Hvilken the byder du uventede gæster?Det jeg finder mest interessant, ved at rejse til fjerne lande er, at møde og opleve kultu-ren. Se hvordan folk lever, og opleve hvor-dan mennesker har en helt anden hverdag, end vi har i Danmark.

Når vi sidder hjemme i lænestolen og ser rejseprogrammer med Flemming Jensen er dét, billederne på skærmen viser, alt for fjernt fra vores virkelighed. Det er umuligt at sætte sig ind i, hvilket liv disse mennesker lever. Hvordan forløber deres dag? Hvad tænker de på? Hvad har værdi for dem? Sådanne spørgsmål stiller jeg ofte mig selv og indimellem kan det blive en hel besæt-telse for mig, at lære alle kulturer at kende.

Jeg kan ikke udholde tanken om, at der lever folk ude i verden med en fuldstændig anden og anderledes kultur end vores, og uden at jeg kender noget til den. At møde alle kultu-rer er dog noget af en mundfuld, men jeg har taget det første skridt, ved nu at have oplevet Mongoliet indefra.

Det var især på vores 2-ugers tur rundt i landet sammen med de mongolske spejdere, at vi oplevede mongolerne og deres gæst-frihed. At komme ud af hovedstaden, var som at træde ind i en helt anden tidsalder – en anden verden, som man slet ikke troede fandtes på vores klode. Byerne bestod af små faldefærdige træhytter, der stod meget tæt, adskilt af et ligeså faldefærdigt træsta-kit. På de små grusveje trak mændene deres heste og yakokser af sted. Indimellem var der en lille ‘delgur’ (butik), hvor man kun

pionermongolerneINDTRYK OG OPLEVELSER 2003 REJSEHØJSKOLE MONGOLIET • HASLEV UDVIDEDE HØJSKOLE

...Ifølge FN er en tredjedel af landets indbyggere fattige. Mange mennesker er flyttet fra det svære nomadeliv ind til byerne, hvor slumkvartererne er hastigt voksende. I byens yderkanter bor folk i telte uden vand og el. Stor arbejdsløshed og total mangel på sociale ydelser øde-lægger mange familier...

UDVIKLINGSBISTAND side 8

...Efter hvert spørgsmål holder Gyatso et øjebliks pause, inden han eftertænksomt svarer. Den buddhistiske tankegang er kompliceret, men han forsøger tappert at forklare mig sammenhængene. Og jeg vil gerne forstå, jeg tror det er vigtigt at turde forsøge...

BUDDHISME side 6

Mødet med Gyatso

Nomader i en storby

...Efter vinderen blev fundet, blev der pludselig livlig trafik på pladsen, og man skulle nu være meget omhyggelig, med hvor man gik for ikke at blive redet ned af en rytter på sin hest. Grunden til denne trafik var, at de mange tilskuere nu skulle hen og røre ved vinderhesten. Det siges nemlig, at vinderhestens sved bringer held....

NAADAM side 5

VinderhestenKULTURMØDEaf Marianne M. Simonsen

lige kunne få de vigtigste madvarer. Frugt, grønt og andre luksus-varer var der ikke no-get af. Umiddelbart virkede det hele meget trist og usselt, men det så nu ud til, at folk trivedes godt.

Ude på landet var det helt anderledes. Her bor mongolerne i deres gerer, som viser sig som små hvide prikker spredt ud over den mongolske steppe. Det er en fordel at rejse med andre mongoler, så man har en mu-lighed for at kommunikere med de lokale indbyggere. På vores tur med spejderne fik vi et stort indblik i mongolernes liv. Om aftenen når maverne begyndte at rumle, gjorde bussen holdt ved den nærmeste ger, og vores mongolske venner...

fortsættes side 7

RELIGION OG TRADITION midtersiderne

MAD side 11

KULTUR side 2

...Lejren var endnu en af disse næsten intakte tidslommer fyldt med idealistiske sportspiktogrammer og falmede, natio-nalromantiske vægmalerier. Selv den russiske bjørn Misha kunne anes endnu på muren til en af sovesalene. Hen over plæ-nen var udlagt faldefærdige træstier, som børnene stadig holdt sig på, og de num-mererede toiletskure vidnede ligeledes om stedets orden og regelmæssighed...

INDBLIK side 4

Tidslommer

Indledningsvis...

En SMS lugter ikke!SMSere, internet og andet elektronisk legetøj gør os i stand til at komme i kontakt med hinanden, når det passer os. Det er praktisk og smart og måske tilmed sejt. Vi mødes, når det passer os.

Men hvorfor er det så lige, at man skal flytte sammen med fremmede mennesker på en højskole? Og hvorfor rejse helt til Mongoliet, eller tage et 1⁄2 år på højskole for at mødes? Hvorfor sidde i en togkupé i 5 døgn, og via den transsibiriske jernbane nå frem til små mennesker, der ser gamle ud og lever fattigt i en ørken-, bjerg- og steppe-stat, hvor de spiser indvolde og snakker et fremmed sprog?

Fordi man ikke får noget ud af livet, hvis man holder sig på afstand. Vil man mærke livet, må man møde andre menneskers liv. – Ikke at man af den grund altid forstår dem. Sommetider ender det med kulturchok og konflikter, fordi een kommer fra Skjern en anden fra Vesterbro og en tredje fra Ullaan Batar. Et kulturmøde gir os øje for vores dumsmarte bemærkninger og vaner, vores egne pudsigheder, men også for vores værdier.At mødes kræver tid. Og det kræver, at man er så tæt på, at man kan se hinanden i øjnene. Kan man stadig ikke forstå hinanden, kan man jo gi´ sig til at gøre noget sammen – bygge en ger, vandre i bjerge, spille en fodboldkamp eller gå i gang med rengøringen.

På Internettet kan man ikke gøre rent sammen, og man kan heller ikke gi´ eller få et knus.Man kan sende en SMS, mens man sidder på hesteryg på en mongolsk græssteppe og drikker gæret hoppemælk. Men man kan ikke sende smagen og lugten og oplevelsen.

En SMS lugter ikke. Det er derfor, du skal tage på højskole og rejse til Mongoliet.

Jørgen Kvist Jensenforstander for Haslev udvidede Højskole

2 Pionermongolerne REJSEHØJSKOLE MONGOLIET

LEDER

Avisen du holder i hænderne er blevet til efter 4 måneders linjefagsundervisning på Haslev Udvidede Højskole og 2 1⁄2 måneds rejse i Mongoliet i foråret og sommeren 2003. »Rejsehøjskolen« er oprettet i samar-bejde med KFUM-spejderne i Danmark, der i 2002 indledte et 5-årigt samarbejdsprojekt med Scouts Association of Mongolia. Tan-ken med linjefaget var at give en gruppe unge mulighed for at fordybe sig i Mon-goliets historie og kultur med et længere undervisningsforløb og ophold i landet. Højskoleeleverne deltager blandt andet i en folkeoplysningskaravane sammen med unge fra den mongolske spejderbevægelse.

I januar 2003 begyndte de otte elever på det første rejsehold - »Pionermongolerne«. I undervisningen gennempløjede de histo-riske kilder, diskuterede kulturmøde, tradi-tioner, samfundsforhold og menneskeret-tigheder, rejste et mongolsk nomadetelt og terpede det kyrilliske alfabet. De forberedte sig på mødet med det enorme land, som er i gang med at opbygge et demokrati efter Sovjetunionens opløsning. Et land hvor halvdelen af befolkningen stadig lever en udsat tilværelse som nomader, hvor gade-børn er et voksende problem, og hvor Djen-gis Khan atter er folkehelt.

Den eventyrlige rejse førte os 7000 kilome-ter fra Moskva til Beijing med den trans-sibiriske og transmongolske jernbane – og gennem det halve Mongoliet i en gammel russisk bus, med minivan og på hesteryg. En rejse fyldt med oplevelser, der gjorde et uudsletteligt indtryk på os alle. Det er de oplevelser, møder, tanker og erfaringer, der er grundstoffet i denne avis.

Alle eleverne valgte inden rejsen et område, som blev deres særlige fokus på turen. Em-nerne spænder vidt, og mange af dem kan du læse om på de følgende sider. Du kan finde faktastof, baggrundsartikler og rejsebeskri-velser, og på Børnesiderne er der desuden ideer til mongolske lege og aktiviteter. Har historierne fra den Blå Himmels Land vakt din nysgerrighed, kan du bruge vores hen-visninger og få mere at vide om Mongoliet og dets folk.

Rigtig god fornøjelse med avisen!

REDAKTION:Pionermongolerne, Rejsehøjskole Mongoliet, HuH F2003www.mongolerne.dk UDGIVER: Haslev udvidede HøjskoleHøjskolevej 94690 HaslevTlf. 5631 6111 huh@grundtvig.dk www.huh-hojskole.dk

OPLAG: 5000 TRYK: Skive Folkeblad

Rejsehøjskole MongolietRejsehøjskolen er et 5-årigt samarbejde mellem Haslev udvidede Højskole, KFUM-Spejderne i Danmark og den mongolske spejderbevægelse. Både spejdere og ikke-spejdere er velkomne på Rejsehøjskolen.

Linjefaget består af tre måneders undervisning på højskolen, 2 1⁄2 måneds rejse til Mongoliet og to ugers afsluttende højskolekursus. Folder og oplysning om datoer, pris m.v. kan fås ved henvendelse til Haslev udvidede Højskole.

Læs også mere påwww.mongolerne.dk

• FAKTABOKS

Armbøjninger på den Røde Plads i Moskva – der er noget at fortælle børnebørnene!«

- LIZA

»De mongolske børn kig-gede underligt på os lyse europæere, der åbenbart så meget sjove ud«

- MUNK

»Den ene af vores medstuderende er al-lerede ret psykisk med-taget, virker nervøs og forpint efter tre dages undervisning.«

- LIZA

»Jeg synes, det er meget spænden-de at følge med i landskabet uden for togets vindue. Helt specielt er det når man kommer til byerne. De faldefærdige huse med skæve stakitter rundt om, affald, der flyder rundt omkring – utroligt, at man kan leve sådan.«

- KALLESØE

4. MAJ - Rusland 8. MAJ - Den transsibiriske jernbane 12. MAJ - Børnehjem 12. MAJ - Mongolsk

Pionermongolerne 3 KULTUR

24. MAJ - Vandretur 1. JUNI - Parade på Childrens day 13. JUNI - Oplysningskaravane 14. JUNI - ...maybe

»I kategorien kryds floden udmærkede 9 unge sig, og fortjener alle en 1. plads.«

- JESPER

»Altaa fortæller om luftoverførte sygdomme, mens jeg smilende ser til, og indimellem klapper en lille foldemongol på hovedet.«

- MUNK

»…jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at vide noget om, hvad der skal ske, for informationerne fra mongolerne er omtrent lige så klare som himlen udenfor. Og ja, det er over-skyet og blæsende.«

- PETER

»Dagens absolutte højdepunkt var, at vi dansede boogie woogie sammen med børnene foran den mongolske præsident!«

- KALLESØE

Stemningen i de små »huse« var helt speciel. Når man trådte ind af den altid sydvendte dør, kom man ind i en verden af møn-stre, symboler og skikke.

Ger – et ord, der skulle have stået efter »gepard« og før »Gera« i Den Store Danske Encyklopædi, men som af uvisse grunde slet ikke optræder i dette oplagsværk. Der-for kræver dette ord: »ger«, som i øvrigt har en helt central plads i det mongolske sprog, en særlig forklaring.

Ger: Et rundt mongolsk filttelt. 25-30 m2. Er ideel til landets klima og nomadeliv. Kan nemt pakkes sammen, flyttes og sættes op igen uden at miste formen. Geren består af 2 materialer: filt og træ.De sammenklappelige vægge, støttepindene i midten, det store røghul og »tagstængerne« er lavet i træ og malet orange med mønstre. Store tilskårne filttæpper lægges på tag og vægge og bindes fast med reb lavet af heste- eller kamelhår.

En, to, mange timerFørste gang mine rejsekammerater og jeg stiftede bekendtskab med en ægte mongolsk ger var d. 3. april 2003. Som et led i vores udforsk-ning af Mongoliet var det nød-vendigt ved aktiv indlæring at få en fornemmelse af, hvad en »ger« var. Vi startede denne kolde april-morgen kl. 9.00. På dette tidspunkt var geren en bunke orange pinde og nogle store filttæpper. Vi havde inviteret 2 mongolske kvinder til at hjælpe os med geropsætningen. Vi var altså 9 danskere, 2 mongoler og en ger.Vi startede dagen ved godt mod, med tanken om hvor fint geren om få timer ville komme til at pryde højskolens græsplæne. Desværre skulle det vise sig, at selvom vi

vidste nok så meget om Mongoliet og filttelte, var det nødvendigt med øvelse for at sætte en ger op på 2 timer. Efter 2 mislykkede forsøg, flyttede vi geren til et mere jævnt sted og prøvede en sidste gang. Det lykkedes, selvom gejsten 5 timer efter første forsøg var dalet en del.En ger kan sættes op af 2 personer på 11⁄2 time…hvis man vel at mær-ke er en lille smule garvet mongol.

