TVANGSFULDBYRDELSE - Jura - Det Juridiske Fakultet...A. Rpl. 501, 1. Stk. (64—69): a....

ERWIN MUNCH-PETERSEN

TVANGSFULDBYRDELSEOG FORELØBIGE RETSMIDLER

4. udvidede og æ ndrede Udgave af

H . M u n c h -P e te r s e n : D e n d a n s k e R e tsp le je I I I

G. E. C. GADS F O R L A G — K Ø B E N H A V N 1948

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

F O R O R D

I denne nye Udgave af Tvangsfuldbyrdelse er der fore

taget en saa væsentlig, fornyet G ennem arbejdelse af Stoffet, at henved en Tredjedel er nyt. H ovedvægten er lagt paa Behandlingen af Praksis, saaledes som denne har fundet U dtryk i afsagte Domme, u trykte Kendelser og adm inistrative Afgørelser. A f H ensyn til de studerende er en væsentlig Del af Oplysningerne herom dog anbragt i N oterne. For at Bogen kan tjene som Supplement til den kom m enterede Udgave af Retsplejeloven, er de sidste 10 A ars A fgørelser refereret ret udførligt.

Ogsaa Sagregistre m. m. er gjort endnu udførligere end i forrige Udgave.

S tærkest om arbejdet er A fsnittene om um iddelbare Fogedforretninger og om A rrest og Forbud, men Bogen er iøvrigt helt igennem revideret og ført à jour med Lovgivningen og Dom spraksis indtil 1. August 1948.

K øbenhavn i Septem ber 1948.

Erwin Munch-Petersen.

I N D H O L D

TVAN GSFULD BY RD ELSE.

§ 1. Indledningsbem ærkninger ............................................................. 1—6I. A . A lm in d e lig K a ra k te r is tik a f » T v an g s fu ld b y rd e lse« (1— 3). A l T v a n g s fu ld b y rd e ls e fo ru d s æ tte r en sæ rlig K la rh e d i G ru n d lag e t (1— 2). F o g e d fo rre tn in g e rs su m m arisk e K a ra k te r (2— 3). B. D e r k ræ v e s sæ d v an lig fle re e k se k u tiv e S k rid t. (3). S o n d rin gen m ellem d en fo re lø b ig e » T v an g ssik rin g « og d en en d elig e » T v an g s fy ld e s tg ø re lse « (3). II. L i t te r a tu r om T v a n g s fu ld b y rd e ls e ( 3 - 6 ) .

§ 2. De tvangsfuldbyrdende M yndigheder..................................... 7—18I. A . F o rre tn in g e rn e fo re ta g es : a. a f F o g eden , F u ld m æ g tig e og d e r ti l sæ rlig b e m y n d ig e d e (7— 8), b. v ed S o g n efo g ed en og P a n te fo g ed er (8— 11) og c. a f S k if te re t te n (12). B. A lm in d e lig e og sp e c ie lle H a b ili te tsb e tin g e ls e r fo r de fu ld b y rd e n d e M y n d ig h e d e r (12— 13). C. R e tsv id n e r (13— 14). D . S æ rlige R e tsb ø g e r (14— 15).II. D e e k se k u tiv e M y n d ig h e d e rs sp ec ie lle K o m p e te n ce : A . M ed H e n sy n til E k se k u tio n s fo rre tn in g e r (15— 16). B. M ed H e n sy n til T v a n g s a u k tio n (16— 18).

FØRSTE A FSN IT : T V A N G SSIK R IN G .

I. Eksekution.De almindelige Betingelser.

§ 3. E kseku tionsgrund laget............................................................... 20—45I. D e fo rsk e llig e k la re G ru n d la g : A . D o m m e (20— 29). a. in d e n lan d sk e D o m m e og K en d e lse r a fsag t a f D o m sto le (20— 21) og v isse a n d re M y n d ig h e d e r (21— 23), b. u d e n la n d sk e D o m m e, K en d e lser m. m. (23— 29): m id d e lb a r E k se k u tio n sk ra f t (23— 24), u m id d e lb a r E k s e k u tio n sk ra f t e f te r R pl. § 479 (25 ff.): D e a lm in d e lige B e tin g e lser (25), T r a k ta te r in d g aa e t fø r R pl. (26), de n o rd iske K o n v e n tio n e r (26— 29). B. O ffe n tlig e F orlig (29— 34): a. in d e n

VIII

lan d sk e Forlig fo r: 1° F o rlig sk o m m iss io n er (29), 2° R e tte r (29— 30), 3° O v e rø v rig h e d e n (30), 4° L an d v æ sen sk o m m iss io n e r (30), 5n a n d re M y n d ig h e d e r (30— 31). R a tih a b e re d e Forlig (31— 34). b. u d e n la n d ske Forlig (34) og V o ld g if tsk e n d e lse r (34— 35). C. P a n te b re v e (35—39): 1° P a n te b re v e i fa s t E je n d o m e f te r § 478 N r. 3 (35— 39). H a a n d p a n t i P a n te b re v e t (38). P a n te b re v e til B an k er, S p a re k a s ser, H y p o te k fo re n in g e r og K re d itfo re n in g e r (38— 39). 2° T in g ly s te S k ad eslø sb rev e e f te r § 478 N r. 4 (39). U d e n la n d sk e P a n te b re v e (39). D . P a n t i L ø sø re ((39— 40). V e d tag e lse af u m id d e lb a r E k se k u tio n (40— 41). II. F o g ed en s P rø v e lse s re t: A . o v e rfo r D o m m e og K e n d e lse r (41—42), L a n d v æ sen sk o m m iss io n sk e n d e l- se r (43), d en fa s te V o ld g if ts re ts D o m m e (43) og H u s d y rv o ld g if ts k e n d e lse r (43— 44). B. O v e rfo r F orlig (44—45).

§ 4. Eksekutionskraftens Indtræ den og S tan d sn in g ................ 45—54I. E k se k u tio n s f r is te n (45— 50): A . V e d D o m m e (45— 48). B. K e n d e lse r (48—49). C. Forlig (49). D . P a n te b re v e og S k a d e s lø sb re v e (49—50). F o ræ ld e lse af E k se k u tio n sk ra f te n (50). II. O m A p p e l su sp e n d e re r E k se k u tio n sk ra f te n (51— 54): A . V e d A n k e : a. in d e n F u ld b y rd e ls e s fr is te n s U d lø b (51— 53), b. e f te r F ris te n s U d lø b (53). B. V e d K æ re (53— 54).

§ 5. Parterne ved Eksekution ......................................................... 54—63I. D e eg en tlig e P a r te r : A . H o v e d reg le n (54—55). B. M o d if ik a tio n e r : a. v ed R e p ræ se n ta tio n (55— 56), b. v ed Succession (57 ff.). Sæ rlig ved S in g u læ rsu ccess io n i D o m fæ ld te s S ted (58— 60). II. T re d je m a n d s In d træ d e n som P a r t (60— 63). A . R e tt ig h e d e r m ed H e n sy n til T in g i R e k v is iti B esid d else : a. T re d je m a n d f re m s æ tte r In d sig e lse fo r F o g e d re tte n (60— 61): a. F o g e d re tte n a fg ø r In d sigelsen (61). ß. F o rre tn in g e n fo re ta g es m ed F o rb e h o ld af T r e d j e m an d s R e t (61), b. T re d je m a n d fo rfø lg e r sin R e t se lv s tæ n d ig t (61— 62), c. U lo v lig S e lv tæ g t (62). B. E k se k u tio n i T in g i T r e d je m an d s B esid d else (62— 63).

Eksekutionens G enstand.§ 6. Om G enstanden for Eksekution i A lm indelighed .......... 64—88

I. D e a lm in d elig e R eg le r (64— 75). A . R pl. § 501, 1. S tk . (64— 69): a. E k se k u tio n so b je k te t ska l t ilh ø re D o m fæ ld te . Sæ rlig om A f- b e ta lin g se ffe k te r , S æ re je og B odel (64— 67). b. K u n E k se k u tio n i D o m fæ ld te s F o rm u e . Sæ rlig om G o d tg ø re lse fo r ik k e-ø k o n o m isk S kad e (67— 69). B. R pl. § 511, 1. S tk .: K u n R e ttig h e d e r , som a lt e r e rh v e rv e d e (70— 71). C. R pl. § 511, 2. og 3. S tk .: B e tin g e lse r, T id s f r is te r , gensid ige O b lig a tio n sfo rh o ld (71— 75). II. Sæ rlig u n d tag n e F o rm u e re ttig h e d e r (75— 88). A . U n d ta g e lse r ifø lge L o v en (75— 83): 1° R pl. § 510 og § 514 N r. 6 (75— 76). 2° § 513 og § 514 N r. 1 (76— 77). 3° § 514 N r. 2 til 4 (78). 4° p r iv a te F o r-

IX

sø rg e lse sk o n tra k te r (78— 79). 5° L iv re n te r , O v e rle v e ls e s re n te r , L iv s fo rs ik rin g e r e f te r R pl. § 515, jfr . F. A . L. § 116 (79— 81) og v isse E rs ta tn in g sk ra v (81— 82). 6° R pl. § 514 N r . 5 (82— 83). 7° K o m m issio n slo v en s § 61 (83). 8° S æ rreg le r m ed H e n sy n til H u s m an d sb ru g (83). O m A fk a ld p a a E k se k u tio n s fr ita g e ls e (83). B. U n d ta g e lse ifø lge p r iv a t V ilje sb e s te m m else , jf r . R pl. §§ 512 og 515 (84— 88). Sæ rlig v ed a. E n sid ig e E rh v e rv e ls e r (85— 87). b. V e d E rh v e rv e ls e r m o d V e d e rla g (87— 88).

§ 7. Om G enstäiiden for de t enkelte U d læ g ........................... 89—114I. A . Sæ rlige O m stæ n d ig h e d e r , d e r u d e lu k k e r E k se k u tio n : K o n k u rs , L ik v id a tio n , A k k o rd , D ø d sb o b e h a n d lin g m. m. (89— 91). B. E v e n tu e l t s e k u n d æ rt U d læ g (92). II. B en efic iu m c o m p e te n tiæ e f te r R pl. § 509 (92— 112): §’ens 1. S tk . (94— 95), 2. S tk . (95— 99),3. S tk . (99— 101). O m U d ta g e lse af G e n s ta n d e a f fo r s to r V æ rd i m o d a t t ilsv a re d e t o v e rsk y d e n d e og om E k se k u tio n i v æ rd ifu ld e G e n s ta n d e m o d a t s tille r in g e re t il D isp o s itio n (101— 102). S æ rlig om U d ta g e lse s re t v e d p a n ts a t te G e n s ta n d e (102— 103), v ed U d læ g ho s Æ g te fæ lle r (103— 104) og m ed H e n sy n til A fb e ta lin g s - e f fe k te r (104— 106), § 509, 4. S tk . (106 ff.). S æ rlig om A fk a ld p a a U d ta g e ls e s re tte n (107) og T id s p u n k te t fo r U d ø v e lse af U d ta g e l- s e s re t te n (107— 110). O m A n v e n d e ls e a f B e n e fic ie t v ed a n d re F o g e d fo rre tn in g e r og i K o n k u rs - og a n d re B o er (110— 112). III. E k se k u tio n e n s n æ rm e re O m fa n g og G e n s ta n d (112— 114). A . R pl. § 502 (112). B. P a a v isn in g s re tte n e f te r § 506 cfr. § 507 (112— 114).

Fremgangsm aaden m. m.§ 8. Fremgangsmaaden ved Eksekution og Proceduren

under d e n n e ................................................................................ 115—136I. A . B eg æ rin g en om E k se k u tio n m. m. (115— 117). B. F o rh o ld e t m ellem fle re B eg æ rin g er (117— 119). II. S te d e t fo r E k se k u tio n s- fo r re tn in g e n : A . P a a b eg y n d e lsen (119— 120). B. D e n en d elig e F o re tag e lse (120— 122). III. O m M ø d e u n d e r F o rre tn in g e n : A . a. R e k v ire n te n s M ø d e (122). b. D o m fæ ld te s M ø d e (122— 123). B. S a g fø re rn es M ø d e re t (123). IV . D e n æ rm ere R eg le r om F re m g a n g sm aad en (123— 131): A . O p fo rd r in g til friv illig O p fy ld e lse (123). B. S æ d v an lig U d læ g til F o ra u k tio n e rin g (123— 124). A n d re F y ld e s tg ø re lse sm a a d e r (124). C. T v a n g sm id le r o v e rfo r R e k v is itu s e f te r R pl. §§ 519— 520 (124— 126). D . V u rd e r in g og R e g is tre rin g (127— 128). E. R eg le rn e i R pl. § 528, 2. og 3. S tk . (128 — 129). F. B esid d e lsen a f d e t u d la g te (129— 130). G . O p ta g e lse i F o g ed b o g en (130). H . G en o p tag e lse , K o n tin u a tio n og R e la k sa tio n (131). V . O m P ro c e d u re n fo r F o g e d re tte n (131— 136): A . F o rsk e llig e R eg ler, e f te rso m F o rre tn in g fo re ta g es a f Foged e lle r S o g n efoged (132). B. O m M u n d tlig h e d , B ev isfø re lse og F o rh å n d -

X

lin g sm ak sim en (132— 134). C. U d s æ tte ls e (134— 135). D . K e n d e lse r om T v is tig h e d e r (135). E. O m k o stn in g e r , R e tte rg an g s- b ø d e r m. m. (135— 136).

Retsvirkninger og Retsm idler.§ 9. Udlægets R e tsv irkn inger....................................................... 137—147

I. D e n a lm in d e lig e K a ra k te r a f » U d læ g t il F o ra u k tio n e r in g « (137 — 138). II. N æ rm e re om d e n d e rv e d s k a b te R e ts p a n te re t (138— 147): A . R e tte n s B e sk y tte lse (138— 139). B. R e tte n s S tif te lse (139 ff.): a. O m T in g ly sn in g k ræ v e s (140— 141), b. R e g is tre rin g v ed Sk ibe (141), c. G æ ld sb re v e og a n d re F o rd r in g e r (141— 142), d. K ra v e t om B esid d e lse sfra ta g e lse e lle r T v a n g s a u k tio n v e d L ø sø re e f te r R pl. § 533, 2. og 3. S tk . (142— 146). C. R e tte n til a t b ru g e u d la g t fa s t E je n d o m e lle r L ø sø re (146— 147).

§ 10. Retsm idlerne mod Eksekution ........................................... 148 — 156I. O m F o g e d k e n d e lse r (148 ff.): A . D e res b e g ræ n se d e R e ts v irk n in g (148). B. D e n v id e re A d g a n g til a t o m g ø re K e n d e lse r a f n e g a tiv K a ra k te r (148— 149). C. R e tsv irk n in g o v e rfo r T r e d je m a n d (149— 150). II. R e tsm id le rn e (150 ff.): A . R eg le rn e i R pl. § 593 om , h v o rn a a r A n k e og K æ re sk a l an v en d e s (150— 152). B. a. B eg ræ n sn in g en a f A p p e la d g a n g e n til s lu t te d e E k se k u tio n s- fo r re tn in g e r , jf r . § 536 (152) og b. A p p e lf r is te rn e (153). C. D en v id e re A d g a n g til N o v a (153— 154). D . A d g a n g en t i l A p p e l til H ø je s te re t v e d : a. A n k e (154— 155) og b. K æ re (155). III. A n sv a r fo r E k se k u tio n e n s U lo v lig h e d : A . F o g ed en s A n s v a r (155). B. R e k v ire n te n s A n s v a r (155— 156).

II. U dpantning.§ 1 1 ............................................................................................................. 157-171

I. A lm in d e lig K a ra k te r is tik a f U d p a n tn in g (157— 158). II. A . I h v ilk e T ilfæ ld e U d p a n tn in g e r h je m le t (158— 161). O m u d e n lan d sk e S k a tte k ra v (160). Ik k e V e d ta g e ls e a f U d p a n tn in g , m en U d p a n tn in g fo r en D e l a f F o rd rin g e n (160— 161). B. U d p a n t n in g sre t fo r S uccesso r (161). C. U d p a n tn in g s re t te n s F o ræ ld e lse (161— 162). III. D e sæ rlig e R eg le r om U d p a n tn in g (162 ff.):A . O m B eg æ rin g en og U d p a n tn in g sk e n d e ls e n (162— 165). S æ rlig om U d p a n tn in g sk e n d e ls e n s F o rk y n d e lse (164— 165) og om Fo g ed en s u d v id e d e O ff ic ia lv irk so m h e d (165). B. U d p a n tn in g v e d S o g n efoged e lle r P a n te fo g e d (165— 166). C. Selve U d p a n tn in g s fo rre tn in g e n s Iv æ rk sæ tte lse (166— 167). R e k v ire n te n s M ø d e a ld rig n ø d v e n d ig t (166). D . In d sig e lse rs F re m sæ tte lse (167). E. R e a lisa tio n e n a f d e t u d p a n te d e (167— 168). F. R e tsm id le rn e m o d u lo v lig U d p a n tn in g : a. A n k e e lle r K æ re (168), b . Søgsm aal i fø rs te In s ta n s (168— 169). G . A n s v a r fo r u lo v lig U d p a n tn in g : a. o v e rfo r F o g ed en (169), b. o v e rfo r R e k v ire n te n (169— 171). IV . S æ rlo v g iv n in gen m ed H e n sy n til U d p a n tn in g fo r S k a tte r og A fg if te r (171).

XI

A N D E T A F S N IT : TV A N G SFY LD ESTG Ø RELSE.

Første Underafdeling.Auktion.

§ 12. Indledende Bem ærkninger..................................................... 173—179I. A lm in d e lig K a ra k te r is tik a f A u k tio n (173— 175). O m » O ver- b u d sau k tio n « , » A fs lag sau k tio n « og L ic ita tio n (174— 175). II. A u k - tio n sv æ se n e ts h is to risk e U d v ik lin g (175— 176). III. M o d sæ tn in g e n m ellem » p riv a te« og »o ffen tlige« A u k tio n e r (176— 177). IV . M o d sæ tn in g en m ellem » T v an g sau k tio n « og » friv illig A u k tio n « : A . K r ite r ie t (177— 179). B. B e ty d n in g e n (179).

§ 13. G rundlaget for T van g sau k tio n ........................................... 180—184I. I H e n h o ld til fo ru d g aa e n d e G ru n d la g (180). II. U d e n s a a d a n t G ru n d la g (180— 183): A . V ilje sb e s te m t H a a n d p a n t (180— 181).B. L o v b es te m t P a n t (181). F rem g an g sm aad en i sa a d an n e T il fæ ld e (181— 182). C. O m a n d re T ilfæ ld e k e n d es (183). III. F ogedens P rø v e lse s re t (184).

§ 14. Parterne ved T v an g sau k tio n ............................................... 185—192I. V e d T v a n g sa u k tio n o v e r L øso re (185— 187). A . H v em d e r e r P a r te r (185— 187). B. H v o rn a a r P a r tsb e fø je ls e n k a n u d ø v es (187).II. V e d T v an g s a u k tio n o v e r fa s t E je n d o m (187— 192). A . H v em d e r e r P a r te r (187 ff.): a. R e k v ire n te n (188), b. » S k y ld n eren « (188 — 189), c. a n d re U d læ g sh av e re , d. P a n th a v e re og e. a n d re b e re ttig ed e , hv is S tilling k a n b liv e b e rø r t (189), m en f. ikke p e rso n lige K re d ito re r (189). B. P a r te rn e s n æ rm ere S tillin g (189 ff.):a. A u k tio n s re k v ire n te n s (190— 191), b. S k y ld n e ren s (191), c. og d. a n d re P a n t- e lle r U d læ g sh av e res (191— 192), e. a n d re R e tt ig h e d s h av ere s (192).

§ 15. Tvangsauktionens almindelige Gang og K arakter . . . . 193—196I. T v a n g sa u k tio n som » S pec ia lkonkurs« . F o rsk e llen m ellem A u k tio n e r o v e r L øsø re og o v e r fa s t E je n d o m (193— 195). II. F oged en s O ffic ia lv irk so m h e d (195— 196).

Fremgangsmaaden ved Tvangsauktion.§ 16. A. Ved Tvangsauktion over L øsøre................................. 197—207

V e d h v em A u k tio n e n h o ld es (197— 198). I. B egæ ringen om T v an g s a u k tio n (198— 199). II. B ek en d tg ø re lsen a f A u k tio n e n (199 — 200). III. A n ta g e lse a f In k a ssa to r (200— 201). IV . A . A u k tio n s- v ilk a a re n e (201— 202). B. T ry k te A u k tio n sv ilk a a r (202). C. A u k - tio n sv ilk a a re n es B e k en d tg ø re lse (202). V . Selve A u k tio n e n s F o re tag e lse (202— 203). V I. In k a ssa to rs P lig t til R eg n sk ab sa flæ g g e lse og In d b e ta lin g a f A u k tio n sb e lo b e t (203—204). V II. Fogedens

XII

U d b e ta lin g og F o rd e lin g af A u k tio n ssu m m e n (204— 206). V III . A u k tio n e r e f te r R pl. § 538, s id s te S tk . (206— 207).

§ 17. B. V ed faste E jendom m e..................................................... 207—218I. B egæ ringens In d g iv e lse (208). II. A . In d k a ld e ls e n til d e t fo r b e re d e n d e M ø d e (208— 209). B. In d k a ld e ls e n s V irk n in g e r (209— 210). III. A u k tio n sv ilk a a re n e s In d h o ld (2 1 0 ff.): A . a. K re d i tf r i s te n (210), b. F o rre n tn in g af K ø b esu m m en (210). B. S ik k e rh e d ss tille lsen (210— 211). C. F o rb u d m o d u sæ d v a n lig e e lle r b y rd e fu ld e B e tin g e lse r (211— 212). IV . D e n en d elig e F a s tsæ tte lse af A u k tio n sv ilk a a re n e p a a d e t fo rb e re d e n d e M ø d e (212— 214). S æ rlig om A u k tio n so m k o s tn in g e rn e (212— 213) og om In d sig e lse r (213—214). V . O m V u rd e r in g til A u k tio n s e f te r re tn in g ska l fin d e S ted (214—215). V I. T illy sn in g af A u k tio n e n (215). V II. A fh o lde lse af se lve A u k tio n e n (215— 216): A . In d sig e lse r (215). B. O p læ sn in g a f A u k tio n sv ilk a a r m. m. (215). C. O p ra a b af E je n d o m m en (216). V III . O m A fh o ld e ls e a f fle re A u k t io n e r (216— 218): A . A n d e n A u k tio n e f te r R pl. § 576 (216— 217). B. N y A u k tio n e f te r § 582 (217— 218). IX . O m U d k a s t til A u k tio n ssu m m e n s F o rd e lin g (218). X. U d s te d e ls e a f A u k tio n ssk ø d e (218).

Retsvirkninger af A uktion, Retsm idler m. v.§ 18. A uktions V irk n in g er............................................................... 219—228

I. O p ra a b e ts V irk n in g (219— 221). II. A u k tio n sb u d e ts V irk n in g (221— 223). A . O m d e t b e g ru n d e r R e t (221). B. O m F o rp lig te lsen (221— 223). III. H a m m e rs lag e ts B e ty d n in g (224—226): A . V ed A u k tio n o v e r L øsø re (224— 225). B. a. v ed T v a n g sau k tio n o v er fa s t E je n d o m (225), b. v ed friv illig A u k tio n o v e r fa s t E je n d o m (225— 226). Salg a f S k ibe (226). IV . U d s le tte lse n a f u d æ k k e d e H æ fte ls e r (226). V . D e c iv ilre tlig e Spørgsm aal i A n le d n in g af M ang ler, V a n h jem m el o. lign. (227— 228). a. v ed friv illig A u k tio n . Sæ rlig om K bl. § 48 og L ov 9. M aj 1917 § 4, 3. S tk . (227— 228).b. ved T v an g sau k tio n (228).

§ 19. Om Proceduren under og Retsmidlerne mod Tvangs«auktion ........................................................................................ 229—236I. A . H v ilk e Indsige lser, d e r k a n re jses a f de o p rin d e lig e P a r te r e lle r T re d je m a n d (229— 230). B. R eg le rn e om selve P ro c e d u re n (230— 231). Sæ rlig om U d sæ tte lse a f T v a n g sa u k tio n (231) og om F orligsm æ gling u n d e r A u k tio n e n (231). II. A . F o g ed k en d e lse rn es beg ræ n sed e R e ts k ra f t (231— 232). B. N o rm a lt dog K lage ad A p p e lv e jen (232— 233). Sæ rlig om T re d je m a n d s S tilling (232— 233).C. A u k tio n e n s c iv ilre tlig e V irk n in g e r (233). III. O m A p p e l (233 — 235): A . A n k e e lle r K æ re (233). B. O m F o rre tn in g e n ska l v æ re s lu t te t (233— 234). C. A p p e lfr is te rn e (234— 235). D . D e n æ rm ere R egler (235). IV . A . O p h æ v e lse af A u k tio n e n (235— 236). B. E rs ta tn in g sa n sv a re t o v e rfo r R ek v is itu s e lle r T re d je m a n d (236).

XIII

Tillæg.Frivillige A uktioner.

§ 20. V ed hvem de holdes ............................................................. 237—246I. A . N y o rd n in g e n e f te r L ov 16. A p r il 1935 om o ffen tlig A u k tio n v e d A u k tio n s le d e re (237— 239). A u k tio n s le d e re n s B esk ik k else og S tillin g (239— 240). B. a. H o v e d re g le n om A u k tio n s le d e rn e s og F o g ed e rn es E n e re t til a t h o ld e A u k tio n (240— 241). S æ rlig om L ic ita tio n e r (241). b. U n d ta g e lse r (241 ff.): 1° A ssis ten sh u sa u k - t io n e r m . m. (241— 242). 2°. A u k tio n o v e r fe rsk F isk og in d e n lan d sk e H a v e p ro d u k te r (242). 3°. D e n sæ rlige A d g a n g fo r L a n d bo- og H u sm a n d s fo re n in g e r til a t a fh o ld e A u k tio n e r (242— 244). F o re n in g sa u k tio n e r i ø v rig t (244). II. S te d e t fo r A u k tio n e n s A fh o ld e lse (244— 246).

§ 21. Fremgangsm aaden ved frivillig A u k tio n ........................ 247—254I. A . B eg æ rin g en om og A d k o m s te n til a t a fh o ld e friv illig A u k t io n (247—248). B. B e ram m elsen af A u k tio n e n (249). C. B ek e n d tg ø re ls e n : a. v ed A u k tio n s le d e ra u k tio n e r (249— 250), b. ved F o g ed en s A u k tio n e r (250). D. O m In k a ssa to r (250). II. O m A u k - tio n sv ilk a a re n e og A u k tio n sk a ta lo g e r (250— 251). III. F rem g an g sm aa d en : A . V e d A u k tio n s le d e rn e s A u k tio n e r (251— 253). B. V e d F o g ed en s A u k tio n e r o v e r fa s t E je n d o m e lle r Sk ib (253). IV . O m T v is tig h e d e r : A . V e d A u k tio n s le d e ra u k tio n e r (253— 254). B. V e d F o g ed en s friv illig e A u k tio n e r (254).

A nden U nderafdeling.A ndre Fyldestgørelsesm aader end Tvangsauktion.

I. For Pengekrav.§ 22............................................................................................................. 255-261

A . U d læ g til E je n d o m (255—256). B. M o d reg n in g (256). C. O v e r tag e lse af E je n d o m m e n som » u fy ld e s tg jo r t P a n th a v e r« e f te r R pl. § 578 (256— 257). D . D e sæ rlige F y ld e s tg ø re lse sm a ad e r v ed V æ rd ip a p ire r og F o rd rin g e r (257— 258). E. F y ld e s tg ø re lse gen n em A d m in is tra t io n a f fa s t E je n d o m : a. n a a r D o m fæ ld te e r E je r a f E je n d o m m e n (258— 259), b. n a a r D o m fæ ld te ik k e e r E je r (259 — 261), c. de sæ rlige R eg le r i D . L. 5— 7—8 og 9 sa m t A m ts tu e fr . 8. Ju li 1840 § 21 (261).

II. For andre Krav.§ 23. A. Paa G rundlag af Dom eller Forlig ............................. 262—272

I. A . F u ld b y rd e lse a f H a n d lin g sd o m m e (262— 267). K ritik a f den v e d R pl. in d fø r te O rd n in g (263— 264). O m F o rp lig te lse r m o d d e t o ffen tlig e (264). R e tsp le je lo v e n s R eg le r om F re m tv in g e lse af c iv ilre tlig e F o rp lig te lse r (264 f f.): a. G o d tg ø re lse i P en g e e f te r R pl. § 493 (264— 267), b. S tra f e f te r § 499 (267). B. F u ld b y rd e lse

XIV

af U n d la d e lse sd o m m e e f te r §§ 497 og 499 (267— 268). II. T ilfæ ld e, h v o r d ire k te E k se k u tio n e r h je m le t i R pl. §§ 494—496 (268— 271), § 498 (270—271). III. A . O m de fo rsk e llig e E k sek u - tio n sm id le r u d e lu k k e r h in a n d e n (271). B. O m A n v e n d e lse a f A r re s t og F o rb u d og F u ld b y rd e ls e s f r is t (271— 272).

§ 24. B. U den det sædvanlige E ksekutionsgrundlag ............ 273—299I. A Jm in d e lig K a ra k te r is tik a f » Ind - og U d s æ tte ls e s fo r re tn in ger« e lle r » u m id d e lb a re F o g e d fo rre tn in g e r« (273). II. I h v ilk e T ilfæ ld e sa a d a n n e F o rre tn in g e r k a n f in d e S te d (274— 293):A . M ed H e n sy n til fa s t E je n d o m : a. e f te r D . L. 6— 14— 7, n a a r R e k v ire n te n e r E je r (274— 284). Sæ rlig om L e je fo rh o ld (274— 280). O m b e g ræ n se t B e sid d e lse sfra ta g e lse (279— 280). O m U d s æ tte lse i T ilfæ ld e a f S e p a ra tio n og Skilsm isse (280). O m a k tu e l R e t til a t b liv e E je r k a n b e g ru n d e In d sæ tte lse (280— 281). K ra v e t om K la rh e d v e d R e k v ire n te n s R e t (281— 283). O m u m id d e lb a r F o g e d fo rre tn in g m o d S ik k e rh ed ss tille lse (283— 284). b. e f te r D . L. 5— 7— 8 e lle r PI. 2. O k t. 1754 § 4, n a a r R e k v is itu s e r E je r a f E je n d o m m e n (284— 285). B. M ed H e n sy n t il L ø sø re tin g (285— 288): Sæ rlige B eg ræ n sn in g er (285— 287). K u n til F o rd e l fo r E je re n (287— 288). S æ rlig om » M ø b e llaan « (288— 289). C. M ed H e n sy n til B ørn . a. T il G e n n em fø re lse a f F o ræ ld re - e lle r V æ rg e m y n d ig h e d (289— 292). S æ rlig om T ilfæ ld e , h v o r d e r e r t r u f f e t A fg ø re lse v e d D o m (291— 292). b. T il G e n n em fø re lse a f »Sam k v e m sre tte n « (292). D . O m P a r te rn e s V e d ta g e ls e k a n b e g ru n d e u m id d e lb a r F o g e d fo rre tn in g (292— 293). III. F re m g an g sm a ad e n (293 ff.): A . V e d a lm in d e lig e In d sæ tte ls e s fo rre tn in g e r (293— 294).B. A fb e ta lin g sk ø b (294— 295). IV . In d sig e lse r og R e tsm id le r (295 — 299). A . A n k e e lle r K æ re o v e rfo r F o g ed en s K e n d e lse r (296— 298). B. R eg ressø g sm aal i fø rs te In s ta n s m o d R e k v ire n te n (298 — 299).

FO RELØBIGE RETSMIDLER.§ 25. Ind ledn ing ................................................................................... 303—307

I. B eg reb e t »de fo re løb ige R e tsm id le r« (303) og F o rsk e llen m ellem A rre s t og F o rb u d (303—306). II. F o rh o ld e t til a n d re »Fog e d fo rre tn in g e r« (306— 307). III. L it te ra tu r om A rre s t og F o rb u d (307).

ARREST.Betingelser og G enstand.

§ 26. De almindelige Betingelser for A r r e s t ............................. 308—315I. H o v ed b e tin g e lse rn e e f te r R pl. § 612 (308 ff.): A . K rav , d e r » ly d er p a a Penge e lle r P enges V æ rd « (308). B. A t »U dlæ g fo r K ra v e t ik k e en d n u k a n gøres« (308— 309). Sæ rlig om U d p a n tn ing (309). C. A t e n te n F o rd rin g en er fo rfa ld e n , e lle r d e r fo re

XV

ligger sæ rlig A rre s tg ru n d (309— 311). II. K ra v e t om S ik k e rh e d ss tille lse e f te r § 627, 2. S tk . (311— 313, jfr . 309— 310). III. O m A f v æ rg e lse a f A r r e s t v e d S ik k e rh ed ss tille lse (313— 315). O m S ik k e rh e d i F o rv e je n u d e lu k k e r A r re s t (314— 315).

§ 27. Særlige Betingelser for A rrest paa P e rso n .................... 316—320B e g reb e t » A rre s t p a a P e rso n « e lle r » G æ ld sfæ n g se l« (316). I. S k y ld n e re n sk a l v æ re » u v ed erh æ ftig « , jf r . R p l. § 619 (316).II. A . A lm in d e lig e B eg ræ n sn in g er e f te r § 620 (316— 317). B. G æ ld sfæ n g se l k a n k u n a n v en d e s i sæ rlig e U n d ta g e lse s ti lfæ ld e (317 ff.), nem lig : 1° E f te r R pl. § 613 (317— 318), O p h ø rsg ru n d e n e i § 621 (318), 2° E f te r L o v N r . 133, 7. M a j 1937 (3 1 8 -3 1 9 ) . III. S æ rlig F ritag e lse fo r Søfo lk , m en ik k e fo r R ig sd ag sm æ n d (319 — 320).

§ 28. G enstanden for A rre s t........................................................... 320—322H o v e d reg e l: D e sam m e T in g , som e r G e n s ta n d fo r E k se k u tio n (320— 321). Sæ rlig om » b en efic iu m c o m p e ten tiæ « f in d e r A n v e n delse v ed A r re s t (321— 322).

Fremgangsmaaden ved A rrest.§ 29............................................................................................................. 323-327

I. F rem g an g sm aad en v ed A r re s t p a a G o d s (323— 326): A . A lt id sk rif tlig B egæ ring (323). B. A rre s te n s P a a b eg y n d e lse ss ted (323).C. P a r te rn e s M ø d e (324). D . O p fo rd r in g til a t t ilf re d ss tille R ek v ire n te n (324). E. A rre s te n s U d s træ k n in g og V a lg e t a f A r r e s t o b je k te r (324). F. D e n n æ rm ere F rem g an g sm aad e e f te r R pl. § 632, jfr . §§ 519— 527 (325). Sæ rlig om V u rd e r in g og R eg is tre rin g (325). G . B esid d elsen a f de a r re s te re d e T in g (325— 326) II. F re m g an g sm aad en v ed A r re s t p a a P e rso n (326—327): A . H e n s æ tte lsen i G æ ld sfæ n g se l (326). B. H e n sæ tte lse n sk e r fo r R e k v ire n ten s R egn ing (326—327). U n d ta g e lse n i L ov N r. 133 7. M aj 1937 § 23 (327). III. Sæ rlige L em p elser i A n v e n d e lse n a f G æ ld sfæ n g se l (327).

Retsvirkninger og Retsm idler m. m.§ 30. A rrestens R etsv irkn inger....................................................... 328—333

I. V irk n in g e rn e a f A r re s t p a a G o d s (328— 332): A . A rre s te n u d e lu k k e r friv illige D isp o s itio n e r o v e r de a r re s te re d e G e n s ta n d e , jf r . R pl. § 616 (328—331). B. A r re s td e k re te t sk a l tin g ly ses (331— 332). B esid d e lsesfra tag e lse , D e n u n c ia tio n og a n d re re ts s ik re n d e A k te r (332). O m S ik k e rh ed ss tille lse til A fv æ rg e lse a f A r re s t ska l tin g ly ses (332). II. V irk n in g en a f A r re s t p a a P e rso n (332— 333).

§ 31. Retsm idler mod og Erstatning for ulovlig A rrest . . . . 334—344I. D e t a lm in d e lig e S y stem m ed H e n sy n til R e tsm id le r fø r og e f te r R pl. (334— 335). R e tsp le je lo v en s n æ rm ere R eg le r: A . Ju-

XVI

s tif ik a tio n ssa g e n (335— 340). a. F rem g an g sm aad en (335—338). H o ved sag e lle r sæ rsk ilt A rre s tsa g (335— 336). O m V æ rn e tin g (336— 337). F o rfø lg n in g , n a a r A r re s t e r a fv æ rg e t v ed S ik k e rh ed ss tille lse (337). O m F o rfø lg n in g sk a l ske, n a a r S k y ld n e ren k o m m e r u n d e r K o n k u rs (337— 338). b. F o rm a a le t m ed F o rfø lg n in g ssag en : A r r e s te n s L o v lig h ed o v e rfo r R e k v is itu s p rø v e s (338— 339). c. V irk n in g en af, a t F o rfø lg n in g fo rsø m m es (339— 340). B. a. A n k e e lle r K æ re e f te r R pl. §§ 644 og 645 (340). b. T re d je m a n d s R e t t il a t an k e (340). C. R e la k sa tio n e f te r § 640 (340—341). II. E rs ta tn in g fo r u lo v lig A r re s t (341— 344). A . H v o rn a a r E rs ta tn in g k a n t i l k e n d es (341— 342) og E rs ta tn in g e n s O m fa n g (342— 343). T r e d je m an d s E rs ta tn in g sk ra v (343). D en s tre n g e A n sv a rs reg e l g æ ld er ikk e , n a a r A r re s t f ra fa ld es , n æ g tes e lle r a fv æ rg es ved S ik k e rh e d ss tille lse (343— 344). B. P aa h v ilk e n M aad e E rs ta tn in g sk ra v k a n f re m sæ tte s (344).

FORBUD.§ 32. Betingelserne for Nedlæggelse af F o rbud ...................... 345—359

I. D e a lm in d elig e B e tin g e lser (345— 355): A . a. K un til H æ v delse af en U n d la d e lse sp lig t (345—347). b. alle m ulige R e ttig h e d e r k a n b e sk y tte s v ed F o rb u d (347— 351). c. H a n d lin g e n sk a l i F o rv e je n v æ re re ts s tr id ig (351— 352). d. H a n d lin g e n ska l h av e en vis B e s tem th ed (352— 353). e. O g saa F o rb u d til E fte rle v e lse af F o rv a ltn in g sa k t (353). B. O m F o rb u d k a n n ed læ gges o v e rfo r o ffen tlig e M y n d ig h e d e rs H a n d lin g e r (353—355). II. K ra v e t om S ik k e rh ed ss tille lse , n a a r d e r ik k e fo re lig g er fu ld t B evis (355). III. A . D e r sk a l fo religge en » ju s ta causa« (355— 356). B. O m K ræ n k e lsens S tra fb a rh e d u d e lu k k e r F o rb u d (356— 357). C. O m F o rb u d k a n a fv æ rg es v ed R e k v is iti S ik k e rh ed ss tille lse (357— 358). IV . O m F ritag e lse rn e fo r A r re s t k a n o v e rfø re s p a a F o rb u d (358— 359). V . F o rb u d s fo ra n s ta ltn in g e r , d e r fa ld e r u d e n fo r d e t c iv ilp ro ce ssu elle F o rb u d (359).

§ 33. De nærm ere Regler om F o rb u d ......................................... 360—366I. Selve F o rb u d s fo rre tn in g e n s F o re tag e lse (360— 361). II. F o rb u d e ts R e tsv irk n in g e r (361— 363): A . Ingen c iv ilre tlig U raad ig - h e d sv irk n in g (361— 362). Sæ rlig om T in g ly sn in g af F o rb u d (362).B. V irk n in g e rn e af F o rb u d e ts O v e rtræ d e lse (362— 363). III. A . R e tsm id le rn e m od u lo v lig t F o rb u d (363 ff.): a. F o rfø lg n in g af F o rb u d e t (364). b. O p h æ v e lse v ed F oged en p aa G ru n d af e f te r fø lg en d e O m stæ n d ig h e d e r (364— 365). c. O m A n k e e lle r K æ re k a n fin d e S ted (365). B. E rs ta tn in g fo r u lo v lig t F o rb u d (365—366).

Sagregister............................................................................................... .367—385Fortolkningsbidrag................................................................................386—387Forkortelser........................................................................................... .388

TVANGSFULDBYRDELSE

Indledning.I. A. Som frem hævet andetsteds1) kan Proceskravet fore

komme i to Former, nemlig som Krav om Fuldbyrdelsesdom og om Fastsættelsesdom . I de sidstnæ vnte Tilfæ lde gaar Søgsmaalet alene ud paa at fastslaa Berettigelsen af det frem satte Proceskrav. Og i visse Tilfæ lde kan der overhovedet ikke blive Tale om Dom til Fuldbyrdelse, fordi Dommen fuldbyrder sig selv uden særlige eksekutive Skridt. D ette gælder navnlig de saakaldte »retskonstituerende« Domme. D et hyppigste er im idlertid, a t Sagsøgeren re jser Krav om eksigibel Dom, enten saaledes at en tidligere retskraftig Afgørelse søges u dsty ret med form elt E ksekvatur2), eller — hvad der vil være det almindeligste — saaledes a t selve Dommen sam tidig med a t fastslaa K ravet skal være Grundlag for dettes T v a n g s f u l d b y r d e l s e . D er kræves dog ikke altid en Dom (eller e t Forlig), for at der kan ske en Tvangsfuldbyrdelse, men denne kan ogsaa finde Sted i Henhold til et andet k lart Grundlag, f. Eks. et Pantebrev, der opfylder Betingelserne i Rpl. § 478, N r. 3, eller som ved U dpantning en udtrykkelig Lovhjemmel.

D en væsentligste fælles Betingelse for al Tvangsfuldbyrdelse er nemlig, at der skal være en særlig K l a r h e d i G r u n d l a g e t . D ette viser sig navnlig tydeligt m ed H ensyn til Betingelserne for E k s e k u t i o n , jfr. ndfr. i § 3, men det gælder ogsaa ved anden Tvangsfuldbyrdelse. V ed U d p a n t n i n g kræves der saaledes ikke blot, a t Fogeden efter a t have konstateret, at der er Lovhjemmel herfor, afsiger en »Udpant-

§ 1.

1) T v i s t e m a a 1 S. 93 ff.2) Jfr. herved ndfr. S. 23—24 om retskraftige uden landske D om m es

»m iddelbare« E ksekutionskraft.

Tvangsfuldbyrdelse. 1

2

ningskendelse«, men en vis Klarhed er i sig selv et fælles K arakterm æ rke for de af Loven hjem lede Tilfælde af U dpan tning, jfr. nærm ere § 11. D et siger sig selv, at dette ogsaa m aa være Tilfæ ldet ved de saakaldte » u m i d d e l b a r e F o g e d f o r r e t n i n g e r « , der foretages uden noget formelt Ekseku- tionsgrundlag. Men det gælder i V irkeligheden ogsaa ved de » f o r e l ø b i g e R e t s m i d l e r « A rrest og Forbud. Forholdet kan maaske her nærm est udtrykkes saaledes, at man for ikke at forspilde disse Fogedforretningers Ø jem ed i k k e kan konstatere, om den fornødne Klarhed foreligger, i n d e n F orre tningen foretages, men at dette konstateres bagefter under den Justifikationssag, som R ekvirenten skal anlægge inden en Uge efter Foretagelsen.

Den frem hævede Klarhed i Grundlaget indeholder Forklaringen paa mange af de særlige Regler, der gælder ved Tvangsfuldbyrdelse, særlig dennes s u m m a r i s k e K a r a k t e r . Reglerne om Fogedforretninger, der ifølge Rpl. § 14, 1. Stk., henregnes til den »egentlige Retspleje«3), er vel i Hovedsagen i Overensstem m else med, hvad der gælder ved egentlige Tvi- stem aal — ligesom de er henlagt til de judicielle M yndigheder eller foregaar under disses T ilsyn eller Kontrol — men de afviger dog paa en Række afgørende Punkter fra de for Dom ssager gældende Regler. Fremhæves kan saaledes navnlig, a t det k o n t r a d i k t o r i s k e P r i n c i p i k k e gælder i samme Omfang som i Tvistem aal, og at U d e b l i v e l s e i k k e har samme p r æ k l u s i v e V i r k n i n g som i disse. Ved U dpantning, for hvilken der som næ vnt skal foreligge Lovhjemmel, er Rekvirentens Møde saaledes aldrig nødvendigt4). V ed Eksekution er R ekvirentens Møde derim od ifølge § 517, 1. Stk., nødvendigt, naar det ikke d re jer sig om Udlæg i Løsøre for m indre Beløb, men Forretningen kan ifølge § 517,2. Stk., i v idt Omfang fremmes, selv om Dom fældte ikke

3) H a g e r u p : C ivilproces, 2. U dg. II. S. 277. E fter den nye norske T vangsfu ldb yrd elseslov , 13. A u gust 1915 er derim od den ju d ic ie lle K arakter af T vangsfu ldb yrd elsen b lev et væ sen tlig begræ nset, jfr. H a g e r u p s anf. V æ rk, 3. U dg. III. S. 4 og næ rm ere nedenfor.

4) A t R ekvirentens M øde om vendt altid er nød ven d ig t ved A r-r e s t, hænger sam m en m ed, at K larheden i G rundlaget her ikke er kon sta teret ved Forretningens Foretagelse.

3

m øder eller træffes til Stede eller overhovedet er stæ vnet eller har m odtaget nogen anden M eddelelse om Forretningen.

I Forbindelse m ed Fogedforretningernes sum m ariske K arakte r og de ringere G arantier for Afgørelsernes Rigtighed maa det paa den anden Side ses, naar der i k k e tillægges Fogedkendelser nogen m a t e r i e l R e t s k r a f t 5), og naar der gives Parterne en fri Adgang til at fremkomme m ed »N o v a « i A p p e l l e n , jfr. § 5946).

B. I visse Tilfælde vil et enkelt eksekutivt Skridt være tilstrækkeligt. D ette gælder saaledes navnlig, naar alene et Besiddelseskrav skal gennemføres ved en saakaldt »um iddelbar Fogedforretning«. Til D om haverens endelige Fyldestgørelse vil dog sædvanlig flere eksekutive Skridt være nødvendige. N aar der saaledes til Fuldbyrdelse af et Pengekrav ikke forefindes rede Penge, men fratages Dom fældte visse Ting, vil den almindelige Fremgangsmaade nutildags, hvor Tingene ikke længere udlægges »til Ejendom«, være den, a t der først ved »E k s e - k u t i o n« eller »U d 1 æ g« (»til Forauktionering«) gives Dom- haveren en Sikkerhedsret i Tingen, og at derefter den endelige Fyldestgørelse finder Sted, sædvanlig gennem Tingens Bortsalg ved » T v a n g s a u k t i o n«. En vis Sondring mellem den foreløbige » T v a n g s s i k r i n g « og den endelige » T v a n g s - f y l d e s t g ø r e l s e « frem byder sig herefter naturlig. M en det maa dog ikke glemmes, a t begge hænger paa det nøjeste sammen og tjen er samme reale Formaal, D om haverens Fyldestgørelse. E fter vor tidligere Ret var det af særlig Vigtighed at understrege dette Forhold, fordi det let kunde udviskes ved den Omstændighed, at de to Led i Tvangsfuldbyrdelsen sæ dvanlig var fordelt mellem to forskellige Embedsmænd, Fogeden og A uktionsforvalteren. Men ved Rpl. har Tvangsfuldbyrdelsens Enhed fundet sit naturlige U dtryk derigennem, at den samles hos Fogeden som det eneste eksekutive Organ7).

II. H vad angaar L i t t e r a t u r e n særlig vedrørende Tvangsfuldbyrdelse, er den første samlede danske Fremstilling

5) Jfr. ndfr. S. 148 og 231.6) Se dog herved S. 153— 154.7) V ed den køb enhavnske Fogedret foregaar B ehandlingen ved to

forskellige K ontorer, der dog for T iden beklæ des af een D om m er, jfr. nærm ere næ ste §.

1 *

4

givet af B a n g og L a r s e n , som i tiende Kapitel af deres system atiske Fremstilling af den danske Procesm aade (III. S. 185—584)8) behandler Læren om Fogedforretninger i civile Sager (herunder dog ogsaa de foreløbige R etsm idler A rrest og Forbud) og i tolvte Kapitel (IV. S. 470—543 og V. S. 1—256)9) behandler A uktionsvæsenet; særlig for Tvangsauktions V edkommende var dog Fremstillingen som Følge af senere Love allerede før Retsplejeloven for en sto r Del forældet. D erefter havde J. N e l l e m a n n behandlet Emnet, oprindelig i en sam let Fremstilling af Execution og Auction, men siden tred je Udgave i særskilte Frem stillinger af disse A fsn it10).

Efter Retsplejeloven11) er der som Kom m entar til dennes Regler kom m et dels J. L. F r o s t : Fogedforretninger (1931) med et Tillæg (1932), dels V i c t o r H a n s e n , S t e p h a n H u r w i t z og E r w i n M u n c h - P e t e r s e n : K om m enteret Retsplejelov I (1939), der S. 631—921 behandler Tvangsfuldbyrdelse. Endvidere indeholdes de vigtigste Særlove og adm inistrative Bestemmelser vedrorende Fogedsager i Kommentarens andet Bind. (I det følgende citeres Kom m entaren blot som K o m m e n t e r e t R p l . I o g II) .

Med H ensyn til frivillig A uktion kan fremhæves E. H a l l a g e r : Om Løsøreauktioner i København, En Vejledning for Auktionsholdere (1921) og V. R a v n s h o l t R a s m u s s e n : Haandbog for A uktionsledere (1938).

I n o r s k Ret er Læren om Eksecution og om A uction frem stillet af A. S c h w e i g a a r d , henholdsvis i sekstende og syttende A fsnit af hans Proces12), og af F r a n c i s H a g e - r u p behandledes Tvangsfuldbyrdelse efter den hidtil gæl-

8) O gsaa trykt som Supplem ent til Juridisk T idsskrift Bd. 38 S. 181 — 580.

9) O gsaa trykt som Supplem ent til Juridisk T idsskrift Bd. 39 og 40.10) Læren om E xecution , 3. U dg. 1896. Læren om A u ctio n , 3. U dg.

1894, 4. U dg. (som her er c iteret) 1898.n ) B landt Forarbejderne til R etsp le je lo v en s Regler om Fogedsager

m aa navnlig frem hæ ves K om m issionsudkastet til L ov om den borgerlige R etsp leje, 1899. I det fø lgen de v il d e tte U d k ast b live c iteret som C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9, id et der ved C itat af M otiverne i Parentes v il b live anført S id eta lle t i R egeringsforslaget af 1901.

12) II. 4. U dg. 1893. S. 203—435.

5

dende Ret som ottende H ovedafsnit af hans Civilproces13). D er er im idlertid under 13. August 1915 ogsaa kom m et en ny særskilt Lov om Tvangsfuldbyrdelse, som er traad t i K raft den 1. Juli 1927; paa denne Lov bygger Hagerups nye Frem stilling14). D et samme gælder en K om m entar af E. A l t e n (2. Udg. 1943), E r i k S o l e m : Tvangsfuldbyrdelse (2. Udg. 1930), den udførlige Fremstilling hos J o n S k e i e : Den norske Civilproces, Bind III (2. Udg. 1940), §§ 132 ff., og P e r A u g d a h l : N orsk Civilproces, 16. A fsnit (1947).

For s v e n s k Ret maa m ærkes: E r n s t T r y g g e r : K om m entar tili U tsökningslagen15) 1904 (af andet Oplag kom kun det første H æ fte 1916), N i l s A l e x a n d e r s o n : U t- sökning (Lärobok i rättskunskab för blivande landsfiskaler, 1927), T o r e A l m é n : Om auktion såsom medel a tt åvaga- bringa aftal. I. 1897, II. 190016) og fra nyere T id Å k e H a s s - 1 e r: Svensk E ksekutionsrätt I—II (1938—1940), K a r l O l i v e - c r o n a : Förfarandet vid exekutiv försäljning av fast egendom (1941), U tsökning (1945) og P e r N i l s s o n - S t j e r n - q u i s t : Om Handräckningsutslag (1946).

I t y s k Ret behandles Læren om Tvangsfuldbyrdelse (»Zwangsvollstreckung«), som i sin Almindelighed findes ordnet ved Civilprocesordningen (VIII. Bog), i de almindelige Frem stillinger af Civilprocessen, jfr. dog ogsaa Specialskrifter af R. F a l k m a n n : Die Zwangsvollstreckung. 2. Aufl. 1914 og A d o l f S c h ö n k e : Zw angsvollstreckungsrecht (1940), medens Tvangsauktion over faste Ejendomme, som er ordnet ved en særlig Lov af 24. M arts 1897, jfr. 20. Maj 1898, sædvanlig gøres til G enstand for særskilt Fremstilling, jfr. saaledes Kom m entarer til »Reichsgesetz über die Zwangsversteigerung und die Zwangsverwaltung« af P a u l R e i n h a r d og H a n s M ü l l e r , 6. Udg. (1928), P a u l J a e k e l , 5. Udg. (1915) ved Georg Güthe, og F e r d i n a n d K r e t s c h m a r (1904),

13) II. 2. U dg. 1905. S. 271— 444.14) I 3. U dg. af hans C ivilproces III. S. 1— 209.15) D en n e er af 10. A u gu st 1877, m en der er ved senere L ove fore

taget forskellige Æ ndringer i den.16) Jfr. ogsaa T o r e A l m é n s Prom em oria (1927) og N il s A l e x -

a n d e r s o n : 1912 års lagstiftn ing om ex ecu tion i fast egendom (2. uppl. 1921).

6

sam t A r t h u r N u s s b a u m : Die Zwangsversteigerung und Zwangsverwaltung (1916). I Ø s t r i g findes der en særlig Exekutions-Ordning af 27. Maj 1896, jfr. navnlig U dgaver af H u g o S c h a u e r , H e l l e r & T r e n k w a l d e r sam t G u s t a v W a l k e r : österreichisches Exekutionsrecht. I f r a n s k og e n g e l s k Ret behandles Læren om Tvangsfuldbyrdelse samlet, hyppigst i Forbindelse med den almindelige Fremstilling af Civilprocessen, saaledes for fransk Rets V edkommende af E.G a r s o n n e t og Ch . C é z a r - B r u i deres T raité de procédure. Tome IV.—VI., 3° éd. (1921—25) med Supplément 1 (1931) og 2 (1933), og af G l a s s o n , M o r e l & T i s s i e r : T raité de procédure. Tome IV., 3° éd. 1932 — jfr. dog ogsaa Specialværker af C h . C é z a r - B r u : Théorie e t pratique des voies d ’exécution, 4° éd. 1909 og af L o u i s J o s s e r a n d : T raité élém entaire des voies d ’exécution, 7° ed. (1925) — og for engelsk Ret T. K e r r A n d e r s o n: Law of execution.

De tvangsfuldbyrdende Myndigheder.I. A. E fter den tidligere Procesordning1) henhørte Tvangs

fuldbyrdelsen — bortset fra en begrænset Undtagelse med H ensyn til visse m indre U dpantningsforretninger — i sin H elhed under de rent judicielle M yndigheder, Fogeden og Auk- tionsforvalteren2) (i København »Byfogeden« med to Under- fogeder og »Auktionsdirektoren«).

a. I Princippet er denne Ordning ogsaa opretholdt ved Rpl. I K ø b e n h a v n foretages nemlig saavel Udlæg og Tvangsauktioner som i Reglen ogsaa U dpantninger af to Fogeder, der e r Dommere i Byretten, Rpl. § 15, jfr. § 539. Ved Lov Nr. 175,11. Maj 1935, er der dog ved en Æ ndring til Rpl. § 15, 2. Pkt., givet Hjem m el for, a t m an med Justitsm inisterens Billigelse kan nøjes med een Foged. For T iden er der i H enhold hertil3) kun e e n F o g e d , men Fogedretten har to Kontorer, saaledes a t der til det første er henlagt alle sædvanlige Udlæg paa Grundlag af Dom eller Forlig og U dpantningsforretninger4), m edens Tvangsauktioner, Udlæg uden Lovmaal og Dom sam t um iddelbare Fogedforretninger er henlagt til andet K ontor5). Fogedforretninger kan dog ifølge Rpl. § 16, for saa vidt der ikke derved bliver Spørgsmaal om Afgørelse af Tvistigheder, •efter Dom m erens Bestemmelse udføres af e n F u l d m æ g t i g e l l e r e n a n d e n d e r t i l a f B y r e t t e n s P r æ s i d e n t b e m y n d i g e t P e r s o n . Endvidere er der t r e U n d e r - f o g e d e r G), der paa eget A nsvar kan afsige de under Foged

§ 2.

*) Jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n i C ivilproces III. S. 6 ff., 122.2) I v isse K øbstæ der B orgm esteren som A u ktionsd irektor.3) Jfr. J. M. Skr. 12. O ktober 1944.4) U nder første K ontor hører ogsaa det foreløb ige R etsm idd el For

bud.5) U n der andet K ontor hører ogsaa A rrestforretninger.°) Jfr. T jen estem an d slov N r. 301, 6. Juni 1946 § 395 b.

forretningen forefaldende Kendelser, som paa almindelig M aade kan paaankes eller paakæres, jfr. Rpl. Kap. 53. For T iden e r der een U nderfoged ved første og to ved andet Fogedkontor.

U d e n f o r K ø b e n h a v n skal vel som Regel ogsaa U dlæg, U dpantninger og Tvangsauktioner foretages af U n d e r r e t s d o m m e r e n , d. v. s. Civildommeren (cfr. dog Frederiksberg), der i denne sin V irksom hed benævnes Foged, jfr. § 480, første Sætning, § 600, første Sætning, §§ 538, 2. Stk., og 539, 1. Stk. Ifølge Rpl. § 17, 4. Stk., er dog for det første statsansatte Dommerfuldmægtige bem yndiget til at udføre bl. a. Fogedforretninger i det Omfang, hvori det af U nderretsdom m eren overdrages dem at udføre disse Forretninger. Endvidere kan der paa U nderretsdom m erens Begæring af L andsrettens Præ sident meddeles dertil egnede Personer Bemyndigelse til paa Dom m erens A nsvar at udføre saadanne Forretninger. En saadan Bemyndigelse kan ifølge § 45 ikke blot m eddeles P ersoner, der opfylder de almindelige Betingelser i § 42, men hvor Om stændighederne taler derfor, kan den efter Dom m erens Indstilling meddeles ogsaa andre dertil skikkede Personer. Disse sidste kan dog kun udføre saadanne Fogedforretninger, hvis Genstand ikke er fast Ejendom, og under hvilke der ikke bliver Spørgsmaal om Afgørelse af Tvistigheder, jfr. nedenfor S. 12.

b. Paa Landet kan dog saavel Eksekution som U dpantning ske ved S o g n e f o g e d e n , naar Fordringen ikke overstiger 200 Kr.7), og G enstanden ikke er fast Ejendom 7a), jfr. §§ 480,1. Stk., og 600, 1. Stk.8). I tilsvarende Tilfælde, nemlig naar

7) V ed H østpan teb reve for A a ret 1948 er det dog ved L ov N r. 51U 22. D ecem ber 1947 § 4 — ligesom i de tid ligere L ove om Fortrinsret i H østen — hjem let, at U dpantn ing paa L andet foretages af Sogn efogeden u d e n H e n s y n t i l F o r d r i n g e n s S t ø r r e l s e . D erim od er der ikke H jem m el for, at han kan foretage U d pan tn ing i fast E jendom .

7a) Cfr. U . 1941. 608 m ed H en syn til U dpantn ing for M e r g e l b i d r a g i H enhold til Lov N r. 110, 29. M arts 1940 § 11.

8) Sogn efogeden m aa kunne foretage E ksekutionen , se lv om den o p rindelige H ov ed sto l andrager et B eløb af over 200 Kr., naar den senere v ed A fdrag er nedbragt til d ette B eløb , eller hv is R ekvirenten g iver A fk a ld paa R esten , jfr. R. U . N r. 65 og 78 i U . 1921 B. 16 og 126. D e t er F ogeden i den Jurisdiktion , hvor Forretningen skal foregaa, der b e stem m er, ved hvem den skal foretages, jfr. D om i U . 1922 A . 643, R. U .

9

udlagte eller udpantede Løsøregenstandes V æ rdi er under 200 Kr., kan A uktion ifølge § 538, sidste Stk.9), og § 605 afholdes, paa Landet af Sognefogeden og i K øbstæderne af Politiet10). U d p a n t n i n g for S katter og Afgifter, der opkræves ved Kommunernes Foranstaltning, sker endvidere ifølge Lov N r. 185, 23. Juni 1932, § 3 ved en saakaldt » P a n t e f o g e d « , for saa vidt en saadan er ansat. D erim od er F o g e d e n ifølge Lovens § 6 pligtig a t besørge R e a l i s a t i o n e n af det udpantede, naar det begæres af Kom m unalbestyrelsen11). E r ingen

N r. 128 og 136 i U . 1922 B. 142 og 171. A n gaaen de den næ rm ere Frem - gangsm aade, som Sogn efogeden skal folge, se V ejled n in g N r. 327, 20. D ecem ber 1932 m ed Æ ndring ved Bekg. N r. 219, 12. Juli 1935 (a ftryk t i K o m m e n t e r e t R e t s p l e j e l o v II. S. 1507 ff.), jfr. ogsaa om Sognefogedernes R egnskabsførelse m. m. A nordn. N r. 235, 14. S eptem ber 1928.

9) E fter at B etingelserne for den lettere R ealisationsm aade i § 538,4. Stk., ved Lov N r. 175, 11. M aj 1935 er æ ndret til, at L øsøret » e r u n d e r 2 0 0 K r.«, er der nu, som det ud ta les i Bem æ rkningerne til L ovforslaget, R igsdagstid. 1934/35 T ill. B. Sp. 2154 tilvejeb ragt H arm oni m ellem R eglerne i § 538 og § 605, der om vendt foreskriver, at Løsøre »til V æ rd i af m indst 200 Kr.« skal bortauktioneres paa sæ dvanlig M aade, jfr. ogsaa Bekg. N r. 219, 12. Juli 1935, der ændrer O rdene i V ejled n in g en s § 12, 1. Stk. 4. Pkt. til »200 Kr. eller derover«. D erim od er der efter Form uleringen en Forskel m ellem disse R egler og B estem m elserne i §§ 480, 1. Stk. og 600, 1. Stk., jfr. V ejled n in gen s § 14,2. Stk., der hjem ler, at Sogn efogeden kan foretage E ksek ution og U d pantning, naar Fordringen »ikke overstiger 200 Kr.«, altsaa til en V æ rd i af 200 Kr. i n c 1. Jfr. ogsaa tid ligere T vangsauk tion slov 9. A p ril 1891 § 1, sid ste Stk.

10) M edens P o l i t i e t saaledes stad ig i K øbstæ derne har B efø je lse til at afho lde A u k tion over udlagt eller udpantet L øsøre af V æ rdi under 200 Kr., er enhver A dgang for P olitim esteren til at foretage E ksek u tio n s- .e lle r U d pantn ingsforretn inger bortfa ldet, jfr. herved K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 649.

11) I en D o m U . 1933. 950 er det dog antaget, at der hverken i den n æ vnte B estem m else eller i L ovgivn ingen iøvrigt findes nogen H indring for, at K om m unen se lv lader R ealisation en foretage ved B istand af en paa R estan ten s B ekostn ing antaget Sagfører. Cfr. derim od vedrørend e F ogedens B en y tte lse af Sagførerb istand for S k atteyd eren s R egning ved Inddrivelse af A m tsstu esk atter D om i U . 1930. 587 og J. M. Cirkl. N r. 211, 11. O ktober 1932, der udtaler, at den ved nogle D om m erem beder fu lgte Frem gangsm aade, hvorefter der b en y ttes Sagførerhjæ lp til R ealisation af faste E jendom m e, i hv ilke der er g iv et U d pan tn ing for R estancer af Skatter og A fg ifter , saaledes at U d giftern e v ed R ealisation en

10

Pantefoged ansat, foretages ogsaa U dpantningen for disse S katter — ligesom for de øvrige i Lov 23. Juni 1932 § 2 nævnte Skatter m. v. — af Fogeden eller Sognefogeden, og ved U d pantning for Skatter, A fgifter og andre Ydelser gælder hverken Begrænsningen til Fordringer, der ikke overstiger 200 Kr., eller Indskrænkningen til U dpantning i Løsøre, jfr. Vejledn. for Sognefogeder Nr. 327, 20. Decbr. 1932, § 14, 2. Stk.12).

Ogsaa de Forretninger, der sker ved Sognefogeden (Politim esteren) eller Pantefogeden, maa vistnok anses for judicielle, saa at de navnlig ikke kan om stødes ved Klage til højere Ø vrighed13). En anden Sag er, a t de Retsmidler, der haves mod disse Forretninger, er begrænsede, idet de indskræ nker sig til den ved §§ 524, 527 og § 604, jfr. Lov N r. 185, 23. Juni 1932, § 7, 2. Stk., hjem lede Adgang til a t rejse Indsigelse overfor Fogeden. Derim od kan disse Forretninger ikke direkte gøres til G enstand for Anke eller Kære, jfr. § 593, hvorefter kun Klager over egentlige » F o g e d forretninger« kan gøres gældende, og det sker ved A nke eller Kære til den Landsret, hvorunder F o g e d e n staar.

v ed A u ktionsv ilkaarene paalæ gges K øberen, ikke frem tidig bør b en y ttes, m en at det m ed Inddrivelsen forbundne A rb ejd e frem tidig v il væ re at udføre af det paa D om m erk ontoret ansatte Personale. Jfr. herv ed ogsaa J. M. Skr. N r. 114, 8. A p ril 1933 om ev en tu e lt Forskud af K ontorholdet.

12) P a n t e f o g e d e r ansæ ttes af K om m unalbestyrelsen , der lig e led es autoriserer de af P antefoged en til U dpantn ing b en ytted e Bøger. D e næ rm ere B estem m elser om B etingelserne for at ansæ ttes som P antefoged , om Indretning af de Bøger og Form ularer, der v il være at anven d e ved P antefogedernes U d pantn ingsforretn inger, og om saadanne F orretningers behørige Frem m e og T ilend eb ringelse m. v. er derim od i H en hold til §’ens 3. Stk. fastsat af Justitsm in isteriet. Jfr. Bekg. N r.325, 20. D ecem ber 1932 vedrørende P antefogeder, V ejled n in g for P antefogeder N r. 326, 20. D ecem ber 1932 (aftryk t i K o m m e n t e r e t R p l .II. S. 1496 ff.) og J. M. Cirkl. N r. 281, af s. D . til sam tlige K om m unalb estyrelser sam t for P antefogederne paa Færøerne V ejled n in g N r. 91,11. Januar 1936. Se iøvrigt herved G. J. S c h m i d t : V ejled n in g for P antefoged er (4. U dg. 1947).

13) Jfr. saaledes ogsaa m ed H en syn til de af Sogn efogeden foretagne U dpantn inger efter den tid ligere P rocesordning H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 110, hvor der h envises til M otivern e til Forslaget til U d pan tn ingsloven S. 22 (i R igsdagstid. 1872/73 T ill. A . Sp. 1083— 84).

11

Derim od fører Fogeden i flere Retninger en vis Kontrol m ed Forretningens Foretagelse, jfr. saaledes § 480, 1. Stk., i Slutn. om de Bøger, Fogeden til Brug ved saadanne F orre tninger skal autorisere — cfr. dog om Pantefogeder Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 § 3, 3. Stk., hvorefter Bøgerne autoriseres af Kom m unalbestyrelsen — § 516, 1. Stk., om den Anmodning, som Fogeden skal udfærdige til Sognefogeden om en Ekseku- tionsforretnings Foretagelse, og § 598 om den Kendelse af Fogeden, der altid skal gaa forud for U dpantningens Foretagelse, sam t § 519 i Slutn., hvorefter personlig Undersøgelse af Rekvisitus ikke maa ivæ rksættes af Sognefogeden uden i Henhold til særlig O rdre fra Fogeden14).

14) H vad frem m ed R et angaar, skal e fter den n o r s k e T vangsfu ldb yrd elseslov , jfr. navnlig §§ 18— 20, T vangsfu ldb yrd elsen dels høre under »N am sretten « (som er H erreds- og B yretten ), dels under »N am s- m anden« (der ikke behøver at væ re Jurist); jfr. herved nærm ere S k e i e S. 151— 174. E ksekutioner v il saaledes som R egel b live foretaget af en N am sm and, m edens f. Eks. T vangsauk tion over fast E jen dom i R eglen v il høre under N am sretten , jfr. § 116 ff. N am sm æ nd en e kan sæ dvanlig se lv afgøre T vistspørgsm aal vedrørende Forretningens F oretagelse, m en H a g e r u p S. 4 og A l t e n S. 44, jfr. S. 16, antager ikke, at der tilkom m er deres A fgørelser nogen jud iciel V irkning, skønt den, som er m isfornøjet m ed N am sm andens A fgørelse eller H andle- m aade efter § 49, kan klage til N am sretten . Efter den s v e n s k e U tsökn in gslag § 1 ff. hører A fg ø relsen af alle T vistigheder, der opstaar under T vangsfu ldb yrd elsen , under »överexekutor«, m edens se lve F orretn ingen foretages af cn »utm ätningsm an«; jfr. nærm ere A l e x a n d e r - s o n S. 8— 13 og H a s s 1 e r S. 53, jfr. S. 44 ff. O gsaa efter de a n d r e f r e m m e d e P r o c e s o r d n i n g e r p lejer se lve E ksekutionen at ske ved underordnede Organer, saaledes foretages efter østrigsk R et U dlæ g sæ dvan lig af ved E ksek utionsretten ansatte »V ollstreckungsbeam ten«, efter tysk R et E ksekution i Løsøre af »G erich tsvollz ieher«, efter fransk R et E ksekution i A lm indeligh ed af »huissiers«, efter engelsk R et i R eglen af »sheriffs« eller »high bailiffs«. D er føres dog sæ dvanlig et nøje ju d ic ie lt T ilsy n m ed deres V irksom h ed af E ksekutionsretten , som plejer at bek læ des af den alm indelige U nderretsdom m er, m edens det er tilfæ ld igt, om det netop bliver den sam m e D om m er, som har afsagt D om m en i Sagen. E fter fransk R et er det dog se lve D om sretten , under hvis O vertilsyn E ksekutionen foregaar; e fter C ode de procédure c iv ile art. 472 skal en A p pelretsd om s E ksekution foregaa ved U nderretten , naar dennes D om er b lev et stad fæ stet, m en ellers sæ dvanlig ved A p p el- retten . — I »E ntw urf einer Z ivilprozessordnung«, 1931, var det for tysk

12

c. Særlig om T v a n g s a u k t i o n e r maa endnu nævnes, a t de, naar pan tsatte Genstande skal bortsælges ved en saadan fra e t A r v - o g G æ l d s f r a g a a e l s e s b o o g e t K o n k u r s - b o , ifølge § 679 skal foretages efter Skifterettens Bestem m else enten af S k i f t e r e t t e n selv15) eller af Fogeden, ved Løsøre eventuelt af en Auktionsleder, jfr. Lov Nr. 132, 16. April 1935 § 2. I Henhold til den sidstnæ vnte Bestemmelse kan visse Tvangsauktioner ogsaa efter Henvisning af Fogeden afholdes ved en A u k t i o n s l e d e r , jfr. nærm ere herom nedenfor.

B. Hvad angaar de H a b i l i t e t s b e t i n g e l s e r, der m aa stilles til de fuldbyrdende M yndigheder, er det m ed Hensyn til d e n a l m i n d e l i g e H a b i l i t e t klart, a t naar det ifølge Loven er selve U nderretsdom m erne, Sognefogederne eller Politim estrene som saadanne, hvortil Tvangsfuldbyrdelsen er henlagt, maa de Egenskaber, der kræves af hver af disse Klasser Tjenestem æ nd, ogsaa ved deres eksekutive V irk somhed være baade nødvendige og tilstrækkelige. Med H ensyn til Pantefogeder bestemmes det i Bekg. Nr. 325, 20. D ecem ber 1932 § 1, at de skal være myndige, uberygtede og vederhæftige sam t have fornøden kontorm æssig Uddannelse. Om de P ersoner, hvem der efter § 17 udenfor København m eddeles almindelig Bemyndigelse til at udføre Fogedforretninger, gælder det efter § 45, 1. Pkt., vel som Regel, a t de skal opfylde væsentlig de samme Betingelser som Dommere. Men ifølge den Tilføjelse, der skete ved Tillægslov N r. 737, 22. Decem ber 1920 § 2, skal der dog, som tidligere berørt, hvor O m stændighederne taler derfor, ogsaa kunne meddeles andre dertil skikkede Personer Bemyndigelse til a t udføre saadanne Fogedforretninger, hvis G enstand ikke er fast Ejendom, og under hvilke der ikke bliver Spørgsmaal om Afgørelse af Tvistigheder.

R et foreslaaet at ind føre en O rdning, hvorefter E ksekutionen i d e t væ sen tlige overlodes til E ksek utionsretten selv , saaledes at denne kun i begræ nset O m fang skulde betjen e sig af G erich tsvo llz ieher, jfr .H. M u n c h - P e t e r s e n i U . 1932 B. 198—99. D enn e O rdning er ind til nu ikke b levet gennem ført.

15) D enn e B estem m else kan dog kun antages at have H en syn til det T ilfæ ld e, at S k ifteretten , der behandler B oet, se lv afholder A u k tionen , m en ikke, hvor denne skal foregaa ved en frem m ed R etskreds, jfr. R. U . N r. 106 og 122 i U . 1922 B. 22 og 102. Se herved ogsaa S k i f t e r e t t e n (1935) S. 228.

13

H vad angaar den s p e c i e l l e H a b i l i t e t , er det ligeledes efter Loven utvivlsom t, a t de almindelige Regler om Dommere ogsaa maa finde Anvendelse paa U nderretsdom m eren, naar han virker som Foged. Derim od finder der ingen udtrykkelige Bestemmelser om Sognefogeden eller Pantefogeden, og under H ensyn til, a t disse ikke selv kan træ ffe Afgørelser, kunde m an m aaske være tilbøjelig til at ville nedsæ tte Kravene til deres specielle H abilitet. D et synes dog paa den anden Side givet, at heller ikke disse f. Eks. kan foretage eksekutive Forretninger hos sig selv eller deres nærm este Paarørende, saa at der altsaa maa gælde visse specielle Inhabilitets- grunde ogsaa for dem, og man har da vistnok under vor Lovgivnings fuldkomne Mangel paa positive Bestemmelser om Forholdet ingen anden Udvej end a t anvende de for Dommere og Fogeder gældende Bestem m elser analogisk.

C. Om R e t s v i d n e r gælder der ved disse Forretninger nogle særlige Bestemmelser. V ed Eksekutionsforretningers Foretagelse skal der saaledes, hvad enten de sker ved Fogeden eller Sognefogeden, som Regel være to V idner til Stede, jfr. de næ rm ere Regler herom i § 480, 2. Stk.16). U dpantninger, som foretages af Sognefogeden, skal ifølge § 602, 2. Stk., ligeledes i Reglen ske i Overværelse af to af ham tilkaldte V idner, som her udtrykkelig siges at være pligtige at følge ham 17). Men ifølge Rpl. §§ 480, 2. Stk., og 602, 2. Stk., skal Forretningen dog,

16) Se herved U . 1938. 953: U nder et K ærem aal i H en hold til Rpl. § 48, 2. Stk (jfr. nu § 49, 1. Stk .) ud talt, at en af R ekvisitus, der var tilsag t til M øde paa F oged kontoret til U d læ gsforretn ing, frem sat B egæ ring om T ilk a ld else af to V idn er og Fogedens N æ g te lse af at e fter kom m e Begæ ringen burde væ re tilfø r t F ogedbogen, uanset at in te t h id til var tilført denne, og at B egæ ringen burde væ re efterkom m et, da der forelaa en egentlig F ogedforretn ing. Se ogsaa J. M. Skr. N r. 407, 21. D ecem ber 1946: S ogn efogeden kan ikke bruge sin Søn som F ogedvidne.

17) E fter den tid ligere R et antoges P lig ten ifø lge en analogisk A n v en d else af Kane. Prom . 14. N o v em b er 1795 at kunne frem tvinges ved M ulkt, m en til saadanne T vangsm id lers A n v en d e lse er der næ ppe t ilstræ kkelig H jem m el e fter Rpl., jfr. R. U . N r. 59 i U . 1921 B. 13. Cfr. dog R. U . N r. 208 i U . 1923 B. 271, hvorefter P lig ten til at væ re V urderingsm æ nd i M edfør af § 493, 3. Stk. og § 480, 2. Stk. 3. Pkt antages at kunne frem tvinges efter A n a lo g ien af R eglerne i §§ 198 og 206 om Syns- og Skønsm æ nd.

14

naar Fogeden (Sognefogeden) anser det forsvarligt, og ingen af Parterne protesterer, kunne foretages i Overværelse af kun eet Vidne, og dette plejer man i Praksis at nøjes m ed18). Angaaende Udpantninger, der foretages af Fogeden selv, er der ingen udtrykkelig Bestemmelse truffet, men N ødvendigheden af et eller to V idners T ilstedeværelse ogsaa ved dem frem gaar af den almindelige Henvisning til Reglerne om Udlæg i § 602, 1. Stk.

Derimod er særlig Tilkaldelse af V idner ikke fornøden ved Tvangsauktioners Afholdelse, jfr. § 540, 1. Stk.19).

D. D er forudsæ ttes at være en særlig »F o g e d b o g« og en særlig »A u k t i o n s b o g«, jfr. §§ 525 og 588. Til Brug ved Eksekutionsforretninger, der foretages af Sognefogeden, skal der, som berørt, leveres dem en af Fogeden autoriseret Bog, jfr. § 480, 1. Stk., og i denne Bog skal ifølge § 602, 2. Stk. i Slutn., ogsaa U dpantningsforretninger, der foretages af Sognefogeden, indføres. Derim od autoriseres de af Pantefogederne

18) D a det ene V id n e »i enhver H en seen de træder i de to V id n ers Sted«, beregnes der sæ dvan lig u d e n f o r K ø b e n h a v n dob belt G e- b y r til det ene V idn e, jfr. J. M. Skr. N r. 118, 14. Juni .1939. I K ø b e n h a v n b eta les der derim od kun enkelt G ebyr, naar der b e n y tte s eet V idn e. G ebyrernes Størrelse er ifø lge L ov N r. 24, 13. Februar 1929 § 6 for hvert V id n e 50 Øre, naar Forretningen angaar et B eløb paa 100 Kr. eller derunder, og ellers 1 Kr. — Ifølge J. M. Skr. N r. 124,16. M arts 1946 skal der ogsaa erlæ gges V id n egeb yr ved U d læ gsforretninger, der efter P o litie ts Begæring foretages til Inddrivelse af sk yld ige K o n f i s k a t i o n s b e l ø b .

10) H vad friv illige A u k tion er angaar, syn es det næ rm est at fø lgeaf Lov N r. 95, 11. A p ril 1916, der indtil v idere op rethold t den gæ ldende L ovgivning, at R etsvidner ligesom hidtil, jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n 4. Udg. S. 14, vel ikke kunde være nød ven d ige i K øbenhavn, m en at det udenfor K øbenhavn m aatte kræ ves, at der var to R etsv idner til Stede, jfr. saaledes ogsaa R. U . N r. 59 i U . 1921 B. 13. E fter at Rpl. ved de langt v igtigere T vangsauktioner havde erklæ ret T ilka ld else af V idn er for ufornøden , har m an dog v istn ok ikke strengt fasth o ld t K ravet herom , og for saa v id t angaar de friv illige A u k tion er, der afholdes af A u ktion sled ere , kræ ver nu hverken L ov N r. 132, 16. A p ril 1935 eller Instruks N r. 211, 2. Juli 1935, at der skal væ re R etsv idner til Stede. Cfr. derim od tid ligere A nordn. N r. 193, 4. Juli 1924§ 6 m. H. t. A u k tion er a fhold t af de søn derjyske A u ktionatorer.

15

ved U dpantning benyttede Bøger ifølge Lov N r. 185, 23. Juni 1932 § 3, 2. Stk., af Kom m unalbestyrelsen.

II. H vad angaar de eksekutive M yndigheders s p e c i e l l e K o m p e t e n c e , gælder der

A. m ed H ensyn til E k s e k u t i o n s f o r r e t n i n g e r (og U dpantninger, jfr. § 602, 1. Stk.) en lokal Begrænsning, idet ingen Foged efter § 481, 1. Stk., kan foretage saadanne Forre tninger udenfor sin egen Retskreds, m edm indre disse blot er a t anse som en Fortsæ ttelse af en i R etskredsen paabegyndt Eksekution20); i dette Tilfælde er han nemlig i tilstødende R etskredse kom petent til at foretage Eksekution i rørligt Gods (men ikke i faste Ejendom m e). Dog er Fogeden ikke pligtig (men vel berettiget) til at rejse længere end 15 Kilom eter ud over G rænserne af sin Retskreds.

D en Mulighed, at Fogeden, naar han foretager en Ekseku- tionsforretning i sin egen R etskreds, u d s t r æ k k e r Eksekutionen t i l T i n g , s o m b e r o r u d e n f o r R e t s k r e d - s e n, ansaas tidligere for udelukket, selv om Parterne var enige herom 21). D ette Forhold er nu forandret ved det nye andet Stykke, der er fø jet til § 48122). D et bestem m es nemlig her, at en saadan Udvidelse af Eksekutionens G enstand kan ske, naar saavel R ekvirent som Rekvisitus ønsker det, og de kan enes om V ærdien, og Reglen gælder saavel Løsøre som fast E jendom 23).

Om Eksekution i Ting, der beror udenfor R etskredsen, skal Fogeden uden Ophold meddele vedkom m ende Fogedkontor

20) U . 1941. 876 antager, at en u d e n f o r U d læ gsforretn ingen s t a a e n d e P e r s o n ikke kan frem sæ tte Indsigelse m od Forretn ingen paa G rundlag af T v iv l om Fogedens K om peten ce efter R ekvisiti Forhold , jfr. Rpl. § 523.

21) Jfr. K endelse U . 1929. 429, h vorefter T inglysn in g af et U d læ g afv istes, da Fogeden havde savn et K om peten ce til at gøre U d læ g i fast E jendom udenfor sin Jurisdiktion, uanset at R ekvirent og R ek v isitus havde væ ret enige herom .

22) Jfr. m ed H en syn til en I n d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g U . 1947. 185: En i O dense K øbstad paab egyn dt In dsæ ttelsesforretn in g antaget i L ighed m ed R eglerne i Rpl. § 481 at kunne kon tin ueres i O dense H erred.

23) Se som E ksem pel paa B estem m elsens A n v en d e lse U . 1937. 714 (H ): Ikke taget H en syn til en Indsigelse om, at e t P a n t e b r e v

16

U nderretning med Angivelse af T idspunktet for den foretagne Eksekution, for at Indførelse i Fogedbogen kan finde Sted.

T ilsvarende Regler maa vistnok gælde, naar Forretningen foretages af Sognefogeden eller en Pantefoged.

N aar der i den nye Bestemmelse tales om Ting, »som beror udenfor Retskredsen«, maa det herved være forudsat, at Effekterne findes i en anden dansk Jurisdiktion. Derim od vil der stadig ikke kunne gøres Udlæg i et Skib, der befinder sig paa R ejse24), eller i Ting, der findes i U dlandet25). Jfr. iøvrigt herved nedenfor S. 120—122 med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor Effekter skal antages a t befinde sig.

B. T v a n g s a u k t i o n over udlagt (eller udpantet, jfr. § 605) Gods skal efter §.539 i Reglen foretages af den Foged, som har ivæ rksat U dlæget20).

A uktionen bliver i A lmindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Fra denne Regel kan der im idlertid gøres visse U ndtagelser for det Tilfælde, a t Udlæget er foretaget i en L a n d j u r i s d i k t i o n . For det første kan nemlig R ekvirenten da altid saavel med H ensyn til faste E jendomme som med H ensyn til Løsøre frit bestemme, at A uktionen i Stedet skal foregaa i den ved U dlægsstedet nærm este

ved U dlæ gsforretn ingens F oretagelse befand t sig i f r e m m e d J u r i s d i k t i o n , allerede fordi U d læ get m aatte forudsæ ttes foretaget m ed rette V edk om m en des Sam tykke. F ogeden kan d e r i m o d i k k e , n a a r Skyldneren bor i en frem m ed Jurisdiktion , m en har fast E j e n d o m i h a n s e g e n R e t s k r e d s , dekretere U d læ g i den faste E jendom for en alm indelig G æ ldsfordring ved en Forretning, der foretages p a a S k y l d n e r e n s B o p æ l i d e n f r e m m e d e J u r i s d i k t i o n , jfr. D o m i U . 1936. 130, der oph æ vede en U d læ gsforretning i et T ilfæ ld e, hvor Fogeden, der havde p a a b e g y n d t et U d læ g for en alm indelig G æ ldsfordring paa Skyldnerens faste E jendom— efter at det var op lyst, at R ekvisita var f ly tte t til anden Jurisd ik tion — f o r t s a t t e Forretningen paa hend es B opæ l i den frem m ede Jurisdiktion og her dekreterede U d læ g i den faste E jendom . U d ta lt, at Forretningen iøvrigt burde væ re paab egyn dt paa Skyldnerens Bopæ l, jfr. herved ndfr. S. 120, N o te 23.

24) Jfr. N e l l e m a n : E xecu tion S. 93.25) Jfr. m ed H en syn til A u k tio n over h aan dp antsatte E ffek ter i

N orge utr. F. R. K. 12. O ktober 1935, hvorom ndfr. S. 199, N o te 2.2G) Jfr. herved T a g e J e r r i s : H vor bør T vangsauk tion over ud

lagt L øsøre foretages? Juristen 1939 S. 597 ff.

17

K øbstad eller Handelsplads. Endvidere kan der særlig for Bortsalg af Løsøre ogsaa vælges et andet Sted, men dette kan dog kun ske med Fogedens Billigelse. T anken hermed, som selvfølgelig er, at forskellige Løsøreeffekter efter deres N atu r kan være lettere afsættelige i en anden Jurisdiktion end den, hvor Udlæget er sket, m aatte i og for sig lige saavel medføre Adgang til at vælge et andet Salgssted hvor Udlæget var foretaget i en Byjurisdiktion, men efter Formuleringen af Bestemmelsen, smh. med U dtryksm aaden i Kommissions- udkastet til den tilsvarende Bestemmelse i Tvangsauktionslov9. A pril 1891 § 227), kan der ingen Tvivl være om, at man netop har villet begrænse U ndtagelsen til Tilfælde, hvor U dlæget er foretaget i en Landjurisdiktion, og Lovens normale Ordning vil altsaa ellers kun kunne fraviges med alle V edkom m endes Samtykke.

V ed andre Tvangsauktioner over Løsøre, f. Eks. med H ensyn til haandpantsatte Effekter, maa Reglen være, at A uktionen afholdes paa det Sted, hvor de paagældende Effekter findes i A uktionsøjeblikket, men for Pantelaanerauktioner er d e t i Regulativ N r. 389, 30. Juli 1921 § 2 foreskrevet, at A uktionen skal afholdes i den By, hvor Pantelaanerens Forretningssted ligger. Dog kan Panter fra Pantelaanere, der har F orre tningssted paa Frederiksberg, bortauktioneres i København, og vedkom m ende Politim ester kan bestemme, at P an ter fra P antelaanere, der har Forretningssted paa Landet, skal bortauktioneres i nærm este Købstad.

Ved A uktion over en fast E jendom vil Vanskeligheder kunne fremkomme, naar den ligger i flere Retskredse. Lovens oprindelige Regel m aatte nærm est føre til den, rigtignok i høj G rad upraktiske, Ordning, a t der foranstaltedes Bortsalg af hver Del af Ejendom m en for sig, m edm indre alle V edkom m ende kunde enes om en anden O rdning28), eller A uktionen afholdtes i den ved U dlæ gsstedet nærm este K øbstad eller H andelsplads29). Ved § 481, sidste Stk., er der im idlertid aabnet M ulighed for at lade Eksekutionen i en saadan Ejendom fore-

27) H eri fandtes nem lig ikke B egræ nsningen »for saa v id t U d læ get er foretaget i en L andjurisdiktion«.

28) Jfr. fra den tid ligere R et J. M. Skr. N r. 204, 31. M aj 1893.20) Jfr. R. U . N r. 179 i U . 1923 B. 124.

T vangsfuldby rdelse. 2

18

gaa sam let i en enkelt Retskreds, og A uktionssalget vil da ifølge § 539 ogsaa foregaa samlet.

I de Tilfælde, hvor A uktion efter det anførte undtagelsesvis kan afholdes i en anden Jurisdiktion end den, hvor U dlæget er sket, er dette Steds Foged pligtig at afholde A uktionen, men dog skal ogsaa den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom baade R ekvirenten ønsker det, og han selv dertil er villig.

D et m aa som næ vnt ligesom ved frivillig A uktion30) forudsættes, at de G enstande, der skal bortsælges, saa v idt det efter deres N a tu r er muligt, forefindes paa A uktionsstedet. D ette behøver dog ikke just a t være det almindelige Tingsted, men A uktion vil kunne afholdes paa hvilketsom helst Sted i Jurisdiktionen31).

30) Jfr. næ rm ere herom nedenfor.31) Jfr. saaledes tid ligere om M ark- og Skovauktioner PI. 3. Sep

tem ber 1832.

Første Afsnit.

Tvangssikring.

Til den gennem førte Tvangsfuldbyrdelse hører selvfølgelig, at den berettigede bliver endelig fyldestgjort for sit Krav. D ette vil im idlertid som ovenfor berø rt kun undtagelsesvis ske ved en enkelt Tvangsakt, f. Eks. naar K ravet gaar ud paa a t sæ ttes i Besiddelse af en bestem t Ting; denne Besiddelses- tagelse vil da Fogeden kunne iværksætte, og derm ed vil den tvangsfuldbyrdende V irksom hed være afsluttet. H vor der derimod er Spørgsmaal om at skaffe Fyldestgørelse for et P e n g e- k r a v, vil der kun i det særlige Tilfælde, at der forefindes Penge, hvori der kan gøres Udlæg, blive Tale om straks at overlevere K reditor disse til Ejendom, saaledes at han derved bliver endelig fyldestgjort. I A lm indelighed vil Frem gangsm aaden i N utiden være den, at K reditor gennem U dlæget kun opnaar en vis Sikkerhedsret i Skyldnerens Ting eller Effekter, saaledes at hans endelige Fyldestgørelse først sker gennem en ny A kt, hyppigst Tvangsauktion. H vor en ved Dom fastslaaet Handleforpligtelse i M edfør af Rpl. § 493 om sættes til et Pengekrav, vil lignende Regler som om Pengedomme finde A nvendelse med Hensyn til dettes Fuldbyrdelse.

Indenfor Tvangssikringen gør der sig en vis Forskel gældende med H ensyn til S ikkerhedsrettens Forudsætninger og de nærm ere Regler om den. D er sondres herefter mellem »Eksekution« eller »Udlæg« (»til Forauktionering«) i egentlig Forstand og »Udpantning«1). I Overensstem m else m ed tidligere Frem stillinger og med selve Lovens O rdning vil Eksekution her blive g jort til H ovedgenstand for Fremstillingen, m edens denne m ed H ensyn til U dpantning væsentlig vil indskrænke sig til at fremhæve de Afvigelser, der gælder fra Eksekution.

D e t sæ rlige Forhold »A fsæ tning« er bortfa ldet ved Rpl.

2*

I. Eksekution.De almindelige Betingelser.

§ 3.

Eksekutionsgrundlaget.En fælles Forudsætning for al Eksekution er, som ovenfor

berørt, en vis K l a r h e d i G r u n d l a g e t .I. A. Ifølge § 478, Nr. 1, kan Eksekution ske paa G rund

lag af »Domme og Kendelser, afsagte af Domstole eller andre M yndigheder, der efter Loven er beføjede til at afsige eksigible Kendelser«.

a. D et er altsaa kun D o m m e og K e n d e l s e r , der kan gøres til G enstand for selvstændig Eksekution, men i k k e blotte B e s l u t n i n g e r 1); til en. egentlig Fuldbyrdelse af disse vil der forøvrigt sjæ ldent være Trang, da Dommeren, der træ ffer Beslutningen, selv vil sæ tte den i Værk. De blot foreløbige Domme, der kan afsiges angaaende enkelte Søgs- maalsgrunde, Indsigelser, M odfordringer m. m., kan dog ifølge § 295, 2. Stk., som Regel ikke særskilt fuldbyrdes2); en foreløbig Edsdom er efter § 308, 1. Stk., heller ikke eksigibel.

Eksigibilitet er dog som almindelig V irkning kun kny tte t til Domme og Kendelser, der er afsagt af » D o m s t o l e«. D ette U d tryk maa her antages at være brugt i egentlig Forstand som kun om fattende de Retter, der behandler Søgsmaal i borgerlige Sager3), i M odsætning til Foged- og Skifteretter. Om D ekreter afsagt af disse R etter gjaldt det efter den tid ligere Procesordning, at de vel i et vist Omfang kunde ivæ rksæ ttes af den vedkom m ende Ret selv, m en at der ikke tilkom dem almindelig Eksekutionskraft. En væsentlig Æ ndring heri

^ Jfr. om denne M odsæ tning nærm ere D. R p l . I. S. 286— 7.2) Jfr. D . R p l . II . S. 247— 8 og T v i s t e m a a l S. 222.:î) Jfr. D. R p 1. I. S. 65 og T v i s t e m a a l S. 222— 23.

21

er dog nu i Forbindelse med de internordiske Konkurs- og D ødsbokonventioner sket for Skifteretternes Vedkomm ende, idet disse ifølge Rpl. §§ 660 og 672, som de er æ ndrede ved Lov Nr. 87, 30 M arts 1935, afgør Tvistigheder angaaende anm eldte Fordringer eller frem satte Krav ved Dom, der kan fuldbyrdes efter almindelige Regler4). For saa vidt angaar Skifterettens øvrige Afgørelser, der sker ved Kendelse, og for Fogedretternes V edkom m ende maa den tidligere Ordning derim od som Regel antages at være opretholdt ved Rpl., der forudsæ tter den ved de specielt begrænsede Undtagelsestilfæ lde, hvor den k ny tter Fuldbyrdelseskraft til Foged- eller Skifteretskendelser, saaledes som med H ensyn til Sagsom kostninger § 527, sidste Stk.5), §§ 660, 1. Stk., og 672. En saadan Eksigibilitet maa sikkert ogsaa underforstaas ved Udøvelsen af den Rettergangspolitim yndighed, der ved § 151, 2. Stk., er tillagt ogsaa Skifte- og Fogedret. Spørgsmaalet, om der tilkom m er Fogedretten nogen Beføjelse til at idømme R ettergangsbøder, er tvivlsomt, idet § 329 kun gør Bestemmelserne i Kap. 30 anvendelige »i Overensstem m else med de i § 527 givne Regler« og § 527 ikke om taler R ettergangsbøder, men alene Sagsom kostninger6).

Ogsaa D ekreter afsagte af visse a n d r e M y n d i g h e d e r er der ved Loven tillagt Eksekutionskraft D ette gælder saaledes navnlig ifølge Lov 30. Decem ber 1858 § 17 om Kendelser, der er afsagte af Landvæsenskom m issioner7), og ligeledes om nogle D ekreter, der h idrører fra visse offentlige »Voldgiftsretter«, nemlig Domme afsagte af »den faste V oldgiftsret«

4) Jfr. S k i f t e r e t t e n S. 271— 72 og 279.5) Jfr. R. U . N r. 62 i U . 1921 B. 14 og U . 1938. 977, hvorefter der

ikke er n oget til H inder for at faa O m kostn inger ved F oged forretn in ger tilk en d t ved Søgsm aal i første Instans, jfr. næ rm ere K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 734— 35.

®) Jfr. herved U . 1937. 177, der ophæ ver en F ogedkendelse , ved hvilken der var idøm t R ekviren ten s Sagfører B ø d e f o r u n ø d i g T r æ t t e , id et der i k k e fand tes at væ re H j e m m e l for F ogeden til at ikende B øde efter § 327, jfr. § 329.

7) I Rpl. § 43 kunde det endogsaa syn es forudsat, at L andvæ senskom m ission er skulde væ re egentlige »ekstraordinæ re R etter«, jfr. D . R p l . I. S. 21, m en denne Forudsæ tning kan ikke anses for b indende, jfr. næ rm ere T i l l æ g 1936 til D . R p l . I. S. 21 m ed Citater.

22

efter Lov N r. 536, 4. O ktober 19198) § 16, A fgørelser truffet af Boligvoldgiftsretterne, jfr. Lovbekg. Nr. 347, 6. Septem ber1946 § 77, Stk. 8, og Lovbekg. N r. 348 af s. D. § 77, Stk. 8, og E rhvervslejevoldgiftsretterne, jfr. Lov N r. 55, 23. M arts 1937 § 5, Stk. 4, sam t Kendelser afsagt af Lærlingevoldgiftsretterne, jfr. Lov N r. 120, 7. Maj 1937 § 22, Stk. 2. D et samme gælder nu9) alle Kendelser, der afsiges i M edfør af § 9 i Lov Nr. 94, 15. M arts 1939 om V oldgift i Tvistigheder om H usdyrhandel. Endelig er der i § 478, N r. 5, udtrykkelig H jem m el for Eksekutionskraft af visse Domme, der ifølge Lov Nr. 35, 15. Februar 1895 afsiges af danske Konsuler i U dlandet, jfr. tidligere Lovens § 5.

En selvfølgelig Forudsætning for Eksekutionen er det dog, a t Dommen eller Kendelsen overhovedet efter sit Indhold er bestem t og egnet til at fuldbyrdes. En blot »Fastsættelsesdom « kan der saaledes ikke blive Tale om at eksekvere. Og ligeledes er Eksekution udelukket, hvis den er faktisk eller ju ridisk umulig, f. Eks. Tvang mod en Æ gtefælle til at genoptage Samlivet med den anden eller for at bringe en M edhjæ lper tilbage til T jenesten10). Endvidere maa D ekretets Indhold ikke være saa uklart eller ubestem t, a t selve Afgørelsen angaaende K ravet i V irkeligheden henskydes til Fogeden i Stedet for til D om stolen11). En A nvendelse af dette Synspunkt er det ogsaa, naar der som Regel kun kan gives eksigibel Dom for allerede forfaldne Krav, jfr. om denne G rundsætning og om de Undtagelser, der hjem les fra den, nærm ere »T v i- s t e m a a 1« S. 95 ff. Denne Begrænsning maa ogsaa antages at være underforstaaet ved Rpl. § 478, der overhovedet kun hjem-

8) D en har afløst en L ov af 12. A p ril 1910. Ifølge Bekg. N r. 263, 14. M aj 1918 § 11 gjaldt det sam m e om D om m e afsagte af det dér om han dled e M æglingsraad for kom m unal Lægehjæ lp.

°) Cfr. tid ligere efter L ov N r. 234, 12. Juni 1922, hvorom forrige U d gave S. 19— 20.

10) Jfr. N e l l e m a n n: E xecu tion S. 22.n ) Jfr. herved U . 1943. 1212: D a d et ikke var o p lyst, at E jeren

havde opn aaet K om m unalbestyrelsens Sam tykke til at sam m enlæ gge s in L ejlighed m ed L ejerens, kunde en Begæring om U d sæ tte lse af L ejeren ved F ogeden ikke for T id en tages til Følge. Se ogsaa J. D . 1943. 95: U d læ g paa G rundlag af F o r l i g næ gtet Frem m e, da Forliget savnede den til E ksekvering fornødne E ndelighed og B estem thed .

23

1er, at Eksekution af R etsdekreter i visse Tilfælde »k a n« finde Sted, men ikke at dette ubetinget skal ske12).

b. D et er dog kun i n d e n l a n d s k e Domme og Kendelser, som der er tillagt Eksekutionskraft. A t den samme V irkning ikke i A lmindelighed er k n y tte t til u d e n l a n d s k e R etsdekreter, frem gaar af § 479, saaledes som §’en er æ ndret ved Lov N r. 340, 23. D ecem ber 1932, der kun under visse nærm ere Betingelser tillægger A fgørelser afsagte af udenlandske R etter eller M yndigheder om borgerlige Krav Eksekutionskraft her i Riget.

H eller ikke før Loven af 23. Decem ber 1932 tillagde man uden T rak ta t udenlandske Retsafgørelser u m i d d e l b a r Eksekutionskraft. Derim od anerkendte m an for saa vidt, at de havde m i d d e l b a r Eksekutionskraft, som m an antog, a t d er in tet var i V ejen for, at den udenlandske Afgørelse blev forelagt vore Dom stole og da efter af disse at være stadfæ stet blev forsynet med sædvanlig Eksekutionsvirkning.

I disse Tilfælde var denne jo nemlig um iddelbart kny tte t til den danske Dom, ligesom det ogsaa var vore Regler om Frem gangsm aaden ved Eksekution og om dennes Forudsæ tninger og Virkninger, der helt igennem fandt A nvendelse13). D et fulgte da endvidere af de da gældende Regler14) om udenlandske Dommes R etskraft, a t den danske Domstol, for saa v id t den fremmede Stats R etter havde væ ret kom petente til a t paakende Sagen, i Almindelighed uden nærm ere Prøvelse vilde lægge den udenlandske Dom til G rund for sin Afgørelse, saa at Forfølgningen til Opnaaelse af det fornødne »Exequatur«

12) E fter den tid ligere R etspraksis ansaas det for en absolu t B etingelse for E ksekutionskraften , at D om m en var forsyn et m ed den saak ald te T v a n g s k l a u s u l (»at e fterkom m es under A d fæ rd efter L oven«), m en d ette kan ikke efter Rpl. fasth o ld es som form elt n ø d v en d ig t Krav, naar b lo t der efter det foreliggende ingen T v iv l kan væ re om , at det har væ ret M en ingen at h jem le K ravets E ksig ib ilitet.

13) Jfr. D om U . 1931. 1081: D a en i K iel afsagt D om , hvorved Erstatn in g tilk en d tes for Skade foraarsaget i T ysk lan d af et en D ansk tilhørende A u tom ob il, var gjort eksig ibel ved dansk D om , m aatte dansk R ets R egler for U d læ g, herunder M otorloven s § 38, Stk. 7. kom m e til A n v en d e lse ved F oretagelse af U d læ g i A u to m o b ile t her i Landet.

14) Jfr. herom D. R p l . II. S. 406 ff.

24

væsentlig blev af formel K arakter15). D ette gjaldt efter den tidligere Procesordning, idet H ovedtilfældene, hvor udenlandske Dommes R etskraft gjordes gældende, netop var dem, hvor de ønskedes beklædte med Eksigibilitet. A t R etskraften lige saa vel m aatte virke, hvor Dommen paaberaabtes for at tjene som muligt Eksekutionsgrundlag, som hvor den i andre R etninger blev g jort processuelt gældende, syntes ogsaa saa n atu rligt, a t der m aatte positiv Hjem m el for at udelukke denne K onsekvens16).

E fter den Æ ndring i Retstilstanden, som Loven af 23. D ecember 1932 har m edført, er Forholdet im idlertid det, a t der efter Rpl. § 223 a sædvanlig kræves en O verenskom st med en frem med Stat for overhovedet at anerkende en udenlandsk Afgørelses bindende V irkning her i R iget17). I de Tilfælde, hvor m an i M edfør af § 223 a, 2. Stk., ved kongelig A nordning anerkender udenlandske Afgørelsers R etskraft, saaledes som det er sket med H ensyn til tyske Domme, jfr. A nordn. N r. 148, 13. A pril 1938, maa man dog sikkert stadig uden T rak ta t kunne anerkende den »middelbare« Eksekutionskraft, idet § 479 ligesom efter den tidligere Formulering kun har den um iddelbare Eksekutionskraft for Ø je18).

15) Jfr. herved D om m e U . 1923. 608 (H ), 1925. 441, 1925. 977, jfr.1927. 26 (H ), 1929. 869.

1G) D e tte g ja ldt saaledes tid ligere til en v is G rad efter den norske C ivilp roceslov § 168, der kræ vede en særlig O verenskom st, foruden den alm indelige om R etskraften efter § 167, for at en udenlandsk D om uden P røvelse af dens R igtighed skulde kunne fu ldbyrdes i N o rg e efter en D om af en norsk D o m sto l, jfr. H a g e r u p S. 113. Forskriften i § 168 om en saadan særlig O veren sk om st angaaende E ksek utionskraften er im id lertid nu oph æ vet ved en L ov af 10. Juni 1932. Sam tid ig er de processuelle Begræ nsninger, som § 167 o p stilled e for A d gangen til at gøre uden landske D om m e retskraftige, i det v æ sen tlige b lev et fjernede, jfr. herved S k e i e S. 436—37.

17) Jfr. herved T v i s t e m a a l S. 260 ff.18) Jfr. at det saavel i K om m issionsbetæ nkningen som i B em æ rk

ningerne til R egeringsforslaget frem hæ ves, at den æ ndrede F orm ulering ikke tilsigter nogen R ealitetsæ ndring. Se iøvrigt vedrørende A n ordn. N r. 148, 13. A pril 1938 om A n erk en d else af tysk e D o m m e E r w i n M u n c h - P e t e r s e n U. 1938. B. 165 ff.

25

De Betingelser, § 479, jfr. Lov 23. Decem ber 1932, opstiller19) for at knytte u m i d d e l b a r E k s e k u t i o n s k r a f t til udenlandske Afgørelser, er følgende:

D er kræves dertil for det første a 11 i d en særlig T r a k t a t med den paagældende fremmede Stat. En saadan T rak ta t maa dog kun indgaas under Forudsætning af G e n s i d i g h e d . Endvidere kan Eksekutionskraften kun tillægges A fgørelser om b o r g e r l i g e K r a v . D er er altsaa her, i M odsætning til, hvad der gælder efter den nordiske Dom skonvention, jfr. ndfr., givet en m aterielretlig og ikke en processuel Bestemmelse af Om raadet. D et er dernæ st en Betingelse for at tillægge Afgørelsen Eksekutionskraft, at den i Henhold til § 223 a har b i n d e n d e V i r k n i n g h e r i R i g e t . Heri ligger navnlig, at det i § 223 a tagne »ordre public« Forbehold, at A nerkendelsen ikke vilde være aabenbart uforenelig med Landets Retsorden, ogsaa gælder, naar der bliver Spørgsmaal om at fuldbyrde Dommen. Endelig er det en Betingelse, at Afgørelsen k a n f u l d b y r d e s i d e n S t a t , h v o r d e n e r t r u f f e t . Hvilken Dokum entation herfor, der i det enkelte Tilfælde maa kræves, vil formentlig blive fastsat i den i §’ens sidste Pkt. om talte Anordning.

Skønt Loven ikke nævner det udtrykkeligt, maa det endvidere i Almindelighed antages, at der ved A fslutning af T rak ta t vil blive opstillet visse Regler om den udenlandske Domstols K o m p e t e n c e , saaledes som det ogsaa i et vist Omfang er sket i den nordiske Domskonvention.

Ifølge § 486 skal der samtidig med Begæringen om Eksekutionen forelægges Fogeden de Oplysninger, som udkræves efter § 479.

in) Efter K o m m i s s i o n s u d k a s t e t 1 8 7 7 § 436 var der aabnet en m ere a lm indelig A dgang til um iddelbart ved Fogeden at faa ud en landske D om m e og K endelser eksekverede. M en det gjordes ud tryk k elig til B etingelse, at D om m en eller K endelsen »ikke gaar ud paa noget, hvis G ennem førelse ved Statens T vangsm ynd igh ed v ild e stride im od ufravigelige Forskrifter eller G rundsæ tninger i den danske Ret«. D e suden skulde det ved kgl. A nordning bestem m es, hv ilke Stater O rdn ingen skulde finde A n v en d e lse paa, hvorved der altsaa kunde tages H en syn til R etstilstand en i de forskellige Stater.

26

Allerede før Rpl. var der indgaaet enkelte T rak ta te r med frem mede S tater om visse R etsdekreters Eksekutionskraft her i Landet, og disse T rak ta ter, der forøvrigt opfylder Betingelserne efter § 479, maa være opretholdte ved Rpl. D ette gælder saaledes om den i M edfør af Lov N r. 37, 28. Februar 1908 § 2 skete T iltrædelse af H a a g e r - K o n v e n t i o n e n af 17. Juli 1905, jfr. Bekg. N r. 119, 19. Maj 1909, A rt. 18 og 1920), hvorefter der under visse nærm ere Betingelser er k n y tte t um iddelbar Eksekutionskraft til Domme og Kendelser, hvorved en S a g s ø g e r eller In tervenient (men ikke en sagsøgt) i U dlandet er blevet idøm t S a g s o m k o s t n i n g e r , naar Dommen er afsagt i en af de Stater, der har tiltraad t Konventionen21). Denne Bestemmelse staar i Forbindelse m ed den ligeledes konventionsm æssig hjem lede Forpligtelse, jfr. den nævnte Bekendtgørelses A rt. 17, til ikke af en Sagsøger eller In tervenient a t forlange Sikkerhed for Sagsom kostninger (»cautio judicatum solvi«)22).

Et mere almindeligt Om raade havde alene den saakaldte »Mellemrigslov« af 19. Februar 1861. Denne er im idlertid b o rtfaldet, da den n o r d i s k e D o m s k o n v e n t i o n traad te i K raft23).

20) Jfr. herved Bekg. N r. 167, 20. M aj 1932 om Frem gangsm aaden ved F rem sæ ttelse af A n m odn in ger i H en hold til K onventionen .

21) H vilk e disse Stater er, se K o m m e n t e r e t R p l . I S. 645. Sm st. II S. 1439 ff. findes H aagerkon ven tion en aftrykt.

22) 'pii Bekg. 19. M aj 1909, A rt. 18 og 19, slu tter sig nogle næ rm ere U d førelsesb estem m elser overfor T ysk land i A rt. 4 i K onventionen af1. Juni 1910 m ed senere Æ ndringer, jfr. Bekg. N r. 15, 29. Januar 1932, og D ek laration af 1. Juni 1914, jfr. Bekg. N r. 128, 13. Juni 1914. Frem deles er der ved A rt. 55 i B ekendtgørelserne N r. 231 og 232 af 4. Septem ber 1928 om D anm arks T iltræ d else af de in tern ation ale O veren skom ster af 23. O ktober 1924 om B efordring af Personer og R ejsegods paa Jernbaner og om G odsbefordring paa Jernbanerne, aabnet A d gang til at fu ldbyrde de i H en hold hertil afsagte D om m e. V ed den i H enhold til L ov N r. 268, 22. N o v em b er 1913 udfæ rdigede Bekg. N r.17, 12. Februar 1914, A rt. X V , var D om m e afsagte af russiske D o m sto le vedrørende A rv eretten m ed H en syn til rørlige E jen d ele erk læ rede for eksigib le i Danm ark. I J. M. Cirkl. N r. 194, 23. Septem ber 1922 er det im id lertid udtalt, at d isse B estem m elser m aa anses for bortfa ldne eller i alt Fald ind til v idere sat ud af K raft, og i Praksis betragtes de nu som bortfaldne.

23) Jfr. om den gensid ige Fuldbyrdelse af de skand inaviske Landes D om m e Forhandlingerne paa det 11. nordiske Juristm øde (1919)

27

Den nævnte Konvention, jfr. Bekg. N r. 177, 10. Maj 1933 og Anordn. N r. 178, 11. Maj 1933, angiver, jfr. A nordningens §§ 1 og 10, som sin G enstand »retskraftige Domme, som er afsagt i borgerlige Sager«. I M odsætning til Rpl. § 223 a og § 479 angives Konventionens O m raade altsaa ved det processuelle Begreb » b o r g e r l i g e S a g e r « , ikke ved det m aterielretlige » b o r g e r l i g e R e t s k r a v « . O m raadet bliver herefter saadanne Sager, der behandles efter den borgerlige Retsplejes Regler, altsaa i dansk R et efter Retsplejelovens tred je Bog. I de fleste Tilfælde vil dog de to Begreber falde sammen, og en Række offentligretlige Krav, der hos os i M odsætning til i de andre nordiske Lande kan behandles i den borgerlige Retsplejes Former, er ved A rt. 11 udtrykkelig undtaget fra Konventionens Om raade. D ette gælder saaledes ifølge udtrykkelige Bestem m elser i denne A rtikels N r. 3 om Skattesager; private Straffesager gaar ind under U dtrykket »andre offentligretlige Forhold«, der altsaa undtages, selv om Afgørelsen m aatte være tru ffet i de for borgerlige Sager gældende Former. Paa den anden Side har Konventionen særlig m edtaget Krav paa Erstatning eller O prejsning for skadegørende H andlinger, selv om Afgørelsen angaaende dem m aatte være truffet under en offentlig Straffesag, jfr. saaledes for dansk Rets V edkommende Rpl. Kap. 89. Denne Bestemmelse vil kunne faa særlig Betydning i Autom obilsager.

Konventionens G enstand er endvidere kun D o m m e 24), hvilke næTmere bestem m es som »Rettens Afgørelse af det Krav eller Retsforhold, som udgør Sagens Genstand«, jfr. A n ordn. § 1, 2. Stk. og § 10, 2. Stk.. Den om fatter altsaa alene »Realitetsdomme«, ikke Domme angaaende Form aliteten, saaledes navnlig ikke Afvisningsdomme. Ifølge A rt. 2, N r. 3, falder dog alle Afgørelser, der i borgerlige Sager træ ffes angaaende Sagsomkostninger, ind under Konventionen, altsaa ogsaa hvis Afgørelsen er sket ved Afvisningsdom.

Endelig skal Dom m en være »r e t s k r a f t i g«, hvilket Begreb ved Anordn.s § 16 nærm ere bestem m es saaledes: »En

S. 183— 214 m ed Bilag V af N . A l e x a n d e r s o n , H. M u n c h - P e t e r s e n i Svensk Juristtidning 1919 S. 367— 68, Ø s t e n U n d é n sm st. 1933 S. 105— 114 og H. M u n c h - P e t e r s e n i U . 1934. B. 1— 15.

24) Se dog om F o r l i g ndfr. S. 34.

28

Afgørelse anses for retskraftig, naar den ikke er paaanket eller paakæ ret og ikke, eller dog ikke uden særlig Tilladelse, kan paaankes eller paakæres«. D et kræves med andre Ord, at den almindelige A nkefrist for Dommen er udløbet.

For at de nævnte Domme kan fuldbyrdes her i Landet, kræves im idlertid efter A nordn.s § 4, a t de har bindende V irk ning her i Riget. H ertil fordres vel ikke, at vedkom m ende Domstol har væ ret kom petent efter vore V ærnetingsregler, men der opstilles efter A nordn.s § 2 særlige Regler om, hvornaar en Udeblivelsesdom bliver at lægge til G rund25). Endvidere vil Fuldbyrdelsen ikke kunne ske, hvis dette vilde være aabenbart uforeneligt med Landets Retsorden. Heri ligger et »ordre public« Forbehold, der dog, under H ensyn til at det d re jer sig om de nordiske Stater, er gjort saa svagt, som Rpl. § 223 a tillader26). Endelig kræves det naturligvis, at Dom m en kan fuldbyrdes i den Stat, hvor den er afsagt. Om de A k tstykker og Bevidnelser, Begæringer om Fuldbyrdelse skal være ledsaget af, gives nærm ere Bestemmelser i Anordningen.

Ogsaa uden for Dom skonventionen er der efter Rpl. tru ffet Overenskom st om A nerkendelse og Fuldbyrdelse af Afgørelser, der er tru ffe t i de andre nordiske Stater. D ette gælder saaledes paa et specielt, men meget praktisk vigtigt Om raade, nemlig m ed H ensyn til I n d d r i v e l s e a f U n d e r h o l d s b i d r a g . Ifølge den nordiske Konvention herom, jfr. Lov N r. 283, 11. N ovem ber 1931, Bekg. Nr. 324, 28. D ecem ber 1931, A nordn. Nr. 308, 4. Juni 1946 og J. M. Cirk. N r. 167, 7. Juni 19 4 627), skal nemlig alle Afgørelser, saavel Domme som adm inistrative Beslutninger28), angaaende Underholdsbidrag til Æ gtefælle, tidligere Æ gtefælle, Børn i eller udenfor Æ gteskab, Stedbørn, A doptivbørn og det uægte Barns Moder, som er tru ffet i en af de nordiske S tater og kan fuldbyrdes i denne, paa Be

25) Jfr. nærm ere H. M u n c h - P e t e r s e n U . 1934. B. 8— 9.-«) Jfr. herved T i l l æ g 1936 til D. R p l . II. S. 410 (S. 4 1 0 a ).27) V ed A n ord ningen af 4. Juni 1946, der ophæ ver A n ordn. N r.

326, 30. D ecem ber 1931, er det bestem t, at de Forretninger m ed H en syn til Inddrivelse af U nderholdsb idrag, der h id til har væ ret hen lagt til Justitsm in isteriet, henlæ gges til vedkom m end e A m t, i K øbenhavn O verpræ sidiet.

28) D et sam m e gælder ogsaa en skriftlig O verenskom st.

29

gæring um iddelbart fuldbyrdes i enhver af de andre Stater. D er er lige saa lidt som i D om skonventionen foreskrevet nogen Prøvelse af vedkom m ende M yndigheds Kompetence, men gælder alene en Begrænsning i A dgangen til a t eksekvere U deblivelsesdomme angaaende Bidrag til uægte Børn. Endvidere kan Fuldbyrdelse ikke kræves i Strid med en Dom eller Beslutning, som i den Stat, hvor Fuldbyrdelsen søges, har fastsat B idraget til et lavere Beløb eller afgjort, at U nderholdspligt ikke foreligger29).

Endelig kan nævnes30) de Bestemmelser, der indeholdes i de nordiske Konventioner om Konkurs og D ødsboskifte31), hvorved man i det Omfang, hvori der var praktisk Trang dertil, har ophævet den Undtagelse, som D om skonventionen af 16. M arts 1932, jfr. Bekg. Nr. 177, 10. Maj 1933, oprindelig gjorde m ed H ensyn til A fgørelser vedrørende D ødsboskifte og Konkurs m. m.. Herom maa dog henvises til Skifteretten32).

B. a. Eksekution kan endvidere ske paa Grundlag af o f- f e n 1 1 i g e Forlig, jfr. § 478, N r. 2.

1°. H ertil henregnes for det første alle Forlig, der indgaas f o r F o r l i g s k o m m i s s i o n e r , hvad enten det er den almindelige Forligskommission eller de særlige Kommissioner i Sø- og H andelssager i København eller i M edhjæ lpersager paa Landet33).

2°. Endvidere gælder det samme om alle Forlig, der indgaas f o r R e t t e r . H erunder maa ikke blot henføres de egentlige »Domstole«, cfr. U dtryksm aaden i § 478 Nr. 1, men de judicielle M yndigheder i videre Forstand, saaledes Foged- og Skifte

29) Jfr. herved O. A . B o r u m : L ovkonflik ter, 3. U dg. S. 88 og 127— 128.

30) D erim od indeholder K onventionen om Æ gteskab , A d o p tio n m. m., jfr. Bekg. N r. 323, 28. D ecem ber 1931, uanset at dens A rt. 22 ogsaa om fatter v isse A fgørelser , der kan frem kalde Krav om E ksek u tio n i en anden Stat, kun B estem m else om d isse A fgørelsers R e tskraft, m en løser ikke se lv e Spørgsm aalet om , hvorv id t de kan ek sekveres.

31) Jfr. A nordn. N r. 250 og 251, 1. Septem ber 1934 om K onkurs og A n ordn. N r. 273, 4. O ktober 1935 om A rv og D ø d sb osk ifte .

32) Jfr. nærm ere S k i f t e r e t t e n S. 324— 25 om K onkurskonventio n en og S. 334 om D ød sb ok on ven tion en .

:i:3) Jfr. D . R p 1. I I . S. 131— 33 og T v i s t e m a a l S. 184— 85.

30

re tte r34) og ogsaa visse offentlige »Voldgiftsretter«. Ekseku- tionskraft er saaledes udtrykkelig k n y tte t til de i Lov Nr. 94, 15. M arts 1939, § 9 om handlede Forlig under Voldgift i Tvistigheder angaaende H usdyrhandler og til Forlig indgaaet for Boligvoldgiftsretter, jfr. Lovbekg. N r. 347 og 348, 6. Septem ber1947 § 77, Stk. 8. D et samme maa sikkert gælde om Forlig, der afsluttes for den faste V oldgiftsret i M edfør af Lov N r. 536, 4. O ktober 1919 § 7, 2. Stk., skønt Lovens § 16 kun udtrykkelig fastslaar Fuldbyrdelsesvirkningen for de af R etten afsagte Domme. T ilsvarende maa vistnok gælde Forlig indgaaet for Er- hvervslejevoldgiftsret og Lærlingeraadet.

3°. Fremdeles knyttes der Eksigibilitet til Forlig indgaaede f o r O v e r ø v r i g h e d e n , men dog kun i saadanne Sager, hvor det ved Lovgivningen er paalagt denne at mægle. D ette er vistnok nu kun Tilfæ ldet ved den »Mægling« (som dog ikke i sig selv kan give Anledning til eksigibelt Forlig) og »Vilkaars- forhandling«, der ifølge Æ gteskabslov 30. Juni 1922 § 76 skal finde Sted, før Separation eller Skilsmisse meddeles.

4°. Eksekutionskraft er ogsaa, ligesom allerede efter Lov 30. Decem ber 1858 § 8 i Slutn., udtrykkelig k ny tte t til Forlig, der indgaas f o r L a n d v æ s e n s k o m m i s s i o n e r .

5°. Endelig skal det samme gælde om Forlig, indgaaede for a n d r e M y n d i g h e d e r , o m h v i l k e L o v e n e b e s t e m m e r 35), a t de for dem afsluttede Forlig skal kunne eksekveres. D ette er Tilfæ ldet med de Forlig, der i M edfør af Instr. 28. August 1795 § 8 b indgaas for Københavns Magistrat. Endvidere k n y tte r § 478, Nr. 5, udtrykkelig Ekseku- tionsvirkning ogsaa til de for danske Konsuler i U dlandet i H enhold til Lov 15. Februar 1895 indgaaede Forlig. D erim od m aa den Politidirektøren tidligere efter Lov 11. Februar 1863 § 20 tilkom m ende Beføjelse til i private Politisager at m edvirke til Indgaaelse af eksigible Forlig være ophørt med B ortfaldet af Begrebet private Politisager. Fremdeles er det efter Rpl.s

34) Paa sam m e M aade forstod m an for Rpl. B estem m elsen i PL 21. Januar 1820 om , at de Forlig, der b lev indgaaet ved R etterne, skulde have E ksekutionskraft, jfr. Kskr. 12. Juni 1821 og 9. N o v em b er 1822.

35) Cfr. m ed H en syn til et for H e g n s s y n s m æ n d v ed taget Forlig U . 1937. 984 og N ellem ann : E xecu tion S. 31.

31

Formulering klart, at Eksigibilitet ikke er k n y tte t til Forlig, indgaaede under en Mægling, som det kun ved adm inistrativ Instruks er paalagt en offentlig M yndighed at foretage, saaledes Politiassistenterne i København ifølge Instr. 7. Juni 1869 § 46, jfr. J. M. Skr. 27. N ovem ber 1867. —

Ikke blot Forlig, der frem træ der som Afslutning paa en Mægling til at afværge en paatæ nkt Proces, tilkom m er der Eksekutionskraft. Men Rpl. opretholder ogsaa den hidtil bestaaende Adgang til f o r F o r l i g s k o m m i s s i o n e n — eller i de Retskredse, for hvilke der ikke findes nogen Forligskom- mission, ved U nderre tten — a t g o d k e n d e (»r a t i h a b e- r e«) e t u d e n f o r d e n s l u t t e t F o r l i g for derved at give det Eksekutionskraft (eller blot at sikre sig Bevis derfor), jfr. § 276. Denne Praksis havde under den tidligere P rocesordning udviklet sig med ret tvivlsom S tøtte i Fr. 10. Juli 1795, idet dennes Bestemmelse i § 43 om Forligets V irkning som et Slags »Domssurrogat«30) efter dens Mening og Sammenhæng kun syntes at skulle finde A nvendelse paa det af den tvungne Mægling frem gaaede Forlig. N aar denne Praksis er opretholdt ved Rpl., skyldes dette, a t den imødekom mer en Trang, der maa siges at være til at opnaa Eksekutionskraft for Krav uden a t behøve at gaa den besværlige Retsvej, og som ogsaa i adskillige fremmede Procesordninger er tilfredsstillet gennem Skabelsen af særlige »eksekutoriske Dokum enter«37).

D er opstilledes im idlertid ved Rpl. § 478, N r. 2, 2. Stk. — for a t m odvirke visse Misbrug, der var gaaet i Svang under den tidligere Ordning — nogle regulerende Betingelser, som dog for en væsentlig Del er bortfaldet ved Tillægslov 30. Juni 1922 §§ 29 og 4338). Tilbage er herefter alene blevet Bestemmelsen

36) Jfr. D . R p l . II . S. 155.37) Jfr. saaledes den ty sk e C. P. O. § 794, 5), den østrigske E kse-

kutionsordn ing § 1 N r. 17, den norske T van gsfu ld b yrd elseslov § 3 N r. 6, svensk U tsökn in gslag § 12, fransk C ode de procédure art. 545 og 551.

38) Saaledes skulde efter § 276, 2. Pkt., saadan G odk en delse kun gyld ig kunne finde Sted ved en Forligskom m ission , u n d e r h v i l k e n e n t e n K r e d i t o r e l l e r S k y l d n e r e n h ø r t e ; d e tte oph æ vedes ved den næ vnte T illæ gslovs § 29. F rem deles skulde efter § 478, N r.2, 2. Stk., Forlig, der var s lu tted e udenfor F orligskom m issionen og god-

32

om, at de O m k o s t n i n g e r , Skyldneren indgaar paa at betale, bortset fra de med Eksekutionen forbundne (som Fogeden efte r § 502 altid skal skønne over), skal være a n f ø r t d e r i m e d e n b e s t e m t S u m 39).

D et er dog et Spørgsmaal, om der ikke ogsaa maa opstilles visse Betingelser angaaende d e n n æ r m e r e K a r a k t e r a f d e t K r a v , der ved Overenskom stens Indgaaelse eller Ratihabition i Forligskommissionen skal gøres eksigibelt. D et synes paa Forhaand klart, a t der maa gøres visse Begrænsninger i saa Henseende, saa at der f. Eks. ikke kan sikres Eksi- gibilitet for alle Krav, der mulig senere m aatte opstaa af et gensidigt Obligationsforhold som et Lejeforhold, en Købekontra k t40) eller et Interessentskabsm ellem værende. E fter Sagens N atu r vil det være rimeligt først at tillægge Eksekutionsafta- len Betydning, naar de enkelte Krav ifølge M ellem værendet har antaget K arakteren af bestem t præciserede og ensidige Ydelser41), og meget kunde tale for, paa lignende M aade som

k en d te i en saadan, kun kunde tjen e til G rundlag for E ksekution, naar de var f o r s y n e d e m e d t o m ed Stilling og B opæ l anførte V i d n e r s P a a t e g n i n g om , at F orliget førend Skyldnerens U n d ersk rift var lyd elig op læ st for og ved ta g et af ham; denne B etin gelse s le tted es ved T illæ gsloven s § 43.

30) Jfr. herved D om m e i U . 1922. 657, 1923. 122, 1925. 706, R. U . N r. 140 i U . 1922. B. 172, sam t utr. kbh. F. R. K. 22. Juni 1921 (herefter ansaas B etin gelsen ikke for fy ld estg jo rt ved fø lgen de K lausul: »I T ilfæ ld e af, at Fordringen eller dens R est overg ives en Sagfører til Inkassation, b eta les 10 pC t. af R estkøbesum m en, dog ikke under 10 Kr., eller der foretages E ksekution for sam m e, beta les paaløbende O m kostn inger, herunder Befordring«). — Se herved ogsaa J. D . 1935S. 3: R ekviren ten ikke anset for b erettiget til at kræ ve »R atihabi- tionsom k ostn in ger« foruden de i det ratihaberede Forlig til et b e stem t B eløb fastsatte Forligs- og Inkassationsom kostn inger m. v., sam t U . 1925. 268 (H ): B estem m elsen i Rpl. § 502, hvorefter Fogeden under E ksekution kan n edsæ tte H onoraret til R ekviren tens juridiske K onsu lent, antoges ogsaa at om fatte et i et fr iv illig t Forlig v ed taget Inkassationssalæ r.

40) Jfr. fra den tid ligere P rocesordning J. M. Skr. N r. 86, 11. M arts 1891, Kskr. 25. N ov em b er 1837, U . 1909. 682.

41) Jfr. D om i U . 1912. 99 og næ rm ere om hele dette Spørgsm aal H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 28— 29 og A fh and ling i U . 1908. B. 5— 8. O gsaa efter de frem m ede Procesordninger p lejer der at kræ ves en vis L ikvid itet.

33

m ed H ensyn til Domme42), i Almindelighed at forlange, at K ravet allerede paa den Tid, da Eksigibiliteten fastsæ ttes, er forfaldet, da Skyldneren lider Skaar i den ham tilkom m ende R etsbeskyttelse, naar Spørgsmaalet, om K ravet mod ham har antaget sin endelige fremtvingelige K arakter, henvises til summ arisk Afgørelse ved Fogedretten i Stedet for til indgaaende Prøvelse ved Domstolene. Ogsaa selve Begrebet »Forlig« leder næ rm est T anken i Retning af et endeligt Retskrav, som Parten allerede nu kunde forlange opfyldt, og om hvis nærm ere Afvikling der ved Forliget træffes en Ordning.

V or Rpl. nøjes im idlertid med at søge B eskyttelsen for Skyldneren gennem Opstilling af r e t s t r e n g e B e v i s k r a v med H ensyn til K ravets M odenhed til Eksekution, jfr. § 484, 2. Stk. Er den ved Forliget hjem lede Fordring kny tte t til en Betingelse eller T idsfrist eller afhængig af Erlæggelse af en Modydelse, maa det nemlig efter denne Bestemmelse v e d F o r l i g e t s e g e t I n d h o l d (hvoraf maaske Forfaldsdagen um iddelbart frem gaar) e l l e r v e d a n d r e o f f e n t l i g e D o k u m e n t e r e l l e r v e d S k y l d n e r e n s e g e n I n d r ø m m e l s e væ ret givet, at Betingelsen er ind traadt eller T idsfristen udløbet, eller at Forligshaveren fra sin Side har erlagt Modydelsen, for saa vidt ikke lovligt og betimeligt Tilbud herom frem komm er u n d e r s e l v e F o r r e t n i n g e n 43).

Ved Ratihabition af private Forlig vil det forøvrigt ofte om vendt være en naturlig Forudsætning, at denne sker inden den vedtagne Forfaldstid eller, dog i en vis K ontinuitet med selve O prettelsen. D ette maa særlig gælde, naar der er ben y tte t den ikke ualmindelige Praksis, hvorefter D ebitor i Forliget giver in blanco Fuldmagt til at møde ved Ratihabitionen, idet det overlades K reditor eller dennes Sagfører, naar det til sin T id faar aktuel Interesse, at udfylde Fuldmagten med N avnet paa den Person, som han vil lade møde for Skyldneren, ofte vedkommende Sagførers Fuldmægtig eller Kontorist, saa-

42) Jfr. D. R p 1. 11. S. 83 ff.4:î) Jfr. herved J. D. 1943. 95: U d læ gsforretn ing paa G rundlag af

Forlig næ gtet Frem m e under H en syn til, at Forliget savn ed e den til E ksekvering fornødne E ndelighed og B estem thed .

Tvangsfu ldbyrdelse . 3

34

ledes at D ebitor altsaa slet ikke m edvirker ved selve R atihabitionen44).

b. D er kan i Almindelighed endnu m indre være Tale om um iddelbar Eksekution af u d e n l a n d s k e F o r l i g end af Domme, allerede fordi O rdningen af Forligsvæsenet er saa vekslende i de forskellige Lande, at det vilde være m eget vanskeligt a t opstille en almindelig Regel. De U ndtagelsesbestem m elser, der hidtil har hjem let um iddelbar Eksekutionsadgang for frem mede R etsakter, har ogsaa kun H ensyn til Domme og Kendelser, saaledes navnlig ogsaa Mellemrigslov 19. Febr. 1861 § l 45). D erim od aabner § 479 Mulighed for i Henhold til T rak ta t at knytte um iddelbar Eksekutionskraft ogsaa til udenlandske offentlige Forlig. En saadan Eksekutionskraft er nu ved den tid ligere om talte nordiske Domskonvention, jfr. Bekg. N r. 177,10. Maj 1933, A rt. 2 og Anordn. N r. 178, 11. Maj 1933 §§ 2 og 11, ogsaa tillagt offentlige Forlig. Reglen gælder dog kun o f- f e n 11 i g e F o r l i g , d. v. s. Forlig, der er indgaaet enten for en Forligskommission (i Norge et »Forligsraad«) eller for en Ret. Endvidere skal Forliget være i n d g a a e t for en saadan M yndighed; det er altsaa ikke nok, at det er godkendt eller ratihaberet for en Forligskommission. Denne Bestemmelse har dog kun praktisk Betydning ved Eksekution her i Landet af norske eller islandske Forlig. Derim od indgaas offentlige Forlig i Sverige og Finland altid i R etten og bekræftes ved dennes Dom. —

U denlandske V o l d g i f t s k e n d e l s e r kan der derim od ikke blive Spørgsmaal om at knytte um iddelbar Eksekutionsk raft til, allerede fordi en saadan Eksekutionskraft som Regel ikke tilkom m er indenlandske V oldgiftskendelser46). D anm ark har da ogsaa ved Ratifikationen af den internationale Konven-

44) Jfr. herved D . R p l . II . S. 159— 160’ og den der citerede D om U . 1905. 404, hvor dog m aaske den tid ligere F oræ ldelsesfrist paa A ar og D ag sp illed e m ed ind, sam t F r o s t : Fogedforretn inger S. 25 ogB. F i s c h - T h o m s e n i Juristen 1948 S. 43.

45) V ed K undgør. 13. Juni 1861 § 1 var derim od om ven d t m ed H en syn til Fu ldbyrdelse i Sverrig danske K om m issions- og D om sto ls- forlig stilled e lige m ed D om m e.

46) Jfr. D . R p l . II . S. 5 1 8 og B e r n t H j e j l e : Frivillig V o ld gift (1937) S. 177 ff. Cfr. dog om visse V o ld g iftsk en d elser ovfr. S. 21— 22.

35

tion om Eksekution af V oldgiftskendelser afsagt i U dlandet47) gjort en Tilføjelse, der lyder saaledes: E fter dansk Ret er V oldgiftskendelser afsagt af en V oldgiftsret ikke um iddelbart eksigible, men det vil i hvert enkelt Tilfælde være nødvendigt, saafrem t Eksekution skal foretages, at anlægge sædvanligt Søgs- maal, under hvilket den paagældende V oldgiftskendelse dog i A lm indelighed uden nærm ere Prøvelse vil blive lagt til G rund ved Sagens Paadøm m else48).

C. En um iddelbar Eksekutionsvirkning er endvidere kny tte t til v i s s e P a n t e b r e v e 49).

1°. Pantebreve i f a s t E j e n d o m .Herom findes nu Bestemmelsen i § 478, N r. 3, der ganske

stem m er m ed den tidligere Bestemmelse i Udpantningslov 29. M arts 1873 § 1550), dog med den Forskel, at der ikke længere skal kræves nogen udtrykkelig Vedtagelse af Eksekutionsad- gang i Obligationen, m en den underforstaas som »naturale negotii«51). D er opstilles dog en Række Betingelser for, a t Panthaveren saaledes »uden Lovmaal og Dom« skal kunne søge Fyldestgørelse i Pantet.

M an har saaledes kun villet tilstaa Panthaveren denne le ttere Eksekutionsadgang under Forudsætning af, a t han fyldest- gør Betingelserne for at nyde R etsbeskyttelse overfor T red je mand, og derfor alene k ny tte t den um iddelbare Eksekutions-

47) Jfr. Bekg. N r. 150, 28. Juni 1929.48) Jfr. som E ksem pel herpaa D o m i U . 1934. 856.40) Jfr. herved V i n d i n g K r u s e : E jend om sretten 2. U dg. III. S.

1553 og 1555, h vorefter den um iddelbare E ksekutionskraft efter § 478, N r. 3, ogsaa antages at tilk om m e den ifø lge et ensid igt G r u n d b y r- d e d o k u m e n t b erettiged e, m en ikke antages at gæ lde ved gensid ige G rundbyrder og derfor sæ dvanlig heller ikke ved A f t æ g t s k o n- t r a k t e r . Se ved det sid ste Spørgsm aal ogsaa V i n d i n g K r u s e U. 1927. B. 249— 50 og D o m U . 1934. 130, der dog næ gter um iddelbar E ksekution allerede som F ølge af, at der ikke i A ftæ g tsd o k u m en tet var op taget nogen B estem m else om F orfaldstid og »bortset fra, hvorv id t D o k u m en tet m ed H en syn til den her om handlede Y d else v ild e kunne anses som et P antebrev«. (I D ok u m en tet, der var b eteg n et som »Skøde og A ftæ gtskon trak t« , og som b lev tin g lyst som Pantebrev, var det b estem t, at der for de k o n tan te Y delser skulde kunne foretages U d læ g i E jendom m en i H en hold til Rpl. § 478 N r. 3).

50) Jfr. om denne T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 698— 9.51) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 137 (239).

3*

36

virkning til t i n g l y s t e Pantebreve. Det Hensyn til Klarhed i Grundlaget, som gør sig saa stæ rk t gældende ved Ekseku- tionsordningen, har for det første fø rt til at opstille d e n f o r m e l l e B e t i n g e l s e , at Pantebrevet skal være op re tte t eller vedkendt enten for N otarius publicus, for en Sagfører52) eller to V itterlighedsvidner. Endvidere skal der være givet Pant for e n b e s t e m t a n g i v e n P e n g e s u m 53), saa at um iddelbar Eksekution efter § 478, Nr. 3, ikke kan ske paa Grundlag af blotte »Skadesløsbreve«54). Skadesløsbreve kan derim od alene give Grundlag for Eksekution under de særlige Betingelser i §’ens Nr. 4, jfr. nedenfor under 2° 55). Fremdeles skal F o r f a l d s t i d e n v æ r e i n d t r a a d t p a a v i s s e b e s t e m t e M a a d e r 5G), nemlig enten paa G rund af O psigelse, eller fordi den oprindelig fastsa tte Betalingsterm in er

52) Jfr. m ed H en syn til et før Æ ndringen (1927) o p rettet P an tebrev D om i U . 1928. 1105.

53) Jfr. U . 1882. 1018.54) Jfr. U . 1903. 459, cfr. 1910. 739.55) V iser det sig derfor, at et Pantebrev, der form elt lyder paa et

b estem t B eløb, i V i r k e l i g h e d e n er et S k a d e s l ø s b r e v , maa E ksekution næ gtes, naar D eb itor ikke anerkender at sk yld e P an tebrevets Paalydende. Jfr. hervèd utr. kbh. F. R. KK. af 9. Septem ber 1931 og 13. N o vem b er 1936, der begge næ gter E ksekution m ed den B egrundelse, at den i P antebrevet anførte Pengesum i V irkeligheden alene var et Beløb, der var anslaaet at skulle dæ kke de efterhaanden paaløbende U d gifter til et B yggeforetagende. Jfr. m ed H en syn til en A k k o m o d a t i o n s o b l i g a t i o n U . 1938. 873, hvorom N o te 56 og T. S t e f a n N i e l s e n i U . 1938. B. 206 ff. og C. T o r k i l d - H a n s e n sm st. S. 210 ff., cfr. V i n d i n g K r u s e U . 1938. B. 197 ff. og 229 og m ed H en syn til E j e r p a n t e b r e v U. 1940. 402 (H ) ligeled es refereret N o te 56 og V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. Udg. III. S. 1689.

50) Se herved D om m e U. 1935. 646: D a F orfaldstidens Indtræden som Følge af U d eb live lse m ed den aarlige Y delse var gjort afhæ ngig af T ilsted evæ relsen af K endsgerninger af ganske ub estem t K arakter, savn ed e Forholdet den K larhed, som m aa være F orudsæ tningen for at anvende Rpl. § 478 N r. 3 og 1935. 797: F orfaldstiden for et E j e r p a n t e b r e v , der var g ivet i H aandpant, ansaas for indtraadt »af en R etsgrund, der i hvert Fald ganske m aa sid estille s m ed de Rpl. § 478 N r. 3 næ vnte«. Cfr. derim od m ed H en syn til en A k k o m o d a t i o n s o b l i g a t i o n U . 1938. 873, der udtaler, at der ikke kan antages v ed taget en R et til »i et T ilfæ ld e som det foreliggende, der afviger ganske fra en L aanesituation , at gaa frem efter Rpl. § 478

37

kommet, eller, men dog kun for saa vidt saadan Følge u d tryk kelig er betinget i Pantebrevet, paa G rund af Udeblivelse med R enter57). Derim od kan um iddelbar Eksekution ikke finde Sted, fordi muligvis Forfaldstiden m aatte være ind traad t som Følge af, at Ejendom m en ikke er holdt ordentlig vedlige, idet man har væ ret betænkelig ved at henvise dette ofte vanskelige Spørgsmaal til summarisk Afgørelse ved Fogedretten, og næppe heller, naar ifølge udtrykkelig Bestemmelse i P antebrevet Udeblivelse med et enkelt A fdrag58) eller den O m stændighed, at en anden K reditor gør Udlæg i P an te t59), bringer hele Gælden til at forfalde; ogsaa disse Forhold falder nemlig

N r. 3, m en kun en Sikkerhedsret«, og det tiltræ des derfor af Landsretten, at Fogeden har henført T ilfæ ld et under Rpl. § 478 N r. 4, hvorefter B etingelserne for um iddelbar E ksekution ikke har foreligget eller nu foreligger (D issen s). Se ogsaa U . 1940. 402 (H ), der i et T ilfæ ld e, hvor et E j e r p a n t e b r e v var g ivet i H aandpant, og hvor der som B evis for G æ ldens Størrelse hen v istes til to D om m e for V ekselgæ ld , udtaler, at Forfaldstiden i k k e saas at væ re indtraadt paa nogen af de i Rpl. § 4 7 8 N r. 3 om handlede M aader, og at Forretningen m aatte ophæ ves, da Skyldneren ikke havde anerkendt G æ ldens Størrelse, jfr. § 478 N r. 4, og de afsagte V ek seld om m e ikke kunde erstatte en A n erkend else (R ekvisitus havde under V ekselsagen taget Forbehold angaaende E rstatningskrav, m en d ette kan næ ppe være afgørende).

