BRUGSFORENINGS-BLADET 2. Marts 1943 • 16. Aargang Nr. 3

Frederiksberg Alle. Tegning af Hans Sørensen.

forfalsket eller ægte? Det er et brydsomt Job at være Svindler i Kunstbranchen. Den moderne Kunstforsker arbejder videnskabeligt og kan med et Utal af Hjælpemidler fastslaa, hvorvidt et kostbart indkøbt Bil-lede er ægte, eller — som det fornylig viste sig i Sverige — var Masseproduktion fra Malmø.

fjol E store Priser paa efterspurgt Kunst gSSjjps? har altid fristet Svindlere og Spe-

kulanter, og smarte Forretningsfolk har været mere end villige til at afsætte deres tvivlsomme Produkter. Selv i Kina, hvor man nærer saa stor Respekt for de svundne Generationer, tog Forfalskningsin-dustrien før Krigen et vældigt Opsving. Man har fra de senere Aar talrige Eksempler paa, at falsk Sung-Porcelæn for vældige Summer er blevet afsat som ægte til Samlere i Europa og Amerika. Baade gamle Træskulpturer, middelalderlige Vaaben og Mønter er blevet eftergjort i stor Stil og ofte med imponerende Dygtighed.

Men Forfalskning af Billedkunst har i Euro-.pa været det Speciale, som Svindlere først og fremmest har dyrket. Der er tjent utalte Millioner paa værdiløs Kunst i Form af Bil-ledvrag og tarvelige Kopier, som disse Svind-lere har kastet ud paa Markedet.

Det maa ogsaa have været fristende at' kopiere de gamle Mestre, som allerede i de-res Tid var meget efterspurgte og betaltes højt. I den nyere Tid ér Priserne pa'a gamj.e Malerier steget kolossalt — et Skovlandskab'; af Ruisdael, som i 1875 blev købt af Ghristiei: Kunsthandel i London, blev saaledes paa en Auktion 1892 solgt videre for 10.000 Gtiineas, hvilket i danske Penge udgør onatrent en kvart Million Kroner.

I Slutningen af det forrige Aarhundredé var der i England saa mange Afbejder af Gainsborough og Raeburn i Ofnløb, at en * Jarl, hvis Datter var meget kunstinteresseret og fordrev Tiden med at kopiere gamle Male-rier, en Dag ytrede: Muligt, af .Størsteparten af de Billeder, som for Tiden Saljlbydes som

(j^C7n'bmndt̂ 2

Øverst en ægte Rembrandt-Signalur paa et Billede af Mesteren, som opbevares paa Rijksmuseum i Amsterdam. Derunder en falsk Rembrandl Signatur — som man vil se, er den saa træffende gjort, at

den let vil kunne friste en Ikke-Kender.

Mesterværker af Gainsborough og Raeburn i Virkeligheden er malet af vor kære Datter Alice.

Den kunstinteresserede Alice har dog næp-pe opnaaet større Summer for sine Kopier, hvorimod en ægte Gainsborough i 1876 blev købt for 10.000 Pund Sterling og straks efter solgt til Finansmanden Pierpont Morgan -— for det tredobbelte Beløb. I Dag er det vur-deret til halvanden Million Kroner.

Omkring Sekelskiftet var den franske Ma-ler Corots Billeder den store Mode i Amerika. Der blev sendt i Titusindvis af Corot-Billeder over Dammen, skønt Paris vidste, at Kunst-neren kun havde malet seks Tusind Billeder i alt. Ogsaa den berømte Courbets Arbejdet gik i Skibsladninger til New York, hvor de smarte Agenter havde opreklameret ham som et frihedselskende Geni, og det var noget, Amerikanerne syntes om.

Først og fremmest i Frankrig, men ogsaa' i Tyskland og Holland fandtes der mange og teknisk veludrustede Fabrikker for Fremstil-ling af Kunstforfalskninger, og Svindlerne har benyttet sig af meget raffinerede Meto-der. For Eksempel bagte man friskmalede Kopier efter gamle Mestre i Bagerovne for derved at faa de friske Farver til at revne Malegrunden bestod som Regel af gamle Træplader, som først havde faaet en særlig Behandling. For at Genstandene kunde være tilforladelige antike, brugte Falsknerne i det hele taget mange Kneb. Behandlede dem med kunstige »Træorme«, der efterlod sig nyde-lige Huller, mere ægte end de, der fremstil-ledes paa den Maade, at man beskød Træet med Spurvehagl! En lignende Teknik blev naturligvis anvendt ved fabriksmæssig Frem-stilling af falske Træskulpturer og Billed-skærerarbejder.

Naar et saadant Malebræt var blevet grun-digt behandlet og omsider saa ud til at være tilpas antikt, blev det bemalet med en Kopi efter en berømt Kunstner. Derefter over-smurte man det færdige Produkt med Sod, Snavs, Fernis og andre Ingredienser, og til-sidst fik Maleriet en Brunpatinering i en Røgovn og havde nu den saa efterstræbte Gafteritane, der skulde,' overbevise en tro-skyldig Samler om Mesterværkets høje Alder og Værdi.

i :J vop Tid er van Gogh sikkert den Maler, hvis • Billeder oftest er blevet forfalsket. Hans.Teknik var tilsyneladende saa ligetil og uin'dviklet, at mange har følt sig fristet til at kopiere hans baade lovpriste og forkæt-rede Værker, hvis Lavastrømme af glødende Farver gengiver Solen, det bølgende Korn og

; Cypresserne i Landskabet ved Arles i Syd-frankrig.

Mange vil kunne erindre van Gogh-Skan-dalen i Berlin i 1932. Den kendte Kunsthandler Wacher blev efter en lapgvarig Proces idømt to Aars Fængsel for ved Hjælp af falske Eks-pert-Udtalelser at have legaliseret sine uægte van Gogh-Malerier. Det drejede sig om godt en Snes Billeder, og det vilde have været en fabelagtig Forretning, hvis- de alle var blevet afsat som ægte. Van Gogh, hvis Priser var steget mod Højderne efter al den litterære Virak, der var blevet ham til Del, kunde dengang i- Tyskland ikke købes for mindre end 25.000 Mark — og et Billede paa Stør-relse med et Lommetørklæde kunde i Ame-rika opnaa den samme Pris i Dollars! Mær-keligt, naar man tager i Betragtning, at Vin-cent van Gogh i hele sit Liv maatte halvsulte i Nød og Elendighed og faktisk kun eksiste-rede i Kraft af sin Broder Theos Barmhjer-tighed. Hans faa Venner satte ikke Pris paa hans Kunst,- og fik de foræret et Billede, gemte de det bort eller smed det paa Mød-dingen.

Der menes i Dag at være omkring ved 800 ægte van Gogh-Malerier, et Tal, der dog sik¬

kert vil-blive-mindre med Tiden, efterhaan-den som flere og flere af Malerierne bliver undersøgt og analyseret af Eksperter. Sam-lerne er med Rette nervøse.

Nu er det i Sandhed et brydsomt Job at være Svindler i Kunstbranchen — vor Tid har saa mange og yderst effektive Metoder til Undersøgelse af tvivlsomme Billeder, at Risikoen for at blive afsløret er meget stor. Den moderne Kunstforsker cg Museums-mand er faktisk paa sit Omraade en frem-ragende Detektiv. Han arbejder metodisk og videnskabeligt —med Røntgenundersøgelser, mikroskopiske og kemiske Analyser samt Undersøgelser ved Hjælp af ultraviolette og infrarøde Straaler. Af disse Metoder er Ana-lyseringsmetoderne ved Hjælp af Røntgen-og ultraviolette Straaler de mest effektive.

Det verdenskendte Fogg Art-Museum ved Harvard-Universitetet i Cambridge, Amerika, var det første Museum, der gennemførte me-todiske Røntgenundersøgelser af de gamle Mestres Værker. Begyndelsen blev gjort i 1925, og i de følgende Aar undersøgte dette Museums Eksperter en lang Række Billeder i europæiske Kunstgallerier, deriblandt Na-tionalgalleriet i London og Louvre i Paris, og dets interessante Samling af Verdenskunst i Røntgenoptagelse er uden Sammenligning den største, der findes. -

Fogg Art-Museums vældige Reoler inde-holder Røntgenoptagelser af omkring Tusin-de Kunstnere, og alle de store Navne er rigt repræsenteret. Rembrandt fører med Hundre-

Røntgenfotografi af en ægte »Sædemand« af Vincent van Gogh.

de og seksten Arbejder, og saavel Rubens som van Ruisdael og Tizian findes i stort Ud-valg. De færreste af disse Billeder er dog blevet undersøgt, fordi man nærede Tvivl om deres Oprindelse — man har kun ønsket at anlægge et Arkiv til Støtte for Studiet af de gamle Mestres Arbejdsmetoder, hvilket først og fremmest har Værdi for den sammenlig-nende Kunsthistorie. Men Eksperterne fra Fogg-Art-Museum har dog ogsaa afsløret mange Falsknerier, dels for Kunsthandlere og private Samlere, dels for Kriminalpolitiet i saavel Europa som Amerika.

Mulighederne, for at et Maleri kan være forfalsket, er flere: Det kan være malet af en velmenende Kunstner som Studium, eller det kan være kopieret med Salg til en naiv Køber for Øje. Det kan ogsaa dreje sig om et gammelt Billedvrag, som er blevet over-målet og restaureret uden Hensyntagen til dets oprindelige Tilstand. I det sidste Tilfæl-de har Konservatoren enten haft ureelle Hen-sigter, eller ogsaa har han i ubændig Skaber-trang ladet sig forlede til at give Billedet en saa radikal Omgang, at det har mistet enhver Lighed med Originalen. Eventuelt kan han have følt det som sin Pligt efter bedste Evne at udbedre, hvad Tiden, daarligt Materiale, Uheld eller ublid Behandling har ødelagt.

Røntgenanalysen vil imidlertid straks kun-ne afsløre, om et Billede er blevet overmalet helt eller delvist, og ved Hjælp af en ke-

j

misk Analyse er Eksperten i Stand til at kunne afgøre, om det er blevet gjort for nylig, for halvtreds eller for Hundrede og halvtreds Aar siden.

En hollandsk Samler fik en Dag tilbudt et Maleri af den berømte Frans Hals. Det var forsynet med en kendt Museumsmands Eks-pertudtalelse, og Prisen var forbavsende lav, kun 50,000 Gylden. Samleren købte det hen-rykt, men kort Tid efter.fik han Mistanke om, at Billedet var en Kopi. Han anlagde nu Sag mod Kunsthandleren, der havde solgt ham Billedet, og under den omfattende Proces lod Retten flere Sagkyndige tilkalde. Allerede før Undersøgelsen erklærede disse katego-risk, at Maleriet maatte være en Forfalsk-ning. Den kemiske Analyse fastslog da og-saa, at der til Hals-Billedet var blevet an-vendt Ultramarin og Kobaltblaat, to Farver, som først har været kendt siden 1820, end-videre Zinkhvidt, som først blev taget i Brug efter 1780. løvrigt viste en Røntgenunder-søgelse, at under det tykke Farvelag sad Hovedet af en Tegnestitt — og Tegnestifter har man først kendt siden det nittende Aar-hundrede! Det siger sig selv, at Kunsthand-leren tabte Sagen.

Som før nævnt har man ogsaa andre Hjæl-pemidler til kritisk Analysering af et Kunst-værk — Mikroskopi, ultraviolette og infra-røde Straaler samt grafologiske og kemiske Undersøgelser.

De infrarøde Straaler benyttes til Gennem-straaling og Blotlægning af en Billedover-

Røntgenfoto af en van Gogh-Forfalskning — en Kopi af den ægte »Sædemand«.

flade, som er skjult for Øjet under en Hinde af Snavs og Fernis. De paaviser, om en Re-staurering er blevet udført med Farve fra en nyere Tid, selv om denne Farve kun i ringe Grad adskiller sig fra den, der blev anvendt til Udførelse af Originalen. Eksami-nering ved Hjælp af infrarøde Straaler er faktisk kun en speciel Form for Fotografe-ring.

Selv i et svagt Mikroskop ser man tydeligt de Mærker, som Kunstnerens Pensel har af-sat i den vaade Farve — Mærker, som er lige saa karakteristiske for Maleren, som Haandskriften er det for Digteren. Mange af de ældre Kunstnere har — foruden af Pen-selen — benyttet sig af deres Fingre, naar de malede, og derfor kan deres Fingeraftryk være tilstrækkeligt Bevis for et Billedes Ægt-hed — dog ikke altid, for man har konsta-teret, at Falsknere har taget Aftryk af Fin-germærkerne og har fremstillet Gummicli-cheer efter dem. Paa den Maade har de væ-ret i Stand til paa Kopierne at kunne an-bringe et eller flere Fingeraftryk, som natur-ligvis har været meget vanskeligt at skelne fra de ægte.

Saa kommer vi til det ofte omstridte Spørgsmaal om Signaturen. En falsk Signatur paa en Akvarel, en Tegning eller et grafisk Blad er forholdsvis nem at afsløre. Man tager et Mikrofotograf] af Signaturen, forstørrer det og sammenligner det med et Antal ori¬

ginale Underskrifter. Det er i øvrigt meget svært at kopiere en Signatur, saa den virker ægte. De fleste af os har — om ikke for andet, saa for Spøg — prøvet at efterligne en andens Skrift og har derved erfaret, at man ikke er i Stand til at kunne gøre det hurtigt og sikkert. Man gør uvilkaarligt smaa Ophold, mens man i Brøkdele af Sekunder studerer Forbilledet. Et forstørret Mikrofoto-grafi vil tydeligt vise, om Falskneren har prentet eller malet Signaturen med Forsigtig-hed, langsomt og usikkert.

Det er gerne Raderinger og Haandtegnin-ger, som forsynes med falske Signaturer. Anders Zorn, den svenske Maler og Raderer, som var en Kunstner af det internationale Format, faldt i Svindlernes Hænder, da Kunst-handlerne i Paris begyndte at forlange 10— 12.000 Francs for Stykket af hans Raderin-ger. Mange af hans Arbejder blev efterlignet ad fotomekanisk Vej, hvilket dog var gen-nemskueligt. Men værre blev det, da man begyndte at radere efter hans Originaler og forbløffende dygtigt imiterede hans Teknik. De fleste Zom-Kopier er blevet afsløret paa Grundlag af Signaturen.

Originale Haandtegninger af Renæssance-tidens Kunstnere — som Regel tegnet med Sølvstift — opnaar i vor Tid eventyrlige Pri-ser. I 1936 solgtes i London en Haandtegning, tretten Centimeter høj og tilskrevet Jean Fouquet, en forholdsvis ukendt Primitiv fra det fjortende Aarhundrede, for 10.200 Gui-neas. Straks etablerede en Svindlerbande et Værksted og startede en voldsom Produk-tion af uægte Fouquet-Tegninger, og adskil-lige Eksemplarer blev afhændet til Samlere, før Svindelen blev afsløret og samtlige Med-lemmer af Banden arresteret.

Nu har man i de fleste Kulturlande oprettet særlige Institutioner til Undersøgelse af saa-vel Signaturforfalskninger som forfalskede Haandtegninger, Malerier og grafiske Blade. Et af de største i Europa er Rijksbureau voor kunsthistorische en ikonografische ddcumen-tatie i Haag. Det er i Besiddelse af ikke min-dre end 22.000 Museers og Samlingers Kata-loger, mange Tusinde Billedgengivelser og Signatur-Reproduktioner, og enhver Kunst¬

Et saadant Apparat benyttes, naar et Kunstværk skal analyseres ved Hjælp af ultraviolet Gennemlysning.

studerende kan i Studieøjemed faa Adgang til dette vældige Materiale, som ogsaa i flere Tilfælde har været Politiet til stor Nytte.

E R det da blevet helt umuligt at svindle med Kunst i vor Tid? Nej, ikke helt. I Pressen læser vi jævn-

ligt om nye Transaktioner med forfalsket Kunst, og i visse Lande findes der Antikvi-tetshandlere, som ganske aabenlyst og uge-nert faldbyder værdiløst Kram paa Gader og Stræder. Hvad skal man mene om den menneskelige Intelligens, naar man faar at vide, at i Palæstina faar Turisterne den Dag i Dag tilbudt en hebraisk Mønt, hvis In-skription i rørende Enfold lyder: Dette er den Shekel, der blev lundet i Davids Hellig-dom.

Salget gaar strygende! Jovist, det er en qylden Sandhed, at Mennesket vil bedrages.

KNUT DOKICF.R

Van Gogh har Gang paa Gang skildret »Sædemanden« den franske Bonde, og ovenstaaende Billede er en typisk Version af hans Billeder med dette Motiv.

3

den kønne unge Dreng. Men det var ogsaa kun Behag eller rettere: Adspredelse. Thi en skønne Dag hørte han hende sige til sin Kammerpige: »Du tror da vel ikke, at jeg for Alvor bryder mig om den vanskabte Dreng!«

Saaret, skamfuld og sitrende af Raseri over Skuffelsen og den Haan, der laa i Hentydnin-gen til hans Klumpfod, trak han sig ind i sig selv og gemte sig bort fra Omverdenen. Men Billedet af den smukke Ann lod sig dog ikke udslette af hans urolige Hjerte. Mange Aar efter dvælede han ved den smertelige Op-vaagnen (d. v. s. Opvaagnen til hendes sande Karakter) i det berømte Digt »Drømmen«, hvor han giver sin Klage Luft i rytmiske sorgtunge Strofer.

D A han vendte hjem efter sin første Uden-landsrejse, under hvilken den store Digt-

ning »Childe Harold« var blevet til, styrede han paa Tilskyndelse af Familie og Venner mod Ægteskabets sikre Havn, hvor man haa-bede, at hans letbevægelige Hjerte omsider vilde finde den fornødne Ro. Den udkaarne var Miss Milbanks, eneste Datter af en rig Baron.

Hun var en elskværdig og sød ung Pige, retskaffen og hæderlig i enhver Henseende, men tillige ikke saa lidt af en smaalig Na-tur. Som den iltre Byrons ægteviede Hustru og Livsledsagerinde var hun umulig. Hun passede ikke til hans Aands vældige Vinge-fang og lærte aldrig at forstaa ham.

Men deres Ægteskab begyndte lyst og lyk-keligt. Hvedebrødsdagene forløb i den skøn-neste Harmoni. Og det glade unge Par tog derefter Ophold i London, sikre paa, at en

DET OROLIGE HJERTE Mogens Linck fortæller om Digteren Byron, der skrev sine store Værker i Udlændighed, og som endte sine Dage som Frihedskæmper, hædret som Natio-nalhelt i Grækenland.

Jjfl WpSlORD Byron, den store Digter med iÉSSgfiy det følsomme Hjerte, var kun 8 Aar jÆI-.’. gammel, da han første Gang blev forelsket. —

I sine Optegnelser skriver han derom: »I lang Tid havde jeg tænkt meget paa

Mary Duii. Hvor mærkeligt, at jeg i en Al-der, hvor jeg hverken kendte eller blot for-stod Betydningen af Begrebet Lidenskab, kunde have en Pige saa kær. Min Mor plej-ede at drille mig med denne min barnlige Kærlighed, og mange Aar efter, da jeg var 16 Aar gammel, sagde hun en Gang til mig: »Hør, George, jeg har faaet Brev fra Edin-burgh. Din gamle Flamme Mary Duff er ble-vet gift!« Og hvad var mit Svar? Jeg er ikke nu i Stand til at forklare mine Følelser i det Øjeblik, jeg husker blot, at jeg fik et Kram-peanfald, hver Gang nogen hentydede til hendes Giftemaal i min Nærværelse.«

12 Aar gammel blev den unge Digterspire heftigt forelsket i sin Kusine Margareth Par-ker. Hun var flere Aar ældre end han, og hans Følelser for hende forblev ugengældte. Dog var det hende, der inspirerede ham til at skrive det første Kærlighedsdigt.

Som 17-aarig Yngling forelskede han sig dybt og lidenskabeligt i en anden kvindelig Slægtning Ann Chatworth. At hun allerede var forlovet med en anden Mand, anfægtede ikke Byron. Dertil kom, at det morede den smukke Ann at kokettere med sin charme-rende Slætning. De sværmede om Aftenen i Maaneskin, de foretog Rideture sammen, og den unge Dame lod i det hele taget til at finde voksende Behag i Samværet med

lys Fremtid straalede dem i Møde. Men Lyk-ken var dem kun en flygtig Gæst. Endnu før deres første Barn kom til Verden, forlod den unge Kone pludselig sit Hjem og tog Ophold hos sine Forældre. Hun nægtede haardnakket at vende tilbage. Og dette skete samtidig med, at Byron kæmpede en for-tvivlet Kamp for at holde de mest nærgaa-ende Kreditorer paa Afstand. Han var i saa nedtrykt Sindsstemning, at det undertiden grænsede til Vanvid.

Ægteskabet blev kort efter opløst, og Skils-missen blev øjeblikkelig en offentlig Skan-dale, som enhver følte sig forpligtet til at stikke sin Næse i. Og det ikke for det qodes Skyld!

Forargelsen jog Byron i livsvarig Land-flygtighed. I »Don Juan«, som han skrev ude i det Fremmede, fjernt fra Fædrelandets Strande, har han udødeliggjort sin Hustru. Med bidende Satire og elegant Haan skildrer han den lille Frues Dyder og Svagheder. Hendes største Fejl var, efter hans Mening, at hun var fuldkommen. Og han mente, at hans egen største Fejl var, at han var en almindelig Dødelig — og tilmed Digter!

Paa sin Omflakken Europa rundt kom han ogsaa til Venedig. Og i denne skønne By mødte han Grevinde Giuccoli. Skønt hun var gift, synes hun at være den eneste (af de mange Kvinder, som elskede Byron), der ud-øvede en god Indflydelse paa ham.

Som purung Pige havde hun efter sine Forældres Ønske ægtet en Mand, der var nær Støvets Aar. Da hun traf den unge By-ron, gengældte hun næsten fra første Øje-blik hans stormende Følelser for hende. I Venedig boede hun sammen med sin beda-gede Ægtemand, og da hun forlod Byen for at ledsage ham ud paa hans Godser, blev hun alvorligt syg. Greven var meget æng-stelig for hendes Helbred, og han var tillige klat" over, at kun Byrons Nærværelse vilde kunne berolige og opmuntre hende. Han lod derfor Byron tilkalde. Og Byron kom!

Hans Tilsynekomst havde straks den øn-skede Virkning. Grevinden fik atter Lyst til Livet og kom sig Dag for Dag. Alligevel frygtede Byron stadig for, at hun skulde dø. Han skriver saaledes til en Ven: »Tilstøder der hende en Ulykke, vil mit Hjerte faa sit Naadestød. Hun er min sidste Kærlighed! De Udsvævelser, jeg har hengivet mig til, og som jeg er uendelig bedrøvet over, har for mig medført det Gode, at jeg nu i Ordets ædleste Betydning kan føle Kærlighed!«

Nogen Tid senere maatte Greven foretage en Forretningsrejse, og Byron ledsagede efter hans bestemte Ønske Grevinden til Venedig, hvor hun skulde gennemgaa en Kur for en begyndende Brystlidelse. Sit Forhold til By-ron søgte hun at forsvare over for sig selv ved at tro, at hun lagde Baand paa hans Trang til Udsvævelser, saaledes at hun der-ved var medvirkende til at gøre ham mere modtagelig for gode og smukke Indtryk.

Forholdet til Byron vakte dog tilsidst den gamle Greves Vrede og Skinsyge, og han opfordrede hende til at forlade Venedig og tage Ophold i Ravenna. Og hvor tungt det end faldt hende at forlade Byron, rejste hun dog til Ravenna for at møde sin Mand. Men det lykkedes hende kort efter at tilvejebrin-ge en Forsoning mellem Greven og Byron, som var fulgt med til Ravenna!

Af hans Optegnelser og Breve fremgaar det dog fra nu af tydeligt, at han — skønt han vedblivende elsker Grevinden og stadig betragter hende som sin gode Aand, der har frelst ham fra Udsvævelsernes Dyb — ikke mere saa udelukkende er optaget af hende som forhen.

Det varede da heller ikke længe, før hans urolige Sind førte ham bort fra Ravenna og videre omkring i Landet. Han kom bl. a. til Pisa, hvor han imidlertid blev indviklet i en farlig Konflikt med de stedlige Myndig-heder, saa han hurtigt maatte rejse videre. Og en skønne Dag kom han da til Genua.

Her var det, at han blev dybt grebet af Begejstring for Grækenlands Kamp for Fri-heden. Grækenland! Det var jo der, den euro-pæiske Kultur fødtes i en fjern Fortid!

Begejstret bg længselsfuld drog han over til sit kære Hellas, hvis Lidelser under det tyrkiske Aag smertede ham dybt. Nu vilde han kæmpe for Grækenlands Befrielse!

