Tidsskrift for Racefjerkræavl 19

Den danske LANDHØNE– vor nationalrace

I en ca. 2000 år gammel aske-urne

fra jernalderen har man fundet halv-

forbrændte hønseknogler, der ved

deres størrelse tydeligt viser, at det

drejer sig om tamhøns.

Dette betegner det første tegn

på tamhøns i Danmark. Fra det tid-

spunkt og frem til de mange frem-

mede hønseracers indmarch i 1800

tallet, findes der utallige vidnesbyrd

om, at der har eksisteret en særlig

dansk hønsetype. Samtlige fund

gennem disse 2000 år udviser en

sådan typefasthed, at man med

god ret kan tale om en særlig dansk

hønserace med en alder af mere

end 2000 år på bagen.

Det vil altså sige, at den race

som Landhønseklubben hæger om

og tager vare på, er et nationalt kle-

nodie af høj karat. Ikke nok med det

- en nærmere undersøgelse vil vise,

at den formentlig er den sidste ægte

hønserace i Europa, og som sådan

også et europæisk klenodie, som vi

simpelthen har pligt til at forvalte

ansvarligt.

Men hvor kommer den fra, for

det er jo ingen dansk vildfugl, der

er hentet ”ind i varmen” blandt de

andre husdyr. Nej dens historie be-

gynder for 5000-8000 år siden i det

nordlige Indien og det sydøstlige

asiatiske område, hvor i hvert fald

4 arter af vilde junglehøns har levet

i utallige årtusinder og fortsat lever

som vildtlevende fugle.

Fra en eller flere af disse vildhøn-

searter menes samtlige tamhøns at

nedstamme, selv om detaljerne i

oprindelsen er ret dunkle og vel

næppe nogensinde bliver helt klar-

lagt. I dag mener man dog, at den

røde junglehøne Bankivaen spiller

en absolut væsentlig rolle som

20 Tidsskrift for Racefjerkræavl

stamfader til den Danske Landhøne,

og måske endog er ene ophav.

Den er givet bragt hertil med ind-

vandringen af germanske stammer

østfra og ankommer formentlig ca.

400 år før vor tidsregning, med de

stammer der indvandrede i det nor-

dlige germanske område, som om-

fatter det nordlige Tyskland, Dan-

mark og det skandinaviske område,

og den har været her lige siden.

At den danske landhøne har

været udsat for meget lidt forædling

ses bl.a. af dens meget slående

lighed med Bankivaen. Man skal

være lidt af en ekspert for umiddel-

bart ved første øjekast at se forskel

på brune Danske Landhøns og dens

stamfader Bankivaen.

Op gennem middelalderen for-

øgedes vrimlen af høns. De fortære-

des i enorme mængder ved kongers

og fyrsters hofgilder, de brugtes

som skyldig skattebetaling, og

da kirkebyggeriet kommer rigtig i

gang, blander man mørtelen med

æggehvide for at gøre den ekstra

holdbar. Både i landsbyerne og i

byerne løb hønsene rundt, og der

hørtes hanegal i hver en gård og

baggård. Og alle disse hønsegen-

erationer gennem 2000 år er intet

mindre end Danske Landhøns.

Indtil begyndelsen af 1800 tal-

let kendte man stort set ikke andre

høns i Danmark end netop land-

hønsene. På det tidspunkt begynder

”Det store Krydsningsvanvid” som

det kaldes i fjerkræverdenen. Kæm-

pe store asiatiske racer blev bragt til

Europa og krydset ind på Den Dan-

ske Landhøne i håbet om mange

og store æg. Men med ubodelig

stor skade for disse. I Danmark

fik man først meget sent øje på et

veldrevet fjerkræholds lønsomhed.

Hidtil havde småkravlet sorteret un-

der kvinderne. Hønsene var nok tålt,

men så heller ikke mere. Nogen røgt

og pleje var der sjældent tale om,

ofte var der ikke engang et hønse-

hus til rådighed, og egentlig avl-

sarbejde var der slet ikke tale om.

Dyrene måtte klare sig selv, og finde

føde og ly hvor de bedst kunne, og

så tog man lidt æg og kød fra dem,

når der var et overskud at tage af.