5T) Jfr. som D om m e, hvor O bligationen er b lev et anset for f o r f a l d e n , U . 1919. 113 (H ), 1926. 978, V . L. T. 1928. 149, U . 1929. 580, 771, 1934. 599 (dog ikke T ale om um iddelbart U d læ g), 1935. 797. Cfr. derim od som T ilfæ ld e, hvor O bligationen b lev anset for i k k e f o r f a l d e n , U . 1919. 877: P ostanvisn ing forsinket a fsend t af P o stvæ sen et (D issen s), 1920. 600: P ostanvisn ing søgt a fleveret paa K reditors tid ligere Bopæl d. 18. i T erm insm aaneden, 1920. 841: ta lt m ed K reditors H ustru under dennes B ortrejse, 1920. 856: undladt af en M isforstaaelse at betale et ringe overskydend e B eløb i T erm insrenter, jfr. 1922. 392 (dog ikke T ale om um iddelbart U d læ g), 1922. 675: K reditor burde have forstaaet, at der var sk et et U held , der ikke stod i Forbindelse m ed Skyldnerens B eta lingsevn e eller -v ilje , jfr. 1926. 731: K reditor burde have indset, at den m anglende R entebeta lin g ikke sk y ld tes M angel paa E vne eller V ilje til at beta le, m en U k en d skab til O bligationen , 1930. 516: Banken havde ikke n oget Ø jeb lik betragtet F orholdet, som om der m anglede D æ kning for C hecken, skønt K ontoen ved en F ejlregning fra D eb itors K asserer var o vertrukket. Se ogsaa U . 1935. 646, ovfr. N o te 56.

58) Jfr. U . 1885. 330. Se ogsaa V . L. T. 1930. 360.50) Jfr. U . 1894. 830.

38

udenfor de i Loven opregnede Tilfælde, der synes at skulle være udtøm mende. Udlæget skal kunne ske ikke blot for Kapitalen eller A fdrag paa denne, men ogsaa sæ rskilt for Renter. D et kan dog aldrig udstræ kkes til andet end P an te t00).

I hidtidig R etspraksis har m an fastholdt, a t R etten til um iddelbar Eksekution alene tilkom selve K reditor efter Pantebrevet, men har næ gtet en saadan Ret for den, der kun havde Pantebrevet i H aandpant. D ette Forhold har im idlertid ofte væ ret følt som en betydelig Ulempe for Forretningslivet61), og ved Revisionen i 1932 har m an derfor tilfø jet en Bestemmelse til § 478, Nr. 3, hvorefter R etten til um iddelbart Udlæg nu ogsaa tilkom m er d e n , d e r h a r P a n t e b r e v e t (herunder ogsaa E jerpantebrev) i H a a n d p a n t , uanset om H aandpant- haverens egen Fordring er forfalden eller ikke62).

Ved nogle særlige Bestem m elser hjem ledes der tidligere visse Banker og K reditforeninger en noget videre Eksekutions- adgang. Disse Bestemmelser var im idlertid bortfaldet ved Rpl.63), men der er nu a tte r indført en særlig Adgang for saadanne Pengeinstitu ttér til at gøre Udlæg. Reglen gælder ifølge § 478, Nr. 3, ved Pantebreve, der er udsted t til en B a n k eller S p a r e k a s s e e l l e r til en K r e d i t f o r e n i n g e l l e r H y p o t e k f o r e n i n g 64), hvis S ta tu tter er stadfæ stet af Indenrigsm inisteriet65), og den særlige Adgang til Udlæg udover de sædvanlige Tilfæ lde haves, naar Forfaldstiden er ind traad t som Følge af væsentlig Forringelse af pantsat D riftsinventar,

00) D er kan gøres U d læ g f o r e n D e l af det forfaldne T ilg o d e havende, jfr. U . 1929. 545, 1934. 365, m en ikke for O m kostn inger alene, jfr. 0 . L. T . 1929. 452. D om m en i U . 1934. 365 anser det im id- tid for en K onsekvens af den b en y tted e Frem gangsm aade, at U d læ gshaveren m aatte væ re afskaaret fra ved T vangsauk tion en at kræ ve F yld estgørelse udover den D e l af sit T ilgod eh aven de, hvortil han selv h avde begræ nset s it T vangsforfø lgn in gssk ridt, cfr. N o te **) til sam m e D om V . L. T . 1934. 57.

61) Jfr. S t e g l i c h - P e t e r s e n Forhandlingerne N o rd isk Juristm øde K øbenhavn 1928 S. 284—87.

62) Jfr. V i c t o r H a n s e n U . 1930. B. 316 og 1932. B. 222. Se iøvrigt herved A fgørelser U . 1933. 777, 1935. 797 og 1940. 402 (H ).

G3) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 324 Sp. 140—41 (243), R. U . N r. 107 i U . 1922. B. 23 og 1925. A . 889 (H ).

64) Jfr. L ov N r. 396, 12. Juli 1946 § 1.°5) D erim od ikke Statslaan efon den , jfr. U . 1935. 372.

39

D riftsm ateriel eller Besætning, og saadan Følge udtrykkelig er betinget i Pantebrevet66).

2°. T i n g l y s t e S k a d e s l ø s b r e v e i fast Ejendom.For at fremme B enyttelsen af Skadesløsbreve i Stedet for

A kkom odationsobligationer07) er der endelig nu ved § 478, Nr. 4, givet Adgang til Eksekution paa Grundlag af tinglyste Skadesløsbreve, hvorved der gives Pant i fast Ejendom, og som er o p re tte t paa samme M aade som de i § 478, N r. 3, nævnte Pantebreve. Betingelsen for um iddelbar Eksekution er dog, at Gældens Størrelse og Forfaldstidens Indtræ den er erkendt af Skyldneren68). —

D er kan næppe være Tvivl om, at ogsaa Pantebreve oprettede i U d l a n d e t , naar de fuldtud opfylder de under C. fastslaaede Betingelser, maa kunne give Adgang til um iddelbar Eksekution.

D. Bestem m elserne i § 478, N r. 3 og 4, angaar kun P an tebreve i fast E jendom og ikke Løsøre, m edm indre dette er indbefa tte t i P an tet som T ilbehør til Ejendommen, jfr. T inglysningslov 31. M arts 1926 §§ 37 og 3869). B ortset fra et enkelt Særtilfæ lde70) er der derim od ingen Hjem m el for um iddelbar Eksekution ved Pant i L ø s ø r e , og der kan selvfølgelig ikke være Tale om at anvende § 478, Nr. 3 og 4, analogisk paa saadan t Pant, hvor Forholdet i flere R etninger frem byder langt større Usikkerhed. A t Forholdet iklædes K arakteren af et

°6) O gsaa i det R p 1. § 6 8 0 om handlede T ilfæ ld e er der h jem let en um iddelbar E ksekutionsadgang, jfr. S k i f t e r e t t e n S. 61. D enne A d gang er iøvrigt nu ligesom R etten efter § 578 u d videt til at gælde den , der har H aandpant i P antebrevet.

67) Jfr. S t e g l i c h - P e t e r s e n Forhandlingerne N ord isk Juristm ød e K øbenhavn 1928 S. 288 og V i n d i n g K r u s e sm st. S. 316— 17.

°8) Jfr. herved D om U . 1934. 140, der anerkender, at der, naar B etin gelsern e efter § 478 N r. 4 er o p fy ld t, kan foretages U d læ g paa G rundlag af Sk adesløsb revet uden at erhverve D om over den nuvæ rende Skødehaver, jfr. ndfr. S. 59, N o te 24. Cfr. derim od U. 1940. 402 (H ), hvorefter to afsagte V ek seld om m e for G æ lden ikke kunde ersta tte Skyldnerens A n erk en d else af G æ lden. Se herom N o te 56.

60) Cfr. derim od U . 1929. 408 m ed H en syn til en før T in g ly sn in g slo v en s tifte t P anteret.

70) N em lig i Lovbekg. N r. 210, 23. A p ril 1941 § 6, der hjem ler K ongeriget D anm arks F iskeribank R et til at foretage U d læ g uden Lov- m aal og D om i det til Pant stilled e F a r t ø j m ed T ilbehør.

40

»Møbellaan«, bør sikkert ikke bevirke den Forskel, at P an thaveren som »Ejer« skulde kunne foretage um iddelbar Fogedforretning71), da en saadan T ransaktion ikke forfølger det normale økonomiske Formaal med en Ejendom soverdragelse, men kun skal tjene til Sikkerhedsstillelse72). Om dette Spørgsmaaf maa dog henvises til Fremstillingen ndfr. S. 288—289.

I det hele maa det antages, at enhver Adgang til at vedtage um iddelbar Eksekution udenfor de lovhjem lede Tilfæ lde maa være afskaaret73). A t det i al A lmindelighed skulde væ re en K reditor tilladt at betinge sig Eksekutionsadgang for s it Krav, kan umulig tænkes, og der mangler i vor Ret enhver Hjemmel for den Begrænsning i saa Henseende, der ganske nødvendigt m aatte opstilles. I fremmed Ret knyttes da som berørt ogsaa denne eksekutoriske Virkning kun til visse D okum enter af en særlig likvid K arakter. Men netop f. Eks. m ed Hensyn til Gældsbreve indeholdt Lov 29. M arts 1873 § 15 før Rpl. en klar Forudsætning om, at Vedtagelse af Eksekutionsadgang ikke i andre Tilfælde kunde være gyldig, idet denne Lovbestemmelse ellers vilde være overflødig74), ligesom V edtagelsen af den hurtige Retsforfølgning efter den tidligere Fr. 25. Jan. 1828, jfr. nu Rpl. § 443, N r. 1, væsentlig vilde tabe sin praktiske Betydning, hvis K reditor ifølge ethvert G ældsbrev kunde forskaffe sig en endnu fordelagtigere Stilling ved at betinge sig um iddelbar Adgang til Eksekution. En tilsvarende Ordning maa da ogsaa være opretholdt ved Rpl., saaledes a t en K reditor kun kan opnaa um iddelbar Eksigibilitet for sin

71) Jfr. nærm ere H. M u n c h - P e t e r s e n U. 1908. B. 8—9 og: E r w i n M u n c h - P e t e r s e n : O verdragelser til F y ld estgørelse (1935) S. 18— 22, hvor det hæ vdes, at den processuelle B esk y tte lse lige saa lid t som O m sæ tn in gsb eskyttelsen kan bero a lene paa Parternes V ilje . I m odsat R etning gik dog før Rpl. den herskende T eoris jfr. T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 344— 45, og v istnok Praksis,, jfr. H øjesteretsd om U. 1888. 613 (616), cfr. dog 1889. 518. I nyer& R etspraksis er det her hæ vdede Standpunkt derim od anerkendt, jfr. U. 1929. 776. Se ogsaa 0 . L. T . 1930. 275 og utr. kbh. F. R. K. 13. Juli 1936.

72) Jfr. J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret. A im . D el. 3~ Udg. S. 160, N o te 27, V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. Udg~II. S. 1266— 67.

73) Jfr. næ rm ere N e l l e m a n n : E xecution S. 38 ff.74) Jfr. U . 1903. 459.

41

Ret ifølge en Overenskom st ved at lade denne ratihabere i Forligskommissionen (U nderretten). Ikke blot en forudgaaende Vedtagelse maa i saa Henseende anses for betydningsløs, m en ikke engang et Samtykke af Skyldneren ved selve Forretningens Foretagelse kan forskaffe denne Retsvirkning som Eksekution udenfor Lovens Betingelser.

II. F o g e d e n s S t i l l i n g o v e r f o r d e f o r s k e l l i g e E k s e k u t i o n s g r u n d l a g er dog ikke i alle Tilfælde den samme.

A. O verfor D o m m e o g K e n d e l s e r er Fogedens Prø- velsesret stæ rkt begrænset. Han maa dog naturligvis undersøge, om Dommen eller Kendelsen er udgaaet fra en lovlig bestaaende Domstol eller nogen til at afsige eksigible D ekrete r beføjet M yndighed, og hvis dette viser sig ikke at være Tilfældet, nægte Eksekution, jfr. § 483. E fter denne Bestemmelse er det yderligere en Forudsætning, at Dommen og Kendelsen er udfærdiget i den lovmæssige Form 75). Med H ensyn til udenlandske Domme eller Kendelser skal der ifølge § 486 forelægges Fogeden de Oplysninger, som opstilles i de specielle Bestemmelser, der er anført ovenfor S. 25—29. Hvad derim od Dommens eller Kendelsens Indhold angaar, skal Fogeden alene paase, om den overhovedet ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, jfr. herom ovenfor under I. A. Derimod tilkom m er det ikke Fogeden at undersøge eller afgøre, om Dommen eller Kendelsen m aatte lide af saadanne Fejl eller Mangler, som kunde m edføre en anden Afgørelse efter A nke eller Kære. D ette følger nemlig af Princippet om Dommes R etskraft, hvorefter Fogeden maa respektere den sideordnede Rets Afgørelse og derfor ikke kan sæ tte denne til Side ifølge O m stændigheder, der allerede har foreligget, før Afgørelsen blev truffet; ikke engang med H ensyn til en »privilegeret« Indsigelse som Um yndighedsindsigelsen er der H jemmel for at fravige denne Grundsætning, saaledes at D om fældte skulde kunne frem sæ tte denne Indsigelse for Fogedretten76). Derim od maa Foge

75) Jfr. herved U . 1935. 1124: F ogeden anset for b erettiget til at næ gte Frem m e af en E ksekutionsforretn ing, da der som Følge af en F orveksling m ellem D o m fæ ld te og hendes M ands M oder ikke forelaa en over D o m fæ ld te i lovm æ ssig Form udfæ rdiget D om .

70) Jfr. fra den tid ligere P rocesordning D om m e i U . 1911. 147, 1879. 426 og N e l l e m a n n : E xecution S. 20— 21 m ed N o te 1.

42

den kunne nægte at foretage Eksekution paa G rund af Omstændigheder, der først er ind traad t efter Dommens eller Kendelsens Afsigelse, f. Eks. ved Betaling77), jfr. saaledes med H ensyn til Handlingsdom m e § 493, 1. Stk.

M edens Fogeden saaledes er bundet ved Dommen og Kendelsen, maa han dog selvfølgelig have Ret og Pligt til a t f o r t o l k e den for at udfinde dens nærm ere M ening78). A f H ensyn til de Krav til Klarhed, der med R ette stilles til Ekseku- tionsgrundlaget, bør han ved denne Fortolkning vise en vis Strenghed, saaledes at han kun fuldbyrder, hvad Dommen eller Kendelsen med Sikkerhed hjem ler. Men man tager dog næppe heller i denne Retning Sagen saa form elt som efter den gamle Ordning, hvorefter m an fastholdt den egentlige »Konklusion« som den Ramme, ud over hvilken Tvangsfuldbyrdelsen ikke kunde gaa79).

D et er dog vistnok kun overfor Domme og Kendelser, der er afsagt af egentlige judicielle M yndigheder, at Fogedens Prøvelsesadgang kan antages at skulle være saa stæ rk t begrænset. En Forudsætning om, at der alene er tæ nkt paa saadanne M yndigheder, ligger der ogsaa i Henvisningen i § 483,2. Pkt., til Afgørelse ved A nke eller Kære. O verfor andre M yndigheder kan da den ved § 483 fastsatte Begrænsning i Fogedens Kompetence ikke ubetinget være bindende.

Med Hensyn til de af danske Konsuler i U dlandet i M edfør af Lov 15. Febr. 1895 afsagte Domme maa dog vistnok Fogedens Stilling være den samme som overfor almindelige D om me, da det i Lovens § 5, sidste Stk., udtrykkelig siges, at A d gangen til at faa Konsulernes Domme eksekverede er »den samme som A dgangen til at faa a n d r e U nderretsdom m e

77) Jfr. angaaende Spørgsm aalet om D eb itor efter D om m ens A f sige lse havde b eta lt D om sb eløb et, utr. kbh. F. R. K. 24. Juni 1936.

78) Jfr. U . 1877. 639 (642) og den i forrige N o te anførte F. R. K., hvor det ikke af se lve D om m en klart frem gik, for hv ilket T idsrum Skyldneren var døm t til at beta le V ejbidrag.

79) Jfr. U . 1924. 364 (365), hvorefter F ogeden ansaas for k om p eten t til at afgøre, h vorv id t et af D om h averen afg ivet T ilb ud om L evering af M odydelse var rettid igt. Cfr. derim od J. D . 1937. 70, der ansaa O p fy ld e lsen af et K rav om B esk ikkelse af en R evisor efter Rpl. § 496 til at udarbejde et R egnskab, som det ved H R D var paalagt et Selskab at om gøre, som hv ilen de paa en udvidende Fortolkning af D om m en, der laa udenfor Fogedens K om petence.

43

eksekverede«. H vad derim od Kendelser af L a n d v æ s e n s - k o m m i s s i o n e r angaar, maa man, da disse ikke kan anses for egentlige R etter80), vistnok antage, a t Spørgsmaal om G r æ n s e r n e f o r d e r e s M y n d i g h e d kan paakendes af Fogeden lige saa vel som af andre judicielle M yndigheder, og at derfor deres D ekreter kan sæ ttes til Side, naar de findes a t have overskredet deres Kompetence. En lignende Begrænsning maa gøres med H ensyn til D o m m e a f s a g t a f » d e n f a s t e V o l d g i f t s r e t « , saaledes a t det ved Bestem m elsen i Lov N r. 536, 4. Okt. 1919 § 16 om, at disse Dom me »bliver a t fuldbyrde som endelige og retskraftige Domme«, maa underforstaas, a t R etten ikke har overskredet Grænserne for den Kompetence, der er tillagt den ved Loven81).

Paa G rund af de meget ringe judicielle G arantier, som saavel Personer som Behandlingsmaade i disse Sager frem bød efte r de tidligere Voldgiftslove, m aatte der vistnok tillægges Fogeden en endnu videre gaaende Prøvelsesret overfor V o l d g i f t s k e n d e l s e r a n g a a e n d e H u s d y r h a n d l e r . D et antoges saaledes af H. M u n c h-P e t e r s e n 82), a t Fo

80) Jfr. næ rm ere T i l l æ g (1936) til D . R p l . I. S. 21 og ovfr. S. 21, N o te 7. Se iøvrigt om hele dette Spørgsm aal M a t z e n : Statsfor- fa tn ingsret III. 4. U dg. S. 203 f f., 210, og B e r l i n : S tatsforfatn ingsret II. S. 276, m en i m odsat R etning S i n d b a 11 e i U . 1916. B. 12. D e t her paaberaabte M om ent, at Spørgsm aal om m ulige K om p eten ceoverskridelser af O v e r landvæ senskom m issionerne ifø lge L ov 30. D ec. 1858 § 21 afgøres af H ø jesteret, syn es ikke at udelukke M uligheden for at lade L andvæ senskom m issionernes K om peten ce prøve af de a lm in delige D o m sto le og F ogedretten , lige saa lid t som den O m stæ ndighed , at O verlandvæ senskom m issionen , n a a r en L andvæ senskom - m issionskend else indankes til den, ogsaa skal undersøge, om Land- v æ sen skom m ission en har h o ld t sig ind en for sin K om petence. Se iø v rigt herved bl. a. D om m e U. 1918. 487, 1925. 316 (Spørgsm aalet om L andvæ senskom m issionens K om peten ce a fgjort af F ogeden), 1926. 626 (H ), 1928. 640 (H ), 1929. 982, 1053, 1931. 412, 1935. 28 (H ), 368.

81) Cfr. paa G rundlag af U . 1927. 75 (H ) K n u d I l l u m : D en k o llek tiv e A rb ejd sret S. 302, m en jfr. K om m entar til D om m en af E y v i n d O 1 r i k i T . f. R. 1927. 281— 82, A . D r a c h m a n n B e n t - z o n i U . 1940. B. 69— 70 og H øjesteretsd om m en e i U . 1944. 38 og 42.— Se herved ogsaa S i n d b a l l e U . 1916. B. 12, C a r l U s s i n g U.1928, T illæ g S. 54— 55 og J ø r g e n J e n s e n U . 1944. B. 197 ff.

82) Jfr. herved næ rm ere en A fh and ling i U . 1907. B. 192— 201, somdog gaar ve l v id t i R etn ing af at tillæ gge D o m sto len e (og F ogeden) P røvelsesret, og T vangsfu ldb yrd else , forrige U dgave, S. 40— 43.

44

geden ikke blot kunde prøve, om V oldgiftsretten havde overskredet G rænserne for sin Kompetence, men ogsaa om der forelaa fundam entale Fejl ved Frem gangsm aaden under V oldgiftsrettens Behandling af Sagen83). E fter at Loven af 15. M arts 1939 har gennemført, at ingen V oldgiftskendelse kan afsiges i første Instans uden den juridiske Fagdommers M edvirken som Form and for Retten, er Trangen til en vidtgaaende Prøvelsesret for Dom stolene og Fogeden blevet mindre, men det er dog tvivlsomt, om den bør begrænses saa stæ rk t som hævdet af S t e p h a n H u r w i t z 84). Givet er i hvert Fald, at Fogeden her maa kunne prøve Spørgsmaalet, om V oldgiftsretten har overskredet sin saglige Kom petence85). Endvidere er det positivt fastslaaet i Lovens § 11, at en Kendelse (eller et Forlig), der er tilvejebragt paa forbryderisk M aade, kan tilsidesæ ttes som ugyldig, og herunder gaar ikke blot stra fb art Forhold fra Voldgiftsm ændenes eller Dommerens Side, men ogsaa Tilfælde, hvor Afgørelsen er tilvejebragt ved stra fb art Forhold fra en af Parternes Side. Endelig maa speciel Inhabilite t i visse Tilfælde kunne m edføre A nfægtelse af de afsagte Kendelser86).

B. Overfor F o r l i g er Fogedens Stilling en helt anden end overfor Domme, idet der ifølge § 484, 1. Stk., naar et Forlig forelægges ham til Eksekution, tilkom m er ham samme A dgang

63) Jfr. fra n y este T id U. 1938. 137, der statuerede, at V o ld g iftsretten havde begaaet en saa væ sen tlig Fejl ved sin A fgørelse af Spørgsm aalet om , hvem der var Sagens rette Parter, at K en delsen ikke kunde eksekveres ved F ogeden (D issen s).

64) S t e p h a n H u r w i t z : H u sd yr-V old g ift (1942) S. 246— 263, særlig S. 254—56.

85) Jfr. ogsaa efter Lov af 1939 D om i U . 1942. 366: En for H usdyr- v o ld g iftsret indbragt Sag b lev efter U d lø b et af de i L ovens § 6 om m eld te Frister henvist til B ehandling ved ordinær Ret. E fter at den var b lev et a fv ist ved denne, genoptog V o ld g iftsre tten B ehandlingen . D et fand tes at følge af Rpl. § 483, 3. Pkt., at F ogedretten h avd e K om petence til at prøve, om V o ld g iftsre tten under de foreliggend e Forhold endnu havde b estaaet som lov lig Ret. D erim od antoges B etydn ingen af O verholdelsen af Fristen efter § 6 at fa lde udenfor Fogedens Prøvelsesret.

80) Jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n i U . 1907. B. 198, m en cfr. t ildels S t e p h a n H u r w i t z 1. c.

45

som de egentlige Dom stole efter § 27587) til at paakende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed88). Med Hensyn til Forlig indgaaede i et Retsm øde (m odsat blot ratihaberede, jfr. § 276) gælder der dog den Begrænsning, at Fogedens Kendelse ikke maa indeholde en Bedømmelse af R ettens H andlinger, hvad der vil være Tilfældet, naar Indsigelsen mod Forliget stø ttes paa Fejl, som R etten skulde have begaaet, jfr. § 275.

Samme Prøvelsesret som overfor Kommissionsforlig tilkom m er der ifølge § 485 ogsaa Fogeden overfor eksigible Pantebreve89).

§ 4.

Eksekutionskraftens Indtræden og Standsning1).I. A. D er maa sædvanlig forløbe en vis Tid, forinden D o m

m e n kan fuldbyrdes, den saakaldte » F u l d b y r d e l s e s - f r i s t « eller » E k s e k u t i o n s f r i s t « . Tanken med denne er dels at tilstaa den dom fældte en Frist til frivilligt at opfylde Dommen, dels at give ham T id til at overveje, om han vil paaanke Dommen. Ved H øjesteretsdom m e, paa hvilke Lovens Regel om Eksekutionsfrist efter Rpl. — i M odsætning til

87) Jfr. D. R p l . II. S. 156.88) Jfr. m ed H en syn til Fejl ved Frem gangsm aaden eller M angler

hos M æglerne D om m e i U. 1882. 283, 1889. 188, 1904. 524 og m ed H en syn til c iv ilretlige U gyld ighedsgrunde U . 1881. 1113, 1900. 811, 1902. 128, 1906. 47 (alle angaaende U m yn d igh ed ), 1926. 785 (ang. Lov 7. A pril 1899 § 15), utr. F. R. K. 24. Februar 1934 (L avvæ rges Sam tykke m anglede) sam t en R æ kke utrykte K endelser om urigtige og bristen d e Forudsæ tninger. Jfr. ogsaa utr. F. R. K. 10. Februar 1932: D a Forliget var æ ndret ved senere O veren sk om st, kunde det ikke eksekveres, m en cfr. F. R. K. 7. Juli 1933, hvor der b lot verserede Sag til F orligets O m stødelse .

8Ö) Jfr. U . 1937. 866, der i M edfør af § 485, jfr. § 484, ansaa U d stederen af et E jerpantebrev, som havde overdraget P antebrevet til en K reditor, for berettiget til under E ksekution i H en hold til Rpl. § 478 N r. 3 at frem sæ tte saavel forskellige Indsigelser vedrørende S k yld forh o ld et som enhver Indsigelse s tø tte t paa O m stæ ndighederne ved T ransporten af P antebrevet.

*) Jfr. efter den ældre R et N e l l e m a n n : E xecution S. 46— 65.

46

den ældre O rdning2) — ogsaa finder Anvendelse, er det dog selvfølgelig kun det forste Hensyn, der gør sig gældende. Ifølge de Grunde, der har bestem t Reglen, maa det vistnok antages, at Eksekution kan finde Sted før Fristens Udløb, naar D om fældte sam tykker deri3).

I M odsætning til den tidligere Ret regnes Fuldbyrdelses- fristen ikke først fra Dommens Forkyndelse, men allerede fra dens A f s i g e l s e . D ette s taar i Sammenhæng med B estem melsen i § 219, 3. Stk., om at Parterne, hvis det ikke allerede ved Sagens Optagelse er tilkendegivet dem, naar Dommen vil blive afsagt, særlig skal tilsiges til a t høre den afsagt4). E r im idlertid dette forsømt, regnes Fuldbyrdelsesfristen ifølge § 487, 1. Stk., først fra Dommens Forkyndelse. Denne maa ifølge § 153 foregaa efter de almindelige Regler, som Kap. 17 indeholder om Forkyndelser.

D et maa vistnok kræves, at de Dage, Fristen rummer, h e l t er forløbet, saa at f. Eks. Eksekutionen af en Gældsdom, for hvilken der er fastsat den almindelige Fuldbyrdelsesfrist af 15 Dage, naar Dommen er afsagt den 12. O ktober, ikke kan finde Sted den 27., men først den 28. O ktober5).

Som berørt, er ifølge § 487, 1. Stk., Fuldbyrdelsesfristen ved alle R etter i Alm indelighed 15 D a g e . De særlige, kortere Eksekutionsfrister, som den tidligere Lovgivning hjem lede for visse Sager, er altsaa bortfaldet ved Rpl.6).

2) Jfr. N e 11 e m a n n anf. Sted S. 47.3) Jfr. fra den tid ligere R et J. M. Skr. N r. 72, 5. A p ril 1887 og

efter Rpl. utr. kbh. F. R. K. 23. O ktober 1920: anset for tilstræ kkeligt, at R ekvisitus ikke af den G rund havde protesteret ved F orretn ingens Paabegyndelse. Saaledes ogsaa V . L. T . 1930 S. 107.

4) Jfr. herved R. U . N r. 6 i U . 1920. B. 90, h vorefter F ork yndelse ikke ansaas for nød ven d ig i et T ilfæ ld e, hvor Sagsøgte, sk ønt lo v lig stæ vnet, var u d e b l e v e t , og Sagen derfor op taget m ed B em æ rkning, at D om b lev afsagt straks, h v ilk et ogsaa skete.

5) Jfr. efter den tid ligere R et S c h e e l : P rivatretten s alm. D e l ILS. 99— 100 og D om m e i U . 1876. 255 (259), 1879. 614, 1893. 307, 1904. 178.

G) R eglen har dog kun H en syn til D om m e, afsagt af egen tligeRetter. D erim od m aa den tid ligere O rdning væ re op rethold t m ed H en syn til A fgørelser, der træ ffes af andre M yndigheder. I saa H en seen destilles K onsulers D om m e ved L ov N r. 35, 15. Februar 1895 § 5, s id ste Stk., lige m ed U nderretsdom m e. V ed L andvæ senskom m issionskendel-ser skal K om m issionen ifø lge Lov 30. D ecem ber 1858 § 17 selv be-

47

V ed Domme, der paabyder en H a n d l i n g s F o r e t a g e l s e , kan R etten efter §’ens 2. Stk. forlænge denne Frist, hvis D om fældte findes at behøve længere T id til H andlingens Foretagelse7).

Ogsaa paa U n d l a d e l s e s d o m m e finder Eksekutionsfristen Anvendelse, idet A nsvar for O vertrædelse af en saadan Dom ifølge §’ens 3. Stk. ikke ifaldes før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb. Grundene til at tilstaa en Fuldbyr- delsesfrist gør sig nemlig ogsaa gældende ved saadanne Dom me, idet det ofte kan ske, a t Efterkom m elsen af Dommens Forbud vil gøre det nødvendigt for Dom fældte at foretage positive H andlinger og mulig endogsaa indgribende Foranstaltninger. En Mand, hvem der f. Eks. bliver næ gtet Adgang til at tage V and fra Naboens Brønd, kan maaske derved blive nødt til selv at grave sig en Brønd. H vor disse B etragtninger ikke m aatte passe, kan R etten benytte sin Beføjelse til at fo rkorte Fuldbyrdelsesfristen efter § 4888).

Endelig foreskrives det ved §’ens sidste Stykke ogsaa med Hensyn til Domme, hvorved der blot t i l k e n d e s n o g e n e n R e t (i M odsætning til et bestem t eksigibelt Retskrav), at

stem m e E ksekutionsfristen . O m den faste V o ld g iftsre ts D om m e h ed der det i L ov N r. 536, 4. O ktober 1919, ligesom i den tid ligere L ov12. A p ril 1910, § 16, at de »bliver at fu ldbyrde som endelige og retskraftige D om m e«. M an har efter den tid ligere R et antaget, at de straks kunde fu ldbyrdes, uden F orkyndelse eller E ksekutionsfrist. M en det m aa dog v istn ok antages, at der efter Rpl., naar denne fastsæ tter en F uldbyrdelsesfrist se lv for H øjesteretsd om m e, m aa gæ lde det sam m e m ed H en syn til d isse D om m e. A t den alm indelige 15 D ages F uldbyrd elsesfrist gælder ved den faste V o ld g iftsre ts K endelser, er nu ogsaa antaget i to utr. kbh. F. R. KK. 14. A p ril 1934. V o ld g iftsk en d e lser i T v istigh ed er angaaende H andel m ed H usdyr siges i L ov N r. 94, 15. M arts 1939 § 9 at skulle forkynd es e fter R eglerne for D om m es Forkyn d else , og F uldb yrd elsesfr isten er da 5 D age for K endelser afsagte af O vervo ld g iftsretten og 3 U ger for andre K endelser. Se herved S t e p h a n H u r w i t z : H u sd yr-V old g ift S. 261 og M o g e n s K r o m a n i Juristen 1946 S. 231— 32.

7) D er er saaledes ved en u trykt Ø stre L andsretsdom V . 13. N o vem ber 1920 g ivet 30 D ages Frist, hvor B etaling skulde finde Sted m od U d sted e lse af en P anteobligation .

8) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 ad § 333 Sp. 144 (246— 7).

48

de ikke for U dløbet af den almindelige Eksekutionsfrist kan afgive Hjemmel for Udøvelse af en saadan Ret. Denne Bestem m else vil f. Eks. kunne finde Anvendelse paa Ejendoms- domme, for saa vidt saadanne kan tinglyses som Hjem m el for Adkom st, Separations- eller Skilsmissedomme, for saa vidt angaar Udøvelse af Forældrem yndighed9), og M ortifikations- domme, for saa vidt de hjem ler Ret til at faa et Pantebrev udslette t af Pantebogen eller til at fordre Betaling erlagt mod løs K vittering10). —

N aar Om stændighederne taler derfor, kan Retten dog ifølge § 488 ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen e f t e r P a a s t a n d sæ tte Fuldbyrdelsesfristen til k o r t e r e Tid end den almindelige11). I Forbindelse herm ed k a n det (men d e t behøver altsaa ikke at ske) paa Dom fældtes Begæring bestemmes, at D om haveren skal s t i l l e S i k k e r h e d , dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil eksekvere Dommen.

B. Om K e n d e l s e r , som bestem m er noget, der kan fuldbyrdes, foreskriver § 489, at de skal kunne eksekveres s t r a k s , saa snart de er afsagt og givet beskrevne, m edm indre andet frem gaar af Kendelsens Indhold12).

Herved maa være tæ nkt paa Kendelser i egentlig Forstand, altsaa paa Afgørelser, der forefalder under en Domssags Behandling13). Derimod gælder det om de Kendelser, hvorved en

°) Jfr. U. 1941. 158: I en Separationssag b lev F oræ ldrem yndigheden over Æ gtefæ llern es Barn ved U n derrettens D om tillagt M anden, m en ved L andsrettens D om H ustruen. M anden, der fik 3die In stan sbevilling, ind leverede inden F uldb yrd elsesfristcn s U d løb A n kestæ vn in g paa H øjesterets Justitskontor. H erefter fand tes det at fø lge af Rpl. § 487, at L andsrettens D om ikke kunde fu ldbyrdes, og H ustruens Begæring til Fogeden om dennes B istand til at faa Barnet u d leveret fra M anden kunde derfor ikke tages til Følge.

10) Jfr. M ot. paa det anf. Sted.n ) Jfr. U . 1922. 858 (860): F uldbyrdelsesfrist forkortet til 3 Dage.

T idligere var en saadan A dgang til at forkorte E ksek utionsfristen kun hjem let Sø- og H and elsretten efter L ov 19. Februar 1861 § 47.

12) Jfr. U . 1934. 113, N o te 3 (H K K ): Fastsat a lm indelig F uldbyrd elsesfr ist i en K endelse m. H. t. de idøm te Sagsom kostn inger sam t 1925. 533 (H K K ).

13) Jfr. M ot. 1899 Sp. 144 (247).

49

Foged- eller Skifteret i Henhold til § 527 i Slutn. og §§ 660, 1. Stk., og 672 paalægger Sagsom kostninger eller i M edfør af § 329 idøm m er Straf for processuelle Forseelser, at der altid i Kendelsen skal fastsæ ttes en Fuldbyrdelsesfrist; herved kan den almindelige Bestemmelse i § 487 næppe være bindende. Dog kan der vistnok lige saa lidt ved Foged- og Skifteretten som ved de almindelige Dom stole antages at skulle gælde nogen Eksekutionsfrist for de Kendelser, hvorved der i M edfør af § 151, 2. Stk., paalægges en Person Straf for Krænkelse af R ettergangspolitiet.

Med H ensyn til F a l s m a a l s k e n d e l s e r efter § 177 — jfr. ogsaa med H ensyn til modvillige Syns- og Skønsmænd § 206 og med H ensyn til en T redjem and, der nægter U dlevering af Bevismidler, § 300 — gøres der en vis Begrænsning i den øjeblikkelige Eksekutionsadgang. Ifølge § 489, 2. Stk., skal nemlig Fuldbyrdelsen af en saadan Kendelse først kunne finde Sted, naar den Frist af en Uge, hvori der efter § 177, sidste Stk., kan frem sættes Begæring om Kendelsens Ophævelse, er forløbet, eller R etten har næ gtet at efterkom m e en saadan Begæring.

C. For F o r l i g gælder der, ligesom efter den tidligere Procesordning, ingen Fuldbyrdelsesfrist, men ifølge § 490 vil Eksekution efter et saadant kunne foregaa, saa snart T idspunktet for Forligets Opfyldelse er indtraadt.

D. Heller ikke med Hensyn til P a n t e b r e v e i f a s t E j e n d o m er der h jem let nogen egentlig Eksekutionsfrist. M en ifølge § 490, deT stem m er med den tidligere Bestem melse i Lov 29. M arts 1873 § 15, kan Panthaveren først skride til Eksekution, naar der er forløbet en T id af 14 D a g e f r a F o r f a l d s t i d e n at regne14), og der derhos, f o r s a a v i d t S k y l d n e r e n b o r p a a d e n p a n t s a t t e E j e n d o m , med 3 D a g e s V a r s e l 15) (som dog godt kan ligge

14) D enn e 14 D ages Frist kan ikke antages at gæ lde ved u m idd elbart U d læ g i H enhold til Rpl. § 680, jfr. S k i f t e r e t t e n S. 62, N o te 14, og D om U. 1926. 418.

15) D erim od er F orkyndelse ufornøden , hvis D eb itor efter O bligatio n e n ikke bor paa E jendom m en, jfr. U . 1932. 1146. Jfr. ogsaa om e t særlig T ilfæ ld e, hvor Skyldneren var fra fly tte t den pan tsatte E jen do m U . 1928. 624 (H ).


50

indenfor de nævnte 14 Dage) er forkyndt ham en M eddelelse10) om Dagen — derim od behøver K lokkeslettet ikke at angives — paa hvilken Forretningen vil blive foretaget17). I det i § 478, N r. 3, 2. Pkt., om handlede Tilfælde (Særreglen om B a n k e r , S p a r e k a s s e r , H y p o t e k f o r e n i n g e r og K r e d i t f o r e n i n g e r ) kan Panthaveren dog straks, og uden at give Skyldneren Meddelelse, skride til Eksekution, m en Fogeden kan da, naar han anser det for fornødent, kræve, at P an thaveren stiller Sikkerhed for Følgerne af Forretningen.

V ed S k a d e s l ø s b r e v e gælder vel den almindelige Regel, men med den Æ ndring, at Varsel ogsaa skal gives, saafrem t Skyldneren kan opgive et Sted her i Landet, hvor Forkyndelse i saa Henseende skal ske. —

E fter den tidligere Procesordning ind traad te der om vendt en »Forældelse« af Nam sdom m es Eksekutionskraft efter A ar og Dags Forløb18). V ed Rpl. bortfa ld t im idlertid helt denne Ordning, og E ksekutionskraften vil da først bortfalde, naar selve Dom skravet ophører ved den tyveaarige Forældelse efter D. L. 5—14—4, jfr. Lov N r. 274, 22. Decbr. 1908 § 1, sidste Stk.; den kortere Forældelse, som denne Lov hjem ler for visse Fordringer, vil nemlig ikke kunne finde Anvendelse, da der ved Dom m en er tilvejebragt et »særligt Retsgrundlag«, hvorved Fordringen er blevet »skriftlig fastslaaet«19).

lö) Jfr. fra den tid ligere R et D om m e U . 1893. 900 og 1902. 451.17) I tid ligere R et har m an antaget, at hverken 14 D ages eller 3

D ages F risten kunde frafaldes i se lve P antebrevet, m en at d et ikke var ugyld igt, at et saadant A fk a ld b lev g ivet under Fogedforretn ingen , jfr. T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 699, N o te 38, og U . 1887. 195 (H ). Se nu D o m U . 1931. 358: »Selv om en D eb ito r gy ld ig m aatte kunne give A fk a ld paa den i Rpl. § 490 foreskrevne M ed delelse« , kunde et gy ld igt A fk a ld ikke ud led es af, at D eb itor efter en i 1920 u d sted t P anteobligation frafald t den i U d pan tn in gslov 29. M arts 1873 § 1 5 — som allerede da var oph æ vet — foreskrevne M ed dele lse om , at E ksekution v ild e finde Sted.

18) Jfr. angaaende de næ rm ere Regler, der gjaldt herom H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 42— 47.

10) Er der i H en hold til-D o m m e n gjort U d læ g, m aa det i A lm in delighed antages, at den ved U d læ get skabte R et foræ ldes 20 A ar efter, at U d læ get er foretaget, saaledes at der herefter ikke læ ngere kan begæ res T vangsauk tion paa G rundlag af U d læ get, jfr. D om i U . 1936. 797 og m odsæ tningsvis U . 1938. 824, hvorom H e n r y U s -

51

II. A. E fter de fleste fremmede Procesordninger er det en Betingelse for en Doms Eksigibilitet, a t den er blevet »retskraftig«, saa at den ikke mere kan angribes ved sæ dvanlige Retsm idler20). En lignende O rdning var det ogsaa ved Kommissionsudkastene M eningen at indføre hos os, idet derefter den almindelige A nkefrist og den almindelige Fuldbyr- delsesfrist skulde være lige lange21). Denne Ordning opgav m an im idlertid ved den endelige Lov. H erefter er den almindelige Fuldbyrdelsesfrist betydelig kortere end A nkefristen, jfr. § 487 smh. m. §§ 397 og 436. I Forbindelse herm ed staar det da videre, a t — paa lignende M aade som efter vor tidligere P rocesordning — den blotte M ulighed for at paaanke Dommen, dens »A p p e l l a b i l i t e t « , ikke udelukker fra Fuldbyrdelse22), men at først d e n v i r k e l i g i v æ r k s a t t e A p p e l k a n s t a n d s e e l l e r » s u s p e n d e r e « E k s e k u t i - o n e n .

a. En Betingelse for, at A nke kan have en saadan suspensiv Virkning, er det dog i Almindelighed, a t den er i v æ r k s a t i n d e n F u l d b y r d e l s e s f r i s t e n s U d l ø b 23). Ivæ rksæ ttelsen sker ved Ankestævningens Indlevering til Be- rammelse, jfr. §§ 398 og 43734). D et maa dog forudsættes, at Stævningen og A nken i det hele er »lovlig«. D ette er f. Eks. ikke Tilfæ ldet, hvis Stævningen ikke længere kan forkyndes til den beram m ede Dag m ed det lovbestem te eller det af R et

s i n g : O bligationsret, A lm in d elig D el, 3. U dg. S. 478. Se iøvrigt herv ed ogsaa V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1524 og D om i U . 1936. 375. Cfr. dog m ed H en syn til L øsøregenstande § 533, 3. Stk.

20) Jfr. saaledes efter den tysk e C. P. O. § 704, den norske T vangsfu ld b yrd elseslov § 4.

21) N em lig ved U nderrets- og A p p eld om m e 4 U ger, ved D om m e, afsagte af L andsretterne som 1ste Instans, 8 Uger, jfr. C i v i 1 p r o- c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 § 333, smh. m. §§ 246 og 284, og M ot. Sp. 142 (244).

22) Jfr. U . 1944. 396: Ikke antaget, at der bestaar nogen K utym e, h vorefter en D om havers Sagfører ikke foretager U d læ g, naar der er T ale om A n k e eller Kære.

23) Jfr. herved U . 1924. 823, h vorefter der i et T ilfæ ld e, hvor en fæ ldend e D om kun var paaanket til delv is Frifindelse, kunde gøres U dlæ g for det B eløb, som var udenfor A nken .

24) Jfr. R. U . N r. 157 i U . 1922. B. 258 og utr. kbh. F. R. K. 20. D ecem b er 1919.

4*

52

ten fastsatte V arsel25). Hvis Ankesagen afvises, men Sagen paany indankes efter § 399, jfr. § 437, sidste Stk., kan denne nye Anke, hvis Fuldbyrdelsesfristen i M ellem tiden m aatte være udløbet, ikke mere virke suspensivt26). A t den dom fældte beny tter A nkestævningen til urimelig Forhaling af Eksekutionen, sæ ttes der en Stopper for ved Bestemmelsen i § 398, 1. Stk. i Slutn., og § 437, 1. Stk. i Slutn., om, at Justitssekretæ ren, naar Sagen begæres beram m et til et overdrevent fjern t T idspunkt, skal forelægge Præ sidenten Spørgsmaalet til A fgørelse, og denne vil da m odsætte sig en ufornøden Forhaling. Beviset for, at den dom fældte saaledes har iværksat lovlig Anke, maa han for at afværge Eksekutionen kunne tilvejebringe ved a t fremlægge enten en A tte s t derfor fra Ju stitskontoret eller selve Stævningen forsynet med Berammelses- paategning, for saa vidt han da ikke allerede har ladet Stævningen forkynde for Domhaveren.

Hvis A nkedom stolen helt eller delvis opretholder D om fældelsen, begynder en ny Fuldbyrdelsesfrist at løbe fra A nkedommens Afsigelse.

U n d t a g e l s e s v i s skal det dog ifølge § 488, 2. Stk., efter Paastand i Dommen kunne bestemmes, a t E k s e k u t i o n med eller uden foregaaende Sikkerhedsstillelse24) s k a l k u n n e i v æ r k s æ t t e s , u a n s e t a t D o m m e n b e t i m e l i g p a a a n k e s 28). D erim od er en Række specielle

25) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 21. D ecem ber 1922.26) Jfr. M ot. til U dk. 1899 paa det anf. Sted.27) Jfr. som E ksem pler herpaa U . 1924. 298, 1932. 1128 og J. D .

1945. 250 (253). En Ø stre L andsretsdom i U . 1921. 844 har endvidere gjort en D o m eksig ibel uden H en syn til Paaanke, »m od at V æ rd ien af, hvad der bliver udlagt, tjener D o m fæ ld te som Sikkerhed«, m en d ette kan næ ppe anses for lovm ed holdelig t. En virkelig Sikkerhedsstille lse syn es ikke at kunne yd es den d om fæ ld te i hans egne T ing, og han v il ved en saadan O rdning ikke opnaa Sikkerhed m od Skade v ed se lve E ksekutionen , m en h øjst m od T ab ved de ud lagte T ings R ealisation . D er v il altsaa derved etab leres et Forhold , der i det væ sen tlige svarer til den ved Rpl. afsk affed e »A fsæ tning«, u d e n egen tlig Sikkerhed.

28) O gsaa for denne B estem m else har F orb illedet væ ret Sø- og H and elsretslov 19. Februar 1861 § 46.

53

Bestem m elser i den tidligere Lovgivning29), der aabnede A d gang til at foretage Eksekution eller dog »Afsætning«30) til T rods for Dommens Appel, bortfa ldet ved Rpl., ligesom hele A fsæ tningsinstitu ttet afskaffedes.

b. O m vendt kan Eksekutionen efter § 491, naar F u 1 d- b y r d e l s e s f r i s t e n e r u d l ø b e t , i Almindelighed i k k e hindres ved en senere ivæ rksat A nke31)32). Men det kan dog særlig bestemmes af den Ret, til hvilken Sagen er indanket33). Herved gøres det muligt a t værne D om fældte i saadanne T ilfælde, hvor Sagen i V irkeligheden er tvivlsom, og hvor der foreligger rimelig Undskyldning for, a t han ikke har sørget for at paaanke Dom m en inden Fuldbyrdelsesfristens U dløb34).

B. R etsm idlet » K æ r e « har derim od ifølge § 422, 2. Stk., jfr. § 441, 2. Stk., hvor det ikke særlig er fastsat i Loven,

20) Jfr. næ rm ere om disse H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 39—42.

30) V ed denne skabtes der en lign en de B esk ytte lse for D om h averen som ved E ksekution, m en den m edførte ikke um iddelbar A dgang til T vangsauktion .

31) En A p p el af den D om , i H en ho ld til hv ilken E ksek utionen er sket, bevirker ikke uden videre, at E ksek utionsforretn in gen m ister sin R etskraft, saaledes at A u k tio n ikke kan finde Sted paa G rundlag af U d læ get, m en hertil kræ ves, at U d læ gsforretn ingen se lv paaankes, jfr. Rpl. § 542, 2. Stk., og D om i U . 1922. 449. M en saa snart der i O ver- instansen er fa ld et D om , træ der denne h e lt i S ted et for U n derin stan sens D om , saaledes at der nu kun b liver Spørgsm aal om at fu ldbyrde A p peld om m en , jfr. D . R p l . II . S. 470, m en cfr. N e l l e m a n n : E x ecution S. 29 og fra den tid ligere Procesordning D om m e i J. U . 1855. 493, 1862. 360.

32) A t der er ind g ivet A n dragen de til Ju stitsm in isteriet om Sagens Indbringelse for H ø jesteret, kan ikke hindre E ksekution, jfr. V . L. T . 1943. 147.

33) Jfr. V . L. T . 1928. 155: U d sæ tte lse m ed E ksekution til T rods for F u ldb yrd elsesfr isten s U d løb b ev ilg e t paa B etin gelse af, at D o m fæ ld te hos F ogeden deponerede det paagæ ldende B eløb, og U . 1933. 749: D a den sagsøgte under en V ekselsag , der tillige var A rrestfor- følgningssag, var b lev et afskaaret fra at frem kom m e m ed en Indsigelse, b estem te L andsretten , at E ksekution , uanset at A n k estæ vn in g først var ud taget efter F uldb yrd elsesfr isten s U d løb , ikke skulde kunne finde Sted, forinden A n k esagen var afgjort.

34) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 337 Sp. 145— 46 (248).

54

i k k e o p s æ t t e n d e Virkning, m edm indre det in concreto bestem m es enten af den Ret, hvis Afgørelse paakæres, eller Kære re tten anordner saadan Opsættelse. Særlig Lovhjemmel for almindelig opsæ ttende V irkning findes kun m ed Hensyn til visse Kendelser, hvorved der besluttes Fængsling af m odvillige V idner eller Syns- og Skønsmænd efter § 189, 2. Stk.35), jfr. § 208.

§5.

Parterne ved Eksekutionen.I.1) A. Parterne under Eksekutionen vil i Reglen være de

samme, der i D o m m e n (eller Forliget) er behandlet som saadanne, idet der enten ved Dom m en er t i l k e n d t d e mO o g e t s o m s e l v s t æ n d i g R e t , eller de er t i l p l i g t e t a t u d r e d e n o g e t . Den berettigede er da »Rekvirenten«, den forpligtede »Rekvisitus« ved Eksekutionsforret- ningen. De almindelige Betingelser med H ensyn til processuel Retsevne og H andleevne2) maa selvfølgelig ogsaa kræves hos Parterne ved en Fogedforretning3).

U ndertiden vil Personer, der ikke under Sagen er op traad t som Parter, i hvert Fald ikke som dennes Hovedpersoner, dog ved selve Dom m en blive g jort til Parter, idet denne tilkender eller paalægger dem noget. D ette gælder saaledes, naar der i en Straffesag tillægges Forsvareren Salær, jfr. Rpl. § 741, eller den forurettede Erstatning, jfr. Rpl. § 993, eller naar der om vendt idømmes Sagførere eller under en A ppelsag U nderretsdom m eren Bøder, jfr. Rpl. §§ 47, 136. Anderledes stiller Forholdet sig derimod, naar der f. Eks. er tillagt A n

35) Jfr. U . 1934. 619.*) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 82— 88.2) Jfr. T v i s t e m a a 1 S. 67 ff.3) Saaledes v il et uregistreret A k tiese lsk ab efter A k tiese lsk a b slo v

15. A p ril 1930 § 17 som R egel væ re ud elu kket fra at væ re Part ogsaa under F ogedforretn inger, jfr. D om i U . 1922. 667, utr. kbh. F. R. K. 21. Februar 1922. D erim od m aa et A k tiese lsk ab , saalæ nge det ikke er kom m et under L ikvidation , betragtes som bestaaende, se lv om A k tiern e er sam let paa een H aand, jfr. utr. kbh. F. R. K. 12. Juni 1933.

55

givere A ndel i paalagte Bøder eller i konfiskerede V arers Værdi, idet der her ikke er Tale om en egentlig Ret, der skulde kunne gennemføres ved selvstændig Eksekution, men kun om en Regel om Fordelingen4). D et m aa altsaa staa det offentlige frit for helt at eftergive Straffen og derved berøve ogsaa A ngiveren hans U dsigt til Vinding. D en Part, der under Processen har væ ret Sagsøger, vil ved Dom m en kunne blive den dom fældte, saaledes m ed H ensyn til Sagsomkostningerne.

O m vendt findes der Tilfælde, hvor en Person under Sagen har væ ret Part, m en ved den endelige Dom 5) m ister sin Parts- raadighed og altsaa ikke kan optræ de som P art under Ekse- kutionsforretningen. D ette gælder om Sagsøgeren i en privat Straffesag, hvorunder der paalægges den sagsøgte en Bøde, der, som det sædvanlig vil være Tilfældet, ikke skal tilfalde Sagsøgeren selv, men en offentlig Kasse. M ed H ensyn til denne Bødes Inddrivelse og Afsoning maa i et og alt de almindelige Regler finde Anvendelse, jfr. herved Strfl. §§ 50 ff.6). H vor Bøden derim od undtagelsesvis er tillagt Dom haveren, hvilket nu alene gælder efter Jagtlov N r. 145, 28. A pril 1931 § 38, 3. Stk.7), maa denne vistnok selv være fuldt raadig over dens Inddrivelse eller A fsoning8).

B. Fra Reglen om, at Parterne ved Dommen ogsaa vil være P arter ved Eksekutionen, kan det næppe betegnes som egentlige U ndtagelser, naar der aabnes en vis Adgang til paa Grundlag af en Dom at gøre Eksekution hos Personer, der enten har væ ret r e p r æ s e n t e r e d e ved eller er s u c c e d e r e d e efter Sagens Parter.

a. H vad det første Tilfælde angaar, er Sagen nu ganske klar, hvor f. Eks. A., et Selskab eller en Enkeltperson, har erhvervet Dom eller er blevet døm t »ved B. som Repræ sen

4) Jfr. S c h w e i g a a r d : Proces II., 1. U dg. S. 370.5) Cfr. om M uligheden for at frafalde S traffepaastanden under

A p p ellen efter den tid ligere R et A rtik ler af J. W i n s t e d t ogH . M u n c h - P e t e r s e n i U . 1907 B. 155— 6, 217— 19; jfr. J. M. Skr. N r. 103, 17. M arts 1888.

G) Jfr. nærm ere K r a b b e : Borgerlig S traffelov , 4. U dg. S. 224— 232.7) En lignende B estem m else fand tes ogsaa i de tid ligere Jagtlove.8) Jfr. J. M. Skr. N r. 28, 28. Februar 1885, Kskr. 24. D ecem b er 1822.

Cfr. dog tild els T o r p : S tra fferettens alm. D e l S. 660, 739.

56

tant«. H er er nemlig i V irkeligheden A. a t anse som den egentlige Part; for denne hans Partsegenskab maa Dom m en være afgørende, og den kan derfor ikke bestrides under Eksekutionen9). N oget anderledes stiller Forholdet sig derim od v istnok, hvor Dommen lyder paa »B. som R epræ sentant for A.«. H eller ikke i dette Tilfælde kan vel B. s e l v under Eksekutionen bestride sin Egenskab af Repræ sentant, og han maa saaledes finde sig i, at der til T rods for hans P ro test gøres Udlæg i Midler, som han m aatte ligge inde med paa A ’s Vegne; endnu m indre kan der være Tale om, at Fogeden ex officio skulde forlange nærm ere Oplysning angaaende R epræ sentationsforholdet10). Derim od kan det næppe være udelukket, atA. under Eksekutionen re jser Indsigelse mod, at der gøres U dlæg i hans Midler, under Paaberaabelse af, at B. ikke har væ ret hans lovlige R epræ sentant11), idet Dommen vel efter O m stæ ndighederne, f. Eks. naar det oplyses, at Stævningen i sin T id er blevet forkyndt for B. paa A .’s Forretningskontor, kan vække en vis Formodning om, men ikke kan være ubetinget afgørende for det paastaaede Repræ sentantskabsforholds gyldige Eksistens12).

H vor der endelig m aatte være givet Dom over et Firma X ved N. N. uden særlig Tilføjelse af, at han er at betragte som Firm aets Repræsentant, maa dog Form odningen være for, a t han kun har indtaget en saadan Egenskab, saa at alene det paagældende Firma hæ fter for D om m en13), m edens der i A lm indelighed ikke i Henhold til en saadan Dom kan gøres Eksekution hos ham personlig; dette kan kun ske, for saa vidt det særlig dokum enteres, at han i V irkeligheden er ansvarlig Indehaver af Firmaet. En Dom med en saadan Formulering er im idlertid uklar og bør derfor helst undgaas.

9) Jfr. U . 1907. 487. — Jfr. et sæ rligt T ilfæ ld e i U . 1897. 992.10) Jfr. U . 1905. 137.” ) Jfr. U . 1933. 596.12) Jfr. herved D om i U . 1935. 1124 om et T ilfæ ld e, hvor der fore-

laa F orveksling m ellem D om fæ ld te og hendes M ands M oder. Cfr. derim od F r o s t : F ogedforretn inger S. 113.

13) Cfr. dog herved utr. kbh. F. R. K. 6. Januar 1923: Et Forlig in d gaaet m ed S. ikke anset for tilstræ kkelig t E ksek utionsfundam ent til at gøre U d læ g hos M. som paastaaet M ed indehaver af F irm aet »M. & S.«

57

b. H vad S u c c e s s i o n angaar, maa der sondres mellem Tilfælde af Universalsuccession og af Singulærsuccession henholdsvis i Sagsøgerens og Sagsøgtes Sted.

I Tilfælde af U n i v e r s a l s u c c e s s i o n paa S a g s ø g e r e n s Side maa ogsaa R etten til at gøre Eksekution for de til Formuemassen hørende Krav gaa over til Successorerne. N oget lignende maa ogsaa gælde ved den Raadig- hedsoverførelse, der finder Sted i Tilfælde af K onkurs14).

I Tilfælde af Universalsuccession paa S a g s ø g t e s Side maa et ganske lignende R esultat antages. Selve U niversalsuccessionen er jo et M oment, der sædvanlig let og hurtig t kan fastslaas, og hvis Afgørelse der derfor ingen Betænkelighed er ved at henlægge til Fogedretten. D er maa saaledes kunne gøres Eksekution i et Dødsbo for Domme, der er erhvervede over den afdøde. En Forudsætning herfor er det dog selvfølgelig, at ikke Boets K arakter af Gældsfragaaelsesbo udelukker fra at foretage Udlæg i det, jfr. Skiftelov § 35. I D. L. 1—24—38 fandtes der en Bestemmelse, hvorefter en U nderretsdom ikke skulde kunne eksekveres hos Arvingerne, før den var stadfæ stet ved O verretten; til T rods for en vis Forudsæ tning om en videregaaende Anvendelse i A rt.’s Slutn., kunde den næppe gælde om Landsretsdom m e, der jo skulde appelleres til H øjesteret. D et var im idlertid et Spørgsmaal, om Bestemmelsen ikke allerede under den tidligere Procesordning m aatte anses for at være traad t ud af K raft ved »desuetudo«, og i hvert Fald maa den sikkert være bortfa ldet ved Rpl.

H vor der foreligger S i n g u l æ r s u c c e s s i o n i Sag- s ø g e r e n s Ret, f. Eks. ved Overdragelse af det ved D om men tilkendte Krav, maa Successor ogsaa kunne benytte Dom men som um iddelbart Grundlag for Eksekution15), jfr. om U dpantningsretten Rpl. § 597, 1. Stk., men Rekvisitus maa have samme M odregningsret overfor Cessionaren som overfor Ce- denten16). En saadan Succession i Eksekutionskravet danner et naturligt K orrelat til den m aterielretlige Succession, og denne

14) Jfr. herved S k i f t e r e t t e n S. 44, hvor det frem hæ ves, at der ikke sker nogen egentlig U n iversa lsuccession , saaledes at se lve E jen dom sretten gaar over til K reditorerne.

15) Jfr. U . 1937. 86 (H ) og J.'L . F r o s t i U . 1937. B. 279.10) Jfr. U . 1892. 1334 og 1937. 1100.

58

vil sjæ ldent volde en saadan Tvivl, a t der er G rund til at henvise Forholdet til fornyet Prøvelse ved Dom stolene17).

Væsentlig anderledes stiller Sagen sig derimod, hvor Dom- haveren begærer Eksekution foretaget hos en T redjem and under Paaberaabelse af, at denne ved Singulærsuccession er in d traad t i d e n d o m f æ l d t e s Sted. En saadan Singulærsuccession i Forpligtelsen vil jo overhovedet kun undtagelsesvis kunne ske18), og der vil ofte kunne opstaa Tvivl om Successionens nærm ere V irkning og Rækkevidde19). M eget taler da for ikke’ at tilstede Eksekution, før e n n æ r m e r e P r ø v e l s e af Forholdet ved Dom stolene har fundet Sted. V ed denne vil da ganske vist den tidligere Dom blive lagt til Grund, idet den jo under Forudsætning af Successionens Retsgyldighed er bindende for Successor20). Prøvelsen indskræ nker sig m ed andre O rd til Spørgsmaalet om s e l v e S u c c e s s i o n e n s Gyldighed og Retsvirkning i denne Henseende. Hvis m an hos os som i flere frem mede Lande havde en egentlig »Eksekutionsret«, m ed en Procedure og Bevisførelse om trent paa samme M aade som ved en sædvanlig Domstol, kunde det m aaske gaa an at henlægge Prøvelsen af dette Spørgsmaal til denne R et21). Men ifølge den summariske K arakter, som vor Fogedretsprocedure har, vilde det have væsentlige Betænkeligheder at lade Fogeden selv afgøre Spørgsmaalet, og det stem m er bedre med det dermed sammenhængende Krav til K larhed i Eksekutionsgrund- laget, ogsaa i denne Retning at lade en Fastsæ ttelse ved D om stolene gaa i Forvejen22). D ette fastholdes ogsaa i vor Praksis, saaledes at man, naar m an har erhvervet en V indikationsdom ,

17) Cfr. om et saadant T ilfæ ld e V . L. T . 1939. 46.18) Jfr. T v i s t e m a a 1 S. 80 ff.19) Jfr. J. D . 1938. 150: D a Spørgsm aalet, om In terven ien ten havde

su ccederet i Sæ lgerens R et, og om han havde T ilb ageh old sret for R ep arationsudgifter i A u to m o b ile t, kræ vede bevism æ ssige F oranstaltninger, og da K ontinu ation sforretn ingen overfor In terven ien ten reelt var en um iddelbar Indsæ ttelsesforretn ing, fand tes Sagen uegnet til A fgørelse under en F ogedforretn ing, hvorfor Begæ ringen ikke toges til Følge.

20) Jfr. D . R p l . II . S. 424 ff., T v i s t e m a a l S. 271.21) Jfr. saaledes tysk C. P. O. § 727, østrigske E ksekutionsordn. § 9,

jfr. § 17.22) Ifø lge lignende Betragtninger b estem te m an sig ogsaa i N orge

til at udelade en B estem m else i K om m issionsu dk astet (§ 124) til C ivil-

59

ikke uden videre kan lade denne eksekvere hos en T red je mand, til hvem Tingen efter Dommen m aatte være blevet overdraget22), eller hvis m an har opnaaet Dom til Fjernelse af visse H indringer for en Servituts Udøvelse, ikke um iddelbart paa Grundlag af denne kan bringe Tvangsm idler til A nvendelse mod en ny E jer af den tjenende Ejendom, m en først maa erhverve nyt Eksekutionsgrundlag overfor ham.

Nogle enkelte U n d t a g e l s e r fra Hovedreglen anerkendes dog. For det første har der i T ilknytning til D. L. 5—7—8 udviklet sig den Ordning, at en P a n t h a v e r i en f a s t E j- e n d o m 23), ogsaa naar han paa Grundlag af en Dom foretager Udlæg24) til Forauktionering i Ejendommen, kan fuldbyrde dette uden Hensyn til, om Ejendom m en af Pantsæ tteren m aatte være overdraget til en T redjem and25). Og paa D. L. 1—24—26 har

p rocesloven , hvorefter der skulde være alm indelig A d gang til at fu ld byrde en over O verdrageren af en T ing erhvervet D om hos dennes Erhverver, jfr. nærm ere H a g e r u p: C ivilproces, 3. U dg. III. S. 19.

23) V edrørend e Spørgsm aalet, om en tilsvarend e O rdning kan antages m ed H en syn til U n d e r p a n t i L ø s ø r e , se C. T o r k i l d - H a n s e n i U. 1938. B. 222— 228, T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 715 N o te 37 og V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1727 og 1728. Fra Praksis før Rpl. m aa frem hæ ves U . 1914. 527 og efter Rpl. den U . 1938. B. 223— 224 refererede F ogedkendelse af 25. M arts 1938 sam t U . 1945. 120: E fter at en Panthaver ifø lge et tingly st Pantebrev i et paa A fb eta lin g køb t A u tom ob il var b lev et b e kend t m ed, at D eb itor havde tilb ageleveret A u to m o b ile t til Sæ lgeren, der atter havde v idereso lgt det, foranled igede Panthaveren , at D eb itor for F orligskom m issionen indgik et Forlig, hvorved han forp ligtede sig til at beta le P antesum m en. A n ta g et, at der ikke under de foreliggende O m stæ ndigheder paa G rundlag af F orliget kunde foretages U dlæ g i A u to m o b ile t hos en T redjem and, der var uvid en de om P antsæ tningen, og som i god T ro havde køb t A u to m o b ile t af A fb eta lin gs- sæ lgeren inden F orligets Indgaaelse.

24) A t der ikke skal erhverves D om over den nve Ejer, hvor P anthaveren foretager U d læ g paa G rundlag af se lve P antebrevet i M edfør af Rpl. § 478, N r. 3, er u tv iv lsom t. Jfr. ogsaa m ed H en syn til Skadesløsbrev D om i U . 1934. 140, der anerkender, at K reditor efter et Skadesløsbrev, hvori Skyldens Størrelse og F orfaldstid var erkendt af D ebitor, kunde foretage U d læ g i P antet efter Rpl. § 478, N r. 4, uden at erhverve D o m over den nuvæ rende Skødehaver, som ikke var in d traadt i Sk yldforh oldet.

25) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 170, 291, T o r p - G r u n d t- v i g : T ingsret S. 696, V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1694 sam t efter Rpl. D o m U . 1926. 576 (cfr. dog N o te n ).

60

man, skønt den efter sin O rdlyd kun behøvede at have H ensyn til det materielretlige Forhold mellem en A r r e s t h a v e r og den Tredjem and, til hvem den arresterede m aatte have afhæ ndet eller pantsat sine Ting, stø tte t, at A rresthaveren, efter a t han har erhvervet Dom over sin Skyldner, ogsaa maa have Adgang til um iddelbar Eksekution hos denne T redjem and26). En lignende Ordning maa da vistnok ogsaa være opretholdt ved Rpl. Som et Tilfælde, hvor der kan foretages um iddelbar Eksekution hos en T redjem and, maa yderligere nævnes den i M otorloven, jfr. Bekg. N r. 131, 14. A pril 1932, § 38, Stk. 7, hjem lede Ret for den erstatningsberettigede til at holde sig til M otorkøretøjet for Erstatningen, selv om K øretøjet har sk ifte t E jer27).

II.28). Ogsaa e n T r e d j e m a n d , der ikke har væ ret repræ senteret under Domssagen eller er succederet efter en af dennes Parter, vil efter Om stændighederne kunne blive P art under Eksekutionen. Til en vis G rad svarende til den Sondring, man under Domssagen gør mellem Intervention og Adcitation, vil m an ogsaa her kunne sondre mellem de T ilfælde, hvor en Tredjem and frivillig g ø r s i g s e l v t i l Part under Eksekutionen, og dem, hvor han ved Foranstaltning af dennes oprindelige Parter, og da særlig Rekvirenten, g ø r e s til Part ved Forretningen. .

A. N aar en Tredjem and med H ensyn til e n T i n g , d e r f i n d e s i R e k v i s i t i B e s i d d e l s e , form ener at have en Ret, der er i Strid med Udlæget, beror det paa ham selv, om og hvornaar han vil gøre denne Ret gældende.

a. a. H an kan paa Grundlag af den for Fogedretten rejse Indsigelse mod Udlægets Foretagelse29), jfr. Rpl. § 523; Bevis

2G) Jfr. N e l l e m a n n 1. c.27) Jfr. m ed H en syn til F orsikringsselskabets Regreskrav i M ed før

af L ovens § 39, Stk. 7, jfr. § 38, Stk. 7, D om m e i U . 1932. 845 og 1935. 1015. Jfr. ogsaa F r o s t : F ogedforretn inger S. 60.

28) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 164— 170, 278— 280, H a g e - r u p : C ivilproces, 2. U dg. II. S. 362— 367, cfr. 3. U dg. III. S. 21— 23, S i n d b a l l e : Jud icielle A fgørelsers R etsk raft S. 196— 205.

29) Jfr. U . 1912. 444, 1931. 158. Cfr. derim od m ed H en syn til den Indsigelse, at F ogeden havde savn et sp eciel K om peten ce U . 1941. 876 og ovenfor S. 15 N o te 20.

6 1

byrden for hans bedre Ret maa i Alm indelighed paahvile ham. Hvis det da lykkes ham, f. Eks. ved Fremlæggelse af en sk riftlig K ontrak t30), at godtgøre sin Ret, vil Fogeden nægte at fremme Eksekutionen. Hvis det om vendt efter det foreliggende er klart, at T redjem and ingen Ret har, der kan være til H inder for Eksekutionen, vil Fogeden fremme denne. I begge Tilfælde vil Fogedens Afgørelse være bindende under d e n n e Retsforfølgning, saa at Spørgsmaalet heller ikke senere paany kan rejses under Tvangsauktionen, der jo maa betragtes som en Fortsæ ttelse af Fogedens Tvangsfuldbyrdelse, jfr. § 586,1. Stk., smh. m. § 52331). Derim od kan der ikke tillægges Fogedens Afgørelse almindelig forbindende Virkning. D et maa derfor staa den Part, der m aatte være m isfornøjet med Fogedens Afgørelse, aabent senere ved Dom stolene at gøre sin m aterielle Ret med H ensyn til Tingen gældende eller a t forlange Erstatning for dens Krænkelse32).ß. Da der im idlertid som Regel ikke kan finde nogen egentlig Bevisførelse Sted for Fogedretten, jfr. § 524, 4. Stk., vil denne hyppig ikke kunne naa til et sikkert Resultat, og Fogeden maa da vistnok i Tilfælde af et saadant »non liquet«, ligesom man antog efter den tidligere Ret, kunne gaa den Vej at foretage Eksekutionen »med Forbehold af T redjem ands bedre Ret«. I dette Tilfælde vil da T redjem and ogsaa paa et senere Stadium af denne Retsforfølgning, saaledes navnlig til Afværgelse af Tvangsauktionen, kunne rejse Spørgsmaalet om sin Ret.

b. Endelig vil den, der m ener at have en Ret over Tingen, ogsaa kunne vælge den Vej, helt at holde sig borte fra F orre tningen og forfølge sin Ret ganske uafhængigt af den. U nder denne selvstændige Forfølgning vil han da altid kunne opnaa E rstatning33), og han maa da ogsaa, da Eksekutionen eller den derpaa fulgte Tvangsauktion ikke kan have um iddelbar for-

30) Jfr. U . 1902. 821, cfr. 1896. 1163.31) Jfr. U . 1931. 158 og utr. kbh. F. R. K. 6. M aj 1936.32) Jfr. herved ndfr. S. 148. En H of- og Stadsrets D om i U . 1880.

611 (614— 15) syn es dog at gaa vel v id t i R etning af at tillæ gge ogsaa R ekvisitus R et til at gøre E rstatningskrav for en E ksekutions U lo v lig hed gæ ldende i første Instans.

33) Jfr. U . 1912. 512, 1903. 604, 1899. 208.

62

bindende Virkning for ham, jfr. D. L. 5—6— 1 og Rpl. § 586,2. Stk., kunne fordre Tingen udleveret af Rekvirenten, jfr.D. L. 5—8—6 og 5—6—934), og maaske ogsaa fra andre, der m aatte have erhvervet Tingen gennem denne35). En anden Sag er, at en formel Om stødelse af den stedfundne Eksekution og A uktion kun kan ske gennem A ppel30), jfr. Rpl. §§ 591 og 593, ligesom det ogsaa kun ad denne V ej vil være muligt a t faa U dlæ gsdekretets R etsvirkninger suspenderede37), eller at faa Fogeden paalagt Ansvar, og det maa da vistnok staa T red je m and aabent at ivæ rksætte en saadan Appel, skønt han ikke tidligere er op traadt som Part under Tvangsfuldbyrdelsen38).

c. Derimod vil en Person, der form ener at have Ret til en af de udlagte Ting, ikke uden videre kunne sæ tte sig i Besiddelse af denne Ting, selv om det sker med Rekvisiti Samtykke. Den ved U dlæ gsdekretet etablerede T ilstand skaber nemlig en formel Ordning, der indtil videre maa respekteres ogsaa af T redjem and, og han vil derfor ved saaledes a t sæ tte sig ud over denne Ordning gøre sig skyldig i ulovlig Selvtæ gt39).

D et maa forøvrigt erindres, at en T redjem ands Ret ingenlunde altid vil være til H inder for selve Eksekutionens Foretagelse, men maaske, f. Eks. naar den bestaar i en tidligere Udlægsret, kun vil medføre en vis Prioritetsstilling for ham under Tvangsforfølgningen.

B. H vor der er Spørgsmaal om at gøre Eksekution i e n T i n g , d e r f i n d e s i e n T r e d j e m a n d s B e s i d d e 1- s e, vil vistnok Eksekution uden videre kunne foretages, hvor T redjem and overhovedet slet ikke hæ vder en selvstændig Ret

34) Jfr. U . 1906. 909, 1908. 843, 1909. 662.33) Jfr. U . 1893. 204, 1906. 702 og nedenfor S. 235— 236.36) Jfr. U . 1912. 790, 1899. 106.37) Jfr. S i n d b a 11 e anf. Sted S. 200.38) Jfr. som E ksem pler paa, at saadan A n k e er tillad t, U . 1938.

805 og U . 1942. 992. Sml. ogsaa U . 1930. 518 og 1940. 591.39) Jfr. H ø jesteretsd om i U . 1894. 74, der stad fæ sted e en V iborg

O verrets D om i 1892. 986, m en i m odsat R etning S v e n d B e n t z o n i U . 1903. 683— 692 og m aaske (dog ikke rejst Spørgsm aal om A n svar for Selvtæ gt under Sagen) O verretsdom i U . 1904. 222. Jfr. ogsaa m ed H en syn til Spørgsm aalet om T red jem an ds R et til at faa et tinglæ st U d læ g u d slette t en D om i U . 1923. 715.

63

til Tingen, men f. Eks. alene sidder inde med denne som Fuldmægtig eller D epositar for Rekvisitus. Flviler derim od hans Besiddelse paa en saadan selvstændig Ret, idet han f. Eks. hævder at være lovlig E jer eller Lejer af Tingen, maa enhver Adgang til a t gøre Eksekution hos ham efter den alene over Rekvisitus erhvervede Dom være udelukket. Som ovenfor under I. B. b. udviklet, maa nemlig en saadan um iddelbar Eksekutionsadgang som Regel være afskaaret selv overfor den dom fældtes Singulærsuccessor, og A dgangen til at gøre Eksekution kan da umulig være videre overfor en helt fremmed T redjem and, der ikke staar i noget saadant Successionsforhold til den oprindelige Part.

Eksekutionens Genstand.

§ 6 .

Om Genstanden for Eksekution i Almindelighed.I. A. Domme, der lyder paa Betaling af Penge, kan ifølge

§ 501, 1. Stk., kun fuldbyrdes »ved Eksekution i Dom fældtes Formue«.

a. D en første Betingelse for at gøre Udlæg er altsaa, at Eksekutionsobjektet virkelig tilhører D o m f æ l d t e 1). Selve den Omstændighed, at de paagældende E ffekter forefindes i Skyldnerens Besiddelse, vil naturligvis skabe en vis Form odning for, a t de ogsaa tilhører ham, saaledes at det maa sandsynliggøres, a t Form odningen ikke holder Stik2). I Fogedretten opstaar derfor Gang paa Gang ligesom i Skifteretten de civilretlige Problem er om Betingelserne for Overgang af E j e n d o m s r e t 3), særlig ved T ransport af Fordringer, om Gyldig

*) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 17. Januar 1923, hvorefter R ekvisitus ikke kunde henvise R ekviren ten til at erholde U d læ g i E ffek ter tilh ørend e et A k tiese lsk ab , se lv om R ekvisitus m aatte e je H alvd elen af A k tiern ei d e tte Selskab, sam t U . 1939. 174 om U d læ g i en Fordring, der tilh ørte e t m ellem R ekvisitus og T redjem and bestaaend e uanm eldt In teressen tskab, og U . 1933. 596 angaaende en A gen t. Se ogsaa U . 1935. 1124 om Forveksling m ellem D o m fæ ld te og h end es M ands M oder. Cfr. U . 1940. 961 og U . 1937. 580.

2) Jfr. særlig m ed H en syn til Penge paa den ene Side utr. 0 . L. D .13. M aj 1932: Ikke anerkendt, at et B eløb, der fand tes i en K lasse- lo tter ik o llek tørs T egnebog, tilh ørte K lasselotteriet, for hvem B eløb et var indkasseret, og paa den anden Side 0 . L. D . 3. M aj 1934: k o n tan t B eløb , oppebaaret af R ekvisitus som Inkassator, anset for a fsondret fra A p p ellan ten s egne M idler og tilhørende de paagæ ldende Firmaer, og lige led es utr. kbh. F. R. K. 10. O ktober 1936 m. H . t. 183 Kr., der fand tes i en sæ rskilt K asse m ed Paaskrift: »P. L orentzens K onsignationspenge. Æ g.« Jfr. herved ogsaa utr. 0 . L. D . 22. D ecem ber 1934: A u tom ob il efter O m stæ ndighederne anset tilhørende Sønnen og ikke M oderen, der ikke kunde føre Bil,

3) Jfr. f. Eks. U . 1933. 766, der anerkendte U d læ g i T ing, der an-

65

lieden af Ejendom sforbehold, om Retsstillingen i Tilfælde af Kommission og Konsignation m. m. Om disse Spørgsmaal maa i det hele henvises til Civilretten. Kun maa det her fremhæves, a t Spørgsmaalene ikke i alle H enseender stiller sig paa samme M aade overfor en Udlægshaver, som i Forhold til Konkursboet4). Fremhæves maa endvidere, at den Om stændighed, at E ffekter er købt paa A f b e t a l i n g , ikke udelukker en Kred ito r fra at gøre Udlæg i dem, idet han maa være berettiget til at begære Udlæg i »Retten til at blive Ejer«, d. v. s. i R etten til mod at betale Restkøbesum m en at blive E jer af Effekterne5).

I Praksis volder Spørgsmaalet, om Eksekutionsobjektet tilhører Domfældte, iøvrigt navnlig Vanskelighed, naar Dom

to g es overg ivet R ekvisitus til Sikkerhed, da R eglerne om U nderpant ikke var iagttaget. Se ogsaa U . 1937. 431 og U. 1942. 614 vedrørende Spørgsm aalet om G yld igh ed en af G aved ispositioner sam t U . 1942. 170 om A n erk en d else af et Salg af hele P roduktionen fra en T ørvem ose.

4) Jfr. S k i f t e r e t t e n S. 46— 47 og 141—42 og særlig de lege fe renda m. H. t. G y ld igh ed en af et E jendom sforb eh old , hvis V irkninger der ikke er sam m e G runde til at begræ nse overfor U dlæ gshaveren som overfor K onkursboet, E r w i n M u n c h - P e t e r s e n : O verdragelser til F y ld estgørelse S. 116— 21 og H a r t v i g J a c o b s e n U . 1935. B. 331. V i n d i n g K r u s e har ved sin K ritik af E jendom sforb eh old i E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 1258— 61, III. S. 1753 ogsaa kun Forh o ld et til K onkursboer for Ø je. Se nu U d kast til L ov om G æ ldsordning (1941) §§ 89— 93 m ed M otiver S. 195 ff. — K ritik af disse B estem m elser er frem sat af K n u d I l l u m : E jendom sforb eh old (1946), navnlig S. 109 ff.

5) Jfr. herved utr. kbh. F. R. K. 21. M arts 1933: Sæ lgeren kunde ikke protestere m od, at U d læ gshaveren fik et paa A fb eta lin g so lgt A u to m o b il u d leveret til Forauktionering m od i F oged retten at d ep o nere R estkøbesum m en, og D om U. 1933. 337: K reditor kunde m od B etaling af R estkøbesum m en kræ ve A u to m o b ile t u d leveret af Sæ lgeren, som i H en hold til K ontrakten havde ladet sig ind sæ tte i B esid d elsen af det. Se herved ogsaa U . 1936. 955. — Skyldneren kan naturligv is ikke i K raft af sin Paavisningsret henvise en A fb eta lingssæ lger til at gøre U d læ g i se lve den so lgte T ing, jfr. utr. kbh. F. R. K. 5. N o v em b er 1930. M ed H en syn til Spørgsm aalet om A fb eta lingssæ lgeren o v erh oved et er b erettiget til at gøre U d læ g i se lve den so lg te T ing, se D om m e i U . 1929. 1070 (H ), 1930. 562, 1931. 395, 1933. 587,1933. 1142, J ø r g e n J e n s e n U. 1931. B. 81 ff. og T o r k i 1 d -H a n- s e n U . 1939. B. 89—90. Se herved næ rm ere K o m m e n t e r e t R p l .I. S. 678—679.


66

fældte er g i f t , og Æ gtefæ llerne lever sam m en6). K larest er Situationen naturligvis, naar der er S æ r e j e i Henhold til Æ gtepagt. Selv i dette Tilfælde kan der dog navnlig ved Løsøre opstaa Tvivl med H ensyn til, om og i hvilket Omfang Eksekutionsobjektet hører til Sæ rejet7). Principielt skulde R etsstillingen i og for sig ogsaa være klar, selv om der ikke er Særeje, idet der efter ÆL. II. §§ 16 og 25, uanset Fællesejeprincippet, gælder saavel Særraaden som Særhæftelse m ed H ensyn til » B o d e l e n«. R ent praktisk volder det im idlertid store V anskeligheder i det enkelte Tilfælde at afgøre B erettigelsen af en Indsigelse om, at Eksekutionsobjektet hører til den andens Bodel. A f H ensyn til Faren for Svig overfor K reditorerne vil Fogeden være tilbøjelig til a t stille re t strenge Beviskrav i saa Henseende. M edens det saaledes vel, naar det paastaas, at en Ting er erhvervet af den anden Æ gtefæ lle forinden Æ gteskabets Indgaaelse og derefter indført i dette, vil være tilstræ kkeligt a t fremlægge K vittering lydende paa den paagældende Æ gtefælles N avn8), vil dette i Alm indelighed ikke være fyldestgørende Bevis med H ensyn til Effekter, som angives erhvervet af den anden Æ gtefælle, navnlig H ustruen, under Æ gteskabets Bestaaen. I dette Tilfælde maa det der-

°) Se f. Eks. U . 1944. 1216 og U. 1948. 659.7) Jfr. herved bl. a. D om m e U . 1904. 3, 1930. 519, 1936. 215, J. D .

1935. 82, J .D . 1942. 342, U . 1942. 1154. Se K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 679— 680, O. A . B o r u m : F am ilieret II. S. 252— 254 og A . G r ø n b æ k L a u g e s e n i Juristen 1945. 201 ff.

8) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 11. M aj 1932: R egning af 8. A p ril 1931 godtgjorde, at E ffek terne var k øb t og b eta lt af H ustruen ind en Æ g te sk abets Indgaaelse den 17. sam m e M aaned; cfr. derim od F. R. K. 5. A u gu st 1932 m ed H en syn til et i Æ gteskab et før Æ L. II.’s Ikrafttræ den af H ustruen indført K laver: undergivet M andens R aadighed. D e t sam m e m aa gæ lde om det efter Æ gteskab et af H ustruen indførte , naar der foreligger Æ gtepagt i M edfør af Æ L. II. § 56. Se herved ogsaa D o m i U . 1935. 1122 angaaende et K laver, der var foræ ret H ustruen forinden Æ gteskab ets Indgaaelse, m en som H ustruen se lv havde anvist M andens K reditor som G enstand for U dlæ g. — V ed G a- v e r fra T redjem and maa der o fte antages at foreligge en G ave til begge Æ gtefæ ller, jfr. U . 1937. 817 om et K laver, der ansaas for at væ re en B ryllupsgave til begge Æ gtefæ ller. M ed H en syn til G aver fra den ene Æ gtefæ lle til den anden m aa enten forev ises Æ gtepagt eller B evis for, at G aven ikke kræ ver Æ gtepagt, jfr. U . 1936. 215.

67

imod først og frem m est bevises, at H ustruen overhovedet har Selverhverv, for hvilket Tingen kan antages at være køb t9). A t Særraadigheds- og Særhæftelsesprincippet paa den anden Side ved saa strenge Beviskrav i Praksis let kom m er til at m iste noget af sin reelle Værdi, er klart, og dette Forhold forklarer maaske i nogen G rad den v id tstrak te Benyttelse af Æ gtepagt ogsaa efter ÆL. II.

b. D en anden Begrænsning, Rpl. § 501, 1. Stk., indeholder, er den, at Dommen kun kan fuldbyrdes i D om fældtes F o r m u e . D erim od kan Dom fældte ikke underkastes Gældsfængsel, jfr. §’ens 2. Stk. Ifølge §’ens sidste Stk. skal det dog have sit Forblivende ved de gældende Regler om Afsoning af U nderholdsbidrag til Børn udenfor Æ gteskab og lignende Ydelser af familieretlig N atur, jfr. nu Lov N r. 133, 7. M aj 1937 om Inddrivelse og Sikring af U nderholdsbidrag, navnlig § 12 og § 27, der ophæver Ikrafttræ delsesi. til Strfl. § 1810). M ed Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige R etstræ tter, følges ifølge § 501, 1. Stk., 2. Pkt., de samme Regler, som gælder om Eksekution af egentlige Bødedomme. H erefter skulde Inddrivelse ved U dpantning være det normale, idet Afsoning efter Strfl. 1930 §§ 52—54 i Reglen først kan ske efter forgæves forsøgt Udpantning. Da Politiet im idlertid sædvanlig i Praksis skønner, at Inddrivelse ikke er mulig, jfr. Strfl. § 52, Stk. 311), er den almindelige Ordning faktisk stadig, at Afsoning af Bøden vil finde Sted. M ed H ensyn til Domme, der ikke lyder paa Betaling af Penge, m en gaar ud paa en Handling eller U ndladelse, vil der forøvrigt ifølge § 493 ff. ogsaa hyppigst ske en Omsætning til en Pengeydelse, der derefter bliver inddrevet efter de almindelige Regler. M en det nærm ere herom vil først blive om handlet nedenfor i § 23.

°) Jfr. utr. kbh. F. R. KK. 9. D ecem ber 1929 og 14. M arts 1932. Se ogsaa herved D om i V . L. T . 1932 S. 293: U d læ g kunde ikke gøres i nogle K reaturer, der e fter det op ly ste m aatte antages at væ re traadt i S ted et for de oprindelige for H ustruens M idler ind k øb te K reaturer, hvis V æ rdi og A n ta l var større.

10) Jfr. næ rm ere O. A . B o r u m : F am ilieret I., 2. U dg. S. 114, jfr. 130 ff.

ir) Jfr. S t e p h a n H u r w i t z N o rd isk T idsskrift for Strafferet 1936 S. 94— 95.

5*

68

Fyldestgørelse for en Pengedom kan altsaa kun søges i saadanne Rettigheder, som efter deres K arakter og Hoved- formaal maa betegnes som Form uerettigheder, men derim od ikke i Rettigheder, der efter deres N atur maa anses for p e r s o n l i g e , selv om deres Udøvelse kan medføre økonomisk V inding12).

D ette gælder saaledes om de Krav paa G o d t g ø r e l s e f o r i k k e - ø k o n o m i s k S k a d e , der kan tilkomme den kræ nkede efter Ikrafttræ delseslov til Strfl. § 15, Stk. I 13), eller om den Godtgørelse, der efter denne Paragrafs Stk. 2 kan paalægges den, der er ansvarlig for en andens Død, til den, som derved har m istet sin Forsørger14). D et samme maa vistnok, skønt der ikke er udtrykkelig Lovhjemmel herfo r15), ogsaa gælde f. Eks. det E r s t a t n i n g s k r a v f o r P e r s o n s k a d e , der tilkom m er den, som er kom m et til Skade ved et A utom obiluheld10). D et maa her staa de paagældende ganske frit for, om de overhovedet vil rejse et saadant Krav, uden at de kan tvinges dertil af deres K reditorer. N aar derimod Erstatningsbeløbet først er udbetalt, maa K reditorerne kunne holde sig til det ligesom til Skyldnerens øvrige Formue, og det maa antages, at Kravet, allerede naar der er opnaaet Dom eller Forlig17) for det, taber sin personlige K arakter (derimod næppe blot fordi Sag er anlagt), saa at der kan gøres Udlæg i det selv mod Dom haverens Protest, jfr. nu ogsaa den nævnte Paragraf, Stk. 3, hvor der med H ensyn til Overdragelse

12) Jfr. om denne M odsæ tning næ rm ere V i n d i n g K r u s e i T. f. R. 1907 S. 181— 237, navnlig 211 ff.

13) Jfr. (overfor K onkursboet) D om i U . 1934. 1136 angaaende E rstatning for Svie og Sm erte.

14) Jfr. tid ligere om Strfl. §§ 301— 303 N e l l e m a n n : E xecu tion S. 94— 95 og D . R p l . I I I . , 2. U dg. S. 49 og nu om Ikrafttræ delsesloven K r a b b e : Borgerlig Straffelov , 4. U dg. S. 757— 758 og H e n r y U s s i n g: O bligationsretten , A lm . D el, 3. U dg. S. 256— 257.

15) O m de T ilfæ ld e, hvor der findes s æ r l i g L o v h j e m m e l for at unddrage saadanne E rstatningskrav fra R etsforfø lgn in g , se ndfr. S. 81— 82.

16) Jfr. J .D . 1939. 34, U . 1933. 242 (H ) N o te 2 og (overfor K onk u rsboet) U . 1923. 957 angaaende E rstatning for nedsat A rbejdsevn e.

17) Jfr. U . 1931. 783 og U . 1929. 566. Jfr. ogsaa i Forholdet m ellem Æ gtefæ ller U . 1929. 587.

69

lægges Vægt paa Dom eller Forlig18). En lignende Ordning maa ogsaa gælde med H ensyn til en Persons Ret til E r s t a t n i n g f o r s t r a f f e r e t l i g F o r f ø l g n i n g efter Reglerne i Rpl. Kap. 93 a, idet denne Ret ikke engang, for saa vidt angaar Erstatning for Formueskaden, kan anses for en almindelig Form ueret19).

Som en personlig Ret maa fremdeles F orfa tterretten for saa vidt anses, som R etten til at bestemme, om overhovedet en Offentliggørelse af V æ rket eller en fornyet Offentliggørelse af det tidligere offentliggjorte V æ rk skal finde Sted, ifølge Forf.lov N r. 149, 26. A pril 1933 § 12 ikke kan tilegnes af Forfatterens eller hans A rvingers K reditorer, jfr. angaaende Kunstnerretten Lovens § 2920). Derimod kan K reditorerne efter almindelige Regler søge Fyldestgørelse i det pekuniære U dbytte af Værkerne, efter at disse er offentliggjorte, og de kan ogsaa sikre sig ved at. gøre Udlæg i V ederlaget for frem tidige Udgaver, dog saa længe Forfatteren lever — for ikke for meget at lamme hans Produktionslyst, jfr. ogsaa G rundsæ tningen i Rpl. § 511, 3. Stk. — kun af allerede offentliggjorte V ærker, og først efter Forfatterens Død ogsaa af ikke tidligere offentliggjorte V æ rker21). H vad Paten tre ttigheder angaar, kan Kreditorerne ifølge Patentlov Nr. 69, 13. A pril 1894, jfr. Lovbekg. Nr. 192, 1. Septem ber 1936, § 3, 1. Stk., ikke søge Fyldestgørelse i R etten til a t faa Patent, derim od vel i den ved et saadant erhvervede R et22).

18) Jfr. P o p p - M a d s e n : Bod (1933) S. 332 ff., hvor der iøvrigt de lege ferenda o p stilles en O rdning paa G rundlag af en Sondring m ellem forskellige A rter af »Tort«.

10) Jfr. fra den tid ligere R et D om m e U . 1891. 615 og 907.20) Jfr. herved utr. kbh. F. R. KK. 25. Septem ber 1929: U d læ g

næ gtet i M alerier hos en Frugthandler, da de var m alet af ham se lv og ikke b estem t til O ffen tliggørelse , 20. Februar 1932: tilsvarende og 26. M aj 1936: U d læ g hos K unsthandler ophæ vet, da M alerierne var forfæ rd iget af ham selv , og da in tet af dem var fu ldført eller bestem t til O ffen tliggørelse , idet de aldrig havde væ ret ud stillede eller udbudt til Salg.

21) Jfr. G r u n d t v i g : F orfatterret, 2. U dg. ved K. G lahn S. 36— 37, 135 ff., T o r b e n L u n d : F orfatterret og K unstnerret (1933) S. 119— 20, 183— 85, J. H a r t v i g J a c o b s e n : O phavsretten (1941) S. 257 ff.

22) Jfr. herved utr. kbh. F. R. KK. 9. A u gust 1922 og 31. A u gust 1922. V ed den sidste g ivet U d læ g i R ekvisiti H alvd el af et P aten t til

70

B. Eksekution kan ifølge § 511, 1. Stk., kun gøres i R ettigheder, som paa den Tid, Forretningen foretages, a l t e r erhvervede, derim od ikke i frem tidige Erhvervelser23), jfr. dog den lige om talte Adgang til at gøre Udlæg i det frem tidige U dbytte af F orfatterretten . D er kan saaledes ikke gøres U dlæg i »ventendes Arv«, jfr. D. L. 1—24—3124). N aar derim od A rven er faldet, aabner D. L. 1—24—3025), der ved § 511, 2. Stk., forudsæ ttes stadig at være gældende, Adgang til at gøre Udlæg i den26). Fîerom blev der tidligere navnlig Tale med Hensyn til et Barns Arvelod, naar den længstlevende af Forældrene sad i uskiftet Bo27). I dette Tilfælde er R etstilstanden im idlertid æ ndret ved Lov N r. 120, 20. A pril 1926 § 13, der forbyder Arvingens K reditorer at søge Fyldestgørelse i dens Andel i det uskiftede Bo28). Derim od kan der stadig gøres Udlæg i en A rvepart, der tilkom m er en Arving i et offentligt Vedgaaelsesbo29) eller et under privat Skifte værende D ødsbo30). D ette Udlæg har im idlertid en rent foreløbig K arakter,

Fabrikation af nogle A utom obilslan ger. H erfor ansaas § 511, 3. Stk., ikke at væ re til H inder: da der »ikke er begæ ret U d læ g i R ekvisiti A n d el i O verskudet for de fabrikerede Slanger, m en kun i den R ek v isitus stad ig tilhørende H alvd el af P aten tet« . Se ogsaa kbh. F. R. K. 24. M aj 1929: D a der kan gøres U d læ g i en erhvervet P anteret, kunde der ikke p rotesteres m od U d levering af P a t e n t b r e v e t .

23) Jfr. fra den tid ligere R et U . 1876. 827 og efter Rpl. 1922. 1009 (H).

24) Jfr. U . 1874. 1060 (H ), jfr. 284, og 1926. 685 (H ).25) Jfr. angaaende A rt.s A n v en d e lse paa Sam ejeforhold U . 1883. 76.26) Jfr. U . 1889. 795.27) Jfr. V . B e n t z o n : A rveret, 2. U dg. S. 302 og D om m e i U .

1894. 299, 1903. 291, cfr. 1891. 430 (435), 1919. 753 (ingen H jem m el til at lade U d læ get tinglæ se paa Æ gtefæ llen s faste E jendom m e).

28) Jfr. V . B e n t z o n : A rveret, 3. U dg. S. 66, der frem hæ ver den nære A n alog i til R eglerne om ven ten d es A rv.

2D) Jfr. S k i f t e r e t t e n S. 234 m ed N o te 3.30) Jfr. U . 1932. 67 (H ): I et kun 3/* A ar under privat Sk ifte

væ rende D ød sb o , der bl. a. o m fatted e en fast E jendom , som skulde prioriteres af H en syn til O pgørelsen, kunde U dlæ g af den ene A rvings K reditorer kun gøres f o r e l ø b i g t efter § 511, 2. Stk., jfr. D . L. 1— 24— 30, og ikke i en A n part af den enk elte E jendom og U . 1942. 381: K, der havde forstrakt D . m ed et Laan og til Sikkerhed havde faaet T ransport paa D ’s A npart i D ø d sb o et efter hans Forældre, kunde, se lv om det m aatte antages, at B oet, der havde henstaaet til privat

71

idet det kun om fatter Skyldnerens A rvekrav som saadant31). D er kan derfor ikke, jfr. ogsaa A rt.’s Slutning, være Tale om, a t K reditor um iddelbart paa Grundlag af et saadant Udlæg skulde kunne skride til Bortauktionering af de Ting, som A rvelodden til sin T id m aatte om fatte32), m en en saadan Adgang opnaar han først ved at gøre specielt Udlæg i disse Ting33). A f H ensyn til den Usikkerhed, som et saadant Udlæg i et A rvekrav frem byder, bestem m es det i § 511, 2. Stk., 2. Pkt., a t A rvekravet ikke uden Dom fældtes Sam tykke kan forauktioneres, forinden A rveparten kan forlanges udbetalt34).

C. A t Skyldnerens Fordring er kny tte t til en B e t i n- g e 1 s e eller T i d s f r i s t , vil ikke i A lm indelighed udelukke Dom haveren fra a t gøre Eksekution i den, naar den dog kan angives og betegnes m ed tilstrækkelig Bestem thed, men alene medføre, a t hans R et faar en tilsvarende betinget eller tidsbestem t Karakter, jfr. § 511, 2. Stk.35).

Hvad særlig angaar R etten ifølge g e n s i d i g e O b l i g a - t i o n s f o r h o l d , indeholder Rpl. § 511, 3. Stk., i nøje Overensstem m else med den tidligere Forskrift i K. L. § 161, et udtrykkeligt Forbud mod at gøre Udlæg i det, som Skyld-

S k ifte i ca. 3 A ar, ikke burde u d sæ ttes yderligere, i k k e erholde U dlæ g i d e e n k e l t e A k t i v e r i B oet. (D er var ikke nedlagt Paastand om foreløb igt U d læ g i D ’s A rvep art efter D . L. 1— 24—30).

31) Jfr. de i forrige N o te citerede D om m e.32) Cfr. derim od om det T ilfæ ld e, at A rvep arten u d beta les i P enge

N e l l e m a n n : E xecu tion S. 127— 8. Cfr. ogsaa m. H. t. en M ødrenearv, som ifø lge privat O veren sk om st var b lev et ind estaaend e hos Faderen, U . 1931. 799 (D issen s).

33) Jfr. H a g e r u p : C ivilproces, 2. U dg. IL S. 324, 3. U dg. III. S. 89, 106.

34) Jfr. saaledes a llerede efter den tid ligere R et H a g e r u p : C iv ilproces, 2. U dg. II. S. 327— 8 og tild els D om i U . 1911. 214, cfr. 1931. 799, hvorom ovfr. N o te 32.

35) Jfr. U . 1940. 591 og J. D . 1943. 130 om U d læ g i den D eb itor so m M ed in teressen t i en K reditforen ing tilfa ldend e A n d e l i R e s e r v e f o n d e n . Cfr. derim od U . 1937. 1114: U d læ g hos en H usejer i den hos en L ejer fra og m ed U dlæ gsd agen forfa ld en de H u s l e j e , m en uden A n g iv e lse af L ejens Størrelse eller F orfaldstid , fand tes at m angle tilstræ kkelig B estem th ed , saaledes at L ejeren allerede derfor fr ig jordes ved H uslejeb eta ling til E jeren. Se iøvrigt om U d læ g i L eje ndfr. S. 73— 74, N o te 42.

72

neren m aatte kunne erhverve ifølge en saadan gensidig be- byrdende K ontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, naar det, der af ham skal ydes, er »p e r s o n- l i g t A r b e j d e eller T jeneste eller andet, som U dlægshaveren ikke er eller ved U dlægsforretningen sæ ttes i Stand til a t give eller udføre«30). Skønt der i Bestemmelsen staar, at U dlæg »ikke kan gøres«, kan det dog næppe være Meningen, a t det skal paases ex officio. Men ifølge det dobbelte Hensyn, der maa antages at have frem kaldt Forbudet, nemlig dels e t H um anitetshensyn overfor Skyldneren, som ellers vilde kunne blive berøvet sin A rbejdsløn, dels et H ensyn til hans M edkontrahent, hvis U dsigter til behørig at m odtage den personlige A rbejdsydelse af Skyldneren væsentlig vilde forringes, hvis dennes K reditor skulde have Lønnen37), maa dog Ud- læget nægtes, m edm indre Skyldneren under Forretningen (e t tidligere Samtykke kan derim od ikke forpligte ham) sam tykker i det; og Skyldnerens M edkontrahent behøver kun at respektere det, for saa vidt han særlig m aatte have forpligtet sig dertil.

D et fastslaas i Slutn. af § 511, 3. Stk., udtrykkelig som en Følge af Bestemmelsen, at Udlæg i k k e kan gøres i u f o r - f a l d e n T j e n e s t e - e l l e r A r b e j d s l ø n . Men herfra gøres der dog ved §’ens sidste Stk. en U n d t a g e l s e m e d H e n s y n t i l U n d e r h o l d s b i d r a g , idet der for disse opretholdes den hidtil bestaaende Adgang til (ved at nedlægge »Forbud« mod Udbetalingen) at holde sig til Skyldnerens A r- bejds- eller T jenesteløn eller lignende Indtæ gt38). Jfr. nu § 6 i Lov Nr. 133, 7. Maj 1937, der ifølge § 1 om fatter Inddrivelse og Sikring af alle ved en offentlig M yndigheds Bestem m else

:îfi) Jfr. f. Eks. D om m e U . 1903. 170 (H uslæ gehonorar), 1905. 549(personligt A rbejde, der ikke fu ld t ud var præ steret)) og utr. kbh..F. R. K. 12. Septem ber 1922: D a A rb ejd et m ed O pførelsen af en B ageovn endnu ikke var fu ldført af R ekvisitus, ud elu kket at foretage U d læg (A rrest, § 614, jfr. § 511) i Fordringen paa B etaling derfor. Cfr.derim od U . 1934. 415: U dlæ g ikke anset for udelukket, da der ikke fand tes at paahvile R ekvisitus en virkelig personlig Forp ligtelse, sam t0 . L. T . 1934 S. 34 m. H. t. et L aanetilsagn.

37) Jfr. M otiverne til § 159 i U d k a ste t til K onkursloven S. 141 ff.38) Jfr. H øjesteretsd om i U . 1896. 1194 og fra nyere T id U. 1924-

336, 1930. 1082.

73

fastsatte eller godkendte Underholdsbidrag til Børn, nuværende eller tidligere Æ gtefælle sam t det uægte Barns M oder39) og Forsorgslovens § 201, 1. Stk. Paa den bidragspligtiges Begæring maa der dog ifølge Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 6, Stk. 2r overlades ham det fornødne Beløb til eget og Familiens U nderhold efter Politim esterens nærm ere Bestemmelse40). Særlig Hjemmel for Tilbageholdelse af A rbejdsløn findes ogsaa med H ensyn til p e r s o n l i g e S k a t t e r til Staten og Kommunen, jfr. Lov Nr. 149, 10. April 1922 § 38, 3. og 4. Stk., og Lov N r. 28, 18. Februar 1937 § 424*).

Ved andre gensidige O bligationsforhold kan der som H ovedregel gøres Udlæg i Retten, idet navnlig Skyldneren ikke selv vil kunne protestere mod, at det sker42). Men det er et

30) Jfr. O. A . B o r u m : F am ilieretten 2. U dg. I. S. 130— 31, jfr.II. S. 151. O m svensk R ets »införsel« i Løn, P ension m. v. for U n d erholdsbidrag og Skatter se Å k e H a s s l e r : E xecu tion srätt I. S. 130 ff. og K a r l O l i v e c r o n a : U tsökn in g S. 58 og S. 236 ff. Om norsk R et se E. A l t e n : T vangsloven 2. U dg. S. 122.

40) J. M. Cirk. N r. 206, 20. D ecem ber 1937, der afløser Cirk. N r. 62, 25. A pril 1936, fastslaar som V ejled n in g i denne H en seen de i A fsn it 1. A ., Stk. 6, at det, naar den bidragsp ligtige ikke er Fam ilieforsørger, i A lm indeligh ed vil være passende, at der tilb ageh old es in d til "/3 af Lonnen, hvis han har fri K ost og Logi, og indtil Vs af L ønnen, hvis han ikke har fri K ost og Logi. Er den bidragsp ligtige Fam ilieforsørger, m aa det nøje undersøges, om det under H en syn til Fam iliens sam lede Indtæ gt, A n ta lle t af u forsørgede Børn, F am iliem edlem m ernes Sundhedstilstand og andre Forhold, der bør tages i B etragtning, overh oved et kan anses forsvarligt at tilb ageh old e nogen D el af hans A rb ejd sfortjen este . F indes det forsvarligt, kan det i A lm indeligh ed paalæ gges A rbejdsg iveren at tilbageholde indtil 1U af Lønnen.

41) Begge L ove hjem ler T ilb ageh old else af ind til Vs af L ønnen for ugifte Skatteydere, den sidste Lov, der dog form entlig nu ogsaa m aa finde A n v en d e lse m ed H en syn til S tatsskatten , T ilb ageh old else af in d til Vo for g ifte Skatteydere.

42) Jfr. saaledes m ed H en syn til U d læ g i R etten til at b live E jer af E ffekter, der er køb t paa A f b e t a l i n g , U . 1933. 337, jfr. ovfr. ved N o te 5 og utr. kbh. F. R. K. 16. M aj 1923, hvorved der b lev g iv et U d læ g i R ekvisiti R et til at b live Ejer af et A u tom ob il m od K øbesum m ens Erlæ ggelse. Jfr. ogsaa m ed H en syn til L e j e U . 1934. 97 (H ) m ed N o te 1: Ejeren af en fast E jendom kunde ikke m odsæ tte sig, at der, D agen før L ejen forfald t, gjordes sæ rskilt U d pan tn ing i L eje for den fø lgende M aaned ifø lg e et bestaaend e L ejem aal. H vis L ejen s

74

Spørgsmaal, hvilken R etsbeskyttelse U dlæget nyder overfor Skyldnerens M edkontrahent43), f. Eks. overfor en Sælger, naar der er g jort Udlæg i Køberens Ret efter Købekontrakten. A ngaaende dette Spørgsmaal maa im idlertid henvises til U dviklingen i O bligationsretten44), hvor der dog synes at være tillagt Udlægshaveren en noget større Beskyttelse end foreneligt med den stærke Interesse, som M edkontrahenten ofte vil have1, at »Ret og Pligt ikke skilles ad«45). H erefter maa han til T rods for Udlæget have en vis Adgang til at erlægge til og eventuelt ogsaa paa anden M aade ordne sig med Skyldneren,

Størrelse og F orfaldstid er angivet m ed tilstræ kkelig B estem thed , m aa det ov erh o v ed et antages, at der kan gøres U d læ g i f o r f a l d e n L e j e i n d t æ g t e l l e r L e j e , d e r f o r f a l d e r u m i d d e l b a r t e f t e r U d læ get, hvorim od et a l m i n d e l i g t U d l æ g i E j e n d o m m e n s L e j e i n d t æ g t e r læ ngere ud i F rem tiden i k k e kan anerkendes, jfr. U . 1933. 764 og U . 1937. 1114 refereret ovfr. N o te 35. Se ogsaa herved U . 1938. 139: D a D eb itors faste E jendom var saa stæ rkt b ehæ ftet, at en U d læ gshaver ikke ønskede T vangsauk tion paa G rundlag af et i 1 9 3 4 foretaget U d læ g, kræ vede U dlæ gshaveren i 1 9 3 7 under en G en optagelse af Forretn ingen U d læ g principalt i de enkelte L ejeindtæ gter, ind til hans K rav var fy ld estg jort, subsid iæ rt i de en k elte L ejeindtæ gter, naar de første G ang forfaldt. D en principale Paastand ikke taget til Følge, d a det drejede sig om fortløb en de L eje indtæ gter ud i en u b estem t Frem tid. H eller ikke den subsid iæ re Paastand kunde som Følge af § 511, 3. Stk., tages til Følge, d a F orfaldstidern e laa n oget ud i Frem tiden , d a der ikke forelaa O plysn inger om L ejernes V illigh ed til at betale til U d læ gshaveren , og d a det var ganske usikkert, om D eb itor , naar L ejeind tæ gterne berøved es hende, var i Stand til at op fy ld e sine F orpligtelser overfor L ejerne. Cfr. derim od U. 1933. 764, hvor der b lev g ivet U d læ g i L ejeind tæ gten s a m m e n m e d U d læ g i E jendom m en, saaledes at U d læ gshaveren m i d- 1 e r t i d i g t kunde oppebæ re den D el af L ejeindtæ gten , der fa ld t i T id en indtil A u k tio n en kunde frem m es, m od at afskrive denne D el paa sin Fordring. Jfr. nærm ere ndfr. S. 258— 59 m ed N o te 27.

43) Jfr. f. Eks. J. D . 1943. 130, h vorefter en H yp otekforen in g til T rods for, at der var gjort U d læ g i et M edlem s R eservefond san del, ansaas for berettiget til at anvende denne til ekstraordinæ r A fsk r iv ning paa R estgæ lden af de m ed Pant i E jendom m en indestaaeride Laan.

44) Jfr. J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret. A im . D el. 3. U dg. S. 576— 83, navnlig S. 579— 81, sam t D om m e i U . 1910. 662 og 1916. 198.

45) Se nu herved H e n r y U s s i n g : O bligationsret, A im . D el.2. U dg. S. 260 ff. og V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten I. 2. U dg. S. 240—41.

75

hvis han nemlig ellers ikke kan være sikker paa at faa M odydelsen46). U ndertiden vil forøvrigt D om haveren ved selve Ud- læget kunne sikre sig mod, at noget saadant sker, f. Eks. naar han gør Eksekution i en Sælgers Ret, ved at sæ tte sig i Besiddelse af den individuelt bestem te Ting, der skal leveres.

H vad særlig angaar Lejerens Ret, maa Adgangen til at gøre Udlæg deri afhænge af, om den i det hele er overdragelig47), idet navnlig K. L. § 17 ikke analogisk kan overføres paa Tilfælde af Udlæg48). I § 504 i Slutn. siges det ogsaa udtrykkeligt, at Udlæg i D om fældtes Brugsrettigheder over faste Ejendom m e kun kan gøres, for saa vidt det kan ske »uden a t krænke andres Ret«.

Om K reditorernes Adgang til at gøre Udlæg i deres Skyldners Ret efter en In teressentskabskontrakt maa i det hele henvises til Læren om Interessentskab49).

II. Visse Form uerettigheder er s æ r l i g u n d t a g e t f r a U d l æ g . En saadan Eksekutionsfritagelse kan enten skyldes en positiv Lovhjemmel eller en privat V iljesbestem m else.

A. V ed L o v e n undtages:1°. ifølge Rpl. § 510, 1. Stk., i Overensstem m else med den

tidligere Lovgivning50), over- og underordnede M i l i t æ r e s U n i f o r m s s t y k k e r , V aaben eller andre til deres tjene- stemæssige U drustning og Forsyning fornødne Genstande.

Som noget ny t føjes dertil ved §’ens 2. Stk. et Forbud mod a t gøre Eksekution i c i v i l e E m b e d s - e l l e r B e s t i l - l i n g s m æ n d s E m b e d s d r a g t e r eller i G enstande, som af dem holdes og bruges til deres Em beders og Bestillingers Udførelse.

Paa en beslægtet Tanke hviler ogsaa den ved Rpl. § 514, N r. 6, opretholdte51) Eksekutionsfritagelse med H ensyn til S k i p p e r e n s o g S k i b s m a n d s k a b e t s om Bord væ

46) Jfr. næ rm ere herom N e l l e m a n n : E xecu tion S. 98— 112 og A n m eld e lse af H. M u n c h - P e t e r s e n i U . 1896. 647— 52.

47) Jfr. herved H e n r y U s s i n g : E nkelte K ontrakter 2. U dg. S. 13— 15, navnlig S. 15.

4S) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 108— 10.49) S i n d b a l l e : D ansk Selskabsret 2. Udg. (1936) I. S. 115 ff.r>0) Fr. 24. Februar 1734 og Lov 21. M arts 1874 § 2.51) Jfr. tid ligere Sø lov 1. A p ril 1892 §§ 69, 76, som dog er ophæ

v ed e v ed L ov N r. 182, 1. M aj 1923.

76

rende E j e n d e l e , som udkræves til T jenesten om Bord, naar Skibet er udklareret for en Rejse og iøvrigt sejlfærdigt.

2°. E fter § 513 skal der ikke kunne gives Udlæg i e n d n u i k k e u d b e t a l t E m b e d s - e l l e r B e s t i l l i n g s l ø n eller i lignende Indtæ gter sam t i ikke udbetalte Ventepenge, P e n s i o n e r og herm ed i Klasse staaende U nderstø ttelser, som udredes af Statskassen, Kom m unekasser eller andre offentlige Kasser. Ved S tatstjenestem andsloven Nr. 301, 6. Juni 1946 § 35 er denne Bestemmelse opretholdt med H ensyn til T jenestem æ nds Lønning, E fterindtæ gt, V entepenge og Pension52).

Denne Eksekutionsfritagelse gælder dog nu i k k e ved U n d e r h o l d s b i d r a g , idet Lov N r. 133, 7. Maj 1937 § 11 udtaler, at Lovens Regel om Tilbageholdelse af Løn finder tilsvarende Anvendelse med H ensyn til de i § 513 om handlede Indtæ gter53).

Eksekutionsfritagelsen med Hensyn til Em bedslønninger var allerede hjem let i den tidligere Lovgivning54). Men medens denne kun gjaldt statsansatte T jenestem æ nd, udvides den ved Rpl. ogsaa til de kommunale55), ja endogsaa til nogle rent p rivat ansatte, idet der ved »lignende Indtægter« ifølge M otiverne56) sigtes til Indtægter, som tilkom m er private Bestillings- mænd, hvis Retsstilling i Henseende til deres Lønning maa bestem m es efter lignende Regler som dem, der gælder om

52) T ilsvarend e gæ lder nu ifø lge § 35 de ved en S ta tstjen estem an d s Fratræ delse til U d beta ling forfaldne P e n s i o n s b i d r a g . Jfr. ogsaa m ed H en syn til et en a fsk ed iget k o m m u n a l T j e n e s t e m a n d hos K øbenhavns K om m une tilk om m en de P ensionsb idrag utr. kbh. B yretsdom 22. A u gust 1947 (A 21622/1946). Cfr. derim od tid ligere D om U . 1939. 629, der ikke fandt, at Rpl. § 513 om fatted e et B eløb , der tilkom en uden P ension afsk ed iget kom m unal T jen estem an d i K øbenhavn, som T ilb ageb eta ling af de af ham til P ensionering til K om m unen ind beta lte Beløb.

53) T id ligere m aatte U n dtagelsen i § 513 derim od ogsaa antages at gæ lde ved U nderholdsb idrag, jfr. J. M. Skr. N r. 47, 31. M arts 1927 og T vangsfu ldb yrd else forrige U dg. S. 72.

54) PI. 27. Juni 1781. Jfr. D om m e U . 1908. 284, 1899. 459.55) Jfr. U . 1930. 518 angaaende en C heck, der repræ senterede en

københavnsk P o litib e tjen ts ikke u d beta lte Lønning, sm l. N o te 62, og U . 1943. 1192: Ikke U dlæ g i en D eb itors forfa ld ne hos K øbenhavns B elysn ingsvæ sen beroende, endnu ikke ud beta lte B estillingsløn .

r'r>) til K o m m i s s i o n s u d k a s t e t 1 8 7 7 ad § 471 S. 199.

77

Tjenestem æ nd, f. Eks. D irek tører (og det øvrige faste Personale) i en Bank, K ontorchefer i en K reditforening57).

Ogsaa Pensioner antoges tidligere uden almindelig Lovhjemmel derfor58) at være undtaget fra Eksekution, selv om T alen var om kommunale Tjenestem æ nd. U ndtagelsen udstræ kkes im idlertid til nu ogsaa at gælde andre lignende U nderstø ttelser af personlig N atur, men dog kun, naar de udredes af o f f e n t l i g e Kasser59), ikke af private U nderstø tte lse skasser eller Selskaber60).

Eksekutionsfritagelsen gælder kun til, men paa den anden Side lige til det Ø jeblik60a), da Lønningen eller Pensionen er u d b e t a l t til den paagældende61); det er derim od ikke nok, a t den er forfalden til U dbetaling62).

En speciel Bestemmelse i samme Retning haves i § 514, N r. 1, hvorefter i Overensstem m else med Lov 21. M arts 1874 § 2 » d e m i l i t æ r e U n d e r k l a s s e r s T j e n e s t e e m o- l u m e n t e r « skal være undtaget fra Eksekution63). I tid ligere Praksis66) har man anset denne Bestemmelse for anvendelig, selv efter at Lønningen var udbetalt, naar denne dog endnu var i Behold hos den paagældende.

57) Cfr. U . 1940. 944: N o g le en P r o v i s o r tilkom m ende forfaldne L øntilgodehavender fand tes ikke at kunne jæ vn stilles m ed de i R e tsp leje lo v en s § 513 næ vnte Indtæ gter. Cfr. ogsaa m ed H en syn til U d læ g i privat P en sion syd else utr. kbh. F. R. K. 8. N o v em b er 1941: ikke o m fa tte t af § 513, derim od kün U dlæ g under Iagttagelse af § 558.

58) Jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n C ivilproces III. S. 63.5Ö) Jfr. nu U . 1941. 457 m ed H en syn til Pensionsbelob , der udbetales

a f en af Lov N r. 183, 11. Maj 1935 § 18 om fa ttet Pensionsfond.00) Jfr. f. Eks. utr. kbh. F. R. K. 17. Februar 1923: ingen Ekseku-

tion sfr itagelse h jem let for den P ension, som en tid ligere D irektør for e t Forsikringsselskab oppebar fra dette.

00 a) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 9. M arts 1938: U dlæ g foretaget i P ension syd else , der var i n d g a a e t p a a R e k v i s i t i B a n k k o n t o og derfor m aatte anses for udbetalt.

r>1) Efter C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 § 359 gjaldt den derim od kun, saalæ nge Y d elsen endnu ikke var forfalden .

,52) Jfr. U . 1930. 518, hvorefter U d læ g ikke kunde gøres i en C h e c k , d e r h e n l a a p a a e n P o l i t i s t a t i o n , m en endnu ikke var ud leveret den paagæ ldende B etjen t som Lønning.

03) U . 1943. 1194 ligestiller V ed erlaget for C iv ilb esk y tte lsestjen este m ed de m ilitæ re U nderklassers T jenesteem olum enter.

64) Jfr. U . 1901. 649.

78

3°. V ed § 514, Nr. 2 til 4, indføres som noget ny t Eksekutionsfritagelse for D a g p e n g e og lignende U dredelser til Em bedsm ænd eller andre, der udfører offentlige Hverv, saaledes N ævninger efter § 97, sam t Rejseudgifter og Tærepenge, der er udbetalt til indkaldte V idner eller Synsmænd. Endvidere undtages nogle Ydelser af særlig personlig K arakter, nemlig dels U n d e r h o l d s p e n g e , som ifølge Øvrigheds- resolution, (offentligt) Forlig eller anden lignende Bestem melse udredes til H ustruer eller Børn65), dels U n d e r s t ø t t e l s e og H jæ lp til trængende, som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger.

M edens det m ed H ensyn til R ejseudgifterne udtrykkelig siges, at Eksekutionsfritagelsen gælder, selv om de allerede er udbetalt, og man sikkert med H ensyn til Dagpengene maa antage det samme, da ogsaa Udlæg i dem let vilde kunne hindre U dførelsen af den tilsigtede Funktion, stiller Forholdet sig noget mere tvivlsom t med Hensyn til U nderholds- pengene og U nderstøttelserne. Reglen maa ligesom med Lønningerne og Pensionerne være, at Eksekutionsfritagelsen kun gælder, indtil U dbetalingen har fundet Sted. Kun m ed H ensyn til Underholdsbidrag til Børn maa det, ifølge det særlige Øjem ed, som de tjener, antages, at der ikke kan søges Fyldestgørelse i dem for en Gæld, der er Børnene uvedkom mende. For saa vidt angaar Børn udenfor Æ gteskab, s tø ttes dette ogsaa ved den Betragtning, at U nderholdskravet norm alt tilkom m er Barnet selv og ikke M oderen66).

4°. Flvad R ettigheder efter p r i v a t e F o r s ø r g e l s e s - k o n t r a k t e r angaar, haves der ingen almindelig Hjem m el til at unddrage dem fra K reditorernes Forfølgning. En saadan Fritagelse vil derfor kun kunne finde Sted, hvor enten R etten efter sit Indhold er af en saadan personlig K arakter, f. Eks. Krav paa Kost og Logis, at den ikke kan overføres til andre67), eller der i det enkelte Tilfæ lde kan paavises en sæ r

c,r’) Jfr. saaledes efter den tid ligere P rocesordning D om m e i U . 1905. 539, 1915. 460.

CG) Jfr. Lov N r. 131, 7. M aj 1937 § 27 og U . 1934. 428 (H ).°7) Jfr. H øjesteretsd om i U . 1909. 951, jfr. 1908. 546. Se ogsaa om

A ftæ gtskon trak ter U . 1881. 317, 1902. 477 (angaaende Sk ifte af et F æ llcsbo) sam t V . L. T . 1936. 110; m en cfr. derim od U. 1893. 622 og 1900. 591.

79

lig Hjem m el for at undtage Retten. Denne Hjem m el kan bestaa i en konfirm eret Bestemmelse i S tatu tterne for vedkom mende Forsørgelsesanstalt, idet der ifølge en hidtil gældende Praksis, som vistnok maa antages at være opretholdt ved Rpl., kan meddeles kgl. K onfirm ation paa Bestemmelser, hvorefter U nderstøttelser, der udredes af saadanne A nsta lter og Foreninger, skal være fritaget for K reditorernes Forfølgning. Selv uden udtrykkelig Hjem m el maa det dog ikke sjæ ldent underforstaas, at U nderholdsbidrag og personlige U nderstø ttelser kun skal udbetales til den paagældende selv, og en saadan Forudsætning maa vistnok, ialtfald naar Ydelsen er tilsagt uden Vederlag, jfr. nedenfor under B., kunne anerkendes som bindende overfor den paagældendes K reditorer, selv om de i § 514, Nr. 3 og 4, nævnte Betingelser ikke foreligger, men U nderholdskravet eller U nderstø ttelsen har ganske privat Hjemmel.

5°. A ngaaende L i v r e n t e r , O v e r l e v e l s e s r e n t e r , L i v s f o r s i k r i n g s s u m m e r og lignende Ydelser bestem m er Rpl. § 515, at de, »for saa vidt ikke andet ved Retsforholdets Stiftelse retsgyldig er bestem t, ikke er undtagne fra Eksekution, med m indre særlig Lovhjemmel derfor haves, eller saadant m aatte følge af den borgerlige Rets Regler«.

Reglen om, at saadanne Ydelser ikke uden særlig Hjem m el kan forlanges undtaget fra Eksekution, stem m er med, hvad der allerede før Rpl. var antaget. En mere almindelig Lovhjem mel for Fritagelse fra Retsforfølgning fandtes tidligere kun for de i S tatsanstalten tegnede Livsforsikringer, idet disse i hvert Fald ifølge O rdlyden af Lov 18. Juni 1870 § 16 ikke kunde underkastes A rrest, Beslag eller Eksekution af nogen A rt. For Livsforsikringer tegnede i andre tilladte Selskaber g jaldt der derim od ifølge Lov N r. 65, 1. A pril 1914 § 39, jfr. § 51, kun Fritagelse, saafrem t det ikke efter Forsikringsdokum entets Indhold m aatte antages, at de ikke var bestem t til at tjene Forsørgelsesøjem ed68).

08) Jfr. om den tid ligere R etstilstand A fh and ling af H e n r y U s - s i n g : O m K reditorernes A dgang til at søge F yld estgørelse i den ved en L ivsforsikringskontrakt begrundede R et, U . 1917. B. 241— 250 og 257— 266, sam t J u l . L a s s e n : Lærebog i O b ligationsrettens sp ec ie lle D el, 2. Udg. ved H e n r y U s s i n g S. 296— 298, J. Ø v e r g a a r d :

80

Nu findes en » s æ r l i g L o v h j e m m e l « for at undtage Kapitalforsikringer fra Kreditorforfølgning i Lov om Forsikringsaftaler Nr. 129, 15. A pril 1930 § 116, og Reglerne gælder ifølge § 118 ogsaa for Renteforsikring. Bestemmelserne i Forsikringsaftaleloven finder ogsaa Anvendelse paa L ivsforsikringer i Statsanstalten, jfr. Lovbekg. N r. 335, 24. Juni 1940 § 909).

Den almindelige Grundregel i FAL. § 116, 1. Stk., er den, a t h v e r k e n F o r s i k r i n g s t a g e r e n s e l l e r d e n be- g u n s t i g e d e s R e t70) overfor Selskabet kan gøres til G enstand for Retsforfølgning fra deres K reditorers Side71).

Skønt Forsikringsaftaleloven udm æ rker sig ved i M odsætning til Tilsynslovens § 39 ikke at opstille Forsørgelsesøjemed som K riterium for B eskyttelsen mod K reditorerne, gøres der dog i § 116, 2. Stk., U ndtagelse fra Hovedreglen i saadanne T ilfælde, hvor det er i høj G rad sandsynligt, at dette Ø jem ed ikke kan have spillet nogen Rolle. U ndtagelse gælder derfor, naar Policen er o v e r d r a g e t , m e d m i n d r e Erhververen er Forsikringstagerens Æ gtefælle, eller Erhvervelsen har fundet Sted uden Vederlag.

Beskyttelsen mod Retsforfølgning gælder enhver R ettighed efter Policen, baade Forsikringssum, Genkøbsværdi og Bonus. B eskyttelsen maa im idlertid ophøre, naar først Beløbene er u d b e t a l t , medens det ikke er tilstrækkeligt, at de er forfaldne72). U tvivlsom t er det dog, at Forsikringstageren gyldigt kan bestemme, at Forsikringssumm en skal baandlægges i O verform ynderiet eller andetsteds. D et maa vistnok ogsaa antages, at Beløbene er beskyttede mod Individualforfølgning, naar de

O m L ivsforsikringskravet som F orm uesobjekt efter norsk R et (1913) og N . C o h n : L ivsforsikringskravets form ueretlige Behandling S. 451 ff. sam t D. R p l . I I I . 2. U dg. S. 56— 59.

00) Jfr. nærm ere til det fø lgende om F orholdet efter Forsikringsa fta le lo v en A . D r a c h m a n n B e n t z o n ’s K om m entar ad § 116 og. H e n r y U s s i n g : E nkeite K ontrakter, 2. U dg. S. 309— 14 og K r i s t i a n S i n d b a l l e : Forsikringsret II. S. 75 ff.

70) Er der ved Forsikringstagerens D ød ikke indsat nogen begunstiget, og er P olicen ikke ved nogen retsgyld ig D isp o sitio n inter v ivos overdraget nogen anden, tilfa lder K ravene derim od ifø lge L ovens § 104 eller, hvis Sum m en ikke er forfalden , ifø lge dennes A n alog i D ø d sb o in teressen terne, være sig K reditorerne eller A rvingerne.

71) Om den af H envisn ingen til FAL. § 117 fø lgende Begræ nsning i Forhold til K onkursboet, se S k i f t e r e t t e n S. 116— 17.

72) Jfr. før FAL. D om i U . 1929. 1167.

81

bliver staaende hos Selskabet, idet der købes en Livrente for Forsikringssumm en eller G enkøbsværdien73).

V ed den s o c i a l e U l y k k e s f o r s i k r i n g s l o v , jfr. Lovbekg. N r. 149, 23. M arts 1948, § 6 erklæres det om Krav, der tilkom m er en forsikret eller hans efterladte ifølge Loven, at de ikke kan gøres til G enstand for A rrest, Eksekution eller anden Retsforfølgning, og en lignende Bestemmelse er ved F o l k e - f o r s i k r i n g s l o v , Lovbekg. Nr. 176, 15. April 1948 § 81, Stk.1, tru ffet med H ensyn til Alders- og Invaliderente. En tilsvarende Regel gælder ifølge Lov Nr. 94, 27. M arts 193473a) § 12 ogsaa om Krav paa Invaliderente m. v. til værnepligtige, jfr. ogsaa til Dels m. H. t. m ilitære Invalider og deres efterladte i de søn- derjydske Landsdele Lovbekg. N r. 149, 15. April 1935 § 33. Se endvidere nu Lov Nr. 475, 1. O ktober 1945 § 67 om Erstatning til Besættelsestidens Ofre. Ogsaa i disse Tilfælde d rejer det sig dog kun om en Beskyttelse, saalænge Forsikringssummen endnu ikke er udbetalt til den berettigede74). En almindelig Bestemmelse vedrørende U l y k k e s - o g S y g e f o r s i k r i n g findes endelig i FAL. 15. A pril 1930 § 123, hvorefter hverken Forsikringstagerens eller den sikredes Ret overfor Selskabet kan gøres til G enstand for Retsforfølgning fra deres K reditorers Side.

Med Hensyn til E r s t a t n i n g s k r a v f o r P e r s o n s k a d e ved Jernbanedrift er det ved Lov Nr. 117, 11. M arts 1921 § 4, 5. Stk., bestem t, at Overdragelse og K reditorforfølgning ikke kan ske.

Ved andre Tilfælde af Personskade findes derim od ingen udtrykkelig Lovregel, men det kan vistnok antages, at saadanne E rstatningskrav maa undergives lignende Regler som Godtgørelseskravene efter Ikrafttræ delseslovens § 1575).

73) A t D isp osition ern e derim od kan anfæ gtes i T ilfæ ld e af K onkurs efter FAL. § 117, antages a f A . D r a c h m a n n B e n t z o n S. 498.

73a) L oven er senest forlæ nget ved L ov N r. 111, 23. M arts 1948 og Æ ndret ved Lov N r. 230, 28. M aj 1948. (D e t i sid stnæ vnte L ov h jem led e O ptryk af L oven er endnu ikke sket).

74) En Baandlæ ggelse i H en hold til U lykk esforsik ringsloven maa dog udelukke K reditorforfølgning, jfr. H e n r y U s s i n g : A lm . D el,3. U dg. S. 257 sam t D om m e U . 1930. 125 (angaaende Forholdet til den anden Æ gtefæ lle paa Sk ifte) og U . 1938. 597, m en cfr. form entlig urigtigt U . 1935. 972.

75) Jfr. ovfr. S. 68— 69 m ed der anførte D om m e.


82

D et turde im idlertid være et Spørgsmaal, om der ikke burde være Mulighed for at beskytte særlig E r s t a t n i n g s s u m - m e r for Invaliditet mod Kreditorforfølgning, naar E rsta tningsbeløbet er holdt afsondret fra Skyldnerens øvrige Formue, f. Eks. ved at indsæ ttes til særskilt Forvaltning i Bank eller Sparekasse eller lignende76).

6°. I Lighed med, hvad der tidligere var h jem let77), undtages endvidere ved § 514, N r. 5, M i d l e r og Penge, d er u d e n r i g s f r a i n d s æ t t e s i N a t i o n a l b a n k e n . Sammesteds gives der Lovhjemmel for at undtage K l a s s e l o t t e r i g e v i n s t e r , hvad der dog kun gælder, indtil U dbetaling af dem har fundet S ted78).

Iøvrigt haves der ingen Hjem m el for at undtage M i d- 1 e r, der er i n d s a t i B a n k e r e l l e r S p a r e k a s s e r eller lign. Indretninger, fra K reditorernes Forfølgning. Ifølge kgl. Resol. 23. Decbr. 1864 I, Nr. 3, der er opretholdt ved Rpl.* jfr. § 614, 3. Stk., kan der gives Konfirm ation paa Bestemmelser, hvorved der tilstaas »Fritagelse for A rrest eller Beslag« for de i Laane- og Sparekasser og lignende Institu tter indsatte Summer og disses Renter, saalænge de indestaar sam m esteds; en saadan Konfirm ation har hyppig fundet Sted. Disse U dtryk maa dog sikkert tages i den strenge Betydning, hvore fter de alene om fatter det foreløbige Retsm iddel A rrest, og ikke den endelige Retsforfølgning med Eksekution79), idet der ellers vilde være aabnet Skyldnere en altfor let Vej til at unddrage deres kontante Pengemidler fra deres K reditorers Forfølgning. Selv om der i S tatu tterne m aatte være truffet den yderligere Bestemmelse, at M idlerne kun skal kunne udbetales mod den paagældendes egen Kvittering, kan det næppe være afgørende80), da Meningen herm ed kun kan formodes at skulle være at skabe en Legitimationsregel overfor Sparekassen, men

7fi) D e tte foreslaas af K onkurslovskom m issionen , se U dkast til Lov om G æ ldsordning S. 104, jfr. S. 281. Jfr. i T ilslu tn ing hertil H e n r y U s s i n g 1. c. og om B aandlæ ggelse efter U lykk esforsik rin gsloven ovfr. N o te 74.

" ) N em lig ved Oktr. 4. Juli 1818 § 45, jfr. Lov N r. 157, 12. Juli 1907 § 1.

7S) T idligere var der i P lanen for L otteriet v istnok kun H jem m el for at fritage G evinsterne for A rrest.

’i) Jfr. Kskr. 7. O ktober 1834 og J. D . 1941. 307.80) Cfr. dog N e l l e m a n n : E xecu tion S. 147— 48.

83

ikke en Beskyttelse mod Indskyderens K reditorer, og en videregaaende Vilje forøvrigt heller ikke kunde være bindende overfor disse, jfr. straks nedenfor under B.

7°. En særlig U delukkelse fra Eksekution hjem ler K o m - m i s s i o n s l o v e n s § 61, idet den afskærer Kommissionærens K reditorer fra at gøre Udlæg i den Fordring mod T red jemand, som erhverves ved Kommissionærens Udførelse af Kommissionen. Herom maa henvises til C ivilretten81).

8°. En særlig Hjemmel for U ndtagelse fra Eksekution fandtes allerede i Lov Nr. 39, 24. M arts 1899 § 15, 2. Pkt., og N r. 101, 22. A pril 1904 § 15, 2. Pkt., for de i Henhold til disse Love oprettede H u s m a n d s b r u g og i Lov Nr. 557, 4. O ktober 1919 § 1082), jfr. Lov Nr. 537 af s. D. § 10. Nu giver Statshus- m andsloven Nr. 339, 9. Juni 1948 § 24, Stk. 2, en almindelig Hjemmel for, at der ikke uden Landbrugsm inisterens Samtykke kan foretages Retsforfølgning i et selvstændigt Brug med T ilbehør for nogen Ejeren personligt paahvilende Gæld, bortset fra U dpantning for forfaldne personlige Skatter83). —

Et F o r h a a n d s A f k a l d paa Eksekutionsfritagelsen vil aldrig være bindende. Om derim od et Afkald, m eddelt under selve Eksekutionen, vil have nogen Betydning, maa bero paa Om stændighederne. H vor nemlig Fritagelsen um iddelbart skyldes et H ensyn til den paagældende selv, saaledes ved Forsikringssummer, der udelukkende skal komme ham selv til Gode, eller udenlandske M idler i N ationalbanken, maa han kunne give A fkald derpaa. Men hvor der, som det hyppigst vil være Tilfældet, tillige kom m er et H ensyn til andre eller til det offentlige frem, saaledes navnlig ved de forskellige Ydelser eller de til T jenesten nødvendige Genstande, der sikres Em- bedsm ænd (eller Søfolk til T jenesten om Bord), maa der tillige kræves Samtykke fra deres Side, der repræ senterer denne Interesse84).

81) Jfr. H e n r y U s s i n g : A fta ler , 2. Udg. S. 359 og 362.82) Jfr. herved U . 1927. 745 og 998, 1929. 977 m ed N o te , 1935. 210

og 1937. 154. Se iøvrigt T vangsfu ldb yrd else forrige U d gave S. 78 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 715.

8;J) Om Forholdet til de ældre Love se nu Lov N r. 339, 9. Juni 1948 § 57.

84) Jfr. saaledes den tid ligere PI. 27. Juni 1781, hvorefter der kunde

6*

84

B. Angaaende det Spørgsmaal, hvor vidt Form uerettigheder, som ellers kunde gøres til G enstand for Udlæg, v e d p r i v a t V i l j e s b e s t e m m e l s e gyldig kan blive undtaget derfra, nøjes Rpl. med i § 512 at bestem m e: »I saadant Gods (og det samme maa sikkert gælde om andre Form uerettigheder), som ellers ifølge deres N a tu r kunde være G enstand for Eksekution, kan Udlæg ikke gøres, naar det v e d R e t s h a n d l e r m e d T r e d j e m a n d e l l e r v e d d e n n e s B e s t e m m e l s e r r e t s g y l d i g e r f a s t s a t , a t K reditor ikke kan søge Fyldestgørelse i Godset«, og ligeledes forudsæ ttes det, som ovenfor berørt i § 515, at L ivsforsikringer o. desl. ved retsgyldig Bestemmelse kan undtages fra Eksekution. Men under hvilke nærm ere Betingelser en saadan Bestemmelse kan anerkendes som retsgyldig, udtaler Rpl. sig ikke om, og den maa da antages at have henholdt sig til de Regler, der før Rpl. havde udviklet sig ifølge B etragtninger hentede fra Sagens N atu r85).

I saa Henseende er der nu ingen Tvivl om, at Rettigheder, som Skyldneren allerede e n d e l i g h a r e r h v e r v e t , ikke gyldig kan undtages fra Udlæg, m edm indre Lovens Betingelser for Stiftelsen af en tinglig Ret m aatte være opfyldt86). B ortset herfra maa den Viljesbestem m else, der skal m edføre en Indskrænkning i K reditorernes Ret, have foreligget i d e t Ø j e b l i k , d a R e t t e n e r h v e r v e d e s a f S k y l d n e r e n , jfr. ogsaa Rpl. § 515 (»ved R etsforholdets Stiftelse«).

gøres E ksekution i E m bedsm æ nds G age, naar baade E m bedsm anden se lv godvillig gav A n visn in g derpaa, og K reditor havde erhold t T illadelse af det M inisterium , hvorunder han hørte. Jfr. ogsaa ndfr. S. 107, N o te 61 m ed H en syn til H u s t r u e n s S a m t y k k e til A fk a ld paa In db obenefic iet.

85) Jfr. herved N e l l e m a n n: E xecu tion S. 117— 126, D e u n t - z e r : S k ifteret S. 155— 168, A a g e s e n : O m Singulæ rsukeession i Form uerettigheder inter v ivos (1879) S. 129 f f., 147 f f., J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret. A lm . D el S. 573— 76, H e n r y U s s i n g : O bligationsret. A lm . D el, 3. U dg. S. 258— 260, N . C o h n : L ivsforsikringskravets form ueretlige B ehandling S. 381 ff., navnlig S. 406 ff., og særlig m ed H en syn til L ivrenter J u l . L a s s e n : Lærebog i O b ligationsrettens sp ecielle D el, 2. U dg. v. U s s i n g, S. 316— 17, 4. Udg. S. 301.

86) Jfr. J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret. A lm . D e l S. 575, sam t H øjesteretsdom m e i U . 1897, 791, 1899. 106.

85

Synspunktet maa her være, at der a l d r i g kan gives S k y l d n e r e n s e l v en saadan R etsbeskyttelse m od hans K reditorers Forfølgning. Skal der anerkendes nogen Indskræ nkning heri, maa det skyldes e t H e n s y n t i l d e n , d e r h a r o v e r f ø r t R e t t e n t i l S k y l d n e r e n , hvorefter han maa siges a t have et naturligt Krav paa at forlange en saadan Indskrænkning opretholdt.

En naturlig Forudsætning for, at Begrænsningen skal kunne faa nogen Virkning for Erhververens K reditorer, maa det da i hvert Fald være, a t o g s a a E r h v e r v e r e n s e l v d e r v e d b l i v e r b u n d e t i sin Raadighed. En Ordning, hvorefter Erhververen selv frit skulde kunne afhænde og pantsæ tte de erhvervede Rettigheder, m en alene hans K reditorer skulde være udelukkede fra enhver Adgang til at gøre Fyldestgørelse i dem, synes ikke at burde anerkendes. D et reale Formaal, som O verdrageren maa formodes at have villet fyldestgøre ved sin Raadighedsindskrænkning, nemlig at sikre Tingens Tilstedeblivelse hos Erhververen, vil kun hø jst mangelfuldt blive realiseret ved en saadan Ordning, og i hvert Fald vilde det frem byde betydelige Farer for den almindelige Kredit, om en Skylder saaledes, uden at det var forbundet m ed noget- somhelst O ffer for ham selv, kunde bringe sine A ktiver i Ly for sine K reditorers Forfølgning87).

a. D et er blevet hævdet, a t en saadan almindelig Raadighedsindskrænkning ikke kan stilles som Betingelse for Gyldigheden af en Bestemmelse om Udelukkelse af K reditorforfølgning, naar det d re je r sig om » e n s i d i g e « Erhvervelser uden Vederlag fra Skyldnerens Side. Begrundelsen herfor er, at der ved rene G aver ikke gaar noget A ktiv fra K reditorerne, da Formuegodet erhverves uden Afgivelse af anden Formue88). D ette er i hvert Fald ikke rigtigt i Forhold til de nye K reditorer, som først kom m er til, efter at Gaven er gaaet ind i Skyld

87) Jfr. U . 1908. 285 og 1910. 215 (H ). V ed en D om i U . 1910. 69 udelukkedes dog K reditorerne fra at søge U d læ g i en »U susfruktus«- Ret, skønt der var indrøm m et N y d ern e en vis begræ nset D isp o sitio n sret.

88) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. I. S. 239 og F r o s t U . 1937. B. 279.

86

nerens Formue83). N aar Skyldneren selv kun har erhvervet R etten med Raadighedsindskrænkning, maa denne paa den anden Side ogsaa respekteres af alle hans K reditorer90). Saaledes maa Midler, der til Rentenydelse for en Person er baand- lagte i O verform ynderiet, ogsaa i vidt Omfang være unddraget hans K reditorers Forfølgning91), idet navnlig Form odningen maa være for, at der hverken kan gøres Udlæg i selve Kapitalen eller i Renter, saa længe disse ikke er forfaldne92), og i hvert Fald hvor D ispositionen lyder paa, at Renten kun kan hæves mod N yderens egenhændige Kvittering, heller ikke i forfaldne R enter93)94). Giverens virkelige Interesse i og alvorlige Ønske om at se sin Raadighedsindskrænkning opretholdt ogsaa overfor M odtagerens K reditorer vil her sjæ ldent kunne betvivles, men sædvanlig k lart fremgaa, enten deraf, a t en fastsa t Begrænsning i G iverviljen først ved en saadan B eskyttelse ogsaa overfor K reditorerne bliver tilstrækkelig effektiv,

89) Jfr. K r i s t e n A n d e r s e n i T. f. R. 1939 S. 160 ff., navnlig S. 167, R a g n a r K n o p h : N orsk A rveret (1929) S. 165 og E. A l t e n : T vangsloven , 2. Udg. S. 96— 98, m en cfr. til dels S k e i e : C iv ilproces III. 2. U dg. S. 218— 22 og S. 461—71.

90) Jfr. U . 1890. 748, 1901. 510, 1906. 59, cfr. 1892. 74; jfr. herved ogsaa H øjesteretsd om i U . 1912. 263.

01) Jfr. nærm ere N e l l e m a n n : E xecu tion S. 117— 19, B e n t z o n : A rveret, 3. Udg. S. 158— 61, sam t D om m e i U . 1889. 960, 1891. 608, 1892. 664 og 940, 1893. 316, jfr. 1895. 911 (H ), 1893. 921, 1894. 170,1895. 183, 1896. 888, 1925. 502, 1929. 610, 1933. 263 (H ), 1934. 104 (H ).

92) Jfr. fra nyere T id U. 1925. 502 (uagtet T esta m en tet kun udtrykkelig næ vnte K apitalen som undtaget fra U d læ g).

°3) Jfr. U. 1893. 213, 1895. 911 (H ).94) D e t maa v istn ok o verh oved et antages, at K reditorerne, se lv

om en saadan B estem m else om A rvingens egenhæ ndige K vittering for R enterne ikke findes i T estam en tet, er udelukket fra, ved at gøre U d læ g i den i O verform yn deriet indestaaende forfaldne R ente, at hindre A rvingen i se lv at hæ ve den, jfr. H øjesteretsd om U . 1933, 263 (265) og J a n K o b b e r n a g e l : B aandlæ ggelse (1939) S. 172. D erim od maa B esk ytte lsen ophøre, saa snart R en teb eløb et er oppebaaret af A rvingen se lv eller af andre ifø lge Fuldm agt fra denne, uanset om B eløb et m aatte findes ind ividualiseret, jfr. H øjesteretsd om U.1934. 104, U . 1940. 396, 1944. 1162 (H ), S t i g I u u l : F ideikom m issarisk S u b stitu tion (1934) S. 232, K o b b e r n a g e l 1. c. S. 175, sam t E r i k M o l l e r u p i U . 1933. B. 167 ff., m en cfr. C. B. C h r i s t o f f e r s e n sm st. S. 73 ff.

87

î. Eks. naar G iveren har forbeholdt sig under visse Forudsæ tninger at faa sin Ting tilbage, eller af, at den er nødvendig til a t fyldestgøre Giverens almindelige Formaal, uden Hensyn til M odtagerens økonomiske Skæbne iøvrigt at sikre ham N y delsen af de skænkede A ktiver.

b. Til en vis G rad anderledes stiller Sagen sig derimod, hvor der er Spørgsmaal om Erhvervelser, som Skyldneren m aatte have g jort m o d V e d e r l a g . Hvis der i en saadan O verdragelsesretshandel m aatte være optaget V ilkaar, der indskræ nker Erhververens og hans K reditorers Raadighed over d e t erhvervede, kan m an ikke uden videre gaa ud fra, a t saadanne V ilkaar tjener en rimelig Interesse hos O verdrageren. M en der vil være en nærliggende Fare for, at de i V irkeligheden kun skyldes Erhververens eget Ønske, idet han saaledes paa en bekvem M aade kunde unddrage f. Eks. en fast E jendom, han havde købt, fra sine K reditorers Forfølgning. Selv om Handlen indeholdt Bestemmelser, der tilsyneladende ogsaa indskræ nkede hans egen Raadighed over Ejendommen, vilde han kunne trøste sig med, at de i V irkeligheden ikke vilde blive forlangt opretholdt af Overdrageren, naar denne ikke kunde tænkes at have nogen Interesse deri.

For at saadanne V ilkaar skal fordres respekterede af E rhververens K reditorer, maa derfor e n s æ r l i g I n t e r e s s e h o s O v e r d r a g e r e n i deres O pretholdelse gøres sandsynlig95). Kun naar en saadan Interesse oplyses, kan der antages at være skabt en virkelig Ret for O verdrageren og en dertil svarende Pligt for Erhververen, og som ovenfor frem hævet er det alene O verdragerens selvstændige Ret, men ikke noget um iddelbart H ensyn til Skyldneren selv, der kan indskrænke K reditorerne i deres Adgang til Fyldestgørelse96). Som

9r>) N aar C o h n — der forøvrigt indskrænker F orbeholdets G y ld ighed til G aver — anf. Sted S. 407 ff. vil lægge V æ gt paa, om D isposition en sk yld es Erhververen eller O verdrageren, giver d ette ikke nogen virkelig V ejled n ing , da der sæ dvanlig vil foreligge en F æ l l e s - d i s p o s i t i o n .

9(J) Jfr. herved U. 1941. 833: En B estem m else i en B yggeforenings V edtæ gter , hvorefter det enkelte M edlem s A n d el var undtaget fra E ksekution fra hans Særkreditorer, fand tes under H en syn til F oreningens Interesse i den A n erkend else og til den R aadighedsindskræ nk-

88

Indicier i saa Henseende vil det f. Eks. kunne tjene, at V ederlaget af H ensyn til Baandlæggelsen maa antages at være blevet sat lavere, end det ellers vilde have væ ret Tilfæ ldet, eller at O verdrageren har forbeholdt sig Tilbagekøbsret, saaledes at Raadighedsindskrænkningen kan antages at skulle tjene til at sikre denne. Saadanne M om enter kan im idlertid kun være vejledende ved Bedømmelsen af Forholdet, men ikke i sig selv afgørende, naar blot O verdragerens selvstændige Interesse i at opretholde Indskrænkningen paa anden M aade dokum enteres. Som en vis Analogi kan henvises til Reglen om, at de enkelte Interessenters Særkreditorer maa staa tilbage for Sel- skabskreditorerne, for saa v idt som nemlig denne O rdning ikke antages at hvile paa et um iddelbart H ensyn til den enkelte Interessent, mens paa h a n s M e d i n t e r e s s e n t e r s Interesse i at fastholde en saadan Ordning (som den har faaet U dtryk i deres saakaldte »gensidige Fradragsret«97)98).

ning, der ved V edtæ gterne iøvrigt var paalagt de enkelte M edlem m er, at m aatte respekteres af et M edlem s K reditorer. Cfr. derim od U . 1934. 415, der tils id esæ tter en B estem m else i en gensidig K ontrakt om Fritagelse fra U dlæ g, bl. a . fordi der ikke var godtgjort nogen b erettig et Interesse heri hos O verdrageren.

ü7) Jfr. T o r p : Selskabsret S. 90 ff. Se herved ogsaa S i n d b a l l e : Selskabsret I. 2. Udg. S. 75— 76, der som B egrundelse for, at en In teressent ikke kan faa ud beta lt m ere end sin N etto a n d e l, frem hæ ver, at M edinteressenterne har en o v ervejen d e Interesse i, at der ikke u d b eta les mere.

98) H vad angaar frem m ed R ets Stilling til Spørgsm aalet, kan en bindende U d elu k k else af K reditorernes R etsforfø lgn in g efter den h id til gæ ldende n o r s k e R et ifø lge en udtrykkelig B estem m else i en L ov 29. M arts 1890 § 3 kun ske, saafrem t R ettigh ed en er erhvervet uden V e derlag fra Skyldnerens Side, jfr. H a g e r u p : C ivilproces, 2. U dg. II. S. 329— 30, og en lignende O rdning er ogsaa oprethold t ved T vangsfu ldb yrd elseslovens § 64, jfr. H a g e r u p s anf. V æ rk, 3. U dg. III. S. 72, S k e i e : C ivilproces III. 2. U dg. S. 218— 22, jfr. 461— 71 og A l t e n : T vangsloven , 2. U dg. S. 96 ff. O m V ederlagsfrihed er den eneste B etin gelse for A n erkend else af E ksekutionsfritagelse , se y d erligere C itater i N o te 89. E fter s v e n s k R et antages F orholdet at væ re et ganske lignende som det, der i T ek sten er hæ vdet for dansk R et, nem lig at Forbeholdet i en G aved isposition a ltid er gy ld igt, naar ogsaa Skyldneren se lv indskræ nkes i sin Raadighed, m en i T ilfæ ld e af E rhvervelse m od V ederlag kun, for saa v id t M edkontrahenten derm ed

Om Genstanden for det enkelte Udlæg.I. A. S æ r l i g e O m s t æ n d i g h e d e r vil kunne u d e

l u k k e fra at gøre E k s e k u t i o n i e n v i s F o r m u e m a s s e .

N aar saaledes Skyldneren er gaaet f a l l i t , afskæres enhver Adgang til a t gøre Eksekution i den a f K o n k u r s e n o m f a t t e d e F o r m u e m a s s e , jfr. K. L. § 10, 1. Stk.: »de under K onkursbehandlingen hørende Formuegenstande«. D ette Forbud mod Eksekution gælder baade K onkurskreditorerne og uden for Konkursen staaende Kreditorer. For saa vidt angaar den Formue, der, som f. Eks. Selverhverv, i H enhold til K. L. § 5 er unddraget Konkursbehandling, maa derim od Individual- forfølgning kunne foretages saavel af K onkurskreditorerne som af K reditorer, hvis Krav er opstaaet efter K onkursen1). Et i den af Konkursen om fattede Formuemasse forud for K onkursens Begyndelse endelig opnaaet2) Udlæg bevarer derim od som Regel sin Virkning, jfr. Rpl. § 533, 1. Stk., og K. L. § 10,2. Stk. D et vil dog i M edfør af K. L. § 23, 2. Stk., jfr. Lov N r. 68, 12. April 1927, altid tabe sin Kraft, naar Konkursen be

har fy ld estg jo rt sin egen Interesse, og det altsaa ikke b lo t er sk et for at sikre Skyldneren overfor hans K reditorer, jfr. T r y g g e r : U tsök - ningslagen 2. uppl. ad § 67 S. 218 ff. Se i O veren sstem m else herm ed ogsaa Å k e H a s s l e r : E xekution srätt II. S. 220—21. E fter t y s k R et syn es A fh æ nd elsesforbu d ikke m ed b indende V irkning for T redjem and at kunne fastsæ ttes ved R etshandel, jfr. S t e i n ’s K om m entar ad § 772,I., jfr. ogsaa B. G. B. §§ 135— 137. H vad endelig f r a n s k R et angaar, er efter C ode de procédure art. 581, 3° M uligheden for at udelukke K reditorerne kun udtrykkelig h jem let ved G ave og T estam en te, jfr. C é- z a r - B r u : V o is d ’exécu tio n S. 44—45, m en f. Eks. G a r s o n n e t : Procédure IV . 3° ed. § 70 S. 179 antager, at R eglen ogsaa m aa overføres paa D isp osition er m od V ederlag.

0 Jfr. S k i f t e r e t t e n (1935) S. 44 og 49.2) O m hvad dertil næ rm ere kræ ves, jfr. Rpl. § 528 ff. og ndfr.

§ 7.

90

gynder senest 3 Ugers Dagen efter den Dag, da Udlæget blev givet. Endvidere vil der efter Om stændighederne kunne blive Tale om A fkræftelse af Udlæg i M edfør af § 23, 1. Stk. H erom maa dog dog nærm ere henvises til Skifteretten3).

Ogsaa i visse Tilfælde af l o v o r d n e t L i k v i d a t i o n udelukkes Eksekution. D ette gælder saaledes ifølge Skades- forsikringslov Nr. 155, 2. Maj 1934 § 54, 3. Stk., og Lov Nr. 156 s. D. om Spare- og U dlaansvirksom hed § 6, 3. Stk., Lov Nr. 183, 11. Maj 1935 om Tilsyn med Pensionskasser § 21, Banklov, Lovbekg. Nr. 254, 25. Juli 1938 § 16, 4. Stk., Sparekasselov, Lovbekg. N r. 255 s. D. § 16, 5. Stk., og Lov Nr. 355,1. Juli 1940 om Tilsyn med Begravelseskasser § 12, idet alle de nævnte Lovbestem m elser udtrykkelig gør K. L. § 10 anvendelig. Derimod har der væ ret Tvivl om A ktieselskabsloven Nr. 123, 15. April 1930 § 65, der ikke nævner K. L. § 10, m edfører Udelukkelse af Eksekution undtagen i Tilfælde, hvor Handelsm inisteren har udnæ vnt Likvidator, men denne Begrænsning kan ikke fastholdes4).

Endvidere er Individualforfølgning ifølge Tvangsakkordloven § 5 udelukket, naar o f f e n t l i g T v a n g s a k k o r d f o r h a n d l i n g er begyndt, men Forbudet gælder her kun for A k k o r d k r e d i t o r e r , men ikke for Fordringer, som ikke berøres af A kkorden5). En Beskyttelse mod Individualforfølgning ogsaa paa U nderhaandsstadiet fulgte dog af Lov Nr. 364, 18. D ecem ber 1933 § 9 og af Loven N r. 121 vedrørende Landbrugets Gæld, 9. April 1936 § 4, der senest er forlænget ved Lovanordn. Nr. 169, 23. M arts 19456).

Derimod kan der ikke uden videre gælde nogen almindelig Beskyttelse mod Individualforfølgning, fordi der er etableret en f r i v i l l i g A k k o r d o r d n i n g eller L i k v i d a t i o n ,

:J) Se navnlig S k i f t e r e t t e n S. 112— 14 og 120— 21.4) Jfr. herved S k i f t e r e t t e n S. 257, E r w i n M u n e h - P e t e r -

s e n : O verdragelser til F yldestgørelse (1935) S. 124 og U . 1938. 1061 (H ). Cfr. derim od U. 1931. 1122, 1932. 799 og 1933. 387.

■r*) Jfr. U . 1941. 829.(i) Jfr. S k i f t e r e t t e n S. 187— 88 m ed N o te 37. Se herved navnlig

D om m e i U . 1933. 122, 816, 1086, 1087, 1100, 1934. 148, 159, 346 m ed N o te , 1934. 411, 598, 799, 1002, 1107, 1935. 26 (H ), 606, 799, 1936. 969, 1130, 1937. 225, 823, 1937. 957 sam t V . L. T . 1936. 258 og 274.

91

men hertil maa kræves, a t Betingelserne for Stiftelsen af en E jendom sret eller en viljesbestem t P anteret til Fordel for de deltagende Fordringshavere i det enkelte Tilfælde maa anerkendes at foreligge7).

I et D ø d s b o vil Eksekutionen være udelukket, saa længe Gælden i dette ikke er vedgaaet, jfr. Skiftel. § 35. Et allerede før Dødsfaldet opnaaet Udlæg bevarer i M odsætning til ved Konkurs ubetinget sin Virkning, da der ikke kan være Tale om at anvende Konkurslovens A fkræftelsesregler i et Fragaaelsesbo, m edm indre det erklæres konkurs efter K. L. § 145. Heller ikke Bestemmelsen i Rpl. § 533, 2. Stk., finder A nvendelse i et Fragaaelsesbo8). Derim od kan der gøres Udlæg baade i et sædvanligt Gældsvedgaaelsesbo efter Skiftel. § 54, i et Dødsbo, hvor der er en efterlevende Æ gtefælle, og hvor der har bestaaet Formuefællesskab mellem Æ gtefællerne, sam ti et Skilsmisse- eller Separationsbo, jfr. Skiftel. §§ 62 og 69, som disse §§’er er æ ndret ved Lov Nr. 58, 18. M arts 19259).

En særlig Hjem m el for Udelukkelse at Eksekution (og anden Kreditorforfølgning) findes for T iden i Lov Nr. 322, 19. Juni 1946 § 410) med H ensyn til Formueværdier, som i Landsforræderi- eller Værnem agersager er under B e s l a g l æ g g e l s e e l l e r F o r v a l t n i n g 11), dog kun saa længe Beslaglæggelsen eller Forvaltningen opretholdes12).

7) Jfr. næ rm ere herom S k i f t e r e t t e n S. 204— 205 og D om m e J. D . 1935. 79 sam t U. 1936. 32 (H ) og U. 1941. 868. Se iovrigt herved E r w i n M u n c h - P e t e r s e n: K onkurssurrogater (1932) S. 318— 41 og O verdragelser til F y ldestgørelse (1935) S. 55— 102 sam t V i n d i n g K r u s e U . 1935. B. 164— 67.

8) Jfr. S k i f t e r e t t e n S. 221— 22.9) Jfr. nærm ere S k i f t e r e t t e n S. 233, 238 og 252 f. o.

10) Se om F ortolkningen af denne B estem m else E r w i n M u n e h - P e t e r s e n i Juristen 1946 S. 188— 193 og D om m ene U. 1947. 168 og 898. K ritiske Bem æ rkninger til B estem m elsen er frem sat af I v e r H o p p e U . 1946. B. 181 ff.

11) O m R etstilstand en før L oven se E r w i n M u n e h - P e t c r- s e n 1 c. og U . 1932. 825, U . 1946. 450 og 757.

12) O m V irkningen af B eslaglæ ggelse i K onfisk ation søjem ed efter Rpl. Kap. 18 se U. 1932. 825, K o m m e n t e r e t R p l . II. S. 1006 og S t e p h a n H u r w i t z : N . T. f. S. 1936 S. 99— 101, jfr. om »Form ue- beslag« S t e p h a n H u r w i t z : S trafferetsp lejen S. 744—45, cfr. derim od om B eslaglæ ggelse efter Rpl. § 797 sm st. S. 743 og U. 1948. 296.

92

B. Den Om stændighed, at der i F o r v e j e n ved Viljes- erklæring eller Retsforfølgning er s t i f t e t R e t over Skyldnerens Ting, vil derim od ikke i og for sig være til H inder for at gøre Udlæg i disse, men dette vil alene kunne ske med A nerkendelse af de foranstaaende Rettigheder, jfr. § 503, 2. Stk.13). Om det nærm ere Retsforhold, som opstaar i T ilfæ lde af ét saadant sekundæ rt Udlæg, maa iøvrigt henvises dels til E jendom sretten, dels til A fsn itte t nedenfor om Auktion.

II. D er er tillagt Skyldneren det saakaldte » b e n e f i c i u m c o m p e t e n t i æ « (Trangsbeneficiet), hvorefter K reditor ikke kan drive sin Retsforfølgning til det yderste, m en skal levne sin Skyldner visse Nødvendighedsgenstande. D ette skyldes ikke blot et hum ant Hensyn til Skyldneren selv, men ogsaa et socialt Hensyn, idet Sam fundet er interesseret i, at dets M edlemmer ikke ligefrem bringes til T iggerstaven og saaledes m aaske kom m er til at falde det offentlige til Byrde.

Forholdet er nærm ere ordnet ved Rpl. § 509, der i sin oprindelige Skikkelse næsten O rd til andet stem te med den tidligere Bestemmelse i K. L. § 16014), men som ved forskellige Tillægslove15) er blevet noget ændret. M edens Beneficiet i 1925 blev udvidet meget betydeligt, er det i 1932 paany blevet begrænset noget, idet man samtidig har søgt at fjerne de Fortolkningstvivl16), som særlig den oprindelige Formulering af

13) Jfr. herved D om m e U. 1929. 245, 1932. 151, 1116, 1933. 548 og 766. Se ogsaa U. 1934. 261, N o te 1 (H ).

14) Jfr. vedrørende den tidligere R et den anden P roceskom m issions U d k a s t 1 8 7 1 S. 140— 142, R igsdagstidende 1871— 72, T illæ g A Sp. 1953—54, sam t N e l l e m a n n : E xecu tion S. 190— 92 og en A fh an d lin g af O. T o p p i U . 1906. B. 209— 220 m ed en rig K asuistik særlig fra den københavnske Fogedpraksis.

13) Lov N r. 325, 3. Juni 1919 § 21, N r. 59, 18. M arts 1925 og N r . 209, 23. Juli 1932 § 1. Jfr. vedrørende de to sidste Æ ndringer R igsdagstidende 1923— 24, T illæ g A Sp. 3880, T illæ g B Sp. 1411 1928— 29, T illæ g B Sp. 183— 86, 357— 80 sam t 1931— 32, T illæ g A Sp. 2895—96, B Sp. 207— 208 og 2604.

16) Jfr. herved S t . G r u n d t v i g U . 1925. B. 122— 23, 157— 58 og V . B e n t z o n sm st. S. 144—45 sam t J ø r g e n J e n s e n U . 1926. B. 141— 46, K. B r u u n A n d e r s e n sm st. 1929. B. 113— 19 og H u n o v. H o l s t e i n 1930. B. 253— 63.

93

Bestem m elsen om Undtagelse fra Udlæg af Indbo til O pre tholdelse af H jem m et havde givet Anledning til17). I Regerings- forslaget var yderligere den urimelige Ordning, hvorefter Skyldneren er ringere stillet overfor det offentliges R etsforfølgning for Skatter og A fgifter end overfor private K reditorer, foreslaaet ophævet, men denne Æ ndring blev ikke gennem fø rt18). Som Beneficiet nu frem træder, er det overhovedet mere begrænset end i de fleste fremmede Proceslove19). Navnlig synes de Vurderingsbeløb, som betegner Maxima for U ndtagelserne i § 509, 2. og 3. Stk., ikke længere tidsvarende under H ensyn til det æ ndrede Prisniveau. I nogen G rad afhænger Spørgsm aalet dog af, hvorledes man faktisk vurderer de udlagte Ting, og i denne Henseende er der med H ensyn til Indbo en Tendens til ikke at vurdere Tingene væsentlig højere end

17) Om F orto lkn in gstv iv l efter Æ ndringen se V . A d s e r b a l l e U . 1933. B. 123— 25 og (i A n ledn ing af Forslaget) Ç. L a r s e n sm st. 1931. B. 40— 44 sam t A rtik ler i »Fuldm æ gtigen« af K. B r u u n A n d e r s e n 1934 (N r . 1) S. 4— 5, V . A d s e r b a l l e 1934 (N r. 3) S. 15— 16, J. A g d a 1 1934 (N r. 5) S. 28— 29, H. H. V i m m e r s l e v 1936 (N r. 8) S. 45— 47, E. N y b o r g 1936 (N r. 9— 10) S. 50—51, S. 55— 56 og J. L. F r o s t sm st. (N r . 11— 12) S. 63— 65 og S. 72— 75.

18) Jfr. herved V i c t o r H a n s e n U. 1930. B. 317— 18 og 1932. B. 223.

10) Jfr. saaledes n o r s k T vangsfu ld b yrd elseslov §§ 70— 74, som disse er æ ndret ved en L ov 22. Juli 1928, hvorefter der bl. a. undtages L evnedsm idler m. m. for den sagsøgte og hans H usstand i de næ rm este 8 U g e r og G enstande, der er nød ven d ige til U d ø v else af hans N æ ringsvirksom hed, e fter O m stæ ndighederne ogsaa andre G enstande, til en V æ rd i af 1 2 0 0 K r., jfr. herom A l t e n : T van gsloven S. 111 ff. Jfr. endvidere svensk U tsöknin gslag § 65, hvorom Å k e H a s s l e r : E xecu tion srätt II. S. 222 ff. og K a r l O l i v e c r o n a U tsök n in g S. 103 ff. B en efic ie t om fatter nu bl. a. nød ven d ige A rbejdsredskaber og and e t n ø d ven d ig t L øsøre til V æ rdi 1 0 0 0 K r., naar det drejer sig om F am ilieforsørgere. Se endvidere t y s k C .P.O . §§ 811 og 812 (der bl. a. undtager a lle G enstande, som hører til sæ dvan ligt H usgeraad og bruges i Skyldnerens H usholdning, naar det uden videre er klart, at der ved deres R ealisation kun v il opnaas en K øbesum , som staar uden alt Forhold til deres v irkelige V æ rd i), østrigsk E ksekutionsordning §§ 250 og 251, f r a n s k C ode de procédure art. 592, jfr. C é z a r - B r u : V o ie s d ’ex écu tion S. 49—50, L o u i s J o s s e r a n d : V o ie s d ’exécution 7° éd. S. 28 f. og endelig for e n g e l s k Ret A n d e r s o n : E xecu tion S. 199 ff.

Q4

før Prisstigningen20), men med Hensyn til U dtagelsesretten efter § 509, 3. Stk., vil dette i hvert Fald næppe kunne forsvares. D et burde derfor overvejes at forhøje Lovens M axima21).

E fter den nuværende Formulering af § 509 er Beneficiet af noget forskellig K arakter, eftersom der er Spørgsmaal om at anvende Paragraffens første, andet eller tred je Stykke.

E fter første Stykke kan Udlæg ikke gøres i »de for Skyldneren og hans H usstand fornødne G a n g k l æ d e r , Linned, S e n g e22) og Sengeklæder«. Denne Undtagelse gælder — i M odsætning til hvad der foreskrives om Tilfældene efter §’ens2. og 3. Stk. — ganske i s a m m e O m f a n g , n a a r der gøres Udlæg (U dpantning) for S k a t t e r og offentlige A fgifter. Endvidere er der i M odsætning til §’ens 2. og 3. Stykke ikke fastsat et bestem t Vurderingsbeløb som Begrænsning for Beneficiet. Begrænsningen ligger i dette Tilfælde alene i, at det kun er de f o r n ø d n e 22^) G angklæder23) m. v., der ubetinget

20) Jfr. herved U. 1945. 371, der antager, at de ø jeb lik kelige ekstraordinæ re høje Priser ikke fu ldt ud bør lægges til Grund, da Form aalet m ed § 509, 2. og 3. Stk. i saa Fald ikke vil kunne opnaas. — Se iøvrigt om V urderingen N o te 30.

21) Jfr. D issen sen til U . 1945. 371.-2) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 29. M aj 1928: O t t o m a n undtaget, da

det ikke var op lyst, at R ekvisitus havde andet Sovested . Jfr. ogsaa utr. kbh. F. R. K. 10. D ecem ber 1938: Enlig R ekvisitus b erettiget til at udtage D o b b e l t s e n g , der ikke kunde deles, uanset at han havde en D ivan.

22 a) I et T ilfæ ld e, hvor en H ovm ester ved Forlis havde m istet sine G angklæ der, har utr. kbh. F. R. K. 30 D ecem ber 1941 anerkendt U d tagelse af 200 Kr. kontant af den ham ydede Erstatning. Jfr. en d videre herved U. 1948. 659 og næ ste N o te .

2:l) »G angklæ der« skal ikke tages saa bogstaveligt, at det netop er det T øj, m an gaar m ed, jfr. D om U. 1890. 393: Skyldneren kunde u d tage et Sæt T øj, foruden det han var iført, og afgørende kan ikke ub etinget være, om man just i Ø jeb likk et har Brug for det. V ed utr. kbh. F. R. K. 12. M arts 1929 er U d læ g næ gtet i en P e 1 s, da R ekvisitus led af en Sygdom , der m edførte, at hans Læge havde kræ vet, at han af H elbredshensyn skulde gaa m ed Pels, naar V ejre t bød det; lig e ledes, under H en syn til A arstiden , F. R. K. 19. Februar 1932, da R ekv isitus, der var svagelig , ikke havde andet O vertøj end et tyn d t Som m er- overstyk ke og den udlagte Pels, og F. R. K. 17. O ktober 1932, da P elsen var af tarvelig K valitet og til Indkøbspris 175 Kr. og under H en syn

95

er udelukket fra Eksekution. D et spiller efter §’ens første Stykke ikke nogen Rolle, om Skyldneren formelt er »Familieforsørger« eller ikke, m en Beneficiet gælder Skyldneren og hele hans H u s s t a n d , ikke som efter den oprindelige Form ulering kun hans med ham samlevende H ustru og Børn.

Efter §’ens andet Stykke kan Udlæg heller ikke gøres i andre » I n d b o g e n s t a n d e 24), som e f t e r F o r h o l d e n e

til H elbredstilstand en . I de m ange T ilfæ ld e, hvor en D a m e p e l s ikke er af større V æ rdi end et a lm in delig t O verstyk ke, gaar T end en sen overh oved et i R etning af at tillade U d tagelse af Pelsen . Cfr. d e r-i m o d U . 1948. 659, der antog, at der kunde gøres U d læ g i en for 505 Kr. indkøbt t i l 4 0 0 K r . v u r d e r e t V in terdam e o v e r f r a k k e m e d S ø l v r æ v e , m od at der b lev stille t en anden V in ter frakke af »rim elig K valitet« til R aadighed. Se om dette sid ste Spørgsm aal ndfr. S. 101. (D e t var op lyst, at der af G angtøj iøvrigt fand tes en Jigger, to K joler, fornødent U n dertøj sam t Sko og Strøm per). En S m o k i n g e l l e r H e r r e k j o l e kan naturligvis i A lm in d eligh ed ikke udtages, jfr. utr. F. R. K. 29. Juni 1932, m edm indre den skulde væ re nød ven d ig for vedkom m end es N æ ringsvej, jfr. §’ens 3. Stk. Jfr. iøvrigt herved F r o s t : F ogedforretn inger S. 81, hvor det frem hæ ves, at det i nogen Grad beror paa den paagæ ldendes Stilling, A ld er og L evevilkaar, hvor m eget der kan anses for fornødent i det enkelte T ilfæ ld e. O m hvilke G enstande, der kan ligestilles m ed de i §’en næ vnte, se T o p p U. 1906. B. 210. Se endvidere D om m e U. 1930.161: N o g le R inge og andre S m y k k e r , som R ekvisitus ved Separation m ed sin H ustru var kom m et i B esiddelse af, ansaas ikke for undtaget i M edfør af § 509, 1. Stk., og J. D. 1935. 40: V i e l s e s - e l l e r F o r l o v e l s e s r i n g e m aa henføres under de i § 509, 1. Stk., næ vnte G enstande, jfr. for svensk R et Å k e H a s s l e r: E xekution srätt II. S. 223 og K a r l O l i v e - c r o n a : U tsökn in g S. 103— 104. D et sam m e gælder ogsaa B r i l l e r og K r y k k e r . O m m an ogsaa skal henføre k u n s t i g e T æ n d e ro g kunstige L e m m e r under B estem m elsen er m aaske tv iv lsom t, m en saadanne G enstande maa i hvert Fald væ re ub etinget ud elu kket fra E ksekution allerede paa G rund af deres sæ rlige Funktion til A f hjæ lpning af legem lige M angler, jfr. U . 1943. 657 og ndfr. S. 287 om , at der end ikke kan foretages Indsæ ttelsesforretn inger, naar disse E ffekter er so lgt m ed klart E jendom sforbehold .

-4) H erunder maa efter O m stæ ndighederne ogsaa gaa S y m a s k i n e r , jfr. udtrykkelig norsk T van gsfu ld b yrd elseslov § 70 N r. 1. S y m askiner maa i hvert Fald kunne udtages som »vigtigste L ivsfornøden- hed«, jfr. utr. kbh. F. R. K. 3. Septem ber 1932: Sym askine til 125 Kr., der b en y tted es af H ustruen til R eparation af og Syning af G arderobe for R ekvisitus og hans H usstand , udtaget som »v igtigste L ivsfornødenhed«.

96

er nødvendige til Opretholdelse af et t a r v e l i g t H j e m 25) for Skyldneren og hans Husstand. E fter Formuleringen er det klart, at det i høj G rad maa komme an paa de k o n k r e t e F o r h o l d , og at der i k k e u d e n v i d e r e kan undtages Indbo indenfor de i §’en fastsatte M a k s i m u m s b e l ø b 2G).

25) E t R a d i o a p p a r a t kan ve l e fter O m stæ ndighederne gaa ind herunder, jfr. D om m e U . 1931. 334 (dog D issen s) og V . L. T . 1938.12, m en i al A lm indeligh ed gælder d ette ikke, jfr. U . 1932. 526 (H ) og utr. kbh. F. R. K. 15. Juni 1931 og 13. Juni 1932. I K øbenhavns B y rets Praksis betragtes P i a n o , Radioapparater, G r a m m o f o n e rog S t ø v s u g e r e da ogsaa sæ dvanlig som fa ldende udenfor B eneficiet, og det sam m e gæ lder i A lm in d eligh ed G u l v t æ p p e r , m edm indre R ekvisitus bor i K æ lderen og ikke har C entralvarm e; ogsaa M alerier anses i v id t O m fang for at fa lde udenfor det, der hører til e t tarvelig t H jem , jfr. f. Eks. utr. kbh. F. R. K. 2. O ktober 1936: D a der foruden 10— 12 F otografier m. m. er lev n et R ekvisitus 2 M alerier,findes de ud lagte 3 M alerier, der er vurderet til ia lt 45 Kr., ikke efterF orholdene at kunne anses for n ød ven d ige til O preth old else af ettarvelig t H jem ; lige led es K o n v e r s a t i o n s l e k s i k a og lign., jfr. om Salm onsens K onversation slek sikon utr. kbh. F. R. K. 28. Juli 1933 og 12. Januar 1937, sam t U re b ortset fra et enkelt, cfr. dog kbh. F. R. K.19. M arts 1929, c iteret N o te 28. Iøvrigt m aa der finde en konkret B edøm m else Sted, jfr. paa den ene Side 0 . L. T . 1931 S. 369: et T o i l e t m ø b e l m ed fa cetsleb et G las til V æ rd i 80 Kr. ikke undtaget, heller ikke f. Eks. S t a n d e r l a m p e m ed Skærm til 80 Kr. M a h o g n i k l a p b o r d til 60 Kr., M ahognisofa til 175 Kr., E g e t r æ s s e k r e t æ r m ed ind lagte Figurer til 400 Kr., M alerier til V æ rd i 15— 50 Kr. pr. Stk., jfr. utr. kbh. F. R. KK. 18. D ecem ber 1928, 8. M aj 1929, 23. M aj 1929 og 24. N o v em b er 1930, jfr. ogsaa m. H. t. K a k k e l o v n s s k æ r m , bestaaend e af en ca. P /2 m høj ham ret og buet K obberplade, et Sk jold af H avskildpadde, 1 M aleri i Ram m e og en T ø r v e - k a s s e af M essing til 70 Kr. V . L. T. 1934. 161, og p a a d e n a n d e n S i d e V . L. T . 1929. 182: A m agerh ylde, T ranchersaks, V inglas m. m. udtaget, V . L. T . 1933. 282: 1 R ygebord m ed Lam pe, 1 Stueur og 1 T o ile tm ø b el vurderet til henh oldsv is 20 Kr., 25 Kr. og 35 Kr., V . L. T . 1934. 161: 1 Bornholm erur til 100 Kr. og 1 Skrivebord til 75 Kr. udtaget. U . 1938. 839: E. O. U d tagelse af D æ kketøjsskab til 40 Kr., V æ gur til 50 Kr. og Skrivebord til 50 Kr. Se ogsaa U . 1927. 162: Indbogenstande ikke undtaget, allerede fordi m an m aatte gaa ud fra, at Skyldnerens M oder ligesom h id til v ild e stille det fornødne Indbo til hans R aadighed. O m Forholdet, naar Skyldneren er g i f t , se n avnlig U . 1927. 161 og ndfr. S. 103— 104. O m det T ilfæ ld e, at de paagæ ldende Indbogenstande er køb t paa A f b e t a l i n g , se S. 104— 106.

2G) Jfr. U . 1943. 1094 (H ), der ændrer U . 1943. 631: U nder K onti- nuation af en U d læ gsforretn ing for K øbm andsgæ ld hos en A rbejds-

97

Endvidere undtages G enstande27), som iøvrigt hører til de v i g t i g s t e Li v s f o r n ø d e n h e d e r 28). Ogsaa kontante Pengebeløb maa efter O m stændighederne kunne forlanges udtagets som Livsfornødenheder29). Disse U ndtagelser gæl-

m and begæ redes der U d læ g i et B eløb af 136 Kr. udgørende A ’s sam m e D ag forfaldne U geløn og B etaling for Ekstraarbejde. D a det næ vnte B eløb skønn ed es at være større end nød ven d ig t til at sikre A rbejdsm anden A , der var gift, m en ikke havde um yndige Børn, og som havde ud taget Indbo til V æ rdi 150 Kr., de v igtigste L ivsfornødenheder i T id en indtil næ ste Lønningsdag, fand tes A rbejdsm anden , hvis A rbejd sforh o ld m aatte antages at være af varigere K arakter, kun b erettiget til at udtage 60 Kr. Jfr. herved ogsaa N o te 1 til den i N o te 25 citered e H ø jesteretsd om U . 1932. 526 vedrørende U d tagelse af R ad ioapparat og U. 1927. 162, refereret i N o te 25.

27) B estem m elsen har sikkert kun H en syn til Løsøre, ikke til f a s t e E j e n d o m m e , jfr. R. U . N r. 216 i U . 1923. B. 294. D erim od kan T i l b e h ø r til fast E jendom udtages, jfr. ndfr.

28) A f D om spraksis angaaende d ette Begreb kan frem hæ ves paa den ene Side: U . 1927. 195: A rbejder m ed stor Fam ilie kunde udtage cn d r æ g t i g G r i s e s o , 1929. 530 (H ): L andm and kunde udtage 7 G r i s e , jfr. V . L. T . 1935. 55: En G r i s o g e n G r i s e s o sam t M ælk og K artofler af sam let V æ rdi under 400 Kr. udtaget som v ig tig ste L ivsfornødenhed , uanset at R ek v isiti H ustru som Sæ reje havde M øbler til en V æ rdi af over 400 Kr., U . 1929. 552: H o p p e ud taget til V ognm andskørsel og F iskehandel, uanset at Skyldneren ikke h id til havde drevet V ognm andskørsel, da H opp en fand tes at væ re af en saadan V æ rdi for ham , at den i L ighed m ed kon tan te P enge hørte til de v ig tigste L ivsfornødenheder, 1928. 1100 m ed N o te 1: U d tagelsesretten kunde gøres gæ ldende m ed H en syn til u d e s t a a e n d e F o r d r i n g e r , jfr. V . L. T . 1928. 309, 1928. 269, 1936. 244 og utr. kbh. F. R. K. 22. Januar 1930. Se endvid ere kbh. F. R. K. 19. M arts 1929: S ø l v u r m ed K æde uden større V æ rdi anset »som en vigtig L ivsfornødenhed , naar han fæ rdes udenfor H jem m et«, uanset at R ek v isitu s havde et Stueur i sit H jem , og F. R. K., 3. Januar 1934: H a v e h u s til B eboelse ud taget som »vigtigste L ivsfornødenhed«. Jfr. ogsaa den i N o te 24 citerede K endelse om en Sym askine. P a a d e n a n d e n S i d e : U . 1927. 704: T rikotagehand ler kunde ikke af sit K onkursbo udtage af B oets V arelager for at sæ lge V arerne og derved faa M idler til L ivets O phold , 1927. 1045: Skyldneren kunde ikke af A u k tion sp roven u et 574 Kr. for et ud lagt A u to m o b il faa u d beta lt 400 Kr. (300 Kr.) som L ivsfornødenhed , da A u to m o b ile t var vurderet til 500 Kr.

29) Jfr. J. M. Skr. N r. 136, 17. M aj 1873, D om m e U . 1926. 980, 1929. 552, 1930. 907 og U . 1943. 1094 (H ) refereret ovfr. N o te 26. Se ogsaa utr. kbh. F. R. KK. 21. Septem ber 1931: 100 Kr. og 10. O ktober


98

der dog kun indtil et Vurderingsbeløb30) af 125 Kr.31) for enlige Personer og 400 Kr. for Familieforsørgere, eller for saa vidt angaar Udlæg for Skatter og andre A fgifter til det offentlige, henholdsvis 75 Kr. og 200 Kr. Undtagelsen i §’ens2. Stykke gælder altsaa kun i b e g r æ n s e t O m f a n g o v e r f o r S k a t t e r og Afgifter, og Beskyttelsen er helt igennem forskellig, eftersom Skyldneren er Fam ilieforsørger eller ikke. For at anerkende den paagældende som » F a- m i l i e f o r s ø r g e r « er det ikke just nødvendigt, at han

1933: 219 Kr., navnlig da 150 Kr. af dem skulde bruges til B etaling af forfalden H usleje, jfr. ogsaa F. R. KK. 2. A u gust 1932 og 13. A u gust1936. D e t sam m e m aa da gæ lde m ed H en syn til ud estaaen de Fordringer, jfr. den i forrige N o te citerede D om i U . 1928. 1100 sam t V . L. T . 1928. 309 og 1936. 244: En Fordring paa 75 Kr. udtaget, da deni F orbindelse m ed R ekvisiti Indbo og V arelager ikke oversteg en sam let V æ rdi af 400 Kr. D erim od har utr. kbh. F. R. K. 29. M aj 1923 næ gtet at anerkende A k tier som G enstand for U d tagelsesret, cfr. F r o s t : Fogedforretn inger S. 83, der form entlig m ed U rette vil drage Slutninger fra D om spraksis m ed H en syn til ud estaaende Fordringer.

M aaske kan der ogsaa udtages Penge i det sæ rlige T ilfæ ld e, at I n d b o er brændt, og der skal køb es n yt Indbo for A ssurancesum m en, jfr. H u n o v. H o l s t e i n U . 1930. B. 258 og F r o s t 1. c. Jfr. herved ogsaa den i N o te 22 a refererede F. R. K. 30. D ec. 1941.

30) I Praksis v il m an sæ dvanlig lægge den af F oged vid net under E ksekutionsforretn ingen foretagne V urdering efter A u ktionspriser til G rund, jfr. D om U . 1925. 702, B r u u n A n d e r s e n U . 1929. B. 116 — 17 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 83, jfr. ogsaa utr. kbh. F. R. K. 16. M aj 1933: V urderingen under den forudgaaende A rrestforretn in g afgørende m ed H en syn til E ffekternes V æ rdi under U d læ gsforretn in gen. M en d ette kan dog næ ppe gæ lde ubetinget, hv is V æ rd iforholdene klart har forskudt sig helt paa det T idspunkt, hvor U d levering finder Sted, jfr. m ed H en syn til K onkurs D om U. 1924. 101, der udtaler, at det maa være G en stand en es V æ rdi paa det T idspunkt, da de overgaar til Skyldneren , der er afgørende. M ed H en syn til Spørgsm aalet om , h vilke V urderingspriser, der bør lægges til G rund se ovfr. i og ved N o te 20 og U . 1945. 371, der antager, at de ø j e b l i k k e l i g e e k s t r a o r d i n æ r t h ø j e P r i s e r i k k e f u l d t u d burde læ gges til Grund, idet Form aalet m ed § 509, 2. og 3. Stk. i saa Fald ikke vild e kunne opnaas. V ed sam m e D om b lev R ekvisitus anset for u b e - r e 11 i g e t til at udtage E ffekter ud over de i § 509, 2. og 3. Stk. n æ vnte V urderingsbeløb m o d a t t i l s v a r e d e t o v e r s k y d e n d e . Se herom ndfr. ved N o te 38.

31) Jfr. herved om en A f t æ g t s y d e l s e paa 30 Kr. m aanedlig V . L. T . 1936. 110. U d ta lt af F ogedretten , at den R ekvisita tilkom -

99

er gift, men det afgørende maa være, om han har en Forsørgerpligt32). Heri ligger ikke, at man i al Almindelighed kan betragte en Person, hvem det kun paahviler at betale Underholdsbidrag, som en enlig Person i Lovens Betydning. Denne Opfattelse, der vistnok er ret udbredt ved Fogedretterne, kan i hvert Fald ikke gælde, hvor det dre je r sig om en M ands U nderholdsbidrag til en fraskilt eller frasepareret H ustru og deres Fællesbørn33). En anden Sag er, at Forsørgeren, da Bestemmelsen om Familieforsørgere maa antages givet ikke blot i Forsørgerens, men ogsaa i den forsørgedes Interesse, ikke kan gøre U dtagelsesret som Fam ilieforsørger gældende overfor selve Forsørgelseskravet, hvis han ikke tillige har Forsørgerpligt overfor andre34).

Efter Paragraffens tred je Stykke kan Skyldneren endelig fordre, at der ikke gøres Udlæg i Genstande, som er n ø d v e n d i g e t i l h a n s N æ r i n g s v e j s U d ø v e l s e 35),

m ende U d tagelsesret e fter § 509, 2. Stk., for v igtigste L ivsfornøden- heder til et B eløb af 125 Kr., da der kun finder et U d læ g Sted i R etten til A ftæ gten , ikke kan gøres gæ ldende fu ldt ud, hver G ang et A fg iftsb e lø b forfalder, m en alene saaledes at de fire først forfaldne A ftæ gtsb eløb + 5 Kr. af det derefter forfaldne B eløb tilfa lder hende.

a2) Jfr. f. Eks. U . 1927. 756 om en K v i n d e , der havde sit 3- aarige u d e n f o r Æ g t e s k a b f ø d t e B a r n boend e hos sig og forsørgede det. Cf r . d e r i m o d U . 1932. 407 om en Enkem and, der forsørgede sin 2 1 - a a r i g e D a t t e r , som var aandssvag i lettere Grad, og U . 1937. 566 om en frasepareret M and, der var tilp lig te t at udrede U nderholdsb idrag til sin H ustru m ed 1 2 0 K r. a a r l i g o g til deres Fællesbørn m ed N o r m a l b i d r a g , a f h v i l k e h i d t i l i n t e t v a r e r l a g t . Jfr. herved N o te 33. — Om g i f t e K v i n d e r se U . 1927. 161 og 1931. 571. Se endvidere herved ogsaa U . 1934. 393.

3:î) Fra den i N o te 32 c iterede D om U . 1937. 566 og særlig fra deni N o te 34 refererede D om U . 1942. 138 kan form entlig ogsaa slu ttes m odsæ tningsvis, at L a n d s r e t t e r n e i k k e u d e n v i d e r e god kender den kritiserede O pfatte lse.

:î4) Jfr. U. 1942. 138, hvorefter en f r a s k i l t M a n d , der alene havde Forsørgerpligt o v e r f o r sin fraskilte H u s t r u , under en U d pantningsforretn ing for U nderholdsb idrag til H ustruen kun kunde udøve U d tagelsesretten efter § 509, 3. Stk., efter Reglerne for enlige Personer, jfr. herved N o te 33.

35) Fra D om spraksis desangaaende kan anføres: U . 1930. 556: Cigarhandler berettiget til at udtage V a r e l a g e r , vurderet til 174 Kr. til U d ø v else af hans i D rift væ rende Forretning, V . L. T. 1933.1: En

7*

100

indtil et Vurderingsbeløb af 75 Kr. for enlige Personer og 200 Kr. for Fam ilieforsørgere36). Denne Del af Beneficiet gæld er im idlertid overhovedet i k k e i det Tilfælde, at Udlæg

R estauratør anset berettiget til at udtage et R e s t a u r a t i o n s t e l t m ed forskellig t T ilb eh ør som n ød ven d igt for hans N æ rin gsvejs U d ø v e lse , 1930. 336: Bager kunde udtage Bageri i n v e n t a r, U . 1937. 154: Statshusm and kunde udtage 4 G æ s, V . L. T . 1929. 95: K roejer kunde udtage K l a v e r , der b en y tted es ved Ballerne, U . 1934. 393: Skom ager kunde udtage et K laver, som af hans H ustru b en y tted es til U n d erv isning og til Ø velse og saaledes anvend tes i erhvervsm æ ssigt Ø jem ed til hans og hans Fam ilies U nderhold , jfr. U . 1927. 161, hvorom ndfr. N o te 48, sam t utr. kbh. F. R. KK. 11. Januar 1928: B i l vurderet til 300 Kr. (nu: 200 Kr.) kunde udtages af Ingeniør, jfr. 11. Januar 1931 m ed H en syn til en S lagterm esters L astbil til V æ rdi af 300 Kr. (200 Kr.), cfr. derim od m. H. t. en før Æ ndringen i 1932 udtaget Bil til V æ rdi 275 Kr. D om i U . 1933. 554. Se endvidere utr. kbh. F. R. KK. 24. Septem ber 1928 og 23. Juni 1941: J u r i d i s k e B ø g e r , so m 'v a r n ø d vend ige til N æ rin gsvejs U d ø v else udtaget, 8. Septem ber 1930: S k a b , der b en y tted es i R ekvisiti F orretn ingsvirksom hed som O pbevaringssted for Breve, Forretningspapirer, V areprøver m. m. udtaget, uanset at der iøvrigt fand tes for 500 Kr. (nu: 400 Kr.) Indbo, jfr. 15. M aj 1929 og 9. M arts 1937 m. H. t. S k r i v e b o r d og 1. M aj 1930: S k r i v e m a s k i n e til 75 Kr. anset nød ven d ig for R epræ sentant til hans N æ rin gsvejs U d ø v else , jfr. ogsaa F. R. K. 21. Januar 1932 om Skrivem askine til 70 Kr., for K orrespondent ved forskellige P rovinsblade. Se iøvrigt om T ilfæ ld e af U d tagelse af Skrivebord og Skrivem askine o. lign. utr. kbh. F. R. KK. 9. M arts 1937 (Indehaver af R eklam ebureau, som dreves fra H jem m et: Skrivebord), 18. M arts 1938 (T rafik assisten t, der havde A f- skrivningsarbejde ved Siden af: Skrivem askine), 23. Juni 1941 (A lders- rentenyder, der drev m indre V irksom h ed m ed juridisk A ssistan ce , kunde udtage juridiske Bøger og Skrivem askine vurderet til 200 Kr.). C f r . d e r i m o d F. R. K. 1. A ug. 1929: da Skrivem askine, der angaves b en y tte t til at skrive ca. 10 B reve om D agen, e fter det om Forretn ingens O m fang o p lyste ikke kunde anses for nød ven d ig sam t D om m e i U . 1903. B. 290 (H ): »fhv. Sagførerfuldm æ gtig« kunde ikke udtage et Skrivebord, 1927. 1042: En Frugthandler kunde e. O. ikke udtage en P r i s u d r e g n i n g s v æ g t — den ansaas altsaa ikke for »nødvendig« — m en denne ud leveredes R ekvirenten , m od at denne sam tidig le verede R ekvisitus en alm indelig B alancevæ gt m ed Lodder. Se ved den sidste D om S. 101. Om U d tagelse af C y k e l se utr. kbh. F. R. KK. 10. M arts 1943: T egner kunde ikke udtage og 2. N ovem b er 1943: til svarende m. H. t. R epræ sentant.

36) O gsaa P e n g e m aa efter O m stæ ndighederne kunne udtages som »nødvendig til N æ ringsvejs U d øvelse« , jfr. utr. kbh. F. R. K. 22. M arts 1932, der anerkendte, at en B ogbinderm ester kunde udtage et

1 0 1

(U dpantning) gøres f o r S k a t t e r eller andre A fgifter til det offentlige37). —

Et Spørgsmaal, der i Praksis har givet Anledning til Tvivl, er, om Fogeden kan tillade U d t a g e l s e a f G e n s t a n d e , h v i s V æ r d i o v e r s t i g e r Lovens Maxima, m o d a t t i 1- s v a r e det o v e r s k y d e n d e . Herimod har en nyere Dom38) klart ud talt sig, og det er utvivlsom t ogsaa rigtigt, at en saadan Fremgangsmaade ikke bør tilstedes. Mere tvivlsom t er Spørgsmaalet, om man om vendt kan tillade E k s e k u t i o n i sæ rlig værdifulde Genstande, der dog er nødvendige Indbogenstande eller nødvendige til N æringsvejs Udøvelse, m o d at Rekvirenten s t i l l e r a n d r e m indre værdifulde G enstande af samme A rt t i l D i s p o s i t i o n . En saadan Om bytning er i Relation til § 509, 3. Stk., godkendt af Landsretten i enkelte Tilfæ lde39), og i Fogedretterne er der vistnok en T endens i Retning af at anerkende denne Mulighed ogsaa med H ensyn til Senge og Indbogenstande. D et er im idlertid meget tvivlsomt, om der er nogen Hjem m el herfor. A t man i Af- betalingssager anerkender, at Skyldneren, naar der gøres Ind- sæ ttelsesforretning i det paa A fbetaling solgte Tøj, maa have overladt et Sæt M askintøj eller lgn., hvis han ikke ejer andet

kontant B eløb paa 280 Kr. (G ræ nsen var dengang 300 Kr.), under H en syn til at det skulde anvend es til U d beta ling af A rbejdsløn . Se ogsaa F. R. K. 8. Juni 1938: R epræ sentant kunde udtage 200 Kr. til N æ rin gsvejs U d øvelse . I A lm in d eligh ed v il m an dog i hvert Fald i K øbenhavns B yrets Praksis kun anerkende U d tagelse af en m indre k on tant K assebeholdning som B y t t e p e n g e . D e tte gælder særlig, hvis der forefindes V arelager eller lign., der kan udtages, jfr. utr. kbh. F. R. K. 1. Januar 1932, der næ gter U d tagelse af kon tant B eløb , da der i B utikken sk ønn ed es at væ re V arer til V æ rdi af over 300 Kr. (200 Kr.), og utr. 0 . L. D . 20. A u gust 1936, der under en A rrestforretning, hvor der hos en V ik tu aliehan d ler , som so lgte for ca. 100 Kr. om D agen, forefand tes en kon tant K assebeholdning paa 115 Kr. og et V arelager til en V æ rdi af ca. 200 Kr., deraf for ca. 180 Kr. le t fordæ rvelige Varer, næ gtede at anerkende U d tagelse af hele den k on tante K assebeholdning som nød vendig til F ortsæ ttelse af hans N æ rin gsdrift, m en alene tillod u d taget 20 Kr. som B yttepenge.

37) S t e m p e l a f g i f t e r m aa ifø lge Skattedeptm . Skr. (N r. 72)16. A p ril 1924 behandles som andre A fg ifter til det o ffen tlige .

38) Jfr. U . 1945. 371 refereret ovfr. N o te 30 i Slutn.30) Jfr. U . 1927. 1042, hvor en P r i s u d r e g n i n g s v æ g t b lev

u d leveret R ekvirenten , m od at denne sam tidig leverede R ekvisitus

1 0 2

Tøj selv40), skyldes jo alene et rent Sømmelighedshensyn. Mod Rekvisiti P rotest vil Fremgangsmaaden næppe kunne anvendes iøvrigt. A t noget andet maa gælde, hvis Rekvisitus u m i d d e l b a r t f ø r Udlægsforretningen har købt et meget dy rt Overstykke, en særlig kostbar Seng eller et særlig væ rdifuldt Bord, er en anden Sag. I saa Fald vil man kunne anlægge det Synspunkt, at der foreligger en Omgaaelse af Reglerne om Beneficiet4011).

E fter Paragraffens oprindelige A ffattelse skulde Udtagel- sesretten efter 2. og 3. Stk. ligesom tidligere, efter K. L. § 160 ikke komme til Anvendelse med H ensyn til Genstande, som særlig var givet til P a n t for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges, men dette bortfa ld t allerede ved Til- lægslov 191941). Nu antages U dtagelsesretten efter § 509, 2. og 3. Stk., ogsaa at kunne gøres gældende overfor det sam men med en Ejendom pantsatte T ilbehør — dog med den af § 507, 3. Stk., følgende Begrænsning12). Et særligt Tilfælde,

en a l m i n d e l i g B a l a n c e v æ g t m ed Lodder. D e t frem hæ ves i D om m en, at den paagæ ldende »Skandia-V æ gt«, der tillige tjen te som K ontrolapparat i Forretningen, under H en syn til R ekvisiti N æ rin gsv ejs B eskaffenh ed ikke kunde anses for nødvendig til N æ ringsvejens U d ø v else . — Se endvidere m ed H en syn til »G angklæ der« U . 1948. 659, der antog, at der kunde gøres U d læ g i en for 505 Kr. indkøbt, til 400 Kr. vurderet D a m e o v e r f r a k k e m e d S ø l v r æ v e , m od at der blev stille t en anden V i n t e r f r a k k e » a f r i m e l i g K v a l i t e t « til Raadighed.

40) Jfr. herved Præ m isserne til D om m en U. 1941. 1140 (1141).40a) A fgørelsen i U. 1948. 659 kan m aaske ses ud fra dette Synspunkt,

idet O verfrakken først var køb t 2 M aaneder inden U dlæ gsforretningen. (D e tte forklarer ogsaa den høje V urdering af Frakken).

41) Jfr. herved R. U . N r. 159 i U . 1922. B. 291 og N r. 197 1923 B. 230, hvor det antages, at Skyldneren kan gøre U d tagelsesretten gæ ldende m. H. t. Løsøre, der er pantsat til K reditor, se lv om der kan paav ises andet Løsøre, sam t utr. kbh. F. R. KK. 10. Januar 1928 og 23. Juli 1932: endogsaa u a n s e t , at R ekvisitus i sit Pantebrev havde g ivet A f k a l d paa U d tagelsesretten efter § 509. U d tagelsesretten gælder ogsaa overfor Brugspanthaveren, jfr. U . 1929. 530 (H ) og V . L. T . 1935. 55. Jfr. ogsaa U . 1933. 343 om en Panthaver, der overtog E jendom m en som u fy ld estg jort Panthaver, og som var bekendt m ed, at der ved U d læ gsforretn ingen var taget Forbehold om D eb itors U d tagelsesret. U d tagelsesretten antages ogsaa at kunne gøres gæ ldende uanset den af M otorloven s § 38, Stk. 7, flydende Ret, jfr. U . 1933. 113.

42) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. Udg. III. S. 1598

103

hvor hverken den i § 509, 3. Stk., eller den i § 507, 3. Stk., hjem lede U ndtagelse fra Udlæg kan gøres gældende, foreligger dog i § 3 i Lov Nr. 511, 22. Decem ber 1947 saavel som i de tidligere Love om Fortrinsret i Høsten. N etop denne Særregel forudsæ tter im idlertid iøvrigt den almindelige O pfattelse som gældende Ret.

Et andet Spørgsmaal, der har voldt Vanskeligheder, er, hvorledes det gaar med U dtagelsesretten efter § 509, 2. og 3. Stk., naar Udlæg gøres hos Æ g t e f æ l l e r .

E fter den Formulering, som Bestemmelsen om Udtagelse af Indbo har faaet, maa det sikkert nu43) antages, at man, naar det d re jer sig om samlevende Æ gtefæller, ved Bedømmelsen af, om Indbo til O pretholdelse af et tarveligt H jem forefindes, maa medregne baade det Indbo, som hører til den andens Bodel, og det, som tilhører den anden som Særeje ifølge Æ gtepagt, saaledes at M anden overhovedet in tet vil kunne udtage, hvis H ustruens Indbo har en V æ rdi af 400 Kr. eller derover44), og hvis det er m indre værd, kun kan udtage Indbo for D ifferencen45). Dette, der er fast antaget i Københavns Byrets Fogedafdelingers Praksis46), stø ttes ogsaa af nyere

N o te n , B r u u n A n d e r s e n U . 1929. B. 117— 18, V . A d s e r b a l l e 1933. B. 124— 25 og D om m e U . 1929. 530 (H ), 170, 1933. 343 sam t V . L. T . 1935. 55 og 1936. 364. Cfr. derim od E. N y b o r g i »Fuldm æ gtigen« 1936 (N r. 10) S. 55— 56, der hæ vder, at m an fra D om m ene m aa slu tte m odsæ tningsvis, at naar det ikke drejer sig om T ing, der er n ød ven d ige til U d ø v else af et B ierhverv, m en om T ilb eh ør som u d elukkende anvendes til E jendom m ens D rift, kan L andm anden ikke u d tage det p an tsatte T ilbehør. Se heroverfor m ed R ette F r o s t sm st. (N r . 11 og 12) S. 63— 65 og S. 72— 75. Jfr. iøvrigt m ed H en syn til Spørgsm aalet om U d tagelsesret overfor T ilb eh øret K n u d I l l u m : F ast E jendom , B estanddele og T ilbehør (1948) S. 162— 163.

4:r) Cfr. derim od før Æ ndringen R. U . N r. 197 i U . 1923. B. 230.44) H ustruen maa om vendt, naar der gøres U d læ g hos hende,

kunne udtage det Indbo, hun har i Sæ reje indenfor 400 K roners G ræ nsen, idet hun betragtes som Fam ilieforsørger, jfr. H u n o v. H o l s t e i n U . 1930. B. 261, D om i U . 1931. 579 og ovfr. ved N o te 32.

45) Jfr. herved J ø r g e n J e n s e n U . 1926. B. 144— 45 og H u n o v . H o l s t e i n U. 1930. B. 261— 62 og D om m en U. 1927. 161.

4ß) Jfr. utr. kbh. F. R. KK. 10. Septem ber 1927, 17. Februar 1928 og navn lig 23. Juli 1928: E ffekterne ud leveredes R ekvirenten m ed F orb eh old af R ekvisiti R et til at beholde et tarveligt Indbo paa sin

104

R etsafgørelser47). Derimod maa hver af Æ gtefællerne, naar de begge driver Erhverv, uafhængig af om den anden tidligere har benyttet sin Ret ifølge §’ens 3. Stk. til at udtage G enstande, som er nødvendige til dens Nærings Udøvelse, kunne udøve denne Ret paany48). D et samme maa vistnok antages med H ensyn til »vigtigste Livsfornødenheder« efter §’ens 2. Stk., i hvert Fald naar Udlæg ikke gøres sam tidig hos begge Æ gtefæ ller49).

Et Spørgsmaal, der har givet Anledning til Tvivl, er endelig Spørgsmaalet om U dtagelsesretten med H ensyn til Indbo, naar en Del af Effekterne er købt paa A f b e t a l i n g .

I saa Henseende er den O pfattelse blevet hævdet, at m an ved Bestemmelsen af U dtagelsesrettens Omfang maa se helt bort fra Indbo, der er købt paa Afbetaling, og lade Rekvisitus udtage, som om dette ikke fandtes i H jem m et50). En saadan almindelig Regel harm onerer im idlertid ikke godt med den konkrete Prøvelse af Forholdene, som §’ens nye Formulering, som tidligere frem hævet, fo rudsæ tter og heller ikke med den Tendens til a t indskrænke Beneficiet, som Reformen af 1932 er U dtryk for. N etop hos de Skyldnere, som Udlæg hyppigst gøres hos, florerer A fbetalingskøb nu til Dags i et saadant ‘Omfang, at det refererede S tandpunkt efter O m stændighederne vilde kunne udelukke al Eksekution. Som frem hævet S. 65 maa Effekter, der er købt paa Afbetaling, kunne gøres til G enstand for Udlæg, saaledes at K reditor erhverver

B opæ l til sam let V æ rd i af 500 Kr. (400 Kr.) »heri m edregnet d e t H ustruen tilhørende paa B opæ len væ rende Indbo«.

4T) Jfr. A fgørelsen U . 1927. 162: Skyldneren kunde ikke u d tage Indbo, a llerede fordi m an m aatte gaa ud fra, at hans M oder som h id til v ild e stille det fornødne til hans Raadighed, og utr. kbh. F. R. K.1. A p ril 1932: U d tagelse af Indbo næ gtet, da R ekvisiti nære S læ gtninge frem deles m aatte antages at v ille stille Indbo til R ekvisiti D is position . Saaledes ogsaa utr. F. R. K. 4. Februar 1937.

48) Jfr. D om U . 1927. 161, der anerkender, at en g ift K vinde, d er b oede sam m en m ed sin M and, efter at denne fu ld t ud havde b e n y tte t sin U d tagelsesret under sin K onkurs, under en hos hend e fo retaget U dlæ gsforretn ing kan udtage G enstande, som hører til de v ig tig s te L ivsfornødenheder eller som er nød ven d ige til hendes N æ ringsvejs. U d ø v else . Se herved ogsaa D om U . 1934. 393.

4Ö) Jfr. den i forrige N o te refererede D om U . 1927. 161.50) Jfr. J ø r g e n J e n s e n i U . 1926. B. 144.

105

R etten til mod at betale Restkøbesum m en at blive E jer af disse. M an kan derfor ikke uden videre anlægge det Synspunkt, at A fbetalingseffekterne som tilhørende T redjem and ikke hører med til den Formue, der kan gøres Eksekution i51), et Synspunkt, der iøvrigt — som det ses af det om Hustruens Særeje udviklede — ikke er afgørende. Man kan heller ikke som ganske generel Regel gaa ud fra, a t disse E ffekter ikke kan medregnes som Indbo til O pretholdelse af H jem m et, fordi Afbetalingssælgeren, naar Skyldneren, som Eksekutionen synes at vise, er blevet insolvent, maa antages snart at ville hente sine M øbler52). Afbetalingssælgere er ofte langt mere langmodige, end m an skulde vente, og hvis der hidtil er betalt et nogenlunde ordentligt Beløb, er det ikke altid saa vanskeligt for Skyldneren at faa en Ordning med Sælgeren. D et naturlige er da ogsaa i disse Tilfælde en k o n k r e t B e d ø m m e l s e af Forholdene53). N aar Skyldneren oplyser, at Effekterne er købt paa Afbetaling, maa Fogeden derfor spørge ham om Købesummen og om, hvor meget der er betalt, og forsaavidt det er muligt forlange disse D ata dokum entere t ved Forevisning af K øbekontrakten. V iser det sig saa, at der praktisk set in tet er betalt, maa man se bort fra Effekterne baade som G enstand for Udlæg og for U dtagelsesretten. Dog vil der kunne blive Spørgsmaal om at m edregne dem som G enstand for U dtagelsesretten, hvis M øblerne er købt af den anden Æ gtefælle, og denne utvivlsom t af sit Særeje er i Stand til at betale Afdragene. Er der derim od betalt en væsentlig Del af A fdragene, og er A fbeta-ingseffekterne m ere væ rd end det skyldige Restbeløb, kan den M ulighed ikke helt udelukkes, at Indboet til den Værdi, det faktisk har for Skyld

51) T il en v is Grad U d tryk for d ette Synspunkt er dog utr. F. R. K. 1. D ecem ber 1928 angaaende nogle A fb eta lin g se ffek ter , der ikke var fu ldt beta lt ved B egyndelsesforretn ingen , hvorfor der kun b lev givet U d læ g i R etten til at b live Ejer, m en som var fu ld t b eta lt ved A fh en tn in gen . D e t anføres nem lig, at da R ekvisitus ikke havde b e n y tte t sin U d tagelsesret ved B egyndelsesforretn ingen , og »da han ikke havde A n led n in g til at udtage E ffekter, der var k øb t paa A fb eta lin g og dengang tilh ørte T redjem and«, m aatte han nu, hvor de tilh ørte ham selv , væ re berettiget til at udtage dem .

52) Jfr. J ø r g e n J e n s e n anf. Sted.53) Jfr. J. L. F r o s t U . 1937. B. 280.

106

neren, medregnes ved Bestemmelsen af U dtagelsesretten, hvis Skyldneren ønsker at beholde det54). Er der baade Afbeta- lingseffekter og andet Indbo, vil det sædvanligt være n atu rligt at gøre Udlæg i det ikke paa Afbetaling købte Indbo og at lade Skyldneren udtage A fbetalingseffekterne55). —

Efter Bestemmelsens nuværende Formulering gælder Reglen i § 50 9, f j e r d e S t y k k e om, at Skyldneren56) kan udtage G enstandene efter eget Valg, hele Paragraffen57), ligesom det ganske almindeligt gælder, at Fogeden baade i Embeds M edfør skal gøre Skyldneren selv opmærksom paa hans Ret efter denne Paragraf og, hvis han ikke er til Stede under Eksekutionsforretningen, skal give dem, der ellers er til Stede i hans Flus, Anledning til paa hans Vegne at foretage et saadant Valg58). Endvidere synes Ordene i 4. Stk. i Slutningen at forudsætte, at Skyldneren under Udlægsforretningen kan give A fkald paa sin Ret efter hele Paragraffen59). Formelt er der dog efter Lovordene den Forskel, at Fogeden med Hensyn til de i §’ens 1. og 2. Stykke nævnte G enstande skal gøre opmærksom paa, at »Udlæg ikke

54) Jfr. H u n o v. H o l s t e i n i U . 1930. B. 260— 61 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 83.

55) Cfr. T vangsfu ldb yrd else forrige U d gave S. 97 og tid ligere Praksis i K øbenhavns Byret. Cfr. ogsaa V . L. T. 1933. 1 m ed H en syn til p an tsatte E ffekter. Se herved N o te 91.

56) U d ta gelsesretten tilkom m er naturligvis E n e i n d e h a v e r e n a f e t F i r m a , jfr. utr. kbh. F. R. K. 22. A u gust 1931 og hver af de a n s v a r l i g e D e l t a g e r e i et ansvarligt Interessentskab, jfr. F. R. K. 8. M arts 1933. D erim od antages det i k k e , at der tilkom m er et A k t i e s e l s k a b nogen U d tagelsesret, da U d tagelsesretten b etragtes som en personlig R et for den forp lig tede Skyldner, jfr. kbh. F. R. K. 30. Juni 1933 m. H. t. et A n delsselskab . Jfr. for norsk RetE. A l t e n : T vangsloven S. 112 og for svensk R et K a r l O l i v e - c r o n a : U tsökn in g S. 105 f. n.

57) Jfr. V i c t o r H a n s e n U. 1930. B. 317 og V . L. T . 1935. 55.58) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 28. Februar 1923, der tillod en Sagfører

paa R ekvisiti V egn e at gøre U d tagelsesretten gæ ldende m ed H en syn til et hos Sagføreren beroende kon tant Beløb.

50) Cfr. derim od før den sidste R evision m. H. t. § 509, 1. Stk. H u n o v. H o l s t e i n U . 1930. B. 260, m en jfr. D . R p l . I I I . 2. U dg. S. 67, F r o s t : F ogedforretn inger S. 80 og D om U. 1926. 182. Om even tu e lt Sam tykke fra H u s t r u e n , se ndfr. ved N o te 61.

107

kan gøres«, m edm indre Samtykke hertil gives, medens han med H ensyn til 3. Stykke skal henlede Opm ærksom heden paa, at »Skyldneren kan fordre« G enstandene undtaget fra Udlæg. R ent praktisk betyder denne Forskel dog næppe ret m eget60).

Selv om det som nævnt nu maa antages, at der kan gives p o s i t i v t A f k a l d paa R etten ogsaa efter §’ens 1. og 2. Stk., er det dog ikke sikkert, at Skyldnerens eget Samtykke altid er tilstrækkeligt. I flere Domme forudsæ ttes det saaledes, at der i hvert Fald ved Frafald af U dtagelsesretten med H ensyn til Indbogenstande efter § 509, 2. Stk., maa kræves S a m t y k k e o g s a a a f H u s t r u e n61). D et maa endvidere være en Forudsætning for A fkaldets Gyldighed, at. det gives under selve Eksekutionsforretningen. Derimod kan en For- haands Fraskrivelse af Beneficiet ikke forpligte. D ette antoges allerede tidligere at gælde ogsaa med H ensyn til de i §’ens daværende 2. Stk. om handlede G enstande62). Men i §’ens nuværende 4. Stk. siges det udtrykkelig — hvad der maaske ellers kunde være noget tvivlsom t — at Skyldneren uden Hensyn til et muligt givet A fkald kan benytte sin U dtagelsesret lige til U d l æ g s f o r r e t n i n g e n s S l u t n i n g .

A f den citerede Bestemmelse frem gaar paa den anden Side, at U dtagelsesretten norm alt skal gøres gældende i n- d e n U d l æ g s f o r r e t n i n g e n s S l u t n i n g . Hvad der menes hermed, er ikke helt sikkert, men ved en Række Landsretsdom m e er det i Overensstem m else med nogle U dtalelser

co) Jfr. om den beslæ gtede forskellige Form ulering i den norske L ov S k e i - e : N o rsk C ivilproces 2. U dg. S. 238— 39.

61) Jfr. saaledes D om U . 1931. 382, der i et T ilfæ ld e, hvor en M and, der leved e i sæ dvan ligt F orm uefæ llesskab m ed sin H ustru, havde sam tyk k et i, at der gjordes U d læ g i hans Indbo, uanset at d ette fa ld t ind under B enefic iet, udtaler: »Selv om det, uanset U d trykkene i L ovbestem m elsen »U dlæ g kan ikke gøres«, m aatte kunne antages, at den kan fraviges, naar der g ives Sam tykke hertil, kan det i alt Fald ikke antages, at Skyldnerens eget Sam tykke er tilstræ kkeligt, da det er u tv iv lsom t, at B estem m elsen ikke b lot besk ytter ham, m en ogsaa hans H usstand«, sam t V . L. T. 1936. 241 og 291. Se herved ogsaa F r o s t : F ogedforretn inger S. 86, N o te 9, B r u u n A n d e r - s e n i U . 1929. B. 114 og H o l m - N i e l s e n i T. f. R 1931. 24.

62) Jfr. D om i U . 1878. 343.

108

i M otiverne03) antaget, a t det afgørende skal være den formelle Slutning til Fogedbogen, saaledes at U dtagelsesretten norm alt ikke kan gøres gældende under en Kontinuationsforretning til Indsættelse i de udlagte E ffekter64). D et er dog noget tvivlsomt, om man i alle Tilfælde kan lægge saa stor Vægt paa det rent formelle, om der i Fogedbogen skrives Forretningen »sluttet« eller »udsat«65), men i hvert Fald maa det antages, a t Skyldnerens U dtagelsesret, naar Spørgsm aalet af en eller anden G rund ikke kan endelig klares straks, udtrykkelig kan f o r b e h o l d e s til senere Benyttelse, f. Eks. under Ud- leveringsforretningen66). I Praksis er dette ogsaa anerkendt67), idet det endogsaa er antaget, at Rekvisitus, uanset at han efter § 586 er afskaaret fra at gøre sin U dtagelsesret gældende under Tvangsauktionen68), dog kan benytte U dtagelsesretten paa dette Stadium, naar han udtrykkelig har forbeholdt sig d e tte69).

Konsekvenserne af det udviklede maa navnlig blive, at man, n a a r R e k v i s i t u s s e l v m ø d e r under Forretningen, norm alt maa klare Spørgsmaalet om U dtagelsesretten straks, saaledes at det, idet der gives Rekvisitus Lejlighed til at y tre sig herom, konstateres, om der findes yderligere Effekter til Fyldestgørelse af Rekvisiti U dtagelsesret eller ej. Kan Spørgsm aalet ikke klares, hvilket navnlig kan komme frem ved Forretninger paa K ontoret, maa m an enten udsæ tte Forretningen

63) M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 Sp. 154 (257).64) Jfr. D om m e i V . L. T . 1928. 58, U . 1928. 395, 1928. 555 og 1934.

211 og utr. Ø stre Landsrets K endelse 21. O ktober 1936 sam t B r u u n A n d e r s e n i U . 1929. B. 113— 14, H u n o v. H o l s t e i n U . 1930. B. 259 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 87, N o te 12.

G5) Jfr. J ø r g e n J e n s e n U . 1931. B. 206.C6) Jfr. B r u u n A n d e r s e n U . 1929. B. 114.°7) Jfr. D om m e i V . L. T . 1933. 175: A , der under en U d læ gsfor

retning, hvor hans H ustru i hans Fravæ relse gav M øde, ikke havd e gjort Brug af U d tagelsesretten , som ifø lge F oged protokollen forbeho ld tes ham , fand tes herefter at væ re b erettiget til senere at gøre U d ta gelsesretten gæ ldende m. H. t. et af U d læ get om fa ttet O verskuds- tilgod eh aven de i et Slagteri og V . L. T . 1935. 327, N o te ***): U d tagelsesretten ansaas forbehold t af R ekvisitus under P aabegyndelsen af U d læ gsforretn ingen .

°8) Jfr. D om m e U. 1929. 440 og 1937. 1149.G0) Jfr. D om U . 1933. 343 og F r o s t U . 1937. B. 280 m. H. t. U d

læg i L andejendom m e.

109

eller, hvis R ekvirenten forlanger den sluttet, forbeholde Rekvisiti U dtagelsesret. D erim od kan m an ikke blot ved at undlade a t bringe Spørgsmaalet paa Bane »holde det aabent«70). Paa tilsvarende Maade maa Forholdet stille sig, oaar Rekvisitus ikke antræffes, men der er andre voksne Personer til Stede, som paa Rekvisiti Vegne kan gøre U dtagelsesretten gældende. Vanskeligere stiller Problem et sig, n a a r der enten slet i n- g e n t r æ f f e s eller kun træffes Børn. Ogsaa i disse T ilfælde vil Forholdet ganske vist ofte kunne klares, nemlig naar d e t efter V idnernes Skøn er utvivlsomt, at der ikke findes E ffekter udover, hvad der er nødvendigt til Dækning af U dtagelsesretten. I saa Fald maa Fogeden straks nægte Udlæg og slutte Forretningen71). Kan Spørgsmaalet om U dtagelsesre tten ikke klares, maa Fogeden vistnok enten udsæ tte Forretningen af H ensyn hertil, hvilket im idlertid medfører, at den ikke kan appelleres, eller forbeholde U dtagelsesretten til U dleveringsforretningen72).

N aar Skyldneren først fuldt ud har beny tte t sin U dtagelsesret, kan han selvfølgelig ikke gøre yderligere Ret gældende og næppe heller forlange at faa nogle af de G enstande, han

70) Jfr. herved og til det fø lgen de utr. 0 . L. K. 21. O ktober 1936 og et af D om m eren i K øbenhavns B yrets F ogedafdeling ud sted t Cirkulæ re 14. Januar 1937, der findes a ftryk t i K o m m e n t e r e t R p l .I. S. 705— 706.

71) I det om vendte T ilfæ ld e, at der ved Siden af tarvelige E ffek ter findes u tv iv lsom t »luksuriøse«, der falder udenfor B en efic iet, m aa Fogeden straks kunne gøre U d læ g i disse og slu tte Forretningen, id et det bem æ rkes, at der »efter V id n ets Skøn fand tes yderligere E ffek ter til F y ld estgørelse af R ekvisiti U d tagelsesret« , jfr. utr. kbh. F. R. KK. 26. Juni 1931, 16. Juni 1932 og 27. Juni 1932, der næ gter R ekvisiti B en y tte lse af U d ta gelsesretten senere, under H en syn til at den paa den angivne M aade var iagttaget under B egyndelsesforretn ingen . Skulde d et bagefter v ise sig, at det ud lagte f. Eks. tilhører T redjem and, m aa den slu tted e Forretning gøres til G enstand for A p pel. I Praksis v il m an dog i saadanne T ilfæ ld e o fte kunne klare sig ved m ed R ekvirenten s Sam tykke at genoptage F ogedforretn ingen i M edfør af Rpl. § 535. D e tte b en y ttes i hvert Fald i v id t O m fang i K øbenhavns B yrets Fogedafdelinger.

72) Se herved H u n o v. H o l s t e i n i U . 1930. B. 259, F r o s t : Fogedforretn inger S. 87, N o te 13, C. L a r s e n i U . 1921. B. 42 og d et i N o te 70 anførte Cirk. 14. Januar 1937.

1 1 0

har udtaget, om byttet med andre, hvori der allerede er gjort Udlæg. N aar der derim od senere gøres n y t U d l æ g hos Skyldneren, maa han uanset den tidligere Benyttelse af U dtagelsesretten paany kunne benytte sin R et73).

D et i § 509 hjem lede Beneficium gælder ogsaa ved U d- p a n t n i n g , jfr. § 602 (dog med særlige Begrænsninger ved Skatter og A fgifter). Ogsaa naar der foretages U dpantning for Bøder, maa de almindelige Regler i § 509 finde A nvendelse74). Bestemmelsen maa endvidere kunne anvendes analogt ved I n d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g e r75), ligesom den finder en vis Anvendelse ved A r r e s t76).

Beneficiet gælder, jfr. K. L. § 1, ogsaa i Tilfælde af K o n k u r s 77), men her vil der kunne blive Tale om endnu større U nderstø ttelser af Boet i M edfør af K. L. § 8378). Derimod er det noget tvivlsomt, om der ved T v a n g s a k k o r d uden-

73) Jfr. D om m e U . 1928. 943: R ekvisitus kunde under et ny t U d læg, som R ekvirenten foretog for R estfordringen , paany udøve sin U d tagelsesret m. H. t. et ham nu tilhørende kon tant Beløb, og U . 1933. 1150, der udtaler, at der savnes H jem m el til at tage H en syn til den ved tid ligere Forretninger skete B en ytte lse af U d tagelsesretten , og tillader en R ekvisitus, der under en tid ligere Fogedforretn ing efter § 509, 2. Stk., havde udtaget for et B eløb af 354 Kr., m en som paa det T idspunkt, hvor der paany foretoges U d læ g hos ham , kun havde V æ rdier i B ehold til B eløb 315 Kr., at udøve U d tagelsesretten m. H. t. G en stand e til B eløb 85 Kr., ikke b lot 46 Kr.

74) Jfr. S t e p h a n H u r w i t z i N o rd isk T idsskrift for Strafferet 1936 S. 94, N o te 4, og M otiver til Strfl. U dk. 1912 S. 32 og 1923 S. 137.

75) Jfr. U . 1929. 530 (H ) og V . L. T . 1928. 277 om P anthaveren , der tager en E jendom til brugeligt Pant.

7r>) Jfr. næ rm ere herom ndfr. S. 321— 322." ) Jfr. f. Eks. D om m e U . 1924. 101, 1926. 980, 1927. 704: cfr. 1934.

550: Fallenten , der kort før sin Fallit havde afhæ ndet sin E jendom til en K reditor, overfor hvem Plandlen b lev afkræ ftet, kunde ikke gøre sin U d tagelsesret gæ ldende overfor B oet m. H. t. ot ved A fk ræ ftelses- søgsm aal ind vund et Provenu. — Et noget tv iv lsom t Spørgsm aal er dogr i hv ilk et O m fang F allenten kan udøve U d ta gelsesretten i Forhold til Skatte- og A fg iftsk rav . Se herved p. d. e. Side D e u n t z e r : S k ifte ret S. 149, p. d. a. Side T o p p i U . 1906. B. 218— 19.

78) Jfr. S k i f t e r e 11 e n S. 47 og 57 og D om i U . 1924. 101 sam t den i N o te 28 refererede D om U. 1927. 704, der sam tidig m ed at næ gte F allenten U d tagelsesret efter Rpl. § 509, h enviste ham til at indgive A ndragende om U n d erstø ttelse efter K. L. § 83.

Ill

for Konkurs gælder noget beneficium competentiæ , men det maa dog vistnok antages79). Tvivlsom t er endelig ogsaa Spørgsmaalet, om § 509 finder Anvendelse i andre Boer end Konkursboer80). D et eneste sikre H oldepunkt herfor, som findes i selve Skifteloven, er nemlig Reglen i Sk. L. § 44, der vel i Princippet gør K. L. Kapitel 1 og derm ed K. L. § 1 anvendelig i et F r a g a a e l s e s b o81), men dog kun »med den L e m p e l s e , der følger af Forholdets Natur«. Rent praktisk kom m er Spørgsmaalet ikke saa hyppigt frem, idet Forholdet, hvis d e r ikke efterlades Æ gtefælle, oftest vil være det, at H jem m et opløses, saaledes at der ikke kan blive Tale om Beneficium82), eller, hvis der efterlades Æ gtefælle og Børn, om vendt vil være det, at den efterlevende som Regel forbliver hensiddende i uskiftet Bo, i hvilket Tilfælde der ikke kan være Tvivl om, at Enken eller Enkem anden som Familieforsørger kan gøre U dtagelsesretten gældende83). Spørgsmaalet faar derfor navnlig praktisk Betydning, hvor der i Anledning af nyt Æ gteskabs Indgaaelse skal finde Skifte Sted af et Dødsbo efter Sk. L. Kap. 5 eller ved Skifte af et Fællesbo i Æ gtefæ llers levende Live, jfr. Sk. L. Kap. 6, og selv i disse Tilfælde faar § 509 kun virkelig Betydning, hvis Boet er insolvent, idet Æ gtefællen ellers i det væsentlige vil være beskyttet ved Reglerne om U dtagelsesret i Sk. L. § 62 a og § 70, jfr. Æ. L. I § 66, 2. Stk. I disse Tilfælde maa det paa den anden Side indrømmes, at

79) Jfr. H u n o v. H o l s t e i n i U . 1930. B. 262— 63. A k k o rd retten har tid ligere ud ta lt det m odsatte, jfr. U. 1927. 208 (209), m en har i en senere K endelse ho ld t Spørgsm aalet aabent, jfr. U. 1937. 223, N o te 1.

80) Jfr. herved D om U. 1884. 505 sam t S c h l e g e l : Sk ifteretten (1868) S. 93, D e u n t z e r : S k ifteret S. 594— 95, T o p p anf. Sted og H e n n i n g H o l m - N i e l s e n i T. f. R. 1931. 23 ff.

81) Sk. L. § 56 kan ikke uden videre paaberaabes til S tø tte for en tilsvarende A n tagelse i et V e d g a a e l s e s b o , idet den form elle R egel i § 56 i det hele m aa forto lk es m ed stor Forsigtighed, jfr. herved S k i f t e r e t t e n S. 235— 36. H eller ikke Sk. L. § 57 kan siges at give nogen afgørende S tø tte for A n ven d elsen , og endnu m indre gælder det om § 81 m. H. t. rent private Boer.

82) H ertil kom m er, at m ange Fragaaelsesboer i V irkeligheden er so lven te , saaledes at der allerede af den G rund ikke bliver T a le om V æ rn m od K reditorerne.

83) Jfr. ovfr. ved N o te 32.

1 1 2

der ofte føles en stæ rk Trang til at kunne benytte § 50984), men det er meget tvivlsomt, i hvilket Omfang der er Hjemmel herfor i gældende R et85).

III. Hvad Eksekutionens n æ r m e r e O m f a n g o g G e n s t a n d i det enkelte Tilfælde angaar, gælder det

A. ifølge § 502, at Eksekutionen k u n kan udstræ kkes t i 1 s a a m e g e t af Dom fældtes Gods, s o m (efter Fradrag af, hvad der kan forudses at ville medgaa til Fyldestgørelse af T redjem ands fortrinligere Krav) b e h ø v e s t i l D o m m e n s F y l d e s t g ø r e l s e86) og til Dækning af Dom haverens Om kostninger87).

B. E fter D. L., jfr. navnlig 1—24—25, var det Reglen, at det tilkom D om haveren selv at vælge, hvilke af Skyldnerens Ting han vilde gøre Udlæg i. Denne Ordning, der endnu forudsæ ttes i Fr. 15. Decem ber 1797, hang im idlertid sammen med Eksekutionens K arakter af Udlæg til Ejendom, hvorefter det jo ikke kunde være K reditor ligegyldigt, hvilke Ting han fik overdraget. I Forbindelse med Eksekutionens Udvikling til et Udlæg til Forauktionering har im idlertid ogsaa en Forandring af dette Forhold fundet Sted. H erefter er K reditors Interesse i Udlæget kun en almindelig økonomisk, og han vil derfor sædvanlig ikke lægge nogen V ægt paa, hvilke G enstande der overlades ham til Bortauktionering, naar blot han ved H jælp af dem kan blive behørig fyldestgjort. D er maa derfor som Regel tilkomme Skyldneren » P a a v i s n i n g s r e t « , saa at han selv frit kan bestemme, hvilke Ting der skal udlægges til D om haveren88).

Denne Ordning fastslaas ogsaa ved Rpl., der i § 506, 1. Stk., bestem m er, at Dom fældte (eller den, der under Forretningen op træ der paa hans Vegne, jfr. § 517) er berettiget til at paa-

84) Jfr. nærm ere H e n n i n g H o l m - N i e l s e n anf. Sted.85) Jfr. herved N i e l s H a r b o u : D ød sb o og Fæ llesbo 2. U dg.

S. 155.80) Jfr. herved D om U . 1924. 877 angaaende Fogedforretn ing efter

§ 496.87) O m U dlæ g i en fast E jendom s T ilbehør, se nu Rpl. § 528, 3.

Stk., hvorom ndfr. S. 129.88) O m hvor v id t der ogsaa paahviler R ekvisitus en P aavisnings-

pligt, jfr. nedenfor S. 125— 126.

113

vise de Ting, hvori Eksekution skal ske89), og D om haveren kan ikke gøre Indvendinger herimod, naar blot de paaviste G enstande maa antages at afgive tilstrækkelig Sikkerhed.

V ed §’ens 2. Stk. gøres der dog enkelte U ndtagelser herfra. For det første behøver D om haveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, naar der kan paavises rørligt Gods eller Fordringer90), og ikke i Løsøregenstande, hvis Opbevaring eller Realisation m aatte være særlig vanskelig, f. Eks. Husdyr, eller i usikre Fordringer. Dom haveren kan dernæ st heller ikke nødes til a t søge sin Fyldestgørelse paa anden Maade, naar der kan gives ham Udlæg til Forauktionering, og han behøver, for saa vidt ubehæ ftet Gods kan paavises, ikke at nøjes med sekundæ rt Udlæg91). Endelig maa frem hæves Bestemmelsen i § 503, 3. Stk., hvorefter Skyldneren aldrig kan m odsætte sig, at Dom haveren søger Fyldestgørelse i forefundne rede Penge, og i S tedet henvise ham til Ting, der først skal realiseres92). H erved maa dog underforstaas Skyldnerens Ret til som vigtigste Livsfornødenhed at udtage Penge efter § 509, 2. Stk.93).

Kun for saa vidt D om fældte ikke udøver denne Paavisnings- ret, tilfalder det ifølge § 507 D om haveren selv at udvælge de G enstande, hvori han vil have Fyldestgørelse.

Fogeden skal dog herved i al A lm indelighed paase, at d e f o r D o m f æ l d t e m e s t u n d v æ r l i g e G e n s t a n d e f ø r s t u d l æ g g e s , saa at altsaa navnlig en Ejendom s nødvendige Besætning og de til dens D rift uundværlige Avls-

89) Se U . 1935. 1122 om det T ilfæ ld e, at R ekvisiti H ustru anviser «n G enstand , der hører til hendes egen B odel.

90) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 30. M aj 1923. Er der kun fast E jendom , m aa Skyldneren derim od kunne paavise een blandt flere E jendom m e, jfr. utr. F. R. K. 24. D ecem ber 1929.

91) K reditor kan dog ikke protestere im od, at han derved, at R ek v isitu s ifø lge § 5 0 9 udtager det u b eh æ ftede G ods, h envises til seku ndæ rt U dlæ g i det p an tsatte Løsøre, jfr. V . L. T. 1933. 1 og 1938. 247. Jfr. herved ogsaa § 534 om even tuel K ontinu ation af U d læ gsforretn in gen og H øjesteretsd om U. 1934. 261, N o te 1; sm l. ogsaa ndfr. S. 131 m ed N o te 68.

“ ) Jfr. fra den tid ligere R et D om U . 1889. 481, hvor dette erk læ res for »en Selvfølge«. D e t m aa dog naturligvis væ re en Forudsæ tn ing , at P engene tilhører R ekvisitus, jfr. D om U. 1922. 38.

93) Jfr. F r o s t U . 1937. B. 280.

T vangsfuldbyrdelse. 8

114

redskaber og ligeledes H aandvæ rksredskaber og andre til Dom fældtes N æ ringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, saa længe andre mere undværlige G enstande forefindes94).

Endvidere maa Gødning95) saavel som Straa, Hø m. m., for saa vidt det til Ejendom m ens D rift findes fornødent, ifølge § 507, 3. Stk., ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som Tilbehør til den90). Heller ikke maa Sæd paa M arken omhugges eller anden Afgrøde indhøstes, førend den er moden hertil. En særlig Undtagelse fra denne Regel findes dog som tidligere berørt i § 3 i Lov Nr. 511, 22. Decem ber 1947 og tidligere Love om Fortrinsret i Høsten.

Endelig maa de befalede B randredskaber ifølge §’ens sidste Stk. ikke skilles fra Ejendom m en97).

°4) Jfr. tid ligere D . L. 1— 24— 23 og Fr. 15. D ecem ber 1797.9r>) R. U . N r. 83 i U . 1921. B. 127 har m ed tv iv lsom Føje antaget, a t

K unstgødning ikke om fattes af dette U d tryk , cfr. da ogsaa D om U .1923. 226 angaaende K. L. § 153. Se ogsaa om sk o v et Træ 1923. 389r om høsted e R odfrugter 1928. 70 (H ), der dog lige led es refererer sig til K. L. § 153, jfr. nu T inglysn in gsi. § 37. O m F orholdet m ellem den sidstnæ vnte B estem m else og Rpl. § 507, 3. Stk., se V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. S. 1588 ff., navnlig S. 1590, og K n u d I l i u m : Fast E jendom , B estand dele og T ilb eh ør (1948) S. 116. Jfr. herved om det til § 528 fø jed e nye tred je S tykke V i n d i n g K r u s e III. S. 1485— 86, 1568, 1596 og ndfr. S. 129.

°°) Jfr. tid ligere PI. 24. M aj 1843. R pl.’s B estem m else adskiller sig dog navnlig fra PI.’s deri, at den paa den ene Side kun udelukker sæ rskilt E ksekution i den til E jendom m ens D rift f o r n ø d n e G ø d ning, Straa og H ø, og paa den anden Side ub etinget erklærer d isse G en stand e for T ilbehør til E jendom m en, saa at det ikke, som e fte r Pl., er en B etin gelse for at bevare dem for E jendom m en, at de andre b erettiged e udbetaler den paagæ ldende U d læ gshaver deres T aksation s- værdi, jfr. M ot. til K o m m i s s i o n s u d k a s t e t 1 8 7 7 S. 198.

97) Jfr. L ov 15. M aj 1868 § 7, Lov N r. 28, 21. M arts 1873 § 1 b. L ov N r. 174, 31. M arts 1926 om B randp olitiet paa L andet ind eholder ikke i § 35 udtrykkelig H jem m el for, at der ikke kan gøres sæ rskilt U d læ g i de Brandredskaber, en Landbygning skal være forsynet med,, m en dette m aa sikkert underforstaas, jfr. F r o s t : F ogedforretn inger S. 78.

Frerrigangsmaaden m. m.§ 8.

Fremgangsmaaden ved Eksekution og Proceduren under denne.

I. A. Eksekutionsforretningen indledes med, at den, der ønsker den foretaget, for Fogeden f r e m s æ t t e r B e g æ r i n g herom, ledsaget af en U dskrift af Dommen (eller Forliget) eller af det originale Pantebrev; samtidig skal han m eddele alle de Oplysninger, som iøvrigt m aatte være fornødne, for at Fogeden kan tage Bestemmelse om Forretningens Be- rammelse, § 4821). Begæringen skal, hvis selve Fordringen overstiger 2000 Kr., være skriftlig2), men ellers kan den frem sættes m undtlig til Fogedbogen. En skriftlig Rekvisition stem ples til 1 Kr., Stpl.-Bekg. Nr. 99, 23. April 1929 § 125, 3. Stk.; dog er den i de Sager, der angaar en Værdi af ikke over 40 Kr., stem pelfri, jfr. Stpl. § 136, Nr. 8, og det samme gælder i beneficerede Sager, jfr. § 136 N r. 123).

x) V ed de »fornødne O plysn inger« m aa antages at være sig tet til saadanne O plysn inger, som m aatte være fornødne til A fg ø relse af, om det nød ven d ige E ksekutionsgrundlag er til Stede, jfr. U . 1926. 596 (H ), jfr. herved D om U . 1933. 1100 ang. E ksekution i M edfør af § 478 N r. 4: F ogeden b erettiget til straks ved B eram m elsen at kræ ve D ok um entation for A n erk en d else af baade Skyldens Størrelse og Forfa ldstidens Indtræden.

2) Jfr. herved U . 1924. 813 og 1925. 596 (H ).3) Straks ved Indlevering af E k sek utionsfund am en tet m aa R ekv i

renten endvidere betale de s æ d v a n l i g e G e b y r e r — b ortset fra P rom illegebyret efter § 47. Jfr. J. M. Cirkl. N r. 66, 20. A pril 1922, D om U . 1926. 523 sam t H oved rev isoratets Cirkl. N r. 117, 27. Juli 1931. G ebyrerne ved U d læ g (og A rrest paa G ods) er nu fastsat ved Lov N r. 24, 13. Februar 1929 § 2 og udgør Beløb af fra 1 Kr. for Fordringer indtil 50 Kr. incl. til 8 Kr. for Fordringer over 1000 Kr. Jfr. K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 654. H ertil kom m er, jfr. L ov N r. 24, 13. Februar 1929 § 6, i K øbenhavn for Fordringer ind til 100 Kr. incl. et V i d n e g e b y r af 50 Ø re og for større Fordringer 1 Kr., m edens der udenfor K øbenhavn i alle T ilfæ ld e b eta les t o V idn egebyrer, jfr. ovfr. S. 14, N o te 18. E ndelig beta les for F orkyndelse af T i l s i g e l s e for B eløb til 200 Kr. incl. 50 Øre og derover 1 Kr. — V ed T i l b a g e

116

D er kan ved Eksekution finde objektiv og vistnok ogsaa subjektiv aktiv Kumulation Sted, idet der efter § 482, sidste Stk., kan begæres Eksekution under eet hos samme Skyldner efter forskellige Eksekutionsgrundlag; dog skal der ifølge Spor- telrglmt. 22. M arts 1814 § 51 betales Eksekutionsgebyr for hver af dem sæ rskilt4). M odsætningsvis ligger der deri, at subjektiv passiv Kumulation maa være udelukket, saaledes at der altsaa ikke kan begæres Eksekution under eet hos flere Skyldnere, selv om det m aatte være efter samme Eksekutionsgrundlag. En U ndtagelse herfra maa dog vistnok, ligesom tid ligere efter den anførte Bestemmelse i Sportelrglmt., gøres i det Tilfælde, a t de forskellige Personer har fælles Ejendomme, hvori der gøres Udlæg, idet man her med en vis Ret kan opfatte Forholdet saaledes, at Eksekutionen re tte r sig mod samme Realskyldner.

V ed Rpl. maa vistnok være opretholdt nogle hidtil gældende Bestemmelser, hvorefter der i visse Tilfælde skal finde en A n m e l d e l s e til Skyldnerens F o r e s a t t e Sted, saaledes naar der skal gøres Eksekution hos M ilitære efter PI.10. Juni 1778 § 2, jfr. Kskr. 13. N ovem ber 1802, Cirk. 14. D ecember 1824, og særlig med H ensyn til U dpantning hos disse § 600, 1. Stk. i Slutn.5), sam t hos S tudenter efter Univ. Fund.7. Maj 1788 II. § 6, jfr. Kskr. 30. A pril 1791; den sidste Bestemmelse synes dog helt at være gaaet af Brug.

Er det fornødne Eksekutionsgrundlag til Stede, og finder Fogeden ikke iøvrigt noget til H inder for at efterkom m e Begæringen, b e r a m m e r han6) enten selv en Tid til F orre tningens Foretagelse, saa vidt muligt i Overensstem m else med Dom haverens Ønske, eller udfærdiger eventuelt en A nm od

k a l d e l s e af en R ekvisition hjem ler L ov 13. Februar 1929 § 4 under v isse B etingelser T ilb ageb eta ling af G ebyr efter Fradrag af 30 pC t. En Begæring om U d s æ t t e l s e af en beram m et U d læ gsforretning maa sæ dvanlig betragtes som en T ilb agek ald else af R ekvisitionen , jfr. utr. J. M. Skr. 16. Septem ber 1930.

4) Jfr. R. U . N r. 243 i U . 1924. B. 187.5) Jfr. U . 1894. 192 og m. H. t. U dpan tn ing for U nderholdsb idrag

Bekg. N r. 460, 28. O ktober 1922 og J. M. Cirkl. N r. 298, s. D .°) Jfr. herved de N o te 1— 2 anførte A fgørelser sam t D om m e U.

1926. 134, jfr. 1922. 48 og 1930. 599 (H ).

117

ning om dens Foretagelse til Sognefogeden7), se nærm ere § 516,1. Stk.

B. For det Tilfælde, at f l e r e D o m h a v e r e (uden at der foreligger Kumulation) b e g æ r e r E k s e k u t i o n hos samme Skyldner, indeholdt tidligere D. L. 1—24—20 og 21, jfr. Fr. 30. Septem ber 1778, nogle Forskrifter. H erefter skulde som Regel Prioriteten med H ensyn til Begæringens Frem sæ ttelse for Fogeden være afgørende, m en hvis flere paa samme T id (paa samme Dag) begærede Eksekution, skulde den, hvis Dom var ældst, have Fortrinet, og hvis endelig ogsaa Dom mene var samtidige, skulde der gives de enkelte Dom havere forholdsm æssigt Udlæg efter deres Kravs Størrelse.

Disse Bestem m elser maa im idlertid antages a t være b o rtfaldet ved Retsplejeloven8), og det er herefter tvivlsomt, om man i Mangel af positiv Hjem m el kan tillægge Begæringen om Eksekutionen eller dennes Berammelse selvstændig B etydning. I hvert Fald savnes der nu ethvert H oldepunkt for at lægge nogen Vægt paa det ret tilfældige M oment, hvornaar Dom m en m aatte være afsagt9). D erim od synes Praksis i al Alm indelighed a t anse det for en Følge af »Sagens N a tu r og ordensmæssige H ensyn«10), at ikke blot et tidligere begæret Udlæg maa gaa forud for et senere begæret, selv om F orre tningerne er foretaget i samme Retsm øde11), men endogsaa at den, hvis Begæring først er m odtaget, maa have Fortrin frem for den, hvis Begæring senere m aatte indkomme, selvom der faktisk er foretaget Udlæg først i H enhold til den sidste Begæring12). D ette S tandpunkt har im idlertid ikke nogen S tøtte

7) Jfr. D om U . 1922. 643, R. U . N r. 128 i U . 1922. B. 142.8) Jfr. R. U . N r. 76 i U . 1921. B. 104 og N r. 155 i U . 1922. B. 236

sam t D o m U . 1923. 185.9) Jfr. F r o s t : Fogedforretn inger S. 38 og R. U . N r. 76 i U . 1921.

B. 104.10) Jfr. de i N o te 8 c iterede R etsraadsudtalelser, der a ltfor generelt

udtaler, at det m aa fø lge af Sagens N a tu r og af a lm indelige O rdens- hensyn , at en U d læ gsforretn ing, der er begæ ret snarest be lejlig t, bør beram m es til Foretagelse forud for alle senere indkom ne U dlæ gs- begæringer.

n ) Jfr. Ø stre L andsrets D om m e i U . 1923. 185 og 678.12) Jfr. V estre Landsrets D om i U . 1925. 124.

118

i Retsplejelovens Bestemmelser, hverken i § 48213) eller i § 53314). Den sidste Bestemmelse s tø tte r tvæ rtim od den O pfattelse, at alene U d l æ g e t s v i r k e l i g e F o r e t a g e l s e kan skabe en P rioritet for den ene D om haver frem for den anden, saaledes at Fogeden, saalænge saadant Udlæg ikke er sket, ikke bør give den ene Begæring noget Fortrin for den anden, men saa vidt muligt samtidig give alle Dom havere Udlæg15). H erfor taler ogsaa nærm est Bestemmelserne i §§ 503 og 50616). U nder alle O m stændigheder kan man uden en udtrykkelig Lovregel, der som f. Eks. K. L. § 50 kny tter sæ rlige V irkninger til Begæringens Indgivelse, ikke finde noget U dgangspunkt for den Antagelse, at man herved skulde kunne regne med m indre Tidsdele end hele Dagen17)18). Og selv om det af Praksis antagne S tandpunkt iøvrigt m aatte have gode

13) Se dog i denne R etning den i N o te 12 citerede D om , m en herim od K n u d G o r m s e n i Juristen 1935 S. 66— 67.

14) Cfr. dog Ø stre L andsretsdom m e i U . 1923. 185 og 678, der urigtig slu tter fra B estem m elsen i § 533, 1. Stk., om et tid ligere f o r e t a g e t U d læ gs Fortrin frem for et senere foretaget, til at ogsaa et tid ligere b e g æ r e t U d læ g skal gaa forud for et senere begæ ret.

15) Jfr. K n u d G o r m s e n i Juristen 1935 S. 65 ff, m en cfr. F r o s t U . 1937. B. 280. — Saaledes er Forholdet ogsaa næ rm est efter den svenske U tsökn in gslag § 58, den tysk e C. P. O. § 827 og den ø strigske E xekutionsordnung § 256. E fter K om m issionsu dk astet til den norske T van gsfu ld b yrd elseslov (§ 123) var en lignende O rdning foreskrevet. M en ved den endelige Lovs § 77 fasth old es i det væ sen tlige den tid ligere O rdning efter N . L., idet det paalæ gges E ksekutions- m ynd igheden som R egel at frem m e Forretningerne i den R æ kkefølge, hvori B egæ ringerne er indkom m et, saaledes at Begæringer, der in d kom m er paa sam m e Dag, behandles som sam tidige, jfr. H a g e r u p : C ivilproces 3. U dg. III. S. 42—43, S k e i e : C ivilproces 2. U dg. III. S. 246— 48 og E. A l t e n : T v an gsloven S. 124— 25.

1G) Jfr. ogsaa A a g e H a s t r u p i Juristen 1935 S. 145.17) Cfr. dog V estre L andsretsdom m e i U . 1925. 124 og 692. Jfr. der

im od K n u d G o r m s e n 1. c. S. 69 og A a g e H a s t r u p 1. c. S. 146.18) R etsp lejeu d va lget har ganske v ist i et C irkulære N r. 38, 22.

Januar 1927 hen led t O pm æ rksom heden paa » d e t ø n s k e l i g e i, at Begæringer om Foretagelse af sæ rlige R etsforfø lgn in gsskrid t forsynes m ed Paategning om D agen, e v e n t u e l t tillige K lok keslet, for Indleveringen«. N aar B egæ ringen er m undtlig , m aatte P aategning vel gø res paa E ksek utionsfund am en tet, m en nogen P ligt hertil kan ikke o p stilles. B ev iset for T idspun ktet v il derfor sæ dvanlig kun ind eh old es i Sporteljournalen , der ikke angiver n oget K lok keslet.

119

reale Grunde for sig i Relation til andre U dlægshavere19), kan d e t i hvert Fald ikke gælde i Forhold til K. L. § 21, 2. Stk., hvorefter det afgørende er, at Konkursen begynder senest 3 Ugers Dagen, efter at Udlæget blev »givet«. I det Tilfælde, hvor et Udlæg først er ivæ rksat indenfor denne Frist, vil det da i hvert Fald ikke kunne nytte at henvise til, at Begæringen var frem sat forud for Fristen. Og er et andet Udlæg iværksat inden Fristen, uanset at det var begæret senere end det førnævnte Udlæg, maa det inden Fristen ivæ rksatte Udlæg staa ved Magt, medens det først begærede Udlæg falder, fordi det er foretaget efter Fristen.

For saa v id t angaar f a s t E j e n d o m er Problem et im idlertid nu løst ved Rpl. § 529, 2. Stk., jfr. Tinglysningslov § 1, der kræver, a t U dlægsforretningen skal tinglyses for at faa Gyldighed mod Retsforfølgning, saaledes at Udlæg i fast Ejendom altsaa først faar P rioritet i Forhold til anden R etsforfølgning med Tinglysningen. Med H ensyn til det nærm ere herom maa dog henvises til nedenfor S. 140. Ogsaa i andre Tilfælde, hvor der kræves særlige Sikringsakter, som f. Eks. Denunciation, Besiddelsestagelse af Gældsbrev eller R egistrering af Skib, maa Prioritetsstillingen regnes fra Sikringsaktens Foretagelse20).

II. Hvad S t e d e t for Eksekutionsforretningen angaar, maa d er sondres mellem det Sted, hvor den skal p a a b e g y n d e s , og det Sted, hvor den skal e n d e l i g f o r e t a g e s .

A. N aar R ekvirenten ønsker det, og Fogeden21) ikke under Hensyn til D om fældtes T arv finder noget derim od at indvende, skal Fogeden, ifølge § 516, 2. Stk., beramme Eksekutionsforretningen til P a a b e g y n d e l s e paa sit K ontor22). D et

10) Jfr. herved A a g e H a s t r u p 1. c. S. 146.20) Jfr. K n u d G o r m s e n 1. c. S. 68— 69.21) A f M odsæ tningen til det fø lgen de Punktum frem gaar det, at

S o g n e f o g e d e n i k k e kan træ ffe en tilsvarend e B estem m else , jfr. R igsdagstid. 1922— 23, T illæ g A . Sp. 4971 og V ejled n . N r. 327, 20. D ecem ber 1932 § 4. En U n dtagelse gælder d o g nu ved U d p a n t n i n g f o r S k a t t e r , jfr. L ov N r. 185, 23. Juni 1932 § 2. O gsaa en P a n t e f o g e d kan beram m e en U dpantn ingsforretn ing til P aabegyn d else paa sit K ontor, jfr. V ejled n . N r. 326, 20. D ecem ber 1932 § 6.

Se herved R. U . N r. 188 i U . 1923. B. 157, D om U . 1928. 810.

1 2 0

er en Ordning, der finder hyppig Anvendelse i Praksis. Ellers paabegynder Fogeden (Sognefogeden) Forretningen enten paa Dom fældtes Bopæl eller saadant andet Sted, som han under de foreliggende Om stændigheder finder m est hensigtsm æssigt for Forretningens Fremme (navnlig fordi Rekvisitus dér kan antages at have Aktiver, hvorm ed han vil være i Stand til a t rette for sig), f. Eks. hans Butikslokale eller Forretningskon- to r23). N aar Dommen lyder paa Udlevering eller A fstaaelse af Ting, kan Eksekutionsforretningen ifølge §’ens 3. Stk. — hvad der vel forøvrigt maa anses for en Selvfølge — begynde, hvor disse Ting forefindes, og naar Eksekutionsforretning foretages i pantsat Ejendom i Henhold til § 478 N r. 3 eller 4, kan den begynde paa Ejendom m en24). Endelig bestem m es det i § 516’s sidste Stk., at naar Dom fældte ingen Bopæl har i Riget, skal Eksekutionsforretningen kunne begynde, hvor Dom fældte an- træffes, eller hvor Ting, som kan tjene til Fyldestgørelse, forefindes25).

B. H vad d e n e n d e l i g e F o r e t a g e l s e af Eksekutionen angaar, maa det, skønt der in tet siges derom i Rpl., sikkert ved denne være forudsat, at den maa ske paa d e t S t e d , h v o r d e T i n g , som U dlæget skal gøres i, f o r e f i n d e s26). Er G enstanden for Udlæget en tinglig Ret, f. Eks.

23) Jfr. herved utr. 0 . L. D . 27. Juni 1932, der anerkender Beram - m else paa Skyldnerens A r b e j d s s t e d som det under de forelig gende O m stæ ndigheder m est hensigtsm æ ssige. D e tte bør dog af H en sy n til den Skade, som herved kan forvo ld es saavel Skyldneren som A rbejdsg iveren , kun ske under ganske sæ rlige Forhold. Se en dvid ere D om i 0 . L. T . 1929 S. 842: Forretning paabegyndt, h v o r E f f e k t e r n e f a n d t e s . F orudsæ tningen herfor m aa im id lertid væ re, at R ekvisitus bor indenfor Fogedens Jurisdiktion , id et det ifø lge § 516, sidste Stk., a lene er, naar D om fæ ld te ingen B opæ l har i R iget, at Forretn ingen uden v idere kan beram m es, hvor T ing, som kan tjen e til F yld estgørelse, forefindes. Bor R ekvisitus derim od i en anden Jurisd iktion , m aa Forretningen paabegyndes paa B opæ len, jfr. herved D o m i U . 1936. 130 og den til D om m en i V . L. T . 1935. 353 fø jed e N o te **).

24) T id ligere havde denne O rdning kun ud trykkelig H jem m el i A m tstuefr. 8. Juli 1840 § 21 m ed H en syn til Inddrivelse af Skatter a f faste E jendom m e.

25) Jfr. D om U . 1920. 626.26) D e tte udtales ud tryk kelig t i den norske T vangsfu ldb yrd elses-

lov § 79.

1 2 1

en Brugsret, jfr. § 504, eller en Realbyrde som saadan, maa Udlæget vistnok ske paa Ejendommen. K ravet paa den enkelte R ealbyrdepræ station maa derim od behandles som andre For- dringsrettigheder. Er disse knyttede til et Gældsbrev, maa Udlæget gøres, hvor dette er, men ellers maa Udlæg i en Fordring foretages hos Rekvisitus som K reditor efter Fordringen27). H erm ed stem m er ogsaa Reglerne i A rt. 8 i den nordiske Konkurskonvention, jfr. A nord. N r. 250, 1. Septem ber 1934 § 10 og N r. 251 § 928). N aar Udlæg finder Sted i en almindelig Fordring, vil det dog for at sikre U dlæ gsretten overfor Skyldneren være nødvendigt at lade en Forkyndelse for denne finde Sted, jfr. § 531, 2. Stk. Hvis Rekvisitus m aatte have Penge indestaaende i en Bank eller Sparekasse, maa Udlæget i disse ske hos ham, og Forbud mod disses Udbetaling derefter forkyndes for Banken eller Sparekassen29). Derimod maa Eksekution i Deposita, som Rekvisitus m aatte have liggende i Banken, foretages hos denne. —

P arterne maa vistnok altid kunne vedtage et andet Sted for Eksekutionens Paabegyndelse eller Foretagelse, naar blot den sker indenfor den paagældende Fogedrets G ræ nser30); saaledes vedtages i Praksis ikke sjæ ldent Fogedens K ontor ogsaa som endeligt Eksekutionssted. U ndertiden vil dog den Omstændighed, at Eksekutionen er foregaaet udenfor sit re tte Sted, have m edført, a t der ikke er sket behørig Registrering

27) Jfr. D om U . 1920. 626. I K øbenhavns B yrets Praksis sker det dog undertiden, at der foretages A r r e s t hos Skyldneren efter Fordringen, saaledes navnlig naar A rrest begæ res hos en F orretn ingsm and, der viser sig at have so lgt Forretn ingen til en Person, der se lv skylder paa K øbesum m en. Se herved ogsaa S k e i e : C ivilproces III.2. U dg. S. 398.

28) Jfr. herved S k i f t e r e t t e n (1935) S. 322— 24.29) V ed H ø jesteretsd o m U. 1945. 1091 er det im id lertid sta tueret,

at en Sparekasse, uanset L ovligheden af et U d læ g i en Sparekassebog, som bestem m er, at U d b eta lin g sker m od A fskrivn in g i B ogen, forinden U d beta ling finder Sted til U d læ gshaveren , har R et til at kræ ve Sparekassebogen forelagt til A fskrivn in g eller ev en tu e lt m ortificeret. Jfr. herved H e n r y U s s i n g : O bligationsret A lm . D el, 3. U dg. S. 338— 39.

30) Cfr. f. Eks. U . 1894. 481.

122

eller V urdering af de udlagte G enstande, og der vil da muligvis af dem, der m aatte have retlig Interesse heri, kunne rejses Indsigelse mod U dlæget31).

III. A. a. Ifølge det »Partsinitiativs«-Princip, der som Regel behersker Eksekutionsom raadet, er det i A lmindelighed en Betingelse for at faa Forretningen fremmet, at der g i v e s b e h ø r i g t M ø d e f r a D o m h a v e r e n s S i d e . Efter den tidligere Procesordning, jfr. Udpantningsi. 29. M arts 1873 § 7, gjordes der kun ved U dpantning U ndtagelse herfra, jfr. nu ogsaa Rpl. § 602, 1. Stk. Men ved Rpl. § 517, 1. Stk., erklæ res ogsaa ved Eksekution Møde af Rekvirenten for ufornødent, naar Dommen eller Forliget lyder paa Betaling af en Pengesum, der, bortset fra de efter Sagens Begyndelse paaløbne R enter og Sagsomkostninger, ikke overstiger 200 Kr., og der ikke æskes Udlæg i fast E jendom 32). N aar Rekvirenten i H enhold til denne Bestemmelse ikke har givet Møde under F orre tningen, maa Fogeden i paakomm ende Tilfælde handle paa hans Vegne eller foranledige hans Tilstedekom st. Fogeden skal saaledes efter § 518, 2. Stk., være pligtig at m odtage det fordrede eller A fdrag derpaa, naar saadant tilbydes, med samme V irk ning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten. Endvidere kan Fogeden af egen D rift udsæ tte Forretningen efter § 520,1. Stk., og indkalde Rekvisitus til et Møde for at give nærm ere Oplysninger om, hvad han ejer, m. m., og Fogeden kan ligeledes udsæ tte Forretningen efter § 526, 3. Stk., i Anledning af frem satte Indsigelser. Endelig skal det, naar Rekvirenten i M edfør af § 517 ikke har givet Møde under Forretningen, ifølge § 530, 3. Stk., paahvile den, der ivæ rksæ tter denne, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og i m odsat Fald drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

b. Derim od kan Eksekutionsforretningen selvfølgelig altid foregaa, s e l v o m D o m f æ l d t e i k k e m ø d e r (efter T il

31) Jfr. fra den tid ligere R et D om m e i U . 1911. 115, 1903. 555, 1902. 510, 1897. 849; cfr. 1904. 524, 1908. 99, 1896. 638 (H ).

32) Jfr. herved R. U . N r. 188 i U . 1923. B. 157. Jfr. ogsaa R. U . N r. 65 i U . 1921. B. 16 og N r. 78 sm st. 126 om F orstaaelsen af den tilsvarend e B estem m else i § 480, naar der er a f d r a g e t paa G æ lden.

123

sigelse) e l l e r t r æ f f e s t i l S t e d e33). Dog skal Fogeden i dette sidste Tilfæ lde opfordre visse Personer, der staar Dom fældte nær, til at varetage hans T arv under Forretn ingen34), jfr. nærm ere § 517, 2. Stk.

B. Iøvrigt gælder efter Rpl.35) Reglen om S a g f ø r e r e s E n e r e t til en vis G rad ogsaa under Udlægs- og andre Fogedforretninger. Ifølge § 260, sidste Stk., skal nemlig Rekvirenten altid og Rekvisitus, saa snart »frem satte Paastande eller Indsigelser foranlediger Forhandling for vedkom m ende Ret«, naar der altsaa opstaar egentlig Procedure, — for saa vidt de ikke m øder personlig — lade give Møde for sig ved Sagfører eller en af de i §’ens 2. Stk. særlig nævnte Personer.

IV. A. Forretningen skal ifølge § 518, 1. Stk., begynde med, a t Fogeden opfordrer Rekvisitus (eller andre Vedkomm ende) til ved f r i v i l l i g O p f y l d e l s e at afværge Eksekutionens videre Fremgang. D et vil derfor sædvanlig være nødvendigt, a t Gældsbreve og andre Dokum enter, der har ligget til Grund for Sagen, haves til Stede, for at de eventuelt kan blive forsynede med K vittering og udleverede til Rekvisitus, hvis denne godvillig vil rette for sig.

B. I m odsat Fald skrider Fogeden til at f o r e t a g e d e f o r n ø d n e E k s e k u t i o n s h a n d l i n g e r i O verensstem melse med Reglerne i Kap. 47.

Ifølge § 503, 1. Stk., ivæ rksættes Eksekutionen sædvanlig derved, at Fogeden (Sognefogeden) giver D om haveren U d-

33) I hvert Fald i K øbenhavns B yrets Fogedafdelinger er Praksis ved F o r r e t n i n g e r p a a K o n t o r e t dog i A lm indeligh ed den, at man, naar R ekvisitus udebliver, ikke uden videre frem m er F orretn ingen, allerede fordi m an ikke m ener at kunne bygge paa R ek v iren tens V urdering af de ev en tu elle E ksekutionsobjekter, han m aatte angive. H vis R ekvirenten ikke forlanger Forretningen om beram m et til »udgaaende«, giver m an ham da A dgang til i M edfør af § 520 at b e gære R ekvisitus frem stille t af P o litiet. A n d erled es vil det dog stille sig, hvor der kan gøres U d læ g i en Fordring, og navn lig m aa noget and et gælde, hvor det drejer sig om E ffekter , i hvilke der i F orvejen er gjort A rrest, jfr. f. Eks. herved D om U. 1920. 626.

34) Se herved D om U . 1932. 650, der ophæ ver et U d læ g foretaget m ed T ils id esæ tte lse af P aabudet i Rpl. § 517, 2. Stk. Jfr. ogsaa U.1927. 163.

35) Cfr. derim od efter den tid ligere P rocesordning H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces I. S. 79— 80, III. S. 81— 82.

1 2 4

læ g t i l F o r a u k t i o n e r i n g i Dom fældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende R ettigheder eller Fordringer paa andre.

U ndtagelsesvis vil dog andre Fyldestgørelsesm aader staa D om haveren aaben. Hvis saaledes rede Penge forefindes, vil et um iddelbart Udlæg til Eje finde Sted, idet de ifølge § 503, 3. Stk., skal udbetales Dom haveren til Dækning af eller A fdrag paa Fordringen36). Dom haverens Fyldestgørelse vil ogsaa kunne ske gennem Modregning, idet han efter §’ens Slut- ningsbestemmelse ikke kan vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer paa ham selv, naar disses Rigtighed anerkendes37). D et maa dog fremhæves, at Rpl. § 503, 3. Stk., ikke antages at indeholde en selvstændig Hjem m el for M odregning, der ikke i øvrigt er h jem let38). Endelig er der ved § 503, 1. Stk., smh. med §§ 504, 557 og 558, hjem let Dom haveren en særlig Adgang til Fyldestgørelse henholdsvis gennem Udøvelse af D om fældtes Brugsrettigheder over faste E jendomme, Salg uden A uktion af hans V æ rdipapirer og Indkræ vning af hans udestaaende Fordringer; disse Fyldestgørelsesm aader vil dog først blive nærm ere om talt nedenfor i § 22.

C. Loven hjem ler v i s s e T v a n g s m i d l e r for det T ilfælde, at Rekvisitus ikke selv paaviser behørige G enstande at gøre Udlæg i.

Ifølge § 519, der i det væsentlige stem m er med den tidligere Bestemmelse i K. L. § 166, er Dom fældte saaledes pligtig paa Fogedens Forlangende at a a b n e s i n e V æ r e l s e r o g G e m m e r39), for at. det kan ses, om heri indeholdes saadanne Genstande. I Vægringstilfælde (eller naar der ingen træ ffes til Stede, der er i Stand til a t efterkom m e Forlangendet) kan Fogeden skride til den fornødne M agts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogeden ligeledes beføjet til at u n d e r s ø g e D o m f æ l d t e s P e r s o n , hvis der er G rund til at antage, a t han har skjult V ærdigenstande paa sig; Sognefogeden kan

36) Cfr. herved U . 1948. 227, hvorom N o te 48.37) Jfr. fra tid ligere R et U . 1892. 1334 og efter Rpl. U . 1938. 987.

Se nu U s s i n g : Obi. A im . D el, 3. U dg. S. 402 ff.38) Jfr. U . 1946. 151 m ed H en syn til F eriegodtgørelse.39) Jfr. J. D . 1939. 46, der ligestiller en Sagførers F o r r e t n i n g s -

b ø g e r m ed »G em m er«.

125

dog ikke gøre dette uden i Henhold til særlig O rdre fra Fogeden, og dennes Beslutning derom maa altid ske ved en af G runde ledsaget Kendelse, ligesom der om Foretagelsen af en saadan Undersøgelse altid skal gøres udtrykkelig Bemærkning i Fogedbogen.

Skyldneren40) er ifølge § 520, 1. Stk., jfr. tidligere K. L. § 167, pligtig under Eksekutionsforretningen at o p g i v e redelig og overensstem m ende med Sandheden, h v a d h a n e j e r til Fyldestgørelse af Fordringen, og iøvrigt at m eddele alle i saa Henseende fornødne O plysninger41). For det Tilfælde, at Parterne ikke er til Stede, træ ffes der i §’en nærm ere Bestem m elser, hvorefter navnlig Rekvisitus kan tilsiges til at give M øde42). Hvis Rekvisitus da undlader at møde, kan han ifølge §’ens 2. Stk. begæres frem stillet af Politiet43); i saa Fald, eller hvis han vægrer sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger, kan han ogsaa ifølge Kendelse fra Fogeden —

40) B estem m elsen i § 520, jfr. § 632, kan ikke finde A n v en d e lse paa T r e d j e m a n d , f. Eks. en Bank, hos hvem Skyldneren angiver at have M idler indestaaende. H vor det er af afgørende B etydning at faa O plysn inger fra T redjem and, m aa F ogeden im id lertid kunne gaa d en V ej at indkalde den paagæ ldende som V i d n e , saaledes at han under V idn ean svar bliver pligtig baade at m øde og at svare, m edm indre sæ rlige Fritagelses- eller U delukkelsesgrunde kan paaberaabes.

41) M edens det tid ligere er antaget, at der savn ed es H jem m el for v ed O vertræ delse af Rpl § 520, 1. Stk., at straffe R ekvisitus e fter R eglerne om usandfæ rdig Partsforklaring, jfr. D om U. 1927. 760, maa Sk yldneren s urigtige O plysn inger under F ogedforretn ingen nu kunne stra ffes e fter den nye B estem m else i Strfl. § 162, jfr. K r a b b e : B orgerlig S traffelov , 4. U dg. S. 420— 21 og D om m e U. 1936. 191 og 1934. 261 (H ) sam t V . L. T . 1934. 291 og 1936. 53.

42) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 11. D ecem ber 1919* § 520 ikke bragt til A n v en d e lse paa en U dlæ nding, da V arslet efter §’en ikke kunde fa stsæ ttes.

43) Jfr. J. M. Skr. N r. 94, 20. M aj 1930, h vorefter det maa væ re en B etin gelse for, at P o litie ts B istand til en D eb itors F rem stilling for F ogeden kan kræ ves, at saadan B istand begæres ind en for en efter Forholdene passende T idsfrist, og utr. J. M. Skr. 9. Juli 1938, hvore fter F rem stilling ved P o litie t ikke kunde finde Sted i et T ilfæ ld e, hvor der først havde fun det T ilb agek ald else Sted af den i H en hold til K en delse frem satte Begæring og i M ellem tiden af R ekvisitus var s t ille t A fv ik lin g af G æ lden i U dsigt. Se iøvrigt herved D om U . 1927. 163.

126

Beslutning derom kan altsaa ikke fattes af Sognefogeden44)— underkastes H æ fte45) (ikke Gældsfængsel, saaledes at Dom- haveren skulde afholde U dgifterne derved40), cfr. § 623), indtil han opfylder sin Pligt i saa Henseende, dog ikke ud over 6 M aaneder. N aar §’en bruger U dtryksm aaden »kan underkastes«, medens der i K. U. 1899 (§ 366) ligesom i K. L. § 167 stod »kan Rekvirenten forlange ham hensat«, ligger der i denne Æ ndring, at Rekvirenten ikke skal have noget ubetinget Krav i saa Henseende, men at Fogeden selv maa skønne over, om der er tilstrækkelig Anledning til at bringe dette Tvangsm iddel til Anvendelse. Paa den anden Side vil der, naar Rekvirenten er m ødt, ikke let blive Tale om at anvende det, uden naar han frem sæ tter Begæring derom, ligesom det helt maa være udelukket, naar han pro testerer derimod. Endvidere maa det, ligesom det tidligere antoges47), være en Forudsætning ogsaa for Anvendelsen af denne Bestemmelse, at der ikke hos Rekvisitus er forefundet egnede E ksekutionsobjekter i tilstrækkelig Mængde til at dække Rekvirentens Krav.

Endelig straffes den Skyldner, der for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget V inding paa den i Strfl. § 283 Nr. 3 angivne M aade u n d d r a g e r s i n e E j e n d e l e e l l e r F o r d r i n g e r f r a a t t j e n e t i l F y l d e s t g ø r e l s e for vedkom m ende Kreditor, for »Skyldnersvig«48).

44) D erim od kan Sogn efogeden selv uden F ogedens M ellem kom st lade R ekvisitus frem stille ved P o litiet, jfr. utr. J. M. Skr. 2. A ug. 1932.

45) B estem m elsen finder ogsaa A n v en d e lse ved A r r e s t , jfr. § 632 og D om U. 1936. 964, og ved alm indelige I n d s æ t t e l s e s f o r r e t - n i n g e r, jfr. § 609, 3. Stk. O m In dsæ ttelse efter A fb eta lin g slo v en se U. 1922. 995 (A n alog i) og U . 1936. 191.

4(i) O m kostn ingerne ved Fæ ngslingen afholdes derim od, som det udtrykkelig siges i K. L. § 167 og i A fb eta lin g slo v 8. M aj 1917 § 11, »paa sam m e M aade som D elin kventom kostn inger« , altsaa af det o ffen tlige m ed m ulig Regres til den fæ ngslede, jfr. L ov om U d giftern e i S trafferetsp lejen 11. A p ril 1916 § 7. D erim od er det af Justitsm in isteriet antaget, at P o litie ts B efordringsudgifter ved A n h o ld e lse og T ransport af R ekvisitus til Fogedretten maa afholdes af R ekvirenten , jfr. J. M. Skr. N r. 93, 20. M aj 1930.

47) Jfr. U . 1878. 1188 (H ), 1880. 237.48) T id ligere fandtes en tilsvarende B estem m else i Rpl. § 521 og

før Rpl. i K. L. § 168. Jfr. om disse B estem m elser G o o s : S trafferetten , spec. D el II. S. 521 ff., sam t H øjesteretsd om m e U. 1904. B. 106,

127

D. D er skal under Fogedforretningen som Regel ske en V u r d e r i n g af det udlagte Gods efter de nærm ere Regler, der indeholdes i § 505; denne V urdering foretages sædvanlig af Fogedvidnerne, jfr. § 480, 2. Stk. Ved Udlæg i Fordringer eller i R ettigheder eller i Indtæ gterne af faste Ejendom m e49) finder der dog ingen saadan V urdering Sted, men Udlægets Omfang og U dstrækning bestem m es ved et almindeligt Skøn, jfr. § 505 i Slutn.

Ligeledes skal der finde en R e g i s t r e r i n g Sted, idet alle de enkelte G enstande, hvori Udlæg gøres, efter § 528, 1. Stk., skal optegnes i Fogedbogen49a); ved hver enkelt G enstand tilføjes dens V æ rdi efter den stedfundne A nsættelse.

De nævnte Regler om Registrering og V urdering finder ogsaa A nvendelse paa T i l b e h ø r e t t i l e n f a s t E j e n d o m , der ikke uden videre kan anses for om fattet af et U dlæg i fast E jendom 50).

Disse Regler om Registrering og Vurdering, der navnlig er foreskrevet for at afskære Tvivl om, hvilke Ting Udlæget om fatter, og sikre mod, at der gøres Udlæg i mere end fornødent til at dække D om haverens K rav51), kan dog næppe antages at konstituere absolutte Formbetingelser, saaledes at deres Tilsidesættelse ubetinget skal medføre Udlægets Ugyldighed52). I Almindelighed maa vel ikke blot Rekvisitus selv

1918. 765, 1920. 912, 1922. 856 og 1923. 513. — O m Strfl. § 283, se K r a b b e : Borgerlig S traffelov , 4. U dg. S. 700 ff., U . 1934. 261 (H ) og 1941. 645 sam t V . L. T . 1936. 53 og J. D. 1937. 131. — Cfr. U . 1948. 227, der ikke fandt en T ilta lts Forbrug af et k on tant B eløb, hvori der af Fogeden var gjort U dlæ g, uden at B eløb et i H en hold til Rpl. § 503,3. Stk., var b levet ud leveret R ekvirenten , og uden at Reglerne i Rpl. § 528, 1. Stk., var iagttaget, strafbart efter Strfl. § 283, Stk. 1, N r. 1.

40) H erved tæ nkes der, som frem hæ vet i M ot. til C i v i l p r o c e s - u d k a s t 1 8 9 9 ad § 351 Sp. 151 (254), kun paa U dlæ g i de Indtæ gter, der kunde falde, ind til T vangsauk tion en kan finde Sted, jfr. ndfr. S. 258— 259.

4°11) Se herved om U d læ g i Penge U. 1948. 227, om talt N o te 48.r,w) Jfr. herved nærm ere K n u d I l i u m : Fast E jendom , B estand

dele og T ilbehør (1948) S. 159 ff.51) Jfr. U . 1888. 490 (H ), 1880. 237.52) Jfr. efter den h id til gæ ldende norske R et H a g e r u p : C iv il

proces, 2. Udg. II. S. 375— 76, cfr. derim od efter den nye T vangsfu ld- byrd elseslovs §§ 85 og 49 H agcrups anf. V æ rk, 3. U dg. III. S. 107.

1 2 8

— naar han ikke kan antages at have sam tykket i Fravigelsen53) — men ogsaa en Tredjem and, der m aatte have Interesse deri54), saaledes navnlig en senere U dlægshaver eller Rekvisiti Konkursbo55), kunne forlange Udlæget tilsidesat paa G rund af m anglende eller utilstrækkelig Registrering eller V urdering; særlig vil en mangelfuld Registrering kunne have en saadan Virkning. M en nogen Hjem m el til, at Udlæget af den G rund ex officio skulde erklæres for ugyldigt, er der ikke, og det maa vistnok ogsaa selv mod P ro test kunne opretholdes, naar d et er klart, a t der ingen reel Skade er sket, f. Eks. naar der trods Mangel af en formelig Registrering og Vurdering ingen Tvivl kan være om den nærm ere G enstand for Udlæget, og om at dette ikke har strak t sig videre end fornødent50).

E. Udlæg kan ikke gyldig foretages under Henvisning til en senere stedfindende Registrering og V urdering57). Først efter at denne er foretaget, kan Udlæget endelig ske, idet •Fogeden ifølge § 528, 2. Stk., » d e r e f t e r « til Fogedbogen e r k l æ r e r »de o p t e g n e d e G e n s t a n d e « f o r u d l a g t til D om haverens Fyldestgørelse. N aar det tilføjes, at det skal betydes Dom fældte, a t han fra nu af ikke uden at paadrage sig Strafansvar58) kan raade over dem paa en Maade, som kom m er i Strid med Udlægshaverens Ret, kan en saadan Tilkendegivelse ikke være en Betingelse for Udlægets Gyldig

hvorefter der, naar L ovens Regler om S p ecifik ation og V æ rd sæ tte lse er tilsid esat, antages at være A dgang for den m isfornøjed e Part til at ind give K lage til N am sretten . D e tte antages ogsaa af E r i k S o l e m : T vangsfu ldb yrd else , 2. U dg. S. 53 og af S k e i e : C ivilproces III. 2. U dg. S. 253.

53) Jfr. fra den tid ligere R et D om U. 1908. 99.54) Jfr. U . 1884. 545.55) Jfr. H øjesteretsd om m e U . 1902. B. 82, 1895. 1140, sam t D om m e

U . 1898. 90, 174 og 789, 1897. 120 og 158, 1880. 197, 1879. 191, 1878. 335.56) Jfr. D om m e U. 1904. 30, 1898. 570, 1884. 545 og V . L. T . 1934.4:

R egistrering af ud lagte Fordringer under B etegn elsen »udestaaende Fordringer e fter H oved bog autoriseret 1. D ecem ber 1928 og efter K ladde« e. O. — derunder H oved bogens og K laddens O verlevering — anset for lovlig .

57) Jfr. fra den tid ligere R et navnlig H ø jesteretsd om U . 1895. 1140.58) Jfr. nu Strfl. § 283 N r. 1 om Skyldnersvig. T id ligere b lev der

Spørgsm aal om Straf for Bedrageri, jfr. f. Eks. H øjesteretsdom m e U . 1902. B. 212, 1910. A . 160 og H. R. T. 1896. 715.

129

hed og næppe engang for den dom fældtes Strafansvar, naar ellers Betingelserne for Straf foreligger, men Bestemmelsen h ar næ rm est kun K arakteren af en instruktorisk Forskrift til Fogeden58a).

Ved Udlæg i Landejendom m e m aatte det følge af § 528,2. Stk., jfr. § 507, 3. Stk., at E jeren af Ejendommen, naar U dlæ get tillige om fatter Ejendom m ens Tilbehør59), vilde være afskaaret fra uden Udlægshaverens Sam tykke at afhænde Besætnings- eller A rtsdele selv indenfor ganske normale Rammer, altsaa selv om de udskiltes ifølge en regelmæssig D rift af Ejendom m en, cfr. Tinglysningsi. § 37, naar disse Dele var m edtaget og registrerede under Fogedforretningen60). Ved Revisionen 1932 er der derfor til § 528 føjet e t nyt tred je Stykke, der i R ealiteten overfører den ifølge Tinglysningsi. § 37 ved K ontraktspant gældende Regel om Skyldnerens frie R aaden over T ilbehørsgenstande og Frugter indenfor en regelmæssig D rifts Ram m er paa det ved Udlæg stiftede Retspant. D et bestemmes nemlig nu i § 528, 3. Stk., a t Udlæget ikke er til H inder for, a t Løsøre forbruges eller afhændes af Ejeren, naar Forbruget eller A fhændelsen sker som Led i en regelmæssig U dnyttelse af Ejendom m en61). Løsøre, der herved tilføres Ejendommen, om fattes af U dlæ get62). Denne Beføjelse for E jeren indtræ der dog ikke, dersom Rekvirenten under Udlægsforretningen erklærer, at han agter at skride til Tvangsauktion, og Indkaldelsen derefter sker inden to Uger, og den ophører i alle Tilfælde, naar Indkaldelse til det i § 561 om handlede forberedende Møde finder Sted.

F. H vad B e s i d d e l s e n a f d e t u d l a g t e angaar,

58a) Se dog herved U . 1948. 227, hvorom N o te 48.59) O m at d ette ikke behøver at være T ilfæ ld et se ovenfor ved

N o te 50.60) Jfr. næ rm ere V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 1. U dg., IV .

S. 1742 N o te n og fra tid ligere D om spraksis U . 1930. 938, der dog urigtig t forudsæ tter, at U d læ g (A rrest) i fast E jendom uden videre om fa tter T ilbehør.

61) Jfr. herved D a m s g a a r d U . 1928. B. 189 ff., V i n d i n g K r u s e sm st. 198— 99 og E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1485— 86, 1568, 1596 sam t fra tid ligere Praksis D om U . 1933. 108.

62) B estem m elserne i § 528, 3. Stk., 1. og 2. Pkt., gælder o g s a a v e d A r r e s t , jfr. § 616, 1. Stk.


130

gælder det efter § 529, at naar der gives Udlæg i f a s t E j e n d o m , uden at der tillige gives Udlæg i dens Indtæ gte r03), forbliver den indtil Tvangsauktionen i Domfældtes- Besiddelse, m edm indre denne findes at ødelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sæ ttes under en af Fogeden valgt M ands Bestyrelse64). Derim od maa udlagt L ø s ø r eG5) ifølge § 530, naar Udlægshaveren m odsæ tter sig. det (hvad han dog sædvanlig ikke vil gøre, før de 12 Uger efter § 533, 2. Stk., er ved at udløbe), ikke forblive i D om fældtes Besiddelse, m edm indre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets T ilstedeværelse i uforringet S tand60). Udlægshaveren er selv berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring, dog, hvis det udlagtes V ærdi betydelig overstiger hans Fordring, eller Fogeden i øvrigt finder G rund til at forlange saadant, kun imod Sikkerhedsstillelse.

H vor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Dom fældtes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, har Fogeden at træffe de fornødne Foranstaltninger til d e t udlagtes Bevaring paa Dom fældtes Bekostning.

G. I F o g e d b o g e n skal ifølge § 525 o p t a g e s : 1) en Angivelse af T id67) og Sted for Forretningen, Parternes Navne,, Eksekutionsgrundlagets Beskaffenhed, 2) Betegnelse af Fogeden og Vidnerne, 3) Beretning om Forretningens Gang i A lmindelighed. Om hvad der i Tilfælde af opstaaet Tvist yderligere skal optages, jfr. nedenfor under V. B.

63) Jfr. ovfr. N o te 49 og D om U . 1933. 764. Se iøvrigt om Udlæg: i L e j e i n d t æ g t e r ovfr. S. 73— 74 N o te 42 og ndfr. S. 259, N o te 21 r sam t F r o s t : F ogedforretn inger ad § 504 N o te 2, § 505 N o te 2 og. § 529 N o te 2.

°4) A n gaaen de en B estyrer, der var anbragt paa E jendom m en paa R ekvirentens Forlangende, m en ikke indsat af Fogeden, se U . 1925. 55 (H ).

63) Cfr. U . 1924. 812 om den m ed en L andejendom pan tsatte B esæ tning.

G6) U nder H en syn til B estem m elsen i § 542, 2. Stk., hvorefter R ealisa tion af det ud lagte a lligevel ikke kan ske, før den ordentlige A n k efrist af 4 U ger er ud løbet, kræ ves der dog sæ dvan lig e fter K øbenhavns B yrets Praksis anført særlig B egrundelse for at tillad e U d le vering af de udlagte E ffek ter før 4 U gers Fristen.

