Stigma

Axel Honneth

og Erving Goffman

Roskilde Universitets Center

Institut 8,

Socialvidenskab

Helårsprojekt: SV1 & SV2

Heidi Cathy Smith Jensen Vejleder: Rasmus Willig

Et forsøg på at nuancere ”den teoretiske anerkendelsesvending”

AXEL HONNETH OG ERVING GOFFMAN

INDLEDNING............................................................................................. 3 PROBLEMFELT............................................................................................. 8

METODE ...................................................................................................10 VALG AF TEORI .........................................................................................10

AXEL HONNETH......................................................................................10 ERVING GOFFMAN..................................................................................10

AXEL HONNETH ....................................................................................11 INTRODUKTION .........................................................................................11 HONNETHS METODOLOGI ..........................................................................11 ANERKENDELSESTEORIEN.........................................................................12

KRÆNKELSER .........................................................................................14 KAMPE OM ANERKENDELSE .....................................................................16

KORT OM HONNETHS EMPISTEMOLOGI, ONTOLOGI OG INDIVIDSYN...........16 REKONSTRUKTION AF HEGELS TREDELING...............................................18

ANERKENDELSESTEORIENS EPISTEMOLOGI ...............................................19 KORT OM MORALSKE KONFLIKTER ...........................................................20

DEN KAPITALISTISKE ORDEN – ANERKENDELSES HIERARKIET...................21 DEN HEGEMONISKE KLASSE OG SAMFUNDETS KONTROLPROCESSER ..........22

DET INTERSUBJEKTIVE FORHOLD ..............................................................25 OM URETSBEVIDSTHED OG UNDERTRYKTE KLASSER.................................26 USYNLIGHED OG SYNLIGHED – ANERKENDELSENS EPISTEMOLOGI ...........27

OM MORAL OG ANERKENDELSE................................................................29 REDEFINITION AF ”AT ANERKENDE”........................................................31 KAN SOCIALISERINGSADFÆRDEN ÆNDRES?..............................................32

KRITIK AF AXEL HONNETH.......................................................................33 OPBYGNINGEN AF HONNETHS TEORI........................................................33 BEMÆRKNINGER I FORLÆNGELSE AF FRASERS KRITIK...............................35 ANERKENDELSE OG KRÆNKELSER............................................................35 MANGLENDE ELEMENTER I TEORIEN ........................................................36

ERVING GOFFMAN ...............................................................................38 INTRODUKTION .........................................................................................38 STIGMATISERING OG DE ØDELAGTE IDENTITETERS OVERLEVELSE.............38

SAMFUNDETS KATEGORIER......................................................................39 STIGMAET...............................................................................................40 LÆRINGSPROCESSEN OG PASSING ............................................................41 MORALSK KARRIERE................................................................................43 SOCIAL INFORMATION .............................................................................46 PERSONLIG IDENTITET ............................................................................46

HEIDI CATHY SMITH JENSEN 1


IDENTITET, INFORMATION OG INFORMATIONSKONTROL ............................47 KOGNITIV OG SOCIAL GENKENDELSE (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION) ........................................................................................48 INDIVIDETS JEG-IDENTITET OG AMBIVALENS.............................................49 IND- OG UD-GRUPPER – OG INDIVIDETS BETINGELSER..............................50

INDIVIDERNES ROLLESPIL I HVERDAGSLIVET – DRAMATURGIEN HOS GOFFMAN..................................................................................................52

GENERELT OM TEATERMETAFORENS ELEMENTER .....................................55 GOFFMANS ONTOLOGI, INDIVIDSYN OG EPISTEMOLOGI .............................58

SAMFUNDET OG INTERAKTIONSORDENEN.................................................58 GOFFMANS METODOLOGI – ONTOLOGI OG EPISTEMOLOGI........................59 GOFFMANS INDIVIDSYN – SELVET ............................................................61

KRITIK AF ERVING GOFFMAN ...................................................................62 GOFFMANS METODOLOGI........................................................................63 SELVET...................................................................................................64 PASSING .................................................................................................66 PERSONLIG IDENTITET ............................................................................66 KOGNITIV OG SOCIAL ANERKENDELSE (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION) ........................................................................................67 DET MORALSKE.......................................................................................67

DISKUSSION ............................................................................................68 FORSKELLE MELLEM HONNETH OG GOFFMAN...........................................68 LIGHEDER MELLEM HONNETH OG GOFFMAN.............................................69 HVORDAN SUPLERER DEN ENE DEN ANDEN................................................71 HVAD KAN GOFFMAN BIDRAGE MED I FORHOLD TIL HONNETH? ...............72

KONKLUSION .........................................................................................76 HVORDAN VI BEDRE KAN FORSTÅ ”DEN TEORETISKE ANERKENDELSESVENDING”.......................................................................77 FORDELE OG ULEMPLER VED KOMBINATION AF AXEL HONNETH OG ERVING GOFFMAN..................................................................................................78

NOTER.......................................................................................................79



INDLEDNING

Det foreliggende projekt tager udgangspunkt i et af sociologiens centrale temaer, nemlig

mikro/makro problematikken. I sociologiens historie har der således været tilhængere af

metodologisk kollektivisme, som f.eks. Emile Durkheim, og metodologisk individua-

lisme, som f.eks. Max Weber. Uanset om vi diskuterer et kollektivt, et individuelt eller

et medieret perspektiv, dvs. et perspektiv, som indeholder både et mikro og et makroni-

veau, inden for denne tematik, er der dog en del fælles problemstillinger, som disse til-

gange beskæftiger sig med. Det være sig magt og dominans samt undertrykkelsesfor-

hold, men også integrationsforhold, samfundsudvikling og individernes præmisser i

samfundet.

Projektet vil mere præcist beskæftige sig med Axel Honneth og Erving

Goffman, og vil søge at skabe et medieret perspektiv inden for det der betragtes som

”den teoretiske anerkendelsesvending” (Willig, 2005, s. 71). ”Den teoretiske anerken-

delsesvending” er abstrakt, moralsk og filosofisk anlagt, og har tilsyneladende et socio-

logisk underskud. Den bevæger sig med andre ord udelukkende på et makroniveau. Der

er ingen tvivl om, at sociologien kan drage nytte af dette makroniveau, men samtidig er

det svært at se, hvordan det ofte uhyre abstrakte niveau lader sig komme i konflikt med

den sociologiske mere empiriske virkelighed. Projektet vil åbenbare en måde, hvorpå

dette kan lade sig gøre. Inden da skal vi se på hvilke forfatterskaber, der har beskæftiget

sig med ”den teoretiske anerkendelsesvending” med henblik på, hvem der er mest åben

for sociologisk invitation. Med andre ord skal vi finde frem til den teoretiker, som ar-

gumenterer for en direkte eller indirekte åbning til sociologisk brug.

Inden for ”den teoretiske anerkendelsesvending” finder vi Nancy Fraser.

Nancy Fraser deltager sammen med Honneth i en diskussion omkring anerkendelse og

omfordeling i bogen ”Redistribution or recognition” fra 2003. Hun holder fast ved sin

egen position og teori i denne meningsudveksling, hvilket giver anledning til, at hun

misforstår den intension, som Honneth har med sin teori. Samtidig virker hun også til at

misforstå sit eget forehavende med sin teori. Frasers teori fokuserer hovedsagligt på det

politiske, og hun mangler således en social teori. Dette giver anledning til, at hun ikke

beskriver de partikulære sociologiske erfaringer, fordi hun er bange for, at sådanne par-



tikulære udsagn bliver for sekteriske, hvor de bliver forbundet med en universel ide om

retfærdighed1.

Judith Butler er også at finde inden for ”den teoretiske anerkendelsesven-

ding”. Hendes refleksioner er en reaktualisering af Adorno samt en videreudvikling af

Foucaults arbejde (Willig, 2005, s.71). Butlers intension med disse er at reflektere over,

hvordan det er muligt at stille moralfilosofiske spørgsmål, med andre ord, hvad er mu-

lighederne for at stille spørgsmål til individers livsførelse inden for en given social

ramme. Butler skriver på linie med Adorno og vil vise, at de etiske fordringer, som lig-

ger i samfundet, må betragtes som etisk vold og er undertrykkende for de lavere sociale

lag i samfundet (Ibid., s. 72). Butler stiller spørgsmål til, hvad ”jeg’et” skal gøre, og

siger endvidere, at dette spørgsmål kun kan besvares i forhold til de normative standar-

ter, som sætter mål for, hvad individet skal. På baggrund af dette må individet handle i

overensstemmelse med de normative standarter, når det stiller sig selv spørgsmålet om,

hvad det skal gøre. Igennem Foucaults senere refleksioner viser Butler, at hans intention

var at artikulere en etik, hvor samfundets normer ikke kunne have indflydelse på, eller

gøre sig gældende i individet, uden at det selv refleksivt kunne artikulere fordringerne

(Ibid., s. 73). Dvs. at ”jeg’et” eksisterer uden for herredømmeforholdet og de normative

fordringer. Butler forudsætter, at ”jeg’et”, dennes evne til handling samt dennes reflek-

sioner på forhånd er givet, således arbejder hun ikke normativt. Selvom hun er af den

overbevisning, at anerkendelsen er normativt funderet, og at den udløses i en inter-

subjektiv relation, stiller hun i denne forbindelse epistemologiske spørgsmål til, hvor

normerne for anerkendelse kommer fra, men hun vil ikke vide, hvordan individet i on-

togenetisk forstand bliver bevist om sig selv (Ibid., s. 76). På baggrund af dette ville en

anvendelse af Butler give en del problemer.

Inden for ”den teoretiske anerkendelsesvending” finder vi desuden Axel

Honneth. Han beskæftiger sig, som andre inden for kritisk teori, med, på makroniveau,

at beskrive dominans og undertrykkelsesforhold samt individets præmisser i de posttra-

ditionelle samfund. Han beskriver desuden de gældende magtforhold, og hvordan her-

redømmet sætter sig igennem. Ved at lave ofte meget svære og utilgængelige teoretiske

rekonstruktioner, formår Honneth således at etablere en ny normativ samfundsteori, om

hvordan individerne kæmper om anerkendelse. For Honneth er det vigtigt, at samfunds-

kritikken bliver begrundet, derfor er der behov for en metodologisk begrundelsesstrate-



gi. I denne inkluderer han både socialfilosofien, sociologien og psykologien. Disse kan,

modsat den politiske filosofi, ikke begrunde, eller retfærdiggøre deres udsagn ved at

hente hjemmel i universelle begrundelser, men det afholder ikke Honneth fra at forsøge

at begrunde sin idé om det gode liv. Hos Honneth finder vi en invitation, selvom den er

noget abstrakt. Honneth benytter sig, som Frankfurterskolen altid gør, af en teoriteknisk

metodologi. Dvs. at han i sin brug af andre sociologiske forfatterskaber betragter dem

som empiri. Da projektet også benytter sig af denne strategi, skal vi nu kaste et blik på,

hvilken mikrosociologisk teoretiker vi kan kombinere med Honneth, således at vi får

løst ”den teoretiske anerkendelsesvendings” problem med sociologisk underskud.

Hvis vi kaster et blik på Chicagoskolen i USA, ser vi, at den tilhører en

meget empirisk tradition2. Det er inden for den socialpsykologiske retning, at vi finder

Herbert Blumer. Blumer er grundlægger af den symbolske interaktionisme baseret på

Meads triadiske system om handling, percipering og tolkning, og koncentrerede sig

mest med dennes metodologi og epistemologi. Ifølge Blumer bestod samfundet af indi-

vider, som foretager fortolkninger af verden. Af denne grund findes mening ikke som et

iboende element i de mennesker vi samhandler med, men gives eller tilskrives menne-

sker eller ting af den perciperende person. Følgelig udgøres adfærden ikke af automati-

ske reaktioner på eksterne stimuli, men er en kreativ konstruktion skabt ud af menne-

skers tolkning af situationen. At forstå det sociale liv er, for Blumer, det samme som at

forstå de processer, hvorigennem individer fortolker situationer og konstruerer deres

handlinger (Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen i Jacobsen, 2005, s. 19). Blu-

mer gav sig desuden i kast med kritik af andre Chicago-sociologers arbejde (Thomas og

Znanieckis den polske bonde). De empiriske undersøgelser, han lavede, omhandlede,

hvilken effekt film havde på individernes handlinger, men også hvilken effekt film hav-

de på individernes handlinger i forbindelse med lovovertrædelser og kriminalitet3.

Hvis vi kaster blikket i en anden retning, finder vi, at fænomenologien4 og

etnometodologen Harold Garfinkel fra Harvardskolen også har beskæftiget sig med,

hvad der sker, når individer interagerer. Herold Garfinkel (f. 1917) var grundlægger af

disciplinen etnometodologi via en videreudvikling af Schutz’ fænomenologiske hver-

dagslivsteori, og er sammen med Erving Goffman repræsentant for nordamerikansk

mikrosociologi. Han beskæftigede sig med spøgsmålet om intersubjektivitet og social

orden og undersøgte bl.a., hvordan aktører i hverdagen forhandler sig frem til og kon-



struerer mening (Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen i Jacobsen, 2005, s. 20).

Etnometodologien beskæftiger sig med nogle af sociologiens mest grundlæggende og

klassiske problemstillinger som moral, normer, magt, selv, bevidsthed, identitet og soci-

al orden. Karakteristisk for denne retning er at kritisere den traditionelle strukturtanke-

gang i sociologien (Michael Hviid Jacobsen i Jacobsen, 2005, s. 264). Etnometodolo-

gien tager udgangspunkt i menneskers handlen. Ifølge Garfinkel typificerer, kategorise-

rer og klassificerer mennesker i deres omgang med andre, for at gøre de sociale fæno-

mener meningsfulde og genkendelige. Den sociale ordens skabelse, som en midlertidig

opnået tilstand, sker således på baggrund af menneskelig erfaring og baggrundsantagel-

ser, som sker i disse intersubjektive fortolkningsprocesser (Ibid., s. 265). I forlængelse

heraf blev den sociale orden, ifølge Garfinkel, ikke etableret af foruddeterminerede

normer eller regler, og findes således ikke a priori. Den sociale orden skabes fortløben-

de, og er det midlertidige resultat af menneskers refleksive handlinger, der består af

implicitte regler for samtale og samvær (Ibid., s. 273).

Til trods for at Herold Garfinkels undersøgelser har lignelse af dem Erving

Goffman har lavet, samt at disse også har fokus op afvigende sociologi5, samt passing-

strategier6, er hans videnskabsteoretiske præmisser uforenelige med de præmisser Axel

Honneth teori er funderet på. Garfinkel anerkender ikke normer som forudsætningen for

individernes handlen, desuden har individet ikke et behov for et selv (en indre kerne)

(Ibid., s. 267-268).

Hvilket leder mig til Erving Goffman. Goffman har, som før nævnt, bag-

grund i den empiriske Chicagoskole og udmærkede sig ved at være sociologen inden for

denne skole, som har arbejdet mest empirisk. Goffmans arbejde spænder vidt fra enkelt-

stående undersøgelser af individers opførsel i det sociale møde med andre, f.eks. i hans

Ph.D. afhandling, hvor han lavede deltagerobservationer på Shetlandsøerne, til den af-

vigende sociologi, hvor han studerede individer på psykiatriske hospitaler. Goffman er

den eneste inden for Chicagoskolen, som beskæftiger sig med individernes præmisser

og magtforholdet på mikroniveau. Han beskriver nemlig, hvordan individerne i det so-

ciale møde fra omgivelserne er underlagt forskellige kontrolmekanismer, som styrer

deres adfærd. Han er endvidere også den eneste, som tager udgangspunkt i individets

identitetsdannelse, og hvordan dette sker. For Goffman handler det om accept.



Hans dramaturgi handler således om, at rollespillet skal accepteres af andre. Hvis dette

sker, kan individet bruge sine roller (facader) som en del af sin identitet. Goffman frem-

lægger således et socialt program med bestemte kendetegn, dvs. interaktionen med om-

verdenen er i centrum. Hermed er han mere analytisk og empirisk klar i forhold til andre

fra Chicagoskolen7. Goffman er også klart at foretrække i forhold til den sociale inte-

raktionisme, som fokuserer mere på social organisering.

Erving Goffman beskæftigede sig ikke direkte med normer og moral, men

det ligger latent i hans arbejde, at han forudsatte, at individer handler inden for normati-

ve og moralske principper. Det er på grund af hans undersøgelser samt ovenstående, at

Erving Goffman er forenelig med Axel Honneth. Da projektet, som tidligere nævnt,

følger Honneths teoritekniske metodologi, bliver brugen af Erving Goffman og hans

begreber, teorier samt undersøgelser således empirien i projektet.

Projektet er således ”et møde” mellem to forskellige skoler med forskellige fogí: Frank-

furterskolen og Chicagoskolen. Til trods for forskelligheden blandt fogí, niveau og er-

kendelsesinteresser, så beskæftiger Honneth og Goffman sig begge med individernes

fænomenologiske hverdagsliv. Til forskel fra andre Chicago-sociologer som eksempel-

vis beskæftigede sig med kvantestudier, de såkaldte ”Street Corners”, som har partiku-

lær udsagnskraft (Willig, 2005), så hjælper Goffman mig til at belyse de hverdagsfæ-

nomener, som er ikke-eksisterende hos Honneth.

Der kan endvidere spores en række temaer, som optræder i begge forfat-

terskaber. Det er temaer som magt, undertrykkelsesforhold, subjekt niveau og inter-

subjektivitet. Yderligere en faktor de har til fælles, er deres nuancering af krænkelser.

Selv et enkelt tema som dette er alt for bredt, og en indsnævring er nødvendig. Det cen-

trale er at belyse det differentierede fokus, som eksisterer mellem Frankfurterskolen og

Chicagoskolen inden for dette tema. Den ledende erkendelsesinteresse for projektet er

således stigmata, og sådan som det tager sig ud i en empirisk fakticitet repræsenteret hos

Goffman, og det normative repræsenteret ved Honneth: Mere præcist kampen om aner-

kendelse hos Honneth kontra passing hos Goffman. Det er præcist dette, som bliver

grundlaget for den senere komparation af Honneth og Goffman i diskussionen.



PROBLEMFELT

”Vi kan per definition kun deltage i sociale situationer, såfremt vi med-

bringer vores krop og dens udrustning og dette udstyr er sårbart i forhold til de instru-

menter, som andre har med som deres kropsudstyr. Vi er sårbare over for fysiske an-

greb, seksuel chikane, kidnapning, røveri eller blokering af vores bevægelser […] På

samme måde er vi sårbare over for deres ord og gestikulation, som kan gennemtrænge

vores mentale territorium og bryde forstyrrende ind i den ekspressive orden, vi forsøger

at opretholde i vores tilværelse (Goffman, 1983, s. 4).

”Med begrebet ”ringeagt” henvises der til den specifikke sårbarhed ved

menneskets væsen, der er resultatet af den interne sammenhæng mellem individualise-

ring og anerkendelse, som Hegel og Mead har klarlagt. Eftersom ethvert menneskes

normative opfattelse af sig selv, dets ”mig”, som Mead sagde, afhænger af andres fort-

satte opbakning, medfører ringeagtelseserfaringen en risiko for, at en krænkelse kan få

hele personens identitet til at bryde sammen.” (Honneth, 2006, s. 175).

Ovenstående citater henviser til et af de fælles temaer, som Honneth og Goffman har,

nemlig det faktum, at individer kan krænkes.

Projektet tager udgangspunkt i Axel Honneths teori om anerkendelse, og

gennem en diskussion af centrale temaer, som Axel Honneth og Erving Goffman har til

fælles, kombineres Honneths makrosociologiske anerkendelsesteori med mikrosociolo-

giske elementer fra Goffmans teori om stigmatisering og individernes rollespil i hverda-

gen. Det er tydeligt at se af ovenstående citater, at Honneth og Goffman deler opfattel-

ser på en række punkter, bl.a. at individer interagerer i en gensidig og tillidspræget akt,

samt at selv samme kan krænkes eller få ringeagtelseserfaringer.

Axel Honneth er en af samfundets mest avancerede socialfilosofiske teore-

tikere. Honneth er født i 1949 i Tyskland og er tredjegeneration af Frankfurterskolen.

Axel Honneth har udgivet en hel del skrifter, men med hovedværket Kampf um Aner-

kennung. Zur moralischen Grammatik sozialer Konflikte fra 1992, Kamp om anerken-

delse på dansk fra 2006, har Honneth for alvor sat fokus på sin anerkendelsesteori.



I og med at Honneth formulerer en normativt begrundet samfundskritik for at udpege

sociale patologier, fokuserer han makrosociologisk. Der kan dog anes et mikrosociolo-

gisk aspekt i hans teori, men det er ikke særligt udbygget. Endvidere har Honneth, i ud-

viklingen af sin anerkendelsesteori, mest koncentreret sig om de moralfilosofiske di-

skussioner. Hermed har Honneth givet moralfilosofien forrang. Hvilket vil sige, set ud

fra et sociologisk synspunkt, at de mikrosociologiske kampe om anerkendelse er meget

svære at få øje på, desuden er teorien meget abstrakt, og den er således ikke særligt em-

pirisk funderet. På baggrund af, hvad der kan kaldes et sociologisk underskud, er det

nødvendigt at kæde Honneths teori sammen med en mere substantiel teori, så det såle-

des bliver muligt at komme tættere på den empiriske virkelighed. Det er præcist dette,

som er motivationen for hele projektet.

Rasmus Willig har i sin Phd afhandling, Muligheden for kritik (2005),

gjort et forsøg på dette ved hjælp af Durkheims teori om selvmordet. Til trods for, at

Rasmus Willig i sin afhandling kommer tættere på en eksemplificering af hvorledes

teorien kan sandsynliggøres empirisk ved at anvende Durkheim, så kan det, efter min

observering, stadig gøres mere konkret. Ved at indsætte Erving Goffman kan vi komme

et skridt tættere på en konkretisering og sociologien. Det er i hvert fald min ledende

antagelse.

Honneth har konsekvent ikke beskæftiget sig med Goffman, ligesom

Goffman af gode grunde ikke har beskæftiget sig med Honneth.

Til dette siger Axel Honneth8:

”Jeg har altid været tilknyttet til den konventionelle sociologiske tradition,

hvor man beskriver visse udviklingstendenser med reference til empiriske undersøgelser

– man prøver på at analysere de normative fordringer i disse. Dette kan man ikke ana-

lysere på mikrosociologisk niveau, som Goffman gjorde, eller som hele interaktionisme

traditionen gjorde. Det er nok det, at man er for overbevist om, at vores interaktioner er

organiseret, som jeg analyserer det, efter de normative intuitioner, som man har, såle-

des at man ikke behøver at bevise ens undersøgelser mikrosociologisk.” (Bilag 1).

Hvilket leder mig hen til denne problemformulering:



Hvordan kan vi, ved at kombinere Axel Honneths makrosociologiske anerkendelsesteori

med Erving Goffmans teori om stigmatisering og individernes rollespil i hverdagen,

komme tættere på den sociale fakticitet samt forstå ”den teoretiske anerkendelsesven-

ding” bedre?

METODE

Da jeg har valgt at skrive et mere teoretisk orienteret projekt, der ønsker at lade sig em-

pirisk informere samt beskæftige sig med Axel Honneth, som tilhører den kritiske teori,

er metoden således at fremstille de centrale aspekter i teorien præcist, og at diskutere

dem med henblik på teoretisk forståelse og fornyelse. Dvs. at der følger en redegørelse

og kritik af både Axel Honneth og Erving Goffman, som efterfølges af en diskussion af

centrale fælles temaer med henblik på afklaring af min problemformulering.

VALG AF TEORI

AXEL HONNETH I en tid hvor poststrukturalismer er dominerende, har mine bevæggrunde for at beskæf-

tige mig med Axel Honneth dels været drevet af en subjektiv erkendelsesinteresse efter

at beskæftige mig med kritisk teori, men også de problemer med Honneths teori, som vi

har set i indledningen. Efter at have besluttet mig for Erving Goffman, fortalte Axel

Honneth, at Goffman ville være den rigtige, til at frembringe det latente mikrosociolo-

giske aspekt i hans teori. Se citat i konklusionen s. 78.

ERVING GOFFMAN Afgørende for mit valg af Goffman er som vi så i indledningen, at selvom andre prag-

matikere også har haft fokus på intersubjektivitet, er det Goffman, som har forsynet

sociologien med de empiriske undersøgelser af, hvordan mennesker opfører sig i det

sociale møde med andre.



AXEL HONNETH

INTRODUKTION

Axel Honneth er professor i socialfilosofi på Institut für Philosophie og direktør på In-

stitut für Socialforschung (Honneth, 2003a, s. 7). Ligesom Max Weber, Ferdinand

Töinnes og Emile Durkheim beskæftiger Honneth sig også med at udpege de sociale

patologier i samfundet. Sociale patologier er kendetegnet ved at være sygdom eller

anomi i samfundets udviklingstendenser. Listen over Honneths inspirationskilder er

lang, men tæller blandt andre Jürgen Habermas og Michel Foucault, Emile Durkheim

og George Herbert Mead.

HONNETHS METODOLOGI

I en af hans artikler indtager Honneth en socialfilosofisk position og anser denne for at

være disciplinen, hvorunder han kan udfolde sin anerkendelsesteori. Socialfilosofien

indeholder både sociologien og moralfilosofien (Ibid., s.11). Denne position har således

betydning, for den måde han udvikler og udfolder sin teori på, som vi senere skal se.

Baggrunden for Honneths socialfilosofiske position og teori er en idé om det gode liv.

For at beskæftige sig med de sociale patologier i samfundet samt kritisk teori, skal det,

som ligger til grund for ens kritik være en idé om det gode liv. Det er således gennem

moralfilosofien, at der tegnes et billede af hvilke syge udviklingstræk, nærmere betegnet

sociale patologier, der eksisterer i samfundet. Disse er karakteriseret ved at være træk,

som afviger fra ideen om det gode liv samt de normer og værdier, der angiver selv sam-

me.

