EUROPA-KOMMISSIONEN GENERALDIREKTORATET FOR MILJØ Direktorat D - Vand, kemikalier og bioteknologi ENV.D.1 - Vand

Retningslinjer til forvaltninger om tydelige og gennemsigtige landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD

på bedrifterne

Disse retningslinjer er udviklet ved hjælp af et samarbejdsprogram med partnere i den fælles gennemførelsesstrategi (CIS) for VRD. Retningslinjerne indeholder resultaterne af de drøftelser, som fandt sted på CIS-workshoppen om tydelige foranstaltninger for landbrugere ("Clear measures for farmers") den 6. april 2011 i Bruxelles, og af de bemærkninger og eksempler, som er modtaget fra partnerne og den særlige høringsgruppe. Retningslinjerne er udarbejdet med støtte fra Ecologic Institute, Berlin.

Retningslinjerne støttedes af vanddirektørerne i Budapest den 26. maj 2011.

1

Indhold

1. Hvorfor retningslinjer om at gøre landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD mere tydelige og gennemsigtige på bedrifterne? ................................... 4

2. Medlemsstaternes perspektiv: national forvaltning........................................ 7

3. Vandområdemyndighedens perspektiv: administrative tilgange til at gennemføre foranstaltninger .......................................................................... 14

4. Fra et bedriftsmæssigt perspektiv: klare foranstaltninger nødvendige for at beskytte vandområder ..................................................................................... 27

2

Liste over forkortelser

AEM Miljøvenlige landbrugsforanstaltninger

CAP Den fælles landbrugspolitik

CIS Den fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet

DWPA Beskyttede drikkevandsområder

GAEC God landbrugs- og miljømæssig stand

GEP Godt økologisk potentiale

GES God økologisk tilstand

GS God tilstand

MS Medlemsstat

ND Nitratdirektivet

NVZ Nitratsårbar zone

PoM Indsatsprogrammer

VOD Vandområdedistrikt

VOP Vandområdeplan

RDP Program for udvikling af landdistrikter

VON Vandområdenetværk

RDR Forordning om udvikling af landdistrikterne

SMR Lovbestemt forvaltningskrav

VRD Vandrammedirektivet

3

1. Hvorfor retningslinjer om at gøre landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD mere tydelige og gennemsigtige på bedrifterne?

Vandrammedirektivet (VRD) trådte i kraft den 22. december 2000, og dermed blev der fastlagt en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger for at forebygge yderligere forringelse og beskytte og forbedre vandets tilstand. Ved iværksættelsen af fællesskabsforanstaltninger skal miljømålene opnås ved at iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af vandområder og beskytte, forbedre og restaurere dem med henblik på at opnå god tilstand for alle Fællesskabets vandområder inden 2015. Denne tidsfrist kan undtagelsesvist og i henhold til bestemmelserne i VRD forlænges til 2021 eller 2027, men fra 2012 skal der forefindes passende foranstaltninger.

Landbrug udgør fortsat en stor belastning for overflade- og grundvand i de fleste europæiske regioner1. Landbrug er udpeget som en væsentlig kilde til forurening og overforbrug og er delvist ansvarlig for levestedsforringelser. Men landbrug spiller også en positiv rolle i forbindelse med levering af offentlige goder, herunder miljøkvalitet, og giver bl.a. gode muligheder for at løse problemer i forbindelse med vandbeskyttelse og har allerede bidraget betydeligt til dette mål.

Ifølge vandrammedirektivet skal medlemsstaterne identificere vandområder, der ikke opfylder kravet om god tilstand, årsagerne til, at de ikke opfylder dette krav, og de foranstaltninger, der er nødvendige for at bringe vandet i overensstemmelse med god tilstand inden 2015. Vandområdeplaner, som skal udarbejdes inden 2009, og deres indsatsprogrammer er et centralt værktøj i denne proces. I maj 2011 havde 20 lande vedtaget vandområdeplaner.

Som anført i artikel 11, stk. 3, i VRD ventes indsatsprogrammerne at indeholde både obligatoriske og frivillige foranstaltninger. Derudover er foranstaltningerne inddelt i grundlæggende og supplerende foranstaltninger. Grundlæggende foranstaltninger er beskrevet som minimumskrav, der består af den relevante EU-lovgivning (f.eks. nitratdirektivet), kontrol med indvinding af overfladeferskvand og grundvand, kontrol med praksis, der påvirker diffuse kilder, der kan være årsag til forurening og kræver foranstaltninger til gennemførelse ved hjælp af omkostningsdækningsprincippet. Ud over disse grundlæggende foranstaltninger, og hvis det er nødvendigt for at opfylde målene i VRD, har medlemsstaterne identificeret "supplerende foranstaltninger", som defineres af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i VRD. Disse supplerende foranstaltninger kan også i sig selv være obligatoriske.

Efter vedtagelsen af vandområdeplanerne er udfordringen for medlemsstaterne og vandområdemyndighederne nu at træffe de foranstaltninger, som er identificeret i de

1 http://ec.europa.eu/environment/water/quantity/pdf/summary050510.pdf.

4

operationelle indsatsprogrammer inden udgangen af 2012 som anført i artikel 11, stk. 7, i VRD.

En grundlæggende forudsætning for at iværksætte landbrugsforanstaltningerne i indsatsprogrammerne på bedrifterne er, at de foranstaltninger, som landbrugerne skal vedtage, er tydelige og gennemsigtige. Dette betyder, at det skal være klart for landbrugerne, hvad de skal gøre for at beskytte vandressourcerne, og om de skal og/eller tilskyndes til at gennemføre de nødvendige tilpasninger i deres landbrugspraksis. Foranstaltninger og andre krav skal være så konkrete og specifikke som nødvendigt.

På samme måde nødvendiggør behovet for at sikre en korrekt administrativ opfølgning af gennemførelsen af VRD, at foranstaltninger i henhold til VRD identificeres tydeligt på bedriftsplan. Som anført i VRD bør det ansvarlige organ for anvendelsen af reglerne være den i VRO angivne ansvarlige myndighed, som blev identificeret i planlægningsprocessen. Selv om den ansvarlige myndighed har det største ansvar i vandområdedistrikterne, kræver en korrekt administrativ opfølgning deltagelse fra andre forvaltninger, agenturer og interessenter.

Ovennævnte opgaver drager fordel af, at der i hele Europa findes en lang tradition med vandforvaltning, og at vandpolitik ikke er noget nyt i Europa. Vandforvaltninger er f.eks. udviklede enheder, som har en lang historie og er solidt etableret, og mange vigtige foranstaltninger i henhold til VRD, herunder obligatoriske foranstaltninger, findes allerede. I forbindelse med gennemførelsen af VRD i den nationale lovgivning – hvilket skulle ske i 2003 – udviklede medlemsstaterne yderligere administrative bestemmelser, som dækker mange relevante spørgsmål i forbindelse med landbrug, herunder vandindvinding, udledning af spildevand, kontrol med diffus forurening eller fysiske ændringer i vandområder.

Målet med at gøre landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD tydelige og gennemsigtige på bedrifterne drager også fordel af mange tidligere bestræbelser og undersøgelser. Det Fælles Forskningscenter (FFC) og vandområdenetværket og en undersøgelse fra GD for Miljø har f.eks. på omfattende vis identificeret mulige landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD. Alle disse oplysninger er samlet i en oversigt over foranstaltninger2. Vandområdenetværket specificerer endvidere yderligere de vigtigste foranstaltninger i oversigten over foranstaltninger i sit nye mandat (2010-2012).

I lyset af, at national planlægning ofte drives fra EU, er det blevet anerkendt, at koordinering på tværs af sektorer og direktorater, som kan påvirke de landbrugsmæssige belastninger i vandområder, også er vigtig på EU-plan. Yderligere harmonisering af VRD med andre vigtige EU-politikker vil være en fordel og give en større tilslutning til planlægning på nationalt plan i medlemsstaterne. Der er ligeledes behov for at udvikle yderligere tværgående spørgsmål og synergier mellem de forskellige instrumenter i EU's vandpolitik, og dette arbejde er allerede påbegyndt i forbindelse med processen med den fælles gennemførelsesstrategi for VRD.

2 http://rbn-water-agri.jrc.ec.europa.eu/.

5

Målet med vejledningen

Målet med denne vejledning er at støtte de nationale myndigheder og vandområdemyndighederne i at gennemføre landbrugsforanstaltningerne i indsatsprogrammerne. Vejledningen vil specifikt identificere og drøfte administrative principper, metoder og værktøjer til gennemførelsesforanstaltninger på bedrifterne samt de forskellige kommunikations- og beslutningsværktøjer, som hjælper med at give tydelige og gennemsigtige oplysninger til landbrugere og opfølgning til de ansvarlige myndigheder i henhold til VRD. Der fokuseres på de landbrugsrelaterede foranstaltninger i indsatsprogrammerne, men mange af spørgsmålene er også relevante for andre typer foranstaltninger. Detaljerede tekniske aspekter om gennemførelsen af de forskellige foranstaltninger er imidlertid ikke medtaget i vejledningen.

Vejledning som værktøjskasse

Det er vigtigt at understrege, at komplicerede forskelle i landbrugsstrukturer, institutionelle ordninger, miljøforhold og kilder til miljømæssige belastninger af vand i Europas regioner nødvendiggør en fleksibel tilgang. Der findes ingen universalløsning. For at sikre effektiv støtte til landbrugerne er det vigtigt at huske, at forskellige regioner og forskellige bedrifter har brug for forskellige tilgange. Formålet med disse retningslinjer er at identificere en værktøjskasse af metoder og særlige værktøjer, som myndighederne kan tilpasse deres individuelle omstændigheder.

Særlige kendetegn, som påvirker udvælgelsen af passende metoder og værktøjer, omfatter mange forskellige parametre fra typen af miljømæssig belastning til tilpasning til den enkelte landbrugers it-viden.

Der er brug for en kombination af de forskellige metoder og værktøjer samt en skræddersyet tilgang med hensyn til den miljømæssige, økonomiske og sociale dimension for at imødegå udfordringerne i vandløbsoplandene.

I de følgende tre afsnit uddybes disse metoder samt trin på nationalt plan, i vandløbsoplandene og på bedrifterne, idet det anerkendes, at der kan være overlapninger mellem forskellige niveauer, og at myndighedernes ansvar er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat.

6

2. Medlemsstaternes perspektiv: national forvaltning

Selv om vandområdedistrikter ofte er det primære niveau for planlægning i henhold til VRD i medlemsstaterne, spiller nationale og subnationale administrative værktøjer også en betydelig rolle i forhold til at iværksætte indsatsprogrammerne på bedrifterne. Lovkrav på nationalt eller føderalt plan, økonomiske incitamenter og informationsmæssige instrumenter medfører generelle begrænsninger, men letter også gennemførelsen af indsatsprogrammerne. Gennemførelsen af indsatsprogrammerne og opnåelsen af mål i henhold til VRD kræver en indsats på nationalt plan, ikke kun i vandforvaltningerne, men også på tværs af forvaltninger i andre sektorer, herunder landbruget.

Medlemsstaterne skal også nøje overvåge, hvorvidt målene opfyldes. Dette omfatter en undersøgelse af årsagerne til den eventuelle manglende opfyldelse og fastlæggelse af nødvendige yderligere foranstaltninger. Den første midtvejsrapport om udviklingen i gennemførelsen af de planlagte indsatsprogrammer bør indgives senest tre år efter offentliggørelsen af de enkelte vandområdeplaner. Som tidligere nævnt bør indsatsprogrammerne også være operationelle til den tid.

Det anbefales derfor at drøfte, identificere og aftale vigtige nationale politiske beslutninger og administrative tilgange, som skal følges efter vedtagelsen af vandområdeplanerne.

I dette afsnit beskrives flere principper, som kan gøre det lettere at gennemføre landbrugsforanstaltninger på bedrifterne gennem planlægning på nationalt plan.

Forbedret samarbejde mellem relevante nationale forvaltninger og med interessenter (planlægning, budget og overvågning)

Medlemsstaterne er ansvarlige for at udvælge og konstruere instrumenter på nationalt plan, herunder f.eks. programmer for udvikling af landdistrikter samt yderligere specificering af krydsoverensstemmelse. Medlemsstaterne træffer således beslutning om en række foranstaltninger, som findes i vandområdedistrikterne, og som skal håndtere de landbrugsmæssige belastninger.

For at sikre at alle relevante administrative sektorer tager hensyn til gennemførelsen af VRD, og at der opnås synergier mellem de forskellige mål, er der behov for et tættere samarbejde mellem vandplanlægningsmyndigheder og andre sektorer. Landbrugssektoren er en af de vigtigste sektorer, men ikke den eneste, som er involveret i denne integrerede planlægning. Erfaringen viser, at en tværsektoriel og integreret tilgang til planlægning, konstruktion og udvælgelse af foranstaltninger er mere effektiv.

