1

teenager, thyborøn

2 3

IndholdsfortegnelseSide 04-09: Gud i en teenagers hænder

Side 10-15: Drømmer om et andet sted

Side 16-21: Teenageværelser

Side 22-27: Inuitterne i Thyborøn

Side 28-29: Teenagetænder i Thyborøn

Side 30-35: Fisk, Farvand og Familie

Side 36-39: Der er mindst et træ i Thyborøn

Side 40-45: Smedenes Drenge

Side 46-51: 56.6968010

4 5

GUD I EN TEENAGERS

HÆNDER

Thomas Krogh er født og opvokset i Thyborøn. På spidsen af Vestjylland, med Limfjorden og Vesterhavet som naboer.

Han minder om alle andre teenagere, men han har en tryghed i livet, som gør ham

til noget ud over det sædvanlige.

Af Cathrine Ertmann

6 7

”Hvad fuck sker der, din forpulede spritter!” Han smiler genert. Ordnede kommer fra Thomas Kroghs mund. Hans bukser er for store, han ryger cigaretter, og han har lånt sine forældres bil i weekenden. Han er teen-ager. ”Jeg ved godt, jeg snakker lidt grimt. Dér løb ordene af med mig. Men mit forhold til Gud er på venneplan. Derfor kan jeg godt sige både fuck og lort til ham. På den måde bliver det mere personligt.” I dag kører han i forældrenes bil fra Thyborøn til Strandby i Nordjylland for at besøge sin kæreste. De mødte hina-nden i sommer, på Bibelcamp. Han ligner en gennemsnitlig 18-årig. Smart hår, smart tøj, men korset han bærer om halsen og er ikke bare en fashion-accessorie. I stedet for at sende sms’er folder han hænderne foran sig, inden han spiser til aften. Han læser i Biblen og kommer til Indre Missions ungdomsmøder i Harboøre, hvor unge mødes med hver deres Bibel og diskuterer tekster, lovsynger og beder. Thomas er vokset op i et Indre Missionsk hjem. Men det har altid stået ham frit for, hvad han valgte at tro. I slut-ningen af 7. klasse begyndte han at gå til møder i Indre

Missions Ungdom. Jo mere han snakkede med de andre, des mere sikker blev han på, at Kristendommen var det rigtige for ham. ”Det giver mig trøst, håb og vished. En trøst ved at vide, at de ting der sker, har en mening. En lærdom. Et håb om, at der venter mig noget godt i Himlen, når jeg engang dør.” Som den gang han gik i 10. klasse på efterskole. Han ville gerne det hele på en gang, klare eksaminer, arrangerer aktiviteter for de andre, koordinere og være der for alle. Han endte med mavesår og stress. ”Jeg kunne ikke overskue noget, ikke huske, og jeg var træt hele tiden” Hos lægen fik han henvisning til en psykolog. Thomas var der én gang. I stedet fandt han hjælp ved at tale med andre om det, som havde været i gennem det samme. Og i visheden om, at der blev bedt for ham. ”Gud hjalp mig. Han helede mig ikke i bogstavelig forstand, men han hjalp mig til at møde de rigtige men-nesker, som havde noget at sige til mig. Jeg kunne sidde i toget i blandt vildt fremmede og føle, at jeg var blevet placeret netop der for at jeg skulle overhøre netop den samtale, som hjalp mig et skridt videre.”

”Tænk dig, når han kunne skabe Jorden på 7 dage. Hvad har han så ikke skabt til os i Himlen? Noget meget større, end du kan fores-

tille dig.”

8 9

Udenfor suser det flade landskab for-bi. Tomrummet mellem husene. Og tunge regnvejrsskyer. Det eneste der vokser her er en blanding af græs og marehalm. Det sparsomme lys kommer fra gadelygter og anlægget i bilen, som banker lovsangs-bandet Light of Lions musik ud af højtalerne. Da Thomas var lille forestillede han sig Himlen som et sted med en masse huse, hvor man lige kan flyve hen og besøge dem man holder af. Men i dag tror han ikke, at man på den måde kan sætte ansigt på lykken og det evige liv, som venter. ”Det er meget mere abstrakt end vores opfattelse af verden. Det kan ikke defineres i rejser, materialistiske goder eller mennesker, vi holder af. Det er et sted, hvor der hverken findes ondt, smerte eller lidelse. Alt er lykke. Det er ligesom når du føler dig allermest lykkelig, der hvor du har det allerbedst, bare gange 1000.” ”Tænk dig, når han kunne skabe Jorden på 7 dage. Hvad har han så ikke skabt til os i Himlen? Noget meget større, end du kan forestille dig.” Og det er den tanke, som altid driver ham til at gøre sit bedste, være god ved andre og have Jesus i hjertet. For en dag kommer Jesus tilbage for at dømme levende og døde, som det står i Trosbekendelsen. ”Jeg prøver at have ham i tankerne hele tiden. Men nogle gange er det selvfølgelig mere tillokkende at se fodbold i fjernsynet end at læse i Biblen.” Thomas træffer valg, som ikke er typiske for hans jævnaldrene, men har aldrig følt sig anderledes. Han drikker øl som alle andre unge, men tager ikke i byen og bidrager til sta-tistikken, som siger at danske teen-agere er nogle af de mest berusede i verden. Og det respekterer vennerne. ”Jeg behøver ingen facade. Der er ikke noget selvrealiserende egoræs. Jeg behøver ikke præstere noget for at blive elsket af Gud, gøre dit eller opnå dat.” Om en time eller to er han fremme hos kæresten i Strandby. De tror begge på, trods lyst og begær, at det er det rigtigste for dem at vente, til den dag man har sagt ja til hinanden i kirken. Det er mørkt nu og han glæder sig til at se hende. Når det bliver nat, sover de i hvert sit rum.

10 11

Drømmer om et andet stedHendes flammende hår og stærke røde læbestift står i skarp kontrast til hendes grønne øjne. De skimter tv’et, som skifter fra nøgne, skrigende kvinder på Voice, til uskyldige, skingre stem-mer på Disney Channel. Mathilde Trillingsgaard er 14 år gammel. Hun oplever en tid, hvor bamsen skaber tryghed i sengen, mens make-up skaber tryghed på gaden. Thyborøn er dræbende lille.

