Selenografi og Uendelighed

Replique, 2. årgang 2012

Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen

www.critique.ksaa.dk/replique

ISSN: 2245-0165

© Munch & Lorenzen

Selenografi og uendelighed

Side 3

Hvad er… – en bogserie fra Akademisk

Forlag til dem, der interesserer sig for viden,

videnskab og virkelighed. Af Loránd-Levente Pálfi

PROLOG

Selenografi er en i fagmiljøet brugt beteg-nelse for geologi, som ikke har Jorden, men Månen som genstand for udforskning (se Kragh 2008: 112), og uendelighed er noget, først og fremmest matematikken kan be-lære os om (se Hoff Kjeldsen 2011: 72–90). Hermed turde titlen være udredt for den nysgerrige læser.

Nærværende review article er et bidrag af samme type som den, der kom i Replique årg. 1, s. 5–23, om Aarhus Universitetsfor-lags bogserie UNIVERS. Her skal det handle om en anden, lignende serie: Akademisk Forlags Hvad er-serie. Foreløbig er der ud-kommet følgende 13 bind:1

Hvad er astronomi (2009) Hvad er biologi (2007) Hvad er etik (2008) Hvad er historie (2010) Hvad er islam (2008) Hvad er kristendom (2009) Hvad er krop (2007) Hvad er matematik (2011) Hvad er naturvidenskab (2008) Hvad er socialantropologi (2005) Hvad er sociologi (2010) Hvad er sprog (2006) Hvad er videnskabsteori (2011)

1 Der bruges ikke spørgsmålstegn i bøgernes titler; hverken på omslag, smudstitelblad, titelblad, i ko-lofonen eller andetsteds i/på dokumenterne.

Som det antydes på forlagets hjemmeside, er der flere titler på vej. I gennemsnit fyl-der de hidtil udkomne bind 202 sider, til-sammen 2.620 sider. Det foreløbig tyndeste bind (Hvad er naturvidenskab) er på 176, det foreløbig tykkeste på 232 sider (Hvad er as-tronomi). Hvert af bindene indeholder for-uden selve brødteksten og præliminærsi-derne et register (over enten stikord, nav-ne, emneord eller alle tre i én liste) samt enten én litteraturliste bagest, korte lister over anvendt og anbefalet supplerende lit-teratur ved udgangen af hvert kapitel eller begge dele. Følgende bind indeholder des-uden slutnoter: Hvad er astronomi, Hvad er kristendom, Hvad er krop og Hvad er sprog. Et enkelt af bindene (Hvad er islam) inde-holder tillige en ordliste (seks sider) og en tidstavle (lidt over tre sider). Bindene er ikke nummererede, men de er blevet kata-logiseret korrekt som én samhørende serie i det danske offentlige bibliotekers fælles onlinekatalog på www.bibliotek.dk med serienavnet Hvad er. Ved en kommando-søgning i nævnte katalog med søgestreng-en lso=hvad er og ma=bå gives 15 doku-menter (primo december 2011).2 Både gen-findings- og præcisionskvotienten må så-ledes siges at være tilfredsstillende. Det første bind i serien udkom i 2005 (Hvad er socialantropologi) og det foreløbig seneste i 2011 (Hvad er matematik). Seks ud af de tret-ten udgivne bind er oversættelser af nors-ke originalværker fra Universitetsforlaget i Oslo (Hvad er biologi, Hvad er etik, Hvad er

2 Kun det lille hæfte Hvad er et insekt? (1992) skrevet af Robert Snedden er irrelevant i sammenhængen, hvor det er Akademisk Forlags serie, vi er interes-serede i (Hvad er islam-bindet tæller for to dokumen-ter, fordi bogen foreligger i to udgaver; deraf kom-mer tallet 15).

kristendom, Hvad er krop, Hvad er socialantro-pologi og Hvad er sprog). De øvrige syv bind er danske originalværker. Tre af de tretten bind har oplevet mere end ét oplag: Hvad er islam, som ifølge bibliotek.dk-kataloget har oplevet ikke mindre end seks oplag af 1.-udgaven, hvorefter det udkom i en 2.-udgave, Hvad er kristendom, som er udkom-met i to oplag, og Hvad er videnskabsteori, som er udkommet i hele fem oplag.

Ligesom i min gennemgang af UNIVERS-serien (Pálfi 2011b) vil jeg tilstræbe at sam-le op på og henvise til den vigtigste kritik:3 Til det formål – samt for at henvise til yder-ligere læsning og dermed kompensere for at ikke samtlige bind ydes retfærdighed her – er samtlige semiakademiske og akade-miske anmeldelser blevet gennemlæst. Det drejer sig om i alt 30 anmeldelser; det er ik-ke nødvendigvis det samlede antal, men det officielt kendte (jf. Dansk Anmeldelses-indeks på www.bibliotek.dk). Det er muligt, at der findes anmeldelser af nogle Hvad er-bind i internationale tidsskrifter eller for-mentlig snarere i nordiske tidsskrifter ud-givet i fx Norge eller Sverige (dette må især forventes at være tilfældet for de seks bind, som er oversættelser af norske originalvær-ker), men udenlandske anmeldelser regis-treres typisk ikke på www.bibliotek.dk.

Læseren skal være opmærksom på, at der i nærværende tekst gennemgående henvi-ses til de nyeste optryk af de forskellige Hvad er-bøger, at de omtalte anmeldelser i reglen gælder 1. udgave, 1. oplag, men at indholdet i de forskellige udgaver/oplag enten er det samme eller så lidt forskelligt, at det er uden betydning i forhold til såvel

3 Der ses bort fra avisanmelderi og studentertids-skrifter.

anmeldelserne som nærværende gennem-gang.

I det følgende omtales de enkelte bind i al-fabetisk rækkefølge i forhold til deres titel. Nogle omtales mere udførligt end andre. Det ville fordre ualmindelig lærdom hos mig som kritiker, dersom alle bindene skul-le behandles lige grundigt.

ASTRONOMI Hvad er astronomi (2009) er skrevet af den danske astrofysiker Thomas M. Tauris (f. 1968) fra det tyske Argelander-Institut für Astronomie, Universität Bonn. En udmær-ket beskrivelse af bogens indhold findes hos Nymann Madsen (2010):

Ideen med bogen er at give en up-to-date-præsentation af faget astronomi i en stil, der gør materialet læseligt for den inte-resserede læser. I denne sammenhæng er den interesserede læser et menneske, som er interesseret i astronomi og har fysik på noget, som svarer til B-niveau i gymnasiet (der er næsten ingen ligninger i bogen, og selv om forfatteren gør sig umage for at definere de fysiske og astro-nomiske fagbegreber, han bruger, kræver et fuldt udbytte af bogen, at man kender lidt til fysik på forhånd). Og det lykkes faktisk for forfatteren at få fortalt astro-nomiens historie fra Babylon til CERN.

Den anden af de i alt to akademiske anmel-dere i Danmark, Cramer Andersen (2009), supplerer med følgende:

Bogen kommer meget vidt omkring og forklarer mange komplicerede emner, bl.a. inflationskosmologi, partikelfysik, astrobiologi, og den kommer med kritis-

REPLIQUE 2. årg. s. 3–29 Selenografi og uendelighed Af Loránd-Levente Pálfi

Side 5

ke kommentarer til bl.a. ormehuller som middel til tidsrejser og det stærke antro-piske princip [en erkendelse, som hæfter sig ved, at naturlovene og -konstanterne i vores univers synes at være afstemt i forhold til menneskets eksistens (Teuber 1997: 18), LLP].

I tillæg til de to kritikere kan jeg meddele, at forfatteren har en god humor, uden at det på noget tidspunkt bliver for meget; jf. bl.a. s. 64:

Solen [er] kun omtrent halvvejs i sin livs-cyklus. Vi har med andre ord masser af tid til at finde os en ny vært[…]. Der er altså endnu ingen grund til at sælge ud af aktiebeholdningen og akkumulere kon-servesdåser fra Bilka.

Det, som kommer til udtryk hos Nymann Madsen (2010), nemlig at forfatteren pris-værdig dygtigt formår at formidle sit stof, men at læseren nok alligevel skal være lidt bevandret udi fysik og slige emner, hvis vedkommende skal få det fulde udbytte af lekturen, kan jeg erklære mig enig i. Jeg vil dog understrege, at denne bog er væsentlig lettere at læse og forstå end S. Hannestads Universet : fra superstrenge til stjerner (2008), jf. Pálfi (2011b: 19). Skal jeg absolut pege på noget, som hos mig giver anledning til en mild irritation, så er det fraværet af en kobling mellem oldtidens tilsyneladende manglende videnskabelige dygtighed – fx fandtes der ifølge Tauris (s. 31) en oldgræsk tænker, der hævdede, at Solen er et hul på kanten af et drejeligt hjul, hvis periferi er fyldt med ild – og den selvsamme oldtids forbløffende, tilsyneladende alligevel ikke ringe videnskabelige kyndighed, som bl.a.

kommer til udtryk, når Tauris (s. 30f) skri-ver, at babylonierne var i stand til at for-udsige måneformørkelser mange hundre-de år frem i tiden, at de beregnede med en præcision, der først afviger på syvende ciffer i forhold til den moderne værdi, og at længden af deres synodiske middelmå-ned kun er 0,5 sekunder for stor i forhold til den moderne værdi. Forfatteren mang-ler efter min mening at bygge bro mellem disse to stik modsatte oplysninger; det er forvirrende for ikke at sige, at det slet og ret kan virke uforståeligt for en nutidig læ-ser, når det meddeles, at den ene lærde mand i oldtiden tilsyneladende var dum som et bræt (oldgrækeren), mens den and-en, babylonieren, sad inde med en viden, som nærmest ville kunne modsvare den, som forskere i dag sidder inde med. Man kan naturligvis indvende, at det ikke er Tauris’ opgave at indlade sig på idéhisto-riske detaljespekulationer, men samtidig kan det konstateres, at forfatteren ikke er nærig med pladsen, når det gælder netop oldtidens astronomi.

Den rationalistiske videnskabsfundamen-talisme, som jeg kritiserer Favrholdt (2008) for (Pálfi 2011b: 7–9), kommer også til ud-tryk hos denne bogs forfatter; jf. bl.a. den nedladende bemærkning om astrologi på s. 29 og i slutnote 14, og sammenhold evt. med udsagnet (s. 49) om, at den tyske as-tronom Johannes Kepler (1571–1630) var den ”sidste videnskabelige astrolog”. På-standen om Kepler lader sig let demente-re: Der findes skam bøger om astrologi, som er udkommet efter Keplers død, og til hvis udarbejdelse både astrologer og astro-nomer har medvirket; fx Astrologiens idé (Larsen/Michael/Kjærgaard Rasmussen 1995), til hvilken astronomen Per Kjærgaard

Rasmussen er medforfatter. Tauris synes tydeligvis, at astrologi er noget pjat. Den netop nævnte astronom, Per Kjærgaard Rasmussen, som i øvrigt lever endnu, sy-nes ikke, at astrologi er noget pjat. Heller ikke den nulevende, pensionerede astrofy-siker Peder Voetmann Christiansen, som har været ansat på Niels Bohr-Instituttet i 21 år og efterfølgende på Roskilde Univer-sitet i 23 år, mener, at astrologi er noget pjat;4 en opfattelse, han deler med en and-en nulevende akademiker: matematikeren (og astrologen) Otto Moltke-Leth, tidligere lektor på Danmarks Tekniske Universitet. Tauris’ påstand (s. 49) om, at Johannes Kepler, som døde i 1630, var den ”sidste videnskabelige astrolog” turde hermed væ-re gendrevet. Jeg vil nødig agere djævlens advokat i denne sammenhæng, men én ting er, hvad jeg – eller Thomas M. Tauris og andre – personligt mener om dette og hint, noget andet er, hvad man hhv. i viden-skabens navn og som forsker siger i fx et interview eller skriver i en bog eller i en artikel. Som privatperson kan man tillade sig at være forudindtaget, som forsker kan man ikke.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Hvad er astronomi (2009) er en glimrende bog.

