Uge 36 af Sofie Sarenbrandt

SOFIE SA

REN

BR

AN

T ug

e 36

0872847887719

ISBN 9788771087284

143 mm 32 mm 143 mm

Sommersæsonen i det lille fiskerleje Brantevik er ved at være forbi. For familierne Winter og Malm har det været en regnfuld ferieuge, og stemningen er ikke den bedste. De to veninder Johanna og Agnes er begge højgravide og skal føde om få uger. I et forsøg på at afrunde ferien på en god måde beslutter de to par sig for at gå til karaokeaften på den lokale kro. Men noget går grueligt galt, og da de vågner næste morgen, er Agnes væk. Agnes’ forsvinden bliver ugens store nyhed, og politi og medier arbejder sammen for at løse mysteriet. Det bliver en kamp mod tiden, og det hele tager en uventet drejning, da liget af død kvinde skylles op på stranden ...

K R I M I

NERVEPIRRENDE KRIMI FRA NY SVENSK KRIMIDRONNING

SOFIESARENBRANT

“Der venter læseren en næsten ulideligt spændende krimi om alle forældres værste mareridt.”

– Svenska Dagbladet

21

9m

m

Uge 36Oversat fra svensk af Julie Top-Nørgaard

Originalens titel Vecka 36

© Sofie Sarenbrant 2011

© People’sPress 2012

Omslag: Anders Timrén

Grafisk tilrettelæggelse: John Ovesen /Baghus

Bogen er sat med Minion

og trykt hos ISBN 978-87-7108-728-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Denmark 2012

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1 10/01/12 15:28 Side 4

Til Tommy


Hun kiggede med det ene øje igennem den smalle dørsprække. Hunkunne lige ane tremmesengens hvide kanter og holdt vejret. Forsigtigtskubbede hun døren et par centimeter mere op for bedre at kunne se.Ja, det var lige det, hun var ude efter. Endelig kunne hun slappe af.Sengens nye placering ved vinduet tiltalte hende mere end de to tid-ligere forsøg. Nu behøvede hun ikke engang træde ind i værelset for athave fuldstændig kontrol.

Da hun trådte ind over dørtrinnet, mærkede hun, hvordan varmenbredte sig i hele kroppen. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogenskulle ligge i den lille seng og sprælle med benene.

Men endnu stod den gabende tom. Hun trak i spilledåsens tynde snor, og den lille bamse begyndte at

spille en vuggevise. Snoren trak sig ind i bamsen, centimeter for cen-timeter. Snart ville det være slut, og bamsen ville tie. Hun fik tårer iøjnene, hun blev så let rørt.

I ni måneder havde hormonerne spillet hende et puds. Allerede fradag et havde hun været nervøs for, at noget skulle gå skævt. Ingentingmåtte gå galt, det ville hun ikke kunne overleve. Så snart babyen varfødt, kunne hun ånde lettet op og endelig begynde at glæde sig over dethele. Indtil da måtte hun bare forsøge at holde ud og stole fuldstæn-dig på sin krop og på skæbnens barmhjertighed.

Hun kunne ikke lade være med at puffe til de farverige legetøjs-dyr, som hun havde hængt op i en snor i loftet over sengen. Fiskene

7


dansede frem og tilbage og snurrede rundt. Babyen ville komme til atelske dem, det kunne kun blive en succes.

Alt var så godt som klart, men babyen måtte ikke komme endnu,værelset stank stadig af maling. Mærkeligt, egentlig, for det var to dagesiden, hun havde strøget det sidste penselstrøg. Måske havde hunmalet i for tykt et lag? Det var blevet malet tre gange, før hun havdeværet tilfreds. Efter alt det slid ville det have været ærgerligt, hvis manstadig havde kunnet se spartelmassen igennem. Hun spekulerede på,om hun virkelig havde ladet farven tørre ordentligt imellem lagene ogtrykkede pegefingeren mod væggen for at få et svar. Væggen føltes fug-tig mod fingerspidsen, og hun følte efter med tommelfingeren, om dersad noget fast.

Nej, nu var de her evindelige forberedelser ved at gå over gevind.Hun havde så meget tid, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille

op med den. Selvfølgelig ville væggene holde op med at lugte, indenværelset skulle tages i brug, punktum. Hun så sig omkring og konsta-terede, at der egentlig kun var to ting, der manglede at blive gjort. Atrede sengen og at hænge billedrammer op.

