Vand somsdg politiken15januar2015
1
POLITIKEN Torsdag 15. januar 2015 10 Debat 26% af deltagerne på VUC i 2013/14 havde indvandrerbaggrund. 15% af deltagerne havde indvandrerbaggrund i skoleåret 2004/05. V erdenssamfundet formulerede i år 2000 de såkaldte årtusindmål, der inden 2015 skulle begrænse den absolutte fattigdom i verden. Mange af målene er nået, helt eller delvis, og der- for skal der i løbet af dette år forhandles nye mål om bæredygtighed på plads, nu med et meget bredere sigte på at fremme økonomisk vækst, social lighed og be- skyttelse af det globale miljø. Vand er her et godt eksempel på, at de globale udfordringer er komplekse, hvor der er behov for integrerede, sammen- hængende løsninger, løsninger, som vil blive fremmet med vand som et af de fremtidige globale bæredygtighedsmål. Årtusindmålet om vand handlede kun om fattige menneskers adgang til drikke- vand og ’sanitet’, f.eks. sikker håndtering af toiletaffald. Målet var at halvere ande- len af verdens befolkning uden adgang til disse fundamentale fornødenheder in- den 2015. Drikkevandsmålet er nået glo- balt, mens sanitet er det årtusindmål, der halter mest bagefter. Der er stadig 750 millioner mennesker uden adgang til rent drikkevand og 2,5 milliarder menne- sker uden adgang til ordentlige sanitære forhold. De nye bæredygtighedsmål vil være nødt til at følge op på denne umen- neskelige tilstand. DRIKKEVAND og andet vand til hushold- ningsbrug udgør mindre end 10 procent af verdens samlede vandforbrug. Langt hovedparten af verdens vandindvinding bliver brugt til fødevareproduktion. 1 kilo hvede kræver 1.300 liter vand, 1 kilo okse- kød forbruger 15.500 liter vand. Industri og energiproduktion er også store vand- forbrugere. Endelig bliver de naturlige økosyste- mer ofte sorteper i konkurrencen om vandet. Floder og vandhuller tørrer ud en del af året, vådområder forsvinder, og biodiversiteten i disse økosystemer kom- mer under pres. Selv om vand indgår i et hydrologisk kredsløb og dermed er en vedvarende ressource, er det samtidig en begrænset og sårbar ressource. De globale klima- ændringer medfører derudover et tryk på vandressourcen i form af bl.a. øget tør- ke mange steder. Knaphed på vand bliver altså et voksende problem i store dele af verden, og behovet for vand vil vokse med befolkningstilvækst og økonomisk udvikling. Vandkvalitet er et lige så stort problem som mængden af vand. 80 procent af spildevandet fra verdens husholdninger bliver ledt direkte ud i vandmiljøet uden rensning og truer dermed drikkevands- forsyningen. Næringsstoffer fra et stadig mere intensivt landbrug forårsager ilt- svind, som dræber fiskebestande, og mil- jøgifte fra en voksende industri, især i mellemindkomstlandene, skader i sti- gende grad vandmiljøet. Derfor er et bæredygtighedsmål alene om adgang til drikkevand og sanitet for begrænset. For at sikre vand til alle, inden for de grænser kloden stiller, er det nød- vendigt at øge effektiviteten af udnyttel- sen af vandet og mindske vandspild og forurening i alle sektorer, ikke mindst i landbruget. Samtidig løber omkring halvdelen af verdens rindende ferskvand på tværs af landegrænserne og er der- med en ressource, som landene må enes om at udnytte i fællesskab, f.eks. i forhold til kvoter for udnyttelse af vandet til kunstvanding, opførelse af dæmninger til vandkraft og udledning af forurenen- de stoffer. GENNEM DET forløbne år har en åben ar- bejdsgruppe under FN’s Generalforsam- ling arbejdet med at definere konkrete mål og delmål. Det har resulteret i 17 fore- slåede mål, hvoraf et er dedikeret til vand med delmål omkring drikkevand, sani- tet, vandforurening, ressourceeffektivi- tet, vandforvaltning og beskyttelse af vand i naturlige økosystemer. Delmålene understøtter hinanden og beskriver en sammenhængende forvaltning af ver- dens vandressourcer