Honneths opgave er således at udpege de sociale patologier. Dette gør han

ved hjælp af et normativt fundament. Resultatet bliver en metodologisk fremgangsmåde

med brug af både er (sociologi) og bør (moralfilosofi).



Metoden går således ud på at bruge sociologien til at se, hvordan det er i samfundet, og

bruge moralfilosofien til at sige noget om, hvordan samfundet bør være. Honneth arbej-

der med en dialektik, som kaldes immanens og transcendens – eller til sammen det

emancipatoriske potentiale. Immanens er de sociale fakta og transcendens er de norma-

tive fordringer. Immanens og transcendens fungerer som en vekselvirkning, en slags

hermeneutisk cirkel, som hele tiden fortæller os, at livet og samfundet kan blive bedre

(Willig, 2005, s. 88-91). Samfundet er således altid karakteriseret ved at have et norma-

tivt overskud (surplus) (Honneth, 2003b, s. 244). Mennesket vil, trods ændringer i for-

hold og vilkår, drive samfundet frem mod noget endnu bedre. Den universelle idé om

det gode liv varierer dog fra samfund til samfund, og derfor må Honneth prøve at finde

et grundlag for hans teori, som nærmer sig noget universelt. Hans udgangspunkt bliver,

at alle mennesker har behov, og han sætter, med sin anerkendelsesteori og udviklingen

af anerkendelses-sfærerne, minimumsbetingelserne for vores behov som mennesker.

At forstå samfundet, som det er i dag, og de forandringer der er sket, kræ-

ver det, at der kastes et blik på samfundsudviklingen, og hermed hvordan forandringer-

ne er sket. Gøres dette, opdages en ændring fra det feudale æresbegreb til et moderne

anerkendelsesbegreb. I feudalsamfundet var æren givet ved fødslen, men med indgan-

gen til det moderne samfundet sker der en retslig differentiering af æresbegrebet, i og

med at der kommer normative frie og lige muligheder for alle. Dette leder til retslig og

social værdsættelse. Individet får langt flere rettigheder. Dette giver sig senere udslag i

kvinders frigørelse. I kraft af dette går æresbegrebet i stykker og erstattes af et anerken-

delsesbegreb. Individet bliver således tilkendt anerkendelse i familien, som borger i et

samfund og efter hvad denne præsterer på arbejdet eller i skolen. Det er samfundet, som

sætter normer for, hvad der kan anerkendes (Willig, 2005, s. 62-64).

ANERKENDELSESTEORIEN

Efter denne introduktion er det tid til at gå videre med at redegøre for Axel Honneths

anerkendelsesteori.



Honneth opererer med tre anerkendelses-sfærer, som ser således ud:

1. Den emotionelle anerkendelse

2. Den retslige anerkendelse

3. Den sociale solidaritet (Honneth, 2003a, s.86-89).

Den emotionelle anerkendelse kommer fra familie og venner, som viser os nære følel-

ser. Denne giver individet en grundlæggende selvtillid. Anerkendelse i denne sfære gi-

ver individet en social kompetence til at omgås mennesker i nære relationer, men det

giver også individet en evne til at udtrykke sig og se sig selv som et samfundsmæssigt

deltagende individ (Ibid.). Den retslige anerkendelse kommer fra staten, som i de fleste

tilfælde, anerkender individet som borger af samfundet, og dette indebærer, at borgeren

har visse minimumsrettigheder (Ibid.). Eksempler på disse rettigheder, i Danmark, kun-

ne f.eks. være ytringsfriheden, men hvis det drejer sig om den sociale side, kunne disse

rettigheder f.eks. være borgerens adgang til velfærdssamfundets goder. Ved anerkendel-

se i den retslige sfære vil individet opnå selvagtelse (Ibid.). I og med at individet får

selvagtelse, anses det for at være et moralsk tilregneligt individ. Dette vil sige, at indivi-

det opfatter sig selv, som en der er i stand til at indgå i drøftelser om det offentlige og

politiske liv. Ligeledes betyder det, at individet har muligheden for at realisere sig selv

(Ibid.). Den solidariske sfære dækker over kulturelle politiske og arbejdsmæssige fæl-

lesskaber. Individet kan i fællesskabet gennem relationer genkende sig selv, og hermed

anerkendes det for at være et særligt unikt væsen. Hvis individet bidrager positivt til

fællesskabet, bliver det anerkendt for sin autonomi, dvs. sine kvaliteter og kompetencer

som menneske. Det er her fælles normer og værdier deles og skaber en grundlæggende

selvværdsættelse hos individet. Når individet bidrager positivt til fællesskabet, og der-

med bliver anerkendt for sin autonomi, er det med til at reproducere samfundet (Ibid.).

Disse sfærer opstår, ifølge Honneth, med overgangen fra det præmoderne

til det moderne samfund. Det gælder dog, at anerkendelses-sfærerne er tomme, dvs.

abstrakte og de forskellige former for anerkendelse vil variere over tid og rum. Det er

således ikke et statisk begreb, vi har at gøre med. Dette betyder, at der igennem det mo-

derne samfund altid eksisterer disse tre anerkendelses-sfærer - herunder forekommer der

forskellige former for rettigheder, følelsesmæssige relationer samt solidariske forhold



og præstationer, som er afhængig af, hvor i udviklingen vi befinder os. De varierer hele

tiden i forhold til den specifikke historiske kontekst.

Ifølge Honneth skal individet gennemleve alle tre sfærer og opnå anerken-

delse. Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse er således ontogenetiske uviklingstrin,

og indgår indbyrdes i ideen om det gode liv (Ibid., s. 15).

Forudsætningen for at mennesket kan fungere som et vellykket og velfungerende indi-

vid, er, at der opnås anerkendelse i alle tre sfærer (Høilund & Juul, 2005, s. 24).

De tre anerkendelses-sfærer er karakteriseret ved at være baseret på det

emotionelle og det rationelle. Den første sfære er defineret ved kun at være emotionel,

hvorimod den anden kun er rationel. Men den solidariske sfære er både emotionel og

rationel. Det er tilfældet, fordi denne sfære har brug for begge egenskaber til at regulere

relationerne mellem de forskellige individer i grupper, fællesskaber eller samfundet, så

der opstår et følelsesmæssigt bånd af identifikation og sammenhørighed. Hermed kan de

tre sfærer altså også ses som præmisser for samfundets integration (Honneth, 2003a,

s.17).

KRÆNKELSER

Til hver anerkendelses-sfære findes der, ifølge Honneth, tillige former for disrespekt

eller ringeagtelse. I den emotionelle anerkendelses-sfære er det misbrug/mishandling

eller voldtægt, som gør sig gældende som krænkelser. I forlængelse heraf skades indivi-

det psykisk, og det er disse krænkelser, som vurderes, som værende værst (Ibid.). I den

retslige sfære består krænkelserne af ikke-anerkendelse af borgeren som ’borger i sam-

fundet’, dvs. der kan ske en krænkelse eller fornægtelse af individets rettigheder, eller

der kan ske en eksklusion af individet fra samfundet. Hvis dette sker, vil det true den

sociale integritet individet har, og resultere i at individerne mister tilliden til institutio-

nerne i staten, staten og det offentlige som helhed (Høilund & Juul, 2005, s. 28). Med

andre ord individet mister sin tiltro til, at myndighederne eller institutionerne vil det

bedste for pågældende. Denne kommer til at føle sig fremmedgjort og isoleret. I den

solidariske sfære er det ydmygelse og negligering, som udgør krænkelserne. Dette fører

til krænkelse af ens ære og værdighed som menneske (Honneth, 2003a, s.14-16).



Honneth udtrykker dette mere præcist:

”Med erfaringen af en moralsk uret må der for så vidt også altid indgå et

psykisk chok, eftersom det pågældende subjekt bliver skuffet i en forventning, hvis op-

fyldelse hører med til betingelserne for dets egen identitet.

Enhver moralsk krænkelse udgør da en akt, der beskadiger personligheden, fordi den

ødelægger en væsentlig forudsætning for den individuelle handlingsdygtighed.” (Hon-

neth, 2003a, s. 85).

Nedenstående skema viser de centrale elementer i anerkendelsesteorien.

De tre sfærer, ringeagtelsesformerne og individets relationer til sig selv.

Anerkendelsesmåde

Følelsesmæssig opmærksomhed

Kognitiv respekt Social værdsættelse

Personligheds Dimension Behovs- og affektnatur Moralsk tilregnelighed

Egenskaber og muligheder

Anerkendelsesformer Primærrelationer (kærlighed, venskab)

Retsforhold (rettigheder)

Værdifællesskab (solidaritet)

Udviklingspotentiale Generalisering, materia-lisering

Individualisering, egalisering

Praktisk selvforhold Selvtillid Selvrespekt Selvværdsættelse

Ringeagtelsesformer Mishandling og voldtægt Fornægtelse af rettighe-der udelukkelse

Nedværdigelse og fornær-melse

Truende Personligheds- Komponenter

Fysisk integritet Social integritet 'Ære', værdighed

(Honneth, 2006, s. 174)



KAMPE OM ANERKENDELSE

Vi har fastslået, at der eksisterer forskellige former for anerkendelse og tilhørende

krænkelses-former. Dette giver anledning til spørgsmålet om, hvad er den rigtige aner-

kendelse? Det er Honneths pointe, at individet aldrig kan vide hvilken anerkendelse,

som er den rigtige, fordi formerne varierer med konteksten. På baggrund af dette eksi-

sterer der kampe for anerkendelse i det kapitalistiske samfund.

Men hvordan afdækkes disse kampe om anerkendelse? Ifølge Honneth er

det de negative oplevelser, som individerne er ude for i deres dagligdag liv, som kan

hjælpe med at afdække kampene om anerkendelse. Med andre ord er det de krænkelser,

der sker i samfundet, som er interessante. Det er dem, som informerer om samfundets

retfærdige og patologiske tilstand. Honneth mener, at det gode samfund er det, som stil-

ler alle de tre mulighedsbetingelser (anerkendelses-former i de tre sfærer) til rådighed

for individerne. Modsat er det syge samfund karakteriseret ved ikke at stille de tre mu-

lighedsbetingelser til rådighed for individerne (Honneth, 2003b, s. 241-247).

KORT OM HONNETHS EMPISTEMOLOGI, ONTOLOGI OG INDIVIDSYN

Honneth bruger elementer fra både Aristoteles og Kant til at skabe sin teori. Begge hav-

de en grundlæggende respekt for individets autonomi og eksistensen af forskellige mo-

ralske forpligtelser. Dette fører Honneth videre som en forudsætning for anerkendelses-

begrebet. Honneth mener, at hverken Kants eller Aristoteles’ filosofiske position kan

redegøre for de moralske principper, mennesker handler efter i dagligdagen. Dette pro-

blem løser han ved at lave en kombination af de to filosoffers positioner (Honneth,

2003a, s. 73). For at komme frem til denne kombination må Honneth definere, hvad der

menes med moral. Ved første øjekast lader det til, at universelle moralske principper

ingen indflydelse har på individerne, når de handler efter deres egne hensigter, dvs. uti-

litaristisk. Ydermere bliver individer i dagligdagen konfronteret med mange forskellige

forventninger, forpligtelser og ønsker, så der mere er tale om moralske synspunkter end

egentlige principper. Endelig ses det også, at nogle af individernes personlige forpligtel-



ser har en meget stor betydning for dem, at kravet om moralsk neutralitet er umuligt

(Ibid., s. 74).

Men hvis vi ser på traditionen fra Aristoteles, så dækker de moralske

synspunkter også mere end en søgen efter det gode liv. Det omhandler spørgsmålet om,

hvordan universelle efterstræbelsers hævelser over få minimale forudsætninger kan væ-

re mulig. Dvs. hvordan efterstræbelsen af ideen om det gode liv kan være hævet over de

muligheder, der kræves for at udleve ideen om det gode liv. Her er der tale om et mo-

ralsk paradoks. Ifølge Honneth er det uklart, om begreberne moralsk ansvarlighed og

pligt, som refererer til hensyn til eller respekt for andre menneskers velbefindende skal

medtages i en sådan anskuelse, og i hvilken grad (Ibid.). Moralteorien befinder sig såle-

des i dag på samme situation som individerne, nemlig mellem følelsen af skyld eller

anger ved forsømmelse af pligter, som fremstår moralsk tvingende i kraft af deres uni-

verselle status, og en følelse af ”fortvivlelse eller utilfredshed ved prisgivelsen af nogle

for individet betydningsfulde livsmål, der synes at være uforenelige med en upartisk

fornufts moralske fordringer” (Ibid., s. 74-75).

Da både Kant og Aristoteles ikke giver svar på det moralske paradoks, og

det stadig står tilbage, er vores tids moralteoris opgave at bidrage til at løse dette, så vi

kan leve mindre splittet med hensyn til ideen om det gode liv, som efterstræbes samt

mulighedsbetingelserne for at udleve denne. Dette kan netop gøres ved at kombinere de

to positioner (Ibid., s. 75). Følgelig må moralens udgangspunkt i forbindelse med den

etiske undersøgelse af forudsætningerne for det gode liv tydeliggøres. Herved opstår et

teleologisk (partikulært) begreb om det gode, som skal sikre at de moralske holdninger

ud fra et universalistisk synspunkt får en positiv funktion. Da moralen nu forklarer de

moralske gode handlingers eller indstillingers bidrag til at nå målet om det gode liv, kan

denne ikke længere tage klassisk form. Den bliver erstattet af en individuel undersøgel-

se af, hvad der er godt for det enkelte individ. Det moralske har nu en indirekte funkti-

on, som bliver synlig, når vi ser på sammenhængen mellem moralske holdninger, nor-

mer og de intersubjektive anerkendelsesformer. Det er således igennem denne indirekte

funktion, at det klarlægges at individerne ved at overtage moralske forpligtelser gensi-

digt, sikrer de intersubjektive betingelser for hinandens identitetsdannelse (Ibid.).



REKONSTRUKTION AF HEGELS TREDELING

Til sin opbygning af anerkendelsesteorien bruger Honneth også den tredeling, som figu-

rerer i Hegels Retsfilosofi. Når Honneth vælger at inspirere af netop ham, er det fordi, at

ingen undtaget Hegel selv, har beskæftiget sig med anerkendelsesbegrebet som værende

moralsk etisk. (Ibid., s.77). Anerkendelsesbegrebet har været gjort til genstand for poli-

tik debat af bl.a. feminister og multikulturalister i løbet af de seneste tyve år. Denne har

lagt grundlaget for anerkendelsens moral, men det er langt fra tilstrækkeligt. Ifølge

Honneth er det nødvendigt med en videreudvikling, men en af udfordringerne ved en

sådan består i, at anerkendelsesbegrebet er flertydigt9 (Ibid., s. 77-78).

Honneth gør opmærksom på, at det moralske indhold i anerkendelsesbe-

grebet ændres, når det bliver underkastet forskellige betydninger. Anerkendelse er såle-

des forbundet med individernes universelle rettigheder og pligter, men disse er ikke

endegyldige, når det drejer sig om omsorg og værdsættelse. Dette vil sige, at anerken-

delsesbegrebet tager en bestemt form i den første og tredje definition, og bliver herved

partikulære. Dette betyder også, at anerkendelsens forskellige betydningsindhold også

er forbundet med særskilte moralske perspektiver (Ibid., s. 78-79).

Udover rekonstrueringen af Hegels tredeling optager Honneth også den

unge Hegels synspunkter om, at menneskets selvbevidsthed er afhængig af den sociale

anerkendelseserfaring. Det var Hegels overbevisning, at der foregik kampe om anerken-

delse i samfundet. Han lavede en differentiering af anerkendelsesbegrebet i tre sfærer,

men var dog mest optaget af den retslige anerkendelse, hvor moralsk agtelse gør sig

gældende (Ibid., s. 81).



ANERKENDELSESTEORIENS EPISTEMOLOGI

Både moral- og anerkendelsesbegrebet er stadig aktuelt at beskæftige sig med i dag.

Denne aktualitets udgangspunkt er en fænomenologisk analyse af moralske krænkelser.

Det centrale i denne er det, som individet opfatter som uretfærdigt. Ifølge Honneth er

analysen en nøgle til at klarlægge den interne sammenhæng mellem anerkendelse og

moral, hvilket han begrunder som følger. Individer kan krænkes, fordi de forholder sig

refleksivt i forhold til deres eget liv, og dette kan ikke lade sig gøre uden henvisninger

til kvalitative standarter for deres liv, dvs. normer for hvad der er rigtigt og forkert. Hvis

disse normer ikke eksisterede, kunne vi ikke definere, hvad der er skadeligt eller gene-

rende for et menneske i forhold til moralske krænkelser. Det faktum, at individer op-

bygger og opretholder et positivt selvforhold ved hjælp af andres billigende eller be-

kræftende adfærd er de moralske krænkelsers mulighedsbetingelser. Uden intersubjekti-

vitet er krænkelser ikke mulige. Moralske krænkelser sker, når individet er foragtet i

forhold til visse områder af sit positive selvforhold. Når dette sker, bliver et psykologisk

sagsforhold åbenbaret; moralsk uret giver et psykisk chok hos individet. Dette giver sig

udslag i konsekvenser for individets identitet. Enhver moralsk krænkelse udgør en be-

skadeliggørelse af personligheden og ødelægger forudsætningen for individuel handle-

dygtighed (Ibid., s. 84-85).

På forrige side så vi, at det moralske indhold for anerkendelsen ændres,

når det tillægges forskellige betydninger. Som en følge heraf, skal der også skelnes mel-

lem forskellige former for moralsk uret. Denne differentiering tager udgangspunkt i de

individuelle erfaringer. For at definere de differentierede former for moralsk indhold

samt anerkendelsesformer bruger Honneth moralpsykologien og antropologien, og han

kategoriserer anerkendelsesformerne som livssfærer. Den første sfære etableres som

emotionel og intim sfære. Her tager Honneth udgangspunkt i psykoanalysen af E.H.

Erikson. Det er navnlig succeskriteriet for et vellykket liv, som Honneth bruger. Denne

siger, at den enkelte kan udfolde sig, såvel med sig selv som med andre. Navnlig den

individuelle udfoldelse giver selvtillid (Ibid., s. 86-87). For at kunne have et vellykket

liv, skal individet bruge tillid, og denne skal komme via den emotionelle anerkendelses-

sfære, og anerkendelsen sker igennem en intersubjektiv anerkendelsesakt (Høilund &



Juul, 2005, s. 25). Den anden sfære etableres med inspiration fra Kant. Det er her re-

spekten for det enkelte individs autonomi kommer ind. At et menneske regnes for et

moralsk tilregneligt individ giver selvagtelse/selvrespekt. Den tredje sfære etableres ved

hjælp af antropologien. I denne sfære er der fokus på de gode og værdifulde evner, som

individerne hver især besidder. Dette giver en selvværdsættelse (Ibid., s. 86-87).

Efter denne differentiering af anerkendelsen er fuldendt, tildeler Honneth

hver sfære en speciel type krænkelser. Honneth er af den overbevisning, at hvis kernen i

de moralske krænkelser defineres som bestående af nægtelse af anerkendelse, kan der

også omvendt sluttes, at moralske holdninger har noget at gøre med udøvelse af aner-

kendelse. (Ibid., s. 89) Honneth mangler stadig en målbar definition af moral og aner-

kendelse til at kunne kombinere det. Her henter han inspiration fra Habermas, som siger

vi har opbygget vores identitet og selvforhold på medhjælp og bekræftelse af andre, og

derfor kan vi følgelig krænkes. Den negative moral må være defineret ved at være

krænkelser eller ingen anerkendelse, og den positive moral må defineres, som de for-

holdsregler vi gensidigt indtager for i fællesskab at sikre betingelserne for vores person-

lige identitet. Denne anskuelse giver Honneth et element af Aristoteles’ position, som er

teleologisk/partikulær, da moralske standpunkter bunder i det, som er ønskværdigt, og

tjener den menneskelige velfærd, nemlig normerne i samfundet. Moralen er hermed

målbar (Ibid., s. 90-91).

En afgrænsning af moral og etik har dog, ifølge Honneth, den betingelse,

at det er nødvendigt at skelne mellem de moralske indstillingers objektive funktion som

helhed, og deres praktiske retfærdiggørelse i hvert enkelt tilfælde (Ibid., s. 91). Med

andre ord for at arbejde målbart med moral og etik skal der laves en afgrænsning af dis-

se. Samtidig er det nødvendigt, at skelne mellem de moralske indstillinger, dvs. nor-

merne i samfundet, og hvordan retfærdiggørelsen af disse kommer til udtryk i det dagli-

ge liv. Det er lige præcist sådan, at Honneth kombinerer både Kant og Aristoteles.

KORT OM MORALSKE KONFLIKTER

Moralske konflikter opstår, når individet er i tvivl om denne skal give et andet individ

anerkendelse. Disse løses ved hjælp af at hente hjemmel i universaliserbare grunde, dvs.



normer for samfundet og regler for hvordan individet skal opføre sig. Resultatet af indi-

videts handling/beslutning, (dvs. om anerkendelsen gives) måles altid efter

omstændighederne af forholdet mellem de involverede individer. Det etiske resultat

(outcome) er en afvejelse baseret på rationel beslutningstagen om, hvad der er vigtigst

for individet, det være sin egen eller fællesskabets situation (Ibid., s. 91). Hermed har

normerne, ifølge Honneth selv, taget karakter af anerkendelsesformer (Ibid., s. 92-93).

DEN KAPITALISTISKE ORDEN – ANERKENDELSES HIERARKIET

Honneths syn på det posttraditionelle samfund udspringer af kapitalismens begyndelse.

Det kapitalistiske samfunds gennembrud skal ses som et resultat af differentierede aner-

kendelses-former inden for de tre sfærer. Det kapitalistiske samfund er en institutionali-

seret anerkendelsesorden, som vi skal se (Honneth, 2003b, s. 138).

Da samfundsudviklingen overgik til industrialismen, og med kapitalis-

mens begyndelse udviklede det retslige område sig med markedsforholdene og en nye

måde at tænke på. Der skete en institutionalisering af lighedstanken, og denne har ført

til opkomsten af to forskellige anerkendelses-sfærer og har revolutioneret den moralske

orden i samfundet. Individet kan nu, ikke i praksis men normativt, blive respekteret som

en legal person (et moralsk tilregneligt individ) med samme rettigheder som alle andre

mennesker i samfundet. Samtidig tilhører denne persons sociale status en hierarkisk

værdiorden, som også har fået et nyt fundament i det kapitalistiske samfund. Med insti-

tutionaliseringen af lighedstanken følger også en kulturel tanke om individuelle præsta-

tioner, som sætter sig igennem. Denne stammer hovedsagligt fra den religiøse opfattelse

af betalt arbejde (Ibid., s. 140). Denne normative tanke om lighed kan f.eks. også ses i

den danske lovgivning, hvor lighedsprincippet gør sig gældende.

Gradvist sker det, at den undertrykte klasse rejser sig, og gør modstand

imod adelen ved hjælp af både etableringen af de nye værdiordner og økonomien. Da

dette sker, udvandes det traditionelle æresbegreb. Med institutionaliseringen af betalt

arbejde hviler ens sociale status nu ikke på ære, men på de individuelle præstationer.

(Ibid.) Æresbegrebet bliver nu afløst af to ideer. En om en hierarkisk status, som er de-



mokratiseret af medlemmerne i samfundet, under princippet om respekt for individets

værdighed og autonomi som rettighedsbærer. En anden om muligheden for, at ethvert

individ skal kunne nyde selvværdsættelse for sine præstationer som en produktiv borger

– denne idé bliver til den tredje anerkendelses-sfære (Ibid., s. 141).

Nære og kærlighedsforhold ændrede sig ligeledes med kapitalismen. Det emotionelle

blev løftet fra det sociale og økonomiske pres, og blev udviklet til en gensidig handling.

Således ændrede det emotionelle, det retlige og individets præstationer karakter med

samfundsudviklingen, og der skete en overgang fra ære til anerkendelse. Af det kapitali-

stiske samfund opstod der statslige institutioner, og grundlaget for disse var en moralsk

overbevisning (Ibid., s. 139). Denne moralske overbevisning var givet af normative for-

dringer og værdier, som blev introduceret med det kapitalistiske samfund. Hermed aflø-

ste de det præmoderne samfunds normative fordringer.

Mellem den nye hierarkiske statusorden, med andre ord gradueringen af

den sociale status ud fra normer i samfundet, og den ulige fordeling af materielle res-

sourcer forekommer der et forhold, som svarer til Marx’s begreber basis og ideologi.

Hegemoniet bliver en del af det kapitalistiske samfunds institutionaliserede ramme. Heri

ligger anerkendelsesgradueringen for de individuelle præstationer, og principperne for

fordelingen af ressourcer er normativt funderet (Ibid., s. 141). Lidt efter lidt lærer indi-

viderne i det kapitalistiske samfund at agere efter den nye anerkendelsesgraduerings

orden med henblik på de tre sfærer (Ibid., s. 142). Samfundet er nu karakteriseret ved, at

have en statusorden, hvor mennesker kæmper om anerkendelse. Jo mere anerkendelse et

menneske får, jo højre kommer det op i hierarkiet. Dette statushierarki er underlagt

normative fordringer, dvs. normer for, hvad der kan anerkendes, og hvad der ikke kan

anerkendes. Disse normative fordringer udgøres af det politiske, moralske og hegemo-

niske konsensus.

DEN HEGEMONISKE KLASSE OG SAMFUNDETS KONTROLPROCESSER

Honneth kritiserer Marx og hans analyse af det kapitalistiske samfund, og siger, at han

har begået en alvorlig fejl. Marx tager ikke højde for, at den rigtige grund til social lig-

hed er omfordeling af de økonomiske ressourcer, og at denne ændrer assymetrien mel-



lem kapital og arbejde. Ydermere afviser han også, den moralske kraft ligheds og præ-

stations præstationsprincippet har som kulturel overbygning, selvom de sørgede for ud-

viklingen af det nye markedssamfund, og udgjorde en legitim ramme for denne (Ibid., s.

