1. Indledning

How the negro have lived so many ages without advancing, seems marvellous, when all

the countries surrounding Africa are so foreward in comparison; and judging from the

progressive state of the world, one is led to suppose that the African must soon either

step out from his darkness, or be superseded by a being superior to himself. (Speke,

1863, s. xxii)

Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.

(....)[D]enne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. (Annas rejse i

Uganda, 2012)1

Historisk set synes der altid at have været en forbindelse mellem at rejse og at skrive. Rejsende har

gennem århundreder ”...used journaling to depict the landscape, describe encounters with their host

and as a reflective tool to understand their adventures out into the openness.” (Pudliner, 2007, s. 46)

At have behov for, gennem skriftige beretninger, at dele sine oplevelser og indtryk fra en rejse, er

således ikke noget nyt fænomen (Moolla, 2013; Todorov, 1995).

Da John Hanning Speke, i midten af det 19. århundrede, drog fra Tanzanias kyst ind i Afrika, var

området på mange måder at regne for ”det mørke kontinent” (Andersen, 2010; Brantlinger, 1985).

De centralafrikanske lande syd for Sahara fremstod, for den vestlige verden, som et farefuldt,

dragende område associeret med fjendtlig natur, fjendtlige lokale stammer, nye handelsmuligheder

og markeder, og geografiske mysterier, hvis løsninger bragte løfter om ære og berømmelse for

opdagelsesrejsende. De lokale, afrikanske kulturer blev overvejende opfattet som uudviklede,

primitive og vilde; som samfund, der kun kunne forbedres gennem en vestlig, civiliserende mission.

Rejsenarrativer, eller travelogues, som Spekes Journal of the discovery of the source of the Nile,

hvorfra ovenstående citat stammer, spillede i denne periode en væsentlig rolle i at formidle viden til

et vestligt publikum om ikke-vestlige samfund og kulturer. De medvirkede til at give ”...European

reading publics a sense of ownership, entitlement and familiarity with respect to the distant parts of

the world that were being explored, invaded, invested in, and colonized. (….) They [travel books]

created a sense of curiosity, excitement, adventure, and even moral fervor about European

expansionism.” (Pratt, 1992, s. 3)

Godt 150 år senere, i 2012, rejser Anna, en ung, dansk kvinde, til Uganda, for her at tilbringe tre

måneder som frivillig. Afrika er naturligvis ikke længere den uudforskede ”hvide plet” på kortet, 1 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/11/afrikansk-mentalitet.html

1

som det 19. århundredes opdagelsesrejsende begav sig ind i. Ikke desto mindre synes myten om

”det mørke kontinent” at være sejlivet: Billeder af sult, nød, krig og fattigdom, men også det

eksotiske, det dragende, det autentiske og det anderledes indtager til stadighed en markant position i

mediernes repræsentation af Afrika (Bonsu, 2009; Brantlinger, 1985; Spurr, 1994). For unge,

vestlige rejsende, som eksempelvis Anna, fungerer sådanne billeder som en væsentlig del af

motivationen for at vælge Afrika som deres destination, hvad enten det er som frivillig, som turist,

eller som ”ægte” rejsende. For at videreformidle sine rejseoplevelser, og sine indtryk af den lokale

kultur, gør Anna brug af en rejseblog på internettet. Med direkte reference til rejseblogs, og

mulighederne for herigennem at påvirke og reflektere mere overordnede samfundsmæssige

diskurser, bemærker Betsy A. Pudliner følgende: ” Our world perhaps is best understood through

the eyes and creative writing of the tourist.” (2007, s. 50)

På trods af tidsspændet mellem de to citater er de således på en række punkter sammenlignelige.

Begge repræsenterer de genrer indenfor kategorien rejselitteratur, henholdsvis travelogues (Speke,

1863) og rejseblogs (Annas rejse i Uganda, 2012); genrer, med et fælles udgangspunkt i

dagbogsformen. Begge har de Afrika som deres geografiske emne, og begge er de udtryk for et

personligt perspektiv på afrikanere, afrikansk kultur, og afrikansk mentalitet. Bag begge citater står

en forfatter, der, som baggrund for sine formuleringer, har taget udgangspunkt i egne oplevelser

som rejsende i Afrika; oplevelser, der, som i de konkrete citater, anvendes til at udtale sig på et

mere generelt niveau om den besøgte kultur. Oven i dette kommer formidlings- og

disseminationsperspektivet: Både Speke og Anna skriver med et publikum for øje; med et ønske om

at fortælle en historie; om at dele deres rejseoplevelser med andre. For Spekes vedkommende drejer

dette sig om den brede offentlighed; læserne hjemme i England. For Anna er teksterne i hendes

rejseblog først og fremmest rettet mod familie og venner i Danmark. Alligevel kan begge

formidlingsmedier; en travelogue og en rejseblog, anskues som en form for offentlige dagbøger,

hvis’ indflydelse potentielt rækker ud over deres respektive forfatteres personlige tanker, følelser og

holdninger (Holland & Huggan, 1998, s. xiii; Lisle, 2006, s. 22). Hvilket bringer mig til mit

overordnede emne: Dette speciale handler om rejselitteratur, og mere specifikt rejselitteratur om

(det centrale, sub-Sahara) Afrika. Udgangspunktet er en komparativ analyse af henholdsvis

passafer fra to travelogues fra sidste halvdel af det 19. århundrede; førnævnte John Hanning Spekes

Journal of the discovery of the source of the Nile fra 1863 og Henry M. Stanleys Through the Dark

Continent; or the sources of the Nile, around the great lakes of equatorial Africa, and down the

Livingstone River to the Atlantic Ocean fra 1878, og en række rejseblogs fra det 21. århundrede.

2

Mit primære fokus vil være at belyse, hvordan vestlige travelogues og rejseblogs kan fungere på

linie med andre former for kulturformidling, og hvordan disse to rejselitterære genrer bidrager til og

reflekterer tidstypiske opfattelser af, og diskurser om ikke-vestlige – afrikanske – kulturer, og på

samme tid også tegner et billede af forfatternes egen, vestlige kultur.

2. Problemformulering

Som beskrevet af bl.a. Holland og Huggan (1998), Lisle (2006), Pratt (2008), Said (2002) og Spurr

(1993) er den typiske opfattelse af rejselitteratur, at det er en genre, der først og fremmest er

kendetegnet ved beskrivelser af eventyrlige, spændende, finurlige eller farverige oplevelser

undervejs på rejser, undertiden med et intimt og nysgerrigt blik på den besøgte kultur. Genren ses

derfor i mindre grad som et medie, hvorigennem der kommunikeres politiske agendaer, ideologiske

overbevisninger og kultur-, og samfundsorienterede holdninger og meninger. Alligevel, påpeger

flere af de ovenfor nævnte forfattere, eksisterer den rejselitterære genre på ingen måde i et univers

adskilt fra politiske og ideologiske sfærer og diskurser, og man skal derfor ikke, med Edward Saids

ord, formode, at den er ”uskyldig” (2002, s. 54).

Dette gør sig ikke mindst gældende ud fra et historisk perspektiv: “Historically, travel writing

participated in the international realm by disseminating the goals of Empire: stories of ‘faraway

lands’ were crucial in establishing the unequal, unjust and exploitative relations of colonial rule.”

(Lisle, 2006, s. 1) Personlige rejseblogs synes, i Molz’ (2012) udlægning, primært at være

kendetegnet ved et fokus på fællesskab, på glæden ved mangfoldige muligheder og muligheder for

mangfoldighed, på socialitet på tværs af grænser, tid og sted. Disse kendetegn synes umiddelbart at

stå i kontrast til Victoriatidens travelogues og deres mere explicitte imperialistiske præg, som

udtrykt i Lisles citat ovenfor. Et relevant spørgsmål er derfor, om denne karakteristik af rejseblogs

er korrekt: Hvis rejselitteratur, som Lisle påpeger, historisk set har medvirket til at udbrede politiske

ideologier, gør denne tendens sig så også gældende i en udpræget nutidig, kulturformidlende,

rejselitterær genre som rejseblogs?

En væsentlig bestanddel i næsten alle rejsefortællinger, hvad enten de omhandler nære eller fjernere

destinationer, er mødet med en anden, måske radikalt anderledes, kultur. Samtidig vil fortællingerne

uundgåeligt bære præg af den kulturelle, ideologiske og politiske bagage, den rejsende bringer med

sig hjemmefra. Denne bagage vil i mange tilfælde blive forstærket i sit udtryk ved mødet med

kontraster og forskelle mellem egen og den besøgte kultur. Forskelle er således et centralt aspekt for

turister og rejsende, og, som følge heraf, også i den tilknyttede rejselitteratur. Når oplevelser,

3

begivenheder, den besøgte destinations kultur, dens natur og dens befolkning beskrives, hvad enten

det er i traditionel bogform som travelogues, eller digitalt som rejseblogs, er forskelle mellem ude

og hjemme, egen og ny kultur, ”os og dem” således ofte i spil (Pudliner, 2007, s. 50). Der synes

derfor at være en dynamik mellem disse oppositioner, affødt at mødet med en anden kultur, der kan

fungere som et slags barometer for vores måde at opfatte og repræsentere den Anden, i dette

tilfælde afrikaneren og hans eller hendes kultur, på. Der er dog et yderligere interessant aspekt ved

den rejselitterære genre; et, der er særligt interessant i forhold til mit udgangspunkt i en komparativ

analyse. Hvis, som Lisle argumenterer for, meget af nutidens rejselitteratur stadig er præget af en

”colonial vision” (2006, s. 3-4), må dette nødvendigvis også fortælle noget om de diskurser og

samfundstendenser, der gør sig gældende for den vestlige verden.

At rejselitteratur på denne måde kan kaste lys over ikke bare de, på rejser, besøgte og oplevede

kulturer og samfund, men samtidig også over den rejsendes hjemlige kultur, er således den primære

årsag til, at jeg finder emnet ikke bare interessant, men også relevant. Hvis rejselitteratur reflekterer

og påvirker diskurser i vores nutidige vestlige samfund, hvoraf nogle af dem synes at stå i

forbindelse med tidligere tiders rejselitterære bearbejdninger af dynamikken i dem-os relationen,

kan denne genre være en kilde til forståelsen af mere end en eksotisk og anderledes kultur.

Rejselitteratur vil potentielt kunne fortælle noget om hvordan verden er sat sammen. Med Lisles

ord: “Travel writing shapes and influences the way we understand the world.” (2006, s. 11)

Dette fører frem til følgende spørgsmål:

Hvordan kan vestligt rejselitteratur; specifikt travelogues og rejseblogs, påvirke og reflektere

offentlige diskurser om ikke-vestlige kulturer; specifikt Afrika, og om egne, vestlige kulturer?

Hvordan italesættes og repræsenteres forskelle mellem ”dem og os” i henholdsvis travelogues

fra sidste halvdel af det 19. århundrede, og rejseblogs, fra det 21. århundrede?

2.1 Emneafgrænsning

Rejselitteratur er i princippet en bred samlebetegnelse for en række indbyrdes relaterede genrer, der

dog kan antage vidt forskellige former. Det fordrer derfor en høj grad af selektivitet både at

udvælge empirisk kildemateriale og litteratur, men også at afgrænse selve emnet.

Indenfor fiktionens verden findes der en stor mængde litteratur, der har karakter af rejsefortællinger,

som eksempelvis Mark Twain’s Huckleberry Finn og Jonathan Swift’s Gulliver’s Travels. Grænsen

4

mellem fiktion og fakta synes dog til tider at være noget flydende, som hos Hemingway i The

Snows of Kilimanjaro og hos Jack Kerouac i On the Road. Selvom jeg i min analyse ikke kan undgå

at komme omkring denne såkaldt flydende grænse, har jeg, for at afgrænse emnet og gøre min

mængde af materiale overskuelig, valgt at beskæftige mig med rejselitteratur, der anses for at være

faktuelle og virkelige beskrivelser.

Yderligere har jeg valgt at belyse den del af rejselitteratur, der med et dansk ord kan kaldes

rejsefortællinger, eller, på engelsk, travelogues: Personlige beskrivelser af en rejsendes oplevelser,

ofte formuleret i dagbogsform og skrevet undervejs på rejsen, eller, som tilfældet er med både

Speke og Stanleys tekster,.forfattet efter hjemkomsten på baggrund af dagbøger ført i løbet af

rejsen. Instruktive rejseguides, som eksempelvis Lonely Planet og Politikens Turen går til, har jeg

fravalgt at inddrage direkte i teksten.

Etnografier, forfattet under antropologers feltarbejde, kan opfattes som en type professionel

rejselitteratur. Denne genre har jeg valgt ikke at anvende som empirisk materiale, idet etnografier

netop er professionelle kulturanalyser. De falder derfor udenfor mit primære fokus, der, som

allerede påpeget, tager udgangspunkt i ikke-professionelle, ”almindelige” individers

rejsefortællinger. En relevant indvending her kunne være, at Speke og Stanley på sin vis har

fungeret som deres tids antropologer, idet deres beskrivelser af diverse afrikanske samfund og

kulturer på mange måder er beslægtede med etnografier (Pratt, 2008, s. 62). Ikke desto mindre var

dette ikke den primære, forudgående motivation for deres ekspeditioner, ej heller noget de rent

fagligt var uddannede i, og jeg opfatter dem derfor ikke, i dette speciale, som professionelle

kulturforskere.

Rejselitteratur har en tæt relation til visuelle medier. Datidens travelogues indeholdte typisk

illustrationer, der ledsagede beskrivelser af en specifik episode, samt ikke mindst etnografisk

orienterede tegninger af lokale kulturer, som eksempelvis hos Speke (1863) og Stanley (1878). I det

20. og 21. århundrede spiller fjernsynsmediet en ganske betydningsfuld rolle i formidlingen af

rejsefortællinger. I forbindelse med rejseblogs er visuelle medier; fotografier, egne videooptagelser,

links til videoer på YouTube, i princippet slet ikke til at komme uden om: De er en betydningsfuld

og integreret del af denne formidlingsform (Molz, 2012, s. 68). Alligevel har jeg fravalgt at

beskæftige mig med denne visuelle side af rejselitteraturen. Den er et studie; et speciale for den sags

skyld, i sig selv, og kun at komme perifært omkring den, ville være at gøre dens betydning uret.

Den historiske og geografiske emneafgrænsning i dette speciale er tæt knyttet sammen og foretaget

på baggund af hvilke områder og perioder, der fungerer bedst, i forhold til at kaste lys over min

5

problemformulering. Det første anerkendte rejselitteratur stammer, ifølge Moolla (2013), fra den

tidlige middelalder, hvor særligt de arabiske lande, samt Kina og Japan, var blandt de første til at

bidrage til genren (Moolla, 2013, s. 3-4). Da det naturligvis ikke er muligt at dække hele

verdenshistoriens rejselitterære bedrifter, har jeg valgt at belyse travelogues fra sidste halvdel af det

19. århundrede – for Storbrittanien det Imperiale Århundrede (Cain & Hopkins, 1987) - i en

komparativ analyse i forhold til nutidens – det 21. århundredes – rejselitterære materiale, med et

overordnet fokus på rejseblogs. I forhold til den geografiske afgrænsning har jeg valgt at fokusere

på rejselitteratur om Afrika; specifikt omhandlende lande i det centrale sub-Sahara Afrika. Den

primære baggrund for valget af dette (meget omfangsrige) område er, ganske simpelt, at det er her

både Speke og Stanleys travelogues; teksterne som strukturelt set indleder specialets analysedel,

hovedsagligt udspiller sig.

Det er væsenligt for mig her at pointere, at dette ikke er hverken et historie-, eller et

geografispeciale. Jeg vil derfor ikke gå i dybden med detaljer vedrørende historiske begivenheder

eller geografiske forhold. Begge aspekter er dog nødvendige og af stor betydning for den

kontekstuelle forståelse, og mit speciale bærer således også i høj grad præg af en tværfaglighed.

Slutteligt, og igen med reference til min problemformulering, ligger mit fokus på Afrika set med

vestlige øjne, hvilket betyder, at mit empiriske grundlag udgøres af rejselitteratur forfattet af

personer fra den vestlige verden. Jeg har derfor ikke inddraget rejselitterære tekster skrevet af

afrikanere, eller andre ikke-vestlige kulturer, selv, som eksempelvis Mary Louise Pratt (2008) i høj

grad gør. Jeg er bevidst om at sådanne ”modsvar” fra 3. verdens-, og/eller tidligere koloniserede

lande udgør en væsentlig bestanddel af postkoloniale studier; en retning mit speciale i sagens natur

læner sig tæt op af, men da jeg ikke har mulighed for at repræsentere disse tekster fyldestgørende,

har jeg valgt helt at udelade dem.

3. Metode

Som beskrevet i problemformuleringen, er mit speciale baseret på en antagelse af, at vestligt

rejselitteratur er en genre, der både påvirker og reflekterer bredere samfundsmæssige diskurser;

dette både i forhold til repræsentationer af ikke-vestlige kulturer, og opfattelser af egen kultur.

Måden jeg har valgt at gribe emnet an på, er at foretage en komparativ analyse, baseret på udvalgte

empiriske eksempler indenfor den rejselitterære genre, fra to forskellige, historiske perioder. Mit

valg af den første periode, sidste halvdel af det 19. århundrede, er i og for sig en logisk konsekvens

af mit valg af Afrika, som det, i rejselitteraturen, behandlede geografiske område.

6

Det Britiske Imperium var på dette tidspunkt på sit højeste, hvilket medfører at forskelle mellem

ude og hjemme; dem og os, sættes på spidsen, også i rejselitteraturen. De victorianske

opdagelsesrejsende, og deres forfatterskaber, er derfor et illustrativt, og også ofte anvendt

udgangspunkt for analyser af – oprindelsen til – den vestlige verdens repræsentation af Afrika og

afrikansk kultur, og ikke-vestlige kulturer i det hele taget. På dette punkt læner jeg mig derfor op af

en række andre tekster med et tilsvarende udgangspunkt (Andersen, 2010; Korte, 1996; Lisle, 2006;

Moolla, 2013; Pratt, 2008; Spurr, 1993) Jeg har valgt at belyse passager fra Speke (1863) og

Stanleys (1878) travelogues kronologisk og separat fra hinanden. Rejsefortællinger fra denne

periode er generelt overordenligt omfattende værker på mange hundrede sider, der nogen gange

strækker sig over flere bind. Et eksempel er netop Stanleys Through the Dark Continent (1878), der

består af to bind på hver godt 600 sider - Andersen refererer til Stanleys tekster som ”monstrøse” i

omfang (2010, s. 39). Heraf følger, at det kræver både tid og plads at koncentrere sig om, og gå i

dybden med, sådanne værker, og jeg har derfor fundet det mest ansvarligt at holde dem adskilt fra

hinanden.

Det kan synes at jeg giver en række forskellige eksempler fra Speke og Stanleys travelogues, der i

bund og grund udtrykker det samme – en diskurs, hvis essens ikke ændrer sig væsentligt. Denne

tilgang er dog helt igennem bevidst, og udtrykker en pointe, som også findes hos Pratt og Spurr: At

den imperialistiske ideologi og kolonialismediskursen har flere ansigter, og formidles på mange

forskellige måder, med forskellige sproglige strategier (Pratt, 2008, s. 12; Spurr, 1993, s. 4).

Som nævnt ovenfor, er de to travelogues kendetegnet ved deres massive omfang. Samtidig dækker

indholdet i dem begge emner og områder, der ikke er af direkte relevans for min

problemformulering. Væsenligt i denne sammenhæng er derfor også, at det ikke er muligt for mig

her at foretage en udtømmende analyse af de to valgte travelogues: Dette speciales omfang, samt

ikke mindst mit valg af emne, udelukker dette. Hvad jeg derimod vil belyse er passager, der

illustrerer hvordan de to engelske opdagelsesrejsende, som repræsentanter for en vestlig kolonimagt

og dermed en imperialismeideologi, opfatter Afrika, afrikanere og afrikansk kultur, og herigennem

også den hjemlige, vestlige kultur. Centralt står deres betoning af forskellighed; af Afrikas

’andethed’, set i forhold til den vestlige verden, eller mere specifikt, England. Som Spurr bemærker:

For the colonizer as for the writer, it becomes a question of establishing authority

through the demarcation of identity and difference. Members of a colonizing class

7

will insist on their radical difference from the colonized as a way of legitimizing their

own position in the colonial community. (1993, s. 7)

Jeg har til denne første analysedel valgt at tage udgangspunkt i netop David Spurr, hvis fokus på

retorikken i kolonialismediskursen er velegnet som et kritiske værktøj i forbindelse med det 19.

århundredes rejselitteratur. Tilsvarende vil jeg anvende nogle af Pratts (2008) centrale begreber og

analyseredskaber.

Hvor specialets første analysedel; Travelogues fra sidste halvdel af det 19. århundrede, er bygget op

omkring Speke og Stanleys værker, har jeg i den anden analysedel omhandlende det 21.

århundrede, valgt en anden metodisk tilgang, og ikke mindst en anderledes anvendelse af det

empiriske materiale, som først og fremmest udgøres af rejseblogs. At blogge er en aktivitet, der er

kendetegnet ved en tæt forbindelse med konkrete, dagligdagspraksisser i det moderne samfund; de

overlapper og flyder sammen. Som Jennie German Molz beskriver i sammenhæng med sit koncept

”mobil socialitet”, muliggør nye mobile teknologier, at man kan skabe og opretholde kontakt med

sociale netværk, venner og familie undervejs, samtidig med man er involveret i andre sociale

praksisser, eksempelvis rejseaktiviteter (2012, s. 71) . Jeg har derfor valgt at lade denne tendens

afspejle sig i opbygningen af dette femte afsnit. Frem for, som med Speke og Stanleys travelogues,

at belyse de enkelte blogs separat fra hinanden, er empirien flettet ind i selve teksten, som relevante

og aktuelle eksempler på det diskuterede. Dette skal ses i sammenhæng med forskellen på de

victorianske opdagelsesrejsendes status som offentlige, ”kendte” personer, og rejseblog-forfattere,

hvoraf mange, også dem jeg har udvalgt, må opfattes som almindelige og ”ukendte” personer. Godt

nok har de valgt at lægge deres rejsedagbøger ud offentligt på internettet, men jeg har ikke, som for

Speke og Stanleys vedkommende, adgang til andre informationer om disse rejsende, end hvad jeg

kan læse på deres blogs. At jeg ikke går i dybden med de enkelte rejseblogs skyldes også hensynet

til de statistiske forhold. Antallet af rejseblogs gør det vanskeligt og problematisk at udvælge

enkelte som repræsentative for de, i dette speciale, belyste spørgsmål. Som et illustrativt og relevant

eksempel kan det nævnes, at en Google-søgning på ”Africa travel blog” genererer 528 millioner

resultater ud fra disse søgeord.2 Jeg har derfor vurderet, at den valgte struktur skaber et mere reelt

helhedsbillede af rejsebloggen og dennes funktioner.

I forlængelse af ovenstående har jeg struktureret hele afsnittet om rejselitteratur i det 20. og 21.

århundrede ikke kun ud fra eksplicit rejselitteratur og rejseblogs, men også ud fra to kontekstuelle

2 Søgningen er foretaget d. 29.12.2013

8

temaer: Turisme og autenticitet. Mit formål med dette er at belyse, hvordan nutidens rejselitteratur

ikke eksisterer i et vakuum, men interagerer, påvirker og reflekterer en række tendenser i det

vestlige samfund. Som det også gjorde sig gældende for det 19. århundredes travelogues, kan

rejseblogs (Miller & Shepherd, 2004) illustrere nogle af de kulturelle, politiske og sociale

diskursive strukturer verden i dag er præget af. Som i analyserne af Speke og Stanleys værker, er

mit fokus, i forbindelse med rejseblogs, først og fremmest på indhold og repræsentation, og i

mindre grad på form og funktion. Ikke desto mindre spiller de sidstnævnte to aspekter en essentiel

rolle for forståelsen af især rejseblog-genren, og af denne grund har jeg valgt også at redegøre for,

og belyse, bloggens rolle og mulige funktioner i forhold til kommunikation og socialitet (Molz,

2012). Ligeledes indeholder både femte og sjette afsnit et underafsnit, der belyser en række mere

generelle, formelle kendetegn ved henholdsvis travelogues, og ved rejseblogs. I denne forbindelse

skal det påpeges, hvordan disse to underafsnit en væsentlig del af fundamentet for min metodiske

tilgang; den komparative analyse. Det er således heri, at jeg redegør for nogle af de form-mæssige

karakteristika, der gør det muligt på en meningsfuld måde at sammenligne de to rejselitterære

genrer, på trods af de forskelle, der findes mellem dem. I relation til dette komparative aspekt skal

det understreges, at når jeg gennem hele teksten har valgt at behandle rejseblogs som litteratur,

skyldes det det før omtalte fundament bloggen har i dagbogsformen. Mit perspektiv på rejseblogs

stammer således fra en kombination af form (dagbogen; journalen) og indhold (rejsebeskrivelser og

–fortællinger).

I forbindelse med citater fra, og referencer til rejseblogs har jeg rent praktisk, ud over

kildeangivelsen i litteraturlisten, angivet det direkte link til det pågældende sted i rejsebloggen, i

fodnoterne.

3.1 Empiri

Empirien i dette speciale udgøres helt overordnet af rejselitteratur: Travelogues og rejseblogs.

I afsnittet omhandlende rejselitteratur i det 19. århundrede er mit empiriske grundlag to travelogues

af to berømte victorianske opdagelsesrejsende: John Hanning Spekes Journal of the discovery of

the source of the Nile fra 1863 og Henry M. Stanleys Through the Dark Continent; or the sources of

the Nile, around the great lakes of equatorial Africa, and down the Livingstone River to the Atlantic

Ocean fra 1878. Mit valg af disse to værker er baseret på deres repræsentative karakter, som typiske

eksempler på periodens fremherskende diskurs om ikke-vestlige samfund. Ydermere er de med til at

9

understrege datidens udprægede maskuline perspektiver på både den vestlige, og den omgivende

verden (Pratt, 2008, s. 209).3

Gældende for både Speke og Stanleys travelogue er, at de kan siges at bestå af to integrerede dele:

Et handelsmæssigt, økonomisk, og naturvidenskabelig, herunder etnografisk, deskriptivt forløb, og

et mere personligt, narrativt forløb. Denne opdeling er, ifølge Pratt typisk for denne periodes

travelogues (Pratt, 2008, s. 62).

Til grund for Spekes værk ligger en tre år lang rejse (1860 til 1863) fra Bagamoyo på Tanzanias

kyst til Gondokoro i det nuværende Sydsudan. Traveloguen er i store træk en lang fortælling om

daglige strabadser i fremmed og ugæstfrit terræn, og ikke mindst, om mødet med de ”primitive”

afrikanske stammer, deres konger og høvdinge, og deres ’barbariske’ skikke og traditioner. Det er

således især de sidste elementer i Spekes travelogue, jeg i analysen vil beskæftige mig med.

Hvor Speke, i sine beskrivelser af afrikanerne, er ganske eksplicit omkring hvad han mener om

denne ”primitive” race, kan Stanley siges at være mere diplomatisk. Ifølge både Youngs (1994) og

Andersen (2010) skyldes dette dog ikke nødvendigvis, at hans syn på Afrikanerne adskiller sig

nævneværdigt fra Spekes, men i højere grad, at Stanley er meget optaget af det billede han, gennem

sig travelogue, tegner af sig selv. Som sådan danner hans værk derfor et meningsfuldt

sammenligningsgrundlag for den selviscenesættelse og selveksponering, der er kendetegnende for

nutidens rejseblog, og blog-kultur i det hele taget. Emnet for Stanleys travelogue er en rejse

foretaget i årene 1874-77, fra Zanzibar til Congoflodens udmunding ved Atlanterhavets kyst.