som en forudsæt- ning for bæredygtig udvikling. I næste uge begynder de endelige for- handlinger i FN’s Generalforsamling, som skal lede frem til en vedtagelse af målene i september. En række lande øn- sker en forenkling af de forslåede 17 mål og 169 delmål, og spørgsmålet er, hvor langt man kan forenkle uden at miste essentielle elementer. Årtusindmålene frem til 2015 var nok et eksempel på, at man gik for langt i forsøget på at for- enkle. Den største udfordring bliver naturlig- vis at sikre den nødvendige medvirken og finansiering til rent faktisk at nå måle- ne inden 2030. Forhandlingerne i den åbne arbejdsgruppe i FN er foregået i en usædvanlig konstruktiv ånd, så der er grund til at være moderat optimistisk. DANMARK har støttet udviklingen af bæredygtighedsmålene og især målet for vand, dels direkte i forhandlingerne i FN, dels gennem FN’s koordineringsorgan for vand (UN-Water), som har leveret tek- nisk støtte til forhandlingerne. Danmark har betydelig viden på vandområdet, som vil kunne bringes i aktion, når bære- dygtighedsmålene skal føres ud i praksis. Under alle omstændigheder er der tale om en enestående chance for at bringe verdenssamfundet på en mere bæredyg- tig kurs med færre konflikter om vand, flere med adgang til nok vand af den rig- tige kvalitet og med et bedre vandmiljø. [email protected] Peter Koefoed Bjørnsen er direktør for UNEP-DHI Centret for Vand og Miljø, Gareth James Lloyd er projektingeniør, Christian Grøn er rådgivningsdirektør på DHI analyse Når FN skal vedtage nye mål om bæredygtighed i 2015, vil rent vand være et af de centrale temaer. Vandkamp. Slaget om de dyre dråber er i gang PETER KOEFOED BJØRNSEN, GARETH JAMES LLOYD OG CHRISTIAN GRØN Kilde: FN, 2014 15017 Verden styrer mod mangel på vand 700 millioner mennesker i 43 lande lever allerede med vandmangel. I 2025 vil 1,8 mia. mennesker leve med vandmangel, og op mod 65 pct. af verdens befolkning vil opleve knaphed på vand. Som følge af klimaændringer vil halvdelen af verdens befolkning mangle vand i år 2030. Alene i Afrika vil 75-250 mio. mennesker opleve vandmangel. TØRSTIG. Drikkevand og bedre sanitet var et af de syv udviklingsmål, der i år skal afløses af såkaldte bæredygtighedsmål. Mens drikkevandsmålet er nået, er sanitet det årtusindmål, der halter mest bagefter, så arbejdet er kun halvt færdig. Arkivfoto: Altaf Qadri Kilde: Danmarks Statistik for det samme: normalsubjektets almen- gørelse. På arbejdsmarkedet skete det især i 1899, da arbejdere og arbejdsgivere med Septemberforliget tildelte hinanden ret til at indgå kollektive overenskomster. Det er her, arbejderen (uanset køn og for- mue) forhandler sig til at råde over egen arbejdskraft, også kaldet ’individuel pas- sivitet’, og arbejdsgiveren (uanset tilknyt- ning til mesterlav) sikrer sig mod ’kollek- tiv passivitet’, dvs. strejke i overens- komstperioden. Selv om det for mange lyder absurd, så er retten til at forsørge sig således en af historiens mange revolu- tioner, og selv om friheden til selvforsør- gelse også indebærer nødvendigheden af at finde arbejde for at kunne forsørge sig, så er arbejdsfriheden en verdsliggørelse af det kristne menneskesyn. DET ANDET, Kemp og jeg synes uenige i, er, hvorvidt individet er det modsatte af et fællesskab eller i sig selv udgør et så- dant. Jeg mener det sidste, og at individet er det første og største af alle fællesska- ber. Af samme grund er jeg uenig i, at kun det kristne menneskesyn indebærer en befrielsesetik og som sådan stiller den enkelte over for etiske dilemmaer. Til gengæld er jeg enig med den amerikan- ske politiske filosof Larry Siedentop, der i bogen Inventing the Individual (2014) be- skriver, hvordan »skabelsen af individet« siden 1100-tallet er udgået fra et kosmo- politisk menneskesyn, og dermed også, hvordan en kristen befrielsesetik har