150).

Honneth opererer, ligesom Habermas, med en klasse som har kulturelt, økonomisk og

socialt kapital til at blive et klasseherredømme og en eller flere undertrykte klasser.

Mellem disse er der en stor kløft. Hegemoniet består af individer, som kan formulere og

normativt begrunde retfærdighedsforestillinger. Denne egenskab har de undertrykte

klasser ikke. Deres socialmoral er situationsafhængig og fragmenteret (Honneth, 2003a,

s. 55). Det er mennesker10 fra de øvre kulturelle og sociale lag af samfundet, som udgør

overklassen, med andre ord den hegemoniske klasse. Individer med lav social og kultu-

rel værdi udgør de undertrykte klasser (Ibid., s. 59). Honneth definerer den hegemoni-

ske klasse således: ”De besidder følgelig de symbolske midler til at dechifrere en mo-

ralsk overlevering, som fremmer og ansporer til, at ens egne handlingsnormer integre-

res i et værdisystem, der griber ud over situationen.” (Ibid.).

I de øvre kulturelle lag i samfundet er der logiske og præciserede retsfo-

restillinger om en retfærdig samfundsorden, dvs. at der eksisterer normer, værdier og

tanker om ideologi omkring, hvordan samfundet bør være. Det findes ikke på samme

måde i den undertrykte klasse, fordi deres arbejde sjældent kræver, at de har et overblik

over samfundets livs og interessesammenhæng. Der eksisterer heller ikke i denne klas-

ses hverdagsliv noget krav til, at disse individer skal bidrage til den sociale ordens mo-

ralske dimension (Ibid., s. 56-57). Yderligere er der hos den hegemoniske klasse en le-

gitimationstvang, som ikke findes i de lavere sociale lag. Hegemoniet skal retfærdiggøre

den eksisterende sociale orden over for sig selv, og ligeledes de andre medlemmer af

samfundet. Sammen med værdi-systemet og normerne, har de også et kulturelt fortolk-

ningssystem, som gør dem i stand til at beskrive og forklare uligheder, som de erfarer

(Ibid., s.58). Den hegemoniske klasse er således den, som skaber normerne og værdier-

ne, som ligger til grund for samfundet. Dette vil også sige, at de sætter dagsordenen for,

hvad der kan anerkendes. De involverer sig i politik og deltager i debat om kultur og

moralitet. Disse egenskaber har de i kraft af deres socialisering på uddannelses instituti-

oner samt evne til at tilegne sig den kulturelle tradition.



Den hegemoniske klasses opgave består i en social kontrol af den moral-

ske bevidsthed. Denne kontrol udøves ved så hurtigt så muligt at sætte en stopper for

mulighederne for offentliggørelse af sociale uretsfølelser, for ikke at risikere at konsen-

sussen om herredømmet i samfundet bliver antastet11.

Af denne grund må der nogle strategier til, for at indsnævre muligheden for at artikulere

erfaringer af uret (Ibid., s. 61). Dvs. at der i de samfundsmæssige processer er ind-

skrænkelser af de sproglige udtryksmuligheder. Det kan eksempelvis være, at der tales i

forskellige diskurser på forskellige områder. Brugen af et internt sprog og begrebsappa-

rat, som studerende f.eks. gør på RUC. De kulturelle udelukkelsesprocesser er noget

som ligger implicit i samfundets indretning af offentlige uddannelser, medier og politi-

ske fora (Ibid., s. 62).

Det er ikke kun kulturelle udelukkelsesprocesser, som gør sig gældende. I

det institutionelle ligger der også fordringer, som udelukker bestemte former for adfærd.

Disse fordringer dikterer, at der i højere grad skal være fokus på det individualiserede.

Med andre ord det at individet skal selv tage ansvar for sit liv. Disse fordringer ødelæg-

ger muligheden for, at der kan laves en solidarisk sammenslutning på baggrund af sine

uretsfølelser, ligesom eksempelvis arbejderbevægelsen.

Honneth tager således til genmæle mod den hvilende klassekamp. Den fo-

regår i bedste velgående i det posttraditionelle samfund. Den fungerer nu på basis af

immaterielle krav i stedet for materielle krav, for den hegemoniske klasse, da kapitalis-

men har gjort, at denne har fået dækket deres materielle behov. De kæmper nu i stedet

om anerkendelse, men den sociale undertrykte klasses uretsbevidstheder præges stadig

af et behov for materialistiske krav, fordi kapitalismen i bund og grund producerer ulig-

hed i samfundet (Ibid., s. 66-69). Dette betyder endvidere, at der er en asymmetrisk for-

deling af kulturelle og psykiske livschancer, som er dokumenterbare. Det er fordelinger

af chancerne for kulturel dannelse, social anerkendelse og identitetsgaranterende arbejde

(Ibid. s. 69):

”Eksistensen af et klassesamfund, som er begrundet i de enkelte produkti-

onsagenters ulige markedschancer, men som ideologisk er knyttet til det individuelle

udannelsesresultat, resulterer i en vedvarende ulige fordeling af chancerne for social

anerkendelse. Uformelt og institutionelt ligger der under de mest forskellige erhvervs-

positioner et hegemonisk værdisystem, der bestemmer chancerne for respekt og graden



af intelligens. Denne ulige fordeling af social værdighed indskrænker drastisk chancer-

ne for individuel selvagtelse..” (Ibid., s.70).

Det kapitalistiske samfund bestemmer hermed ikke kun arten af, og opgaven for det

individuelle erhvervsarbejde, men det har også indflydelse på den enkelte arbejdsaktivi-

tets grad af frihed og kontrol. Mekaniseringen af arbejdsprocessen, f.eks. ufaglært ar-

bejde, har gjort, at der ikke længere er brug for, at arbejderen bidrager med en særlig

viden. Det posttraditionelle samfund er, som tidligere nævnt, præget af kampe om aner-

kendelse. Individerne kæmper om anerkendelse, fordi de har brug for den til at opret-

holde det positive billede af sig selv. Det der problematiserer det at få anerkendelse, er

både normerne for, hvad der kan anerkendes og det faktum, at anerkendelsestildelingen

sker i en intersubjektiv handling. Dvs. at ens præstationer og evner skal anerkendes af

en anden person på lige fod med dennes egne kvaliteter. Derfor er det altid en smertelig

oplevelse at kæmpe om anerkendelse. Der er altid en chance for, at individet bliver

krænket eller nægtet anerkendelse.

DET INTERSUBJEKTIVE FORHOLD

Anerkendelsen bliver i første og tredje anerkendelses-sfære givet i en intersubjektiv akt,

når mennesker mødes. I interaktionsøjemed eksisterer der et normativt filter, med andre

ord der er en anerkendelsesorden, som altid regulerer, hvordan individerne møder hin-

anden. Anerkendelseshierarkiet består af normer, værdier og regler for anerkendelses-

gradueringen, dvs. hvad der kan anerkendes, og hvad der ikke kan anerkendes (Honneth

2003a, s. 55-56). Dette normative filter kan brydes og normerne kan ændres, men kun i

det tilfælde, hvor individet har kulturelt og socialt kapital. Interaktionen mellem indivi-

derne er socialiseret, dvs. indlært af individerne i deres opvækst. En sådan interaktion

kan f.eks. foregå mellem forældre og børn. I en vellykket intersubjektiv akt, dvs. hvis

individerne anerkender hinanden, sker der en decentrering. Det betyder, at individet

giver plads til den anden. Det at blive bekræftet af den anden og blive selv bekræftet

(Ibid., s. 55-56).

”At være ved sig selv i den anden”, som Honneth siger (Ibid., s. 125).



Honneth påpeger, at anerkendelsen kun kan udløses ved denne intersubjektive handling.

Det er med andre ord umuligt at være individuelt konstrueret, forstået som rene indivi-

der med frihed til alt, netop fordi bekræftelsen og selvbekræftelsen ene og alene kan

foregå igennem/med et andet menneske.

Derfor er den menneskelige afhængighed af intersubjektiv anerkendelse altid givet på

en speciel måde. Samtidig er denne gensidige akt institutionaliseret i selve samfundet

(Honneth, 2003b, s. 138).

OM URETSBEVIDSTHED OG UNDERTRYKTE KLASSER

Begrebet uretsbevidsthed knytter sig til de undertrykte klasser i samfundet. Da de ikke

har mulighed, for at udtrykke sig ordentligt, dvs. gennem den moralske og politiske di-

skurs, som den hegemoniske klasse, kan deres moral således spores som en uretsbe-

vidsthed, når de bliver krænket eller nægtet anerkendelse. Uretsbevidsthed er karakteri-

seret ved at være uforløste moralske fordringer:

”Deres moralske fordringer er opbevaret i form af en uretsbevidsthed. En

opfattelse som sætter sig for at måle de samfundsmæssige gruppers normative potentia-

le efter kognitive forestillinger om retfærdighed eller efter moralske bevidstformer, går

fejl af deres implicitte moralitet.” (Honneth, 2003a, s. 59-60).

At de undertrykte klasser ikke kan formulere sig gennem den moralske og politiske di-

skurs betyder således ikke at de er mentalt underlegne, men at der i samfundet ligger

kontrolprocessor, som indskrænker deres muligheder for offentliggørelse af deres ople-

velser af moralsk uret, som der også blev beskrevet i sidste afsnit. Dette betyder også, at

mennesker i de lave sociale lag ikke råder frit over den måde, deres uretsfølelser kom-

mer til udtryk på (Ibid., 61). Beviset for dette findes, ifølge Honneth, i empiriske under-

søgelser, som viser, at f.eks. mennesker i arbejdsklassen reagerer normativt sikkert og

etisk korrekt, når det drejer sig om moralske problemer i dagligdagen. Til gengæld for-

mår de slet ikke at udtrykke sig om hvilke normer og værdiprincipper, der kunne være

gældende for en social orden (Ibid., s. 59). Dette betyder, at de undertrykte klasser ikke

har nogen ideer i abstrakte termer, altså dvs. normer og ideologier for, hvad et retfærdigt

samfund er. Ordet uretsbevidsthed skal, ifølge Honneth, netop afspejle dette.



At individer, i det posttraditionelle samfund, skal tage ansvar for deres eget liv og egen

udvikling, gør at individer, der tilhører de undertrykte klasser, får en indebrændthed af

uretsbevidsthed. Et eksempel på dette kan være den utilfredse medarbejder, der sparker

til skraldespanden i frustration. Denne utilfredse handling kommer ikke ud på en velar-

tikuleret måde, f.eks. via læserbreve, debatindlæg og så videre, som den hegemoniske

klasse ville gøre.

Alle kontrolprocesser skaber en systematik af krænkelser i samfundet, og

det er netop produktionen af krænkelser, som er måleinstrumentet, der afgør om, der

forekommer en krænkelse, om mennesket taber sit positive selvforhold. Netop det posi-

tive selvforhold er svært at opretholde, når denne systematik eksisterer. De undertrykte

grupper fastholdes i apati, fordi det institutionelle kun tilfredsstiller behov, som er styret

af materielle krav. Samfundet reproducerer således forskellige former for muligheder

for at opnå anerkendelse samt den skæve fordeling af denne. Et eksempel på dette er,

når det kapitalistiske samfund bestemmer udformningen af arbejdet og kombinerer dette

med en overlegen viden, som fører til en krænkelse af uretsbevidstheden. For at der kan

være tale om social lighed, skal der stilles krav om lige anerkendelsesmuligheder, men

den skævvredne struktur og kontrolprocesserne i samfundet gør dette umuligt.

Hvordan sørges der så for mulighedsbetingelserne for anerkendelse? Hon-

neth mener, at aktualiseringen af den kritiske samfundsteori er at gøre den sociale virke-

lighed tilgængelig således, at et moment af transcendens igen bliver synligt. Dette vil

sige, at der skal ske en ændring af normerne og værdierne, som ligger til grund for sam-

fundet.

USYNLIGHED OG SYNLIGHED – ANERKENDELSENS EPISTEMOLOGI

Usynlighed og synlighed knytter sig til henholdsvis forskellen mellem at erkende og

anerkende. Honneth opstiller følgende epistemologiske spørgsmål:

• Hvordan kan vi i erkendelsesteoretisk henseende forstå anerkendelseshand-

lingen?

• Hvordan skelner vi mellem at anerkende og erkende?



Usynlighed kan defineres i både bogstavlig og metaforisk forstand. Førstnævnte relate-

rer sig til, når en ting eller en person ikke er til stede som en erkendbar størrelse. Sidst-

nævnte relaterer til at se igennem nogen/noget, og er en bevidst handling. Når en person

ser igennem en, kan det være en metaforisk handling for denne, men for vedkommende,

som bliver ignoreret, er det i høj grad en erfaring.

Synlighed er forbundet med at erkende, at et andet menneske eksisterer. Usynlighed er

forbundet med at vise overlegenhed eller ønske at ydmyge et andet menneske. Således

kan et eller flere mennesker vise et eller flere andre mennesker foragt ved at lade som

om, de ikke eksisterer (Ibid., s. 99-100). Usynlighed er hermed en form for socialt sags-

forhold, som gælder både det indre og det ydre øje. Både det metafysiske og det fysiske

forhold. Et individ kan hævde, at en anden person ser igennem, ignorerer eller overser

det, men inden individet hævder dette, skal individet selv have tilskrevet personen en

primær identifikation af sig selv, det vil med andre ord sige, at individet selv skal have

anerkendt den anden person (Ibid., s. 102). Sker det, at et menneske føler sig usynlig for

en eller flere personer, vil denne ”lange ud med knyttede hænder” (Ibid.). Dette udtryk

betyder, at individet vil gøre alt for at gøre opmærksom på sig selv. Derfor er usynlig-

hed tæt knyttet sammen med tilfælde af ydmyghed, negligering eller ignorering (Ibid., s.

100). Begrebet synlighed handler udover at blive set om, at individet bliver erkendt

gennem handlinger, gestik eller mimik. Det at blive erkendt er altså knyttet til kropsud-

tryk (Ibid., s. 103). Individer og deres kropsbevægelser kan iagttages samt deres udtryk i

interaktionen med hinanden, og dermed ses det hvilket særligt socialt forhold de har til

hinanden. (Ibid., s. 106) Ligesom usynlighed kan synlighed også defineres både bogsta-

veligt og metafysisk. I metafysisk betydning er synlighed det positive modstykke til

usynligheden. Synlighed knytter sig derfor til noget helt andet end de udtryk, hvormed

vi bekræfter erfaringen af et individs eksistens. Det er mere end bare at blive set eller

identificeret, dvs. visuel synlighed.

Med disse begreber begiver Honneth sig ud i at svare på det andet

spørgsmål, ved at definere de to begreber erkende og anerkende. Definition på at erken-

de er således at ”se”. At erkende drejer sig om identificering og at bekræfte erfaringer af

at andre individer eksisterer. Det er en kognitiv handling dvs. at det er en mental hand-

ling og kommer ikke til udtryk.



Definition på at anerkende er således ”den ekspressive handling hvorigennem hin er-

kendelse bliver fordelt med en anbefalings positive betydning” (Ibid., s. 104). Dette vil

sige, at anerkendelsen gives, når individet først har erkendt, at et andet individ eksiste-

rer, og når denne derefter anerkender den andens kvaliteter og evner på lige fod med sig

selv ved hjælp af den intersubjektive handling. Anerkendelseshandlingen er en offentlig

handling, og har en ekspressiv karakter. De ekspressive udtryksmåder, hvormed aner-

kendelsen bliver givet, vidner om den måde hvorpå mennesker indbyrdes bekræfter de-

res sociale anseelse. Det er kun den person, som kan se sig selv blive positivt modtaget i

en anden persons ekspressive adfærdsmåder, som er klar over, at vedkommende er soci-

alt anerkendt. Da de ekspressive udtryk er en grundmekanisme, hvorved individet bliver

socialt synligt, og får social anerkendelse, betyder det også, at enhver form for social

anerkendelse af en person er en symbolsk handling, og denne er altid afhængig af de

ekspressive udtryksmåder. Kun disse garanterer et menneske social synlighed (Ibid., s.

109).

OM MORAL OG ANERKENDELSE

Når nu de ekspressive udtryk er så fundamentalt vigtige for den sociale synlighed og

anerkendelse, stiller Honneth sig selv spørgsmålet om, hvad der garanterer disse positi-

ve udtryk. Hvad er drivkraften bag? Han kommer frem til, at anerkendelseshandlingen

må have ”lignelse” af en moralsk handling (Ibid.). De positive kropsudtryk, som f.eks.

et smil ”….artikuleres som en motivmæssig villighed til omsorgshandlinger” (Ibid., s.

111). Dette vil sige, at der i smilet både ligger et motiv og en omsorg, som gives til

modtageren af smilet. Honneth bruger følgelig Kants begreb ”agtelse” til at udfolde sin

videre forklaring af det moralske i anerkendelseshandlingen. Kant siger, at ”agtelsen” er

forestillingen om en værdi, som modvirker min egenkærlighed. Honneth fortolker Kant

og siger følgelig, at det ikke er subjektet selv, som pålægger sig en begrænsning. Da

agtelsen er den virkende kraft, og undertrykkelse af egocentriske tilbøjeligheder er en

nødvendighed, skader fuldbyrdelsen af agtelsen egenkærligheden. Det kan derfor ikke

være en simpel selvbegrænsning (Ibid.). Individet erhverver med agtelsen motivationen

til at afstå fra alle handlinger, der er i strid med den agtede ”værdi”, som var resultat af



egocentriske impulser (Ibid., s. 111-112). Honneth bruger dette til at bygge bro til sin

egen analyse. I det ekspressive kropsprog, som signalerer anerkendelse, ligger der såle-

des implicit en værdi af Kants agtelse. Det er den samme motivationsmæssige beredvil-

lighed, som skader egenkærligheden, der kommer til udtryk her. Den moralske side af

anerkendelsen er derfor en decentrering:

”I det anerkendende subjekt fuldbyrdes der en decentrering, fordi det ind-

rømmer et andet subjekt en værdi, som er en kilde til legitime fordringer, der skader ens

egenkærlighed” (Ibid., s. 112).

I og med at et individ giver plads til et andet individ og tillægger dette en vis værdi, sker

der samtidig en overførelse af moralsk autonomi til den anden: ”Bekræftelsen” eller

”anbefalingen” vil altså sige, at man udstyrer adressaten med den moralske autoritet til

at råde over ens egen person, for så vidt som man selv anser sig som forpligtet til at

udføre eller udlade bestemte typer af handling” (Ibid.). herved forpligter denne sig til at

behandle den person, denne anerkender i overensstemmelse med den værdi, som denne

tillægger det andet individ. Dermed afstår dette menneske også fra at udvise visse typer

af adfærd overfor denne, som ikke er i overensstemmelse med den værdi, som der til-

lægges personen (Ibid.).

Honneth konkluderer hermed, at det moralske fællestræk for alle anerken-

delsesformer er, at selvom de er forskellige, og har tilhørende forskellige ekspressive

kropsudtryk, så er ligger der altid en motivmæssig beredvillighed til at give en moralsk

autonomi til modtageren af anerkendelsen i anerkendelseshandlingen (Ibid.). Der er dog

en hage ved dette. For mennesket må altid, i overensstemmelse med Kant, følge sin ra-

tionelle selvbestemmelse. Hvis denne betyder mere for en end kærlighed og solidaritet,

så vælger individet ikke at give en anden person anerkendelse (Ibid., s. 113). Det bety-

der, at der altid eksisterer moralske dilemmaer, hvor man må vælge, om det er ens ratio-

nelle selvbestemmelse eller det at give anerkendelse, som har forrang. I tilfældet af at et

individ vælger ikke at anerkende et andet individ, kan denne se igennem, ignorere eller

overse det andet individ. Moralens foragt er hermed usynligheden, er ensbetydende

med, at et individ ingen anerkendelse får.



REDEFINITION AF ”AT ANERKENDE”

Den menneskelige erfaring er ikke normativt neutral. De egenskaber, som erfares gen-

nem en interaktion mellem personer er ikke kun kognitive. I de ekspressive kropsudtryk

ligger der bestemte symboler, som repræsenterer værdier, som henviser til intelligible

væsners frihed (Ibid., s.116). Det betyder, at symbolerne refererer til de normer og vær-

dier, der er i samfundet: ”Anerkendelse er faktisk ikke den ekspressive bekendtgørelse af

den kognitive identifikation af et menneske, men udtryk for en vurderende erfaring,

hvori personens værdi er givet ”direkte” (Ibid., s. 116).

Dette giver anledning til, at Honneth redefinerer det at anerkende. Anerkendelsen skal i

stedet komme før erkendelsen. Definitionen på at erkende forbliver imidlertid den sam-

me. Definitionen af anerkendelse er nu karakteriseret ved at være den ekspressive be-

kendtgørelse af en individuel decentrering, som vi fuldbyrder med en persons værdi for

øje, og denne er en metahandling. Argumentationen fra Honneths side er, at anerkendel-

sen sker før erkendelsen. Det første et menneske gør, er at anerkende, vurdere, se den

anden an ekspressivt, og at erkendelsen ligger implicit i selve anerkendelsen: ”Anerken-

delse går i det mindste genetisk forud for erkendelsen, for så vidt som spædbarnet i an-

sigtsudtrykket for første gang slutter sig til personens værdifulde egenskaber, før det er

i stand til desinteresseret at begribe sin omverden” (Ibid., s.117).

Voksne mennesker erfarer også i den sociale interaktion med andre først

de egenskaber hos en anden person, som vi anser for værdifulde. Vi kan hermed vælge

at anerkende eller ikke at anerkende, men selvom vi ikke anerkender en anden person,

har vi stadig kognitivt erkendt, at den anden person er der (Ibid.). Et eksempel herpå

kunne være, hvis en person møder en gammel ven, som denne ikke længere snakker

med på grund af uoverensstemmelser. Dengang de snakkede sammen og tilbragte tid

sammen, ville der ske en ekspressiv handling, når de mødtes, dvs. de anerkendte hinan-

den. Nu går de måske bare forbi hinanden. Heri ligger ingen anerkendelse, men kun en

erkendelse af, at han eller hun er der som individ. Honneth viser gennem Daniel Stern12

og hans spædbarnsforskning, at vi reagerer refleksmæssigt. Vi smiler til spædbarnet per

refleks og ikke på grund af bestemte egenskaber. Vi har erfaring af, at spædbørn er et

elskværdigt væsen (Ibid., s. 115-116).



Hermed konkluderer Honneth, at vurdering kommer før identificeringen, at der er en

moralsk fordring i anerkendelsen, som ikke er der i erkendelsen, og at vi bliver sociali-

seret til at vurdere. Pointen er, at der skal en aktiv handling til, for ikke at anerkende en

person (Ibid., s. 116-117). Dermed bliver vi også socialiseret til at anerkende (Ibid.). Et

eksempel på dette er, hvis et individ møder en anden på gaden, som denne nikker eller

smiler til. Det er en anerkendelses handling. Der er mange forskellige varianter af aner-

kendelse fra det helt platoniske til det dybe følelsesmæssige, men der er dog altid et

minimumsniveau af anerkendelse.

Honneth giver hermed anerkendelsen en a priori status. Vores erfaring sty-

rer, hvordan vi anerkender. Hvis vi har set det før, så anerkender vi.

Hvis ikke så trækker vi os tilbage eller væk. Der eksisterer underliggende anerkendel-

sespraktikker, som er så internaliserede, at vi ikke ser dem. De er usynlige for os. Her-

med fik Honneth svaret på spørgsmålet, om hvordan vi erkendelsesteoretisk kan forstå

anerkendelseshandlingen.

KAN SOCIALISERINGSADFÆRDEN ÆNDRES?

Et andet eksempel på ovenstående er de fattige eller hjemløse på gaden. De kan ses og

registreres, men mange mennesker er tilbøjelige til at se lige igennem dem. De er usyn-

lige for dem, fordi de anser dem ikke for tilregnelige individer. Hvis vi ser på eksemplet

i lyset af forholdet omkring immanens og transcendens, og det at mennesket hele tiden

vil søge at forbedre sine vilkår, kan der stilles spørgsmål til, om vi kan ændre vores so-

cialiseringsadfærd. Her er svaret ja, det kan godt lade sig gøre. Det der skal til, er først

og fremmest, at vi anerkender de fattige og hjemløse som tilregnelige individer, samt at

vi taler til dem, når vi går fordi dem, i stedet for at lade som om vi ikke ser dem. Hon-

neth siger hermed, at det ikke er det fysiske øje, der er noget galt med. Det er derimod

de indre dispositioner, altså alt det vi har lært og er blevet socialiseret til (Ibid., s. 117).

Konklusionen bliver, at vi kan bryde vores indre dispositioner og give anerkendelse til

individer, som ellers ikke kan anerkendes ifølge normerne. Samtidig brydes de gamle

normer og nye kan etableres. Vel at mærke hvis individet kan deltage i den politiske

diskurs.



KRITIK AF AXEL HONNETH

Selvom Honneth er den eneste i nyere tid, der har gjort bestræbelser på at producere en

kritisk teori, som både indeholder universelle og partikulære fordringer, eksisterer der

stadig en del vage punkter i hans teori, som han kan kritiseres for. Honneth er følgelig

også blevet kritiseret af en hel del teoretikere, som f.eks. Joel Whitebook, Carl Göran

Heidegren og Nancy Fraser (Honneth, 2003a, s. 10). Det følgende vil fokusere på nogle

af de svage steder i Honneths anerkendelsesteori, som er omstridte og mangler forkla-

ringskraft.

OPBYGNINGEN AF HONNETHS TEORI

Honneth har måttet stå model til meget kritik centreret omkring opbygningen af hans

teori. Det er specielt hans socialfilosofiske position, som er situeret mellem Aristoteles

og Kant, der har været omdrejningspunkt for en sådan kritik. Det er kritikere som Nan-

cy Fraser (Honneth, 2003b) og Kompridis (Willig, 2005), som har været mest markante

på dette punkt. Projektet vil dog kun fokusere på Nancy Frasers kritik, og følgelig op-

ridse hendes kritikpunkter.

