9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 1 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

Post.doc.PETER BORUM

TemaerSeneste artiklerArkiv

AVANTGARDEN SOM PROBLEM OGMULIGHED16.03.2010

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet afholdt i november 2009 deres første årligeIKK-festival med den brede overskrift ’Avantgarde’. Peter Borum, Carlsberg-post.doc. ved KunstakademietsBilledkunstskoler, trak i denne forbindelse fulde huse til en sand tour de force forelæsning om den historiskeavantgardes væsen og bestræbelser.Peter Borums forelæsning, der her trykkes i en udvidet version, er en fornøjelse for alle læsere, der begejstresover Borums fornemme bestræbelse på helt at gentænke kunstens væsen, dens drivkraft ogmulighedsbetingelser – set gennem et idéhistorisk og kulturkritisk blik og i samtale med filosoffer ogteoretikere som Perniola, Kant, Marx, Deleuze, Foucault og Bürger.

1. AVANTGARDENS FORM (MULIGHEDSBETINGELSER)Allerførst vil jeg undskylde, at jeg i dag kommer til at læse op fra et manuskript. Normalt ville jeg foretrække atforelæse ud fra noter, men dagens emne: "avantgarden som problem og mulighed" har jeg måttet gennemtænkeforfra, og det vil i praksis sige: gennemskrive.Der er tale om et rent personligt "forfra", for der er heldigvis allerede tænkt meget over avantgarden, hvilket letteropgaven betydeligt.Men lad os komme til sagen. Hvad er avantgarden overhovedet for noget, kunstnerisk og litterært? Jeg vil ikkebegynde med nogen definition, men derimod med nogle betingelser, hvorunder vi kan nærme os en definition ogdermed måske indkredse en genstand. Der er tale om de logiske betingelser, som bydes os af selve formen påidéen om en avantgarde. Vi tager altså avangarden "på ordet". Og der er tale om de eksistentielle betingelser forden (eller de) faktiske avantgarde(r): teoretisk, kunstnerisk og politisk. Herigennem skulle der gerne træde noglekonturer frem af avantgarden som problem og mulighed, her og nu.

Når vi siger "avant-garde", befinder vi os til at begynde med i et rumligt og i et militært univers. Avantgarden eren fortrop, hvis taktiske opgave det ikke er at levere slag, men i opklaringsoperationer og skærmydsler at prøvefjendens positioner og styrke. Først herefter sættes hovedstyrken ind - eller holdes tilbage. Det ligger i sagensnatur, at avantgarden konstitueres under en bevægelseskrig, hvor en hær eller hærafdeling må bevæge sigigennem et i hvert fald potentielt fjendtligt kontrolleret territorium.Bevægelsen har et strategisk mål, som imidlertid ikke nødvendigvis er af umiddelbart geografisk karakter (altsåokkupationen af en bestemt stilling, in casu, hvis man er Napoleon eller Hitler, at indtage Moskva). Sun Tzus2000 år gamle Krigskunsten [1]åbner i sin yderste konsekvens mulighed for, at man kan holde sin underlegnehovedstyrke i konstant bevægelse med henblik på netop ikke at levere et afgørende slag, men i stedet udmattemodstanderen, der således vil få adgang til hele territoriet uden at kunne okkupere det. Omvendt kan man medden britiske flåde omkring år 1900 undlade at søge at levere slag med sin overlegne hovedstyrke, for dermedkonstant at være i stand til at levere et afgørende slag overalt på søterritoriet; hermed nægter man fjendenshøjsøflåde adgang til hele søterritoriet ved hjælp af en såkaldt fleet in being (eller blot eksisterende flåde), somvirtuelt projiceres på hele søterritoriet fra et hvilketsomhelst punkt på havet eller i havn.[2]Det militære avantgardebegreb er altså knyttet til en taktisk fremrykning. Og for det første kan fremrykningensstrategiske mål være af en helt anden orden end de umiddelbare taktiske mål (det endegyldige strategiske mål,minder teoretikeren Clausewitz os om[3], er under alle omstændigheder at sætte fjenden ud af stand til atfortsætte de militære operationer og altså, kunne vi sige, at gøre ham kraftesløs). For det andet er det ikke denmilitære avantgardes egen kraft, der væsentligt skal træde i - en umiddelbart ødelæggende eller middelbartudmattende - forbindelse med modstanderens kraft og dermed gøre ham kraftesløs; det er hovedstyrkens kraft.

PRINTBOOKMARKS

RELATEREDE ARTIKLER (3)Kritisk samtidskunst - mellem en løs tandog en moralsk pegefingerNIKETOWN – BYENS VERSION AFRUMFÆRGEN MIRHverdagslivets æstetisering

OM TURBULENS.NET KONTAKT KØB MAGASINET

SØG

Tilmeld nyhedsbrev

Her er du: Forside > Temaer > Seneste artikler

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 2 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

udmattende - forbindelse med modstanderens kraft og dermed gøre ham kraftesløs; det er hovedstyrkens kraft.Men hovedstyrken behøver som sagt ikke at levere slag for at opnå dette (undtagen netop hos Clausewitz, forlige at gøre ham færdig).

Hvor den militære avantgarde er af taktisk karakter, og derfor væsentligt bevæger sig i rummet, bevæger denmilitære strategi sig væsentligt i tiden: den har en tilstand som sit endemål. Og i henseende til det kunstneriskeavantgardebegreb sker der netop en forskydning fra rum til tid. Den kunstneriske avantgarde bevæger sig fra engiven udgangstilstand, kunstnerisk og politisk, med henblik på at nå en væsensforskellig sluttilstand. Bevægelse irum bliver - jeg havde nær sagt som sædvanlig - til symbolet på forandring over tid.

Forandring over tid kan forstås på flere måder. Altså f.eks. som forandring fra én tilstand, udgangstilstanden, tilen anden tilstand, sluttilstanden. Udgangstilstanden kan da - mekanistisk, eller mere moderne: deterministisk -tænkes at rumme de elementer, som med nødvendighed i en given proces bestemmer, at sluttilstanden bliver somden bliver, i forhold til udgangstilstanden. I yderste konsesvens ligger der en sådan mekanistisk ellerdeterministisk afhængighed af udgangstilstanden gemt i enhver forestilling om en negativ bevægelse, enbevægelse væk-fra - og dermed også i enhver brud-æstetik, for så vidt den er en brud-æstetik. Anywhere out ofthis world er stadigvæk negativt afhængig af this world og i den forstand reaktivt, som Nietzsche ville sige. Detbetyder ikke nødvendigvis, at bevægelsen i sig selv er illegitim, men det betyder, at den ikke siger nogetspecifikt om, hvor den er på vej hen, og at den ikke selv lader sin sluttilstand determinere af andet end det, dener på vej væk fra, for så vidt som den definerer sig selv som noget, der er på vej væk fra noget andet (man kantænke på en i egen selvforståelse antinazistisk bestemt stalinisme i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig somnoget, der bevæger sig væk fra nazismen uden at bevæge sig væk fra eksempelvis diktaturet, eller på denfunktionalistiske byplanlægning som noget, der bevæger sig væk fra urbaniteten uden at bevæge sig væk fraeksempelvis kapitalismen).I stedet for frastødning kan sluttilstanden være resultatet af tiltrækning - en tilstand, som et dynamisk systemtrækkes henimod, kaldes en attraktor. Noget, der somme tider er blevet tænkt som samfundsmæssige attraktorer,er demokrati og freedom of enterprise. Man ser, at attraktorerne må være givet i systemets udgangstilstand for atkunne styre dets sluttilstand. Den menneskelige antropologi må altid-allerede være rettet imod f.eks. demokrati ogfreedom of enterprise, hvis de skal være nødvendige attraktorer. Fremtiden er i så fald allerede indeholdt inutiden.Det samme gælder, hvis der ikke er tale om, at sluttilstanden ikke bestemmes i analogi med de fysiske processersattraktorer, men i analogi med de biologiske processers formdannelser, og altså finalistisk eller, om man vil,teleologisk: også det befrugtede ægs nutid indeholder det fuldt udfoldede voksne individs fremtidige form. Noget,der somme tider er blevet tænkt som en samfundsmæssigt nødvendig formdannelse, er kommunismen som denuundgåelige ophævelse af kapitalismens indre modsætninger, før eller siden. For at virke med nødvendighedkræver formdannelsen imidlertid en kraft. I biologien er det Livet; for kommunismen, forstået på denne måde, erdet Historien. Går Historien ikke af sig selv, må der sættes skub i den (omvendt kan mennesket også måttefrisættes aktivt fra sine begrænsninger, førend attraktorerne demokrati og freedom of enterprise kan gøre deresvirkning).

Man ser her, hvorfor Bergson kalder finalismen for "kun en omvendt Mekanisme"[4]: i begge tilfælde tænkes detfremtidige som fuldtud indeholdt i nutiden, og forandringen altså som allerede fastlagt og i den forstand ingennyskabende forandring.Men forandringen kan også tænkes som åben (og hos Bergson er forandring i denne åbne forstand simpelthenselve definitionen på en øjeblikstilstand: en tilstand er noget, der er i forandring), som åben og som et moment isig selv, der rummer en absolut frihed, også selv om denne principielle absolutte frihed konkret er begrænset afomstændighederne. Heri ligger ingen selvmodsigelse. Friheden er frihed til forandring og skabelse, menforandringen er forandring af noget, og skabelsen er skabelse ud fra noget. Men heraf følger ikke, at det ny[5],forandringens eller skabelsens resultat, nødvendigvis var indeholdt i udgangstilstandens noget.Her ligger formentlig frihedens problem: på en begrænset og begrænsende baggrund at gribe dennes potentialerfor i frihed at forene dem i en formdannelse, som man puster liv i gennem handling. Sagt på en anden måde erdet formen, der er fri, og ny, men på betingelse af, at den hele tiden bliver det, påny.

Nu er kunsten par excellence formens område, så det er ikke så underligt, hvis den også ses som skabelsens ogendda nyskabelsens område, og som frihedens. Her støder vi lige om lidt på et andet spørgsmål, som er af storvigtighed angående den (eller de) kunstneriske avantgarde(r), nemlig spørgsmålet om, hvad kunsten overhovedeter for et område. Men inden vi når så langt, vil vi lige opholde os et øjeblik ved spørgsmålet om kunstneriskforandring.I de første to årtier af det tyvende århundrede gav kunsthistorikeren Alois Riegl og litteraten Viktor Sklovskijhver sit parallelle bud på, hvordan kunsten fungerede. Riegl og Sklovskij historiserer formen uden at tilskrivenogen enkelt historisk form - nogen epoke eller stilretning - en rang, der ophøjer den til en almengyldig model.Forandringen får ganske vist lokal retning, men ikke global retning. 100-150 år forinden kunne Fidias' skulpturerfor nyklassicismen være en attraktor, fra hvilken uheldige omstændigheder havde afskåret os. Og 30-40 år senerekunne den abstrakte malerkunst i kritikeren Clement Greenbergs øjne udgøre en attraktor, imod hvilkenbilledkunsten uimodståeligt stræbte. Men hos Riegl og Sklovskij er der intet ideal, og intet endemål. I denneforstand opererer de med en åben forandring.

For Riegl [6]drejer det sig om at revalorisere en ægyptisk og etruskisk kunst, der har været set som (i sletforstand) primitiv, og en senantik kunst, der har været set som degenereret. Begrebet "kunstvilje" eller"Kunstwollen" indebærer, at kunsthistorien ikke består af afvigelser og tilnærmelser i forhold til et normativtideal, men af forskellige æstetiske formdannelsesdynamikker, eller altså "kunstviljer", der afløser hinanden udennogen almen orden.For Sklovskij [7]drejer det sig om at bestemme kunstens erkendelsesmæssige funktion. Begrebet"fremmedgørelse" eller "ostranenie" indebærer, at kunstværket lader os sanse noget ved verden, som vi ellers

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 3 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

"fremmedgørelse" eller "ostranenie" indebærer, at kunstværket lader os sanse noget ved verden, som vi ellersikke kunne fastholde som en tanke. Idet kunsten ved et greb gør tingene fremmede for os, ophæver den detilvante kategoriseringer, gennem hvilke vi ellers begriber dem. Stenen bliver, som Sklovskij skriver, "stenet", istedet for at modsvare og modsvares af vores allerede stabiliserede forestillinger om en /sten/. Kunstgrebetdestabiliserer begrebsapparatet - så det kan udvides.Disse analyser er blevet suppleret med idéen om en intern cyklus i ethvert nybrud. Af forholdet mellemkunstgreb og fremmedgørelse drager Jurij Tynjanov i 1920'erne [8] den konklusion, at et kunstgreb må bliveslidt: til sidst viser det ikke længere noget nyt ved tingene, og der må opfindes nye kunstgreb. Og Henri Focillonskitserer i 1940'erne [9]en almen stilcyklus, der begynder med en eksperimenterende og i tilbageblik arkaisktilstand, for så at passere igennem en klassisk, en forfinet og en barok tilstand, efterhånden som virkemidlerneopfindes, samles og påny spredes.Nok så interessant er det, at der her forudsættes en træghed eller forsinkelse i kunstens virkning - ioverensstemmelse med Nietzsches diktum om, at det ikke er i sit første frembrud, at noget viser sit væsen. Etsådant frembrud, en sådan overgang, møder vi også, når ordet "avantgarde" simpelthen skal betegne den(formodet) mest avancerede kunst eller litteratur (og altså bogstavelig talt, og påny i militærsprog: den, der errykket længst fremad).

Men lad os opsummere.- Militært set har vi en fortrop, som er skilt fra sin hovedstyrke og fra sit strategiske mål. Fortroppen kæmper enkamp, hvis strategiske endemål befinder sig på et andet niveau end denne umiddelbare - taktiske - kamp.- Alment-filosofisk har vi en fri forandring, der ikke nødvendigvis fører et bestemt sted hen, og hvor (for nu atopretholde den militære sprogbrug) den taktiske - altså bogstavelig talt: den følende eller famlende - fremrykningsamtidig rummer opfindelsen eller opdagelsen af det strategiske mål.- Og kunstnerisk set har vi et system af overgange til noget nyt, hvor selve åbningsbevægelsen først viser sinnatur efterlods, men hvor det ikke desto mindre er den, der - måske i blinde - afgør, hvad det er, der vil kunnevise sig.

2. REPRÆSENTATION, KUNST, ØKONOMI (HISTORISKEVIRKELIGHEDSBETINGELSER)Hermed er vi nu selv rykket frem til spørgsmålet om naturen af kunstens område, af dens felt. Før talte jeg omkunstneriske forandringer, og henviste til forskellige tilblivelser eller snarere til teorier om mangfoldigheden afkunstneriske tilblivelser. Men sådan kan man næppe restløst se på tingene i et avantgardeperspektiv.Centralt for eksempelvis Dada står nemlig ikke spørgsmålet om kunstværkerne som formrækker, menspørgsmålet om kunsten som felt eller kategori. For Dada er kunsten sandsynligvis en historisk samfundskategori,og en fremmedgjort sådan, omtrent som filosoffen Mario Perniola i 1971 opsummerer det i sin bog om denkunstneriske fremmedgørelse [10] (som altså ikke er en Sklovskijsk, men en Marx'sk fremmedgørelse).I Perniolas analyse monopoliserer økonomien som kategori realiteten, mens kunsten som komplementær kategorimonopoliserer meningen. Økonomi & realitet over for kunst & mening. De to områder er radikalt adskilte, såkunsten hermed bliver uden realitet, mens økonomien omvendt bliver uden mening.Vi får en økonomisk realitet, der er meningstømmende, eftersom den underordner alt, som er reelt, under sinegen dynamik, der består i at akkumulere kapital, idet det - jvf. Marx - ikke er formålet medkapitalakkumulationen at foretage investeringer, der giver menneskelig eller social mening i form af nytte (somhvis vi stod med en vare, f.eks. vores egen arbejdskraft, som vi brugte til at skaffe en kapital i penge, som viigen brugte til at købe en meningsfuld vare, f.eks. et hospital - jeg persiflerer her en hvilkensomhelst borgerligpolitiker), men at akkumulere mere kapital (altså som hvis vi stod med nogle penge, som vi brugte til at købe etproduktionsmiddel, f.eks. et hospital, som vi igen brugte til at skaffe os nogle flere penge). Fordi økonomien somrealitetsprincip underordner tingenes betydning - i enhver forstand af dette ord - under akkumulationens fortsattenødvendighed, fjerner den enhver anden betydning fra tingene end den at være økonomiske genstande og altsåmidler til akkumulation.Men vi får samtidig en kunstnerisk mening eller betydning, der er uden realitet. Den autonome kunst bliver iPerniolas analyse en del (en delkategori), som samtidig gør krav på at være det hele (en totalitet), idet den kanbetyde det hele. Jeg citerer:"Denne fordring på totalitet... (...) ...er imidlertid ikke simpelthen en illusion eller et narreværk: ikke alene er[den kunstneriske selvbevidsthed eller den selvbevidste kunst] faktisk sådan, men den indeholder potentieltbetydningen af alt, hvad der ligger uden for den. Poesien kan tale om alt, og hvordan det skal være, teateret kanefterligne lige meget hvilken handling, og hvor det skal være; de bildende kunster kan gengive enhver ting, ihvad materiale det skal være.".[11]Men hvor kunstens totalisering bevarer den "kvalitative konkrethed, dvs. friheden"[12], som Perniola skriver, ja,så gør den dette ideelt, imens økonomien, der er lige så totaliserende, samtidig annulerer denne frihed, men gørdet materielt.Det er en omtrent således opfattet situation, som Dada gør oprør imod, ifølge Perniolas analyse. Når kunsten skalødelægges, og det skal den utvivlsomt for Dada, er det for at ødelægge en samfundstilstand, hvor denkunstneriske almagt er parret med en materiel afmagt, og hvor kunsten - som, jeg havde nær sagt, kulturensessens, ja, selve kvintessensen af menneskets evne til, oven i købet selvbevidst, at frembringe sin egensymbolicitet (jvf. den standende sammenblanding af kunst og kultur) - hvor kunsten og bredere kulturen altså stårsom et materielt set irrelevant meningsalibi for en nyttetænkning, der kun sekundært munder ud i noget konkretnyttigt, men primært i et stadigt mere omfangsrigt abstrakt nyttepotentiale, hvis væsentligste egenskab det altsåer, aldrig at kunne indløses uden med henblik på selv at vokse i omfang (det er selvfølgelig igen Kapitalen, jegher sigter til). Kunstkategorien, med dens nyttige nytteløshed, bliver et vigtigt angrebsmål, fordi den står somsidste garant for en kultur, der i sidste ende ses som alibi for den (omvendt) nyttelyst nyttige Kapital.