Ekspeditionens primære formål var at kortlægge Nilsystemets udspring gennem en omsejling af

Victoriasøen, og således endelig skabe klarhed over dette, for europæerne, geografiske mysterium.

Det skal bemærkes, at jeg af hensyn til omfang og overskuelighed har valgt kun at arbejde med

andet bind af Stanleys travelogue, i analysen. Ved starten af denne tekst er Stanley således allerede

nået til Ujiji, i det vestlige Tanzania.

I specialets 6 afsnit udgøres empirien først og fremmest af rejseblogs. Med undtagelse af en enkelt;

den i indledningen citerede Annas rejse i Uganda, stammer alle mine blog-eksempler fra

rejseblogplatformen Travelblog.org. Alle blogs, med undtagelse af Annas fra 2012, omhandler

rejser foretaget i 2013/2014, af vestlige rejsende i de afrikanske lande syd for Sahara.

Overordnet synes rejseblogs at falde i tre kategorier: De personlige/intime, først og fremmest rettet

mod venner, familie og online-netværk; de professionelle rejsende, med mange læsere, eller følgere

3 Der findes dog også en række kvinder, der tog turen til Afrika, enten i selskab med deres mand, eller på egen hånd, og efterfølgende berettede om deres opdagelser i travelogues. Pratt lægger i Imperial Eyes (1992) stor vægt på også at inddrage sådanne kvindelige perspektiver.

10

(eksempelvis Where the hell is Matt4 5; Rolf Potts’ Vagabonding6 7). og de kommercielle,

eksempelvis forfattet af udsendte fra rejsemagasiner eller rejsebureauer (et eksempel på det sidste er

Go2Afrika, der ud over at sælge safarirejser også står bag en blog8). Ud fra denne typologi har jeg

valgt at inddrage eksempler fra den første kategori, idet de er af størst relevant for mit emne, der

netop har fokus på det personlige islæt. Som nævnt i metodeafsnittet, er det ikke min intention at gå

i dybden med de enkelte rejseblogs og de dertil knyttede skribenter; som privatpersoner (med

offentlige ”dagbøger”) er min adgang til informationer om personerne begrænset. Citater og

referencer til bloggene fungerer som netop empiri; som relevante eksemplificeringer til min teksts

emner. Jeg vil dog afslutningsvis fremhæve to blogs, jeg flere gange vender tilbage til: Førnævnte

danske Annas, om hendes ophold i Uganda som frivillig på et børnehjem og en række skoler, og

engelske Jennifer, ”Jenniferious”,9 der som medicinstuderende og backpacker kombinerer studie-

og rejseliv på sin vej gennem en række afrikanske lande. Hvor Jennifers blog, med de mange

firnurlige, humoristiske og umiddelbart positive beskrivelser af kulturelle forskelle Vesten og

Afrika imellem, er et godt eksempel på, hvad Debbie Lisle refererer til som en kosmopolitisk

vision, er danske Annas blog i højere grad et udtryk for en kolonialistisk vision (Lisle, 2006, s. 3-4).

Til forskel fra Jennifer, er Annas beskrivelser af afrikanerne ofte præget af frustrationer over, at

”tingene” her forgår noget anderledes end hjemme i Danmark, og at Afrika i det hele taget har lang

vej igen, for at leve op til europæiske standarder. På grund af kontrasterne mellem de to rejseblogs’,

og deres forfatteres, fokus og perspektiv, har netop disse to vist sig særligt illustrative i forhold til

mit emneområde.

3.2 LitteraturSom en konsekvens af mit emneområde, bærer mit litteraturgrundlag i dette speciale tilsvarende

præg af en vis tværfaglighed, dog først og fremmest indenfor de humanistiske og

samfundsvidenskabelige studier; eksempelvis antropologi og turismestudier. Da jeg ikke har

mulighed for at gennemgå samtlige poster på min litteraturliste, vil jeg i steder her præsentere nogle

enkelte af de tekster, der kvantitativt, og ikke mindst kvalitativt, spiller en væsentlig rolle i mine

analyser.

4 http://www.wherethehellismatt.com/ 5 Se iøvrigt Molz (2012, s. 110-113) for en grundig analyse af Where the hell is Matt.6http://www.vagablogging.net/ 7 Se Pudliner (2007, s. 50) for en nærmere beskrivelse af Rolf Potts’ rejseblog8 http://www.go2africa.com/africa-travel-blog/list9http://www.travelblog.org/Bloggers/Jenniferious/

11

Mary Louise Pratts Imperial Eyes: Travel Writing and Transculturation, første gang udgivet i 1992,

har for mig været en af de vigtigste nøgler til at forstå rejselitteraturens betydning i en bredere

kontekst. Det overordnede tema hos Pratt er ”...how travel books written by Europeans about non-

European parts of the world created the imperial order for Europeans ”at home” and gave them their

place in it.” (2008, s. 3) Gennem bogen argumenterer hun således for hvordan rejsebøger gav de

europæiske læsere en følelse af kendskab, men også ret til og ejerskab af de fjerne destinationer,

som imperiets opdagelsesrejsende ”...explored, invaded, invested in, and colonized.” (2008, s. 3)

Pratts analyser af rejsebeskrivelser dækker, både geografisk og historisk, et større område end jeg

har til hensigt at gøre i dette speciale. Hendes udgangspunkt er midten af det 18. århundrede, og hun

inddrager, ud over rejsende i Afrika, også udforskningen af Sydamerika. Når jeg alligevel har valgt

at anvende hendes tilgange og resultater som et af de bærende analyseværktøjer i forhold til mit

emne, skyldes det, at at hun gennem bogen identificerer en række centrale begreber, der kan

anvendes på en meningsfuld måde, trods forskelle i tid og sted. I det hele taget er Pratt svær at

komme uden om i forhold til analyser af rejselitteratur, hvor fokus er på beretninger fra ikke-

europæiske lande. Hvad enten man vælger at lægge sig op af hende, og arbejde videre med hendes

perspektiver og argumentationer (Holland & Huggan, 1998; Lisle, 2006; Spurr, 1993; Youngs,

1994), eller man forholder sig mere kritisk til hendes resultater (Andersen, 2010), vidner de mange

referencer om, at Imperial Eyes er et indflydelsesrigt værk indenfor postkoloniale studier.

David Spurrs The Rhetoric of Empire: Colonial Discourse in Journalism, Travel Writing, and

Imperial Administration (1993) hører som Pratts tekst hjemme indenfor postkoloniale studier.

Gennem hele teksten trækker Spurr paralleller mellem især det 19. århundredes vestlige

repræsentationer af ikke-vestlige kulturer, og sådanne repræsentationer i deres mere nutidige

versioner. Hans primære fokus er, som bogens title antyder, på retorikken i den imperialistiske

ideologi, som den tager sig ud i de tekster, han knytter til denne politiske tankegang. Med Spurrs

egne ord vil han “…describe the aspects of this language which survive beyond the classic colonial

era and which continue to color perceptions of the non-Western world.” (1993, s. 8) Analyserne i

The Rhetoric of Empire er stuktureret ud fra tolv retoriske måder (”modes”) at skrive om ikke-

vestlige folk på (1993, s. 3), hvoraf jeg, særligt i min analyse af Spekes travelogue, gør brug af en

række af dem. Ordlyden af disse 12 måder giver i sig selv et godt indtryk af Spurrs

interesseområder, hvorfor jeg tillader mig at gengive dem her uden yderligere forklaring (på

tekstens originalsprog): ”Surveillance; Appropriation; Aestheticization; Classification; Debasement;

Negation; Affirmation; Idealization; Insubstantialization; Naturalization; Eroticization; Resistance”

12

(Spurr, 1993). En ting, der særligt er værd at bemærke ved Spurr er, som han selv påpeger i sin

indledning, at hans tilgang er kraftigt inspireret af Frankfurterskolens kritiske teori. Dette viser sig

ved, at der gennem hele bogen er hentydninger til mediernes manipulerende rolle i at opretholde

status quo, at sikre og bevare vestlige institutioners magt, og i at (gen-)implementere en

kolonialismediskurs i nutidens vestlige samfund.10

En af de få, der specifikt har beskæftiget sig med rejseblogs er Jennie Germann Monz, der i Travel

Connections fra 2012 fokuserer på, hvilken rolle de nye digitale, mobile medier spiller for turister

og rejsende. Rejseblogs kan, ifølge Molz, belyses ud fra to relaterede perspektiver: For det første

kan rejseblogs analyseres som dagbøger; narrativer eller repræsentationer. For det andet kan disse

blogs forstås som steder; sites, hvor social interaktion udspiller sig (Molz, 2012, s. 31). Molz

behandler først og fremmest det sidste perspektiv vedrørende social interaktion, og undersøger

dermed de forbindelser og netværk, der skabes gennem dette medie. Som hun selv udtrykker det: ”

[T]ravel blogs are not just online diaries, but sites that mediate, mobilize and moor social

interactions.” (2012, s. 31) Molz’ metode er at tage udgangspunkt i betydningsfulde værker

indenfor turismestudier, så som MacCannell (1989), Smith (1989), og Urry (1995), og derefter at

indkorporere de nye teknologiske udviklinger i de, i disse værker, formidlede perspektiver. Hendes

fokus er derfor ikke så meget på repræsentation og indhold, som det er på ”the ’doing’ of travel

blogging” og ”the ’sharing’ of stories” (2012, s. 70). Dette er en tilgang, der anskuer aktiviteter

forbundet med rejseblogging som ”...creative and productive practices that position travellers and

tourists not just as consumers, viewers or audiences, but as producers of experiences and media.”

(Molz, 2012, s. 70; min kursivering)11 Uden på nogen måde at underkende relevansen og værdien af

dette perspektiv, er mit fokus, som det allerede nu burde være klart, i højere grad på indhold frem

for form; på repræsentationen, herunder konstruktionen og reflektionen af ”Afrikabilleder”, og af

eget samfund og egen kultur, som de tager sig ud i denne dagbogsform. Molz’ bruger- og

brugsorienterede tilgang til rejseblogs er dog unægteligt og uundgåeligt også af stor relevans som

forståelsesramme for denne nutidige metode til at formidle rejsebeskrivelser på.

Den sidste tekst jeg her kort vil præsentere, er Debbie Lisles The Global Politics of Contemporary

Travel Writing fra 2006. Øverst på hendes agenda står at påvise forbindelser og gensidige

påvirkninger mellem globale politiske diskurser og vor tids rejselitteratur: “[T]he quasi-fictional

genre of travel writing is at least as useful for understanding issues of international importance as

10 Se eksempelvis følgende passager (Spurr, 1993, s. 8; s. 25), der specifikt omhandler mediernes indflydelse. 11 Molz’ beskrivelse af blogging-aktiviteter står i relation til Axel Bruns’ redegørelse af ”produsers” og ”produsage” (Bruns, 2007).

13

the policy documents, government press releases, parliamentary debates and media stories that are

usually privileged in this context.” (Lisle, 2006, s. 1) Selvom Lisle overordnet fokuserer på nyere

tids rejselitteratur, har jeg anvendt hendes tekst i begge mine analysedele, idet hun, som en del af

sin argumentation, også trækker paralleller til kolonitidens travelogues. Af særlig relevans for mit

emne er de to, allerede nævnte, perspektiver, hun identificerer i moderne rejselitteratur: ”The

colonial vision” og ”the cosmopolitan vision” (Lisle, 2006, s. 3). Tilsammen fungerer de, i hendes

tekst som en forklaringsmodel for, hvordan en kolonialismediskurs stadig gør sig gældende den dag

i dag.

4. Teori

Mit teoretiske udgangspunkt er, at en travelogue, eller en rejseblog, er et kulturelt produkt. Som

beskrivet af Lisle, kan et kulturelt produkt, ud fra en diskursiv tilgang, ikke forstås isoleret fra dets

sociale og politiske kontekst: Produktet både reflekterer og producerer disse kontekster (Lisle, 2006,

s. 17). Heraf følger, at mit teoretiske grundlag, og rammen indenfor hvilket mine analyser skal

forstås, overvejende udgøres af en kombination af postkolonial teori, diskursanalyse, og

socialkonstruktionisme. Denne sammensætning er på ingen måde usædvanlig; både Lisle (2006),

Pratt (2008) og Spurr (1993) redegør fra start i deres respektive indledninger for, hvordan disse to

teoretiske retninger ligger til grund for deres analyser.

Postkolonial teori er en retning, der er ganske vanskelig at definere, først og fremmest på grund af

dens tværfaglige karakter. Dette skal ses i sammenhæng med, at selve begrebet postkolonialisme i

sig selv, og med Barbara Kortes ord, er et problematisk paraplykoncept, idet det...

blurs important distinctions between former colonies: those between settled and

conquered colonies, between colonies that became independent early or late in the

twentieth century, or between postcolonial cultures now located in the so-called Third

and those in the First World. The term also disguises the problematic relationship

between dominant and subaltern groups within postcolonial societies themselves,

notably that between European settlers and indigenous populations. (Korte, 1996, s.

152-153)

De teoretiske udviklinger, der knytter sig til begrebet postkolonialisme kan således anvendes både

indenfor litteraturstudier, antropologi, psykologi, og samfunds-, og humanistiske videnskaber i det

14

hele taget. Postkolonial teori, og de dertil knyttede begreber beskæftiger sig først og fremmest med

de dominansforhold kolonialisme og imperialisme har skabt, og som flere steder stadig spiller en

rolle i relationerne mellem tidligere kolonier og kolonimagter (Spurr, 1993, s. 7). Et eksempel

findes hos Pratt, der i forbindelse med hendes analyse af rejselitteratur redegør for tre

interrelaterede begreber, der alle har postkolonialisme som deres centrale omdrejningspunkt:

kontaktzone, anti-erobring; eller anti-conquest og så autoetnografi; som nævnt i

afgrænsningsafsnittet. Pratt anvender begrebet anti-conquest til at referere til de

repræsentationsstrategier, hvormed ”...European bourgeois subjects seek to secure their innocence

in the same moment as they assert European hegemony.” (2008, s. 9) Den primære protagonist for

dette begreb er således den mandlige, hvide europæer; “…he whose imperial eyes passively look

out and possess.” (ibid.) En kontaktzone er et begreb, der i højere grad vedrører dialektikken i

tværkulturelle møder, som det tager sig ud mellem vestlige rejsende og ikke-vestlige kulturer på en

given destination. Pratt definerer en kontaktzone som ”the space of imperial encounters” (2008, s.

8), hvor folk der, historisk og geografisk, har været adskilt kommer i kontakt med hinanden og

etablerer vedvarende relationer; relationer, der ofte involverer tvang, ulighed og konflikt (ibid.).

Begrebet er således ideelt at anvende til beskrivelser af koloniale, eller postkoloniale, forhold.

Samlet set er Pratts begreber repræsentative for typiske interesseområder for postkoloniale studier,

og fungerer som sådan også som en del af rammen fra mit speciale. Undtagelsen er autoetnografier,

der som allerede nævnt, ikke udgør en del af mit emne.

Et navn der er vanskeligt at komme udenom indenfor studier i postkolonialisme, er Edward W.

Said, og ikke mindst hans Orientalisme fra 1978. Orienten, siger Said, er ikke et passivt faktum,

men derimod en menneskeskabt ide. Hertil lægger sig orientalismen, der i første omgang kan forstås

som en akademisk disciplin, ud fra hvilken forskere; antropologer, filologer, historikere etc., kan

udtale sig, og skrive om Orienten. Said bruger dog orientalisme i en mere generel forstand, som

”...en måde at tænke på, der er baseret på en ontologisk og epistemologisk sondring mellem

”Orienten” og (som regel) ”Occidenten”.” (Said, 2002, s. 28) Ifølge denne opfattelse gør

orientalisme sig ikke kun gældende indenfor de akademiske discipliner; det er en diskurs, hvis

indflydelse også gør sig gældende indenfor skønlitteratur, samfunds- og politiske beskrivelser af

Orienten, og også indenfor rejselitteratur. Med reference til Gramsci påpeger Said, hvordan det

politiske samfund ikke eksisterer adskilt fra, men derimod strækker sig ind i det civilesamfund

(2002, s. 37). Derfor vil kulturel eller akademisk viden, der er produceret i civilsamfundet, ofte

være under politisk indflydelse. Heraf følger, at kulturelle produkter, som eksempelvis travelogues

15

og rejseblogs, samt akademisk viden, omhandlende Afrika, også vil være farvet af den politiske

virkelighed (ibid.). Det er således også her, at det før omtalte fokus på dominansforhold kommer til

udtryk hos Said: ”Orientalismen”, påpeger han, ”...er med andre ord en vestlig metode til at

dominere, omstrukturere og få magt over Orienten.” (2002, s. 29) En af hans pointer er, at

mennesket skaber sin egen historie, og at det, som mennesket kan vide, er skabt af mennesket selv;

en opfattelse der, ifølge Said, må udvides til også at omfatte geografien (2002, s. 30). Overføres

dette til det geografiske emne for mit speciale, kan Saids perspektiv anvendes til at illustrere,

hvordan opfattelsen af kontinentet som ”det mørke Afrika” heller ikke er opstået på baggrund af

reelle fakta, men derimod er menneskeskabt. Afrika kan på denne måde siges at være blevet mørkt

på grund af dominansforhold; det var, fra Vestens side, nødvendigt at konstruere en underlegen

rolle til dette kontinent (Brantlinger, 1985).

Centralt i Saids værk står opfattelsen af Orienten som Europas; Vestens andethed; som det element,

Vesten definerer sig selv ud fra. Som sådan har orientalisme ”...mindre at gøre med Orienten end

med ”vores” verden.” (Said, 2002, s. 38) Erstatter man Orienten med Afrika, spiller denne

opfattelse en væsentlig rolle i mine analyser: Som beskrevet i problemformuleringen, er mit

udgangspunkt netop, at rejselitteratur reflekterer og påvirker ikke bare repræsentation af de besøgte

kulturer, men også af den rejsendes egen, vestlige kultur. Pratt udtrykker det på følgende måde:

”[E]mpires create in the imperial center of power an obsessive need to present and re-present its

peripheries and its others continually to itself. It becomes dependent on its others to know itself.

Travel writing [….] is heavily organized in the service of that need.” (2008, s. 4)

Said selv påpeger, hvordan han står i stor gæld til Michel Foucault (2002, s. 49), og dette bringer

mig til diskursanalyse; det sidste emne jeg skal belyse i dette afsnit. Et af de mest centrale aspekter i

mine analyser af rejselitteratur er, at undersøge og identificere de herigennem kommunikerede

diskurser. Når jeg i analysen refererer til en diskurs, er det i første omgang med udgangspunkt i

Foucaults brug af begrebet. Hans definition af en diskurs er, i Jørgensen og Phillips’ oversættelse:

”Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive

formation. (...Diskursen) består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere

mulighedsbetingelserne for.” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 22) Min anvendelse af begrebet er dog

mere specifik, idet jeg, særligt i forbindelse med det 19. århundredes travelogues, refererer til en

kolonialismediskurs, hvis’ definition jeg henter hos Spurr:

16

[L]iterary works once studied primarily for as expressions of Western ideals are now also

read as evidence of the manner in which such ideals have served in the historical process

of colonization. The particular languages which belong to this process, enabling it while

simultaneously being generated by it, are known collectively as colonial discourse.

(Spurr, 1993, s. 1)

De tolv måder at skrive om ikke-vestlige folk på, som nævnt i foregående afsnit, lægger sig således

direkte op af denne definition, som et slags repetoire til kolonialismediskursen. Som beskrevet

ovenfor hos Said, er repræsentationer af Afrika, og dermed også af den vestlige verden selv, ikke

faktuel og objektiv; sand, viden. I forbindelse med det socialkonstruktionistiske præmis, der ligger

til grund for Foucaults teorier om diskursbegrebet, siger Jørgensen og Phillips således: ”Sandheden

er en diskursiv konstruktion, og forskellige vidensregimer udpeger, hvad der gælder for sandt og

falsk.” (1999, s. 22) Det Foucault vil, siger Jørgensen og Phillips videre, er at gå bag om sådanne

vidensregimer og afdække de regler, der bestemmer hvad der kan ytres og ikke ytres; hvad der

anses for sandt eller falsk (ibid.) Gennem disse regler nedsænkes der så en (forestillet) orden over

en virkelighed, hvis orden i sig selv er vilkårlig (Foucault, 2006, s. 66). Som Lisle også udtrykker

det:

Acts of writing and speaking are given meaning through prevailing discourses and

actually do violence to the world because they are an imposition of ordered meaning on

an otherwise ambiguous reality. Travel writing is no exception: it organises the world

through a number of prevailing discourses, and sediments that world into a seemingly

incontrovertible reality. (Lisle, 2006, s. 12; original kursivering)

Et relevant eksempel er det 19. århundredes opdagelsesrejsendes klassifikation af afrikanerne som

værende på et lavere evolutionært trin i forhold til de hvide europæere. Speke går endda så vidt som

til at placere afrikaneren under fauna; dyreriget. Følgende citat af Spurr, i forbindelse med hans

belysning af Foucault, kan tilsvarende relateres til ovenstående eksempel: ”A statement can lay

claim to truth [....] only by obeying a discursive police. Within the realm of discourse, classification

performs this policing function, assigning positions, regulating groups, and enforcing boundaries.”

(1993, s. 63) Eksemplet er samtidig med til at understrege et andet centralt fokus hos Foucault:

Forbindelsen mellem magt og viden; to koncepter, der gensidigt forudsætter hinanden (Jørgensen &

17

Phillips, 1999, s. 23). Magten til at klassificere afrikanerne som tættere på dyr end på mennesker,

henter Speke fra (natur-)videnskabens verden; fra Charles Darwin.

Med den teoretiske ramme på plads vil jeg nu bevæge mig videre til specialets første analysedel;

rejselitteratur i sidste halvdel af det 19. århundrede.

5. Analyse: Travelogues fra sidste halvel af det 19. århundrede

I denne første analysedel vil jeg beskæftige mig med rejselitteraturen i det 19. århundrede, mere

specifikt den sidste halvdel af denne periode, med særligt fokus på Speke og Stanleys travelogues.

For at facilitere en forståelsesramme for de to værker, vil jeg indlede denne del med at belyse

travelogue-genrens karakteristika. For en historisk kontekst for disse værker se bilag 1.

5.1 Hvad er en travelogue?

Travelogues, forfattet af victoriatidens opdagelsesrejsende, spillede en betydningsfuld rolle for

konstruktionen og opretholdelsen af det 19. århundredes diskurs om den ikke-vestlige verden, og

dennes kulturer.

Although these titles [travelogues] do not figure in standard histories of Victorian

literature, such accounts of African exploration exerted an incalculable influence on

British culture and the course of modern history. It would be difficult to find a clearer

example of the Foucauldian concept of discourse as power or as "a violence that we do to

things." (Brantlinger, 1985, s. 177)

Da travelogues lægger sig tæt op af, og låner fra, andre litterære genrer, er det vanskeligt at give en

éntydig bestemmelse af denne form for rejsefortælling. The Concise Oxford Dictionary definerer en

travelogue som ”a film, book, or illustrated lecture about a person’s travels.” (1999) Endvidere

bemærkes det her, at begrebet stammer fra starten af det 20. århundrede, og bygger på ”the pattern

of monologue.” (min kursivering) Spekes og Stanleys travelogues er fra henholdvis 1863 og 1878,

og man har således ikke på dette tidspunkt anvendt denne betegnelse. Når jeg alligevel har valgt at

anvende travelogue, skyldes det, ud over den konsekvente brug af begrebet i den relevante

faglitteratur, dets tætte slægtskab med monolog (og dialog): Det fungerer som en understregning af

det personlige islæt; af det subjektive perspektiv. Den rejsende er allerede indkorporeret i begrebet

travelogue, hvilket tydeliggør, at sådanne værker ikke skal opfattes som objektiv, ’ren’

18

kulturformidling: ” [T]hey inevitably reveal the culture-specific and individual patterns of

perception and knowledge which every traveller brings to the travelled world.” (Korte, 1996, s. 5-6)

Det skal bemærkes, at begrebet travelogue ikke kun bliver anvendt i forbindelse med det 19.

århundredes rejseberetninger; Debbie Lisle (2006) bruger det tilsvarende til at referere til nutidens

rejselitteratur.

Barbara Korte præsenterer travelogues på følgende måde: “Even though the travelogue is a genre

not easily demarcated, a basic understanding of its characteristic features has evolved over the

centuries: accounts of travel depict a journey in its course of events and thus constitute narrative

texts (usually composed in prose)” (Korte, 1996, s. 1) Som oftest bliver travelogues skrevet efter

hjemkomsten, og kan på denne måde adskilles fra de rejsedagbøger, eller rejsejournaler, der bliver

ført under selve rejsen, og som senere danner grundlag for narrativerne. Det er disse narrative

tekster; rejsefortællinger, jeg refererer til som travelogues. Korte påpeger, at rejsefortællinger ikke

er en hermetisk lukket genre i forhold til andre litterære genrer, og en travelogue kan således også

fremstå som ’crossovers’ med elementer af eksempelvis brevudveksling, essays, reportager og

endda poesi (Korte, 1996, s. 12). Lisle anerkender tilsvarende traveloguens hybride karakter, men

argumenterer for, at den alligevel er tættest beslægtet med romanen (som dog er mere sofistikeret)

og guidebogen (som er den underlegen): ”...a travelogue that is too real and descriptive is boring

(too much like a guidebook), but a travelogue that is too imaginative and metaphoric is a lie (too

much like a novel).” (Lisle, 2006, s. 30; original kursivering) På trods af denne generiske hybriditet

og fleksibilitet har genren dog ét afgørende og definerende træk: ” [A] text about a journey is not

normally an account unless the journey is narrated. Travel accounts or travelogues are defined by a

narrative core; they always tell the story of a journey.” (Korte, 1996, s. 9; original kursivering) Det

er således først og fremmest ud fra det narrative forløb, at det bliver muligt at afgrænse travelogues

fra andre (rejse-)litterære genrer.

Samtidig er dette handlingsbetonede forløb også medvirkende til, at det kan være vanskeligt

kategorisk at afsondre rejseberetningerne fra fiktionens verden. Et af de væsenligste, men måske

også mest problematiske, kendetegn ved travelogues er netop, at de fremstilles, og opfattes, som

værende autentiske, baseret på fakta og virkelige, ’sande’ oplevelser. Dette er dog ikke altid

tilfældet, og ifølge Holland og Huggan kan de ligefrem betegnes som utroværdige i deres blanding

af facts og fiktion, anekdoter og analyser (1998, s. 9). Som Korte også bemærker i sin definition af

travelogues: ”They claim – and their readers believe – that the journey recorded actually took place,

and that it is presented by the traveller him or herself.” (Korte, 1996, s. 1) Travelogues ofte vil være

19

præget af, at der tages visse litterære greb for at formidle de, på rejsen oplevede, interessante

begivenheder.