Først fra midten af århundredet

kom der rigtig gang i indkryds-

ningen, og allerede i 1875 udviste

hønsegårdene et broget skue af

krydsningsprodukter af langt ring-

ere kvalitet end 25 år tidligere.

Tidsskrift for Racefjerkræavl 21

Som ved et mirakel nåede en

håndfuld fremsynede mænd med

statsråd Mourier-Pedersen i spid-

sen at redde de sidste rester af de

oprindelige danske høns for at bev-

are de gode egenskaber, der i år-

hundreder har præget dem. I årene

1877-1878 opkøbes og samledes

alt hvad der kunne skaffes af høns

af påviselig ren dansk afstamning.

I 1878 dannedes foreningen Land-

hønseringen med lærer N. Jensen,

Badskær som formand og i 1901

udkom den første standard.

I årene fremover indtil 1950’erne

blev der oprettet avlscentre og

hønsenes type og farveslag blev

standardiseret med den brune farve

(tidligere så hånligt kaldet Ladeport-

shønsene) som den mest udbredte.

Den vi i dag forstår som den rigtige

Danske Landhøne. Men kræfterne

var for små og spredte, og skønt det

lykkedes at bringe ægstørrelsen op

på 55-60 g, så lykkedes det aldrig at

bringe det årlige gennemsnitsantal

over 180 stk. Danske Landhøns fik

aldrig nogen væsentlig landøkono-

miske betydning. (Til sammenlign-

ing lægger den moderne industri-

høne i dag over 300 æg årligt).

I dag spiller Danske Landhøns

overhovedet ingen erhvervsmæssig

rolle. Den eksisterer udelukkende

hos hobbyavlerne, som værner om

den i Specialklubben for Danske

Landhøns.

Elegantere type end den Danske

Landhøne kan man næppe tænke

sig, de skiferblå løb, den sirlige

harmonisk formede krop med den

smukke brune farve. Selvfølgelig

er hanen den mest fremtrædende,

dens farve er pragtfuld og met-

alglinsende og den flotte bårne

hale med de mange sortglinsende

seglfjer forhøjer yderligere dens

elegante udseende, den er dristig

og stolt.Det er imidlertid ikke alene

dens tiltalende og smukke ydre der

er det eneste gode ved den, men der

er også egenskaber som brugs dyr

der kvalificerer den til langt større

udbredelse end den har for tiden.

Der burde ikke være en landsby

hvor man ikke træffer opdrættere

af den. Den fortjener at man viser

den større opmærksomhed, thi den

er efter min mening og erfaring i be-

siddelse af de egenskaber man kan

ønske hos høns enten det skal være

høns til æglægning eller til kød.

Den Danske Landhøne er meget

rigtlæggende, æggene er hvide og

har en god størrelse 60 –65 g, de

lægges hovedsagelig i forårs-som-

mer- efterårstiden. Som kødhøns er

de ganske fortrinlige, selv om den

steg den Danske Landhøne leverer

ikke er stor (Standardvægt 2 –2,5

kg for hanen og ca. 1,75 kg for

hønen) så er kødet ualmindelig fint

og står i velsmag langt over andet

hønsekød.

Den Danske Landhøne er livlig,

kan være flyvelysten, er hårdfør,

nøjsom og flittig til at søge føde. I

fuld frihed kan den nøjes med et

ganske lille tilskud af foder og sta-

dig være i stand til at ligge et stort

antal æg. Den egner sig særde-

les godt til at have frit udløb. Den

Danske Landhønes æg er godt be-

frugtede, den viser ikke tidlig ruge-

lyst, hverken med hensyn til årstid

eller alder. I fuld frihed er den en

fortrinlig ruger og kyllingefører, der

vil kunne finde en masse føde selv.

Kyllingerne kommer let ud af æg-

get, er meget levedygtige, hårdføre

og befjeres let, opvæksten fore-går

ret hurtigt, særligt hvor de har frit

22 Tidsskrift for Racefjerkræavl

udløb eller i hvert

fald en græsbevok-

set hønsegård.

Til opdræt af

slagtekyllinger eg-

ner racen sig ud-

mærket, kyllingerne

er i besiddelse af et

rigeligt, fint og saft-

igt brystkød og har

en meget fin ben og

knogleopbygning.