Hendes mavefornemmelse advarede hende om, at det kunne be-tyde uheld at være fuldstændig færdig med forberedelserne, før barnetkom. Tænk, hvis der skete noget under fødslen. Hun så sig omkring.Alt var perfekt. Sengetøjet lå en armslængde væk fra hende i skabetmed børnetøj, nyvasket med parfumefrit vaskepulver. Resolut rystedehun den ubehagelige følelse af sig. Hun åbnede skabet og tog sengetø-jet frem. Samtidig mærkede hun, at babyen sparkede derinde, og hunkunne ikke andet end at tolke det som en opmuntring. Hun bøjede sigind over sengen og gjorde sit bedste for at glatte det krøllede lagen udover madrassen. Det var ikke så let, maven var i vejen. Nå nej, derskulle jo tisseunderlag under. Hun begyndte forfra og trykkede hån-den prøvende mod madrassen. Var den ikke lovlig hård til sådan enlille, skrøbelig krabat? Hun tog den bløde, flade pude op og trak ho-vedpudebetrækket på. Alt var så småt og kært, at hun blev rørt til tårerigen. Dynebetrækket føltes blødt og fint over dynen.

8


Hun åbnede skuffen med værktøj og fandt boremaskinen frem. Detre tomme billedrammer lagde hun i sengen og skubbede den lidt udfra væggen, så der ikke skulle drysse puds ned i den, når hun borede.Hun lukkede øjnene et øjeblik og så tre sorthvide billeder af barnet forsig: et portræt, et nærbillede af fødderne og et i helfigur. De skullehænge lige over hovedgærdet.

Hun udmålte afstanden, tegnede et kryds og rettede slagboret modbetonvæggen. Første og andet hul klaret. Lige i det øjeblik, hun tryk-kede på knappen for at presse boret ind i væggen for sidste gang, snub-lede hun og ramte sin venstre hånd. Overrasket tabte hun boremaskinen ned på gulvet, heldigvis ramte den ikke hendes fødder. Hunkunne mærke, hvordan det dryppede fra den sårede hånd, og en ene-ste tanke fyldte hendes sind: at blodet ikke måtte komme i berøringmed noget i værelset. Det ville være et dårligt tegn. Hun fik fat i entynd bomuldsklud, der lå i vindueskarmen, som hun hurtigt vikledeom hånden, samtidig med, at hun så sig panikslagen omkring. Ingenrøde pletter på dynebetrækket, gudskelov. Tæppet var intakt. Hunskulle lige til at ånde lettet op, da hun stivnede. Der var noget på enaf rammerne i sengen, den med guldkant, som portrættet skulle hængei. Maven trak sig sammen, og hun måtte bøje sig forover for at ud-holde smerten. Forskrækket løftede hun rammen op og tørrede en storblodplet af glasset.

Spilledåsen tav.


Lørdag den 28. august


KAOSSET VAR TOTALT, da dørene til Hammenhögs Idrætsforenings loppemarked blev slået op et minut før annonceret. De hjælp-

somme sjæle, som arbejdede inden for ladens to porte, blev næstentrampet ned af hidsige loppemarkedsveteraner, der vidste, at detgjaldt om at komme først for at få gaflet de bedste fund. Den sven-ske forsigtighed var som blæst væk. Loppemarkedet lå på tre for-skellige etager, og ved trappen op til første sal blev der trafikprop,fordi folk væltede ind fra to sider. De proppede indfaldsveje tilStockholm virkede nærmest geniale sammenlignet med dette. Enadrenalinpumpet ældre mand pressede sig bestemt forbi alle andrei den kø, hvor folk havde stået og afmærket deres territorium imindst en time. Han skulle først op ad den trappe for enhver pris,og Johanna Winter følte, at hun var på det forkerte sted på det for-kerte tidspunkt.

Det irriterende var, at hun ikke engang var ude efter noget be-stemt, hun ville bare slentre rundt i fred og ro. Og så var hun hav-net i et minefelt. Hammenhögs IF’s loppemarked var altid ethelvede.

Hun forsøgte at skærme sig mod alle de spidse albuer. En høj-gravid mave og et indendørs loppemarked var ikke nogen godcocktail, men det nyttede ikke at fortryde nu. Johanna sad i saksenog måtte pænt følge strømmen. En følelse af klaustrofobi kom sni-gende, og tankerne løb løbsk. Hun fik pludselig en underlig for-nemmelse af, at nogen iagttog hende. Da hun løftede blikket og så

13


op mod etagen ovenover, mente hun at skimte nogen, der forsvandtrundt om hjørnet.

Det var kun på grund af det dårlige vejr, at Johanna stod her in-deklemt på en vakkelvorn trætrappe. Ikke nok med det, tre centi-meter fra hendes lugtfølsomme næse befandt der sig ensvedstinkende armhule, som tilhørte en mand i en træningsdragt ibrune nuancer. Hun kunne ikke røre sig en milimeter og så sig de-sperat om efter Eric, men kunne kun få øje på de 300 andre hove-der. Hormonerne gav hende lyst til at bide træningsdragtfyren iarmen, men fornuften sejrede. I stedet fik hun et surt opstød at spe-kulere på. Hvor skulle hun spytte ud? Der var ikke andet at gøreend bare at synke.