Kunst og udsmykningSenere – på vores rejse – skulle vi opleve flere beboede og møblerede gerer, som på ingen måde kunne sammenlignes med vores egen tomme ger.Stemningen i de små »huse« var helt speciel. Når man trådte ind af den altid sydvendte dør, kom man ind i en verden af mønstre, symbo-ler og skikke.Mongolernes hjem og ting viser tydeligt, at de har et stort behov for at udsmykke med farver og mønstre. De har en rig tradition for at dekorere sadler, hovedtøj, filttæpper, snusflasker, støvler, gerdøre og mange andre ting. Kun-sten og håndværket er en måde at opveje det barske nomadeliv på. Samtidig er det også for at hylde naturen gennem de mange natu-ralistiske symboler, de bruger i udsmykningen. Bølger, skyer og dyr er f.eks. motiver, som ofte går igen i udsmykning af de forskellige genstande.For mongo-lerne har de forskellige farver, der dekoreres med, også en speciel betydning. De farver, som benyttes mest, symboliserer følgende:

Hvid: Er farven på solens lys. Hvid betyder renhed, ærlighed, venlighed og hellighedSort: uheld, ulykker, trusler, en-somhed og fattigdom

Blå: Er himmelens farve. Blå sym-boliserer evighed, visdom, pålide-lighed og trofasthed. Desuden er midterfeltet i det mongolske flag blåt.Rød: Er glædens farve. Rød står for lykke, sejr, gæstfrihed og stolt-hed. To felter i det mongolske flag er røde.Gul: Er farven af guld og dermed en meget respekteret farve. Grøn: Er græssets farve og der-med landet og jorden.Orange: Symboliserer solen

IndretningI midten af geren står ovnen, som man fyrer op i om vinteren og når der skal laves mad. Til dette bru-ges træ eller tørret ko-lort. Ovnen – eller ilden – er hellig for mon-golerne, så enhver respektløshed over for ilden er en skændsel mod gerens ejer.Rundt langs væggen står diverse møbler og senge. Mod vest er mændenes side. Her opbevares saddel, hovedtøj og redskaber. Mod øst er kvindernes side – her er hovedsageligt køk-kenredskaber. Vestsiden beskyttes af himmelen og østsiden af solen.Det mest ærværdige sted findes mod nord. Her finder man famili-ens alter – med røgelsesskåle og billeder af Buddhaer. Mod nord

opbevares også man-dens våben, musikin-strumenter og hoved-tøjet til hans hest. På de karakteristiske orange germøbler står fotografier af familie og venner.Ned fra røghullet,

som i øvrigt er det eneste vindue, hænger et blåt tørklæde med korn i. Det blev hængt op, da geren var ny eller skiftede ejer. Det er et symbol på og ønske om, at glæden må mangedobles som kornet, og li-vet i geren må blive rent og smukt.

Ger - en ukendt nomadebolig Ane Kirstine BrunbjergAne Kirstine Brunbjerg er 19 år og har i forbindelse med turen til Mongoliet foku-seret hovedsageligt på mongolsk kunst og håndværk. Dette blev hun inspireret til, da kunst og udsmykning er af stor betydning i mongolernes hverdag, og derfor viser sig i mange sammenhænge.

KUNST OG KULTURaf Ane Kirstine Brunbjerg

Mongolsk musikMongolerne er generelt meget glade for musik. Det oplevede vi bl.a. på vores ridetur ved Khövsgul Nuur, hvor vores 3 guider underholdt med gamle mongolske folkesange ved lejr-bålet.Til folkemusik hører »hestevio-liner«, som er et meget traditio-nelt mongolsk instrument. Den minder lidt om en cello blot med en firkantet krop. Oprindelig var violinens hoved dekoreret med dragehoveder, men gennem en lang udvikling er de blevet erstattet med heste-hoveder – og deraf navnet.

I Mongoliet fortælles en myte om hvordan hesteviolinen blev til: En mand havde en hurtig og bevinget hest. En misundelig kvinde dræbte he-sten ved at skære vingerne af den. Den sørgende mand ville vise sin kærlighed til den døde hest og lavede en violin hvor violinhovedet var formet som et hestehoved og strengene var lavet af hårene fra hesten. Når han spillede på den, kunne man tydeligt høre hestens vrinsk og hovslag.

StrubesangTil den traditionelle mongolske folkemusik hører også strube-sang. Denne helt specielle type sang er en slags overtonesang, som praktiseres af mandlige

mongoler (det er ikke bandlyst for kvinder, men det kræver stor fysisk styrke at få den rigtige lyd frem).Strubesang siges at være opstået da mennesket lavede den første melodi ved at efterligne vandlø-bets rislen og ekkoet i bjergene. Om dette bare er en myte, er ikke til at vide, men mærkeligt lyder det i hvert fald, når de synger. Det lyder nærmest som 1 mand der både fløjter, spiller på jøde-harpe og synger på samme tid.

PopEn helt anden musikgenre er mongolsk pop. Det kom vi efter-hånden til at kende en del til. Til sidst kendte vi en del af de stør-ste hits så godt, at vi kunne synge med, når de blev spillet i radioen. Hvordan vi er blevet så godt integreret i det mongolske mu-sikliv, er en anden historie. Den handler om, at vi kørte 14 dage i en russisk bus med de mongolske spejdere. Bussen humplede og skumplede så meget, at det var svært at lave andet end at høre musik. Desværre fandtes der kun 1 bånd i denne ellers vidunder-lige bus. Det resulterede i, at vi allerede efter 3 dage kunne den mongolske top 10. Her vil jeg nøjes med en top 3 – så hvis I skulle komme til Mongoliet, ved I hvad I skal lede efter. (AK)

• MONGOLSK POP TOP 3

1. Camerton: Chica odor Camerton er et forholdsvis nyt drengeband, som for tiden hitter på de mongolske radiostationer.

2. Aruunaa: The Children’s Song Den kvindelige popstjerne Aruunaa har været berømt i mange år. Unge som gamle er vilde med mee hendes uimodståelige charme og smukke sangstemme.

3. Nomin Talst: Shånå dundin bolzooNomin Talst…tja…det er nok det band, som har den mest erotiske forside på deres cover.

Mongolerne er desuden meget begejstret for vestligt musik og specielt pop i den sødere ende af skalaen er populært. »It´s sad« med Blue og Elton John er for eksempel et kæmpehit i Mongoliet.

Stemningen i de små »huse« var helt speciel. Når man trådte ind af

den altid sydvendte dør, kom man ind i en ver-

den af mønstre, symbo-ler og skikke.

Djengis KhanDjengis khans navn før han blev udnævnt til khan var Temudjin. Temudjins stammes navn var Mongoli, og det er den, der danner baggrund for et egentlig folkeslag ved navn Mongolerne og landet Mongoliet. Før den tid, hvor Te-

mudjin levede, er der ikke noget historisk nedskrevet om Mongoler-ne andet end de folkeviser og lign., som man kender det fra Danmark, som også kun er blevet overleveret mundtligt. Temudjin bliver høvding i sin stamme omkring år 1200 og begynder langsomt at samle de mongolske stammer. Han gjorde det enten ved overtalelse eller ved magt. I 1206 bliver han valgt til leder og får navnet Djengis Khan. Han har nu titel af superkhan. Efter at have overtaget herredømmet i det nordlige Kina i 1215, underlæg-ger Djengis Khan sig næsten hele Asien og dele at Østeuropa. Djen-gis dør i 1227 under et felttog mod Kina. Djengis Khans sønnesøn, Kublai Khan bliver mongolernens superkhan i 1260. Han udnæv-ner sig selv til Kejser af Kina og grundlægger dermed Yuan–dynas-tiet (1260-1368) På dette tidspunkt er det mon-golske storrige, som Djengis Khan skabte, blevet delt op i mindre lande med hver deres hersker. Ku-blai Khan dør I 1294.

Under Kinas herredømmeMing-dynastiet (1368-1644) smi-der mongolerne ud på den anden side af den kinesiske mur og jager dem langt op nordpå – det område vi i dag kender som Mongoliet.Manchuerne – et folk fra det nord-ligste Kina – tog magten i Kina og grundlagde Qing-dynastiet(1644-1911). De allierede sig med en af de stærkeste mongolske stammer chakharmongolerne. Det, som i dag betegnes som Indre Mongo-liet, samt en del af det nuværende Mongoliet blev indlemmet i rigetI 1685 gjorde chakharmongolerne et forsøg på at vinde noget af det tabte tilbage, de nordlige kinesiske provinser blev angrebet, men for-søget mislykkedes. 1691 blev det Ydre Mongoliet (det nuværende Mongoliet) underlagt Manchuerne, og hele Mongoliet blev nu regeret fra Kina. Løsrivelsen fra Kina I 1919 sendte Kina tropper ind I Mongoliet. Mongolerne allierede sig med Sovjetunionen og i fæl-lesskab nedkæmpede mongolske

modstandsgrupper og sovjetiske hære de kinesiske styrker. De mon-golske styrker blev ledet af Sukhe Baatar (Sükhbaatar). Den hellige konge Bogdo Ge-gen, der var en levende Buddha blev leder af landet. I 1921 dannede Sukhe Baatar det første parti, det Mongolske Folks Revolutionære Parti. Bogdo Gegen døde i 1924, og fra 1921 havde Sukhe Baatar ledet en regering, som i 1924 fik sin beret-tigelse med hjælp fra Sovjetunio-nen, da den Mongolske Folkere-publik blev dannet. Landet var den første kommunistiske stat uden for Sovjetunionen og gennemgik en modernisering efter sovjetisk forbillede.

Kommunismens indtogDer blev med hjælp fra Rusland bygget fabrikker, byer, veje og jernbaner. Der blev bygget skoler og hospitaler i alle små og store byer i hele Mongoliet. Alle borgere fik arbejde, uddannelse og mulig-hed for behandling, hvis de blev syge Kommunismens indtog betød en hård kamp mod religion. Af de 110.000 munke (1/3 af den mand-lige befolkning), der var i 1920, svandt tallet ind til bare 2-300 munke omkring 1930. Dette skete

Mongoliets historie

Tanker fra en tidslomme

I Mongoliets hovedstad Ulaan Ba-atar vrimler det med internetcaféer og mobiltelefoner. Nye boligblokke skyder op sammen med vestlige restauranter og cafeer, og de ny-rige skifter den russiske Furgon ud med Landrovers. På landet kan man se ger’er med parabolantenne og solceller, og nomader på motor-cykel. Men selv om Mongoliet er et land i forandring, er det også et land fyldt med tidslommer.

Paradepladser og kulørte flagJeg står oven på vores røde, rus-siske bus og ser ud over den kæm-pestore betonplads med statuen af en revolutionshelt i den ene ende og byens temmelig ramponerede rådhus i den anden. Musikken fra vores lånte båndoptager gjalder ud over den endnu næsten tomme plads for at trække folk til. Vores »Global Development Village Caravan« er ankommet til endnu en by på den 3000 kilometer lange rute, vi skal gennemkøre på 14 dage. Den trøstesløse rådhusplads er ved at blive pyntet med bal-loner, kulørte flag og de farvestrå-lende plancher, som mongolske spejdere og danske højskoleelever har tegnet, klippet, klistret og syet

sammen på en uges tid. Her er oplysninger om alt fra diarré til menneskerettigheder - store, glade bogstaver blandet med makabre billeder og pædagogiske tegninger. Som jeg står heroppe med udsyn over hele sceneriet og den bagende sol i ansigtet, får jeg pludselig en svimlende fornemmelse af at være stået ud af en tidsmaskine engang i 70’erne.

Tape, saks og papirJeg er nok lige ti år for gammel til at være naturligt dus med compu-tere og er langt mere tryg ved lim, saks og papirlayout end ved at manøvrere gennem PhotoShop. Vores mongolske spejdervenners urok-kelige tro på klister-båndets velsignelser faldt mig derfor ikke umiddelbart for brystet. Men der er temmelig langt fra danske unges fornemmel-se for tjekket design og pædago-gisk blikfang til de plancher, vi fik produceret sammen. Når hverken tiden eller midlerne er til det, må man vel bare give slip på de store æstetiske krav og kaste sig ud i det glade farveladeshow. Og her hvor jeg iagttager, hvordan flagguirlan-derne blive trukket møjsommeligt fra stålpæl til stålpæl på den store plads, virker det faktisk oplagt, at vi slæber så meget liv og farve ind

i bybilledet, som vores lille kara-vanebus kan rumme.

Sovjet i gadebilledetEfter at det kommunistiske Rus-land befriede mongolerne for hvidgardisten med det mundrette navn Baron von Ungern-Sternberg og Mongoliet blev verdens 2. kom-munistiske stat i 1921, begyndte betonbyer som denne at skyde op i takt med en langsommelig indu-strialisering af nomadesamfundet. Byerne fungerer som administra-tive centre med en bykerne af eta-gebyggeri omgivet af gerdistrikter.

Den karakteristiske sovjetarkitektur og kunst præger unæg-telig gadebilledet i de mongolske byer. De røde stjerner, statuerne af revolu-

tionens fædre, de stiliserede gavl-malerier, der priser den mongolske arbejders indsats - det hele er her endnu. Ensretningen falder i øj-nene, men idealismen og de gode intentioner anes også i byplanlæg-ningen med legepladser i hver en baggård, informationstavler og udlægning af midterrabat på ga-derne, hvor svedent græs er kantet med kunstfærdige metalhegn. PionerlejrenEn tidligere kollega fra Slovakiet fortalte mig engang levende om

ved henrettelser. 700 klostre blev jævnet med jorden.De kommunistiske principper blev diktatorisk gennemført af Choy-balsan(1895-1952) og ved hans død overtog Tsedenbal(1916-1991) præsidentposten. Principperne blev videreført, om end mindre diktato-risk end tidligere. En stærk, statskontrolleret in-dustrialisering blev sat i gang i 1960´erne. Industrien fik en frem-trædende rolle og var i 80´erne den dominerende sektor. Sovjetiske og østeuropæiske specialister udgjor-de en vigtig del af arbejdsstyrken. Al import af maskiner og olie fore-gik via Sovjetunionen.

