1

Dagbog om brystkræft

58-årige Sanne Christiansen fik i 2010 konstateret brystkræft. Hun har under sit forløb skrevet

dagbog, som hun løbende sendte til sin familie og venner, så de kunne få et indblik i hendes nye

hverdag med kræft. Her kan du læse det meste af dagbogen. Læs bl.a. om behandlingen,

kemoterapien, strålebehandlingen og de bivirkninger, hun oplevede.

Dagbogen er inddelt i kapitler med hver deres overskrift. Du kan læse hele dagbogen eller blot dele

af den.

Dagbogens kapitler:

17.2.2010: Screening og beskeden

21.2.2010: Tanker

27.2.2010: Operationen

1.3.2010: Jeg har det godt

10.3.2010: En hidsig krabat

24.3.2010: Så begynder jeg på kemoterapien

6.4.2010: Puh bvadr

13.4.2010: Så røg håret

26.4.2010: Grounded

15.5.2010: Så er jeg halvvejs igennem indgiften

12.6.2010: Så er der kun to gange tilbage

9.7.2010: Den var hård

9.8.2010: Så er sidste kemo overstået

6.9.2010: Halvvejs i strålebehandlingerne

Personlige erfaringer med kræft

2

17.10.2010: Strålebehandling afsluttet og indlæggelse

19.10.2010: Gode nyheder

12.2.2011: Et år siden beskeden

Ordbog

Fredag d. 12. februar 2010 fik jeg at vide, at jeg har brystkræft. Der sidder en kræftknude - min vulkan - i

det højre bryst. Dette er en dagbog, der vil blive skrevet på undervejs i det forløb, jeg nu skal igennem.

I forløbet har jeg været på fire forskellige hospitaler, idet følgende benævnt hospital 1, 2, 3 og 4. Hospital 1

er mit ”stam” hospital, hospital 2 er det koordinerende hospital, og der hvor strålebehandlingerne foregik,

hospital 3 ligger i en anden landsdel, end hvor jeg bor og er der, hvor jeg blev opereret, og hospital 4 er

der, hvor jeg blev indlagt, da vi var på ferie i en anden lansdel.

Det skal også lige siges, at jeg er social- og sundhedsassistent, og derfor kan jeg forklare de fremmede

ord, man kommer ud for i et sådant forløb.

Screening og beskeden

17.2.2010: Som alle andre mellem 50 og 69 år fik jeg tilbuddet om at deltage i en

mammografiscreening, og dette tilbud tog jeg selvfølgelig imod. D. 17.12.2009 kæmpede jeg mig igennem

en snestorm til hospital 1, hvor jeg kunne blive mammograferet. Jeg kiggede også på de digitale billeder

bagefter. Der var en del hvide pletter, som, jeg fik at vide, var forkalkninger.

I midten af januar 2010 fik jeg så et nyt brev. Denne gang fra et hospital 2, hvor der stod, at: "de

røntgenbilleder der blev taget af dine bryster ved mammografiscreeningen, er nu blevet vurderet af

speciallæger. Speciallægerne anbefaler, du får en supplerende undersøgelse af dine bryster.

Årsagen til vi anbefaler en supplerende undersøgelse, behøver ikke at være fordi, vi har fundet tegn på

ondartede forandringer. Det kan f.eks. være, du har et meget fortættet brystvæv." Jeg ville blive

mammograferet endnu en gang, ultralydsscannet og "mærket efter om der er knuder i brystet".

D. 3.2.2010 var så dagen, hvor jeg tog til hospital 2. Efter mammografien, hvoraf det ene billede skulle

tages med en plade på ca. 10 x 10 cm. til at presse brystet med – det gjorde meget ondt – mere end jeg

nogensinde havde oplevet ved mammografi, kom lægen ind til mig og fortalte, hvorfor jeg var blevet

indkaldt til nærmere undersøgelse. Det viste sig, at der på screeningsbillederne var en fortætning af

forkalkninger, som kunne være forstadier til kræft eller kunne være kræft. Jeg blev palperet, som betyder,

Personlige erfaringer med kræft

3

at brysterne bliver følt igennem med hænderne, og så skulle jeg scannes for at se, om der var noget at se

på den måde. Det viste sig, at lægen ikke havde troet, det var muligt, men det var det. Jeg kunne selv se

en ”lille vulkan”, ja, sådan så det nærmest ud for mig. Og da det var muligt at se det ved scanning, var det

også muligt at udtage biopsier. Så jeg blev lokalbedøvet, og under scanning blev der ”skudt” tre gange i mit

bryst, og tre biopsier blev taget ud.

Jeg fik en tid d. 11.3.2010 til at komme i brystkirurgisk ambulatorium på hospital 2 for at få svar. Men det,

synes jeg, var længe at vente, så jeg ringede til ambulatoriet for at blive skrevet op på en afbudsliste, og

det var en god ting. Det viste sig nemlig, at jeg kunne få svaret hos min egen læge meget hurtigere. Nemlig

efter godt en uge, og det var lige inden, min læge skulle på ferie. Da jeg ringede til min læge for at høre

svaret, var selve resultatet ikke kommet med, men kun hvad der var gjort; mammografi, scanning og

biopsiudtagning. Så jeg ringede til hospital 2 for at få dem til at faxe svaret til min egen læge. Jeg

fik samtidig at vide, at jeg kunne blive opereret på to andre hospitaler, som de samarbejdede med. Der var

liiige en alarmklokke, der ringede dér, og jeg vidste, at jeg skulle opereres. Og så ringede jeg tilbage til min

egen læge og sagde til sekretæren, at jeg MEGET gerne ville ringes op af lægen, når de havde fået svaret,

og INDEN de tog på ferie. Der gik kun kort tid, før telefonen ringede, og det var sekretæren hos min

læge, der sagde, at min læge gerne ville have, jeg kom derop, og at det ville være en god ide at have

en ledsager med. Der var der liiige en alarmklokke, der ringede igen! Det var skidt det her.

Jeg ringede selvfølgelig til min mand, og han kom med til lægen. Det foregik meget stille, roligt og med god

tid. Jeg spurgte selv, om det var malignt (ondartet) og fik at vide, at der var et karcinom, som er et andet

ord for kræft, der udgår fra kirtelvæv. Jeg fik også at vide flere gange, at det er tidligt i forløbet, og at

kræften er langsomt voksende. Men hvor min læge lige ved det fra, ved jeg ikke, for der står ikke noget om

det i de papirer, jeg har.

Beskrivelsen i papirerne lyder sådan her:

”Diagnose 01: Nålebiopsi fra højre mamma med karcinom østrogenreceptor–negativt.”

Og senere:

”Ultralydsvejledt grovnålsbiopsi. Tumor højre mamma. Mammografi suspekt, ultralyd uklar. Aksil

normal……DCIS dx. Obs. Der ønskes ER. Makro-forkalkninger uden tumorrelation samme side: suspekte

lokaliseret kl. 12 – 1, udbredt over max 15 mm.”

Mikroskopi 01: Mikroskopi viser velegnet trinskåret nålebiopsi fra mamma. Biopsien er infiltreret at et

malignt tumor væv, foreneligt med primært mammakarcinom. Ved immunfarvning er karcinomet

østrogenreceptor-negativt.

Personlige erfaringer med kræft

4

Det blev en lang weekend, for først om mandagen kunne jeg kontakte hospital 2 mht. operation. Og

det lå hele tiden i baghovedet, også selvom jeg lavede helt almindelige ting som at gøre rent. Det er

en mærkelig fornemmelse at vide, at jeg er syg, men ikke føler mig sådan.