fun- det sekulært udtryk i en liberal ansvars- etik. I Markedsstaten fremgår det, at retten til selvforsørgelse hviler på en etik, og at den installerer et ansvar, både for in- dividet, for andre og i det danske til- fælde endda fælles- skabets ansvar for den enkelte. Det understreges, at en sekulær form for etik er bundet til dannelsen af nor- malsubjektet, og at den enkeltes frigø- relse følges af dets ansvarliggørelse. Kemp henviser selv til Max Weber og pointen om, at ansvarsetikken hører til den moderne stat. Det samme gør jeg. Pointen er denne: at individet er et fælles- skab, eller gradvis bliver det, når alle uan- set køn, religion, race, formue, bosted ud- styres med normalsubjektets friheder og alle andre samtidig udviser respekt for deres ret til at råde over eget legeme og varetage egen velfærd. Arbejdsfriheden indsætter på den måde en etisk dimen- sion: at alles frihed indebærer alles pligt, og det er netop den gensidige respekt, der institutionaliseres i Septemberforli- get. Af samme grund hører etiske dilem- maer ikke udelukkende til et kristent menneskesyn, men også til et liberalt, og med Septemberforliget installeres det endda mellem kollektive parter. I Dan- mark skabes der således en særlig sam- menhæng mellem den enkeltes ansvar for sig selv og fællesskabets ansvar for den enkelte. Det hele sker mellem 1840’erne og 1890’erne. Det er her, at den simple arbejdspligt aldrig ophæves ved lov, men fastholdes, samtidig med at fle- re udstyres med arbejdsfrihed, i takt med at kollektive overenskomster udbredes og den enkelte sikres retten til ’passivi- tet’. DER KAN gives flere eksempler på den særlige danske sammenhæng mellem ar- bejdspligt og arbejdsfrihed. Blandt de vægtigste er grundloven, hvor det af par. 75, stk. 1 fremgår, at det »Til fremme af al- menvellet bør ... tilstræbes, at enhver ar- bejdsduelig borger har mulighed for ar- bejde på vilkår, der betrygger hans tilvæ- relse« og af samme paragraf stk. 2, at »Den, der ikke selv kan ernære sig eller si- ne, og hvis forsørgelse ikke påhviler no- gen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder«. Paragraffen er ikke blandt de mest dis- kuterede, men alligevel blandt de vigtig- ste til forståelse af den danske velfærds- stat og dens kombination af individ og fællesskab. Jeg mener endda, at kombina- tionen selvforsørgelse og fællesskabets ansvar er et grundlæggende kendetegn ved den danske vej til demokrati, og at demokratiet er kendetegnet ved den samtidige eksistens af økonomiske og politiske friheder. Vil nogen finde det muligt at have politiske friheder uden økonomiske? Og kan nogen forestille sig et individ, der er underkastet arbejds- tvang, men alligevel har politiske frihe- der? Jeg tror det ikke. JEG REJSER alligevel til debat, men påpe- ger, at de økonomiske friheder almengø- res (nogenlunde) samtidig med de politi- ske, og at det sker fra 1840’erne til vel- færdsstatens gennembrud i 1960-70’er- ne. Men også at der er to forhold, der langsomt kommer til at karakterisere, hvad der i dag kaldes ’den danske model’. For det første at den individuelle arbejds- frihed aldrig gennemsættes ved lov, så- dan som næringsfriheden gør det med par. 74 i grundloven, men udbredes, i takt med at de kollektive overenskomster breder sig over det private og offentlige arbejdsmarked. Og for det andet, at det i par. 75 pålæg- ges lovgiverne at skabe muligheder for, at alle kan forsørge sig selv, samtidig med at de kan bestemme, under hvilke betin- gelser den enkelte kan modtage offentlig forsørgelse. Sammenkoblingen af de to former for politisk ansvar: at skabe mu- ligheder for selvforsørgelse og myndig- hed til at sætte betingelser for offentlig forsørgelse, er enestående. Det samme er det forhold, at arbejds- friheden skal ske til fremme af almenvel- let, men at det fra 1899 overlades