyzed.
Towards the end, our project examines and discusses the legal events in connection with
the clearing of the Youth House in Copenhagen and the following remands.
In order to give the most accurate description possible we have chosen to consult the real
actors in this game of remand and have carried out interviews with representatives from the
prosecution and the defense as well as the court itself.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 | S i d e
Forfatterfordeling:
Denne opgave er udarbejdet af to forfattere, Ulrik Vindberg Madsen og Christian Hornskov.
Nedenfor er en opdeling af opgavens indhold fordelt på stykkernes forfatter:
Kapitel 1: Indledning Fælles
Kapitel 2: Den historiske udvikling af Ulrik Vindberg Madsen
Kapitel 3: Varetægtsfængsling af Christian Hornskov
3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1 af Christian Hornskov
3.1.1 Ad: Begrundet mistanke af Ulrik Vindberg Madsen
3.1.2 Ad: Offentlig påtale af Christian Hornskov
3.1.3 Ad: Strafferammen af Christian Hornskov
3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3 af Christian Hornskov
3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1 af Ulrik Vindberg Madsen
3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2 af Christian Hornskov
3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 af Christian Hornskov
3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 af Ulrik Vindberg Madsen
3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse af Christian Hornskov
3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse af Ulrik Vindberg Madsen
3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61 af Christian Hornskov
3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763 af Ulrik Vindberg Madsen
3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1 af Ulrik Vindberg Madsen
3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 af Ulrik Vindberg Madsen
3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2 af Ulrik Vindberg Madsen
3.5 Varetægtsfængsling generelt af Christian Hornskov
3.5.1 Frister for varetægtsfængsling af Christian Hornskov
3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse af Christian Hornskov
3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling af Christian Hornskov
3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling af Christian Hornskov
Kapitel 4: Isolationsfængsling af Christian Hornskov
4.1 International kritik af Christian Hornskov
Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset af Ulrik
Vindberg Madsen
Kapitel 6: Konklusion Fælles
Hovedopgaven indeholder i alt 83.981 anslag fordelt ligeligt mellem de to forfattere.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 | S i d e
Kapitel 1: Indledning
Vi har valgt at skrive om emnet varetægtsfængsling, fordi emnet i sig selv er et af de mest
omdiskuterede emner indenfor den danske retspleje. Varetægtsfængsling rejser et
fundamentalt retssikkerhedsmæssigt spørgsmål om, hvorvidt det er acceptabelt at fængsle
en person på et tidspunkt, hvor han ifølge den almene retsopfattelse må anses som
uskyldig.
Danmark er et af de lande i verden, som anvender varetægts- og isolationsfængsling
absolut mest, hvilket har medført stor international kritik. Denne kritik har ligeledes været
en væsentlig motivation i vort valg af emne.
I vor behandling af emnet har vi gået direkte til spillets aktører, og gennemført interviews
med både repræsentanter for anklagemyndigheden, forsvaret og domstolene. Dette er valgt
med det formål at få belyst emnet fra alle de involverede parters synspunkt. Vi har desuden
gennemgået emnet ud fra den eksisterende teori og retspraksis på området, og
sammenholdt dette med de informationer, som vi selv har fået ud af vore interviews. Efter
denne gennemgang har vi valgt at beskrive teori og retspraksis for anvendelse af
isolationsfængsling, samt gennemgå dommerens inhabilitet efter at have afsagt kendelse
om varetægtsfængsling med hjemmel i retsplejelovens § 762, stk. 2. Disse to emner har vi
valgt, fordi de er så tæt knyttede til varetægtsfængsling som de er.
Efterfølgende har vi gennemgået den internationale kritik af vores anvendelse af varetægts-
og isolationsfængsling og set på, om denne kritik er berettiget.
Til slut har vi valgt at gennemgå problemet vedrørende varetægtsfængsling i forbindelse
med rydningen af Ungdomshuset i København. Vi har udvalgt netop denne situation, fordi
det er den mest omtalte brug af varetægtsfængsling siden lovændringen i 1978, og fordi
varetægtsfængslingen i denne forbindelse i flere situationer skete på et meget tyndt
grundlag.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
6 | S i d e
Opgaven vil ikke gennemgå den processuelle del af varetægtsfængsling, ligesom vi ikke
vil se på hverken den varetægtsfængsledes rettigheder under varetægtsfængslingen eller på
mulighederne for varetægtsfængsling udenfor retsplejeloven.
Kapitel 2: Den historiske udvikling
Det er en stor fordel for anklagemyndigheden at kunne tilbageholde en sigtet i en konkret
sag, så man får mulighed for at forberede sagen uden at risikere, at den sigtede flygter,
ødelægger beviser, påvirker vidner eller lignende. Af denne grund er det også forståeligt, at
processuelle tvangsindgreb, som for eksempel varetægtsfængsling, har været brugt i lang
tid; selv før staten begyndte at fungere som part i straffesager.
Frem til 1800-tallet fungerede staten ikke som egentlig part i straffesager. Den forurettede
part måtte selv gennemføre sagen, og staten fungerede i inter-partes forholdet ikke i større
omfang end som en form for ordensmagt1. Man stillede visse processuelle tvangsindgreb
til rådighed, men lovovertrædelsen betragtedes i essensen som et mellemværende mellem
de implicerede parter eller disses stedfortrædere alt efter forbrydelsens omstændigheder.
Denne type partsopfattelse betød naturligvis, at brugen af de ovennævnte processuelle
tvangsindgreb, skønt der var bemyndigelse hertil, var temmelig begrænset.
Knapt hundrede år senere udvikledes så småt den opfattelse, at en forbrydelse snarere var
en krænkelse af staten frem for den forurettede. Denne opfattelse udmøntede sig i, hvad der
er kommet til at hedde den inkvisitoriske procesform2. Med forordningen af 13. oktober
1819 fuldendtes omstillingen, og alle undersøgelses- og efterforskningsbeføjelser blev
tillagt undersøgelsesdommeren, der også fik bemyndigelse til at bruge de processuelle
tvangsindgreb i sit ”retsregime”.
Der skete herefter en hurtig udvikling i brugen af varetægtsfængsling. De processuelle
tvangsindgreb blev med den inkvisitoriske procesform et instrument til at fremprovokere
1 Wilhjelm, s. 59 2 Wilhjelm, s. 59
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
7 | S i d e
en tilståelse, hvilket virkede som det primære formål med straffesagerne3. Formålet med
varetægtsfængsling ændrede sig, og det var slet skjult. Det hed sig endda, at sidde ”på
bekendelse” – en midlertidig fængsling, der havde til formål at få den fængslede til at
erkende sin skyld. I løbet af ganske kort tid åbnede inkvisitionsprincippet for en enorm
mængde kritik af ikke mindst den skødesløse brug af varetægtsfængsling. Og debatten
herom fik endda betydning for udformningen af juni-grundloven i 1849.
En af princippets største kritikere var Hother Hage, der som den første gennemtrængende
forfatter foreslog et alternativ til det inkvisitoriske princip, da han udgav sine tanker om det
”akkusative princip” i 1847. Hages og andres kritik af den daværende brug af
frihedsberøvelse som straffeprocessuelt pressionsmiddel kom ved udformningen af
grundloven til udtryk ved visse restriktioner, der stadig står uændrede i dag – nuværende
grundlovs § 71, stk. 1, § 72, stk. 3 og § 72, stk. 54.
Den 18. december 1902 vedtog man i Folketinget for første gang en retsplejelov. Dette
skete efter tre proceskommissioner, en mængde lovforslag (private og politiske), uenighed
blandt juridiske forfattere og årtiers politisk tovtrækkeri mellem primært Venstre og
Socialdemokratiet, og uenighed med Landstinget.
Den store uenighed gik i høj grad på de betingelser, der skulle være til stede for at kunne
varetægtsfængsle – de såkaldte varetægtsbetingelser, primært hvilken grad af mistanke der
skulle påfalde den sigtede, før han kunne varetægtsfængsles. Landstinget mente, at
”mistanke” i sig selv var nok, mens Folketinget argumenterede for, at dette ville resultere i
et retssystem, der lå alt for tæt på det gamle inkvisitoriske princip, og at ”skellig grund til
at antage, at sigtede har gjort sig skyldig” var langt mere effektivt for sikring af
retssikkerheden5. Landstinget endte med at indrømme denne ændring, og Folketinget
frafaldt alle andre skærpelser. Desuden måtte man godtage, at Landstinget lempede kravet
til indikation af flugtrisiko. I 1905 var man endelig nået frem til et kompromis med hensyn
3 Wilhjelm, s. 59 samt til dels Jørgensen, s. 27 ff 4 Wilhjelm, s. 61 5 Wilhjelm, s. 73
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
8 | S i d e
til varetægtsbetingelserne, og disse fik den formulering, som på nær den senere fremkomne
nr. 2d, var gældende helt frem til 19786.
Siden da er der sket nogle få ændringer som for eksempel i L1935.175, hvor den såkaldte
”retshåndhævelsesarrest” blev indføjet, da man i en konkret sag måtte indrømme, at
betingelserne for varetægtsfængsling ikke var opfyldt.
Vigtigst af ovennævnte ændringer var strafferetsplejeudvalgets betænkning om anholdelse
og varetægt (Bet.1974.728), som udmøntede sig i L1978.243. I denne betænkning stillede
strafferetsplejeudvalget forslag om afskaffelse af et par forældede regler (såsom
muligheden for at varetægtsfængsle omstrejfere m.v.). Af mere interessant karakter
foresloges det almindelige kriminalitetskrav for varetægt begrundet i flugt- gentagelses-
eller kollusionsrisiko hævet til en strafferammegrænse på 1 år og 6 måneder, og
mistankekravet ændres fra ”skellig grund” til ”rimelig begrundet”. Desuden foresloges
proportionalitetsgrundsætningen formuleret i en bestemmelse om, at varetægtsfængsling
ikke kan anvendes, hvis denne frihedsberøvelse kommer til at stå i misforhold til bl.a. den
straf, som kan forventes idømt, hvis sigtede findes skyldig i den begåede forbrydelse7.
Efter kritik fra Højesteret af fængslingsbegrundelserne foresloges det i øvrigt, at der i den
enkelte kendelse fra retten skal stå de omstændigheder, som retten begrunder sin
beslutning om varetægtsfængsling med; altså omstændigheder, der viser, at betingelserne
for varetægtsfængsling er opfyldt.
Betænkningen kom som sagt til at danne grundlag for L1978.243, dog med en central
ændring: man mente stadig, at varetægtsfængslinger blev brugt for meget, så det blev nu
krævet, at den enkelte kendelse skulle indeholde de præcise, konkrete omstændigheder,
som fik retten til at mene, at varetægtsbetingelserne var opfyldt – altså en stramning i
forhold til betænkningen.
6 Wilhjelm, s. 73 7 Wilhjelm, s. 85
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
9 | S i d e
I den følgende tid blev flere nye lovforslag på området fremstillet. Der var et i 1981 og to i
1983, men de blev alle henholdsvis forkastet, ikke færdigbehandlet, eller kunne ikke samle
flertal8.
Først i 1987 med L1987.386 kom en ændring. Den udvidede brugen af den såkaldte
retshåndhævelsesarrest (nuværende RPL § 762, stk. 2, nr. 1); der forudsættes stadig særligt
bestyrket mistanke, som indført ved L1978.2439.
Af senere lovændringer bør nævnes L2000.428, der satte en mængde begrænsninger for
anvendelse og varighed af isolationsfængslinger, foruden at sikre dommerens upartiskhed i
sager, hvor der har været anvendt varetægtsfængsling. Også L2006.542 og L2008.493
søgte at nedbringe varigheden af varetægtsfængsling i isolation, og det er tydeligvis stadig
et emne, som politikerne arbejder på. Antallet af varetægtsfængslinger er højt, og Danmark
bliver stadigvæk kritiseret fra internationalt plan for vores langvarige
isolationsfængslinger10.
Kapitel 3: Varetægtsfængsling
Beslutningen om varetægtsfængsling kan alene træffes ved en kendelse fra retten jf. RPL §
764, stk. 1. Betingelserne for varetægtsfængsling, som vil blive behandlet senere, skal
sammenholdes med den pågældende sags konkrete forhold, og det er derfor aldrig
tilstrækkeligt at anvende standardiserede formodningsregler eller lignende. jf. EMD 26/6-
91 Letellier mod Frankrig. Dette skal ses i lyset af uskyldighedsformodningen in dubio pro
reo, som fremgår af EMRK art. 5-611.
Varetægtsfængsling sker efter begæring fra politiet, og det er i praksis næsten udelukkende
personer, som forinden er anholdt, der begæres varetægtsfængslet12. Selv om det ikke er
teoretisk umuligt at varetægtsfængsle en ikke anholdt person, er det dog meget svært at
forestille sig en situation hvor det kunne blive aktuelt. Varetægtsfængsling kan ikke
8 Wilhjelm, s. 87 9 Wilhjelm, s. 87 10http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm 11 Rehof og Trier, s. 163 12 Lindencrone og Werlauff, s. 651f
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 0 | S i d e
anvendes overfor personer under 15 år, men den må antages at kunne anvendes overfor
utilregnelige personer13.
Det fremgår af EMRK art. 6 (2) at: ”Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal
anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.” Man må dog
samtidig erkende, at politiets muligheder for efterforskning forbedres betragteligt gennem
muligheden for varetægtsfængsling. I sager om bandekriminalitet, sager om en længere
række forbrydelser eller i sager med flere sigtede, kan varetægtsfængsling være absolut
nødvendigt, hvis efterforskningen skal lykkes. De modstridende hensyn hhv. til sigtedes
retssikkerhed og til politiets efterforskning er ganske åbenbare i spørgsmålet om
varetægtsfængsling. Det er derfor kun naturligt, at der altid har været debat, om både
hvornår der bør ske varetægtsfængsling, og hvor lang tid varetægtsfængslingen med
rimelighed kan opretholdes.
Varetægtsfængsling danner grundlag for en længere række af interessante
problemstillinger. Der kan ikke alene stilles spørgsmålstegn ved, om det materielle indhold
af varetægtsbestemmelserne tilstrækkeligt dækker over de situationer, hvor vi mener, at det
er forsvarligt, eller endda nødvendigt at fængsle en person for en forbrydelse, som han
endnu ikke er dømt for. Problemerne strækker sig også ind i samspillet mellem reglernes
intenderede og faktiske anvendelsesområde, idet reglerne konstant bliver forsøgt udvidet i
alle retninger af anklagere, for at omfatte så mange situationer som muligt. Dette sker,
samtidig med at forsvarere kæmper for at begrænse anvendelsen til et minimum. Dette
giver grundlag for en meget flydende fortolkninger af retsplejeloven, som vil blive
illustreret senere.
Den største problematisk er dog stadig, at varetægtsfængsling går imod den måske mest
grundlæggende retssikkerhedsmæssige tanke bag vort retssystem – at man kun straffes,
hvis man er dømt skyldig af en ret. Når der gives mulighed for noget så indgribende som
varetægtsfængsling, er det interessant at se på de elementer, der gør sig gældende, når
reglerne føres ud i praksis.
