Pandæmonium - af Lauren Oliver

pandæmonium

pandæmonium.indd 1 29/05/13 14.42

Af samme forfatter:

Før jeg falder

Delirium

Dette er et fiktionsværk. Personer, hændelser og replikkerer opfundet til lejligheden af forfatteren.

Enhver lighed med virkelige hændelser og personer – nulevende såvel som døde – er tilfældig.


pandæmoniumLAUREN OLI V ER

På dansk vedLene Ewald Hesel

Politikens Forlag


Til mine forældre:Tak for alle bøgerne, telefonsamtalerne, de gratis måltider,

jeres uendelige tålmodighed og grænseløse kærlighed.


5

nu

Alex og jeg ligger sammen på et tæppe i haven bag Brooks Street 37. Træerne virker større og mørkere end sædvanligt. Bladene er næsten sorte og så tætte, at man ikke kan se

himlen.“Det var nok ikke den bedste dag til en skovtur,” siger Alex, og

da går det op for mig, at nej, selvfølgelig, vi har slet ikke spist noget af den mad, vi har taget med. Kurven ved siden af tæppet er fyldt med halvrådne frugter, og det myldrer med små sorte myrer.

“Hvorfor ikke?” spørger jeg. Vi kigger op i vævet af blade, der næsten danner et loft oven over os.

“Fordi det sner.” Alex ler. Og igen går det op for mig, at han har ret: Det sner – store fnug af samme farve som aske hvirvler rundt om os. Og det er iskoldt. Min ånde danner små skyer, og jeg trykker mig ind til ham for at holde varmen.

“Giv mig din arm,” siger jeg, men han svarer ikke. Jeg forsøger at bore mig ind mellem hans arm og hans brystkasse, men hans krop er stiv og ubevægelig. “Kom nu, Alex,” siger jeg. “Jeg fryser.”

“Jeg fryser,” gentager han som en papegøje, med læber, der knap nok bevæger sig. De er blå og sprukne. Han stirrer op i bladene uden at blinke.

“Se på mig,” siger jeg, men han drejer ikke hovedet, blinker ikke med øjnene, bevæger sig overhovedet ikke. En hæslig fornemmelse vælder op i mig, en hysterisk stemme skingrer: Der er noget galt, der er noget galt, og jeg sætter mig op og lægger hånden på hans


6

brystkasse. Den er kold som is. “Alex,” siger jeg, og derefter et lille skrig: “Alex!”

“Lena Morgan Jones!”Jeg vågner med et sæt til et kor af dæmpede fnis.Mrs. Fierstein, naturvidenskabslærer i afgangsklassen på Quincy

Edwards High School for piger i Brooklyn, Sektion 5, Distrikt 17, stirrer hvast på mig. Det er tredje gang på en uge, jeg er faldet i søvn i hendes timer.

“Hvis du finder Skabelsen af Den Naturlige Orden så udmatten-de,” siger hun, “kan en tur ned til rektors kontor måske vække dig?”

“Nej!” udbryder jeg, højere end jeg egentlig ville, og fremkalder endnu en runde fnis fra de andre piger i klassen. Jeg har gået på Edwards siden vinterferien – lidt over to måneder – og jeg er alle-rede blevet stemplet som klassens største weirdo. Folk undgår mig, som om jeg er smittet med en sygdom – som om jeg er smittet med sygdommen.

De skulle bare vide.“Det er sidste advarsel, miss Jones,” fortsætter mrs. Fierstein. “Er

du med?”“Det skal ikke ske igen,” siger jeg og forsøger at se brødebetynget

ud. Jeg skubber mareridtet fra mig, skubber minderne og tankerne om Alex og Hana og min gamle skole væk, skub, skub, skub, lige-som Raven lærte mig. Det gamle liv er dødt.

Mrs. Fierstein sender mig et sidste gennemborende blik – som vel skal skræmme mig – og koncentrerer sig så igen om tavlen og sin gennemgang af elektroners guddommelige energi.