Ifølge Korte handler sådanne fiktive elementer i høj grad om det retropektive aspekt i produktionen

af travelogues (Korte, 1996, s. 10). Når de rejsendes oplevelser genskabes og genopleves efter

hjemkomsten, foregår der således en mere eller mindre bevidst redigering af de konkrete

begivenheder, hvor de faktiske rejseoplevelser bliver rekonstrueret, altså ”fictionalized”, i det

øjeblik, de bliver genfortalt (Korte, 1996, s. 11). Dette ses særligt tydeligt i travelogues, der

indeholder passager med direkte tale. Holland og Huggan påpeger, hvordan en rejseforfatter

nødvendigvis må være en god lytter, idet en ikke ubetydelig del af en given rejseberetning ofte vil

være baseret på det kulturelle møde, og dermed ”de andres” fortællinger og informationer (1998, s.

13). I forbindelse med diskussionen om de fiktive og faktuelle aspekter i rejsefortællinger, påpeger

Lisle følgende: “Travelogues use fictional means to interpret facts.” (2006, s. 39) Med reference til

Edward Saids Orientalisme (2002), beskriver hun, hvordan rejseforfattere, ved at inkludere fiktive

elementer i deres travelogues, eksempelvis i form af intertekstuelle referencer til skønlitteratur og

digte, kan nå ud til et bredere publikum. Intertekstualiteten fungerer som et eksempel på

magtrelationen mellem det politiske og det civile samfund, som beskrevet i teoriafsnittet . Som Said

afslutningsvis kommenterer i indledningen til Orientalisme: ”Alt for ofte formodes litteratur og

kultur at være politisk, endog historisk, uskyldig.” (Said, 2002, s. 54)

I og med at det er gennem sproget at en begivenhed, eksempelvis Spekes ankomst til Nilen ved

Lake Victoria nordlige bred (Speke, 1863, s. 459), tilskrives betydning, understreger Pratt en vigtig

pointe: En opdagelse i sig selv har ingen eksistens før den bringes hjem: ”It only gets ”made” for

real after the traveler (or other survivor) returns home, and brings it into being through texts[.]”

(Pratt, 2008, s. 200) Da der, for de involverede i denne ’branche’ var mange penge, og ikke mindst

ære, på spil, var det således af afgørende betydning, at en rejsende ved sin hjemkomst var i stand til

at præsentere en overbevisende redegørelse for sine opdagelser, som oftest gennem en travelogue.

Kun på denne vis kunne den pågældende rejsende få kredit og anerkendelse for sine fund (ibid.).12

Disseminationen af viden om imperiets magtrelationer var, i det 19. århundrede, dog langt fra kun

rettet mod en mindre gruppe, med en akademisk, eller en konkret politisk, interesse i materialet:

”Their [the travelogues] factual citations made them accurate and authoritative representations of

12 En travelogue stod sjældent alene. Ekspeditioner til Afrika krævede en betragtelig mængde kapital, og mange af de rejser var derfor sponsoreret og financieret af aviser, udenrigsministeriet, eller naturvidenskabelige selskaber, herunder især The Royal Geographic Society of London. Denne kendsgerning pålagde de rejsende visse forpligtelser, eksempelvis offenligt at fremlægge deres resultater gennem forelæsninger, eller gennem mindre artikler i aviser og blade (Youngs, 1994 ).

20

life in the colonies, and their fictional references made them descriptive, enlightening and

entertaining.” (Lisle, 2006, s. 29) Youngs påpeger i forbindelse med Spekes travelogues, at der, fra

forlagets side; Blackwoods, typisk fandt en markant redigering sted, og at dette var ”...quite

characteristic of the mediation between product and consumer in the second half of the nineteenth

century.” (Youngs, 1994, s. 84) I Spekes tilfælde handlede det om, at hans originale tekst, efter

forlagets mening, var for eksplicit i beskrivelser af afrikanernes nøgenhed; beskrivelser, der af

Blackwoods blev anset som anstødelige for det victorianske England. Samtidig var det dog

essentielt, at Spekes uhøjtidelige, ”plain sensible English” (Youngs, 1994, s. 84) blev bevaret, eller,

hvis det viste sig nødvendigt, redigeret til at fremstå som sådan, for på denne måde at appellere til et

bredt publikum. At Spekes ”egen stemme” på denne vis var til stede i traveloguen, var en måde

hvormed dens autenticitet blev bekræftet – det bibragte et skær af realisme til de, i teksten,

beskrevne oplevelser: ”The publishers and readers enjoy consuming what they take to be the

’reality’ of Speke’s adventures but require that it conforms to their perspective.” (Youngs, 1994, s.

85) Redigering af de rejsendes originale tekster med publikums interesser for øje kan således

resultere i en række ændringer, tilføjelser og udeladelser. Tilsvarende kan der ganske intentionelt

indkorporeres fiktive elementer for at imødekomme den nationalpolitiske agenda, herunder

imperialismeideologien.

På trods af at Spekes og Stanleys udgivelser nød stor popularitet hos datidens publikum, er det ikke

givet, at vi nu til dags finder det 19. århundredes travelogues underholdende og sindsoprivende

spændende. Som Pratt udtrykker det: “In contrast to what we might expect, that day-to-day

narrative is most often largely devoted not to Indiana Jones-style confrontations with the natives but

to the considerably less exciting presentation of landscape.” (Pratt, 1985, s. 141)

Efter denne belysning af mere generelle træk ved travelogues, bevæger jeg mig nu videre til en af

victoriatiodens kendte opdagelsesrejsende; John Hanning Speke.

5.2 John Hanning Speke

I 1863 udkom for første gang John Hanning Spekes (1827 – 1864) travelogue Journal of the

Discovery of the Source of the Nile. Heri beretter Speke om den rejse han, sammen med kaptajn

James Augustus Grant, foretog i årene 1860 til 1863; et forløb, der tager sin begyndelse i Bagamoyo

på Tanzanias kyst, og, i traveloguen, ender i handelsstationen Gondokoro i det nuværende

Sydsudan.

21

Denne rejse var i princippet en fortsættelse, eller en ’udvidet udgave’, af en tidligere ekspedition

Speke havde foretaget sammen med en anden berømt opdagelsesrejsende, Sir Richard Francis

Burton. Fra 1857-59 havde Speke og Burton ledet en ekspedition fra Zanzibar og, via Tanzania, ind

i det afrikanske kontinent; et område, der på dette tidspunkt stadig var stort set uudforsket af

europæere. Rejsen var sponsoreret af det engelske udenrigsministerium og The Royal Geographical

Society (RGS) og havde til formål, en gang for alle, at løse gåden om Nilens udspring (Moorehead,

1991, s. 8-26). I løbet af denne rejse blev Speke overbevist om, at udspringet skulle findes ved

Victoriasøen (hvilket senere skulle vise sig at være sandt), mens Burton var af den opfattelse, at det

var Lake Tanganyika. Ifølge Moorehead var Speke en yderst ambitiøs mand, der ”...planlagde, satte

sig et bestemt mål, og stræbte beslutsomt efter det. Kort sagt, han levede ganske godt op til de

victorianske idealer for en ung mand: stabil, afholdende, metodisk i sine vaner og respektabel.”

(1991, s. 24) Da Speke nåede hjem til England, et par uger før Burton, var han således også

ambitiøs nok til straks at meddele præsidenten for RGS, Sir Roderick Murchison, at han havde løst

gåden om Nilen. Dette sikrede ham, ud over ære og opmærksomhed, et sponsorat fra det

geografiske selskab til endnu en rejse til Afrika, hvor han skulle kortlægge den sø, han havde

opdaget; Victoriasøen, og dermed præcisere Nilens udspring (Speke, 1863, s. 2).13 Det er denne

rejse, der er emnet for Journal of the Discovery of the Source of the Nile. For en kort bemærkning er

det værd at nævne, at da Burton, vendte hjem til England, og fandt sin berømmelse overskygget af

hans tidligere ’elev’, blev det starten på en længere polemik og et uvenskab mellem de to

opdagelsesrejsende (Youngs, 1994, s. 83). Historien fik en tragisk slutning fem år senere, da Speke,

på en jagtudflugt, ved et uheld skød sig selv med døden til følge, samme dag som han og Burton

skulle have fremlagt deres respektive teorier om Nilens kilde for RGS. Hvorvidt det faktisk var

selvmord, spekuleres der stadig i (Pratt, 2008, s. 202); under alle omstændigheder fortæller det

noget om den ære og berømmelse der var på spil i kortlægningen af det centrale Afrika. Med Pratts

ord: ”As the explorers found out, lots of money and prestige rode on what you could convince

others to give you credit for.” (Pratt, 2008, s. 200; min kursivering) Speke og Burtons konflikt om

hvem der havde fundet Nilens udspring er således med til at belyse den førnævnte fact/fiktions-

problematik, der er et væsenligt aspekt ved rejselitteratur.

5.3 Spekes travelogue

13 På denne første ekspedition var Speke kun nået til Lake Victorias sydlige bred, ikke den nordlige, hvorfra Nilens udspring reelt er placeret. Hans konklusion var således kun baseret på en fornemmelse; en hypotese (Moorehead, 1991, s. 37; Pratt, 2008, s. 201)

22

Man skal ikke vende mange sider i Journal of the Discovery of the Source of the Nile, før man

støder på et meget illustrativt eksempel på Spekes opfattelse af afrikanerne og afrikansk kultur.

I hvad der nærmest kan synes som en karikatur af denne periodes syn på Afrikas befolkning som

primitive skabninger, tættere på naturen og dyrenes rige, end på menneskeracen, har Speke, i sine

indledende og generelle beskrivelser af Afrika,14 valgt at placere afrikanerne som første punkt under

overskriften fauna. Eksempelvis kan man her læse at ”[i]n the same way, as all animals, whether

wild or tame, require a guide to lead their flocks, so do the negroes find it necessary to have chiefs

over their villages or little communities...” (1863, s. xvii). Herefter følger en række af Spekes mere

overordnede og generelle observationer af ”...the true curly-head, flab-nosed [sic!], pouch-mouthed

negro...” (1863, s. xvii), hvor han kort redegør for deres samfundsinstitutioner, herunder

ægteskabet, foretrukne våbentyper, dyrehold og madvaner, og ikke mindst forhold vedrørende

religion, tro og overtro. Særligt relevant her er klassifikationen af afrikaneren; negeren, som

hørende under fauna. På denne vis sidestilles Afrikas menneskelige befolkning med de

efterfølgende beskrivelser af dyrelivet i de besøgte områder. I sit kapitel om naturalisering, eller

naturliggørelse, belyser Spurr, hvordan de europæiske kolonimagter havde en interesse i at

repræsentere de såkaldt primitive samfund som værende en integreret del af naturen, for på denne

måde at bane vejen for en kolonisering af landet (Spurr, 1993, s. 156).

Centralt i kolonialismediskursen i det 19. århundrede, påpeger Spurr, står ”natur”-konceptet. På den

ene side er natur i opposition til kultur, og fungerer på denne måde som grænsedragning mellem de

vestlige kolonisatorer, kendetegnet ved civilisation og kulturel overlegenhed, og de ikke-vestlige,

”primitive” samfund, der opfattes som en del af naturen. På den anden side konnoterer natur også

naturlov, hvilket i denne kontekst foreskriver, at jorden tilhører de højtudviklede samfund, som

gennem deres videnskabelige, tekniske, og moralske overlegenhed forstår at udnytte den, og skabe

afkast og profit til fordel for menneskeheden: ”Colonial discourse thus naturalizes the process of

domination: it finds a natural justification for the conquest of nature and of primitive peoples, those

”children of nature.” ” (Spurr, 1993, s. 156) Med i naturaliseringsretorikken hører således også

opfattelsen af afrikanere som børn; som individer, der endnu ikke har udviklet den voksnes

adskillelse af natur og kultur, og derfor kun interagerer med omgivelserne ud fra de umiddelbare.

basale behov. Som Speke selv formulerer det: ”...it was impossible to dislike these simple creatures

14 Speke specificerer på første side i introduktionen, at hans beskrivelser afgrænser sig til selve de, på rejsen, besøgte områder; til ”the interior of Africa” (1863, s. xiiv). Enkelte steder bliver hans tilgang dog mere essentialistisk, idet han tilsyneladende inkluderer hele kontinentet, og dets befolkning, som objekt for hans betragtninger, eksempelvis: ”Goats are common all over Africa...” (1863, s. xxiii)

23

altogether, they were such perfect children. If we threw water at them to drive them away, they

came back again, thinking it fun.” (Speke, 1863, s. 189)

Spurr forklarer det ovenfor nævnte begreb naturlov som en kombination af darwinistisk teori og det

19. århundrede moralfilosofi. I begyndelsen af 1800-tallet, omkring oplysningstidens afslutning, var

der sket en ændring i de metoder, ud fra hvilke man, indenfor naturvidenskaben, systematiserede og

klassificerede plante- og dyreriget (Spurr, 1993, s. 63). Hvor klassifikation tidligere var baseret på

de pågældende livsformers synlige og observérbare træk, begyndte man nu at medtænke det indre af

organismen, og dennes funktioner, eksempelvis reproduktion, for på denne måde at kunne tilskrive

de forskellige eksemplarer specifikke karaktertræk. Dette klassifikationssystem – ”...one that orders

natural beings according to function and establishes a hierarchy based on internal character...”

(Spurr, 1993, s. 63) – får indflydelse på Europas og vestens forståelse of klassifikation af

menneskeracen, som eksempelvis hos Charles Darwin (Spurr, 1993, s. 64).15 Når Speke klassificerer

afrikaneren som tilhørende dyreriget, er det derfor sandsynligt, at det er Darwins evolutionsteori,

han er påvirket af. Det er væsenligt at bemærke, at der netop er tale om en evolutions-teori. Som

påpeget af Spurr, er der, ifølge Darwin, plads til at et samfund kan rykke op i hierarkiet, hvis det

gennem interaktion med dets naturlige omgivelser er i stand til at udvikle sig til et højere niveau.

Når et samfund beskrives som primitivt, er dette således ikke at regne for en endemisk kvalitet.

Ligeledes skal det bemærkes, at klassifikation som viden aldrig er fri for kritisk vurdering, og derfor

ikke bør opfattes som en objektiv udlægning af tingenes tilstand, som beskrevet i teoriafsnittet i

forbindelse med Said og Foucault. Klassifikation, påpeger Spurr, finder altid sted i en sfære

kendetegnet ved magtrelationer (Spurr, 1993, s. 71). Gennem en videnskabelig, teknologisk,

polititisk, økonomisk hegemonisk diskurs er det Europa, der har magten til at klassificere og

definere ikke vestlige samfund (Said, 2002, s. 33).

Vender vi tilbage til Speke, hans klassifikation af afrikanere som en del af Afrikas dyreliv, og den

herigennem udtrykte kolonialismediskurs, er det netop her, at Darwins teori bliver særligt

interessant, idet den forudsætter at ”... the active intervention of one society in the life of another –

for example, the intervention of culturally advanced peoples that either transforms or displaces

primitive peoples – is also part of the natural evolutionary process.” (Spurr, 1993, s. 161) Med

teoriens oprindelse i naturhistorie og naturvidenskab er vejen således banet for at sådanne indgreb,

fra de civiliserede europæeres side, i primitive afrikanske samfund, kan retfærdiggøres som en

15 Spurrs udgangspunkt for at forklare klassifikationssystemet som det tager sig ud i det 19. århundrede er Charles Darwins torier, overført på de menneskelige racer. Som beskrevet af Dennis (1995, s. 244), er det dog først og fremmest Herbert Spencer, der regnes som ophavsmand for det, der i dag betegnes socialdarwinisme.

24

videnskabeligt bevist naturlov: ” In general, Darwinism lent scientific status to the view that there

were higher and lower races, progressive and nonprogressive ones, and that the lower races ought to

be governed by-or even completely supplanted by-civilized, progressive races like the British.”

(Brantlinger, 1985, s. 187) Spurr påpeger, at dette også skal ses som en kombination af Darwins

teori med det 19. århundredes moralfilosofiske antagelser, der, som tidligere nævnt, ser det som de

højtudviklede samfunds naturlige pligt at herske over, og udnytte på bedste vis, naturen, dens

ressourcer og hvad dertil hører af levende væsner (Spurr, 1993, s. 28-29, og 161). Det er denne

naturforståelse, der afspejler sig i forhold til kolonialismediskursen, hvor det tages for givet at

“...the land and its resources belong to those who are best able to exploit them according to the

values of a Western commercial and industrial system.” (Spurr, 1993, s. 31) Hos Speke inkluderer

ressourcerne således også Afrikas menneskelige befolkning, som han opfatter som på så lavt et

udviklingsniveau, at de klassificeres som natur.

Der findes dog også forskelle de enkelte stammer og grupper imellem, hvilket han gennem hele

traveloguen giver detaljerede beskrivelser af. I store træk omhander disse beskrivelser, tilsvarende

de mere generelle betragtninger i indledningen, stammernes interne struktur; styreform, magi og

overtro, subsistensgrundlag, og ægteskabsinstitutioner (eksempelvis 1863, s. 240). Samfundene kan

på denne måde klassificeres ud fra deres kompleksitet, og selvom Speke ikke personligt skal

opfattes som en kolonisator, er det klassifikationssystem, han redegør for, ifølge Spurr, uundværlig

for kolonialismeideologien. Det fungerer både som en retfærdiggørelse af Europas politiske og

økonomiske praksisser, og, mere lavpraktisk, som en klarlæggelse af, hvordan forskellige samfund

skal administreres (Spurr, 1993, s. 69).

At Speke, som europæer, som englænder, og som et produkt af sin tid, ser et behov for europæisk

intervention i Afrikas primitive samfund, og at dette kan retfærdiggøres ud fra den ovenfor belyste

naturlov, kommer tydeligt til udtryk til udtryk i følgende citat:

How the negro have lived so many ages without advancing, seems marvellous, when

all the countries surrounding Africa are so foreward in comparison; and judging from

the progressive state of the world, one is led to suppose that the African must soon

either step out from his darkness, or be superseded by a being superior to himself.

Could a government be formed for them like ours in India, they would be saved; but

without it; I fear there is very little chance; for at present the African neither can help

himself nor will he be helped by others, because his country is in such a constant

25

state of turmoil he has too much anxiety on hand looking out for his food to think of

anything else.(Speke, 1863, s. xxii)

Som udtrykt i citatets sidste linier, er afrikanerne ifølge Speke ubehjælpelige i forhold til at skabe

fremskridt og positiv forandring for dem selv. Dette er et diskursivt element, der går igen i mange af

denne periodes travelogues. Youngs beskriver, hvordan der gennem disse tekster blev tegnet et

billede af afrikanerne som uproduktive, fastlåst i en evig nutid, og ude af stand til at omforme deres

naturressourcer til, efter vestlige standarder, brugbare produkter (Youngs, 1994, s. 69-70).

Ud over, endnu engang, at fungere som en retfærdiggørelse af europæisk indgriben i disse samfund,

har denne opfattelse også til formål at understrege forskelle mellem dem og os; mellem vesten og

ikke vestlige lande.

En af måderne hvormed dette kommer til udtryk er det førnævnte fokus på afrikanernes manglende

evne til at udsætte de umiddelbare, basale behov, så som at skaffe sig føde, som bemærket i

ovenstående citat. At leve fra hånden til munden fortolkes som et tegn på deres primitive karakter,

og fungerer samtidig som et eksempel på forholdet mellem indre og ydre kendetegn, som diskuteret

i forbindelse med Darwin.16 Dette holdes op mod europæernes evner til at sætte sig langsigtede og

fremskridts-, og fremtidsorienterede mål, hvormed der efterlades et varigt – kulturelt – aftryk på

landskabet; et aftryk ud fra hvilket graden af civilisation kan måles (Spurr, 1993, s. 99). Ud fra dette

perspektiv, påpeger Spurr, lykkedes det heller ikke afrikanerne af markere forskelle mellem kultur

og nature, fortid og nutid, og her skal findes endnu en grund til identifikationen af afrikanere med

den uforanderlige jord, som en del af naturen (ibid.).

Et område, der for Speke giver særlig anledning til at fremhæve engelsk overlegenhed, er

afrikanernes religion, eller mere specifikt, deres overtro. Tydeligvis iblandet en vis form for

fascination kommenterer han løbende gennem hele traveloguen på de lokale samfunds brug af magi

og amuletter, kannibalisme, deres ofringer af dyr til forfædre, og deres, for ham, besyndelige

hedenske ritualer – sådanne skikke er, for ham, intet andet end ”absurd delusions” (1863, s. 205).

Under ekspeditionens lange ophold i Karagwé, på Victoriasøens vestbred, har Speke en diskussion

med kongen Rumanika om netop tro og overtro. Hans konklusion understreger afrikanernes

placering som nederst i evolutionshierarkiet, og fastslår samtidig englændernes position som de

mest fremgangsrige folk i verden: ”I explained to him how England formerly was as unenlightened

16 I det hele taget er travelogues fra det 19. århundrede kendetegnet ved en fascination af afrikanernes kost og spisevaner, som oftest ledsaget af nedladende bemærkninger fra forfatternes side. Dette er, ifølge Youngs, endnu en metode til at “...convey and confirm the cultural superiority of the British.” (1994, s. 54)

26

as Africa, and believing in the same sort of superstitions, and the inhabitants were all naked as his

skin-wearing Wanyambo; but now, since they had grown wiser, and saw through such impostures,

they were the greatest men of the world.” (Speke, 1863, s. 241) Dette kan sammenholdes med nogle

af Spekes udtalelser i indledningen, hvor han argumenterer for at at afrikanerne ikke skal holdes til

ansvar for kun at tænke på selvopretholdelse; for at være grådige og materialistiske, og ”too

destitude of fellow-feeling” (Speke, 1863, s. xiv). I stedet, påpeger han, er det ’vores’ skyld, idet vi

har ”neglected to teach them” (ibid.). Afrikanerne er, forklarer han med en kristen reference, at

opfatte som syndere, der må tilgives, for de ved ikke hvad de gør. Spekes formuleringer tydeliggør,

at han ser sig selv som en del af en europæisk civiliserende mission, der skal bringe oplysning,

moral og kristne værdier til de primitive samfund. Som også bemærket af Youngs, er det udtalelser,

der opfordrer og appellerer til direkte engelsk indflydelse (1994, s. 88).

I et kapitel med overskriften ”appropriation”; tilegnelse, beskriver Spurr, hvordan

kolonialismediskuren ikke bare handler om at markere forskellighed fra den Anden og understrege

moralsk og kulturel overlegenhed (1993, s. 28). Integreret i den er også en strategi om at dominere

gennem et inklusions- og domesticeringsprincip. Den Anden; det ikke-europæiske individ, må gøres

en del af os; tilegnes os, for på denne vis at afskrive hans uafhængige identitet (Spurr, 1993, s. 32).

Hvis de samarbejder og dermed tilsyneladende godtager vestlige idealer, fungerer dette, påpeger

Spurr, som en retfærdiggørelse af det kolonialistiske projekt: Et koloniseret folk bliver moralsk set

forbedret (1993, s. 33). Ønsket om at tilegne sig den Anden gennem opdragelse og oplæring i

engelske moralske idealer kommer tydeligt til udtryk under Spekes ophold hos Rumanika, kongen

af Karagué. Han er imponeret af kongen, føler sympati for ham, og ser en mulighed for, gennem

ham, at sprede kristendommen og civilisationens budskab:

Christian principles, I said, made us what we are, and feeling a sympathy for him made

me desirous of taking one of his children to learn in the same school with us, who, on

returning to him, could impart what he knew, and, extending the same by course of

instruction, would doubtless end by elevating his country to a higher position than it ever

knew before… (Speke, 1863, s. 226)

Som påpeget i diskussionen om Darwins teori, antages det, at samfund udvikler sig gennem

interaktion med deres naturlige omgivelser. Ud fra dette perspektiv, og som illustreret af

ovenstående citater, ser Speke således ikke afrikanernes ’primitive’ karakter som en statisk kvalitet:

27

Gennem påvirkning af mere komplekse, højtudviklede samfund – det engelske – kan der skabes

positiv forandring.

Et aspekt, der let kan overses, i Spekes insisteren på at markere forskelle mellem dem og os, og

definere og retfærdiggøre Englands og Europas suverænitet ud fra de tilbagestående afrikanere, er at

der bag alt dette også ligger en vis grad af fascination af det ukendte; frygten for at blive draget af

det mørke kontinent (Brantlinger, 1985; Clark, 1999, s. 90; Wels, 2004, s. 79) Dette er en

fascination, man som civiliseret englænder må vogte sig for. Ifølge Spurr handler den retoriske,

konstante nedvurdering; ”debasement”, af afrikanerne og afrikansk kultur, i høj grad om at

undertrykke og eliminere den primitive, barbariske side i os selv; i Vesten som helhed. Dette

forklares af Spurr ud fra Freudiansk teori om det ubevidstes mørke kræfter, og ikke mindst ud fra

Julia Kristevas abjektionsteori, om de ’urene’, ikke-acceptable elementer, af et subjekt; en krop,

eller et samfund,der, forenklet sagt, må afvises, da de ikke (længere) er en integreret del af

subjektet, men i stedet repræsenterer grænsen mellem subjekt og objekt. Abjektion handler, med

Kristevas egne ord, således om ”...what disturbs identity, system, order. What does not respect

borders, positions, rules. The in-between, the ambiguous, the composite.” (Kristeva, 1982, s. 4)

Darwins terori, der beskriver hvordan udviklingen af en højere moral er sket gennem evolution kan,

siger Spurr, således forenes med abjektionsteorien, sådan så ideen om at civilisationens fremskridt

bliver afhængig af undertrykkelse og elimination af ’de vilde’; det, der skaber kaos og uorden i

systemet (Spurr, 1993, s. 82). Principperne i kolonialismediskursen omkring eksklusion,

grænsedragning og markering af forskelle er derfor også baseret på frygten for, at den hvide race

kan ”lose itself in the darker ones” (ibid.). Brantlinger påpeger, hvordan “…the myth of the Dark

Continent contains the submerged fear of falling out of the light, down the long coal chute of social

and moral regression.” (1985, s. 196) Det måske bedste eksempel på dette, fra fiktionens verden, er

Mr Kurtz fra Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1899/2010), der i det mørke Afrika, ved

Congoflodens bredder, i en tilstand af (storheds-)vanvid og barbarisk galskab har opbygget sit eget

lille kongedømme

Som et sidste punkt i denne analyse af Spekes travelogue, vil jeg behandle en passage, der

illustrerer endnu et centralt aspekt i det 19. århundredes diskurs om ikke-europæere:

Repræsentationen af afrikanerens krop som et undersøgelsesobjekt. Konteksten for følgende citat er

som følger: For at leve op til et skønhedsideal, opfedes kvinderne i Karagué med mælk. Her

beskriver Speke, hvordan han får lov til at måle kong Rumanikas svigerinde; en overordentlig tyk

kvinde:

28

She was another of these wonders of obesity, unable to stand expecting on all fours. I was

desirous to measure her, and induced her to give me facilities for doing so, by offering in

return to show her a bit of my naked legs and arms. The bait took as I wished it, and after

getting her to sidle and wiggle into the middle of the hut, I did as I promised, and then

took her dimensions, as noted below.* [sic!] All of these are exact except the height, and

I believe I could have obtained this more accurately if I could have had her laid on the

floor. Not knowing what difficulties I should have to contend with in such a piece of

engineering, I tried to get her height by raising her up. This, after infinite exertions on the

part of us both, was accomplished, when she sank down again, fainting, for her blood had

rushed into her head. (Speke, 1863, s. 231)

Ser man bort fra citatets (tragi-)komiske elementer, er det mest iøjenfaldende ved denne episode, at

kongens svigerinde fremstår på samme måde, som et undersøgelsesobjekt; en plante, et dyr, gør for

en naturvidenskabsmand. Dette er i bogstaveligste forstand en illustration af Wels’ bemærkning om

den afrikanske kvindes rolle under kolonitiden som en slags ’målestok’, ud fra hvilken hun stod i

stærk kontrast til ”...European aesthetic standards of women.” (2004, s. 81) Spurr refererer i denne

forbindelse til denne periodes hyppige brug af antropometri; en metode indenfor biologisk

antropologi, der omhandler opmåling af kroppens dimensioner (Spurr, 1993, s. 22). Formålet var

overordnet, at opregne forskelle mellem befolkningsgrupper, hovedsagligt mellem civiliserede,

hvide, europæiske samfund, og folkeslag, der var klassificeret som primitive. I ovenstående citat

fungerer svigerindens enorme omfang som en forskelsmarkør, hvilket igen kan belyses ud fra

diskussionen omkring Darwin og videreførelsen af naturvidenskabelige metoder til klassifikationen

af menneskenes verden. Kvindens fysiske, synlige karakteristika opfattes således, ud fra dette

perspektiv, som en refleksion af kvindens indre karakter, der igen giver betydning til de ydre

karaktertræk, i en slags vekselvirkning, eller en cirkelbevægelse. Svigerindens omfang får, hos

Speke, på denne måde også en moralsk, og politisk dimension, som belyst af Youngs i forbindelse

med en anden passage fra traveloguen, der tilsvarende beskriver kvinder ”...so inordinarily fat that

they cannot walk.” (Speke, 1863, s. 420) Youngs påpeger, hvordan den umådeholdenhed og

”unproductive consumption”, der har ført til disse kvinders størrelse, af Speke opfattes som en

konsekvens af en moralsk korrupt karakter (Youngs, 1994, s. 91). Denne karakterbestemmelse kan

igen overføres metonymisk på et større, samfundsmæssigt niveau således at moralsk fordærvelse,

29

irrationalitet og stilstand bliver symptomatisk for samfundet som helhed, og dermed skabes der

yderligere en kontrast til det rationelle og fremskridtsorienterede England (Youngs, 1994, s. 92).