13 Bet.1974.728 s. 71 og Gomard m.f. s. 147
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 1 | S i d e
3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1
Betingelserne for varetægtsfængsling fremgår af RPL § 762, stk. 1. Det kræves, at der er
”begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig
påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover.14”
Ud fra formuleringen fremgår det, at tre overordnede elementer skal vurderes; graden af
mistanke, den offentlige påtale og den potentielle straf.
3.1.1 Ad: Begrundet mistanke
Graden af mistanke, altså den styrke, hvormed mistanken retter sig imod en potentiel
gerningsmand, varierer mellem de forskellige bestemmelser. Mistankegraden i RPL § 762,
stk. 1 er sat til ”begrundet mistanke”. Dette udtryk afløste det oprindelige ”skellig grund”,
som kan spores tilbage til et mindretalsforslag15, hvor formuleringen blev indført med det
formål at forhindre varetægtsfængsling på grund af en løs mistanke. Denne formulering
blev dog meget kritiseret i bet. 1974 nr. 728 s. 2516. Kritikken opstod, fordi udvalget
mente, at den oprindelige formulering medførte en vis forhåndsvurdering af
skyldspørgsmålet. Ved vurdering om anvendelse af stk. 1 i forbindelse med meget
alvorlige forbrydelser er der muligvis en uheldig tendens til at slække på kravene til
varetægtsfængsling17.
Begrundet mistanke forudsætter, at mistanken ikke alene foreligger på et ”tænkt” plan.
Mistanken mod den anholdte skal være konkretiseret til en vis grad, og må derfor antages
at skulle understøttes af en vis grad af bevis. Såfremt anklagede nægter sig skyldig, bør
forurettedes forklaring ikke alene kunne danne grundlag for en konkretiseret mistanke. Her
må dommeren foretage en konkret vurdering af, hvorvidt han mener, at der er tilstrækkelig
mistanke om, at den sigtede har begået den forbrydelse, som han er tiltalt for.
14
RPL § 762, stk. 1, 1. pkt. 15 Straffeprocesudkast 1899 mot. sp. 107 (423) 16 Gomard m.f. 147 17 Se eksempeltvis U1966.693H (Palle Sørensen)
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 2 | S i d e
Denne vurderingsform kan på teoretisk plan resultere i et par problemer. Det er interessant
at overveje, at ”begrundet mistanke” er et meget subjektivt udtryk, og grundet den fri
bevisførelse jf. RPL § 344, jf. § 880, kommer vurderingen til at stå den enkelte dommer frit
for.
Dommer Niels Viltoft skriver i sin artikel ”Varetægtsfængsling”:
”[…] folketinget kan foretage de stramninger i lovgrundlaget
det vil for at begrænse antallet af varetægtsfængslede.
Domstolene fortsætter med at varetægtsfængsle dem,
som de hele tiden har fængslet.18”
Udtalelsen kom i forbindelse med skærpelsen af mistankegraden i lovændringen i 1978 og
er interessant, fordi den udtrykker et potentielt problem ved dommernes vurdering. Ifølge
dommer Niels Viltoft følger dommerne i højere grad en personlig tråd i vurderingen end
det, som egentlig er lovgivers tanke. Hvis dommerne vurderer ”begrundet mistanke” efter
samme målestok som ”mistanke”, så er der ikke sket nogen udvikling, og tanken bag
lovændringen i 1978 – at nedsætte antallet af varetægtsfængslede – er gået tabt. Dette
karakteriserer endnu et problem, for hvis dommerne ikke ændrer deres holdning til
mistankegraden, så opstår der et gråt område mellem ”mistanke” og ”begrundet mistanke”.
Der kan dog rent sprogligt sættes spørgsmålstegn ved, om en mistanke nogensinde ikke
kan være begrundet. Alle mistanker vil naturligvis ikke være velbegrundede, men alene det
faktum, at en vis handling, udsagn eller lignende har skabt en mistanke, må denne handling
anses som begrundelsen for mistanken, velbegrundet eller ej. Hvis en dommer vurderer, at
der i en konkret sag er ”begrundet mistanke”, for at en bestemt forbrydelse er udført, og
dermed varetægtsfængsler, men vurderer dette på baggrund af det gamle ”mistanke”-
begreb (altså før stramningen af det materielle indhold), så risikerer man at ende i
varetægtsfængsel, selvom den mistankegrad der påfalder én ikke opfylder de krav, som
lovgiver har haft i sinde ved udfærdigelse af den gældende lov. Modsat er landsdommer
Peter Rørdam dog uenig med dommer Niels Viltoft19, men han indrømmer dog, at:
18 Viltoft, U.1989B.120, side 1. 19 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 nederst
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 3 | S i d e
”I et vist omfang må man derfor affinde sig med, at der
er forskelle i måden at håndhæve bestemmelserne på,
og det vil der utvivlsomt blive ved med at være,
uanset hvor meget de indholdsmæssigt strammes.”20
Eller som Bitsch siger i en anmeldelse af wilhjelms undersøgelse ” Tvangsindgreb i
strafferetsplejen 1976-85”21:
”[…] man mente at kunne se, at nogle af dem, der før
lovændringen blev fængslet, muligvis skulle løslades for
fremtiden, men man kunne ikke finde ud af, hvem det var”
Dette giver naturligvis et problem, idet retsreglerne ikke anvendes som folketinget havde
ønsket, da reglerne blev vedtaget. På den anden side bør man dog være opmærksom på, at
folketinget tilsyneladende ikke fik formidlet budskabet godt nok om præcis hvem der ikke
længere skal varetægtsfængsles. I sådan en situation er det naturligt at antage, at dommerne
ikke ændre deres praksis før det ligger klart, præcis hvad de skal ændre den til.
3.1.2 Ad: Offentlig påtale
De fleste straffesager kræver en anmeldelse for at blive efterforsket. Ikke fordi det altid er
et formelt krav, men fordi politiet ofte ikke får kendskab til en forbrydelse, med mindre
den anmeldes. Når politiet har fået kendskab til en forbrydelse, kan det dog som regel køre
den som straffesag, også selv om ofret ikke ønsker at anmelde overtrædelsen, eller selv om
ofret trækker sin anmeldelse tilbage. Dette betegnes offentlig påtale og betyder direkte, at
det offentlige har ret til at påtale forbrydelsen. Det er dog muligt at give sin accept til, at
visse former for forbrydelser bliver udført mod en, uden at der efterfølgende kan rejses en
straffesag på baggrund af situationen. Der kan eksempelvis gives samtykke til en vis
mængde simpel vold. Dette samtykke skal dog gives forinden handlingen udføres, og kan
altså ikke ske efterfølgende ved at ofret forholder sig accepterende til episoden.
20 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 øverst 21 Bitsch, U1988B.435, s. 2
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 4 | S i d e
Selv om dansk strafferet gennemgående er ganske moderne, er det dog et levn fra ældre
ret, at enkelte forbrydelser som fx selvtægt, ærekrænkelse og visse former for
fredskrænkelser er undergivet privat påtale, hvorfor den forurettede må køre en eventuel
straffesag efter de almindelige civilprocessuelle regler. Offentlig påtale kan dog ske, når
almene hensyn kræver det, jf. RPL §§ 725-727 og § 989. Dette er dog klart undtagelsen, og
hovedreglen er altså fortsat offentlig påtale.
Ved overtrædelse af enkelte bestemmelser, fx strfl § 275, stk. 2 om visse freds- og
ærekrænkelser, er den offentlige påtale betinget af en begæring fra den forurettede. Dette
betegnes betinget offentlig påtale. Hvis der i en sådan sag rejses tiltale, uden at der
foreligger en begæring fra forurettede, skal der ske frifindelse jf. U2000.342H. Hvis en sag
er underlagt betinget offentlig påtale, kan varetægtsfængsling eventuelt foretages som et
uopsætteligt skridt, jf. RPL § 720, stk. 322.
Der findes her ikke regler om subsidiær privat påtale, hvorfor den forurettede ikke kan
gennemføre en straffesag, hvis anklagemyndigheden ikke ønsker det.
3.1.3 Ad: Strafferammen
Det er efter formuleringen i RPL § 762, stk. 1 strafferammen, og ikke den forventede straf,
der er afgørende for muligheden for varetægtsfængsling. Der er ikke mangel på
”vejledning” for dommeren, når han skal foretage denne vurdering, og den volder derfor
sjældent større problemer. Dommeren kan ganske enkelt se i lovbestemmelserne og derved
direkte se, hvad strafferammen er. Den eneste modifikation til denne hovedregel er, hvis
dommeren vurderer, at straffen vil udgøre bøde, fængsel i højst 30 dage, jf. RPL § 762, stk.
3, eller hvis frihedsberøvelsen står i stærkt misforhold til den forstyrrelse af sigtedes
forhold som den ville forvolde. Dette skal ses som et krav om en konkret vurdering i en
hver anmodning om varetægtsfængsling. Det er altså ikke nok, at retten ganske skematisk
ser på strafferammen for den mistænkte forbrydelse. Retten er ligeledes nødt til at se denne
strafferamme i forhold til de konkrete forhold i sagen. Det skal derefter vurderes, om en
22 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3294
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 5 | S i d e
eventuel domfældelse må antages at medføre en straf på mere end 30 dages fængsel jf.
RPL § 762, stk. 3. Hvis ikke, må der ske løsladelse.
Denne 30 dages regel kræver naturligvis en konkret vurdering i hver situation. Det kan
anføres, at når en bestemmelse hjemler straf i over halvandet år, vil der nok i de fleste
tilfælde ikke dømmes under 30 dages fængsel, men det kan dog sagtens forekomme. De 30
dage er dog ikke et udtryk for, at der nødvendigvis skal forventes en ubetinget straf. Der er
næsten enighed i teorien om, at varetægtsfængsling også kan benyttes, når det er mere
sandsynligt, at den påtænkte dom vil blive gjort betinget23. Gammeltoft-Hansen er dog en
smule uenig heri24. Det skal dog samtidig bemærkes, at der relativt sjældent idømmes en
rent betinget straf i en sag, hvor den sigtet har været varetægtsfængslet, idet man så i nogle
situationer i så fald ville indrømme sigtede et erstatningskrav. Hvis tiltalte har nægtet at
udtale sig, vil dette krav dog blive nedsat eller bortfalde helt efter en almindelig
erstatningsretlig betragtning om egen skyld. Dette sker for tiltaltes tavshed må antages at
have forlænget varetægtsfængslingen unødigt. Merethe Stagetorn påpeger dog, at denne
praksis med nedsættelse eller bortfald af erstatning i sager, hvor tiltalte har henholdt sig til
sin ret til ikke at udtale sig, muligvis ville blive omgjort af EMD, men på nuværende
tidspunkt findes der ingen international praksis på området, og vi henholder os derfor til
Højesterets afgørelser.
Det må antages, at der i praksis løbende opstår situationer, hvori det har været til tiltaltes
fordel at have været varetægtsfængslet. Dette sker, fordi domstolene i reglen vil løslade er
tiltalt der er blevet idømt 6 måneders fængsel, hvis tiltalte allerede har siddet 4 måneder i
varetægtsfængsel. Danmark har ikke noget konkret system til at håndtere sigtede der selv
anmoder om at blive varetægtsfængslet, og lige netop dette problem er Danmark gentagne
gange blevet anmodet om at finde en brugbar løsning på af CPT25. I afvejningen mellem
ubetingede domme og betingede domme/tiltalefrafald kan det faktum, at tiltalte allerede
har siddet varetægtsfængslet i en vis tid, være det moment, der tipper vægten over mod et
tiltalefrafald. Tiltalte har allerede modtaget en vis straf på dette tidspunkt, og i mindre
sager kan det derfor anses som acceptabelt at lade tiltalte ”slippe” med det. Denne
23 Bet.1974.728 s. 23, samt Smith m.f. s. 539 24 Gammeltoft-Hansen 1989, s. 131. 25 European Committee for the Precention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 6 | S i d e
vurdering kan også være relevant når det skal vurderes, i hvilke situationer der skal
reageres, hvis betingelserne for en betinget dom, et tiltalefrafald eller en benådning
overtrædes26.
Hvis en forbrydelses straframme kun når op på de påkrævede 1 år og 6 måneder under
skærpede omstændigheder, må der allerede ved afgørelsen af
varetægtsfængslingsspørgsmålet tages stilling til, om disse skærpende omstændigheder må
antages at foreligge27. Der kan ligeledes godt ske varetægtsfængsling, selv om den sigtede i
forvejen er frihedsberøvet pga. afsoning af en anden straf, jf. U1975.461/1V28.
3.1.3.1 Sagen U1981.3H
I sagen U1981.3H havde en tiltalt A smuglet et barn til Danmark fra Thailand for at
adoptere det. Det skete med moderens accept men mod Thailands myndigheders vilje.
Hans kone B flygtede efterfølgende med barnet (formodentlig til Tyskland). Byretten i
Holstebro fandt ikke betingelserne for varetægtsfængsling af A opfyldt, idet det
vurderedes, at straffen ikke ville overstige hæfte. (Hæftestraf blev fjernet fra dansk
lovgivning ved L2000.433 med effekt fra 1/7 2001, jf. Karnovs note til Straffeloven).
Vestre Landsret stadfæstede kendelsen, dog med en lidt anden begrundelse. Man mente, at
den egentlige grund til varetægtsfængslingen var at få A til at fortælle, hvor barnet var, og
man ønskede ikke denne inkvisitorisk-lignende fængsling. Anklagemyndigheden påkærede
med justitsministerens tilladelse, af principielle årsager, sagen til Højesteret. Spørgsmålet
om varetægtsfængslingen af A afhang herefter om, hvorvidt han skønnedes at medvirke til
Bs fortsatte unddragelse.
Sagen endte med dissens fra én dommer, dommer Thygesen, som var i tvivl med hensyn til
vurderingen af den potentielle strafferamme. Der var ingen tvivl om, at A havde brudt
udlændingeloven § 16, stk. 2, nr. 529, men strafferammen herfor er kun fængsel i seks
måneder, hvorfor der ikke i lovgivningen er hjemmel til at varetægtsfængsle efter strfl §
26 Lindencrone og Werlauff, s. 652 27 Bet.1974.728 s. 24 28 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3291 29 L1973.344
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 7 | S i d e
762, stk. 1, nr. 2, jf. ovenfor. For at imødegå dette havde anklagemyndigheden tillige sigtet
A for overtrædelse af strfl § 215, jf. § 261, stk. 2, som har en strafferamme på 12 år.
Eftersom bortførelsen fra Thailand skete med barnets mors samtykke kunne strfl § 215, jf.
§ 261, stk. 2 ikke umiddelbart bruges, men hvis man anser denne accept for tilbagekaldt af
de Thailandske myndigheder, efter de begærede barnet tilbageleveret, så kan den bruges
alligevel. Dommer Thygesen var dog i tvivl om, hvorvidt dette kunne lade sig gøre. De to
andre dommere, Høyrup og P. Christensen havde ikke umiddelbart problemer med at
henføre hjælpen til den fortsatte unddragelse under strfl § 215, jf. § 261, stk. 2, hvorfor A
endte med at blive varetægtsfængslet.
