1

2

DEL I Starten på et eventyr

Kapitel 1

Ensomheden fyldte en stor del af mit liv. Vi var nu flyttet til USA fra England på grund

af min mors irriterende job, som altid kom i vejen for mit liv. Tanken om at skulle starte

forfra på endnu en ny skole skræmte mig. Den måde folk bare udstødte en på, blot fordi

man var ny, var forfærdelig. Sådan var det i hvert fald på min gamle skole, eller skoler.

Jeg havde aldrig passet ind nogen steder, hvilket nok var fordi, at jeg aldrig rigtig havde

haft tiden til at tilpasse mig. Mit liv bestod mest af lektier og flere lektier, da der ikke

rigtig var så meget andet at lave.

Siden jeg var helt lille, havde min drøm været, at blive advokat. Følelsen af at gøre

det rigtige, hjælpe de rigtige mennesker og få sandheden afgjort. Så er lønnen jo heller

ikke lige frem noget og klage over, havde min mor altid sagt. Men jeg var ligeglad med

lønnen og hvis jobbet i en nærmere fremtid kom til at stå for meget i vejen for min

fremtidig familie, som min mors arbejde altid havde gjort, så ville jeg straks overveje en

anden karriere. Det var en ting, som min mor overhovedet ikke ville tage til overvejelse,

som hun sagde, havde hun kæmpet for hårdt til bare at give jobbet op som

politikommissær. Så jeg brugte det meste af min tid alene.

Jeg husker kun meget få detaljer om min far, den mand som havde efterladt mig, min

mor og min tvillingesøster alene, da min søster og jeg blot kun var 6 år gamle, af en

ukendt grund, som ingen af os kendte til. Eller måske gjorde min mor, men havde aldrig

villet fortælle os den. Jeg havde brugt mange år på at hade min far, men inden for de

seneste 3 år, har jeg haft den her utrolige trang til at opsøge ham og få min far tilbage.

Få den ene mand tilbage i mit liv, som jeg havde elsket så meget og som altid havde

været min eneste støtte i alting. Hvis han altså gad have mig tilbage.

Jeg mærkede kuldegysningerne, der lige så stille rejste sig på mine arme, og en

uventede tåre der begyndte at presse på. Jeg lod den uventede tåre glide ned langs min

kind. Men fjernede den straks da døren gik op.

”Har jeg ikke sagt, du skal banke på” sagde jeg strengt og prøvede at undgå og vise

nogen som helst tegn på, at den tåre lige var faldet, men min mor så det hurtigt.

3

”Soph hvad er der galt” sagde hun bekymret.

”Stop med det Soph mor, mit navn er Sophie og hvad vil du overhovedet” jeg blev

overrasket over, hvor vred og sur min stemme egentlig lød.

”Undskyld, jeg ville bare høre, hvordan det gik med at pakke ud”

”Ja, altså man bliver bedre til det, når det nu er fjerde gang, man prøver det” jeg

vidste ikke, hvor alt den vrede kom fra, men på det tidspunkt havde jeg bare fået nok.

”Jeg ved godt, det er hårdt for dig Soph, men jobbet her, har en meget højere løn. Det

er godt nok flere timer, men vi skal nok klare det og så kan det jo være, at vi endelig får

skrabet nok penge sammen, så du kan komme på Harvard og studere jura, som du altid

har drømt om”

”Og hvad så med Brooke mor? hun må bare droppe sin drøm, for at jeg kan udleve

min eller hvad?” min mors øjne blev fyldt med vand og jeg kunne se, hvor skuffet hun

var over mig. Jeg kunne ikke mere.

”Bare gå mor. Jeg gider ikke skændtes med dig, jeg er træt”

Hun lukkede døren, med et forsigtigt smæk. Jeg havde presset min mors følelser til

det yderste, også selvom jeg vidste, hvor meget jeg hadede at se hende græde. Jeg

huskede stadig tydeligt, da min far havde forladt os, hvordan hun havde lukket mig og

Brooke fuldstændig ude af sit liv og fik dagene til at gå med at græde. Vi havde været

nødt til at tage vare på os selv og passe på hinanden i et halvt år. Det havde været en

forfærdelig tid, men heldigvis havde min søster og jeg hinanden, men vi var ikke helt

alene. Min faster kom over til os hver dag, selvom min mor op til flere gange smed

hende ud. Hun havde også givet hende besked på at finde far, og fortælle ham hvilket

svin han havde været. Selvom min mor udmærket godt vidste, at hun ikke længere

snakkede med min far. Men da min mor så begyndte at blive sig selv igen, opførte

Brooke sig som om intet var sket, som om de sidste 6 måneder havde været helt

normale. Hadet til min mor, fyldte stadig en hel del i mig i dag. Jeg havde aldrig kunne

tilgive hende, hvilken mor forlader dog sine børn på den måde, hvorfor kunne Brooke

ikke se, hvor forfærdeligt det hun havde gjort var?

Jeg gik hen og åbnede den første flyttekasse, som var fyldt med en masse gamle

minder. Jeg hev alt op fra kassen og ud på gulvet, da det pludselig slog mig, hvor

halskæden jeg havde fået af min far til min seks års fødselsdag var. Det var den sidste

ting, jeg havde fra ham, det sidste minde jeg havde med ham, og de sidste ord jeg havde

fået fra ham.

4

Jeg ledte og ledte, indtil jeg stødte på den lille sølvfarvede æske. Den indgraverede

tekst stadig var tydelig og klar.

Soph jeg vil altid elske dig, Tillykke.

-Far <3

Efter jeg havde læst de indgraveret ord fra min far, kom de to tårer trillende, som

kom hver gang, jeg læste det. Jeg havde altid fået en speciel og meget personlig

fødselsdags gave fra min far. Brooke plejede altid at sige, at min far bedst kunne lide

mig. Jeg svarede hende aldrig imod, for sådan havde det faktisk altid været, jeg brød mig

bare ikke om at indrømme det.

Jeg tog halskæden op og rørte forsigtigt ved de 2 vedhæng, som formede et enkelt

sølv fyldt hjerte og et langt smalt S. De hang så elegant i den utrolig flotte sølvkæde.

Sølvkæden som jeg måtte købe en ny af, hver gang den blev for lille, og var nu den

fjerde i rækken.

Halskæden passede perfekt rundt om min hals og gav en smule ynde til mit ellers

knap så yndefulde outfit. Jeg elskede den halskæde, elskede den måde, at jeg kunne

mærke en del af min fars tilværelse, lige meget hvor jeg var, den del som jeg havde

savnet i så mange år.

Kapitel 2

Jeg vågnede med et sæt, da mit lille højlydte vækkeur, som var det eneste, jeg havde

taget mig sammen til at pakke ud i går, begyndte at brumme. Jeg var ikke særlig

begejstret for at stå op. Jeg ville bare blive i sengen og sove dagen væk. Men det fik jeg

ikke lov til. Min mor bankede hårdt på døren og råbte, så hun var sikker på jeg hørte det.

”Sophie er du oppe, Brooke har snart været oppe i en time, du har travlt”

Jeg ignorerede hende, men tog mig alligevel sammen til at rejse mig og smide noget

makeup i ansigtet. Det blev til et simpelt lag mascara og lidt rouge. Jeg huskede, første

gang jeg skulle starte på en ny skole. Jeg stod op timer før jeg skulle møde, blot for at

være sikker på at se fantastisk ud. Men nu var det efterhånden fjerde gang, jeg prøvede

det og første håndsindtrykket betød ikke så meget længere.

5

Mit skab, hvis man kunne kalde det et skab. Mindede mig om et kæmpe lagerudsalg,

hvor folk havde flået og revet tøjet ud fra deres ellers så fint lagte stakker i flere timer og

medarbejderne havde efterhånden opgivet at lægge dem sammen igen. Der var intet

system, jeg havde bare vendt papkasserne på hovedet og skubbet dem hen i hjørnet.

Jeg tog mine ellers slidte tætsiddende Levi’s bukser, en tank top, min oversize blæser

og sluttede outfittet af med en lidt stor men farverig halskæde. Håret som jeg havde

kvalt i en høj hestehale i går, tog jeg ud og lod mit lange krøllede mørke hår falde ned

over mine skuldre. Så bliver det vidst ikke bedre sagde jeg til mig selv og hoppede i

mine ellers alt for dyre Chanel ballerinaer, som jeg havde fortalt mig selv, ville være en

god investering for omkring et år siden.

Da vores fælles sorte Fiat 500, blev parkeret på Lowell High Schools parkerings

plads, kunne jeg mærke min mave vende sig. Det kunne ikke passe, at jeg var nervøs.

Det måtte være den morgen mad, som jeg havde været nødt til at skippe, da der ikke var

tid til det.

Vi gik hen ad den lange gang på vej til rektors kontor, da jeg kunne mærke alle de

øjne der fulgte mig. På de andre skoler havde de også kigget lidt, men slet ikke så meget.

Jeg kiggede ned af mig selv, for at sikre mig, at jeg nu havde fået alt tøjet rigtigt på i

morges. Jeg havde jo trodsalt haft lidt travlt. Nix alt sad hvor det skulle. Jeg rettede

blikket opad, mod glasdøren med et stort metal skilt

REKTORS KONTOR

Bill Tribiani

”Bare lad mig om snakken” sagde Brooke meget overlegent. Hun havde altid gået

meget op i, at alting skulle forløbe perfekt. Lige meget om det så bare gjaldt et møde på

rektors kontor.

”Tag plads” sagde en lidt mørk, men ellers meget venlig stemme, som måtte tilhøre

Bill.

”Tusind tak, vi er bare kommet for at hente vores skemaer, vi er de to nye piger” jeg

sad lidt og overvejede, hvor anstrengende det måtte være for Brooke, at smile så falsk

hele tiden.

”Ja Brooke og Sophie Johnson, ikke?”

6

”Jo det er os, vi er tvillinger” Brooke havde altid været så stolt over at være

tvillinger, fordi vi var så tveægget, som man overhovedet kunne være. Hun havde

skulder langt blondt glat hår, de flotteste blå øjne og lidt flere former på kroppen end

jeg. Hun havde stort set fået alt fra min mor, hvor jeg aldrig rigtig vidste, hvem jeg

lignede, da jeg ikke særlig godt kunne huske min far.

”Jeg kan se, at i er vidt forskellige fagmæssigt. Brooke du starter med kunstklassen”

jeg hørte et lille ”Yes” fra Brooke, da hun troede, at hendes drøm om at blive den næste

store kunstner, nu var et skridt tættere på.

”Og Sophie du skal videre til din nye engelskklasse”

Jeg havde fundet vejen hen til mit nye engelsklokale, hvor støjen bulrede ud fra

lokalet. Rektoren havde også givet mig et skabs nummer, men jeg havde uden held, nu

ledt efter det skab i godt et kvarter.

”Problemer med at finde dit skabt” spurgte en ret høj, men flot blond dreng med et

par løse jeans og en T-shirt med en masse klatter maling på, som godt kunne minde lidt

om noget, Brooke havde malet og kaldt sit næste store mesterværk.

”Jeremy Andrew, rart at møde dig er du ny” jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle

svare. Jeg var lidt chokeret over allerede at have mødt en ny person. Der plejede at gå

dage, næsten måneder før nogen snakkede til mig.

”Sophie Johnson. Ja det er jeg og jeg kan simpelthen ikke finde rundt i det her

skabssystem, der står 6P, men jeg kan altså ikke finde et sted hvor der…” han tog

papiret og vendte det 180 grader rundt, så der nu stod d9. Jeg mærkede rødmen stige op i

mit ansigt.

”Så er det lidt nemmere, det må være lige… Her” han pegede på et rødt langt

skoleskab med nummeret d9 på, som nu åbenbart var mit skab.

”Mange tak…” sagde jeg, og havde fuldstændig glemt hvilket navn det var, han lige

havde givet mig.

”Det var Jeremy, Jeremy Andrew” jeg gav et lille nik og forventede, at han ville gå

igen.

”Hvor kommer du egentlig fra, du har en sjov accent” sagde Jeremy, med et smil på

læben, selvom han udmærket godt vidste, hvor min britiske accent kom fra.

”En by der hedder Bristol i England, jeg er lige flyttet hertil, med min mor og min

tvillingesøster” jeg begyndte at fylde bøgerne fra min brune læder taske ind i mit nye

skab, for lidt at undgå hans næste kommentar.

7

”En tvillingesøster.. Fuck hvor fedt” sagde han og tjekkede mig hurtigt ud. Havde

han sagt det til Brooke, ville hendes scorer replikker, som ren refleks allerede vælte ud

af hende.

”Tro mig, den kommentar har jeg hørte flere gange, end du har brugt din allerbedste

scorereplik”

”Det lyder som om, du er lidt træt af din søster?” svarede Jeremy. Men hvordan

kunne han dog regne det ud, at jeg var træt af min åh så perfekte og naturlige kønne

tvillingesøster. Jeg ville heller ikke kalde mig selv grim, men da vi var små, havde jeg

altid bare været hende den populære piges søster. Altid hende der måtte gå og se på fra

sidelinjen, mens hendes søster havde scoret alle de fyre, hun havde haft et godt øje til en

efter en. Derfor kunne jeg bedst lide at være på egen hånd, finde mine egne venner,

hellere alene end med hende, sådan havde jeg altid haft det. Eller sådan fik jeg det efter

skilsmissen.

”Hallo Bristol?” han vækkede mig fra mine tanker og jeg blev pludselig bange for, at

jeg bare havde stået og kigget ind i væggen i al den tid.

”Det er Sophie, men det fleste kalder mig Soph” sagde jeg og håbede jeg kunne redde

det før med et lille smil.

”Soph naiij.. det er for originalt, Bristol ville være godt” jeg hævede øjenbrynene

”Bristol, jamen det har jo ingen gang noget med mit navn at gøre”

”Jaja Bristol, men kom klokken ringer om lidt” sagde han og nikkede hovedet hen

mod døren, som var døren til mit nye engelsklokale.

”Har du også engelsk med fru. James” sagde jeg og kunne på ingen måde danne mig

et billede af læren med det efternavn, som nok var det efternavn, jeg havde hørt

allermest.

”Ja, hun er okay”

Jeg fulgte med Jeremy ind i lokalet og fandt mig en stol bag Jeremys. Til højre for

mig sad en meget spinkel rødhårede fyr med sin tegneblok og tegnede alle mulige vilde

fantasy tegninger. Til venstre kunne man tyde en lav blond pige med en sød lang kjole

på og et par kilehæle. Personerne i klassen, mindede meget om personerne fra mine

gamle klasser i England. Der var de stille typer, højlydte typer, snobbede typer og de

stræbende typer.

8

”Goddag klasse” stemmen kom fra en rødbrunhåret dame, med et par høje hæle,

stram nederdel og en hvid skjorte. Hendes stemmen lød utrolig rar, men som regel var

det også dem der virkede rarest, som kunne være de værste.

”Vi gør det kort, så vi kan komme videre, med dagens lektier” hun tog en lap papir

op fra hendes lomme i nederdelen og ledte efter et ansigt, hun ikke havde set i sin klasse

før.

”Hvis i ikke har lagt mærke til det, så har vi fået en ny pige i klassen, Sophie

Johnson”

”Hvor kommer du fra Sophie” sagde hun og slap ikke et sekund øjenkontakten med

mig.

”Bristol i England” sagde jeg kort og kunne høre Jeremy gentage det.

”Bristol” jeg gav ham et puf på skulderen.

”Jeg kan se, du har stiftet bekendtskab med Jeremy, åh kærlighed ved første blik, som

man siger. Hvilket bringer mig tilbage til dagens lektion. Ordsprog som i...”

”Øh undskyld fru James” afbrød Jeremy hende

”Jeg har kæreste på, altså Bristol er cool, men ikke lige min type” sagde han og

vendte sig mod mig med et blink. Fnis spredte sig i klassen.

”Nå ja, men det var jo så godt, at vi lige fik det på plads. Videre med lektionen”

Havde Jeremy en kæreste, og hvilken slags kæreste. Slet ikke fordi jeg var interesseret i

Jeremy, men jeg gad godt vide, hvordan hans type egentlig var.

Efter jeg havde fået overstået dagen, som bestod af 3 timers engelsk med fru James

og bagefter 3 timers Historie, med nok den underligste lære jeg nogensinde havde mødt,

Hr. Gonzalez, fulgtes jeg ud af klassen med Jeremy og om på skolens sportsplads. Han

havde besluttede sig for at vise mig rundt på hele skolen og møde de forskellige typer.

”Hvad skal vi her Jer?” Jer var hans nye navn. Da vi havde snakket før i dag, havde

han fortalt mig om, hvor meget han hadede det navn. Så derfor blev det, det.

”Du skal møde sportsidioterne”

”Sagde du ikke lige før, at de var dine venner?” jeg kiggede underligt på ham, for at

se om han bare havde sagt, at de var hans venner for at virke sej.

”Stadigvæk kan de da godt være nogle idioter”

Han tog mig med hen til deres amerikanske fodboldstadion. Vi slog os ned på den

midterste tribune og sad bare og stirrede ned på alle spilerne, der løb rundt og tumlede

9

på banen.

”Jeg hader sportsfolk, de er så overlegne og tror de er bedre end alle andre” jeg kunne

mærke vrede i min stemme og overvejede lidt, om han godt kunne mærke på mig, at jeg

kun havde haft dårlige minder med sportsfolk. Det havde altid været dem, der havde

skubbet mig ind i skabene på gangene, dem der havde kastet de mindre børn i

springvandet og dem der havde mobbet mig og stået i ledtog med min søster.

”Der er en du skal møde, en rigtig sportsidiot” han gik og jeg gik ud fra, at jeg bare

skulle følge med. Skulle jeg nu til at introduceres for alle Jers venner. Alle hans flabede

og selvoptaget venner. Så de kunne grine af ham, over at han rent faktisk ville kendes

ved sådan en som mig.

Vi stoppede, da vi kom ned til udskiftnings bænken, efter at have vandret ned af 10

tribuner, piftede Jer og mit hjerte røg pludselig helt op i halsen og var ved at kvæle mig.

”Noah” råbte han og piftede igen. Noah som jeg lige havde fået bekræftet var hans

navn, kom løbende hen imod os. Han var en lidt pumpet dreng på ca.185 med brunt

uglet strithår hår, efter at have taget sin hjelm af. Brune øjne og utrolig charmerende

øjne af hvad jeg kunne spotte fra den afstand, der var imellem os. Hans muskler var

tydelige, på den ellers så veltrænede krop. Sommerfuglene i min mave, var ved at tage

livet af mig. Jeg blev pludselig genert og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre.

”Hvad så Jem” sagde han med sin lidt kraftige, men ellers utrolig tiltrækkende

stemme. Han virkede lidt ligeglad, over at Jer bare sådan havde afbrudt hans træning.

”Der er en du skal møde” sagde han og trak mig hen foran sig.

”Det her er Bristol” han grinede lidt af sig selv.

”Jeg er Sophie, eller mit navn er Sophie” jeg undrede mig over, hvorfor jeg pludselig

var blevet så nervøs. Han var jo ikke andet end en af Jers sportsidiotiske venner.

”Okay, jeg er Noah” sagde han og virkede igen fuldstændig ligeglad, men rakte mig

så sin hånd. Og det blev til et enkelt håndtryk. Der gik ikke mere en 2 minutter før han

rettede opmærksomheden mod Jer igen.

”Du kommer i aften ikke? for ellers gider jeg simpelthen ikke tage med, de er altid så

nederen Christys fester” jeg undrede mig over navnet Christy, det måtte være en af de få

personer, han havde glemt at fortælle mig om.

”Jo, jeg gider heller ikke, men Charlotte insistere på, at jeg skal med” jeg havde

egentlig overvejet lidt, at det kunne være Christy, der var Jers kæreste, men nu var jeg

ret så sikker på at det var Charlotte.

10

”Super så ses vi.. kommer du også Sophie” sagde han og jeg blev overrasket over, at

han havde tid til, at stille mig et spørgesmål.

”Øh nej, det regner jeg ikke med, jeg er ikke blevet inviteret” sagde jeg og lød

forundret over, at han overhovedet troede, at jeg ville blive inviteret.

”Det er du nu” sagde Jer og kiggede fra mig til Noah.

”Du kan følges med os derhen. Charlotte skal tideligt derhen for at hjælpe”

”Jeg ved ikke..” jeg kunne ikke få et minut til at overveje situationen, før Jer sagde.

”Du skal med! Bare sms din adresse til mig og så ses vi”

”Okay så” sagde jeg og prøvede at udtrykke lidt ligegyldighed, over at skulle med til

den her fest. Hvilket slet ikke var sådan jeg havde det. Jeg kunne slet ikke stoppe med at

tænke over, hvad i al verden jeg skulle tage på, hvad tog man på til sådan nogle fester,

hvilke typer var til de fester.

”Nå, men jeg vil fortsætte træningen hvis det er okay” sagde Noah og løb videre ind

på banen.

Jer fulgte mig hen til min bil. Jeg blev overrasket over, at Brooke ikke bare havde

snuppet bilen og kørt hjem som hun altid gjorde.

”Men så ses vi jo i aften Bristol, tag noget festtøj på, Christys fester får aldrig for

lidt”

”Okay rart at vide” sagde jeg og kunne høre nervøsiteten i min stemme.

Jeg parkerede vores Fiat i garagen, efter at jeg havde hentet Brooke. Hun havde været

sammen med nogle nye mennesker, som hun havde mødt i sin kunst klasse. Af hvad jeg

kunne se, lignede de nogle underlige typer, der tilbragte hele deres dag siddende i

rundkredse og på skift udtrykte deres følelser i dans. Men hvad ved jeg om sådan noget,

det er sikkert meget hyggeligt.

Vores nye hus virkede stort udefra, selvom det indeni bare var et simpelt 2 etagers

hus på 150 m2. Det var helt hvidt bortset fra det sorte tag og havde en lille altan.

På vej op til vores værelser, blev Brooke ved med at snakke om, hvor seje hendes nye

venner var og at de snakkede om en helt masse vigtige og spændende ting. Jeg prøvede

hele tiden at give hende tegn på, at det ikke interesserede mig, men hun forstod dem

ikke.

Da jeg endelig kom ind på mit værelse og smækkede døren i med et brag. Kunne jeg

slet ikke forstå, hvordan jeg havde kunnet sove i går, når mit værelse så sådan ud. Ti

11

papkasser stod stablet i bunker midt på værelset, mit tøj lå og flød henne i hjørnet og

mine møbler placeret rundt omkring. De eneste tre ting der var blevet placeret rigtigt,

var min seng, mit natbord og halskæden fra min far. Som lå i sin æske, på mit natbord.

Jeg tog den store halskæde af og byttede den ud med den simple halskæde med hjertet

og S’et. Tanken om den fest jeg åbenbart skulle til senere, var ved at tage livet af mig.

Så jeg ville få min hjerne på nogle andre tanker og besluttede mig for, at jeg ikke måtte

begynde at bekymre mig eller gøre mig klar, før alle flyttekasser var tomme. Jeg havde 4

timer, jeg skulle nok nå det.

Kapitel 3

Færdig, tilfreds og udmattet. Sad jeg nu på kanten af min seng og beundrede mit

færdige arbejde. Eller næsten færdige arbejde, nogle af de sidste kasser jeg ikke lige

kunne overskue, var blevet skubbet ind i mit tøjskab. Men når skabet var lukket lignede

mit værelse et elegant simpelt og stilfuldt værelse. Min hvide dobbeltseng var blevet

placeret med pastelfarvet puder og et hvidt sengetæppe. To meter fra min seng, havde

jeg stillede mit toiletbord, som nu var proppet med parfumer smykker og andet ragelse.

Midt på gulvet var mit væsentligt store lammeskinds tæppe blevet lagt og tog lidt af

tomheden på værelset. I hjørnet længst væk stod der nu to lænestole, en turkis og en lilla

med et lille cafebord imellem, med to høje sølv lysestager, og en bunke blade

nedenunder. Ja og så var der jo selvfølgelig nogle hylder hist og pist, fyldt med blade

bøger og antikke ting. På mit skabs to låger havde jeg hængt 4 billeder af Brooke og

mig, fra forskellige steder og ferier.

Jeg sad med en sidste ting i hånden, som jeg ikke havde kunnet få mig selv til at sætte

på plads endnu. En ting som jeg ville ønske, at jeg kunne bære rundt på hele tiden,

ligesom min halskæde. En lille sølv ramme med det eneste billede der var tilbage i hele

huset af min far og mig. Eller rettere bare det eneste billede der overhovedet var tilbage

af min far. Efter han havde forladt os, brugte min mor flere dage på, at udrydde alle

billederne min far var med på, lige undtagen det her billede, som jeg havde nået at

redde.

Jeg satte rammen hen på mit natbord og kiggede ned på mit ur, helt uvidende om

hvad klokken egentlig havde slået. Jeg kastede mig selv op fra sengen og hen imod mit

tøjskab, tanken om at jeg kun havde tre kvarter til at gøre mig færdig på, var jo umulig.

12

Jeg skyndte mig hen for at tage min telefon, som måtte have ligget og vibrerede, imens

jeg pakkede ud. Jeg tog telefonen og kunne se, det var Jer der ringede.

”Bristol” sagde han og lød ret forpustet og man kunne tydeligt høre, at han havde

travlt.

”Der er lige kommet nogen små ændringer i vores plan, jeg blev sendt ud for at hente

nogen flere plastikkrus og på vejen op af Lomboard Street punkterede jeg. Jeg har

ringet efter hjælp, men jeg kommer nok lidt for sent til festen, men bare rolig jeg har

snakket med Noah og han kommer og henter dig, men nok lige et kvarter senere end

forventet. Er det okay” jeg kunne høre ham fylde sine lunger med luft og pustede så ud.

”Øh jaja det er fint, men har han fået min adresse”

”Ja og du giver dig bare god tid med makeuppen og hvad man nu ellers skal have

ordnet, når man er pige”

Jeg slappede lidt mere af nu, da jeg vidste, at jeg havde en time. Jeg åbnede skabet og

overvejede det ellers så ret store udvalg af kjoler. Jeg havde altid haft en svaghed for

kjoler. Selvom jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg har nok, er der jo altid

plads til en til.

Jeg besluttede mig for at gå efter noget simpelt, så jeg tog min lange sandfarvet kjole,

med en skulder og et bånd rundt om taljen. Jeg havde faktisk aldrig haft den på før. Jeg

havde altid syntes, at den enten var for fin eller for simpel. Til kjolen tog jeg nogle lange

øreringe med sølvblade der hang og dinglede ned langs min hals og beholdt min fars

halskæde om halsen. Nu stod jeg, som altid med det evige spørgsmål, om jeg skulle tage

høje eller flade sko på. Mit skoudvalg var meget bredt, det bestod både af stiletter,

kondisko, converse, sandaler, kilehæle, klipklappere, støvler og jeg tror endda også, at

jeg ejede sådan et par uhyrelige grimme grønne Crocs, som min mor engang havde taget

med hjem til mig. For hun havde hørt, at det bare ville blive det nyeste i England.

Hvilket de tydeligvis aldrig blev, jo måske blandt dem, som var ligeglade med hvad

andre tænkte om deres sko. Jo, de var da behagelige nok, men jeg kunne aldrig drømme

om, at gå med dem.

Klokken blev halv ni, og jeg var endelig færdig. Jeg havde prøvet ti forskellige par

sko, indtil jeg til sidst bare sluttede af med, at vælge mine simple hvide stiletter med

åben tå. Mit hår havde jeg ladet krølle og havde taget to totter foran og bandt dem

sammen med en tynd elastik bagpå. Jeg studerede mig selv grundigt i spejlet og tænkte,

13

at det havde jeg da klaret ret godt. Jeg gik i panik, da jeg pludselig hørte ringeklokken

og overvejede hvor mange pinlige ting og historier, min mor kunne nå og fortælle, inden

jeg var nede ved døren. Puha, det var ikke godt. Min hvide clutch havde jeg fundet frem,

og pakket den med min mobil og en lyserød lipgloss.

Jeg skyndte mig så meget, som jeg nu kunne i stiletterne ned til døren. Da jeg kom

ned for enden af trappen, kunne jeg høre, at min mor allerede var i fuld gang med at

belære sig om hans status. Jeg skyndte mig igennem stuen og så straks Noah stå i døren.

Hans stil var meget afslappet. Han havde en hvid T-shirt med noget farvet print udover

en sort langærmet og et par lyse løse cowboybukser. Jeg overvejede lidt, om jeg måske

var for fin, så jeg skyndte mig op på værelset og hoppede i nogle hvide blonde

ballerinaer i stedet. I håb om, at min mor ikke ville nå for langt med de pinlige historier,

hvis jeg skyndte mig.

”Wauw” sagde min mor, da jeg endelig stod ved siden af hende og prøvede at

gennemskue Noahs ansigt. Det så ikke godt ud, jeg vidste det. Jeg skulle have gået efter

jeans og en T-shirt.

”Du ser godt ud Sophie” kom det pludselig og total uventet fra Noah. Jeg mærkede

en glæde strømme igennem hele min krop.

”Tak i lige måde” sagde jeg roligt og så ham give mig et lille nik, tilbage som tak.

”Hvor var det nu lige, i skulle hen” sagde min mor og havde pludselig glemt at jeg

for mindre en to timer siden, havde fortalt hende, alt hvad hun ville vide om den her fest.

Hvor det var, hvem der holdte den og hvem der kom. Men hun ville tydeligvis lige

tjekke, om Noah havde styr på det.

”En af mine bekendte der hedder Christy, holder fest, det er ikke sikkert, vi bliver der

så længe, de plejer at være ret kedelige” svarede Noah afslappet min mor, med hans

ligegyldige attitude.

”Nå du er måske til de vilde fester, jaja men altså..”

”Mor?” afbrød jeg hende hårdt. Kyssede hende på kinden og sluttede af med et.

”Vi ses senere” på vej ud af døren.

Vi kørte i Noahs sorte Audi A1, som jeg tydeligt kunne se var ny. I bilen havde der

været stilhed stort set hele vejen. Undtagen da han spurgte mig, hvorfor jeg var flyttede

til USA, og gav ham så hele prædikenen om min mor og hendes forfærdelige job.

Vi parkerede audien i vejkanten på en meget lang vej, som hurtigt viste sig at være et

villa kvarter. Folk strømmede frem og tilbage med de røde papkrus og jeg kunne nu

14

tydeligt se, i hvilket hus der var fest. Det var et rødt murstenshus, som så ud til at have

godt tre til fire etager. Jeg mærkede min mobil brumme og så en besked fra Jer

Hvor er i? Charlotte hentede mig, så jeg er kommet, gi’ mig et kald når i er her

”Vi er lige kommet, vi holder ude foran huset. Kommer du ikke ud” svarede jeg ham

tilbage, og håbede virkelig på, at han snart ville komme, så vi kunne bryde den pinlige

tavshed lidt. Der gik fem minutter, inden jeg kunne se Jeremy komme gående.

”Hey venner” Råbte han og kom luntende hen imod os.

”Wauw Bristol, du ser godt ud” sagde han og virkede lidt mundlam, havde jeg kendt

ham i lidt mere end 24 timer, havde jeg klart givet ham en på hovedet. For at stå og

stirre sådan, som om han aldrig havde set en pige før.

”Jo tak Jeremy, men skal vi komme videre”

”Lyder som en god plan” sagde Noah og løftede Jers kæbe, så hans mund lukkede og

tog så min arm, for at tage mig med. Jeg kunne mærke nervøsiteten brede sig i mig, da

vi nærmede os døren. Hvad ville folk tænke, når de så mig og hvad så når de så, at jeg

gik med to af skolens mest populære drenge? Jeg tog min arm ud af Noahs greb og

rettede på min kjole. Da vi trådte ind af døren, kunne jeg fornemme, at det var det rigtige

tøjvalg, jeg var gået efter. Jeg kunne også sagtens have passet ind med mine stiletter, for

det så ikke ud til, at pigerne gik i andet. Stort set alle havde lårkorte kjoler på og så høje

stiletter, at man forventede, de hvert sekund kunne knække.

Husets stueetage var delt op i 3 rum, først den utrolig store åbne stue. Længere henne

i hjørnet kunne man se ind af døren, at der lå køkkenet og til højre for køkkenet var der

en hvid stor dobbelt dør med et INGEN ADGANG skilt. Som nok enten var et

hemmeligt rum, eller et soveværelse. Jeg gik ud fra, at det var soveværelset. Efter at

have studeret huset grundigt, kiggede jeg endelig rundt på de andre mennesker og så at

stort set alle øjne hvilede på mig med Jer og Noah ved min side. Jeg kunne se folk

hviske, pege og stirre. Jeg prøvede at ignorere dem og gik med dem for at få noget at

drikke ude i køkkenet.

Det var nok det største køkken jeg nogensinde havde set. Spisebordet var kæmpe,

kogeøen bestod af to komfurer, og havde så en bar længere henne med plads til seks

personer, som var fyldt op med drinks. Jeg så en pige med skulderlangt rødblond hår

komme hen imod os, og kastede sig i Jers arme. Hun havde en sort lårkort kjole på, uden

stropper med sølv mønster nede i hjørnet og et par gigantiske stiletter så hun næsten var

på højde med Jeremy. Det måtte så være Charlotte, kunne jeg regne ud, eftersom hun

15

nærmest stod og snavede Jer i gulvet. Da hun rejste sig igen, fik hun øje på mig, som

stod imellem de to drenge og gav mig det ondeste blik.

”Hvem er du så og hvad i alverden laver du her til min fest” sagde hun skarpt.

”Jeg troede det var Christys fest” svarede jeg flabet igen og kunne nu se hadet blusse

i hendes øjne.

”Der er faktisk min og Chrissys fest” sagde hun bestemt igen.

”Vi inviterede hende” brød Noah pludselig ind og var fuldstændig ligeglad med

Charlottes reaktion.

”Nå så I inviterede hende hva’” hun lagde et kæmpe tryk på i og kiggede hadefuldt

på Jeremy.

”Ja hun er cool nok Char, hun er ny. Jeg stødte på hende i engelsk i dag” sagde

Jeremy og prøvede at redde den lidt dumme situation, han var havnet i.

”Nå men jeg er Charlotte” sagde hun flabet.

”Jeremys kæreste” nåede hun lige at få med inden jeg svarede.

”Hej jeg hedder Sophie” svarede jeg høfligt og rakte hende min hånd. Men hun tog

den ikke, hun nikkede bare og gik ud af køkkenet.

”Nå okay” sagde jeg overrasket og kiggede over mod Jer.

”Hun er ikke så glad for mine pigevenner” sagde Jer lidt flovt.

”Det kan jeg se” jeg gik over til kogeøen og tog 3 af de røde papkrus, som var blevet

stablet i rækker på bordet fyldt op med sprut. Og delte dem ud imellem os.

”Bund eller resten i håret” sagde jeg og smilede over de overraskede udtryk i deres

ansigter. Men det viste bare, at de langt fra kendte mig endnu. Jeg tømte glasset, stillede

det på bordet og tog et glas mere med på vej ud af køkkenet.

”Vil i ikke med ud” spurgte jeg og kiggede hen på Noah og bagefter Jer

”Jeg tror hellere jeg må finde Char og gøre hende god igen” sagde Jer nervøst og fes

ud af døren.

”Hvad siger du Noah” sagde jeg og kunne pludselig mærke sommerfuglene.

”Kan det vente lidt, jeg skal lige finde nogle venner og sige hej” sagde han

undskyldende. Jeg ignorerede ham.

”Okay, jeg kan vel godt selv finde rundt”

”Super vi ses Soph” sagde han og gik ud af døren. Jeg blev overrasket over, at Noah

og jeg åbenbart allerede var på kælenavne.

16

Jeg havde bevæget mig udenfor og stod nu og kiggede på den store runde pool, som var

fyldt med fulde teenager, der sprang praktisktalt nøgne op og ned i vandet som var de 6

år gamle. Nogen havde dog beholdt deres toppe eller shorts på, men resten vadede rundt

i deres undertøj. Et par meter fra poolen kunne man kigge ned over deres kæmpe have

eller nærmere skov. Jeg kunne se, at de forskellige bænke var fyldt op med nyforelskede

par, der havde kastet sig over stort set alle bænkene. Jeg fandt en ledig bænk lidt nede af

stien og satte kurs imod den.

Den hvide bænk stod ligeså flot under et stort træ fyldt, med små hvide blomster. Jeg

satte mig og hev min mobil op af tasken. 3 ubesvarede opkald, fra min mor selvfølgelig.

Nu havde jeg jo også været væk i en hel time. Jeg sendte hende en sms.

Jeg har det fint stop med at ringe!

Jeg lagde telefonen ned i tasken igen, i håb om at hun ikke ville svare og gik tilbage

af mod huset.

Da jeg næsten var henne ved huset, kom to drenge, som tydeligvis lige havde været i

poolen og stoppede mig.

”Er du den nye pige?” spurgte en dreng med sort hår.

”Øh ja det er jeg” sagde jeg og frygtede lidt alle spørgsmålene, der altid fulgte med

det spørgsmål.

”Kan du godt lide at bade nye pige” sagde den anden høje blonde fyr i en meget

lumsk tone. Det spørgsmål havde jeg dog aldrig fået før.

”Er du god til at svømme” sagde den sorthårede fyr og blev ved med at kigge fra mig

til poolen. Man kunne tydeligt lugte alkoholen fra hans ånde. Faktisk lugtede de ikke af

andet en alkohol og smøger.

”Hvorfor” sagde jeg.

Men da det så gik op for mig lidt efter, at de havde tænkt sig at smide mig i poolen,

gik jeg i panik. Jeg havde ikke planer om, at skulle ned i en pool fyldt med sved, alkohol

og sikkert også en masse andre ulækre ting.

”Nej nej nej nej” sagde jeg hurtigt og gav dem mit mest alvorlige blik. Men det

virkede ikke på dem. Jeg mærkede pludselig mine ben blive lettet fra jorden, samtidig

med at min overkrop blev sænket i sammen højde med mine ben, så jeg nu lå vandret i

hænderne på to fulde idioter, som havde planer om at smide mig i poolen. Jeg sparkede

og spjættede, alt hvad jeg kunne, men at dømme ud fra deres ellers ret så tydelige

sixpacks, tror jeg ikke at det generede dem.

17

”Stop! Jeg mener det, stop sæt mig ned” skreg jeg igen og igen, men de fortsatte hen

mod pool kanten.

”Er du klar til at blive våd nye pige” sagde den sorthåret fyr meget dystert og

skræmmende.

”Det sjovt.. det sagde hun os’ i går” jokkede den lyshårede fyr. Og jeg blev vildt

irriteret over, at de havde tid til at stå og joke, når de havde mig i hænderne som et bræt.

”4” sagde den blonde fyr pludselig, og det går op for mig, at de var gået i gang med

at tælle ned.

”3” fortsatte den sorthårede fyr. Og jeg forberedte mig mentalt på, at om mindre en 3

sekunder ville alle mine naturlige krøller springe ud, min kjole ville være fuldstændig

gennemsigtig og alle ville dø af grin.

”2”

”1” jeg holdte vejret og tænkte, at det skulle overstås. Drengene blev pludselig hevet

tilbage og mine albuer landede hårdt på fliserne, da begge deres hænder slap.

Der kom efterfølgende to plask i vandet, som tydeligvis ikke var af nogen der selv

havde sprunget i, men nærmere nogen der var blevet kastet og havde ramt vandet rigtig

dårligt. Pludselig blev jeg trukket op af en person, med væsentlig mange kræfter, for jeg

lagde ingen i selv. Da jeg kom op og blinkede et par gange for at få mit syn helt tilbage

efter faldet, så jeg Noahs ansigt. Jeg kiggede mig over skulderen og så den blonde og

sorthårede fyr ligge i vandet og råbe af smerte efter slaget. Jeg kiggede igen på Noah, og

mine øjne kunne ikke lade være med at kigge ind i hans utrolige charmerende og flotte

brune øjne.

”Er du okay Sophie” sagde han og lød for første gang bekymret.

”Var det dig der stoppede dem” spurgte jeg forvirret og håbede virkelig på et ja.

”Ja, jeg ved ikke, hvad de bilder sig ind, men er du okay? Du ramte jorden ret hårdt,

da du faldt?” hans stemme var så beroligende og tryg, at mine sår nærmest helede af sig

selv.

”Ja jeg er bare lidt svimmel” jeg kunne mærke mit hoved ryge frem og tilbage i små

cirkler, da jeg pludselig mærker, at min krop får overbalance, men bliver så grebet af to

hænder, der fangede mig og trak mig ind til sig.

”Kom” sagde han med armen omkring min skulder og gik hen imod den bænk, jeg

havde siddet på tidligere, inden jeg havde stødt på de to idioter. Han anbragte mig

forsigtigt på bænken, og lod sig selv falde ned ved siden af. Jeg kunne mærke hårene i

18

nakken og på mine arme rejse sig. Om det var kulden, eller chokket kunne jeg ikke helt

vurdere. Noah så det og gik i gang med at tage sin hvide T-shirt af. Så han nu sad i sin

sorte langærmet, som gjorde alle hans muskler meget tydeligere.

”Her tag den på” sagde han og gav mig T-shirten. Jeg trak T-shirten over hovedet.

”Jeg ved godt, den ikke er så lang i ærmerne, men den må da give lidt varme” sagde

han og smilede et smil, som jeg kun havde set et lille glimt af, da han så mig for første

gang i aftes. Jeg kiggede på ærmerne, der gik helt ned til mine albuer og mærkede

varmen blusse op i mig. Duften af Noah lå tungt i trøjen, og var bestemt ikke nogen

dårlig duft.

”Kendte du de fyre” spurgte jeg Noah

”Ja, Danny og Fred. De spiller på mit hold, de er altid nogen kæmpe idioter, så snart

de får noget og drikke. Engang pissede de i Charlottes jacuzzi, fordi hun havde sagt, at

de ikke skulle have mere at drikke”

”Føj!” sagde jeg og prøvede at sætte mig ind i den situation og stå og tømme min

jacuzzi for andre folks pis. Ad hvor ulækkert. Men det ville aldrig kunne ske for mig, da

vi nok aldrig ville få penge til en jacuzzi.

”Men normalt, er de nu meget flinke” sagde han og prøvede lidt på, at stille de to

drenge der nær havde smidt mig i poolen, i lidt bedre lys.