Grevinde Giuccoli, der stadig elskede ham med samme Lidenskab, vilde følge ham og dele Faren med ham, men Byrons urolige Hjerte havde da allerede lukket hende og hendes Kærlighed ude. Han vægrede sig be-stemt ved at tage hende med paa Rejsen, men han lovede at vende tilbage til hende, naar Kampen var endt.

Han kunde imidlertid ikke holde sit Løfte. Døden hindrede ham deri.

B YRON kom til Messolonghi, hvor han hil-stes som Landets Frelser. Og han udfol-

dede straks en rastløs Virksomhed og en stor Klogskab i Ordningen af Landets Forsvar. Men midt under Arbejdet segnede han fe-bersyg om. Det blev Døden.

Med sine kun 46 Aar havde han levet og givet langt mere end mange, som vandrer videre ad Livets Landevej, selv naar de har overskredet Tærsklen til Støvets Aar.

Den græske Regering paabød straks Lande-sorg, og man lod hans Hjerte udtage af hans Bryst, for at det kunde blive stedet til Hvile i den græske Jord, for hvis Frihed han gav sit Liv. Dette urolige Hjerte, dette storm-fulde Hjerte, for hvis Skyld han i sin Ung-dom maatte gaa i Landflygtighed!

Men hans Legeme blev ført til England, hvor det blev bisat i Newstead Abbedie. Thi man mente ikke, at han havde opført sig pænt nok til at blive begravet mellem Na-tionens store Sønner i Westminster Abbediet, hvor han dog med Rette burde have fundet den sidste Hvile, ikke mindst da det urolige Hjerte, som havde vakt saa megen Forar-gelse, var blevet efterladt iblandt de friheds-kæmpende Grækere i det stolte Hellas!

4

Forplantning fortrinsvis gennem jomfrue-lige Hun-Dyr. Denne Kendsgerning bragte en amerikansk Biolog Professor Jaques Loeb i New York paa den Idé kunstigt at fremkalde jomfrufødte Søpindsvin et lavtstaaende Havdyr med store Æg. Eksperimentet lykkedes over Forvent-ning. Naar Søpindsvinæg prikkedes med en meget fin Platinnaal eller ved Ind-virkning af svage Syrer, begyndte de at dele sig og udviklede sig til normale, leve-dygtige Søpindsvin.

Efter aarelange Eksperimenter lykkedes det Dr. Gregory Pinens fra Harvard Uni-versitetet at overføre Princippet til Patte-dyr. Ved Behandling med pludselig for-højet Temperatur og ved Indvirkning af stærke Saltopløsninger fik han Kaninæg til at begynde paa den normale Cellede-ling og Fosterudvikling. Men da Ægget efter denne »Befrugtning« atter indplan-tedes i Moderdyrets Livmoder, døde Fo-steret altid efter forholdsvis kort Tid. Utvivlsomt blev Ægget alligevel for haardt medtaget ved denne Metode. Men det havde i hvert Fald vist sig, at der hos varmblodede Dyr fandtes en Mulighed for

M EN derved var ikke alle Muligheder ud-tømte for hurtig Forøgelse af Bestan-

den af værdifulde Bacedyr. Den russiske Professor Savadofski udviklede endnu en anden Teknik ved at benytte sig af Vi-denskabens nyeste Erkendelser om Kirtel-afsondringernes Betydning for Legemet. Forskellige Kirtler afsondrer smaa Mæng-der af uhyre stærkt virkende kemiske Stoffer, de saakaldte Hormoner, der be-stemmer Legemets Reaktioner paa de mest forskellige Omraader. Bestemte kemiske Forbindelser — saakaldte Kønshormoner — foraarsager Brunstperioden med Ægge-nes og Sædens Modning. Kunstig Tilfør-sel af forøgede Hormonmængder frem-skynder Kønsmodenheden.

Dette Princips Anvendelse vil jo ogsaa løse den gamle Gaade med Aalenes For-plantning. To danske Forskere, Dr. phil. A. F. Bruun og Dr. med. Møller-Christen-sen, har i den senere Tid i Biologisk La-boratorium i Charlottenlunds Akvarium behandlet Aal med Kønshormoner og er ved at faa kønsmodne Aal i deres Akva-rier. Ellers bliyer Aalene først kønsmodne i Saragossa-Havets Dyb midt i Atlanten, og ingen har set Aal med Rogn. Hormon-behandlingen vil maaske gøre det muligt for Aalene at spare den lange Rejse og at gyde i Fødeklinikken i CharlottenlundSkov.

Efter samme Princip har Professor Sa-vadofski behandlet Race-Koer, Hopper. Søer o. s. v. og har gennem Indsprøjtning af Kønshormoner mange Gange i Aarets Løb fremkaldt Brunstperioder hos dem. Det befrugtningsmodne Æg blev da ved et meget simpelt Indgreb taget fra Hun-Dyrene og efter kunstig Befrugtning med Race-Sæd indplantet hos almindelige

EKSPERIMENTER MED LIVETS GAADE

I Biologisk Laboratorium eksperimenteres med Aal. Hver af de bormonbehandlede Fisk har deres eget Svømmebassin, hvorfra Magister Berthelsen har taget en stor Tamp op.

ko og Tidtab. saaledes at de i Mellemtiden kunde frembringe nye Æg.

En meget interessant Udvikling har denne Metode faaet i Amerika, hvor Læ-gerne har overført den kunstige Befrugt-nings Princip til Mennesket. Der findes jo ikke saa faa Ægtepar, der ønsker at faa Børn, men hvis Ønske aldrig bliver op-fyldt.

Efter en Opgørelse i et amerikansk Lægetidsskrift havde i 1941 4.094 Læger i U.S.A. anvendt Metoden paa 9.489 Kvin-der, som paa denne Maade har faaet mindst 1 Barn. Af disse Børn var 5.670 Drenge og 3.813 Piger. Det er meget in-teressant at se det store Drengeoverskud.

H VAD der iøvrigt vil kunne faa stor Be-tydning for Husdyr-Avlen er den Om-

stændighed, at Videnskaben ogsaa har fundet Mulighed for at befrugte Æg ad mekanisk Vej.

Hos en Række lavtstaaende Dyr — f. Eks. hos nogle Insekter, Orm, nogle Skal-dyr og især hos Bladlusene — sker Artens

at faa Æggene til at udvikle sig uden Be-frugtning med mandlig Sæd.

Dr. Pincus fortsatte derfor sine Ekspe-rimenter med Kaniner, og efter mange Forsøg fandi han en Vej til at sætle Ud-viklingen i Gang uden direkte at indvirke paa Ægget. Det viste s;g. at Tilførsel af bestemte kemiske Stoffer, Hypofysehor-moner, eller mærkelig nok Indvirkning af elektrisk Strøm paa bestemte Nerver i Halsen kunde øve en Indflydelse paa Mo-derdyret paa en saadan Maade, at Æggene i Æggestokken blev aktiveret. De begyndte da paa den normale Celledeling uden Be-frugtning, og efter den normale Tids For-løb fødtes der rigtige, levedygtige Kanin-Unger. Der findes allerede hele Kuld fa-derløse, jomfrufødte hvide Kanin-Hunner.

Saadanne jomfrufødte Eksemplarer maa nemlig altid være Hunner. Hankønnet be-stemmes af det saakaldte Y-Chromosom, som kun indeholdes i et af de to Slags mandlige Sædlegemer. Uden Hannens Y-Chromosom kan der altsaa af Ægget alene kun opstaa Hunner.

i p w*. EN engelske Forsker Gippe op-tPsSPSr dagede i 1896, at man kunde tage ^sSts, et modent Æg fra et Moderdyrs

Æggestok og befrugte det uden for Lege-met med Hannens Sæd for derefter atter id indplante det enten hos Moderen eller ogsaa hos et andet Hundyr af samme Art, Ægget voksede fast, udviklede sig og blev født som normalt udviklet Unge.

Ud fra denne Opdagelse har Videnska-ben arbejdet videre med mange Eksperi-menter i samme Retning.

Det varede dog længe, inden Opdagel-sen fik nogen praktisk Betydning. Det var først i Slutningen af Tyverne og Begyn-delsen af Trediverne, at kunstig Befrugt-ning blev anvendt i det praktiske Liv. Det var russiske Biologer, der anvendte den i stor Stil i Sovjetlandbruget, fordi Rus-serne efter Krig, Borgerkrig og de kendte store Vanskeligheder ved Landbrugets Kollektivisering i højeste Grad manglede Racedyr til Avl. Videnskaben søgte der-for efter Veje til at forøge og fremskynde Dyrenes Formering og fandt paa at an-vende kunstig Befrugtning.

Han-Dyrenes Avlskapacitet kunde for-holdsvis let forøges, idet Sædvædsken i fortyndet biologisk Saltopløsning sendtes i opvarmede Glastuber fra Avlscentrene til Landsbyernes Dyrlæger. Tyrenes Ka-pacitet kunde saaledes udvides med over 1000 Køer aarligt, mens Tallet for Faare-nes Vedkommende endda oversteg 2500. -—Teknikken blev snart overtaget af man-ge andre Lande, ikke mindst af Danmark og U. S. A.

/ Laboratorier Verden over arbejdes der

for at finde ind til Kernen i den store

Gaade, der hedder Forplantning og Li-

vets Videreførsel, og i denne Artikel for-

tcelles om Resultaterne af flere af disse

Undersøgelser.

Køer, Hopper o. s. v. Paa denne Maade kunde de renracede Hunners Formerings-evne udnyttes i en ellers helt umulig Grad. Dyrenes Arveanlæg bestemmes nem-lig kun af Æg og Sæd og ikke af »Sted-moderen«, hos hvilken det befrugtede Æg bliver indplantet. Derfor kunde altsaa al-mindelige Hopper bruges som en Slags Udrugningsmaskiner for Racehestenes Æg. Racehopperne sparedes for den lange Drægtighedsperiodes Anstrengelser. Risi¬

5

I Konflikt med Loven

Et Pas med en udrevet Side foraarsager et Arrestophold -— og en overraskende Afslutning.

Af Ulrik Duurloo. ^4fj*JrfcETER Corner blev arresteret tidligt

paa Aftenen. Han var netop ankom-met fra Svejts og var sig ikke no-

gen Brøde bevidst. Det havde været hans Mening at foretage en Rundtur til de forskel-lige Mindesmærker fra forrige Verdenskrig, og han var derfor staaet af Toget lige efter, at han var kommet over Grænsen ved Basel. Byen, han saaledes havnede i, saa nydelig og meget fredelig ud, og Hotellet lige over-for Banegaarden, som han uden Betænkning tog ind paa, var hverken værre eller bedre, end man i Almindelighed finder vel anbe-falede Hoteller i en fransk Provinsby.

D,et var alligevel Hotellet, der blev den in-direkte Aarsag til alle hans Fortrædelighe-der. Straks han var kommet ind, fik han paa Fornemmelsen, at man slet ikke ventede Gæ-ster. En gnaven Dame, der foruden at tage sig af ham var optaget af at raabe Direktiver ud i Køkkenet, indførte ham i Fremmedbo-gen og lod ham udfylde de Papirer, der hører med til at gøre et Hotelophold lovformeligt. Hun afkrævede ham hans Pas for at afkon-trollere Numret og bad om at maatte beholde det til senere. Han gav det fra sig — omend nødigt og kun, fordi han ikke vilde have nogen Diskussion med den vrede Dame. — Havde han vidst, hvilken Bjørnetjeneste han gjorde sig selv ved at skille sig fra det eneste, der virkelig har Værdi paa en Rejse, havde Damen ikke kunnet skræmme ham dertil.

Straks ved hans Indtræden var man blevet klar over, at der var et eller andet fordæg-tigt ved ham. Det var ikke almindeligt, at Folk kom over Grænsen paa den Tid af Da-gen. Saa var han tilmed Udlænding, hvilket i sig selv var meget mistænkeligt. Hovedet blev slaaet paa Sømmet, da man ved et nær-mere Eftersyn af hans Pas opdagede, at der var revet en Side ud. Det maa i Parentes bemærkes, at denne Historie hændte, den-gang alle Udlændinge i Frankrig var mis-tænkeliggjort paa Grund af en Affære, der havde afsløret, at der overalt i Frankrig cir-kulerede falske Pas.

Den øjeblikkelige Reaktion blev, at man omgaaende satte sig i Forbindelse med de Myndigheder, der officielt har et bedre Tag paa at skille Ret fra Uret. Disse Overvejelser kom til at resultere i, at det vist var bedre for Republikkens Sikkerhed, om man tog sig af Peter Corner.

Meget desorienteret blev Peter ført fra sit relativt rare Hotelværelse til Gendarmeri-bygningen. Der udspandt sig ikke nogen liv-lig Samtale, for et meget mangelfuldt Skole-Fransk magtede ikke at tolke de Følelser, der rørte sig i Peter. Han blev anbragt paa en lang Træbænk, medens flere uniformerede Herrer gav sig til at tyde de tiloversblevne Sider i Passet.

Selvom Peter havde en meget normal Be-gavelse, tog det ham dog nogen Tid, inden det gik op for ham, hvad Sagen i Grunden drejede sig om. En skyldbevidst Rødme bred-te sig over hans forvirrede Ansigtstræk, og han gik til Bekendelse med en Historie, der lød meget konstrueret i de Retfærdiges Øren.

Han havde for en Maanedstid været i Sel-skab med en Mand, der paa det mest ind-trængende havde bedt ham om hans Adresse, da det var meget muligt, at den paagældende engang med Tiden vilde opsøge ham i den By, hvor han hørte hjemme. I et Øjebliks Flothed havde Peter skrevet de ønskede Op¬

lysninger paa en Side i sit Pas og derefter revet den ud.

Forklaringen var ligetil og absolut sand. Gendarmerne spekulerede i nogen Tid over

denne Beretning. Hvad de havde tænkt sig, der var sket med den famøse Side, er ikke let at danne sig nogen Mening om. Det viste sig, at det var vanskeligt at komme til en Løsning angaaende Spørgsmaalet om, hvad der burde gøres, og da det traf sig saa uhel-digt, at der ikke var nogen Overordnet til Stede, blev Resultatet, at man valgte at sætte Forbryderen ind i en Celle indtil videre.

Med blandede Følelser blev han ført gen-nem flere Døre, der nøgleraslende blev luk-ket op og i. I den anden Ende af Bygningen blev han lukket inde i en Celle, der stødte ud til en lille Korridor.

Samtidig med, at han vendte og drejede sig for at blive vant til de usædvanlige Om-givelser, begynder den egentlige Historie. Det øvrige tjener kun til at forklare, hvordan et ganske sagesløst Menneske kan komme i

en saadan Situation. Som han stod der, lig-nede han det, han var — en ganske alminde-lig Turist. Da man aabenbart ikke ansaa ham for videre farlig, havde man ladet ham be-holde Sko og Bælte.

Cellen, der var ret rummelig, saa ikke af-skrækkende ud. Tværs over Loftet gik der et Varmerør. Vandet fossede gemytligt igennem og opvarmede Rummet, saa der ikke var Tale om, at han kunde komme til at fryse. Et lille Vindue over Hovedhøjde var stærkt tilgitret, og Glasset var tykt og uslebet, saa det ikke var muligt at se ud gennem det.

Da alle Lyde af andre levende Væsener var døet hen. satte han sig mismodigt paa Madrassen. Hvad der foregik inde i ham, var han ikke selv klar over.

Tiden forekom ham ulidelig lang. En stærk elektrisk Pære kastede et ubarmhjertigt Lys ned over ham og irriterede ham voldsomt. Nogle Minutter fik han til at gaa med at lege med sin egen Skygge. Gulvet og Væggen fik hans Skikkelse til at danne groteske Figurer, naar han indtog forskellige Stillinger i For-hold til Lampen. Paa sin Vej frem og tilbage standsede han flere Gange ved Kighullet i Døren og stirrede ud. Han kunde ikke se noget igennem det, men følte sig prisgivet en Overmagt, der var i Stand til at følge alle hans Bevægelser.

Under alt dette voksede hans Angstfornem-melser, og da de havde naaet en katastrofal Højde, lagde han sig ned fast besluttet paa at blive liggende, til Omverdenen igen be> stemte sig til at lade høre fra sig. Han stir¬

rede lige ud i Rummet uden at se noget. Hans Blik faldt paa Vandrøret. En fugtig Plet, hvor Røret gik ind i Væggen, voksede ganske langsomt. Han var sig ikke bevidst, at han fulgte denne Udvikling, det var nærmest, som om han fulgte Viserne paa en Urskive uden at tænke paa Tiden. Tre Draaber faldt ned fra Røret uden at naa Væggen, sløvt fulgte han denne Forandring. Det kom til et lille Ophold, hvor der intet skete, men saa stod en fin Vandstraale skraat ud fra Røret. Peter vaagnede med et Sæt — han satte sig op, vel vidende, at nye Begivenheder var ved at tage Form.

Langsomt gik han hen under Røret. Draa-berne, der havde samlet sig til en Strøm, saa ikke ud til at ville holde op med at falde. Lidt efter lidt blev det ham klart, at Isola-tionsstoffet, der omgav Røret, mere og mere gav efter for Trykket. Ud af Stilheden opstod Lyden af Vandet, der plaskede mod Gulvet.

Han vendte sig mod Døren og nærmest glad over at have en rimelig Grund til at kalde paa andre Mennesker, dunkede han kraftigt med knyttet Næve paa den massive Træplade. Plasket tog til bag ham. Med sam-menbidt Energi hamrede han løs igen. For-tvivlet saa han fra Vandet til den massive Træplade, der skilte ham fra Friheden.

Rasende over sin Afmagt kastede han sig med fornyet Voldsomhed mod Døren. Den trommeagtige Rungen, som lød i Gangen, vir-kede som Slag paa hans Nerver. Med Mun-den helt oppe ved Kighullet gav han sig til raabe saa højt, han kunde. — Ikke en Lyd fra den øvrige Del af Huset!

Selvopholdelsesdriften kunde imidlertid ikke forhindre, at hans Hjerne langsomt, men mekanisk gav sig til at søge en Udvej for Frelse. Stift stirrende fulgte han Stedet, hvor Vandet fossede ned, og Ønsket om at standse denne Strøm dannede sig efterhaanden i hans Bevidsthed.

Han rejste sig op, og balancerede med den ene Fod paa Madrassen og den anden i Spænd mod den Væg, der stod vinkelret, var det ham muligt at naa helt hen, hvor Røret var i Stykker. Det varme Vand var ikke til at komme i Nærheden af ret længe ad Gangen. Han forsøgte at standse Strømmen ved at presse Haanden mod Bruddet. En Indskydelse fik ham til at tage Livremmen af for at for-søge at spænde den om Røret. Det var ikke let at gennemføre, fordi Mellemrummet til Loftet ikke var større, end at en Finger knapt kunde presses imellem.

Denne Opgave, der mere og mere fik Ka-rakter af at kunne blive en Redning, tog hele hans Opmærksomhed. At der i Mellemtiden var kommet Liv udenfor Celledøren, gik slet ikke op for ham. En Betjent fulgte med Un-dren hans mærkelige Adfærd. Man kan vel ikke forlange, at et Vidne til en saa besyn-derlig Situation skulde forstaa, hvad der i Virkeligheden foregik. Han aabnede Døren, helt overbevist om, at den gale Udlænding forsøgte en original Form for Selvmord.

Peter sprang vaad og forpjusket ned fra sit ubekvemme Stade. I en Lettelsens Rus fløj han forbi sin Redningsmand ud i Gangen og dirrende af Ophidselse pegede han paa Kata-strofens Arnested.

Betjenten, der var kommet for at løslade ham, tog ham haardt i Armen og førte ham ud i Vagtstuen, og som Førstehaandsvidne afgav han en Forklaring paa Fangens hava-rerede Udseende. Det var hans Overbevis-ning, at Peter træt af Besværlighederne hav-de forsøgt at tage sig af Dage. Med Livrem-mens Metalspænde havde han som eneste Værktøj forsøgt at aabne en Ventil til et Styrtebad, der skulde gøre det muligt for ham at drukne sig.

Peter forklarede, men blev ikke forstaaet. Man rystede paa Hovedet af ham, og typisk nok lod man ham lidt efter gaa over paa Hotellet uden at lade ham staa til Regnskab for de Synder, han havde begaaet. Han for-svinder saaledes ud af Historien. Der er imid-lertid et Efterspil, som udmærket illustrerer,

(fortsættes forneden 1. Sp., næste Side)

6

Satima En Tropefortælling af Magna Toft.

UNGALOWEN laa meget ensomt langt oppe ad Perak Floden. Evelyn

~*S3**t^ Davies stod lænet mod en af Ve-randaens Piller. Der laa et vemodigt Drag om den smukke Mund, og hendes store graa Øjne stirrede træt ud over Vandet. Mørket var kommet pludselig over hende, for et Øje-blik siden havde hun ganske tydeligt set Amat drive ned ad Floden i sin sampan, og nu var det kulsort Nat. Hun havde endnu ikke vænnet sig til den bratte Overgang fra Lys til Mørke i Troperne. Stilheden svøbte sig blidt om hende, og en let Brise bar den bedøvende Duft af de hvide Tempelblomster ind til hende. Cikaderne begyndte at synge, og fra det fjerne hørtes den monotone Lyd af de Indfødtes tam-tam.

I det samme raslede Forhænget bag ved hende, og Kineserboyen gled lydløst ind i Værelset paa sine tykke Filtsaaler.

»Men mau macan? (Ønsker Fruen at spi-se?)« spurgte han. Hun rystede paa Hovedet: «Mau nanti Tuan baleh (Jeg vil gerne vente, til Tuan er kommet tilbage).«

Det var sikkert den gamle Kineserkok, der havde sendt Boyen ind for at spørge. Han ønskede kun at faa Middagen overstaaet saa hurtigt som muligt, saa han kunde gaa ned til Landsbyen og spille. Begge Kineserne sneg sig bort hver Nat trods alle Forbud fra hendes Mand, de var som alle Kinesere — fødte Spillere.

En Følelse af Uhygge greb hende, der hør-tes ikke en Lyd, Stilheden var saa. intens, at hun kunde have skreget blot for at høre en menneskelig Stemme. Hendes Blik fulgte me-kanisk Ildfluernes Leg mellem de mørke Pal-mer, medens hun anspændt lyttede efter den første svage Lyd fra Motorbaaden. — Hvor-for var Jim ikke kommet hjem . endnu? Han trak det bestandig længere og længere ud, var det mon for at gøre Aftenen sammen med hende saa kort som mulig? Hun kunde ikke sidde stille ret længe ad Gangen, en indre Uro drev hende bestandig af Sted. Hun hav-de heller ingen at tale med, der kom kun yderst sjældent Besøg, de var 'alt for godt gemt inde i Junglen.

Jim var blevet saa underlig, saa nervøs i den sidste Tid, som om der var noget, der pinte ham, men som han alligevel ikke kunde tale med hende om. Med eet blev hun lys-vaagen, den svage Støj af en Motorbaad naaede hendes Øren. Hun kaldte paa Boyen og bad ham bringe Lamper og dække Bordet selv kastede hun et Sjal over sig og løb glad gennem Haven ned til Landgangsbroen foi at tage mod sin Mand.

»Du burde ikke være gaaet herned i det

paa hvilken Maade en god Historie opst’aar En lokal Journalist talte om Aftenen med Politivagten om Begivenheden. Han fik saa meget ud af den, at det blev til en spændende og lang Artikel om Peters vanvittige. Selv-mords-Idé. I Hovedstaden, Paris, sad en an-; den Journalist, der havde det Hverv at følge med i Provinspressens Sensationer. Han fik følgende ud af Begivenheden:

En Udlænding, der for et Par Dage siden forsøgte at komme over Grænsen her til Lan-det ved Hjælp af et falskt Pas, blev standset af Myndighederne i Byen X. Man mener at have fundet en af de ledende Mænd indenfor en Bande, der for Tiden sælger og udnytter falske Pas til Hjælp for Forbrydere og poli-tiske Flygtninge. Manden, hvis Samvittighed maa være meget tynget, forsøgte ud paa Nat-ten at begaa Selvmord paa den mest origi-nale Maade o. s. v. o. s. v.

Mørke, bliver du da aldrig klogere? Du kun-de have traadt paa en Slange.«

Hans haarde Stemme gjorde hende stum, og i Tavshed gik de sammen op til Bunga-lowen. Ved Bordet vekslede de kun nogle ligegyldige Bemærkninger, og Retterne gik næsten urørt ud igen. Evelyn følte Graaden stige op i sig, hun rejste sig og mumlede et utydeligt Godnat! Jim hævede Haanden som for at kalde hende tilbage, men betænkte sig og gik ud paa Verandaen. Han laa længe i sin Liggestol og røg den ene Cigaret efter den anden. Der var et forpint Udtryk i hans Øjne, og han stirrede længselsfuldt hen mod Døren, bag hvilken Evelyn var forsvundet.