3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3
Udover de generelle grunde behandlet herover kræver varetægtsfængsling også opfyldelse
af en af de såkaldte ”særlige fængslingsgrunde”. Der er her tale om RPL § 762, stk. 1, nr.
1-3, stk. 2, nr. 1-2, § 763, stk. 1, nr. 1-2, stk. 2, samt udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1-2
og stk. 2. Det vil altså i alt sige 11 muligheder for varetægtsfængsling. Denne opgave vil
dog alene fokusere på muligheden for varetægtsfængsling indenfor rammerne af
retsplejeloven, og vil derfor ikke se yderligere på muligheden for varetægtsfængsling med
hjemmel i udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2.
3.2.1 Sikringsarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 1
RPL § 762, stk. 1, nr. 1:”der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil
unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen”
Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 1 betegnes ”Sikringsarrest”. Anvendelsen af denne
fængslingsgrund er støt faldende i takt med, at det bliver sværere og sværere at gemme sig
i Danmark. Som det fremgår af bestemmelsen, skal vurderingen af
flugt/unddragelsesrisikoen ske på baggrund af den sigtedes forhold. Som momenter i denne
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 8 | S i d e
overvejelse indgår, om sigtede har fast bopæl i Danmark, om sigtede har familie eller
arbejde her, samt om han tidligere er udeblevet eller flygtet30.
Reglen bliver i praksis primært brugt mod udlændinge, som man frygter, vil rejse til deres
hjemland, hvis de bliver sat på fri fod i stedet for at varetægtsfængsle dem. Statistisk set
anvendes denne grund mindre og mindre efterhånden som det bliver sværere at gemme sig
i Danmark over længere tid. Der er en formodning om, at kun få sigtede er indstillede på at
forlade landet på mere varig basis, og denne formodning kommer den sigtede til gode31.
Ud over den nationale tilknytning, er det ligeledes væsentligt at se på størrelsen af den
forventede straf. Selv om chancen for, at en dansk statsborger vælger at forlade landet
permanent for at undgå straf anses som forholdsvis lille, må den alligevel antage at stige
eksponentielt i forhold til den forventede straf. Drabsmanden har langt større incitament
for at flygte fra landet end tyven, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 2532.
Denne fængslingsgrund forudsætter ikke en frygt for permanent flugt, men kan ligeledes
anvendes på situationer hvor unddragelsen må forventes kun at være midlertidig, jf. bet.
1974 nr. 728 s. 72. Bestemmelsen dækker ligeledes formentlig frygt for selvmord, jf. s. 26
i samme betænkning og U1972.780H33. Gammeltoft-Hansen er dog uenig i denne
betragtning, selv om hans antagelser går imod retspraksis på området.
I sagen U1984.96H havde tiltalte været varetægtsfængslet i næsten fire år for en lang
række forbrydelser. Varetægtsfængslingen stod til at udløbe den 19. december 1983, og
ifølge Højesterets kæremålsudvalg forventedes afsagt endelig dom over tiltalte i marts
1984. Tiltalte påstod løsladelse, subsidiært anvendelse af mindre indgribende
foranstaltninger end varetægtsfængsling for perioden frem til domsafsigelsen, jf.
retsplejelovens § 765. Under den sag hvis underliggende forbrydelse var lagt til grund for
tiltaltes varetægtsfængsling, havde tiltalte udarbejdet flere detaljerede flugtplaner og havde
endda forsøgt at undslippe fra fængslingen. Under hensyn hertil mente to ud af tre
dommere at tiltalte ikke havde fastere tilknytning her i landet, end at han måtte forventes at
30 De konkrete momenter jf. U1974.1024H, U1978.908H, U1984.96H og U1989.738H 31 Lindencrone og Werlauff, s. 651 32 Lindencrone og Werlauff, s. 653 33 Cf. Gammeltoft-Hansen 1976 s. 122 og JUR1973.61
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
1 9 | S i d e
forsøge at unddrage sig fuldbyrdelse, hvis han blev løsladt. De to dommere bemærker den
”betænkelige varighed”34 af fængslingen, men da man forventede endelig dom over tiltalte
ganske få måneder efter, og den oprindelige dom (som var blevet anket) lød på fængsel i 7
år, stemte disse to dommere for stadfæstelse af varetægtskendelsen. Der var dissens i
sagen, da den sidste af de tre dommere mente, at denne grund ikke alene kunne bære så
langvarig en fængsling.
Selv om denne dom illustrerer anvendelsen af RPL § 762, stk. 1, nr. 1, skal man samtidig
være opmærksom på sagens helt specielle forhold. Hvis tiltalte ikke gentagende gange
havde planlagt at flygte, havde Højesteret muligvis ikke opretholdt varetægtsfængslingen
under denne bestemmelse.
3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL § 762, stk.1, nr. 2
RPL § 762, stk. 1, nr. 2:”der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på
fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed”
Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 2 betegnes ”uskadeliggørelsesarrest”. Denne
bestemmelse har to begrundelser i praksis. For det første har mange sigtede begået
kriminalitet af meget omfattende mængder, og hensynet til retssikkerheden synes derfor at
tale for, at disse personer varetægtsfængsles for at ”få dem ud af omløb”. Desuden er det,
rent processuelt set, vanskeligt at gennemføre en straffesag, hvis der konstant dukker nye
forhold op35.
Det, som umiddelbart adskiller § 762, stk. 1, nr. 2 fra nr. 1 er gentagelsesmomentet.
Selvom begge bestemmelser bruger ordvalget ”efter det om sigtedes forhold”, er det ikke
den samme definition, der menes. Begrebet ”sigtedes forhold” skal nemlig ved vurdering i
praksis ses i relation til bestemmelsen selv. I stk. 1, nr. 2 menes således de omstændigheder
i sigtedes forhold, som har relevans for risikoen for, at sigtede udøver gentagen
kriminalitet. Disse forhold kan for eksempel være, hvis sigtede har begået en
34 U1984.96H 35 Lindencrone og Werlauff, s. 653
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 0 | S i d e
lovovertrædelse kort efter prøveløsladelse, eller gentagne gange mens sagen behandles36. I
sagen U1984.1053/1H blev tiltalte T varetægtsfængslet. Dette blev begrundet i ”arten og
beskaffenheden af de af ham begåede voldsforbrydelser” (hvilket henviser til, at han
tidligere har været straffet for lignende kriminalitet – en overtrædelse af strfl § 244, stk. 3
og 4), samt hans hurtige recidiv.
Det fremgår dog, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, hvis
sigtede ikke tidligere er straffet, jf. U2007.2827H.
Som nævnt ovenfor skiller denne bestemmelse sig primært ud ved gentagelsesmomentet.
Ifølge forarbejderne er den beregnet til at bruges, hvor den sigtede flere gange tidligere har
været straffet for tilsvarende lovovertrædelser37. Betænkningen giver ikke selv nogen
definition af begrebet, men særligt ved gentagne overtrædelser af den samme paragraf (for
eksempel strfl § 244) eller paragraffer, som efter deres beskaffenhed må ligestilles i denne
sammenhæng (for eksempel strfl §§ 244 og 245). I sagen U2008.29V var tiltalte sigtet for
fire tilfælde af spirituskørsel efter adskillige gange at have været dømt herfor med
promiller på alt mellem 1,19 og 1,75 promille. På baggrund af tiltaltes forklaring, som
blandt andet indeholdt beskrivelse af, hvordan han alle fire gange uden problemer havde
kunnet anskaffe sig en anden bil, mente man, at forholdet henhørte under de særlige
omstændigheder, som bemærkningerne til færdselsloven § 117, stk. 2 tager sigte på.
Herefter var betingelserne for varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 2 opfyldt. Det er i
øvrigt interessant at nævne, at i sagen U1969.457/1V blev tiltalte ikke varetægtsfængslet,
trods fem gange tidligere at have været dømt for spirituskørsel, og nu værende anholdt
tredje gang for samme forseelse. Det lader til, at domstolene er blevet skrappere på dette
område efter opstramningen i lovgivningen.
Sigtede, der er afhængig af narkotika, og som er anholdt for at have begået
berigelseskriminalitet med det formål at skaffe penge til stoffer, fængsles ofte efter denne
bestemmelse38. Disse personer ser ofte ingen anden udvej end at bryde loven, og det gør
36 Karnovs note 3286 til retsplejeloven 37 Bet.1974.728, s. 26 38 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3300
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 1 | S i d e
dem til oplagte skoleeksempler for denne bestemmelse. Hvorvidt det er en hensigtsmæssig
fremgangsmåde skal ikke vurderes her.
Det er selvfølgelig oplagt, at dommerne ikke kan spå om fremtiden. I Folketingets
Forhandlinger af 9/3 1984 sp. 1720 hedder det således:
"[...]hvornår er der grund til at frygte, at vedkommende
påny vil begå en tilsvarende lovovertrædelse som den,
man altså ikke ved, om han har begået.”39
Der er ingen, der kan fortælle, hvorvidt tiltalte rent faktisk vil gå ud og begå ny
kriminalitet, hvis han løslades, eller hvorvidt han overhovedet har begået noget kriminelt
til at starte med. Af denne grund bliver vurderingen nærmere en vurdering af typer af
grunde til, hvorfor netop denne anholdte skulle gøre det40. Disse typer af grunde kan for
eksempel være om anholdte er narkoman, om han er tidligere straffet, hvornår sidste
lovovertrædelse af begået, længden af tidligere straffe, grovheden af den påståede
forbrydelse, principielle årsager (for eksempel et nyt retsområde er opstået), eller særlige
personlige forhold (ny kæreste, ny bopæl etc.).
Denne fængslingsbegrundelse bruges i praksis oftere end § 762, stk. 1, nr. 1. Dommer Alex
Nymark, mener faktisk, at denne begrundelse er den hyppigste af de særlige
fængslingsgrunde41. Interessant nok er både forsvareren Niels Rex (H), politiadvokat Doris
Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl uenige heri. De siger alle tre, at det nok
nærmere er § 762, stk. 1, nr. 3. Dog mener de to sidstnævnte også, at stk. 1, nr. 2 og stk. 2,
nr. 2 er ganske hyppigt forekommende42.
Højesteret har fastslået, at bestemmelsen også kan bruges til at varetægtsfængsle personer,
som er medlemmer af en gruppe, der har et fællesaktionsformål, som de er villige til at
fremme gennem kriminelle handlinger, men hvor der ikke nødvendigvis foreligger
39 Smith, DJØF 28.11.2007, s. 2 40 Viltoft, U.1989B.120, s. 1 41 Bilag 3, spørgsmål 6 42 Bilag 2, spørgsmål 5, samt bilag 1, spørgsmål 4
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 2 | S i d e
lignende kriminalitet tidligere. Det vigtigste er altså helt klart risikoen for, at det sker igen i
fremtiden, og ikke hvor vide det tidligere er sket43.
3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3
RPL § 762, stk. 1, nr. 3:”der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre”
Fængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3 betegnes kollusionsarrest. Ordet kommer fra latin
og betyder ”at påvirke” eller ”at spille under dække”. Bestemmelsen hjemler mulighed for
at varetægtsfængsle, hvis der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre
forfølgningen i sagen, ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre involverede eller
lignende.
Denne kollusion skal rette sig imod det forhold, som sigtede er sigtet for. Kollusionsarrest
kan anvendes, også selv om der alene er en bestemt grund til at antage, at sigtede vil fjerne
spor af en medsigtets involvering i sagen, jf. bet. 1974, nr. 728, s. 73.
Hvorvidt kollisionsarrest skal anvendes eller ej beror normalt på en afvejning af pdes.
sigtedes vilje til at hjælpe med opklaringen af sagen og pdas. sigtedes mulighed for at
modvirke den. Hvis en sigtet gennem efterforskningen har vist sig imødekommende og
assisteret politiet i dets opklaring, må behovet for kollisionsarrest anses som mindre end
hos en sigtet der bevidst har modarbejdet den44.
Der er en generel antagelse blandt dommere i praksis om, at hvis en sigtet kan
vanskeliggøre forfølgningen, så vil sigtede vanskeliggøre forfølgningen45. Dette er en af
hovedårsagerne til, at der foretages så mange varetægtsfængslinger med hjemmel i nr. 3.
Beviskravet bliver altså slækket betydeligt i forhold til det, som bestemmelsen lægger op
til, men nedjusteringen af kravet er opstået mest ud af nødvendighed. Fordi det jo er
næsten umuligt at bevise en persons hensigter ud over rimelig tvivl, har man valgt at holde
sig til det objektive bevis om mulighed og ikke det subjektive om vilje.
43 U2007.2827H 44 Lindencrone og Werlauff, s.653 45 Eksempelvis Viltoft, U.1989B.120
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 3 | S i d e
Frygten for kollusion er klart den mest anvendte begrundelse for varetægtsfængsling i
Danmark46. Anklagemyndigheden betragter i grove træk denne bestemmelse som en
generalklausul, der kan strækkes til at dække over alle de situationer, som lovgiver ikke har
taget højde for ved udformningen af loven. Denne opfattelse er dog hverken delt af
forsvaret eller domstolen47.
Problematikken illustreres bedst med et eksempel48:
T bliver af A anklaget for voldtægt. A er turist i Danmark, hendes identitet er T komplet
ubekendt, og hun er igen rejst tilbage til sit hjemland. På tidspunktet for grundlovsforhøret
foreligger der i øvrigt ingen beviser og der er ingen vidner til hændelsen. T nægter sig
skyldig i forbrydelsen. Dette medfører, at der ikke kan varetægtsfængsles med hjemmel i
RPL § 762, stk. 2, idet de modstridende forklaringer ikke er tilstrækkelige til at opfylde
betingelsen om særligt bestyrket mistanke. Fordi T ingen tilknytning har til andre lande
end Danmark, vil sandsynligheden for, at han forsøger at unddrage sig retsforfølgning,
antages alt for lille til anvendelse af RPL § 762, stk. 1, nr. 1. T er ligeledes ikke tidligere
straffet, og der er derfor ikke belæg for RPL § 762, stk. 1, nr. 2. Dette efterlader kun to
muligheder – løsladelse eller RPL § 762, stk. 1, nr. 3. Politifuldmægtig Brian Dybdahl
mener, da løsladelse ikke vil blive anset for en acceptabel mulighed, vil T her blive
varetægtsfængslet jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 349. Dette er problematisk, idet T på ingen
måde har mulighed for at påvirke A, men det ville ikke blive anset som et acceptabelt
alternativ at lade T gå. Det, sammenholdt med en mulig antagelse om at ”politiet har nok
fat i den rigtige”50, ville føre til, at RPL § 762, stk. 1, nr. 3 ville blive trukket ned over også
denne situation. Dette er ifølge politifuldmægtig Brian Dybdahl ikke ualmindeligt i sager
om særlig personfarlig kriminalitet. Både forsvarsadvokat Niels Rex og dommer Alex
Nymark er dog ganske uenig i denne antagelse, og det er også meget logisk at konkludere,
46 Bilag 1, spm. 4 og Bilag 2, spm. 5, dog cf. Bilag 3, spm. 6 47
Bilag 3, pkt. 12 48
Givet af anklagemyndigheden. Bilag 1, spm. 9 49 Bilag 1, spm. 9 50 Bilag 2, spm. 7
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 4 | S i d e
at de sager hvor der ikke med nogen rimelighed kan påvises en fængslingsgrund, må der
ske løsladelse51.