Af Morten Germund

12 13

”Kedeligt” siger hun. ”Det er kedeligt i Thyborøn. Der sker ikke noget”. Mathilde ligger i sin seng og leger med en neglesaks. På hendes hånd står der med lilla: ”Sut min dut”. Omkring sengen flyder det med tøj på gulvet. Hendes skrivebord er fyldt med tegninger, bøger og et lyserødt pe-nalhus, hvorpå et sort hjerte er tegnet under navnet Freder-ikke. Det lille pigeværelse er rodet og en smule november-mørkt, kun oplyst blåt af en bærbar computer, som visker popmusik fra en højtaler med for meget diskant. Duften af make-up, henslængt tøj og en udefrakommende lugt af sød fisk, vidner om person, tid og sted.

Mathilde gentager sig selv. ”Der sker ikke noget herude. Et højdepunkt i Thyborøn…..”, hun tænker sig om, men tøver, nærmest en smule forvirret over at skulle forholde sig til det. Noget i hende holder hende tilbage. Noget piget, men samtidig virker det som om, at noget voksent presser hende i en anden retning. Tvinger hende til at svare. Fornuftigt. ”Der er ingen højdepunkter”, siger hun så. Det pigede vinder. Og så alligevel. ”Man kan sige, at et højdepunkt i Thyborøn er, når et skib ligger til kaj og har fisk med. Det passer. Det er det eneste, der sker. Skibe”. Det voksne udligner.

Mørke

Thyborøn er mørk om aftenen. Bælgmørk. Sporadiske gadelygter spreder en skummel belysning, imens en konstant svag blæst dækker byen. Der er kulde, salt og hav i luften. Byen er omkranset af en dæmning, som holder det voldsomme Vesterhav ude, beskytter dens folk, men samtidig også bevarer øgenavnene, rygterne og indbyg-gernes gøren og laden inden for dens trygge barrikade. Ligeså stor og bred, Thyborøn kan føles om dagen, ligeså vakuum-pakket føles byen om aftenen. Der skal kun få lyde til at afkræve opmærksomhed.

Rygterne

Hun sidder koncentreret foran sit make-up spejl. Med et fast blik på sig selv afstemmer hun til perfektion sin mascara med sine øjne. Mathilde er ved at pudse sig af. Hun skal på fiskeri-efterskolen, som er en ren drengeskole for unge mænd med hav-drømme. Det er en af hendes tilbagevendende begivenheder. Hver aften. Sammen med hendes veninder. Til sine forældre har hun forklaret, at de snakker og spiller spil derovre. Hendes forældre var ikke meget for, at hun begyndte at komme der for snart et år siden, men som teenage-pige, kontrær og eventyrlysten, var der ikke så meget, de kunne gøre ved det. Måske skyldtes forældrenes manglende accept, at skolen har et dårligt ry i byen. Og – måske – fordi de piger, der kommer der, bliver kaldt fiskeri-luderne. Mathilde er færdig med at lægge masken. Fire hår i hendes øjenbryn bliver plukket.

Mathilde skifter konstant imellem noget lillepige og noget mere udefinerbart kvindeligt. Voksent. Det ene øjeblik grin-er hun fjantet og skubber til sine veninder i leg. Det næste sekund rettes ryggen, læberne spidses og blikket skærpes. Hendes svar på spørgsmål udkæmpes på samme måde. ”Vi bliver kaldt Bad Girls”, siger hun stolt. Det pigede. ”Der er mange rygter. Der har været rygter om, at jeg var gravid. Man vænner sig til det”. Hendes tone bliver mere alvorlig

og hendes unge ansigt en smule ældre. ”Det er idioter, der spreder rygter, det er fjolser, der tror på dem”. Reflekteret kigger hun op. Det voksne.

Drømmene

Det er en ny dag og Thyborøn er stadig diset. Det regner og blæsten, kold og saltet, smager stadig på ansigtet. Vejene er tomme, husene stille, og selvom det ikke er langt over frokost, er der en snert af noget ensomt. Mathilde drømmer om at blive indretningsarkitekt, muligvis møbeldesigner, dog først efterskole i Husby næste år, derefter gymnasiet i Lemvig og så universitetet i Århus. Men mest af alt drøm-mer hun om at komme væk. ”Jeg er nødt til at finde ud af, hvad der er derude”. Hun er lige kommet fra skole. Smider den multifarvede skoletaske med håndskriften ”Leb-bekæreste” og venindernes navne på gulvet og begynder at rydde op. Det har hendes mor forlangt. ”Måske får jeg en halvtredser for det”, siger hun optimistisk.

Kærligheden

Den bærbare viser Facebook, 107 venner, og Skype. I et lille vindue øverst til venstre på skærmen figurerer et pixelleret ansigt. Det er Mark, Mathildes kæreste på 16 år.

Mathilde ligger henslængt på sengen og kigger dybt ind i computeren. Hendes uldne sokker styrer pilen og musikken skiftes, skrues op og ned, i takt med Marks stemme. ”Din Bæ-skubber”, udbryder hun. Mark svarer. ”Din kælling”. Ordene er hårde og kontante. ”Den man tugter elsker man”, siger hun med lige dele pige og kvinde. Så ruller hun rundt i sengen af grin. Pige. På dvd-hylden står Sex and The City side om side med Bertram og co. Skype-samtalen bliver afsluttet med ”jeg elsker dig. Vi ses på fredag”.

En indøvet sang

”Jeg glæder mig til at komme væk næste år. Jeg glæder mig til spændingen”. Mathilde krammer sin bamse, Lille Mark. ”Når jeg vågner hver morgen, ved jeg, hvad der sker. Jeg ved, hver dag er den samme. Det skal være sådan, at hver dag skal være en overraskelse”. Lidt alder sniger sig ind i hendes øjne. ”Jeg ved, at når jeg vågner her, så skal jeg op, i bad, blive færdig, i skole, fri fra skole, være sam-men med vennerne, over i efterskolen, hjem, spise, over i efterskolen, hjem, snakke med Mark i en time og sove”. Opremsningen falder rytmisk, som en indøvet sang. ”Hver dag er ens”.

Hun sætter sig hen til make-up spejlet. Det er tid til efterskolen. Stryger parfume på halsen. Fniser. Pige. Kniber øjnene sammen i trit med mascaraens vej til øjenlågene og opdager sig selv i spejlet. Kvinde. Voksen.

“Hver dag er ens”

14 15

16 17

TEENAGEVÆRELSER

Daniella går meget op i at indrette sit værelse, men det vigtigste er, at der er hyggeligt. Man kan se, det er Daniella, der bor her, for hendes yndlingsfarver dominerer værelset: Lyseblå og lyserød. Hun tænder ofte stearinlys for at skabe en hyggelig stemning: der bliver hurtigt meget mørkt i Thyborøn om aftenen.På hylden over sengen står et af Daniellas bedste minder: Et billedalbum fra hendes konfirmation. De var en af de sidste klasser, der nåede at blive konfirmeret i Thyborøn Kirke, inden den blev revet ned.Eftermiddagene bliver ofte brugt på veninder, Facebook og lektier. Daniella har ikke noget skrivebord, så lektierne laver hun i sin seng.Der er ikke noget legetøj tilbage på værelset, for det er hun blevet for gammel til.