Overordnet kritiserer Fraser Honneth ud fra det perspektiv, at det ikke bare

er nok at tale om anerkendelse. Hun mener, at Honneth slet ikke tager i betragtning, at

det også handler om omfordeling. I bogen ”Redistribution or Recognition” fra 2003 har

Fraser og Honneth således en meningsudveksling og diskussion omkring begge deres

teorier. Denne ender dog med at blive ret ophedet, og selvom Honneth flere gange prø-

ver at udlægge sin teori og dens opbygning samt hans bagvedliggende bevæggrunde,

lader Fraser ikke til at forstå, hvor han vil hen. Indledningsvis siger Fraser, at det centra-

le emne for nutidens kritiske teori er kapitalisme, men også kultur. Kulturen er ikke

homogen, men præget af pluraliseret værdihorisonter. Normativt understøttede fordrin-

ger om institutionelle forandringer kan stå i et modsætningsforhold, og dette skaber di-

lemmaer i samfundet. Det problematiske ved Honneths tilgang, sådan som Fraser ser

det, kan opsummeres i tre punkter:



• Det er uvist om samfundet blot er at forstå som en anerkendelsesorden.

• Systemet/markedet – Strukturen som sådan der ikke har noget at gøre med

status, og uretfærdighedsfølelser som sker inden for disse, kan ikke bare re-

duceres til manglende anerkendelse.

• Der kæmpes ikke bare om anerkendelse, men der eksisterer ligeledes kampe

om omfordeling.

Det er, ifølge Fraser, ikke nok bare at tale om anerkendelse, der er også brug for at tage

omfordeling med i betragtning. De teknologiske elementer og arbejdskrafts konkurrence

på pris gør, at arbejdspladser flytter ud, og dette har ikke noget at gøre med anerkendel-

seskampe. Fraser kritiserer endvidere Honneths retfærdighedsteori. Det er her, at Hon-

neths position mellem Aristoteles og Kant kommer i skudlinjen. Honneth opererer med

to krav til retfærdighed, jf. kapitlet Kort om Honneths ontologi, epistemologi og indi-

vidsyn. Fraser mener, at Honneth ikke kan efterleve begge krav, og at han gå på kom-

promis med at udstikke retningslinjer for at undgå sekterisme, og derfor reduceres hans

anerkendelses-sfærer til formelle størrelser. Problemet som Fraser ser det, er at Honneth

har et teleologisk udgangspunkt. Derfor siger Fraser, at løsningen ikke er en ide om det

gode liv, men et moralsk ideal for den moderne liberalisme. Hun mener i stedet, at det

handler om lige autonomi, dvs. en normativ værdi til alle – alle skal være lige meget

værd.

Hendes startpunkt er en deontologisk retfærdighedsteori, hvilket betyder,

at hun tager afstand fra Honneths teleologiske liberalisme ved at udgå en etisk funde-

ring. Hun tager endvidere afstand fra Rawls og Habermas´ proceduelle liberalisme, dvs.

det at stille substantielle krav. Honneth baserer sin teori på moralpsykologi og omdrej-

ningspunktet for denne, er de førpolitiske lidelser. Det er, ifølge Fraser, usandsynligt, at

al social utilfredshed bunder i en følt indskrænkelse af den personlige udvikling af iden-

titet. Hermed mener hun, at selvet får en for central plads.

Det er netop Honneths udgangspunkt i det førpolitiske, som er problema-

tisk, når det drejer sig om empiri. Dagligdags oplevelser af uretfærdighed kan ikke for-

stås isoleret fra samfundet, fordi krænkelser alligevel vil manifesterer sig politisk i en

eller anden form, som f.eks. feminisme samt at det begrebsmæssigt ikke er muligt, at

iagttage moralske oplevelser som uberørte af de normative diskurser. Hermed mener

Fraser, at når det drejer sig om det normative, at de førpolitiske erfaringer ikke er et



bedre udgangspunkt end andre sociale bevægelser. Følgelig klandrer Fraser Honneth for

at forholde sig til sin teori, før han ser på verden, og konklusionen her bliver, at hans

førpolitiske ståsted ikke er i orden.

BEMÆRKNINGER I FORLÆNGELSE AF FRASERS KRITIK

Det Honneth kan kritiseres for, i forlængelse af hans diskussion med Nancy Fraser er, at

han ikke har noget institutionelt niveau i sin teori. Et andet interessant faktum er, at han

blev tvunget til, af Fraser, at fokusere på omfordeling. Honneth skriver således om den

kapitalistiske orden, men han er hverken for eller imod. Dog kan vi se, at kapitalismen

graduere produktionen. Honneth betragter det kapitalistiske system som skævvredet fra

starten af, og dette kæder han sammen med anerkendelsen, så fra den spæde start er

anerkendelsen ideologisk. Omfordelingen sker i det kapitalistiske samfund, men er fun-

deret i anerkendelsen. I det ideologiske rum ligger et normativt princip om, at alle skal

have mulighedsbetingelser. Det er f.eks. derfor der i velfærdsstaten kompenseres, når

grupper ikke har mulighedsbetingelser for at nyde anerkendelse. Et eksempel på dette

kan være overførselsindkomster og sagsbehandling til arbejdsløse.

ANERKENDELSE OG KRÆNKELSER.

Det første punkt vi skal se på herunder, drejer sig om det at få anerkendelse eller blive

krænket. Honneth siger, at individet aldrig kan vide, hvad der er den rigtige anerkendel-

se, fordi anerkendelsesformerne varierer med konteksten og den politiske offentlige

diskurs, som herved skaber anerkendelseskampene i samfundet. Honneth siger endvide-

re, at det som definerer krænkelserne er, at individet taber sit positive selvforhold, men

følgelig fastsætter Honneth ikke nogen egentlig grænse for, hvad der definerer en kræn-

kelse. Dette giver anledning til spørgsmålet om, hvor grænsen går. Hvor meget skal der

til, for at kalde det en krænkelse, og hvad er en krænkelse? Krænkelser har at gøre med

individets moralske overbevisning, som vi også så i afsnittet om moral og anerkendelse.



Det kan formodes, at der i samfundet eksisterer individer med forskellige opfattelser

omkring, hvad der skal til for at krænke dem, og således eksisterer der forskellige græn-

ser for, hvad der kan krænke folk. Nogle mennesker kan måske tåle mere end andre.

Derfor kan vi ikke vide bevidst, hvornår vi kan komme til at krænke et andet menneske.

Derudover er der også spørgsmålet om, anerkendelsen kan gradbøjes. Er det sådan, at

krænkelser og anerkendelse kan opnås i en vis grad, men ikke fuldt? Med andre ord kan

en krænkelse være af ”mild” eller ”svær” grad, eller er en krænkelse en krænkelse? Og

vil denne krænkelse uanset størrelse altid føre, til at individet mister det positive selv-

forhold? Endvidere er det sådan, at individet kan få ”lidt” eller ”meget” anerkendelse,

eller er anerkendelse en bestemt størrelse, som ikke kan gradbøjes?

Honneth siger yderligere, at det giver et psykisk chok hos individet, når

det oplever moralsk uret, og at dette får konsekvenser for individets identitet, og dette

giver sig udslag i en beskadigelse af personligheden samt ødelægger muligheden for

individuel handledygtighed. I og med, at individer ikke bevidst kan vide, om det kræn-

ker andre mennesker, må det også formodes, at der er en masse mennesker, som allige-

vel er blevet krænket, selvom dette ikke var meningen. Hvis vi forudsætter at krænkel-

ser ødelægger den individuelle handlemulighed, hvordan skal individet så kunne kom-

me videre? Med andre ord kan individet genopbygge sit positive selvforhold og sine

handlemuligheder efter at have været krænket, og dermed komme videre? Desuden gør

Honneth det ikke klart, om en krænkelse i én sfære vil påvirke individet så meget, at det

positive selvforhold forsvinder selvom der er anerkendelse i de andre sfærer.

MANGLENDE ELEMENTER I TEORIEN

De sidste og afgørende punkt af kritikken af Honneth omhandler afgørende og mang-

lende element i hans teori. Først og fremmest er Honneths teori meget abstrakt. Det mo-

ralske har således forrang, i og med at teoriens hovedvægt ligger på selve anerkendel-

sesteorien. Dette bevirker, at der er et sociologisk underskud i og med, at der mangler en

empirisk bevisførelse af, at der faktisk eksisterer kampe om anerkendelse i samfundet.



Af denne grund kan Honneths teori ikke stå alene, og hvis den skal kunne bruges socio-

logisk, er det derfor nødvendigt at kombinere den med en anden teori, så det bliver mu-

ligt at komme tættere på fakticiteten.

Ovenstående leder mig nu hen til min sidste kritikpunkt samt det essentielle i mit pro-

jekt, nemlig hvordan en kombination med en anden teori, som går tættere på virkelighe-

den er mulig. Udover at Honneths teori mangler empirisk bevisførelse, så er det endvi-

dere en makrosociologisk teori om, hvordan der eksisterer anerkendelseskampe i sam-

fundet, og om hvordan samfundets hierarki ser ud.

Det manglende element i Honneths teori er, hvordan dette afspejler sig i

det mikrosociologiske. Han beskæftiger sig ikke med, hvordan de mikrosociologiske

anerkendelseskampe ser ud, og hvorledes disse udspiller sig. På grund af denne mangel

inddrages Erving Goffman til at belyse dette. Formålet er således at se på, hvad Goff-

man siger om krænkelser, og derigennem illustrerer, hvordan de mikrosociologiske an-

erkendelseskampe udspiller sig.



ERVING GOFFMAN

INTRODUKTION

Erving Goffman (1922–1982) var canadisk sociolog og socialantropolog (Jacobsen

2002, s. 10). Han beskæftigede sig også med socialpsykologiske aspekter (Ibid., s. 15).

Goffman var optaget af at afdække det sociale hverdagsliv. I modsætning til Axel Hon-

neth beskæftiger Goffman sig med det deskriptive, i stedet for det normative. Goffman

var en forsker, som i sin levetid prøvede noget nyt, nemlig det at kombinere metode og

teori på en måde, som ikke var karakteristisk for den tid han levede i (Ibid., s. 10).

Goffman blev født i Manville i Canada i juni 1922. Det var University of Toronto, som

havde fornøjelsen med at skyde Goffmans akademiske liv i gang. Senere kom han til

University of Chicago, og her skrev han en Ph.D. afhandling, som omhandlede kommu-

nikationsadfærd i et lokalsamfund på en ø uden for den skotske kyst. Herefter fulgte en

række korte ophold på Washington D.C., Berkeley og Harvard, og sidst men ikke

mindst fik han en stilling ved University of Pennsylvania. Denne stilling havde han ind-

til han døde i 1982 (Ibid., s. 11).

Goffmans inspirationskilder var mange, bl.a. kan nævnes den symbolske

interaktionisme, som var meget central i mainstream sociologi i 1930’erne, Emile

Durkheim, George Simmel, George Herbert Mead og ikke mindst den teoretiske skole,

som han var en del af, nemlig Chicagoskolen. Dette uddybes senere under Goffmans

ontologi, individsyn og epistemologi samt metode.

STIGMATISERING OG DE ØDELAGTE IDENTITETERS OVERLEVELSE

I ”Stigma” beskæftiger Erving Goffman sig med, hvad der sker, når individer bliver

stigmatiserede, stemplede eller krænkede, og hvorledes de kan komme overens med

dette.



Stigma er således en videreførelse af Goffmans forståelse af afvigere og deres situation,

som han beskrev om i bogen ”Asylums” fra 1961. I Stigma er fokuset dog flyttet fra

anstalter og psykiatriske hospitaler til hverdagslivet.

SAMFUNDETS KATEGORIER

I alle samfund eksisterer der forskellige kategorier af mennesker. Denne eksistens er

mulig, fordi ethvert samfund opstiller midler, som gør, at individet er i stand til at kate-

gorisere og inddele andre mennesker i kategorier i forskellige givne sociale miljøer.

Goffman arbejder med kategorierne ”de normale”, ”de potentielt miskredi-

terede” og ”de miskrediterede”. I de sociale miljøer, hvor individerne befinder sig, kan

der samtidig bestemme, hvilke egenskaber, der kan opfattes som normale eller anormale

for disse kategorier (Goffman, 1975, s. 13-14). Det sociale miljø er det, der gør os i

stand til at kunne forvente at møde en given type mennesker i et givent miljø. Dette og

de sociale spilleregler tilsammen gør os i stand til, uden særlig opmærksomhed eller

eftertanke, at kunne forholde os til de mennesker vi møder. Vi vil i et møde med et

fremmed individ, inddele dette individ i en given kategori, og dermed opstille nogle

forventninger til de egenskaber, dette individ indeholder. Dette kalder Goffman for ”den

sociale identitet”. Når vi tildeler et individ en given kategori og dermed også nogle be-

stemte egenskaber, bliver vi ikke opmærksomme på det før vi tvinges til at tage stilling

til, om individet opfylder de givne egenskaber, dvs. om individet besidder eller mangler

de egenskaber, vi forventer, at individet skal have for at være i en given kategori.

Goffman arbejder med tre forskellige kategorier inden for identitets kon-

struktion. Individet har således en social, personlig og en jeg-identitet. Inden vi ser nær-

mere på den personlige identitet og jeg-identiteten, skal vi nu kaste et blik på den

sociale identitet. Når det gælder den sociale identitet, kan der skelnes mellem den ”til-

syneladende” og den ”faktiske” sociale identitet. Den første iagttagelse og kategorise-

ring kalder Goffman for ”en tilsyneladende social identitet”, mens den kategori og de

egenskaber et individ rent faktisk viser sig at besidde, betegnes som ”den faktiske socia-

le identitet” (Ibid., s. 14). De forventninger, som ligger til grund for mødet mellem indi-

vider i samfundet, er baseret på de første indtryk, individerne giver af sig selv. Forvent-

ningerne har en normativ karakter, og optræder endda som retfærdige krav13 (Ibid.).



Hvis et givent individ i mødet med andre, viser sig ikke at besidde de egenskaber, vi

”forventer”, eller besidder en egenskab, der ikke betragtes som normal for den givne

kategori, vil denne ikke længere leve op til vores forventninger, og derfor bliver denne

reduceret til ”et fordærvet, nedvurderet menneske i vores bevidsthed” (Ibid., s. 15).

Denne situation er det, Goffman betegner som et stigma, dvs. når der er uoverensstem-

melser mellem den tilsyneladende og faktiske sociale identitet (Ibid., s. 15-16).

STIGMAET

Et stigma består med andre ord af en relation mellem de egenskaber, som individerne

besidder, og en stereotyp klassificering af mennesker (Ibid., s. 16). Goffman skelner

endvidere mellem tre forskelligartede typer af stigma:

o Kropslige vederstyggeligheder, som består af forskellige fysiske misdan-

nelser, så som et arret ansigt, et manglende ben etc.

o Karaktermæssige fejl, som består af forskellige karakterbrist, såsom vil-

jesvaghed, forræderiskhed, dominerende eller unaturlige lidenskaber og

så videre, som kan føre til forbryderisk handlen, homoseksualitet, for-

skellige former for misbrug mm.

o Tribale (slægtsbetingede), som kan være race, nation eller religion (Ibid.,

s. 16-17).

Det tribale stigma kan også påhæftes en underklasse i samfundet. F.eks.

har underklassestatus i ”nyere tid” fungeret som et tribalt stigma i Stor-

britannien (Ibid., s. 17, note 3, s. 184).

Stigmatype to og tre er begge historisk og kontekstuelle kontigente, og fælles for dem

alle tre er, at de afviger fra det vi finder ”normalt”. Goffman gør opmærksom på, at

stigma og hele stigmaprocessen er den samme, uanset om der er tale om en stor afvigel-

se fra det normale, eller det er en lille afvigelse, som nærmest kan betegnes som en ba-

gatel (Ibid., s. 17-18). Endvidere bemærker Goffman, at ”den stigmatiserede” og ”den

normale” ikke kan opfattes som to forskellige individer, men at disse betegnelser henfø-

rer til et individ med forskellige roller i forskellige dele af livet, og personen vil derfor



kunne optræde i begge roller. Det sker dog, at et individ kan presses til at optræde som

kun ”den stigmatiserede” i alle sociale situationer igennem livet.

Goffman skelner mellem to former for stigma ”den miskrediterede” (the

discredited) og ”den potentielt miskrediterede” (the discreditable) (Ibid., s. 16).

Det miskrediterede stigma er, når individet enten tager det for givet, at særpræget ved

denne er kendt eller umiddelbart synligt, det vil med andre ord sige, når visheden om en

uoverensstemmelse mellem individets ”tilsyneladende sociale identitet” og individets

”faktiske sociale identitet” finder sted. Miskreditten opstår hermed, når vi bliver bevid-

ste om uoverensstemmelsen mellem den faktiske og den tilsyneladende identitet. Ek-

sempler på dette kunne være ”high society” kvinden, som viser sig at være prostitueret,

eller ’bumsen’ som viser sig at være millionær (Ibid.). Det potentielt miskrediterede

stigma er, når individet går ud fra, at tilstedeværende ikke kender til det eller lægger

mærke til det (Ibid.) Det er, når vi ikke har vished om en uoverensstemmelse mellem de

to sociale identiteter. Dette kunne være, når et individ ikke er bevidst om, at den førom-

talte ”high society” kvinde er prostitueret. Det potentielt miskrediterede individ har en

mulighed, som det miskrediterede individ ikke har, nemlig at tage stilling til, om denne

ønsker, at det potentielt miskrediterende skal komme til vores bevidsthed eller ej (Ibid.,

s. 11-31 & 57-58). Denne mulighed hedder informationskontrol og beskrives senere.

Hvordan mennesker mere eller mindre ubevidst forsøger at skjule miskre-

diterende information om en selv, kalder Goffman for ”passing”, som refererer til at

lade som om, at give sig ud for at være, eller at forfalske ens identitet. Når individet har

lært at benytte sig af passing, kan denne udøve informationskontrol overfor andre men-

nesker i interaktionsmødet, men for at den potentielt miskrediterede kan benytte sig af

passing, er denne nødt til at gå igennem en læringsproces, som indeholder forskellige

faser.

LÆRINGSPROCESSEN OG PASSING

Passing kan benyttes af potentielt miskrediterede individer, når stigmaet ikke er synligt,

og kun kendes af den, som har det (Ibid., s. 97). Det pågældende individ kan selv be-

stemme, om denne vil informere om stigmaet eller hemmeligholde det.



Individet balancerer, så at sige, i mellem fuldkommen hemmeligholdelse og fuldstændig

information. Netop fordi, at individet kan opnå store fordele ved at opfattes som normal,

vil alle potentielt miskrediterede, på et eller andet tidspunkt forsøge at benytte sig af

passing. Dette medfører dog, at individet udtænker meget grundige forsøg på passing og

anstrenger sig hårdt, men dette kan føre til problemer (Ibid., s. 99). Problemerne opstår

fordi individet, når denne benytter passing, tvinges til at afsløre miskrediterende infor-

mation om sig selv (Ibid., 100).

For at benytte passing må individet først og fremmest tilegne sig ”de nor-

males” synspunkter, derefter må denne erkende, at denne ikke lever op til de forvent-

ninger, der er til denne, og dermed ikke kan opfylde de betingelser, der er for at være

”normal”. Dernæst vil det være nødvendigt at kunne stille sig tilfreds med den måde,

hvorpå ”de normale” behandler personer med den type stigma, som denne besidder. Til

slut vil denne person kunne lære at benytte sig af passing (Ibid., s. 106). Passing er det

individet gør, når individet forsøger at skjule sin faktiske sociale identitet. Passing kan

også være den situation, hvor et individ overfor nogle ikke forsøger at skjule sin fakti-

ske identitet, men overfor andre gør det. Denne person vil være bange for at afsløre sin

identitet overfor personer, som kendte personen, før denne selv blev bekendt med sit

stigma eller gjorde en handling, som skabte dette stigma. Et eksempel kan være den

prostituerede som i sin nye omgangskreds er ’kendt’ som prostitueret, men som frygter

et møde med en fra sin tidligere omgangskreds, da dette vil resultere i en afsløring af

stigmaet overfor de som kendte den prostituerede før. Denne afsløring kan føre til vanry

for den prostituerede i sin tidligere omgangskreds og kan føre til sladder og endnu mere

stigmatisering af denne person (Ibid., s. 97- 104).

Passing følger, som før omtalt, en naturlig cyklus (Ibid., s. 105) af typisk

fem faser. Dog er denne cyklus ikke ”fast”, og der kan være flere, mindre og anderledes

faser hos nogle individer, men gennemgående kan der siges, at de nedenstående faser er

”typiske”. Passing cyklus indledes med første fase, hvor individet ikke selv kender til sit

stigma, og derfor kan benytte passing uforsætligt, med andre ord, uden at denne selv er

opmærksom på dette. Derefter følger anden fase, hvor individet uforsætligt er i gang

med brugen af passing, men opdager det undervejs gennem brugen. Når individet er

blevet bevidst om denne, følger tredje fase, hvor individet gør det ”for sjov” skyld, og

måske for et eller andet sted for at udfordre sig selv og omgivelserne.



Denne fase følges op af fjerde fase, hvor individet ”udfolder” sit stigma, når denne er

udenfor sine daglige rutiner, det kunne f.eks. være på en ferie. Her viser individet åben-

lyst sit stigma udenfor de normale ”rammer”, samt at det vises overfor mennesker, som

denne ikke møder i sin dagligdag. Til sidst følger femte fase hvor individet følger sit

stigma i dagligdagsrutiner, på arbejdet, i sin daglige gang i butikker, biografer osv. Sid-

ste fase vil resultere i, at stigmaet vil ”forsvinde”, da det kun er individet selv, der er

bekendt med det (Ibid., s. 105-106). Individet kan også skjule et åbenlyst stigma ved at

camouflere det eller helt fjerne det. Desuden kan individet vælge at skjule ét stigma med

et andet. Dette vil sige, at personen vælger at skjule et svært stigma med et mindre svært

stigma, og således vælge ét af flere onder (Ibid., s. 133). Det kan også ske, at individet

kan skjule sit stigma ved hjælp af andre, det kunne f.eks. være alkoholikeren, der gen-

nem sin ægtefælle får hjælp til at skjule sit stigma (Ibid., s. 119-123).

MORALSK KARRIERE

De stigmatiserede individer skal så således igennem en læringsproces, hvor de lærer at

tilpasse sig igennem de erfarede situationer. Disse erfaringer udgør to forskellige faser i

udviklingen af deres selvopfattelse, som ifølge Goffman, ligner en moralsk karriere. For

at komme igennem en sådan, skal individet stilles over for en serie af personlige tilpas-

ningsproblemer (Ibid., s. 48). Der skal her skelnes mellem den stigmatiseredes person-

kategoris historie og selve stigmaets historie (Ibid.). Dvs. at der skal skelnes mellem den

specifikke stigmakategoris historie, det kunne f.eks. være den historiske udvikling for

døv-stumme i det givne samfund, og selve stigmaets historie. Til denne skelnen knytter

sig to faser, som før omtalt:

• I første fase lærer individet at tilegne sig de normales standpunkt, samt at tileg-

ne sig identitetsforestillinger af samfundet som helhed, men også hvordan det er

at have et stigma påhæftet.

• I anden fase lærer selv samme individ om sit stigma, samt hvilke konsekvenser

der medfølger at have dette stigma (Ibid.).



Ifølge Goffman spiller både tidsfølge og samspil mellem de to faser ind. Således har

disse betydning for den stigmatiseredes moralske karriere, og hermed danner dette det

betydningsmæssige grundlag for hans eller hendes senere udvikling (Ibid., s. 49).

Goffman tilføjer, at der således er flere moralske karrierer, som individet kan følge, og

ovenstående gør det muligt at skelne mellem disse. Her til knytter sig fire forskellige

mønstre, som den stigmatiserede kan følge (Ibid., 49 – 53). Men disse mønster ligger

uden for projektets fokus, så en afgræsning var nødvendig her.

Den nystigmatiserede vil, første gang denne lærer hvilke personer, denne

fremover hører til, føle en ambivalens, da menneskerne i den nye kategori han eller hun

nu tilhører, vil virke åbenlyst stigmatiseret, og dermed ikke ligne normale personer, men

samtidig vil de også have andre egenskaber, som er vanskeligt at forene med det billede,

som den nystigmatiserede har af sig selv (Ibid., s. 54). Derfor må individet igennem

”tilpasningscykler” hvor denne skifter mellem at acceptere og udnytte de særlige mulig-

heder for gruppesamvær med mennesker i dennes egen kategori, mens individet andre

gange afviser de muligheder, han før accepterede (Ibid., 55). Herved skulle individet

gerne komme frem til faste opfattelser af sin egen kategori og de normale:

”Når stigmatiserede ser tilbage på sin egen moralske karriere, vil han ofte

fremhæve og retrospektivt bearbejde de oplevelser, som efter hans mening tjener til at

forklare, hvordan han er kommet frem til sine nuværende opfattelser af og relationer til

henholdsvis sine egne og de normale.” (Ibid., s. 56).

Goffman understreger, at selvom de potentielt miskrediterede individer kan benytte sig

af passing, og ofte gør det, kan de også komme til den konklusion, at de ikke bør benyt-

te sig af det, og i stedet bevidst fortælle om, eller vise sit stigma. Dette kunne f.eks. væ-

re, hvis individet indser, at der ved at benytte passing vil opstå for store kompromitte-

rende forhold for denne (Ibid.). Det kan også lige så godt være på grund af, at individet

gennem passing-cyklusen og socialiseringen opnår et vendepunkt i sin moralske karrie-

re: ”Jeg agter nu at foreslå, at den stigmatiserede kan komme til den overbevisning, at

han bør holde sig for god til at benytte passing og at han, hvis han accepterer og re-

spekterer sig selv, ikke føler noget behov for at skjule sin defekt.” (Ibid., s. 131).