Den gamle Lena ville have været skrækslagen for en lærer som mrs. Fierstein. Hun er gammel og ondskabsfuld, og hun ligner en krydsning mellem en frø og en pitbullterrier. Hun er et af den slags mennesker, der får behandlingen til at virke unødvendig – det er umuligt at forestille sig, at hun nogensinde ville kunne elske, selv uden at have fået foretaget indgrebet.


Men den gamle Lena er også død.Jeg begravede hende.Jeg efterlod hende bag et hegn, bag en mur af røg og flammer.


8

dengang

I begyndelsen er der ild.Ild i mine ben og lunger; ilden flår i alle nerver og celler i min

krop. Det er sådan, jeg fødes på ny, i smerte: Jeg bryder ud af mørket og den kvælende hede. Jeg kæmper mig frem gennem et sort, fortættet rum af underlige lyde og lugte.

Jeg løber, og da jeg ikke kan løbe længere, lunter jeg, og da jeg ikke kan dét længere, kravler jeg, centimeter for centimeter, jeg bo-rer neglene ned i jorden og bugter mig som en slange hen over den overgroede jord i dette fremmede, nye vildnis.

Jeg bløder også, da jeg bliver født.Jeg ved ikke, hvor langt ind i Vildmarken jeg er nået, eller hvor

længe jeg har kæmpet mig dybere og dybere ind i skoven, da det går op for mig, at jeg er såret. Mindst én af regulatorerne må have ramt mig, da jeg klatrede over grænsehegnet. En kugle har strejfet mig i siden, lige under armhulen, og min T-shirt er våd af blod. Men jeg er heldig. Såret er overfladisk, men alt blodet og huden, der er blevet revet af, gør det hele så virkeligt: denne nye verden, denne kolossale grønne vækst overalt, dét, der er sket, dét, jeg har lagt bag mig.

Dét, der er blevet taget fra mig.Jeg har ikke noget i maven, men jeg kaster op alligevel. Jeg hoster

luft op og spytter galde ud på de flade, blanke blade på hver side af mig. Oven over mig kvidrer fugle. Et dyr, der kommer for at snuse lidt rundt, smutter hurtigt tilbage i de grønne skygger.

Tænk, tænk. Alex. Tænk på, hvad Alex ville have gjort.


9

Alex er her. Forestil dig, at han er lige hér.Jeg tager T-shirten af, river sømmen af og vikler den reneste del

stramt om brystkassen, så bandagen presser mod såret og mindsker blødningen. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Min eneste tanke er at fortsætte, gå længere og længere væk fra grænsehegnet og verden af hunde og pistoler og ...

Alex.Nej. Alex er hér. Du er nødt til at forestille dig, at han er hér.Skridt for skridt, trodse bier og myg og sværme af insekter, torne

og svirpende kviste og hårde grene; tåger, der hænger i luften. På et tidspunkt når jeg ned til en flod. Jeg er så svag, at jeg er lige ved at blive revet med af strømmen. Om natten piskende regn, hård og kold; krøbet sammen mellem rødderne på et enormt egetræ, mens usynlige dyr rundt om mig skriger og gisper og rasler gennem mør-ket. Jeg er for skrækslagen til at sove; hvis jeg falder i søvn, dør jeg.

Jeg bliver ikke født på én gang, den nye Lena.Skridt for skridt og derefter centimeter for centimeter.Krybende på maven, indvoldene forvandlet til støv, og munden

fuld af smagen af røg.Vrid, vrik, ligesom en slange.Det er sådan, hun kommer til verden, den nye Lena.

Da jeg ikke kan vakle videre, ikke en millimeter, lægger jeg hovedet til jorden og venter på at dø. Jeg er for udmattet til at være bange. Over mig og rundt om mig er mørket, og skovens lyde er som en symfoni, der synger mig ud af denne verden. Jeg er til min egen be-gravelse. Jeg bliver sænket ned i et snævert, mørkt hul, og min tante Carol er der, og Hana og min mor og søster og selv min far, der for længst er død. De ser mit lig forsvinde ned i graven, og de synger.