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 4 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

Nu er vi dybt inde i betingelserne for, at der faktisk har fandtes noget, der har forstået sig selv ud fra denmilitære avantgardeform, ikke bare sådan, at resten af kunsten skulle følge efter, men sådan, at menneskene ellerligefrem Menneskeheden (som hovedstyrke) skulle slå en illegetim samfundsorden (som modstander).At det kunne komme så vidt, skyldes et historisk sammenfald mellem repræsentationskritik og samfundskritik.Repræsentationen forudsætter en afstand mellem repræsentanten og det repræsenterede - og her kilerrepræsentationskritikken sig ind. Samfundskritikken bliver repræsentationskritik, når den konstaterer entilsvarende afstand mellem på den ene side samfundets - (selv)fejrende - (selv)repræsentation og på den andensamfundets - beklagelige - udformning.En magtfuld og med tiden indflydelsesrig repræsentationskritisk samfundskritik finder vi selvfølgelig hos KarlMarx fra 1840'erne og frem. En mindst lige så magtfuld og med tiden også temmelig indflydelsesrigsamfundskritisk repræsentationskritik finder vi samtidig hos Friedrich Nietzsche fra 1870'erne og frem.Marx' kritik er vel snarest sociologisk: en samfundstilstand frembringer et dobbeltsystem af økonomiske forholdog - ideologiske, dvs. illusoriske og endda aktivt forfalskende - repræsentationer. Nietzsches kritik er vel snarestpsykologisk: en driftstilstand (i videste forstand) frembringer en værdiladet repræsentation.Men begge kritikker er samtidig analytikker: de opløser repræsentationen i dens egne tilblivelsesbetingelser, detvære sig samfunds/økonomiske eller drifts/psykologiske. Og heri ligner de de første modernerepræsentationskritikere, fra 1790'erne. Moderne vil her sige: som kommer efter Kants krav om, atrepræsentationen må grundlægge sig selv i sine mulighedsbetingelser. Det må der siges to ord om, som samtidiger to ord om den kunstneriske modernitet.

Kant får nemlig indbygget et skel mellem den subjektive repræsentation af genstanden, og så den repræsenteredeting. Det er nok så signifikant, at den første, der på kantianske betingelser undsiger dette skel, nemlig SalomonMaimon [13], forsøger at ophæve det ved at medtænke de bevidste tankers ubevidste tilblivelse.Og efter Maimon [14]fører de såkaldte Jena-romantikere repræsentationsproblemet over på litteraturens ogkunstens område. Friedrich von Hardenberg, alias Novalis, udvikler sammen med Bdr. Schlegel den modernefragmentform, i årene op mod 1800, i tidsskriftet Athenäum.Jena-romantikken tildeler så afgjort den kunstneriske subjektivitet samme evne til at repræsentere alting som vifinder i den samfundsorden, Perniola beskriver. Det er for øvrigt en evne, som den kunstneriske subjektivitetdeler med den postkantianske subjektivitet i almindelighed, sådan som den tænkes af den såkaldt "tyskeidealisme" (bl.a. Hegel). Men for Perniola har den - i traditionen efter netop Hegel - også et samfundsmæssigtsted, som altså er kunsten.For at vende tilbage til Jena-romantikerne, så med-indarbejder de for det første fragmentets tilblivelsesbetingelserved at tildele det en uendelig selvrefleksion. Og for det andet kommer fragmentformen til at indebære etkomplement til den kunstneriske subjektivitets totalitet, et komplement, som åbner en breche i den formodetselvomsluttende samfundsopdeling i realitet og mening - en breche, gennem hvilken 1800-tallets litteratur ikkeophører med at udøve en repræsentationskritik - også selv om det ikke sker i fragmentform - måske bedst kendthos Flaubert og Mallarmé, der skrev i skyggen af henholdsvis den første og den anden socialistiske revolte iParis, dvs. Junirevolutionen i 1848 og Pariserkommunen i 1871. Men de er hverken de første eller de eneste(Flaubert og Mallarmé, altså).(En berømt repræsentationskritik hos Flaubert er synsvinkelglidningerne i Madame Bovary (fra 1857); ogMallarmé kan f.eks. i det uafsluttede prosastykke Igitur arbejde med kredsende gentagelser, hvisbetydningsglidninger (igen glidninger) samtidig fungerer som en gradvis betydningsophobning af ubestemmeligtomfang bag de gentagne ord, så at ordenes betydning - deres repræsentation - ikke selv bliver analog med nogenendelig mængde.)Men det Jena-romantiske komplement til den kunstneriske subjektivitet er intet andet end fragmentet selv.Fragmentet nægter at indtage repræsentationens plads. Det står ikke som et tegn ved siden af en bestemtmængde af ting eller tanker, som det betegner. Den uendelige, selvrefleksive bevægelse, der medtænker samtligebetingelser i frembringelsen af det enkelte fragment, gør, at det er uafsluttet (vi kan ikke nå det uendeligedirekte). Derfor kan fragmentet, som tingslig realitet, ikke udtømmende blive genstand for en anden tanke ellerfor et andet tegn. Og det kan heller ikke, som mening, opløses udtømmende i en bestemt mængde af tanker ellerting. I sprogvidenskabelige termer er fragmentet en uafsluttet signifiant, der dermed insisterer på at være envirkelig referent, hvorved den bl.a. viser, at kategorien af signifiéer, eller afsluttede ideale betydninger, ikkefuldstændigt dækker virkeligheden.Vi havde altså en samfundsmæssig opdeling i betydning og virkelighed (det var Perniolas analyse). Men her får vien kunst - en digtning, ville Jena-romantikerne sige -, der nægter at opretholde en sådan skelnen.Repræsentationen er pludselig indlejret i virkeligheden, i stedet for (med en grov forenkling: "bare") at spejleden. Indlejringen er ikke mindst ensbetydende med, at det kunstneriske "spejl" viser sin egen tilblivelse, ogdermed at det ikke alene er et "spejl", men også en (spejlelig) ting. Fordringen på at repræsentere sig selv i enuendelig selvrefleksion bliver her ensbetydende med umuligheden af at repræsentere nogetsomhelst. Med tryk pårepræsentere, for selvfølgelig vedbliver værkerne at være "om" noget. Men det bliver en repræsentation, deropløses i samme bevægelse, som den konstitueres. Den bliver ikke så meget relativ, som den bliver lokal. Og deter, fordi den ikke tillader, at der ekstrapoleres globalt, at den ikke længere som repræsentation er absolut.Her, i modernismens langstrakte og til dels underjordiske fødsel hos Jena-romantikerne og deres efterfølgere, ikkemindst i Frankrig og Amerika [15], har vi altså, om ikke en billedkunst, så i hvert fald en litteratur, hvis formoverskrider den plads, som samfundsformationen - igen i Perniolas analyse - tildeler kunsten. Man kan forestillesig, at dette er en diskrepans, som bliver mere og mere tydelig op gennem det 19. århundrede. Men der er hoskunstnerne - og dette er vel de tout temps selve definitionen på forskellen mellem modernisme og avantgarde -foreløbig ingen forestilling om at ophæve kunsten eller litteraturen som kategori (sådanne tanker er reserveretfilosofferne, Hegel [16] og Marx [17]).

Ved år 1900 har vi altså en repræsentationskritisk kunst - incl. den maleriske impressionismes tilbagetrækning framotivet til sansningens betingelser og tilblivelse [18] - og i hvert fald en litteratur, der formelt ikke kan rummesinden for den kunstneriske repræsentations uvirkelighed. Og vi har en repræsentationskritisk politik, ikke bare ide på dette tidspunkt langt henad vejen marxistiske socialistpartier incl. socialdemokratierne, men også og ikke

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 5 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

de på dette tidspunkt langt henad vejen marxistiske socialistpartier incl. socialdemokratierne, men også og ikkemindst i en overordentlig magtfuld anarkisme, især i Rusland og den romanske verden, og i øvrigt i Holland.Fagbevægelsen, der jo netop organiseres uden om de statslige og dermed også de parlamentarisk-repræsentationelle rammer, fordi den skal møde Kapitalen direkte på dennes eget terræn, nemlig økonomien, erden organisatoriske fællesnævner for de indbyrdes stærkt uenige retninger, socialisme og anarkisme, og på dettetidspunkt i eksponentiel vækst. Og i Europas parlamenter er der en stadigt stærkere repræsentation af socialister,der i forlængelse af Marx og Engels satser på at overtage statsmagten, og først derigennem den økonomiske magt[19].

3. DE FAKTISKE AVANTGARDER OG SKREDDET IBETINGELSERNE (FRA "DISCIPLINÆRSAMFUND" TIL"KONTROLSAMFUND")I dette repræsentationskritiske politiske klima dukker avantgarderne altså op i en allerede repræsentationskritisklitterær og kunstnerisk sfære. Den første avantgarde er selvfølgelig futurismen. Den er kendetegnet ved at villeoverskride kunstens karakter af repræsentation ved på den ene side at overføre den kunstneriske skønhed fraværkets kontemplation til handlingens aktion (det er såvist en pleonasme!) og - efter således at have bevaret det,der var værd at bevare i kunsten, nemlig dens skønhed (og totalitet velsagtens også) - på den anden side atødelægge den overleverede kunst og kultur ("vi vil rive museerne, bibliotekerne, ned", som det hedder i "Detfuturistiske manifest" fra 1909)[20].

Man kan bemærke to ting:- (1) at futuristerne har - og må have - et tvetydigt eller positivt forhold til Kapitalen: de må beundre densrespektløse dynamik og enestående evne til konstant selvfornyelse, ødelæggelse, omsætning og regeneration.- (2) at futurismens billedkunst i sin form ikke er mere "avantgardistisk" end f.eks. impressionismens: Boccionisfodboldspiller, der er opløst i sin dynamiks momenter, samler ganske vist en mangfoldighed af perspektivisketilblivelser i et og samme lærred, men det er ikke "mere" - et fuldkommen vanvittigt udsagn, selvfølgelig, somkun giver mening, fordi vi taler om netop avantgarde, og på en bestemt måde - det er ikke "mere", end hvadallerede Braques kubistiske violiner gør, og adskiller sig, i henseende til det overordnede repræsentationsforhold,ikke fra f.eks. Cézannes malerier (der er på en måde samlet mange Cézanner i en enkelt Braque eller Boccioni).Ganske vist afpersonnaliserer Braque og Boccioni perspektivet og lader det følge genstandens momenter, ogingen sammenhængende subjektposition, men Braque og Boccioni maler stadigvæk lærreder, der viser noget pålærredet.

Den anden avantgarde - for i henseende til repræsentationen adskiller de russiske kubo-futurister, som også deresnavn antyder, sig kvalitativt set ikke fra futuristerne, så vidt jeg kan se - den anden avantgarde er selvfølgeligDada.Dada vil ødelægge den efterhånden megetomtalte kunstkategori, og gør det ikke mindst ved at nægteoverhovedet at lave et repræsenterende kunstværk, men i stedet skrive: "kunst" ved siden af en ting i verden.Berømt og berygtet entre toutes er selvfølgelig Duchamps omvendte pissekumme fra 1917 med titlen Fontæne.Duchamp laver altså en ting og kalder den for et tegn. Uanset sin hensigt om at knuse kunsten som kategori ogderigennem knuse en bestemt samfundsordens modsvarende symbolske orden (og herigennem måske knusesamme samfundsorden), uanset denne hensigt, så må det siges, at Duchamp herved åbner en kunstneriskformrække i Riegls eller Tynjanovs forstand.Denne gestus, hvorved det er et udsnit af verden, der bruges til at bygge værket op, i stedet for at værketopbygges ved siden af verden, foregriber nemlig alt, hvad der hedder installation.(Formelt svarer den i øvrigt til, hvoran filmen - der er opfundet 1896 - ontologisk set fungerer, sådan som GillesDeleuze viser det i sine filmbøger, også selv om ingen endnu er klar over dette ved filmens begyndelse).

Men inden vi går videre med Dadas kunstpolitiske ødelæggelse af kunstkategorien, vil vi lige opholde os etøjeblik ved avantgardernes forskelligartede forhold til den, om jeg så må sige "politiske" politik. Den første ogden anden avantgarde adskiller sig nemlig ikke blot kunstnerisk-formelt, de har også to forskellige politiskestrategier.Den første avantgarde tilslutter sig relativt hurtigt en hovedstyrke, der allerede eksisterer som politisk magtfaktor.Den kommer til at operere inden for en grad af accept af en bestående politisk tilstand, men med henblik på atlade kunstens formdannende frihed virke også i det praktiske liv. Det gælder om at revolutionere alle aspekter afsamfundslivet.Den italienske futurisme, der dukker op i 1909, hylder snart den italienske stat. Futuristerne henvender sig - somjeg for nylig blev mindet om af Carsten Juhl - til det kongelige italienske flyvevåben og udbeder sig etluftbombardement af kunstakademierne (under den tyrkisk-italienske krig i 1910-1911 er luftkrigen for førstegang en faktor i krigsførelsen - italienerne bomber bl.a. Tripoli i Libyen, som de erobrer fra tyrkerne [21]).Senere slutter væsentlige dele af futurismen, incl. dens leder, Marinetti, op bag Mussolinis fascisme. Futuristernehar måske især succes inden for arkitekturen, men også Marinettis futuristiske kogebog kan ikke reduceres - ellereventuelt: opskrives - til en overskridende happening. Også køkkenet, den fysiologiske smag, må revurderes ogrevolutioneres. Jeg kan personligt ikke slippe den tanke, at italiensk designs overlegenhed den dag i dag måskyldes futuristernes praktiske orientering og deres mulighed for sameksistens med fascismen, som har tilladt atudbrede og udvikle futurismens formdannelsesskemaer i det industrielle design.Den russiske kubo- (og ego-)futurisme, som dukker op i årene 1910-1912, er for længst afløst af andre retningersom f.eks. suprematismen med Malevitj, da sovjetmagten etablerer sig efter bolsjevikkernes magtovertagelse i1917. Blandt arvtagerne er det især konstruktivismen, der aktivt og aktivistisk virker sammen med den nyesovjetstat (som jo skal forestille at have likvideret repræsentationsproblemet på det politiske plan). Igen er detisær arkitektur og fysisk planlægning, der viser sig som det selvfølgelige - og mulige - sted for kollektivt

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 6 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

især arkitektur og fysisk planlægning, der viser sig som det selvfølgelige - og mulige - sted for kollektivtfrigørende formdannelser af kunstnerisk type, men med praktisk sigte. Kollektive boligenheder, arbejderklubberog endda et utroligt projekt, der skulle ophæve det fremmedgørende skel mellem land og by ved at sprede denrussiske befolkning jævnt over hele territoriet (incl. Sibirien), i små boligmoduler, der ville have gjort heleSovjetunionen til en slags centrumsløs megaforstad. [22] (Et projekt, der på sin vis er realiseret lokalt i visseområder af den kapitalistiske ærkerival, USA.)I 1920'erne repræsenterer Bauhaus selvfølgelig en parallel til disse forsøg på kollektiv befrielse af hverdagslivetgennem design i bredeste forstand. Og en parallel praktisk accept af tingenes tilstand i den demokratiskeWeimarrepublik, som selvfølgelig heller ikke krævede politisk tilslutning for at tillade praktisk udfoldelse,hverken passiv tilslutning, som den italienske fascisme, eller aktiv tilslutning, som sovjetkommunismen.