Udarbejdelsen af vandområdeplanerne har bidraget til at identificere relevante forvaltninger og interessenter, som skal inddrages i den kommende gennemførelse af indsatsprogrammerne, og det giver et stærkt grundlag for det videre arbejde. Der findes allerede passende administrative ordninger, også for internationale vandløbsoplande, og de sektorer, der skal inddrages, kendes som følge af vandområdeplanernes vurdering af

7

menneskelige aktiviteters indvirkning på miljøet, økonomisk analyse af vandanvendelsen og høring.

Denne fælles planlægningsindsats er ofte omkostningseffektiv med hensyn til finansiering, men også i forhold til at opfylde flere miljømæssige mål. En samarbejdsmæssig og målrettet finansieringsproces på vegne af de involverede myndigheder sparer ofte ressourcer og kan endda være en forudsætning for at yde tilstrækkelig finansiering (hvad angår det overordnede beløb) eller maksimere fordelene ved eksisterende finansiering af de opstillede mål og foranstaltninger, som er udviklet i vandområdeplanerne. Det kan endvidere forhindre dobbeltfinansiering.

Ud over fælles planlægning anbefales det at evaluere muligheder og mangler i de eksisterende administrative tilgange, f.eks. juridiske, økonomiske og oplysningsmæssige foranstaltninger i de forskellige sektorer (navnlig landbrug og vand). Denne evaluering er nødvendig for at finde ud af, i hvilket omfang de eksisterende administrative tilgange kan medvirke til at opfylde målene i henhold til VRD, og hvordan de eksisterende administrative tilgange kan og bør forbedres. De relevante instrumenter, som skal evalueres, er dem, der kan have en direkte eller indirekte positiv/negativ indvirkning på vandets status. Ud over et bedre samarbejde giver de eksisterende vandområdeplaner et stærkt grundlag for at vurdere, hvad der kan opnås gennem eksisterende administrative tilgange, og hvad der skal udvikles yderligere for at opfylde målene. Afhængig af detaljeniveauet i udarbejdelsen af vandområdeplanerne kan dette kræve en yderligere vurdering af relevante oplysninger og f.eks. en forbedring af opsamlinger og sammendrag af vandområdeplanerne på nationalt plan. Efter vurderingen af muligheder og mangler i de eksisterende administrative tiltag er der behov for i fællesskab at nå til enighed om, hvordan de identificerede vigtige udviklingsområder, som f.eks. finansiering af gennemførelsen af vandområdeplanerne, skal fortsætte.

Alle berørte interessenter (landbrugere, ngo'er, vandkunder, erhvervslivet) bør fortsat inddrages i drøftelserne om, hvordan der opnås en god økologisk tilstand og andre mål, f.eks. beskyttelse af drikkevandet (fastsat i VRD), på alle fysiske niveauer fra nationalt plan til bedrifterne. Dette omfatter også deltagelse af interessenterne i den nærmere planlægning af, hvordan indsatsprogrammerne iværksættes. Med fokus på landbrugsforanstaltninger er det yderst vigtigt at deltage og bevare et godt forhold til og en god udveksling med de organisationer og foreninger, som repræsenterer landbrugerne.

Eksempel på bedste praksis: Inddragelse af nationale forvaltninger og interessenter (Finland)

Den finske regerings beslutning om at vedtage vandområdeplaner i december 2009 krævede, at der blev udarbejdet et mere specifikt nationalt gennemførelsesprogram i en bred samarbejdsproces inden udgangen af 2010. Et af målene med dette program om gennemførelse af vandområdeplanerne var at inddrage alle relevante nationale forvaltninger og interessenter, hvis bidrag og finansiering er nødvendig for at gennemføre indsatsprogrammerne. Indholdet af det nationale gennemførelsesprogram sammendrages som følger:

8

• Sektorsammendrag af foranstaltninger og politiske instrumenter, herunder finansiering, som er nødvendige for at opfylde målene i henhold til VRD

• Finansielle og politiske instrumenter og andre forudsætninger for gennemførelsen af de identificerede foranstaltninger

• Forskellige organers roller og ansvar (forvaltninger, forskningsinstitutter og private operatører, herunder landbrugere)

• Gennemførelsesplan og prioritering af foranstaltningerne (generelt)

• Overvågning af gennemførelsesprogrammet.

I februar 2011 accepterede regeringen i en beslutning at vedtage programmet om gennemførelse af vandområdeplaner for perioden 2010-2015, herunder f.eks. målrettede nationale principper for nødvendige handlinger i forskellige sektorer med henblik på at opfylde målene i henhold til VRD. Denne beslutning havde ikke været mulig uden en bred dialog med forskellige regeringssektorer og interessenter. Dialogen i landbrugssektoren omfattede forhandlinger på såvel højt plan som på ekspertplan med relevante ministerier, den centrale landbrugsfagforening og repræsentanter fra de relevante regionale forvaltninger. De vigtigste identificerede instrumenter omfatter fordeling af midler, udvikling af lovgivning og andre politiske instrumenter samt F&U.

På grundlag af det nationale gennemførelsesprogram har regionale forvaltninger nu lanceret regionale samarbejdsprocesser om gennemførelse af foranstaltninger.

Mulige politiske foranstaltninger på nationalt plan

Udvikling af nationale gennemførelsesregler og strategier

Et af de vigtigste principper i VRD er, at det fastsætter fælles standardmiljømål, men giver medlemsstaterne stor fleksibilitet i opfyldelsen deraf. Ud over planlægningen i vandområdedistrikterne er der ofte behov for at aftale og udvikle regler og prioriteter på nationalt plan for at fremme gennemførelsen af indsatsprogrammerne. Dette er yderst vigtigt for belastninger, som er identificeret som vigtige belastninger på nationalt plan, og som er tværsektorielle af natur. Følgende elementer er relevante for udviklingen af sådanne regler og strategier:

• Evaluering af muligheder og mangler i eksisterende administrative tilgange, f.eks. juridiske, økonomiske og oplysningsmæssige instrumenter

• Konstatering og gennemførelse af synergier mellem sektorer, herunder samspil med EU-forordninger

• Oprettelse af/aftale om en gennemførelsesplan inklusive prioriterede tilstrømningsområder (Frankrig, Skotland) eller landbrug som prioriteret sektor efter behov

9

• Sikring af koordinering mellem nationalt og regionalt/lokalt plan. Ansvar og kompetencer i forbindelse med arealanvendelse planlægges f.eks. ofte på regionalt/lokalt plan, men der kan også være behov for national koordinering som følge af den store indflydelse, som planlægning af arealanvendelse har på flere landbrugsforanstaltninger.

• Konstatering og udvikling af yderligere finansieringsmuligheder. Relevante myndigheder på nationalt plan kan forbedre gennemførelsen af passende foranstaltninger ved at finde synergier mellem forskellige statsstøtteinstrumenter. Endvidere kan det være relevant og muligt at forbedre udviklingen af nye finansieringsstrukturer, som f.eks. offentlig-private partnerskaber på nationalt plan.

• Offentlig-private partnerskaber er blevet anvendt med stor succes i flere lande. Selv om offentlig-private partnerskaber sjældent gennemføres på nationalt plan, kan de fremmes af nationale foranstaltninger. I Frankrig viser eksemplet med samarbejde mellem et privat vandværk og landbrugere i området Vosges mulighederne for initiativer på lokalt plan. I dette tilfælde førte samarbejdet mellem forskellige interessenter til oprettelsen af finansielle incitamenter, der opfordrede landbrugere til at opgive intensivt landbrug og dermed hjælpe med at beskytte vandressourcerne.3

Udnyttelse af vandbeskyttelsesforanstaltninger under den nuværende fælles landbrugspolitik

Den fælles landbrugspolitik har betydelig indflydelse på landbrugspraksis og er et af de mest relevante værktøjer til at reducere skadelige virkninger af landbruget for Europas vand. Den fælles landbrugspolitik bidrager i stigende grad til vandbeskyttelse, og navnlig landbrugere skal nu overholde krydsoverensstemmelse, herunder forskellige vandrelaterede bestemmelser.

Ikke desto mindre er der stadig behov og mulighed for at analysere flere bestemmelser og regler i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, på nationalt plan og i samarbejde med landbrugs- og vandforvaltningssektoren for at finde ud af, om de bedre kan mindske landbrugets negative indvirkning på Europas vand. Individuelle medlemsstater har stadig en vis fleksibilitet i vedtagelsen af bestemmelserne om den første søjle og navnlig i vedtagelsen af programmer for udvikling af landdistrikter. Følgende liste indeholder eksempler på, hvordan den nuværende fælles landbrugspolitik i højere grad kan anvendes til at bidrage til at opfylde målene i henhold til VRD:

• Omspecificering af GAEC-kravene (på grundlag af fælles standardrammer), så de opfylder målene i VRD.

• Støtte til særlige typer landbrug, som er vigtige for beskyttelsen eller forbedringen af miljøet (artikel 68 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009).

3 Perrot-Maître, D. (2006) The Vittel payments for ecosystem services: a “perfect” PES case? International Institute for Environment and Development, London, Det Forenede Kongerige.

10

• Fuld udnyttelse af de miljøvenlige landbrugsforanstaltninger i henhold til artikel 39 i forordningen om udvikling af landdistrikterne.

• Anvendelse af artikel 38 i forordningen om udvikling af landdistrikterne, hvor det tilbydes at støtte landbrugere for at kompensere for obligatoriske foranstaltninger som følge af gennemførelsen af VRD.

• Gennemførelse af andre relevante foranstaltninger i akse 1, akse 2 og akse 3 i programmer for udvikling af landdistrikter, som er identificeret og beskrevet i den endelige rapport om "WFD and Agriculture Linkages at the EU Level"4.

Fordele og ulemper ved bottom-up- og top-down-tilgange til planlægning og gennemførelse

Med hensyn til de forskellige tilgange til planlægning og gennemførelse kan der skelnes mellem bottom-up-tilgange (lokal til national) og top-down-tilgange (national til lokal). Erfaringerne fra medlemsstaterne viser, at både bottom-up- og top-down-tilgange kan fungere, f.eks. med inddragelse af relevante administratorer og interessenter. Følgende afsnit og tabel 1 viser forskelle og punkter, der skal tages hensyn til i planlægningen af disse tilgange.

Bottom-up-tilgange involverer interessenter direkte i planlægningen af en foranstaltning. Dette er til fordel for målgruppen, som har gjort sig bekendt med spørgsmålet og udviklet viden om og ejerskab af foranstaltningen på et tidligt tidspunkt. Dette kan føre til bedre gennemførelse, eftersom der i foranstaltningerne tages højde for lokale behov og fokuseres på konkrete og praktiske foranstaltninger.

Top-down-tilgange kan have den fordel, at de giver et bedre overblik over de generelle mål i VRD, og dermed kan der vedtages en mere præcis metodologisk tilgang. Navnlig på nationalt og regionalt plan giver top-down-tilgangene mulighed for at oprette mere ensartede foranstaltninger, som letter gennemførelsen og overvågningen. Denne tilgang passer således godt til bredt anvendelige foranstaltninger. Derudover kræver top-down-tilgangen ikke nødvendigvis så mange administrative og andre ressourcer på lokalt plan. Endelig kan en kombination af top-down- og bottom-up-tilgangen ofte være mest effektiv til udvikling og udarbejdelse af vandbeskyttelsesforanstaltninger på bedrifterne. Hvor en bottom-up-tilgang er nødvendig for at involvere og engagere landbrugere og udvælge de foranstaltninger, som mest sandsynligt vil blive gennemført, vil en top-down-planlægning og -prioritering sandsynligvis være nødvendig for at sikre, at målene i henhold til VRD opfyldes.

Fordele og ulemper ved ovennævnte bottom-up- og top-down-tilgange er sammenfattet i tabel 1.

4 Dworak, T., Berlund, M., Liesbet, V. et al. (2009) WFD and Agriculture Linkages at the EU Level, Summary report on an in-depth assessment of RD-programmes 2007-2013 as regards water management, Final report. Findes på: http://ecologic.eu/download/projekte/1900-1949/1937/final_report.pdf.