Som Spurr udtrykker det: ”In colonial discourse every political weakness has its political

counterpart – uncivilized society, according to this logic, being little more than the uncivilized mind

and body writ large.” (1993, s. 76) Resultater fra sådanne konkrete antropometriske opmålinger var

derfor velegnede til at retfærdiggøre den imperialistiske ideologi, der plæderede for

nødvendigheden af at gribe ind overfor disse stakkels, simple væsner.

Når jeg vælger at afslutte med dette – fyldige - citat, skyldes det at det, mellem linierne, udtrykker

flere af de aspekter, jeg i dette afsnit har været omkring, og således fungerer som en form for

opsummering. Som belyst ovenfor trækkes der i Spekes beskrivelse igen på en naturliggørelse; en

naturalisering, af afrikaneren, der under opmålingsaktiviteterne på det nærmeste kan sammenlignes

med et stykke kvæg.17 Dette faciliterer en klassifikation af individet, der, overført til et

samfundsmæssigt plan kan anvendes til at understrege fundamentale forskelle mellem dem og os.

Den Andens krop spiller derfor en central rolle i det 19. århundredes travelogues, som ”...the

essential defining characteristic of primitive peoples.” (Spurr, 1993, s. 22)

Fra Speke vil jeg nu bevæge mig 15 år frem i tiden, til 1878, hvor den vel nok mest kendte

Afrikaeventyrer H. M. Stanleys travelogue Through the Dark Continent udkom. Hvor jeg i dette

afsnit først og fremmest har anvendt Spurrs tilgang til travelogues og, mere overordnet,

kolonialismediskursen, vil jeg i det følgende tage afsæt i nogle af Mary Louise Pratts metoder og

begreber.

5.4 Henry M. Stanley

Når man beskæftiger sig med det 19. århundredes opdagelsesrejsende i Afrika, og mere specifikt,

som i dette speciale, rejsende i landene syd for Sahara, er det vanskeligt at komme uden om Henry

Morton Stanley (1841 – 1904): Han var berømt i sin egen tid, og hans navn lever videre, på godt og

ondt, den dag i dag (Andersen, 2010, s. 13-14, og s. 39). Dette skyldes ikke mindst ”fundet” af, og

mødet med missionæren David Livingstone i 1871, i Ujiji ved Tanganyikasøen, dybt inde i det

mørke Afrika (Andersen, 2010, s. 50-51; Moorehead, 1991, s. 104). Stanleys liv; hans

ekspeditioner, hans baggrund, hans historisk betydningsfulde rolle, mennesket bag eventyreren, er

således allerede dokumenteret, beskrevet, og analyseret i utallige bøger og biografier18, og jeg skal

17 Spekes opmåling af kongens svigerinde minder i foruroligende grad også om slavehandlernes metoder til at vurdere deres varer, som eksempelvis beskrevet af Moorehead (1991, s. 13-16). 18 Se eksempelvis Frits Andersen, der i Det mørke kontinent? (2010) anvender en lang række værker om, og af, Stanley.

30

derfor begrænse mig til nogle få bemærkninger om dette komplekse menneske, samt at opridse en

kontekst for dette afsnits emne; traveloguen Through the Dark Continent (1878). Til grund for

denne rejsefortælling ligger en ekspedition, fra 1874-77, der havde til formål at kortlægge

Nilsystemets udspring gennem en omsejling af Victoriasøen. Det er således på denne rejse, at

Stanley er i stand til at fastslå, at Speke havde ret i forhold til Nilens udspring fra denne sø. Heri

beskrives også, hvordan Stanley, som den første europæer, fuldender en transkontinental rejse ved

at følge Congofloden fra Tanganyikasøen til Atlanterhavet. Denne sidste del af rejsen handler i

princippet om at fuldføre den nu afdøde Livingstones arbejde med Lualabafloden, vest for

Tanganyikasøen. Efter det berømte møde i Ujiji fremstår missionæren i Stanleys efterfølgende

forfatterskab som lidt af en faderfigur, og i indledningen til Through the Dark Continent kreditteres

Livingstone således også for at have givet Stanley motivet til denne rejse (Andersen, 2010, s. 50-

52). Som belyst af Moola, er det, at basere en rejse og dermed en rejseberetning, på andre rejsendes

erfaringer, at opfatte som et generelt træk ved denne genre: ”[T]ravel narratives are spurred on by

the words and the songs of their travelling predecessors.” (Moolla, 2013, s. 6)

Til forskel fra Spekes ekspedition, der var financieret af RGS, var det to aviser, der stod bag

Stanleys rejse: Den amerikanske The New York Herald og den engelske The Daily Telegraph

(Youngs, 1994, s. 105). Ifølge Andersen kan Through the Dark Continent betegnes som

verdensskabende, idet den ”...spiller en væsentlig rolle for tilblivelsen af det, der er blevet kaldt ”the

shape of Africa” (2010, s. 67), og, som udtrykt af Moorehead, var Stanleys ambitioner da også

tilsvarende store: ”Han [Stanley] ville (....) finde den endelige løsning på problemerne ikke blot om

Nilen men om hele systemet af søer og floder i Centralafrika.” (1991, s. 116) Da Stanley, i 1877,

ankommer til Atlanterhavets kyst er det rent faktisk lykkedes ham at finde svaret på disse

spørgsmål, men den tre år lange rejse har været ramt af en lang række ulykker, der har kostet dyrt i

menneskeliv. Ved ekspeditionens start i Zanzibar; i øvrigt den hidtil største, og bedst udrustede i

Østafrika, talte den 356 mand. Ved rejsens afslutning var dette tal reduceret til 114, men, som

Moorehead udtrykker det, var disse omkostninger for Stanley mindre væsentlige, i forhold til, hvad

han havde udrettet (1991, s. 123).

Stanley beskrives i det hele taget som en ambitiøs, streng, autoritær og fremadstræbende mand,

undertiden hård og hensynsløs i jagten på sine mål; mål der, ifølge Moorehead, først og fremmest

handlede om berømmelse; om at skabe sig et navn (1991, s. 116). Andersen tegner et noget mere

nuanceret billede af en mand, der livet igennem forsøger at iscenesætte sig selv og, ”fanget” mellem

en opvækst i fattigdom og et liv som berømt Afrikaudforsker, finde niche; et sted at passe ind:

31

”...Stanleys bestræbelse er hver gang at skabe sig en vedvarende rolle som opdagelsesrejsende og en

identitet, som ikke lader sig erodere af beretninger om det liv, han faktisk har levet.” (Andersen,

2010, s. 57) Hans behov for udadtil at opretholde dette billede af sig selv, gav eksempelvis udslag i,

at han altid, på sine ekspeditioner, insisterede på at slå lejr for sig selv. Han frygtede at blive

iagttaget i ”undress”, og at andre ekspeditionsdeltagere skulle inddrage dette i deres dagbøger.

Andersen konkluderer følgende: ”Når Stanley forsikrer os: ”Jeg ønsker at fremstå uden

forklædning”, er det måske sandt, men sandheden er også, at det er umuligt at skelne mellem facts

og forklædning.” (2010, s. 45) I forbindelse med Through the Dark Continent synes dette forhold at

gå igen; heri findes også passager, der peger i retning af, at Stanley her har ”klædt sig ud”. Jeg skal

behandle dette nærmere i analysen nedenfor.

Stanley var født i England, opvokset på børnehjem, og tog som ung mand turen til Amerika, hvor

han blandt andet arbejdede som journalist (Andersen, 2010). Han var en tidlig eksponent for New

Journalism, der blandt andet er kendetegnet ved en langt større personliggørelse af både stil, og af

selve formidlingssituationen. Stanley overførte dette til sine travelogues, der således fremstod ”...i

det stærkt personaliserede perspektiv, hvor Stanley i enhver situation befinder sig i centrum for

begivenhederne...” (Andersen, 2010, s. 61). Som påpeget af Youngs, i forbindelse med Through the

Dark Continent, forsøger Stanley at skabe et billede af sig selv som en fordomsfri og tolerant

humanist, der, med udgangspunkt i fællesmenneskelige værdier, ikke dømmer på baggrund af

hverken race eller nationalitet, men tværtimod lovpriser afrikanernes dyder (Youngs, 1994, s. 106-

107). I sidste ende handler bogen dog stadig, ifølge Youngs, om kulturel imperialisme: ”[T]he fact

is that the text reinforces western superiority at the same time that it presents Stanley’s own

qualities.” (1994, s. 106) Efter denne introduktion til Stanley, der på ingen måde skal opfattes som

udtømmende i forhold til hans historiske betydning, vil jeg i det følgende belyse en række passager

og beskrivelser fra Through the Dark Continent.

5.5 Stanleys travelogue

Året er 1876 og ekspeditionen er nået frem til et af rejsens højdepunkter: Lualaba-floden i den

nuværende Demokratiske Republik Congo; den flod Livingstone i sin tid formodede kunne være

Nilen. Stanley ved allerede nu, at Nilens udspring findes i Victoriasøen. Ikke desto mindre er det en

del af rejsens erklærede mål at skabe klarhed over denne flods forløb, også som en respektfuld

gestus mod den mand Stanley opfattede som en faderfigur. Fra en lille bakkekam skuer

ekspeditionslederen ud over floden og landskabet:

32

We hailed its appearance with shouts of joy, and rested on the spot to enjoy the view.

Across the river, beyond a tawny, grassy stretch towards the south-south-west, is Mount

Kijima; about 1000 feet above the valley, to the south-south-east, across the Luama [en

biflod til Lualaba], runs the Luhye-ya ridge; from its base the plain slopes to the swift

Luama. In the bed of the great river are two or three small islands, green with the verdure

of trees and sedge. I likened it even here to the Mississippi, as it appears before the

impetuous, full-volumed Missouri pours its rusty brown water into it. A secret rapture

filled my soul as I gazed upon the majestic stream. The great mystery that for all these

centuries Nature had kept hidden away from the world of science was waiting to be solved.

For two hundred and twenty miles I had followed one of the sources of the Livingstone to

the confluence, and now before me lay the superb river itself! My task was to follow it to

the Ocean. (Stanley, 1878, s. 92-93)

Når jeg vælger at gengive dette citat i dets fulde længde, skyldes det, at det illustrerer flere af de

aspekter, hvormed denne periodes rejseskribenter, og i særdeleshed Stanley, fremstiller og

repræsenterer både Afrika, og sig selv på én og samme tid.

Det første, der skal bemærkes ved ovenstående beskrivelse, er Stanleys placering på en bakkekam,

hævet over det landskab, han betragter. Dette er et eksempel på, hvad Pratt refererer til som

”promontory” eller panoramiske beskrivelser; et hyppigt anvendt sprogligt værktøj i Victoriatidens

litteratur, hvor forfatteren, eller fortælleren, befinder sig på et højere beliggende sted end det

landskab, han eller hun tegner et verbalt billede af (Pratt, 2008, s. 198; Pratt, 1985, s. 143).

I travelogues fra denne periode, forfattet af opdagelsesrejsende, anvendes sådanne beskrivelser ofte

i forbindelse med geografiske opdagelser eller ved landskaber af stor betydning, som eksempelvis

Stanleys ankomst til Lualabafloden. Denne undergenre af panoramiske beskrivelser refererer Pratt

til som ”Monarch-of-all-I-survey scenes”, ”...whose highest calling was to produce for the home

audience the peak moments at which geographical ”discoveries” were ”won” for England.” (Pratt,

2008, s. 197) Spurr relaterer denne type beskrivelser til Foucaults diskussion af Panopticon, således

at ”...the superior and invulnerable position of the observer coincides with the role of affirming the

political order that meakes the position possible.” (1993, s. 16) Andersen gør tilsvarende brug af

Pratts begreb, og giver følgende definition på, hvad han i en dansk version, kalder ”hersker-over-

alt-hvad-jeg-overskuer”: ”[E]n fremstilling, hvor landskabet iscenesættes og gøres disponibelt for

33

imperial beherskelse i en og samme retoriske gestus. Den rejsende ser og tilegner sig, erobrer

landskabet igennem panoramiske vues, hvor både mennesker, der måtte modsætte sig en tilegnelse,

og geofysiske forhindringer er retoucheret væk gennem æstetisk bearbejdelse.” (Andersen, 2010, s.

155-156) Fokus er i et sådant opdagelsesøjeblik ikke så meget på de strabadser og prøvelser, de

rejsende har gennemgået for at nå til det pågældende sted; fokus er, ifølge Pratt, på en ikke-

handling: At se, at betragte (2008, s. 198). Ved store opdagelser må den rejsende, som en verbal

maler, således gøre en ikke-event til noget betydningsfuldt gennem sproget: ”Crudely, then,

discovery in this context consisted of a gesture of converting local knowledges (discourses) into

European national and continental knowledges associated with European forms and relations of

power.” (Pratt, 2008, s. 198) Jeg har tidligere belyst den pointe Pratt understreger her: En

opdagelse, en oplevelse, eller en begivenhed, der finder sted på en given opdagelsesrejse, må

tilskrives betydning gennem sproget, før den kan blive en del af en europæisk, vestlig verdens- og

virkelighedsopfattelse (Youngs, 1994, s. 147).

For at analysere retorikken i victorianske rejsendes travelogues, mere specifikt i ”Monarch-of-all-I-

survey scenes”, har Pratt identificeret tre måder, eller strategier, hvormed der tilskrives værdi til de

hér beskrevne resultater og opdagelser.19 For det første sker der en æstetisering af landskabet, hvor

det betragtede fremstilles som var det et maleri. Kompositionen i ’maleriet’ arrangeres ”...in terms

of background, foreground, symmetries between foam-flecked water and mist-flecked hills, and so

forth.” (Pratt, 2008, s. 200)

For det andet stræbes der efter at skabe en meningstæthed (”density of meaning”) i teksten, hvor

landskabet ”...is represented as extremely rich in material and semantic value.” (ibid.) Dette sker

især gennem brugen af adjektiver, hvoraf mange af dem er konstrueret på baggrund af substantiver

(eksempelvis ”snowy foam” og ”steel-coloured mountain”). På denne vis bringes der, påpeger Pratt,

materielle referenter ind i det beskrevne landskab; ”...referents which all, from steel to snow, tie the

landscape explicitly to the explorer’s home culture, sprinkling it with some little bits of England.”

Pratt, 2008, s. 200)

Den tredje strategi Pratt identificerer omhandler relationen mellem ”the seer and the seen” (2008, s.

200); en relation, der er baseret på den betragtendes beherskelse, eller kontrol (”mastery”), over det

betragtede. Beskrivelserne fremstår på denne måde som udtømmende; hvad der kan siges om det

pågældende landskab, er præcis det, den opdagelsesrejsende formulerer, som havde det blot

henligget statisk og ventet på denne præsentation. Magten til at definere og meningsudfylde er

19 For en kortfattet redegørelse af Pratts tre strategier, se Spurr (1993, s. 18).

34

entydigt placeret hos den betragtende, som således både er ”...the viewer there to judge and

appreciate it, and the verbal painter who produces it for others.” (Pratt, 2008, s. 200)

Overføres de tre strategier til det indledende citat fra Stanley, følger også denne beskrivelse på en

rækker punkter Pratts analyse. Fra sit udsigtspunkt på bakkekammen redegør Stanley for

kompositionen i landskabet; æstetiserer det, som var det et lærred: Floder, bjerge, dale, øer

positioneres i forhold til hinanden. Om denne strategi bemærker Korte, at “…landscape aesthetics is

used to veil the ambition to conquer the land.” (Korte, 1996, s. 93) Beskrivelsen tilføjes en

meningstæthed gennem brug af både adjektiver (”tawny, grassy stretch”; ”swift Luama”, og ikke

mindst gennem de direkte referencer til, og sammenligningen med, Mississippi. At det i Stanleys

tilfælde ikke er idylliske, engelske landskaber, der trækkes paralleller til, hænger sammen med hans

amerikanske baggrund; som ung mand foretog han en række flodrejser på Mississippi (Andersen,

2010, s. 45). Effekten af denne sammenligning er, som også belyst af Spurr, en tilegnelse af det

betragtede landskab. Det udpræget vestlige perspektiv naturaliserer og legitimerer civilisationens

interesser, og i sidste ende dens imperialistiske ideologi (Spurr, 1993, s. 28). Den sidste strategi,

kontrol over landskabet, er også tilstede hos Stanley. Floden repræsenteres i bogstaveligste forstand,

som har den blot ligget hen i mørke og afventet civilisationens og videnskabens komme,

personificeret ved Stanley selv. I det følgende vil jeg belyse nogle af de her påpegede aspekter ved

citatet nærmere.

Et godt eksempel fra Stanleys citat på, hvordan de konkrete begivenheder ved Lualaba omsættes til

europæiske magtrelationer, som den kommer til udtryk i imperialismeideologien, er den indledende

bemærkning: ”We hailed its appearance with shouts of joy...” (min kursivering). Det er ikke kun

Stanley, der bliver henrykt ved synet af floden; det er hele ekspeditionen, og dermed også de

afrikanske bærere og slaver.20 Ifølge Pratt er dette en ofte anvendt fremstilling i denne periodes

travelogues: Afrikanerne tildeles rollen som vidner, der bekræfter europæernes store bedrifter. På

denne måde tilpasses og underordnes deres reaktion den hvide rejsendes tilsvarende, hvilket

understreger det asymmetriske magtforhold: ”The writing convention [....] assigns them the task of

carrying their masters’ emotional baggage along with the rest of their stuff.” (Pratt, 2008, s. 201)

Stanleys formulering kan tilsvarende ses som et udtryk for det inklusions- og

domesticeringsprincip, der kort blev belyst i forbindelse med Spekes travelogue. Ved at inkludere

afrikanerne, gennem den sproglige repræsentation, i jubelscenen, fremstår de som

samarbejdsvillige; som støttende op om vestlig, europæisk intervention. Stanley udtrykker

20 Ud af ekspeditionens oprindelige 356 mænd, var kun fire af dem hvide: Stanley selv, samt yderligere tre englændere; brødrene Francis John (Frank) og Edward Pocock, og Frederick Barker (Moorehead, 1991, s. 116).

35

retorikken omkring samarbejde og accept mere direkte andetsteds: “The people no longer resist our

advance. Trade has tamed their natural ferocity, until they no longer resent our approach with the

fury of beasts of prey.” (Stanley, 1878, s. 66) Der er således endnu engang tale om en

retfærdiggørende strategi, der skal fremstille det vestlige, imperialistiske civilisationsprojekt som

værende baseret på et humanistisk, tolerant, ikke-voldeligt grundlag; et grundlag, der ikke omfatter

udøvelse af tvang (Spurr, 1993, s. 33). Som tidligere bemærket var dette også, ifølge Youngs, den

måde hvorpå Stanley ønskede at fremstille sig selv i traveloguen.

I sidste ende er der da, som det fremstår i citatet, heller ikke tale om en fejring af hele

ekspeditionens samlede indsats: Dette er Stanleys projekt, og det, han fokuserer på, er ikke hvordan

floden fremstår i en lokal, afrikansk kontekst. Det er i stedet en vestlig opfattelse af både flodens

æstetiske kvaliteter, og dens iboende potentiale for videnskabelige, politiske og kommercielle

fremskridt. På samme måde som afrikanernes glæde ved ankomsten repræsenteres som værende et

tegn på accept, støtte og samarbejde, tilpasses og fremstilles flodens kvaliteter også som nærmest

afventede vestlig intervention: Dens gåde ”was waiting to be solved”. Som Spurr bemærker i

forbindelse med måden afrikanske landskaber fremstilles i det 19. århundredes travelogues: ”...the

landscape has already prepared itself for the marriage with civilization.” (1993, s. 30) I Stanleys

udlægning har floden været i naturens vold i århundreder, og som allerede beskrevet er det en del af

denne periodes kolonialismedikurs at afrikanere repræsenteres som værende på så ’primitivt’ et

udviklingsniveau, at de er en del af naturen. Mellem linierne i Stanleys citat antydes det således, at

afrikanerne selv er ude af stand til at forstå flodens mysterier, og dermed dens betydning: Det

kræver en hvid, civiliseret mand til at afdække de videnskabelige mysterier. Her skinner endnu et

retfærdiggørende aspekt af kolonialismediskursen igennem: Fastlåst i en slags evig, uproduktiv og

historieløs nutid, er det civilisationens pligt at hjælpe kontinentet og dets befolkning til produktivitet

og fremskridt gennem handel og teknologi: ”Capitalism saves the beauty of nature from the cultural

ugliness of the Africans whose destruction of one another is matched only by their unproductive use

of the environment.” (Youngs, 1994, s. 108) Når Afrika(nerne) på denne vis konstrueres som uden

historie, som et kontinent uden videnskabelig indhold; som ”tomhed” fremstår civilisationens

interesser som både legitime og meningsfulde: ”[T]he colonization of Africa by enlightened

interests is not conquest, but deliverance of Africa from a state of nothingness.” (Spurr, 1993, s. 97).

På denne måde elimineres de lokale samfunds forhold til, og viden om et landskab, som området

omkring Lualabafloden; der gives ikke plads til deres vidensystemer (Pratt, 2008, s. 60) At sådanne

videnskabelige resultater i sidste ende skal tjene periodens voksende kapitalisme og dennes

36

kommercielle agenda, understreger, at det er tale om et entydigt vestligt og subjektivt perspektiv

(Spurr, 1993, s. 67). Lualabas forbindelse til Congofloden, og dermed Atlanterhavet kunne

eksempelvis facilitere handelsmuligheder med den indre del af kontinentet. Pratt påpeger, hvordan

kommercielt og politisk motiverede rejser ofte blev markedsført som havende først og fremmest et

videnskabeligt formål, idet dette i højere grad appelerede til den bredere europæiske offentlighed – i

realiteten var det kun eliten, der fik del i et eventuelt kommercielt overskud (Pratt, 2008, s. 35).

Alligevel formår Stanley i det belyste citat, gennem det ovenfor diskuterede inklusionsprincip, at

fremstå som en kulturelt favnende og tolerant humanist, samtidig med at hans personlige

hovedansvar for ekspeditionens succes fremhæves.

Kendetegnende for travelogues, og med markant påvirkning fra antropologien (Andersen, 2010, s.

179-188), er de såkaldte manners-and-customs beskrivelser; beskrivelser af de lokale samfunds

vaner og skikke. Pratt giver følgende definition:

The portrait of manners and customs is a normalizing discourse, whose work is to codify

difference, to fix the Other in a timeless present where all “his” actions and reactions are

repetitions of “his” normal habits. Thus, it textually produces the Other without an

explicit anchoring either in an observing self or in a particular encounter in which contact

with the Other takes place. (Pratt, 1985, s. 139-140)

Som beskrevet i forbindelse med Darwin. spiller naturvidenskaben her igen ind på klassifikationen

af menneskelige samfund: Den normaliserende diskurs handler i dette tilfælde om at skabe orden i

det, der for udefrakommende, ligner kaos, gennem obsevation af generelle kendetegn (Pratt, 2008,

s. 63). Hos Stanley medvirker brugen af nutid og datid til at isolere disse beskrivelse fra selve det

narrative og handlingsbetonede forløb i traveloguen (Andersen, 2010, s. 186). Det narrative forløb,

hvor datidsformen tages i brug, dækker overvejende over alle de oplevelser, hændelser, dialoger og

aktiviteter Stanley selv er involveret i., også i forhold til den lokale befolkning, som i følgende

passage, hvor Stanleys ekspedition ankommer til en landsby i Tanzania: ”On the 10th of October

we arrived at Kizambala...”, ”Up to this date we had seen some twenty villages, and probably 4000

natives, of Manyema, and may therefore be permitted some generalizations.” (Stanley, 1878, vol.

III, s. 104; min kursivering) Ved at understrege overgangen til en række generaliseringer, sørger

Stanley her selv for, at de efterfølgende – til dels etnografiske - beskrivelser af landsbyen og dens

beboere fremstår løsrevet fra selve handlingsforløbet. Dette fortælletekniske greb understøttes

37

således af brugen af nutidsformen: ”The Manyema, then, have several noteworthy peculiarities.”,

”Their villages consist of one or more broad streets...”, ”The houses are separated into two or more

compartments...”, They are tolerably hospitable, and permit stranger the free use of their

dwellings.”, “The chiefs enact strict laws…” (Stanley, 1878, vol. III, s. 105-106; min kursivering).

Effekten af verbernes nutidsform er, at landsbyen, og dens beboere fikseres i en tilstand uden tid og

historie, som også belyst ovenfor. Ser man bort fra den specifikke henvisning til ”the chiefs” er

dette også et eksempel på en homogenisering af landsbyboerne til et kollektivt ”they”, der igen står

synekdokisk for hele stammen (Pratt, 1985, s. 139). Kontrasten til dette er Stanley og hans følge,

der, gennem brugen af datid, således personificerer de handlings-, og fremskridtsorienterede

elementer, der er en del af den vestlige kolonialismediskurs. Et resultat af dette er markeringen af

forskelle mellem dem og os. De to grupper; europæerne og afrikanerne, fremstår som separate

enheder, på separate evolutionære og historiske trin. Som oftest fremstår manners-and-customs

beskrivelser af lokale samfund løsrevet fra tekstens narrative forløb, og som oftest også

landskabsbeskrivelser.

