Ritter

Ritter© Ole Ritter og Flemming EnevoldDenne udgave: © Ole Ritter, Flemming Enevold og People’sPress, København 2013Sats: Klahr | Grafisk DesignOmslag: Rasmus FunderForsidefoto: © Heine Pedersen/PolfotoFlapfoto: © ScanpixISBN: 978-87-7137-225-01. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk

OleRitter_indhold.indd 2 9/25/13 1:41 PM

Fortalt til flemming enevold

People’s Press

Ritter


Til min familie


5

Indhold

Forord ....................................................................................7

PrologMit livs enkeltstart........................................................................... 11

Det forjættede land ...........................................................17Bare én sæson. Ét Giro d’Italia. Én sejr ...........................................19Den gale dansker ................................................................................33Enkeltstarten .......................................................................................41Monsieur Chrono ...............................................................................56

Nok var vi fattige … ...........................................................63Søn af en korøgter ..............................................................................64En familie i nød ..................................................................................78„Ole, der er altid nogen til at hjælpe dig.“ .......................................94Storbydrømme ................................................................................. 107

Slagteren ............................................................................ 121„Jeg skal køre cykelløb, far. og jeg beholder cyklen!“ ................. 124„Ud vil jeg! Ud!“ .............................................................................. 138Nationalhelt ..................................................................................... 152Antihelt ............................................................................................. 166Mr. Stopur ........................................................................................ 172


Timerekorden ................................................................... 181„Start hurtigt, Ritter. Så ordner jeg resten.“ ................................. 18248 kilometer og 653 meter ............................................................. 188Et lille hurtigt glas hjemme hos Anquetil .................................... 209

Verdensstjerne .................................................................. 217Fra den dag var jeg altid med i kombinen ................................... 218Og så gik jeg op på podiet til Merckx ........................................... 224Det havde været undervejs længe ................................................. 238

Vi havde en drøm ............................................................. 245Grisens flugt over plankeværket ................................................... 247„Kære Ole – pas på, i morgen er du blå!“ .................................... 255„Du skal bare sørge for råfilm, så ordner jeg resten.“ ................ 267Stjernerne og vandbærerne ............................................................ 274Sheriffens læremester ..................................................................... 294Den umulige time ........................................................................... 299„Ole, flyt dig!“ .................................................................................. 314

Livet efter døden .............................................................. 321De sorte skæbner ............................................................................. 322Sidste omgang .................................................................................. 332Så blev der stille i meget lang tid. Og vi græd. ............................ 347Mit store hjerte havde nær kostet mig livet ................................. 350

Epilog ................................................................................. 365


7

Forord

For 27 år siden stod jeg hos en slagter på gågaden i den italienske by Desenzano del Garda. Jeg skulle købe ind til spaghetti alla carbonara, hvor jeg naturligvis ville bruge det møre kød fra grisekæberne, gian-cale, som den oprindelige opskrift tilskriver. Jeg blev ekspederet af slagtermesteren selv, der var så lille, at kun det øverste af hans torso tittede op bag disken. Til gengæld var han særdeles kraftig og minde-de mig, med sin charme og selvbevidste adfærd, mest af alt om den amerikanske skuespiller Danny DeVito.

Hans fremtoning lod forstå, at også han var en stjerne. Og snart havde han fået informeret mig om, at han var intet mindre end ita-liensk mester i mortadella, den kødpølselignende pølse, som de fle-ste italiensrejsende vil kende. Som bevis på sin titel pegede den lille mand hen over disken, ned mod butikkens udstillingsvindue, hvor der ganske rigtigt hvilede en krabat af en mortadella. Den var lige over en meter i diameter og omkring halvanden meter lang – om-trent samme dimensioner som mester selv.

Oven over og rundt om denne mesterpølse og andre udstillings-pølser stod seks-syv pokaler, der var så grimme, at jeg straks tænkte, at det måtte være cykelpokaler. Og det var det ganske rigtigt.

Ved synet af denne slagter eller rettere pølsemager omringet af cy-kelpokaler kunne jeg ikke lade være med at tænke på min gamle ven Ole Ritter. Nu var det min tur til at imponere slagteren.

„Min gode ven hjemme i Danmark er topidrætsmand og har boet mange år i Italien,“ begyndte jeg. „Miki Laudrup?“ spurgte han uden at se op. „Nej,“ svarede jeg, „han var cykelrytter og hedder Ole Rit-ter.“ Med ét stod alt stille. „Ritter?“ sagde mester med en betoning,


8

som var det selve Guds navn, han nævnte. Så råbte han på sin kone, der kom ind ude fra baglokalet. „Manden siger, han er ven med Ole Ritter.“

Konen, der var en tro, lidt mindre kopi af sin mand, og så mis-tænksom på mig. Så udstødte hun en lyd, der klart udtrykte, at det troede hun ikke på. Derefter gjorde hun en gestus mod sin mand, svendene og de fire-fem kunder, der levende havde fulgt med i sam-talen. Så var der ikke mere at sige om den sag. Jeg fik mit kæbekød og forlod butikken med en noget påtaget venlig hilsen.

Jeg ringede hjem til Ole og fortalte om episoden. Da han året efter kom ned og besøgte os nogle dage i Manerba del Garda, hvor vi boe-de i cykelrytteren Jørgen V. Pedersens lejlighed – som Ole selvfølgelig også dette år havde skaffet – havde jeg en plan. Jeg ville have Ole med ned til slagteren i Desenzano.

Det er svært at beskrive den reaktion, vores besøg fremkaldte. På vejen hen ad gågaden til butikken oplevede jeg, som jeg altid har gjort det, når jeg har været i Italien med Ole, hvordan alle mulige mennesker kom hen for at give hånd, sige tak og få en autograf. Det føltes som at være i selskab med en international filmstjerne.