Ugen i Skåne havde været alt andet end fredfyldt, men hunhavde heller ikke regnet med andet, eftersom de var sammen medfamilien Malm, inklusive deres uvorne toårige Nicole. De havde al-ligevel hygget sig. Desværre under regnskyer det meste af tiden,men solen havde af og til tittet frem som en lille påmindelse om, atden faktisk var der et sted bag det grå.

Österlen var noget nyt for dem alle sammen. Formodentlig varde heller aldrig havnet der, havde det ikke været, fordi Johannasforældre havde købt et hus i fiskerbyen Brantevik, fem kilometersyd for Simrishamn. Stedet var perfekt, et stenkast fra en af byensto havne. Ulempen var så, at huset var så lille, kun omkring 50 kva-dratmeter. Når man kom ind igennem entreen, havnede man di-rekte i et kombineret køkken-alrum med åbent til kip ognyistandsatte, hvidmalede træbjælker. Alt var hvidt, i hvert fald ind-til Nicole var gået i gang med sine farver. Til venstre for stuen låbadeværelset og et lille soveværelse. Ovenpå var der en hyggelighems med skråvægge, hvor hun og Eric sov godt, akkompagneretaf regnens trommen på bliktaget.

Minusset var som sagt størrelsen. Først havde Agnes og Tobbetænkt sig at sove sammen med Nicole i stuen. Så fandt de ud af,hvordan forholdene var. Gudskelov havde de bestemt sig for at tage

14


det eneste ledige værelse på Lapphörnan, et Bed & Breakfast, somlå lige ved siden af.

Brantevik var de kreatives smørhul. Det vrimlede med kunst-nere, trofaste gæster, som kom tilbage sommer efter sommer, menhendes gæt var, at Agnes ikke ville komme til at høre til de om-vendte. Bedstevenindens attitude denne uge havde irriteret hende.Agnes blev sur over småting og brokkede sig mere end ellers. Hunorkede ikke at tage med på loppemarked, i stedet for lå hun der-hjemme og surmulede.

På mandag var ferien slut. Johanna sukkede fra sin fastklemteposition på trappen. Eric ville sætte sig foran computeren og ju-stere SGA- og PGA-parametrene i Oracle 10-databaserne. Det varhans job, så det var der ikke noget mærkeligt ved. Når en ORA-600-fejl dukkede op i alert-loggen, sad Eric og fejlsøgte på Metalink.Årets mest spændende begivenhed på jobbet var, når han skullesætte en dataguardløsning med asynkronoverføring op. Så var hanlige så adrenalinpumpet, som hun var, når en af hendes nyhederblev taget op i morgen-tv.

Hun så sig om efter Eric, men kunne stadig ikke få øje på såmeget som skyggen af ham. Hun tænkte længselsfuldt på hansvarme hænder, som masserede hendes spændte skuldre og ømmelænd. Det var hårdt at stå op. Og ubehaget ville ikke rigtig fortagesig. Hun havde en stærk følelse af, at nogen studerede hende frasamme sted som før oppe på overetagen. Forsigtigt hævede hunblikket og så nu, at et hoved forsvandt om bag bogreolerne. Dervar altså rent faktisk nogen, som betragtede hende. Og hendesmobil lå hjemme i huset. Det kunne selvfølgelig være et barn, derlavede sjov med hende, men hun fik mere og mere lyst til at kommevæk derfra.

De havde kun en enkelt dag tilbage i Skåne, før de skulle hjem,forsøgte hun at sige til sig selv. Hun længtes efter at få lov til at værei fred og bare tage den med ro indtil fødslen. Som freelancejour-nalist kunne hun ganske vist sjældent rigtigt koble fra sit arbejde,

15


men hun havde ingen planer om at skulle være fastansat igen. Dahun arbejdede som nyhedsjournalist på Pressen, havde hun følt sigstavnsbundet, nu var hun i det mindste fri.

Kombinationen formiddagsavis og familie virkede også proble-matisk. Visse kollegers mangel på respekt for andre mennesker varen anden grund til, at hun ikke ville blive der. Den mangel på em-pati, som var en del af hele atmosfæren, gjorde hende utilpas. Hunhavde aldrig fortrudt, at hun var holdt op på Pressen, men noglegange savnede hun kollegerne og tempoet.