”Mm-hm sikkert” jeg kunne slet ikke forstille mig de to fyre være flinke på noget

tispunkt.

”Du ved, det du fortalte mig om din mor med hendes job ikke, hvad med din far?

Hvad laver han?” jeg kunne høre, at jeg åbenbart havde undladt nogle detaljer, nogle ret

vigtige detaljer.

”Min far bor ikke hos os længere, han forlod os, da jeg var seks. Det er bare mig, min

søster og min mor.”

Jeg forventede det medlidenheds blik, som jeg altid fik, når jeg fortalte det. Det jeg

havde fået flere gange, end jeg havde tal på. Det blik som næsten altid hang sammen

med et ”Hvor er det synd for dig” ”Er du okay” ”Hvorfor gjorde han dog det”

Og jeg kunne lige netop aldrig svare på et eneste af de tre spørgsmål, i hvert fald ikke

med et ærligt svar. Men der var noget ved Noah, han gav mig ikke det blik, som om han

kendte det. Og selv hadede det blik.

”Det vidste jeg ikke, det må have været hårdt” sagde han, men udtrykte stadig ingen

følelser.

19

”Det var det også og det sværeste var, at vi ikke vidste hvorfor han rejste. Havde der

nu været en grund, en rigtig led grund, så havde det nok været lidt lettere for mig at hade

ham, men jeg føler sådan, at jeg burde kontakte ham og få sandheden at vide. Kender du

det? At det hele bare ville være meget lettere, hvis man kendte sandheden. Bare en lille

smule så det ikke gjorde så ondt! Gør du?!” jeg tog mig selv i at råbe den sidste sætning,

og tårerne havde presset sig på og der gled nu, tåre efter tåre ned ad mine kinder. Jeg

forventede ikke noget svar. Hvad skulle jeg dog regne med, han vidste om dette. Hans

familie var garanteret en stor kernefamilie, med både mor og far. Han tørrede tårerne fra

mine kinder væk med sine hænder. Og sagde så pludselig noget meget overraskende.

”Ja det gør jeg” svarede han og sænkede hovedet ned mod jorden. Og fortsatte.

”Min storebror Aiden, var 4 år ældre end mig” jeg lagde hurtigt mærke til ordet ”var”

og kunne fornemme, det ikke var godt”

”Da jeg var fjorten år gammel, begik han selvmord. Da han var 18, sprang han ud

foran metroen på Mission station. Mine forældre blev ved med at beskylde sig selv, at

det var deres skyld og at de havde været forfærdelige forældre. De var bare meget

overbeskyttende, men hvem er ikke det som førstegangs forældre? Min storebror og jeg

var meget tætte. Og spørgesmålet har plaget mig hver dag i tre år. Hvorfor han gjorde

det, han havde det jo godt. Af hvad vi andre kunne se. Så jo, jeg kender det godt. Det

med ikke at have svarene, og aldrig kunne få dem. Jeg kender det godt” jeg mærkede

skyldfølelsen brede sig i hele min krop, efter at have beskyldt ham for, ikke at vide

noget om den situation jeg var i.

”Det er jeg virkelig ked af at høre” sagde jeg og tog mig selv i at give ham

medlidenheds blikket. Men jeg kunne ikke lade være, hans historie havde rørt mig, og

havde endda frembragt et par tåre, selvom jeg slet ikke kendte Aiden. Jeg havde så ondt

af ham og hans familie. Så jeg trak ham ind til mig og lagde armene omkring ham, kort

efter mærkede jeg også hans hænder om mig. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og

blev ved med at klynke.

”Det er okay” sagde Noah med en meget blød stemme, som også var en stemme jeg

ikke havde hørt før. Jeg trak ham væk fra mig igen og løftede hans ansigt op i mine

hænder.

”Nej det er ej, jeg er virkelig ked af det!” sagde jeg og følte mig utrolig skyldig.

Han tog mine hænder fra sine kinder og lagde dem sammen med sine på mine lår.

Hans læber strejfede mit øre.

20

”Du vidste jo ikke noget” hans mund gled langsomt fra mit øre og ned mod min

mund. Hans læber ramte mine og han lagde forsigtigt hænderne på mine hofter. Jeg lod

mine fingre glide gennem hans hår, og flettede dem bag hans nakke. Det var det, jeg

havde længtes efter så lang tid. Den dejlige fornemmelse af tryghed, omsorg og

kærlighed. Men det var gået alt for hurtigt, jeg havde kun kendt Noah i ca. en dag, og jeg

sad allerede og kyssede med ham. Det virkede forkert, men samtidig forbløffende

rigtigt. Jeg lænede mit hoved tilbage og mine læber slap hans.

”Hvad skulle det til for” sagde jeg med et kæmpe smil på læben.

”Du ved jeg er altså…” jeg blev afbrudt af min mobil, som desværre var slået fra

lydløs. Jeg tog den op og så den knap så glade besked fra min mor.

Kan du så se at komme hjem unge dame, klokken er over 2 og vi havde en aftale til

kl.1

”Shit” sagde jeg og skyndte mig at smide mobilen i pungen igen og sprang op fra

bænken.

”Undskyld, men kan du køre mig hjem nu?”

”Ja selvfølgelig. Kom” sagde han roligt og prøvede at berolige mig. Poolen var stadig

lige så fyldt som for to timer siden. Og husets gæster var næsten blevet fordoblet.

”Jeg finder lige Jeremy, og siger at vi går” han nåede at tage to skridt, inden jeg greb

fat i hans arm.

”Kan vi ikke godt køre nu, jeg har virkelig travlt. Please” jeg stillede mig på tå og

gav ham et hurtigt kys.

”Tja, jeg kan jo bare skrive til ham” sagde han og satte kurs mod udgangen og jeg

vidste, at mit lille trick havde virket.

Noah bremsede Audien hårdt op i indkørselen efter at have insisteret på, at gå med op

til døren for at tage skylden. Jeg havde prøvet at tale ham fra det, men han var ikke

typen der var så let at overtale. Og jeg tror ikke, at et kys kunne stoppe ham fra det her.

Jeg så lyset i gangen tænde, da vi var på vej op imod døren og kunne regne ud, at min

mor havde været oppe hele natten. Da vi nåede døren, blev den åbnet med et brag.

”Sophie Johnson, er du klar over, at du er to timer for sent hjemme” sagde hun

strengt og stirrede mig dybt i øjnene.

”Undskyld mor, jeg havde bare glemt tiden” prøvede jeg at redde den, men vidste

udmærket godt, at det ikke var nok.

”Det er min skyld frøken Johnson” sagde Noah, som lige havde fundet ud af, hvad

21

min mors efternavn egentlig var.

”Sophie havde fortalt mig, at hun skulle være hjemme kl.1, men jeg holdt hende hen”

sagde Noah og jeg blev ret sur over den løgn, han lige havde fortalt min mor, som klart

gav alt skylden til ham.

”Nej du gjorde ej” sagde jeg, men jeg kunne tydeligt se, at min mor holdt sig til

Noahs historie. Hvilket var en stor fejltagelse.

”Farvel..” sagde min mor og vidste ikke, hvad navnet var.

”Vent Noah, du må hellere huske den her” sagde jeg og var ved at tage hans T-shirt

af.

”Nej bare behold den, tag den med til mig i morgen” han blinkede til mig.

”Vi ses Sophie, farvel frøken Johnson” sagde Noah og gik ud af døren. Da døren

smækkede, satte jeg i løb mod værelset og smækkede hurtigt døren i. Jeg tog hår og

smykker ud og lagde Noahs T-shirt på toiletbordet, da døren gik op. Jeg stod med

ryggen til min mor og havde ikke planer om at vende mig og kigge ind i hendes nærmest

dræbende øjne.

”Hvad er der dog sket med dig” sagde min mor forskrækket og nærmede sig hastigt

mig.

”Hvad mener du med, hvad der er sket med mig” sagde jeg idét min mor bukkede

mine arme foran spejlet og løftede dem op, så man kunne se mine albuer i spejlet. Mine

albuer som jeg troede havde det fint, var blevet helt blå og gule. Jeg havde godt kunne

mærke, at de sveg lidt, men jeg havde ikke regnede med, at det var noget. Min mor

løftede bagsiden af min kjole op over mine hofter. Og at tyde efter hende ansigt, var det

ikke godt. Min mor drejede mig forsigtigt rundt, så jeg nu kunne se min ryg i spejlet.

Min lænd matchede mine albuer med de gule blå og lilla mærker. Jeg trykkede forsigtigt

på det og faldt næsten i knæ af smerte.

”Hvad har du lavet, har du fået bank?” spurgte min mor skræmt.

”To fyre prøvede og kaste mig i vandet. Noah nåede at stoppe dem, men de tabte mig

ned på fliserne, da han rev dem væk”

”Du får aldrig lov til, at tage til fest med den her dreng igen” sagde min mor og jeg

håbede inderligt, at hun ikke mente det alvorligt. At vi i morgen ville stå op, og have

glemt det hele.

Efter en times tid, var jeg endelig klar til at gå i seng. Min mor havde smurt alle mine

blå mærke ind i en kølig salve, som ville fjerne lidt af smerten. Jeg var hoppet i et par

22

sorte hotpants og kunne ikke helt overskue at lede efter trøjen, som jeg havde sovet i

forrige nat. Så jeg tog Noahs lidt for store T-shirt på og lod mig dumpe ned i min seng.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Noah. Hvor meget jeg glædede mig til at se

ham igen, kysse ham igen og have ham nær mig igen og det hjalp ikke, at duften af

Noah hele tiden hang i luften takkeværet hans T-shirt. Jeg lod mig selv falde i hen, i

håbet om at drømmen ville handle om Noah. Ham drengen som kun havde taget mig en

dag, at blive forelsket i. Ham drengen, som jeg troede var en idiot, men viste sig at, være

alt hvad jeg kunne drømme om.

Kapitel 4

Jeg var alene på vej mod skolen i fiaten. Jeg havde fået bilen helt for mig selv i dag, da

Brooke havde fået et lift af en af hendes nye flipper venner. Så jeg regnede med Noah og

Jers selvskab efter skole, medmindre de selvfølgelig havde andre planer. Det var en

solrig mandag og alligevel havde jeg været så skeptisk at tage bukser og jakke på, fordi

jeg regnede med, at om mindre end en time ville det stå ned i stænger. Håret havde jeg i

dag sat op i en lidt kludret knold takket været mine krøller, som næsten sad på toppen af

mit hoved. Mit outfit bestod af en stram hvid T-shirt og nogle mørke slim

cowboybukser, der lignede nogen jeg aldrig ville kunne få af igen. Jeg blev alligevel lidt

glad for mit valg af sko her til morgen - det havde stået imellem mine sorte kilehæle,

eller mine hvide korte converse. Men jeg besluttede mig så for til sidst at gå efter

converse, da jeg altid hadede at køre bil i kilehæle.

Jeg parkerede fiaten imellem en kæmpe firhjulstrækker og en fin lille pink cabriolet,

som sikkert var ejet af en af cheerleaderne. Jeg smed min brune taske over skulderen og

vandrede mod indgangen. Da jeg kom ind på gangen, stirrede folk stadig lidt, men slet

ikke lige så meget som i går. På min vej hen til skabet, blev jeg stoppet af to drenge, som

jeg kunne høre på deres stemmer, måtte tilhøre Danny og Fred.

”Vi er virkelig kede af det i går” sagde Danny eller Fred. Noah havde glemt at

fortælle mig hvilken hårfarve, der hørte til hvilket navn’2. Jeg ignorerede dem, vendte

mig ind mod mit skab og drejede koden.

”Vi er altid nogle idioter, når vi får noget og drikke” sagde en af dem undskyldende.

”Vi tænkte nok, at du ikke ville tilgive os.. Så her”

23

”Det er to billetter til kampen i aften, vi skal spille imod Lawton High Schools

Dragons, og det bliver vildt” sagde den blonde fyr og stak 2 billetter i hånden på mig.

”Øh tak, tror jeg” sagde jeg og smækkede mit skab. Jeg tog mit skema og tjekkede

hvilket fag jeg skulle have. Jeg læste matematik. Matematik var et fag, som jeg helst

skulle bestå med rene 12taller for at komme på Harvard.

Jeg ledte efter lokalet med skiltet matematik, men jeg for bare vildledt rundt på

gangene. Pludselig fik jeg øje på Noah og vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Han

kom helt hen til mig og skulle lige til at kysse mig, da jeg stak hånden op foran min

mund. Han kiggede forundrende på mig.

”Hvad så Soph” sagde han og kiggede på mig, som om han havde gjort noget forkert.

”Ikke noget. Jeg syntes bare vi skal tage den lidt med ro. Vi har knap kendt hinanden

i 2 dage”

”Okay.. Så du spiller kostbar” sagde han og smilede forførende.

”Nej. Jeg prøver bare at undgå at blive såret. Jeg kender dig jo knap nok og de andre

sportstyper jeg kender, er nogle idioter”

”Jeg er ikke en idiot Sophie, bare vent og se. Jeg skal nok gøre mig fortjent til dig”

sagde han.. Jeg troede oprigtigt på ham og håbede virkelig han mente det.

”Jeg kommer og ser dig i aften” sagde jeg og mærkede mit smil brede sig.

”Hvordan, jeg troede der var fuldt booket”

”En undskyldnings gave fra Danny og Fred”.

”Fedt så ses vi jo” sagde han, kyssede mig på kinden og gik videre. Gud hvor ville

jeg dog ønske, at jeg bare kunne springe i armene på ham og overgive mig til ham. Men

nej, jeg havde besluttet mig for at tage det stille og roligt og jeg håbede inderligt at jeg

kunne holde det. Jeg vendte mig om og så døren med skiltet.

MATEMATIK

JOHN TAYLOR

Efter jeg havde fået overstået 2 timers matematik med Hr. Taylor. Gik jeg ind i kantinen,

hentede min mad og gik ud i skolegården. Jeg fandt en ledig bænk ved siden af et

kæmpe banner, hvor der stod klart og tydeligt.

!!Lowell Lions VS Lawton Dragons!!

Vær klar til et helveds brag!!

24

Jeg satte mig ned på den røde bænk, og gik lige så stille i gang med min frokost.

”Was’up Bristol” kunne jeg høre bag mig og var temmelig sikker på, at det kom fra

Jer.

”Må jeg slå mig ned?” spurgte han og lavede en armbevægelse, som hentydede til

bordet.

”Ja endelig. Jeg var begyndt at føle mig lidt ensom” sagde jeg og kiggede rundt på

alle de andre borde, som var proppet med mennesker.

”Jeg tænkte på, hvad skal du i dag” spurgte jeg og kiggede ned i min kylling bacon

sandwich og prøvede at regne ud, hvilken ende der ville være bedst at starte i.

”For jeg har nemlig bilen for mig selv i dag” fortsatte jeg.

”Cool. Jeg skal ikke noget, hvad tænkte du da på” han kiggede på mig og ventede på,

at jeg havde tykkede af munden og slugte det sidste stykke.

”Det ved jeg ikke, et eller andet og så kunne vi følges til kampen jeg har 2 billetter”

”Har du 2 billetter, FUCK HVOR FEDT” jeg kiggede op for at se om folk kiggede,

taget i betragtningen af, at Jer nærmest lige havde skreget de sidste 3 ord.

”Jeg havde fuldstændig glemt at bestille nogen, og da jeg så ville, var der udsolgt.

Hvordan har du fået fat i dem” spurgte han og prøvede at gennemskue mig.

”Kontakter” sagde jeg overlegent og trak kort på skuldrene. Jeg følte ikke lige for, at

fortælle ham om Danny og Fred og den historie ville jo også føre til, at jeg skulle

fortælle ham om Noah og jeg.

”Du er ikke pusher eller andre ulovlige ting, jeg ikke har lyst til at vide, vel Bristol?”

sagde han og stirrede på mig med vidt åbne øjne.

”Nej bare rolig” jeg tog en bid mere gennem grovbrødet og gjorde, alt hvad jeg

kunne, for at tykke den alt for store bid jeg havde taget, så elegant som muligt.

”Men hvad skal vi så lave inden kampen” spurgte han og kiggede ud mod de andre

borde.

”Det ved jeg ikke, men jeg har fået tonsvis af lektier for af Hr. Taylor. Jeg tror aldrig

nogen sinde, jeg har fået så mange lektier for i matematik før”

”Ja Hr. Taylor giver meget hjemmearbejde for, men der går rygter om, at næsten alle

dem som har haft Hr. Taylor, er blevet til noget stort”

”Og du tror ikke, at det bare er et rygte, han selv har sat i gang, for at lokke elever til

sig?”

”Nu hvor du siger det” sagde han eftertænksomt og smilede til mig og jeg smilede

25

tilbage. Jeremy og jeg var blevet så gode venner på så kort tid. Jeg følte, at han virkelig

forstod mig og at jeg kunne være helt mig selv sammen med ham. Hvilket jeg aldrig

havde prøvet før med en person, efter kun 2 dage.

”Hvad siger du til, at vi tager på Zunis og så bagefter hjem til dig?” jeg undrede mig

over, hvad det var han lige havde sagt.

”Zunis, er det et band eller sådan noget?” spurgte jeg forvirret og kunne se et smil

brede sig i Jers ansigt.

”Nå ja, du jo ny i byen, det er en lille hyggelig café, der ligger på Market Street. Så

kunne vi lære hinanden lidt bedre at kende”

”Det lyder som en plan” jeg følte allerede, at jeg kendte Jeremy ret godt. Selvom det

eneste jeg egentlig vidste om ham, var hvordan han så ud, at han havde en kæreste og

hans bedsteven var Noah.

På vej ned ad Market Street parkerede vi i vejkanten, og gik imod en lille hyggelig

hjørnecafe, som så ud til kun at have tilpas mange kunder. Da vi kom ind, blev vi vist til

vores bord. Caféen var holdt i en meget gammeldags stil. Lyseblå tapet var blevet

klistret på den bagerste væg, for at give de andre hvide vægge lidt farve. Hvide

trækgardiner hang i vinduerne og vindueskarmene var pyntet med gamle flasker og

dåser. På den hvide væg som skilte køkken og indgang, var fyldt med billeder af store

stjerner. Jeg kendte ikke halvdelen af dem, men jeg kunne dog spotte Elvis Presley og

Marylin Monroe på væggen. Vi var blevet placeret ved et højt hvidt café bord, med

nogle høje hvide mønstrede stole. Jeg hadede fornemmelsen af ikke og kunne nå jorden,

men jeg prøvede at glemme tanken og fik hurtigt skimmet deres menukort igennem. Da

mine øjne pludselig stoppede og så, at de havde pandekager og tænkte, at dem måtte jeg

bare have. Da jeg var lille, stod min far altid for at lave pandekager til os. Vi fik

pandekager når vi vågnede, når vi kom fra skole og endda nogen gange inden vi skulle i

seng. Vi fik stort set pandekager hver dag, hvilket klart er og var et hvert barns drøm.

Men siden da, havde vi aldrig fået pandekager, min mor havde altid forbundet

pandekager med min far, og kunne derfor aldrig få sig selv til at lave dem.

”Velkommen til Zunis hvad skulle det være?” sagde en høj blondt pige, med en

meget skinger stemme og lignede en, hvis mund nærmest var blevet limet fast i et smil.

”Jeg tager en pandekage med sukker og syltetøj” sagde jeg kort, efter hun havde

spurgt.

”Jeg vil gerne have en grillet cheeseburger uden tomat og en cola til” sagde Jeremy

26

til servitricen, i den blå T-shirt kjole, med et kort hvidt forklæde med caféens logo på.

”Så Bristol, må jeg så få din livshistorie nu eller hvad” sagde han og servitricen kom

tilbage med en Jeremys sodavand.

”Værsgo” sagde hun kort, inden Jeremy tog sodavanden ud af hånden på hende og

gav sig til at gumle i sugerøret.

Jeg blev først færdig med min historie, da jeg var halvt igennem min pandekage og

havde ikke ladet Jeremy få et ord indført undervejs.

”Så det er altså fjerde gang du flytter” sagde han og lød meget overrasket.

”Ja min mors job har altid kommet i første række”

”Men du har aldrig fundet ud af hvorfor din far rejste? ved du overhovedet hvor han

er?”

”Nej det gør jeg ikke og jeg ved heller ikke helt, om jeg har tænkt mig at finde ud af

det.”

Samtalen med Jer, fik mig helt til at tænke på min og Noahs samtale i går om Noahs

storebror. Mine smerter som jeg slet ikke forventede han kendte til, viste sig faktisk at

have ramt ham mindst lige så hårdt som mig.

”Vidste du godt, at Noahs storebror begik selvmord for 3 år siden” spurgte jeg Jer og

håbede inderligt, at han gjorde.

”Ja Aiden, jeg var med til hans begravelse. I alle de 10 år jeg har været bedstevenner

med Noah, har jeg aldrig set ham være så ulykkelig, som han var den dag”

”Det må have været forfærdeligt” sagde jeg og kiggede ned i bordet.

”Det var det også, men hvordan vidste du egentligt det”

”Jeg snakkede med Noah til festen i går”

Stilheden tog sig, da vi spiste resten af vores mad. Skulle jeg fortælle Jeremy om

Noah og mig, eller skulle jeg vente, indtil jeg vidste, om det var noget der ville holde.

Nej jeg ville vente. Vi kunne jo risikere, at miste vores venskab hvis det gik galt.

”Men hvad så med dig Jer. Er der slet ikke sket noget tragisk i dit liv” spurgte jeg og

regnede lidt med, at han havde en død far eller mor eller bror for den sags skyld.

”Nej ikke endnu og det gør der forhåbentligt heller ikke” ”7-9-13” råbte han nærmest

ud i caféen og jeg kunne ikke lade være med at grine. Bagefter mærkede jeg pludselig et

jag af jalousi strømme igennem mig. En jalousi over ikke at have et trygt og normalt liv

som ham. Et liv, som jeg ville give alt for at få.

27

Efter frokosten på Zunis tog vi hjem til mig og jeg sad nu og grublede over mine

forfærdelige matematiklektier.

”Hvordan kan han tro, at vi har tid til at lave 10 siders matematik på 3 dage? Nogen

af os har rent faktisk et liv” sagde jeg frustreret, og smed blyanten ned på sengen. Jer lå

ved siden af mig og stenede til South park, som kørte på MTV. Jeg hørte døren

nedenunder smække og jeg overvejede mulighederne. Brooke havde sagt, at hun først

var hjemme til aften, og min mor kom nok først hjem i nat. Jeg blev pludselig bange, da

jeg hørte fodtrin op af trappen og min dør der gik op. Jeg pustede lettet ud, da jeg så

Brookes ansigt i døren og en sten lettede sig fra min mave.

”Brooke, jeg troede først du kom hjem i aften” sagde jeg og stirrede overrasket på

hende.

”Ændring i planerne, vi blev trætte efter at have været på kunstmuseum og droppede

vores tur i parken” aha! Så de hang altså ud i parken. Hun åbnede døren helt og fik så

pludselig øje på Jer, der lå ved siden af mig og var meget optaget af fjernsynet. Brooke

gik med hastige skridt hen mod ham, og Jer kiggede op og fik så øjenkontakt med

Brooke.

”Halløj.. Brooke. Sophies hotte tvillingesøster” der strålede en utrolig selvtillid ud fra

hende, en selvtid som jeg aldrig selv havde haft.

”Davs” sagde Jer roligt og virkede ikke overrasket, faktisk mere skuffet som om han

havde forventet at se noget bedre. Brooke forstod hans afvisning og gik ud af døren

igen.

”Jeg troede du sagde i var tvillinger” sagde Jer meget skuffet, da døren blev lukket og

kiggede på mig.

”Det er vi også, bare meget tveægget”

”Øv, jeg troede, hun lignede dig” jeg blev overrasket over, det han sagde. Havde han

lige peget på mig, som den pæne søster? Det var aldrig sket før, det havde altid været

Brooke, der var den pæne søster. Jeg kiggede på klokken, så at den var halv syv og

tænkte, jeg nok hellere måtte gøre mig færdig. Jeg satte mig på skamlen foran

toiletbordet og hev dagens tidligere knold ud.. Jeg prøvede at tæmme de vilde krøller

med en kam, men det virkede ikke helt.

”Hvad laver du, jeg troede du var klar” sagde Jer pludseligt.

”Du sagde jo selv, at der var udsolgt, så bliver jeg da nødt til, at se lidt godt ud, når

der nu kommer så mange mennesker.

28

Jeg vendte igen hovedet mod spejlet og lagde en tynd flydende eyeliner på. Jeg tog

min lipgloss og lagde et let lyserødt lag. Jeg gik hen til skabet og tog en grov bordeaux

strik over min hvide T-shirt, da jeg tænkte, det nok ville blive koldt. Jeg hoppede i mine

converse og den grønne jakke.

”Skal vi køre” spurgte jeg Jeremy og overvejede, hvor stor risikoen var, for at han

hellere ville blive her og stene South park hele aftenen.

”Okay” sagde han og greb nøglerne jeg kastede til ham.

Stadionet var fyldt med mennesker, vi havde stået i en forfærdelig lang kø ved

indgangen, blot for at vise vores billet. Jeg huskede slet ikke, at stadionet var så stort

første gang jeg havde været her, da Jeremy introducerede mig for Noah. Jeg troede ikke

at en normal High School, ville have penge til at vedligeholde sådan et stadion. Men

havde Lowells Lions ikke været så stort og dygtigt et hold, ville det nok heller ikke

kunne lade sig gøre.

Jer og jeg havde fundet vores pladser på den fjerde sidste tribune, og havde begge en

kæmpe sodavand i hånden. Kampen var næsten startet, de var begyndt skiftevis at kalde

folk ind på banen ved at råbe deres navn. Jeg spekulerede på, om jeg mon havde

overhørt, da de havde råbt Noah op, eller om han bare ikke var kommet endnu. Men når

man var quarterback, burde man så ikke blive råbt op først? men jeg kunne lige så godt

indrømme, at jeg ikke anede noget som helst om fodbold. Jo, jeg vidste, at når man

havde fået bolden, skulle man skynde sig ned bag baglinjen med bolden uden at blive

stoppet. Jeg droppede alle mine tanker, da jeg hørte kommentatoren råbe.

Ooog nu vores mægtige Quarterback… Noah... Williams.

Jeg hørte pigerne råbe og skrige, da Noah løb ind på banen. Jeg piftede og så Noah få

øje på mig og vore øjne mødtes.

”GO NOAH” råbte jeg. Han smilede, rystede kort på hovedet og løb hen ved siden af

resten af holdet.

Overraskende nok, var kampen faktisk spændende, af hvad jeg kunne fornemme. Jeg

prøvede hele tiden at holde øje med point tavlen. Pointene steg hele tiden, men det var

lidt svært at tyde, da det så pludseligt var begyndt at regne helt vildt. Jeg kunne nu se at

der stod.

Lions-21 vs Dragons-25.

29

Tiden viste, at der kun var 3 minutter tilbage. De begyndte at stille op på midten, en

dreng stod bukket ned foran Noah og havde bolden mellem benene. Noah råbte noget til

de andre, og greb så bolden, da den blev kastet til ham. Noah kastede bolden 10 meter

ned til en medspiller, som lignede lidt den blonde fyr, der enten var Fred eller Danny.

”Kom nu lav en touchdown” sagde Jer lavt, fuld af spænding og håb.

”Hvor meget giver en touchdown” spurgte jeg dumt.

”seks” svarede han kort og fokuserede på spillet igen. Seks så det ville sige, at de

kunne vinde, hvis de lavede en touchdown. Jeg kunne regne mig frem til, at en

touchdown måtte være der hvor man løb ned bag baglinjen med bolden. Jeg kunne se

Noah spurte med en utrolig fart, og han stod nu udfor sin anden medspiller, som havde

bolden. Der var bare et par meter imellem dem. Jeg hørte Noah råbe og bolden blev

kastet til ham. Af hvad jeg kunne se, var der ikke langt til baglinjen, men han skulle

stadig forbi det monstrum af en fyr, der stod foran baglinjen. Men Noah var hurtig, og

lavede en finte og kom forbi ham.

Kom så Noah du kan godt sagde jeg til mig selv og idet jeg stillede min sodavand ned,

hørte jeg folk juble.

Han nåede det! The Lions havde vundet og det hele var takkeværet Noah. Alle folk

havde rejst sig fra deres stole og råbte.

”NOAH NOAH NOAH” jeg følte mig så stolt af Noah. Jeg havde ingen anelse om, at

han var så god.

”DE VANDT BRISTOL” Jer hoppede op og ned og strålede af glæde. Som et lille

barn, der juleaften lige havde åbnet den gave, han havde ønsket sig allermest. Han

løftede hånden op som et tegn på en highfive. Og jeg gav den tilbage. Jeg ville ønske,

jeg kunne løbe ned til Noah lige nu og dele den glæde der nu måtte sprænge indeni ham.

Spillerne løb ind under tribunerne ned mod deres omklædningsrum. Jeg tænkte, at jeg

måtte gribe chancen, når den var der. Så jeg løb ned af tribunerne, uden at kigge tilbage

og kæmpede mig forbi alle de jublende tilskuer, og gik ind der hvor spillerne var løbet

igennem. Jeg så to piger stå helt op ad Noah. De roste ham sikkert for han præsentation.

Sagde jeg til mig selv, men jeg kunne godt fornemme, at de lavede lidt mere end bare at

rose ham. Jeg mærkede jalousien brede sig i mig. Jeg havde en trang til at gå hen og give

dem et klask på hovedet. Noah kiggede sig over skulderen og fik øje på mig, stående ude

i regnen alene. Han tog sin hjelm af og skubbede de to piger væk fra sig og begyndte at

gå hen imod mig. Jeg løb, indtil jeg blev grebet i hans arme.

30

”Jeg lugter nok ikke så godt” hviskede han i mit øre.

”Jeg er ligeglad” sagde jeg og hvilede hovedet på hans skulder. Han løftede mig op

og jeg lukkede mine ben om hans hofter. Jeg trak mit hoved lidt tilbage.

”Hvor var du.. fantastisk!” sagde jeg til ham og kiggede ham lige i øjne.

”Tak” sagde han og kyssede mig blidt på munden. Jeg trak mig væk.

”Hey fister, kan du ikke huske, hvad vi snakkede om. Ingen kysseri før om mindst 3

dage” han smilede bare og satte mig så ned.

”Vi ses i morgen smukke” jeg rødmede

”Vi ses”

Kapitel 5

Det var blevet fredag, og weekenden stod endelig for døren. Noah og jeg havde indtil

videre holdt vores aftale. Når vi havde mødt hinanden på gangen, havde han bare givet

mig sit sædvanlige, forførende blik. Det blik der altid gav mig lyst til at vende mig om,

og kaste mig armene på ham. Jeremy og jeg havde tilbragt de sidste par dage sammen,

med at lave ingenting. Vi havde bare hængt ud hos enten ham eller mig. Jeg havde mødt

hans kønne mor Sussane og fandt så ud af, hvor Jeremy havde hans flotte blå øjne fra.

Jeg ville være beæret, hvis jeg bare lignede hende lidt om 20 år. Hun var høj, lyshåret,

havde de rigtige former og vidste lige præcis, hvilket tøj der passede til hende. Hun

havde tilbudt mig at blive og spise onsdag aften, men jeg måtte takke nej, da Brooke og

jeg havde besluttet os for, at have en junkfood aften, fordi min mor arbejdede sent.

I dag skulle jeg for første gang siden sidste fredag være alene sammen med Noah. Han

havde lovet mig, at vi skulle hjem til ham, så jeg kunne se hvor og hvordan han boede.

Vi havde aftalt at mødes på skolens parkeringsplads ved hans Audi, når vi begge

havde fået fri. Jeg havde fundet Noahs bil. Som holdte lidt længere nede af

parkeringspladsen imellem en gammel folkevogn og en anden Audi. Jeg satte mig

forsigtigt på bilen og ventede på Noah. Jeg var pludselig begyndt at blive nervøs, for at

skulle være sammen med Noah. Selvom det faktisk var det eneste, jeg havde længtes

efter siden festen i fredags. Jeg kiggede ned af mig selv, og tjekkede om min hvide maxi

kjole med empiresnit, stadig sad som den skulle. Jeg rettede på min lange guldhalskæde,

som gik ned over brystet og smøg ærmerne op på min cowboy jakke. Jeg tog min mobil

op af tasken og skrev til Noah.

31

Hvornår kommer du, er ved Audien?

Jeg lagde telefonen tilbage i den brune taske og fandt et elastik. Jeg samlede alt mit

hår op i en høj hestehal og tog mit lille spejl i tasken, for at kigge hvordan den sad.

”Du ser godt ud, bare rolig” sagde en stemme pludselig. Jeg sænkede langsomt

spejlet og opdagede Noah foran mig. Jeg mærkede rødmen stige op i kinderne og blev

pludselig ret forlegen.

”Hvor har du været” sagde jeg og skiftede emnet væk fra mig.

”Jeg stødte på min træner på vejen, og så endte vi i snak” sagde han, men kiggede

mig ikke i øjnene. Nærmere ned og op af mig.

”Jeg kunne godt vænne mig til det her.”

Jeg sukkede.

”Hvad kunne du godt vænne dig til” spurgte jeg med et lukket smil.

”At have en kæreste, der ser så forbandet godt ud” sagde han og tjekkede mig igen

ud. Jeg smilede og kiggede ned i jorden, men kom så i tanke om ordet, han lige havde

brugt om mig. Kæreste.

”Kæreste. Var?” sagde jeg og kiggede på ham.

”Ja kæreste” sagde han og lænede sig ind over mig, så jeg næsten lå ned på bilen. Jeg

støttede albuerne mod bilen, da han pressede sine læber mod mine, i et langt

lidenskabeligt kys. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og gav mig hen til følelsen. En varme

skyllede ind over mig. En varme som jeg sådan havde ventet på i fire dage. Han trak sin

mund en centimeter væk fra min.

”Nå skal vi køre” sagde han og kiggede mig i øjnene. Jeg skubbede ham tilbage og

gik hen til døren i passagersiden.

”God plan” sagde jeg og satte mig ind i bilen. Han slikkede sig om munden og

kastede så nøglerne op i luften og greb dem igen.

Vi parkerede bilen i Noahs garage og gik udenfor. Jeg stoppede op et par meter fra

huset og havde nu overblik over det store hvide hus. Der gik 2 stolper ned fra den

øverste veranda på anden etage og helt ned til den nederste veranda. Vinduerne havde

blå skodder, taget var brunt og det hele matchede sammen. Huset mindede mig bare i det

hele taget meget om det, i ”The Notebook”.

”Wow” sagde jeg lavt og min kæbe faldt.

”Du har glemt at fortælle mig, at dine forældre er millionære” sagde jeg og holdt

stadig blikket fast på huset.

32

”Det ville være en løgn, hvis jeg havde” sagde han og gik foran mig, ind af døren.

”Vent på mig” råbte jeg og løb efter ham.

Da vi kom ind for døren, så huset slet ikke så stort ud, som det havde gjort udefra.

Deres stue var på størrelse med vores, men var dog udstyret med nogle lidt dyrere

inventarer. Såsom den 60 tommers fladskærm der hang på væggen foran den store

lædersofa. Møblerne lignede ikke nogle man kunne finde i IKEA, de var simple og enten

sorte eller hvide.

”Min mor er lidt en designer freak” sagde Noah og så, at jeg var i gang med at

gennemgå huset.

”Jeg tror at næsten alle møblerne i vores hus, har kostet det samme som dem i jeres

stue” mine øjne var vidt åbne. Det forklarede bilen han kørte i.

”Luk munden Soph” han løftede min hage op, så min tænder klappede sammen.

”Kommer du?” han tog min hånd og bevægede os hen mod den sorte vindeltrappe,

der stod henne i hjørnet af stuen. Da vi kom op for enden af trappen, var der en dør til

højre og venstre. Jeg læste Noahs værelse på den til venstre og tænkte kort over, hvad

der mon stod på den til højre. Jeg drejede hovedet til højre. Andies værelse. Jeg fik

pludselig en ret stor klump i halsen og kunne mærke, en enkelt tåre pressede sig på, men

jeg holdt den tilbage. Jeg prøvede at glemme tanken og gik ind på Noahs værelse.

Hans værelse var dobbelt så stort som mit. Væggen ud mod vejen var næsten fyldt

med fodboldtrøjer, medaljer og plakater. Dobbelt sengen stod lænet op af den midterste

væg og havde to blå dyner, der var lagt fint sammen, som temmelig sikkert var hans

mors fortjeneste. Jeg kiggede til højre hen på den sidste væg og så en sofa henne i

hjørnet med et sofabord og et tv. To meter fra sofaen havde han sit skrivebord med en

15 tommer Macbook air stående. Jeg var slet ikke jaloux, min mor havde kun været nødt

til at fordoble sit arbejde bare så mig og Brooke kunne få en ny computer til det nye

skoleår. Noah tog sin computer og smed sig på maven i sengen. Jeg gik hen til vinduet

og kiggede ud på den fantastiske udsigt. Man kunne garanteret se halvdelen af San

Fransisco herfra. Villaerne blev større og større, jo tættere man kom på. Hvis jeg kunne

vælge et sted jeg ville bo, havde jeg klart valgt her. Vores hus lå lidt øde, men var stadig

tæt på byen. Men her var det tæt på det hele, butikker, byen, centre, restauranter og

sikkert også en masse andre ting.

Jeg smed mig ned ved siden af Noah i hans seng og lagde armen på hans skulder.

”Hvor er dine forældre egentlig henne” spurgte jeg og prøvede at forstille mig Noahs

33

forældre.

”De er på arbejde. Jeg ved ikke helt, hvornår de kommer hjem” han kiggede ikke på

mig, han var for opslugt af hans Facebook profil. Jeg kiggede hen på ham, kørte mine

fingre igennem hans hår og trak hans hoved hen mod mit. Han strittede ikke imod, men

fulgte bare mine hænder og endte så ovenover mig, med knæet imellem mine ben. Jeg

trak ham ned og kysede ham hårdt og sensuelt.

”Sophie Johnson, hvad går der dog af dig” sagde han, trak hovedet ned og kyssede

langsomt min hals.

”Sophie Scott Johnson” rettede jeg ham. Hans hoved dukkede op foran mit.

”Hvorfor Scott” spurgte Noah, som om det var noget, jeg lige havde fundet på.

”Det hed jeg rigtigt før min mor og far blev skilt, men så ændrede min mor det til sit

efternavn. Selvom jeg gerne ville have beholdt mit gamle, gav min mor os intet valg”

”Hvad hedder din far da” spurgte han og lå stadig ovenpå mig.

”Leo David Scott” jeg følte et slag i min mave, da jeg udtalte min fars fulde navn.

Det havde jeg ikke gjort længe.

”Hvad sagde du han hed” spurgte han og rynkede brynene. Jeg gentog mig selv..

”Leo David Scott, Hvorfor da?” Noah sprang op fra sengen, idet jeg sagde navnet

igen. Han løb ud af døren og uden jeg havde nogen anelse om, hvor han ville hen, løb

jeg efter ham.

”Hvad er der, hvor skal vi hen” spurgte jeg, men fik intet svar. Han sprang nærmest

ned af trappen og gik ind i hans forældres soveværelse.

”Hvor er det nu du gemmer dem mor” hviskede han til sig selv og ryddede alle

hendes skuffer ud fra en lille hvid reol.

”Hvad leder du efter” prøvede jeg igen, men fik stadig intet svar. Han rev en flad sort

A4 æske ud fra reolen og hev gamle avisartikler op fra den.

”Fundet” sagde han glad, men stadig utrolig forvirret. Han løb op mod værelset igen,

med den udrevne artikel i hånden. Jeg var blevet godt træt af alt det løben frem og

tilbage. Jeg kiggede rundt i soveværelset, som nu flød med papir, ark og avis artikler. Vi

kunne ikke bare efterlade deres soveværelse sådan, sagde jeg til mig selv og gav mig til

at rydde op efter Noah. Jeg havde ingen idé om, hvilken skuffe de forskellige papirer

skulle være i, men jeg gik ud fra, at det i det mindste var bedre, end at de lå og flød på

gulvet.

Da jeg var færdig, bevægede jeg mig op mod værelset. Noah sad i sengen med

34

computeren næsten helt oppe i hovedet.

”Og hvad gik det der så ud på?” spurgte jeg og tænkte, at hvis han ikke svarede mig

nu, tog jeg den computer og kastede den ud af vinduet.

”Hvor gammel var din far, da han forlod dig”

”30 hvorfor” spurgte jeg og hævede øjenbrynene.

”Så det vil sige 30 plus 11, 41. 1 år siden så 40” jeg kunne høre ham mumle en masse

regnestykker. Som jeg ikke anede, hvad handlede om.

”Sophie” sagde han roligt og flettede min fingre i hans.

”Jeg tror jeg har fundet din far” sagde han pludselig. Og det tog mit et minut egentlig

at opfatte, hvad det var han lige havde sagt. Havde han fundet min far. Havde han

virkelig fundet den mand, som jeg havde overvejet at opsøge i 11 år. Hvordan. Glæden

og nysgerrigheden blev en del af mig, men samtidig blev jeg bange, bange for at opdage

at han ikke længere var den far, han var engang.

”Hvordan” spurgte jeg. Han lagde avis artiklen i min hånd. Der var et billede af en

mor med hendes søn og en mand, en mand som lignede en person der engang havde

været en kæmpe del af mit liv. Det kan ikke passe sagde jeg til mig selv og læste

udsnittet af artiklen. Mine øjne gled hen over overskriften.

Leo David Scott, nu mand uden kone og børn

D 20. september 2011. Brændte en to værelses lejlighed i San Fransisco.

Branden var brutal, og brandvæsenet havde været ude af stand til at stoppe den i tide. I

lejligheden lå den 3 årige dreng Joshua, med sin 38 årige mor Ava og sov. Branden blev

stoppet for sent og Joshua og Ava Perez omkom derfor under denne tragiske

brandulykke. Nu lider den meget alene Leo David Scott, far til Joshua, som på

tidspunktet var på arbejde. Det siges at Leo nu har droppet sin stilling som advokat og

lever af junkfood dag efter dag. ”Jeg kan slet ikke kende ham mere” fortæller en nær

ven af Leo. Frank Ramirez. Årsagen til branden er stadig ukendt men politiet arbejder

på sagen.

Jeg smed artiklen ned på sengen og kiggede op på Noah.

”Han havde fået en dreng” sagde jeg og en tåre gled ned af min kind.