Det var en lørdag formiddag, og butikken var fyldt med men-nesker. Vi stillede os bagest. Nogle af kunderne fik pludselig øje på Ole og begyndte først at hviske og dernæst at hilse. Og så fik mester øje på ham. Igen var det, som om det hele stod stille. Uden at flytte blikket fra Ole råbte mester ud i baglokalet: „Mor, det er Ritter. Han er her!“

Det næste stykke tid var jeg vidne til en jubelfest. Alt arbejde blev indstillet. Mester næsten græd af glæde. Svendene tog billeder af ham, Ole og konen. Af sig selv og Ole. Af nogle af kunderne og Ole. En lille halv time senere forlod vi butikken, tyngede af poser fyldt med mortadella og andre slagtervarer, som vi havde fået foræret, mens hele horden stod vinkende i døren og råbte: „Tak, Ritter! Tak! Og husk nu at komme igen!“


9

Ni år tidligere havde jeg set et billede i avisen af Ole stående sammen med Patric Sercu og selveste Eddy Merckx. De stod foran Oles nyåb-nede cykelforretning Ritter Cykler i Lyngby Storcenter.

Nogle måneder senere gik jeg ned i butikken for at købe nogle dele til min røde Schrøder-racer. Da jeg trådte ind, stod der fire mænd rundt om disken, mens de ihærdigt diskuterede og studerede nogle papirer. Mændene viste sig at være Jørgen Leth, Kurt Thyboe, Henrik Elmgren og Ole Ritter. Efter nogen tid opdagede en af dem, at der var en kunde i butikken. Ole vendte sig om og gloede på mig: „Du ligner Leo Duyndam. Er du ikke kongelig skuespiller?“ „Jo,“ svarede jeg. „Godt. Jeg er ved at arrangere et gentlemancykelløb fra Paris til Tuborg. Du skal være med. Kan du køre på cykel?“

Jeg forklarede, at jeg faktisk havde kørt lidt cykelløb, men havde opgivet. Lidt fordi min far syntes, det var en sport for plebejere, men mest fordi jeg var blevet opslugt af teatret. Jeg cyklede dog 2-300 ki-lometer om ugen, når jeg hver dag, to gange, kørte frem og tilbage mellem Det Kongelige Teater og Virum, hvor jeg boede. „Perfekt,“ sagde Ole, „du er med.“ Og det var jeg så fire gange i alt.

Dette første møde blev begyndelsen på et sjældent, trofast venskab, der gennem årene har udviklet sig, så det næsten er, som om vi er i familie med hinanden.

På rejser og ved de utallige fester gennem årerne, som Ole og jeg ofte har arrangeret og kokkereret til, har Ole altid tryllebund-et alle generationer med sine utrolige og humoristiske historier fra sin professionelle cykelkarriere i Italien i sportens gyldne æra, i legendernes tid. Fortællinger om sin næsten ubegribelige, fattige opvækst. Om hvordan han blev Danmarks mest berømte cykelryt-ter. Om hvordan han slog timerekorden i 1968 i Mexicos tynde luft og satte utallige andre verdensrekorder i kampen mod uret. Om sit langvarige venskab med Jørgen Leth. Og ikke mindst om kam-pene, dramaerne, festerne og venskaberne med nogle af de største cykelryttere gennem historien – legender som Anquetil, Merckx, Gimondi og Moser.


Endnu mere fik jeg at vide på vores utallige cykelture på de sjælland-ske landeveje, rundt om Furesøen, og op ad „Ritterbjerget“ ved An-draix på Mallorca. Gennem de 36 år, Ole og jeg har kendt hinanden, har alderen og mageligheden gradvist sørget for regelmæssige pauser på vores cykelture. Vægten er gået opad, mens formkurven er gået nedad. Men til gengæld har det sikret et tempo, hvor der kunne tales. Og så fortalte Ole.

Flemming Enevold, oktober 2013


Mit livs enkeltstart

Prolog


12

Jeg lå alene på stue fire, syttende sal på kræftafdelingen på Herlev Hospital. Der herskede ro og orden og aftenstemning. Dagen havde egentlig ikke adskilt sig fra så mange andre dage, men føjet sig rime-lig ubemærket til den lange række af rutineprægede dage, jeg havde været en del af i de sidste to måneder.

Klokken må have været omkring 19.30, for fra min stue havde jeg kort forinden hørt den velkendte og trygge lyd af TV Avisens jingle og efterfølgende speakerstemme på DR1 akkompagneret af vindens efterhånden lige så velkendte susen omkring den høje hospitalsbyg-ning. Gardinerne i mit værelse var allerede trukket for. Bortset fra det svage lysskær fra dioderne på de forskellige overvågningsappara-ter og indfaldet af neonlys fra gangen gennem den halvåbne dør var rummet præget af blødt skumringslys.

Jeg befandt mig i en tilstand mellem søvn og vågen. Det var tirsdag den 20. november 1979, og andendagen på den kemokur jeg var i gang med. Den forgik ved, at jeg var indlagt en uge og herefter en uges pause hjemme.

Pludselig blev denne slumrende tilstand afbrudt, og hele den om-givende situation forvandlet til et på én gang fjernt og nærværende kaos. Først af høje biplyde. Derpå af travle fodtrin og et hvirvlen-de hav af hvide kitler og stemmer, bag hvis myndighed jeg med det samme sporede en alvor, der ikke var til at tage fejl af. Midt i det hele blandede sig en lyd, jeg først ikke rigtig forstod, hvor kom fra. Indtil jeg ganske klart registrerede, at det var lyden fra mit eget hjerte. Det hamrede løs, som om det var løbet løbsk i en vild galop med en fart og voldsomhed, der langt overgik, hvad jeg nogensinde havde ople-vet under selv de hårdeste cykelløb.