Mandag d. 15.2.2010 kunne jeg så langt om længe ringe til koordinatoren på hospitalet. Hun koordinerer,

hvor man kan komme til hurtigst muligt og for at gøre en lang historie kort, skal jeg til hospital 3 og opereres

torsdag d. 25.2.2010. Vi skal af sted allerede tirsdag d. 23.2 og overnatte på patienthotellet. Min mand kan

bo der gratis, men skal selv betale sin forplejning. Fair nok. Onsdag d. 24.2 skal jeg så til forundersøgelser

inden indlæggelse og operation d. 25.2 2010. Jeg skulle få mere besked i morgen, torsdag d. 18.2.2010.

Min datter og svigersøn kommer og bor i huset og passer hundene imens.

De første dage her, har jeg haft en meget uvirkelig fornemmelse af det hele, men i dag d. 17.2 2010 er der

kommet en følelse, der rammer dybt inde i mig. Hvorfor skal jeg nu også det her igennem? Jeg synes,

jeg har nok! Jeg har været deprimeret i mange år, men har nu fundet årsagen og har det nu super godt,

og så har jeg også diabetes type 2. Samtidig er jeg godt klar over, at jeg formodentlig er meget heldig. Jeg

har ikke og kan stadig ikke selv mærke/mærket nogen knude. Den blev opdaget, fordi jeg passede mit

screeningstilbud.

Mine tanker fløj også straks til mine piger, for rent faktisk har min mor haft brystkræft i 1994, og hun lever

stadig. Hun er 83 år her i år 2010. Det fik jeg dog snakket med min læge om, inden han tog på ferie, og

pigerne kan komme til en udredning, når vi ved, hvad det er for noget kræft, jeg har. Og det vil de gerne.

Tanker

21.2.2010: Rigtig mange, som har læst om min kræftdiagnose, har tilkendegivet over for mig, at de tænker

meget på mig. OG DET VARMER RIGTIG MEGET! Og det er faktisk også kun det, jeg har brug for, for

som en af vores campingvenner, som også har kræft, har sagt; "Jeg kan ikke sige så meget om det,

men du skal komme igennem det på din egen måde." Og det er noget, jeg er blevet opmærksom på;

det her er MIN kamp! Jeg skal gøre det på min måde. Det der med gode råd og historier om, hvordan

andre har gjort det, det skal JEG selv finde ud af, for så kommer det på en sådan måde, at jeg kan følge

med.

Der er blevet kigget og læst rigtig meget på nettet. Jeg har fundet nogle gode og sobre steder. Har du lyst,

så se her:

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/brystkraeft.htm

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/brystkraeft-behandling.htm

Personlige erfaringer med kræft

5

Og på hospitalet i Viborg har de tre gode, små film om opdagelsen, operationen og efterbehandlingen af

brystkræft:

http://www.tvmidtvest.dk/magasinarkiv/hånden%20på%20brystet

Inden min operation sendte hospital 3 noget materiale til mig. Det består af en mappe med en masse

oplysninger og to pjecer fra Kræftens Bekæmpelse. Jeg føler virkelig, jeg får en god hjælp og vejledning.

Også koordinatoren på hospital 2 har sagt, at jeg bare skal ringe, hvis der er noget, hun kunne hjælpe mig

med. Hold da op!

Heldigvis holder min psyke også til det her. Jeg er meget fortrøstningsfuld med, at kræften er opdaget

tidligt. Og det er held i uheld, at det sker EFTER min indlæggelse på psykiatrisk afdeling for mine

depressioner, for jeg har overskud rent psykisk, det havde jeg ikke inden den indlæggelse.

Det føles ikke som en dødsdom, at jeg har fået konstateret brystkræft. Jeg dør jo ikke lige nu og her.

Det kan godt være, jeg dør senere af det. Forhåbentligt først om mange år, men så er det sådan, det er.

Jeg er ikke bange for døden, men vil helst dø stille og fredeligt uden en masse smerter. Sådan bliver det

også den dag, det sker. Og måske bliver det af noget helt andet, jeg dør af, det ved vi heldigvis aldrig.

Operationen

27.2.2010: Tirsdag, d. 23. februar 2010 drog min mand og jeg mod hospital 3. Det var her, jeg kunne blive

opereret hurtigst. Det var kun 13 dage, efter jeg fik beskeden om kræften hos min egen læge.

Turen derover gik fint, på trods af en vejrudsigt der sagde sne, men vi fik ingen. Og på vejen skinnede

solen og gik senere ned i den smukkeste solnedgang. Det må da være et godt tegn!

Efter lidt besvær med at finde Patienthotellet, fordi vores gps ikke kendte adressen - adressen er også kun

mindst fire år gammel - lykkedes det os at få parkeret bilen og melde os i receptionen.

Efter vi var blevet installeret på det fine værelse med dobbeltseng, skrivebord, lænestole og stort,

handicapvenligt badeværelse, tog vi op i stuen og fik aftenkaffe/the. Jeg syede lidt patchwork, og min mand

læste. Det skal lige siges her, at han var medindlagt som rask patient, og derfor skulle vi ikke betale for

hverken ophold eller forplejning. Og forplejningen var rigtig flot. Alle måltider blev serveret i restauranten.

Det var buffet med alskens godt. Både flot anrettet og smag. Godt vi ikke skulle være der i længere tid, for

det var smør og fløde, der blev brugt. Ikke så godt når man prøver at tænke på den slanke linje!

Onsdag d. 24. februar kl. 9 skulle jeg så møde i Mammacenteret på hospital 3. En sygeplejerske tog imod

os, men desværre kom jeg til at hoste af hendes parfume, så hun byttede med en kollega. Straks efter blev

Personlige erfaringer med kræft

6

vi vist ind til den læge, der skulle operere mig. Her blev jeg fortalt om det, der skulle foregå og det videre

forløb. Lægen fortalte, at jeg ville blive tilbudt en kemokur med i alt seks kure med tre ugers mellemrum.

Grunden til, at jeg blev tilbudt en kemokur, er, at min kræftknude er østrogenreceptor-negativ, og der

dermed ikke kan behandles med antihormon, som hvis den var positiv, og at jeg er under 60 år. Derefter

ville jeg blive tilbudt strålebehandling fem dage om ugen i fem uger – i alt 25 gange. Og disse tilbud vil jeg

selvfølgelig tage imod. Om jeg skal have en Herceptinbehandling vides endnu ikke, da det først kan

undersøges, når kræftknuden bliver grundigere undersøgt efter operationen. Så blev jeg undersøgt på

brysterne, lyttet på lungerne og hjerte og spurgt ud om vægt, højde og medicin. Heldigvis havde jeg en

medicinliste med og det spørgeskema, som hospitalet havde sendt til mig, og det kunne lægen godt bruge,

så vi skulle ikke sidde og tæske alt det igennem. En helt igennem god samtale med god tid og ro på!

Efter at have snakket med lægen, skulle vi snakke med sygeplejersken om, hvordan jeg skulle forberede

mig til operationen. Det var ved at tage bad og vaske hår onsdag aften og igen torsdag morgen. Jeg skulle

bruge rene håndklæder begge gange, tage rent tøj på og tage den bh, som jeg havde med til formålet, med

på afdelingen næste morgen. Vi blev også forklaret om dagens forløb, og der var et stort program.

Sygeplejersken fulgte os rundt til mange af de forskellige ting og var dermed med til, at jeg kom hurtigere

igennem end ellers. Ja, hun fik mig simpelthen puttet ind før andre i køen.

Først skulle lungerne røntgenfotograferes, så skulle der tages blodprøver og laves et hjertekardiogram. Så

skulle jeg have sprøjtet en isotop (radioaktivt stof) ind tre steder i brystet; to på hver sin side af knuden og

en lige ved brystvorten, og den gjorde rigtig nas! Dette skulle til for at finde skildvagtlymfekirtlerne. Det er

de lymfekirtler, som kræften først vil sprede sig til, hvis den spreder sig, for de ligger først for lymfen

fra brystet. Så tilbage til sygeplejersken og afgive en urinprøve, inden vi kunne gå over på Patienthotellet

og spise frokost.