til ar- bejdsmarkedets parter at sikre almenvel- let ved kollektive overenskomster. Både selvforsørgelse og offentlig forsørgelse underlægges fællesskabets vilje repræ- senteret henholdsvis af de kollektive par- ter og Folketingets flertal. Af samme grund etableres en særlig dansk arbejdsetik: at lovgiverne har an- svar for at skabe muligheder for selvfor- sørgelse; at den enkelte har ansvar for at gribe disse; og at fællesskabet har ansvar for at forsørge dem, som ikke kan. Til grund ligger alles arbejdspligt, som også velfærdsstaten tog for givet; se f.eks. bi- standsloven 1976, hvor pligten til selvfor- sørgelse fremgår entydigt, også selv om loven regnes for den mest eksemplariske af alle velfærdssta- tens sociale love. Det er også derfor, jeg ikke kan følge Kemp, når han på- står, at konkurren- cestaten »definerer borgerne som funktioner på mar- kedet«, når det nu har været sådan i 500 år, ligesom det i de sidste 150 år har været givet, at Folketingets flertal kan underkaste alle, som modtager of- fentlig støtte, ’lovens betingelser’. MED ANDRE ord: Individet har længe væ- ret ’opløst i markedet’, ja, det er endda gjort frit, for at det kan kastes ud på mar- kedet og her aftale, på hvilke betingelser det vil arbejde. Måske er det en overdri- velse, men jeg synes Kemp udgår fra den ensidige tese, at markedet, herunder ar- bejdsmarkedet, er satans værk; stedet, hvor ulighed skabes, hvor mange tvinges til at tage et arbejde, de ikke ønsker, og under betingelser, de ikke finder accepta- ble. Og selvfølgelig har Kemp ret. Markeder er uretfærdige, og ikke mindst arbejds- markedet kan være helvedes forgård. Men han glemmer, at individet ikke er en naturlig størrelse, men skabt historisk, og at markeder, herunder arbejdsmarke- det, også er en kulturinstitution, der for- udsætter individets frigørelse, indsætter en etik og er resultatet af en moralsk re- volution. Endelig glemmer han, at arbejdsmar- kedet i Danmark er en politisk instituti- on dannet ved politiske beslutninger og kollektive aftaler, hvorfor arbejdsmarke- det er et politisk projekt til fremme af al- menvellet og derfor ikke står i modsæt- ning til et etisk ansvar for et fællesskab, men netop installerer et sådant og endda kaster den enkelte ligesom fællesskabet ud i uendelige etiske dilemmaer. Skal jeg arbejde til den løn og på de betingelser, jeg får tilbudt? Og hvem skal velfærdssta- ten påtage sig at forsørge, og på hvilke betingelser? Den danske model består i trekanten mellem pligt (arbejdspligt), ret (arbejds- frihed) og beskyttelse (offentlig forsør- gelse). Sådan har det været siden slutnin- gen af 1800-tallet. Hvis Kemp vil kritisere konkurrence- staten for at ’opløse mennesket i marke- det’, bør han kritisere velfærdsstaten for det samme. Hans kritik er ikke alene ret- tet mod nutiden, men hele den måde, hvorpå Danmark blev moderne, og mod den danske model, som den ser ud i dag. OVE KAJ PEDERSEN ... Menneskets frihed i markedet gennem arbejde Kan nogen forestille sig et individ, der er underkastet arbejdstvang, men alligevel har politiske friheder? Jeg tror det ikke Hvis Kemp vil kritisere kon- kurrencestaten for at ’opløse mennesket i markedet’, bør han kritisere velfærdsstaten for det samme q KRONIKEN LIVE q FILOSOFISK VÆRDIKAMP På tirsdag d. 20.1 dyster Ove Kaj Pedersen og Peter Kemp i en værdi- kamp for filosofiske sværvægtere om individet i konkurrencestaten. Ordstyrer: Christoffer Emil Bruun Det sker i Salen, Politikens Hus, Ve- stergade 28 kl. 16.30 - 18.00. Pluspris: 45 kr. Alm pris: 65 kr.
-
Upload
christiangroen -
Category
Environment
-
view
16 -
download
0
Transcript of Vand somsdg politiken15januar2015
POLITIKEN Torsdag 15. januar 2015
10 Debat
26% af deltagerne på VUC i 2013/14havde indvandrerbaggrund. 15% af deltagerne havde indvandrerbaggrund i
skoleåret 2004/05.