11

Tabel 1: Fordele og ulemper ved bottom-up- og top-down-tilgange til planlægning og gennemførelse

Bottom-up Top-down Fordele • Større sandsynlighed for aktiv

inddragelse

• Styrker støttegrundlaget blandt landbrugere

• Lettere at tage hensyn til den lokale situation

• Mulighed for mere konkrete foranstaltninger

• Større hensyntagen til landbrugeres vilje til at deltage/anvende deres iværksætterfærdigheder

• Forenklet og reduceret administrativ byrde på langt sigt

• Mulighed for bedre metodologisk tilgang (HMWB, GEP, CEA, uforholdsmæssigt)

• Mere klart ambitionsniveau

• Ensartede foranstaltninger

• Lige muligheder for alle landbrugere i en medlemsstat

• Mulighed for målretning i regioner/vandområder

Ulemper • Højt ambitionsniveau og bred anvendelse af VRD kan forsvinde af syne

• Det bliver vigtigere at finde kompromisløsninger med lokale aktører end at opnå målene i VRD

• Det er vanskeligt at tage hensyn til VRD's begreber (HMWB, definering af GEP, analyse af omkostningseffektivitet, analyse af uforholdsmæssighed)

• For detaljeret tilgang til at få et klart overblik

• Dårligt engagement fra landbrugerne, hvis tilgangene er frivillige

• Offentlig deltagelse bliver vanskeligere

• Det bliver vanskeligere at tage hensyn til lokale situationer

• Foranstaltningerne er for abstrakte, og det gør det sværere at iværksætte indsatsprogrammerne

Som tidligere nævnt skal flere betingelser og krav opfyldes for at sikre en god fælles og integreret planlægningsproces, og der findes ingen universalløsning. Ingen vandløbsoplande er ens, og de har særlige miljømæssige kendetegn, landbrugspraksis og forskellig praksis for vandbeskyttelse. Der skal også tages hensyn til landbrugernes økonomiske og sociale

12

situation for at dække alle aspekter af foranstaltningerne og undgå en negativ indvirkning på landbrugernes indkomst. Derudover vil gennemsigtighed og en ånd af åbenhed og samarbejde hjælpe med at udvikle fælles foranstaltninger og udarbejde en værktøjskasse af foranstaltninger, som kan opfylde individuelle behov og skaffe pålidelig finansiering.

Det fremgår allerede tydeligt, at interessenternes deltagelse er yderst vigtig for at sikre en vellykket gennemførelse af indsatsprogrammerne. Offentlig deltagelse kan f.eks. sikres gennem deling af diagnoser for vandressourcer, fremme af interessenternes holdninger, fremme af kontraktmæssige tilgange som supplement til obligatoriske foranstaltninger og udvikling af en realistisk økonomisk vurdering af foranstaltningernes indvirkning. Etablering af samarbejdsalliancer, der ledes af bestilte rådgivere, og som samler landbrugere, forvaltninger og andre interessenter på lokalt plan, har vist sig at være effektivt. En af udfordringerne er, at de mest effektive og nødvendige tilgange med hensyn til miljømæssige resultater og opnåelse af målene i VRD ikke altid er de mest populære blandt alle interessenterne, og at der kan forekomme en vis modstand mod yderligere foranstaltninger. Dette bør imidlertid ikke betyde, at de mest effektive foranstaltninger ikke vedtages, men snarere at der skal arbejdes en del med at sikre en fælles forståelse af, hvordan sådanne foranstaltninger gennemføres.

13

3. Vandområdemyndighedens perspektiv: administrative tilgange til at gennemføre foranstaltninger

Den første cyklus i VRD og gennemførelsen af indsatsprogrammerne vil harmonisere og styrke gennemførelsen af landbrugsrelaterede foranstaltninger med fokus på vandbeskyttelse. I denne vejledning udnyttes den erfaring og de tilgange, der benyttes ved gennemførelsen af VRD i mange vandområdemyndigheder i EU. Endvidere deles relevante individuelle erfaringer uden for gennemførelsen af VRD.

Flere metoder har vist sig at være vellykkede i forhold til at nå ud til landbrugerne og dermed også fremme målet med at iværksætte indsatsprogrammerne. Her drøftes tre vigtige aktiviteter fra vandområdemyndighedens perspektiv: planlægningsprocessen i forhold til at gennemføre landbrugsforanstaltninger, udvælgelse af passende finansieringsmekanismer og overvågningsaktiviteter.

Planlægning af, hvordan landbrugsforanstaltninger i indsatsprogrammer gennemføres

I nogle vandområdeplaner er landbrugsforanstaltninger i et vist omfang beskrevet nærmere: De beskriver f.eks. allerede tydeligt arealforvaltningsforanstaltninger i henhold til indsatsprogrammerne (f.eks. stødpudezoner, vådområder, afgrøder, som dyrkes for at beskytte jorden, omlægning af landbrugsjord til græsarealer) og i nogle beskrives oven i købet det nødvendige optagelsesniveau. Men i andre er indsatsprogrammerne stadig et strategisk element, som ikke skal indeholde alle detaljer for, hvad der skal gøres for at gennemføre specifikke foranstaltninger på bedrifterne. Det indeholder blot den generelle leveringsmekanisme (f.eks. de vigtigste foranstaltninger) og skal specificeres yderligere, f.eks. vedrørende de specifikke foranstaltninger og tidsplaner, for at gennemføre den som krævet i henhold til artikel 11, stk. 7, i VRD. Dette kan omfatte nærmere sektorforanstaltninger, specifikke projekter, planlægningsdokumenter, regler eller forskrifter osv. I denne henseende adskiller VRD sig ikke fra andre miljødirektiver (f.eks. fugle- og habitatdirektivet, som Natura 2000-netværket er baseret på).

Eksempel på bedste praksis: "plateforme sur l’eau"-aftalen i vandløbsoplandet Rhin-Meuse (Østfrankrig)

Aftalen blev underskrevet i april 2011 mellem den ansvarlige myndighed i henhold til VRD, vandagenturet, de lokale myndigheder og landbrugernes repræsentanter. Det er et dokument, som supplerer indsatsprogrammet og endvidere specificerer landbrugssektorens mål og midlerne til at opnå dem i forbindelse med den nationale strategi om miljø (aftalt gennem den nationale høringsproces "Grenelle de l’Environnement").

I dette dokument er foranstaltningerne yderligere målrettet områder, hvor vandets gode tilstand udfordres af landbruget, f.eks. prioriterede tilstrømningsområder for drikkevand. Foranstaltningerne omfatter omdannelse til permanente græsarealer, omdannelse til økologisk landbrug (20 % af de uudnyttede landbrugsarealer (ULA) i Frankrig i 2020), en ambitiøs gennemførelse af GAEC om stødpudestriber, indførelse af dyrkning med lavt

14

pesticidbrug, anvendelse af alternative teknikker til pesticider inden 2018 ("Ecophyto 2018"), gennemførelse af programmer for udvikling af landdistrikter i forbindelse med vandets tilstand, arealanvendelsesforanstaltninger, som f.eks. arealudveksling mellem landbrugere eller lokale myndigheders køb af jord. Aftalen løber indtil udgangen af 2012, og et udvalg bestående af alle partnere sikrer, at den gennemføres korrekt.

Når indsatsprogrammerne skal iværksættes, skal målene og kravene for at nå resultaterne være meget tydelige. Det er nødvendigt at fastlægge, hvilken basislinje (grundlæggende foranstaltninger, f.eks. i henhold til nitratdirektivet, GAEC og andre lovgivningsmæssige krav) og hvilke yderligere foranstaltninger, som vil bidrage til at nå målene. Disse krav er allerede uddybet i vandområdeplanerne, men det kan være nødvendigt at uddybe dem yderligere, afhængigt af den valgte tilgang til udarbejdelsen af planerne.

Indsatsprogrammerne bør iværksættes i et samarbejde med input fra interessenterne for at identificere effektive løsninger til at håndtere spørgsmålets omfang. De ansvarlige myndigheder i henhold til VRD bør fortsat fuldt ud udnytte den gruppe af interessenter, som blev oprettet under udarbejdelsen af vandområdeplanerne. Det samarbejde, der er mest behov for på regionalt plan, er samarbejdet mellem de ansvarlige myndigheder i henhold til VRD og de regionale landbrugsmyndigheder. Dette er af største betydning, når foranstaltninger i henhold til VRD gennemføres på bedrifterne, samt i forbindelse med kontrollen med disse foranstaltninger. I visse tilfælde kan der være behov for at udvikle regionale og lokale strukturer yderligere. I Middelhavsområdet forvaltes kunstvandingsnetværk f.eks. ofte kollektivt (f.eks. af ejerforeninger eller regionale udviklingssamfund). Denne kollektive tilgang giver mulighed for bedre vandforvaltning og tilrettelæggelse af vanddeling i perioder med vandmangel. Når indsatsprogrammerne iværksættes, anbefales det at udnytte denne type eksisterende kollektive strukturer, hvori landbrugerne også er involveret.

Eksempel på bedste praksis: "Agri-Mieux" (Frankrig)

Samarbejdsaftalerne under "Agri-mieux"-programmet (tidligere kendt som "Ferti-mieux") i Frankrig har til formål at forbedre og beskytte vandkvaliteten uden at medføre tab af indkomst for landbrugerne. Programmet blev lanceret af den nationale forening for landbrugsudvikling (ANDA) i samarbejde med statslige og landbrugsmæssige organisationer, som f.eks. landbrugs- og miljøministeriet, landbrugskammeret og vandværker.

Aftalerne omfatter først og fremmest oplysninger og teknisk bistand og er ikke-bindende, frivillige programmer, hvor der ikke gives kompensation.

Ved at vedtage mærket Agri-Mieux træffer landbrugerne foranstaltninger til bl.a. at ændre brugen af gødning. Landbrugernes incitament til at deltage består af et mærke, som tildeles grupper af landbrugere i en region, som deltager i frivillige foranstaltninger til beskyttelse af vandressourcer. Aktiviteterne har medført en reduktion på op til 40 % af mængden af gødning i vand efter anvendelsen af foranstaltningerne.

Med disse programmer lykkedes det at fremme en bedre integration af landbruget i den lokale vandpolitik. De indledte samarbejdet mellem landbrugs- og vandinteressenter i fasen op til og under mærkningen. Flere foranstaltninger – som f.eks. omfattende spredning af

15

gødning og kompostering af gødning – blev gennemført med stor succes. Landbrugernes stærke engagement og effektiv kommunikation mellem landbrugernes organisationer, forvaltningen og vandeksperter har gjort det muligt at finde nye metoder til at bevare og forbedre vandkvaliteten, uden at dette fører til indtægtstab for landbrugerne. "Agri-mieux"-programmernes funktioner og succes videreføres fra landbruger til landbruger gennem "Transfer farms", som er et eksempel på bedste praksis med fire dages åbne dage og undervisning om året.5

Målretning af foranstaltninger i deloplande/regioner

Vandområdedistrikter/regioner er det primære planlægningsplan inden for de nationale planlægningsrammer, når indsatsprogrammerne skal iværksættes på bedrifterne. For bedre at kunne specificere og målrette foranstaltninger synes mange vandområdedistrikter at udvikle operationelle planer for foranstaltninger i deloplande eller tilstrømningsområder eller vandområder, f.eks. i Tyskland og i Skotland. Sidstnævnte planlægger og gennemfører f.eks. foranstaltninger både på nationalt plan og i prioriterede tilstrømningsområder som forklaret i eksemplet nedenfor.

Foranstaltninger kan prioriteres og målrettes i deloplande eller regioner (eller andre mindre og passende hydrologiske enheder) baseret på deres potentielle effektivitet for et bestemt område med hensyn til de mål, de omhandler, og den dominerende type landbrug i området. Desuden kan flere mål eller fordele, som er et resultat af foranstaltningen, tjene som et kriterium, der sikrer synergier med andre miljømål. Systemer med geografiske oplysninger og andre computerstøttede analyseværktøjer har vist sig at være yderst nyttige til prioritering og målretning af foranstaltninger på den mest effektive måde.

Lokal planlægning (f.eks. udvikling af specifikke retningslinjer for lokale behov eller bedriftsplaner med angivelse af individuelle foranstaltninger for bedrifter) fremmer endvidere gennemførelsen og optagelsen af foranstaltninger. Lokalplanlægning kan være ressourceintensiv, men kan gøres mere effektiv uden at gå på kompromis med kvaliteten eller anvendelsen af oplysninger, f.eks. ved at gruppere bedrifterne på baggrund af bedrifternes kendetegn, forvaltningsenheder og/eller deltilstrømningsområder. Vedtagelse af en regional tilgang eller en deloplandstilgang baseret på miljømæssige kendetegn er vigtig for at gøre foranstaltninger mere anvendelige og realistiske for de forskellige økologiske betingelser i hele EU. Det er ligeledes relevant at fokusere på kendetegnene ved en landbrugspraksis. I områder med intensivt opdræt er det andre foranstaltninger, som finder anvendelse, end i områder, hvor markafgrøder er dominerende.

Der kan også være behov for yderligere at identificere forureningskilder for at målrette foranstaltninger på regionalt plan eller deloplandsplan. En klar forståelse af den vigtigste kilde til eutrofiering vil f.eks. gøre det muligt at udvælge passende foranstaltninger som modvægt til de negative virkninger. Her er det vigtigt at fokusere på deloplande eller regional-/lokalområder, eftersom forurening kan stamme fra et meget begrænset område, og hvis foranstaltningerne koncentreres om hovedkilden, vil det derfor skabe effektive resultater

5 http://www.cra-lorraine.fr/fichiers/plaquette-agrimieux.pdf.