Den stigmatiserede skal herefter lære at acceptere og respektere sig selv, og når dette

sker, vil individet ikke føle trang til at skjule sit stigma og kan fortælle om det og vise

det åbent. Den frivillige afsløring vil være en del af dennes personlige identitet, og kan



medføre, at stigmaet ikke har så stor en betydning, som hvis denne forsøgte, at skjule

det. Goffman tilføjer, at den frivillige afsløring af stigmaet indgår, som et kendetegn på

en af faserne i individets moralske karriere.

Endvidere siger han, at de selvbiografier, der, af stigmatiserede, er blevet offentliggjort,

beskriver netop den frivillige afsløring som en endegyldig, moden og veltilpasset fase i

den moralske karriere, der besidder en ophøjet tilstand (Ibid., s.131-132). Det vil med

andre ord sige, at et moralsk individ for Goffman er en stigmatiseret, som gennem til-

pasningscyklus, passing-cyklus, og socialisering kommer til det standpunkt, at denne

ikke bør skjule sit stigma, og hermed håndtere de bemærkninger eller kommentarer,

som de normale kommer med på en måde, hvor han eller hun hverken bliver såret, stødt

eller komme med upassende kommentarer. De personer, som er kommet frem til, at de

vil holde sig for god til at benytte passing, gør i stedet brug af ”tilsløring”14. Med tilslø-

ring menes der, at individet dækker de synlige stigma, eller lærer at være/handle på en

måde som tilslører stigmaet (Ibid., s. 132-133). Et eksempel på brug af tilsløring kunne

være den hørehæmmede, der lærer at mundaflæse og tale sagte, så andre derved ikke

umiddelbart kan se/erkende stigmaet. Når den potentielt miskrediterede skal forsøge at

skjule sit stigma er dennes succes afhængig af stigmaets synlighed (Ibid., s. 67 ff.).

Goffman understreger, at ”synlighed” skal adskilles fra andre begreber,

herunder nævner han ”bekendthed”, ”påtrængenhed” og ”det opfattede fokus”. Således

må der skelnes mellem et stigmas synlighed og bekendthed, dvs. om stigmaet er umid-

delbart synligt, eller om det er bekendt, fordi andre individer har en forhåndsviden om

det stigmatiserede individ. Desuden må der skelnes mellem stigmaets synlighed og på-

trængenhed, dvs. hvor vigtigt stigmaet er for interaktionen. Goffman inddrager som

eksempelet individ i kørestol. Hvis individet sidder ved et bord til et møde, vil dennes

stigma intet have med interaktionen at gøre, da dennes stigma ikke er umiddelbart syn-

bart, hvilket også vil sige, at det heller ikke er påtrængende (Ibid., s. 67-68). Synlighe-

den af et sigma kan være så påtrængt, at interaktionens opfattede fokus flyttes til den

stigmatiserede og dennes stigma (Ibid., s. 68). Det vil med andre ord sige, at hvis der i

selve den sociale interaktion var en samtale i gang omkring et bestemt emne, at denne

afbrydes, hvis stigmaet er for påtrængende. Endvidere påpeger Goffman, at et stigma

ikke behøver at være åbenbart for alle. F.eks. vil en læge kunne påpege stigma ved en

person, som andre ikke lægeuddannede, ville kunne påvise.



Der skal med andre ord skelnes mellem det, der er umiddelbart synligt for alle, og det

der er umiddelbart synligt for, f.eks. folk med særlig viden indenfor det givne stigma

(Ibid., s. 70).

SOCIAL INFORMATION

Goffman introducerer i denne forbindelse begrebet ”social information” (Ibid., s. 62-

67). Dette begreb dækker de ting, som vi frivilligt eller ufrivilligt bærer på os, og som

giver andre en fornemmelse af vores sociale identitet. Disse er status- og prestigesym-

boler eller andre tegn, og kan være alt fra ringe, slipsenåle/manchetknapper med særlig

betydning til manglende næse, vorter og så videre. Med andre ord disse tegn og symbo-

ler har både en positiv og en negativ virkning på vores sociale identitet (Ibid., s. 62-67).

De positive symboler kalder Goffman en desidentifikator. (Ibid., s. 63) Disse tegn for-

midler den sociale information, og kan være medfødte eller ej, og hvis de ikke er med-

fødte, skal der skelnes mellem dem med permanent karakter og dem uden. Ens for beg-

ge dele, positivt eller negativt, er, at de kan opfattes forskelligt i forskellige kategorier.

Vi er, i forhold til de miskrediterede, mere tilbøjelig til at kategorisere og

stigmatisere individer, som er ”fremmede” for os. Mens vi, hvis vi kender den stigmati-

serede, er mere tilbøjelige til at se bort fra stigmaet og ikke tillægge det betydning

(Ibid., s. 72-73). Når der er tale om de potentielt miskrediterede er det helt anderledes.

Her vil de nærmeste mennesker omkring individet, hvis de bliver klar over dennes stig-

ma, tillægge stigmaet og det at denne har skjult det, en meget større værdi for den per-

sonlige identitet. Dette bevirker endvidere, at den potentielt miskrediterede vil yde en

større indsats for at holde de nærmeste uvidende om dennes stigma frem for fremmede.

Dette kan f.eks. ses ved, at en homoseksuel optræder som sådanne ’i samfundet’, men

overfor sine forældre skjuler dette stigma (Ibid., s. 73-74).

PERSONLIG IDENTITET

På trods af ovenstående, understreger Goffman, at den måde hvorpå vi håndterer et an-

det individs stigma, afhænger af vores forhold til den stigmatiserede.



For at forklare denne proces introducerer han et begreb mere, nemlig ”den personlige

identitet” (Ibid., s. 70-84). Den personlige identitet kan ses som en form for ”unikhed”

hos individet (Ibid., s. 76), dvs. et positivt mærke eller identitetsknager:

”Med personlig identitet tænkes her kun på de to førstnævnte forestillinger, nemlig po-

sitive mærker eller identitetsknager, samt den unikke kombination af personlig-

historiske data, som tilknyttes individet ved hjælp af disse knager, hvorpå hans identitet

hænges.” (Ibid., s. 77).

Identitetsknager er således, ifølge Goffman, ens håndskrift, ens fotografiske afbilled-

ning, cpr. nr., navn, fødselsdato med videre (Ibid., s.78). Den personlige identitet, er

med andre ord, det der gør, at individer kan skelnes fra andre individer. Når individet

skal forhold sig til et andet individ, vil denne automatisk og ubevidst sammensætte de

oplysninger, denne har om individet. Dette vil dels være den sociale identitet, de sociale

informationer vi har om individet, samt den personlige identitet (Ibid., s. 87). Hvis et

individ tilbageholder informationer om dele af sit liv og lever sit liv sammen med andre,

som er uvidende, som dette anses det som upassende opførsel. Lige præcist dette er med

til at gøre betydningen større, når et stigma, der bliver bekendt overfor personer, som

allerede er nær den stigmatiserede, men uvidende om stigmaet, end hvis det havde været

skjult for disse personer (Ibid., s. 74-80). Det afslørede stigma vil ikke kun have betyd-

ning for den øjeblikkelige sociale situation, men også for de varige personlige relationer

mellem de involverede. Således vil stigmaet have betydning, ikke kun for det billede de

i øjeblikket vil have af den stigmatiserede, men også for det fremtidige billede af denne

person. I fremtiden vil både stigmaet og den stigmatiserede persons forsøg på at skjule

dette være en del af dennes personlige identitet. Det betyder med andre ord, at episoden

om det skjulte stigma bevirker, at vi får en bestemt (negativ) opfattelse af pågældende

individ, og dermed tjener til at stigmatisere vedkommende (Ibid., s. 86-88).

IDENTITET, INFORMATION OG INFORMATIONSKONTROL

Den sociale og den personlige identitet inddeler personerne i et individs omverden i

forskellige grupper i de sociale miljøer, individet kommer i. De vidende er dem, der

gennem f.eks. navn eller ansigt, kan identificere individet, og de uvidende er dem, som



individet er fuldstændigt fremmed overfor (Ibid., s. 88-89). Når individet er i omgivel-

ser for hvem, det er fremmed, kan individet kun identificeres gennem dennes sociale

identitet (Ibid., s. 89). Individet har i denne situation informationskontrol og kan derved

bestemme hvor meget og hvilke informationer, de fremmede skal have. Individets pro-

blem i denne situation er dog, hvorvidt de fremmede vil begynde at sammensætte en

identificering, med andre ord hvorvidt der er mulighed for at kæde individet til et navn,

ansigt, person eller handling. Sker dette, vil individets mulighed for at udøve kontrol

over information ændres (Ibid., s. 89-91). Individet må forvente, at der altid vil være

personer til stede i den sociale interaktion, som sidder inde med viden om denne, og

derfor kan identificere individet, dvs. deltage i en sammensætning af en identificering af

individet (Ibid., s. 90-91).

KOGNITIV OG SOCIAL GENKENDELSE15 (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION)

Goffman bruger i denne forbindelse begrebet ”kognitiv anerkendelse”, som betyder at

kunne placere et individ i dennes sociale og personlige identitet (Ibid., s. 90). Når kog-

nitiv anerkendelse forekommer, er det overfor en fremmed, og dermed et menneske som

vi ikke kender personligt. Der eksisterer også en anden relation, nemlig den hvor vi

kender individet personligt, det være sig overfladisk eller indgående. Dette betegner

Goffman som ”social anerkendelse” (Ibid., s. 91). Individer, som kender hinanden per-

sonligt har pligt og ret til, hvis de mødes, at hilse på eller nikke genkendende til hinan-

den. Mens der i den kognitive anerkendelse ikke er nogen pligt eller krav til at hilse når

individer mødes. Dog kan vi opnå social anerkendelse af personer, som vi ikke kender

personligt, men i sådanne tilfælde bør vi være opmærksomme på, at der er tale om en

perceptionsakt, hvor der ved social anerkendelse er tale om en kommunikativ ceremoni.

Det betyder, at der er tale om en intuitiv anerkendelse, som er defineret ved at være an-

erkendelse af, at et andet individ eksisterer, som f.eks. når bankdamen hilser på en, fordi

hun har set os før. Både den kognitive og sociale anerkendelse kan skabe en tilfredsstil-

lelse for individet (Ibid., s. 92). Hvis f.eks. et individ er berømt, kan denne få en modta-

gelse, som er udbygget med ekstra respekt og overbærenhed, netop på grund af hans

personlige identitet (Ibid., s. 91).



Goffman bemærker, at der findes to former for social kontrol, når det gælder den per-

sonlige identitet:

• Den formelle sociale kontrol, som f.eks. offentlige myndigheder (Ibid., s. 93).

• Den uformelle type af kontrol, som omfatter den brede offentlighed, som f.eks.

individets offentligt image (Ibid., s. 94).

INDIVIDETS JEG-IDENTITET OG AMBIVALENS

Individets personlige identitet bestod, som vi så før, af forbindelser og definitioner af

individet, og disse kan opstå allerede inden, individet er født, samt fortsætte efter denne

er død. Et individs jeg-identitet er subjektiv og refleksiv (Ibid., s. 136): ”Begrebet jeg-

identitet gør det nu muligt for os at undersøge, hvilke følelser det enkelte individ kan

nære med hensyn til sit stigma og sit forhold til omverden, og giver os anledning til at

være særligt opmærksomme på det råd, han får i denne forbindelse.” (Ibid. s.137).

Den stigmatiserede besidder samme identitetsnormer som ”de normale” i samfundet, og

når individet ikke selv kan opfylde disse normer, vil der opstå en følelse af ambivalens,

(Ibid., s. 130-132) hvilket betyder, at individet vil have en skiftende grad af identifice-

ring med og tilknytning til menneskene i dennes stigmakategori. Den stigmatiserede vil

derfor inddele de andre stigmatiserede i kategorier afhængig af det givne sociale miljø,

på samme måde som de normale inddeler de stigmatiserede i kategorier i givne sociale

miljøer. Den stigmatiserede vil dog inddele andre stigmatiserede i grupper alt efter hvor

synligt deres stigma er (Ibid., s. 137). Dette betyder, at individet således ser ned på dem,

der er mere stigmatiseret end denne selv er. Hvis den stigmatiserede hovedsagligt om-

gås normale, vil denne forarges over ”de andre stigmatiseredes” udtalelser om, hvordan

de normales fordomme og behandling af dem er. ”De andre stigmatiseredes” beklagel-

ser vil forarge vedkommende, fordi denne har de samme normer, og stigmaet har der-

med samme betydning for den stigmatiserede som for de normale (Ibid., s. 138-139).

Dennes forargelse over andre stigmatiserede vil gøre, at denne skammer sig, men denne

vil samtidig skamme sig over sin skam, på grund af de normer denne og ”de normale”

besidder, netop fordi denne jo allerede kender til følelsen af at være stigmatiseret (Ibid.,

s.138-139):



”Men hans sociale og psykologiske identifikation med dem, som overtræ-

der disse normer, binder ham til det, som frastøder ham. Hans afsky forvandles til

skam, hvorefter han igen skammer sig over sin skamfuldhed. Han kan kort sagt hverken

helt acceptere sin gruppe eller gøre sig fri for den.” (Ibid., s. 138).

Dette bevirker, at den stigmatiserede hverken kan føle sig med i en gruppe eller gøre sig

fri fra en gruppe (Ibid., s. 138-139). Denne ambivalens bliver tydeligst i en proces, som

Goffman kalder ”nearing”. Nearing vil sige, når en stigmatiseret nærmer sig en anden

stigmatiseret sammen med en normal. I sådan en situation vil den stigmatiserede have

svært ved at handle på grund af sit stigma og sin omgang med normale (Ibid., s. 139).

IND- OG UD-GRUPPER – OG INDIVIDETS BETINGELSER

Ifølge Goffman findes der både ud– og ind-grupper i forhold til den stigmatiserede

(Ibid., s. 137- 149). Ind-gruppen er den samlede gruppe af andre med lignende stigma,

som den stigmatiserede tilhører. Den stigmatiseredes egentlige virkelige gruppe er ind-

gruppen, således den som tjener til at miskreditere individet (Ibid., s. 143-144). Sammen

med denne gruppe vil individet kunne gøre sit stigma åbenlyst, og kan tænkes i samvær

med denne at være kritisk overfor de, som stigmatiserer denne gruppes tilhører (Ibid., s.

144). Det kan også ske, at individet ikke deltager i denne gruppe, da en sådan deltagelse

kan være med til, at dennes liv bliver endnu mere forskelligt fra ”de normales”. Dette

sker på trods af, at individet er vidende om, at eventuelle senere generationer med sam-

me stigma med stor sandsynlighed ville møde en større accept i samfundet, fordi tidlige-

re generationer har ”arbejdet på at gøre stigmaet normalt”. Hvis den stigmatiserede væl-

ger at være ”tro” mod denne gruppe opfattes denne i gruppen som værende loyal og

autentisk, men vender den stigmatiserede ryggen til ”sin gruppe” vil denne opfattes som

værende fej og tåbelig16 (Ibid., s. 143-145).

Ud-gruppen er den samlede gruppe af ”normale” (Ibid., s. 145). Den stig-

matiserede bør se sig selv fra både ind-gruppen og ud-gruppens synspunkt. Dog bør den

stigmatiserede aldrig betragte sig selv, som mindre værd end andre mennesker. Denne

bør ikke skamme sig over hverken sig selv eller andre med samme stigma, og bør aldrig

kompromittere sig selv i et forsøg på at skjule sit stigma (Ibid., s. 145-147).



Den stigmatiserede bør forsøge at opfylde de betingelser og normer, der forventes at

være hos en normal. Igen må disse forsøg ikke være så udbredte, at de kan skabe normi-

fikationsproblemer for den stigmatiserede. Det må, med andre ord, ikke se ud som om,

det er en fornægtelse af stigmaet (Ibid., s. 146-147).

Den stigmatiserede bør hjælpe de normale ved at lette en spændt stemning,

eller hjælpe dem med ikke at udtale sig negativt om stigmaer eller stigmatiserede perso-

ner. Dette kan gøres ved åbnet at tale om deres stigma og vise den normale, at de ikke

selv har et problem med deres stigma, samt ved ikke at hidse sig selv op i det tilfælde, at

en normal kommer med bemærkninger eller nedsættende kommentarer om stigmaet

(Ibid., s. 147-148). Dette skal gøres for, at den normale har nemmere ved at acceptere

den stigmatiserede. Hvis den stigmatiserede viser, at denne har accepteret sin egen si-

tuation og fundet sig til rette med den, vil det være nemmere for den normale at accepte-

re dette stigma, og dermed være sammen med den stigmatiserede i forskellige sociale

situationer (Ibid., s. 147-155). Den stigmatiserede kan endda nå et punkt, hvor denne vil

finde sig så tilpas med sig selv og sit eget stigma, at denne vil forsøge at overbevise

lidelsesfæller om, at de normale ikke med ond intention ydmyger de stigmatiserede

(Ibid., s. 153-154). Den stigmatiserede opnår hermed en accept af sig selv, og vil med

sandsynlighed blive et helt menneske, som vil føle værdighed og selvrespekt ved at op-

føre sig på en bestemt måde i de to grupper. Denne accept er en skin-accept, som danner

grundlag for en skin-normalitet (Ibid., s. 153-154):

”At opretholde en skin-accept er noget, som et sort antal mennesker i stø-

re eller mindre grad forventes at acceptere. Enhver gensidig tilpasning og enhver gen-

sidig godkendelse mellem to individer kan blive fundamentalt hæmmet, hvis den ene

part, fuldt ud accepterer det tilbud som den anden synes at give; enhver ”positiv” rela-

tion opretholdes på grundlag af implicitte løfter om hensynstagen og støtte af en sådan

art, at relationen ville tage skade, hvis disse veksler virkelig skulle indfries.” (Ibid., s.

155). De to grupper tilbyder altså den stigmatiserede en jeg-identitet på to forskellige

måder, som har det tilfælles, at de gør den stigmatiserede til et helt menneske med en

sandsynlig accept fra de normale og et menneske med værdighed samt selvrespekt

(Ibid., s. 155-157). Accepten er ikke reel, som vi kan læse af citatet ovenover. Dette må

betyde, at Goffman i virkeligheden er af en opfattelse, at reel accept og anerkendelse for

stigmatiserede ikke er mulig17.



INDIVIDERNES ROLLESPIL I HVERDAGSLIVET – DRAMATURGIEN HOS GOFF-

MAN

I bogen ”The Presentation of Self in Everyday Life” fra 1959 udfolder Goffman sit

dramaturgiske perspektiv, som også kan kaldes teatermetaforen. I denne bog beskriver

Goffman, hvordan livet til tider kan have karakter af et teater. Mennesker kan i interak-

tion med andre mennesker påtage sig at spille visse roller, have facader samt være ma-

nipulerende. Hverdagslivet og dets præmisser figurerer i denne bog, som en videreførel-

se af de antagelser, som Goffman udfoldede i ”Stigma”.

Mennesker iscenesætter sig selv, og understøtter andre i deres iscenesættelser. For

Goffman gælder det, at vi som mennesker skiftevis agerer som optrædende og publi-

kum. Hans analyse af menneskers ageren i hverdagslivet har et holistisk element, nem-

lig igennem den måde hvorpå det enkelte individs (skuespillers) præstationer, holdenes

(kollektivets) samarbejde og publikums (de udenforstående individer) reaktioner til-

sammen udgør tilværelsens helhed, og dermed kan betragtes som et teater (Jacobsen,

2002, s. 91).

Figuren på næste side er en oversigt over elementerne i Goffmans dramaturgi. (Ibid.)

Meningsbegrebet knytter sig til det faktum, at en handling eller en ytring har en mening.

Dette betyder, at handlingen eller ytringen er meningsfuld for den person, som udfører

den (Ibid., s. 90). Selvet betyder, at vi er i besiddelse af et selv, som kommer til udtryk

gennem vores handlinger (Ibid., s. 90-91). Samhandlingen/interaktionen knytter sig til

det sociale møde eller lejlighed, hvor iscenesættelsen af individet foregår. Identiteten er

selve omdrejningspunktet for vores anstrengelser, glæder og ængstelser, sidstnævnte er

især gældende for den senmoderne tid. Identiteten var central for Goffman, da præsenta-

tionen af ens selv sker igennem den dramaturgiske præsentation. Motivationen er afgø-

rende for den dramaturgiske selvrepræsentation. Denne motiveres ved, at individet øn-

sker at præsentere et bestemt billede af sig selv overfor andre (Ibid., s. 91).



Begreb

Goffmans anvendelse

Mening

Mennesket er et væsen, der stræber efter mening, og dramaturgien tilfører mening til menneskers handlinger

Selv

Mennesket består af forskellige selver, som præsenteres gennem sociale handlinger

Samhandling/ Interaktion

Den dramaturgiske selvpræstation foregår i den menneskelige samhandling/interaktion

Identitet

Ens dramaturgiske præsentation spejler Individets identitet, som denne ønsker den opfattet af andre mennesker

Motivation

Den dramaturgiske selvpræsentation motiveres ved, at individet ønsker at præsentere et bestemt ogindøvet udtryk for ens selv over for andre

Ligesom i ”Stigma” handler livet om, hvordan mennesker i det daglige liv fremstiller

sig, og deres liv for andre, samt hvordan selv samme individer kontrollerer de indtryk,

som andre danner sig af dem i interaktionen.

En persons evne til at udtrykke sig indeholder to elementer. Det ene er de

udtryk personen giver, det være sig verbale ytringer eller andre symboler, som personen

åbent kommunikere til andre. Det andet element er de udtryk, som personen afgiver, det

være sig udtryk som individet ikke er bevidst om, men som opfattes af tilskuerne, som

kategoriserer disse, som karakteristiske træk for det handlende individ (Goffman, 1959,

s. 59-60). Hermed er Goffmans hovedpointe, at alle individer, som er i en given social

sammenhæng, ønsker at gøre et bestemt indtryk på de tilstedeværende (Ibid., s. 244-

245). I lighed med det, som Goffman kaldte informationskontrol i ”Stigma”, er der nu

tale om en indtryksstyring.



Denne styring af indtryk kan have forskellige intentioner. Individet kan således enten: 1.

ønske at skabe en harmonisk konsensus forhold, 2. ønske at forvirre de øvrige tilstede-

værende, 3. ønske at føre dem bag lyset, eller 4. ønske at drille dem (Ibid., s. 15-16).

Uanset disse intentioner, er det altid i individets interesse at kontrollere den måde, den-

ne bliver opfattet på, og følgelig den måde hvorpå andre vil behandle denne (Ibid.). Vi

vil følgelig, når vi møder andre mennesker, det være sig dem vi kender eller nye, forsø-

ge at fremstille et positivt billede af os selv, i håb om at de andre (publikum) vil accep-

tere os andre på baggrund af denne fremstilling. Det er desværre ikke helt så enkelt i

virkeligheden. De andre er, ifølge Goffman, klar over, at individet ønsker og vil forsøge

at fremstille sig selv i så fordelagtigt lys som muligt. De andre kan hermed skelne mel-

lem to former for spil, som de i interaktionen bliver vidne til. Det ene er det vedkom-

mende siger eller gør, og det andet er det, som pågældende har svært ved at kontrollere,

nemlig de ubevidste og utilsigtede udtryk (Ibid., s. 16-19). I forlængelse heraf kan pub-

likum bruge den utilsigtede ”tale” til at teste, om det vedkommende siger, er gyldigt. I

og med at publikum kan benytte sig af de ubevidste udtryk, opstår der en asymmetri i

kommunikationsprocessen (Ibid.). Derfor må skuespilleren (individet) gøre noget for at

opveje dette. Denne kan således iagttage den ikke-iagttagede iagttager, som Goffman

kalder det. Med andre ord kan symmetrien i kommunikationsprocessen genoprettes, når

individet er opmærksom på både den direkte og indirekte kommunikation, som denne

udsender (Ibid., s. 20). Hermed er der tale om gensidige forsøg på, fra individernes side,

at gennemskue hinanden og manipulere sit selvbillede18.

Interaktionens deltagere er fælles om at lægge definitioner af situationen

frem. Disse kan være forskellige, men vil altid være i harmoni med hinanden i en eller

anden grad. Dog vil der ikke altid vil være den samme overensstemmelse. Det skal

hermed ikke forventes, at hver deltager åbent vil udtrykke sine følelser, være ærlig og

erklærer sig enig med de andre. Den sådan harmoni kalder Goffman for et optimistisk

ideal, og samfundet kan godt fungere uden. Det der sker i stedet, er, at situationens del-

tagere undertrykker deres oprigtige følelser og fremlægger et syn på situationen, som

disse går ud fra deles af de øvrige tilstedeværende. Goffman bemærker, at samværet

med andre mennesker kan blive uudholdeligt, hvis det alene hviler på enighed. Hermed

føler alle sig forpligtet til at lefle for hinanden. Ifølge Goffman findes der en speciel

arbejdsdeling blandt interaktionens deltagere.



En aktør får således lov til at fremføre og definere deltagernes officielle synspunkt eller

tage position i sager, som er af vital betydning for den gældende aktør (Goffman, 1959,

s. 21-22). Dette betyder altså, et individ får lov til at sætte dagsordenen, når det er af

stor betydning af denne og af mindre betydning for andre. Det sker kun på betingelse af,

at individet holder sig tilbage på andre områder, som betyder mere for andre (Ibid.).

GENERELT OM TEATERMETAFORENS ELEMENTER

En optræden eller forestilling defineres af Goffman som ”den del af individets aktivitet,

som finder sted i en periode kendetegnet ved vedkommendes kontinuerlige tilstedevæ-

relse foran en gruppe af tilskuere og som har en vis indflydelse på disse tilskuere”

(Goffman, 1959, s. 32).