V erdenssamfundet formulerede iår 2000 de såkaldte årtusindmål,der inden 2015 skulle begrænse
den absolutte fattigdom i verden. Mangeaf målene er nået, helt eller delvis, og der-for skal der i løbet af dette år forhandlesnye mål om bæredygtighed på plads, numed et meget bredere sigte på at fremmeøkonomisk vækst, social lighed og be-skyttelse af det globale miljø.
Vand er her et godt eksempel på, at deglobale udfordringer er komplekse, hvorder er behov for integrerede, sammen-hængende løsninger, løsninger, som vilblive fremmet med vand som et af defremtidige globale bæredygtighedsmål.
Årtusindmålet om vand handlede kunom fattige menneskers adgang til drikke-vand og ’sanitet’, f.eks. sikker håndteringaf toiletaffald. Målet var at halvere ande-len af verdens befolkning uden adgangtil disse fundamentale fornødenheder in-den 2015. Drikkevandsmålet er nået glo-balt, mens sanitet er det årtusindmål, derhalter mest bagefter. Der er stadig 750millioner mennesker uden adgang tilrent drikkevand og 2,5 milliarder menne-sker uden adgang til ordentlige sanitæreforhold. De nye bæredygtighedsmål vilvære nødt til at følge op på denne umen-neskelige tilstand.
DRIKKEVAND og andet vand til hushold-ningsbrug udgør mindre end 10 procentaf verdens samlede vandforbrug. Langthovedparten af verdens vandindvindingbliver brugt til fødevareproduktion. 1 kilohvede kræver 1.300 liter vand, 1 kilo okse-kød forbruger 15.500 liter vand. Industriog energiproduktion er også store vand-forbrugere.
Endelig bliver de naturlige økosyste-mer ofte sorteper i konkurrencen omvandet. Floder og vandhuller tørrer ud endel af året, vådområder forsvinder, ogbiodiversiteten i disse økosystemer kom-mer under pres.
Selv om vand indgår i et hydrologiskkredsløb og dermed er en vedvarenderessource, er det samtidig en begrænsetog sårbar ressource. De globale klima-ændringer medfører derudover et trykpå vandressourcen i form af bl.a. øget tør-ke mange steder. Knaphed på vand bliveraltså et voksende problem i store dele afverden, og behovet for vand vil voksemed befolkningstilvækst og økonomiskudvikling.
Vandkvalitet er et lige så stort problemsom mængden af vand. 80 procent afspildevandet fra verdens husholdningerbliver ledt direkte ud i vandmiljøet uden
rensning og truer dermed drikkevands-forsyningen. Næringsstoffer fra et stadigmere intensivt landbrug forårsager ilt-svind, som dræber fiskebestande, og mil-jøgifte fra en voksende industri, især imellemindkomstlandene, skader i sti-gende grad vandmiljøet.
Derfor er et bæredygtighedsmål aleneom adgang til drikkevand og sanitet forbegrænset. For at sikre vand til alle, indenfor de grænser kloden stiller, er det nød-vendigt at øge effektiviteten af udnyttel-sen af vandet og mindske vandspild ogforurening i alle sektorer, ikke mindst ilandbruget. Samtidig løber omkring
halvdelen af verdens rindende ferskvandpå tværs af landegrænserne og er der-med en ressource, som landene må enesom at udnytte i fællesskab, f.eks. i forholdtil kvoter for udnyttelse af vandet tilkunstvanding, opførelse af dæmningertil vandkraft og udledning af forurenen-de stoffer.
GENNEM DET forløbne år har en åben ar-bejdsgruppe under FN’s Generalforsam-ling arbejdet med at definere konkretemål og delmål. Det har resulteret i 17 fore-slåede mål, hvoraf et er dedikeret til vandmed delmål omkring drikkevand, sani-tet, vandforurening, ressourceeffektivi-tet, vandforvaltning og beskyttelse afvand i naturlige økosystemer. Delmåleneunderstøtter hinanden og beskriver ensammenhængende forvaltning af ver-dens vandressourcer som en forudsæt-ning for bæredygtig udvikling.