16

med den mindst mulige indsats (f.eks. kan kort over erosionsrisici og P-indekser anvendes til at vurdere de områder, hvor risikoen for P-belastningen er forøget).

Endelig kan det, som det kan ses af et eksempel fra Niedersachsen i Tyskland, være nyttigt at udvikle en værktøjskasse med tilgængelige foranstaltninger, mens det er op til regionerne eller deloplandet at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal udvælges. En fleksibel tilgang giver mulighed for at tilpasse de foranstaltninger, som landbrugerne har anvendt og vedtaget, til deres aktiviteters specifikke behov. Der findes en mere eller mindre tilsvarende tilgang i Finland, hvor de har indført et sæt omfattende og motiverende foranstaltninger på nationalt plan. Derefter anvendes der planlægning på regionalt plan eller i vandløbsoplande til at målrette disse foranstaltninger yderligere, f.eks. bredere stødpudezoner og vådlande. Planlægning på regionalt plan eller i vandløbsoplande tjener som udgangspunkt for mere detaljeret planlægning på lokalt plan og endelig på bedrifterne.

Eksempel på bedste praksis: Forvaltning af diffus forurening i Skotland6

Skotlands tilgang til forvaltning af diffus forurening kan tjene som et nyttigt eksempel med hensyn til at kombinere en national tilgang med målretning i deloplande samt til at kombinere en række forskellige værktøjer og foranstaltninger (lovgivningsmæssige og frivillige) for at opnå de ønskede mål. I 2010 indledte det skotske miljøbeskyttelsesagentur (SEPA) et nyt program om arbejde med diffus forurening i landbruget for at opfylde målene i de nyligt offentliggjorte vandområdeplaner. En vigtig del af dette arbejde var etableringen af en interessentgruppe på anmodning fra den skotske regering.

Der er udviklet en totrinstilgang, som har til formål at beskytte og forbedre vandkvaliteten: 1) en national oplysningskampagne med vejledning og uddannelse og 2) en målrettet tilgang til "prioriterede tilstrømningsområder" med efterfølgende indsamling af dokumentation, oplysningskampagner og besøg på bedrifterne for at identificere hotspots, målrette foranstaltninger og give individuel rådgivning om foranstaltninger.

Inden for rammerne af den nationale tilgang anvendes en række foranstaltninger, herunder breve til arealforvaltere, offentliggørelse af artikler i pressen og sammen med partnerorganisationer. Sprog er vigtigt, og miljøforbedringer skal drives af effektive virksomheder.

Tilgangen med "prioriterede tilstrømningsområder" har til formål at opfylde de krævede miljømål gennem en kombination af indsamling af dokumentation, oplysningskampagner og individuelle besøg på bedrifterne for at støtte arealforvaltere i at beskytte og forbedre vandkvaliteten. På bedriftsplan anvendes landbrugsbegivenheder, som er specifikke for

6 Skotland har offentliggjort et supplement til vandområdeplanen "The Rural Diffuse Pollution Plan for Scotland", som indeholder en nærmere beskrivelse af dette område http://www.sepa.org.uk/water/river_basin_planning/diffuse_pollution_mag.aspx. Yderligere oplysninger om de prioriterede tilstrømningsområder for diffus forurening findes på http://www.sepa.org.uk/water/river_basin_planning/dp_priority_catchments.aspx.

17

tilstrømningsområder, pressemeddelelser, radiointerview, postkortinvitationer til begivenheder og twitter. Vandringer i tilstrømningsområder for at identificere risici og hotspots for diffus forurening har været meget vigtige for at få arealforvaltere til at forstå både arten og omfanget af problemet. Genbesøg anvendes til at følge op på bedrifternes fremskridt.

De vigtigste obligatoriske foranstaltninger er vandmiljøloven fra 2011 (The Water Environment (Controlled Activities) (Scotland) Regulations 2011 – også kaldet CAR) og loven om handlingsprogrammet for nitratsårbare zoner (Action Programme for Nitrate Vulnerable Zones (Scotland) Regulations). I CAR findes et sæt enkle generelle bindende regler, som dækker de vigtigste risici for vandmiljøet som følge af landdistrikternes (ikke kun landbrugets) arealanvendelse. Gennemførelsen af denne lovgivning er baseret på rådgivning og vejledning. Sammen med de obligatoriske foranstaltninger anvendes en række frivillige foranstaltninger, vejledningsdokumenter og værktøjer til at hjælpe landbrugerne med at opfylde deres mål, som f.eks. adfærdskodekser, som både er sektor- og forureningsspecifikke, demonstrationsbedrifter og værktøjer til næringsstofforvaltning understøttet af uddannelse. Det skotske program for udvikling af landdistrikter er også en vigtig foranstaltning med finansiering af en række foranstaltninger til forbedring af vandkvaliteten, som rækker videre end den lovpligtige basislinje for god praksis. Lettere prioritering, målretning og dækning af hele tilstrømningsområdet er vigtige elementer for at levere omkostningseffektive foranstaltninger i programmer for udvikling af landdistrikter

Opstilling af en klar tidsplan for indsatsprogrammet

Det anbefales stærkt at opstille en klar tidsplan for indsatsprogrammerne og overvåge udviklingen. Hvis det tydeligt fremgår, at målene ikke er ved at blive opfyldt, bør der overvejes yderligere foranstaltninger, herunder flere krav. Dette spørgsmål kan f.eks. håndteres ved at indarbejde en "plan B" eller en nødplan i planlægningen.

Udvælgelse af finansieringsmekanismer

I henhold til vandrammedirektivet skal der tages hensyn til "dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser", og princippet om, at forureneren betaler, når der træffes beslutning om finansiering og betaling. I henhold til artikel 9 i VRD skal medlemsstaterne sikre, at de forskellige vandanvendelsessektorer yder et passende bidrag til dækning af omkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser. Medlemsstaterne kan i den forbindelse tage hensyn til omkostningsdækningens sociale og økonomiske følger som forklaret f.eks. i vejledningsdokumentet om økonomien og miljøet (CIS Guidance Document on Economics and the Environment)7.

Vandvenlig landbrugspraksis kræver ofte investeringer eller kan omfatte en ændring i landbrugspraksis, som i visse tilfælde kan føre til indtægtstab for landbrugerne. Dette medfører et behov for at sikre, at der findes passende incitamenter, der understøtter en ændret praksis, og at offeromkostningerne ved at anvende vandbeskyttelsesforanstaltninger

7 WFD CIS Guidance Document No. 1. Economics and the Environment – The Implementation Challenge of the Water Framework Directive.

18

efter behov dækkes af tilstrækkelige betalinger. Derudover bør de landbrugere, som opfylder alle de eksisterende krav, opfordres til at fortsætte den gode praksis. Disse opmuntrende incitamenter er sammen med skræddersyede, målrettede og omkostningseffektive foranstaltninger afgørende i forhold til at gennemføre foranstaltninger på bedrifterne.

Baseret på mange erfaringer er det mere sandsynligt, at landbrugerne deltager i frivillige ordninger, hvis de tydeligt kan se fordelene ved disse ordninger, og hvis betalingsstrukturen er acceptabel. Betalinger bør f.eks. ikke kun have til formål at dække indtægtstab og investeringer, men også vedligeholdelse og administration. Endvidere bør betalingerne målrettes, så de er så skræddersyede som muligt (stedsspecifikke), sikre på mellemlang sigt og passende i forhold til de nye krav i den fælles landbrugspolitik. Endvidere kan det være et godt incitament at skabe mulighed for at få betaling for flere økosystemtjenester.

Der findes forskellige typer finansieringsmekanismer, hvoraf nogle allerede er udviklet, mens andre er under udvikling. Disse mekanismer kan opdeles i forskellige dele, herunder foranstaltninger indledt af den offentlige sektor (statsligt eller af en regional eller lokal forvaltning), private foranstaltninger samt markedsmekanismer. Som eksempel kan nævnes:

• Foranstaltninger til udvikling af landdistrikter, herunder miljøvenlige landbrugsforanstaltninger: For at gøre disse foranstaltninger mere effektive er det vigtigt, at vandområdemyndigheder sammen med myndighederne for udvikling af landdistrikter hører landbrugerne og deres organisationer for at nå frem til en fælles forståelse af kravene og betalingssystemet, inden foranstaltningerne gennemføres.

• Strukturfonde som Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og samhørighedsfondene kan yde støtte til opfyldelse af målene i VRD, idet nogle af de projekter, som finansieres i disse ordninger, er forbundet med vandbeskyttelse. Navnlig EFRU er blevet anvendt og kan anvendes til dette formål, men også Samhørighedsfonden kan f.eks. finansiere projekter, der omfatter miljø og transportinfrastruktur, navnlig i de mindst velstående medlemsstater.

• (Initiativer til) privat finansiering og offentlig-private partnerskaber kan formidles af forskellige organer og sammenslutninger af organer, som f.eks. truster, fonde eller borgergrupper. Der kan etableres et potentielt samarbejde med f.eks. jagt- og/eller fiskeriforeninger og med andre organer, som drager fordel af de planlagte foranstaltninger og kan fungere som sponsorer. Der findes flere muligheder for sponsorater, som kan bidrage til at opfylde målene i VRD: Der kan eksempelvis opkøbes jord, som tages ud af produktion, eller der kan ydes betaling for at have en bestemt type produktion eller anvendelse. Ud over privat finansiering kan offentlig-private partnerskaber også tjene som en potentiel finansieringsmekanisme til forbedring af mængden eller kvaliteten af vand, f.eks. i form af betalinger for økosystemtjenester. Selv om privat finansiering og offentlig-private partnerskaber ofte er begrænset til mindre og særlige tilfælde, findes der eksempler på, at de har virket, navnlig i tilfælde, hvor vandleverandører eller andre vandbrugere har haft en særlig interesse i at bevare vandets kvalitet og mængde. I Vosges-området (FR) har et vandværk indgået kontrakter med landbrugere om at mindske anvendelsen af næringsstoffer. Et andet eksempel er de såkaldte landskabsfonde i Nederlandene,

19

som består af betalinger foretaget i forbindelse med køb af bolig i et landdistrikt. Tillægsbetalingen gemmes i en fond, som vil blive anvendt til at bevare landskabet8.

• Et andet eksempel på en innovativ tilgang til finansiering er betalinger for økosystemtjenester. Dette er undersøgt i detaljer, f.eks. i Nederlandene, hvor det anvendes under kataloget for tjenester til genoprettelse af naturen (Catalogus groenblauwe diensten)9. Kataloget blev godkendt i 2008 under EU's statsstøtteregler og fungerede som værktøjskasse med nye instrumenter til vandforvaltning. Det fremmer en innovativ praksis på forskellige forvaltningsplaner at hjælpe landbrugere og kollektiver til at gennemføre vandbeskyttelsesforanstaltninger. Ud over kataloget blev der gennemført en undersøgelse for at identificere andre økonomiske instrumenter, der anvendes til at stimulere landbrugsmæssige vandforvaltningsforanstaltninger og ordninger til betaling for økosystemtjenester. Disse ordninger er frivillige og øverst i kataloget og andre aktuelle politikker. Betalingsordningerne kendetegnes ofte ved, at betalingerne er rettet mod indledende investeringer til vedligeholdelse eller værdiforringelsen, men ikke mod økosystemtjenester. Betalingerne afhænger af regionale omstændigheder, og der er ofte ikke nogen direkte forbindelse mellem finansieringskilder (efterspørgsel) og økosystemleverandører (udbud).10

• Auktioner og udbudssystemer undersøges i øjeblikket og er under udvikling i mange lande. Udbud vedrørende vandkvalitet anvendes til at afsløre offeromkostningerne i forbindelse med ændret landbrugspraksis og hjælpe politikerne med at forstå de potentielle omkostninger ved forkert fordeling af offentlige ressourcer og konstruere bedre metoder til at opnå bedre vandkvalitet. Lande eksperimenterer med forskellige udbudssystemer, hvilket kan føre til positive resultater. Som eksempler kan nævnes pilotprojekter med auktioner i Tyskland, som f.eks. Nordheim-projektet i Nordrhein-Westfalen og "Bluehendes Steinburg"-projektet11. Pilotprojekterne kan imidlertid også vise flere risici: Efter flere auktionsrunder samarbejder landbrugerne og er enige om priserne, navnlig hvis antallet af potentielle deltagere er begrænset. I sådanne tilfælde forsvinder systemets økonomiske fordele. Derudover har det vist sig at være vanskeligt at finde en passende verificerbar indikator, som udbudssystemet kan baseres på. På samme måde er disse foranstaltninger ikke altid de mest hensigtsmæssige med hensyn til vandforvaltning, eftersom der er en større forskellighed, som i første omgang fører til større omkostningsforskelle end i tilfælde af biodiversitet.