Jeg gled ud og ind af min bevidsthed, men jeg registrerede tyde-ligt, at jeg i høj fart blev kørt væk fra min stue. Hen ad lange gange, hvor skærende loftslys, ansigter og hospitalets karakteristiske væg-udsmykninger flimrede forbi. Fornemmelsen af at være i en nedad-kørende elevator. Og ad nye gange og hen til et sted, der forekom at være mere hvidt og mere lyst. Og med en skarp lugt af noget rent og


13

klinisk. Jeg befandt mig på hospitalets intensiv afdeling på fjerde sal. Det var kritisk nu. Tiden gik, og det hele var ved at løbe af sporet

for dem. I en sådan grad, at de måtte hasteindkalde hospitalets føre-nde hjerteoverlæge. Det var mens, de ventede på ham, at det gik helt galt, og de begyndte med genoplivningen.

Overlægen kom direkte fra en middag i venners lag – iført tophue og en knaldrød sweater. Huen tog han af, men han gav sig ikke tid til at skifte til den hvide kittel, før han overtog kommandoen. På stemmer-ne forstod jeg, at også Marianne, min kone, var blevet hastetilkaldt, og at hun var på vej.

Jeg blev lagt over på et meget ukomfortabelt og hårdt leje. Der var mennesker, maskiner og lyde over alt. Jeg fik en iltmaske på. Mær-kede et kort stik i højre arm. Registrerede, hvordan kitlerne meget præcist udstak ordrer til hinanden, og hvordan det hele ligesom be-vægede sig hen imod noget afgørende.

Så mærkede jeg det første stød. Det var som at blive væltet omkuld af et gigantisk lyn. En enorm naturkraft kastede min krop op i luften. Den forlod underlaget og dumpede så lige så voldsomt ned mod det hårde og ubehagelige leje. En ram lugt af brændt kød, som jeg godt vidste var mit eget, gav mig kvalme.

Jeg tror at noget af det mærkeligste, især for alle dem der var omkring mig, var, at jeg var ved fuld, eller rettere sagt ved skærpet, næsten intensiveret bevidsthed under hele forløbet. Det var en bevidstheds-tilstand, der sådan set ikke var ukendt for mig, for den mindede mig meget om den tilstand, jeg ofte var i under et hårdt cykelløb, især på enkeltstarterne. Der er man på en måde også to steder samtidig. Under disse enorme toppræstationer bliver man ét med det fakti-ske og praktiske, man gør – cyklen, trådet, rytmen, vejrtrækningen – samtidig med at man er den overordnede og styrende vilje, der dirigerer og fastholder den samlede indsats.

Jeg hørte stemmer, der på overfladen fortsat var professionelt rolige og præcise, halvråbe: „Han forsvinder. Gør klar igen!“


14

Så mærkede jeg det andet stød. Det ramte mig igen midt på bry-stet og bredte sig dybt ind i hjerteregionen og derfra videre ud i hele kroppen. Min bevidsthedstilstand begyndte nærmest at udvide sig. Jeg gled længere og længere væk og ind i en tilstand, jeg aldrig havde oplevet eller på det tidspunkt hørt om.

Der blev lysere. Nærmest ejendommelig lyst. Men lyset var helt anderledes, end det lys vi ellers kender. Jeg befandt mig ligesom in-tenst iagttagende nogle meter over de dramatiske begivenhed, hvor min krop var centrum for et hektisk postyr af maskiner, apparater og hvide kitler. Den almindelige tidsfornemmelse var også sat ud af funktion. På en måde virkede det hele interessant og samtidig lidt uvedkommende.

Begivenheder fra mit liv begyndte at passere revy. Billeder fra mit tidlige liv som barn på landet og centrale episoder med mine for-ældre, søskende og de mange mennesker, der altid havde taget sig af mig frem til mit nutidige liv med min kone Marianne og mine to drenge som centrum, flimrede hurtigt og alligevel roligt og nærmest glasklart gennem min bevidsthed. Jeg følte, at jeg stod over for et helt afgørende valg. På den ene side tænkte jeg på Marianne og mine to sønner, Jes og Christian. Dem kunne og ville jeg ikke forlade. Men samtidig var jeg på vej et sted hen, som lige nu virkede næsten mere tiltrækkende end noget andet. Så registrerede jeg Marianne.

Hun stod bag en glasrude i sin sorte alpacafrakke, som vi havde købt i Imola i Italien i starten af min professionelle karriere. Hun havde egentlig ikke rigtig brug for den frakke dengang. Men den kom til at betyde noget ganske særligt. Og Marianne så helt fantastisk ud i den. Hun havde så tit sagt, at hvis jeg skulle dø før hende, ville hun have den frakke på til min begravelse. Og der stod hun nu. Som en stenstøtte. Pludselig stod det klart for mig, at jeg ikke kunne forlade min familie. Men kunne jeg overhovedet komme tilbage igen? Og ville jeg?

Som ung pølsemagerlærling på sytten år fik jeg, og fire af mine træ-ningskammerater, af vores første cykeltræner banket en slags lære-


15

sætning ind i krop og sind: „Man kan hvad man vil, hvis man vil nok!“ På det tidspunkt af mit liv var denne sætning ikke længere bare ord. Og gennem årene blev den til en faktisk og praktisk del af hele min karakter. Den flød i mine blodbaner.