”Han blev gift igen” fortsatte jeg og rejste mig nu fra sengen og vandrede hvileløst

rundt på Noahs værelse.

”Tror du det er ham” spurgte Noah og kiggede hen på mig. Jeg stirrede på Noahs

35

fodbold væg og svarede.

”Nej, jeg ved det er ham” og nu kunne jeg pludselig huske, hvorfor jeg altid havde

brændt sådan for at blive advokat. Min far var advokat og havde tit fortalt mig historier

som lille om, hvordan han hjalp folk og sendte de onde mennesker i fængsel. Det var jo

derfor, selvfølgelig ville jeg være det samme som min far. Min far var jo min helt. Jeg

gentog ordet var. Og drejede mig mod Noah.

”Jeg er nødt til at finde ham” sagde jeg kontant og kiggede på Noah.

”Og det skal vi nok også, men vi bliver nød til at vente til i morgen. Tror du, du kan

klare det”

”Ja, jeg er bare nødt til at tænke på noget andet” sagde jeg og overvejede, hvad vi

kunne give os til, som ville få mig på andre tanker.

”Men bare lige en ting til, hvorfor havde din mor gemt den her artikel” spurgte jeg og

håbede så inderligt, at hun kendte min far.

”Min mor og Ava var meget tætte, de havde været bedstevenner siden High School”

jeg tænkte på den forfærdelige sorg, der måtte have ramt Noahs mor og så kun to år efter

hun havde mistet sin søn. Jeg havde virkelig ondt af Noahs mor og ondt af alle de tab

hun måtte lide over.

”Jeg har en idé, har du spillet madden før” spurgte Noah og pegede over mod sofaen

og jeg gik ud fra, at han pegede på hans Playstation 3.

”Ja da, jeg spiller det hver dag” sagde jeg ironisk. Et kæmpe smil bredte sig i Noahs

ansigt. Jeg smed Jakken og vi satte os hen i sofaen. Noah havde ca. brugt 10 minutter på

at forklare mig en masse sære regler, som jeg ikke havde fattet en brik af. Jeg smilede

bare og svarede med et kort.

”mm-hm”

Spillet var i gang og jeg trykkede bare lidt på knapperne, sådan som det nu passede

mig, uden at have nogen idé om, hvad det var jeg lavede. Der gik ikke lang tid, før der

nu stod 37-5 til Noahs hold. Det var heller ikke fair, han spillede selv fodbold og vidste,

hvad man skulle gøre, godt nok skulle han ikke føre sig frem ved hjælp af piltaster og

kaste bolden ved at trykke x.

”Du ved godt, du stinker ret slemt til det her ikke Soph” sagde Noah spydigt og blev

ved med at koncentrere sig om spillet.

”Vel gør jeg ej” sagde jeg og gav ham et let slag på armen. Om jeg var uopmærksom

et par minutter, gjorde nok ikke ligefrem den store forskel.

36

3 kampe i streg havde Noah nu vundet over mig, med altid 4 gange så mange point

som mig. Hvis jeg overhovedet havde været så heldig, at score nogle point.

”Jeg går ned og tager noget og drikke, vil du have noget” sagde jeg og smed

joystikket på sofaen.

”Nej tak” sagde Noah og startede en ny kamp mod Playstationen.

Da jeg kom ned for enden af vindeltrappen, gik jeg til venstre og endte så i køkkenet.

Køkkenet var også godt møbleret med en masse designer møbler, men var stadig enkelt

og elegant. Jeg åbnede køleskabet og fandt en kande vand. Jeg begyndte fra en ende af

og måtte igennem fem skabe indtil jeg kom til det skab, som gemte glas i sig. Jeg

stillede mig på tå, og strak mig så meget som muligt, for at gribe fat i et normalt glas,

som selvfølgelig stod på den øverste hylde.

”Kan jeg hjælpe dig” sagde en ukendt kvindestemme pludselig. Jeg greb fat i glasset

og kiggede hen mod døren. Der stod en mørkhåret dame med små proptrækkerkrøller,

grønne øjne og var ca. 10 cm højere end mig. Hun havde hænderne over kors, og

kiggede på mig, som var jeg en forbryder. Jeg kunne næsten regne ud, at det var Noahs

mor, da hun havde et navneskilt på sin uniform, hvor der stod Lauren Williams. En

uniform, som jeg var ret sikker på, tilhørte en stewardesse.

Jeg ville være høflig, og rakte hende hånden.

”Hej jeg er Sophie, Noahs ven” jeg gav hende mit sødeste smil og håbede på at min

charme, ville bløde hende lidt op.

”Nå så du er den Sophie” sagde Lauren og studerede mig grundigt, som gjorde, at jeg

blev ved med at smile.

”Noah din mor er kommet hjem” råbte jeg og håbede, han kunne høre det.

”Mor” hørte jeg Noah sige, da han kom styrtende ned af trapperne.

”Ja, det er så Sophie” sagde han og kiggede fra hans mor til mig.

”Rart endelig at møde dig” hun smilede til mig

”Jeg har hørt så meget om dig” sagde hun med en meget rarere stemme, som jeg brød

mig langt mere om.

”Spændende” sagde jeg og kiggede undrende på Noah.

”Nå men vi smutter ovenpå igen” sagde han og tog vandet.

”Rart at møde Dem” sagde jeg høfligt og fulgte efter Noah op på værelset. Da vi kom

op på værelset igen, tjekkede jeg min mobil og så en besked fra min mor.

37

Hej piger.

Jeg bliver nødt til at overnatte på hotel i nat. Det ser ud til, at den her efterforskning

kommer til at tage meget længere tid, end vi regnede med. Men jeg er hjemme i morgen.

Pas på hinanden.

-Mor

”Det ser ud til, vi har huset for os selv i dag” sagde jeg og smilede til Noah.

”Hvad siger du til en overnatning” jeg blinkede til ham og han smilede tilbage.

”Jeg er beæret” sagde han, hev en taske ud af sit skab og gik straks i gang med at

pakke.

”Og i morgen kan vi så begynde at lede” sagde jeg, mens jeg igen kiggede på

artiklen.

”Lede efter min far”

Kapitel 6

På vejen hjem til mig, var vi kørt forbi et supermarked og handlede lidt ind til

aftensmad. Retten ville komme til at bestå af hjemmelavet lasagne, som Noah havde

påstået, han var så godt til at lave og frugt fondue til dessert. Jeg grinte lidt ved tanken

om Noah i et køkken. Når jeg forstillede mig ham være i et køkken, ville det være for at

varme hans rester eller høre hans mor, hvornår der var mad.

Da vi var kommet tilbage til huset, smed jeg plastikposerne på bordet og gik i gang

med at dække bord. Noah vaskede hænderne og begyndte på lasagnen. Da jeg var færdig

med at dække bord, gik jeg hen til min mors arbejdscomputer og startede Google op.

Jeg søgte Leo David Scott. Jeg klikkede mig ind på de forskellige links, der kom

frem, men på ingen af dem, stod der noget om en fast adresse, eller hvor han nu befandt

sig. Det var alt sammen historier og artikler om branden, med nogle få interviews. Så

slog tanken mig pludselig. Den mand som havde udtalt sig om min far i Noahs mors

artikel, han måtte da vide, hvor han var.

Jeg hev artiklen op af lommen og skrev navnet. Der poppede som den øverste, et link

op til krak. Jeg klikkede mig ind på den og fandt så en adresse og et nummer. Jeg tog et

stykke papir og skrev dem begge ned.

”Hvad laver du” spurgte Noah, som nu var i gang med at rive ost.

”Jeg prøvede bare at søge på min fars navn, men der var ingenting, og så prøvede jeg

38

med ham der Frank Ramirez og jeg..”

”Jeg troede, vi havde aftalt at vente til i morgen” afbrød han og lød skuffet.

”Ja det ved jeg godt, men jeg kunne bare ikke vente. Jeg har fundet både en adresse

og et nummer, på ham der Frank” sagde jeg optimistisk og smilede til Noah.

”Okay, men ikke mere efterforskning for i aften, okay?” sagde han blidt.

”Okay” sagde jeg og smækkede skærmen i.

Jeg var blevet glædeligt overrasket over Noahs lasagne. I hele mit liv havde jeg aldrig

smagt en bedre lasagne, jeg måtte indrømme, at jeg ikke vidste, han havde det i sig. Vi

fik ryddet af bordet og klarede opvasken hurtigt. Da vi var færdige, bevægede vi os op

mod mit værelse med skåret jordbær, melon og banan, der var blevet flot anrettet på et

fad og klar til at blive dyppet ned i det smeltede chokolade. Da vi kom op på værelset,

satte vi fadet og det smeltede chokolade midt på gulvtæppet. Jeg rullede gardinerne for

og lagde to puder overfor hinanden på gulvet med fonduen imellem. Jeg kom i tanke om

posen med stearin lys, jeg havde smidt ned i min reol, da jeg ikke havde nogen idé om,

hvor jeg ellers skulle lægge dem. Jeg tog en håndfuld og satte dem rundt omkring

puderne. Noah smed sin blå sweatshirt og havde nu en sort koncert T-shirt på, til hans

løstsiddende cowboybukser.

”Jeg troede vi havde droppet gourmeten, i aften” sagde Noah ironisk og smilede.

”Hvad? jeg syntes bare det ville være lidt hyggeligere med lidt lys” forsvarede jeg

mig selv, imens jeg gik rundt og tændte lysene.

”De her mm jordbær er virk virkelig goe” han havde munden fuld af jordbær og jeg

antog at han snakkede om jordbærrene. Jeg satte mig overfor ham og prøvede melonen.

”Vidste du godt, at over 80% af alle jordbær i USA er dyrket i Californien” jeg

gumlede på en melon og prøvede at tale Noahs sprog.

”Og vidste du godt, at du er en nørd” svarede han igen, stadig med munden fuld. Jeg

samlede et jordbær op og kastede det efter ham.

”Aaav hvad skulle det til for” sagde han og samlede jordbærret op, jeg havde kastet

efter ham. Og kiggede underligt på det.

”Hold nu op, det her chokolade er sååå godt” jeg stak pegefingeren ned i den varme

chokolade og satte kursen mod min mund.

”Prøv selv og smag” sagde jeg og dyppede igen fingeren i. Han godkendte mit

forslag ved at åbne munden. Jeg lænede mig ind over fonduen, og stoppede min finger,

da den var godt en centimeter fra hans mund, og kørte så chokoladen fra min finger

39

langs hans kind og tilbage igen. Jeg kiggede igen på ham og kunne ikke lade være med

grine.

”Det gjorde du bare ikke” Noah havde udtalt sætningen, med cirka tyve sekunders

mellemrum mellem hvert ord. Han smilede overrasket til mig, skubbede mig tilbage og

lagde mig så ned langs gulvet. Han dyppede to af sine fingre i chokoladen, og kørte dem

rundt i cirkulærebevægelser på mit hoved. Jeg kunne ikke løsrive mig fra ham, han var

for stærk. Så da han kom tættere på mig, løftede jeg mit hoved op, så mine læber

lukkede sig om hans. Han blev slap og jeg rullede ham så en gang rundt og landede

ovenpå ham. Jeg trak hans T-shirt op imod mig, så hans hoved kom endnu tættere på.

Jeg kyssede chokoladen af hans ansigt, som stadig smagte utrolig godt, selvom det først

var blevet dyppet på min finger og derefter tværet rundt i Noahs ansigt.

”Du smager utrolig godt med chokolade i hele hovedet. Ved du godt det?”

”Det høre jeg tit” svarede han ironisk, og kyssede mig så igen. Han greb fat om mine

hofter og drejede os så rundt, så jeg nu lå nederst igen. Jeg låste mine hænder bag hans

ryg og rev fat i hans T-shirt. Jeg trak mine læber ud til siden.

”Min mor ville ikke være glad, hvis hun så det her” sagde jeg og kiggede rundt på

gulvet, som nu var blevet pyntet med en masse chokolade pletter.

”Hvad for noget af det. Os to eller dit plettede gulvtæppe” han smilede forførende til

mig og kyssede mig så langs min hals.

”Begge” svarede jeg, kyssede ham kort og skubbede ham så væk fra mig. Mit gulv

var ødelagt. Planen med at tvære chokolade i Noahs ansigt havde virket som en super

god idé for 10 minutter siden, men virkede nu knap så god. Jeg samlede fadet med frugt

og chokoladen op, og satte dem på mit toiletbord. Jeg studerede mig selv i spejlet, min

lange kjole var blevet smurt ind i chokolade. Mit ansigt var blevet plettet, og mit hår var

filtret. Jeg gik hen imod skabet, i håb om at jeg kunne snige mig ud af min kjole og over

i mit nattøj, uden at Noah ville få øje på min kæmpe røv, eller de to dejlige sidehåndtag.

Jeg stod med fronten mod skabet og ryggen til Noah. Jeg samlede nattøjet op, som jeg

havde sovet i den sidste uge og opdagede så, at jeg havde glemt at give Noah sin trøje

tilbage. Men hvad kunne der ske, han havde jo ikke ligefrem bedt om at få den tilbage

endnu, og jeg var faktisk begyndt at blive ret vild med den trøje. Jeg prøvede selv at få

lynet lynlåsen ned, men måtte give op. Jeg gik flovt hen til Noah som havde sat sig på

sengen.

”Lyner du mig lige ned” spurgte jeg hårdt og blev ved med at holde ryggen mod ham.

40

”Wow, jeg troede vi havde aftalt at tage det stille og roligt, men øh fint med mig”

sagde han og jeg kunne nærmest se julelysene skinne i hans øjne.

”Tag dig nu sammen og lyn den ned” min stemme var utålmodig. Han lynede den

ned, og piftede da lynlåsen stoppede ved kanten af mine underbukser. Jeg kunne næsten

regne ud, at han nu havde set bagsiden af min turkisblå bh og de matchende hipsters. Jeg

mærkede rødmen blusse op i mine kinder og skyndte mig så hen til skabet. Hvis nu bare

min mor havde givet mig lov til, at få sit nye kontor som walkincloset, havde der jo ikke

været noget problem. Så havde jeg ikke behøvet, at stå og klæde mig af foran Noah. Jeg

skubbede stropperne ned over mine skuldre og lod så kjolen falde ned over mine hofter

og ramme gulvet. Jeg skyndte mig at tage T-shirten og skulle lige til at tage den på, da

jeg mærkede to arme blive låst om min bare mave. Jeg kunne høre Noahs tunge

åndedrag.

”Jeg kan se, at du stadig har min T-shirt” hviskede han i mit øre.

”Du må godt få den tilbage, hvis du vil, du kan få den nu” sagde jeg undskyldende og

gik lidt i panik. Han stoppede mine hænder, som straks var gået i gang med at folde T-

shirten sammen.

”Altså hvis det er den eneste trøje, du har og sove i, så vil jeg rigtig gerne have den”

jeg kunne mærke ham lige så stille kysse min hals. Jeg trak skulderen op til øret og han

trak sin mund tilbage.

”Det er det ikke” sagde jeg flabet tilbage.

”Jamen så beholder du den bare” han kyssede mig på kinden og gik hen imod sengen

igen. Jeg trak hurtigt T-shirten over hovedet og kunne pludselig ikke finde mine

hotpants. Jeg rev de yderste ting ud fra mit skab, og gik i panik. Ud over de sorte

hotpants, havde jeg kun et par lilla hvidprikkede natbukser, som Noah ikke behøvede at

se mig i. Så jeg tænkte, at T-shirten alligevel gik ned over min numse. Jeg tog et halvt

skridt til venstre hvor spejlet hang. Jeg kunne se Noah sidde henne på sengen. Han

rodede i sin taske efter noget. Min mund åbnede sig automatisk, da han hev T-shirten

over hovedet. Hans vaskebræt var tydeligt og fremhævende. Noah havde vist sig at have

lidt flere muskler, end jeg troede. Han skjulte altid sine muskler bag alt sit løse tøj, men

uden trøje var det tydeligere end nogensinde. Han var fantastisk. Jeg hev elastikken ud

af håret og puffede mit hår lidt op. Jeg tjekkede mig selv i spejlet, og rettede lidt på

nogle detaljer, for at få mig til at se så sexet ud som mulig. Mens jeg havde rettet på mig

selv i spejlet, var Noah hoppet i et par grå sweatpants fra Nike. Jeg gik stille hen imod

41

ham, i håb om det ville virke mest forførende.

”Du ved godt, at man skal se ret godt ud i min T-shirt, før jeg overvejer at give den

væk, ikke?” jeg nikkede og bed fast i den højre del af min underlæbe.

”Og i det her tilfælde, er den klart din” sagde han og kunne ikke fjerne blikket fra

mig. Jeg grinede og lod mig dumpe ned i sengen ved siden af ham. Jeg puttede mig ind

til ham og langsomt begyndte mine læber at smelte mod hans. Hans læber var bløde og

var som slik mod mine. Lige nu kunne jeg ikke ønske mig andet end Noah. Jeg var så

taknemmelig for, at han var dukket op i mit liv. Taknemmelig over at han er den han er,

taknemmelig over at når jeg var sammen med ham, ville jeg ikke være nogen andre

steder i hele verdenen. Mine tanker blev skubbet til side, da der pludselig blev banket på

døren. Brooke. Jeg havde fuldstændig glemt alt om Brooke, jeg havde troet at vi havde

huset for os selv i aften, uden nogen idé om hvor Brooke så skulle være.

”Skynd dig, herind” sagde jeg og løftede dynen op og prøvede at få den kæmpe bule

ved siden af mig, til at se så naturlig ud som mulig. Jeg lænede mig op af ham og

skyndte mig at tage bladet, som jeg havde læst i den forrige aften.

”Hvordan er du kommet hjem” spurgte hun, som det første da hun trådte ind af døren.

”Jeremy” sagde jeg hurtigt og prøvede at virke optaget af det blad, som jeg allerede

havde læst igennem to gange.

”Jeg troede du sov hos Jeremy”

At jeg havde sovet ved Jeremy, alene. Det havde måske været lidt for tideligt, godt nok

var Jer og jeg gode venner, men gode venner sover heller ikke alene sammen, når de kun

har kendt hinanden i en uge.

”Nope” sagde jeg kort og prøvede at hentyde til, at hun skulle forlade værelset.

”Hvad er der sket med dit tæppe” spurgte hun chokeret og kiggede ned på alle

chokoladepletterne.

”Jeg så The Notebook og tænkte, jeg ville lave lidt fondue, men det endte så på

gulvet”

”Du ser seriøst for meget The Notebook” hun lukkede døren og jeg åndede lettet ud.

Noah løftede dynen op.

”The Notebook? Virkelig?” han smilede og jeg kunne ikke lade være med at

gengælde det.

”Bedste film ever!” Han drejede på hovedet og greb fat om min arm og hev mig så

42

med ned til ham. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville få meget lov til at sove i

nat.

Kapitel 7

Jeg spærrede øjnene op. Solen havde fundet en sprække i mit gardin og havde derfor

prøvet at gøre mig blind, hver eneste gang jeg åbnede øjnene. Jeg hev dynen op over

hovedet og undslap et lavt.

”Arrgh” Jeg hadede de nye gardiner. I hverdagene havde de ikke været noget

problem, men at prøve og sove til middag på det her værelse var ikke muligt. Jeg løftede

mit vækkeur og så klokken havde slået 10.30. Noah undslap en lyd, som godt kunne

minde lidt om.

”Nej ikke endnu” bare på en meget slørret og rystet måde. Hans højre arm lå tungt

over min mave og det virkede som om, at han var langt væk. Jeg fik viklet mit ben ud,

som var blevet fanget imellem hans og prøvede så at liste så lydløst som muligt hen

imod skabet. Taget i betragtningen af, at solen nærmest havde blændet mig før. Gik jeg

ud fra, at der måtte være varmt i dag.

Jeg tog noget rent undertøj og listede ud på badeværelset, jeg låste døren og fyrede så

op for det varme vand. Det var så befriende at gå i bad. Ens tanker var altid meget mere

klare. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på min far, og manden som måske kunne

føre mig til min far. Var det virkelig i dag, jeg ville finde ham? Kunne han huske mig,

hvor var han og hvordan er han? De tre spørgsmål ville ikke forsvinde ud af mit hoved.

Jeg blev ved med at stille dem igen og igen. Hvad nu hvis han ikke havde lyst til at blive

fundet, måske gad han slet ikke at se mig igen. Jeg rystede tanken af mig og trådte ud af

badet.

Jeg hoppede i undertøjet, føntørrede håret og tog så håndklædet rundt om mig og

listede stille ind på værelset igen. Jeg åbnede skabet og smed håndklædet. Jeg nuppede

en rød og hvidstribet stropløs top og puttede den ned i et par højtaljet lyse denimshorts.

Jeg fjernede fonduen fra toiletbordet og fandt et par lange sorte øreringe og kiggede i

spejlet, om de kunne gå sammen med tøjet. Det blev til et kort nik og jeg satte dem så i.

Håret satte jeg præcis, som jeg havde sat det sidste fredag til festen.

Jeg tjekkede klokken og den var nu 11.40. Nu måtte han altså også have få sovet nok,

sagde jeg til mig selv og småløb så hen til sengen og sprang så jeg landede lige ovenpå

43

ham, med mine knæ ud for hans hofter. Han vågnede med et sæt.

”Er du ude på at tage livet af mig” sagde han alvorligt.

”Ja. Jeg prøvede først at kvæle dig med puden, men det virkede ikke” han drejede på

hovedet og et smil kom så frem på hans læber.

”Du forfærdelig, ved du godt det” hans stemme var blød og han satte sig så op, så jeg

nu sad på hans skinneben og havde benene rundt om ham.

”Ja jeg er dejlig, det ved jeg godt” sagde jeg ironisk og kyssede ham så på kinden.

Han skubbede mig til side og tog så sin telefon på natbordet.

”Pokkers” sagde han pludselig og jeg kunne fornemme, at det ikke var godt.

”Jeg er bange for, at vi er nødt til at vente med tage ud til den adresse til i morgen”

jeg tabte pludselig alt håb. Jeg kunne ikke vente til i morgen, hvad nu hvis Frank kun var

hjemme i dag, eller han flyttede i morgen. Vi måtte ud til den adresse.

”Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde lovet min mor, at jeg ville tage med

hende ned i byen og hente nogle nye møbler”

”Jeg er virkelig ked af det Soph, men vi kan jo bare gøre det i morgen” jeg tav

sigende. Jeg var ikke sur på Noah, men mere sur på mig selv, over at jeg havde gjort mig

så store forhåbninger.

”Hvornår er hun her” spurgte jeg trist og kiggede ned mod sengen.

”Om 10 minutter” jeg fik en klump i halsen og gentog 10 minutter.

Efter Noah var taget af sted, følte jeg mig rastløs og havde ingen idé om, hvad jeg

skulle give mig til. Jeg havde læst alle vores reklamer igennem 3 gange, tjekket min

Facebook 20 gange og lagt et tredje lag neglelak på tæerne. Jeg var også gået ind til

Brooke op til flere gange, for at høre om vi skulle lave noget sammen, men hun havde

travlt med at chatte med alle hendes nye venner. Men så slog det mig pludselig, hvorfor

havde jeg dog ikke tænkt på det noget før. Jeremy! Jeremy ville være mit eneste håb, for

at redde min lørdag. Jeg fandt min telefon og tastede hans nummer.

”Hallo”

”Hej det er mig” sagde jeg og gik ud fra, at han godt kunne kende min stemme.

”Bristol! Hvad så”

”Jeg tænkte på, om du skulle noget i dag, eller om du havde lyst til at redde min

dødsyge lørdag”

”Du har ingen idé om hvor fristende det lyder” yes tænkte jeg, endelig. Hvorfor

havde jeg dog ikke ringet til ham noget før?

44

”Men jeg kan desværre ikke, jeg er til familiefødselsdag. Tro mig, hvis jeg måtte,

havde jeg allerede været i bilen på vej hen til dig nu” jeg sukkede opgivende. Okay nu

var alt håb ude. Der ville ikke være en ting, der kunne redde min lørdag nu. Jeg gik hen

for at lægge min cowboyjakke sammen, da der faldt et stykke papir ud.

Det var Franks adresse, det måtte være et tegn. Jeg kunne da sagtens selv tage derhen og

besøge ham, han var jo venner med min far. Han ville da ikke gøre mig fortræd. Jeg

åbnede skabet og trak min oversize blazer over mig. Jeg tog mine nøgler, min mobil og

råbte til Brooke, at jeg ville køre en tur.

Jeg startede fiaten og kørte efter adressen.

Kvarteret virkede meget normalt, jeg ville nok ikke sige, at det hørte til under

overklassen, men heller ikke under. Det lå et meget godt sted imellem. Der var en 2

meter bred, gyde eller smøje imellem hvert hus, de så ikke særlig hyggelige ud, de blev

ved med at strække sig længere og længere og jeg kunne ikke se, hvor de stoppede.

Vejret som ellers havde været så godt før i dag, var begyndt at trække op til stormvejr.

Jeg kørte med 20 km/t ned af vejen med adressen helt oppe i hovedet, for at finde ud af

hvilket hus der hørte til adressen.

”Dér var, 17,19,21,23.. 25, der” jeg holdt ude foran et simpelt hus, som lå lidt i stilen

med et rækkehus. Det var et murstenshus med en enkelt etage. Alle gardinerne var rullet

for. Klokken var fem, hvordan kunne han stadig sove. På husets venstre side, var der en

af de gyder, som der også var ved alle de andre huse. Der var helt mørkt, da alle

hustagene dækkede for himlen. Den gyde skulle jeg godt nok ikke nyde noget af.

Da jeg kom op til døren, prøvede jeg at kigge ind af de to vinduer, som pegede ud

mod vejen, men jeg kunne intet se for gardinerne. Jeg prøvede den faldefærdige

ringeklokke, som tydeligvis var i stykker. Jeg bankede på igen og igen. Jeg fandt endda

nogle rytmer jeg prøvede af på døren, men ingen åbnede. Jeg tog fat i håndtaget, bare for

at tjekke at der ikke var nogen. Men døren gik op. En alarmerende følelse indeni mig

fortalte mig, at jeg ikke burde gå derind, men jeg gjorde det. Jeg sagde ikke et ord, da

jeg listede ind mod et rum med døren lukket længere fremme. Da jeg kom helt hen til

døren, kunne jeg høre nogen snakke.

”Skynd dig nu Caleb” sagde en meget lumsk, men kraftig stemme.

”Jeg troede vi blev enige om, ikke at smadre noget, kun stjæle for filan” jeg holdt

hånden op foran min mund, da det gik op for mig, at det var indbrudstyve. Jeg skyndte

mig at vende om, men idet jeg drejede rundt fik jeg overbalance og skulle lige til at

45

vælte. Jeg udstødte et lille:

”Uh” den forbandede vane. Jeg gik i chok og blev bange for, at de havde hørt det.

”Her er nogen” sagde den dybe stemme igen. Jeg løb alt hvad jeg kunne og fór så ud

af døren og smækkede den i med et brag. Jeg skyndt mig at åbne bilen, men fandt så ud

af, at nøglen var røget ud af min blazer da jeg var faldet. Jeg tog min mobil og udtænkte

hurtigt den eneste mulige løsning. Jeg måtte løbe ind i gyden. Idét jeg satte i løb, så jeg

hoveddøren blive åbnet og jeg vidste nu, at han havde set mig. Jeg spottede en stor

firkantet container længere nede af gyden, jeg løb ned bag den og satte mig på hug. Jeg

fumlede med min mobil, men fik så tastet Noahs nummer. Kom nu, kom nu.

”Hallo” Jeg mærkede en smule håb, da han tog telefonen.

”Hej Noah det er mig, du nødt til at komme og hjælpe mig. Jeg tog ud til adressen og

jeg gik ind, men så var der, nogen der var i gang med at bryde ind og de så mig. Noah

jeg tror jeg skal dø” jeg viskede og holdte ingen pauser mellem nogen af ordene. Jeg tog

en masse små indåndinger og prøvede at dæmpe dem så meget som muligt.

”Du skal ikke dø Soph, hvad er adressen jeg kommer” han kunne fornemme, jeg var

presset og gjorde det så kort som muligt.

”Murray Street 25, jeg sidder bag en container i en gyde til venstre for huset. Skynd

dig!”

”Bare rolig jeg er der om lidt, hold ud Sophie” Jeg lagde på og gentog Noahs ord.

Hold ud Sophie, Hold ud Sophie.

Kapitel 8

Jeg satte mobilen på lydløs og lagde den forsigtigt tilbage i tasken. Jeg trak hånden op

foran min mund og åndede ind i den, for at dæmpe lyden af mine vejrtrækninger. Jeg

hørte hastige fodtrin bag containeren.

”Flot, nu har vi mistede hende din idiot”

”Det var, sku’ da ikke min skyld, det var da dig der brugte flere år på, at lede efter det

brækjern” jeg gispede lavt. Brækjern. Jeg kunne se det for mig, de havde fanget mig og

overvejede nu hvilken del af min krop, der ikke længere skulle have lov til at leve. Jeg

rejste mig lidt og kunne nu se dem stå omkring fem meter fra mig. Hvis jeg var hurtig og

meget stille, kunne jeg måske nå ned bag hjørnet som var seks meter væk. Måske ville

den føre ud til en gade, en gade med mennesker og mennesker som kunne hjælpe mig.

46

Jeg tog chancen og satte i løb mod hjørnet. Men da jeg var nået 3 meter, fik de øje på

mig og løb efter mig. Da jeg havde rundet hjørnet, fandt jeg til min skuffelse ud af, at

der bare var endnu en gyde. Jeg fortsatte ned af den og løb alt hvad jeg kunne, denne

gyde havde til gengæld langt flere containere, som stod meget tæt. Jeg løb lidt videre,

men da jeg hørte, de var ved at runde hjørnet, smed jeg mig ned bag en container.

”Kom frit frem smukke pige” sagde en klam og pervers stemme.

”Vi ved du er her” fortsatte den anden fyr og lød mindst lige så klam. Jeg kiggede

mig omkring og ledte efter noget, jeg kunne bruge til selvforsvar, men det eneste der

var, var en sten og en gren og de havde nok lidt svært med at hamle op imod et

brækjern.

”Vi skal nok finde dig” hans stemme lød meget barnlig, som en der legede gemmeleg

med 4 årig. Jeg kunne høre, at de ikke var langt fra mig nu. Jeg kravlede videre hen bag

den næste container, som kun var en meter fra den anden. Min taske røg ud af hånden på

mig og lavede et lille bump. Åh nej det var ude med mig. Nej jeg skulle være positiv, de

havde garanteret ikke gang hørt det, de havde travlt med at gå og fjerne alle containerne.

Mit hjerte sprang et slag over, da jeg pludselig kunne fornemme en skygge bag mig.

”Jamen halløjsa” sagde en spinkel, men stadig super ulækker, sorthåret fyr og blev

ved med at stirre på mig. Jeg panikkede.

”Her tag min taske, tag min pung og tag endda også bare min bil, men please lad mig

være, bare lad mig være” jeg lød grådkvalt. Tårerene var begyndt lige så stille at trille

ned af mine kinder.

”Årh tro mig, jeg har fundet en ting, der er meget bedre end det” sagde en fyr der

pludselig dukkede op bag den anden. Ham her var mere kraftigt bygget, men heller ikke

særlig muskuløs. Han blev ved med at stirre klamt på mig, og bevægede sig så stille ned

foran mig og satte sig på hug.

”Hvad laver en køn pige som dig dog herude” han tørrede en af mine tårer væk fra

min kind med ydersiden af hans hånd. Min hånd sprang op, greb fat om hans håndled og

hev den væk fra min kind.

”Spicy, det kan jeg lide.”

Hans klamme stemme gav mig lyst til, at grave mig så dybt ned i jorden, til jeg ikke

længere kunne se lyset.

Jeg fyrrede en spytklat af sted, som landede lige imellem hans øjne. Han Blev vred og

placerede så en lussing på min højre kind. Jeg åbnede munden et par gange for at tjekke,

47

at der ikke var sket noget og stirrede så ondt på ham igen. Hvis nu jeg råbte højt nok, var

der måske en chance for, at nogen ude på gaden ville kunne høre mig. Jeg tog chancen.

”HJÆLP” skreg jeg igen og igen, indtil jeg ikke havde mere luft tilbage og måtte

stoppe for at tage en indånding. Det gik først lidt efter op for fyren, hvad det var jeg lige

havde gjort. Han skulede vredt til mig og placerede så endnu en lussing bare på min

venstre kind, som gjorde væsentligt mere ondt en den anden. Jeg kunne mærke stødet

gennem hele kroppen og kunne nu ikke åbne munden specielt meget mere. Han trak mig

med op og stå, så jeg nu stod med ryggen mod containeren og fronten mod der hvor vi

var kommet fra.

”Det er godt nok en køn en, vi har fundet os her var Caleb” den mørkhårede fyr trak

blazeren af mig og smed den ned på asfalten.

”Det må man sige” svarede den anden, som måtte være Caleb. Han tog en tot af mit

hår og snoede det rundt om hans finger. Jeg snøftede, hvad mon de ville gøre ved mig.

Havde jeg set det sidste af Noah, Jeremy, min mor og Brooke. Jeg havde givet op, jeg

rettede hovedet mod jorden og gjorde mig slap.

”Hey røvhuller” jeg syntes, jeg hørte en bekendt stemme, men det var sikkert bare

noget jeg bildt mig selv ind.

”Hvad med at slippe pigen og komme her over, så i kan få nogle tæsk” sagde en

anden stemme, som også lød bekendt. Stemmerne tilhørte to fyre, som jeg holdt utrolig

meget af. To fyre, som jeg havde bundet sådan et stærkt bånd med, på så få dage. Mit

hoved fløj op og jeg så Noah og Jeremy stå lidt længere fra os. Jeg kunne ikke lade være

med at smile. De var kommet for at redde mig. Caleb og den anden fyr slap mig og gik

hen imod dem. Jeg vidste, at de ikke ville have nogen chance imod Jeremy og Noah, da

jeg havde set dem begge og kunne fortælle, at de var i ret så god form. Men da slog det

mig.

”Noah pas på, han har et brækjern” råbte jeg og pegede på manden, som stod foran

Noah klar til at angribe.

”Hold nu din kæft kælling” sagde fyren og drejede hovedet mod mig. Det var bare

det ene sekunds uopmærksomhed, Noah havde brug for. Han knallede næven lige ind i

hovedet på ham, så han røg i jorden. Noah satte sig på hug foran hans hoved og kiggede

ham dybt ind i øjnene.

”Og kald hende så aldrig det igen” afsluttede han og låste hans arme bag hans ryg.

Noah drejede hovedet mod Jeremy og så at de stadig var i gang. Han gik om bag Caleb

48

og prikkede så til ham bare for at være flabet, han kiggede efter Noah, og Jeremy fyrede

så sit knæ lige ind i hans mave og sparkede ham derefter lige på skinnebenet. Noah

kiggede undrende på ham.

”Jeg har hørt, det skulle gøre virkelig ondt lige der” fortalte Jeremy, efter Caleb også

var faldet til jorden.

Noah kom løbende hen til mig og trak mit hoved ind mod hans bryst.

”Er du okay” spurgte han nervøst og kyssede mit hoved. Jeg svarede ikke, men græd

bare og låste mine arme omkring hans ryg. Jeg snøftede og tårerne løb ned af mig, men

jeg gjorde ikke noget for at holde dem tilbage. Jeg havde brug for at komme ud med det.

Jeg trak mit hoved op og så Jeremy gå frem og tilbage fra mand til mand og sørgede for,

at de ikke bevægede sig bare en smule. Jeg grinede lavt og et smil bredte sig. Jeg

kyssede Noah og slap ham så. Jeg løb hen imod Jeremy og kastede mig imod ham. Han

aede mig op af ryggen.

”Tak” sagde jeg kort og min stemme var stadig grådkvalt.

”Alt for dig Bristol, du er jo min BFF” jeg drejede på hovedet og grinede over, at han

rent faktisk lige havde brugt ordet BFF.

Noah kom hen imod os.

”Jeg har lige alarmeret politiet, de burde være her om lidt. Jeg åndede lettet op over,

at det endelig var ovre.

”Og hvad gør vi så” spurgte Jeremy og kiggede ned på de lammede mænd.

”Vi tager dem med ud til bilen” sagde Noah og hev fat i den ene mands ben. Jeremy

fulgte Noahs eksempel og de hev så de to mænd gennem gyden og ud til min bil. Jeg

kiggede rundt på vejen og kunne ikke spore hvor Noahs Audi holdte.

”Hvordan kom i egentlig herhen” spurgte jeg pludselig og Noah pegede så på hans

mor, som var løbende på vej hen imod mig.

”Åh, hvor er jeg glad for, du er okay” sagde Noahs mor og trak mig ind i et

bjørneknus. Jeg undrede mig over, hvorfor hun havde været så bekymret. Vi havde jo

trodsalt kun mødt hinanden en gang.

”Vi stod og kiggede på nye havemøbler, da du ringede til Noah og vi skyndte os så

meget vi kunne, men Noah insisterede på, at vi skulle hjem forbi og hente Jeremy”

sagde Lauren forpustet. Det havde nok været meget klogt af Noah og køre hjem efter

Jeremy. Jeg ved ikke, om han havde kunnet klare det alene.

”Jeg er okay” sagde jeg og vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare og om jeg

49

overhovedet skulle svare.

Politiet var kommet og havde hentet mændene. Jeg havde fortalt dem, hvad jeg

vidste, hvad jeg havde set og hvad de havde gjort. Politiet sagde de nok skulle sørge for

at ringe til min mor, hvilket jeg helt havde håbet på helst at undgå. Nu vidste jeg bare, at

jeg skulle hjem til en mor, som temmelig sikkert var i chok.

Jeg kørte med Noah og Lauren i deres Range Rover Evoque, og Jeremy havde taget

fiaten. Jeg puttede mig ind til Noah på bagsædet, og nød den utrolige fornemmelse af

tryghed.

”Er din mor hjemme, skal jeg bare køre dig direkte” spurgte Noahs mor, stadig med

øjnene fuldt koncentreret på vejen.

”Hvis det er okay, tror jeg gerne jeg vil med hjem til jer” sagde jeg og kiggede op på

Noah, som smilede til mig.

”Er du sikker. Bliver din mor ikke nervøs”

”Jeg tror ikke engang, hun er hjemme” sagde jeg og lød skuffet.

Da vi kom hjem til Noah, havde hans mor insisteret på at lave en kop varm kakao til

mig med skumfiduser og jeg fornemmede lidt, at jeg ikke rigtig havde et valg. Noah

havde begivet sig ovenpå og hoppet i bad. Jeg havde slået mig ned i sofaen og viklede

mig ind i et tæppe. Jeg kom i tanke om, at jeg nok heller måtte ringe til Brooke, så min

mor i det mindste vidste, hvor jeg var.

”Halløjsa” Brookes stemme lød som den altid gjorde, glad, frisk og opmuntrende.

”Hej Brookie, det er mig. Vil du ikke være sød og sige til mor, at jeg er hjemme ved

Noah Williams, Fell street 4. Der kan hun finde mig”

”Okay.. Vent Noah, hed han ikke Jeremy” hun lød meget forvirret og jeg vidste ikke

helt, hvad jeg skulle fortælle hende.

”Tusind tak, vi ses Brookie” sluttede jeg og lagde på. Jeg slukkede min mobil, da jeg

var temmelig sikker på, at hun ville blive ved med at ringe, indtil jeg tog den igen.

Noahs mor kom hen til mig, meget koncentreret med 2 kopper varm kakao i hænderne.

”Sådan” sagde hun, imens hun delte glassene ud imellem os og puttede så 2

skumfiduser ned i hver kop. Hun satte sig i lænestolen ved siden af sofaen og jeg tog et

lille sip af kakaoen, men brændte alligevel tungen.

”Du må være helt i chok Sophie, er du sikker på, at du er okay” Noahs mor lød meget

50

bekymret og slap ikke øjnene fra mig.

”Jeg har det faktisk overraskende fint” og det var ikke engang løgn. Jeg havde det

faktisk fint. Så fint at det ikke burde være normalt.

”Må jeg spørge Dem om noget fru. Williams”

”Åh kald mig Lauren” svarede hun med et smil på læben.

”Du ved din gamle bedsteveninde Ava, var hun gift” spurgte jeg Lauren og vidste

ikke helt, om jeg ville ramme et ømt punkt, ved at snakke om hendes afdøde veninde.

”Nej de nåede aldrig at blive gift, de var kun forlovet. Hvorfor da?” Jeg tog en slurk

mere af kakaoen, som nu kunne drikkes mindre smertefuldt.

”Kendte du ham” spurgte jeg nysgerrigt, uden at svare på hendes spørgsmål.

”Ja, jeg har mødt ham få gange, men kendte ham ikke rigtig. Jeg vidste kun, at Ava

elskede ham ufatteligt højt, hver gang vi var sammen, snakkede hun næsten ikke om

andet end ham og deres søn Joshua”

”Hvordan var han? Altså Avas kæreste” jeg blev pludselig nysgerrig og håbede, at

Lauren havde alle mine svar.

”Jeg kan ikke huske så meget, men han var meget åben og rar. Meget gæstfri, jeg

husker at vi var ovre ved dem og spise for mange år siden. Jeg havde besluttet mig for at

prøve vegetarlivet af, men det vidste Leo ikke og da han fik det at vide, gik han straks i

gang med at lave en ny ret til mig. Faktisk 3 nye retter” hun grinede lidt over mindet. Jeg

smilede.

”Dit smil minder faktisk lidt om hans” hun tog sin kop og gumlede på skumfidusen,

uden at opdage, at idét hun sagde det, gled en tåre ned af min kind. Jeg smilede igen

over tanken, at jeg havde arvet noget fra min far. Folk havde altid sagt, hvor meget

Brooke lignede min mor med det blonde hår, men de havde aldrig helt kunne sige hvem

jeg lignede. De havde altid kigget hen på brooke og sagt nej hvor du dog ligner din mor.

Bagefter havde de så kigget mod mig og tav så sigende. Der gled en tåre mere, men den

undgik dog ikke Lauren. Hun satte sig hen ved siden af mig og holdt hånden om mig,

imens hun gled den op og ned af min arm.

”Hvad er der galt Sophie, hvorfor græder du”

”Du skal love du ikke siger noget” sagde jeg med en grådkvalt stemme. Uden helt at

vide om jeg kunne stole på hende.