Ifølge Pratt ligger der et dybere formål til grund for brugen af sådanne beskrivelser, end blot

grænsedragningen mellem dem og os. Uden tilknytning til tid og sted fremstår afrikanerne som

værende til rådighed for europæernes projekter: ”Abstracted away from the landscape that is under

contention, indigenous peoples are abstracted away from the history that is being made – a history

into which Europeans intend to reinsert them as an exploited labour pool.” (Pratt, 2008, s. 63) På

denne måde objektificeres afrikanerne, som brikker, der kan flyttes rundt med, i et spil. I dette spil,

eller den historie, der herigennem skabes, er det civilisationen; europæerne, der påkalder retten til at

definere reglerne og forløbet. I Stanleys travelogue er det udprægede vestlige perspektiv, der

nedsænkes over både landskab og befolkning, eksempler på en sådan historiekonstruktion. Dette er

en understregning af de asymmetriske magtrelationer, der altid er på spil i det Pratt kalder

kontaktzoner (2008, s. 8).

Gennem hele traveloguen findes der eksempler på en selviscenesættelse, en ”klæden sig på”, hvor

Stanley indtager rollen som helten, og som den alfaderlige og beundrede leder (Andersen, 2010, s.

45; Youngs, 1994, s. 106-107). I dette citat indleder han den forestående og farefulde rejse op ad

Lualabafloden med en ”tale” til ekspeditionen:

Said I: ”Into whichever sea this great river empties, there shall we follow it. You have

seen that I have saved you a score of times, when everything looked black and dismal for

38

us. The care of you to which you owe your safety hitherto, I shall maintain, until I have

seen you safe and sound in your own homes, and under your own palm-trees. All I ask of

you is, perfect trust in whatever I say. On your lives depends my own; if I risk yours, I

risk mine. As a father looks after his children, I will look after you (….)” (Stanley, 1878,

s. 244)

I teksten fortsætter citatet endnu en god halv side, hvor Stanley opremser de farer, de på rejsen har

mødt, og overkommet, og endda refererer til Guds vilje, som forklaring på hvorfor de er nødt til at

fortsætte op ad floden. Efter den lange tale bemærker Stanley hvordan ”[a] loud shout of applause

greeted me as I concluded...” (Stanley, 1978, vol. III, s. 245), hvilket igen kan tolkes som en

markering af afrikanernes tilsyneladende åbenlyse samarbejdsvilje og glæde over den hvide mands

tilstedeværelse. Som belyst af både Korte og Spurr, repræsenterer mange af Victoriatidens

opdagelsesrejsende dem selv, i deres respektive travelogues, som værende mindst lige så modige og

hårdføre som periodens idealiserede helteskikkelser fra populære eventyrromaner; eksempelvis Sir

Walter Scotts Ivanhoe fra 1820 (Korte, 1996, s. 88; Spurr, 1993, s. 115).21 Med Brantlingers ord:

“Center stage is occupied not by Africa or Africans but by a Livingstone or a Stanley, a Baker or a

Burton - Victorian Saint Georges battling the armies of the night.” (1985, s. 177-78) I den citerede

tale ovenfor fremstår Stanley som en faderfigur overfor de afrikanske naturbørn. Han er den store,

hvide leder, der, ”blazing the trail for civilization” (Brantlinger, 1985, s. 181), foregriber en vestlig

intervention på egen hånd. Der er, fra afrikanernes side, ingen grund til at nære mistro eller mistillid

til ham. Han har egenhændigt reddet dem fra store farer, og han vil lede dem på rette vej. Han er, i

citatets ordlyd, kort sagt helten, der redder de svage gennem sit– guddommeligt inspirerede –

forsyn. Med Stanleys forkærlighed for selviscenesættelse og hans “klæden sig på” for

offentligheden in mente, spiller det hjemlige publikum; modtagerne af teksten, også en rolle i

implementeringen af helterollen: “[T]he role of audience as a shaping force in the accounts--

whether journal or narrative--cannot be avoided. There can be no "pure" account of exploration, no

unfettered expression of the discoverer's responses, but only a series of poses in which the author

permits himself to be viewed by his audience.” (Davis, 1991) Citatet fra Davis bringer mig således

21 Brantlinger beskriver, hvordan den omvendte situation gjorde sig gældende for forfattere som eksempelvis H. Rider Haggard og Edgar Rice Burroughs, hvis’ udgivelser tidsmæssigt set ligger tættere på det 20. århundrede. Her var det i stedet “…fiction writers [who] imitated the explorers, producing quest romances with gothic overtones in which the heroic white penetration of the Dark Continent is the central theme.” (Brantlinger, 1985, s. 188)

39

videre til travelogue-genrens fiktive elementer, som belyst i afsnit 5.2.22 At Stanley har sine læseres

opfattelse af ham i tankerne, når han formulerer sig; at han bevidst tilpasser og redigerer teksten for

at fremstå på bestemte måder, er der ikke noget odiøst eller usædvanligt i. Denne

selvrepræsentations-praksis har han endda til fælles med nutidens rejseskribenter, herunder

forfattere af rejseblogs, som jeg skal komme ind på i et senere afsnit. Som også Youngs er inde på,

sætter forfatterne et tydeligt aftryk på deres travelogues, og værkerne er derfor ”...taken to objectify

the human qualities of the hero.” (Youngs, 1994, s. 120) Tilsvarende gør det økonomisk aspekt i

Stanleys forfatterskab sig gældende for måden hvormed han iscenesætter sig selv: Travelogues er

en populær genre (Brantlinger, 1985, s. 175-77), og det er ikke kun Stanley selv, der har en

interesse i bogens salgstal. Som påpeget i forbindelse med Spekes travelogue, der, af hensyn til

læserskaren, måtte bære præg af et ”plain sensible English”, således er det også nødvendigt at

Through the Dark Continent giver publikum og redaktørerne den spænding, og det drama, de

forlanger (Andersen, 2010, s. 162). Det er ligeledes essentielt at holde sig den historiske, politiske

og personlige kontekst, og dennes indflydelse på Stanleys forfatterskab for øje; hvad Youngs

refererer til som ”...the manipulation of the traveller’s writings by vested political and financial

interests.” (1994, s. 153) Traveloguen og dermed Stanleys ”stemme” er et indflydelsesrigt medie, i

en tid hvor imperialismen og internationale geopolitiske samt økonomiske spørgsmål dominerer den

vestlige verdens dagsorden, og Stanley har derfor haft et ansvar for at stille sine arbejdsgivere

tilfredse. Talen i citatet ovenfor er et eksempel på dette. Stanley har tilføjet en fodnote, hvor han

beskriver hvordan en ‘poetisk ven’ har påpeget, at talen indeholder mange paralleller til et digt af

Tennyson (Stanley, 1878, s. 245). Om dette pudsige tilfælde virkelig først er blevet tydeligt for

Stanley efter hjemkomsten, eller om selve talen faktisk er konstrueret (efter hjemkomsten) på

baggrund af Tennysons digt er naturligvis et åbent spørgsmål. Dens teatralske og dramatiske

formuleringer taget i betragtning, kan Stanley i princippet have nedskrevet talen på et tidligere

tidspunkt under selve rejsens forløb, så den var klar til brug, når lejligheden bød sig. Sprogbruget

peger i alle tilfælde ikke i retning af impulsiv hverdagstale. Selvom Stanley i traveloguen ikke

antyder, at talen var produceret på forhånd, må man således lade en i alt fald lille tvivl komme ham

til gode. Ikke desto mindre er det netop hans brug af direkte tale; hans fremstilling af talen, som var

de præcis de ord han anvendte den dag på floden, der retfærdiggør at man kan sætte spørgsmålstegn

22 I forbindelse med fiktive elementer i Stanleys, og andres, travelogues kan det være både relevant og informativt at sammenligne en sådan udgivelse med de rejsedagbøger og feltnoter, der er ført under selve rejsen, for på denne måde at identificere eventuelle afvigelser og ændringer. Jeg har, af pladshensyn og i overensstemmelse med emneafgrænsningen, fravalgt denne problemstilling. Se eventuelt Andersen (2010, s. 165-177) for en belysning af dette område.

40

ved dens autenticitet og korrekthed. Om fiktive elementer i travelogues og i forbindelse med

gengivelser af dialoger og direkte tale , påpeger Korte følgende:

Notwithstanding their authentic and factual element, reports of travel necessarily re-

create the experience of the journey on which they are based. Thus travelogues produced

long after the completion of a journey often include extensive passages of dialogue

which – at least in the days before tape recordings – can only be reconstructions of the

traveller’s actual conversations. Similarly, patterns, lines of development, cross-

references, emphases and other structural elements may arise in the account which, in all

probability, were not part of the original experience of the journey itself. (Korte, 1996, s.

10; original kursivering)23

Kortes bemærkninger, samt Tennysons betydningsfulde erhverv som engelsk nationaldigter (poet

laureat), kan dog pege i retning af, at Stanley kan have haft en klar intention med talens ordlyd: At

skrive den ind i den engelske nationalistiske, imperialistiske ideologi.

Som i analysen af Spekes travelogue, vil jeg her slutte af med et citat, der, ud over at have et lettere

komisk anstrøg, også eksemplificerer nogle af de væsenligste elementer af kolonialismediskursen

som den kommer til udtryk hos Stanley. En af hans hvide rejsefæller, Frank Pocock, har for vane at

smide skoene og rende rundt i bare fødder efter dagenes marcher er vel overstået. Stanley ser sig

nødsaget til at irettesætte ham: “I would discover him with naked feet, and would reprove him for

shamelessly exposing his white feet to the vulgar gaze of the aborigines! In Europe this would not

be considered indelicate, but in barbarous Africa the feet should be covered as much as the body;

for there is a small modicum of superiority shown even in clothing the feet.” (Stanley, 1878, s. 99) I

Stanleys øjne er dette et uacceptabelt brud på de forskelsmarkører, det er nødvendigt at opretholde

mellem dem selv og afrikanerne. For Spurr er dette fokus på at understrege forskelle netop et af de

væsenligste aspekter ved kolonialismediskursen: “The colonizer’s traditional insistence on

difference from the colonized establishes a notion of the savage as other, the antithesis of civilized

value.” (Spurr, 1993, s. 7; original kursivering) Samtidig kan eksemplet med den barfodede

Peacock sættes i forbindelse med en anden af Spurrs diskussioner: Som belyst i forbindelse med

Speke, opfattes Afrika som syndigt og besmittende; som noget, der kan fordærve en civiliseret

23 Ifølge Gyldendals Den Store Danske blev båndoptageren først opfundet omkring år 1900, af danskeren Valdemar Poulsen. Stanley har, på tidspunktet for rejsen (1874-1877) derfor ikke haft en sådan til rådighed. (http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Elektronik,_teletrafik_og_kommunikation/Elektroakustik/b%C3%A5ndoptager ).

41

europæer, eksemplificeret ved den fiktive karakter Mr Kurtz. Dette resulterer i en frygt for ”det

mørke kontinent”; en frygt der, i Spurrs udlægning, er baseret på abjektionsteorien og dennes

understregning af den forbudte tiltrækning af den Anden. Som Spurr konkluderer, stammer den

konstante nedvurdering af afrikanerne i denne periodes kolonialismediskurs altså ikke kun fra

”...fear and the recognition of difference, but also, on another level, from a desire for and

identification with the Other which must be resisted.” (Spurr, 1993, s. 80) Stanleys irettesættelse af

Pocock kan derfor tolkes som et udtryk for både nødvendigheden af at opretholde grænser og

forskelle mellem dem og os, og, i direkte forlængelse heraf, ubehaget ved at se sin hvide rejsefælle

”go native” og betræde den syndige jord med bare fødder, på samme vis som afrikanerne. Vigtigt i

denne sammenhæng er naturligvis også det, som teksten formidler til det hjemlige publikum; de

modtagere som Stanley, med sine redaktører som medierende mellemled, hele tiden må tage

forbehold for i sine formuleringer (Davis, 1991; Youngs, 1994, s. 154). Episoden kan siges at

bibringe dette publikum en vis tryghed, idet den understreger, at selv under så fjerne himmelstrøg

opretholder civilisationens og imperiets repræsentanter visse standarder.

6. Analyse: Rejseblogs fra det 21. århundrede

I det følgende vil jeg belyse rejselitteratur og Afrika-repræsentationer i nutidens vestlige samfund. I

den forbindelse inddrager jeg to kontekstuelle emneområder: turisme og autenticitetsbegrebet.

Formålet med dette er at relatere rejselitteratur til bredere samfundsmæssige tendenser i

rejseforfatternes egne vestlige samfund. Mit overordnede fokus i hele denne analysedel er på

rejseblogs. Jeg indleder denne analysedel med et overblik over nogle mere generelle tendenser, der

gør sig gældende for nutidens rejselitteratur.

6.1 Rejselitteraturen og Afrikabilleder i dag

Selvom der er gået mere end 130 år siden Speke og Stanley, gennem deres travelogues, medvirkede

til at udbrede myten om Afrika som et mørkt kontinent, er der ikke desto mindre, blandt en række

forskere, enighed om, at flere diskursive og retoriske træk fra denne periodes repræsentation af

ikke-vestlige samfund; herunder Afrika(nere), går igen i nutidens rejselitteratur (Holland &

Huggan, 1998; Lisle, 2006; Pratt, 2008; Spurr; 1994; van Egmond, 2012).

I The Global Politics of Contemporary Travel Writing (2006) påviser Debbie Lisle en række

forbindelser og gensidige påvirkninger mellem globale politiske diskurser og vor tids rejselitteratur:

“[T]he quasi-fictional genre of travel writing is at least as useful for understanding issues of

42

international importance as the policy documents, government press releases, parliamentary debates

and media stories that are usually privileged in this context.” (Lisle, 2006, s. 1) Som eksempel

nævner Lisle hvordan rejselitteratur om Bosnien, indeholdende beskrivelser af tidligere tiders intern

fjenskab og voldelige begivenheder, medvirkede til at USA i 1993 valgte at gå ind i krigen i eks-

Jugoslavien (Lisle, 2006, s. 33). I indledningen redegør hun for to strategier, hun ser som

kendetegnende for denne genres nutidige udtryksformer. Den første strategi kan siges at genoplive

det 19. århundredes kolonialismediskurs, idet den reproducerer en ”...dominant Western civilisation

from which travel writers emerge to document other states, cultures and peoples. In this sense,

travel writers continue to secure their privileged position by categorising, critiquing and passing

judgement on less-civilised areas of the world.” (Lisle, 2006, s. 3) Perspektivet, som denne type

travelogues er udtryk for, kalder Lisle for ”a colonial vision”, hvor dominans og nedvurdering

fortsat er i spil i tværkulturelle møder; dette dog i kontekst med globalisering og postkolonialisme.

Der er således ikke tale om ’rene’ rekonstruktioner af kolonialismens assymmetriske

magtrelationer.

Den anden strategi i nutidige rejsefortællinger er derimod karakteriseret ved ”a cosmopolitan

vision”, hvor rejseskribenter ”...make deliberate efforts to distance themselves from the genre’s

implication in Empire by embracing the emnacipatory possibilities created by an interconnected

’global village.’” (Lisle, 2006, s. 4) Her fokuseres der på globaliseringens harmoniserende effekter,

hvilket medfører at oplevelser med andre kulturer tager udgangspunkt i ”...recognitions of

difference, realisations of equality and insights into shared values.” (Lisle, 2006, s. 4) Selvom dette

kosmopolitiske perspektiv på overfladen synes at stå i direkte modsætning til tidligere tiders

kolonialismediskurs, påpeger Lisle, at det er mere kompliceret end som så. Tilsvarende den første

strategi, er det kosmopolitiske perspektiv, om end mere inddirekte og sløret, ”...underscored by the

remnants of Orientalism, colonialism and Empire.” (Lisle, 2006, s. 5) I en artikel om backpackere i

Afrika beskriver van Egmond, hvordan eksotiske rejsemål, der tidligere blev klassificeret ud fra

begreber som primitive, og som mindre udviklede, nu efterstræbes for deres autenticitet og

forskellighed: “Exotic destinations are thus commonly presented by both the travel industry and the

travel literature as paradises or idyllic communities where life is unspoilt, simple and natural,

reflecting an idealisation of ‘the other’ and of difference.” (van Egmond, 2012, s. 229; min

kursivering) Fokus ligger således stadig på forskelle, dog nu med omvendt (positivt) fortegn. Hvad

kosmopolitiske rejseskribenter glemmer er, ifølge Lisle, at disse værdier har deres rødder i vestlig

kultur. Kosmopolitiske visioner, der tager udgangspunkt i et globalt samfund, med kerneværdier

43

som lighed og tolerance, forudsætter nødvendigvis også, som Lisle udtrykker det, ”...universal

standards of civilisation by which they judge all cultures.” (Lisle, 2006, s. 6) Der er således tale om,

at andre kulturer påduttes et livssyn, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med deres

kulturspecifikke forståelse af verden (Lisle, 2006, s. 15) Samtidig foregår der, gennem dette

perspektivs fejring af kulturelle forskelle, en ukritisk accept af geopolitiske grænser som naturlige

enheder. På denne måde medvirker begge strategier på hver sin måde til produktionen af forskelle,

som de tager sig ud i en globaliseret, postkolonial verden.

Det er ud fra dette fokus på både produktionen, og fascinationen, af forskelle, at Lisle identificerer

rejselitteraturens fortsatte popularitet. Med reference til Holland og Huggans bog Tourists with

Typewriters (1998), en af inspirationskilderne til Lisles egen tekst, påpeger hun, at ”...travel writing

remains popular because it feeds on images of otherness utilised by colonial writers and, as such,

provides a sanctuary from contemporary ’politically correct’ attitudes about race, gender, sexuality

and class.” (Lisle, 2006, s. 19) Det er denne opfattelse af rejselitteratur som et frirum; som en genre,

der er politisk neutral og ”uskyldig” i sit emneområde, der for Lisle, og også andre, gør området

relevant på et mere overordnet politisk plan (Holland & Huggan, 1998, s. VIII; Lisle, 2006, s. 19;

Said, 2002, s. 54). Genrens, på overfladen, tilforladelige karakter som en del af den ikke-

akademiske populærlitteratur, gør den til en magtfuld, men til dels overset, kulturformidlende

praksis, der både reflekterer og påvirker globale strukturer. Holland og Huggan er inde på det

samme i deres indledning. Man skal huske på, skriver de, at selvom rejselitteratur af mange opfattes

som ren underholdning, er genren ”…hardly harmless, and that behind its apparent innocuousness

and its charmingly anecdotal observations lies a series of powerfully distorting myths about other

(often, “non-Western”) cultures.” (1998, s. 8)

Ud fra en række analyser af nutidige rejseforfatteres tekster, herunder værker af Bruce Chatwin,

Paul Fussell, V. S. Naipaul, og Paul Theroux, argumenterer Holland og Huggan for, at

rejselitteratur for det første er et effektivt medie til den globale cirkulation af kulturel information

(1998, s. XI), og for det andet at genrens tekster i mange tilfælde må opfattes som en fortsættelse,

eller geninstallering, af en imperialismeideologi, hvor verdens dominerende kulturer fremhæver sig

selv på bekostning af andre (1998, s. XIII).

Hverken hos Lisle eller Holland og Huggan er fokus, som i dette speciale, specifikt på rejselitteratur

omhandlende Afrika. Alligevel er deres analyser, som beskrevet ovenfor, relevante i forhold til at

understrege hvordan, og hvorvidt, der fortsat kan identificeres diskursive og retoriske træk i

44

nutidens rejsebeskrivelser med en oprindelse i det 19. århundredes repræsentationer af ikke-vestlige

kulturer.

6.2 Rejseblogs

I løbet af det sidste årti er antallet af rejsende, der opretter en rejseblog på nettet, steget nærmest

eksplosivt. At holde sig i forbindelse med familie og venner, og omverdenen i det hele taget, over

internettet, er således blevet en massiv og uundgåelig trend, og dermed et aspekt, der er vanskeligt

at komme udenom i forbindelse med studier af turisme, rejser, og også rejselitteratur (Molz, 2012, s.

3). Ikke desto mindre er dette specifikke område; rejseblogs, endnu et forholdsvis uudforsket emne,

som eksempelvis bemærket af både Pudliner (2007) og van Egmond (2012). De påpeger begge

behovet for at se nærmere på brugen, betydningen og konsekvenserne af dette formidlings- og

kommunikationsmedie. Ifølge van Egmond er rejseblogs værdifulde informationskilder, der bør

studeres nærmere (2012, s. 237). Dette afsnit, hvori jeg vil redegøre for hvad en rejseblog er, og

hvordan den anvendes, vil derfor bære præg af et begrænset litteraturudvalg på området. Det skal

dog påpeges, at blogs, eller weblogs, som den overordnede betegnelse for denne type

internetbaserede sider, ikke kan betegnes som et ubeskrevet blad indenfor faglitteraturen. Da

rejsebloggen i sagens natur deler en række formelle kendetegn med den generiske blog, har jeg

derfor valgt at inddrage Miller og Shepherds genreanalyse af selve webloggen (2004).

Blogs, herunder rejseblogs, er en væsentlig bestanddel i det såkaldte web 2.0. Sammen med andre

sociale netværkssider så som Facebook, wikis, YouTube og Flickr, repræsenterer blogs det seneste

årtis udvikling indenfor interaktivt brug af web-baserede platforme. Dette omfatter bl.a. kollektivt

informationsdeling, brugergenereret indhold, og decentraliseret, brugercentreret design (Molz,

2012, s. 67). For at forstå bloggens, herunder rejsebloggens, sociale og kulturelle samfundsmæssige

funktion er det nødvendigt først og fremmest at se på nogle af genrens formelle karakteristika.

Miller og Shepherd definerer en blog på følgende måde:

All blogs contain dated entries, starting with the most recent, and a majority include

external links. Blogs are composed of "posts," which include a date, a time stamp, and a

permalink and often include a link for commentary and the author's name, especially if

multiple authors contribute to a blog. The reverse chronology and time-stamping of posts

create an "expectation of updates." We should also note that the semantic immediacy

45

noted above is represented formally by the use of the present tense in the dated entries, as

in diaries. (Miller & Shepherd, 2004)

Hvor Miller og Shepherds definition først og fremmest understreger den overordnede blog-genres

formelle bestanddele, lægger Molz, i sin bestemmelse af rejseblogs, vægt på de sociale og

kommunikative aspekter: “A travel blog is an online travel journal complete with travel stories,

photographs and video that documents travellers’ experiences and enables them to share those

experiences with friends and family members, other travellers and even strangers they meet online.”

(2012, s. 28) For turister og rejsende åbner brugen af rejseblogs, som et værktøj til at formidle og

dele fortællinger om deres rejser, op for en række nye muligheder. En af de mest markante er

bloggens facilitering af medieret, social kommunikation, hvilket udgør en væsenlig kontrast til

Speke og Stanleys monologiske envejs-kommunikation.

Tilsvarende centralt står begreberne tid og sted; begreber som blogs, samt digitalt og internet-

baseret kommunikation i det hele taget, har været medvirkende til at omdefinere. For turister og

rejsende betyder dette bl.a. at de, undervejs på rejsen, kan være online og dele deres historier med et

publikum, der kan befinde sig hvor som helst i verden: ”[T]ravel stories that would have been

shared after the journey can now be shared in interactive formats while the traveller is experiencing

them.” (Molz, 2012, s. 66; original kursivering) Dette har betydning for både indholdet af

rejseblogs; de historier og oplevelser, de rejsende vælger at dele, samt forhold vedrørende den

rejsendes sociale opførsel generelt; hvad Molz refererer til som mobil socialitet. Mobil socialitet

omhandler den måde de såkaldte interaktive rejsende, og mennesker i det hele taget, gennem

medieret kommunikation baseret på mobile og digitale værktøjer, er i stand til – hvis de ønsker det -

at opretholde og skabe forbindelse til familie, venner og andre sociale netværk på tværs af tid og

sted, mens de bevæger sig rundt i en mobil verden: ”[C]onnectivity, and especially the dialectic

between connecting and disconnecting, lies at the heart of social mobility.” (Molz, 2012, s. 6) Et

interessant aspekt ved denne mobile socialitet, som på samme tid illustrerer en markant kontrast til

Victoriatidens rejser, er hvordan den faciliterer et syn på nutidens interaktive rejser som kollektive

oplevelser: Den rejsende er, på grund af direkte kommunikation og dialog, aldrig fuldstændig

isoleret og står ikke alene med sine oplevelser. Hvad Molz refererer til som det medierede ”tourist

gaze”, et begreb jeg senere skal evnde tilbage til, fremstår på denne måde som et samarbejdsprojekt,

hvor strukturen for rejsen; hvad der fokuseres på og hvad der betragtes bliver konstrueret kollektivt

(Molz, 2012, s. 78). Som forfatter af en rejseblog har man således rig mulighed for at trække på

46

andres erfaringer, spørge andre rejsende til råds og dele erfaringer. Følgende citat fra Jennifers

(”Jenniferious”) blog kan således opfattes som en, yderst humoristisk, guide til andre Uganda-

farere, med gode råd om hvordan man lærer at komme rundt i hovedstaden Kampala ved hjælp af

de berygtede motercykel-taxi’er Boda’s: “So you now need to select your Boda. Many Boda drivers

are intelligent, educated men who due to lack of economic opportunities simply can’t find a better

job at the moment. Some are homicidal maniacs. It’s hard to tell the difference.”24 Hun fortsætter

guiden med et råd af særlig relevans for kvindelige rejsende: “It is also important to remember that

Bodas will often drive in unconventional ways, for example in the wrong direction down the road,

on the pavement or over a roundabout. This is normal. If you are a girl, they may also drive very

slowly past other groups of Bodas (sometimes twice) and say something like “HEY CHECK OUT

MY MZUNGU [hvid person]”. This is also normal, if a bit weird.” (ibid.) Gennem sådanne

erfaringsdelinger, kan rejseblogs hjælpe med til at intensivere en gruppeidentitet de rejsende

imellem, og skabe muligheder for mere vedvarende (online eller irl) relationer, der kan

vedligeholdes på Facebook eller andre sociale medier. Molz påpeger, hvordan sådanne nye mobile

samfund reflekterer dybereliggende strukturelle ændringer i distinktionen mellem det hjemlige og

det fjerne; mellem at være sammen eller adskilt (Molz, 2012, s. 82).

Et andet distinkt kendetegn ved (rejse-)blogs er forfatternes, eller producenternes, næsten

ubegrænsede muligheder for selv at tilrettelægge, redigere og designe indholdet, hvilket blandt

andet medfører, at ”[t]he "reality" offered by blogs is thus a thoroughly perspectival reality,

anchored in the personality of the blogger.” (Miller & Shepherd, 2004) En blog er således et sted,

hvor individet kan udfolde sig selv kreativt (Pudliner, 2007, s. 47); udfoldelser, der på denne måde

fremstår ”umedierede” i den forstand, at der, som tilfældet var for Speke og Stanley ikke findes

begænsende omstændigheder, så som et forlag, at tage hensyn til.