Denne dramatiske nat fik sætningen en endnu dybere betydning. For skulle jeg overhovedet, i den situation jeg lå i lige her og nu, tilba-ge til livet, var jeg klar over, at dette ordsprog skulle stå sin ultimative prøve.

Jeg havde det nærmest, som om alle afgørende verdensrekorder, enkeltstarter og hårde bjergetaper, jeg havde stået over for, var samlet i én afgørende kamp. En kamp mod tiden. Og det føltes, som om dette enorme pres alene lå på mig. Der var ingen hjælp at hente. Und-tagen i min egen vilje. Et virvar af billeder og tanker kværnede på højtryk rundt inde i mig. Men så var det, som om virvaret begyndte at aftage, og min vilje tog til, udskilte sig og blev klarere og klarere. Med ét vidste jeg, at det var nu, jeg skulle køre mit livs enkeltstart.

Og så trådte jeg. Jeg trådte med alt, hvad jeg overhovedet havde i mig.

Den tilkaldte hjertespecialist konstaterede, at der var gjort alt, hvad der kunne gøres, men besluttede alligevel at gøre et sidste forsøg. „Vi må prøve en sidste gang. Giv ham det tredje stød,“ hørte jeg ham sige. Jeg registrerede det tredje, voldsomme stød gennem min krop og med det den allerede kendte ramme lugt af brændt kød. Det gjor-de ubeskrivelig ondt i hver eneste afkrog af knogler og krop. Som om alle pinsler fra min karrieres afgørende udfordringer samlede sig i én prøvelse. Men jeg blev ved. Jeg holdt fast. I en slags ædende og insisterende rytme, der var intimt forbundet med min vejrtrækning, som når jeg kørte enkeltstarter. Jeg fik en vag fornemmelse af at nær-me mig noget afgørende. Igennem hele den højintense og samtidig afklarede situation skar først én, dernæst flere stemmer igennem. Først på afstand, tøvende og undrende. Men gradvist tættere på og mere overbevist: „Han kommer! Han kommer tilbage! Der er puls. Der er normalpuls. Han bliver stabil!“


Hele forløbet havde vel varet omkring to-tre timer. For mig havde det føltes som et splitsekund, samtidig med at det var, som om jeg havde været på en årelang rejse. På intet tidspunkt var jeg væk. Jeg kunne bagefter, til alles overraskelse, i minutiøse detaljer referere, alt hvad der var sket gennem hele det dramatiske forløb. Fra tidlig aften, og indtil det var overstået. Det påvirkede alle, der havde været en del af det. Og det gav mig et livslangt venskab med min overlæge, Ivan Strøyer.

Det ændrede mig for resten af mit liv.


Det forjættede land

1


Endelig! I slutningen af 1966 kunne jeg vinke farvel til familie, venner, fans og den danske presse og begive mig ud på mit livs eventyr: Drømmen og at blive den første professionelle rytter i Guds eget cykelland, Italien. (Foto: fotograf ukendt/Polfoto)


19

Bare én sæsonÉt Giro d’Italia

Én sejr

Det var en stor beslutning. Så stor, at de færreste i dag kan forestille sig det. Så stor, at de fleste journalister, fagfolk, konkurrenter, venner og familiemedlemmer dengang mente, at jeg enten måtte være vold-somt selvovervurderende eller gal. Men jeg havde bestemt mig.

I slutningen af 1966 tog jeg af sted. Jeg var 25 år gammel og den første danske cykelrytter, der på egen hånd ville forsøge at afprøve lykken som professionel cykelrytter i udlandet. Og det var ikke i et hvilket som helst land. Det var i Guds eget cykelland, Italien.

Jeg rejste fra en meget privilegeret status som feteret cykelstjerne i Danmark. Jeg var siden mine to sølvmedaljer ved amatør-VM i 1962 gentagne gange blevet kåret som Danmarks bedste og mest domi-nerende cykelrytter af de førende aviser: „Der er ingen ved siden af eller i nærheden af Ole Ritter. Han dominerer i disse år de danske og udenlandske landeveje i en grad der aldrig er set før,“ skrev blandt andet Ekstra Bladet. Og også økonomisk var jeg privilegeret. Jeg fik store startpenge i samtlige løb, jeg stillede op i. På trods af at jeg altså var amatør.

Selv om jeg på rekordtid havde opnået en status som Danmarks erklærede cykelkonge og opnået langt mere, end de fleste bare kunne drømme om, var jeg fast besluttet på at sætte det hele på spil til for-del for en ukendt fremtid på et lille, undseeligt italiensk cykelhold. Og for under en femtedel af det, jeg havde tjent som amatør. Men hvorfor?


20

Jeg havde vundet alt, hvad der var værd at vinde som amatør. Men jeg var ærlig talt mæt og træt af at køre cykelløb herhjemme. Virkelig træt. Jeg gad simpelthen ikke mere. Det var de samme løb og de sam-me konkurrenter. Perspektivet skulle udvides eller måske helt ændres.

Jeg havde på den ene side fornuftsbetonede overvejelser om at blive selvstændig forretningsmand. Men på den anden side ville jeg også bare så gerne prøve at være professionel cykelrytter. Bare for et enkelt år.

Jeg var fuldstændig overbevist om at mit professionelle eventyr ikke ville vare mere end et år. Der var heller ikke ret mange andre end mig selv og en behjertet bankmand, som syntes det var en god, endsige realistisk idé. Heller ikke min daværende hustru Tove. Vi havde jo alt og levede nærmest i sus og dus hjemme i Danmark. Og hun kunne slet ikke forstå, hvorfor vi skulle skifte det liv ud med en total usikker fremtid i Italien. Men jeg holdt fast i min drøm. Jeg ville prøve. Bare én sæson. Ét Giro d’Italia. Én sejr.