SPØRGSMÅL ANGÅENDE LIVET Hvad er biologi (2007) er skrevet af Dag Olav Hessen (f. 1956), som er professor i biologi ved universitetet i Oslo. At manden ”har modtaget Norges Forskningsråds formid-lingspris”, som omslagsteksten meddeler,

4 Jf. Peder Voetmann Christiansen (samtale mellem PVC og LLP via telefon i efteråret 2011): ”At plane-terne virker på Jorden, altså med deres tyngdefelt, dét kan ikke diskuteres… men man kan diskutere, hvordan denne virkning kommer til udtryk”.

kan mærkes under læsningen af bogen: for-fatteren er en ferm formidler – i modsæt-ning til eksempelvis Freddy Bugge Chris-tiansen og Tom Fenchel, som står bag Evo-lution : den forudsigelige vilkårlighed (2009), jf. Pálfi (2011b: 9–11). Schrøders (2008: 41) indvending, ”Tanken med bogen har sik-kert været, at den skal henvende sig til et bredt publikum, men undertegnede har svært ved at forestille sig, at læsere uden biologisk indsigt vil finde den læsevenlig”, vækker ikke genklang hos mig. Til gen-gæld skæmmes den livlige og letlæselige fremstilling af stedvise udslag af en træt-tende politisk korrekthed; på s. 36 hedder det eksempelvis: ”Efter den første forvir-ring vil mennesket dog begynde at kunne se et mønster i galskaben, hun vil opdage, at alt indgår som et led[…]”. At bruge det personlige pronomen ”hun”, når der gram-matisk refereres til substantivet ”mennes-ke”, er ikke alene et grammatisk problem (grammatisk korrekt er at bruge ”det”), det vidner tillige om en ligefrem krampagtig bestræbelse på ikke at støde feminister og feministiske ekstremister. Noget andet, som også frembringer utilfredshed hos mig, er, at forfatteren elsker at stille spørgsmål i langt højere grad, end han kan lide at be-svare dem. Der stilles et meget stort antal spændende spørgsmål bogen igennem, kun et fåtal besvares.

En interessant detalje er, at forfatteren gi-ver et i min optik ret humanioraagtigt bil-lede af biologien som videnskab, hvorved fagområdet fremtræder væsentligt ”bløde-re”, end det typisk er tilfældet. I modsæt-ning hertil forlener Bugge Christiansen/ Fenchel (2009) biologien med et stærkt na-turvidenskabeligt præg, så domænet frem-står som en hard core naturvidenskab. Sidst-


Side 7

nævnte ser jeg intet principielt problem i, dog er førstnævnte en behagelig afveksling. Når anmeldelsen af Klausen (2007) ikke er omtalt i ovenstående, er det, fordi den er meget kort og kun refererende (ikke ana-lytisk).

ETIK FRA SKRIVEBORDET? Hvad er etik (2008) er skrevet af Arne Johan Vetlesen (f. 1960), som er professor i filo-sofi ved universitetet i Oslo, og som “i me-re end tyve år [har] beskæftiget sig med ondskab” (bagpermen). Bogen har været genstand for to akademiske anmeldelser på dansk: Alstrup Petersen (2008) og Ardahl (2008). En præsentation af indholdet find-es hos Ardahl (2008):

Arne Johan Vetlesen præsenterer gennem forskellige aktuelle temaer og problema-tikker nogle af de kendte etikere: Aristo-teles, Kant, Hegel, Nietzsche, Løgstrup og Jonas. Præsentationen foregår som en diskussion, hvor Vetlesen lader moralfi-losofferne værdiduellere. Man bliver som læser bragt ind i et univers med svar og modsvar. Bogen giver gode eksempler på, hvordan man kan reflektere ud fra forskellige teoretiske ståsteder og afprø-ver også holdbarheden i konkrete situa-tioner. Eksempelvis når forfatteren sæt-ter Kants pligtetik og principper på prøve i Auschwitz: Er det altid forkert at lyve?

Ardahl (2008) mener desuden, at bogen er ”en meget velskrevet introduktion til etik-kens verden”, og at den ”er skrevet i en let tilgængelig stil”, men ikke er nogen ”nem sengekantsbog” (formentlig: ’ikke er god-natlæsning’). Hos Alstrup Petersen (2008) hedder det bl.a., at Vetlesen skriver ”med et stort overblik, skarphed og personligt

engagement”, at ”[d]et til tider vanskelige stof er fremragende formidlet”, men at ”[det] sidste afsnit er […] noget diffust, der skydes lidt til højre og venstre, og det virker, som om Vetlesen undtagelsesvis har mistet sit ellers solide etiske fodfæste”. Jeg er uenig med begge anmeldere. For mig forekommer ikke bare ét afsnit, men hele bogen diffus, hvormed jeg mener, at forfatteren i sin emnebehandling spreder sig over et uventet stort område uden ty-delig afgrænsning eller fokus, hvilket bl.a. gør, at fremstillingen stedvis er rodet og emnebehandlingen uklar, sløret. Et eksem-pel på Vetlesens stil gives her:

De sociale kendsgerninger stemmer dår-ligt overens med den moderne etiks lov-prisning af autonomi i traditionen efter Kant. Samtidig virker det, som om rela-tivt få af nutidens moralfilosoffer er opta-get af spændingen – for at sige det mildt – mellem ideal og virkelighed på dette område. En empirisk funderet påvisning af, at den megen omtale [af] autonomi ikke stemmer overens med de sociale rea-liteter, er efter min mening på sin plads som supplement til en fænomenorienteret, Løgstrup-inspireret kritik af, hvordan au-tonomiidealet dels tilslører, dels nedvur-derer vores grundlæggende og aldrig overvundne afhængighed af hinandens omsorg. [Hvad er etik, s. 136; kursiverin-gerne er dokumentets egne]

I min omtale af Religion : i psyke og samfund (Sørensen/Hammer 2010) bruger jeg ud-trykket ”skrivebordsfilosofi” (Pálfi 2011b: 14, 15). Efter endt læsning af Hvad er etik trænger dette ord sig igen på hos mig. For ikke at gøre mig skyldig i lemfældig om-gang med sproget vil jeg her på videnska-

beligt korrekt vis først nøje definere ordet, som interessant nok næsten ikke er kodi-ficeret i dansk leksikografi (hverken i filo-sofifagordbøger, i betydningsforklarende dansk–dansk-ordbøger eller andetsteds, hvor man kunne forvente det, set bort fra Ordbog over det danske Sprog, hvor beteg-nelsen ganske kort behandles)5:

skrivebordsfilosofi: nedsættende beteg-nelse for tænkning, der er præget af ar-bejdet – det langvarige ophold ved – skri-vebordet, og som ikke holder for en nær-mere efterprøvning udenfor; fortænkt og evt. anstrengt, overakademisk, verdens-fjern tænkning; tænkning, som ikke er rodfæstet i virkeligheden, dvs. er uden tilbørlig forbindelse med den ydre tilvæ-relse, det praktiske liv, realiteterne.6

Ordet forekommer angiveligt første gang på dansk hos Roos (1914: 176)7 og ligger semantisk meget tæt op ad det væsentligt ældre, i dag næppe brugte og af de fleste formentlig ej heller kendte ”katederfiloso-fi”, som jeg vil definere som ’elitær, aka-demisk doktrinær og derfor sædvanligvis upraktisk (evt. fra katederet foredragen) filosofi’; jf. Holberg (1729: 188): ”[…]ingen

5 For en gennemgang af dansk filosofileksikografi se Pálfi/Lange (2009), for en meget kort oversigt se opslaget ”filosofi” i Leksikon over ordbøger og leksika (dvs. Pálfi 2011a) og se også opslaget ”dansk” sam-mesteds. 6 Jeg skal herved takke følgende personer for deres gennemsyn af den af mig udarbejdede definition: ph.d.-stipendiat Maik Tändler, professor Søren R. Fauth, litteraturteoretiker Anders Tønnesen, retori-ker Christian Nicholas Eversbusch og Poul Jeppesen. 7 ”Kun en Skrivebordsfilosof kan mene, at vi lever for os selv alene; kun en Svækling falder det ind at lave »Kunst« for de fine faa.” (Roos 1914: 176).

uden Professorerne haver Jus superioris Cathedræ, det er maa disputere paa det Cathedra som er paa det øverste Audito-rio[…]”.

På baggrund af denne udredning og imod min egen forventning kan jeg konstatere, at Vetlesens bog ikke uden videre kan kal-des skrivebordsfilosofisk, om end den sine steder indeholder afsnit med noget, der bestemt ligner skrivebordsfilosofiske ud-skejelser.

Under alle omstændigheder er fremstilling-en i mine øjne ualmindelig kedelig, og jeg ønsker end ikke for mine fjender, at de skal være tvangsindlagte til at læse denne bog.

OM BRUGEN AF FORTIDEN Hvad er historie (2010) er skrevet af Bernard Eric Jensen (f. 1943), lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. I skrivende stund (medio no-vember 2011) foreligger der fire akademis-ke anmeldelser af værket: Binderup (2010), Poulsen (2010), Wiben (2010), Zander (2011). Sidstnævnte er på svensk og stort set kun indholdsrefererende. Det mest lærde af de fire bidrag er Poulsen (2010) – selvom an-melderen fejlskriver forfatternavnet (Erik Bernhard Jensen!) – som bl.a. meddeler føl-gende:

Et af de mest interessante aspekter ved fortiden er […] ikke, hvordan ”den vir-kelig var”, men hvordan et samfund bru-ger historien som et spejl til at forstå og fortolke sin egen tid. Denne tilgang til historien – af fagfolk tit benævnt fortids-brug – er en [af] de seneste årtiers store metodiske landvindinger inden for his-toriefaget. (Poulsen 2010: 404)


Side 9

Det er denne ”brugsvinkel” på historien, forfatteren dækker i Hvad er historie. Bogen, som altså ikke er en indføring i historie som videnskabelig disciplin på universitetet, så-dan som H.P. Clausens bog Hvad er histo-rie? (1. udg., 1. opl. 1963) er det, er bygget op af en række case-studier, hvori det ”un-dersøge[s], hvordan fortiden i forskellige sammenhænge er blevet søgt anvendt” (Poulsen 2010: 405). Eksempelvis behand-les terroranslaget på World Trade Center i New York, og det påvises, i hvor høj grad amerikanerne – det være præsident Bush, mediefolk eller den menige mand – forstod angrebet på baggrund af japanernes an-greb på Pearl Harbor den 7. december 1941 (jf. Poulsen 2010: 405). Om bogens indhold skriver anmelderen endvidere:

Bogen indeholder også en (lidt tung) gen-nemgang af fire begrebspar som ifølge Jensen dækker de fleste former for for-tidsbrug. Forfatteren skelner her mellem (i) aktørhistorie og observatørhistorie, (ii) læghistorie og faghistorie, (iii) pragmatisk og lærd historie og (iv) identitetsnær og identitetsneutral historie. (Poulsen 2010: 405)

Det er, som også Binderup (2010: 32) og Wiben (2010: 59) bemærker, historiebevidst-hed og historiebrug, der er ledemotiverne i værket.

Det eneste, som under læsningen har irri-teret mig, er, at forfatteren ikke har tøjlet sine politiske overbevisninger bare lidt bed-re. Jensen er langtfra så slem som Arndt (2009), jf. Pálfi (2011b: 17):

Det klæder heller ikke Sproget, at forfat-teren i al sin ridderlighed på nærmest hver femte side indskyder en ironisk el-ler sarkastisk bemærkning om Dansk Fol-keparti. Han lader læseren ikke i tvivl om, hvem han i hvert fald ikke stemmer på, når der er valg.

Alligevel mærker man – efter min mening lidt for – tydeligt (det fremgår simpelthen mellem linjerne, hvilket i øvrigt gør det svært at give et konkret eksempel), at han politisk befinder sig et godt stykke til vens-tre for midten. Det ser jeg ikke principielt noget problem i, men ligesom det ingen ste-der hører hjemme hos Arndt (2009) at po-litisere mellem sidebenene, er det også upas-sende i Hvad er historie, som i øvrigt giver sig ud for at være et politisk neutralt værk. Når dét er sagt, vil jeg skyndsomt medde-le, at forfatteren, i hvert fald så vidt jeg kan dømme, har et så godt greb om sit stof, at jeg som læser godt tør og sagtens kan lære en masse af ham – politisk ståsted uagtet. Jeg er helt enig med Poulsen (2010: 405), når han skriver, at der ”samlet set [er] tale om en velskrevet og oplagt bog, som på nær enkelte lidt dunkelt formulerede afsnit kan læses af alle med interesse for historie”, samt med Binderup (2010: 32), som kon-kluderer, at der ”er tale om [en] særdeles anbefalelsesværdig bog”, og Wiben (2010: 60), i hvis aldeles positive konklusion det bl.a. hedder, at bogen ”under alle omstæn-digheder [må] være et must på enhver his-torikers bogreol” – foruden, vil jeg tilføje, på reolen hos alment dannede mennesker.