Hvor den første avantgarde altså kommer til at placere sig i en de jure eller blot de facto overenskomst med enallerede konstitueret magt (en statsmagt), så placerer den anden avantgarde sig derimod i et perspektiv, somafventer en kommende magt (eller måske netop en kommende ikke-magt).Hvad end det er for en hovedstyrke, f.eks. Dada afventer, mens i en politisk happening "OBERDADA" den 6.februar 1919 udråbes til "Jordklodens Præsident" [23], så er det en hovedstyrke, der endnu ikke er konstitueretsom faktisk magt. Men det er givet en hovedstyrke, der først kommer tilsyne med den faktiske magts forsvinden.Dada forsøger altså at knuse det borgerlige samfunds symbolske orden. Vi befinder os oprindelig i 1916, midtunder den Første Verdenskrig, hvor de borgerlige samfund med krigens millioner af døde synes involveret i enart selvmordsproces. Krigen synes at ugyldiggøre staternes fordring på at repræsentere deres egne borgere - dettegælder både de demokratiske og de autoritære stater - eftersom staterne myrder deres egne borgere ved at ladedem dø i en tilsyneladende meningsløs krig. Samtidig synes krigen at ugylddiggøre kunstens og bredere kulturensfordring på gennem dannelsen at øve en civiliserende indflydelse på det praktiske liv, incl. det politiske liv.Hvor futuristerne snarest ser dannelsen som en hæmning på handlingen, incl. den krigeriske handling, som deforherliger, så ser dadaisterne snarere dannelsen som en hæmning på tanken, og dermed som den faktiske garantfor en alt andet end "dannet" fremfærd, nemlig for krig og bredere for undertrykkelse og udbytning.(I øvrigt må vi ikke glemme, at kolonialismen ved år 1900 er et standende dementi af de repræsentativt-parlamentariske staters demokratiske karakter - ingen steder stiller denne statsform sig i vejen for erobringen ogundertvingelsen af fremmede lande. Salget - alene det, at det er et salg! - af de Vestindiske Øer er tilfolkeafstemning i Danmark i 1917, ikke på øerne selv. [24])Men Dada forsøger altså at lægge en bombe under det borgerlige samfunds kunst og dermed kultur og dermedpolitik. Midlet er en overskridelse af kunstens kvalitativt stabile, dvs. genkendelige og identisk gentageligeformer.Det er selvfølgelig først og fremmest den herostratisk berømte værkkategori, der - i denne form - sættes ud afspillet gennem ready-mades, happenings og (allerede dengang!) "postproduktive" overskæg på Mona Lisa. Denveneration, der knyttes til den værkmæssige stabilitet som kulturel garant eller kaution, sættes ud af spillet ved atskrive L.H.O.O.Q. (udtales elle a chaud au cul eller omtrent: "hun er varm i røven") under samme Mona Lisa,som på det tidspunkt netop har fået sin emblematiske eller med et senere amerikansk udtryk ikoniske status somKunstværket par excellence ved at have været stjålet fra Louvre i 1911-13. Og den kunstneriske subjektivitetsintentionnalitet - som på én gang hensigt med og totalplanlægning og totaludførelse af værket - skrottes, nårDuchamps Store Glas går i stykker under transporten, og uheldet så blot inkorporeres i værket.I en anden form lades værkkategorien imidlertid fuldkommen uantastet af den uhøjtidelighed og den flygtighed,med hvilke Dada angriber nogle bestemte kvalitative omstændigheder ved sansningen. Gilles Deleuze og FélixGuattari hævder i deres bog Hvad er filosofi? fra 1991, at kunsten skaber "kompositionsplaner" ved hjælp af"blokke af sansninger", hvis tilblivelse, både fremadrettet som videreudviklingsdynamik og bagudrettet somtilblivelsesbetingelser, og både immanent, eller internt, som selve fremvisningens tilblivelsesdynamik, ogimmanent transcendent, altså internt selvoverskridende, dvs. betydende, som det fremvistes tilblivelsesdynamik(og dets værdi i nietzscheansk forstand), at alle disse ting, hele denne dynamik, forbliver synlige i kraft afkompositionsplanets formelle arbejde. Eftersom kompositionsplanet er en sansning, er det ikke en materialitet,selv om det understøttes af en materialitet (altså af værket i dagligdags forstand: lærredet med El Grecos GrevOrgaz' begravelse på, f.eks.). Derfor bliver det uden betydning for kompositionsplanets kunstmæssighed eller, lados bare sige det ligeud, dets værkmæssighed, om den understøttende materialitet passerer - som i en happening -eller forbliver - som med en skulptur. Om det materielle støttepunkt varer ved i 1 sekund eller i 10.000 år er i etprincipielt perspektiv ligegyldigt.Hvis kunsten kun bestod i samfundets overtro på kunstinstitutionens kraft til at tildele brudstykker af verden enposition som meningsfuld, men irreel kunst, ville Dada givet have fået det gjort af med kunsten. En del afgrunden til, at kunsten er forblevet her som praksis, er formentlig, at dette ikke er tilfældet, og at "kunst" ivirkeligheden - som Deleuze og Guattari foreslår - er navnet på en bestemt måde at sanse verden på.Det er også derfor, at den moderne kunst efter den "historiske avantgarde" så uproblematisk kan overtage dennesgreb, sådan som Peter Bürger ikke uden beklagelse diagnosticerer det i sin Theorie der Avantgarde fra 1974.Bürger fælder som måske bekendt en relativt hård dom over det, han døber "neo-avantgarden" fra 1950'erne ogfrem, netop fordi den ikke kan gentage Dadas mislykkede mord på kunsten (incl. på "institutionen") - hvilket deni Bürgers historiesyn også er ude af stand til, fordi den borgerlige kunstinstitution i mellemtiden har indoptagetsin egen negation gennem avantgarden og således er vaccineret imod overskridelser.Hvad Bürger går lettere hen over, er, hvad det egentlig betyder, at den borgerlige kunstinstitution har indoptageteller som situationisterne ville sige: rekupereret avantgarden. For Bürger betyder det i alt væsentligt, at også det"neo-avantgardistiske" værk eller dets dokumentation kan gøres til en vare og til genstand for museal veneration.Men der findes på et andet niveau en formel overensstemmelse mellem den, lad os sige "gamle" værkkategori,byggende på kvalitativt genkendelige og gentagelige former og værdier, og så den borgerlige samfundsordenanno 1916, dvs. anno Dada, om jeg så må sige.Jeg sigter ikke direkte til Michel Foucaults forestilling om disciplineringssamfundet - med dets kvalitativegenkendeligheder, reproduceret gennem skole, hær og moderne, det vil i vore dage sige: "gammeldags"bureaukrati - men til Deleuzes tolkning af den i det lille "Efterskrift til kontrolsamfundene" [25]. Deleuze skriverom disciplineringen, at den fungerer efter støbeformens princip (dette almene begreb om en støbeform eller

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 7 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

om disciplineringen, at den fungerer efter støbeformens princip (dette almene begreb om en støbeform ellermoule henter Deleuze hos informationsteoretikeren Gilbert Simondon [26]). En kvalitativ form overføres til etmenneskemateriale, elevmateriale, mandskabsmateriale eller personmateriale i skole, hær, bureaukrati. Det ersamfundets udformning som menneskelig støbeform og kulturens udformning som en symbolsk eller mytologiskstøbeform, som den enkelte skal lade sig forme af for at få borgerret, det er alt dette, som Dada er med tilødelægge ved at ødelægge en værkform, der har støbeformen (i Simondons forstand) som model.Så samtidig med at Dadas former - som såmænd fra starten er raffinerede nok i deres positive arbejde medmaterialet, også selv om tilfældighed og flygtighed indgår som vigtige elementer i dette raffinement - samtidigmed at Dadas former udfoldes og videreudvikles i hele deres raffinerede potentiale gennem neo-avantgarde ogsamtidskunst - en Tynjanovsk eller Focillonsk værkrække - så har også samfundet forandret sig på en måde, såf.eks. tilfældighed og flygtighed som positive formtræk ikke længere i sig selv rummer en iboende kritik afsamfundsformen (derfor kan værkerne dog sagtens være nok så situationsvurderende, og dermedsamfundskritiske)[27].Samfundene er nemlig i høj grad overgået til - med endnu et Simondonudtryk, som Deleuze bruger i den nævnteartikel - at virke ved hjælp af "modulation" eller kontinuerlig formforandring. Disciplinærsamfundet støber i enform - kontrolsamfundet former løbende. Jeg tror næppe, at man kan overvurdere kybernetikkens - altså deninformationsteoretiske styringsvidenskabs - rolle i denne gennemgribende forvandling.I stedet for at gentage en given form - en fastlagt arbejdsgang, et givent pensum - går den kybernetiskesamfundsstyring frem efter en resultat, der nås i en tilnærmelse gennem trial and error. Den enkelte delhandlingbehøver ikke - som i det gamle moderne bureaukrati - at være i formel overensstemmelse med et ideal, så længesummen af delhandlinger konvergerer mod et kalkuleret eller kalkulerbart gennemsnitsresultat. I voreskontrolsamfund er det lige meget om det enkelte brev når frem, eller det enkelte tog går til tiden, når blot 94 eller98 % af brevene eller togene når frem eller går til tiden. Det kan godt være, at slutværdien i det bureaukratiskedisciplinærsamfund var den samme: 94 eller 98%, men hvert enkelt brev eller tog formodedes at overholdereglerne 100%. I kontrolsamfundet er det ikke det enkelte brev eller tog, men den statistiske slutværdi, der tæller.Derfor tillader kontrolsamfundet også så stor en udvidelse af det markedsøkonomisk styrede område, og dermedaf Kapitalens domæne.Som Raymond Ruyer allerede i 1950'erne formulerede det - og dermed givet inspirerede Deleuze og Guattari - såer feedback-systemerne - og hele evalueringsraseriet, aftagerpaneler m.m. skal gøre f.eks. Universitetet til etfeedback-system - så er feedback-systemernes "molære" adfærd, altså deres overordnede eller helhedsadfærd,deres styringsmål, så er denne "molære" adfærd forudsigelig ved sit endemål (så og så stor engennemførelsesprocent på studierne, så og så stor en beskæftigelsesprocent bagefter), uafhængigt af detaljerne idens "molekylære" funktionsmåde. [28] Sagt på en anden måde er det lige meget, hvad I lærer, hvordan I lærerdet, om I overhovedet lærer det, og om I dannes som myndige akademiske subjekter, så længe X antal af jergennemfører studiet og får arbejde bagefter - ud fra et kybernetisk synspunkt på den samfundsmæssigeeffektivitet, forstås.Kritikken af det borgerlige (og lad os bare som en slags stenografi sige: disciplinære) samfunds symbolskeformer er derfor ikke længere aktuel. Den fungerer da i vore dage også mest som legitimering af det ikke mindreborgerlige kontrolsamfund, kontrolsamfund, dvs. ikke baseret på bureaukratisk gentagelighed og genkendelighed,men baseret på feed-back, trial and error, og tilnærmelse til målsætninger. Hvor det bureaukratiskedisciplinærsamfund skulle hente sin legitimitet lodret, om jeg så må sige, dvs. ovenfra, dvs. fra Gud eller Fyrsteneller Folket, så henter det feed-back-styrede kontrolsamfund sin legitimitet vandret, om jeg så må sige, dvs. fraden kybernetiske styrings evne til at effektivisere tilnærmelsen til målet. Målet selv træder imidertid ibaggrunden, så at meningen med et politisk mål bliver uklar, selv for de implicerede. Man kan sige, at vi er gåetfra et samfund med relativt klare målsætninger og relativt ufleksible realiseringer til et samfund med relativtfleksible realiseringer og relativt uklare målsætninger.

I en sådan situation spiller Dadas grundformer ingen politisk rolle ved deres blotte tilstedeværelse, sådan som desandsynligvis har gjort det anno Dada.For store dele af Dada er i en vis forstand "lykkedes", om man så må sige. Det borgerlige samfunds symbolskestøbeforme er sprængt (og en stærk formrække har kunstnerisk set genoptaget Dadas udkast, kan man tilføje).Men menneskeheden som hovedstyrke er formentlig ikke rykket ind i frihedens rige, sådan som Dada tænkte sigdet.Hvorved vi er tilbage ved spørgsmålet om hovedstyrken - og om avantgardens rolle - og mulighed.

I Dadas forlængelse sluttede surrealisterne sig en overgang til det franske kommunistparti og blev dermedavantgarde for en hovedstyrke, der på en gang var en kommende og en allerede etableret magt, men uden held.Og situationisterne forsøgte sig, rådskommunistisk inspireret, med at arbejde ud fra forestillingen om, at denkommende - kommunistiske - ikke-magt først kunne etableres efter revolutionen. (Det er i øvrigt muligt, atsituationisterne i forlængelse af den politiske side af Dada har spillet nok så stor en rolle i støbeformernesødelæggelse, som den mere strikte kunstfrembringende "neo-avantgarde" har i forlængelsen af Dadaskunstformer.)

(For så vidt Perniolas analyse stadig gælder - og kulturen samfundsmæssigt set udnævnes til alibi for økonomien,altimens kunsten står som sidste garant for, at samme kultur bygger på fri refleksion - for så vidt denne analysestadig gælder, må man sige, at den nutidige kunstinstitution sagtens kan rumme Dada og efterfølgere - og måskespontant tilslutter sig Deleuze og Guattaris, lad os bare kalde det: udvidede kunstbegreb.)

Spørgsmålet er, om noget, der situerer sig i forlængelse af avantgarderne i dag er tænkeligt som andet endelementer i den kunstneriske forlængelse af Dadas og evt. futuristernes formrækker. Altså som samtidskunst,væsentligt i forlængelse af Dada - der sagtens kan være politisk ved den erkendele og de vurderinger, den erbærer af - og som design, væsentligt i forlængelse af futurismerne - design, der også kan tænkes at have etfrigørende potentiale (måske ikke mindst ved at nedsænke dagligdagen i en atmosfære af formel omhu), selv omdet meste design blot giver tegn om at være designet og dermed gennemtænkt og tegngivende, og dermed

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 8 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

det meste design blot giver tegn om at være designet og dermed gennemtænkt og tegngivende, og dermedsalgbart.Hvis en politisk kunstavantgarde skal være tænkelig, må den kunne udøve en værkmæssig kritik af detkybernetiske kontrolsamfund (enhver kritik af disciplinærsamfundets støbeformer - hvis der f.eks. gøres nar adden klassiske musiks udenomskonventioner [29]- er i vore dage ikke andet end en reaktionær affirmation afkontrolsamfundets sætten sig igennem). Og hvis en politisk kunstavantgarde skal være tænkelig, må der kunnetænkes et forhold mellem dens taktiske avantgardemæssighed og hovedstyrkens strategiske fremrykning i denskølvand. I en vis forstand er en kybernetiseret Kapital som sagt rykket ind i kølvandet på Dada & Co, hvilketnæppe var meningen.Det indbefatter også, at der må tænkes - må findes - en repræsentationskritisk politik. Men hvad er enrepræsentationskritisk politik i et samfund, hvor repræsentanterne er ophørt med at tage deres egnerepræsentationer alvorligt? Liberale og konservative politikere, der hylder socialdemokrater og kommunister, ogsocialdemokratiske og socialistiske politikere, der skoser indvandrere og kriminelle i samme åndedrag ogmarkedsincitamenter til de arbejdsløse, er den nihilistisk-populistiske hverdagskost over hele Europa. Måske harrepræsentations-støbe-formens krise (læseren må tilgive denne barbariske formulering) nået det politiske felt meddet simple resultat, at også det politiske felt nu fungerer kybernetisk i feedback-sløjfer af stimulus og respons ogtilpasning til et kalkulerbart slutresultat på 51% af stemmerne.

4. KUNST, KULTUR, PENGE (TEGNSYSTEMERNESSTABILITET OG USTABILITET)For at binde endnu en krølle - mere nøjagtigt: en temmelig stor sløjfe - på samtidssituationen og kunstens rolleog muligheder i denne, vil jeg tillade mig at vende tilbage til betingelserne for Perniolas analyse af avantgardens(den "historiske" avantgardes og vel dele af "neo-avantgardens") rolle og sandsynlige selvforståelse. Og jeg vilkomme ind på to senere - og så vidt jeg kan se meget skarpe - samfundsanalyser, som Perniola har udviklet hhv.omkring 1980 og efter år 2000. Men inden da må hans første analyse problematiseres.

Hidtil er vi mere eller mindre udgået fra, at samfundet betragtede kunst og økonomi, sådan som Perniolaanalyserer det. Ikke nødvendigvis som en reflekteret, bevidst betragtning, men som en ikke nødvendigvis bevidststruktur. Men der findes også - som antydet - den mulighed, at kunsten, uafhængigt af samfundetsbetragtningsmåde, er en særlig måde at betragte verden på.Samtidig er det en tilsnigelse, at økonomien direkte skulle være realiteten (andet end i en samfundsmæssig ideologisk selvforståelse). At økonomien monopoliserer realiteten, vil blot sige, at det økonomiske tegnsystemmonopoliserer virkelighedsreferencen, for så vidt der skal være tale om samfundsmæssig effektivitet (altså omfaktiskhed i et gørens-perspektiv).Ligesåvel som kunsten er et tegnsystem - måske det tegnsystem, der på en gang ophæver og fastholder tingenestegnmæssighed - så er også økonomien, nærmere betegnet pengene, et tegnsystem, en betydningsstruktur. Totegnsystemer med fordring på at omfatte det hele.

Måske kan man sige, at pengene i den ene ende repræsenterer en ren kvantitet, altimens kunsten den anden enderepræsenterer en ren intensitet, og kulturen midt imellem repræsenterer en vis kvalitet.At pengene optegner en kvantitet, giver vist sig selv.At kunsten skulle optegne en intensitet, ville følge af, at intensiteten (i en bestemt kantiansk og post-kantiansktradition) både rummer det aspekt, at vi her møder noget, singulært, som på ingen måde er forudskikket af voresforudgivne viden, kategorielle apparat osv., og at vi her møder såvel kvaliteternes som kvantiteternes genese:intensiteten er den tilstedeværelsesgrad, der grundlægger de empiriske fænomeners realitet, så den er samtidigprincippet for kvaliteternes og kvantiteternes tilsynekomst. [30] I det omfang kunstens kompositionsplaner kansiges at fixere en singulær tilsynekomst står de i denne forstand i forbindelse med intensiteten.(En intensiv størrelse, bør det lige forklares, består ikke af et aggregat af intensive størrelser, sådan som enekstensiv - udstrakt - størrelse kan siges at bestå af et aggregat af ekstensive størrelser. En ekstensiv størrelse -som f.eks. længden 12 centimeter - kan f.eks. siges at bestå af andre ekstensive størrelser, f.eks. 5 centimeter + 7centimeter. Men temperaturen 12 grader Celsius består ikke af 5 grader Celsius + 7 grader Celsius. Den intensivestørrelse markerer altså i sig selv en overgang fra intet til noget (her: fra ingen temperatur til en temperaturoverhovedet), eller fra 0 til 1, og dermed en tilsynekomst i tid og rum, mens den ekstensive størrelse altid-allerede forudsætter tilsynekomsten af sin egen indholdte måleenhed eller det 1, der skal tælle den. Populært sagtgives de 12 grader Celsius i ét hug, mens de 12 centimeter er sat sammen af en uendelighed af allerede givne"hug". Deleuzes intensitetsbegreb rummer det yderligere raffinement kun at fastholde tilblivelsesaspektet - eller"hugget", om man vil - og ikke mængden, og således bestemme intensiteten som den uudlignede del aftilblivelse, som består eller hviler i det målelige og tilblevne uden selv at kunne måles.)At kulturen optegner kvaliteter, følger, hvis man antager, at kulturen danner strukturer (eller, hvis man insisterer,symbolske former). Form og struktur er kvalitative størrelser, og uanset om der er tale om fonologiens elementer,slægtskabets elementære strukturer, meaning in the visual arts, seksualitetens historie, orientalismen, distinktioneneller metaphors we live by, er der tale om de kvalitative størrelsers (meta)stabilitet og dynamik.

Kunstens kvalitative genkendelighed udgør i denne optik simpelthen dens kulturelle side. Kulturformernesøjeblikkelige stabilitet er omvendt det, der tillader deres indexering på vilkårlige kvantitative skalaer (alle slagsbenchmarking, Top 100, bibliometri & akkreditering, bestsellere & blockbustere, most wanted, mest googlede,ratings, guldplader osv.).