”Ja selvfølgelig, hvad er der galt”

Jeg tog hænderne om bag min nakke, lukkede min halskæde op og holdte fat om kæden

51

så hjertet og S’et hang ned fra min hånd.

”Jeg fik den her halskæde af min far til min seks års fødselsdag, to måneder inden

han forlod os. Min søster og jeg vågnede bare op en morgen og vores far var væk, min

mor ville ikke give os nogen svar. Hun var knust” jeg sagde den sidste sætning meget

hårdt og tårerene blev ved med at komme.

”Han har aldrig kontaktet os. Jeg havde ikke set ham i 11 år.” jeg holdte en kort

pause og fortsatte så.

”Indtil i går” jeg hev artiklen op af min lomme og viste den til Lauren. Lauren

gispede og tog så artiklen om hendes venindes død i hånden.

”Avas mand var din far” hendes stemme var meget lav og nu også lidt grådkvalt. Jeg

nikkede kort. Hun trak mig ind til sig og låste sine arme omkring mig.

”Åh Sophie, det er jeg virkelig ked af at høre. Det vidste jeg slet ikke”

”Det var grunden til, at mændene var efter mig i dag. Jeg havde fundet en adresse på

min fars ven Frank og jeg tog ud til adressen, men da jeg kom derind, så jeg, at de havde

brudt ind og de løb efter mig”

”Jeg, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige” hun lød som om, at hun havde utrolig ondt

af mig og jeg kunne fornemme medlidenhedsblikket tage form i hende ansigt.

”Det ved jeg godt” jeg løsnede mig fra hendes greb og kiggede på hende.

”Noah fortalte mig om Andie. Det gør mig virkelig ondt”

”Ja det var ikke let” sagde hun og tørrede en tårer væk fra sin kind med sin finger.

Hun rejste sig op, rettede på hendes kjole, tog kopperne og gik ud mod køkkenet. Jeg

fulgte med hende ud i køkkenet. Jeg kunne fornemme, at vi ikke skulle snakke mere om

tab lige nu.

”Er der noget jeg kan hjælpe med?” hun drejede på hovedet og satte glassene ned i

opvaskemaskinen.

”Jeg vil smutte op til Noah så” sagde jeg og pegede op mod trappen. Hun nikkede

kort.

”Og Sophie” sagde hun, da jeg lige var gået ud af døren til køkkenet.

”Ja” svarede jeg kort og ventede på at hun fortsatte.

”Madrassen står inde på Andies værelse” jeg nikkede og syntes det var sødt, at hun

stadig kaldte det Andies værelse. Da jeg kom ovenpå, gik jeg ind og hentede madrassen

med det samme og fik redt den fint ved siden af Noahs seng. Jeg satte mig på sengen og

tog papiret op af min lomme med Franks adresse og mobil nummer. Jeg tog chancen og

52

ringede nummeret op. Den nåede at ringe to gange, da Noah trådte ind på værelset. Hans

mave var bar, men havde bundet et håndklæde rundt om livet.

”Hvem ringede du til” spurgte han og gik hen mod hans skab.

”Nå mig.. Nå det var bare Brooke” jeg vidste ikke, hvorfor jeg lige havde løjet for

ham, det var ikke min mening, men det havde jeg gjort og jeg anede ikke hvorfor.

Jeg puttede mig ned under den varme dyne på madrassen efter en lang diskussion

med Noah, om hvem der skulle sove på madrassen, men utroligt nok, havde jeg fået min

vilje og fik madrassen. Jeg lukkede øjnene og lod mig selv falde hen i en drøm.

53

DEL II Tillid er som et spejl, når først det er ødelagt, bliver det

aldrig det samme igen.

Kapitel 9

Jeg parkerede fiaten i garagen. Det var mørkt, klokken var omkring midnat og alle lys i

hele kvarteret var slukket. Det var som om, jeg var den eneste der var oppe, på denne tid

denne aften. Jeg låste mig selv ind, og tændte for lyset på den nederste etage. Jeg

bevægede mig op ad trappen og fløjtede melodien til en irriterende, men meget

fængende popsang der havde kørt i radioen. Da jeg kom op for enden af trappen, gik jeg

hen til Brookes dør og bankede forsigtigt på.

”Brookie, sover du? Må jeg komme ind?” sagde jeg højt, i håbet om at det ville

vække hende. Jeg havde tænkt mig at fortælle hende om vores far, det hele. Jeg havde

brug for en at snakke med. Da hun ikke svarede, lukkede jeg mig selv ind.

Brooke sad bundet fast til sin seng, med et stykke stramt gaffatape for munden. Hun

mumlede en masse, men det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var at få hende bundet

op. Hvad skete der, hvem havde gjort det her? Jeg rev tapen af hende, og prøvede at

binde det meget stramme reb op, der var bundet til sengen.

”Du er nød til at komme væk Sophie, han er efter dig. Han er her”

”Hvem er her, hvem er efter mig Brooke” jeg håbede virkelig, at det var en eller

anden syg prank, Brooke prøvede at lave på mig. Jeg hev og hev i rebet, men det

nægtede at løsne sig.

”Sophie pas på” skreg Brooke pludselig og jeg vendte mig rent refleks mod døren.

Det var en mand, en mand som jeg havde stødt på før i dag. En mand som jeg havde

håbet, jeg aldrig nogensinde ville se igen. Caleb. Jeg kravlede alt hvad jeg kunne

baglæns hen imod væggen. Han nærmede sig mig.

”Jamen halløjsa” det hele føltes som deja-vu, bortset fra at jeg ikke havde nogen

mulighed for at ringe til Noah den her gang, da jeg ved en fejl havde efterladt min mobil

i bilen. Han kom gående imod mig. Jeg satte mig på knæ og da han var en halv meter fra

mig, kravlede jeg forbi hans ben og ud mod gangen. Mit hjerte galoperede i en fart, som

54

jeg ikke troede, var muligt. Jeg nåede lige at gribe fat i gelænderet, da han fik fat i mit

ben og hev mig på maven hen imod sig. Men jeg strammede mit greb om gelænderet og

hev alt hvad jeg kunne. Jeg sparkede og vred mig, men det hjalp ikke. Jeg kom i tanke

om, det min mor altid havde sagt, da vi var små.

Hvis i støder på en rigtig ulækker og farlig mand, så gå efter hans ømme punkt. Hans

ømme punkt. Jeg løftede så det andet ben, og sparkede ham, med alt hvad mine kræfter

kunne indebærer lige imellem benene. Det krævede nogle armmuskler at løfte begge ben

fra jorden, men det lykkedes. Han gav slip på mit ben og jeg spurtede alt hvad jeg

kunne ned af trappen og hen imod døren. Jeg rev i håndtaget igen og igen, men den var

låst. Nogen havde knækket låsen. Jeg løb ud i køkkenet og tænkte, at jeg kunne springe

ud gennem køkkenvinduet. Men noget var galt, alle vinduerne var lukket for, med store

sorte skodder, jeg huskede ikke, at vi havde nogle skodder. Jeg hev anden skuffe ud og

tog den største og skarpeste kniv jeg kunne finde og løb derefter, alt hvad jeg kunne ind i

det lille rum, vi havde under trappen. Jeg trak vejret gennem min håndflade og prøvede

at berolige mig selv. Hvilket var en ret umulig opgave, da jeg var låst inde i mit hus

sammen med en psykopat.

”Hvor gemmer du dig, smukke pige”

”Jeg skal nok finde dig”

Fodtrinene nærmede sig lige så stille. Det lød nærmest som om han gik i cirkler, ude

foran døren. Han havde sikkert ikke engang opdaget, at her var en dør. Jeg lukkede

øjnene og tog en dyb indånding. Da døren pludselig blev revet op.

”Bøøh”

”ARRRRRGGGH”

Jeg vågnede med et sæt, da jeg pludselig sad op på madrassen. Jeg gispede voldsomt

efter vejret. Jeg var svedig og rystede over hele kroppen. Jeg så Noah også var vågnet.

”Soph, hvad er der galt jeg hørte dig skrige. Havde du et marridt” jeg nikkede, trak

øjenbrynene sammen og kæmpede for at holde tårer tilbage. Jeg rejste mig op og listede

ned i sengen ved siden af ham. Han lagde hans sin over mig og flettede sine fingre ind i

mine.

”Bare rolig Soph, det var bare et marridt”

”Jeg er lige her” selvom hans ord var meget beroligende, kunne jeg stadig ikke falde

til ro. Min krop ville ikke holde op med at ryste og mine øjne blev ved med at løbe i

vand.

55

”Det var ham” sagde jeg kort til Noah, selvom jeg godt vidste, at han ikke havde

nogen idé om, hvem det var jeg snakkede om.

”Hvem var det”

”Hans navn er Caleb, det var en af de fyre, der overfaldt mig i dag”

”Han kom tilbage efter mig og han havde bundet Brooke, jeg gemte mig, men han

fandt mig og så..”

”Rolig Soph rolig” Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg nu rystede endnu mere og mine

tænder nærmest klaprede.

”Bare rolig, han er i fængsel nu, Politiet har fået ham” han havde ret. Caleb sad nu

bag tremmer og kunne intet skade hverken mig eller Brooke. Jeg puttede mig ind til

Noah og trak hans hånd længere op. Jeg prøvede at sove med tankerne om, at Caleb nu

var i fængsel og aldrig ville kunne se mig igen. Men jeg kunne ikke sove. Det var

umuligt.

Kapitel 10

Solen var begyndt at stå op og jeg kiggede nu på min telefon for 20. gang. Klokken var

6.30 og jeg havde nu været vågen i 6 timer. 6 timer som jeg havde fået til at gå med at

tælle revnerne i Noahs loft og kigge hvad klokken var. Jeg havde også fundet ud af, at

Noah var en snorker og måtte engang imellem give ham et slag i siden.

Den forfærdelige drøm var stadig overalt i mit hoved. Jeg kunne se Caleb komme ind af

døren hvert sekund, men jeg havde dog også udtænkt en plan. Når jeg kom hjem og

havde snakket ud med min mor, ville jeg blive ved med at ringe til Frank, indtil han tog

den og så ville jeg få presset adressen ud af ham.

Jeg hørte tunge og voldsomme skridt op af trappen. Jeg tænkte kort, Caleb, men det lød

mere som højhælet, der blev hamret mod trinene. Så medmindre han gik i høje hæle, var

det nok ikke ham. Jeg var stadig skræmt og overvejede, om det bare var noget jeg

forstillede mig. Døren blev nærmest kastet op og lyset blev tændt. Det var min mor der

stod i døren med løbende mascara og lignede en, der havde været ude hele natten.

”Hvad fanden laver du her mor, er du ude på at vække hele huset” viskede jeg og

håbede ikke, at hun havde nået at vække Noah eller hans forældre. Hun sagde ikke

noget, men tog mig bare i armen og hev mig op, hun skulede vredt til mig, da hun så

Noahs fingre var flettet ind i mine.

56

”Slip mig, jeg vil ikke med hjem” jeg prøvede at vride min arm fri fra hendes greb,

men det lykkedes mig ikke. Hun slukkede lyset og rev mig med ud af døren. Hun sagde

ikke et ord hverken på vejen ned af trappen eller ud til bilen. Hun smed mig ind i bilen

og satte bilen i gang.

Jeg forberedte mig på min forsvarstale og var klar på det store skænderi, der ventede

på os derhjemme.

Vi kom inden for døren, hun tændte lyset og smed bilnøglen på bordet ude i køkkenet.

Jeg bevægede mig op mod mit værelse og håbede, at jeg kunne gøre det uden hun ville

opdage det.

”Du vover at gå oven på Sophie” jeg ignorerede hende og løb op på mit værelse og

lukkede døren. Hun havde kaldt mig Sophie, hun måtte virkelig være sur. Hun kom ind

og smækkede døren i. Jeg grinte lidt over, at Brooke og jeg altid havde fået skældud for

at smække med dørene, men min mor havde nu smækket med fire døre inden for en

time.

”Tror du det her er sjovt. Jeg får at vide du er blevet overfaldet. Jeg skynder mig hen

på politigården, der er du ikke. Jeg ringer til Jeremys mor, der var du ikke. Jeg køre byen

rundt, for at finde dig. Indtil jeg kommer hjem og får at vide af Brooke, at du er ovre ved

ham fyren, som jeg udtrykkeligt gav dig besked på at holde sig fra. Du kunne have

skrevet til mig” jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige efter min mors udbrud. Jeg var nødt

til at finde på noget. Jeg ville ikke virke som den svage i den her samtale, når jeg slet

ikke havde gjort noget galt.

”Ja mor jeg blev overfaldet og du var selvfølgelig ikke hjemme. Jeg havde brug for

noget trygt, som jeg bestemt ikke ville finde i det her hus. Noahs mor satte sig ned og

snakkede med mig om det. Var jeg taget her hjem, havde jeg siddet for mig selv og

grædt hele natten, ventet på at du kom hjem mor. At du kom hjem! Du er her aldrig, når

jeg har brug for det. Og nu har jeg fundet en person, som hele tiden er der for mig og

ham vil du have mig til at holde mig fra” tårerne kom i baner ned af mine kinder.

”Hvor vover du” sagde min mor meget trist og tårerne var også begyndt at trille ned

af hendes kinder.

”Hvor vover jeg hvad mor! At sige sandheden. Du er aldrig hjemme Brooke og jeg

snakker aldrig sammen mere mor. Du splittede os ad. Jeg er helt alene mor, forstår du

det, helt alene” jeg råbte pludselig og vreden strømmede ud af mig. Min mor tav og

vidste ikke, hvad hun skulle sige til sit forsvar.

57

”Så du skal bare ikke begynde og råbe af mig for ikke at være hjemme, når du heller

aldrig selv er hjemme. Efter far forlod os, har du fyldt hele dit liv med arbejde og

fuldstændig glemt mig og Brooke. Man skulle tro, at det havde gjort os mere tætte, men

det har faktisk skilt os mere fra hinanden” jeg gispede efter luft, jeg var rasende og

havde nu smidt en kæmpe bombe i hovedet på min mor. Jeg fik pludselig lidt ondt af

hende og prøvede at køle mig selv ned.

”Jeg vil godt have, at du går nu mor” jeg pegede hen på døren. Hun løftede hænderne

og tørrede sine tårer væk med bagsiden af sin håndflade og gik så ud af døren.

Jeg kastede mig hen på sengen og lod alle tårerne vælte ud. Jeg græd højlydt og

håbede min mor kunne høre mig. Jeg var rimelig sikker på, at Brooke havde hørt det

hele. Hørt hvordan jeg havde kastet sandheden i hovedet på hende. Men Brooke forstod

sikkert ikke sandheden, hun havde altid holdt en hånd over min mor lige meget hvad.

Brooke havde aldrig konfronterede hende, sådan som jeg havde. Jeg tror endda aldrig at

de har haft et skænderi, selvfølgelig diskuteret, men aldrig skændtes. Som mig og min

mor.

Efter at have grædt ud en times tid. Tog jeg mig sammen. Jeg tørrede mascaraen væk

under øjnene og klaskede noget vand i hovedet. Jeg var hoppet ud af tøjet, som jeg snart

havde haft på i 48 timer og ned i nogen grå jogging bukser og en hvid oversize T-shirt.

Jeg sad nu med Franks nummer og telefonen i hånden og tænkte over, hvad jeg egentlig

ville sige. Da jeg havde ringet i går, anede jeg ikke, hvad jeg ville spørge om og

hvordan. Jeg havde bare kastet mig ud i det. Jeg gennemgik replikkerne inde i mit hoved

og tastede nummeret.

”Hallo”

Kapitel 11

”Hej, snakker jeg med Frank Ramirez” sagde jeg uroligt, men gjorde alt hvad jeg

kunne for at virke afslappet.

”Ja det er ham” Mit hjerte røg pludselig helt op i halsen. Hvorfor var jeg overrasket,

selvfølgelig var det ham.

”Du er en ven af Leo Scott, ikke?” man kunne jo aldrig være for sikker.

”Jo det var jeg og hvis det er pressen, så har jeg ikke mere at sige” jeg kunne høre på

58

ham, at han havde fået mange af disse opkald.

”Det er det ikke, du snakker med Sophie Scott Johnson” jeg tænkte, at jeg nok hellere

måtte give ham mit fulde navn, så han vidste, at jeg var oprigtig.

”Leos datter” min mave krummede sig sammen. Kendte han mig. Havde min far

snakket om mig, havde han ikke glemt mig.

”Hvor kender du mit navn fra”

”Leo og jeg har været venner gennem mange år, endda før du og din søster kom til

verdenen” han kendte mig og Brooke og sikkert også min mor. Han havde kendt min far

da han stadig boede hos os. Jeg kunne ikke tro det, skulle jeg tro det?

”Ved du hvor han er” spurgte jeg bedende, men samtidig fjernt.

”Ja, men jeg syntes ikke, at du skal møde ham i den tilstand, han er i nu” hvilken

tilstand snakkede han om. Havde min far rodet sig ud i noget slemt efter Ava og Joshuas

død.

”Kom nu. Jeg har virkelig brug for det, jeg har ikke set ham i elleve år”

”Okay men husk at det var dig selv, der bad om det”

”Og Sophie, vil du være sød og hilse din mor fra mig” hans stemme lød pludselig

meget undskyldende og bekymret.

”Jo det skal jeg nok” sagde jeg forvirret og skrev hurtigt adressen ned, han gav mig.

Jeg satte mig øverst på trappen og ventede på at min mor, ville køre på arbejde igen.

Jeg var hoppet i et par cowboybukser og min armygrønne jakke ud over den hvide T-

shirt. Jeg kunne jo ikke troppe op hos min far, for første gang i 11 år i et par jogging

bukser og sweatshirt.

Da jeg kørte mod adressen, blev husene mindre og mindre. Det var nok de mindste

huse, jeg indtil videre havde set i San Fransisco. Min telefon ringede og jeg holdt ind til

siden, da jeg så, at det var Noah.

”Hallo”

”Hvor er du henne? Min mor troede du var blevet kidnappet eller sådan noget”

”Det blev jeg sådan set også på en måde. Min mor troppede op i dit hus klokken halv

syv og slæbte mig hjem. Vi havde nok årets største skænderi”

”Årh, er du okay. Skal jeg komme over”

”Nej, det går nok ikke og så er jeg heller ikke hjemme lige nu”

”Hvor er du så” spurgte han forvirret.

59

”På vej hen til min far. Jeg fik fat på Frank og jeg har fået adressen” jeg var utrolig

begejstret og håbede han ville reagere ligedan.

”Er du sikker på, at det er en god idé” hans svar chokkerede mig, selvfølgelig var jeg

sikker. Det var jo min far vi snakkede om.

”Hvorfor skulle det ikke være det” min stemme lød hård og streng.

”Du læste jo hvad der stod i artiklen, han er ude af den” hvordan kunne han dog

finde på at sige sådan noget, han vidste hvor meget det betød for mig at finde ham. Jeg

svarede ham, ved lægge røret på.

Adressen hørte til et lille bitte rækkehus på omkring 70 kvadratmeter og lå helt tæt op

af de andre huse. Jeg parkerede bilen i vejkanten og spekulerede på, om det nu var en

god idé og hvad jeg skulle sige til ham, efter alle de år. Alle de fødselsdage, fester,

begravelser og stort set hele vores liv, som han var gået glip af.

Men hvad nu hvis han ikke ville se mig, hvis nu han var kommet videre med sit liv og

havde glemt alt om mig og Brooke. Jeg lagde tanken i baghovedet og gik op imod

hoveddøren.

Jeg bankede på 3 gange, men endte med, at lukke mig selv ind. Jeg åbnede forsigtigt

døren og en forfærdelig lugt trængte op gennem mine næsebor. Jeg hostede og trak

jakken op foran næsen. Jeg kom ind i en lille gang, der var fyldt med skraldeposer, som

tydeligvis ikke var kommet længere end her ud. Det forklarede lugten. Jeg kæmpede

mig forbi poserne og åbnede en dør, som førte mig ind i et køkken. Det var forfærdeligt,

bunkevis af tallerkner, pizzabakker og rester lå spredt ud over hele køkkenbordet. På

nogen af tingene kunne jeg ligefrem se mug vokse. Jeg fik et surt opstød og skulle kaste

op. Jeg så døren stå åben til et badeværelse på venstre hånd og jeg løb derind og løftede

brættet op. Jeg kastede op, uden overhovedet at lægge mærke til alle de klamme ting der

sejlede rundt i toilettet. Jeg skyndte mig at trække op og tørrede mig om munden. Mit

hoved fortalte mig, at jeg skulle skynde mig væk. De havde haft ret. Jeg havde da ikke

lyst til at se ham i denne tilstand, ikke efter alle de år. Men mit hjerte blev ved med at

fortælle mig, at jeg skulle blive. Måske var omgivelserne ikke helt som jeg havde regnet

med, men måske var min far.

”Hvem der” råbte en stemme der kom fra stuen. Jeg samlede mit hår i en lav knold

nede i nakken og trak hætten fra min jakke over hovedet. Jeg ville ikke risikere noget,

hvis nu det ikke var min far. Jeg gik ind i stuen og fandt en mand siddende med ryggen

til mig i en stor lænestol, klistret til fjernsynet. Stuen var mindst lige så slem som resten

60

af huset, hvis ikke værre. Ved siden af mig, stod en stor sort kommode, som var fyldt

med billedrammer. Kommoden var det eneste rene i hele huset. Den var helt ryddet og

fri for støv og andre ulækre ting. Han havde stadig ikke opdaget mig, da fjernsynet var

så højt, at man nærmest ikke kunne høre andet.

Der var en masse billeder af en rødhåret dame, som holdte sin lille mørkhårede søn. Det

måtte være Ava og Joshua. Jeg fik en klump i halsen, da jeg så et billede af en dame og

mand sammen med deres lille dreng. Drengen og damen var også på en masse af de

andre billeder. Men manden, han lignede en jeg havde set mange gange før. Ikke kun på

billeder, men i virkeligheden. Min far.

Jeg bevægede mig længere hen og stoppede så ved et billede af to små piger, begge

på en gynge. Jeg tog rammen i hånden og studerede billedet nærmere. Jeg gispede, da

det gik op for mig at den brunhårede pige på billedet, havde en jakke fuldstændig magen

til den, som jeg havde, da jeg var lille. Jeg genkendte også baggrunden. Gyngestativet

var vores og bag det, stod vores højt elskede legehus. Det legehus, som vi havde hjulpet

vores far med at male, da vi var fem. Over døren til legehuset, hang der et lille træskilt.

Jeg løftede billedet længere op og kunne nu se hvad der stod.

Soph og Brookies legehus. Jeg huskede, da vi skulle male legehuset. Brooke havde

insisteret på, at det skulle være pink, hvor jeg derimod hellere ville have det lilla. Så min

far gav os besked på, at male hver andet bræt den farve vi ville have. Vi fik så begge

vores vilje, og endte så med at få et pink og lilla stribet legehus. Jeg smilede. Brooke og

jeg havde elsket det legehus så højt, elsket at det kun var vores og elsket at vi havde

lavet det sammen med vores far. Jeg snøftede og stillede så rammen ned igen. Pludselig

kom alle minderne tilbage, de sidste, men fantastiske minder jeg kunne huske med min

far. Jeg havde sådan savnet ham, hver eneste dag havde jeg tænkt på ham og ønsket

inderligt at han ville komme tilbage.

”Hey, hold nallerne væk” sagde stemmen pludselig og jeg kunne regne ud, at han

havde opdaget mig.

”Hvem er du og hvad vil du” hans stemme var streng og jeg følte, at jeg ikke var

velkommen.

Jeg drejede rundt i det jeg hev hætten af og da jeg stod foran ham hev jeg elastikket

ud. Han gispede og jeg håbede det var positivt.

”Sophie” Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, da han sagde mit navn. Han

kunne huske mig. Jeg nikkede kort og trak let på smilebåndet, en tung tåre faldt. Han

61

steg op fra stolen og stod nu kun en halv meter fra mig. Nu kunne jeg pludselig se alle

de træk, jeg havde fra ham. Hans smil var som en kopi af mit, de brune øjne der nu

kiggede mod hinanden som tvillinger og det brune hår, det brune krøllede og fyldige hår.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig, hvad ville være vores næste skridt. En af

os var nødt til at tage det på et tispunkt og jeg håbede at det ikke ville være mig.

”Se på dig” brød han pludselig tavsheden og tog fat om mine håndled og kiggede op

og ned af mig.

”Du er jo blevet en helt kvinde, hvor er du smuk. Ligesom din mor” jeg fik et stød i

maven, da han nævnte mor. Hvorfor skulle han nu pludselig bringe hende på banen? Jeg

blev irriteret over at han skulle nævne mor, når han udmærket godt vidste, hvad det var,

han havde gjort.

”Men dine øjne, du har din fasters øjne”

”Jeg har dine øjne” sagde jeg pludselig og jeg kunne se, at han blev overrasket, over

at høre min stemme. Som om han havde forventet, at jeg stadig havde den samme

stemme, som da jeg var seks.

”Hvordan går det egentlig med faster” jeg undrede mig over, hvorfor vi nu skulle til

at snakke om min faster. Vi havde jo lige mødt hinanden.

”Vi har ikke snakket med hende i lang tid, ikke siden mor smed hende ud” jeg

huskede hvordan min faster en dag, havde stået i vores køkken og lavede mad. Da min

mor pludselig kom farende ind af døren og skreg at hun skulle forsvinde og aldrig

komme tilbage igen. Min mor havde sagt det til min faster mange gange, men denne

gang, mente hun det virkelig. Og siden da, havde vi ikke set mere til hende.

”Det er jeg ked af at høre”

”Ja du må undskylde svineriet. Jeg mistede min forlovet og søn for et år siden og

siden da, har det hele bare gået ned af bakke for mig.. Indtil nu” jeg smilede, da han lige

havde konkluderet, at jeg havde gjort hans liv bedre.

”Hvordan kan du leve sådan her” jeg hentydet til hans stue, ved at lave en simpel

armbevægelse.

”Det ved jeg ikke, man kan vel sige, at jeg ikke rigtig har levet” jeg nikkede kort og

vidste ikke helt, hvad jeg så skulle sige. Vi kiggede begge lidt på hinanden.

”Jeg kan se, at du har gemt et billede, af mig og Brooke” jeg tog rammen op i hånden

og lod tommelfingeren glide blidt hen over billedet.

”Ja” han grinede.

62

”Jeg husker tydeligt den dag, vi havde lige fået gyngestativet og i boede praktisktalt

på de gynger. Din mor og jeg prøvede alt, endda at lokke jer med is, men i ville aldrig

forlade de gynger igen. Vi var endda nødt til at komme ud med jeres frokost, ellers ville

i ikke spise” jeg grinte.

Jeg kunne ikke specifikt huske den dag, men jeg huskede, hvor glade vi var for det

gyngestativ, det havde været det bedste ved hele vores hus.

Han tog billedet ud af min hånd og stillede det så tilbage på plads. Han bevægede sig

hen imod køkkenet og startede kaffe maskinen.

”Kaffe?” jeg drejede på hovedet og selv hvis jeg drak kaffe, skulle jeg ikke have

noget som helst, der var lavet i det her køkken. Jeg satte mig forsigtigt ned på en af de

fire stole, der stod omkring et rundt træbord med en sort dug på, som lignede en der ikke

var blevet tørret af i flere uger. Da hans kaffe var færdig, trak han stolen ud overfor mig

og kiggede på mig. Et smil funklede i hans brune øjne.

”Hvad så Sophie, fortæl mig hvad jeg er gået glip af, inden for den sidste måned” jeg

hævede øjenbrynene. Var det eneste han ville vide var, hvad jeg havde lavet den seneste

måned. Jeg sukkede og besvarede så hans spørgsmål.

”Tja, vi er flyttet for fjerde gang, og denne gang til San Fransisco. Jeg er startet på en

ny skole, fået to utrolig gode venner. Mor arbejder hele tiden, er aldrig hjemme og

Brooke og jeg snakker ikke sammen mere” jeg trak under læben op over overlæben og

tænkte om der var noget, jeg havde glemt.

”Nårh jo og så blev jeg overfaldet i går og havde det største skænderi med mor

nogensinde” hans øjne blev pludselig vidt åbne.

”Blev du overfaldet” spurgte han bekymret.

”Ja jeg havde fundet Frank Ramirez adresse og jeg ville opsøge ham, men der var

brudt tyve ind og de opdagede mig. Men de to nye venner jeg har fået, fandt mig og

reddet mig”

”De lyder som nogle venner, der er værd at holde på” jeg tog de ord til mig og kom

så pludselig til at tænke på, hvordan jeg havde smidt røret på, da jeg havde snakket med

Noah før i dag. En super god plan, hvis man har lyst til at beholde sine venner. Tænkte

jeg ironisk.

”Jeg kan se, at du stadig har min halskæde” han pegede på den sølv halskæde med de

to vedhæng, som hang ned langs min hals.

”Ja, jeg har den på hver dag” han smilede til mig.

63

”Far, hvorfor forlod du os” kom det pludselig fra mig. Jeg kunne ikke længere holde

det spørgsmål inde, der havde plaget mig hver dag i 11 år. Jeg var nødt til at spørge og

jeg kunne ikke finde et bedre tidspunkt end nu.

Min fars ansigt blev pludselig meget stramt og rettede så blikket mod sit ur.

”Jeg syntes ikke, at det er en god idé at snakke om det nu. Ved din mor egentlig godt

at du er her?”

”Hun er sikkert ikke engang kommet hjem endnu” jeg undrede mig over, hvorfor han

ikke ville besvare mit spørgsmål, som om at der ikke var tid nok. Var det da en lang

historie, havde grunden været så lang, at han ikke kunne nå at fortælle den på de to timer

jeg havde, indtil min mor ville komme hjem.

”Hvad siger du til, at vi aftaler, du kommer herhen efter skole i morgen og så kan vi

snakke om det” jeg nikkede og kunne ikke vente til i morgen. Ville jeg virkelig få

sandheden at vide i morgen. Den sandhed som min mor aldrig havde, villet fortælle mig,

men som min far ville fortælle mig i morgen. Min far. Jeg havde endelig fået ham

tilbage i mit liv og jeg kunne ikke være mere taknemmelig.

Kapitel 12

Klokken ringede endelig ud til frikvarter, efter to ekstrem lange historietimer med hr.

Gonzalez, der simpelthen ikke ville holde op med at snakke. En af de timer hvor man

sidder og kæmper for at holde sine øjne åbne, mens resten af kroppen er gået død for

længst.

Jeg kæmpede mig gennem mængden og ud på gangen. Noah var ikke til at finde

nogen steder. Jeg havde ringet til ham i går, efter jeg var kommet hjem, men han svarede

ikke, jeg havde også ledt efter ham, da jeg mødte i morges, desværre uden held.

Hvordan kunne jeg dog være så dum! Fodboldbanen. Selvfølgelig.

De var i gang med at træne op til deres næste kamp og Noah havde konstant snakket om,

hvor stort presset var fra hans træner.

Jeg var næsten ved tribunerne, da der langsomt dannede sig en skygge, der spurtede

rundt nede på banen. Det måtte være Noah. Jeg fik vadet mig igennem alle tribunerne og

satte mig på udskifterbænken, uden at han så mig. Jeg prøvede at pifte, men det lykkedes

ikke rigtigt, så jeg råbte. Han løb over imod mig, men så ikke glad ud.

”Hvorfor tog du ikke din telefon, da jeg ringede i går” spurgte jeg og lød utrolig

64

fornærmet.

”Jeg havde travlt” svarede han ligeglad og pludselig dukkede den idiot op igen, som

jeg havde mødt første gang sammen med Jeremy.

”Nå så du havde travlt, okay” svarede jeg flabet igen. Der gik lidt, før en af os sagde

noget.

”Men jeg fandt min far, at du ved det. Han kunne godt tænke sig, at møde dig” Min

tone havde fuldstændig skiftet fra flabet og sur til uskyldig og glad. Han nikkede kort og

svarede med et.

”Mm-hm”

”Jeg skal også ud til ham igen i dag, hvis du vil med?”

”Nej tak. Jeg har travlt med træning og så var der jo også den tur i biffen, vi havde

aftalt efter skole. Men det er fint jeg spørger bare Jeremy” jeg fik en klump i halsen, da

jeg kom i tanke om, at Noah havde inviteret mig i biffen i sidste uge. Men jeg kunne

ikke svigte min far, ikke nu. Jeg havde lige fået ham tilbage og jeg havde ikke planer om

at slippe af med ham foreløbigt.

”Ej Noah. Det er jeg virkelig ked af. Jeg havde fuldstændig glemt det. Men jeg kan

ikke droppe min far, det må du da kunne forstå” min stemme var utrolig undskyldende

og skyldig.

”Ja det kan jeg også, det er derfor jeg bare spørger Jeremy” sagde han og lignede slet

ikke en, der var forstående.

Klokken ringede igen og jeg var nødt til at gå tilbage til skolen.

”Jeg er virkelig ked af det Noah, det er jeg virkelig” sagde jeg og kiggede mig over

skulderen, da jeg var på vej væk. Han svarede ikke, men løb bare ind på banen igen.

Jeg havde det utrolig dårligt med, at skulle skuffe Noah på den her måde. Det havde

aldrig været min mening at såre ham, men det var altså min far vi snakkede om. Ham

ville jeg ikke kunne droppe.

Jeg skrev til min mor.

Er hos Jeremy.. Hvis min mor var klog nok, ville hun garanteret ringe til Jer og høre

om jeg var der. Så jeg sikrede mig lige.

Hey Jer. Hvis min mor spørger så er jeg ved dig hele dagen okey?

-Sophie.

65

Der gik ikke mere end 30 sekunder. Da en besked, poppede op på min mobil.

Dokey, se ya Bristol.

Jeg smilede. Ville han nogensinde stoppe med det Bristol, men selvfølgelig det ville

betyde jeg skulle skrotte ”Jer” og det havde jeg heller ikke tænkt mig.

Jeg landede i min fars garage og lagde mærke til, at hans skraldespand ude ved

vejkanten, var proppet til randen. Hvad skete der, var han gået i gang med at rydde op,

eller var skraldemændene begyndt at strejke. Da jeg kom ind i gangen, var alle de fyldte

skraldeposer væk. Gangen lignede ligefrem noget, man kunne leve i nu. Skoene som før

havde flydt rundt i hele gangen, stod nu på rædde række.

Jeg stillede skoene på den række, som lige manglede et par for at være lige så lang

som de andre og gik ind i køkkenet. Da jeg kom ind af døren, lå der en lille gul seddel på

bordet og jeg kunne hurtigt tyde min fars håndskrift.

Hvis det er dig Soph? så er jeg lige kørt på kirkegården.

Er tilbage om halvanden time.

-Far

Han havde rent faktisk, forladt huset. Det var et stort skridt, eftersom han i går lignede

en, der ikke havde været ude for en dør i rigtig lang tid.

Halvanden time, hvad skulle jeg dog give mig til i det her ulækre hus i halvanden

time. Jeg kiggede mig lidt omkring.

Hvorfor ikke fortsætte det min far lige havde startet. For hans hus lignede, et der godt

kunne trænge til en hjælpende hånd. En rigtig stor hjælpende hånd. Jeg overvejede lidt,

hvordan jeg skulle, kunne arbejde i den her lugt, da jeg kom i tanke om den lille kurv

med tøjklemmer, jeg havde set ude i gangen. Jeg hentede en lille klemme, satte den fast

på næsen og samlede mit hår sammen til en høj knold. Mit hår skulle ikke nyde noget af

det her køkken. Jeg foldede ærmerne op på min blomstrede striktrøje og så var jeg klar. I

den venstre hånd bar jeg en stor åben sort sæk som alle madrester og endda nogen af de

alt for ulækre tallerkner blev kylet ned i.

På en halvtime var køkkenbordene allerede rene, da det ikke havde krævet så meget

bare at smide alle tingene ud eller sætte dem ned i opvaskeren. Jeg tørrede lågerne og

spisebordet af og nu var køkkenet faktisk ligefrem flot. Jeg fortsatte ind mod stuen og

hævede øjenbrynene. Jeg huskede ikke, at det havde set så forfærdeligt ud i går. Gamle

66

aviser og blade var ud over hele gulvet, stuebordet var fyldt med spildt kaffe og

hundredevis af hele og smadrede kopper. Rummet var et stort marridt. Jeg lænede den

ene albue op af væggen og tørrede svedet af fra min pande. Mit blik faldt på kommoden

ved siden af mig, som stadig var helt pletfri. Det var som om, at min fars eneste hobby

havde været at passe den kommode. Jeg blev ved med at prøve at fokusere på, hvor godt

det endelige resultat ville komme til at blive, og gik så i gang.

Der var nu gået halvanden time, og min far var stadig ikke kommet tilbage. Jeg var

næsten færdig med stuen. Stuebordet havde jeg skrubbet så meget, at det nu næsten var

pletfrit og gulvet havde fået en tur med gulvsvampen 3 gange. Kommoden havde jeg

blot tørrede af, da den ikke rigtig behøvede andet. Jeg manglede nu kun tv bordet og

sofaen som jeg nok hurtigt skulle klare.

”Av” udstødte jeg lavt. Da mine bukser hang fast i en låge, i kommoden og nu havde

åbnet sig. Jeg satte mig på hug og åbnede lågen lidt mere. Pludselig væltede det ud med

billede albummer og scrapbøger. Jeg samlede dem alle sammen ind i en stor klump på

gulvet og løftede dem så tilbage ind i skabet. Et enkelt album røg ud af mine hænder og

ned på gulvet, et gammelt, bredt bordeaux billedalbum. Jeg samlede det op, lukkede

lågen og satte mig hen på sofaen. Der skete vel ikke noget ved at jeg lige kiggede. Det

var sikkert bare et album, fyldt med glade familie billeder. Ligesom dem vi engang

havde haft tusinde af, indtil min mor udryddede alle de album, som bare indeholdte et

enkelt billede af min far.

Det var ikke kun et album, ved hvert eneste billede stod der en lille tekst. Hvilket

man så nok ville kalde en scrapbog. På de første 4 sider var der rene billeder af en mand

og en kvinde. Glæden boblede op i mig, da det pludselig gik op for mig, at damen på

alle billederne ikke var Ava, men min mor, Marlene.

Leo og Marlie, nyforelsket. Stod udfor for et af billederne, hvor min mor var faldet

tilbage i min fars arme og deres læber rørte blidt hinandens. Alle billederne var

romantiske, forførende eller rørende. Hvorfor havde min far dog gemt dette album? Jeg

troede han var kommet videre med sit liv. Min mors mave blev større og større, jo

længere jeg kom hen i bogen.

Og dér sad to stolte nye forældre, begge med en pige i hver sin arm og smilede til

kameraet.

Sophie og Brookes første dag. Stod skrevet med en nydelig skråskrift, som tydeligvis

ikke kunne tilhøre min far. En tårer faldt og plaskede ned på bogen, da det næste billede

67

var taget en sommerdag, af en far sammen med sin mørkhårede datter, som var pavestolt

over at bære sin nye sølvhalskæde, med et hjerte og et S.

Min 6års fødselsdag. Tænk at han havde det her billede, et billede som var taget få

måneder før han rejste.

En stolt Soph, med sin nye gave fra far.

Mine øjne fortsatte ned og stoppede ved et billede af to små piger, der holdte om

hinanden og smilede. De piger lignede langt fra tvillinger, men var beklædt med to helt

ens sæt tøj og rottehaler der stod ud til hver sin side. En tåre mere faldt.

Vi havde været så tætte dengang, intet kunne skille os ad. Vi var hinandens

bedstevenner.

Jeg kunne ikke klare at se flere lykkelige billeder fra fortiden. Hvor var billederne af de

gode minder fra nutiden. Jeg lukkede bogen i.

Jeg kiggede op og prøvede at kvæle mine tårer. Mit hoved faldt igen og så at nogen

havde skrevet noget på bagsiden.

Kære Leo.

Denne bog vil jeg have, at du skal huske

som et tegn på min kærlighed til dig.

Jeg har aldrig elsket en, som jeg har elsket dig

og uden dig ville jeg aldrig have fået vores

dejlige piger. Jeg elsker dig og jeg er

utrolig ked af det jeg har gjort.

Jeg forstår godt, hvis du ikke kan tilgive mig,

men hvis du gør, lover jeg aldrig at såre

dig igen. Vær sød at tilgive mig.

-Marlene

Mine tanker kredsede, om alle de svage svar min mor altid havde givet os, når vi havde

spurgt ind til skilsmissen. Havde det været min mors skyld, at de blev skilt. Havde alt

det med, at far bare havde forladt os, været en stor løgn, eller misforstod jeg bare det

hele. Mine fortvivlede tanker blev smidt til siden, da døren til køkkenet gik op.

”Undskyld det tog lidt tid, jeg stoppede også lige og handlede lidt ind. Hold da helt

op, er det dig der har været i gang med køkkenet. Hold nu op det er blevet flot” sagde

han udefra køkkenet og man kunne høre de raslende poser, han var gået i gang med at

68

pakke ud.

”Jeg tænkte at vi kunne lave en pizza nu, hvis du ville” jeg blev ved med at kigge ned

på bogen og tænkte slet ikke over, hvad det var han havde spurgt mig om.

Jeg kunne nu se ham ud af øjenkrogen stå ved siden af mig og opdagede tårerne, der

blev ved med at glide ned på bogen.

”Soph, hvad er der galt” han satte sig ved siden af mig på sofaen og hans øjne

fangede så bogen.

”Jeg kan se, at du har fundet det bordeaux album”

Jeg svarede ham ikke, men nikkede bare forsigtigt og prøvede at tørre tårerne væk.

”Hvad havde mor gjort” spurgte jeg pludselig og blev ved med at kigge ned på de ord

hun havde skrevet til min far.

”Var hun grunden til at du rejste” fortsatte jeg og kunne ikke stoppe tårerne. Han tog

albummet ud af hånden på mig og stillede det så tilbage på plads. Jeg ventede på at han

satte sig ned ved siden af mig igen og satte mig så i skrædder stilling og kiggede på ham.