I næste uge begynder de endelige for-handlinger i FN’s Generalforsamling,som skal lede frem til en vedtagelse afmålene i september. En række lande øn-sker en forenkling af de forslåede 17 målog 169 delmål, og spørgsmålet er, hvorlangt man kan forenkle uden at misteessentielle elementer. Årtusindmålenefrem til 2015 var nok et eksempel på, at
man gik for langt i forsøget på at for-enkle.
Den største udfordring bliver naturlig-vis at sikre den nødvendige medvirkenog finansiering til rent faktisk at nå måle-ne inden 2030. Forhandlingerne i denåbne arbejdsgruppe i FN er foregået i enusædvanlig konstruktiv ånd, så der ergrund til at være moderat optimistisk.
DANMARK har støttet udviklingen afbæredygtighedsmålene og især målet forvand, dels direkte i forhandlingerne i FN,dels gennem FN’s koordineringsorganfor vand (UN-Water), som har leveret tek-nisk støtte til forhandlingerne. Danmarkhar betydelig viden på vandområdet,som vil kunne bringes i aktion, når bære-dygtighedsmålene skal føres ud i praksis.
Under alle omstændigheder er der taleom en enestående chance for at bringeverdenssamfundet på en mere bæredyg-tig kurs med færre konflikter om vand,flere med adgang til nok vand af den rig-tige kvalitet og med et bedre vandmiljø[email protected]
Peter Koefoed Bjørnsen er direktør forUNEP-DHI Centret for Vand og Miljø, GarethJames Lloyd er projektingeniør, ChristianGrøn er rådgivningsdirektør på DHI
analyse
Når FN skal vedtage nyemål om bæredygtighed i2015, vil rent vand være etaf de centrale temaer.
Vandkamp. Slaget om de dyre dråber er i gang
PETER KOEFOED BJØRNSEN, GARETH JAMES LLOYD OG CHRISTIAN GRØN
Kilde: FN, 2014 15017
Verden styrer mod mangel på vand
700 millioner mennesker i 43 lande lever allerede med vandmangel.
I 2025 vil 1,8 mia. mennesker leve med vandmangel, og op mod 65 pct. af verdens befolkning vil opleve knaphed på vand.
Som følge af klimaændringer vil halvdelen af verdens befolkning mangle vand i år 2030. Alene i Afrika vil 75-250 mio. mennesker opleve vandmangel.
TØRSTIG. Drikkevand og bedre sanitet var et af de syv udviklingsmål, der i år skal afløses af såkaldte bæredygtighedsmål. Mens drikkevandsmålet er nået, er sanitet det årtusindmål, der halter mest bagefter, så arbejdet er kun halvt færdig. Arkivfoto: Altaf Qadri
Kilde: Danmarks Statistik
for det samme: normalsubjektets almen-gørelse.
På arbejdsmarkedet skete det især i1899, da arbejdere og arbejdsgivere medSeptemberforliget tildelte hinanden rettil at indgå kollektive overenskomster.Det er her, arbejderen (uanset køn og for-mue) forhandler sig til at råde over egenarbejdskraft, også kaldet ’individuel pas-sivitet’, og arbejdsgiveren (uanset tilknyt-ning til mesterlav) sikrer sig mod ’kollek-tiv passivitet’, dvs. strejke i overens-komstperioden. Selv om det for mangelyder absurd, så er retten til at forsørgesig således en af historiens mange revolu-tioner, og selv om friheden til selvforsør-gelse også indebærer nødvendigheden afat finde arbejde for at kunne forsørge sig,så er arbejdsfriheden en verdsliggørelseaf det kristne menneskesyn.
DET ANDET, Kemp og jeg synes uenige i,er, hvorvidt individet er det modsatte afet fællesskab eller i sig selv udgør et så-dant. Jeg mener det sidste, og at individeter det første og største af alle fællesska-ber. Af samme grund er jeg uenig i, at kundet kristne menneskesyn indebærer enbefrielsesetik og som sådan stiller denenkelte over for etiske dilemmaer. Tilgengæld er jeg enig med den amerikan-ske politiske filosof Larry Siedentop, der ibogen Inventing the Individual (2014) be-skriver, hvordan »skabelsen af individet«siden 1100-tallet er udgået fra et kosmo-politisk menneskesyn, og dermed også,hvordan en kristen befrielsesetik har fun-det sekulært udtryk i en liberal ansvars-etik.