I sager hvor den sigtede tilstår, vil der i reglen ikke være behov for kollusionsarrest. I takt
med at opklaringsarbejdet skrider frem, skal behovet for kollusionsarrest ligeledes
genovervejes. På et tidspunkt må bevissikringen antages at være nået så langt, at
begrundelsen for kollusionsarrest ophører.
Når en dommer skal vurdere, hvorvidt der skal varetægtsfængsles efter denne
bestemmelse, er det vigtigt, at han holder sig for øje, at vurderingen kun tager udspring i de
påsigtede forhold. Deraf ”efter sagens omstændigheder”52. Man kan altså ikke
varetægtsfængsles efter § 762, stk. 1, nr. 3, fordi man tidligere har forsøgt at hindre
efterforskningen af en sag man var involveret i, medmindre dette efter sin beskaffenhed
statuerer en direkte sandsynlighed for, at det vil ske igen.
Ifølge forsvarsadvokat Niels Rex er kollusionsarrest den af de særlige fængslingsgrunde,
der bliver brugt oftest i praksis53. Den bliver i øvrigt fortolket bredere end de andre, delvist
for at tilfredsstille retsfølelsen når de andre fængslingsgrunde ikke dækker området. Det vil
altså sige, at anklagemyndigheden er tilbøjelig til at påstå varetægtsfængsling, selvom de
særlige fængslingsgrunde ikke stemmer 100 % overens med situationen54. Dommer Niels
Viltoft lader til at være enig heri.
”Det må vist erkendes, at det i praksis tillægges væsentlig betydning,
om anholdte kan vanskeliggøre forfølgningen. Kan han det, går man […]
ofte ud fra, at han vil gøre det, selvom det kan være svært at beskrive
de bestemte grunde mere konkret [...].”55
Selv om kollusionsarrest altså tillægges en bredere fortolkning end de andre
varetægtsbestemmelser, skal der dog stadig være en vis sammenhæng mellem
51 Bilag 3, pkt. 12 52 Lindencrone og Werlauff: s. 653 53 Bilag 2, spørgsmål 5 54 Se eksemplet nederst på bilag 1 under ”øvrige bemærkninger” 55 Viltoft, U.1989B.120, s. 1
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 5 | S i d e
bestemmelsen og de konkrete forhold i sagen. Man må ikke strække bestemmelsen ud over
en situation blot fordi varetægtsfængsling er det mest ønskelige resultat.
Endnu et interessant aspekt ved kollusionsarrest er det faktum, at det skal ophøre, hvis
formålet er forspildt. Dette har naturligvis til formål at sikre arrestantens frihed, hvis der
alligevel ikke er grundlag for at varetægtsfængsle på baggrund af den nævnte bestemmelse.
I sagen U1990.253H sad to tiltalte varetægtsfængslet, og efter ophøret af deres
isolationsfængsling havde de rig mulighed for at tale sammen i fængslet. Højesteret fandt,
at betingelserne for § 762, stk. 1, nr. 3 ikke længere var opfyldt. Baggrunden for
fængslingen var, at de ikke måtte kunne påvirke hinanden. Det var forspildt.
Kollusionsarrest vil ofte være forbundet med isolationsfængsling, jf. RPL §§ 770a-770e56.
På baggrund af en undersøgelse foretaget af Amnesty International kan det dog
konkluderes, at både formålet med kollusionsarrest og specielt isolationsfængsling ofte
forspildes under selve udførelsen. Som relevant eksempel på dette kan nævnes Vestre
Fængsel, hvor de isolerede er anbragt i samme bygning og har indtil flere muligheder for
kommunikation indbyrdes og med andre, ikke isolerede varetægtsarrestanter57. Dette
gennemgås i dybden under kapitlet om isolation.
3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2
De indledende vurderinger er her de samme som efter stk. 1. Betingelsen om offentlig
påtale samt længden af den potentielle fængselsstraf er den samme, om end grænsen her er
forhøjet til 6 år.
I § 762, stk. 1 hedder mistankegraden ”begrundet mistanke”, og i stk. 2 ”særligt bestyrket
mistanke”. Vurderingen af mistankegraden bliver foretaget som en helhedsvurdering af de
fakta, der er i sagen. I sagen U2007.2944Ø godtgjordes den begrundede mistanke med, at
et vidne havde udtalt, at sigtede (en 16-årig bulgarsk pige) havde forsøgt at stjæle hendes
taske, at hun løb, da hun blev råbt an, at hendes forklaring om sin færden i Danmark
virkede utroværdig, at hun på trods af sin bulgarske nationalitet var i besiddelse af et 56 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3301 57 http://www.amnesty.dk/default.asp?page=512&lang=da
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 6 | S i d e
taletidskort, som kun kunne bruges i Danmark (hun forklarede selv, at hun skulle være her
i 2-3 dage), at hun var uden fast bopæl i Danmark og uden yderligere tilknytning hertil.
Alle disse begrundelser udmøntede sig i, at sigtede blev varetægtsfængslet efter § 762, stk.
1, nr. 1 af Glostrup Byret. Denne bestemmelse blev brugt, fordi man frygtede, at hun på fri
fod ville unddrage sig retsforfølgning ved at tage tilbage til Bulgarien. Østre Landsret
stadfæstede byrettens dom, men ændrede dog grundlaget til anklagerens subsidiære
påstand om fængsling efter udlændingeloven § 35, stk. 1.
”Særligt bestyrket mistanke” kræver selvsagt noget mere. I sagen U2008.1544V blev en
tiltalt varetægtsfængslet med hjemmel i RPL § 762, stk. 2, nr. 1 for overtrædelse af strfl §
191, stk. 1 ved landsrettens stadfæstelse af byrettens dom herom. I denne sag lagde retten
vægt på nogle vigtige vidners udtalelser. Blandt andet en kriminalassistent, der havde
afhørt et andet vidne, samt en ekspertvurdering af tiltalte. Mængden af beviser fra
anklagerens side var betydeligt større end i ovennævnte sag, U2007.2944Ø. Der blev
desuden lagt vægt på, at der var tale om narkotikakriminalitet og salg af et ikke ubetydeligt
kvantum heroin.
Lige siden retshåndhævelsesarrest blev indført, har den været den mest omdiskuterede
fængslingsgrund, der findes. Dette skyldes, at retshåndhævelsesarrest i modsætning til
varetægtsfængsling efter bestemmelserne i stk. 1 meget hurtigt begynder at få karakter af
foregreben straf. Selv om der ikke stilles helt lige så store krav til beviserne, som der ville
være til en domfældelse, skal der foreligge en situation, hvor den sigtede efter dommerens
vurdering med overvejende sandsynlighed vil blive dømt. Dette kræver, at dommeren
forholdsvis konkret er nødt til at tage stilling til skyldspørgsmålet i sagen allerede meget
tidligt. Dette medfører, at hvis dommeren har varetægtsfængslet sigtede med hjemmel i
PRL § 762, stk. 2, nr. 1 eller 2, bliver han inhabil og kan derfor ikke fungere som dommer
under den efterfølgende domsforhandling, jf. RPL § 60, stk. 2 jf. § 61. Disse to
bestemmelser blev indført i retsplejeloven på baggrund af menneskerettighedsdomstolens
dom EMD 24/5-89 Hauschildt mod Danmark 58.
58 L1990.403 Lov om ændring af retsplejeloven
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 7 | S i d e
Ved retshåndhævelsesarrest skal domstolen iagttage et proportionalitetsprincip, jf. EMRK
art. 5. Særligt i relation til en retshåndhævelsesarrest hvor retsfølelsen er en af grundene til
varetægtsfængslingen. Denne form for varetægtsfængsling må derfor aldrig ske ud fra en
standardiseret retsfølelsesbetragtning, jf. EMD 26/6-91 Letellier mod Frankrig 59.
Varetægtsfængsling, der kun er hjemlet i stk. 2, bør kun ske, hvis sigtede ud fra de
oplysninger, der foreligger på fængslingstidspunktet, må antages at blive dømt, med
mindre nye beviser kommer frem i sagen60. Hvis der foreligger skærpende
omstændigheder, som forhøjer strafferammen, kan disse indgå som et moment i
overvejelsen af anvendelsen af en stk. 2 begrundelse.
3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse
RPL § 762, stk.2: En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt
bestyrket mistanke om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om
forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
Muligheden for denne form for retshåndhævelsesarrest blev indført i dansk ret i 1935.
Dette skete på baggrund af en konkret sag; U1935.531H (Fannerup-sagen). Sagen var en
voldtægtssag mod fem unge mænd, som alle tilstod forholdet. I den konkrete sag skete der
ikke varetægtsfængsling, idet ingen af betingelserne for de daværende regler for
varetægtsfængsling var opfyldt. Dette førte til tilføjelsen af bestemmelsens stk. 2.
Hvorvidt en forbrydelse er af en sådan grovhed, at den hjemler varetægtsfængsling efter
stk. 2, nr. 1 må tages ud fra en konkret vurdering61. Det kan dog lægges til grund, at der i
sager som røveri, brandstiftelse og voldtægt mm. må forventes en minimumsstraf på 2 år,
hvilket som udgangspunkt taler for forholdets grovhed. Hvis sigtede allerede tidligere er
dømt, må en eventuel reststraf ikke indgå i en vurdering af forholdets grovhed, jf.
U2008.1095V. Det hensyn til retshåndhævelsen, som en dommer skal tage i sin vurdering,
59 Lindencrone og Werlauff, s.654 60 Gammeltoft-Hansen, 1976 s. 101 og Gomard s. 289, cf. Waaben i U1977B.295, Rørdam i JUR 1984.197 og Smith m.f. s. 555ff 61
Rørdam , JUR 1984, s. 196 ff.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 8 | S i d e
er nok til en vis grænse lokalt bestemt. I artiklen ”Varetægtsfængsling” (U.1989B.120)
nævner dommer Niels Viltoft forskellen mellem Danmark og USA og påpeger, at man her
nok ofte er mere hårdhudede. 62.
Ifølge dommer Niels Viltoft er reglen nok et udslag af et behov for øjeblikkeligt at kunne
straffe visse typer gerningsmænd. Han mener, at der her gives klart udtryk for, hvem
Folketinget mener, skal fængsles.
I sagen U2001.431H blev det af Højesteret bestemt, at en af de tiltalte, T6, ikke fortsat
skulle varetægtsfængsles, selvom det af anklagemyndigheden var godtgjort, at der var
særligt bestyrket mistanke om, at han havde brudt strfl § 191, stk. 2, jf. stk. 1. Siden det til
gengæld ikke kunne godtgøres, at T6 spillede en central rolle i sagskomplekset, mente
retten dog, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kunne begrunde fortsat
varetægtsfængsling.
3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse
RPL § 762, stk. 2, nr. 2: en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, § 192
a, stk. 1, § 218, stk. 1, § 222, § § 224 eller 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, § 235, stk. 1, §
§ 244-246, § 250 eller § 252 eller en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn
under 15 år, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan
ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
Denne særlige bestemmelse, som udelukkende er rettet mod voldssager, blev indført ved
L1987.386. Modsat varetægtsfængsling efter stk. 2, nr. 1, stilles der efter nr. 2 ikke krav
om, at lovovertrædelsen skal kunne medføre fængsel i 6 år eller derover. I stedet for at
vurdere forholdet ud fra straframmen, lægges der her vægt på den konkrete, forskyldte
straf63. Der stilles dog samme krav til særlig bestyrket mistanke og hensyn til
retshåndhævelsen som efter stk. 2, nr. 1.
Bestemmelsen adskiller sig fra mange andre ved at opremse alle de paragraffer, indenfor
hvilke den kan bruges. Modsat kan det sluttes, at den ikke kan bruges andre steder end
62
Viltoft. U.1989B.120, s. 1 63 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3307
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
2 9 | S i d e
netop indenfor disse64. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen tænkes den anvendt primært
ved de groveste tilfælde af vold af mere meningsløs karakter mod såkaldt kvalificerede
sagesløse, samt ved grove tilfælde af overfald på persongrupper, der efter karakteren af
deres erhverv er særligt udsatte for angreb. Det vil altså for eksempel sige taxachauffører
eller politifolk65. I sagen U1983.391H undgik flere sigtede varetægtsfængsling, idet både
Østre Landsret og Højesteret vurderede, at forholdets grovhed (strfl § 119, stk. 1 og § 134a
– stenkast mod politiet) ikke var nok til varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, nr. 2.
Man kan argumentere for, at reglen er en anelse uheldig, fordi den kæder hensynet til
retshåndhævelsen sammen med en forventet fængselsstraf på mindst 60 dage i forhold til
nogle ganske særlige paragraffer. Dommer Viltoft nævner i sin artikel
”Varetægtsfængsling” (U.1989B.120) en sag (men giver ikke navnet herpå), hvor en sigtet
indrømmede forsøg på voldtægt, men efter omstændighederne skønnede dommer Viltoft
ikke en straf på mere end 6-8 måneder og ville derfor ikke varetægtsfængsle efter § 762,
stk. 2, nr. 1. Det må anses for uheldigt, at hvis sigtede havde udøvet tilstrækkeligt vold til,
at dommeren vurderer den konkrete forskyldte straf herfor til at give 60 dages fængsel eller
herover, så var han blevet varetægtsfængslet.
3.3.3 Inhabilitet – RPL § 60, stk. 2, jf. § 61
Hvis en dommer har varetægtsfængslet en sigtede med hjemmel i RPL § 762, stk. 2, nr. 1
eller 2, bliver han inhabil, og kan derfor ikke fungere som dommer under den efterfølgende
domsforhandling, jf. RPL § 60, stk. 2 jf. § 61. Disse to bestemmelser blev indført i
retsplejeloven på baggrund af menneskerettighedsdomstolens dom EMD 24/5-89
Hauschildt mod Danmark 66. Bestemmelsen er indført i retsplejeloven for at sikre at
Danmark opfylder EMRKs krav om rettergang ved en upartisk domstol. Bestemmelserne i
§ 60 går dog ud over de krav, som EMD stillede i EMD 24/5-89 Hauschildt mod Danmark,
64 Karnovs note 3293 til retsplejeloven. 65 Karnovs note 3293 til retsplejeloven. 66 L1990.403 om ændring af retsplejeloven
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 0 | S i d e
idet bestemmelsen ligeledes tager højde for en række principper, som i sangen blev
sidestillet af EMD. Disse er dog irrelevante ifht. varetægtsfængsling67.