Mongoliets demokrati – Sov-jetunionens sammenbrudDen 29.07.1990 afholdt Mongoliet sit første frie valg. Et flerpartisy-stem blev indført og kommunist-partiet mistede sin ledende rolle. Da Sovjetunionen brød sammen og Mongoliet samtidig skar båndet til kommunismen, forsvandt de sov-jetiske specialister samt den sov-jetiske import af maskiner og olie og dermed langsomt industrien. Det der stod tilbage var de russiske maskiner, 70 års kommunistisk styre og en traditionel nomadetil-værelse…

Jesper Lunauer 21 år og har gennem lang tid interesseret sig for historie og har med det som udgangspunkt skrevet en kort gennemgang af Mongoliets historie.

sin tid som ungpioner i 70’erne og 80’erne. Hans lærer var en dag kommet umanerlig ophidset ind i klasseværelset, havde peget på Stanislav og beordret ham til straks at svare på, hvem der ville menne-skeheden ondt. Det prompte svar »Ronald Reagan« havde heldigvis beroliget læreren. Jeg kom i tanker om historien, da vi en dag stod ansigt til ansigt med en mongolsk ungpioner - komplet med rødt tørklæde, uniform og trompet. Den kække knægt, hvis slags man tyde-ligvis trygt kunne overlade landets fremtid til, var malet på indgang-sporten til en tidligere pionerlejr, som også var et stop på karavane-turen. Lejren var endnu en af disse næsten intakte tidslommer fyldt med idealistiske sportspiktogram-mer og falmede, nationalromanti-ske vægmalerier. Selv den russiske bjørn Misha kunne anes endnu på muren til en af sovesalene. Hen over plænen var udlagt faldefær-dige træstier, som børnene stadig holdt sig på, og de nummererede toiletskure vidnede ligeledes om stedets orden og regelmæssighed. Man kunne fantasere om, hvad der førhen har lydt af opbyggelige sen-tenser ud gennem højtalerne, der var placeret overalt. En væsentlig

forskel fra 70’erne til nu er, at prisen for et ophold i en børnesom-merlejr siden dengang er steget flere tusind procent.

Tilbage til nutidenArkitekturen i enhver by vidner naturligvis om de forskellige idea-ler og bevægelser gennem histo-rien. Får man dem i så rendyrket en udgave som i Mongoliets pro-vinsbyer, bliver historien pludselig meget levende. Imidlertid lander jeg igen i juni 2003, den store be-tonplads foran mig er ved at være fyldt med mennesker, de lokale spejdere går i parade, og podiet med mikrofonerne er gjort klar til de officielle velkomsttaler. Interes-sen fra byens borgere er helt over-vældende. Informationsfolderne bliver revet væk, og børnene står på nakken af hinanden for at delta-ge i vores lege og aktiviteter. Man kommer efterhånden til at holde af de kulørte plancher - og faktisk næsten vænne sig til omgivelserne. Som den rammende overskrift lød til en artikel om Ulaan Baatar: »Så grim at man bliver i godt humør«.

BAGGRUNDaf Jesper Lunau

INDBLIKaf Liza Schmidt

Liza SchmidtLinjefagslærer i »Rejsehøjskole Mongoliet« på Haslev Udvidede Højskole fra januar 2003.Cand. Mag i engelsk og russisk fra Københavns Universitet.

4 Pionermongolerne INDBLIK

» Vi fik en skål kogt yoghurt og smagte hans hjemmebrændte vodka, inden vi så, hvordan man malker geder på mongolsk.«

- ANE KIRSTINE

»Der ventede os (nogen af os) en meget stor udfordring i form af heste!«

- METTE

»Når man sidder på sin hest i den smukke, mongolske natur, kan man synke helt ind i sin egen tankeverden.«

- LINE

»Vi irriteres over den mængde europærere/amerikanere, der fylder Ulaan Baatars gader med deres arrogante, pengefyldte lommer…«

- JESPER

15. JUNI - Mongolian tradition 26. JUNI - De skulle skamme sig ! 29. JUNI - På hest i Khövskhöl 7. JULI - ...efter en uge

Store, glade bog-staver blandet med makabre billeder og pædagogiske

tegninger

Pionermongolerne 5 KULTUR

11. JULI - Naadam 15. JULI - Popkoncert 19. JULI - Kina 20. JULI - Tilbage i Danmark

»Efter åbningsce-remonien begyndte brydningen, og hvil-ket syn! Små drenge og store mænd i små fikse trusser, som kaster rundt med hinanden.«

- HENNING

»Hvis man ikke har taget et billede af Den Forbudte by, har man ikke været der!«

- LIAN, kinesisk guide

»Da vi havde siddet og ventet i 4 timer, kom Aruuna skridende ind på scenen – og væltede, da det silende regnvejr havde gjort scenegulvet meget glat.«

- LINE

»Pludselig kan vi ikke længere tale højt om andre, for de forstår næsten alle sammen dansk. Er vi i tvivl om noget, spørger vi og får med det samme det rigtige svar på vores eget sprog. Meget mærkeligt.«

Læs mere i rejsebreve og fællesdagbog påwww.mongolerne.dk

Naadam - alle mongolers festD. 11 – 13 juli var vi med til at fejre den årlige Naadam. Dette var en fantastisk oplevelse. At være med til denne tradition, som er så gammel, og at komme tæt på deres kulturelle tilværelse, som er så meget anderledes fra vores, gjorde stort indtryk på mig.

Naadam er Mongoliets årlige og største folkefest. Det er Mongoli-ets nationaldag hvor fædrelandet og revolutionen bliver fejret. Dette er en gammel tradition og sports-grenene til Naadam stammer helt tilbage fra Djengis Khans tid. I år havde Naadam 82 års jubilæum, og det blev selvfølgelig fejret med mange mennesker, godt humør og en masse gode oplevelser. Festen starter normalt den 11. juli og fortsætter officielt til den 13. Folk kommer her og ser de traditionelle sportskampe, som er meget kendte i Mongoliet, og dem går de meget op i. Disse kampe er brydning, bueskydning, hestevæddeløb og den nyeste, knoglekastning. Ordet Naadam kommer fra ordet naad og betyder »at lege«. Men Naadam siges også at betyde »fe-rie« eller »festival«. Nogen kalder det også »at have god tid sammen« eller »De tre mandige lege« og det passer meget fint dertil. Naadam bliver nemlig specielt brugt til at være sammen med familien og sammen går de så ud og ser på hvad årets festival byder på.

Naadam - en stor festRundt i hele Mongoliet holdes der Naadam, men den største af alle holdes i landets hovedstad, Ulaan Baatar. Her starter den om morgenen d. 11. juli på rådhus-pladsen, Sükhbaatar Square, med et stort optog, der går fra pladsen og ned til det store stadion, hvor det meste kommer til at foregå. På stadion starter Naadam med en stor åbningsceremoni. Da vi var der blev der opført små historier om Djengis Khan, mens andre optrådte med danse i shama-nistiske kostumer. Denne ceremoni bød på hundredvis af mennesker som medvirkede i flotte, traditionelle kostu-mer med sange, folkedans og for-skellige optrin i diverse kostumer - bl.a. shamanistiske. Deltagerne er for det meste skuespillere og arbej-dere fra teater og cirkus. Sammen med dem kommer de konkurreren-de deltagere også ind på pladsen før de forskellige sportskampe kan gå i gang. Åbningsceremonien var en fantastisk oplevelse, specielt for alle turisterne som kommer

særligt i denne tid, hvor der holdes Naadam.Ude på landet bliver der ikke gjort helt så meget ud af Naadam og ikke nær så mange deltager her. Her bliver der gjort mere ud af samværet med familien og selvføl-gelig også af de tre sportskampe.De mennesker, der bor på landet, gør i øvrigt også meget ud af mål-tiderne. De spiser mange kartofler og meget salat og nogle slagter endda en af deres heste til denne særlige højtid. Men særligt bliver der drukket meget airagh i denne tid, den gærede hoppemælk som mongolerne drikker meget af, og bliver fulde af. Ofte er de fulde alle dage, mens nogen bruger tred-jedagen på at pleje tømmermæn-dene.

Brydning – en mandesportEn af de meget populære sports-kampe i Mongoliet er brydning. Det er en dyst hvor kun mænd må deltage. Dette års brydning bød på 512 muskuløse brydere. Mændene som ofte er store og godt bygget, bærer stramme, små dragter. Dette er for, at modstanderen ikke skal kunne få fat. Dragten består af små korte bukser, kaldet shuudag. Et par store støvler, gutul. På over-kroppen bærer de en tætsiddende trøje, zodog, lavet af ko-læder. Den sidder meget stramt og dækker kun lige ryggen og ærmerne og bindes sammen om maven. En gammel historie fortæller at disse dragter blev til efter at en kvinde for man-ge år siden havde klædt sig som en mand og stillede op til brydning. Hun lagde her alle modstandere på jorden, inden det blev opdaget at hun var en kvinde. Herefter kom disse dragter frem for at forhindre kvinder i at deltage. Der er ingen vægtklasser, så brydere af alle størrelser kan del-tage. Inden kampen starter, danser bryderne med udstrakte arme løftet over hovedet rundt på pladsen. Denne dans kaldes »ørnedansen«. Ved siden af hver bryder går hans sekundant. Han skal sørge for at bryderne yder deres bedste.

En mongolsk bryde-kamp kan vare i flere timer, der er nemlig ingen tidsgrænse. Bry-derne, som står overfor hinanden, bevæger sig næsten ikke, det gælder om hele tiden at holde balancen og

koncentrationen. Man har nemlig tabt, hvis bare man rører jorden med knæ, albue eller ryg. Pludselig sker der så endelig noget og i løbet af ingen tid kan en af bryderne komme ned at ligge. Så det er ær-gerligt, hvis man i et øjeblik ikke er opmærksom som tilskuer. Det kan let ske, især hvis bryderne har stået stille i for lang tid.Når vinderen er fundet, danser han

igen som en ørn og taberen må gå bort med bøjet hoved under vinde-rens højre arm.Bryderne får uddelt nogle titler alt efter hvor godt det er gået dem og hvor mange kampe de har vundet. Hvis en bryder vinder over fem modstandere i det nationale stæv-ne, bliver han udnævnt til »Falk«. Vinder han efter syv kampe, må han kalde sig »Elefant«. Vinde-ren af det nationale Naadam og efter 9. runde bliver udnævnt som »Giganten«. Dette år er der blevet introduceret en ny lov. Denne lov medfører, at der ikke kun bliver givet titler til vinderne af 5. 7. og 9. runde men nu også til den 6. og 8. runde, vinderne hertil bliver kaldt Høg og Garuda.

Bueskydning – en dyst for alleBueskydning var tidligere den mest populære del af de tre lege; det er den ikke mere. Den har dog stadig sin plads som en gammel tradition til Naadam, hvor alle kan deltage - små som store. Den mongolske bue stammer helt tilbage fra 1100-tallet. Tidlige-re blev den brugt til at jage. Den er sammensat af træ, horn og sener, og har stor elasticitet.Inden bueskydningen begynder bliver dommerne introduceret på banen. Herefter bliver deltagerne vist frem for publikum. Så kan konkurrencen gå i gang. Traditionen tro er både dommere og deltagere klædt i del. De mandlige konkurrenter står 75 m fra skydeskiven mens de kvindelige står 60 m fra den. Børn under 18 år som deltager i bueskydningskonkurrencen står i en distance som afhænger af deres alder. Drengene står 4 m væk pr år de er. For pigerne er det 3 m pr år.På skydeskiven er der en masse læderringe, som deltagerne sigter efter. Hver gang de rammer, ly-der der et kort råb fra dommerne som står ved skydeskiven med hænderne i vejret (og som mira-kuløst aldrig bliver ramt). Råbet er forskelligt, alt efter hvor godt deltagerne rammer. Vinderen som rammer skydeskiven flest gange, bliver udråbt som årets bedste bueskytte.

Hestevæddeløb – hestenes gerningerPersonligt synes jeg, det var sjo-vest at være til hestevæddeløb. Det var den sidste dag, vi var af sted, og det var her finalisterne blev fun-det. Denne fantastiske oplevelse skal man, efter min mening, bare have med hvis man er i Mongoliet til Naadam.