Ikke desto mindre er blogs i sagens natur netop medierede i kraft af de medier, der ligger til grund

for deres eksistens (Miller & Shepherd, 2004). Min pointe her er, at rejsebloggeren som

udgangspunkt har en høj grad af frihed i konstruktionen af indholdet i hans/hendes blog, hvilket er

med til at omdefinere, hvad det vil sige at være turist eller rejsende: ”Far from merely consuming

the picturesque, travel bloggers actively participate in reproducing – and often starring in – travel

imagery.” (Molz, 2012, s. 67) Rejsebloggen placerer på denne måde den rejsende i centrum af

begivenhedernes gang. I sin blog fortæller Jennifer om et besøg i Bwindi Impenetrable National

Park, hvor hun, sammen med sine rejsefæller, deltager i en arrangeret gorilla-foto-safari. Inden

24 http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Central-Region/Kampala/blog-818505.html

47

afgang skal deltagerne deles op i grupper, og i følgende citat beskriver Jennifer, med en god potion

selvironi og selviscenesættelse, sine forsøg på at blive tildelt en plads blandt dem, der har den mest

strabaserende tur i vente:

Since this was the single most expensive day in my entire travelling career, I was secretly

hoping to be assigned a Gorilla group that was absolutely miles away, preferably at the

other end of an arduous hike involving mild peril. In order get my money’s worth. This

makes sense in my head. Assuming the rangers would decide how far we were going on

the basis of who looks fittest and least likely to have some kind of coronary event, I

attempted to look alert and active. This involved standing up very straight and tucking

my trousers into my socks.25

Måden hvormed Jennifer placerer sig selv i centrum for denne lille anekdote har sine paralleller i

det 19. århundredes rejseberetninger. Både Speke og Stanley er dygtige til at iscenesætte sig selv

som helte; som civiliserede engelske gentlemen. Især Stanley formår, som en tidlig eksponent for

New Journalism, at placere sig selv i midten af begivenheder, som en slags generator for det

handlingsprægede forløb (Andersen, 2010, s. 61). Der er dog ikke meget tvivl om, at tendensen til

at blotlægge sig selv, sine personlige tanker og følelser for offentligheden, er langt mere markant

for nutidens rejsebloggere. En forklaring på denne tendens findes hos Miller og Shepherd, i deres

analyse af bloggen som genre. Bloggen som vi kender den i dag opstod sidst i 90’erne, i hvad Miller

og Shepherd refererer til som et kulturelt kairos; hvilket med andre ord vil sige, at tiden og

omstændighederne var optimale for gennembruddet for denne genre. Som forklaring på dette kairos

peger de på en række fremherskende trends, kendetegnende for 90’ernes sociale og kulturelle

strukturer, hvoraf særligt en er af relevans her: Grænserne mellem den offentlige og private sfære

bliver tiltagende flydende, hvilket kan belyses ud fra to indbyrdes relaterede begreber. For det første

er tiden præget af en medieret voyeurisme, hvor ”vi” almindelige mennesker, gennem medierne, kan

eller nærmest forventer at få indblik i og adgang til; med andre ord belure, berømte mennerskers

personlige gøren og laden. Miller og Shepherd’s eget eksempel er de personlige og intime

oplysninger om præsident Clinton’s affære med Monica Lewinsky, der i 1998 kom frem i

offentlighedens lys. Et andet, mere ”up-to-date” eksempel er, hvordan mange kendte mennesker;

skuespillere, sportsfok, musikere og også politikere har valgt at gøre sig selv synlige på de sociale

25 http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Western-Region/Bwindi-Impenetrable-National-Park/blog-819327.html

48

medier så som Twitter, Facebook og Instagram. ”Almindelige” mennesker kan på denne måde få et,

om end redigeret og selektivt, indblik bag facaden i en verden, de fleste ikke har adgang til. At det

for personer i offentlighedens søgelys kan give bagslag at være – selvvalgt – synlig og tilgængelig,

findes der efterhånden mange eksempler på. Af særlig relevans for mit emne, er Dansk Folkepartis

Marie Krarups udtalelser i et blogindlæg fra 6. marts, 2013, efter et besøg i New Zealand med

Forsvarsudvalget. Her beskriver Krarup hvordan de:

... skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og

europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som

"Mariehønen evigglad" på maori - komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. (....)

Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne - men med næsegnidning - ikke

håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide

næste [sic!] med 10 europæisk udseende søofficerer.26

Efterfølgende kom Krarup i kraftig modvind, idet udtalelserne blev opfattet som etnocentriske, og

som en fornærmelse og en hån mod New Zealands oprindelige befolkning, maorierne (Mogensen,

2013). Dette medførte en heftig kritik og debat, både i New Zealand, blandt danske politikere og i

den danske befolkning som helhed.

Et andet kendetegn ved de ovenfor nævnte flydende grænser er en, tæt beslægtet med voyeurisme,

medieret exhibitionisme, hvor ”almindelige” mennesker blotlægger deres liv, deres tanker og

følelser i al offentlighed. Oplagte eksempler på dette er reality shows som Big Brother, og talent

shows som X-factor. På denne vis afgiver vi enorme mængder information om os selv, og føler

samtidig at vi ”har ret til” at få en stor mængde information igen, og det er således her at bloggen

som genre bliver interessant: ”...especially on blogs, people are sharing unprecedented amounts of

personal information with total strangers, potentially millions of them. The technology of the

internet makes it easier than ever for anyone to be either a voyeur or an exhibitionist, or both.”

(Miller & Shepherd, 2004) Også Molz nævner de, i hendes udlægning kun tilsyneladende,

narcissistiske og exhibitionistiske tendenser, der er på spil, når personlige dagbøger stilles til skue

på internettet, hvilket hun tilsvarende relaterer til de flydende grænser mellem den private og

offentlige sfære, samt en høj grad af selvrefleksivitet. Ifølge Molz handler dette exhibitionistiske og

selvrefleksive aspekt dog først og fremmest om social kommunikation. Rejseblogs gør det muligt

26 http://www.b.dk/politiko/aldrig-kan-et-folk-forgaa-som-ikke-vil-det-selv

49

for rejsende, at ”...show and tell what they are seeing and doing and to put themselves on display as

well, primarily as a mode for socializing with a distant and mobile social network.” (Molz, 2012, s.

67; original kursivering) Som jeg allerede har været inde på, er både interessen for de mere private

og intime detaljer om berømte menneskers liv, samt trangen til offentlig exhibitionisme i princippet

ikke noget nyt fænomen. Ser man på Spekes og Stanleys travelogues, tillader de her det hjemlige

publikum at komme ganske tæt på deres personlige tanker og følelser. Det er således også her en af

forbindelserne mellem det 19. århundredes travelogues og vor tids rejseblogs skal findes: Fælles for

begge genrer er et tæt slægtskab med dagbogen. Med reference til de konkrete navne på to store

blog hosting sites, Diaryland and LiveJournal, påpeger Miller og Shepherd følgende: ”It is the

diary's personal perspective that makes its relationship to the blog so recognizable.” (2004) En blog,

eller mere specifikt, en rejseblog gør det således muligt for en, eller flere, rejsende at formidle både

konkrete oplevelser og hændelser undervejs på rejsen, og samtidig, som også bemærket i

forbindelse med Victoriatidens travelogues, dele hans eller hendes personlige holdninger, tanker og

følelser. I følgende blogindlæg reflekterer danske Anna, som frivillig på en mindre landsbyskole i

Uganda, over det afrikanske skolesystem, og de frustrationer, den anderledes tilgang til

undervisning, giver anledning til hos hende:

Der går mange tanker gennem mit hoved hver gang vi er derude, fordi det er så markant

anderledes fra det danske skolesystem, og endda også fra den anden skole vi underviser

på. Jeg skal også vende mig til, at der er så lidt struktur, som der er. Lærerne kan let

sidde til formiddagspause, og gå 15 min over tid. Det tager de ikke så tungt, selvom det

går ud over børnenes undervisning. Jeg kan heller ikke lade være med at spørge mig selv,

om vi overhovedet gør en forskel, da læreren alligevel sidder inde i klasselokalet og skal

oversætte det, som vi underviser børnene i.27

I citatet fokuserer Anna på de forskelle hun, med hendes personlige og kulturelle baggrund, kan

relatere til. Blogs er, med Pudliners ord, unikke: De er udtryk for et individuelt og personligt,

fortolkende perspektiv på en rejse, og verden i det hele taget (2007, s. 47). Det er, ifølge Miller og

Shephard, netop det personlige præg eller perspektiv, kombineret med det ”umiddelbart virkelige”;

det ufiltrerede, der gør bloggen tiltrækkende, både for læsere og forfattere af blogs. I forlængelse

heraf beskriver Pudliner rejseblogging som en form for digital historiefortælling. Hun sætter det i

27 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/09/beretninger-fra-cornerstone-school.html

50

direkte forbindelse med tidligere rejsendes nedskrivning af deres rejseoplevelser i dag-til-dag-

format; eksempelvis som travelogues, der netop er baseret på dagbøger ført under selve rejsen

(Pudliner, 2007, s. 46).

Interessant i denne sammenhæng er også forbindelsen mellem de to formidlingsmedier som belyst

ud fra etymologien bag blogs/weblogs og travelogues. Begge betegnelser er bygget op over

begrebet ’log’: ”The marked chronology and regularity of updating, mandatory features of the log,

are bequeathed to the blog, along with the implication that the genre is the record of a journey

whose details may be significant to others.” (Miller & Shepherd, 2004; min kursivering) Med tanke

på den betydning Speke og Stanleys travelogues havde for offentligheden, både i forhold til et bredt

publikum, ivrige efter historier fra fjerne, eksotiske egne, og i forhold til den rolle teksterne, og

teksternes detaljer, spillede i imperialismens, kapitalismens og videnskabens tjeneste, synes

ovenstående at være en meningsfuld beskrivelse for travelogues så vel som for rejseblogs. På denne

vis går det før nævnte spændingsfelt mellem det private og det offentlige igen, eller mere præcist,

mellem det specifikke og det generelle. I den forbindelse belyser Pudliner, hvordan “[t]he basic

need for travel is to uncover greater meaning.” (2007, s. 50) Før som nu beskriver historiefortælling

om rejser således en bevægelse fra protagonisten; den rejsende helts oplevelser, til forsøg på at

sætte betydningen af oplevelserne i relation til større strukturer, og til en mere overordnet

fortolkning af det, på rejsen, erfarede. Ved rejsens afslutning reflekterer Anna i sin blog over de

indtryk hun har fået af, hvad hun kalder, den afrikanske mentalitet:

Som tiden gik, og det hele blev hverdag hernede, så vi dog også hurtigt en anden side af

den afrikanske mentalitet. For at sige det lige ud, så virker afrikanere, og er de [sic!]

måske også, meget dovne. Når man skal handle i deres små boder eller i større butikker i

Masaka, går alting ufatteligt langsomt, og de ligner nogle, som hellere ville, at man lod

være med at købe noget hos dem. Endvidere holdes der rigtig mange pauser i løbet af en

arbejdsdag, og samtidig er produktiviteten ikke særlig høj. Her skal det dog nævnes, at

mange afrikanere arbejder fra solen står op og til den går ned, altså en hel dag. Fælles for

de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.28

Særligt citatets sidste linie er værd at bemærke, idet at beskrivelsen af de dovne sælgere i boderne

som lade og uproduktive trækkes op på et niveau, hvor det gør sig gældende for ”de fleste

28 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/11/afrikansk-mentalitet.html

51

afrikanere”. Citatet kan ses som en understregning af Lisles tilgang til rejselitteratur, som en kilde

til forståelse af globale, politiske diskurser og dagsordener, som beskrevet i forrige afsnit. Samtidig

kan det ses som et eksempel på en gen-implementering af kolonialismediskursen: Annas

karakteristik af afrikanere er noget nær identisk med nogle af Spekes udtalelser (1863, s. xxii).

Marie Krarups blogindlæg også illustrativt her. Hvad der startede ud som hendes personlige, men

dog fuldt ud tilgængelige og offentliggjorte, refleksioner på en blog, over oplevelser hun havde haft

på en (officiel) rejse, endte med at skabe politisk debat, ikke bare i Danmark, men også på

internationalt plan, hvor særligt mange New Zealændere, i sagens natur, tog udtalelserne ilde op

(Lauridsen, 2013).

Overordnet kan det således konkluderes, at der på trods af et tidsspænd på over et århundrede er en

række paralleller mellem travelogues, som de fremstod under Victorianismen, og nutidens

rejseblogs. På et område adskiller de sig dog markant fra hinanden, og dette handler ikke

overraskende om de muligheder for interaktion, kommunikation, og ”deling” de nye, medierede

teknologier tilbyder. Rejseblogs tillader derfor ”...the traveller to showcase their journeys in several

different formats.” (Pudliner, 2007, s. 51) For Molz er det at ‘dele’ sine (rejse)oplevelser i blogs en

af de vigtigste komponenter i den mobile socialitet, som nævnt ovenfor: ”On travel blogs, as

elsewhere on the Internet, ’sharing’ has become shorthand for ‘virtual togetherness’, conflating

several connotations of the word: talking about one’s thoughts, feelings and experiences;

experiencing or enjoying something with others; having something in common.” (Molz, 2012, s.

71) Det, der deles, i rejseblogs er først og fremmest historier og visuelt materiale, hvoraf jeg, som

allerede nævnt, har valgt at beskæftige mig med det førstnævnte materiale. I denne forbindelse skal

jeg her give et eksempel på en ”god dele-historie” fra Jennifers blog. I det nordvestlige Kenya, i

Turkana-området, støder hun og hendes rejsekammerater på uventede forhindringer. I en landsby

bliver de mødt af en vejspærring, opsat af de lokale beboere, i protest mod, at det nu ikke længere er

trygt at færdes på områdets veje.De erfarer, at der for blot et par dage siden, ved en landsby et

stykke længere fremme på deres planlagte rute, er blevet dræbt op til flere personer i

stammeoptøjer, og de bliver frarådet at fortsætte langs denne vej. Jennifer og hendes venner

indleder en dialog med demonstranterne: ”We listened to them, agreed with them, yes it’s terrible,

yes the police should do something, of course we understand, thank you for making it clear.

Carefully, we tried to explain our situation. That we wanted to visit Turkana, but now we realise the

road isn’t safe and we should turn back. Couldn’t they please let us pass? Slowly, we gained some

52

sympathisers.”29 I første omgang ser det dog ud til, at de er nødt til at vende om i deres lejede bil, og

finde en anden rute, men så tilsmiler lykken dem. Militæret er til stede, på vej til landsbyen, hvor de

drabelige begivenheder fandt sted, og de ser ingen problemer i at eskortere Jennifer og de andre et

stykke ad vejen:

The army commander kindly offered to let us go in convoy with them on our preferred

route, to see us safely past the troublesome village, since they were heading that way in

any case. I quite liked the idea of being escorted out of town by the army, mainly because

I could imagine gleefully recounting the story in this blog at a later date, but I did

wonder if it might have been perhaps the single stupidest idea anyone had ever suggested

to me in my whole time travelling the world. The army, surely, were MORE likely than

average to get shot at? (ibid.; min kursivering)

Turen forløber planmæssigt, uden yderligere uforudsete og drabelige optrin, men det særligt

interessante her er, hvordan Jennifer, mens hun står midt i begivenhedernes gang, allerede er

opmærksom på historien som potentielt dele-materiale, som illusteret af den kursiverede linie i

citatet.

Med udgangspunkt i dette speciales komparative aspekt, er ”tid” her af væsentlig betydning. For det

19. århundredes rejsende skete dette overvejende først efter hjemkomsten. Rejseblogs muliggør en

umiddelbar og øjeblikkelig deling af oplevelser, informationer og nyheder: ”[P]hotos and stories

become hubs of real-time sociability and mediated co-presence through which the journey is shared

as it happens.” (Molz, 2012, s. 71; original kursivering) Et illustrativt eksempel findes i JHGs

rejseblog, som hun påbegynder allerede i flyet, hængende over det afrikanske kontinent, på vej til

Zambia: ” I was writing this blog on the plane heading south towards Zambia. These were my

thoughts as I looked out of my window; “Looking out of my window is inspiring. This is my first

ever glance of Africa and of course, it is vast.””30 Molz refererer i denne forbindelse til begrebet

”comobility” i betydningen at være ”...mobile with distant others thanks to communication and

locative media technologies.” (2012, s. 71) Måden hvormed rejseblogs, gennem deling af historier,

oplevelser og billeder, “comobilizes” et udvidet socialt netværk bliver særligt tydeligt ud fra de

kommentarer der kan efterlades af besøgende på bloggen. Denne aktivitet understreger, om noget,

at der her er tale om – muligheder for - dialogisk, og ikke, som hos Speke og Stanley, monologisk

29 http://www.travelblog.org/Africa/Kenya/Rift-Valley-Province/Turkana/blog-819458.html 30http://www.travelblog.org/Africa/Zambia/Lusaka/blog-801027.html

53

kommunikation. I denne sammenhæng er det relevant at bemærke, hvordan rejseblogs ofte

anvendes til at indkorporere de mere ”trivielle”, hverdagsaktiviteter og episoder, der, for de fleste,

altid er en del af rejser. Hvor man oftest, på traditionelle postkort, samt de fortællinger man deler

efter hjemkomsten, fokuserer på de store begivenheder og velkendte seværdigheder, giver

rejseblogs et mere fyldestgørende billede af, ikke bare den specifikke rejse(nde), men også af selve

rejsedestinationen (Molz, 2012, s. 72) Det engelske ægtepar, the Barhams, beskriver i deres blog en

typisk eftermiddag, under deres ophold som frivillige, i Uganda:

In the afternoons (dependant on rain) we always try to go for a walk if we haven't been

out for lunch or into town to get provisions. The limited diet here is starting to become

quite monotonous. We are both craving fruit and veg! We still have a further two weeks

of it. On the other hand we have talked about how all that we are experiencing,

intermittent water, electricity and limited variety of food is teaching us valuable lessons

about how we at home take all these things for granted. The poorest people here NEVER

have running, relatively clean water, electricity, light and variety of food[.]31

Denne ’delen’ af tilsyneladende trivielle historier kan også opfattes som et eksempel på fatisk

kommunikation, hvor det handler om at opretholde og bekræfte sociale relationer og sociale

netværk gennem nærvær og tilstedeværelse (Nielsen, 2011, s. 159-165). Den dialogiske

gensidighed, som beskrevet af Nielsen (2011, s. 161), tydeliggøres i form af følgernes muligheder

for at efterlade kommentarer. Følgerne er typisk familiemedlemmer, venner og bekendte, andre

rejsende, eller folk, der er ”faldet over” og har fundet interesse for bloggen på nettet. Eksempelvis

finder man disse læserkommentarer til et af førnævnte Annas blogindlæg: ”Hvis du orker så bliv

endlig [sic!] ved med de gode indlæg. Det er lidt som at være der :-)” ; ”Det er ikke til at forestille

[sic!] hvordan det er dernede hvis ikke du fortalte det og viste billeder.”32 Fokus er således i højere

grad på en aktiv og virtuel deltagelse i en given turist eller rejsendes oplevelser, end på, mere

passivt, at lægge ører til historierne after hjemkomsten. At følge en rejseblog kan således skabe en

følelse af intimitet på afstand (Molz, 2012, s. 75). Pudliner formulerer det på følgende måde:

“Weblogs are another form of conversation, communication between the travellers in all of us.

Their form ignites a longing or curiosity to explore our global destinations even if it is just from an

arm chair.” (2007, s. 57) Her er særligt bloggens omvendte kronologi en af de væsenligste faktorer i

31http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Western-Region/Nkuringo/blog-818627.html 32 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/11/afrikansk-mentalitet.html

54

at holde følgernes interesse fanget, idet, påpeger Molz, den tilfører det her delte en ”serialized,

open-ended and addictive quality”, der igen fører til en ”eager anticipation” (Molz, 2012, s. 75). At

følge en rejseblog kan derfor opfattes som, på afstand, selv at deltage i rejsen; som en slags virtuel

rejsende.

6.3 Turister og rejsende

Et ikke uvæsenligt aspekt i diskussionen af nutidens rejselitteratur og rejseblogs er turistindustriens,

og herigennem turistens, rolle i at opretholde en række stereotyper omkring dette kontinent og dets

befolkning. At turisme og turister er relevante i sammenhæng med mit speciales emneområde, giver

for så vidt sig selv: Turister rejser, og nogle turister skriver undervejs og efterfølgende om deres

rejser. Væsenligt her er den gensidige påvirkning mellem turistindustrien og rejselitteraturen, som

eksempelvis belyst af Holland og Huggan (1998) og van Egmond (2012).

Verden er i dag præget af en høj grad af mobilitet, både af mennesker, varer og ideer, og selv de

fjerneste destinationer er nu tilgængelige takket være blandt andet billigere rejser samt udviklingen i

transportsystemer. Samtidig er netop de globaliseringsprocesser, der har gjort verden mere

tilgængelig, medvirkende til at gøre selvsamme verden mere farveløs, mindre forunderlig, hvilket

igen har først til en stigende ”frygt for homogenisering” fra den vestlige verdens side (Holland &

Huggan, 1998, s. 2). Det er disse to udviklingstendenser, som rejselitteraturindustrien, ifølge

Holland og Huggan, har været dygtige til at kapitalisere på, ved at markedsføre deres produkter som

”...thrilling alternatives to the sanitized spectacles of mass tourism; as evidence that the world is still

heterogenous, unfathomable, bewildering; as proof that the spirit of adventure can hold off the

threat of exhaustion.” (1998, s. 2) Molz tager udgangspunkt i, at vi lever i en verden med en høj

grad af hastighed og mobilitet, og som følge af dette har mange valgt en “mobil” livsstil; både

m.h.t. at rejse meget, men også i forhold til at være mobil m.h.t. kommunikation, hvilket er Molz’

overordnede fokus i bogen (2012, s. 5).33 Centralt og symptomatisk i denne udvikling står således

turistindustrien, hvilket, ifølge Molz, gør det muligt at se ”...tourism as a metaphor of modern social

life.” (2012, s. 8) Som også belyst af Lisle, er rejser og turisme derfor ”...inextricably linked to the

broader political, economic, cultural and social composition of the world.” (Molz, 2012, s. 8) Ifølge

Ning Wang er en af konsekvenserne ved vores moderne samfund, at ”...the traditional harmony

between individual and society can no longer be maintained.” (2000, s. 61) Da det ikke er muligt

33 At have mulighed for, frivilligt, at vælge en ”mobil livsstil” som turist eller rejsende er naturligvis ikke alle forundt, og må som sådan ses som et privilegie. Som bemærket af både Molz (2012, s. 5) er der, i den mobile verden, utallige eksempler på mennesker der tvinges ud i rejser, som flygtninge, aylsøgere og ufrvillige migranter.

55

med et trylleslag, at ændre på den moderne samfundsstruktur, bliver rollen som rejsende, som turist,

en tiltrækkende måde at undlippe og glemme ”the malaise of modernity”, og i stedet træde ind i en

alternativ, fantastisk verden (Wang, 2000, s. 65). Med masseturismens eksplosive vækst gennem de

seneste årtier, er skellet mellem en turist og en rejsende tilsvarende vokset. Den gængse opfattelse,

ikke mindst af de rejsende selv, er, at den rejsende, til forskel fra turisten, er motiveret af en ægte

interesse og nysgerrighed omkring andre mennesker og kulturer. Den rejsende ser sig selv som en

besøgende, der ikke intervenerer på skadelig vis i andre kulturers levemåder, og ved at undgå at

involvere sig i aktiviteter, hvor de lokale samfund på den ene eller anden måde bliver udnyttet, som

det synes at tage sig ud i forbindelse med masseturisme (Holland & Huggan, 1998, s. 2). Denne

distinktion går igen, og forsvares, i meget af nutidens rejselitteratur: Langt de fleste rejseforfattere

ser sig selv som rejsende, og ikke turister; som ”...open-minded inquirers rather than as pleasure-

seeking guests.” (ibid., s. 3)34 Nogle blogskribenter giver tydeligt udtryk for, at de ser sig selv som

rejsende og ikke turister. En af dem er Jennifer, der, i forbindelse med en trekking i Ugandas

Rwenzori National Park, bemærker følgende i sin blog:

Two kilometres later, having scrambled up through fields and villages to the entrance of

the national park, we flicked through the sign-in book for October and September. There

were gaps of up to a week where not a soul had passed through here. That’s the best

thing about the Rwenzoris. It feels genuinely remote. We didn’t run into another person,

never mind another tourist, for three whole days. Contrast this to Kilimanjiro national

park, which sees something like 30,000 a year and has been described as “a traffic

jam”.35

Behovet for, som rejsende, og som rejseskribent, at distancere sig fra turistrollen illustrerer to, på

sin vis, ironiske aspekter ved relationen mellem turisme og rejselitteratur. For det første fungerer

rejselitteratur-genren som en form for markedsføring af fjerne rejsemål; hvad Holland og Huggan

refererer til som “...a new exotic: a celebration of the modern spectacle of global cultural diversity.”

(1998, s. 2; original kursivering) På denne måde assisterer nutidens rejseforfattere netop

turistindustrien, ”...even when they might imagine themselves to be its most strident adversaries.”

(ibid., s. 3) For det andet kan rejsende, og rejseforfatteres, fokus på egen ikke-forstyrrende (i de

lokale samfund og den lokale natur) praksis tolkes som en mere eller mindre bevidst strategi til at

34 Se Cohen (1988) for en typology af turisttyper.35 http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Western-Region/Rwenzori-Mountains/blog-814848.html

56

distancere sig ikke bare fra turister, men også tidligere perioders imperialismeideologi, der, som

beskrevet i forrige afsnit, netop argumenterede for aktiv, vestlig intervention i ikke-vestlige

samfund. Endnu et eksempel fra Jennifers blog kan illustrere dette. Før et besøg i Bwindi

Impenetrable National Park i Uganda, for at opleve gorillaer i deres naturlige omgivelser, gør hun

sig en række kritiske overvejelser over turisters potentielle skadelige praksisser:

I was not immediately enthusiastic about the prospect of trekking to see the gorillas.

Before I arrived here, it didn’t feature in my metal list of things to do in Africa. The

obvious objection is that it’s ruinously expensive, but I was also pretty dubious about the

ecotourism claims. Surely it can’t be good to tramp out into the forest and hassle severely

endangered wild animals? To encourage human contact?36

Efter samtaler med andre rejsende, der kan forsikre hende om nationalparkens massive fokus på

naturbevaring, vælger Jennifer dog alligevel at tage afsted. Som en afsluttende bemærkning har hun

denne kommentar, der samtidig er med til at understrege hendes opfattelse af forskellen på turister

og rejsende: ”Very few tourists are aware of the human impact of conversation, so it’s a really

worthwhile thing to do if you want to be a responsible traveller and maintain a balanced view.”

(min kursivering)37

Som også belyst af Molz, er en væsentlig motivation for mange turister og rejsende, særligt dem,

der ikke vil lade sig nøje med to ugers charterferie, men søger fjernere, mere eksotiske

destinationer, ønsket om at gøre sig fri af modernitetens begrænsninger; ”to escape the box”, med

Molz’ egne ord (2012, s. 135). Centralt i hendes tekst, og i turiststudier i det hele taget, står John

Urrys begreb ”The tourist gaze”. Man kan ikke, skriver Molz, overvurdere betydningen af Urrys

begreb i forhold til dets hitoriske og sociologiske betydning for turistindustrien (2012, s. 63)

Begrebet kan derfor også anvendes til at kaste lys over nogle af de turistaktiviteter og –praksisser,

der står i relation til turister og rejsendes skriftlige rejseberetninger. I Molz’ udlægning handler ”the

tourist gaze” om, hvordan ”…tourists desire to gaze upon views and scenery that are unique,

unusual and, above all, different from the tourist’s everyday life.” (2012, s. 63) For at imødekomme

dette behov konstrueres turistdestinationer som distinkte, unikke og tiltrækkende “’sights’ to be

‘seen’.” (ibid.) Det er i dialektikken mellem disse to forhold, at ”the tourist gaze” organiserer de

besøgendes møde med den Anden, hvor den Anden her både forstås som andre mennesker og andre

36 http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Western-Region/Bwindi-Impenetrable-National-Park/blog-819327.html 37 ibid.