Jeg befinder mig i en sort og tåget tunnel, og jeg er ikke bange.Alex venter mig på den anden side; Alex står og smiler, badet i

sollys.


10

Alex rækker armene ud mod mig, kalder på mig ...Hey. Hey.Vågn op.“Hey. Vågn op. Kom nu, vågn op.”Stemmen haler mig baglæns ud af tunnellen, og et øjeblik er jeg

frygtelig skuffet, da jeg åbner øjnene, og det ikke er Alex’ ansigt, jeg ser, men et andet ansigt, markeret og fremmed. Jeg kan ikke tæn-ke; verden består af tusind små stumper. Sort hår, spids næse, klare grønne øjne – brikker i et puslespil, som ikke giver mening.

“Kom nu, sådan ja, bliv hos mig. Hvor fanden bliver det vand af, Bram?”

En hånd glider ind under min nakke, og så, med ét: salighed. En fornemmelse af is og rindende væske: Vand fylder min mund, mit svælg, løber ned over min hage og opløser støvet og smagen af ild. Jeg hoster, harker, hikster. Så synker jeg, jeg slubrer, drikker, dier, mens hånden bliver under min nakke, og stemmen hele tiden hvisker opmuntrende: “Sådan ja. Drik lige så meget, du vil. Det er okay. Du er i sikkerhed nu.”

Sort, løsthængende hår, som et telt omkring mig: en kvinde. En ganske ung kvinde med en smal, stram mund og rynker i øjenkro-gene, hænder så ru som pileflet og så store som kurve. Jeg tænker: Tak. Jeg tænker: Mor.

“Du er i sikkerhed. Det er okay. Du er okay.”Det er trods alt sådan, spædbørn bliver født: hjælpeløse, diende,

vugget i en varm favn.Derefter slår feberen mig ud igen. Jeg er sjældent vågen, og mine

sanseindtryk er usammenhængende. Flere hænder og flere stemmer, jeg bliver løftet op, et kalejdoskop af grønt over mig og syrede frak-talmønstre på himlen. Senere lugten af lejrbål og noget koldt og fugtigt, der bliver lagt på min hede hud, røg og dæmpede stemmer, en brændende smerte i siden, derpå is, lindring. Noget blødt, der smyger sig om mine ben.


11

Indimellem er der drømme, helt anderledes end dem, jeg plejer at have. De er fulde af eksplosioner og vold: drømme om smeltet hud og forkullede knogler.

Alex kommer ikke mere til mig. Han er gået i forvejen, forsvun-det på den anden side af tunnellen.

Næsten hver gang jeg vågner, er hun der, den unge sorthårede kvinde, der opfordrer mig til at drikke mere vand eller lægger noget køligt på min pande. Hendes hænder lugter af røg og nåletræer.

Og nede under det hele, under rytmen af opvågnen og søvn, feber og kulderystelser, lyder det ord, hun gentager, igen og igen, så det væver sig ind i mine drømme og begynder at skubbe noget af mørket væk, redder mig fra druknedøden: sikkerhed. Du er i sikker-hed nu.

Langt om længe falder feberen, og til sidst flyder jeg ud i bevidst-heden på ryggen af det ord, blidt og blødt, som om jeg rider på en enkelt bølge hele vejen ind til kysten.

Selv før jeg åbner øjnene, opfatter jeg tallerkener, der klirrer, lugten af mad, der bliver stegt, og en dæmpet mumlen af stemmer. Min første tanke er, at jeg er hjemme i tante Carols hus, og at hun lige om lidt kalder mig ned til morgenmad – en morgen som så mange andre.

Så vælter minderne ind over mig – den mislykkede flugt med Alex og de dage og nætter, jeg var alene i Vildmarken – og mine øjne springer op, og jeg forsøger at sætte mig op. Men min krop vil ikke lystre. Jeg kan kun lige løfte hovedet; det føles, som om jeg er indkapslet i sten.