Vi måtte køre langt ud på landet for at nå ud til stedet, hvor det hele løb af stablen. Hestevæddeløbene bliver nemlig altid holdt ude på landet, hvor hestene kan ride på lange strækninger. Så også i Ulaan Baatar, hvor den største Naadam-fest bliver holdt, må man køre langt for at se hestevæddeløbet.Stedet hvor det foregik, var helt bart, men langt ude i horisonten kunne man skimte nogle høje bjer-ge. Hundredvis af ger’er var stillet op. Det var folk ude fra landet, der kom tættere på hovedstaden for at se eller deltage i hestevæddeløbet. Nogle havde lavet deres ger om til en restaurant, hvor man kunne komme og købe »buuz« og »hus-hur« og andre af de mongolske specialiteter.Stedet var fyldt med mongoler, der red rundt på deres heste. Det var en meget mærkelig fornemmelse at

være fuldstændig om-ringet af heste. Heste betyder meget for mongolerne og al-lerede i en tidlig alder begynder de at ride. Deltagernes aldersgrup-pe i denne konkurrence er også noget lavere end

i de to forrige. Deltagerne er nem-lig piger og drenge i alderen 5 - 13 år. De er så unge fordi vægten ikke må være for høj når hesten skal kunne ride hurtigt og langt. Jeg snakkede selv med en mongolsk pige, Zaya, som i 5 år har deltaget i hestevæddeløbet til Naadam. På det tidspunkt var hun i alderen 4 –9 år. Allerede en måned inden Naadam skulle afholdes, begyndte hun at træne hesten op, så den kunne klare de 30 km, den skulle løbe. Enkelte gange er hun faldet af hesten, men ikke noget der var mere alvorligt, end at hun kunne komme op på hesten igen. Tiden op til Naadam skal hesten passes og plejes omhyggeligt. Og for ikke at blive for tyk og derfor komme til at ride for langsomt, kommer den på en kur, hvor den får en speciel kost.For at ære hesten bliver der ofte sunget en sang før og efter løbet. Og vinderhesten får bundet et blåt tørklæde i dens manke og hale. Rytteren på hesten betragtes ikke som vinder og får kun en skål

Marianne Kallesøe21 år. Er født og opvokset i Holstebro Har været KFUK-spejder i 13 år og gennem de senere år fungeret som en del af et lederteam. Har interesse i andre kulturer og traditioner og har derfor beskæftiget sig med Mongoliets årlige og største folkefest, Naadam, da dette er en af de traditionelle højdepunkter gennem de sidste mange år i Mongoliet.

airag (gæret hoppemælk) som hyldest. Det er hesten der får hele æren og bliver derfor dagens helt pga. sin hurtighed. Vi var også med, da vinderhesten til årets Naadam blev fundet. Til-skuerpladserne var helt fyldt op og folk sad spændt og ventede på støvskyen, der efterhånden be-gyndte at vise sig ude i det fjerne. Det var de mange heste, der kom ridende. Omkring 300 børn deltog i hestevæddeløbet og de var alle meget små. Det var meget rørende at se hestene komme i mål, specielt vinderhesten og dens lille rytter, der kom ridende ind på førsteplad-sen. Det var tydeligt at se, at alle hestene var trætte og udmattede, men de mange børn blev ved med at »smælde« på hestene, indtil de kom i mål. Enkelte heste kom også tilbage uden ryttere, som sandsyn-ligvis var faldet af undervejs. Da vinderen var fundet blev der pludselig livlig trafik på pladsen, og man skulle nu være meget om-hyggelig med hvor man gik, for ikke at blive redet ned af en rytter på sin hest. Der var så meget trafik fordi de mange tilskuere skulle hen og røre ved vinderhesten - det siges nemlig, at vinderhestens sved bringer held.

Knoglekastning – et spørgs-mål om koncentrationDen sidste og nyeste sportsgren in-den for Naadam er knoglekastning. Den blev indført for omkring 5 år siden. Knoglekastning går ud på at knipse en »knogle« og ramme efter en planke. Dette kræver en dyb koncentration. På lige rækker sid-der deltagerne overfor hinanden og konkurrerer. Overfor de konkur-rende sidder dommerne, som giver point ved at synge. Jo længere de synger, jo bedre er kastet. Så i tel-tet, hvor der spilles, lyder en masse sang, som de forskellige dommere synger i munden på hinanden.

Nu forstår jeg, hvorfor mongo-lerne gør så meget ud af Naadam. Det er tre gode, stemningsfyldte dage, som de gør meget ud af og har gjort det gennem mange år. Nogle virkelig gode dage og en stor oplevelse som jeg er glad for at havde fået.

NATIONALFESTaf Marianne Kallesøe

Tilskuerpladserne var helt fyldt op og folk sad spændt og ventede på støvskyen, der efterhån-den begyndte at vise sig

ude i det fjerne

Når vinderen er fundet, danser han igen som en ørn og taberen må gå bort med bøjet hoved under vinderens

højre arm.

Religionens historie

Mongolernes religiøse rødder kommer fra Shamanismen, der var den dominerende religion i Mongoliet under det Mongolske Storrige indtil det 14. århundre-de, hvor den blev afløst af Bud-dhismen som statsreligion. Den form for Buddhisme der domi-nerer i Mongoliet kom fra Tibet på invitation fra Kublai Khan og sidst i det 14. århundrede tog det for alvor fat da der blev bygget hundredvis af templer over hele Mongoliet og tusinder af Mon-golske mænd gik i kloster

Den kommunistiske revolution ændrede dette billede drama-tisk, da diktatoren Choibalsan i 1930’erne indledte en grusom forfølgelse af Buddhistiske munke. Ud af 700 klostre blev alle, bortset fra 4, ødelagt og det menes at omkring 17.000 munke blev henrettet eller døde i Sibiri-ske fangelejre. Siden kommunismens fald i 1990 har Buddhismen haft en opblomstring hvor templer er blevet genopbygget og folk har genoptaget de gamle traditioner der var forbudt under kom-munismen. I dag vil de fleste Mongoler betegne dem selv som buddhister. Kristendommen har haft trange kår i Mongoliet men med religionsfriheden i de nye forfatninger efter 1990 er kirken vokset fra omkring 0 til omkring 10.000 døbte. Mange tilslutter sig kirkerne men også mange forlader kirken igen efter den første interesse har lagt sig.

I sofaen foran mig sidder 59-årige Thubten Gyatso, den mand jeg er kommet til Ulaan Baatar Buddhist Center for at møde. Egentlig ligner han en hvilken som helst anden vesterlænding, men hans millime-terkorte klipning og den dybrøde kjole afslører ham; Gyatso er munk og underviser til daglig i den buddhistiske lære.

MØDETDet er morgen i Mongoliets ho-vedstad. Gadehandlerne har åbnet deres boder langs vejen, hvor ta-xierne for længst har indledt den daglige, halsbrækkende kamp om at komme hurtigst frem. For kort tid siden gik jeg ude mellem dem. Nu sidder jeg imidlertid i en blød lænestol, indenfor og i et rum, der nærmest udstråler det modsatte af hovedgadens kaos. Ikke fordi her på nogen måde er enkelt og stilrent. Tværtimod. Eksperter fra Helt Solgt og Roomservice ville korse sig over de farverige maleri-er og tørklædeindrammede billeder af skaldede mænd. Men æstetik er ligegyldigt her og atmosfæren er afslappet og rolig.

Jeg er på besøg hos den australske, buddhistiske munk Gyatso, udsty-ret med en diktafon og spørgsmål om den kompilcerede religion. følgende halvanden time fortæl-ler han om meditationsmetoder og begreber. Om mongolerne og deres religiøsitet og om hans bag-grund for at være blevet munk. Jeg bliver bombarderet med oplysnin-ger. Men et af de roligste og mest respektfulde bombardementer jeg endnu har oplevet.

LIDELSE, MEDFØLELSE OG KARMA»Buddha sagde selv; Det centrale i min lære er, ikke at gøre skade på andre« Sådan svarer Gyatso på spørgsmålet om, hvad der er es-sensen i Buddhismen. Men som han tilføjer, så opnår buddhisten først denne medfølelse når han har forstået teorien – og den er meget, meget omfattende. »Det er helt grundlæggende, at vores verdslige liv er lidelse. Selv-følgelig i form af smerte, sygdom, sult og psykiske lidelser. Men i den

At turde forstå...buddhistiske lære kan selv glæde være en form for lidelse.« Gyatso uddyber: »Enhver nydelse, der skaber et lyst til mere er lidelse, fordi det får os til at leve vores liv i en konstant forfølgelse af nydel-sen. Og så sinder vi ikke hvile og fred med os selv«. Hmmm… livet er lidelse…Dertil kommer så hele læren om karma, der refererer til de handlin-ger vi gør motiveret af uvidenhed, vrede og afhængighed. Hvis vi for eksempel gør ondt mod andre, vil det medføre lidelse for os i dette eller et senere liv. »Målet er at overvinde karma, og dermed også genfødslen i det ordi-nære liv, ved at generere de mod-satte følelser; Visdom, medfølelse og forsagelse. På den måde kan vi til sidst selv blive Buddha«

Efter hvert spørgsmål holder Gyatso et øjebliks pause, inden han eftertænksomt svarer. Den buddhistiske tankegang er kompli-ceret, men han forsøger tappert at forklare mig sammenhængene. Og jeg vil gerne forstå, jeg tror det er vigtigt at turde forsøge. Men det er svært – også fordi noget af det helt åbenlyst kolliderer med min tro - kri-stendommen. For eksempel læren om karma, der for mig at se er nær-mest det modsatte af Guds kærlighed og tilgivelse. Det modsatte af min tro på, at jeg altid har en chance til – uanset hvad. I buddhismen ligger du jo mere eller mindre som du selv har redt. Jeg spørger Gyatso om det ikke er en kæmpe byrde, at en dårlig handling nødvendigvis medfører et dårligere liv? Han svarer denne gang uden af tøve: »Jo, det er en kæmpe byrde, men det er virkeligheden. Det er ikke opfundet af Buddha. Buddha sagde: Se, det er sådan her det er. Indse at du alene er ansvarlig for din fremtid« Det er tydeligt, at det her er cen-tralt i Gyatsos og buddhismens virkelighedsopfattelse.

DENGANG MIT NAVN VAR ADRIAN…En gråstribet kat hopper op i skø-det på Gyatso, der på min opfor-dring nu er i gang med at fortælle sin livshistorie. Det er ualmindeligt

interessant, men også mærkeligt at forestille sig den munken i sine unge dage - dengang han brugte sit borgerlige navn Adrian Feldman og hverken var buddhist eller på anden måde religiøs.Adrian voksede el-lers op i Australien med en jødisk far og en kristen mor, men forældrene var gode socialister og opdragede ikke deres børn med en religion. »Vi skulle have ret til at træffe vores egne beslutninger«, fortæller han.I ’68 blev han færdiguddannet som læge ved Melbourne universitet. »På det tidspunkt var jeg fuldt ud videnskabelig rationalist og afviste enhver form for religion«. Han fortsætter i en næsten overbærende tone: »Jeg var den store læge, jeg var videnskabsmanden, jeg vidste alt om denne verden. Det var jeg overbevist om«. I de følgende år arbejde Adrian Feldman som læge forskellige steder i verden, inden han senere rejste til østen med en gruppe kam-merater. »Vi var på noget LSD og

forskellige ting, men vi var samtidig oprig-tigt interesserede i at opleve virkeligheden«, fortæller han. I Paki-stan mødte han en af-slappethed og visdom hos muslimerne, som

han misundte, og for først gang blev han interesseret i religiøsitet. Tilbage i Australien døde Adri-ans mor pludselig, han havde nog-le kæresteproblemer og samtidig begyndte en ven at fortælle ham om buddhisme. På et tidspunkt tog han til Kathmandu og deltog i et længere meditationskursus. »Det var interessant. Jeg så at buddhismen faktisk var psykologi. Men karma og reinkarnation kunne jeg ikke forholde mig til«. Der gik noget tid inden han i Australien gennemførte 3 måne-ders meditation i bushen. »Det overbeviste mig. Ikke bare om at buddhismen er sand, men om at blive munk«. Adrian Feldman blev munk i 1975, og fik det tibetanske navn Thubten Gyatso. Siden har han fortsat studierne og også selv un-dervist - som her i Mongoliet

TO RELIGIONER – SAMME RESULTATJeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig om den rolige, bud-dhistiske munks fortid. Men at han engang har været på stoffer og er uddannet læge…? Tja... Det forklarer selvfølgelig udgaverne af »The New Scientist«, et viden-skabeligt tidsskrift, der ligger på bordet mellem os. Gyatso ser altså heller ikke religion og videnskab som modsætninger? »Nej, overhovedet ikke«, svarer han. »Jeg ser slet ingen konflikt mellem min biologiske viden og læren om karma og reinkarnation. Det giver mig tværtimod svar på mange spørgsmål, som videnska-ben ikke kan svare på.«Jeg nikker. For mig er foholdet mellem religion og videnskab også uproblematisk. Alligevel overra-sker mig lidt, at alt tilsyneladende kan passes ind i den abstrakte buddhistiske tankegang. Selv kri-stendommen, der som Gyatso selv påpeger, umiddelbart er meget anderledes. For eksempel har man ikke en almægtig og skabende Gud i buddhismen. »Vi mener alting kommer fra karma. Karma er i vo-res eget sind«, forklarer han. »Det er ikke noget eksternt«. Men for Gyatso er alt det blot forskellige begnelser for det sam-me. Den kristne tanke om himmel

og helvede eksisterer også i buddhismen, bare som resultat af karma - altså i vores eget sind. »På den måde er det kun teorien i de to religioner er forskellige. I prak-

sis medfører de det samme« Han fortsætter: »Så i virkeligheden er det ligegyldigt om du tror på Gud eller på karma. Om du gør hvad Gud siger eller om du handler som følge af læren om karma. Det giver det samme resultat.«Der er en lang pause. Jeg ville egentlig helst modargumentere, men denne gang lader jeg hans ud-talelse stå og tænker i stedet over hvad han sagde. Det bliver til et par spørgsmål mere. Gyatso svarer, jeg spørger, han svarer - og snart har jeg kun tilbage at takke for en meget tan-kevækkende samtale. Jeg forlader Ulaan Baatars buddhistiske center og bevæger mig igen ud i byens gader. Der er sikkert stadigvæk kaos herude, men der er som om mine sanser har frasorteret larm og bilos. Mit hoved er opfyldt af indtryk fra besøget, og tanker der langsomt skal bearbejdes.