EN SKJULT POLITISK DAGSORDEN Hvad er islam (1. udg. 2006; 2. udg. 2008) er skrevet af Jørgen Bæk Simonsen (f. 1951),

dr.phil. og professor ved Carsten Niebuhr-Instituttet på Københavns Universitet.

Bæk Simonsens bog er det bind i Hvad er-serien, som har fået den største akademis-ke bevågenhed. Jeg kender til følgende an-meldelser: Bjørn (2006), Etwil (2006), Green Sørensen (2006), Møller Larsen (2006), Pe-dersen (2006), Rod (2006), Johnsrud (2008) og Langemark (2009). Hertil kommer seks per definitionem ligegyldige avisanmeldel-ser.

Set bort fra præliminærsider indeholder bogen otte kapitler foruden et forord, en tidstavle, en litteraturliste, en ordliste og et indeks. Kapitlerne 1–4 samt kapitel 6, dvs. ’Islam i Koranen’ (s. 9–35), ’Islam som politisk og dogmatisk system’ (s. 36–63), ’Sharia – islamisk ret’ (s. 64–88), ’Vesten, kolonialismen og den islamiske verden’ (s. 89–112) samt ’Islam, islamisme og inter-national terror’ (s. 132–164) er, i hvert fald så vidt jeg kan dømme, gode. Kapitel 7, ’Is-lam, sufisme og den personlige, religiøse inderlighed’ (s. 165–179), er interessant nok, men kedeligt, mens kapitel 8, ’Islam og det moderne’ (s. 180–189), er alt for kort, idet det nærmest slutter, inden behandlingen af emnet, som jeg næsten finder vigtigere end hele resten af bogen, for alvor begyn-der. Kap. 5, ’Euro-islam og islam på dansk’ (s. 113–131), burde efter min mening have været strøget eller helt omskrevet, for em-nebehandlingen her er naiv i en grad, så det ligefrem virker beskæmmende hos en intellektuel læser, som vel at mærke ikke er Rune Engelbreth Larsen eller discipel af samme. Bæk Simonsen har i dette kapitel fundet fløjlshandsker frem af en sådan kva-litet, at lekturen ligefrem kan bruges som emetikum.

Mange af anmelderne har været begejstre-de for bogen; fx Rod (2006):

Vel er Hvad er islam ikke nogen læse-let bog. Men den er uhyre informativ […], vedkommende [og] grundigt gennemar-bejdet […]. [Den er] en af de bedste bøger om emnet, som undertegnede hidtil har læst […]

Ifølge Pedersen (2006: 85), som i sin anmeld-else ikke laver andet end at tale Bæk Simon-sen efter munden, er Hvad er islam ”en lo-yal, sober og læsevenlig bog”. Også Lan-gemark (2009: 180) er positiv; i modsæt-ning til Ivan Rod finder hun ikke teksten svær: ”Som helhed fungerer bogen glim-rende som en letlæselig og informativ in-troduktion til et meget komplekst område”. Forbløffende er det dog, at hendes meget korte, intetsigende og i sandhed ligegyl-dige anmeldelse er trykt i et fællesnordisk videnskabeligt tidsskrift med peer review. Møller Larsen (2006) forekommer mig no-get skizofren i sin kritik: På den ene side mener han, at der er ”en vis skævhed i pri-oriteringen af stoffet” (Møller Larsen 2006: 14), idet der ”for eksempel [siges] meget om den radikale, det vil sige voldelige, islamis-me, mens islamismen som bredere fæno-men kun behandles kursorisk og nærmest idylliseres” (sammesteds). På den anden side konstaterer han, at ”problemet [med bogen] er imidlertid, at Bæk Simonsen i ste-det for blot at kvalificere debatten ved at bibringe den viden og information så ty-deligt ønsker at sætte en bestemt politisk dagsorden […], som om viden om religio-nen islam i al dens mangfoldighed nødven-digvis må føre til en (ukritisk) accept af det multikulturelle” (sammesteds s. 14f). Hvad


Side 11

det første punkt angår, må jeg protestere stærkt (kanske Møller Larsen forveksler bogen med en anden?): Bæk Simonsen teg-ner ikke noget voldeligt, antidemokratisk eller på anden måde usympatisk billede af islam, tværtimod: i Bæk Simonsens streg fremstår islam i en form, så den læge læ-ser nærmest ikke kan se, hvad der er tale om – var det ikke, fordi nogle af tingene blev nævnt ved navn.

At BaneDanmark ”af frygt for en negativ reaktion fra muslimske miljøer” ikke turde reklamere for bogen, dengang den udkom (Pedersen 2006: 85), er latterligt og vidner kun om hysteri og uvidenhed: Man har ty-deligvis ikke læst bogen inden den over-ilede beslutning.

Bæk Simonsen skriver på en måde, så det er meget svært at sætte fingeren på kon-krete linjer eller bestemte ord. Især i kapi-tel 5 er det dog tydeligt, at forfatteren har en politisk dagsorden: At give et så posi-tivt billede af islam, som det er muligt u-den at gøre sig skyldig i videnskabelig ure-delighed.

Alene på grund af kapitel 5 tør jeg ikke an-befale nogen at læse Hvad er islam, der-som de ikke kompletterer lekturen med historikeren Morten Uhrskov Jensens bog Et delt folk : dansk udlændingepolitik 1983–2008 (Lysias, 2008) og filosoffen Kai Sør-landers bog Forsvar for rationaliteten : reli-gion og politik i filosofisk perspektiv (Infor-mation, 2008). Det første af de nævnte to værker handler rigtignok ikke om islam som sådan, men det giver mange aldeles relevante og for en dels vedkommende i offentligheden stort set fortiede oplysnin-ger om islamitter, dvs. muslimer, i Dan-mark; ad den omvej giver værket også in-formation om islam. I Sørlanders bog er

formålet først og fremmest via en kontras-tiv og kritisk analyse af kristendommen og islam at redegøre for, hvorfor islam i mod-sætning til kristendommen kun vanskeligt – hvis overhovedet – lader sig forene med kravene til en sekulær demokratisk sam-fundsorden.

En anden bog, som jeg har læst, og til hvil-ken Bæk Simonsen er sekundær medfor-fatter, Den arabiske verden (Rahbek/Bæk Simonsen 2008), finder jeg vældig god, om end også dén er lidt til en side.8 Jeg er ikke fagmand, når det gælder Mellemøsten-studier, islam og lignende, jeg kan ikke arabisk osv. Som lægmand er jeg derfor i slige sammenhænge helt og holdent ”udle-veret” til den givne forfatter. Når denne vi-ser sig ikke at være pålidelig og troværdig mht. ét aspekt, ja, så melder spørgsmålet sig, om vedkommende er det mht. andre ting. Jeg er ikke i tvivl om, at Bæk Simon-sen er en kyndig fagmand, men jeg ville ønske, at han var mere neutral, mere nuan-ceret – og at han ikke hele tiden havde en skjult politisk dagsorden.

For at få en nuanceret udredning af centra-le problemer, som på den ene eller anden måde enten er forbundet med eller er direk-te affødte af islam, er det stærkt tilrådeligt at supplere den Bæk Simonsen’ske lekture med anden læsning – først og fremmest med Uhrskov Jensen (2008) og Sørlander (2008).

OM KROP – OG SJÆL?

Hvad er krop (2007) er skrevet af Gunn En-gelsrud (f. 1951), som er uddannet fysio-

8 Eksempelvis forekommer ordet ”diktatur” stort set ikke i hele bogen, selvom de fleste, hvis ikke al-le, de lande, bogen omhandler, i større eller mindre udstrækning er regulære diktaturer.

terapeut, siden 1991 dr.polit. fra Det Sam-funnsvitenskaplige Fakultet ved universi-tetet i Oslo og siden 2005 professor ved Sek-sjon for helsefag sammesteds. Bogen er i Danmark ikke blevet anmeldt i andet end Jyllands-Posten (13. juli 2007).

Forfatterens behandling af emnet er præ-get af hendes baggrund i idrættens, sund-hedsvæsnets og dansens verden. Det ikke-nummererede, i praksis nulte kapitel, ’Hvor-for er spørgsmålet »Hvad er krop?« aktu-elt?’ (s. 9–23), samt det sjette kapitel, ’Krop-pen i fremskridtets tidsalder’ (s. 153–174), er gode. Resten af bogen er ikke specielt vellykket.

Bogens filosofiske del (kap. 1) er for størs-tedelens vedkommende skrevet i et alt for abstrakt og tungt sprog, som i øvrigt skil-ler sig ud i forhold til sproget i resten af bogen i en sådan grad, at man får den mis-tanke, at forfatteren har kopieret og indsat store tekststykker direkte fra sin doktoraf-handling.9 Dagsordenen i kapitlet er at af-vise forestillingen om, at noget i kroppen er fysisk, mens noget andet er psykisk. Iføl-ge forfatteren har denne forestilling rod i en dualistisk tænkning, som hun fører til-bage til filosoffen René Descartes (1596–1650). Engelsrud forfægter den position, at kroppen er én helhed, og at det er så godt som umuligt at skelne mellem det psykis-ke og det fysiske. Hvorvidt kapitlet er over-bevisende, er svært at afgøre – på grund af det uklare og tunge sprog.

9 Inden for BDI, dvs. biblioteks-, dokumentations- og informationsvidenskab, tales der om selvplagi-ering, parallelpublicering og dobbelt publicering (jf. fx Bruhns 2010: 108f); alle tre termer henviser til sam-me fænomen.

En gennemgående irriterende dimension ved bogen er, at den er gennemsyret af fe-ministisk tænkning. Om talen falder på en kriminolog (Katja Franko Aas, s. 12), en langrendsløber (Marit Bjørgen, s. 13f), en skihopper (Anette Sagen, s. 14), en stand-up-komiker (Shabana Rehman, s. 15), en idéhistoriker (Ellen M. Krefting, s. 31, 43), en helgen (Katarina af Siena, s. 55), en fysi-oterapeut (Ragnhild Meirik, s. 79), en be-vægelsesforsker (Bonnie Bainbridge Cohen, s. 66 et passim), en psykomotoriker (Aadel Bülow-Hansen, s. 68f), en filminstruktør (Margreth Olin, s. 90), en redaktør på en bog (Angelika Taschen, s. 91), en kunstner (Kiki Smith, s. 104f), en sociolog (Ulla-Britt Lilleaas, s. 110), en forfatter (Hanne Ørs-tavik, s. 113f et passim), en journalist (Åsne Seierstad, s. 121), en danseteoretiker (Ma-xine Sheets-Johnstone, s. 125), en danser (fx Martha Graham, s. 125), en dansean-melder (Marit Strømmen, s. 125), en dan-seforsker (Avanthi Meduri, s. 129), en reli-gionsforsker (Sissel Østberg, s. 134), en an-tropolog (Anne Leseth, s. 144f et passim), en studerende (Trine-Lise Jansen, s. 164f), en maratonløber (Grete Waitz, s. 165), nog-le informanter (forskellige unavngivne re-fereret til med ”hun”, s. 92f et passim) eller nogle kollegaer (unavngivne refereret til med ”hun”, s. 157)… ja, så kan man være sikker på, at det er en kvinde! Og her har jeg vel at mærke ikke medtaget de få til-fælde, hvor der i samme afsnit eller i på hinanden følgende afsnit omtales hhv. det ene og det andet køn; jf. s. 159, hvor der tales både om en mandlig og en kvindelig politiker (hhv. Dagfinn Høybråten fra Kris-teligt Folkeparti og Sylvia Brustad fra Ar-bejderpartiet). Naturligvis nævnes der bog-en igennem også mænd, såsom Maurice Merleau-Ponty (1908–1961), som bogens fi-


Side 13

losofiske del, dvs. primært kapitel 1, byg-ger på. Men antallet af nævnte kvinder i brødteksten, og altså ikke i det bibliogra-fiske apparat eller i noteapparatet, hvor den menige mand alligevel aldrig kigger, er skønsmæssigt fire eller fem gange så højt som antallet af nævnte mænd.10

Irriterende er også forfatterens til tider un-derlige og dunkle sprog. Jf. fx følgende ud-drag:

Ryggen er ikke blot ’bagsiden’ af krop-pen, den har også en forside, der funkti-onelt og følelsesmæssigt er nært forbun-det med navlen. [Hvad er krop, s. 67]

Alle væsker i kroppen er i virkeligheden én væske. [sammesteds s. 70]

Umiddelbart efter hun [dvs. informanten] hævdede, at de hårde bevægelser tager direkte på sjælen, tilføjede hun, at hun føler, at hun har ladet sig indordne i et regime. [sammesteds s. 94]

Om en bueskytte i lære hos en japansk mester hedder det på s. 60:

Gennem forholdet til sin japanske mester opnåede han en indsigt, der blandt andet drejede sig om, at det at ramme plet med pilen dybest set handlede om at sigte ef-ter sig selv. Skytten sigter på sig selv og alligevel ikke på sig selv. Han er som skyt-te både den, der sigter, og den, der er må-let. Han bliver ét med både buen, pilen og skiven, og alligevel noget andet.