Den næste Dag var det »Hari raja puasah«, Muhamedanernes store Festdag. Den lange Fastemaaned, der ifølge Koranen forbød dem at spise og drikke fra Sol stod op til Sol gik ned, var endelig forbi, og nu skulde der fej-res store Spiseorgier. Trommerne havde gaaet i Landsbyen fra det Øjeblik, Immanen fra det højeste Punkt havde set den første spæde Nymaane stige op af Havet og saaledes ind-varsle den kommende Fest. Paa denne Dag plejede Malayerne altid at bringe deres Tuan store Bakker med frisk Frugt og malayiske Kager, for at han kunde faa Del i deres Glæde.

I Dag var det Amat og hans Datter, den smukke Satima, der kom bærende med Ga-verne. Evelyn hørte, hvorledes hendes .Silke-sarong raslede og Ankelringene klirrede ved hvert Skridt, hun tog. De satte Bakkerne ned og bøjede sig meget dybt til »Salaam«.

Satima løftede, langsomt Hovedet og saa paa Tuan, og Evelyn læste i hendes Øjne en fantastisk Tilbedelse. Som et Lyn slog dét

ned i hende, at her var Grunden til Jims sæl-somme Forandring.

Evelyn blev helt svimmel og maatte støtte . sig til Bordet for ikke at falde. Kunde det være muligt? Havde Satima været her i Bun-galowen, før hun kom ud til Østen? Hun erin-drede nu dunkelt, at Amat havde omtalt, at hans Datter Satima var vendt tilbage efter et langt Ophold hos nogle Slægtninge. Kun som en fjern Susen naaede Jims angstfulde Stemme hende, før hun gled bevidstløs om. Da hun vaagnede, laa hun paa sin Seng, og Jim badede hendes Pande med iskoldt Vand, medens han med bevæget Stemme hviskede de ømmeste Kælighedsord.

Det var sent ud paa Natten. Alle var gaaet til Ro og sov tungt efter det store Festmaal-tid. Kun Satima sad endnu Ved det hendøen-de Baal under Kokuspalmerne og grublede over, ved hvilken Trolddom hun kunde faa vendt den hvide Tuans Hjerte tilbage til sig. Da naaede en svag Hvislen hendes Øre, og fta Hønsehuset hørtes Kaglen og Uro. Der maatte være kommet en Slange derind. Hun sprang hurtigt op, greb Lampen, som endnu hængte paa Verandaen, tog en tung Stok og ilede over til Hønsehuset.

Slangen hørte hende ikke, den .var i Færd med at suge Blodet af en Høne, og Satima hævede Stokken og slog til af al sin Kraft. Et Par Krampetrækninger — og Slangen rørte sig ikke mere, Ryggen var knust. Hun stod et Øjeblik dødsstille og stirrede paa den døde

Slange, det var en sort Cobra! Saa vidste hun, at den hvide »Mern« skulde dø, det var Allahs Vilje. Havde Allah ikke paa selve denne deres Festdag vist hende Midlet?

Cobraslanger færdes altid parvis og fjerner sig sjældent ret langt, fra hinanden. Magen følger altid Sporet af den anden, og vé den, der er . i Nærheden af en død Cobraslange, naar defts Mage finder den.

Satima greb fat i Slangen og slæbte den langsomt op til Tuans Have, hen til den Hængekøje, han havde . udspændt mellem Grenene i det store Regntræ. Bagved var der en Hibiscushæk, der altid hang fuld af store røde Blomster. Der vilde hun skjule sig i Morgen for rigtig at nyde den hvide Mems Rædsel, naar hun opdagede den sorte Cobra-slange og saa den glide ned imod sig.

Dagen brød frem med brændende Sol fra . en skyfri Himmel: Luffen var som Ild at ind-aande, og det var blikstille. Evelyn havde paa Følelsen, at noget ondt og truénde nær-mede sig, det var som den frygtelige Stilhed før den store Storm. Hun gik ud i Haven og lagde sig i Hængekøjen for at hvile sig et Øjeblik, men hun faldt snart i Søvn, dødtræt som hun var efter en søvnløs Nat.

Til den sædvanlige Tid bragte Boyen Teen ud i Haven og stillede Bordet under Regn-træet ved Siden af Hængekøjen, som han plejede. Evelyn hørte ikke Boyen, ej heller den Raslen i Buskene, som forraadte, at Sa-tima var kommet og nu sad og ventede.

Jim havde været oppe ad Floden for at se til en Ladning, men var kommet tidligere hjem, end han plejede. Han gik op ad Landgangsbroen og ind i Haven, da mødte der ham et Syn, der fik Blodet til at stivne i hans -Aar,er. af Rædsel. Lige over Evelyns Hoved-gled'en stor-sort Cobraslange frem, ned over Kanten af Hængekøjen.

Pludselig standsede den, rejste sig og spi-lede Nakken ud, idet den svajede ganske langsomt frem og tilbage med Blikket stift rettet imod den sovende. Gled saa lydløst ned i. Græsset, over paa Bordet, hvor Teen stod, lagde sig uden om Flødekanden og be-gyndte at drikke. Lugten af Fløden havde faaet den til. at glemme alt andet.

Jim havde imidlertid genvundet Selvbeher-skelsen. Han lagde sig paa Knæ og støttede Riflen mod en Træstamme — nu, rolig — Fingeren paa Aftrækkeren, et Skud — og et skærende Skrig flængede den uhyggelige Stilhed. Slangen faldt død ned, og bag Hibis-cushækken laa Satima. medens Blodet lang-somt sivede ned ad hendes hvide Dragt.

Kuglen var gaaet lige igennem- Slangen og havde ramt Satima dødeligt.

Allahs Vilje ske!

7

U N G « O H M £ N

Smukt føjer sig det nye Nationalmuseum (til rens tre) sammen med det gamle Prinsens Palæ (til højre).

Fra Kunstkammer til Nationalmuseum

Det første egentlige Museum i Danmark blev oprettet af Frederik den Tredie. I 1665 paabegyndte han en selvstændig Bygning til sit »Kongelige Kunstkammer«, som var Samlingens Navn!

De følgende Konger satte alle en Æ.re i at udvide »Kunstkammeret« det mest mulige, men dér dannede Indholdet en meget broget Samling uden Plan og uden Orden, med godt og daarligt imellem hinanden og deraf meget, der vel kunde vække Forundring, men- ikke Beundring. Vort Lands egen Fortid forsømtes ganske. En Del Danelæ kom ganske vist til »Kunstkammeret«, indsam-let rundt om i Landet af Private — og rent tilfældigt. Saaledes f. Eks. Guldhornene! Der fandtes ogsaa nogle danske Bronzesager og Sten-økser, men de var for utilstrække-lige til at fremme et dybere Stu-dium.

Det var imod de gamle Samlinger af en saadan Sammensætning, at det nittende Aarhundredes Muse-umstanke rejste sig: Ikke til For-undring eller Beundring, men til videnskabeligt Studium! Og den nye Tanke sejrede: Man indsaa, at det gamle »Kunstkammer« var en Umulighed. Allerede 1821 vedtog man derfor, at det skulde opløses, og hermed fulgte Sejre af en gan-ske anden Betydning, idet Kravet om det kulturhistoriske Museum strakte sig videre end til vore egne Oldsager. Der dannedes tilsvaren-de nye Samlinger, hvis Indhold var hentet fra det øvrige Europa og fra de andre Verdensdele.

Men det varede indtil Slutningen af Aarhundredet, inden man naa-ede dette Maal, og det kostede svære Kampe at naa det. — Da »Kunstkammeret« opløstes i 1821, skulde der gøres noget ud af, hvad det indeholdt af gode Ting: Dels Sager fra fremmede Verdensdele, især fra Grønland, dels græske, ro-merske og ægyptiske Genstande, dels ogsaa danske Oldsager, især Danelæ. Disse sidste kostbare Sa-ger turde man ikke betro til den lille nye Oldsagssamling, der havde bestaaet siden 1806, oq hvor man

skulde anbringe det øvrige, var man ikke rigtig klar over. Men i 1839 slog man »Kunstkammeret« og Oldsagerne sammen under Eet. Der blev købt en privat Ejendom til dem i Dronningens Tværgade, og der skulde de ordnes som et selv-stændigt Museum under Ledelse af C. J. Thomsen, den berømte Arkæ-olog, som levede fra 1788 til 1865.

I 1844 tog man for Alvor fat paa at ordne Samlingerne inden for Museets nye Rammer. Naar man skulde danne et kulturhistorisk Mu-seum for vort eget Land, maatte det ligge nær at forme et lignende Museum for Folkene i de andre Verdensdele. Deres Kultur skulde fremstilles i en særlig Samling lige-som vor egen. Tanken herom var allerede fremsat af Franskmanden Jomard, men det var Thomsen, der virkeliggjorde den, idet han skabte den første »Etnografiske Samling«. Navnet »Etnografi« er laant fra Frankrig og dannet af et græsk Ord.

Senere dannedes en Samling for Oldtidsfolkene i Syden og i Østen, hvortil Kristian den Ottende skæn-kede betydelige Gaver fra sin pri-vate Samling. Først i 1866 var der dog tilvejebragt saa meget, at det kunde betegnes som en selvstæn-dig »Antiksamling«. Og i 1849 ved-tog man, at det gamle Prinsens Palæ skulde være »Opbevarings-sted for Statens Samlinger og Mu-seer«.

Kunstkammeret havde mange Snurre-piberier. Her er el Skab, skaaret af en blind Snedker, nu i Nationalmuseet.

Først installeredes den Etnogra-fiske Samling og dernæst Antik-samlingen i 1850. Fire Aar senere fulgte den Danske Samling og en-delig i 1867 Møntsamlingen, som tidligere havde været opbevaret paa Rosenborg. Alle Statens Sam-linger af arkæologisk, historisk og etnografisk Art var saaledes opstil-let ved Siden af hinanden i samme Bygning.

Sit nuværende Navn — »Natio-nalmuseet« — fik Samlingerne i Ja-nuar 1892 ved kongelig Resolution. Det var dog andet og mere end et fælles Navn. Man opnaaede tillige, at Samlingerne blev fast forenede til een Institution med fælles ens-artet Styrelse i to Afdelinger, den ene for de danske Oldsager og den Etnografiske Samling, den anden for de historiske Tider.

»Nationalmuseet« er saaledes ikke bare et Hus, hvor man gaar hen og henter sig lidt Kundskaber om Menneskenes Fortid, om Danmarks Fortid. Det er et nationalt Mindes-mærke, et videnskabeligt Holde-punkt for enhver Forsker, en Or-ganisme, der lever — ikke blot paa Stedet, inden for Bygningens Ram-mer — men vidt omkring ude i Landet, hvor man den Dag i Dag søger at grave sig ind til vort Folks historiske Marv.

I Dag karakteriseres vort »Na-tionalmuseum« som Skandinaviens største og nyeste Museum, indret-tet som det er i det nu stærkt ud-videde gamle Prinsens Palæ.

Efter en storslaaet Nyordning i 1922 kom »Nationalmuseet« til at omfatte hele seks Afdelinger: 1. Danmarks Oldtid, 2. Danmarks Mid-delalder og nyere Tid indtil 1660, 3. Dansk Folkemuseum, Danmarks Kultur fra 1660 til nyeste Tid (her-under tillige Frilandsmuseet ved Lyngby), 4. Etnografisk Samling, 5. Antiksamlingen (klassiske Antikvi-teter og Kunstgenstande) og ende-lig 6. Den kgl. Mønt- og Medaille-samling.

Efter Folkeindsamlingen i 1925 vedtoges i 1937 et Lovforslag om en stærkt tiltrængt Nybygning som Udvidelse, og denne blev iværksat under Arkitekt M. Clemmensens Ledelse. Med sikker Sans for Ste-dets Muligheder og med stor Pie-tetssans mod de bestaående gamle Bygninger foretoges den gigantiske Udvidelse, saaledes at Prinsens Palæ smukt indgaar som et Led i det vældige Bygningskompleks.

Museet er nok et Besøg værd. Benyt Fritiden til en Runde dferinde, og I vil lære vort tusindaarige Fæd-reland at kende paa en ny og mær-kelig Maade, hvoraf man trygt kan hengivne sig til lyse Haab om vor Fremtid: Thi et Land, der er blevet til paa denne Maade, gaar ikke under i de Storme, der fejer over Folket udefra, kun indre Brist kan . ødelægge os, og derfor staar vi i Dag tættere sammensluttet end no-gen Sinde før i vor bevægede Hi-storie.

Grav dybt ned i Fortiden, og løft Slægtens Arv ud af de fjerne Ti-der, saa kan vi lettere bygge paa Dagen i Dag og den Fremtid, som skal blive vort Land tildelt, naar Krigen en Gang er forbi!

MOGENS LINCK

Dansk Ungdoms Fanevagt

Vi er nu et godt Stykke inde i fjerde Krigsaar. .. Verdensdramaets Feberkurve har naaet et saadant Højdepunkt, at vi unge allerede begynder at tale om Efterkrigsti-den, Freden, den herlige Tid, som Krigstidens Uhygge har lært os at værdsætte endnu stærkere. Hos mange ældre Mennesker, der i et kort Spand af Aar har oplevet to sønderslidende Verdenskrige, har det tæret stærkt paa Evnen til at bevare Optimismen og Troen paa Mennesket og Fremtiden. Det er forklarligt. Vi unge har derimod lettere ved at bevare Troen og Op-timismen i forventningsfuld Forvis-ning om, at Krigen faar en Ende .. . Vi har ingen Aktier i denne Stor-krig. Men i Efterkrigstidens, Fre-dens Vægtskaal, der kan vi komme med vort Lod.

Under Krigstidens Afspærring og Besættelsen har vi faaet afdækket folkelige Værdier og danske For-hold, som vi nu føler som uerstat-telige Goder.

Krigen har lært os unge, hvad Begrebet Danmark betyder ... de frie, lykkelige Forhold, som vi i Dag længes saa inderligt tilbage til. Vi følte det maaske tidligere for meget som en umistelig Vuggegave, noget selvfølgeligt ... nu ved vi, hvad der er at tabe. Der er Patent-danske, der ikke kan døje Tidens Strømhvirvel, og som har travlt med at tale nedsættende om en Række afgørende danske Forhold, parat til at handle om vore folke-lige Traditioner. I ethvert Samfund gælder det, at der er Misforhold at rette, ogsaa herhjemme. Men vi unge staar i en dyb Taknemligheds-gæld til de ældre Slægtled, der har skabt os det Danmark, der i Dag fylder os med Mod og Styrke til at se Fremtiden i Møde.

Vi bebor et lille og fattigt Land. Alligevel naaede vi før Krigen et socialt Niveau, der var enestaaende i Verden. Et Land, hvor faa har for meget og færre for lidt. Jorden er forholdsvis daarlig, men vi har skabt et Landbrugsvæsen, der over-alt er anerkendt som forbilledligt. Andelsmejerier, Andelssvineslagte-rier, Brugsforeninger ... et økono-misk Samvirke udover Stand og Meninger. Vi ejer ingen Raastoffer eller Mineralier . . . dog har vi op-bygget en konkurrencedygtig Indu-stri. Kolonier har vi ikke, vort eget Land har været Livsrum nok. Vort bedste Raastof har været vor Dyg-tighed og kulturelle, aandelige Hi-gen. Forlængst har vi ombyttet Vi-kingernes frygtede Vaaben med fredelige Redskaber. Vi hader Kri-gen, vor Fredsvilje kan ikke dra-ges i Tvivl. Vi unge spørger: Mon der ikke kan blive Plads og Brug for vort Folk og Land under et saa-dant Bannermærke i Tiden, der føl-ger. Vi unge føler det som en for-pligtende Lykke at være med til at værne og udbygge alt det, som vi føler, der ikke kan sjakres om. Det skylder vi de gamle Slægtled ... det skylder vi Fremtiden.

BØRGE STRANDNÆS

8

af Folket BRUGSFORENINGS«BLADET for Folket

Politisk Neutralitet AAR den senere Minister Borbjerg

et Vælgermøde engang i sin sar grønne Ungdom afparerede et nær-gaaende Spørgsmaal om, hvad den socialisti-ske Stat egentlig var, med det frejdige Svar: Det er de samvirkende Produktions- og For-brugsforeninger i Danmark! er det ikke un-derligt, at han kom paa Kant med Partiledel-sen, Thi det var ikke et Svar, som havde meget med Marxisme at gøre.

Men det afslørede en politisk Begavelses instinktive Fornemmelse af, i hvad Retning Udviklingen burde gaa, hvis der skulde til-vejebringes en retfærdig Fordeling af Sam-fundets Goder.

D ESVÆRRE var Arbejderne dengang ikke saa forudseende. Tværtimod var de An-

delsbevægelsen modvillig stemt, dels fordi de var bjergtaget af Teorier om, at Fordele, som opnaaedes gennem et Forbrugersamvir-ke, blot vilde blive neutraliseret ved yder-ligere Sænkninger i Lønnen (»den jernhaar-de Lønningslov«), dels fordi de ventede sig større Udbytte af et Fremstød paa den faglige og politiske Linje, og derfor ikke vilde spilde Kræfterne paa den mere langsomt virkende kooperative Indsats.

Blandt Andelsbevægelsens Pionerer var der vel ingen, som Arbejdernes afvisende Hold-ning gik saa nær til Hjerte, som Fællesfor-eningens Grundlægger Severin Jørgensen. Han var ganske vist skarp i sin Dom, naar han betegnede det som et groft Brud paa Andelsbevægelsens Principper, at de første egentlige Arbejder-Brugsforeninger kun vil-de optage Fagforeningsmedlemmer, men paa den anden Side uhyre positivt indstillet over-for Arbejderbevægelsen, naar han i et aabent Brev til Social-Demokraten gjorde sig til Tals-mand for, -at det kooperative Arbejde skulde føjes til det politiske og faglige Arbejde »som en tiltrængende Fuldkommengørelse af Socialdemokratiets Arbejde for Almenhedens Vel«.

Modsigende som disse to Standpunkter kunde være for den, der ikke forstod Linien i hans Arbejde, var de dog blot to Sider af samme Grundsynspunkt: At det maatte være et af Andelsbevægelsens store Maal at drage Arbejderne ind i det kooperative Arbejde, men at man maatte kræve den strengeste politiske Neutralitet af dem paa dette Punkt.

D ET er nu mere end et kvart Aarhundrede siden, Severin Jørgensen forfægtede disse

Tanker, og i Tidens Løb har Arbejderne skif-tet Standpunkt overfor Andelsbevægelsen: En betydelig kooperativ Bevægelse er groet frem i Byerne.

Men den reserverede Holdning, Arbejder-ne oprindelig lagde for Dagen overfor An-delsbevægelsen, og den Skepsis, hvormed man fra den anden Side iagttog Samspillet mellem Arbejdernes politiske og kooperative Organer, bidrog ikke til nogen hjertelig For-staaelse mellem By og Land paa dette Om-raade, og det har sat sine Spor op til de seneste Tider. Kun for Brugsforeningernes Vedkommende kom et direkte og meget frugt-bart Samarbejde i Gang. Mellem Hovedsta¬

dens Brugsforening og Fællesforeningen har hersket det bedste Forhold, uden at det no-gensinde er kommet til Gnidninger af ideolo-gisk betonede Grunde.

Det vilde være naturligt at udbygge dette Samarbejde mellem Land og By paa et bre-dere Grundlag, og ikke mindst i de senere Aar har der hævet sig stærke Røster derfor. Et egentlig praktisk Samarbejde kan dog ikke gennemføres, før der er skabt et naturligt Grundlag — og det eksisterer ikke i Øjeblik-ket — men Samlingstankerne har skabt el brændende Ønske om at lære hinandens For-hold nærmere at kende, og et Udslag heraf var Folketingsmand Fr. Dalgaaids Foredrag paa Andelsskolen i Januar, som satte ekstra Fart i Diskussionen om Problemet »Land og By«.

Med Udgangspunkt i Blichers manende Ord: »Baade Fynbo og Jyde og Sjællandsfar, til et Hus vi alle jo høre« trak Taleren i et veltilrettelagt historisk Tilbageblik Linjerne op for Andelsbevægelsens indre Udvikling, paaviste den tydelige Parallel mellem Bøn-dernes og Arbejdernes kooperative Bevægel-ser, ironiserede over, hvor ofte Bagateller fik Lov til at øve en urimelig dominerende Indflydelse paa det indbyrdes Forhold og opfordrede til at skyde indbildte Stridspunk-ter til Side til Fordel for et ærligt Samar-bejde mellem Land og By paa Andelsbevæ-gelsens Grundlag. De Tider, hvor Arbejdere otj Bønder har staaet haardt overfor hin-anden, har altid været de slettest mulige, til-føjede han.

D ET var Ord, der ikke blot var i Harmoni med Øjeblikkets nationale Samlingsbestræ-

belser, men ogsaa brød nye Veje for Frem-tidens kooperative Udvikling. Der har ofte været gjort Forsøg paa at drive en Kile ind mellem Andelsbevægelsens to Hovedgrupper. Et kendt Trick, som »Jyllandsposten« dyrker med Forkærlighed, bestaar i at lovprise An-delsbevægelsens Resultater paa Landet, me-dens »den socialistiske Kooperations Million-forretninger i Byerne« reduceres til en Slags obscure Foretagender, der fører en Snylte-tilværelse. Og naar Blodet rigtigt skal brin-ges i Kog, hænger man den røde Fane op til Beskuelse. Dette er sjældnere dikteret af Be-kymringer for Andelsbevægelsens politiske Neutralitet end af Lyst til at komme Sagen til Livs. Kan man spalte Bevægelsen i to Fraktioner, er den halve Sejr vundet, saa lader hver Halvdel sig lettere indkredse — for at tale Tidens Sprog.

Det tjener til danske Bønders og Arbejde-res Ros, at de bevarede Besindigheden og stod fast over for alle Splittelsesforsøg. Ar-bejderne af i Dag er vist villige til at ind-rømme, at uden den velorganiserede, danske Produktionsbevægelse havde deres økono-miske Kaar været ringere i Dag, og de Be-viser, som Mandefaldet i L.S. gav dem paa danske Andelsbønders Reaktioner overfor politiske Manøvrer, har næppe kunnet und-gaa at gøre Indtryk.

Paa den anden Side: Hvis Arbejderne hav-de villet tilrive sig den uindskrænkede Magt i Staten, saa havde de haft langt stærkere Midler dertil end politisk Voldførelse af Kooperationen.

Der var engang, da Udnyttelsen af Koope-rationen i partipolitisk Øjemed var en truen-de Mulighed, praktiseret f. Eks. i Belgien, hvor kun Tilhængere af det socialdemokra-tiske Program kunde optages i Brugsforenin-gerne, samtidig med at de automatisk blev Medlemmer af Arbejderpartiet.

Men denne Udvikling satte Partiet selv Bom for, da den internationale Socialistkon-gres i København i 1910 i en Udtalelse fast-slog, at vel var Kooperationen et Middel til Samfundets Demokratisering, og ved Siden af de politiske og faglige Organisationer nødvendig i Kampen mod Kapitalismen, men det var en Sag, der skulde løses helt uaf-hængigt af det politiske, og man anbefalede Partifællerne at »modvirke enhver Splittelse af Kooperationen af religiøse, nationale eller politiske Hensyn«.

Dette Program er blevet fortolket forskel-ligt i nogle Lande, men i Danmark har Ar-bejderne fulgt det efter dets Bogstav. Som politisk Magtmiddel har Kooperationen aldrig været brugt. Tværtimod spores en Tendens til i stadig større Omfang at frigøre Koopera-tionen i Byerne fra et ensidigt politisk Præg. og samle alle Klasser under dens Banner-mærke.

Med al ønskelig Tydelighed fremgik dette af en Udtalelse af Frederik Dalgaard paa Andelsskole-Mødet. Under Omtalen af et for mange Aar siden opgivet Forsøg paa at skabe en socialdemokratisk Partibrugsforening er-klærede Taleren: Gudskelov, den aldrig kom!

D ET er den danske Andelsbevægelses Styr-ke, at den har holdt sig udenfor alle politi-

ske Kandestøberier. Ikke alene fordi det giver Stabilitet i det indre Arbejde at virke for et System, hvis Grundindhold er uforanderlig af alle politiske Konjunkturer. Men ogsaa fordi dens politiske Uangribelighed er det bedste Værn mod alle ydre Forsøg paa at tiltvinge sig Magten over dens Organisation.

Vil det dermed sige, at Andelsbevægelsen skal være politisk neutral i ortodoks For-stand? Næppe. Paa dette Punkt har Udvik-lingen gjort en Tillempning nødvendig.

Efterhaanden som Bevægelsen er vokset op til at blive en af de betydeligste økonomiske Faktorer i Samfundet, har dens Modstandere ogsaa forsøgt at ramme den politisk.