Tjuhej tilbage, for vi skulle være til scintigrafi kl. 13:30 og helst nå at snakke med anæstesilægen først. Det

nåede vi dog ikke, for en af sekretærerne var ikke samarbejdsvillig, men det klarede sygeplejersken ved at

sige, jeg skulle opereres dagen efter. Og så fik jeg at vide, at blodprøver og urin ikke viste noget

unormalt.

Scintigrafien, som er den undersøgelse, der skal vise skildvagtlymfekirtlerne, var en ubehagelig oplevelse,

fordi jeg fik en stor kasse sænket tæt ned mod mit hoved og brystkasse og anede intet om, hvor længe jeg

skulle ligge der. Jo længere ned kassen kom, kunne jeg se, at det var meget ubehageligt med mine briller

på, så de kom af. Dette var det eneste sted, hvor der ikke var den samme fine forklaring og behandling af

mig som patient. Og det fik lægen at vide ved min udskrivelse. Nå, vi fik billedet med og så op til

anæstesilægen og fik igen en meget fin behandling. Der var god tid og tid til spørgsmål. Så skulle vi bare

aflevere journalen og billedet fra scintigrafien på selve afdelingen, hvor jeg skulle indlægges næste morgen

kl. 7:15. Da var jeg så træt af alt det, jeg havde været igennem, at jeg ikke mere kunne huske, hvad det

var jeg skulle, men det kunne min mand heldigvis.

Personlige erfaringer med kræft

7

Torsdag d. 25. februar 2010 mødte vi så op på afdelingen, jeg fik tøj at tage på,

noget smertestillende og en seng. Lidt efter kom en portør og hentede min mand og mig. Ved indgangen til

operationsgangen måtte min mand ikke komme med, så vi sagde på gensyn. På operationsgangen kom

først lægen og fandt skildvagtlymfekirtlerne med geigertælleren og satte kryds over knuden, og

så kom narkoselægen og fortalte endnu en gang, hvad der skulle ske; jeg ville få lagt en venflon, blive

koblet til overvågning, få noget "havvand" der skulle sikre, at jeg ikke fik maveindhold op i lungerne, ville få

noget smertestillende, blive holdt på spiserøret for 100 % at sikre jeg ikke fik maveindhold op - ikke at der

var noget, for jeg fastede jo - og så hurtigt derefter ville jeg sove. Og det gjorde jeg.

Lige så snart jeg kunne sanse det efter operationen, spurgte jeg, om der var spredning til lymfekirtlerne og

fik den glædelige nyhed, at det var der IKKE! Herefter sov jeg meget, helt indtil kl. 16, hvor jeg for længst

var kommet tilbage til min stue. Vi var tre piger på 53, 67 og så mig på 58, der alle tre havde fået vores

knuder opdaget ved screening, og ingen spredning havde. Og så var vi alle tre patchworkere, så snakken

gik, og vi hyggede os. Indimellem blev vores forbindinger undersøgt for at se, om det blødte. Desværre

holdt jeg de to andre vågne med min snorken, og det er jeg ked af.

Fredag d. 26. februar 2010 fik vi lov til at komme i bad, fik besøg af lægen, der ville ringe til mig d. 10.

marts for at fortælle om resultaterne, en fysioterapeut og de sidste gode råd fra det søde og dygtige

personale. Det var sygeplejersken fra dagen før, der tog sig af mig. Bl.a. fik jeg en hjertepude, det er en

pude med hjertefacon, som kan bruges til at støtte under armhulen og brystet. Godt nok er såret ikke i

selve armhulen, men jeg er hævet der, og der letter puden. Den var en rigtig god støtte på vejen hjem,

også på de bumlede veje. Jeg fik også en kopi af røntgenundersøgelsen, for jeg har fået en henvisning til

røntgen fra en Allergi og lungeklink, hvor jeg går til udredning for min allergi. Så sparer jeg min krop for

flere stråler end højest nødvendigt.

Vi forlod afdelingen og tog på Patienthotellet for at spise frokost og pakke sammen, inden vi kørte hjem.

Jeg har det godt

1.3.2010: Ja, jeg har det godt. Jeg har stort set ingen smerter, og de, der måtte være, kan klares med 1 g

Panodil plus 400 mg Ibuprofen. Jeg er dog ret træt. På vejen hjem fredag sov jeg et par timer, lørdag sov

jeg tre timer i løbet af dagen og 11 timer om natten. I nat sov jeg 12 timer.

Rent fysisk har jeg fuld bevægelighed. Armene kan strækkes helt op over hovedet og helt ud til

siderne, og jeg kan vride overkroppen fuldt ud fra side til side. Det er dejligt. Det er de øvelser, jeg

skal lave to gange dagligt. Der kom en fysioterapeut og fortalte det i fredags, inden jeg blev udskrevet.

Men i går måtte jeg ringe til min kontaktsygeplejerske, fordi det kløede noget så forfærdeligt under steri-

stripsene, som var sat over såret (også kaldet cikatricen). Hun foreslog, jeg tog steri-stripsene af og

Personlige erfaringer med kræft

8

forsigtigt vaskede området med sæbe for at fjerne evt. løstsiddende størknet blod. Og det lettede, for der

var ingen kløe bagefter. Dejligt! Jeg har lidt problemer med at tåle plaster, og det viste sig også, at det

gælder steri-strips. Lige nu har jeg sat englehud over cikatricen på selve brystet, men hvis det begynder at

klø, kommer det af igen, og så må jeg finde mig i, at arret måske ikke bliver så pænt, som det ellers kunne.

Bortset fra, jeg er gul, grøn og blå omkring sårene, ser det hele rigtig flot ud.

Ellers kan jeg kun vente på, at det bliver d. 10 marts, så ringer lægen, der opererede mig, for at

fortælle, hvad mikroskopisvaret er på det materiale, han har fjernet fra mit bryst og lymfe. Hvis det

hele er kommet med, vil jeg derefter blive indkaldt til kemokur som det første. Hvis ikke det hele er kommet

med, skal jeg opereres igen, men jeg regner ikke med, det sker.

En hidsig krabat

10.3.2010: I dag skulle jeg så ringes op af lægen fra Mammacenteret. Jeg sad og ventede uden at turde gå

i bad eller noget andet i en halv time, inden jeg ringede til et af de telefonnumre, jeg havde fået. Jeg fik at

vide, at lægen havde prøvet at ringe flere gange til min mobil som aftalt, men han kunne ikke komme

igennem. Så er det bare noget møg, at den vælger at stå af, lige som jeg virkelig skal bruge den. Men via

fastnettelefonen, som skal opsiges lige om lidt, lykkedes det at få kontakt.

Og så er det, jeg kommer tilbage til overskriften. For det var en hidsig krabat, jeg havde. Den havde det,

der kaldes en malignitetsgrad på 3, og det er den værste. Men heldigvis var kræftknuden meget lille - 6

m.m., så det var heldigt, den kunne ses, og der var ingen spredning til lymfeknuderne. Men dermed blev

overvægt ved min overgangsalder som årsagen til min brystkræft bombet helt ud af banen. Hvorfor jeg

så har fået den, ved man ikke i dag.

En utrolig træthed har ramt mig, og i følge lægen er det meget normalt, og det vil vare lidt endnu. Jeg har

tidligere glemt at fortælle, at jeg har fået en brystbevarende operation. Arret er pænt, der er stadig

lidt tråde, men de vil forsvinde. Og der er ikke nogen fordybning, der hvor knuden og lymferne sad, så

bortset fra arrene ligner jeg fuldstændig mig selv.