Mit altoverskyggende problem var, at stort set alle, og måske delvis med rette, mente, at jeg simpelthen var for gammel. En ting var, at jeg var begyndt usædvanligt sent som cykelrytter. Jeg var atten år, før jeg kørte mit første løb. Men at jeg nu, på vej mod de 26, fore-stillede mig, at jeg kunne gøre mig gældende i Italien under langt barskere vilkår i en benhård konkurrence, der fik de hjemlige cy-kelløb til at ligne en legestue, mente mange var et typisk udslag af min selvovervurdering. Det blev der skrevet og sagt en hel del om, men de mange kritiske røster, der ikke levnede mig en chance, fik mig ikke på andre tanker. De vækkede og udfordrede snarere mit slumrende, fandenivoldske kampinstinkt og gjorde mig endnu mere opsat på at tage af sted.

Min næste store udfordring var overhovedet at få en kontrakt i ud-landet. Jeg havde forgæves forsøgt på alle mulige måder siden 1962.

Danmark havde særdeles stolte traditioner på amatørfronten, men var slet ikke med, når det gjaldt professionel cykelsport. Der var der-for ikke nogen at spørge til råds. Ingen andre danske ryttere havde


21

på det tidspunkt i større stil prøvet lykken i international cykelsport på professionelt topniveau. Nogle få stykker havde sporadisk og uden det store held i kortere tid kørt på mindre franske hold. Men i cykellandet over dem alle på det tidspunkt, Italien, var der ikke og havde der aldrig tidligere været en dansker.

Situationen dengang var en ganske anden end i dag. I 1966 var der under 300 professionelle cykelryttere i verden. I dag er alle, der er fyldt 23, i princippet professionelle. Og har man bare nogenlunde rimelige resultater, er det blevet en formssag at komme af sted. Der er i dag netværk, organisationer, økonomi og regelsæt, som kan hjælpe og beskytte de unge talentfulde ryttere og sikre dem en forsvarlig og relativt let overgang.

Endelig var det økonomiske aspekt en ikke uvæsentlig udfordring for mig. For det var mildest talt en temmelig beskeden kontrakt, der ventede mig. Jeg tjente femten gange mere som feteret amatør hjemme i Danmark, end jeg blev tilbudt i min første sæson på det lille German-vox-Wega-hold. De to millioner lire jeg fik, hvilket svarede til knap 24.000 danske kroner, var slet ikke nok til at få det hele til at løbe rundt.

Min alder kunne jeg selvsagt ikke gøre noget ved. Jeg havde dog på det punkt tidligere gjort en lignende kritik til skamme. Nemlig i min amatørtid, hvor mange også mente, at jeg var begyndt for sent. Men jeg havde noget, som de andre ikke havde. Jeg havde et mantra: „Man kan hvad man vil, hvis bare man vil nok!“ Det havde fulgt mig hele livet og havde gjort, at jeg indtil nu havde nået mine mål. Jeg havde en tyrkertro på, at det også nok skulle bringe mig i hvert fald et vist stykke som professionel.

Én ting var jeg dog fuldstændig klar over: Jeg var nødt til at begrænse mig og fokusere målrettet på et speciale, hvor jeg kunne gøre mig særligt gældende. Og jeg havde også en klar fornemmelse af, hvad det skulle være.

Det var den legendariske italienske landstræner, Guido Costa, der efter mange tilløb blev min redningsmand og var årsagen til, at det endelig skulle lykkes at få en kontrakt i Italien. Costa var fuldstændig


22

overbevist om, at jeg kunne gøre mig gældende i tempokørsel blandt verdens bedste. Han lagde derfor mange gode ord ind for mig hos sin ven Luciano Parodi, der var sportsdirektør for Germanvox-Wega – et firma, som producerede og solgte fjernsyn.

Jeg havde truffet Costa nogle år tidligere. I 1964 trænede han det danske banelandshold og allerede dengang havde vi en ualminde-lig god kemi, og han troede på mig, og i en grad jeg aldrig tidligere havde oplevet. Han mente, at jeg havde et potentiale, der slet ikke var fuldt udviklet endnu.

Costa fik stor betydning for min karriere og blev også manden bag min første verdensrekord, der gav international genlyd. Det var ham, der trænede mig, da jeg i 1965 satte min, og i øvrigt Danmarks, første verdensrekord på den olympiske cykelbane i Rom.

Som en sidste ting, inden jeg havde turdet give mit endelige tilsagn til min nye arbejdsgiver, havde jeg været nødt til at tage en tur forbi Danske Bank på Nørrebro for at ansøge om en kassekredit på 50.000 kroner. Gud ske lov var filialchefen en stor fan af mig. Så stor, at han fuldt og fast troede på, at jeg også nok skulle klare den i udlandet, og bevilligede mig de 50.000 kroner uden betænkeligheder. Den blev den sidste og afgørende årsag til, at jeg nu endelig kunne begive mig ud på mit italienske cykeleventyr.

Da min beslutning endelig blev lanceret i den danske presse, ske-te der i øvrigt noget ganske interessant. Størstedelen af de danske sportsjournalister, som tidligere havde kritiseret mig og sagt, at min hjemmelige berømmelse vist var steget mig til hovedet, bakkede mig nu i den grad op. Og det i en sådan grad, at de fire-fem førende af dem sammen med deres redaktioner besluttede, at de ville rapporte-re løbende fra min nye italienske tilværelse.