Den unge sorthårede kvinde – det var sikkert hende, der fandt mig og bragte mig hertil, hvor det så end er – står ovre i et hjørne ved en stor stenvask. Hun snurrer rundt, da hun hører, at jeg rører på mig.

“Forsigtig,” siger hun. Hun tager hænderne op af vasken, hendes


12

arme er våde op til albuerne. Hendes ansigt er skarpt og meget årvå-gent, som et dyrs. Hendes tænder er små, for små til hendes mund, og en lille smule skæve. Hun kommer hen til mig og sætter sig på hug ved siden af feltsengen. “Du har været fuldstændig væk siden i går.”

“Hvor er jeg?” får jeg hæst frem. Jeg kan ikke genkende den ras-pende lyd som min egen stemme.

“Basen,” siger hun. Hun ser indgående på mig. “Det kalder vi det i hvert fald.”

“Nej, jeg mener ...” Jeg kæmper for at stykke alt det sammen, der er sket, efter at jeg klatrede over grænsehegnet. Det eneste, jeg kan tænke på, er Alex. “Jeg mener, er det her Vildmarken?”

Et udtryk – måske mistænksomhed – glider hurtigt hen over hendes ansigt. “Ja, vi er i en fri zone,” siger hun varsomt. Så rejser hun sig uden et ord og forsvinder ud gennem en mørk døråbning. Længere inde fra bygningen kan jeg høre utydelige stemmer. Jeg mærker et kort strejf af panik og spekulerer på, om det var forkert af mig at nævne Vildmarken, og om jeg virkelig er i sikkerhed hos disse mennesker. Jeg har aldrig hørt nogen kalde ureguleret land for en “fri zone”.

Men nej. Hvem de så end er, må de være på min side; de reddede mig, jeg har været fuldstændig i deres vold i flere dage.

Det lykkes mig at hale mig op i en nogenlunde opret stilling ved at stemme mit baghoved mod den hårde stenmur bag mig. Hele rummet består af sten: et groft stengulv, stenvægge, der nogle steder er dækket af et tyndt tæppe af sort mug, en gammeldags vaskekum-me med en rusten vandhane, der tydeligvis ikke har fungeret i flere år. Jeg ligger på en smal, hård feltseng med nogle lasede tæpper på. Ud over et par metalspande i hjørnet under den ikke-fungerende vask og en enkelt stol af træ er der ikke andet i rummet. Der er ingen vinduer og heller ikke noget lys – bare to batteridrevne nødlamper, der kaster et svagt blåligt skær over rummet.


13

På en af væggene hænger et lille trækors med en figur, som fore-stiller en mand med armene ud til hver side, sømmet fast til korset. Jeg genkender symbolet; det er et kors fra en af de gamle religioner, fra tiden før behandlingen, men jeg kan ikke huske hvilken religion.

Pludselig får jeg et flashback til en historietime med mrs. Dern-ler, der stirrede på os gennem sine enorme briller og bankede ophid-set i den opslåede lærebog med fingeren: “Der kan I se! Disse gamle religioner var alle sammen gennemsyret af kærlighed. De stank af deliria; de blødte af deliria.” På det tidspunkt virkede det selvfølgelig forfærdeligt. Og sandt.

Kærlighed, den farligste af alle dødbringende sygdomme.Kærlighed dræber.Alex.Uanset om man er smittet ...Alex.... eller ej.Alex.“Du var halvdød, da vi fandt dig,” siger den sorthårede kvinde

nøgternt, da hun kommer ind igen. Hun holder forsigtigt en lille lerskål med begge hænder. “Mere end halvdød. Vi troede ikke, du ville klare den. Jeg syntes, vi i det mindste burde give det en chance.”

Hun sender mig et skeptisk blik, som om hun ikke er helt sikker på, at det var umagen værd, og i et glimt tænker jeg på min halv-kusine Jenny, og den måde, hun altid stod med hænderne i siden på og nidstirrede mig, og jeg er nødt til at knibe øjnene i for at for-hindre, at det hele kommer væltende tilbage – floden af billeder og minder fra et liv, der nu er dødt.