Individer påtager sig, ifølge Goffman, bestemte roller, og afgiver hermed

bestemte indtryk af sig selv. Til disse roller hører der forventninger og forpligtelser til

(Goffman, 1959, s. 37-38). Den rolle, et individ påtager sig, skal ikke forveksles med

ens inderste personlighed eller den personlige identitet. I en optræden hvor en aktør på-

tager sig en rolle, tager denne således facaden i brug, dvs. ens evne til at kommunikere

ekspressivt. Dette er en bevidst handling (Ibid., s. 45). Et andet udtryk, som Goffman

bruger i denne forbindelse er idealisering. Dette betyder, at aktørerne forsøger at frem-

hæve de udtryk, som hos dem selv korresponderer med den situationsdefinition, der er

aktuel og de gældende anerkende værdier i samfundet (Ibid.). Samtidig forsøger aktø-

rerne også at skjule de udtryk, som er i konflikt med situationsdefinitionen og samfun-

dets værdier (Ibid., s. 50). De optrædendes facader skal også anvendes til at give hans

fremtræden og manere en betydning på en større scene.

At optræde og iscenesætte optrædelser kræver, ifølge Goffman, at aktører-

ne samarbejder i hold, og disse hold er fælles om at definere den sociale situation.

Goffman definerer begrebet hold som ”enhver samling af individer, der samarbejder,

om iscenesættelse af en enkelt rutine.” (Ibid., s. 85). Holdet virker konsensusbevarende

for deres egen situation, således at aktørerne kan handle passende og i overensstemmel-

se med konsensus. Holdet forsøger også samtidig at opretholde en specifik situationsde-

finition, når det gælder de andre, som står udenfor (Ibid., s. 87-89 & 97).



De omtalte hold ledes af holdledere. Disse er forgangsmænd eller store iscenesætter af

de begivenheder, som sker. Det centrale er her, at disse viderefører troen på den sociale

situation. Holdlederne kan dæmpe eventuelle problemer, som opstår, og er således me-

dierende. De sørger for at, hele situationen ikke kommer til et klimaks, og derefter bli-

ver spoleret. De omtalte holdledere kunne eksempelvis være ansatte i forretninger, bus-

chauffører, lærere eller andre aktører, som er interesseret i at videreføre og legitimere

den sociale givne sociale situation (Ibid., s. 101-103). Holdledernes to funktioner er

således, at styre begivenhedernes gang, og hvis det skulle ske, at skuespillere fejler eller

falder udenfor, må de bringe disse tilbage i rollen samt tildele de roller, som skal spilles,

til de mest hensigtsmæssige personer for netop at opnå en ordentlig og problemfri op-

træden som mulig (Ibid.).

I forbindelse med optræden skal der, ifølge Goffman, skelnes mellem to

forskellige regioner af scenen, inden for hvilke adfærden eller optrædenen styres af for-

skellige principper. Goffman skelner mellem scenen, eller facadeområdet, og bagsce-

nen. På scenen, hvor der optrædes, bæres der tillige facader, og publikum er på, og aktø-

ren retter derfor sin optræden ind efter publikums normer, som er gældende (Ibid.,

s.109-110). Dette vil sige, at der er udtryk og meninger som undertrykkes, og som duk-

ker op på bagscenen i stedet. Bagscenen er hermed det område, hvor aktørerne kan be-

væge sig frit, fordi de er skjult for publikums blikke. Her kan de optrædende lade den

information, som ellers skulle nedtones på scenen, komme til udtryk uden at bekymre

sig, om ikke at opretholde det ønskede selvbillede. Det er også på bagscenen, at holdet

kan gennemgå sin forestilling, og retter til, hvis der skulle forekomme fornærmende

udtryk. Aktørerne kan her lade sin facade falde og træde ud af rollen (Ibid., s. 114-116).

Men Goffman understreger dog, at selvom de lader den i gangværende skuespils facade

falde, så opretholder skuespillerne dog stadig en facade overfor hinanden (Ibid., s. 123).

Det kan også ske, at aktøren befinder sig i selvmodsigende roller, dvs. når

denne havner i en situation, hvor vedkommende både er publikum og med på bagscenen

(Ibid., s. 139-143). Det kan også ske ved, at udefrakommende aktører forsøger at snige

sig ind på bagscenen, ved at forklæde sig med formålet om at afsløre holdets hemmelig-

heder. Når dette sker, har holdet ikke fuld kontrol over alle informationer, og dermed

kan skuespillerne afsløres, hvis de har ladet deres facader falde (Ibid.).



For personer, der er havnet i selvmodsigende roller ”er personer, der kender holdets

hemmeligheder samt grundlaget for og truslerne mod dets privilegerede status” (Ibid.,

s. 143). De mest påfaldende selvmodsigende roller, ifølge Goffman, ”er dem som fører

en person ind i en social sammenhæng i forklædning.” (Ibid., s. 145).

Goffman beskæftiger sig også med kommunikation uden for rollen, dvs.

aktørernes ekspressive udtryk, som ikke hører naturligt hjemme i den optræden eller

interaktion, hvor de befinder sig. Aktørerne er altid involveret i både kommunikation

uden for, som inden for rollen, og deres opgave i denne balancegang er, at træde var-

somt, så konsensusdefinitionen ikke drages i tvivl. Goffman gør opmærksom på, at

kommunikation uden for rollen også kan fungere som et signal om en ønskelig over-

gang til en anden ramme og en anden interaktionskonsensus (Ibid., s. 185-186).

Goffman introducerer begrebet indtryksstyringens kunst, som relaterer sig

til, hvordan de optrædende er forpligtet til at kontrollere deres udsendte indtryk, for at

undgå pinligheder og sammenbrud i det sociale møde. Styring eller kontrol af indtryk

sigter hermed mod at undgå forestillingssammenbrud (Ibid., s. 206-207). Samme kon-

trol og styring blev også introduceret af Goffman i ”Stigma”. I forbindelse med ind-

tryksstyring findes der både forsvars- og beskyttelsesmekanismer. Forsvarsmekanis-

merne er gældende for de optrædende, og disse skal således udvise dramaturgisk loyali-

tet ved ikke at røbe holdets hemmeligheder overfor publikum. Samtidig skal aktørerne

udvise dramaturgisk disciplin, dette betyder, at de opretholde indtrykket af, at de besid-

der et vist intellektuelt og emotionelt engagement i sine handlinger, men de må ikke

lade sig rive med og på den måde ødelægge en vellykket optræden. Til sidst skal aktø-

rerne kunne udvise dramaturgisk omtanke, med andre ord, de skal udvise evnen til at

tænke sig om og være fremsynede, samt sideløbende at overveje hvordan deres optræ-

den bedst gribes an (Ibid., s. 207-214). Beskyttelsesmekanismerne drejer sig til gengæld

om publikum. Tilskuerne skal således beskytte den optrædende, og undgå at se eller

lade som om, at de ikke ser de eventuelle fejltrin, som kan opstå fra skuespillerens side.

Samtidig skal publikum undgå at konfrontere aktørerne med selvmodsigelser, som kan

forekomme under optræden. Endvidere skal tilskuerne udøve taktfuld uopmærksomhed,

dvs. at publikum drager omsorg for og beskytter den skuespillerens ansigt.



Den optrædende må til gengæld svare igen og reagere taktfuldt på publikums taktfuld-

hed (Ibid., s. 222-226). Indtryksstyring gælder, ligeledes som i ”Stigma”, alt fra ud-

klædning til ansigtsudtryk, toneleje og bevægelser.

Ifølge Goffman kan der opstå de såkaldte kritiske øjeblikke. Dette udtryk

refererer til overgangen mellem scenen og bagscenen. Denne er specielt kritisk, og kan

være skæbnesvanger, når det drejer sig om indtryksstyring, da det pludselig kan fore-

komme, at en tilskuer indfinder sig på bagscenen, og dermed finder, at facaderne er fal-

det. Her bliver akut indtryksstyring nødvendig (Ibid., s.109-140). Goffmans forståelse af

rollespil, selvrepræsentation og indtryksmanipulering er ikke kun overfladiske fænome-

ner i samfundet, men han ser dem, som grundlæggende træk i samfundet:

”Det er gennem disse processer, at vi skaber orden i vor samhandling, og

således giver vort samfund den form det har: denne flygtige kompleksitet som Goffman

indfanger, er selve det fundament, som samfundet bygger på.” (Barth i Goffman, 1992).

GOFFMANS ONTOLOGI, INDIVIDSYN OG EPISTEMOLOGI

Generelt var Goffman meget alsidig i sit forfatterskab. Han var, hvad mange kaldte,

bl.a. Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen, en eklektiker (Jacobsen, 2002, s. 59).

Goffmans mange inspirationskilder og brug af teoretiske tilgange gør det meget svært at

kategorisere ham. Dog kan det siges, at hans mest vigtige inspirationskilder, som hen-

holder sig til det fokus, som projektet har, er Emile Durkheim, George Herbert Mead og

Chicagoskolen. Goffmans eklekticisme bevirker, at redegørelsen for baggrunden af hans

antagelser bliver alt for omfattende19.

SAMFUNDET OG INTERAKTIONSORDENEN

I modsætning til Durkheim, som mente, at samfundet skulle analyseres sui geniris, så

var det Goffmans overbevisning, at det i stedet handlede om en interaktionsorden sui

geniris. Dvs. at han mente, at der eksisterede en interaktionsorden i samfundet, og den



måtte ses som en orden i sig selv, som besidder sine egne unikke regler og ressourcer.

Disse er hermed ikke rene effekter af den sociale struktur (Ibid., s. 73-74).

Med interaktionsorden menes der de utallige sociale møder i hverdagslivet, som består

af visse ritualer, som lægger begrænsninger på individets handlerum, og som fortæller

om samfundets moralske og normative grundlag. Det var Goffmans overbevisning, at

sjælen i mennesket er en overindividuel, moralsk og samfundsmæssig instans, som er

inkorporeret i individerne. Den er på en måde i pagt med guderne, og er derfor ikke vo-

res egen, men tilhører samfundet. Dette standpunkt førte Goffman videre i sine studier

af menneskers interaktioner i hverdagen, hvor han analyserede, hvordan individer und-

går at krænke hinandens selv, og hermed også undgår at krænke samfundets moralske

orden, som alle individer har installeret i sig (Ibid., 36). Hermed var samfundet, for

Goffman, mere skrøbeligt end det synes at være for Durkheim. Et samfund, ifølge

Goffman, må konstant repareres. Samfundet er således med dets moralske orden instal-

leret i individers bevidsthed og deres selv. Dette gør, at selvet må beskyttes, og dette

gøres gennem en efterlevelse af en række forskellige og tilsyneladende ubetydelige in-

teraktionsritualer, som er med til at opretholde samfundets moralske orden. Denne op-

retholdes, når mennesker behandler hinanden med respekt og værdighed, og ved at ven-

de opmærksomheden bort, når andre er på vej til at tabe ansigt. Med andre ord beskytter

vi hinanden og samfundet ved at praktisere face work, som Goffman kaldte det (Ibid., s.

37). Hermed konstaterer Goffman om menneskets natur, at den ikke er særlig ”menne-

skelig”, men noget som er påtvunget individerne udefra (Ibid., s. 38).

GOFFMANS METODOLOGI – ONTOLOGI OG EPISTEMOLOGI

Hovedkilden til Goffmans inspiration om hvordan der skal bedrives sociologi, skal fin-

des i traditionen, som ligger til grund for Chicagoskolen (Ibid., s. 19). Det centrale for

Chicagoskolen var brugen af deltagerobservationer, men også begrebsudvikling og teo-

retisk konstruktion, hvilket netop kendetegner Goffmans forfatterskab. Goffman videre-

førte Chicagoskolens tradition i hans sociologi. Et af de centrale punkter hvorpå dette

kan ses er den måde, hvorpå han beskæftiger sig med det groteske og afvigende, som en



indgang til at forstå ”det normale” sociale møde (Ibid., s. 52). For Goffman var det vig-

tigt, at der blev opretholdt en dialektik mellem induktive og deduktive procedurer.

Hans begrebsafprøvning understreger, at han ikke sigtede mod færdige teorier men en

konstant begrebsafprøvende proces. Goffman var samtidig af den overbevisning, at de

videnskabelige begreber ikke kunne ses som sande, i den betydning at de var præcise

afspejlinger af den empiriske verden. Han afviser således på den ene side en individuali-

stisk ontologi, og på den anden side en kollektivistisk, hvormed Goffman kan karakteri-

seres som en hybrid med en interaktionistisk ontologi (Ibid., s. 184).

For Goffman var der en forskel på den sociale virkelighed, som udspiller

sig mellem individerne, og de sociale fænomener, som relaterer til den sociale struktur.

Dette vil med andre ord sige, at Goffman skelnede mellem mikro og makroniveau, samt

afviste, at vi kan lære alt om samfundets makrostruktur gennem beskrivelser af menne-

skers sociale interaktion. Goffman inkorporerer således det indre subjektive syn på soci-

al interaktion og anerkender samtidig, at interaktionen altid finder sted i en kontekst af

ydre sociale sammenhænge. Dette resulterer i både en subjektiverende og en objektive-

rende epistemologi, som minder om kritisk realisme (Ibid., s.185). Det at Goffman af-

grænser sig fra at beskæftige sig med samfundets makroniveau betyder ikke, at han af-

viser samspillet mellem mikro og makroniveau. For Goffman er af den overbevisning,

at der eksisterer på forhånd givne sociale strukturer samtidig med, at den sociale verden

kommer til udtryk intersubjektivt. Disse to verdener udtrykker det sociale livs lagdelte

kompleksitet.(Ibid., s. 186).

Goffmans syn på selvet, som beskrives i efterfølgende afsnit, er hermed en

genvej til forståelsen af hans epistemologi. Denne vokser ud af hans syn på selvet, som

præsenterer sig ved at modtage og afsende information og dermed skabe interaktion.

Goffman er af den overbevisning, at vi som sociologer ikke har adgang til menneskers

indre specifikationer, men at vi kan lære noget om, hvad andre mennesker ved og tæn-

ker ved at være deltager i den samme sociale verden (Ibid., s. 201).



GOFFMANS INDIVIDSYN – SELVET

En af Goffmans ambitioner var at udvikle den sociologiske forståelse af individets selv,

dets dannelse og opretholdelse. Dette kan tillige ses som en rød tråd gennem Goffmans

arbejde. Han har dog ikke fremstillet en sammenhængende teori ud fra dette perspektiv.

Goffmans individsyn og begrebet om selvet er udviklet ud fra George Herbert Meads

begreber om ”signifikante andre” og ”den generaliserede anden”. En af Meads grund-

tanker var, at det menneskelige selv dannes gennem sociale interaktioner med andre.

Selvet er en processuel størrelse, der bestandigt formes og omformes gennem det socia-

le samspil med omgivelserne. I Meads begreber om ”jeg’et” og ”mig’et”, som udgør

mennesket, sker der en konstant vekselvirkning i mennesket mellem disse to komponen-

ter. Læring hermed forudsætter en evne til at sætte sig i den andens perspektiv (Ibid., s.

42). Det er dette, som også kan ses i Goffmans univers i form af begrebet indtykssty-

ring. Samtidig afgrænser Goffman sig fra Mead i og med, at han mener, at Mead for-

enkler omstændighederne omkrig selvet:

”Meads opfattelse, at individet, overtager den holdning, som andre har af

ham, forekommer mig ganske meget at være en forenkling. Det er tværtimod individet,

som er afhængigt af andre for at fuldende det billede af sig selv, som det kun er ham

tilladt at male enkelte dele af. Ethvert individ er selv ansvarligt for sig egen opførsel og

fremtoning og for anerkendelsen og ærbødigheden hos andre, så for at et fuldendt indi-

vid kan komme til udtryk, må individer nødvendigvis danne en ceremoniel kæde, hvor

hvert individ ærbødigt og med god opførsel afgiver top den på højre side, hvad der ær-

bødigt modtages fra individet på venstre hånd.” (Goffman, 1967, s. 84-85).

Det vil med andre ord sige, at individet modtager anerkendelse og ærbø-

dighed som respons på sin egen opførsel og fremtoning, og derfor er individet forbundet

med sine sociale omgivelser i en kæde af ceremonielle handlinger, som handler om ved-

ligeholdelse og fejring af selvet. Goffman siger hermed, at selvom mennesket mener at

besidde et unikt og personligt selv, er beviset for dette selvs eksistens produceret gen-

nem fælles ceremonielle handlinger (Goffman, 1967, s. 85).



Dvs. at selvet både er et socialt produkt uden en egentlig indre kerne, og et billede af et

selv, som til en vis grad kan frigøre sig fra sociale begrænsninger og strategisk manipu-

lering, hvor selvet prøver at stille sig selv i det mest favorable lys i en given social situa-

tion. I ”The Presentation of Self in Everyday Life” fremgår dette meget tydeligt (Ibid., s.

188).

Goffman forsøger med sit dobbeltblik at placere selvet mellem forestillin-

gen om homo sociologicus, som det socialt determinerede individ, og det billede af et

levende og hensigtsstyrede menneske, som den symbolske interaktionisme tegner. Her-

ved kommer selvet til at fungere mellem autonomi og afhængighed (Ibid., s. 189-190).

Da selvet, for Goffman, produceres og determineres gennem de sociale optrædener,

handler det dermed også for individet om at opretholde og vedligeholde sin kreditvær-

dighed. Dette sker ved hjælp af indtryksstyring, dramatisk realisering og passing. Med

andre ord, så er selvet helligt og skrøbeligt, og individet må hele tiden arbejde på to

ting, nemlig at beskytte sit eget selv og ikke at krænke eller skade andre med utilsigtet

opførsel. Selvet var, som Goffman her beskriver det, en dramatisk effekt:

”Selvet, betragtet som en fremført rolle, er altså ikke en organisk ting med

en bestemt placering, med den fundamentale opgave at blive født, modnes og dø. Det er

en dramatisk effekt, som på en difus måde fremtræder af den scene, som opføres og det

karakteristiske og afgørende spørgsmål er, hvorvidt det vækker tillid eller ikke.”

(Goffman, 1992, s. 208-209).

Det kan siges, at Goffman var optaget af selve spændingen mellem det autentiske og det

skjulte samt mellem individets fremtrædelsesform og virkelighed om denne (Jacobsen,

2002, s. 200).

KRITIK AF ERVING GOFFMAN

Som hos Honneth er der også en del områder, hvorpå Erving Goffman kan kritiseres.

Disse er områder, hvor sociologer oftest har ment, at Goffmans teori og metodologi ikke

er tilstrækkelig til at afdække, lige præcist det Goffman ville.



Sociologierne har yderligere været delt i to lejre, når det gælder om fortolkningen af

Goffmans forfatterskab. Således har der været sociologer, som har tolket Goffman på

den hårde måde, og dem som har tolket ham på den bløde måde. De hårde sociologer

har haft for vane at kritisere Goffman for hans kyniske perspektiv af selvet og for hans

måde at bedrive sociologi på, dvs. navnlig den eklektiske position, han indtog. Mens de

bløde sociologer oftest kunne fornemme, at Goffmans kynisme skyldes, at han måtte

forblive objektiv for at kunne indfange essensen af individernes rollespil, ritualmønstre

og deres hverdagsinteraktioner. Mine to første kritiskpunkter vil derfor relatere sig til

denne kritik af Goffmans metodologi og hans opfattelse af selvet.

GOFFMANS METODOLOGI

Generelt kan det siges, at der, som nævnt i ovenstående, kan skelnes mellem en hård

eller en blød tolkning af Goffmans sociologi. De som står for den hårde tolkning vil

afvise Goffmans blanding af henvisninger og data. Det er forskere, som vil hævde, at

data skal være funderet i det kvantitative, og derfor skal påvise en sammenhæng mellem

visse variable. Da hans metodologi ikke er dette, afviser de hans arbejde med den be-

grundelse, at det kun er hypotetisk funderet (Jacobsen, 2002, s.170). Dette er således

forskere, som er tilhængere af den logiske positivisme og kritisk rationalisme. Mens de

forskere som står for den bløde tolkning af Goffman, vil mene, ”at Goffman elegant

kombinerer sin sans for det mikroskopiske med evnen til at opstøve og sammenvæve

spredte eksempler i et netværk af begreber om social interaktion.” (Ibid., s. 170-171).

Uanset om vi som forskere eller sociologer tilhører den hårde eller den

bløde lejr i tolkningen af Goffmans forfatterskab, så er det tydeligt at se, hans datafangst

og hans eklektiske position kan være en ulempe, når det drejer sig om metodologi og

videnskabelige idealer. Hermed kan det se ud som om, at Goffman har brugt de data,

han tilfældigvis er faldet over. Hvis vi kaster blikket på ”Stigma” er fordelingen af hen-

visninger henholdsvis 58 % til romaner, noveller etc., mens der kun 42 % af dem er til

videnskabelige værker. I ”The Presentation of Self in Everyday Life” er fordelingen

således, at 70 % af henvisningerne er til videnskabelige værker, men 30 % er til novel-

ler, romaner, selvbiografier med videre (Ibid., s. 170). Dette giver således Goffman et

troværdighedsproblem, når det drejer sig tilfælde, hvor henvisningerne til vigtige ele-



menter i hans værker er baseret på f.eks. en roman, som er tilfældet med cyklusen for

passing, hvilket tages op under et senere kritikpunkt.

Goffmans anvendelse af metaforer i hans begrebsudvikling kan også kriti-

seres. Selvom Goffman ville understege, at sociologisk viden aldrig kan være sand i den

forståelse, at vi aldrig vil kunne opnå en objektiv afspejling af den sociale virkelighed

ved brugen af metaforer og begreber, så forhindrer det ikke, at denne metode efterlader

læseren på nærmest bar bund i spørgsmålet om begrebernes egentlige karakter (Ibid., s.

224). Når Goffman med andre ord abstraherer på denne måde, kræver det, at vi gør os

nøje overvejelser og klarlægger forholdet mellem sociologiens og hverdagslivets begre-

ber. Dette betyder, at der er brug for en eksplicit forklaring på, hvordan vi som forskere

fortolker de ting, vi observerer i hverdagslivet, hvilket er fraværende hos Goffman.

Samtidig gives der heller ingen forklaringer på, om det er fordi de sociale fakta i virke-

ligheden konstrueres på mikroniveau af individerne, således at forestillingen om det

transcenderende makroniveau bliver overflødiggjort, eller om indholdet af de sociologi-

ske teorier transcenderer aktørernes bevidsthed, og dermed må formuleres af sociologen

(Ibid., s.224).

Goffman er yderligere blevet kritiseret af flere forfattere for at have en bi-

as. Denne relaterer sig til dramaturgien, som Goffman anvender. Således har Lyman &

Scott (1970, 453-486) samt Habermas (1984) kritiseret Goffman for, og associeret ham

med et specielt kynisk menneskesyn. Et menneskesyn hvor menneskets træk i den so-

ciale interaktion er præget af et manipulerende væsen, altid skjulte agendaer samt det

strategiske rollespil og opretholdelsen af facader. Sidstnævnte leder os ned til kritikken

af Goffmans syn på selvet.

SELVET

Kritikken af dette punkt går generelt på, at Goffman ikke har noget fast begreb om sel-

vet. Selvom han bruger George Herbert Meads grundtanke om ”signifikante andre” og

”den generaliserede anden” samt ”jeg’et” og ”mig’et”, fremstår Goffmans jeg, eller sel-

vet, som en ydre tom skal, der ikke indeholder nogen indre kerne.



En egentlig afklaring af selvet får vi heller ikke, hvis vi sondrer mellem hans begreber

om social, personlig og egoidentitet.

I lighed med kritikken ovenover af begrebernes manglende eksplicitte ka-

rakter forklaring, skriver Goffman intet sted direkte, hvordan han opfatter selvet. Der er

dog elementer i han sociologi om selvet, der peger på, at han er af den overbevisning, at

er der ikke findes et autentisk selv, dvs. et menneskeligt selv, som er blottet for enhver

social maske. Dette illustreres af et citat fra Role Distance: ”Når et individ trækker sig

tilbage fra et situeret selv, trækker han sig ikke tilbage i en selvkonstrueret identitet.”

(Goffman, 1972, s. 107).

Herved minder Goffmans selv om det selv, som kan ses hos poststruktura-

listerne. Et individ uden en essens og som ikke er en kontinuerlig størrelse. Her kan der

trækkes en parallel til Foucaults begreb om det tomme menneske. Det giver, ifølge Fou-

cault, ingen mening at forsøge at afdække menneskets oprindelige identitet eller essens.

Ligeledes kan vi bruge følgende betegnelse for Goffmans forståelse af selvet. Selvet

minder i et vidst omfang om det skrællede løg, der også ses hos Foucault, hvor der al-

drig nås ind til sagens kerne (Jacobsen, 2002, s. 193). Således beskriver Efrat Tseëlon

også, at, selvet hos Goffman er ”postmoderne på den måde, at det består af en overfla-

de eller optrædener, at det er situationelt og interaktionelt defineret og et socialt pro-

dukt, som ikke eksisterer uden for interaktionen.” (Tseëlon, 1992, s. 121).

At Goffmans individ er styret af andre end bare sig selv, kalder Birgitte

Boeskov også for andre-for-de-andre. Dette vil med andre ord sige, at individet i næsten

sygelig grad kan opfattes som værende orienteret mod, hvordan vi opfattes af andre

(Boeskov, 1975, s. 155). Yderligere har Raymond Cuzzort & Edith King beskrevet,

hvordan Goffmans perspektiv på selvet kan karakteriseres som menneskehedens svin-

delnummer, hvor individerne konstant bedrager hinanden ved at gå med masker samt

facader, og hvor al optræden er falsk. (Cuzzort & King, 1980).