Lige nu var karrieren i hvert fald ikke i højsædet af naturlige år-sager. Det handlede kun om uger nu, måske endda dage. Hun såfrem mod fødslen med skrækblandet fryd. Den følelse var hun ikkealene om. Det var helt utroligt, at hun og hendes bedste venindevar blevet gravide næsten samtidig. De var begge to i tredje tri-mester, Johanna skulle føde i løbet af nogle uger, og Agnes lidt se-nere. Deres fælles venner var overbevist om, at det var noget, dehavde aftalt, men sådan var det ikke.

Hun gøs af ubehag, og det føltes, som om hun var strandet iloppemarkedshelvedet for altid. Trøstende klappede hun den ud-spilede navle og spekulerede på, hvad det var for en lille fister, dergemte sig bag den. Babyen pressede tilbage med en hæl. Der varikke længere tale om frispark eller cyklen rundt derinde, der varikke så meget som en millimeter tilovers i den bristefærdige mave.Til forskel fra Agnes havde hun valgt ikke at få barnets køn at vide,men inderst inde håbede hun på at få en pige, noget hun ikke en-gang havde røbet over for sin bedste veninde. Hun vidste godt, atdet var tabu at ønske sig et bestemt køn og forstod logikken i det.

Trykket på den vakkelvorne loppemarkedstrappe lettede, og hunpustede ud, da hun var kommet op og kunne gemme sig blandt degamle bøger. Priserne var skyhøje, så hun købte ikke noget. Hunhavde ikke længere fornemmelsen af at blive betragtet, men hunventede alligevel lidt, før hun turde gå mod strømmen ned modudgangen. Hun ville bare væk derfra.

16


Da det endelig var lykkedes hende at slippe ud af fængslet, kon-staterede hun, at hun havde klaret det uden at besvime. Ubehagetforsvandt som dug for solen. Vejret var slået om, himlen var mør-kere, og det blæste koldt. Pludselig føltes det tillokkende med hver-dag og Stockholm igen. Hun ville være på hjemmebane og kunneforberede sig på fødslen. Der var kun én dag tilbage.

“Hej, er du her?” sagde nogen ved hende.Det gav et sæt i Johanna, og hun snurrede omkring.“Du gav mig et chok, Tobbe,” sagde hun og lo lettet, da det gik

op for hende, at det ikke var en galning. “Jeg troede, at du og Agnesville blive i Brantevik?”

Tobbes blik blev mørkt.“Jeg kan ikke holde ud at sidde indenfor hele dagen, så jeg kørte

efter jer. Hun er blevet hjemme med Nicole. Hvor er Eric?”“Her,” sagde Eric, der i det samme kom gående hen imod dem

med en uidentificerbar, rusten kugle i højre hånd. “Jeg har fundeten herrekugle til en tier.”

Johanna grinede. Al Erics ragelse var ved at udvikle sig til en op-bevaringssag for Shurgard, hvilket ville betyde endnu en fast må-nedlig udgift for dem. Hun sukkede og gik med tunge skridt henmod bilen.


HUN SÅ SIG i badeværelsesspejlet og pressede bestemt øjenvip-pebukkeren sammen om øjenvipperne. I dag skulle hun se

ekstra godt ud. Det var trods alt sidste aften på arbejdet. Det føltesvemodigt, men også befriende, at skulle holde op efter alle de in-tensive timer på Branterögens populære kro. Rosita Andersson villekomme til at savne den flok, som hun havde arbejdet sammen medhele sommeren. De var blevet ret tætte på trods af al stressen. Deøjeblikke, de havde kunnet sidde sammen og holde pause, var til atoverskue. Fødderne havde fået stryg, hun havde aldrig stået såmeget op i hele sit liv. Ikke engang de bløde plastiktræsko hjalp.

21-årige Rosita havde sin egen lejlighed på Tullhusgatan i Sim-rishamn, tæt på havnen. Hun pendlede til arbejdet i sin gamle Audi,den var lille, men i nogenlunde stand. Hendes store passion varfyre, men det lykkedes hende aldrig at fange deres interesse særliglænge ad gangen. Hun var havnet i en ond cirkel, hvor hun altidblev udnyttet. Eller måske ikke ligefrem udnyttet, men problemetvar, at hun næsten altid ville mere end bare at gå med nogen hjemfor en enkelt nat. Hun ledte efter en kæreste, som hun kunne delechipsposen med i sofaen foran fjernsynet, men hun havde ikkenogen forventninger om, at han skulle melde sig på banen ligenetop i aften. Hendes bedste veninde Andrea hånede hende ogsagde, at hun var desperat. Sådan var det overhovedet ikke, det varRosita slet ikke enig med hende i. Men lidt bekræftelse kunne vel al-drig skade.