Hvis vi således antager, at kulturen med dens kvalitative (og meta-stabile) tegn, økonomien med denskvantitative (og stabile, men indholdsmæssigt indifferente) tegn og kunsten med dens intensive (og pga.indholdets dynamik derfor ustabile) tegn udgør tre måder at forholde sig til den menneskelige omverden på, såbliver det tydeligt, at kulturen (som utvivlsomt er den af de tre måder, der kan gøre størst fordring på

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 9 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

bliver det tydeligt, at kulturen (som utvivlsomt er den af de tre måder, der kan gøre størst fordring påmenneskeligt set at udgøre «det hele»), at den kvalitative og meta-stabile kultur strukturelt set kan blive enslagmark for kunstens og økonomiens modsatrettede meta-fortolkninger af den samme kulturs kvalitativefakticitet.Kunsten - den moderne kunst - udpeger kulturens ustabile side, mens økonomien - den kapitalistiske økonomi -udpeger dens stabile side. Det betyder imidlertid ikke, at økonomien stabiliserer kulturen, tværtimod. Eftersomdet økonomiske tegns stabilitet knytter sig til dets indholdsmæssige indifferens, indskrænker økonomiens behovfor en kulturel forms stabilitet sig til den tid, som en bestemt økonomisk operation, der forudsætter den kulturelleforms stabilitet for at resultatet (the outcome) kan foruddiskonteres, vil vare. I den næste økonomiske operationkan det tværtimod være nødvendigt, at den samme kulturelle form forvandles eller tilsidesættes (hvorformarkedsøkonomien strukturelt set understøtter punktuelt stabile kulturformer særskilt eller punktuelt, men ikkegenerelt eller varigt, og under ingen omstændigheder under anden hensyntagen til deres kvalitative indhold/form,end den foruddiskonteringen af den givne profit måtte tilskrive). Om dette forhold omvendt betyder, at kunstenstabiliserer kulturen, er i øvrigt heller ikke sikkert!

Måske er pengene og kunsten altså i realiteten i en tilstand af rivalisering, for så vidt de begge er tegnsystemer,som gør fordring på at dække det hele, og måske ikke mindst på, på samme tid udefra og indefra, at dækkekulturens helhed eller mangfoldighed af former.

5. INSTITUTIONERNES IDÉHISTORIE IFØLGE PERNIOLA(EN SKITSE AF DE KULTURELLESTABILISERINGSFORSØGS HISTORIE)Jeg vil nu komme ind på Perniolas analyse fra 1982 af forholdet mellem "filosofien" og "kulturens organisering"(et skjult Gramsci-citat) [31] - dvs. forholdet mellem tænkningen af/om verden og den måde, hvorpå detmenneskelige samliv i samfundene (de vestlige samfund) er og har været organiseret på. Jeg vil hermed forsøgeen gang til at udmåle den forskydning, der er sket, denne gang ikke på den institutionelle organiserings ogkunstens egne, meta-formelle niveauer, men ud fra forskydningen i forholdet mellem tænkning ogsamfundsinstitutioner, både inden og siden avantgardernes fremkomst.

Perniola genoptager forestillingen om en gensidig henvisning mellem nytte og mening som to gensidigtudelukkende dele, der forudsætter hinanden indbyrdes. Dopo Heidegger eller Efter Heidegger trækker trådentilbage til Kirkens organisering af gudsfolkets (= Kristenhedens) liv, og videre til staternes, de ikke-religiøseinstitutioners organisering af borgernes liv. Vi har her den rationelle filosofi over for den effektive organisering, ien gensidig legimering, der samtidig er en gensidig udelukkelse; på italiensk får vi sapere over for potere: videnover for kunnen og samtidig viden over for magt (magte = kunne!).

Filosofiens væsentlige samfundsmæssighed, skriver Perniola, garanterede (i datid, for Perniola skriver ud fradenne tilstands opløsning) de mest «eremitiske», «private», «specialiserede» og «anvendelsesfremmede»filosofiske erfaringer, ligesom den garanterede, at den enkelte tænker ikke behøvede at reflektere over sin egentænknings organisatorisk-institutionelle status, eftersom disse ting var givet allerede i udgangspunktet. Filosofiensdeltagelse i en ånds-, kultur- og erkendelsesverden kunne formidle dens forhold "til en empirisk verden, til allesverden" [32]. Omvendt tillod institutionernes væsentlige teoricitet, at organisatorerne kunne være uafhængige iforhold til de institutionsinterne debatter. "Således var mangfoldigheden af interesser og ideer væsentlig for selvebegrebet om kulturel organisation: respekten for flerheden af kald, af strategier, af skoler, er netop det, deradskilte kirken, partiet, universitet, fra sekten, fraktionen, det hemmelige møde." [33]

Historisk skitserer Perniola nu følgende forløb fire- femleddede forløb. I det antikke udgangspunkt etableres en"metafysisk-klerikal orden" (A). Den afsætter siden gennem Renæssance og Oplysningstid en parallel"humanistisk-partimæssig ordning" (B). Endelig fuldbyrdes efter år 1800 etableringen af et "videnskabeligt-fagligt (eller -professionelt) system" (C). Til sidste finder hele dobbeltstrukturen en dobbelt "afslutning": en"dialektisk-statslig" (D) og en "nihilistisk-populistisk" (E). Jeg tillader mig i det følgende at gennemgå Perniolasfremstilling forholdsvis detaljeret, da kendskabet til dette, hans bud på institutionernes idéhistorie næppe er særligudbredt. Den utålmodige læser må springe over.

(A.) Gennem den kristne Middelalder stabiliseres forholdet mellem viden og gøren altså i en metafysisk-klerikalorden. Dens rødder er selve «den vestlige tænknings». "Den platoniske skole, Akademiet, er allerede kirken, ikkeså meget fordi den juridisk er konstitueret i tiasoens, den græske religiøse forenings, form, som fordi den er etsamfund i ekspansion, som af alle sine medlemmer fordrer en enhed i doktrin, kultur og liv, uafhængigt af denenkeltes entiske og sociale oprindelse".[34] Omvendt hviler kirkens institutionelle mulighed på en metafysisk-teologisk opfattelse af væren.Her griber Perniola (jvf. bogens titel) til Heidegger, dvs. til dennes beskrivelse af metafysikken som det at tænkeværen ifølge det værende, og altså - jeg håber, man vil tilgive de følgende linjers hastige Heidegger-parafrase,som er i de allergroveste træk - lade de empiriske entiteters form (deres identitet, stabilitet og afgrænsning, kunnevi hastigt sige) være karakteristisk for væren selv (og altså dermed være det, der betingede, at de havde netopdenne identiske, stabile, velafgrænsede form, i en tautologi, som Heidegger netop anholder). Forbindelsenmellem væren og det værende lades således utænkt, idet størrelser som tid, forskel eller intet (Zeit, Differenz,Nichts) ved deres mangel på identitet, stabilitet og afgrænsning falder uden for det for metafysikken tænkelige,altimens de i virkeligheden er afgørende - grundlæggende - for det værendes væren.

Den vestlige metafysik, kommenterer Perniola, har således "privilegeret problemet om det værendes essens fremfor problemet om dets eksistens, mens omvendt kirkens efterfølgende udvikling har bekymret sig mere om

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 10 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

for problemet om dets eksistens, mens omvendt kirkens efterfølgende udvikling har bekymret sig mere ominstitutionens eksistens end om dens essens". [35] Skønt metafysikken befrier kirken som organisation fra at stillespørgsmålstegn ved essensen af dens handling, og skønt kirken "fritager filosofferne fra ethvert spørgsmålstegnved deres tænknings eksistens, idet den forankrer den i samfundet", [36] så må samtidig alt det, "der ikke kanfastholdles inden for den horisont, som aftegnes af principperne om identitet, om modsigelsesfrihed, om detudelukkede tredie" [37], og altså "intet, det andet, det forskellige" [38], undslippe en metafysik, der ikke tålerspørgsmål om sin egen samfundsmæssige status og altså eksistens, ligesom, og parallelt hermed, alt det, "der ikkekan fastholdes inden for den horisont, der aftegnes af hierarkiet, lovene, sakramenterne"[39], og altså "detimaginære, det hverdagslige, det ubestemte" [40], må undslippe en (kirkelig) institution, der ikke tålerspørgsmålstegn ved sin egen teoretiske status og altså essens.

Den besnærende arbejdsdeling mellem metafysik og kirke hviler altså, i Perniolas analyse, på en grundlæggendevished om, hvilken status metafysikkens og kirkens former har, dvs. på en grundlæggende (meta-)sikkerhed medhensyn såvel til det værendes essens og eksistens (metafysikkens afdeling) som til kirkens essens og eksistens(kirkens egen afdeling) [41]. Den gensidige arbejdsro hviler altså på en omfattende udelukkelse, idet man måskekunne sige, at metafysik og kirke kun kan tage hensyn til det stabile ved de stabile former.

(B) Netop denne udelukkelse genfinder Perniola ved roden af såvel forestillingen om humanisme (fra 1300-1400-tallet og frem) som den om (et) parti (fra 1700-1800-tallet og frem).Humanismen, bemærker han, "er ikke så ubetinget og universel, som den ved første blik fremstår" [42], menudelukker noget u-menneskeligt, noget barbarisk, fra en ideelt set dannet og moralsk menneske(lig)hed.Humanismens universalitet angår en del af det menneskelige, og dermed i social praksis (kun) en del afmenneskene.Partiet, som omvendt per definition kun er en del af en samfundsmæssig menneskehed, har samtidig en universelfordring, som netop er det, der "adskiller det fra fraktionen og fra banden". [43] Partiet bygger på almengyldigeideer.

I stedet for den metafysisk-kirkelige ordens udgangspunkt i begrebet om det værende [44] sætter denhumanistisk-partimæssige ordning begrebet om subjektet (og hermed repræsentationen) - forklarer Perniolaheideggersk. Dette gentager metafysikkens udelukkelsesbevægelse ved i realiteten at forstærke dens krav om etabsolut og urokkeligt fundament (i metafysikken: substansen; i den cartesiske udgave af humanismen: denmetodisk fremadskridende bevidsthed). Det humanistiske subjekt tænkes altid-allerede at være i besiddelse afmoralitet og samfundsmæssighed - om ikke andet som en attraktor (jvf. ovf.)!På denne måde blive humanisme og parti en udgang af metafysik og kirke, som tager metafysikkens og kirkensgrundformer med i bagagen som modeller - kirken som model for kulturel socialitet og idéen som model forsocial begrebslighed (så vidt jeg forstår Perniola, så tilskriver han hér Platons idé en socialitet i kraft af densintersubjektive genese, dens mellemmenneskelige tilblivelse - altså det, at idéen hjælpes frem gennem en paideiaeller maieutik). [45]

Vi har altså her en ordning (og netop ikke en orden), der tendentielt bringer os ud af det metafysik-teologisk-klerikale felt, men som kun kan gennemføre en delvis kritik af dette. Og nok så interessant for os, her, nu, er, atdenne ordning ifølge Perniola efterhånden går i opløsning i sine to dele - selvsagt på grund af det uholdbare ideres utænkte, gensidige henvisning.På den ene side selvstændiggøres den humanistiske tænkning i, hvad Perniola kalder for den universalistiskehermeneutik.[46] Ved at gøre forståelsen til selve udgangspunktet for menneskets forhold til verden opløserhermenutikken for Perniola selve muligheden for at grundlægge en frivillig sammenslutning omkring en opgave(= et parti), idet de socio-politiske aspekter af subjektet, metoden, projektualiteten her falder bort. [47]Omvendt forvandles partimæssigheden til en autonom politik (autonom i den «politiske videnskabs» forstand, ogikke som i Black Block). Løsrevet fra henvisningen til universelle idéer overgår de politiske partier til at væredefineret af deres indbyrdes konflikt, efter skemaet ven/fjende.

(Man kan måske tilføje, at repræsentationens krise til at begynde med - altså i processen frem mod bl.a.avantgarderne - er en intern krise i en (parti)politik, der stadig skal være rationel. Først senere, men ikkeuafhængigt heraf, bliver (parti)politik til et spil uden iboende rationel henvisning.) [48]

(C) Skønt det har ligget i kim siden de middelalderlige universiteters opståen, konstitueres det videnskabeligt-faglige system for alvor efter år 1800 med det moderne (nu fortidige) universitet og det dertil knyttede system afmoderne (nu ligeså fortidige) gymnasie- og mellemskoler, i Prøjsen, i Frankrig, i hele den vestlige verden.Ligesom med den humanistisk-partimæssige ordning er det med det videnskabeligt-faglige system tilfældet, atdet er det, som vi nu er på vej ud af eller netop er kommet ud af (men uden at institutionernes navne har ændretsig).På den ene side har her vi den rationelle videnskab, uafhængig af anvendelse, nytte, interesser. På den anden sidehar vi fagene, som består af videnskabeligt uddannede fagfolk, hvis handlinger konstant kan ske under henvisningtil den seneste videnskab. (Det er derfor, at alle akademikere er blevet uddannet til videnskabsmænd, har skulletforske selv og altså skrive speciale.) Disse akademikeres stillingsmonopol - de jure i de offentlige, de facto gerneogså i de private institutioner - har skullet sikre, at kulturens (samfundets) organisering konstant har kunnet skeunder henvisning til den rationelle tanke og til summen af, hvad den rationelle tanke har kunnet akkumulere afobjektiv viden (og filosofisk refleksion).Også den politiske organisation fungerer efter 1800 i stigende grad på videnskabeligt-faglige præmisser:videnskabelige - fag- og sagkyndige - kommissioner og udvalg afgiver betænkninger, der angiver det faktiske, detrationelt mulige (og ofte også det ønskelige). Der er konsensus om at handle under henvisning til et rationelthenvisningsgrundlag. Vi er mindre end nogen sinde hinsides tankerne om at grundlægge sin gøren på sikkervished. [49]

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 11 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

Forskning og arbejde bliver systemets to grundlæggende aktiviteter, og universitetet bliver den centraleinstitution."Det er imidlertid umuligt for videnskaben udtrykkeligt at anerkende, at den er fagenes [professionernes]videnskab, uden at fordunkle den væsentlige side, som er den interesseløse forskning, og således reducereuniversitetet til en højere skole, og ligesådan er det umuligt for fagene [professionerne] udtrykkeligt at anerkende,at de er videnskabsprofessioner [-fagligheder], uden at fordunkle den væsentlige side, som er de tjenester, somydes til veldeterminerede klienter, og således reducere universitetet til et akademi". [50]Den centrale tvetydighed - den underforståede gensidige henvisning - er altså fulgt med. Det ændrer ikke på, atman mærker Perniolas agtelse for dette system: det producerer ikke som metafysikken en sandhed om væren ellersom humanismen en sandhed om mennesket, men en sandhed om verden - "denne sandhed er ikke hemmelig,men tilhører alle dem, der har vilje og vedholdenhed til at lære den på systematisk og fremadskridende vis, og tilat udvikle den på en ordnet og metodisk måde. Videnskaben arver og forstærker metafysikkens og humanismenssamfundsmæssige karakter: den tildeler alle muligheden for at gøre sig til herre over det virkeliges objektivitet."[51] Omvendt, fortsætter Perniola umiddelbart herefter, kulturaliseres samfundet som «noosfære» (tankeboble, velnærmest...), «et univers, hvis fortsatte udvikling bestemmes af alles skolegang og af arbejdets fremadskridendevidenskabeliggørelse».

Perniola identificerer nu to faktorer, som bringer - som har bragt - det videnskabeligt-faglige system i krise. Påden ene side de nye epistemologier (Foucault? Feyerabend? de nævnes ikke ved navn), på den anden bevægelsenfor fortsat uddannelse (eller livslang læring, om man vil).De nye epistemologier griber fat i den udelukkelsesbevægelse, som det videnskabeligt-faglige system har arvetfra den metafysisk-klerikale orden (heller ikke det videnskabeligt-faglige system kan rumme det, der hverken kanberegnes eller grundlægges), idet de viser, at identifikationen mellem virkelighed og "objektivitet faktisk ikke haren absolut rationel værdi, at selve grundmodsætningen mellem videnskab og myte ikke kan retfærdiggøres, atselv den ældste eller mest absurde idé kan forbedre vor erkendelse." [52]Bevægelsen for livslang uddannelse anholder tanken om, at "hver enkelts arbejdsrolle fastsættes ud fra etskolemæssigt og universitært curriculum". [53] Alt for stærk specialisering fører blot til andre fejltagelser end deuvidenskabelige, og fortsat efteruddannelse og omskoling er en langt større garant for en fortsat virkelighedsnærpraksis end en hastigt forældet universitetsuddannelse - sådan tolker jeg Perniolas sparsomme fremstilling afdenne strømning.Med de nye epistemologiers udvidelse af forskningsfeltet - udvidelse fra det beviselige, vel, til det blot viselige,for man kommer uvægerligt til at tænke på Heideggers diktum fra Gelassenheit om, at «i denne sag kan intetbevises, men dog meget vises» - med denne udvidelse af forskningsfeltet rives videnskaben ind i, hvad Pernioladøber det ultra-teoretiske (forskning hinsides praktisk anvendelighed).Med afkaldet på at grundlægge handlingerne i en faglighed åbner den livslange efteruddannelse omvendt vejen tildet ultra-praktiske (arbejde hinsides et teoretisk grundlag).Anything goes og Whatever gets it done opløser tilsammen båndet mellem viden og gøren.