Det er fremmed og det er svært, men jeg prøver at forstå. • I Mongoliet var al religiøsi-

tet forbudt under kommunis-men fra 1924 – 1990• Mongoliet har et muslimsk mindretal på cirka 4 % af befolkningen. Det er Kazak-herne, der bor i den vestligste aimag Bayan-Olgiy. • I 1920 var der omkring 700 templer og 110.000 munke i Mongoliet – dvs. en tredjedel af den mandlige befolkning. • I dag er findes der cirka 260 templer og kirker i landet. 150 er registrerede, deraf 90 bud-dhistiske og 40 kristne. • Ulaan Baatars mange kir-kesamfund omfatter blandt andet mormoner, protestanter, katolikker, adventister og Jehovas vidner.

Peter Vittruper 21 år og opvokset med almindelig folkekirkekristen-dom – hjemme og i KFUM og KFUK. I 2003/2004 er han ansat som den ene halv-del af ’Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelses’ Ung-domsTeam, der tager rundt til gymnasieklasser med oplæg og til spørgsmål og debat … om kristendom!

BUDDHISMEaf Peter Vittrup

af Kenneth HolmMissionær i Mongoliet

• FACTS

»Så i virkeligheden er det ligegyldigt om du tror på Gud eller på karma. Det giver det samme resultat«

GYATSO

6 Pionermongolerne RELIGION

»Buddha sagde: Se, det er sådan her

det er. Indse at du alene er ansvarlig

for din fremtid«GYATSO

Pionermongolerne 7 TRADITION

Fra steppe til tallerkenFlere gange på vores rejse ople-vede vi den store ære, det er, når nogen slagter et dyr for én. Føl-gende er en beretning om, hvordan nogle venlige mongoler købte en ged og slagtede den for os, for at vise deres taknemmelighed over vores besøg.

I Mongoliet slagter man på en lidt anden måde end vi er vant til. Mens nogle stykker holder geden nede, skærer en af mændene et hul i brystkassen på dyret, stikker hån-den ind, tager fat om hovedpuls-åren og klemmer til indtil dyret var dødt. Hele vejen igennem klager geden på den ynkeligste og mest pinefulde måde; et hyl der sætter sig i hjertet på os danskere og er blevet der. Jeg kan tydeligt høre

det for mit indre øre, når jeg min-des begivenheden. Slagtningen af dyr sker på denne måde, fordi det ifølge buddhismen ikke er tilladt at spilde blod. Nu gik parteringen i gang. Én af mændene skar for –hvilket i øvrigt foregik med en lille spejder-lom-mekniv med KFUM-spejdernes logo. Andre havde travlt med at hænge kød op i træerne, for at herreløse hunde ikke skulle stjæle

Har stor interesse i andre kulturer og lyst til at ud-forske verden og de men-nesker der lever i den. Som spejderleder har hun valgt at engagere sig i Mongoliet, da dette giver en mulighed for at kombinere spejderarbejde og kulturelle oplevelser. Ud af hendes 21 år lange liv, har hun været spejder i 13 år.

Hvilken the byder du......fortsat fra forsiden

SLAGTNING AF EN GEDaf Marianne M. Simonsen

Marianne MunchSimonsen

det, pigerne skyllede tarme og alle indvolde blev rengjort. Samtidig blev bålet tændt op, og så snart kødet var skåret i stykker, blev det, sammen med kartofler og gulerød-der, på en gang kogt og stegt i en gryde med varme sten i. Til sidst lå kun skindet, hovedet og klovene tilbage i græsset. Skindet skulle sælges næste dag.

Middagen kunne nu serveres, men først blev de varme sten fra bålet sendt på omgang. Ifølge mongolsk tradition er det godt for helbredet at tage de varme sten fra kødgry-den og kaste dem fra hånd til hånd. Har man smerter, lægger man en sten på den pågældende legemsdel; dette skulle have en helbredende effekt. Da dette var gjort, kunne vi spise, og det var virkelig en festmiddag. Der var dækket op med tørrede frugter, æbler, kiks og kager. Kødet smagte godt, og det var en dejlig afveksling fra fåresuppe, som vi ellers havde spist meget i løbet af de forrige dage.

Da vi havde spist os mætte, kom det, som mongolerne havde glædet sig mest til: INDVOLDENE!!! Den store blikgryde blev sendt rundt, og nu blev der rigtig taget for sig af hjerte, lever, nyre, ma-vesæk og tarme med blod. Det

hele var blevet kogt, og suppen fra kogningen blev også drukket. For mongolerne er alt dette virkelig en lækkerbisken. Vi danskere spiste høfligt noget lever og hjerte og nøjedes med en lille smagsprøve af resten. Det var en oplevelse at overvære mongolsk slagtning og tilbered-ning af kød, og jeg er meget be-æret over vores værters gæstfrihed. Og selv om vi måske ikke syntes lige godt om det hele, var det sjovt at prøve.

gik ind og spurgte, om vi måtte lave mad hos dem. Hvad havde I gjort hvis der pludselig stod 20 mennesker uden for jeres dør, og spurgte om de måtte låne jeres komfur? Alle de mongoler vi trop-pede op ved åbnede døren og bød os allesammen indenfor. Her blev vi budt på diverse mongolske spe-cialiteter som mælkethe, yoghurt, bortsok (små kager) og vodka. Jeg nød at sidde ligeså stille og

indsuge atmosfæren. Der bor altid mange mennesker i sådan en ger. Flere generationer lever sammen i det ene rum, geren består af. Og når der kommer gæster, samles alle beboerne for at hilse på, og høre om der er nogle nyheder. Mændene samles i den ene side og byder hinanden snus fra deres små snus-flasker, de har i lom-merne. De er alle vejr-bidte, huden er mørk og rynket, og deres ’del’ (den mongolske klædedragt) er en

smule beskidt efter dagens arbejde med dyrene. Kvinderne står om-kring ildstedet, og har travlt med at beværte gæsterne, hvilket mæn-dene dog også gerne hjælper til med. På gulvet leger børnene. De har røde, runde kinder og ser friske og sunde ud.

Man kommer altid i godt humør, når man besøger mongolerne i de-res hjem. De elsker at få besøg og virker glade og ubekymrede. Gid denne gæstfrihed kunne indføres i Danmark og blive en naturlig del af danskernes mentalitet.

ShamanismeShamanismen er mongolernes traditionelle tro på, at der er ånder overalt og i alt. Enkelte ophøjede personer, kaldet sha-maner, kan skabe kontakt mel-lem den menneskelige og den åndelige verden.For at få et godt og lykkeligt liv, skal ånderne værdsættes. I dag har buddhismen i Mon-goliet optaget mange af de shamanistiske ritualer, så de mongolske traditioner ofte ikke kan skilles fra den mere filosofiske buddhisme.

• VIDSTE DU AT...

OvooOvoo’en er en shamanistisk tradition, der ses overalt i den mongolske natur. Det er en hellig stenbunke, der dog ofte også indeholder ting som vodkaflasker, krykker og pen-gesedler. Passerer mongolerne en ovoo, ofrer de en sten eller andet og går tre gang rundt om den. Det skulle bringe lykke på den videre rejse.

Kommunismens sammenbrud i 1990 betød også religionsfrihed i Mongoliet. Efter mere end 60 år i det skjulte skulle mongolerne nu forsøge at genfinde et religiøst stå-sted. Samtidig strømmede kristne missionærer fra hele verden ind over landets grænser. Men hvor-dan missionerer man med respekt for tradition og religiøse rødder?

Der var over 20 mænd og kvinder i rummet. De var alle sammen mongoler og de var kommet for at blive døbt i den kristne tro her i hovedstadens Sunrice Center. Det var et besynderligt syn. Jeg har aldrig tidligere overværet en vok-sendåb, og da slet ikke i et sådan et omfang. Men en efter en gik unge og gamle mongoler ned i vandet til præsten, blev velsignet og nedsæn-ket. Da de straks efter igen kom op over overfladen, var det til sang og klappen anført af præstens guitar-spillende datter.

»Massedåben« var et af de første møder med de meget forskellige kirker i Mongoliets hovedstad. Det var en anderledes, men i sig selv ganske positiv oplevelse med mas-ser af glade mennesker. Den satte dog samtidig nogle tanker igang i mit hoved. For hvordan foregår mission egentligt i Mongoliet? Jeg måtte på jagt. Jeg måtte søge

Munken, mormonen og missionærerneMISSIONaf Peter Vittrup

efter et svaret. Hos munken, mor-monen og missionærerne.

MUNKENHvordan har det traditionelt været med mission i Mongoliet? Hvor-dan er det med mission indenfor den buddhistiske lære? Jeg spurgte den australske munk, Gyatso: »Traditionelt, hvis nogen spørger en buddhistisk lærer efter under-visning; Nej! Anden gang; Nej! Tredje gang, hvis personen er vir-kelig oprigtig, vil læreren måske gå med til det« Han forklarede det på denne måde »I kristendommen har der altid været et stærkt bud om at gå ud og sprede læren. Lige fra begyndelse har det i buddhismen næsten væ-ret modsat. Her er det vigtigste at aktualisere læren i dit eget sind. Og så skal folk komme til dig. For hvis folk ikke virkeligt gerne vil lære, er det spild af tid.«

MORMONEN»Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige« er et af de største kirke-samfund i Ulaan Baatar med om-kring 5000 medlemmer. Efter en gudstjeneste hos dem, opsøgte jeg derfor en af kirkens præsidenter, Gary R. Ribbons. Han fortalte om måden den amerikanske kirke mis-sionerer på: »Mongoliet har religionsfrihed så hvis de vil høre, underviser vi dem. Vi har omkring 40 amerikan-ske missionærer her, der undervi-ser i engelsk 16 timer om ugen på

skolerne. De fleste børn der ved godt hvem vi er, og de der er inte-resserede, taler vi med. Men vi må ikke gøre det på nogle af de steder, vi underviser.«

At undervisning ofte bliver brugt som indgangsvinkel til mission, bekræftede min mongolske spej-derven Gantulga. Han havde selv flere gange forsøgt at komme i kristne kirker, men var ikke så vild med det. Han uddybede ikke hvorfor, men fortalte at en af dem, en kirke fra Korea, underviste dem gratis i engelsk og koreansk. De havde mange medlemmer...

MISSIONÆRERNEKenneth Holm og Grethe Kock er begge missionærer i Mongoliet og udsendt af Danmission. De arbejder også begge med sociale projekter, men deres indgangsvin-kel er forskellig. I en længere snak om blandt andet religion, fortalte Grethe:»Bottom line er, at vi gerne vil dele evangeliet med folk, der ikke kender til Jesus. Jeg var ikke her-ude i Mongoliet, hvis det ikke var for at dele evangeliet med mongo-lerne. Og det er derfor Danmission eksisterer.«

Men også mellem danske missio-nærer, er holdningen til missions-begrebet delte. Kenneth var i hvert fald ikke enig med Grethe: »Det er en forsnævret tolkning af missionsbegrebet, at det dybets set er evangalisation. Det at lave kri-stent hjælpearbejde er også en del af missionsbefalingen lige såvel, som det er at forkynde evangeliet. For mig er det sociale arbejde et mål i sig selv, og det tror jeg også, det er det for Danmission.«

SANDHEDEN......konklusionen, facit, svaret.Mine besøg rundt i Ulaan Baatars religiøse landskab gav mig indblik i mange forskellige syn på religion og mission. Jeg spurgte, lyttede, snakkede og brugte deres holdnin-ger til at afklare min egen. Men det ene rigtige svar - svaret - fandt jeg ikke. For det findes ikke!

Jeg tror netop det er centralt, når det handler om mission. Man kan tro på at man selv har sandheden, men man må vide, at det ikke er 100 procent sikkert. På den måde kan man gå åben ind i en dialog uden en utroværdig bagtanke om omvendelse. Åben og med risiko for at blive klogere og måske endda selv at rykke sig.

»For mig er det sociale arbejde et mål i sig selv«

KENNETH

»Jeg var ikke herude i Mongoliet, hvis det ikke var for at dele evange-liet med Mongolerne«

GRETHE

Fattigdom er en svær størrelse at arbejde med. Den kan måles og beregnes, hvis man er økonom. Den kan betragtes, hvis man som mig bare er taget ud for at opleve verden – nogle steder er den ikke til at få øje på. Nogen steder hand-ler det slet ikke om penge, men mere om struktur og kultur.

Facade og virkelighed»Er landet egentlig fattigt?« blev jeg spurgt som noget af det første af nogle andre danskere, vi mødte. For på gaden ses mobiltelefoner, smart tøj og overdimensionerede, blankpolerede firhjulstrukne køre-tøjer. Og jo, mange mongoler har meget lidt, når man vender blikket andre steder hen end lige hovedga-den i Ulaan Baatar.Ifølge FN er en tredjedel af landets indbyggere fattige. Mange mennesker er flyttet fra det svære nomadeliv ind til byerne, hvor slumkvar-tererne er hastigt voksende. I byens yderkanter bor folk i telte uden vand og el. Stor arbejdsløs-hed og total mangel på sociale ydelser ødelægger mange familier. Et tydeligt vidnesbyrd om denne situation er de mange gadebørn, som man lynhurtigt møder som turist i Mongoliet.