Nu vil der så gå brev til hospital 1 om min operation, og jeg vil blive indkaldt til samtale vedrørende

kemoterapi. Jeg har også udbedt mig kopi af min journal.

Igen kan jeg "bare" sætte mig og vente på, at tingene sker. Det er ikke så nemt, for tankerne kører alligevel

rundt, og jeg føler mig bombet helt tilbage til ingenting. Jeg har ingenting måttet løfte og kun måttet gå ture

siden operationen, så motionsmæssigt er jeg lig nul. Og solen gemmer sig godt og grundigt for tiden. Der

går lidt tid endnu, før jeg må begynde at træne. Heldigvis har jeg sat mit medlemskab i fitnesscenteret på

standby, så jeg ikke betaler for pausen. Og det, jeg nu tænker på, er, hvordan vil jeg reagere på kemoen.

Den samtale om det måtte godt være nu.

Personlige erfaringer med kræft

9

Så begynder jeg på kemoterapien

24.3.2010: I mandags var jeg til samtale vedrørende den kemoterapi, jeg skal igennem. Min yngste datter

tog med mig, og det var dejligt, for min mand kunne desværre ikke nå det.

Vi blev noget forsinket kaldt ind til en meget sød, kvindelig læge, som fortalte, at forsinkelsen skyldtes, at

der var et tal, de manglede fra undersøgelsen af den udopererede knude, og det lige skulle skaffes. Så

blev jeg fortalt om, hvad det hele gik ud på, vi snakkede om alle de ting, der skal være styr på (familiære

dispositioner, om jeg har maveproblemer, problemer med mit bevægeapparat og meget andet).

Hun undersøgte mit blodtryk, lyttede til hjerte, lunger osv., min medicinliste blev gennemgået, og jeg skal

stoppe med vitaminer og fiskeolie (antioxidanter), imens jeg får kemo. Lægen fortalte, at jeg havde

mulighed for at være med i et forsøg med to forskellige behandlinger, men inden jeg kunne blive tilbudt at

deltage, skulle de have det førnævnte tal. I første omgang var jeg noget forbeholdende over for det, men

da min datter og jeg fik en chance for at tale lidt om det i fred og ro, blev jeg overbevist om, at jeg ikke ville

blive udsat for noget, som kunne bringe mig i en dårligere tilstand, end den nuværende behandling kunne

give. Det viste sig så, at jeg blev trukket ud til at modtage den nuværende behandling, men det er jo en lige

så vigtig del af undersøgelsen, at der er en kontrolgruppe. Det er en landsdækkende undersøgelse med

1900 deltagere.

Da jeg nu skulle deltage i undersøgelsen, skulle jeg have en snak med den sygeplejerske, der er

projektansvarlig. Det, som undersøgelsen går ud på, er at sammenligne virkning og bivirkninger på to

forskellige behandlingsmåder; den ene får man to stoffer de første tre gange og et tredje stof de sidste tre

gange, den anden får man et af de to første stoffer og det tredje stof sammen alle seks gange.

Uanset hvilken kur, jeg får, vil jeg i alle tilfælde temmelig sikkert miste håret. Sygeplejersken kunne

så fortælle om et sted, hvor det er muligt at få paryk, og vi snakkede også om, at jeg er hævet over

det ar, hvor skildvagtlymfeknuden var. Jeg blev anbefalet at købe en anden bh, der ikke sad så stramt,

for jeg vil nok blive ved med at have den gene længe. Vi blev også vist rundt på afdelingen, så jeg ved,

hvor tingene er.

Hver gang, jeg skal til kemo, skal jeg have taget blodprøver først, for lægen skal godkende, at jeg får det ud

fra tallene. Kemoterapi rammer celler, der deler sig hurtigt; dvs. kræftceller, rygmarven, hårceller og andre.

Det betyder, at mit immunforsvar bliver dårligere, og jeg kan få feber, diarre, mundsvamp, kvalme,

halsbrand, problemer med hænder og fødder m.m. Men i forhold til hænder og fødder kan jeg blive kølet

med nogle specielle handsker og sko, så det skulle blive et minimum. Jeg har fået et telefonnummer, som

jeg kan ringe på døgnet rundt, for de kan gøre meget for at afhjælpe bivirkningerne.

Personlige erfaringer med kræft

10

I dag har min datter og jeg været på rundtur. Vi kiggede på parykker. Det var ikke så slemt, som jeg havde

frygtet, så det skal nok lykkes os at finde en, jeg kan se godt ud med. Jeg fik også et par nye bh'er, som

ikke generer den hævelse, jeg har i armhulen.

Og den hævelse drillede mig her i weekenden med brænden og svien. Det hjælper at sidde med en

(hjerte)pude under armen, så trykket lettes. Vi skulle have betræk til hynderne i campingvognen, for

hundene kommer op der. Det var åbenbart for meget for mig at klippe ud til seks betræk, for jeg blev meget

øm bagefter. Jeg skal stadigvæk tage den med ro, men jeg tænkte ikke på, at det at klippe noget stof ud

kunne være så hårdt for armen.

Det er heller ikke rart at tænke på det, jeg nu skal igennem. Udsigten til kvalme er nok det, der er

værst for mig. Jeg har fået nogle foldere fra hospitalet om det at få kemo og ting, der kan gøres, for

at afhjælpe generne.

Ellers er jeg ved godt mod. Jeg ved godt, at jeg nok skal klare det her, for det er min livsforsikring. Men

heldigvis har jeg også min mand og mine to dejlige piger, som støtter mig i den grad. Og så vil jeg godt

sige, at de hilsener og mails, jeg får, varmer RIGTIG MEGET. Jeg er ked af, jeg ikke er så god til at få

svaret, men jeg håber, I vil bære over med mig. Bliv endelig ved med at skrive.

Puh bvadr

6.4.2010: Sådan har jeg det for tiden. Jeg har fået den første kemo, og det er ikke rart. Dagen før den

første kemo og de to følgende dage gik rimeligt med god hjælp af effektive, kvalmestillende piller. Men efter

jeg ikke får de forebyggende piller mere, og det, at jeg tog for meget fat en af påskedagene, gør, at jeg nu

ikke har det så godt.

Føler at det er som en blanding af at have fået for lidt søvn, og jeg har sovet MEGET, tømmermænd (ikke

at jeg kan sige hvad det er, for jeg har aldrig prøvet det), en let influenza og en mavevirus i an march. Jeg

måtte rende seks gange på toilettet i går. Det er simpelthen puh bvadr! Samtidig føles mine arme som bly,

og jeg kan næsten ikke skrive det her.

Nå, men det går vel over igen. Håret har jeg endnu, men det ryger vel omkring weekenden, nu får jeg at se.

Så røg håret

13.4.2010: Ja, i går trimmede min mand mit hår ned til 2 cm. Det tog godt nok noget tid at komme i gennem

mit tykke hår. Årsagen var, at jeg kunne trække hårtotter af hovedet, uden det gjorde ondt. Og

Personlige erfaringer med kræft

11

trimningen afslørede, at der allerede var bare pletter, så nu går jeg med "hue" på. Huerne har jeg

fundet hos Luna Hvid (Se her: www.lunahvid.dk). Grunden til, jeg har handlet hos hende, var, at der lå

nogle kort og en gratis nathue fra hende på sygehuset, hvor jeg blev opereret. Jeg kiggede på hendes

hjemmeside, og kunne lide det jeg så. Gode hjemmesider betyder meget for mig.

Ja, når håret falder helt af, skal jeg til at sove med nathue, for det siges at blive meget koldt. (Det gjorde jeg

nu ikke.) Jeg købte to produkter hos Luna Hvid, og dermed fik jeg en tredje gratis. Jeg havde dem inden

påske for at være sikker på at have dem, når jeg skulle få brug for dem. Jeg vidste jo ingenting om,

hvordan det er at miste håret efter kemo.