57

kulturer, samt selve destinationerne. Fokus er altså på, hvordan turister søger mod, og ønsker at

betragte, kontraster: Kontraster til hverdagen, kontraster til egen kultur. Følgende citat fra Urry kan

anvendes til at uddybe dette:

Places are chosen to be gazed upon because there is an anticipation, especially through

day-dreaming and fantasy, of intense pleasures, either on a different scale or involving

different senses from those customarily encountered. Such anticipation is constructed

and sustained through a variety of non-tourist practices, such as film, newspaper, TV,

magazines, records and videos which construct that gaze. Such practices provide the

signs in terms of which the holiday experiences are understood, so that what is seen is

interpreted in terms of these pre-given categories. (Urry, 1995, s. 132; min kursivering)

Citatet er med til at understrege forbindelsen mellem turisme og andre samfundsmæssige

institutioner og sfærer. Dette gælder i særdeleshed medierne, og deres indflydelse på, hvad turisten

på forhånd medbringer af forventninger og ikke mindst allerede etablerede kategorier, ud fra hvilke

en given destination betragtes og fortolkes. Turisten, eller for den sags skyld rejseskribenten, kan ud

fra dette perspektiv ikke opfattes som startende fra nulpunktet; som et individ, der er i stand til at se

på de nye omgivelser med ’friske øjne’. Dog kan man, som i følgende citat fra Annas blog, blive

overrasket over, at tingene ikke altid er som ventet: ”Efter ca. to timers gang blev vi pludselig mødt

af det syn, hvormed man forbinder Afrika. Vi var kommet til de små runde hytter med spidse tage. I

forhold til mine forestillinger om disse mennesker, var der dog lige en detalje: de havde faktisk tøj

på alle sammen.”38

Molz belyser, hvordan ”the tourist gaze” kan fungere som en social ramme, og hun henviser i denne

forbindelse til Foucault, som i høj grad har informeret Urrys begreb. ”For Foucault”, påpeger Molz,

” power, knowledge and discourse intersect in the gaze to produce certain objects as ’knowable’ and

to deem certain ways af seeing and knowing as valid and proper.” (2012, s. 63) Ud fra denne

opfattelse kan “the tourist gaze” ses som værende indlejret i en række sociale strukturer og

diskursive strategier, der er med til at regulere og organisere turisters adfærd: Hvor de tager hen,

hvad de foretager sig, hvordan de interagerer med hinanden og de lokale samfund. Begrebet

refererer derfor ikke til den enkelte turists individuelle og varierende praksis, men til de større

strukturer, der er medvirkende til at definere og klassificere både selve destinationerne, og turisters

38 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/09/i-en-anden-del-af-uganda.html

58

praksis og opførsel i relation til disse steder. Selvom Stanley næppe kan betegnes som turist,

hverken af ham selv, hans samtid, eller nutiden, er det her illustrativt at nævne, hvordan hans

panoramiske beskrivelse af Lualabafloden, kan anskues som en tidlig variant af ”the tourist gaze”.

Måden, han observerer landskabet og den lokale befolkning på, er netop reguleret og organiseret på

baggrund af, i forvejen eksisterende, diskurser og strukturer omhandlende imperialisme og den

vestlige verdens suveræne position. Også i nutidige rejseblogs kan man finde panoramiske

beskrivelser, som det følgende citat, fra en blog forfattet af et australsk kærestepar, ”Two Thirsty

Travellers”. Citatet beskriver ankomsten til Lake Nakuru National Park i Kenya:

It was a quick transition leaving the city – one minute we were surrounded by buildings,

and then a short while later we were in the lush greenery covering the Nairobi Highlands.

There was a gradual climb, and then all of a sudden we were looking into ‘The Great Rift

Valley’. There was a blanket of cloud hovering over the valley, and a strong contrast

between the greenness of the upper hills and the brown valley floor.  Once we descended

into the valley, the grasslands were soon crawling with animals – zebra, goats, cattle. The

zebra were a good taster for what was to come.39

Hos det australske kærestepar kan man således tale om ”the tourist gaze” ud fra et fokus på

kontrasten mellem byen, de kører ud af, og naturen, de pludselig befinder sig midt i. Naturen, og

ikke mindst dyrene, som de ultimative symboler på det ”virkelige”Afrika, spiller på denne måde

hovedrollen i citatet, hvor særligt den sidste linie er med til at opbygge en forventningsfuld

stemning, samt understrege hvad det er for objekter, der skal betragtes (”the gaze”). Heraf følger, at

”the gaze” aldrig er objektivt, hvilket understreges af den tætte forbindelse med diskursbegrebet:

”[T]he tourist gaze in fact refers to historically specific practices, structured not just by individual

desires to see certain landmarks or landscapes, but also by broader discourses surrounding visuality

as a practice of classifying, appreciating or interacting with the world.” (Molz, 2012, s. 65) På

denne måde kan der identificeres en parallel mellem ”the gaze” og rejselitteratur, der, som allerede

belyst, ikke skal opfattes som en neutral og ”uskyldig” genre. Som også tidligere bemærket følger

mange rejsende i tidligere rejsendes fodspor, enten som et bevidst valgt, eller fordi der med tiden er

opstået konsensus om, at et landskab, eller en attraktion, er noget særligt; unik og uundgåelig, hvis

39http://two-thirsty-travellers.com/from-the-city-to-the-wilderness/

59

man befinder sig i et specifikt område. Molz påpeger hvordan ”…sightseeing and the tourist gaze

refer to socially structured and systematicized practices that imbue sights with particular meanings.”

(2012, s. 63; original kursivering) Et illustrativt eksempel her, er Afrikas utallige wildlife, eller

game reserve parks; et nærmest obligatorisk punkt på mange vestlige turisters agenda i forbindelse

med rejser til landene syd for Sahara. Schmidt og Van Beek og argumenterer for hvordan disse

steder er i høj grad er menneskeskabte, idet ”...the great parks of Africa are in large part culturally

created wildernesses, indeed, colonial products resulting from shutting off areas, ousting people,

limiting hunting rights and struggling against ’poaching’ (i.e. the standard local use of bush area).”

(Schmidt & van Beek, 2012, s. 7) Parkerne er således ikke naturligt forekommende fænomener,

men derimod konstruktioner, bygget op omkring de forventninger og behov turister medbringer

hjemmefra, som beskrevet ovenfor omkring ”the tourist gaze”. Centralt står altså, igen, konstrasten

til den “kendte” verden. Schmidt og Van Beek understøtter disse argumenter, og belyser, hvordan

turisters primære motivation for at vælge Afrika som rejsemål er fascinationen af, og den pirrende

frygt for, den vilde afrikanske natur, herunder særligt dyrelivet. Således er ’the big five’ (elefant,

løve, leopard, næsehorn og bøfler) hovedattraktionen, idet ”...they are fundamentally alien: large,

wild, and in a world totally of their own.” (2012, s. 3) På denne måde symboliserer de den

fascination og ærefrygt ’vi’ nærer for den afrikanske natur, som en form for parallelt univers. I

forhold til kontinentets beboere ligger turisternes interesse sig tilsvarende først og fremmest hos de

kulturer, der udviser tydelige tegn på ’anderledeshed’, så som maasaier, buskmænd og hottentotter:

”In general, the cultures of Africa are interesting as long as they are ’authentic, which

means’different’, ’not European’.” (Schmidt & van Beek, 2012, s. 3)

Turisters ønske om at opleve det autentiske og uberørte Afrika er dog iblandet visse forbehold:

Mange ønsker ikke at give køb på vestlige standarder i forhold til service og komfort, hvilket de

utallige luksus ”safari lodges” vidner om. Mbaiwa beskriver turisters ambivalente forhold til

Afrikas vilde natur; på den ene side vil de gerne opleve det ucivilicerede og barske landskab, på den

anden side skal dette helst ske i sikre og velkendte omgivelser, a la en støddæmper af civilisation

(Mbaiwa, 2012, s. 126-127). Efter en lang dag med forrygende safarioplevelser i Okavango-deltaet,

er det nødvendigt at have noget trygt og civiliseret at vende tilbage til: ”...the tourist does not want

to lose his habitual comfort, modern bedding, bath tubs, showers and toilets, hence all these

facilities and services are provided in wilderness areas like the Okavango Delta.” (Mbaiwa, 2012, s.

124)40 I sin blog beskriver JHG, hvordan hun og hendes veninde, efter en dag med flodhestesafari

40På Khwai River Lodge i Okavango deltaet kan man overnatte i disse bekvemmelige omgivelser: “Shaded by a traditional African thatch roof, each luxury tent's interior offers a luxurious en suite bathroom, a fully-stocked mini-bar,

60

på Zambesifloden, vender tilbage til hotellet, og herfra, i komfortable omgivelser, kan nyde naturen

på afstand:

We got the boat back to the very luxurious Royal Livingstone and weren't going to miss

an opportunity to be in such nice surroundings. We sat on a park bench by the river, and

then layed by the pool and ordered a drink! Beautiful sunshine by the serene Zambezi

after a thrilling morning. Paradise! Couldn't quite believe it.41

I Annas blog findes et lignende eksempel på, hvordan der kan være behov for at, for en tid, slappe

af i en ”civiliseret” atmosfære. For hende synes det dog først og fremmest at handle om at sætte det,

til tider, frustrerende måde mellem dansk og afrikansk kultur i bero. Anna mødes med et dansk

ægtepar, der ud over at arbejde med nødhjælp, har opbygget et lille turist resort: ”Dette lille

ferieparadis, som Ruth og Carsten har bygget, er et sted, hvor deres venner og andre danskere eller

europæer kan komme og leje en banda, som de små hytter hedder her i Uganda. Her kan man få et

lille pusterum, samt nyde roen og freden. Her er der ingen der konstant råber: “bye muzungu” eller

vil hilse på dig.”42 Citatet tydeliggør, hvordan Annas fokus i høj grad er på kontraster; ikke bare

mellem komfort og ro i forhold til uorden og larm udenfor resortet, men også på forskellen mellem

europæere og afrikanere; os og dem. Dette er endnu en understregning af Lisles ”colonial vision”.

For at vende tilbage til Mbaiwa, er det hans overordnede projekt at undersøge, hvordan

turistindustien, gennem reklamer, brochurer og andet materiale, er med til at male et billede af

udviklingslande, der reflekterer et vestligt, hvidt, mandligt perspektiv, hvor den vestlige verdens

dynamik og fremskrid står i stærk kontrast til disse landes ’statiske, tidløse og uforanderlige’

karakter’. (Mbaiwa, 2012, s. 117) Dette billede kan ligeledes ses som en variant af Lisles ”colonial

vision”; hos Mbaiwa dog med et mere bredt fokus end specifikt rejselitteratur. En udredning af

sådanne problematikker kræver, at man må finde frem til de antagelser og myter, som vestlige

samfund har konstrueret om mennesker i de tidligere kolonier, og i udviklingslandene (Mbaiwa,

2012, s. 119). I denne forbindelse refererer han til Echtner og Prasad, der i en artikel fra 2003 i

Annals of Tourism Research, ’The Context of Third World Tourism Marketing,’ har identificeret tre

sådanne myter: Myten om uforanderlige og tidløse kulturer (”In the myth of the unchanged,

destinations in Third World countries are firmly fixed in the past and are represented by timeless

a four-poster bed complete with mosquito netting, as well as a discreet air conditioning.” http://www.khwairiverlodge.com/web/okrl/safari_accommodation.jsp) 41 http://www.travelblog.org/Africa/Zambia/Livingstone/blog-802332.html 42 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/09/en-forfrdelig-god-sndag.html

61

places, allowing tourists to seek ’exotic and authentic’ cultural experiences.” (Mbaiwa, 2012, s.

120); myten om uciviliserede og tilbagestående kulturer (”...the tourist undertakes an expedition

into an almost primordial place, where civilisation is largely absent and the natives are savage.”

(Mbaiwa, 2012, s. 125) ), og myten om det uhæmmede, ”the unrestrained”, hvor vestlige samfunds

aktiviteter ikke forventes at blive kontrolleret (eksempelvis ved udforskning eller jagt), men hvor

istedet alt og alle opfylder turistens behov for glæde, luksus og service (Mbaiwa, 2012, s. 119).

Samlet set er disse tre myter medvirkende til, at vestlige turister forventer, at de lokale kulturer, og

landskaber, er uberørte af vestlig modernisering, og vestlig indflydelse i det hele taget. Dette er,

ifølge Mbaiwa et af områderne, hvor tidligere tiders rejselitteratur sætter sit præg den dag i

dag:”The three myths generate a notion of otherness that was and still is inextricably linked to the

accounts of travel and explorations in imperial lands.” (Mbaiwa, 2012, s. 127) I direkte

sammenhæng med denne ”notion of otherness” vil jeg i det følgende belyse autenticitetsbegrebet og

dets betydning i forhold til Afrikarepræsentationer.

6.4 Autenticitet

Jeg har flere gange været inde på hvordan dette kontinent identificeres med det eksotiske, det

fremmedartede, det uberørte og autentiske. Dette spiller i sagens natur også en rolle i turistbrancen,

og i det hele taget synes autenticitet at være et centralt begreb for nutidens postkoloniale og (post-)

moderne rejsende, og er som såden også af stor relevans for den hertil knyttede rejselitteratur

(Cohen, 1988; MacCannell, 1989; Molz, 2012; Wang, 2000). I forbindelse med turiststudier kobles

begrebet sammen med fagets begyndelse i 1970’erne. Den centrale diskussion indenfor dette fag går

på, hvordan autenticitet opfattes som en ”...antidote to the alienation and disenchantment of modern

social life and then proposes travel as a way of recapturing that authenticity, at least momentarily.”

(Molz, 2012, s. 112) Som også belyst af Eric Cohen er autenticitet et overvejende moderne koncept,

opstået i industrialiserede, vestlige lande (1988, s. 373). Der skabes på denne måde et

sammenligningsgrundlag, hvor autenticitet i stedet søges i præ-moderne samfund, der endnu

fremstår tilsyneladende uberørte af vestlig indflydelse: ”The alienated modern tourist in quest of

authenticity hence looks for the pristine, the primitive, the natural, that which is as yet untouched by

modernity.” (Cohen, 1988, s. 374) Også Rachel Moffat påpeger denne tendens hos nutidens

rejsende: “The greater the gap between a foreign place and one‘s own home and culture, the greater

the impression of discovery and exoticism.” (Moffat, 2010, s. 3) Som tidligere nævnt er det her

ironisk, at flere af sådanne “autentiske”, eksotiske og uberørte samfund, som eksempelvis de

62

afrikanske maasaier og hottentotter (ref) netop historisk set har været under kraftig påvirkning af

vestlige, koloniale kræfter. Ifølge Ning Wang må autenticitet derfor forstås som ”...the result of a

social construction. Authenticity is not seen as an objective measurable quality. Things appear

authentic not because they are so but because they are constructed as such in terms of social

viewpoints, beliefs, perspectives, or powers.” (2000, s. 49) Selvom myten om autenticitet således

efterhånden er dekonstrueret, først og fremmest af antropologien (Handler, 1986, s. 2), nyder

turister det dog stadig, selvom de ved det er falskt (van Beek & Schmidt, 2012, s. 23). Autenticitet

er derfor et begreb, der står til forhandling, og kan ikke ses som en objektiv kvalitet ved originaler.

Som Shepherd udlægger det: ” [T]here is no original moment; there are no ethnic Others who have

existed in a never-never land, segregated in both time and space.” (2002, s. 193) Med andre ord, alle

samfund har historisk set været påvirket af udefrakommende, det være sig missionærer,

handelsrejsende og også netop opdagelsesrejsende, som Speke og Stanley.

Relevant i forbindelse med turister og rejsende, og deres forestillinger om andre – ikke-vestlige –

kulturer, er begrebet iscenesat autenticitet (”Staged authenticity”), som beskrevet af Dean

MacCannell i The Tourist fra 1976. På trods af at bogen er skrevet for over 30 år siden, er den

stadig at regne for et af hovedværkerne indenfor turismestudier, idet den belyser en central

problematik, der stadig synes at gøre sig gældende på mange rejsedestinationer. MacCannells

udgangspunkt er, at der findes en form for oprindelig autenticitet; en kulturel kerne, hos mange

ikke-vestlige samfund, der har status af at være turistmål, men at disse ægte kulturelle træk

gemmes væk backstage og beskyttes fra turisternes blikke. Udefrakommende mødes således af

iscenesatte begivenheder og optrin, iværksat af turisters behov for netop det autentiske. Dog vil de, i

deres egenskab af turister, ifølge MacCannell, aldrig være i stand til at trænge igennem til det netop

efterstræbte og virkeligt autentiske: ”It is always possible that what is taken to be entry into a back

region is really entry into a front region that has been totally set up in advance for touristic

visitation.” (1989, s.101) Det amerikanske ægtepar Linda og Jeff besøger på deres rejse gennem

Afrika en lille Maasai-landsby i Ngorongoro Conservation Area i det nordlige Tanzania. Den

efterfølgende beskrivelse, på deres rejseblog, af landsbyen giver indtryk af, at Linda og Jeff føler,

de har fået et indblik i ægte og autentisk Maasaikultur:

Later visited Masai village. Circular enclosure with central corral for livestock

surrounded by multiple huts- one for each wife. 17 huts and 30 children in village we

saw, father 77 years old- don't know how he does it. Huts made of acacia tree limbs and

63

dried cow dung. Barely could fit through entrance into hut. Two sleeping areas and fire

in center. No electricity or water. Husband rotates between huts.43

Uden på nogen måde at nedvurdere ægteparrets autentiske oplevelse, er det værd at bemærke, at

Ngorongoro Conservation Area er det område i Tanzania, der trækker flest turister til, som

beskrevet af Susan Charlney (2005). For netop at bevare og beskytte områdets store befolkning af

Maasaier, foregår de fleste turistbesøg i de såkaldte kulturelle bomaer (traditionel landsby)

(Charnley, 2005, s. 78). Der er således en vis sandsynlighed for, at det er en sådan “konstrueret”

boma, Linda og Jeff har besøgt, og, med reference til MacCannell, er der derfor i højere grad tale

om en iscenesat autenticitet.

At konkludere, at nutidens turisme udelukkende handler om jagten på det autentiske, det eksotiske,

det eventyrlige og fremmedartede, vil naturligvis ikke være korrekt. Ud over de mange, der

foretrækker at rejse i de hjemlige, vestlige lande, er der også dem, der ”stiller sig tilfreds” med at

blive underholdt af netop iscenesatte forestillinger i komfortable omgivelser, vel vidende, at det

show de betragter ikke er autentisk i ordets gængse betydning. Cohen refererer til denne turisttype

som den fornøjelsessøgende turist ”...whose concern with authenticity is relatively low, may well

accept even a substantially staged product and experience as ”authentic””. (1988, s. 379)

På denne vis kan definitionen af en autentisk oplevelse variere fra person til person, eller fra turist

til turist, som også påpeget af Pudliner (2007, s. 56). I sammenhæng med autenticitetsbegrebet kan

man i rejseblogs også finde eksempler på kulturbeskrivelser, der synes at være baseret på ”ægte”

tværkulturel kontakt. Følgende eksempel omhandlende en fest for en nyfødt (”Baby shower”) hos

en gruppe kenyanske Maasaier, fra engelske Lisas blog, både adskiller sig fra Linda og Jeffs

turistprægede beskrivelse af en Maasailandsby, som belyst ovenfor, og minder samtidig, på visse

punkter, om Speke og Stanleys etnografiske deskriptioner af afrikanerne:

[T]hey don't have a toilet they have a mud hut on site and they tin hut is small. They start

with giving everybody food..... More goat! The baby is wrapped in a new blanket that has

been bought by a family member and then passed to each woman. As the baby is passed

money is put inside the blanket. When a female marries she goes to live with the males

family and is not allowed contact with her family more than every 11 months. It's not

considered good for the female to have a lot of contact with her family once she is

43 http://www.travelblog.org/Africa/Tanzania/North/Ngorongoro-Conservation-Area/blog-809426.html

64

married except in special circumstances like the birth of a baby. Another rule made by a

man no doubt! (Min kursivering)44

Særligt to ting er værd at bemærke ved Lisas beskrivelse: For det første anvender hun, som vi så

hos de victorianske opdagelsesrejsende, nutid til at redegøre for Maasaiernes kulturelle praksisser.

For det andet, som illustreret af den afsluttende linie i kursiv, er Lisa, en ung, vestlig kvinde, i høj

grad ”til stede” i teksten. At hun finder dette eksklusive indblik i afrikansk kultur interessant er der

ingen tvivl om, måske netop på grund af den kontrast til det hjemlige engelske samfund dette

mandsdominerede islæt udgør. Et sidste eksempel på, hvad der kan udgøre en autentisk oplevelse

findes hos Jennifer, denne gang fra dyreriget. Under et besøg i South Luangwa National Park, i

Zambia, kommer hun og hendes medrejsende helt tæt på en leopard, der netop har fanget sin

aftensmad: ”We were so close now, almost directly beneath the tree. The leopard hauled his kill

further along the branch. I say kill, but the impala’s legs started moving, and we were all a little

horrified to realise it was still alive. Writing about it now, it seems like a weirdly voyeuristic thing

to watch an animal die, but at the time I felt a real sense of witnessing nature in action.”(Min

kursivering)45 Hvad Jennifer her beskriver, står tydeligvis for hende som en oplevelse af noget ægte;

som et sjældent indblik i naturens mysterier. Hendes brug af begrebet voyeuristisk peger i retning

af, at dette indblik i princippet ikke er beregnet for hende; en hvid, vestlig kvinde. Autentisk og

”ægte”, eksotisk og eventyrligt, eller ej: Sådanne begreber er unægteligt væsentlige faktorer i

turistbranchens markedsføring af de mere fjerne destinationer; herunder populære afrikanske

rejsemål.46 Som Schmidt og van Beek formulerer det: ”[T]he rich tourists from the North descend

on the poor South to gallivant in their pristine territories. [….] That is the romantic-cum-

(neo)colonial mix that dominates African tourism: elephants and Bushmen, lions and Maasai,

camels and Tuareg.” (2012, s. 2-3; original kursivering)Der synes således at være en række ligheder

mellem den koloniale situation og nutidens afrikanske turisme.

Autenticitet synes således at være en motiverende faktor for langt de fleste turisttyper med Afrika

som den udvalgte destination, og som eksemplerne illustrerer reflekteres tendensen i den tilknyttede

rejselitteratur; rejseblogs. Nogle turisttyper tillægger jagten på det autentiske og ”ægte” større

betydning end andre, og et eksempel på dette findes i van Egmonds tekst fra 2012 om

44 http://www.travelblog.org/Africa/Kenya/Nairobi-Province/blog-820660.html 45 http://www.travelblog.org/Africa/Zambia/South-Luangwa/blog-820849.html 46 Eksempelvis tilbyder Limpopo Travel safarier i Botswana og beskriver dem som en ”unik og autentisk oplevelse” (http://www.limpopo-travel.dk/botswana/botswana/). Også hos Profil Rejser er man ”...sikret uforstyrrede, smukke og autentiske oplevelser, hvis din rejse går til Botswana.” (http://www.profil-rejser.dk/safarirejse.aspx)

65

backpackerkulturen i Afrika. Som efterfølgere af 50’ernes hitchhikers, og 60/70’ernes hippies og

drifters, søger denne turistgruppe typisk mod andre destinationer, og har andre mål og motivationer

med deres rejser end den gængse turist (2012, s. 227). Antallet af backpackers er dog, på

verdensplan, steget eksplosivt, så de ikke længere hører til i en smal, alternativ turistkategori (van

Egmond, 2012, s. 226). Alligevel foretrækker de fleste backpackere, også dem med Afrika som

destination, at se sig selv som rejsende, snarere end turister. Autentiske oplevelser, ”travelling off

the beaten track”, og det, at overnatte og bo sammen med de lokale, er oplevelser der tillægges stor

værdi, backpackere imellem. Jennifer beskriver i sin blog et besøg i en lille, lokal landsby i Kenya,

og følgende uddrag understreger tydeligt, hvad hun opfatter som værdifulde oplevelser:

I secretly love ending up in the wrong place. It never fails to be interesting. I was mildly

concerned that it might not have been what Sam’s friends had in mind for their first night

in Kenya, but luckily they embraced the experience. The world ‘authentic’ was used. I

couldn’t help but agree. The population of this village were especially friendly and

entertaining. The lovely lady who cooked us dinner apologised sheepishly for having no

clean water, which made me want to hug her. (Min kursivering)47

Indenfor backpackerkulturen giver det således ”road status” når ”one is roughin’ it” (van Egmond,

2012, s. 230-231). Ifølge van Egmond er der dog, for de fleste backpackeres vedkommende, en

diskrepans mellem deres intentioner med rejsen og den virkelighed, de bevæger sig i på

destinationen. I realiteten, siger van Egmond, er ovenstående praksisser kun kendetegnende for et

fåtal af de rejsende, idet tværkulturel interaktion overvejende er afgrænset til en engelsk-talende

minoritet i det konkrete lokalsamfund, som oftest ansatte i turistsektoren. Behovet for, som

packpacker, at distancere sig fra turisten kan således vise sig vanskelig i praksis (van Egmond,

2012, s. 231). En måde at reducere denne diskrepans på, siger van Egmond, er simpelthen at

tilpasse, eller ligefrem skabe, oplevelser gennem skriftlige backpacker narrativer, hvor særligt

rejseblogs er et oplagt formidlingsmedie. På denne vis kan ens reelle backpackeropførsel tilpasses

de idealer, der, som nævnt, giver status indenfor denne kultur (van Egmond, 2012, s. 231).

Jeg vil i det følgende, sidste afsnit samle trådende i de to analyseafsnit, og komme med nogle

afsluttende betragtninger.

47 http://www.travelblog.org/Africa/Kenya/North-Eastern-Province/blog-819456.html

66

7. Konklusion og afslutning

I specialets femte afsnit, omhandlende rejselitteratur i sidste halvdel af det 19. århundrede, belyste

jeg den rejselitterære genre travelogues ud fra passager fra to værker af henholdsvis John Hanning

Speke (1863) og Henry M. Stanley (1878). Væsentligt at bemærke ved selve genren er dens hybride

karakter; travelogues trækker på og integrerer elementer fra en række andre litterære genrer,

herunder tekster fra fiktionens verden. I det hele taget er en flydende grænse mellem fiktion og facts

et af kendetegnene ved denne type rejselitteratur. Ikke desto mindre bindes genrens mange udtryk

sammen af ét definerende element: Det narrative. Således er begge de to engelske

opdagelsesrejsendes værker fortællinger med et kronologisk forløb, der beskriver deres

rejseoplevelser i Afrika, og i relation til disse oplevelser, de personlige tanker og følelser, de gør sig

herom. Jeg har, med udgangspunkt i Foucaults diskursbegreb og ikke mindst Spurrs definition af

kolonialismediskursen, belyst hvordan Speke og Stanleys travelogues både kan opfattes som en

reflektion og en påvirkning af diskurser om ikke-vestlige kulturer; Afrika, og om deres egen

vestlige kultur. Som påpeget af Lisle handler travelogues ”... primarily about difference” (2006, s.

40), og det er netop dette fokus på forskelle og kontraster, hvor den hjemlige kulturelle bagage

konstant er i spil for at kunne forholde sig til det anderledes og fremmede, der faciliterer en

forståelse af rejselitteratur som en kilde til viden om ikke bare den besøgte kultur, men også

rejseforfatterens egen kultur. Gældende for både Speke og Stanleys tekster er, at de både påvirker

og reflekterer en kolonialismediskurs. Påvirkningen handler først og fremmest om traveloge-

genrens popularitet og dens brede dissemmination i befolkningen på tværs af klasseskel; om det

afrikanske kontinents utilgængelighed, hvilket betød at den almindelige engelske borger, ivrig efter

viden om imperiets afkroge, ikke selv havde mulighed for at ”få syn for sagen” men måtte tage de

opdagelsesrejsendes ord for pålydende; og i sidste ende også om Speke og Stanleys status i den

vestlige verden som offentlige personer; som berømtheder (Brantlinger, 1985).