°7) O m B etydnin gen af, at ogsaa K lok keslet angives, se F r o s t : F ogedforretn inger S. 121.

131

H. I visse Tilfælde kan en G e n o p t a g e l s e af den sluttede Eksekutionsforretning finde Sted. D ette kan saaledes efter § 534, 1. Stk., ske, naar det foretagne Udlæg har vist sig utilstrækkeligt, og der senere kan paavises nyt Gods, hvori der kan foretages »K o n t i n u a t i o n s u d l æ g«68). Om vendt vil der ogsaa kunne blive Spørgsmaal om at faa det skete Udlæg i det hele eller for en Del hævet (»R e 1 a k s a t i o n«), naar nemlig den Fordring, hvorfor der er gjort Udlæg, i det hele eller for en Del er bortfaldet, efter at Udlæget er sket69).

Ligeledes kan Fogeden efter § 534, 2. Stk., i visse Tilfælde efter D om haverens Begæring genoptage Eksekutionsforretnin- gen for at træ ffe ny Bestemmelse om Bevaringen og A dm inistrationen af det udlagte, og efter § 533, 2. Stk., for at faa udlagt Løsøre bragt ud af Skyldnerens Besiddelse.

Ogsaa i andre Tilfælde kan Eksekutionsforretningen ifølge § 535 genoptages for at faa Udlæget udvidet eller ophævet, paa Begæring enten af T redjem and eller en af Parterne, men dog kun, naar alle vedkom m ende sam tykker deri70).

V. I Anledning af Indsigelser, der rejses, kan der begynde en egentlig Forhandling eller P r o c e d u r e for Fogedretten.

°8) Jfr. f. Eks. D om m e U . 1934. 261 N o te 1 (H ), 1933. 554, 587 (589) og 1932. 1145.

69) D erim od m aa O phæ velse af D ek rete t paa G rund af O m stæ ndigheder, der ligger forud for U d læ gsd ek retet, ske ved A p p el, jfr. utr. kbh. F. R. K. 12. Januar 1934.

70) Cfr. naar R ekviren ten protesterer m od G en optagelsen D om V . L. T . 1933. 207. O m et T ilfæ ld e af G en optagelse ifø lge § 535, efter at T vangsauk tion en var afhold t, se D om V . L. T . 1934. 340: R ekv irentens Sam tykke forstaaet som om fatten de et Frafald af den af T vangsauk tion en flyd en d e R et. I alle saadanne T ilfæ ld e af G en op ta gelse beregnes der v istn ok overalt udenfor K øbenhavn fu ldt G ebyr. Saaledes ogsaa F r o s t : F ogedforretn inger S. 6, 141 N o te 1 og U . 1937. B. 281. I K øbenhavn betragter m an derim od enhver fo rn yet H en ven delse til D eb itor paa G rundlag af det sam m e E ksekutions- fundam ent som en F ortsæ ttelse, saaledes at der kun beregnes K on- tinuationsgebyr, altsaa ha lv t G ebyr, jfr. J ø r g e n J e n s e n U . 1931. B. 206. D e tte kan v istn ok ogsaa forsvares, da det o fte beror paa en T ilfæ ldighed, om Forretningen form elt betegnes som »sluttet« eller b lot »udsat«. A t den betegnes som »sluttet« , sk y ld es m aaske b lot H en syn et til at give R ekvisitus A dgang til at anke det h id til passerede, jfr. § 536, 2. Stk.

9*

132

Saadanne Indsigelser kan frem sættes enten fra Domfældtes Side eller fra T redjem and, jfr. §§ 522 og 523 og nærm ere ovenfor71). Indsigelsen frem sættes, ogsaa naar den rejses af en Tredjem and, til Fogedbogen (eller den efter § 480 autoriserede Bog for Sognefogeden).

A. Den nærm ere Fremgangsmaade er forøvrigt væsentlig forskellig, efter som Eksekutionen foretages af Fogeden selv eller af Sognefogeden.

I første Tilfælde maa mulige Indsigelser altid frem sættes under selve Forretningen, jfr. § 524, 1. Stk. I Anledning af de frem satte Indsigelser kan Domhaveren, hvis han er mødt, y tre sig, men om nogen yderligere Ordveksling skal finde Sted, beror ifølge §’ens 2. Stk. paa Fogedens Tilladelse.

Flvis derim od Eksekutionen foretages af Sognefogeden, kan Indsigelser ifølge § 524, sidste Stk. — paa lignende M aade som tidligere ved Udpantninger, der foretoges af Sognefogeden, efter Lov 29. M arts 1873 § 9, jfr. nu Rpl. § 604 — frem sættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter dens Afholdelse. Frem sættes Indsigelsen under Forretningen, skal Sognefogeden indtegne Indsigelsen i sin Bog og tilstille Fogeden en U dskrift af denne. N ogen Forhandling eller Bevisførelse for Sognefogeden kan ikke finde Sted, men han m aa altid uden H ensyn til frem satte Indsigelser fremme Eksekutionen, jfr. § 526, sidste Stk. Indsigelser, der først frem sæ ttes efter Forretningen, rettes til Fogeden, og denne kan da, naar han finder det fornødent, give Parterne Lejlighed til at y tre sig om Indsigelserne. Om dette skal ske, afhænger dog vistnok ganske af Fogedens Skøn, saa a t der ikke paa U ndladelsen kan stø ttes nogen Indsigelse mod Udlægets Lovlighed72).

B. I alle Tilfælde, hvor der saaledes, under eller efter Forretningen, skal finde Forhandlinger Sted for Fogeden, foregaar disse efter de i § 524, 3. til 5. Stk., indeholdte Regler.

H erefter skal Forhandlingerne foregaa m u n d t l i g , saa-

71) V ed Spørgsm aalet om »Parterne« ved E ksekution, navnlig S. 60 ff.

72) Jfr. fra den tid ligere R et m ed H en syn til U dpantn ing U . 1876. 525 (527), som dog ifø lge M om enter, der ikke vedrører dette Spørgsm aal, er forandret ved H øjesteretsdom U. 1878. 74.

133

ledes at der navnlig aldrig finder nogen Skriftveksling Sted. Derimod skal der i Fogedbogen altid optages en ordret Angivelse af de frem satte Paastande. Endvidere skal Fogeden i det Omfang, som af ham skønnes hensigtsmæssigt, lade Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng (altsaa kun den faktiske Sammenhæng, men ikke juridiske Udviklinger) tilføre Fogedbogen, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold; det tilførte skal oplæses og vedkendes, jfr. § 525, sidste Stykke.

U nder Forhandlingerne for Fogeden kan egentlig B e v i s f ø r e l s e ved Vidner, Syn og Skøn eller personlig Afhøring af Parterne ikke finde Sted, m edm indre Fogeden m ener u n d t a g e l s e s v i s at burde tilstede d e t73); den skal da foretages efter de for U nderretssager gældende Regler. I saa Fald finder altsaa de sædvanlige Regler om P a r t s a f h ø r i n g , V i d n e p l i g t , V i d n e a n s v a r og B e v i s u m i d d e l b a r h e d e n A nvendelse74).

I Almindelighed gælder F o r h a n d l i n g s m a k s i m e n ogsaa under Fogedretsproceduren. Men hvis Hovedsagen henhører under U nderret — hvorved vistnok maa forstaas, at den enten faktisk, selv om det kun er sket ifølge Parternes V ed tagelse75), har væ ret behandlet ved U nderret, eller at den efter sin K arakter ifølge § 225 vilde høre under U nderret, selv om Eksekutionen maaske foretages paa Grundlag af et Forlig76) —,

73) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 154 (256).74) Jfr. herved angaaende Strafansvar for usandfæ rdig P artsforkla

ring Forudsæ tningen i D om m en U . 1927. 760. Se iøvrigt U . 1935. 1018: antaget, at § 524, 4. Stk., indeholder H jem m el for, at F ogedretten kan bestem m e V id n eførse l ved anden R et til O plysn ing om , hvor m eget der sk yld es paa et Skadesløsbrev. C f r . derim od U. 1932. 216: antaget at fø lge af § 524, 4. Stk., at det ikke v e d I n d s æ t t e l s e s f o r - r e t n i n g bør tils ted es ved V id n eførse l at skaffe det B evis for R ekviren ten s R et, som denne burde have sk affet inden Beram m elsen. Se ogsaa U . 1938. 384, hvor F ogedretten afv iste en Indsæ ttelsesforretning bl. a. m ed den B egrundelse, at A fgørelsen ikke kunde træ ffes uden en V idn eførsel, som ganske v ild e falde uden for Rpl. § 524 og de um iddelbare F ogedforretn ingers O m raade, og F r o s t U . 1937. B. 281.

75) Jfr. efter den tid ligere R et H. M u n c h - P e t e r s e n : C iv ilproces III. S. 87—88.

7G) Jfr. R. U . N r. 148 i U . 1922. B. 234 (der gives dog ingen O plysn ing om Sagsgenstandens V æ rd i).

134

har Fogeden at yde Parterne Vejledning »i O verensstem melse med Grundsætningerne i § 429«77), altsaa bl. a. kun, for saa vidt Parterne ikke m øder med eller ved Sagfører, jfr. herved Bestemmelsen i § 260, sidste Stk.

C. Hvad Spørgsmaalet om U d s æ t t e l s e r under Forretningen angaar, siges det i § 526, 1. Stk., at en saadan U dsættelse kun undtagelsesvis kan gives, naar Parterne ikke er enige derom 78). Deri ligger da m odsætningsvis, at U dsæ ttelse som Regel (men dog næppe altid) maa gives, n a a r P a r t e r n e e r e n i g e om at ønske den.

N a a r k u n e n a f P a r t e r n e ønsker Forretningen udsat, bør derim od Fogeden paa G rund af den Forhaling af Tvangsfuldbyrdelsen, der ellers let kunde blive Følgen, være Streng og vise større Strenghed overfor en Begæring fra Rekvisiti end fra Rekvirentens Side79). I Tilfælde af, at der er opstaaet en egentlig Procedure, hjemles der dog ved §’ens 2. Stk. udtrykkelig Fogeden Adgang til (af egen D rift) at beslutte eller (efter en Parts Begæring) at tilstaa en Standsning af Forhandlingerne. Fogeden maa vistnok ogsaa, ligesom man antog efter den tidligere Ret, efter O m stændighederne kunne gøre Forretningens Udsæ ttelse afhængig af, at den paagældende Part stiller Sikkerhed.

I §’ens 3. Stk. paalægges det Fogeden i visse Tilfælde, hvor Rekvirenten i M edfør af § 517 ikke har givet Møde, i A nledning af frem satte Indsigelser at udsæ tte Forretningen for at give Rekvirenten Lejlighed til at varetage sit Tarv. Foge-

77) Jfr. m. H. t. en U d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g U. 1947. 218 N o te 1.

78) En D om U. 1925. 981 antager, at R p 1. § 2 8 7 ikke finder direkte A n v en d e lse under en U d sæ tte lsesforretn ing m. H. t. Spørgsm aalet om F orkastelse af en U d sæ tte lse efter B olig lov N r. 83, 1. A pril 1925 § 23. Cfr. derim od ndfr. S. 290— 291.

79) Jfr. herved paa den ene Side utr. kbh. F. R. K. 8. Februar 1930, der giver en R ekvirent U d sæ tte lse for at a fvente B yrettens A fgørelse af, hvem en D om rettelig skulde lyd e paa, og paa den anden Side F. R. K. 16. A pril 1930, der næ gter R ekvisitus U d sæ tte lse til at indgive P olitianm eld else m od R ekvirenten eller T redjem and. Cfr. derim odF. R. K. 29. Januar 1936, der udsæ tter en Forretning i H enhold til Rpl. § 966, jfr. § 962, 2. Stk., i A n ledn ing af A ndragen de om T illadelse til at paaanke den til Grund for U d læ gsforretn ingen liggende S traffedom.

135

-den maa selvfølgelig ogsaa i visse andre Tilfælde a f e g e n D r i f t kunne udsæ tte Forretningen, saaledes paa Grund af personligt Forfald eller af Hensyn til andre Em bedsforret- ninger80).

I alle Tilfælde, hvor en Eksekutionsforretning udsættes, m aa det paahvile Fogeden, saaledes som det udtrykkelig er paalagt ham i de i § 526, 2. og 3. Stk., om handlede Tilfælde, :»ved Bevogtning eller paa anden M aade at træ ffe de fornødne Eoranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen a tte r fortsættes«, ligesom Parterne paa behørig M aade skal underrettes om T iden herfor81).

D. I opstaaende Tvistigheder skal Fogeden ifølge § 527 afsige K e n d e l s e um iddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog snarest muligt.

Er Forretningen foretaget af Sognefogeden, træ ffer Fogeden efter Forløbet af 14 Dage fra dens Afholdelse Beslutning om mulig frem satte Indsigelser. Finder Fogeden en frem sat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Sognefogeden Fejlen eller ophæver ved Kendelse Forretningen i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæ ster Fogeden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles der Parterne U nderretning.

Fogedens Kendelser skal være ledsagede af G runde82). De indføres fuldstændig i Fogedbogen. Deres Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved A nke eller Kære.

H vor Sagen frem byder Tvivl, maa Fogeden vistnok kunne gøre Forretningens Fremme eller Nægtelse afhængig af Sikkerhedsstillelse; en saadan Ordning har for nogle særlige T ilfælde Hjem m el i § 488.

E. Eksekutionen skal ifølge § 502 udstræ kkes til saa meget af Dom fældtes Gods, at der ogsaa kan blive Dækning for de O m k o s t n i n g e r for Domhaveren, som efter hans Paa-

80) N aar Forretningen saaledes ud sæ ttes ex o ffic io , beta les naturligv is in te t G ebyr for F ortsæ ttelsen . I andre T ilfæ ld e, hvor F orretn in gen har væ ret udsat, b eta les derim od K o n t i n u a t i o n s g e b y r , d. v. s. ha lvt G ebyr, jfr. S p ortelreg lem entet af 22. M arts 1814 § 49.

81) Jfr. herved U. 1934. 550, hvorom ndfr. S. 230, N o te 8.82) Jfr. U . 1922. 643: M isb illiget, at en F ogedkendelse ikke var led

saget af G runde.

136

stand og Fogedens Skøn om dennes Rigtighed vil medgaa til Retsafgifter eller andre nødvendige Udgifter, saasom ved det udlagtes Flytning, Opbevaring indtil A uktionen m. v.83). H vad angaar H onoraret til Rekvirentens juridiske Konsulent, skal dettes Størrelse fastsæ ttes af Fogeden af egen D rift, selv om der ingen Indsigelse derim od frem sættes, og uanset at der derom foreligger Overenskom st, jfr. §’ens 2. Stk.84); det k ræ ves altsaa ikke, som efter § 134, 3. Stk., at O verenskom sten kan siges »aabenbart at forurette« en af Parterne. Endelig indføres der ved § 527, sidste Stk., som noget nyt en Adgang for Fogeden til at paalægge den Part (altsaa ogsaa Rekvirenten), der skønnes uden tilstrækkelig G rund at have givet A nledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren for Fogedretten, at udrede Sagsomkostninger til M odparten, saaledes at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsæ ttes i Kendelsen85). Iøvrigt har Fogeden heller ikke efter Rpl. nogen almindelig Beføjelse til at træ ffe Bestemmelse om Tilkendelse af O m kostninger86).

Endvidere er der ved § 151, 2. Stk., tillagt ogsaa Fogedre tten Beføjelse til ved U døvelsen af det saakaldte R etter- gangspoliti at paalægge saavel Rekvisitus som andre S t r a f a f B ø d e r . Med H ensyn til Spørgsmaalet, om Fogedretten kan idømme R e t t e r g a n g s b ø d e r , maa henvises til ovenfor S. 2187).

83) Jfr. herved U. 1924. 877 ang. F ogedforretn ing efter § 496.84) Jfr. U . 1925. 268 (H ), der anvender B estem m elsen paa et i e t

fr iv illig t Forlig ved taget Inkassationssalæ r, og R. U . N r. 260 i U .1924. B. 234 angaaende A rrestforretninger. Se ogsaa U . 1929. 409.

85) Jfr. f. Eks. utr. kbh. F. R. K. 26. A u gust 1921 og ang. en Ind- sæ ttelsesforretn ing U. 1930. 1020 (1025).

86) Jfr. R. U . N r. 62 i U . 1921. B. 14 og U . 1938. 977. Se ovfr. S. 21 N o te 5 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 734— 35.

87) Jfr. U . 1937. 177 og F r o s t U . 1937. B. 281.

Retsvirkninger og Retsmidler.§ 9.

Udlægets Retsvirkninger.I. E fter Chr. V .’ Lov havde U dlæget sædvanlig K arakte

ren af et »Udlæg til Ejendom«, idet E jendom sretten over det udlagte straks overførtes til Rekvirenten, dog at der ved faste Ejendomme bevaredes en vis »Løsningsret« for Rekvisitus1). I Løbet af det 18de A arhundrede har im idlertid Udlæget ganske skiftet K arakter og antaget den Skikkelse, hvori det kendes i N utiden. H erefter vil D om haveren kun ganske und tagelsesvis blive endelig fyldestgjort ved selve Udlæget, saaledes naar der gøres Eksekution i rede Penge, jfr. § 503, 3. Stk.2). Som Regel vil han gennem Udlæget alene opnaa e n v i s S i k k e r h e d for sin senere Fyldestgørelse. U ndertiden vil denne Fyldestgørelse kunne skaffes ham paa anden M aade end ved Salg af det udlagte, saaledes gennem Tvangsadmini- s tration af en Ejendom, hvis Indtæ gter han oppebærer, jfr. Rpl. § 504, D. L. 5—7—8, eller ved Indkrævning af Skyldnerens Fordringer paa andre, jfr. § 558. H vor Fyldestgørelsen sker gennem Tvangssalg, vil dette i visse Tilfælde foregaa paa anden M aade end ved Auktion, jfr. § 557. Men i det langt overvejende A ntal Tilfælde, vil den endelige Fyldestgørelse for Rekvirenten opnaas gennem Auktionssaig, og man vil derfor kunne betegne den sikrede Adgang til Fyldestgørelse, som R ekvirenten opnaar ved Eksekution, som et »U d- l æ g t i l F o r a u k t i o n e r i n g « , jfr. § 503, 1. Stk., idet han um iddelbart paa Grundlag af Udlæget kan skride til Tvangsauktions Afholdelse.

Medens der tidligere ikke i noget Tilfælde var fastsat nogen bestem t Frist, inden hvilken Tvangsauktion skulde foregaa3), er det nu i § 533, 3. Stk., foreskrevet, at U dlægshave

*) Jfr. næ rm ere N e l l e m a n n : E xecu tion S. 224 ff.2) Jfr. ovfr. S. 124.3) Se herved D. R p l . I I I . 2. U dg. S. 87 og F r o s t : F oged forret

ninger S. 131 og 141.

138

ren i L ø s ø r e taber enhver af Udlæget flydende Sikkerheds- ret, dersom han ikke drager Omsorg for i n d e n e t A a r a t faa Tvangsauktion afholdt. En tilsvarende Regel gælder derim od ikke med H ensyn til Fordringer og fast Ejendom, jfr. nærm ere nedenfor S. 146. Noget særligt kan dog maaske antages, hvor Loven kræ ver Retsforfølgning indledet inden en Frist for at opnaa visse Fordele4)4“).

II. Den Sikkerhed, som R ekvirenten saaledes gennem U dlæget faar for at opnaa Fyldestgørelse i de udlagte Ting eller Rettigheder, p lejer m an at betegne saaledes, at der ved U dlæget stiftes en P a n t e r e t til det udlagte. Denne U dtryks- maade er vel ogsaa i det hele og store træffende, men man m aa dog gøre sig klart, a t man ikke uden videre tø r overføre alle de Regler, der gælder om det viljesbestem te Pant, paa den ved Fogedrettens D ekret stiftede Panteret. Denne »R e t s - p a n t e r e t « , som den plejer at betegnes, er nemlig efter sin N atu r af o f f e n t l i g r e t l i g K arakter, et Udslag af den Tvangsm yndighed, som Staten sæ tter i V irksom hed til K red itors Fyldestgørelse, og det kan derfor ikke paa Forhaand undre, om den ikke i alle Retninger undergives den samme O rdning som den efter sin K arakter rent private Panteret.

A. H vad først R ettens B e s k y t t e l s e angaar, gælder der dog i alt væsentligt det samme som om Panterettigheder i Almindelighed. U dlæ gsretten maa staa tilbage for tidligere stiftede R ettigheder over det paagældende Gods, saaledes at der kun kan gives sekundæ rt Udlæg deri5), jfr. § 503, 2. Stk.,

4) En utr. kbh. F. R. K. 22. Juni 1936 udtaler saaledes, at det for at bevare F ortrinsrettten for R enter udover den i T i n g l y s n i n g s i . § 4 1, 4. S t k . , fastsatte Frist ikke er tilstræ kkeligt, at der for R en teydelsern e er foretaget U d læ g inden 1 A ar efter d isse Forfaldsdage, m en at der yderligere m aa kræ ves, at R etsforfø lgn in gen fortsæ ttes ved , at A u k tio n frem m es uden ufornød en t O phold . U d ta le lsen hos V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1633, hvorefter der kun kræ ves Foretagelse af U d læ g for at bevare F ortrinsretten , tager næ ppe Stilling herim od.

4a) Jfr. m ed H en syn til A fb ry d else af F oræ ldelse af U d pan tn in gsretten i M edfør af Rpl. § 597, 1. Stk., 2. Pkt., H øjesteretsd om U. 1930. 271 (274— 75), der ansaa F ortrinsretten for bortfa ldet, da et Sogneraad ikke rettid igt havde begæ ret T vangsauktion .

5) Jfr. herved fra den tidligere R et U . 1910. 303, 1912. 995 og efter

139

§ 506 i Slutn. Dog maa U nderpant i Løsøre, som er stiftet for simpel Gæld, ifølge PI. 14. Maj 1834 vige for Udlæg for privilegerede Fordringer, men dette gælder ikke, naar der allerede er g jort Udlæg for Gælden6). D erim od er U dlæ gsretten som Regel beskyttet overfor alle Rettigheder, der senere stiftes derover, ligegyldigt, om det sker ad frivillig eller ad eksekutiv Vej, jfr. Rpl. § 533, 1. Stk., og særlig med H ensyn til K reditorers Forfølgning i Tilfælde af Konkurs eller Gælds- fragaaelse K. L. § 10 og Skiftelov § 35. Angaaende de næ rmere Regler herom maa henvises til E jendom sretten7) og sæ rlig angaaende Muligheden for at afkræ fte Udlæget i Tilfælde af Rekvisiti Konkurs, til Skifteretten8).

B. Hvad derim od angaar Kravene til R ettens S t i f t e l s e , kom m er der flere Forskelligheder fra den viljesbestem te Pantere t frem. N aar der med H ensyn til denne kræves særlige Foranstaltninger som Tinglysning eller Overlevering, skyldes d ette væsentlig, dels den Tvivl, der ellers ofte vil være, om der foreligger en alvorlig og endelig Vilje til Stiftelse af R etten, dels de Farer for den almindelige Kredit, som en for formløs Ordning af Forholdet let kunde medføre. Men af disse Betænkeligheder gør den første sig slet ikke og den sidste sig kun i væsentlig m indre G rad gældende ved den offentligretlige Akt, som Udlæget er. Formodningen maa være for, at denne A kt har sin V irkning i sig selv, saa snart den foreligger, saa at der altid maa godtgøres særlig Hjem m el for a t føje yderligere Betingelser for dens Retsvirkning til.

Rpl. en H øjesteretsd om U. 1922. 1009 om det sæ rlige T ilfæ ld e, at R ekvisitus først i T iden m ellem de to U dlæ g er b levet Ejer af den udlagte T ing, sam t en utr. kbh. F. R. K. 30. A pril 1923, der fastslaar, a t se lv om nogle ud lagte G enstande tid ligere m aatte være ud lagte til andre K reditorer, maa R ekvirenten dog i H enhold til Rpl. § 531 væ re b erettiget til at fordre dem ud leverede for at bortsæ lge dem ved T vangsauktion . Se endvidere D om m e U . 1929. 245, 1932. 151,. 1116, 1933. 548, 766. — Jfr. ogsaa U . 1925. 760, 1927. 1059 og 1928. 746.

°) Jfr. herved Kskr. 16. M arts 1841 og N e l l e m a n n : E xecu tion S. 241.

7) T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 716—720, V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 844— 845.

8) S k i f t e r e t t e n S. 112— 14. Se herved ogsaa D om m e U. 1937. 580 og U . 1938. 198.

140

a. N aar der saaledes først spørges, om T i n g l y s n i n g er nødvendig til U dlæ gsrettens fulde Beskyttelse, antog man før Rpl., at der med H ensyn til f a s t e E j e n d o m m e ikke kunde være Tale om en almindelig Overførelse af den iD. L. 5—7—7 indeholdte Regel om Tinglæsning af viljesbestem te Panterettigheder paa U dlægsretten, saaledes at dennes Tinglæsning skulde være nødvendig saavel overfor Rekvisiti K reditorer som hans godtroende Singulærsuccessorer. Men der kunde højst være Spørgsmaal, om man af Hensyn til O m sætningen m aatte kræve Tinglæsning, for at R etten skulde være beskyttet overfor disse sidste. D ette antog man da, med nogen Støtte i Fr. 7. Febr. 1738 § 1 (der dog direkte kun handler om Udlæg til Ejendom). Denne Ordning var ogsaa positivt slaaet fast ved Rpl. § 529, 2. Stk., men ved Revisionen i 1932 er Bestemmelsen som tidligere nævnt bragt i O verensstem melse med Tingslysningslov 31. M arts 1926 § 1, hvorefter T inglysning af Udlægsforretninger ogsaa skal være nødvendig overfor Retsforfølgning9). D ette maa med H ensyn til Beskyttelsen for selve U dlæ gsretten gælde, selv om Udlæget er foretaget i Henhold til et lovligt tinglyst P antebrev10). Hvis et saadant Udlæg støder sammen med et andet Udlæg i Henhold til tinglyst Pantebrev, maa im idlertid den U dlægshaver faa Fortrin, hvis Pantebrev er først tinglyst, uanset at 2. Panthavers U dlæg er først tinglyst11).

Hvad derim od L ø s ø r e angaar, maa en Overførelse af Reglen om Nødvendigheden af at lade viljesbestem t U nderpant heri tinglyse paa Udlæg være udelukket, da den skyldes de særlige Betænkeligheder for K reditten, som netop U nderpant i Løsøre frem byder. Heller ikke kan man paa Udlæg analogisk anvende Bestemmelsen i Rpl. § 616, 2. Stk., jfr. tid ligere Fr. 18. Januar 1788, om Tinglysning af A rrest. D er mangler nemlig for det første A arsagernes Lighed, da A rrestretten er af en mere ubestem t og norm alt længere varende K arakter end Udlæget, som plejer at danne et ret hurtig t

fl) Jfr. herved D om m e U . 1928. 948, 1931. 385, 403, 923, 1932. 408 og 1934. 157, hvorom K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 738 sam t V i n- d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 1064— 1067.

10) Jfr. R. U . N r. 152 i U . 1922. B. 235.n ) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 1119.

141

Gennemgangsled til Tvangsauktionen. Og dernæ st maa en saadan Analogi overhovedet anses for at være udelukket derved, at i M odsætning til, hvad der gælder om A rrest efter den anførte Bestemmelse i § 616, Tinglysning ikke nævnes ved den udførlige Opregning af Betingelserne for Udlægets Beskyttelse i § 53112).

b. N aar der derim od gøres Udlæg i S k i b eller Skibs- part, skal R e g i s t r e r i n g ogsaa af Udlæg ifølge Rpl. § 531,3. Stk., jfr. Skibsregistreringslov, Lovbekg. 103, 4. Maj 1927 § 49, være nødvendig, for at det kan gælde frem for »andre Rettigheder, der m aatte blive erhvervede ved Registrering i de paagældende Ejendele«. D ette gælder da saavel overfor K reditorers Retsforfølgning som overfor frivillige D ispositioner og uden Hensyn til, om Erhververen m aatte have været vidende om Udlæget13).

c. M edens det tidligere ved Udlæg i G æ l d s b r e v e var tilstræ kkeligt til at sikre Udlægshaveren imod uberettigede D ispositioner, at G ældsbrevet havde faaet en Paategning om U dlæget, maa Udlægshaverens Ret efter Gældsbrevsloven sikres ved, at Rekvisitus berøves Raadigheden14). Da heller ikke U dlægshaveren bør have Ret til at kræve Besiddelsen af V æ rdipapiret, bestem m es det derfor nu i Rpl. § 531, 1. Stk. (som æ ndret ved Lov Nr. 150, 13. April 1938), at Udlægshaveren ved Udlæg i s k r i f t l i g e F o r d r i n g s b e v i s e r 15) kan forlange, a t F o g e d e n tager D okum entet i sin B e s i d d e l s e .

N aar det i Paragraffens andet Stykke siges, at Skyldneren ved Udlæg i Gældsbreve og andre Fordringer, saafrem t han ikke har faaet U n d e r r e t n i n g om Udlæget, bliver frigjort ved Betaling til den, hos hvem Udlæg er sket, »under samme Betingelser som ved Overdragelse af Fordringer«, føl

13) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1728.13) Jfr. G r u n d t v i g : Søret, 2. U dg. ved A x e l M øller S. 22 og

K r i s t i a n S i n d b a l l e : Søret S. 155.14) Jfr. herved H e n r y U s s i n g & C. D y b d a l : G æ ldsbrevs-

lo v en e S. 156— 158 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 740— 741.15) B estem m elsen gæ lder altsaa alle skriftlige Fordringsbeviser, og

ikke b lot O m sæ tningspapirer, m en den har navnlig B etydning for disse sidste.

142

ger heraf, at Gbl. §§ 19, 20 og 29 kom m er til Anvendelse. Hvis det d re je r sig om Udlæg i et s i m p e l t G æ l d s b r e v , vil Skyldneren altsaa i Overensstem m else med Gbl. § 29 blive frigjort ved Betaling til sin Fordringshaver, hos hvem Udlæg er gjort, m edm indre han vidste, at denne ikke længere havde Ret til at modtage Betalingen, eller han ikke har vist fornøden Agtpaagivenhed. Og dre jer det sig om Udlæg i O m- s æ t n i n g s g æ l d s b r e v e , kan Skyldneren paa tilsvarende M aade ogsaa efter Udlæg betale forfaldne R enter og forfaldne tidsfæ stede A fdrag til Rekvisitus efter Reglerne i Gbl. § 2016).

d. Hvad B e s i d d e l s e n af det udlagte angaar, stem m er det med de Regler, som i N utiden antages at gælde om Stiftelsen af Rettigheder over f a s t e E j e n d o m m e , naar disses Overlevering ikke anses for at være nogen Betingelse for, at Udlægets R etsbeskyttelse indtræ der overfor T redjem and.

Hvad L ø s ø r e angaar, er — i M odsætning til, hvad der gælder om utinglyst viljesbestem t Pant — heller ikke O verlevering en almindelig retlig Betingelse for Udlæ gsrettens Beskyttelse overfor Tredjem and.

Der vil im idlertid være en let Adgang til at omgaa Reglerne om U nderpant i Løsøre paa den M aade, a t en K reditor hurtig (f. Eks. ved H jælp af et Forlig) skaffede sig Eksekutionsgrundlag og da i H enhold dertil • gjorde Udlæg i Skyldnerens Løsøreting, som han derefter lod forblive i dennes Besiddelse. H an vilde nemlig derved opnaa en Ret, som ikke behøvede at tinglyses, men dog var endog bedre besky tte t end sædvanligt U nderpant i Løsøre, idet den ikke som dette m aatte vige for privilegerede K reditorer17). For at forhindre saadan Omgaaelse fastsæ tter derfor Rpl. § 533, 2. Stk., der næ sten ganske stem m er med den tidligere Forskrift i K. L. § 158, en Frist af 12 U g e r , inden hvilken U dlægshaveren i Reglen maa have enten bortsolgt det udlagte18) Løsøre eller i hvert Fald faaet det bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, idet ellers hans Beskyttelse i visse Retninger bortfalder. D ette gæl

16) Jfr. U s s i n g : Obi. A lm . D el., 3. U dg. S. 313. — Se iøvrigt ogsaa U s s i n g sm st. S. 244 m ed T ilfø je lse S. X X I.

1T) Jfr. M otiverne til § 155 i U d k astet til K onkursloven S. 137.18) A t der gives U d læ get K arakteren af en E jendom soverdragelse

til Sikkerhed, kan ikke gøre nogen Forskel, jfr. U. 1895. 232, 664.,

143

der dog ikke overfor Erhververe ifølge Retshandel, men a l e n e o v e r f o r K r e d i t o r e r , som senere gør Udlæg91), eller i Konkurstilfælde; i et Gældsfragaaelsesbo, der ikke er erklæret fallit efter K. L. § 145, kan Bestemmelsen ikke finde A nvendelse20), idet ogsaa de egentlige A fkræftelsesregler h e r er udelukkede.

Hvad Bestemmelsens nærm ere Indhold angaar, har den kun Hensyn til det Tilfælde, at de udlagte Genstande foreløbig er forblevet i Skyldnerens Besiddelse21). Den finder altsaa ingen Anvendelse, naar de er i en Tredjem ands Besiddelse22), hvorved dog maa forudsættes, at T redjem and h ar en selvstændig Ret til at besidde Tingene og ikke blot besidder dem »precario«, saaledes at Rekvisitus til enhver T id kan forlange dem udleverede. For at bevare sin Ret maa da Udlægshaveren inden de 12 Ugers Frist, regnet fra Udlægsforretningens Slutning, enten drage Omsorg for at faa Tvangsauktion afholdt eller faa det udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse23). Ved den Formulering, §’en har faaet i 1932, er nu fastslaaet det af Retspraksis indtagne Standpunkt24), hvorefter det kræves, at selve Auktionen skal være afholdt inden Fristen. H vad Besiddelsesfratagelsen angaar, maa det ogsaa antages, at selve denne skal ske inden Fristen. D et er altsaa i Almindelighed ikke nok, at R ekvirenten for Fogeden har

H eller ikke er der nogen H jem m el til at udelukke B estem m elsen , fordi der er g ivet Pant for vedkom m end e Fordring, jfr. U. 1875, 475 (476).

19) Som m aa forudsæ ttes at b live efterfu lgt af T vangsauktion , cfr. U . 1894. 1046.

20) Jfr. U . 1883. 866 og S k i f t e r e t t e n S. 221— 22.21) Cfr. D om i U . 1922. 994.~ ) Jfr. H øjesteretsd om U . 1897. 26. Se herved ogsaa utr. 0 . L. D .

26. Maj 1948 (III. A . S. N r. 136/1948), der opretholder A ’s Sikkerheds- ret i H en hold til en i M aj 1947 foretaget U dpantn ing overfor et i Septem ber 1947 af C foretaget U d læ g i de sam m e E ffekter, uanset at B i M ellem tiden havde foretaget U d læ g og ladet E ffekterne a fhente, idet det m aatte være en B e t i n g e l s e for, at S ikkerhedsretten ifø lge den ældre U dpantn ing skulde fortabes overfor C ’s senere U dlæ g, at d ette ivæ rksattes, m edens L øsøret e n d n u var i S k y l d n e r e n s B e s i d d e l s e .

23) Cfr. U . 1906. 384, hvor K ravet ikke ansaas for op fy ld t.24) Jfr. D om m e U. 1921. 876, 1923. 761 og 1926. 640 (H ).

144

frem sat Begæring om U dleveringen før Fristens U dløb25). Dog maa vistnok noget andet antages, naar rettidig Udlevering er blevet forhindret ved en P rotest fra Rekvisiti Side, der ved Fogedens Kendelse erklæres for ubeføjet26). Selvfølgelig maa Tingene ikke efter at være frataget Rekvisitus igen tilbageleveres til ham 27). Fristen udløber først, naar Tolvugersdagen er gaaet til Ende28), og den vil eventuelt kunne fornyes ved, a t der foretages n y t U d l æ g i Tingene29)30). D ette sidste kan im idlertid kun lade sig gøre, naar Rekvirenten samtidig f r a f a l d e r det tidligere Udlæg31), saaledes at han altsaa ikke kan bevare P rioritet i Forhold til andre Udlæg, der m aatte være foretaget indenfor 12 Ugers Fristen, men tv æ rtimod gaar bagud for disse.

Ifølge den Betragtning, som ligger bag ved Bestemmelsen, nemlig at ramme den Udlægshaver, der uden G rund lader sin Retsforfølgning hvile, bliver der ingen Anvendelse for den, naar U dlægshaveren har væ ret h indret i a t fremme Tvangssalget, hvad enten dette skyldes Anke eller Kære eller en Tredjem ands Ret, f. Eks. en Pantere t eller en Brugsret over det udlagte, og der kan selvfølgelig heller ikke paahvile Ud- lægshaveren nogen Pligt til at tage Tingen ud af Skyldnerens Besiddelse, naar T redjem ands Ret er til H inder derfor32). En Overskridelse af Fristen, der skyldes Forsinkelse fra Fogedkontorets Side, bør naturligvis heller ikke komme

25) Jfr. U . 1895. 469.2C) Jfr. saaledes U . 1913. 999, 1906. 57, cfr. derim od 1903. lô l .27) Jfr. U . 1910. 322.28) Jfr. U . 1913. 999.20) Jfr. H øjesteretsd om U. 1908. 1, jfr. 1906. 908.30) O m N ed sæ tte lse af K aution istens H æ ftelse ved Ikke-O verhol-

delse af Fristen, se D om U. 1923. 675 og H e n r y U s s i n g : K aution S. 258.

31) D e tte er ogsaa fast antaget i K øbenhavns B yrets Fogedpraksis.32) Jfr. U . 1943. 1193: T r e d j e m a n d s R e t var til H inder for

at bringe nogle paa A fb eta lin g k øb te M øbler ud af R ekvisiti B esid delse , saalæ nge R estgæ lden paa M øblerne ikke var betalt. — D erim od hindres U d leveringen i k k e ved A n k e e l l e r K æ r e , jfr. ndfr. S. 152.

145

Udlægshaveren til Skade33). Hvis H indringen for Realisation eller Besiddelsesfratagelse bortfalder, maa Rekvirenten snarest muligt derefter foretage de fornødne Skridt34). N aar Skyldneren inden Fristens Udløb er gaaet fallit, er derved Besiddelsen ogsaa af det udlagte gaaet over fra Skyldneren til Konkursboet, og U dlægshaveren synes da at burde være fritaget for sin Pligt til Besiddelsesfratagelse35). D ette har man imidlertid ikke i tidligere Praksis fastholdt, men udstrak t Reglen ogsaa til dette Tilfælde under H ensyn til, at det um iddelbart synes om fattet af Paragraffens O rd (hvad der dog er noget tvivlsom t, da der efter Konkursen ikke mere kan blive Tale om at bringe det udlagte ud af S k y l d n e r e n s Besiddelse), og Konkursbehandlingen i og for sig ikke h indrer Udlægshaveren i at ivæ rksætte Besiddelsesfratagelsen30). D et kan derimod næppe være tilstrækkeligt, at Tingen vel er bragt ud af Skyldnerens Besiddelse før Konkursens Begyndelse, naar d et dog først er sket efter de 12 Ugers Forløb37).

Ved Revisionen i 1932 er der endelig som nyt tred je Stykke til § 533 føjet en Bestemmelse om, at Udlægshaveren i L ø s ø r e taber enhver af Udlæget flydende Sikkerhedsret, — a ltsaa saavel overfor A ftaler som overfor Retsforfølgning — dersom han ikke drager Omsorg for i n d e n e t A a r efter U dlægsforretningens Slutning at faa T v a n g s a u k t i o n a f h o l d t , m edm indre han ved A nke eller Kære eller T red je m ands Ret har væ ret hindret i at fremme Tvangssalget38).

Skønt Faren for en Omgaaelse af Reglerne om U nderpant ikke ved U d p a n t n i n g er helt saa stor som ved Udlæg

3:3) Jfr. angaaende O verskridelse af A arsfristen U. 1937. 714 (H ) m ed N o te 2 og om et T ilfæ ld e, hvor Fogeden ex o ffic io og uden Forhandling m ed Parterne havde udsat Forretningen, U . 1945. 404.

34) Jfr. U . 1898. 580, 1878. 789.33) Jfr. D e u n t z e r : Sk ifteret S. 182, m en cfr. N e l l e m a n n :

E xecu tion S. 262.3(i) Jfr. saaledes U . 1910. 290, 1879. 599, m en derim od 1922. 443,

hvor B oet ved at foranstalte A u k tio n over de ud lagte E ffek ter inden F ristens U d løb havde afskaaret U d læ gshaveren fra at gaa frem efter Rpl. § 533.

37) Cfr. F r o s t : F ogedforretn inger S. 140, N o te 15.38) Se herved ogsaa de i N o te 33 c iterede A fgørelser vedrørende

T ilfæ ld e , hvor O verskridelsen af Fristen ikke sk y ld es U dlæ gshaveren .

T vangsfuldbyrdclse. 10

146

paa Grund af U dpantningstilfæ ldenes positivt begrænsede K arakter, har man dog i Praksis anset Bestemmelserne for anvendelige ogsaa paa upantet Løsøre39).

De i § 533, 2. og 3. Stk., givne Regler om U dlægshaveren i L ø s ø r e kan i k k e finde Anvendelse paa r e g i s t r e - r i n g s p l i g t i g e S k i b e , idet de reale G runde ikke passer her, da Udlæg i Skibe skal registreres40). For saadanne Skibe maa derfor de ovenfor under b refererede Regler i RpL § 531, 3. Stk., jfr. Skibsregistreringslov § 47, indeholde en udtøm mende Angivelse af, hvad der skal iagttages for at sikre Udlæget overfor T redjem and. Ligeledes finder Reglerne i § 533, 2. og 3. Stk., ikke Anvendelse paa F o r d r i n g e r o g G æ l d s b r e v e 41), idet alene Kravene i § 531, 1. og 2. Stk., her skal iagttages, jfr. ovenfor under c.

C. Med H ensyn til Spørgsmaalet om R e t t e n t i l a t b r u g e en udlagt f a s t E j e n d o m med Tilbehør gælder der nu, som om talt S. 129, ifølge Rpl. § 528, 3. Stk., samme Regler, som naar der i Ejendom m en er s tifte t K ontraktspant, saaledes at U dlæget ikke er til H inder for, at Løsøret forbruges eller afhændes af Ejeren, naar Forbruget eller A fhæ ndelsen sker som Led i en regelmæssig U dnyttelse af Ejendom m en42).

Hvad L ø s ø r e angaar, vil Rekvisitus, fordi han har faaet Lov til at beholde det, dog ikke have nogen selvstændig R et til at bruge det, m en det vil sædvanlig være underforstaaet, a t en vis Benyttelse maa staa ham aaben, naar den ikke væséntlig vil forringe det udlagte, f. Eks. almindelig Brug af udlagte Møbler. D ette kan maaske ogsaa stø ttes paa den Betragtning, at der næppe kan siges at paahvile ham nogen Pligt overfor U dlægshaveren til at vise særlig Omhu ved O pbe

30) Jfr. D om m e i U . 1921. 920, 1894. 1046 og R. U . N r. 164 i U . 1922. B. 347.

40) Jfr. F r o s t : F ogedforretn inger S. 138, N o te 8.41) Jfr. J. D. 1937. 100, m en cfr. F r o s t i U . 1937. B. 281, der dog

m ed U rette paaberaaber sig U . 1937. 714 (H ), idet denne D om , som det frem gaar af Form uleringen »allerede som Følge heraf« og den til D om m en fø jed e N o te 2 i Slutn., ikke har taget Stilling til Spørgsm aalet.

42) Jfr. herom nærm ere V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1485— 1486.

147

varingen af de udlagte Ting, der bliver i hans V aretæ gt, og at derfor en saadan begrænset Brug kan betragtes som en naturlig Forudsætning for hans næ rm est i egen Interesse udviste Omsorg. H vor om vendt Rekvirenten m aatte være sat i Besiddelse af udlagte Løsøreting, kan der ikke tilkomme ham nogen Ret til a t bruge disse ud over, hvad der m aatte kræves til almindelig Vedligeholdelse, f. Eks. Husdyr, der maa røres, idet det ikke er Tingenes Brugsværdi, men alene deres Om sætningsværdi, som han har Ret til at raade over.

1 0*

Retsmidlerne mod Eksekution1).I. A. De Kendelser, Fogeden afsiger, gaar a l e n e ud paa

at a f g ø r e , h v o r v i d t denne F o r f ø l g n i n g s k a l f r e m m e s e l l e r i k k e , men tilsigter ikke at give en mere almindelig Afgørelse af Spørgsm aalet2). I denne Retning er da Forfølgningen bindende for alle Vedkomm ende, saa at den kun kan om stødes ved Appel, men den har ikke iøvrigt forbindende Virkning. Fogedkendelser har altsaa i k k e m a t e r i e l R e t s k r a f t . N aar f. Eks. en Tredjem and pro testerer mod Udlæget som stridende mod hans Ret, vil han ikke, fordi Fogeden giver hans P rotest Medhold, under en senere Proces kunne paaberaabe sig denne Afgørelse som bindende Fastsæ ttelse af sin Ret, lige saa lidt som han omvendt, fordi hans P rotest er forkastet, vil være udelukket fra at gøre sin Ret gældende i første Instans, naar han blot ikke forlanger selve Udlæget eller den eventuelt derpaa fulgte Tvangsauktion formelt om stødt3).

B. Selv denne begrænsede Retsvirkning er dog kun fuldt ud k ny tte t til Fogedens D ekreter af positivt Indhold, naar de altsaa gaar ud paa at fremme Eksekutionen og lade U dlæ gsretten indtræde. En allerede ivæ rksat Eksekution kan alene ophæves ifølge senere indtræ dende Grunde, f. Eks. at Gælden bliver betalt, jfr. ovenfor S. 131. Er de derimod af n e- g a t i v Karakter, idet de gaar ud paa at nægte Eksekutionen Fremme, er der en vis Adgang til at faa D ekretet o m g j o r t. D ette stem m er med, hvad der antages i Domssager, for saa vidt Nægtelsen af at tage Eksekutionsbegæringen til Følge

§ 1 0 .

*) Jfr. S i n d b a l l e : Jud icielle A fgørelsers R etskraft (1918) S. 196 — 205, og efter den tid ligere R et N e l l e m a n n : E xecution S. 275—80.

2) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 16.3) Jfr. ovfr. S. 61 og D om U. 1912. 790. Jfr. herved ogsaa D om m e

U . 1919. 381, 1899. 254, 1890. 737, 1880. 611. Cfr. derim od D om U. 1895. 758 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 215— 216.

149

skyldes formelle Grunde, idet jo ogsaa en afvist Domssag paa- nv kan rejses, naar Form aliteten bringes i O rden4). D et lader sig endvidere forene med Princippet om Dommes R etskraft, naar det tilstedes at frem sætte ny Eksekutionsbegæring ifølge materielle Grunde, der først efter den tidligere Afgørelse er kom m et til Eksistens5), f. Eks. naar R ekvirenten først nu har faaet T ransport paa det Pantebrev, der skulde give ham Ret til Udlæg. Derimod er det noget særligt for Eksekution, som staar i Sammenhæng med den indskræ nkede Adgang til at oplyse Sagen, som Fogedretsproceduren giver, naar man under den tidligere Procesordning har antaget, at en ny Begæring om Udlæg kan rejses i H e n h o l d t i l n y e G r u n d e og muligvis ogsaa blot n y e B e v i s e r , som ikke ved den tid ligere Henvendelse er blevet forelagte Fogedretten, skønt de allerede den Gang eksisterede6). D ette kan vistnok heller ikke antages at være forandret ved Rpl. § 593, hvis Bestemmelse om, at Klager skal gøres gældende ved A nke eller Kære, næ rmest maa antages at have H ensyn til virkelig foretagne Fogedforretninger7), og det synes i hvert Fald til dens Anvendelse naturligt at underforstaa, at D ekretet i Henhold til de hidtil gældende Procesgrundsætninger har vundet »formel R etskraft«8), saa at Fogeden er udelukket fra selv at forandre det, eller at han vægrer sig ved at gøre dette.

C. D et stem m er med de almindelige Regler om Dommes Retskraft, naar der a l e n e tillægges Fogedrettens D ekreter R etskraft f o r P a r t e r n e s e l v , hvortil dog maa henregnes enhver, der har frem sat sin Indsigelse og faaet denne paakendt under Eksekutionen, jfr. § 523, men ikke nogen um iddelbar Retsvirkning overfor Tredjem and, der har holdt sig borte fra Forretningen. Hvis f. Eks. en saadan Tredjem and hæ vder at have E jendom sret over en udlagt Ting, vil han uden H ensyn til Udlæget kunne vindicere denne tilbage, jfr.

4) Jfr. D. R p l . 11. S. 405 og T v i s t e m a a l S. 259— 260.r') Jfr. D . R p l . II. S. 414 og T v i s t e m a a l S. 267— 268.c) Cfr. dog U. 1894. 997.7) Cfr. dog S i n d b a 11 e anf. Sted S. 204 og F r o s t : F oged forret

ninger S. 215.8) Jfr. om dette Begreb D. R p l . II. S. 402 og T v i s t e m a a l S.

258. Jfr. herved D om m e i U . 1919. 381, 1899. 254.

150

D. L. 5—6—9 og 5—8—6. Tredjem and maa dog vistnok ogsaa, hvis han foretræ kker det, kunne benytte Appelvejen, idet hans Paastand jo gaar ud paa, at Udlæget er ulovligt i Forhold til ham 9).

II. A. Vi forefinder ogsaa paa dette Om raade de to sæ dvanlige Retsm idler, »A n k e« og »K æ r e«, men disses indbyrdes Forhold bestem m es ikke her paa samme Maade som ved D om ssagerne10).

Ifølge § 593 skal nemlig Klager over Fogedforretninger, som vedrører s e l v e d e n F o r d r i n g e l l e r R e t , om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmaal11), gøres gældende ved A n k e . Forudsætningen maa dog selvfølgelig være, at vedkommende Indsigelse overhovedet kan komme frem under Fogedforretningen, hvad der, naar der til G rund for Eksekutionen ligger en Dom, sædvanlig vil være udelukket med Iiensyn til oprindelige M angler ved Retsforholdet, jfr. § 483. Derim od skal Klager, der alene angaar d e p r o c e s s u e l l e B e t i n g e l s e r f o r F o g e d f o r r e t n i n g e n eller den derved brugte F r e m g a n g s m a a d e , gøres gældende ved K æ r e .

G enstand for A n k e vil herefter f. Eks. være Klager, der gaar ud paa, at Dommen eller Forliget er opfyldt, at vedkom mende Pantebrev er ugyldigt, at Forfaldstiden endnu ikke er kom m et o. lign.12); hertil henføres i M otiverne13) ogsaa det Tilfælde, at en Eksekution forlanges annulleret, fordi dens Grundlag er bortfa ldet ved Om stødelse af den Dom, hvorpaa den er bygget. D erim od henhører under Retsm idlet K æ r e

9) Jfr. ovfr. S. 62 sam t før Rpl. D om m e i U . 1911. 115, 1884. 544 og efter Rpl. U . 1938. 805, 1942. 992.

10) Jfr. T v i s t e m a a l S. 236— 237.n ) E ller som gaar ud paa, at A u ktionssum m en er urigtigt fordelt

ved F ogedens K endelse, jfr. L ov 209, 23. Juli 1932. Se herom ndfr. S. 233— 234.

12) Jfr. D om m e 0 . L. T. 1929. 255 og 427 angaaende Spørgsm aalet, om A fb eta lin g slo v en kunde finde A n v en d e lse , sam t 0 . L. T . 1933. 148: Spørgsm aalet om P antets O m fang, jfr. T ing lysn l. § 47, og S. 189: B eregningen af Fordringens Kurs. Se nu ogsaa herved U. 1937. 86 (H ) m ed N o te 1, U . 1939. 293 (H ): Spørgsm aal om P antsæ tnings U g y ld ig hed.

13) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 439 Sp. 158 (261).

151

ikke blot Klager over den rent formelle Frem gangsm aade14), m en ogsaa f. Eks. den Indsigelse, at der er gjort Udlæg i G enstande, som var fritaget for Eksekution15). D er har i P raksis vist sig en stæ rk Tilbøjelighed til at antage, at A fgørelser angaaende det Spørgsmaal, om T r e d j e m a n d s R e t er til H inder for, at der gøres Eksekution i visse Ting, derimod skal gøres til G enstand for Anke. Da heller ikke dette Spørgsmaal kan siges at »vedrøre selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmaal«, idet denne Fordring eller Ret jo ikke bestrides, synes en Del at tale for, at T ilfældet, hvor R e k v i s i t u s frem sæ tter Indsigelsen om, at Tingen tilhører Tredjem and, ligestilles med de fornævnte T ilfælde, hvor Rekvisitus hævder, at G enstanden er fritaget for Eksekution. I Praksis er Kære ogsaa anerkendt i nogle rene Tilfælde af denne A rt1G). Derim od har Praksis, hvor T red je m and selv gør Indsigelse om at være E jer af de udlagte Ting gældende, fastholdt, at Klagen m aatte ske ved A nke17). I V irkeligheden er Forholdet det, at Spørgsmaalene om T red je m ands Ret hverken klart om fattes af Formuleringen af de Tilfælde, der er G enstand for Kære, eller af dem, der er G enstand for Anke, og det er derfor vistnok naturligt i A lm indelighed at foretræ kke det præ sum tivt bedre Retsm iddel A nke18). Begrundelsen for Anvendelsen af Anke i nogle senere

14) Jfr. f. Eks. R. U . N r. 148 i U . 1922. B. 234 og U . 1937. 177.15) Jfr. D om U . 1930. 518, m en cfr, 1934. 97 (N o te 2), der e. O.

akeepterer en A n ke m. H. t. en Indsigelse angaaende U d læ gets G en stand.

10) Jfr. U. 1920. 788 (jfr. T illæ g og R ettelser til U. 1920 A ), 1921. 58, 0 . L. T . 1932. 106 og V . L. T . 1936. 241 (der dog kun angik Spørgs- m aalet, om H ustruens Sam tykke kræ vedes til A fk a ld paa U d ta g else sretten). Cfr. derim od V . L. T . 1938. 65, hvor U d læ g paastodes o p h æ vet af R ekvisitus o g e n P a n t h a v e r under H en visn ing til, at dc udlagte G en stand e (utæ rsket Sæ d) var om fa ttet af P anterettigh ed en , og V . L. T . 1939. 33, hvor en P rotest m od U d læ g hos en Forpagter t i l t r a a d t e s a f G aardens E j e r o g en P a n t h a v e r .

17) Jfr. U . 1921. 369, 1923. 129, 1926. 981 og V . L. T . 1923. 58, 1929. 250, 1938. 65, 1939. 33.

18) Jfr. V . L. T . 1938. 65, der i det i N o te 16 refererede T ilfæ ld e henviser til A n ke, »da T v isten drejer sig om , hvorv id t T red jem an ds R et er til H inder for Foretagelse af U dlæ g«, og V . L. T . 1939. 33, lig e

1 5 2

Domme tyder ogsaa paa, at Spørgsmaalet naturligt betragtes som hørende under A nke19).

Da Fortolkningen af § 593 i Praksis har givet Anledning til saa megen Tvivl, er der nu ved §’ens 3. Stk. for det Tilfælde, at Parten m aatte have beny tte t et urigtigt Retsmiddel, aabnet L andsretten en Adgang til at h e n v i s e Klageren til at benytte det rette Retsm iddel20).

Hvis den, der rejser Anke, tillige har Klager af den i § 593,2. Stk., angivne K arakter at gøre gældende mod Forretningen, skal disse dog, for at undgaa Dobbeltforfølgning, altid inddrages under Anken.

B. a. A nke og Kære med H ensyn til en Eksekutionsforret- ning kan dog ifølge § 536 f ø r s t finde Sted, naar denne er » s l u t t e t«. Kendelser, der afsiges af Fogeden, kan derfor først gøres til G enstand for Anke eller Kære, efter at hele Eksekutionsforretningen er s lu tte t21). D er tænkes herved paa den formelle Slutning til Protokollen, og det betones i denne Forbindelse i M otiverne22), at der under det nye System bør anvendes en nøjagtigere Terminologi end den, der under den tidligere Procesordning sædvanlig havde væ ret brugt, naar man lod Afslutningen af en Eksekutionsforretning ske blot ved en Protokoltilførsel om, at Forretningen udsattes.

Den Om stændighed, at en slu ttet Eksekutionsforretning eller de derunder afsagte Kendelser gøres til G enstand for Anke eller Kære, hindrer ifølge § 527, 3. Stk., ikke Fuldbyrdelsen af Fogedens Dekreter, f. Eks. derved, at det udlagte under en Genoptagelse af Forretningen bringes ud af Rekvisiti Besiddelse.

ledes refereret N o te 16, der udtaler, at »en P aastand som den næ vnte under H en syn til dens B egrundelse i M edfør af § 593 ikke vil kunne gøres gæ ldende ved Kære«.

19) Cfr. tild els T vangsfu ldb yrd else forrige U dgave S. 141 m ed N o te 19— 20.

20) Jfr. som Eksem pler herpaa V . L. T . 1938. 65 og 1939. 33 og U . 1942. 168.

21) Jfr. herved D om m e U. 1926. 981 (982), 1927. 696, m en cfr. 1924. 364 (365).

2'2) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 382 Sp. 154 (257).

153

b. Anke eller Kære imod Eksekutionsforretningen23) maa ifølge § 537 i Reglen rejses i n d e n 4 U g e r24), efter at Eksekutionsforretningen er endelig slu ttet (eller stadfæ stet), eller, for saa vidt Eksekutionsgrundlaget paa lovlig M aade ophæves eller forandres, 4 Uger, efter at dette er sket. Dog kan Justitsm inisteren indtil 1 A ar efter Eksekutionsforretningens Slutning (eller Stadfæstelse) tillade Anke eller Kære, naar ganske sæ regne O m stændigheder taler herfor.

C. V ed § 594, 1. Stk., hjem les der en almindelig Adgang til Frem sættelse af »N o v a«, idet det udtales, at under A nkesagen eller Kæremaalet er den for Fogeden stedfundne Procedure ikke bindende, og der er endog in tet til H inder for, at nye Paastande frem sættes; det maa dog herved være underforstaaet, at, som det siges i M otiverne25), »Sagens Identite t bevares«26). Dog kan Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogeden afgivne, Fogedbogen tilførte Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

Reglen om, at Proceduren i U nderinstansen ikke er bindende i Overinstansen, stem m er forøvrigt i det væsentlige (dog ikke med Hensyn til den frie Adgang til at frem sætte Paastande) med, hvad der ogsaa gælder under Anke af Doms- sager til Landsret27). Men de Begrænsninger, der gøres her, og som staar i Sammenhæng med den Eventualmaksime, der til en vis G rad gælder i Domssager, men ikke ved Fogedforretninger, finder i A lm indelighed ikke A nvendelse i T ilfælde af Anke eller Kære mod en Eksekution. Den Undtagelse, der i § 594 gøres med H ensyn til Parternes faktiske Erklæ ringer, hviler derim od paa en urigtig Forudsætning om, at der ogsaa ellers er kny tte t en almindelig forbindende K raft til

2;î) U . 194-8. 482 (H ) fastslaar, at den i § 537, 1. Stk., h jem led e K ærefrist af 4 U ger o g s a a gælder v e d s æ r s k i l t K æ r e a f e n k e l t e K e n d e l s e r i O veren sstem m else m ed § 536, 2. Stk. T id ligere er det antaget, at der i dette T ilfæ ld e gjaldt den alm indelige K æ refrist af 2 U ger, jfr. F orudsæ tningen i U . 1921. 369 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 141— 142, N o te 2.

24) Jfr. § 645 smh. m. § 652 m ed H en syn til K lage over Fogedens N æ g telse af A rrest eller Forbud.

25) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 440 Sp. 159 (262).20) Jfr. herved U . 1938. 145.27) Jfr. D. R p l . II. S. 485—86 og T v i s t e m a a l S. 247.

1 5 4

saadanne Erklæringer, og det er derfor et Spørgsmaal, i hvilket Omfang der maa tillægges denne U ndtagelsesbestem m else re tlig Betydning.

D et er iøvrigt i alt væsentligt de almindelige Regler om Anke og Kære fra U nderret til Landsret, der ifølge § 594 finder Anvendelse i disse T ilfæ lde28).

D. a. Som noget særligt bestem m es det i § 595, 1. Stk., at der i disse Tilfælde kan finde A n k e S t e d v i d e r e f r a L a n d s r e t t i l H ø j e s t e r e t , naar den Fordring, i A nledning af hvilken Eksekution er sket, har væ ret G enstand for Landsrettens Afgørelse i første Instans, eller den dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af R etstvist vilde henhøre under Landsret (altsaa navnlig, naar den har over 2000 K r.’s V æ rdi)29). D et er dog, som det fremhæves i M otiverne30), mere tilsyneladende end virkeligt, at der saaledes bevares 3 Instanser, da Fogedens Afgørelse netop særlig af de Spørgsmaal, som er G enstand for egentlig Anke efter § 593, som oftest paa Grund af Fogedprocedurens Beskaffenhed vil have en rent foreløbig Karakter, og en fuldstændig Forhandling og endelig Paakendelse af Sagen saaledes i Reglen først vil finde Sted ved Landsretten. N aar Fordringen ikke er af den anførte Beskaffenhed, kan Justitsm inisteren dog tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for H øjestere t31).

28) Jfr. U . 1945. 995, der under A n k e af Fogedsag afviser et E rstatningskrav m od den anden Part for A fsa v n af L ejlighed som hørende under U nderretsbehandling.

29) Jfr. som E ksem pler herpaa H øjesteretsd om m e U. 1926. 576, 942, 1929. 741 sam t m ed H en syn til en U d sæ ttelsesforretn ing , jfr. § 611, 1923. 574 og 1924. 290 vedrørende um iddelbar F ogedforretn ing m ed H en syn til et Barn. — B estem m elsen m aa ifø lge G rundsæ tningen i § 492 ogsaa finde A n v en d e lse paa U d læ g i H en hold til Pantebrev, saaledes at der heller ikke her kræ ves T illad else til A n ke, naar Fordringen efter sin B eskaffenh ed i T ilfæ ld e af R etstv ist v ild e høre under Landsret, jfr. utr. J. M. Skr. 13. Juli 1929 og H ø jesteretsd om U . 1930. 83. D et sam m e gæ lder ogsaa ved U dpantn ing, jfr. H øjesteretsd om m e U . 1928. 671, 1934. 97 smh. m. 1928. 299 angaaende en Fordring, der efter sin B eskaffenh ed v ild e høre under U nderret.

30) U dk. 1899 ad § 441 Sp. 159 (262).31) Jfr. som E ksem pler paa, at saadan T illad else er g ivet, H ø jeste

retsdom m e U . 1929. 16, 1935. 26. Jfr. m ed H en syn til U dpantn ing U . 1928. 299. (H ).

155

Om A nken til H øjesteret gælder de almindelige Regler i Kap. 36, saaledes at der navnlig ikke synes at være hjem let nogen Adgang ud over den ved §§ 404—407 hjem lede til at fremkomme med Nova i denne Instans.

b. Med H ensyn til K æ r e fastslaas ved § 595, sidste Stk., en anden Ordning, saaledes at Landsrettens Afgørelse i A nledning heraf ikke er G enstand for yderligere Kære til H øjesteret, m edm indre Justitsm inisteren undtagelsesvis m eddeler Tilladelse dertil.

III. Hvad angaar det mulige A n s v a r for Eksekutionens Ulovlighed, maa

A. F o g e d e n s A nsvar bedømmes efter de almindelige Regler om Dommeres A nsvar32), saa at han kun kan gøres ansvarlig, naar den begaaede Fejl kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom 33). V ed Bedømmelsen heraf maa man ikke anlægge for streng en M aalcstok, idet der maa tages Hensyn til, at Fogeden sædvanlig maa handle uden lang Betænkningstid.

B. Derim od maa R e k v i r e n t e n34) som den, der bæ rer A nsvaret for Retsforfølgningen, ogsaa i Almindelighed hæfte for Følgerne af dennes mulige Ulovlighed. Dog vil han i Reglen ikke blive ansvarlig, naar Eksekutionen ophæves blot paa G rund af, at den Dom, hvorpaa den hviler, omstødes, idet den dom fældte sædvanlig selv vilde have haft det i sin Magt at afværge Eksekution ved Appel. Derim od maa han hæfte for Fejl, der begaas ved selve Udlægsforretningen35), og det kan ikke fritage ham for Ansvar, at Fejlen maaske i det enkelte Tilfælde nærm est maa tilregnes Fogeden. Han maa derfor sæ dvanlig tilsvare Rekvisitus hele det Tab, denne m aatte have lidt ved den ulovlige Eksekution. D et maa dog paahvile denne selv

32) Jfr. T v i s t e m a a l S. 47— 48, D . R p l . I. S. 93 ff. og Rpl. § 47,2. Stk., h vorefter E rstatningsansvar norm alt gøres gæ ldende ved A n ke.

33) Jfr. U . 1945. 995 om E rstatning hos Fogeden for A fsa v n af L ejlighed og før Rpl. H ø jesteretsd o m U . 1888. 425 sam t O verretsdom 1893. 307. Se ogsaa om Idøm m else af Sagens O m kostn inger U. 1935. 1134.

34) Jfr. om E rstatningsansvar for R ekvirentens Sagfører U . 1927.163.

35) Cfr. U . 1906. 870, 1880. 559.

156

nærm ere at oplyse Skadens Størrelse, og nogen almindelig Formodning om, at han — saaledes som ved A rrest efter § 641— har lidt »Tort og Kreditspild«, kan ikke opstilles36).

Ogsaa en T redjem and vil kunne have lidt Skade ved Eksekutionen. D ette Tab vil im idlertid sjæ ldent indtræ de ved selve U dlæget37), men først ved det derpaa følgende Tvangssalg38), og det vil derfor være naturligt a t henvise Spørgsmaalet til Behandling nedenfor under Fremstillingen af Tvangsauktion.

3ß) Jfr. H øjesteretsd om m e U . 1913. 507 (511), 1893. 1185, 1891. 57 og 1881. 139 sam t D om m e U . 1911. 129, 1906. 675, 1902. 603, 1898. 953 (958), 1893. 307, 1884. 515.

37) Cfr. dog D om U . 1917. 885.38) Jfr. U . 1900. 723.

II. Udpantning1).§ n.

I. Om U dpantning fandtes Reglerne tidligere i Lov 29. M arts 1873 (i det følgende citeret som Upl.), og disse er i alt væ sentligt opretholdt ved Rpl. Kapitel 54.

U dpantning maa trods det store A ntal Tilfælde, hvori den faktisk anvendes, i Forhold til Udlæg anses for e t e k s t r a o r d i n æ r t R e t s m i d d e l , for hvis Anvendelse der altid maa paavises særlig Hjemmel. Den adskiller sig fra det sæ dvanlige Udlæg derved, at det i k k e til dens Foretagelse er nødvendigt at forelægge Fogeden d e t a l m i n d e l i g e E k s e k u t i o n s g r u n d l a g , Dom eller Forlig, og heller ikke engang altid et skriftligt D okum ent af en saadan K arakter som de i § 478 Nr. 3 og N r. 4 omhandlede Pantebreve. Paa den anden Side er der ogsaa mellem U dpantning og disse T ilfælde af Udlæg uden forudgaaende Lovmaal og Dom den Forskel, at der a l t i d m a a t i l v e j e b r i n g e s e n f o r m e l A k t som um iddelbart Grundlag for U dpantningens Foretagelse. I ældre T id bestod denne A kt i en Bemyndigelse fra Overøvrigheden, der afgav en »Udpantningsordre«. Denne Ordning blev im idlertid opgivet allerede ved Upl. som kun lidet stem m ende med N utidens Sondring mellem A dm inistration og Retspleje, og i S tedet derfor skal der nu ogsaa efter Rpl. altid af Fogeden selv afsiges en »U d p a n t n i n g s k e n - d e 1 s e«, som skal forkyndes, forinden han skrider til F orre tningens Foretagelse. M an kan for saa vidt betegne U dpan tningen som e n f o r k o r t e t R e t s f o r f ø l g n i n g , idet de to A kter, hvori ellers en Retsforfølgning falder, Eksekutions- grundlagets Tilvejebringelse ved Dom stolen og Eksekutionens Foretagelse ved Fogeden, ved U dpantningen sam m entrækkes til een, saa at saavel G rundlaget for den som dens Udførelse besørges af Fogedretten selv. Til denne H ovedm odsætning i

1) Jfr. fra den tidligere R et N e l l e m a n n : E xecu tion S. 296— 338.

158

Grundlaget for U dpantning og Udlæg k ny tter der sig en Række Forskelligheder i den nærm ere Ordning, hvilke ogsaa gor sig gældende i Forholdet til den um iddelbare Retsforfølgning efter § 478, Nr. 3 eller 4, idet denne behandles som sædvanlige Udlæg.

II. A. Angaaende Spørgsmaalet, i h v i l k e T i l f æ l d e U d p a n t n i n g s k a l k u n n e f i n d e S t e d , henvises der i Rpl. § 596 dels til Opregningen i Upl. § 1, dels til en Række senere Love, og dertil føjer Rpl. nogle enkelte Tilfælde, ligesom der ogsaa senere er kom m et flere Tilfælde til2). Et fælles Træ k for U dpantningstilfældene er — foruden at der skal foreligge L o v h j e m m e l herfor — at K r a v e t skal have e n v i s K l a r h e d , om end dets Grundlag ikke er af en saadan Likviditet, som i Almindelighed kræves til Eksekution3). M edens der med H ensyn til de enkelte U dpantningstilfæ lde maa henvises til Lovens Opregning og til Lovleksikon, skal der her kun fremhæves nogle, der er særlig karakteristiske eller praktisk vigtige4).

De Krav, hvorfor U dpantningsretten er hjem let, er for en sto r Del af o f f e n t l i g r e t l i g N atur, saaledes (Upl. § 1, N r. 1) Stats- og K om m uneskatter5), jfr. ogsaa Stempellov, Bekg. N r. 99, 23. April 1929 § 44, og Arveafgiftslov 10. A pril 1922 § 41, G ebyrer (Nr. 4) og Betaling i Henhold til T akster for Benyttelsen af offentlige Indretn inger6) (N r. 3). Endvidere kan nævnes en Række f a m i l i e r e t l i g e Ydelser, nemlig ifølge Nr. 6, jfr. nu Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 navnlig §§ 1, 5,

2) Jfr. f. Eks. L ovbekg. N r. 177, 15. A p ril 1930 om T ilsy n m ed Skibe § 40; nogle andre T ilfæ ld e næ vnes paa næ ste Side.

3) Jfr. ogsaa Statsban elov N r. 336, 27. Juni 1946 § 70, Stk. 2, hvorefter U dpantn ing for v isse E rstatningsbeløb kan finde Sted, »saafrem t vedkom m end e har a n e r k e n d t s i n F o r p l i g t e l s e til at ersta tte det paagæ ldende Beløb«.

4) Se iøvrigt herved K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 814— 820 og O pregningen hos F r o s t : F ogedforretn inger S. 225— 230.

5) Jfr. U . 1917. 526, 1921. 498 (H), 1925. 983, 1944. 108 (H). Se ogsaa vedrørende U dpantn ing for V a lu ta y d else U . 1925. 761. — O m U d p a n tning for u d e n l a n d s k e S k a t t e k r a v se S. 160.

6) D. v. s. Indretninger, hvortil A d gangen er o ffen tlig , m edens det ikke just kræ ves, at de tilhører det o ffen tlige . Jfr. som E ksem pler K om m unens U dpantn ingsret for resterende E lek tric ite tsa fg ift, G asa fg ift eller V an d afg ift og for B etaling for B en y tte lse af Sygehuse. Se ogsaa F orsorgslovens § 301 om y d et K om m unehjæ lp.

159

8, 14 og 21 sam t Forsorgsloven, Lovbekg. Nr. 475, 31. August 19466a), § 200, Stk. 1, alle U nderholdsbidrag7), men dog kun for saa vidt de enten er fastsat ved Øvrighedsresolution eller er hjem let i Separations- eller Skilsmissevilkaar, der er stad fæstet af Øvrigheden, eller endelig efter ÆL. I. §§ 68, 69 og 70, jfr. dens § 73, eller ÆL. II. § 8, 2. Stk.8), er fastslaaet ved Bevilling eller Dom eller ved Overøvrighedens Afgørelse. Ifølge Strfl. § 52, Stk. 3, bliver dernæ st en B ø d e , der ikke betales, at inddrive ved U dpantning, m edm indre Politiet skønner, a t Inddrivelse ikke er mulig, eller vilde gøre føleligt Skaar i den bødefældtes Livsvilkaar. Saadan U dpantning spiller im idlertid en meget ringe Rolle i P raksis9). Fremdeles kan U dpantning finde Sted for en Række F o r s i k r i n g s k r a v , nemlig dels for forskellige Brandassurancepræm ier (N r. 7)10), dels for U lykkesforsikringskrav og Præm ier efter Lovbekg. Nr. 149, 23. M arts 1948, §§ 18 og 1911) sam t Præmier, som Ejeren af et Motorkøretø j skylder et anerkendt Ansvarsforsikringsselskab, jfr. Lovbekg. N r. 131, 14. A pril 1932 § 39, Stk. 6. Endelig kan som et praktisk Tilfælde af U dpantning nævnes A u k t i o n s - f o r d r i n g e r , idet der (N r. 10 a) skal kunne gøres U dpan tning for »Fordringer hos en og samme Skyldner paa Betaling for L ø s ø r e , der er købt ved offentlig A uktion, naar Auk-

°11) L oven er senest æ ndret ved L ov N r. 256, 9. Juni 1948, m en den er endnu ikke bekend tgjort paany i H enhold til den ved L oven g ivne B em yndigelse.

7) U n derh old sp lig ten antages i A l m i n d e l i g h e d i k k e at kunne fy ldestgøres gennem M o d r e g n i n g . Jfr. herved J u l . L a s s e n : O bligationsret, A im . D e l S. 755 N o te 48, H e n r y U s s i n g : O bligationsret, A lm . D el, 2. Udg. S. 413 og D om m e U . 1915. 303, 1929. 150, V . L. T . 1932. 65. U n d tagelse m aa dog kunne gøres, hvor Fordringerne er konnekse, eller M odkravet dog staar i F orbindelse m ed H oved kravet, jfr. J. D . 1940. 132 vedrørende de H ustruen under Skilsm issesagen paalagte Sagsom kostn inger og U . 1940. 1029 (H ) vedrørende Sagsom kostn inger i en Sag angaaende se lve U n derh old sb idragets Størrelse. Se herved L. C a r s t e n s i T. f. R. 1941. 230. Sm l. om U dpantn ing i F e r i e p e n g e U . 1945. 1136.

8) Jfr. herved O. A . B o r u m : F am ilieretten , 2. U dg. S. 130— 131 sam t J. M. Cirkl. N r. 206, 20. D ecem ber 1937.

9) Jfr. herved S t e p h a n H u r w i t z i N o rd isk T idsskrift for Strafferet 1936 S. 94—95 sam t ovfr. S. 67. — U d pan tn ing for Bøder eri øvrigt gebyrfri, jfr. J. M. Skr. N r. 139, 24. Juni 1937.

10) Cfr. U . 1923. 968.n ) Jfr. f. Eks. D om m e U . 1924. 163 og 1928. 598 angaaende Præ m ie

1 6 0

tionsprotokollen tydelig udviser Køberens Navn og Købesumm ernes Størrelse«12) og ifølge Lov Nr. 246, 9. Maj 1917 § 4,1. Stk., Købesummen og Om kostningerne ved Salg paa L a n d b o f o r e n i n g e r s A uktioner kan fordres inddrevet ved U dpantning, jfr. nu ogsaa Lov Nr. 132, 16. A pril 1935 § 17 om offentlig A uktion ved A uktionsledere13).

Ved Lov Nr. 276, 9. Juni 1948 er der nu ved et i Rpl. § 596 indføjet nyt andet Stykke givet H jemmel for, at det v e d O v e r e n s k o m s t med fremmed Stat kan vedtages, at u d e n l a n d s k e S k a t t e k r a v , som er fastsat i Henhold til vedkom m ende Stats Lovgivning, kan inddrives her i Landet ved Udpantning. Som Grundlag for saadan Udpantning skal der foreligge en Anmodning herom fra F i n a n s m i n i s t e r i e t og en A ttestation fra dette om, at Betingelserne ifølge Overenskom sten for Inddrivelsen er til Stede13a).

D et siges i Upl. § 1 udtrykkeligt, at udenfor de nævnte Tilfælde kan U dpantning ikke finde Sted, saa at ogsaa en analogisk Udvidelse maa være udelukket14). Heller i k k e ved Parternes V e d t a g e l s e kan U dpantning udstræ kkes ud over den lovhjemlede Kreds15).

Derim od staar det altid den berettigede aabent at opgive U dpantningsretten og i Stedet indtale sin Fordring ved sæ dvanlig Rettergang, jfr. Rpl. § 596, næ stsidste Stk.; dette er ogsaa rimeligt paa G rund af det strenge Ansvar, der er forbundet med en ulovlig Udpantning. Ifølge den nævnte Bestemmelse skal det endogsaa — men dog kun naar Fogeden finder, at O m stændighederne taler derfor — være R ekvirenten tilladt at benytte U dpantning f o r e n D e l af Fordringen og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang; denne Udvej vil

forskud, m en cfr. 1927. 995 angaaende Præ m iedepositum , 1929. 546 vedrørende Præ m ierabat og U . 1943. 939 vedrørende Ekstrapræm ier. — Jfr. ogsaa Folkeforsikringslov, Lovbekg. N r. 176, 15. A pril 1948 §§ 10, Stk. 12, og 43, Stk. 5.

12) Jfr. U . 1880. 916 (H ), cfr. 1878. 662, 1914. 324, 1925. 415.13) Jfr. om U d pan tn ingsrettens O m fang V . L. T . 1944. 285.13a) Jfr. herved A rt. 18 i den m ed U. S. A . den 6. Maj 1948 a f

s lu tted e K onvention til U ndgaaelse af D obbeltbeskatn ing.14) Jfr. m. H. t. U pl. N r. 10, f., U . 1947. 334. Se ogsaa U. 1938. 660

og 1939. 187.15) Jfr. fra T iden før U pl. J. M. Skr. 3. O ktober 1849, 10. A pril

1852 og efter Rpl. U . 1937. 984.

1 6 1

han særlig kunne være in teresseret i at benytte, naar der hersker Tvivl angaaende Fordringens Størrelse, idet han da hurtig t kan sikre sig den uom tvistede Del og nøjes med at procedere om Resten. Endelig udtales det i §’ens Slutning, at naar Skyldneren tilbyder delvis Betaling, bør denne modtages.

B. U dpantningsretten kan ikke blot gøres gældende af den oprindelig berettigede, m en ogsaa af hans S u c c e s s o r , idet det i § 597 bestemmes, at »U dpantningsretten følger Fordringen, saa at den tilkom m er enhver, som med H ensyn til samme er traad t i den oprindelig berettigedes Sted« 1G).

C. D er er ved § 597, 1. Stk., h jem let en F o r æ l d e l s e af U dpantningsretten, nemlig efter en Frist af 1 A ar fra Fordringens Forfaldstid17). D et skal være tilstrækkeligt, at U dpantning er b e g æ r e t inden U dløbet af denne Frist, naar den blot derefter med tilbørlig H urtighed fremmes af R ekvirenten18).

Med H ensyn til U n d e r h o l d s b i d r a g bestem m er § 21* i Lov Nr. 133, 7. Maj 1933, at U dpantningsretten, for saa vidt angaar Bidrag, der forfalder straks ved Bidragsfastsættel- sen, vedvarer i 1 A ar fra Bidragsbestem m elsens Dato og ellers 1 A ar fra den fastsa tte Forfaldsdag. D et er dog tilstrækkeligt, a t Begæring om Øvrighedens Bidrag til Bidragets Inddrivelse eller om Eftersøgning af den bidragspligtige er frem sat inden U dløbet af det nævnte Tidsrum . D et bestem m es derhos, at R etten til at benytte U dpantning bevares, naar Begæring om Bidragets Udbetaling af det offentlige er frem sat i rette Tid, selv om der er forløbet mere end 1 A ar efter Forfaldsdagen, naar vedkom m ende M yndighed uden Ophold foretager de fornødne Skridt til Bidragets Inddrivelse.

1G) Jfr. om U dpantn ing hos senere E jere af E jendom m en U . 1929. 553. Cfr. derim od U. 1923. 968.

17) Jfr. U . 1918. 821 og 1926. 319 (H ): U d pan tn ing stad fæ stet for Bidrag for flere A ar tilbage, da G rundlaget for U d pan tn ingen først var tilvejeb ragt ved det i det sidste A ar stad fæ sted e R egulativ.

18) Jfr. herved D om U. 1926. 834 og utr. kbh. F. R. KK. af 7. M aj og 24. D ecem ber 1920, som ikke ansaa d ette for at væ re T ilfæ ld et, hvor F orsinkelsen sk y ld tes O pgivelse af urigtig B opæ l ved den første R ekvisition , eller at det ikke inden Fristens U d løb havde væ ret m uligt at finde R ekvisiti Bopæ l. — Se ogsaa H øjesteretsd om U . 1930. 271 m ed H en syn til U n d ladelse af at begære T vangsauk tion sam t fra ældre R et D om m e U . 1904. 475 og 1910. 962.

T vantl sfu ld by rdelse. 11

1 6 2

Med Hensyn til de i Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 § 2 omhandlede S k a t t e r o g A f g i f t e r til det offentlige m. m.19) bestemmes det i den nævnte Lovs § 7 — jfr. tidligere Rpl. S 597, 1. Stk., som æ ndret ved Tillægslov 30. Juni 1922 § 46 — at U dpantningsretten vedvarer indtil 2 A a r efter, at F ordringen er forfalden til Betaling20). I Tilfælde, hvor der er givet H enstand, maa det dog følge af Bestemmelsen i S tatsskattelov N r. 149, 10. April 1922 § 38, 2. Stk., jfr. A nordn. Nr. 81, 30. M arts 1925 § 1, 6. Stk., a t Fristen først regnes fra det T idspunkt, da Skatten efter den givne H enstand skulde være betalt21).

III. H vad nu angaar d e s æ r l i g e R e g l e r , der gælder cm U dpantning sammenlignet med Udlæg, er det

A. om Begæringen i § 598 sagt, at den altid skal være s k r i f t l i g22). A t Begæringen maa være ledsaget af de fornødne D okum enter eller andre Oplysninger, siger sig selv. Fogeden træ ffer derefter Bestemmelse om, hvor vidt U dpan tningen skal fremmes, ved en K e n d e l s e , som tegnes paa selve Begæringen. V ed U dpantning for S k a t t e r og A f g i f t e r , som opkræves ved Kommunernes Foranstaltning, afsiges Kendelse af Fogeden i den Retskreds, hvorunder vedkommende Kommune hører, s e l v o m U dpantningen skal foregaa i en anden Retskreds, jfr. Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 § l 23). B o r t s e t h e r f r a maa Kendelsen afsiges af Fogeden i den Retskreds, hvor U dpantningen skal foregaa, altsaa sædvanlig hvor D ebitor bor. F lytter D ebitor, inden Kendelsen er fuldbyrdet, til en ny Jurisdiktion, er Fogeden her ikke pligtig uden videre at eksekvere Kendelsen, men der maa afsiges

10) Jfr. om O m raadet herfor U . 1931. 407 og 1945. 835.20) Se ogsaa herved U . 1943. 1020, h vorefter det antages at fø lge

af Lov N r. 60, 26. Februar 1940 § 7, Stk. 9, at U d pan tn ingsretten for R estsk y ld en paa et D riftslaan til Produktion af T ørv uden H en syn til Foræ ldelsesreglen i Rpl. § 597 bevaredes i 4 A ar og 3 M aaneder efter L aanets S tifte lse.

21) Jfr. U . 1927. 826, utr. kbh. F. R. K. 1. A u gust 1930 og F r o s t ; F ogedforretn inger S. 231. A t ikke ogsaa K onkursprivilegiet, som ifø lge A m tsstueforordn ingen af 8. Juli 1840 § 2 haves for et T idsrum af2 A ar og 3 M aaneder, bevares i T ilfæ ld e af H enstand , er fastslaaet ved H øjesteretsd om U . 1936. 744.

**) B egæ ringen er s t e m p e l f r i , jfr. S tem pellovens § 125.23) Se herved D om U. 1924. 317.

163

ny Kendelse, idet Fogeden selvstændig prøver, 0111 Betingelserne for U dpantning skønnes at foreligge, uden at være formelt bundet af den tidligere Kendelse24). Fogeden maa selvfølgelig nægte Udpantningen, naar Rekvirentens Krav maa anses for ulovmedholdeligt, f. Eks. naar de retlige Forudsæ tninger for at afgive en Øvrighedsresolution angaaende et U nderholdsbidrag ikke har foreligget, eller de juridiske Betingelser for dettes Inddrivelse iøvrigt mangler25), eller naar en paalagt Skat er i Strid med Loven26). U anset Finansm inisteriets A ttestation for, at Betingelserne ifølge en i M edfør af § 596, 2. Stk., indgaaet Overenskom st foreligger, maa Fogeden naturligvis selvstændig prøve, om Betingelserne for U dpantning af det udenlandske Skattekrav foreligger. Derimod vil Rekvisitus ikke kunne rejse Indsigelse mod Udpantningen for en indenlandsk Skat, fordi Skatteansæ ttelsen har væ ret urigtig, naar han har forsøm t rettidig at faa denne om stødt ved Klage til vedkom m ende højere Skattem yndighed, jfr. S tatsskattelov Nr. 149, 10. April 1922 § 38, sidste Stk.27). Fogedens Kendelse kan, for saa vidt den gaar ud paa, at den forlangte U dpantning kan foretages, ikke særskilt paaklages, hvorim od den, hvis den gaar ud paa at n æ g t e den begærede U dpantning — ligesom en Nægtelse af A rrest eller Forbud — kan gøres til G enstand for K æ r e28).

24) Jfr. F r o s t : Fogedforretn inger S. 235, N o te 3.25) Jfr. herved U . 1922. 902 og utr. kbh. F. R. KK. af 14. M aj og

19. O ktober 1921, 19. A p ril 1923.2C) Jfr. utr. kbh. F. R. KK. af 3. M arts 1920, 20. A pril og 29. Juni

1923.27) Jfr. saaledes en R æ kke utr. kbh. F. R. KK. af 11. D ecem ber

1919, 4. M arts 1920, 2. M aj 1921, 17. Februar 1922, 12. Februar 1923. (»D a R ekvisitus e fter det op ly ste er op taget paa H oved lign in gslisten for 1922— 23, og der ikke foreligger nogen af en k om p eten t M yndig hed truffen A fgørelse for, at den sk ete A n sæ tte lse er sk et m ed U rette eller ugyld ig, d a den Skat, hvorom det under næ rvæ rende Sag drejer sig, er forfalden , og d a han efter L ov N r. 144 af 8. Juni 1912 § 38, 5. Stk., og A nordn. N r. 141 af 5. M aj 1913 § 13, 3. Stk., jfr. § 38 i Lov N r. 149 af 10. A pril 1922, derfor m aa anses for afskaaren fra ved Indsigelse her for R etten at unddrage sig for at beta le den paalignede Skat, v il hans P rotest m od Forretningens Frem m e ikke kunne tages til Følge«). T ilsvarend e ogsaa utr. kbh. F. R. K. 16. A p ril 1928. Jfr. herved ogsaa U . 1925. 182 og 1919. 27.

28) G e b y r e r n e for U d pantn ingsforretn inger er lavere end vedU dlæ gsforretn inger, naar Fordringen er under 100 Kr., og d ette gælder, baade naar Forretningen foretages af Sogn efogeden og af F ogeden selv ,

1 1 *

164

U dpantningskendelsen skal, sædvanlig ved Rekvirentens egen Foranstaltning, f o r k y n d e s for Skyldneren29) m indst 5 D a g e f ø r Forretningens Foretagelse; denne Frist virker altsaa som en Eksekutionsfrist, regnet fra Kendelsens Forkyndelse. I A lmindelighed sker denne Forkyndelse ved en Stævningsm and overensstem m ende m ed Reglerne i Kap. 1730). Men i visse Tilfælde, saaledes navnlig hvor det d re jer sig om Skatte r og andre A fgifter til det offentlige, vil en offentlig Bekendtgørelse være tilstrækkelig, jfr. de nærm ere Regler i Lov N r. 185, 23. Juni 1932 § 2. Endvidere maa noget særligt gælde med H ensyn til U dpantning for B ø d e r , idet der formentlig er Fljemmel for at fravige den almindelige 5 Dages U dpant- ningsfrist i § 999, 2. Stk., hvorefter Fuldbyrdelsesfristen for upaaankelige Bødedomme er 3 Dage, men efter O m stændighederne helt kan bortfalde31). I disse Tilfælde vil U dpantning kunne ske helt uden Forkyndelse af Kendelsen. Paa den anden Side kan fremhæves, at der ved U dpantning hos M ilitæ rperso

jfr. L ov N r. 49, 9. M arts 1926 og Lov N r. 24, 13. Februar 1929 § 3, og V id n egeb yret er kun 25 Øre, naar Fordringen er under 50 Kr. For Fordringer, der overstiger 100 Kr., er G eb yret derim od det sam m e som for U dlæ gsforretn inger, jfr. Lov N r. 24, 13. Februar 1929 § 2, m en Sogn efogeden har K rav paa en D el af det, jfr. Bekg. N r. 69,31. M arts 1926. O m Sportu leringen i øvrigt, se V ejled n . for Sogn efogeder N r. 327, 20. D ecem ber 1932 § 20 (a ftryk t K o m m e n t e r e t R p l . II. S. 1517— 18). U d pantn ingsgebyrerne kan ikke forlanges f'orud- b eta lt af R ekvirenten , m en de skal enten erholdes hos R ekvisitus, ev en tu e lt ved R ealisation af det udpantcde G ods, eller ogsaa, hvis U d pan tn ingen har væ ret forgæ ves, bortfa lde. H vis der m aatte være paalob et nogle U d gifter, m aa disse da refunderes Fogeden af S ta tskassen, jfr. J. M. Skr. N r. 61, 1. M arts 1921. O m F orkyndelsesgebyr ved forgæ ves U d pan tn ing se N o te 30. G ebyrerne for U d pan tn ing skal erlæ gges, naar Skatten først betales, efter at Fogeden har beg ivet sig ud for at foretage U dpantn ing hos R estanten . Jfr. herved ogsaa J. M. Cirk. N r . 44, 20. Februar 1942 om A fk ræ vning af U dpantn ings- og V idn egebyr, naar en Skatterestance ind beta les til K om m unekontoret, efter at den er t ils t ille t Sogn efogeden til U dpantning.

20) Jfr. herved U. 1925. 890 om m angelfu ld Forkyndelse.30) Jfr. J. M. Skr. N r. 286, 24. O ktober 1922 og U . 1928. 816, h vor

efter Stæ vningsm anden, der forkynder U dpan tn ingsk en delsen , har Krav paa F orkyndelsesgebyr, se lv om Forretn ingen bliver forgæ ves.

31) Jfr. S t e p h a n H u r w i t z i N ord isk T idsskrift for S trafferet 1936 S. 94. — U dpantn ing for Bøder er g e b y r f r i, jfr. J. M. Skr. N r. 139, 24. Juni 1937.

165

ner, som nu ivæ rksættes af de civile M yndigheder, forud for U dpantningen skal ske U nderretning til den paagældende Chef32).

I Sager angaaende Inddrivelse af U n d e r h o l d s b i d r a g er dog F r e m g a n g s m a a d e n ifølge § 601 n o g e t s i m p l e r e . Saaledes skal det navnlig ikke være fornødent at indgive nogen særlig skriftlig Begæring om U dpantning, men Fogedens Kendelse om denne paategnes Overøvrighedens Resolution. N aar da denne een Gang er forkyndt, kan Forkyndelsen senere for de enkelte Bidrag gyldig ske, paa Landet ved Sognefogederne og i K øbstæderne ved en Politibetjent, uden at det er nødvendigt til Rekvisitus at afgive G enpart af Udpantningskendelsen. I disse Tilfælde p a a h v i l e r d e t o g s a a F o g e d e n a t b e s ø r g e a l t f o r n ø d e n t33) til Inddrivelse, derunder indbefattet Realisation af de udlagte G enstande34) og A uktionsbeløbets Indfordring.

Ogsaa i visse andre Tilfælde paahviler det Fogeden i Embeds M edfør at træ ffe alle nødvendige Foranstaltninger til Udpantningens Iværksættelse, jfr. §§ 599, 600, 2. Stk. Men ellers gælder ogsaa paa dette O m raade ikke Official-, men Partsvirksom hedsprincippet, saa at det overlades til Rekvirenten selv at foretage eller foranledige de til Forretningens Fremme fornødne Handlinger.

B. Som tidligere berørt, foretages U dpantning ligesom U dlæg i A lmindelighed af Fogeden. D et er heller ikke noget sæ rligt for U dpantning, naar det i § 600 bestemmes, at en saadan,

32) Jfr. herved J. M. Bekg. N r. 460, 28. O ktober 1922 om U d fæ rdigelse af R eso lu tion ved U d pan tn ing hos M ilitæ rpersoner og J. M. Cirk. N r. 298, 28. O ktober 1922 angaaende U nderretn ing om forgaçves U d pan tn ing hos M ilitæ re.

33) Jfr. U . 1939. 1137, der n æ g t e r U d p a n t n i n g for I n c a s- s o s a 1 æ r, da Sagførerassistance under H en syn til B estem m elsen i § 601 som R egel v il væ re overflød ig v e d U d pan tn ing for U n d e r h o l d s b i d r a g , og da der ikke havde foreligget sæ rlige O m stæ ndigheder, der gjorde det rim eligt, at der i det foreliggende T ilfæ ld e var antaget Sagfører. I D om m en forudsæ ttes, at der i andre T ilfæ ld e kan blive T a le om U dpan tn ing for rim elige U d g ifter ved Fordringens Inddrivelse — derunder ogsaa Sagførersalær. Cfr. U . 1940. 585.

34) U an set at det saaledes paahviler Fogeden at foretage alle ydre Skridt ogsaa til R ealisation , kan der ikke heraf ud led es en P ligt for Fogeden til forskudsvis at afholde de m ed R ealisation en forbundne O m kostn inger, m en disse m aa i P rincippet b eta les af B arnem oderen,

1 6 6

naar Fordringen ikke overstiger 200 Kr., og Genstanden for U dpantningen ikke er faste Ejendomme, paa Landet kan ske ved S o g n e f o g e d e n35). Derimod er det noget særligt for Udpantning, naar det i Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 § 3 bestem mes, at U dpantning for Skatter og Afgifter, der opkræves ved Kommunernes Foranstaltning, jfr. for Færøerne Lov Nr. 85, 30. M arts 1935 § 3, foretages af en P a n t e f o g e d , for saa v idt Kom m unalbestyrelsen har ansat en saadan36). Fremhæves maa ogsaa § 3 i Lov Nr. 511, 22. Decem ber 1947 og de tidligere Love om F ortrinsret i Høsten, hvorefter U dpantning paa Grundlag af H østpantebreve uanset Fordringens Størrelse paa Landet foretages af Sognefogeden.

De Regler, der foreskrives i § 604 for det Tilfælde, a t der mod en U dpantningsforretning, som foretages af Sognefogeden, frem sættes Indsigelser, er ligeledes ganske stem m ende med dem, der efter § 524, sidste Stk., gælder for Udlæg i tilsvarende Tilfælde.

C. Om s e l v e U d p a n t n i n g s f o r r e t n i n g e n s I v æ r k s æ t t e l s e , f. Eks. ogsaa om Tinglysning og Besiddelsen med Hensyn til de udpantede Genstande, gælder der væsentlig de samme Regler som om Udlæg37). Dog er R e k v i- r e n t e n s M ø d e under Forretningen ifølge § 602, 1. Stk., a l d r i g n o g e n f o r m e l N ø d v e n d i g h e d , cfr. med H ensyn til Udlæg § 517, 1. Stk. H vor Fogeden i Anledning

saaledes at hun om fornødent stiller Sikkerhed herfor, jfr. utr. J. M. Skr. 8. N ov em b er 1929, der dog efter O m stæ ndighederne tillader F ogeden forskudsvis at afholde U d giftern e af K ontorholdet under F orudsæ tning af, at A u ktion sp roven u et skønnes tilstræ kkeligt til at dæ kke O m kostn ingerne.

35) Jfr. herved ovfr. S. 8 m ed N o te 7— 8 sam t V ejled n in g for Sognefogeder N r. 327, 20. D ecem ber 1932 m ed T ilfø je lse 12. Juli 1935 og om Sognef ogedernes R egnskabsførelse m. v. A nordn. N r. 235, 14. Septem ber 1928.

30) Jfr. herved ovfr. S. 9— 10 sam t Bekg. N r. 325, 20. D ecem ber 1932 vedrørende P antefogeder, V ejled n in g for P antefogeder N r. 326,20. D ecem ber 1932 og J. M. Cirk. N r. 281 af s. D . til sam tlige K om m unalbestyrelser sam t for P antefoged erne paa Færøerne V ejled n in g N r. 9, 11. Januar 1936. — O m L ovens § 6, hvorefter F o g e d e n dog efter K om m unalbestyrelsens Begæring er p ligtig at besørge R e a l i s a t i o n e n af det udpantede, se ovfr. S. 9, N o te 11.

3T) O gsaa B estem m elserne i § 5 3 3, 2. o g 3. S t k., maa anses anven d elige paa U dpantn ing, jfr. ovfr. S. 145— 46. — Om U dpantn ing for

167

af frem satte Indsigelser m aatte finde det paakrævet, at Rekvirenten kom m er til Stede, maa Forretningen dog ogsaa her udsæ ttes for at give ham Lejlighed hertil, jfr. § 603, 2. Stk.

D. Om I n d s i g e l s e r s Frem sættelse f o r F o g e d e n under U dpantningsforretninger gælder ligeledes i alt væ sentligt det samme som ved Udlæg38). N aar det i § 603, 2. Stk., udtales, a t »ordentligvis kan kun Rekvirenten faa U dsæ ttelse for at begrunde sin Paastand«, ligger der næppe heri, at Rekvirenten i M odsætning til, hvad der maa antages ved Udlæg39), skulde have en ubetinget Ret til at forlange Forretningen udsat. Derimod staar det i Forbindelse med U dpantningens E jendommelighed, naar det i §’ens 3. Stk. bestemmes, a t Fogeden ved Paakendelsen af rejste Indsigelser ikke er bundet ved sin tidligere afsagte Udpantningskendelse.

E. N aar det med H ensyn til U dpantning i § 605 bestem mes, at R e a l i s a t i o n af det udpantede i k k e m a a f o r e - g a a f ø r e n d e f t e r F o r l ø b e t a f 4 U g e r , er dette i V irkeligheden ikke noget særligt for Udpantning, idet det efter § 542, 2. Stk., ogsaa i Tilfælde af Udlæg gælder, at Auktionen ikke maa foregaa, førend den ordentlige A nkefrist af 4 Uger er udløbet40). Ligeledes finder Reglen i § 605 i Slutn. — hvorefte r Realisation af det udpantede, naar U dpantningens G enstand ikke er fast E jendom eller Løsøre af m indst 200 Kr.’s Værdi, kan ske paa en offentlig Auktion, der afholdes af Sognefogeden eller Politiet — ifølge § 538, sidste Stk., jfr. Lov

I n c a s s o s a l æ r m. v. se U . 1939. 1137 og 1940. 585 sam t ovfr. N o te 33. Om V e d e r l a g m. v. t i l A u k t i o n s l e d e r se V . L. T. 1944. 285.

38) Se m ed H en syn til Spørgsm aalet om P aakendelse af Indsigelser under U d pantn ingsforretn inger U . 1937. 173, 1946. 977 og 1307.

39) Cfr. om F orholdet ved U dlæ g ovenfor S. 134— 135.40) N aar det nu i § 605 siges, at »R ealisation . . . ikke maa foregaa«

ind en A p p elfr isten s U d løb , kan der ikke læ ngere væ re T v iv l om , at der herved m enes det sam m e som i § 542, 2. Stk., h vorefter »A u ktion ikke maa foregaa« inden Fristens U d løb . D e t er altsaa a lene udelukket ilt ivæ rksæ tte se lve Salget inden Fristens U d løb , m edens der in tet er i V e jen for forinden at foretage de forberedende Skridt til A u k tio n en s A fh o ld e lse , saasom Beram m else og B ekendtgørelse og ved fast E jen do m A fh o ld e lse af det forberedende M øde. O m den T v iv l, som den tid ligere Form ulering gav A n ledn ing til, se D. R p l . I I I . , 2. U dg. S. 109 N o te 18.

1 6 8

Nr. 175, 11. Maj 1935, ogsaa A nvendelse paa udlagt Løsøre indtil samme Værdi.

F. H vad angaar R e t s m i d l e r n e mod en ulovlig U dpantning, er der efter §§ 606 og 607 navnlig den E jendom m elighed at fremhæve, at ikke blot den samme Retsvej som ved Udlæg efter § 593, nemlig A nke eller Kære, staar den foru re ttede41) aaben, men at der ogsaa i visse Tilfælde gives Rekvisitus Ret til at gøre sine Indsigelser gældende i første Instans. Disse V eje er da for saa vidt hjem lede kum ulativt, som et paabegyndt Søgsmaal i første Instans ikke udelukker ham fra samtidig at forsøge A nke eller Kære som det norm ale Retsmiddel. Derimod har Loven ikke fundet G rund til at opretholde det ekstraordinæ re Retsmiddel, som Sagsanlæg i fø rste Instans er, naar Rekvisitus allerede har betraad t A ppelvejen, jfr. § 607, 1. Stk.: »han ikke allerede har rejst A nke eller Kære imod Forretningen efter § 606«.

a. U nder A n k e e l l e r K æ r e 42) kan Indsigelse ifølge § 606 rejses mod U dpantningen uden Flensyn til, om den allerede har væ ret frem sat under Forretningen43). A nken eller Kæren har den samme suspensive V irkning paa Forauktio- neringen som ved Udlæg efter § 542.

b. Hvad angaar Adgangen til at r e j s e S a g i f ø r s t e I n s t a n s , kan der for det første — selvfølgelig — ikke væ re Tale om ad den Vej at drage Fogeden selv til A nsvar, jfr. ogsaa udtrykkelig § 607, 1. Stk. Men det er endvidere udelukket i første Instans at frem sætte Indsigelser, der grundes paa Forhold, som Fogeden selv endelig skal paase, altsaa gaaende ud paa, at Fordringen ikke ifølge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den re tte Fremgangsmaade; her vilde nemlig den sideordnede Rets Prøvelse indeholde en bestem t K ritik af Fogedens A dfæ rd44). Hvis derimod Rekvisitus har a n d r e Indsigelser at gøre gældende, saaledes navnlig, at F o r d r i n

41) E fter O m stæ ndighederne ogsaa en T redjem and, cfr. dog U . 1898. 936, hvorom S i n d b a 11 e: Jud icielle A fgørelsers R etskraft S. 205,. N o te 1.

42) Se herved U . 1925. 991 og 1928. 1085 (H ).4:l) Jfr. fra den tid ligere R et U . 1901. 667.44) Jfr. 0 . L. T . 1928. 75 angaaende V urderingens F orsvarlighed.

1 6 9

g e n i k k e s k y l d t e s e l l e r e n d n u i k k e v a r f o r f a l d e n , da U dpantningen foretoges, ligger der ikke i den fornyede Prøvelse en K ritik af Forhold, som Fogeden burde have taget endelig Stilling til, jfr. ogsaa U dtalelsen i § 598, hvorefter U dpantningen altid foretages »paa Rekvirentens Ansvar, for saa vidt Fordringens Rigtighed angaar«, og saadanne Indsigelser kan Rekvisitus da frit indbringe til Prøvelse i første Instans45).

Angaaende Søgsmaalet bestem m es det i § 607, 2. Stk., særlig, at det uden H ensyn til Rekvirentens V æ rneting kan anlægges i den R etskreds, hvor U dpantningen er g jo rt40); men det maa i det seneste anlægges inden 8 Uger fra Forretningens Dato, eller, for saa vidt Indsigelse er frem sat i Henhold til § 604, dens Stadfæstelse. Er Sag mod R ekvirenten anlagt inden U dløbet af de i § 605 ommeldte 4 Uger, kan Rekvisitus — men dog kun mod at stille Sikkerhed — standse Rekvirentens Ret til at bortsælge det udpantede, og Paastanden kan i saa Fald re ttes paa U dpantningsforretningens Ophævelse. Er Rekvirentens Ret til at skride til Realisation ikke saaledes standset, kan Paastanden kun rettes paa U dpantningsforretningens O phæ velse, for saa vidt det udpantede ikke allerede m aatte være bortsolgt, men i m odsat Fald alene paa Skadesløsholdelse.

G. Med H ensyn til A n s v a r e t for en ulovlig U dpan tning maa

a. overfor F o g e d e n de almindelige Regler gælde, saa at han kun bliver ansvarlig, naar Fejlen virkelig i det enkelte Tilfælde kan tilregnes ham. For saa vidt Spørgsmaalet om Fordringens Rigtighed angaar, vil den ovenanførte U dtalelse i § 598 om, at A nsvaret herfor paahviler Rekvirenten, medføre, iit der vanskelig vil kunne blive Tale om at paalægge Fogeden noget A nsvar i saa Henseende.

b. Om R e k v i r e n t e n s A nsvar bestem m er § 60847), at han, naar U dpantningen findes ulovlig foretaget, »i O verensstemmelse m ed de hidtil gældende Regler har at e rsta tte

45) Jfr. herved U. 1924. 317: Spørgsm aalet om en M ands S k attep lig t kunde indbringes for R etten i første Instans, sk ønt det var p rocederet for og paakendt af F ogedretten .

40) Jfr. § 244 om »F ornæ rm elsesvæ rnetinget« og fra den tid ligere R et U . 1899. 465 (468).

47) Jfr. tid ligere U p l. § 13.

170

Skyldneren al af Forretningen flydende Skade«48). Der maa selvfølgelig føres Bevis for, at saadan Skade er lidt, og kan ikke opstilles nogen særlig Formodning om T ort og Kredit- spilde49). Iøvrigt har det vistnok væ ret Lovens Mening at opstille en særlig streng Ansvarsregel, og dette synes ogsaa n atu rligt paa G rund af den ekstraordinæ re K arakter af R etsm idlet50), som det jo ogsaa altid staar Rekvirenten frit at undlade a t benytte. Der maa derfor i hvert Fald kræves klart Bevis for Skyldfrihed for at lade ham slippe for A nsvaret51). I det særlig graverende Tilfælde, at selve Fordringen viser sig urigtig, bør man da vistnok forstaa den tidligere anførte Udtalelse i § 598 om Rekvirentens A nsvar absolut, saa at han alene kan blive fri, hvor Fejltagelsen m aatte skyldes Rekvisitus selv. D et er dog tvivlsomt, om Praksis vil gaa helt saa vidt.

H vad S a g s o m k o s t n i n g e r angaar, bestem m es det dog netop for det Tilfælde, at Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da U dpantningen foregik, og det ikke er Skyldneren, der har frem kaldt eller bestyrket Rekvirentens urigtige O pfattelse af Retsforholdet, udtrykkelig, at Rekvirenten vil have at godtgøre Skyldneren Sagens Om kostninger52) i alle Instanser53). Heri synes at ligge, at Rekvirentens Forpligtelse til at tilsvare Sagsomkostninger ikke i andre Tilfælde skal være lige saa ubetinget, men her maa Spørgsmaalet bero paa de almindelige Regler om Paalæg af Sagens Omkostninger.

N aar derim od § 608 i Beg. med Hensyn til A nsvaret stiller Staten, Kommuner og andre M yndigheder eller juridiske Per

48) Jfr. U. 1936. 18, der paalægger en K om m une 400 Kr. i E rstatning for en uhjem let U dpantning. Cfr. derim od U. 1920. 843.

40) Jfr. fra den tid ligere R et H øjesteretsd om m e U. 1916. 770 (772), 1893. 426, jfr. 1891. 864, 1883. 569 (573) og 1873. 797, jfr. 1872. 507; endvid ere D om m e U. 1917. 503 (m ed H en syn til Skade, som en T red je m and havde lid t), 1885. 1093, 1875. 299, 1874. 1015.

50) Jfr. herved U s s i n g : Skyld og Skade S. 227, hvis U d ta le lser dog direkte kun har H en syn til A rrest og Forbud.

51) Jfr. J. D . 1941. 39.52) I U pl. § 13 tilfø jed es »skadesløst«, m en d ette er bortfa ldet ved

Rpl., jfr. § 312, 2. Stk.53) Jfr. H øjesteretsdom m e U . 1913. 950 (953), 1888. 1024, 1883. 569

(573); endvidere D om m e U. 1915. 477, 1898. 936 (939), 1875. 741.

171

soner lige med private Rekvirenter, er dette næppe andet, end hvad m an vilde antage ogsaa uden positiv Hjemmel.

IV. De i det foregaaende frem stillede Regler finder ifølge Rpl. § 608 a kun Anvendelse med H ensyn til U dpantning for S k a t t e r o g A f g i f t e r m. m.54) med de Æ ndringer, som følger af den om saadan U dpantning gældende S æ r l o v g i v n i n g .

Saadanne Særregler indeholdes nu i Lov Nr. 185, 23. Juni 1932, jfr. for Færøerne Lov Nr. 85, 30. M arts 193555). A f disse Regler er de vigtigste allerede behandlet i det foregaaende, saaledes Bestemmelsen i Lovens § 1 om Fogedens særlige Kompetence ved Afsigelsen af U dpantningskendelse for Skatte r og A fgifter ovenfor S. 162, § 2 om den offentlige B ekendtgørelse, der træ der i Stedet for Forkyndelse for Skyldneren S. 164, og navnlig Bestemmelsen i Lovens § 3, hvorefter U dpantning for Skatter og Afgifter, der opkræves ved Komm unens Foranstaltning, foretages af Pantefogeden, for saa vidt en saadan er ansat, ovenfor S. 9—10 og 166. Om Bestemmelsen i Lovens § 6, hvorefter Realisation af det udpantede dog i dette Tilfæ lde kan begæres foretaget af Fogeden, maa endvidere henvises til ovenfor S. 9 med N ote 11, og om den sæ rlige Forældelsesregel i § 7 til S. 162. Fremhæves maa dog endnu den nye Regel i Lovens § 5, hvori det fastslaas, at Skyldnerens Betaling af Restancen til Fogeden, Pantefogeden eller Sognefogeden norm alt virker frigørende for Restanten, naar den er sket efter den i Bekendtgørelsen fra Fogeden fastsa tte Dag for Udpantningens Paabegyndelse56).

54) Jfr. U . 1931. 407.55) Jfr. om A fk ræ vning af U dpantn ingsgebyrer vedrørende Sk atte

restancer J. M. Cirk. N r. 44, 20. Februar 1942 og om u fo rtø v et V idere- sen d else af Skatteudpantn ing ved R estan ten s F lytn ing J. M. Skr. N r. 50, 28. Februar 1944 og N r. 7, 18. Januar 1945.

50) Jfr. iøvrigt herved J o h n K n o x i U 1931. B. 188— 93 og 228 om det til G rund for L oven liggende Forslag.

Andet Afsnit:

T vangsfyldestgørelse.

For saa vidt P e n g e k r a v angaar, er den almindelige Maade, hvorpaa K reditor bliver endelig fyldestgjort, T v a n g s a u k t i o n . Men undtagelsesvis s taar andre Fyldestgørelsesm aader Fordringshaveren aaben, som Udlæg til E jendom — eventuelt efter forsøgt A uktion —, Salg paa anden M aade end ved Auktion, Indkrævelse af udlagte Fordringer eller Udøvelse af Skyldnerens Brugsrettigheder over faste Ejendomme.

Ved K r a v , d e r g a a r u d p a a a n d e t e n d P e n g e , bliver der i k k e Spørgsmaal om T v a n g s a u k t i o n , og her vil da den endelige Fyldestgørelse ske ved Fogedens H jæ lp, enten ved um iddelbart virkende Fuldbyrdelsesakter eller indirekte ved en G odtgørelse i Penge, eventuelt Straf, naar den paagældende modvillig undlader at opfylde sin Forpligtelse. N orm alt vil der ogsaa her kræves et forudgaaende Grundlag af Dom eller Forlig, men undtagelsesvis vil Forretningen kunne foretages um iddelbart uden saadant form elt Grundlag.

I det følgende vil da i første U nderafsnit (§§ 12—21) blive behandlet Reglerne om A u k t i o n og i andet U nderafsnit a n d r e F y l d e s t g ø r e l s e s m a a d e r end Tvangsauktion, idet der ved de sidste igen sondres mellem Fyldestgørelse af Pengekrav (§ 22) og andre Krav (§§ 23—24).

Første Underafdeling:

Auktion1).

§ 1 2.

Indledende Bemærkninger.I. A uktion er en særlig Fremgangsmaade til Indgaaelse af

Handler. M edens nemlig den ene Side ved H andlen paa For- haand er fastslaaet, idet der tilbydes en individuelt eller generisk bestem t Ting eller Rettighed, søges V e d e r l a g e t for denne bestem t gennem en Konkurrence mellem tilstedeværende Personer, som ved deres successive Bud og Over- bud bestem m er Prisens Størrelse. V ed det beslægtede Forhold, »Licitation«2), forlanger om vendt den, der lader en saadan afholde, præ stere t en vis Ydelse (en V areleverance eller et A rbejdsresultat), og det er da den billigste Pris, hvorfor denne

^ L i t t e r a t u r : N e l l e m a n n: A u ctio n , 4. U dg. (1898), B a n g & L a r s e n : Procesm aade. IV , E. H a l l a g e r : O m L øsøreauktioner i K øbenhavn. En V ejled n in g for A u k tion sh o ld ere (1921), V . R a v n s h o l t - R a s m u s s e n : H aandbog for A u k tion sled ere (1938). Se endvidere om s v e n s k Ret T o r e A l m é n : O m auktion S. 1— 25, K a r l O l i v e c r o n a : F örfarandet v id ex ecu tiv försälj- ning av fast egendom (1941), U tsök n in g (1945) S. 148— 49 (om L øsøreauk tion ) S. 189— 193 (m. H. t. fast E jendom ) og Å k e H a s s l e r : Svensk E xecu tion srätt II (1940) S. 318 ff. For n o r s k R et se L ov om tvangsfu llb yrd clse af 13. A u gu st 1915 Kap. 9— 11 om T vangsauk tion og L ov af 14. A u gust 1918 om offen tlig e (»nødvendige« og »frivillige«) auksjoner og lisitasjoner, jfr. E. A l t e n : T van gsloven 2. U dg. S. 152 ff. og S. 295 ff. og P e r A u g d a h l : N orsk C ivilproces (1947) S. 311 ff.

2) D e tte Forhold er dog h o ld t uden for L ov N r. 132, 16. A pril 1935 om o ffen tlig A u k tio n ved A u ktion sled ere , jfr. herved nedenfor i T ek sten sam t S. 241.

174

kan leveres, der søges udfundet gennem de tilstedeværendes Bud og Overbud.

Til Ejendom m elighederne ved Auktionsfrem gangsm aaden hører det saaledes netop, a t en Kreds af Personer er næ rværende, som ved at paahøre hinandens Bud faar en O pfordring til at gøre O v e r b u d 3) (ved Licitation: U nderbud), idet denne gensidige Paavirkning erfaringsm æssigt viser sig som et godt M iddel til at bevirke en Forhøjelse4) (eller N ed sættelse) af Prisen. D et kan derfor ikke betragtes som A uktion, naar Folk blot opfordres til at indsende deres Bud i en lukket Seddel, saa at de, ialtfald officielt, ingen Lejlighed har til at blive bekendt med hinandens Bud5). Af denne G rund falder nutildags de fleste o f f e n t l i g e L i c i t a t i o n e r udenfor A uktionsbegrebet0). D erim od er det for A uktionens Begreb ligegyldigt, om man vælger den sædvanlige Fremgangs- maade at lade de tilstedeværende af sig selv fremkomme med deres Bud, eller foretræ kker den Ordning, at den, der foranstalter A uktionen afholdt, gennem A uktionsm yndigheden lader Tingen tilbyde til en vis Pris, som han da efterhaanden nedsæ tter, indtil han kom m er i K ontakt med de bydende. D et maa dog fastholdes, at der derefter skal være Mulighed for at gøre Overbud"). En ren »A f s l a g s a u k t i o n«, hvor

3) Jfr. J. M. Skr. N r. 240, 26. A u gust 1911. Sk atted ep artem en tet har dog i Skr. N r. 62, 14. Februar 1920 udtalt, at der i A n led n in g af Bortsalg ved en »A f s 1 a g s a u k t i o n« vil være at erlægge G ebyr til S tatskassen »som for egentlige A uktioner«, m en cfr. nu herved H ø jesteretsd om U. 1945. 435 og nedenfor.

4) Selve N a v n et A u ktion , der hidrører fra det latinske »augere« (forøge), udtrykker netop ligesom det tysk e »V ersteigerung« denne tils ig tede Prisstigning.

:') H eller ikke de saakaldte » I n d s k r i v n i n g s a u k t i o n e r«, hvor Bortsalg finder Sted uden Opraab m ed Bud og O verbud, kan betragtes som A uktioner, jfr. J. M. Skr. N r. 129, 20. Juli 1925 og V. R a v n s h o l t - R a s m ü s s e n H aandbog S. 12 og næ rm ere i Juristen 1943 S. 74 ff.

,!) Jfr. J a k o b J a k o b s e n U . 1939. B. 101, V i 1 h. M e y e r i Juristen 1942 S. 81 ff. og H e n r y U s s i n g A fta ler , 2. Udg. S. 36.

7) Jfr. herved U . 1945. 435 (H ) vedrørende Salg af Frugt og G rønsager ved »H o 11 a n d s k U r « , hvor kun en enkelt af de b y dende kan bringe U rviscren, der autom atisk bevæ ger sig fra det

175

Salgsprisen alene frem kom m er ved successive Afslag i den af Sælgeren forlangte Pris, indtil hans Pris akcepteres ved at en Køber raaber »min« eller »mit«, anerkendes derim od ikke som A uktion i dansk R et8). Positivt foreskrevet er »O v e r - b u d s a u k t i o n « ved Tvangsauktion over fast Ejendom, jfr. Rpl. § 574, og for A uktion ved A uktionsledere, jfr. Lov N r. 132, 16. A pril 1935 § 13, Stk. 49).

A uktionen betegner endelig blot en Fremgangsmaade, hvorved et saadant Resultat t i l s i g t e s . M en den taber ikke sin K arakter af Auktion, fordi R esultatet i det enkelte Tilfælde ikke m aatte opnaas, idet der maaske ikke m øder flere Personer, der kan konkurrere om Budet, ja selv om der slet in tet Bud sker10). En anden Sag er, at flere af Reglerne om A uktion under denne Forudsætning vil blive uden Anvendelse.

II. Hvad A u k t i o n s v æ s e n e t s h i s t o r i s k e U d -

h ø jeste til det laveste T al, til Standsning ved at trykke paa en e lek trisk Knap, der er anbragt paa P ulten e i Salgslokalet. D e t ud ta lesi D om m en, at saadant Salg ikke kan anses for in d b efa tte t underden gæ ldende L ovgivnings A u ktionsbegreb , da U d b u d et fra Sæ lgerens Side her — i M odsæ tning til a lm indelig A u k tion , hvor der er A d gang for enhver T ilsted ek om m en d e til at afgive Bud og O verbud,hvis A k cep t afhæ nger af Salgslederen (H am m erslag) — sker til denved U rviseren efterhaanden angivne Pris, saaledes at H and len a fslu ttes ved A k cep t fra en af den forud bestem te K reds af K øbere,uden at andre af de T ilsted evæ ren d e derefter har L ejlighed til at gøre O verbud og uden G odk en delse fra Salgslederen.

8) I s v e n s k R e t kend es derim od endnu ved T vangsauk tion over fast E jendom en A u ktionsform , der er en K om bination af O verbuds- og A fslagsauk tion , og som betegnes som »D utch A u ktion« , jfr. O l i v e - c r o n a 1. c. S. 189— 190 og H a s s l e r 1. c. S. 326— 27. M an b egynder i d isse T ilfæ ld e m ed Bud og O verbud, som slutter m ed h ø jeste Bud, m en derefter ud byd es E jendom m en til et m eget højere B eløb , som form indskes gennem A fsla g til nogen siger »m it«, eller m an er k om m et ned til det ved O verbudsauktionen opnaaede h ø jeste Bud.

°) For de uden for L oven af 1935 fa ldende afg iftsfri f r i v i l l i g e A u k t i o n e r o v e r f e r s k F i s k forudsæ tter A d m in istra tion en derim od i de udfæ rdigede R eglem enter, at der ogsaa kan b live T ale om »A fslagsauktion«. Jfr. saaledes senest R eglem ent for F iskeriauktioner i Skelskør af 18. M arts 1948, Stk. 6: »Salget sker enten ved Bud eller O verbud eller derved, at A u k tion sm esteren næ vner den af Sæ lgeren forlangte Pris og derefter en lavere Pris, ind til der findes en K øber.«

10) Jfr. herved U. 1926. 980.

176

v i k 1 i n g11) angaar, begyndte A uktioner at komme i Brug her i D anm ark ved M idten af det 17de A arhundrede. Disse afholdtes im idlertid ikke af Embedsmænd, men af autoriserede N æringsdrivende, som havde Eneret til at holde offentlige A uktioner, nemlig i København af en D irektør, udenfor København af saakaldte A uktionsm estre. D ette stod i Forbindelse med, at man paa den T id kun kendte saadanne A uktioner, som efter N utidens Terminologi m aatte henføres til de »frivillige«, men ikke egentlige Tvangsauktioner12). Saaledes var Forholdet ogsaa efter Chr. V. Lov. M an finder vel i denne paa nogle Steder, saaledes i 1—24—32, 3—17—23 og 5—7—3, henvist til Afholdelse af A uktion; men at der derved ikke kan være tæ nkt paa Tvangsauktion, frem gaar allerede deraf, a t Udlæg efter D. L. norm alt havde K arakteren af et Udlæg til Ejendom, saa at der herved slet ikke blev Brug for nogen A uktion. Den Mulighed for at lade en saadan afholde over udlagte Ting, som hjem ledes ved D. L. 1—24—32, havde en ganske ekstraordinæ r K arakter, og A uktionen foregik da sikkert i dette Tilfælde paa ganske samme M aade som de andre (frivillige) A uktioner.

Kort efter D. L. indtraadte der im idlertid en væsentlig Forandring i A uktionsvæsenets hele Ordning, idet A fholdelsen af A uktioner udenfor København ved en Fr. 4. M arts 1690 henlagdes til de sædvanlige R etsbetjente. Navnlig denne O m stændighed i Forbindelse med O pkom sten i det 18de A a rhundrede af Begrebet Tvangsauktioner, som man naturlig tillagde den samme K arakter som den øvrige Tvangsfuldbyrdelse, har virket til at fremme den O pfattelse af alle A uktioner som en judiciel A kt, der i N utiden maa siges at staa fast. Denne O pfattelse af Auktionsbehandlingen har da efterhaanden ogsaa præget Auktionsvæsenet i København, skønt A uktioner her, indtil Retsplejeloven traad te i Kraft, foretoges af en sæ rlig Embedsmand, A uktionsdirektøren.

III. Ved M odsætningen mellem » p r i v a t e« og »o f f e n t- 1 i g e« A uktioner tæ nker man sædvanlig paa, om A d g a n-

n ) Jfr. nærm ere N e l l e m a n n : A u ctio n S. 9— 13, B a n g & L a r s e n IV. S. 474— 84 og V . R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog for A u k tion sled ere S. 9— 12.

12) Jfr. om denne M odsæ tning nedenfor under IV .

177

g e n staar aaben for A lm enheden eller kun for en bestem t begrænset Kreds, cfr. dog om Foreningsauktioner Lov N r. 246,9. Maj 1917, navnlig §§ 1 og 5. I en vis Sammenhæng herm ed s taar Spørgsmaalet, v e d h v e m A uktionen a f h o l d e s . De A uktioner, der afholdes ved Statens Embedsmænd, er altid offentlige, jfr. allerede Fr. 19. Decbr. 1693, som helt igennem forudsæ tter, at Adgangen til de deri om handlede A uktioner er offentlig. O m vendt vil offentlige A uktioner som Regel alene kunne afholdes af offentlige Tjenestem æ nd, sædvanligvis Fogederne13). For Tvangsauktionernes Vedkom m ende gælder denne Ordning undtagelsesfrit13), hvad der staar i Forbindelse med deres K arakter af Led i Tvangsfuldbyrdelsen. Men det vil nedenfor blive paavist, at den samme Regel ogsaa opretholdes med Hensyn til de offentlige frivillige Auktioner, om end med forskellige praktiske U ndtagelser.

IV. Som allerede antydet, spiller M odsætningen mellem » T v a n g s a u k t i o n « og » f r i v i l l i g A u k t i o n « en væsentlig Rolle14).

A. K u n A u k t i o n e r , s o m e r L e d i en T v a n g s f u l d b y r d e l s e , k a n v æ r e T v a n g s a u k t i o n e r . Derim od er i k k e a l l e saadanne A uktioner Tvangsauktioner. Et H o v e d t i l f æ l d e foreligger vel, naar u d 1 a g t e (udpantede) T i n g bortsælges ved Auktion. D et samme gælder endvidere, hvis et Konkursbos p a n t s a t t e E ffekter realiseres paa denne Maade, jfr. K. L. § 73, og ligeledes, naar det sker i et Dødsbo, hvori Gælden ikke er vedgaaet, jfr. Rpl. § 679 og Skiftel. § 27. A uktionens K arakter vilde ikke i disse Tilfæ lde forandres, fordi E jeren og andre Vedkom m ende m aatte give Samtykke til dens Afholdelse. Derim od maa ikke blot alle Auktioner, der ikke saaledes danner et Led i en Retsforfølgning, henføres til de frivillige, men det samme gælder nu, naar der i Konkurs- eller Fragaaelsesboer m aatte finde

13) Jfr. dog Lov N r. 131, 16. A pril 1935 § 12, h vorefter T van gsauk tion over L ø s ø r e efter H en visn ing af F ogeden eller S k ifteforva lteren kan ske ved en A u k t i o n s l e d e r . En særlig U n d tagelse danner ogsaa A ssistensh usauk tion erne, jfr. ndfr. S. 241— 242.

14) Sm l. om norsk R ets Begreber »nødvendig« A u k tion , »frivillig« A u k tio n og T vangsauk tion E. A l t e n : T van gsloven S. 295 og P e r A u g d a h 1: N o rsk C ivilproces S. 334— 35.


178

offentlig x\uktion Sted over ikke pantsatte Effekter, jfr. Rpl. § 6821-).

A t A u k t i o n e r , der ikke er Led i en Retsforfølgning,, er f r i v i l l i g e , gælder, s e l v o m A uktionen m aatte være » t v u n g e n « i d e n F o r s t a n d , a t E jeren maa finde sig i dens Foretagelse, naar den dog ikke tjener til um iddelbar Tvangsinddrivelse af et Krav paa ham, f. Eks. naar en Skyldner i Tilfælde af Fordringshaverens M ora med M odtagelse af en Ting stiller denne til Auktion, jfr. Købelov 6. x\pril 1906 § 34, eller naar den, der har Tilbageholdelsesret over en Ting, realiserer denne; der finder ikke derved nogen um iddelbar Fyldestgørelse af et Krav Sted, men den indkom ne Sum træ der alene i Stedet for Tingen som G enstand for Tilbageholdelsesret, og A uktionen kan altsaa ikke betragtes som en egentlig Tvangsauktion10). Paa lignende M aade stiller Sagen sig f. Eks., naar en Skipper i M edfør af Søloven af 7. Maj 1937, jfr. Lovbekg. Nr. 319, 1. Decem ber 1937, § 49 bortsæ lger Rederens Gods eller Ladningen.

Endnu mindre forandres en Auktions K arakter af frivillig i teknisk Forstand, fordi den for saa vidt maa betragtes som »n ø d v e n d i g«, som Lovgivningen eller R etssædvanen paalægger vedkom m ende at lade Realisation foregaa ved Auktion, idet dette anses for den bedste Afhændelsesm aade. D ette gælder saaledes med Hensyn til H ittegods, og i en Række T ilfælde, der er hjem let i Sølovens §§ 23 og 5017). En lignende Forstaaelse maa ogsaa anlægges paa Bestemmelserne i Skiftelovens §§ 56 og 65, jfr. § 27. H erefter maa vel ogsaa A fhæ ndelsen af Ejendele, der tilhører et Vedgaaelses- eller Skilsmissebo, som Regel foregaa ved Auktion, men denne kan dog ikke anses for Tvangsauktion, da Behandlingen ikke finder Sted til K reditorernes Fyldestgørelse. De A uktioner, der m aatte afholdes af saadanne Boer, kan i hvert Fald ikke med H ensyn til deres V irkninger og — efter at de nyere Regler om Tvangsauktion er kom m et —, til T rods for den udtrykkelige Henvisning i § 65 til § 27, ikke engang ubetinget med H ensyn til den

ir>) Jfr. herved S k i f t e r e t t e n (1935) S. 156 og 228.1G) Jfr. U . 1886. 1100.17) V ed § 20 er dog B egrebet T vangsauktion b levet u d videt u d

over dets sæ dvanlige O m raade.

179

Maade, hvorpaa de foretages, behandles som Tvangsauktioner, jfr. ogsaa Rpl. § 68218).

Heller ikke det Bortsalg ved offentlig A uktion af G enstanden for Fælleseje, som enhver af M edejerne, naar fysisk D eling ikke kan foretages19), kan forlange ved Opløsning af Fællesejet, kan betragtes som en Tvangsauktion. Derimod anerkendes det i Retspraksis, at enhver M edejer kan forlange Auk- tionsvilkaarene affa tte t i Overensstem m else med Lovgivningens Regler om Tvangsauktion20).

B. Som det af det følgende nærm ere vil fremgaa, har Sondringen mellem Tvangsauktioner i egentlig Forstand og frivillige A uktioner en indgribende B e t y d n i n g . Saaledes finder hele det nye Indbegreb af Regler, som tidligere Tvangsauk- tionsloven af 9. April 1891 og, i væsentlig O verensstem m else dermed, nu Rpl. i sine K apitler 49—52 indeholder, direkte kun Anvendelse paa Tvangsauktion. D er kræves sædvanlig til dens Foretagelse et form elt Grundlag, medens der ikke bliver Spørgsmaal om noget saadant ved frivillig A uktion, men K ravet om et form elt Grundlag for Tvangsauktion fastholdes dog ikke ubetinget, jfr. nedenfor i § 13 II. D erim od maa der i alle T ilfælde21) til Tvangsauktion, for at den kan opfylde sit For- maal at skaffe K reditorerne endelig Fyldestgørelse, knytte sig den særlige »e k s s t i n g v e r e n d e« V i r k n i n g , a t Flæf- telser, til hvis Dækning der efter A uktionens U dfald in tet udkommer, maa udslettes af Tingbogen, jfr. Rpl. § 584, m edens der selvfølgelig ikke kan være Tale om at tillægge en frivillig A uktion en saadan Virkning.

Fremstillingen i det følgende vil som en Del af Læren om Tvangsfuldbyrdelse alene beskæftige sig med Tvangsauktion. I et Tillæg i Slutningen vil der dog blive g jort nogle særlige Bemærkninger om frivillig Auktion.

18) Jfr. herved S k i f t e r e t t e n S. 235 og O l u f B a y U . 1927. B. 15— 16. Cfr. derim od E i n a r B i i l o w U. 1926. B. 317— 21.

10) A t der ikke kan kræ ves Sk ifteretten s B istand til O pløsn ing af F æ lleseje er om talt i S k i f t e r e t t e n (1935) S. 249 m ed N o te 2.

20) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. Udg. I S. 413 og D om m e U. 1906. 680, 1916. 1023, 1918. 622, 1927. 179 og 368.

21) O gsaa i de T ilfæ ld e, hvor T vangsau k tion sloven s Regler ikke gælder, fordi der ikke er det form elle G rundlag, jfr. ndfr. S. 181— 182.

1 2 *

§ 13.

Grundlaget for Tvangsauktion.I. Til Foretagelse af Tvangsauktion kræves som Regel e t

f o r u d g a a e n d e G r u n d l a g , idet der sædvanlig maa være foretaget »U d l æ g t i l F o r a u k t i o n e r i n g « — eller Udpantning, jfr. § 605 — i de G enstande eller Rettigheder, der skal bortsælges, jfr. § 538. A uktionen maa ikke foregaa, førend den ordentlige A nkefrist af 4 Uger er udløbet, § 542, 2. Stk., jfr. med H ensyn til U dpantning § 6051).

Som ovenfor i § 12 IV. A. om talt, har den U niversaleksekution i en Skyldners Formue, som K onkursdekretet indleder, en lignende V irkning til a t give de A uktioner, der foretages til Realisation af Boets p a n t s a t t e Effekter, K arakteren af Tvangsauktion, og det samme gælder om saadanne A uktioner i Dødsboer, naar Gælden ikke vedgaas, men derim od ikke i Vedgaaelsesboer eller Skilsmisseboer.

II. Undtagelsesvis kan dog Tvangsauktion foretages u d e n et saadant f o r u d g a a e n d e G r u n d l a g .

A. Med H ensyn til v i l j e s b e s t e m t H a a n d p a n t hjem lede saaledes allerede D. L. 5—7—3 en subsidiær A d gang for Panthaveren til at stille Pantet til A uktion; den her om talte »offentlige Auctionering« havde dog en helt anden K arakter end N utidens Tvangsauktioner. Ved K. L. § 155 blev der im idlertid givet H aandpanthaveren en almindelig Beføjelse til, uden forudgaaende Udlæg, at ivæ rksætte Pantets Realisation ved offentlig Auktion, og der kunde ikke være Tvivl om, at denne m aatte betragtes som en Tvangsauktion. D en hidtil gældende Ret er paa dette Punkt opretholdt ved Rpl. § 538, 2. Stk.2). Ogsaa de A uktioner, der i M edfør af Pantelaanerregulativet Nr. 389, 30. Juli 1921 §§ 2 ff. afholdes over ikke rettidig indløste Panter, maa betragtes som Tvangs

*) Jfr. om den nærm ere Forstaaelse af disse B estem m elser o v en for S. 167, N o te 40.

2) T id ligere T. A . L. § 1.

181

auktioner. D et samme gælder om A uktioner i M edfør af Regulativ for A ssistenshuset N r. 186, 29. M arts 1940 § 63).

B. D et samme gælder i forskellige Tilfælde af 1 o v b e- s t e m t P a n t . Saaledes for det første efter den udtrykkelige Bestemmelse i § 538, 3. Stk., om Forauktionering, der ifølge Fr. 1. Febr. 1797 § 75 foretages af Statskassen som P an thaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer, endvidere om A uktioner, der i M edfør af Toldlov Nr. 108, 29. M arts 1924, jfr. Lovbekg. Nr. 171, 11. Maj 1928, § 42, Stk. 3, foretages af Toldvæ senet til Dækning af Pakhusleje og Toldafgifter, og om den A uktion, som Skipperen efter Søloven 7. Maj 1937, jfr. Lovbekg. N r. 319, 1. D ecember 1937, § 116 kan foranstalte over oplagt Gods. D et samme maa vistnok gælde, naar Postvæsenet efter Postlov Nr. 288, 9. Maj 1919 § 26 b. stiller en Postforsendelse til A uktion for at skaffe sig Betaling af en Bøde, Porto eller Erstatning, medens en Auktion, der m aatte afholdes efter § 26 a. over G enstande, der ikke har kunnet postbesørges, snarere maa anses for »frivillig«, da den ikke skaffer Postvæsenet um iddelbar Fyldestgørelse. D et maa fremdeles betragtes som Tvangsauktion, naar et optaget H usdyr efter Lov om Mark- og V ejfred 25. M arts 1872 § 6 bortsælges ved A uktion til Fyldestgørelse af O ptagerens Fordring paa Erstatning for sket Skade, Foder- og Optagelsespenge (i dette Tilfælde afholdes A uktionen dog af Sognefogeden eller Politiet). Endelig maa ogsaa den Panteret, der ifølge Kommissionsloven 8. Maj 1917 §§ 31—36 tilkom m er Kommissionæren i K om m ittentens Gods, nærm est sidestilles med en H aandpanteret4). —

I de Tilfælde, hvor saaledes en um iddelbar Adgang til Forauktionering staar aaben, maa i det hele de hidtil gældende Regler om disse A uktioner være opretholdt, saa at de nyere Regler om Tvangsauktion, som indeholdes i Rpl. Kap. 49 og 50, ikke kan være bindende. E fter U dtryksm aaden i den tid ligere T. A. L. § 1 kunde det m aaske omtvistes, om det ikke alene var A d g a n g e n t i l at stille Pantet til A uktion uden

3) Jfr. herved V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. S. 1717— 1718 og T o r p - G r u n d t v i g: T ingsretten S. 658—59.

4) Et sæ rligt T ilfæ ld e af A u k tio n efter sam m e R egler og m ed sam m e V irkning som T vangsauk tion er h jem let i Sø lovens § 20, 3. Stk.

182

forudgaaende Udlæg, der var opretholdt, saa at R e g l e r n e f o r A uktionens Afholdelse derefter skulde bestem m es efter T. A. L. Men ved Rpl. § 538 er U dtrykkene ændrede saaledes, a t det er gjort klart — hvad sikkert ogsaa tidligere var Meningen5) —, at de ældre Regler opretholdes ikke blot med H ensyn til Betingelserne for at stille Pantet til Auktion, men ogsaa med H ensyn til den Fremgangsmaade, der derved skal følges, dog at nu A uktionen i A lm indelighed skal foretages af Fogeden6). Med Hensyn til h a a n d p a n t s a t t e F o r d r i n g e r maa det dog antages, at de nye Regler om U nderretning til Skyldnerne ifølge Fordringerne og Kautionisterne, som indeholdes i Rpl. § 544, 4. Stk., maa finde A nvendelse7), og ogsaa iøvrigt vil Reglerne i Rpl. Kap. 50 efter Om stændighederne kunne være vejledende8).

H vad særlig H aandpant angaar, maa det erindres, at H o- v e d e j e n d o m m e l i g h e d e n v e d d e n y e r e T v a n g s - a u k t i o n s r e g l e r bestaar i d e t H e n s y n , d e r t a g e s t i l a n d r e , som m aatte have R ettigheder i Tingen, men dette H ensyn lader sig ved H aandpant dog ikke opretholde, idet Panthaveren altid ved den Adgang, der efter D. L. 5—7—2

tilkom m er ham til selv at overtage Pantet til Ejendom efter V urdering og udbetale det overskydende til Pantsæ tteren, vil kunne sæ tte det til Side. Og med Hensyn til de andre Tilfælde af um iddelbar Auktionsadgang vil det derm ed tilsigtede For- maal at skaffe en hurtig Fyldestgørelse vanskelig kunne naas med Iagttagelse af den sædvanlige Fremgangsmaade, ligesom det vil kunne være næ sten umuligt at følge denne, naar A uktionen afholdes i U dlandet, hvad der f. Eks. ofte vil være Tilfæ ldet efter Sølovens § 116. Om Kommissionærens Salg til sin Fyldestgørelse træffes der forøvrigt ved Kommissionslovens § 34,2. Stk., nogle særlige Bestemmelser.

5) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 29— 30.c) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 384 Sp.

155 (258).7) Jfr. U . 1933. 827, der kender en T vangsauk tion over haand

p an tsa tte Fordringer ugyld ig i Forhold til Fordringshaveren (H aand- p an tsæ tteren ) paa G rund af Ikke-Iagttagelse af Forskrifterne i § 544,4. Stk.

8) Jfr. R. U. N r. 248 i U . 1924. B. 219 m ed H en syn til R eglen i § 553 om B eregningen af Tnkassationssalæret.

183

C. A ndre Tilfælde af um iddelbar Adgang til Tvangsauktion gives der næppe i vor Ret. Den blotte T i l b a g e h o l d e l s e s r e t kan i hvert Fald ikke m edføre en saadan A d gang. Og hvad U n d e r p a n t angaar, hersker der ingen Tvivl om, at der, naar G enstanden for dette er L ø s ø r e , ikke er hjem let nogen um iddelbar Adgang til at stille dette til Auktion, men at Panthaveren maa gaa den sædvanlige Vej, fø rst at erhverve Dom (eller Forlig) for sit Krav og paa G rundlag deraf foretage Udlæg til Forauktionering.

Hvad U nderpant i f a s t e E j e n d o m m e angaar, indeholdtes der i flere ældre Bestemmelser, saaledes navnlig Rskr. 7. Febr. 1794 § 12, en Forudsætning om, at det i Pantebrevet kunde vedtages, at K reditor uden Lovmaal og Dom skulde være berettiget til at sæ tte Pantet til A uktion9). Men denne Forudsætning ophævedes ved Fr. 25. Januar 1828 §§ 11 og 12, og der m aatte herefter alene antages at bestaa en Adgang til a t foretage um iddelbart Udlæg efter Udpantningsi. § 15, nu Rpl. § 478, Nr. 3 og 4, for derefter paa Grundlag deraf at ivæ rksæ tte Tvangsauktionen; det ligger ogsaa næ r fra den sidste Bestemmelse at drage en M odsætningsslutning om, at ikke ogsaa Udlæget kan overspringes.

D et har ligeledes væ ret antaget, at der paa D. L. 5—7—11 kunde stø ttes en Adgang til um iddelbart paa Grundlag af en Dom over Pantsæ tteren, uden mellemkommende Udlæg, a t stille den pantsatte Ejendom til Auktion, idet den ved den nævnte A rtikel hjem lede Dom til at tage Pantet til E jendom efter V urdering ved den senere Retsudvikling skulde være blevet om dannet til en Dom til um iddelbar Forauktione- rïng. H vad man im idlertid end m aatte antage herom før Tvangsauktionsloven10), m aatte Adgangen til at opnaa en saadan Dom til A uktion sikkert i hvert Fald være faldet bort ved denne Lov11), idet denne i § 1, jfr. § 20, ligesom nu Rpl. § 538, jfr. § 560, klart forudsæ tter et Udlæg til Forauktionering som Grundlag for Tvangsauktionen, saaledes at der kun i de udtrykkelig hjem lede Tilfælde, der alle udelukkende har Hensyn til Løsøre, kan gøres U ndtagelser herfra.