• Resultatbaseret betaling er også afprøvet og udviklet med det formål at belønne økologiske tjenester i landbruget. Hensigten hermed er at imødegå ulemperne ved de

8 www.nederlandmooi.nl; www.streekrekeninghetgroenewoud.nl/ 9 Catalogus Groen Blauwe Diensten, http://www.groenblauwediensten.nl/pages/home.aspx (findes kun på nederlandsk). 10 Arcadis,2010. Verkenning innovatieve economische instrumenten voor agrarische watermaatregelen: Overzicht van praktijkstudies, Rijkswaterstaat Waterdienst http://www.helpdeskwater.nl/publish/pages/26880/verkenning_innovatieve_economische_instrumenten_voor_agrarische_watermaatregelen_overzicht_van_praktijkstudies_2010.pdf. 11 Yderligere oplysninger om "Bluehendes Steinburg"-projektet i Nordrhein-Westfalen findes på: http://www.nlwkn.niedersachsen.de/live/live.php?navigation_id=8247&article_id=45185&_psmand=26.

20

eksisterende programmer ved at konstruere betalingsordningen, så den i højere grad er baseret på markedsmekanismer som udbud og efterspørgsel for at måle transaktionsomkostningerne for landbrugerne. Resultatbaserede betalinger er potentielt en innovativ finansieringsmekanisme, som kan vise sig at være omkostningseffektiv for miljøvenlige landbrugsordninger. I Tyskland er der med stor succes gennemført resultatbaserede tilgange til biodiversitet og vandbeskyttelse med henblik på at opnå større nitrateffektivitet. Dette er tilfældet i Niedersachsen12.

• Afgifter, der opkræves af landbrugssamfund, og anvendelse af indtægter til miljøformål eller fremme af anvendt forskning. Afgifter kan være effektive, men igen anbefales det, at repræsentanter for landbrugssamfund inddrages i planlægningen af sådanne afgifter og træffer beslutning om anvendelsen af indtægter med henblik på at få en generel accept af systemet. Det er bl.a. en udfordring, at afgifterne ikke nødvendigvis geninvesteres korrekt, og der kan eventuelt forekomme visse kontraproduktive virkninger i denne type skatteforanstaltninger. Sverige opkrævede f.eks. en nitrogenafgift i perioden 1994-2009, men den blev afskaffet i januar 2010, fordi den blev opfattet, som om den reducerede svenske landbrugeres konkurrenceevne (ingen andre medlemsstater havde en lignende afgift), anvendelsen af mineralgødning var faldet, og afgiften løste ikke problemet med nitrogenforurening fra husdyrkilder. Et andet eksempel er fra Tyskland, hvor der er blevet anvendt afgifter på spildevand og i visse tilfælde på brug af vand. De opkrævede afgifter geninvesteres for at betale for foranstaltninger, der opfylder målene i VRD, f.eks. gennem miljøvenlige landbrugsordninger13. Ligeledes opkræver vandagenturer i Frankrig gebyrer baseret på udvinding og udledning fra brugerne (nationale, industrielle, landbrugsmæssige), hvoraf en del fordeles til landbrugerne, f.eks. til beskyttelse af vandkvalitet og drikkevand i tilstrømningsområderne, på betingelse af ændret landbrugspraksis og gennemførelse af miljøvenlige landbrugsforanstaltninger (f.eks. omlægning til økologisk landbrug og en reduktion i anvendelsen af pesticider på 30 %). Dette sker navnlig ved hjælp af en afgift på pesticider, der delvis har til formål at reducere anvendelsen af fytosanitære produkter i Frankrig ("Ecophyto 2018"). I Portugal er der en lov14, som har til formål at genvinde omkostningerne ved vandtjenester, herunder afgifter på brug af vand og udledning af spildevand. Indtægterne skal anvendes til at sikre mere effektiv brug af vand, vandkvalitet og dermed forbundne økosystemer.

• Med hensyn til vandmængde kan der ydes støtte til investeringer i hydrauliske netværk med henblik på at spare vand (modernisering af kanaler, opbevaring af vand). I Flandern opkræves en afgift for indvinding af grundvand som led i den vandmængde, som findes i grundvandsområdet. I Nederlandene opkræver provinserne en grundvandsafgift på indvinding af grundvand. Pengene fra denne afgift er øremærket til undersøgelser og foranstaltninger til bekæmpelse af afvanding Ud over denne grundvandsafgift opkræver Nederlandene en anden grundvandsafgift,

12http://literatur.vti.bund.de/digbib_extern/bitv/dk038383.pdf. 13 Et overblik over gebyrer for vandindvinding i Tyskland findes på: http://www.netzwerk-laendlicher-raum.de/fileadmin/sites/ELER/Dateien/05_Service/Publikationen/LandInForm/PDF-Downloads/LandInForm_2009_4_Fokus.pdf, s. 22-23. 14 Regime Económico e Financeiro dos Recursos Hidricos" - REF - lovdekret 97/2008.

21

hvorfra indtægterne indgår direkte i statsbudgettet. Denne grundvandsafgift har til formål at reducere brug af grundvand og dermed stimulere bæredygtig brug af grundvandskilder.15

Eksempel på bedste praksis: Vandbrugerforeningers rolle i moderniseringen af et kunstvandingsdistrikt i Mula, Spanien

I vandområdedistriktet Mula er samarbejde med vandbrugerforeninger blevet brugt til at fremme de økonomiske principper i henhold til VRD (tilskyndelse i form af prissætning, dækning af omkostninger samt princippet om, at forureneren betaler) og forsigtig forvaltning af vandressourcer. Mula-regionen er kendetegnet ved sparsomt nedbør og høj evapotranspiration. Alle rettigheder til grundvand og overfladevand ejes i fællesskab af alle landbrugerne i vandbrugerforeningen. Den finansielle forvaltning af kunstvandingskooperativet fungerer som følger:

• Hver enkelt landbruger har en vandkonto, hvor al tildeling og træk af vand kan ses

• Hver enkelt landbruger har sin egen vandkontobog, hvor brug af vand og gødning registreres

• Vandkvoten tildeles den enkelte landbruger baseret på vandets tilgængelighed og kan ændres hver måned

• Landbrugere kan også udveksle kvoter inden for kunstvandingsområdet

• Vandforsyningsforeningen er ansvarlig for at tildele kvoterne korrekt

• Ubrugte kvoter returneres til foreningen, og den enkelte landbruger betaler ikke for dem, men kompenseres heller ikke for ubrugte kvoter.

Miljøovervågning til støtte for udvælgelse af foranstaltninger

I henhold til VRD skal gennemførelsen af indsatsprogrammerne og deres virkninger overvåges (artikel 8). Ud over en mere traditionel overvågning af vandets tilstand, som skal gennemføres i henhold til VRD for at kontrollere, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at opfylde målene, er der også behov for at overvåge eller analysere spørgsmål på bedriftsplan. Denne overvågning på bedriftsplan og indsamling af miljøoplysninger samt formidling af oplysninger direkte til landbrugerne er meget vigtig og kan være et stærkt og gennemsigtigt element til støtte for behovet for at træffe videre foranstaltninger. Den direkte formidling af resultater til landbrugere hjælper dem med at gennemføre foranstaltninger og giver endvidere mulighed for at overvåge landbrugernes opmærksomhed. Det er vigtigt at finde ud af, om landbrugerne har adgang til oplysninger om

15 Rob van der Veeren, 2011. Financing Water Resources Management in the Netherlands, final report OECD, http://www.helpdeskwater.nl/publish/pages/26880/final_version_report_oecd.pdf.

22

eventuelle foranstaltninger, hvilke foranstaltninger der allerede findes, og om oplysningerne gav dem mulighed for at ændre deres adfærd.

Eksempler på bedste praksis: Eksisterende overvågningsaktiviteter

• Danmark har haft et overvågningsprogram i over 20 år på seks små (5-15 km2) repræsentative landbrugsarealer. Denne overvågning omfatter årlige samtaler med landbrugere med henblik på at samle oplysninger om relevant landbrugspraksis samt kvantitativ overvågning af N- og P-koncentrationer i jordvand, afløbsvand, øvre grundvand og vandløb. Samtalerne på bedrifterne gennemføres hvert efterår af personale fra landbrugets rådgivningstjenester, og det er frivilligt, om landbrugerne ønsker at deltage. Dataene samles i modeller til beregning af næringsstofbalancer og udvaskningsniveau og er i tidens løb blevet brugt til at dokumentere virkningen af forskellige miljøvenlige landbrugsforanstaltninger. Tidligere støttede denne overvågning gennemførelsen af nationale miljømæssige vandhandlingsplaner og giver fortsat nyttige oplysninger om udvælgelse af foranstaltninger på bedriftsplan. Fremover vil overvågningsprogrammet for landbrugsområderne stadig give de nødvendige oplysninger til fortolkning af landbrugsdata. Det forventes imidlertid, at der vil være større fokus på anvendelsen af de registrerede landbrugsoplysninger (f.eks. data fra obligatoriske gødningskonti), eftersom disse er geografisk fordelt og dermed muliggør fortolkninger i forskelligt omfang.

• Prioriteret overvågningsarbejde: I Tyskland vælges der to sæt overvågningspunkter - 250 prøvetagningspunkter og et særskilt netværk med "mistænkelige" punkter, som skal overvåge foranstaltningernes effektivitet.

• Virkningerne af enkelte (eller flere) foranstaltninger eller en blanding af foranstaltninger kan vurderes gennem overvågning af vandkvaliteten, men dette har ind imellem vist sig at være ret vanskeligt og arbejdsintensivt. Overvågning på bedrifterne kan på mange måder være en hjælp her. Potentiel udvaskning af næringsstoffer kan f.eks. vurderes ved at overvåge jorden og med enkle jordanalysemetoder. I Finland anbefales denne metode f.eks. som led i programmet for miljøvenligt landbrug.

• I Nederlandene findes en database16 over foranstaltninger og deres virkninger. Derudover findes der et værktøj til vurdering af de forskellige foranstaltningernes virkning i forhold til at opnå GES17. I dette værktøj sker der en forbindelse med nye/faktiske overvågningsdata.

• I Sverige findes der et specifikt pesticidovervågningsprogram, som er gennemført på små landbrugsarealer. Programmet udgør en del af et større program med fokus på næringsstoffer. Programmet omfatter også løbende vurderinger af holdningsændringer og ændringer i bedrifternes praksis.

16www.informatiehuiswater.nl 17 http://public.deltares.nl/display/KRWV/KRW-Verkenner.

23

• Den vallonske og flamske region i Belgien har et system baseret på nitrogen, som kan udvaskes, til at følge op på virkningerne af nitratdirektivets handlingsprogram. I begge regioner anvendes resultaterne af overvågningen af nitrogen, som kan udvaskes, som et instrument i kontrolpolitikken for nitratdirektivets handlingsprogram.

• En kombination af overvågning og modeller (f.eks. analyse af transporten og tilbageholdelse af næringsstoffer i vandløbssystemer og undersøgelse af forvaltningsinitiativer som MONERIS i Danmark og Tyskland) i de politiske forberedelser kan hjælpe med at håndtere eksisterende og nye miljømæssige belastninger samt give værdifulde argumenter for kommunikation til interessenter og landbrugeres anvendelse af frivillige foranstaltninger.

• I 2008 udarbejdede Irland et program for landbrugsarealer (Agricultural Catchments Programme) for at overvåge effektiviteten af foranstaltningerne i nitratdirektivets handlingsprogram, som er det vigtigste landbrugsmæssige element i indsatsprogrammerne. Seks landbrugsarealer, som dækker en række vigtige landbrugsmæssige typologier, har fået til opgave at overvåge N- og P-kilder og veje til tab til overflade- og grundvandsområder. Biofysiske data kombineres med en socioøkonomisk vurdering af landbrugernes holdninger, og en intensiv rådgivningstjeneste er et af programmets hjørnesten. Dette overvågningsprogram udgør et omfattende hydrologisk, økologisk, økonomisk og holdningsmæssigt udgangspunkt for irsk landbrug i henhold til aktuelle lovgivningsstandarder.

• Finland overvåger effektiviteten af de anvendte foranstaltninger i ordningen for miljøvenligt landbrug. Forskningen, som foretages løbende, omfatter bl.a. overvågning af ændringer i landbrugspraksis, brug af næringsstoffer og ændringer i biodiversitet.

• Det engelske arealfølsomme landbrugsleveringsinitiativ overvåger anvendelsen af foranstaltninger til rådgivning af bedrifterne, som reducerer landbrugets virkninger. Dette kan forbindes med overvågnings- og modelresultaterne og vise rådgivningsforanstaltningernes virkninger på vandområderne.