Skal dette ske, uden at der tages til Gen-mæle? Skal vi være passive, naar Fritz Clausen i Rigsdagen fremlægger Forslag om Brugsforeningernes Opløsning? Skal vi sidde med Hænderne i Skødet, naar vore Modstan-dere trods alle Aftaler møder frem med det ene Skatteforslag efter det andet? Ja, lad os blot gaa et Skridt videre med Spørgsmaalet. Skal vi være neutrale, naar det drejer sig om politiske Betingelser, vor Sag skal udvikle sig efter?

Overalt hvor politiske Forhold krænker Bevægelsens vitaleste Interesser, maa den have Ret til at lade sin Røst høre. Men der-udover har den intet at gøre paa den politiske Arena, og det maa kræves af Andelsfolk i By og paa Land, at de paa alle Maader vil sikre sig, at Neutralitetsprincipperne bliver holdt højt i Ære.

Saa bør paa den anden Side heller ingen udefra kommende Indblandinger taales. Vil

(Fortsættes næste Side Sp. 1),

I> A c; JE X S E 51 X E K

En Protest mod forøget Beskatning

(Fortsat fra Side 9).

nogen forsøge at paatvinge os deres Formynderskab, da kan vi med fuld Ret spørge: Hvorfor? Er der nogen Steder saa rene Linjer som her?

EN vender vi nu Blikket indad — har vi saa selv haandhævet

den absolutte Neutralitets Princip-per? Er det overhovedet rigtigt at trække skarpe Skillelinjer mellem Land og By i det praktiske Andels-arbejde? Under en eller anden Form maa der kunne gennemføres en Midtsamling af Kræfterne, som ikke alene borger for den ideologiske Enhed, men rent praktisk forebyg-ger unødig Kraftspild, f. Eks. ved at hindre Oprettelse af Andelsforeta-gender, der gaar hinanden i Bedene — et ikke ukendt Fænomen. Et Ar-bejde til Støtte for By-Brugsforenin-gernes Udvikling vil være af Værdi — ogsaa af den Grund at den dermed følgende større samlede Købeevne vil komme Landets andre Brugsfor-eninger til Gode. Det er kun en Brøkdel af Byernes Arbejdere, som i Dag staar tilsluttet deres Brugs-forening, skønt de burde vide, at de materielle Fordele, som de har op-naaet gennem faglig og politisk Virksomhed ikke er Realværdier, før de er udnyttet gennem de for-delagtigst mulige Køb. Sagt med et Slagord er Pengene ikke tjent, før de er givet rigtigt ud igen. Og det er en af Brugsforeningernes vigtig-ste Opgaver: At lære Folk at give deres Penge rigtigt ud.

Det er dog ganske bagvendt, naar man har opnaaet en lønmæssig Be-gunstigelse, at sige til den private Kapital: Værsgo’ her er vor Ugeløn, saa kan I beklippe den efter Behag. Omsat gennem Brugsforeningerne vil den kunne give anderledes mærkbare Fordele, som stadig vil forøges i Forhold til Tilslutningen

f|G dermed er vi ved disse Betragt-”ningers Konklusion. Socialdemo-

kratiets politiske Maal er Koopera-tionen uvedkommende, men Arbej-dernes Udnyttelse af deres Løn er det sandelig ikke. Og paa dette Punkt har de Interesser fælles med alle andre. Derfor er Parolen for alt kooperativt Arbejde: Ikke alene — men samm.en med! Den Agitation, der tager Sigte paa at fremstille Kooperationen som en Særbevæ-gelse til Gunst for en enkelt Stand, er aldeles paa Vildspor. Det er gen-nem Interessefællesskabet, Vejen gaar til Samling, frem mod det Maal, som Andelsbevægelsen — be-vidst eller ubevidst — stiler imod: Det klasseløse Samfund.

Andelsbevægelsen forfægter intet politisk Standpunkt, den har intet politisk betonet, socialt eller kultu-relt Program, men lidt efter lidt om-skaber den uden Tvang og ud fra de samme Love, som gælder al pri-vat Virksomhed, det økonomiske Livs Grundlag.

Meget af den Bitterhed, der i Øje-blikket præger den politiske Kamp, vil forsvinde i det Omfang de koo-perative Idéer løres frem til Sejr.

Det vil være gavnligt for dens Tilhængere at besinde sig paa, at de tjener Sagen bedre ved indenfor Bevægelsens Rammer at skabe Po-litik end drive Politik. E-

Ved en Forhandling d. 10. Februar har Andelsudvalgets Forretningsud-valg ved Formanden, Proprietær Søren Overgaard, og 1. Næst-formand, Direktør N. C. Poul-sen, overbragt Indenrigsminister Jørgen Jørgensen følgende Henvendelse:

Hr. Indenrigsminister Jørgen Jørgensen.

Paa Foranledning af, at Andels-foreningernes Beskatningsforhold ved forskellige Lejligheder i den senere Tid paany er fremdraget til Drøftelse og Udtalelse, saaledes un-der Folketingets 1. Behandling af Finansloven for 1943-44 og 1. Be-handling af Loven om Indkomst-og Formueskat til Staten for 1943 —44, tillader Andelsudvalget sig herved at fremkomme med følgen-de Bemærkninger:

Med Hensyn til Spørgsmaalet i Almindelighed maa Andelsudvalget fastholde sit tidligere udtrykte prin-cipielle Standpunkt, bl. a. anført i Udvalgets Udtalelse af 22. Oktober f. A., nemlig dette, at Andelsfor-eninger, hvis Virksomhed foregaar udelukkende inden for Medlemmer-nes Kreds, ikke har nogen skatte-pligtig Indtægt, medens Foreninger, der tillige driver Erhvervsvirksom-hed ved at handle med Ikke-Med-lemmer, naturligt bør svare Skat af den derved indvundne Fortje-neste.

Da der for første Gang blev fore-taget en principiel Fravigelse fra det saaledes anførte og i Lovgiv-ningen indtil da anerkendte Stand-punkt, nemlig ved Lov af 20. Marts 1940 om overordentlig Indkomst-

*

j Anledning af det dygtige Arbej- de, der blev præsteret af alle Grupperne indenfor F. D. B.s Luft-værn under det engelske Luftan-greb har alle Deltagerne til Minde om Begivenheden af Fællesforenin-gen faaet overrakt Kongemærket sammen med en Takkeskrivelse.

* * H*

Brugsforenings-Strejken Som tidligere meddelt har der væ-

ret en Konflikt løbende mellem fem Brugsforeninger paa Mors og Han-dels- og Kontormedhjælpernes For-bund, og der var allerede Tale om, at en Strejke skulde have været iværksat d. 15. December f. A. Den-ne blev imidlertid udsat, uden at det i den lange mellemliggende Tid har været muligt for Parterne at komme til Forstaaelse.

Da Brugsforeningerne ikke mente at kunne gaa ind paa det af H. K. fremsatte Forhandlingsgrundlag, meddelte Forbundet d. 9. Februar de paagældende Foreninger, at Strejken skulde træde i Kraft fra Mandag d. 15. Februar ved Arbejds-tidens Ophør.

Forhaabentlig lykkes det snart at afværge den Kalamitet, som en Strejke med dens vidtrækkende Følger kan føre med sig — ikke mindst under de nuværende vanske-lige Forhold for Vareforsyningen.

og Formueskat til Staten for 1940-41, kunde Andelsudvalget derfor selvsagt ikke billige dette, idet den ved Loven indførte Indtægtsbeskat-ning ogsaa af Foreninger, der ude-lukkende holder sig til Medlemmer-nes Kreds, maatte anses for uberet-tiget og savne rationel Begrundelse. Naar der paa den anden Side ikke ved den nævnte Lejlighed eller ved Behandling og Vedtagelse af de føl-gende Aars Stats-Skattelove fra An-delsudvalgets Side blev rejst større Modstand, end Tilfældet var, skyl-des dette, at man betragtede disse Aars Skattelovgivning med Henblik paa Statens Forhold som værende af delvis ekstraordinær Karakter, ligesom man havde Grund til at antage, at Lovens Vedtagelse i den nævnte Form vilde skabe Ro om Beskatningsspørgsmaalet, hvad man under den forhaandenværende Si-tuation ansaa det for ønskeligt at bidrage til.

Denne Antagelse har dog kun del-vis holdt Stik, idet der allerede ved Fornyelsen af Loven om Indkomst-og Formueskat til Staten for 1941— 42 foretoges en Udvidelse af de gældende Beskatningsregler for An-delsforeningerne, ved Nedsættelse af Fradragsprocenten, ligesom der iøv-rigt ret jævnligt er fremsat Krav, særlig fra Købmandsstandens Side, om en yderligere øget Beskatning.

Hvad der i denne Henseende be-tegner et Skridt af mere principiel Art og derfor danner den direkte Baggrund for nærværende Henven-delse, er imidlertid, at der, bl. a. ved de indledningsvis nævnte For-handlinger paa Rigsdagen, er frem-sat Krav om, at den almindelige Skattepligt, som over for Staten er

*

By-Brugsforeningerne holder Møde

De samvirkende Brugsforeninger har fornylig holdt Hovedbestyrel-sesmøde i København, hvor For-manden, Direktør J..M. Johansen, aflagde Beretning for 1942.

Han understregede, at naar Til-bagegangen i Omsætning hver Dag forøgedes, saa skyldtes dette ude-lukkende den tiltagende Vareman-gel. For By-Brugsforeningerne var Omsætningen antagelig den sam-me som i 1941, men Bruttofor-tjenesten er en Del mindre som Følge af Prislovens Bestemmelser. Af forstaaelige Grunde har dette ogsaa medført en Nedgang i Divi-denden i flere af de tilsluttede Foreninger.

45 Brugsforeninger staar nu til-sluttet Organisationen med et Med-lemstal paa ca. 90.000 og en Om-sætning paa godt 50 Miil. Kr.

Forretningsfører G. Bolgann, der aflagde Regnskab for De samvir-kende Brugsforeninger og deres Fællesvirksomhed »Dansk Andels-trykkeri« nævnede, at Omsætningen i Trykkeriet var steget til 1,2 Miil. Kr. i 1942, og at Bogbinderiet »Con-eordia« ogsaa havde haft en kraf-tig Stigning i Omsætningen, der nu var oppe paa 216.000 Kr. —-

paalagt alle Andelsforeninger uan-set deres næringsretlige Stilling, skulde gennemføres ogsaa i den kommunale Skattelovgivning, saa-ledes altsaa at ikke alene som hid-til Andelsforeninger med Nærings-adkomst, men ogsaa Foreninger med Omsætning alene inden for Medlemskredsen skulde svare Ind-komstskat til Kommunen.

Overfor Krav af denne Art fin-der Andelsudvalget Anledning til allerede paa nærværende Tidspunkt at paapege, at deres Gennemførelse vilde betegne en væsentlig Udvi-delse af en Beskatning, der alle-rede paa det Omraade, hvor den hidtil har været praktiseret, fuld-stændig har savnet sin principielle Begrundelse, for saa vidt angaar de ikke-næringsdrivende Andelsfore-ninger. Dertil kommer, at de Be-tragtninger af rent finansiel Art, der, som ovenfor anført, i væsentlig Grad har været bestemmende for Andelsudvalgets Stilling til Gen-nemførelse af den udvidede Beskat-ning til Staten, ikke vilde kunne gøres gældende med Henblik paa en tilsvarende Udvidelse af Kom-munal-Beskat n ingen.

Andelsudvalget maa derfor alvor-ligt t'raraade, at Forslag om en Udvidelse af den kommunale Be-skatning af Andelsforeninger til ogsaa at omfatte de ikke-nærings-drivende Foreninger finder Frem-me, og man maa være af den Op-fattelse, at Skridt i den nævnte Retning utvivlsomt vilde blive mødt med afgjort Modstand fra Andels-bevægelsens Side.

P. U. V. S. Overgaard.

/.4. Axelsen Drejer. *

Et Sprængstykke paa Langfart. Ovenfor bringer vi endnu et Fo-

tografi fra det skæbnesvangre en-gelske Bombeangreb d. 27. Januar. Billedet er taget oppe fra F. D. B.’s Hovedbygning i Njalsgade og viser en af Elevatorskakternes Tagbe-klædning gennemhullet af et 3,5 kg stort Stykke Vinkeljern, antageligt slynget helt ovre fra Sukkerfabrik-kens Tagkonstruktion eller fra en anden af de ramte Bygninger.

Naar man betænker, at det i lige Luftlinie drejer sig om en Afstand paa 550—700 Mtr., forstaar man lidt af den eksplosive Kraft, som selv en forholdsvis lille Spræng-bombe er i Besiddelse af.

10

A i-: x K M \ Fi SS i

Fr. Dalgaard. Fritz Ortmann.

Ny Ledelse i Arbejdernes kooperative Byggeforening.

Forretningsføreren i Arbejdernes kooperative Byggeforening, Over-retssagfører Fritz Ortmann døde d. 9. Februar, næsten 79 Aar gammel.

I ca. 30 Aar havde han ledet den-ne kooperative Byggevirksomhed, der opstod som en Sammenslutning af de Virksomheder, som Bygnings-haandværkerne havde startet efter Lockouten i 1899. Fritz Ortmann har været Sjælen i det omfattende Byggeri, som omfatter mere end 4000 Lejligheder til en Sum af 45 Millioner Kr.; ikke mindst var han optaget af Indretningen af Boliger for børnerige Familier.

Under Fritz Ortmanns Sygdom har hans Arbejde siden November f. A. været varetaget af Folketings-mand Fr. Dalgaard, der er konsti-tueret som hans Efterfølger.

Simon Jørgensen forlader Fællesforeningen

Forretningsfører Simon Jørgen-sen, som den 24. Februar fejrede sin 70 Aars Fødselsdag under stor Opmærksomhed fra de fynske Brugsforeningers Side og fra man-ge Venner fra nær og fjern, kan nu, da han Vækker sig tilbage fra Ledelsen af den store Odense-Af-

deling, se tilbage paa en lang Række rige Arbejdsaar.

Han er den af Fæl-lesforeningens Funk-tionærer, der har størst Anciennitet, idet han allerede d. 1. Maj 1891, kun 22 Aar gammel, blev an-sat ved den jyske Fællesforenings Ho-vedkontor i Aarhus for allerede i 1895 at

tiltræde Pladsen som Forretnings-fører for Odense Afdeling, som han saaledes har ledet i samfulde 48 Aar.

Nu ved hans Afsked med den Virksomhed, han har viet hele sin Livsgerning, vil der lyde en oprig-tig Tak fra det store Personale, der i Simon Jørgensen fik en forstaa-ende Chef, til hvem man altid trygt kunde henvende sig. Men Takken vil ogsaa strømme ham imøde fra de fynske Brugsforeninger, der i ham ikke blot lærte en dygtig For-retningsfører at kende, men tillige en elskværdig og altid redebon Raadgiver.

Ogsaa Brugsforenings-Bladet be-nytter Lejligheden til nu at sige Forretningsfører Jørgensen Tak for mange Aars godt Samarbejde og ønske ham et lykkeligt og helse-bringende Otium.

Simon Jørgensen.

An delsbladets Artikler gennem 40 Aar

Paa det danske Forlag er der i disse Dage udkommet et fortrinligt Register over Andelsbladets Artik-ler i Aarene 1900—1939. Den no-belt udstyrede Bog, der er udgivet af Andelsudvalget, er udarbejdet af Lærer Jens Rendbæk og cand. polit. Andreas Fynning, Andelsudvalget, som har nedlagt et stort Arbejde i det 364 Sider store Værk.

Hvad enten man ønsker at for-dybe sig i en bestemt Side af vor mangesidige Andelsbevægelse, el-ler det drejer sig om at følge en be-stemt Sags Udvikling gennem kor-tere eller længere Tid, vil man næppe kunne finde et bedre histo-risk Kildemateriale end netop An-delsbladet, som gennem en lang Aarrække har været den samlede Bevægelses mest prominente Tale-rør. I alt Fald genspejles Tiden fra Aarhundredskiftet op til nu med dens faglige og organisationsmæs-sige Begivenheder i Andelsbladets utallige Artikler, der i det nye Re-gister er ordnet i 15 Hovedgrupper, saa man ret hurtigt kan finde ind til det Stof, man søger. Endvidere findes i Bogen en Forfatterforteg-nelse og en Emneliste, der naturlig-vis begge er ordnede alfabetisk.

Andelsudvalgets udtalte Forhaab-ninger om, at Bogen vil blive be-nyttet efter Hensigten, vil sikkert ikke blive gjort til Skamme, nu da Trangen til at fordybe sig i vor Be-vægelses Historie synes øget, og Oplysningsarbejdet for fuld Kraft sætter ind paa at vække Ungdom-mens Sans for de Værdier, Andels-bevægelsen fortsat vil kunne give os.

Bogen, der kun trykkes i et be-grænset Oplag, * koster Kr. 15.— hæftet og Kr. 18.— indbundet og vil kunne bestilles gennem Brugs-foreningen.

*

Svenske Kooperatører I Anledning af at Kooperativa

Forbundet bar besluttet at bygge en stor Kvælstofgødningsfabrik, der er projekteret til 15 Miil. Kr. og skal ligge i Koping, er der i »Jord-brukarnas Foreningsblad« fremsat nogle interessante Udtalelser, som understreger Omfanget og Betyd-ningen af den svenske Forbruger-kooperation. Bladet skriver:

»Vi føler os vel lidt skamfulde og er ganske maalløse, naar vi læ-ser om, at K. F\ har besluttet at bygge en Kvælstofgødningsfabrik til 15 Miil. Kr. Altsaa en Fabrik som skal frembringe Produkter udeluk-kende for Landbruget. Hvorfor kun-de vi ikke selv gøre det?

Forbrugerbevægelsen har sparet Penge sammen, faaet Forbindelse med dygtige Folk o. s. v. med kun smaa Resourcer til at begynde med; og disse Penge er ikke samlet fra Folk, der til at begynde med var Kapitalister ...

I)en svenske Forbrugerkoopera-tions Aarsomsætning ligger vel paa noget over en halv Milliard Kro-ner. Den svenske Landbrugskoope-rations Omsætning er paa over en Milliard Kroner. Og alligevel kan

TIRSDAG den 2. Februar begyndte Andelsskolens 11. Skoleaar. I det

grundlæggende 5 Maaneders Kursus deltager 97 Elever, 96 mandlige og en kvindelig. Der er en Elev fra F. I). B., de øvrige 96 kommer fra Brugsforeninger i forskellige Egne af Landet.

* * *

ESastiske Priser Trods Priskontrolraad og andre

kontrollerende Myndigheder, der overvaager, at Befolkningen ikke bliver hudflettet af prisjobbende Forretningsmænd, hænder det dog af og til, at man maa tage sig til Hovedet og spørge: »Hvorledes er det dog muligt?«

Som nu Damen, der for nylig hen-vendte sig i en københavnsk Butik for at købe et Par Strømpebaand, der før i Tiden gik for 40—50 Øre Parret, men nu skulde koste Kr. 5.00 og endda var kortere end tidligere.

At Folk, der ikke behøver at se paa et Par Kroner mere eller min-dre, gladelig betaler, naar blot de kan laa Varen, er ikke nogen Und-skyldning tor en Forretningsmand, der forlanger en saa uanstændig Avance. Og al Hensyn til de man-ge, der ikke har Raad, og fordi der i en at Prislovens Paragraffer staar, at en urimelig Pris ikke maa for-langes for nogen Vare, var det ikke for meget, om lignende utiltalende Udslag al »Samfundssind« blev ind-anket for Priskontrolraadet.

* * *

ISENKRAM Afdelingen har nylig I udsendt et rigt illustreret Katalog i Fastelavns- og Paaskeartikler, in-deholdende forskellige Nyheder, der utvivlsomt vil falde i Ungdommens Smag og kunne tjene som Vejled-ning, naar »Masken« om føje Tid skal lægges. * *

bygger Kvælstof fabrik man ikke sige, at vi er kapital-stærke ...

K. F. har bygget mange store Fa-briker, og selv Industri- og Forret-ningsfolk indrømmer, at Forbruger-kooperationen altid har truffet det rette Øjeblik og næsten altid har haft Held med sig. Men — Forud-sætningen var, at Bevægelsen dis-ponerede over Kapital, egen Kapi-tal eller god Kredit. Den har hel-ler ikke været bange for at ofre noget paa Forskningen og at an-sætte Eksperter.

Det svenske Brugsforeningsblad »Vi« kommenterer ovennævnte Ar-tikel i Landbrugernes Blad med at sige, at man ikke gør sig skyldig i nogen Overdrivelse ved at paastaa, at de svenske Landmænd ikke vil-de kunne faa Kunstgødning til la-vere Priser, selv om de byggede deres egen Fabrik, end de nu vil kunne købe det fra K. F. og Brugs-foreningerne.

Men principielt vilde den bedste Løsning naturligvis være, om Kon-sumentkooperationen og Landmæn-denes økonomiske Organisation i Fællesskab havde løst denne Op-gave.

Glimt ind i det smukke Lokale i An-delsbanken i Varde.

Andelsbanken udvider

Man maa indrømme Andelsban-ken, at den ikke ligger paa den lade Side, bl. a. hvad Oprettelsen af nye Filialer angaar. I Varde er der for nylig under højtidelige Former aab-net en Afdeling og indviet nye, smukke Lokaler, indrettet af F.D.B.s Arkitektkontor. 30,0 af Bankens 500 Andelshavere besaa med udelt Til-fredshed Banken paa Indvielsesda-gen, hvor Medlem af Hovedbesty-relsen, Uddeler G. Gundesen, Askov, bød Velkommen.

Endvidere er Ejendommen Ny-gade 5 erhvervet i Holbæk, hvor det er Hensigten efter en Ombyg-ning at indrette en Filial, naar de krævede 800 Andelshavere er teg-net, og man er godt paa Vej til at have naaet dette Antal.

Ogsaa i Svinninge er der gjort et forberedende Arbejde for at faa op-rettet en Afdeling, og man har i Øjeblikket tegnet ca. 200 Andels-havere.

Endelig har en Kreds af Indby-dere paa et Møde i Holstebro ved-taget at søge oprettet en Filial af Andelsbanken i denne By, og 800 personlige Andelshavere har alle-rede meldt sig.

* s* *

Underød Brugsforening fejrede d. 25. Februar 50 Aurs Jubilæum.

Manstrup Brugsforening fejrede i Begyndelsen af Februar sit bO Aars Jubilæum,

# H« *

Ungdommen for Kooperationens Idé

Paa sidste Sommers Hindsgavl-Stævne sattes Spørgsmaalet om, hvorledes man kunde vække for-øget Interesse for Kooperationen blandt Ungdommen, paa Dagsorde-nen. Det kooperative Fællesforbund og Danmarks socialdemokratiske Ungdom har nu sat en kooperativ Ungdomskampagne i Gang over hele Landet, og denne omfatter Af-holdelse af en lang Række Møder med kooperative Film, Brochurer m. m.

Det er Fællesforbundet, som fi-nansierer selve Kampagnen, der samtidig støttes af de lokale koope-rative Virksomheder.

11

Gødningsmidlerne i Klas-se efter Godhed, øverst Duegødning og nederst Svinegødning. At ogsaa Menneskegødning fandt sin Plads i denne Klassi-ficering er en Selvfølge, og i tæt befolkede Om-raader har den ganske

naturligt spillet en ikke uvæsentlig Rolle. Saaledes i Kina, hvor som bekendt ingen Gæst med Anstændig-hedsfølelse forlader sin Værts Bopæl uden at kvittere i et Hjørne af Marken for modtaget Gæstfrihed. Co/u-mella bør imidlertid ogsaa mindes, fordi han saa kraftigt agiterede for hurtig Nedpløjning af Staldgødning, foT at den ikke, som han skriver, »skulde miste sin Kraft ved den Uddunstning som Solens Hede forvolder, hvor-for der ikke bør udkøres mere Gødning, end Plovfol-kene kan nedpløje samme Dag.« Saalunde skrev Colu-mella for 2000 Aar siden, og her i Danmark har Statens Forsøgsvirksomhed som Resultat af omhyggelige Under-søgelser lige op til de seneste Aar maattet indprente danske Landmænd den samme gyldne Regel.

Ogsaa Aristoteles, den græske Naturfilosof og store Vismand, interesserede sig meget for Spørgsmaalet om Planternes Ernæring og skrev flere Bøger om dette Emne. Han opstillede blandt andet følgende Teori:

»Alt levende ernærer sig af det, hvoraf det bestaar, og alt levende ernærer sig af flere Ting.«

Den fulde Rigtighed af denne Paastand blev først paa-vist ca. 1500 Aar senere, da de to tyske Forskere Knopp og Sachs afsluttede deres Vandkulturforsøg og paa Grundlag af disse opbyggede det bekendte Ernærings-skema for Planterne, ifølge hvilket disse behøver føl-gende Grundstoffer til deres Ernæring: Kulstof, Kvæl-stof, Fosfor, Kalium, Svovl, Kalcium, Magnesium og Jern, og hertil har den nyeste Tid føjet visse Mikro-Næringsstoffer, som kun behøver at være til Stede i for-svindende Mængde og maaske nærmest virker som fremmende for visse af de biologiske Processer i Plante-cellerne: det drejer sig f. Eks. om Virkningen af Bor, Mangan, Kobber og sandsynligvis flere.