18


Desværre var ingen af kokkene, som hun arbejdede sammenmed, singler, ellers havde hun helt klart forsøgt at sætte tændernei nogen af dem. I hvert fald i Ante, han var den pæneste og sjove-ste, og så lugtede han bedst. Hun blev sulten, når hun så ham.

Det triste ved Hamnkrogen var, at det altid var den samme slagsgæster, der kom. Hver gang en lækker fyr dukkede op, gik der kunfå sekunder, før hans tre sukkersøde unger kom drønende ind meden helt enestående smuk mor i baggrunden. Fuldstændig ligesomi de der kvalmende reklamefilm. Der manglede bare en rapsmarki baggrunden. Nej, kærlighedshungrende, lækre singlefyre holdtikke ferie i Brantevik, de var vel i Båstad og Visby. Her måtte huntage til takke med introverte kunstnere og andet sammenskrab,som ikke bidrog til holde samfundshjulene i gang.

Makeuppen var det eneste, der manglede, før hun tog af sted.Det var trods alt la grande finale, og det ville hun markere. Tøjetkunne hun ikke gøre noget ved, eftersom hun skulle have denstramme sorte T-shirt på. Men hun havde frie hænder, når detgjaldt hår og makeup. Hun redte sine blonde extensions og sattehåret op i en tilpas skødesløs hestehale. Hun ville gerne give ind-tryk af ikke at have gjort noget særligt ud af det, også selv om derikke var en hårtot, der sad tilfældigt. Badeværelset var fuldt af makeup. Hun havde omhyggeligt organiseret krukkerne eftermærke. Hun lagde først foundation og så løs pudder ovenpå, ogderefter lidt ekstra af det hele, især den glitrende highlighter. Måskeville det lønne sig i form af ekstra drikkepenge eller hede blikke.Hun var forvænt med flirtende blikke fra mænd, der holdt øje med,hvornår deres koner kiggede den anden vej. Gifte mænd var ikke såuskyldige, som hun engang havde troet.

Tiden gik hurtigt, og hun begyndte at få travlt, hvis hun skullenå det til tiden. Hun slukkede på badeværelset, gik ud i entreen,stak i skoene, låste efter sig og løb ud til bilen. Den her dag var spe-ciel, så der var sikkert en del at forberede, og det ville ikke være po-pulært, hvis hun kom for sent.

19


Da hun svingede ind og parkerede uden for kroen, kunne hunmed det samme se, at der var fuldstændig kaos. Hendes chef HasseAhl styrtede rundt som en nytårsraket på afveje. Hun blev mødt afHasses panikslagne blik og et for helvede, for helvede, for helvede istedet for det vanlige hej, hej, hej, som han plejede at slynge ud udenat have nogen anelse om, at det gav ham en slående lighed med enDuracell-kanin. Rosita havde på fornemmelsen, at det her ikke vardet rette øjeblik at nævne det.

Bandet, der skulle have spillet, havde aflyst i sidste øjeblik, fikhun at vide. Deraf Hasses stressede ansigtsudtryk.

“Har vi ikke en Plan B til den slags situationer?” spurgte hunforsigtigt og fik fat på et øjenhår, der var ved at gå løs og og irrite-rede inde i øjet, som for alt i verden ikke måtte løbe i vand.

“Plan B er karaoke. Det samme gamle lort.”“Jamen, så skal vi vel bare have ringet til karaokefolkene.”“Det har vi allerede gjort.”“Hvad er så problemet?”“Bandet havde været sjovere. Det er svarer til at love folk

Springsteen og friske rejer, og så i stedet at byde dem på Kikki Da-nielsson og medisterpølse.”

“Nu er du ikke fair. Jeg tvivler på, at nogen, der synger karaoke,kan holde samme niveau som Kikki,” påpegede Rosita oprigtigt.

Hasse sukkede. “Du ved godt, hvad jeg mener.”“Ja, men jeg tror ikke, at folk går særlig meget op i det. Hvad

hed bandet? Christer & Co? Jeg har i hvert fald aldrig hørt omdem.”

“Karlssons Krapyl,” rettede han hende stødt. “Ja, ja, vi kan vellige så godt begynde at stille borde op og gøre maden klar.”

“Så gerne!” sagde Rosita oplivet. Uanset hvad Hasse sagde, såvar karaoke tit ret underholdende, for det var aldrig til at forud-sige, hvad der ville ske.