Eksempel på bedste praksis: Overvågning af kunstvandet landbrug i vandløbsoplandet Ebro (Spanien)

I Spanien er overvågning og gennemførelse af foranstaltninger i kunstvandet landbrug yderst relevant for målet om god tilstand. Et af de vigtigste emner er overvågning og forvaltning af vand, som kan udvaskes, fra kunstvanding, der medfører koncentrerede mængder af nitrater og salte. I større kunstvandede områder samles hovedparten af dette vand i afløbssystemet og udledes i strømme og vandløb. I Ebro-vandløbsdistriktet blev der udvalgt vigtige deloplande, hvor kunstvandingen i høj grad er dominerende. I disse områder er der gennemført er særligt netværk for udledning fra kunstvanding, som overvåger den daglige strøm og indholdet af salte og nitrater. Dette netværk tilvejebringer globale data for alle vanddistrikter hvert år, herunder effektiviteten af vandanvendelse og udledning af forurenende stoffer pr. hektar. Netværket er gennemført i tæt samarbejde med brugerne i landbrugs- og kunstvandingsforeninger, forskere og forvaltning. Samarbejdet mellem kunstvandingssamfundene effektiviserer overvågningen gennem udveksling af oplysninger.

24

I dag overvåger netværket i Ebro-oplandet fem oplande, svarende til i alt 215.000 hektar eller 22 % af de vandede arealer.

Indsatsprogrammet for Ebro-vandløbsdistriktet omfatter flere foranstaltninger, der mindsker mængden af udledt vand fra kunstvanding, øger effektiviteten, også gennem genanvendelse af vand, der kan udvaskes inden for kunstvandingsdistriktet, og som følge deraf reducerer den samlede eksport af diffuse forurenende stoffer til vandområderne."

Overvågningen er et vigtigt og afgørende element i forhold til at støtte og bidrage til udvælgelsen og gennemførelsen af landbrugsforanstaltninger i indsatsprogrammerne. Som altid med hensyn til overvågningsaktiviteter er kvalitetssikring og kvalitetskontrol lige vigtigt. I forbindelse med landbrugsmæssig vandbeskyttelse er der en særlig udfordring i form af et behov for langsigtet sporing af virkningerne af udviklingen inden for landbrugspraksis vedrørende vandkvalitet. Kombineret anvendelse af overvågning og modeller og bedre målretning af overvågningsarbejdet er gode eksempler på udvikling af yderligere overvågningsaktiviteter og håndtering af nogle af de eksisterende udfordringer. I Frankrig blev der f.eks. identificeret flere områder, som kunne være disponeret for vandknaphed ("Zones de Répartition des Eaux"), og der er i højere grad fokuseret på at overvåge disse områder. Der blev iværksat undersøgelser, der følger op på vandressourcer og -brug, og hver vandbruger fik tildelt en vis mængde vand (til drikkevand, landbrug og industri). Disse undersøgelser, som blev analyseret for vandløbsoplande og fremstillet i en gennemsigtig proces for interessenterne under en høring, definerede det økologiske flow i forhold til at nå vandrammedirektivets mål.

Oprettelse af et håndhævelsessystem

Vandpolitik er ikke noget nyt i EU. Der findes en lang tradition med vandforvaltning i hele Europa. Vandforvaltninger er udviklede enheder, som har en lang historik og er godt etableret. Dette kan ses i et udviklet system med vandforvaltning, som VRD er baseret på. I alle medlemsstater er der kontrol med de administrative systemer i forhold til at anvende vand, udlede vand eller ændre vandområder.

VRD giver mulighed for yderligere udvikling og harmonisering af krav, og i de fleste tilfælde er det allerede blevet gennemført i perioden 2003-2009 i forbindelse med gennemførelsen af VRD, enten i lovgivning og/eller i forskrifter. For at gennemføre VRD korrekt bør det sikres, at håndhævelsessystemerne fuldt ud passer til foranstaltningerne på bedrifterne.

Spørgsmålet om håndhævelsessystemer blev drøftet på CIS-konferencen om "anvendelse af EU's vandpolitik på bedrifterne" (Louvain-la-Neuve 2010), hvor følgende idéer blev drøftet:

• Obligatoriske foranstaltninger og frivillige foranstaltninger skal alle kontrolleres for at sikre, at de er gennemført korrekt.

• Der bør opnås en betydelig kontrol med obligatoriske foranstaltninger for landbrugere og foranstaltninger gennemført frivilligt af landbrugerne.

25

• Kontrollen bør ikke fokusere på administrative spørgsmål, men på praksis, som kan skade miljøet. Det er således vigtigt at anerkende, at kontrol med forskellige mål kræver forskellige tilgange.

• Landbrugere bør deltage i kontrollerne, da de dermed får feedback, som sikrer, at de bedre kan forstå miljøspørgsmål.

• Kontrollen bør udvikles på et solidt videnskabeligt grundlag og bør fokusere på prioriterede spørgsmål og ligge så tæt op ad bedrifternes rutiner som muligt for at mindske eller undgå en bureaukratisk byrde.

• Andre former for (ikke-forvaltningsmæssig) kontrol bør anerkendes, idet de er et effektivt middel til at kontrollere negative miljøkonsekvenser – herunder miljøstandarder, der indarbejdes i mærkning af fødevarer, og forbrugere, som derfor håndhæver miljøstandarder.

• Som anerkendt i analysen af bedriftsrådgivningsordninger18 anbefales det at skelne tydeligt mellem kontrol (kontrol og inspektioner, der kan føre til sanktioner) og rådgivning.

Eksempel på bedste praksis: EWP's vandforvaltningsprogram

European Water Partnership (EWP) har udviklet et vandforvaltningsprogram (European Water Stewardship Scheme – EWS), som definerer effektive og gennemførlige bæredygtige vandforvaltningsstrategier for vandbrugere, herunder landbrugere, i Europa og i vandløbsoplande. EWS omfatter retningslinjer/standarder samt en tjekliste for landbrugere, som kan hjælpe dem med at ændre praksis til bæredygtig vandanvendelse, -forvaltning og -styring. Ordningen har endvidere til formål at belønne bæredygtig praksis under hensyntagen til EU's politikker og fremme anvendelse af vandrammedirektivet.

Landbrugerne i pilotlandene og bedrifterne har deltaget aktivt i at udvikle og afprøve EWS. Vurderingen af vandforvaltningsprogrammets pilotbedrifter vil give flere oplysninger om mulighederne for at bidrage til gennemførelsen af landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD19.

18 KOM(2010) 0665, Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af bedriftsrådgivningsordningen i henhold til artikel 12 og 13 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009.

19 http://www.ewp.eu/activities/water-stewardship/faq/.

26

4. Fra et bedriftsmæssigt perspektiv: klare foranstaltninger nødvendige for at beskytte vandområder

Landbrugsforanstaltninger i henhold til VRD kendes nu

Som nævnt i kapitel 1 er landbrugsmæssige foranstaltninger generelt allerede velkendte og er beskrevet i oversigten over foranstaltninger, som blev iværksat af GD for Miljø for at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre VRD. En førsteudgave af oversigten over foranstaltninger blev frigivet i 2008, og i 2010 udkom en opdatering baseret på resultaterne af de to vurderinger af programmer for udvikling af landdistrikter og udkast til vandområdeplaner. Vandområdenetværket har også deltaget i tilpasningen. Oversigten omfatter 85 foranstaltninger med beskrivelser (definition, primære virkninger, tid, gennemførelse, effektivitet mv.), eksempler og referencer. Vandområdenetværket har indledt en grundig vurdering af de udvalgte vigtige foranstaltninger, som vil give yderligere oplysninger, f.eks. om gennemførelse, accept og sociale/finansielle/juridiske aspekter af de enkelte foranstaltninger.

Bestemmelserne i VRD omhandler generelt den måde, hvorpå vandet indvindes og udledes, eller aktiviteter, som udgør en del af den landbrugspraksis, som har en direkte indvirkning på kvaliteten, kvantiteten eller den fysiske tilstand af vandmiljøet. Den følgende liste viser disse bestemmelser gennem eksempler på potentielle fejl som følge af obligatoriske foranstaltninger på bedrifterne:

• Indvinding af vand til kunstvanding uden tilladelse (artikel 11, stk. 3, litra e), i VRD)

• Udledning af spildevand direkte til vandløb eller indirekte ved hjælp af perkolering gennem jorden uden en tilladelse (artikel 11, stk. 3, litra g) og j), i VRD)

• Anvendelse af pesticider, som ikke stemmer overens med reglerne (anvendelsestidspunkt, pesticidtype, anvendelse i nærheden af vandløb mv.) (artikel 11, stk. 3, litra h), i VRD)

• Ændring af et vandområdes bredzone uden tilladelse (artikel 11, stk. 3, litra i), i VRD)

Landbrugere skal have tydelige oplysninger om, hvad vi forventer af dem med henblik på at nå målene i VRD

Landbrugerne kræver et tydeligt og konsekvent budskab om, hvilke foranstaltninger der skal gennemføres, under hensyntagen til, at landbrugerne ud over at bidrage til vandbeskyttelse også anmodes om at forvalte jordressourcer på bæredygtig vis, beskytte biodiversiteten og mindske udledningen af drivhusgasser. Den ansvarlige vandområdemyndighed skal sikre, at oplysningerne om vandbeskyttelsesforanstaltninger på bedriftsplan er så tydelige og gennemsigtige som muligt.

27

I denne henseende er det af største betydning, at landbrugerne underrettes om målene i henhold til VRD og de obligatoriske og frivillige foranstaltninger. Hvis landbrugerne ikke er velinformerede, kan målene synes uopnåelige og medføre manglende handling. Ud over tidlig inddragelse af interessenterne i udarbejdelsen af foranstaltninger er der behov for løbende intensiv kommunikation med landbrugere og deres repræsentanter.

Landbrugere skal have oplysninger om, hvordan de ændrer deres praksis til mere bæredygtigt landbrug, og hvordan de undgår juridiske overtrædelser, men i stadig højere grad også om, hvordan de godtgøres for at yde miljømæssige tjenester. Alle oplysningerne, f.eks. en liste over foranstaltninger i henhold til VRD, som de skal eller opfordres til at gennemføre, bør være let tilgængelige for landbrugerne.

En korrekt gennemførelse af VRD kræver en tydelige liste over foranstaltninger på bedriftsplan

En korrekt gennemførelse af VRD kræver, at den ansvarlige myndighed er i stand til for alle bedrifter i vandløbsoplandet tydeligt at specificere, hvilke obligatoriske foranstaltninger i VRD, som skal gennemføres, og hvilke frivillige foranstaltninger som kan gennemføres for at bidrage til at opnå miljømålene for vand i vandløbsoplandet. Endvidere er der behov for en liste over obligatoriske foranstaltninger for at kontrollere, om landbrugerne i området overholder VRD.

Gode eksempler på, hvordan en sådan liste over obligatoriske og frivillige foranstaltninger kan kommunikeres, kan findes i Det Forenede Kongerige. Her er dokumentet "Water for life and livelihoods – River Basin Management Plan Anglian River Basin District", som indeholder en liste over obligatoriske og frivillige foranstaltninger samt en strategi for, hvordan de skal gennemføres, blevet offentliggjort20. Dette er sket for alle 11 engelske vandområdedistrikter.

Landbrugere skal forstå, hvorfor der er behov for foranstaltninger

Det er vigtigt at forklare bevæggrundene bag foranstaltningerne i henhold til VRD. Det betyder bl.a., at oplysninger om de virkninger, som landbrug har på vandmiljøet, bør formidles sammen med oplysninger om de omkostninger, som vandkunder betaler for at rense vandet. Spørgsmål til besvarelse kan f.eks. være:

Hvorfor er disse obligatoriske foranstaltninger valgt? Hvorfor skal vi blande dem sammen med disse frivillige foranstaltninger? Hvad er de samfundsmæssige fordele ved at ændre landbrugspraksis? Hvilke forbedringer kan der opnås og inden for hvilken tidsramme?

Mange foranstaltninger, som støtter vandbeskyttelse, har vigtige konsekvenser for ressourceeffektiviteten og dermed kort- og langsigtede økonomiske fordele for landbrugere. Ved at reducere tilførslen og dermed beskytte naturressourcerne kan landbrugerne også

20 Environment Agency, (2009) Water for life and livelihoods – River Basin Management Plan, River Basin Management Plan Anglian River Basin District. http://wfdconsultation.environment-agency.gov.uk/wfdcms/en/anglian/Intro.aspx.

28

spare finansielle ressourcer. Det er afgørende at indarbejde disse aspekter af ressourceeffektivitet, når budskabet formidles til landbrugerne. I forhold til udvaskning af næringsstoffer betyder en mere effektiv tilførsel f.eks., at "det, der ikke tabes til vandløb, vindes til planteproduktion/bedriftsøkonomi”.