I sagen fastslog EMD med stemmerne 12-5, at Danmark havde krænket Mogens
Hauschildts ret til retfærdig rettergang i art. 6, stk. 1, idet den dommer, der havde dømt
Hauschildt for økonomisk kriminalitet, adskillige gange tidligere havde varetægtsfængslet
Hauschildt efter RPL § 762, stk. 2.
Reglerne om dommerens inhabilitet bliver dog jævnligt omgået ved domstolene. Søndag d.
3. maj blev en mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Odense, sigtet for
overtrædelse af strfl § 192a, for at have båret en skarpladt pistol på en varmestue i Odense.
Manden erkendte forholdet, og blev derefter varetægtsfængslet med hjemmel i RPL § 762,
stk. 1, nr. 3. Dette medfører, at fængslende dommer ikke er inhabil til sagens
hovedforhandling. Dette kan dog ses som en form for omgåelse af inhabilitetsreglerne, idet
strfl § 192a jo netop er omfattet af RPL § 762, stk. 2, nr. 2. I det tilfælde at manden inden
hovedforhandlingens påbegyndelse, vælger at trække sin tilståelse tilbage, vil sagen blive
behandlet af en dommer, som efter reglerne om inhabilitet, ikke må anses som habil.
Hvis en dom er afsagt af en dommer, som er blevet inhabil jf. RPL § 60, jf. § 61, skal
dommen ophæves. Som eksempel kan nævnes U1992.300H, hvori en nævningedom blev
ophævet pga. landsretsdommerens inhabilitet efter RPL § 60, stk. 268. Sagens parter kan
ikke give afkald på at gøre en inhabilitetsindsigelse gældende69.
Den dommer, der varetægtsfængslede tiltalte jf. RPL § 762, stk. 2, kan dog godt deltage
som dommer i hovedforhandlingen uden at blive inhabil. Dette kan lade sig gøre på to
måder. Hvis sagen fremmes med en fuld tilståelse i overensstemmelse med RPL § 831,
eller hvis der i øvrigt ikke foretages nogen form for bevisbedømmelse vedr. det forhold,
der oprindeligt begrundede varetægtsfængslingen70. Som eksempel fra retspraksis kan
nævnes U2003.2583V og U2008.1955H.
67 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 377 68 Se i øvrigt U1994.106 som eksempel på ophævelse jf. RPL § 61 69 Rasmussen i FM 1993 s. 4f og Smedegaard Andersen i FM 1993 s. 75 70 Smith, m.f. s. 82
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 1 | S i d e
3.4 Varetægtsfængsling efter RPL § 763
RPL § 763, stk. 1: ”Er der begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som
er fastsat i en betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, ved betinget
benådning eller ved prøveløsladelse kan han varetægtsfængsles, hvis retten finder, at
overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af
fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og…”
Retsplejelovens § 763, stk. 1 minder langt hen ad vejen om § 762 – dog med et lidt andet
fokus. Bestemmelsen, sammen med sin stk. 2, hjemler varetægtsfængsling i nogle af de
tilfælde, hvor den pågældende allerede er i kontakt med straffesystemet.
Ligesom ved § 762 kræves opfyldelse af et par generelle krav samt en særlig
fængslingsgrund fastlagt i nr. 1 og 2. De generelle krav minder i høj grad om dem, der
findes i § 762, idet der kræves begrundet mistanke om det nærværende forhold. Det, der
skal være begrundet mistanke om, er, at denne person har overtrådt vilkår, som er fastsat i
en betinget dom i henhold til strfl kap. 7 eller 8, ved en betinget benådning eller ved
prøveløsladelse71. Desuden skal retten finde, at overtrædelsen er af en sådan karakter, at
der foreligger usikkerhed om fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som personen er idømt
eller eventuel genindsættelse i anstalt.
Definitionen af ”begrundet mistanke” er den samme som under § 762, og vil derfor ikke
blive gennemgået yderligere. Vurderingsgrundlaget for overtrædelsens beskaffenhed er op
til den enkelte dommer, da der ikke umiddelbart foreligger nogen klare retningslinjer på
området. Som tidligere nævnt mener dommer Viltoft, at ”hensynet til retshåndhævelsen”
fra § 762, stk. 2 ofte vil være lokalt bestemt72. Det samme lader i en vis udstrækning til at
være tilfældet her.
71 Jf. Paragraffens ordlyd. 72 Viltoft: U.1989B.120, s. 1.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 2 | S i d e
3.4.1 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 1
§ 763, stk. 1, nr. 1:[…] ”der efter det om den pågældendes forhold oplyste, er bestemte
grunde til at antage, at han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller…”
§ 763, stk. 1, nr. 1 beskriver den første af de særlige fængslingsgrunde, der gør sig
gældende for § 763, stk. 1. Bestemmelsen stemmer i høj grad overens med § 762, stk. 1, nr.
1, den såkaldte sikringsarrest. Det materielle indhold af vurderingen med hensyn til
pågældendes forhold er i øvrigt også det samme som under § 762, stk. 1, nr. 173, og det
samme gør sig gældende for vurderingen af ”bestemte grunde”.
3.4.2 Ad: RPL § 763, stk. 1, nr. 2 § 763, stk. 1, nr. 2: ”[…] der efter det om hans forhold oplyste, er bestemte grunde til at
frygte, at han på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til
overtrædelsernes beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres ved, at han
varetægtsfængsles.”
Hvor § 763, stk.1 nr. 1 i høj grad ligner § 762, stk. 1, nr. 1, kan samme lighed ses mellem
begge paragraffers stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen minder meget om
uskadeliggørelsesarresten, og det er da også det samme grundlag, som dommeren skal
foretage sin vurdering på baggrund af. Indholdet af begrebet ”hans forhold” er det samme
som under § 762, stk. 1, nr. 2 (og altså på denne måde forskelligt fra § 762, stk. 1, nr. 1 og
§ 763, stk. 1, nr. 1), mens ”bestemte grunde” ligeledes har samme indhold74.
Det interessante i § 763, stk. 1, nr. 2 ligger nærmere i, hvad den efter forarbejderne har
været tænkt at blive anvendt mod. Ideen med bestemmelsen er nemlig at anvende den til
afbrydelse af en påbegyndt social deroute, der eller må frygtes at ende i ny kriminalitet.
Der er altså ligesom i § 762, stk. 1, nr. 2 tale om risiko for gentagelsestilfælde, men her
kun angående vilkår, som er fastsat i betinget dom, betinget benådning eller
prøveløsladelse75.
73 Jf. i det hele forklaringen af denne ovenfor. 74 Gomard m.f. side 159, note [6] til § 763. 75 Bet.1974.728, side 73.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 3 | S i d e
I praksis anvendes bestemmelsen ganske ofte76, men næsten udelukkende når
vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet77. I sagen U1988.794V blev det fundet, at der
på trods af risiko for overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste og antabusbehandling
ikke var grundlag for varetægtsfængsling, da der ikke var sigtet for ny kriminalitet. Delvist
modsat i dommen U1983.501/1H.
3.4.3 Ad: RPL § 763, stk. 2
RPL § 763, Stk. 2. ”Det samme gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person
har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i dom eller kendelse efter straffelovens § § 68,
69, 70 eller 72.”
§ 763, stk. 2 hjemler varetægtsfængsling i de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke
(efter samme definition som ovenfor) om, at en person har overtrådt bestemmelser i en
dom eller kendelse om andre retsfølger end straf, begrundet med svigtende tilregnelighed
hos gerningsmanden78.
Det materielle indhold af vurderingen er det samme som under de ovennævnte
bestemmelser, RPL § 762, stk. 1 og 2, samt § 763, stk. 1.
3.5 Varetægtsfængsling generelt
I praksis varetægtsfængsles der ofte med henvisning til flere fængslingsgrunde. Modsat
forekommer det reelt aldrig, at retten tager stilling til fængslingsgrunde, som ikke er
påberåbt af politiet. Dette er et udtryk for, at forhandlingsmaksimen principielt følges, og
det helt overordnede princip i RPL § 883, stk. 3 om domfældelse eller frifindelse iagttages.
I vurderingen af varetægtsfængsling må det ligeledes overvejes, om sigtede tidligere har
haft kontakt med straffesystemet. Hvis sigtede ikke tidligere har haft det og samtidig
hævder at være uskyldig, skal dette tale kraftigt imod at idømme varetægtsfængsling. Der
skal ligeledes iagttages en vis vurdering af den forløbne tid mellem sagens indledning og
76 Bilag 1, spørgsmål 4. 77 Gomard m.f. side 159, note [7] til § 763. 78 Jf. strfl § § 68, 69, 70 og 72, jf. strfk § 16.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 4 | S i d e
begæringen om varetægtsfængsling. Domstolene vil i reglen være mere tilbageholdende
med at idømme varetægtsfængsling i situationer, hvor politiet har ladet en vis tidsperiode
passere, inden de begærer sigtede fængslet. Dette kan ses som en vurdering af, at ”så var
det nok ikke så vigtigt”. Det samme gør sig gældende, hvis sigtede begæres
varetægtsfængslet igen efter først at have været løsladt, jf. U1970.640H, U1974.14H og
U1976.522H.
Sigtedes egen holdning til varetægtsfængslingsspørgsmålet skal i visse situationer
tillægges vægt, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 20. Et behov for foretagelse af en
mentalundersøgelse af sigtede er ikke i sig selv en fængslinggrund, men der foreligger dog
muligheder for en vis form for frihedsberøvelse hvis sigtede ikke deltager frivilligt, jf. RPL
§ 809, stk. 279.
3.5.1 Frister for varetægtsfængsling
Såfremt den sigtede er til stede her i landet, skal der fastsættes en frist for
varetægtsfængslingens længde i kendelsen, jf. RPL § 767. Fristen skal altid være så kort
som mulig og må ikke overskride fire uger, ligesom varetægtsfængsling maksimalt kan
forlænges med fire uger ad gangen. Hvis en fastsat frist udløber på et tidspunkt, hvor
sagens hovedforhandling er påbegyndt, fortsættes varetægtsfængslingen af tiltalte dog frem
til domsafsigelsen. Sigtede har desuden ret til at anmode retten om ophævelse af
varetægtsfængslingen hver 14. dag, jf. RPL § 767, stk. 2. Som hovedregel har sigtede ret til
at være til stede under et retsmøde om forlængelse af varetægtsfængsling. Denne
fremstilling kan dog undlades, hvis sigtede giver afkald på den, eller hvis fremstillingen vil
være forbundet med uforholdsmæssigt meget besvær. Det faktum, at politiet skal
transportere sigtede langt, er ikke tilstrækkeligt til at nægte sigtede at blive fremstillet, jf.
U2001.1112V. At sigtede er indlagt til mentalobservation er heller ikke tilstrækkeligt, jf.
U2001.1163V. Fristforlængelsen skal ske ved kendelse, med mindre sigtede selv
indvilliger heri. I så fald kan forlængelsen ske alene ved en beslutning.
79 Lindencrone og Werlauff, s.656
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 5 | S i d e
3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse
Varetægtsfængsling kan også anvendes både i perioden, hvor en dom er under anke og i
perioden mellem domsafsigelse og påbegyndelse af afsoning, jf. RPL § 769. Domfældte
kan dog erklære sig indforstået med fortsat varetægtsfængsling enten under behandling af
ankesagen eller indtil straffuldbyrdelsen. Hvis domfældte har været varetægtsfængslet
under sagens behandling, og efterfølgende erklærer sig indforstået med fortsat
varetægtsfængsling, bliver det ikke prøvet, hvorvidt fængslingsbetingelserne fortsat er
opfyldt80. I sådan en situation, hvor der er enighed om at opretholde varetægtsfængslingen
kan det altså gøres uden en ny domstolsprøvelse.
Hvis en straffedom ankes, er det ankeinstansen, der skal tage stilling til
varetægtsfængslingsspørgsmålet. Den domstol, som afsagde den ankede dom, kan dog
træffe beslutning om varetægtsfængsling, i perioden indtil ankeinstansen har forholdt sig til
spørgsmålet.
3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling
Det er ikke tilladt at anvende varetægtsfængsling med henblik på at få den sigtede til at
tilstå den forbrydelse, som sigtede er varetægtsfængslet for. Der er dog ringe tvivl om, at
varetægtsfængsling (specielt i isolation) ofte får netop denne reelle virkning – at sigtede til
sidst bliver ”mør” og tilstår. Dette hænger sammen med, at den sigtede tit er klar over, at
varetægtsfængslingen ofte vil blive bragt til ophør så snart han tilstår.
Varetægtsfængsling må ikke ske alene for at lette efterforskningsarbejdet for politiet, selv
om det naturligvis er mere bekvemt for politiet at have den sigtede siddende
varetægtsfængslet sådan ”for en sikkerheds skyld”. I denne situation vejer hensynet til den
sigtede dog højere end hensynet til politiet.
Selv om både anklagemyndigheden81 og forsvarsadvokat Niels Rex (H) 82 mener, at
varetægtsfængsling godt kan bruges opdragende, må denne opfattelse alligevel antages at
80 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3354 81 Bilag 1, spm. 7 82 Bilag 2, spm. 10
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 6 | S i d e
stride mod den generelle opfattelse og retspraksis83. Varetægtsfængsling må altså ikke
anvendes for at give specielt unge sigtede en chokoplevelse med det formål at skræmme
dem fra fortsat kriminalitet. Selv om dette må antages at være imod det teoretiske
udgangspunkt, kan de modstridende holdninger dog godt have en vis berettigelse idet det
er et relativt lille offer for at hjælpe en ung person ud af en nedadgående spiral. Nogen
gange er chokterapi den bedste og den eneste udvej.
Længden af varetægtsfængslinger i Danmark er altid blevet kritiseret meget bredt. Vi har
eksempler på, at en sigtet blev holdt varetægtsfængslet i flere år for derefter at blive
frikendt84. Det følger af almindelige principper og grundrettigheder samt direkte af
retsplejeloven, at politiet eller om nødvendigt retten skal bringe en varetægtsfængsling til
ophør, når betingelserne for opretholdelsen ikke længere må antages at være til stede, jf.
RPL § 758. Dette skal sammenholdes med RPL § 747, 3. pkt., om anticiperet bevisførelse
med det formål at skabe bevissikring for at fjerne behovet for fortsat kollusionsarrest med
eventuel isolationsfængsling. Ud over dette, begrænser proportionalitetsprincippet også
længden af varetægtsfængslinger, jf. RPL § 762, stk. 3.
Det er ganske åbenlyst, at der ikke bør ske varetægtsfængsling for en længere periode, end
det må skønnes, den idømte frihedsstraf vil kunne strække sig over. Dette må retten altid
tage med i sine overvejelser ved behandling af anklagemyndighedens begæring om
forlængelse85.
3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling
Den tid som domfældte har været anholdt eller siddet varetægtsfængslet, modregnes i den
idømte fængselsstraf, jf. strfl § 86. I U1984.668Ø (Hauschildt) blev straffen udmålt under
hensyntagen til, at dømte havde siddet varetægtsfængslet i næsten 4 år, hvoraf en stor del
havde været i isolation. Der blev taget højde for, at varetægtsfængslingen grundet
isolationen var foregået under særligt belastende omstændigheder.