For at bevare

den Danske Land-

høns med den

”rigtige Land-høn-

se” type og farve,

er det vigtigt at få

sorteret sine dyr

og være kritisk når

avlsdyrene skal

sammensættes.

Type og krops-

form, det er det

vigtigste ved sam-

mensætningen af

vore Landhøns, en

valseformet krop

med et bredt og

velafrundet bryst,

der skal den rette

bredde over skuldre

og ryg, for at skabe

den rette landhønse

type. Der skal læg-

ges vægt på at

bruge haner i avl der

har en halestigning

på ca. 60o samt en

god haleovergang

med god bredde i

haleroden. Man skal

undgå dyr der har

spidse haler. Ving-

erne skal være godt opbårne og

tilsluttende, med en god fjerstruktur,

en rimeligt bred afrundet fjer. Et lille

hoved, med livlige rød-brune øjne,

hvide mandelformede øreskriver,

en opretstående kam, der ikke

er stor og grov men som går godt

tilbage over nakken og hæve sig

over denne, med 4 – 6 velformede

takker. Et velformet næb, kraftigt og

let krummet, undgå dyr med lange

og spidse næb. For at bevare den

brune farve ved vore Landhøns er

man nødt til at være kritisk når av-

lsdyrene skal udvælges, brug haner

med en god varm glans, halsbe-

hænget gyldentbrun lidt lysere ned-

erst, med en fin sort ribstribe som

ikke må løbe igennem, vinrød un-

derfarve under kanten af behænget

ved brystet.

Skuldre, overvinge og ryg pur-

purrøde eller klart rødbrune, sad-

elbehænget samme farve som

halsbehænget. VingedækkerNe

grønlig eller blåligsorte med stærk

glans, dannende et smukt, skarpt

afgrænset bånd tværs over vingen,

yderfanen af 2. række svingfjer

kastaniebrun, dannende et klart

spejl. Bryst, underkrop og lår rent

sorte, haner med brune stænk på

brystet kan udmærket bruges i avl,

til primært fremavl af høner. Brug

ikke haner med lys gump i avl.

Høner, hovedet gulbrunt, halsk-

raven mørk gyldengul eller rødgul,

med sorte ribstriber som ikke må gå

helt til enden af fjeren. Overfarve,

ryg og vingedækkere lys nøddebrun

rislet med en mørkere brun, fjerrib-

ben skal falde sammen i farve med

fanen.

Halen matsort, de øverste fjer

Tidsskrift for Racefjerkræavl 23

Nyborg og Omegns Fjerkræklub fylder 90 år fredag d. 6. maj 2011Derfor bydes der til fest, på dagen og alle er velkomne!

Tilmelding og nærmere information fås ved mail til: nyborgfjerkrae@gmail.com

Pris kr. 90,- + drikkevarer som købes ved festen.

Bestyrelsen

90 ÅR – TILLYKKE

med brunlige stænk. Vinger den

synlige del af den foldede vinge, 2

rækkes svingfjers yderfane, brun

stænket med lysere brunt faldende

godt sammen med den øvrige fjer-

farve. Forhalsen øverst under hagen

stærk vinrød, brystet laksefarvet,

gående over i gråbrunt mod sider af

lår, samt under bugen og bagparti-

ets dun, underfarven er grålig. Udo-

ver den brune farvevariant findes

der få sorte, sølvhalsede, sortgul-

dhalsede. Disse farvevarieteter er

der ikke mange dyr af, og skal de

bestå vil det kræve nogle seriøse

opdrættere, der vil lave et stykke

avlsarbejde.

For Den Danske Landhøne gode

nytteegenskaber, den smukke hold-

ning og prægtige farvers skyld,

kunne man ønske en langt større

udbredelse, og langt flere dyr vist

på vore udstillinger.

Man møder flere som har Land-

høns gående, men det med udstill-

ing og bedømmelse vil man ikke

deltage i. Det er jo en frivillig sag,

men for mig er det vigtigste, at vi er

med til at bevare den Danske Land-

høne, holde fast i den rigtige type og

farve, samt har dyr der kan ruge og

føre deres eget opdræt. Skulle disse

ord om Danske Landhøns have givet

dig interesse, er du velkommen til at

kontakte Specialklubben for Danske

Landhøns.

Niels