Forhindringer for fremskridtetMongoliet har en lang historie om lukkethed såvel ud mod verden som ind til regeringsbygningens gange og kontorer. Der er et meget stort skel mellem den løn, en embedsmand, selv af højeste rang, får udbetalt, og de store biler, man ser på gaden. Der er ingen tvivl om, at mange penge

er i omløb uden for det officielle system. Korruptionen skyldes blandt andet den lange sovjetiske tradition for, at kvinden på gaden kun ved meget meget lidt om, hvad der foregår i det offentlige system. Desuden har man alt for mange ansat – der ses politifolk på hvert eneste gadehjørne, og mange af dem laver ikke dagens gerning. Resultatet er, at hver enkelt får en meget lille løn, så det at modtage bestikkelse er nødvendigt for at forsørge en familie.Korruptionen er nok en af de største hindringer på vejen mod et velfungerende land, såvel demo-kratisk som økonomisk.

Hjælpen er nærDet skorter ikke på hjælp til det store land. FN’s udviklingsorga-nisationer har et stort kontor, og utrolig mange private, vestlige organisationer er rejst ud for at

hjælpe mongolerne med at give oprejs-ning til det krise-ramte samfund.De enkelte projekter spænder over alle mulige ting som børnehaver til gade-børn, undervisning i

husdyrhold eller seksualundervis-ning til de uoplyste nomadefami-lier. Man kan blive helt imponeret over den kreativitet, folkene bag de mange projekter udviser.

Dan og Lauren-Lea Ralph er et amerikansk missionærpar,som jeg besøgte i deres lejlighed i Ulaan Baatar. Med deres 4-årige datter er de rejst fra Michigan til Mongo-liet, hvor de arbejder på at hjælpe landet ud af fattigdommen og føre mongolerne til den kristne tro. I en landsby 10 timers kørsel fra Ulaan Baatar har de etableret et stort drivhus, hvor de underviser de lokale bønder i havebrug og grønsagsdyrkning.

»Vi valgte jordbruget, fordi det er et område, mongolerne traditionelt kender meget lidt til. De lever stort set kun af kød, mælkeprodukter og fedt.« siger Dan Ralph. Mongoler-ne ved kun meget lidt om, hvordan grønsager skal passes – at de skal have masser af vand i Mongoliets tørre klima. »Vi håber at de vil lære, hvordan man vedligeholder en have år efter år.« Parret har selv indsamlet pen-gene til projektet fra familie og venner, og deres uddannelses-mæssige baggrund for et sådant jordbrugsprojekt er, at Lauren-Lea er opvokset på en gård – Dan er uddannet i IT. Helt anderledes er det arbejde, der foregår i FN’s store kontorbyg-ning i Ulaan Baatar. I de kølige, topmoderne kontormiljøer sidder økonomer, sociologer og andre højtuddannede folk og admini-strerer de 4 millioner amerikanske dollars, der hvert år bliver tilført landet som udviklingsbistand.FN’s udviklingsarbejde omfatter bekæmpelse af korruption, arbejde for overholdelse af menneskeret-tigheder, udlåning af midler til opstart af små virksomheder og meget andet. Arbejdet mod korruption foregår på flere fronter. Gennem medierne forsøges at skabe en folkestemning mod korruption. Derudover er der udarbejdet en national handlings-plan, som i første omgang skal sikre, at i hvert fald dommere går fri af korruption. Det er en lang-sommelig proces, fordi det som oftest er en dårlig forretning for de offentligt ansatte at skulle sige nej tak til de bestikkelsespenge, som gør det muligt at købe store Mercedes’er.

Svære vilkår for hjælpearbejdetMin rejse til Mongoliet var den første gang, jeg var uden for Europas grænser. Trods mongoler-nes store hang til facadebyggeri, var det meget slående, at det er et u-land. Mange af de ting, man i Danmark opfatter som selvfølge-lige, eksisterer eller fungerer ikke i Mongoliet. For organisationer, der arbejder i landet giver det mange problemer. Eksempelvis er det svært for med-

arbejderne ved FN at gennemføre de undersøgelser, der skal ligge til grund for udviklingen af deres projekter. Det er ikke ret mange mongoler som har den krævede uddannelse til at planlægge og ud-føre interviews eller lave statistik-ker over fundet materiale.Infrastrukturen i landet er meget mangelfuld, og ofte kræves flere

dages transporttid, hvis de projekter, man ar-bejder på, ikke ligefrem er placerede i Ulaan Baatar. Nomadebefolkningen er trods næsten 100 års stærk statslig styring

ikke blevet sat inden for faste ram-mer. Den gamle kultur, som rejser når der opstår problemer, lever i bedste velgående, selv blandt Ulaan Baatars storbymennesker. Således er planlægning, organi-sering og effektivisering meget anderledes i Mongoliet end i den vestlige verden, hvor de fleste pengedonorer kommer fra. Mange gange oplevede vi på vores tur, at et par timers forsinkelse ikke opfattes som noget stort problem, og at man i stedet for at planlægge tingene, og forudsige hvad der måtte gå galt, bare fandt på noget, når der opstod problemer. Det kan godt være vanskeligt at samarbejde med et folk, som tænker så meget anderledes end en selv.Til gengæld for alle problemerne er det positive ved at lave udvik-lingsarbejde i Mongoliet, at der er meget få psykologiske barrierer i forhold til at ændre på tingenes tilstand, samt en meget stor vilje til at gennemføre projekter og initiati-ver fra Vesten.

Mulighedernes land»Hvis Mongoliet forstod at udnytte deres muligheder, kunne de blive et rigt land i løbet af de næste 10 år,« udtaler Helene Lilleør, som er økonom for FN. Mongolerne har generelt en høj rate af boglighed, stammende fra det sovjetiske uddannelsessystem. Det sætter mongolerne i en meget mere fordelagtig position end de fleste andre u-lande. Der er masser af resurser i landet, som kan bringe velstand, hvis de forvaltes rigtigt.Mongoliet er et stort land med masser af plads til eksempelvis kvægindustri og ikke mindst tu-risme. Også undergrunden gemmer på store værdier: »Hvis mongoler-

Udviklingens ujævne vej

Politisk overblikMPRP, det tidligere kom-munistparti, har styret landet siden 1921 kun med en kort afbrydelse fra 1996 til 2000, hvor det liberale The new Democratic Coalition havde regeringsmagten. Da landet i 1991 blev selvstændigt, blev der indført demokrati og ved valget i 1992 blev MPRP, efter at have haft monopol på magten i 70 år, valgt til at fortsætte. Statsminister Enkhbayar har Tony Blair som forbillede og erklærer, at MPRP ikke læn-gere er et kommunistisk parti, men placerer sig samme sted som New Labour i Storbritan-nien. Partiet står nu i spidsen for en privatisering og udstyk-ning af Mongoliets jord.MPRP har lagt planer, der skal skabe økonomisk vækst og opbygge industri og infra-struktur. Det er solide planer, der kunne gennemføres, hvis Mongoliet havde nogle udenlandske investorer. Men udlandet er ikke interesseret i Mongoliet, og der er ingen investorer til at sætte gang i økonomien. (MMS)

Line Andersen20-årig højskoleelev med interesse for mennesker og samfund. I gymnasietiden brændte hun for Operation Dagsværks arbejde, mens tiden efter højskolen skal bruges som volontør for KFUK’s sociale arbejde i Århus.

8 Pionermongolerne BAG FACADEN

UDVIKLINGSBISTANDaf Line Andersen

• Med FN’s fattigdomsgrænse på 1$ om dagen som mål, er en tredjedel af befolkningen fattige. • Siden 1995 er andelen af familier, der lever under fattigdoms-grænsen steget fra 14% til 33%. • Mongoliet har i forholdt til mange andre u-lande den gene, at der kke er sol og sommer året rundt. Om vinteren kan det blive ned til -50° C. En stor del af året er mad derfor ikke den væsentligste faktor for overlevelse, men derimod brænde. Det gør livet for de fattigste familier meget svært i Mongoliet.• Korruptionen i det offentlige system i Mongoliet er steget. Det viser undersøgelser lavet af FN.• I et distrikt i Ulaan Baatar er befolkningen fordoblet i løbet af 3 år. Der er ikke bygget hverken nye skoler eller hospitaler til at hjælpe de mange flere mennesker.

Læs mere på: www.un-mongolia.mn

• FAKTABOKS

ne kan bestyre guldminerne godt, kan de blive som Norge! Guldet må ikke ryge ud af landet, uden at de får glæde af det selv,« siger Helene.

Grunden er lagt - og mate-rialerne ligger klar!Min egen oplevelse er, at den mongolske kultur er meget stærk. Mongolerne har en meget stor selvforståelse, og de er utrolig stolte over deres lands historie og traditioner. Der er ingen tvivl om, at der er langt fra Mongoliets situation til den vestlige velstand. Alligevel mener jeg, at den store imødekommenhed over for nye initiativer, som alle udviklings-arbejdere beskriver og det solide fundament er et godt springbræt mod et bedre land.

»Hvis Mongoliet for-stod at udnytte deres muligheder, kunne de

blive et rigt land..«HELENE LILLEØR

I byens yderkanter bor folk i telte uden vand og el. Stor arbejdsløshed og total mangel på sociale

ydelser ødelægger mange familier.

De glemte børnGadebørn er et uundgåeligt syn, hvis du går ned af hovedgaden i Ulaan Baatar. De er beskidte, nogle har store huller i tøjet, hvor man kan se helt ind til skindet. Hvis man er turist, kan man være sikker på, at de kommer for at tigge til dagen og vejen. Hvis ikke de får nok penge, må de stjæle for at få mad. Sikkerhedsmanden i State Department Store skyder sin knippel efter dem, hvis han bare ser dem. En barsk hverdag som gælder overlevelse. Ud over at skaffe mad skal de også kæmpe mod de rivaliserende gadebørns-grupper på gaden. Dette er kårene for gadebørn i Mongoliet.

I kommunismens kølvandEfter Sovjetunionen i 1990 trak sig ud af landet, har der være store sociale problemer. For det første er arbejdsløsheden steget helt kolos-salt. For det andet har der været et par isvintre med fatale konsekven-ser for nomaderne. Der var mange nomader, som mistede alt, hvad de ejede. Dette har medført en folkevandring mod byerne – ho-vedsagligt mod Ulaan Baatar for at søge lykken. Antallet er anslået til 30.000 om året, og det foregår of-

test illegalt. Staten har forsøgt sig med flere forskellige foranstaltnin-ger for at hindre folkevandringen mod Ulaan Baatar. For at få lov til at flytte, skal man igennem en bureaukratisk jungle, som de færreste orker at komme igennem. Man skal rejse måske flere tusin-de kilometer til Ulaan Baatar for at udfylde papirer, og det bare for få tilladelse til at flytte. Derudover skal man betale en mindre formue for at få lov til at flytte ind i Ulaan Baatar. Alle disse foranstaltnin-ger gør bare problemerne større, for folk rejser alligevel til Ulaan Baatar. Det har de konsekvenser, at folk står uden et id-kort. Et id-kort som bl.a. giver dem lov til at arbejde. Uden kortet har de heller ikke adgang til de sociale ydelser - hele det sociale netværk bliver utilgængeligt for dem.

Konsekvenserne af den sociale elendighedDerfor er der mange af disse nomader, som ikke har job. Kom-binationen af, at de har mistet alt hvad de ejede og ikke kan få job, får mange til at søge trøst i alkoho-len. Alkoholisme er også et stigen-

de problem. Oftest bliver det, der skulle have været lykken i byen, den rene elendighed. Flere ender på gaden – voksne som børn. Hele

familier kan bo i kloak-kerne. En desværre helt almindelig historie for børnene er, at de har alt for travlt med at hjælpe til i hjemmene. Det får indflydelse på deres sko-legang. Oveni det får de tæsk af deres fædre, som er frustrerede og på druk.

Dette og den sociale elendighed får børnene til at stikke af. Gadebørn fra hele Mongoliet samles i Ulaan Baatar i håbet om en bedre hver-dag. Langs den transmongolske jernbane er problemet størst, her springer mange på toget og tager hele turen til Ulaan Baatar.

At bo på gaden i 50 minusgrader Mongoliet har et meget ekstremt fastlandsklima, hvor temperaturen svinger fra gennemsnitligt –20 grader om vinteren til + 25 om sommeren. Temperaturen kan dog falde helt ned til –50 grader og stige op til +40 grader. De hjem-løse overlever kun ved at søge ned i kloakkerne, hvor de sover omkring fjernvarmerørene, som giver varme til boligblokkene. Det er dog ikke uden risiko; det sker, at rørene springer, hvilket resulterer i forbrændinger på hele kroppen. Mange gadebørn er også misbrugere, de drikker og sniffer lim/gummi.Staten gør ikke så meget ved pro-blemet med gadebørnene. For det første vil de ikke rigtig erkende problemet - for det andet har de heller ikke de finansielle resurser til at gøre noget ved det. Heldigvis er der rigtig mange udenlandske organisationer, som har projekter i Mongoliet.

Gadebørnene på institutionernePå min tur til Mongoliet besøgte jeg flere forskellige institutioner med forskellig baggrund. En ting, som er fælles for dem alle er, at det børnene søgte mest af alt var kærtegn og opmærksomhed fra voksne. Det var meget forskelligt, hvordan de opsøgte den. Nogle råbte højt og var nogle rødder for at tiltrække sig opmærksomheden. Dermed blev andre skubbet lidt i baggrunden, men for dem var det

nok at få lov til at sidde hos en voksen og blive holdt lidt i hån-den. Det var en dejlig fornemmelse at give dem lidt i en ellers sørgelig hverdag, som består af overlevelse. Hele tiden foregik der en kamp om at være den stærkeste, hvor børnene med den mest belastede fortid ikke havde nogen chancer. Det gjorde ondt at se på de børn, som bare lod sig kue, fordi de ikke havde kræfter til at gøre andet. De blev hele tiden skubbet i baggrun-den, slået på og grinet af. Oftest måtte de gå grædende ud til siden, hvor de så på, at resten havde det sjovt. Der blev ikke gjort noget ved det fra medarbejdernes side, og det var ret begrænset, hvad vi kunne gøre. Overalt hvor vi kom frem, var børnene utrolig taknem-melige for selv det mindste smil.