Og jeg har også besluttet mig for, at jeg IKKE vil have paryk. For en af de ting, jeg købte hos Luna

Hvid, var et tørklæde, som er sat, så det sidder rigtig godt på hovedet. Det, jeg har, er med en skygge, for

jeg er noget mere lysfølsom, end jeg var i forvejen, så det er godt at have, når jeg skal være udenfor. Men

da jeg så mig selv med det tørklæde, var jeg ikke i tvivl - ingen paryk! Jeg ved, jeg ikke vil føle mig godt

tilpas med en paryk. Tørklædet og huerne føler jeg mig super tilpas med. Min ældste datter skal giftes til

sommer, og der har jeg nok ikke hår på hovedet, men jeg fik syet et flot tørklæde hos Luna Hvid, som

passer til den kjole, jeg skal have på.

Ellers har jeg det rigtig godt nu. Men hvor har jeg været langt nede og dårlig af bivirkninger. Og der må jeg

sige, at ”systemet” har virket. Torsdag i sidste uge var det så galt, at jeg ikke så anden udvej end at ringe til

min hotline på afdelingen. Først snakkede jeg med en sygeplejerske, og siden ringede en læge til mig.

Faktisk er jeg også blevet ringet op af en psykolog, og det er ikke mig, der har bedt om det, så det må være

afdelingen, der har henvendt sig til hende. Hun ringede i går, da jeg var på vej til min læge, men vil ringe

igen i morgen. Det synes jeg bare er så flot. Bare resten af systemet ville fungere så godt. Men jeg tror, at

de, der er ansat på det her område, virkelig brænder for deres fag.

En ting jeg dog skal passe på med, er infektioner. Og derfor tør jeg heller ikke gå i haven og blive

svedt/fryse, for det er lige til en indlæggelse. Får jeg over 38,5, skal jeg straks henvende mig, og det kan i

værste fald udsætte min kemo. Så jeg holder mig fra at gå i haven, så længe det ikke er varmere i vejret -

desværre, for jeg har stor lyst til det.

Grounded

26.4.2010: Ja, jeg er faktisk blevet grounded. Dvs. at jeg ikke må køre bil, så længe jeg har svimmelhed

som bivirkning af kemoen. Og det er jo klart nok. Havde bare ikke liiige tænkt på det sådan, men så er det

heldigt, at vi har nogle rigtig gode naboer, der vil hjælpe.

Og ellers er jeg igen hele spektret igennem af bivirkninger, dog ikke opkast og diarre - gudskelov!

Jeg føler ikke, jeg har fuld kontrol over mine muskler, og de sitrer. Det hedder tremor i fagsprog. Jeg

Personlige erfaringer med kræft

12

har haft madlede. Der var en dag, hvor jeg absolut intet kunne, men det går heldigvis bedre nu. Følelsen af

bare at have det dårligt. Jeg sover mere, end jeg plejer. Jeg er mere lysfølsom, og jeg har hikke meget

oftere, end jeg ellers plejer, og det er ikke meget.

Heldigvis ved jeg, det snart går over, så jeg igen kan komme i omdrejninger. Og jeg får ikke dette

rundsendt, for jeg har ikke liiige kræfter til det, så det må komme med næste ombæring. Det kan vel også

blive for kedeligt at læse det samme igen og igen.

Så er jeg halvvejs igennem indgiften

15.5.2010: Og med det mener jeg, at jeg har fået halvdelen af kemoen. Men da jeg ikke er færdig med

tredje omgang bivirkninger, føler jeg ikke, at jeg er halvvejs endnu. Men det varer kun et par dage, som lige

nu føles som en evighed.

Jeg har de sædvanlige bivirkninger, så det vil jeg ikke trætte jer med her. Men da jeg nu har fået tre

behandlinger, så står jeg alligevel ved en skillevej. For de næste tre gange skal jeg have et andet stof, end

jeg før har fået. De tre første gange fik jeg først en rød cocktail med Epirubicin og derefter en klar cocktail

med Cyclophosphamid, tror jeg, det hed. Det sidste stof havde den pudsige bivirkning, at min næse

begyndte at klø ret voldsomt, når det løb ind for hurtigt.

De sidste tre gange skal jeg have Taxotere og efter, hvad de skriver, i det hæfte, jeg har fået om det,

er det noget heftigt noget. Jeg skal have kølehandsker og -sko på før, under og efter indgiften. Det er for

at mindske indvirkningen af kemoen på hænder og fødder. Jeg skal være sengeliggende imens, og jeg skal

overvåges nøje det første stykke tid, det løber ind. Og igen er der en lang række bivirkninger. Jeg kan ikke

sige, jeg glæder mig!

Det, jeg lige nu glæder mig til, er at komme ud af tredje omgang bivirkninger, så jeg igen kan sy patchwork,

gå i haven og passe menageriet herhjemme.

Så er der kun to gange tilbage

12.6.2010: Dagen, hvor jeg skulle have fjerde kemo, kørte vores nabo mig til hospitalet. Her mødte min

datter mig, og hun var hos mig. Min nabo kørte så hjem og lukkede vinduespudseren ind og hundene ud,

så alt kunne klares. Herligt med sådanne gode og hjælpsomme naboer.

Og så er den første gang kemo med stoffet Taxoterre overstået. Det var noget, jeg frygtede meget,

for jeg havde fået et stort hæfte med alle mulige bivirkninger. Men jeg slap rimeligt nemt. Selve

Personlige erfaringer med kræft

13

indgiften gik fint. Det var ret koldt at ligge - ja jeg var sengeliggende imens - med kølehandsker og -sko,

men de har været effektive, for jeg har ingen gener på hænder og fødder. Man kan ellers godt få rillede

negle, neglene kan falde af, blive misfarvede oa. Mine storetåsnegle løsnede sig dog lidt senere i forløbet,

og jeg fik en tværgående rille på den ene tommelfingernegl. Og huden på hænder og fødder kan blive

ødelagt af det.

Tredje til syvende dagen, efter jeg havde fået Taxoterre, var de dage, hvor jeg kunne regne med de værste

bivirkninger, i form af influenzalignende symptomer med ondt i kroppen og knoglerne. Det fik jeg også, men

i en mild grad, der kunne klares med to Panodiler. Det måtte jeg tage op til fire gange dagligt og evt.

supplere med Ibuprofen. Det fik jeg slet ikke brug for. Kun en dag var det nødvendigt med tre gange

Panodil og ellers kun to gange. Og så var der diarréen. Det er aldrig sjovt, men det var bare med at være i

nærheden af et toilet. Den værste dag var jeg oppe på at rende fem gange.

Og næsen den løber, men det er en følge af, at hårene i næsen også forsvinder, når hårpragten forsvinder.

Så det er bare med at have papirlommetørklæder på sig hele tiden. Jeg har dog stadig øjenbryn og vipper,

omend der er forsvundet nogle af hårene. Jeg kan stadig lægge mascara på.

Selve dagen, hvor jeg fik kemomøget, som min nevø kalder det - godt ord - var jeg helt frisk. Jeg var

endda ude at lave lidt havearbejde. Og vores søde genbo kom med aftensmad i form af smoothies til os,

for vi regnede ikke med, jeg ville have det så godt. Også dagen efter kom hun med smoothies til mig, men

der havde jeg det også super, så super at jeg lavede alt for meget. Både syning og havearbejde og andet

blev det til, så jeg var lidt kvæstet dagen efter igen.

De dage, hvor jeg så havde bivirkninger, kunne jeg sagtens lave lidt alligevel. Jeg har jo fået en ny (brugt)

symaskine og ville gerne prøve den af. Det kunne jeg, og jeg kunne også sy diverse patchwork ting. Det

skulle foregå i et stille og roligt tempo, men jeg lå ikke bare og gloede op i loftet, som jeg gjorde i op til syv

dage efter de tre første kemoer, hvor jeg fik Epirubricin og Cyklofosfamid. Det var noget af en lettelse. Jeg

håber, det bliver lige så "nemt" de sidste to gange.