“Tak,” siger jeg.“Selv tak,” siger hun med et skuldertræk, men hun ser ud, som

om hun mener det. Hun trækker stolen hen til sengen og sætter sig. Hendes lange hår er sat op i en knold over venstre øre. Bag øret har hun det karakteristiske ar efter operationen, efter den særlige


14

tre-grenede nål, som lægerne bruger, ligesom Alex havde. Men hun kan ikke være blevet opereret; hun er hér, på den anden side af græn-sehegnet: en lovløs.

Jeg forsøger at sætte mig helt op, men må give op efter få sekun-der. Jeg føler mig som en dukke, der er ved at blive levende. Det gør vildt ondt bag øjnene, og når jeg ser ned ad mig selv, er min hud fuld af skrammer og rifter og sår og insektbid.

Skålen, som kvinden har i hænderne, indeholder en næsten klar suppe med en smule grønt i. Hun skal lige til at række mig skålen, men tøver så. “Kan du selv holde den?”

“Selvfølgelig kan jeg holde den,” siger jeg, lidt skarpere, end det var meningen. Skålen er tungere, end jeg ventede. Det er svært at løfte den op til munden, men til sidst går det. Jeg er lige så ru i hal-sen som sandpapir, og suppen føles vidunderlig, og selvom den har en underlig mosagtig eftersmag, slubrer jeg det hele i mig.

“Rolig,” siger kvinden, men jeg kan ikke holde op. Pludselig åb-ner sulten sig i mig, sort og bundløs og altfortærende. Jeg er dårligt blevet færdig, før jeg må have mere suppe, selvom jeg lynhurtigt får mavekramper. “Du kaster bare op,” siger hun med en hovedrysten og tager den tomme skål fra mig.

“Er der mere?” kvækker jeg.“Om lidt,” siger hun.“Tak.” Sulten er en slange, den slår med halen i min mave, æder

mig op indefra.Hun rejser sig med et suk og forsvinder ud gennem døråbningen.

Jeg synes, stemmerne derude stiger i styrke. Så, med ét: stilhed. Den sorthårede vender tilbage med en ny skål suppe. Jeg tager den ud af hænderne på hende, og hun sætter sig igen på stolen og trækker knæene op til brystet, som et barn. Hendes knæ er kantede og brune.

“Nå,” siger hun, “hvor kommer du fra? Hvor kom du over heg-net?” Da jeg tøver, fortsætter hun: “Det er i orden. Du behøver ikke snakke om det, hvis du ikke har lyst.”


15

“Nej-nej, det er i orden.” Denne gang tager jeg mindre slurke af suppen; den har en underlig jordagtig smag – som om den er kogt på sten. Det er den måske også. Alex fortalte mig engang, at de lov-løse – dem, der bor i Vildmarken – har lært at klare sig med, hvad de nu engang har. “Jeg krydsede grænsen ved Portland.” Skålen bliver alt for hurtigt tom igen, selvom slangen i min mave stadig slår med halen. “Hvor er vi?”

“Nogle kilometer øst for Rochester,” svarer hun.“Rochester i New Hampshire?” spørger jeg.Hun smiler skævt. “Jep. Du må virkelig være gået til. Hvor længe

har du været undervejs?”“Det ved jeg ikke.” Jeg støtter hovedet mod væggen. Rochester,

New Hampshire. Jeg må være gået i en bue rundt om nordgrænsen, da jeg fór vild i Vildmarken; jeg er næsten 100 kilometer sydvest for Portland. Jeg er stadig udmattet, selvom jeg har sovet i flere dage. “Jeg mistede tidsfornemmelsen.”

“Du har godt nok nosser,” siger hun. Jeg er ikke helt sikker på, hvad ‘nosser’ betyder, men jeg kan næsten regne det ud. “Hvordan kom du over?”