Som resultat på den manglende eksplicitte forklaring af hvad selvet er for

en størrelse, har Phillip Manning udviklet en tese om to selver, (two selves thesis), på

baggrund af Goffman. Det er Mannings overbevisning, at Goffman forsøgte at pege på,

at individet består af et ydre maskeret selv, som denne bruger til at manipulere andre

menneskers opfattelse af hvem pågældende er, samt at individet besidder et indre, må-

ske mere autentisk selv, som denne beskytter mod publikum (Manning, 1992, s. 44).



PASSING

Goffman kan også kritiseres med hensyn til begrebet passing. I ”Stigma” kortlægger

Goffman betingelserne for det potentielt miskrediterede individ og fremfører, at indivi-

det må se sig nødsaget til at benytte passing. Goffman beskriver, hvordan individets

brug af passing følger en naturlig cyklus. Han er ikke særlig nuanceret, og han uddyber

ikke nærmere omkring, hvad vi skal forstå med det naturalistiske træk, som han påstår,

at cyklusen skulle have, endsige at beskrive hvorfor denne skulle være en naturlig pro-

ces for individet. Som reference til det naturalistiske element, angiver Goffman en ro-

man af H. Clayton og S. Drake, som hedder ”A Rose By Any Other Name”, samt en

ikke offentliggjort afhandling af Gary Marx (Goffman, 1975, s. 197, note 59). På side

105-106 bemærker Goffman yderligere:

”Selvom det i øjeblikket ikke er muligt at udtale sig med nogen større sik-

kerhed om en sådan cyklus, og selv om det er nødvendigt at påpege, at der findes visse

miskrediterende egenskaber, som må siges at lægge store hindringer i vejen for de sid-

ste faser i cyklussen, så er det i hvert fald muligt, at fastslå visse stabile træk, når det

gælder den stigmatiseredes ”passage” fra en status til en anden. Det kan med sikkerhed

konstateres, at omfanget af dette fænomen kan variere i høj grad, helt fra den momen-

tane og utilsigtede type til den klassiske type af tilsigtet og total ”passage”.

Goffman har således ikke noget videnskabeligt bevis for, at det rent faktisk forholder

sig sådan med passing-cyklusen, som det beskrives. Dermed kan vi betegne hans natu-

ralistiske argument som uvidenskabeligt.

PERSONLIG IDENTITET

Under kapitlet om den personlige identitet beskriver Goffman, at individer automatisk

og ubevidst sammensætter oplysninger, om de individer de møder. Samtidig påstår han,

at det har større betydning for dem, som har nære relationer til den potentielt miskredi-

teret individ i forhold til fremmede, når dennes stigma afsløres. Her er der igen ingen

uddybning eller forklaring fra Goffmans side.



KOGNITIV OG SOCIAL ANERKENDELSE (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION)

Goffman skelner, i kapitlet om ind- og ud-grupper, mellem kognitiv, intuitiv og social

anerkendelse. Disse tre begreber kan læses som og udfoldes som dele af en anerkendel-

sesteori, men Goffman er heller ikke her særlig nuanceret. Der er en manglende uddyb-

ning af, hvad han generelt finder gældende for disse begreber. Desværre er det ikke no-

get han videre beskæftiger sig med i sine senere værker. Om det er fordi, at disse begre-

ber kan henføres til at sige noget om det normative, som er en del af alle individer og

dermed samfundet, og således udvikles til en normativ teori, som Goffman i det hele

taget tog afstand fra at beskæftige sig med, kan det kun gisnes om.

DET MORALSKE

I lighed med det normative tog Goffman kraftigt afstand fra at beskæftige sig med det

moralske område. Moral kan siges at relatere til individernes handlinger såvel som deres

normative fordringer. Der er igen tvivl om, at Goffman havde moralske diskussioner

med sig selv, men disse er fraværende i hans arbejde, og figurerer kun ét sted i ”Stig-

ma”, nemlig i en note bagerst i bogen (Goffman, 1975, s. 203, note 20). Både det moral-

ske element og de normative fordringer, som er fraværende hos Goffman, giver, efter

min overbevisning, et hul i Goffmans teori om både selvet, hvordan vi mennesker begås

i relation til hinanden, men også hvordan samfundet gennemsyres af disse. De normati-

ve fordringer og menneskers moral spiller i høj grad en stor rolle både i forhold til små

dagligdagsting, men også med hensyn til hvordan vi opfører os overfor hinanden. Sidst

men ikke mindst spiller det normative og moralen ind på vores selv, vores overbevis-

ning om hvordan vi lever vores liv, hvilke partnere vi vælger, hvordan vi ses som rettig-

hedsbærer, og hvordan vi optjener anerkendelse og respekt samt solidaritet fra andre

mennesker på baggrund af vores præstationer på skolen, universitetet, i arbejdslivet eller

andre steder.



DISKUSSION Efter redegørelse af både Axel Honneth og Erving Goffman samt kritikker er projektet

nået til det punkt, hvor en diskussion af hvorledes disse to kan kombineres til en sam-

menhængende sociologisk anerkendelsesteori, som indeholder både makro og mikroni-

veau. I det følgende stilles en række væsentlige punkter op, og til at starte med skal vi

kigge på grundlæggende forskelle mellem Honneth og Goffman, og senere skal vi se,

hvordan de supplerer hinanden.

FORSKELLE MELLEM HONNETH OG GOFFMAN

Når det drejer sig om forskelle mellem Axel Honneth og Erving Goffman, er det første,

som springer en i øjnene deres ontologi, epistemologi og metodologi. Her står de på

hver sin side af sondringen mellem er og bør – det normative og det deskriptive. Mens

Honneth overvejende interesserer sig for det normative og moralfilosofiske aspekt, inte-

resserer Goffman sig for det deskriptive, det vi kan iagttage. At denne forskel foreligger

skyldes selvfølgelig de to forskellige traditioner, de kommer fra. Frankfurterskolen og

Chicagoskolen. Dette bevirker, at de indtager to forskellige positioner inden for viden-

skabsteori, og følgelig er deres metoder også forskellige. Det betyder også, at de hver

især fokuserer på en række forskellige faktorer. Overordnet fokuserer Honneth på ma-

kroniveau, mens Goffman fokuserer på mikroniveau. Dette har selvfølgelig konsekven-

ser for begges teorier, som også er påpeget i kritikken af dem begge.

Når vi ser bort fra dette, er der yderligere en række væsentlige faktorer,

som anses for værende væsentlige i forhold til forskellen mellem Honneth og Goffman.

Før det første arbejder Honneth med tre forskellige sfærer i samfundet. Det er under

disse sfærer, at individets liv udfoldes. Individets selv har følgelig en vis autonomi, og

hermed en vis indre kerne, som karakteriserer denne. Individet har tilhørende visse ret-

tigheder som følge af sin autonomi, og individets identitet og selvforhold udgøres af de

tre sfærer tilsammen. Det er i disse sfærer, at individet kan krænkes. Imodsætning til

Goffman som arbejder med kategorier og et individ uden en egentlig kerne. Individet er,



som vi så i kritikken ”andre-styrede” afhængig af, hvordan andre opfatter denne, og

hvordan denne må kontrollere information og udtryk omkring sig selv.

Goffman arbejder socialpsykologisk, men beskriver ikke hvad, der normativt ligger bag

individets styren og kontrol af information og udtryk.

For Honneth gælder det om at blive anerkendt og accepteret samt opret-

holde sit positive selvforhold. Som følge af dette opstår der kampe om anerkendelse i

samfundet. Mens det hos Goffman drejer sig om at skjule, kontrollere og lade som om

(passing). Det gælder om at lære at acceptere sin skæbne, når individet er blevet stigma-

tiseret samt at respektere sig selv, selvom andre ikke gør det.

Honneth arbejder med at definere begreberne retfærdighed og moral som

følge af det faktum, at individer kan krænkes. Til forskel fra Goffman som ikke giver

sig i kast med at definere disse, selvom hans teori også omhandler krænkelse af indivi-

der. Dog nævner han både retfærdighed og moral i ”Stigma” og ”The Presentation of

Self in Everyday Life”, men han afgrænser sig, uden at skrive det direkte, fra at beskrive

disse begreber yderligere.

LIGHEDER MELLEM HONNETH OG GOFFMAN

Selvom der eksisterer visse forskelle mellem Honneth og Goffman, så eksisterer der

endnu flere ligheder, hvilket vi skal se i det følgende.

Overordnet har de to forfatterskaber en del af de samme inspirationskilder, selvom de

kommer fra vidt forskellige traditioner. Både Honneth og Goffman er således inspireret

af og benytter Durkheim og George Herbert Meads opfattelser og elementer i deres teo-

rier. Generelt kan det siges, at Goffman interesserer sig for det grosteske og det afvi-

gende i forhold til ”det normale”, og således slutter fra negativt til positivt for at forstå

”det normale”. Her kan der trækkes en parallel til Honneth, som også prøver at afdække

”det normale” samfunds normative grundlag ved at skitsere det afvigende, dvs. kræn-

kelserne i anerkendelseskampene, som i værste fald kan lede til sociale patologier. Beg-

ge iagttager således den situation, hvor der sker krænkelser eller regler brydes. Ved at

iagttage disse og deres konsekvenser er det begges overbevisning, at vi bedre kan forstå



den sociale interaktion. Ligeledes forudsætter Goffman, ganske som Honneth, at der

findes normative og moralske funderede spilleregler, som er udslagsgivende for den

sociale interaktion.

I begrebsudvikling kan der også påpeges en lighed mellem Goffman og Honneth. Beg-

ges metode består i at betragte begreber som skitser, som siden hen revideres, forkastes

eller suppleres. Honneth og Goffman beskæftiger sig begge med partikulære udsagn,

dvs. at de begge arbejder med specifikke tilfælde, Honneth med ringeagtelsesforholdet

og Goffman med individer, som har forskellige stigma, og begge påpeger, at disse for-

hold er enkeltstående og ikke universelt gyldige.

Når vi endvidere kaster et blik på det, som Honneth kalder samfundets

skævvredne struktur, som udgøres af anerkendelseshierarkiet ses der en lighed med

Goffmans samfundskategorier. Disse står for den stigmatisering, der finder sted, men

således også for uligheden og forskelligheden i samfundet.

Yderligere ses der også en lighed mellem Honneth og Goffman, når det

drejer sig om intersubjektivitet. Honneth skriver eksplicit om en intersubjektiv anerken-

delses akt, mens det hos Goffman ligger implicit, at en interaktion kræver gensidig tillid

og forpligtelse, samt det Goffman beskriver som at gensidigt tage hensyn til hinanden,

ligner meget Honneths begreb om ”væren-sig-selv-ved-den-anden”.

Under ordet unikhed beskriver Goffman individets personlige identitet,

som positive mærker eller identitetsknager, som kendetegner individet, og som bevirker

at denne kan skelnes fra andre. Her ses der igen en parallel til Honneth, som beskriver

individets autonomi.

Hvis vi ser nærmere på, hvad Honneth siger om at vedligeholde den he-

gemoniske konsensus, sker der ifølge Goffman det, at hvis der brydes nogle regler, træ-

der visse forholdsregler i kraft for at genoprette ordnen og bringe normbruddet til ophør.

Således er der hos begge kontrolprocesser, som er med til at opretholde konsensus og

den gode interaktion. Når det drejer sig om at bryde normerne og skabe nye, er der en

lighed. Her sker der ifølge Honneth det, at de gamle normer kan brydes og nye kan op-

stå, der kan udfordre den siddende hegemoniske konsensus. Goffman siger deslige, at

når individerne kommunikere uden for rollen, kan det betegnes som et ønske om en

overgang til en anden ramme eller en anden interaktionskonsensus. Dette element hos

Goffman kan netop tolkes som et brud på de gamle normer og etablering af nye.



Goffman har ligeledes et element af anerkendelse i hans teori. Han beskriver, hvordan

kognitiv og intuitiv anerkendelse kan gives til individer, som er fremmede for en, og

hvor det her kun er en perceptionsakt, samt hvordan social anerkendelse kan gives til

individer, som er bekendte med hinanden ved en kommunikativ ceremoni. Her kan der

trækkes en parallel til Honneth og anerkendelsens epistemologi, hvor han kommer frem

til forskellen på erkendelse og anerkendelse.

Ser vi på krænkelser eller stigmatisering, fremkommer det hos begge, at

de første indtryk vi danner os af personer, vi møder, er udslagsgivende. Vi har visse

forventninger til disse, og vi kan endda stille krav til deres egenskaber. Ligeledes er det

fælles for både Goffman og Honneth, at når vi opdager, at vores krav ikke bliver op-

fyldt, eller besidder individet egenskaber, vi ikke anerkender, nedvurderer vi mennesket,

eller nægter denne anerkendelse. Hos Honneth giver dette sig udslag i, at vi ikke regner

disse for moralske tilregnelige individer, hos Goffman at vi ikke tror, de er rigtige men-

nesker. Hos begge kan individet aldrig vide, hvad der anerkendes af egenskaber og op-

førsel.

Honneths begreb om de uretsbevidsthed knytter sig til de ressourcesvage,

som ikke kan eller har mulighed for at artikulere deres uretserfaringer gennem den poli-

tiske diskurs. Goffman påpeger, at de stigmatiseredes muligheder for at gøre deres situa-

tion bedre, er ved at holde foredrag, skrive artikler og biografier, som kan gøre en for-

skel i den politiske diskurs, men indrømmer dog, at det langt fra er alle, der har disse

muligheder. Hermed kan det siges, at de er begge af den overbevisning, at de krænke-

de/stigmatiserede kan sidde fast med en indebrændthed af uretserfaringer.

HVORDAN SUPLERER DEN ENE DEN ANDEN

Honneth og Goffman supplerer hinanden i den forstand, at vi ved at kombiner Honneth

med Goffman, får en teori på både mikro og makroniveau. Goffman forsyner herved

Honneth med nogle af de manglende elementer i hans teori, det være sig det sociologi-

ske underskud samt hjælper med at trække abstraktheden ud af den.



Til gengæld forsyner Honneth også Goffmans teori med nogle af de manglende ele-

menter, såsom selvet uden indre kerne samt det moralske element.

Men det der konkret skal til for, at kombinere disse to til en sammenhæn-

gende anerkendelsesteori med både mikro og makroniveau er, at Goffman skal læses

anderledes. Goffmans teori om rollespil i hverdagen og stigmatisering kan gennemgå-

ende læses som en anerkendelsesteori. Hvilket leder mig ned til mit sidste punkt inden

konklusionen.

HVAD KAN GOFFMAN BIDRAGE MED I FORHOLD TIL HONNETH?

Goffman beskriver, hvordan individet benytter passing, og kontrollerer sine fejl og

mangler (stigmaer) og kompromitterende potentielt miskrediterende information om-

kring sig selv. Passing, informationskontrol og indtryksstyring bliver således individets

beskyttelsesmekanismer over for anerkendelseshierarkiet, som eksisterer i det kapitali-

stiske samfund. Individet bruger hermed passing for at sikre sig, at individet ikke bliver

miskrediteret, så denne er anerkendelsesværdig, og dette bliver en måde at opretholde

selvet på. Goffmans dramaturgi og begrebet passing kan læses og fortolkes på følgende

måde: Individet spiller således på flere ”selver” i hverdagen. Når individet om morge-

nen står op er denne i den private sfære, her er han eller hun måske den hengivne ægte-

mand/hustru eller kæreste. Når pågældende skal af sted på arbejde, træder denne ud i

den offentlige sfære og tager her en anden maske (facade) på. Denne er måske høflig i

bussen. Når vedkommende kommer på arbejde og træder ind i denne sfære, så tager

denne den intellektuelle, eller effektive facade (rolle) på etc. Alt dette gør vi mennesker

for, at blive accepteret i den givne situation, vi står i, og for dermed at virke anerkendel-

sesværdig, så vi kan opretholde vores selv.

Goffman tilbyder et mere nuanceret billede på et subjektivt mikroniveau i

forhold til Honneth, som taler om den konstante kamp for anerkendelse. Det være sig

store politiske offentlige kampe, eller små intersubjektive kampe om at redefinere nor-

merne, indenfor hvad der kan anerkendes. Hos Goffman eksisterer der således ikke en

åbenlys kamp om anerkendelse, men læreproces og mekanismer, der gør individerne i



stand til at lære det skuespil, som skal til for, at vi kan ”keep up our appearences”, og

dermed passerer igennem anerkendelseshierarkiet uden at falde igennem. Individet ac-

cepterer, at denne har disse skavanker og forsøger at leve med dem.

Goffmans begreber passing, informationskontrol, social information og ambivalens kan

således tillægges denne betydning. Ambivalensen eksisterer, fordi individet kæmper om

at være anerkendelsesværdig. Afsnittet om ind og ud-grupper handler således direkte

om en opdeling af ”vi” og ”dem”. Det drejer sig udelukkende om inklusion og eksklusi-

on. Kan individet, eller kan individet ikke passere igennem anerkendelseshierarkiet.

Denne stiller sig konstant sig selv spørgsmålet, er jeg med i den gode eller den dårlige

gruppe? Er jeg anerkendelsesværdig?

Goffmans dramaturgi, hans teatermetafor om vores rollespil i hverdagen

henviser til det faktum, at alle individer tager masker og facader på, eller spiller roller i

de forskellige sociale situationer og interaktioner, som de kommer ud for i hverdagsli-

vet. Det kan også ses, hvis vi kaster et blik på to af begreberne i dramaturgien. Identitet

og motivation henviser således til, at individet spejler sig i det, denne gerne vil anerken-

des som. Motivationen er netop at give et bestemt billede af sig selv, hvormed individet

kan opretholde den eksisterende samfundsorden.

Via Goffman ser vi nu, at dette ligger latent hos Honneth i hans fremstil-

ling af Mead. Vi kan fornemme det, når man læser anerkendelsesteorien, men det udfol-

des ikke, og bliver derved ikke tilgængeligt. Det manglende element hos Honneth er

netop rollespillet og passing, informationskontrollen samt indtryksstyringen.

Skal Goffmans betragtninger verificeres, kan vi bare kaste et blik på hverdagslivet. Det

fremgår tydeligt, når vi iagttager personer, som prøver at argumentere og formidle til

sine tilskuere, at vedkommende kan sit kram, hvis de i virkeligheden ikke kan. Dvs.

hvis de anstrenger sig for hårdt for at benytte passing. Vedkommende prøver at skjule,

at denne ikke ved, hvad denne snakker om ved at overbevise os ved brugen af verbale

midler. Det er tydeligt at se, at vedkommendes kropssprog signalerer det modsatte,

nemlig at personen ikke har styr på, hvad han eller hun laver. At individet udgiver to

former for udtryk, de bevidste og verbale samt de ubevidste udtryk, som er tilgængelig

for tilskuerne, kan igen relateres til Goffman og hans teatermetafor.

Vi kan fastslå, at der er nødt til at være en balance i rollespillet. Hvis en

person spiller en rolle rent instrumentelt, det vil med andre ord sige, at vedkommende



prøver for hårdt på at passere og gøre sig anerkendelsesværdig til situationen, så bliver

resultatet, at vedkommende fejler.

Omvendt kan vi også konstatere, at hvis individet ikke spiller det skuespil, der skal til i

en given situation, så bliver resultatet også fiasko og stigmatisering/krænkelse af indivi-

det samt at denne ikke anses som anerkendelsesværdig. Sidstnævnte udgør et moralsk

element.

Honneth taler også om den produktive side af anerkendelse som ideologi.

Dette henfører til, at mennesket har brug for spilleregler, som individet skal indrette sig

under for at kunne leve i hverdagen. Hvis denne f.eks. ikke tier stille med sin mening en

gang i mellem, og lader andre definere den situationen, så bliver situationen pinlig, og

der kan opstå et sammenbrud.

Formålet er nemlig at læse Goffman som ”en lang anerkendelsesteori på mikroniveau”,

som kan kombineres med Honneths makroperspektiverede teori. Dette gøres på følgen-

de måde:

Den nye anerkendelsesteori har basis i Honneths teori, hvor han beskriver

kontrolmekanismerne samt undertrykkelses- og herredømmeforhold på makroplan. Der

eksisterer for de undertrykte klasser, udelukkelsesmekanikker fra den politiske diskurs.

Hegemoniet bestemmer, hvordan anerkendelsesgradueringen skal se ud, og hvordan den

politiske diskurs føres. Individerne kæmper om anerkendelse for at komme til tops i

anerkendelseshierarkiet. Individer handler på baggrund af moralske principper, som

fortæller dem, hvad der anerkendes, og hvad der ikke gør. Disse skabes også af hege-

moniet. De undertrykte klasser sidder fast i uretsbevidsthed, når de bliver nægtet aner-

kendelse, fordi de ikke kan slutte tilbage til moralsk uret.

Så supplerer Goffman, hvor det handler om kontrolmekanismer på mikroplan. De un-

dertrykte klasser udgøres af individer, som taber den offentlige kamp om anerkendelse.

De undertryktes eneste chance er at lære passing-processen og bruge passing for at få

anerkendelse. Det bruger de roller, facader og indtryksstyring samt informationskontrol

til. Denne metode er aldrig sikker, den kan gå galt, og individet risikerer at få afsløret sit

stigma (sine dårlige karakteregenskaber eller evner), og man så således leve med sit

stigma – eller sin uretsbevidsthed.



Herved eksisterer der et hul i den måde, som hegemoniet sætter sig igennem på. Dette

hul tillader passing at ske. Hvordan skal Goffman tolkes med hensyn til kamp om aner-

kendelse i forhold til Honneth? Er der hos Goffman et fravær af kamp? Der kunne ar-

gumenteres for, at passing-cyklusen og læreprocessen omkring stigmaerfaringerne ud-

gør en kamp i sig selv. En kamp i sig selv for individet, som foregår i stilhed. Passing

kan på denne måde ses som den stille kamp om anerkendelse, hvor individet må gøre op

med sig selv, om denne vil leve med passing eller uden anerkendelse.

Det er vigtigt, at ”den teoretiske anerkendelsesvending” opdager de mikrosociologiske

aspekter såsom passing, eftersom der her, efter min bedste overbevisning, ligger et tabt

emancipatorisk potentiale: For hver passing går offentligheden glip af en kamp om an-

erkendelse, der kan korrigere for samfundets uretfærdige, stigmatiserende og normative

anerkendelsesgraduering.

Hvis vi supplerer dette med det, som Honneth argumenterede for ved forelæsningen,

omkring hvordan individerne genopretter sit positive selvforhold, så kan der stilles den

hypotese, at individer altid kan genoprette sit positive selvforhold samt blive stigma og

uretsbevidsthed kvit, hvis de får lidt hjælp:

”En krænkelse af disse forudsætninger invaliderer denne autonomisk

handlen. Hvordan den invaliderer, har noget at gøre med, hvordan man er blevet kræn-

ket. Er det selvtillid, selvrespekt eller selvagtelse? Hypotesen er, at jo dybere krænkel-

sen er, jo svære er det at genoprette de tre forudsætninger for handledygtigheden […]

Det betyder, at jeg mener, at det er muligt at genoprette selvrespekten og selvagtelsen

med hjælp fra forskellige sociale bevægelser, eller andre potentielt solidaritets eller

kompensations selvrespekts følelser, men er det selvtilliden, skal man nok have hjælp

fra noget quasi-terapeutisk. Det betyder ikke, at der altid skal terapi til. Man kan f.eks.

også oprette selvtilliden ved hjælp af bestemte grupper, som fungerer som terapeutiske

agenter.” (Bilag 1)



KONKLUSION

Som vi har set, kan Axel Honneths anerkendelsesteori og Erving Goffmans teori om

stigmatisering og individets rollespil i hverdagen kombineres til en mere nuanceret an-

erkendelsesteori, som indeholder både det makro- og det mikrosociologiske. Vi har set,

hvordan Goffmans mikrosociologiske syn på individets handlinger i interaktionssituati-

onen får det skjulte og latente frem i Honneths teori. Dvs. hvordan individerne både

kæmper om anerkendelse i de tre sfærer, for at komme højere op i anerkendelseshierar-

kiet, men samtidig også hvordan disse kontrollerer den information og de udtryk, som

de giver til andre. Ved at fremstille et specielt billede af sig selv, og ved at spille roller

kontrollerer, styrer og benytter individerne passing til at blive anerkendelsesværdige.

Goffman bidrager til, at Honneths teori bliver løst fra det sociologiske underskud, og

samtidig tilfører Honneths teori Goffman en dybere forståelse af individet selv samt et

de normative fordringer og moralske principper, som ligger til grund for dennes hand-

linger. Goffman er med til at udspecificere den intersubjektive anerkendelsesakt med

hans teatermetafor. Begrebet interaktion står således for det intersubjektive og identitet

og motivation står for anerkendelse. (Se skema s. 53). Den intersubjektive anerkendel-

sesakt udfoldes altså og bliver mere substantiel, som vi skal se nedenunder.

Figuren på næste side illustrerer den sociale interaktion og anerkendelsesakt mellem to

individer. Det normative filter er lig de normative fordringer, der er i samfundet. Det vil

med andre ord sige anerkendelsesgradueringen for, hvad der kan anerkendes, og hvad

der ikke kan. I det sociale møde vil begge individer være påvirket af disse fordringer, og

vil derfor agerer derefter, dvs. almindelig høflighed og pæn opførsel. Decentrering be-

tød, som vi så det på s. 25, at begge individer giver plads til hinanden, netop fordi de

begge er gensidigt afhængige af anerkendelse, accept og respekt fra den anden part for

at opretholde sit positive selvforhold.

Hos Goffman ser vi, at det er stigma-kategorierne (samfundskategorierne),

som er de normative fordringer, dvs. at anerkendelsesgradueringen er afhængig af om

individets stigma er synligt, kendt eller påtrængt samt individets opførsel.