Det var en helt ny udvikling. I denne globaliseringens allerførste spæde tid begyndte en spirende længsel efter et mere internationalt perspektiv. Og stadig flere syntes, det var på høje tid, at den professi-onelle cykelverden også fik tilført dansk blod.


23

De danske sportsjournalister ville ikke bare rapportere fra mine løb, men følge med i alt, hvad jeg foretog mig, på tætteste hold og flyttede simpelthen med mig til Italien, hvor de på skift tilbragte dage og uger sammen med mig på de italienske landeveje og hoteller. Det endte med, at jeg allerede i løbet af mit første år som professionel kom på lønningslisten hos Politiken, Berlingske Tidende, B.T. og Ekstra Bladet – et tiltrængt supplement til min beskedne hyre hos Germanvox-Wega – og fik et temmelig stort beløb hver måned for at tale med dem. Min „ansættelse“ på aviserne betød, at jeg aldrig kom til at gøre brug af den kassekredit, jeg havde fået bevilget som økonomisk sikkerhedsnet.

Det var her, at jeg for alvor begyndte at udvikle min sans for at give interviews. Jeg syntes ikke, at jeg ville kede hverken de stakkels jour-nalister eller mig selv ved at give det samme interview igen og igen.

Her står jeg sammen med Italiens største rytter Felice Gimondi foran et af de fjern-synsmøbler Germanvox-Wega fremstillede. Til venstre ses min sportsdirektør. (Foto: fotograf ukendt/privat)


24

Derfor fik de ofte hver deres version. Som min senere gode ven Ole Henriksen, der i dag er chef på Nyhederne på TV 2, men dengang var sportsjournalist på Politiken, sagde, da han opdagede, at han havde fået en anden historie end B.T.: „Ole, hvorfor har du givet B.T. en helt anden historie end den, jeg har fået?“ „Kan du ikke være ligeglad?“ svarede jeg, „så længe det er dig der har fået den rigtige?“

Mit skifte til en professionel karriere i Italien markerede faktisk også et interessant skift i hele den måde, cykelsporten fra da af blev omtalt på i de danske medier. I min amatørtid havde der hver mandag været mindst tre-fire helsider med fyldige reportager om de hjemlige amatørløb. Fra starten af 1967 blev den omtale reduceret til stort set ingenting, og i stedet trådte dækningen af de store professionelle løb i udlandet i forgrunden. Og sådan har det været lige siden.

At det netop var det forjættede cykelland Italien, jeg valgte, havde flere forklaringer. Den praktiske var, at det simpelthen var her jeg overhovedet kunne få en kontrakt. Men den egentlige var, at Italien for mig ubetinget stod som verdens største og mest entusiastiske cy-kelnation. Og så havde de et løb, som jeg havde læst og drømt om, siden jeg startede som d-rytter i Arbejdernes Bicykle Club: Giro d’Italia. Et løb, der ikke bare var verdens hårdeste cykelløb, men også dengang var, hvad Tour de France er i dag – verdens største cykelløb.

Hertil kom, at den store favorit i dette års Giro d’Italia, en, som al-lerede havde vundet Tour de France fem gange og dette løb to gange, var en ganske vist fransk landevejsstjerne, som jeg beundrede mere end nogen anden. Han var et forbillede. Han var en levende legende, som tilbage i 1964, da han satte sin første timeverdensrekord på den berømte Velodrome Vigorelli i Milano, direkte havde inspireret mig til at sætte min danske 100-kilometerrekord samme år – og min ver-densrekord på samme distance året efter. Han var ubetinget verdens bedste i den disciplin, jeg mere og mere overvejede at satse helhjertet på: tempokørsel. Hans navn var Jaques Anquetil.

Allerede i mit første år som professionel, kun fem måneder efter jeg var startet, skulle jeg køre mit første Giro d’Italia side om side


25

med mit forbillede Anquetil. Og jeg skulle dyste med ham mand mod mand på løbets prestigiøse sekstende etape, den 45 kilometer lange enkeltstart fra Mantova til arenaen i Verona. Det var næsten ikke til at fatte.

Endelig, efter næsten fire års tilløb, stod jeg i slutningen af decem-ber 1966, på Københavns Hovedbanegård med pas og en enkeltbil-let til Italien i den ene hånd og min slidte, lysebrune kuffert i imi-teret læder i den anden. Sidstnævnte var stoppet til bristepunktet, først og fremmest naturligvis med de mest nødvendige personlige beklædningsgenstande, mens det ekstraordinære pres skyldtes den seneste afløser for min gamle, sildebensvævede og dobbeltradede habit i flaskegrønt: en kongeblå letvægtshabit med vest og opslag på bukserne.

Togturen, hvis endelige mål var Novi Ligure cirka 150 kilome-ter syd for Milano, tog omkring 22 timer. Her, i udkanten af denne smukke middelalderby i Piedmont-provinsen, boede min sports-direktør, Luciano Parodi. Han var en venlig og velklædt, typisk itali-ensk mand, der duftede af parfume og havde guldkæder om hals og håndled. Havde jeg set sådan en type i Danmark, ville jeg have syntes, at det var temmelig svanset, men her i Italien virkede det eksotisk. Parodi boede i den ene halvdel af et større, i forhold til dansk stan-dard beskedent indrettet dobbelthus.