Men inden man kom saa vidt, havde man gennem Tiderne gjort sig mange og til Dels temmelig fejlagtige Forestillinger om, hvad der egentlig gik for sig under Planternes Vækst, og hvorfra de hentede de Stoffer, som Plantevævet opbyggedes af.

Aristoteles selv mente, at Planterne udelukkende le-vede af Jorden. Omkring Aar 1600 forsøgte Belgieren van Helmand at kontrollere denne Antagelse ved et Eksperiment. Han anbragte en Pilegren i en Urtepotte med en afvejet Mængde Jord, og lod den derpaa vokse i 5 Aar.

Hvis Aristoteles’ Antagelse var rigtig, skulde Jorden jo saa være svundet lige saa meget i Vægt, som Pile-grenen var tiltaget i Vægt, men det viste sig, at skønt Pilegrenen var vokset op til et helt lille Træ, saa var Jordens Vægttab saa forsvindende, at det næppe nok kunde konstateres. Van Helmand drog deraf den Slut-ning, at Væksten maatte skyldes det tilføjede Vand, og at Planterne væsentlig levede af Vand.

Den rigtige Forklaring paa Planternes Vækst kom først henad 300 Aar senere, da den navnkundige, engelske. Kemiker og Teolog, Priestly, paaviste, at Planternes grønne Dele under Lysets Medvirken formaar at spalte Luftens Kulsyre, saaledes at de binder Kulstoffet under Opbygning af deres Cellevæv og udaander Ilten. D. v. s at Planterne-optager det meste af deres Næring fra Luften.

Og endelig kom saa i Begyndelsen af det 19. Aar-hundrede, som før nævnt, de metodiske Undersøgelser, der ved Hjælp af Vandkulturer bestemte Planternes vir-kelige Behov af Mineralstoffer.

Som Forsøgsplanter benyttedes Majskorn, der først blev bragt til Spiring i fugtig Savsmuld, oq naar Rørt-

et aartusindgammelt Problem

JE| an. NDER normale Forhold har vi vist undertiden jjsSfepty været tilbøjelige til at glemme, hvor uhyre

afhængige vi baade direkte og indirekte er af Landbrugsjordens Ydeevne, naar det gælder Tilfredsstil-lelsen af vore mest primitive Livsfornødenheder, Føde og Klæder. Men under en Krig som den, vi nu igen gennemlever, undgaar vi jo ikke paa den føleligste Maade at blive mindet derom! . Da Mennesket for Aartusinder siden saa smaat be-gyndte at forlade Jægerhordens omflakkende Tilvæ-relse og som Følge af Udviklingen gled over i den mere bofaste Leveform, der er knyttet til Jordens Dyrkning, forefandt det overalt jomfruelig Jord.

Og saadan Jord stod i visse Egne af Jordkloden til Raadighed for Agerdyrkningens Pionerer endnu helt op til vor egen Tid, særlig kendt jo fra »the far west« i Amerika, hvor man kun behøvede at bryde de frugtbare Græssteppers milevide uberørte Flader for at kunne høste Afgrøde efter Afgrøde i tilsyneladende ubegræn-set Rækkefølge.

Men saadanne Egne findes vel knap nok mere, hvor man uden at give Jorden Erstatning for det bortførte kan vedblive at høste tilfredsstillende Afgrøder, og i de gamle Kultursamfunds tætbefolkede Omraader stod al-lerede for Aartusinder siden den udpinte Jords Problem paa Dagsordenen.

Kun faa Egne var jo som Nildeltaet begunstigede med aarlige Oversvømmelser, der med en Naturlovs Præci-sion afsatte nye næringsrige Jordlag.

Problemet var altsaa at gøre den udpinte Jord »god« igen, — deraf Ordet »gøde«, og ved Gødning forstaar man kun Stoffer, der har denne Evne til at gøre Jorden god, d. v. s. god for Planternes Vækst og Udvikling.

De gamle Agerdyrkere har jo sikkert, som alle Folk, der lever Naturen paa nært Hold og er afhængige af denne, været gode Iagttagere, og det er derfor sikkert ogsaa en Iagttagelse af meget gammel Dato, at der, hvor Kvæget har tabt deres Klatter paa Græsgangen, der er Nyvæksten særlig kraftig, saftig og grøn!

Og der har i egentligste Forstand fundet en Tilførsel af Naturgødning Sted!

Gaar man nemlig et Skridt videre ved at opsamle Gødningen og derpaa udsprede og nedfælde den paa andre Omraader, hvis Frugtbarhed man ønsker at frem-me, saa udøver man straks en Kunst, og man kan for saa vidt godt sige, at den systematiske Tilførsel af Na-turgødning er den første Form for Kunstgødning, selv om det naturligvis er lidt haartrukkent.

Saa gammel er imidlertid denne vigtige Agerbrugs-kunst, at den har været skriftlig behandlet af de old-græske og romerske Forfattere saa langt tilbage som ca. 2000 Aar før vor Tid, idet der allerede paa et saa tidligt Tidspunkt blev skrevet virkelige Lærebøger om Gødningen og'dens rette Anvendelse.

En af de grundigste Lærebøger blev skrevet af en be-rømt romersk Landbrugsforfatter Columella, der levede i det første Aarhundrede af vor Tidsregning. Han satte

derne var bleven 15 cm 1; Glaskrukker paa ca. 1 Li stilleret Vand. Majskornt klemt fast i Proppen, saai Vandet, og nu kunde mai salte i afvejede Mængde forsøget var afsluttet, kun der var tilbage i Vandet Mængder af samme Stof Aske, naar disse blev tør

Ved paa denne Maade tige Mængdeforhold kur Planter, der baade blomst saa de blev tjenlige til v lingskredsen var saalede:

I den nyeste Tid er saat til at spille en Rolle som neri, hvormed man i fuld varme, kan frembringe pr« teste Tid og i fuldkommer ende i det bare Vand til: Det er her Amerikanerne, i

Bedre end mange Ord illustt rationel Gødskning, til venstr er jorden gødet med Staldgødr,

D E stigende Krav til Jord Kulturlande med den hu

ning gjorde i Slutningen Spørgsmaal brændende, ot de kunde forøge Afgrødei Mineralnæring ud over, gennem Staldgødningen.

England var paa dette Europa ikke alene som Agerbrugsland, og det vat et Tilfælde medførte, at 1 der systematisk produce: ning, nemlig i Form af 1 ligefrem kan tale om en kring 1770. Og denne Ber Berømmelse, som den enes gødning, at den i mange 7 Gødning, der nogensinde

Den Ide, at anvende Bei Maade:

Omkring de store Knivf gennem Tiderne ophobet Ben- og Hornspaaner, der af Knivskafter. Disse Dy: ud over de tilgrænsende ( en paafaldende kraftig Gr

rerflyttedes Kornene til vilke der var fyldt de-ved Hjælp af Glasuld

Rødderne hængte ned i te forskellige Nærings-andet, og naar Vækst-baade bestemme, hvad

1 Kontrol, bestemme de n fandtes i Planternes brændt. re Mineralnæring i rig-n faa fuldt udviklede iatte Frø og modnedes, orplantning, og Udvik-gyldigt afsluttet. Car-Kulturer jo kommet tialitet i moderne Gart-n øde Egne, blot de er 2 Køkkensager paa kor-Udviklingsformat, gro-

øselige Næringsstoffer, været Foregangsmænd.

Ituwri.

tte Forsøg Betydningen af ?n i ugodet Jord, i Midten il højre med Kunstgødning.

leevne i Europas gamle oksende Industribefolk-t 18. Aarhundrede det ikke paa kunstig Maa-

;t ved at tilføre Jorden ler stod til Raadighed

nkt det førende Land i iland, men ogsaa som ; Kombination, der ved 1 blev det første Land, g anvendte Kunstgød-ning, saaledes at man ler«, der begyndte om-ig opnaaede en saadan dte eksisterende Kunst-den mest eftertragtede

sisteret. ig, opstod paa følgende

:r i Sheffield havde der tore Affaldsdynger af aede fra Fabrikationen redte sig efterhaanden rker, og Resultatet var st.

Nogle opmærksomme og kloge Landmænd opfattede Aarsagsforholdet rigtigt, og Opdagelsen blev udnyttet, saaledes at det ikke varede længe, inden der gik In-dustri i Spaanerne; for man opdagede nemlig ogsaa, at jo mere findelte, de var, des sikrere og hurtigere vir-kede de ogsaa, og der blev derfor indrettet Møller til at male dem paa, og en Fabrikation af kunstig Gødning var dermed i Gang.

Erfaringen fra Sheffield bredte sig snart til hele Eng-land, og der blev en saadan Efterspørgsel efter B§n, at Hjemmeproduktionen slet ikke kunde slaa til. England blev derfor Storimportør af Ben ikke alene fra hele Europa, men ogsaa fra Nord- og Sydamerika.

Ben indeholder som bekendt ca. 65 pCt. fosforsur Kalk. Denne er dog ikke i vandopløselig Form, og opløses der-for kun langsomt i Jorden af de der tilstedeværende Humussyrer, saaledes at Bengødning er en langsomt, men længe virkende Fosforsyregødning. Da man senere efter den store tyske Kemiker, Justus Liebigs Anvisning fandt paa at tilsætte Svovlsyre til Benmelet, hvorved dette omdannedes til Monocalciumfosfat, som er vand-opløseligt, fik man en hurtigtvirkende Fosforsyregød-ning, nemlig det vi nu kalder Superfosfat.

Men der skulde gaa nogle Aar, inden man naaede saa vidt, og imedens tappede England Europa for alt, hvad der kunde opdrives af Ben.

D ET kunde jo ikke i Længden undgaa at vække Op-mærksomhed, at det kunde betale sig for England saa-

dan at opkøbe Ben og fragte dem den lange Vej fra fjerne Lande. Hvorfor ikke prøve at anvende Benene selv, i Stedet for at sælge dem ud af Landet? I flere Lande begyndte Landmændene nu at forsøge sig med Bengødning, og med samme gode Resultat som i Eng-land, og der blev nu fra flere Sider gjort Forsøg paa at standse Bensalget til England.

Disse Forsøg havde dog kun ringe Fremgang, og den store Liebig, den moderne Landbrugskemis Skaber, som mere end nogen anden havde den sande Forstaaelse af Benmelets Værdi som Fosforsyregødning, kom der-ved i en saadan Harme, at han lidenskabeligt udtalte: »England har berøvet alle andre Lande deres Frugtbar-hed! Drevet af dette Lands Begærlighed har man gen-nemgravet Slagmarkerne ved Leipzig og Waterloo og tømt Ciciliens Katakomber for flere Generationers Ske-letter. Som en Vampyr hænger England i Halsen paa Europa, ja hele Verden, og udsuger Nationernes Hjerte-blod uden Tanke om Retfærdighed!«

Ogsaa her i Landet prøvede man at sætte en Stopper for Benudførslen. Den drivende Kraft var her en Mand ved Navn Joseph Owen, der selv var Englænder og som saadan særlig godt orienteret i Gødningsproblemets Udvikling i sit Hjemland, og han blev en fortjenstfuld Foregangsmand paa dette Omraade her i Danmark og oprettede faa Aar senere den første Superfosfatfabrik herhjemme. Den kom i Gang 1851.

Men Kravet om Adgang til kunstig Tilførsel af Fos-forsyregødning var nu vokset saa stærkt, at det ikke lod sig standse af Mangel paa Ben.

Netop Liebig, der havde givet sin Harme Luft i saa stærke Ord, fremkom med den Løsning, der banede Vej for Adgangen til nye Fosforsyrekilder.

Den Opløsning af Ben med Svovlsyre, som han havde angivet, lod sig ogsaa anvende paa Fosfater af anden Oprindelse, og Fosfat-lejer blev i de følgende Aartier opdaget man-ge Steder i Verden, først Guanolejerne paa Øer i de store Have, senere store Fundom-raader i Florida i Sydamerika og sidst Nord-afrika.

Ogsaa i selve Europa fandt og udnyttede man mindre Lejer i de fleste Lande, men de er dog nu saa godt som alle fuldstændig ud-tømte. Kun Rusland har endnu Fosfatmæng-der af virkelig Betydning.

Liebig udtalte i 1840: »Der vil komme en Tid, hvor man vil gøde Jorden med fosforsure Salte, som man har tilberedt i kemiske Fabrikker, ligesom man nu giver kemiske Præparater for at helbrede Feber og Krop.«

Ja, man tør vel nok antyde, at Udviklingen har givet ham Ret. Danmarks normale aarlige Forbrug af Super-fosfat udgør op mod 400.000 Tons, og Verdensforbruget nærmer sig vel 30 Millioner Tons aarlig, o.g vil sikkert indenfor en overskuelig Fremtid mangedobles. Selv et Land som Tyskland regner med at maatte tredoble sit Fo^forsyregødnings-Forbrug for at naa op paa fuld Yde-evne af sin Landbrugsjord. Hvor meget mere kræves saa ikke af de mange Lande, der staar langt tilbage for Tyskland med Hensyn til intensivt Landbrug.

JAMEN, hvordan vil det saa gaa med Raafosfaterne? Vil Lejerne ikke udtømmes ved et saa enormt Forbrug?

Vi har jo ikke her, som ved den syntetiske Salpeter-gødnings Fabrikation, Lufthavets ubegrænsede Mæng-der at tære paa!

Det er i Virkeligheden ikke saa mange Aar siden, at man med Bekymring saa det ene Fosfatomraade efter det andet udtømmes og i det fjerne mente at øjne den Sorgens Dag, da vor Klode var ved at gaa læns paa dette uundværlige Mineral. Heldigvis har de senere Aartiers systematiske Mineralefterforskning i alle Klo-dens Egne helt ændret dette Billede, og de i Dag kendte Forekomster anslaas til at indeholde 475 Milliarder Tons, hvoraf der i de sidste Aar har været udnyttet 12—14 Millioner Tons aarligt.

Selv om Forbruget skulde stige til f. Eks. 50 Millioner Tons aarlig, skulde der altsaa alligevel være nok til de første 10.000 Aar, saa der skulde ikke foreløbig være Grund til Bekymringer.

I et Land som Danmark med det store Husdyrhold ud-gør Produktionen af Staldgødning ifølge Professor Bon-dorfs Beregning ca. 35 Millioner Tons aarlig. Hertil kommer saa et normalt Kunstgødningsforbrug paa op mod 700.000 Tons, alt iberegnet.

Dette Forhold viser, at Danmark dækker over 70 pCt. af sit Gødningsbehov gennem Staldgødningen, som alt-saa er af dominerende Betydning for dansk Landbrug. Det vil deraf forstaas, at Manglen paa Kraftfoder, og den deraf følgende Nedgang i Husdyrbesætningen, har betydet en katastrofal Nedgang i Tilførslen af Plante-næringsstoffer.

Til Dækning af denne Nedgang vilde en meget bety-delig Forøgelse i Tilførselen af Kunstgødning have væ-ret nødvendig, men dette har ikke kunnet finde Sted under de raadende Forhold.

Man har kunnet fremskaffe omtrent de normale Kvan-ta af Kali- og Kvælstofgødning, men paa ingen Maade nogen Forøgelse, og Tilførslen af Fosforsyregødning er praktisk talt helt standset.

Her kan ingen syntetisk Frembringelse træde i Stedet, saa ogsaa af denne Grund maa den Dag imødeses med Længsel, da Danmark igen kan udveksle Varer med de Lande, der er rige paa de Raastoffer, vi for Tiden maa savne. Saa vil ogsaa Superfosfatfabrikationen, denne for Landbruget saa vigtige Industri, atter kunne komme i Gang, og det tiltrænges, for der er allerede nu meget at indhente. H. w- SONNE

Her staar Læ hus et rejst, saadati som det beskrives i denne Artikel.

Et Læhus Det kniber ofte med at faa det

fornødne Læ i Haven, navnlig en Sommer som 1942's har kun levnet Fritidsgartneren faa Stunder, hvor der har været Lejlighed til at nyde Hviletiden udendørs. I Almindelig-hed er det Blæsten, der her i Lan-det virker generende. Herimod kan man naturligvis plante en Hæk af en eller anden tætvoksende Plante, men det tager dog en Del Aar, in-den den virkelig kan bryde Vin-den; nogen Beskyttelse fra oven yder den ikke. Staar man overfor at skulle løse Problemet omgaaen-de og til en nogenlunde overkom-melig Pris, og man tillige vil op-naa et tiltalende Opholdssted, kan man bygge et Læhus.

Dette bygges af solide Birke-og Granstammer. Til Hjørnestolper anvender man ca. 15 cm tykke Birkestammer, disse maa være 3 Meter lange. Huset bygges f. Eks. 4 Meter langt, 3 Meter bredt og 2,20 Meter højt, d. v. s. at Birke-stammerne sættes 80 cm i Jorden. Fra Birkestolpe til Birkestolpe slaas en Rundgranlægte som Overligger, og nu kan man sætte de 2,20 Me-ters Lægter tæt sammen og op mod Overliggeren, hvorefter der slaas Søm i Overliggeren og ned i Læg-terne. Indvendig nede ved Jorden maa der ogsaa slaas en Lægte fra den ene Birkestolpe til den anden, hvorpaa alle de lodrette Lægter kan slaas fast. Siderne laves paa samme Maade, dog saaledes, at der paa den ene Halvdel af hver Side er en Lægtes Lysning mellem hver Lægte. Til Beskyttelse for-oven bygges ogsaa af Lægter et Saddeltag. For at det kan bære Tagbelægningen, maa der rejses mindst 4 Tagspær, hvorpaa der tømres Lægter med 30 cm's Af-stand. Kan man faa en Tækkemand til at lægge et let Straatåg paa, er det naturligvis det bedste, men el-lers anvendes Halmmaatter af den Slags, som Gartnerne bruger til Drivbænke. Disse fæstnes til Læg-terne med tynd Staaltraad eller Garn. For at gøre den Halvdel af Siderne, hvor Lægterne er sat tæt sammen og Læhusets Bagside lun, slaas der Halmmaatter paa Inder-siden. Der, hvor Lægterne er sat med Lysning, plantes Slyngplan-ter. Oppe paa Ryggen af Taget lægges, for at gøre det mere flat-terende, Rygtræ ligesom paa Bon-dehusene.

F « I T

En Drivbænk For at faa Planterne frem i god

Tid paa Friland, maa de have en -jForkultur i Drivbænk. Nogle Fritidsgartnere laver deres Driv-bænk af gammelt Materiale, f. Eks. af Vinduer og lignende; men det er ikke godt. Bedre er det at an-vende Glasset fra disse Vinduer og lægge det i en rigtig Vinduesram-me, der har de rigtige Standard-maal; 2 X 2Va Alen, 2 X 23/r Alen eller de helt store 2X3 Alen. Det er bedst for Fritidsgarneren at kø-be Rammetræ til 2 X 2'k og saa selv samle dem. Da det er skaa-ret til, er det ikke noget svært Arbejde. Glasset fra de gamle Vin-duer er som Regel af uensartet Størrelse, men det gør ikke noget, da man kun behøver at tage Hen-syn til Bredden.

Af gamle Brædder kan man sag-tens lave Karmen; men skal den blive solid, maa den sættes sam-men af 5/4 Tomme Brædder, der er ca. 8 Tommer brede. Karmen gør man klogt i at lave saa stor, at der kan være 2 Vinduer paa den, d. v. s., at den skal være 4 Alen og XU Tomme bred, altsaa V4 Tom-me mere end Vinduernes samlede Bredde. I Midten sættes en almin-delig Taglægte, som helst maa skæres ud med Svalehaleudskæ-ring, der giver Karmen en stivere Konstruktion. For Enden af Bræd-derne skæres et Hak paa 4 Tom-mer, saaledes at de korte Bræd-ders Hak bærer Sidestykkerne,

naar man skal transportere Kar-men. Karmen bør imprægneres, men hertil maa ikke anvendes Kul-tjære eller Cuprinol, derimod er finsk Tjære godt, og i Mangel her-af vil en grundig Bestrygning med Kalk være udmærket. Imprægne-ringen foretages, inden man sam-ler Karm-Stykkerne.

Forneden af Karmen slaas to, skraatafskaarne Stoppeklodser for hver Vinduesplads, saa Vinduet ik-ke glider ned, naar man løfter det,

* * *

STATENS Forsøgsvirksomhed i Plantekultur har i nogle Vintre

med strenge Kuldgrader foretaget Undersøgelser af, hvor langt Fro-sten gaar ned i Jorden.

Paa jævn utildækket Jord har man ved Maalinger konstateret Frost-dybder i 1939 paa 135 cm's Dybde, i 1940 paa 152 cm og i 1941 paa 115 cm. Ved disse Prøver er det godtgjort, at Frostdybden ikke blot er afhængig af Temperatur, men af Læforhold, Snelag, Jorddække, Vindstyrke m. m.; et Græstæppe virker saaledes en Del isolerende overfor Frost.

Forsøgene har ogsaa vist, at Op-tøningen foruden fra Overfladen ogsaa foregaår fra neden, men fra oven foregaar den ca. 25 pCt. hur-tigere.

I 1> F. X

Dyrkning af Guldpilen

Almindeligst er denne Plante kendt som Hængepilen og er i Reg-len meget yndet af Fritidsgartnere, hvorfor den plantes i stor Udstræk-ning, baade i store Haver, hvor den ogsaa er særlig velegnet, og i smaa Haver, hvor den egentlig bliver alt-for dominerende. Det er nu ikke Piledyrkning som Erhverv, der her skal skrives om, men som Husflid; det er jo morsomt at kunne frem-stille Vidiekurve af egen Avl.

En af de Arter, der anvendes til Kurvepil, er Salix alba, Vitellina, Nova, og den i Haven anvendte Prydpil har Tilføjelsen Bendula. Den plantes naturligvis mest i Ha-ver, hvor Jorden ikke rigtigt egner sig til Dyrkning af Planter, der har mere Betydning for Husholdnin-gen: Langs med et Hegn, ved fug-tige Steder, i Hønsegaarde og paa lignende Pladser. Det sidstnævnte Sted maa der dog træffes saadanne Forholdsregler, at Hønsene ikke kan komme til at skade de smaa Spirer om Foraaret, indtil disse er groet tilstrækkeligt frem.

Plantningen foretages som Regel om Efteraaret, men kan dog ogsaa udføres om Foraaret. Formerings-materiale, Stiklinger, fremskaffes ved at skære et eller to-aarige Skud i 25 cm's Længde. Stiklingerne sæt-tes lige ned med 20 cm's Afstand. Har man flere Rækker, bør der være 60 cm mellem disse. Man maa sørge for, at Knopperne vender opad; ganske vist kan Stiklingerne godt gro, selvom dette ikke er Tilfældet; men Skuddene bliver ikke saa lige og derfor mindre anvendelige til Kurvefletning. Pilen skal ligesom andre Planter holdes ren og da navnlig i den første Tid, indtil den bliver saa kraftig, at den er i Stand til at kvæle Ugræsset selv. Ved at pynte paa sin Hængepil opnaar Fri-tidsgartneren to Ting: for det første faar han Træet renset for altfor me-gen Vækst, og for det andet faar han Materiale til Kurvefletning.

Ganske vist er dette Materiale ikke det bedst anvendelige, da det ofte er uensartet, men der kan dog laves pæne Ting deraf. Dyrker man specielle Pil til Kurve, maa de skæ-res ned hvert Aar, da man paa den-ne Maade faar de rette Pilekviste.

Forsømte Hække Fritidsgartnerne klipper ofte de-

res Hække forkert. Nedenstaaende Billede viser et slemt Eksemplar paa forkert Behandling af en Hæk. Hækken er paa Grund af Naboens Uvidenhed blevet alt for bred. Den er nemlig vokset en hel Meter ud paa den ene Side, hvilket ikke alene er upraktisk, men ogsaa skadeligt for Hækken, idet den under Sne-vejr bliver trykket helt ned til Jor-den. Hvad der ogsaa er galt, er, at alle de nederste Grene er gaaet ud, fordi den overhængende Del har skygget for dem. Alle disse Skader kan imidlertid rettes, og Hækken kan ved kyndig Pleje atter gøre Tjeneste som en tæt, ensartet Hæk. Fritidsgartneren maa med Klosaksen begynde at klippe Hækken helt ind, omtrent i lodret Linje fra Roden og opefter. Det er ca. de to Trediedele, han paa denne Maade maa fjerne. Han skal ikke lade sig afskrække heraf; nye Skud vil frembryde i tu-sindvis til Foraaret, og ved Mid-sommer, naar den igen klippes, bli-ver den saa smuk som aldrig før. Man maa have Opmærksomheden henvendt paa, at Hækken bliver rettet rigtigt op. Det kan ske ved Vinterklipningen, at Hækken ikke er helt lige, da den paa Grund af den kraftige Klipning gerne skub-ber sig en Del. For at rette Toppen af, maa der trækkes en Snor, der strammes mellem to nedtrampede Stokke. Snoren skal hænge et lille Stykke over Hækken, og man maa passe paa, at Afstanden mellem Hæk og Snor er lige stor hele Vejen.