83 Lindencrone og Werlauff s. 657f og Bilag 3, spm. 11 84 Fx U1984.96H med varetægtsfængsling i næsten 4 år, der endte med en frifindelse 85 Lindencrone og Werlauff s. 660
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 7 | S i d e
Forkortelsen af den idømte dom sker som udgangspunkt med en dag for hver dag tilbragt i
varetægtsfængsling. Der gives dog en forhøjet fratrækning, hvis varetægtsfængslingen er
foregået i isolation, idet der fratrækkes en ekstra dag, for hver påbegyndt 3 dages periode i
isolation, jf. strfl § 86, stk. 1, 3. pkt. Hvis frihedsberøvelsen ikke har varet i over 24 timer,
sker der ingen fratrækning i dommen.
Hvis den afsonede varetægtsfængsling ikke kan afkortes helt i den idømte straf, kan den
dømte som udgangspunkt kræve erstatning. Erstatningen skal beregnes ud fra den fulde,
idømte straf og ikke kun indtil den periode, hvor prøveløsladelse må antages at kunne
opnås, jf. strfl § 3886.
Kapitel 4: Isolationsfængsling
Isolationsfængsling er antagelsesvist det mest omdiskuterede emne indenfor
strafferetsplejen. Reglerne for isolationsfængsling findes i RPL §§ 770a-770e, og den
sidste lovændring på området trådte i kraft d. 1. januar 2007.
Ved isolationsfængsling forstås en total udelukkelse fra fællesskab med alle medindsatte
herunder både arrestanter og strafafsonere. Delvis isolation i form af udelukkelse af
samvær med en eller flere bestemte indsatte kan iværksættes på politiets initiativ og kan
ske udenom domstolene. For at beskytte arrestanten imod at delvis isolation bliver
misbrugt i et sådan omfang, at det nærmer sig fuldstændig isolation, kan arrestanten
indbringe dette spørgsmål for en domstol, jf. RPL § 77387.
Anvendelsen af isolationsfængsling forudsætter, at der anvendes kollusionsarrest efter RPL
§ 762, stk. 1, nr. 3, jf. RPL § 770a, nr. 1. Ligeledes skal der foreligge en bestemt grund til
at antage, at fængslingen alene ikke vil være tilstrækkelig til at forhindre sigtede i at
vanskeliggøre forfølgningen af sagen, jf. RPL § 770a, nr. 2. Der skal iagttages et
proportionalitetsprincip jf. RPL § 770b, nr. 1 og 2, hvorfor isolationsfængsling ikke må
anvendes, såfremt formålet kan tilgodeses ved mindre indgribende midler, ligesom den
86 Lindencrone og Werlauff s. 660 87 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3363 og Lindencrone og Werlauff s. 660
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 8 | S i d e
særlige belastning isolationsfængsling kan medføre skal overvejes88. Herunder skal der
tages særligt hensyn til sigtedes eventuelle unge alder, psykiske svaghed eller personlige
forhold i øvrigt. Disse forhold må ikke stå i misforhold til sagens betydning. Når sigtede er
varetægtsfængslet i isolation, skal sagens efterforskning fremmes med en særlig hurtighed,
og herunder skal muligheden for bevissikring efter RPL § 747, jf. § 770b, nr. 3 benyttes. I
en vurdering af denne særlige hurtighed indgår, om en eventuel langtrukken
sagsbehandling helt eller delvist skyldes forhold udenfor politiets indflydelse. Dette kan
eksempelvis være sigtedes eller medsigtedes ønske om at skifte forsvarer midt i
sagsforløbet eller et ønske om en bestemt, meget travl forsvarer89.
Den maksimale længde af isolationsfængslingen bestemmes ud fra straframmen for den
påståede forbrydelse. Hvis straframmen er under fire år, må isolationsfængsling ikke
anvendes i mere end fire uger. Er straframmen mellem fire og seks år, kan
isolationsfængsling maksimalt anvendes i otte uger, og hvis straframmen er på seks år eller
derover, kan der normalt maksimalt idømmes isolationsfængsling i tre måneder, jf. RPL §
770c90. I første halvår af 2006 var gennemsnitslængden på en varetægtsfængsling 31 dage,
mens den i det sidste halvår var 2691. Justitsministeriet har valgt at tilbageholde
statistikkerne for 2007 indtil de er blevet fremlagt for Folketingets Retsudvalg92.
Hvis arrestanten er under 18 år, må isolationsfængsling under ingen omstændigheder finde
sted i en sammenhængende periode på mere end otte uger. Ligesom isolationsfængsling er
tidsmæssigt begrænset, skal kendelsen om isolationsfængsling også afsiges særskilt fra
kendelsen om varetægtsfængsling.
Højesteret har i U1999.1415H afvist, at isolationsfængsling af unge under 18 år skulle
være i strid med EMRK art. 3, eller art. 37c i FNs konvention om barnets rettigheder93. I
samme afgørelse pointerede højesteret dog kraftigt, at isolationsfængsling af unge under 18
år kun må anvendes i situationer, hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder,
jf. RPL § 770b, stk. 2. Dommer Alex Nymark pointerer dog, at han desværre alt for ofte 88 Bet.1983.975 s, 82f og Bet.1998.1358, s. 69f 89 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3373 90 Lindencrone og Werlauff s. 660 91 www.kriminalforsogen.dk/ og Stagetorn, s. 277ff 92 http://www.justitsministeriet.dk/ 93 Jf. også Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3371
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
3 9 | S i d e
ser sig nødsaget til at isolationsfængsle en sigtet på under 18 år94. Isolationsfængsling af en
sigtet på eller under seksten år, bør som den altovervejende hovedregel aldrig ske. Selv
langvarig og særdeles belastende isolationsfængsling strider efter højesterets opfattelse
ikke imod EMRK art. 3, jf. U2000.2385H95.
Den isolationsfængslede må ikke afhøres, uden hans forsvarer er til stede, med mindre
både sigtede og forsvarer giver samtykke til dette, jf. RPL § 745, stk. 2.
4.1 International kritik
Folketingets Retsudvalg indledte i 1990 en videnskabelig undersøgelse af
isolationsfængslings psykiske virkninger. Undersøgelsen, som var færdig i 1997,
konkluderede:
"[…] at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation
indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Det
må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger
belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation."
Dette resultat falder godt i hak med den gentagne kritik der er sket af den danske
anvendelse af isolationsfængsling. CPT96 er et internationalt organ underlagt Europarådet.
Repræsentanter fra CPT har fire gange besøgt Danmark i perioden fra 1990 til 2008. I
denne periode er det blevet til gentagne kritik af det danske isolationssystem, som betegnes
som forældet og overdrevet97. CPT anerkender dog, at der i perioden fra 1990 til 2008 er
sket en forbedring i forholdene for isolationsfængslede, ligesom komiteen ser positivt på
indførselsen af begrænsninger i længden af isolationsfængsling. En af CPTs eksperter i
forholdet mellem menneskerettigheder og tortur, Mandred Nowak, pointerer at Danmarks
94 Bilag 3, spm. 3 95 Lindencrone og Werlauff, s. 657 96 http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm 97 http://www.cpt.coe.int/documents/dnk/1997-14-inf-eng.pdf
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 0 | S i d e
nuværende system for anvendelse af isolationsfængsling svarer til systemerne i Kina,
Georgien, Jordan, Paraguay, USA, Mongoliet og Indonesien98.
Der er vist generelt ikke megen tvivl om, at kritikken er både korrekt og retfærdig. En retsstat som
Danmark burde ikke blive sat i samme kategori som de ovenfor nævnte lande, og slet ikke når
vurderingen kommer fra en udenforstående, objektiv ekspert på området. Det er dog positivt at se,
at CPT er opmærksom på den positive udvikling, som Danmark trods alt har gennemgået over de
senere år.
Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af
Ungdomshuset
En af de mest omtalte hændelser i mange år vedrørende varetægtsfængsling i Danmark var,
da politiet ryddede Ungdomshuset den 1. marts 2007. 225 unge mennesker blev fremstillet
i grundlovsforhør, og 200 af disse blev senere varetægtsfængslet, foruden et ikke offentligt
opgjort antal fængslet efter udlændingeloven99. Som resultat heraf kom Københavns Byret
bagud med sagsbehandlingerne. I nogle tilfælde blev de anholdte, for at opfylde
grundlovskravet om fremstilling for en dommer inden fireogtyve timer, fremstillet tre ad
gangen. Den fremgangsmåde havde politiet også foreslået knap et halvt år tidligere, men
dengang var den blevet afvist af byretten. Det fik en række forsvarsadvokater til at skrive
en artikel, i hvilken de benævnte byrettens behandling af sagerne som et ”juridisk
galehus”100.
Vi har spurgt flere personer indenfor det juridiske miljø, hvad de mener om de mange
varetægtsfængslinger fra episoden. Forsvarsadvokat Niels Rex svarer, at det gamle udtryk
om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt her virkelig kom til sin ret; både i
forhold til fængslingerne og i forhold til dommene senere. Ifølge ham blev der stillet meget
lave beviskrav til dem, som blev anholdt inde i huset, og det blev lagt til grund, at hvis man
havde været i et hus, hvor der samtidig blev forberedt opstand, så havde man også tænkt
98 http://politiken.dk/indland/article587165.ece 99 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 1, linje 1 100 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 1, linje 6
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 1 | S i d e
sig selv at kæmpe. Desuden mener han, at politiet ignorerede tanken, at der også var
almindelige brugere af huset og uskyldige tilskuere blandt de anholdte101.
Politiadvokat Doris Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl mener, at dommerne
muligvis kunne have været nervøse for, at de anholdte, så snart de var blevet løsladt, ville
løbe direkte ud og deltage i balladen igen. Dette kunne have fået domstolen til at vælge at
varetægtsfængsle, fordi dommeren ikke ønskede at sidde med ansvaret for, at balladen
fortsatte – så hellere få den stoppet med det samme102.
Dommer Alex Nymark mener, at han ikke har belæg for at forholde sig til, hvorvidt
varetægtsfængsling blev brugt for meget i situationen med rydningen af Ungdomshuset,
men siger; ”mine unger skulle altså holde sig fra Ungeren de sidste dage…”103.
Af de ovennævnte 200 sager blev seks indbragt for Højesteret af forsvarsadvokaterne – alle
vedrørende begivenhederne fra rydningen af Ungdomshuset. Alle seks blev sigtet for
overtrædelse af bl.a. strfl § 134a (grov forstyrrelse af ro og orden), og desuden fængslet
med hjemmel i RPL § 762, stk.1, nr. 2 – muligheden for at fængsle ved gentagelsesrisiko:
uskadeliggørelsesarrest, jf. ovenfor. Domfældelse efter strfl § 134a er ifølge Højesteret
betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte har tilsluttet sig den
pågældende gruppe, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere og
lignende, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet104.
Det følger altså på denne baggrund af RPL § 762, stk. 1, at ”mistanken om, at sigtede
havde tilsluttet sig gruppen af uromagere […], skal være rimeligt begrundet i sagens
omstændigheder, således at det er mere sandsynligt, at den sigtede var deltager end tilskuer
mv.”105.
Det endelige resultat blev, at Højesteret i tre af de seks tilfælde fandt, at
varetægtsfængslingerne var berettigede, mens tre ikke burde være sket og var udslag af
ikke korrekt vurdering fra landsrettens side. Der var dissens: 5-2. Sagen er U.2007.2350H.
101 Bilag 2, spørgsmål 8. 102 Bilag 1, spørgsmål 7. 103 Bilag 3, spørgsmål 9. 104 http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx 105 http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 2 | S i d e
Sagerne mod S1, S3 og S6 var de tre, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens kendelser om
varetægtsfængsling.
S2 blev anholdt i en masseanholdelse af 45-50 personer. Ifølge politirapporten, havde alle
deltaget aktivt i at kaste sten eller andet mod politiet. Af forskellige videoklip fremgår det
imidlertid, at der både før og under anholdelsen var tilfældige tilskuere tilstede. Derfor er
Højesteret enig med Byretten i, at der ikke kunne antages at foreligge begrundet mistanke
om, at S2 havde gjort sig skyldig i sigtelsen. Det viste sig nemlig efterfølgende, at de
enkelte polititjenestemænd ikke kunne pege konkret på S2 som deltager. S2 blev løsladt.
Det blev i øvrigt bemærket, at Landsretten ikke havde givet en begrundelse for, hvorfor
den fandt, at betingelserne RPL § 762, stk. 1, nr. 2 var opfyldte, som det står foreskrevet i
RPL § 764, stk. 4, 2. pkt.
Angående sagen mod S4 var der ingen tvivl om, at der forelå begrundet mistanke om, at
denne havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 134a. Der var dog ingen
oplysninger, som forbandt S4 med Ungdomshuset, og hans tilknytning til urolighederne
kunne kun kategoriseres som en tilfældig, enkeltstående handling. Højesteret mente derfor,
at han ikke kunne menes at have solidariseret sig med en gruppe, som var villig til at
fremme sin sag med ulovlige midler, hvilket er kravet for at kunne idømme
varetægtsfængsling efter RPL § 762, stk.1, nr. 2, når en person skal dømmes uden konkret
fare for relevant gentagelsesrisiko, idet der ikke foreligger tidligere, lignende handlinger106.
S4 blev løsladt.
Vedrørende sagen mod S5 blev mistankegrundlaget udgjort af en mængde politirapporter i
forbindelse med en masseanholdelse i Fyensgade. Af ovennævnte grund er sondringen
mellem tilskuer og deltager i denne type sager umådelig vigtig, og på trods af indholdet af
rapporterne kunne det ikke anses for 100 % godtgjort, at sigtedes forklaring ikke var rigtig.
Han kunne derfor evt. godt anses som uskyldig tilskuer. S5 blev løsladt.
Eva Smith konkluderer i sin artikel ”Varetægtsfængsling – i forbindelse med politiets
rydning af Ungdomshuset” på de ovennævnte sager. Udover hvad der allerede er
106 Jf. Afsnittet om RPL § 762, stk. 1, nr. 2 ovenfor.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 3 | S i d e
gennemgået under afsnittet om RPL § 762, stk. 1, nr. 2 (jf. dette afsnit ovenfor),
konkluderer hun ligeledes, at det efter Højesterets praksis og udtalelser i disse sager må
være domstolenes opgave at foretage en omhyggelig vurdering for hver enkelt
varetægtsarrestants vedkommende af, om denne var deltager eller tilskuer. Finder
domstolen, at sigtede var deltager, skal det herefter på ligeså konkret vis vurderes, om
sigtede kan antages at ville deltage i nye uroligheder.
Forsvarsadvokaterne i de ovennævnte 6 sager fik medhold i halvdelen. Deraf kan
naturligvis ikke konkluderes, at 100 af de 200 varetægtsfængslede i Højesterets øjne skulle
have været løsladt, – kun de alvorligste af sagerne er vel blevet valgt ud af forsvarerne,
men man kan ikke slippe den tanke, at der blandt de 194 andre fængslede må være andre,
der ifølge Højesteret ikke burde have været varetægtsfængslet107.