10 Dette skøn er ret sikkert. Jeg har læst bogen to gange; anden gang alene med henblik på at lave et nogenlunde pålideligt skøn angående dette forhold.

Der er ikke noget i vejen med i den aktuel-le sammenhæng at tale om selvbeherskelse og selvforglemmelse, men det ovenfor ci-terede ligner en replik fra en Hollywood-film og hører ikke hjemme i hverken en vi-denskabelig eller en populærvidenskabelig bog om humanfysiologi.

Apropos humanfysiologi: Som læg læser uden forudgående kendskab til hverken bogen eller forfatteren havde jeg netop ven-tet en humanfysiologisk gennemgang af det givne emnekompleks; dvs. jeg vente-de at læse en sådan bog, som en forsker fra eksempelvis Institut for Idræt ved Køben-havns Universitet kan skrive. I stedet ind-eholder bogen en blanding af informatio-ner med relation til alternative behandlings-former (s. 44, 68f, 70, 137f) – eller noget, der minder derom – og oplysninger af re-gulærvidenskabelig beskaffenhed (s. 70f et passim). Dette sammenkog forekommer un-derligt.

At Hvad er krop ligesom de andre bøger i serien ikke er en videnskabelig fremstilling sensu strictu er én ting. Noget andet er, hvad man som forfatter kan tillade sig, når man producerer ikke-regulærvidenskabelig tekst. Jeg finder, at man som forfatter, også når man benytter sig af den populærvid-enskabelige fremstillingsform, skal leve op til visse krav, således at der i det mindste bygges på solid videnskabelig grund. Der-for mener jeg, at forfatteren flere steder mangler at give belæg for påstande; jf. fx s. 59 (”Det siges, at hvis man fik alle mus-kler i kroppen til at arbejde sammen, ville de generere nok kraft til at løfte en bus.”) og s. 99 (”Forskere hævder, at kropssprog udgør 70 procent af kommunikationen mellem mennesker.”). Hertil kommer, at forfatteren bruger informanter af tvivlsom

værdi: Jf. fx s. 92f, hvor informanten er en kvinde, der, at dømme ud fra hvad hun meddeler, virker lettere psykisk forstyrret (eller som et absolut minimum: meget u-moden og uafklaret); at konkludere noget ud fra hendes udtalelser forekommer mig utilladeligt. Jf. også følgende passage:

En ung fyr, jeg mødte i et fitnesscenter, sagde, at han ’overlevede på styrketræ-ning’. Han trænede ikke for at komme i bedre form, men for at overleve.

Et sådant udsagn kan næppe bruges til an-det end en indledende sekvens i et afsnit, hvor man ønsker at diskutere hhv. moden-hed/umodenhed og intellektuel kapacitet /intellektuel armod iblandt unge fitness-dyrkere i dag. Jf. også nogle kursusdelta-geres beskrivelser (s. 149f) af nogle af En-gelsrud afholdte kurser.11

I forlængelse af det stedvis dunkle sprog og de tvivlsomme informanter skal endnu følgende bemærkes: Forfatteren glemmer at tage højde for, at (formentlig) et flertal af hendes informanter næppe repræsente-rer den intellektuelle del af befolkningen og ikke er vant til at udtrykke sig sprog-ligt endsige akademisk. Det drejer sig her om mennesker, som i symbolsk forstand går rundt med en T-shirt med påskriften ”En dag uden træning er en dag uden me-ning” eller – iblandt danserne – kreative, kunstorienterede mennesker. Jf. den stort set uforståelige beskrivelse (s. 125f), som en danser giver af dans, og som forfatteren

11 At forfatteren mener, at deltagerne i deres beskri-velser af kurserne ”udtrykker sig i et rigt og præ-cist sprog” (s. 150), er næsten tragikomisk.

uden videre gengiver, som var det et citat fra Ugeskrift for læger. Jf. også spydkaster-trænerens instruktioner til en spydkaster (s. 139f).

Som nævnt ovenfor indeholder bogen også to gode kapitler (særlig velskrevet og fyldt til bristepunktet med spændende oplys-ninger er underkapitlet ’Overvægt som trussel?’, s. 168–171). I andre kapitler brin-ges der naturligvis også ofte gode og inte-ressante oplysninger, jf. fx s. 88:

I 1997 blev der foretaget 2,1 millioner kosmetiske operationer i USA – i 2003 8,8 millioner[…]. Den første kendte næse-operation blev foretaget i 1597, og med datidens metoder tog det 20 dage at fuld-føre operationen. Patienterne måtte ud-holde smerterne uden smertestillende midler. Anæstesi og bedøvelse, som kom til i 1846, og antiseptiske midler, som kom i til [sic] 1867, forbedrede operationstek-nik og reducerede patientens lidelser.

I det store og hele er Hvad er krop – vel at mærke efter min vurdering – ikke nogen decideret dårlig, men bestemt heller ikke nogen god bog. Den er acceptabel.

SALIGE ER DE ENFOLDIGE…?

Hvad er kristendom (2. opl. 2009) er skrevet af Halvor Moxnes (f. 1944), professor ved det teologiske fakultet på universitetet i Oslo, og er den bog i Hvad er-serien, som jeg finder mindst vellykket; det skyldes dog snarere faget teologi, end det skyldes hhv. bogen og forfatteren.

Ludvig Holberg (1684–1754) sagde engang, at hvis én lærer teologi, før han lærer at blive menneske, bliver han aldrig mennes-ke. Og det er ikke tilfældigt, at det var en


Side 15

oplysningsfilosof, der bemærkede dette, for teologien fører til en form for tænkning, der sætter sig på hjernen og gør den uimod-tagelig for fornuftargumenter, som de fles-te mennesker ellers reagerer på. Ja, strid mod al fornuft anses ligefrem for en dyd i kristendommen, jf. kirkefaderen Tertulli-ans dictum: ”Jeg tror, fordi det er imod al fornuft” (Credo quia absurdum). Noget dras-tisk måtte – og må – man jo diktere på det intellektuelle område, for med den kolos-sale mængde af traktater, læresætninger og doktriner, der er blevet fostret i løbet af den lange kristelige tradition, er man kom-met til at stå med en sådan syndflod af ind-byrdes uforenelige opfattelser af meningen med Kristi liv og gerning, så mange for-skellige syn på Gud og på forholdet mellem Gud, menneske og verden, at opnåelsen af en blot nogenlunde sammenhængende og ”fornuftig” lære synes fuldstændig ude-lukket. I stedet har vekslende gejstlige øv-righeder på forskellige tidspunkter i his-torien fastlagt, hvad de mente burde være ”rigtig” kristendom – og det har præster og menigheder så haft at rette sig efter.

Når teologer i dag skal fundere over og finde mening i hele dette sammenrend af tankegods, burde det ikke forbavse nogen, at det bliver en i reglen aldeles forvirren-de affære for menigmand. Det bliver så u-overskueligt, at det umuligt kan munde ud i en fasttømret og sammenhængende livs-anskuelse. Derfor nøjes præster og univer-sitetsteologer da ofte også med, når de ud-taler sig til ikke-teologer, at nævne nogle af de spredte lysglimt, som kristendom-men trods alt stadig byder på, og som en-hver kan indse skønheden af: ”Du skal el-ske din næste som dig selv” og den gyld-ne regel: ”Gør kun mod andre, hvad du

ønsker de ville gøre mod dig”. At disse smukke læresætninger fylder såre lidt i den kristelige lærebygning i forhold til alle de fæle dogmer, melder kirkemændene sjæl-dent noget om. Og man forstår godt, hvor-for de vælger at holde tand for tunge; ikke mindst når man kigger i Den danske Folke-kirkes bekendelsesskrifter, jf. fx følgende ud-drag:

Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme[…] og […] opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker og djævle vil han fordømme til at pines uden ophør” [‘Den augsburgske bekendelse’, artikel 17 (Grane 2000: 55f)]

Længere mente den tidlige protestantis-mes teologer åbenbart ikke, at Kristi egen næstekærlighed rakte. Og dét har efterføl-gerne så af respekt for traditionen holdt fast ved lige siden; jf. kritikken hos Nielsen (1924). Samtidig udelukker de teologer, der følger kirkens regler, stort set alle andre kilder til en erkendelse af Gud end kristen-dommens egne bøger. De teologer, der er tro mod deres fag, optræder således med et intellektuelt hovmod, der bl.a. tilsiger, at al filosofi er profan, et udslag af verds-lighed, blot fordi den ikke grunder sig på den kristne bekendelses skrifter. Selv et felt som parapsykologi mener kirketro te-ologer ikke kan bidrage til erkendelse af det guddommelige, og dét til trods for, at tusindvis af mennesker (inkl. mange aka-demikere/forskere) fra hele verden her har leveret empirisk materiale til udforsk-ning af spørgsmål, man ellers skulle tro vil-le interessere udøvere af faget teologi, ek-

sempelvis spørgsmålet: Hvad er nærdøds-oplevelser?12 Jf. hertil bl.a. Eversbusch (1999; 2000a; 2000b; 2001; 2004; 2008a).

Det mest imponerende ved bogen Hvad er kristendom er, at forfatteren formår at ud-fylde 180 sider uden rigtig at sige noget som helst. Det er det, man på jævnt dansk kalder: en sludder for en sladder. Et ind-holdsreferat findes hos Kjærgaard (2007) og en anmeldelse hos Rønne Rasmussen (2008).

DEN FASCINERENDE UENDELIGHED Hvad er matematik (2011) er skrevet af Tinne Hoff Kjeldsen (f. 1961), som er lektor i ma-tematik på Roskilde Universitet og primært arbejder med bl.a. matematikkens historie, filosofi og didaktik. Der findes kun én an-meldelse af værket, Ehlers (2011), og den er semiakademisk.

Hvad er matematik hører utvivlsomt til mi-ne favoritter i Hvad er-serien. Skulle jeg gi-ve den karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give den et 11-tal. Når jeg ikke vil-le give den 13, så er det på grund af kapi-tel 10, som jeg synes er ret tungt (dog som det eneste kapitel i bogen) i forhold til vær-kets intenderede målgruppe (lægfolk), ret kedeligt, og fordi jeg ikke kan tro, at for-fatteren ikke kunne have brugt den plads på noget, jeg som læg læser havde fundet mere spændende. Desuden synes jeg, selv-om forfatteren rigtignok kommer ind på emnet, at man mangler at få et ordentligt svar på et af de kendte, store spørgsmål vedrørende matematikken: hvorvidt den

12 Et akademisk forum for den videnskabelige ud-forskning af det paranormale er eksempelvis Jour-nal of Parapsychology, som har eksisteret siden 1937 og den dag i dag lever i bedste velgående.

er opdaget eller opfundet. En personlig henvendelse til forfatteren (e-mail primo juli 2011) resulterede i følgende svar: Det afhænger af éns matematikfilosofiske po-sition; platonister vil mene, at matematik-ken er opfundet, idet de mener, at mate-matikkens objekter eksisterer uafhængigt af os.