I Markedsstaten fremgår det, at rettentil selvforsørgelse hviler på en etik, og at
den installerer etansvar, både for in-dividet, for andreog i det danske til-fælde endda fælles-skabets ansvar forden enkelte. Detunderstreges, at ensekulær form foretik er bundet tildannelsen af nor-malsubjektet, og atden enkeltes frigø-relse følges af detsansvarliggørelse.
Kemp henviser selv til Max Weber ogpointen om, at ansvarsetikken hører tilden moderne stat. Det samme gør jeg.Pointen er denne: at individet er et fælles-skab, eller gradvis bliver det, når alle uan-set køn, religion, race, formue, bosted ud-styres med normalsubjektets friheder ogalle andre samtidig udviser respekt forderes ret til at råde over eget legeme ogvaretage egen velfærd. Arbejdsfrihedenindsætter på den måde en etisk dimen-sion: at alles frihed indebærer alles pligt,og det er netop den gensidige respekt,der institutionaliseres i Septemberforli-get.
Af samme grund hører etiske dilem-maer ikke udelukkende til et kristentmenneskesyn, men også til et liberalt, ogmed Septemberforliget installeres detendda mellem kollektive parter. I Dan-mark skabes der således en særlig sam-menhæng mellem den enkeltes ansvarfor sig selv og fællesskabets ansvar forden enkelte. Det hele sker mellem1840’erne og 1890’erne. Det er her, at densimple arbejdspligt aldrig ophæves ved
lov, men fastholdes, samtidig med at fle-re udstyres med arbejdsfrihed, i takt medat kollektive overenskomster udbredesog den enkelte sikres retten til ’passivi-tet’.
DER KAN gives flere eksempler på densærlige danske sammenhæng mellem ar-bejdspligt og arbejdsfrihed. Blandt devægtigste er grundloven, hvor det af par.75, stk. 1 fremgår, at det »Til fremme af al-menvellet bør ... tilstræbes, at enhver ar-bejdsduelig borger har mulighed for ar-bejde på vilkår, der betrygger hans tilvæ-relse« og af samme paragraf stk. 2, at»Den, der ikke selv kan ernære sig eller si-ne, og hvis forsørgelse ikke påhviler no-gen anden, er berettiget til hjælp af detoffentlige, dog mod at underkaste sig deforpligtelser, som loven herom påbyder«.
Paragraffen er ikke blandt de mest dis-kuterede, men alligevel blandt de vigtig-ste til forståelse af den danske velfærds-stat og dens kombination af individ ogfællesskab. Jeg mener endda, at kombina-tionen selvforsørgelse og fællesskabetsansvar er et grundlæggende kendetegnved den danske vej til demokrati, og atdemokratiet er kendetegnet ved densamtidige eksistens af økonomiske ogpolitiske friheder. Vil nogen finde detmuligt at have politiske friheder udenøkonomiske? Og kan nogen forestille siget individ, der er underkastet arbejds-tvang, men alligevel har politiske frihe-der? Jeg tror det ikke.
JEG REJSER alligevel til debat, men påpe-ger, at de økonomiske friheder almengø-res (nogenlunde) samtidig med de politi-ske, og at det sker fra 1840’erne til vel-
færdsstatens gennembrud i 1960-70’er-ne. Men også at der er to forhold, derlangsomt kommer til at karakterisere,hvad der i dag kaldes ’den danske model’.For det første at den individuelle arbejds-frihed aldrig gennemsættes ved lov, så-dan som næringsfriheden gør det medpar. 74 i grundloven, men udbredes, itakt med at de kollektive overenskomsterbreder sig over det private og offentligearbejdsmarked.
Og for det andet, at det i par. 75 pålæg-ges lovgiverne at skabe muligheder for,at alle kan forsørge sig selv, samtidig medat de kan bestemme, under hvilke betin-gelser den enkelte kan modtage offentligforsørgelse. Sammenkoblingen af de toformer for politisk ansvar: at skabe mu-ligheder for selvforsørgelse og myndig-hed til at sætte betingelser for offentligforsørgelse, er enestående.