*

„Sunde Planter” Det danske Forlag har nu ud-

sendt en ny Udgave af Konsulent Hans R. Hansens tidligere udkomne Haandbog i Plantesygdomme under ny Titel: »Sunde Planter«. Bogen, der skal tjene til Vejledning i Be-kæmpelse af Sygdomme og Skade-dyr hos Landbrugs- og Haveplanter samt Bekæmpelse af Markukrudt, er væsentlig omarbejdet og har bl. a. faaet et særligt Kapitel om Sygdomme hos Frugttræer, Frugt-buske og Køkkenurter.

I Slutningen af den rigt illustre-rede Bog findes en Litteraturforteg-nelse, hvori der henvises til Bøger med Oplysninger om enkelte Syg-domme, der ikke er medtaget i »Sunde Planter«. Den 142 Sider sto-re Bog kan købes i Brugsforeningen.

14

FRITID E N

Kvindegymnastik Som Indledning til en Række Ar-

tikler om Kvindegymnastik af Gym-nastiklærerinde Solvejg Bording skriver hun om denne Idræts Ind-førelse i Danmark og Hensigten dermed:

Gymnastik er no.get meget gam-melt. Selve Ordet er græsk, og lige-ledes Indholdet: det at drive Øvel-ser, der hærder Krop og Sjæl. Opøvelse af de sjælelige og legem-lige Evner. Men Gymnastikken har været lang Tid om at vandre nord-paa, i hvert Fald har det varet læn-ge, før den blev Kvindernes Eje.

Det er Højskolen, der er Hjem-stedet for den Gymnastik, som nu drives i alle Sogne ud over Dan-marks Land; og for Kvindegymna-stikkens Vedkommende er der to Navne, der er uløseligt knyttet til dens Indførelse i det folkelige Ung-domsarbejde. Det er Navnene Emst Trier og Sally Høgstrøm. Ernst Trier var Højskoleforstander i Val-lekilde, Sally Høgstrøm var en ung, svensk Gymnastiklærerinde, som Trier i Sommeren 1884 fik til Valle-kilde, for at hun skulde lære Piger-ne paa Sommerskolen at gøre Gym-nastik. Vinteren forud var den sven-ske Gymnastik blevet indført paa Karleskolen som et Led i den dag-lige Undervisning, og dette nye »Fag« viste sig at være af saa op-livende Virkning, at Trier ved Vin-terskolens Slutning kunde sige, at han syntes aldrig, han havde haft saa livfulde og opmærksomme Ele-ver. Det var derfor hans Ønske, at Pigerne ogsaa skulde faa Del i det store Gode, han syntes, Gymnastik-ken var.

Vor Kvindegymnastik er nordisk i Form og Indhold. Det var Lings svenske Gymnastik, Sally Høgstrøm i sin Tid bragte over Sundet til os. Siden modtog vi stærke Impulser og rig Fornyelse gennem den finske Gymnastikpædagog Elli Bjørksten. Her kom Vejen til at gaa fra Valle-kilde (Ingeborg Trier) over Askov (Ingeborg Appel) til Snoghøj (Anna Krogh og Jørgine Abildgaard).

Hvad er da vort Maal med Gym-nastikken? Hvad skal den enkelte Gymnast opnaa? Hvad Gavn har man rent personligt af, og hvor me-

*

get betyder det for den store Hel-hed, at vi gaar til Gymnastik 2 Gange om Ugen eller gør 10 Minut-ters Gymnastik hver Morgen? Sagt ganske kort: vi skal øve vore Evner og udnytte vore Muligheder, for at vi med vore Lemmer kan synge en Lovsang til Skaberens Ære — som de gamle vel vilde have sagt det — eller med andre Ord: vi skal dyg-tiggøre os saadan, at vi virkelig kan bruges, hver eneste en af os den Dag, der er Brug for os. Og den Dag er jo ikke et sort Punkt ude i det fjerne; men det er den graa Hverdag, som vort Fædreland nu oplever; den lyses i dybeste For-stand kun op gennem Tro og Haab; men dog ogsaa ved, at vi hver for sig duer dér, hvor vi staar — ogsaa naar det gælder Udholdenhed og legemlige Kræfter. Derfor skal vi gøre Gymnastik, det er vor simple Pligt som gode Samfundsborgere. Men det er en dejlig Pligt, fordi al Bevægelse af den Art er i Slægt med Legen og Dansen — og at rejse Hovedet og rette Ryggen, det er paa sin Vis det samme som at plan-te et Kongelys. — Det har altid væ-ret en af Kvindernes Opgaver at forskønne Tilværelsen for sig selv og andre; det kan gøres paa mang-foldige Maader — ogsaa igennem en rigtig opbygget og velforstaaet, skønt formet og levende udført Kvindegymnastik.

SOLVEJG BORDING : *

Tillæg til Kaniner Vi er nu inde i Avlsperioden for

Kaninernes Vedkommende; det gæl-der derfor om, at der er Orden i Tingene.

Regelen er, at man fører ung Hun til ældre Han og ældre Hun til ung Han, forudsat at man ikke har jævn-aldrende, unge Dyr. Forbindelse mellem ældre Dyr giver, ifølge Er-faringen, ikke saa levedygtige Un-ger.

Naturligvis er det afgørende, at Tillægsdyrene har de eftertragtede Egenskaber, og da navnlig for Han-nens Vedkommende, eftersom man lægger Vægt paa Ulden, Kødet eller Skindet Det maa ogsaa være en Betingelse, at Avlsdyrene er sunde, og at de i denne Periode faar det nødvendige proteinholdige Foder.

Dyrene maa have godt Lucerne-hø. Kaalroer og Mælk. Seks Uger

efter første Foling kan man igen lade Hunnen blive i Fol, 14 Dage efter tages det første Hold Unger fra Moderen. Med denne Tidsindde-ling kan der, uden at Hunnen over-belastes, avles 3 Hold Unger aar-ligt. Har man flere Hunner, bør man føre Optegnelser over Drægtighed, Foling og Ungernes Fravænning, da man ikke kan stole paa sin Hukom-melsé. Normalt kan en Hun opfo-stre 18 Unger aarligt.

Jjc ^ *

Af Hensyn til Kartoffelbeholdnin-gerne gælder det om at passe paa Kældervarmen. Naar det er mildt i Vejret, er det godt at lufte ud. men er det koldere end -f- 2 Gr., begynder Stivelsen i Kartoflen at omdannes til Sukker og faar en ubehagelig, sød Smag. Naar Temperaturen ned under -i- 3 Gr., vil Kartoflerne fryse. Anskaf et Termometer til Kælderen for at kunne gribe ind i rette Tid.

Pille-Snedkeri Her er noget Pillearbejde for en

H j emme-Snedker. Prøv paa at finde udrangerede

Ting, som det vil være for dyrt at lade Fagmanden gøre i Stand — et gammelt Mahognibord, en falde-færdig Svejbakker-Sofa, det mis-handlede Klapbord, som nu staar paa Loftet.

fyrretræs flade

1. Blære paa en lineret Plade. Dette var engang en smukt poleret Mahogniplade. Nu sidder Finéren flere Steder i »Blærer«, mens Over-fladen gennemgaaende er blevet lidt plettet og grumset.

Vi renser først Overfladen ved at gnide den af med Olie af en eller anden Art. Jo finere jo bedre, jo mere syrefri jo bedre! Amerikansk Olie er ganske glimrende, men det er naturligvis en Forbrydelse at bruge saa fin en Drik til Leg — derfor passer man paa ikke at blive opdaget af Konen i Huset. Paraffin-Olie kan ogsaa bruges. — Naar hele Pladen er gnedet godt af med Olie, kan man med største Forsig-tighed klare efter med Sprit. Gam-mel Politur kan gerne taale det. Men der skal ikke meget til, før Sprit-ten »brænder paa«, for Polering er som bekendt fremstillet ved Shel-lak opløst netop i Sprit.

Naar Pladen er renset, kan man bedømme den. Smaa Rifter og Skrammer kan man fylde ud ved at gnide pulveriseret Pimpsten i Olie ned i dem. Det vil sige: man fylder dem med Snavs, og Resul-tatet bliver ofte bedre, end man skulde formode. Blærer er ikke saa nemme. Men hvis de er hele, uden Revner, er der Spænding ved dem

Man tager en Kniv — en ekstra skarp Skomagerkniv er det bedste, og aabner Blæren ved et Snit, dei behændigt følger Aarerne i Finé-ren, saa man ikke skærer nogen Aare over. Med en Pipette — en lille Glastingest, som man bruger til at dryppe Øjne med — drypper man Eddike ned gennem Sprækken og har Taalmodiged til næste Dag. Saa har Eddiken gennemvædet Træet og den gamle, værdiløse Lim paa dette Sted, saa ny Lim kan binde.

De Lærde er uenige om, hvilken Lim man skal reparere med. Nogle paastaar, at Cellulose — Tubelim — er noget Skidt til dette Brug; de sværger til rigtig »kold« Snedker-lim, som ogsaa er god nok, hvis man kan faa den. Jeg har brugt gan-ske almindelig Fiskelim med godt Resultat. Mod Celluloselim kan indvendes, at der skal være knas-tørt indeni Blæren, for at man kan bruge den med Udbytte, og hvem ved, om der er tørt? Saa skal Ed-diken være helt fordampet.

Man pirker Limen ned i Blæren gennem Sprækken, man har skaa-ret. Det bedste til det Brug er en smidig, flad Neglefil, som Kvinder-ne altid har liggende paa Toilet-bordet.

Naar Blæren er limet indven¬

digt, lægger man nogle Lag hvidt Silkepapir over, og derefter pres-ser man Blæren ned. Hvis man kan komme til med en Skruetvinge —• med et Bræt som Mellemlag — er det godt. Ellers kan, ved smaa Blæ-rer, et svært 5 kg Pressejern bru-ges. Eller en Stabel gamle Bøger. Men kig ikke for ofte til Blærens Befindende. Det er usundt.

2. Blære paa buet, lineret Arbej-de. Det er vanskeligere at presse Blæren ned, saa Limen binder, hvor det gælder buet, finéret Ar-bejde, f. Eks. Sidestykket paa en gammel Sofa. Men det kan gøres* Laan en pæn, hvid Melsæk, fyld den med knastørt Sand, helst op-varmet, og læg den forsigtigt paa Reparationsstedet — naturligvis med hvidt Silkepapir under ogsaa her. Sandsækken føjer sig efter For-men og presser jævnt ned, og Sand vejer godt. Det kan lykkes. Saa er det meget morsomt. — I begge Til-fælde gnides de reparerede Steder

efter med Olie og klares forsigtig! med Sprit. Men lad Limen tørre nogle Døgn et varmt Sted først!

3. Lap i Finér. Hvor Finéren mangler et Sted, maa man sætte en Lap ind. De fineste Lapper er formede som Æg, spidse i begge Ender, simpelthen fordi de er lettest at skære rigtigt ud. Det morsomste er at gøre det paa den Maade, at man lægger et Stykke nyt Finér overpaa Hullet og skæ-rer gennem, helt til Bunds, altsaa

baade i det nye og det gamle Lag. Hvis man holder Kniven en Anelse skraat, indefter Midten med Spid-sen, faar man et næsten usynligt Skraasnit, saa Lappen glider paa Plads. Lappen bliver paa den Vis en Brøkdel af en Millimeter større i Maalene end Hullet, men ikke værre end at den kan være der, og er den der, og er der -renset godt i Bund før Limningen, og er dei limet godt.— ja, saa sidder den ogsaa — efter god Presning!

* S?« * ^

C ORNYLIG bragte det tyske Tids-1 skrift »Kosmos« en Meddelelse om, at det ved Forsøg var konsta-teret, at man i høj Grad kunde paa-virke Husbukke-Hunnernes Æglæg-ning ved paa de udsatte Steder, paa Tagspær o. lign. at opstille Træ-klodser, der var gennemsyret med Terpentinolie.

Husbukken vil da næsten altid lægge sine Æg i disse, og paa den-ne Maade vil man kunne forhindre, at Dyrene formerer sig

15

11 J m M M K T H O I* <» A V E lt

....

#

Min AIpeviol Her i mit dampede Dagligdags-Rige — en blid, men evindelig Vekslen i

Graat —

gør din vinrøde Festdragt uendelig godt!

Her, hvor jeg tier mig tung om Hjertet og langes mig syg efter Latter og Lyd, er du som et gjaldende Raab af Fryd!

Her under Flokke af regntunge Skyet er du som et Strejf af den flygtende Sol, lille, rørende Alpeviol!

PERIKON

*

Køkkenets Af og til har vi været præsen-

teret for Artikler om forskellige Snylteres Angreb paa et eller an-det Arbejdsomraade indenfor det menneskelige Samfund: Rottepla-gen i By og paa Land, Kornsnude-billen og Oksebremselarven i Land-bruget o. s. v., men Skadedyrs Ter-rorisering paa Husmoderens Om-raade har ikke før i nævneværdig Grad været paaagtet. Alligevel er det ikke smaa Beløb, der mellem Aar og Dag gaar til paa den Konto, og der kunde være god Grund til at holde lidt Udkig med nogle af de værste Skadedyr i saa Hense-ende.

Der er f. Eks. Melskrubben, en ca. 2 cm lang, næsten sort Bille, der lægger ca. 160 Æg i Mel eller Gryn. De smaa Larver lever nede i Melbeholdningen, hvor de vanske-ligt ses, men kommer op til Over-fladen hver Gang de skal skifte Hud. Naar man opdager den af-skudte Hud, er man altsaa klar over, at Melet er befængt med Mel-skrubbelarven eller Melorme, som de efterhaanden lange og lysebru-ne Larver kaldes. De æder bravt og omformer ikke saa lidt af Melet til smaa, tørre Ekskrementklumper.

* *

Skaal —

Fastelavn! »Man siger »Glædelig Jul!« Og

»Glædeligt Nytaarl«, men man si-ger »Skaal!«, naar det er Faste-lavn,« betroede en gammel Jyde mig. Naar vi i Aar, da det skorter stærkt paa Drikkevarer, netop min-des dette djærve Udbrud, da er det ikke ironisk ment. Tværtimod er det for at fundere over, om vi mu-ligvis kan nyde godt af de Ideer, som de gamle brugte til at sætte Kulør paa deres Festmaaltider med.

Lad os et Øjeblik se paa, hvad man af Drikkevarer havde for godt og vel et Par Menneskealdre siden.

Man havde ikke Pilsner og Soda-vand. Men man havde godt hjem-mebrygget 01, fremstillet af hjem-lig Malt og hjemlig Humle og til-beredt gennem Iagttagelse af en minutiøs Properhed. Hvad der brug-tes af Skoldevand ved en Brygning, har Nutidens Husmødre i Alminde-lighed kun en svag Anelse om. — Under sidste Krig tog en Del Hus-mødre Hjemmebrygningen op. Det kan vel lade sig gøre igen. Byg til Malt haves dog fremdeles, Humlen gror stadig i Danmarks Hegn.

Foruden Øllet: Gammeltøl og det fede Juleøl, som begge var en festlig Drik, lavede man ogsaa Mjød. Det lavedes til af Honning fra de maleriske Bikuber, hvis Straatag man saa i de fleste Land-bohaver. Et Affaldsprodukt fra Honningen var Honningvandet, som baade kunde drikkes (dog ikke til Fest) og bruges som Søde-middel i Mad. Den kostelige Mjød var Dessert-Drik.

Og saa havde man Solbær-Rom-men. Dengang stod Rom ikke i Fan-tasipris. Man kunde nok tillade sig at fremstille nogle fire-Liters Dun-ke af denne herlige Drik. Bærrenes Førstegrøde, de store, førstmodne, blev nedlagt i Dunkene, som fyldtes op med vestindisk Rom og fik tilsat Sukker efter Skøn og Smag. Naar Vædsken var lagret tilpas, var den rubinrød, og en Snaps af den kunde faa en til at drømme om Sol og Sommer midt i Vinterens Hjerte — ved Fastelavnstide.

Det bedste har vi gemt tilsidst: Stikkelsbærvinen. Efter en ældgam-mel Opskrift, gaaet fra Mor til Dat-ter længere, end nogen kunde hu-ske, lavede man en Hvidvin, der efter to—tre Aars Forløb kunde moussere. Behøver man at sige, at den gjorde Virkning?

Heller ikke Børn blev glemt. De fik ikke rød Sodavand. Men de fik en Gudedrik, der tilberedtes paa den simple Maade, at man udhulede nogle af de største Gulerødder, man kunde finde, og fyldte dem med brunt Puddersukker. Deraf fremstod en Vædske, der, nydt i Fingerbøls-maal, var ligesaa liflig for de umyn-diges Tunge, som den var gavnlig for deres Hals.

Intet af det ovennævnte var »købt færdig«. Paa staaende Fod magter vi næppe at efterlave det altsam-men. Men noget af det kan maaske sætte os paa Sporet efter Erstat-ning for de Drikkevarer, som det nu kniber med at faa til Købs.

SØSTER

Skadedyr Eoi at raade Bod paa Skaden

maa man lade Melet gaa gennem en fin Sigte for at skille Larvernes afskudte Hud og Ekskrementer ud fra Melet, der ikke vil have taget større Skade, hvis Angrebet ikke er alt for gammelt.

Rismelbillen ligner noget Mel-skrubben, men er kun 4 mm lang, og saa lægger den rødbrune Bille kun 80 Æg. Da Udviklingstiden fra Æg til Bille kun er 3 Mdr. er den foraarsagede Virkning af Øde-læggelsen ofte meget omfattende. De strejfer hurtigt om, og det er derfor nødvendigt at se hele sin Beholdning af Mel og Gryn efter, saa snart man opdager et enkelt Eksemplar af Racen. Det befængte Mel renses ved, at man opvarmer det i en Gryde med Laag. Gryden sættes ned i et Vandbad i en større, aaben Gryde, indtil Vandet koger, og derefter sigtes Melet. Desværre har Melet altid en ube-hagelig Lugt, selv naar det er an-vendt til Bagning.

Melmøllet er blygraat med mør-ke Striber og Prikker paa Forvin-gerne. Hunnen lægger 350 Æg, og allerede en Uge efter ankommer Larverne, der æder kolossalt; sam-tidig med at de spinder talrige Traade efter sig, hvorved Melet klumper sammen, fylder de op med Ekskrementer.

Melet befries for Klumperne, bl. a. ved Sigtning, før det kan an-vendes.

Melmiderne er højst */* mm lan-ge, hvorfor man desværre oftest opdager dem paa et ret sent Tids-punkt. Hvis der op ad Krukkens Sider indvendig og udvendig, sid-der Melpartikler, skønt der ikke i nogen Tid har været taget af Kruk-ken, kan man være sikker paa, at der er Melmider i Melet, for selve Partiklerne er nemlig ved nærmere Eftersyn Melmider. I et mørkt og daarligt ventileret Rum udvikler de sig med rivende Hast og gør efter-haanden Melet helt uanvendeligt og fylder det med Skimmel. Har man opdaget Angrebet i Tide, vil man kunne standse det ved Op-varmning. Foruden i Mel og Gryn forekommer disse Mider i forskel-lige andre Næringsmidler, endog i visse Krydderier.

Foruden disse Mel- og Grynsnyl-tere findes 3 Eksemplarer af Tyven, hvis hvidgullige Larver foruden af Mel og Gryn ligeledes ernærer sig af næsten alle Slags stivelses- og æggeholdige Dyre- og Plantestof-fer. Mel og Gryn, der er befængt med disse Larver bør opvarmes, og derefter sies. Billerne er den rust-eller sortbrune »Tyven«, »Den au-stralske Tyv«, som er graabrun med rødlige Flaar og »Messingtyven«. der er brungul med gyldne Haar. Billerne gør ogsaa Skade ved at gnave Huller i al Slags Tøj og Tæpper.

Lidt af hvert

En Husmoder skriver: Det var i et meget heldigt Øjeblik, vi fik nye Prinsesseærter »forærende« af F. D. B. Vi havde netop med et Suk konstateret, at nu manede man os til at bruge rigeligt med Gule Ærter, fordi de gav et godt Tilskud af Æggehvidestoffer og var meget kalorieholdige, men det kneb med at faa dem til at koge ud og det kneb forøvrigt ogsaa med Gas og Brændsel. Saa kom disse Ærtefla-ger, Prinsesseærter i Handelen, og hurtigt og nemt kunde man nu koge en Portion Gule Ærter, der gav et udmærket Tilskud af Æggehvide-stoffer, B-Vitaminer og Salte. Sma-gen bliver ikke helt saa kraftig, som naar Ærterne laves paa den gamle Facon, det vil maaske en og anden Husherre gøre Vrøvl over, men til Gengæld vil en hel Del Mennesker, ikke mindst Børn, som ellers ikke kan lide Gule Ærter, med stor Fornøjelse spise denne Ret, som i høj Grad er nyttig foi dem. Den kan udmærket tillaves ve-getarisk og altsaa indgaa som en Variation af den ugentlige Urte

suppe. „

Kolonialafdelingen meddeler, at der i Fremtiden vil blive sendt et Par ekstra Opskrifter ud med Ærte pakkerne, dels en Opskrift paa Ær-tekarbonader, hvorefter man koger Ærteflageme til Grød, blander den-ne Grød med hakket Kød i Forhol-det 2—1 sammen med lidt Mel, Salt og revet Løg, former Massen som Karbonader og steger dem paa sæd-vanlig Vis. Desuden medfølger den Opskrift paa Ærterand, som vi præ-senteredes for i en Annonce i Brugs-forenings-Bladets Nummer 4 i Aar.

»Boller op og Boller ned — —«

de er et Syn for Guder. Honoraret daler blidt og tæt fra Gaardens Ruder.

16

HJEMUfETS O 1* 6 A V E B

Hanne skal sætte Bo

Den S Marts 19b3.

Kære Ingrid. Tak for sidst. Jeg nød rigtig at

\ ære hjemme igen de Dage og se Jer alle. Men nu skal du bare høre: da jeg kom tilbage til min Plads, laa der Brev fra Poul, jeg skulde jo nu ellers skynde mig at komme i Sving med mit Arbejde, men jeg kunde ikke nære mig for lige at se, hvad han skrev.

Jeg vilde næsten ikke tro mine egne Øjne, men han har vir-kelig faaet den Bestyrerplads paa Nordfyn nu til Sommer, og det be-tyder intet mindre, end at vi snart skal giftes. Da Ejeren havde spurgt ham, om han var gift, havde han ganske rolig svaret: »Ja, det er jeg til den Tid.«

Du kan tro, jeg er glad, men jeg blev nu helt forvirret, jeg for ind til Fruen og fortalte det. Hun er nu saa flink, saa hun sagde, at nu troede hun nok, at det var bedst, vi drak en Kop Kaffe og fik snakket lidt om det, for det blev vist alligevel ikke til altfor meget med at bestille noget lige nu. Jeg fik ogsaa Lov til at ringe til Brug-sen og faa dem til at sige til Mor om at ringe herover. Heldigvis blev Mor ogsaa glad for det, men du kan jo nok forstaa, at der er en farlig Masse at spekulere over.

Ejeren derovre havde sagt til Poul, at han kunde da godt tage sin Kæreste med derover en Dag, saa vi sammen kunde se paa Huset, vi skal bo i. Jeg tænker nok, at vi tager derover min næste Frisøndag, Poul er jo hjemme i Vinter, saa han kan bedre rejse.

Uh, hvor er det spændende at se, hvor man skal bo: jeg har paalagt Poul at huske at faa et Maal, kvadreret Papir og en Li-neal med, saa vi kan faa tegnet Husplanen op. Naar man har det, kan man nemmere blive klar over, hvordan man kan indrette sig.