Normativt filter som altid regulerer

anerkendelsesgradueringen

Subjekt 2 Decentrering

Subjekt 1 Decentrering

HVORDAN VI BEDRE KAN FORSTÅ ”DEN TEORETISKE ANERKENDELSESVEN-

DING”

Rasmus Willig har, som også påpeget i indledningen, kritiseret ”den teoretiske anerken-

delsesvending” (Willig, 2005, s. 147-150). Genstand for kritikken er både Habermas,

Fraser, Forst og Honneth. Kritikken går på sociologiske underskud og begrebslig for-

rang i de hidtidige forsøg på at etablere retfærdighedsteorier inden for anerkendelsespa-

radigmet. Dette giver sig bl.a. udslag i en forskydning af muligheden for emancipation,

da vi ikke besidder konkrete empiriske undersøgelser, som er med til at bakke anerken-

delsesteorierne op. Ved at kombinere Honneth med Goffman løses disse problemer, og

empirien bliver pludselig tilgængelig. Nu kan vi se anerkendelsesakten og hierarkiet

afspejlet i både makro- såvel som mikroniveau. Samtidig ser vi også konkret, hvordan

dette udmønter sig i individernes hverdagshandlinger. Hermed kan vi bedre forstå ”den

teoretiske anerkendelsesvending”.



FORDELE OG ULEMPLER VED KOMBINATION AF AXEL HONNETH OG ERVING

GOFFMAN

Afslutningsvis skal der kort skitseres de fordele og ulemper ved kombinationen af Hon-

neth og Goffman, som der eventuelt kunne være.

Når det drejer sig om fordele ved kombinationen, har vi allerede udtrykkeligt set, hvor-

dan Honneths teori bliver mere forståelig af at få tilføjet empirisk bevisførelse, og der-

ved er med til at gøre ”den teoretiske anerkendelsesvending” mere forståelig. Så rent

sociologisk passer det rigtig godt sammen. Axel Honneth bekræftede personligt ved

forelæsningen, at Erving Goffman ville være den sociolog, som passer bedst til at få de

hans anerkendelsesteori frem mikrosociologisk. Axel Honneth sagde følgende, da

spørgsmålet om Erving Goffman blev stillet:

”[…] Jeg tror også man meget vel ville kunne gøre det ved hjælp af Goff-

man. Thomas Mccarthy, en af mine nære venner, og nær discipel af og arbejdede sam-

men med Habermas, var altid meget overbevist om, at Goffman var den rigtige kilde til

at vise, at mennesker kommunikerer ved brug af visse forudsættende normative standar-

ter, og at man igennem Goffman empirisk kunne vise dette.” (Bilag 1)

Selvom der vindes meget ved, at kombinere Honneths anerkendelsesteori med Goff-

mans stigmatisering og dramaturgi til en mere nuanceret anerkendelsesteori, fremstår

det stadig, som om der stadig er nogle huller i den nye teori. Således er der er en del

uoverensstemmelser omkring selvet og moral. Goffman bruger George Herbert Mead til

udviklingen af sit selv, men vi har allerede set flere gange, at selvet ikke har en indre

kerne, eller med andre ord en indre identitet. Det opvejer Honneth til gengæld med sin

brug af Mead. Endvidere kan det anses, som et problem, at Goffman ikke beskæftiger

sig med moral. Den moralske karriere hos den stigmatiserede er således uden en værdi-

vurdering. Et moralsk individ er således en, som ikke benytter passing (Goffman, 1959,

s. 131). Det at Goffman placerer sig imellem en subjektivistisk og en objektivistisk for-

tolkning giver problemer. For hvordan skal den stigmatiserede opnå en moralsk ophøjet

tilstand, jf. forløbet omkring den moralske karriere, når Goffman afviser en relation

mellem viden og moral? (Goffman, 1959, s. 144, note 20, s. 203).



NOTER 1 Mere udførlig beskrivelse gives i afsnittet Kritik af Axel Honneth på s. 32 2 Når jeg har valgt at vende mit blik mod Chicagoskolen, er det fordi, at de var kendt for at koncentrere

sig om hverdagslivets fænomener med antropologiske metoder. De tidlige Chicago-sociologer var mest

interesseret i at forstå og forklare sociale livsformer og fænomener i lyset af den moderne samfundsudvik-

ling (Anja Jørgensen i Jacobsen, 2005, s. 41). Når Chicagoskolen beskæftigede sig med empiriske under-

søgelser af ovenstående, var det fordi, at specielt Chicago var en storby, som oplevede mange nye udvik-

lingstendenser. Der var således et behov for at forstå disse (Ibid., s. 41-42). De ønskede at løse mysteriet

af de hidtil ukendte fænomener samt tilvejebringe ny viden, som kunne virke præventivt på de sociale

problemer. Chicago-sociologerne skabte derfor teorier, ud fra empiriske undersøgelser, der kunne forklare

opkomsten af storbyen samt moderniteten. Chicagoskolens sociologi har derfor bl.a. fået betegnelserne

humanøkologi, interaktionisme, symbolsk interaktionisme og amerikansk pragmatisme. Chicago-

sociologerne var opdelt i fire forskellige retninger. Der var en humanøkologisk retning, en socialt

(dis)organiserings retning, en socialpsykologisk retning samt en aktionsforsknings og en retning omkring

socialt arbejde (Ibid., s. 42). Det er inden for den socialpsykologiske retning vi finder George Herbert

Mead (1863-1931), Erving Goffman (1922-1982), Howard Becker (f. 1928) samt Herbert Blumer (1900-

1987). Her er genstandsfeltet forholdet mellem individ, bevidsthed og gruppen/samfundet (Ibid., s. 48).

Inden for denne retning gælder det, at sammenhængen mellem individet og det sociale ses i lyset af de

sociale værdier, som f.eks. individets karakteristika. Individets handling er herved det, som kobler indivi-

det sammen med de sociale værdier. Handling kan have forskellige karakterer i form af ønsket om nye

erfaringer, om sikkerhed, om opmærksomhed samt om anerkendelse. Individets ønske om at interagere

med gruppen eller andre individer ses som en proces. Individet er underlagt forskellige værdier, især dem

som styrer reglerne for social adfærd (Ibid., s. 48-49). Chicago-sociologi er frugtbar at beskæftige sig

med, da den dels lægger op til at studere de sociale problemer og fænomener i deres naturlige kontekst,

dels integrerer empiri og teori, har fokus på interaktion samt er forandrings- og procesorienteret (Ibid., s.

68-69).

3 http://en.wikipedia.org/wiki/Herbert_Blumer 4Fænomenologen Alfred Schutz (1899-1959) var inspireret af den amerikanske filosof og pragmatiker

William James, og han etablerede en fusion mellem den europæiske fænomenologi og amerikansk prag-

matisme (Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen i Jacobsen, s 2005, s. 19). For Schutz var sociali-

tet forankret i de individuelle subjekter som intersubjektivitet. Der findes dermed altid en gensidig på-

virkning og kontakt sted mellem individerne i samfundet. Ifølge Schutz var den menneskelige erfaring af

livsverden en typificeringsproces. Individerne betjener sig af en lang række maksimer, regler og forskrif-

ter for hvordan verden og deres medmennesker skal forstås, og således også hvordan diverse situationer



bør håndteres (Dan Zahavi & Søren Overgaard i Jacobsen, 2005, s. 178). Schutz var mest beskæftiget

med videnssociologi og vidensanalyser (Ibid., s. 185), 5 Howard Becker, som var en del af Chicagoskolen, arbejdede ligeledes også med afvigende sociologi.

Han var grundlægger af den såkaldte labeling teori. Becker fokuserede, i sine undersøgelser, mest på

kunstens sociologi, kvalitativ metode og visuel sociologi, dvs. æstetik

(http://en.wikipedia.org/wiki/Howard_S._Becker).

6 Se mere i Hverdagsliv, sociologier om det upåagtede, en antologi redigeret af Michael Hvid Jacobsen &

Søren Kristiansen s. 279-280 samt Garfinkel, Herold, 1967 Studies in Ethnomethodology, s. 137

7 Jeg skylder Rasmus Antoft tak for denne indsigt.

8 Foranlediget af et spørgsmål, jeg stillede i forbindelse med hans besøg i København.

9 Der eksisterer følgelig tre forskellige definitioner af anerkendelsesbegrebet, hvor den første findes inden

for den feministiske teori. Her er anerkendelse defineret som den kærlige kontakt, der f.eks. findes mel-

lem mor og barn. Den anden definition af anerkendelse findes i diskursetisk sammenhæng, hvor begrebet

er defineret som en form for gensidig respekt for alle mennesker, deres særheder og ligheder. Den tredje

og sidste definition af anerkendelse findes inden for kommunitarismen. Her er anerkendelse karakteriseret

ved at være former for værdsættelse af fremmede livsformer, dvs. en samfundsmæssig solidaritet (Hon-

neth, 2003a, s.).

10 Disse mennesker kan også kaldes kulturradikale

11 Disse kontrolmekanismer er med til at reproducere det hegemoniske herredømme. Hos Honneth er

disse mekanismer abstrakte, og en præcisering er derfor nødvendig. De kulturelle kontrolmekanismer

udgøres således af eksempelvis fjernsynsprogrammer, cigaretter, alkohol, sport, de private legustahække

med videre. Alt sammen ting som gør individernes hverdag lidt mere udholdelig. De er stimulanser, og de

forsyner individerne med et åndehul, så de kan blive ved med at leve det liv, de lever.

12 Daniel Stern er psykolog, og har lavet empiriske undersøgelser af interaktionsforholdet mellem foræl-

dre og børn, samt kortlagt, hvordan småbørn igennem denne interaktion bliver til et socialt væsen (Hon-

neth, 2003, s. 105).

13 Dette uddyber Goffman ikke, men jeg forstår det sådan, at vores forventninger om, at et individ besid-

der visse egenskaber, fremstår for os som et retfærdigt krav, dvs. at vi har ret til at kræve, at individet

besidder en speciel egenskab.


http://en.wikipedia.org/wiki/Howard_S._Becker


14 I henhold til den stigmatiseredes individets moralske karrierer vil det sige, at individet gennemgår en

”passing cyklus”, som består af forskellige faser, men at individet imidlertid bør komme til den beslut-

ning, at denne bør holde sig for god til at benytte passing – og hermed kommer der et gennembrud i den-

nes moralske karriere, som fører til en ophøjet tilstand. I og med dette gennembrud sker, kan individet i

stedet benytte tilsløring – dvs. at individet nu gør brug af frivillig afsløring af sit stigma med øje for ikke

at være for påtrængende (Goffman, 1975, s. 97-135).

15 Her er det min overbevisning, at oversætteren af den danske version af bogen, Brian Gooseman, har

begået en fejl i oversættelsen. I stedet for genkendelse skulle der have stået anerkendelse, i og med de

engelske begreber hedder cognitive recognition, social recognition og intuitive recognition. Fremover vil

jeg dermed skrive anerkendelse.

16 Her stiller Goffman sig selv et spørgsmål omkring de grupper individet tilhører, og de krav der hører

med et sådant tilhørsforhold. Han spørger eksempelvis sig selv om, hvorfor individer, som allerede har

betalt en stor pris for sit stigma, får at vide, at de ikke må bruge passing? Han svarer sig selv, at det kan

have noget at gøre med reglen om, at jo mindre et menneske har fået, jo mindre skal denne forsøge at få.

Hertil svarer han yderligere, at hvis vi tænker os, at nedvurderingerne af dem, som har et bestemt stigma,

er noget ondt både nu og i fremtiden, hvorfor skal de stigmatiserede så have hele ansvaret for at forbedre

forholdene i samfundet for den pågældende kategori, og hermed fremtvinge en mere retfærdig indstilling

over for disse i samfundet? Goffman tilføjer, at denne problemstilling kan løses med svaret om, at de

stigmatiserede bør ”vide bedre”, og at der her påstås en, for Goffman at se, interessant relation mellem

viden og moral. Følgelig bemærker Goffman, at et bedre svar som løsning på denne problemstilling er det

kollektivistiske perspektiv. Både stigmatiserede og normale er knyttet sammen i tid og rum i et kollektiv,

som ifølge Goffman bør støttes af sine medlemmer. (Goffman, 1975., s. 144, note 20, s. 203). Det vil med

andre ord sige, at Goffman afviser en relation mellem viden og moral.

17 Det paradoksale ved den stigmatiseredes situation er, at samfundet fortæller individet, at denne er nor-

malt, men også på samme tid, at denne er anderledes end de normale, samt at denne ikke må benægte

denne kendsgerning (Ibid.. s. 155). Goffman bemærker, at i tilfælde af stigmatisering eller sygdomme

forsyner samfundet altid individet med et faststruktureret stigmatiseret jeg. Det kan ske inden for lægevi-

denskaben, men selv indenfor områder hvor lægevidenskaben ikke rækker, foretager samfundet en hånd-

fast klassificering af mennesker. Herved får den stigmatiserede således at vide, at denne er et menneske,

som en hver anden, men at det er uklogt af pågældende at benytte passing eller ”forlade” sin stigmatise-

ringsgruppe (Ibid., s. 156). Dette faktum vil med andre ord sige, at samfundets kategorier gør, at nogle

mennesker automatisk bliver stigmatiserede, fordi der er forskellighed og ulighed i samfundet. Goffman

påpeger, at modsigelse og absurditet er den stigmatiseredes skæbne. Dette gør det muligt for de normale

at gennemskue de personer, som ikke er autentiske. Den stigmatiserede har en vej ud af denne skæbne.



Individet kan skrive artikler og bøger samt holde foredrag. Men Goffman understreger, at det er langt fra

alle, som har mulighed for dette (Ibid., s. 157).

18 Hvilket kan illustreres af dette citat: ”Jeg danner mig et indtryk af dig – ikke på baggrund af dine direk-

te, verbale signaler men af din indirekte, utilsigtede adfærd. Modsat kan den anden sige: Jeg kontrollerer

min indirekte adfærd således at det tror, er et pålideligt udtryk for min sindsstemning eller personlighed,

er noget jeg bevidst har manipuleret.” (Jacobsen, 2002, s. 95).

19 Det skal dog bemærkes, at Goffmans arbejde var inddelt i tre faser. En vigtig ting ved Goffman var, at

han ikke gav afkald på sine teorier, som var udviklet i de tidlige faser af hans forfatterskab, men udbyg-

gede hans begrebsapparat løbende. Imodsætning til den skelnen, der kan laves mellem den yngre og ældre

Marx samt den tidlige og sene Foucault (Jacobsen, 2002, s. 28). Goffmans begrebsapparat lå således

allerede på tegnebrættet i 1953, hvor han skrev sin afhandling. Udviklingen kan også ses, som omtalt før,

i forhold til ”Stigma” og ”The Presentation of Self in Everyday Life”, hvor sidstnævnte er en udbyggelse

af førstnævnte. Den første fase i Goffmans forfatterskab er ”den durkheimianske fase”. Denne omhandler

Goffmans inspiration og interesse for Durkheims ritualbegreb. Det er med andre ord her Goffman udvik-

lede sit primære begrebsapparat samt forsøgte at analysere præmisserne for den sociale orden (Ibid., s.

28). Den anden fase kaldes ”den empiriske fase”. Denne var perioden, hvor Goffman fokuserede på empi-

riske baserede undersøgelser af hverdagslivet. Denne foregår i 1960’erne, og inspirationen fra spilteori er

kendetegnet ved denne fase (Ibid.). Den tredje og sidste fase er ”den socialepistemolo-

giske/socialfænomenologiske fase”. Denne er karakteriseret ved at være mindre empirisk og mere oriente-

ret i retningen af en udvikling af en ny tilgang, såsom rammeanalysen. Denne foregår fra slutningen af

1970 og frem til slutningen af hans forfatterskab (Ibid., s. 28-29). Se desuden en mere udførlig beskrivel-

se af Goffmans inspirationskilder i Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansens bog ”Erving Goffman

– Sociologien om det elementære livs sociale former” fra 2002.



LITTERATURLISTE

PRIMÆR LITTERATUR Honneth, Axel, 2003a, Behovet for anerkendelse, Narayana Press, Gyllinge

Honneth, Axel, 2003b, sammen med Nancy Fraser: Redistribution Or Recognition, Ver-

so, London

Honneth, Axel, 2006, Kamp om Anerkendelse, Narayana Press, Gyllinge

Goffman, Erving, 1959, The Presentation of Self in Everyday Life, Penguin Books,

London

Goffman, Erving, 1967, Interaction Ritual: Essays on Face-to-Face Behaviour, Anchor

Books, New York

Goffman, Erving, 1972, Encounters: Two Studies in the Sociology of Interaction, Pen-

guin Books, Harmondsworth

Goffman, Erving, 1975, Stigma, Nørhaven Bogtrykkeri a/s, Viborg

Goffman, Erving, 1983, The Interaction Order, American Sociological Review, 48: 1-

17.

Goffman, Erving, 1992, Vore rollespil i hverdagen,Hans Reitzels Forlag, København

SEKUNDER LITTERATUR Barth, Frederik, 1992, forord i Erving Goffman ”vore rollespil i hverdagen”

Boeskov, Birgitte, 1975, Sindsygdom: en social tilbøjelighed i Gregersen, Bo (red.) Om

Goffman – 11 artikler, København, Hans Reitzels Forlag



Cuzzort, Ray P. & King, Eddie W., 1980, Humanity as the Big Con: The Human Views

of Erving Goffman, i 20th Century Social Thought; New York, Holt, Rhinehart and

Winston

Høilund, Peter & Juul, Søren, 2005, Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, Gyl-

linge, Narayana Press

Jacobsen, Michael Hviid & Søren Kristiansen, 2002, Sociologien om det elementære

livs sociale former, Gyllinge, Narayana Press

Jacobsen, Michael Hviid (red.), 2005, Hverdagsliv,

Lyman & Scott, 1970, Lyman, Stanford M. & Scott, Marwin B., The Sociology of Ab-

surd – Pacific Palisades, CA Goodyear, Journal of Philosophy, 77 (8): 453-486

Habermas, Jürgen, 1984, The Theory of Communicative Action Vol. 1 – Reason and

the Rationalization of Society, Boston Mass. Beacon Press

Manning, Phillip, 1992, Erving Goffman and Modern Sociology, Standford, CA, Stan-

ford University Press

Willig, Rasmus, 2005, Ph. D afhandling, Mulighed for kritik – metodologiske studier

INTERNETSIDER

http://en.wikipedia.org/wiki/Herbert_Blumer


BILAG 1

Forelæsningen med Axel Honneth d. 25. februar 2006


http://en.wikipedia.org/wiki/Herbert_Blumer



BILAG 1

TO SPØRGSMÅL TIL AXEL HONNETH

Da Axel Honneth var i Danmark d. 24. og 25. februar 2006, fik jeg lejlighed til at stille

ham et par spørgsmål. Det var spørgsmål, som jeg ikke kunne få afklaret ved at læse

hans bøger, og som var essentielle i forhold til mit projekt og dettes fokus. Følgende er

transskriberet og oversat fra forelæsningen d. 25. februar 2006.

Mine spørgsmål

A. Jeg undrer mig over, at De ikke har fokuseret mere på mikrosociologien i Deres an-

erkendelsesteori. Jeg kunne med fordel se anvendelsen af Erving Goffman til et mikro-

sociologisk aspekt i dine teoretiske rekonstruktioner, men dette har De ikke valgt –

kunne De fortælle lidt om baggrunden for Deres valg om ikke at fokusere på det mikro-

sociologiske, og efterfølgende Deres mening om en inddragelse af Erving Goffman i

forhold til dette?

B. På side 85 i Deres bog ”Behovet for anerkendelse” i teksten ”Mellem Aristoteles og

Kant” skriver De: ”Enhver moralsk krænkelse udgør da en akt, der beskadiger person-

ligheden, fordi den ødelægger en væsentlig forudsætning for den individuelle hand-

lingsdygtighed.” Det er uklart for mig, hvad De præcist mener med dette. Specielt er jeg

i tvivl om, individet kan genopbygge personligheden, det positive selvforhold og dets

handlemuligheder efter at have været krænket, og dermed ”komme videre”? Eller om

individet sidder fast i en tilstand af uretsbevidsthed. Kan De prøve at uddybe dette?

Axel Honneths svar på mine spørgsmål

A. Der er sikkert intet interessant svar på dette spørgsmål. Det har meget at gøre med,

hvordan man foretrækker at opbygge sin teori, og hvilken slags teori man foretrækker.



Det afhænger meget af, hvor man kommer fra, hvor man er opvokset og hvilke værdier

man har, og hvilke elementer man mener, man bør inkludere i sin teori.

Jeg har altid været tilknyttet til den konventionelle sociologiske tradition, hvor man be-

skriver visse udviklingstendenser med reference til empiriske undersøgelser – man prø-

ver på at analysere de normative fordringer i disse. Dette kan man ikke analysere på

mikrosociologisk niveau, som Goffman gjorde, eller som hele interaktionisme traditio-

nen gjorde. Det er nok det, at man er for overbevist om, at vores interaktioner er organi-

seret, som jeg analyserer det, efter de normative intuitioner som man har, således at man

ikke behøver at bevise ens undersøgelser mikrosociologisk. Jeg ved godt det lyder rime-

lig arrogant - men det kommer også an på, hvordan du organiserer dit arbejde, og hvad

du kan investere i sådanne spørgsmål, og man er også nødt til at ekskludere mange

spørgsmål, når man laver sin teori. Jeg ekskluderer ikke kun mikrosociologiske, men

også både psykologiske og økonomiske spørgsmål. Jeg tror alle teorier og undersøgelser

skal være baseret på en reduktion af kompleksiteten, som Luhman siger.

En af mine ubevidste beslutninger med hensyn til dette var, at jeg ikke ville starte med

hvordan anerkendelse virker mikrosociologisk i hverdagskommunikationen. Det ville

tage en enorm mængde tid, og min hypotese var altid, at det ville lede til en konklusion,

som jeg kunne etablere på baggrund af andre undersøgelser.

Det er ikke et særligt interessant svar, det har kun noget at gøre med, hvordan jeg per-

sonligt gerne ville konstruere min teori. Jeg tror også man meget vel ville kunne gøre

det ved hjælp af Goffman. Thomas Mccarthy, en af mine nære venner og nær disciple af

og som arbejdede sammen med Habermas, var altid overbevist om, at Goff-

man var den rigtige kilde til at vise, at mennesker kommunikerer ved brug af visse for

udsættende normative standarter, og at man igennem Goffman empirisk kunne vise det-

te. Men jeg har altid afvist dette ved at sige, at det er tilstrækkeligt at vise, at vores soci-

ale praksisser er normativt reguleret uden i virkeligheden at vise det. Jeg har den over-

bevisning, at alle sociale interaktioner og alle praksisser er normativt reguleret. Så den

første opgave er at studerer normerne, som disse praksisser er reguleret ved.

Dette kan man gøre ved hjælp af to modeller. Man kan enten starte fra oven eller neden,

det vil sige makrosociologisk eller mikrosociologisk.



Man kan fra oven ved at finde sfærerne for praksisserne og normerne, eller fra neden

ved at finde ud af hvilke normer, der regulerer disse praksisser. Jeg startede fra oven,

men jeg er overbevist om, hvis man starter fra begge sider, vil de konvergere og passe

sammen, og de vil demonstrere det samme, nemlig, at der i hverdagskommunikationen

er der visse forudsættende normer alt efter hvilke sfærer man undersøger. Hvorfra man

starter afhænger af hvilke økonomiske midler man har, hvor meget talent man har, og

hvilke præferencer man har.

B. Det kommer an på hvilken psykisk ressource, der er skadet/krænket. Handlingskapa-

citeten er afhængig af de psykiske ressourcer. Man skal have en vis selvtillid til at kun-

ne til at identificere sine egne behov, forstå dem, og artikulere dem, samt have en vis

kapacitet til at artikulere sine præferencer og domme offentligt, og en kapacitet til at

synes ens talenter og egenskaber er værdifulde. Dette er konceptet for autonomi. Dette

er et koncept for fri handling, og denne stresser de indre og psykiske forudsætninger for

autonomisk handlen. En krænkelse af disse forudsætninger invaliderer denne autono-

misk handlen. Hvordan den invaliderer, har noget at gøre med, hvordan man er blevet

krænket. Er det selvtillid, selvrespekt eller selvagtelse?

Hypotesen er, at jo dybere krænkelsen er, jo svære er det at genoprette de tre forudsæt-

ninger for handledygtigheden.

Er det den tidlige udviklede selvtillid, som skades, er det meget svære at genoprette

handledygtigheden i forhold til om det er de senere ontogenetiske trin, det vil sige anden

og tredje sfære. Det betyder, at jeg mener, at det er muligt at genoprette selvrespekten

og selvagtelsen med hjælp fra forskellige sociale bevægelser, eller andre potentielt soli-

daritets eller kompensations selvrespekts følelser, men er det selvtilliden, skal man nok

have hjælp fra noget quasi-terapeutisk. Det betyder ikke, at der altid skal terapi til. Man

kan f.eks. også oprette selvtilliden ved hjælp af bestemte grupper, som fungerer som

terapeutiske agenter. Dette er meget muligt. Grupper har meget ofte en magt til at fun-

gere som quasi-terapeuter, så man i gruppen får nøjagtig de stimulationer man skal bru-

ge, for at overkomme de traumer man har haft. Jeg vil sige, at der altid eksisterer mulig-

heden for at genoprette selvtilliden, selvrespekten og selvagtelsen samt handledygtighe-

den, men det kommer meget an på, hvad der er blevet krænket. Der er måske forskellige



former for at genoprette det krænkede. Jeg er sikker på, hvis man f.eks. voksede op i

USA i 50’erne som sort, at man kunne få skadet selvtilliden ved at man ikke måtte sidde

på visse sæder i bussen, men hvis man f.eks. meldte sig ind i en aktivistgruppe for at

kæmpe imod dette, ville man overkomme denne krænkelse, fordi disse grupper opbyg-

ger en modrespekt til den disrespekt, man kommer ud for. Hvis man f.eks. er blevet

krænket i sin meget tidlige barndom, kræver det meget mere social hjælp/hjælp fra sam-

fundet, som f.eks. specielle grupper med terapeutiske evner til at overkomme dette, men

der findes altid måder hvorpå man kan overkomme krænkelser.


Stigma

Documents

Transcript of Stigma