Daniella,15 år

Af Marie Hald

“Nogen gange har man bare brug for at være alene.”

18 19

Sara, 15 årHun elsker at ligge på sengen og høre musik. For tiden er det The Fray, hun hører mest.De kinesiske tegn på væggen har hendes storesøster sat op, da hun havde værelse der. Nu er det Saras værelse, men de får lov at hænge lidt endnu. Familiens hund, Mille sover altid i fodenden hos enten Sara eller hendes forældre. Sara kan godt lide, når den ligger hos hende; det er hyggeligt, synes hun.

Christian, 13 årChristian bruger sit værelse til at spille computer og snakke i telefon. Fjernsyn ser han ikke så meget af. Han kan ikke lide at se det alene. Derfor går han tit ned til sin mor i stuen og sidder med hende. Christian elsker Basserne. Han har over 200 blade med dem og læser i dem hver aften, inden han falder i søvn.For noget tid siden, var han på hospitalet med maveka-tar. Fordi han havde klaret det så godt, tog familien i Bilka, hvor han fik lov at få den lille blå vandfigur, der står på skrivebordet. Den betyder meget for ham. Christian vil gerne blive boende i Thyborøn. Det skal være et hus med tre værelser, en stue og et køkken. Han vil gerne bo med en kæreste, for han kan ikke lide at være alene. Han har dog ingen for tiden. “Men det skal nok komme.”

“Man skal have et sted at være, når man ikke gider høre på sin mor og far mere.”

Claus, 14 årDet vigtigste for Claus er hans seng og hans Playstation, som han købte for to uger siden. Pengene til den havde han tjent ved sit arbejde hos smeden.På væggen bag ham hænger en Olsen Banden plakat. Han har været vild med Olsen Banden, siden han var lille. På væggen bag ham hænger et billede af en sort sky, som hans storebror har lavet til ham. Storebroderen bor i Norge, så billedet betyder meget for ham. Mange af mø-blerne på Claus’ værelse er også hans brors. Det er smart, at man kan arve fra hinanden, synes han.

20 21

“My Heart Will Go On er den sang, jeg er bedst til.”

Anna Sofie, 15 årAnna Sofies værelse er lige blevet renoveret. Hun vil gerne være arkitekt og går meget op i stilen på værelset – sort og hvid. Som hendes tøj.Sengen og hendes fladskærmsfjernsyn har hun selv købt for sine konfirmationspenge. På skrivebordet ved siden af computeren står et elektronisk keyboard. Det bliver brugt hver dag, og Anna har lært sig selv at spille på det. Hun spiller oftest ”My Heart Will Go On” med Celine Dion. Når veninderne er med hjemme, ser de The Voice og er på Facebook. I dag er Karoline på besøg.

“I den her alder har man brug for privatliv”

Regitze, 15 årHendes yndlingsfarve er rød. Det er der ikke mange, der kan være i tvivl om, når de ser Regitzes værelse. De fleste af møblerne har hun købt i Ikea med sin mor, som hjælper meget med indretningen. Fotografier af venner og veninder dominerer værel-set. Den store billedramme fik hun i konfirmations-gave af en veninde, så den har stor værdi.Regitze har en kæreste, Stefan. De har været sam-men i næsten otte måneder, og hver anden uge sover de hos hende på det røde værelse. Stefan bor på Sjælland, men de ses alligevel hver weekend.Når Regitze skal flytte hjemmefra, skal hun langt væk fra Thyborøn. Enten til Århus eller helt over til Sjæl-land. Hun vil være arkitekt, tror hun.

23

Drengene er alle fra Grønland. De har valgt at bo et år i Thy-borøn. Inden kl. 22.00 skal de være tilbage på efterskolen. Det er intet problem, for det eneste der er åbent er Nærkøb. Her køber de slik og sodavand.

Med deres sorte hættetrøjer og mørke jeans forsvinder de ind i kiosken, som lyser langt ud på gaden. En begejstret Enos kommer ud med en julekalender i hånden. Bag de 24 låger gemmer der sig et stykke chokolade. Noget man kan glæde sig til hver dag. For Enos er det trykket på pappet, der er interessant; en halvnøgen pige, der viser sine fortrin frem. Det er langt mere interessant end de 24 låger, hvor man med sikkerhed kun finder et tørt og afbleget stykke chokolade.

Efterskolelivet

Livet i Thyborøn er ingen dans på roser. Dem, der bor der keder sig, ellers er de bare kedelige. De fem drenge er begge dele.

Sjældent har jeg mødt så triste og uoplagte unge men-nesker som Enos, Innutek, Mario, Asa og Elias. Deres hverdag er delt op i tre højdepunkter, som kan beskrives meget kort. Surfe på internettet, ryge smøger og træne overkrop.

Jeg har aldrig selv gået på efterskole, men min lillesøster forklarede mig, at det var den bedste tid i hendes teen-ageår. Hun mødte drenge, fik gode veninder, spillede musik og udviklede sig til den hun er i dag.

Ungdommens vildskab og passion synes ikke at eksis-tere hos de grønlandske drenge. Det værste er, at de selv ved det, og i de næste syv måneder vil det ikke ændre sig. Derfor glæder de sig til at komme hjem til Grønland, hvor deres venner og familie bor. Ikke en eneste af dem, kunne forestille sig at bo i Danmark, når de bliver ældre. De er grønlændere, og de vil bo på Grønland. Danmark er blot et mellemstop, som på sin vis er blevet pålagt dem. På Grønland er det nemlig blevet normalt at tage et uddan-nelsesophold i Danmark.

Måske har det blot været for tidligt for de unge drenge, der trods min undren og bekymring er de rareste personer, jeg har mødt i Thyborøn.

Den grønlandske mumlen

Der er gået et par dage nu, og drengene har efterhånden

glemt, at jeg sidder og observerer og skyder nogle billeder i ny og næ.

Computerrummet er skolens hellige rum. De otte com-putere står robust i en rundkreds og danner et teknologisk alter, hvor tanker og følelser kan afleveres og modtages. Skærmen kredser rundt om to religioner; Arto, stedet hvor unge finder andre unge og Facebook, stedet hvor voksne finder andre vokse. Det er svært at vælge. Det er svært at vide, hvor man hører til. En gang i mellem retter de krummede rygge sig fra tilbedelses positionen, og en mumlen af ord bevæger sig langsomt og tungt gennem det firkantede rum. Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, hvor flere betydningsenheder kan sættes sammen i ét ord. På grønlandsk kan man derfor ofte udtrykke en hel dansk sætning med et enkelt ord. Enos fortalte mig på en gåtur, at han synes at danskere kan være barnlige og skabede.