(Til Perniolas analyse kan måske tilføjes, at fagligheden også mister sin gørens-mæssige autoritet, netop fordi denye epistemologiers påvisning af videnskabelighedens flossede grænser gennem 1960'erne og 1970'erne kan føjesig til en kritik af den videnskabelige ekspertises evne til at repræsentere sine egne klienter - idet politisk ogvidenskabelig repræsentation virkelig er ét! - enten disse klienter nu er lægernes (sinds)syge, lærernes ogpædagogernes børn, arkitekternes og byplanlæggernes beboere, ingeniørernes (altså deres anlægs!) naboer,professorernes studerende, osv. osv. Eksperten må herefter overtage/tage hensyn til klientens selv-repræsentation -forstået som både selv-billede og selv-bestemmelse.Uanset om man anlægger en mere heidegger'sk eller en mere deleuze'sk synsvinkel, bliver denne, klienternesfordring på selv-repræsentation, netop fordi den finder sted ud fra de nye epistemologiers gen-udpegning afvirkelighedens manglende sammenfald med objektiviteten, til en uhørt stærk udfordring af staternes fordring på atkunne beherske situationen rationelt til gavn for borgerne. Den spiller nemlig eksistensens (Heidegger) ellerimmanensens (Deleuze) iboende åbning ud mod institutionernes «molære» skemaer, som enten - og i så faldlokalt, hvilket er meget vigtigt, for de har ikke haft magt til at gøre det globalt - har lukket denne åbning eller -nok så vigtigt, jvf. hele Perniolas fremstilling af, hvordan institutionerne hele tiden efterlader noget underforståeteller utænkt - simpelthen ladet den ude af betragtning (hvilket NB også efterlod et frirum hér).Samfundenes svar synes - jvf. mine bemærkninger ovf. - at have været at installere en række feedback-sløjfer, iform af patientsamtykke, frit emnevalg, høringer, grænseværdier, evalueringer, (osv., osv.), der imødegårudfordringen fra åbningen (altså fra eksistens og immanens) ved at få åbningen til selv at lukke sig ved at få dentil at producere en respons, som er en respons på programmerede stimuli, og som derfor er kontrollabel, så længeman har magten over programmeringen af stimuliene, dvs. mulighedernes, spørgsmålenes, svarenes art og form(for ikke at tale om så længe man har magten over, om svaret på spørgsmålet om institutionernes forhold tilenhver konkret eksistens og immanens er oprettelsen af en feedback-sløjfe).)

(D) Det videnskabeligt-professionelle system svækkes ikke bare af de to komponenters tendens til at gå hver sinvej, men også af dets egen, iboende åbenhed i form af en uafsluttelighed. Videnskabens forskning har en uendelighorisont, men også fagfolkenes arbejde kan perfektioneres og tilpasses i det uendelige. Men det kan ikke siges,hvor systemet skal hen.Den dialektisk-statslige afslutning må, som jeg læser Perniola, bl.a. ses som et svar på dette ustillede spørgsmålom hvorhen?

Hegels dialektik leverer en helhedstolkning af Verdenshistoriens forløb som teleologisk bevægelse frem modVerdensåndens selvrealisering i mennesket. Den afslutter i Perniolas fremstilling metafysikken, humanismen ogvidenskab(elighed)en ved at gøre "en ende på den ufuldbyrdethed og uafsluttelighed, som bragte dem imodsætning med dem selv, og gjorde dem ensartede og beslægtede, netop når og hvor de selv mente at væreforskelligartede og fremmede." [54] Hvad der for dem var en uendelig opgave, gør dialektikken til noget allerede

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 12 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

forskelligartede og fremmede." [54] Hvad der for dem var en uendelig opgave, gør dialektikken til noget alleredesikkert og vist: den absolutte viden er et allerede historisk indtruffet stadium. Dialektikken befrier såledestænkningen fra kirke, parti og profession ved at garantere den direkte.Den moderne stat afslutter sideløbende såvel kirken (alle fødes som borgere, stats-borgere, hvor de ellers fødtessom Guds børn) som partiet (alle tilhører fædrelandet, national-staten, modsat de andre fædrelande) ogprofessionen (statens rationalitet er givet i dens konstituerende/konstitutionelle udgangspunkt). At fornuften styrerhistorien er her en allerede given forudsætning, og ikke et mål, der befinder sig ude i fremtiden, sådan som detmå være for kirkerne, partierne og faglighederne. "Staten er derfor organiseringens organisering: den ved, hvadden vil, og den ved det udtrykkeligt." [55] Perniola nævner Napoleons legendariske ligegyldighed i metafysiskespørgsmål som klassisk eksempel på statsmandens vished på den statsligt-politiske handlings rationalitet. Mankan tilføje, at både USA og USSR er/var grundlagt på forestillingen om historiens forudgivne rationalitet.

Også den dialektisk-statslige afslutning rummer sin egen opløsning af det også her underforståede bånd mellemde to komponenter.Dialektikken løsriver sig fra de statsligheder (og det er dem alle), der tydeligvis ikke er rationelle, som de ellersskulle være det (det sker i Adornos negative dialektik, men vel også i Batailles négativité sans emploi, i Derridasdifférance) - i en ubegrænset negativitet eller udskydelse, som ejer al dialektikkens historicitet, men ikke kanophæves i en (statsbærende) syntese. (Hvilken stat kan rumme den frie forandring? - kan man spørge.)Staten løsrives dermed - og endnu engang mærker man sotto voce tænkningens primat i den historiske proces,som Perniola fremstiller den - fra sin iboende dialektiske rationalitet og bliver funktionelt-systemisk. Det synesfor Perniola at indebære, at staten ikke længere opererer som en historisk helhedsudvikling, der bevæger sig fratilstand til tilstand og lader noget bag sig, men gennem oprettelsen af snævrere delfelter med alternativer, mellemhvilke der ikke vælges definitivt (det fravalgte alternativ bevares som mulighed). Negativiteten (altsåforandringen, på Hegel-Heidegger-Perniolask) er ikke længere dialektisk, men selektiv. Man kunne måske sige,at den funktionelt-systemiske stat - som en arv fra sin dialektiske tilstand - er sig bevidst, at den må og skaludvikle sig, men den kan ikke længere give sig selv noget generelt udviklingsskema.

(E) Endelig får vi så altså - ifølge Perniola - den nihilistisk-populistiske afslutning. Her udgør filosofien ogkulturens organisering ikke længere et dobbeltsystem, men to selvstændige enheder, som hermed gør en ende påsig selv!

Filosofien forvandles til nihilisme - Perniola lægger sig her i forlængelse af Heideggers og sandsynligvis ogsåKlossowskis Nietzsche-læsning [56] - idet viljen til magt bekræftes "som ophav [origine] til alle filosofier og tilalle organiseringer af kulturen." [57]Og kulturens organisering forvandles til populisme, idet folket bekræftes "som ophav [origine] til alle fortidigeorganiseringer af kulturen og til alle filosofier." [58]Nihilisme og populisme har altså hver deres egen grund i form af en grund, som er grunden (evt. afgrunden)under samtlige filosofiens og kulturens frembringelser, enten (af)grunden nu skal være viljen til magt eller folket.Det bliver to selvberoende enheder - en filosofi, for hvem kulturens organisering bliver yderlig, og en kulturelorganisering, for hvem filosofien bliver ornamental.Men de har også hver deres, skal vi sige: manifestation, som de må bekende sig til.Viljen til magt er uadskillelig fra den evige genkomst (det sammes evige genkomst), hvor den ytrer sig somviljen til at ville det samme øjeblik, den samme tilstand, gentaget i det uendelige. Det faktiske får her værdigennem viljen til magts vilje til at ville dette, dvs. til at vurdere det som værende grundet på viljen til magt.Og populismen er uadskillelig fra massen som det faktiske folk eller simpelthen som folket som faktum. Folketfår værdi, fordi det er den faktiske masse og således har lod og del i folkelighedens faktisk skabende bevægelse,altimens massen omvendt får værdi ved at sætte sig selv som folke-masse.Værdi og faktum bliver derfor nihilismen-populismens grundbegreber. Men: "Værdien er ikke gyldig, fordi dener transcendent, men tværtimod netop fordi den frembringer fakta, stabiliserer beslutningerne, bevægerfolkemasserne." [59] Og: et faktum bliver adlydt "som om det var en værdi, sådan er det den eneste værdi,værdien par excellence, det, der gælder uafhængigt af andet, det, der ikke har brug for andet for at gælde, det,som er endeligt, færdigt, fuldkomment." [60]

Perniola ser - på dette tidspunkt kan det næppe komme som nogen overraskelse - selv nihilismen-populismensdobbeltpar opløses.I filosofien - reduceret til skuespil - leder en vilje til magt adskilt fra den evige genkomst til en «decisionisme»,som ikke behøver at tage hensyn til den allerede eksisterende tænkning, mens en evig genkomst adskilt fra viljentil magt leder til en udelukkende "tænkende og poetiserende generindring" [61]af den allerede eksisterendetænkning.I kulturens organisering - reduceret til macchinazione, dvs. rænke, sammensværgelse, manipulation - leder et folkuden masse til en deltagelsestænkning, hvor folks «følelser omkring tingene» (min gengivelse af Perniolas ikkemindre uvenlige "affekternes blotte lidenskabelige bevægelse"[62]) skal være nok til at danne en samfundsmæssigsammenhæng (uafhængigt af faktualiteten?), mens en masse uden folk fører til selve samfundets opløsning (i denrene forbrugerisme, vel, og vel også i den autonome bevægelses anti-politik?)."Det vigtige er den proces, der gør disse fragmenter ækvivalente, sætter dem i omløb og blander demsammen"[63], slutter Perniola. Hermed forudskikker han sin egen senere kritik af «kommunikationen», som viskal vende tilbage til, og hvor ethvert «indhold» gøres ækvivalent med ethvert andet.

(Man kan måske tilføje, at sammenbrudet for tanken om et rationelt funderet samliv ikke mindst ytrer sig i, atpolitikkens (ende)mål som sagt bliver uklare, både i den forstand, at de for borgerne skjuler sig bag politikkensfunktionelt-systemiske (kybernetiske, markedsmæssige) midler - og herved flytter magten ud af offentlighedenssfære og ind i detailprogrammeringen af systemet, hvor muligheden da ligger for enhver macchinazione - og iden forstand, at (ende)målene også skjuler sig for beslutningstagerne, som heller ikke har noget rationeltgrundlag at bygge hverken den givne eller nogensomhelst anden politik på, hvorfor de blot fortsætter den givne

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 13 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

grundlag at bygge hverken den givne eller nogensomhelst anden politik på, hvorfor de blot fortsætter den givnepolitik i dens effektive faktiskhed, på en gang overbeviste og uden overbevisning.Det nihilistisk-populistiske begrebspar værdier og fakta synes stadig at eje stor effektivitet, idet både værdier ogfakta i sagens natur er ad hoc, udskiftelige, reversible. Såkaldt «realistiske» og såkaldt «idealistiske» begrundelserfor besættelserne af Irak og Afganistan er fuldkommen udskiftelige - den «realistiske» trussel framasseødelæggelsesvåben eller terrorisme vendes på et øjeblik til det «idealistiske» hensyn til civilbefolkninger ifare for at blive undertrykt af diktatur eller religiøs fanatisme, og omvendt - værdierne underordnes herinvasionens faktum. Kapitalbeskatningens begrænsning - nedsættelse af selskabsskat, af skat på fast ejendom, afskat på kapitalindkomst, af formueskat - er omvendt en værdi, der kan svare til ethvert faktum, dvs. til enhverkonjunktur. (De borgerlige kræfter dominerer samfundene og må her holde for, men man kunne givet lave enlang liste, der angik hele det politiske spektrum.)Det afgørende er, som Perniola anfører, at virkeligheden reduceres til fakta, som igen reduceres til subjektivevurderinger (vilje til magt). Kun det kvantificérbare kan fastholdes som intersubjektivt faktum, hvilket vil sige, athele feltet af kvalitative former (= kulturen) bliver usynligt, for så vidt det ikke kvantificeres - hvad det så netopogså bliver, kvantificeret altså, i rankings, i publikumstal, i efterspørgslens mængde af økonomisk købekraft.Intersubjektivitetens logik bliver da at indstifte subjektiviteternes fællesskab i deres identisk-tællelige vurderinger,sådan som disse vurderinger kommer til udtryk i de samme subjektiviteters identiske/tællelige handlinger -indkøb, stemmeafgivelser -, der udgør lige så mange kvantificérbare fakta. Det fælles henvisningsgrundlag (detkollektive referenceplan) bliver altså ikke verden, som den er tilgængelig for videnskaben, men mængden (ellermassen), som den er optællelig i afstemningens eller forbrug(svalg)ets operationer.Det er derfor, det paradoksalt nok bliver politisk ineffektivt at henvise til værdier og fakta! I Danmark er den,skal vi bare sige restriktive, flygtningepolitik siden 1990'erne fuldkommen forgæves søgt bekæmpet medhenvisning til værdier som «fremmedfjendtlighed» (negativ værdi) og «anstændighed» (positiv værdi). En såkaldtstram retspolitik er samtidig blevet sat igennem på tværs af det faktum, at et skærpet strafniveau i samfundetikke nedbringer kriminaliteten. [64] Disse ting betyder - politisk set - ingenting (de er ikke bare quantiténégligeable, de er simpelthen uden mening), dvs. de betyder ingenting uden om den operationelle, tællelige,konstituering af en mængde. Mængden eller massen producerer selv samtlige værdier; det numeriskehenvisningsgrundlag for VKO-regeringen (= dens flertal) er den faktiske produktion af en masse, der bådeproducerer en «fast og fair» udlændingepolitik og den samme politiks værdi: fast og fair (= fremmedfjendsk oganstændig). Numerisk underlegne værdiproducenter producerer ikke konkurrerende værdier, men falske værdier.Nazisternes «fremmedfjendtlighed» er ikke «fair», og derfor i virkeligheden heller ikke «fast». De Radikales«anstændighed» er ikke «fast», og derfor i virkeligheden heller ikke «fair». Set fra VKO bliver nazister ogpartiradikale således udlændingepolitikkens ekstremister, dvs. dem, som i kraft af deres perifere situation ikke kansamle et operationelt flertal, og som derfor ikke kan producere sande værdier, men bare skræpper op (= kommermed meningsløse påstande og indvendinger). Uden faktisk, tællelig, holdbarhed, fremstår de også værdimæssigtuholdbare.Massen konstituerer her sig selv som sandhedens sted i kraft af sin faktiske mængde. Sandheden bliver enfunktion af antallet; at deltage i flertallet bliver automatisk at have del i sandheden - og omvendt: ethvertmindretal er uden for sandheden, med mindre det kan konstituere sig selv som et lokalt flertal, dvs. som etcommunity, der ikke behøver at tælle andre med for at danne sin egen sandhed.)

For kort at opridse Perniolas konklusionen, så bliver den, at vi filosofisk-institutionelt må vende os modtraditioner, som ikke har været optaget (og dermed bestemt) af det forhold mellem essens og eksistens, som erudgangspunktet for hele den udviklingshistorie, Perniola skitserer. Som resten af hans forfatterskab vidner om,foreslår han - i stedet for som Heidegger mod det arkaiske Grækenland og Reformationen - at vende sig mod detarkaiske Rom og den modreformatoriske katolicisme for at finde en radikalt inklusiv (og samtidigsamfundsmæssigt effektiv) operationel (rituel, ceremoniel) kulturel logik, hvis udgangspunkt er den manglendeoprindelighed og den hybride blanding. Her er spørgsmålet om samfundets sandhed og sandhedens samfundfraværende, i stedet for at være uløst eller dårligt løst. Omhu erstatter sådan set grundlag, mens porøsitet erstattergrænsedragning, i en forskydning af fokus. Men det er altså Perniolas bud.

Jeg har forsøgt loyalt at referere Perniolas ræsonnementer i yderst grove træk (hans tekst er kompakt). Hensigtener naturligvis at udmåle afstanden fra, skal vi sige 1909/1916 til 2009? Fra anno futuris/anno Dada til vor tid.

Perniolas fremstilling er selvfølgelig en konkretisering af Heideggers "værenshistorie" ("værensglemslens"historie gennem 2.500 år), men til dels uden om Heidegger (deraf også titlens efter Heidegger), idet det afPerniolas øvrige forfatterskab (også inden Dopo Heidegger) så tydeligt følger, at dette ikke kan væreudviklingshistorien for en række af sukcessive totaliseringer af enhver mulig tænkende praksis, eftersom Perniola(som vi til slut har set et eksempel på) konstant genlæser den filosofiske, kunstneriske og praktiske tradition udenom enhver "værensglemsel".Der må derfor være tale om en række af, hvad vi med en betegnelse, der henviser til Guattari og Deleuze, kunnekalde for sukcessivt dominerende "montager" (eller "sammenpasninger"; agencements), svarende til lige såmange transformationer eller om-montager af, hvad vi igen med et deleuzo-guattariansk udtryk kunne kalde forden metafysiske maskine (selv om det er Heideggers negativt valoriserede, og ikke Deleuzes positivt valoriserede"metafysik", der her er tale om), idet udtrykket "dominerende" da skal betegne, at de sukcessive metafysiskemaskiner eller den metafysiske maskines sukcessive om-montager konstant modsvares af en samfundsmæssigtorganisatorisk effektivitet.På denne måde kan Perniolas institutionelle idéhistorie eller idémæssige institutionshistorie derfor ses som et budpå en lang række af sukcessive stabiliseringer af kulturen - stabiliseringer, der netop sukcessivt har udnævntenten en enkelt (eller oftere et system af flere) kvalitativt distinkt(e) kulturel(le) form(er) til at indtage den plads,som Derrida har betegnet som den "transcendentale signifiés" plads, altså den plads, hvorfra en hinsidig (og i denforstand transcendent) mening (eller signifié) samtidig udgør betingelsen (og dermed er et transcendentale) for,hvad der i denne metafysikhistorie faktisk er samtlige øvrige kulturformer, som dermed reduceres til tegn(signifianter) for/på denne hinsidige og betingende mening eller altså "transcendentale signifié".

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 14 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

(signifianter) for/på denne hinsidige og betingende mening eller altså "transcendentale signifié".Jeg tænker, det må være dette tilsyneladende endeløse skibbrud for tanken om at lade en enkelt eller en række afkvalitative størrelser (kulturformer) stå som garant for kulturens mængde af kvalitative størrelser(kulturformerne), som ender med at efterlade kulturens felt af kvalitative størrelser (kulturformerne) i etingenmandsland mellem på den ene side pengeøkonomiens og dermed Kapitalens kvantitative endeligebestemmelser, incl. Kapitalens indbyggede selvberoende teleologi (opbygningen af et stadigt større abstraktnyttepotentiale), og så på den anden side kunstens (men også filosofiens og videnskabens, for så vidt de sanderdet) intensive uendelige bestemmelser, som er uden nogen klar teleologi.