Du kan stole paa, at jeg er glad for, at jeg kom paa Højskole sidste Aar, det er jeg nu af saa mange Grunde, men i denne For-bindelse tænker jeg nemlig paa de Timer, vi havde om Boligindretning. Jeg havde egentlig slet ikke tænkt over de Ting før, i alle Tilfælde ikke selvstændigt, jeg vilde bare have det saadan rigtig blankpoleret og flot som alle andre, men jeg er kureret. Jeg ved nok, at der skal lang Tids Indøvelse til for at blive helt klar over, hvad der er gedigent og hvad der er Bluff, og derfor kan man naturligvis godt komme til at plumpe i, Poul og jeg er dog hel-digvis enige om, at vi vil begynde meget spartansk m. H. t. Indbo, saa har vi meget større Mulighed for efterhaanden at finde det rigtige. Forøvrigt har vi ikke ret mange Penge, saa det giver jo egentlig sig selv, hvis vi da ikke vil gaa hen til en Møbelhandler og købe færdig-syet paa Afbetaling, men det vil vi afgjort ikke. Lidt Gæld faar vi nu nok, det er jo ingen billig Fornøjel-se at blive gift i Dag, men skal vi

have Gæld, saa vil vi i alle Til-fælde ikke skylde Pengene bort paa et »særpræget Møblement med haandudskaarne store Figurstøtter i beundringsværdigt Billedskærerar-bejde« eller hvad det er for noget Sludder, der staar i Aviserne. Nej, Pouls og Hannes Stuer skal staa til Poul og Hanne, baade naar de er i Hverdagstøjet, og naar de er i Søn-dagstøjet.

Misunder du mig ikke, Ingrid, det er saa morsomt, saa morsomt, at planlægge det altsammen. Jeg er begyndt at holde Mandtal over det, vi har, og over det, vi kan »rane« henholdsvis hjemme hos Pouls Far og Mor og hjemme hos min Far og Mor. Jeg skal nok skrive og for-tælle dig, naar jeg har været ovre og se paa Herlighederne, men nu maa du have Farvel for denne Gang.

Kærlig Hilsen HANNE

Ved De at hvis man vil vide, om

Stoffet er ægte Vid, holder man en Traad ind i Lyset, og det Vil da lugte stærkt af brændt Fjer, Haar og lignende.

at Kartoffelsuppe er en dejlig Ret, ikke mindst hvis vi tager nogle smaatskaarne Purrer deri.

at hvis man har rigeligt med Rabarberknolde i Haven, kan det være interessant at skaffe sig særlig tidlige Stilke ved at flytte et Par Knolde ind i en lun Kælder eller i Stalden.

*

Aktuelt i Marts Saa er det da endelig ved at

være Fastelavn, vi har maattet vente længe paa Bollerne i Aar, men nu skal det ogsaa være Alvor. Bollerne kan bages i Gasbagefor-men, hvis det er en lille Portion, ellers kan det ikke betale sig. En Raajernsgryde — godt tildækket — kan ogsaa bruges, Bollerne skal da helst vendes under Bagningen for at blive brune — men Ovnen er og bliver dog Nummer 1.

Vi skal spare paa baade Smør og Sukker, saa derfor bager vi Gær-boller med en reven Kartoffel i.

Melet sigtes og Smørret smuldres

,, , ,, . , heri, hvorefter den j. kg Rugsigte- ko]J k u. Kar.

toffel rives ned i Melet. Gæren udrø-res i den lunkne Mælk og tilsættes sammen med det sammenpiskede Æg, Sukker og Krydde-rier samt eventuelt Sukat og Rabarber-rosiner.

Dejgen slaaes godt igennem, hæver knap 1 Time paa et lunt Sted, arbejdes atter igennem og formes til Boller.

Boller med Kartoffel.

eller Hvedemel, 65 g kogt, reven Kartoffel, 75 g Smør, 65 g Sukker, 50 g Gær, 1 y4 dl Mælk, lÆg, Kardemomme, Kanel.

Nyttig Bog om Køkkenurterne

Martssolen gør os for Alvor op-timistiske, og Planerne om Havens Udnyttelse begynder at optage os. Meget apropos har Det danske For-lag udsendt en udmærket Bog om Køkkenurternes Dyrkning og Kon-servering. Første Afsnit: Dyrknin-gen er skrevet af Havebrugskonsu-lent Margrethe Hvid Jacobsen, an-det Afsnit: Konserveringen af Hus-holdningskonsulent Sigrid Krog. Det er en udmærket Gennemgang først af de mere almene Problemer med Hensyn til Dyrkning af Grøn-sager: Arealets Beliggenhed og Størrelse — Gødskning, Indkøb af Frø — Plan for Tilsaaning og Tilplantning af Køkkenhave o. s. v. og dernæst en Gennemgang af de enkelte Planters Tarv, saa-dan at man faar at vide, hvor-dan man bedst skal bære sig ad med f. Eks. sin Spinat, sine Ær-ter, sine Tomater o. s. v. — Sigrid Kroghs Afsnit indledes med en al-mindelig Gennemgang af Henkog-ning, Saltning, Tørring og Syltning for dernæst at gaa over til en Re-degørelse for de enkelte Produkters rette Behandling med Hensyn til Konservering. Tidspunktet for Kon-servering opgives i hvert enkelt Til-fælde, der er vedføjet Næringsvær-di for de enkelte Produkter lige-som der, hvor der er Tale om flere Konserveringsmetoder, er givet An-visning paa disse. Det er en ud-mærket og nyttig Bog.

Børst Tænderne rigtigt Har vi mon hidtil behandlet vore

Tænder rigtigt? I alt Fald har en københavnsk Tandlæge for kort Tid siden kastet Tvivl ind i vort Sind. Han er nemlig for nylig dra-get i Leding for at fortælle sine Landsmænd, at bærer man sig ikke rigtigt ad, kan man skade langt mere end at gavne dermed.

Princippet, 'siger han, er ikke at børste, men at leje Tænderne, og dermed mener han, at der skal an-vendes bløde Bevægelser.

Først og fremmest gælder det om at anskaffe sig en ikke for haard Tandbørste. Børsten lægges med Siden ind mod Tandkødet, som vist paa hosstaaende Fotografi, og drejes saa med en halvt roteren- 0 de Bevægelse ned over Tænderne, hvorved Børsterne rigtigt kan komme til at feje rent mellem Tænderne.

Paa Tændernes Inderside skal Bevægelsen ogsaa være roterende, men i Længderetningen.

Det tilraades at skylle Børsten grundigt efter Brugen og sørge for, at den bliver helt tør fra den ene Gang til den anden.

Bollerne smøres med lidt tilbage-holdt Æg og Mælk, efterhæves et Øjeblik og bages ved god Varme 12—15 Minutter.

Vi haaber paa fortsat mildt Vejr. saa vi kan faa rigelig med Grøn-kaal og Rosenkaal foruden de for-skellige Rodurter. Sidst paa Maa-neden skulde vi ogsaa kunne be-gynde at tage de vilde Planter til Hjælp i Køkkenet, især den store, fleraarige Nælde kommer tidligt, men lidt Blade af Mælkebøtte og Skvalderkaal kan vi maaske ogsaa faa at blande imellem.

En Brændenældesuppe maa vi i alt Fald lave som en Velkomsthil-sen til Foraaret.

Brænde¬ nældesuppe. 2 Liter Urte- og Kartoffelvand, 2 Suppe-terninger, 1 Suppevisk, 2 Gulerødder, 2 Kartofler, 2 Løg, 2 Spskf. Havre-gryn, 1 Liter Nælde-blade, Salt og Peber.

Suppeterninger, Visk og Rødder ko-ges paa Suppen sam-men med de udski-vede Løg. Visken tages op og Rød-derne skæres i Ter-ninger.

De fast sammen-pressede Topskud af Brændenælderne skylles i flere Hold Vand og hakkes paa Brædt eller igennem Kødmaskinen, blan-des med Havregry¬

nene og røres paa den kogende Suppe.

Suppen koger 4—5 Minutter, til-sættes Rødderne og smages til med Salt og Peber.

Overskaarne eller pocherede Æg passer godt hertil. ,

Hønsene er godt i Gang med Æg-lægningen nu, og vi bruger det sunde Fødemiddel mest muligt. Som Paalæg, i Gratiner og forskel-lige Levningeretter er Æggene os til stor Hjælp, og det samme gæl-der ved Bagningen, hvor vi helt kan spare Smørret i mange Kager, blot der er Æg i Dejgen.

Æggene deles og Blommerne røres godt med Sukkeret. Mel og Bagepulver sigtes sammen og røres i Æggene skif-tevis med Vandet. De stivpiskede Hvi-der tilsættes til-sidst.

Til Formkager irø-res Vanillesukker, Mandel-Essens eller

reven Citronskal for at give Smag. Portionen passer til een Form eller til 3—5 Lagkagebunde. Dejgen kan ogsaa bruges til Roulade, og man kan da faa 2 Roulader af 1% Por-tion. KAJA PEDERSEN.

Sukker- brødsdejg.

3 Æg, 2 bh dl Sukker, 3 dl Kartoffel-mel, 3 Spskf. Rug-sigtemel 1 Tskf. Rage-pulver, 5 Spskf. Vand.

17

0

oraarets Konfirmand

Skal De være med til at fejre en af Foraarets

Konfirmander, maa De ogsaa være med til at

gøre Konfirmationsdagen glad og festlig og rig

paa lyse Minder ...

Vi tænker her særlig paa Festen i Hjemmet og

den Glæde, som en smuk og velvalgt Gave vil

bringe den unge Konfirmand. De kan ikke vælge

den noget bedre Sted end i Brugsforeningen, for

vi kender de Unge og ved, hvad de ønsker sig.

De kan ogsaa købe Konfirmationstøjet i Brugs-

foreningen eller ved Rekvisition i et af F. D. B.'s

Paaklædnings- og Manufakturmagasiner — det er

en baade god og billig Løsning paa det Problem,

som det ellers er at skaffe fikst og fornuftigt

Tøj til dette Foraars Konfirmand.

FDB MANUFAKTUR og ISENKRAM

4

Fyldepennen, der passer til Haan-den, er en Ven for hele Livet og derfor ønsket af enhver Konfirmand.

-ved Gavebordet Øverst paa den unge Piges Ønske-seddel staar et Garniture-Sæt med Kam, Spejl og Børste i moderne Stil.

Undertøj er altid unge Pigers Ønske.

En ung Mand kan ikke undvære en Portemonnaie, og i den solide Ud-førelse er det en glimrende Gave.

Skiftesko-Taske fiks og praktisk.

Og naar den unge Pige skal ud at spadsere, vil hun være stolt over en smuk Taske, der svarer til Frakken.

Badminton er blevet Ungdommens Yndlingssport, og Badminton-Rekvi-sitter vil blive modtaget med Glæde.

Et Smykke er en dejlig Gave, og de moderne Sølvarmbaand hører til den unge Piges kæreste Smykker.

r 8 P K J I. E T

Nælden som Raaprodukt

til Tekstilindustrien

Sidste Efteraar var der rigtig kom-met Gang i Udnyttelsen af den hid-til saa ringeagtede Nælde. Det har ofte i den sidste Tid været paa-peget, hvilke værdifulde Egenska-ber denne uanselige Plante besid-der, og nu har Tekstilindustrien ta-get Initiativet til en rationel Ud-nyttelse af den. Nældeindsamlingen foregik navnlig i de nordsjælland-ske Skove, hvor Konsulent Iversen, Fredensborg, organiserede den. I Efteraarsmaanederne var ca. 30 Mand beskæftiget hermed, de har i Hold paa 3—4 Mand været spredt ud over hele Landsdelen og har systematisk kæmmet Skove og an-dre Voksesteder for Nælder.

De afhuggede Planter bundtes sammen, naar de er befriet for uvedkommende Vegetation, og Nælde-Negene læsses derefter paa Lastvogne og køres til Samleplad-serne. Herfra transporteres Nælder-ne til Nældeskætteriet i Hørsholm Ridehus.

Driftsbestyrer Ravn, der fore-staar den daglitje Ledelse, fortæl-ler, at de Nælder, man modtager, sr af meget forskellig Kvalitet.

— Ofte maa vi sortere en Mæng-de, der er fyldt med Græs og Siv fra. Nælderne skal være saa rene som muligt og desuden saa friske som muligt. Det giver de bedste Taver. Det er bedst at høste med en Kniv eller en Segl, men det gaar jo noget langsommere end med Le. Brugen af Kniven muliggør desuden bedre, at man faar den lange Stilk med, og det er af allerstørste Be-tydning. Forskellen mellem de gode og de. daarlige Nælder ser man bedst, naar Planterne har væ-ret igennem Skættemaskinens store Tromler, hvor Planterne bliver hak-ket i Stykker, og alt det ubrugelige bliver sorteret fra. Tilbage bliver en sammenfiltret Klump grønne

Sygdom

Hun ligger med 39, føler sig hundesyg: Læberne lebertørre, Legemet tungt som Bly —

Famler trods alt heroisk, stønnende højt al Kval, hen mod Kommodens rige, kosmetiske Arsenal....

Selvom det koster blodigt, maa man ha' Kolorit over sin Teint, naar man venter Doktormandens Visit....

* * *

Traade, og det er denne mærkelige Klump, der bliver hængt til Tørre. Deri findes de anvendelige Taver, der kan benyttes i Industrien, lige-som Hør.

Taverne pakkes i Baller paa ca. 150 kg og sendes til Væverier i Odense, hvor de bliver spundet og kartet. De kan spindes op til Garn, ligesom de har vist sig velegnede til Duge og Hvidevarer.

Kun ca. 10 pCt. er anvendeligt efter Skætningen. 90 pCt. er Affald.

— Det hele er endnu paa For-søgsstadiet, siger Driftslederen og tilføjer, at i denne Tid betyder Nælderne, at den haardt betræng-te Tekstilindustri faar Raaproduk-ter, men ogsaa beskæftigelsesmæs-sigt betyder Nældeskætterierne meget. Hvis Resultatet af Nælde-kampagnen sidste Aar har vist sig at være tilfredsstillende, vil der blive iværksat en Nældeindsamling over hele Landet til i Aar, slutter Driftsleder Ravn.

* *

En Taar til før du lægger Det hævdes, at det ved vellykkede i , Eksperimenter i Norqe har vist siq, den t>aa! at man kan udvinde Vin af Tørv.

EFTER Frankrigs Sammenbrud i Juni 1940 overtog Marskal Petain og Pierre Laval Magten. Der fandtes dog i London en lille Gruppe

Franskmænd, der vilde kæmpe videre ved Englands Side. Lederen af denne Gruppe var Generalmajor Charles de Gaulle.

de Gaulle, der er født i 1892, var 1934 naaet til at blive Oberstløjt-nant, da han Navn pludselig blev kendt i vide Kredse. Han udsendte i dette Aar en lille Bog, hvori han krævede en fuldstændig Omorga-nisering af den franske Hær. Dens Kærne skulde være en hvervet, motoriseret Hær paa 100,000 Mand, inddelt i 6 Tankdivisioner og ud-styret med alle tænkelige automa-tiske Vaaben. Mere omvæltende end dette Hærforslag forekom det den franske Generalstab, at de Gaulle forkastede Maginotlinjen, især fordi han hævdede, at det af-gørende i en moderne Krig vilde blive det offensive Fremstød, hvor-ved man kunde operere bag Fjen-dens Linjer og ødelægge hans For-bindelser og Forsyningskolonner. — Naar man erindrer, hvorledes Tyskland slog Frankrig til Jorden i 1940, forekommer de Gaulles Teo-rier som en Spaadom, der til Punkt og Prikke er gaaet i Opfyldelse.

de Gaulles Bog fik ingen Betyd-ning for den franske Hærs Organi-sering; Generalstaben holdt sig til Maginotlinjen og Erfaringerne fra 1914—18. En enkelt Politiker Paul Reynaud, forsøgte i Deputeretkam-ret at faa de Gaulles Teorier ført ud i Livet, men forgæves. Reynaud havde været Tilhænger af et stærkt Folkeforbund og for Sanktioner mod Italien under Abessinien-Kri-gen, men færre og færre fulgte ham i hans Politik, og saa blev det dog ham, der maatte prøve at redde Frankrig i Juni 1940. 5. Juni 1940 udnævnte han de Gaulle til Under-statssekretær i Krigsministeriet og til Chef for Krigskabinettet, men Opgaven var haabløs. »Kun et Mi-rakel kan redde Frankrig,« sagde Reynaud. Men Miraklet udeblev. Fra London forsøgte de Gaulle at føre hans Politik videre. Han fik en Aftale med den engelske Rege-ring om, at den ydede hans Trop-per økonomisk Støtte mod, at de kæmpede under engelsk Overkom-mando. Efterhaanden gik flere af de franske Kolonier over til ham, bl. a. fransk Ækvatorialafrika og de franske Øer i Stillehavet. Dakar søgte han at faa med sig i September 1940, men det blev en slem Fiasko. Den Flaadeafdeling, der ankrede op uden for Dakar, havde ventet Tilslutning, men i Stedet blev det Kamp, som den franske Afdeling med de Gaulle om Bord trak sig tilbage fra. I Tiden derefter har de Gaulle arbejdet vi-dere med Organiseringen af sine »frie Franske« og har støttet de Allierede.

VED den engelsk-amerikanske Land-gang i Nordafrika den 8. Novem-

ber i Fjor dukkede der en ny Ge-neral op, der nægtede at adlyde Ordrerne fra Vichy. Det var Gene-ral Giraud, den franske Hærs Eks-pert i Flugt, kan man vist kalde ham. Under den første Verdenskrig blev han straks i Begyndelsen saa-

ret og taget til Fange. Trods sine Saar flygtede han, men kunde dog ikke slippe igennem til de franske Linier. Han blev fanget igen og sendt til Tyskland. Han flygtede igen og tilbragte nogen Tid i Tysk-land, forklædt bl. a. som Trylle-kunstner blandt omrejsende Gøg-lere, indtil det lykkedes ham at slippe tilbage til Frankrig.

Ved Krigsudbruddet i 1939 havde Giraud Rang af General og regne-des til Frankrigs dygtigste Mili-tære. Da Tyskland den 10. Maj 1940 begyndte Lynkrigen mod Holland, Belgien og Frankrig, havde Gene-ral Giraud Kommandoen over det franske Armékorps, der stod længst til venstre ved Kanalkysten, og hvis Opgave det var at rykke frem til Schelde-Flodens Munding til Støtte for Belgierne, men Girauds Mis-sion blev i Stedet at foretage en Tilbagetrækning for at hindre, at hans Armé blev omklamret. For-inden denne Tilbagetrækning var fuldført, blev han imidlertid ud-nævnt til Chef for et andet Armé-korps længere mod Øst, men dette Korps naaede han ikke at reorgani-sere, før han i Spidsen for en Pan-serkolonne blev taget til Fange af Tyskerne. Denne Gang sendtes han saa langt østpaa som muligt, til Slottet Konigstein i Østprøjsen. hvorfra det i Foraaret 1942 alli-gevel lykkedes ham at slippe væk. naa til Schweiz og videre til den ubesatte Del af Frankrig.

Da den engelsk-amerikanske Land-gang i Nordafrika fandt Sted, flyg-tede Giraud fra Vichy-F ran krig. hvor han nærmest havde været be-tragtet som Fange. Pr. Ubaad og Flyvemaskine naaede han til Al-gier, hvor han straks stillede sig til Raadighed for de Allierede.

Mere end to og et halvt Aar efter Frankrigs Sammenbrud staar de to Generaler Giraud og de Gaulle i en Situation noget lignende den, Paul Reynaud havde ønsket i 1940, men alligevel helt forskellig, eftersom den franske Regering befinder sig i Moderlandet og har stemplet de to Generaler som Oprørere og Lands-forrædere. De har heller ikke nogen Politikere med sig, og indbyrdes har de haft Vanskeligheder nok at overvinde.

* * *

O ET er ikke alene Mennesker, som behøver Vitamintilskud i de mør-

ke Vintermaaneder. I Sverige har man i denne Vinter givet 85 Trav-heste Vitaminindsprøjtninger med det Resultat, at mange af dem har forbedret deres Præstationer under Træningen. De er blevet livligere og har faaet større Appetit, bedre Humør og Almenbefindende og stør-re Modstandskraft mod Infektions-sygdomme. Blandt andet har man bemærket, at Hoste hos Hestene forsvandt, saa snart de havde faaet et Par Indsprøjtninger med B-Vi-tamin.

20

S P E .T E

København—New York paa et Døgn Naar »Hold inde«-Signalet en

Gang har lydt over den kæmpende Verden, vil den opleve en Udvik-ling af Luftruterne, som overstraa-ler, hvad al anden Trafik-Udvikling har naaet i de seneste Menneske-aldre.

Store Arbejder var allerede gjort tør Krigen, en »Clipper-Linje« var Uge sat i Drift, da Krigen satte ind. og som det nævnes i »Danmarks Kultur —«, tørtes i Begyndelsen at 1940 Forhandlinger om en Dansk-Norsk-Svensk Rute over Atlanter-havet med Udgangspunkt fra Ber-gen. De sidste Dage har endvidere fortalt om meget stærke svenske Kapitalinteresser (herimellem Bank-huset Wallenberg, Rederiet »Trans-ocean« og »Nordstjernen«), der ar-bejder paa en Luftrute Goteborg—

USA, et Forhold, der understreger, at Storrederierne er klar over, at de maa tage Konkurrencen op med Luittarten, hvis de ikke selv vil slaas ud al den.

Der foreligger Planer til de Ma-skiner, der skal være Fremtidens Atlanterhavslinere i Luften. Kon-struktøren Glenn Martin har Teg-ningerne klar til en 110 Tons Ma-skine, der kan tilbagelægge Turen USA—Europa paa 13 Timer og Tu-ren tilbage udføres paa 19 Timer (den tager længere Tid grundet paa

Christian VII som Skuespiller! Meget er der skrevet om Chri-

stian VII.s bizarre Personlighed. Mindre kendt er det derimod, at Kongen paa et vist Tidspunkt næ-rede en altoverskyggende Drag-ning mod Scenen, og at han virke-lig kom til at optræde for Folket som Aktør.

Hans Optræden fandt Sted paa Hofteatret (det nuv. Teatermuseum) den 26. Januar 1768, og han frem-stillede denne Aften Sultan Oros-man i Voltaires Tragedie »Zaire«. Kun specielt Interesserede kender i Dag denne Tragedie, saa et flyg-tigt Rids af Handlingen er nok paa sin Plads: Sultan Orosman, den stormægtige, mandige og krigs-lystne Hersker, elsker og genelskes af Slavinden Zaire, men dræber hende i Skinsyge, da han tror at blive bedraget med en fransk Rid-der. Der er gode Grunde til, at Kon-gen netop udvalgte sig denne Rolle!

Forud for den offentlige Fore-stilling var gaaet to private Op-førelser af Tragedien i et lille Tea-ter, indrettet i Spisesalen paa Slot-tet. Kostymepragten var overdaa-dig; Kongen selv bar en Dragt af Sølvstof, spansk Paryk og en Tur-ban, rigt besat med Perler; i Haan-den bar han den mægtige Krum-sabel, det ydre Tegn paa Tyrkens Vælde. Hans Medspillende var alle udtaget blandt Hoffets Medlemmer, og Instruktionen var lagt i Hæn-derne paa Franskmanden la Tour, Førsteelskeren i den franske Skue-spillertrup, Kongen havde indkaldt til Landet. Tragedien spilledes na-turligvis paa Originalsproget, som

Modvinden). Maskinen skal kunne medtage 100 Passagerer foruden 12 Tons Post og Last. Billetten for Flyveturen skal med den øjeblikke-lige Pengeværdi blive godt 1000 Kr. Naar man ikke vil medtage mere end 100 Passagerer i disse Maskiner, der mindst vilde kunne transportere 300 Passagerer, skyldes det Ønsket om at byde Passagererne den størst mulige Komfort. Man vil ikke blot byde paa en Lænestol til hver Pas-sager, men der skal indrettes Sove-kahytter, Selskabslokaler, Læsesa-loner, Restauranter og Barer. Der mangler kun Svømmebassiner for at Luksusudstyret naar paa Højde med det, Atlanterhavsbaadene by-der paa, men Badet kan sikkert undværes paa denne 13—19 Timers Tur, der er Tale om.

For tredje Gang bliver Kloden gjort mindre. Først ændrede de oceangaaende Skibe Forestillingen om Jordens Størrelse, saa bandt Jernbanen med sit Staalnet Lande-ne endnu tættere, og nu vil Ocean-»clipperne« paa faa Dage forbinde selv den fjerneste Afkrog med hvil-ken som helst af Verdens Hoved-støder. Den frygtelige Krig har givet Luftfarten en Udvikling, hvis yderste Konsekvens i en fredelig Verden vi endnu ikke formaar at forestille os, men hvis Konturer vi allerede nu kan skimte.

Kongen elskede og talte flydende. Under hver Opførelse sad la Tour i Kulissen og sufflerede Kongen.

Spørgsmaalet er nu: hvordan spillede Kongen? Et vist Talent for Skuespillet havde Kongen nemlig altid besiddet gennem sine Evner for mimisk Fremstilling, Karikering og Parodiering; naar dertil lægges hans skolede Fransk og la Tours omhyggelige Indstudering faar vi uden større Vanskeligheder et no-genlunde anstændigt ydre Billede af Sultan Orosman frem. Det indre har sikkert ikke bevæget nogen.