°) Jfr. nærm ere N e l l e m a n n : A u ction S. 34 ff.10) Jfr. herom N e l l e m a n n : A u ctio n S. 38 ff.n ) Jfr. ogsaa T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 696.

184

III. Hvad angaar Fogedens P r ø v e l s e s r e t overfor det givne G rundlag12), maa det Synspunkt fastholdes, at Tvangsauktionen kun udgør en Del af den tvangsfuldbyrdende V irksomhed, der i ældre T id allerede afsluttedes med Fogedens Udlæg til Ejendom. De to A kter, U dlæget og Tvangsauktionen, maa da til en vis G rad opfattes som en juridisk Enhed, og Fogeden kan derfor ikke paa Tvangsforfølgningens sidste Stadium anfægte, hvad der paa dens tidligere Stadium er sket13).

I Overensstem m else herm ed bestem m er Rpl. § 586, 1. Stk., at under Tvangsauktionen kan de oprindelige Partier ikke frem sæ tte saadanne Indsigelser, som vedrører Lovligheden af U dlægsforretningen eller de forud for samme gaaende R etshandlinger14). Derim od kan en T redjem and fremkomme med Indsigelser mod Auktionen, selv om de m aatte have H ensyn til noget, der er forefaldet allerede under Eksekutionen, naar han dog ikke under denne har re js t Indsigelse i den A nledning, jfr. § 586, 2. Stk., og § 523.

Kun hvor A uktionen foregaar uden nogetsom helst form elt Grundlag, f. Eks. blot i Henhold til en H aandpanteret, vil der tilkomme Fogeden fuld materiel Prøvelsesret.

12) Jfr. efter den tid ligere R et N e l l e m a n n : A u ctio n S. 158— 9.13) Jfr. fra den tid ligere R et D om U . 1896. 1191 og efter Rpl.

0 . L. T . 1930. 304.14) Jfr. D om U . 1931. 158 og f. Eks. utr. kbh. F. R. K. 6. M aj 1936.

Parterne ved Tvangsauktion1).Tvangsauktionen er ikke blot, saaledes som den hos os var

før Loven af 1891 og endnu i det væsentlige er i Norge, et M iddel til at skaffe A uktionsrekvirenten Fyldestgørelse, men den tjen er tillige — i Lighed med hvad der sædvanlig er T ilfæ ldet efter fremmed, saaledes navnlig tysk og fransk Ret — til at fyldestgøre andre, der m aatte have R ettigheder i Tingen Selv om en saadan R ettighedshaver m aatte ønske at bevare sin Ret i Tingen uafhængig af Tvangssalget og ifølge sin Prioritetsstilling have et naturligt Krav herpaa, vil hans R etsstilling dog maaske kunne berøres ved A uktionen. Som P arte r under denne maa herefter anses ikke blot A uktionsrekvirenten og Skyldneren, m en alle andre, der kan siges at være interesserede i Salget. I den tyske Tvangsauktionslov (§ 9) findes der en udtrykkelig Bestemmelse af, hvem der i denne Retning skal anses for »Beteiligte«, og en saadan nærm ere Bestemmelse maa ogsaa anses for nødvendig. Men da dette ikke er T ilfæ ldet efter Rpl. (lige saa lidt som tidligere efter T. A. L.), maa man gennem Lovens spredte Forskrifter og Forudsætninger søge at bestem m e Kredsen af de interesserede og at fastslaa T idspunktet for og den nærm ere K arakter af deres Partsvirksom hed.

Forholdet stiller sig i saa Henseende væsentligt forskelligt ved Løsøre og ved faste Ejendomme.

I. A. V ed Tvangsauktion over L ø s ø r e maa selvfølgelig altid R e k v i r e n t e n og Skyldneren anses for Parter. V ed » S k y l d n e r e n « maa i denne Forbindelse forstaas den egentlige Rekvisitus eller den, som er E jer af de Ting, der skal b o rtauktioneres; a t Loven gaar ud fra denne Forstaaelse, frem gaar bl. a. k lart af Bestemmelsen i Begyndelsen af § 554 om, at det mulig tiloversblevne af Auktionssum m en skal afgives til Skyld

§ 1 4 .

*) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 92— 94.

186

neren, idet der hermed selvfølgelig kun kan være sigtet til T ingens Ejer. Men ogsaa andre, der har Rettigheder over Tingen, vil i et vist Omfang kunne betragtes som Parter.

Som n ø d v e n d i g e P arter maa alle de anses, hvis R ettigheder over det bortsolgte ophører ved Tvangssalget. Deres Ret vil nemlig ved Salget blive omsat til et Krav paa den derved indkomne Sum, og A uktionen er da ifølge § 552 med Hensyn til sit U dfald bindende for alle disse R ettighedshavere.

Et saadant tvungent O phør af R etten ind træ der altid for U d l æ g s h a v e r e , idet disse ifølge § 551 aldrig kan m odsæ tte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skrider til Tvangsauktion, og Salget paa denne maa, da en Løsøregenstand vanskelig lader sig sælge behæftet, m edføre de andre U dlægsrettigheders Bortfald. D et gør i denne R etning ingen Forskel, om deres U dlægsret er ældre eller yngre end Rekvirentens Ret. Kun bestem m es det i § 551, 2. Pkt., at hvor A uktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre U dlægshaver, skal de deraf flydende Om kostninger ikke komme en ældre Udlægshaver til Skade, ligesom Beløbet bliver at anvende til hans Fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre U dlægshaver til Gode.

For saa vidt der derim od m aatte være Tale om P a n t h a v e r e , der endnu ikke har gjort Udlæg for deres Fordring, skal det ifølge § 551, 2. Stk., afgøres efter »de hidtil gældende Retsregler«, om de kan m odsætte sig vedkom m ende G enstands Realisation, og det forudsæ ttes ligeledes i § 552, at det maa bero paa »den borgerlige Rets Regler«, om andre, der har Rettigheder, f. Eks. en L ejeret over G enstanden, maa finde sig i, at disse ved Tvangssalget bringes til Ophør. Disse Regler fører vistnok til, at enhver, hvis Ret er s tifte t tidligere end Udlægshaverens (eventuelt dennes Panteret, hvis Udlæget grundes paa en saadan), kan m odsætte sig, at Tingen ved Tvangssalget skifter E jer2), m edm indre Udlægshaveren som privilegeret Fordringshaver i M edfør af PI. 14. Maj 1834 kan tilsidesæ tte P an tere tten3). M an maa dog vistnok gøre den Begrænsning i Hovedreglen, a t den ældre Panthaver ikke kan

2) Jfr. herved N e l l e m a n n : A u ctio n S. 82 og D om m e U. 1923. 976, 1930. 377, 1931. 136 og 0 . L. T. 1928. 334.

3) Jfr. U . 1930. 377.

187

m odsæ tte sig, at den daarligere prioriterede U dlægshaver realiserer, naar han selv gennem Udlæg har tilkendegivet, at han ønsker at tvangsrealisere4). Han maa iøvrigt altid i S tedet for a t m odsætte sig Salget kunne tillade dette, men vil da sædvanlig kun gøre det paa Betingelse af, at han faar Ret til Andel i Auktionssum m en efter sin Prioritetsstilling. Disse berettigede maa altsaa betegnes som m u l i g e Parter under Auktionen.

B. I M odsætning til, hvad der gælder ved faste E jendomme, er det im idlertid ved Løsøre Reglen, at de Personer, der foruden Rekvirenten m aatte have R ettigheder over T ingen, f ø r s t e f t e r S a l g e t kan udøve selvstændige Parts- beføjelser. D ette beror paa, at det ved Løsøre i M odsætning til, hvad der gælder om faste Ejendomme, kun ganske undtagelsesvis vil forekomme, at flere har Ret over samme Ting. Forinden Salget er der vel givet forskellige bindende Forskrifter for at beskytte ikke blot Skyldnerens, men ogsaa andre mulig berettigedes Interesser, jfr. saaledes § 547, 1. Stk., og § 548, 1. Stk., men nogen Adgang til selv at træ de frem for at værne disse aabnes der dem i A lmindelighed ikke, jfr. dog som Undtagelse den specielle Beføjelse, der ved § 548, 2. Stk., er tillagt »enhver i Tvangssalget interesseret« til paa egen Bekostning at udstede tryk te Auktionskataloger. Ligeledes kan Rekvirenten til enhver T id frafalde sin Forfølgning, og der er ikke, saaledes som med Hensyn til faste Ejendom m e ved § 570, aabnet andre i Tingen berettigede Adgang til a t forlange Forfølgningen fortsat, m edens der om vendt heller ikke, saaledes som ved faste E jendomme efter § 560, 2. Stk., er g jort nogen Indskrænkning i de andre berettigedes Adgang til paa egen H aand at anstille Forfølgning.

Først n a a r A u k t i o n s s u m m e n s k a l f o r d e l e s , er det, at man overensstem m ende med Reglerne i §§ 554 og 555, som nedenfor vil blive nærm ere omtalt, tager Hensyn ogsaa til andre, der m aatte vise sig at have Krav paa at faa Del i det ved A uktionen indkomne.

II. A. V ed Tvangsauktion over f a s t e E j e n d o m m e er som P arter naturligvis ogsaa i første Række at nævnea. R e k v i r e n t e n og b. S k y l d n e r e n .

4) Jfr. F r o s t : F ogedforretn inger S. 160 og U . 1937. B. 281.

188

a. R e k v i r e n t e n vil sædvanlig være en Udlægshaver, men vil ogsaa kunne være nogen, der ved Universal- eller Singulærsuccession er traad t i hans Sted.

b. V ed » S k y l d n e r e n « , som udtrykkelig omtales f. Eks. i §§ 560, 561 og 576, maa ogsaa ved A uktion over en fast Ejendom forstaas dennes E jer som »Realskyldneren«5), idet kun denne har en saadan direkte Interesse i Tvangssalget, a t han kan anses for P art under selve A uktionsforretningen. For saa vidt der m aatte være en anden personlig Skyldner for Pantegælden end Pantsæ tteren, vil han lige saa lidt som en Kautionist6) kunne anses som P art ved Ejendom m ens B ortsalg7). Selv om det m aatte være en tidligere Ejer, der paa Tvangsauktionens T id endnu ikke var løst fra sin Forpligtelse ved Pantegældens Overtagelse af den nye Ejer, maa dog ved E jerskiftet hans aktuelle Interesseforhold til Ejendom m en være ophørt. De mulige Regreskrav, der m aatte være hjem lede i det indbyrdes Forhold mellem den nuværende og tidligere Ejer, vedkom m er ikke selve Tvangssalget, om end Regreskravets Omfang vil kunne paavirkes deraf8). H vor der er Tvivl om,

5) Saaledes forstaas ogsaa »der Schuldner« efter den tysk e T vangsau k tion slov (§ 9).

6) Jfr. herved U . 1944. 162. — Ifølge § 544, sid ste Stk., skal K aution ister dog indkaldes ved A u k tio n over p an tsa tte Fordringer.

7) Saaledes ogsaa N e l l e m a n n : A u ctio n S. 92— 93.8) Cfr. dog U . 1934. 668 (H ), N o te 2, der udtaler, at en tid ligere

Ejer burde have væ ret indkaldt i H en hold til Rpl. § 561 som »Sk yld neren« og N e l l e m a n n anf. Sted, der im id lertid tilfø jer, at ogsaa P antets Ejer form entlig bør indkaldes, da han m aa betegnes som en af dem , hvis R etsstillin g »kan b live berørt ved Salget« eller som har »Interesse i T vangssalget« , jfr. O rdene i §§ 560, 1. Stk., og § 561,2. Stk. Forholdet er dog snarere det om vendte, at P antets n u v æ r e n d e E j e r m aa betragtes som den H ovedperson , der skal ind k aldes som »Skyldneren«, m en at man, naar m an ved , at en t i d l i g e r e E j e r hæ fter for P antegæ lden, bør indkalde denne som en Person, der »kan b live berørt ved Salget« eller har »Interesse i T v a n g ssalget«. I Praksis indkalder m an v istn ok ogsaa sæ dvanlig baade den nuvæ rende og den tid ligere Ejer, n a a r m a n k e n d e r F o r h o l d e t . D e tte behøver m an im id lertid s le t ikke at gøre, id et T in gb ogsa ttesten lyder paa den nuvæ rende Ejer, og m an, da G æ ldsovertagelse efter T inglysn in gsloven s § 39, 3. Stk., ikke skal ting lyses, ikke kan se, hvorled es det forholder sig m ed den personlige H æ ftelse. M an kan derfor næ ppe uden videre betragte en Indkaldelse som form elt u lov lig ,

189

hvem der skal anses for den virkelige Ejer, maa, indtil denne Tvivl løses, hver af dem, der anser sig for ejendom sberettige- de, have Mulighed for at træ de frem som Parter, skønt deres Retsstilling ifølge § 566 ikke præ judiceres ved, at de holder sig borte fra A uktionsforretningen.

Fremdeles maa som P arter under A uktionen nævnes:c. a n d r e U d l æ g s h a v e r e end Rekvirenten, idet

Tvangsauktionen ogsaa er bestem t til at tjene til deres Fyldestgørelse, jfr. § 560, 1. Stk., og ligeledes

d. de, der i Egenskab af P a n t h a v e r e eller paa G rundlag af en anden Ret, f. Eks. en Realbyrde, skal tage Del i Auktionssumm en, jfr. § 560, 1. Stk., derim od ikke, hvis deres R ettigheder skal blive bestaaende til T rods for Salget, jfr. § 562, 4. Stk., sam t

e. a n d r e b e r e t t i g e d e i E j e n d o m m e n , h v i s S t i l l i n g f. Eks. som Brugshavere, servitutberettigede eller desl. iøvrigt k a n b l i v e b e r ø r t v e d S a l g e t , jfr. § 560,1. Stk. H ertil kan dog næppe henregnes Rettighedshavere, som indtager en saadan Stilling, at de skal gaa forud for alle dem, der skal have Dækning gennem Tvangssalget. Men er der Tvivl i saa Henseende, maa de indkaldes til M ødet om Auktionsvil- kaarenes Fastsættelse, og de er for saa vidt at anse som m u l i g e P arter ved A uktionen. Deres Prioritetsstilling vil dog i flere Retninger paavirke K arakteren af deres Partsvirk- somhed, jfr. saaledes navnlig § 566 i Slutningen og nærm ere nedenfor.

f. D erim od kan Skyldnerens rent personlige K reditorer aldrig anses for P arter under Auktionsforretningen. Den Om stændighed, at U dsigterne for dem til at faa Fyldestgørelse indirekte vil kunne paavirkes af Tvangsauktionens Udfald, kan nemlig i saa Henseende ikke være tilstrækkelig.

B. Den nærm ere Stilling, som disse forskellige »Parter« indtager, er dog ingenlunde den samme.

ford i den tid ligere Ejer, der er personlig Skyldner, ikke er indkaldt. D e tte er der heller ikke saa m egen G rund til at antage, efter at Rpl. § 578, 2. og 3. Stk., i m aterielretlig H en seen d e har ind ført M ulighed for N ed sæ tte lse af den person lige Fordring, som ikke er dæ kket ved A u k tion en . — M ed H en syn til R eglerne om Indkaldelse af »Sk yldneren« m aa iøvrigt h envises til nedenfor S. 208, N o te 6.

190

a. A u k t i o n s r e k v i r e n t e n nyder for saa vidt en vis F o r t r i n s r e t ved Forfølgningen, som den af ham indledede A uktionsforretning enten helt udelukker a n d r e Pant- eller Udlægshavere fra eller dog væsentlig begrænser deres Adgang til at anstille Retsforfølgning mod Ejendommen. Ifølge § 560,2. Stk., kan de nemlig, efter at Indkaldelse til det Møde, hvor A uktionsvilkaarene skal fastsæ ttes, har fundet Sted, for det første, saa længe ikke Rekvirentens Forfølgning er bortfaldet, i k k e b e g æ r e Ejendom m en stillet til A u k t i o n (jfr. § 570) men paa den anden Side staar det, lige indtil dette Møde er afholdt, R ekvirenten frit for at frafalde sin Forfølgning, saa at de andre berettigede, der m aatte ønske Ejendom m en bortsolgt ved Tvangsauktion, maa indlede en ny Forfølgning. Først efte r det nævnte Møde, nemlig naar A uktionsvilkaarene er fastsat, erhverver de andre R ettighedshavere i Ejendom m en efter § 570, 1. Stk., en Ret til at fordre, at der skrides til A uktion i Henhold til den begyndte Forfølgning, og det samme gælder, hvis R ekvirenten paa dette Stadium frafalder Forfølgningen9). D ernæ st kan v e 1 andre R ettighedshavere efter § 560, 2. Stk., til T rods for den paabegyndte A uktionsforretning f o r e t a g e

°) Jfr. herved U . 1927. 387, 1930. 587 (H ). — For at de andres R et skal b live aktuel, kræ ves der en u tv ety d ig T ilk en d eg ive lse fra R ek v irentens Side om , at han frafalder Forfølgningen, og det er ikke t ilstræ kkeligt, at han udeb liver fra et af de forberedende M øder, m en A u k tio n en fortsæ ttes i d ette T ilfæ ld e i H en hold til R ekviren ten s B egæring, jfr. R. U . N r. 84 i U . 1921. B. 181. I Praksis foretager m an ofte , naar m an har m odtaget M ed delelse om , at R ekvirenten frafalder Forfølgning, en A fly sn in g af det forberedende M øde, skønt § 571,3. Stk., a lene foreskriver A fly sn in g af en beram m et A u ktion . D er kan im id lertid ikke, naar A fly sn in g ikke har fun det Sted, opstilles nogen Pligt til at paabegynde det forberedende M øde, saaledes at der g ives de andre R ettighedshavere A dgang til at begæ re den paab egyn dte Forfølgning frem m et. En saadan R et har de ifø lge § 570, 1. Stk., 2. Pkt., kun, naar R ekvirenten først frafalder sin Begæring p a a M ødet, og v il de sikre sig for det T ilfæ ld e, at Forfølgning frafa ld es f o r i n d e n , m aa de i O veren sstem m else m ed § 560, 2. Stk., se lv foretage E ksekution i E jendom m en. En anden Sag er, at R ekviren ten kan frafalde sin Forfølgning saa sent, at det kan væ re praktisk naturligt at betragte T ilb agek ald elsen som sk et paa M ødet, jfr. U . 1927. 387, hvor Erklæringen om T ilb agek ald else først ind leveredes paa D om m erk ontoret 5 M inutter før det forberedende M øde. — Se iøvrigt ogsaa herved U. 1930. 387 (H ).

191

A r r e s t e l l e r E k s e k u t i o n i Ejendommen, hvad der navnlig vil kunne være af Interesse for dem for det Tilfælde, a t Forfølgningen m aatte blive frafaldet af Rekvirenten inden A fholdelsen af det forberedende Møde, men efter Indkaldelsen til M ødet kan en saadan ikke paaføre Forfølgningshaveren eller andre i Tvangssalget interesserede nogen Udgift. En vis O vervægt sikres der ogsaa R ekvirenten derved, at det ifølge § 560,1. Stk., er ham, der leverer U dkaste t til A uktionsvilkaarene. E fter § 575 behøver R ekvirenten ikke saaledes som de andre Pant- eller Udlægshavere at frem sætte særlig Fordring paa, at Hammerslag gives den højstbydende, men dette er dog udelukket, og A uktionen maa da hæves, naar heller ikke Rekvirenten hører til dem, der vil faa Del i den budte Købesum.

b. S k y l d n e r e n er i § 560 udtrykkelig nævnt blandt dem, der skal indkaldes til det Møde, hvor A uktionsvilkaarene skal fastsæ ttes, og det er ligeledes i § 566 forudsat, at han kan fremkomme med Indsigelser mod Rekvirentens Udkast. Skyldneren stilles vel, f. Eks. i § 562, i M odsætning til »de til Deltagelse i A uktionssum m en berettigede Personer«. H erved kan der dog kun antages at være tæ nkt paa det sædvanlige T ilfælde, at der ikke ved Tvangssalget bliver noget Overskud til Pantsæ tteren, men for saa vidt dette undtagelsesvis m aatte blive Tilfældet, maa Skyldneren gaa ind under Kredsen af de Personer, der har Ret til Andel i Købesummen, og blive undergivet de Regler, der gælder for disse. Derimod maa Skyldneren sædvanlig henføres til »de i Tvangssalget interesserede Personer«, jfr. saaledes § 565, men undertiden viser Sammenhængen, at der ved dette U dtryk kun er tæ nkt paa dem, der skai have Del i Købesummen, saaledes vistnok i § 564, næ stsidste Stk., smh. m. § 562, 3. Stk., og efter det anførte vil Skyldneren sædvanlig falde udenfor denne Kategori. Der er ikke hjem let Skyldneren nogen Beføjelse efter § 570 til at fordre Forfølgningens Fortsæ ttelse eller efter § 575 til at forlange, at der gives den højstbydende Flammerslag. Derim od tillægges der ved § 576 udtrykkelig ogsaa Skyldneren Ret til at fordre en anden A uktion afholdt.

c. og d. Hvad de a n d r e P a n t - e l l e r U d l æ g s - h a v e r e angaar, er de vel efter det under a. udviklede med

192

H ensyn til deres Adgang til at anstille selvstændig R etsforfølgning eller forlange dens Fortsæ ttelse noget mere begrænsede end Rekvirenten. Men iøvrigt har de en ganske lignende Ret til at bestem m e A uktionens nærm ere Gang, saaledes navnlig A uktionsvilkaarenes endelige Skikkelse, jfr. §§ 562, 564— 565, 576 og 578. U ndertiden begrænses dog Adgangen til at øve en saadan Indflydelse udtrykkelig til de Panthavere, hvis Fordringer er forfaldne, jfr. saaledes §§ 570 og 575, eller denne Begrænsning maa dog underforstaas som selvfølgelig, saaledes efter §§ 580—582.

e. Hvad endelig angaar a n d r e R e t t i g h e d s h a v e r e i Ejendommen, f. Eks. Indehavere af G rundbyrder, Brugsrettigheder og Servitutter, maa, for saa vidt disse R ettigheder kun har sekundæ r Prioritet, fremhæves den særlige Fremgangs- maade, som skal iagttages efter § 563, 2. Stk.10). Hvis derim od saadanne R ettigheder skal gaa forud for alle, der skal have Dækning gennem Tvangssalget, hjem ler § 563, 1. Stk., en særlig Ret til at forlange dem respekterede af K øberen11). De paagældende behøver ifølge § 566 i Slutn. ikke for at opretholde deres Ret at gøre denne gældende overfor derim od stridende Bestem m elser i A uktionsvilkaarene i det til disses Fastsæ ttelse beram m ede Møde. Men de kan altid, hvis de selv ønsker det, s tø tte t paa deres Ret rejse Indsigelse mod A uktionsvilkaarene og saaledes gøre sig til Part under Forhandlingen om disse.

10) Jfr. m ed H en syn til den dertil svarende B estem m else i T. A . L. § 23 U . 1906. 898 og efter Rpl. U . 1927. 177, 405, 1933. 132, 1935. 993 sam t V . L. T . 1929. 38. Se iøvrigt K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 779 — 80.

n ) Jfr. m ed H en syn til en L egatydelse U . 1934. 143.

Tvangsauktionens almindelige Gang og Karakter.I. D et Fællesskab, der ved Tvangsauktionen etableres mel

lem de forskellige Rettighedshavere i T ingen derigennem, at Salget sker til Fyldestgørelse for dem alle og ikke blot for Rekvirenten, ud trykker man undertiden ved at betegne Tvangsauktionen som en » S p e c i a l k o n k u r s«1) eller S æ r k o n- k u r s 2). V ed Tvangsauktion over L ø s ø r e er det, som i forrige § omtalt, dog først, efter at selve Auktionen er afholdt, at d e r bliver Spørgsmaal om en saadan Fællesoptræden, nemlig naar flere maa antages at have Krav paa A ndel i Købesummen. For dette Tilfælde opstiller nemlig §§ 554 og 555 en Række Regler sigtende til at sikre en retfærdig Fordeling. Men iøvrigt foregaar den af Rekvirenten indledede A uktionsforretning, uden at de andre berettigede faar Lejlighed til at blande sig deri, selv om deres Retsstilling nok saa meget kan berøres af A uktionens Udfald.

Væsentlig anderledes stiller Sagen sig med H ensyn til f a s t e E j e n d o m m e . H er finder der i Virkeligheden

§ 15.

1) Jfr. saaledes N e l l e m a n n n : A u ctio n S. 146— 153, T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 701— 705. — I N o r g e var det ved C ivil- procesreform en oprindelig M en ingen at ordne T vangsauk tion en som et G en eralopgør m ellem R ettigh ed sh averne i T ingen. M en d ette b lev o p g iv e t ved den endelige T van gsfu ld b yrd elseslov , som opretho ld t T v a n g sau k tion en s K arakter af Individualforfølgn ing, m en dog i flere R etn in ger tillagde den jud ic ie lle E m bedsm and en m ere frem træ dende k o n tro llerende M yndighed (navn lig m ed H en syn til A u k tionsv ilkaarene og S ta d fæ ste lse af H am m erslaget ved faste E jendom m e) end den tidli gere R et, jfr. I i a g e r u p : C ivilproces. 3. U dg. III. S. I H og E. A l t e n : T van gsloven 2. U dg. S. 152.

2) Jfr. herved V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. S. 1696— 1700.

Tvangsfuldbyrdelse 13

1 9 4

under hele A uktionens Gang — lige fra det forberedende Møde, paa hvilket A uktionsvilkaarene fastsæ ttes — en Fælles- optræ den af de interesserede Sted, der i meget m inder om Konkurs. Man maa dog ikke af denne udvortes Lighed lade sig forlede til den Antagelse, at i det hele de sædvanlige Konkursregler lader sig overføre paa Tvangsauktionen. Ikke blot vilde Konkursen netop kun kunne betragtes som speciel, idet Forfølgningen alene har H ensyn til selve den paagældende Ejendom, og det ejendommelige Kompleks af Regler, der beror paa Konkursens K arakter af en almindelig R etsforfølgning mod Skyldnerens Formue, er altsaa paa Forhaand udelukket. Men ogsaa med H ensyn til sit Formaal er Tvangsauktionen mere begrænset end Konkursen, idet den alene tilsigter at fyldestgøre dem, der har R ettigheder i Ejendom m en, og ikke engang alle disse, men kun visse af dem og navnlig— i M odsætning til hvad der gælder om K onkurskreditorerne— kun dem, hvis Krav er forfaldne. En anden Sag er, at selve Tvangsauktionen sædvanlig vil bringe de forskellige P an tehæ ftelser til at forfalde, men dette gælder dog ikke, hvis P an thaveren særlig har forpligtet sig til, til T rods for E jendom mens Salg, at lade sin P rioritet blive staaende i den, jfr. § 562,4. Stk. H eller ikke vil Panthaverne nogensinde ved Tvangsauktionen kunne tvinges til at modtage Betaling før den sæ dvanlige Frigørelsestid, idet der ikke for Tvangsauktioners V edkom m ende findes nogen Forskrift svarende til Konkurslovens § 14, men det tvæ rtim od i den anførte § 562, 4. Stk., betegnes som selvfølgeligt, at ingen Panthaver derved, at den pan tsatte Ejendom sæ ttes til Auktion, kan tvinges til at m odtage Betaling, førend hans Fordring efter de almindelige Regler er forfalden.

Hvad selve Forfølgningens Gang angaar, er der vel den Lighed m ed Konkursen, a t den af R ekvirenten indledede Tvangsauktion tjener som Fyldestgørelsesm iddel ogsaa for de andre berettigede, og, i Forbindelse dermed, at disse som Regel er udelukket fra at anstille Forfølgning paa egen Haand, ligesom der paa det Møde, der afholdes under Forberedelsen af Tvangsauktionen, og hvortil de interesserede indkaldes paa lig nende Maade som til Skiftesamlingerne under Konkurs, gives

195

dem Adgang til at øve Indflydelse paa A uktionsvilkaarene. Men som i forrige § paavist, er dog deres Adgang til at benytte Udelukkelse fra Individualforfølgning betydelig mere begrænset end i Konkurstilfælde, idet de i k k e u d e l u k k e s fra at f o r e t a g e A r r e s t e l l e r E k s e k u t i o n i Ejendommen, men alene fra selv a t begære A uktion, jfr. ovfr.S. 190—191. Desuden er der under Tvangsauktion slet i k k e Tale om det almindelige S e l v s t y r e , som K reditorerne i Konkurstilfælde udøver gennem den af dem valgte Kurator, K reditorudvalget og Skiftesamlingerne.

II. D ette s taar i Sammenhæng med, at Fogedens O f f i c i a l v i r k s o m h e d her er af langt mere om fattende Karak ter end Skifterettens i Konkurstilfælde. D et udtales saaledes i § 542 i al Almindelighed, altsaa med H enblik paa Tvangsauktion saavel over Løsøre som over fast Ejendom, at Fogeden, naar han finder, at G rundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at iøvrigt in tet er til H inder for det udlagtes Forauktionering, »har at foretage de til A uktionens A fholdelse fornødne Skridt« i Henhold til den frem satte Begæring, navnlig ved at udstede de fornødne Bekendtgørelser angaaende Auktionen. I Overensstem m else med denne Officialmaksime paalægges det saaledes ved Tvangsauktion over Løsøre i § 547 Fogeden at øve et vist T ilsyn med A uktionsvilkaarene, og han forudsæ ttes i § 550 paa egen H aand at foretage hele A uktionshandlingen; efter § 554 skal han derefter udbetale A uktionssum m en eller gøre et U dkast til dens Fordeling og efter § 555 give de vedkom m ende U nderretning. Med Hensyn til Tvangsauktion over faste Ejendom m e skal Fogeden efter § 561 selv indkalde de paagældende til M ødet til A uktionsvilkaarenes Fastsættelse, efter § 567, 1. Stk., paa Embeds Vegne paase, at A uktionsvilkaarene ikke vilkaarligt afviger fra Lovens bindende Regler — jfr. ogsaa hans Mæglings- og Afgørelsesm yndighed efter §’ens 2. Stk., — efter § 571, saa snart A uktionsvilkaarene er fastsat, af egen D rift og uden yderligere O pfordring tillyse Auktionen, efter § 574 paa egen Haand besørge O praabet og i det hele lede A uktionen og sørge for, at denne fremmes med Ro og O rden og uden unødvendigt Ophold; endelig kan han efter § 575 give den højst-

13*

196

bydende Hammerslag, uden at Rekvirenten, for saa vidt han hører til dem, der vil faa Del i den budte Købesum, behøver a t frem sæ tte særlig Fordring derpaa (hvorim od det, hvis Rekvirenten ikke ønsker det, kræves, at nogen af de andre b ere ttigede gør Fordring derpaa), efter § 581 skal han gøre U dkast til A uktionssum m ens Fordeling, og han skal efter § 593 udstede A uktionsskøde til Køberen, naar A uktionsvilkaarene er opfyldt.

Fremgangsmaaden ved Tvangsauktion*).§ 16.

A. Ved Tvangsauktion over Løsøre1).Tvangsauktion over Løsøre finder som Hovedregel Sted

ved F o g e d e n ligesom med Hensyn til fast Ejendom. Undtagelse fra denne Regel danner dog for det første de T ilfælde, hvor Skifteretten i M edfør af Rpl. § 679 i et K onkurseller Fragaaelsesbo m aatte bestem m e selv at afholde A uktion. Endvidere maa fremhæves, a t der nu ved Lov N r. 132, 16. April 1935 § 2 for at aflaste D om m erkontorerne er givet Hjem m el for, at Tvangsauktioner over Løsøre, bortset fra registreringspligtige Skibe, A ktier, Gældsbreve og andre Fordringer, kan afholdes ved A u k t i o n s l e d e r e efter H envisning i hvert enkelt Tilfælde af Fogeden, for Konkurs- og

*) M ed H en syn til A f g i f t e r ved A u k tio n gæ lder nu L ov N r. 138, 24. A p ril 1935, der m odsat Lov N r. 132, 16. A p ril 1935 om fatter alle Slags A u ktioner, saavel friv illig A u k tio n som T vangsauktion , og saavel A u k tio n over fast E jendom som A u k tio n over Løsøre. V ed denne Lov er B estem m elserne i Sportelreglm . 22. M arts 1814 V . A fd . (§§ 99— 126) og § 156 (20 pC t. F orh øjelsen) oph æ vet og ersta ttet m ed et enklere System m ed 4 A fg iftsra ter , 4 pC t., 2 pC t., 1 pC t. og XU pC t., saaledes at der skal svares 4 pC t. i a lle T ilfæ ld e, hvor der ikke er udtrykkelig H jem m el for A n v en d e lse af en af de lavere Satser, jfr. L ovens § 1. E ndvidere a fsk affes de tid ligere A fg ifter for U d sted e lse af A u ktion sp lak at og U d sted e lse af Skøde, saaledes at der a lene ved Siden af A u ktion sgeb yr b ib eh old es A fg ift til S tatskassen for T ilb agekald else af b estilt A u k tion , jfr. L ovens § 8. E ndelig bortfalder A f gifterne til andre K asser end Statskassen , saasom i K øbenhavn K atalogafg ift og B ørsafgift, cfr. dog § 11, 4. Stk., m ed H en syn til K atalog- afgift.

*) L i t t e r a t u r : N e l l e m a n n : A u ctio n S. 72— 88, E. H a l l a g e r : O m L øsøreauktioner i K øbenhavn. En V ejled n in g for A u k tionsh oldere (1921) og R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog for A u k tion sled ere (1938).

O m A fgræ nsningen m ellem R eglerne om L ø s ø r e og fast E jen dom se før T in g lysn in gsloven R. U . N r. 121 i U . 1922. B. 102: T v a n g sauktion over en K øberet til en fast E jendom skal foretages e fter

198

Fragaaelsesboer dog efter Bestemmelse af Skifteretten sam t for Eksekutorboer af executor testam enti. Denne Bestemmelse er bl. a. praktisk ved Pantelaanerauktioner og ved A uktioner i Henhold til § 6 i Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 om Inddrivelse af Skatter og A fgifter til det offentlige m. m., men den benyttes overhovedet i meget vidt Omfang, i hvert Fald i København. Ogsaa i de nedenfor under VIII om talte Tilfælde, hvor det er paalagt Sognefogeden eller Politiet at afholde Auktion, kan Fogeden undtagelsesvis paa Sognefogedens eller Politiets Anm odning i Stedet henvise A uktionerne til A fholdelse ved en Auktionsleder.

I det følgende tænkes kun paa Auktioner, der afholdes af Fogeden eller efter Henvisning af denne ved en A uktionsleder.

I. M ed H ensyn til B e g æ r i n g e n om Tvangsauktion forholdes der ifølge § 541 efter de samme Regler, som i § 482 er givet om Udlæg. Begæringen skal derefter, hvis Fordringen overstiger 2000 K r/s Værdi, være skriftlig, m edens den ellers kan frem sættes m undtlig til Fogedbogen. Begæringen skal for det første ligesom ved Udlæg være ledsaget af den paagældende Dom, Kendelse eller Forlig eller af det originale Pantebrev, og desuden maa der medfølge en U dskrift af Udlægsforretningen, m edm indre Tvangsauktionen skal foretages af

R eglerne for T vangsauk tion over L øsøre og tilsvarende U . 1925. 719 m ed H en syn til T vangsauk tion over en R e t til i f ø l g e u t i n g - l æ s t K ø b e k o n t r a k t at erholde Skøde paa en G rund sam t efter T . L. U . 1947. 774, der antager, at en T vangsauk tion over K ø b e r e n s Ret til i H e n h o l d t i l u t i n g l y s t b e t i n g e t S k ø d e skulde frem m es efter R eglerne om T vangsauk tion over Løsøre. L andsretten frem hæ ver i B egrundelsen, at B estem m elserne i Rpl. Kap. 51 efter deres eget Indhold ikke er anvend elige paa en saadan T v a n g sauktion , og at R etten m aa nære B etæ nkelighed ved at anse disse R egler for ændrede ved T inglysn in gsloven s § 6 »i h v e r t F a l d for saa v id t angaar R ealisation af R ettigheder efter O verdragelsesdokum enter, der ikke er tin g lyst eller endog ikke kan ting lyses, S lu tsed ler og lignende«. Se herved R a v n s h o l t R a s m u s s e n i Juristen 1942. 580. — A t en T vangsauk tion over e n i d e e l A n p a r t a f e n f a s t E j e n d o m i k k e skal ske efter R eglerne om T vangsauk tion i L ø s ø r e er fastslaaet ved U . 1933. 128, jfr. herved H. J ø r g e nI. T r o j e 1 U . 1938. B. 242 og H o l g e r A l g r e e n - U s s i n g sm st. 295.

199

den samme Foged, som har foretaget U dlægsforretningen; i dette Tilfælde er nemlig en simpel Paaberaabelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens D atum tilstrækkelig. Begæres Tvangsauktion over haandpantsatte Effekter, maa der medfølge Bevis for H aandpantsæ tningen og for, at det ved K. L. § 155 fastsatte V arsel er givet.

Finder Fogeden, a t G rundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at iøvrigt in tet er til H inder for det udlagtes For- auktionering2), har han som tidligere berørt at foretage de til A uktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den frem satte Begæring.

II. D er skal saaledes altid forud ved Fogeden eller A uktionslederen, jfr. Lov N r. 132, 16. A pril 1935 § 2, Stk. 1, og Instruks 2. Juli 1935 III. § 1 finde e n B e k e n d t g ø r e l s e af A uktionen Sted. E fter de nærm ere Regler herom i § 544 skal den for det første m indst 2 Gange indrykkes i et eller flere af de m est udbredte stedlige Blade. Den første B ekendtgørelse skal ske m i n d s t en Uge før A uktionens Afholdelse og den anden en af de nærm este Dage før Auktionen. Hvis Tingene er udsat for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, kan Bekendtgørelsesfristen dog ifølge § 556 forkortes, ligesom en saadan Forkortelse ifølge § 538, sidste Stk., ind træ der ved Bortsalg af Løsøre indtil 200 Kr.’s Værdi, jfr. næ rm ere nedenfor under VIII. O m vendt maa der altid kunne fastsæ ttes en længere Frist. Fremdeles skal der om -Auktionen ske Opslag ved P lakater og foregaa offentligt U draab, for saa vidt det paa A uktionsstedet er sædvanligt ved frivillige A uk

2) Jfr. herved utr. F. R. K., 12. O ktober 1935, der i et T ilfæ ld e, hvor der var foretaget A rrest og derefter i H enhold til Forlig under F orretn ingen U dlæ g i en A k tiep o st, der var deponeret i N orge, næ gter A u k tion , da der ikke for F ogedretten var frem lagt saadanne O p ly sn in ger, som næ rm ere v ild e kunne ind ividualisere den ud lagte A k tiep o st, ligesom der ej heller var frem lagt K opi af H aandpantebrevet, og under H en syn til at A k tiern e b efand t sig i U d landet. D e t frem hæ ves udtrykkelig t, »at den O m stæ ndighed, at der er g ivet U d læ g i A k tierne, ikk e giver R ekvirenten en R et til at faa dem bortso lgt ved A u k tion , id e t der paahviler F oged retten en P ligt til at undersøge, om G rundlaget for T vangsauk tion en er i O rden, og til i benæ gtende Fald at næ gte at tage Begæ ringen til Følge, jfr. Rpl. § 542, 1. Stk.«

200

tioner. Bekendtgørelsen skal naturligvis indeholde en tydelig: og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet for A uktionen3) og. ligeledes en Betegnelse af de Genstande, som skal bortsælges,, jfr. nærm ere § 545.

Nogle særlige Regler gælder ifølge §’ens 2. og 3. Stk. ved A uktion over S k i b e , idet det navnlig foreskrives, at Bekendtgørelse m indst 2 Uger før skal indrykkes i Statstidende, og at der ved registrerede Skibe skal gives særskilt U nderretning til E jer og Panthaver. Endvidere skal ved A uktion over p a n t s a t t e F o r d r i n g e r Fordringshaveren, Skyldneren og K autionister sam t saavidt muligt enhver anden, hvis R ettigheder eller Forpligtelser med H ensyn til Fordringen m aa antages at ville blive berørt af Salget, underrettes om A uktionen, jfr. § 544, 4. Stk.4).

III. A uktionsrekvirenten skal ifølge § 546 altid antage e n I n k a s s a t o r 5), der skal indkræve Auktionspengene og derfor selv maa afgøre, om han vil give den enkelte bydende K redit eller ikke. Hans Afgørelse af Spørgsmaalet om Køberens V ederhæ ftighed kan ikke om stødes ved Kendelse af Fogeden. Han er som Selvskyldner ansvarlig for, at de af ham antagne Bud bliver betalt, m edm indre andet er ved taget6). Ikke blot O rdene synes k lart at vise, a t Inkassator skal væ re en fra A uktionsrekvirenten forskellig Person, men ogsaa Lovgrunden til Bestemmelsen fører i samme Retning, idet den maa antages at være, at m an ikke ønsker at betro A uktions-

3) Fejl i A n g iv e lsen v il kunne m edføre A u k tio n en s U gy ld igh ed og; ev en tu e lt paadrage F ogeden A nsvar, jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 73— 74, F r o s t : F ogedforretn inger S. 152 og D om U. 1935. 1134 (vedr. § 561, sidste Stk.).

4) Se om denne B estem m else V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. S. 1745— 1746. — U an set at det er undladt i Rpl. 538, 2. Stk., at optage en H envisn ing til § 544, 4. Stk., m aa R eglen ogsaa finde A n v en d e lse ved T vangsauktion i H en hold til § 538, 2. Stk., over pan tsatte Fordringer, jfr. U . 1933. 827, der iøvrigt fandt § 544, 4. Stk ., anvend elig paa en efter dens Ikrafttræ den afhold t T vangsauk tion , uanset at R ekvisitionen forinden var a fg ivet til Fogeden.

5) D a Inkassator antages af A u ktionsrekviren ten , kan D om m erfu ld m æ gtige, efter at det ved L ov N r. 128, 15. A p ril 1930 § 2, Stk. 2„ er b levet forbudt dem at drive privat Praksis, ikke læ ngere paatage: sig dette H verv.

(i) Se herved D om m e U . 1910. 819 og 1912. 987.

201

rekvirenten Pengene, da det ikke er givet, at de alene tilkom m er ham. D et er im idlertid i tidligere P raksis7) antaget, at Rekvirenten kan gøre sig selv til Inkassator; dette har man vistnok navnlig s tø tte t paa, at Inkassator altid skal s t i l l e S i k k e r h e d efter Fogedens nærm ere Bestemmelse, idet herved Fare for M isbrug antages at være udelukket8);

IV. A. Angaaende A u k t i o n s v i l k a a r e n e , som forfattes af Rekvirenten, bestem m er § 547, at Fogeden skal paase, a t der ved dem indrøm m es vederhæftige Købere den paa Egnen ved frivillige A uktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogedens Billigelse ikke ud over 3 M aaneder9). En kortere K redittid end den sædvanlige vil nemlig let afholde Folk fra at byde, og paa den anden Side vil en for lang Kredit kunne opholde de andre berettigedes Adgang til at komme til deres Penge. Fogeden maa derfor ogsaa, skønt det i § 565 kun udtrykkelig er sagt ved faste Ejendomme, i det hele ex officio m odsætte sig usædvanlige eller særlig byrdefulde Betingelser, som kan antages at ville afskrække K øberne10).

Om A uktionsom kostningerne — om hvad der regnes hertil, se § 543 og særlig om Inkassationssalæ r § 55311) — bestem m er § 547, 2. Stk., at det skal bero paa Auktionsrekvi- renten, om han ved A uktionsvilkaarene (i Form af visse Procent eller en vis Andel af hver Krone) vil paalægge Køberne

7) Jfr. en H øjesteretsd om U. 1896. 707, som paa d ette Punkt underkendte en københavnsk O verretsdom U . 1895. 205.

8) I Lov N r. 132, 16. A p ril 1935 § 4 b estem m es det udtrykkeligt, at det er A u k t i o n s l e d e r e tillad t at virke som Inkassatorer ved de af dem afhold te A uktioner. S ik kerh ed sstille lsen efter L ovens § 5, 2. Stk., dæ kker da ogsaa A u k tion sled eren s A n svar som Inkassator, jfr. J. M. Skr. N r. 130, 18. Juli 1935.

°) U tr. J. M. Skr. 25. M arts 1926 udtaler, at denne B estem m else ikke er gæ ldende ved T vangsauk tion af H aa n d p a n t..

10) Jfr. E ksem pler paa saadanne V ilkaar U. 1896. 704.n ) Se herved U . 1893. 654: D er kunde ogsaa beregnes G odtgørelse

for B efordring og Salær til vedkom m end e Sagfører (Inkassator) for Procedure sam t U . 1936. 795: Inkassationssalæ ret i § 553 m aa ogsaa antages fastsat under H en syn til Inkassators U d g ifter til S ikkerhedsstille lse , og d isse U d g ifter kan ikke henregnes til de i § 543, jfr. § 547,2. Stk., om handlede O m kostn inger. Se iøvrigt K o m m e n t e r e t R p 1. I. S. 543.

202

at udrede dem, eller han vil fritage Køberne herfor og lade dem forlods udrede af A uktionssum m en12).

B. Om t r y k t e A u k t i o n s k a t a l o g e r bestem m es det i § 548, at saadanne kan udstedes af R ekvirenten med Fogedens Billigelse, naar denne finder det stem m ende med alle Parters Interesse; i dette Tilfælde udredes U dgifterne af Auktionsbeløbet. Men det staar forøvrigt enhver i Tvangssalget interesseret frit for paa egen Bekostning at udstede saadanne K ataloger12).

C. Angaaende A u k t i o n s v i l k a a r e n e s B e k e n d t g ø r e l s e foreskriver § 549, at de altid skal oplæses ved A uktionens Begyndelse og tillige opslaas paa et iøjnefaldende Sted dér, hvor A uktionen holdes. I tryk te K ataloger skal A uktionsvilkaarene indføres straks efter Titelbladet.

N aar dette er iagttaget, skal de paa A uktionen bydende ikke kunne paaberaabe sig U videnhed om A uktionsvilkaarene13). H erfra tø r dog ikke sluttes m odsætningsvis, at de bydende i m odsat Fald altid kan paaskyde U kendskab til Vil- kaarene. Hvis disse stem m er med det sædvanlige og natu rlige, maa de som »naturalia negotii« kunne gøres gældende, uden at Køberne særlig behøver a t være gjort opmærksomme paa dem. Kun med H ensyn til ganske ekstraordinæ re V ilkaar maa det, for a t de skal kunne forlanges respekterede af Køberne, kræves, enten at disse virkelig kender dem, eller at de foreskrevne Bekendtgørelsesm aader er iagttagne.

V. Om selve A u k t i o n e n s F o r e t a g e l s e bestem m er § 550, at Fogeden opraaber de enkelte G enstande til Salg. Om Ordenen, hvori Tingene skal bortsælges, bestem m er §’ens 2. Stk., at de, m edm indre Fogeden tilsteder Afvigelse herfra, skal sælges i den Orden, A uktionskataloger eller specificerede A uktionsplakater angiver, hvis saadanne er udsted t14); men

12) B estem m elserne i §§ 547 og 548 gælder ogsaa, naar en T v a n g sauktion henvises til A fh o ld else af en A u ktionsleder, jfr. B em æ rkninger til A u k tion sled erloven , R igsdagstidn. 1934/35, T illæ g A , Sp. 3135

13) D enn e R egel er ogsaa gjort anvendelig paa A u k tio n ved A u k tionsleder, jfr. L ov N r. 132, 16. A pril 1935 § 13, 1. Stk. D e t sam m e gæ lder ifø lge L ovens § 2 B estem m elserne i Rpl. § 549, 1. Stk.

14) D e trykte »Plakater« er i hvert Fald nu gaaet af Brug ved A u k tioner, der afholdes af Fogeden i K øbenhavn.

203

i m odsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestem m e den Orden, hvori det udlagte skal bortsælges, hvilket stem m er med Skyldnerens »Paavisningsret« ved Eksekution. V ed hver enkelt G enstand optegnes i Protokollen eller det dertil hørende Auktionskatalog Køberens N avn og Budets Størrelse15), hvilket bl. a. har Betydning af H ensyn til U dpantningsretten efter Upl. § 1, 10. a, jfr. ovfr. S. 159—60. Hvis Betalingen erlægges kon tan t ved Hammerslaget, gøres der derom Bemærkning, og det antages da ikke at være nødvendigt at angive Køberens N avn10).

R ekvirenten maa vistnok være raadig over, om H am m erslag skal gives eller ikke17). Selv om der er flere, som m aatte have R ettigheder over Tingene, tages der, som tidligere berørt, først H ensyn hertil, naar A uktionen er bragt til Ende.

En Begrænsning i Adgangen til at akceptere det højeste Bud følger nu af den Om stændighed, at Salget ikke maa indeholde en Overtrædelse af Prisloven eller andre Bestemmelser af lignende A rt18).

VI. Inden 14 Dage, som, hvis der kun er solgt pr. kontant, regnes fra selve A uktionens Afholdelse, men ellers fra den fastsatte K redittids Udløb, har I n k a s s a t o r ifølge § 553 at aflægge Regnskab til Fogeden over A uktionsbeløbet og til ham at i n d b e t a l e dette med Fradrag af O m kostninger. H ertil hører for det første Inkassationssalær, om hvis Størrelse den nævnte § træ ffer nærm ere Bestem m else19); men

15) D isse B estem m elser gøres ud tryk kelig t anvendelige ved Lov 16. A p ril 1935 § 2.

16) Cfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 81.17) Cfr. lige led es N e l l e m a n n S. 77, der hæ vder, at der i R eali

te te n a ltid foreligger absolu t Bortsalg ved T vangsauktion over Løsøre, cfr. om T vangsauk tion over fast E jendom ud tryk kelig t Rpl. § 579,1. Stk.

18) Jfr. m ed H en syn til P risloven U . 1944. 173 og V . L. T . 1944. 92, der dog begge angaar friv illig A u k tion , og m ed H en syn til A n ven d e lse af Reglerne om Salg af T ørv paa T vangsauk tion U. 1943. 1204. Se herved ndfr. S. 248— 49, N o te 7.

19) Jfr. herved R. U . N r. 248 i U . 1924. B. 219, hvorefter d isse B estem m elser ve l ikke er direkte anvendelige ved A u k tio n i H enhold til Rpl. § 538, 2. Stk., m en dog vejled en d e for Fogedens Skøn over Salæ rets Størrelse.

204

dertil kan ogsaa ved Løsøreauktioner komme andre U dgifter,f. Eks. til R ejser eller Salær for mulig Procedure for A uktionsretten20), skønt et saadant H onorar ved § 585 kun ved faste Ejendom m e udtrykkelig er tilsikret Rekvirentens ju ridiske Konsulent.

VII. I det sædvanlige Tilfælde, at kun R ekvirenten har nogen Ret over den solgte Ting, har Fogeden derefter af A uktionsbelobet at u d b e t a l e til ham, hvad der tilkom m er ham, og afgive, hvad der derefter m aatte blive tilovers til Skyldneren.

En særlig Ordning bliver der derim od Brug for i det T ilfælde, at der m aatte være f l e r e , d e r h a r K r a v p a a A u k t i o n s s u m m e n . D et kan saaledes være, a t flere har anm eldt saadant Krav, eller at det af Tingbogen, hvoraf G enpart i saa Henseende skal tilvejebringes2011), kan ses, f. Eks., a t der foreligger U nderpant i Løsøre, eller paa anden M aade, saasom ved Skyldnerens Forklaring (hvis Indhentelse dog ikke er g jort Fogeden til bestem t Pligt) erfares, at saadant Krav haves21). For dette Tilfælde foreskriver §§ 554 og 555 nogle Regler, der er næ r beslægtede med dem, som § 581 opstiller ved Tvangsauktion over faste Ejendom m e; dog er Ordningen ved Løsøre noget simplere, saaledes behøver ikke her som ved faste Ejendom m e noget Møde af de interesserede at finde Sted.

Fogeden skal først a f f a t t e e t U d k a s t t i l A u k - t i o n s s u m m e n s F o r d e l i n g mellem samtlige vedkom mende ifølge deres R ettigheders Beskaffenhed22). Hvad T idspunktet for A ffattelsen af dette Fordelingsudkast angaar, synes det af Forbindelsen mellem §§ 553 og 554, jfr. navnlig O rdet »derefter« i Begyndelsen af den sidste §, nærm est at fremgaa, at Lovgiveren har tæ nkt sig U darbejdelsen henlagt

20) Jfr. U . 1893. 654 og 1936. 795 sam t ovfr. N o te 11.20 a) Skønt L ov N r. 209, 23. Juli 1932 § 1 ogsaa i Rpl. § 554 har

æ ndret O rdene »Skøde- eller Pantebøgerne« til »T ingbogen«, m aa d et form entlig væ re en U d sk rift af »P e r s o n b o g e n«, det m aa kom m e an paa i denne Forbindelse.

21) Jfr. R. U . N r. 141 i U . 1922. B. 183.22) Jfr. om et sæ rligt K ollision stilfæ ld e D om U. 1921. 769.

205

til et T idspunkt, efter at hele A uktionssum m en er indbetale til Fogeden. Im idlertid sagdes det i den tidligere til Rpl. § 554 svarende Bestemmelse i T. A. L. § 14, 2. Stk., udtrykkelig, at A uktionsforvalteren (nu Fogeden) skulde affatte U dkastet »snarest muligt efter A uktionens Afholdelse«, og ligeledes indeholdt O rdene i den til Rpl. § 555 svarende Bestemmelse i T. A. L. § 15, 2. Stk., »saa snart det er indkommet« en ret k lar Forudsætning om, at Fordelingen af A uktionsbeløbet kunde være fastsat, allerede forinden dette i sin Helhed var indkommet. De nævnte U dtryk blev under den tidligere Tvangsauktionslovs Behandling paa Rigsdagen netop indføjet for at fastslaa denne O rdning23), og for denne taler ogsaa det praktiske Hensyn til ikke at udskyde Beløbets Udbetaling, saaledes som det vil ske, naar Fordelingsudkastet først skal bringes i Orden, efter at hele A uktionssum m en er indgaaet24). I den iøvrigt med T. A. L. § 14 stem m ende Bestemmelse i Rpl. § 554 er im idlertid O rdene »snarest muligt efter Auktionens Afholdelse« slettet (derimod ikke i den til T. A. L. § 15 svarende § 555 ogsaa Ordene »saa snart det er indkommet«), og da det af K om m issionsudkastets M otiver25) fremgaar, at dette netop er sket for at udelukke Muligheden for U dkastets A ffattelse straks efter A uktionen, idet man — forøvrigt med U rette — gik ud fra, at U dkastet faktisk ikke kunde affattes, før Beløbene var indkom met, maa man vistnok nu efter Rpl. bøje sig herfor, saaledes at Fordelingsudkastets endelige A ffattelse udsæ ttes til um iddelbart efter Auktionssum m ens Indbetaling.

Om U dkastet skal der ske særskilt U nderretning til de interesserede eller Bekendtgørelse i S tatstidende efter de næ rmere Regler, som indeholdes i § 555. D er kan derefter i en T id af 4 Uger rejses Indsigelse mod U dkastet, men er der ingen Indsigelse frem komm et inden denne Frist, ivæ rksættes Fordelingen af A uktionsbeløbet, dog, som det siges, »uden at nogens Ret iøvrigt er præ kluderet herved«. Den virkelig beret-

23) Jfr. F o lk etingsud valgets B etæ nkning i R igsdagstid. for 1890— 91 T illæ g B. Sp. 1924—25.

24) Cfr. dog N e l l e m a n n : A u ctio n S. 85— 86.25) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 400 Sp. 156 (258).

2 0 6

tigede, f. Eks. en Udlægshaver, hvis Ret jo ikke kan ses af Panteprotokollen, kan altsaa søge den ham tilkommende Del af Auktionssum m en tilbage fra enhver, hvem den med U rette er tillagt. Derim od kan han næppe, naar han m elder sig efter denne Frist, men dog før Beløbets Udbetaling endnu har fundet Sted, forhindre denne U dbetaling ved Fogedforbud, idet Nedlæggelsen af et saadant Forbud synes udelukket ved § 646, og man forøvrigt ogsaa derved vilde komme i Strid med den udtrykkelige Bestemmelse om, at »Fordelingen af A uktions- beløbet (i Overensstem m else med U dkastet) ivæ rksæ ttes26).

O pstaar der Tvist om Fordelingen, skal Fogeden efter § 555 søge at bilægge den ved sin Mægling, men lykkes dette ham ikke, er Reglen nu ligesom efter T. A. L. § 15, at Fogeden selv afgør Tvisten ved sin Kendelse. A ngaar Tvisten Fordeling af A uktionsbeløbet for Salg af et Skib, skal Fogeden dog, hvis hans Mægling er forgæves, henvise de stridende P arter til almindelig R ettergang27). D en Del af Auktionssumm en, som er G enstand for Tvist, tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgørelse, og det paahviler Fogeden at drage Omsorg for de indkom ne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbar- gørelse i M ellemtiden.

VIII. U ndertiden foregaar Tvangsauktion over Løsøre p a a e n s i m p l e r e M a a d e , idet Bortsalg af udlagt Løsøre, hvis Vurderingssum under Udlægsforretningen e r u n- d e r 2 0 0 K r., ifølge § 538, sidste Stk., skal foregaa paa samme M aade som Bortsalg af udpantet Løsøre under samme Værdi, jfr. § 60528). D et skal saaledes bortsælges mod kontant Betaling ved en offentlig Auktion, som afholdes paa Landet af

20) Cfr. efter den tid ligere R et N e l l e m a n n : A u ctio n S. 88.-7) Indsigelser m od F ordelingen, der ikke behørig forfølges inden

14 D age, anses da for ikke frem kom ne. T il behørig Forfølgning m aa norm alt kræ ves, at Sag anlæ gges ved Indlevering af Stæ vning (For- ligsin dk ald else) til B eram m else, jfr. Rpl. § 279, inden Fristen. Se om et sæ rligt T ilfæ ld e (vedr. den tid ligere B estem m else i § 581) U . 1925. 686. Sagen m aa anlæ gges ved M odpartens sæ dvan lige V æ rneting, ikke ved R etten paa det Sted, hvor U d k astet er a ffa ttet, jfr. U . 1923. 217.O gsaa B estem m elsen om U d læ nd in ges V æ rn eting i § 248 m aa efterO m stæ ndighederne kunne finde A n v en d e lse , jfr. R. U . N r. 134 i U . 1922. B. 143.

2S) Jfr. ovfr. S. 167— 68.

207

Sognefogeden og i K øbstæderne af Politiet29), efter at der m indst 3 Dage forud har fundet een Bekendtgørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, hvori Bekendtgørelser fra Politiet plejer at offentliggøres. D er synes da ikke her at blive Plads for Reglerne om Fordelings- udkast m. m. efter §§ 554 og 55530).

§ 17.

B. Ved faste Ejendomme1)2).Ved Tvangsauktion over faste Ejendom m e har Synspunk

tet med en S p e c i a l k o n k u r s faaet særlig k lart U dtryk i Lovens Regler, som for en væsentlig Del er affattet efter

-9) E fter A nm odning af Sogn efogeden eller P o litiet kan Fogeden dog ogsaa i d ette T ilfæ ld e henvise A u k tio n en til A fh o ld else ved en A u ktionsleder.

30) Se derim od ovfr. i N o te 4 og 13 om A n v en d e lse af Rpl. §§ 544 og 549.

*) L i t t e r a t u r : N e l l e m a n n : A u ctio n S. 90— 126, V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. Udg. III. S. 1696— 1700 og R a v n s h o l t R a s m u s s e n i Juristen 1942. 577— 602. Se endvidere fra nyere T id: J. D a m s g a a r d : O m T vangsauk tion o v e r e n D e l a f e n f a s t E j e n d o m i U . 1927. B. 33 ff., F r o s t : A ltern a tiv t Opraab ved T vangsauk tion over faste E jendom m e som Folge af forskellig Prioritering af saadanne U . 1935. B. 169 ff. og de i T vangsfu ldb yrd else forrige U dg. S. 198— 99 N o te 18 citerede A rtik ler sam t vedr. T van gsauktion o v e r e n i d e e l P a r t af en fast E jendom H. J ø r g e n I. T r o j e 1 U . 1938. B. 242, H o l g e r A l g r e e n - U s s i n g sm st. 295 f f. og R a v n s h o l t R a s m u s s e n i Juristen 1942. 579— 580.. Jfr. ved det sidste Spørgsm aal U . 1933. 128, der fastslaar, at R eglerne om T vangsauk tion over fast E jendom maa anvendes. Se iøvrigt om G ræ nsetilfæ ld e for d isse R eglers A n v en d e lse ovfr. S. 197, N o te 1 og J. D . 1939. 32: Et paa et le je t G rundstykke opført, til 1500 Kr. vurderet Som m erhus, der var anbragt paa 25—30 C em entb lokke, fand tes at falde ind under Reglerne om fast E jendom .

2) A u k tio n over fast E jendom kan a l d r i g afholdes af A u k t i o n s l e d e r . D e tte gæ lder ikke b lot T vangsauktion , jfr. L ov N r. 132, 16. A pril 1935 § 2 e contrario, m en ogsaa friv illig o ffen tlig A u k tion over fast E jendom , jfr. L ovens § 1, Stk. 3, og R. T. 1934/35. A . Sp. 3134. Se herved ndfr. S. 238— 239.

208

den franske3) og tildels efter den tyske4) Lovgivnings M ønster.I. Sammen med B e g æ r i n g e n om A uktion skal U d

lægshaveren ifølge § 560 til Fogeden afgive U d k a s t t i l A u k t i o n s v i l k a a r e n e ledsaget af en A n m o d n i n g om, at Skyldneren saavel som andre i T v a n g s s a l g e t i n t e r e s s e r e d e 5) m a a b l i v e i n d k a l d t t i l e t M ø d e . Med denne Anm odning skal der følge fornøden G e n p a r t a f E j e n d o m s b l a d e t og A fskrift af d e t s e n e s t t i n g l y s t e A d k o m s t d o k u m e n t — foruden de Dokum enter, der danner Grundlaget for R etten til a t fordre Tvangsauktion, altsaa sædvanlig en U d s k r i f t a f U d l æ g s f o r r e t n i n g e n , m edm indre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, jfr. nærm ere Rpl. § 541.

A t disse D okum enter følger med Anmodningen, maa være en Betingelse for, a t denne kan anses for lovlig, saaledes navnlig for, at den kan skaffe R ekvirenten den P rio rite tsstilling i Forfølgningen, som § 560, 2. Stk., hjemler. I Sammen- stødstilfæ lde maa ikke blot Dagen, men selve K lokkeslettet for Rekvisitionens Indgivelse, eller, hvis den ikke er »behørig«, jfr. § 561, det Ø jeblik, hvor den suppleres med det manglende, være afgørende, og Fogeden bør derfor ogsaa give Begæringen Paategning herom.

II. A. N aar Fogeden saaledes har m odtaget behørig Begæring om Tvangsauktion, skal han med 14 Dages V arsel i n d k a l d e de om talte interesserede Personer til et Møde paa sit Em bedskontor eller T ingstedet; denne Indkaldelse skal ske efter de nærm ere Regler, som indeholdes i § 561°), hvorefter der ogsaa paahviler Rekvirenten en vis Pligt til at til-

3) C ode de procédure §§ 690— 717.4) En prøjsisk Lov af 1883, der har tjen t som G rundlag for den

ty sk e Z w angsversteigerun gsgesetz af 1897.5) Jfr. ovfr. i § 14 II. A ., om h v e m d e r herefter s k a l i n d

k a l d e s .°) Jfr. herved U . 1939. 48 (H ) og 1939. 177 som E ksem pler paa

O ph æ velse af T vangsauk tion paa G rund af m a n g l e n d e s æ r s k i l t U n d e r r e t n i n g til E jeren, der i begge T ilfæ ld e havde »bekendt B opæ l indenfor R iget«. Sml. U . 1946. 489: A u k tion næ gtet Frem m e, da Skyldneren ikke havde b ekend t B opæ l i R iget og ikke var indkaldt i S tatstid en de, m en ved anb efa let Brev til A d ressen efter T ingbogen , og U . 1942. 877 om et T ilfæ ld e, hvor R ekvirenten

209

stille de foran ham berettigede en A fskrift af hans U dkast til A uktionsvilkaarene, og det skal udtrykkelig bemærkes, at den, der udebliver, udsæ tter sig for at miste den Indflydelse paa Auktionsvilkaarenes Affattelse, som han ellers kunde udøve, cfr. dog den Pligt, der efter § 567, 1. Stk., paahviler Fogeden til paa Embeds Vegne at paase de bedre prioriteredes R et7).

B. Indkaldelsen har efter § 560, 2. Stk., navnlig den ovenfor i § 14 II. B. a. om talte Virkning at udelukke de andre Pant- eller Udlægshavere fra at begære Ejendom m en stillet til A uktion8). E fter den nævnte §’s 3. Stk. skal dog den P an thaver, som foruden i selve den faste Ejendom har Pant i den dertil hørende Besætning, Inventarium eller de andre dér opregnede Genstande, og som deri har g jort Udlæg9) forinden A uktionsvilkaarenes Vedtagelse, kunne fordre, at A uktionen udstræ kkes til disse G enstande10). Paa A uktionen opraabes da Ejendom m en alternativt, nemlig først uden det nævnte T ilbehør, og uden at der paalægges Køberen de ved Udlæget heri foraarsagede Om kostninger, og dernæ st med saadant T ilbehør og saaledes, at de nævnte O m kostninger paalægges Køberen11). D et er dog alene en Ret for den paagældende P an thaver at faa disse G enstande inddraget under Auktionen, men hvis han ikke ønsker det, f. Eks. fordi han alligevel kan vente

som Følge af en Paategning fra F ogedretten paa Indkaldelsen om ,at hun ikke b ehøvede at kom m e til Stede, ikke havde faaet In d fly d else paa A u ktionsv ilkaarene. Jfr. ogsaa U . 1935. 1134: T van gsau k tio nen og den forberedende B ehandling oph æ vet paa G rund af u tyd eligD a to i Indkaldelsen , og Sagens O m kostn inger paalagt D om m eren. Cfr. derim od U. 1923. 852 (H ), 1929. 782, 1932. 1007 og 1933. 383, der vedforskellige M angler ved Indkaldelserne af P anthavere og U d læ gshavere ikke ansaa den afhold te A u k tio n for ugyldig.

7) Se herved N e l l e m a n n : A u ctio n S. 95— 96.8) E ndvidere m aa erindres, at Indkaldelsen bevirker, at Ejerens

B eføjelse efter § 528, 3. Stk., ophører, jfr. ovfr. S. 129.°) E t saadant U d læ g kan kun, naar B etingelserne i Rpl. § 478

N r. 3 og 4 foreligger, foretages uden Lovm aal og D om . Se om det uheld ige heri S t e g l i c h - P e t e r s e n U . 1912. B. 277 og V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1599. Jfr. ogsaa J. D a m s - g a a r d U. 1927. B. 35.

10) Se herved D om m e U . 1929. 408, 1930. 146 og 1937. 946 sam t K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 772— 73.

n ) O m den praktiske Trang, der er til ogsaa at tillade en P anthaver, der har Pant i een eller flere Parceller, som R ekviren ten ikke

T vangsfuldbyrdelsc. 14

210

at ville blive fuldt dækket, kan de andre Panthavere ikke gøre noget Krav i saa Henseende gældende.

III. Angaaende A n k t i o n s v i l k a a r e n e s Indhold12) giver Loven en Række Forskrifter.

A. a. D er skal efter § 562 for det første tilstaas Køberen e n p a s s e n d e F r i s t til T ilvejebringelsen af den Del af K ø b e s u m m e n , som skal udbetales. For en T redjedel af dette Beløbs Vedkom m ende skal Fristen m indst være 3 Maa- neder fra A uktionens Datum, m en for den øvrige Del skal der gives H enstand til den første 11. Juni eller 11. Decem ber Termin, som indtræ der m indst 3 M aaneder efter den anførte T redjedels Forfaldsdag. Endelig kan O m k o s t n i n g e r n e 13) ved A uktionen — som skal udredes af Køberen, m edm indre han ved A uktionsvilkaarene er fritaget derfor — altid fordres betalt inden en Uge.

Enhver af dem, der har Ret til Købesummen, maa finde sig i, at disse Betalingsfrister indrøm m es Køberen, m en det s taar dem naturligvis frit at tilstaa ham lempeligere V ilkaar. Den, som er kontraktm æssig forpligtet til at lade sin Pante- fordring forblive indestaaende i Ejendommen, uanset dens Salg, har naturligvis ikke noget Krav paa Fyldestgørelse af A uktionsudbyttet, men kun paa, at hans Ret bevares. Om vendt vil en P rioritetshaver ikke kunne tvinges til at m odtage Betaling, før Frigørelsestiden i Forhold til ham er kom met, jfr. § 562, 4. Stk.14).

b. N aar ikke andet er vedtaget, har Køberen at forrente Auktionskøbesum m en med den hver enkelt Panthaver (eller Udlægshaver) lovlig tilkommende R e n t e og for det Beløbs Vedkomm ende, der m aatte overskride Prioriteterne, med 4 pCt. fra Hamm erslagets D ato at regne.

B. D er skal endvidere efter § 564 i A uktionsvilkaarene optages det fornødne angaaende den S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , som kan fordres af den bydende.

har Pant i, at faa m edinddraget hele den til ham p an tsa tte E jendom under T vangsauktionen , se J. D a m s g a a r d U . 1927. B. 33 ff., F r o s t : F ogedforretn inger S. 169 og U . 1935. B. 170, N o ten .

12) Jfr. et sæ rligt T ilfæ ld e U . 1919. 225.13) O m hvilke disse er, jfr. de sæ dvan lige A u ktionsv ilkaars P ost 7

og ndfr. under IV .14) Jfr. U . 1894. 183.

211

H v i s E j e n d o m m e n s k a l o v e r l e v e r e s , inden Betaling finder Sted, skal Sikkerheden om fatte e n T r e d j e - d e 1 af Beløbet, der skal udbetales, foruden A uktionsom kostningerne. Dersom der med Ejendom m en sælges D riftsinventa r og D riftsm ateriel, Besætning, Gødning, A fgrøder eller andre Frembringelser, jfr. Tinglysningslov 31. M arts 1926 § 37 og Rpl. § 507, skal Sikkerheden — for at ikke Køberen ansvarsløst skal kunne bortsælge disse Ting — dog m indst om fatte deres Vurderingssum . For K øbstadejendom m es V edkom m ende skal Sikkerheden m indst svare til den halvaarlige Lejeindtægt og for bortforpagtede Ejendom m e m indst til 1 A ars Forpagtningsafgift.

S a a f r e m t d e r i m o d E j e n d o m m e n i k k e s k a l o v e r l e v e r e s , inden Købesummen er berigtiget, kan der kun fordres Sikkerhed f o r e n F j e r d e d e l af det Beløb, der skal udbetales (foruden for Auktionsom kostningerne).

I § 564, 3. Stk., gives der nærm ere Forskrifter om, hvori Sikkerhedsstillelsen skal bestaa15). Fogeden kan tilstaa den bydende en kort Frist af 8 Dage til at tilvejebringe Sikkerheden, naar der blot ikke m angler Sikkerhed for de O m kostninger, som en eventuel ny A uktion m aatte medføre. Sikkerhedsstillelsen kan som Regel først forlanges, naar H am m erslaget tilbydes, jfr. § 579. R ekvirenten kan ikke fordre Sikkerheden overleveret til sig, da den jo ikke blot skal tjene hans Interesser, m en den maa, naar ikke alle V edkom m ende sam tykker i en anden Ordning, leveres til Fogeden. Selvfølgelig staar det, jfr. § 564, 4. Stk., enhver frit for, for sit V edkommende at frafalde eller nedsæ tte Kravene paa Sikkerhed.

C. D er tilføjes endelig i § 565 et almindeligt F o r b u d m o d uden N ødvendighed i A uktionsvilkaarene at optage

15) L oven siger, at S ikkerheden bor bestaa i inden landske V æ rd ipapirer, der har Kurs paa K øbenhavns Børs, eller i P anteobligationer i faste E jendom m e, som fy ldestgør, hvad der kræ ves til um yndiges M idlers B etryggelse. D er kan dog i hvert Fald ikke væ re T v iv l om , at Sikkerheden ogsaa kan bestaa i rede Penge eller i et B eløb , der er indsat paa K ontrabog m ed Proh ib itivpaatcgning. D er kan næ ppe heller nu til D ags væ re T v iv l om , at man maa kunne tage en B ankgaranti eller K autionsforsikring. Se dog herved F r o s t U . 1937. B. 282. N o g et andet m aa derim od gæ lde en b lot personlig K aution. T ages en saadan, vil m an i hvert Fald i Praksis o ftest lade alle V ed k o m m ende frafalde K rav paa yderligere Sikkerhed.

14*

212

u s æ d v a n l i g e e l l e r b y r d e f u l d e B e t i n g e l s e r , som kan antages at ville afskrække Køberne.

IV. I det om talte M ø d e skal da A uktionsvilkaarene endelig fastsæ ttes. E fter de nærm ere Regler i §§ 566 og 567 maa de indkaldte fremkomme med deres Indsigelser mod Rekvirentens U dkast, idet de ellers anses for at sam tykke i dette. Saadan Indsigelse behøves dog ikke fra nogen, der anser sig for ejendom sberettiget til det udlagte eller tro r sig i Besiddelse af Servitutter, G rundbyrder eller lignende R ettighed er16), for saa v id t disse skal gaa forud for alle eller nogen af17) dem, der skal have Dækning gennem Tvangssalget. D er behøves heller ikke nogen Indsigelse fra de ifølge G enparten af Ejendom sbladet bedre prioriterede, ikke m ødende P an thavere, idet Fogeden ex officio skal paase, at der ikke i A uktionsvilkaarene indsættes Bestemmelser, som er i Strid med deres Rettigheder. Ligeledes har han paa Embeds Vegne at paase, a t A uktionsvilkaarene ikke v i 1 k a a r 1 i g afviger fra de i §§ 562—565 givne Regler18), jfr. ovenfor under III. D erimod er der ikke noget i V ejen for, at alle Vedkom m ende udtrykkelig sam tykker i, at der indrøm m es Køberen lem pelige Vilkaar, idet der enten kræves mindre Sikkerhed end foreskrevet i Loven eller ydes længere Kredit. I Praksis er det navnlig ikke ualmindeligt, at Sikkerhed helt frafaldes. Endelig har Fogeden ifølge § 567, 1. Stk., sidste Pkt., at sørge for, at Størrelsen af de O m k o s t n i n g e r , Restancer og mulige andre Ydelser, som det paalægges Køberen at udrede udenfor Købesummen, oplyses og udtrykkelig opgives, i alt Fald ved Angivelse af deres højeste Beløb. H vor meget det kan paalægges Køberen at betale i H onorar til A uktionsrekvirentens juridiske Konsulent, bestem m es i § 58519), og hvad der overhovedet kan henregnes til O m kostninger ved Forauktionering i § 54320). Til T rods herfor vil det ofte være en vanskelig Opgave for Fogeden at opgive Om kostningerne

1G) Jfr. m ed H en syn til H æ vd V . L. T . 1941. 249.17) D isse tre O rd fandtes ikke i T . A . L. § 26.18) Cfr. U . 1909. 10 (H ) m ed H en syn til en T ilfø je lse til V ilkaa-

rene, der ansaas for betydn ingsløs.10) Se herved U . 1938. 343 om Sagførersalær ved 2. A u ktion .20) Jfr. herved D om m e U. 1929. 1168 angaaende et K ontingent for

U lykkesforsikring, U. 1936. 795 vedrørende Inkassators U d gifter ved

213

allerede ved A ffattelsen af V ilkaarene, m edm indre han bruger Bestemmelsen om, at M aksimum i hvert Fald skal angives, saaledes at han for at være paa den sikre Side opgiver et Beløb, der maaske langt overstiger det virkelige21). I P raksis anses det derfor for tilstrækkeligt, at den nærm ere A ngivelse af Om kostningerne først sker paa selve x\uktionsdagen, hvilket formentlig ogsaa kan forsvares, naar det i V ilkaarene udtrykkeligt siges, at det højeste Beløb af Om kostningerne først vil blive oplyst paa A uktionsdagen22). Spørgsmaalet om,i hvilket Omfang K øberen skal udrede A uktionsom kostningerne, giver iøvrigt Anledning til nogen Tvivl23).

Frem sættes der Indsigelser, skal Fogeden ved sin Mæg-

at stille den af F ogeden i M edfør af § 546 b estem te Sikkerhed og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 755— 56.

21) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 102— 03 og F r o s t : F ogedforretninger S. 182.

22) Jfr. U . 1907. 495 og P ost 7, n æ stsid ste Stk., i den sæ dvanlig b en y tted e B lanket til A u ktionsv ilkaarene: »D et h øjeste B eløb af sam tlige disse (i P ost 7 næ vnte) O m kostn inger saavel som de i P ost 6 om m eldte (Skatter, A fg ifter , Forsikringspræm ier sam t M edhjæ lperes Løn og K ostpenge i H en hold til § 22 a i Lov N r. 343, 6. M aj 1921, jfr. Lov N r. 131, 20. A p ril 1933) ud b eta lte forfaldne B eløb og andre Y delser vil b live op ly st paa A u k tion en , dels af U d læ gshaverens b e fu ldm æ gtigede, dels for Litra e (F ogedens U dlæ g i A n ledn ing af A u k tionen sam t alle m ed A u k tio n en forbundne A fg ifter til det o ffen tlig e og V idn erne) af Fogeden.«

23) D er kan ve l efter § 543, 2. Pkt., ikke være T v iv l om , at K øberen alene skal udrede de i de sæ dvan lige V ilkaar P ost 7 a næ vnte U d gifter til E jendom m ens B estyrelse og D rift m ellem U d læ get og A u k tion en , for saa v id t U d læ gshaveren faar A n d el i B udsum m en, og at det som ud ta lt i P ost 7 d er en Forudsæ tning for, at R epræ sentanter for P rioritetshavere eller andre b erettiged e kan faa deres Salærer og R ejseom kostn inger, at d isse faar A n d el i K øbesum m en eller har K rav paa at fy ldestgøres udenfor denne. D erim od har der tid ligere væ ret nogen T v iv l m ed H en syn til Spørgsm aalet om R ekvirentens U d gifter og Salærer, V ilkaaren es P ost 7 b og c, skal udredes, uden H en syn til om R ekviren ten faar A n d el i K øbesum m en, jfr. herved T vangsfu ldb yrd else , forrige Udg. S. 198— 99 N o te 18 og de der c i t e rede A fh and linger og D om m e. E fter d isse indskræ nkede P rob lem et sig efterhaanden til, om F ogeden af H en syn til bedre prioriterede P anthavere, der ikke er repræ senteret paa M ødet e x o f f i c i o i M edfør af § 567, 1. Stk., skal paase, at der ind sæ ttes en B estem m else i V ilkaarene, hvorefter de næ vnte U d gifter og Salærer m aa bæ res af R ekviren ten , saafrem t de ikke kan dæ kkes af A u k tio n su d b y ttet uden

214

ling søge at tilvejebringe Enighed24), men lykkes dette ikke, afgør han Sagen ved en Kendelse, der afsiges snarest muligt, og drager derefter Omsorg for, at A uktionsvilkaarene affa ttes i Overensstem m else derm ed25). D er vil kunne tilstaas de fornødne U dsæ ttelser, dog som Regel ikke over en Uge, og hvis der frem komm er Paastande om at forandre Rekvirentens U dkast til Skade for nogen indkaldt, som ikke har givet Møde, skal Fogeden udsæ tte Sagens Afgørelse til et følgende M øde20), hvortil de vedkom m ende særlig skal indkaldes; udebliver de da, anses de for a t sam tykke i Paastanden.

Er der Uenighed om, hvorvidt og i hvilken O rden de paagældende skal fyldestgøres af Auktionssumm en, kan det dog ifølge § 568 undlades i A uktionsvilkaarene at optage nogen Angivelse af, til hvem af dem der skal betales, og i Stedet for af Fogeden efter derom nedlagt Paastand (altsaa ikke ex officio) bestemmes, at den om stridte Del af Købesummen skal indbetales til Fogeden, som i saa Fald har at forholde sig efter de i § 581 givne Forskrifter, jfr. nedenfor under IX.

V. M edens der efter den ældre Ret før A uktionsloven som Regel skulde finde en særskilt V u r d e r i n g a f E j e n

T ab for de fortrinsberettigede, jfr. Rpl. § 570, 2. Stk. D e tte er nu fast antaget i Praksis, idet den nu gæ ldende B lanket til A u k tion s- vilkaar i P ost 7, sid ste Stk., indeholder fø lgen de B estem m else: »I O veren sstem m else m ed Rpl. § 570 tilfø jes, at der ikke kan paaføres de Fordringshavere, der har Prioriteter eller reelle R ettigheder forud for R ekvirenten , nogen U d g ift i A n led n in g af F orfølgningens Frem m e, id et disse O m kostn inger m aa bæ res af R ekvirenten , saafrem t de ikke kan dæ kkes af A u k tio n su d b y ttet uden T ab for de fortrinsberettigede.« H vis æ ldre V ilkaarsform ularer b en y ttes, forlanger Fogeden nu altid en T ilfø je lse til d isse i O veren sstem m else herm ed, jfr. allerede F r o s t U . 1937. B. 282. Jfr. herved ogsaa vedrørende Spørgsm aalet om B en y tte lse af Sagførerb istand ved Inddrivelse af Skatter J. M. Cirk. N r. 211,11. O ktbr. 1932 og D om m e U . 1930. 587 (H ), 1933. 950 sam t ovfr.S. 9, N o te 11.

24) Se herved H øjesteretsd om U . 1930. 271: A t Fogeden ikke saas at have m æ glet Forlig, m edførte ikke A fv isn in g af Sagen. Jfr. herved U . 1898. 903 (H ) m ed supplerende O plysn inger i P. C. M ü 11 e r’s O versigt over H øjesteretsd om m e (1902) S. 229 og U. 1903. 402.

25) Se herved U. 1931. 619, 1932. 791.26) Jfr. U . 1927. 472.

215

d o m m e n 27) t i l A u k t i o n s e f t e r r e t n i n g Sted, bestem m es det nu ved § 569, at en saadan V urdering kun skal finde Sted, naar det paa M ødet til A uktionsvilkaarenes Fastsæ ttelse enten vedtages eller, i Tilfælde af Tvist, af Fogeden kendes nødvendigt. Angaaende de nærm ere Regler om V urderingens Foretagelse henvises til den nævnte §. I hvert Fald1 København forekom m er en saadan V urdering meget sjæ ldent.

VI. Saa snart A uktionsvilkaarene er fastsat, har Fogeden ifølge § 571 af egen D rift og uden yderligere Opfordring at t i l l y s e A u k t i o n e n . D ette sker ved, at en Bekendtgørelse2 Gange indrykkes i S tatstidende28) med et Varsel af m indst 14 Dage fra den første Indrykkelse at regne. Fogeden kan derhos, naar det af nogen vedkom m ende forlanges, og han finder d e t tjenligt, ogsaa foranstalte A uktionen bekendtg jort i andre Aviser, endogsaa udenlandske. Angaaende Bekendtgørelsens nærm ere Indhold giver § 572 nogle ret selvfølgelige Forskrifter.

VII. H vad angaar s e l v e A u k t i o n e n og det, der kan forefalde under denne, kan

A. I n d s i g e l s e r mod Auktionsvilkaarene paa Auk- tionsdagen som Regel i k k e mere frem sættes, dog med U ndtagelse af de i §§ 566, 2. Pkt., og 567, 1. Stk., omhandlede 29), jfr. ovenfor under IV. N aar saadan Klage frem sættes, gives d er i § 573 nærm ere Regler om dens Behandling og Afgørelse ved Fogedens Kendelse. For saa v id t A uktionen af den G rund m aa udsæ ttes og derefter igen skal fremmes, maa der ske ny Bekendtgørelse herom m ed en Uges Varsel.

B. Ved A uktionens Begyndelse o p 1 æ s e s A uktionsvilkaarene, G enparten af E jendom sbladet og saa meget af tid ligere Protokoltilførsler eller af andre Dokum enter, som Fogeden finder fornødent at meddele de lysthavende, medens de øvrige Salget vedkom m ende D okum enter bør være til Stede og til lysthavendes Eftersyn, jfr. § 573, 3. Stk.

27) Cfr. m ed H en syn til sæ rskilt V urdering af Inventaret U . 1930.146.

28) Jfr. Lov N r. 10, 23. Januar 1903 § 1, Bekg. N r. 39, 19. M arts 1904, 12.

29) Jfr. U . 1910. 773.

216

C. D erefter o p r a a b e s Ejendom m en efter de næ rm ere Regler, som indeholdes i § 574. Frem gangsm aaden er her noget om stændeligere end ved Løsøreauktion. Saaledes skal navnlig en Optegnelse af Budene, efterhaanden som de gøres, finde Sted. N aar ingen efter derom 3 Gange gentagen Opfordring: gør Overbud, standses O praabet, og R esultatet indføres i Auk- tionsbogen. D er gives derefter vedkom m ende Lejlighed til at frem sætte mulige Bemærkninger, og Fogeden afgør da det fornødne, dersom det behøves, ved en Kendelse. Hvis Salg skal finde Sted, bekræftes Budet ved H a m m e r s l a g .

Hvis der in tet Bud gøres, eller in tet lovligt Krav foreligger fra nogen af de berettigede paa, at der gives den h ø js tbydende Hammerslag, vil A uktionen blive h æ v e t, jfr. § 575. U nder visse nærm ere Betingelser aabnes der ved § 578 P an teller Udlægshavere Adgang til at f o r l a n g e A u k t i o n e n s t a n d s e t og til derefter at henvende sig til Fogeden for af denne at faa Ejendom m en udlagt30).

VIII. A. E fter den ældre Ret var det det sædvanlige, a t der holdtes e n R æ k k e A u k t i o n e r over fast Ejendom, idet man derigennem mente at kunne værne de andre berettigede mod Skade ved Rekvirentens ensidige Forfølgning. Med den forandrede K arakter af en samlet Retsforfølgning i alle de berettigedes Interesse, som Tvangsauktionen antog ved Loven af 1891, ligesom nu ved Rpl., har man im idlertid m ent i det væsentlige at kunne undvære dette K ontrolapparat, som ofte virkede i høj G rad forstyrrende, tidsspildende og bekosteligt.

Reglen er nu efter § 576, at der kun behøver at holdes een Auktion. Men dog kan saavel Skyldneren som enhver af dem, hvis R ettigheder over Ejendom m en ved Tvangssalg vil bringes til at ophøre31) — uden Hensyn til, om hans Fordring er forfalden —, for saa vidt der ved første A uktion intet Bud sker, eller han ikke ved det skete Bud vil faa fuld Dækning for sit Krav, fordre e n a n d e n A u k t i o n afholdt, naar han straks paa A uktionsstedet erklæ rer dette, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den nye A uktion flydende Om-

30) Jfr. nærm ere ndfr. S. 256— 257.31) Cfr. 0 . L. T. 1928. 459 om en Panthaver, hvis P antebrev v a r

afkræ fteligt.

217

kostninger, for saa vidt disse ikke m aatte blive dækkede ved højere Bud32). A t Ham m erslaget er m eddelt, udelukker i og for sig ikke Bestemmelsens A nvendelse; det kræves blot, at Erklæringen frem komm er »straks paa A uktionsstedet«, hvilket betyder, forinden R etten har forladt d ette33) 34). F l e r e A u k t i o n e r afholdes derim od ikke, m edm indre a l l e de, som ifølge § 570 kan fordre A uktionens Fremme, navnlig foruden A uktionsrekvirenten enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, jfr. ovenfor S. 189 ff., sam tykker heri, dog at de, der ikke gør Indsigelse, anses at sam tykke.

N aar en anden A uktion skal finde Sted, maa der efter § 577 herom udgaa en ny Bekendtgørelse35) med 14 Dages Varsel, der i det m indste een Gang indrykkes i Statstidende. Det skal i Bekendtgørelsen udtrykkelig bemærkes, at det er anden og sidste A uktion30).

B. En særlig Mulighed for ny A uktion efter Ham m erslagets Meddelelse aabner § 582 for det Tilfælde, at Køberen ikke efterkom m er A uktionsvilkaarene37). I dette Tilfælde er nem lig R ekvirenten saavel som enhver af de Personer, som ifølge deres Fordringers Beskaffenhed har Krav paa at faa Del i Købesummen38), berettiget til at fordre, at Ejendom m en sæ ttes til en eneste A uktion paa A uktionskøberens Regning og Risiko, saaledes at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der m aatte

32) Jfr. U. 1901. 665 og 1925. 898.33) Jfr. M otivern e til K o m m i s s i o n s u d k a s t e t 1 8 7 7 S. 220

— 21 og tilsvarende M otiver til den m ed Rpl. § 576 lige lyd en d e B estem m else i T vangsauk tion sloven 1891 § 36, R igsdagstid. 1889— 90 T ill. A . Sp. 2492. D e tte er ogsaa anerkendt ved en H øjesteretsd om U. 1925. 90, der efter O m stæ ndighederne betragtede en Begæring om ny A u k tio n som frem sat straks paa A u k tio n ssted et.

34) U . 1942. 472 (H ) fastslaar, at A n k e af en F ogedkendelse , der afslaar Begæring om A fh o ld else af anden A u k tion , ikke hindrer, at h ø jestb yd en d e paa første A u k tio n lader sig ind sæ tte i E jendom m en som u fy ld estg jo rt Panthaver.

3r>) Cfr. herved U. 1933. 756.30) O m G e b y r b e r e g n i n g e n ved A fh o ld e lse af anden A u k

tion , se Skattedepm . Skr. N r. 183, 27. Septem ber 1937 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 793.

37) Jfr. efter den ældre R et U . 1876. 145.38) Se herved U . 1927. 494 angaaende et T ilfæ ld e, hvor 1. Priori

tetshaver havde g ivet H en stand m ed B etaling af den første T red je del af K øbesum m en, som alene tilfa ld t ham , og hvor 2. P rioritetshaver begæ rede ny A u ktion .

218

bydes mindre, uden at have Krav paa, hvad der bydes mere end A uktionskøbesum m en39) 40).

IX. For det Tilfælde, at Betalingen efter § 568 skal erlægges til Fogeden, jfr. ovenfor S. 214, skal denne gøre et U dkast til Auktionssum m ens Fordeling, og der forholdes da herm ed efter de nærm ere Regler i § 581, der i det væsentlige stem m er med de i § 555 omhandlede med Hensyn til Tvangsauktion over Løsøre, som er frem stillet ovenfor S. 204 ff.; mulige Tvistigheder afgøres dog her altid ved Fogedens Kendelse41), der særskilt kan paaankes, jfr. § 591, 2. Stk., og nedenfor S. 233—34. Som en Forskel maa dog bemærkes, at Fordelings- udkastet ifølge § 581 skal gøres til G enstand for Behandling paa e t M ø d e , hvortil de interesserede skal indkaldes, og h v o r de maa fremkomme med deres Indsigelser42).

X. Endelig har Fogeden at u d s t e d e A u k t i o n s - s k ø d e til Køberen, naar denne enten har opfyldt de derfor stillede V ilkaar eller i Tilfælde af forgæves lovligt Tilbud eller praktisk Umulighed for at frem sætte et saadant har afgivet Beløbet til Fogeden43), eller alle V edkom m ende sam tykker i Skødets Udstedelse, jfr. nærm ere § 58344). Køberen er i Mangel af anden Bestemmelse i V ilkaarene pligtig at tage Skøde eller O verdragelsesdokum ent og berigtige Købet i enhver H enseende i n d e n 1 A a r efter Hammerslaget.

30) Jfr. U . 1908. 649.40) A t der er begæ ret ny A u k tio n i H en hold til § 582, fritager ikke

den h ø jestb yd en d e for at tage stem plet U d sk rift af A u k tio n sp ro to k o llen i H en hold til S tem pellov § 6, jfr. Skattedepm . Skr. N r. 137, 3. Juli 1922.

41) Se dog herved U . 1937. 1130, der anerkender, at P rioritetsstillingen m ed H en syn til et A u ktionsproven u kunde faas a fgjort ved alm indelig R ettergang i S tedet for at afgøres af Fogeden. D er var dog i d e tte T ilfæ ld e ikke udarbejdet noget Fordelingsudkast.

42) Jfr. om Forligsm æ glingen, som F ogeden (tid ligere A u ktionsfor- valteren ) efter § 581 (T. A . L. § 41), 3. Stk., skal foretage, U . 1903. 402.

43) F ogeden skal i saa Fald opbevare og frugtbargøre B eløb et efter § 581, sidste Stk. — O m nogle Beløb, som Fogeden i Plenhold hertil havde opbevaret i 7 A ar, fordi de ikke kunde u d beta les til P anthaverne, da disse ikke var i B esidd else af vedkom m end e Pantebrev, udtaler utr. J. M. Skr. 1. Juli 1929, at de skulde ind beta les i N a tio n a lbanken.

44) Se herved bl. a. D om m e U . 1928. 1062 (H ), 1929. 569, 1934. 1089 og 1935. 369.

Retsvirkninger af Auktion, Retsmidler m. v.§ 18.

Auktions Virkninger.Skønt Fremstillingen ogsaa her i første Række tager Sigte

paa Tvangsauktion, vil der dog for Sammenhængens Skyld blive g jort nogle Bemærkninger om Forholdet ved frivillige Auktioner.

I. S e l v e O p r a a b e t ved A uktionen indeholder sæ dvanlig ikke et K ontraktstilbud, men har kun K arakteren af en Opfordring til de tilstedeværende om at fremkomme med T ilbud1). R ekvirenten maa ogsaa have Adgang til selv eller ved andre at byde paa Auktionen, jfr. Pantelaanerregulativ (N r. 389) 30. Juli 1921 § 32). Ved Tvangsauktionen kan der slet ingen Tvivl være herom 3). V ed frivillig A uktion kunde det m aaske synes paafaldende, at R ekvirenten saaledes køber sin egen Ting, men i Realiteten betyder hans Bud kun en T ilkendegivelse af, at han ikke vil sælge Tingen under den Pris,

*) Jfr. N e l l e m a n n : A u etio n S. 62 f f., J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret, A lm . D e l S. 38, N o te 2, H e n r y U s s i n g : A fta ler , 2. U dg. S. 36, H a g e r u p : C ivilproces, 3. U dg. III. S. 141, T o r e A l m é n : O m auk tion II. S. 99 ff., 140 f f., sam t D om m e U. 1867. 627 (før T vangsau k tion sloven s T id ) og 1894. 827 (her dog ved A u k tion sk on d ition ern e ud tryk kelig b estem t, at den h ø jstb yd en d e ikke havde R et til at fordre H am m erslag).

2) O gsaa R ekvisitus, der jo ved en T vangsauk tion er E jeren af E ffek terne, m aa kunne optræ de som K øber. D erim od kan F ogeden ikk e køb e noget paa A u k tion ern e, jfr. A nordn. 5. Juni 1777 § 7 c og PI. 19. M arts 1819. Jfr. ogsaa m ed H en sy n til A u k tion sled eren ved fr iv illig A u k tio n L ov N r. 132, 16. A p ril 1935 § 14 og ndfr. S. 252.

3) Jfr. saaledes ogsaa U . 1918. 461.

220

og dette maa det i Almindelighed staa ham frit for at bestemme. Man har vel ment, at et saadant Bud af E jeren selv altid m aatte ske aabenlyst og ikke hemmeligt ved Mellemmand, idet ellers let nogen i Tillid til et saadant Skinbuds reelle K arakter kunde forledes til at byde højere4). Men naar de bydende, efter hvad der ved den Slags Forhold er det sædvanlige, maa være forberedt paa, at ogsaa Ejeren selv kan være blandt de m edbydende, narres de jo i V irkeligheden ikke, idet O verbudet da kun betyder (hvad der ogsaa er rigtigt), a t de ikke faar Tingen til den hidtil budte Pris, og derefter selv maa tage Bestemmelse, om de vil byde m ere5).

I det Tilfælde, at Tingen er stillet »til absolut Bortsalg«, maa dog noget andet gælde6). I dette Tilfælde har nemlig R ekvirenten selv paa Forhaand forpligtet sig til at antage det højeste Bud, for saa vidt det ikke af særlige G runde kan afvises, og han maa da sikkert ogsaa være udelukket fra at gøre Bestemmelsen om absolut Bortsalg til in tet ved selv at gøre Bud paa T ingen7).

Et saadant V ilkaar om absolut Bortsalg vil dog kun kunne antages at foreligge i Tilfælde af klar Bestemmelse derom. Hvad Tvangsauktioner angaar, vil Reglen med H ensyn til Løsøre vel være, at der kun holdes een Auktion, og med H ensyn til fast Ejendom vil der, som i forrige § nærm ere om talt8), vel ofte blive holdt to A uktioner, m en flere kun med alle vedkommendes Samtykke. Men den Udsigt, som den højstby- dende derefter vil kunne have til at faa Tingen endelig tilslaaet paa den eneste eller paa den anden Auktion, skyldes dog ikke noget direkte H ensyn til ham selv, men alene et Hensyn til de andre R ettighedshavere over Tingen, der muligvis kan forlange Tvangsauktionen bragt til Afslutning. Den frem træ der saaledes kun som en Refleksvirkning af deres Ret og vil altsaa falde bort, saa snart de giver Afkald paa denne9). A ngaaende Tvangsauktion over fast Ejendom bestem m er da

4) Saaledes N e l l e m a n n : A u ctio n S. 64.5) Jfr. dog S i n d b a 11 e: i U . 1916. B. 13— 14.c) Jfr. dog A i m é n : O m auktion S. 127 ff.•) Jfr. U . 1889. 49.8) S. 216— 217.°) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 77 og tild els S. 117— 18

221

ogsaa § 579, 1. Stk., udtrykkelig, at den højstbydende ikke ved nogen af A uktionerne har Ret til at fordre Ham m erslag10).

II. A u k t i o n s b u d e t s Virkning vil allerede tildels frem gaa af det anførte.

A. Nogen selvstændig R e t vil det i Almindelighed i k k e begrunde for den bydende. D et er jo nemlig alene at opfatte som et T i l b u d , der først ved Rekvirentens A kcept bliver forpligtende for denne. A nderledes stiller Sagen sig dog, hvor A uktionsvilkaarene lyder paa absolut Bortsalg, idet der heri ligger en Forhaands A kcept af det højeste Bud, som paa A uktionen m aatte fremkomme.

B. Derimod vil vedkom m ende sædvanlig blive f o r p l i g t e t ved sit Bud. D et maa dog være Forudsætningen herfor, a t den bydende opfylder de almindelige civilretlige Betingelser, f. Eks. Myndighed, for at kunne paatage sig Forpligtelser. N aar flere byder i Forening, maa vistnok Formodningen i Mangel af m odstridende Bestemmelse11), ligesom ved andre Pengeløfte r12), være for solidarisk Ansvar. En Person, der byder, kan naturligvis ved selve sit Bud erklære, at han kun afgiver det paa en andens Vegne13). Men er dette ikke sket, kan han ikke senere opgive en anden som forpligtet, for saa vidt da ikke Formodningen allerede ifølge den paagældendes Stilling, f. Eks. som Sagfører eller A uktionstaksatrice m aatte siges at være for, at han ikke optraadte i eget N avn14). I Almindelighed indeholder im idlertid A uktionsvilkaarene ved Løsøreauktion den Bestemmelse, at den, som byder for en anden, sim pelthen

10) Se m ed H ensyn til T vangsauktion over Losøre ovfr. S. 203 ved N o te 17.

n ) Jfr. herved H øjesteretsd om i U . 1873. 437, cfr. 1872. 684.12) Jfr. J u l L a s s e n : H aandbog i O b ligationsretten , A lm . D el,

3. Udg. S. 528 ff. og H e n r y U s s i n g : O bligationsret, A lm . D el, 3. Udg. S. 14 ff.

13) Jfr. U . 1891. 1106. Jfr. om O verskridelse af B em yndigelse U. 1904. 405, 1902. 848.

14) Jfr. nærm ere N e l l e m a n n : A u ctio n S. 70— 71 sam t J. U. 1856 S. 645 og J. M. Skr. 14. Juli 1864. O m ven dt v il ogsaa undertid en den, der som »A uktionsholder« har foransta ltet A u k tion en , kunne blive gjort ansvarlig i S ted et for den virkelige Sælger, jfr. U . 1919. 830 *og om det Forhold, der derved vil kunne opstaa m ellem A u k tionsh olderen og hans K om m ittent, H øjesteretsd om U. 1921. 656.

2 22

hæ fter som Selvskyldner. N aar dette derim od ikke er sæ dvanligt ved fast Ejendom, skyldes det Reglerne om Sikkerhedsstillelse.

Denne Forpligtelse for den bydende vil dog som Regel bortfalde ved O v e r b u d, forsaa vidt da ikke dette, f. Eks. paa G rund af den bydendes Um yndighed eller bekendte Uve- derhæftighed, straks afvises af Rekvirenten. En senere Forkastelse af Overbudet vil derim od ikke igen gøre U nderbudet bindende15), og endnu m indre vil der kunne være Tale om, at man i dette Tilfælde, m ed Overspringelse af mellemliggende Bud, skulde kunne gaa tilbage til en tidligere bydende. D er kan im idlertid i A uktionsvilkaarene være truffet særlig Bestemmelse om, at man i Tilfælde af det højeste Buds Forkastelse, f. Eks. fordi den, der har frem sat det, ikke er i Stand til at stille den forlangte Sikkerhed, skal kunne holde sig til den næ stbydende10) og eventuelt ogsaa til tidligere bydende.

Hvis flere har gjort samme Bud, og det ikke lykkes at frem kalde noget Overbud, kan ingen af dem have Fortrinet, m en det m aa staa A uktionsrekvirenten frit for at vælge, hvem han vil betragte som K øber17).

D er maa dog gælde en vis Grænse for den højstbydendes Forpligtelse til at staa ved sit Bud. Ved L ø s ø r e a u k t i o n e r vil det saaledes være den naturlige Forudsætning, at Budet inden A uktionens Slutning antages ved M eddelelse af Hammerslag. D et er da ogsaa det overvejende almindelige i Praksis, at m an ikke i V ilkaarene for Tvangsauktioner optager Bestemmelser om Hammerslag paa A pprobation efter A uktionen, og ved frivillig Auktion, der afholdes af Auktionsleder, er det ligefrem forbudt, jfr. ndfr. S. 224. U ndtagelse gøres dog undertiden, navnlig ved Tvangsauktion over Pantebreve, men

15) Jfr. U. 1897. 544 (H ), jfr. 1894 S. 843.1G) Jfr. U. 1897. 28 (H ). D en n æ stbyd en de m aa dog i et saadant

T ilfæ ld e væ re bundet ved sit sidste Bud, m en v il ikke kunne gøre gæ ldende, at han nu ikke læ ngere skal væ re bundet ved noget Bud, der har væ ret frem kaldt ved den h ø jstb yd en d es O verbud, jfr. U . 1922. 958.

17) H vis flere so lide K øbere har budt M a k s i m a l p r i s e n , v il det dog v istnok væ ret det naturlige at foretage en Lodtræ kning m ellem disse.

223

hvis Effekterne er stillet til absolut Bortsalg, kan A pprobation ikke betinges i Vilkaarene. V ed A uktion over f a s t e E j e n d o m m e har derim od Lovgivningen fastsat en — sikkert unaturlig lang — Frist for Budets bindende Kraft. For T v a n g s a u k t i o n e r bestem m er saaledes § 57618), 2. Stk., at den, som er højstbydende ved f ø r s t e A uktion, i 6 U g e r skal være bundet ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden A uktion skulde ske et lige saa h ø jt19) eller højere Bud, eller det skete Bud form edelst m anglende Sikkerhedsstillelse ikke kan antages. Gives der ved anden A uktion hverken H am m erslag til ham eller til nogen anden, er den højstbydende ved første A uktion løst fra sit Bud, og Forpligtelse til at vedstaa Budet paahviler heller ikke den eller de højstbydende ved anden Auktion, idet disse har Ret til at fordre en Afgørelse under selve denne.

Allerede tidligere havde man en Bestemmelse om Forholdet i en PI. 25. Januar 1820, som altsaa nu kun har Betydning for f r i v i l l i g e A u k t i o n e r . H erefter skal det Bud ved en Auktion, som ikke antages inden 6 Uger efter A uktionen, ikke forbinde den bydende, m edm indre det i Konditionerne ud tryk kelig er betinget, at den bydende skal staa ved sit Bud i længere Tid, og denne Regel skal gælde baade, naar der in tet H am merslag er sket, men ny A uktion skal foretages, og naar H am merslag paa nærm ere A pprobation har fundet Sted. Budet forudsæ ttes paa den anden Side at være bindende indenfor den 6 Ugers Frist, og med H ensyn til denne bindende K raft gøres der ingen Forskel mellem den første og de senere A uktioner. D et maa dog vistnok herved underforstaas, a t A uktionen ikke udtrykkelig er bekendtgjort som den sidste og endelige, idet den højstbydende i dette Tilfælde — i Mangel af klar m odsat Bestemmelse — maa kunne forlange Hammerslag m eddelt paa selve A uktionen20).

l8) Jfr. tid ligere T . A . L. § 36.lö) D e t er altsaa herefter for at frigøre den h ø jstb yd en d e paa

første A u k tio n tilstræ kkeligt, at der paa anden A u k tio n frem kom m er et l i g e s a a h ø j t Bud, m en det er ikke n ød ven d igt, at B udet er højere.

20) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 61— 62 i H en hold til B a n g & L a r s e n : P rocesm aade V . S. 138— 39. Skønt dette ikke ud trykkelig

224

III21). H a m m e r s l a g e t har altid den Betydning, at selve Auktionshandlingen derm ed maa anses for tilendebragt, saaledes at navnlig enhver Adgang til at fremkomme med yderligere Bud maa være afskaaret, indtil Ham m erslaget igen ophæves. Men med Hensyn til dets nærm ere Retsvirkninger iøvrigt gør der sig nogen Forskel gældende mellem Løsøreauktioner og A uktioner over fast Ejendom og ved de sidste igen, efter som A uktionen har K arakter af frivillig A uktion eller Tvangsauktion.

A. Ved A uktion over L ø s ø r e maa da Hamm erslagets Betydning bestaa i, at det, i hvert Fald, saa snart A uktionen er slu tte t22), overfører E jendom sretten over det solgte til den højstbydende. Hammerslag paa A pprobation efter A uktionen kendes saa godt som ikke ved Tvangsauktion over Løsøreting, jfr. ovfr. S. 222, og ved frivillig A uktion ved A uktionsledere er Salg under Forbehold af Godkendelse efter Hamm erslagets M eddelelse ligefrem forbudt, jfr. Lov Nr. 132, 16. April 1935 § 13, Stk. 423). Derim od vil E jendom srettens endelige Erhvervelse kunne være betinget af, at Købesummen i rette Tid er

siges, er det dog saavel af PI.s næ rm ere Indhold som af M otiverne (i K ollegia ltid . for 1820 S. 81 ff.) klart, at den k u n har H en syn til A u k tio n over f a s t e E j e n d o m m e , idet der kun ved disse praktisk set bliver T ale om flere A u k tion er eller om M ed delelse af H am m erslag paa A p probation efter A u k tion en . D e tte er da ogsaa fast antaget.

21) Jfr. N e 11 e m a n n: A u ctio n S. 126— 43, T o r p - G r u n d t- v i g : T ingsret S. 382— 83, A l m é n : O m auktion II. S. 272 ff.

22) I K ond itionerne for L øsøreauktioner hedder det o fte , at G en stan dene »sæ lges paa næ rm ere A p probation ved A u k tion en s Slutning.«

23) D erim od er der v istn ok ikke noget i V e jen for, at m an forinden H am m erslag er g ivet, kan udsæ tte en A u k tio n til A p probation af de afgivne Bud, jfr. f. Eks. P ost c i de sæ rlige A u ktionsv ilkaar for Salget af de D anm ark som K rigsskadeserstatning tillagte M askiner (»K øbenhavns M askinauktioner«), h vorefter m an ved A u k tio n en n o terer N a v n og A d resse paa de 2 højstb yd en d e, hvis Bud er b in dende i 14 D age. N aar det derefter i V ilkaarene hedder: »E ndeligt Salg bringes først i Stand ved H and elsm in isteriets A k cep t af et af de paagæ ldende Bud«, er d ette dog ikke rigtigt, id et det m aa væ re H am m erslaget ved A u k tio n en s K ontinu ation , der er afgørende. A t A u k tio n en som forudsat m aa kon tin ueres i d isse T ilfæ ld e, er ogsaa fast antaget i K øbenhavns Fogedpraksis.

225

lægges, i hvilket Tilfælde den naturlige O pfattelse vistnok vil være den, a t Købesummens Ikke-Betaling virker som en reso- lutiv Betingelse paa den ved H am m erslaget stiftede E jendom sret.

B. a. En lignende Ordning maa antages ved T v a n g s a u k t i o n over f a s t E j e n d o m . Ogsaa her maa Tvangs- forfølgningen ved Ham m erslaget være bragt til Ende, saaledes at E jendom sretten derved er gaaet over fra Rekvisitus til den bydende, hvis Bud er antaget24); der kan saaledes navnlig ikke være Tale om, at han, hvis han er en U dlægshaver, mere skulde behøve at finde sig i at blive udløst af nogen af de andre, som har R ettigheder over Ejendommen, og saaledes gaa Glip af sin ved H am m erslaget erhvervede Ret. Hvis Ham m erslaget kun er m eddelt paa nærm ere A pprobation, kan E jendom sretten dog først antages at blive overført ved denne. Derim od kan det A u k t i o n s s k ø d e , som Køberen ifølge § 583 kan forlange udstedt, ikke anses for en nødvendig Betingelse for E jendom srettens Overgang. D ets Betydning er kun at tjene som L e g i t i m a t i o n for Køberen og navnlig a t udgøre et Bevis for, at han har opfyldt de for Ejendom m ens endelige Erhvervelse stillede Betingelser, saa at der ikke længere kan blive Spørgsmaal om at forlange H andlens Tilbagegang efter § 582. T i n g l y s n i n g er heller ikke nogen Betingelse for Køberens Retsbeskyttelse, men den har ligeledes kun Betydning med H ensyn til Legitim ationen25).

b. Endnu klarere er det, at en almindelig Overførelse a f Reglerne om Ejendom soverdragelse maa finde Sted ved f r i v i l l i g e A uktioner over fast Ejendom, hvor de særlige Hensyn til Tvangsforfølgningens Formaal jo ikke gør sig gældende, og i Sammenhæng derm ed heller ikke den judicielle Regulering af Forholdet i samme G rad træ der frem. Disse fører næ rm est til at sammenstille H am m erslaget med K øbekontrakten eller det betingede Skøde, som sædvanlig kun giver Køberen en foreløbig, af forskellige Vilkaars Opfyldelse suspensivt betinget Ret til Ejendommen, medens den endelige Ret først

24) Cfr. U . 1874. 941, 1871. 582.25) Jfr. nærm ere herom V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2.

U d g. II. S. 1066— 67.


226

opnaas ved Erhvervelse og Tinglysning af ubetinget Skøde paa Ejendom m en20).

Ved Salg af registreringspligtige S k i b e maa ganske lignende Regler gælde, kun at her Registrering efter Sølov, jfr. Lovbekg. Nr. 319, 1. Decem ber 1937, § 3 og Skibsregistrerings- lov, jfr. Lovbekg. Nr. 103, 4. Maj 1927, træ der i Stedet for Tinglysningen. —

Den Ret til at erhverve Skøde i Henhold til Hammerslaget, som den højstbydende har, kan han — som det udtrykkelig var hjem let ved PI. 5. Juni 1829 § 427) og senere er forudsat i Rpl. § 58328) i Begynd., jfr. ogsaa Stpl. Bekg. Nr. 99, 23. A pril 1929 §§ 62 og 63 — ved T ransport overdrage til en anden, saaledes at Skødet udstedes til denne29).

IV. Som en Virkning, der særlig kn y tte r sig til Tvangsauktion, maa endnu nævnes den U d s l e t t e l s e , den m edfører af alle Hæftelser, som ikke kan dækkes af A uktions- summen30)31). D et maa naturligvis herved være en Forudsæ tning, at A uktionen er lovlig afholdt, og ligeledes er det, fo r at Køberen kan forlange saadan Udslettelse, en Betingelse, a t han har fyldestgjort Auktionsvilkaarene, selv om han m aaske ikke endnu har faaet A uktionsskøde32), og at Anke- eller Kærefristen er udløbet, uden at saadan Anke eller Kære er re js tr § 58433).

2Ö) Jfr. U . 1877. 721.27) Cfr. derim od tid ligere Sp. Rglm . 22. M arts 1814 § 119, 2. Stk .28) T id ligere i T. A . L. § 40.20) Jfr. U . 1896. 143 og angaaende Stem plingen af en T ransport

paa R etten til at faa Fogedudlæ gsskøde H øjesteretsd om U. 1915. 99 sam t Skattedpm . Skr. N r. 135, 29. Juni 1922, N r. 136, 30. Juni 1922 og N r. 126, 11. Sept. 1930.

30) M ed H en syn til hv ilke H æ ftelser , der o m fattes af B estem m elsen, se D om m e U . 1930. 201 og 551 sam t R. U . N r. 156 i 1922. B. 258.

31) A fgørelsen af, under hv ilke næ rm ere B etingelser de udæ kkede H æ ftelser kan kræ ves u d slette t, m aa træ ffes af T inglysn in gsd om m e- ren, ikke af Fogeden, jfr. V . L. T . 1934. 260. V edrørend e Spørgsm aalet, om T inglysn ingsdom m eren er p ligtig at u d slette saadanne udæ kked e H æ ftelser i M edfør af T ing lysn in gslov § 20, se D om m e U. 1932. 1121, cfr. 1933. 545.

32) Jfr. U . 1910. 59.33) Jfr. tid ligere T. A . L. § 44 m ed dens H envisn ing til PL 22.

A p ril 1817.

227

V. A uktionssalget giver endelig Anledning til lignende c i v i l r e t l i g e S p ø r g s m a a l i Anledning af M angler ved den solgte Ting, Vanhjem m el o. lign. som et almindeligt Salg34).

a. V ed frivillig A uktion er det i et og alt de almindelige Synspunkter, der finder Anvendelse. Den tidligere kutymemæs- sig udviklede Regel ved Løsøreauktioner, at Tingene sælges, »som de ved Salget forefindes«, har ved Købelov 6. A pril 1906 § 48 faaet den nærm ere bestem te Form, at Køberen ved Auk- tionssalg ikke kan paaberaabe sig, at G enstanden lider af nogen Mangel, m edm indre G enstanden ikke svarer til den Betegnelse, hvorunder den er solgt35), eller Sælgeren har handlet svigagtigt36); dog skal denne Regel ikke gælde, naar en H andlende sælger sine V arer ved A uktion37). Køberen kan altsaa i Almindelighed paa Grund af M angler ved Tingen hverken hæve K ontrakten38) eller forlange Erstatning. Denne Bestemmelse kan næppe analogisk overføres paa A uktioner over faste Ejendom m e39).

Ved Lov N r. 249, 9. Maj 1917 om Landboforeningers og H usm andsforeningers A uktioner, § 4, 3. Stk., er der truffet en særlig Bestemmelse om A nsvar for M angler ved Husdyr, der bortsælges (ogsaa naar det sker underhaanden) af de deri omhandlede Foreninger, idet Sælgeren herefter, uden H ensyn til Forbehold i m odsat Retning i Salgsbetingelserne, er ansvarlig overfor Køberen saavel med H ensyn til smitsomme Sygdomme som med H ensyn til andre væsentlige, i høj G rad vær- diforringende Sygdomme eller Fejl, der ikke specielt er opgivne (et almindeligt Forbehold er derim od ikke tilstræ kkeligt) eller ikke er let synbare, saafrem t disse med Sikkerhed

34) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 126— 43.35) Jfr. D om m e U . 1915. 495, 1917. 67, 1918. 463, 1920. 506. 1931.

187 og 1947. 781.3C) Jfr. f. Eks. U . 1920. 501, m en cfr. 1938. 170.37) Jfr. J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsretten , A lm . D el,

3. U dg. S. 510 N o te 15, sam t D om m e U . 1901. 804, 1898. 153, 766, 1897. 77, 1896. 282, 1100, 1895. 1219, 1894. 1314, 1880. 1027, 1876. 117,1871. 90, 1869. 211, 289.

38) Jfr. herved U . 1914. 576.30) Jfr. J u l . L a s s e n paa det anf. Sted og D om U. 1875. 479.

15*

228

kan erkendes at have væ ret til Stede hos D yret, da Salget fandt Sted.

b. Bestemmelsen i Købelov § 48 gælder i og for sig ogsaa om Tvangsauktioner over Løsøre40), kun vil der ved disse paa G rund af Rekvirentens U kendskab til Forholdene sjæ ldnere kunne tænkes at foreligge Svig med H ensyn til Mangler. D et samme formodede Ukendskab vil ogsaa i Almindelighed m edføre, a t der ikke vil kunne paalægges A uktionsrekvirenten noget V anhjem m elsansvar paa G rund af M angler ved A dkom sten til det solgte41). Derim od maa der tilkomme Køberne paa Tvangsauktion den sædvanlige Adgang til i Anledning af V anhjem m el at hæve K ontrakten og fordre sig fritaget for at betale Købesummen42).

40) Jfr. U . 1915. 495.41) Jfr. J u l . L a s s e n anf. S ted S. 488, G r u n d t v i g : L ov om

K øb, 2. U dg. ved A lf R oss, § 59, N o te 6, D om U . 1872. 190.42) Jfr. J u l . L a s s e n anf. Sted S. 494— 95.

Om Proceduren under og Retsmidlerne mod Tvangsauktion.

A ngaaende Proceduren og Retsm idlerne ved A uktion gælder der i det hele og store de samme Regler som ved Eksekution1), men enkelte Afvigelser kom m er der dog frem.

I. A. Hvad angaar Spørgsmaalet, h v i l k e I n d s i g e l s e r der overhovedet kan rejses under Tvangsauktionen, gennemføres G rundsætningen om judicielle A kters forbindende K raft for Parterne ogsaa i Forholdet mellem Eksekution og Tvangsauktion indbyrdes2), idet d e o p r i n d e l i g e P a r t e r (d. v. s de samme, som har væ ret P arter under Eksekutionen) ifølge § 586, 1. Stk., ikke kan frem sætte saadanne Indsigelser, som vedrører Lovligheden af U dlæ gsforretningen eller de forud for samme liggend-e R etshandlinger3). U nder »de oprindelige Parter« gaar im idlertid ogsaa den Tredjem and, der har frem sat Indsigelse mod Eksekutionen til Fogedbogen, jfr. § 5234). Men med den anførte Begrænsning kan der ogsaa af disse P arter rejses Indsigelse imod A uktionens Fremme enten i det hele eller for en Del eller paa den paastaaede Maade, jfr. særlig for Rekvisiti Vedkom m ende § 587 smh. m. § 522.

En T r e d j e m a n d , der ikke har gjort sig til Part under Eksekutionen, kan derim od efter § 586, 2. Stk., frem sætte Ind-

§ 19.

*) Jfr. ovfr. S. 131 ff. og 150 ff.2) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 156— 57

(259) og D om i 0 . L. T . 1930 S. 304.3) Jfr. utr. Ø stre L andsrets D om 3. Juli 1928 angaaende den Ind

sigelse, at et Forlig var indgaaet ved en M isforstaaelse, og at der derfor m ed U rette var gjort U dlæ g, som im id lertid ikke var paaanket, jfr. herved ogsaa Rpl. § 484.

4) Se herved U . 1931. 158 og ovfr. S. 60— 61.

230

sigelser under A uktionsforretningen, saa snart han formener, a t A uktionens Fremme paa den paastaaede Maade kom m er i Strid med hans Ret, jfr. ogsaa § 587 smh. m. § 523. N aar der i § 586 undtages Indsigelser, som »hører til de i Kapitel 51 omhandlede«, altsaa vedrørende Forholdet mellem forskellige R ettighedshavere i en fast Ejendom, beror dette vistnok paa, at Adgangen til a t frem sætte disse Indsigelser paa A uktionsforretningens forskellige Stadier nærm ere er reguleret ved de i det nævnte Kapitel indeholdte Regler. Men af disse følger forøvrigt netop, at den, der ikke er »nødvendig Part«5), men f. Eks. hæ vder at være E jer af den Ejendom, der skal bortauktioneres, endnu paa selve A uktionsdagen kan rejse Indsigelse mod Auktionen, jfr. navnlig § 573, 1. Stk., smh. m. § 566, 2. Pkt.

B. S e l v e P r o c e d u r e n skal ifølge § 587 foregaa efter de samme Regler, som i.§ 524 er givet om Tvistigheders Forhandling under Eksekutionsforretninger. Saaledes foregaar navnlig ogsaa her Forhandlingerne for Fogeden mundtlig, dog a t der skal finde visse Tilførsler til Auktionsbogen Sted6), § 588 smh. m. § 525; der kan kun undtagelsesvis finde egentlig Bevisførelse Sted for Fogeden, og denne vejleder som Regel ikke Parterne, men en anden Sag er, at »Officialprincippet« finder en vid Anvendelse under A uktionsforretninger7). Ligeledes kom m er de i § 526 givne Regler om U dsæ ttelse og Standsning efter § 589 ogsaa til A nvendelse8) paa selve A uktionens Afholdelse, jfr. dog § 573, 1. Stk. i Slutn., hvorefter A uktioner i det dér om handlede Tilfælde skal fremmes, m edm indre Anke eller Kære paa Stedet erklæres, og paa Forlangende Sikkerhed stilles for det ved A uktionens Udsæ ttelse forvoldte Tab. Da der ikke ved A uktion gælder nogen almindelig For-

5) Jfr. ovfr. S. 186.G) N o g le sæ rlige B estem m elser i Rskr. 13. Juni 1783 og PI. 3. Sept.

1823, hvorefter v isse L øsøreauktioner ikke behøver at foretages til A u ktionsbogen , opretholdes ved § 588, 2. Stk.

7) Jfr. ovfr. S. 195— 196.8) Jfr. herved U . 1934. 550, hvorefter F ogeden ikke i T ilfæ ld e af

R ekviren ten s U d eb live lse burde have n øjed es m ed at ud sæ tte A u k tionen , m en ved at gaa frem efter R eglerne i Rpl. § 589, jfr. § 526, burde have draget O m sorg for, at der beram m edes T id og Sted for den nye A fh o ld else af A u ktionen , hvorom da sæ dvanlig B ekendtgørelse m aatte ske.

231

pligtelse for Rekvirenten til at give Møde, vil der her særlig hyppig blive Brug for den ved § 526, 3. Stk., hjem lede U dsæ ttelse. Om Kendelses Afsigelse gælder der endelig efter § 590 de samme Regler, som i § 527 er foreskrevet ved U dlæ gsforretninger. D erefter maa vistnok ogsaa Bestemmelsen i §’ens sidste Stk. om Fogedens Beføjelse til under de dér anførte Om stæ ndigheder at afsige eksigibel Kendelse angaaende Sagsomkostningerne finde A nvendelse under Auktion. For det T ilfælde, at A uktionen hæves, er der forøvrigt i § 575 i Slutn. særlig Hjem m el for at afsige eksigibel Kendelse for A uktionsom kostningerne.

Som Forskelligheder fra Proceduren under Eksekution maa dog for det første nævnes, at Fogeden under Tvangsauktion i adskillige Tilfælde skal foretage Forligsmægling i Anledning af opstaaende Tvistigheder, se § 555, 2. Stk., jfr. § 559, § 567,2. Stk., § 581, 3. Stk., og § 585, 3. Stk.«).

Endvidere finder der, som ovenfor omtalt, under Auktions- forretningen forskellige Indkaldelser Sted, og Udeblivelse eller Passivitet efter en saadan Indkaldelse vil kunne m edføre en vis præklusiv Virkning, jfr. §§ 555, 561, 566 og 567. Nogle særlige Tilfælde, hvor Fogeden af egen D rift kan eller skal udsæ tte Auktionen, hjem les i § 567, 3. Stk., og § 573, 1. Stk. For at betinge Forretningens U dsæ ttelse af, at der stilles Sikkerhed, haves der udtrykkelig Hjem m el i det i den sidstnæ vnte § omhandlede Tilfælde.

II. A. Ligesom under Eksekution kan Fogedretten ogsaa under A uktionsforretninger alene træffe Bestemmelse om, h v a d d e n s e l v v i l gøre eller undlade, altsaa om, hvorvidt A uktionen kan fremmes eller ikke, jfr. § 573, 1. Stk. D er tilkom m er altsaa kun Fogedens Kendelser » f o r m e l R etskraft« under den enkelte Retsforfølgning, i k k e nogen mere almindelig forbindende »m a t e r i e l R e t s k r a f t « .

Ogsaa under A uktion har dog R etten en vis Adgang til at omgøre sine Beslutninger. Denne Beføjelse er for saa vidt videregaaende end ved Eksekution, som adskillige af de Afgørelser,

9) Jfr. H ø jesteretsd om U . 1898. 903 m ed supplerende O plysn inger i P. C. M üllers O versigt over H ø jesteretsd om m e (1902) S. 229, sam t U. 1903. 402, der viser, at en K endelse ikke b liver annulleret ex o f f icio , fordi Forligsm æ gling er undladt.

232

der træffes under A uktionsforretningen, har K arakteren af rent ensidige Beslutninger, som R etten fatter, uden at Parterne har haft Lejlighed til at udtale sig, f. Eks. angaaende Berammelse af Auktionen o. lign., og dem staar det da R etten frit for at forandre. Egentlige Kendelser vil derim od kun kunne omgøres, naar der frem komm er nye faktiske M omenter, hvorimod den blotte Frem skaffelse af nye Beviser næppe kan være tilstræ kkelig10). Enhver Adgang til at omgøre trufne Beslutninger m aa dog være afskaaret, efter at A uktionsforretningen er bragt til endelig Afslutning ved, at Hammerslag er givet eller Forretningen hævet.

D et er alene for Parterne, men ikke overfor T redjem and, at Fogedrettens A fgørelser under A uktion har forbindende Virkning. Herved maa im idlertid erindres, at Kredsen af de »n ø d v en d ig e« P arter er betydelig videre ved Tvangsauktion end ved Eksekution, idet alle, hvis Retsstilling vil blive berørt ved Tvangssalget, betragtes som Parter, jfr. ovenfor S. 185 ff.

B. Reglen maa nu være, at Klager over en A uktions Lovlighed, for saa vidt de frem komm er fra Personers Side, der ifølge deres Stilling nødvendig er eller frivillig har g jort sig til P a r t e r under Forretningen11), jfr. § 587 smh. m. § 523, skal gøres gældende ad A p p e l v e j e n . D et er i saa H enseende ligegyldigt, om der nedlægges Paastand paa selve Auk- tionsforretningens Omstødelse, eller om Parten i Forbindelse derm ed eller alene paastaar Fogeden paalagt Ansvar.

Ogsaa en T r e d j e m a n d , hvis Interesse er blevet kræ nket ved Auktionen, maa, hvis han ønsker det, k u n n e paaanke denne. Han er endogsaa n ø d s a g e t til at gaa denne Vej, hvis han vil have A uktionen formelig om stødt eller Fogeden paalagt Ansvar. Men hvis han indskræ nker sig til a t forlange Erstatning, enten ubetinget, eller for saa vidt M odparten ikke godvillig udleverer den bortauktionerede Ting, vil han altid kunne gøre sin Ret gældende gennem Søgsmaal i første Instans12). D et samme maa vistnok gælde, selv om han

10) Jfr. U . 1894. 997; cfr. om F orholdet ved E ksekution ovfr. S. 148— 149.

n ) Jfr. U . 1895. 758.12) Jfr. U . 1889. 49 (52)

233

fordrer selve Tingen tilbage, naar han dog ikke forlanger A uktionen form elt om stødt. D ette bliver særlig klart, naar han overhovedet ikke s tø tte r sin V indikationspaastand paa Fejl, hvori Fogeden ved Forretningens Foretagelse skulde have gjort sig skyldig, men paa en m ateriel Ret, som slet ikke har foreligget A uktionsretten til Paakendelse, og med Hensyn til hvilken derfor Auktionen umulig kan være bindende, jfr. D. L. 5—6—1 og 9, 5—8—6.

C. D rejer det sig endelig om de r e n t c i v i l r e t l i g e V i r k n i n g e r af A uktionen, er det klart, at saadanne, der netop forudsæ tter Auktionssalgets Gyldighed, idet f. Eks. en A uktionskøber søges til at opfylde sine Forpligtelser efter Hammerslaget, alene kan gøres gældende i første Instans. Hvis der derim od er Tale om en Grund, der efter almindelige Kontraktsregler skulde medføre Salgets Ugyldighed, f. Eks. U m yndighed hos Køberen eller Vanhjemm el, maa vel ogsaa Reglen være, at saadanne Ugyldighedsgrunde henvises til Sag i første Instans. Men hvor undtagelsesvis en saadan G rund m aatte være gjort til G enstand for Paakendelse af A uktionsretten, maa en U nderkendelse af dennes Afgørelse ske gennem Appel.

III. A. Appel foregaar ogsaa her i de to Former, Anke eller Kære, jfr. § 591, 1. Stk., smh. m. § 593, hvorefter Klager v e d r ø r e n d e d e t m a t e r i e l l e G r u n d l a g f o r F o r r e t n i n g e n 13), e l l e r som gaar ud paa, at A u k t i o n s s u m m e n er u r i g t i g t f o r d e l t v e d F o g e d e n s K e n d e l s e (§§ 5 5 5 o g 5 8 1 ), skal gøres gældende ved A n k e , medens Klager, der alene angaar de p r o c e s s u e l l e B e t i n g e l s e r for Forretningen e l l e r den derved brugte F r e m g a n g s m a a d e , skal gøres gældende ved K æ r e 14). Se dog nu herved det nye 3. Stykke i § 59315).

B. M edens K endelser angaaende Fordelingen af A uktions-

13) Jfr. herved U . 1939. 293 (H ) m. H. t. Spørgsm aalet om R ek v irentens Pantebrev var ugyld igt som Følge af E jerens u tin g ly ste R et (e. O. dog ikke H jem visn in g af K æresag) og V . L. T. 1940. 265 m. H. t. E jendom sforb eh old over nogle i E jendom m en væ rende M askiner.

14) Jfr. f. Eks. U . 1937. 143.15) Jfr. som E ksem pel paa A n v en d e lse af denne B estem m else 0 .

L. T. 1934. 110, der henviser en Klager, der havde paakæ ret en K endelse om A u ktionssum m ens Fordeling, til at anvende A n ke. Se herved ogsaa V . L. T . 1940. 265.

234

summen (§§ 555 og 581) kan paaankes eller paakæres straks efter deres Afsigelse, er Reglen ifølge § 591, 2. Stk., ved andre Kendelser den, at Anke eller Kære først kan rejses imod den s l u t t e d e A uktionsforretning10). Kendelser, der afsiges under A uktionen eller Forberedelsen af denne, kan derfor norm alt først paaankes eller paakæres, efter at hele A uktionsforretningen er sluttet, saaledes at hele A uktionen appelleres17), jfr. dog det særlige Tilfælde i § 573, 1. Stk. i Slutn. D a Post 4 i de sædvanlige A uktionsvilkaar indeholder en Angivelse af den Orden, hvori de forskellige R ettighedshavere er lodtagne, kunde en Kendelse i Anledning af en Tvist desangaaende paa det forberedende Møde i og for sig siges at være en Kendelse »angaaende Auktionssumm ens Fordeling«. D et frem gaar im idlertid af den i Parentes tilføjede Henvisning til §§ 555 og 581, a t der alene er tæ nkt paa de Kendelser, der afsiges om Fordelingen af den indkom ne Købesum efter det af Fogeden udarbejdede U dkast18), men ikke paa en Afgørelse vedrørende Prioritetsordenen, der kan træffes paa det forberedende M øde19). En anden Sag er, a t der næppe kan være noget i V ejen for, at samtlige m ødende erklærer, at de begærer det forberedende Møde udsat, indtil Afgørelse i Ankesagen er truffet. En saadan særskilt Anke med samtlige Interessenters Sam tykke er formentlig heller aldrig blevet afvist af Landsretterne.

C. A nke eller Kære over A uktionsforretningen maa efter § 592, 1. Stk., i Reglen rejses inden 4 Uger, efter a t A uktionsforretningen er sluttet, eller, for saa vidt forudgaaende R etshandlinger (Udlæget eller Dommen) er paaklagede for højere Ret, 4 Uger, efter at disse er ophævede eller forandrede. Anke eller Kære over de i §§ 555 og 581 om handlede Kendelser m aa ivæ rksættes inden 4 Uger efter deres Afsigelse. Dog kan

1G) Jfr. herved U . 1931. 785, 1934. 814, 1935. 998 (1000), 1939. 293(H ) og V . L. T . 1930. 270, 1934. 295, 1940. 265.

17) Jfr. U . 1928. 562.18) Jfr. Bem æ rkninger til L ovforslaget R igsdagsdagstid. 1925/26 T il

læg A Sp. 3889, der b lo t om Æ ndringerne i §§ 591 og 593 frem hæ ver, at de er K onsekvenser af, at A fgørelserne efter §§ 555 og 581 nu er henlagt til Fogeden.

10) Jfr. U . 1934. 576 og U . 1939. 293 (H ).

2 3 5

Justitsm inisteren efter § 592, 2. Stk., smh. med § 537, 2. Stk., paa lignende M aade som ved Eksekutionsforretninger, indtil 1 A ar efter Auktionsforretningens Slutning tillade A nke eller Kære, naar ganske særegne O m stændigheder taler herfor.

D. De nærm ere Regler om Frem gangsm aaden under Anke eller Kære med H ensyn til A uktionsforretninger er ogsaa ifølge § 591, smh. med Kap. 53, ganske de samme, som gælder med Hensyn til R etsm idler imod andre Fogedforretninger20).

IV. A. Som berørt vil den, der er forurettet ved en A uktion, i Almindelighed kunne paastaa denne o p h æ v e t 21). Denne Ophævelse virker dog selvfølgelig um iddelbart kun til Fordel for den Part, der har iværksat Paaanken. N aar f. Eks. en anden P rioritetshaver paa G rund af begaaede Fejl ved en Tvangsauktion har faaet denne om stødt, vil en tred je Prioritetshaver ikke kunne paaberaabe sig dette, selv om Fejlen lige saa vel maa antages at have kræ nket hans Interesser22).

Følgen af Ophævelsen vil hyppigst blive, at T ingen kan vindiceres fra A uktionskøberen23), hvortil dog kræves, at denne har væ ret indstævnet under Sagen. Er den im idlertid af ham overdraget videre til T redjem and, der er i god Tro, idet han

20) Jfr. ovfr. S. 152 ff.21) Jfr. som E ksem pler hcrpaa U. 1937. 143, 1940. 684 (H ) og

V . L. T . 1946. 21.22) Jfr. om et lignende Forhold ved T vangsakkord S k i f t e r e t

t e n S. 199.23) M ed H en syn til Spørgsm aalet om E k s s t i n k t i o n t i l F o r

d e l f o r A u k t i o n s k ø b e r e n , se vedrørende T vangsauk tion over udlagt Løsøre U . 1932. 43 (H ), hvorom T r o e l s G. J ø r g e n s e n T. f. R. 1932. 395 og V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 1297, og vedrørende T vangsauk tion over fast E jendom U . 1940. 684 (H ), hvorom L. C a r s t e n s T . f. R. 1941. 227, M. C. A . B j e r r e i Juristen 1942. 73 ff. og H e n r y U s s i n g : O bi., A lm . D el, 3. U dg. S. 282. I de næ vnte T ilfæ ld e b lev A u k tio n en om stød t, og det b lev ikke anerkendt, at der ved K øbet paa T vangsauk tion var sket en E ksstinktion af den tid ligere Ejers R et over E jendom m en. Jfr. ogsaa V . L. T. 1946. 21 m ed H en syn til et T ilfæ ld e, hvor en A u k tio n over et P antebrev i en F iskekutter b lev om stød t, da det ansaas for godtgjort, at P antebrevet tilh ørte R ekvisiti Broder. Cfr. derim od H e n r y U s s i n g 1. c. m ed H en syn til T vangsauk tion over O m sæ tn ingsgæ ldsbreve og ved Salg af H aandpant efter K. L. § 155.

236

m aaske ikke engang har vidst, at Tingen var solgt paa A uktion, vil der eventuelt indtræ de en eksstinktiv Erhvervelse til Fordel for ham.

B. Ofte vil im idlertid den forurettede ved Siden af eller i Stedet for A uktionens Ophævelse paastaa sig tilkendt E r- s t a t n i n g. En Forudsætning for, at en saadan kan tilkendes, maa det dog selvfølgelig være, at det er oplyst, at der virkelig er lidt Tab ved den begaaede Fejl; nogen særlig Formodning om, at A uktionen har m edført T ort eller Kreditspilde, kan ikke opstilles.

Hvad Betingelserne for Erstatningsansvaret iøvrigt angaar, maa vistnok Reglen være, at Rekvirenten o v e r f o r R e k v i s i t u s ubetinget hæ fter for A uktionsforretningens Lovlighed, saa at i hvert Fald kun ganske klare U ndskyldningsgrunde kan udelukke eller begrænse hans A nsvar24). Derimod kan m an næppe opstille en saa streng Ansvarsregel o v e r f o r T r e d j e m a n d . R ekvirenten maa vel ogsaa overfor ham, naar han har haft nogen G rund til at kende hans Ret, f. Eks. i Anledning af en Protest, der er re jst imod Udlæget eller Auktionen, kunne blive fuldt ansvarlig for det lidte Tab; dette vil ingenlunde altid blive dæ kket af den Sum, der paa A uktionen er blevet budt paa Tingen, navnlig ikke, hvor der er begaaet Fejl ved selve A uktionens A fholdelse25), f. Eks. Bekendtgørelsen har væ ret mangelfuld. H ar Rekvirenten derimod væ ret i begrundet god Tro, maa man vistnok, til T rods for de vidtgaaende U dtryk i D. L. 5—6—9 og 5—8—6, begrænse hans Pligt til Udlevering af A uktionsprovenuet20), og han vil næppe engang altid kunne tilpligtes at udbetale dette27).

24) Jfr. U. 1927. 764, 1891. 677 (682 H ), 1887. 418, 1880. 611; jfr. om et lignende Forhold ved fr ivillig A u k tio n H øjesteretsd om U . 1917. 180 (182). Cfr. derim od U. 1906. 870.

25) Jfr. nærm ere N e l l e m a n n : A u ction S. 196— 7 og J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret. Spec. D e l S. 821 N o te 13 og de dér citerede D om m e.

2G) Saaledes N e l l e m a n n : A u ctio n S. 198— 200 og H e n r y U s s i n g : E rstatningsret S. 87— 88 og 89, m en derim od J u l . L a s s e n : O bligationsret, Spec. D el, H aandbog S. 831— 32. Jfr. endvidere D om m e U . 1900. 723, 1903, 604, 1912. 512, 1927. 177 og 1930. 123 (124).

27) Jfr. J. D. 1942. 28.

Tillæg.

Frivillige Auktioner1).§ 20.

Ved hvem de holdes.I. A. Skønt det sikkert ikke kan anses for naturligt og

da heller ikke i fremmed Ret p lejer at være T ilfæ ldet2), har der, som ovenfor berørt, hos os hidtil væ ret tillagt det Salg, der sker gennem frivillig Auktion, en ganske lignende judiciel K arakter som Tvangsauktion, og det har ogsaa hidtil væ ret afholdt af den samme Em bedsm and som denne, Auktionsfor- valteren eller i København A uktionsdirektoren. V ed R etsplejereform en var det Meningen a t afskaffe denne Ordning, og i Overensstem m else derm ed var der ogsaa af den sidste Proceskomm ission (1892) udarbejdet et særligt U dkast til Lov om »offentlige Auktioner, der ikke er Tvangsauktioner«, hvorefter Afholdelsen af saadanne A uktioner skulde foregaa ved særlig dertil beskikkede »Auktionsbestyrere«. D ette U dkast lykkedes det im idlertid ikke at gennemføre sammen med Retsplejeloven, som i U dgaven fra 1909 ved sin Henvisning i § 673 til »de for offentlige A uktioner, der ikke er Tvangsauktioner, gældende Lovregler«3), vel forudsatte, at en Ord-

*) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 13 ff., V . R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog for A u k tion sled ere (1938) og K o m m e n t e r e t R p l . II. S. 1580— 1609.

2) O gsaa i N orge har de friv illige A u k tion er efter en L ov af 14. A u gu st 1918 h elt tab t deres jud icielle K arakter, jfr. H a g e r u p : C iv ilproces. 3. U dg. S. 180— 81.

3) I den første U d gave af L oven (fra 1908) var U d tryk sm aaden en anden, som i højere G rad forudsatte den vedvarende O preth old else af den nuvæ rende O rdning. (A u k tio n en skulde derefter a ltid ske en ten ved Sk ifteretten se lv eller ved en A u k tion sforva lter).

238

ning af disse vilde kunne finde Sted, men dog ikke um iddelbart hidførte en saadan. Derimod blev der i Forbindelse med Rpl. af 1916 truffet en m idlertidig Ordning af dette Forhold, idet Lov Nr. 95, 11. April 1916 bestem te, at saafrem t der ikke ved Lov blev truffet en anden Ordning med H ensyn til offentlige Auktioner, der ikke er Tvangsauktioner, skulde den gældende Lovgivning efter Rpl.’s Ikrafttræ den indtil videre forblive i Kraft, dog at A uktioner, der ifølge den hidtilvæ rende O rdning skulde foretages af A uktionsretten, fremtidig afholdtes af F o g e d e n .