Ser man på skolens elever ud fra et sprogligt synspunkt, så udmærker man sig ved at kunne fremsige en række fjollede ord i en rimende rækkefølge. Det skaber humor og fælleskab, i det at man forstår det sjove i sætningen. Jeg har endnu ikke hørt grønlænderne grine med, når de danske elever folder sig ud i sarkasmens tegn.

Det er tydeligt, at sproget er en kæmpe hindring, der gør det svært at få nye venner eller møde piger. Det er tydeligt, at grønlænderne ikke er en del af fællesskabet.

Styrketræning

Om torsdagen tager drengene altid til nabobyen Harboøre for at træne i et rigtigt fitnesscenter. Skolen har deres eget lille rum, hvor de hver dag træner deres overkroppe til bristepunktet. Det at være stærk er vigtigt. Det sjove er, at ingen andre på skolen synes at gå op i det på samme måde.

Forstanderen havde tidligere på dagen lagt sin hånd på min skulder, mens han fortalte, at det ville være en fin ide, hvis jeg tog med til Harboøre. Da vi står på perronen og venter på toget, går det op for mig, at det fedeste ville være at se dem sætte sig ind i toget og køre væk i det gamle die-sel tog. Som jeg ser toget med de fem drenge forsvinde ud i horisonten, breder der sig en følelse af tilfredshed. De skal nok komme væk engang. Hjem til Grønland, hvor de ønsker at være, og hvor de hører til.

Inuitterne i ThyborønMørket har lagt sig over Thyborøn. Den lille fiskerby i det vestjyske er så stille, at selv kragerne er faret vild. Det eneste, der bevæger sig i de mørke gader er fem drenge, der med vestenvinden i ryggen skyder en fodbold fra den ene gadelygte til den anden.

Elias Kreutzmann. Klokken er 23.00 og alle eleverne skal være på deres værelser. Elias bor på værelse med tre danske elever.

Af Jonathan Grevsen

24 25

Enos Alaufesen. Efter at have kommet for sent til timerne, og set pornofilm i undervisningen er han blevet straffet med en fem kilometer

gåtur fra fabrikken Chiminova til efterskolen. Turen ses dog ikke som en straf, men som en mulighed for at få luften tankerne.

Enos Alaufesen træner hver dag i skolens fitness rum. I bænkpres, kan han tage 67,5 kilo. Han føler ikke selv, at det er nok, men er tilfreds

med at det er dobbelt så meget i forhold til da han startede på skolen for tre måneder siden.

Innuteq Motzfeldt, ryger dagligt 10 smøger af mærket Prince. Når han vender hjem til Grønland, vil han arbejde med fiskeri på hans fars

båd.

Enos, Innuteq og Elias er ved at være færdige med dagens frokost. Efterskolen spiser på Fiskeriskolen, der ligger ved siden af. De tre

drenge, har ikke travlt med at blive færdige. Efter froskost skal de gøre rent på deres værelser.

27Enos Alaufesen. Klokken er 07.15 og Enos børster sine tænder, efter at have bællet en sodavand. Skoledagen kan begynde. Første time er dansk.

28 29

Teenagetænder i ThyborønAf Sofie Amalie Klougart

Teenagere i Thyborøn har langt flere huller i tænderne end landsgennemsnittet. I nabobyen Lemvig er de stolte af, at de 13 til 15årige har forbedret tandsundheden, så de ligger over gennemsnittet for deres jævnaldrende på landsplan. Men teenagerne i Thyborøn har ikke at gennemgå samme positive udvikling. I Vestjylland er det naturlige indhold af fluor i drikkevandet meget lavt. Dette er en mulig forklaring på den dårlige statistik, da fluor er det mest effektive middel mod huller. En anden forklaring er at tandbørstningen allerede i barndommen er underprioriteret i Thyborøn.

Fotografierne stammer fra skoletandlægen i Thyborøn. Dette er et udpluk af teenagernes tænder.

1. D r e n g . 1 6 å r. 4 h u l l e r. 2 . D r e n g 1 5 å r. 0 h u l l e r. 3 . D r e n g 1 5 å r. Re t t e t b ø j l e . 0 h u l l e r. 4 . P i g e . 1 3 å r. 0 h u l l e r. 5 . P i g e . 1 5 å r. 1 h u l . 6 . d r e n g . 1 2 å r. 1 h u l . 7. D r e n g , . 1 2 å r. 5 h u l l e r. 8 . P i g e . 1 2 å r. H j ø r n e t æ n d e r u d . 0 h u l l e r .

1. 2.

3. 4.

5.

7.

6.

8.

30 31

FISK, FARVAND & FAMILIEFrederik Snille Larsen er 18 år og er i gang med at uddanne sig til fisker på fiskeriskolen i Thyborøn. Han vil være fisker

ligesom sin far, bedstefar og oldefar var det. Han har aldrig kendt til andet. ”Det er lige så naturligt for mig at tage på

havet og sejle i en båd, som det er at gå på fortovet.”

Af Charlotte Elgaard Christensen

32 33

Vinden hyler i masten. Bølgerne skummer op over dækket. Den lille fiskekutter er på vej ind til havnen. Den er fuld af kasser med hummer, som står pakket i stakke nede i lastrummet, parat til at blive solgt på auktion om nogle få timer. Frederik står på dækket og kigger triumferende ud over vandet.

“Så vandt du heller ikke i dag,” siger han for sig selv til havet. Havet er en evig kamp. Og han vandt - også i dag. Det er en rar fornemmelse. Så føler han sig lige et halvt hoved højere.

Da Frederik var 13 år, mistede han sin far til havet. Hans far døde under en af de mange fisketure på østersiden af Læsø. Der blev aldrig fundet andet end stumper af vraget. Uvisheden var svær at rumme. Håbet om at hans far måske en dag stod i døren, gjorde det svært at komme videre. Men for hver dag der gik, blev håbet langsomt slukket mere og mere. Til sidst blev han nødt til at se i øjnene, at hans far ikke kom hjem igen. Når Frederik kigger ud over vandet, og solen er ved at gå ned I røde skyer, synes han, det er verdens smukkeste gravsted.

“Det var det mest passende sted, at han skulle dø på havet, når det nu skulle være.