I den anden ende af huset boede Fausto Coppis enke, La Dama Bi-anca – Den hvide dame. Hun havde efter sigende fået sit tilnavn af to grunde. Hun havde som nationalikonet Coppis hemmelig elskerin-de i en længere periode levet en spøgelsesagtig tilværelse for endelig efter nogle år, og til samtidens store forargelse, at fortrænge Coppis ægteviede hustru. Her på sine ældre dage lignede hun også et elegant og næsten gennemsigtigt genfærd med en aura så æterisk vibrerende, at man uvilkårligt følte sig omsluttet af hendes legendariske mands gudestatus. Jeg skulle tilbringe min første nat som nyprofessionel i et værelse i hendes halvdel af huset. Trygt omsluttet af Den hvide dames bolig tørnede jeg ind i tryg forvisning om, at dette strejf af Fausto


26

Coppis ånd var et særdeles positivt, men også forpligtende varsel for min italienske karriere.

Allerede tidligt næste dag kørte, eller rettere racede, Parodi og jeg i hans skriggule Alfa Romeo med råhvid kaleche til den syditalienske by Arma di Taggia. Parodi var hverken velhavende eller udskejende. Han var en hårdtarbejdende mand, der levede et ret simpelt liv, men med sin påklædning, parfume, bil og kørsel gav han mig min første lektion i, hvordan en rigtig italiensk mand prioriterer. Arma di Tag-gia, der ligger cirka otte kilometer fra Sanremo, viste sig at være en særdeles smuk badeby. Den lignede med sine brede sandstrande, sin maleriske beliggenhed og det azurblå hav en drøm af en charterferie.

Som man kan se her, hvor jeg sidder med min altid velklædte og velduftende sportsdirektør Luciano Prodi, tog det mig ikke lang tid at lære den italienske verdensmandsstil. (Foto: fotograf ukendt/privat)


27

Det, jeg skulle på, viste sig nu at være alt andet end ferie.

Vi skulle bo på et gammelt, stiligt hotel i renæssancestil beliggende i den historiske del af byen. Her var vores base for de næste tre ugers benhårde træningslejr. Og her skulle jeg for første gang møde mine elleve nye, italienske holdkammerater.

De tog pænt imod mig. Jeg blev målt fra top til tå. Og da én af dem fik øje på mine enorme hænder, begyndte de at nikke, smile indforstået og konversere om mig. Jeg kunne ikke et ord italiensk. Det eneste fremmedsprog jeg kunne lidt af, var den smule tysk, jeg havde tilegnet mig, fordi jeg i perioder i min amatørkarriere havde kørt en del løb i forskellige østbloklande. Her var sproget tysk, uanset hvor man kom fra. Det var der imidlertid ingen på mit nye hold, der forstod et kuk af, så velkomsten og de efterfølgende, stort set ikke eksisterende samtaler, bestod mest af mærkelige fagter og underlige lyde. Sådan kom vi igennem den første uges tid. Men så forbarmede vores mekaniker, Jean Carlo Grosso, som i øvrigt endte med at følge mig hele min professionelle karriere, sig over mig og satte sig for at lære mig italiensk.

Undervisningen foregik efter en simpel metode. Han pegede på et eller andet og udtalte så med overdreven, pædagogisk artikulation det enkelte ord, som jeg så gentog, indtil han var nogenlunde til-freds. Så skrev han ordet ned og lod mig igen gentage det, indtil jeg udtalte det korrekt. På denne måde lærte han mig tre italienske ord hver dag. Og allerede i løbet af de første par uger, kunne jeg begyn-de at sætte nogle af ordene sammen. Naturligvis var mit nye sprog, ligesom mine bøjninger og sætningsopbygninger, fuldstændig pri-mitivt. Mit italienske bestod udelukkende af de ord, jeg havde lært, men sat sammen i en rækkefølge, der fulgte det danske sprog. Alli-gevel gjorde jeg mig ret hurtig forståelig på et meget særegent itali-ensk, der inden længe gjorde mig til holdets underholdende frem-medarbejder. Efter nogle måneder beordrede min læremester mig til at begynde at læse italienske tegneserier og børnebøger. Mine holdkammerater var bestemt søde til at lære mig nyt, men de kunne selvfølgelig ikke dy sig for ofte at stille mig spørgsmål, som kun blev


28

stillet, så de fik lejlighed til at more sig over mit særegne kauder-vælsk-italiensk. Et sprog, der bestod af løsrevne gloser blandet med tegneseriesprog. De kunne naturligvis heller ikke dy sig for også at lære mig nogle dybt sjofle vendinger, som de dog undlod at forklare mig den reelle betydning af. Da jeg i mit første interview med hele holdet i italiensk tv intetanende brugte et slangudtryk, der viste sig at betyde „lange nosser“, var de færdige af grin. Og jeg forstod først senere, hvorfor intervieweren, den meget berømte kommentator Adreano De San, så pludselig havde afbrudt mig med et „Ja, mange tak, hr. Ritter.“

Min meget personlige udgave af det italienske sprog gav mig nu også, sammen med min udadvendthed og min aggressive og ubereg-nelige kørestil, som jeg havde importeret hjemmefra, store fordele. Den væsentligste var, at der blev lagt mærke til mig.

Kaptajnen på vores lille Germanox-Wega-hold var den syditalienske rytter Vito Taccone, der i årerne, før jeg kom på holdet, havde været en særdeles lovende og til tider markant profil. Han var kun et år yngre end mig, men havde været professionel, siden han var nitten år, og havde altså allerede været med i gamet i seks år. Han havde med en usædvanlig kombination som sprinter- og bjergrytter blandt andet vundet fem etaper i Giroen 1963. Men her i sæsonen 1967 var han rent sportsligt, ved at være for nedadgående, fordi han var be-gyndt at indse, at han nok aldrig kunne blive den verdensstjerne, han drømte om at blive. Nu var han ved at være træt og havde besluttet at afslutte karrieren på det lille Germanvox-Wega-hold.