Denne m idlertidige Ordning skyldtes til Dels, at man ansaa det for ubilligt at berøve Dommerfuldmægtigene den væ sentlige Indtægtskilde, som de dengang havde som Inkassatorer ved disse Auktioner. E fter at Dom m erfuldm ægtigenes Stilling er helt forandret ved Lov Nr. 128, 15. April 1930, jfr, navnlig Lovens § 2, Stk. 2, er dette H ensyn im idlertid bortfaldet, idet — som frem hævet i M otiverne til Loven af 16. A pril 1935 — den Om organisation af Dom m erkontorerne, som denne Lov har m edført, tvæ rtim od taler for at aflaste disse. D er har derfor ved en Lov N r. 132, 16. A pril 1935 fundet en N yordning Sted4).

Af den nævnte Lovs § 1 følger det nemlig, at frivillig offentlig A uktion over L ø s ø r e , derunder Fordringer og ikke registreringspligtige Skibe, skal afholdes af A u k t i o n s l e d e r e , m edm indre der i den hidtil gældende Lovgivning har væ ret Hjemmel for, at Auktionen kunde afholdes uden Fogedens Mellemkomst. D ette sidste gælder dels i det tidligere om talte Tilfælde, hvor Skifteretten i M edfør af Rpl. § 682 selv m aatte bestemme at afholde frivillig A uktion5), dels i de nedenfor under B. om handlede Undtagelsestilfælde, hvor Reglen om det offentliges Eneret til at afholde A uktion ikke opretholdes.

Derimod skal frivillig offentlig A uktion over f a s t E j e n d o m og r e g i s t r e r i n g s p l i g t i g e S k i b e 6) ifølge Lovens § 1, Stk. 3, ligesom hidtil afholdes af F o g e d e n . N aar

4) Jfr. R. T . 1934/35 A Sp. 3131 ff. og K o m m e n t e r e t R p l .II. S. 1580— 1594.

5) Jfr. S k i f t e r e t t en (1935) S. 228 og J. M. Skr. N r. 206, 18. D ecem ber 1935.

c) Jfr. Lovbekg; N r. 103, 4. M aj 1927 § 7 og Bekg. N r. 301, 16. D ecem ber 1927 § 1.

239

denne Ordning er opretholdt, skyldes det navnlig, at der ved saadanne A uktioner kan opstaa Tvivlsspørgsm aal og Tvistigheder, hvis Afgørelse kræ ver juridisk Sagkundskab, og at der i Forbindelse med disse A uktioner skal udstedes A uktionsskøder og foretages N oteringer i Tingbøgerne og Skibsregistret. D et fremhæves derfor i M otiverne7), at Reglen kun gælder Bort- auktionering af selve den faste Ejendom, men ikke af R ettigheder over fast Ejendom, f. Eks. en Græsningsret, hvor de nævnte Spørgsmaal ikke vil opstaa.

A u k t i o n s l e d e r n e , der ikke behøver at være Jurister, beskikkes efter Indstilling af Fogeden af Justitsm inisteren, der ligeledes efter forud indhentet Erklæring fra Fogeden kan tilbagekalde Beskikkelsen, jfr. Loven § 38). O ver en A uktionsleder kan der ifølge § 9, Stk. 1, klages til Justitsm inisteren. Klagen indgives gennem Fogeden, der overhovedet ifølge Bekg. Nr. 210, 2. Juli 1935 fører Kontrol med A uktionslederen9). Se ogsaa om A fgørelsen af Tvistigheder nedenfor S. 253—

7) R igsdagstidn. 1934/35, T illæ g A Sp. 3134.8) B esk ikkelsen kan begræ nses til A fh o ld elsen af A u k tio n over b e

stem te E ffekter , saaledes at der navnlig ligesom tid iigere i M edfør af Rpl. § 45 kan m eddeles Skovridere B eskikkelse til paa D om m erens A n svar at afholde A u k tio n over Sk oveffekter.

°) O m Forstaaelsen af Bekg. N r. 210, 2. Juli 1935, se J. M. Skr. N r. 135, 3. A u gust 1935. — A u ktion sled eren , der ifø lge § 5 hæ fter personlig for de Statskassen tilk om m en de A fg ifter , er p ligtig at s t i l l e S i k k e r h e d for rettid ig B etaling af A fg iftern e og for sin ev en tu elle E rstatningspligt overfor R ekvirenter og A u ktionskøbere, jfr. Bekg. N r. 244, 24. M aj 1935 og K o m m e n t e r e t R p 1. II. S. 1584— 1585. D enn e Sik kerh ed sstille lse dækker ogsaa A u k tion sled eren s A n svar, naar han tillige er Inkassator, jfr. J. M. Skr. N r. 130, 18. Juli 1935 og utr. Skr. 13. Juli 1935 og 15. Januar 1936. H an skal en d videre ifø lge § 6 føre a u t o r i s e r e d e B ø g e r og en af F ogeden autoriseret A u k t i o n s b o g . O m A u ktion sled eren s R e g n s k a b s f ø r e l s e , se 1. H oved revisorats Skr. N r. 80, 29. M aj 1935 og Cirkl. N r. 6, 6. Februar 1936. — A u k tion sled eren har Krav paa V e d e r l a g efter L.s § 4, Stk. 1, og G odtgørelse for U d g ifter efter § 4, Stk. 2, jfr. Bekg. N r. 244, 24. M aj 1935 § 2. Se herved V . L. T . 1944. 285 sam t J. M. Skr. N r. 46, 24. M arts 1937, N r. 224, 24. O ktober 1938, N r. 27, 26. Januar 1944 og N r. 125, 6. A p ril 1945. O m D æ k n i n g a f U d g i f t e r o g S a l æ r , hvor A u k tio n afvæ rges ved B etaling af Sk atterestance, se J. M. Skr. N r. 176, 10. O ktober 1935. O m B etaling for a fly st A u k tio n se J. M. Skr. N r. 157, 28. Septem ber 1936.

240

54. D et er tilladt en A uktionsleder at virke som Inkassator10) ved de af ham afholdte A uktioner11), jfr. § 4, Stk. 3, paa samme M aade som Dommerfuldmægtigene tidligere virkede som In- kassatorer ved A uktioner, ved hvilke de selv fungerede som Fogeder. D et er ogsaa foreneligt med Stillingen som A uktionsleder at drive privat V irksom hed som »Auktionsholder« ved a t samle V arer til Bortsalg i dertil bestem te Lokaler, men hertil kræves, at han løser Næringsbrev, jfr. Lov Nr. 138, 28. April 1931 §§ 53—5612).

B.13) a. A uktionslederne og Fogederne maa i A lm indelighed anses for e n e b e r e t t i g e d e til at afholde frivillige A uktioner, som det altsaa om vendt maa være private forbudt paa egen H aand at foranstalte. D ette følger allerede af den historiske Udvikling, idet det, som ovenfor S. 175—76 næ rmere udviklet, er givet, at der tilkom de A uktionsm estre, til hvem A uktioners Afholdelse oprindeligt var henlagt, en saadan Eneret, og R etsbetjentene da i denne Retning, m aatte antages ligefrem at være ind traad t i deres Sted14); dette var det, saa længe R etsbetjentene var sportellønnede, af sto r praktisk Interesse for dem at fastholde. D et samme frem gaar im idlertid nu k lart af den Om stændighed, at Lov N r. 132, 16. April 1935 § 1, Stk. 2, som en særlig Undtagelse opretholder den Lovgivning, der hjem ler andre Ret til at holde A uktioner. D er er da ogsaa nu ved Lov N r. 132, 16. April 1935 § 21 hjem let S traf for Krænkelse af det offentliges E neret15), idet der foreskrives, at den som uhjem let foretager offentlige A uktioner, for saa vidt højere Straf ikke er forskyldt efter den alm indelige Lovgivning, straffes med Bøde. Endvidere vil den private, der selv foranstalter Auktion, kunne tilpligtes at betale de Gebyrer, som ved dens lovlige Afholdelse vilde være tilfal

10) D en S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , som A u ktionslederen er pligtig at stille efter L ovens § 5, Stk. 2, dæ kker ogsaa A u k tion sled e- rens A n svar over for R ekvirenten som Inkassator, jfr. J. M. Skr. N r. 130, 18. Juli 1935.

n ) D erim od maa A u ktionslederen ikke byde paa T ing, der er til A u k tio n hos ham, jfr. J. M. Skr. N r. 206, 24. O ktober 1944 og Instr. N r. 211, 2. Juli 1935 § 14.

12) Cfr. herved U . 1941. 215.13) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 22— 24.14) Jfr. Rskr. 14. D ecbr. 1669, Fr. 19. D ecbr. 1693 § 1.15) Cfr. tid ligere U . 1868. 242.

241

d e t S tatskassen16). Om A fgifterne for offentlig Auktion, se iøvrigt nu Lov N r. 138, 24. A pril 193517)18).

D et har hidtil i Almindelighed m aattet antages, at der i d e t hele gjaldt det samme om L i c i t a t i o n e r som om Auktion, jfr. som en særlig Undtagelse fra Auktionsm yndighedernes Eneret i saa Henseende Landkommunallov 6. Juii 1867 § 3219). D et var da ogsaa under Overvejelse at lade Reglerne i Lov N r. 132, 16. A pril 1935 gælde offentlig Licitation. Da im idlertid de fleste offentlige Licitationer nutildags foregaar paa en saadan Maade, a t de bydende indgiver skriftlige Tilbud og ikke personlig er til Stede og faar Lejlighed til at blive bekendt med hinandens Bud og gøre U nderbud20), er de offentlige Licitationer blevet holdt uden for Lovens Om raade21).

b. Fra Reglen om det offentliges Eneret til at holde A uktioner gøres der som berørt en Række U ndtagelser22).

1°. D er er saaledes hjem let visse offentlige Institutioner, som f. Eks. A ssistenshuset23), G rønlands Styrelse24) og det kgl. T ea ter med H ensyn til Salg af Loger25), Ret til at holde A uktion. I det førstnæ vnte Tilfælde, A ssistenshusauktionerne,

16) Jfr. H R D . U . 1874. 124 og tid ligere kbhvnsk O verretsdom U .1872. 1055 sam t J. M. Skr. N r. 62, 14. Febr. 1920.

17) For K øbenhavns V ed k om m en d e opretho ld tes dog den i P lakat 25. Juli 1812 h jem led e sæ rlige S k illingsafg ift af K ataloger indtil 1. A p ril 1945, m en den er nu ligesom B ørsafgiften bortfa ldet.

18) Se herved V . L. T . 1946. 19.19) Jfr. I. M. Skr. 11. Februar 1868, J. M. Skr. N r. 136, 15. A pril

1871, N r. 214, 3. A u gust 1872, N r. 25, 12. Febr. 1879, N r. 173, 13. Septbr. 1883.

20) Jfr. J a k o b J a k o b s e n U . 1939. B. 101, V i l h . M e y e r i Juristen 1942. 81 ff., H e n r y U s s i n g : A fta ler , 2. U dg. S. 36 og ovfr. S. 174.

21) N aar o ffen tlig L icita tion foregaar ved tilsted evæ rend es Bud og U nderbud, m aa den derim od stad ig iøvrigt stilles i K lasse m ed o ffen tlig A u k tion , jfr. L ov N r. 138, 24. A p ril 1935 om A fg ift for o ffen tlig A u k tion , navnlig L ovens §§ 10 og 11.

22) Se næ rm ere herved D ansk L ovlek sikon og R a v n s h o l t R a s m u s s e n S. 18— 23.

23) Jfr. Fr. 29. Juni 1753 § 6, K ancelliprom em oria af 17. A u gust 1771 og R egulativ N r. 186, 29. M arts 1940 § 6.

24) Jfr. R eglem ent af 2. Juli 1781 § 22.25) Jfr. Kane. Prom . 21. A u gust 1810 og Forudsæ tningen i L ov N r.

677, 22. D ecbr. 1919 § 1.


242

er Auktionen i V irkeligheden ligesom Pantelaanerauktionerne Tvangsauktion, jfr. ovenfor S. 180—81, saaledes at der altsaa endog foreligger et Brud paa Reglen om Fogedens Eneret til at afholde Tvangsauktion.

2°. E fter Lov Nr. 451, 22. Decem ber 1939 og Lov N r. 71„ 7. April 1899, jfr. Lov N r 151, 15. April 1930 og Lov N r. 197, 20. Maj 1933 om Tillæg til den sidstnæ vnte Lov, kan der m eddeles dertil egnede Personer Bevilling til, uden A uktionsm yndighedernes M ellemkomst og uden Erlæggelse af Afgifter, at afholde frivillig offentlig Auktion, henholdsvis over fersk Fisk26) og over indenlandske H aveprodukter og Frugt27).

3°. Endvidere opretholdes ogsaa den særlige Adgang, der ifølge § 12 i Lov Nr. 120, 30. M arts 1940 om Foranstaltninger til H usdyravlens Fremme kan tillægges Foreninger, der v irker i denne Retning, til at afholde frivillig offentlig A uktion over A vlsdyr »uden A uktionsrettens M ellemkomst og uden at betale Retsafgift«.

Ved Lov Nr. 246, 9. Maj 191728) indførtes der im idlertid ved Siden heraf en mere almindelig Adgang for visse Foreninger til at holde Auktion. D et var nemlig efterhaanden blevet almindeligt, a t forskellige Landboforeninger afholdt A uktion over E ffekter og navnlig H usdyr for deres Medlemmer. U nder Hensyn til det store Medlemstal, som disse Foreninger ofte havde, og den lette Adgang, der var til a t blive M edlem af dem, var der im idlertid blevet re jst Tvivl om Lovligheden af denne Fremgangsmaade, om den nemlig ikke i V irkeligheden m aatte anses for en Omgaaelse af Reglen om Auktionsm yndighedernes Eneret til at holde offentlige A uktioner og saaledes navnlig berøvede Statskassen de Gebyrer, som den havde Krav paa29). D et var da tæ nkt som en m idlertidig Regulering af Forholdet med H ensyn til saadanne Foreningsauktio- ner, indtil den endelige Ordning af vort A uktionsvæsen m aatte finde Sted, men ved Lov N r. 132, 16. A pril 1935 § 1, Stk. 2, er

2G) Jfr. herved V . L. T. 1936. 19 og ovfr. S. 175, N o te 9.27) Se herved f. Eks. U . 1943. 172.28) Jfr. J .M . Cirk. N r. 163, 14. Juni 1917.29) Jfr. herved V . R a v n s h o l t R a s m u s s e n i Juristen 1943

S. 74—75.

243

disse A uktioner stadig holdt udenfor den almindelige Ordning.Ifølge Lovens § 1 skal L a n d b o f o r e n i n g e r o g H u s

m a n d s f o r e n i n g e r (eller flere saadanne i Forening), for saa vidt disses Hovedform aal er at fremme Landbruget, efter Bemyndigelse af Justitsm inisteren være berettigede til uden A uktionsm yndighedernes M ellemkomst ved A uktion at lade bortsælge H usdyr og Landbrugsprodukter (men ikke Redskaber og Indbogenstande eller Skoveffekter) for og til M edlemmer af Foreningen.

H vor særlige Landsdelsforhold taler derfor30), kan Justitsm inisteren bemyndige en særlig O rganisation af Landbrugere til at afholde A uktioner efter samme Regler.

A uktionerne skal afholdes paa de Steder, som godkendes af A m tm anden i det paagældende A m t; man har ved denne Bestemmelse særlig tilsigtet at forhindre, at A uktionerne i Stedet for paa dertil af Foreningerne fast indrettede Pladser holdes paa enkelte Gaarde, hvor en enkelt Person lader b o rtsælge sine P rodukter (de saakaldte G aardauktioner).

Auktionen skal forestaas af en af Foreningen antaget Inkassator, der godkendes af Justitsm inisteren, og der skal angaaende A uktionen straks ske Tilførsel i en dertil af vedkom mende A m tm and autoriseret Protokol, jfr. de nærm ere Bestem m elser herom i § 2. For A uktionerne skal der ifølge § 3 betales en Afgift til S tatskassen af 1 pCt. af Købesummen med Tillæg af Om kostninger og andet, som Køberen skal udrede31). For at forhindre Omgaaelse tilføjes det, at naar G enstandene er opraabt til Salg, uden at Tilslag er sket, skal dog det samme G ebyr betales, dersom G enstandene under eller efter A uktionen sælges saaledes, a t Foreningen eller dens Inkassator indkræ ver Købesummen hos Køberen. Paa den anden Side hjem les der ved § 4, 1. Stk., U dpantningsret for Købesummen med Omkostninger. Om A nsvaret for M angler ved de Husdyr, der bortsælges af de her om handlede Foreninger,

:{0) D enn e B estem m else har navnlig H ensyn til nogle sæ rlige Forhold paa Bornholm .

ni) D isse A fg iftsb estem m elser opretholdes ud tryk kelig t ved Lov N r. 138, 24. A pril 1935 § 11, Stk. 1, jfr. R igsdagstidn. 1934/35, T illæ g A Sp. 3153. Cfr. derim od om frivillig A u k tio n over D yr og L andbrugsprodukter iøvrigt L ovens § 4 (2 pC t. A fg ift).

16*

244

gælder der efter §’ens 3. Stk. nogle særlige Regler, som dog allerede er om talt ovenfor S. 227—28.

For andre A uktioner end de her om handlede skal det, jfr. Lovens § 5, 1. Stk., forblive ved de hidtil gældende Regler, og det tilføjes, at det ikke skal betage A uktionen K arakter af offentlig, a t Bortsalg sker alene for og til M edlemmer af en bestem t Forening. D ette betyder dog selvfølgelig ikke, at enhver Foreningsauktion skal anses for offentlig, men kun, at naar en A uktion ifølge den vide og lette Adgang til at deltage i den praktisk set maa siges at staa aaben for alle og enhver, skal de m ødendes formelle Egenskab af Foreningsmedlemmer ikke udelukke A uktionens K arakter af offentlig32). Desuden skal det ifølge §’ens 2. Stk. kunne tillades Foreninger33) at fordele Foreningens Ejendele ved A uktion mellem deres M edlemmer, uden Auktionsm yndighedernes Mellemkomst og helt uden Gebyr, for saa vidt Bortsalget staar i Forbindelse med Foreningens almindelige Formaal og ikke har nogen erhvervsmæssig K arakter. D ette finder f. Eks. A nvendelse paa Læseforeninger, der lader Bøger bortauktionere til Medlemmerne, eller de saakaldte »Skuffedarie«-Auktioner, der holdes i visse Foreninger, o. lign.

I de nævnte Undtagelsestilfælde er det dog kun selve Auk- tionssalget, som overlades til de paagældende offentlige Institutioner eller de private Foreninger eller Enkeltm ænd; der er derim od ikke tillagt dem nogensom helst judiciel M yndighed, men mulige Tvistigheder maa henvises til de almindelige Domstole.

II.34) Med Hensyn til S t e d e t for Auktionens Afholdelse, hvor denne sker ved de offentlige Auktionsm yndigheder, fin

32) Jfr. herved utr. J. M. Skr. 14. N o vem b er 1946, hvorefter nogle af D anm arks F ila te list-U n ion foransta lted e A u ktioner over Frim ærker under Forudsæ tning af, at der paa A u ktionern e kun sæ lges E ffekter tilhørende Foreningens M edlem m er eller d isses Boer, og at Salg kun sker til M edlem m er, m aatte anses for p r i v a t e , saaledes at de fortsat kan afholdes uden M edvirken af A u k tion sled ere og uden Erlæ ggelse af de for o ffen tlig e A u ktioner foreskrevne A fg ifter .

33) D e tte betyder ikke, at der skal ind hentes særlig T illad else dertil, m en det maa uden videre være dem tilladt.

34) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 18— 21, R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog S. 76— 77.

245

des der nogle gamle Bestemmelser, som maaske stadig kan have nogen vejledende Betydning. I Fr. 21. Juni 1793 § 3 forudsæ ttes Stedet saaledes som Regel at skulle være dér, hvor Tingen findes, og i Overensstem m else derm ed er der tillagt A uktionsforvalteren paa dette Sted Ret til at afholde A uktionen. Derimod forudsæ tter PI. 28. Septem ber 1821, der nu kun finder Anvendelse paa frivillige A uktioner med Hensyn til f a s t e E j e n d o m m e , en almindelig Frihed for Rekvirenten til at bestemme A uktionsstedet, dog at der af Plensyn til Panthaverne gøres en vis Begrænsning, som dog næppe kan gælde ved frivillige A uktioner35), og som bortfalder i det T ilfælde, at A uktionen over en Landejendom blot holdes i næ rmeste Købstad. A uktionsm yndigheden i den Jurisdiktion, hvor Ejendom m en ligger, skal, naar det ønskes af Rekvirenten, være berettiget til at afholde Auktionen, uagtet denne foregaar ved en fremmed Jurisdiktion; denne Ret for A uktionsforvalteren eller nu Fogeden spiller dog nutildags, hvor han ikke længere lønnes med Sportler, ikke nogen synderlig Rolle, og nogen Pligt til at afholde A uktionen paahviler der ham ikke. E fter de samme Regler som faste Ejendom m e maa vistnok i denne H enseende ogsaa behandles tinglige Rettigheder i saadanne, f. Eks. Forpagtningsrettigheder, selve T ienderetten som saadan eller en almindelig G ræsningsret, og i disse Tilfælde, hvor Auktionen afholdes af Auktionsleder, jfr. ovenfor S. 238, der har Krav paa Vederlag efter Lov N r. 132, 16. A pril 1935 § 4, vil Bestemmelserne snarere kunne tænkes at være af B etydning. E fter de særlige Regler kan derim od ikke behandles R etten til en enkelt T iendepræ station eller et andet Krav paa et Kvantum Korn eller R etten til A fgrøden af et Stykke Jord eller den blotte Ret til H øslet eller Eftergræsning36). H eller ikke A uktion over A ktier kan henregnes til A uktion over faste Ejendomme, selv om A ktieselskabet m aatte eje saadanne.

Ved A uktion over L ø s ø r e har R ekvirenten for saa vidt

35) Jfr. M otiverne i K ollegia ltid . for 1821 S. 641 ff., hvoraf det klart frem gaar, at der kun er tæ nkt paa saadanne A u ktioner, der kan m edføre en U d slette lse af P antebreve.

3C) Jfr. Kskr. 28. Septbr. 1805, 6. M arts 1827, 9. M arts 1830, 5. A p ril 1842, 12. Juli 1845, J. M. Skr. 6. Septbr. 1858, N r. 488, 31. O ktbr. 1871, N r. 289, 20. D ecbr. 1888, U . 1890. 152.

246

frit Valg med Hensyn til Stedet, som han ved at flytte T ingene kan forandre dette. Men det maa ogsaa være en Forudsætning, at Tingene virkelig er henbragt til A uktionsstedet; Betydningen af denne Regel ligger navnlig deri, a t der gives de bydende Lejlighed til a t besigtige dem. Kun hvor dette H ensyn ikke gør sig gældende, idet der nemlig er Tale om visse generisk bestem te Ydelser som Leverancer af Korn, Brænde el. lign., der ikke behøver a t forevises de lysthavende uden i alt Fald i en blot Prøve, skal R ekvirenten ifølge Fr. 27. Juli 1832 § 4, jfr. ogsaa Fr.’s Præmisser, frit kunne lade A uktionen afholde paa det Sted, hvor han finder det fordel- agtigst. En særlig Begrænsning med H ensyn til Stedet gælder dog ifølge Næringslovens §§ 51—52, jfr. nedenfor S. 248.

A uktion over mundtlige Fordringer maa ligeledes kunne afholdes hvor som helst, og hvis Tingene ikke er her i Landet, f. Eks. et Skib paa Rejse, har R ekvirenten ogsaa frit Valg med H ensyn til A uktionsstedet37).

37) Sø lov 7. M aj 1937 § 23 taler ikke herim od, id et det alene er de dér om handlede A fgørelser, m en ikke selve A u k tion en , der nød vendig skal ske ved A u k tion sretten (nu F ogedretten ) paa R ederiets H jem sted .

Fremgangsmaaden ved frivillig Auktion1).I. A. Ogsaa ved frivillige A uktioner maa der selvfølgelig

til Auktionsm yndigheden ske e n B e g æ r i n g om A uktionens Foretagelse; denne kan af Fogeden forlanges skriftlig affattet, og dette kræves i hvert Fald i København altid ved frivillig Auktion over fast Ejendom eller Skib. Derimod kan Auktionsledere ikke kræve skriftlig Rekvisition, jfr. Instr. for A uktionsledere Nr. 211, 2. Juli 1935 § l 2). Ved Løsøreauktioner er R ekvirenten pligtig at give Oplysning om Sælgerens N avn m. v. og at angive Salgsgenstandenes A rt og om trentlige A ntal. D er kræves derim od ikke, saaledes som ved Tvangsauktion, noget form elt Grundlag for A uktionens Afholdelse, men Rekvirentens A d k o m s t til at ivæ rksætte Auktions- salg maa ganske bero paa de almindelige civilretlige Betingelser for at foretage en saadan Afhændelse. Auktionslederen (Fogeden) skal vel ikke ex officio undersøge Rekvirentens A d kom st, men han skal, jfr. Lov N r. 132, 16. April 1935 § 8, 1. Stk., og Instr. Nr. 211, 2. Juli 1935 § 2 (med Æ ndringer og T ilføjelser ved Bekg. Nr. 552, 29. O ktober 1940), inden han beram m er Auktionen, give A gt paa Om stændigheder, der er egnede til at vække M i s t a n k e o m S æ l g e r e n s M a n g e l p a a l o v l i g A d k o m s t til Salgsgenstanden, og kan

§ 21.

x) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 24— 25, 44— 71, 172— 73, 175— 76 sam t R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog og K o m m e n t e r e t R p l . II. vedrørende de forskellige B estem m elser i A u ktionsleder- lo v en og Instruksen.

2) Jfr. herved U. 1940. 1114, hvor der ikke antoges at foreligge B esk ed om Salg af nogle Varer, der af en F ejltagelse var afleveret til en A u ktionsforretn in g .

248

afkræve Rekvirenten Bevis for Sælgerens A dkom st3). Endvidere skal det paases, at Bortsalget i k k e kom m er i S t r i d m e d N æ r i n g s l o v g i v n i n g e n . Disse Regler, der indeholdes i Næringslov Nr. 138, 28. April 1931 §§ 51—52, m edfører navnlig den Indskrænkning i Adgangen til at foranstalte Auktionssalg, at Næringsdrivende, der i Henhold til dertil erhvervet N æringsbrev i det sidst forløbne A ar har drevet og stadig driver Handels-, Industri- eller H aandvæ rksnæ ring med Benyttelse af fast Forretningslokale, kun er berettiget til at søge de dem tilhørende V arer afsat ved frivillig A uktion i den eller de Kommuner, i hvilke de har faste Forretningslokaler4), og alene de Varer, som de iøvrigt er berettigede til at forhandle. N æringsbrev kræves dog ikke til Realisation ved A uktion af Døds-, Konkurs- og Likvidationsboers V arebeholdninger, jfr. § 51, 2. Stk. Paa den anden Side gælder der ifølge § 52 særlige Begrænsninger med Hensyn til Varer, der ligefrem er frem stillede eller erhvervede med Auktionssalg for Ø j e ) G). D et skal naturligvis ogsaa paases, at Bortsalget i k k e kom m er i S t r i d m e d a n d r e L o v r e g l e r 7).

3) Jfr. nu det ved Bekg. N r. 552, 29. O ktober 1940 til Instruksen fø jed e nye Punkt 7 vedrørende b r u g t e C y k l e r o g C y k e l d e l e .

4) Jfr. U . 1926. 778.5) Jfr. om B estem m elserne i N æ rin gsloven §§ 51— 52 næ rm ere

P o u l A n d e r s e n : N æ ringsretten 2. U dg. S. 151— 53. — Jfr. herved ogsaa om den tid ligere B estem m else i § 6 i Lov N r. 73, 23. M aj 1873 om Forandring i N æ ringsloven A . W . S c h e e l : P ersonretten , 2. U dg. S. 615— 618, sam t D om m e U . 1926. 778, 972, 1897. 419, 1887. 690, 1885. 14, cfr. 1884. 42, 1884. 191 jfr. 1883. 984, 1883. 759 jfr. 315, 1881. 575, 1880. 509, J. M. Skr. N r. 145, 5. Juli 1875 og N r. 94, 14. Juli 1880.

G) U tr. J. M. Skr. 30. M aj 1936 udtaler, at en A u ktion sled er i T ilfæ lde, hvor A u ktionsrekviren ten erklærer, at de paagæ ldende G en stande ikke er købt eller frem stillet m ed A u ktionssa lg for Ø je, e fte r Justitsm in isteriets Form ening i A lm indeligh ed ikke vil være p ligtig a t anstille nærm ere U ndersøgelse vedrørende d ette Spørgsm aal, m edm indre han har særlig G rund til at nære M istanke.

7) I saa H en seen de frem hæ ver I n s t r u k s e n N r. 211, 2. Juli 1935 I I § 2 P u n k t 6, som æ ndret ved Bekg. N r. 552, 29. O k tob er 1940, at Salget f. Eks. kan være i Strid m ed L ovgivningen om V aab en eller forskellige A fg ifts lo v e , der forbyder A u ktionshand el m ed T o baksvarer, C hokolade og Sukkervarer. E ndvidere næ vnes Lovgivningen.

249

B. I Henhold til Begæringen b e r a m m e r xAuktionslede- ren (Fogeden) Auktionen. I Lov N r. 132, 16. April 1935 § 10, jfr. Instr. Nr. 211, 2. Juli 1935 § 3, paalægges det udtrykkeligt A uktionslederen snarest muligt efter Forhandling med Rekvirenten at beramme T id og Sted for Auktionens Afholdelse, og ifølge Kane. Skr. 27. August og 19. N ovem ber 1814 skal Fogeden, for saa vidt ikke andre uopsættelige Em bedsforretninger er til H inder derfor, re tte sig efter Rekvirentens Ønske med Hensyn til T iden for Auktionens Afholdelse.

C. a. Hvorledes B e k e n d t g ø r e l s e n af A uktionen skal ske ved A uktioner, der afholdes af A u k t i o n s l e d e r , beror ifølge Lov 1935 § 11 paa Rekvirenten. I Instruksens § 4, sidste Stk., paalægges det dog A uktionslederen paa Forlangende at vejlede Rekvirenten med H ensyn til Bekendtgørelsen af Auktionen. N aar det i § 11, Stk. 2 og 3, er bestem t, at Bekendtgørelsen skal angive, om Salgsgenstandene sælges for A uktionsrekvirentens eller for anden M ands Regning, og a t det ved A uktioner, hvor Salget angives helt eller delvis a t hidrøre fra navngivne Boer eller Personer8), i Bekendtgørelsen skal fremhæves udtrykkeligt, hvis der ved A uktionen ogsaa sælges Ting, som ikke h idrører fra de særlig angivne Boer og Personer, er dette ganske i Overensstem m else med Forskrifterne i § 7 i Lovbekg. Nr. 80, 31. M arts 1937 om uretm æ ssig Konkurrence og Varebetegnelse. Jfr. ogsaa herved Bestem

om sm itsom m e Sygdom m e hos H usdyrene og Reglerne om Salg af uapproberet R adiom ateriel eller L avspæ ndingsm ateriel, jfr. herved O versigten hos R a v n s h o l t R a s m u s s e n : H aandbog S. 65—72. Salget kan im id lertid ogsaa ind eh old e en O vertræ delse af P risloven eller andre B estem m elser af lignende A rt. Se herved U . 1944. 173 om O vertræ delse af M a k s i m a l p r i s e r paa F iskeauktioner, jfr. U .1943. 1204 om A n v en d e lse af R eglerne om Salg af T ørv paa T v a n g sauktion. Se endvidere V . L. T . 1944. 92, der fastslaar, at den O m stæ ndighed , at Salg af brugte E ffek ter sker ved frivillig A u k tio n , ikke udelukker, at P r i s l o v e n finder A n v en d e lse , jfr. herved U .1944. 491 (H ), der statuerer, at Forbudet i P rislovens § 8, Stk. 1, m od urim elige Priser ogsaa om fatter Privates Salg, og J ø r g e n T r o l l e i Juristen 1944 S. 181 ff.

8) N o g en P l i g t til at angive, fra hv ilke Boer eller Personer G en standen stam m er, findes ikke, jfr. J. M. Skr. N r. 83, 30. A p ril 1878 og U . 1914. 236.

250

melsen i § 12, Stk. 2, om Angivelserne i Auktionskataloget. Disse Bestemmelser finder da ogsaa Anvendelse ved A uktioner, der afholdes af Fogeden, iøvrigt selv om der er Tale om Tvangsauktion.

b. N aar frivillig A uktion afholdes af F o g e d e n , vil Bekendtgørelsen i Almindelighed ske ved Fogeden paa den dér paa Stedet sædvanlige Maade. D et maa dog ogsaa ved de rent frivillige A uktioner9) over fast Ejendom staa Rekvirenten aabent selv at besørge Bekendtgørelsen eller at foretage A fvigelser fra den sædvanlige Fremgangsmaade. Man har vel paa den gamle Bestemmelse i Fr. 19. Decbr. 1693 § 10 villet stø tte , at der altid skulde udstedes m indst een »Auktionsplakat«10), men den kan dog naturlig forstaas saaledes, a t den kun hjem ler, hvad Rekvirenten kan forlange foretaget af Auk- tionsmyndigheden, men ikke paatvinger ham nogen bestem t Frem gangsm aade11). A uktionsplakater er iøvrigt helt bortfaldet ved Auktioner, der afholdes af Fogeden i København.

D. D et beror ligeledes paa R ekvirenten selv, om han vil antage en I n k a s s a t o r , hvilken Sikkerhed denne da skal stille, og hvilken Stilling han i det hele skal indtage12). Loven af 1935 indskræ nker sig til i § 4 at anerkende, at Auktions- lederen kan være Inkassator, og til i § 13 at tillade Inkassator, selv om han ikke tillige er Auktionsleder, at foretage O praab og meddele Hammerslag. Den af Auktionslederen i M edfør af § 5, Stk. 2, stillede Sikkerhed dæ kker da ogsaa hans A nsvar som Inkassator13).

II. Ogsaa det nærm ere Indhold af A u k t i o n s v i l k a a r e n e maa R ekvirenten — for saa vidt de da ikke ligefrem kom m er i Strid med Lov og Æ rbarhed14) — i det hele frit

9) Cfr. derim od m ed H en syn til v isse »nødvendige« A u ktioner o v en for S. 178— 79, hvor der sæ dvanlig v il være g ivet b indende Regler om B ekendtgørelsen af A u ktioner i Boer.

10) Jfr. saaledes Kane. Cirkl. 1. D ecbr. 1829.“ ) Jfr. J. M. Skr. N r. 61, 1. A pril 1885.12) Jfr. U . 1910. 819, 1909. 772, 1903. 562.13) Jfr. J. M. Skr. N r. 130, 18. Juli 1935. H vis A u k tion en er af

saadant O m fang, at den ved B esk ikkelsen stilled e Sikkerhed ikke skønnes tilstræ kkelig, maa der dog ev en tu e lt stilles særlig Sikkerhed, jfr. utr. J. M. Skr. 13. Juli 1935.

14) Jfr. saaledes Kane. Cirk. 13. M arts 1819.

251

kunne bestemme. Ved A uktion over faste Ejendom m e er det dog paalagt15) A uktionsm yndigheden at paase, at der ved Auk- tionskonditionerne udtrykkelig gives Oplysning om, hvilke H æftelser der hviler paa Ejendommen. H vad Om kostningerne angaar, maa disse vistnok ved frivillig A uktion ogsaa over faste Ejendom m e16) antages at skulle bæres af Sælgeren, m edm indre de ved V ilkaarene er paalagt Køberen; til disse Auk- tionsom kostninger maa da ogsaa henregnes U dgifterne ved Skødets Udstedelse, men ikke ved dets Tinglysning17). Med H ensyn til Løsøre er det ogsaa ved frivillige A uktioner det sædvanlige, at Om kostningerne paalægges Køberne i Form af visse P rocenter af Købesummen. Ved Løsøreauktioner er der ved Udpantningslov 29. M arts 1873 § 1, 10) a. hjem let U dpan tningsret18) for Købesum og A uktionsom kostninger under de dér angivne nærm ere Betingelser19), jfr. nu ogsaa Lov Nr. 132, 16. A pril 1935 § 17.

V ed Lov 1935 § 12 foreskrives det, at der til Brug ved A uktionen skal udarbejdes et A u k t i o n s k a t a l o g indeholdende A uktionsvilkaarene, der indføres straks efter T itelb ladet. D et er dog lige saa lidt som ved Tvangsauktion over Løsøre paabudt, at der skal være tryk te Kataloger, men en Del af de nærm ere Bestem m elser om Kataloger i Instruksens § 5 har kun saadanne for Øje.

III. A. Om Frem gangsm aaden ved s e l v e A f h o l d e l s e n a f f r i v i l l i g A u k t i o n v e d A u k t i o n s l e d e r e indeholdes der nu visse Forskrifter, dels i Lov N r. 132, 16. April 1935 §§ 13 ff., dels i Instr. Nr. 211, 2. Juli 1935 § 7. D et foreskrives saaledes i § 13, Stk. 1, i Overensstem m else med, hvad der ifølge Rpl. § 549 gælder om Tvangsauktion over Løsøre, at A uktionslederen ved A uktionens Begyndelse skal op

15) N em lig ved Kane. Cirk. 27. A ug. 1814, jfr. Kskr. 28. A ug. 1830.10) Jfr. N e l l e m a n n : A u ctio n S. 54, cfr. derim od m ed H ensyn

til T vangsauk tion Rpl. § 562.17) Jfr. Kskr. 15. Juni 1822, 11. N ovb r. 1845, Sp. Rglm. 22. M arts

1814 § 125, 2. Stk.18) D er b ehøves næ ppe, saaledes som N e l l e m a n n : A u ctio n S.

36 syn es at forudsæ tte, noget sæ rligt Forbehold i saa H en seen de.10) Jfr. U . 1880. 916, cfr. 1878. 662. B estem m elsen kan forøvrigt

ogsaa finde A n v en d e lse paa T vangsauktion .

252

læse A uktionsvilkaarene, som tillige skal opslaas til almindelig Efterretning paa et iøjnefaldende Sted, og at naar dette er iagttaget, kan de paa A uktionen bydende ikke paaberaabe sig Uvidenhed om Auktionsvilkaarene. For at beskytte Publikum mod vildledende O praab bestem m es det endvidere, a t G enstandene saa vidt muligt opraabes i den Rækkefølge, i hvilken de er opført i Kataloget, og under Iagttagelse af Reglerne i § 12, Stk. 2. D et er dog kun s a a v i d t m u l i g t , a t G enstandene skal opraabes efter den i Kataloget fastsa tte Num m erorden, og Afvigelse kan altsaa ske, men det foreskrives i Instr. § 7, Pkt. 4, at dette i saa Fald tydeligt skal tilkendegives de mødende. D er skal naturligvis forud eller under Auktionen gives de m ødende Adgang til at gøre sig bekendt med de til Salg stillede G enstande, § 13, Stk. 3.

De enkelte Salg sker ved, at Hammerslag efter 3 Gange gentaget Opraab uden Overbud gives til den højstbydende, eller hvis dennes Bud paa G rund af hans manglende Evne til at opfylde Auktionsvilkaarene forkastes, til den næ sthøjstby- dende og saa fremdeles, jfr. iøvrigt de nærm ere Regler i Loven § 13 og Instr. § 720).

For at sikre A uktionslederens U partiskhed er det i § 14 forbudt en A uktionsleder selv eller ved andre at sælge egne Ting eller købe eller byde paa en Auktion, som han eller nogen paa hans Vegne afholder. Denne Regel skyldes dels et Hensyn til det købende Publikum, idet dette maa beskyttes imod, at Budsummerne drives i V ejret gennem ukontrollerede Opraab fra A uktionslederens Side, dels H ensynet til Auktions- sælgerne, idet dette kræver, at A uktionslederen ikke er in teresseret i billigt Hammerslag. Forbudet gælder kun Salg af egne Ting, og det er derfor ikke til H inder for, at en A uktionsleder, der tillige er Inkassator, paa en ny A uktion sælger Ting, som er taget tilbage paa G rund af A uktionskøberens Misligholdelse, jfr. Instr. § 7, Pkt. 12. For at værne Statskassen mod Omgaa- else af A fgiftsreglerne bestemmes det endvidere i Lovens § 15, at det er en A uktionsleder forbudt i T ilknytning til en afholdt A uktion at medvirke ved Salg underhaanden af en opraabt,

20) I utr. J. M. Skr. 24. Septbr. 1936 er det udtalt, at A u k tion s- lederen ikke har B eføjelse til at give H enstand .

2 5 3

men ikke ved Auktionen solgt G enstand eller at modtage V ederlag i Anledning af saadant Salg.

B. Om F r e m g å n g s m a a d e n v e d de frivillige A uktioner over fast Ejendom eller registreringspligtige Skibe, som F o g e d e n afholder, har den nye Lovgivning ikke givet Regler. Nogen V ejledning kan maaske nok de om Auk- tionslederauktioner gældende Regler give. Sædvanlig vil man dog snarere følge lignende Regler som ved Tvangsauktion, m en heller ikke disse kan anses for bindende21). D er findes im idlertid i den ældre Lovgivning enkelte Forskrifter. Ved Fr. 19. Decbr. 1693 § 9 paabydes det saaledes udtrykkeligt at opraabe 3 Gange efter det højeste Bud (»første, anden, tredje Gang«)22); derim od anvendes den i Fr.s § 12 hjem lede Frem gangsmaade ved A uktion over faste Ejendomme (med et tæ ndt Lys, der skulde brænde ud) ikke mere. N aar Fr.s § 8 udtaler, a t Rekvirenten eller hans Fuldmægtig altid skal være til Stede ved Auktionen, maa dette dog vistnok blot forstaas saaledes, a t Fogeden, naar han m aatte ønske det, kan forlange deres Tilstedeværelse, men det forlanges vistnok altid.

D et staar Rekvirenten frit for at lade afholde flere A uktioner, men dette vil der praktisk set kun blive Spørgsmaal om med Hensyn til faste Ejendomme, og det er ogsaa ved A uktion over saadanne kun sjældent.

Hvis Køberen misligholder sine Forpligtelser, skal de købte V arer ifølge Fr.’s § 18 igen sælges paa hans Risiko og Bekostning.

IV. A. Med Hensyn til Tvistigheder under A uktioner, der afholdes af en A u k t i o n s l e d e r , bestem m er Lov 1935 § 16, a t A uktionslederen selv afgør Tvistigheder vedrørende Frem- gangsm aaden under en frivillig A uktion. De Spørgsmaal, der opstaar f. Eks. om Budsummens Størrelse og hvem, der skal have Hammerslag, er nemlig af en saadan Beskaffenhed, at de maa afgøres straks, og at de uden Betænkelighed kan overlades til Afgørelse af Auktionslederen. Med Hensyn til andre Indsigelser s taar den almindelige Adgang til at nedlægge Fogedforbud aaben, men der er tillige Adgang til at nedlægge

21) Jfr. herved U . 1877. 253.22) Jfr. J .M . Skr. N r. 240, 26. Aug. 1911.

254

Protest til Auktionsbogen, og Auktionen skal da i det Omfang, Protesten nødvendiggør dette, standses, under Forudsætning af, at der, for saa vidt det forlanges af Auktionslederen, uopholdelig stilles en af denne fastsat Sikkerhed for Standsningens Følger. A uktionslederen tilstiller derefter Fogeden U dskrift af Auktionsbogen, og F o g e d e n afgør23), om P ro testen har væ ret berettiget, og fastsæ tter i benægtende Fald den eventuelle Erstatning, idet der finder en Procedure Sted i O verensstemmelse med Rpl. Kap. 52.

For saa vidt angaar de Tilfælde, hvor A uktionslederen afholder T v a n g s a u k t i o n , følger det af Retsplejelovens Regler, a t alle Indsigelser maa afgøres af Fogeden ved Kendelse, saaledes at A uktionen i fornødent Omfang maa stand ses, uden at der i denne Anledning kan kræves Sikkerhedsstillelse, jfr. § 16, Stk. 2.

B. Med Hensyn til frivillige A uktioner over fast E jendom, der afholdes af F o g e d e n , gælder stadig Reglerne i den midlertidige Lov om frivillige A uktioner Nr. 95, 11. A pril 1916. H erefter skal Fogedens A fgørelser i disse Auktionssager altid p a a k æ r e s til Landsretten, hvorim od der i M odsæ tning til, hvad der efter Rpl. § 593 gælder om Klager over U dlæg eller Tvangsauktion, i in tet Tilfælde synes at blive Tale om Anke. D ette hænger vistnok sammen med, at Spørgsmaal om Rekvirentens m aterielle Ret til at afholde A uktion sjæ ldent ved frivillige A uktioner vil blive forelagt Fogeden, men sædvanlig vil finde sin Afgørelse ved de almindelige Dom stole.

23) D enn e A fgørelse m aa form entlig kunne appelleres efter R p l.’s R egler om A p p el over for Fogedens K endelser under T vangsauktion , jfr. K o m m e n t e r e t R p l . II. S. 1592, N o te 57.

Anden Underafdeling:

Andre Fyldestgørelsesmaader end Tvangsauktion.

§ 22.

I. For Pengekrav.A 1). N aar der gøres Udlæg i Penge eller Pengesedler,

der her i Landet er » l o v l i g e B e t a l i n g s m i d l e r«2), bliver der selvfølgelig ikke Spørgsmaal om at stille disse til offentlig Auktion, men de vil, jfr. § 503, sidste Stk., straks blive endelig u d l a g t t i l E j e n d o m3). H vad fremmed M ønt angaar, maa Fogeden vistnok ogsaa, for saa vidt de har en fast Kurs, kunne udlægge K reditor dem til E jendom efter Kursværdien; i hvert Fald maa K reditor havde Adgang til, i Stedet for at sæ tte dem til Auktion, i Analogi med Rpl. § 557 at lade dem bortsælge ved et paalideligt Pengeinstitut. Med Hensyn til Værdipapirer, der har Kurs, eller andre Fordringer maa de i Rpl. §§ 557 og 558 angivne Fyldestgørelsesm aader anses for udtøm mende, saa at Fordringshaveren ikke kan have Ret til selv at overtage dem til Ejendom efter Kursen eller deres paalydende Beløb4).

H vor ellers udlagte Ting overdrages U dlægshaveren til E jendom i Stedet for at bortsælges ved Auktion, maa dette anses for en rent privat D isposition (»datio in solutum«), der f. Eks. ikke kan have den eksstingverende Virkning paa senere H æ ftelser, som er kny tte t til Tvangssalg, og som ogsaa med H en

x) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 230— 1.2) Jfr. herom H e n r y U s s i n g : O bligationsret A lm . D el 3.

U dg. S. 32— 33.3) Jfr. U . 1889. 481 og N e l l e m a n n : E xecu tion S. 186, N o te 1.

Se ogsaa herved U . 1940. 961.4) Jfr. U . 1896. 162 (165).

256

syn til A fkræftelse maa være undergivet Reglerne for frivillige A fhæ ndelser efter K. L. § 20.

B. Lige med kontant Betaling maa stilles Fyldestgørelse gennem M o d r e g n i n g , idet D om haveren ikke kan vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer paa ham selv5), naar disses Rigtighed anerkendes, jfr. Rpl. § 503, 3. Stk. i Slutn., hvorm ed dog utvivlsom t maa stilles i Klasse, at de er fastslaaet ved retskraftig Dom 6). Rpl. indeholder saaledes en særlig Indskrænkning i Adgangen til at gøre Modregning gældende7). Derim od indeholder den ingen selvstændig H jem mel for Modregning, som ikke iøvrigt er hjem let8).

C9). For et enkelt Tilfælde er der hjem let Adgang til e f- t e r f o r s ø g t A u k t i o n at overtage det udlagte til E jendom. Ifølge § 57810) er nemlig e n h v e r P a n t - e l l e r U d l æ g s h a v e r n ), altsaa ikke blot Rekvirenten, for saa vidt han under A uktionen har g j o r t d e t h ø j e s t e B u d og herved vil f a a A n d e l i A u k t i o n s s u m m e n u d e n d o g f u l d t u d a t f y 1 d e s t g ø r e s 12), berettiget til at forlange sig Ejendom m en udlagt for dette, naar han paa A uktionen, forinden Adgang til at byde er sluttet, tilkendegiver denne Hensigt og derved giver fornøden O pfordring til at gøre Overbud. H an har da at f o r l a n g e A u k t i o n e n s t a n d s e t og derefter med U dskrift af det stedfundne13)

5) Jfr. herved U . 1938. 395 (596) og 1938. 987, hvorom K o m- m e n t e r e t R p l . I. S. 686, N o te 2.

°) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 27. M aj 1936.7) Jfr. herved H e n r y U s s i n g : O bligationsret A lm . D el, 3.

Udg. S. 421— 22.8) Jfr. U . 1946. 151 m ed H en syn til M odregning overfor et Krav

paa Feriegodtgørelse. Se iøvrigt herved ovfr. S. 159, N o te 7.°) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 234— 36.

10) T id ligere T. A . L. § 38.n ) O m ensidige G r u n d b y r d e r jfr. V i n d i n g K r u s e :

E jendom sretten 2. Udg. III. S. 1553, m en cfr. om de gensidige sm st. S. 1555.

12) Cfr. herved U. 1937. 960 og 1938. 130.13) En saadan U d sk rift syn es egentlig ikke fornøden, naar ogsaa

se lv e A u k tion en efter Rpl., i M odsæ tning til tid ligere e fter T. A . L., afholdes af Fogeden, jfr. saaledes ogsaa ved a lm in delig t A u ktionssa lg §§ 541, 560, 1. Stk. i Slutn.; m uligvis beror B estem m elsen paa en In- kurie, jfr. R. U. N r. 18 i U . 1920. B. 198.

257

sam t med Bevis for, at han har opfyldt A uktionsvilkaarene14), a t h e n v e n d e s i g t i l F o g e d e n (eller eventuelt Skifteretten) for af denne at faa sig Ejendom m en udlagt15). Den, der saaledes lader sig Ejendom m en udlægge, maa have samme Ret som A uktionskøberen til at forlange de Behæftelser, der ikke dækkes af Købesummen, udslettede. A ngaaende denne Bestemmelse, navnlig om det ved Lov Nr. 81, 23. M arts 1932 tilføjede 2. og 3. Stykke, maa forøvrigt henvises til E jendom sre tten 16).

D 17). Som berørt, findes der i §§ 557 og 55818) nogle sæ rlige Bestemmelser om Adgangen til at søge Fyldestgørelse i V æ r d i p a p i r e r o g F o r d r i n g e r .

N aar der er g jort Udlæg i V æ r d i p a p i r e r , s o m h a r K u r s paa Københavns Børs, eller i udenlandske S tatspapirer, A ktier og lignende Effekter, paa hvilke der noteres Kurs paa fremmede Børser, skal Fogeden efter § 557 efter Udlægshaverens Begæring besørge disse Effekter s o l g t v e d e t p a a l i d e l i g t P e n g e i n s t i t u t (ikke ved en V ekselm ægler som efter K. L. § 155), og det siges udtrykkelig, at de »ikke bliver at forauktionere«.

E fter § 558 kan Udlægshaveren, naar Udlæg er givet i F o r d r i n g e r a f a n d e n B e s k a f f e n h e d , v e d e n a f

14) Se herved U . 1940. 171 og V . L. T. 1941. 24.15) F ogeden maa da v istn ok ogsaa kunne tage Spørgsm aal om ,

hvor v id t vedkom m end e Pant- eller U dlæ gshaver har o p fy ld t Vil- kaarene, under Paakendelse, jfr. U . 1923. 198. D erim od er det i D om U . 1929. 1161 antaget at ligge uden for F ogedrettens K om petence ex o ffic io at rejse Spørgsm aal om , h vorvid t der ved T ransporten paa den paagæ ldende Pantefordring er sk et en O vertræ delse af en K reditforen ings Statutter. Se i øvrigt herved U . 1929. 569, 1934. 1089*, 1935. 369, 1935. 1100, alle refereret K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 794— 795.

10) V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. S. 1699— 1700, T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 384—85, jfr. ogsaa D om m e U . 1908. 673, 1907. 197, 1906. 737, 1902, 775, 1898. 101, 1895. 479 sam t om § 578, 2. og 3. Stk., foruden de hos V ind ing Kruse 1. c. anførte A fgørelser U . 1932. 219, 245, 1933. 241 (H ), 1934. 107 (H ), 154, 587, 696 (H ), 1935. 991, 1936. 627, 1940. 622 (H ), 1941. 731 (H ) og 1942. 310 (H ). Se ogsaa J. D . 1942. 109.

17) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 183— 84, 236— 37, A u ctio n S. 88— 90.

18) Jfr. tid ligere T. A . L. §§ 17 og 18.


258

h a m a n t a g e t I n k a s s a t o r , der skal autoriseres af Fogeden, jfr. §’ens 2. S tykke19) og stille Sikkerhed efter Fogedens Bestemmelse, l a d e d e m i n d k r æ v e hos vedkom m ende Skyldner, efterhaanden som de forfalder20). H an h a r dog o g s a a A d g a n g t i l a t s t i l l e F o r d r i n g e r n e t i l A u k t i o n , og dette vil han sædvanlig foretrække, naar der vil hengaa længere Tid, før Forfaldstiden indtræder.

De Pengebeløb, der indkommer, naar der gaas frem efte r §§ 557 og 558, skal efter § 559 indbetales til Fogeden, som derefter har at gaa frem efter Reglerne i §§ 554 og 555.

E21). D er antoges efter den tidligere Procesordning ikke blot i det særlige, i D. L. 5—7—8 og 9 med Hensyn til P an thaveren hjem lede Tilfælde, men i al A lmindelighed at bestaa en Adgang for Rekvirenten til, i Stedet for at sæ tte E jendom men til Auktion, at søge Fyldestgørelse i en fast Ejendom,, der tilhører Rekvisitus, paa den Maade, at R ekvirenten o v e r t a g e r d e n a l m i n d e l i g e A d m i n i s t r a t i o n a f E j e n d o m m e n og da oppebæ rer de deraf flydende Indtægter, saaledes at N ettoudby tte t gaar af paa hans T ilgodehavende22). Denne Ordning23) gav im idlertid Udlægshaveren en ret betænkelig Adgang til at spekulere paa E jerens Bekostning24), og den ophævedes derfor i A lmindelighed vedRpl.

a. H erefter skal nemlig Dom haveren, n a a r d e n d o m f æ l d t e e r E j e r af Ejendommen, ikke mere kunne skaffe sig Fyldestgørelse gennem en saadan Tvangsbrug af den, jfr. § 504 e contrario. Dog maa der ogsaa efter Rpl. antages a t

10) Cfr. U . 1929. 578 om en ikke af Fogeden autoriseret P erson . Cfr. ogsaa J. D . 1937. 100.

20) Jfr. U . 1928. 621 og 1929. 578 sam t før Rpl. U . 1896. 162, 1899. 335, 1899. 428, 1903. 549, 1908. 423, 1910. 756.

21) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 231, 250— 54.22) E fter s v e n s k R et er Forholdet efter en L ov af 17. Juni 1921

det, at m an anerkender T vangsforvaltn in g af fast E jendom som sid eordnet m ed A u ktion , jfr. Å k e H a s s l e r : E xecu tion srätt II. S. 414 ff. og K a r l O l i v e c r o n a : U tsök n in g S. 204— 205.

23) Jfr. angaaende den nærm ere O rdning T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 692— 95.

24) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 139 (241—42).

259

være opretholdt den hidtil bestaaende Adgang for R ekvirenten til, n a a r E j e n d o m m e n s S a l g s v æ r d i efter den under Udlægsforretningen foretagne V urdering i k k e kan antages at være t i l s t r æ k k e l i g til at dække U dlægshaveren, m i d l e r t i d i g , indtil Tvangsauktionen kan finde Sted, tillige at oppebære Indtæ gterne af Ejendom m en25), jfr. M otiverne26) til og Forudsætninger i Rpl. § 505, 3. Pkt., og § 529, 1. Stk. Denne Adgang bliver i Praksis hyppig beny tte t27).

b. Ellers skal der kun gives Dom haveren Adgang til at søge Fyldestgørelse i en Ejendom s Indtæ gter i Tilfælde, hvor d e n d o m f æ l d t e i k k e s e l v e r E j e r a f E j e n d o m m e n , m e n a l e n e h a r e n B r u g s r e t o v e r d e n . E fter § 504 kan der nemlig gøres Udlæg i D om fældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæ sterettigheder28) eller i andre B rugsrettigheder over faste Ejendom m e (herunder ogsaa indbefattet den Indtægtsnydelsesret, der f. Eks. tilkom m er Bene- ficiarier) paa den Maade, at E jendom m en ved Fogedens Foranstaltning adm inistreres til Dom haverens Fordel, og Indtæ gterne af den benyttes til dennes Dækning paa samme M aade som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Beløb. Om nogen almindelig Fordeling af Indtægtsbeløbet, saaledes som af Auktionssummen, naar Ejendom m en endelig realiseres, jfr. navnlig §§ 568 og 581, bliver der dog her ikke Tale, men Indtægterne maa forudsæ ttes alene at skulle komme den paagældende Dom haver selv til Gode, jfr. de lige anførte U dtryk i § 504 »adm inistreres til Dom haverens Fordel« og »Indtægterne af den benyttes til dennes Dækning«, og § 508, næ stsidste Stk.,

25) Jfr. U . 1888. 902.20) anf. Sted sam t ad § 351 Sp. 151 (254).27) Jfr. om saadant U d læ g i L ejeind tæ gten s a m m e n m e d U d

læg i E jendom m en D om U . 1933. 764. D e t m aa dog ogsaa ved saadant U d læ g væ re en Forudsæ tning, at det ikke drejer sig om O ppe- bæ relse af Indtæ gter læ ngere ud i F rem tiden, jfr. U . 1938. 139 refereret ovfr. S. 73— 74, N o te 42, hvor Spørgsm aalet om s æ r s k i l t U d l æ g i L ejeind tæ gt uden F orbindelse m ed U dlæ g i fast E jendom behandles.

28) U n der U d try k k et »D om fæ ld tes L ejerettigheder« gaar i k k e det L e j e k r a v , som en L ejer m aatte have p a a en F r e m l e j e - t a g e r . O m der kan gøres U d læ g i et saadant Krav, m aa afgøres efter R eglerne i Rpl. § 511.

17*

260

hvorefter Ejendom m en igen skal overleveres til Skyldneren, saa snart Dom haveren er blevet dækket. En anden Sag er, at tidligere berettigedes Ret kan være til H inder for, at Dom haveren saaledes overtager Ejendommens Adm inistration.

D et siges nemlig udtrykkelig i Slutn. af § 504, hvad der forøvrigt maa anses for en Selvfølge, at hele den nævnte O rd ning kun kan finde Sted, »for saa vidt saadant kan ske uden at krænke andres Ret«. Navnlig vil selve Brugsrettens personlige K arakter kunne udelukke den paagældendes K redito rer fra at udøve den. H vor B rugsretten undtagelsesvis ligefrem kan overdrages til andre, jfr. saaledes Lov om Fæste- gaardes Bortforpagtning 25. Juni 1870 § 3, vil U dlejeren selvfølgelig ikke kunne m odsætte sig, at Lejetagerens K reditorer lader sig give Udlæg til Forauktionering i Brugsretten, hvis de foretræ kker denne Fremgangsmaade, hvorved den særlige O rdning efter § 504 bliver overflødig. Den vil derim od finde sin Hovedanvendelse i de, dog næppe meget talrige Tilfælde, hvor Brugsretten vel ikke er ligefrem overdragelig, men det dog ikke er udelukket, at en Udøvelse af R ettigheden i større eller m indre G rad kan foregaa ved andre end Lejetageren selv29).

Som noget nyt er der dog ved Rpl. i Lighed med, hvad der ofte gælder i fremmed R et30), indført en vis offentlig Kontrol med Dom haverens A dm inistration. Ifølge § 508 skal nem lig F o g e d e n overgive A dm inistrationen til en af ham godkendt B estyrer og træffe de iøvrigt fornødne Foranstaltninger. Denne B estyrer skal aflægge Regnskab til Fogeden og aflevere O verskudet til denne, og alle Spørgsmaal angaaende E jendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelse og den tvungne A d m inistrationens O phør skal afgøres af Fogeden.

For saa vidt Ejendom m ens Bestyrelse m aatte give U nderskud, hæ fter Dom haveren herfor, og Fogeden kan med H en

20) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 350 Sp. 151 (253— 54).

30) Saaledes efter tysk R et ifø lge R eich sgesetz über die Z w an gsversteigerung und die Z w angsverw altung af 24. M arts 1897 I. A b schn itt. T ite l 3 §§ 146— 161, jfr. A r t h u r N u s s b a u m : D ie Z w angsversteigerung und Z w angsverw altung (1916) S. 208 ff. og A d o l f S c h ö n k e : Z w angsvollstreckungsrecht (1939) S. 173— 75.

261

syn hertil afkræve ham en Sikkerhedsstillelse, naar han anser det fornødent.

c. Uafhængigt af disse Bestemmelser maa dog antages at være opretholdt den særlige Ret, der ved D. L. 5—7—8 og 9 er hjem let Panthaverne i en fast Ejendom til at tage P antet til Brugelighed31). O pretholdt er ogsaa den Adgang, som ved A m tstuefr. 8. Juli 1840 § 21 for Skatterestancer hos »Bene- ficiarier, Fideicommissarier og Usufructuarier« er hjem let det offentlige til at overtage Ejendom m ens A dm inistration for at blive fyldestgjort gennem dens Indtægter, jfr. § 609, 2. Stk., og M otiverne32). De Forskrifter, der i A m tstuefrdn. gives om A dm inistrationen, m inder dog stæ rk t om Rpl.’s Ordning. D erimod foreskriver D. L. 5—7—9 ikke nogensom helst offentlig Kontrol med Panthaverens Bestyrelse, og skønt Grundene til at paabyde en saadan Kontrol her ganske synes at passe, lader Bestemmelserne i § 508, der udtrykkelig er begrænset til det Tilfælde, at »Fyldestgørelse søges paa den i § 504 om handlede Maade«, altsaa gennem Udøvelse af en dom fældts Brugsrettigheder, sig næppe overføre paa dette Tilfælde, hvor der ifølge en viljesbestem t P anteret søges Fyldestgørelse i Indtæ gterne af Pantsæ tterens Ejendom. En anden Sag er, at P an thaveren overfor E jeren maa have Regnskabspligt, og at han efter D. L. 5—7—6 kan ifalde Erstatningskrav for Skade, der tilføjes P an tet33).

31) Et S k a d e s l ø s b r e v giver ikke uden videre R et til at tage P antet til Brugelighed, jfr. U . 1925. 979, m en hertil m aa ligesom ved A dgangen til E ksekution uden L ovm aal og D om efter Rpl. § 478 Nr. 4 kræ ves en klar A n erkend else fra Skyldneren af G æ ldens Størrelse og Forfaldstidens Indtræ den, f. Eks. ved et Forlig, jfr. V i n- d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1691 og U . 1929. 738 (H ). A d gangen til at tiltræ de P antets Brug tilkom m er derim od ogsaa den, der har P antebrevet i H aandpant, jfr. V ind ing K ruse 1. c. S. 1692. O m T inglysn in g af Brugspant, se U . 1928. 738. O m U d tagelsesret efter Rpl. § 509, 2. Stk., se U . 1929. 530. Se endvidere U . 1934. 625 om R etten til ikke oppebaarne Lejesum m er.

32) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 151 (253).:w) Jfr. herved V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III.

S. 1692— 93, H øjesteretsdom m e U . 1925. 55 og 1927. 602 sam t m ed H en syn til D isp osition er til Skade for en bedre prioriteret Panthaver U. 1932. 783 (H ) og 1933. 620.

II. For andre Krav.§ 23.

A. Paa Grundlag af Dom eller Forlig.I. A. Med H ensyn til Krav paa andet end Penge var det

normale Middel til at fremtvinge dem efter den tidligere P rocesordning Tvangsm ulkter, subsidiært Gældsfængsel, efter de nærm ere Regler i Fr. 6. A pril 1842; dog var der ved Siden deraf hjem let Dom haveren en vis Adgang til a t faa sig E rstatning tilkendt for Pligtens Ikke-Opfyldelse.

E fter Rpl. afskaffes derim od System et med Tvangsm ulkter og Gældsfængsel helt ved civilretlige Forpligtelser1), og man opstiller i Stedet derfor, navnlig efter fransk Rets Forbillede2), i § 493 den Regel for Eksekution af Handlingsdomme, at den skal ske derved, at Dom haverens Interesse i Dommens E fterkommelse anslaas i Penge, og at Beløbet derefter inddrives, hvorhos der i § 499 foreskrives særlig Straf for modvillig Over- sidden af Dommen. Som G rund til, at m an har opgivet det hidtilværende System, anføres det i M otiverne3), at dets p rak tiske Brugbarhed beror paa, at Tvangsm ulkterne om fornødent kan afløses af Gældsfængsel; men at tillade en privat Person til Fremtvingelse af en civilretlig Forpligtelse4) efter eget Forgodtbefindende at berøve en anden hans personlige Frihed, tilmed, som det hjem ledes ved en Fr. 17. Febr. 1847 § 6, for et T idsrum af indtil 3 Aar, maa anses for at være i bestem t Strid med m oderne G rundsætninger. D er kan ogsaa frem-

x) Jfr. fra O vergangstiden D om m e i M edfør af Rpl. § 1036 U . 1920. 53, 57 og 456 (459).

2) C ode c iv il art. 1142: »T oute ob ligation de faire ou de ne pas faire se résout en dom m ages et in térêts, en cas d ’in exécu tion de la part du débiteur«.

3) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 133 (235) ff.4) Cfr. derim od om Forpligtelser overfor det o ffen tlig e ndfr. S. 264.

263

komme et s tæ rk t M isforhold mellem M iddel og Maal, naar d e t tillades en D om haver til Fremtvingelse af en maaske i sig selv ubetydelig R ettighed at anvende Tvangsm ulkter næ sten uden Tidsgrænse, ligesom det er betænkeligt, at Tvangsmulk- terne kan anvendes uden positivt Bevis for, at der foreligger virkelig M odvilje fra Dom fældtes Side, medens paa den anden Side den i og for sig ubillige Ordning, at Dom haveren selv skal betale O m kostningerne ved Dom fældtes H ensættelse i Gældsfængsel, gør et meget væsentligt Skaar i System ets Effektivitet.

D et er dog et Spørgsmaal, om disse Betragtninger er tilstrækkelig vægtige til at begrunde en fuldstændig Afskaffelse af det tidligere System, der vistnok gennemgaaende havde virket godt, og som ogsaa findes i adskillige frem mede Procesordninger5). D et vilde vistnok, til a t fjerne de væsentligste Betænkeligheder ved det, have væ ret tilstræ kkeligt noget at begrænse dets Omraade, saaledes at det navnlig helt udelukkedes ved Forpligtelser af mere personlig K arakter, og at der tillagdes Dom m eren en regulerende M yndighed ved dets A nvendelse paa lignende M aade som med H ensyn til personlige Tvangsm idler overfor V idner efter § 177, 2. Stk.G). Paa den anden Side vil det Straffængsel paa det offentliges Bekostning, som Rpl. indfører for Tilsidesæ ttelsen af Handlings- domme, vistnok hyppigere end hidtil kunne m edføre Frihedsberøvelse for den dom fældte, og den A nsæ ttelse af Dom haverens Interesse i Penge, der skal finde Sted, vil, som det nedenfor nærm ere vil blive om talt, ofte volde betydelig V anskelighed. Betegnende er det ogsaa, at man i fransk Retspraksis til en vis G rad har søgt at komme bort fra Lovbogens O rd ning, der vistnok nærm est kun er en Rest af den gamle rom erretlige Sætning »condemnatio sem per pecuniaria«, og under N avn af Erstatning har paalagt den dom fældte Ydelser, der i V irkeligheden ikke er bestem t efter det Tab, som Dom haveren har lidt, men efter Flensynet til derigennem indirekte a t tvinge den dom fældte til at efterkom m e selve Handlefor-

5) Saaledes e fter den tysk e C. P. O. § 888, den østrigske E xekutionsordnung § 354 og den norske T v a n gsfu ld b yrd elseslov § 239.

°) Jfr. D . R p 1. I. S. 218 og T v i s t e m a a l S. 165.

264

pligtelsen, saaledes at Dommen endogsaa ligefrem kan lyde paa, at Dom fældte skal betale saa og saa meget for hver Dag, han sidder Dommen overhørig7).

D et er im idlertid kun med Hensyn til civilretlige Forpligtelser, at Tvangsm ulkter afskaffes. Derimod kan Tvangsmulk- te r stadig anvendes til Fremtvingelse af F o r p l i g t e l s e r m o d d e t o f f e n t l i g e , jfr. herved Rpl. § 997, 3. Stk., hvorefter der i Domme, »hvorved nogen tilholdes at opfylde en Forpligtelse mod det offentlige« kan fastsæ ttes »en fortløbende Bøde«, der tilfalder Statskassen8). Saadan Bøde maa idømmes i Strafferetsplejens Form er9). Om de Tilfælde, hvor Loven hjem ler en Forvaltningsm yndighed Adgang til selv at fastsæ tte Tvangsbøder, maa henvises til Forvaltningsretten10).

a. Som det normale M iddel til Fyldestgørelse af H and- lingsdomme tæ nker Loven sig altsaa en vis G o d t g ø r e l s e i P e n g e . De nærm ere Regler herom findes i § 493.

I §’ens 2. Stk. forudsæ ttes et saadant Pengevederlag allerede at kunne være fastsat i s e l v e D o m m e n . Der kan vel i k k e være Tale om, at S a g s ø g t e under Sagen kan nedlægge Paastand paa, at Dommen skal lyde paa Pengebetaling som A lternativ; han vilde jo ellers altid paa den M aade kunne fri sig for sin Handleforpligtelse. Derim od maa en saadan Adgang staa S a g s ø g e r e n aaben, saaledes at han, om han ønsker det, kan faa Dommen affattet som en a l t e r n a t i v Namsdom, der om fornødent eksekveres paa den for saadanne Domme almindelige Maade, men han maa da altid

7) Jfr. G a r s o n n e t & C é z a r B r u : T raité de procedure 3. éd. IV . S. 10 ff.

8) Jfr. som Eksem pler U . 1922. 56: Paalæg efter Sund hedsvedtæ gten; 1924. 801: U d levering af Førerbevis; 1922. 91 (H ), 1922. 938 og 1927. 40 (H ): Paalæg efter B ygningslovgivn ingen; 1924. 100 og 1930. 179: G en oprette lse af ned lagt H usm ands- eller A vlsbrug; U . 1936. 1023: Paalæg efter Fæ rdselsloven og U. 1936. 1152: Paalæg efter Brand- politiloven .. °) Jfr. U . 1943. 197, der afv iste en i den borgerlige R etsp lejes For

mer anlagt Sag, under hvilken en K om m une under T vangsbød e havd e paastaaet en Person tilp lig tet at ophøre m ed en B eboelse, der form entes at stride m od B ygningsreglem entet. — A lle de i N o te 8 n æ vn te E ksem pler angaar ogsaa Straffesager.

10) Jfr. P o u l A n d e r s e n : F orvaltningsretten , 2. Udg. S. 533 ff.

265

finde sig i at blive fyldestgjort gennem D om fældtes Betaling af den fastsatte Vederlagssum. Sagsøgeren maa im idlertid ogsaa, hvis han foretræ kker det, kunne paastaa Dom m en affa tte t saaledes, at den p r i n c i p a l t paalægger Sagsøgte direkte Opfyldelse, men samtidig subsidiært fastsæ tter en Godt- gørelsessum. Han kan da, naar Dom fældte ikke efterkom m er Dommen, først forsøge Straffesag efter Reglerne nedenfor under b, og, hvis dette ikke fører til noget, lade det i Dom men fastsatte Beløb inddrive, ligesom der heller ikke om vendt er noget til H inder for, at den, der subsidiært har faaet en Godtgørelsessum fastsat, først forsøger denne inddrevet og, hvis dette ikke lykkes, derefter anlægger S traffesag11).

Hvis der ikke i selve Dommen er fastsat et saadant Pengevederlag (hvad der i Praksis ikke plejer at ske), kan D om haveren ifølge §’ens 2. Stk. u n d e r F o g e d f o r r e t n i n g e n faa et Beløb fastsat. Endelig vil Pengevederlaget ifølge §’ens sidste Stk. ogsaa kunne fastsæ ttes under den S t r a f f e s a g , der ifølge § 499 m aatte blive anlagt mod Domfældte.

Om noget Vederlagsbeløb bliver der dog ikke Tale, for saa vidt en efter Dommens Afsigelse ind traad t Umulighed eller andre lignende Om stændigheder (f. Eks. Opfyldelse, Eftergivelse eller K reditors Mora) efter den borgerlige Rets G rundsæ tninger har befriet Dom fældte uden tillige at m edføre Erstatningspligt for ham; paa G rund af Reglen om »perpetuatio obligationis« i Tilfælde af Skyldnerens M ora12) vil dog en efterfølgende Umulighed kun sjæ ldent m edføre denne Virkning.

Angaaende s e l v e F a s t s æ t t e l s e n af Vederlagsbelø- bets Størrelse indeholder § 493 nærm ere Regler særlig for det praktisk vigtigste Tilfælde, at det skal ske under Fogedforretningen13), men lignende Synspunkter maa finde Anvendelse, hvor Pengevederlaget fastsæ ttes ved selve Dommen eller senere under Straffesagen.

n ) Jfr. M ot. til U d kast 1899 ad § 339 Sp. 146—47 (248— 49).12) Jfr. J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret, A lm . D el, 3.

U dg. S. 440, H e n r y U s s i n g : O bligationsret, A lm . D el, 2. U dg. S. 138— 39.

ia) O m Sportu leringen i disse T ilfæ ld e, se Skattedepm . Skr. N r. 28, 26. Januar 1922.

266

Fogeden skal fastsæ tte d e t P e n g e b e l ø b , h v o r t i l D o m h a v e r e n s I n t e r e s s e m a a a n s l a a s 14). Men tilføjes det yderligere: »Kan Ydelsen i og for sig ikke anslaas til Penge, kan Fogeden i Stedet derfor sæ tte e n G o d t g ø r e l s e i P e n g e « . Herved stilles der i V irkeligheden Fogeden en ganske umulig Opgave, naar han saaledes i Penge skal vurdere, hvad der netop forudsæ ttes a t være uvurderligt, og denne Ordning vil da let give Vilkaarligheden et sto rt Spillerum. Den M aalestok, som M otiverne15) m ener at finde i A l ten og Styrken af den Interesse, Dommens Opfyldelse har for Domhaveren, har næppe nogen synderlig objektiv Værdi, og naar det tilføjes, at det vil være naturligt kun at fastsæ tte en ringe Godtgørelse, hvor den hele Proces nærm est kun beror paa T ræ ttekæ rhed og Retshaveri fra D om haverens Side, og om vendt en meget sto r Godtgørelse, hvor den er afgørende for Dom haverens Ve og Vel, — synes dette ret selvfølgeligt. H ovedsynspunktet maa dog være, hvad der f o r D o m h a v e r e n kan anses for at være en rimelig Erstatning eller Godtgørelse, medens det ikke vilde være stem m ende med Lovens Tankegang, om Fogeden, i Lighed med den ovenfor berørte franske Retspraksis, vilde bestemme Beløbet efter, hvad der o v e r f o r d e n d o m f æ l d t e kunde antages at ville virke som praktisk M otiv til, at han i Stedet opfylder selve sin Handleforpligtelse.

Fogeden skal i Reglen foretage A nsæ ttelsen med Bistand af V idnerne (eventuelt det enkelte Vidne), som er til Stede ved Forretningen, eller andre særlig tilkaldte Mænd, jfr. § 480.2. Stk.16), men han fastsæ tter dog Pengevederlaget efter sit

14) Jfr. D om m e U. 1924. 168 (In teresse i R egnskabsaflæ ggelse ikke fastsa t), 1926. 53 (In teresse i A fg iv e lse af en Sp ecifik ation derim od fastsa t), J. D . 1942. 205 (In teressen i en m od R ekvirentens R ettigh ed er str idende K onkurrence fastsat til 400 Kr. aarlig) sam t utr. kbh. F. R. KK. 20. A p ril 1920 (i S ted et for et Brændselsrum , der var berøvet D om haveren , g ivet et n y t Rum sam t E rstatning for U d gifter til N e d bæring, da R um m et laa paa L o ftet i S ted et for tid ligere i K æ lderen), 21. A u gust 1920 (In teressen i T rappebelysn ing fastsat), 6. Septem ber 1920 (g ivet E rstatning for T ing, der ikke ifø lge D om var tilb ageleverede, m en ikke for m ulige M angler ved de tilb agelevered e T ing).

15) til C i v i 1 p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 135 (237).1G) Jfr. herved R. U . N r. 208 i U . 1923. B. 271.

267

Skøn over Om stændighederne uden at være bundet ved disse M ænds Anskuelse. Som almindeligt Synspunkt angives det, at Fogeden navnlig har at drage Omsorg for, at D om haveren faar fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde hellere har at fastsæ tte denne rigelig end at udsæ tte Dom haveren for at lide noget Tab ved, at Dom m en ikke efterkom m es17). Men der kan, naar Ydelsen overhovedet lader sig ansæ tte i Penge, ikke være Tale om at gaa ud over dens virkelige V æ rdi og f. Eks. tillægge D om haveren en særlig Godtgørelse for den Tort, han m aaske lider ved ikke, som han ønskede, at faa selve Tingen.

b. Som berørt er der endvidere hjem let S t r a f for den, der m o d v i l l i g undlader at efterkom m e en Handlings- dom 18), idet der ifølge § 499 af Dom haveren kan anlægges en privat Straffesag, hvorunder han kan faa den dom fældte døm t til Straf af Bøder eller H æ fte19).

N aar Straffedom saaledes er afsagt over Domfældte, har endelig ogsaa P o l i t i e t paa Dom haverens Begæring at yde Bistand til hans Rets Gennem førelse ved at opsøge og fratage Dom fældte de ham frakendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der er foretaget i Strid med D om haverens Ret, og deslige. D ette faar dog særlig Betydning med H ensyn til Undladelsesdomme, jfr. om disse straks nedenfor under B.

B. De samme Eksekutionsm idler skal ifølge §§ 497 og 499 ogsaa finde Anvendelse paa det Tilfælde, at den dom fældte skal u n d l a d e n o g e t ; men H ensyn til saadanne U ndladelsesdomme hjem lede forøvrigt allerede tidligere Fr. 6. April 1842 § 8 en ganske lignende Ordning. D er bliver altsaa ogsaa, naar saadanne Domme tilsidesættes, Spørgsmaal enten om E rstatning eller Godtgørelse eller om Straf20). Denne vil end-

17) Jfr. om B eviset for Skadens Størrelse i A lm in d eligh ed J u l . L a s s e n : H aandbog i O bligationsret, A lm . D el, 3. U dg. S. 353 ff.

18) V ed H øjesteretsd om U . 1940. 36 er det antaget, at der ikke kan g ives H andlingsdom under Strafansvar efter Rpl. § 499 til G en n em førelse af »S a m k v e m s r e 1 1 c n«. Cfr. derim od D issen sen . Sml. herved N o te 27 og ndfr. S. 292.

10) Se herved U . 1941. 175 og J. D . 1942. 99.20) Jfr. U . 1927. 128: P aalagt D o m fæ ld te en E rstatning af 100 Kr.

og en B øde paa 100 Kr. for O vertræ delse af et ved D om paalagt Forbud m od Færdsel paa en V ej. Jfr. ogsaa U. 1935. 1105: En Blad-

268

ogsaa her kunne komme til at virke stæ rkere end ved de positive Handlingsdomme, idet S traf ifølge § 499 vil kunne anvendes, »hver Gang en særskilt Tilsidesættelse af Dommen foreligger«, altsaa hver Gang Dom fældte forsætlig handler mod Dommens Forbud, medens der, naar D om fældte først en Gang er straffet for Undladelse af at foretage den Handling, der er paalagt ham ved Dommen, ikke bliver Tale om yderligere Straf for fortsat Undladelse af selve denne Handling21). D er vil ogsaa, naar Dommen kan overtrædes ved en Række af Handlinger, blive Spørgsmaal om Erstatning efter § 497, jfr. § 493, hver Gang Dommen tilsidesættes, jfr. § 498.

II. I visse Tilfælde er der dog aabnet D om haveren A d gang til d i r e k t e E k s e k u t i o n til Fremtvingelse af en positiv Handleforpligtelse (derimod ikke en blot U ndladelses- pligt). I §§ 494—496 gives der nærm ere Regler herom 22).

H erefter skal Fogeden for det første i det Tilfælde, at D om fældte skal f r a v i g e B e s i d d e l s e n a f e n f a s t E j e n d o m eller tilstede Dom haveren en vis Raadighed over den, saa vidt gørligt, um iddelbart fremtvinge Dommens E fterlevelse ved Dom fældtes U dsæ ttelse eller paa anden lignende M aade23)24).

handler, som ved D om var kend t ub erettiget til i E rhvervsøjem ed at ud leje forskellige U geblade, i M edfør af § 499 stra ffet m ed en B øde af 100 Kr. for O vertræ delse af D om m en, og U. 1938. 230: En G rosserer, der ved D om var k end t ub erettiget til at m edvirke ved Salg af nogle nærm ere sp ecificerede A rtik ler, idøm t B øde af 100 Kr. i M edfør af § 499. — Se endvidere herved J. D . 1946. 150 vedr. U n d ladelse af at b en y tte N a b oen s Grund. Cfr. derim od J. D . 1937. 58, refereret K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 674, vedrørende O vertræ delse af et K onkurrenceforbud.

21) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 136 (238).22) Jfr. tid ligere Fr. 6. A pril 1842 §§ 1 og 5.2;J) Jfr. U . 1925. 201: H usejer tilp lig tet at ryddeliggøre en L ejlig

hed, som han uden K om m unalbestyrelsens Sam tykke havde u d lejet, jfr. Lov N r. 168, 1. M aj 1923 § 1, IV , saaledes at L ejligheden i m odsat Fald v ild e være at ryddeliggøre af Fogeden »overensstem m end e m ed Rpl. § 494 eller dens A nalogi« . Cfr. derim od U . 1941. 187 m. H. t. Indsæ ttelse i E jendom i H enhold til en af V an dsynsm æ nd afsagt K endelse.

24) Se herved U . 1945. 994 og ndfr. S. 280 om Fogedens B istand til U d s æ t t e l s e a f e n Æ g t e f æ l l e a f Parternes f æ l l e s L e j l i g h e d ved Separation eller Skilsm isse, naar B evillingen eller

269

Lyder Dommen paa, at Dom fældte skal u d l e v e r e e n r ø r l i g T i n g , har Fogeden ligeledes um iddelbart at sæ tte Dommen i V ærk ved at fratage D om fældte Tingen, om fornødent med M agt25). Forefindes Tingen ikke under Forre tningen, kan Dom haveren dog ogsaa i dette Tilfælde fordre sin Interesse ansat til Penge efter Reglerne i § 4932G). N aar Dommen lyder paa, at Dom fældte skal u d l e v e r e e t B a r n , skal Fogeden ligeledes sæ tte den um iddelbart i V ærk ved at fratage. Dom fældte Barnet og overgive det til rette V edkom m ende27). I disse Tilfælde finder Bestemmelsen i § 520 om den dom fældtes Paavisningspligt xAnvendelse, saaledes at der eventuelt kan anvendes Hæfte for at gennemføre den28).

De fornævnte tre Tilfælde af direkte Eksekution danner e t naturligt Supplement til Reglerne om um iddelbare Fogedforretninger efter Rpl. § 609, idet de maa anvendes, hvor Forholdet ikke har den Klarhed eller iøvrigt opfylder de Betingelser, som § 609 kræver.

Skal Dom fældte ifølge Dommen u d f ø r e e t A r b e j d e eller træ ffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogeden efter O m stændighederne tillade D om haveren at lade saadant foretage ved andre, saaledes at Udlæg derefter kan gøres for det efter en af Fogeden godkendt Regning hertil medgaaede Beløb29). Er om vendt Dom haveren kendt berettiget til at udføre

D om m en har tru ffet B estem m else om , hvem af Æ gtefæ llern e der skal have L ejligheden.

25) Jfr. herved utr. kbh. F. R. K. 11. Februar 1932: D a R ekvisitus uden B etingelser var døm t til U d levering af en C ykle, kunde U d leverin gen ikke gøres afhæ ngig af, at R ekvirenten beta lte ham en G æ ld.

20) Jfr. U . 1923. 331 (338 H ).27) Se herved V . L. T. 1930. 229, hvorom ndfr. i N o te 36. Se en d

v idere m. H. t. en even tuel A n v en d e lse af § 495 til G en nem førelse af » S a m k v e m s r e t t e n « m ed Børn O. A . B o r u m U. 1939. B. 302 ff. og F am ilieretten I., 2. U dg. S. 73 sam t H øjesteretsd om U . 1940. 36 (m ed D issen s) og Bem æ rkninger hertil af C. D . R u m p T. f. R. 1940. 452. Sml. ovfr. N o te 18. O m um iddelbar F ogedforretn ing til G en nem førelse af Sam kvem sretten se U . 1945. 828 (H ) og ndfr. S. 280.

28) Jfr. m. H. t. en Indsæ ttelscsforretn ing U. 1922. 995.29) Jfr. U . 1924. 877 og utr. kbh. F. R. K. 28. M aj 1936: tillad t N e d

tagning af et Sk ilt ved andre. Cfr. derim od J. D . 1937. 70, refereret K o m m e n t e r e t R p l . I. 673 og ovfr. S. 42, N o te 70.

270

en Hanclling mod at ersta tte den herved bevirkede Skade» eller Dom fældte kendt pligtig til at foretage noget imod at faa U dgifterne derved ersta tte t af Domhaveren, er Fogeden paa vedkom m endes Forlangende pligtig til, om fornødent med sagkyndiges Bistand, at afgøre Spørgsmaal om U dførelsen af Dommen saavel som at bestem m e Størrelsen af den E rsta tning, der skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

D rejer det sig om F o r e t a g e l s e n a f e n j u r i d i s k A k t , f. Eks. hvis Dom fældte er tilpligtet at u d s t e d e e l l e r u n d e r s k r i v e e t D o k u m e n t , kan Fogeden ogsaa udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Dom fældte var blevet befuldm ægtiget dertil; Bestemmelsen finder altsaa ikke Anvendelse paa Retshandler, som overhovedet ikke kan indgaas ved Fuldmægtig. En Forudsætning maa endvidere være, at K ontraktens nærm ere V ilkaar ikke giver Anledning til Tvivl30). D er gøres dog i M otiverne31) opm ærksom paa, at D om haveren undertiden vil kunne stille sin Paastand under Sagen saaledes, at s e l v e D o m m e n kan træ de i Stedet for den Legitimation for et Retsforholds Stiftelse eller Ophør, som han er berettiget til at fordre udsted t af Sagsøgte, hvorved enhver Eksekution af Dommen bortfalder. D ette gælder saaledes, naar det d re je r sig om en L ejekontrakts U nderskrift, Udfærdigelse af en lovformelig T ransport eller et Skøde; i disse Tilfælde vil Dom m en kunne træ de i Stedet for det paagældende Dokument. Fremdeles hjem ler Loven for det Tilfælde, at Dom fældte er tilpligtet at s t i l l e e n S i k k e r h e d , Adgang til at fuldbyrde Dommen paa den Maade, at Fogeden udtager saa meget af den dom fældtes Gods, som hertil er fornødent, og over dette haves da samme Sikker- hedsret som over udlagt Gods; dette vil f. Eks. finde A nvendelse under Vekselsager i Stedet for den tidligere Bestem melse i Lov 28. Maj 1880 § 8.

N aar Dommen lyder paa en Række af Ydelser, kan Dom-

30) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 28. M aj 1936: E ksekution af D om m en s B estem m else om U nderskrift af en L ejekontrakt næ gtet, da D om m en ikke ind eh old t nogen B estem m else om den frem tidige L ejes Størrelse.

31) M ot. til C i v i 1 p r o e e s u d k. 1899 ad §§ 340— 42 Sp. 148 (251).

haveren selvfølgelig, hver Gang Dommen tilsidesættes, gaa frem efter §§ 493—497, jfr. § 49832).

III. A. H vad angaar Spørgsmaalet, om de forskellige Ekse- kutionsm idler udelukker hinanden, gælder det, som allerede ovenfor berørt, at det ikke udelukker Dom haveren fra at anlægge Straffesag, at han forgæves har søgt at komme til sin Ret ved H jælp af de i §§ 493—497 hjem lede Fremgangsmaa- der. D ette maa gælde, selv om Eksekutionen har skaffet ham delvis Fyldestgørelse, men dette kan muligvis give R etten A nledning til at sæ tte Straffen lavere, end den ellers vilde have g jo rt33). Derimod kan en saadan Straffesag ikke anlægges, naar Dom haveren i M indelighed eller ved Anvendelse af de nævnte Frem gangsm aader har opnaaet Fyldestgørelse for sin Ret eller Sikkerhed for den (ved Opnaaelse af Udlæg for V ederlaget). I saa Fald skal ogsaa en allerede anlagt Sag hæves, og Fuldbyrdelsen af en idøm t Straf undlades eller standses34). Om vendt skal den Om stændighed, at Dom fældte allerede har udstaaet Straf for sin Overtrædelse af Dommen, ikke udelukke D om haveren fra a t gaa frem efter Reglerne i §§ 493— 497, jfr. § 499.

B. Endelig siges det udtrykkelig i § 500, at der ved de anførte Forskrifter ikke er gjort nogen Indskrænkning i Dom haverens Adgang til at benytte de foreløbige Retsmidler, A r- r e s t o g F o r b u d , efter Reglerne i Kap. 56 og 57 for at sikre sig i H enseende til Dommens Efterkom m else35). D ette vil navnlig faa Betydning, saa længe F u l d b y r d e l s e s f r i s t e n ikke er udløbet. D et maa nemlig bemærkes, at den almindelige Fuldbyrdelsesfrist af 15 Dage ikke blot som omtalt S. 47—48 gælder ved Handlings- og Undladelsesdomm e, men ogsaa ved direkte Eksekution i M edfør af §§ 494—496.

32) D om U . 1920. 80 giver eksigibel D om for nogle A ftæ g tsy d e lser ogsaa for Frem tiden.

33) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 339 Sp. 147 (249).

34) Jfr. J. D . 1942. 99, der — efter at R ekvisitus havde frem sendt behørigt Regnskab — bestem te, at den for U n d lad else af O p fy ld e lsen af R egnskabspligten idøm te B øde ikke skulde fu ldbyrdes.

35) Jfr. herved U . 1938. 427 og S. H. T . 1939. 86, begge refereret ndfr. S. 357, N o te 52.

D ette gælder f. Eks. ved en Dom, der udtrykkelig lyder paa Udlevering af et Barn. Eksekution kan altsaa i Almindelighed heller ikke i dette Tilfælde ske før 15 Dage efter Dommen, og hvis Dommen paaankes inden Fristen, har denne sæ dvanlig suspensiv Virkning. Paaankes Dommen derim od efter Eksekutionsfristen, faar denne Anke kun suspensiv Virkning, hvis der i M edfør af § 491 træ ffes særlig Bestemmelse herom af den Ret, til hvilken Sagen er indanket, jfr. herved nedenfor S. 291™).

:,°) Se herved V . L. T . 1930. 229, der i et T ilfæ ld e, hvor en M and v ed en D om , der ikke var paaanket, og for hv ilken E ksekutionsfristen var ud løbet, var døm t til at ud levere 3 Børn til H ustruen, udtaler, at Fogeden havde savn et H jem m el til at næ gte at gennem føre D om m en af H en syn til, at der nu var anlagt en Separationssag.

B. Uden det sædvanlige Eksekutionsgrundlag.I. I Rpl. Kap. 55 omhandles de saakaldte » I n d - o g U d-

s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g e r « eller, som de efter den hidtil gældende Ret ogsaa ofte er blevet betegnet, »u m i d- d e l b a r e F o g e d f o r r e t n i n g e r«1). De har nemlig den Ejendommelighed tilfælles med de ved § 478, Nr. 3 og 4, h jem lede Tilfælde af Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig, a t der til deres Foretagelse i k k e k r æ v e s n o g e t f o r m e l t E k s e k u t i o n s g r u n d l a g 2). Men de adskiller sig fra de nævnte Tilfælde af Udlæg ved deres F o r m a a l , som ikke er at skaffe R ekvirenten Fyldestgørelse ved Bortsalg af de Ting, han sæ ttes i Besiddelse af, idet de enten slet ikke har H ensyn til Pengekrav, eller der ved en Ejendom s O verlevering blot skabes en Adgang for Rekvirenten til at blive •dækket ved at overtage Brugen og oppebære Indtæ gterne af den. D et er altsaa um iddelbart alene et B e s i d d e l s e s - k r a v med H ensyn til en Ting (eller efter O m stændighederne en Person), der ved Forretningen bliver fy ldestg jort3). Fra A rrest adskiller disse Forretninger sig navnlig derved, at der ikke kræves nogen efterfølgende Justifikation.

§ 24.

*) L i t t e r a t u r : N e l l e m a n n : E xecu tion S. 286— 298, O. F. A h l m a n n : O m um iddelbare F ogedforretn inger (1892). — O m svensk R et se P e r N i l s s o n - S t j e r n q u i s t : O m handräckningsutslag (1946) S. 124 ff., navnlig S. 128— 139, A k e H a s s l e r: E xecutions- rätt S. 95 ff., K a r l O l i v e c r o na : U tsökn in g S. 59— 61 og S. 215— 218.

2) Paa den anden Side udelukkes um iddelbar F ogedforretn ing ikke, fordi R ekvirenten har paabegyndt R etssag m od M odparten.

3) Skulde G en stand en f. Eks. paa G rund af R eparation befinde sig i R e k v i r e n t e n s B e s i d d e l s e , kan der ikke foretages nogen In dsæ ttelse i B esiddelsen »til fri D isp osition « , jfr. utr. kbh. F. R. K. 13. A pril 1932, der anser en K endelse herom som liggende udenfor F oged retten s K om petence.

T vangsfu ld b yrde ls e . 18

274

II. De Tilfælde, hvor saadanne Forretninger skal kunne finde Sted, bestem m es nærm ere ved Rpl. § 609.

H erefter skal det for det første »i samme Tilfælde som hidtil« staa vedkom m ende berettigede aabent at fordre Fogedens H jælp til at indsæ ttes i eller udsæ tte andre af Besiddelsen af fast Ejendom eller efter Om stændighederne af rø rligt Gods, uden at sædvanligt Eksekutionsgrundlag er til Stede.

A. M ed Hensyn til f a s t e E j e n d o m m e findes H ovedbestem m elserne efter den tidligere Ret i D. L. 6—14—7, PI. 2. O ktbr. 1754 § 4, sam t i D. L. 5—7—8 og 9, der særlig opretholdes ved § 609, sidste Stk.4).

a. V ed den førstnæ vnte A rtikel hjem les der Adgang til a t udsæ tte den, der »ej vil flytte af Lejehus, naar han lovlig udsagt er til re tte Fardag, eller bliver i det Hus besiddende, som han ingen Ret har til, eller er engang fradøm t, imod E jerm andens Vilje«.

A f disse Tilfælde falder det sidstnævnte, hvor Besidderen er fradøm t Ejendommen, udenfor de um iddelbare Fogedforretningers Omraade, da jo her det sædvanlige Eksekutionsgrundlag forudsæ ttes at være til Stede. V ed en nærm ere Betragtning viser im idlertid Lejetilfæ ldet sig ogsaa kun at være et Undertilfæ lde af den følgende mere om fattende Kategori, hvor den paagældende ingen Ret (mere) har til at udøve Besiddelsen, idet jo netop Lejetagerens Ret ved Brugsforholdets Afslutning er bragt til Ophør. Fælles for disse Tilfælde bliver det altsaa, at det er en E j e r , der forlanger en Person, som uden Ret sidder inde med hans Hus, udsat af Besiddelsen. D et m est praktiske Tilfælde er ganske vist det, hvor E jeren fordrer en Lejer udsat, og det maa her være ligegyldigt, om Lejeforholdet, saaledes som forudsat i A rtiklen, er ophørt ved O p s i g e l s e 5), eller fordi den oprindelig fastsatte O p h ø r s - t e r m i n er in d traad t6).

Bestemmelsen er dog altid blevet anset for anvendelig i

4) PI. 2. O ktober 1754 § 4 gælder ogsaa efter L ejeloven .5) Cfr. U . 1932. 216: U d sæ tte lse næ gtet, da der ikke forelaa B evis

for L ejem aalets O phør, og da det ifø lge § 524, 2. Stk., ikke burde t i lsted es ved V id n eførse l at frem skaffe B eviset.

ö) Cfr. U . 1925. 697 og 1927. 326 (H ).

275

al Almindelighed, naar Lejetageren har forbrudt sin Ret paa G rund af v æ s e n t l i g M i s l i g h o l d e l s e . D et har im idlertid ofte voldt V anskeligheder at afgøre, om saadan Misligholdelse forelaa7). Nu indeholder L e j e l o v e n , jfr. Lovbekg. Nr. 347, 6. Septem ber 1947 og Lovbekg. N r. 348 s. D., i §§ 6 7 — 71 udtrykkelige Regler om U dlejerens Ret til at hæve Lejemaalet. Hovedbestem m elserne findes i § 67, der efter at have opregnet en Række Tilfælde, hvor Ophævelse kan ske, i N r. 10 udtaler, at U dlejeren kan ophæve Lejemaalet, »hvis Lejeren iøvrigt misligholder nogen ham ifølge Lejem aalet paahvilende Forpligtelse p a a s a a d a n M a a d e , a t hans F j e r n e l s e er p a a k r æ v e t « . D et fastslaas dernæst i Paragraffens andet Stykke, at Ophævelse af Lejem aalet uden Varsel i k k e kan ske, h v i s det Forhold, der lægges Lejeren til Last, skønnes at være af u v æ s e n t l i g B e t y d n i n g , og i tredie Stykke, at Bestemmelserne er p r æ c e p t i v e 8).

Et H ovedtilfæ lde af Misligholdelse, der vil kunne m edføre U dsæ ttelse af Lejligheden, er som hidtil U d e b l i v e l s e m e d L e j e . Loven bestem m er nu i § 67, Stk. 1, N r. 1, at det er tilstrækkeligt, at Beløbet er betalt senest den tred je Søgnedag efter Forfaldsdagen. H erefter kunde enhver Forsinkelse herudover synes at m aatte medføre, at Lejeforholdet kan ophæves og Lejeren udsættes, men at dette ikke kan have væ ret Lovens Hensigt, frem gaar af Paragraffens andet Stykke, hvorefter Ophævelse ikke kan ske, naar det Forhold, der lægges Lejeren til Last, skønnes at være af uvæsentlig Betydning. I de første 10 A ar efter Lejelovens Ikrafttræ den har Dom spraksis da ogsaa, ligesom hidtil, nægtet U dsæ ttelse af Lejeren, hvis Forsinkelsen k lart ikke skyldtes Lejerens manglende Evne eller V ilje til at betale9). V ed nogle nyere

7) Se om Praksis før L ejeloven T vangsfu ldb yrd else , forrige U d gave S. 255— 259 m ed N o te 6— 18 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 837— 838.

8) Se om B estem m elserne i L ejeloven O. I. K a a r s b e r g ogA. G ø t z s c h e : L ejeloven e m ed K om m entarer (1941) S. 150— 163 og L ejelovsb ek en dtgørelsern e m ed K om m entarer (1943) S. 126— 128.

°) Jfr. navnlig U. 1938. 1106 og 1124, U. 1944. 355 og 560. Saaled es ogsaa K a a r s b e r g og G ø t z s c h e : L ejeloven e S. 152 og

18*

276

Landsretsdom m e er der im idlertid pludselig sket en Æ ndring i dette Standpunkt, saaledes at m an nu uden videre betragter enhver O verskridelse af de tre Løbedage som en saa væ sentlig Misligholdelse, a t Lejeren kan udsæ ttes10). H øjesteret har dog ikke endnu taget Stilling til denne radikale Kursændring af Praksis11), som forekom m er meget betænkelig. Selv om Lejelovens Gennemførelse af tre Løbedage vel kan motivere, a t Spørgsmaalet bedømmes noget strengere end tidligere, spørger man forgæves om, hvilke reale G runde der taler for i Stedet for at fortolke Lejeloven i Overensstem m else med den hidtidige paa Billighedshensyn hvilende R etsopfattelse pludselig — efter at Boligforholdene er blevet mere vanskelige end nogensinde — at anlægge en ren form alistisk Fortolkning af Lejeloven. Særlig betænkeligt er det, at L andsretten endogsaa helt har set bort fra et Moment, som man hidtil lagde

H i n d e n b u r g : Form ularbog, 8. U dg. (1947) S. 354. U foren elige m ed d ette Standpunkt er endnu heller ikke J. D . 1943. 200 og 1944. 41 eller U . 1946. 1145 og 1198. Se ogsaa utr. kbh. F. R. K. 22. A pril 1948 refereret N o te 10 i. f.

10) Jfr. U . 1947. 208, hvori det b lot kategorisk siges, at Indsæ ttelsesforretn ingen v il være at frem m e, da den den 1. Septem ber 1946 forfaldne L eje ikke er b eta lt inden den i L ejeloven fastsa tte Frist, og da dette Forhold ikke skønnes at væ re af uvæ sentlig B etydning, og tilsvarende bl. a. utr. 0 . L. D . 29. N o v em b er 1946 (II. 553/1946), 18. N o vem b er 1947 (II. 733/1947), 27. N ovem b er 1947 (II. 651/1947). Cfr. derim od utr. kbh. F. R. K. 22. A p ril 1948, hvor R etten næ gter U d sæ ttelsesforretn ing i et T ilfæ ld e, hvor det tid ligere var tilk en deg ivet L ejeren, at L ejem aalet v ild e b live hæ vet, hvis han paany beta lte L ejen for sent, m en hvor den for sene L ejeb eta lin g sk y ld tes p ludselig Sygdom og H ospita lsind læ ggelse . D e t hedder i K endelsen , at R etten fin der, at »det udviste Forhold som u v æ s e n t l i g t maa anses at falde ind under L ejeloven s § 67, Stk. 2, under særlig H en syntagen til, at den for sene L ejeindbetaling hverken har beroet paa m anglende ø k o nom isk E vne eller V ilje hos R ekvisitus, og at R ekvisitus grundet paa den p lu dselig t opstaaede Sygdom var ude af Stand til se lv at ordne sine Sager, hvortil kom m er, at R ekvisiti Søn, da hans T anke fa ld t paa H uslejeb eta ling , om gaaende ind beta lte Lejen«.

n ) Jfr. den konkrete B egrundelse af H øjesteretsd om m e i U . 1948. 134 (136— 37) om B etaling af H usleje gennem M odregning af et Beløb, som L ejeren havde b eta lt for en nød ven dig R eparation, der paah vilede Ejeren. Jfr. om d ette Spørgsm aal K a a r s b e r g o g G ø t z s c h e : L ejeloven e S. 153— 55 sam t U. 1920. 395 (H ) og V . L. T . 1936. 160.

277

afgørende Vægt paa12), nemlig, at Lejeren tidligere uden Forbehold har betalt efter den lovlige Betalingsfrist13).

Samme Regler som om Forsinkelse med Leje gælder ifølge § 67, Nr. 1, » a n d e n p l i g t i g P e n g e y d e l s e « 14), f. Eks. Bidrag til Opvarm ning og Forsyning med varm t V and15), jfr. nu herved Lovens § 38 i, 5. Stk.16).

Som andre Eksem pler paa Misligholdelse, der vil kunne bevirke Ophævelse af Lejem aalet uden Varsel og U dsæ ttelse af Lejeren af det lejede, kan nævnes, at Lejeren trods U dlejerens Indsigelse k o n t r a k t s t r i d i g b e n y t t e r det lejede til andet Brug end aftalt, f. Eks. til Kontor, Lotterikollektion, Skole eller Pensionat17), jfr. Lejelovens § 67 Nr. 3, eller undlader at opfylde sin Pligt til at h o l d e en B u t i k eller B e- v æ r t n i n g a a b e n eller i forsvarlig daglig Drift, jfr. Lejelovens § 67, Nr. 9, smh. m. § 6418). Endvidere kan fremhæves

12) Jfr. saaledes endnu utr. 0 . L. D . 24. A pril 1947 (II. 157/1947), hvor U d sæ tte lse næ gtes under H envisn ing til, at U d lejeren , der baade over for vedkom m end e L ejer og over for andre L ejere havde to lereret for sen B etaling af L ejen uden at kræ ve L ejem aalet ophæ vet, ikke havde o p ly st paa nogen M aade at have tilk en d eg ivet Lejerne at v ille kræ ve Fristen overhold t.

13) Jfr. herved utr. 0 . L. D . 31. O ktober 1947 (II. 459/1947), hvor U d lejeren flere G ange uden Forbehold havde m odtaget og k v ittere t for L eje, som beta ltes efter den lov lige B etalingsfrist, m en hvor L andsretten alligevel b lot som i de i N o te 10 anførte D om m e siger, at Indstæ vnte ikke har beta lt Lejen senest 3 D age efter Forfaldsdagen og inden L ejem aalets O phæ velse, og at O phæ velsen , da d ette Forhold ikke sk ønnedes at væ re u væ sentlig t, har væ ret berettiget.

14) Cfr. om M isligholdelse m. H. t. B etalingen af K øbesum m en for Forretningen U . 1938. 411.

15) Jfr. før § 38 i. b lev in d fø je t i L ejeloven U. 1943. 426: U d sæ tte lsesforretning næ gtet, da B idraget ikke ansaas forfaldent, før der forelaa en af U d lejeren udarbejdet O pgørelse over det af ham forlangte V arm ebidrag, og J. D . 1940. 338 m. H. t. et V arm eregnskab, hvis R igtighed b lev bestridt. — Se nu de nærm ere Regler i L ejeloven s § 38 i.

1G) Jfr. U . 1947. 928.17) Se herved U. 1921. 69 (L otter ik o llek tion ), 1925. 1008 (m indre

Spisepensionat dog tillad t), U . 1928. 67 (H ), 1932. 837 og J. D . 1942. 222 (V askeriv irksom hed i E etvæ relseslejlighed), 1943. 2 (K laverunder- visn ing drevet i 19 A ar uden P rotest). I flere af T ilfæ ld en e var der dog ikke Spørgsm aal om U d sæ ttelsesforretn ing .

18) Jfr. herved U. 1942. 621: F jernelse af B agerovn stred m od L ejerens P ligt til at holde B ageriet i fu ldstæ ndig D rift og U . 1944. 418

278

Bestemmelserne i Lejelovens § 67, Nr. 4, om F r e m l e j e udenfor de tilladte Tilfæ lde19) eller U dnyttelse af Frem lejeretten paa en saadan Maade, at den m edfører en væsentlig Ulempe for U dlejeren eller Ejendom m ens Beboere. D et sidste Forhold vil i øvrigt efter Om stændighederne kunne være en Ophævel- sesgrund efter § 67, Nr. 820), jfr. straks nedenfor. D er kræves ogsaa i disse Tilfælde, at U dlejeren forgæves har nedlagt Indsigelse. Hvis Frem lejeforholdet ikke kan anses for en saadan Misligholdelse, at H ovedlejeren kan udsættes, vil der dog kunne blive Spørgsmaal om U dsæ ttelse af selve d e n L o g e r e n d e . Endelig kan nævnes den almindelige Bestemmelse i Lovens § 67, Nr. 8, om Ophævelse af Lejemaalet, fordi Lejeren trods U dlejerens Paamindelse » t i l s i d e s æ t t e r sin Pligt til at iagttage g o d S k i k o g O r d e n i E j e n d o m m e n«, en Bestemmelse, der i hvert Fald, naar der begæres U dsæ tte lsesforretning, maa anvendes med sto r V arsom hed21). Da der sædvanlig ikke kan tilstedes Bevisførelse under en um iddelbar Fogedforretning, vil der iøvrigt ofte mangle den Klarhed i Grundlaget, som er en Betingelse for en saadan Fogedforretning, jfr. nedenfor S. 281—8222). Disse Bemærkninger gælder ogsaa med H ensyn til den almindelige ovenfor S. 275 refererede U dtalelse i Lejelovens § 67, N r. 10 om Lejerens M i s l i g h o l -

(H ): R estaurant drevet paa en saadan M aade, at P o litie t efter flere A dvarsler lukkede den en T id — dog ikke Spørgsm aal om U d sæ tte lsesforretning. — Se i øvrigt K a a r s b e r g o g G ø t z s c h e : L ejeloven e S. 132 ff.

10) Jfr. f. Eks. før L ejeloven U . 1896. 763 (H ), U . 1927. 376, 1928. 568, 1929. 952 og efter L ejeloven U . 1946. 1142 (dog ikke Spørgsm aal om U d sæ ttelsesforretn ing).

20) Jfr. som E ksem pel herpaa J. D . 1946. 252, hvor en Lejer, der havde R et til F rem leje af enkelte V æ relser fand tes ansvarlig for F rem lejerens A dfæ rd, saaledes at forskellige U regelm æ ssigheder fra disses Side, som havde g ivet A n ledn ing til P o litie ts Indskriden og til A v iso m ta le , der bragte E jendom m en i M iskredit, gav E jeren R et til at ophæ ve L ejem aalet efter § 67, N r. 8. (D er var tid ligere anlagt Sag m od Frem lejeren, der ved et Forlig havde forp lig tet sig til frem tid ig at væ re forsigtig m ed, til hvem hun u d lejede, saa at der ikke blev b erettiget G rund til K lage over hendes Lejere).

21) Se f. Eks. herved U . 1947. 70 (H ) vedrørende et Paalæ g til en kvin delig Lejer om at ophøre m ed at m odtage H errebesøg om N a tten . (U d sæ tte lsesforretn in g næ gtet Frem m e).

22) Jfr. ogsaa U . 1947. 70 (H ).

279

d e 1 s e a f » n o g e n h a m ifølge Lejem aalet p a a h v i l e n d e F o r p l i g t e l s e « 23). I Praksis er der da ogsaa, i hvert Faid i København, efter at Boligretten er oprettet, en stæ rk Tendens i Retning af, hvor det d re je r sig om paastaaede O vertræ delser af Lejelovens § 67, Nr. 8 og 10, at nægte um iddelbar Fogedforretning og henvise Sagen til Boligrettens Afgørelse. D ette gælder f. Eks. med H ensyn til H usspektakler, Paastande om kontrak tstrid ig Hunde- eller K attehold eller om usædelig Levevis eller Brud paa H usordenen i øvrigt24).

Et særligt Tilfælde af um iddelbar Fogedforretning med H ensyn til Lejligheder er i øvrigt nu hjem let i Boliganvisnings- loven Nr. 248, 31. Maj 1947 § 1724a), hvorefter B o l i g a n v i s - n i n g s u d v a l g e t kan lade en af Udvalget anvist lejligheds- søgende indsæ tte i Lejligheden sam t tillade en Lejer, hvis Leje- maal er afslu ttet i Strid med Lovens Bestemmelser, eller som undlader at foretage pligtig Fremleje, udsæ tte af Lejligheden.

D et har altid væ ret anerkendt, at der ogsaa kan blive Spørgsmaal om en b e g r æ n s e t B e s i d d e l s e s f r a t a -

23) Som T ilfæ ld e, hvor der har væ ret Spørgsm aal om A n v en d e lse a f § 67 N r. 8 eller (og) N r. 10, kan foruden U. 1947. 70 (H ), om talt N o te 21 og J. D . 1946. 252 refereret N o te 20, næ vnes U . 1932. 387: U n dervisn in g i P lastik , B allet og D ans til G ram m ofonm usik til a lvorlig U lem pe for B eboerne ved Støj og R ystelser (O psigelse berettiget), U . 1932. 640: Lejer kun fun det berettiget til at holde den H und, m. H. t. hv ilken T illad elsen var m eddelt, J. D . 1941. 104: L ejer se lv m eg et grov i sin O ptræ den, Børnebørn sp y tted e paa T rappen og ind gennem Brevspræ kken og m egen U ro i L ejligheden (O psigelse g od k en d t), V . L. T . 1943. 65: S tøj uden for sæ dvanlig A rb ejd stid fra L ejerens B illedskæ rervirksom hed (ligeled es). Cfr. U . 1947. 774: A n ta g et, a t en U d lejer ikke kunde ophæ ve L ejem aalet e fter § 67 N r. 10, fordi en Lejer paa U d lejeren s B opæ l havde tild e lt U d le jeren nogle Slag i A n sig te t (D om m en er anket til H ø jesteret) og J. D . 1942. 72: ikke an erkendt O psigelse af Lejer, der var id øm t 4 M aaneders Fæ ngsel for U terlighed m od Børn.

24) I K øbenhavns B yrets F ogedafdeling frem m es en U d sæ tte lse sforretn ing m od en k vin delig Lejer, som paastaas at drive U t u g t s o m E r h v e r v saaledes kun, naar L ejeren erkender F orholdet, m en h envises ellers til B oligretten . M ed H en syn til H u n d e - o g K a t t e h o l d henviser m an E jeren til at nedlæ gge Forbud — hv ilk et i d e tte T ilfæ ld e sæ dvanlig nedlæ gges uden S ik kerh ed sstille lse — saaled es at Spørgsm aalet derefter kan prøves under Justifikationssagen .

24a) L ovens G yld igh ed er ved L ov N r. 259, 29. M aj 1948 forlæ nget til U dgangen af D ecem ber 1948.

280

g e l s e25) 26), f. Eks. af nogle Værelser, for at de kan blive underkastet Reparation, eller for at E jeren kan blive i Stand til at indlægge Centralvarm e i Ejendom m en27), eller om en blot m idlertidig Indskrænkning i Besiddelse, f. Eks. naar Fogedens. H jælp paakaldes, fordi en Lejer, der skal flytte, ikke vil tillade eventuelle nye Lejere at se paa Lejligheden. D ette anerkendes nu ogsaa udtrykkeligt ved Lejelovens § 67, Nr. 5, jfr. §§ 47-52 .

Bestemmelsen i D. L. 6—14—7 maa, skønt den direkte kun er givet om Huse, analogisk kunne udstræ kkes til Gaarde og andre faste Ejendommen, jfr. ogsaa Sportelregl. (for Island),10. Septem ber 1830 § 23 og (for Færøerne) 30. M arts 1836 § 22.

Efter at Lejelovens § 66 har fastsat, at selve Bestemmelsen om, hvilken af Æ gtefællerne der i Tilfælde af Separation eller Skilsmisse skal have Ret til Parternes fælles Lejlighed, om fornødent skal ske ved Bevillingen eller Dommen, er der ingen Tvivl28) om, at Fogedretten kun er berettiget og forpligtet til at yde Bistand til Udsæ ttelse af Lejligheden, naar der ved Bevillingen eller Dommen er truffet en saadan Bestemmelse29).

Ogsaa den, der har en a k t u e l R e t t i l a t b l i v e

25) Jfr. T vangsfu ldb yrd else , forr. Udg. S. 258— 59 og det sm st. N o te 16— 18 anførte, særlig D om m ene U . 1916. 884, 1920. 79, 1929. 967 og; 1930. 173. — Om Sk iltn ingsretten se nu L ejeloven s § 62. Cfr. J. D . 1945. 156 om begræ nset B esidd elsesind sæ tte lse i en L andejendom til F oretagelse af O pm aalinger m. v. for P rojektering af en F lyvep lads.

•26) Jfr. efter L ejeloven U. 1939. 126: Indsæ ttelsesforretn ing for at Ejeren kunde paafy lde V arm em aalere i L ejligheden M aalervæ dske. Cfr. derim od U . 1938. 190: En H usejer fandtes ikke uden G od tg ø relse af de derm ed forbundne U d gifter at kunne faa en Lejer udsat af en. L ejlighed for et T idsrum af 3 D age, for at Ejeren kunde b live i Stand til at foretage U d ryd delse af V æ ggetø j i L ejligheden. Se i øvrigt herved U . 1933. 1129 og J. D . 1938. 156, 246 og 1939. 66.

27) Se herved K a a r s b e r g o g G ø t z s c h e : L ejeloven e S. 102.28) Se derim od før L ejeloven den U . 1935. 391 refererede Foged

kendelse, m en som T ek sten T vangsfu ldb yrd else forrige Udg. S. 259- m ed N o te 20.

20) Jfr. U . 1945. 994 om et T ilfæ ld e, hvor L ejligheden ved Separa- tionsdom m en var tillagt H ustruen. U d ta lt af L andsretten, at det var uhjem let, naar Fogeden ved D om m ens Fuldbyrdelse havde ind b landet Spørgsm aal vedrørende Æ gtefæ llern es F æ lleseje, hvilke Spørgsm aal i M angel af m indelig O verenskom st hører under Sk ifteretten . D e r fo r antaget, at det var u b efø je t af F ogeden at næ gte at udsæ tte M anden af L ejligheden, uden at L ejligheden sam tidig ryddeliggjordes for Indbo*

281

E j e r , f. Eks. i Henhold til en tinglyst K øbekontrakt30) eller m aaske blot en Slutseddel eller ifølge Hammerslag paa en A uktion, maa saavel overfor Overdrageren eller Rekvisitus som overfor en Tredjem and, der ulovlig m aatte have sat sig i Besiddelse af Ejendommen, kunne lade sig indsætte i denne30a). D et kan nemlig ikke være en Betingelse for at udøve denne Beføjelse, at den paagældende allerede tidligere har væ ret Besidder af Ejendom m en31).

Ordene i 6—14—7 er saa vide, at de synes at om fatte ethvert Tilfælde, hvor nogen uden tilstrækkelig A dkom st sidder inde med en Ejendom. En Begrænsning maa dog sikkert gøres, idet ellers saa godt som alle Ejendom stvistigheder i Stedet for at afgøres ad den almindelige Dom stolevej kunde blive henvist til Afgørelse gennem denne summariske Frem gangsmaade32). For at indskrænke A nvendelsen til de T ilfælde, hvor Vedkomm ende i k k e h a r n o g e n s o m h e l s t H j e m m e l til Besiddelsen af Ejendommen, idet han enten aldeles ingen Besiddelsesgrund kan anføre eller griber til et aabenbart Paaskud33), synes O rdene dog ikke at frem byde tilstrækkelig Støtte, og et saa snæ vert Anvendelsesom raade for A rt. har heller ikke Praksis fastholdt. Derimod har man m ed Føje plejet at kræve, at der var e n v i s K l a r h e d v e d

der hørte til det endnu ikke d elte Fæ llesbo. (F ogeden havde b e grundet N æ g telsen m ed, at en U d sæ tte lse uden sam tidig R yddelig- gørelse ikke v ild e b ety d e en Fuldbyrdelse af D om m ens O rdlyd).

30) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. Udg. II. 1025 og U. 1899. 593 (H ), cfr. 1897. 493. — Se herved U . 1942. 855 m. H. t., om om vendt S æ l g e r e n kan lade K øberen i H en hold til en u t i n g l y s t K øbekontrakt udsæ tte i et T ilfæ ld e, hvor K ontrakten h jem lede, at Sæ lgeren kunde lade sig ind sæ tte i B esidd else af den so lgte E jendom , hvis K øberen m islighold t K ontrakten, og hvor K øberen erkendte, at han havde m islighold t K ontrakten. Cfr. derim od J. D. 1940. 323, der næ gtede um iddelbar F ogedforretn ing, da det ikke af det betingede Skøde frem gik, at M isligholdelsen kunde m edføre U d sæ tte lse ved Fogeden.

30a) Sml. m. H. t. en b etin get E jendom sret til et et In teressentskab tilhørende Skibsvæ rft U . 1943. 911, jfr. V . L. T . 1943. 244, hvorom ndfr. N o te 49 i. f.

31) Jfr. den N o te 30 anførte H øjesteretsd om U . 1899. 593; frem deles 1882. 442 (446 nederst).

32) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 288— 289 og 295.33) Saaledes S c h w e i g a a r d : P roces II. S. 337.

282

R e k v i r e n t e n s R e t , saa at Spørgsmaalet uden Betænkelighed eller Vanskelighed kan finde sin Afgørelse under den sum m ariske Fogedprocedure34). D er var dog i tidligere Praksis en vis Tilbøjelighed til at udvide Bestemmelsens Anvendelses- om raade, hvad der maaske særlig skyldtes Ø nsket om ved de vigtige E jendom stræ tter at søge at raade Bod paa vor h idtilværende Procesmaades Langsomhed35). D et er ogsaa først og frem m est Kravet om Klarhed ved Rekvirentens Ret, der har ført Praksis til i Almindelighed ikke blot at nægte en Æ gtefælle Adgang til gennem um iddelbar Fogedforretning at blive genindsat i det fælles H jem efter af den anden Æ gtefælle at være udsat af dette36), men til ogsaa at nægte den Æ gtefælle, der har ophævet Samlivet, at lade den anden Æ gtefælle udsæ tte af den tidligere fælles Bolig, selv om denne er Rekviren

34) Jfr. herved D om m e U . 1919. 763, 1922. 811 (den her anførte B egrundelse, at »der m angler H jem m el til at gøre et R etskrav til G en stand for flere jæ vn sides løbend e R etsforfølgn inger«, dog noget tv iv lsom ), 1924. 890, 1925. 940 (942 H ): »staar det uklart hen, hvem der er E jer af K irken . . . og det kan særlig ikke anses for g o d tg jo r t . . .« , 1932. 216 og fra nyere T id navnlig U . 1942. 188: »Idet Spørgsm aalet om , i h v ilk et O m fang den kæ rende K om m une kan kræ ve B ygningerne fjernede, findes at væ re af en saadan B eskaffenhed , at det bør finde sin A fgørelse under a lm indelig R ettergang v i l . . . « K endelsen , der næ gted e U d sæ tte lsesforretn ing , væ re at stad fæ ste , V . L. T . 1944. 204: D a det henstod som uklart, om R ekvisitus var b erettiget til at b live E jer af E jendom m en, og da der af R ekviren ten var anlagt Sag for at faa E jendom sretten fastslaaet, fand tes Begæ ringen om U d sæ tte lse af R ekv isitu s ikke at burde tages til Følge. Jfr. ogsaa U . 1946. 140 og U 1947. 70 (H ), der i det N o te 21 refererede T ilfæ ld e statuerede, at U d lejeren s R et til at forlange L ejeren fjern et fra L ejligheden »ikke findes at foreligge m ed den K larhed, som er fornøden til F oretagelse af um iddelbar Fogedforretning.

35) Jfr. herved U . 1897. 983 (H ), 1896. 437, 1886. 311, 1881. 874 (H ), 1870. 399, m en cfr. fra n yeste T id U. 1942. 188 og V . L. T. 1944. 204 begge refereret ovfr. i N o te 34.

3G) Jfr. U . 1940. 1095: Statueret, at H ustruen, som af M anden var b lev et udsat af deres H jem , ikke ved Indsæ ttelsesforretn ing kunde blive indsat i H jem m et, »da B etingelserne efter Rpl. § 609 for Foretagelse af In dsæ ttelsesforretn ing ikke foreligger i et T ilfæ ld e som det . . . om handlede«. Jfr. om D om m en næ rm ere B o r u m : F am ilieretten II., 2. U dg. S. 162— 63, der ligesom den paakæ rede F oged retsk end else frem hæ ver, at der ikke kan anvendes T vang til at etablere Sam liv eller Sam boen. Cfr. kritiske Bem ærkninger af V . B y r d a 1

283

tens Særeje37). Jfr. herved ogsaa nedenfor S. 285—86 med N ote 50 med H ensyn til Indboet.

Er Forholdet ikke tilstrækkelig klart, vil Fogeden kunne gaa den Mellemvej at foretage Forretningen mod S i k k e r h e d s - s t i 11 e 1 s e38). D ette bør dog k u n ske aldeles u n d t a g e l s e s v i s t . D er bør sædvanlig h e l l e r i k k e finde B e v i s f ø r e l s e Sted til Dokum entation af, at Betingelserne for en um iddelbar Fogedforretning foreligger39). Er Tvivlen ikke saa ringe, a t Fogeden bør tillade Forretningen mod Sikkerhedsstillelse, maa Sagen h e n v i s e s t i l a l m i n d e l i g R e t t e r g a n g 40).

Spørgsmaalet om, hvornaar Sikkerhedsstillelsen igen kan frigives, har under den tidligere Procesordning, der ikke fastsatte nogen Frist for Anlæggelse af Erstatningssag, givet A nledning til nogen Tvivl41). N u har Rpl. im idlertid i § 610 fastsat en Frist af 8 Uger, saaledes at Sikkerheden i hvert Fald

U . 1940. B. 271— 72 og en A fgørelse J. D . 1941. 184 om et T ilfæ lde, hvor M anden h a v d e o v e r l a d t H ustruen den tid ligere L ejlighed efter at væ re f ly tte t sam m en m ed en anden K vinde, m en hvor M anden under H ustruens m id lertid ige Fravæ relse ved at forsyne L ejligheden m ed nye Laase havde hindret hende i at kom m e ind igen. U n der d isse O m stæ ndigheder kunde U d sæ tte lsesforretn in gen ikke som i det ovenfor refererede T ilfæ ld e ses som en T vang til G en nem førelse af Sam liv eller Sam boen.

37) Jfr. V . L. T . 1939. 113: E. O. antaget, at der i T ilfæ ld e, hvor en M and, der havde oph æ vet Sam livet m ed sin H ustru, begæ rede denne udsat af en ham som Sæ reje tilhørende V illa , som inden Sam liv e ts O phæ velse havde væ ret Æ gtefæ llern es fæ lles B olig, h a v d e m a n g l e t d e n f o r n ø d n e K l a r h e d i d e t r e t l i g e G r u n d l a g til at foretage U d sæ tte lsesforretn ing . Sml. m. H. t. Indsæ ttelsesforretning i L øsøre, der er Sæ reje, V . L. T . 1940. 107 og ndfr. N o te 50.

38) Jfr. f. Eks. utr. kbh. F. R. KK. 3. Septem ber 1935, 26. O ktober1935, 18. A p ril 1936, utr. Ø stre L andsrets D om 23. Juni 1936 og J. D . 1940. 338: Forretning næ gtet, bl. a. fordi den paagæ ldende havde d epon eret det om stridte Beløb.

39) Jfr. F r o s t U . 1937. B. 281 og U . 1932. 216: A n ta g et at fø lge af § 524, 4. Stk., at det ikke ved In dsæ ttelsesforretn in g bør tils ted es v ed V id n eførse l at sk affe det B evis for R ekvirentens R et, som denne burde have sk a ffet inden Beram m elsen. Sml. ndfr. S. 287.

40) Jfr. f. Eks. U . 1942. 188, hvorom N o te 34, og U . 1932. 1136, hvorom N o te 49.

41) Jfr. N e l l e m a n n : E xecu tion S. 296—97.

284

maa kunne tilbagegives, naar Forretningen ikke er appelleret, og det efter 8 Ugers Forløb godtgøres, at der ikke er anlagt Erstatningssag mod Rekvirenten.

b. Hvis om vendt ikke Rekvirenten, men R e k v i s i t u s - m aatte være E j e r af Ejendommen, hjemles der kun i to T ilfælde Adgang til ved en um iddelbar Fogedforretning at fortrænge Ejeren fra Besiddelsen, hvortil der selvfølgelig altid maa kræves en ganske særlig A dkom st. D et ene er det tid ligere om talte efter 5—7—8, der tillægger en P a n t h a v e r i en fast Ejendom Ret til, naar Rente eller Hovedstol ikke betales i re tte Tid, uden videre Proces eller Indførsel at lade sig indsætte i Besiddelsen af Ejendom m en for at overtage Brugen af denne42). Det andet findes hjem let i PI. 2. O ktober 1754 § 4, hvorefter en L e j e r ved Fogeden kan lade sig indsæ tte i Lejligheden, naar Ejeren ikke vil tillade ham at flytte ind; ogsaa en begrænset Indsættelse maa i saadanne Tilfælde kunne finde Sted, f. Eks. naar Ejeren kun næ gter Lejeren Adgang til et enkelt Rum43). Særlig Betydning har denne Adgang til begrænset Indsættelse iøvrigt navnlig for L o g e r e n d e44). Skønt Plakaten af 1754 kun er givet for Leje af Huse i København, har man — med S tøtte foruden i de tidligere anførte islandske og færøske Sportelreglem enter ogsaa i det dan

42) Se herved ovfr. S. 261 navnlig vedrørende Spørgsm aalet, om et S k a d e s l ø s b r e v kan give G rundlag for Indsæ ttelse. D en O m stæ ndighed , at P anthaveren tager P antet til B rugelighed, udelukker ikke Skyldnerens U d t a g e l s e s r e t efter § 509, jfr. U . 1929. 550 (H ) og V . L. T . 1928. 277. A n gaaen de Spørgsm aalet, om P anthaveren har Krav paa L e j e i n d t æ g t e r af E jendom m en, se U . 1934. 97 (H ), der ikke anerkender K rav paa et L ejebeløb , der i H en hold til sæ rskilt U dpantn ing i det var oppebaaret, inden han overtog P antet til Brugelighed, og 1934. 625, der derim od giver Brugspanthaveren R et til to L ejesum m er, der ikke var oppebaaret, da han tog P antet til Brugelighed. En tid ligere for Skat foretaget U dpantn ing i de ikke forfaldne L ejebeløb ophæ vedes derfor ved den sidste D om , jfr. herved ovfr. S. 73— 74, N o te 42.

43) Jfr. U . 1920. 807: Indsæ ttelse m ed H en syn til en Lejers A d gang til period isk at b en y tte et T ørreloft. In dsæ ttelse er f. Eks. ogsaa sk et m. H. t. B en ytte lse af et Cykelskur.

44) D enn e vil f. Eks. kunne ind sæ ttes i B en y tte lsen af K økkenet, even tu elt b lo t i B en ytte lsen af Gas, E lek tric itet eller T e lefon , ja i et enkelt T ilfæ ld e er en Logerende endogsaa b lev indsat i B en ytte lsen af det til L ejligheden hørende W . C.

285

ske af 22. M arts 1814 § 55 — udstrak t Bestemmelsen til Huse og andre Ejendom m e udenfor København.

Om den særlige Adgang til Indsættelse af Lejeren efter Begæring af Boliganvisningsudvalget maa henvises til ovenfor S. 279.

B. H vad L ø s ø r e t i n g angaar, har man ikke anset A d gangen til ved en um iddelbar Fogedforretning at sæ tte sig i Besiddelse af saadanne for helt udelukket45), jfr. nu ogsaa Rpl. § 609: »eller efter Om stændighederne af rørligt G ods46). D er vil jo her endogsaa kunne være større Trang til en saadan øjeblikkelig Retshjælp end ved faste Ejendomme, idet Løsøretingen maaske ellers vil kunne skaffes til Side47). Men m an har dog med Rette m ent det nødvendigt at opstille visse Begrænsninger. En selvfølgelig Forudsætning maa det for det første være, at de paagældende Løsøreting er tilstrækkelig i n d i v i d u a l i s e r e d e48), og at der foreligger den fornødne K l a r h e d i G r u n d l a g e t 49). Ligesom med H ensyn til den fælles Bolig er der i Praksis som Følge af disse Betingelser — hvis der ikke foreligger et af Overøvrigheden i M ed

45) P o sitiv H jem m el herfor findes ogsaa i A fbetalin .gsloven , jfr. ndfr. under III. B., og i Æ L. II. § 7, jfr. O. A . B o r u m : Fam ilieret II., 2. Udg. S. 174 og U . 1930. 587.

4G) En D om U . 1919. 874 har ikke til »rørlig G ods« m ent at kunne henregne et K rav paa T ilførse l af e l e k t r i s k S t r ø m , cfr. derim od V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. S. 175— 176 og m. H. t. G a s U . 1939. 652 (In dsæ ttelsesforretn in g til A fb ry d else af G asforsyn in g tillad t). — O m T ilbehør til fast E jendom i M edfør af T ing- lysningsl. 31. M arts 1936 § 38 maa h envises til V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. III. S. 1617— 1628 og til K n u d 1 11 u m: E jen dom sforbehold (1946) S. 152 ff. og Fast E jendom , B estand dele og T ilbehør (1948) S. 117 ff.

47) Jfr. A h l m a n n anf. Sted S. 94.48) Jfr. U . 1922. 808, hvorefter en K øbers Krav paa at kom m e i

B esiddelse af et Parti køb te, m en ikke ved K øbets A fs lu tn in g in d iv idualiserede Varer, ikke kunde fy ld estgøres gennem en um iddelbar F ogedforretn ing hos Sæ lgeren, cfr. derim od utr. kbh. F. R. K. 28. Februar 1920 m. H. t. et so lgt sp ec ificeret V areparti.

49) Jfr. U . 1938. 384, hvor L andsretten stad fæ ster F ogedens N æ g te lse af en Indsæ ttelsesforretn ing, »idet det tiltræ des, at den af de kæ rende hæ vdede R et ikke hviler paa et saadant klart G rundlag, som m aa væ re Forudsæ tningen for Ivæ rksæ ttelsen af en um iddelbar F ogedforretning«. Se endvidere J. D . 1942. 107 og V . L. T. 1940. 107, hvorom N o te 50.

286

før af Æ. L. II § 7 givet Paalæg — en vis Tilbøjelighed til at afvise um iddelbar Fogedforretning, naar den ene Æ gtefælle, efter at Samlivet er ophævet, ønsker udleveret Løsøreting, som beror hos den anden50). I hvert Fald hvor det dre jer sig om H ustruens (eller Børnenes) p e r s o n l i g e E f f e k t e r o. lgn., som den ene Æ gtefælle m aatte forholde den anden, bør Indsæ ttelsesforretning dog norm alt fremmes.

For at ikke T ilknytningen til den for faste Ejendom m e hjem lede Ordning helt skal glippe, maa det dernæst være en Forudsætning, at der — hvad der jo i A lmindelighed heller ikke vil blive Spørgsmaal om med H ensyn til faste Ejendom m e (cfr. dog maaske, hvor det d re jer sig om et enkelt Jordstykke) — i k k e h e r s k e r n o g e n s o m h e 1 s t T v i v l o m I d e n t i t e t e n af den paagældende Gen-

Jfr. i øvrigt m. H. t. Indsæ ttelsesforretn in ger af m ere sp eciel A rt U . 1928. 969 angaaende U d sæ tte lse af en Fagforenings L edelse og V . L. T . 1936. 149 angaaende In dsæ ttelse af en Person, der ansaa sig valgt til Form and for en Forening, i F oreningens B oxnøgle m. v. sam t U . 1932. 1136: En In teressent i et V andvæ rk, som paa form elt behørig M aade var eksk luderet af dette, fand tes ikke ved In dsæ ttelsesforretning at kunne opnaa G en optagelse af V an dforsyn in gen , id et Spørgsm aalet om E ksklusionens L ovlighed og hans kontraktm æ ssige Krav paa V an d m aatte afgøres gennem sæ dvanlig R ettergang, og U . 1941. 437: A , der m ed U rette var frataget S tillingen som H o v ed b esty re lse sm edlem m. v., kunde ikke ved um iddelbar Fogedforretn ing in d sæ ttes i sin Stilling, »da der ikke findes at væ re H jem m el til en um iddelbar Indsæ ttelse ved Fogeden i de om m eld te Funktioner«. C f r . d e r i m o d U . 1943. 911, jfr. V . L. T . 1933. 244, der tils id esæ tter Indsigelsen om , at der savn ed es den fornødne K larhed i G rundlaget for, at en In teressen t kunde ind sæ ttes i et et Interessentskab tilhørende Skibsvæ rft, som han i læ ngere T id havde væ ret i M ed besiddelse af, m en som M ed in teressen ten havde form ent ham A dgang til under Paaberaabelse af K ontraktsbrud, idet det statueredes, at M edkontrahenten havde gjort sig skyld ig i u l o v l i g S e l v t æ g t , og at d e tte Forhold i k k e b u r d e f o r b e d r e h a n s p r o c e s s u e l l e R e t s s t i l l i n g , h v ilk et v ild e b live T ilfæ ld et, hvis han ikke kunde b en y tte um iddelbar F ogedforretn ing til at genoprette den h id til bestaaende T ilstand . (D o m m en er form entlig refereret for k o rtfa ttet i Rubrum i U . f. R.).

50) Jfr. herved den v id tgaaende D om i V . L. T . 1940. 107, der sta tuerede, at der m anglede den fornødne K larhed i G rundlaget for e fter Begæring af en giftf K vinde, der havde forlad t H jem m et, paa et T id spunkt, hvor Separationsforhandlingerne, bl. a. vedrørende F ordelingen af Indboet, ikke var afslu ttet, at foretage Indsæ ttelsesforretn ing i det af hende i Æ gteskab et i n d b r a g t e I n d b o , der ifø lge Æ gtepagt var

287

stand51). D er vil derfor, bortset fra det Tilfælde, hvor Identite ten er uom tvistet52), kun blive Spørgsmaal om um iddelbare Fogedforretninger med H ensyn til Ting med tydelige Kendetegn, f. Eks. Skibe, A utom obiler og ofte Cykler, Sym askiner og M otorer53) eller efter Om stændighederne Pante- obligationer, hvis Indhold sædvanlig vil give tilstrækkelige S tøttepunkter for Iden tite ten54). H eller ikke med H ensyn til Spørgsmaalet om de fornævnte Betingelsers T ilstedeværelse bør der norm alt finde Bevisførelse Sted55).

En særlig Begrænsning med H ensyn til Foretagelse af Ind- sæ ttelsesforretning maa i øvrigt gælde med H ensyn til k u n s t i g e T æ n d e r , T r æ b e n o g l i g n e n d e Løsøreting, som er gaaet over til at være en Del af det menneskelige Legeme. Selv hvor der er taget k lart E jendom sforbehold, maa Indsæt- telsesforretning derfor i A lm indelighed her nægtes56).

Endvidere kan der k u n være Tale om ved en um iddelbar

hendes S æ r e j e . C f r . d e r i m o d utr. 0 . L. D . 3. Februar 1944 (IV .A . S. N r. 306/1943) angaaende U d leverin g af en e l e k t r i s k S y m a s k i n e , der ansaas for tillagt H ustruen som S æ r e j e .

51) Jfr. m. H. t. en Ko V . L. T. 1930. 106 og m. H. t. en A ssisten s- husseddel for et G uldur utr. kbh. F. R. K 13. N ov em b er 1920. D er kan dog næ ppe væ re noget i V e jen for at b e g y n d e en Indsæ ttelsesforretning, se lv om Id en tite ten endnu ikke er tilstræ kkelig g o d tgjort, da den m uligvis kan b live fastslaaet under B ehand lingen for F ogedretten , jfr. U . 1922. 48.

52) Jfr. U . 1898. 832: en H und, hvis Id en tite t ikke var bestridt.53) Jfr. U . 1881. 564 vedr. Sym askine og U . 1899. 670 vedr. M otor.54) Jfr. U . 1894. 1247 (H ), 1896. 186.55) Jfr. F r o s t U . 1937. B. 281, U . 1932. 216, hvorom ovfr. N o te

39, og U . 1938. 384, hvor F ogedretten havde a fv ist en In dsæ ttelsesforretning m ed den B egrundelse, at A fg ø relse ikke kunde træ ffes uden en V id n eførse l, som ganske v ild e fa lde uden for Rpl. § 524 og de um iddelbare Fogedforretn ingers O m raade. I denne v id tgaaende Form er B egrundelse dog ikke tiltraadt af L andsretten , der indskræ nker sig til at a fv ise Forretningen under H en visn ing til den m anglende K larhed, jfr. N o te 49.

5G) Jfr. nu U . 1943. 657, der begrunder R esu ltatet i » H en syn et til at b esk y tte P ersonen m od U d levering af saadanne T ing, der fra at væ re selvstæ n dige L øsøregenstande er b lev et forbundet m ed P ersonen som kunstige D e le af denne«.

I Praksis antages det endvidere, at en R ekvirent, der kræ ver et Sæt T ø j, der er k ø b t paa A fb eta lin g , tilb ageleveret hos en P e r s o n , d e r i k k e e r i B e s i d d e l s e a f a n d e t T ø j , er p ligtig til G en-

288

Fogedforretning at give en E j e r57) Ret til at komme i Besiddelse af sin Løsøreting, f. Eks. naar en Ting er solgt paa A fbetaling med det Forbehold, at Udeblivelse med et Afdrag skal m edføre Ret for Sælgeren til ved Fogedens H jælp at tage Tingen tilbage; om dette Tilfælde gælder der dog nogle særlige Bestemmelser, som vil blive om talt nedenfor under III. B. D e r i m o d kan de Bestemmelser, der undtagelsesvis ogsaa hjem ler e n l k k e - E j e r Ret til uden forudgaaende R etsforfølgning at lade sig indsæ tte i Besiddelse af en fast E jendom, i k k e overføres paa Løsøre. Men H ensyn til Panthaverens Beføjelse efter D. L. 5—7—8 følger dette allerede af, at der overhovedet ikke tilkom m er U n d e r p a n t h a v e r e n i Løsøre nogen Ret til at overtage Pantet til Brugelighed. A t U nderpantet iklædes Skikkelse af et »M ø b e 11 a a n«, saaledes at Laangiveren frem træ der som »Ejer« og Laantageren som »Lejer« af de pantsatte Løsøreting, kan li£e saa lidt influere paa den processuelle Retsstilling som paa den tinglige Beskyttelse overfor T red jem and58). I ingen af disse Relationer kan man nemlig alene lægge Vægt paa Parternes V ilje59), og da det økonomiske Formaal er Sikkerhedsstillelse, bør A ftalen ikke uden videre have den Virkning, at K reditor som »Ejer« kan opnaa den umiddelbare Fogedforretning, han ikke kan faa

gæ ld at ud levere P ersonen andet T ø j, saaledes at han ikke under Fogedforretn ingen efterlad es uden n ød tørftig Beklæ dning, jfr. U . 1941. 411, der dog næ gtede at efterkom m e K ravet om A flever in g af et Sæt M askintøj eller lign. i S ted et for den paa A fb eta lin g k øb te H abit, under H en syn til at R ekvisitus, der afson ed e Straf i et S tatsfæ ngsel, var ik læ dt Fangedragt, og det m aatte være Fæ ngslets Sag ved L øsladelsen at sørge for det fornødne T øj.