Ulempen var, at det plejede at være de samme gamle fyldebøt-ter, der indtog scenen hver gang, og som nægtede at indse, hvornår

20


det var på tide at give mikrofonen videre til en anden. Hun håbedeinderligt, at Kenny-fucking-Kjol var syg eller bortrejst, selv om detikke var særlig sandsynligt. Sidste gang, der var karaoke, havde demåttet bære ham ned fra scenen. Med sin blotte eksistens havdehan allerede irriteret Rosita rigeligt denne sommer. Han havdeøjensynlig aldrig hørt tale om selvindsigt. Og så havde han oven ikøbet bildt sig ind, at han og Rosita var venner. Hver dag kom handrønende på sin kiksede damecykel og standsede op lige foran ca-feen for at sludre med hende. Uden at fatte, at hun var ved at blivegodt træt af ham. Den sørgelige skabning.


MIDDAGEN BESTOD AF entrecote, kartoffelgratin og en balsa-micobaseret sauce. Johanna syntes, at det smagte godt, men

skelede misundeligt til rødvinen, som hun og Agnes ikke fik for-nøjelsen af at dele med mændene. Heller ikke Nicole fik lov atsmage, konstaterede den lille pige skuffet. Johanna kunne ikke ladevære med at grine. Nicole var sådan en charmetrold med de som-merblegede lokker, der indrammede ansigtet. Hun var en tro kopiaf sin mor, hvis man så bort fra håret. Johanna havde redt op tilpigen i gæsteværelset, eftersom hun skulle sove hos dem i nat. Detføltes tryggere at have hende der i huset end på Lapphörnan. Pla-nen var at sætte den trådløse babyalarm til, og så gå de 100 meterhen til kroen og synge karaoke, når de havde spist. Eller i hvert faldse på de andre, der sang. Johanna var gået forbi om eftermiddagenog havde fået at vide, at bandet ikke kunne komme, og at der villevære karaoke i stedet for.

Det var ikke noget problem at have Nicole sovende hos dem,tværtimod. Johanna glædede sig til at give Tobbe og Agnes en natpå tomandshånd. De havde været temmelig uvenner i ugens løb ogtrængte til at være sig selv. Når Johanna tænkte efter, syntes hunegentlig, at den anspændte stemning var blevet værre for hver dag,der var gået. Men Agnes havde ikke løftet sløret for, hvad det egent-lig handlede om. Hun sagde bare, at de var trætte.

Efter maden stillede Johanna friske jordbær og vaniljeis frem,og Nicole slugte sin portion på mindre end fem minutter.

22


Tobbe takkede for mad og rejste sig. “Jeg skal lige putte Nicole,”sagde han undskyldende og lirkede sin datter op af stolen.

“Godnat og sov godt!” sagde alle i munden på hinanden, og Ni-cole og Tobbe forsvandt via toilettet ind på gæsteværelset.

Men putteproceduren trak ud, og Agnes begyndte at rykke uro-ligt rundt på stolen. Johanna fattede ikke, hvorfor veninden ikkebare benyttede sig af muligheden for at slappe af, nu hvor hun ikkebehøvede at tage sig af putningen.

“Lad nu være, Agnes, du sidder og tripper til ingen verdensnytte. Tobbe skal nok finde ud af det,” sagde Johanna og forstodmed det samme, da hun så Agnes’ blik, at hun skulle have holdt sinmund.

Agnes gik fra bordet, og det lød, som om hun mumlede noget iretning af “Du fatter ingenting.” Johanna så over på Eric, som trakpå skuldrene og begyndte at tage af bordet. Selv blev hun siddendeog stirrede ud ad vinduet.

Det var så underligt med Agnes og den konkurrence, der altidhavde været mellem dem. Agnes var kommet først med alting, kæ-reste, bryllup og barn. Inden Johanna overhovedet havde mødtsvenskamerikaneren Eric, var Agnes allerede gift. Endda med ver-dens pæneste og sødeste mand, Tobbe, færdiguddannet biomedi-ciner og kommende ph.d.-studerende på Karolinska Instituttet. DaJohanna blev gift, havde Agnes allerede en vidunderlig, bedårendedatter. Nu ventede Agnes sit andet barn, en dreng. En af hver, lige-som i eventyrene. Og som om det ikke var nok, var Agnes ubetin-get den kønneste af dem med sit brede, hvide smil, de klare blå øjneog det store, lyse hår. Selv følte hun sig mørk og kedelig med sit yn-kelige, tynde hår, de brune øjne og de alt for mange fregner. Jo-hanna var aldrig blevet valgt til skolens Lucia. Det lod tilfaldt altidAgnes.

Eric satte en kaffekop foran hende, og hun blev revet ud af sinetanker. Fra gæsteværelset kunne hun høre Tobbes ophidsedestemme.

23


“Hvorfor kommer du ind, hun var lige ved at falde i søvn. Jegsynes, at vi skal gå ud begge to, og så må hun prøve at falde til roselv.”