“Derude føler jeg mig hjemme”

Havet er det onde, men også det gode.

“Lige så snart man har havet, så kan man ikke komme hurtigt nok væk fra det, og lige så snart man ikke har havet, så savner man det,” fortæller Frederik. Derude kan tankerne flyve. Derude er så fredfyldt. Der gælder ingen bekymringer. Man er fri.

“Derude føler jeg mig hjemme på en eller anden mær-kelig måde.” Det er spændingen og uvisheden, der hiver i ham. Der er ikke én dag, der er den samme. Man ved aldrig, hvad der skal ske. Om der er arbejde tre timer eller 16, om havet er lydigt eller rebelsk.

“Jeg ville være ligesom far var”

Frederik har ikke altid kunne lide at sejle. Han blev søsyg. Meget søsyg.

“Jeg kan huske, hver evig eneste gang jeg var med ud og sejle, så sagde jeg aldrig, aldrig mere.”

Men en dag på efterskolen i 9. klasse kom det op i ham, han skulle bare ud og fiske. Det var det eneste, han havde lyst til i sit liv.

“Jeg ville være lige som far var.” Han ville ud at fiske og komme hjem i weekenderne, lige-som hans far altid havde gjort.

”Jeg var pave stolt. Jeg stod dernede i min termodragt, der var et halvt nummer for stort og skulle ud og fiske lige som alle de voksne. Det var da lidt fedt!” fortæller han om hans første job på havet.

“Jeg elsker at sejle på havet, men jeg elsker også at komme hjem igen”

34 35

”Der sker ikke noget i Thyborøn”

Røgen hænger i et tungt lag under lampen og over bordet. Den ene cigaret tænder den næste, kun afbrudt af en slurk fra ølflasken. Snakken går. Om pik, patter og røverhisto-rier fra havet. Drengene sidder rundt om bordet til den ugentlige torsdagsbar på skolen. Det er det andet grundholds sidste aften inden eksamen i morgen. Så skal de ud at fiske igen.

Fiskeriskolen i Thyborøn er det eneste sted, der tilbyder denne uddan-nelse i Danmark. Grundforløbet tager tre måneder. Inden optagelse, skal man have gennemført et sikkerhedskursus og have været et halvt år på havet. Frederik er på sin sjette uge i forløbet. Han bor på skolen i hverdagen og tager hjem til Frederikshavn i weekenderne.

“Der sker ikke noget i Thyborøn.”

Han kender ikke de lokale, og synes ikke byen har meget at tilbyde. Når timerne bliver lange, smutter han en tur ned i solariet, væk fra Thyborøns bidende blæst. Han er dog glad for at være skolen. Det er især det sociale.

“Vi faldt utrolig godt sammen alle mand og fik et kanon godt fællesskab.” De er kun otte drenge tilbage på holdet. Det er ikke mange. De er den nye generation af fiskere.

“Det skal være det lille lokale”

Frederik jagter ikke havets buldren for en hver pris. Han vil have fast base i sin hjemby og fiske derfra. Han skal bestemt ikke nyde noget af at komme på et stort skib, der brager af sted i flere måneder.

”Det skal være det lille lokale, som man er vant til hjem-mefra. Det er det, jeg bedst kan lide.”

Han vil heller ikke flytte for arbejdet. “Hvis jeg skal være fisker, så skal jeg fiske fra Strandby

af. Jeg skal ikke fiske fra Hvidesande.”Han vil gerne være ude på havet tre til fem dage om ugen, men så vil han også hjem til sine kære.

“Jeg elsker at sejle på havet, men jeg elsker også at komme hjem igen.”På havnen i Strandby arbejder alle mændene i hans fami-lie.

“Når vi er ved havnen, så har vi et familieliv. Når vi har det fine tøj på og er samlet for at få kaffe eller spise mad, så har vi et andet familieliv med vores koner. Det er to vidt forskellige ting.”

“Jeg har fundet mit livs evige kærlighed!”

”Efter min fars død havde jeg svært ved at lukke folk ind, fordi jeg var bange for at miste dem igen.”

Sådan havde han det, indtil han mødte sin nuværende for-lovede på efterskolen. De blev hurtigt kærester og flyttede efter et par år sammen i en treværelses i Frederikshavn.

“Jeg har fundet mit livs evige kærlighed!”

De skal først giftes, når alle rammer er på plads. Når de har styr på, hvad de vil, hvor de skal bo, og hvor børnene skal gå i skole. Bryllup er en stor ting med en kæmpe fest, det er ikke bare noget, man lige gør. Han gør sig tanker om sine børn, gerne to-tre stykker, men han vil vente lidt endnu. 23-24 er en god alder, mener han. Det er samme aldersforskel som på ham og hans far. Det betyder meget for ham at kunne give sine børn nogle trykke rammer.

“Jeg vil gerne give mine børn den gode oplevelse, som jeg selv fik, dengang jeg var barn. Det fik jeg i at være med far ude at fiske. Så det vil jeg utrolig gerne give videre.”

“Efter min fars død havde jeg svært ved at

lukke folk ind”

36 37

Der er mindst ét træ i Thyborøn Af Sofie Amalie Klougart

38 39

SUPPE. Hun fisker først melbollerne op. Øser dem over på tallerkenen. Så kødbollerne på en anden. Hver udvalgt portion på sin tallerken, for hendes børn er kræsne. De sidder fire omkring bordet. Moren over for drengene og faren for enden af spisebordet. Han har hentet Henrik, den mellemste søn, for, at han kan spise med i aften. Henrik bor præcis en kilometer fra sine forældre. Det er lige netop for lang en afstand til, at Henrik gider at gå.

KVOTER. Henrik er 19 år og flyttede hjemmefra for et halvt år siden. Nu bor han i en ungdomslejlighed med sin kammerat, lige over genbrugsbutikken i Thyborøn. Henrik sidder med Christian og Peter, og får dagens første øl. Det er på grund af arbejdet. Fiskerne er ved at have opbrugt deres kvoter, og det betyder, at Henrik ikke længere kan arbejde fuldtid som fiskepakker. Så bliver fyraftensøllet drukket tidligt. “Det værste er, at der næsten ikke er noget at lave for unge mennesker andet end at drikke. Vi laver ikke andet end at silde (køre) rundt nede ved havnen eller går o a kro. Ellers sidder vi her og drikker.” Fra deres plad-ser ved vinduet, kan de se ned på gaden til skolen og til Ankerpladsen, det lokale værtshus, som hans far ejer. Der er allerede folk dernede, selvom det er onsdag og klokken blot elleve om formiddagen.