Kapitel 6: Konklusion
Varetægtsfængsling efter danske regler kræver opfyldelse af en mængde generelle
betingelser. Nogle er forskellige alt efter hvilken regel man benytter, andre går igen. Der er
elleve muligheder for at varetægtsfængsle: RPL § 762, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2, nr. 1-2, § 763,
stk. 1, nr. 1-2, stk. 2, samt udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2.
Den tid, som varetægtsarrestanten har været fængslet modregnes den idømte fængselsstraf.
Der bliver desuden taget højde for, at isolationsfængsling er særligt belastende
omstændigheder. Hvis den afsonede varetægtsfængsling ikke kan afkortes helt i den
idømte straf, kan den dømte som udgangspunkt kræve erstatning herfor.
Varetægtsfængsling i Danmark kræver opfyldelse af forskellige formelle betingelser. For
eksempel skal der være tilstrækkelig mistanke, hvilket defineres nærmere i de enkelte
paragraffer, offentlig påtale og en vis nærmere fastsat strafferamme (altså et kriterium for
grovheden af den påståede forbrydelse). Udover disse formelle krav kræves en særlig
fængslingsbegrundelse, hvoraf de mest almindelige er sikringsarrest (§762, stk.1, nr. 1),
uskadeliggørelsesarrest (§ 762, stk. 1, nr. 2), kollusionsarrest (§ 762, stk. 1, nr. 3), samt
107 Smith, DJØF, 28.11.2007, s. 6.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 4 | S i d e
retshåndhævelsesarrest (§ 762, stk. 2). Disse bestemmelser tager højde for personlige
forhold, forbrydelsens grovhed, risiko for flugt, risiko for gentagelse, risiko for forstyrrelse
af efterforskningen, samt den generelle retsfølelse.
En del spørgsmål har rejst sig i forbindelse med arbejdet med nærværende projekt. Blandt
andet spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt, endsige moralsk korrekt, at bruge
varetægtsfængsling opdragende. Spørgsmålet har gjort sig gældende, idet det tager den
gamle inkvisitoriske procesform op til fornyet overvejelse. Ved interview med
anklagemyndigheden fandt vi ud af, at varetægtsfængsling som opdragende virkemiddel
betragtes som acceptabelt. Man skulle umiddelbart tro, at denne holdning er farvet af
anklagerens profession, men det viste sig, at forsvareren var af samme opfattelse. Den
adspurgte dommer mente derimod ikke, at varetægtsfængsling blev brugt opdragende eller
præventivt. Dette er dog kun en mands mening, og det må derfor konkluderende antages, at
der er en vis risiko for, at det bliver gjort, selvom det må anses som stridende mod generel
retsopfattelse og retspraksis.
Et andet interessant spørgsmål, som gjorde sig gældende var spørgsmålet angående
kollusionsarrest (§ 762, stk. 1, nr. 3). Det viste sig nemlig, at anklagemyndigheden groft
sagt betragter denne særlige fængslingsgrund som en form for ”generalklausul”, når de
andre fængslingsgrunde ikke dækker situationen, og det må anses som uacceptabelt ikke at
benytte varetægtsfængsling. Den adspurgte forsvarer har også lagt mærke til tendensen,
men er ikke enig i måden at bruge bestemmelsen på. Lovreglens ordlyd hjemler ikke
direkte en sådan bred fortolkning af reglen, og det må således anses for heldigt, at
domstolene ikke er utvetydigt enige med anklagemyndigheden i dennes brug af
kollusionsarrest. Det må således konkluderes, at meget få sigtede ville undslippe sig
varetægtsfængsling, hvis anklagemyndigheden fik ubetinget ret i antagelsen. Dette ville gå
mod lovgivers ønske om færre varetægtsfængslinger, der har været fokus for de seneste par
lovændringer på området.
I forbindelse med kollusionsarrest-problemet kom anklagemyndigheden med et konkret,
tænkt eksempel: En mand anklages for voldtægt, men nægter sig skyldig. Kvinden er turist
og rejst hjem, og manden er ikke tidligere straffet. Han kender ingen personlige
oplysninger om hende. Anklagemyndigheden mente, at der i dette tilfælde ville blive
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 5 | S i d e
varetægtsfængslet med hjemmel i § 762, stk. 1, nr. 3, også selvom manden på ingen måde
kan påvirke efterforskningen, men udelukkende fordi, at det må anses som uacceptabelt at
lade ham gå, og fordi ingen af de andre særlige fængslingsbetingelser kan bruges. Dette
konkrete eksempel fremlagde vi for adspurgte dommer og forsvarer, som begge mente, at
manden uden nogen tvivl ville blive løsladt uden varetægtsfængsling. Man kan spørge sig
selv om konsekvensen af, at anklagemyndigheden er så grundlæggende uenig med både
forsvareren og dommeren. I visse tilfælde kan dette have en meget uheldig effekt på
retssikkerheden. Konklusionen må blive, at så længe dommerne er tilstrækkeligt objektive
til at kunne sondre korrekt mellem anklagerens og forsvarerens synspunkter, har det nok
ikke den store relevans, men hvis eller hvor dette ikke er tilfældet lider retssikkerheden
potentielt et stort brist.
Sidst af de interessante spørgsmål var mængden og længden af varetægts- og særligt
isolationsfængsling i Danmark. Særligt ved dette spørgsmål var det svært at tolke noget
brugbart fra de tre interviewede praktikere. Forsvareren mente, at der sker for meget
isolationsfængsling, anklageren, at der godt kunne ske mere, og dommeren, at der ikke
sker for meget. Det er nok ikke problematisk at antage, at alle tre holdninger er farvet af
professionen hos den, der har fremsat dem. Danmark er i stor stil blevet kritiseret for vores
brug af varetægtsfængsling, og en af de større aktører på dette punkt er den internationale
komite CPT. Denne komite har efter tre besøg i Danmark konkluderet, at der sker alt for
meget isolationsfængsling, og har endda vedrørende de isolationsfængsledes forhold,
sammenlignet Danmark med Kina, Georgien, Paraguay, USA, Mongoliet og Indonesien.
Konkluderende må bemærkes, at vi med den internationale kritik, som vi er subjekt for
løbende, måske burde overveje en mindre hård strategi overfor sigtede mht.
varetægtsfængsling, og særligt med hensyn til isolationsfængsling. Fra et nationalt
perspektiv har lovgiver længe forsøgt at ændre mængden af varetægts- og
isolationsfængslinger, men det står tilsyneladende ikke så tilstrækkeligt slemt til, at vi gør
noget drastisk. Det skal dog nævnes, at der i de sidste par år er sket mindre ændringer,
særligt i retspraksis, der har ført til en formindskelse af antallet af isolations- og
varetægtsfængslinger, smat særligt længden heraf.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 6 | S i d e
I forbindelse med ovenstående bør kommenteres på det helt grundlæggende problem ved
varetægtsfængsling: at det jo er en objektivt set uskyldig person, som fængsles. Der er dog
kommet mere opmærksomhed på området, og hvis udviklingen forsætter som på
nuværende tidspunkt, er det ikke usandsynligt, at problemet bliver mindre med tiden.
Hvis muligheden for varetægtsfængsling skal bibeholdes, bliver problemet aldrig helt
fjernet, men med tilstrækkeligt effektive regler til sikring af arrestantens rettigheder, samt
generelt færre fængslinger, bliver det måske mindre uudholdeligt. Problemet stiller os
mellem to onder. På den ene side ønsker man ikke at varetægtsfængsle alle for selv den
mindste mistanke, men på den anden side er der folk som man ikke bare kan løslade.
Der kan ikke konkluderes noget endegyldigt svar på, hvordan denne konflikt skal løses,
simpelthen fordi der ingen løsning er. Varetægtsfængsling er en balancegang som
anklagere, forsvarere og dommere hele tiden må blive bedre og bedre til. Så længe der er
kriminalitet vil der være varetægtsfængsling, og så længe der er varetægtsfængsling vil
dette problem bestå.
Løsningen er ikke at løse problemet som en helhed, men blot at blive bedre til at løse
problemet i de konkrete sager hver gang de opstår.
Hovedopgaven indeholder i alt 83.981 anslag.
Af:
Ulrik Vindberg Madsen Christian Hornskov
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 7 | S i d e
Kapitel 7: Kildefortegnelse
Bøger:
Wilhjelm, Preben: Tvangsindgreb i strafferetsplejen 1976-85. 1. udgave.
Jurist- og økonomforbundets forlag, 1988.
Lindencrone og Werlauff Dansk Retspleje – med procesreformen 2007/09. 4. udgave.
Forlaget Thomson, 2007.
Smith, Jochimsen, Kistrup og Lund Poulsen Straffeprocessen. 2. udgave.
Forlaget Thomson, 2008.
Gammeltoft-Hansen, Hans Strafferetspleje II – sigtede, forsvaret – efterforskningen –
tvangsindgreb. 1, udgave.
Jurist- og økonomforbundets forlag, 1989.
Gammeltoft-Hansen, Hans Varetægtsfængsling. 1. udgave.
Jurist- og økonomforbundets forlag, 1976.
Gomard m.f. Kommenteret Retsplejelov bind III – Bruxelles I-forordning.
8. udgave.
Jurist- og økonomforbundets forlag, 2008
Rehof, Lars Adam og Trier, Tyge Menneskeret. 1. udgave.
Jurist- og økonomforbundets forlag, 1990
Jørgensen, Poul Johannes Dansk Strafferet – fra Reformationen og til Danske Lov.
1. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2007
Stagetorn, Merethe Forsvarsadvokaten – Hverdag i retssale og fængsler. 1. udgave.
Forlaget Documentas, 2008
Love og Betænkninger mm:
Retsplejeloven L2008.1069
Lov om ændring af retsplejeloven L1990.403
Den gamle udlændingelov fra 1952 L1973.344 og udlændinges adgang til landet
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 8 | S i d e
Bet. 1974. 728 Betænkning om anholdelse og varetægt: afgivet af det af
justitsministeriet den 16. januar 1968 nedsatte udvalg.
Bet. 1983.975 Betænkning om isolation af varetægtsarrestanter
Straffeprocesudkast 1899 mot. sp. 107 (423)
Artikler mm:
Viltoft, Niels (dommer) Varetægtsfængsling. U1989B.120
Rørdam, Peter (landsretsdommer) Mere om varetægtsfængsling. U1989B.243
Bitsch, N. C. (Byretspræsident) Anmeldelse af Preben Wilhjelm: Tvangsindgreb i
strafferetsplejen 1976-85. U1988B.4355
Smith, Eva Varetægtsfængslinger – I forbindelse med rydningen af
Ungdomshuset. 28/11-2007
JUR2007.7
Waaben, Knud Varetægt – Om Hans Gammeltoft-Hansens disputats
”Varetægtsfængsling” (1976). U1977B.295
Rasmussen, C. og Smedegaard Andersen Fuldmægtigen. FM 1993.4f og FM1993.75
Gammeltoft-Hansen, Hans Flugtfare og selvmordsrisiko.
JUR1973.61
Rørdam, Peter Retshåndhævelsesarrest (varetægtsfængsling efter
retsplejelovens § 762, stk. 2)
JUR1984.196
Hjemmesider:
http://www.cpt.coe.int/en/
http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm
http://www.cpt.coe.int/documents/dnk/1997-14-inf-eng.pdf
http://www.amnesty.dk/default.asp?page=512&lang=da
http://www.kriminalforsogn.dk
http://www.justitsministeriet.dk
http://politiken.dk/indland/article587165.ece
http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Ungdomshuset1marts2007.aspx
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
4 9 | S i d e
http://www. thomson.dk Karnovs note til retsplejeloven nr: 377, 3286, 3291, 3293, 3294, 3295, 3300,
3301, 3307, 3354, 3363, 3371 og 3373.
Interviews:
Interview med politianklager Doris Jensen og politifuldmægtige Brian Dybdahl (bilag 1)
Interview med forsvarsadvokat Niels Rex (bilag 2)
Interview med dommer Alex Nymark (bilag 3)
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 0 | S i d e
Bilag 1 10-03-2009 Interview med politiadvokat Doris Jensen og politifuldmægtig Brian Dybdahl Som på baggrund af deres personlige erfaringer har svaret følgende:
Spørgsmål 1: Kan I huske nogen sager, hvor en sigtet burde have været varetægtsfængslet, men ikke blev
det?
Svar: Den slags sager forekommer løbende. Det præcise antal oplyses hos rigspolitichefen, men jeg
vil gætte på, at begæringen om varetægtsfængsling afvises i omkring 7 % af tilfældene.
Normalt accepterer vi byrettens afgørelse omkring varetægtsfængsling. Spørgsmålene bliver
kun kæret hvis vi er overbeviste om, at landsretten vil se anderledes på sagen. En anden
situation hvor vi kunne finde på at kære spørgsmålet var, hvis det var principielt. Det ville det
være ved ny lovgivning, eller eksempelvis efter skærpelsen af våbenloven. Så bliver vi nødt til
at teste grænserne for, hvornår vi kan forvente at komme igennem med en varetægtsfængsling.
Spørgsmål 2: Hvis I kun må anmode om varetægtsfængsling i de sager, hvor I mener betingelserne er
opfyldt, hvad vil I så tilskrive de ca. 7 %?
Svar: Det er ikke så enkelt. Domstolen skal jo vurdere, om den er enig i at der overhovedet er
grundlag for mistanken. Den sigtedes personlige forhold skal også tages ind i overvejelsen, og
disse ting kan vi godt se forskelligt på.
Når en mand har siddet fængslet for forbrydelser flere gange, vil han muligvis blive
varetægtsfængslet simpelthen fordi samfundet ikke kan acceptere at have ham gående rundt.
Ideen er så, at så længe han er varetægtsfængslet laver han da i hvert fald ikke flere
forbrydelser. Hvis en mand går ned og røver en bager og han efterfølgende bliver fanget, vil
samfundet ikke acceptere at han ikke bliver låst inde, men bare sat fri igen så han kan røve
bageren igen den følgende dag. En fængsling er jo ikke en garanti for, at han ikke begår
samme forbrydelse igen, men den forhindrer ham dog i at begå forbrydelser i mellemtiden.
Spørgsmål 3: Har I været ude for, at der i en sag blev anmodet om varetægtsfængsling, men retten ikke
fandt betingelserne opfyldt, og sigtede derefter forbrød sig mod et eller flere af de forhold som
I netop prøvede at forhindre?
Svar: Det sker da, men dog mest på nogen bestemte områder. Når vi har anholdt en narkoman eller
en alkoholiker for fx et butikstyveri, men han ikke bliver varetægtsfængslet, kan vi næsten med
sikkerhed vide at han går ud og stjæler igen. De bliver ofte løsladt til et liv på gaden, hvor det
at stjæle bare er det, man gør. Et andet eksempel kunne være en mand der tævede sin kone,
blev løsladt og gik hjem og tævede hende igen.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 1 | S i d e
Der var faktisk en konkret sag, hvor vi havde anholdt en alkoholiker for tyveri. Han blev stillet
foran en dommer, som selvfølgelig belærte ham, men efterfølgende satte ham fri igen. Han
blev snuppet for tyveri igen dagen efter.