Et andet vigtigt element, som skal deles med landbrugerne, er oplysninger om omkostningseffektiviteten af de foreslåede/krævede foranstaltninger. Analyser af omkostningseffektivitet omfatter de økonomiske konsekvenser af foranstaltninger på forskellige bedriftstyper og lokale situationer. Der bør også tages højde for såvel foranstaltningernes investeringsomkostninger og drifts-/forvaltningsomkostninger, sidstnævnte ved at integrere foranstaltningerne i bedriftens daglige drift. I visse tilfælde kan det imidlertid være vanskeligt at udlede omkostningseffektiviteten for alle foranstaltninger og alle situationer. Dette kan skyldes, at det kan være kompliceret at vurdere nettoeffekten af en enkelt foranstaltning, selv om de direkte omkostninger er lette at kvantificere.

WAgriCO-projektet i Niedersachsen i Tyskland har fremhævet, hvordan aspekter i forbindelse med omkostningseffektivitet kommunikeres:

Eksempel på bedste praksis: WAgriCo-projektet

Water Resources Management in Cooperation with Agriculture (WAgriCo) er et demonstrationsprojekt under EU-Life, som har til formål at afprøve samarbejdsmuligheder mellem vandressourceforvaltning og landbrug for at reducere diffus forurening. Målet med projektets resultater er en bæredygtig opnåelse af miljømålene for grundvand i henhold til artikel 4 og 7 i vandrammedirektivet.

Projektaktiviteterne finder sted i Tyskland (Niedersachsen) og Det Forenede Kongerige (pilotområder inden for vandindvindingsområderne Frome, Piddle og Wey i Dorset). De bygger på vellykket tidligere arbejde med vandbeskyttelse, som f.eks. "vandbeskyttelsesområderne" i Niedersachsen og det frivillige initiativ vedrørende pesticider i Det Forenede Kongerige. Målgrupperne er de lokale landbrugssamfund. Under projektet er der udarbejdet rapporter og undersøgelser, ligesom der er udviklet et program med foranstaltninger om løsninger. De vigtigste mål er:

• Udarbejdelse af en værktøjskasse med foranstaltninger for landbrugere, land- og vandforvaltere med henblik på at mindske omkostninger til diffus forurening effektivt

• Udvikling af en ny tilgang til forbedring af bedrifternes forvaltning af næringsstoffer, som er rettet mod at frembringe innovative resultater

• Identificering af muligheder for at integrere vandbeskyttelse med ordninger for miljøvenligt landbrug for at støtte bæredygtig vandressourceforvaltning i pilotområderne

• Vurdering af omkostninger i forbindelse med omfattende programmer med foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet.

En projektrapport, som er særligt relevant for en vellykket gennemførelse af foranstaltninger

29

på bedrifterne, er bilag 39 i den endelige rapport om "micro- and macro economic analysis"21, som indeholder en vurdering af omkostninger baseret på offentlige overførselsbetalinger til landbrugere for de valgte frivillige foranstaltninger. Disse omkostninger samt antagelsen om miljøvirkninger anvendes til at beregne omkostningseffektiviteten. Den økonomiske analyse identificerede de sandsynlige realomkostninger i forbindelse med at gennemføre reduktionsmetoder og potentielle metoder til at imødekomme disse omkostninger gennem ordninger for miljøvenligt landbrug, bedriftsforsikring mv. for bedrifter, som er typiske for landbruget på pilotområdet.

Resultatet af den økonomiske analyse viste, at selv om det ikke er muligt at vurdere omkostningseffektiviteten af forskellige foranstaltninger uden oplysninger om, i hvilket omfang de reducerer forurening, er det klart, at landbrugerne i høj grad skal opfordres til at vedtage afbødningsmetoder, som kan indføres uden nettoomkostninger, er faciliteringstilgangen en relativt omkostningslav metode til at informere landbrugerne om metoder, som kan reducere diffus forurening, og at det er dyrt at gennemføre foranstaltninger baseret på at reducere anvendelse af gødning til under anbefalingerne eller omdanne landbrugsjord til omfattende græsarealer, når kornpriserne er høje.

Landbrugerne skal forstå, hvordan foranstaltningerne gennemføres

Landbrugernes forståelse af, hvordan foranstaltningerne gennemføres, kan øges betydeligt, ganske enkelt ved at udvikle gennemførelsen sammen med dem (eller deres repræsentanter). Dette garanterer blandt andet, at foranstaltninger er konstrueret på en praktisk måde. Nogle af foranstaltningerne i indsatsprogrammerne kan være udfordrende, f.eks. fordi de er nye eller teknisk krævende og kræver avanceret specifik viden eller specifikke teknologier (f.eks. etablering af vådområder). Jo mere teknisk krævende foranstaltningerne er, jo mere rådgivning og støtte er der behov for for at sikre en korrekt og effektiv gennemførelse.

Oplysninger til landbrugerne

Landbrugere kan informeres på mange måder. De kan få oplysningerne direkte fra en forvaltning, miljø- og landbrugsagenturer, lokale vandnævn eller -kommissioner, landbrugsorganisationer, ngo'er og meget vigtigt rådgivningstjenester eller demonstrationsbedrifter.

Mange forskellige informationsmuligheder og -kilder kan imidlertid være et problem, eftersom dette gør det nødvendigt at tilpasse budskabet med henblik på at undgå uoverensstemmelser i oplysningerne. Derfor er det, hvor det er muligt, en fordel med en vis form for hierarki, der giver en grad af forvaltning og kvalitetskontrol af formidlingen af

21 Crabtree, J.R., Wightman, B., Morgan J. (2008) Water Resources Management in Cooperation with Agriculture (WAgriCo) - Micro-Macro Economic Analysis Final Report Annex 39-UK, kan ses på: http://www.wagrico.org/publishor/system/component_view.asp?LogDocId=140&PhyDocId=167.

30

oplysninger. I det omfang, det er muligt, bør informationsstrømmen direkte til landbrugerne forvaltes af en enkelt kilde (endda en enkelt person på en given placering), som er velkendt og betroet i landbrugssamfundet. Den skotske model med at anvende rådgivningsgruppen for forvaltning af diffus forurening (Diffuse Pollution Management Advisory Group) bestående af interessenter til at gennemføre planen for diffus forurening har været vellykket med hensyn til at forvalte udveksling af oplysninger i praksis22.

Der findes forskellige typer formidlingsmuligheder med hensyn til at øge landbrugernes viden om foranstaltningerne (se tabel 2). Der kan f.eks. opnås en del ved at involvere mellemgrupper i at yde vejledning. Inddragelse af landbrugerne (gruppepres), som har praktisk erfaring med god praksis i forhold til at dele disse erfaringer med andre landbrugere, kan være en meget effektiv metode til at tilskynde til vedtagelse af god praksis. Etablering af rådgivningstjenester for bedrifterne, som rækker videre end den nuværende bedriftsrådgivningsordning i forbindelse med krydsoverensstemmelse, er afgørende for udvekslingen af viden. For at forbedre oprettelsen og anvendelsen af sådanne tjenester kan der fås finansiel støtte fra programmerne for udvikling af landdistrikter. Specialistrådgivere, som finansieres af regeringen, er en anden mulighed. Derudover anbefales det at udnytte de eksisterende rådgivningstjenester fuldt ud, som landbrugerne ofte også anerkender. Interaktion med uddannelsesinstitutioner ses også som en mulighed for at sikre, at både uddannelsesinstitutioner og landbrugere er opdaterede med de tilgængelige oplysninger. Foreninger af unge landbrugere giver også mulighed for at uddanne den næste generation af unge landbrugere.

Under alle omstændigheder skal det sikres, at der er fornuftige rådgivningstjenester eller veluddannede rådgivningsspecialister til rådighed for landbrugerne.

Tabel 2: Typer af facilitatorer i landbrugssektoren

Type af facilitator Eksempler

Mellemgrupper

• Interessentanførte forvaltningsgrupper (f.eks. skotske DPMAG)

• Lokale organer - vandløbs- eller fiskerigrupper • Lokalforvaltning/kommunalråd • Rådgivere (se kolonnen nedenfor) • Fagforeninger/organisationer for landbrugere • Landbrugskamre • Ngo'er • Kollektive forvaltningsstrukturer for kunstvandingsnetværk • Landbrugskooperativer

Anvendelse af gruppepres • "Landbrugsmestre" • Bedriftsbaserede besøg/eksempler på god praksis • Casestudier

Rådgivere • Betaling for rådgivningstjenester/udvidelsestjenester gennem programmer for udvikling af landdistrikter

• Specialistrådgivere, f.eks. rådgivere om miljøvenligt

22 Se http://www.sepa.org.uk/water/river_basin_planning/diffuse_pollution_mag.aspx.

31

Type af facilitator Eksempler

landbrug • Offentlige eller private

Uddannelse • Landbrugskurser • Miljøkurser • Foreninger af unge landbrugere • Genopfriskningskurser/erhvervsuddannelse

Forvaltning • Opmærksomhed på lovgivningsmæssig kontrol

Vandindustri • Opmærksomhed på omkostningerne for diffus forurening på vandregninger.

I de tilfælde, hvor der allerede findes fornuftige rådgivningstjenester, bør de fuldt ud udnyttes til at formidle forskellige aspekter som identificering af den bedste metode til at mindske indvirkningen på miljøet samt omkostninger og fordele i forbindelse med at gennemføre foranstaltninger eller ændre praksis. Et nyttigt eksempel på et rådgivningsprogram for miljøvenligt landbrug er det svenske program "Focus on nutrients", som startede i 2001 og i dag har 7.500 landbrugere som medlemmer. Over 200 specialiserede miljørådgivere støtter landbrugerne, navnlig i forhold til at reducere udvaskningen af næringsstoffer23.

Omkring Østersøen gøres der med Baltic Deal-projektet, som er flagskibsprojektet for EU's strategi for Østersøregionen, store bestræbelser på at øge de deltagende landes kapacitet inden for rådgivningstjenester om miljøvenligt landbrug24.

Eksempel på bedste praksis: Baltic Deal

"Baltic Deal – Putting best agricultural practices into work" har til formål at reducere tilførsel af næringsstoffer til et acceptabelt niveau og svarer dermed til EU's strategi for Østersøregionen, HELCOMs handlingsplan for Østersøen og flere EU-direktiver. Projektet fokuserer på at forbedre Østersøens miljøstatus gennem reduceret tab af næringsstoffer fra landbrugssektoren uden at forringe konkurrenceevnen eller produktionen og nå dette mål på omkostningseffektiv vis. Dette kan f.eks. opnås ved at udvikle og styrke landbrugsrådgivningstjenester og demonstrationsaktiviteter gennem fremhævelse og demonstration af bedste landbrugspraksis.

Selv om tilgangen er fælles for flere lande i Østersøregionen, er tilpasningen national. Støtten på nationalt plan vil primært bestå af støtte til yderligere styrkelse af landbrugsrådgivningstjenesterne og mere effektiv overførsel af viden om praksis og

23 Se http://www.greppa.nu. 24 Se http://www.balticdeal.eu/.

32

foranstaltninger, som reducerer tilførslen af næringsstoffer i Østersøen til et acceptabelt niveau.

I 2013 vil Baltic Deal formidle nye værktøjer til rådgivere, udvikle netværket af landbrugere og bedste praksis, udarbejde rapporter og studier, inddrage landbrugere i pilotområdet, tilrettelægge studieture for alle interessenter og samarbejde med andre projekter om miljøvenlig landbrug.

Eksempel på bedste praksis: Niedersachsen (prioritering af frivillige foranstaltninger og kommunikation med landbrugere)

Gennemførelsen af programmet med foranstaltninger i Niedersachsen har til formål at reducere diffus forurening fra landbrugskilder. De grundlæggende foranstaltninger med hensyn til at opnå dette mål er gødningsforordningen (herunder f.eks. forbudsperioder, årlige overskudsgrænser pr. år, begrænset tilførsel) og supplerende foranstaltninger. De supplerende foranstaltninger er skræddersyet efter de lokale forhold og har til formål at fremme en god kemisk tilstand. På samme måde prioriteres frivillige foranstaltninger.

Den vedtagne procedure består af fastlæggelse af den krævede reduktion af N-belastningen i en indledende fase og derefter en vurdering af omkostningseffektiviteten. Effektiviteten vurderes gennem litteraturforskning og samtaler, mens omkostningerne vurderes gennem en definition af foranstaltningerne og ved at se på kompensationsbetalinger og virkninger understøttet af statistiske analyser (jordprøver og bogføringsmateriale).

Interessenternes deltagelse sikres gennem drøftelser i pilotområder inden for WAgriCo-projektet vedrørende miljømål og foranstaltningernes hensigtsmæssighed. Inddragelsen af interessenterne tilfører navnlig accept, omkostningseffektivitet og et gennemførelsesområde.