Det samme er det forhold, at arbejds-friheden skal ske til fremme af almenvel-let, men at det fra 1899 overlades til ar-bejdsmarkedets parter at sikre almenvel-let ved kollektive overenskomster. Bådeselvforsørgelse og offentlig forsørgelseunderlægges fællesskabets vilje repræ-senteret henholdsvis af de kollektive par-ter og Folketingets flertal.
Af samme grund etableres en særligdansk arbejdsetik: at lovgiverne har an-svar for at skabe muligheder for selvfor-sørgelse; at den enkelte har ansvar for atgribe disse; og at fællesskabet har ansvarfor at forsørge dem, som ikke kan. Tilgrund ligger alles arbejdspligt, som ogsåvelfærdsstaten tog for givet; se f.eks. bi-standsloven 1976, hvor pligten til selvfor-sørgelse fremgår entydigt, også selv omloven regnes for den mest eksemplariske
af alle velfærdssta-tens sociale love.Det er også derfor,jeg ikke kan følgeKemp, når han på-står, at konkurren-cestaten »definererborgerne somfunktioner på mar-kedet«, når det nuhar været sådan i500 år, ligesom deti de sidste 150 århar været givet, atFolketingets flertal
kan underkaste alle, som modtager of-fentlig støtte, ’lovens betingelser’.
MED ANDRE ord: Individet har længe væ-ret ’opløst i markedet’, ja, det er enddagjort frit, for at det kan kastes ud på mar-kedet og her aftale, på hvilke betingelserdet vil arbejde. Måske er det en overdri-velse, men jeg synes Kemp udgår fra denensidige tese, at markedet, herunder ar-bejdsmarkedet, er satans værk; stedet,hvor ulighed skabes, hvor mange tvingestil at tage et arbejde, de ikke ønsker, ogunder betingelser, de ikke finder accepta-ble.
Og selvfølgelig har Kemp ret. Markederer uretfærdige, og ikke mindst arbejds-markedet kan være helvedes forgård.Men han glemmer, at individet ikke er ennaturlig størrelse, men skabt historisk,og at markeder, herunder arbejdsmarke-det, også er en kulturinstitution, der for-udsætter individets frigørelse, indsætteren etik og er resultatet af en moralsk re-volution.
Endelig glemmer han, at arbejdsmar-
kedet i Danmark er en politisk instituti-on dannet ved politiske beslutninger ogkollektive aftaler, hvorfor arbejdsmarke-det er et politisk projekt til fremme af al-menvellet og derfor ikke står i modsæt-ning til et etisk ansvar for et fællesskab,men netop installerer et sådant og enddakaster den enkelte ligesom fællesskabetud i uendelige etiske dilemmaer. Skal jegarbejde til den løn og på de betingelser,jeg får tilbudt? Og hvem skal velfærdssta-ten påtage sig at forsørge, og på hvilkebetingelser?
Den danske model består i trekantenmellem pligt (arbejdspligt), ret (arbejds-frihed) og beskyttelse (offentlig forsør-gelse). Sådan har det været siden slutnin-gen af 1800-tallet.
Hvis Kemp vil kritisere konkurrence-staten for at ’opløse mennesket i marke-det’, bør han kritisere velfærdsstaten fordet samme. Hans kritik er ikke alene ret-tet mod nutiden, men hele den måde,hvorpå Danmark blev moderne, og modden danske model, som den ser ud i dag. OVE KAJ PEDERSEN
... Menneskets frihed i markedet gennem arbejde
Kan nogenforestille sig etindivid, der erunderkastetarbejdstvang,men alligevelhar politiskefriheder? Jegtror det ikke
Hvis Kemp vilkritisere kon-kurrencestatenfor at ’opløsemennesket imarkedet’, børhan kritiserevelfærdsstatenfor det samme
q KRONIKEN LIVEq FILOSOFISK VÆRDIKAMP
På tirsdag d. 20.1 dyster Ove KajPedersen og Peter Kemp i en værdi-kamp for filosofiske sværvægtereom individet i konkurrencestaten.Ordstyrer: Christoffer Emil BruunDet sker i Salen, Politikens Hus, Ve-stergade 28 kl. 16.30 - 18.00. Pluspris: 45 kr. Alm pris: 65 kr.