Johanna kunne høre Agnes sukke.“Nej, for hun har aldrig sovet her før, og jeg vil have, at hun er

tryg. Jeg skal nok sidde hos hende,” svarede Agnes.“Hold nu op, for fanden! Der sker sgu da ikke noget ved, at hun

skriger lidt, det dør hun ikke af,” afbrød Tobbe. “Gå ud til de andre,det trænger du vist til, så skidesur som du har været de sidste pardage!”

“Hvad mener du med det?”“Hvad mener du med det?” vrængede Tobbe. “Hvis du ikke for-

står det, er du sgu da virkelig dum som en dør!”Det sidste hviskede han næsten, men ikke lavt nok til, at Johanna

og Eric ikke kunne høre det.Eric og Johanna så på hinanden, men nåede ikke at sige noget,

før Agnes stod i døråbningen og stirrede ned i gulvet.“Kom og spis de sidste jordbær, de er til dig!” sagde Johanna i et

forsøg på at glatte ud.“Nej, tak,” svarede Agnes med tårer i øjnene, men satte sig alli-

gevel ved bordet.Johanna indså, at der ikke var noget, hun kunne gøre for at

muntre hende op. Straks efter kom Tobbe ud og åbnede en øl, som han drak i én

lang slurk. “Jeg kan godt forstå, hvis I bliver afskrækkede med hensyn til at

have børn, men det er lidt sent at fortryde nu,” sagde han for sjovog nikkede mod Johannas store mave.

Hun syntes overhovedet ikke, at han var sjov. Eric var den ene-ste, som grinede med ad den dårlige vittighed, men han tav straks,da Johanna sendte ham et advarende blik. Den eneste måde, afte-nen kunne reddes på, var ved at bryde op og tage hen på kroen.

“Tror I, at hun sover nu, så vi kan gå et smut derhen?” spurgte

24


hun tøvende og fik et par trætte nik til svar fra alle, bortset fraAgnes, der rejste sig op.

“Jeg går ind og dobbelttjekker,” sagde hun, og Tobbe sukkede.Da Agnes kom tilbage, tog de sko på, og Johanna låste efter dem.“Jeg lægger nøglen her, hvis nogen får brug for at låse sig ind,”

sagde hun og gemte nøglen under en stor sten ved siden af døren.“Så kan man bare lægge den tilbage og låse indefra.”

Det knasede under deres fødder, da de gik over grusvejen til træ-lågen ud til gaden. Agnes holdt babyalarmen ind til øret. I tavshedog med en dæmpet skramlen i babyalarmen gik de over mod hav-nekroen. Johanna fik ondt af Agnes og lagde trøstende armen omhendes skuldre.

“Det varer ikke så længe, min skat, så er det overstået. Det helebliver nemmere, når du bliver i bedre humør igen,” hviskede hun.

“Det er jeg ikke sikker på,” svarede Agnes og rystede på hovedet.På mindre end et minut var de fremme ved den svenskrøde træ-

bygning, som lå få meter fra vandet. Man kunne mærke på vinden,at efteråret nærmede sig. Der var ingen ledige pladser udenfor, såde gik ind i det gamle bådehus, som nu var festlokale. Derinde varder stadig ledige borde. Klokken var halv ti, og scenen var stadigtom. Karaoken var ikke begyndt endnu, og Johanna var glad for, atde var kommet, inden den gik i gang.

En sortklædt mand hoppede op på scenen foran dem og opfor-drede alle til at finde en passende sang i hæfterne, der lå strategiskplaceret på bordene rundt omkring i lokalet. Johanna bladrede iv-rigt for at finde noget, hun kunne lide. Eric var også fordybet i denomfangsrige sangliste.

“Du kunne måske optræde med For fed til at score?” grinede hanog klappede kærligt på Johannas udspændte maveskind.

Hun himlede med øjnene til svar.Tobbe og Agnes sad tavse og stirrede i hver sin retning uden at

røre sanghæftet. De kunne åbenbart ikke give slip på skænderiet.Begge sad stive som statuer ved bordet, og Johanna led med sin

25


veninde, men var ude af stand til at gøre noget. Tobbe ignoreredesin kone helt, men ofrede så meget desto mere opmærksomhed påden blondine, der kom med hans øl. Johanna syntes, at hans op-førsel var usmagelig, og spekulerede på, hvorfor Tobbe havde for-andret sig sådan. Han havde aldrig været så ubehagelig før. Og detblev ikke bedre, når han drak. Hvis han sagde eller foretog sig andetdumt over for Agnes, ville Johanna få svært ved at holde sin mund.