”Din mor og jeg, havde altid haft det godt sammen og vi var lykkelige sammen. Især

efter at vi fik jer. Vi var det lykkeligste par på hele kloden. Jeg elskede dig, Brooke og

din mor højere end noget andet. Men to måneder efter jeres 6års fødselsdag, fortalte din

mor mig noget. Noget som gjorde mig rasende og utrolig vred. Jeg troede at jeg godt

kunne klare det og at vi kunne fortsætte hvor vi slap. Men det kunne jeg bare ikke. Din

mor og jeg kom op i et kæmpe skænderi og det endte med, at jeg var nødt til at gå. Nødt

til at forlade huset og aldrig komme tilbage”

Jeg kunne ikke tro det. Det hele havde været min mors skyld. Hun havde brugt så

lang tid og så mange år på at få mig og Brooke til at hade vores far. Hade ham fordi han

forlod os, når det burde være hende vi skulle hade. Hun havde gjort noget så

forfærdeligt, at han ikke kunne være sammen med hende mere. Hvad havde hun dog

gjort som var så slemt? Det spørgsmål blev ved med at plage mig, men jeg kunne ikke

beslutte mig for, om det ville være en god idé at stille ham det spørgsmål, der måske

kunne ramme et ømt punkt. Et punkt som han havde prøvede at undgå i så mange år.

”Jeg savnede jer hver dag og jeg gjorde, alt hvad jeg kunne, for at få

forældremyndighed over jer. Eller bare have jer hos mig i weekenderne. Alt ville have

været godt nok, men din mor ville ikke lade mig. Hun brugte alle de grunde, hun

overhovedet kunne finde på, til at jeg ikke skulle have jer og dem faldt dommeren for.

Jeg troede aldrig at jeg skulle se jer igen” nu var det min fars tur til at fælde en tåre. Det

69

var første gang, jeg nogensinde havde set det. Da jeg var lille, havde jeg altid troet at han

ikke var i stand til at græde, at han var for stærk og modig og mandig til at græde. Men

nu viste det sig, at min far var lige så menneskelig som alle os andre. Godt nok har

nogen lettere til tårer en andre, men han kunne faktisk godt.

”Og da jeg så, så dig i går, følte jeg bare, at alt faldt på plads og at jeg ville have mit

liv tilbage igen” han smilede til mig og jeg gengældte det.

Vi havde fået ryddet resten af huset op, så meget som man nu kunne og fiksede et par

pizzaer der nu lå og bagte inde i ovnen. Jeg havde igen prøvet at ringe til Noah, op til

flere gange faktisk, men han ville bare ikke svare mig. Jeg fyldte en blå glasflaske med

vand og stillede den på bordet.

”Har du egentlig fået snakket med Brooke” sagde han pludselig, da han dukkede op

bag mig.

”Nej. Jeg tror ikke hun ville høre på mig. Mor har nærmest hjernevasket hende til at

tro at du er døden selv og så snakker vi heller ikke sammen mere”

”Det var ellers ærgerligt, i to var fuldstændig uadskillelige dengang. Hvis en af jer

gik alene rundt på vejen, kunne nogle af naboerne endda finde på at ringe og høre om

den anden var okay siden at, i ikke var sammen”

Jeg udstødte et lille grin og ville give alt, for at vi stadig var de søstre i dag, men det var

vi ikke. De to søstre blev splittet ad for lang tid siden og mast imellem en forfærdelig og

lang skilsmisse. De to søstre var væk.

”Men må jeg spørge dig om noget far?” jeg var bange for, at jeg ville komme til at

fortryde det, jeg nu havde tænkt mig at spørge ham om.

”Ja selvfølgelig. Alt” da han sluttede af med ordet alt, besluttede jeg mig for, at jeg

godt kunne spørge ham. Hvad kunne der ske ved det?

”Hvad var det mor gjorde?” tonen i min stemme blev nærmest lidt dyster og jeg

prøvede at gennemskue ham. Havde det været utrolig dumt af mig at spørge. Ville han

smide mig ud og aldrig se mig igen.

70

Kapitel 13

Jeg kastede døren op og stormede ind i huset. Jeg kunne ikke beskrive den vrede, der

blussede op i hele min krop lige nu og gav mig lyst til at gå til angreb på alting.

”MOR!” råbte jeg alt hvad jeg kunne og vidste, at hun var hjemme, da hun næsten

lige havde skrevet til mig.

Hun svarede ikke måske, var hun blevet bange, da hun hørte den voldsomme

aggressivitet i min stemme. Jeg stormede ind mod køkkenet og hev i døren så hårdt, at

jeg næsten kunne mærke noget løsne sig i døren. Hun stod der, lige så uskyldig og havde

travlt med at skære løg.

Jeg brasede ind, med tårer hele vejen ned langs mine kinder og udtværet mascara.

”Hvordan kunne du?” skreg jeg nærmest, selvom jeg kun stod en meter fra hende.

Hun kiggede chokeret på mig og hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at hun ikke havde

nogen idé om, hvad jeg snakkede om.

”Hvad snakker du om Soph, hvorfor er du så vred”

”Drop det Soph! Mor. Det var far der kaldte mig det, ikke dig din kælling” hendes

øjne blev vidt åbne, da det gik op for hende, hvad det var jeg lige havde kaldt hende.

Men jeg fortrød intet af det jeg havde sagt, hun fortjente det. Det hele var hendes skyld.

”Hvordan kunne du” sagde jeg igen, men skriget blev kvalt i gråd og blev nærmest til

en hvisken. Hun drejede på hovedet og så pludselig vred ud.. Vreden skummede op i

mig igen og tænkte at, nu ville være det rette tidspunkt.

”HVORDAN KUNNE DU VÆRE FAR UTRO! OG SÅ MED HANS BEDSTEVEN

FRANK RAMIREZ” jeg skreg det hele så højt, at selv blænderen der kørte, blev

overdøvet og sådan at Brooke sikkert også kunne høre det. Hun vidste ikke, hvad hun

skulle sige. Hun løftede hånden op foran munden.

”HVORDAN KUNNE DU!” skreg jeg igen ind i hovedet på hende. Denne side af

mig, havde aldrig vist sig før. Den side som kunne finde på at gå hen og rive min mor i

håret, så hun ville kigge mig ind i øjnene og se den vrede og had der kogte inde i mig.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige” hendes stemme var utrolig undskyldende og

71

bønfaldende, men gjorde ingen forskel på mig.

”Du kunne jo begynde at give far skylden igen. Ligesom du har gjort i al den tid, alle

de år. Når det var dig! Dig mor, der var skyld i at han rejste. Du splittede vores familie

ad, du ødelagde mig og Brooke og fik os til at have ondt af dig! Når det burde være far”

hun nikkede svagt og tårerne kom nu også fra hende.

Jeg kunne ikke klare det, at se hende stå der og føle sig så uskyldig og angrebet, når det

var hende der startede krigen!

Da der var gået to minutter og hun ikke havde forsvaret sig, kunne jeg ikke mere. Jeg

skubbede døren op og så Brooke sidde på det nederste trappetrin, med drivvåde øjne og

mascara der løb langs hendes kind og dryppede ned i hendes foldede hænder. Jeg

overvejede, om jeg skulle sætte mig ned og snakke med hende, men det kunne jeg ikke.

Jeg var for vred og rasende til at snakke stille og roligt med Brooke, som altid havde

taget mors parti.

”Er det sandt” spurgte hun kort, da jeg var fem trappetrin over hende.

”Ja, som jeg altid har sagt, er mor lige så meget skurken som far” jeg fortsatte op af

trappen og nød endelig at få sandheden på bordet og fortælle Brooke, at mor havde

været den slemme hele tiden.

Jeg fandt den største weekendtaske frem jeg ejede og kastede ellers det meste af mit

tøj, smykker, parfumer og makeup ned i den. Jeg tog billedet af min far og den lille æske

til min halskæde og smed dem ned i tasken. Jeg fandt tre par sko, som lige kunne

klemmes ned i tasken, min mobiloplader og pakkede mine toiletsager. Skoletasken som

jeg stadig havde på ryggen, fyldte jeg op med de sidste bøger, der havde lagt på mit

natbord. Jeg rev alle billederne fra mit skab af mig og Brooke ned og lagde dem

forsigtigt øverst i tasken. Nu kunne jeg vidst godt klare mig i et par dage. Et par år, hvis

det blev nødvendigt.

Jeg sprang nærmest ned af trappen og stoppede idet jeg var på vej ud af døren og fik øje

på Brooke, som stadig sad ulykkelig på trappen. Jeg gik over til hende og trak hende ind

til mig.

”Vi skal nok klare det, bare rolig. Ring til mig hvis du har brug for noget” jeg slap

hende og hoppede ind i fiaten, som jeg altså var nødt til at låne lidt tid.

Jeg startede bilen og kørte frem og tilbage i et par timer, bare for at dræbe noget tid.

Da jeg ikke vidste hvor jeg skulle tage hen. Det havde været oplagt at tage hen til min

far, men det var ikke muligt, da han ikke ville tage hans telefon.

72

Jeg kørte forbi noget, som mindede om en park og parkerede så bilen på græsset. Jeg

prøvede at tænke positivt, men det var ret svært i den her situation. Hvor slemt kunne det

være at sove i en bil. Jeg kravlede om bag i og rev to sweatshirts op af tasken og lagde

dem omkring mig. Jeg prøvede at lukke øjnene og falde hen, men med alle de ting der

kørte rundt i hovedet på mig, var det svært. Hvordan havde min mor det mon nu, hvor

hun var blevet konfronteret med hele sandheden? Hvordan gik det med Brooke? Havde

det været forkert af mig, bare at forlade hende på den måde? Hvad mon Noah tænkte på

nu, da jeg havde snakket med ham før i dag, lød det ikke som om, at han ville have

noget og gøre med mig længere. Jeg prøvede at lukke af for alle de spørgsmål og falde

hen ligeså stille.

Jeg vågnede med et sæt, da der var en der bankede på forruden. Jeg tog sweatshirten

på og blev pludselig bange for, at Caleb havde sporret min nummerplade og var fulgt

efter mig. Men et suk lettede mig, da jeg så en politibetjent stå og lyse ind med en

lommelygte. Jeg kravlede om foran og rullede vinduet ned.

”Undskyld frue, men parken er lukket og der er ingen adgang på denne tid. Og dette

er ikke engang en parkeringsplads” sagde en mørk mand med en rar stemme, men blev

ved med at lyse mig lige i hovedet, med den irriterende lommelygte.

”Ja undskyld, men jeg havde ikke nogen steder at tage hen og der var mørkt” jeg

kiggede ud af vinduet og der var stadig bælg mørkt. Jeg havde måske sovet i en time

eller to. Jeg kiggede på mobilen og så at klokken var kvart over 3.

”Det er jeg ked af at høre, men jeg er desværre nødt til at give dem en bøde. For

ulovlig parkering og efter lukketid”

Jeg nikkede svagt og havde ingen idé om, hvordan jeg skulle få betalt den, når de eneste

penge jeg havde, var 45 dollars på mit kort. Jeg sukkede og tog imod bøden.

”Ha’ en god aften” nåede han lige at sige, idét jeg rullede vinduet op og startede

bilen. Jeg havde ingen steder at tage hen og jeg havde ikke nok benzin til at køre til det

nærmeste motel og hvis jeg så tankede, havde jeg ikke nok til et motel. Jeg drejede på

hovedet, da det gik op for mig, at det eneste sted jeg havde at tage hen, hvor jeg

garanteret ville blive lukket ind og taget imod med en varm hånd, hvor der var en

person, som ville forstå mig og kendte hele min historie. Noahs mor.

Jeg parkerede bilen foran huset og stod nu lænet op af bildøren. Havde jeg virkelig

tænkt mig at gøre det her. Noah havde udtrykt sig ret så klart i går, om at vi skulle holde

73

en pause. Men jeg havde ikke andre steder at tage hen og det var også mere Noahs mor,

jeg havde brug for at snakke med. Jeg stod ude i den silende regn og blev gennemblødt,

mit mascara løb stadig ned af kinderne og mit hår hang tungt og vådt nedover mine

skuldre. Jeg åbnede passagerdøren, tog min taske og låste bilen.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg stod foran døren og bankede på. Der gik lidt, men

pludselig dukkede Lauren op i døren, i sin hvide lange morgenkåbe og lignede en der

lige var blevet vækket.

Hun så mig stå der gennemblødt, med løbende mascara og en weekendtaske i hånden

og kunne regne ud noget var galt. Jeg løftede skulderen og kiggede på hende og hun

gjorde så tegn til, at jeg skulle komme med ind. Hun tog min våde sweatshirt af og

pegede hen på badeværelset, hvor jeg kunne gå ind og skifte.

Jeg kom ud fra badeværelset med en høj våd knold, et par grå jogging bukser og

Noahs T-shirt, da jeg ikke havde taget andre løse T-shirts med, hvilket var ret dumt.

Måske ville Noah bede mig om, at give ham den igen, så snart han så den, men jeg ville

ikke af med den T-shirt. Det var det eneste jeg havde fra ham.

Vi satte os hen i sofaen og sad nu begge med en kop varm te, som Lauren havde

lavet.

”Undskyld jeg vækkede dig” sagde jeg trist og kiggede på Lauren.

”Det er okay, Hvad er der sket” sagde hun roligt og lagde mine kolde hænder i

hendes. Det var det her mor og datter forhold, jeg havde brug for og havde længtes efter

i så lang tid.

”Jeg fandt min far, og vi har fået et rigtig godt forhold til hinanden, men i går fortalte

han mig hvorfor han forlod os” jeg holdte en pause og vidste ikke helt hvordan jeg

skulle sige det.

”Blev du så sur på din far” spurgte hun.

”Nej.. Han fortalte mig, at min mor havde været ham utro med sin bedsteven” Lauren

gispede.

”Han var nødt til at gå, men blev ved med at prøve og få forældremyndighed over os.

Men det lykkedes ham ikke og min mor gjorde alt for at holde os væk fra ham” efter jeg

havde sagt det, faldt der langsomt nogle brikker på plads. Det var jo derfor vi havde

flyttet frem og tilbage hele tiden. Det var ikke kun på grund af min mors job, men også

for at gøre det sværere for ham at finde os.

”Det er jeg virkelig ked af at høre Sophie”

74

”Det er derfor jeg kom herover, jeg ville ikke være derhjemme. Min far tager ikke

hans telefon og jeg havde ikke nok penge til et motel”

”Du må virkelig undskylde, jeg bare kommer brasende, men jeg havde ikke andre

steder at tage hen” fortsatte jeg og min stemme var grådkvalt.

”Det er i orden Sophie, du er altid velkommen” hendes stemme var utrolig blød og

jeg troede virkelig at hun mente det.

”Men jeg vidste ikke helt om det var okay, for Noah og jeg er ligesom.. øhm midt i et

skænderi” sagde jeg forsigtigt og håbede ikke, at hun ville smide mig ud fordi Noah og

jeg var uvenner.

”Det ved jeg godt” sagde hun og jeg blev overrasket over, hvor meget Noah egentlig

fortalte hans mor. Vidste hun mon også godt hvorfor.

”Jeg føler bare, at jeg har brug for en pause, væk fra min mor”

Lauren nikkede.

”Du er velkommen til at sove her, Sophie”

”Tusind tak Lauren. Jeg er virkelig taknemmelig, for alt det du gør for mig”

”Det var da så lidt” sagde hun og strøg sin hånd op ad min ryg.

”Du er en god pige Sophie” sagde hun, da hun rejste sig fra sofaen og kom tilbage

med et lagen en dyne og en pude.

”Tusinde gange tak” en tårer gled igen.

”Få dig nu noget søvn” sagde hun og strøg mig på armen.

Jeg ordnede sofaen og havde gravet mig langt ned under den varme dyne. Lauren kom

gående ud fra køkkenet og slukkede lyset.

”Og Lauren” sagde jeg hurtigt, da hun næsten var nået ind i soveværelset.

”Ja”

”Vil du ikke være sød, at vække mig en halv time før, du vækker Noah” jeg smilede.

”Jo selvfølgelig, sov godt”

Kapitel 14

”Sophie.. Sophie” sagde en blid stemme og ruskede forsigtigt i mig. Jeg åbnede

øjnene og så Lauren stå lige over mig. Hun havde viklet et håndklæde stramt rundt om

håret og bar flot hendes blå og gule stewardesseuniform.

”Jeg går lige ud og fikser noget morgenmad” sagde Lauren og listede ud i køkkenet.

75

Der var tydeligvis ikke andre oppe i huset endnu, udover Lauren og jeg.

Jeg gik ud mod badeværelset, men døren var låst. Det måtte være Noahs far og jeg

havde bestemt ikke lyst til, at han skulle se mig sådan her første gang. Så kom jeg i

tanke om badeværelset ovenpå, det som lå imellem Andie og Noahs værelse. Jeg listede

op af trappen og prøvede og undgå at lave en eneste lyd.

Jeg kom ind på badeværelset og tænkte på den halve time, jeg havde, indtil Noah

ville være oppe. Jeg smed trøjen og lukkede min bh. Jeg trak i et par lyse cowboybukser

og ledte efter en trøje. Jeg hev 3 forskellige bluser op af tasken, men kunne ikke beslutte

mig, så jeg lagde dem på bordet. Jeg kastede noget vand i ansigtet, lagde et lag mascara

og kørte let børsten med rouge langs mine kindben. Jeg hev knolden ud og kvalte de

kæmpe krøller i en høj stram hestehale og plukkede mine øjenbryn. Da jeg syntes, at jeg

havde pint mig selv nok, lagde jeg pincetten tilbage i toilettasken og hev min tandbørste

op. Jeg tjekkede mig selv i spejlet, imens jeg børstede tænderne og rettede på min

navlepiercing, som åbenbart havde drejet sig i løbet af natten. Mit hjerte sprang et slag

over, da døren bag mig, pludselig blev åbnet og jeg af ren refleks, vendte mig om. Jeg

stod nu foran Noah med tandpasta udover hele munden og ikke iført andet end mine

bukser og en lilla bh. Jeg skyndte mig at vende mig om og spytte ud. Jeg tog tasken og

de tre trøjer på bordet og var så på vej ud af døren, da Noah stoppede mig.

”Hvad i al verden laver du på mit badeværelse” spurgte han vredt.

”Ja altså jeg skulle jo gøre mig klar et eller andet sted og der var optaget nedenun..”

”Jeg mener i mit hus”

”Din mor lukkede mig ind” sagde jeg panisk og løb ned af trapperne.

”Tusind tak for alt, men jeg er nødt til at smutte nu” råbte jeg hurtigt til Laurel, da jeg

var på vej ud af døren. Hun nikkede bare kort og prøvede at finde ud af, hvad det var,

der lige var sket, siden jeg rendte rundt i deres hus i bh.

Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne ud i bilen og håbede ikke, at der var nogen der

havde nået at se mig. Da jeg kom ind i bilen, trak jeg en grå striktrøje over og en lang

guldhalskæde. Jeg kiggede op mod Noahs hus og så ham stå og lure fra sit vindue. Jeg

skyndte mig at starte bilen og satte kurs mod skolen. Alle mine følelser væltede

pludselig ind over mig. Da jeg havde set Noah her til morgen, var det pludselig gået op

for mig, hvor meget jeg egentlig savnede ham. Hvordan havde jeg kunne give slip på

ham, hvorfor gav jeg slip på ham? Hvis han betød så meget for mig, hvorfor havde jeg

så gjort det?

76

Jeg holdt nu på skolens parkeringsplads og der var halvanden time til, at vi skulle møde.

Der var ikke en sjæl at se på hele parkerings pladsen. Der holdte kun en lille blå Citroén

og en stor Porsche, som jeg gik ud fra tilhørte skolens pedel og inspektør. Jeg hev

mobilen op og skrev til Jeremy.

Kom hen på skolen nu! Har noget vigtigt at fortælle dig. Skynd dig.

Jeg havde besluttet, at det nok var på tide at fortælle det hele til Jeremy. Jeg havde ikke

fortalt ham om alt det her, uden helt at vide hvorfor egentlig. Jeg havde brug for, at

kunne snakke med Jeremy om alt, også når det gjaldt Noah og min far. En besked

poppede op på min mobil.

Er der om 10. vi mødes ved u-dørs kant.

Af hvad jeg lige kunne regne ud, gik jeg ud fra at u-dørs, betød den udendørs kantine. Så

jeg tog min taske og gik gennem skolen og udenfor. Gangene var helt forladte, ikke én

stemme, eller én person på nogen af gangene. Jeg satte mig ud til et rødt bord og lagde

tungt albuerne på bordet og støttede mit hoved.

Præcis 10 minutter efter, kom Jeremys skygge langsomt til syne.

”Hvad er der sket og hvad er jeg gået glip af, siden at jeg var nødt til at skippe en

halv time af min skønheds søvn” sagde han og dumpede ned ved siden af mig og kastede

sin taske op på bordet.

”Jeg er nødt til at fortælle dig nogen ting, som jeg har ikke har fortalt dig om før.

Okay?”

”Okay” sagde han og udtalte det, som var der 10 a’er.

”For det første, mig og Noah har været sammen i et kort stykke tid. Men vi slog op

eller han slog op, fordi jeg har fundet min far og er rigtig meget sammen med ham”

Jeg holdt en kort pause og prøvede at tyde Jers ansigt. Han havde pludselig en utrolig

rynket pande, hævet øjenbryn og åben mund.

”Og her i går fandt jeg ud af, at grunden til at han forlod os, var fordi at min mor

havde været ham utro. Så jeg tog hjem og konfronterede min mor og stak så af hjemme

fra og måtte sove på Noahs sofa”

”Det er sådan ca. hvad du er gået glip af, fik du det hele med” nu hævede jeg

øjenbrynene og ventede på et svar. Han nikkede kort. Der gik lidt tid, før han vidste,

hvad han skulle svare.

”Men du har fundet din far, det er da vildt fedt. Hvordan er han”

”Han er alt hvad jeg havde håbet på, og præcis som jeg havde forventet hvis ikke

77

bedre. Han har sagt, at han gerne vil møde dig en dag”

”Orh ja, det ville være cool”

”Såsom, i dag?”

”Nej i dag passer ikke så godt. Jeg skal være sammen med Charlotte”

”Selvfølgelig, skal du det” sagde jeg og lød skuffet.

”Vi gør det bare en anden gang”

Vi havde lige fået fri. Jer og jeg stod uden foran døren til engelsk lokalet og

snakkede. Han havde fortalt mig om sine og Charlottes romantiske planer for deres

tremånedsdag og hvor meget han håbede, at den ville være hurtigt overstået. Vi var også

kommet ind på emnet om Noah og mig.

”Så han lukkede dig bare totalt ude i forgårs” spurgte han overrasket og kunne ikke

forstå, hvordan det ovehovedet var lykkedes mig, at nå ind til Noah i første omgang.

”Ja. Da jeg prøvede og n..”

”Hej sukkermus” sagde Charlotte pludselig og sprang i armene på Jeremy og kyssede

ham over hele ansigtet.

Jeg hadede så meget, hvordan hun altid skulle komme stormene og afbryde os, så

snart Jer og jeg snakkede sammen. Vi havde dog også haft vores uoverensstemmelser

Charlotte og jeg, men stolede hun ikke engang nok på Jer til bare at lade os snakke.

”Nå du er her også.. Sophie” hun spyttede nærmest mit navn ud og gav mig de

ondeste øjne. Hvis øjne kunne dræbe, ville jeg have været død på stedet.

”Du ved godt, at mascaraen skal sidde på vipperne og ikke under ikke?” jeg sank

hovedet til venstre og kiggede på hende.

”Og du ved godt, at det er meningen, at en nederdel skal gå ned over røven, ikke?”

svarede jeg tilbage og hentydede til hendes utrolig lårkorte lille hvide nederdel. Hvor

man nærmest kunne se, halvdelen af hendes røv. Hun blev fornærmet og kyssede farvel

til Jer.

”Kommer du Jeremy… Kælling” sagde hun, imens hun var på vej væk.

”Bitch” sagde jeg lavt og kunne høre Jeremy udstøde et lille grin.

”Ja hun har sin egen charme” sagde han ironisk og gik efter hende. Jeg vinkede kort

farvel til ham og gik så den anden vej. Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget Charlotte

gik mig på nerverne for tiden. Hun sørgede altid for at gøre en god dag dårlig, eller en

dårlig dag meget værre. Jeg fik øje på Noah, der var på vej hen til sin bil og prøvede at

stoppe ham.

78

”Noah, Noah vent” jeg luntede nærmest efter ham, da han gik så hurtigt, at jeg ikke

kunne følge med. Da han kom hen til sin bil, låste han op og stillede sig foran bildøren.

”Hvad er der Sophie” hans stemme var hård og jeg fik en klump i halsen, da jeg

opdagede at han havde kaldt mig Sophie.

”Jeg er virkelig ked af det i morges. Eller jeg er virkelig ked af det hele. Jeg vil bare

gerne have, at alt bliver som før”

”Det gør det ikke” ordene gentog sig igen og igen i mit hoved og jeg kunne stadig

ikke forstå dem. Hvorfor ville han ikke være sammen med mig, hvad havde jeg gjort?

”Jamen Noah hvorfor ikke” min stemme var nærmest bønfaldende og jeg kunne ikke

slippe øjnene fra ham.

”Det er slut imellem os okay Sophie. Det vi havde, var kort og godt. Men lad os nu

bare slutte det her og lad være med at overnatte hos mig igen” han satte sig ind i bilen,

smækkede døren i og drønede af sted. Jeg gispede, da gik op for mig, at det virkelig var

forbi. Han ville ikke have noget med mig at gøre. Han gad mig i en uge og det var det.

Noah og jeg var fortid.

Kapitel 15

Jeg traskede igen rundt hjemme ved min far efter skole og sørgede for at huset aldrig

ville ende som før. Jeg tørrede overflader af rundt omkring, imens min far havde slået

sig ned i sofaen, med en kop kaffe og den daglige avis.

”Jeg har forresten noget med til dig” sagde jeg og tog et af de billeder op, der havde

hængt på mit skab, som var i rammen fra min fars billede.

”Tusind tak Soph” sagde han og kyssede mig på panden.

”Billedet er fra min og Brookes 16 års fødselsdag. Mor havde købt en kæmpe kage

med 32 små lys i” jeg smilede og huskede, hvordan vi havde taget hinanden i hænderne

og kæmpede for at puste alle lysene ud. Han rejste sig og stillede billedet hen på

kommoden ved siden af de andre og smilede.

”Den kommer aldrig ned derfra” sagde han og blev ved med at kigge på billedet.

”Far jeg tænkte på noget”

”Ja?” svarede han og drejede blikket tilbage mod mig.

”Må jeg flytte ind her lidt. Jeg tog hjem til mor i går og det sluttede ikke så godt. Jeg

sov på Noahs sofa og der har jeg helst ikke lyst til at sove igen”

79

”Selvfølgelig, hvis sofaen er okay med dig” jeg nikkede og trak ham ind til mig. Det

var så godt at have en far, en som man altid kunne regne med.

”Jeg elsker dig far” røg det pludselig ud af mig og jeg blev pludselig bange for, at det

ville chokere ham.

”Jeg elsker også dig Sophie” svarede han og et smil bredte sig over hele mit ansigt.

Jeg kunne ikke være gladere. Det var lige hvad jeg havde brug for oven på alt det med

Noah og min mor.

Jeg fortsatte hvor jeg slap og tog overfladerne inde i stuen. Jeg var næsten færdig,

men manglede fotokommoden. Jeg vidste, at den ikke havde brug for lige så meget som

de andre, men den skulle nu stadig tørres af. Jeg løftede hvert enkelt billede op og

tørrede forsigtigt af under. Jeg havde lige tørret af under billedet af mig og Brooke, da

jeg var ved at tabe kluden, men greb hurtigt ud efter og fangede den i luften. Jeg havde

slet ikke opdaget, at idét jeg greb ud efter kluden, havde jeg ved et uheld skubbet til

billedet med Ava, Joshua og min far, som nu lå smadret nede på gulvet. Mit hjerte

sprang op i halsen, da glassene fra rammen sprang ud til alle sidder. Åh nej.

”Hvad fanden har du gang i” råbte min far pludselig og stormede hen til mig. Han

skubbede mig væk og samlede billedet op, selvom hans hænder var fyldt med blod.

”Se hvad du har gjort” skreg han ind i hovedet på mig og holdte det ødelagte billede

op foran mig.

”Jeg er virkelig ked af det far” mine øjne blev fyldt med vand og gled i voldsomme

baner ned af mine kinder.

”Du har ødelagt det. Skrid. Ud af mit hus og kom aldrig tilbage. Aldrig!” jeg brød

sammen, hvordan kunne han sige det. Lige efter at han havde fortalt mig, at han elskede

mig. Jeg troede, at vores bånd var stærkere end det, men han var jo min far. Hvordan

kunne han gøre det? Forlade mig for anden gang.

”Jamen far” prøvede jeg at få sagt, men det var svært, da jeg blev kvalt i mine tårer.

”Jeg hader dig” råbte han og skubbede mig nærmest ud af stuen. Jeg tog min taske og

løb ud af huset.

Jeg græd i flere timer. Alt i mit liv var forfærdeligt. Jeg havde intet tilbage. Jeg var

fortabt og alene. Jeg skubbede folk væk, selvom det slet ikke var min mening. Jeg havde

kun haft 3 dage med min far og det var bestemt ikke nok. Hvad skulle jeg gøre, hvor

kunne jeg bo?

80

Udover Jeremy, havde jeg kun en person tilbage. En person, som jeg ikke havde set i

flere år, en person som jeg inderligt håbede stadig ville se mig. For hvis ikke, ville jeg

ikke kunne klare det her mere.

Min faster.

Jeg fandt min mobil frem og søgte efter hende i min kontaktbog. Bare hun stadig

havde det samme nummer. Jeg fandt ”faster” under mine kontakter og ringede det op.

Jeg prøvede nu for fjerde gang, men ingen tog den. Jeg smed mobilen hårdt ned på sædet

og startede bilen. Jeg kørte tilbage til skolen og blev siddende inde i bilen på skolens

parkeringsplads. Jeg lod mit hoved falde tungt ned i rattet igen og igen. Jeg græd så højt

jeg ville. Ingen kunne høre mig og ingen ville bekymre sig. Jeg var helt alene. Jeg slog

hænderne mod rattet og prøvede bare at komme ud med en lille del af den vrede, som

kogte op i mig lige nu. Jeg havde ingen. Det var kun mig. Jeg fik et chok, da mobilen

der lå på sædet, pludselig begyndte at vibrere. Jeg tog telefonen og håbet kom pludselig

tilbage, da jeg så, at der stod faster på skærmen.

Jeg tørrede næsen og tog røret.

”Hallo” sagde jeg forsigtigt og håbede sådan, at jeg ville høre min fasters stemme i

den anden ende.

”Halløj, hvem der” jeg genkendte hurtigt den energiske og utrolig friske stemme, i

den anden ende af røret. Det måtte være min faster.

”Faster, det er mig Sophie”

”Sophie! Hvor er det dog dejligt, endelig at høre fra dig. Det er jo bare millioner af

år siden, vi sidst har snakket sammen. Hvordan går det med dig” man kunne tydeligt

høre på hende, at intet plagede hende i dag, eller det var faktisk meget sjældent at noget

plagede min faster. Hun var altid meget optimistisk og livsglad. Hun strålede altid med

en utrolig positiv energi omkring hende, som hurtigt smittede af på menneskerne

omkring hende.

”Ikke så godt det er derfor, jeg ringede” jeg snøftede, tårerne var stadig ikke holdt

op.

”Sig mig Sopher, græder du” jeg smilede, da jeg pludselig kom i tanke om det

kælenavn, min faster altid havde kaldt mig. Hun syntes Soph var for kedeligt så hun

fandt på sit eget.. Ja ligesom alle andre.

”Ja faster. Jeg er stukket af hjemmefra og jeg har ikke nogen steder at tage hen”

”Nårh ja, du er jo kommet i den der farlige og spændende alder. Hvad har din mor

81

gjort? Taget dine smøger, givet dig stuearrest, sagt du skal misse en fest, som du altså

bare må! med til. Købt en hund til dig, så du ville droppe din farlige, men super cool

kæreste eller måske taget din første g-streng fra dig, som du havde købt i smug, men din

mor opdagede det eller mås..”

”Været min far utro og fyldt os med løgne. Ja den valgmulighed faster”

”Ja ser du, den var ny. Den prøvede jeg sku’ ikke lige da jeg var ung”

”Men må jeg komme?” spurgte jeg utålmodigt og syntes lidt, at alt den positive

energi blev for meget.

”Selvfølgelig må du da det, til hver en tid. Hvornår regner du med at komme”

”Nu?”

”Det er bare i orden Sopher. Jeg sms’er bare lige adressen og så ses vi. Tutelu”

Jeg var kommet frem til adressen og stod nu foran et kæmpe lejlighedskompleks med

flere hundrede lejligheder. Jeg havde fundet en lille bitte plads hvor fiaten lige kunne

komme igennem, men man skulle altså ikke have spist ekstra dessert, hvis man ville

komme helskindet ud derfra. Jeg fandt knappen med navnet Aubrey Scott og trykkede

den i bund. Døren sagde en kort melodi og jeg lukkede mig selv ind.

Opgangen var kedelig hvid og lignede noget, der godt kunne bruge en hjælpende

hånd. Jeg stoppede på anden etage og fandt hendes dørskilt. Jeg nåede nærmest kun lige

at røre døren, da den blev hevet op og jeg mødte min faster med et kæmpe smil og åbne

arme. Hun lignede sig selv med det mørkebrune pagehår og det helt lige pandehår, der

næsten rørte hendes øjenbryn.

”Sopher! Hvor er det godt at se dig” sagde hun og kastede sig nærmest over mig, i et

kæmpe bjørneknus.

”Faster jeg kan ikke få vejret” gispede jeg.

”Kom ind, kom ind” sagde hun og viftede med hænderne.

Lejligheden var ret stor, måske lidt større end min far hus. Det var meget farverigt og

super moderne. Min faster havde altid haft et særligt talent, til at få billige IKEA møbler

til at ligne en million.

”Jeg tænkte, at du kunne få det her værelse” hun åbnede døren ind til et værelse, som

kun var en lille smule mindre, end det jeg havde haft før. Med en tapetseret blomstret

bagvæk og en stor dobbeltseng redt op med puder i alle farver.

”Wow, får jeg hele det her værelse for mig selv” spurgte jeg og havde forventet en

dårlig og alt for lille sofa, som min næste seng.

82

”Ja altså du bliver nødt til at dele med Gavin, nu var det jo hans værelse først” hun

pegede ned på en lille blå hundekurv, med en sovende sort Shitzu i den.

”Men han plejer nu at være ret god til at dele, så længe du ikke spiser hans kødben.

Så skal i nok blive gode venner”

”Jeg skal prøve at lade være” sagde jeg ironisk og smed tasken op på sengen.

”Men vi kan bare lige snakke, når du lige er kommet lidt på plads ikke?” jeg nikkede

og hun lukkede døren i. Ved siden af døren var der et kæmpe skab, som nok var dobbelt

så stort, som det jeg havde før. Jeg tror næsten, at jeg har for lidt tøj til at fylde det skab

ud, selv med det tøj der stadig lå hjemme ved min mor. Det var enormt. Tænk at jeg

virkelig kunne få lov til, at bo her. Sammen med min fantastiske faster. Det var helt

vildt. Jeg kunne ikke forstå, at jeg endelig var fri for min mor, men en ting blev ved med

at plage mig og havde ikke tænkt sig at stoppe. Min far. Havde jeg virkelig mistet ham.

Var det, det jeg fik lov til at se til ham. Skulle der blot et smadret billede, til at knuse det

vi lige havde fået. Hvis der kun skulle så lidt til, jamen så var det nok ikke det værd.

Kapitel 16

Det var blevet mandag og var nu en uge siden, jeg sidst havde set min far. Jeg havde

ikke gjort noget indtil videre, hvis tingene skulle blive okay imellem os igen, var det

ham, der skulle gøre noget og indtil da, havde jeg ikke noget at sige til ham.

Jeg hoppede i mine converse, som stod fint på en hylde sammen med alle mine andre

sko. Min faster havde gået utrolig meget op i, at jeg skulle føle mig så meget hjemme

som overhovedet muligt. Hun havde endda fået sat mit navn på dørskiltet, dagen efter

jeg rykkede ind. Jeg trak i min grønne jakke og samlede min skoletaske op.

”Vi ses faster. Jeg er tilbage klokken to” råbte jeg og trådte ud af døren. Jeg tog

nøglerne op af lommen og mærkede noget papir kradse mod min hånd. Jeg hev det op

og så den gule bøde, jeg fik på grund af mit dyre besøg i parken. Jeg havde fuldstændig

glemt alt om den og jeg havde stadigvæk ikke nok penge til at betale den. Måske ville

min faster gå med til at hjælpe mig, hvis jeg betalte hende tilbage. Jeg krøllede den

sammen og lagde den tilbage i min lomme. Jeg trykkede knappen i bund på nøglen og

søgte efter de blinkende orange lys. Jeg fik øje på den lille sorte Fiat og spekulerede på,

om jeg egentlig havde fået en rykker på bøden. Min adresse stod jo trodsalt til det gamle

hus. Måske havde min mor bare smidt den ud og troet at det var en fejl. Jeg måtte snart

83

få gjort noget ved den, ellers turde jeg slet ikke tænke på, hvor dyr den ene nat i parken

ville blive.

Jeg drejede koden på mit skab, og smed mine bøger ind. Jeg sukkede dybt, da jeg

opdagede, hvad de næste to timer skulle bestå af. Idræt. Idræt som betød, at jeg skulle

løbe og svede sammen med både, Noah, Jeremy og Charlotte. Jeg smækkede skabet i og

satte kursen mod omklædningsrummet. Jeg lod mit ansigt falde mod jorden og kiggede

ned af mig selv. Det var bare blevet til en rød knælang kjole med mine Chanel

ballerinaer og lang sølvhalskæde. Mit hoved sprang op, da en krop blev skubbet mod

min og kastede mig i gulvet.

”Det må du undskylde” sagde en blød stemme, som tydeligvis tilhørte en fyr, jeg

aldrig havde mødt før. Jeg åbnede øjnene og så en dreng med langt lyst slikhår, med et

par skinny jeans og en skovmandsskjorte.

”Er du okay” spurgte han og rakte hans hånd mod mig. Jeg greb fat i den og blev

trukket op.

”Ja jeg er okay” sagde jeg stille og var ikke engang sikker på, om han kunne høre det.

”Er du ny” spurgte han og kiggede op og ned af mig.

”Ja. Jeg startede for lidt under en måned siden” svarede jeg og kiggede undrende på

ham.

”Jeg har bare ikke set dig før”

”Nu går der jo også ret mange mennesker på den her skole, du har sikkert set mig

før”

”Tro mig hvis jeg havde, ville jeg klart have husket det” sagde han og smilede til

mig. Jeg smilede tilbage og rødmede en lille smule. Stod han lige og flirtede med mig,

hvorfor gjorde han dog det. Var det et ondsvagt vædemål ham og nogle af hans venner

havde indgået. Eller mente han det rent faktisk. Jeg blev forvirret og anede ikke, hvad

jeg skulle gøre. Jeg havde jo Noah. Eller jeg plejede at have ham, men jeg havde heller

ikke opgivet ham. Men det kunne jo heller ikke skade, at få en ekstra drengeven. Jeg

havde altid syntes, at være i bedst selvskab med drenge. Når man var sammen med

piger, gik der tit alt for meget sladr og tøsefnidder i den, hvor det altid var langt mere

spændende med drengene.

”Hvor er du på vej hen” afbrød han mine tanker.

”Idræt med Træner Brown” læste jeg op fra skemaet og håbede lidt, at han skulle

med.

84

”Jamen fedt så kan vi jo følges” sagde han og viste mig hans skema. Jeg smilede og

nikkede kort til ham. Vi gik igennem gangen og udenfor hen imod omklædnings

rummende.

”Og for resten. Jeg hedder Tyler” sagde han og gav mig hånden.

”Sophie” sagde jeg smilende og trykkede hans hånd.

”Så hvor kommer du fra” spurgte han, imens vi gik langs fodboldbanen.

”England” svarede jeg kort og blev ved med at rette blikket mod fodboldbane, for at

se om Noah skulle være blandt de fem, der moslede rundt på banen.

”Sejt, jeg kommer også fra England. Vi flyttede hertil da jeg var 5”

”Virkelig hvor i England” spurgte jeg begejstret og syntes, det var vildt fedt at Tyler

og jeg havde samme baggrund.

”Liverpool” svarede han også begejstret.

Vi stod nu uden for de to omklædningsrum med to tydelige skilte, der viste at vi nu

skulle gå hver vores vej.

”Vi ses på den anden side” svarede han med et smil på læben og skubbede døren ind.

Jeg fulgte hans eksempel og var nu i pigernes omklædningsrum.

Jeg fandt et hjørne længst væk fra de andre piger og holdt blikket mod væggen. Jeg

trak i mine lidt for små sorte shorts og en bordeaux T-shirt, som jeg havde fået på min

gamle skole, med skolens logo. Jeg så langt fra atletisk ud. Selvom min kondi var i top

og jeg endda selv nød en løbetur engang om ugen, havde jeg altså ikke råd til det rigtige

udstyr. Det eneste jeg havde, som var en smule professionelt, var mine sorte Nike Free

Run, som jeg havde fået af min mor et år i fødselsdags gave. Jeg gik hen imod spejlet,

som allerede var fyldt op med 3 piger, der stod og rettede på deres hår og endda også

makeup. Jeg stillede mig på tæer og fik et lille hjørne af spejlet. Jeg samlede alt håret

sammen og bandt et elastik.

Jeg var på vej ud af døren, da mine øjne mødte Charlottes, i et langt og koldt blik.

”Flot trøje” sagde hun og viftede med hendes hår. Hendes idrætstøj bestod af et par

hvide små shorts, som rent faktisk var kortere end mine, en pink sports bh og

navlepiercingen som gav det sidste.

”Ja nogen af os ejer rent faktisk en trøje, som altså går længere ned end til navlen”

svarede jeg igen, smilede blidt og fortsatte så ud af døren.

Jeg lukkede døren i og stod nu et par meter fra løbebanen.

”Sophie” råbte en stemme bag mig og jeg kom helt i tvivl om, hvem det egentlig var.

85

Stort set alle havde givet mig deres eget kælenavn, det var helt underligt bare og høre

mit navn. Jeg vendte mig om og fik øje på Tyler, der nu havde et par knælange Nike

shorts på og en stram grå tanktop.