Da Hofteateropførelsen var til Ende havde Kongen faaet fuld Ud-løsning for sin Dragning mod Sce-nen, og dermed var hans korte Karriére som Aktør afsluttet. Men han naaede at sikre sig et lille Af-snit i dansk Teaterhistorie!

Værkstedet paa 3. Sal der blev et Verdenstirma For 100 Aar siden, den 18. Febr. 1843, indrettede Ftans Heinrich Baum-garten et lille Værksted paa 3. Sal i et Baghus paa Købmagergade 5 — det nuværende Nr. 46 —, og denne beskedne Begyndelse skulde blive det danske Verdensfirma Burmeister & Wains Vugge. Baumgartens første Fortjeneste var

Baumgarten.

en Mark, han fik for at reparere et Murerlod, men Ordrerne begyndte hurtigt at indgaa: Reparationsarbej-der, Arbejder for Bogtrykkerier, Handskesymaskiner. I Stedet for 3 Arbejdere beskæftiger Baumgarten snart 30, flytter i større Lokaler i Møntergade, indgaar en Overgang Kom- , *

pagniskab med Kleinsined Winther, , men søger sig snart ^ en anden Kompag-non. Efter Samraad med H. C. Ørsted henvender han sig til den unge Polytek-niker Carl Christian Burmeister — og den 20. Juli 1846 stiftes Firmaet Baumgarten & Bur-meister. Allerede i Efteraaret 1846 flyttes Virksomheden til Christians-havn.

Da sker den store Omvæltning: Dampskibets Udvikling beggnder — og saa tidlig som i 18'61 udfører B.&B.den første Sø-Dampmaskine til Dampbaaden »Dragen«. Der op-rettes et eget Skibsværft paa den daværende Engelskmandens Blads. Udviklingen kræver snart store Ud-videlser. Man begynder at bygge Dampskibe af Jern, stadig større tekniske Opgaver bliver taget op. 1861 trækker Baumgarten sig til-bage, og i 1865 indtræder Under-direktøren ved Orlogsværftet, Wit-liam Wain som kompagnon i Fir-maet, og den 11. Maj 1865 anmel-des Virksomheden til Magistraten under Firmanavnet Burmeister Å- IV o i n. Wain var en usædvanlig begavet Tekniker, han udtog flere vigtige Patenter paa Skibsdampma-skinens Omraade. Et af de Ar-bejder, Wains Navn særlig er knyt-tet til, var Bygningen af den gamle Knippelsbro.

B & W gennemgaar nu en stor Ud-vikling. Baade danske og udenland-ske Bestillinger giver Firmaet fuldt op at bestille. Der kræves atter og atter Udvidelser og Nyanskaffelser. Burmeister og Wain henvender sig til C. F. Tietgen — og den 1. Ja-

Det er ikke daglig-dags at man kan iagttage et Uheld med en Kaffekop paa saa nært Hold, som Fotografiet her viser det. Den uhy-re korte Tid, Bille-det er taget paa afslører at Koppen efter at have ramt Gulvet igen sprin-ger i Vejret med alle sine Revner, før Stykkerne læg-ger sig og Kaffen siver ud til Sider-ne. Saadan gaar det altsaa til!

nuar 1872 bliver Firmaet et Aktie-selskab. Straks derefter gennemfø-res gennemgribende Forandringer og Udvidelser: Skibsværftet paa Rcfsbaleøen bliver anlagt, Værk-stederne paa Christianshavn forsy-nes med nye Maskiner, Støberiet og Smedeværkstedet udvides. Denne Udviklingsperiode fandt sin Afslut-ning ved Etatsraad Wains Død i 1882. Selskabets Bestyrelse knytter Ingeniør David Halley til Firmaet, Forskellige uheldige Omstændighe-der medfører imidlertid en vis Til-bagegang. 1890 trækker Burmeister sig tilbage, og Halley dør i 1895. Det var Direktør G. A. Hagemann, der først som Medlem af Selska-bets Bestyrelse og senere som For-mand for Bestyrelsen skulde give B & W nye Impulser, der medførte en fuldstændig Modernisering af Virksomheden. Ved Aarhundred-skiftet var tler paa Skibsværftet bygget over 200 Skibe. bl. a. det i 1896 afleverede russiske Kejserskib »Siand a rt«, som i Virkeligheden var langt forud for sin Tid, og Firmaets Ry var allerede forlængst naaet ud over Landets Grænser.

Da Rudolf Diesel opfandt sin revo-lutionerende Motor, gjorde B & Ws daværende Direktør Ivar Knudsen sig fortjent ved i Aarene 1897—98 at sikre B & W Licensretten for Danmark. Hermed var Spiren lagt til den Dieselmotorfabrikation, som senere fik en saa afgørende Betydning baade for B & W og for den internationale Skibsfart.

Tiden dertil var inde. B&W mod-tager i 1912 af 0. K. Bestillingen paa »Selandia«, som beviser Diesel-motorens Brugbarhed som Skibs-maskine. Den store Besparelse ved Anvendelse af Motorskibe faar Re-derierne til at følge 0. K.s Eksem-pel, og atter foretages gennemgri-bende Udvidelser af B&W. Firmaets Udvikling er en fortsat Sejrsgang. B&W bygger bl. a. Verdens største Dieselmotor paa 22.000 HK til H. C. Ørsteds-Elektricitetsværket i København, med Rette betegnet som et af Teknikkens Vidundere. Atter kræver Konjunkturerne store Udvidelser og Erhvervelser, som kræver saa betydelige økonomiske Ofre, at der senere indtræder en Likviditetskrise (1933). Efter B&Ws Rekonstruktion bliver Selskabets Ledelse betroet Civilingeniør C. A. Møller, som med Fasthed tager Ro-ret i sin Haand. Efter flere Aars utrættelig Arbejde bliver store Vanskeligheder ryddet af Vejen, hvorefter B&W igen støt gaar frem-ad: nye tekniske Opgaver bliver taget op, nye Markeder aabnet.

De senere Aars Udvikling er saa nær inde paa Livet af os, at de fal-der udenfor en historisk Redegø-relse.

21

K H X S X K B O N I K

Eigil Knuth skriver en smuk Bog om Grønland — En stor fransk Skuespiller

i en god Film — Farvefilmen rykker frem VED KNUD SØNDERBY

Herover ses Poul Reumert i tre af sine største Roller: Volpone, Pastor Manders og Don Ranttdo — tre Figurer, som tydeligt viser hans store Overraskelsesevne.

Poul Reumert. Faa af vore store Skuespillere er

saa kendte over hele Landet som Poul Reumert. Fra det kgl. Teater, fra dets mange Tourneer, gennem Film og Radio er han blevet set og hørt som den dygtige Fortolker af det danske Sprog og som den store Menneskeskildrer.

Staaende paa Højden af sin Kar-riere fylder han den 26. Marts 60 Aar. Han er af gammel Skuespiller-familie, og debuterede for 41 Aar siden paa det kgl. Teater. I den længste Tid af sin Karriére har han tilhørt det kgl. Teaters Skuespiller-stab — godt 22 Aar. Her har han skabt en lang Række uforglemme-lige Skikkelser — tre af dem gen-givet herover i Viggo Thomsens Streg. Ogsaa af Filmen og Radioen er Poul Reumert meget benyttet, og det er ikke mindst gennem disse to specielle Kunstarter, han har for-maaet at tale til hele Landet. 0R

* * *

Film i Farver. Den gyldne Stad er en smuk

Film. Først fordi den med sine na-turlige Farver byder Tilskueren en Række Billeder — fra Bonde-landet i Bohmen og fra Prag — som man aldrig tidligere har set Magen til, men ogsaa fordi Hand-lingen er værd at bemærke sig.

Kristina Soderbaum er en ung Gaardmandsdatter, der ikke kan staa mod Storbyens Dragen, og som derinde — i Prag — langsomt faar alle sine Illusioner knust. Eugen Klopier er en stærk, men redelig Faderskikkelse. OR

Ungkarlesynder. Handlingen i den franske Film

»Ungkarlesynder« minder om Hand-lingen i »Et Balkort«, blot er det ikke i den franske Film en Kvinde, der opsøger Personer og Episoder fra sin tidligere Tilværelse, men en Mand. Harry Baur spiller en fransk Rigmand. Han er ugift, men da hans Svigerinde skal have et Barn, be-gynder han i Fantasien at fable om Slægtens Fortsættelse og den Be-tydning dette Barn kan faa for hans Tilværelse. Men Barnet dør ved Fødslen. Saa faar han af en gam-mel Ven den Idé at opsøge fire Kvinder og deres Børn, som han er Fader til. Levemanden, der er vant til at kunne købe alt, lærer i hvert enkelt Tilfælde, at man selv med sin Rigdom kan være overflødig.

Harry Baur fremstiller med sit Geni og straalende Menneskekund-skab Rigmanden. Man tror paa ham i hvert Billede og hver Bevægelse. Instruktøren Maurice Tourneer har skabt de forskellige Milieuer og Personer, som Rigmanden opsøger, med saa rigtige og slaaende Enkelt-heder, at ogsaa de overbeviser. En af Kvinderne var Kokkepige og har nu en Forstadskafe, som hun leder med Sønnens Hjælp. En anden var noget ved et Teater og Sønnen skal netop have Premiere paa en Ballet, som han har komponeret. En tredie var Artist af simpleste Kategori og den Søn, hun fik, var i Virkelighe-den slet ikke Rigmandens. Den fjer-de er Lærerinde paa et Hittebarns-asyl.

Ungkarlesynder er en smuk og al-vorlig Film, den vil fængsle alle, der bryder sig om Filmkunst.

Smuk Grønlandsbog. I 1936 deltog Billedhuggeren og

Radiospeakeren Eigil Knuth i en fransk Ekspedition, der med Hun-deslæder gik tværs over den grøn-landske Indlandsis fra Vest til Øst. Om denne Tur skrev Eigil Knuth sin kendte Bog »Fire Mand og Solen«. Turen sluttede i Angmags-salik, hvor han overvintrede og som Billedhugger forevigede ad-skillige af Koloniens Beboere, der er de primitiveste, de mest ublandet eskimoiske i hele Grønland. Nu er der paa Reitzels Forlag kommet en Bog, »Billedhugger i Angmagssa-lik«, hvor Eigil Knuth skildrer den-ne Overvintring. Fra adskillige tid-ligere Ophold har han et indgaaende Kendskab til Befolkningen. Hele denne Kendskab udkrystalliseres i den fine og smukt illustrerede Bog, der er endnu et Dokument vidnen-de om Danmarks Indsats i den fjerne Koloni. Eigil Knuth har en dyb Kærlighed baade til Grønlænderne og til Grønland og som Kunstner har han Evne til at skildre, saa andre kommer til at forstaa hans Følelser. »Billedhugger i Grønland« er et Værk, man læser med Glæde baade paa Grund af det Liv, den Humor og den Skønhedsglæde, det indeholder.

* * *

Hændelse i forrige Aarhundrede.

Karen Aabye, der navnlig vil hu-skes fra to af sine tidligere Bøger, »Der er langt til Paris« (1939) og »Vi skal ikke ha' Penge tilbage« (1941), har i sin nye Roman »Det skete ved Kisum Bakke« (Nyt nor-disk Forlag) valgt Fortidens ud-strakte Marker til Tumleplads for Fantasien. Karen Aabye har heller aldrig tumlet sig saa fantasifuldt før Handlingen foregaar i første Halvdel af forrige Aarhundrede og indledes med, at et Hestekøretøj løber løbsk og foraarsager, at en ung Kvinde mister Livet, medens hendes nyfødte — og uægte fødte — Barn ikke kommer noget til. Bo-gen er iøvrigt rig paa lignende voldsomme og ligesaa godt skil-drede Begivenheder. Den lille Pige hedder Birthe, og Faderen, der er Godsejer, lader hende komme i

*

Smaa Film-Anmeldelser.

KIIN EN KVINDE er en af de svenske Film, der igen demonstrerer svensk Films høje Stade. Hovedrollen har Karin Ekelund, der spiller en Hustru, der vil forlade sin Mand, som hun ikke synes tager sig nok af hende. Lykkeligvis ender alt paa en overraskende Maade. Filmen er Karin Ekelunds, men ogsaa Anders Henriksson bør nævnes, han er som sædvanlig baade Instruktør og Med-spiller.

DEN STORE l ANDSKAMP man være noget for den hundredtusindtals Skare, der samler sig om Fodboldbanerne.

Pleje hos Portnerkonen paa Frede-riksberg Slot. Portnerkonens Søn Jesper bliver Birthes Legekamme-rat og Barndomsven og om disse to Børns Skæbner Livet igennem er det Bogen drejer sig. Jesper er mu-sikalsk begavet og efter unge Ta-lenters sædvanlige Genvordigheder bliver han en berømt Violinist, men Birthe faar han ikke. Karen Aabye giver ham til Birthes Halvsøster, den langt mindre tiltalende Irene.

Der er et stort Stof i Karen Aabyes nye Bog, den er mere po-pulær i sit Anlæg end hendes tid-ligere Bøger og lige saa fængslende.

H« *

Bygmester Solness. Paa Forhaand havde et teater-

kyndigt Publikum set med Skepsis paa Det kongelige Teaters Beslut-ning om at sætte Bygmester Solness op med Anna Borg og Poul Reu-mert i Hovedrollerne.

Man nærede ikke Forventninger til denne Forestilling, og det viste sig da ogsaa, at Stykket — selv om det bød paa visse Overraskelser i Spillet — heller ikke kunde have opfyldt nogle særlige Forventnin-ger. Bygmester Solness er et af Henrik Ibsens svagere Arbejder, det er saa teoretisk, saa lidt umid-delbart, at Dramaet, trods sin Fuld-kommenhed iøvrigt, ikke naar ud til Publikum. Det er ikke Menne-sker, man ser paa Scenen, det er Symboler; det er ikke Replikker, de siger til hinanden, det er tilhyllede Idéer, de giver Udtryk for. Man fø-ler ikke med Personerne, man for-tolker dem blot.

Poul Reumert var Bygmesteren. Han har ønsket sig denne Rolle, og bortset fra at hans Maske var lagt noget for gammel an, fyldte han Skikkelsen ud. Det mærkelige ske-te, at Stykkets anden Hovedperson fik Liv. Anna Borg spillede den purunge Pige Hilde, saa man un-dertiden glemte Hensigten med Symbolet og dermed ogsaa sin egen Forstemmelse. Der kom virkelig no-get varmt Blod i denne Pige, der ellers er lige saa afdød paa For-haand som de andre Personer. Bian-che Funch havde grundet Clara Pontoppidans Sygdom overtaget Fru Solness' Rolle og gjorde smuk Fyldest som den sørgmodige Skyg-ge af en forhenværende Kvinde. Ingeborg Brams havde med fin Kunst og helt ægte Virkemidler teg-net Kontordamen Kajas Person. * *

Især da man indlagt i Handlingen finder den sidste dansk-svenske Landskamp i Stockholm. Udenom Kampen slynger sig en ikke for be-væget Handling, hvori bl. a. en her-lig 14-Aars Dreng Kai Hjelm spil-ler med.

SAA SW NGER ¥1 er fuld af Musik i Ti-dens Rytme. Ilse Werner er Hu-struen og Victor de Koma Manden. Hun er ogsaa en Stjerne i Opgang, og dette kaster en Skygge ind i Ægteskabet. Humøret staar godt højt i denne Film, den gaar hurtigt ogiet over Lærredet, Melodierne er ind-smigrende, og vil sikkert snart bli-ve fløjtet af Mælkedrengene. O. It.

22

II O II BT K X E S FRI K V A II T E R /

Taskenspilleren Hvis du laver efterfølgende smaa,

fikse Behændighedskneb for en lille Kreds af dine Venner, er du sikker paa, at de vil gøre store Øjne og forsøge at lure dig Kunsten af.

Den flydende Synaal. Et Glas fyldes til Randen med

Vand. Er du behændig, kan du nu forsigtig tage en Synaal mellem to Fingre og lægge den paa Vandet, saa den i nogen Tid bliver flydende paa Overfladen.

Sikrere er det at lægge Synaalen paa Vandet paa et tyndt Stykke Klatpapir, som snart vil opsuge saa meget Vand, at det synker. Til Trods for at Synaalen er af Staal, vil den dog roligt blive liggende paa Overfladen, naar der ikke ry-stes med Bordet.

At brænde en Snebold. Hvis det skulde blive Snevejr

endnu en Gang i Aar, kan du skjul-le et stort Stykker Kamfer i en Sne-bold. Naar dette antændes, vil det se ud, som om det er Snebolden, der brænder, da Kamferet ikke sluk-kes af den smeltende Sne.

Hemmelig Skrift. Naar du blander meget stærk Ed-

dike med Æggehvide og Kviksølv og skriver med denne Blanding, vil det skrevne .ikke kunne læses, før Papiret bliver forbrændt.

Det forheksede Vand. Du anbringer et tykt Stykke Papir

over Glassets Munding, holder det fast med Haanden og vender Glas-set med Bunden i Vejret; naar du derpaa tager Haanden bort fra Pa-piret, vil dette sidde fast, og Glas-sets Indhold kan ikke løbe ud.

Dukkerne er lette at lave og morsomme al udstyre.

VINDERE:

Aksel Christiansen, P. Karningsuej li, Kristrup, 25 Kr. — Kaja Juel Jensen, Nr. Trandersvej 67, Aalborg, 15 Kr. — One Alex Nielsen, Sofiegade 2 A, Kbhvn K., 10 Kr.

Byg et Dukketeater med bevægelige Dukker

Byggeanvisniiiji, Udsmykning, j

Komedie og Kulisser til Børnenes j Marionetteater faas nu fra Børne-nes Frikvarters Sløjdklub for 50 Øre

Herover ser I vort nye Teater, som er noget helt for sig selv: Et Mario-netteater — et Dukketeater, men med bevægelige Dukker. De klædes paa med morsomme Kostumer, og med lidt Øvelse kan I faa dem til at gaa over Scenegulvet med mor-somme stive Skridt, de kan hilse paa hverandre, slaas, og falde bag-over — kort sagt, de kan opføre sig næsten som rigtige Skuespillere.

Saavel Teatret som Dukkerne er lette at lave, naar I følger den nøj-agtige Arbejdsanvisning, I kan faa fra Børnenes Frikvarters Sløjd-Klub. Vi har sørget for at det alt-sammen kan fremstilles af Materia-ler, der er lette at faa fat paa: Lister, Rundstok-Ender og noget Pap. 1 faar med Arbejdsanvisningen sam-tidig Udsmykningen til Teatrets Forside (Prosceniet) med Frisen »Ej blot til Lyst« og de to Masker, der giver Forsiden et smukt moderne Udseende.

For at der ikke skal savnes Pro-gram til Teatret har vi skrevet Eventyret om »Konen i Muddergrøf-ten« om til en fornøjelig Enakts Ko-medie. Saavel Replikkerne som Ku-lisserne faar 1 samtidig med Ar¬

bejdsanvisningen til Teatret. Kulis-serne skal klæbes op og koloreres, saa er alt klar, saa Tæppet kan gaa.

Arbejdsanvisningen, T egninger-ne, Udsmykningen til Prosceniet, Komedien og Kulisserne faas alt-sammen for 50 Øre i Frimærker, naar 1 skriver til Børnenes Frikvar-ters Sløjdklub, Njalsgade 15, Kø-benhavn S. Husk i jeres Bestilling at skrive nøjagtig Postadresse, el-lers risikerer l, at Forsendelsen gaar forkert, og I vil da gerne have det Teater, I har bestilt.

Gaa saa i Gang med at lave jeres eget lille Teater. Lad Tæppet gaa og se, hvor godt I kan klare den spændende Premiere. Vi skal nok sørge for, at der snarest kommer endnu en Komedie til Teatret — med flere Akter og flere Personer i Stykket — saaledes at Teatret ikke staar uden Repertoire til de forhaa-bentlig mange Forestillinger, der nu skal spilles ud over det ganske Land.

BØRNENES MARTS-KRYDS Løsninger paa Krydsen sendes til Børne-

nes Frikvarter, Njalsgade 15, København S, inden den 16. Marts, mærket »Marts-K r y d s«. Mellem de rigtige Løsninger træk-kes som sædvanlig Lod om tre Lomme-penge-Præmier paa 25, 15 og 10 Kroner.

Lodret: 1 Hjem 2 Beklagelse 3 Paa Automobil 4 Forkortelse for

»konstitueret« 5 Næststørste By i

Japan P> Fallit 9 Herskere

10 Forkortelse 11 Betegnelse for

ukendt Person 15 Stridigheder 10 Tone 17 Høstredskab 19 gi. Længdemaal 21 forudføle 22 Biord 25 Udsagnsord

Vandret: 1 Hovedstaden i

Siam 7 »Den er fin« 8 Petroleum 9 Fork. for Kroner

11 Bibelsk Navn 12 højtidelig Be-

kræftelse 13 Nummer 14 Initialer 15 Klokken 17 kendt Filmin-

struktørs Fornavn 18 Bibelsk Navn 20 Drengenavn 23 Tone 24 Fyrste 20 Ikke Dusinmen-

nesker

Et ensomt Postkontor Har I nogensinde hørt om et mær-

keligt Postkontor i Magellanstræ-det, der, som I ved fra Geografien, ligger helt nede ved Sydamerikas Sydspids og forener Atlanterhavet og Stillehavet. Her midt i Strædet ligger en ensom Klippe, som har en Hule, hvori der hænger en stor Brevkasse af Kobber. Naar nu et Skib sejler forbi, er det Skik og Brug, at der sættes en Baad i Van-det, og Mandskabet sejler ind for at se, om der er lagt Breve i Post-kassen til Viderebesørgelse. Maa-ske skal Skibet selv til en meget af-sides og fjern Plads og ønsker der-for selv at lægge Breve i, for at andre Skibe kan befordre dem vi-dere. Alle Søfolk betragter denne Postkasse med største Agtelse eller nærmest Overtro og udfører derfor Posttjenesten med stor Samvittig-hedsfuldhed, og ingen tør tilegne sig et Brev, der ikke er bestemt for ham selv. Det vilde føre Ulykke over Skib og Mandskab, om man forbrød sig mod denne Lov, mener Søfolkene.

Naar Baaden er vendt tilbage fra det ensomme Postkontor i Klippe-hulen, faar Kaptajnen overrakt de eventuelle Breve, sætter Skibets Stempel og Datoen paa dem, og saa fortsætter man den stormfulde og farefulde Rejse ud gennem Strædet for saa at aflevere Brevene til det rigtige Postvæsen i den nærmeste Havn, Skibet anløber.

Husk, naar I sender Løsnin- j ger eller Bestillinger til Bårne- < nes Sløjdklub — skal I altid skrive jeres nøjagtige Adresse. Mange Løsninger og Bestillin- i ger giver os et meget stort Ar- i bejde med at fastslaa den 'nøj- i agtige Postadresse.

BRUGSFORENINGS-BLADET 16. Aargang Nr. 5. Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Red.: C. Eggert Nielsen, (ansvarsh.) Redaktion og Ekspedition: Njalsgade 15, København S. — Oplag 330.000. — Trykt i Det Hoffensbergske Etablissement, København.

nyt hurtigt-virkende Blødgøringsmiddel

KALKA blødgør nu Vaskevandet

i Løbet af cirka 5 Minutter i

Modsætning til Soda, der er flere

Timer om det.

KALKA sparer ogsaa paa Sæ-

ben, idet almindeligt Vand er

kalkholdigt, og Kalken binder og ødelægger

Sæben, saa den ikke kan skumme rigtigt og

heller ikke slaar saa godt til.

Ved Anvendelse af KALKA er det muligt ved en-

hver Vask, at blødgøre Iblødsætningsvandet,

Vaskevandet — og første Holds Skyllevand.

KALKA gør Vasken hurtigere, lettere og mere

økonomisk.

F.D.B.s KOLONIAL-AFDELING

t

og der skal atter bruges Frø.

og det skal være fra F. D. B.

Bestillingerne bedes snarest

afgivet til Brugsforeningen.

DUP, ^meddm effektiv Qahanto

K

fif* ffi ;? u £

/o •i o

ff: |<qV

wn ' ii

s \ i

Wm

,

*$&558 1 r f

?{

/. I i

i

F-D.B

rm, ***"» mun,lmsu Pateni H!2,os.t,

De faar Skoene gennem Deres Brugsforening

Børn kan lide Sandaler —

Børn er glade for Sandaler og ikke uden Grund

De er saa nemme at tage paa og dejlige lette at

gaa med.

Sandalerne, vi viser her, er bygget specielt til Bør-

nefødder, og der er taget Hensyn til, at Fødderne

faar den rigtige Hvile under Opvæksten, Føres i

brun Boxcalf med Flæk, i No. 18-25 fra Kr. 7,45

F.D.B.S SKOTØJSFABRIK