Karaoken gik i gang, og Johanna gav slip på alle sine bekymrin-ger for en stund. En fuld fyr med hat stillede sig op på scenen ogpræsenterede sig som Kenny Kjol. Hun håbede for hans egen skyld,at det var et kunstnernavn. Hr. Kjol lirede to sange af i træk udennogen større reaktion fra publikum. Hvis det havde været i et tv-program, ville dommerpanelet have standset ham, allerede før hannåede til omkvædet i den første sang, og have bedt ham om at gøresine omgivelser en tjeneste ved aldrig nogensinde igen at nærmesig en mikrofon.

Tobbe blev ved med at flirte med den unge servitrice, nu henneved baren. Han tømte sine ølglas i rekordfart for hurtigt at kunnelokke hende hen til sig igen. Det eneste positive, der var at sige omdet, var at Agnes slap for at blive ydmyget, eftersom hun havde for-ladt bordet. Hun var sikkert gået på toilettet og havde taget baby-alarmen med sig, for den stod ikke længere på bordet.

Lidt senere dukkede Tobbe op ved deres bord.“Agnes var træt og er gået i seng. Jeg stoppede hende ikke. Det

er nok bare lidt hvile, der skal til,” sagde han spydigt og løftede sitglas. “Bunde eller resten i håret!”

“Tror du ikke, at jeg skal gå hjem og tjekke, om hun er okay?”spurgte Johanna. “Hun var i ret dårligt humør.”

Tobbe grinede. “Nej, nu fester vi! Det er jo sidste aften,” svaredehan og bestilte en ny guldøl hos den blonde servitrice, som plud-selig stod der igen.

Efter et øjeblik undskyldte han sig og stillede sig igen op i baren.Der var ingen tvivl om, at servitricen var interesseret i ham, det

26


lyste ud af hende på lang afstand. Johanna besluttede sig til, at nuvar det nok.

“Eric, nu får vi Tobbe med væk herfra, okay?” sagde hun be-stemt og rejste sig, inden han kunne nå at svare.

Hun kunne ikke længere holde ud at se på Tobbes flirten, så hungik hen til ham og trak ham til side.

“Tobbe, for fanden, tag dig sammen! Du opfører dig som enteenager, ikke som en kommende far til to små børn. Nu går vi,”sagde hun og kunne mærke, hvordan hun kogte af raseri.

Eric stod bagved hende og så forvirret ud. Meget modvilligtfulgte Tobbe med, samtidig med at han kastede smægtende blikkeefter den unge pige, som skuffet fulgte ham med blikket.

De gik hen til Lapphörnan uden at tale sammen. Tobbe stand-sede op uden for lågen og stod og tøvede et øjeblik. Johanna og Ericgik de få skridt videre, til de stod ved den blåmalede trælåge ind tildet hus, de skulle sove i. Hun vendte sig om og betragtede den pa-tetiske skikkelse, som knap kunne holde sig oprejst.

“Har du brug for hjælp?” spurgte hun.“Nej, for helvede, så galt er det heller ikke. Jeg skal bare lige have

lidt frisk luft. Godnat!” sagde Tobbe og løftede på en imaginær hati et forsøg på at lette stemningen.

Han så ikke helt overbevisende ud, men Johanna orkede ikke atmodsige ham.

“Jeg håber, at I får sovet, nu I har chancen!” sagde hun i stedetog fulgte efter Eric, som var på vej ind.

“Tak,” svarede Tobbe og forsvandt rundt om hjørnet.Johanna og Eric gik ind i huset, de hviskede sammen for ikke at

vække Nicole. “Det føles helt forkert, det her, men hvad skal man stille op? Jeg

kunne jo gå ind og tjekke, om alt er o.k. hos dem?” spurgte hun.“Nej, jeg tror ikke, at der er noget, vi kan gøre,” svarede Eric og

kyssede hende. “Det ordner sig, min skat. Lad os gå i seng.”Men Johanna kunne ikke lægge bekymringen fra sig. Agnes

27


havde måske selv set, hvad Tobbe havde gang i, Johanna var ikkesikker. Hvis hun havde, forstod Johanna godt, hvorfor Agnes vargået tilbage til Lapphörnan uden at sige farvel. Måske havde destørre problemer, end hun havde troet. Når hun tænkte efter, syn-tes hun, at Agnes havde været meget fåmælt hele ugen. Og Tobbehavde været usædvanligt kort for hovedet over for hende. Johannavar hele tiden gået ud fra, at det bare var, fordi de var trætte. Menher til aften havde hun fået en fornemmelse af, at det var mere enddet. Tobbes opførsel gjorde hende bange. Vred, ubehagelig og ond-skabsfuld. Hvis Eric havde opført sig som Tobbe, ville hun havebedt ham om at skride ad helvede til og tage den storbarmede blon-dine med sig.


Uge 36 af Sofie Sarenbrandt

Documents

Transcript of Uge 36 af Sofie Sarenbrandt