Vito var sød, men mildest talt reserveret over for mig. Jeg tror ikke, at han i begyndelsen havde nogen som helst fidus til denne nye, vilde og fremadstormende dansker, der troede, han skulle til at gøre sig gældende og påbegynde en karriere, han var ved at afvikle. Men det ændrede sig allerede i løbet af de første par måneder, hvor vi gradvist fik et bedre og bedre forhold til hinanden.

Han kørte og var i hele sin stil ret dramatisk. Og da han så, at jeg var ligesådan, og at han kunne bruge mig til at stoppe eller splitte et felt for ham, når han ønskede det, så han langt bedre kunne udnytte


29

sine styrker, begyndte han at se anderledes på mig. Da han oven i kø-bet på flere bjergetaper erfarede min loyalitet og – som han udtrykte det – „en trækkraft, han aldrig havde oplevet magen til“, skiftede han fuldstændig om og tog sig af mig og inspirerede mig til at udvikle min egen køremåde yderligere.

Livet som nyprofessionel var et hårdt, men også et frit liv. Men da jeg altid har været vant til at arbejde hårdt og leve under de simpleste vilkår, var det også et liv, der i den grad passede mig. Under de for-skellige løb boede jeg og de andre på hoteller, men i perioder, hvor der ikke var løb, blev jeg inviteret til at bo rundtomkring hos mine holdkammerater og lærte på den måde den originale, landlige itali-enske kultur og mentalitet at kende på nærmeste hold.

Dette billede er det første af mig som nyprofessionel. Det er taget mindre en halv time efter, at jeg er ankommet til min første træningslejer i Arma Di Taggia og har mødt holdets daglige ledere. (Foto: fotograf ukendt/privat)


30

Vito endte med at blive en rigtig god ven og læremester, og han invi-terede mig ofte med ned til sin usædvanlig store og usædvanlig lar-mende familie, der havde et stort hus i Avezano i regionen Abruzzo. Her boede jeg op til en måned ad gangen, trænede med Vito og del-tog, når der ikke var løb, på lige fod med hans familie i alle aktivite-ter. Vi tog på daglange udflugter til en ufatteligt smuk flodbred med maleriske og bløde bjerge i baggrunden, hvor vi nød alverdens med-bragte lækkerier, specialiteter med ældgammel oprindelse i familien. Den oprindelige italienske kultur viste sig ikke at være så langt fra min egne kulturelle rødder.

Fordi Germanox-Wega var et af de mindste hold i Italien, kørte vi en lang række små, lokale italienske løb, hvor jeg ofte blev placeret og også af og til vandt, fordi rollefordelingen i den slags løb var temme-lig fri. Det var god træning, men ikke noget, der havde betydning i den større sammenhæng.

Vores første rigtig store opgave efter træningslejren var Sardinien Rundt, som lå i slutningen af februar. Jeg klarede mig udmærket, med en tredjeplads på fjerde etape som bedste resultat. Herefter begyndte så, ind imellem alle de mindre løb, som vi stadig skulle køre, de store klassikere. Jeg klarede mig pænt i sæsonens første halvdel og var for det meste med hjemme blandt de første ti-femten ryttere. Ofte fordi jeg som sidste mand i sprintertoget havde til opgave at køre spurten for Vito Taccone. Det var flere gange lige ved og næsten, men blev i de store løb kun til en række tredjepladser. Men dog alligevel seks af dem.

Disse mindre løb var dog for mig kun forberedelse til mit egentlige mål: 1967-udgaven af Giro d’Italia. Det var her, jeg håbede for alvor at gøre mig bemærket. Koste hvad det ville.

Når der ikke skulle køres løb, blev der trænet hårdt og målrettet for at få grundformen helt i top. Ofte var det fra klokken seks om mor-genen, således at dagens træningspensum på 140-160 kilometer var afviklet, inden solen fik magt og gjorde ruterne steghede. Andre gang blev træningen – især min – dog udsat til senere på dagen, netop


31

for at vænne kroppen til de ekstreme strabadser forbundet med at køre krævende stigninger, mens man koger i middagssolen. En ud-fordring, der helt sikkert ville møde mig under de store løb.

At træne hårdt var for længst blevet en del af mit liv. Men at jeg skulle komme til at træne langt mindre i løbet af min professionelle karrie-re, end jeg havde gjort som amatør, havde jeg ikke regnet med.

Det var faktisk kun det første halvandet år af min professionelle karriere, jeg trænede meget. Herefter kørte jeg så mange løb, at det slet ikke var nødvendigt at træne. Men i starten var det naturligvis nødvendigt, både for at lære holdkammeraterne at kende og falde helt til på holdet, men også for at få indarbejdet nogle mere taktiske og køretekniske detaljer, som jeg på grund af min sene start som pro-fessionel ikke havde perfektioneret i samme grad som de andre. Men at køre så mange løb, som vi gjorde, var nyt for mig. Det passede mig

Med mit nye træningspensum var jeg altid glubende sulten. Efter formiddagens træning lærte jeg hurtigt, som rigtige italienere, at gå på marked og købe friske og solmodne råvarer. (Foto: Henrik Hald/Polfoto)


imidlertid fint. Jeg sov mere og spiste mere, men formen blev også hele tiden bedre og bedre.

For hver eneste af de tusindvis af kilometer, jeg stred mig igennem i løb og træning og i al slags vejr, blev mit motto fra ungdomsåre-ne som min særlige mentale forberedelse til min første Giro, mejslet endnu dybere ind i krop og sjæl. Jeg ville køre det løb.

Endelig oprandt dagen for det halvtredsindstyvende Giro d’Italia.


Ritter

Documents

Transcript of Ritter