Hvor kommer pengene fraAt gadebørnene ikke er statens pengesluger er tydeligt at se. Der var store kontraster mellem stats-ejede børnehjem, det statsejede psykiatriske hospital og de private organisationers projekter. På det psykiatriske hospital har de handi-kappede børn ikke ret mange ret-tigheder. Mange mongoler tør ikke røre ved handikappede. De mener, at de er fyldt med ondskab. Ma-den bestod af mælkete og brød tre gange om dagen med det til følge, at børnene var underernærede. De blev ikke stimuleret fysisk eller

psykisk. Autisterne sad hele dagen ude ved væggen og rok-kede, og ofte blev alle børnene lukket inde i legerummet en hel dag uden at komme ud. Hvorimod de privat-ejede børnehjem gav

undervisning i forskellig håndar-bejde og i brug af computere. De forsøgte at give børnene kompe-tencer, som de kunne bruge efter børnehjemmet. The Verbist Care Center havde så meget overskud, at centret hver onsdag var åbent for andre hjemløse, hvor de kunne få et bad og et måltid mad. Præsten, der er leder for centret, kravler selv ned i kloakkerne for at se, om der skulle være kommet nye børn til. For hvis børnene er på gaden i mere end seks måneder, er der ikke meget håb for dem. Det mest vellykkede projekt jeg så, var et projekt DaMost kører. DaMost er Dansk-Mongolsk selskabs sociale arbejde i Mongoliet. DaMost har deres egen bestyrelse i Mongoliet, som kører projekterne. De har købt to huse i et gerdistrikt, som de har stillet til rådighed for 15 gadebørn. Det er anden gang projektet kører. Første gang boede den stærkeste gadebørns gruppe der – deriblandt Galsan og Bilge. Efter et stykke tid

Politisk overblik

Mette Vig Østergaarder 22 år. Hun er vokset op i Vestjylland på en nedlagt gård, hvor fritiden har været brugt til fra håndbold, fodbold, gymnastik, KFUM og KFUK til ungdomstræner i håndbold. Hun har en interesse for udsatte og glemte børn, og det personlige projekt er gadebørn.

fik de selv styringen med huset, og fik alle kontakt til deres familier igen. I dag arbejder to af dem på det nye projekt. Det må give den nye generation af de gadebørn et enormt håb at se, Galsan og Bilge kom ud af livet på gaden og nu har skabt sig en familie.

Mongoliets fremtidMongoliet er en meget ung stat med en meget skæv aldersforde-ling, næsten 50% af befolkningen er under 18 år, 37% er under 15 og 75% er under 35. Samtidigt er det nu hver tredje person, som lever under fattigdomsgrænsen. Staten står derfor over for et problem, de ikke kan blive ved med at afvise. De skal have involveret ungdom-men i Mongoliets fremtidsplaner. Det gælder hele ungdommen, også de som har levet på gaden det meste af deres liv. Mongoliet skal have noget forebyggende arbejde i gang, hvor der skal arbejdes med forældrene. Der skal gang i det so-ciale netværk, som sikrer mongo-lerne mod total fattigdom. Det er oftest fattigdommen, som er skyld i de fleste problemer. Der er altid håb, aldrig har jeg mødt et folk, som er så stolte over at tilhøre det land, som de bor i.

Pionermongolerne 9 BAG FACADEN

• Nogle shamanister og bud-dhister ikke vil røre ved handi-cappede, da de tror de er besat af onde onder• Man anslår antallet af ga-debørn i Ulaan Baatar til om-kring 4000• På børnehjemmene kom-mer nogle af børnene aldrig kommer ud, da de ellers ville stikke af. • Hver tredje mongol lever under fattigdoms grænsen.

• VIDSTE DU AT...

GADEBØRNaf Mette Vig Østergaard

De hjemløse overle-ver kun ved at søge

ned i kloakkerne, hvor de sover om-

kring fjernvarmerøre-ne, som giver varme

til boligblokkene

Maden bestod af mælkete og brød

tre gange om dagen med det til følge, at børnene

var underernærede

Stadig, den dag i dag, er Djengis Khan mongolernes store helt. Han har utrolig stor betydning for mon-golernes selvforståelse, og der er stolthed i stemmen, når de omtaler ham. Selv små børn kender ham. De har læst børnebøger om ham og har fået fortalt historier af forældre og bedsteforældre. I Ulaan Baatar kan man ikke gå mange meter uden at se noget til Djengis Khan. Der er Djengis-ba-

Djengis lever!rer, Djengis-klubber og Djengis-plakater på lygtepælene. Går man ind i en butik, kan man købe Djen-gis-vodka, Djengis-øl, Djengis-ci-garetter, Djengis-chokolade. Også Djengis’ tidligere navn Timujin, optræder i diverse forretninger og barer.

Det er ikke så mærkeligt, at Djen-gis Khan er så vigtig for mongoler-nes identitet. I dag er Mongoliet et

land, der ikke har meget at skulle have sagt i verdenspolitikken. De har lidt nederlag for både Rusland og Kina, og landet er plaget af fat-tigdom og sociale problemer. Men at mongolerne engang har været et stort, rigt og magtfuld folk, der har hersket over store dele af verden, giver dem en stolthed, som gør, at det hele er lidt lettere at bære. Og alt det takket være Djengis Khan.(MMS)

Et legelystent folkefærd

I Mongoliet var sproget var den mindste hindring, når det gjaldt om at lege. Aldrig har jeg mødt et så legelystent folkefærd som mon-golerne – meget lærenemme og ikke mindst lærevillige.

Mongolernes gæstfrihed er noget, man bemærker som det første, når man rejser i Mongoliet. Så længe man bare selv er åbensindet og tager initiativ til at gå folk i møde, får man hurtigt nogle store ople-velser og kommer tæt på lokalbe-folkningen. Her skal det dog ikke handle om mongoler-nes gæstfrihed, men derimod deres imø-dekommenhed. Inden jeg tog af sted, havde jeg besluttet mig for at lære en masse lege, når jeg kom til Mongoliet. Jeg havde igennem mit spejder-arbejde i Danmark lært en masse danske sanglege og gennem mit arbejde i et børne- og ungdomscirkus lært at jonglere, lave akrobatik m.m. Dette skulle vise sig at være et godt sted at starte. Vi skulle 14 dage på oplys-

ningskaravane med de mongolske spejdere, og da vi skulle køre næ-sten 3000 km, var der masser af tid i bussen til at lære hinanden at kende og udveksle lege. Det blev et let projekt at lære nogle mongol-ske lege, da det første mongolerne gjorde, da vi var taget af sted, var at stemme i med en masse sange. De aktiverede straks hele bussen, og stemningen var høj fra starten. De sang i timevis og kunne tilsy-neladende blive ved i flere dage. Det meste sang de udenad, og der er ingen tvivl om, at det er noget, de har gjort hele deres liv igennem. De har en fantastisk udstråling og viser en stor glæde, når de synger. Vi kvitterede med nogle danske

sange, og mongo-lerne lyttede med stor interesse. Af danske sanglege kan bl.a. næv-nes »Åh boogie woogie« og »Nu skal vi ha’ en tossesang«, som var popu-lære blandt de

mongolske børn (»Nu skal vi ha’ en tossesang« findes også på mongolsk: »Daans mi labbado«). »I’m Singing in the Rain« var et andet godt bud, og generelt kan det siges, at de elskede sange og lege,

hvor man fik lov til at te sig lidt tosset. Ude på landet oplevede vi, at bør-nene var meget generte, men efter en af ovennævnte sange blødte de hurtigt op. Mange af de sange, som vi bruger hos spejderne i Danmark, har de også i Mongoliet blot på deres eget sprog. Vi fandt derfor hurtigt et helt repertoire, hvor alle kendte melodierne. Så gjaldt det bare om at følge med, så godt man nu kunne, når sangene blev sunget på fremmedsproget.

Syngende guiderAt mongolerne er glade for musik kommer også til udtryk i deres hverdag. Da vi var på ridetur ved Khövsgul Nuur, sang vores guider næsten konstant mongolske folke-sange. Det var en dejlig fornem-melse at ride igennem landskabet med disse folkesange i baggrun-den, og om aftenen ved bålet foldede guiderne sig rigtigt ud. De var lidt generte, når vi spurgte direkte, om de ikke ville synge, men som regel lykkedes det, og da de først kom i gang, kunne de ikke stoppe igen. I mongolsk fol-kemusik bruger de af og til nogle anderledes rytmer, end vi er vant til herhjemme, og de har det med at glide meget hen over tonerne. Det er en noget anderledes sang, men den er i særdeleshed smuk og stemningsfuld. Hvis man har et billede af den mongolske steppe i hovedet, kan man kun blive glad, når man hører disse sange.

En spejderdansDe mongolske spejdere, samt alle andre unge i Ulaan Baatar, hører utrolig meget af den samme mu-sik, som vi hører herhjemme. Vi var med spejderne på diskotek et par gange, og specielt popmusik med en hård dunkende rytme faldt i deres smag. Spejderne har også deres helt egen spejderdans, som alle spejdere i hele Mongoliet bruger. De danser den til »Cotten Eye Joe«, og de har haft en profes-sionel koreograf til at hjælpe sig. Her i Danmark var dette country- / pop- / technonummer meget po-

Henning Markvarter 21 år og har været KFUM-spejder i 6. Odense gruppe siden 1990. Her har han bl.a. været leder for bæverne, som er børn i alderen fra 6-8 år. Han har desuden været medlem af Odense børnecirkus, Cirkus Flik-Flaks, ungdomstrup siden 1994, som har turneret rundt i landet hver sommer. En uge af sommerferien er også altid blevet brugt på at lave sommercirkus sam-men med 200 børn. Først som deltager og senere som instruktør/leder.

10 Pionermongolerne LIV OG LEG

pulært først i halvfemserne, og vi har ikke hørt meget til det siden. I Mongoliet lever det dog stadigvæk i bedste velgående. Pludselig, når »Cotten Eye Joe-nummeret« går på, stiller de sig op i formation og begynder at danse en synkronise-ret hiphopdans. Det var fantastisk at opleve. Vi sprang naturligvis hurtigt op for at deltage, men man kunne godt mærke, at de havde brugt tid på at lære dansen. – Vi nåede i hvert fald aldrig at lære den helt!

IntelligenslegeDet er naturligvis ikke kun sange og bevægelseslege, vi har leget, mens vi har været i Mongoliet. Mongolerne har en stor interesse for små intelligenslege, og ikke sjældent er remedierne lavet i træ. Det kan være forskellige terninger, som kan skilles ad og derefter skal samles igen, forskellige rebtrick, små tryllenumre, tændstiktrick; små træbrikker, som kan danne adskillige figurer og meget andet. Ofte er opgaverne præget af, at der skal tænkes en del, og så skal man have god tid. Knobbinding var naturligvis også en disciplin, som vi spejdere, ikke kunne holde fing-rene fra. Jeg har selv arbejdet en del med knob tidligere og kunne derfor lære mongolerne nogle pyn-teknob. Jeg har sjældent oplevet mennesker, som var så ihærdige og opmærksomme, når de skulle lære noget nyt! De sad dybt koncentrerede og blev ved med at prøve, indtil de kunne binde knobene selv. Ofte kom de dagen efter og spurgte, om jeg ikke lige ville vise dem knobene igen, så de fik dem repe-teret. Det er en fornøjelse at lære fra sig, når man har så lærenemme »elever«.

Hårdføre børn i »to-mand-høj«Brydning er en anden disciplin, som de mongolske drenge udøver en del. Brydning er en af disci-plinerne ved den store national-festival, Naadam, og det er nok også derfor, det er så populært. Ofte bliver en pause brugt på at bryde. – af med T-shirten og ud

Det var en dejlig fornemmelse at ride igennem landskabet med disse folkesange i baggrunden, og om

aftenen ved bålet foldede guiderne sig

rigtigt ud

Mongolerne har en stor interesse for

små intelligenslege, og ikke sjældent er

remedierne lavet i træ.

KRONIKaf Henning Markvart

på græsset! En anden mere stille leg er mongolernes leg med fåre-ankelknogler. De hedder Sharai i Mongoliet, og mongolerne har utallige spil, som kan spilles med disse knogler. Næsten ethvert hjem

har en pose knogler liggende, og de bliver brugt af såvel børn som voksne.Vi arbejdede på børnehjem, de før-ste 14 dage vi var i Mongoliet, og også

her fik vi leget en masse med børnene. Vi havde sat os for, at børnene bare skulle have nogle sjove oplevelser, og derfor legede vi fortrinsvist med dem. Det var det bedste bidrag, vi kunne give, når vi ikke skulle være der i læn-gere tid. Langt de fleste børn var gadebørn, som var blevet samlet op og placeret på dette statsbør-nehjem. Børnene havde en hård omgangstone indbyrdes, men så længe vi kunne aktivere dem med leg, var der ingen problemer. Bør-nene fulgte godt med på de danske sanglege, og »Andersine, Anders and« faldt specielt i god jord. Jeg lavede lidt akrobatik med nogle af børnene, og de fleste var frygtløse og hoppede straks op på skuldrene af mig for at lave »to-mand-høj«. Der er ingen tvivl om, at de var vant til at bruge deres krop, og man kunne hurtigt lære dem nogle små akrobatiske trick. Børnene var ikke pivede. En af mine rejsefæller kom på et tidspunkt til at træde et af børnene over tæerne med sine store vandrestøvler. Barnet kigge-de kort op på hende, men fortsatte derefter bare legen, som om intet var sket!