SØVN.Han fortæller hende, hvad han laver, og hvornår han har fået fri. Hver dag taler han med sin mor i telefonen, fordi hun er så glad for sine børn; Kim, Henrik og Réne. Hun henter hans vasketøj og kommer tilbage med det; nu da scooteren står i garagen med smadret forparti og Henrik ikke længere kan køre på den. Det gør den, mest fordi det er gået galt så mange gange, men også fordi den skal laves. Sidst var han faldet i søvn på vej hjem fra værtshuset og kørt ind i et stakit. Christian sad bagpå og var lige så fuld. Men nu holder den derhjemme, og hun kan slippe for at tænke på hans ulykker.

TRÆKFUGLE. Der kan ikke gro meget på grund af blæsten og den saltholdige luft. De hærdede nåletræer må afskærmes bag høje stakitter ligesom haverne og husene. Langs havet er hybenbuskene erstattet af marehalm og klitter. Det siges, at Harboøre Tange er et af Nordeuropas

vigtigste områder for trækfugle. At brushaner, kobbersnep-per, rødben og strandskader flyver hertil. Henrik ser kun måger, som flyver over hallerne på havnen, hvor der er fisk. ìVi er meget frie herude. Du bliver ikke politianmeldt, fordi du stjæler en cykel eller nogle tørfisk. For når folk kender hinanden, så har man nogle frihederì, siger Chris-tian og fortæller om dengang, han blev taget i at stjæle en hel tørresnor med tørfisk.

PYTHON. De mødes hver dag. Henrik, Christian og Peter. Rip, Rap og Rup. Peter er den sidste af de tre, som mangler at få lavet tatoveringen ved håndleddet. På Henrik står der Rip, på Christian står der Rap. På den måde hører de sammen. Ligesom med slangerne, som de købte ved grænsen, og som de fodrer med mus fra dyrehandleren i Harboør. Denne gang var der ingen hvide mus. Dem vil Henrik ellers helst købe, da de ikke ser nær så søde ud som de brune. Henrik tager en rød gummihandske på og fanger en mus, som han løfter ned i terrariet til phytonen.

HENRIK-BURGER. Henrik tænker ikke på, hvad han vil. Han skal nok tage en uddannelse på et eller andet tid-spunkt, men lige nu er det ikke noget, der bekymrer ham. Han magter ikke skole. at skulle sidde stille og lytte. Han har det godt i Thyborøn. Det gør ikke så meget, at der ikke sker noget. For det er rart, når alle kender alle.ìSå ved de f.eks., hvad jeg vil have, når jeg kommer ned o a grill; min burger, den hedder Henrik-burger. Den er speciel, for jeg er møj kræsen. Jeg vil ikke have grøntsager, remoulade og det der pis og lortî. Henrik har været ved at prøve at lave mad. Han kan lave lasagne og kødsovs. Men når han ikke er hjemme hos sine forældre og spise, er han på grillen for at få aftensmad.

GRATIS. Armen hviler på Ankerpladsens bardisk. Det er Henriks far, Tom. Han har en tatovering, som forestiller et træ, hvorudfra navnene Kim, Henrik og Réne gror som grene. En slags stamtræ. De troede ikke, at han turde få den lavet. Folkene i baren. De sagde, at de ville betale for den, hvis han havde modet. Hvis ikke, måtte Tom give ba-rens gæster gratis væske en hel aften.

40 41#1 #2

SMEDENS DRENGE

#1

42 43

#1

A N D E R S

RyTTER, ”RyTTER”, 17 åR

”Selvom det er en lille by, så sker her rimelig meget. Her er aldrig politi, og man kan køre tunet scooter og alt muligt.”

Anders har byens 2. hurtigste scooter, men på trods af et hav af opgraderinger og en tophastighed på120 km/t er det stadig ikke lykkedes ham at overhale Thy-borøns ukronede konge. ”Olsen” står stadig ubesejret. For Anders handler verden meget om drukture, scoo-tere og tatoveringer. ”Dem tre ting er dem, der blir’ brugt mest på.” Er du god til at passe på pengene, når du skal spare op? ”Nej, mi’ løn den er væk, lige så snart jeg får den, jeg ka’ æ’ ha’ penge på min konto, det ka’ a’ æ’.” Anders har brugt ca. 20.000 på et tunesæt til sin scooter og tribal-tatoveringen han fik på armen sid-ste år, kostede 22.000. Næste projekt er den anden arm, hvor han planlægger et japansk tema, ”drager og alt muligt.” Anders har været arbejdsdreng hos Kynde og Toft i snart halvandet år, og starter i lære den første decem-ber. Han har svært ved at forestille sig et liv andre steder end Thyborøn, og håber han stadig er i smedjen om ti år, det er sammenholdet, han holder af. ”Jeg bliver helt sikkert boende. Jeg får klaustrofobi, hvis jeg kommer til en større by med mange men-nesker. Jeg kan fare vild i Harboøre, og den er mindre end Thyborøn. Jeg skal ha’ en by, jeg kan finde rundt i, ellers ska’ a’ æ’ være der.” Hvad med håret Anders, er det et typisk Thyborøn klip? ”Arh, det vil jeg nu ikke kalde det, men du skal bare se, når jeg skal i byen. Så ryger der voks i, og så står det ud til alle sider.”

#2

E M I L WELLE ”WELLE”. 18 åR

”Sådan nogle thyborønkvinder, de er sådan lidt... Det ku være man sku’ blive bøsse.”

Emil kan ikke lide Thyborønkvinder, hvorfor kan han ikke helt forklare. Men de er ikke lige hans kop te. Ikke fordi der ikke har været held i sprøjten, det er bare gået lidt galt på det sidste, med slagsmål og sådan.”Jeg kan ikke rigtig styre mig, når jeg er fuld, så skal alting gå efter mit hoved. Det er som om, jeg bliver lidt voldelig, når jeg drikker” Er i barske herude? ”Ja, det er der nogen, der siger.” Er du en af de barske? ”Ja, det er jeg nok, jeg er en gangster,” griner Emil.Emil er andenårs lærling og har været hos Kynde og Toft de sidste halvandet år. Han startede på smedeuddannelsen direkte efter efterskolen, hvor han droppede ud, fordi ”det ikke lige gik så godt.””Jeg lavede for meget balade. Så jeg var nødt til at droppe ud for ikke at blive smidt ud,” fortæller Emil med et skævt smil på læben. Hvorfor lavede du ballade deroppe? ”Fordi jeg er en rod.”Emil har dog fundet sig godt til rette i smedjen og nyder det tætte sammenhold med kollegerne. Han synes selv, han er en dygtig smed og drømmer om at få arbejde på en boreplatform en dag og tjene mange penge. Han vil have sig en ordentlig bil. Drømmen er en Audi S5. Sort, sænket og med alufælge. Hvorfor skal det lige være den? ”Fordi den er sådan lidt lav og bred, den ser lidt ond ud. Der er mange der køber BMW’er, men det er sådan et tyrkersæde.” Hvor er du om 10 år, bliver du boende i Thyborøn? ”Ja selvfølgelig, det er jo hovedstaden det her!”