5T) Cfr. m ed H en syn til et E jendom sforb eh old , der hæ vdedes og saa at om fatte B etaling for A rb ejd e paa de so lgte E ffekter, U . 1930. 913, der udtaler, at en saadan Sikkerhedsret, hvad enten den o p fa ttes som en forbehold t H aandpanteret eller som en U nderpanteret, ikke kan hæ vdes ved Indsæ ttelsesforretning.

58) Jfr. herved ovfr. S. 39— 40 sam t næ rm ere H. M u n c h - P e t e r - s e n U . 1908. B. 8— 9 og E r w i n M u n c h - P e t e r s e n : O verdragelse til F yld estgørelse (1935) S. 18— 22. Cfr. derim od T o r p - G r u n d t- v i g : T ingsret S. 344— 45, der ogsaa i R elation til den processuelle R etsstillin g synes, at v ille fasth old e Syn spunktet, at der inter partes foreligger virkelig E jendom sret.

59) Jfr. om D isp osition er vedrørende den processuelle R etsb eskyt-

289

som »Panthaver«. N aar R etsforholdet synes at have Møbel- laanets K arakter, m angler der da den Klarhed i Grundlaget, som er Forudsætningen for en um iddelbar Fogedforretning, hvorfor Fogeden maa nægte Forretningen Fremme og overlade til de a l m i n d e l i g e D o m s t o l e at foretage en nærm ere Prøvelse af Retsforholdet, saaledes at det afgøres, hvad K redito r virkelig har til G ode60). I nyere R etspraksis er dette S tandpunkt ogsaa anerkendt61). Hvad Lejetilfæ ldet efter PI. 1754 og dennes Analogi angaar, følger U delukkelsen af Bestemmelsens Overførelse paa Leje af Løsøreting deraf, at der ikke ved disse er samme a l m i n d e l i g e Trang til hurtig Retshjælp for Lejeren, som hvor det dre je r sig om Husrum.

C. a. Fogedens H jælp skal ifølge § 609 fremdeles ligesom hid til62) kunne fordres til at g ø r e F o r æ l d r e - e l l e r V æ r g e m y n d i g h e d g æ l d e n d e med H ensyn til umyndige uden det sædvanlige Eksekutionsgrundlag63). D et maa ligeledes her være Forudsætningen, at der ikke er nogen Tvivl om Identiteten, hvad der jo forøvrigt meget sjæ ldent vil være. Men iøvrigt har man ikke altid med samme Strenghed, som hvor det d re jer sig om Ting, fastholdt Kravene til Klarhed i For-

te lse D . R p l . II. S. 237 og 241, T v i s t e m a a l S. 133 og sp ecielt om um iddelbare F ogedforretn inger ndfr. under D.

°°) D e tte frem hæ ves ogsaa af E r w i n M u n c h - P e t e r s e n 1. c. S. 21, h v ilk et syn es overset af V ind ing Kruse U . 1935. B. 163. D et en este , der paalæ gges F ogeden, er at a fv ise Sagen, naar han m ener, a t der ikke er tilstræ kkelig K larhed i G rundlaget, m en denne O pgave er næ ppe her vanskeligere end i saa m ange andre T ilfæ ld e, hvor F ogeden m aa afgøre, om Forretningen kan frem m es uden videre, kun kan frem m es m od S ikkerhedsstille lse eller he lt maa næ gtes.

01) Jfr. U . 1929. 776, 1930. 1107, 0 . L. T . 1930. 275 og V . L. T . 1932. 33 sam t utr. kbh. F. R. K. 13. Juli 1936. Cfr. derim od den gam le H ø je stere tsd o m U . 1888. 613. (616).

°2) En saadan Praksis havde efter den tid ligere O rdning ud vik let sig i T ilk n ytn in g til en speciel B estem m else i PI. 7. A ug. 1792.

°3) Jfr. U . 1933. 1110, hvorefter M oderen som Indehaver af Foræ ldrem yndigheden over et udenfor Æ gteskab fød t Barn var berettiget til at faa B arnet ud leveret fra dets P lejeforæ ldre, uden at disse kunde b etinge B arnets U d levering af, at de fik deres U d g ifter til Barnets U n derh old godtgjort. Cfr. derim od 0 . L. T. 1930. 142: A n taget at m angle H jem m el for, at en Person, der ansaa sig for m ed U rette in d lagt til O bservation paa et H ospital, kunde begære sig udsat af H o sp ita le t ved Fogedens H jæ lp.


290

holdet, idet her Trangen til af Hensyn til Børnenes Vel at faa en hurtig Afgørelse har været den overvejende04). N etop H ensynet til Barnets Tarv kan dog efter Om stændighederne bevirke, at Begæringen om Udlevering af Barnet ikke tages til Følge05). Tvivlsomt er Forholdet navnlig, hvis en Æ gtefælle forlanger Bornene udleveret fra den anden, naar denne ensidig har ophævet Samlivet og m edtaget Børnene60). I disse T ilfælde vil der sædvanlig ikke være Grundlag for en um iddelbar Fogedforretning, da Spørgsmaalet om, hvem der skal have Forældrem yndigheden, ifølge M. L. § 24 henhører under O verøvrighedens Afgørelse67). Udlevering ved Fogeden vil derim od alene kunne ske, naar der er G rund til at tro, at den paagældende Æ gtefælle, hos hvem Børnene er, vil lægge H indringer i V ejen for den endelige O rdning68). N aar endelig Afgørelse er truffet af Overøvrigheden, vil Fogedens Bistand sædvanlig kunne paakaldes, uden Hensyn til om der m aatte være indgivet A ndragende om Æ ndring69) eller Klage til Justitsm inisteriet. E fter O m stændighederne maa Fogeden dog kunne benytte Reglerne i Rpl. § 287 til at udsæ tte Forretningen, til Justitsm inisteriets Afgørelse foreligger. En Dom har ganske vist ud talt sig for den Opfattelse, at § 287 ikke er direkte anvendelig

(i4) Jfr. U . 1882. 442, cfr. 1900. 561. (H ).C5) Jfr. U . 1932. 406: M oders Begæring om U d levering af Barn fra

P lejeh jem ikke taget til Følge, da Fjernelsen af Barnet fra P le jeh jem m et ifø lge Lægeerklæring var uforsvarlig for B arnets H elbredstilstand . Jfr. ogsaa utr. 0 . L. D., refereret i N o te 69. Jfr. om svensk R et N i 1 s- s o n - S t j e r n q u i s t : H andräckn ingsutslaget S. 132.

(5(i) Jfr. hertil O. A . B o r u m : F am ilieretten I., 2. U dg. S. 95.<57) Jfr. U. 1925. 991.68) Jfr. H øjesteretsk en d else U. 1931. 641 og T. f. R. 1932. 411.G9) Jfr. herved angaaende et særlig klart T ilfæ ld e utr. kbh. F. R. K.

21. A u gust 1935: »D a den O m stæ ndighed, at R ekvisita har in d g ivet Begæring om Æ ndring af de for Separation gæ ldende V ilkaar, hvorefter R ekvirenten har F oræ ldrem yndigheden over Sønnen, og hvori d e t bestem m es, at Sønnen indtil det fy ld te 11. A ar skal bo hos M oderen , ikke kan berøve R ekvirenten R etten til, nu da D rengen er fy ld t 11 Aar, at erholde ham ud leveret til O pdragelse hos sig selv , v il den begæ rede Forretning være at frem m e«. K endelsen stad fæ sted es a f 0 . L. R. d. 3. Septem ber 1935, idet det dog yderligere anføres, at »der in tet er o p ly st om , at en U d levering af Barnet under de foreliggend e Forhold skulde være til Skade for dets Tarv«.

291

under en U dsæ ttelsesforretning70), men netop ved Ind- og U dsæ ttelsesforretninger vil Trangen til at benytte Bestemmelsen kunne være særlig stor. D ette gælder særlig ved um iddelbare Fogedforretninger vedrørende Børn, hvor det ofte vil være meget uheldigt at flytte Børnene frem og tilbage mellem Forældrene. H vor Fogeden derfor m aatte mene, at der er betydelig U dsigt til Æ ndring af Overøvrighedens Afgørelse og f. Eks. ved U dtalelse fra Børneværnet eller Lægeerklæring stø ttes i den Opfattelse, at H ensynet til Barnets T arv taler for U dsæ ttelse71), maa han formentlig med Hjemmel i § 287 kunne udsæ tte Forretningen72).

Særligt stiller Forholdet sig, hvor A fgørelsen om Foræ ldrem yndigheden er truffet ved D o m 73). Da en Dom, der ud trykkelig lyder paa Udlevering af et Barn, jfr. § 495, som om talt S. 271—72, ikke kan eksekveres, m edm indre Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, uden at A nke har fundet Sted74), synes det samme at m aatte gælde en Dom, der kun indirekte giver Grundlag for Udlevering; jfr. ogsaa at § 487, sidste Stk., udtaler, at Domme, hvorved der tilkendes nogen en Ret, ikke før Eksekutionsfristens Udløb kan afgive Hjem m el til Udøvelse af Retten. A nke inden Eksekutionsfristen har altsaa i Almindelighed suspensiv V irkning75), og skulde der i det enkelte Tilfælde være Trang til Fuldbyrdelse uden H ensyn til Anke, maa særlig Bestemmelse træ ffes efter § 488, 2. Stk. Om vendt har Anke efter Eksekutionsfristens Udløb ikke suspensiv V irkning76), og

70) Jfr. U . 1925. 981 m ed H en syn til Spørgsm aalet om F orkastelse af en O psigelse efter B olig loven .

71) Jfr. herved den i N o te 69 c iterede L andsretsdom sam t den i N o te 65 anførte D om U . 1932. 406.

72) D e tte antages ogsaa i K øbenhavns B yrets Fogedpraksis.73) D e tte T ilfæ ld e m edtages for Sam m enhæ ngens Skyld, skønt der

i k k e her er T ale om e g e n t l i g » u m i d d e l b a r F o g e d f o r r e t n i n g « . I K øbenhavns B yret foretages Forretningen ogsaa i disse T ilfæ ld e af første K ontor, jfr. N o te 82.

74) Jfr. D om i V . L. T . 1930 S. 229, refereret S. 272, N o te 36.75) Jfr. U . 1941. 158 og ovfr. S. 48 m ed N o te 9.7G) Jfr. utr. 0 . L. K. 6. N ov em b er 1930, der i et T ilfæ ld e, hvor et

Fæ llesbarn ved Sk ilsm issedom var tillagt M anden, og hvor H ustruen under Forretningen, der foregik efter E ksek utionsfristens U d løb , p rotesterede under H en syn til, at hun agtede at paaanke D om m en, for

19*

292

i disse Tilfælde vil Fogeden næppe kunne benytte § 287 til at udsæ tte Forretningen. Kræver H ensynet til Barnets T arv eller lignende, at Forretningen udsættes, maa der af den Ret, til hvilken Dommen er paaanket, i M edfør af § 491 træ ffes særlig Bestemmelse om, at A nke skal have suspensiv V irkning77).

b. Skønt § 609 kun om taler Fogedens H jælp til at »gøre Forældre- eller Værgemyndighed gældende med H ensyn til umyndige«, har Praksis i nyeste T id anerkendt78), at Fogedens Bistand til U d l e v e r i n g a f e t B a r n ogsaa kan paakaldes efter § 609 ellers dens Analogi t i l G e n n e m f ø r e l s e a f » S a m k v e m s r e t t e n « eller »Besøgsretten« efter Myn- dighedslovens § 27.

Rigtigheden af denne Praksis er overordentlig tvivlsom, men det maa i hvert Fald understreges, at det ovenfor S. 291 om Gennemførelse af Forældre- eller Værgemyndighed anførte, hvorefter H ensynet til Barnets T arv kan føre til, a t Fogeden ikke er Faderen (evt. M oderen) følgagtig, gør sig endnu s tæ rkere gældende, hvor det kun dre jer sig om Gennemførelse af et kortvarig t Besøg, som Barnet ikke ønsker, jfr. nærm ereO. A. B o r u m : Fam ilieretten I, 2. Udg. S. 73—7479).

D. P a r t e r n e s V e d t a g e l s e kan n æ p p e have nogen selvstændig Betydning til at udvide O m raadet for de um id

kaster den frem satte Protest. Jfr. m. H. t. E ksekution U . 1944. 396 og m. H. t. alm. In dsæ ttelsesforretn in g V . L. T . 1943. 147.

77) Jfr. herved utr. B eslutning af Ø stre L andsret d. 12. N o vem b er1936, der næ gtede i A n ledn ing af, at M anden havde anket efter de 15 D age, at u d sæ tte F uldbyrdelsen af en D om , hvorved H ustruen havde faaet Foræ ldrem yndigheden.

78) Jfr. allerede Præ m isserne til U . 1940. 36 (H ) og nu ud tryk k elig t U . 1945. 828 (H ). Se om den første D om O. A . B o r u m U. 1939.B. 302—305, C. D . R u m p T. f. R. 1940. 452 (hvis T illid til F ogedpersonalets K onduite er im ponerende) og 0 . A h n f e l d t - R ø n n e Jur. Forenings A arbog 1939/40 S. 31 og om den sidste D om A . D r a c h- m a n n B e n t z o n T . f. R. 1947. 221. — O m n o r s k Ret se A n d r e a s S t ø y 1 e n T. f. R. 1939. 250 ff. og 1940. 235—36. O m s v e n s k Ret se K a r l O l i v e c r o n a : U tsökn in g S. 60.

70) I H ø jesterets D om U. 1945. 828 tages ogsaa et Forbehold , der tyder i R etning af, at H øjesteret ikke under alle O m stæ ndigheder anser Fogeden for p ligtig at efterkom m e Begæringen, id et det bem ærkes, at det ikke for H ø jesteret var gjort gæ ldende, at særlige Forhold gjorde det betæ nkeligt at gennem føre Sam kvem sretten . H erefter be-

293

delbare Fogedforretninger80). Men den vil undertiden kunne have den Virkning at afskære Tvivl, om en Misligholdelse er tilstrækkelig væsentlig til at give Anledning til denne R etshjæ lp81).

III. A. F r e m g a n g s m a a d e n ved disse Forretninger er i A lmindelighed den samme, som gælder ved Udlæg, særlig naar Handlingsdomme skal frem tvinges ved direkte Eksekution, jfr. § 495; der vil ligesaa lidt som ved disse kunne være Tale om at lade Forretningen foretage ved Sognefogeden, idet dette efter § 480, 1. Stk., kun kan ske, naar det d re je r sig om Betaling af en Pengesum, og G enstanden for Forretningen ikke er fast E jendom 82). Derim od gælder der ogsaa her for Rekvisitus en Paavisningspligt, som evt. vil kunne fremtvinges ved Hæfte, § 609, 1. Stk. i Slutn., smh. med § 495, 2. Stk.83), se ndfr. Ifølge § 609, 3. Stk., kan Fogeden endvidere nu ogsaa, naar Rekvirenten ønsker det, og H ensynet til Skyldnerens T arv ikke taler derimod, beramme en Indsættelses- eller U dsæ ttelsesforretning til Paabegyndelse paa sit Kontor, saaledes at Rekvisiti Udeblivelse uden lovligt Forfald m edfører V irkning efter § 52$,

tyder det form entlig ikke saa m eget, at H øjesteret stad fæ ster Landsretsdom m en i H en hold til de øvrige anførte G runde, derib landt den m æ rkvæ rdige U d ta le lse om , at »H en syn et til Barnet skønnes at tabe sin B etydning, naar det v ides, at F ogedens B istand kan kræ ves, idet det kan antages, at Foræ ldrem yndighedens Indehaver netop af H en syn til Barnet v il undlade at v ise M od vilje m od Sam kvem srettens U d øvelse« . D e t er jo m eget hyppigt B arnet selv , der v iser denne M odv ilje . — Se ogsaa herved utr. 0 . L. D . 10. Januar 1947 (II. 628/1946).

80) S e lvtæ gtsstraffen for ved privat M agt at ivæ rksæ tte B esiddelsesfratagelse, f. Eks. at ud sæ tte en L ejer af L ejligheden, kan næ ppe heller fjernes ved den paagæ ldendes forudgaaende Sam tykke, jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n U . 1908. B. 12— 13. Cfr. derim od D om m e U. 1879.1070 og 1909. 90, H a g e r u p: C ivilproces I. S. 6, R. S c h m i d t: C ivilprozessrecht S. 159— 160.

81) Jfr. U . 1942. 855 om en u tin g lyst K øbekontrakt, i hv ilken det var vedtaget, at Sæ lgeren, hvis K øberen m islighold t K ontrakten, kunde sæ tte sig i B esidd else af det solgte.

82) I K øbenhavns B yret hører de um iddelbare Fogedforretn inger under f ø r s t e F o g e d k o n t o r . — I G e b y r for Ind- og U d sæ tte lsesforretn inger betales, jfr. Lov N r. 24, 13. Februar 1929 § 2, 4 Kr. Cfr. N o te 87.

83) Jfr. U . 1922. 995 og 1936. 191.

294

2. Stk. Ogsaa Bestemmelsen i § 481, 2. Stk. maa vistnok finde Anvendelse ved Ind- eller U dsæ ttelsesforretninger84).

B. Om de Indsættelsesforretninger, hvorved Sælgeren ved K ø b p a a A f b e t a l i n g tager Tingen tilbage paa G rund af Køberens Misligholdelse, gælder der ifølge Lov Nr. 244, 8. Maj 1917 §§ 10—15 nogle særlige Bestemmelser, der navnlig gaar ud paa at gøre Fremgangsmaaden saa simpel som mulig85).

Sælgerens Begæring skal, jfr. § 10, altid være skriftlig affa tte t og være bilagt med en Udregning af det Beløb, som Sælgeren kræ ver i Henhold til Lovens § 486). Fogeden kan ifølge § 11 altid tilsige Køberen *til Møde paa Fogedkontoret. N aar Sælgeren ønsker det, kan en saadan Tilsigelse — for at spare Om kostningerne ved selve Forretningen87) — navnlig ogsaa finde Sted, forinden der er paabegyndt Indsæ ttelsesforretning; Bestemmelsen gaar noget videre end Rpl. § 609, 3. Stk. Til Fremtvingelse af dette Møde og Køberens Oplysningspligt i det hele haves der det sædvanlige Tvangsm iddel af Iiæ fte88). Derimod er der ikke i §’en om talt den ved Rpl. § 520, 2. Stk., hjem lede Adgang til at lade Rekvisitus fremstille um iddelbart ved Politiet. N aar Rekvisitus udebliver, maa der derfor altid afsiges Kendelse om H ensættelse i Hæfte, og i Henhold til denne Kendelse kan Politiet saa fremstille den paagældende

84) Jfr. U . 1947. 185, der antog, at en i O dense K øbstad paab egynd t Indsæ ttelsesforretn ing kunde kon tin ueres i O dense H erred.

85) Jfr. herved J u l . L a s s e n og H e n r y U s s i n g : H aandbog i O bligationsret, sp eciel D el, I. S. 373, U s s i n g : K øb S. 157— 58 og H e i d e - J ø r g e n s e n s U d gave af A fb eta lin g slo v en S. 33 ff. — D e processuelle R egler m ed U n dtagelse af § 11 maa i og for sig ogsaa finde A n ven d else , hvor der bliver Spørgsm aal om at tage T ingen t ilbage fra en T redjem and, hvem K øberen har overladt T ingen , m en o fte vil der tilkom m e T redjem and et K rav paa forinden at faa n ød vend ige R eparationsudgifter o. lign. U d læ g dæ kkede, jfr. U . 1934. 198 og 1935. 184.

86) Jfr. U . 1922. 818.87) N aar Sagen paa G rundlag af en saadan T ils ige lse ordnes m el

lem Parterne ved deres M øde paa F oged kontoret uden F ogedens M ellem kom st, tages Forretningen nem lig sle t ikke til P rotokollen , og der beregnes in tet G ebyr. E llers b eta les e fter § 16 et G ebyr af 3 Kr. sam t i V idn egebyr 1 Kr. og for T ils ige lse 1 Kr.

8S) Jfr. ovfr. S. 126, N o te 45. D e t siges ud tryk kelig t i § 11, at O m kostn ingerne herved afholdes paa sam m e M aade som D e lin k v en tom kostninger. Jfr. m. H. t. Rpl. § 520 ovfr. S. 126, N o te 46.

295

paa Fogedkontoret, saaledes at han løslades, hvis han nu giver de fornødne Oplysninger89). Fogeden skal under Forretningen altid, uden Hensyn til Sagens Værdi, cfr. om sædvanlige U dlægsforretninger Rpl. § 524, 5. Stk., vejlede Parterne, for saa vidt de ikke giver Møde ved Sagfører. Om A nsæ ttelse af T in gens V ærdi af Fogedvidnerne, eventuelt ved Tilkaldelse af sagkyndig Bistand, eller ved Skøn, gives der i Lovens § 1290) næ rm ere Regler91). Bestemmelsen i Rpl. § 480, 2. Stk., hvorefter eet V idne kan være tilstrækkeligt, maa ogsaa finde Anvendelse ved Indsæ ttelsesforretninger efter A fbetalingsloven92). Finder Fogeden, at det Beløb, som Sælgeren har beregnet til Dækning af Om kostningerne ved Tingens Tilbagetagelse, er større end rimeligt, kan han nedsæ tte det til et passende Beløb. Endelig træ ffes der i § 13 særlig Bestemmelse om den Sikkerhedsstillelse, der skal kunne forlanges af R ekvirenten93), og der gives i § 14 nærm ere Regler om, hvorvidt eller hvornaar den skal kunne forlanges tilbage. Ved disse Regler henlægges i V irkeligheden en A rt Dom svirksom hed til Fogeden, jfr. ndfr.

Ifølge § 15 skal disse Bestem m elser finde tilsvarende A nvendelse, naar Køberen vil gøre Brug af sin Ret efter § 6 eller § 7 til a t indløse Ting, Sælgeren har faaet tilbage, naar denne ikke godvillig vil udlevere dem.

Ifølge § 16 skal der betales visse mindre Retsafgifter og G ebyrer under disse Indsæ ttelsesforretninger94).

IV. Angaaende A dgangen til at rejse I n d s i g e l s e r og

80) Saaledes er Praksis i K øbenhavn og v istnok ogsaa andre Steder. H e i d e - J ø r g e n s e n 1. e. S. 36 N o te 5. Cfr. derim od tild els J u l . L a s s e n og H e n r y U s s i n g anf. Sted N o te 184. — P o litie ts U d g ifter ved F rem stilling af R ekvisitus i A fb eta lingssager a fholdes af Statskassen , jfr. J. M. Skr. N r. 154, 8. M arts 1941, cfr. ovfr. S. 126, N o te 41.

00) O m A fta ler , der bl. a. søger at fravige Iagttagelse af R eglerne i § 12, se U . 1929. 1070 (H ), 1930. 562 og 1931. 395.

91) Jfr. herved U . 1934. 195: E ffek terne fandtes at burde forblive i K øberens V aretæ gt, ind til R esu ltatet af en i H en hold til § 12, 3. Stk., begæ ret Skønsforretn ing forelaa. — N aar der har væ ret ud m eldt Skøn, afgør Fogeden ifø lge § 12, 3. Stk., hvem af Parterne der skal bære O m kostn ingerne.

°2) Jfr. U . 1926. 839. V id n egeb yret er i saa Fald i M edfør af L ovens § 16 1 Kr., jfr. J. M. Skr. N r. 118, 6. M aj 1932.

93) Se herved D om m e U . 1925. 708 og 1932. 607.°4) Jfr. herved U. 1932. 638 og ovfr. N o te 87.

296

anvende R e t s m i d l e r mod disse Fogedforretninger indeholdes der nogle Bestemmelser i Rpl. §§ 610 og 611, der dog væsentlig kun kodificerer den tidligere Ordning og indpasser den i det nye Processystem.

A. Rekvisitus kan selvfølgelig altid frem føre sine Indsigelser imod Forretningens Fremme f o r F o g e d e n , som da paakender dem i Overensstem m else med de almindelige Regler i Kap. 48, navnlig §§ 524—52795). Imod Fogedens Afgørelse kan der da ifølge § 611 benyttes henholdsvis A n k e e l l e r K æ r e i Overensstem m else med de almindelige Regler om R etsm idler imod Fogedfçrretninger, jfr. navnlig § 536, hvorefter Fogedens Kendelser først kan appelleres, naar Forretningen er slu tte t96), § 537 om A ppelfristerne og § 593 ff., om hvornaar Anke eller Kære kan benyttes97). Ligesom ved U dlægsforretninger vil der

95) F ogeden har heller i k k e under disse Forretninger nogen alm indelig B efø jelse til at t r æ f f e B e s t e m m e l s e o m O m k o s t n i n g e r , jfr. U . 1937. 587, der statuerer, at der hverken i Rpl. eller i A n a log ien af § 11 i A fb eta lin g slo v en er H jem m el for Fogeden til under en a lm indelig Ind- og U d sæ tte lsesforretn ing at træ ffe B estem m else om Forretningens O m kostn inger, derunder G ebyrer og Sagførersalærer. D isse m aa da ev en tu elt kunne ind beta les ved Søgsm aal i første Instans, jfr. R. U . N r. 62 i U . 1921. B. 14 og U . 1938. 977 (m. H. t. T redjem and). N aar den sæ rlige G rundsæ tning i Rpl. § 527, sidste Stk., kan anvendes, er Fogeden dog b e fø je t til at paalæ gge Sagsom kostninger, jfr. H øjesteretsd om U . 1930. 1020 (1025 m ed N o te 1). — Cf r . m. H. t. A f b e t a l i n g s f o r r e t n i n g e r A fb eta lin g slo v en s § 1 2.

96) Jfr. U . 1927. 696.°7) Jfr. som D om m e, der anser A n k e for nødvendig: U . 1921. 5:

Spørgsm aalet om Brugerens R et til at bebo et T jen esteh u s var b ortfa ldet som Følge af T yen d efo rh o ld ets O phør, 1921. 63: Spørgsm aalet om R ekvisitus havde T ilb ageh old elsesret, 1922. 995: L ignende F orhold ,1923. 574: Spørgsm aalet om Brud paa en T jen estek on trak t kunde m edføre U d sæ tte lse af et H us, der ikke var et egen tlig t T jen esteh u s,1924. 290: Spørgsm aalet, om A fk a ld paa Foræ ldrem agt forelaa, 1925. 470: Spørgsm aalet om M ekaniker havde T ilb ageh old elsesret i A u to m o bil overfor A fb eta lingssæ lgeren , 1931. 359: Panthaver, der havde overtaget E jendom m en til B rugelighed, berettiget til at anke In d sæ ttelsesforretning, der i H enhold til E jendom sforb eh old var foretaget i nog le G rise, 1933. 1142: Spørgsm aal om R etsforfø lgn in g i Strid m ed A fb e ta lin gsloven s Regler, og 1935. 391: Spørgsm aal, om Fogeden kunde udsæ tte en frasepareret H ustru af Æ gtefæ llern es tid ligere fæ lles L ejlig hed, henhører under A n ke, V . L. T . 1932. 378: F ogedens N æ g te lse a f

297

o g s a a kunne blive T tale om Anke fra en T r e d j e m,a n d, der ikke har væ ret Part under Fogedforretningen98). U nder Anke eller Kære kan der ogsaa rejses helt nye Paastande og Indsigelser, jfr. § 594. D er kan endvidere blive Tale om Anke i to Instanser i Overensstem m else med den S. 154 om talte Bestemmelse i § 595, 1. Stk.99).

U nder Appelsagen kan den, der klager over en ulovlig Ind- eller U dsættelsesforretning, baade fordre Forretningens O p- h æ v e 1 s e100), eventuelt i Forbindelse med E r s t a t n i n g101) for den lidte Skade, og indskrænke sig til at nedlægge E rstatningspaastand. D er gælder naturligvis ikke som under Regres- søgsmaal efter § 610 nogen Indskrænkning med H ensyn til at frem sætte Indsigelser mod Forretningens formelle Lovlighed eller den benyttede Fremgangsmaade, og der kan under Anke ogsaa gøres A nsvar gældende mod Fogeden personlig.

Indsæ ttelsesforretn ing hos den tid ligere Form and for en Sygekasse m aatte ske ved A n ke, da N æ g te lsen sk yld tes, at G odk en delsen af V alg af ny Form and var paaklaget til Socia lm in isteriet, sam t 0 . L. T .1929. 255: Spørgsm aal om A fb eta lin g slo v en kunde finde A n v en d e lse , m aa afgøres ved A n k e, og 1929. 427: Spørgsm aalet om G yld igh ed en af et E jendom sforbehold . Se derim od som T ilfæ ld e, hvor K æ r e har fun det Sted, U . 1922. 48: Spørgsm aal om F ogedforretn ing skulde paabegyndes, uanset at E ffek ternes Id en tite t ikke paa Forhaand var g ivet, og 1925. 979: Spørgsm aalet om Skadesløsbrev kunde give G rundlag for at tage E jendom til Brugelighed.

98) Jfr. U . 1942. 992." ) Jfr. som E ksem pler herpaa H øjesteretsd om m en e U . 1923. 574

og 1924. 290. Se ogsaa U . 1940. 693 (H ): En af L andsretten afsagt D om , der stad fæ sted e en F oged kendelse vedr. U d sæ tte lse af et L ejem aal, kunde paaankes til H øjesteret, id et Sagen efter sin B eskaffenhed — b ortset fra L ejeloven — som egen tlig R etssag vild e henhøre under L andsretten, og L ejeloven ikke kunde m edføre andet R esu ltat i et T ilfæ ld e som det foreliggende, hvor Sagens B ehandling ved V o ld g ifts retten var udelukket.

10°) Jfr. U . 1937. 850: T re In dsæ ttelsesforretn inger, hvorunder R ekvisitu s friv illig ud leverede nogle af ham paa A fb eta lin g køb te H usdyr til Sæ lgerne, ophæ vedes, da Fogeden ikke burde have tils ted et U d leveringen , idet han v id ste , at R ekvisiti E jendom var overtaget til brugeligt Pant af en Panthaver, m en burde have udsat Forretn ingen , for at P anthaveren kunde faa L ejlighed til at varetage sine Interesser.

101) Jfr. U . 1920. 233 (H ): U d sæ tte lsesforretn in g oph æ vet under A n k e og 1000 Kr. tilk en d t i Erstatning, og 1920. 395 (H ), der lige led es

298

Angaaende Fogedens Kendelse om Tilbagegivelse af stillet Sikkerhed efter Lov om Køb paa A fbetaling Nr. 244, 8. Maj 1917 træffes der i § 14, 1. Stk. i Slutn., en Bestemmelse, hvorefter Kendelsen skal kunne gøres til G enstand for A p p e l , og denne have opsæ ttende Virkning. Da denne Afgørelse næ rmest har K arakteren af en Dom 102), maa vistnok ogsaa efter Rpl. egentlig A nke overfor den finde Sted.

B. D er aabnes im idlertid ogsaa ved § 610 Rekvisitus en vis Adgang til at a n l æ g g e R e g r e s s ø g s m a a l i f ø r s t e I n s t a n s mod Rekvirenten. Denne er ordnet i nøje O verensstemmelse med, hvad der ifølge § 607 gælder om U dpantningsforretninger.

H erefter kan denne Adgang kun benyttes, naar Rekvisitus har andre Indsigelser mod Forretningen at gøre gældende end saadanne, som gaar ud paa, a t den ikke lovlig kunde finde Sted uden sædvanligt Eksekutionsfundam ent, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmaade (han kan derim od f. Eks. gøre gældende, at Rekvirentens Krav ikke har væ ret tilstrækkelig m aterielt begrundet), og endvidere kun, for saa vidt han ikke vil gøre A nsvar mod Fogeden gældende, og han ikke allerede har re jst Anke eller Kære103). Søgsmaalet

under A n k e ophæ ver U d sæ tte lsesforretn ingen og tilkender 2000 Kr. i E rstatning. Se endvidere V . L. T . 1941. 345, der under A n k e af en U d sæ ttelsesforretn ing ophæ ver denne, under H en syn til at L ejem aalet havde væ ret b esk y ttet efter B olig lovg ivn ingen , og tillæ gger R ekvisitus 47 Kr. i Erstatning for F lytteud gifter og tabt A rb ejd sfo rtjen este sam t 600 Kr. for T ort og U lem p e i A n ledn ing af, at han m ed H ustru og fire Born af S ocia lvæ senet var anvist O phold paa A rbejdsansta lten . D et er uklart, hvad der m enes, naar denne sidste D om siger, at Erstatn in gen tilkendes »i M edfør af § 610«. Sml. herved N o te 103.

102) Jfr. M ot. t. K om m issionsudkastet til L oven i R igsdagstid. for 1916— 17 T illæ g A , Sp. 2540.

10:î) V . L. T . 1942. 144 antager, at R ekvisitus ved A n k e af F ogedforretningen alene kunde anses at have afskaaret sig fra at anlæ gge det i Rpl. § 610 h jem led e sæ rlige R egressøgsm aal, m en ikke fra, e fter at Fogedforretn ingen var oph æ vet af L andsretten under A n ke, at anlægge alm indeligt E r s t a t n i n g s s ø g s m a a l , id e t det udtales, at dertil m aatte kræ ves udtrykkelig H jem m el for og K rav om E rstatn ingskravets Frem sæ ttelse under A n k en af F ogedforretn ingen . D et kan im id lertid ikke tiltræ des, at der ikke er H jem m el for at tilk en de Erstatning under A nken , jfr. ovfr. S. 297 m ed N o te 101. D e tte har

299

skal anlægges inden 8 U ger104). U nder dette Søgsmaal kan der da efter O m stændighederne saavel tilkendes ham E r s t a t - n i n g i Anledning af den ulovlige Forretning, som ogsaa gives Dom for, a t Forretningen bør være o p h æ v e t .

N aar der under Appel af Fogedforretningen efter § 611 eller under Regressøgsmaal efter § 610 paastaas Erstatning, kan der i k k e opstilles nogen F o r m o d n i n g om, at der er lidt T o r t e l l e r K r e d i t s p i l d e105).

altid væ ret anerkendt før R etsp leje loven , jfr. H. M u n c h - P e t e r - s e n : D ansk C ivilprocesret III. (1915) S. 187, og der er in te t i M o tiverne til Rpl., der taler for, at d e tte skulde væ re æ ndret, jfr. herved M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 7 7 S. 230— 31 og til U d- k a s t e t 1 8 9 9 Sp. 162 (265).

104) H ø jesteretsd om U . 1928. 667 antager ikke, at denne Frist skal paases ex officio .

105) Jfr. herved efter Rpl. V . L. T. 1941. 345 og U. 1920. 233, 395 og fra den tid ligere R et U . 1901. 201, 1899. 670, 1897. 983 (985), 1896. 1261, 1894. 342, 1892. 307, 1890. 1184, 1889. 672 (675), 1888. 89, 1886. 52, 311 (314), 1885. 917, 1878. 499, 1877. 470, 472, 1875. 470, 873, 1014.

FORELØBIGE RETSMIDLER

Indledning1).I. I Begrebet »de foreløbige Retsmidler«, der i O verskriften

til Rpl.’s tred je Bog, femte Afsnit, bruges som Fællesbetegnelse for de to Retsm idler A rrest og Forbud, ligger nærm est, at denne Retshjælp efterfølges af en endelig. D ette passer ogsaa fuldt ud paa A rresten, hvis Væsen netop ligger i at skabe en foreløbig Sikring for et Krav, indtil dets endelige Tvangsfuldbyrdelse kan finde Sted. D erim od vil noget saadant sædvanlig ikke være Tilfæ ldet med Forbud, idet den retlige H indring for visse Handlingers Foretagelse, der derved skabes, som Regel ikke er bestem t til at afløses af andre retslige M idler, men kun ved den senere Dom faar sin Bekræftelse. For saa vidt kan altsaa dog Forbudet lige saa vel som A rresten betegnes som et »foreløbigt« Retsmiddel, som de begge kun er bestem t til at have m idlertidig Virkning, indtil den endelige Afgørelse om deres Lovlighed kan træ ffes under den »Justifi- kationssag«, hvoraf de altid skal efterfølges. D et vilde derfor maaske egentlig være korrektere som Fællesmærke for A rrest og Forbud at betone, at de er en f o r e g r e b e t (»anteciperet«) Retshjælp.

N aar der dernæst spørges, hvori Forskellen mellem A rrest og Forbud i egentlig Forstand bestaar, er det vel klart, at allerede D. L., jfr. saaledes navnlig 1—21—22, forudsatte en vis Forskel, men den fastholdt ikke nogen skarp Terminologi. D er har im idlertid paa Grundlag deraf fundet en historisk Udvikling Sted, hvorunder de to R etsinstitu tter nærm ere er blevet udform et efter de reale Formaal, som de er bestem t til at tjene. Paa dette historisk-praktiske Begreb bygger da ogsaa Rpl., hvis Ordning i Hovedsagen kun indeholder en Kodifikation af den hidtil gældende Retstilstand.

§ 25.

*) Jfr. D e u n t z e r : A rrest og Forbud, 2. Udg. 1897 (c iteret A . & F.) S. 1— 5.

304

Ifølge Rpl. § 612, 1. Stk., kan A rrest under visse nærm ere Betingelser finde Sted »til Sikkerhed for et Krav, der lyder paa Penge eller Penges Værd«. D ette maa vistnok — navnlig naar man sam m enholder dette U dtryk med U dtrykket i § 225, Nr. 1, »private Form uerettigheder« — forstaas saaledes, at A rrest altid skal t j e n e t i l a t s i k r e F y l d e s t g ø r e l s e af e t K r a v p a a P e n g e (eller Pengerepræsentativer), ligegyldigt, om dette er af privat eller offentligretlig K arakter, hvorim od andre Krav af Pengeværdi, f. Eks. paa individuelt bestem te Ting eller paa visse A rbejdsydelser, ikke efter deres principale Indhold, men alene for den Erstatningsydelse, hvortil de subsidiært kan om sættes, kan sikres ved A rrest. Denne Bestemmelse af A rrestbegrebet var formentlig den re tte før Rpl.2), og det har utvivlsom t ikke væ ret Meningen ved denne at gøre nogen Forandring heri; ved at stræ kke A rrestens A nvendelse udover Pengekrav vilde m an navnlig komme i Strid med den moderne O pfattelse af A rresten, hvorefter den blot skal være et Middel til at sikre den senere Eksekutions G ennemførelse, men ikke skal tjene som et ubestem t Tvangsmiddel til at fremkalde en Forpligtelses O pfyldelse3). Paa samme M aade forstaas ogsaa en ganske lignende Bestemmelse i den tyske C ivilprocesordning4), ligesom det udtrykkelig udtales i den norske Tvangsfuldbyrdelseslov5). Er det altsaa Hensigten

2) N o g e t m ere om fatten de var dog m aaske D e u n t z e r s B estem m else S. 3, om »R etsm idlets Form aal er at sikre E ksekutionsm idlers T ilsted eb liv e lse eller ej«, og efter den h id til gæ ldende norske R et H a g e r u p: C ivilproces II. S. 448, »udelukkende har til Form aal at sikre T ilsted evæ relsen af D eb itor se lv eller af E ksekutionsm id ler for et obligatorisk R etskrav«, idet ogsaa K ravene paa ind iv idu elt b estem te T ing syn tes at gaa ind herunder.

3) Jfr. saaledes navnlig M ot. C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 7 7 S. 232.

4) § 916: »Der A rrest findet zur Sicherung der Z w angsvollstreckung in das bew egliche oder unbew egliche V erm ögen wiegen einer G eld forderung oder w egen eines A nspruchs statt, w elcher in eine G eld forderung übergehen kann«; jfr. om dennes Forstaaelse S t e i n s K om m entar, V orbem erkungen ad § 916 II. og V ., og A d o l f S c h ö n k e : Z w angsvollstreckungsrecht S. 218 ff.

5) § 244: »For at sikre tvangsfu ldb yrd elsen i sk yldnerens gods a v k r a v , s o m g a a r u t p a a p e n g e r e n t e n u m i d d e l b a r t e l l e r i s t e d e n f o r e n a n d e n y d e l s e , kan arrest foretages «

305

m ed vedkom m ende Retshandling at sikre Tvangsfuldbyrdelsen af et Pengekrav, maa den anses for A rrest, selv om den udvortes frem træ der som et Forbud, f. Eks. imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en G enstands Forflyttelse eller en anden Raadighedsudøvelse over den; disse Tilfælde, der undertiden betegnes som »A r r e s t f o r - b u d«, henføres ogsaa ved Rpl. § 653 udtrykkelig til A rrest. O m vendt vil egentligt Forbud aldrig kunne anvendes til at sikre Fyldestgørelse af et Pengekrav, idet der ved Forbud altid kun bliver Spørgsmaal om at v æ r n e e n R e t o v e r f o r H a n d l i n g e r , d e r i F o r v e j e n e r r e t s s t r i d i g e , jfr. § 646, 1. Stk. i Slutn., medens den Indskrænkning i Skyldnerens Raadighed over sin Formue, som skal sikre K reditors A d gang til Fyldestgørelse, ikke allerede er hjem let ved K reditors Krav, men netop først indtræ der ved A rresten, jfr. § 616, 1.Stk.: »A rrest paa Gods m edfører, at S k y ld n e ren-------b l i v e ru b e r e t t i g e t til a t ------- raade over de arresterede G enstande«.

I M odsætning til A rrest om fatter da det egentlige F o r b u d alle de Tilfælde, hvor de prohibitive A k ter foretages i andet Ø jem ed end at sikre Fuldbyrdelsen af et Pengekrav. Disse Forbudstilfælde er forøvrigt af hø jst forskellig A rt. De kan gaa ud paa at afværge Forstyrrelse af Besiddelsesforholdet m ed H ensyn til en Ting. N aar Rekvirenten selv er E jer af den, e r jo ethvert A rrestø jem ed paa Forhaand udelukket. Men ogsåa, hvor der kun er Spørgsmaal om at sikre et obligatorisk besky ttet Krav paa Overdragelse af en individuelt bestem t Ting, maa, som allerede ovenfor antydet, Forholdet betragtes som Forbud, naar det er selve denne Overdragelse, der ønskes s ik re t mod forstyrrende R aadighedsakter fra Besidderens Side. A t et saadant Tilfælde ikke er tæ nk t m edindbefatte t under A rrestinstitu tte t, frem gaar ogsaa deraf, at der her ikke, saaledes som § 616 forudsæ tter, er Tale om at berøve Skyldneren en Raadighed over Tingen, som ellers vilde tilkomme ham, idet en saadan Raadighed allerede ved K ontrakten er ham forment, ligesom forøvrigt A rrest ogsaa vilde være et hø jst usikkert M iddel til at værne K reditors kontraktm æssige Ret, da det ifølge den Paavisningsret, der efter § 632, jfr. § 506, ved A rrest ligesom ved Udlæg i Alm indelighed tilkom m er Skyldneren,


306

overhovedet vil bero paa et Tilfælde, om A rresten netop gøres i den om kontraherede Ting. H vor der er Tale om at forhindre U dbetalingen af nogle Penge fra en T redjem and, maa Forholdet opfattes som Forbud, hvor det ikke er en almindelig Kreditor, der vil sikre sig Fyldestgørelse ved H jæ lp af en Rekvisitus tilkommende Fordring, men hvor Rekvirenten under Paaberaabelse af, at han i V irkeligheden er den berettigede, søger at afværge retskræ nkende D ispositioner over en Obligation, der er kom m et paa urette H æ nder eller af andre G runde kan befrygtes at ville blive m isbrugt c). Paa lignende M aade vil det, naar et Skib ifølge Fogeddekret tilbageholdes, være A rrest, hvor det sker efter Begæring af en K reditor, for at sikre sig det som eventuelt Eksekutionsobjekt, men egentligt Forbud, hvor det er Skibets Ejer, der derigennem vil værge sig mod en uberettigets D ispositioner over det, eller naar det er en Befragter, som derigennem vil sikre sig, at Skibet bliver liggende det foreskrevne A ntal »Liggedage« og ^Overliggedage«7).

Endnu klarere bliver M odsætningen til A rrest, hvor der nedlægges Forbud mod Handlinger som stridende mod Krav eller Rettigheder, der overhovedet slet ikke er af økonomisk N atur. D ette m edfører alene et nyt retligt V æ rn mod H andlinger, der i sig selv er retsstridige, men ikke iøvrigt nogen særlig U raadighed for Rekvisitus, saaledes som det er T ilfæ ldet med A rrest8).

II. N aar A rrest og Forbud ikke sjældent, navnlig i den ældre Tid, sammenstilledes med Eksekution under et fælles Begreb »Fogedforretninger«9), er der vel det rigtige heri, at de — paa lignende M aade forøvrigt som efter Rpl. ogsaa A uktion — foretages af den samme Embedsmand, som i A lmindelighed foretager Udlæg, nemlig Fogeden, jfr. §§ 625, 626

°) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t c t 1 8 9 9 Sp. 187 (291).7) Cfr. dog U . 1937. 1096, der taler om A rrest, hvor der b lev fore

taget Fogedforretn ing af en B efragter for at hindre, at et Skib a fsejled e inden U d lø b et af det T idsrum , i hv ilk et han kunde forlange, at det skulde være til hans D isp osition for Indtagning af Ladning.

8) Jfr. B a n g & L a r s e n : Procesm aade III., S. 340.9) Saaledes hos B a n g & L a r s e n : P rocesm aade III. og F r o s t :

»Fogedforretninger«.

307

og § 64610); derim od vil A rrest eller Forbud i in tet Tilfælde kunne ske ved Sognefogeden (eller ved en Pantefoged). Ogsaa i flere andre Retninger er A rrest og Forbud undergivet lignende Regler som Udlæg. M en derved bør ikke udviskes den Væ sensforskel saavel i Henseende til Ø jem ed som Karakter, der dog er imellem den foreløbige Retshjælp og den endelige Tvangsfuldbyrdelse, og som ogsaa paa adskillige Punkter præger den retlige Ordning.

III. H vad angaar den tidligere L i t t e r a t u r om A rrest og Forbud, der til en vis G rad har bevaret sin Betydning efter Rpl., maa som H ovedskriftet for dansk Rets V edkommende nævnes J. H. D e u n t z e r s Frem stilling11). T id ligere var Em net behandlet af B a n g og L a r s e n i deres Fremstilling af den danske Procesmaade, i hvis tiende. Capitel (III. S. 185—449) A rrest og Forbud behandles i Forbindelse med de øvrige »Fogedforretninger«. E fter den hidtil gældende n o r s k e R e t er Læren om A rrest og Forbud frem stillet afA. S c h w e i g a a r d som ottende A fsnit af hans Proces12) og af F r a n c i s H a g e r u p som niende H ovedafsnit af hans Civilproces13), m edens O rdningen efter den nye Tvangs- fuldbyrdelseslov behandles i III. Bind af den sidste Udgave af dette V æ rk14), af S k e i e i Civilproces III., sy ttende Kap ite l15), og af P e r A u g d a h l : N orsk Civilproces (1947) S. 336 ff. Om s v e n s k R e t kan nu navnlig m ærkes K a r l O l i v e c r o n a : U tsökning (1945) S. 206 ff. og P e r N i l s - s o n - S t j e r n q u i s t : Om handräckningsutslag (1946) S. 173 ff.10).

10) Jfr. ovenfor S. 6 ff. — I K obenhavns B yret hører F o r b u d under F o g e d k o n t o r I, me n A r r e s t under F o g e d k o n t o r II.

n ) O m A rrest og Forbud i c iv ile Sager efter dansk R et. 2. U d gave. 1897, her c iteret som : D e u n t z e r : A . & F. A rrestin stitu ttets h istor iske U d vik lin g i vor R et er behandlet af D eun tzer i en A fh and ling i T idsskrift for R etsvidenskab for 1888 S. 59— 104, jfr. for norsk R et S k e i e : C ivilproces III. S. 728— 739.

12) III. B ind 2. U d gave S. 1— 112.13) II. A n d en U dgave. 1905 S. 445— 492.14) T red je U d gave 1919 S. 210— 234.15) 2. U dg. S. 389— 409.1G) Iøvrigt findes Læren om de foreløb ige R etsm id ler i frem m ed

R et sæ dvanlig behandlet i de alm indelige Procesfrem stillinger.

20*

Arrest.

Betingelser og Genstand.§ 26.

De almindelige Betingelser for Arrest1).I. Hovedbetingelserne for at foretage A rrest i G o d s

findes angivet i Rpl. § 612.A. H erefter er det for det første, som tidligere anført,

en Betingelse, at Kravet, som derigennem skal sikres, »lyder paa Penge eller Penges Værd«. A llerede heri ligger, at Kravet maa være af a r t s b e s t e m t K a r a k t e r , saa at R ettigheder til en individuelt bestem t Raaden — hvad der forøvrigt ogsaa følger af det i forrige § udviklede — efter deres um iddelbare Indhold kun kan værnes ved Forbud, og der alene kan blive Tale om gennem A rrest at sikre sig for den eventuelle E rstatning for Krænkelse af saadanne Rettigheder, jfr. ogsaa, a t det i § 612, N r. 1, forudsættes, a t der kan gøres almindeligt »Udlæg« for Kravet, og at der i N r. 2 bruges U dtrykket »Fordringen«.

B. Ifølge A rrestens Formaal, at sikre den frem tidige Eksekution, maa det være udelukket at foretage A rrest, naar der allerede kan gøres Eksekution for Fordringen, og det gøres ogsaa ved § 612, Nr. 1, udtrykkelig til Betingelse for A rrests Foretagelse, at »U d l æ g f o r K r a v e t i k k e e n d n u k a n g ø r e s i Godset«2). Derim od udelukkes Adgangen til A rrest

*) Jfr. om den tid ligere R et D e u n t z e r : A . & F. S. 8— 16 og 25— 32 sam t H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. (1915)S. 197— 203. M ed H en syn til R etsp le je lo v en s B estem m elser m ærkes C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 7 7 §§ 572— 605, M ot. S. 232— 48 og C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 §§ 459— 492, M ot. Sp. 163— 84 (266— 288) sam t F r o s t : F ogedforretn inger S. 226— 97 og K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 848—76.

2) Jfr. U . 1923. 426.

309

ikke derved, at der allerede er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen3), naar der dog endnu ikke er opnaaet eksigibelt Grundlag for denne, eller naar Eksekution til T rods for, at der foreligger et saadant Grundlag, dog endnu ikke kan finde Sted, f. Eks. fordi Eksekutionsfristen endnu ikke er udløbet4), eller Eksekutionskraften er suspenderet ved A nke5), jfr. § 500.

Med Hensyn til de Tilfælde, hvor der haves Hjemmel for U d p a n t n i n g i S tedet for Eksekution, kan A rrest alene foretages indtil 5 Dage, efter at U dpantningskendelsen er blevet forkyndt for Skyldneren, jfr § 599, eller hvis U dpan tningsretten er forældet. Med Hensyn til B ø d e r m aatte der vel principielt kunne foretages A rrest i de 3 Dage, der ifølge § 999 er den sædvanlige Fuldbyrdelsesfrist, jfr. ovenfor S. 164, men i de Tilfælde, hvor der ellers vilde være Trang hertil, vil selve Bødedommen dog formentlig i M edfør af den nævnte § bestemme, at Dom m en skal kunne fuldbyrdes straks.

C. E fter D. L., jfr. 1—21—8 og 9, krævedes der altid særlig k lart Bevis for Fordringen, som der skulde foretages A rrést for, idet dens »vitterlige« K arakter skulde være fastslaaet enten ved H aandskrift eller Dom. Endvidere fordredes der særlige Om stændigheder, hvorefter Fordringsftaverens Rets- nydelse m aatte anses for truet; dette antoges altid at gælde, naar Skyldneren var en »Udenbysmand«, men overfor en »Indenbysmand« m aatte Faren særlig begrundes ved, at Skyldneren var »uvederhæftig« og befandtes at afhænde eller forstikke sit Gods for saaledes at bedrage sine K reditorer.

Disse Betingelser var im idlertid efterhaanden bortfaldet gennem Retsudviklingen, og denne blev fæ stnet ved Rpl.

D er kræves for det første s l e t i n t e t p o s i t i v t B e v i s for Fordringens Rigtighed, men man nøjes med den Beskyttelse for Skyldneren, der ligger i Reglen i § 627, 2. Stk., om at der skal afkræves Rekvirenten Sikkerhed. A rrest bør dog aldrig, ikke engang mod Sikkerhedsstillelse, indrømmes, naar det ifølge det for Fogeden oplyste skønnes, at Fordringen

3) H eller ikke udelukkes A rrest derved, at der er ved taget V o ld g ift angaaende K ravet, jfr. D . R p l . II . S. 511.

4) Jfr. fra den tid ligere R et H øjesteretsd om U. 1896. 125 (127).;>) Jfr. fra den tid ligere R et U . 1892. 360 (H ), 1902. 650, 1910. 599

og efter Rpl. 1923. 621 (623— 624 H ).

310

er ugrundet6), og efter Om stændighederne vil allerede den fuldkomne Mangel paa Beviser for den kunne vække Form odning herom.

Heller ikke opstilles der nogen almindelig Betingelse om, a t K reditors Retsstilling skal være tru e t7). N aar Fordringen er f o r f a l d e n — til dette Tilfælde indskrænkedes A rrestadgangen før Rpl. — kan A rrest ifølge § 6l2, Nr. 2, altid gøres8). Den eneste Modvægt mod A rrestin stitu tte ts Misbrug i dette Tilfælde yder Bestemmelsen i § 636, 2. Stk., hvorefter et saadant M isbrug kan udelukke R ekvirenten fra at faa sine

G) Cfr. D om 0 . L. T. 1932. 172, der a fv iste den P aastand, at den paagæ ldende Fordring var ugrundet.

7) D e tte kræ ves derim od sæ dvanlig e fter frem m ed R et, jfr. saaled es den tysk e C. P. O. § 917: »W enn zu besorgen ist, dass ohne dessen V erhängung die V o llstrecku ng des U rteils v ere ite lt oder w esen tlich erschw ert würde«, den norske T vangsfu ld b yrd elseslovs § 245: »naar skyldnerens adfæ rd gir grund til at frygte for, at fu ld byrdelsen ellers v il bli forsp ild t eller i væ sen tlig grad van sk elig gjort — — «, og svensk U tsökn in gslag § 179: »och prövar över- exekutor, det fara är att gäldenaren undansticker eller förstör godset«.

8) D e t m aa dog v istn ok kræ ves, at se lve H a n d l i n g s t i d e n er kom m et, saa at der f. Eks., hvor den først indtræ der efter Paa- krav, ikke kan finde A rrest Sted, før dette er sket, jfr. P o u l J a c o b s e n i U . 1920. B. 147— 9. Jfr. herved utr. kbh. F. R. K. 26. N ov em b er 1921, der næ gtede A rrestens Frem m e, da R ekvisitus var opfordret til inden 2 D age at betale en V ekselsu m , og d isse 2 D age endnu ikke var forløbet, og 30. Juli 1923, h^for A rrest næ gtedes, da R ekvirenten indrøm m ede at have m odtaget en endnu ikke forfalden V ek se l for B eløbet. Se ogsaa F r o s t : F ogedforretn inger S. 267 og U. 1930. 1056: A n taget, at der ikke ved en S k iiv e lse var g iv et H e n s t a n d , og at Fordringen derfor m aatte anses for forfalden . — Cfr. herved S. H. T. 1939. 213, hvor en Bank, som havde 1. P rioritets P anteret i et h o llandsk Skib, under H en syn til at B anken havde to lere ie t, at P antebrevets B etalingsfrister ikke overh old tes og havde m odtaget T ransport paa i Forhold til G æ lden b etyd elige F orsikringsbeløb, ikke fand tes berettiget til i A n ledn ing af U d eb liv e lse m ed R enter og A fd rag at foretage A rrest i Sk ibet under d ettes A n løb af K øbenhavn i lastet T ilstand , ligesom et saadant ekstraordinæ rt R etsskrid t heller ikke ansaas h jem let derved, at den for Sk ibet tegnede Forsikring var ud løbet, uden at T egning af ny Forsikring var sket. A rresten ophæ ves under H envisn ing til, at »B etingelserne efter Rpl. § 612, jfr. § 615« ikke antages at være til Stede, jfr. herved ogsaa S. 311, N o te 9.

311

U dgifter til A rrestforfølgningen godtgjort. I det Tilfælde derimod, at Fordringen e n d n u i k k e e r f o r f a l d e n , har m an vel ikke ment, som den ældre Ret gjorde det, helt at burde udelukke Adgangen til at foretage A rrest for den. Men i dette Tilfælde er A dgangen hertil betinget af, a t der foreligger en s æ r l i g A r r e s t g r u n d , nemlig at »der er G rund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortfly tte eller forstikke sit Gods eller paa anden M aade vilde umuliggøre eller dog væsentlig vanskeliggøre A dgangen til i sin Tid a t opnaa Dom og gøre Eksekution«9). D et erklæres nemlig i M otiverne10) for unaturligt, at en Kreditor, saa længe Forfaldstid ikke er kommet, ubetinget skal være afskaaret fra at faa S ikkerhedsforanstaltninger anvendt imod Skyldneren, om end Forfaldstiden er nok saa nær, og K reditor kan oplyse bestem te H andlinger fra Skyldnerens Side, som netop gaar ud paa at ophæve eller dog væsentlig at vanskeliggøre Fordringshaverens Adgang til eventuel Retsnydelse, f. Eks. naar en Lejer Dagen før F lyttedagen drager bort, m edtagende sine M øbler og øvrige E jendele11).

II. Som allerede berørt, har Fogeden i Reglen at afkræve R ekvirenten en S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , jfr. § 627,2. Stk.12). Kun hvor de foreliggende Oplysninger skønnes at indeholde et fuldstændigt Bevis for A rrestens Lovlighed, er

9) Cfr. herved U . 1935. 828: at R ekvisitus agtede at anvende en P anteob ligation til U d beta ling ved K øb af et H us, kunde ikke betragtes som præ judicerende B ortfly tn in g eller F orstikkelse, og S. H. T . 1939. 213, refereret N o te 8.

10) til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 459 Sp. 165 (268). n ) B etin gelsen om , at K ravet skal væ re forfaldet, p lejer heller ikke

a t o p stilles i frem m ede R etsforfatn inger, jfr. f. Eks. ty sk C. P. O. § 916, norsk T vangsfu ldb yrd elsesl. § 244, 2. Stk.

12) En lignende O rdning antoges ogsaa tid ligere at væ re h jem let ved D . L. 1— 21—4, jfr. D e u n t z e r A . & F. S. 25— 32. — Se iøvrigt ■efter Rpl. U . 1925. 702: Foged næ gtet at tage en Banks G aranti som Sikkerhed , 1931. 383: U an set at Fogeden i en R etskreds havde kræ vet S ik kerh ed sstille lse, kunde F ogeden i en anden R etskreds ved K ontinu ation af Forretn ingen i en i denne R etskreds beliggend e E jendom kræ ve yderligere S ik kerh ed sstille lse. — Fogeden er naturligvis b erettig e t til at næ gte Frem m e af Forretningen, naar den forlangte Sikkerhed ik k e stilles, jfr. V . L. T . 1928. 6.

312

Sikkerhedsstillelse ufornøden, saa længe ikke Beviset svækkes ved det under Forretningen oplyste13).

Sikkerhedsstillelse skal f o r l a n g e s f ø r F o r r e t n i n g e n s F o r e t a g e l s e ; allerede Fogedens Henvendelse til Skyldneren i en saadan Anledning vil jo kunne paaføre denne Skade. Sikkerhedsstillelsen vil enten kunne være reel eller personlig, altsaa have K arakteren af Kaution. E fter O m stændighederne maa ogsaa selve den Fordring, hvorfor der begæres A rrest, kunne anvises Rekvisitus til Sikkerhed, for saa v id t dens Rigtighed er erkendt. Sikkerhedsstillelsen s k a l o m f a t t e d e t E r s t a t n i n g s b e l ø b , s o m v i l d e t i l k o m m e R e k v i s i t u s i T i l f æ l d e a f A r r e s t e n s U l o v l i g h e d . Alle Spørgsmaal om Sikkerhedsstillelsens A rt og Størrelse afgør Fogeden efter sit Skøn. Flvis Fogeden ivæ rksæ tter A rrest uden tilstrækkelig Sikkerhed, vil Rekvisitus ikke blot kunne søge A rresten ophævet som ulovlig gjort, men efter Om stændighederne ogsaa kunne drage Fogeden personlig til Ansvar.

En vis Tvivl volder Spørgsmaalet, hvornaar Rekvirenten igen kan f o r l a n g e sin Sikkerhedsstillelse t i l b a g e . D et er vel en Selvfølge, at det maa ske, naar det ved endelig Dom er afgjort, at A rresten er lovlig iværksat, eller at der ialtfald ikke tilkom m er Rekvisitus nogen Erstatning. U denfor disse Tilfælde vil Sikkerhedsstillelsen i A lm indelighed ikke kunne forlanges løsgivet før U dløbet af de i §§ 635 og 642 om m eldte Frister, hvorefter en mulig E rstatningspaastand er præ kluderet. Dog vil selvfølgelig Fogeden, naar det, efter at Skyldnerens Erklæring er indhentet, viser sig klart, at A rresten er lovlig, kunne løsgive den Sikkerhed, han paa et tidligere Trin h a r anset det fornødent at afkræve R ekvirenten14). D er vil ogsaa om vendt kunne blive Tale om paa et senere Stadium at for-

13) Jfr. U . 1938. 1001 (1002): Skønt R ekvisitus under en A rrestforretning ikke kunde anerkende at væ re det opgjorte B eløb sk y ld ig , ud ta les det: »D a R ekvisitus im id lertid gentagne G ange har erkendt at sk yld e det om handlede B eløb og har beta lt af paa det, skønnes der at foreligge fu ldstæ ndig B evis for A rrestens L ovlighed , hvorfor Forretn ingen vil være at frem m e uden Sikkerhedsstillelse« .

14) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 474 Sp. 171— 72 (274— 75).

313

lange Sikkerhedsstillelse eller den stillede Sikkerhed forøget, naar Faren for, at der kan lides ulovlig Skade ved A rresten , viser sig a t være større end oprindelig forudsat15).

En U n d t a g e l s e fra Reglen om Sikkerhedsstillelse gøres i V e k s e l - , C h e c k - o g G æ l d s b r e v s s a g e r , hvor der ifølge § 627, sidste Stk.16), ikke kan afkræves A rrestrekvirenten Sikkerhedsstillelse17), m edm indre der fra Skyldnerens Side under A rrestforretn ingen frem komm er saadanne Indsigelser, som ifølge Reglerne i Kap. 41, jfr. navnlig § 444, kan frem sættes under den i Anledning af Fordringen anlagte Sag18).

III. D et stem m er fremdeles med A rrestens K arakter af et Sikringsmiddel, at den altid k a n a f v æ r g e s v e d S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , idet der herved maa antages skabt en egentlig Panteret, der ogsaa nyder Beskyttelse overfor K reditorerne, jfr. om Konsekvenser heraf nedenfor S. 332 og S. 338. I saa H enseende foreskriver § 61519) nærmere, at A rrest kan afværges, og en foretagen A rrest faas ophævet, naar Skyldneren stiller fornøden20) Sikkerhed for den Fordring med R enter og Om kostninger, i Anledning af hvilken A rrest søges. Ogsaa denne Sikkerhed maa kunne være enten reel eller personlig, og ogsaa her overlades det til Fogeden efter et Skøn

15) Se herved m ed H en syn til Forbud U . 1945. 890, om talt n ed en for S. 364, N o te 20.

16) T id ligere gja ldt U n d tagelsen ifø lge L ov 28. M aj 1880 § 9 og 23. A pril 1897 § 15 kun i V ek sel- og Checksager, ikke i G æ ldsbrevssager.

17) Jfr. J .D . 1942. 107.18) Jfr. T v i s t e m a a l S. 282 og utr. kbh. F. R. K. K. 29. D ecbr.

1919, 1. A p ril 1922, 18. O ktbr 1923.10) T id ligere ind eh old t D . L. 1— 21— 7 en lignende B estem m else .20) V estre L andsret har, jfr. V . L. T . 1944. 219, a fv ist en Sikker

h ed sstille lse fra en R ekvisitus, hvis Bo var taget under K onkursbehandling, m ed den B egrundelse, at den tilb ud te Sikkerhed m aatte antages at v ille b live afkræ ftet ved Søgsm aal fra K onkursboets Side. Begæring om A rrestens O phæ velse b lev derfor ikke taget til Følge. Se herim od m ed R ette K n u d I l l u m i Juristen 1946. S. 118. D en om ta lte V estre Landsrets D om er i øvrigt — uden at der er taget Stilling til d e tte Spørgsm aal — æ ndret ved H øjesteretsd om U . 1946. 340, hvorom ndfr. S. 330— 31, N o te 11.

314

at bedømme, om den tilbudte Sikkerhed ifølge Størrelse og Beskaffenhed er fyldestgørende.

N a a r A r r e s t e n a f v æ r g e s ved Sikkerhedsstillelse, gælder den strenge Ansvarsregel i Rpl. § 641 ikke, men der kan k u n blive Tale om A n s v a r for R ekvirenten e f t e r d e a l m i n d e l i g e E r s t a t n i n g s r e g l e r 21), og der kan da vistnok heller ikke opstilles nogen almindelig Formodning om, at Rekvisitus har lidt T ort eller K reditspilde22). Se herved ogsaa nedenfor S. 343—344.

Af Reglen om, at A rrest kan afværges ved Sikkerhedsstillelse følger ogsaa, at A rrest i A lm indelighed maa være udelukket, hvor K reditor allerede har fyldestgørende Sikkerhed for Kravet, saaledes efter O m stændighederne ogsaa gennem en M odfordring, som Rekvisitus har paa ham 23). Haves der Pant for Kravet, vil A rrest i selve Pantet i A lmindelighed ikke kunne finde Sted, da K reditors lovlige Retsbeskyttelse ikke derved vilde blive stø rre24). Dog vil der være Mulighed for, at en Panthaver foretager A rrest i Pantet, naar P an tsæ tteren derved vil blive mere begrænset i sin Raadighed over det pantsatte, end selve P an tere tten m edfører25). D ette vil im idlertid efter den i 1932 skete Æ ndring i § 616, hvorved de nye Regler i § 528, 3. Stk., 1. og 2. Pkt., er gjort anvende-

21) Jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n : D ansk C ivilproces III (1915) S. 234— 35 og efter Rpl. U . 1937. 930, der i et T ilfæ ld e, hvor en b egæ ret A rrest var afvæ rget ved S ik kerh ed sstille lse af R ekvisitus, under Justifikation ssagen statuerede, at der, uanset at A rresten , saafrem t den var b lev et ivæ rksat, havde væ ret u lovlig , ikke tilkom R ekvisitus Erstatn in g efter Rpl. § 641, ligesom det heller ikke fandtes godtgjort, at der efter alm indelige R egler tilkom ham nogen Erstatning. Jfr. tilsvarende V . L. T . 1938. 343.

22) Jfr. U . 1912. 546 (H ) og 1909. 838, cfr. 1910. 326 og 1895. 1185 (1189). Sml. om Forretninger, der af andre G runde næ gtes Frem m e U . 1900. 305, 1897. 1007 (1012), m en cfr. U . 1914. 324.

2;î) Jfr. U . 1921. 861, 1930. 377.24) Jfr. som D om m e, der næ gter A rrest i pan tsatte E ffek ter U .

1910. 972: Pant i L øsøret, 1915. 766 (H ), 1923. 426: Pant i den faste E jendom , 1931. 1085: Pant i A u to m o b ile t i K raft af M otorloven og S. H. T. 1939. 213: Pant i Skib (se N o te 8) sam t utr. kbh. F. R. K. 13. N ovb r. 1935, der næ gter A rrest i en pansat M askine.

25) Jfr. herved U . 1925. 131 om en pantsat F iskekutter.

315

lige paa A rrest i fast Ejendom, ikke længere gælde ved Foretagelse af A rrest i det sammen med en fast E jendom pantsatte T ilbehør26). Derim od maa Panthaveren i fast E jendom vistnok i Henhold til sin personlige Fordring kunne gøre A rrest i Skyldnerens almindelige Løsøregenstande, idet han derigennem sikrer sin Adgang til under den senere Eksekution at skaffe sig Fyldestgørelse i lettere realisable O bjek ter27).

Er en A rrest foretaget til T rods for tilbudt Sikkerhed, maa den ophæves, selv om Betingelserne for A rrest iøvrigt har væ ret til Stede28).

20) Jfr. herved ovfr. S. 129, V i n d i n g K r u s e : E jen d om sretten 1. U dg. IV . S. 1742 og D om U . 1930. 938.

27) Jfr. U . 1908. 92, hvor det dog m aatte anses for godtgjort, at E jendom m en faktisk ingen Sikkerhed gav. — Se i øvrigt herved N . H. B a c h e U . 1909. B. 107— 108, 1911. B. 12— 13.

28) D a A rresten kun skal skabe en foreløb ig Sikring af et Krav, for h v ilk et der derefter under en Justifikation ssag søges skabt E ksek utionsgrundlag, m aa det sæ dvanlig væ re en Forudsæ tning for F oretagelsen af A rrest, at saadan Forfølgningssag o v erh oved et kan anlæ gges, jfr. m ed H en syn til personlig A rrest u d tryk kelig t § 613 i. f. Er det derfor paa Forhaand klart, at R ekvisitus som Følge af V æ rn etingsbestem - m elserne ikke kan stæ vnes her i L andet — hvorved erindres, at den tid ligere R egel i PI. 30. N o v em b er 1821 om A rreststed et som sæ rligt V æ rn eting er bortfa ldet — m aa A rrest v istn ok straks kunne næ gtes som form aalsløs. Jfr. den U . 1932. 646 refererede F ogedkendelse, der angik den nu ophæ vede B estem m else i M ellem rigslov 19. Februar 1861 § 6: »D a R etten m aa skønne, at R e k v is itu s . . . under de foreliggende Forhold ikke kan stæ vnes her i Ri g e t . . . m aa en A rrest som den begæ rte anses for form aalsløs og vil herefter ikke kunne nyde Frem m e«. D e tte v il dog ikke faa m egen praktisk B etydning, e fter at Rpl. § 248, 2. Stk., er b lev et anvendelig paa alle U d læ ndinge, ogsaa sven sk e U n dersaatter, id e t det, naar U d læ nd in ge o v erh oved et har G ods at foretage A rrest i, h v ilk et R ekvirenten im id lertid m aa have B evisbyrden for, jfr. U . 1925. 453 og 1933. 75 (H ) m ed N o te 1, norm alt v il stille sig saaledes, at der vil være V æ rneting i M edfør af § 248. Spørgsm aalet v il dog i hvert Fald kunne kom m e frem i de T ilfæ lde, hvor den danske R ekvirent søger at konstruere et »G o d svæ rneting«, id et han f. Eks. begærer A rrest i Beløb, han selv skylder U d læ nd in gen eller lignende. Jfr. herved H. M u n c h - P e t e r s e n U . 1926. B. 49— 51 og de der anførte D om m e sam t U . 1942. 660, der viser, at m an i saadanne T ilfæ ld e maa næ gte at anerkende G o d svæ rneting efter § 248. — O m et T ilfæ ld e, hvor H oved sag verserede i T ysk lan d , se V . L. T. 1942. 93 og ndfr. S. 338, N o te 20.

Særlige Betingelser for Arrest paa Person1).Ved A rrest paa Person forstodes efter Chr. V .’s Lov alene

et verbalt Forbud mod at forlade Retskredsen. Kun naar d er kom noget yderligere til, nemlig at den arresterede befandtes »at være uvederhæftig eller foragte (tilsidesætte) A rresten«, jfr. 1—21—18, kunde han tages i Forvaring. I en vis Forbindelse med den nærm ere Bestemmelse, som Begrebet »Uvederhæftig- hed« fik, jfr. nedenfor under I., havde Forholdet im idlertid, vistnok allerede i Begyndelsen af det 18de A arhundrede, udviklet sig saaledes, at personlig A rrest altid blev forbundet med Frihedsberøvelse, og den betegnes derfor i N utiden ofte som »G æ 1 d s f æ n g s e 1«, jfr. nu ogsaa Rpl. § 618 ff.

I. I Sammenhæng med Reglen om, at der ikke kan gøres A rrest i mere Gods end fornødent til at dække R ekvirentens Fordring, staar den Betingelse for personlig A rrest, som i N utiden bestem t er blevet fastholdt, at Skyldneren i den Forstand maa være u v e d e r h æ f t i g , at der ikke hos ham findes tilstræ kkeligt Gods at gøre A rrest i, idet, som det ofte udtrykkes, » G o d s e t b e s k y t t e r P e r s o n e n « , jfr. RpL § 619. H erefter kan Gældsfængsel ikke anvendes, naar en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed kan faas ved A rrest paa Gods. Der' maa derfor i Reglen først forgæves være forsøgt A rrest i Gods, m edm indre Skyldnerens U vederhæ ftighed er sandsynliggjort ved hans egen Erkendelse eller efter Omstændighederne ved en forgæves Eksekution, der for nylig, af den samme eller en anden Kreditor, har væ ret foretaget hos ham.

II. A. Man er i nyere Tid blevet mere og mere klar over de betænkelige Sider, som G æ ldsarresten baade ud fra hum ane og principielle Synspunkter frem byder, og har derfor s tæ rk t

§ 27.

1) Jfr. D e u n t z e r : A . & F. S. 17— 25.

317

begrænset dens Anvendelse. Saadanne Begrænsninger blev først foretaget ved en Fr. 17. Febr. 1847, og disse er igen ved Rpl. § 620 blevet fastslaaet og yderligere udvidede.

H erefter kan A rrest paa Person for det første overhovedet i k k e anvendes f o r F o r d r i n g e r , d e r e r m i n d r e e n d 1 0 0 K r. Endvidere fastsæ ttes der en G r æ n s e f o r F æ n g s l i n g e n s V a r i g h e d under H ensyn til Fordringens Størrelse, saaledes at den længste Tid, hvori den kan anvendes (nemlig for Fordringer paa 4000 Kr. og derover) er 24 Uger. I Fordringsbeløbet indbefattes ogsaa de R enter og Om kostninger, der er paaløbet, inden A rresten iværksættes, m en ikke de, der senere paaløber. Skyldneren bliver, som det udtrykkelig udtales i Fr. 17. Febr. 1847 § 1 i Slutn., jfr. nu ogsaa Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 19, ikke ved at udstaa Gæ ldsfængsel fritaget for at betale den Gæld, hvorfor han har væ ret fængslet. Selvfølgelig kan Gældsfængsel i den anførte T id ikke anvendes mere end een Gang for samme Fordring, selv om Fordringen m aatte være gaaet over til en ny Kreditor.

B. A nvendelsen af G æ ldsarrest har i N utiden overhovedet K arakteren af e n s æ r l i g U n d t a g e l s e , idet den kun kan finde Sted i følgende Tilfælde:

1°. E fter § 613, der i det væsentlige stem m er med de tid ligere Regler i K. L. § 164, jfr. Lov Nr. 160, 18. Decbr. 18972), e r der hjem let Adgang til at anvende A rrest paa Person overfor S k y l d n e r e , der s t a a r i B e g r e b m e d a t f o r l a d e L a n d e t f o r b e s t a n d i g t e l l e r p a a u b e s t e m t T i d. Fordringen maa være af den i § 612 om handlede Beskaffenhed; dog kræves det i dette Tilfælde ubetinget, at Fordringen skal være f o r f a l d e n . Da der ikke er hjem let noget særligt A rrestvæ rneting, kan A rresten kun anvendes for Fordringer, for hvilke de paagældende Skyldnere ifølge Lovens Regler v i l d e k u n n e s a g s ø g e s v e d d a n s k e R e t t e r . Faktisk vil dog denne Bestemmelse faa noget videre Anvendelse end den tilsvarende Bestemmelse tidligere i K. L. som Følge af, a t de nye V ærnetingsregler i Kap. 22, navnlig

2) D erim od er A d gangen efter K. L. § 163 til at foretage personlig A rrest før D o m for H an d leforp lig telser bortfa ld et ved Rpl., hvad der staar i Sam m enhæ ng m ed den forandrede F uldbyrdelsesm aade m ed H en syn til D om m e for saadanne Forpligtelser.

318

hvad Udlændinge angaar, jfr. § 248, har aabnet en videre Adgang end hidtil til at sagsøge de paagældende ved danske R etter3).

Skyldnerens Fængsling skal dog i disse Tilfælde altid ophøre, for det første efter § 621, N r. 1, der indeholder en korrektere Omskrivning af K. L. § 165, jfr. Lov Nr. 38, 28. Febr. 1908, s a a s n a r t d e r k a n g ø r e s E k s e k u t i o n f o r F o r d r i n g e n , enten ifølge en under A rrestforfølgningssagen eller paa anden M aade erhvervet Dom 4) eller ifølge et offentligt Forlig. Endvidere skal A rresten efter § 621, Nr. 2, der ogsaa ganske stem m er med K. L. § 165, bortfalde, s a a s n a r t den arresterede Skyldners Bo her i Landet eller i et Land, med hvilket Overenskom st herom foreligger, e r t a g e t u n d e r K o n k u r s b e h a n d l i n g . En saadan O verenskom st er indgaaet med de Stater, der sammen med D anm ark har tiltraad t H aagerkonventionerne af 1896 og 1905 angaaende visse civilprocessuelle Forhold, jfr. Bekg. N r. 118, 19. Maj 1909 A rt. 245). V ed Rpl. § 621, N r. 3, er der endelig tilfø jet den m ed rationelle Synspunkter stem m ende Begrænsning, at A rresten skal ophøre, s a a s n a r t S k y l d n e r e n g ø r a n t a g e l i g t , a t h a n i n t e t e j e r — hverken her i Landet eller andetsteds — hvori der kunde gøres Eksekution for Fordringen6). H erefter vil der alene kunne blive Tale om en længere Anvendelse af dette Retsm iddel overfor m o d v i l l i g e S k y l d n e r e , idet det maa ophøre, saa snart Skyldnerens manglende Betalingsevne er sikkert fastslaaet.

2°. Nogle nye Tilfælde af Gældsfængsel blev indført ved Lovene Nr. 130 og 131, 27. Maj 1908 og opretholdt ved Rpl. § 620, sidste Stk. Nu bestem m er Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 om Inddrivelse og Sikring af U nderholdsbidrag i § 23, at Fogeden ved Kendelse kan beslutte H ensæ ttelse i Gældsfængsel af en P e r s o n , h v e m d e t p a a h v i l e r a t u d r e d e B i

3) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad § 460 Sp.165 (268).

4) D en arresterede m aa for at frem m e E ksekutionsadgangen kunne give A fk a ld paa E ksek utionsfrist og efter O m stæ ndighederne Fork yn d else af D om m en, jfr. fra den tid ligere R et U . 1897. 737.

5) Jfr. K o m m e n t e r e t R p l . I. 859 smh. m. 1 1. 1369.6) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 19. O ktbr. 1923.

319

d r a g , naar det er sandsynligt, at han vil forlade Landet »for længere eller ubestem t T id«7) uden forud at have opfyldt de ham efter § 22, Stk. 1, paahvilende Forpligtelser til Sikring af U nderholdspligtens O pfyldelse8). Da dette nærm est er et T ilfælde af Eksekutionsarrest, bliver der ikke Spørgsmaal om A rrestens Forfølgning og altsaa heller ikke om Værnetings- betingelsen efter Rpl. § 613. A rrestens Varighed kan dog aldrig stræ kke sig ud over 9 M aaneder, og der gælder ogsaa i visse andre Retninger særlige Forskrifter om den9).

Tilsvarende Ret tilkom m er under visse nærm ere Betingelser M oderen til et Barn uden for Æ gteskab sam t den uden for Æ gteskab besvangrede Kvinde, selvom Faderskabet eller Bi- dragspligten endnu ikke er fastslaaet. D et er dog en Forudsætning, at hun har gjort eller ufortøvet gør Skridt til, a t der rejses Faderskabssag.

III. En s æ r l i g F r i t a g e l s e for personlig A rrest er efter Rpl. § 614, 2. Stk., h jem let S ø f o l k , naar et Skib er udklareret for en Rejse og iøvrigt sejlfærdigt. D erim od maa vistnok den Fritagelse for G ældsarrest, som ved Grl. 28. Juli 1866 § 57, 1. Pkt., ligesom tidligere ved Grl. 1849 § 61, hjem ledes R i g s d a g s m æ n d , saa længe Rigsdagen er samlet, være bortfaldet ved Grl. 5. Juni 1915 § 56. I denne Bestemmelse er nemlig udeladt Ordene »hæftes for Gæld«, som fandtes i de tidligere Grundlove, ligesom Tilføjelsen »medmindre han er grebet paa fersk Gerning« synes at vise, at der kun er tæ nkt paa kriminelle Forhold, og paa den anden Side U dtrykket »Fængsling af nogen A rt« ikke kan være afgørende herimod, idet det herm ed sikkert kun har væ ret M eningen at understrege, at Bestemmelsen ogsaa skal finde Anvendelse paa

7) Jfr. herved utr. kbh. F. R. K. 16. A ug. 1922: K øbenhavns P o liti havde ned lagt foreløb igt Forbud i H enhold til PI. 15. M aj 1839, jfr. PI. 28. O ktbr. 1791, m od at der u d sted tes Pas til R ekvisitus til R ejse i U d lan det. R ekviren tinden begæ rede derefter en F oged forretning i H en hold til L ov N r. 131, 27. M aj 1908 § 11 foretaget. M en d ette næ gtet, da ikke godtgjort, at R ekvisitus stod i Begreb m ed at forlade L andet for sted se eller paa læ ngere ub estem t T id .

8) Jfr. herved U . 1930. 173 sam t J. M. Skrivelser N r. 464, 3. D e cem ber 1909, N r. 195, 16. O ktober 1926 og N r. 159, 15. A u gu st 1934.

°) Jfr. nedenfor S. 326, 327, 335 og 337.

320

Straffængsel og ikke blot paa Varetægtsfængsel, saaledes som den tidligere Praksis havde væ ret tilbøjelig til at antage10). De andre Tilfælde af Fritagelse for personlig A rrest, som den tidligere Lovgivning hjemlede, er bortfaldet ved Rpl.11).

§ 28.

Genstanden for Arrest1)*G enstand for A rrest kan k u n d e T i n g o g R e t t i g h e

d e r være, s o m kan gøres til G e n s t a n d f o r E k s e k u t i o n 2), jfr. Rpl. § 614, 1. Stk.: »A rrest kan ikke foretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gøres Eksekution for den paagældende Fordring«3). D erim od gælder det i k k e u b e t i n g e t o m v e n d t , at alt, hvad der kan være G enstand for Eksekution, ogsaa kan gøres til G enstand for A rrest. Saaledes kan der ifølge kgl. Resol. 23. Decbr. 1864 I. N r. 3, hvis Gyldighed er opretholdt ved Rpl. § 614, 3. Stk., for I n d s k u d i L a a n e - o g S p a r e k a s s e r og lign. Institu tioner ved kgl. K onfirm ation tilstaas Fritagelse for A rrest, men ikke for Eksekution, jfr. ovenfor S. 82—83. Endvidere kan der ifølge § 614, 4. Stk., kun foretages A rrest i L u f t f a r t ø j e r i Overensstem m else med Reglerne i den derom gældende Sær-

10) Jfr. K n u d B e r l i n : S ta tsforfatn in gsret I. 5. U dg. (1943) S. 90. Cfr. derim od A l f R o s s og E r n s t A n d e r s e n : D ansk S ta tsforfatn ingsret II. (1948) S. 27, hvortil bem æ rkes, at det eneste praktiske T ilfæ ld e af G æ ldsfæ ngsel er G æ ldsfæ ngsel for U nderholdsb idrag, og at det i d e tte T ilfæ ld e efter L ov N r. 133, 7. M aj 1937 § 23 er t i lstræ kkeligt, at den paagæ ldende v il forlade L andet » f o r l æ n g e r e e ller u b estem t T id«.

n ) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 ad § 469 Sp.166 (269).

*) Jfr. D e u n t z e r : A . & F. S. 23— 34.-) Jfr. ovenfor S. 64— 68 og som D om m e fra den tid ligere Ret,

der sæ rlig angaar A rrest, U . 1897. 378, 1903. 176, 1905. 549, 1909. 211, 228, 1911. 658 sam t efter Rpl.: U . 1927. 836, 1932. 783 (H ), 1929. 610,1934. 370, V . L. T . 1929. 140, 0 . L. T . 1929. 186 og 1931. 307. Se R eferater K o m m e n t e r e t R p l . I. 851.

3) Jfr. m ed H en syn til M idler, som v ild e væ re un dtaget fra U d læ g i M edfør af Rpl. § 512 eller i M edfør af § 515 U . 1929. 616 og 1934. 370.

321

lovgivning, jfr. Lov Nr. 367, 21. Decbr. 1938 og A nordn. Nr. 179, 14. April 1939 om Frihed for A rrest og Forbud med H ensyn til L uftfartø jer4).

Et noget tvivlsom t Spørgsmaal er det dog, i hvilket Om fang det ved § 5 0 9 hjem lede »beneficium com petentiæ«5) ogsaa finder Anvendelse ved A rrest6). For saa vidt angaar de Ting, der ifølge dette Beneficium absolut skal være undtaget fra Udlæg, maa det dog i hvert Fald antages at følge af § 614, 1. Stk., smh. m. § 509, 1. og 2. Stk., hvorefter Udlæg slet ikke kan gøres i disse Ting, at der heller ikke kan foretages A rrest i dem 7). For saa vidt angaar de Genstande, der ifølge § 509, 3. Stk., kun af Skyldneren kan fordres undtaget fra Udlæg, har der derim od væ ret nogen Tilbøjelighed til i P rincippet at lade Forholdene i Udlægets Ø jeblik være afgørende for U dtagelsesrettens U døvelse8). Ud fra det Synspunkt, at det er Faren for, at Skyldneren gennem Udlæget skilles af med disse Genstande, som gennem Skyldnerens U dtagelsesret skal afværges, har man saaledes kun villet anerkende, at U dtagelsesretten kunde udøves under A rrestfo rretn in gen, hvor undtagelsesvis allerede denne vilde medføre, at Skyldneren blev udelukket fra den faktiske Brug af og Raadighed over de paagældende Ting, jfr. herved § 617, f. Eks. hvor der var Tale om Mel, som en Bager brugte i sin Forretning9), m en ikke hvor det f. Eks. drejede sig om Inventargenstande, som Skyldneren til T rods for A rresten kunde bruge om trent

4) Se om disse Lovregler K o m m e n t e r e t R p l . I. 852—853 og d e der givne F ortolkningsbidrag og H envisninger til R igsdagstidende. N aar det der frem hæ ves, at L uftfartøjer, der e j e s a f en f r e m m e d S t a t , o fte vil være undtagne fra A rrest som Følge af F o l k e r e t t e n s alm indelige R e g l e r , er d ette ikke noget sp ec ielt for L uftfartøjer. Jfr. saaledes om Skibe U . 1942. 1002: A n taget, at A rrest ikke kunde foretages i et i K øbenhavns H avn henliggende .H an d elssk ib , der tilhørte det russiske Statsrederi. v/

3) Jfr. ovfr. S. 89— 114.°) Jfr. herved O. T o p p U. 1906. B. 219, D c u n t z e r : A. & F.

S. 33, H u n o v. H o l s t e i n U . 1930. B. 262 og F r o s t : F ogedforretn inger S. 269— 70 og U . 1937. B. 282.

7) D e tte forudsæ ttes ogsaa i U. 1930. 160 og 1938. 865.8) Jfr. D . R p l . I I I . 2. Udg. S. 212.°) Jfr. fra den tidligere R et U . 1892. 921.


322

som hidtil10). Det er dog vistnok naturligcre at forstaa Forholdet mellem §§ 614 og 509 saaledes, at Fogeden ikke blot under A rrestforretningen skal paase, at U dtagelsesretten e fte r § 509, 1. og 2. Stk., iagttages, men ogsaa i Overensstem m else med § 509, 4. Stk., allerede under A rrestforretningen i al A lmindelighed bør gøre Rekvirenten opmærksom paa hans Ret til efter §’ens 3. Stykke at udtage Genstande, som er nødvendige til hans Næringsvejs Udøvelse. D ette antages i hvert Fald i Københavns Byrets Fogedpraksis11), men er vistnok ogsaa det almindelige udenfor K øbenhavn12). U dtagelsesretten maa naturligvis gøres gældende under selve A rrestforretn ingen og ikke først under Forfølgningssagen13). Derimod kan den Omstændighed, at Skyldneren ikke under A rresten har udøvet eller forbeholdt sin U dtagelsesret14), næppe afskære ham fra at gøre den gældende senere under Eksekutionen15); ifølge § 509, 4. Stk., kan Skyldneren jo endogsaa uden Hensyn til mulig givet Afkald benytte sin Udtagelsesret lige indtil Udlægsforretningens Slutning16). H ar Skyldneren paa den anden Side under A rresten udøvet sin Udtagelsesret, kan han ikke, fordi de udtagne Ting i M ellemtiden m aatte være forbrugt, senere under Eksekutionen paany gøre sin U dtagelsesret i de arresterede Genstande gældende17), men vel i andre Ting, som Skyldneren im idlertid m aatte have erhvervet.

10) Jfr. (m. H. t. Indbogenstande) U . 1892. 151, m en derim od 1889. 775.

n ) Jfr. f. Eks. herved utr. kbh. F. R. K. 25. Juni 1936 og utr. 0 . L. D. 20. Aug. 1936, refereret ovenfor S. 101, N o te 36 i Slutn.

12) Jfr. F r o s t U . 1937. B. 282.13) Jfr. U. 1885. 396.14) Jfr. m odsæ tningsvis U . 1938. 865: En G enstand , i hvilken der

var gjort A rrest under en m ed Iagttagelse af § 509 foretaget F ogedforretning, der senere ved Forlig var anerkendt som lov lig gjort og forfulgt, kunde ikke udtages under en senere hos R ekvisitus af sam m e K reditorer for sam m e Fordring foretaget E ksekutionsforret- ning. G enstanden — en Skænk — kunde i øvrigt ikke antages a t tjen e til O preth old else af noget H jem for R ekvisitus. Jfr. tilsvaren d e 0 . L .T . 1932. 178.

15) Cfr. dog D e u n t z e r : A. & F. S. 33 og T o p p anf. Sted.1G) Jfr. ovfr. S. 107 ff.17) Jfr. utr. kbh. F. R. KK. 8. Juni 1933 og 7. M aj 1936.

Fremgangsmaaden ved Arrest.§ 29.

I. Angaaende Fremgangsmaaden ved A rrest i G o d s gælder i det væsentlige de samme Regler som ved Eksekution, kun med enkelte m indre Afvigelser.

A. Den, der vil erhverve A rrest i Gods (og det samme gælder for A rrest i Person), skal ifølge § 627, 1. Stk., a l t i d indgive s k r i f t l i g B e g æ r i n g herom til vedkom m ende Foged, ledsaget af de D okum enter og øvrige Oplysninger, som er forhaanden1).

Om den S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , der i Reglen skal forlanges af Rekvirenten, er allerede talt ovenfor S. 311—13.

B. Ved A rrestforretn inger gælder vel ifølge § 628, 1. Stk., som Hovedregel, at Forretningen skal b e g y n d e p a a S k y l d n e r e n s B o p æ l eller i Mangel af saadan paa hans sædvanlige Opholdssted, men at den dog efter Om stændighederne, navnlig naar der er Fare ved Opsættelse — ved A rrest vil det ofte være af særlig Betydning, at den kommer bag paa Skyldneren — eller naar Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller staar i Begreb med at forlade dette, kan begynde paa det Sted, hvor Personen eller Forretningens G enstand forefindes2).

Ifølge det ved Revisionen 1932 til § 628 tilføjede 2. Stk. er denne Regel im idlertid blevet lem pet paa lignende Maade som § 516 og nu ogsaa § 616, saaledes at Fogeden, naar Rekvirenten ønsker det, og H ensynet til Skyldneren ikke taler derimod, kan beramme Forretningen til P a a b e g y n d e l s e p a a F o g e d k o n t o r e t med den Virkning, at Skyldneren i Tilfælde af Udeblivelse uden lovligt Forfald kan begæres frem stillet af Politiet i Overensstem m else med § 520, 2. Stk.

*) G ebyrerne ved A rrest paa G ods er ifø lge Lov N r. 24, 13. Febr. 1929 § 2 de sam m e som ved U dlæ g, jfr. ovenfor S. 115, N o te 3. For A rrest paa Person betales 10 Kr.

2) Jfr. U . 1923. 398.

21*

324

C. Med Hensyn til P a r t e r n e s M ø d e under A rrestforretningen gælder efter § 629 de samme Regler, som i § 517 er givet om Eksekution, dog at Møde for R e k v i r e n t e n a l t i d er nødvendigt, selv om altsaa Fordringen ikke m aatte overstige 200 Kr., og der ikke æskes A rrest i fast Ejendom, cfr. § 517, 1. Stk.

D. A rrestforretningen b e g y n d e r ifølge § 630, paa lignende M aade som Eksekution efter § 518, med, at Fogeden opfordrer den paagældende til ved Sikkerhedsstillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpaa han, naar dette ikke straks sker, efter Afgørelse af mulige Indsigelser (som kan rejses enten af Rekvisitus eller af en T redjem and) skri-

. der til A rrestens Udførelse.E. A rresten kan ifølge § 631 — jfr. med Hensyn til U d

læg § 5023) — k u n u d s t r æ k k e s til saa meget af Skyldnerens Gods, som i Henhold til den under Forretningen foretagne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige U dgifter ved A rresten og dens Forfølgning4). D er kan da selvfølgelig heller ikke være Tale om at foretage flere af hinanden uafhængige A rrestfo rretninger for det samme Krav.

Med H ensyn til V a l g e t a f d e G e n s t a n d e , hvori A rresten gøres, forholdes der ifølge § 632 efter de samme Regler, som i §§ 506 og 507 er givet om Udlæg5).

3) Jfr. ovenfor S. 112.4) G rundsæ tningerne i Rpl. § 502, 2. Stk., jfr. §§ 553 og 312, 2. Stk.,

maa ogsaa gæ lde ved A rrestforretninger, saaledes at F ogeden kan skønne over, om Salæret til R ekviren tens juridiske K onsu len t er passende, jfr. R. U . N r. 260 i U . 1924. B. 234. — Se i øvrigt om Salærberegningen ved A rrest K o m m e n t e r e t R p l . I. 865 og U. 1923. 414, 621 og 963 sam t J. D . 1938. 282, hvor R ekvirenten efter at en p aabegyndt A rrestforretn ing var frafaldet, under en selvstæ n dig Sag paastod sig tilk en dt O m kostn inger ved A rrest og Inkassosalær. T il A rrestom k ostn in gerne kan ikke henregnes Inkassosalær, m en dette maa høre til de alm indelige Sagsom kostninger, der v il kunne tilk en des under Justifikationssagen, jfr. utr. 0 . L. D D . 28. M arts og 17. D ecbr. 1930. En D om U. 1902. 134 har antaget, at V ekselprotestom kostn inger heller ikke kan henregnes til A rrestom kostn ingerne, m en m aa tilkendes sæ rskilt under Justifikationssagen, m en dette fasth old es v is tnok ikke altid .

5) Jfr. ovenfor S. 112— 114.

3 2 5

F. Iøvrigt henvises der i § 632 med Hensyn til d e n n æ r- m e r e F r e m g a n g s m a a d e ved A rrestforretn ingers Foretagelse til de i §§ 519—527 angaaende Eksekutionsforret- ninger givne Regler om Skyldnerens Oplysningspligt6), mulige Tvangsm idler imod ham og Straf for Forstikkelse7), nu Skyldnersvig, jfr. Strfl. § 283, om Indsigelser, Procedure og U dsæ ttelser under Forretningen og Fogedens Afsigelse af Kendelser — dog »med de af Forholdets N a tu r følgende Lempelser«, der vel navnlig vil fremkomme ved, at der aldrig bliver Spørgsmaal om A rrests Foretagelse ved Sognefogeden.

Som allerede berørt, skal der, paa lignende M aade som efter § 505 ved Udlæg, finde en V u r d e r i n g af det arresterede Gods Sted. Ligeledes skal der efter § 633, 1. Stk., ligesom ved Eksekution efter § 528, 1. Stk., ske en nøjagtig Optegnelse (»R e g i s t r e r i n g«) af alle de enkelte Genstande, hvori A rrest gøres. Betydningen af denne Vurdering og Registrering maa da her være en ganske lignende som ved Udlæg8). Ogsaa de Regler, som § 633, 2. Stk., indeholder om selve A rrestdekretet, stem m er ganske med dem, der i § 528, 2. Stk., er givet om Udlæg.

G. Med Hensyn til B e s i d d e l s e n af de arresterede Ting har A rrestens foreløbige K arakter faaet U dtryk i den Bestemmelse, som § 617 indeholder — i M odsætning til, hvad der gælder om Udlæg efter §§ 529 og 530 — om at R ekvirenten i Reglen ikke, selv hvor det drejer sig om Løsøreting, er berettiget til at lade de arresterede G enstande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogeden ved rørligt Gods, naar de arresterede G enstandes Beskaffenhed (jfr. saaledes navnlig Penge) eller Skyldnerens Person og Forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede G enstande skal tages under Bevogtning af ham selv eller af nogen, der hertil af ham beskikkes paa Skyldnerens Bekostning9). Derimod er A rrest

(i) Jfr. U. 1936. 964: D a R ekvisitus næ gtede at give fy ldestgøren de O plysn inger om sit Forbrug af et paa en Sparekassebog hæ vet b e ty d e ligt Beløb, b lev han i M edfør af Rpl. § 520, 2. Stk., jfr. § 632, hensat i H æ fte straks og indtil v idere, dog ikke over 6 M aaneder.

7) Jfr. U . 1923. 513 (H ).8) Jfr. ovenfor S. 127— 128.9) Jfr. herved U. 1927. 697 og 0 . L. T . 1931. 323.

326

rekvirenten i intet Tilfælde, saaledes som Udlægshaveren efte r § 530, berettiget til at tage G enstandene i sin egen Forvaring.

II. A. Ved A r r e s t p a a P e r s o n sker H ensættelsen i Gældsfængsel ved Fogedens Foranstaltning, jfr. § 618, 1. Stk. N aar saadan A rrest er paalagt, skal det derfor, jfr. § 633,3. Stk., af Fogeden tilkendegives Skyldneren, hvis han er til Stede, at han er belagt med Gældsfængsel, hvorefter Fogeden beordrer ham straks henbragt til Gældsfængslet. I m odsat Fald (man taler her ofte om et »eventuelt« A rrestdekret) er det Rekvirentens egen Sag at drage Omsorg for U dførelsen af A rrestkendelsen ved Skyldnerens Indsæ ttelse i Gældsfængsel, og han kan dertil fordre Politiets Bistand. Saa snart Indsæ ttelsen i Gældsfængsel er sket, har Rekvirenten øjeblikkelig at underrette Fogeden herom; denne gør, efter at have hørt A rrestforvarerens Forklaring, fornøden Bemærkning i Fogedbogen om T iden og K lokkeslettet for Indsættelsen.

I det i Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 23 om handlede Tilfælde af Gældsfængsel siges det, at Barnefaderen efter vedkom m endes Begæring a f P o l i t i e t f r e m s t i l l e s f o r F o g e d e n , som d e r e f t e r tager Beslutning om hans H ensættelse i G ældsarrest; Muligheden af et eventuelt A rrestdekret synes altsaa her udelukket.

I Gældsfængslet maa der, jfr. § 618, 2. Stk., ikke paalægges Skyldneren anden Indskrænkning i Henseende til hans Levevis, end Fængslets Orden med N ødvendighed kræver. D et maa vel ogsaa efter O m stændighederne kunne tillades ham af Sundhedshensyn eller for at udføre enkelte vigtige Forretninger under Bevogtning at gaa udenfor Fængslet10).

B. Den arresteredes H ensættelse i Gældsfængsel sker ifølge § 622 p a a R e k v i r e n t e n s R e g n i n g , og det tilføjes udtrykkelig, at de herved foranledigede U dgifter ikke kan fordres godtgjort af Skyldneren. Disse U dgifter bestaar ifølge § 623 dels i Underholdspenge til Skyldneren (8 Kr. om Ugen), dels i V aretægtspenge til A rrestforvareren (2 Kr. om

10) Jfr. fra den tid ligere R et J. M. Skr. 4. Septbr. 1857 sam t et R eglem ent for G æ ldsarrestanter i K øbenhavn af 18. A u gust 1897, der har afløst en Instruks af 1. N ovb r. 1861.

327

Ugen). Derimod udredes andre i Anledning af Gælsfængslets Anvendelse fornødne Udgifter, saasom til Lokale, til dettes Renholdelse, Belysning og Opvarmning, til fornødne Sengeklæder og Bohave m. m., af det offentlige. U nderholds- og Vare- tægtspenge har Rekvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og A rrestforvareren forud for m indst en Uge ad G angen, første Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gældsfængslet og senere inden det hertil svarende Klokkesiet hver Ugedag derefter. U ndlader Rekvirenten saaledes at betale, er Skyldneren berettiget til straks at løslades, og han kan ikke mere fængsles for samme Fordring.

I de i Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 23 om handlede Tilfælde af Gældsfængsel gælder der dog det særlige, at Udgifterne dertil afholdes af d e n b i d r a g s p l i g t i g e eller, hvis de er uerholdelige hos. denne, som D elinkventom kostninger af vedkom m ende Kasse i den Overøvrighedskreds, i hvilken A rresten udstaas.

III. Hvis Skyldneren ved H enførelsen til eller Opholdet i Gældsfængslet vilde lide Skade paa Helbred, kan Gældsfængsel, som det udtrykkelig udtales i § 618, ikke anvendes eller kun med saadanne Lempelser, som Fogeden skønner fornødne; der kan maaske i saadanne Tilfælde blive Tale om Skyldnerens Bevogtning i hans H jem el. lign. Ogsaa i andre Tilfælde maa K reditor kunne nøjes med en m indre Indskrænkning i Skyldnerens Frihed, f. Eks. at denne ikke maa forlade sin Bolig eller Byen eller Retskredsen, men K reditor kan ikke derved fritages for sin Forpligtelse til at betale Underholdspenge, m edm indre Skyldneren selv for at opnaa den mildere Behandling gaar ind derpaa.

Retsvirkninger og Retsmidler m. m.§ 30.

Arrestens Retsvirkninger1)*I. A. Angaaende V irkningen af A r r e s t p a a G o d s

bestem m er § 616, i væsentlig Overensstem m else med D. L. 5— 3—18, som den gennem Retsudviklingen var blevet fortolket, at en saadan A rrest m edfører, at Skyldneren fra det Øjeblik, A rrestdekret er afsagt, » b l i v e r u b e r e t t i g e t t i l a t f o r f l y t t e , f o r b r u g e , t i l i n t e t g ø r e e l l e r v e d R e t s h a n d l e r r a a d e o v e r d e a r r e s t e r e d e G e n s t a n d e , derunder oppebære arresterede Fordringer«. Enhver faktisk eller retlig Disposition over det arresterede til K reditors Skade er altsaa Skyldneren form ent2).

D ispositionen maa v æ r e r e t t e t s æ r l i g p a a d e a r r e s t e r e d e G e n s t a n d e . En almindelig Gældsstiftelse, saaledes at der eventuelt for Gælden skal kunne søges Fyldestgørelse ogsaa i det arresterede, burde vel egentlig for a t yde A rresthaveren et tilstræ kkeligt V æ rn ogsaa være forbudt. Men da en saadan Gældsstiftelse dog ikke kom m er i saa bestem t M odstrid med A rresten som D ispositioner specielt over det arresterede, har man ikke m ent at burde stræ kke R etsbeskyttelsen saa vidt. Paa den anden Side maa vistnok D ispositioner over de arresterede Ting være Skyldneren forbudt, selv om han før A rresten m aatte have paataget sig en Forpligtelse i saa Henseende. Hvis Skyldneren har udstedt et af Købesummens Betaling betinget Skøde inden A rrestens Foretagelse, kan denne og dens Tinglysning dog ikke hindre Skyldneren i a t meddele Køberen endeligt Skøde ved Købesummens Betaling. Men er A rresten tinglyst paa Skyldnerens faste

Jfr. fra den tid ligere R et D e u n t z e r : A . & F. S. 52— 61, H a g e r u p : C ivilproces II. S. 462— 70, T o r p - G r u n d t v i g : T ingsret S. 770— 7.

2) D et m aa dog erindres, at Skyldneren ved A rrest i fast E jendom har de i § 528, 3. Stk., h jem led e B eføjelser, jfr. ovfr. S. 129.

329.

Ejendom forinden Tinglysning af et endeligt Skøde, vil dette, selv om det er udsted t i Henhold til et før A rresten udsted t utinglyst betinget Skøde, faa Retsanm ærkning om den foretagne A rrest, idet denne i saa Fald i M edfør af Tinglysningslov § 1, jfr. § 25, har Prioritet forud for Skødet3). Er derim od det betingede Skøde tinglyst forud for A rresten, fortræ nger Skødet denne4).

A nerkendelsen af, at en A fhændelse af en arresteret fast Ejendom er forenelig med A rrestens Bestaaen, naar E jendom men allerede er ovedraget ved et før x\rrestens udsted t Skøde, der dog først tinglyses efter A rrestens Tinglysning, hviler paa den Forudsætning, at e n f a s t E j e n d o m t r o d s A r r e s t e n k a n a f h æ n d e s , men m e d F o r b e h o l d a f A r- r e s t h a v e r e n s tinglyste Ret. U anset O rdlyden i Rpl. § 616, 1. Stk., har der nemlig med Hensyn til faste Ejendomme dannet sig den Praksis, at Ejendom m en kan afhændes med Forbehold af Rekvirentens Ret paa samme Maade, som naar der er foretaget Udlæg. A t A rresten dog ikke herefter er betydningsløs, viser sig navnlig i, at A rresthaveren ogsaa efter Ejendom m ens Salg kan foretage Udlæg i denne, som om den stadig tilhørte Rekvisitus5).

Ved sine D ispositioner i Strid med A rresten vil Skyldneren kunne paadrage sig Strafansvar efter Strfl. § 2836), og hvad

:i) Jfr. U . 1945. 796 (H ), hvorom D r a c h m a n n B e n t z o n T. f . R. 1947. 224—25, U . 1936. 385, 1930. 206, 1929. 1152, 1928. 984, V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. II. 1023— 24, III. 1438— 39, K n u d I l l u m i Juristen 1946. 112— 114, cfr. derim od H a r a l d P e t e r s e n U. 1934. B. 340—41 og F r o s t U . 1937. B. 282— 83. — O m det T ilfæ ld e, at A rresten og Skødet ting lyses sam m e D ag, se U .1930. 552. Se endvidere om T inglysn in g af A rrest U . 1932. 408 og1935. 976.

4) Jfr. U . 1938. 365: A t der paa en fast E jendom »som H æ ftelse« var tin g lyst et betinget Skøde antoges at m edføre, at en senere foretaget og ly st A rrestforretn in g og et efter det endelige Skødes L ysn ing i H enhold til D om foretaget U d læ g for den arrestsikrede Fordring m aatte væ re uden B etydn in g overfor den ly ste endelige E jendom soverdragelse. H erefter oph æ vedes U d læ get.

5) Jfr. næ rm ere K n u d I l l u m anf. Sted.(i) Cfr. U . 1939. 373: En T ilta lt, der havde m odtaget og forbrugt

den k on tante D el af K øbesum m en for en M otorvogn , i hv ilken der var gjort A rrest, fr ifandtes for O vertræ delse af Strfl. § 283, Stk. 1, da V ogn en forinden A rresten ansaas for solgt i Forbindelse m ed V o g n

.330

han saaledes m aatte have afhændet, vil A rresthaveren kunne søge Fyldestgørelse i, selv om Erhververens K reditorer m aatte have gjort Udlæg deri, eller det m aatte være inddraget i dennes Konkursbo. Cfr. derim od nedenfor om Forholdet til Skyldnerens Kreditorer.

D et er im idlertid netop ogsaa kun mod saadanne f r i v i l l i g e D i s p o s i t i o n e r fra Skyldnerens Side, at A rresthaveren nyder B eskyttelse7). I vor ældre Lovgivning finder man vel undertiden A ntydninger af, at A rresten skulde m edføre egentlig Panteret, saaledes at den skulde nyde fuld Beskyttelse ogsaa overfor Skyldnerens K reditorer3). For at A rresten helt skulde kunne opfylde sit Formaal, at sikre sig den senere Eksekution, m aatte den unægtelig ogsaa nyde en saadan R etsbeskyttelse, og i fremmed Ret findes der ofte tillagt den Virkning som P antere t9). Men i vor nyere Lovgivning har der væ ret Enighed 0111 ikke at tillægge den nogensomhelst Beskyttelse mod K reditorernes Forfølgning, jfr. Fr. 30. Septem ber 1778 Præm., Fr. 24. Maj 1793 § 10, K.L. § 10, Skiftel. § 35, og dette S tandpunkt er nu ogsaa k lart fastslaaet ved Rpl. § 616,1. Stk.10). Nogen bedre Stilling i Forhold til Skyldnerens øvrige K reditorer opnaar A rresthaveren heller ikke i det T ilfælde, hvor Skyldneren senere har solgt Ejendom m en11).

m andsforretningen, og A rresten ikke udtrykkelig o m fatted e T ilta ltes R et til K øbesum m en.

7) O gsaa »O pbud«, som næ vnes i D . L. 5— 3— 18, m en b lev a fsk a ffet ved Lov 30. D ecbr. 1858, var en fr ivillig O verdragelse af Sk yld nerens E jendele til hans K reditorers F yldestgørelse.

8) Jfr. saaledes Fr. 17. M aj 1690 i Slutn. af Indledningsbem æ rkningerne, Fr. 28. O ktbr. 1702 § 2 i Slutn.

9) Saaledes efter tysk C ivilprocesordning § 930. E fter K om m is- sionsud kastet til den norske T vangsfu ld b yrd elseslov (§ 403) var det ogsaa foreslaaet at k n y tte P anteret til A rresten . M en d ette b lev op g ivet i den endelige Lov, der i § 253 kun lader A rresten betage Skyldneren hans Raadighed over de arresterede G enstande.

10) Jfr. V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. III. 1438: A rresten er en særlig Ret, der ikke er en P anteret, m en en foreløb ig Sikkerhedsret.

n ) Jfr. U . 1946. 340 (H 343) m ed N o ter: A n taget, at K. L. § 10 m aatte m edføre, at A rresten ved Indtræ den af Skyldnerens K onkurs havde tabt sin V irkning, uanset at E jendom m en forinden var afhæ ndet

331

For at der saaledes skal kunne søges Fyldestgørelse i det arresterede Gods, maa det dog selvfølgelig være en Forudsæ tning, at det Krav, der skal fuldbyrdes, ikke er s tifte t i Strid med A rresten, men enten hidrører fra Tiden før dennes Foretagelse eller hører til den almindelige Gældsstiftelse, som trods A rresten er tilladt. U nder samme Forudsætning maa ogsaa et af Skyldneren indgaaet Forlig kunne tjene som tilstrækkeligt Grundlag til at gøre Eksekution i det arresterede G ods12), m en hvis f. Eks. Skyldneren ved Forliget til Sikkerhed for G ælden m aatte have givet Pant i en af de arresterede T ing13), vilde en saadan Vedtagelse være ugyldig.

B. A rrestdekre tet skal t i n g l y s e s ved Skyldnerens personlige V ærneting og, hvis A rresten er gjort i fast Ejendom, ved dennes V ærneting for at faa Gyldighed overfor A ftaler, der i god Tro indgaas med Skyldneren om de arresterede G enstande, jfr. Tinglysningslov § 48, 3. Stk. Tinglysning kræ ves altsaa, s e l v o m der a l e n e er gjort A rrest i L ø s ø r e 14). A rresten udslettes, naar der er gaaet 1 A ar siden

af Skyldneren , idet denne sidste O m stæ ndighed ikke saas at kunne m edføre en bedre R etsstillin g for A rresthaveren end A rrestens a lm indelige K arakter hjem ler. Se herved D r a c h m a n n B e n t z o n T. f. R. 1947. 358 og navnlig K n u d 111 u m i Juristen 1946. 115— 119, hvor det bl. a. frem hæ ves, at A rresten , hvis man antog, at den ikke skulde vige for Skyldnerens øvrige K reditorer, efter E jendom m ens O verdragelse v ild e b live noget andet og m ere end en A rrestret, nem lig en Panteret. Cfr. V i n d i n g K r u s e 2. U dg. II. 1024, m en jfr. III. 1438 og 1853.

12) Jfr. fra den tid ligere R et U. 1890. 437 (439), 1898. 570 (571).13) Jfr. herom nærm ere D e u n t z e r anf. St. S. 54— 57, T o r p -

G r u n d t v i g : T ingsret S. 776— 77.14) D e t sam m e var tid ligere h jem let ved PI. 18. Januar 1788 og

27. N ovb r. 1839. D en Forskel, der paa d ette Punkt b ib eh old es m ellem A rrest og U dlæ g i Løsøre, begrundes i M otiverne til U d k. 1 8 9 9 ad § 463 Sp. 167 (270) m ed, at der saavel paa Grund af den a lm ind eligv is længere V arighed af A rresten som m ed H en syn til de ved U d læ g og A rrest forskellige Regler om R ekvirentens A dgang til at u d sæ tte R ekvisitus af G od sets B esiddelse og B etydn in gen af denne Foranstaltn ing (jfr. § 617 smh. m. §§ 530 og 533, sidste Stk.) er større Trang ved A rrest end ved U dlæ g til at paabyde Iagttagelsen af en Form, hvorved det ia ltfa ld bliver m uligt for T redjem and at kom m e til K undskab om Forfølgningen.

332

dens Tinglysning, og der ikke inden denne Frists Udlob er anm eldt fornyet Tinglysning, jfr. Lovens § 48, sidste Pkt.15).

Er A rrest g jort i F o r d r i n g e r , finder Bestemmelserne i § 531, 2. Stk., om Udlæg i Fordringer ifølge § 616, 2. Stk., tilsvarende Anvendelse, jfr. herved ovenfor S. 141—42. V ed P e n g e vil det vistnok til A rrestens Beskyttelse være nødvendigt at fratage Skyldneren dem eller paa anden M aade at berøve ham den faktiske Raadighed over dem.

A rrest i S k i b eller Skibspart maa ifølge Skibsregistre- ringslov 1. April 1892, jfr. Lovbekg. Nr. 103, 4. Maj 1927 § 49, der er opretholdt ved § 616, 3. Stk., være registreret for at kunne gælde frem for andre Rettigheder, der m aatte blive erhvervet ved Registrering i de paagældende Ejendele10).

Den S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , hvorved A rrest ifølge § 615 kan afværges, maa som tidligere nævnt antages at m edføre egentlig Panteret, saaledes at R etten er beskyttet ikke blot overfor godtroende Erhververe, men ogsaa overfor K red itorerne17). Dog kan der blive Spørgsmaal om at afkræ fte R etten overfor Skyldnerens K onkursbo18).

D er kan ikke være nogen almindelig N ødvendighed for at tinglyse denne Sikkerhedsret. Men med Hensyn til faste Ejendom m e vil det følge af almindelige Regler, at R etten maa tinglyses for at gælde overfor godtroende Erhververe og overfor Kreditorerne. Hvad Løsøre angaar, maa vistnok e n t e n en Overlevering efter Reglerne om H aandpant, saaledes at f. Eks. Sikkerheden bliver deponeret hos Fogeden (hvad Rekvirenten altid maa kunne forlange), e l l e r Tinglysning efter de i Tinglysningslovens § 47 indeholdte Regler om U nderpant i Løsøre være nødvendig til Beskyttelsen.

II. Ogsaa A rrest p a a P e r s o n antoges efter den tidligere Ret for den arresterede at m edføre en vis almindelig

15) Jfr. herved U . 1935. 976. — D en i PI. 18. Jan. 1788 § 4 foreskrevne Foræ ldelse efter A ar og D ag er ophæ vet ved T ing lysn in gslov § 53.

1G) Jfr. G r u n d t v i g : Søret, 2. U dg. ved A x e l M øller S. 22, U. 1910. 368.

17) Jfr. fra den tid ligere R et D e u n t z e r: A . & F. S. 37 og U. 1902.B. 156 (H ), 1878. 274, 1876. 807 (812).

18) Jfr. U . 1913. 398.

333

U raadighed over hans Gods, jfr. D. L. 5—3—18, der netop um iddelbart kun handlede om personlig A rrest.

Det var dog allerede efter den tidligere Procesordning et Spørgsmaal, om det ikke i Sammenhæng med den Betingelse, d er i N utiden opstilles for A rrest paa Person, nemlig at der ikke findes tilstrækkeligt Gods at gøre A rrest i, var natur- ligere at statuere, a t den personlige A rrest overhovedet slet ingen V irkning havde med H ensyn til Skyldnerens Formue, m en at han, for saa vidt han ikke udelukkedes derfra ved speciel A rrest, frit m aatte kunne raade derover. V ed Rpl. er i hvert Fald denne U raadighedsvirkning helt bortfaldet, hvad der ret k lart frem gaar af den alene om »A rrest paa Gods« handlende Bestemmelse i § 616 sam m enholdt med Bestem m elserne om »A rrest paa Person«, hvori der ingen U raadighedsvirkning omtales, og det siges udtrykkelig i M otiverne til d e t ældre Kommissionsudkast af 187719). D er indførtes dog ved Rpl. i visse Tilfælde under Straffesager en almindelig »Beslaglæggelse« af Formue, hvis V irkninger er beslægtede med den tidligere almindelige A rrests, men nærm ere bestem mes i Loven, jfr. §§ 794—796, § 1002, 2. Stk.; derim od m edfører den i §§ 797—799, jfr. § 1002, 1. Stk., om handlede Be slaglæggelse af en m istæ nkts eller dom fældts Gods de samme R etsvirkninger som A rrest paa Gods20).

19) S. 235.20) Jfr. herom D . R p l . V . S. 157— 58 og S t e p h a n H u r w i t z :

S trafferetsp leje S. 743 og 744— 45. — O m B eslaglæ ggelse og F orvaltning i Landsforræ deri- eller V æ rnem agersager se ovenfor S. 91.

Retsmidler mod Arrest og Erstatning for ulovlig Arrest*I. Efter den tidligere Procesordning antoges en Rekvisitus,

der vilde rejse Indsigelse mod A rresten, at have tre forskellige V eje at gaa: H an kunde enten frem sætte Indsigelsen under det S ø g s m a a l t i l A r r e s t e n s F o r f ø l g n i n g , som R ekvirenten altid skulde anlægge, eller gøre Indsigelsen gældende ad A p p e l v e j e n , eller endelig i visse Tilfælde h e n v e n d e s i g t i l F o g e d e n for at faa A rresten ophæ vet1).

Disse forskellige Retsm idler aabnede im idlertid Mulighed for visse Konflikter, og Rpl. har derfor i §§ 634—645 truffet en Række nye Bestemmelser til Undgaaelse af saadanne og til Simplificering af Ordningen i det hele2). H erefter skal, jfr. navnlig §§ 634 og 636, 1. Stk., alle Spørgsmaal om A rrestfo rretningens lovlige Foretagelse udelukkende prøves i første Instans3). Derimod kan Klager fra Rekvisitus4), sigtende til at bevirke Ophævelse af den foretagne A rrest som ulovlig gjort, aldrig gøres gældende ad Appelvejen, jfr. § 6375), men denne staar ham ifølge §§ 644 og 645 alene aaben for at drage Foge

§ 31.

*) Jfr. nærm ere om den ældre O rdning H. M u n e h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 221— 36, D e u n t z e r : A . & F. S. 61— 75.

2) Jfr. herved M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9 ad §§ 481—492 Sp. 173— 84 (276—88).

3) Jfr. herved U . 1927. 697, 1932. 224 og V . L. T. 1936. 179.4) Cfr. derim od om Indsigelser fra T r e d j e m a n d U. 1935. 601

og nedfr. under B.5) Jfr. U . 1927. 697: Fogedens K endelse under en A rrestforret-

ning om , at noget Løsøre skulde tages i Forvaring af Fogeden , og Spørgsm aalet om T ilbagelevering af Skyldnerens S ik kerh ed sstille lse kunde ikke paakæres, m en m aatte frem føres under A rrestforfølgn ingssagen.

335

den personlig til A nsvar eller for at paatale Fogedens N æ gtelse af A rrest. Endelig er Fogeden ifølge § 640 indskræ nket til at ophæve A rresten paa G rund af Om stændigheder, som er indtruffet efter A rrestens Foretagelse, men han kan ikke gøre det blot paa G rund af nye Oplysninger om tidligere foreliggende Om stændigheder0); efterfølgende O m stændigheder kan derim od ikke gøres gældende under A rrestsagen.

A. Som berørt, skal R ekvirenten altid » f o r f ø l g e A r r e s t e n « ved at anlægge Sag til dens Stadfæstelse i første Instans.

Skyldneren kan dog frafalde A rrestens Forfølgning, men et saadant A fkald er, jfr. § 634 i Begynd., kun gyldigt, naar det meddeles under eller efter Forretningen, men — paa Grund af de Farer for Skyldnerens Beskyttelse, som det kunde medføre — ikke, naar det er givet forud.

Den G ældsarrest, der kan bringes til Anvendelse overfor Barnefædre efter Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 23, behøver dog ikke at forfølges.

a. I det sædvanlige Tilfælde, hvor der i k k e a l l e r e d e e r a n l a g t R e t s s a g i A n l e d n i n g a f d e n F o r d r i n g , for hvilken A rrest er gjort, skal Rekvirenten ifølge § 634, 1. Stk., i n d e n e n U g e 7) efter A rresten anlægge saadan Sag ( » H o v e d s a g « ) , hvorunder han tillige skal nedlægge særskilt Paastand paa, at A rrestens Foretagelse s tad fæ stes8). D ette Anlæg af Sagen sker overensstem m ende med Reglen i § 279, 1. Stk., derved at Forligsindkaldelse eller Stævning indleveres til Berammelse (eller eventuelt Sagen anmeldes for Retten). Skal Sagen begynde med Mægling ved For- ligskommissionen efter Reglerne i § 268, skal Sagen, hvis Forlig ikke opnaas, indstævnes for R etten hurtigst muligt efter Mæglingens Slutning. R etten kan dog altid anvende sin almindelige Beføjelse efter § 286 til at bestemme, at Spørgsmaal vedrørende A rrestens Stadfæstelse skal behandles sæ rskilt8). D ette vil der kunne være Anledning til, hvor det d re jer sig

r0 Jfr. U. 1933. 125.7) A n læ gges Sagen efter U gens U d løb , maa Følgen form entlig ,

naar Indstæ vnte udebliver, være, at Sagen afv ises for saa v id t angaar A rrestens S tadfæ stelse, jfr. m ed H ensyn til Forbud U. 1935. 179.

8) Se herved R. U. Nr. 165 i U. 1922. B. 347.

336

om Spørgsmaal vedrørende selve Forretningens Foretagelse — f. Eks. om en Sikkerhedsstillelse er tilstrækkelig — som vil kunne afgøres uden at komme ind paa nærm ere Prøvelse af Parternes M ellemværende9).

Om »Hovedsagen« skal anlægges ved U nderret, Landsret eller Sø- og Flandelsret, afhænger af Sagens Beskaffenhed10). H ører Sagen efter sin Beskaffenhed under Boligretten, sker Stadfæstelsen af A rrest eller Forbud ved denne, uanset at Fogedsager ikke hører under den11). Om V ærneting se nedfr.

Er Retssag i Anledning af paagældende Fordring s v æ- v e n d e ved første Instans, bliver der ifølge § 634, 2. Stk., inden den nævnte Frist at anlægge e n s æ r s k i l t »A r- r e s t s a g« ved samme Ret, hvorved Hovedsagen behandles12). D et er dog R etten forbeholdt, overensstem m ende med Reglerne i §§ 286 og 287, at bestemme, at A rrestsagen skal sæ ttes i Forbindelse med Hovedsagen, eller at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er paakendt; hyppigst vil der kunne blive Tale om at udsæ tte Arrestsagen, indtil Spørgsmaalet om Fordringens Rigtighed under H ovedsagen er afgjort.

Er der endelig f a l d e t D o m i første Instans i Retssagen, hvorunder Fordringen er indtalt, anlægges A rrestsagen ved den Ret, af hvilken denne Sag er blevet paakendt. R etten kan i Tilfælde af Anke udsæ tte A rrestsagens Forhandling i det hele eller for en Del, jfr. § 287.

N aar A rrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag, er Forligsmægling ifølge § 634, 4. Stk., jfr. § 268, Nr. 7, unødvendig. Disse særlige A rrestsager er afgiftsfri efter R. A. L. Nr. 92, 11. April 1916 § 16, Nr. 4. —

M edens der saaledes ifølge § 634, 2. og 3. Stk., i de T ilfælde, hvor der anlægges »særskilt Arrestsag«, gælder specielle Regler om Værnetinget, findes der i k k e længere Bestem m elser om noget s æ r l i g t A r r e s t v æ r n e t i n g , naar der vedrørende Fordringen anlægges en »Hovedsag«, under

9) Jfr. herved U. 1927. 697, hvorom N o te 5.10) Jfr. m ed H en syn til Forbud U. 1947. 703.n ) Jfr. K o m m e n t e r e t R p l . I. S. 8 og U. 1940. 1095.12) Jfr. om et T ilfæ ld e, hvor der efter en A rrest foretoges ny

A rrest, H øjesteretsdom U. 1925. 534 (536).

337

hvilken der tillige nedlægges særskilt Paastand om Stadfæ stelse af den for K ravet foretagne A rres t13). V ed hvilken Ret Hovedsagen skal anlægges, afhænger saaledes ganske af de almindelige Værnetingsregler, derunder Reglen i § 247 om Vedtagelse af V æ rneting14). Ogsaa de særlige Bestemmelser, som PI. 30. N ovbr. 1821 indeholdt angaaende A rrestvæ rneting (nemlig A rreststedets15)) og visse andre Forhold for det Tilfælde, at der var anvendt A rrest overfor Udlændinge, er bortfa ldet ved Rpl. D ette vil dog som tidligere berø rt16) ikke faa nogen praktisk Betydning, idet det, naar Udlændingen overhovedet har Gods at foretage A rrest i, oftest vil stille sig saaledes, at der vil være V ærneting her i M edfør af Rpl. § 248. H erved maa im idlertid erindres de Begrænsninger, der gøres m ed H ensyn til A nvendelsen af § 248, 2. Stk.17).

I de Tilfælde af G ældsarrest, der hjem les ved Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 § 23, bliver der som ovenfor berørt, ikke Tale om egentlig Forfølgning.

Reglerne om A rrestens og Fordringens Forfølgning bliver ifølge § 634, sidste Stk., med de fornødne Lempelser ogsaa at anvende, naar A r r e s t e r a f v æ r g e t v e d S i k k e r h e d s s t i l l e l s e ,

K o m m e r S k y l d n e r e n , efter at A rresten er gjort, u n d e r K o n k u r s 18), eller dør han, og hans Bo behandles som Gældsfragaaelsesbo, taber jo A rresten sin Virkning, og

13) Et sæ rligt A rrestvæ rneting (Strand ingsstedets Søret) er dog h jem let m. H. t. A rrester foretaget af M arinem in isteriet for Stran- dingsudgifter.

14) Cfr. U . 1942. 660 refereret i N o te 17.15) Jfr. herved R. U . N r. 40 i U . 1920. B. 236.1G) Jfr. ovfr. S. 315, N o te 28.l7) Jfr. T v i s t e m a a l S. 37, H. M u n c h - P e t e r s e n U . 1926 B.

50— 51, K o m m e n t e r e t R p l . I. 333 og U . 1942. 660: A rrestfor- fø lgn ingssagen afv istes, da A fta len s B estem m else om Prøvetagning her i L andet ikke kunde anses for en tilstræ kkelig ty d e lig V ed ta g e lse af V æ rn eting efter Rpl. § 247, og da K øberen ikke ved sin Indbetaling a f R estkøbesum m en i en hervæ rende Bank skulde kunne bevirke, at d en udenlandske Sælger kunde sagsøges her i M edfør af § 248, 2 . Stk., i en Sag, som tilm ed netop angik Sæ lgerens R et til K øbesum m en.

13) M ed H en syn til Spørgsm aalet om en K o n k u r s i U d l a n d e t har sam m e V irkning som en K onkurs her i L andet, se S k i f t e r e t t e n S. 298— 302.


338

i Forbindelse derm ed bestem m er da § 635, at A rrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Retssag i Anledning af Fordringen eller A rresten skal bortfalde. D er træ ffes i Forbindelse dermed nogle nærm ere Bestem m elser om, hvornaar den i Anledning af A rresten stillede Sikkerhed i disse Tilfæ lde kan løsgives.

Er A rresten a f v æ r g e t v e d S i k k e r h e d s s t i l 1 e 1- s e, antages denne jo ikke at tabe sin Gyldighed overfor Skyldnerens Konkurs eller Dødsbo, og det maa da høre til »de fornødne Lempelser« efter § 634, sidste Stk., at Rekvirenten ikke i dette Tilfælde bliver fri for sin Forpligtelse til at forfølge Sagen.

b. U nder Forfølgningssagen19) paakendes det i A lm indelighed, jfr. § 636, om A r r e s t e n e r l o v l i g g j o r t . E r Retssag i Anledning af den paagældende Fordring svævende, og behandles A rrestsagen ikke i Forbindelse med Hovedsagen, kan dog Indsigelser mod Fordringens Rigtighed ikke frem føres under A rrestsagen20). Er der allerede faldet Dom i H ovedsagen, maa denne Afgørelse angaaende Fordringen sikkert være bindende under A rrestsagen. Iøvrigt kan alle andre Indsigelser vedkom m ende A rrestens Lovlighed frem sættes og paakendes under A rrestsagen uden H ensyn til, om de allerede har været undergivet Fogedens Afgørelse, og der sker altsaa for saa vidt et Brud paa Princippet om, at sideordnede R etsbetjen te ikke maa censurere hverandre21).

10) I § 635 bruges U d tryk k et »A rrestsagen«, m en det sam m e m aa gælde, naar der i M edfør af § 634 nedlæ gges P aastand under H o v ed sagen paa A rrestens S tadfæ stelse. Se iøvrigt herved U . 1932. 224 om et T ilfæ ld e, hvor en Sag til O pgørelse af Parternes M ellem væ rende blev lig estille t m ed »A rrestsagen eller den i A n ledn ing af Fordringen anlagte Retssag«, jfr. Rpl. § 637.

20) Jfr. V . L. T . 1942. 93: D a Spørgsm aalet om Fordringens R igtighed s a m t i d i g var u n d e r A f g ø r e l s e v e d e n t y s k D o m s t o l , hvis D om under de i kgl. A nordn. 13. A pril 1938 næ vnte B etingelser er afgørende for de danske D om sto le , m aatte der i M ed før af Rpl. § 636 gives R ekvirenten M edhold i, at Indsigelserne m od Fordringens Indsigelse ikke kunde frem sæ ttes under den her i L andet paabegyndte A rrestforfølgn ing, som derfor m aatte stilles i B ero, ind til H ovedsagen var afgjort i T ysk land .

21) Jfr. M ot. til C i v i 1 p r o e e s u d k a s t 1 8 9 9 Sp. 173— 74 (277).

339

U nder Forfølgningssagen afgøres dog a l e n e Spørgsmaalet om A rrestens Lovlighed o v e r f o r R e k v i s i t u s , men ikke i Forhold til T redjem and, hvis Ret altid maa anses for forbeholdt22). Derim od maa denne paa G rund af den retlige Interesse, han har deri, kunne indtræ de i Sagen som In tervenient, hvad enten han allerede har re jst Indsigelse for Fogedretten eller ikke23). Om T redjem and er henvist til saadan Intervention og ikke i Stedet kan appellere A rrestfo rre tn in gen, se nedenfor under B.

U nder Flovedsagen vil R ekvirenten sædvanlig i Forbindelse med Paastanden om A rrestens Stadfæstelse nedlægge Paastand om eksigibel Dom for sit Krav. Herom bliver der dog i Almindelighed ikke Tale, hvor Fordringen endnu ikke m aatte være forfalden, men han maa i dette Tilfælde sædvanlig nøjes med at søge Dom til A nerkendelse af sin Fordring24).

A rresten kan, jfr. § 638, o p h æ v e s saavel ved Dommen i A rrestsagen som ved Dom m en i Hovedsagen, idet Forretningen maa tabe sin Gyldighed, naar den blot enten fra den materielle eller den formelle Side lider af en Mangel. A rresten bortfalder dog først, naar A nkefristen for den Dom, hvorved den kendes ugyldig, er udløbet, uden at A nke er iværksat, m edm indre andet særlig er bestem t i Dommen.

c. F o r s ø m m e r A r r e s t r e k v i r e n t e n inden Lovens F rister at begynde Forfølgningssag, eller hæves eller afvises Sagen, kan A rresten af Rekvisitus fordres ophævet, jfr. § 63925). D a Afvisning af A rrestsagen er stillet i Klasse med Forsømmelse af Anlæg af og Ophævelse af A rrestsag, kan det næppe som efter § 638 være en Betingelse for O phævelsen af A rresten, at A nkefristen for Afvisningsdom m en er udløbet, uden at A nke har fundet Sted26). A rrestrekviren ten

22) Jfr. U . 1897. 884, 1883. 579 (581— 82, 583), 1879, 683.23) Jfr. U . 1869. 865 (867 og 869), cfr. 1904. 455.24) Cfr. V . L. T. 1936. 179 om et T ilfæ ld e, hvor R ekvirenten over

h oved et ikke under Justifikationssagen havde ned lagt Paastand om A n erkend else af Fordringen, m en forst under A n k en nedlagde Paastand herom .

25) Se herved U . 1932. 1123 og 1124, m en cfr. 1924. 802.2G) Jfr. U . 1932. 1123: A rresten oph æ vet uden H en syn til, at A f-

22*i

340

er dog ikke, fordi A rresten ophæves i M edfør af § 639, udelukket fra igen at gøre A rrest for den samme Fordring.

B. a. Om at benytte A p p e l v e j e n i Tilfælde af, at A rrest er foretaget, vil der, som berørt, efter § 644 alene blive Spørgsmaal for at drage Fogeden personligt til A nsvar for hans Em bedsforhold ved A rrestens Foretagelse; dette maa nemlig altid ske ved A n k e .

I det om vendte Tilfælde derimod, at Fogeden har nægtet a t foretage A rrest, kan hans Nægtelse ifølge § 645 altid gøres til G enstand for K æ r e efter Reglerne i Kap. 53. K ærefristen er 4 Uger27).

b. Denne meget begrænsede Adgang til overfor A rrestforretninger at benytte Appelvejen kan dog sikkert kun gælde for Rekvisitus selv, jfr. a t Rpl. § 637 alene taler om »Klager fra dens Side, hos hvem A rresten er gjort«. Derimod kan en udenfor A rrestforretn ingen staaende T r e d j e m a n d , med hvis R ettigheder Forretningen er uforenelig, ikke være afskaaret fra gennem A nke at paastaa A rrestforretn ingen ophævet i Forhold til sig28).

C. Endelig kan en paalagt A rrest ifølge § 640 i det hele eller for en Del ophæves af F o g e d e n (»R e 1 a k s a t i o n«), men kun paa G rund af Om stændigheder, som er indtruffet efter A rrestens Foretagelse29). Paa G rund af formelle Fejl ved Forfølgningssagen kan A rresten kun fordres ophævet i M edfør af § 639, altsaa naar Sagen ikke anlægges i re tte Tid, eller den afvises eller hæves. Fogeden vil ogsaa i M edfør af § 615 kunne beslutte A rrestens Ophævelse mod Sikkerhedsstillelse.

Forinden A rresten ophæves, skal Fogeden saa vidt muligt

visn ingsdom m en var rettidig paaanket, og uanset at R ekvirenten paa G rund af O m stæ ndighederne v ild e være ud elu kket fra paany at gøre A rrest for Fordringen.

27) Jfr. a llerede U . 1921. 69 m ed N o te (den handler dog direkte om Forbud). — Se iøvrigt om Fortolkn ingen af § 645 (jfr. § 652) R. U . N r. 135 i U . 1922. B. 171.

28) Jfr. U . 1935. S. 601: ikke tilstræ kkelig klar H jem m el i R pl.s B estem m elser til at udelukke saadan A n ke. H eller ikke M otivern e til Rpl. § 637, M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 ad § 484 Sp. 176 (279), giver nogen S tø tte for at anse T redjem and for afskaaret herfra.

29) Jfr. U . 1933. 125.

341

give R ekvirenten Lejlighed til at y tre sig, m edm indre G runden til Ophævelsen er Udeblivelse med de anordnede U nderholds- og Varetægtspenge, jfr. §§ 623 og 624.

Imod Fogedens Kendelse kan der, hvad enten den gaar ud paa at ophæve A rresten eller nægte dens Ophævelse, ivæ rksæ ttes A n k e e l l e r K æ r e i Overensstem m else med de Regler, der gælder om Eksekution, jfr. navnlig § 593 ff. H erefter skal Klagen altsaa gøres gældende ved Anke, hvis den har H ensyn til Fordringen, men ved Kære, hvis den alene angaar de processuelle Betingelser for Forretningen eller den derved brugte Fremgangsmaade.

Fogedens O phævelsesdekret kan dog ikke hindres fra at træ de i V irksom hed ved Anvendelse af A nke eller Kære.

II. A. Anses en A rrest i det hele for ulovlig, er Rekvirenten efter § 641 paa lignende M aade som tidligere efter D. L. 1—21—21 pligtig at e r s t a t t e den, hos hvem A rresten er g jo rt30), a l S k a d e , som derved er sket31).

Til Paadragelse af dette E rstatningsansvar antoges det efter den tidligere R et paa G rund af A rrestens K arakter af et ekstraordinæ rt Retsm iddel at være tilstrækkeligt, at Forretningen fandtes ob jektiv t ulovlig, selv om der ikke kunde lægges Rekvirenten nogetsom helst til Last. For det Tilfælde, at A rrestens Ulovlighed skyldes Fordringens Urigtighed, fastholder Rpl. denne strenge Regel, men hvor Ugyldigheden beror paa M angler ved selve Forretningen, lempes den saaledes,

30) Cfr. U . 1908. 302, der næ gter E rstatning til en D atter for en A rrestforretn ing, der lov lig var paab egyn dt paa hendes Bopæ l og Forretn ingslokale, hvor R ekvisitus, hendes Fader, havde en D e l Inventar beroende.

31) Jfr. efter Rpl. U . 1920. 832, 1921. 420: ogsaa E rstatning for K urstab, 713 (716 H ), 861, 1922. 294 (H ), 1923. 426 (429): kun T ort og K reditsp ilde, 1925. 291 (293 H ), 1926. 885 (H ), 1932. 224, 1934. 412: 1000 Kr. E rstatning for T ab, særlig fordi R ek v isitu s’ N a v n havde væ ret optaget i O plysn ingsbureauernes »Fogedlister«, 1934. 1035 (1040H ), U . 1942. 660 (jfr. N o te 17): E rstatning skønsm æ ssigt fastsat til 500 D ollars, 1946. 590 (H ): 200 Kr. i E rstatning til en M and, hos hvem der var gjort A rrest for et paastaaet Krav paa E rstatning for T ort og Æ reskræ nkelse fra en ung Pige, som han havde h aft Sam leje m ed m od hendes V ilje , jfr. herved T . f. R. 1947, 348— 49. Se endvidere V . L. T 1933. 243: særlig T ab for Fald i K ronekursen i A rresttiden og S. H .T . 1939. 213 (jfr. S. 310, N o te 8 ).

342

at der kun paalægges Rekvirenten Ansvar, for saa vidt M anglen kunde have væ ret undgaaet af ham ved fornøden Agt- paagivenhed32).

Paa den anden Side kan der efter Rpl. komme til a t paahvile R ekvirenten et vist A nsvar selv for en formelt lovlig A rrest, naar han ved dens Foretagelse maa siges at have g jort sig skyldig i Misbrug af A rrestinstitu tte t. Ifølge § 636, 2. Stk., skal han nemlig ikke kunne faa tilkendt Erstatning for A rrestomkostningerne, dersom R etten efter derom af Rekvisitus nedlagt Paastand skønner, at der ikke i dennes økonomiske Stilling eller Forhold iøvrigt paa den Tid, da A rresten begæ- redes, fandtes nogen rimelig Anledning for R ekvirenten til at benytte dette Retsmiddel. Herim od stridende O verenskom ster er ugyldige.

Erstatningen om fatter Godtgørelse baade for »T a b, T o r t o g K r e d i t s p i 1 d e«33). Godtgørelse for T o rt og Kredit- spilde maa i A lmindelighed ydes uden særligt Bevis derfor34), men den kan dog udelukkes, naar det gøres sandsynligt, at der ingen særlig Krænkelse eller K redittab er lidt ved A rresten35), f. Eks. paa G rund af andre Retsforfølgninger, som Skyldneren tidligere er undergaaet, og som i Forvejen maa antages at have ødelagt hans K redit36). D erim od skal andet Tab kun erstattes, naar det nærm ere oplyses37).

32) Jfr. M ot. til C i v i l p r o c e s u d k . 1 8 9 9 Sp. 182 (285— 86) og m ed H en syn til E rstatning for u lovlig K onkurs U . 1935. 636 (637).

33) Jfr. herved P o p p - M a d s e n : Bod S. 195— 97 og de i N o te 31 citerede D om m e.

34) Jfr. fra den tid ligere R et U . 1884. 668 (674 H ), 1886. 658, 1890. 171 (175), 1896. 459, 1903. 780, 1918. 379. (H ).

35) Se herved U . 1943. 1214, der ikke antager, at der var paaført R ekvisitus sæ rligt T ab eller K reditsp ilde, og udtaler, at A rrestforretninger i D isputer m ellem B efragtere og Rederier, jfr. Sø lovens § 113, i A lm indeligh ed ikke kan antages at m edføre T ort og K reditsp ilde for R ekvisitus.

3C) Jfr. U . 1879. 603 (605), 1897. 172, 1906. 145, V . L. T . 1928. 302 og 0 . L. T. 1928. 465. Cfr. derim od U . 1872. 673 og P o p p - M a d s e n anf. Sted. D en O m stæ ndighed, at A rresten er foretaget paa F ogedens K ontor, v il ikke udelukke Erstatning for T ort og K reditsp ilde, jfr. U . 1884. 668 (673), 1895. 1185.