Børnene i Mongoliet er hårdføre, og det kunne også mærkes, da vi kom ud på landet. Alle hjælper til i hverdagen, nærmest fra før de har lært at gå. De opholder sig på step-pen, og som nomader lever de af deres dyr og meget lidt andet. De flytter flere gange årligt for at finde græs nok til dyrene, og de lever under enorme temperatursvingnin-ger. Alligevel virker det til at være et veltilfreds folkefærd, som er glade i hverdagen.

DelDen traditionelle mongolske klædedragt kaldes en del (ud-tales »dell«), og er en slags lang frakke med knapper i siden? Delen bruges f.eks. som tæppe, jakke og til at skjule sig under, når man er på »toilet« på den åbne steppe.Delen er også opbevaringssted for drikkeskåle, snusflasker og andre nyttige ting, som er rare at have lige ved hånden – eller inde på maven..

• VIDSTE DU AT...

ZudZud er det mongolske ord for en ekstrem kold vinter hvor temperaturen når ned under -50°. Husdyrene dør, og man-ge nomader mister alt hvad de har. I de 4 forrige år har zud’en kostet Mongoliet 11,8 millioner husdyr eller en tre-diedel af Mongoliets samlede husdyrbestand.

Knoglerne, som bruges til disse spil, er fåre-ankelknogler, og disse kaldes på mongolsk for Sharai. Næsten ethvert hjem i Mongoliet har en pose af disse knogler liggende, som børn og barnlige sjæle kan lege med. Mange af spillene handler om mongolernes hver-dag, og på denne måde afspejler spillene en del af deres kultur. Sharaiknogler fra andre dyr indsamles også, men disse er ofte for store og ikke velegnede til spil.En Sharaiknogle har 4 forskellige sider, og disse har værdi som henholdsvis hest, ka-mel, får og ged. Det er disse fire dyrearter, der har størst betydning for de mongolske nomader. Det vigtigste dyr er hesten, der-

Mongolske sharaispil

Sharai-knogle-spådomsspil

Hest Kamel Får Ged

Forklaring:4 Den bedst tænkelige kombination;

Held, lykke og godt helbred.4 Alle dine ønsker vil gå i opfyldelse.

4 Evigt held.4 Andre vil prøve at skade dig, tag dig i agt.

3 1 Du vil snart få besøg.3 1 Der er ingen forhindringer på din vej.3 1 Alt vil falde lige heldigt ud.2 1 1 Lykke.2 1 1 Held.2 1 1 Du vil have held på kort sigt med dit forehavende.2 2 Du vil have held med dit forehavende.2 2 Du vil nå dine mål.2 2 Du vil støde på forhindringer.1 3 Langvarig lykke.1 3 Du har sikkerheden på din side.1 3 Sladder og skænderier.1 2 1 Bagtalelse og fjendskab.1 1 2 En anden vil tage æren for dit arbejde.1 1 2 Godt helbred og lykke.1 2 1 Ingen vanskeligheder.1 2 1 Du vil høre godt nyt.1 1 1 1 Meget godt.

2 1 1 Det er ikke klart, at alt vil lykkes.2 2 Tingene er til din fordel, men ikke fuldstændig.2 2 Ingen problemer.1 2 1 Dit forehavende mislykkes.1 1 2 Heldet er ikke på din side.1 3 Nederlag.1 3 Kræfter udefra vil påvirke dig

3 1 Dit forehavende lykkes stort set2 2 Succes1 3 Uheld

Dette spil er et forsøg på at forudsige fremtiden, og et levn fra shamanismen. Kast de 4 knogler, og de vil vise dig din skæbne!

Pionermongolerne 11 LIV OG LEG

næst kamel, får og ged. De to smalle sider på knoglen er hest og kamel. Kamelen er den side, der går nedad i knoglen. Hestens side er mere flad eller buer en anelse opad. Fårets side er den mest jævne og runde af de brede sider (rundingen buer opad), og ge-dens side er den mest kringlede.

Hvis knoglen lander på højkant er det en ko, men det er yderst sjældent, at dette forekom-mer, og man benytter ikke koen i spil.

God fornøjelse! (HM)

Hest

KamelFår Ged

• VIDSTE DU AT...

i Mongoliet giver man »point« med fingrene. En strakt tommelfinger betyder som hos os »rigtig godt«, mens lillefingeren betyder »meget dårligt«. Hvis du viser langemanden til nogen, betyder det altså i Mongoliet bare »middel« …

• FACTS

En eftermiddag da vi lå og solede os ude på steppen, kom en flok køer pludselig forbi. Der er ikke hegn i Mongoliet, så man løber tit ind i store flokke af køer, heste, kameler, geder og får – for ikke at tale om de mange løse hunde. Disse her køer syntes vist, det var en hyggelig plet, vi havde fundet. De besluttede sig i hvert fald for at blive hængende.

Ude på landet tilbringer mongolerne meget tid med deres dyr. De synger sange for hestene og nogle klipper endda lidt af pelsen som minde, hvis de sælger et får eller en ged. Faktisk er mongolerne så tæt på deres dyr, at de mener, de kan snakke med dem. Det fandt vi ud af, da vores mongolske venner denne eftermiddag sprang op og råbte »rutj!« efter de nysgerrige køer. Den lyd bruges nemlig kun til at få køer væk, og sådan er der en lyd for alle mongolernes dyr. (LS)

Det skal du sige, for at få dyrene til at gå:

• Ko: »Rutj« (og »uuv« for at kalde på dem)• Kamel: »Khaa«• Hest: »Tju«• Hund: »Djav«• Geder og får: »Tjar« (og »tsoo, tsoo«, hvis du kæler med dem!)

Kan din hund forstå mongolsk?

Mongoliet er et mejeriland; befolkningen lever af det, de kan få fra deres dyr. De spiser altså kød og mælkeprodukter. Om sommeren tilberedes mælkeprodukterne, så de kan holde vinteren over. Tørret yoghurt spises som snacks. Nogle former er så hårde, at man risikerer at knække en tand, hvis man prøver at tygge dem.

På landet har man ikke ovne i de små gerer, så dampede retter er meget brugt. Buuz og huushuur, er Mongoliets nationalretter, de består af hakket fårekød i dej, der er hen-holdsvis dampet og kogt i olie. Mongolerne elsker kød. Oftest spiser de får, som serveres i en suppe eller i retten tsuivan som er stegte nudler og fårekød. Normalt foretrækker de dog kødet kogt, så lige meget hvor man kommer, er der en lugt af fårekød.Mælkethe drikker mongolerne flere gange om dagen året rundt. Også arag er meget brugt, og kendes kun i Mongoliet. Det er lavet af hoppemælk, der har gæret så det er blevet alkoholisk

Mad Opskrift på Buuz:Dej:650 g mel1 tsk. salt4-5 dl. vand

Mel og salt blandes. Vand tilsætte lidt ad gangen indtil dejen virker blød og elastisk. Lad dejen hvile.

Fars:1 kg. hakket oksekød250 g hakket hvidkål250 g revet gulerod2 fed presset hvidløg2 små eller 1 stort hakket løgsalt og peberRør farsen sammen. Rul dejen ud så den er ca 5 mm tyk og skær små kvadrater ud i ca. 5 x 5 cm. Læg en skefuld fars i midten af hver kvadrat. Saml hjørnerne fra hver kvadrat og klem dem sammen, så farsen er i en lille ’dej-pose’. Buzz skal dampes i 20 minutter, Mongolerne har en ’Steamer’ men man kan også dampe dem på en rist der står i en gryde med lidt vand i bunden.

En af de små mongolske intelligenslege… Tegn modellen til højre af eller tag en kopi (vi forventer naturligvis ikke, at du klipper i den fine avis), klip ud og forsøg at danne de viste figurer med de 4 brikker.

Intelligens...

12 Pionermongolerne BAGSIDEN

• VIDSTE DU AT...

I Mongoliet stødte vi på man-ge særlige skikke og råd.Som de forklarede os: »It works in Mongolia« – det skulle altså virke i Mongoliet...• Det betyder uheld at sælge dyr og mælk tirsdag, lørdag og ved fuldmåne.• Efter kastrering af husdyr må man ikke flytte ger’en eller bære affald ud i tre dage – ellers dør der et dyr.• Det betyder uheld at råbe ad en gravid kvinde.• Køresyge kan kureres med en lille sten i navlen og et tør-klæde rundt om maven.• Hvis man forurener en flod, f.eks. ved at spilde mælk i den, dør der nogen i nærheden.• Kvinder og børn må ikke overvære en slagtning.• Man må aldrig stige op på en hest fra højre side.

It works inMongolia

Klog kone eller finurlig fuskerAt mongoler er et meget hjælpsomt og gæstfrit folkefærd, hersker der ingen tvivl om. Lige meget hvilken situation man kommer i, kommer de straks og tilbød deres hjælp. Derfor blev Tuul – min veninde fra det mongolske spejderkorps - straks meget bekymret, da hun så, at jeg havde problemer med min skulder. Det mente hun ikke ville være så godt at døje med på den efterfølgende karavane. Hun kend-te en klog kone/alternativ behand-ler, som muligvis kunne hjælpe.

På tur i gerdistrikterneVi tog en mikrobus, og det skal nok lige forklares, hvordan de fungerer. Det er noget helt specielt i Mongoliet. Der kører små busser rundt på forskellige ruter. Når de

holder ind ved et busstoppested, er der en person som stikker hovedet ud og råber, hvor de kører hen – man skal dog helst være mongol for at forstå det. Vi kørte langt ud i forstæderne, som også kaldes gerdistrikter. Vi gik gennem de meget kringlede gader, som virker til at være pla-ceret rimelig tilfældigt. Gererne og de små huse er omgivet af små hegn. Derfor føler man at man går i en labyrint. Da gerdistrikterne i den oprindelige byplanlægning kun var en midlertidig løsning, findes der ingen kloaksystem til de mange tusinde mennesker, der bor i distrikterne.

I den kloge kones husTuul og jeg – mest Tuul – fandt frem til stedet, og en ældre smilen-de dame bød os velkommen. Jeg fik forklaret problemet via Tuul, og konen gav sig til at massere. Hun

konstaterede hurtigt at der var no-get galt - men ikke noget alvorligt. Det var dejligt at få massage af den ældre dame. Man kunne mærke hvor stærke fingre hun havde. Hun kløede også håret meget hårdt og trykkede ved tindingerne. Det skulle hjælpe mod spændinger og hovedpine. Da jeg troede, at jeg var færdig, kom hun frem med en kuffert. Jeg blev straks nervøs for, hvad det var. Det sidste jeg var blevet advaret imod, inden jeg tog af sted, var nåle! Så jeg forestillede mig allerede mig selv med en mas-se usteriliserede nåle stikkende ud af mig. I stedet fandt konen nogle instrumenter frem, som jeg kun har set benyttet i film, hvor handlingen har foregået i 1800–tallet. Jeg har senere fundet ud af, at behandlin-gen hedder kopsætning. Kopsætning er stadig meget ud-bredt verden over undtagen i de skandinaviske lande, hvor be-

handlingen ophørte for cirka 100 år siden. Man kan behandle med både varme og kolde kopper mod bl.a. bylder, myoser, barnløshed, stive og smertende muskler og til at sætte blodomløbet og stofskiftet i gang.

Den kolde gelose afprøves Jeg prøvede den kolde eller blege gelose. Det foregik ved at 4 klok-keformede glas blev placeret på min skulder, hvorefter alt luften blev suget ud. Huden blev suget et godt stykke op i klokken. De skulle sidde der i ca. 10 minutter. Da de blev taget af igen efterlod de 4 store blå-røde sugemærker, som så ret voldsomme ud! Princippet i det var - ifølge Tuul - at trække smerten ud. Smerten var værst på de steder, som havde fået den mest markante farve. Senere hen på aftenen skulle jeg have et te-om-slag om skulderen for at lindre på

WORKS IN MONGOLIAaf Mette Vig Østergaard

www.mongolerne.dkBAGGRUND · PORTRÆTTER · ARTIKLER · DAGBOG · REJSEBREVE · BILLEDER

klik ind på vores hjemmeside

smerterne. Te-omslaget, føler jeg helt bestemt, var til overs. Hvorimod jeg føler mig overbevist om, at kopsætnin-gen hjalp. Min skulder fungerede stadig ikke helt optimalt, men der var en helt klar forbedring. Og det på trods af, at jeg kun nåede at få èn behandling med kopper. Af vi 9 danskere, som var i Mon-goliet, var jeg nok den helt rette, der endte hos den kloge kone. Det er ikke uudforsket område for mig at benytte mig af alternative behandlere. Tidligere har jeg haft dårlige erfaringer med læger, som har sendt mig hjem uden at gøre noget ved mine gener. Så jeg har følt mig nødsaget til at gå til alter-native behandlere. Min interesse for kroppen har altid været der. Jeg har dyrket meget idræt, og efter højskoleopholdet skal jeg læse til fysioterapeut.

steppens liv