“Jeg var ... jeg var ikke alene,” siger jeg, og slangen slår med halen og svulmer op i maven på mig. “Jeg mener, det skulle ikke bare have været mig ...”

“Var du sammen med en anden?” Hun stirrer igen gennembo-rende på mig med øjne, der næsten er lige så mørke som hendes hår. “En ven?”

Jeg ved ikke, hvordan jeg kan korrigere hende. Min bedste ven. Min kæreste. Min kærlighed. Jeg er stadigvæk ikke helt fortrolig med ordet, og det virker næsten blasfemisk, så jeg nikker bare.

“Hvad skete der?” spørger hun lidt blidere.“Han ... han klarede det ikke.” Hendes øjne lyser af medfølel-

se, da jeg siger “han”. Hvis vi flygtede fra Portland – et sted, hvor segregationspolitikken hersker – må vi have været mere end bare


16

venner. Men hun presser heldigvis ikke på. “Vi nåede helt frem til grænsehegnet. Men regulatorerne og vagterne ...” Smerten i min mave tager til. “De var for mange.”

Pludselig rejser hun sig, tager en af metalspandene i hjørnet og stiller den ved siden af sengen. Så sætter hun sig igen.

“Der gik rygter,” siger hun, “om en stor flugt fra Portland, mas-ser af politi, mørklægning af sagen ...”

“I har altså hørt om det?” Jeg forsøger igen at sætte mig op, men mavekramperne tvinger mig tilbage mod væggen. “Sagde de noget om, hvad der skete med ... min ven?”

Jeg spørger, selvom jeg godt ved det. Selvfølgelig ved jeg det.Jeg så ham stå dér, smurt ind i blod, da de kastede sig over ham,

ligesom de sorte myrer i min drøm.Kvinden svarer ikke, strammer bare læberne til en tynd streg og

ryster på hovedet. Hun behøver ikke sige noget – medfølelsen står malet i hendes ansigt.

Slangen folder sig helt ud og begynder at piske med halen. Jeg lukker øjnene. Alex, Alex, Alex: meningen med alting, mit nye liv, løftet om noget bedre – væk, sprængt til aske. Intet vil nogensinde blive okay igen. “Jeg håbede, at ...” Jeg udstøder et gisp, da det fryg-telige, piskende uhyre i min mave rider op i svælget på en bølge af kvalme.

Hun sukker igen, og jeg kan høre, hun rejser sig og skubber sto-len væk fra sengen.

“Jeg tror ...” Jeg kan næsten ikke få ordene frem; jeg prøver at sluge kvalmen. “Jeg tror, jeg skal ...”

Og så stikker jeg hovedet ud over kanten og kaster op i spanden, mens hele min krop trækker sig sammen i voldsomme spasmer.

“Jeg vidste, du ville kaste op,” siger kvinden og ryster på hovedet. Så forsvinder hun ud i den mørke gang. Lidt efter stikker hun hove-det ind igen. “Jeg hedder for resten Raven.”

“Lena,” siger jeg, og med ordet følger en ny portion opkast.


17

“Lena,” gentager hun og banker en enkelt gang på væggen med knoerne. “Velkommen til Vildmarken.”

Så forsvinder hun, og jeg er alene med spanden.

Ud på eftermiddagen dukker Raven op igen, og jeg gør endnu et forsøg med suppen. Denne gang nipper jeg forsigtigt, og det lykkes mig at holde den i mig. Jeg er stadig så afkræftet, at jeg dårligt nok kan løfte skålen, og Raven må hjælpe mig. Jeg burde måske være flov, men jeg kan ikke føle noget: Da først kvalmen lægger sig, er-stattes den af en følelsesløshed, der er så total, at det er som at synke ned i iskoldt vand.

“Godt,” siger Raven bifaldende, da jeg har klaret halvdelen af suppen. Hun tager skålen og forsvinder igen.