Bogen er efter min mening den ene af de tre bedste i serien, som denne foreligger medio december 2011.

NATURVIDENSKAB Hvad er naturvidenskab (2008) er skrevet af Helge Kragh (f. 1944), som er professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universi-tet. Foruden at være dr.phil. er Kragh og-så dr.scient., og i 2007 fik han tildelt Aar-hus Universitets videnskabspris. Jeg kan allerede her afsløre, at jeg ikke alene reg-ner Hvad er naturvidenskab til de tre absolut bedste i serien (de to andre er hhv. Harnow Klausens Hvad er videnskabsteori og Hoff Kjeldsens Hvad er matematik), men også til en af de bedste bøger i Danmark det senes-te årti. Bogen har været genstand for tre akademiske anmeldelser: Riis Larsen (2008) er blot refererende, ret intetsigende, men positiv; Berg Rasmussen (2008), som i sin dom også er overvejende positiv, giver en udmærket indholdsbeskrivelse, som jeg til-lader mig at genbruge her:

De to første kapitler søger at afgrænse og karakterisere naturvidenskab generelt, ud fra en historiskfilosofisk angrebsvin-kel. Forfatteren er godt klar over, at dis-se overvejelser ligger langt væk fra natur-videnskabelig praksis, men de vil nok interessere den ovennævnte læsergrup-pe. I de fire følgende kapitler beskrives hovedpunkter af den historiske udvik-


Side 17

ling i henholdsvis fysik, astronomi/kemi (en interessant sammenstilling), geologi og biologi. Vægten ligger mere på det idemæssige og på forskersamfundenes sociologi end på fagenes konkrete ind-hold. Bogens sidste kapitel har den pro-vokerende overskrift: “Er naturviden-skaben meningsløs?”, men spørgsmålet er snarere “hvad er meningen med natur-videnskab”, og det lille, korte kapitel be-skæftiger sig med naturvidenskabens be-tydning i samfundet og i folks hoveder. Hvis man savner klare argumenter for, hvorfor astrologi og anden “alternativ viden” ikke er videnskab, kan man fin-de dem her.

At det er ”en bog for akademikere i andre fag”, som Berg Rasmussen (2008) skriver, er jeg ikke enig i. Bogen er meget letlæst, synes jeg. Lægfolk inkl. gymnasieelever burde sagtens kunne læse og forstå den. Berg Rasmussen kritiserer nogle detaljer, jf. bl.a.:

[…]side 105 angives et beløb for den ke-miske industris “økonomiske værdi”; er det den investerede kapital, den årlige omsætning, eller hvad? Side 107 oplyses nogle beløb per tid, hvor enheden burde være dollars per år eller lignende. I øvrigt siger sådanne tal ikke så meget uden no-get at sammenligne med eller en god pa-ratviden om andre sektorers økonomiske forhold.

Willum Johansen (2008) er mere grundig og i øvrigt også overvejende rosende:

Bogens bærende kraft er videnskabshis-torien, og de historiske afsnit er generelt

meget vellykkede – måske med undta-gelse af afsnittet om fysik og astronomi, der godt kan virke lidt indforstået. Afsnit-tene om kemi, geologi og biologi fungerer til gengæld godt og er imponerende nu-ancerede i forhold til, hvor korte de er. De kan varmt anbefales til undervisere i gymnasieskolen. Det eneste, der i den forbindelse undrer og ærgrer mig lidt, er, at bogen ikke indeholder hverken il-lustrationer eller formler. Der er ikke ble-vet plads til hverken tegninger af appa-ratur, Newtons love eller bare en enkelt kemisk strukturformel, og det gør des-værre de historiske rids lidt ukonkrete. […]indimellem havde det været rart, hvis de videnskabsteoretiske refleksioner hav-de fået mere plads og havde været en a-nelse dybere. […]Det er jo umuligt fyl-destgørende at beskrive, hvad naturvi-denskab er, i en kort introducerende bog. Man må træffe nogle valg, og [HK] har valgt at lægge vægten på videnskabshis-torien. Vil man i dybden med videnskabs-teori og metode, må man gå et andet sted hen.

Bogen er meget velskrevet og letlæst, og giver et godt bud på, hvordan naturvi-denskaben tager sig ud set fra en historisk synsvinkel. Den henvender sig bredt; gymnasieelever vil nok kunne forstå det meste, og folk med en naturvidenskabelig baggrund vil bestemt blive klogere på deres eget fag.

Det er vist ikke for meget sagt, at Helge Kragh hører til iblandt de fremmeste intel-lektuelle i dagens Danmark. Men lidt mere karakter – eller mandsmod – kunne jeg godt ønske mig af manden; på s. 165 om-taler han den feministiske videnskabsfilo-sof Sandra Harding, som tilsyneladende i fuld alvor mener, at et feministisk perspek-tiv ikke blot fører til en ”anden videnska-

belighed”, men også til en bedre og mere sand videnskab, eftersom, som hun siger, kvinder er mindre forudindtagne i deres forskning end mænd. Som læser sidder man tilbage efter endt læsning af dette afsnit og undrer sig stærkt over, at forfatteren, dvs. Helge Kragh, slet ikke kommenterer disse absurde udtalelser.

SOCIALANTROPOLOGI Hvad er socialantropologi (2005) er skrevet af Thomas Hylland Eriksen, professor i so-cialantropologi på universitetet i Oslo. At forfatteren flere gange tidligere er blevet meriteret for sine evner udi formidlingens kunst (fx modtog han i år 2000 Universite-tet i Oslos pris for forskningsformidling og i 2002 Norges Forskningsråds formidlings-pris) kan ikke undre nogen, som har læst denne bog. Jeg tilstår, at jeg forventede en tung og, som det med et slangudtryk hed-der, langhåret omgang spekulation frem og tilbage over menneskesamfundenes kom-plekse mangfoldighed gennemskudt af for-sikringer om, at alle kulturer skam er lige gode. Mine betænkeligheder forud for lek-turen blev efter endt læsning stort set gjort til skamme.13

Bogen er inddelt i to hoveddele, ’Indgange’ (s. 9–110) og ’Nedslagsfelter’ (s. 111–173), som hver indeholder en række kapitler. Hertil kommer naturligvis et forord samt anden para- og præliminærtekst. I den førs-te hoveddel behandles bl.a. nogle af antro-pologiens centrale termer (fx ”køn”, ”sam-fund”, ”kultur”). I den anden behandles tre emner: reciprocitet (om gavegivning i videste forstand eller i det hele taget gen-

13 Min forventning om den kulturrelativistiske po-sition viste sig dog at holde stik (vel en erhvervs-skade hos forfatteren).

sidighed og deraf følgende afhængighed-er), identifikation (dvs. identitet og iden-titetsdannelse) og slægtskab (herunder fæ-nomenet familie – betragtet dels som en biologisk, dels som en social størrelse).

En mangel er det, synes jeg, at forfatteren, om end han i begyndelsen af bogen kort kommer ind på forskellen mellem (den amerikanske) kulturantropologi og (den kontinentaleuropæiske) socialantropologi – hvorefter han til min irritation i øvrigt kon-kluderer, at han i bogen enkelte steder vil bruge betegnelsen socialantropologi om begge! – ikke ordentligt redegør for disse termer, hvad de dækker og har dækket ov-er, samt beslægtede betegnelser såsom fol-kemindevidenskab også kaldet folkloristik, etnologi, etnografi og evt. andre.

Hvad er socialantropologi er en læseværdig bog. En kort, indholdsrefererende omtale findes hos Green (2008); en delvis analytisk, positiv tekst er Eilertsens anmeldelse (2007). Endvidere er bogen anmeldt af Høstrup (2006).

SOCIOLOGI Hvad er sociologi (2010) er skrevet af Carsten Bagge Laustsen (f. 1970), ph.d. og lektor i sociologi ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og Lars Thorup Lar-sen (f. 1975), ph.d. og adjunkt i sociologi sammesteds. Bogen er i skrivende stund (medio december 2011) ikke blevet an-meldt i andet end Weekendavisen (26. fe-bruar 2010).

Om denne bog kan jeg ikke skrive meget. Bogen er ikke dårlig, tror jeg,14 men den er skrevet i et tungt sprog og er stedvis så ind-

14 Når jeg ikke forstår store dele af indholdet, kan jeg selvsagt ikke være sikker i min vurdering.


Side 19

forstået, at jeg som læg læser ganske en-kelt ikke kan følge med. Foruden para-tekster og præliminærsider indeholder værket følgende syv kapitler: 1. ’Hvad er sociologi’; 2. ’Den klassiske sociologi’; 3. ’Magt og stratificering’; 4. ’System og dif-ferentiering’; 5. ’Det refleksive selv’; 6. ’Stat og marked’; 7. ’Udfordringer til sociologi-en’.

Forlagets redaktører, der ellers så kyndigt har taget sig af de andre bind i serien, må have været på ferie, da manuskriptet til denne bog blev sendt ind. Og korrekturlæ-seren, i troen på at alt var i skønneste or-den, ekspederede vel værket, så det nåe-de at gå i trykken inden redaktørernes tilbagekomst. Således er min hypotese om, hvordan det kan være gået til, at det-te værk i formidlingsmæssig henseende adskiller sig voldsomt fra alle de øvrige Hvad er-bind.

KURIOSA OG PROPAGANDA Hvad er sprog (2006) er skrevet af Helene Uri, som ifølge omslagsteksten foruden at være ”heltidsforfatter” også er sprogfors-ker og tilmed har en doktorgrad i lingvis-tik. Foruden nogle avisomtaler findes der to anmeldelser af værket: Hansen (2006) og Kierkegaard (2007). Førstnævnte er en ligegyldig, uintelligent tekst;15 jeg skal spa-re læseren for yderligere omtale. Sidst-nævnte er intelligent og nuanceret, men i min optik dels for venlig bogens så godt som ikke-eksisterende kvaliteter taget i be-tragtning, dels med et manglende blik for mængden af de problemer, bogen faktisk fremviser. Jeg ved ikke, hvor jeg skal be-

15 I fagbladet Folkeskolen synes det at være reglen snarere end undtagelsen at bringe sådanne anmeld-elser.

gynde, og hvor jeg skal slutte min kritik af dette værk, som først og fremmest ud-mærker sig ved at være en blanding af ku-riosa og propaganda. Som det første skal jeg nævne, at H. Arndts bog Sproget (2009) – jf. Pálfi (2011b: 17f) – er langt bedre end Uris Hvad er sprog, selvom Sproget indholds-mæssigt er tungere og skrevet i en tør stil. Det eneste positive, jeg kan sige om Uris bog, er, at den ikke er kedelig. Til gengæld får man ikke noget ud af at læse den. Bo-gen mangler i en sådan grad (faglig) tyng-de, at den så godt som slet ikke adskiller sig fra almindelig avistekst.16 Til studium, det være i forbindelse med en uddannelse eller som privat fordybelse affødt af nys-gerrighed, almen interesse eller et ønske om almen dannelse, egner bogen sig der-for bestemt ikke. Jeg har tidligere kritise-ret nogle af UNIVERS-bøgerne for at være skrevet i et for tungt sprog i forhold til den tiltænkte læserskare (Pálfi 2011b); Uris bog synes jeg er alt for let! Udover en række kuriosa (fx at man på serbisk skriver Viljem Šekspir i stedet for William Shakespeare) har bogen intet at byde på, bortset fra at den også har et propagandistisk tilsnit, som vi skal se i det følgende. At den danske ud-gave er bearbejdet af bl.a. Jens Normann Jørgensen, er desuden en alarmerende detalje: som jeg har godtgjort andetsteds (Pálfi 2009b), har professor Jens Normann Jørgensen diskvalificeret sig selv som fors-ker og videnskabsmand.

I det følgende vil jeg nævne konkrete ek-sempler på enten deciderede fejl, tenden-tiøs stofbehandling (tendensen er ved alle

16 Her befinder vi os således i den modsatte ende af ”læselig-for-lægfolk-skalaen” sammenlignet med Hvad er sociologi.

givne lejligheder at hylde sprogparnasset og ”den rigtige mening”) og i det hele ta-get problemer ved Hvad er sprog.