Forskydningen i betingelser kan altså, hvad institutionernes idéhistorie angår, forsøgsvis opsummeres som følger(idet det må understreges, at Perniolas udviklinger et godt stykke af vejen allerede var virksomme i 1909/1916):

- fra et partisystem med en stærk(ere) teoretisk fundering - især til venstre: marxistiske socialdemokratier,radikale (venstreliberale) partier; til partier, der i højere grad end i 1909/1916 tænker selv sig ud fra deresindbyrdes, polemiske konkurrence, frem for ud fra deres teoretiske grundlag.- fra en samfundsmæssigt set relativt magtfuldkommen akademikerstand; til en samfundsmæssig miskreditering afden akademiske professionalisme (miskrediteringen "nedefra" og "fra venstre" dominerede i 1960'erne og1970'erne; miskrediteringen "oppefra" og "fra højre" har domineret i 1990'erne og 2000'erne).- fra en stat, der er vis på sin egen historiske rationalitet (det, tror jeg, er en gyldig vurdering af det "statsligeklima" omkring år 1900); til en stat, der er fikseret på sin egen historicitet (sine fremtidsudsigter:konkurrenceevne, "ældrebyrde", osv., osv.), så at den selv får et tilsyneladende umætteligt behov for reformer -"de nødvendige reformer" -, men uden at sætte sig endegyldige mål. [65]

Konsekvenserne for eventuelle avantgarder føjer sig til de allerede optegnede, idet kybernetiseringen modsvareropløsningen af den dialektiske statslighed og den videnskabelige professionalisme (uden at det er til at sige, hvadder er årsag, og hvad der er virkning, eller om disse kategorier ikke giver mening for de to fænomenrækkersindbyrdes forhold). - Ingen partimæssighed - heller ikke en fremtidig - synes at kunne danne en hovedstyrke for nogen avantgarde.- Ingen administratorer af den borgerlige sandhed (på godt og ondt) står imellem mennesket og friheden. Tilgengæld er der kommet administratorer af den borgerlige kybernetiske effektivitet (på godt og ondt).- Staten har ikke længere vished om at kunne støbe hverken borgere eller institutioner, så den modulerer demistedet fortløbende og uendegyldigt.- Filosofien har vanskeligt ved at foreskrive en organisering af kulturen (ja, svært ved at tænke sig formen på enønskelig sådan), idet der sandsynligvis, som Perniola siger, er tale om et brud på selve forholdet mellemtænkning og samfund - så at samfundets tænkning om sig selv mere bliver beregnet på at indgå i kommunikativesløjfer end på at levere et rationelt grundlag for handling (den er i så fald end ikke beregnet på at levere etpseudo-rationelt grundlag i form af en ideologisk kaution, der skal forfalske opfattelsen af tingenes tilstand).Alt i alt kan vi altså endnu engang konstatere, at den teoretisk-praktisk situation er en ganske anden end for de"historiske" avantgarder og måske endda til dels for "neo-avantgarderne".

Så meget om den institutionelle idéhistorie og institutionernes idémæssige tilstand. Den sidste idé, jeg vilintroducere for at skitsere avantgardernes mulighedsbetingelser lige nu, skriver sig fra en af Perniolas senestebøger, Imod kommunikationen, fra 2004.

6. KOMMUNIKATIONEN MELLEM KAPITAL OGKYBERNETIK (VIRKELIGHEDSBETINGELSERNE, LIGENU)Som titlen antyder, drejer det sig om kommunikation.Der er ikke tale om kommunikationen, forstået som den funktion, der tillader os at give tegn indbyrdes ogsåledes delagtiggøre den ene i den andens tanker, men om, ja ikke i første række om nogen ideologi, men snarereom en kulturel logik.Denne logik, der ifølge Perniola idag dominerer de vestlige samfund, har etableret sig i etaper siden midten af1960'erne. Dens væsentligste træk er - som Perniolas benævnelse antyder - en total tilbageføring af såveltænkningens som samfundets øvrige fænomener på disses tegnmæssighed, koblet med en absolut indifferens overfor ethver konkret indhold, de måtte have.Af ethvert fænomen fordrer kommunikationen nemlig kommunikabilitet, dvs. den fordrer, at det kan udvekslesumiddelbart, og at det kan forstås umiddelbart. Det, der kan sendes afsted som et tegn, der kan forstås, og altsåer kommunikérbart, kan anerkendes, inkorporeres, tåles af kommunikationen. Men det kan altid blive merekommunikérbart, mere egnet til at sendes afsted som tegn, mere letforståeligt og formidlet. Kommunikationen,der skal reducere alting til nuet, til det øjeblikkelige, bliver derfor - i sin uendelige tilnærmelse til det minimaletidsspand og den maksimale forståelighed - til en uendelig opgave for dem, der underkaster sig den.

Imidlertid er kommunikationen ikke bare indifferent over for indholdet. Den eliminerer metodisk og systematiskethvert indhold.Inden for politik og journalistik vil jeg tie om, at "indholdet" opløses i en indholdsindifferent formidling(eftersom everybody knows, som Leonard Cohen synger), og jeg vil derfor nøjes med nogle uddybendebemærkninger om undervisning og forskning.Efter overgangen fra faglighed til livslang læring bliver det under kommunikationens regime det afgørendekriterium i tilrettelæggelsen af skolaritet og uddannelse, hvad der lettest kan kommunikeres til eleverne og destuderende, eftersom det bliver vigtigere, at de lærer noget, end hvad og hvor meget de lærer; i det omfang dersystematisk tages hensyn til, hvad de burde lære, er det hensyn, der tages, hensynet til deres evne til at

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 15 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

systematisk tages hensyn til, hvad de burde lære, er det hensyn, der tages, hensynet til deres evne til atkommunikere. Formidlingskompetencer bliver med ét et obligatorisk "læringsmål" for ethvert fag. Fremlæggelseog deltagelse bliver elevens/den studerendes kerneopgaver. Fagligheden findes stadigvæk, men som på den eneside en stadigt skrøbeligere skal, på den anden side en stadigt mindre rest, et set i forhold til læringsprocessenvilkårligt og især formløst stof for læring (= kommunikation) og formidling (også = kommunikation).Dette er den mest dybtgående forandring, hvis indvirkning på samfundene vi kun lige er begyndt at se. Praktiskhar den taget form af en voldsom reduktion af især mellemskolernes og gymnasiernes (den sekundæreuddannelses) pensa over hele den vestlige verden siden 1960'erne, især i matematik/naturfag og sprog, i enkonstant udskydelse af videnstilegnelsen ("det kan man altid lære senere/når man får brug for det"). Den har tildels overhovedet indført og siden afkortet studietider på universiteterne ("de unge må blive hurtigere færdigemed deres studier"). Den bevirker, for sandsynligvis første gang i over 1.500 år, at hver ny generation i denvestlige verden ved mindre, har læst, skrevet og regnet mindre, end den foregående. Denne nedgang kan en tidlang skjules bag et tilsyneladende vidensopsving i form af, at flere får adgang til uddannelse, men altså mindreuddannelse end deres forgængere. Det ser i det hele taget ud til, at det er dette kollektive videnssammenbrud, derhar fået Perniola til overhovedet at skrive en bog imod noget. For logisk set vil denne proces før eller senereunderminere samfundenes evne til at reproducere sig selv. Når hver enkelt kommende akademiker lærer etmindre pensum, og lærer det mindre dybtgående, tager det længere og længere tid for den enkelte at nå frem tilselv at kunne forny faget - og dermed selv være i en position, hvorfra faget kan reproduceres i sin produktivedybde. De mindre kommunikérbare fag (dem, der ikke kan skaffe studerende at kommunikere til; dem, der kunvanskeligt kan kommunikere med offentligheden) forsvinder, mens de mere kommunikérbare fag før eller sidenkommer til at indskrænke sig til deres mere kommunikérbare aspekter. Til sidste vil uvidenheden kompromitterefagets eksistens og funktion. Og dét er ikke kun en sag for universitetet.Men bredere end blot viden er det selve evnen til handling, som borteroderes af den kommunikative logik.

Perniolas analyse af kommunikationens opståen er ganske enkelt den, at den er de økonomiske magthaveres svarpå overgangen til den såkaldt vidensbaserede økonomi.Han skildrer kommunikationens ophævelse af ethvert indhold og dermed af enhver viden som et forsøg på atbevare kontrollen med den faktisk producerede viden efter overgangen til det såkaldt post-industriellevidenssamfund:"Over for dette epokale vendepunkt fremstår kommunikationen som den gamle verdens, the old economy's,reaktion, der forsøger at blande alting sammen med alt andet for allerede i det øjeblik, den nye viden opstår, attildække dens strukturelle og faktiske rækkevidde. I forgangne epoker blev nye ideer og nye erkendelser, så snartde havde nået en vis tilhængerskare og en vis indflydelse, ofte bekæmpet: deres faktiske magt afhang af deresforvandling til ideologier eller sensologier. I vore dage har nye ideer, nye erkendelser, nye erfaringer etøkonomisk og faktisk potentiale, der ikke mere løber gennem ideologien, og derfor må det absolut forhindres, atde kan modnes til autonom betydning. For at tilegne sig dem er det klogest at kvæle dem, og det i etkommunikativt kaos, der tilintetgør forestillingen om bevis gennem betydning og erstatter den med forestillingenom bevis gennem kraft. Dog viser de konservative og reaktionære ideologier sig som utilstrækkelige i dereskamp mod det kognitive samfunds opstigning og selvhævdelse, fordi de endnu er bundet til en forestilling ombetydning, der adskiller sig meget fra the New Economy's. Således er de gamle magter tvunget til sågar atødelægge den legitimerede videns arv med samt kilderne til dennes legitimation (skoler, universiteter, forskning),den politiske forfatningslæres arv (magtdelingen i lovgivende, udøvende, dømmende) og den kunstnerisk-kulturelle arv (den intellektuelles og kunstnerens primat). På denne måde forfalder det «højtciviliserede» Vestentakket være kommunikationen til obskurantismens, despotismens og barbariets sted par excellence." [66]

Beviset gennem kraft er selvfølgelig beviset gennem fakta, jvf. ovf. om nihilismen. Perniola skitserer i det heletaget kommunikationen som en (ideologisk set) vitalistisk farvet dyrkelse af øjeblikkelighed og nærvær (og i denforstand en logocentrisme, sagt med Derrida). Kommunikationen bliver således - i Freud'ske termer - til enophævelse af realitetsprincippet til fordel for lystprincippet. Al udskydelse af nydelse (forståelse) forsvinder tilfordel for øjeblikkelig nydelse (forståelse).

Man kan måske tilføje tre ting:1) at kommunikationen med sin øjeblikkelige tegnmæssighed er den omgang med viden, der svarer til denkybernetiske styringsmodel (i informationsteorien er der i sidste instans ingen, der skal aflæse informationen somviden, alt og alle er, informationsteoretisk set, blot relæer, relæer for tegn, eller rettere: for information, der somsådan er fuldkommen indholdsindifferent [67]). Det er samtidig med, at samfundene bliver opmærksomme på, atde kan styres kybernetisk (1950'erne-1960'erne), at afviklingen af videnstraderingen bliver indledt. Samtidig erdet sandsynligvis selve denne opmærksomhed eller bevidsthed, der gør, at vidensamfundet eller vidensøkonomienoverhovedet kan udvikles - ikke bare, fordi den muliggør en hidtil uset automatisering af produktion ogkommunikation (kommunikation i almen forstand), men også, fordi den overhovedet tillader et funderet (og ikkeblot intuitivt) økonomisk syn på kulturformerne eller "indholdet". Det er således muligt, at videnssamfundet selver grebet i en, jeg havde nær sagt: dialektik, hvor selve den bevægelse, der operationaliserer dets råstof, samtidigtilintetgør det. I så fald er der, modsat hvad Perniola stedvis synes at antyde, ingen vidensarbejdere at "befri" somvidensarbejdere betragtet og intet vidensøkonomisk potentiale at "blotlægge" som vidensøkonomisk potentialebetragtet. I så fald er den nye videns økonomiske potentiale ipso facto det, hvorved den ikke er viden. Et megetvanskeligt, men utvivlsomt afgørende spørgsmål.2) at studenteroprøret med dets krav om, at løfterne om frihed og retfærdighed fra velfærdsstaternesgrundlæggelse ved Anden Verdenskrigs afslutning skulle indfries, advarede de politiske magthavere mod demulige følger af at lade et ubegrænset antal borgere få mulighed for at nå det Humboldtske dannelsesidealsyderste grænse som selvmyndige - frit tradtionsbevidste, problemopstillende og problemløsende, reflekteretværdisættende, tegnproducerende og derfor repræsentionskritiske - borgere, og i øvrigt imod at have en storstudenterbefolkning med tid til refleksion.3) at videns-svage vidensarbejdere ikke har mulighed for at tage magten over vidensøkonomiens produktion,heller ikke ved at starte for sig selv; hvis vidensarbejderen kun er et relæ, må den information, han

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 16 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

heller ikke ved at starte for sig selv; hvis vidensarbejderen kun er et relæ, må den information, hankommunikerer, nemlig komme et andet sted fra, fra et ikke-videns-svagt sted. Ledelsen er det fetichiserede stedfor al videns oprindelse i vores samfund, men ledelsens viden er en viden om netop ledelse i mere bogstaveligforstand end nogen sinde: (over)ledning af information fra relæ til relæ til relæ til relæ. "Indholdet" kommer altidandetsteds fra, dvs. ingen steder fra (og måske derfor eller netop sådan opløser kommunikationen handlingsevnen- enhver handling må altid-allerede være foretaget, førend den kan blive formidlet eller, på fransk, relayé; kundet allerede givne lader sig kommunikere).

Med denne tredje bemærkning kommer jeg til det, Perniola udpeger som kommunikationens svage punkt (og somjeg også tror, hemmeligt fylder ham selv med rædsel). Det kognitive samfund er underlagt en kommunikativdespotisme, skriver Perniola, men:"Trods dette kan den kommunikative despotisme ikke klare sige uden en utrolig mængde professionelle,videnskabelige og bureaukratiske kompetencer, der er på højde med den nyeste erkendelsestilstand eller i detmindste af høj standard. Og her sidder den fast i en for den selv muligvis fatal blindgyde: sådanne kompetenceropstår, udvikler og fornyer sig kun i uafhængighed og i frihed." [68]Blindgyden er imidlertid ikke bare fatal for den kommunikative despotisme, men også for civilisationen. Enherskende klasse, der er mere uvidende end de beherskede, og som samtidig ødelægger såvel sit eget som debeherskedes vidensgrundlag, er ikke til at spøge med.

Perniolas konklusion er nu, at det alene er æstetikken, der er på højde med kommunikationen. I forlængelse af de«romerske» anbefalinger fra 1982 indebærer æstetikken netop omhu, ritualitet og i øvrigt en rehabilitering af dendybde (= mening), som kommunikationen udgrænser, men "i kraft af begrebet om lagdannelser af overflader".[69] I en vis forstand er vi kommet hele vejen rundt fra 1971 og kunstens nytteløse nytte. Nu er det æstetikkens,men ikke kunstens (og altså et erkendelsesfelts og ikke en samfundsinstitutions?), "interesserede interesseløshed",der må - og i kraft af det 20. århundredes æstetike tænknings udvidelse af æstetikkens felt og vores forståelse afdet også kan - danne model for en modstrategi til den kommunikative despotisme.Central bliver forestillingen om en symbolsk økonomi, altså ikke en økonomi af homogene, kvantitativeækvivalenser, men en økonomi af heterogene, kvalitative ikke-ækvivalenser, der udveklses uden at udlignes (somi venskabs- eller kærlighedsytringer - eller potlatch) [70]. Jeg citerer konklusionens sidste to afsnit in extenso:"I æstetikken befinder sig på denne måde ikke alene kunstarterne, men også den videnskabelige, professionelleog bureaukratiske virksomhed, som per definitionem indebærer frihed og uafhængighed over for den umiddelbareprofits og forhandlingsvirksomheds økonomi, og som giver sig ind på dannelsen af en kulturel og symbolskkapital, der ikke kan tilbageføres på den økonomiske kapital. Således leverer æstetikken i sidste ende også dedeontologiske kriterier, der understøtter udøvelsen af enhver intellektuel virksomhed og begrunder dens prestige.Med endnu større berettigelse falder forhold som familie, opdragelse, venskab og kærlighed inden for æstetikkensområde, forhold, der allerede fra gammel tid er blevet anset som uafhængige af kontrollerede og udtrykkeligeaftaler og dog ligegodt gjaldt som ophav til meget mere bindende og varige forpligtelser. Det væsentlige er at fåbegyndt og i stort som i småt tage afsked med den «enhedstænkning», der vil køre alle sider af tilværelsen overmed den snævre kvantitative økonomis damptromle. Den nye æstetiske syntase kan så stille de begrebsligeinstrumenter til rådenhed, med hvis hjælp den stigende utilfredshed med den massemediale kommunikation ladersig forvandle til en global strategi for modstand og kamp. Takket være denne udvidelse bliver det i øvrigt muligtat forstå og værdsætte logikker, der styrer de samfundsmæssige forbindelser i de såkaldt «traditionelle samfund»,som ikke med urette modsætter sig deres kolonisering, der helt er begyndt at ligne den vestlige kultursselvødelæggelse." [71]

Her når Perniola ad sin egen vej frem til, at kunsten ved sin blotte tilstedeværelse yder en radikal (=grundlæggende) modstand, ikke imod pengenes monopol på at udgøre kulturformernes grund, men imodkommunikationens fordring på at udgøre kulturformernes væsen.