3#

J A K O b LODAHL ”LODAHL”, 17 åR

“Min mor laver byens bedste mad-pakker.”

Til spørgmålet om hvad Jakob godt kan lide, er svaret MAD!Heldigvis laver Jakobs mor gode madpakker, i dag bød madkassen på fem skiver rugbrød med lever-postej, kødpølse, kylling og lidt rester fra i går.Jakob har været ansat som arbejdsdreng siden august og er blevet lovet en læreplads til februar. Han har altid vidst, han gerne ville være smed. Det var det med at bruge hænderne. Han overvejede Pol-itiet en kort overgang, men efter 10. klasse var han skoletræt, og valgte at trække i kedeldragten frem for uniformen. Siden hen er læselysten dog begyndt at komme tilbage, og han kunne godt forestille sig at flytte til en større by en dag og læse videre til in-geniør. Jakob bor stadig hjemme hos sine forældre i Harboøre og pendler frem og tilbage med en kollega fra smedjen. Fritiden går med at passe på målet, som forsvarer, på Harboøres førstehold. Og så øllene. Hvad siger de andre hernede til, at du er fra Har-boøre? ”Det er de ikke helt tilfredse med. Forband-ede harboøring, siger de.”Hvem ville vinde, hvis det var Harboøre mod Thy-borøn? ”Det ville Thyborøn helt sikkert, de er syge i hovederne herude. De er sku’ æ’ ræd for at slå.”Kunne du forestille dig at bo i Thyborøn? ”Nej, her er for koldt og kedeligt.”Hvad er du mest kendt for? ”Det ved jeg ikke, at drikke mig for fuld i weekenderne, det er bare ikke altid, at jeg har penge til det. Det er ikke andet end én weekend, så er de væk.”

4#

L A S S E KRUSE ”STORMyFIND”, 18 åR ”Jeg har aldrig gået i min families fodspor. Jeg dyrker sport, og min bror fisker - ligesom min far.”

Øgenavnet har han fået efter sin fars fiskekutter ”Stormy,” men da Lasse ikke er søstærk, lod han sin tvillingebror og far om fiskeriet. ”Jeg skulle have et sted, jeg kunne arbejde efter efterskolen, så fik jeg arbejde hernede, og så blev det sådan.”For Lasse er det bedste ved jobbet som smed at være ude og få lov at bruge hænderne. Det er glæden ved at få noget til virke. Han har været hos Kynde og Toft i cirka halvandet år og kom endelig i lære for cirka fire måneder siden. Var han ikke her, ville han have været i lære som tøm-rer eller elektriker. Lasse regner dog ikke med at blive i firmaet resten af sine dage. Han vil gerne rejse. Rejse rundt i hele verden som montør på boreplatforme og de helt store skibe. Det er drømmen om større mo-torer, penge og eventyr, der trækker.Lasse og hans familie kommer oprindeligt fra Thorsminde, men flyttede til Thyborøn for ca. fire år siden. Lasse tror dog ikke, han bliver boende, selvom han er blevet godt modtaget. Han vil gerne til Holstebro eller en anden større by en dag. Han keder sig lidt til tider, og ofte går aftenerne foran compu-teren med World of Warcraft og Facebook. Til spørgsmålet om København som en mulighed, er Lasse dog lidt tøvende; ”De er lidt egoistiske og selvoptagede derovre i hovedstaden,” fortæller han. Hvad er det bedste ved Thyborøn? ”Folk herude er mere åbne, og hilser på hinanden, det kan jeg godt li’. Det finder du i hvert fald ikke i stor-byen, det ved jeg da.”

Af Mathias Christensen

44 45#3 #4

46 47

56.696801° Sonia Michel Smed har noget nær alt, hvad et teenagehjerte kan ønske sig. Forkælet med tøj, make-up, iPod, dvd, penge og Playstation til op over begge ører. Men pigen med den mørke hud og det krøllede, sorte hår længes tilbage til et sted, hvor man ligner hinanden og er sig selv. Det er hjem.

HJEM til AFRIKA

Af Melissa Ørnstrup

48 49

Udenfor er himlen grå. Vinden bider. Gaden er tom. Her er koldt. Lugten af fisk river i næsen. Thyborøn slår armene ud og omfavner en hårdt. Stilhed.Indenfor på skolen sidder Sonia. Smiler. Leer. Bider i neglene. Nysgerrige øjne. Blandt blonde, blåøjede, drenge og piger lyser hun op med sin mørke glød. Tænderne er kridhvide og smilet er stort. Ligesom sine jævnaldrende er 15-årige Sonia en typisk teenager. Det er sjov, ballade, fyre, sport, fester, make-up, shopping og telefon fis. Få år siden var dette ikke den daglige vitaminindsprøjtning. Der boede Sonia i Ghana.

Afrikansk barndomI Vestghana boede Sonia hos sin moster og kusine. Hendes mor havde kun et lille hus, hvor der ikke var plads til hende. Det var kun i weekenderne, at moren kom på besøg. Hun mødte en dansk mand i Afrika. Han tog hende med til Danmark og de fik sammen en søn.Som 11-årig blev Sonia revet væk fra sine vante omgivelser. Sin kusine, sine grundsten, sit mod-ersmål og sit hjem. Fra ækvator til nordlige breddegrader. Fra varme til kulde. Til Thyborøn. Tre år efter hendes mor.

Hvem er far?Sonia sidder på gulvet i hendes nye, store værelse. Det er næsten færdigt. Hun er den eneste af sine veninder, der kan prale af at have over 20 m2. at boltre sig på. Som et usynligt tæppe er rummet omhyldet af en renlig duft. Nye, store vin-duer, højt til loftet, halogenspots, parketgulv, gulvvarme, eget badeværelse og snart ny telefon. Hvad mere kan man ønske sig? Sonia piller ved en krøllet hårtot. En ny lyd slipper læberne. Dirrende. Søger efter en grund. Sonias mor mødte faren som 15-årig til en fest og kort efter blev hun gravid. Siden har hun ikke set ham. I Ghana er det normalt at blive mor tidligt. Og ikke at kende sin far.