”Hej Tyler” sagde jeg og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til ham. Vi havde jo

trodsalt lige mødtes.

”Selv i idrætstøj ser du godt ud” sagde han og smilede over hele ansigtet. Jeg grinede.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg syntes om alle de komplimenter. Det var der aldrig nogen,

der havde givet mig før. Eller jo lidt, men ikke så mange og vi havde jo lige mødt

hinanden. Jeg gik hen imod banen og Tyler fulgte med.

”Hvad så, hvem hænger du sådan ud med” jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare

til det spørgsmål. Jeg hang jo faktisk ikke ud sammen med Noah mere, og Jeremy havde

haft utrolig travlt sammen med Charlotte for tiden.

”Altså ikke at det rigtigt vedrører dig, så har jeg næsten lige datet Noah Williams”

han hævede øjenbrynene.

”Altså quarterback Noah?” spurgte han forundret og stirrede ud i luften.

”Altså i de år jeg har gået på skole sammen med Noah. Har jeg aldrig set ham

bekymre sig om andet end fodbold” fortsatte han.

”Nå men det har han altså gjort og udover Noah, så er jeg også gode venner med

Jeremy Andrew. Hvis du kender ham?”

”Charlottes kæreste, ikke?” sagde han. Det var sjovt, hvordan han havde fået begge

drenge, til at lyde som nogle kæmpe idioter, men hvad vidste han overhovedet om det.

Han kendte dem jo ikke engang. Eller gjorde han?

Vi stod nede for enden af banen og der kom nu en mørk kvinde, med et rødt trænings

sæt og en fløjte rundt om halsen, hen mod hos. Det måtte være Træner Brown.

”Jeg håber i har fået løbeskoene ordenligt på, for i dag skal vi løbe stafet” sagde hun

højt, så alle kunne høre det. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på både Noah og

Jeremy som stod omme bag Frøken Brown. De stod begge med hænderne over kors og

kiggede væk. Jeg blev pludselig nervøs. Havde de set mig sammen med Tyler, troede

Noah at jeg var ovre ham og kommet videre til Tyler. Eller troede Jeremy nu, at jeg

havde fået mig en ny bedsteven. En sten faldt tungt i min mave og jeg vidste ikke hvad

jeg skulle gøre.

”Vi starter med noget opvarmning, tre runder rundt om banen. Nu!” sagde hun og

pustede i sin fløjte. Jeg satte i løb og tabte hurtigt Tyler. Jeg kunne ikke stoppe med

86

tænke på Noah. Han havde fyldt mine tanker den sidste uge og jeg var begyndt at blive

bange for, at det måske var for sent. Pludselig dukkede en fyr op ved siden af mig. Jeg

drejede hovedet og så Jeremy ved min side.

”Hey Bristol” sagde han, forpustet og havde virkelig kæmpet, for at nå op på siden af

mig.

”Hej” sagde jeg kort og fortsatte med at holde tempoet.

”Jeg er virkelig ked af, at vi ikke har snakket sammen i evigheder. Men det er bare

Charlotte, hun går helt amok for tiden” jeg vidste udmærket godt, hvorfor Charlotte

pludselig ville bruge så meget tid sammen med Jer. Hun var bange for, at jeg ville tage

ham fra hende. Hvilket jeg slet ikke forstod, da det bestemt ikke var en del af min plan.

Det var Noah, jeg ville have.

”Det er okay” sagde jeg kort og prøvede at virke fraværende, hvis vi skulle snakke

kunne vi gøre det efter, at vi havde løbet.

”Jeg så du snakkede med Tyler før, er i venner nu?” spurgte han fjernt.

”Jeg har lige mødt ham i dag, han er meget flink” sagde jeg og Jeremy hævede

brynene så meget, at man nærmest kunne se rynker tage form på hans pande.

”Bristol, hvis du stadig er ude på at finde sammen med Noah. Så hold dig fra Tyler”

sagde han hårdt.

”Hvorfor” spurgte jeg overrasket.

”De har været fjender siden folkeskolen. Tyler plejede også at spille fodbold og

endda også være quarterback, men Noah var bedre end Tyler og blev så quarterback”

nu var det blevet min tur til at hæve brynene. Var jeg lige blevet venner med ”fjenden”.

Det var jo en super idé, når jeg prøvede at få Noah tilbage.

”Fuck” sagde jeg kort og det gik pludselig op for mig, hvor meget jeg havde dummet

mig.

”Ja og ikke nok med det, så er han en kæmpe idiot. Siden Noah tog hans plads, har

Tyler prøvet at tage alt andet fra ham. Hvilket nok også vil sige dig” var det derfor, at

Tyler pludselig ville være venner med mig. Så han kunne håne Noah, med at han havde

fået mig. Røvhul.

”Men Noah er da ligeglad med mig” sagde jeg trist og kunne ikke forstå, hvorfor jeg

var så vigtig.

”Kom nu Bristol, det ved vi jo begge godt ikke er sandt”

Gjorde vi? Mit hjerte bankede. Var det ikke forbi mellem Noah og jeg, var der stadig

87

håb for os. Betød jeg virkelig stadig noget for Noah.

Vi var nu halvvejs på den sidste runde og jeg satte farten op og spurtede ind.

Jeg pustede ud og gik hen til min vand.

”Du må være Sophie Johnson” sagde Træner Brown og rakte mig sin højre hånd.

”Ja det er mig” sagde jeg og smilede.

”Er du en god løber” spurgte hun og kiggede rundt omkring, da ingen var kommet

ind endnu, udover mig.

”Altså, jeg har da en okay kondi” svarede jeg og følte mig næsten ikke forpustet.

Hun nikkede og gik væk fra mig igen. Jeg rejste mig igen og tørrede svedet væk fra min

pande. De andre var kommet tilbage og det lignede heller ikke, at de runder havde tæret

overhovedet på Noah.

”Okay så starter vi, Daniel og Travis. I starter” de to drenge stillede sig op bag en

hvid linje og så begge utrolig nervøse ud.

”I løber ned til den anden ende af banen, rører ved skiltet og løber tilbage igen.

Vinderen sætter sig til højre og taberen til venstre. Forstået?” de forskellige folk nikkede

og træneren talte ned.

De to drenge susede af sted og man kunne se, at de begge syntes, det ville være

pinligt at tabe. Drengene kom tilbage og det lød som om, at ingen af dem havde meget

mere luft tilbage. Stafetterne fortsatte. Jeg prøvede lidt at holde mig i baggrunden. Ikke

fordi jeg ikke kunne, eller gad, men fordi mine tanker var et helt andet sted. Jeg satte

mig hen på bænken, som stod en meter fra de andre og så Tyler komme hen imod mig.

”Din kondi er da godt nok i top, var” sagde han og slog sig ned ved siden af mig.

”Hvorfor fortalte du mig ikke at dig og Noah hader hinanden” spurgte jeg vredt, men

prøvede stadig at bevare roen.

”Det var ikke lige det første, der faldt mig ind og fortælle dig, at den dreng som du

næsten lige har datet og klart ikke er ovre, hader mig” mine øjne blev vidt åbne, hvordan

vidste han, at jeg ikke var ovre Noah. Var det så tydeligt, eller kunne han bare læse

tanker. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men sluttede bare med et.

”Okay” mit blik blev vendte tilbage mod løberne. Jeg kunne se Charlotte vinde stort,

gang på gang. Hun var altid flere meter foran alle de andre, lige meget hvem hun løb

imod.

”Er Charlotte meget god” spurgte jeg og slap ikke blikket fra løbet der nu foregik

mellem Christy og Charlotte.

88

”Ja, den bedste af alle pigerne og endda også halvdelen af drengene” sagde han og

kiggede ned i jorden.

”Har hun slået dig” spurgte jeg og et smil bredte sig over mine kinder.

”Det var kun en gang og jeg havde slået min fod” jeg grinede over den utrolig dårlige

undskyldning, han lige havde fyret af. Mit blik blev rettet op, da jeg hørte Træner

Brown råbe mit navn.

”Sophie mod Angelina” jeg mærkede pludselig nervøsiteten brede sig i hele min

krop. Havde jeg overvurderet mig selv. Det ville være utrolig pinligt, hvis jeg tabte foran

alle dem og specielt Charlotte. Jeg drejede hovedet et par gange, hoppede forsigtigt på

jorden og tog en dyb indånding, da vi stod foran stregen. Jeg hørte nogen bag mig grine.

Måske grinede de af mig, måske vidste de på forhånd, at jeg ikke havde nogen chance.

”Klar… Parat…LØB” mit hjerte fløj op i halsen på under et sekund, da hun råbte det

sidste ord. Jeg spurtede, alt hvad jeg kunne uden at kigge mig tilbage. Jeg kunne ikke se

Angelina foran mig og jeg håbede inderligt, at hun var langt bagud. Der gik ikke lang

tid, før jeg var henne ved skiltet og på vej tilbage. Da jeg vendte rundt kunne jeg se, at

Angelina ikke engang var nået hen til skiltet endnu. Jeg pustede ud og luntede nærmest i

mål. Da jeg kom ind, sad halvdelen med munden på fuld gab, som havde jeg løbet nøgen

rundt.

”Ikke dårligt” indrømmede Træner Brown og lagde hænderne over kors.

”Kan du klare en runde mere” viskede hun til mig og jeg nikkede kort som svar.

”Næste mod Sophie, hvem er den næste”

Pigerne stillede sig op imod mig, en efter en, men blev alle overvundet med flere

meter. Man kunne se hvordan deres selvtillid bulrede op, når de stillede sig op imod mig

og hvor meget den var væk når de kom i mål. Alle drengen kiggede beundrende på mig.

Jeg følte en hvis selvtillid boble op i mig, når jeg slog pigerne gang på gang.

Opmærksomheden fra drengene var kun et plus, men der var dog kun en dreng i mine

tanker. Jeg kiggede hen på Noah. Han så dog ikke ligeså overrasket ud som de andre,

men stadig imponeret.

Jeg rettede ansigtet tilbage mod banen og så nu min nye modstander. Jeremy. Jeg

smilede og gav ham et puf med albuen.

”Er du sikker? Jeg har hørt, at du skulle være en ret dårlig taber og jeg ville nødig se

dig ked af det” sagde jeg ironisk med en irriterende babystemme og kunne mærke

selvtilliden ilde op.

89

”Mere sikker end du tror” sagde han med ild i øjnene og gav mig et puf tilbage.

Løbet var mere tæt, end med nogen af pigerne, han var ikke mere end to meter bag

mig gennem hele løbet, men jeg endte dog i mål før ham. Jeg lagde hånden på hans

skulder.

”Ked af det makker. Næste gang” jeg grinede og kiggede rundt. Der var ikke længere

flere frivillige, ikke flere der troede, at de var meget bedre end mig og ikke flere der

turde. Og dog. Mit blik fangede Charlotte, hun sad med sin neglefil og lignede en der

klart syntes, at det her var barnemad.

”Charlotte” råbte jeg og fangede overraskende nok hendes opmærksomhed.

”Tør du?” spurgte jeg flabet og håbede hun ville modtage min invitation. Hun

grinede og lagde sin neglefilen. Den pink sweatshirt hun havde lagt over sig, rev hun af

og strålede af selvtillid, da hun gik hen imod mig. Jeg kunne nærmest høre folk tænke:

Hvad fanden har hun gang i. Det er Charlotte, hvem tror hun at hun er?

Jeg mærkede svedet glide ned af min pande. Jeg så Charlotte på vej imod mig og jeg

tænkte hvad fanden. Jeg hev den bordeaux T-shirt af og stod nu også kun i min turkis

sports bh. Jeg kiggede ned af mig selv og kunne se mine mavemuskler forme min mave,

jeg gik hen til bænken og smed min trøje. Drengene piftede og pigerne gispede. Havde

jeg virkelig lige gjort det her, udstillet mig selv på den her måde? Det var jo slet ikke

mig, men på en måde, føltes det utrolig godt. Jeg rettede på min navlepiercing og stillede

mig hen ved siden af Charlotte.

”Ja tro ikke, at du er den eneste her, der kan vise sin mave uden skam” viskede jeg til

hende og bankede min fod ned i jorden. Jeg var så klar. De tre ord fløj ud af træner

Browns mund og før jeg vidste af det, var vi i gang.

Vi spurtede side om side. Jeg kiggede hele tiden hen på hende efter tegn på

udmattelse. Ingen. Hun var i lige så god form som jeg. Jeg panikkede, jeg var nødt til at

vinde! Jeg satte farten endnu mere op og kom nu en meter foran hende. Jeg snittede

skiltet og satte farten op igen. Jeg troede kort, at jeg havde mistet hende, men kort efter

dukkede hun op på siden af mig igen. Mine ben brændte. Hun sænkede pludselig farten

lidt og det var derfor det perfekte tidspunkt for mig, at sætte farten op igen og give mig

det sidste, og til min store overraskelse, endte jeg så først i mål. Alle jublede. Jeg kunne

ikke lade være med at smile, glæden flød over mig. Charlotte kom forpustet i mål og

lagde hænderne på sine knæ. Der blev piftet og klappet, selv nogle af pigerne klappede

forsigtigt i skjul af mig. Jeg tog min trøje under armen og gik væk fra de andre, den

90

opmærksomhed var alligevel lidt for overvældende. Pludselig mærkede jeg en hånd på

min skulder.

”Jeg vidste ikke, at du var så god” sagde fyren, som jeg hurtigt kunne høre, var Tyler.

Jeg sukkede, hvorfor ville den dreng ikke lade mig være. Han blev ved med at dukke op

over det hele.

”Der er meget, du ikke ved om mig” svarede jeg flabet og prøvede at slippe væk fra

ham.

”Det må man sige” svarede han og prøvede at virke forførende, men det virkede bare

mere klamt i mine øre. Han lagde armen på min skulder.

”Måske kunne du fortælle mig lidt mere om dig, eller vise..” jeg skubbede ham væk

fra mig.

”Gå væk fra mig” sagde jeg hårdt til ham og brød mig ikke om, kun at stå i sports bh

i hans selvskab.

”Hvorfor Sophie, nu hygger vi os jo lige” han kom endnu tættere på mig og jeg

prøvede at puffe ham væk, men han var stærkere end han så ud til.

”Gå nu væk fra mig” sagde jeg lidt højere og håbede, at det ville suge ind den her

gang.

”Du hørte hvad hun sagde” sagde en velkendt stemme. En stemme der tydeligvis var

Noahs stemme.

”Synd du slap hende her, var! Hun er ellers en dejlig en” sagde Tyler klamt og lagde

hans hånd på min kind. Jeg kastede den væk og stirrede ondt ind i hans øjne.

”Hold dig væk, fra mig”

”Hey” råbte Noah og hev Tyler væk fra mig.

”Bare vent Noah, jeg skal nok score din pige” sagde han og gik tilbage mod

omklædningsrummet. Noah gik bagefter, men jeg ville ikke slippe ham så let. Så jeg løb

efter ham og fik ham stoppet.

”Tak for det” sagde jeg blidt og kiggede ind i hans brune øjne.

”Han er en total idiot, du burde ikke hænge ud sammen med ham” sagde han ligeglad

og kiggede forbi mig.

”Det ved jeg nu” sagde jeg og lænede mig længere ind mod ham, men han trak sig

tilbage. Jeg forstod en hentydning og gik tilbage mod omklædningsrummet.

”Sophie” råbte han efter mig. Jeg vendte mig om og drømte, at han ville komme

løbende hen imod mig og gribe mig i sine store åbne arme.

91

”Godt løbet” sagde han og smilede for første gang i lang tid til mig. Jeg smilede igen

og satte kursen tilbage mod omklædningsrummet. Han havde smilede til mig. Jeg havde

ikke set det fantastiske og utrolig forførende smil, i rigtig lang tid. Det føltes nærmest

som evigheder. Jeg havde virkelig, længtes efter det smil.

Da jeg kom omklædt ud fra omklædningsrummet, tjekkede jeg min mobil og så et

ubesvaret opkald. Et opkald fra min…

Far.

Kapitel 17

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg kunne ikke få mig selv til at høre

telefonsvaren. Havde han ringet for at sige undskyld, eller ville han bare fortælle mig, at

han aldrig ville se mig igen. Jeg besluttede mig for, at vente til jeg var klar og smed så

mobilen tilbage i tasken.

Jeg havde overtalt Jeremy til at skippe hans planer og vi var nu på vej hjem til mig.

Charlotte havde ikke været begejstret, men han havde vidst brugt en eller anden

undskyldning, som ikke involverede mig. Det var også lige meget, for nu havde jeg

endelig fået Jeremy for mig selv. Vi havde ikke været sammen i en uge og jeg længtes

efter at snakke med ham. Vi parkerede bilen ved lejelighedskomplekset og var på vej op

af opgangen.

”Og hvem var det nu igen, du bor hos” spurgte Jeremy forvirret og prøvede at huske,

hvad det var jeg havde fortalt ham, for under 10 minutter siden.

”Min faster, Aubrey Scott” gentog jeg mig selv og trykkede håndtaget ned. Vi gik

igennem gangen og endte i spisestuen.

”Jeg har altså en gæst med hjem faster, så undgå at gøre noget pinligt okay?”

”Det kan jeg altså ikke love, det ved du godt” sagde hun med et smil på læben og

mødte os i spisestuen. Hun gispede.

”Er det Noah, har du vundet ham tilbage. Sådan min pige” gratulerede min faster og

jeg gav mig selv et klask på panden. Faster for fanden.

”Nej faster det her er Jeremy” sagde jeg meget pinligt berørt og kiggede ondt på

hende.

”Jamen var det ikke Noah, du var vild m…”

92

”Faster, det her er min bedsteven Jeremy” afbrød jeg hårdt og lagde et kæmpe tryk på

ven, så hun ville forstå det.

”Nå ja, det er jo ham, der er sammen med hende der den snobbede tøs. Du altid

snakker om”

Jeg sukkede dybt og hev Jeremy med ind på værelset. Jeg smækkede døren i og lænede

mig sukkende op af den.

”Det er jeg ked af, min faster har et utrolig talent, for altid at være forfærdelig pinlig”

”Det er okay, hun virker ret cool” han smed sig på sengen og pillede ved de forskellig

ting, jeg havde på mit natbord.

”mm-hm” hvordan kunne han, syntes min faster var cool, når hun lige havde sagt, at

hans kæreste var en snob?

”Så Bristol, hvad skal vi lave i dag. Siden at du nu har kidnappet mig”

”Jeg kidnappede dig da ikke” sagde jeg og smed mig på sengen, ved siden af ham.

”Jeg fik dig bare til at droppe alle dine andre planer og tage med mig i stedet. Der er

en stor forskel”

”Aha” sagde han bare og kiggede op da døren blev åbnet.

”Er det okay Gavin kommer ind” spurgte min faster, som stod i døren og spærrede

for Gavin med sin fod. Jeg nikkede som svar og hun flyttede foden. Gavin sprang op i

sengen og slikkede Jeremy i hele ansigtet. Jeremy grinede.

”Jeg vidste ikke, at du havde fået hund”

”Det har jeg heller ikke, det er min fasters, vi er bare værelsekammerater”

”Forresten hvad skete der lige til idræt. Jeg vidste ikke, du var så god til at løbe” jeg

lagde hovedet på skrå.

”Tja det er vel bare et af mine skjulte talenter” sagde jeg og kunne ikke lade være

med at smile.

”Det må man sige og så slog du Charlotte. Det troede jeg ikke var muligt”

Jeg smilede igen, men kunne ikke lade være med, at tænke på de spørgsmål, jeg inderligt

brændte for at spørge Jeremy om, som havde været en af de grunde til, at jeg måtte være

sammen med ham i dag. Jeg vidste ikke, om jeg burde spørge ham, måske vidste han

slet ikke noget alligevel, måske havde Noah slet ikke fortalt ham noget.

”Jer?”

”Ja?” spurgte han underligt og kiggede på mig.

”Du ved, det du fortalte mig til idræt i dag, med Noah ikke? Var det rigtigt”

93

”Altså med at Noah stadig har følelser for dig” spurgte han dumt og vidste udmærket

godt, at det var det jeg mente. Jeg nikkede.

”Altså han fortæller mig ikke så meget, men han bekymre sig om dig” sagde han og

lød slet ikke sikker i sin sag. Var det han havde sagt før i dag løgn? Vidste han

overhovedet ikke noget om, hvordan Noah havde det med mig. Var det bare noget han

havde sagt, for at få mig til at skrotte Tyler.

”Så du ved altså slet ikke noget” spurgte jeg bittert og var fuld af skuffelse.

Han bed sig i underlæben og drejede forsigtigt på hovedet. Jeg sukkede højt, og smed en

pude over hovedet.

”Men jeg tror, han stadig har følelser for dig” ja han tror, men vidste han overhovedet

noget. Jeg råbte ind i puden. Hvorfor var jeg overhovedet begyndt, at date Noah til at

starte med? Det hele var blevet ødelagt. Han ville ikke have mig mere.

Jer og jeg brugte resten af dagen inde på Zonis og derefter lidt på strøget. Jeg havde

købt en ny sort læderjakke, som jeg simpelthen bare var blevet forelsket i også selvom

Jeremy syntes den var utrolig grim. Jeg havde kørt Jer hjem og havde nu kastet mig over

dagens aftensmad.

”Så hvordan var din dag Sopher” spurgte hun med munden fuld af tærte.

”Jeg bankede alle mine venner i løb til idræt, fik en rigtig klam ny ven, talte med

Noah og så købte jeg en ny jakke” jeg vidste ikke, om det var nogen god idé, at fortælle

hende om det opkald, jeg havde fået fra min far. Eller den talemeddelelse han havde

lagt, som stadig lå gemt og uberørt på min telefon.

”Nå ja, det lyder jo som en normal dag. Hvordan går det egentlig med ham der Noah”

”Ikke bedre. Han vil stadig ikke snakke til mig”

”Du er bare nødt til at gøre mere opmærksom på dig selv. For eksempel lidt mere

nedringet trøjer, lidt mere makeup eller prøv og scor hans bedsteven. Den virker hver

gang” jeg rystede på hovedet og tog en slurk vand. Det var så typisk min faster, at

komme med sådan nogle råd. Hende og jeg var to vidt forskellige typer og jeg tror ikke,

at nogle af de råd ville skaffe mig Noah tilbage.

”Ja klart, mange tak faster. Det vil jeg prøve” svarede jeg ironisk og grinede lidt af

hende. Jeg stillede tallerken hen til vasken og gik tilbage ind på mit værelse.

Jeg pakkede den nye jakke ud af posen og hang den på en bøjle. Det var en sort,

hoftelang læder jakke, med to trekantede flapper i hver sin side. Jeg havde gjort mig et

godt køb også selvom den ikke ligefrem var Jers favorit. Jeg hang bøjlen ind og satte

94

mig på kanten af sengen. Jeg bladrede min telefonbog igennem og faldt over Brookes

navn. Jeg havde ikke snakket med min tvillingesøster i næsten to uger. Vi var faldet så

langt fra hinanden. Hvor var hendes tanker omkring mor? Jeg tænkte, at det var på tide,

jeg gjorde noget og trykkede på det grønne rør. Telefonen ringede tre gangen, inden en

stemme svarede.

”Soph, er det dig” spurgte hun og en glæde blussede op i mig, da jeg hørte min

søsters stemme og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet hende.

”Ja Brookie, det er mig. Hvordan har du det” spurgte jeg stille.

”Jeg har det okay, mor og jeg snakker ikke så meget. Men hvor er du. Mor har

bekymret sig voldsomt om dig” hendes stemme var urolig og frygtede det værste.

”Jeg har det fint. Jeg bor hos faster nu” svarede jeg beroligende.

”Ved faster Aubrey?” spurgte hun overrasket og lød som en, der ikke troede hun

eksisterede mere.

”Ja jeg fandt hende og Brooke, jeg har også fundet far. Jeg kan give dig adressen,

hvis du har lyst til at besøge ham”

”Nej tak” svarede hun hårdt og havde en bestemt hårdhed over hendes stemme.

”Hvorfor ikke Brooke, han vil så gerne møde dig. Nu hvor du ved sandheden”

”Han forlod os stadig Soph, han forlod mor” jeg drejede på hovedet. Min mor havde

officielt hjernevasket hende til, at hade min far lige meget hvad. Havde hun slet ikke

forstået, hvad det var min mor havde gjort. Det var hende, der var den onde og ikke

vores far.

”Brookie nu lyder du fuldstændig ligesom mor. Det var hendes skyld, at han forlod

os. Vil du ikke godt se ham” spurgte jeg nærmet bønfaldende.

”Soph jeg sagde nej!” jeg kunne mærke vreden i hendes tone, skære igennem

telefonen. Jeg sukkede opgivende og lagde røret på. Hun mindede mig bare mere og

mere om mor. Hvordan kunne hun ikke brænde for at møde vores far igen?

Da jeg sad med telefonen i hånden, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på den besked,

min far havde lagt i morges. Skulle jeg høre den, eller burde jeg lade være. Det var så

fristende at høre den, høre hvad det så end var, min far havde brug for at sige. Jeg tog en

dyb indånding og ringede telefonsvaren op. Jeg blev modtaget af damen, der fortalte mig

om den ene nye besked, der lå klar og jeg trykkede mig ind på den. Mit hjerte stoppede,

da jeg hørte min fars undskyldende stemme.

”Hej Soph, det er far. Jeg er utrolig ked af, det der skete. Jeg vil ikke ødelægge mere

95

imellem os. Du er en fantastisk datter og jeg kunne ikke ønske mig en bedre en. Du

minder mig så meget om mig selv, vi er så lige på så mange punkter. Hvis du ikke vil se

mig igen, forstår jeg dig godt, men du skal vide at de sidste 4 dage vi brugte sammen,

var det hele værd og dem vil jeg altid huske på. Jeg elsker dig.

Far” en tung tåre faldt. Jeg måtte se ham igen og fortælle ham at det hele var okay.

Kapitel 18

Jeg trådte speederen i bund. Jeg havde endelig fået fri og havde nu kurs mod min fars

hus. Timerne havde føltes som evigheder. Jeg havde nærmest ikke, kunne side stille den

sidste time.

Jeg ledte efter de rigtige ord, jeg skulle sige til min far, når jeg kom derhen. Skulle jeg

virke sur på ham, eller skulle jeg bare tilgive ham med det samme.

Jeg ville virke sur, ja det ville jeg. Jeg ville vise ham, at han ikke bare kunne slip godt af

sted med alting og at det måtte have en pris. Han havde jo trodsalt sagt, at han hadede

mig. Jeg sank farten, parkerede bilen og puttede nøglen ned i den nye jakke. Jeg stod

uden foran døren og trak vejret dybt. Ville det her komme til at gå godt. Jeg måtte se

positivt på tingene og lukkede så mig selv ind.

Jeg vadede igennem gangen, men kunne ikke høre en eneste lyd.

”Far? Far det er mig. Du er tilgivet, det er okay” råbte jeg, imens jeg gennemsøgte

køkkenet, det var så den plan. Det var underlig jeg kunne stadig ikke finde min far.

Stuen var tom og alt var slukket. Måske var han ikke hjemme. Jeg tjekkede

badeværelset, det var også tomt. Jeg opdagede døren til et værelse, som jeg ikke havde

været inde på før. Det måtte være soveværelset. Jeg åbnede forsigtigt døren.

Hele min verden stoppede. Jeg gispede og faldt ned i knæ. Min far lå bevidstløs på

gulvet og hele min krop panikkede. Jeg kravlede hektisk hen til ham og ruskede i ham.

”Far? Far kan du høre mig. Far vær sød at svare mig. Nej far. Nej” råbte jeg nytteløst

til ham og tårerne faldt som et vandfald. Jeg fik kæmpet min mobil op af lommen og

ringede alarm centralen op. De to bip virkede længere end nogensinde. En dame tog

telefonen.

”Min far er faldet om. Hvad gør jeg? I er nødt til at komme” sagde jeg uroligt og

skreg nærmest ind i telefonen.

”Er han bare besvimet”

96

”Det ved jeg ikke” skreg jeg utålmodigt.

”Jamen er han det, trækker han vejret tjek hans puls” hvordan kunne hun bare lade

mig alene om det her? Jeg vidste ikke noget om alt det her. Det eneste jeg vidste, var at

han skulle på sygehuset med det samme. Jeg udtænkte hurtigt den eneste mulige løsning.

Jeg måtte selv køre ham derhen. Jeg lagde røret på og løftede min far, så meget som jeg

nu kunne, åbnede døren til bagsædet og lagde ham forsigtigt ind.

Mit hjerte kørte på højtryk, og jeg kunne stort set ikke trække vejret.

”Bare rolig far, vi skal nok klare det. Hold ud” blev jeg ved med at råbe til ham. Men

jeg fik intet tilbage, han var helt væk. Jeg parkerede bilen lige foran indgangen og tog

min fars arm over skulderen. Jeg løb så meget som muligt og sparkede døren op til

hospitalet.

”En eller anden hjælp mig. Min far er faldet om og er total bevidstløs” jeg råbte det

så højt, at jeg var ret sikker på, at jeg vækkede alle de sovende. Tre læger kom løbende

hen imod mig med en bårer, de løftede ham op og jeg forlod ikke min fars side. Vi løb

ned af gangen og ind på en stue. Lægerne sagde en masse ting til hinanden og det lød

uroligt. Det var ikke godt. Vi var uden for en operationsstue, da den ene læge lagde en

arm på min skulder.

”Din far har fået et hjertestop, vi er nødt til at handle nu. Du er nødt til at vente her

ude” sagde han og pegede hen på en stol, der stod lænet op ad væggen. Jeg nikkede og

kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg tillod dem at komme og min stemme knækkede

over. Jeg var knust. Jeg skulle have taget hen til ham, med det sammen han havde ringet.

Jeg skulle have hørt beskeden, da den dukkede op på min skærm. Så havde jeg opdaget

det i tide til at redde ham. Jeg vidste ikke meget om hjertestop, men en ting vidste jeg og

det var, at det næsten aldrig endte godt. En sygeplejerske kom hen til mig.

”Er der et familie medlem, du gerne vil have, at jeg ringer til” spurgte hun forsigtigt.

Jeg kunne kun komme i tanke om en person, jeg havde brug for lige nu og en som rent

faktisk havde lyst til at være ved mig.

”Ja, min ven Jeremy Andrew, 78 141 356” mumlede jeg og håbede, hun fik det hele

med. Jeg tværede i øjnene og kunne mærke mascaraen der løb og dryppede ned på mine

lår, men jeg var ligeglad. Hvad skulle jeg dog gøre uden min far? Dengang jeg ikke

havde ham, havde det altid været en stor trøst for mig, at vide, at han var derude et sted

og at jeg kunne opsøge ham, en dag når jeg var klar. Men hvad nu hvis han ikke klarede

den. Han var nødt til at klare den, det skulle han.

97

Jeg så Jeremy dukke op for enden af gangen og satte i løb, da han fik øje på mig. Han

satte sig ved siden af mig og smed sin trøje over mig.

”Han, han lå bare helt stille Jer. Jeg kunne ikke gøre noget”

”Det ved jeg Soph, det ved jeg” sagde han trøstende og trak mig ind til sig. Han låste

sig omkring mig og slap mig ikke. Min krop rystede voldsomt og sorgen væltede ind

over mig. Jeremy kørte forsigtigt armen op og ned af min ryg.

”Bare rolig Bristol, han skal nok klare den”

Jeg lyttede ikke til, hvad han sagde. Min hjerne var blevet koblet fra. Der var kun mig og

min far tilbage i mit univers.

3 timer efter, kom lægerne ud fra stuen og så vældig udmattet ud.

”Sophie Johnson” spurgte lægen og jeg rejste mig fluks op.

”Sophie Scott Johnson” rettede jeg ham grædende, men prøvede at kvæle tårerne.

”Din far er stadig bevidstløs, det er et spørgsmål om tid. Hvis han ikke er vågnet

inden for 72 timer” han holdte en lang pause og kunne ikke helt finde ud af, om jeg var

klar til at høre det.

”Er det slut” afsluttede jeg hans sætning og kiggede ned i jorden. Jeg kunne mærke,

hvor meget min mave brændte. Alt indeni mig var ved at gå i tusinde stykker. Lægen

nikkede kort.

”Han ligger på opvågnings stue nu, jeg kan følge dig derhen” han lagde hånden på

min skulder, som tegn til at jeg skulle følge med. Jeg bremsede.

”Jer, kommer du?” spurgte jeg ham og drejede hovedet imod ham. Han var hurtigt

oppe og stod nu ved min side. Lægen viste os vejen hen til en hvid dør, med et firkantet

glas midt i døren. Jeg gispede og faldt næsten i knæ, da jeg så min far ligge bevidstløs i

sengen gennem glasset. Jer hjalp mig op igen.

”Bare rolig Bristol, det skal nok gå” sagde han roligt og fulgte mig ind i rummet. Der

var et enkelt rundt bord henne i hjørnet, med to stole, en sofa og en stol ved siden af

sengen. Jeg satte mig i sofaen og kunne kigge hen over sengen. Jer fulgte mig og slog

sid ned ved siden af. Jeg havde altid hadede hospitaler. Jeg syntes altid, værelserne var

så uhyggelig og triste, fordi at de alle sammen lignede hinanden, så man fik følelsen af,

at man allerede havde været her før.

”Skal jeg ikke ringe til din mor Soph” jeg rystede på hovedet. Det mindste jeg havde

brug for nu, var den person, der havde holdt min far og jeg fra hinanden. Det var hende,

der havde ødelagt det hele.

98

”Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen lige nu” sagde jeg og bevægede mig lige så

stille hen imod stolen, der stod plantet op af sengen. Jeg foldede forsigtigt min hånd om

min fars.

”Du skal bare vågne far”

”Bare åbn dine øjne og så tager vi hjem”

”Kom nu far. Vågn nu op far” jeg tørrede kinderne og løftede min hånd væk igen. Jeg

kiggede ned på sengen.

”Vi havde haft et skænderi, for en uge siden. Jeg var vred på ham, men han ringede

og sagde undskyld, men jeg tilgav ham ikke. Jeg tog ikke ud til ham. Jeg skulle have

taget ud til ham. Jeg kunne have reddet ham” min stemme var grædefærdig.

”Det hele er min skyld” råbte jeg ud i lokalet og mærkede, hvor godt det var at

komme ud med bare, lidt af den vrede der brændte inde i mig.

”Det er ikke din skyld Soph, det må du ikke sige. Du redede ham, var du ikke taget

ud til ham, ville det have været for sent”

”Men, men hvis bare jeg havde taget derud noget før. Jeg er skyld i al..” Jeremy løb

nærmest hen til mig, holdt hænderne om mine skuldre og kiggede mig direkte ind i

øjnene.

”Det er ikke din skyld Bristol, det er det ikke” han stemme var hård og bestemt. Han

lagde armene om mig.

”Han skal nok vågne, bare vent.. Jeg går ud og finder noget mad til os” sagde han og

slap mig så.

”Jeg er tilbage lige om lidt” jeg nikkede og var endelig alene med min far igen. Jeg

rykkede stolen tættere på og kiggede op af ham. Han var blevet utrolig bleg, hvor lang

tid havde han mon været bevidstløs. Var det sket lige efter, at han havde ringet til mig,

eller var det sket, da jeg var i skole.

”Far, jeg er virkelig ked af, at jeg kom for sent” sagde jeg lavt og lod hovedet falde

ned på hospitalssengen.

”Og jeg er ked af, at jeg er så stædig, og at jeg ødelagde dit billede. Det var ikke med

vilje, jeg vidste, hvor meget de betød for dig. Det var utrolig uforskammet”

”Jeg er så ked af det” min stemme var grådkvalt. Jeg havde ikke været så ulykkelig

før, som jeg var nu, siden min far forlod os. Jeg husker, hvordan jeg havde siddet oppe

hver nat og grædt, indtil jeg nærmest faldt om af udmattelse. Det havde været en

forfærdelig tid, men den tid var ovre nu. Jeg havde fået ham tilbage, men nu var jeg ved

99

at miste ham igen. Det hele virkede fuldstændig som deja-vu, skulle jeg virkelig til at gå

igennem alt det her igen. Det kunne jeg ikke, det ville jeg ikke. Mit hoved fløj op fra

sengen, da døren nærmest blev kastet op.

Min faster kom uroligt og rasløst løbende ind af døren.

”Åh nej, åh nej. Hvorfor ringede du ikke” spurgte hun vredt og kiggede på mig.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg tog hjem til ham og, og så..” jeg kunne

ikke afslutte sætningen. Det var for hårdt.

”Det skal nok gå Sopher. Han skal nok klare den. Tro mig, min storebror har altid

været utrolig stærk” sagde hun og tog hans anden hånd i hendes. De ord trøstede mig,

men gav mig stadig ikke troen tilbage.

”Hvordan fandt du ud af det”

”De ringede fra sygehuset. De sagde, at de havde ringet til alle fra hans familie” jeg

fik en klump i halsen. Hvilket ville inkludere.

”Min mor” sagde jeg og kunne se på min faster, at hun godt vidste, hvad jeg

snakkede om. Hun nikkede kort.

Jeg måtte gøre noget. Jeg var slet ikke i humør, til en familie komsammen lige nu. Jeg

måtte have fat på min mor og give hende klar besked. Jeg gik hen til min jakke og hev

mobilen op.

Jeg er på hospitalet med far. Lad være med at komme!! Det ville gøre det meget rarere,

for alle os andre.

Jeg pustede langsomt ud og trykkede på send. Jeg kom pludselig i tvivl. Havde jeg været

alt for hård ved min mor. Når det eneste hun ville, sådan set bare var at hjælpe og støtte

mig. Nej jeg havde ikke brug for hende. Jeg havde Jer og min faster, det måtte være nok.

Det var nødt til at være nok.

Kapitel 19

100

Mine øjnelåg åbnede sig langsomt. Jeg havde stort set ikke sovet hele natten. Tanken om

at han kunne vågne hvert sekund, havde forhindret mig i at falde til ro. Jeg var alene i

rummet. Jer var taget hjem, efter vi havde spist og min faster var nødt til at tage hjem, da

hun skulle ordne et eller andet. Som jeg ikke vidste, hvad var. Det eneste jeg vidste, var

at jeg ikke, forlod det her hospital, før min far gjorde. Jeg kiggede på mit ur. Dag to var

begyndt, hvilket ville sige, at han kun havde 48 timer tilbage. 48 timer til at åbne øjne,

48 timer til at komme tilbage til mig eller 48 timer tilbage at pine mig i. Jeg hev det blå

hospitals tæppe længere op over mig og bevægede mig så ud på gangen. Der måtte være

et sted, hvor man kunne få noget varmt at drikke. Jeg gik nærmest alle stuer igennem, men uden held. Jeg kunne ikke lide at være her.

Alle de små børn jeg gik forbi, som ikke kunne sove på grund af alle de smerter, de bar

rundt på. Hvorfor var verden sådan, kunne vi ikke bare alle sammen leve et langt og

lykkeligt liv. Hvad ville der være så galt i det? Jeg mærkede et blus strømme over mig af

den udmattelse der hang tungt og jeg støttede mig til væggen. Hvis jeg skulle overleve

det her, så skulle jeg finde en kaffemaskine og det skulle være lige nu.

Pludselig opdagede jeg en stor sort kasse med et billede af en kop kaffe på og jeg løb

nærmest af glæde hen imod den. Jeg satte en kop ind og kiggede mig omkring. Jeg var

endt helt nede ved indgangen og receptionen. En tynd rødhåret dame, sad ved skrænken

og snakkede i telefon, mens en anden dame sorterede papir. Jeg vendte mig igen mod

maskinen og tog glasset. Jeg tog et lille sip og kunne nærmest mærke energien strømme

igennem mig.

Jeg vendte mig rundt mod receptionen igen, idet jeg så en mørkhåret fyr skynde sig

igennem indgangen. Jeg tabte glasset med kaffe, da jeg så Noahs ansigt dukke op bag

skydedøren. Mit hjerte hamrede, da vores øjne mødtes. Jeg brugte alle mine sidste

kræfter, på at løbe alt hvad jeg kunne imod ham og han greb mig. Han løftede mig op og

jeg lukkede mine ben om hans hofter. Jeg kunne ikke beskrive, hvor længe jeg havde

længtes efter det her, efter ham. Jeg knugede armene hårdt omkring ham og tænkte, at

jeg aldrig ville slippe ham igen. Jeg lod hovedet dumpe ned på hans skulder og begyndte

langsomt at fælde tårer. Hvis jeg kunne, ville jeg blive lige her, sammen med ham resten

af mit liv. Han kørte sin hånd igennem mit uglede løse hår.

”Du skal ikke græde Soph” sagde han og hans stemme virkede som sød musik i mine

ører. Jeg havde sådan savnet den stemme. Den var nærmest som en kur mod alting.

Tårerne gled ned langs mine kinder og plaskede ned på hans skuldre. Han satte mig ned

101

og jeg slap modvilligt. Han stillede mig ned lige foran ham og kiggede mig dybt ind i

øjnene.

”Bare rolig, jeg er her nu Soph” sagde han og tørrede tårerne fra mine kinder, væk

med hans tommelfinger. Jeg håbede virkelig, at han mente det, at han virkelig havde

tænkt sig at blive ved mig.

”Hvorfor viser du mig ikke hen til din far” sagde han blidt og lagde armen om min

skulder. Jeg løftede hånden op og flettede mine fingre ind hans, der lå tungt på min

skulder.

Vi stod nu uden foran døren til min fars værelse. Jeg ville sådan ønske, at Noah

stadig kunne nå at se ham, når han var vågen. Min far skulle bare møde Noah. Jeg fulgte

Noah hen ved siden af sengen.

”Hej far, det her Noah. Du ved, ham jeg fortalte dig så meget om” jeg kiggede på

ham, men der skete intet.

”Hej Hr. Scott. Du skal bare vide, at du har en fantastisk datter og at jeg lover at

passe godt på hende, lige meget hvad der sker” hvert eneste hår min krop rejste sig.

Mente han virkelig det. Jeg vendte mig mod Noah og trak hans hoved ned mod mit.

Mine læber åbnede sig forsigtigt om hans og trak dem så tilbage igen i et let kys. Han

smilede til mig og strøg et hår væk fra mit ansigt, om bag mit øre.

Han fulgte mig med ned i sofaen og jeg syntes egentlig, at lidt søvn lød som en god plan.