Kommunikationen er altså flygtig. Tiden - tegnaflæsningens tid og refleksionens tid - minimeres ikommunikationen. Sådan passer kommunikationen til kybernetiseringen, hvor information funktionelt setcirkulerer uden tegnmæssighed, aflæsning og refleksion - og dermed uden indhold. Kybernetiseringen har ikkemindst som funktion at effektivisere produktion og udveksling ved at afkorte den kronologiske tid, disse varer.Dermed er den imidlertid fremmed over for det, Bergson kalder varigheden, som er den tid, der biologisk setkonstituerer forskellige formdannelser. Ikke bare et individs vækst har en bestemt varighed (man kan ikke, sådansom man kan bygge en bil mange gange hurtigere end for 100 år siden, blive voksen inden for 3 år fra fødslenblot ved hjælp af indtagelsen af ekstra energi, proteiner og mineraler samt væksthormoner - der går ca. 18 årunder alle omstændigheder), men også tilegnelsen af såvel reflekteret som ureflekteret viden tager en bestemt tid(man må cykle X antal kilometer for at lære at cykle, man må regne gangestykker X antal gange for at lære atmultiplicere, man må læse bøger om et bestemt emne gennem X antal år for selv at skrive en bog om emnet),ligesom det tager en vis tid førend to individer af homo sapiens kan etablere et antropologisk fællesskab, hvisudveksling når at kunne anerkendes som symbolsk (et vigtigt spørgsmål i f.eks. den danske hjemmepleje).Kommunikation og kybernetisering afskærer altså læsningens, tilegnelsens, eftertankens og selve det systematiskearbejdes tid. I den forstand føres det, der kunne have heddet klassekampen, altså lige nu på tidens område.[72]Ikke bare som et spørgsmål om herredømmet over økonomiens mængde af tid (abstrakt arbejde = abstrakt tid =lønarbejdstid), men som et spørgsmål om herredømmet over selve forholdet mellem formdannelse og tid,systematisk arbejde og tid, tegnaflæsning og tid, mellemmenneskelig interaktion og tid. Et herredømme overkulturens kvalitative former, der altså logisk synes at måtte blive til genstand for en definitorisk strid, hvor deøjeblikkelige og kvantitative størrelser penge og information står over for de varige og intensive størrelser omhuog kunst. Og en strid, som selvfølgelig er brudt ud i lys lue, fordi ingen af de kvalitative kulturformer (hverkenmetafysikkens Gud, humanismens Menneske, den filosofisk baserede videnskabs ellers så besnærende dobbelthedaf Teknologi og Dannelse eller dialektikkens Revolution) længere fremstår som en effektivt (dvs.samfundsmæssigt faktisk) holdbar transcendental signifié - som Derrida ville have kaldt det.

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 17 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

Man kan sige, at det er logisk, at Kapitalen før eller siden må likvidere såvel videnskab som kunst. Kapitalenseneste fremtidsform er profitten, dens deterritorialiserende evne (som Deleuze og Guattari kaldte det i Anti-Ødipus) er ganske vist absolut - den kan værdisætte alting efter ækvivalensprincippet og dernæst omsætte det -men det er en deterritorialisering, der altid-allerede er reterritorialiseret på det være sig nok så minimal en profit(kan det ikke betale sig, skal man ikke gøre det). Kapitalen har i den forstand ingen fremtid, kun en nutid (jvf.ovf. de Bergson'ske fremstillinger af skabelsen af det nye).Kunst og videnskab, som arbejder ud fra det, der endnu ikke, end ikke på mindste måde, kan vides, falderfuldkommen uden for det univers, der kan kendes af Kapitalen som Kapital (dvs. kendes fra det synspunkt, somKapitalens eksistens tillader, og som indtages af dem, der påtager sig af forvalte Kapitalen, dvs. forvalte såvel deegne som de fælles sager alene med henblik på at akkumulere et abstrakt og uudløseligt nyttepotentiale). Kun idet omfang, Kapitalens forvaltere er sig bevidst, at de størrelser, Kapitalen deterritorialiserer, ikke har deresudspring i (og dermed ikke får deres værdi fra et eventuelt tilhørsforhold til) Kapitalen, kan Kapitalens forvalterereflekteret efterlade et (kalkuleret, men hvordan?) "frirum" til de nødvendige "eksperimenter", den nødvendige"grundforskning". Men i fraværet af medierende transcendentale signifiéer stirrer Kapitalens forvaltere kunstensintensiteter lige i øjnene. At erkende disse intensiteters dynamik er imidlertid at erkende, at økonomienskvantitative værdisætninger efter ækvivalensprincippet ikke bare er af umiddelbart vilkårlig karakter (hvilket ikkeer det samme som, at de ikke ejer middelbar effektivitet), men også indebærer en "realøkonomisk" set destruktivlukning om sig selv. Spørgsmålet ophører da med at være, hvor meget der lader sig indforlive i Kapitalen (=styre efter markedsprincipper), og bliver i stedet, hvor meget der lader sig unddrage Kapitalen (= styre efterteleologier, der ikke får deres form fra det svingende forhold mellem udbud og efterspørgsel). Et spørgsmål,Kapitalens forvaltere næppe er rede til at møde, eftersom Kapitalens dynamik er at udvide sig.Men mon ikke Kapitalens udvidelsesproces nu har ledt den til at dække kulturen? Og mon ikke kulturen ogsåderigennem får eller i hvert fald fastholder kommunikationen som model? Det ville betyde, at Kapitalen i sammebevægelse kom til at gøre det af med sin eneste reelle symbolske udfordrer, så sandt som kommunikationenudelukker såvel kunst som videnskab.

Man må derfor sige, at kunsten - og videnskaben, filosofien - lige nu med Sun Tzu holder terrænet ubesætteligtfor Kapitalen, for så vidt den nægter at blive kommunikation. I den forstand er hele den reflekteret arbejdendekunst mærkværdigvis blevet en slags avantgarde, forstået som fortroppen i om ikke en kamp, så en somminimum passiv modstand (som en art in being, parallelt med en science in being og en philosophy in being)imod, hvad der ikke længere er en borgerligt-disciplinær kapitalisme, men en kommunikativt-kybernetiskkapitalisme. Paradoksalt nok er kunsten imidlertid kun en avantgarde i denne forstand, for så vidt den holder fasti at være kunst, altså i at være værk- og dermed intensitetsfrembringende (men værket er netop ikke så lidt, somdet kunne se ud til at være i 1909 eller 1916; som formrække betragtet viser avantgarderne os ikke mindst, overhvor bred en front - for nu at blive i det militære - intensiteterne kan gøres til genstand for omhyggelig sansning).Men for hvilken hovedstyrke er kunsten avantgarde, og i hvilken retning? En eventuel hovedstyrke (hovedstyrkeni også Perniolas "modstand og kamp") dens organisering, en eventuel besættelse af terrænet -- men er terrænet kulturen? er det økonomien? er det økologien? imens den globale opvarmning i hvert fald entid lang synes at indtage rollen som imaginær matrice for kommunikationssamfundets (selv)forståelse af sin egenproblemhorisont, har kunst/videnskab/filosofi mærkeligt nok den fordel, at de sætter verden, og ikke samfundet,som referent, og dermed grundlæggende peger på ikke bare Kapitalens, men Civilisationens afhængighed af et"udenfor", som vi som menneskehed langsomt indoptager og bearbejder -- endsige en rationel opdeling mellem Kapital og, lad os bare sige, «fællesskab», ja, blot en decideretrepræsentationskritisk politik, alt dette forekommer aldeles ude af syne, lige nu, og ikke bare lige her.

Med disse ord, der måske kom til at lyde mere pessimistiske, end de er, eftersom intet nogen sinde er givet engang for alle, vil jeg slutte af for i dag, og sige tak for jeres tålmodighed og opmærksomhed.

Peter Borum er Carlsberg-Post.Doc. ved Kunstakademiets Billedkunstskoler.

NOTER [1]Krigskunsten (Ping-fa, ca. 200 fvt.), Kbh., Akademisk Forlag, 1972.[2] En sådan opfattelse af idéen om en fleet in being henter jeg i 12. kapitel ("Traité de nomadologie: la machinede guerre") af Gilles Deleuze og Félix Guattari: Mille plateaux (Paris, Minuit, 1980; på dansk som Tusindeplateauer, Kbh., Kunstakademiet, 2005); den går videre tilbage til Paul Virilios tanker om, hvordan hastighed kanophæve stedslighed, som han netop fremfører i forbindelse med idéen om en fleet in being (jvf. Hastighed ogpolitik, Frb., Introite!, 2001, især del II; Vitesse et politique, Paris, Galilée, 1977). Selve udtrykket går i øvrigttilbage til en historisk situation, hvor en underlegen flåde forblev virksom ved at forblive in being. Ifølge admiralJellicoes beretning om den britiske flådes hovedstyrke, the Grand Fleet, som han kommanderede under meget afFørste Verdenskrig, ønskede briterne imidlertid at levere slag i Nordsøen, hvis omstændighederne kunne blivegunstige (jvf. Admiral Viscount Jellicoe of Scapa: The Grand Fleet 1914-1916 - Its Creation, Development andWork, London, Cassell, 1919, ikke mindst kap. 2: "Naval Strategy in Home Waters"). Det ændrer dog ikke på, atden britiske taktik med gentagne "strøg" (sweeps) gennem Nordsøen, foretaget med uregelmæssige (=uforudsigelige) intervaller, ikke bare havde som funktion eventuelt at lokke den tyske Højsøflåde til slag, menogså i praksis spærrede denne inde i dens baser. Og overordnet set var det ikke bare den tyske Højsøflåde, menhele den tysk-østrigske skibsfart, som blev nægtet adgang til havet. Jeg kan ikke dy mig for in extenso atgengive en - yderst malende og selvfølgelig alt andet end desinteresseret - samtidig øjebliksskildring, ved(pseudonymet?) Hubert F...:"De tysk-østrigske handelsflåder... man må tillade mig hér at komme ind på en erindring: det var for noglemåneder siden, i april 1915. Nys steget i land i Genua gik jeg omkring på havnen. Nordenvinden rejste hurtigerynker på det dybe, grønne vand. De forankrede damperes høje grå, røde, sorte skrog lå på række langs medkajerne. De vævre slæbebåde kom og gik, mens de trak pramme, lastede med kul. Kranerne drejede deres skæve

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 18 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

kajerne. De vævre slæbebåde kom og gik, mens de trak pramme, lastede med kul. Kranerne drejede deres skævearme og lossede varer. De lange sugeslanger, dykket ned i skrogene, førte det ophobede korn fra borde og ind isiloerne. Alt var liv, bevægelse, råb og larm. Kun tre store, mørke passagerskibe, ankret op så de rørte hinanden,forblev stille. Da vi spurgte bådsmanden, som sejlede os, om grunden, svarede han, at de var tyske. Vi komnærmere: det var Prinz Regent Luitpold, fra Bremen, Moltke, fra Hamborg, og König Albert, fra Bremen. Deresskrog var dækket af rust og alger. Vi gik om bord på König Albert. Det store fartøj, førhen så livligt og strålendeaf kobber, som transporterede en broget mængde af rejsende hen over Middelhavets lysende vande, var nu kun enskygge af sig selv. Den afskallede maling, den tilsølede bro, vandet, der havde taget bolig på bunden afbakkerne, vidnede alt sammen om skibets forladthed. Vi gik ad den lange gang, der går fra den ene ende afpassagerskibet til den anden, og kom til maskinrummet. En stor, hvid sal; gråt dagslys falder ovenfra på detubevægelige stål. Ikke en lyd. Stilheden i et tusindårigt tempel... Jeg tænkte da på, at ligesom dette var i hundredevis af tyske og østrigske skibe tilbageholdt i havn, i Hamborg, iBremen, i Lübeck, i Trieste, som i New York, i Montevideo, i Pernambuco, i Valparaiso, i Kina, i Frankrig, iEngland, på alle klodens have, som de allieredes fanger eller holdt i uvirksomhed af frygt for de engelske ellerfranske krydsere, nogle af dem sænkede. Af de 3.984 tyske og østrigske skibe, med et samlet deplacement på6.700.960 tons, repræsenterende 13% af handelsflådernes samlede tonnage, stod ingen længere til søs." (HubertF...: La guerre navale, Paris, Payot, 1916, ss.10-11).At den allierede blokade således langsomt indskrænkede de teknisk-økonomiske (kapital- og råstofafhængige)sider af Centralmagternes krigspotentiale, og således langsomt satte disse ud af stand til at fortsætte krigen, ernæppe helt uden sammenhæng med, at de tysk-britiske slagflåder rent faktisk endte med at tørne sammen iJyllandsslaget i maj-juni 1916, selv om Jellicoe erklærer sig overbevist om, at mødet var tilfældigt ("Der er ingentvivl om, at [den tyske øverstbefalende (Admiral Scheer)] ikke ventede at møde hele the Grand Fleet.", op.cit.s.392). Ikke desto mindre må denne kamp have overbevist tyskerne om, at de ikke kunne bryde blokaden, da de istedet (i februar 1917) erklærede den "uindskrænkede ubådskrig", hvorefter samtlige skibe, der blev antruffet ibestemte søterritorier, ville blive sænket uanset nationalitet, hvis de mødte en tysk ubåd. Dette, den svagere partsasymmetriske (og i øvrigt folkeretsstridige) svar tager form af en omvendt blokade, der i stedet for den relativttilfældige distribution af en samlet og tilsammen overlegen styrke sætter den relativt tilfældige distribution af enadspredt og tilsammen underlegen styrke. Mens begge strategier tilsigter en virtuel projektion af styrken på helesøterritoriet, er målet for de allieredes vedkommende direkte at nægte fjenden adgang, for tyskernesvedkommende indirekte at gøre det samme ved at tvinge til konvojsejlads og gennem sænkninger langsomtnedslide de allierede handelsflåder (strategisk opererer den tyske ubådskrig ikke så meget efter en territoriel somefter en statistisk logik).(Til spørgsmålet om at undgå afgørende slag skal det måske tilføjes, at da Deleuze og Guattari er interesserede iat tænke krigen hinsides krigsførelsen, henholder de sig på dette område, snarere end til Sun Tzu, til dengaullistiske militærteoretiker Guy Brossolet og dennes forestillinger om (den atomare afskrækkelse som) ikke-slag.)[3] Jvf. "Zweck und Mittel im Kriege" = 1. bog, 2. kap. af Vom Kriege (Berlin/Leipzig, B. Behr's Verlag(Friedrich Feddersen), u.å./1917 [1832]).[4]S. 33 i Den skabende Udvikling, Kbh., G.E.C. Gads Forlag, 1915 (L'évolution créatrice, Paris, Alcan, 1907).[5] Som filosoffen Raymond Ruyer i 1964 skriver, tillader menneskehjernen "en slags ny skabelse. Denneskabelse realiseres takket være nogle 'der blive' ['fiat', altså ligesom i Skabelsesberetningens "Der blive lys",P.B.], som ikke er magiske påkaldelser, men strukturelle montager.", cit. s. 144 i L'animale, l'uomo e la funzionesimbolica, Milano, Bompiani, 1972 (L'animal, l'homme et la fonction symbolique, Paris, Flammarion, 1964).[6] I Spätrömische Kunstindustrie, Wien, Österreichische Staatsdruckerei, 1927 [1901].[7] I den klassiske tekst om "Kunsten som greb": "Die Kunst als Verfahren"/"Iskusstvo, kak priem" [1919] inTexte der russischen Formalisten, Band I, München, Fink Verlag, 1969. [8]Jvf. "Das literarische Faktum"/"Literaturnjiij Fakt" [1929], in Texte der russischen Formalisten, Band I.[9] I Vie des formes, Paris, PUF, 1964 [1943].[10] L'aliénation artistique, Paris, U.G.E 10/18, 1977 (L'alienazione artistica, Milano, Mursia, 1971).[11] Op cit., ss.32-33.[12] Ibid., s.37.[13] I Versuch über die Transzendentalphilosophie, Hamborg, Felix Meiner, 2004 [1790]. Samme år (1790)forsøger Kant at overvinde det samme skel - mellem en repræsentation, bundet til sanserne, og nogetrepræsenteret, hvis natur er ukendt - ved, i sin Kritik af dømmekraften, at skitsere en dobbeltbevægelse, hvorvedmenneskets evne til at sanse naturens oversanselige genese kommer til at modsvare menneskets evne til atrealisere det oversanselige i et sanseligt kunstværk![14] Og ikke mindst Fichte, jvf. Runa Elisabeth Friis: "En undersøgelse af Friedrich Schlegels ironibegreb i dentidlige tyske romantik", Skrifter nr. 5/1999, Center for litteraturvidenskab og semiotik, Odense, SDU, 1999.[15] Man kan tænke på Gérard de Nerval og Emily Dickinson.[16] Når Hegel i Indledningen til sine Æstetikforelæsninger taler om enden på kunsten, mener han ikke, atkunstproduktionen historisk vil høre op, men at kunstens blot sanselige karakter - også selv om kunsten er en delaf den absolutte Ånd, der er blevet selvbevidst - ikke er tilfredsstillende for samme Ånd, i og med at Ånden erkommet til endelig selvbevidsthed. Kun den filosofiske refleksion er da (selv)tilfredsstillende, og kunsten bliver idet højeste en art indgang, som ikke kan kende sig selv, men som godt kan kendes fra et andet sted, nemligfilosofiens. Værket rummer da altid mindre, og ikke andet, end begrebet. Under denne hypotese bliver det ganskerigtigt et åbent spørgsmål, om en selvbevidst menneskehed vil fortsætte med at skabe kunst, og om den vil nydekunst som andet end en forøvelse, der i individet kan og skal tilbagelægges i en gentagelse af Åndensdannelsesproces frem mod selvbevidsthed.[17] Hverken Marx eller Engels har gjort os den tjeneste at efterlade en Kunst- og Kulturteori endsige enÆstetik; den blotte eksistens af et beskedent 144-siders bind som Marx/Engels: Om litteratur, kunst og kultur(Kbh., Clarté/Forlaget Tiden, 1974; hovedsagelig baseret på Michael Liefschitz (red.): Karl Marx/FriedrichEngels: Über Kunst und Literatur, Berlin, 1949) vidner om den forlegenhed, i hvilken fædrenes tavshed i såhenseende har hensat generationer af marxister. Fra Den tyske ideologi er deri optrykt en passage ang. kunsten ogarbejdsdelingen, som veltalende ender med følgende konstateringer:

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 19 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

arbejdsdelingen, som veltalende ender med følgende konstateringer:"Det kunstneriske talents eksklusive koncentration hos eneren og den undertrykkelse som det i sammenhænghermed må lide hos maserne, er en følge af arbejdsdelingen. Selv om enhver under visse samfundsforhold villevise sig at være en udmærket maler, så ville det dog absolt ikke udelukke, at enhver også var en original maler;og derfor bliver forskellen mellem »menneskeligt« og »enestående« arbejde også her det rene vrøvl. Ved enkommunistisk organisation af samfundet ville i hvert fald enhver undertrykkelse af kunstneren gennem lokal ognational bornerthed, som udelukkende stammer fra arbejdsdelingen, falde bort; ligesåvel som individets tvungnebegrænsning til denne bestemte kunst, derved at man udelukkende er maler, billedhugger osv., ville falde væk;selv navnet udtrykker tilstrækkeligt hans samfundsmæssige udviklings begrænsning og hans afhængighed afarbejdsdelingen.I en kommunistisk samfund gives der ingen malere, men højst mennesker, som bl.a. også maler.Marx/Engels: Die deutsche Ideologie (MEW Bd. 3 s. 377-379)." (op.cit. s.44)Man kan se, at det her ikke falder Marx og Engels ind, at der skulle kunne findes andre grunde til mere ellermindre udelukkende at være maler (eller billedhugger, eller måske begge dele?) end arbejdsdelingen. Detperspektiv, at mennesket er et konkret stofligt, et biologisk væsen, og at dets kredsløb af (nervemæssige) stimuli,refleksion og (muskulær) respons kan have brug for øvelse (indøvning, udøvelse) for at lære at skabe ogperfektionere såvel ideelle som materielle "strukturelle montager" (for nu at genbruge Ruyers udtryk), og at ensådan øvelse kan udelukke, om ikke andre aktiviteter, så en lignende øvelse i disse andre aktiviteter (givet, attiden ikke er enhver givet i uendeligt mål, hvilket Marx, der analyserede det abstrakte arbejde som abstrakt tid,bedre end nogen vidste), ja, et sådant perspektiv er her fuldkommen fraværende. Som om det konkrete arbejdeskulle miste sin stoflighed, sin modstand, så snart det ikke længere var fremmedgjort som lønarbejde. (Og somom det eneste, der stod imellem enhver af os, og det at blive en Rubens, var presset fra samfundets konventioner.Men netop her ligger nok det dybeste slægtskab mellem Marx' yderst rudimentære forestillinger om kunsten og såavantgardernes forestillinger om dens overvindelse som kategori.) For øvrigt antyder Marx andetsteds, atførkommunistiske kunstformer med tiden vil blive reduceret til nostalgiske minder (men måske - ? - stadig væreen slags dannelsesfaktor). Om den græske oldtid konkluderer han i Indledningen til Kritikken af den politiskeøkonomi:"Men vanskeligheden ligger ikke i at forstå, at græsk kunst og epos er knyttet til visse samfundsmæssigeudviklingsformer. Vanskeligheden er, at de for os endnu giver kunstnydelse og i visse henseender gælder somnorm og uopnåeligt forbillede.En mand kan ikke blive barn igen uden at han virker barnagtig. Men glæder han sig alligevel ikke over barnetsnaivitet, og må han ikke selv stræbe efter, på et højere niveau, at reproducere sit sande væsen? Er det ikke ibarnenaturen, at enhver periode fremstår i sin oprindelige karakter, i ukunstlet sandhed? Hvorfor skulle ikkemenneskehedens historiske barndom, hvor den er udfoldet skønnest, udøve evig tiltrækning som et aldrigtilbagevendende stadium? Der findes uopdragne børn og gammelkloge børn. Mange af de gamle folkeslag hørertil i denne kategori. Normale børn derimod var grækerne. Deres kunsts ynde for os står ikke i modstrid med detuudviklede samfundsstadium, den voksede på. Den er tvætimod dets resultat og hænger tværtimod ubrydeligtsammen med , at de umodne samfundsbetingelser, som den opstod og udelukkende kunne opstå under, aldrig kanvende tilbage.Marx: Einleitung [Zur Kritik der politischen Ökonomie] (MEW bd. 13 s. 640-42)." (op.cit. s.50)Bortset fra denne utrolige passus' sentimentale og organicistiske barndoms- og oprindelighedsdyrkelse, densrablende logo- og eurocentrisme, som synes at placere den så langt som vel muligt fra enhver tænkelig "historiskmaterialisme", så tillader den to centrale følgeslutninger, hvis man tager den på ordet. a) forbliver i hvert fald denklassiske kunst aktuel som stilistisk (jvf. "naiviteten", det "sande væsen", der skal reproduceres "på et højereniveau") inspirationskilde. (Her vil en marxisme - en "Marx-isme" - tendentielt kunne komme i karambolage medavantgarderne.) b) kan vi intet vide om det kommunistiske samfunds kunst, eftersom vi ikke kan forudskikke,hvad de kommunistiske samfundsbetingelser vil frembringe, kunstnerisk set - endsige om de vil frembringe kunstoverhovedet. (Her kan en marx/isme komme til at ligge tæt op ad de avantgarder, der intet vil forudskikke ommorgendagen, jvf. ikke mindst de marxistiske situationister.)[18] Cézannes billeder af Mont Sainte-Victoire, Monets billeder af katedralen i Rouen.[19] Jeg henter dette overblik hos Annie Kriegel: Les Internationales ouvrières 1864-1943, Paris, PUF, 1966[1964].[20] Offentliggjort lørdag den 20. februar 1909 i Le Figaro, her cit. efter Jean-Pierre A. de Villers: le premiermanifeste du futurisme, Ottawa, Éditions de l'Université d'Ottawa, 1986.[21] Marinetti er med som krigskorrespondent under selve erobringen af Tripoli og udgiver efterfølgende denultramilitaristiske beretning La bataille de Tripoli (Edizioni futuriste di "Poesia", Milano, 1912) under devisen(der stammer fra det futuristiske manifest): "For krigen, verdens eneste hygiejne og dens eneste opdragendemoral". Man kan udmåle den futuristiske foragt for kroppen og det organiske, og dens tilsvarende glæde vedmaskinen og det mineralske, samt skønhedens - musikkens - overførsel til det praktiske - krigeriske - liv, i etudbrud som dette (jeg citerer fra skildringen af krigsskibet Sicilias artilleristøtte til landoffensiven): "Stolte granater fra Sicilia !... Jeg drømmer om den triumferende rus, der får jeres spidse ansigter og jerescylindriske legemer til at glinse i jeres vanvittige paraboler! Jeg drømmer om om jeres knurrende rus, magtfuldeirriterede toner, som kaster jer afsted i atmosfærens lange vandrette orgelpiber! Turbulente, talløse, og sammen falder I og danner en vidtstrakt samlet akkord og til tider arpeggioer afforfærdelse! Jeg misunder jer, jeg misunder jer, dansende og vanvittige granater !... Hvorfor er jeg ikke med jer ... en afjer? Oh! hvor må det være dejligt sådan at lade sit metallegemes talløse splinter springe i øjnene, i næsen, i denforfærdeligt åbne mave på sine fjender!" (op.cit. s.38)Og maskinen står over selv den mineralske natur (solen), som følgende skildring af kaptajn Piazzas opdukken isit Blériot-monoplan viser: "I mellemtiden havde granaternes kobbel tabt sporet af den slagne fjende. Ørkesløse granater, nytteløse hug !...Men heldigvis, heldigvis vokser trehundrede meter over mit hoved en brummen fra et monoplan, slagets nyelufttambur. Højere, skønnere end solen kaster kaptajn Piazza sig af sted, ansigtet dristigt, skarpt, ciseleret afvinden, et lille overskæg vanvittigt af vilje !...

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 20 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

vinden, et lille overskæg vanvittigt af vilje !... Hans store beherskende Blériot skærer med sine vandrette vingers to gnistrende leer solkransens store strålerover, umådeligt oprejst." (op. cit. s.43)[22] Se f.eks. Anatole Kopp: Constructivist Architecture in the USSR, London, New York NY, AcademyEditions/St. Martin's Press, 1985.[23] Jvf. teksten "Dadaister mod Weimar", optrykt ss. 86-87 i Dada, Bakhåll, Lund, 1985.[24] Den radikale regering Zahle ønskede faktisk en afstemning på øerne, mens Wilson-administrationen, der i1919 skulle gennemtrumfe princippet om folkenes selvbestemmelsesret, var imod. Jvf. Erik Rasmussen:Velfærdsstaten på vej (Danmarks Historie bd. 13), Kbh. Politikens Forlag, 3. udg., 1978.[25] I Pourparlers, Paris, Minuit, 1993 (da. som Forhandlinger, Det lille forlag, Helsingør, 2006).[26] Nærmere betegnet i Simondons L'individu et sa genèse physico-biologique, Grenoble, Jérôme Millon, 2.udvidede udg. 1995 [1964]. (En endnu mere omfattende udgave af denne, Simondons disputats, er kommet påJérôme Millon i 2005).[27] Om avantgardens positivt bestemte formmæssighed og dens mulighed for at have et politisk indhold gennemsin form har jeg skrevet i teksten "Formbetingelser og revolution" in T. Ørum, C. Engberg, M. Huang (red.): Entradition af opbrud, Århus, Spring, 2005.[28] Jvf. s. 58 i La cybernétique et l'origine de l'information, Paris, Flammarion, 1954.[29] Som jeg ved et sammenfald af omstændigheder efter første gang at have nedskrevet denne sætning netop harset det være tilfældet i en reklame for DRs børnegrandprix MGP.[30] Jvf. Kant: Kritik der reinen Vernunft, Tranzendentale Analytik, Die Antizipationen der Wahrnehmung.(Frankfurt/Main, Suhrkamp, 1974/1957 [1781/87]). Deleuze folder dette ud i sin afhandling Différence etrépétition (Paris, PUF, 1968). Juliette Simont har en glimrende redegørelse for spørgsmålet i kap. 4 ("Étrange«anticipation de la perception» (Kant/Maïmon/Deleuze)") af sit Essai sur la quantité, la qualité, la relation chezKant, Hegel, Deleuze - Les «fleurs noires» de la logique philosophique (Paris, L'Harmattan, 1997).[31] M. Perniola: Dopo Heidegger - Filosofia e organizzazione della cultura, Milano, Feltrinelli, 1982.[32] Op. cit. s.11.[33] Op. cit. s.12.[34] Op. cit. s.24.[35] Op. cit. s.28.[36] Idem.[37] Idem. s.29.[38] Idem.[39] Ibid. s.29.[40] Idem.[41] Med Platons lære om idéen som enhver given størrelses essens - en altid fraværende, men til gengæld evigessens, kan man tilføje - og med Aristoteles' lære om energeia (ss. 27-28 beskriver Perniola energeia som "enfaktisk [effetuale] realitet, som kan besiddes i et enkelt og umiddelbart nærvær") som enhver given størrelseseksistens, er det værendes essens og eksistens allerede tænkt, ligesom kirkens essens og eksistens allerede ertænkt i dens apostoliske, hhv. dens konstantinianske moment. Jvf. Perniolas fremstilling, op.cit. ss.31-32.Evighed og punktualitet/Helligånd og bispedømme.[42] Op.cit. s.34.[43] Ibid.[44] 'ente', skriver Perniola på italiensk, og tilføjer, "respektive forstået som nominalbetydningen af participiet afverbet at være og som institution" (op. cit. s. 36). Det italienske ente skal her gengive det tyske Seiende,svarende til det danske 'værende'. Hverken på tysk eller på dansk kan 'værende' være en institution, som ente heltuproblematisk er det på italiensk. Det kan derimod et 'væsen' (ein Wesen), der NB også er de germanske sprogsumiddelbare udtryk for entitet, der efter Heiddegger gerne erstattes af netop 'værende', til stort besvær for deskrivende.[45] Subjektformens udelukkelsesbevægelse vil Perniola også genfinde i det utænkte i den konkrete humanistiskearv efter Platon og Aristoteles - Platons idé, for hvis form den "pædiske" bevægelse ikke får lov at spille nogenrolle; og Aristoteles' samfund, hvor et underforstået filantropisk og kosmopolitisk aspekt på ingen måde følger af,at mennesket som politisk dyr skulle tendere mod at leve sammen. Jvf. op.cit. s.38. Også her synes Aristoteles iparentes bemærket at spille rollen som Platons praktiske lillebror i Perniolas idéhistorie.[46] Perniola sigter uden tvivl specifikt til Gadamer og Ricœur, men med en vis sandsynlighed også til (deneksistentialistiske) fænomenologi, semiotikken/semiologien og eventuelt også dekonstruktionen. Gætter jeg på.[47] Op. cit. s.39.[48] Perniola har i øvrigt en bemærkning om netop repræsentationen i denne forbindelse. Den "hermeneutiskeuniversalisme" opløser det cartesiske skel mellem repræsenterende subjekt og repræsenteret objekt til fordel fortanken om repræsentationen som billedets og sprogets selvrepresenterende spil. Er subjekt og objekt borte, sigerPerniola, så forbliver dog alligevel et underforstået subjekt for opfattelsen af selvrepræsentationens spil. Detsamme, mener han, er tilfældet med den politik, der er reduceret til en ateoretisk konflikt. Også her er dekæmpendes subjektivitet ikke længere interessant, men der forbliver en appel til en underforstået tredjepart om atfavorisere den ene eller den anden. Op. cit. ss. 42-43.[49] Perniola udpeger Leibniz' princip om den tilstrækkelige grund ("alt har en årsag") som bærende i detvidenskabeligt-professionelle system. Leibniz adskiller fornuften fra grunden. Stillet over for et kontingentfaktum overvejer fornuften nu dets modsigelsesfrihed (= dets mulighed), altimens grunden - fundamentet - medPerniolas ord er "tingen, der vises for fornuften som årsag, værensgrund [ragion d'essere, altså raison d'être, ratioessendi], mulighedsbetingelser" (op.cit s.52) for det samme kontingente faktum. For Perniola tager videnskabensig nu af fornuften, mens professionerne tager sig af grunden. Teori og praksis.[50] Op. cit. s.48.[51] Op. cit. s.50.[52] Op. cit. s.49.[53] Ibid.[54] Op. cit. s.55.

9/9/10 11:03 PMSeneste artikler - Turbulens

Page 21 of 21http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=291

[54] Op. cit. s.55.[55] Op. cit. s.58.[56] Perniola har en tæt samlæsning af Heideggers og Klossowskis Nietzschelæsninger (Martin Heidegger:Nietzsche I-II, Pfullingen, Neske, 1961; Pierre Klossowski: Nietzsche et le cercle vicieux, Paris, Mercure deFrance, 1969) i La società dei simulacri (Milano, Capelli, 1980). Denne tekst - "Fenomeno e simulacro" - findesoptrykt som "Phenomenon and Simulacrum" i M. Perniola: Ritual Thinking, Amherst NY, Humanity Books,2001.[57] Dopo Heidegger s.66.[58] Ibid. s.67[59] Op. cit. s.71.[60] Ibid. s.72.[61] Op.cit. s. 74.[62] Ibid.[63] Ibid.[64] Kriminalitetsbekæmpelse og "sikkerhed" er mærkværdigvis et felt, hvor borgerlige retspolitikere spontantsynes at tilslutte sig Robespierres (og Lenins) forestillinger om Terroren. Bliver Rædselen stor nok, vil Dydenindfinde sig.[65] Ja, så fikseret på "negativitetens" almagt er samtidens stat, at institutionerne får noget så uhørt som enudviklings-pligt - de skal blive til "fremtidens skole", "fremtidens kommune", "fremtidens ældrepleje","fremtidens bibliotek" - uden hensyn til, om udviklingen, for nu at blive i den hegelske sprogbrug, er dikteret afinstitutionernes egen dialektik.[66] Wider die Kommunikation, Berlin, Merve Verlag, 2005 (Contro la communicazione, Milano, Einaudi,2004), ss.24-25.[67] Jvf. R. Ruyer: La cybernétique et l'origine de l'information, op.cit.[68] Wider die Kommunikation, s.30.[69] Op. cit. s. 98. Eftersom man bogstavelig talt må kunne være på højde med kommunikationensoverfladiskhed for at hamle op med den. Det er her tilladt at tænke på Deleuze og Guattari og deres 1000plateauer. Man kan således forestille sig, at den uobjektivérbare, intensive, mening holdes fast i mangfoldighedenaf overflader (jvf. idéen om kunstens kompositionsplan). Så faktisk som kommunikationen og så irreduktibel somkunsten.[70] Det er Marcel Mauss, der i Essai sur le don [1924] (in M. Mauss: Sociologie et anthropologie, Paris, PUF,1949), er først til at beskrive den symbolske udveksling (pligten til at give gaver, til at modtage gaver, og til atgive gaver igen, men uden om ækvivalensprincippet). Bl.a. Georges Bataille og Jean Baudrillard arbejder på hversin måde i forlængelse af Mauss.[71] Op. cit. ss.107-108.[72] Fænomener som e-learning, rengørings-, pleje- og lægerobotter er sammen med e-bogen alle en del afdenne "tids-kamp", hvor kybernetiske feedback-sløjfer skal drive det kronologiske tidsforbrug mod et minimumved at tilsidesætte formdannelsens varighed (det mindst indlysende eksempel, e-bogen, behandler teksten sominformation, mens den trykte bog ved - også teknologisk og fysisk - at udgå fra tegnet (bogstavet, typen) oglængden (tekstens længde er fysisk nærværende i bindet, som den i øvrigt var det i rullen) behandler den somdiskurs). Som allerede Baudrillard skrev i Le système des objets (Paris, Gallimard, 1968), er robotten frem for alten fantasmatisk genstand. I "tids-kampen" tjener de faktiske maskiners blotte eksistens parallelt hermed somfantasmatisk kaution for allerede nu at indrette de aktuelle institutioner efter maskinernes ideelle fremtidigekunnen. Med e-learning behøves ingen lærere, med e-bøger behøves ingen biblioteker, med rengøringsrobotterbehøves ingen hjemmehjælpere osv., hvorfor skoler, biblioteker og hjemmepleje frit kan indrettes, som omlærerne, bøgerne og hjemmehjælperne ikke fandtes.[73] Dette "udenfor", som selvfølgelig står i gæld til Maurice Blanchots formuleringer i L'espace littéraire (Paris,Gallimard, 1955), er også den fremtid, der hos Bergson ikke er givet i nuet. Det er altså et strukturelt "udenfor",som i henseende til spørgsmålet om naturen ikke kan borteskamoteres, blot fordi det lokale (men for mennesketgrundlæggende) hierarki mellem natur (udenfor) og kultur (indenfor) er blevet vendt på hovedet, i den forstand atnaturen konceptuelt set for længst er blevet en rest, omsluttet af kulturen, i stedet for at være et hele, deromslutter kulturen (også selve naturens gang, dvs. atmosfærens makroskopiske - "molære" - processer, har, medspørgsmålet om drivhuseffekten, skiftet status, konceptuelt set, så at denne gang ikke længere ses som uafhængigaf menneskenes "molekylære" processer). "Udenfor" er det, som vi endnu ikke har indoptaget - det, som endnuikke på nogen måde kan ses som en funktion af vores aktualitet.