Jeg har aldrig mødt min rigtige far. Når andre snakker om deres fædre,

tænker jeg: Hvorfor har jeg ikke en far?

Kusine som en søster At kende eller ikke at kende sin far er ikke kun noget, som fylder i Sonias hoved. Kusine Lecticia på 14 ved heller ikke hvem, der er hendes far. Men de har hinanden. Vokset op sammen som søskende er de bedste venner. Ens udseende. Folk troede, de var tvillinger. Ofte drømmer hun om barndommen i Afrika. Her er rart at være.Men hun savner stadig kontakt med hendes rigtige familie. Også selvom båndene er skåret en smule over. Små stik i hjertet fortæller, hvor hun hører hjemme. I telefonen græder kusinen. Fortæller, at det er godt, at hun ikke savner hende. Men det gør Sonia. For blod er tykkere end hav og de varmere himmelstrøg spinder usynlige tråde om hendes sind. En frustreret tone af afmagt skærer luften knivtynd. Sonia sukker. Kusinen forstår det ikke. Hun ved jo ikke, hvor meget at hun egentlig savner hende. Ord bliver fattige. Ægte kærlighed er det heller ikke, når kusinen får penge og gaver fra dem. Rødder kan ikke købes for penge. Og i den jyske muld kan mandeløjnene ikke se sine rødder. For bare sand og sne om vinteren.

Bedre end de andreInden Sonia kom til Thyborøn havde hun aldrig dyrket sport. Nu drømmer hun om at være håndboldspiller. Men i starten var hun ikke så god, og hun blev mobbet. I skolen var drengene efter hende, fordi hun havde en anden farve. ”Jeg var brun, og jeg var så grim. Jeg blev rigtig ked af det. Jeg sagde det til min bedstemor, og jeg ville stoppe med at gå til håndbold”. Men bedstemoren fik Sonia overtalt til at fortsætte og sagde, at hun bare skulle ignorere dem. Engang bliver du bedre, trøstede hun med. Og Sonia huskede, hvad bedstemoren havde sagt. Nu er hun den bedste på holdet. Sidste års topscorer.

Teenage livet er let. Omgivet af trygge og lune rammer i den vestjyske by. Blandt blød popmusik, Hannah Montana og serier fra solrige Californien forføres Sonia ind i et univers fyldt med materiel lykke. Men alligevel ikke helt rigtigt. Thyborøn er ikke den rigtige breddegrad. Der er langt fra 4.887733° til 56.696801°. Takoradis breddegrad i Ghana til Thy-borøns i Danmark. Både i tal og fysisk.

Jeg vil gerne tilbage igen. Tilbage,

hvor jeg kommer fra. Altså hjem.

Til Afrika.

50 51

Fortrøstningsfuldt teenage livIntet mangler. Ingen mangler. For enden af Drejøvej er den nye, store tilbygning til huset færdig. Stikker op over de andre små tage. Sonia og lillebrors nye hus. Og hun får alt. Til hendes store overraskelse. Hver gang. Det hun ønsker sig og mere til. Ofte ringer telefonen. En hverdags dag. Så er det ud, og Sonias lommer fyldes atter med godter til at forsøde livet og tilværelsen med. Hun tager sig af andre og hjælper gerne. Kvikt hoved. Dygtig i skolen. Stor vennekreds, god til sport og fyrene skriver, hilser og giver komplimenter. Sonias teenage liv virker fortrøstningsfuldt. Alt ligger bare lige for fødderne. Når dine rødder er med. Men det er, som om vinden er borte med blæsten. I Thyborøn. Der er man tæt på hinanden. Byen er lille. Alle kender alle. Det er kun når det sort på hvidt står i kalenderen at man mødes. I Afrika møder man hinanden anderledes. Her skal der ikke skrives aftaler ned i en bog. Det er spontant. Og der skal ikke nås alt på ingen tid. Som den man er. Ikke den du vil være. Her skal man først spørge, om man kan være sammen. Det gør man ikke i Afrika. Der er alle sammen. Sort, brun, hvidNår Sonia ikke hygger sig med sine veninder, spiller håndbold eller glatter sine krøller; ligesom alle hendes andre veninder, så lander den bekymrede fugl sig på hendes skuldre. Tynger hende ned. Lidt efter lidt. For den hvide pil borer sig ind i brys-tet og fortæller, at hun er anderledes. Hun er ikke hvid, blond, blåøjet eller høj.Hun er brun. Og det hvide kors i dannebrog vejer tungt. De lyse skandinaver; danskerne foretrækker hvid frem for sort. Lyst frem for mørkt. Beige frem for brunt. Siger de. Og solarierne, bruncremen, og solen sydpå har stadig kronede dage. Men når alt kommer til alt. Så holder den brune farve kun et kort øjeblik. Og vestenvinden blæser igen det hvide sand over land. Det flade land.

Folk begynder at behandle hende anderledes. Det føles ikke rart. Derfor bryder hun bryder sig ikke om alle danskere. No-gle er racister. De kan ikke lide sorte mennesker. En venindes mor giver hende altid skylden, hvis de er oppe og skændes. Sonia forstår ikke, hvorfor moren altid skælder hende ud. Hvad har jeg nu gjort, tænker hun hver gang. I Sonias univers betyder hudfarve ingenting. Der skal man bare kunne snakke sammen og respektere, at man ser forskellig ud.

Jeg er jo ikke sort. Jeg er brun. Min mor er sort. Jeg er glad for min hudfarve, for der er mange, som gerne vil have den. De går jo i solarium.

Kun en teenagerOnsdag eftermiddag er veninderne og Sonia samlet. Indenfor fire vægge. Vindue ud mod jernbaneskinnerne. Som stopper her. Fjorden er tæt på. Og havet på den anden side. Nu skal de hygge sig. Telefon fis og pige-fnadder. Guitaren ophæver spændingerne og en skrålen, skrigen og hujen bryder lydmuren. Hvinende af grin slår de sig på lårene. Lat-teren breder sig fra hoved til tå. De vrider sig i mærkelige stillinger. Sonia griber guitaren. Kaster med hovedet. I sin egen boblende verden. Synger falske toner. Rammer ikke akkorderne rigtigt. Hverken fejlfrit eller perfekt.For Sonia er bare sig selv. Ligeglad med hvad de andre siger. Mørkt på lyst står der på en venindes arm, the girl who smiles. Mørkt på mørkt falmer Sonias skrift sig en smule. På højre arm står der stadig med blå kuglepen,the girl who laugh.

Men pigen, som griner, er

5.825,49 kilometer og 51.809068° breddegrader for langt væk.

52