37) Jfr. saaledes U . 1922. 465: Erstatning for T ab ved, at »let fordæ rvelige« V arer havde henstaaet i længere T id og saaledes var øde-

343

Anses A rresten kun ulovlig for en Del, er A rrestrekv irenten pligtig at ersta tte Rekvisitus det særlige Tab og den særlige K reditspilde (derim od ikke »Tort«), som m aatte være en Følge af, at der er blevet givet A rresten en for sto r U dstræ kning38).

B ortfalder eller ophæves en gjort A rrest paa G rund af •efterfølgende Om stændigheder, maa det selvfølgelig afhænge af Forholdene ved A rrestens Foretagelse, om A nsvar er paa- draget, jfr. § 641, sidste Stk.39).

Paa den Skade, en T r e d j e m a n d m aatte have lidt ved, at der f. Eks. er blevet g jort A rrest i hans Ting, finder Reglerne i § 641 ikke Anvendelse, men A nsvaret herfor maa bestem mes efter a l m i n d e l i g e E r s t a t n i n g s r e g l e r40).

Den strenge Ansvarsregel i § 641 gælder kun, for saa vidt A rrest virkelig er foretaget. Er den vel paabegyndt, men endelig Foretagelse f r a f a l d e t eller n æ g t e t , e l l e r er den a f v æ r g e t v e d S i k k e r h e d s s t i l l e l s e , ifalder Rekvirenten kun A nsvar efter almindelige Erstatningsregler41). D er kan da vistnok heller ikke opstilles nogen almindelig Form odning for T o rt og K reditspilde42). A t A nsvar kun if aldes efter den almindelige Erstatningsregel, er i hvert Fald ogsaa efter Retsplejeloven klart anerkendt i Tilfælde, hvor A rrest afvæ rges ved Sikkerhedsstillelse43), men det samme maa sikkert gælde i de andre Tilfæ lde44), idet U dtrykkene i Rpl. § 641 helt igennem forudsætter, at A rresten virkelig er foretaget,

lagt, og V . L. T. 1929. 115, m en cfr. U. 1930. 218: Erstatning ikke tilk en d t for en ophæ vet A rrest hos et Firma i L ikvidation i en Fordring ifø lge en D om , der var under A nke.

:)8) Jfr. fra den tid ligere R et U . 1885. 396, 1881. 783 (786).30) Jfr. herved U . 1932. 1123, der ikke tilkender E rstatning i et

T ilfæ ld e , hvor A rresten ophæ vedes, fordi den ikke var lov lig forfulgt.40) Jfr. U . 1894. 1327.41) Jfr. H. M u n c h - P e t e r s e n : D ansk C ivilproces III. (1915).

234— 35 og K o m m e n t e r e t R p l . I. 875.42) Jfr. U . 1912. 546 (H ), 1909. 838, 1900. 305 og 1897. 1007 (1012),

m en cfr. U . 1914. 324, 1910. 326 og 1895. 1185 (1189).43) Jfr. U . 1937. 930, V . L. T. 1938. 343 og nærm ere ovenfor S. 314.

N o te 21. Sml. før Rpl. U . 1912. 546 (H ) og 1909. 838.44) Jfr. vedrørende T ilfæ ld e, hvor Forretningen er næ gtet Frem m e,

fø r Rpl. U . 1900. 305, 1897. 1007 (1012), m en cfr. U . 1914. 324.

344

jfr. Ordene »for hvilken den er iværksat«, »den, hos hvem A rresten er gjort« og »en gjort Arrest«.

B. Rekvisitus’ Krav paa Erstatning i Anledning af A rresten vil hyppigst blive g jort gældende mod Rekvirenten som M o d k r a v under A rrestsagen, jfr. § 642. D ette maa v istnok staa Rekvisitus aabent, uanset at den Fordring, for hvilken A rresten er gjort, hører til dem, mod hvilke M odfordringer iøvrigt ikke kan frem sættes, altsaa er et Veksel-, Checkeller Gældsbrevskrav, jfr. § 44545). Erstatningskravet kan dog: ogsaa rejses under et s e l v s t æ n d i g t S ø g s m a a l i første Instans, der maa anlægges ved Rekvirentens almindelige Værneting. Men dette kan dog først ske, naar A rresten enten ved Dom er kendt ugyldig eller ved Fogedens Kendelse ophævet. Som noget nyt indføres der for Anlæggelsen af et saadant Søgsmaal en Frist af 12 Uger46), hvad der særlig har Betydning med H ensyn til Spørgsmaalet om Tilbagegivelse a f Rekvirentens Sikkerhed. Endelig kan der ogsaa i et enkelt Tilfælde tillægges Rekvisitus Erstatning ad A p p e 1 v e j e n_ H ar Fogeden næ gtet at ophæve A rresten, kan nemlig Rekvisitus ifølge § 643, naar han ved overordnet R et faar Fogedens D ekret om stødt og A rresten ophævet, ved samme Dom faa sig tilkendt Erstatning hos Rekvirenten. Mod Fogeden selv kan, som ovenfor nævnt, A nsvar overhovedet kun gøres gældende ad A nke vejen.

45) Jfr. nærm ere D. R p l . II. S. 378 ff., T v i s t e m a a l S. 282 o g D om m e U. 1921. 851, 1933. 749, 1937. 194. Cfr. derim od P o u l S p l e t h U . 1932. B. 253— 57. — H vis A r r e s t e n s F o r f ø l g n i n g f r a f a l d e s, fordi Sagsøgte hæ vder at have R ealitetsind sigelser, m aa Sagsøgte v istnok som Følge af O pgivelsen af A rrestforfø lgn ingen b liv e afskaaret fra at frem sæ tte R ea litetsind sigelser under den nu a len e som V ekselsag anlagte Sag, jfr. J. D . 1939. 134, m en har R ekvisitus,, allerede inden F orfølgningen frafaldes, haft L ejlighed til at frem sæ tte sine R ealitetsind sigelser og til at paabegynde B evisførelse i saa H enseende, kan R ekvirenten ikke m ed S tø tte i V ek selprocesreg lern e kræ ve, at der ved Sagens P aadøm m else bortses fra det saaledes foreliggende G rundlag, hvorfor Sagen v il være at paakende efter a lm in delige processuelle Regler, jfr. U . 1945. 916.

4ß) M ed H en syn til Spørgsm aalet om , fra hv ilket T idspun kt 1 2

U gers Fristen fra Sagens A n læ g skal regnes, se U . 1934. 412.

Forbud1).

§ 32.

Betingelserne for Nedlæggelse af Forbud.Forholdet mellem A rrest og Forbud og Form aalet med For

bud er allerede om talt ovenfor i § 25, S. 303 ff. D et frem gaar heraf, at Form aalet med Forbud er at værne en Ret mod Hand- linger, der i Forvejen er retsstridige, idet der nemlig ved N edlæggelse af Forbud skabes et særligt Grundlag for Straf, jfr. nedenfor § 33 II. B. H er skal nu det selvstændige O m raade for Forbud og de nærm ere Betingelser for det Nedlæggelse undersøges. Herom, som om Forbud i det hele, indeholdt vor tidligere Lovgivning kun faa spredte Bestem m elser2). Men Reglerne om Forbud har væsentlig udviklet sig gennem R etspraksis, og det er denne Praksis, der ved Rpl. Kap. 57 har fundet sin Bekræftelse og, i visse Retninger, sin nærm ere Bestemmelse.

I. A. a. Man kender ikke i vor Ret som efter de fleste fremmede Lovgivninger — jfr. saaledes de tyske »einstweilige Verfügungen«3), de engelske »injunctions«4) og efter den nye

1) Jfr. C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 7 7 §§ 606— 615, M ot. 248— 51 og C i v i l p r o c e s u d k a s t 1 8 9 9 §§ 493— 500, M ot. Sp. 184— 87 (288— 91). L i t t e r a t u r : D e u n t z e r : A rrest og Forbud (cit. A . & F.), F r o s t : F ogedforretn inger S. 297— 312 og K o m m e n t e r e t R p l . I. 876— 888.

2) Jfr. næ rm ere H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 237 — 253, D e u n t z e r : A . & F. S. 98— 110.

:i) C. P. O. V III. Bog, 5. A fsn it, navnlig §§ 935— 942.4) Jfr. saaledes et V æ rk af W . W . K e r r, 5. ed. 1914.

346

norske Tvangsfuldbyrdelseslov5) »midlertidige forføininger« — foreløbige R etsforanstaltninger i Form af Paabud til at opfylde en Handleforpligtelse, en Pligt til at udfolde en vis positiv Virksom hed. De kendes kun som »F o r b u d« m o d a t f o r e t a g e e n H a n d l i n g , til Hævdelse altsaa af en vis Undladelsespligt, der paahviler den paagældende, jfr. nu ogsaa Rpl. § 646, hvorefter der ved Forbud alene kan gives Paalæg om at » u n d l a d e Handlinger eller Foretagender«, og Rpl. § 648, hvorefter Forbud kun kan gøres, naar der er G rund til at antage, at den paagældende »vil foretage de Handlinger, d er skal forbydes«.

D et kan dog undertiden være tvivlsomt, om der er Tale om en ren Undladelsespligt. I saa Henseende kan m an selvfølgelig ikke lægge V ægt paa U dtryksm aaden. N aar f. Eks. et Hus m aatte være opført for næ r ved Nabogrunden, kan man godt udtrykke Forholdet saaledes, at H usejeren skal undlade paa den Maade at forulempe Naboen, men dennes Krav gaar i V irkeligheden ud paa, at H uset skal fjernes. Og hvis det forbydes Indehaveren af et Fabriksanlæg at lade Røg og Spildevand fra dette slippe ud paa en for Omgivelserne generende Maade, er dette kun et andet U dtryk for, at det paalægges ham at træ ffe positive Foranstaltninger for at undgaa disse Ulemper. I det hele maa Reglen være, at kun saadanne Pligter, der kan opfyldes uden nogen positiv V irksom hed fra den paagældendes Side, idet de blot gaar ud paa ikke at krænke en bestaaende Tilstand, kan sikres ved Forbud. Men en U ndtagelse maa vistnok gøres, hvor der er Tale om enkelte, i Forhold til Undladelsen rent accessoriske Foranstaltninger, der eventuelt vil kunne udføres af Fogeden, og ved hvis Udførelse den endelige Situation ikke i væsentlig G rad vil præ judiceres; f. Eks. vil der i Forbindelse med et Forbud mod Benyttelse af et ulovligt Firmanavn kunne blive Spørgsmaal om at paabyde Fjernelse af et Skilt, hvorpaa det fin

5) 15de K apitel §§ 262— 268, jfr. H a g e r u p : C ivilproces, 3. U dg.S. 227— 233 og S k e i e : C ivilproces III. 2. Udg. S. 402 ff. — O m s v e n s k R e t se den S. 307 anførte Litteratur.

347

des6), eller sammen m ed Forbud mod at forhindre Færdselen ad en Vej kunne paalægges at aabne en Bom, der er blevet anbragt derover7).

b. A l l e m u l i g e R e t t i g h e d e r vil kunne tænkes beskyttede ved Forbud, ikke blot egentlige økonomiske R ettigheder, hvad enten de er tinglig8) eller obligatorisk beskyttede9), f. Eks. baade Fæ rdselsret10), Lejerens11) og Ejerens

°) Jfr. U . 1900. 364.7) Jfr. U . 1894. 389 (H ), jfr. 1892. 896 sam t 1899. 840 og 1920. 594

(paalagt R ekvisitus at fjerne to M eter af et Skur). Cfr. derim od U. 1919. 851, hvorefter et E lek tric itetsvæ rks A fb ry d else af den elektriske Strøm betegn ed es som en fu ldb yrd et K endsgerning, m od hvis O pretholdelse der ikke kunde nedlæ gges Forbud, og U . 1940. 836: En L ejer af en B utik kunde ikke, efter at E jeren havde ud lejet en anden Butik til Brug paa en efter L ejerens M ening m od hans L ejekontrakt stridende M aade, nedlæ gge Forbud over for E jeren m od, at B utikken b en y tted es paa denne M aade, »idet den paastaaede retsstridige T ilstand allerede er etab leret gennem den sk ete U d lejn in g af B utikken, saaledes at der ikke nu er Spørgsm aal om at paalæ gge Indstæ vnte at undlade en H andling«.

8) Jfr. før Rpl. U . 1912. 295 (H ), 1900. 236 (H ), 1906. 15, 1894. 1084,1901. 256, 682, 1894. 389, jfr. 1892. 896.

°) Cfr. dog ovfr. S. 304 ff. om G ræ nseom raadet overfor A rrest.10) Jfr. som E ksem pler paa F o r b u d m o d F æ r d s e l U . 1900.

236 (H ), 1906. 15 (H ), 1924. 644 og 1927. 820, m en cfr. 0 . L. T . 1930. 239 og som E ksem pel paa F o r b u d m o d a t h i n d r e F æ r d s e l U . 1894. 389 (H ), jfr. 1892. 896 sam t 1899. 840.

n ) Jfr. som Eksem pler paa F o r b u d o v e r f o r E j e r e n D om m e U . 1894. 1084: Forbud m od, at Ejeren fu ld førte en 3djc Sals- og K vist- E tage til G ene og T ab for L ejeren, 1912. 295 (H ): Forbud m od T il- m uring af Skorsten m. m., 1920. 594: Forbud m od, at E jeren opførte et Skur, der h indrede A rbejdskørsel til et u d lejet Pakhus, 1930. 81 (H ): Forbud m od, at E jeren opsatte Lysreklam er til betyd elig U lem pe for Lejeren, og 1935. 154: Forbud m od Indlæ ggelse af C entralvarm e ind en F lytn ingen (se nu L ejelov § 51). Jfr. ogsaa utr. kbh. F. R. K K 2 1 . Januar og 2 0 . D ecem ber 1928: Forbud m od U d lejn ing i Strid m ed L ejerens E neret som U rtekræ m m er eller T rikotagehandler. A t der i et T ilfæ ld e som det sid ste kan nedlæ gges Forbud over for E jeren forudsæ ttes ogsaa i D om m en U . 1940. 947, der næ gter F o r b u d o v e r f o r M e d l e j e r m ed den B egrundelse, at L ejeren i saa H enseende alene fand tes at kunne holde sig til E jendom m ens Ejer. Cfr. derim od den i N o te 7 refererede D om U. 1940. 836.

3 4 8

R ettigheder12) ved L ejekontrak ter13) og R etten ifølge A rbejdskon trak ter14), men ogsaa Individual- og Erhvervsrettigheder som Privatlivets Fred15), Navn, baade Slægtsnavn10) — i hvilken Henseende dog Straffebestem m elsen i Lov Nr. 89, 22.

12) Se som Eksem pler paa F o r b u d m o d L e j e r e n s u b erettigede B en ytte lse af det lejed e U . 1921. 69: L otterik o llek tion i L ejlighed le je t til B eboelse og utr. kbh. F. R. K. 23. Septem ber 1930: A u k tio n m ed E ftersyn i de af R ekvisitus hos dom us m edica lejed e Lokaler. Se ogsaa om Forbud m od H undehold kbh. F. R. K. 1 . O ktober 1929, jfr. utr. 0 . L. D . 19. A p ril 1934, og m od K atteh old F. R. K. 27. M arts 1935. Jfr. herved ovfr. S. 279, N o te 24. Se ogsaa U . 1938. 427: L ejeren af en K affebar b lev under en m od hende af H usejeren anlagt Sag ken d t pligtig i O veren sstem m else m ed L ejekontraktens B estem m elser at luk ke F orretn ingsvirksom heden Kl. 8 A ften . U an set at D om m en var in d anket for H øjesteret inden F uldbyrdelsesfr istens U d løb , kunde E jeren m od S ikkerhedsstillelse, jfr. § 647, gennem føre Forbud, jfr. næ rm ere N o te 52. Særlig H jem m el for N ed læ ggelse af Forbud over for L ejeren indeholder i øvrigt E rhvervslejelov N r. 55, 23. M arts 1937 § 5, Stk. 2.

13) Jfr. særlig om S k i l t n i n g s r e t og A n b r i n g e l s e a f U d h æ n g s s k a b e U . 1901. 682, jfr. 1899. 190, 1908. 267: Forbud overfor N a b o lejer , sm l. 1909. 689, 1910. 737 og 1918. 836. Se iøvrigt v ed hele d ette Spørgsm aal O. K. M a g n u s s e n U . 1937. B. 5— 1 1 og nu L ejelov § 62. Sml. ogsaa D om U . 1930. 173 angaaende A n brin gelse a f A u tom at.

u ) Jfr. U . 1898. 945, 1896. 912, 1887. 1177 og 0 . L. T . 1930. 319. Cfr. derim od J. D . 1942. 212.

15) Jfr. m. H. t. P r i v a t l i v e t s F r e d U. 1900. 281 : Forbud m od O ffen tliggørelse af N a v n et paa en D am e, 1896. 217: Forbud m od R edaktørs O ffen tliggøre lse af Forhold vedrørende D e t kgl. T eaters indre A n liggend er m. m., 1894. 1149: Forbud m od »A fsløringer« v e d rørende en T eaterd irektørs Privatliv , 1894. 514: Forbud m od O ffen tlig gørelse af O dd-F ellow ordenens H em m eligheder og Love. Jfr. ogsaa utr. 0 . L. D . 19. Septem ber 1934: Forbud m od O ffen tliggørelse af en P jece. Cfr. derim od U . 1892. 907, 1894. 1242 (H ) og nu U . 1943. 666

vedrørende en paastaaet »N øglerom an«.1C) Jfr. utr. kbh. F. R. K. 20. D ecem ber 1922 om u lov lig t N a v n for

Barn og U . 1929. 1131: Forbud m od, at fraskilt K vinde efter at h a v e indgaaet n y t Æ gteskab b en y tted e den første M ands S l æ g t s n a v n , jfr. ogsaa 1933. 156 (dog ikke Spørgsm aal om Forbud). Se endvid ere U. 1940. 967: Forbud m od at fraskilt H ustru, der ikke havde indgaaet n y t Æ gteskab , b en y tted e sin M ands F o r n a v n e l l e r M e l l e m n a v n »V aaben« i Forbindelse m ed S læ gtsnavnet H ansen, jfr. U . 1939. 1024. O m disse Spørgsm aal m aa i øvrigt henvises til O. A . B o r u m : F am ilieretten I., 2. Udg. S. 188 f f., navnlig S. 194— 197, og I b L u n ø e : D ansk Personnavneret (1944).

349

A pril 1904 § 8 til en vis G rad vil gøre Forbud overflødigt17)— og Firm anavn18), V arem æ rke19), Benævnelser for Stillinger, f. Eks. som Sagfører20), Læge eller Tandlæge21) overfor dem, der uberettiget beny tter saadanne Betegnelser, Forfatter- eller K unstnerrettigheder22) og Paten tre ttigheder23) og andre Enerettigheder24) sam t ogsaa visse Familieforhold, jfr. f. Eks. For-

17) Cfr. dog D om m en U . 1929. 1131.18) Jfr. om F i r m a n a v n e f. Eks. U . 1910. 380: S tad fæ stet For

bud, som »G ebr. R eichstein , Brennabor W erke« havde faaet nedlagt overfor »D ansk C yklefabrik B rennaborg A k tieselskab « , 1903. 306 (H ): Sparekassen »Bikuben« overfor K affeforretn ing, der b etegnede sig som »Bikuben««, 1901. 358 og 509: Forbud m od at betegne sig som en P erson s E fterfølger, jfr. ogsaa 1899. 848 og 849. Sc i øvrigt ved dette Spørgsm aal S i n d b a l l e : Selskabsret I., 2. U dg. S. 13 ff.

10) Jfr. m ed H en syn til V a r e m æ r k e r f. Eks. U . 1888. 991 (H ), jfr. 185: Forbud nedlagt af et engelsk Firma m od B en y tte lse af d ets i T ysk lan d indregistrerede V arem æ rke, 1910. 166 (H ): Forbud ned lagt a f »T axam otor« overfor A n v en d e lse af N a v n et »T axam eter«, 1909. 822 og 1922. 479 (H ): Forbud m od B en ytte lse af O rdet »G ram m ophon«, (cfr. dog herved H ø jesteretsd om i U 1923. 315) sam t U. 1933. 368: Forbud m od A n non cering under B etegn elsen »Jo-Jo« i Strid m ed registreret V arem æ rke.

20) Jfr. U . 1908. 825, 1890. 928: Forbud m od at betegne sig som S a g f ø r e r .

21) Jfr. f. Eks. U . 1894. 788: Forbud m od, at T andtekniker sk iltede som » T a n d l æ g e«, jfr. 1893. 612 og 916, sam t m. H. t. B etegn else som » T r a n s l a t ø r « 1912. 787 og m ed H en syn til B etegn elsen som »R e v i s o r« U . 1934. 816 (dog ikke Spørgsm aal om Forbud). — Se herved ogsaa D om i U . 1935. 1124, hvorom nedenfor i N o te 30.

22) Jfr. som Eksem pler paa Forbud vedr. F o r f a t t e r - o g K u n s t n e r r e t U . 1935. 180: Forbud m od at udgive P ublikationer, hvori S to ffe t fra »Traps D anm ark« b lev b en y tte t paa lignende M aade som i V æ rk et »D anske B yer og Sogne«, 1935. 171 : Forbud overfor R adioraadet m od uden at beta le A fg ift at b en y tte forskellige Fabrikata af G ram m ofonplader, 1930. 416: Forbud m od L ejeb ib lio teks U d laan af en Bog m ed Paatryk om , at den ikke m aatte ud laanes af B iblioteker, L æ seselskaber, Foreninger eller lign., 1927. 1017: Forbud m od E fterlign inger af den kgl. Porcelainsfabriks M odeller, 1912. 453: Forbud m od B en ytte lse af en F ilm stckst, 1900. 593: Forbud m od frem tid ige K ræ nkelser af E neret til U d g ive lse af nogle R evuesange, 1896. 710 (H ), jfr. 1894. 1318: Forbud m od U d give lse af et V æ rk, der sk ulde ind eh old e det bedste af en D e l navngivne danske F orfatteres V æ rker i fy ld ig t U dvalg . Cfr. m. H. t. »D ram a-R et« U. 1947. 360, hvorom N o te 24.

23) Cfr. dog U . 1906. 699.24) Jfr. U . 1930. 302 (H ) angaaende en K ræ nkelse af E neret til

350

bud mod Æ gteskab25). Som særlig praktisk vigtige Tilfælde maa endelig fremhæves Forbud mod illoyal Konkurrence, O vertrædelse af Konkurrenceforbud og lign.26) sam t Forbud mod »Undersalg«27), men Forbud kan iøvrigt tænkes nedlagt

L evering af E lek tric itet. — Se ogsaa om A n give lser i T ele fo n b o g en af Personer som M edlem m er af Foreninger, som de ikke er eller ikke læ ngere er M edlem m er af, F ogedkendelser i J. D . 1944. 128 (Spørgsmaal om Forbud m od D istribuering af T elefonb og, hvori et Ikke-M edlem var angivet som M edlem af »Sig det m ed B lom ster«) og U . 1947. 703 (Forbud m od at K ørelæ rerforening rettede H en ven delse til T e le fonselsk abet om U d slette lse af det ud for to eksk luderede M ed lem m ers N a v n e anbragte Foreningsm æ rke). Se endvidere U . 1947. 360: »D ram a-R et« kunde ikke nedlæ gge Forbud m od, at et eksk lu deret M edlem afslu tted e K ontrakter angaaende b esk y tted e dram atiske V æ rkers O pførelse.

25) Jfr. U . 1870. 338.20) Jfr. som Eksem pler vedr. K o n k u r r e n c e k l a u s u l e r og

lign. U . 1919. 902: Forbud m od illoya l K onkurrence, 1921, 191: m od O vertræ delse af K onkurrenceklausul (Forbudet dog oph æ vet i M edfør af A fta le l. § 38, 1. Stk.), 1926. 977: tilsvarende, 1934. 145: Forbud m od A n sæ tte lse i konkurrerende Firma ikke i Strid m ed A fta le lo v § 38, U . 1937. 1162: Forbud over for Chauffør, der efter at være afsk ed iget fra K affefirm a havde deltaget i en m ed d ette konkurrerende V irksom hed, for hv ilket Forhold han b lev døm t til at betale 1000 Kr. i K on- ven tion a lb od (se herved ndfr. S. 000, N o te 00) og U . 1938. 184: H verken B eskaffenh ed en af R etsforholdet m ellem Parterne eller K ontraktens K onkurrenceklausul gav H old ep un kt for, at et T ilbud om B etaling af den stipu lerede K onventionalbod kunde udelukke N ed læ ggelse af Forbud over for en Revisor. Cfr. d e r i m o d 1931. 1108: Forbud o p hæ vet, da Følgerne af O vertræ delse af K onkurrenceforbud var udtøm m ende angivet ved en K onventionalbod af 1000 Kr. (D issen s), J. D . 1937. 59: D a K ontrakten bestem te, at en R epræ sentants A n d e n provision i T ilfæ ld e af, at han overtraadte en m ed et Forlag afta lt K onkurrenceklausul, skulde tilfa lde Forlaget, og da den m aatte anses udtøm m ende at angive V irkningerne af O vertræ delse, b lev Forbudet næ gtet Frem m e, U . 1933. 971: Forbud ophæ vet, da den m ed en V æ rkfører trufne K onkurrencebestem m else kun antoges at om fatte øk o n o m iske Interesser, som f. Eks. K om pagniskab, m en ikke A n sæ tte lse som ugelønn et H aandvæ rker i konkurrerende V irksom hed og U . 1937. 322 (H ), hvor det ned lagte Forbud vel k en d tes lov lig t, m en dog fand tes at burde bortfa lde under H en syn til den foreliggende U sik kerh ed angaaende O m fanget af F orpligtelsen , om hvilken der ikke fand tes nogen skriftlig K ontrakt. Cfr. ogsaa herved U . 1939. 324 (H ), 1939. 417 og 622. Se ogsaa om K onkurrenceloven J. D . 1939. 219.

2T) Jfr. m ed H ensyn til U n d e r s a l g fra n y este T id navnlig

351

i saa mange andre Tilfælde, at en udtøm m ende Opregning ikke er mulig28).

c. Den Handling, der skal forbydes, maa da være r e t s s t r i d i g i Forhold til det Gode, der skal værnes, jfr. Rpl. § 646: »Handlinger eller Foretagender, som strider mod For- budsrekvirentens Ret, og som de paagældende paa G rund heraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage«29). Afgørelsen af Spørgsm aalet om Handlingens R etsstridighed volder ofte Tvivl. Men da dette Spørgsmaal ikke er særligt for dette Retsom raade, men paa lignende M aade gør sig gældende paa mangfoldige andre af Retslivets Om-

D om m e i U . 1929. 1080 (H ): Forbud m od at sæ lge »Palm olive« Sæ be m ed udkradsede K ontrolnum re, 1930. 525: Forbud m od Skiltn ing m ed og Forhandling af »Cap Corse« under fastsat Pris, paak læ bet F laskerne m ed Papirstrim ler, 1931. 197: Forbud m od U ndersalg af ikke prism æ rk et »Sunlight« Sæbe, jfr. H ø jesteretsd om U. 1930. 282 (hvor der dog ikke var Spørgsm aal om Forbud), 1934. 9 (H ): Forbud m od at sæ lge »C olgate«s T andpasta m ed udkradsede K ontrolnum re, jfr. ogsaa U. 1938. 1065 (dog ikke Spørgsm aal om Forbud) og 1939. 581, hvor F jernelsen af K ontrolnum rene fand tes str idende m od redelig Forretnings- skik. D e tte Synspunkt var i øvrigt ogsaa B egrundelsen for S tadfæ stelse af det i U . 1938. 999 om handlede F ogedforbud. Cfr. d e r i m o d D om m e U . 1931. 625 (H ), 1932. 20 (H ), 1933. 135, 154, 1934. 537,1937. 646, og en Ræ kke H ø jesteretsd om m e i U . 1937. 294, 1935. 359, 362 og 363, der alle ophæ ver de ned lagte Forbud. Se ved hele d ette Spørgsm aal V i n d i n g K r u s e : E jendom sretten 2. U dg. II. S. 130Ö— 1309, U . 1931. B. 285 ff., 1932. B. 13— 21, 53—56, J ø r g e n J e n s e n U . 1930. B. 280— 82, 1932. B. 1— 7, 41— 44 og K a r s t e n M e y e r sm st. S. 21— 22 sam t J o h a n n e s H a n s e n : A fta ler om D eta ilp risen (1934), navn lig S. 15 ff., og B a n g - J e n s e n : M indstepris og U n d ersalg (1934).

28) Jfr. som andre Eksem pler: U . 1921. 133 (H ): Forbud m od at levere M ælk til et M ejeri, 1928. 799: Forbud m od N ed rivn in g af en H erregaardsfløj i Strid m ed B ygningsfredn ingsloven , 1933. 682 (H ): Forbud m od, at G adehandler tog Stadeplads i en privat G ade uden G adeejerens Sam tykke, se lv om G aden var aaben for alm indelig Færdsel, og P o litie t havde g ivet T illad else dertil, jfr. m. H. t. e t A vissku r H øjesteretsd om 1931. 531 (dog ikke Spørgsm aal om Forbud), sam t f. Eks. utr. kbh. F. R. KK. 17. A ug. 1922: Forbud m od at aflaase en Port,25. O ktbr. 1922: D a R ekvisitus ikke m aatte drive »M orgenbevæ rtning«, forbudt ham at aabne før Kl. 6 , ikke allerede Kl. 5. Se endvidere som sæ rlige T ilfæ ld e U. 1937. 631 og 1943. 71 (H ). Cfr. derim od U . 1941.437.

29) Jfr. herved D om U . 1916. 759, der næ gter Forbud, fordi H andlingen ikke var retsstrid ig overfor R ekvirenten , og 0 . L. T . 1929. 326.

352

raader, skal det ikke uddybes nærm ere her. Særlig Tvivl har der i Praksis væ ret angaaende Retsstridigheden af U dtalelser og M eddelelser, der er egnet til a t skade en Person, saaledes navnlig om A rbejdsforhold. Herom maa dog henvises til O bligationsretten30).

d. De Handlinger, der skal forbydes, maa kunne betegnes med e n v i s B e s t e m t h e d , saa at der f. Eks. ikke kan nedlægges Forbud mod, at Rekvisitus »retsstridig« kræ nker Rekvirentens R et31). Derim od kan der i k k e kræves fuldt

30) Jfr. herved i A lm in d eligh ed J u l . L a s s e n : H aandbog A im . D el 3. U dg. S. 256 ff. og særlig om retsstrid ige M ed delelser vedrørende A rb ejd sforh o ld C a r l U s s i n g i T illæ g til U . f. R. 1928, særlig S. 52, K r a b b e : K om m entar til S traffe loven 4. U dg. S. 600— 601, H e n r y U s s i n g : E rstatningsret S. 47 og K n u d I l l u m : D en k o llek tiv e A r bejdsret (1939) S. 334 ff., navnlig S. 338— 39 og S. 369. D e t staar i h vert Fald ogsaa efter L ov om den faste V o ld g iftsre t N r. 536, 4. O k tober 1919 § 5. B. 2 fast, at A rbejdsg iveren kan nedlæ gge Forbud m od O ffen tliggøre lse af N a v n en e paa arbejdsv illige A rbejdere, der arbejder under en A rbejdsstandsn ing. Jfr. som E ksem pler paa, at Forbud er ned lagt U . 1925. 551 (H ): M ed delelse af N a v n e og A dresser paa Personer, der arbejdede i et b lok eret Bryggeri, anset for retsstrid ig ikke b lot i Forhold til d isse selv , m en ogsaa overfor A rbejdsg iveren , og Forbud derfor stad fæ stet, U . 1928. 375: S tad fæ stet Forbud m od O ffen tliggørelse i et Blad af N a v n e og A d resser paa en Fabriks A r bejdere, der stod udenfor F agforeningen, U . 1930. 142: lignende. Se endvid ere herved U. 1920. 803: S tad fæ stet Forbud overfor en R edaktør m od O ffen tliggørelse af, hvem der var M edlem m er af »Sam fundshjæ lpen«. Cfr. derim od U. 1926. 408: Forbud m od O ffen tliggørelse af de m ellem en V ekselerer og hans Bude herskende A rbejdsvilkaar op h æ vet som for v idtgaaende, da ikke enhver O ffen tliggørelse af O p lysn inger som de anførte kunde anses for retsstridig, jfr. L ov N r. 536,4. O ktober 1919 § 5. B. 2 . O m Forbud m od u lov lig B lokade og Sym p atistrejk e i øvrigt se U s s i n g : E rstatningsret S. 44 ff. og f. Eks. U .1938. 989. — Som andre T ilfæ ld e, hvor der har væ ret Spørgsm aal om Forbud m od retsstrid ige U d ta lelser, kan næ vnes U . 1935. 1124: Forbud m od, at en A u tom obilh and ler i sine A n n on cer anvend te O rdet »A potekerpriser«, stad fæ stet, da A n v en d e lsen af O rdet ansaas for retsstrid ig overfor A p otek erstan den , og f. Eks. utr. kbh. F. R. K. 10. O ktober 1936: Forbud m od at bekendtgøre, at nogle R adioapparater ifø lge E lek tric itetsvæ rkets B estem m elser var » livsfarlige« at b en ytte . Cfr. derim od U . 1922. 680: Forbud m od B etegn else af et G asapparat som »E fterligning« ophæ vet.

31) Jfr. H øjesteretsd om m e i U . 1894. 12 cfr. 1892. 696, 1912. 244 (248), københavnske O verretsdom m e U . 1894. 153, 466; jfr. ogsaa

353

B e v i s for, at Handlingen vil blive foretaget, jfr. § 647 og nedenfor under II. D er vil derfor sædvanlig ikke være tilstrækkelig Anledning til at tillade Vidneførsel herom, jfr. § 524.

e. N aar § 646 taler om Handlinger eller Foretagender, som strider mod Rekvirentens »R e t«, er dette sidste O rd brugt i saa vid Betydning, at det o g s a a om fatter e n F o r v a l t n i n g s m y n d i g h e d s t j e n s t l i g e I n t e r e s s e i en R etsforskrifts eller en Forvaltningsakts Efterlevelse32).

B. Et Spørgsmaal, der efter den tidligere Ret har væ ret meget om tvistet33), er, hvor vidt der kan nedlægges Fogedforbud mod o f f e n t l i g e M y n d i g h e d e r s Handlinger.

Forudsætningen herfor m aatte nu i hvert Fald være, at det Retsforhold, som der er Tale om at værne ved Forbudet, overhovedet kan gøres til G enstand for privat Søgsmaal34), og selv under denne Forudsætning kunde der næppe blive Spørgsmaal om at nedlægge Forbud mod judicielle M yndigheders Handlinger, f. Eks. mod at en Person af Skifteretten erklæres fallit, idet der derved vilde ske en væsentlig Forstyrrelse i hele den forudsatte Kompetencefordeling. Iøvrigt synes der almindelig set ikke at være nogen Hindring for at nedlægge Forbud mod Handlinger af offentlige M yndigheder, der foretages i p r i v a t e s Interesse. Men ogsaa overfor adm inistrative Handlinger, der foretages p a a d e t o f f e n t l i g e s V e g n e , til Varetagelse af det almindelige Samfunds In teresser, vil der kunne være Trang til Forbud for at beskytte Borgerne mod A dm inistrationens Overgreb, og der lader sig

N . L a s s e n i T . f. R. 1895. 72, sam t f. Eks. en utr. F. R. K. 13. M arts 1922, der erklæ rede et Forbud m od b lot at om tale R ekvirentens Forhold til et v ist Firma for at være for ubestem t. Jfr. ogsaa herved U. 1937. 322 (H ) om talt N o te 26.

32) Jfr. P o u l A n d e r s e n : D ansk F orvaltn ingsret (1946) S. 526 og som E ksem pel den i N o te 28 om ta lte D om U. 1928. 799.

33) Jfr. næ rm ere herom H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 242— 45, D e u n t z e r : A . & F. S. 99— 100, H a g e r u p : C ivilproces 3. U dg. III. S. 229— 230 og om den i sin T id m eget om talte »V estre K irkegaards Sag« U . 1895. 1001— 1004, 1266— 77, C. U s s i n g : sam m ested s S. 1278— 82, N . L a s s e n : T . f. R. 1897 S. 421— 23.

34) Jfr. om »Søgsm aalskom petencen« S t e p h a n H u r w i t z : R etlig Interesse (1941) S. 28 ff. og T v i s t e m a a l S. 72.


354

næppe anføre afgørende Indvendinger derimod. M an har ganske vist ment, at Nedlæggelse af et saadant Fogedforbud skulde komme i Strid med Grundsætningen i Grl. § 70, 2. Pkt., hvorefter m an ikke ved at bringe et Spørgsmaal om Øvrig- hedsm yndighedens G ræ nser for Dom stolene kan unddrage sig fra foreløbig at efterkom m e Øvrighedens Befaling. D et maa im idlertid sikkert hævdes, a t dette ikke er Tilfældet. E t er nemlig, at d e n b l o t t e I n d b r i n g e l s e for en Dom stol ikke kan have en saadan hæm mende Virkning, et andet, om ikke d e n j u d i c i e l l e A f g ø r e l s e , der foreligger allerede ved Fogedens Nedlæggelse af et Forbud, foreløbig maa respekteres af de offentlige M yndigheder lige saa vel som af p rivate35). Frygten for, at A dm inistrationen derved skulde blive lam m et for s tæ rk t i sin V irksom hed, har næppe heller noget synderligt paa sig, naar det erindres, a t der selvfølgelig kun kan nedlægges Forbud til V æ rn for bestem te private R ettigheder mod ligefremme Lovbrud fra A dm inistrationens Side36).

D et er dog væsentlig denne Frygt, der har bestem t Rpl. til i § 646 h e l t a t u d e l u k k e F o g e d f o r b u d o v e r f o r o f f e n t l i g e M y n d i g h e d e r , ikke blot Staten, men ogsaa Kommunerne, hvor de optræ der i deres offentligretlige Egenskab, og kun at tilstede det m od R epræ sentanter for Stat eller Kommune i disses Egenskab som Ejere af faste E jendom m e37) eller som M edkontrahenter i K ontraktsforhold, altsaa hvor de staar som P arter i efter deres N atu r rent p rivate Retsforhold. D et frem gaar af M otiverne38), a t det med Hovedreglen har væ ret Meningen at afskære Fogedforbud ogsaa overfor adm inistrative Handlinger, der foretages efter p rivate Borgeres Begæring, saaledes at den ved Fr. 30. A pril 1824 § 8 hjem lede og ved § 646, 2. Stk., opretholdte Adgang

35) Jfr. saaledes M a t z e n : S tatsforfatn in gsret III. S. 235—36.3G) Jfr. J. D . 1942. 34: A n ta g et, at der kunde nedlæ gges Forbud

m od, at Statens c iv ile Luftvæ rn efter at have rekvireret nogle Lokaler til o ffen tlig e B eskyttelsesrum , lod L okalerne ind rette til O plag af E ffek ter tilhørende L uftvæ rnet.

37) Jfr. om Staten som S k ovejer D o m i U . 1924. 644 og ndfr. N o te 39. — O m K om m unen eller S taten som Ejere af L øsøre se P o u l A n d e r s e n : F orvaltningsret S. 563, N o te 1 .

38) M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 9 9, Sp. 185 ff. (289 ff.) sm l. m ed M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a s t e t 1 8 7 7 S. 249—50.

355

til F o r b u d m o d Æ g t e s k a b bliver det eneste Tilfælde af Forbud mod Øvrighedshandlinger, der efter Rpl. er anerkendt.

II. L i g e s a a l i d t som ved A rrest kræves der som nævnt ved Forbud noget B e v i s for Rigtigheden af Rekvirentens Paastand, m en ifølge § 647 kan Forbud gøres, uagtet det ikke for Fogeden bevises, a t de Handlinger, der skal forbydes, er stridende mod Forbudsrekvirentens Ret. M en denne maa »i saa Fald«, altsaa naar der ikke foreligger fuldt Bevis for R ekvirentens Ret, jfr. m ed H ensyn til A rrest § 627, 2. Stk., s t i l l e S i k k e r h e d for den Skade og Ulempe, som ved Forbudet kan foraarsages den paagældende39). Dog siges det ogsaa om Forbud, a t det end ikke m od Sikkerhedsstillelse maa iværksættes, naar det maa antages, at det er ulovligt40).

III. A. I M odsætning til, hvad der i Alm indelighed gælder ved A rrest, jfr. § 612, N r. 2, kræves der ved Forbud en »j u s t a c a u s a « til dets Nedlæggelse, idet ellers Forbud, navnlig fordi det deri er forskelligt fra A rresten, a t det ofte sker til V æ rn for R ettigheder, som ikke paa Forhaand re tte r sig mod en bestem t Person, vilde kunne faa et altfor v id t An- vendelsesom raade41). D et bestem m es derfor ved § 648, at »Forbud kun kan gøres, naar den, mod hvem Forbudet rettes, v e d G e r n i n g e l l e r O r d h a r g i v e t G r u n d t i l a t a n t a g e , a t h a n v i l f o r e t a g e d e H a n d l i n g e r , s o m s k a l f o r b y d e s«42). Denne G rund vil hyppigst ligge i en allerede stedfunden Krænkelse, der giver Anledning til a t be

30) Jfr. som E ksem pel U . 1938. 427, om talt N o te 12. — En D o m U . 1924. 644 antager, at S ik kerh ed sstille lse ikke kan kræ ves, naar R ekviren ten er en Statsm yndighed , se lv om denne O ptræ der som Sk ovejer og v il forbyde R ekvisitus Færdsel ad en V ej.

40) Jfr. U . 1926. 977, der næ gter at frem m e Forbud m od O vertræ delse af K onkurrencek lausu l, der ansaas i Strid m ed A ftl. § 38.

41) Jfr. om en m eget v id tgaaende Praksis i K øbenhavn i Slutn. af forrige A arhundrede N . L a s s e n i den ovenfor anførte A fh an d lin gS. 69 ff.

42) Cfr. herved U . 1940. 836 refereret N o te 7 og J. D . 1945. 156: In tet o p ly st om , at de H andlinger, m od hvilke Forbudet var ned lagt— F lytn ing af de M æ rkepæ le, som det m aatte b live n ød ven d igt at anbringe til S tø tte for de til P rojektering af F lyvep lads n ød ven d ige O pm aalinger og N iv e lle m e n t — kunde forven tes foretaget.

23*

356

frygte Fortsæ ttelse eller G entagelse43). D ette Forhold behøver dog ikke ubetinget at være et tilregneligt Retsbrud, men ogsaa en Handling udført i god Tro vil efter O m stændighederne kunne give Anledning til Forbuds Nedlæggelse44). Forbudet vil derfor ogsaa kun kunne nedlægges i et saadant Omfang, som Rekvisiti tidligere A dfæ rd naturlig kan begrunde45).

Kan fyldestgørende Bevis i saa Henseende ikke frem skaffes for Fogeden, kan det ogsaa i denne Retning paalægges Forbudsrekvirenten a t s t i l l e S i k k e r h e d som Betingelse for at faa Forbudet ivæ rksat46).

B. Forbud er et ekstraordinæ rt Beskyttelsesm iddel, som kun bringes i Anvendelse, for saa vidt den Ret, som derigennem skal hævdes, i k k e allerede i F o r v e j e n h a r t i l s t r æ k k e l i g t V æ r n 47). Da Forbudets H ovedbetydning ligger i, at det skaber Grundlag for Straf i Tilfælde af dets O vertrædelse, kunde navnlig meget tale for at anse N edlæ ggelse af Forbud for udelukket i alle Tilfælde, hvor den almindelige Lovgivning hjem ler Straf for Krænkelsen, idet man betragtede denne som en udtøm m ende Angivelse af Rets- følgerne48). I vor tidligere Praksis var man dog ikke gaaet saa vidt, men nøjedes med at nægte Forbud, h v o r d e r i d e t e n k e l t e T i l f æ l d e i k k e s k ø n n e d e s a t v æ r e T r a n g t i l d e t t e , fordi allerede de bestaaende Regler om Straf og Erstatning ydede den fornødne Beskyttelse, idet de navnlig kunde antages at være tilstrækkelige til a t ville afholde Rekvisitus fra paany at begaa H andlingen49). Men hvor man nærede Tvivl i saa Henseende, supplerede man Lovens

4:î) Jfr. fra den tidligere R et N . L a s s e n anf. Sted S. 70— 71 og D om m e U. 1892. 907, 1893. 1099, 1894. 454, 1900. 349, 1901. 679, 682,1902. 212, 295, 1903. 325, 1904. 435.

44) Jfr. U. 1889. 719, 1902. 295 (297).■45) Jfr. saaledes U . 1892. 983, 1900. 281, 593, 1903. 264.40) Jfr. herved ovfr. S. 000 og den der c iterede utr. kbh. F. R. K.

6 . O kt. 1928.47) Jfr. saaledes fra den tid ligere R et U . 1894. 454.48) Jfr. (m ed H en syn til en K onventionalbød e) 1905. 598, cfr. der

im od 1913. 774.49) Jfr. H øjesteretsd om U. 1893. 1147 jfr. 319, sam t U . 1892. 907,

1301, 1893. 612, 916, 1099, 1894. 1082, 1896. 789, 1906. 699; jfr. ogsaa 1879. 1206.

357

almindelige Beskyttelse med den specielle, der ind traad te ved Forbudet50).

Denne Ordning er ogsaa opretholdt ved Rpl., som i § 648,2. Stk., giver følgende Bestemmelse: »Forbudet bør ikke nedlægges, naar det skønnes, a t ------------den Straf, som Lovensalmindelige Regler hjem ler for Retskrænkelsen, yder Rekvirenten tilstrækkeligt V ærn«51).

Den Om stændighed, at der allerede foreligger Dom for et Krav, kan ikke i og for sig afskære Muligheden for, hvor den berettigede m aatte have nogen Interesse deri, ogsaa at værne det ved et Fogedforbud, jfr. § 50052).

C. Et noget om tvistet Spørgsmaal har det efter den tid ligere Ret været, hvor vidt Forbud ligesom A rrest k a n a f v æ r g e s v e d R e k v i s i t i S i k k e r h e d s s t i l l l e l s e . Det synes nu klart, at der ikke ved Forbud kan være den samme ubetingede Ret for Rekvisitus i saa Henseende, som der gælder ved A rrest, jfr. § 615. D er gør sig nemlig den Forskel gældende, at de Handlinger, som forbydes, jo allerede i Forvejen forudsæ ttes at være retsstridige. Selv om den Skade, der kan forvoldes ved de forbudte Handlingers Foretagelse, kan erstattes, synes Rekvirenten ikke at skulle behøve at finde sig i, at hans Ret saaledes om sættes til et Erstatningskrav, især da et Forbud ikke som A rrest udsæ tter Rekvisitus for et almindeligt K redittab. D en naturlige Ordning vil vistnok derfor være den at overlade det til Fogeden i det enkelte T il

50) Jfr. saaledes H øjesteretsd om m e LT. 1894. 1242 (1246) og 1896. 710 jfr. 1894. 1318, 1912. 2 1 , sam t U. 1894. 1149, 1900. 593.

51) Jfr. m. H. t. en K onventionalbød e U. 1931. 1108 og J. D . 1945. 156: tilstræ kkelig B esk ytte lse ved B estem m elserne i Strfl. §§ 126 og 119, m en cfr. U . 1929. 1131: N a v n e lo v N r. 89, 22. A pril 1904 § 8 h in drede ikke N ed læ ggelse af Forbud, U . 1927. 820: de a lm indelige R egler i S traffelovg ivn ingen gav ikke tilstræ kkeligt Væ rn.

r>2) Jfr. U. 1938. 427: U an set at D om m en inden F u ldbyrdelsesfr istens U d løb af Lejeren var indanket for H øjesteret, saaledes at den ikke kunde fu ldbyrdes som saadan, fand tes E jeren at kunne b en y tte den ham forud for D om m en tilkom m ende R et til gennem Forbud at gennem føre O verholdelse af K ontraktsb estem m elsen om L ukketid og S. H. T . 1939. 8 6 : A n k en kunde ikke betage et Firma den det a llerede forud for D om m en tilk om m en de R et til gennem Forbud at gennem føre O verholdelsen af den det ved O verdragelsen af et V arem æ rke tilkom m ende Ret.

358

fælde at afgøre, om den Sikkerhed, Rekvisitus tilbyder, kan antages enten at ville holde R ekvirenten fuldstændig skadesløs — hvad der dog vanskelig vil kunne tænkes, undtagen hvor Forbudet sker til Beskyttelse af e t ren t økonomisk Krav— eller saaledes at fjerne Faren for den ulovlige Handlings Foretagelse, at m an kan spare sig at nedlægge formeligt Forbud derimod. I Overensstem m else herm ed bestem m er ogsaa Rpl. i § 648, 2. Stk., at Forbudet ikke bør nedlægges, »naar detskønnes, a t en af Rekvisitus tilbudt S ik k e rh e d ------------yderR ekvirenten tilstræ kkeligt V ærn«53).

Overalt, hvor der ved Forbud bliver Tale om Sikkerhedsstillelse, bestem m er Fogeden efter § 649 —- paa lignende M aade som ved A rrest efter § 615, 2. Stk., og § 627, 2. Stk. i Slutn. — ifølge Skøn over samtlige Om stændigheder Sikkerhedens A rt og Størrelse.

IV. De F r i t a g e l s e r , der gælder for A rrest, lader sig i k k e overføre paa Forbud, for saa vidt da ikke Talen er om det saakaldte »Arrestforbud«, jfr. § 653 og ovenfor S. 305. § 614 hører ikke til de Bestemmelser, der ved § 652 ud trykkelig (jfr. O rdet »navnlig«) er erklæ ret for anvendelige paa Forbud, og en Overførelse af A rrestfritagelserne paa det alm indelige Forbud vilde heller ikke være naturligt. E t er nemlig, at m an i visse Tilfælde udelukker en M ands K reditorer fra til deres eventuelle Fyldestgørelse at lægge Beslag paa Midler, som han ellers vilde have fri D ispositionsret over. Men noget ganske andet vilde det være, om man, fordi en Person f. Eks. i en Sparekasse havde indskudt et Beløb, som han slet ingen Ret havde til, vilde udelukke den virkelig berettigede fra at sikre sin Ret ved at nedlægge Forbud mod Beløbets U dbetaling.

Om de ovenfor S. 320—21 om talte Bestem m elser om Fritagelse for A rrest med H ensyn til L u f t f a r t ø j e r bestem m er Lov N r. 367, 21. Decem ber 1938, jfr. Anordn. Nr. 179, 14. A pril

53) Se herved H øjesteretsd om U . 1934. 124 m ed N o te 1, der næ gter a t ophæ ve et Forbud m od S ik kerh ed sstille lse, da det af R ekvisitus herm ed tils ig ted e Form aal var at opnaa A dgang til at foretage de efter R ekvirentens A nbrin gen de u lov lige H andlinger, og da der efter den om handlede R ettigh ed s sæ rlige N atu r (et F ilm spatent) ikke v ild e yd es R ekviren ten tilstræ kkeligt Væ rn.

359

1939, dog i § 3, at de »finder tilsvarende A nvendelse paa Forbud til Fordel for E jeren eller den, som i øvrigt har en R ettighed over L uftfartøjer. Forbud vil herefter i vidt Omfang være udelukket54).

V. D er er visse Forbudsforanstaltninger, som in tet har med det civilprocessuelle Forbud at gøre. D ette gælder saaledes om de næ rm est til den offentlige Ret henhørende foreløbige Forbud i Grl. § 85, jfr. Rpl. § 800, 1. Stk., mod Foreninger, i Presselov N r. 147, 13. April 1938 § 14, jfr. Rpl. § 800, 2. Stk., mod fremmede Skrifters U dbredelse og i Lov N r. 107, 31. M arts1932 § 38, N r. 182, 23. Juni 1932 § 5 og N r. 72, 14. M arts 1934 § 5 mod Udøvelse af Praksis. D et gælder ligeledes om det »Forbud«, som til Sikring af U nderholdsbidrag kan nedlægges mod U dbetaling af A rbejdsløn, jfr. Lov Nr. 133, 7. Maj 1937 §§ 6—11, Rpl. § 511, 4. Stk., og Forsorgslov N r. 181, 20. Maj1933 § 201, Stk. 1; der vil navnlig ikke blive Spørgsmaal om at forfølge et saadant Forbud. Endelig maa Behandlingen af de forskellige »Tilhold«, som navnlig Politiet55) kan meddele, henvises til Forvaltningsretten, S trafferetten og Strafferets- plejen.

54) Jfr. herom næ rm ere K o m m e n t e r e t R p l . I. 882.55) Jfr. ogsaa det T ilh o ld , der kan g ives en Æ g tefæ lle af O ver

øvrigheden efter Æ gteskab slov 30. Juni 1922 § 77, som æ ndret ved L ov N r. 57, 18. M arts 1925 § 1.

De nærmere Regler om Forbud.A ngaaende Forbud indeholdt den tidligere Lovgivning i

D. L. 1—21—22 en almindelig Bestemmelse om, at der med Forbud skulde »forholdes ligesom med A rrest i alle Maader«. D ette var vel for generelt udtrykt. Men rigtigt er det, at der i de fleste Retninger gælder de samme Regler om Forbud som om A rrest, og dette har ogsaa fundet A nerkendelse ved Rpl. § 652, som særlig henviser til en Række af Bestemmelserne om A rrest, men dog kun »med de Lempelser, som følger af Forholdets Beskaffenhed«.

I. H vad angaar s e l v e F o r b u d s f o r r e t n i n g e n s F o r e t a g e l s e , sker den ifølge § 646 og § 652 smh. m. §§ 625—629 ved Fogeden. Om Begæringen og om Parternes Møde under Forretningen gælder der ogsaa de samme Regler som ved A rrest1). Forbudsforretninger skal i A lmindelighed begynde paa dens Bopæl, som de re tte r sig imod, men Forretningen kan dog ogsaa i Overensstem m else med § 628, 2. Stk., begynde paa Fogedens Kontor.

Forbudet maa nedlægges overfor den, hvem Undladelses- pligten paahviler2), eller for nogen, der i det paagældende Forhold staar som hans R epræ sentant eller kan antages at ville

§ 33.

*) Begæ ringen skal altsaa altid være skriftlig , og R ekvirentens M øde er altid nødvendigt. I G ebyr for F orbudsforretninger b eta les 9 Kr. (ikke som hos F r o s t : F ogedforretn inger S. 8 anført 10 Kr. 80 Ø re), jfr. Sportclreglm . 22. M arts 1814 § 53 sm h. m. L ov N r. 24, 13. Februar 1929 § 5 og M øntlov N r. 6 6 , 23. M aj 1873 § 18. D e t m aa erindres, at F orhøjelsen af G ebyrerne m ed 20 pC t. er bortfa ldet ved L ov 13. Febr. 1929 § 1.

2) Jfr. herved U . 1940. 947: Forbud fra et M æ lkekom pagni overfor M e d 1 e j e r, en Bagerm ester, m od at han lod sæ lge M ejeripro-

361

handle paa hans Vegne3); de Regler, som § 156 indeholder om, for hvem en Stævning kan forkyndes, kan ikke i denne R etning være bindende. O verfor en Forening maa Forbud kunne nedlægges for dens Form and4). O verfor en R edaktør kan der ikke nedlægges Forbud mod Optagelse af med N avn underskrevne A rtikler, da A nsvar for saadanne ifølge Presselov Nr. 147, 13. April 1938 § 6, Stk. 3, som Fîovedregel ikke kan paalægges ham 5). Forbud mod Æ gteskab skulde ifølge Fr. 30. April 1824 § 8, der som ovenfor berørt er opretholdt ved Rpl. § 646,2. Stk., nedlægges for vedkom m ende Part og anmeldes for Præsten. E fter Æ gteskabslov 30. Juni 1922 maa Anm eldelsen ske til Lysningsmyndigheden eller, for saa vidt denne allerede har udsted t Lysningsattest, til den Præ st eller borgerlige M yndighed, der skal foretage Vielsen, jfr. Lovens §§ 24, 25 og 33.

Til Trods for den Henvisning, der i § 652 gøres ogsaa til § 633, vil sjæ ldent nogen egentlig Registrering og vistnok aldrig nogen Vurdering kunne antages at blive nødvendig ved Forbud. Derimod vil det ogsaa ved Forbud kunne være af Betydning, saaledes som § 633, 2. Stk., foreskriver, udtrykkelig at gøre Rekvisitus opm ærksom paa Følgerne af at sæ tte Fogeddekretet til Side.

II. A. Hvad F o r b u d e t s R e t s v i r k n i n g e r angaar, skaber det i k k e d e n c i v i l r e t l i g e U r a a d i g h e d s - v i r k n i n g som A rrest; der henvises i § 652 heller ikke til § 616. Selv hvor Forbudet m aatte gaa ud paa, til Hævdelsen af en Ret til en bestem t Ting, at afskære D ispositioner over denne, er det dog kun den m aterielle Ret i sig selv, ikke det formelle Forbud, der kan m edføre en i Strid derm ed foretaget Dispositions Ugyldighed. Hvis R ekvirenten m aatte ønske at skaffe sig yderligere Sikkerhed, vilde det kun kunne ske der

dukter, næ gtet Frem m e, da L ejeren i saa H en seen de alene fand tes at kunne holde sig til E jendom m ens E j e r .

3) Jfr. U . 1899. 180, 1868. 117.4) Jfr. H øjesteretsd om m e U. 1897. 796, jfr. 1896. 194, cfr. 1894.

1207, jfr. 1893. 1099.5) Jfr. H øjesteretsd om m e U . 1892. 126 (128) og 1912. 244 (248),

utr. kbh. F. R .K . 31. O ktbr. 1922 og U. 1942. 1152. Cfr. derim od K o m m e n t e r e t R p l . I. 884 og utr. kbh. F. R. K. 7. A pril 1920, hvorved der nedlagdes Forbud for et B lads R edaktion m od at o ffen tliggøre L iste over arbejdsvillige M estre.

362

ved, at han gjorde A rrest i Tingen til Sikring af sit eventuelle Erstatningskrav.

Reglen om A rrestens T i n g l y s n i n g finder derfor heller i k k e A nvendelse paa Forbud. Selv med H ensyn til fast E jendom skal Tinglysning altsaa ikke finde Sted, men det kan dog ikke være udelukket, a t Forbudet tinglyses, da Tinglysningen ikke kan siges at være »aabenbart overflødig til Rettens Beskyttelse«, jfr. Tinglysningslov 31. M arts 1926 § 15, 2. Stk., idet den ingenlunde er uden Betydning, m en f. Eks. kan tjene til a t udelukke god Tro hos T redjem and angaaende Rekvisiti R et6).

Selve Forbudet vil ikke i noget Tilfælde kunne give Rekvirenten Ret til at fratage Rekvisitus Besiddelsen af den omspurgte Ting — cfr. derim od med H ensyn til A rrest § 617 —, men herom vil der hø jst kunne blive Spørgsmaal som en Tvangsforanstaltning i Tilfælde af Rekvisiti senere O vertræ delse af Forbudet.

B. For det Tilfælde, at Rekvisitus overtræ der F o r b u d e t , er der ved Rpl. § 650, som i det væsentlige stem m er med de tidligere Regler i Fr. 6. A pril 1842 § 9, jfr. § 8, fastsat nogle særlige Retsfølger.

For det første kan han ifølge § 650, 1. Stk., under en af Forbudsrekvirenten anlagt Sag — der maa anlægges henholdsvis ved U nderretten eller Landsretten efter Reglen i § 225, Nr. 9— dømmes t i l S t r a f a f B ø d e r e l l e r H æ f t e og i Forbindelse herm ed efter O m stændighederne E r s t a t n i n g7).

G) Jfr. herved V i n d i n g - K r u s e : E jendom sretten , 2. U dg. II. S. 1139, der frem hæ ver, at D om m eren ikke bør a fv ise efter T . L. § 15, 2. Stk., naar han er i den m indste T v iv l, om en T inglysn in g »m ulig kunde m edføre en v is R etsb esk ytte lse , have en v is retlig Interesse for A nm elderen«.

7) Jfr. U . 1927. 412: 400 Kr. B øde og 400 Kr. E rstatning for m odv illig at overtræ de et ned lagt Forbud og U . 1937. 1162: Foruden at døm m e den paagæ ldende til at beta le en K onventionalbod paa 1000 Kr. for D e lta g else i konkurrerende V irksom h ed paalæ gges for O vertræ delse af et i den A n led n in g ned lagt Forbud en B øde paa 500 Kr., hvorim od P aastanden om E rstatning ikke tages til Følge, da det ikke kunde anses godtgjort, at der var lid t n oget T ab, som ikke dæ kkedes af K onventionalbod en . Se endvidere J. D . 1942. 193: T o R edaktører idøm t B øde af 250 Kr. for at have undladt at foretage noget for at

363

D et er dog selvfølgelig kun den m o d v i l l i g e O vertrædelse, der straffes, men ikke den, der m aatte skyldes en undskyldelig M isforstaaelse, jfr. ogsaa tidligere Fr. 6. A pril 1842 § 88). D et er kun »efter Omstændighederne«, at der tillige vil kunne paalægges E rstatn ing9). D et maa nemlig, ligesom efter den tidligere R et10), antages, a t alene Spørgsmaalet om Forbudets f o r m e l l e Lovlighed, saavel dets lovlige Nedlæggelse som dets O pretholdelse gennem rettidig Forfølgning, men i k k e om dets m a t e r i e l l e Retmæssighed, skal prøves under Straffesagen, og Spørgsmaalet om Erstatningsansvar vil jo ikke kunne afgøres, før ogsaa det sidste Spørgsmaal er bragt paa det rene11). I § 650 gives der dog udtrykkelig Dom m eren i Straffesagen Anvisning paa den Mulighed at udsæ tte Spørgsm aalet saavel om Idømmelse af S traf som af Erstatning, indtil Forbudssagen er afgjort.

N aar Forbud ved Fogeden er nedlagt, har P o l i t i e t frem deles ifølge § 650, 2. Stk., paa Rekvirentens direkte Begæring (han behøver altsaa ikke først a t henvende sig til Fogeden derom) at yde B istand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre den paagældende i at foretage O vertrædelseshandlin- ger, tilintetgøre, hvad der m aatte være foretaget i Strid med Forbudet, og deslige12).

Ifølge § 651 skal ogsaa e n T r e d j e m a n d , der vidende om et Forbud yder den, mod hvem Forbudet er rette t, B istand til de forbudne Foretagenders Udførelse, blive erstatningsplig- tig overfor R ekvirenten13). E fter Strfl. 1930 kan der ogsaa overfor T redjem and blive Spørgsmaal om Straf.

III. A. A ngaaende R e t s m i d l e r n e mod et ulovligt Forbud gælder der ifølge § 652, smh. m. § 63414) og §§ 636—645, i alt væsentligt det samme som ved A rrest.

efterkom m e et af Fogeden nedlagt Forbud m od at lade det af dem red igerede B lad udkom m e under N a v n et » A r b e jd e r e n « .

8) Jfr. D om m e U. 1900. 956, cfr. 1909. 171 (173), 293.°) Jfr. herved U . 1937. 1162, refereret i N o te 7.10) Jfr. nærm ere H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 249

— 250.“ ) Jfr. U . 1910. 902, m en cfr. 1937. 1162.12) Jfr. saaledes fra den tid ligere R et U . 1898. 604.13) Jfr. e fter den tid ligere R et D om m e U . 1916. 435, 1873. 44.14) B estem m elsen i § 635 om F ritagelse for F orfølgning i T ilfæ ld e

364

a. Saaledes skal navnlig ogsaa det nedlagte Forbud »f o r- f ø l g e s«15). En fuldstændig Ligestilling med A rrest m aatte medføre Forfølgning fra. dets m aterielretlige Side under en »Hovedsag«, fra dets formelt-processuelle Side under en »For- budssag«, men saaledes at disse to Sager norm alt blev bragt i Forbindelse med hinanden. D ette antoges ogsaa før Rpl.16), men i nyere R etspraksis er en særlig Hovedsag ikke blevet anset for fornøden17). Alle Spørgsmaal om Forbudets oprindelige Lovlighed afgøres da under Forfølgningssagen18).

b. Derimod hører Spørgsmaalet, om et Forbud skal o p- h æ v e s p a a G r u n d a f e f t e r f ø l g e n d e O m s t æ n d i g h e d e r , udelukkende under Fogedens A fgørelse19). Selv om Forbudet allerede m aatte være stadfæ stet under Forfølgningssagen, maa Fogeden dog sikkert kunne ophæve det igen, naar de Forudsætninger, der forelaa, dengang det blev nedlagt, væsentlig m aatte have forandret sig, f. Eks. naar den Fare for Overtrædelse, der i sin T id har frem kaldt Forbudet, maa antages at være forsvundet, og vistnok ogsaa, naar den Rets- anskuelse, hvorpaa det hvilede, senere er blevet underkendt af højere Instans. D ette er ikke i Strid med Princippet om Dommes Retskraft, da R etten i Forfølgningssagen selvfølgelig kun har kendt Forbudet for lovligt paa det da eksisterende Grundlag, og en m odsat Ordning vil kunne føre til det hø jst stødende Resultat, at en en Gang begaaet Retskrænkelse i ganske ubegrænset T id skulde m edføre den Ekstra-Straf, der er kny tte t til O vertrædelse af et Forbud, selv om de faktiske

af R ekvisiti K onkurs eller D ø d har m an derim od ikke fundet A n ledning til at overføre paa Forbud, da d ette sæ dvanlig ikke v il tabe sin V irkning, fordi R ekvisitus gaar fa llit, og det, naar han dør, er selvsagt, at Forbudet maa b live uden enhver B etydning.

15) V edrørend e Spørgsm aalet om lov lig F orfølgning af Forbud, se U . 1920. 594 og 1935. 179 sam t V . L. T. 1929. 19.

1C) Jfr. D e u n t z e r : A. &. F. S. 104 og H. M u n c h - P e t e r s e n : C ivilproces III. S. 251.

17) Jfr. herved H øjesteretsdom m e i U . 1934. 9 (10) N o te 1 og 1934. 12, hvorefter Forligsm æ gling fandtes unødvend ig , skønt der ikke var rejst særlig H ovedsag.

18) O m Paalæg af O m kostn inger ved Forbudssagen og dens Forfølgning, uanset at Forbudet ikke kunde stad fæ stes, se J. D . 1942. 37.

10) Jfr. herved H øjesteretsd om i U . 1934. 124 m ed N o te 1 sam t D om U. 1933. 135.

365

eller juridiske Forudsætninger for dette for længst m aatte være faldet bo rt20).

c. Ligesom ved A rrest kan Klager fra Rekvisitus, der tilsigter Ophævelse af det nedlagte Forbud som ulovligt gjort, aldrig gøres gældende ad A p p e 1 v e j e n, jfr. § 652 smh. m. § 637, men der vil alene kunne blive Tale om Appel overfor et nedlagt Forbud for at drage Fogeden personligt til Ansvar, idet Retsm idlet i saa Fald er A n k e , jfr. § 652 smh. m. § 644.

H ar Fogeden derim od n æ g t e t a t nedlægge Forbud, maa der ligesom i Tilfælde af Nægtelse af A rrest, ifølge § 652, jfr. § 645, finde K æ r e21) Sted. K æ refristen er 4 U ger22). Iøvrigt kan Fogedens Kendelser under Forbudsforretningen næppe paakæres23).

B. Findes Forbudet ulovligt24), vil Rekvisitus ligesom ved

20) Jfr. F r o s t : Fogedforretn inger S. 310 og U. 1933. 155: Et Forbud til Sikring af en P risaftale ophæ vet, da denne m aatte antages at væ re tru ffet under den ud trykkelige Forudsæ tning, at D om spraksis ikke æ ndredes, og derfor ikke kunde være b indende, efter at en saadan Æ ndring var sket. Cfr. derim od U . 1945. 890, der ikke anerkendte en D om , der havde oph æ vet et Forbud, m en hvis V irkninger var suspenderet gennem A n k e til H øjesteret, som en efterfø lgen d e O m stæ ndighed , der giver A dgang til hos F ogeden at kræ ve R elaksation af Forbudet, ligesom D om m en ikke fand tes at kunne begrunde en af R ekvisitus kræ vet højere S ikkerhedsstillelse, sml. ovfr. S. 312— 13. Cfr. ogsaa efter den tid ligere R et to H øjesteretsd om m e fra 1908 i U . 1909. 169 og 171, der paalagde en R edaktør A n svar for nogle O vertræ delser af et i 1 8 9 0 nedlagt Forbud, som han i 1 9 0 6 og 1 9 0 7 havde gjort sig skyld ig i, sk ønt en i M ellem tiden af H ø jesteret i 1892 afsagt D om (jfr. U . 1892. 126) i en tilsvarende Sag havde erklæ ret det juridiske G rundlag, hvorpaa Forbudet var b lev et nedlagt, for urigtigt.

21) Jfr. R. U . N r. 135 i U . 1922. B. 171 — U . 1936. 413 antager, at F ogedkendelser under F orbudsforretninger først kan paakæres, naar F orretn ingen er slu ttet, jfr. § 536, smh. m. § 652 og Kap. 52. U . 1942. 411 statuerer, at den i Rpl. § 420 fastsa tte U gefrist ikke var gæ ldende i et T ilfæ ld e, hvor der rejstes Kære m od en F ogedkendelse, gaaende ud paa Forbuds N æ g te lse m od A fsejlin g af nogle Skibe, ligesom L andsretten forudsatte, at M ed delelse om K æ rem aalet, jfr. § 419, ikke behøved e at gives af F ogeden eller af L andsretten.

22) Jfr. allerede D om U. 1921. 69 og nu Rpl. § 645.23) H erfor taler U d v ik lin gen i M ot. til C i v i l p r o c e s u d k a -

s t e t 1 8 9 9 Sp. 173 ff., navnlig Sp. 184.24) Cfr. U . 1897. 847.

366

A rrest som Regel25) kunne forlange sig E r s t a t n i n g tilkendt, jfr. § 652 smh. m. §§ 641 og 64226). N ogen almindelig F o r m o d n i n g om , at der er lidt K r e d i t s p i l d e , kan der dog her i k k e opstilles, og ogsaa T o rt vil kun under særlige Om stændigheder kunne antages at være tilføjet, f. Eks. ved Forbud mod Æ gteskab27).

25) D e t gæ lder dog ikke ub etinget, jfr. U . 1939. 417, der ikke fandt, at der kunde b live Spørgsm aal om at tillæ gge R ekvisitus E rstatning, »idet der in te t er op ly st om , at der ved Forbudet er t ilfø je t hende n oget Tab«.

2C) Jfr. fra den tid ligere R et H ø jesteretsd om m e i U . 1913. 506, 1907. 48, 1899. 328 (334), 67, jfr. 1897. 856, 1893. 462, jfr. 1891. 285 (299), 1888. 460, sam t U . 1900, 119 og efter Rpl. U . 1921. 191: 3000 Kr. »for den ved Forbudet forvo ld te Forstyrrelse af hans Stilling og Forhold«, 1931. 1108: 3000 Kr., 1932. 20 (H ): 200 Kr., 1933. 971 (973): 400 Kr., 1934. 537: 1000 Kr., 1935. 363 (366 H ): 200 Kr., 1937. 294 (H ): 1000 Kr., 1937. 646: 200 Kr. og 1942. 1152: 600 Kr. »som E rstatning for U d g ifter ved Forbudet og T ort«.

27) I U . 1942. 1152 er E rstatning for T ort dog anerkendt.

S A G R E G I S T E R M. M.

SAGREGI STERTallene betegner Siden (smaa Tal N oter), H ovedstcdet er udhævet med Kursiv.

A b so lu t B ortsalg 220, 2 2 1 .A d c i ta t io n under E ksek ution 60,

62-63.A d k o m s td o k u m e n t til Brug ved

T vangsauk tion 198-99, 208, ved fr ivillig A u k tio n 247.

A d m in is tra t io n af fast E jendom som F y ld estgørelsesm id del 124, 137, 258-61.

A fb e ta l in g , Indsæ ttelsesforretn in - ger ved A fb eta lin gsk øb 294-95, E ksekution i A fb eta lin g se ffek ter 65, 7 3 m. 42), U d tagelsesret ved 104-106.

A fg if te r , U d pan tn ing for 9-10, 110, 158, 162, 163, 166, 171. — O m A fg ifter ved Fogedsager, se G e b y r e r .

A fg rø d e , U d læ g i 114.A fh æ n d e lse af fast E jendom uan

set A rrest 329.A f k a ld paa E ksekutionsfritagelse

83, paa U d tagelsesret 10241), 107, paa E ksekutionsfrist 46, 4815),5017).

A fk ræ f te l s e af U d læ g 89-90 cfr. 91, 118-119.

A f ly sn in g af A u k tio n eller forberedende M øde 1909).

A fs la g sa u k t io n 174-175, 1759).A fso n in g af B øder 67.A f tæ g t s k o n t r a k te r som G rundlag

for um iddelbar E ksekution 3549).A f tæ g ts y d e l s e r 7867), 9831), 27132).A fv æ rg e lse af E ksekution ved fri

v illig O p fy ld else 123, af A rrest ved B etaling eller S ikkerhedsstille lse 313-315, 332, 337, 338, 343-44, af Forbud m od Sikkerh ed sstille lse 357-58.

A k k o m o d a t io n s o b l ig a t io n e r 3655 og 56).

A k k o r d , om E ksekution i T ilfæ ld e af 90-91.

A k t i e r , E ksek ution i 9829), tv u n gent B ortsalg af 257-58.

A k t ie se l sk a b som Part under F ogedforretning 543), ingen U d ta gelsesret 10656).

A ld e r s r e n te , U d læ g i 81.A l im e n ta t io n , se U n d e r h o l d s

b i d r a g .A n d e n A u k t io n 216-17, 223.A n k e , In d flyd else paa E kseku-

tionsadgangen 51-53; A n k e m od E ksekution 150-55, m od U d p a n tning 168, m od A u k tio n 233-35, m od um iddelbare F ogedforretninger 296-98, m od A rrest 334-35,340, 341, m od Forbud 365.

A n k e f r i s t ved E ksekution 153, v ed A u k tio n 234-35, ved um iddelbar Fogedforretn ing 296.

A n m e ld e l s e af E ksek ution til Foresa tte 116, af U d pan tn ing 164-65.

A n s ta n d , se U d s æ t t e l s e .A n s v a r , for u lov lig t U d læ g 155-56,

for U d pan tn ing 169-71, for A u k tion 236, for um iddelbare Fogedforretninger 297, 299, for u lovlig A rrest 314, 341-44 og Forbud 366, for O vertræ delse af Forbud 362-63.

A p p e l y se A n k e , K æ r e .A p p r o b a t io n , H am m erslag paa 222,

224 "i. 23).A r b e jd s y d e l s e r , U d læ g i V ederlag

for 71-73, Frem tvingelse af 269-70.

A r r e s t , dens Begreb 303, Forskel


370

fra Forbud 303-306, de alm. B etingelser 2 , 308-315 (se Indhold § 26), sæ rlige B etingelser for A rrest paa P erson 316-320 (se Indhold § 27), G enstanden 320-22, Frem gangsm aaden 323 ff. (se Indhold § 29), ved A rrest paa P erson 326-27, A rrestens R etsv irk ninger 328-33 (se Indhold § 30), R etsm idler m od A rrest 334 ff. (se Indhold § 31), A n svar for ulov lig A rrest 341-44. — A rrest- haveres A dgang til E ksekution 59-60; A rrest uanset paabegyndt A u k tionsforretn in g 190-91, 195, uanset Forskrifterne i §§ 493-499, 271-72.

A rr e s t fo r b u d 305, 358.A rres tg ru n d v ed uforfa ldne For

dringer 310-11.A rres tsa g 334, 336-40.A r r e s t s t e d e t 323, 337.A rr e s tv æ rn e t in g 336-37.A r t s b e s t e m t K r a v som B etingelse

for A rrest 304, 308.A r v , U d læ g i 70-71.A ss is t enshus auk t ioner 17713), 181,

241-42.A u k t io n , om A u k tio n i A lm h. 173-

79 (se Indhold § 1 2 ), V irkninger af A u k tio n 219-28 (se Indhold §18), M angler ved den so lgte T ing 227-28, Proceduren under A u k tion 229-31, R etsm idler 232-35. — Se iøvrigt f r i v i l l i g A u k t i o n og T v a n g s a u k t i o n .

A u k t io n s a fg if te r , se G e b y r e r .A u k t io n s b o g 14, 216, 2399).A u k t io n s b u d 159-60, 203, 216, 2 2 1 -

23, 252.A uktions fordr inger , U dpantn ing

for 159-60, 243.A u k t io n s h o ld e r 240.A u k t io n sk a ta lo g e r 2 0 2 , 251.A u k t io n s k o n d i t io n e r , se A u k -

t i o n s v i l k a a r .

A u k t io n s le d er e 1 2 , 17713), 197-98, 201s), 20212 og 13), 20729 °g 2), 238, 239-40, 247-50, 251-53, 253-54.

A u k t io n s m o d e , det forberedende, se F o r b e r e d e n d e M ø d e og I n d k a l d e l s e .

A u k tio n s o m k o s tn in g er 201-202, 210, 212-13, 251, U d pan tn ing for 159-60, 251.

A u k t io n s p la k a t 197*), 199-200,2 0 2 m. 14), 250.

A u k t io n s sk ø d e r 218, 225.A u k t io n s su m m en , dens Fordeling

ved L øsøre 204-206, ved fast E jen dom 214, 218. A n k e m od urigtig Fordeling af 233-234.

A u k t io n s v i lk a a r ved T vangsauktio n over Løsøre 2 0 1 -2 0 2 , over fast E jendom 210-14, ved fr iv illig A u k tio n 250-51.

A u to r isa t io n som Inkassator af Fordringer 257-58, som B estyrer af fast E jendom 130, 260, som A u k tion sled er 239-40.

B a a n d la g te M id le r , U d læ g i 86-87.Banker, U d læ g i M idler staaend e i

82-83, 121, 12540), U d læ g paa G rundlag af P antebrev u d sted t til 38-39, 50.

B arnets T a rv , H en sy n et hertil ved um iddelbar F ogedforretn ing 290- 91, 292.

B e g yn d e lse ss te d for F oged forretninger, se P a a b e g y n d e 1- s e s s t e d.

B egræ nset B esiddelsesfratagelse gennem Ind- og U d sæ tte lsesfo r retning 279-80.

Begæring ved E ksekution 115, U d pantning 162, ved T vangsauk tion 198, 208, v ed fr iv illig A u k tio n 247, ved A rrest 323, ved Forbud360.

B ek en d tg ø re lse af T vangsauktion over L øsøre 199, 207, over fast

371

E jendom 215, af det forberedende M øde 1909), 208-209, af anden A u k tio n 217, af A u ktionsv ilkaar202, af fr iv illig A u k tio n 249-50.

Benefic iarier 259, 261.Benefic ium c o m p e te n t iæ 92-112,

særlig ved A rrest 321-22, se og saa U d t a g e l s e s r e t .

B eram m else af E ksekution 116-17, af T vangsauk tion 199, 215, af friv illig A u k tio n 249.

B esiddelsen af ud lagte G en stand e 129-30, 142-46, af udpantede G en stande 166, af arresterede G en stande 325, cfr. v ed Forbud 362.

B esiddelseskrav , G ennem førelse ved direkte E ksekution 268-69, ved um iddelbar Fogedforretn ing 273 ff. (se Indhold § 24).

B esk ik k e lse , se A u t o r i s a t i o n .Beslaglæggelse , E ksekution i be

slaglagt Form ue 91, sm l. m ed A r rest 333.

Beslutninger har ikke E ksek utionskraft 2 0 .

B estyrer af fast E jendom 130, 260.B esøgsre t ten , se S a m k v e m s

r e t t e n .Betalingsfr is t ved A u k tion , se

K r e d i t f r i s t .B etingede Y d e l s e r , U d læ g i 71.B eting e t S k ø d e 1971), 225, 28P0),

328-29.B evis for, at A rrestgrundlaget er

til Stede, kræ ves ikke 2 , 309-10, jfr. ved Forbud 352-53, 355.

B evisføre lse under F oged forretn inger 133 m. 74), 230, 2744), 278, 283 -287, sæ rlig ved Forbud 352-53, 355.

B eviso p ta g e lse , se B e v i s f ø r e l - s e.

B o d e l , E ksekution i 66-67, B e ty d ning ved U d ta gelsesretten s U d øvelse 103-104.

Boliganvisn ingsudvalge t, R et til at

kræ ve Ind- og U d sæ tte lse sfo r retninger 279, 285.

B o l ig v o ld g if t s r e t te r 22, 30.B ra n d red sk a b er , U d læ g i 114.Brugspant 258, 261, 284, cfr. 288.B ru gsre t t igh eder , U d læ g i 75, 120-

21, deres Stilling under T van gsauktion 189, 192, 2 1 2 , F y ld estgørelse i B rugsrettigheder 259-60, 261.

B u d , se A u k t i o n s b u d .B o d e r , deres Inddrivelse 55, 67, 159,

164, 309.B ørn , U d levering ved Fogeden

26 718 ), 269, 289-92.Børsafg if t 197’), 24117).

D a g p en g e , U d læ g i 78.d a t io in so lu tu m i S ted et for

A u k tio n 255-56.D e l in k v e n to m k o s tn in g e r 12646),

29488 cfr. 89),

D enu ncia t ion ved U d læ g i Fordringer 141-42, ved A rrest 332.

D ir e k te E kseku t ion til Frem tvingelse af H and lep lig t 268-71.

D isp o s i t io n sm a k s im e i Fogedsager, se V e d t a g e l s e .

D o k u m e n ta t io n , se O p l æ s n i n g .D o k u m e n te r , T vang til U d sted e lse

af 270,D o m f æ ld te er sæ dvan lig R ek v isi

tus 54-55, E k sek u tion sob jek tet skial tilhøre ham 64-67; D om - fæ ld tes M øde under E ksek utio nen 2-3, 122-23, under U d p a n tning 2, 166-67, ved A rrest 24),324, ved Forbud 360; D om fæ ld - tes Indsigelser m od T vangsauktion 184.

D o m m e , deres E ksekutionskraft 20-29, 41-42, 45-48.

D o m m e r - eller P a r tsv irk so m h e d v ed E ksekution 133-34, ved U d pantning 165, under T vangsauktion 195-96, 230, 231, ved In dsæ t

24*

372

te lser e fter A fb eta lin gsloven 295, ved alm. U d sæ tte lsesforretning 13477).

D o m m er fu ld m æ g tig e ved F ogedforretninger 8 , 238.

D o m s to le m odsat øvrige R etter 20- 21, cfr. 29-30.

D ø d , F ritagelse for F orfølgning af A rrest, 337-38, cfr. Forbud 36314).

D ø d s b o , E ksekution i 70-71, cfr. 91.

E je r p a n te b r e v e 3655 °£ 56).E ksekut ion , G rundlaget derfor 1,

20-45 (se Indhold § 3), Parterne ved 54-63 (se Indhold § 5), G enstanden for 64-88 (se Indhold § 6), sæ rlige U n dtagelser fra E kseku tion 75-88, G enstanden for d et enkelte U d læ g 89-114 (se Indhold § 7), Frem gangsm aaden ved E kseku tion 115-136 (se Indhold § 8 ), Stedet for 119-22, M øde under122-23, T vangsm id ler under 124-26, V urdering og R egistrering 127-28, B esiddelsen af det udlagte 129-30, 142-46, G en optagelse af U dlæ gsforretn ing 131, Procedure under E ksekution 131-36, K endelser 135, O m kostn inger 135-36, U d læ gets R etsvirkninger 19, 128,137-47 (se Indhold § 9), 186, 189, 191-92, R etsm id lerne 148-56 (se Indhold § 10). — E ksekution uanset paabegyndt A u k tion sforretning 190-91, 194-95.

E k sek u t io n s fr is t 45-50 (se Indhold § 4, I), 271-272, 291-92.

E ksekutionsfr i tage lse ifø lge L oven75-83, ifø lge V ed ta g e lse 84-88.

E ksekutionsgrundlag 20-45 (se Indhold § 3).

E ksekutionskiausul, se T v a n g s - k l a u s u l .

E kseku t ionskra f t , V o ld g iftsk en d e lsers 21-22, 34-35, 43-44, 466),

D om m es og K endelsers 20-29, 41-42, Indtræ den og Suspension af E ksekutionskraft 45-54 (se Indhold § 4).

E k se k v a tu r 1, 23-24.E k sek u t io n s s ted e t , se S t e d e t .E ksig ib il i te t , se E k s e k u t i o n s

k r a f t .E k ss t in g veren d e V irkning af

T vangsauk tion 179, 226, jfr. 257, cfr. 255.

E k ss t in k t iv E rhvervelse 235 m- 23).E m b ed sm æ n d , se T j e n e s t e -

m æ n d.Eneret , Sagføreres under E ksek u

tion 123, F ogedernes og A u k tionsledern es m ed H en syn til friv illig A u k tio n 240-41.

E neste A u k t io n 217-18.Ensidige E rhverve lser , E ksek u tion s

fritagelse ved 85-86.E rsta tn ing for u lov lige F oged for

retninger, se A n s v a r .E rsta tn ingssum m er, U d elu k k else fra

E ksekution 81-82.E xequa tur for uden landske D om m e

1, 23-24.

F alsm aalskendelser , F uldbyrdelse af 49.

Fam ilieforsørger som K riterium for U d tagelsesretten s O m fang 98-99 cfr. 95, 10344).

Fam ilieretl ige Ydelser , U d pan tn ing for 158-59, se iøvrigt U n d e r h o l d s b i d r a g .

Fast E jen d o m , E ksekution i 8 , 15, 16, 17-18, 35-39, 49-50, 59, 9727), 119, 120-21, 129, 140, 146, T van gsauktion over 187-92, 193-95, 207- 218 (se Indhold § 17), 223, 225, friv illig A u k tio n over 238-39, 245, 247, 250, 253, 254, A d m in istra tion af 258-61, Fravigelse af B esiddelse 268, 274-85.

373

Faste V o ld g if t s r e t 21-22, 30, 43, 466).

F ast s æ t t el se s d o m kan ikke eksekveres 1 , 2 2 .

Fideicomm issarier 261.Firm anavn, V æ rn ved Forbud 349

m. 18)#

Fiskeriauktioner 1759), 242.Flere D o m h a v e r e % P rioritet m ed

H en syn til U d læ g 117-19.F ogedbog , 14, 130.Fogeder, 7 ff. (se Indhold § 2), A n

svar for F ogeden, se A n s v a r .Fogedforbud , se F o r b u d .»Fogedforretninger« 306-307, »um id

delbare Fogedforretninger«, se I n d - o g U d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g e r .

Fogedkendelser, deres R etskraft 61, 148-50, 231-32, deres Ekseku- tionsk raft 2 0 -2 1 .

Fogedre t 7 ff.F ogedvidner, se V i d n e r .Forbehold af U d tagelsesret 108-109.Forberedende M ø d e ved T van gs

auktion 190-91, 212-14, 234, se ogsaa I n d k a l d e l s e .

Forbud, Forskel fra A rrest 303-306, B etingelserne for dets N ed læ g gelse 345-59 (se Indhold § 32), de næ rm ere R egler om Forbud 360 ff., d e ts R etsvirkninger 361- 63, O vertræ delse af 362-63, R etsm idlerne 363-65, A nsvar for u lo v ligt Forbud 365-66. Forbud uanset Forskrifterne i §§ 493-99, 271-72.

F orbudsgrund 355-56.Fordelingsudkast ved T vangsauk

tion 204-206, 214, 218.Fordringer, U d læ g i 71-75, 121, 141-

42, 146, U d tagelsesret ved Fordringer 9728), A u k tio n over 182, 200, 246, anden F y ld estgørelse i 257-58, A rrest i 332.

F oregrebet R e ts forfø lgn ing 303 ff.— se A r r e s t og F o r b u d .

Foreløbige R e tsm id le r 2, 303 ff., se A r r e s t , F o r b u d .

F oreløbigt U d læ g i A rvep art 70-71.Forening af K rav under E kseku

tion 116.Foreningsauktioner 244.Forfalden Fordring som B etin gelse

for E ksekution 22-23, 36-37, 38, for F yld estgørelse paa T van gsauktion 194, om B etin gelse for A rrest 317 cfr. 310.

F orfa tterre t, U d læ g i 69 ,70 , Forbud til V æ rn af 34922).

Forfølgning a f A rrest 334, 335-340, af Forbud 364.

Forhandlingsm aksim en under Fogedforretninger 133-134, cfr. ved Indsæ ttelsesforretn inger efter A fb eta lin g slo v en 295.

F orkor te lse af E ksek utionsfrist 47, 48.

F o rkynde lse af D om m en 46, af E ksekution ifø lge P antebrev 49-50, af U d p an tn ingsk en delse 164- 65.

Forlig, dets E ksekutionskraft 29-34, 44-45, 49.

Forligsmægling under T vangsauktion 195, 206, 213-14, 231.

Forlængelse af E ksekutionsfrist 47.Form el R e tsk ra f t , F ogedkendelsers

61, 148-50, 231-32.F o rm u ere t t igheder , U d læ g i 67,

70 ff.Forsikringskrav, U n d ta g e lse fra

E ksekution 79-81, U d pan tn ing for 159.

Forsørgelseskontrak ter , U d læ g i R etten efter 78 ff.

Forældelse af E ksekutionskraft 50, af U dpan tn ingsret 161-62, af A d gangen til T vangsauk tion 137-38, 145-46.

F oræ ldrem yndighed , F rem tvingelse af 269, 289-92.

Fragaaelsesbo, E ksek ution i 91,

374

U d tagelsesret i 1 1 1 , om R ealisation af B oets E ffekter 177, 180, A rrest overfor 237-38, Forbud 36314).

F rem gangsm aade , ved E ksekution 115-36 (se Indhold § 8 ), ved U d pantning 162-71 (se Indhold § 1 1 . III), ved T vangsauk tion 197-218 (se Indhold §§ 16 og 17), ved friv illig A u k tio n 251-53, ved um iddelbar F ogedforretn ing 293-95, ved A rrest 323-27 (se Indhold § 29), ved Forbud 360-61.

F rem le je , om U d sæ tte lse paa G rund af 278.

F rem m ed M ø n t 255.F rem m ede R e ts d e k r e te r , se u d e n

l a n d s k e D o m m e .Fremstil l ing af R ekvisitus ved P o

litie t, ved E ksekution 125, ved um iddelbar Fogedforretn ing 293- 94 cfr. 294, ved A rrest 326.

F rem tid ige E rh verve lser ikke G enstand for E ksekution 70-71.

Frigivelse af S ik k erh ed ved um iddelbar F ogedforretn ing 283-84, ved A rrest 312-13.

Frigøre lsest id ved T vangsauktion 194.

Frist for A fh o ld else af T vangsauktion 137-38, 145. Se ogsaa E k s e k u t i o n s f r i s t , A n k e f r i s t , K æ r e f r i s t og T o l v u g e r s - f r i s t .

Fritagelser fra E ksekution 7 5 -8 8

(se Indhold § 6 . II), fra A rrest320-22, cfr. Forbud 358-59.

Frivil lig A u k t io n 177-79, 237-54, ved hvem den holdes 237-46 (se Indhold § 20), S tedet for dens A f ho ld else 244-46, Begæring 247-48, B eram m else 249, B ekendtgørelse 249-50, A u ktionsv ilkaarene 250-51, se lve A u k tion en s A fh o ld else 251-53, T vistigheder 253-54, om V idn er 1419), A u k tion en s V irk

ninger 219 ff., 223, 224, 225-26, 227-28.

Frivill ig O p fy ld e l s e til A fvæ rgelse af E ksekution 123.

Frugtauktioner 242.Frugter af fast E jendom , E kseku

tion i 7342), 12743), 129, 13063), 146, 25927), 258-61.

F uld b yrd e lse af D om m e i borgerlige Sager, se E k s e k u t i o n .

F u ld b yrd e lses fr is t , se E k s e k u t i o n s f r i s t .

F uld b y rd e ls e sk ra f t , se E k s e k u t i o n s k r a f t .

F uldm ægtige under F ogedforretn inger 7-8.

F yldestgøre lsesm aader , de forsk ellige 19, 123-24, 255 ff.

F ælleseje , A u k tio n ved O pløsn ing af 179.

F æ rdse lsre t , B esk ytte lse v ed Forbud 3 4 7 m. 10).

F æ ste re t t ig h ed er , U d læ g i 259-260.Første Instans, F rem sæ ttelse af Ind

sigelser m od E ksekution i 61-62,148, m od U dpan tn ing 168-69, m od um iddelbare F oged forretninger 298-99, m od A rrest 334, 335-40, 344, m od Forbud 364.

G an gklæ der , U d læ g i 94 m-22a og

23).G aver , om E ksekution i 85-86.G e b y r e r , ved U dlæ g 1153), 13170),

ved U dpan tn ing 16328), veci T vangsauk tion 197*), ved fr iv illig A u k tio n 197*), 239-41, 242, 24331), ved H andlingsdom m e 26513), ved um iddelbare F ogedforretninger 29382), 29487), 29592 °g y4), ved A rrest 3231), Yed Forbud 3601).

G enop tage lse af E ksekutionsfor- retning 131.

G ensid ige O bliga tionsforho ld , U d læg i R etten efter 71-75, 87-88.

375

G en s id ig h ed som B etin gelse for Fuldbyrdelse af udenlandsk D om 25, som B etin gelse for U d p a n tning for udenlandsk Skattekrav 160.

G en s ta n d en for U d læ g 64-114 (se Indhold §§ 6-7), for A rrest 320- 22.

G o d k e n d e lse af Forlig, se R a t i h a b i t i o n .

G o d tg ø re lse i Penge ved F y ld estgørelse af H andlings- og U ndla- delsesdom m e 264-68.

G o d tg ø re lse sk ra v for ikke-økono- m isk Skade, U d læ g i 68-69, 81.

G r u n d b y r d e r , U d læ g i 120-21, deres Stilling under T vangsauk tion 189, 192, 212.

G r u n d b y r d e d o k u m e n t som G rundlag for um iddelbar E ksekution 3549), som G rundlag for R etten efter § 578 256*1).

G run dlage t for E ksekution 20-45 (se Indhold § 3), for U d p an tning 158-61, for T vangsauk tion179, 180-84 (se Indhold § 13), for frivillig A u k tio n 247-48.

G røn lands S ty re ls e , R et til at a fholde A u k tio n 241.

G y ld ig h ed , D om m ens 41-42, Forligs 44-45, U d læ gsforretn ingens 184.

G æ ld sb reve , U d læ g i 1 2 1 , 141-42, 146, A rrest i 332.

G æ ldsbrevssager , A rrest i 313, 344.Gæ ldsfragaaelsesbo , se F r a g a a-

e 1 s e s b o.Gæ ldsfæ ngsel , B etingelser for dets

A n v en d e lse 262, 316-20 (se Indhold § 27), særlig for U n d erh o ld sbidrag 318-19, 326, 327, 335, 337, Frem gangsm aaden 326-27, Fritagelse for 319-20, dets R etsv irk ninger 332-33.

G ødning, U d læ g i 114.

H a a g er -K o n ven tio n en af 1905 26,318.

H a a n d p a n t , F orauktionering af 1625), 17, 180-81, 182, 184, 199, 1992), 200, H aandpant i P antebrev 38, 3966), 26131).

H a b il i te tsb e tin g e lse r for Fogeder, Sognefogeder m. fl. 12-13, A u k tionsledere 239-40.

H a m m erslag ved A u k tio n 191, 203, 216, 217, 220-21, 224-26, 252, se ogsaa A p p r o b a t i o n .

H a n d le f or p l ig te iser , d irek te E ksekution af 268-71, ikke H aandhæ - v else ved Forbud 345-47.

Handling, Forbud m od 345-47, 351-55, F rem tvingelse af 262-67, 268-71.

H a nd l in g sd o m m e 47, 262-67,H en s ta n d s lo vg ivn in g 90.H it teg o d s , A u k tion over 178.H onorarer til R ekviren tens jurid i

ske K onsulent, v ed E ksekution 3239), 136, ved T vangsauk tion 212, ved A rrest 3244).

» H ovedsag« ved A rrest 335, 336- 37, 339, ved Forbud 364.

H u sd y rv o ld g if t sk e n d e lse r , deres E ksekutionskraft 22, 43-44, 466), jfr. 30.

H usle jekrav , U d læ g i 7 3 42), 12749), 13063), 25927), 28442).

H usm andsbrug , U n d tagelse fra E ksekution ved 83.

H usm andsforen inger , A u k tion er ved 160, 227-28, 242-44.

H uss tand , B en efic iet til Fordel for 95.

H ustru, Sam tykke til A fk a ld paa U d tagelsesret 83, 107 m* 61) — se iøvrigt Æ g t e f æ l l e r .

H y p o te k fo r e n in g , E ksekution paa G rundlag af P antebrev til 38-39, 50.

H æ fte , se S t r a f .

H æ fte lse r , U d slette lse af — se U d s l e t t e l s e .

Hø, U d læ g i 114.H ø stp a n teb r ev e , U d pan tn ing i H en

hold til 8 ?), 102-103, 114, 166.

i l lo y a l K onku rren ce ved A uk- tionssalg 249, Forbud m od 350m. 26)#

In dbogen stande , un dtaget fra U d læg 95-99, 101-102, 103-106.

ln d iv id u a lre t t ig h e d e r som G en stand for Forbud 348, 353-55.

In dka lde lse til forberedende M øde ved T vangsauk tion 188-89, 208-209, V irkning af Indkaldelsen 129, 190-92, 209-210 — se iøvrigt B e k e n d t g ø r e l s e .

Ind- og U d sæ t te lse s fo rre tn in g e r , alm indelig K arakteristik 2, 273, hvornaar de kan finde Sted 2 , 273-99 (se Indhold § 24 II), Frem gangsm aaden 293 ff., sæ rlig i T ilfæ lde af K øb paa A fb eta lin g 294 -95, R etsm idler m od 295-99.

Indsigelser m od D om m en 41-42, m od Forliget 44-45, m od E ksekution 60-63, 132, 135, 148-49, m od U d pan tn ing 167, under T vangsauktion 205-206, 213-14,215, 218, 229-31, v ed friv illig A u k tio n 253-54, ved um iddelbar Fogedforretn ing 295-97, ved A rrest 334-344 (se Indhold § 31), ved Forbud 363-66.

In d tæ g te r af fast E jendom , E ksekution , se F r u g t e r .

Inhab i l i te t hos Fogeder 12-13.lnkassa tionssa lær 3239), 13684),

20111), 212, 21323), 324^).Inkassator ved T vangsauk tion 200,

203-204, v ed frivillig A u ktion 250, ved Inddrivelse af Fordringer 257-58.

In teressen tskab , U d læ g i R etten efter 75, 8 8 , U d tagelsesret 10656).

In te rven t io n under E ksekution 60 -62.

In va l id i te t ser s tatning, om U d læ g i 6 8 , 81-82.

iu s ta causa, se F o r b u d s - g r u n d .

J us tif ika tion af x\rrest 334, 335-40, af Forbud 364.

K a p ita l fo rs ik r in g er undtaget fra K reditorforfølgn ing 79-81.

K ata log , se A u k t i o n s k a t a- 1 o g.

K a ta lo g a fg if t 197*), 24117).K ende lser , deres E ksekutionskraft

under F ogedforretn inger 20-21, 41-42, 48-49. K endelser under E ksekutionsforretn ing 20-21, 135, 148-150, under U d pan tn ingsforretning 167, under T vangsauktion 205-206, 213-14, 215, 218, 229-31, ved friv illig A u k tio n 253- 54, ved um iddelbare F oged forretn inger 296 — se ogsaa U d- p a n t n i n g s k e n d e l s e .

K irk e s tæ v n e 207.Klager, se A n k e og K æ r e sam t

I n d s i g e l s e r .K la rh ed i G run d lage t som B etin

gelse for E ksekution 1, 20-29 (se Indhold § 3, I) for U dpantn ing 1-2, 158, um iddelbar F oged forretning 281-83, 285-86, 289-90, A rrest 2, 309-310, 311-12.

K la sse lo t te r ig ev in s te r , E ksekutionsfritagelse for 82.

K o m m iss io n , U d elu k k else af E kseku tion fra K om m issionæ rens K reditorer 83.

K om m iss ion æ ren s P a n te re t som G rundlag for T vangsauktion 181, 182.

K o m m u n a le T je n e s t e m æ n d , U d læg i deres Løn og P ension 7652).

377

K o m m u n e s k a t te r , Udpantning for, se S k a t t e r .

K o m p e te n c e , Fogedretternes 15-18.K o n k u rren ce fo rb u d o. lign., Be

skyttelse ved Forbud 35026).K o n k u rs , dens Indvirkning paa

Eksekutionsadgangen 88-89, paa A rrest 318, 330, 337-38, paa Forbud 36314).

K o n k u rsb o , Eksekution i 88-89, A uktion over Boets Effekter 177, 180, A rrest overfor 337-38, cfr. Forbud 36314).

K onsuler, danske Konsuler i U dlandet 22, 42-43, 466).

K o ntinu a tionsud l æg 131.K o n to r fo rre tn in g er ved Udlæg 119

-20, 121, 12333), ved umiddelbar Fogedforretning 293, ved A rrest 323, ved Forbud 360.

K o n tra d ik to r i sk e Princ ip i Fogedsager 2, 122-23, 166-67, 324.

K o n tra k ra v , se M o d r e g n i n g .K o n tro l , Fogedens med Sogne

foged 11, 132, 135, med A uktionsleder 239-40, 253-54, med Adm inistration af fast Ejendom 260, 261.

K red i tforen in ger , Eksekution paa Grundlag af Pantebrev til 38-39, 50.

K re d i t f r i s t ved Tvangsauktion 201,210.

K re d i tsp i ld e , Godtgørelse for, ved Udlæg 156, ved Udpantning 170, ved Indsættelsesforretning 299, ved A rrest 342 cfr. 343-44, ved Forbud 366.

K rise lovg ivn ing 90.K u m u la t ion af Krav under Ekse

kution 116.K u n s t ig e L em m e r og T æ nder , U nd

tagelse fra Eksekution 9523), Indsættelsesforretning i 287 m- 56).

K u n s tn erre t , se F o r f a 11 e r r e t.K æ r e har ikke opsættende V irk

ning 53-54; Kære mod Eksekution 150-55, mod Udpantning 168, mod Tvangsauktion 233-35, mod frivillig A uktion 254, mod umiddelbare Fogedforretninger 296-98, mod A rrest 334-35, 340,341, mod Forbud 365.

K æ refr is t ved Eksekution 153, ved Tvangsauktion 234-35, ved umiddelbar Fogedforretning 296, ved A rrest 340, ved Forbud 365.

K ø b e k o n t r a k t 1971), 225, 28130), 29381).

K ø b en h a vn s B yre t , Fogedsagers Behandling ved 7-8.

Laanekasser, Fritagelse for A rrest i Midler 82-83, 320.

Landboforen inger , A uktioner ved160, 227-28, 242-44.

L a n d b ru g se jen d o m m e, Udlæg i 83, 129.

L andjur isd ik t ion , Udlæg foretaget i 16-18.

Landsforræderisager, Beslaglæggelse eller Forvaltning i 91.

L andvæ senskom m iss ion er 21, 30,43, 466).

L eje in d tæ g t , Udlæg i 7342), 12749), i3063), 25927), 28442).

L ejek o n tra k te r , Beskyttelse ved Forbud af Rettigheder ifølge 3 4 7 -4 8 1 1 - 1 3 ) .

L ejere t , Udlæg i 75, 259-61, Misligholdelse som Grundlag for U dsættelse 274-80, 281-83, Forbud til Værn af 34711).

Lejl ighed, Indsættelse i eller U dsættelse af 274-83, 284-85.

L ic i ta t ion 173, 174, 241.L ikv ida tion , om Eksekution i T il

fælde af 90, 90-91.L it te ra tu r ang. Eksekution og

Auktion 3-6, 1731), 1971), 2071), ang. A rrest og Forbud 307.

Livren ter , Udlæg i 79-81.L ivsfornødenheder , Undtagelse fra

378

Udlæg af de vigtigste 97-99, ved A rrest 321-22.

L ivsfors ikr inger , Udlæg i 79-81.L o g eren d e , Udsættelse af 278, Ind

sættelse af 284 m- 44).L otte r igev in s ter , Eksekutionsfrita-

tagelse for 82.L o v b e s t e m t P an t som Grundlag

for Tvangsauktion 181.L o v o r d n e t L ik v id a t io n 90.L u f t fa r tø je r , Fritagelse for A rrest

og Forbud 320-21, 358-59.L æ rl in g evo ld g i f ts re t te r 22, 30.Lønnin ger , Udlæg i 76-77.L ø sø re , Udlæg og Udpantning i

9 m. 8-10), 15-16, 39-41, 117-19, 120-22, 130, 140-41, 142-46, 147-48, frivillig Auktion over 238, 240-44, 245-46, 247-54 (se Indhold §21), Tvangsauktion over 16-18, 185-87, 193, 197-207 (se Indhold § 16), 222, 224, 228, um iddelbar Fogedforretning vedr. 285-88.

M aks im alpr iser 203, 22217), 2487).M a k s im u m sb e lø b for Trangsbene-

ficiet 93 ff.M angler ved det paa A uktion

solgte 227-28, 233.M aterie l R e tsk ra f t , Fogedkendelser

har ikke 3, 61, 148, 231.Mergelb idrag , U dpantning for

87a).M id d e lb a r E k sek u t io n sk ra f t af

udenlandske Domme 23-24.M ilitæ re, Eksekution og U dpant

ning hos 75, 77, 116, 164-65.M isligholdelse af Lejekontrakt som

Grundlag for Udsættelse 274-79.M odregn in g under Eksekution 57,

124, 256, ved Udpantning for U nderholdsbidrag 1597).

M o to rk ø r e tø je r , særlig Adgang til Eksekution hos Successor 6 0 m- 27), Udpantning for Forsikringspræmier 159.

M u n d t l ig h ed i Retsplejen under Fogedforretninger 132-33, 230.

Mægling, se F o r 1 i g s m æ g 1 i n g.M obel laan 39-40, 288-89.M o d e p l ig t for Rekvirenten ved

Eksekution 2, 122, cfr. ved U dpantning 2, 166-67, ved A rrest24), 323, ved Forbud 360.

N ationalbanken, Eksekution i M idler staaende i 82.

N o r d is k e K o n v e n t io n e r om Eksekution: Domskonventionen 26, 28, 34, Konventionen om U nderholdsbidrag 28-29, Konkurs- og Dødsbokonventionerne 29.

N o r s k e D o m m e , Eksekution af 26- 28.

N o r s k e Forlig , Eksekution af 34.N o ta r iu s publicus, Pantebreve

oprettet for 36 ff.N o v a under Appel af Udlægsfor

retninger 3, 153-54.N y A u k t io n paa G rund af Kø

berens Misligholdelse 217-18. — Se ogsaa A n d e n A u k t i o n .

N y e A n b r in g e n d e r e f te r P a a s ta nd e overfor Fogedretten 148-49, 232, under Apellen 3, 153-54.

N y e B eviser overfor Fogedretten149, 232, under Appellen 153.

N æ g te l s e af Udpantning, Genstand for Kære 163-64, jfr. m. H. t. A rrest og Forbud 340, 365. A nsvar for nægtet A rrest 343.

N æ rin g sb rev ved frivillig A uktion 240, 246, 248.

N æ rin g sv e js U d ø v e ls e , Udtagelse af Effekter nødvendige til 93-94,99-101, 321-22.

» N ø d v e n d ig « A u k t io n 178-79,2509).

O bliga tioner , Fyldestgørelse i 255, 257.

379

O ffen t l ig e A u k t io n e r 176-77, 237 ff.O ffen t l ig e M y n d ig h e d e r , Forbud

til Værn for 353, Forbud mod Handlinger af 353-55.

O ffen t l ige Y d e l s e r , Udpantning for 9-10, 110, 158, 162, 163, 166, 171.

O ff ic ia lm a k s im e under Tvangsauktion 195-96, 230, 231, under U dpantning 165, ved Indsættelse efter Afbetalingsloven 295.

O m b y tn in g af værdifulde Ekseku- tionsgenstande med mindre værdifulde 9523), 101-102.

O m fa n g , Eksekutionens 135-36, A rrestens 324.

O m gøre lse af Fogeddekreter 148-49,231-32, 334-35, 340-41, 364-65.

O m k o stn in g er i ratihaberede Forlig 31-32, ved Eksekutionen 135- 36, ved A uktion 201-202, 210, 212-13, 251, ved Rekvisiti H ensæ ttelse i H æfte og ved Fremstilling af Rekvisitus 12644), 29488 °£ 89), ved Gældsfængsel 326-27, ved A rrest paa Gods 324.

O p h æ v e lse af Eksekution 131, af A uktion 232-33, 235-36, af Indsættelsesforretning 297, 299, af A rrest 335, 339-40, 340-41, af Forbud 364-65.

Oplæsning af Protokollater under Fogedsagen 133, af Auktionsvil- kaar m. m. 215.

O p lysn in g sp l ig t , Rekvisiti, se P a a - v i s n i n g s p l i g t .

O praab paa Tvangsauktion 202,216, 219-21, ved frivillig A uktion 252.

O p re jsn in g , se A n k e f r i s t , K æ r e f r i s t .

O p s æ t te n d e V irkn ing af A nke 51-53, 272, 291-92, 339, 341, af Kære54.

O rd re p ub l ic 25, 28.O v e r b u d 173-175, 222-23, 252.

O v erb u d sa u k t io n 175.O ver lev e lse sren te r , Udlæg i 79-81.O v er træ d e ls e af Handlings- eller

Undladelsesdom 262-68, af Forbud 362-63.

O v e rø vr ig h ed e n , Eksekution af Forlig indgaaet for 30.

P a a b e g y n d e l s e s s t e d for Eksekutionsforretning 119-20, for umiddelbar Fogedforretning 293, for A rrest 323, ved Forbud 360.

Paavisningsplig t , Skyldnerens under Eksekution 124-25, 269, ved umiddelbar Fogedforretning 293 ved A rrest 325.

P aavisn ingsret , Skyldnerens under Eksekution 112-114, ved A uktion203, ved A rrest 305-306, 324.

P a n t , Udtagelsesret i den pan tsatte Ting 102-103 m- 41 °g 42), som Hindring for A rrest 314-15.

P a n te b r e v e , Eksigibilitet af 35-40,45, 49-50, 59*1.24), 183, 261, 284 cfr. 288, umiddelbar Adgang til Tvangsauktion paa Grundlag af 180-83.

P a ntefogeder 9-11, 11921), 166, 171 cfr. 307.

Pante l aaner auk t ioner 17, 180-81, 197, 219, 241-42.

P a n tere t t ig h ed e r , deres Stilling under Tvangsauktion 186-87, 189, 191-92, 194, 207-208, 210, 217, 256- 57, anden Fyldestgørelse for 258- 59, 261, 284.

P a n tsa t te E f fe k te r , Tvangsauktion over 177-78, 180-82.

Parter ved Eksekution 54-63 (se Indhold § 5), ved Tvangsauktion 185-92 (se Indhold § 14), 229-30,232-33.

Partsafhøring i Fogedsager 12541), 133 74).

Parts- eller D o m m e r v i rk s o m h e d ved Eksekution 133-34, ved U d

380

pantning 165, under Tvangsauktion 195-96, 230, 231, ved Indsættelser efter Afbetalingsloven 295.

P a te n tre t t ig h e d e r , Udlæg i 69, Forbud til Værn for 349.

Penge , Udlæg i 3 , 19, 113, 124, 255. Udtagelsesret med Hensyn til 9422a ) , 9 7 ™. 29), 1 0 0 3 6 ) , 1 1 3 , A rrest i 3 0 4 , 3 0 8 .

P ensioner , Udlæg i 76-77.P ersonbogen 20420a).Personlig A rres t , se G æ l d s

f æ n g s e l og A r r e s t .Personlige R e t t ig h e d e r , Udlæg i

68-69-P ersonlig t A r b e j d e , Udlæg i 72.Personlig U ndersøgelse af Rekvisi

tus 124-25, 325.Personskade, Udlæg i Erstatnings

krav for 68, 81-82.Policer, Udlæg i 79-82.P oli t ie t , Foretagelse af A uktion —

ikke Eksekution — ved 8-9, 167- 68, 206-207, Bistand ved Eksekution 125-26 m- 43-46), yed A rrest 12645), ved umiddelbar Fogedforretning 12645), 293, efter A fbetalingsloven 294, til Fremtvingelse af Handlings- eller Undladelses- domme 267, til Opretholdelse af Fogedforbud 363.

P iio r i te t , naar flere begærer U dlæg 117-19, naar flere begærer Tvangsauktion 208.

Prisloven, Overholdelse ved A uktion 203, 2487).

P riva te A u k t io n e r 176-77.P riva t l iv e ts Fred, Værn ved Forbud

348 m. 15).P r iva t Sk if te , Udlæg i 70-71.P riva t V i l je sb e s tem m else om Ekse

kutionfritagelse ved 84 ff.Priv i legerede K ra v 139, 186.P rocedu re under Eksekutionsforret-

ning 131-36, under Udpantning 167, under Tvangsauktion 230-31,

ved frivillig A uktion 244, 253-54, ved umiddelbar Fogedforretning 295-97, ved A rrest 325.

P roceserk læ ringer i Fogedsager 133, 153.

Procesom kos tn inger , se S a g s o m k o s t n i n g e r .

Processuelle Straffe , se R e t t e r - g a n g s b ø d e r .

Prøvelsesre t , Fogedens overfor Eksekutionsgrundlaget 41-45 (se Indhold § 3. II), overfor G rundlaget for Tvangsauktion 184.

R ansagning af Rekvisiti Ejendele og Person 124-25, 325.

Ratih ab it ion af private Forlig 31-34, cfr. 34, 45.

R ea lb yrd er , se G r u n d b y r d e r .Realisa t ion af udlagte eller udpan

tede Ting 8-10, 129, 167-68, 177, 180.

Reassum tion , se G e n o p t a g e l s e .

R e d e Penge, se P e n g e .Regis trer ing under Eksekution 127-

28, under A rrest 325, ved Forbud 361.

R egnskabsp lig t for Inkassator ved Løsøreauktion 203-204, for Bestyrer af fast Ejendom 260, for Brugspanthaver 261.

Regressogsm aal, ved Udpantning 168-69, ved umiddelbar Fogedforretning 298-99 — se iøvrigt F ø r s t e I n s t a n s .

R e k v ir e n t ved en Eksekutionsfor- retning 54 ff., 122, ved Tvangsauktion 185 ff.

R ek v is i tu s ved en Eksekutionsfor- retning 54-55, 122-23, ved Tvangsauktion 185 ff.

Relaksa tion af Udlæg 131, af A rrest 335, 340-41, af Forbud 364-65, se ogsaa O p h æ v e l s e .

R e n te af Auktionskøbesum 210,

381

Udeblivelse med Rente som Grundlag for Eksekution 37.

R entefors ikr inger undtaget fra Kreditorforfølgning 79-81.

R ep ræ sen ta t io n under Eksekution 55-56.

R es jud ica ta -V irkn in g , se R e t s k r a f t .

R etsa fgøre lser , deres Eksekutionskraft 20-29, 41-43, 45-49.

R ets for l ig 29-30, 34, 44-45.R e ts k ra f t , Fogeddekreters 3, 61, 148

-50, 231-32.R e tsm id le r mod Eksekution 148-56

(se Indhold § 10), mod U dpantning 168-69, mod Tvangsauktion233-35, mod frivillig A uktion 253 -54, mod umiddelbare Fogedforretninger 295-99, mod A rrest 334- 41 (se Indhold § 31), mod Forbud 363-65, se iøvrigt A n k e , K æ r e og G e n o p t a g e l s e .

R etsp a n te re t , Udlæg medfører 128-29, 138 ff., cfr. A rrest 330.

R etss tr id ig Handling som Betingelse for Forbud 305, 345, 352-52,361.

R e tsv id n e r under Fogedforretninger 13-14 — se iøvrigt V i d n e r .

R etsv irk n in g er af Udlæg 137-47 (se Indhold § 9), af A uktion 219-28 (se Indhold § 18), af A rrest 328- 33 (se Indhold § 30), af Forbud 361-63.

R e t t e r gangsbøder under Fogedforretning 21, 136.

R e t t e r gangspoli t i i Fogedsager 21,136.

R ig sd a g sm æ n d , hvorvidt fritagne for Gældsfængsel 319-20.

S a g f ø r e r e , 911), 54, deres Eneret i Fogedsager 123, Pantebrev oprette t for 36 ff.

Sagførersalær under Eksekution 31- 32 m* 39), ved A uktion 201, 212-13, ved A rrest 3244).

Sagsom kos tn inger ved Eksekution 21, 135-36, ved U dpantning 170, ved A uktion 201, 210, 212-13, 231, ved umiddelbar Fogedforretning 29695), ved A rrest paa Gods 324. Fuldbyrdelse af Afgørelser om Sagsomkostninger 21, 26.

Salær til Sagfører, se S a g f ø r e r s a l æ r og H o n o r a r e r .

Sam eje , A uktion ved Opløsning af179.

Sa m k v em sre t ten , Fogedens Bistand til Gennemførelse af 26927), 292, Handlingsdom til Gennemførelse af 26718).

Saneringslaan, 90.S ekun dæ r t U d læ g 62, 92, 113 m- 9i),

138-39.Selv tæ g t , ulovlig 62.Senge, Udlæg i Senge og Sengklæ

der 94-95.Separation, Udpantning for U nder

holdsbidrag 158-59, 165, »Forbud« mod Udbetaling af Løn 72-73, 359, Gennemførelse af Forældremyndighed eller Samkvemsret 26718), 269m-27), 289-92, U dsættelse af fælles Lejlighed 280, 282- 83, Indsættelse i Løsøre 285-86.

S e rv i tu tte r , deres Stilling under Tvangsauktion 189, 192, 212.

Sikkerhedss t i l le lse ved Eksekution 48, 52 m-27), 130, ved A rrest 309-10, 311-13, ved Forbud 355, 356. Afværgelse af A rrest eller Forbud ved 313-15, 332, 337, 338, 343- 44, 357-58, som Betingelse for U dsættelse af Tvangsauktion 230, 231, ved A dm inistration af E jendom 260-61, ved umiddelbar Fogedforretning 283, 28960). Auk- tionskøberens Sikkerhedsstillelse 210-11, Inkassators 201, Auktions- lederes 239-40 m. 9 og 10), 250; Fuldbyrdelse af Dom til Sikkerhedsstillelse 270.

Singulær succession, se Succession.

382

Ska d es lø sb rev som Eksekutions- grundlag 36 m- 54-56), 39 , 5 0 , 5 9 2 4 ),

26Pi), 28442).S k a t te r , Udlæg for 73, 93, 94, 98,

100-101, Udpantning for 9-10, 110, 158, 162, 163, 166, 171, U dpantning for udenlandske Skatter 160, 163, A dm inistration til Fyldestgørelse for 261, Betaling ved A uktion 21321).

S k ib e , Udlæg i 141, 146, Auktion over 200, 226, 238-39, 247, A rrest i 306, 332, Forbud ved 306.

Skibsm an dskab , Udlæg i dets Ejendele 75, 83, personlig A rrest mod319.

S k if te , se K o n k u r s .Sk if te re t ten , Tvangsauktion ved 12,

197-98, frivillig A uktion 238 m-5); dens Dommes Eksekutionskraft 20-21, dens Kendelsers og Forligs Eksekutionskraft 21 og 29-30.

Skilsmisse, se S e p a r a t i o n .Skil tn ingsret , umiddelbar Fogedfor

retning vedr. 28025), Forbud vedr. 34813).

Skipper , Udlæg i Skippers Ejendele 75, 83.

Skovridere , A uktion over Skoveffekter ved 2398).

Skrif t l ig Begæring ved Eksekution 115, ved Udpantning 162, ved Tvangsauktion 198, ved frivillig Auktion 247, ved A rrest 323, ved Forbud 3601).

Skr if t l igh ed under Procedure ved Fogedret 132-33, 230.

»Sky ldneren« ved Tvangsauktion 185-86, 188-89, 191, 208™-6).

Sk y ld n e rsv ig 126, 325, 329-30.Slutning af Udlægsforretning, Be

tydning m. H . t. Udtagelsesret 107-110, og m. H. t. Appel 14432), 152, 296, Slutning af Auktionsfor- retning 218, 233-34, Betydning m. H. t. Gebyr 13170).

Slægtsnavn, Værn ved Forbud 348- 49 m - 16 og 17).

Sognefogeden, Foretagelse af U dlægs- eller U dpantningsforretninger ved 8-11, 11921), 124-25, 126 m-44), 132, 135, 16328), 165-66, A uktion ved 8-9, 167, 198, 206- 207, cfr. om umiddelbare Fogedforretninger 293 og om A rrest og Forbud 307.

Sparekasser, Udlæg i Midler staaende i 82-83, 121, A rrest i saadanne Midler 82-83, 320, P antebrev udstedt til Sparekasse 38- 39, 50.

Specialkonkurs , Tvangsauktion som 193-95, 207-208.

Sportuler ing, se G e b y r e r .S ta d fæ s te lse af Eksekutionsforret

ning ved Sognefogeden 135, af A rrest 338-39, af Forbud 364.

Standsning af Tvangsauktion, 216, 230, 256-57.

Sta tshusm æ nd, se H u s m a n d s b r u g .

S ta t s t je n e s te m æ n d , se T j e n e - s t e m æ n d.

S te d e t for en Eksekutionsforretning 15-16, 119-22, for A rrest 12127), 323, for Auktion 16-18, 244-46.

Straa, Udlæg i 114.S tra f overfor Rekvisitus for urig

tige Oplysninger under Fogedforretning 12541), 125-26, 13374), 249, 249-50, 293, 294, ved A rrest 12645), 325, for Skyldnersvig 126,325, 329-30, for ikke at efterkom me Handlings- eller Undladelses- domme 267, for Overtrædelse af Forbud 362-63, om Straf udelukker Forbud 356-57.

Succession ved Eksekutionsforret- ninger 57-60, ved Udpantning161.

Sum m arisk K arak ter , Fogedprocedurens 2.

383

Suspens iv V irk n in g , se o p s æ t t e n d e V i r k n i n g .

Svenske D o m m e , Eksekution af 26-28.

Sven sk e Forlig 34.Sygefors ikr ing , Undtagelse fra

Retsforfølgning 81.S æ d , Udlæg i 114.Sæ re je , Eksekution udelukket i

den anden Ægtefælles 66, Betydning ved Udøvelse af Udtagelsesret 103-104.

»Sæ rskil t A rres tsa g « 336, jfr. ved Forbud 364.

S ø fo lk , Udlæg hos 75, 83, Fritagelse for A rrest 319.

Tarvelig t H je m som Kriterium for Udtagelsesret 95-96, 103-106.

T ilbageho lde lse af Løn for U nderholdsbidrag 72-73, for personlig Skat 73.

T ilb a g eh o ld e lse sre t , ikke Tvangsauktion 178, ikke umiddelbar A uktion 183.

T ilbageka lde lse af Begæring om Udlæg 115-1163).

T ilb eh ø r , Udlæg i 9727), 102 m-42), 127, 129.

T ilho ld , ikke Forbud 359.T inglysn ing af Udlæg 119, 140-41,

af Udpantning 166, af A rrest 328-29, 331-32, af Forbud 362, af Auktionskøberens Ret 225, af Skøde uanset A rrest 328-29.

T je n e s te m æ n d , Udlæg i Embeds- mænds Lønninger og Pensioner76-77, i deres Embedsdragter og lign. 75, 83.

T olvugers fr is ten ved Udlæg 142-46.

T o r t , Godtgørelse for, ved Udlæg 156, ved Udpantning 170, ved umiddelbar Fogedforretning 299, ved A rrest 342, ved Forbud 366. Om Eksekution i Krav paa T ort 68-69, 81.

T ra k ta te r om Eksekutionskraft for fremmede Afgørelser og Forlig 24-29.

Trangsbenefic ie t , se b e n e f i c i u m c o m p e t e n t i æ .

T re d je m a n d , Adgang til Indsigelser overfor Fogedforretninger 1520), 60-63, 132, 149-50, 229-30, ved A rrest 3344), 339, 340, A dgang til Appel 62, 150, 151, 232- 33, 296-97, 3344), 340, V idnepligt for Tredjem and 12540), 133, Tredjem ands Bistand ved Overtrædelser af Forbud 363, E rstatning til Tredjem and ved A uktion 236, ved A rrest 343.

T va n g sa d m in is tra t io n af fast E jendom 124, 137, 258-61.

T va n g sa k k o rd , Udelukkelse af E k sek u t io n ved 90; om Trangs- beneficiet gælder ved 110-111.

T van gsauk t ion , Modsætning til frivillig A uktion 177-79, 182.

T va n g sfu ld b y rd e ls e , om denne i Almh. 1 ff., se iøvrigt E k s e k u t i o n , U d p a n t n i n g og T v a n g s a u k t i o n .

T v a n g s fu ld b y rd e n d e M y n d ig h e d e r 7-18 (se Indhold § 2).

T va n g s f y ld e s t gør el se 172 ff. (se Indhold §§ 12 ff.).

T vangsklausu l 22.T va n g sm id le r overfor Rekvisitus

124-26, 269, 293, 294,' 3256), overfor Tredjem and 12540).

T v a n g sm u lk te r 262 cfr. 264.Tvangssikr ing 19 ff. (se Indhold §§

3-11).T v is t ig h e d er ved Eksekution 131-

36, 148-49, ved Udpantning 167, ved Tvangsauktion 205-206, 213-14, 215, 218, 229-31, ved frivillig A uktion 244, 253-54, ved um iddelbar Fogedforretning 295-97, ved A rrest 334-44 (se Indhold §31) og Forbud 363-66.

T vu ng en A u k t io n 178.

384

U d b e ta lin g af Auktionsbeløbet ved Løsøre 204.

U d eb l ive lse , under Tvangsfuldbyrdelse 2-3, særlig ved Tvangsauktion 231, jfr. 205-206, 209-10, 212- 13 — se iøvrigt M ø d e p l i g t og T v a n g s m i d l e r .

U d e b l iv e lse m e d L eje , Udsættelse paa Grund af 275-77.

U d en la n d sk e D o m m e , deres Eksekutionskraft 23-29, Forlig 34, Voldgiftskendelser 34-35 og Pantebreve 39.

U den la n d sk e S k a t tek ra v , U dpantning for 160, 163.

U d k a s t til Auktionsvilkaar 208, til Fordeling af Auktionssum, se F o r d e l i n g s u d k a s t .

U d la n d e t , Domme afsagt i 23-29, danske Konsuler i 23, 42-43, 466).

Udlæg, dets Retsvirkninger 3, 19, 123, 137-47 (se Indhold § 9), 177,180, under Tvangsauktion 186, 189, 191-92, 208, 209, 216, 256-57, se iøvrigt E k s e k u t i o n .

U d læ g » til E je n d o m «, 3, 19, 124,137, 172, 176, 255-56.

U d læ g »til Forauktionering« 3, 19,123-24, 137-47 (se Indhold § 9),180.

U dlæ ndinge , Dom over 23-29, A rrest mod 31528), 317-18.

U d p a n tn in g 1-2, 157-71 (se Indhold § 11), i hvilke Tilfælde den kan finde Sted 1-2, 157-61, Forældelse af U dpantningsret 161-62, de særlige Regler 162 ff., Udpant- ningskcndelsen 1-2, 162-65, U dpantning ved Sognefoged eller Pantefogeden 8-10, 165-66, Møde af Rekvirenten ikke nødvendigt 166-67, Indsigelsers Fremsættelse 167, Retsmidler mod U dpantning 168-69, Ansvar for 169-71, Omkostninger ved 170-71. Udtagelsesret ved Udpantning

110. A rrest hvor Udpantning er hjem lct 309.

U d p a n tn in g sk en d e lse 157-58, 162- 65.

U d s le t te l se af udækkede H æ ftelser ved Tvangsauktion 179, 226, jfr. 257.

U d s k r i f t af Dom eller Forlig ved Eksekution 115 og A uktion 198, af Udlægsforretning ved A uktion 198-99, 208, Auktionsud- skrift 25613).

U d s træ k n in g , Eksekutionens 135- 36, Arrestens 324.

U d s æ t te lse under Eksekution 134-35, under Udpantning 167, under A uktion 230, under Indsættelses- forretning 290-91, 292. U dsæ ttelse af Eksekution uanset Fuldbyrdelsesfristens Udløb 53.

U dsæ tte lsesforre tn inger , se I n d - o g U d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g e r .

U d ta g e ls e s re t ved Eksekution 92- 110, ved U dpantning 110, i Konkurs- og andre Boer 110-112, ved Tvangsakkord 110-11, ved A rrest321-22, særlig overfor Brugspanthaver 28442).

U dta le lser , Forbud mod skadelige 352.

U dvæ lg e lsesre t , se P a a v i s- n i n g s r e t.

U f y ld e s tg jo r t P an thaver 216, 256- 57.

U lykkes fors ikr ing , Udlæg i Retten til 81.

U m id d e lb a r E k sek u t io n sk ra f t af udenlandske Domme 23-29, af udenlandske Forlig 34, V oldgiftskendelser 34-35 og P antebreve 39.

U m id d e lb a re Fogedforretninger, se I n d - o g U d s æ t t e l s e s f o r r e t n i n g e r .

U n d er fo g ed e r 7-8.U n derho ldsb idrag , Eksekution for

385

28-29, 67, 72-73, 76, 78, U dpantning for 28-29, 158-59, 161, 165, Gældsfængsel for 318-19, 326, 327, 335, 337, »Forbud« til Sikring af 72-73, 359.

U n d e r p a n t i fast E je n d o m , se P a n t e b r e v e og P a n t e r e t t i g h e d e r .

U n d erp a n t i Løsøre 39-40, 5923), 139, 183, 186-87, 288-89.

Undersalg , Forbud mod 35027).U n d ers tø t te ls e r , Udlæg i 78.Undersøgelse , personlig U nder

søgelse under Eksekution 124-25.U n d la d e lse sd o m m e , Fremtvingelse

af 47, 267-68.U n d la d e lse sp l ig t kan ikke frem

tvinges ved Eksekution 268, men kan haandhæves ved Forbud 345-47.

U n d væ rl ig e T ing udlægges først 113-14.

U niform er, Udlæg i 75.Universalsuccession, se S u c c e s

s i o n .U n ødig T ræ t te , om Fogedret kan

idømme Bøde for 216).U raad ighed ved A rrest 328-31 cfr.

332-33; cfr. ved Forbud 361-62.U s k if t e t Bo, Udlæg i 70.Usufructuarier 261.

V a n h jem m e l m. H. t. det paa A uktion solgte 227-28, 233.

V arem æ rke , Beskyttelse ved Forbud 34919).

V arse l ved Bekendtgørelse af Tvangsauktion 199, 208, 215,217, ved det forberedende Møde 208-209.

V eder lag , Eksekutionsfritagelse ved Erhvervelser mod 87-88.

V edgaaelsesbo , Udlæg i 70-71.V e d ta g e lse af Eksckutionsadgang

40-41, af Eksekutionsfritagelse 84 ff., af Eksekutionssted 121-22, af U dpantning 160, af um iddel

bar Fogedforretning 288-89, 292- 93.

V ekse lsager , A rrest i 313, 3244), 344.

V e n te n d e s A r v , Eksekution i 70.V id n e fø rse l under Fogedsager

12540), 133 m. 74), 230, 2744), 278, 283, 287.

V id n e g e b y r 1418), 1153), 1632«), 29487), 295*0.

V id n e r ved Eksekution og U dpantning 13-14, 9830), 109, ved Tvangsauktion 14, ved frivillig Auktion 1419), ved Indsættelse efter Afbetalingsloven 295.

V in d ik a t io n sk ra v 60-62, 232-33, 235 m. 23), 258-59, 273 ff.

V is i ta t ion , se U n d e r s ø g e l s e .V oldg if tskende lse r , deres Ekseku

tionskraft 21-22, 34-35, 43-44, 466).Vurder in g under Eksekution 93-94,

9830), 109, 127-28, ved A rrest 325 cfr. ved Forbud 361, til Auk- tionsefterretning 214-15.

V æ rd ip a p ire r , Fyldestgørelse i 255, 257-58.

V æ rg em y n d ig h e d , Haandhævelse af 269, 289-92.

V ær nem ager sager, Beslaglæggelse eller Forvaltning i 91.

V ærneting , ved Søgsmaal i A nledning af U dpantning 169, ved Forfølgning af A rrest 31528), 317- 18, 336-37.

Æ gte fæ lle r , Udlæg hos 64-67, 80, særlig om Udtagelsesretten 103- 104, umiddelbar Fogedforretning m. H. t. Børn 289-92, Udsættelse af Lejlighed i Tilfælde af Separation eller Skilsmisse 280, 282- 83.

Æ g te sk a b , Forbud mod 349-50, 354-55, 361.

Ø v r ig h e d , Eksigibilitet af Forlig for 30. Forbud overfor Handling af 353-55.

F O R T O L K N I N G S B I D R A G

R e t s p l e j e l o v e n .

§ 248 : 2062'), 31528), 317-18.§ 287: 13478), 290-91, 292.§ 478 N r. 1 og 2: 20-23 og 29-34.§ 478 N r. 3 og 4: 35-39, 39-41, 50,

5924), 157-58, 183, 26131).§ 479, jfr. Lov Nr. 340, 23. Decbr.

1932: 23-29, 34-35.§ 480: 8-9, 13-14, 266-67, 295.§ 481, 2. Stk.: 15-16, 294 m-84).§ 483: 41-43.§ 484: 44-45.§§ 487 og 488: 51-53.§ 490: 49-50.§ 491: 53.§ 493: 264-67.§ 499: 267-68.§ 501, 1. Stk.: 64-69.§ 502: 32 m. 39), U 2 , 135-36, 324 m.4). § 504: 258-61.§ 505: 127-28.§§ 506 og 507: 112-14.§ 509: 92-112, 284«), 321-22.§ 511: 70-75.§ 512: 84-88.§ 513: 76-77.§ 514 N r. 2-4: 78-79.§ 515: 79-81, 84-85.§ 516, 2. Stk.: 119-22.§ 517: 122-23.§ 520: 125-26, 269, 293 cfr. 294,

3256).§ 523: 60-62, 131-32, 149, 184, 229. § 526: 134-135.§ 528: 127-28, 128-29, 2098), 3282).§ 529: 119, 129-30, 140.§ 533, 2. og 3. Stk.: 137-38, 142-46,

16637), cfr. 91 v. 8).§ 536: 14432), 1 5 2 , 296, 329.§ 537: 153, 296.

§ 538: 95), 167-68, 180-82, 199, 200*), 20319), 206-207.

§ 543: 20111), 21220), 21323).§ 553: 20111).§§ 554 og 555: 204-206, jfr. 258, cfr.

207.§§ 557 og 558: 255, 257-58.§§ 560 og 561: 188-92, 1888), 208-

2 1 0.§§ 566 og 567: 209, 212-13 m. 23),

215.§ 570: 190 >»• 9), 213-1423).§ 576: 216-217.§ 578: 216, 256-57.§ 582: 217-218.§ 586: 60-62, 184, 229-30.§ 591: 218, 233-34.§ 593: 149, 150-52, 168, 233-34,

296 W).§ 594: 153-54.§ 595: 154-55.§ 596, 1. Stk.: 158-60.§ 596, 2 . Stk.: 160, 163.§ 596, 3. Stk.: 163-64.§ 598: 162-63.§ 600: 8-9, 165-66.§ 605: 9’), 16740).§ 607: 168-69.§ 608: 169-71.§ 608a: 171, jfr. 9-10, 162, 163, 164,

166, 198.§ 609: 273-93.§ 612: 304-305, 308-11.§ 614, 1. Stk.: 320-22.§ 614, 4. Stk.: 3 2 0 -2 1 m. 4), 358-59. § 615: 313-15.§ 616: 305, 328-31, cfr. 140-41.§ 627, 2 . Stk.: 309-311, 311-13.§ 641: 341-44.

387

§ 646: 346-55.§ 652: 358, 360, 361, 363-66. § 679: 1215), 177, 197.

§ 682: 177-78, 179, 238 m. 5), § 997, 3. Stk.: 264.§§ 1018a ff.: 69.

A n d r e Lov e .

D. L. 1-24-26: 59-60.» » 1-24-30: 70-71.» » 1-24-38: 57.» » 5-7-8 og 9: 59 ^ 23 og 24), 261,

284, 288-89.» » 5-7-11: 183.» » 6-14-7: 274-84.

Fr. 2. Oktbr. 1754 § 4: 284-85, 289. PL 14. Maj 1834: 139, 186.Resol. 23. Decbr. 18641 Nr. 3:

82-83, 320.Konkurslov 25. M arts 1872

§ 10: 89, 330 m. H).§ 17: 75.§ 21, 2. Stk.: 119.

Udpantningslov 29. M arts 1873 § 1: 158-60.

Skiftelov 30. Novbr. 1874 § 35: 91, 330.§ 44: 111.

Købelov 6. April 1906 § 48: 227-28.

Haagerkonvention Bekg. Nr. 119, 19. Maj 1909 art. 18 og 19: 26, art. 24: 318, 33718).

Lov Nr. 246, 9. Maj 1917 (Landboforeningers A uktioner): 227-28, 242-44.

Lov Nr. 536, 4. Oktbr. 1919 (Faste Voldgiftsret) § 16: 21-22, 30,43 m- 81), 466).

Æ gteskabslov II 18. M arts 1925 § 25: 66-67.

Tinglysningslov 31. M arts 1926: 119, 140, 225, 328-29, 331-32, 362.

Lov Nr. 120, 20. A pril 1926 § 13 (uskiftet Bo): 70.

Forsikringsaftalelov Nr. 129, 15. April 1930 §§ 116, jfr. 118: 80-81, § 123: 81.

Straffelov 15. April 1930 § 52, Stk. 3: 55, 67, § 283: 126, 325, 329-30.

Ikrafttrlov til Strfl. § 15: 68.M otorlov, Bekg. Nr. 131, 14. April

1932, §§ 38, Stk. 7 og 39, Stk. 7: 60 m. 27), 10241).

Lov Nr. 185, 23. Juni 1932 (Inddrivelse af Skatter og A fgifter): 171 jfr. 9-10, 162, 163, 164, 166, 198.

Forfatterlov N r. 149, 26. April 1933 §§ 12 og 29: 69, 70.

Bekg. Nr. 177, 10. Maj 1933 af nordisk Domskonvention: 26-28, 34.

Auktionslederlov Nr. 132, 16. April 1935: 1419), 197-98, 238-39, 247-54.

Lov Nr. 367, 21. Decbr. 1938, jfr. Anordn. Nr. 179, 14. April 1939 (Frihed for A rrest og Forbud m. H. t. Luftfartøjer) 320-21 m- 4), 358-59.

Husdyrvoldgiftslov N r. 94, 15. M arts 1939 § 9: 22, 30, 43-44, 46- 476).

H østpantlov Nr. 511, 22. Decbr. 1947 § 3: 103, 114. § 4: 87), 166.

Lejelov, jfr. Lovbekg. Nr. 347 og 348 af 6. Septbr. 1947: 22, 30, 275-80.

F O R K O R T E L S E R

D . L. = Kong Christian den Femtes Danske Lov af 15. April 1683.

D. Rpl. I. = H. M u n c h-P e t e r - s e n : Den danske Retspleje. Første Del. 2. Udg. 1923.

D. Rpl. II. = H. M u n c h-P e t e r - s e n : Den danske Retspleje. Anden Del. 2. Udg. 1924.

F. A . L. = Lov om Forsikringsaftaler Nr. 129 af 15. April 1930.

Fr. = Forordning.Gbl. = Lov om Gældsbreve Nr.

146 af 13. April 1938.H. = Højesteretsdom.Ik ra f t træ d e lse s lo v = Lov om

Ikrafttræ den af borgerlig Straffelov m. m. N r. 127 af 15. A pril 1930.

J. D . = Juristens Domssamling.K. L. = Lov om Konkurs m. m.

Nr. 51 af 25. M arts 1872.K o m m e n te r e t Rpl. I og II = V i c

t o r H a n s e n , S t e p h a n H u r w i t z og E r w i n M u n c h-P e t e r s e n: Retsplejeloven med Kommentarer m. m. Bind I og II. 1939.

PI. = Plakat.Rpl. = Lov om Rettens Pleje af

11. April 1916 som optrykt ved

Bekg. N r. 212 af 1. O ktober 1936 med senere Æ ndringer.

5. H. T. = Sø- og Handelsrets- tidende.

S k i f te lo v = Lov om Skifte N r. 155 af 30. November 1874.

S k if te r e t ten = H. M u n c h - P e - t e r s e n : Skifteretten. Væsentlig udvidet og æ ndret Udgave ved E r w i n M u n c h-P e t e r - s e n. 1935. (O ptrykt 1948.)

Strfl . = Borgerlig Straffelov af15. April 1930 som optrykt ved Lovbekg. Nr. 215 af 24. Juni 1939.

T. f. R. = Tidsskrift for Retts- videnskap.

T illæg til D. Rpl. I og II = Tillæg til Den danske Retspleje I og II ved E r w i n M u n c h-P e t e r - s e n. 1936.

T v is tem a a l = S t e p h a n H u r w i t z : Tvistemaal. Hovedpunkter af dansk Civilprocesret i Domssager. 1941.

U. = Ugeskrift for Retsvæsen. (B. efter A arstal henviser til den litteræ re Afdeling.)

V. L. T . = V estre Landsrets Tidende.

0 . L. T. = Ø stre Landsrets Tidende.

T r y k f e j 1.Side 52, L inie 3 f. n.: 24). Læs: 27).

» 166, » 9 f. o .: § 3. Læs: § 4.»> 256, N o te 5, L inie 1: 395. Læs: 595.

TVANGSFULDBYRDELSE - Jura - Det Juridiske Fakultet...A. Rpl. 501, 1. Stk. (64—69): a....

Documents

Transcript of TVANGSFULDBYRDELSE - Jura - Det Juridiske Fakultet...A. Rpl. 501, 1. Stk. (64—69): a....