Når Noah var her, ville det måske være lettere. Vi puttede os ned i den ellers ikke så

store og komfortable sofa og smed tæppet over os. Jeg lagde mit hoved ind mod hans og

trak mig så tæt på ham, som overhovedet mulig. Mit liv var lige blevet en del bedre. Den

person der havde manglet i flere uger og havde gjort det hele meget hårdere, var kommet

tilbage til mig.

Kapitel 20

Der var nu gået 71 timer 45 minutter og 39 sekunder. Min fars øjne var stadig ligeså

lukket som for 3 dage siden. Jeg stod lænet op af min fars seng og kiggede ned på ham.

”Kom nu far, du kan stadig nå det” viskede jeg. Han havde stadig 14 minutter og 21

sekunder tilbage. Han skulle nok nå det. Eller ville han.

Jeg ruskede i ham.

”Kom nu far. Du er nødt til at vågne nu, kom nu far” jeg tog mig selv i at råbe

102

sætningen og Noah var hurtigt bag mig.

”Soph, det er slut. Han er væk” jeg snappede efter vejret. Alt hvad jeg havde hørt de

sidste 71 timer, var at han nok skulle klare den. Havde de virkelig givet op, var det

virkelig slut. Min faster kom ind af døren med alle mine ting pakket og klar.

”Hvad skal alt det der” spurgte jeg vredt og kiggede skræmt på hende. Hendes øjne

var rødrandene og dråber dryppede ned fra hendes kind.

”Vi skal hjem Soph” sagde hun forsigtigt og prøvede og undgå at gøre situationen

værre end den allerede var.

Jeg drejede voldsomt på hovedet og bed tænderne sammen.

”Nej ikke nu, der er stadig tid endnu” hun sukkede.

”Nej Sophie, det er jeg bange for, at der ikke er” hun snøftede og tørrede øjnene. Jeg

holdte min fars hånd strammere.

”Bare rolig far, jeg bliver her” sagde jeg og kyssede ham forsigtigt på panden. Da jeg

kiggede op, kom to læger farerne ind med en båre.

”Hvad laver i” skreg jeg og prøvede at skubbe dem væk fra min far.

”Hvad fanden har i gang i. Der er ikke gået 72 timer endnu” jeg blev ved med at råbe

af dem, men der skete intet. Det lykkedes dem at få ham over på båreren, men jeg slap

ikke hans hånd.

”Nej lad være. Lad ham være” tårerne faldt tungt ned af mine kinder, da vores

hænder slap og Noah kom hurtigt hen og holdte mig ind til sig.

”Han er væk, Noah han er væk” råbte jeg hulkende og kunne nærmest ikke se noget

for vandet i mine øjne.

”Jeg ved det Soph, jeg ved det”

”Lad os komme hjem” sagde hun og holdt døren. Jeg nikkede, men slap ikke Noah.

Vores fingre flettede sig forsigtigt sammen på vej ned af gangen. Jeg klamrede øjnene

sammen, da solen pludselig dukkede op. Den sol jeg ikke havde ladet komme i

nærheden af mig, de sidste 3 dage.

Vi var kommet tilbage til lejligheden og min faster havde ladet Noah følge med. Jeg

slentrede med tunge skridt ind på mit værelse og smed mig direkte med hovedet ned i

sengen. Noah kom bag mig og lukkede døren i. Han faldt ned ved siden af mig.

”Hvordan har du det” spurgte han forsigtigt og strøg hånden hen over min ryg.

”Hvordan tror du jeg har det” spurgte jeg hårdt, uden helt at være klar over at jeg lød

så vred.

103

”Undskyld” sagde jeg blidt og strøg ham over kinden.

”Jeg har bare brug for noget søvn” jeg rejste mig fra sengen og vandrede hen til

spejlet. Et chok strøg igennem mig, da jeg så mig selv. Mit mascara sad langt under øjet

og var stadig det sammen mascara som for 3 dage siden. Mine øjne var rødrandende og

mit ansigt var helt blegt. Hvordan kunne Noah dog holde ud og se på mig sådan? Mit hår

var uldrede og mine ærmer hang halvt under skulderen. Jeg hev mine bukser af, trak i

mine shorts, satte en hestehale og tænkte, at det måtte Noah leve med. Jeg kiggede hen

på sengen og lænede mig op af skabet. Noah havde lagt sig under dynen og var faldet i

en dyb søvn. Han havde stort set heller ikke sovet. Han nægtede at sove, hvis jeg var

oppe og Noah var ikke en, man skulle diskutere med. Jeg smilede og puttede mig ned

under dynen til ham.

Mit hoved kunne ikke forstå, hvad der var sket. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var

sket. Det hele var sket så hurtigt. Var han virkelig væk for altid. Min far, mit forbillede

og min bedsteven. Hvordan kunne han bare forlade mig på den her måde, hvorfor havde

han ikke bare åbnet sine øjne, så vi kunne fortsætte med at være far og datter. Jeg havde

kun lige fået ham tilbage og nu havde jeg allerede mistet ham. Jeg snøftede og tårer

trillede ned. Noah klemte mig ind til sig, da han hørte mig. Hans hoved dukkede op ved

siden af mit og placerede blidt et kys på min kind. En ro bredte sig i min krop, da han

ramte min kind. Han var det eneste, der kunne hele bare en smule af de kæmpe sår, jeg

pludselig havde fået. Jeg lod mine øjenlåg falde tungt og tænkte, det ville være klogt, at

få indhentet noget søvn.

104

DEL III Slutningen på starten og starten på slutningen

Mine øjne åbnede sig og jeg sprang op, da det gik op for mig, at jeg på en eller anden

måde var endt udenfor. Omgivelserne var utrolig smukke. Jeg stod på en lang sti, som

kun førte en vej. Blomster sprang ud fra alle sider, i alle farver. Det var utrolig flot. Jeg

havde aldrig set noget lignende. Jeg overvejede mine muligheder og fandt hurtigt frem

til den eneste løsning, som var at følge stien. Stien strakte sig utrolig langt, men forblev

dog lige så smuk. Jeg anede ikke, hvordan jeg var havnet her, eller hvor jeg overhovedet

var. Det eneste jeg vidste, var at det her ikke var virkelighed. Drømte jeg, eller havde

nogen bortført mig. Jeg håbede virkelig, at det var en drøm.

Stien stoppede pludselig og jeg var endt i en rund blindgyde. Mit blik fangede en

hvid bænk, der stod længere forude, som bar en høj mørkhåret fyr. Åh nej, var jeg endt i

endnu en drøm sammen med Caleb. Jeg snappede efter vejret, hvad skulle jeg gøre.

Skulle jeg flygte, eller skulle jeg skynde og kaste mig ned i den nærmeste busk og blive

der indtil han var væk. Personen rejste sig op og jeg kunne pludselig genkende

personens fulde kropsbygning. Han vendte sig mod mig og jeg genkendte pludselig alt.

Sidst jeg havde set ham, lå han bevidstløs i en hospitalsseng, med sin hånd i min.

”Far” råbte jeg og kastede mig i armene på ham. Alt føltes så virkeligt. Var han

kommet tilbage til mig, måske var han vågnet, da vi var taget hjem.

”Åh Soph, hvor er det godt at se dig”

”Far jeg er virkelig ked af det hele”

”Soph, intet af alt det her var din skyld” han holdte om mit hoved, trak mig op til

ham og satte forsigtigt et kys på min pande.

”Far hvor er vi” spurgte jeg og tog mig endnu et kig omkring.

”Kan du ikke huske den her skov Soph” jeg rynkede brynene og søgte efter et minde,

der havde fundet sted i den her skov. Pludselig slog det mig. Vi var i London.

”Prasimma park” sagde jeg pludselig, idet alle billederne kom tilbage til mig.

”Vi tog herhen, sammen med mor og Brooke. Brooke og jeg fodrede ænderne i flere

timer. Indtil en af dem bed Brooke og hun var sur, resten af dagen” jeg smilede.

”Vi spiste frokost på et tæppe ved vandet og Brooke og jeg rendte rundt i hele

skoven.. Den bedste dag i mit liv”

105

”I elskede den her skov” sagde min far pludselig og brød mine tanker. Jeg nikkede og

gik hen imod det store bed med store blodrøde roser.

”Du er virkelig væk, er du ikke” spurgte jeg roligt og sank næsen ned til en rose.

”Jo skat, men jeg vil altid være en del af dig” sagde han og lagde hånden på hjertet.

”Jeg vil altid være med dig. Overalt”

”Men hvorfor far, hvad skete der. Hvorfor forlod du mig” min stemme var blevet

mere hård og jeg havde sat mig ned på bænken. Han kom over og satte sig ved siden af.

”Jeg ved det ikke Soph. Det var vel nok bare blevet min tur”

”Jeg er så ked af det, far. Hvis bare jeg var kommet lidt før, så kunne jeg have reddet

dig. Det hele er min skyld” Jeg lod hovedet falde ned i mine hænder og mine håndflader

blev lige så stille våde.

”Sophie Scott Johnson” sagde han hårdt og rev min hænder ned og låste hans

omkring mine.

”Det må du aldrig nogensinde sige igen. Aldrig! Intet af det her var din skyld” jeg

blev chokkeret og nikkede blot.

”Dette var ingens skyld. Ingen kunne have gjort noget. Jeg var væk” sagde han og alt

den skyld jeg havde følte, faldt pludselig drastisk.

”Men kan du ikke bare tage med tilbage far” spurgte jeg håbfuldt og kiggede på ham

med de største øjne, jeg overhovedet kunne lave.

”Det er jeg ked af, at jeg desværre ikke kan. Men Hey, du skal nok klare dig Soph. Du

har din mor, Brooke, Noah, Jeremy og faster” hvordan vidste han om mig og faster?

Havde han fundet ud af, at jeg var flyttet hen til hende. Jeg nikkede. Han åbnede armene

som en invitation til et kram og jeg gengav det.

”Jeg elsker dig virkelig far, og jeg havde kun lige fået dig tilbage”

”Du vil altid have en del mig Soph, både i dit hjerte og i din halskæde” jeg greb fat

om kæden, og mærkede de to vedhæng og tænkte pludselig, at jeg nok skulle klare mig.

Jeg ville altid have ham hos mig, lige meget hvad der skete og det hele føltes lige

pludselig meget lettere.

”Jeg elsker dig Soph og lov mig så, at du vil tage tilbage og leve dit liv” vi stod nu

med to meter imellem os og jeg blev ved med at tænke på, hvor heldig jeg havde været

at have en far som ham.

”Det lover jeg. Jeg elsk...”

106

Jeg så det hvide loft og jeg kunne regne ud, at jeg nu var tilbage på værelset sammen

med Noah. Jeg vendte mig om og kiggede på Noah. Da han lige så stille kunne

fornemme, at jeg kiggede på ham, spærrede han øjnene op.

”Drømte du” spurgte han og gabte forsigtigt. Jeg svarede ikke, men nikkede blot og

trak så mit hoved endnu tættere på hans og vores læber rørtes.

”Jeg kan fornemme, det var en god drøm” sagde han og kunne ikke lade være med at

smile. Jeg smilede, skubbede dynen af mig og rejste mig fluks op.

”Hey hey, du kan da ikke bare gå” jeg grinede af ham og åbnede så skabet. Jeg

overvejede kort mine muligheder og nuppede så en hvid stropløs, med en lang brun

nederdel. Jeg sprang hurtigt ud af nattøjet, eller natshortsene og de trøjer jeg havde haft

på de sidste tre dage. Jeg hørte et hurtigt pift, da jeg kun stod iført mit ellers så simple

undertøj. Jeg sukkede, drenge. Hvad skulle man stille op med dem? Jeg udnyttede

muligheden og kravlede over i sengen til ham. Jeg kravlede forsigtigt hen af sengen og

var nu så tæt på hans mund, at jeg kunne mærke hans tunge åndedrag. Han var så klar, at

han allerede havde lukket øjnene. Jeg grinede og trak så min mund tilbage igen og jeg så

ham skuffet lukke øjnene op.

”Det er bare ikke fair det der” sagde han og kravlede efter mig og trak mig så ned på

sengen. Hans hoved var over mit og hans øjne var opslugte af mine.

”Har jeg nogensinde fortalt dig, at min kæreste er mega lækker”

”Hmm, jeg tror du har nævnt det før” sagde jeg og et smil bredte sig. Men blev dog

hurtigt opløst, da han lænede sig ned mod mig og lod hans læber ramme mine. Jeg

kunne fornemme, at det hele nok skulle gå. Så længe jeg havde Noah.

Kapitel 21

Noah og jeg havde brugt det meste af dagen derhjemme, men var nu på vej i biffen.

Jeremy havde insisteret på, at vi skulle med i biffen og se en eller anden action film, han

ikke gad at tage alene ind og se.

Vi parkerede Audien foran biografen og flettede forsigtigt fingrene sammen, da vi steg

ud af bilen. Jeremy mødte os ved indgangen og stod ivrigt med 3 flagrende

biografbilletter i hånden.

”Jeg giver” sagde han og lagde en billet i min og Noahs hånd.

”Gavmildt” sagde Noah blot og trak mig med hen imod slikbutikken.

107

Vi havde fundet vores pladser i salen og Jeremy og Noah havde fundet sig godt til

rette. Begge med den størst mulige popcorn man kunne få, der nærmest svarede til fem

poser. Jeg havde derimod fået skaffet mig seks jordbær stænger fra Malaco og var

ganske tilfreds. Jeg kiggede på drengene. De sad begge to med popcornene helt oppe i

ansigtet og kørte dem ind, en efter en. Jeg rystede på hovedet.

Filmen begyndte og lyset slukkede. Noah lagde sin arm på armlænet med hånden

åben og jeg forstod en hentydning. Jeg flettede fingrene ind i hans og han smilede til

mig.

Jeg stak fingrene ned i Jeremys popcorn og gravede en håndfuld op til mig. Dem ville

han ikke komme til at savne. Jeg sukkede og prøvede at sætte mig ind i filmen.

En dame sprang fra bygning til bygning med to mænd i hælene. En typisk klassiker

den med, at springe fra bygninger. Men det gav jo absolut ingen mening, når der er så

meget mellemrum imellem bygningerne. Det irriterede mig tit, hvor uvirkelige

actionfilm kunne være. Kunne instruktørerne ikke selv regne ud, at langt de fleste

mennesker ikke kan komme flyvende i luften og sparke vedkommende lige i ansigtet.

Jeg sukkede, men lod læberne være lukket, så jeg nærmest undslap en slags prusten.

Damen var nu sprunget ind gennem en glasrude og en masse glasskår var sprunget ud til

alle sider, men tilfældigvis havde ingen af dem ramt hende. Hun fortsatte ned af en lang

gang og endte i en stue. En gammel mand sad i en stol og jeg forstillede mig, at det var

hendes mafia eller noget i den stil. Mit hjerte stoppede, da hun udtalte det eneste ord,

som jeg ikke havde brug for at høre, før om rigtig lang tid ”Far”

Min far. Han var væk, væk for altid og kom aldrig tilbage til mig igen.

Damen satte sig hen til den gamle mand og lagde hendes hænder omkring hans.

”Åh far. Jeg er så glad for, at du altid har været her for mig, hele mit liv. Og det at

jeg ved, du har levet et langt og lykkeligt liv, gør det meget lettere for mig at slippe dig”

Den gamle mand så utrolig syg ud, og lignede ikke en, der havde lang tid tilbage.

Hvorfor kunne det ikke have været mig og min far om 20 år, når vi havde haft mange

flere år sammen og mange flere oplevelser? Det hele kom pludselig tilbage til mig. Hvor

meget jeg allerede savnede min far. Hvordan han bare pludselig var væk fra mig og

hvordan jeg aldrig ville komme til at se ham igen. Damen krammede hendes far og slap

ham ikke. Jeg kunne ikke klare det mere, der var for meget far og datter i den her film,

til at jeg kunne klare og se den.

Jeg tog min taske op fra gulvet og fór ud af salen.

108

Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og havde ikke planer om at stoppe. Jeg lænede

mig op af væggen og lukkede forsigtigt øjnene.

Kort efter blev døren ind til salen hurtigt revet op igen og Noah og Jeremy kom

farende ud af døren og deres øjne søgte over det hele, indtil deres blik fangede mig.

”Hvad skete der” spurgte Jer forvirret.

”For meget far og datter” sagde jeg trist og kiggede ned i jorden.

”Men i må gerne se filmen færdig, jeg venter bare” sagde jeg opfordrende og prøvede

og fortælle dem, at de ikke skulle bekymre sig om mig.

”Nej da, vi tager med dig” sagde Noah og kyssede mig. Men kysset blev hurtigt

afbrudt, da vi alle tre reagerede på en irriterende og velkendt stemme henne fra

indgangen. Vi drejede alle sammen hovedet derhen og så Charlotte sammen med Christy

og Angelina. De stod alle tre lænede op af et bord og lignede alle nogen der var på vej i

byen i deres små mineskørter.

”Åh nej” sagde jeg lavt og prøvede at skjule mit ansigt, men det var for sent hun

havde set mig, og var nu på vej i retningen mod os. Det her havde jeg virkelig ikke brug

for.

”Ser man det” sagde hendes skingre stemme, da hun nærmest gik en langsom catwalk

hen imod os og svingede med sit blonde hår.

”I hygger jer nok rigtigt var” sagde hun og kiggede skiftevis på os.

”Bland dig udenom” sagde Noah hårdt og jeg håbede inderligt, at det ville virke.

”Uha da da, der er da vidst en der er lidt muggen var?” sagde hun og fyrede en

pegefinger mod hans bryst.

”Gå nu væk Charlotte. Du ved jo godt, at det her ikke vedrører dig” indskød jeg

pludselig.

”Faktisk så gør det. Ser du, du er i biffen med min kæreste. Hvilket vil sige at det

faktisk vedrører mig” sagde hun og gav mig nærmest et forstod du godt det eller skal jeg

skære det ud i pap for dig blik.

”Vi skulle bare ind og se en action film Char. Det er ingen ting” forsvarede Jeremy

sig selv og kiggede bedende på hende.

”Mm-hm” hun slap ikke øjnene fra mig og jeg var begyndt, at syntes, det blik var ret

så skræmmende.

”Jeg hørte det med din far. Det var synd var” sagde hun meget barnligt og tændte

pludseligt op under mit temperament. Hvor vovede hun at bringe min far på banen? Når

109

det her klart var en sag mellem mig og hende.

”Hvor vover du” knurrede jeg.

”Vover hvad. At bringe din ensomme, idiot af en far på banen” jeg bed tænderne

sammen og kæmpede for at holde mig selv tilbage, fra at springe på hende. Mine

vejrtrækninger blev hårdere og hun kunne nu se, hvor vred det hun lige havde sagt,

havde gjort mig.

”Var det egentlig ikke ham, der skred fra jer, fordi han ikke gad og have jer”

”Så stopper vi Charlotte” sagde Noah skarpt og lignede en, der havde lyst til at bide

hovedet af hende

”Med hvad Noah, at fortælle hende sandheden”

”Din far gad ikke have jer. Han forlod jer, men du opsøgte ham og han var nødt til at

tage livet af sig selv. En skam hva’” jeg skummede af vrede og hele min krop rystede.

”Hvor vover du, du ved jo godt, at han døde af hjertestop” en frygtindgydende følelse

kværnede rundt i mig. Var det virkelig derfor, at han forlod os. Gad han os ikke mere,

var vi så slemme, at han var nødt til at tage sit eget liv. Nej det passede ikke. Lægerne

havde sagt, at det var et hjertestop og min far havde fortalt mig, at han elskede mig.

”Han er garanteret ikke engang din rigtige far. Jeg har hørt, at din mor skulle være ret

så billig” vreden væltede op i mig og jeg kunne ikke holde det inde mere. Jeg foldede

næven og hamrede den mod hendes kind, så hun faldt i gulvet. Jeg havde altid godt

kunne tænke mig, at slå en sådan og hvor heldig kunne man være, at personen så var

Charlotte. Jeg satte mig på hug foran hende. Hun sad med hånden foran hendes øje og

man kunne se på hende, hvor meget den havde sveget.

”Og tal så aldrig sådan om min familie igen. Okay?” jeg rejste mig og drengene

fulgte med bag mig. Jeg gik med tunge skridt ud af biografen og satte mig på en hvid

bænk, der stod lænet op af muren. Jeg satte mig og støttede albuerne mod mine knæ og

lod mit hoved falde tungt ned i mine hænder. Noah og Jer satte sig på hver sin side af

mig og en af dem lagde en hånd på min skulder.

”Er du okay” spurgte Noah bekymret og jeg kunne mærke, hvor tæt han egentlig sad

op ad mig.

”Hey, det der Charlotte lige gjorde, var overhovedet ikke okay” sagde Jeremy og jeg

mærkede, at det var hans hånd, der hvilede på min skulder.

”Jeg er okay, det hjalp og slå hende” sagde jeg og blev chokkeret over, at jeg rent

faktisk lige havde indrømmet det. Hvad skete der med mig, hvad var der sket med mig?

110

Jeg plejede at afsky vold, men det virkede som om, at der næsten ikke rigtig havde været

andet end det for tiden.

”Ja det tror jeg gerne på. Det slag sad ret så perfekt! Jeg vidste slet ikke, at du havde

det i dig” sagde Jer helt begejstret. Han sad garanteret og gentog slaget igen og igen inde

i hans hoved.

”Kan vi ikke godt tage hjem” spurgte jeg og kiggede på Noah.

”Jo selvfølgelig” svarede Noah og lagde hånden på min anden skulder.

Kapitel 22

Jeg rettede på den lange sorte kjole og sprøjtede noget ekstra hårlak i det opsatte

krøllede hår. Jeg tørrede hurtigt en tårer væk, da jeg stod foran spejlet og lukkede

klemmen med et lille sort slør, der dækkede mit ene øje. Det bankede på døren og den

blev så langsomt åbnet.

”Er du klar, til at køre” spurgte min faster, som stod i døren med en sort knælang

nederdel og en sort skjorte med flænser. Jeg nikkede og tog min taske.

Vi samlede Noah op på vejen og jeg kunne ikke stoppe med tænke på, hvor godt han

egentlig så ud i et jakkesæt.

”Er du sikker på, at du godt kan klare det” spurgte Noah og foldede hans hænder om

mine.

”Det er jeg nødt til” sagde jeg kort og kiggede ud af vinduet. Det ville min far have

ønsket.

Vi parkerede bilen på kirkens parkeringsplads og Jeremy kom hen imod os i sit

jakkesæt, med det samme han så bilen. Han åbnede min dør og hjalp mig ud.

”Halløj, der er allerede kommet næsten hundrede mennesker. De venter ved hans

grav” hvem var alle de mennesker dog? Jeg kendte garanteret ikke engang halvdelen af

dem og vidste de overhovedet, hvem jeg var.

Vi steg ud og satte kursen mod stedet hvor min far skulle begraves. Vi var der

næsten, da Jeremy hev mig med ud til siden og lignede en der havde brug for at sige

noget.

”Jeg ved godt, at det måske ikke er det bedste tidspunkt at sige det på”

”Sige hvad” spurgte jeg nysgerrigt og var ligeglad med, om han sagde det nu eller i

morgen.

111

”Jeg har slået op med Charlotte” sagde han og ventede tydeligvis på en reaktion.

Det var nu fem dage siden, Charlotte havde angrebet mig i biografen, eller jeg havde

angrebet hende og givet hende en på låget. Jeg havde ikke været i skole siden min fars

død og tanken om at skulle se Charlottes ansigt igen, gav mig ikke ligefrem lyst til at

starte igen.

”Det hun gjorde forleden, var simpelthen ikke i orden, så jeg gjorde det forbi. Hun

tog det okay, men var ikke begejstret” nej det troede jeg gerne på. Charlotte var ikke

ligefrem en person, der tog tingene let, hvis de ikke gik efter hendes hoved.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare til nyhed.

”Okay, rart. Så slipper vi da for hende” var det eneste, jeg lige kunne finde på. Han

nikkede og vi fortsatte sammen med de andre. Pludselig kunne jeg se en stor flot hvid

kiste, med tusindevis af forskellig blomster ved siden af den og et stort hul, gravet en

meter foran den. Der var mennesker over det hele. Var de alle sammen her for min far.

Der stod både unge og gamle og en præst med sin lille hvide bog ved siden af kisten og

kiggede rundt på alle menneskerne. Vi stillede os om foran alle de andre mennesker og

stod nu foran kisten. Noah og Jeremy var på hver sin side af mig og min faster længere

henne.

”Vi er samlet her i dag for at mindes Leo Scott. En elsket far, søn og bror, som

torsdag d.12. september forlod jorden og for til himmels”

"Og se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende. Selv hvor alt går i stykker i

meningsløshed, vil Gud være til stede med sin kærligheds skaberkraft. Vi forstår ikke,

hvorfor det skal være sådan, men Gud viste påskemorgen, at sådan er det, og derfor er

både Leo og vi nu i Guds hånd”

Præstens ord rørte mig og det gik op for mig, at det virkelig var ovre. Min far var et

godt og måske også bedre sted nu. Han fortjente det bedste. To dråber faldt og både

Noah og Jeremy opdagede det. Noah flettede sine fingre i mine og jeg lod en tårer mere

falde. Til min forbavselse mærkede jeg, at min anden hånd pludselig også blev flettet ind

i en andens. Jeremy havde grebet fat i mig, da han hørte mine pludselige hulk. Hvad

betød dette? Hvad havde han gang i, vi var venner. Det var forkert. Eller var det? På en

måde føltes det rigtigt, og utrolig trygt, men var det forkert, han var jo min bedsteven, og

det havde jeg planer om, at han skulle blive ved med at være. Præsten var færdig med

hans tale og min faster delte roser ud til de forskellige folk.

”Så læg nu denne rose, som et tegn på. Kærlighed, omsorg, venskab, bekendtskab,

112

eller en tak, for at have haft denne mand blandt os”

Min faster puffede til mig, som tegn på at jeg skulle starte. Med tunge skridt,

bevægede jeg mig hen imod kisten, med alles øjne hvilende på mig. Jeg vidste ikke,

hvad jeg skulle sige. Der var så meget, jeg gerne ville sige til ham, så meget som jeg

aldrig nåede at sige. Jeg lagde rosen på kisten og lod hånden ligge tungt, på det hvide

træ og lukkede øjnene.

”Far. Jeg ved ikke om du ved det, men du er den bedste far, man kunne tænke sig. Du

har altid været min helt, mit idol og min far. Jeg elsker dig forfærdelig højt og jeg håber

at du finder ro. Jeg elsker dig mere end noget andet” jeg sank en klump og opdagede, at

jeg havde stået og tudbrølet.

”Vi ses i himmelen far. Sig hej til Ava og Joshua fra mig” jeg gik tilbage ved siden af

min faster og jeg kunne mærke hvordan min mascara, lige så stille blev opløst og løb

ned af mine kinder. Jeg måtte seriøst anskaffe mig en vandfast mascara. Folk gik lige så

stille en efter en op til kisten og sagde nogle søde ord. Nogen flækkede en tårer og andre

ville nærmest ikke engang kigge på kisten.

Begravelsen var ovre og alle var gået. Jeg havde ikke forladt gravstedet. Jeg havde

slået mig ned på en stol, lige ved siden af graven og havde hovedet dybt begravet i mine

hænder. Noah var taget til træning og Jeremy havde en time, han ikke måtte misse, så

jeg var nu helt alene på en stor, tom og skræmmende kirkegård. Tanken skræmte mig

lidt, men jeg kunne ikke nænne at forlade min far.

”Hej” sagde en velkendt stemme. En stemme som jeg troede, ville være den sidste

der kunne finde på at være her.

Jeg kiggede op og opdagede Brooke komme gående, i en lille elegant sort kjole. En

kjole, som ville være for fin til hverdag.

”Hvad laver du her” spurgte jeg forbavset og kiggede undrende på hende.

”Jeg syntes, at jeg skyldte ham det”

”Har du været her hele tiden”

”Ja, jeg holdt mig bare lidt i baggrunden.”

Var hun virkelig dukket op til fars begravelse. Jeg troede ikke, der var mere håb tilbage i

hende.

”Hvorfor kom du ikke op og lagde en rose” hun trak på skuldrene, og satte sig på

stolen ved siden af mig.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham”

113

”Han var din far og du kunne ikke engang finde en pæn ting og sige til ham” sagde

jeg og var nærmest helt ophidset. Jeg gik ud fra, at jeg stadig bar en del nag til hende,

efter hun havde takket nej til at møde vores far, da hun havde chancen.

”Soph du må undskylde, at jeg har været lidt en idiot, over for dig her på det sidste”

sagde hun roligt og kiggede på mig. Jeg svarede hende ikke imod. Jeg syntes heller ikke

ligefrem, at hun havde været den bedste søster, men det var vi vidst to om.

”Det er jeg også” sagde jeg og tænkte på, hvordan jeg bare havde efterladt Brooke

derhjemme, uden overhovedet at tage ud og se til hende på noget tidspunkt. Mit blik

fangede pludselig en blodrød rose, der var faldet ned på jorden. Jeg rejste mig og

samlede forsigtigt rosen op.

”Du kan stadig nå det” sagde jeg og holdte rosen op foran hende. Hun smilede, og

tog nervøst rosen ud af hånden på mig. Jeg satte mig på stolen og tænkte, at det her var

noget imellem hende og far. Hun gik forsigtigt hen til kisten og stoppede, da hun var en

halv meter fra den. Jeg prøvede ikke og lytte, men jeg kunne ikke lade være.

”Hej far, det er mig Brooke. Eller Brookie” sagde hun og lød nærmest helt anspændt,

som om at hun var bange for at snakke med ham.

”Jeg er virkelig, virkelig ked af, at jeg har været så vred på dig i alle de år og endnu

mere ked af, at jeg takkede nej til at besøge dig, da jeg vidste sandheden. Jeg ville så

gerne møde dig igen. Bare en enkelt gang, men det er for sent. Men du skal vide, at jeg

elsker dig far og det vil jeg altid gøre” en tårer gled nu også ned af hendes kind og hun

lagde blomsten ovenpå de tredive andre. Hun tørrede hurtigt tåren væk, da hun så at jeg

kiggede på hende. Jeg drejede hovedet væk, da hun fandt ud af, at jeg havde overhørt

hele hendes tale.

”Det er okay. Jeg vidste godt at du lyttede.”

Jeg drejede flovt hovedet tilbage og smilede til hende. Hun kendte mig for godt. Vi

sagde farvel og forlod kirkegården.

”Er mor hjemme” spurgte jeg, da vi var i bilen.

”Det ved jeg ikke helt”

”Jeg tænkte, at jeg lige ville hente de sidste af mine ting”

Da jeg stoppede bilen ude foran det store hvide hus, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle

føle. Savnede jeg det? Eller var det bare selve følelsen af at bo her, jeg savnede. Det var

fantastisk og bo ved min faster, men jeg følte bare aldrig rigtigt, at det var mit hjem på

samme måde.

114

Brooke drejede forsigtigt nøglen rundt, og lukkede os ind. Alt lignede sig selv, intet

havde forandret sig. Jeg huskede, sidst jeg havde været her, da jeg både havde kaldt min

mor for en kælling og en idiot. Jeg havde måske været lidt for hård ved hende, men jeg

var rasende på det tidspunkt og kunne slet ikke styre mig selv.

Da vi bevægede os op af trappen, hørte jeg pludselig min mors stemme ude fra

køkkenet.

”Brooke, er det dig”

”Ja mor, det er mig” svarede Brooke og blev stående på trappen og ventede på de 10

spørgsmål, der altid fulgte med.

”Hvordan var biblioteket” spurgte mor og der slog det mig. Selvfølgelig havde

Brooke ikke fortalt hende, at hun tog til fars begravelse. Hun havde i stedet bildt hende

ind, at hun skulle på biblioteket og studere en lørdag formiddag. Det gav jo meget

mening, eller noget.

”Det var fin nok” svarede hun og løb så op af trappen. Jeg fulgte efter hende og stod

nu i døren til mit værelse. Det var så underligt at se det hele igen. Alt det jeg kun havde

fået lov til at nyde i et par uger. Jeg savnede mit værelse og mine møbler. Jeg tog en

taske inde fra skabet og puttede det resterende tøj, sko og smykker i den. Jeg gennemgik

hurtigt mit værelse for små møbler eller ting, jeg kunne tage med hjem til min faster,

som ikke krævede en trailer og listede så ned af trappen igen. Mine trin var bløde og

forsigtige, men jeg havde været væk så længe, at jeg fuldstændig havde glemt det

knagende trine. Det trin der altid knagede, lige meget hvor blidt man end trådte.

”Brooke” sagde min mor og dukkede pludselig op i dørkarmen. Mit hjerte stoppede.

Hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg sige, og hvordan skulle jeg reagere?

”Soph” sagde hun bedende og jeg fik en klump i halsen. Man kunne se smerten i

hendes øjne og sorgen endnu tydeligere. Jeg tog en dyb indånding og holdt fokus mod

døren.

”Jeg har ikke noget og sige til dig” sagde jeg koldt og gik lige så stille ned af trappen

uden overhovedet at kigge et kort sekund på hende.

”Soph, jeg er ufattelig ked af det” sagde hun og de ord kunne ikke andet end at

stoppe mig idet, jeg var på vej ud af døren.

”Det er jeg virkelig” jeg stod stadig med ryggen til hende, men kunne tydeligt

fornemme blikket i hendes ansigt. Jeg sukkede og mine skuldre faldt tungt.

”Det ved jeg godt” sagde jeg og havde pludselig fået virkelig ondt af min mor. Jeg

115

kunne ikke mere. Hun var min mor, lige meget hvad hun havde gjort.

Jeg slap tingene og drejede hurtigt rundt og foldede armene om hende.

”Det ved jeg godt” gentog jeg lavt.

”Det ved jeg godt” jeg slap hende, men fortrød ikke min handling.

”Men jeg er altså nødt til at gå nu mor” sagde jeg og håbede, hun let ville give slip på

mig. Men det havde hun ikke i sinde.

”Nej, jeg har lige sat noget te over. Så kan vi snakke lidt” jeg drejede på hovedet og

kunne fornemme, at hun ikke havde tænkt at overgive sig.

”Okay mor, men du kan altså ikke overtale mig til at flytte tilbage igen” hun nikkede

og jeg fulgte med hende ind i køkkenet.

Kapitel 23

”Vi ses faster” råbte jeg idet, jeg hev min jakke ned fra knagen og hoppede i mine

converse.

”Ja det gør vi. Du ringer bare, hvis det bliver for meget” svarede hun. Mon ikke jeg

kunne klare en enkelt skoledag. Nu var det jo også ved at være godt to uger siden, min

far døde, og hvad kunne der ske i skolen, som ville ramme mig så hårdt, at jeg ville være

nødt til at tage hjem.

Jeg ventede inde i opgangen indtil, jeg kunne se Noahs Audi komme til syne på

parkeringspladsen. Jeg havde været nødt til, at overgive fiaten til Brooke, sidst jeg havde

været derhjemme. Det var vel også fair nok. Nu havde jeg jo næsten haft den i en hel

måned for mig selv. Snakken med min mor var gået fint, udover at hun havde prøvet alle

metoder for at få mig til at blive. Vi havde fået snakket ud og alt var nu næsten som før.

Min mor havde stadig gjort det, hun havde gjort. Men det nyttede jo helle ikke noget, at

blive ved med at holde fast i fortiden.

Jeg løb ud i regnen og rev døren op til Audien.

”Dejligt vejr i dag var” sagde Noah ironisk og kørte videre.

”Du skulle prøve og bo i England” svarede jeg og spændte selen.

”Har du snakket med Jeremy, her på det sidste” spurgte jeg og undrede mig over, at

Jeremy ikke havde snakket med mig i næsten en uge nu. Havde jeg gjort noget forket.

Følte han sig som et tredje hjul, eller hvad var det.

”Nej” sagde Noah forstående.

116

”Han har også undgået mig, her på det sidste” hvad var der galt, siden at han ikke

ville snakke med nogen af sine to bedstevenner mere?

”Underligt” svarede jeg bare og prøvede, at finde bare en enkelt grund til han kunne

være sur på os. Ingenting. Jeg savnede at hænge ud med ham og det at kunne være

fuldstændig mig selv omkring ham. Det kunne jeg jo selvfølgelig også med Noah, men

jeg kunne jo ikke ligefrem side og bøvse sammen med Noah. Jeg var jo pigen og skulle

gerne opføre mig som en. Men med Jeremy kunne vi lave alt sammen.

Noah bremsede bilen hårdt op, og hev nøglerne ud. Jeg løsnede selen og lukkede mig

selv ud. Noah kom om ved siden ad mig, og pladserede et hurtigt, men utrolig

lidenskabeligt kys på min mund. Jeg smilede og flettede så mine fingre i hans, da vi var

på vej mod indgangen til skolen.

På gangene virkede det som om, alle kiggede på mig. Eller det virkede ikke, det

gjorde de. Som om alle vidste det med min far og enten havde vildt ondt af mig, eller

syntes jeg var svag, for at have droppet to ugers skole på grund af det. Alles øjne fulgte

mig og stoppede ikke, før jeg var ude af syne. Folk vendte sig om efter mig og nogen

pegede endda. Jeg følte mig utilpas og en underlig følelse brummede i min mave. Var

det, det her min faster havde ment. Havde hun vidst, at det ville være sådan her, den dag

jeg skulle starte igen. Hun kunne godt have givet mig en advarsel. Min mave vendte sig,

og jeg var ret sikker på, at det var et tegn på, at jeg skulle finde et toilet og det skulle

være lige nu.

”2 sekunder” sagde jeg hurtigt til ham og låste så min hånd fast om min mund, for

ikke at kaste op. Jeg fór hen til den blå dør, der vidste damen med kjole på og flåede så

døren op og låste mig hurtigt ind i en bås.

Men der skete ingenting. Min mave faldt til ro og jeg havde det pludselig godt igen. Jeg

samlede min taske op og gik ud på gangen igen. Noah stod lige så forsigtigt og ventede

på mig udenfor døren til toilettet.

”Er du okay?” spurgte han bekymret og lagde bagsiden af hans hånd mod min pande.

”Jeg har det fint” svarede jeg og smilede.

”Godt” han tog min hånd og fulgte mig hen til mit engelsk lokale.

Jeg kiggede ind af døren. Jeremy sad stift på sin plads og bankede blyanten ned i bordet.

”Hvorfor har du ikke engelsk med mig” sagde jeg og hev fat i hans bluse og trak ham

så ind til mig.

117

”Det valgte jeg jo ligesom, inden du startede”

Jeg smilede og låste så mine læber om hans. Jeg slap ham ikke, men nød bare øjeblikket.

At være sammen med ham, var det bedste der nogensinde var sket mig. Jeg elskede ham

mere end alt andet, men vidste ikke, om jeg var klar til, at sige det til ham endnu. Da vi

havde stået der i to minutter, trak han mig roligt væk.

”Jeg er nødt til at gå. Vi ses senere” jeg nikkede og kunne ikke lade være med at

smile. Han var virkelig min, og det kunne ingen anden tage fra mig.

Jeg gik ind i lokalet og spottede hurtigt en ledig stol bag Jeremy. Jeg kæmpede mig

igennem mængden og smilede undskyldende til pigen, der skulle til at sætte sig på den,

men som nærmest blev skubbet væk, da jeg voldsomt kastede mig selv over stolen.

Jeremy hævede øjenbrynene og kiggede nedladende på mig. Men det rørte mig ikke. Jeg

lænede mig forover i stolen og prikkede ham på skulderen.

”Hey fister” sagde jeg hårdt og blev endnu mere irriteret over, at han ikke kiggede på

mig.

”Hvad sker der for dig”

”Hallo, Jer. Hvorfor vil du ikke snakke med mig” han drejede sig stadig ikke. Hvad

var der galt, hvad havde jeg gjort? Fru James kom ind af døren, med en kæmpe bunke

bøger i farmen. Og kiggede frustreret ned i jorden, men et smil bredte sig straks, da hun

opdagede mig bag Jeremy.

”Sophie, hvor er godt at se dig igen” sagde hun og lød som om, at jeg lige havde gjort

hele hendes dag meget bedre. Jeg nikkede bare og smilede falskt tilbage til hende.

”Nå ja ja, i dag skal vi fortsætte hvor vi...”

Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig og jagtede samtidig alle de spørgsmål, jeg

brændte inde med. Hvad var der sket imellem os, siden han nu total ignorerer mig? Hvad

havde jeg gjort, der var så slemt, at det nu fuldstændig havde brudt kontakten imellem

os. Nej, jeg ville ikke give op. Jeg måtte finde ud af det, og redde det så godt som

muligt. Jeg måtte fange ham i pausen og ikke give ham andet valg end at svare mig.

Klokken ringede endelig ud og jeg læste kort den liste igennem, jeg havde siddet og

skrevet i løbet af timen. Listen over de ting jeg ville gøre, for at få ham til at svare mig.

1) Kast min frokost efter ham.

2) Tru med at fortælle alle om hans pinlige modermærke

3) Find noget reb og bind ham fast

118

4) Smadre hans nye iphone

5) Blive ved med at forfølge ham, indtil han giver en forklaring

6) Læg min mobil i hans lomme, og beskyld ham så for tyveri

Jeg smilede, men da mit hoved røg op, havde jeg mistet mit offer. Jeg skubbede

hurtigt alle tingene ned i min taske og løb ud på gangen. Jeg ledte kort, indtil jeg

spottede ham længere nede af gangen. Han gik i et raskt tempo og jeg var ret sikker på,

at han godt vidste, jeg ville have fat på ham. Han gik så hurtigt at jeg var nødt til at sætte

mit tempo op til løb. Jeg løb ned af gangen og rev fat i tre forskellige hætter, som viste

sig at være uskyldige. Jeg hev endelig en grå hættetrøje ned, som afslørede blondt og

uglet hår og jeg vidste, at det var ham.

”Hvad har du gang i” spurgte jeg vredt og slap ikke mit blik fra ham. Jeg knugede

armene over kors og gav ham det ondeste blik mit ellers så søde ansigt, kunne lave. Han

kiggede underligt på mig. Hans ansigtsudtryk var fjendtligt og han virkede ikke som en,

der havde lyst til at lege 20 spørgsmål lige nu. Men han havde ikke noget valg, om jeg så

skulle bruge en af de sindssyge ting, der stod på min liste. Han kiggede væk.