Måden hvormed de to travelogues reflekter kolonialismediskursen på i de citerede passager og

eksempler, drejer sig overordnet om forfatternes plæderen for, og retfærdiggørelse af, europæisk,

imperialistisk intervention i de afrikanske samfund. Eksplicit kolonialistiske praksisser pakkes ind i

en kristen velgørenhedsretorik, hvor det italesættes som den vestlige verdens pligt at bringe

civilisation til de stakkels, primitive afrikanere. Ud fra darwinistisk teori sidestilles den lokale

befolkning med børn, med naturen, ligefrem med dyr (Speke, 1863, s. xvii), og klassificeres på

denne måde som befindende sig nederst i evolutionshierarki, set i fohold til de højtudviklede

europæere. Afrikanerne og de afrikanske samfund fremstilles som uproduktive, historieløse, ude af

67

stand til at opfylde andet end deres basale behov, og, i Speke og Stanleys udlægninger, må

europæerne derfor gribe ind, bringe orden i kaos, og udnytte de ressourcer de afrikanske lande har:

Som medlemmer af et højt udviklet samfund er det både en rettighed og en forpligtelse. Hvad denne

korte opsummering tydeliggør er, hvordan forskelle mellem dem og os kontinuerligt er i spil –

Vestens overlegenhed giver først mening, når den holdes op mod de primitive og laverestående

afrikanere.

I specialets sjette afsnit, omhandlende nutidig rejselitteratur, var mit empiriske udgangspunkt en

række eksempler fra rejseblogs på internettet. Rejseblogs er, som travelogues, også baseret på

dagbogsformen; de er udtryk for et personligt, unikt perspektiv; og de beskriver den rejsendes

oplevelser, overvejelser og reflektioner ud fra et narrativt forløb, dog med en omvendt kronologisk

orden, hvor det nyeste indlæg står først. Som eksempelvis påpeget af van Egmond (2012, s. 237),

kan det konkluderes at rejseblogs er en værdifuld kilde til forståelsen af vor tids samfundsmæssige

tendenser. Dette gør sig gældende i forhold til mulighederne for, som interaktiv rejsende, at være

forbundet med netværk, familie og venner mens man er på farten; hvad Molz referer til som

medieret eller mobil socialitet (2012, s. 5-6). Rejseblogs kan i høj grad også ses som en refleksion

af tidens exhibitionistiske tendenser; som rejseblogforfatter har man alle muligheder for at

iscenesætte sig selv, for at placere sig selv i centrum af begivenhedernes gang.

I relation til den kolonialismediskurs, der så tydeligt kom til udtryk i Speke og Stanleys travelogues,

er det vanskeligere at konkludere noget afgørende om, hvordan det forholder sig i nutidens

rejseblogs. Dette skyldes ikke mindst den uhåndterbare mængde af blogs; de enkelte, jeg har valgt

ud vil aldig kunne betegnes som statistisk repræsentative. På baggrund af en række tekster fra bl.a.

Lisle (2006), og Holland og Huggan (1998) kan det dog konkluderes, at der i nutidens

rejselitteratur, forstået som den overordnede genre, og i offentlige repræsentationer af Afrika

generelt, kan identificeres en fortsættelse; en gen-implementering af tidligere tiders

kolonialismediskurs. Mine empiriske eksempler beviser da også, at det er muligt at finde rejseblogs

der giver udtryk for en kolonialistisk vision, som hos danske Anna, og en kosmopolitisk vision, som

hos engelske Jennifer. Gennem de to kontekstuelle emner; turisme og autenticitet; områder, der

begge øver indflydelse på, og påvirkes af rejselitteratur, tydeliggøres det, at måden hvormed de

victorianske opdagelsesrejsende konstruerede et billede af Afrika som det mørke kontinent på,

stadig spiller en betydningsfuld rolle indenfor rejsekulturen i dag, og i det vestlige samfund som

helhed. Et element fra det 19. århundredes travelogues, der unægteligt går igen i det 21.

århundredes rejseblogs, er markeringen af forskelle; mellem dem og os, ude og hjemme, det

68

eksotiske, autentiske samfund og (post-)moderne samfund; mellem Afrika og Vesten. Urrys (1995)

begreb ”the tourist gaze” understreger netop, hvordan muligheden for at opleve kontraster spiller en

væsentlig rolle for rejsende og turisters valg af rejsemål. Hvor det 19. århundredes markering af

forskelle først og fremmest fandt sted gennem en nedvurdering af Afrika(nerne); ”debasement”,

med Spurrs ord (1993, s. 76), peger min analyse dog på, at forskelsmarkering, i det 21. århundredes

rejseblogs og dermed også for rejsende og turister, ofte sker med omvendt fortegn. For mange

rejsende, eksempelvis Jennifer, er Afrika en eftertragtet destination, netop på grund af de forskelle

til den vestlige verden, dette kontinent synes at rumme. Hvad Speke og Stanley beskrev som

primitivt og barbarisk, italesættes i dag ofte som eksotisk, autentisk og ægte. På den anden side

synes eksempelvis Annas retorik at være en direkte fortsættelse af Victoriatidens

imperialismeideologi. Ved afslutningen af hendes ophold i Uganda sætter hun lighedstegn mellem

europæisk tankegang, og forbedring og udvikling: ”Selvfølgelig kan vi ikke komme herned og

ændre mentaliteten hos alle lærerne og eleverne, men vi har taget det første lille skridt på vejen mod

forbedringer og udvikling.” (Min kursivering)48 Begge retorikker fungerer i princippet som en

understregning af de asymmetriske magtrelationer mellem den ”udviklede” og den ”uudviklede” del

af verden (Lisle, 2006).

Jeg slutte af med, endnu engang, at påpege behovet for nærmere at studere specifikt rejseblogs, som

mangefacetterede kilder til forståelse af ikke bare ”de andres”, men også ”vor egen” kultur. Denne

rejselitterære genre kan medvirke til at belyse de bagvedliggende strukturer; diskurserne, der ligger

til grund for ovenstående antagelser, og dermed de asymmetriske magtforhold, de dækker over.

48 http://annasrejse.blogspot.dk/

69

Kildefortegnelse:

Andersen, Frits (2010): Det mørke kontinent? Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.

Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Bonsu, Samuel K. (2009): “Colonial images in global times: Consumer interpretations of Africa

and Africans in advertising”. I: Comsumption Markets & Culture, 12:1, s. 1-25.

Brantlinger, Patrick (1985): “Victorians and Africans: The Genealogy of the Myth of the Dark

Continent”. I: Critical Inquiry, vol. 12(1), Autumm 1985, s. 166-203.

http://www.uwf.edu/dearle/imperialadventure/imperial%20adventure/documents/brantlinger

%20victorians%20and%20africans.pdf (Set d. 27.11.2013)

Bruns, Axel (2007): “Produsage: Towards a Broader Framework for User-Led Content Creation.”

I: Proceedings Creativity & Cognition 6. http://eprints.qut.edu.au/6623/1/6623.pdf (Set d. 26.1.2013)

Cain, J., & Hopkins, A. G. (1987): “Gentlemanly Capitalism and British Expansion Overseas II:

New Imperialism 1850-1945.” I: The Economic History Review, New Series, Vol. 40(1).

http://graduateinstitute.ch/files/live/sites/iheid/files/sites/political_science/shared/

political_science/8690/Gentlemanly%20Capitalism%20and%20British%20Expansion

%20Overseas%20II%20%281850-1945%29.pdf (Set d. 10.1.2014)

Charnley, Susan (2005): “From Nature Tourism to Eco Tourism? The Case of the Ngorongoro

Consevation Area, Tanzania. I: Human Organization, Vol. 64, No. 1, s. 75-89. http://torc-

ttracanada.ca/torc/downs1/Ngorongoro.pdf (Set d. 7.1.2014)

Clark, Steve (1999): “Introduction”. I: Steve Clark (red), Travel Writing and Empire: Postcolonial

Theory in Transit. London, UK: Zed Books, s. 1-28.

Cohen, Erik (1988): “Authenticity and Commoditization in Tourism”. I: Annals of Tourism

Research, Vol. 15 (3), s. 371-386.

http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/016073838890028X (Set d. 28.11.2013)

70

Conrad, Joseph (2010 [1899]): Heart of Darkness. Madison, WI: Cricket House Books.

Davis, R. (1991): “History or His/Story? The Explorer Cum Author.” I: Studies in Canadian

Literature / Études en littérature canadienne, [S.l.], jun. 1991. ISSN 1718-7850.:

http://journals.hil.unb.ca/index.php/SCL/article/view/8143/9200 (Set d. 11.09.2013)

Dennis, Rutledge M. (1995): “Social Darwinism, Scientific Racism, and the Metaphysics of Race.”

I: The Journal of Negro Education, vol. 64(3), s. 243-252.

http://www33.homepage.villanova.edu/edward.fierros/pdf/Dennis,%20Social%20Darwinism.pdf

(Set d. 20.11.2013)

Foucault, Michel (2006 [1966]): Ordene og tingene. En arkæologi om humanvidenskaberne.

København: DET lille FORLAG.

Handler, Richard (1986): “Authenticity”. I: Anthropology Today, vol. 2, no. 1, s. 2-4.

http://www.jstor.org/discover/10.2307/3032899?

uid=3737880&uid=2&uid=4&sid=21103227723253 (Set d. 10.10.2013)

Holland, Patrick & Graham Huggan (1998): Tourists with Typewriters. Critical Reflections on

Contemporary Travel Writing. USA: The University of Michigan Press.

Jenkins, Simon (2011): A Short History of England. London, UK: Profile Books LTD, s. 235-266.

Jørgensen, Marianne Winter, og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode.

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, s. 9-71.

Korte, Barbara (1996): English Travel Writing from Pilgrimages to Postcolonial Explorations.

Engelsk oversættelse: Catherine Matthias, 2000. London, UK: MacMillan Press Ltd, s. 5-18, 82-

105, og 150-178.

71

Kristeva, Julia (1982): Powers of Horror. An Essay on Abjection. New York: Columbia University

Press, s. 1-31. http://www.csus.edu/indiv/o/obriene/art206/Readings/Kristeva%20-%20Powers

%20of%20Horror%5B1%5D.pdf (Set d. 7.11.2013)

Lauridsen, Jan Bjerre (2013): ”Krarups maori-kritik vækker opsigt i New Zealand”. I: Berlingske,

6.4.2013. http://www.b.dk/nationalt/krarups-maori-kritik-vaekker-opsigt-i-new-zealand (Set

d. 3.1.2014)

Lisle, Debbie (2006): The Global Politics of Contemporary Travel Writing. Cambridge, UK:

Cambridge University Press.

MacCannell, Dean (1989 [1976]): The Tourist. A new theory of the leisure class. New York, USA:

Shocken Books. http://ahameri.com/cv/Courses/CU/Tourist%20Studio/The%20Tourist.pdf (Set d.

9.12.2013)

Mbaiwa, Joseph (2012): “Hosts & guests: Stereotypes & myths of international tourism in the

Okavango Delta, Botswana”. I: van Beek & Schmidt (red.), African Hosts & their Guests. Cultural

Dynamics of Tourism. Croydon, UK: James Currey, s. 117-136.

Miller, Carolyn R., og Shepherd, Dawn (2004): ”Blogging as Social Action: A Genre Analysis of

the Weblog.” I: Into the Blogosphere.

http://blog.lib.umn.edu/blogosphere/blogging_as_social_action_a_genre_analysis_of_the_webl

og.html (Set d. 5.11.2013)

Moffat, Rachel (2010): “Perspectives on Africa in travel writing: representations of Ethiopia,

Kenya, Republic of Congo and South Africa, 1930–2000.” PhD thesis, University of Glasgow.

http://theses.gla.ac.uk/1639/1/2010moffatphd.pdf (Set d. 2.11.2013)

Molz, Jennie Germann (2012): Travel Connections. Tourism, technology and togetherness in a

mobile world. Oxon, UK: Routledge.

Moolla, Fiona F. (2013): “Border crossings in the African travel narratives of Ibn

72

Battuta, Richard Burton and Paul Theroux”. I: Journal of Postcolonial Writing, s. 1-13.

http://repository.uwc.ac.za/xmlui/bitstream/handle/10566/605/MoollaBordercrossings

%202013.pdf?sequence=3

Mogensen, Mogens (2013): ”Marie Krarup udviser respektløs holdning til maori-kulturen”. I:

Religion.dk, 8.4.2013. http://www.religion.dk/artikel/504967:Fra-bloggen---Marie-Krarup-

udviser-respektloes-holdning-til-maori-kulturen (Set d. 3.1.2014)

Moorehead, Alan (1991 [1961]): Den hvide Nil. DK: Gyldendal/Spektrum.

Nas, Loes (2011): “Postcolonial travel accounts and ethnic subjectivity: travelling through Southern

Africa”. I: Literator 32(2), August. 2011, s. 151-171.

http://literator.org.za/index.php/literator/article/viewFile/16/16 (Set d. 9.10.2013)

Pratt, Mary Louise (2008 [1992]): Imperial Eyes. Travel Writing and Transculturation. London,

UK: Routledge.

------------------------ (1985): “Scratches on the Face of the Country; Or, What Mr. Barrow Saw in

the Land of the Bushmen”. I: Critical Inquiry,Vol. 12, No. 1, s. 119-143. http://www.csun.edu/~jaa7021/hist641/pratt.pdf (Set d. 28.08.2013)

Pudliner, Betsy A. (2007): “Alternative Literature and Tourist Experience”. I: Journal of Tourism

and Cultural Change, 5(1), s. 46-59. http://thekeep.eiu.edu/cgi/viewcontent.cgi?

article=1000&context=fcs_fac&sei-redir=1&referer=http%3A%2F%2Fscholar.google.dk

%2Fscholar%3Fstart%3D10%26q%3Dtravel%2Bliterature%2C%2B19th%2Bcentury%2C

%2Bafrica%26hl%3Dda%26as_sdt%3D0%2C5#search=%22travel%20literature%2C

%2019th%20century%2C%20africa%22 (Set d. 21.9.2013)

Said, Edward W. (2002 [1978]): Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten. Roskilde

Universitetsforlag.

Shepherd, Robert (2002): ”Commodification, culture and tourism”. I: Tourist Studies, August, vol.

2, no. 2, s. 183-201. http://tou.sagepub.com/content/2/2/183.short (Set d. 10.10.2013)

73

Smith, Valene L. (1989): Hosts and Guests: The Anthropology of Tourism. Philadelphia, USA: The

University of Pennsylvania Press.

Smith, Annette, & van Beek, Walter (2012): African Hosts & their Guests. Cultural Dynamics of

Tourism. Croydon, UK: James Currey

Spurr, David (1994): The Rhetoric of Empire. Colonial Discourse in Journalism, Travel Writing,

and Imperial Administration. Durham & London: Duke University Press.

The Concise Oxford Dictionary, Tenth Edition (1999). Judy Pearsall (red.), NY, USA: Oxford

University Press.

Todorov, Tzvetan (1995 [1991]): “The Journey and Its Narrations”. I: Alyson Waters

(oversættelse), The Morals of History. Minnesota, Minneappolis: University of Minnesota Press, s.

60-70.

Urry, John (1995): Consuming Places. London, UK: Routledge, s. 129-170.

van Egmond, Ton (2012): “Backpacking in Africa”. I: van Beek & Schmidt (red.), African Hosts

& their Guests. Cultural Dynamics of Tourism. Croydon, UK: James Currey, s. 225-238.

Wang, Ning (2000): Tourism and Modernity : A Sociological Analysis. Oxford, UK: Pergamon.

Waterston, Elizabeth (1979): “Literature of Exploration: Canadian Travel Books of the 1870’s”. I:

Studies in Canadian Literature / Études en littérature canadienne, Volume 4, Number 2.

http://journals.hil.unb.ca/index.php/SCL/article/view/7921 (Set d. 6.10.2013)

Wells, Harry (2004): “About romance and reality: popular European imagery in postcolonial

tourism in southern Africa”. I: C. Michael Hall, og Hazel Tucker (red.), Tourism and

Postcolonialism: Contested discourses, identities and representations. New York: Routledge, s. 76-

94.

Youngs, Tim (1994): Travellers in Africa: British Travelogues, 1850-1900. Manchester and New

York: Manchester University Press.

74

Travelogues:

Speke, John Hanning (1863): Journal of the discovery of the source of the Nile. Turnhout,

Belgien: Time-Life Books B.V. (William Blackwood and Sons, Edinburgh and London 1863).

Stanley, Henry M. (1878): Through the Dark Continent; or the sources of the Nile, around the

great lakes of equatorial Africa, and down the Livingstone River to the Atlantic Ocean, Vol. III &

IV. Hamburg: Grädener.

Rejseblogs:

Annas rejse i Uganda: http://annasrejse.blogspot.dk/ (Set d. 11.12.2013)

Go2Africa: http://www.go2africa.com/africa-travel-blog/list (Set d. 7.11.2013)

Jennifer(”Jenniferious”): http://www.travelblog.org/Bloggers/Jenniferious/ (Set d. 15.1.2014)

JHG: http://www.travelblog.org/Bloggers/JHG/ (Set d. 3.1.2014)

Linda og Jeff: http://www.travelblog.org/Bloggers/African-travels/ (Set d. 5.1.2014)

Lisa (“Liking/Hiking/Lisa”): http://www.travelblog.org/Bloggers/LikingHikingLisa/ (Set d.

5.1.2014)

Marie Krarups Blog, Berlingske: http://www.b.dk/politiko/aldrig-kan-et-folk-forgaa-som-

ikke-vil-det-selv (Set d. 3.1.2014)

The Barhams: http://www.travelblog.org/Bloggers/The-Barhams/ (Set d. 20.1.2014)

Two Thirsty Travellers: http://two-thirsty-travellers.com/from-the-city-to-the-wilderness/

(Set d. 4.12.2013)

Vagablogging: http://www.vagablogging.net/ (Set d. 18.1.2014)

75

Where the Hell is Matt: http://www.wherethehellismatt.com/ (Set d. 18.1.2014)

Andre ressourcer fra internettet:

Den Store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi:

http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Elektronik,_teletrafik_og_kom

munikation/Elektroakustik/b%C3%A5ndoptager (Set d. 9.10.2013)

Khwai River Lodge, Botswana: http://www.khwairiverlodge.com/web/okrl/safari_accommodation.jsp) (Set d. 16.12.2013)

76

Bilag 1

Historisk kontekst for travelogues fra sidste halvdel af det 19. århundrede

Som verdens største kolonimagt, og med Indien som kronjuvelen i de oversøiske besiddelser,

var det 19. århundrede, for Storbritannien, også det imperiale århundrede (Cain & Hopkins, 1987).

Britiske produkter dominerede verdensmarkedet, og den hastigt voksende industrialisering, samt en

national og international politik, der i stigende grad blev baseret på liberalisme, frihandel og

kapitalisme, skabte et behov for nye ressourcer og nye markeder at afsætte til (Jenkins, 2011, s.

246). Af væsentlig betydning for dette speciales emne er også pressens øgede indflydelse i den

sidste halvdel af det 19. århundrede – “The rise of the mass-market press” (Jenkins, 2011, s. 259) –

hvilket medførte, at informationer om hjemlige, og internationale begivenheder, herunder de

victorianske opdagelsesrejsendes oversøiske eventyr, kunne dissemineres bredere og lettere, og

mere direkte til både Englands borgerskab og arbejderklassen. Samtidig pegede denne udvikling i

retning af den offentlige opinions voksende indflydelse på nationens politiske dagsorden. Hvad der

for Speke og Stanley udgjorde de hjemlige omgivelser, og dermed også det hjemlige publikum;

modtagerne af deres respektive repræsentation af Afrika(nere) var således ”...a nation in a ferment

of progressive change, commercial, cultural, spiritual and architectual...” (Jenkins, 2011, s. 247).

Kendetegnende for victoriatidens England var et fokus på strenge, moralske idealer: ”...tugt og

selvtugt, ære og værdighed...” (Andersen, 2010, s. 124), eksemplificeret og personificeret ved

Dronning Victoria selv. Krydret med en ”muscular christianity” og ”chivalric qualities” (Spurr,

1993, s. 114), og ikke mindst en racistisk baseret antropologi (Brantlinger, 1985, s. 187), udgjorde

dette en del af den moralske og værdimæssige bagage, de rejsende bragte med sig til Afrika; en

bagage, som tilsvarende er en integreret del af deres travelogues. Som symboler på englændernes

civiliserede og højtudviklede samfund anvendes victorianismens moralforståelse og idealer som

pejlemærker, eller parametre, imod hvilke afrikanernes primitive kulturer og levemåder kan måles.

Dette er, ifølge Spurr, et af de væsentligste eksempler på den kolonialismediskurs, han identificerer

i victoriatidens rejselitteratur; en diskurs som ”...insisted on the essential superiority of the

European colonizer as well as on the ideals of a civilizing mission bent on improving the moral

condition of the colonized.” (1993, s. 66) Der er således en klar forbindelse mellem periodens

rejselitteratur og det imperialistiske projekt, som belyst i en række værker, jeg løbende skal vende

tilbage til (Lisle, 2006; Pratt, 2008; Spurr, 1993).

77

Et andet relevant aspekt ved victoriatiden er, at det, ifølge Brantlinger, er her oprindelsen til myten

om Afrika som det mørke kontinent stammer fra. Selv refererer han til den som en victoriansk

opfindelse, hvilket understreger det konstruktionistiske i denne repræsentation af kontinentet.

I teksten “Victorians and Africans” (1985) er det hans overordnede projekt at lave en genealogi,

med eksplicit reference til Foucault, over denne myte. Brantlinger redegør for, hvordan England fra

århundredets begyndelse var præget af massive kampagner mod slavehandel. Da slaveriet i 1833,

for Storbritanniens vedkommende, blev afskaffet i alle dets territorier, medfører det, at “…the

British began to see themselves less and less as perpetrators of the slave trade and more and more as

the potential saviors of the African.” (Brantlinger, 1985, s. 173) For at en sådan civiliserende

redningsmission kan retfærdiggøres, blev det derfor nødvendigt at fremstille Afrika som det mørke

kontinent:

[T]he British tended to see Africa as a center of evil, a part of the world possessed by a

demonic "darkness" or barbarism, represented above all by slavery and cannibalism,

which it was their duty to exorcise. The writers most responsible for promoting this point

of view - and for maintaining the crusade against the slave trade even after both Britain

and the United States were well out of it - were the explorers and missionaries.

(Brantlinger, 1985, s. 175; min kursivering)

På denne måde fremstår myten som et produkt af den imperialistiske ideologi, som den også

kommer til udtryk hos opdagelsesrejsende som Speke og Stanley. Ud fra Brantlingers genealogi er

der dog også en anden og dybereliggende grund til, at denne fremstilling af Afrika opstår:

Englænderne overfører deres nationale, dårlige samvittighed over tidligere tiders slaveripraksis, og

over, i mellemtiden, at være overgået til rene imperialistiske praksisser, videre til slaveriets ofre;

afrikanerne. Ved at fremstille tidligere tiders slavehandel som til dels selvforskyldt af disse ofre;

som en naturlig konsekvens af de afrikanske kulturers generelle tilbageståenhed, kan victorianerne,

gennem en kollektiv fortrængning, opnå en form for aflad: ”[T]he myth of the Dark Continent

defined slavery as the offspring of tribal savagery and portrayed white explorers and missionaries as

the leaders of a Christian crusade that would vanquish the forces of darkness.” (Brantlinger, 1985, s.

198) I det 19. århundrede spiller travelogues, sammen med artikler i aviser og tidsskrifter, som

eksempelvis Blackwood Magazine, derfor en central rolle i europæeres, og også amerikaneres,

opfattelse af ’fjerne lande’; herunder Afrika, hvor særligt de østlige og centrale områder har

78

briternes interesse (Youngs, 1994, s. 83-87). Med Pratts ord: ”[E]xplorer-writers were the principal

producers of Africa for European imaginations – producers, that is, of ideology in connection with

the European expansionist project there.” (1985, s. 141) Det er, som nævnt ovenfor, i

Storbritanniens interesse at udbrede og udvide imperiets magt gennem adgang til nye markeder, nye

ressourcer og en potentiel ny arbejdsstyrke; afrikanerne. Da det centrale Afrika, i midten af det 19.

århundrede, stadig er at regne for en hvid plet på det europæiske verdenskort, handler det for den

europæiske rejsende om at beskrive ”...spaces and forms never before given literary expression…”

(Waterston, 1979) Her er travelogues, med dens kombination af narrative forløb og faktuelle

beskrivelser, et velegnet medie til at formidle viden om det ukendte. Da der på dette tidspunkt ikke

fandtes noget – skriftligt - modsvar fra de berejste egne, kunne man i høj grad tale om envejs-

kommunikation (Clark, 1999, s. 3), hvor “…colonial travellers mapped the world rather than the

world mapping them.” (Nas, 2011, s. 155)

Jeg vil afslutte disse indledende bemærkninger med et par aspekter, der er værd at holde sig for øje i

det følgende. For det første er victoriatidens centralafrikanske opdagelsesrejser

indlandsekspeditioner, til forskel fra tidligere tiders maritime flådeekspeditioner (Andersen, 2010, s.

124; Pratt, 2008, s. 23). En naturlig følge af dette er, at de rejsende, gennem den direkte

kulturkontakt, møder langt større modstand fra de lokale samfund. Det er ikke kun hav, vejr og

vind, der skal kæmpes imod, men ukendte menneskelige faktorer: : ”Victorianernes rejser kunne

(...) ikke længere fremstå som kosmopolitiske udflugter, men blev synlige som konflikter og

krigslignende sammenstød.” (Andersen, 2010, s. 124) Når eftertidens postkoloniale kritik har dømt

de victorianske rejsende hårdt for, som eksempelvis Stanley , at være involveret i blodige slag mod

de ”indfødte” (Stanley, 1878, kap. VII), er det derfor væsentligt at huske på, at dette til dels er en

logisk konsekvens af selve rejseformen. En anden betydningsfuld faktor, der må medtænkes i en

nutidig fortolkning af denne periodes opdagelsesrejsende, og dermed deres beretninger; travelogues,

er, at de, for det første, er produkter af tiden, og, for det andet, at de er produkter af, ikke bare et

subjektivt udgangspunkt, men også af andre indflydelsesrige instanser. Andersen nævner i denne

forbindelse Royal Geographic Society som en magtfuld institution, der, som sponsor bag mange

ekspeditioner, har en stor interesse i rejseberetningernes udformning og udbredelse. Herigennem

kan selskabet påvirke den offentlige mening og ikke mindst regeringen til at støtte nye

ekspeditioner, både i videnskabens og økonomiens interesse (Andersen, 2010, s. 125). Så selvom

Andersen medgiver at victorianismens travelogues på den ene side kan ”...ses som særligt grelle

eksempler på imperialismens ideologi og på 1800-tallets racistiske doktriner...” (2010, s. 124), kan

79

man, påpeger han, heller ikke med god samvittighed gøre eksempelvis en Speke, eller en Stanley,

hovedansvarlig for ”...efterfølgende koloniale undertrykkelser.” (ibid.)

80