Dagen inden, jeg var til fjerde kemomøg, var jeg til et makeupkursus, som frivillige laver for kvinder,

der er i efterbehandling for kræft. Vi var 14 kvinder, der mødte op og fik en grundig instruktion i at

rense huden og lægge en flot makeup. Det blev et flot resultat, og vi fik en masse præparater med hjem.

Og det var ikke kun prøver. Nej, det var det, som sælges i forretningerne. Der har nok været ting for 1500-

2000 kr. til hver. Det er forskellige makeupfirmaer, der donerer tingene, og så er det Look Good - Feel

Better, der formidler kurserne. Det var rigtig lækkert, og der er noget om det, at man føler sig bedre tilpas,

når man ser godt ud.

Min mand og jeg var i øvrigt til en samtale vedr. strålebehandlingen på hospital 2 forleden. Men det fremgik

ikke af det brev, jeg fik få dage før. Ingen af os kunne læse ud af brevet, hvad vi skulle, faktisk kunne det

virke som om, det var indledning til operation osv. Forklaringen var, at man ikke kunne skelne patienterne,

Personlige erfaringer med kræft

14

så det var et standardbrev. Det er bare ikke godt nok, synes jeg. I disse edb-tider kan man sagtens dele

patienterne op, så den ene gruppe får et brev og den anden gruppe et andet.

Og det var total spild af tid at skulle til den samtale, følte vi, både vores og lægens. Der sad en overlæge og

fortalte lidt om strålebehandlingen, som jeg først skal starte på en gang til august. Det, hun fortalte, kunne

en social- og sundhedsassistent, der var oplært i det, sagtens have fortalt, og vi kunne have fået det at

vide, når vi alligevel skal til de indledende manøvrer til strålebehandlingen. Jeg fik også nogle sider om det

med hjem, og der stod alt det, lægen fortalte meget udførligt. Der bliver nok af kørsel til hospitalet i

forbindelse med strålebehandlingen.

Og ellers har jeg det bare super. Jeg føler mig SÅ heldig, at kræften blev opdaget så tidligt, for jeg

hører jo om andre mindre heldige under mine besøg på kræftafdelingen til kemomøget. Min psyke er

helt på toppen, som den ikke har været i mange år. Det er SÅ dejligt at have det godt. Jeg har lyst til at

gøre de ting, jeg går i gang med, og det eneste, der er på minussiden, er min træthed, men det er noget,

der hører med til det at få kemo, og det også vil følge mig, når jeg skal til strålebehandling bagefter.

Den var hård

9.7.2010: Det var en hård omgang at komme igennem bivirkningerne denne gang. Allerede

førstedagen var jeg træt og måtte have en lur. Anden dagen var jeg også meget træt. Smerterne

begyndte allerede sidst på tredjedagen. Fjerdedagen tilbragte jeg det meste af dagen i sengen med

træthed, smerter og svedeture. Jeg havde troet, jeg kunne besøge en veninde, og vi kunne hygge og sy

sammen, men der var ikke noget at gøre; jeg skulle ingen steder. Da min mand kom hjem fra arbejde, stod

jeg op, men kun for et par timer. Den lille smule mad, jeg fik til aften, kom meget pludseligt op igen og med

ingen forvarsel i form af kvalme. Det var her og nu! Det skete to gange, at jeg måtte hurtigt afsted. Jeg fik

også diarré.

Natten til femtedagen havde jeg mange smerter. Jeg havde fået at vide, at jeg måtte tage Dolol (kunstig

morfin), som jeg tilfældigvis også havde. Det viser sig, at de er gået væk fra at anbefale Ibuprofen, da det

giver mavesår, men jeg vidste ikke, hvor meget jeg måtte tage. Efter at have ligget og ikke kunnet finde ro

pga. smerter i kroppen i 3½ time ringede jeg på mit hotlinenummer og fik besked, derefter sov jeg i 5½

time. Men jeg var stadig meget træt og kunne ingenting, så jeg stod først op ved 17-tiden. Jeg havde også

stadig svedeture, og min hovedpude var drivvåd. Den kom ud i solen for at tørre, for det kunne den ikke de

få timer, jeg var væk fra sengen.

På sjettedagen skulle jeg have haft besøg, men også det måtte jeg melde fra til. Jeg var sengeliggende.

Det var nogle varme dage, men jeg måtte alligevel have et flonels dynebetræk over mig, for ellers frøs jeg.

At være kuldskær er nemlig også en bivirkning. Også syvende dagen tilbragte jeg meget i sengen, og

Personlige erfaringer med kræft

15

jeg sov til kl. 13:30 fra kl. 23. Og da jeg stort set intet kunne spise de dage, havde jeg overhovedet

ingen kræfter.

Ottendedagen havde jeg en aftale om at besøge en veninde. Selvom jeg sov over mig, havde vi en rigtig

hyggelig dag hos hende, hvor jeg rigtig nød at slappe af.

Nu har jeg så kun en kemomøg tilbage. Min mand og jeg snakker om, at det jo reelt er en kontrolleret

forgiftning, jeg får, så der er ikke noget at sige til, at jeg bliver dårlig. Men det skal godt nok blive rart at få

det overstået. For sjovt er det ikke!

Så er sidste kemo overstået

9.8.2010: Selve bivirkningerne, i form af den enorme træthed og ikke at kunne gøre noget som helst, var

ikke så slemme, som jeg havde forventet - taget i betragtning af sidste gangs bivirkninger. Til gengæld var

det først på 12. dagen, mod normalt 7-8 dagen de slap. Og det trak tænder ud. Samtidig rendte jeg ind i

nogle problemer med at falde i søvn. Natten til 7. dagen faldt jeg først i søvn kl. 06:00, natten til 8. dagen

var jeg 4½ time om at falde i søvn. Til gengæld sov jeg allerede kl. 20 natten til 9. dagen, for så at gentage

det først at sove efter at have vendt og drejet mig i 4½ time natten til 10. dagen. Og så var jeg "knækket".

Humøret røg helt under nul, men der var min mand som sædvanlig min frelsende engel. Han fik mig

til at ringe til min hotline, hvor jeg mødte fuld forståelse, og hvor jeg fik tre sovepiller, som samtidig var

beroligende, for tankerne fór rundt i hovedet på mig.

Desværre er der dukket en ekstra bivirkning op i forbindelse med Taxotere. Jeg får væske i arme og ben,

men heldigvis er det ikke noget, der påvirker mig, som de andre bivirkninger gjorde. Det fik jeg faktisk

allerede efter første gang, men da det var tre uger efter indgiften, mente den læge, jeg snakkede med på

afdelingen, ikke det kunne være en bivirkning. Hos min egen læge fik jeg nogle milde vanddrivende.

Anden gang, det kom, var, mens vi var i Sverige på vores ene uges ferie. Der ringede jeg igen, for der kom

det 14 dage efter indgiften, og der fik jeg at vide, at det VAR en bivirkning til Taxotere. Og varmen, som var

oppe på 32 grader på det tidspunkt, gjorde det nok ikke bedre. Jeg blev sat op til dobbelt dosis

vanddrivende, uden det hjalp!

Nu her efter tredje gang Taxotere har jeg allerede fået vand i arme og ben på 10. dagen. Men nu har jeg

nogle gode vanddrivende, så jeg ikke skal føle det trykke sådan. For det er ubehageligt, når man ikke kan

få sit armbånd på som sædvanlig, kan lukke fingrene helt sammen eller kan passe sine sko - heldigvis for

velcroen.