Det er også sket at vi har måttet fængsle nogen for at have truet vidner.
Spørgsmål 4: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde anvender I oftest?
Svar: Det er klart nr. 2 og nr. 3 oftest. Stk. 2, nr. 2. kommer også oftere og oftere i brug. Hvis man
kan bruge nr. 2 eller nr. 3 vælger domstolen ofte at gøre det. Vi anmoder ofte om
varetægtsfængsling principalt efter nr. 2 eller nr. 3 og subsidiært stk. 2, nr. 2 der hvor den
kan anvendes. Hvis dommeren så vælger at fængsle efter nr. 2 eller nr. 3 tager han slet ikke
stilling til stk. 2, nr. 2. Dette gør han ikke, fordi en fængsling efter stk. 2, nr. 2 gør dommeren
inhabil efterfølgende. Men fordi domstolen normalt fængsler efter nr. 2 eller nr. 3 får vi
sjældent svar på, om stk. 2, nr. 2 faktisk kan anvendes.
§ 763, nr. 2 anvendes også ofte.
Spørgsmål 5: Er det jeres erfaring, at nogen retsinstanser varetægtsfængsler oftere end andre set i procent?
Svar: De varetægtsfængslingsspørgsmål som bliver indbragt til landsretten af os falder sjældent ud
til vores fordel. Ud af 10 får vi nok medhold i 3-5 sager. Det kommer dog meget an på om vi
kærer fordi vi er sikre på, at landsretten vil se anderledes på sagen, eller om vi kærer fordi
det er et principielt spørgsmål.
Spørgsmål 6: Danmarks brug af varetægtsfængsling og brugen af isolation er blevet voldsomt kritiseret af
CPT. Har i nogen kommentarer til dette?
Svar: Det blev taget yderst alvorligt hos rigsadvokaten. Der er jo også kommet begrænsninger på
varetægtsfængslingen i retsplejeloven på 4 og 6 måneder.
Spørgsmål 7: Der var ligeledes meget debat omkring varetægtsfængslingens anvendelse i forbindelse med
rydningen af ungdomshuset. Mange mente eksempelvis at det blev brugt præventivt og
opdragende.
Svar: Det var jo nogen dommere i byretten i København der afgjorde de sager, og det er svært at
vide præcist hvad de har tænkt. Hvis vi nu havde anholdt en 7-8 gutter her i Odense for at
have lavet noget ballade, så tager vi dem ind foran en dommer og præsentere sagen, hvorefter
han sætter dem fri igen. Men hvis dommeren nu, som han muligvis gjorde omkring
ungdomshuset, var nervøs for, at så snart de blev løsladt, ville de løbe direkte ud og deltage i
balladen igen, ville han sikkert vælge at varetægtsfængsle. Han vil ikke sidde med ansvaret for
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 2 | S i d e
at balladen fortsatte. Så hellere få den stoppet. Og hvis varetægtsfængsling i den forbindelse
er blevet anvendt opdragende i forhold til de unge, er der vel ikke noget specielt forkert i det.
Spørgsmål 8: Det fremgår af teorien på området, at en tiltalt ikke kan varetægtsfængsles med hjemmel i nr.
3, hvis han har været frigivet og derved har haft mulighed for at påvirke vidner eller lignende.
Er I enige i det?
Svar: Nej, bestemt ikke. En tiltalt kan godt stadig varetægtsfængsles. Det er jo ikke sikkert at han i
den tid han har været fri har haft mulighed for at påvirke alle de vidner han havde mulighed
for.
Hvis vi forestiller os to bankrøvere er blevet fanget. Den ene er blevet varetægtsfængslet nu,
fordi vi ikke vil have dem til at afstemme deres historier. Så kan vi jo stadig godt
varetægtsfængsle den anden med samme begrundelse. Man kunne jo argumentere for, at han
alligevel ikke kunne afstemme historier med den anden røver, da denne jo allerede er
fængslet.
Spørgsmål 9: Øvrige bemærkninger?
Svar: Af fængslingsgrundene tolkes nr. 3 klart bredest. Det har faktisk ført til en diskussion om
hvorvidt vi anvender netop denne bestemmelse for ofte.
Hvis vi tager en voldtægtssag som et eksempel. Hun påstår hun er blevet voldtaget; han
nægter. Når vi bare har to modstridende forklaringer får vi ham ikke varetægtsfængslet med
særlig bestyrket mistanke. Stk. 2 kan altså ikke anvendes. Manden er ikke tidligere straffet, og
kvinden var faktisk turist i landet. Hun er nu rejst hjem igen. Nr. 1 og nr. 2 kan ikke bruges
her. Han vil helt sikkert blive varetægtsfængslet på en nr. 3, også selv om hun på ingen måde
kan påvirkes. Han har ikke hendes navn, hendes adresse og hun er ikke engang i landet
længere. Det skyldes simpelthen at vi jo ikke vil lade ham gå. Nr. 1 kan ikke anvendes, nr. 2
kan ikke anvendes og stk. 2 kan ikke anvendes. Så er der kun nr. 3 tilbage, og den bliver så
strakt ud over sagen. Sådan vil det tit være når der er tale om grov, personfarlig kriminalitet.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 3 | S i d e
Bilag 2 19-03-2009
Interview med forsvarsadvokat Niels Rex (H)
Spørgsmål 1: Kan du huske nogen sager, hvor din klient objektivt set burde have været varetægtsfængslet,
men ikke blev det?
Svar: Nej, egentlig ikke. Det tror jeg ikke umiddelbart er sket.
Spørgsmål 2: Hvor ofte mener du, at du kommer igennem med, at din klient ikke skal varetægtsfængsles
selv om anklageren begærer det?
Svar: Meget sjældent. Langt under 10 %. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg gætte på ca. 5 %.
Spørgsmål 3: Synes du at vi varetægtsfængsler for ofte og for omfattende?
Svar: Ja! Helt klart ja. Vi har vist Europa rekord så vidt jeg ved.
Spørgsmål 4: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag var blevet anmodet om varetægtsfængsling,
men retten ikke fandt betingelserne opfyldt, og din klient derefter forbrød sig mod et eller
flere af de forhold, som netop lå til grund for anklagerens begæring?
Svar: Det er da sket før, men som sagt får anklagemyndigheden jo næsten altid de
varetægtsfængslinger som de beder om.
Spørgsmål 5: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde oplever du oftest at dine klienter bliver
varetægtsfængslet på?
Svar: Det nå nok være stk. 1, nr. 3. Den bliver ofte anvendt af anklagemyndigheden som en slags
generalklausul. Alt hvad der ikke passer ind andre steder bliver puttet herind under.
Spørgsmål 6: Hvor ofte vil du sige at du kærer en varetægtsfængsling? Og hvor ofte får du noget ud af det?
Svar: Det gør jeg nok i ca. 20 % af tilfældene, og det er stort set altid fordi klienten vil have det.
Som forsvarer får man dog næsten aldrig noget ud af det. Under 1 % af gangene vil jeg mene.
Anklagemyndigheden får generelt oftere omgjort en beslutning om ikke at idømme
varetægtsfængsling.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 4 | S i d e
Spørgsmål 7: Vores anvendelse af varetægtsfængsling og brug af isolation er blevet meget kritiseret af CPT
i deres sidste reporter om Danmark. Mener du at det er berettiget?
Svar: Igen, klart ja. Og det gælder for både varetægtsfængsling og isolationsfængsling. Man har
ofte en fornemmelse af, at lovgiver og dommerne har den holdning at politiet ”nok” har fat i
den rette, og så kan man jo lige så godt holde på ham.
Spørgsmål 8: Det med at vi varetægtsfængsler i flæng vises ret tydeligt ved rydningen af ungdomshuset.
Mener du at vi går for vidt når vi varetægtsfængsler alle tilstedeværende på den måde?
Svar: Der kan man jo helt sikkert sige at det gamle udtryk om at være på det forkerte sted på det
forkerte tidspunkt kom til sin ret. Både i forhold til varetægtsfængslingen og senere i forhold
til dommene viste det sig. Der blev stillet meget lave beviskrav til dem, som var blevet snuppet
inde i huset. Det blev lagt til grund, at hvis man have været i et hus hvor der samtidig var
forberedt opstand, så havde man også tænkt sig selv at kæmpe. Det var en utænkelig tanke at
der også var almindelig, uskyldige brugere af ungdomshuset og tilskuere generelt mellem de
anholdte.
Spørgsmål 9: Anklagemyndigheden pointerede i relation til ungdomshuset, at ansvaret lå hos
byretsdommerne i København.
Svar: Politiet har jo en pligt til at være objektive i deres vurdering. De kan ikke bare fremstille revl
og krat i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, og så bare lade det være op til
domstolen at vurdere hvem der faktisk er uskyldige. De har pligt til at vurdere bevisbyrden for
de enkelte inden de anmoder om varetægtsfængsling.
Hvis en sag har været meget oppe i medierne får det ofte politiet til at gøre langt flere ting
end de ellers ville. Jeg var forsvarer for en af de terrorsigtede, og efter tre måneder stod det
ganske klart, at han intet havde med sagen at gøre. Han var helt objektivt og helt åbenlyst
uskyldig. I en hver anden sag ville man med det samme have droppet sigtelsen, men fordi
justitsministeren havde kaldt sagen ”den største terrorsag i landets historie” ville politiet ikke
lade nogen slippe. Sigtelsen blev naturligvis opgivet til sidst, men alt for sent i forhold til hvad
den normalt ville være blevet.
Spørgsmål 10:Mener du at vi anvender varetægtsfængsling opdragende/præventivt?
Svar: Ja det gør vi, men det kan vel på sin vis også være ganske fornuftigt. Nogen gange skal en
person bare have sat tempoet lidt ned. Hvis en mand er i gang med sit butikstyveri nr. 32 har
han sikkert godt af at blive taget ud af omløb i 4 uger. Så bliver han clean fra stofferne og så
laver han da ikke ballade i perioden.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 5 | S i d e
Spørgsmål 11: Dommer Niels Viltoft har udtalt, at en forsvarer en del oftere vil kunne få en klient frikendt
for varetægtsfængsling efter nr. 2 hvis han underbyggede de personlige forhold grundigere
end det normalt sker. Hvad mener du om det?
Svar: Jamen det er jeg ganske enig i. Der er somme tider desværre stor forskel i kvaliteten af dette,
og i nogen sager kan det være en afgørende faktor.
Spørgsmål 12: Ser du noget brugbart alternativ til varetægtsfængsling?
Svar: Et system der arbejder hurtigere. Når der varetægtsfængsles i 4 uger bliver det desværre tit til
en sovepude. Så bliver sagen lagt hen og taget op igen tre uger senere. Der er jo ingen grund
til at varetægtsfængsle en person i 4 uger hvis alt man skal er at afhøre et per personer. Så
kunne man give anklageren en uge til det. Det må da være rigelig tid. Så nogen kortere frister
ville hjælpe på det. De findes jo allerede, man anvendes alt for sjældent.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 6 | S i d e
Bilag 3 07-04-2009
Interview med Alex Nymark, dommer ved Retten i Odenses 12. afdeling,
pressekontaktdommer og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.
Spørgsmål 1: Hvor ofte mener du, at anklagerens påstand om varetægtsfængsling, går igennem?
Svar: Det sker i 95 % af tilfældene.
Spørgsmål 2: Hvis anklagemyndigheden kun må anmode om varetægtsfængsling i de sager, hvor de mener
betingelserne er opfyldte, hvad vil du så tilskrive de xx %, hvor begæringen ikke går
igennem?
Svar: I retten kommer der nogle gange fokus på noget nyt - jeg havde en angivelig voldtægtsmand,
der kunne fortælle om frivillighed og noget faktuelt, der stemte bedre med
gerningsstedsundersøgelsen end forurettedes forklaring.
Spørgsmål 3: Har du nogensinde isolationsfængslet en person under 18 år?
Svar: Ja - for tit. Desværre er unges kriminalitet ikke længere forskellig fra voksnes.
Spørgsmål 4: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag blev anmodet om varetægtsfængsling, men du
ikke fandt betingelserne opfyldte, og sigtede derefter forbrød sig mod et eller flere af de
forhold, der lå til grund for anklagerens begæring varetægtsfængsling.
Svar: Ja. Gentagelse ikke godtgjort -> løsladelse -> et nyt indbrud tre timer efter...
Spørgsmål 5: Har du nogensinde været ude for, at der i en sag ikke blev anmodet om varetægtsfængsling, og
den sigtede efterfølgende forbrød sig mod et eller flere af de forhold, der ligger til grund for
muligheden for varetægtsfængsling (flygtede, ødelagde beviser, påvirkede vidner, etc.)?
Svar: Nej.
Spørgsmål 6: Hvilken af de særlige fængslingsgrunde mener du oftest bliver anvendt i anmodningen om
varetægtsfængsling?
Svar: Gentagelse, jf. stk. 1, nr. 2.
Bachelorprojekt i varetægtsfængsling Ulrik Vindberg Madsen
Syddansk Universitet Christian Hornskov
5 7 | S i d e
Spørgsmål 7: Er det din erfaring, at visse retsinstanser varetægtsfængsler oftere end andre?
Svar: Jeg er bange for, at Østre fængsler oftere end Vestre, men jeg har kun været konstitueret i
Vestre, hvor jeg var meget imponeret af kvaliteten i arbejdet med at kontrollere fængslingerne
- i Østre kender jeg kun outputtet...
Spørgsmål 8: Danmark er på internationalt plan blevet kritiseret en hel del, primært grundet vores hyppige
brug af isolations- og varetægtsfængsling. Særligt CPT har i deres rapporter efter besøg i
Danmark reageret negativt herpå. Har du nogen kommentar til den kritik?
Svar: Det er påfaldende, så sjældent der nu kræves isolation - kritikken har virket!
Spørgsmål 9: Ved rydningen af ungdomshuset blev politiet kritiseret utrolig meget for at have anholdt alt
hvad der var i nærheden af demonstrationerne, ligesom domstolene blev kritiseret for at være
for rundhåndede med varetægtsfængslingerne til disser personer. Synes du, at det blev brugt
for meget i den situation?
Svar: Det har jeg intet belæg for at forholde mig til: Men mine unger skulle altså holde sig fra
Ungeren de sidste dage...
Spørgsmål 10:Synes du generelt varetægtsfængsling bliver brugt for meget?
Svar: Nej, det mener jeg ikke.
Spørgsmål 11:Synes du generelt varetægtsfængsling bliver brugt præventivt eller opdragende?
Svar: Nej, det mener jeg heller ikke.
Pkt. 12. Efterfølgende forelægger vi dommer Nymark den situation, der er gengivet på opgavens
s. 22.
Svar: Når der virkelig ikke kan fremtvinges en fængslingsgrund (og det er der er der ikke, når 1.-
gangspåvirkningen er et vidne i udlandet), så skal der løslades.
Top Related