De foreslåede tekniske foranstaltninger omfatter miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og rådgivningstjenester. ikke-tekniske foranstaltninger omfatter frivillige (tekniske) foranstaltninger, som prioriteres, lovgivningsmæssige foranstaltninger, kun hvis de frivillige foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige, finansielle instrumenter (som f.eks. N-afgift). En afgift vil imidlertid forvride markedet og kan dermed kun komme i betragtning, hvis den gennemføres i hele EU. Incitamenter, der skal tilskynde til bedre N-effektivitet, foretrækkes, om end problemet med disse er, at der mangler pålidelige indikatorer).

Eksempel på bedste praksis: Udvikling af en miljømæssig håndbog til landbrugere (det sydvestlige Finland)

For at forbedre vandbeskyttelsen og opfylde målene i VRD har den finske regering bl.a. besluttet at starte flere sektorielle flagskibsprojekter for at hjælpe med at forvalte de største belastninger, som identificeres i vandområdeplanerne. I landbrugssektoren er der siden 2008 gennemført et projekt ved navn "TEHO". Til projektet er der benyttet en langsigtet

33

samarbejdstilgang mellem miljømyndighederne og landbrugernes fagforening, navnlig med fokus på at:

• effektivisere den aktuelle ordning for miljøvenligt landbrug

• teste nye vandbeskyttelsesforanstaltninger

• vurdere bioenergiproduktionens indvirkning på vandbeskyttelsen

• indføre tilgange og forslag til en ny ordning for miljøvenligt landbrug med start i 2014.

Et af de vigtigste resultater indtil videre har været udviklingen af en omfattende håndbog til landbrugere. Håndbogen blev testet på 122 bedrifter, der deltog i projektet. Den omfatter mange aspekter i forbindelse med den aktuelle status for bedriftens vandbeskyttelse og identifikation af udviklingsbehov med hensyn til at bevare en god tilstand for vandet, som f.eks.:

• bedriftens kendetegn (type af landbrug, næringsstofbalance pr. parcel og portbalance, kort over risici/følsomme områder, skråninger mv.)

• test af jordens fysiske og biologiske kvalitet

• eksisterende og allerede planlagte planer og foranstaltninger vedrørende miljøvenligt landbrug

• status for vandbeskyttelse og deltaljerede udviklingsbehov på bedrifterne

• omfattende informationspakke om relevante foranstaltninger, der skal træffes.

Processen med at udvikle en miljøhåndbog, som er specifik for bedrifterne, bestod af to besøg på bedrifterne, skriftlig feedback og telefonkontakt mellem disse besøg samt eventuelle yderligere foranstaltninger fra gang til gang.

Formidlingsværktøjer

Som tidligere nævnt kræver gennemførelsen af landbrugsrelaterede foranstaltninger, navnlig tekniske foranstaltninger, at der formidles en stor mængde oplysninger til landbrugerne. Der findes mange forskellige værktøjer til formidling af oplysninger, som det kan ses af nedenstående tabel (se tabel 3).

Tabel 3: Værktøjer til formidling af oplysninger til landbrugere

Typer af formidlingsværktøjer

Forklaring Fordel

Websider

Da et stigende antal landbrugere har adgang til internettet, kan websteder være effektive til formidling af

• Dynamiske og lette at opdatere • Interaktive • Videoer på Youtube, som viser god

praksis

34

oplysninger

Nyhedsbreve Tilgængelige i trykt og elektronisk form samt regelmæssig distribution

• Mulighed for opdaterede oplysninger

• Målrettede oplysninger

Brochurer Oplysninger i brochurer bør være generiske, så de også er relevante på langt sigt

• Mulighed for at fokusere på specifikke problemer eller aktiviteter

• Mulighed for lokalt fokus

Medier Landbrugspressen Tv/radio Ngo-publikationer

• Dokumenteret meget effektiv • Satellitkanaler koncentrerer sig nu

også om landbrugsspørgsmål

Kurser Uddannelseskurser, workshops, seminarer og informationsmøder

• Specifikke kurser og møder giver mulighed for at holde landbrugerne informeret og give dem mulighed for at drøfte tekniske aspekter og miljømæssige fordele ved foranstaltninger samt den praktiske gennemførelse

Demonstrationer på bedrifterne

Demonstrationer af praksis sker på de lokale bedrifter

• Erfaringen viser, at dette værktøj er meget effektivt

Software- og computerbaserede tilgange

Computerprogrammer til kontrol af overholdelsen af standarder og god praksis

• Software- og computerbaserede modeller letter analysen af og rådgivningen om miljøspørgsmål

Enkeltmandsbesøg på bedrifterne

En rådgiver besøger bedriften for at rådgive specifikt om landbrugerens særlige behov

• Direkte interaktion og personlig tilgang er effektivt. Landbrugerne kan stille spørgsmål og følge op

• Forholdet mellem landbrugeren og rådgiveren gør det lettere at overvåge de opstillede mål

Begivenheder i mindre grupper

Uddannelse af mindre grupper af landbrugere med samme forretnings- eller produktionsmetoder

• Tillader landbrugerne at håndtere specifikke problemer med rådgivere eller andre landbrugere

• En fordel er de lave omkostninger til sådanne begivenheder, men en eventuel ulempe er, at nogle landbrugere kan være tilbageholdende med at forklare individuelle problemer på bedrifterne eller stille spørgsmål i grupper

Telefonisk hjælpetjeneste

Landbrugerne opfordres til at ringe til hjælpetjenesten og stille specifikke spørgsmål

• En telefonisk hjælpetjeneste er en omkostningslav mulighed

• Den person, som yder hjælpetjenesten, skal være kompetent og uddannet

35

Tjeklister Tjeklister indeholder en række spørgsmål eller udtalelser, som er rettet mod overholdelsen af en specifik retsakt

• Dette værktøj anvendes af landbrugerne til selvkontrol (f.eks. Tyskland)

• Med rådgivere på enkeltmandsbesøg på bedrifterne (f.eks. Den Tjekkiske Republik, Tyskland)

Eksempler på bedste praksis: konkrete eksempler på eksisterende formidlingssystemer:

• I Tyskland er der udviklet mange internetportaler, som f.eks. informationssystemet om integreret produktion (Information System on Integrated Production (ISIP)), som er et webbaseret informationssystem om produktion af afgrøder. Dette system giver oplysninger og mulighed for at simulere afgrødebeskyttelse af korn, kartofler og sukkerroer, som der også findes omfattende varslingssystemer for.

• Arbejdsgruppen KTBL i Tyskland og RISE i Schweiz har udviklet bedriftsevalueringsordninger, herunder vurderingsmetoder, der hjælper med at evaluere bæredygtigheden af bedriftens forretning og giver landbrugeren oplysninger om bedriftens økonomiske, økologiske og sociale bæredygtighed25.

• I Italien findes der i regionen Emilia-Romagna et beslutningsværktøj kaldet IRRINET, som er en webtjeneste baseret på en vandbalancemodel, der er rettet mod forvaltning af kunstvanding af afgrøder på markerne. Systemet er udviklet af konsortiet for Canale Emiliano Romagnolo og er gratis for alle bedrifter i området. Det tilbyder bl.a. rådgivning om tidspunkter for og fordeling af den nødvendige kunstvanding med henblik på at garantere afgrøder af høj kvalitet samt vandbesparelser26.

Eksempel på bedste praksis: en webbaseret vejledning til miljøvenlige landbrugsforanstaltninger med hensyn til at gennemføre EU's vandrammedirektiv (VRD) (Norge)

Norge er ikke medlem af EU, men er knyttet til EU som EFTA-land gennem aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Norge har deltaget fuldt ud i den fælles

25 Zapf, R., Schultheiss, U., Doluschitz, R., et al. (2009) Assessment of sustainability - common requirements and comparative evaluation of the systems RISE, KSNL and the "DLG certification system for sustainable agriculture" "Reports on Agriculture", Exercise number 3, december 2009, findes på: http://www.bmelv.de/SharedDocs/Standardartikel/EN/Service/ReportsonAgriculture/Volume87/Number3.html#doc861140bodyText3. 26 http://irrigation.altavia.eu/Docs/CER/Irrinet_testo_documentazione_english_version.pdf.

36

gennemførelsesstrategi (CIS) for VRD siden 2001. Norge gennemførte frivilligt VRD i udvalgte deldistrikter på tværs af landet fra 2007 til 2009. Vandområdeplaner for deldistrikterne blev vedtaget af amtsrådene i 2009, og vandområdeplanerne for hele landet vil blive udarbejdet i perioden fra 2010 til 2015. Den norske politik for miljøvenligt landbrug består af et system i fire trin. Der er mål, foranstaltninger og værktøjer på alle trin, og interessenterne inddrages. Formålet med denne tilgang er at fastlægge obligatoriske krav for alle landbrugere og samtidig målrette foranstaltningerne, så de modsvarer de lokale og regionale miljømæssige udfordringer med en god inddragelse af interessenterne i processen. Et vigtigt formål er at træffe den rigtige foranstaltning på det rigtige tidspunkt.

Bioforsk (det norske institut for landbrugs- og miljøforskning) har udviklet et websted med en oversigt over foranstaltninger rettet mod landbrugsmæssig forvaltning på regionalt og lokalt plan som hjælp til at udarbejde indsatsprogrammer, men er også blevet et websted for landbrugere og andre interessegrupper (interessenter).

Webstedet er udviklet som en værktøjskasse og indeholder oversigter over forskellige typer miljøvenlige landbrugsforanstaltninger (f.eks. stødpudezoner, anlagte vådområder, reduceret jordbearbejdning om efteråret) samt beskrivelser af, hvordan man vælger de rigtige foranstaltninger i områder med forskellig landbrugspraksis. Endvidere indeholder webstedet opdaterede faktablade om relevante spørgsmål, oplysninger om juridiske og økonomiske instrumenter samt links til andre websteder med nyttige værktøjer.

www.bioforsk.no/tiltak Webstedet findes kun på norsk, men der arbejdes på en kort engelsk version.

Formidlingsværktøjerne bør opfylde visse generelle krav for at være effektive (se tabel 4).

Tabel 4: Krav til udarbejdelse af oplysninger til landbrugere

Oplysningerne skal være … Det betyder i praksis, at …

Brugervenlige

• de skal være pænt fremstillet for at tilskynde til handling • de skal omfatte mange illustrative dele (som grafik, eksempler

på bedste praksis) • de skal være lette at læse + korte • de skal have billedmæssig appel • de skal give en vejledning om spørgsmål som finansiering +

gennemførelse • budskaberne skal tilpasses på lokalt plan

Konsekvente • alle metoder formidler samme budskab, idet det anerkendes, at landbrugere og samfundet også stræber efter andre mål

• der er en tydelig strategi

Opdaterede • de er tilgængelige • den anvendte metode let skal kunne opdateres

Fokuserede og praktiske

• de skal fokusere på bedriftstype • håndtere store belastninger • have lokal relevans • de skal rådgive om hvad, hvem og hvorfor, og hvor der kan

findes yderligere oplysninger

37

38

Oplysningerne skal være … Det betyder i praksis, at …

• økonomiske fordele for bedriften skal fremhæves, hvor det er relevant

• offentlige økosystemtjenester fra landbrugerne skal fremhæves

Når der anvendes forskellige værktøjer, er det vigtigt at udvikle en strategi til overvågning af resultaterne og vurdering af formidlingens succes. De to største hindringer synes at være, at landbrugernes grundlæggende viden er ukendt og kan variere meget, samt at det er vanskeligt at kvantificere formidlingens succes. Sidstnævnte kan ske gennem direkte og regelmæssige samtaler med landbrugere, som imidlertid ofte er ret ressourceintensive.

Ikke desto mindre er personlige tilgange (bedriftsbesøg, samtaler, møder) ofte mere effektive end andre knap så omkostningsintensive metoder, herunder kontakt til landbrugerne gennem trykte medier eller internettet. Ved tilrettelæggelsen af seminarer eller workshopper er det værd at undersøge, om oplysningerne skal formidles gennem målrettede begivenheder (hvor der f.eks. kun fokuseres på VRD) eller integreres i mere bredt fokuserede møder.

Flere idéer og eksempler på formidling af oplysninger kan findes i CIS-håndbogen med idéer til forvaltninger til, hvordan de bedre kan integrere vandspørgsmål i bedriftsrådgivningstjenester. Den er tilgængelig på alle EU-sprog27.

Endelig er et enkelt formidlingsværktøj ikke nogen garanti for succes. Det vil højst sandsynligt være nødvendigt med en kombination af værktøjer/blanding af foranstaltninger med en form for gennemgang for at vurdere resultaterne.

27 Se http://ec.europa.eu/environment/water/quantity/good_practices.htm.