”Hallo fister, jeg står her” sagde jeg og viftede uroligt med hånden.

”Har du tænkt dig, at fortælle mig hvad der foregår” han ignorerede mig igen og den

her gang, tændte det virkelig op under mig. Jeg hev fat i hans arm og stillede mig på tå.

”Jer, gider du ikke godt være sød at fortælle mig, hvad der er med dig. Hvad har jeg

gjort”

”Gider du ikke godt” jeg slap hans arm, og min tone gik hurtigt fra vred til trist. Jeg

sank hovedet. Han løftede min hage op, med hans pegefinger og kiggede på mig.

”Du har intet gjort forkert” sagde han, og en sten lettede sig fra mit hjerte. Men hvis

jeg intet forkert havde gjort, hvad var det så, der gjorde, at han holdt sådan en kraftig

afstand til mig.

”Jamen hvad er der så galt”

”Jeg burde ikke fortælle dig det, det ville ødelægge alt imellem os” hvad snakkede

han om, skulle han flytte, eller var han gået tilbage til Charlotte, men var for flov til at

fortælle mig det.

”Det ændrer ingenting. Det lover jeg dig” han drejede på hovedet.

”Jo det gør. Vi ville ikke kunne være venner mere. Ikke som nu” jeg løftede brynene.

”Og du syntes, at det vi er nu, er nære venner eller hvad. Dig der hele tiden ignorerer

mig eller mig der konstant jagter dig rundt” jeg grinede af ham. Jeg troede ikke på, at det

kunne blive meget værre end det her.

”Jeg kan ikke” svarede han og lod hans blik falde ned i gulvet.

”Hvis du ikke gør Jer, så kan vi jo ikke være venner mere. Det her er ikke et

venskab” folk stirrede på os, og jeg kunne fornemme, at de havde overhørt hele vores

119

samtale.

”Kom” sagde jeg og hev fat i hans arm og tog os med udenfor. Vi stillede os op af en

gul skolebus, som holdte parkeret lidt længere væk. Jeg gik helt tæt på ham og kiggede

ham dybt ind i øjnene.

”Vil du ikke godt fortælle det” spurgte jeg, i en bønfaldende tone.

”Du vil fortryde det” sagde han og sparkede til en sten. Hans opmærksomhed var helt

væk fra mig og skimtede mig ikke bare en enkelt gang. Jeg gad ikke det her mere. Det

var for barnligt. Hvis han ikke havde lyst til at fortælle mig det. Så kunne han blive fri,

men konsekvenserne ville være, at han mistede sin bedsteven.

”Fint, Jeremy Andrew. Jeg tror lige at du har mistet din bedsteven” sagde jeg strengt

og satte kurs mod døren. Hvis jeg betød så lidt for ham, så kunne det da også være lige

meget, hvis jeg virkelig var så lidt værd. Så tror jeg det var godt, at vi ikke var venner

mere.

”Jeg er forelsket i dig” råbte en stemme pludselig. En stemme, som jeg virkelig,

virkelig håbede tilhørte Noah, eller en eller anden fyr, der tog pis på mig. Men nej.

Stemmen tilhørte den person, som jeg aldrig kunne drømme om at høre det fra. Jeremy.

”Jeg er helt utrolig forelsket i dig Bristol, og det har jeg været næsten lige siden første

gang, jeg mødte dig” nej det var forkert. Alt for forkert. Men det hele gav pludselig

mening. Hvorfor han havde flettet sine fingre ind i mine til min fars begravelse, eller

hvordan han altid kigget på mig, eller rost mig lige meget hvad jeg havde gjort. Hvorfor

havde jeg dog fået ham til at sige det?

”Okay du havde ret, det skulle du ikke have sagt” sagde jeg og var ufattelig pinlig

berørt. Jeg måtte prøve at glemme det, men jeg skulle først og fremmest væk fra Jeremy.

Jeg gik, så hurtigt jeg kunne væk fra ham, men jeg mærkede en hånd på min skulder. Og

jeg tænkte, at der ikke var nogen vej udenom. Jeg var nødt til at konfrontere Jeremy og

forklare ham, at det aldrig ville blive til noget.

”Har du ikke noget og sige” spurgte han. Åh, jeg havde skam en masse og sige og en

masse spørgsmål at stille. Men det virkede som om, at min mund ikke ville lukke noget

af det ud. Jeg var stum og stirrede bare ud i den blå luft.

”Bristol. Vi kunne stikke af sammen” jeg udstødte en lille latter og lagde hænderne

over kors. Hvordan kunne han dog tro, at jeg ville forlade Noah for ham? At jeg bare

ville smide alt, hvad jeg havde i hænderne og stikke af sammen med ham.

”Jer, jeg ved ikke hvad jeg skal sige”

”Sig at du har det på den samme måde, men er bange for at lukke det ud”

lige meget hvor ondt det gjorde, at sige det til ham, var jeg nødt til det.

”Jamen det gør jeg ikke Jer, det gør jeg ikke”

”Og det tror jeg heller aldrig, at jeg vil komme til. Jeg elsker Noah. Det har og vil

altid være ham” min stemme var grædefærdig og jeg hadede at sårer Jeremy, men hvad

120

skulle jeg ellers gøre. Lyve for ham og give ham falske forhåbninger. Det ville ikke

være fair over for ham. En tårer styrtede ned af min kind, og ramte det tørre asfalt.

”Jeg er virkelig ked af det Jer, men det kan jeg ikke” jeg tørrede mine kinder og løb

ind på gangen og så langt væk fra parkerings pladsen, som man overhovedet kunne. Jeg

lænede mig op af en væg og lod mig lige så stille falde i knæ. Jeg lod mit hoved falde

ned i mine hænder og lod tårerne komme. Hvorfor, og hvorfor så lige Jeremy. Nu havde

jeg endelig fået en ven, som jeg troede, altid ville være min ven, men så skulle det her

lige ske. Hvorfor kunne han lide mig, kunne ikke bare lide Charlotte, så ville alt være

meget lettere. Jeg flyttede hænderne og åbnede så øjnene igen. Mit blik fangede et

kæmpe banner som hang på væggen overfor mig. Det havde jeg da fuldstændig glemt.

Der var kamp i aften.

Kapitel 24

Mine nerver, blev mere og mere spændte, da det lige så stille begyndte og gå op for mig,

at jeg var nødt til at fortælle det til Noah i aften. Jeg måtte få fat på ham, på en eller

anden måde. Jeg var nødt til at fortælle ham det og det skulle være i aften. Jeg redte mit

hår hårdt igennem og lod nærmest alle mine frustrationer gå ud over mit hår. Kunne jeg

ikke bare springe den her dag over, eller slette den. Slette alt hvad der er sket og lade

som om, det aldrig skete.

Jeg bladrede forsigtigt igennem alle mine skjorter, og hev så en sort skjorte ud som

næsten gik ned til knæene og hev mine bukser af. Hvordan ville Noah mon reagere?

Ville han blive sur på mig, og sige at jeg havde lagt op til det, eller ville han bede mig

om aldrig nogensinde at snakke med Jeremy igen. Den tanke skræmte mig. Jeg ville ikke

være i stand til bare sådan at lukke Jeremy, totalt ude af mit liv. Jeg samlede mit hår i en

heste hale og hoppede i mine ballerinaer.

”Skal vi køre” spurgte jeg og var allerede ved at være godt træt af, konstant at være

afhængige af andre. Det med ikke at have nogen bil, var bare ikke mig.

”Tak for turen” sagde jeg og tog min taske op fra sædet.

”Skal jeg komme og hente dig igen”

”Nej jeg regner med, at køre med Noah hjem” hun nikkede og jeg smækkede døren i.

Det strømmede med folk over det hele. Det måtte åbenbart være en ret vigtig kamp,

men jeg var ligeglad med kampen. Jeg skulle finde drengenes omklædningsrum og det

kunne ikke gå for stærkt. Jeg kæmpede mig igennem tribunerne og ned gennem det lille

hul der lå under dem. Jeg huskede sidst jeg havde været her, da jeg havde set Noah spille

sin første kamp og fangede ham hernede og kastede mig så i armene på ham. Jeg håbede

121

det ville fortsætte sådan og at alt ville være som før, når jeg havde fortalt ham det hele.

Jeg læste skiltene. Ude-Hjemme. Jeg åbnede hjemmedøren og holdte mig for øjnene. Jeg

havde ikke lyst til at se noget, som jeg ikke havde behov for. Jeg klemte hånden hårdt

fat, for at sikre mig, at den ikke lige pludselig røg ned.

”Noah” råbte jeg højt og havde ingen idé om, hvor jeg befandt mig. Pludselig

mærkede jeg en krop bag mig.

”Bare rolig alle har tøj på” sagde han og jeg sukkede lettet ud. Jeg kiggede på Noah

og kom helt i tanke om, hvor meget jeg elskede, når han havde sit fodboldtøj på.

Jeg rystede på hovedet. Jeg skulle få fortalt det til Noah.

”Noah jeg er nødt til, at fortælle dig noget. Noget som du ikke bliver glad for at høre”

”Hvis du slår op med mig, så skal du vide at jeg elsker dig h…” jeg placerede min

hånd ovenpå hans mund og han stoppede.

”Jeg slår ikke op med dig, bare rolig. Men hvor kan vi snakke” han tog fat i min arm

og fulgte mig med hen til et skab, med et lille mærkat med Noah skrevet på det.

”Hvad så” spurgte han og jeg tjekkede rummet for folk, der kunne stå og lytte.

”Det handler om Jer” jeg tog en dyb indånding og prøvede at håndtere situationen

bedst muligt.

”Jeg har fundet ud af, hvorfor han ignorere os”

”Hvorfor” spurgte han undrende og blev ved med at kigge på mig. Jeg kunne ikke

kigge ham i øjnene.

”Han er forelsket i mig” fløj det pludselig ud af munden på mig, og jeg tænkte, at jeg

ikke kunne have sagt det på nogen værre måde.

Han skulede og hans ansigt blev lige så stille rødere. Han knugede knoerne og hamrede

den ene ind i skabet. Jeg hoppede i chokket og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han var

blevet mere rasende, end jeg troede han ville.

”Men det er jo selvfølgelig ikke gengældt” prøvede jeg at redde den og håbede

inderligt, at det virkede.

”Du er ikke vred på mig vel”

”Hvor er Jeremy” spurgte han hårdt og virkede som om, at Jeremy skulle være den

sidste, han skulle snakke med lige nu.

”Det ved jeg ikke Noah”

”Jeg skal finde ham” sagde han og satte kurs mod en anden dør som førte tilbage ind

på skolen. Jeg fulgte efter ham og var hele tiden lige bag ham. Jeg prøvede flere gange

122

at stoppe ham, men det var ikke muligt. Jeg havde på fornemmelsen, at Noah godt var

klar over, hvor han var og jeg blev pludselig bange for, hvad der ville komme til at ske

med Jeremy. Jeg gispede, da jeg pludselig så skyggen af Jeremy længere nede af gangen

og Noah satte farten op. Bare Jeremy nåede at se Noah og løbe væk.

”Jer” råbte Noah i en utrolig hård og faktisk skræmmende tone, som jeg aldrig havde

hørt før.

”Hvad så Noah” min hånd fløj op foran min mund, da jeg så Noahs hånd tværs

gennem luften og lande lige på Jeremys venstre kind. Noah hævede hånden igen, da jeg

hurtigt gik indimellem dem og skubbede Noah med tilbage af.

”Kom nu Noah. Du har en kamp at spille” prøvede jeg og fortælle ham, men han

kæmpede stadig imod og ville ikke stoppe med at kigge efter Jeremy.

”Hey” sagde jeg og slog ham forsigtigt på kinden, så hans opmærksomhed blev rettet

mod mig. Jeg stillede mig på tå og lod langsomt mine læber lukke sig om hans. Jeg

vidste godt, at det var forkert at gøre her, så tæt på Jeremy, men det var det eneste, der

ville køle Noah lidt af. Et lille stift smil bredte sig på hans ansigt, da jeg trak mig væk og

han fulgte nu med mig ned mod omklædningsrummet.

Jeg havde fundet mig en tilfældig plads og spillerne stod nu klar på midterlinjen.

Kampen var i gang og målene blev scoret med få minutters mellemrum. Regnen silede

ned, men folk jublede og råbte stadig og jeg kunne ikke lade være med at smile over, at

det næsten altid var Noah der scorede. Min kæreste quartebacken, nej hvor kunne jeg

godt vænne mig til det her. Jeg elskede at se Noah spille. Jeg elskede at se den passion

Noah havde for fodbold, hvor meget han virkelig ønskede at blive den bedste og alt det

han gjorde, for at blive den bedste. Bolden blev kastet frem og tilbage imellem spillerne

og det anstrengte mine øjne konstant, at skulle finde ud af, hvor Noah var på banen. Min

opmærksomhed blev taget, da min telefon begyndte at spille. Jeg satte mig ned på stolen

og kunne nu absolut ingenting se, for alle menneskerne. Jeg prøvede at undgå at fylde

min taske med vand, men ledte stadig efter den forbandede mobil. Jeg fik fat i den og så

at min mor havde haft ringet.

Hvad ville du, er lige til fod..

Jeg kiggede op, da alle pludselig gispede og jeg havde ingen idé om, hvad det var de

gispede over. Jeg rejste mig op og prøvede at finde en ting på banen, der var at gispe

over.

Hele min verden stoppede, da jeg opdagede en fyr, ligge bevidstløs nede på banen

123

med fire mænd omkring sig. Tårerne fløj allerede ned. Jeg begyndte at gispe efter vejret

og kunne nu se ansigtet da de tog hjelmen af. Det var Noah. Alt stod stille. Jeg var

ligeglad med alt. Jeg kæmpede mig voldsomt vejen ned gennem tribunerne og hoppede

over hegnet, som var blevet sat op imellem banen og tribunerne. Jeg landede på det våde

og forbudte græs og spurtede alt hvad jeg kunne, hen over banen og kunne høre flere

mænd komme løbende efter mig. Jeg skubbede mændene omkring Noah til side og så

Noah ligge helt bevidstløs på græsset. Jeg faldt i knæ ved siden af ham og ruskede hans

hoved.

”Noah vågn op, Noah vågn op” skreg jeg og kunne mærke mændene, der kæmpede

for at rive mig væk, men jeg gjorde alt for at holde fat i ham.

”Slip mig. Jeg er hans kæreste” skreg jeg og havde næsten ikke mere luft tilbage. De

slap mig forsigtigt.

”Noah vær sød og vågne. Be Be. Ikke engang til, bliv hos mig Noah. Bliv hos mig”

tårerne trillede ned af mine kinder som et vandfald og mit hår var tungt og vådt. Alt i

hele mit liv, var pludselig ligegyldigt, intet betød noget mere, hvis jeg ikke kunne have

Noah hos mig. Så havde jeg pludselig ikke nogen grund til at være her mere.

Kapitel 25

”Noah, fik en løbende modspiller på 100 kilo væltende imod ham og på en eller

anden måde lykkedes det personen, at skade hans nakke rigtig kraftigt. Men du skal

tænke på, at han har været bevidstløs, og derfor er der 90 % risiko for at han vågner.

Hvorimod hvis han ikke havde været bevidstløs, havde der været 95 % “ Det irriterede

mig, den måde han snakkede til mig på, som om et jeg ikke forstod noget af alt det her,

som om jeg virkelig havde brug for, at han skar alt ud i pap til mig.

”Men bare så du ved det, så klare langt over halvdelen det her”

”Mm-hm” jeg troede ikke, på et ord af det han sagde. Jeg havde prøvet alt det her før.

Hvordan lægerne konstant prøvede og give en, en masse falsk håb om, hvordan det hele

nok skal gå og hvor mange der ellers havde klaret det. Men det de glemte var, at der

stadig var de 15 %. De 15 % som Noah sagtens kunne være en del af, de 15 % som min

far havde været en del af.

”Noah skat, vil du ikke godt vågne” sagde jeg og kiggede på alle de blå mærke, der

nu farvede både hans hoved og krop.

124

”Det her er ikke fair, du kan ikke bare forlade mig ligesom min far. Jeg har brug for

dig i mit liv” jeg holdt grebet fast om hans hånd endnu hårdere, og mine øjne blev fyldt

med vand.

”Kan du ikke bare komme tilbage. Kom tilbage til mig” jeg lod hovedet falde ned i

sengen og mærkede hvordan hele sengen var fuldstændig stille.

”Åh nej, åh nej” sagde Noahs mor, og løb grædende ind, idet hun opdagede hendes

bevidstløse søn, ligge i sengen.

”Min lille dreng” hun kyssede ham på panden og holdt et lommetørklæde op foran

sin mund. Jeg kunne slet ikke forstille mig, hvor hårdt det måtte være for Lauren, at se

ens søn ligge bevidstløs i en hospitalsseng for anden gang. Den smerte og sorg hun

konstant bar rundt på, måtte være forfærdelig. Noahs far dukkede lidt efter op i døren og

der gik det op for mig, at det nu var første gang jeg skulle møde hans far. Hvor hans søn

lå i sengen og kunne intet sige. Han var høj og havde uglet sorthår. Han kom løbende

ind i en simpel, sort habit og hans ansigtsudtryk var alt andet end glad. Hans krop

rystede og en tårer lignede, at være ved at klemme sig på. Hans øjnene fangede pludselig

mig og han tænkte et kort sekund, men rakte mig så hånden.

”Tom Williams, Noahs far” sagde han og jeg nikkede tilbage til ham, da jeg klemte

hans hånd.

”Sophie Scott Johnson” sagde jeg og prøvede at kæmpe et smil frem, men det var ret

svært taget i betragtning af, hvilken situation vi stod i.

”Jeg er ked af, at vi skulle mødes sådan her for først gang”

”Det er jeg også” svarede jeg og kiggede tilbage på Noah. Det var utrolig så meget

hans ansigtstræk mindede fuldstændig om Noahs. Det skæve smil, måden han bed

læberne sammen når han tænkte og den ligegyldige udstråling, der var præcis som

Noahs. Jeg tænkte, at de nok gerne ville have lidt alene tid med deres søn, så jeg hentede

min mobil og tænkte, at jeg nok heller måtte informere min mor og faster om hvor jeg

opholdte mig.

Jeg tastede min fasters nummer ind og trykkede på den grønne knap.

”Hallo, Sopher hvor er du henne” spurgte hun uroligt og jeg kunne fornemme, at

klokken åbenbart var blevet mange.

”Faster, Noah er kommet til skade. Jeg er på sygehuset nu og har planer om, at blive

her indtil at han vågner” der var stille i telefonen et stykke tid.

”Er han okay” spurgte hun bekymret.

125

”Det ved jeg ikke” sagde jeg og det gjorde pludselig meget mere ondt, at sige det

højt.

”Men bliver du så bare på sygehuset” spurgte hun og man kunne godt høre, at hun

ikke ligefrem havde den største erfaring med forældrevejledning.

”Ja det gør jeg og jeg skal nok selv sørge for mad”

”Okay, men lov mig at du ringer hvis der er noget”

”Skal jeg nok” svarede jeg og lagde så røret på.

Jeg valgte min mor i kontaktbogen og var klar på en grædefærdig samtale.

”Jeg tror bare jeg sover her i stolen” sagde Lauren og satte sig i en blå lænestol henne

i hjørnet. Noahs far havde været nødt til at gå på grund af arbejde, men Lauren og jeg

var begge fast besluttet på at blive lige meget hvad. Jeg stod henne ved siden af sengen

og kørte min finger op og ned af hans arm.

”Tror du han vågner”

”Selvfølgelig gør han det, Noah er en stærk dreng” svarede hun og det at hun sagde

det, hjalp faktisk. Det var blevet mørkt udenfor og jeg var ret sikker på, at det var blevet

over midnat.

”Jeg tror jeg lægger mig her” sagde jeg og dumpede lige så stille ned ved siden af

Noah og lod mit hoved falde ned på hans bryst. Jeg puttede mig helt ind til ham, låste

min ene arm om ham og trak dynen over mig. Han skulle vågne, det var han nødt til.

Intet ville være det sammen uden ham og intet kunne blive det samme uden ham.

Kapitel 26

Jeg klaskede mig selv på armen, i håb om at det ville dræbe den møg irriterende flue,

der havde irriteret mig hele morgenen. Mine øjenlåg føltes stadig utrolig tunge, da mine

øjne havde nægtet at lukke sig næsten hele natten. Jeg lå stadig helt stille, men lod mit

blik glide hen på Lauren, som lignede en der sov utrolig tungt, i en ellers ikke så

komfortabel stol, med begge ben hængende udover armlænet og hovedet der hvilede på

det andet. Hun lignede også en, der havde haft svært ved at sove i nat, men det var der jo

heller ikke noget og sige til, når hun havde en dreng der lå og kunne åbne øjnene hvert

sekund. Jeg havde stadig ikke kigget hen på Noah. Jeg vidste ikke, om jeg kunne klare at

se de tunge øjenlåg, der nærmest var limet sammen, eller den uvirkelige stilhed der lå

over ham. Måske ville jeg bare blive ved med at kigge op i loftet, indtil Lauren på et

126

tidspunkt ville vågne og kunne fortælle mig, at han stadig så lige så lidt livagtig ud som

før. Men på en måde følte jeg en trang til, at kigge på hans flotte ansigt og kysse ham ud

af søvnen. Men det var kun i eventyr sådan noget ville ske, i et eventyr som altid havde

en god slutning hvor prinsessen fik sin prins og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Da jeg var lille, havde jeg altid drømt om at leve som en prinsesse og føle mig som

en prinsesse, men altså hvilken pige havde ikke det. Det med at blive lykkeligt gift med

den person man elsker allermest i hele verdenen og så bare leve lykkeligt sammen resten

af sit liv. Alt jeg ville ønske mig nu, var at få Noah tilbage, om han så vågnede

anderledes end før, ville jeg altid elske ham lige højt.

Den lille peptalk jeg havde givet mig selv, havde givet mig en hvis mod og jeg

vendte langsomt hovedet rundt og landede foran Noahs ansigt.

Hans øjne var stadig lige så lukket som før, intet var sket. Hvad havde jeg regnet med, at

jeg ville vende mig om til en Noah med vidt åbne øjne og et kæmpe smil på læben? Jeg

rystede på hoved og mit håb faldt pludselig drastisk. Ville han nogensinde vågne, ville

jeg leve resten af mit liv fuld af sorg og alene. Den tanke skræmte mig, men jeg var

bange for, at jeg nok snart var nødt til, at vænne mig til den. En tårer faldt og jeg

mærkede pludselig, hvor forfærdeligt det ville være uden Noah. Han var den eneste jeg

ville have og ikke andre.

Jeg løftede mit ansigt over ham og kyssede ham blidt på munden og ventede lidt med

at trække min mund væk. Måske ville det være det sidste kys. Jeg sukkede da intet

forandrede sig og jeg fik pludselig en utrolig træng til at komme væk herfra, hurtigst

mulig.

Jeg rejste mig langsomt op og gik hen imod stolen med min jakke hængende på sig.

Jeg tog jakken op, og kørte min ene arm gennem hullet og ud på den anden side.

”Hey” sagde en stemme pludselig meget hæst og forsigtigt. Jeg holdt mig selv for

munden for ikke at skrige, men i stedet gled der en tåre til. Drømte jeg? Jeg vendte mig

rundt og så de utrolig smukke brune øjne kigge på mig. Jeg løb hen til ham og kiggede

ned på ham.

”Noah” sagde jeg og blev overrasket over, at det overhovedet havde været muligt for

mig at udtale et ord.

”Drømmer jeg”

”Nej det gør du ikke Soph, jeg er her hos dig” hele mit liv var blevet helt igen. Jeg

havde ikke brug for at høre andet. Jeg bed læberne sammen og kunne ikke lade være

127

med at græde.

”Hvad venter du på? Kys mig. Men vær forsigtig jeg er meget ømt” jeg smilede og

lænede mig ind over ham. Mine læber åbnede sig og blev modtaget af hans. Følelsen

kunne ikke beskrives, kysset blev gengældt og et brus af lykke boblede op i mig. Mit liv

gav endelig mening igen og jeg følte mig evig taknemmelig for, at have fået ham

tilbage. Han slap mig ikke, men til sidst trak jeg mig væk, og kiggede hen på en person,

som nok også gerne ville dele glæden.

”Fru. Williams. Lauren” sagde jeg højt og ruskede alt hvad jeg kunne i hende. Hun

vågnede i et chok og kiggede undrende på mig.

”Noah er vågnet” sagde jeg og blev nærmest blindet af julelysende i hendes øjne.

Hun fór op og gispede da hun så hans brune øjne.

”Noah” sagde hun og kyssede ham. Hun kunne ikke lade være med at smile og satte

sig på kanten af sengen.

”Hvordan har du det” spurgte hun og slap ikke øjenkontakten med de brune øjne, der

endelig havde åbnet sig.

”Okay. Jeg er ret øm i nakken og lidt i ansigtet” hun nikkede og sendte mig ud efter

en læge. Jeg fangede den første læge på gangen og fik ham med ind i rummet. Han tog

nogle forskellige prøver på Noah og sent på aftenen blev han udskrevet.

”Har du fat” spurgte Lauren og holdt hans arm over sin skulder tæt ind til sig. Jeg tog

taskerne i bilen og fulgte med ind. Vi fik ham med op af trapperne og ind på hans

værelse.

”Ej hvor har jeg ondt i nakken” sagde han og lagde sig ned på sengen. Han så super

elegant ud med den kæmpe nakkebeskytter, lægen havde udstyret ham med før i dag.

Jeg lagde mig i sengen ved siden af ham og kunne slet ikke forstå, at alt det her var sket

på blot på to dage. Jeg kunne næsten ikke huske, hvad det var der var sket fø… Mine

tanker blev afbrudt, da alle minderne pludselig kom tilbage til mig. Jeremy, var det

sidste der var sket.

”Du burde sove” sagde jeg hurtigt og var bange for, at han havde tænkt sig at bringe

det på banen.

”Det du fortalte mig med Jeremy ikke?” men desværre så havde han. Jeg sukkede

men nikkede så svagt og tænkte, at vi ikke kunne blive ved med at undgå det emne.

”Er det sandt” jeg nikkede en gang til og undrede mig lidt over, hvordan han

128

overhovedet kunne tvivle på det. Som om jeg ville finde på sådan noget sygt noget.

”Hvad gør vi” spurgte jeg og havde ingen idé om, hvad planen ville være fremover.

”Skal vi prøve stadig og være venner med ham? Eller?” fortsatte jeg og ventede

stadig på et svar.

”Det ved jeg ikke, om jeg vil være i stand til” sagde han og kiggede, så meget som

han nu kunne ned i sengen. Man kunne tydeligt se på ham, at det klart også ville være et

tab for ham og miste Jeremy. Hans bedsteven gennem så mange år, bare for en pige. Jeg

blev pludselig nervøs, måske kunne Noah finde på at droppe mig, for at beholde sit

venskab til Jeremy. Nej, jeg tror at han havde gjort det rimelig klart i går, da jeg fortalte

ham det, at han var meget vred på Jeremy og ikke mig.

”Vi må vel tage det som det kommer”

”Ja det må vi” svarede han og trak mig med ned at ligge i sengen. Jeg lagde mig helt

ind til ham, og mærkede hvordan hans hjerte slog imod min ryg. Jeg drejede mit hoved

og kiggede ham i øjnene.

”Jeg elsker dig” sagde jeg pludselig og kunne mærke, at det kom helt fra mit hjerte.

Det var på tide at jeg fortalte ham det. For det gjorde jeg virkelig.

”Jeg elsker også dig”

Kapitel 27

6 måneder senere

Jeg gabte, men følte mig overraskende frisk. Jeg strakte langsomt armene og steg raskt

op fra sengen. Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, jeg havde ikke følt mig så frisk

og utrolig optimistisk i lang tid.

Jeg lod det varme vand hamre imod hver eneste cm af min krop, da jeg nød det

utrolig lange bad, som der endelig havde været tid til i dag. Håret flettede jeg stramt ned

langs min ene skulder og lagde et let lag makeup på. Jeg kiggede op fra spejlet, da døren

blev åbnet op og Brooke dukkede op i døren.

”Der er mad” sagde hun kort og smækkede så døren i igen.

Jeg gjorde mig hurtigt færdig og tog min læderjakke ud over den turkise top og hev et

par lange sølv øreringe op fra mit smykkestativ. Jeg stak hovedet ind af Brookes dør

men hun var ikke til at se. Jeg løb ned af trappen og hørte småsnak udefra køkkenet.

129

Døren knirkede da jeg trak i håndtaget.

”Nå så blev du endelig færdig” sagde min mor og tog en tår af sin kaffe.

”Vi var næsten bange for, at du var blevet druknet i alt det vand, der konstant blev

ved med at løbe” jeg smilede til min faster, som sad ved spisebordet sammen med min

mor og samlede et rundstyk op af brødkurven og smurte et tyndt lag smør på.

”Aubrey og jeg tager ind til byen efter arbejde. Så hvis du bare husker nøglen”

”Ja, ja” svarede jeg og samlede min taske op igen. Det var utroligt, så meget de var

begyndt at ses igen, efter jeg flyttede tilbage til min mor. De var nærmest sammen hver

dag og aften. Jeg havde ikke tid til at høre på alle deres planer. Jeg fik gumlet mig halvt

igennem rundstykket og råbte efter Brooke.

”Skal du med hen på kirkegården i dag” spurgte hun, da vi passerede indgangen til

skolen.

”Øhm, ja det tror jeg” Brooke havde stort set brugt al sin tid på kirkegården her på

det sidste. Når hun ikke var på kirkegården, var hun i skole eller hos gartneren for at

købe blomster.

”Super, vi ses” sagde hun og var hurtigt ude af syne. Jeg slentrede alene hen af

gangen, indtil jeg opdagede Jeremy og Charlotte stå helt tæt op ad hinanden lænet ind

imod et skab. Jeremy snoede hendes blonde hår imellem hans finger og smilede da hans

blik fangede mit.

”Hvad så Bristol” sagde han og slap Charlotte.

”Hvad så” nåede jeg lige at sige, inden han trak mig ind til sig, men slap mig så

hurtigt igen.

”Har du set Noah” spurgte jeg og prøvede at undgå og møde Charlottes blik, godt

nok var vi ikke fjender mere, men jeg brød mig stadig ikke om hendes personlighed og

attitude.

”Øh nej, jeg har ikke set ham i dag” jeg sukkede og vinkede kort til ham, da han ikke

rigtig var til nogen hjælp og fandt vej hen til mit skab.

Da jeg fik øje på mit skab, fangede mit blik hurtigt den lille hvide notes-seddel, som

hang midt på skabet. Jeg hev sedlen af og genkendte kravetæerne.

Mød mig på parkeringspladsen kl.9

Noah

Jeg smilede, hvad skulle vi dog, siden han ville have mig til at pjække fra skole. Jeg

130

tjekkede klokken og så, at den var fem minutter over. Jeg fik mig hurtigt et overblik over

gangen, men kunne ikke finde nogen lære og satte så hurtigt i løb mod døren og blev ved

med at holde udkig efter lærerne. Dog havde jeg pjækket før, men det var bestemt ikke

en ting, jeg holdte af og gøre.

Jeg kom ud på parkeringspladsen, men kunne ikke finde Noah. Jeg fortsatte længere

ned, indtil jeg kunne se Noah side forsigtigt på Audien med nøglerne i hånden. Jeg

smilede og skyndte mig hen til ham.

”Hvad skal vi” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile.

”Vent og se” sagde han og selv hans blik afslørede ikke en eneste detalje.

Vi kørte længe, både på utrolig lange landeveje, men også inde i byen. Jeg havde

ingen idé om, hvor vi var på vej hen og Noah nægtede at afsløre bare en smule.

Pludselig stoppede bilen. Jeg skimtede omgivelserne. Vi var i en skov, en utrolig flot

skov, med en masse flotte forårsblomster, som knap var sprunget ud. Det var en dejlig

forårsdag og himmelen var klar. Jeg kunne ikke komme i tanke om et sted, som så sådan

ud og krævede tre timers kørsel.

”Hvor er vi” prøvede jeg igen, men fik stadig ikke noget svar. Han tog fat i min hånd

og trak mig med hen af en smal sti.

”Kom” sagde han og jeg kunne fornemme, at jeg ikke rigtig havde andet valg. Vi gik

hen af en smal, men lang sti med tusinde af blomster der sprang ud fra begge sider. Det

var utrolig smukt og mindede mig pludselig mere og mere om et sted, jeg havde været

før. Et sted som var fyldt med fantastiske og værdifulde minder. Prasimma park, det var

det, det lignede. Det hele var nærmest som en kopi af den. Et kort øjeblik kom jeg endda

i tvivl om, om jeg egentlig var tilbage i London. Men kom hurtigt tilbage til

virkeligheden.

”Minder det her dig om noget” spurgte han og ventede spændt på et anerkendende

svar.

”Prasimma park” sagde jeg og kunne ikke stoppe med kigge på alle blomsterne. Han

nikkede og gik tættere på mig.

”Jeg huskede, at du fortalte mig, at det havde været den bedste dag i dit liv i den

skov. Og jeg overvejede at tage dig med tilbage til London” mit hjerte galoperede.

Havde han virkelig husket alt det og havde han gjort sig alt det besvær, for at finde en

lignende skov. Men hvorfor, hvorfor lige i dag.

131

Vi fortsatte med at gå og endte så det smukkeste sted, fyldt med hvide og røde roser.

Længere henne, stod et bord fint dækket med dug glas og lys. Det hele mindede mig

mere og mere om en drøm.

Vi stoppede og satte os ved bordet. Jeg kunne ikke forstå det, havde han gjort alt det

her for mig?

”Jeg har noget til dig” sagde han og løftede en lille sort æske op fra hans lomme.

”Hvorfor dog det” spurgte jeg overrasket og åbnede langsomt æsken. Jeg smilede

over hele ansigtet og løftede det lille N vedhæng op. Jeg kunne ikke lade være med at

smile, det var den bedste gave jeg nogensinde havde fået.

”Det er til din halskæde” sagde han. Jeg nikkede og en tåre pressede sig på. Han satte

vedhænget i og jeg elskede det!

”Tusind tak, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” sagde jeg og var nærmest helt stum.

Nu vil jeg også altid have en del af Noah med mig, lige meget hvad.

”Jeg har en lille ting mere” sagde han og fandt en lille hvid æske frem. Jeg blev helt

overvældet, samtidig med at jeg følte mig mere og mere flov over, slet ikke at have

noget til ham.

”Jeg elsker dig Soph, ved du godt det” sagde han, mens han sad med æsken i hånden.

Og mit hjerte sprang det slag over, som det gjorde hver gang, han udtalte de tre ord efter

hinanden. Jeg bed mig i læben og nikkede voldsomt tilbage og var ligeglad med om jeg

lignede en idiot. Jeg havde sådan lyst til at kysse ham lige nu, jeg elskede når han

erklærede sin kærlighed til mig. Min mund forblev stadig lukket, men jeg kunne ikke

stoppe med at smile over hele ansigtet.

”Og det har været de bedste 9 måneder i hele mit liv” fortsatte han og lagde så

forsigtigt æsken i min hånd. Jeg sad lidt med den i hånden, men løftede så forsigtigt

låget op og mine øjne blev vidt åbne, da jeg opdagede, en sølv ring der var dækket af

glitrende sten og lignede ikke en, man kunne få til billige penge. Jeg var så opslugt af

ringen, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at Noah nu sad på knæ foran mig.

”Og Sophie, jeg ved godt” sagde han og holdte stadig fast om min hånd. En forsinket

storm af sommerfugle, gik til angreb inde i min mave og væltede mig næsten om kuld.

”At teenageægteskab kun holder 1 ud af 4 gange, men jeg er klar på at give det en

chance”

”For jeg elsker dig Sophie Scott Johnson. Jeg elsker alt ved dig og det er dig, jeg har

lyst til at tilbringe resten af mit liv sammen med” alt stod stille, hele min verden

132

stoppede. Hvad var det lige der skete, var det her rigtigt. Hvad ville folk sige, hvordan

ville det gå, ville det overhovedet gå. Mit hjerte skreg ja, men af en eller anden grund

nægtede min mund at lukke det ud. For der var den ene ting, der blev ved med at råbe

nej inde i mig.

”Jamen, min mor”

”Det skal du ikke tænke på, jeg har allerede spurgt hende om lov” jeg kunne næsten

ikke få vejret. Var det virkelig rigtigt. Elskede han mig så højt, at han havde bedt om

min mors tilladelse.

”Jamen så, ja ja ja ja” han rejste sit hurtigt op og jeg kastede mig over ham og trak

ham ind til et kys. Han løftede min hånd og satte den elegante sølv ring med sten, på min

finger og jeg skinnede af glæde.

”Jeg elsker dig”

Kapitel 28

Alle er en del af deres eget eventyr, det tager bare tid for nogen

at opdage det

Musikken begynder lige så stille og jeg får en klump i halsen, da jeg kommer i tanke

om, at det er mit signal.

”Er du klar” spørger min mor, som står fint ved siden af mig, i en kort blå kjole med

ærmer og strammer grebet om min arm. Mit hjerte banker så hurtigt, at jeg nærmest er

bange for, at det pludselig bliver udmattet og stopper. Jeg kigger mig hurtigt over

skulderen. Brooke står klar i sin knælange mintgrønne og super elegante kjole og holder

fint en simpel hvid buket. Jeg tager en dyb indånding og prøver at forstå, hvad det er der

skal til at ske.

”Du ser så smuk ud i din kjole skat” siger hun og kigger ned af mig. I virkeligheden

var det jo faktisk hendes kjole. Hendes brudekjole, fra da hun blev gift med far. En

utrolig smuk, lang, stropløs, cremefarvet kjole, der sad stramt ved brystet og var

fremhævet med sten under brystet og faldt derefter bare ned og gled hen af gulvet. Det

havde altid været min drøm, at blive gift i den her kjole med den mand jeg elskede og

jeg kunne ikke forstå, at den drøm rent faktisk var gået i opfyldelse.

133

Jeg retter lidt på de lange løse krøller, for nu kan jeg se, at der er under et minut til, at

jeg skal gå. Bare jeg ikke falder i sandet, men heldigvis havde jeg da været klog nok til

at tage flade på, efter som det ville svært at gå i højhælet i sandet. Jeg stikker hurtigt mit

hoved ud af strandhusets dør og ser præsten, Noah, Lauren og Tom, Jeremy og Charlotte

og til sidst min faster, der sidder og tripper med benene. Der var de mennesker, jeg holdt

allermest af og jeg kunne ikke ønske mig mere, godt nok var jeg gået på kompromis

med Charlotte, men hun havde faktisk været overraskende sød ved mig, her på det

sidste, efter Jeremy var gået tilbage til hende.

”Så min pige” siger min mor pludselig og kommer op på siden af mig. Jeg retter

ryggen og smiler alt hvad jeg kan. Hele min krop er helt anspændt og jeg kæmper for at

gå så elegant som muligt i det bløde varme sand.

Mit blik møder Noahs, da jeg er nede for enden af stolene og alle kigger på mig.

Solen står højt på himmelen og varmer hele min krop, samtidig med at lyden af de

brusende bølger, gør mig mere afslappet. Jeg kigger tilbage på Noah og slapper

pludselig helt af, og bliver mindet om, hvorfor det egentlig er, at jeg gør det her. Jeg

elsker Noah mere end noget andet og højere end noget jeg nogensinde har elsket før,

udover min far. Jeg ville sådan ønske, at min far kunne være her, følge mig op af gulvet

og se mig blive gift med den dreng jeg elsker.

Jeg griber fast om halskæden og mærker de to bogstaver og hjertet og jeg føler

pludselig helt, at min far rent faktisk er med mig.

Min mor slipper mig, da jeg er henne ved Noah og jeg stiller mig forsigtigt overfor

ham. Da præsten begynder.

”Vi er samlet her i dag, for at forene disse to unge og forelskede mennesker. Et

vidunderligt bevis på at kærligheden ikke bærer nogen alder. Det er utrolig smukt at to

så unge sjæle kan..”

Noahs smukke brune øjne, bliver ved med at kigge på mig og jeg kan ikke lade være

med smile. Jeg kan fornemme, at det her er helt rigtigt. Jeg havde vidst, at det skulle

være Noah fra starten af, dog havde vi haft vores nedture, men vi havde altid fundet

vejen tilbage til hinanden igen. Han er alt, hvad jeg kunne drømme om. Det var ham jeg

ville blive gammel med, ham jeg ville have mine børn med og ham jeg ville dø sammen

med.

”Så Noah Williams, nu tilspørger jeg dig, vil du tage Sophie Johnson..”

”Scott Johnson” rettede jeg ham hurtigt og hørte Jeremy fnise længere nede.

134

”Selvfølgelig. Sophie Scott Johnson som din hustru og elske hende, både i medgang

og modgang, til døden jer skiller”

”Ja selvfølgelig” svarede Noah kort bagefter og jeg smilede endnu mere. Han elskede

mig virkelig. Vores kærlighed var gengældt og han havde virkelig planer om, at leve

resten af sit liv ved min side, både i medgang og modgang. Jeg tager en dyb indånding,

da præsten kigger på mig.

”Og så tilspørger jeg dig Sophie Scott Johnson, vil du tage Noah Williams som din

ægtemand og elske ham, både i medgang og modgang til døden jer skiller”

Jeg drejer hovedet ned mod min mor, som sidder på en hvid stol ved siden af min

faster. Hun nikker kort til mig og løfter så sit lommetørklæde op, for at tørre tårerne, der

køre ned af hendes kinder væk. Min faster holder hendes hånd, men ligner også selv en

der skal til at fælde en tåre. Jeg kigger tilbage på Noah, og kan nærmest se en smule

nervøsitet i hans øjne, for at det næste ord der vil komme ud af min mund starter på N.

Jeg tager fat i halskæden og mærker N’et og S’et, der hænger ned af min hals sammen

med hjertet.

Jeg ville sådan ønske du var her. Tænker jeg og håber dybt dybt inde, at han kan høre

mig. Det er jeg sikker på han kan, han sidder sikkert og kigger ned på mig lige nu

sammen med Ava og Joshua og venter lige så spændt på et svar, som alle de andre

gæster.

”Ja”

Og da gik det op for mig, det her var mit eventyr og det var blot kun begyndt.

Alt skal nok bliver godt i enden, er det ikke godt…

er det ikke enden endnu