På s. 25 belæres vi om, at der findes uend-elig mange ord i sproget, dvs. i et hvilket som helst sprog. Postulatet, som angive-lig stammer fra en af alle tiders mest ind-flydelsesrige sprogforskere, amerikaneren Noam Chomsky (f. 1928), gentages på s. 37 (hvor det bl.a. hedder, at klassen af ind-holdsord er åben ”i den forstand at den i princippet har uendelig mange medlem-mer”) og s. 115 (”det vi med sikkerhed kan sige, er at ethvert sprogs ordforråd er ubegrænset”). Det skal retfærdigvis siges, at ikke kun Helene Uri, men et forbløffen-de flertal af sprogforskere (i hvert fald i Vesten)17 den dag i dag er hildede i denne vildfarelse, dvs. idéen om, at der i ethvert sprog findes uendelig mange ord, til trods for at idéen for det første er kontraintuitiv, for det andet forekommer matematisk mis-tænkelig selv for én, der ikke har specielt megen forstand på matematik, og for det tredje: til trods for, at en fremtrædende dansk lingvist og leksikograf, Holmboe (1992), allerede for to årtier siden uigen-driveligt har påvist, at idéen, som i øvrigt lige fra undfangelsesøjeblikket har været en ren og skær påstand, ikke kan være an-det end en misforståelse. Men ligesom den velkendte historie om, at inuitterne har et (meget) stort antal ord for sne,18 lever også myten om sprogets uendelighed i bedste velgående. Hovedgrunden, til at der ikke

17 Min viden om og mit kendskab til den øvrige ver-dens lingvister er for ringe til, at jeg vil/kan udtale mig om andet end Vesten (i bred forstand). 18 Antallet varierer afhængigt af forfatter, graden af sensationspræg osv. – jf. Pullum (1991) og se evt. kapitlet ’Eskimoer og sne’ hos Uri (s. 121–123).

kan findes uendelig mange ord, er, at læng-den af ord ikke går mod uendelig. Der fin-des simpelthen ingen ord, der er uendelig lange. Sagt på en anden måde: Populatio-nen i ordlængdeklasser, hvor n bliver for stor, er simpelthen nul, og den fortsætter med at være nul, efterhånden som n vok-ser mod det uendelige. Hertil kommer, at det matematiske maksimum for ord på n bogstaver reduceres på grund af de fono-taktiske regler, der er gældende for et gi-vent sprog. Således er fx ”kyxyriclp” eller ”xqqiqx” ikke alene uudnyttede, men også uudnyttelige strenge på dansk.

I denne sammenhæng er det relevant at nævne, at det ikke er nogen myte, at nogle sprog er fattigere end andre. Hvorvidt den-ne iblandt lingvister ligeledes meget ud-bredte fejlopfattelse (flittigt viderebeford-ret også af Uri, s. 115) er en direkte og lo-gisk følge af idéen om sprogenes uendeli-ge antal ord, eller om også angsten for (at støde) politisk korrekthed virker som styr-kende faktor, er svært at afgøre. Under alle omstændigheder er der al mulig grund til at antage, at i hvert fald de ikke-skriftsatte sprog, hvortil omtrent to tredjedele af ver-dens sprog hører, er væsentlig fattigere på ord (i fagsproget kaldet leksik) end skrift-satte sprog uagtet nok så udviklede mne-moteknikker hos brugerne af førstnævnte. Endvidere er der grund til at antage, at der også findes nogen variation i ordforråde-nes størrelse i de skriftsatte sprog – man tænke blot på det klassiske ækvivalenspro-blem (på engelsk taler man oftere om lexical gaps, dvs. leksikalske huller), nemlig at der findes ord på ét sprog, som ikke har nogen modsvarighed på et andet. Eksempelvis fin-des der ikke modsvarende engelske ord for de danske ”aftægt”, ”aftægtsbolig” og


Side 21

”aftægtsfolk”, hvilket konkret betyder, at dansk er rigere end engelsk vel at mærke med de nævnte tre ord (foruden en del an-dre ord og udtryk). På den anden side er også engelsk rigere end dansk med en del ord og udtryk (fx findes der ingen dansk modsvarighed til ”stiff upper lip”). Et an-det eksempel er det tyske ”Oberlandesge-richt”, som hverken modsvarer det danske ”landsret” eller ”højesteret”; ordet savner simpelthen en dansk modsvarighed (”over-landsret” findes ikke hverken som fæno-men eller som ord).

På s. 50 skriver Uri, at det naturlige men-neskesprog opstod for 30.000–40.000 år siden. Selvom hun anfører, at der hersker ”stor usikkerhed” og ”dyb uenighed” (sam-mesteds) desangående, bliver læseren ef-ter min mening vildledt her. Bent Foltmann, som i perioden 1970–1992 var professor i biokemisk genetik ved Københavns Uni-versitet, og som i øvrigt er en internationalt anerkendt forsker, har ganske overbevisen-de sandsynliggjort, at allerede neandertal-mennesket, som dukkede op på verdens-scenen mellem år 200.000–150.000 før vor tidsregning, må have haft et sprog (Folt-mann 2008: 237–262). I en personlig korres-pondance supplerer han:

Det er et spørgsmål, som ikke kan besva-res definitivt, men jeg mener bestemt, at sprogevnen må være langt ældre end de 35.000–40.000 år, som det er foreslået af nogle humanister. Befolkningen syd for Sahara og den australske urbefolk-ning har været adskilt i over 70.000 år. De har forskellige sprog, men den sam-me sprogevne. Det må betyde, at den nu-værende sprogevne har været udviklet hos nutidsmenneskets stamform for om-kring 100.000 år siden. Vi ved ikke om

neandertaleren har haft et sprog, men genet FOX P2 indgår i sprogdannelsen, og neandertaleren havde den samme va-riation af dette gen som nutidsmennes-ket. Tungebenet (the hyoid bone) indgår i strubehovedet, og der er fundet tunge-ben fra neandertalere; dvs. at de har haft genetiske og anatomiske forudsætninger for et sprog. Dertil kommer, at vokalap-paratet og den tilhørende neurale styring udgør et yderst kompliceret system, som må have krævet lang tids udvikling. Jeg finder det derfor sandsynligt, at de første protosprog er udviklet hos homo erectus, måske for en halv million år siden. [pri-vat e-mail-korrespondance med Foltmann 27. september 2011]

På bl.a. s. 56f skriver Uri om sprogslægt-skab. Hun forsømmer her at følge den tra-ditionelle hierarkiske inddeling i sprogæt (som er øverste trin), sprogfamilie (som er trinnet derunder) og sproggruppe (som er det tredje trin, når der tælles oppefra og ned) og/eller evt. sproggren, som dog er en problematisk term, idet den i flæng bru-ges synonymt med både ”sproggruppe” og som benævnelse på trinnet derunder. Kor-rekt er det således at tale om fx den indo-europæiske sprogæt (herunder bl.a. den germanske sprogfamilie) og den uralske sprogæt (herunder bl.a. den finsk-ugriske sprogfamilie) – ikke om den indoeuropæ-iske sprogfamilie, som Uri gør.19

På s. 116 erfarer vi, at ODS, dvs. Ordbog over det danske Sprog (1918–1956), som med sine fem tillægsbind (1992–2005) i alt fylder 33 bind, indeholder 180.000 opslagsord.

19 Det kan naturligvis ikke udelukkes, at det er den danske oversætter eller de danske bearbejdere, der har plantet disse fejl; jeg har ikke efterset originalen.

Mere korrekt havde det været at skrive, at antallet af opslagsord i værket (supple-mentsbindene medregnet) er 290.000; i det-te tal er også underopslagsord (sublemmata) medregnet. Tæller man kun hovedopslags-ord (lemmata), er antallet ca. 225.000.

Som nævnt ovenfor er Uris sprogsyn ten-dentiøst. Hun gengiver blot, hvad hun er blevet indoktrineret med på lingvistikstu-diet. Selvstændig tænkning leder man for-gæves efter. Jeg vil ikke trætte læseren med at påpege de problemer, der er forbundet med de lingvistisk ”rigtige meninger”, men vil i stedet henvise til Pálfi (2007a; 2007b; 2009a; 2009b), Kierkegaard/Pálfi (2009), Eversbusch (2007; 2008b; 2009), Eversbusch /Pálfi (2011), Nielsen (2009), Pedersbæk Hansen (2009), Pedersen (2007), Rosenberg (2009) og Øhrgaard (2008). Et konkret ek-sempel skal dog nævnes: På s. 163 skriver Uri: ”Det hjælper ikke, at Sprognævnet og dansklæreren anbefaler rullebræt hvis alle siger skateboard”. Det, som Uri og hendes kaldsfæller overser i et sådant argument (som i øvrigt findes i forskellig form man-ge steder i moderne, lingvistisk litteratur), og som udmærker sig ved en iøjnefalden-de stupiditet, er de historiske dimensioner ved sagsforholdet. I hvert fald for Dan-marks vedkommende gælder, at betydeli-ge dele af den lærde stand til alle tider har virket styrende på sproget. Kendte og af eftertiden hyldede folk som Ludvig Hol-berg (1684–1754), H.C. Ørsted (1777–1851) m.fl. gjorde en endog meget aktiv indsats for sprogrøgt, sprogrigtighed og sprognor-mering – ja, de dannede endda mange nye danske ord, som ingen i dag sætter spørgs-målstegn ved. Også i dag mindre kendte sprogfolk som Peder Syv (1631–1702), Hen-rik Gerner (1629–1700), Jens Pedersen Høys-

gaard (1698–1773) m.fl. har både direkte og indirekte medvirket til at styre sproget i en bestemt retning og konsolidere det. I den fjerne middelalder var der endog munke, der prøvede at etablere fremtids tillægs-form på dansk (dvs. gerundiv): infinitiv + skullende, fx ”kommeskullende” som i syn-tagmet ”de kommeskullende problemer”, dvs. ’de problemer, som (endnu) skulle komme’. Og denne form har faktisk levet – rigtignok et stille liv, men den har levet og lever til dels stadig – igennem de efter-følgende århundreder. Jeg har selv fundet autentisk belæg for den i et dokument ud-givet så sent som i 1989.

Det er simpelthen en lodret løgn og propa-gandistisk snak, at det ikke hjælper, hvad Sprognævnet og dansklæreren anbefaler eller, som det tidligere hed, bestemmer. Sprogautoriteter og autoriteter i det hele taget har til alle tider virket styrende på sproget. Set i evighedens perspektiv er det først i går (dvs. efter autoriteternes begyn-dende afvikling som direkte følge af ung-domsoprørene i 1960’erne), at nogle aka-demikere med ”den rigtige mening” har fundet på, at man endelig skal lade udvik-lingen gå sin gang.

VIDENSKABSTEORI Hvad er videnskabsteori (1. opl. 2005; 5. opl. 2011) er skrevet af dr.phil. Søren Harnow Klausen, professor på Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på Syd-dansk Universitet. Foruden en anmeldelse i studentertidsskriftet Reflex nr. 38 (2006), findes der to akademiske anmeldelser af værket. Norup (2006) nøjes mestendels med at referere bogens indhold; den smule ana-lytiske kritik, han kommer med, er lidt gna-ven og kontrær:


Side 23

Bogen giver en udmærket indføring i de problemer, den behandler, men på trods af det er det min vurdering, at den ikke vil være velegnet som lærebog i viden-skabsteori på det sundhedsvidenskabe-lige område. Dens generelle og abstrakte tilgang til emnet vil næppe appellere til studerende, der kommer med et speci-fikt fagligt udgangspunkt, og som typisk bedst kan se relevansen af videnskabs-teori, hvis undervisningen tager udgangs-punkt i deres eget fag. [Norup 2006: 1700]

Harnow Klausens bog er efter min mening ikke alene den absolut bedste i Hvad er-serien (anden- og tredjepladsen indtages af hhv. Kraghs Hvad er naturvidenskab og Hoff Kjeldsens Hvad er matematik), men også en af de bedste bøger i Danmark det seneste årti. Teksten er skrevet i et formi-dabelt sprog: Alt er klart og tydeligt for-muleret, let at forstå, vel at mærke uden at det går ud over tankernes fantastiske dybde og niveauet i det hele taget, som når svimlende højder. Denne bog er den bedste om videnskabsteori, jeg i mit liv har læst – dersom jeg ikke medregner Favrholdt (2008), og det gør jeg ikke, for den bog hand-ler om erkendelse i almindelighed og i vi-denskabens verden, mens Harnow Klau-sens bog specifikt handler om videnskabs-teori og videnskabelig erkendelse.