Nu har jeg kun bjergetapen tilbage; strålebehandlingerne. 25 gange skal jeg køre de 104 km tur/retur til

hospital 2 på fem uger. Jeg har været derinde og blive tatoveret og CT-scannet. Fem små prikker er

Personlige erfaringer med kræft

16

det blevet til, men kun den ene kan ses i halsudskæringen, det ligner en hudorm. Tatoveringerne

skal bruges for, at jeg kan blive behandlet præcis det samme sted hver gang. Samtidig fik jeg at vide,

at de sigter så skråt som muligt for at undgå at ramme lungerne. Det kan vist ikke helt undgås, men det

skal være så lidt som muligt. Og igen må jeg sige, at det var yderst kompetente personer, der var omkring

mig. Det er godt nok rart, når man skal sådan en omgang igennem.

Ellers har jeg det godt igen, nu hvor bivirkningerne er overstået. I dag har jeg været 4½ time i

haven, så i aften bliver der nok ikke problemer med at falde i søvn. Jeg skal nok vende tilbage her, når

jeg er kommet godt i gang med strålebehandlingerne.

Halvvejs i strålebehandlingerne

6.9.2010: I dag har jeg fået min 13. strålebehandling og er dermed halvvejs i forløbet af de 25

behandlinger, jeg skal have i alt. Heldigvis har jeg endnu ingen gener overhovedet af behandlingerne.

Selvfølgelig er det noget af en tidsrøver at skulle køre de 52 km. hver vej til hospital 2, for jeg er kun inde i

max. 10 min til behandlingen. Kun en gang har der været forsinkelser, og det var fordi Tyra var "gået ned."

Ja, strålekanonen hedder Tyra, den anden, der er i kælderen, hedder Gorm.

Når jeg kommer til hospitalet, kan jeg heldigvis parkere lige uden for indgangen til stråleterapien i 30 min.

Så går jeg ind i receptionen og logger mig ind ved at køre mit sygesikringskort gennem en scanner, går ned

ad trappen til kælderen og går 150-200 meter ad en gang til venterummet. En dag stod personalet ligefrem

og ventede på mig, for de vidste, jeg var på vej.

Så kommer jeg ind i rummet, hvor strålekanonen er, tager tøjet af overkroppen og lægger mig til

rette på et leje, hvor balderne skal være mod en lille klods, som er indstillet til mig, en pude under

knæene, armene over hovedet i en bøjle til hver og hovedet drejet mod venstre, fordi det er højre

bryst, der skal bestråles. Jeg er blevet tatoveret med seks små prikker (jeg fik en ekstra ved første

strålebehandling), som skal passe med de linjer, kanonen viser, og højden på lejet er også nøjagtig

bestemt.

Så forlader personalet mig, men de kan både se og høre mig via skærme, og døren står lidt på klem. To

gange lyder der et signal; et kort og et længere 20-25 sekunder i alt, hvor jeg bestråles med røntgenstråler,

før kanonen drejes 180 grader, og jeg igen får to omgange stråler. Så kommer personalet ind til mig igen

og sænker lejet, så jeg kan få tøjet på og ud af døren, så den næste kan komme til.

Som sagt er jeg nu halvvejs og mangler kun 12 gange. Det har ikke været så slemt at skulle af sted alle

hverdage, som jeg havde ventet, og nu kan jeg allerede se en ende på det. Jeg synes godt nok, denne

sommer er gået med behandlinger og bivirkninger. Godt det snart er overstået!

Personlige erfaringer med kræft

17

Strålebehandling afsluttet og indlæggelse

17.10.2010: D. 22. september 2010 afsluttede jeg strålebehandlingerne, men det blev ikke den afslutning,

jeg havde regnet med. Søndag d. 19. september - fire dage før afslutningen - kunne jeg ikke trække

vejret uden stærke smerter ved brystbenet. I løbet af dagen blev jeg klar over, at jeg ikke selv ville

kunne køre til hospital 2 de sidste tre gange, og jeg allierede mig med hhv. vores gode genbo og nabo til de

sidste ture. Mandag d. 20. september blev jeg kørt af vores genbo, og jeg måtte også køres i en kørestol til

strålekanonen, for jeg kunne ikke selv gå den lange tur. Personalet undrede sig over, at jeg sad i kørestol,

og da jeg sagde, jeg havde det ad h...... til, ringede de straks efter en læge, og jeg blev lagt i en seng, efter

jeg havde fået min behandling, for den slap jeg ikke for. Lægen kunne konstatere, jeg havde

lungebetændelse, og jeg blev "indlagt", for at de kunne få taget et røntgen af mine lunger med det samme.

Som ikke indlagt er der flere dages ventetid. Jeg fik også taget blodprøver. Resultatet var, at der var væske

i venstre lunge, og at jeg havde et ikke alarmerende, men dog lidt forstørret hjerte. Da der blev tale om, at

jeg skulle have væsken i lungen fjernet, fandt de ud af, at jeg hørte til hospital 2 og henviste mig derfor

dertil. Jeg blev sendt hjem på Vepicombin, 1 mil. enheder gange tre daglig. Om tirsdagen kørte vores gode

nabo mig til hospitalet, og den sidste gang onsdag igen af vores hjælpsomme genbo.

De sidste halvanden til to uger af strålebehandlingen viste forbrændingen sig fra røntgenstrålerne. Det var

som en kraftig solskoldning. Jeg fik en creme med hydrokortison som hjalp meget. I dag er der intet at se

på mit bryst – heller ikke at huden skallede af!

Da jeg ikke hørte noget fra hospital 1, ringede jeg selv til afdelingen og fik en tid fredag d. 24. september.

Igen blev jeg røntgenfotograferet, men der var ikke tale om, at væsken skulle fjernes. Jeg blev sendt hjem

med en fordobling af dosis på Vepicombinen til 2 mil. enheder gange tre og besked om, at hvis ikke jeg fik

det markant bedre til mandag eller tirsdag, skulle jeg henvende mig igen. Og her er det så det svære

kommer, for hvad er markant bedre? Jeg fik det bedre, men havde ikke den store appetit, så vægten

begyndte at falde lidt, men det gjorde jo ikke så meget, for jeg er da overvægtig, og jeg tænkte, det nok

rettede sig igen, efterhånden som strålebehandlingerne kom på afstand. Vi forberedte os på at drage på to

ugers tiltrængt ferie sidst på ugen.

Vi tog på camping i en anden del af landet, end der hvor vi bor. Men på tredje dagen blev jeg ved med at

fryse og målte min temperatur til 39,5 grader. Vagtlægen blev kontaktet, og vi tog ind til hospital 4, hvor jeg

straks blev indlagt på Akut Modtage Afsnit (AMA). Igen blev der taget et røntgenbillede, og jeg blev sat i

penicillinbehandling iv (intra venøst - dvs. direkte ind i blodåren) med et bredspektret penicillin. Over de

næste dage gik min temperatur op og ned. Onsdag var den nede, så jeg håbede at blive udskrevet torsdag,

men så torsdag morgen var der igen feber. Tirsdag fik jeg lagt et lungedræn, og det gav 600 ml stort set

med det samme og yderligere 100 ml det næste døgn. Væsken blev sendt til undersøgelse. Torsdag blev

jeg også CT-scannet.

Personlige erfaringer med kræft

18

Fredag blev konklusionen, at hospital 4 ikke kunne gøre mere for mig, så jeg skulle overflyttes til hospital 1

til videre udredning, og da jeg fik ilt, fordi jeg havde så svært ved at trække vejret, foregik transporten

liggende i en ambulance lørdag d. 9. oktober. Jeg var klar kl. 9, som jeg havde fået at vide, men først kl.