En anke skal dog gælde kapitlet ’Begreber og definitioner’ (s. 143–145), som handler om begreber og definitioner i almindelig-hed: Dette kapitel står ikke mål med de øv-rige kapitler, men overrasker tværtimod ved sin overfladiskhed og manglende ind-sigt. Hvori problemerne består, skal ikke udredes her. Dels tillader pladsen det ikke, dels rækker mine evner ikke. Jeg er ikke ekspert i begreber og definitioner, men med

dette emnekompleks er vi rigtignok hjem-me i netop mit fagområde: leksikografien inkl. metaleksikografien, dvs. teori og prak-sis knyttet til leksikografiske opslagsvær-ker (dvs. ordbøger, leksika, encyklopædier osv.), til udarbejdelsen af disse, til analysen af dem osv., til kodificering af data i det he-le taget, til accessologi osv. Om end meta-leksikografien i modsætning til den prak-tiske leksikografi, som er næsten lige så gammel som skriften selv, lever en skygge-tilværelse i forhold til mange andre viden-skaber, findes der nu om dage en anselig mængde faglitteratur. Bl.a. kan nævnes de vigtigste, internationale videnskabelige tids-skrifter: Cahiers de lexicologie (1959ff), Dic-tionaries : Journal of The Dictionary Society of North America (1979ff), Lexicographica : Inter-national Annual for Lexicography (1985ff), International Journal of Lexicography (1988ff), Lexikos (1991ff) og LexicoNordica (1994ff). Hertil kommer naturligvis en lang række antologier, herunder også konferencerap-porter – for Nordens vedkommende den biennale udgivelse Nordiske studier i leksi-kografi (1992ff) – foruden monografier, bi-bliografier mv. Nævnes skal også to af fa-gets vigtigste håndbøger: Nordisk leksikogra-fisk ordbok (1997) og Wörterbuch zur Lexiko-graphie und Wörterbuchforschung / Dictionary of Lexicography and Dictionary Research (bind 1ff, 2010ff). Der er rigeligt at gå i gang med, hvis man ønsker ordentlig indsigt i sådan-ne ting som begreber og definitioner. For-uden leksikograferne og leksikologerne er der også andre faggrupper, som gør krav på at være eksperter i slige sammenhænge: eksempelvis terminologerne, som også har deres egen faglitteratur (fx Terminology : International Journal of Theoretical and Applied Issues in Specialized Communication 1994ff).

GODT FORLAGSARBEJDE, MEN… For de fleste af værkerne gælder, at de, så vidt jeg kan dømme, overholder både ned-skrevne og uskrevne regler og normer for videnskabelighed og lødig forskning. Und-tagelser er Hvad er sprog, Hvad er kristendom og i hvert fald kapitel 5 i Hvad er islam (jf. de respektive afsnit ovenfor). Også på for-midlingsfronten er serien forbløffende god. Kun to bind (Hvad er etik og Hvad er socio-logi) samt kapitel 1 i Hvad er krop og kapi-tel 10 i Hvad er matematik er efter min vur-dering mislykkede i denne henseende.

Teksten i bøgerne er i det hele taget godt redigeret; antallet af slåfejl er ualmindelig lavt, det samme gælder skæve og underli-ge formuleringer mv. At der i Hvad er astro-nomi (2009) gennemgående står ”babylo-nerne” og ”hovedsaglig” (i stedet for de korrekte former ”babylonierne” og ”hoved-sagelig”), er småting.

Påfaldende og ikke i småtingsafdelingen er det dog, at der i stort set alle bind i tide og utide omhyggeligt bruges ”hun” som pronomen. Skyldes det mon et ønske fra forlagets side om politisk korrekthed? Hvis ja, bør forlagsredaktørerne skamme sig. Det grænser til det fascistoide; at tiltaget sker i ”det svage køns” favør ændrer ikke ved den sag.

Registrene er en historie for sig, som jeg af forskellige grunde ikke vil komme nærme-re ind på her. Jeg nøjes med at konstatere, at alle registre i Hvad er-serien er elendige. Om registres størrelser se Mulvany (2005: 69–73), om bogindeksering generelt og ik-ke mindst om, hvordan man laver gode bogregistre, se Wellisch (1995), Booth (2001) og Mulvany (2005).

KONKLUSION Tidligere i dette bidrag har jeg fremhævet, at bindene Hvad er videnskabsteori, Hvad er naturvidenskab og Hvad er matematik efter min mening er de absolut bedste i rækken, som denne foreligger medio december 2011. Det er mig magtpåliggende her at under-strege, at flere af seriens øvrige bind bes-temt også er værd at læse. Her tænker jeg på: Hvad er astronomi, Hvad er biologi, Hvad er historie og Hvad er socialantropologi. Disse fire bøger er gode og skal hermed være anbefalede. Vil man kun anskaffe sig to af de nævnte fire, bør det afgjort være Hvad er historie og Hvad er astronomi.

Bestemt ikke god, men heller ikke ligefrem dårlig, er Hvad er krop. I mangel af bedre kunne jeg have valgt også at placere Hvad er sociologi her, dvs. i kategorien hverken-god-eller-dårlig-men-acceptabel bog. Det forekommer mig imidlertid forkert, når jeg ikke forstår lekturen. Hvad er sociologi kan jeg hverken anbefale eller ikke-anbefale.

Følgende tre bøger er efter min mening hhv. mislykkede (Hvad er etik) og dårlige (Hvad er kristendom, Hvad er sprog). Disse kan jeg ikke anbefale nogen hverken at an-skaffe sig eller eksempelvis via lån at læse. At købe disse bøger er spild af penge, lige-som det har været spild af ressourcer at ud-give dem (jeg tænker her på forlagsredak-tørens, papirproducentens, trykkerens og distributørens indsats samt på omkostnin-gerne ved markedsføringen).

Mht. Hvad er islam er jeg splittet – altså på en anden måde end med Hvad er krop. En stor del af Bæk Simonsens bog forekommer mig at være god, men eftersom forfatteren gør sig skyldig i tendentiøs emnebehand-ling i (primært?) kapitel 5, tør jeg ikke helt stole på indholdet i resten af bogen heller


Side 25

– selvom alle de andre kapitler umiddel-bart synes at være gode.

EPILOG: SUCCESFULDT PROJEKT Som det forhåbentlig fremgår af dette bi-drag, er jeg alt i alt tilfreds med og for en god del af titlernes vedkommende meget begejstret for Hvad er-serien. Den bør læses af alle med et traditionelt dannelsesideal – især lægfolk, studerende og semifagfolk (med sidstnævnte menes studerende inden for samme fagområde samt fagfolk/akade-mikere inden for et nabofagområde i for-hold til det fagområde, den givne bog har sit ophav i og som den omhandler) – og af alle, hvis higen efter viden rækker ud over, hvad Wikipedia i al sin sørgelige videns-hegemoni er i stand til at opfylde. Jeg øns-ker Hvad er-serien et langt liv med masser af udgivelser.

BIBLIOGRAFI Alstrup Petersen, Hans 2008: [anmeldelse af:] Arne Johan Vetlesen: Hvad er etik. Overs. fra norsk efter Hva er etikk (Universitetsfor-laget, 2007) af Joachim Wrang. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2008. I: Gym-nasieskolen, årg. 91, nr. 8, s. 36–37.

Ardahl, Susanne 2008: [anmeldelse af:] Arne Johan Vetlesen: Hvad er etik. Overs. fra norsk efter Hva er etikk (Universitetsforlaget, 2007) af Joachim Wrang. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2008. I: Sygeplejersken, årg. 108, nr. 18, s. 64.

Arndt, Hans 2009: Sproget : hverdagens mi-rakel. 1. udg., 3. opl. Århus: Aarhus Univer-sitetsforlag.

Berg Rasmussen, Finn 2008: [anmeldelse af:] Helge Kragh: Hvad er naturvidenskab. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2008.

I: Kvant : tidsskrift for fysik og astronomi, årg. 19, nr. 2, s. 17.

Binderup, Thomas 2010: [anmeldelse af:] Bernard Eric Jensen: Hvad er historie. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2010. I: His-torie & samfundsfag, årg. 50, nr. 3, s. 32.

Bjørn, Ole 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Aka-demisk Forlag 2006. I: Religion : tidsskrift for Religionslærerforeningen for gymnasiet og hf, nr. 2, s. 73–74.

Booth, Pat F. 2001: Indexing : the Manual of Good Practice. München: K.G. Saur.

Bruhns, Svend 2010: Citationsindexering. 1. udg., 1. opl. Romdrup: Bibliografica.

Bugge Christiansen, Freddy/Tom Fenchel 2009: Evolution : den forudsigelige vilkårlig-hed. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Bæk Simonsen, Jørgen 2008: Hvad er islam. 2. udg., 1. opl. [1. udg. 2006]. Kbh.: Akade-misk Forlag.

Cramer Andersen, Michael 2009: [anmeld-else af:] Thomas M. Tauris: Hvad er astro-nomi. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk For-lag 2009. I: Kvant : tidsskrift for fysik og astro-nomi, årg. 20, nr. 3, s. 29.

Ehlers, Steen 2011: [anmeldelse af:] Tinne Hoff Kjeldsen: Hvad er matematik. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2011. I: Folke-skolen, årg. 128, nr. 7, s. 28.

Eilertsen, Lill 2007: [anmeldelse af:] Thomas Hylland Eriksen: Hvad er socialantropologi. Overs. fra norsk efter Hva er socialantropo-logi (Universitetsforlaget, 2003) af Morten Visby. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk For-lag 2005. I: Nord nytt : nordisk tidsskrift for etnologi og folkloristik, nr. 99, s. 152–153.

Engelsrud, Gunn 2007: Hvad er krop. Overs. fra norsk efter Hva er kropp (Universitets-forlaget, 2006) af Joachim Wrang. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Etwil, Preben 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Social politik, nr. 2, s. 28–31.

Eversbusch, Christian Nicholas 1999: ”Den falske forsoningslære”. I: Kristeligt dagblad, 3. august, Debat s. 9.

Eversbusch, Christian Nicholas 2000a: ”Vil-jen til ondt”. I: Kristeligt dagblad, 7. juni, Debat s. 9.

Eversbusch, Christian Nicholas 2000b: ”I begyndelsen var sammenblandingen”. I: Kristeligt dagblad, 20. november, Debat s. 7.

Eversbusch, Christian Nicholas 2001: ”Den dogmatiske lukkethed over for åbenbarin-ger”. I: Kristeligt dagblad, 25. januar, Debat s. 1.

Eversbusch, Christian Nicholas 2004: ”Lad os få en reformation”. I Fyens Stiftstidende, 14. september, Debat s. 7.

Eversbusch, Christian Nicholas 2007: ”Ænglis’ som nysprog”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 1, nr. 1, s. 1–6.

Eversbusch, Christian Nicholas 2008a: ”Barmhjertighed, ikke slagtoffer”. I: Week-endavisen, 7. november, s. 12.

Eversbusch, Christian Nicholas 2008b: ”Of-fentlige abstraktioner : et kig ind bag myn-dighedernes sproglige forsvarsværker”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 2, nr. 2, s. 2–9.

Eversbusch, Christian Nicholas 2009: ”I danskens væksthus”. I: Budstikken : nyt om

dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 3, nr. 1, s. 2–7.

Eversbusch, Christian Nicholas/Loránd-Levente Pálfi 2011: ”Fra Dansk Sprognævn til Dansk Sproglevn? Om sprogsynet hos modersmålets myndigheder i Danmark”. I: Critique, årg. 4, s. 129–147.

Favrholdt, David 2008: Erkendelse : grund-lag og gyldighed. Århus: Aarhus Universi-tetsforlag.

Foltmann, Bent 2008: Det ufattelige liv : evo-lution, bevidsthed, religion og eksistens. 3. udg., 1. opl. Kbh.: Bios.

Grane, Leif (udg.) 2000: Den danske Folkekir-kes bekendelsesskrifter. 2. udg., 3. opl. Kbh.: Anis [genoptryk af Det danske Bibelsel-skabs udgave, 1976; dog med enkelte ænd-ringer og tilføjelser].

Green Sørensen, Peter 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Fol-keskolen, årg. 123, nr. 11, s. 37–38.

Green, Gunnar 2008: [anmeldelse af:] Tho-mas Hylland Eriksen: Hvad er socialantro-pologi. Overs. fra norsk efter Hva er social-antropologi (Universitetsforlaget, 2003) af Morten Visby. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akade-misk Forlag 2005. I: Undervisere.dk, årg. 2, nr. februar, s. 45–46.

Hannestad, Steen 2008: Universet : fra super-strenge til stjerner. 3. oplag. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Hansen, Tonny 2006: [anmeldelse af:] He-lene Uri: Hvad er sprog. Overs. fra norsk ef-ter Hva er språk (Universitetsforlaget, 2004) af Ole Thornye. Dansk bearb.: Jens Nor-mann Jørgensen, Tore Kristiansen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Fol-keskolen, årg. 123, nr. 36, s. 34.


Side 27

Harnow Klausen, Søren 2011: Hvad er viden-skabsteori. 1. udg., 5. opl. [1. danske oplag 2005]. Kbh.: Akademisk Forlag.

Hessen, Dag O. 2007: Hvad er biologi. Overs. fra norsk efter Hva er biologi (Universitets-forlaget, 2006) af Morten Visby. Faglig kon-sulentbistand: Jens Olesen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Hoff Kjeldsen, Tinne 2011: Hvad er matema-tik. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Holberg, Ludvig 1729: Dannemarks og Nor-ges Beskrivelse. Kbh.: Johan Jørgen Høpffner.

Holmboe, Henrik 1992: ”Det endelige ord-forråd”. I: Hermes : Journal of Language and Communication Studies, nr. 9, s. 141–156.

Hylland Eriksen, Thomas 2005: Hvad er soci-alantropologi. Overs. fra norsk efter Hva er socialantropologi (Universitetsforlaget, 2003) af Morten Visby. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Aka-demisk Forlag.

Høstrup, Helle 2006: [anmeldelse af:] Tho-mas Hylland Eriksen: Hvad er socialantro-pologi. Overs. fra norsk efter Hva er social-antropologi (Universitetsforlaget, 2003) af Morten Visby. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akade-misk Forlag 2005. I: Tidsskrift for sygepleje-forskning, årg. 22, nr. 2, s. 37–38.

Jensen, Bernard Eric 2010: Hvad er historie. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Johnsrud, Torstein 2008: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Nord nytt : nordisk tidsskrift for etnologi og folkloristik, nr. 103, s. 88–89.

Kierkegaard, Arild Hald 2007: [anmeldelse af:] Helene Uri: Hvad er sprog. Overs. fra norsk efter Hva er språk (Universitetsforla-get, 2004) af Ole Thornye. Dansk bearb.: Jens Normann Jørgensen, Tore Kristiansen.

1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 1, nr. 3, s. 18–20.

Kierkegaard, Arild Hald/Loránd-Levente Pálfi 2009: ”Dansk : en super nice accesso-ry”. På: Kommunikationsforum.dk [http:// www.kommunikationsforum.dk/artikler/dansken-super-nice-accessorie]

Kjærgaard, Jens J. 2007: [anmeldelse af:] Halvor Moxnes: Hvad er kristendom. Overs. fra norsk efter Hva er kristendom (Universi-tetsforlaget, 2006) af Joachim Wrang. Fag-lig konsulent: Troels Engberg-Pedersen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2007. I: BogMarkedet, årg. 153, nr. 14, s. 25.

Klausen, Bjarne 2007: [anmeldelse af:] Dag O. Hessen: Hvad er biologi. Overs. fra norsk efter Hva er biologi (Universitetsforlaget, 2006) af Morten Visby. Faglig konsulent-bistand: Jens Olesen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2007. I: Tandlægebladet : Dansk Tandlægeforenings medlemsblad/Danish Dental Journal, årg. 111, nr. 8, s. 605.

Kragh, Helge 2008: Hvad er naturvidenskab. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Langemark, Linda 2009: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Chaos : skandinavisk tidsskrift for religionshistoriske studier, nr. 49, s. 179–180.

Larsen, Lars Steen/Erik Michael/Per Kjær-gaard Rasmussen 1995: Astrologiens idé : fra Babylon til Big Bang-teorien. Kbh.: Gyldendal.

Moxnes, Halvor 2009: Hvad er kristendom. Overs. fra norsk efter Hva er kristendom (Uni-versitetsforlaget, 2006) af Joachim Wrang. Faglig konsulentbistand: Troels Engberg-Pedersen. 1. udg., 2. opl. [1. danske oplag 2007]. Kbh.: Akademisk Forlag.

Mulvany, Nancy C. 2005: Indexing Books. 2nd ed. Chicago; London: University of Chi-cago Press.

Møller Larsen, John 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Sfinx, til-læg [til årg. 29, nr. 1–4] om nye bøger 2006, s. 14–15.

Nielsen, Ditlef 1924: Den historiske Jesus. Kbh.: H. Aschehoug & Co.

Nielsen, Søren 2009: ”Undervisning kun på engelsk? Landbohøjskolen ved en sprog-lig skillevej”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 3, nr. 1, s. 12–14.

Norup, Michael Slott 2006: [anmeldelse af:] Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabs-teori. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk For-lag 2005. I: Ugeskrift for læger, årg. 168, nr. 17, s. 1699–1700.

Nymann Madsen, Jesper 2010: [anmeldelse af:] Thomas M. Tauris: Hvad er astronomi. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2009. I: Gymnasieskolen, årg. 93, nr. 3, s. 48–49.

Pálfi, Loránd-Levente 2007a: ”Tidsskrift lukker for det danske sprog”. I: Jydske Vest-kysten, sekt. Debat, 27. maj, s. 15.

Pálfi, Loránd-Levente 2007b: ”Med laaw scal man landh bygghæ : en kort historisk indføring i danske ordbøger med bevinge-de ord samt en kritik af Pia Jarvads udgave (2006) af T. Vogel-Jørgensens klassiker”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 1, nr. 1, s. 7–14.

Pálfi, Loránd-Levente 2009a: ”Hvorfor siger vi ikke bare ugh!?” I: Berlingske Tidende, sekt. Debat, 4. april, s. 3.

Pálfi, Loránd-Levente 2009b [anmeldelse af:] J. Normann Jørgensen & P. Quist: Unges

sprog. Kbh.: Hans Reitzel 2008. I: Hermes : Journal of Language and Communication Stu-dies, nr. 43, s. 315–322.

Pálfi, Loránd-Levente 2011a: Leksikon over ordbøger og leksika. Under medvirken af Johnny Finnssøn Lindholm. 2. udg., 1. opl. Frederiksberg: Frydenlund.

Pálfi, Loránd-Levente 2011b: ”Kultur og kvanter” [review article om UNIVERS-serien]. I: Replique, årg. 1, s. 5–23.

Pálfi, Loránd-Levente/Andreas Møller Lange 2009: [anmeldelse af:] Filosofisk leksikon. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Gyldendal 2008. I: Lexico-Nordica, nr. 16, s. 371–383.

Pedersbæk Hansen, Bent 2009: ”Hvad kos-ter et modersmål?”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 3, nr. 1, s. 8–11.

Pedersen, Gunner 2007: ”Sprogets forsimp-ling”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 1, nr. 2, s. 1–5.

Pedersen, Lene M. 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Akademisk Forlag 2006. I: Kontur : tidsskrift for kulturstudier, nr. 14, s. 85–86.

Poulsen, Niels Bo 2010: [anmeldelse af:] Ber-nard Eric Jensen: Hvad er historie. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2010. I: Mi-litært tidsskrift, årg. 139, nr. 4, s. 404–405.

Pullum, Geoffrey K. 1991: The Great Eskimo Vocabulary Hoax and Other Irreverent Essays on the Study of Language. Chicago: Univer-sity of Chicago Press.

Rahbek, Birgitte/Jørgen Bæk Simonsen 2008: Den arabiske verden : baggrund, mang-foldighed, perspektiv. 1. udg. 1. opl. Kbh.: Gyldendal.


Side 29

Riis Larsen, Børge 2008: [anmeldelse af:] Helge Kragh: Hvad er naturvidenskab. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2008. I: Gym-nasieskolen, årg. 91, nr. 13, s. 40–41.

Rod, Ivan 2006: [anmeldelse af:] Jørgen Bæk Simonsen: Hvad er islam. 1. udg. Kbh.: Aka-demisk Forlag 2006. I: Djembe, nr. 57, s. 28.

Roos, Carl 1914: Moderne tysk Litteratur. Kbh.: J.L. Lybecker.

Rosenberg, Ejvind 2009: ”Skal dadaisme tænkes ind i sprogudviklingen?” [anmeld-else af: J. Normann Jørgensen & P. Quist: Unges sprog. Kbh.: Hans Reitzel 2008]. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 3, nr. 2, s. 15–19.

Rønne Rasmussen, Michael 2008: [anmeld-else af:] Halvor Moxnes: Hvad er kristendom. Overs. fra norsk efter Hva er kristendom (Uni-versitetsforlaget, 2006) af Joachim Wrang. Faglig konsulent: Troels Engberg-Pedersen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2007. I: Præsteforeningens blad, årg. 98, nr. 6, s. 116–117.

Schrøder, Malene 2008: [anmeldelse af:] Dag O. Hessen: Hvad er biologi. Overs. fra norsk efter Hva er biologi (Universitetsfor-laget, 2006) af Morten Visby. Faglig kon-sulentbistand: Jens Olesen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2007. I: Folkeskolen, årg. 125, nr. 1, s. 41.

Sørensen, Jesper/Olav Hammer 2010: Reli-gion : i psyke og samfund. Århus; Kbh.: Aar-hus Universitetsforlag. (Univers, 10).

Sørlander, Kai 2008: Forsvar for rationalite-ten : religion og politik i filosofisk perspektiv. 1. udg., 2. opl. Kbh.: Information.

Tauris, Thomas M. 2009: Hvad er astronomi. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Teuber, Jan 1997: Astronomisk opslagsbog. Uden sted: Branner & Korch.

Thorup Larsen, Lars/Carsten Bagge Laust-sen 2010: Hvad er sociologi. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Uhrskov Jensen, Morten 2008: Et delt folk : dansk udlændingepolitik 1983–2008. Odense: Lysias.

Uri, Helene 2006: Hvad er sprog. Overs. fra norsk efter Hva er språk (Universitetsforla-get, 2004) af Ole Thornye. Dansk bearb.: Jens Normann Jørgensen, Tore Kristiansen. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Vetlesen, Arne Johan 2008: Hvad er etik. Overs. fra norsk efter Hva er etikk (Univer-sitetsforlaget, 2007) af Joachim Wrang. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag.

Wellisch, Hans H. 1995: Indexing from A to Z. 2nd ed. New York; Dublin: H.W. Wilson.

Wiben, Peder 2010: [anmeldelse af:] Bernard Eric Jensen: Hvad er historie. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2010. I: Noter, nr. 186, s. 59–60.

Willum Johansen, Mikkel 2008: [anmeldelse af:] Helge Kragh: Hvad er naturvidenskab. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2008. I: Aktuel naturvidenskab, nr. 4, s. 37.

Zander, Ulf 2011: [anmeldelse af:] Bernard Eric Jensen: Hvad er historie. 1. udg., 1. opl. Kbh.: Akademisk Forlag 2010. I: Årsskrift 2011 : Historielärarnas Förening, s. 224–225 [NB: I bibliotek.dk-kataloget er værtsdo-kumentet registreret som Historielärarnas förenings årsskrift].

Øhrgaard, Per 2008: ”En tale for min syge niece – Danmark”. I: Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt, årg. 2, nr. 1, s. 11–16.

Selenografi og Uendelighed

Documents

Transcript of Selenografi og Uendelighed