15:30 kom de efter mig. Der var min mand for længst kommet hjem med campingvognen. Det blev en lang

dag, også fordi min journal, som jeg skulle have med til hospital 1, blev lagt ind til mig, og i den læste jeg, at

jeg havde 1,5 cm vand omkring hjertet, og det jeg videre skulle undersøges for var, om der var noget

"malignt". Det vidste jeg jo godt betød, at det var mere kræft, de skulle lede efter. Jeg blev meget ked af det

og fik hurtigt en god snak med en læge, at ud fra det, de havde undersøgt, så var det næste, der skulle

undersøges, om det kunne være mere kræft, men det kunne også være stråleskader. På hospital 1 kom

jeg ind via Modtagelsen, inden jeg kom op på Onkologisk afdeling (kræftafdelingen).

Søndag kom der en læge, som tog ilten fra mig, og det er også gået godt nok uden, omend jeg nemt bliver

forpustet. Desuden blev jeg sat på Prednisolon-behandling, som tager symptomerne, så jeg ikke hostede

eller følte vejrtrækningsbesværet så meget, og så er min appetit begyndt at vende tilbage. Tirsdag blev jeg

scannet på hjertet, og væsken var stort set væk, og jeg har ikke noget forstørret hjerte. Det var den

begyndende væskedannelse, der havde fået det til at se sådan ud på røntgenbillederne fra hospital 2.

Torsdag fik jeg taget 12 glas blodprøver for alle mulige infektionstal, som infektionsafdelingen havde

anbefalet. Og så ventede jeg på PET/CT-scanningen, som var blevet bestilt. Det er en scanning, hvor de

mere præcist kan se, om der er noget, der ikke skal være. Fredag d. 15. oktober blev jeg så PET/CT-

scannet. Det tog 2 ½ time, hvor jeg skulle være fastende, så jeg var godt sulten, da jeg kom op på

afdelingen igen kl. 12. Fredag aften kom jeg så hjem på orlov, og der er jeg så nu i skrivende stund,

søndag d. 17. oktober 2010. Jeg skal tilbage til afdelingen om lidt. Vi er selvfølgelig kede af, at vores ferie

på denne måde gik i vasken, men min mand har i den sidste uge ikke følt sig som en løve i et bur, som han

har gjort, for han har gået på arbejde. Men vejret har jo været så skønt, så det ville have været pragtfuldt at

være af sted. Vi må gøre det på et andet tidspunkt. For ferie det trænger vi til.

I morgen kl. 11 skal min mand og jeg så have resultatet af alle de prøver, der er lavet, og hvad de har set

på scanningerne. Vi krydser fingre og håber det bedste; at det "bare" er stråleskader.

Gode nyheder

19.10 2010: Så er jeg udskrevet og hjemme igen. Og med de gode nyheder, at der ikke er fundet

mere kræft!

Jeg har simpelthen været mere end almindelig uheldig og har fået en kraftig infektion/virus/stråleskade,

som har ramt hårdt.

Personlige erfaringer med kræft

19

Der er stadig lidt væske i mine lunger, og det hæmmer min vejrtrækning, men det skulle gå over i løbet af

nogle uger til en måned.

Nu forestår så en gevaldig genoptræning, for jeg er bombet helt ned under gulvbrædderne af dette. Jeg

håber, jeg kan få lidt hjælp til det fra kommunen, men vi får se.

På mandag skal jeg til tremåneders kontrol efter min kemo, og der skulle de sidste prøveresultater også

foreligge. Også resultatet af den kontrolrøntgen, jeg har fået lavet, skulle være klar.

Jeg er stadig på Prednisolon for at tage de værste symptomer, men på mandag skal det aftales, hvordan

jeg skal udtrappe af dem.

Det er dejligt at være hjemme igen, og nu håber jeg så bare, det kun vil gå fremad med helbredet.

Et år siden beskeden

12.2.2011: Ja, så er det et år siden, jeg fik at vide, at jeg havde brystkræft. Efter min udskrivelse efter

lungebetændelsen, fangede jeg ALT; mavevirus, ondt i halsen, influenza til trods for vaccination, en kold

lungebetændelse, og feber der kom og gik. Først efter midten af november 2010 følte jeg det rigtig

begyndte at gå fremad. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg tog en 8 ugers kur med Echinaimin (Rød Solhat).

Jeg begyndte at træne i fitnesscenter for 3-4 uger siden.

Mellem jul og nytår opdagede jeg en indtrækning af huden på mit højre bryst (det opererede), og jeg ved,

det kan være tegn på kræft. Jeg blev heldigvis meget hurtigt mammograferet og ultralydsscannet, og DER

ER INGEN KRÆFT! Det er arvæv fra en tidligere operation (for godartede knuder), der er skyld i

indtrækningen.

Jeg føler mig fuldstændig rask og er fuld af gåpåmod. Hvor er det dog godt, der findes screeningstilbud.

Det var der ikke i vores amt, men da vi blev lagt sammen til regioner, fik vi tilbuddet. Det er jeg MEGET

glad for!

Ordbog

Aksil: Armhule.

Anæstesi: Bedøvelse, narkose.

Biopsi: Vævsprøve.

Personlige erfaringer med kræft

20

Cicatrice: Ar.

Cyklofosfamoid: Kemoterapeutisk stof.

DCIS dx obs.: Der skal observeres for Ductal Carcinom In Situ på højre side der skal obsereveres. Altså

der skal kigges efter kræft i en gang, kanal eller ledning. Her må det være brystkirtlerne, som ikke er

gennemvokset.

DX: Forkortelse for dexter som betyder højre. Modsat er sin – forkortelse for sinister – venstre.

Ductal: Kommer af ductus der betyder gang, kanal eller ledning.

Epirubricin: Kemoterapeutisk stof. Det er det stof, som jeg er med i en protokol (sammenlingning af

forskellige stoffer med bivirkninger), for at finde ud af om det kan erstattes af Taxoterre.

ER: Østrogen receptor.

Benignt: Godartet – modsat malignt som betyder ondartet.

In situ: Ikke gennemvokset.

Isotop: Forskellige former af et grundstof. Her et radioaktivt stof som kan bruges til at spore lymfekirtler,

hvor en evt. spredning af kræften først vil komme til. Kan ses på scintigram.

Iv: Intra venøst. Direkte ind i en vene. Bruges om f.eks. iv medicin = medicin der gives i en vene.

Karcinom: Kræft der udgår fra kirtelvæv.

Makro: Noget der kan ses med det blotte øje. Modsat mikro som skal ses i mikroskopet.

Malignt: Ondartet – modsat benignt som betyder godartet.

Mamma: Brystkirtel.

Mammografi: Røntgenundersøgelse af brystet.

Mammografi screening: Frivillig undersøgelse ved mammografi af alle i en bestemt gruppe.

Palpering, palpation: At undersøge med hænderne.

Scintigram: Billede af fordelingen af et radioaktivt stof.

Sin: Forkortelse for sinister som betyder venstre. Modsat Dx (dexter) som betyder højre.

Skildvagtlymfeknuden: Den første lymfeknude som en brystkræft vil brede sig til. Den knude kan vises ved

et scintigram efter indsprøjtning af radioaktivt stof.

Steri strips: Tynde plastre kun med tape funktion, der er ca. 1 x 8 cm. Bruges til at holde sårrande sammen.

Personlige erfaringer med kræft

21

Taxoterre: Kemoterapeutisk stof.

Tumor: Kræftknude.

Venflon: Tynd blødt plastikrør der via en kanyle lægges ind i en blodåre, og hvori der kan gives væske og

medicin.

Østrogenreceptor negativ eller positiv: Om knuden kan behandles med antihormon (den positive), eller om

der skal anden behandling til - i mit tilfælde betyder det, at min kræftknude er østrogenreceptor-negativ, at

jeg vil blive tilbudt kemo, da jeg er under 60 år.

Personlige erfaringer med kræft