Nu, da jeg er vågen og ved bevidsthed, er det eneste, jeg har lyst til, at sove igen. Når jeg sover, kan jeg i det mindste drømme mig tilbage til Alex, drømme mig ind i en anden verden. Hér, i denne verden, har jeg ingenting: ingen familie, intet hjem, ingen steder at tage hen. Alex er væk. Selv min identitet er blevet gjort ugyldig.

Jeg kan ikke engang græde. Mit indre er forvandlet til støv. Jeg tænker igen og igen på det øjeblik, da jeg vendte mig og så ham stå dér bag muren af røg. I mit hoved forsøger jeg at række bagud, gennem hegnet, gennem røgen; jeg forsøger at gribe hans hånd og trække den til mig.

Alex, kom tilbage.Der er ikke andet at gøre end at lade sig synke. Timerne lukker

sig om mig, opsluger mig fuldstændig.Lidt senere hører jeg forsigtige skridt og ekkoer af latter og snak.

Det giver mig i det mindste noget at fokusere på. Jeg prøver at hol-de stemmerne ude fra hinanden og gætte, hvor mange talende der er, men jeg kan ikke komme det nærmere end at skelne mellem et par dybe stemmer (mænd, drenge) og nogle lysere fnis og indimel-lem nogle latterudbrud. På et tidspunkt hører jeg Raven udbryde:


18

“Okay, okay,” men for det meste er stemmerne bare bølger af lyd, toner, ligesom en sang i det fjerne.

Det er klart, at der i et hus i Vildmarken bor både mænd og kvinder – det er ligesom hele pointen: frihed til at vælge, frihed til at være sammen, frihed til at se på og røre ved og elske hinanden – men tanken er så anderledes end den virkelighed, jeg kender, at jeg går lidt i panik.

Alex er den eneste fyr, jeg nogensinde har kendt og snakket med. Jeg bryder mig ikke om at tænke på alle de fremmede mænd lige på den anden side af stenmuren, med deres dybe stemmer og latterbrøl. Før jeg mødte Alex, havde jeg i næsten 18 år troet fuldt og fast på systemet, troet 100 procent på, at kærlighed er en sygdom, man må beskytte sig imod, og at man for at undgå smitte er nødt til at ad-skille piger og drenge. Stjålne øjekast, blikke, berøringer, kram – det øger alt sammen risikoen for smitte. Og selvom dét at være sammen med Alex ændrede mig, kan jeg ikke bare ryste skrækken af mig. Det kan man ikke.

Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding og forsøger at tvinge mig ned gennem bevidsthedslagene og lade mig føre væk af søvnen.

“Okay, Blue. Så er det ud. Sengetid.”Jeg slår øjnene op. En lille pige, omkring 6-7 år, står henne i

døråbningen og kigger på mig. Hun er mager og meget solbrændt, og hun har et par beskidte cowboyshorts på og en bomuldssweater, der er omkring 14 gange for stor til hende – så stor, at den hele tiden glider ned af hendes skuldre, så man kan se hendes små skulderblade stikke ud som fuglevinger. Hendes lysebrune hår når hende næsten til livet, og hun har ikke nogen sko på. Raven forsøger at kante sig uden om hende med en tallerken i hånden.

“Jeg er ikke træt,” siger pigen uden at tage blikket fra mig. Hun hopper fra det ene ben til det andet, men sørger omhyggeligt for ikke at komme længere ind i rummet. Hendes øjne er overraskende blå, en fantastisk himmelfarve.


19

“Ingen brok,” siger Raven og puffer til Blue med hoften, da hun passerer hende. “Ud.”

“Jamen –”“Regel nummer 1?” Ravens stemme bliver skarpere.Blue sætter tommelfingeren op til munden og bider i neglen. “At

gøre, som Raven siger,” mumler hun.“‘Altid at gøre, som Raven siger’, tak. Og Raven siger sengetid.

Så, af sted med dig.”Blue sender mig et sidste ærgerligt blik og smutter ud.Raven sukker og ruller med øjnene, mens hun trækker stolen

hen til sengen. “Beklager,” siger hun. “De er alle sammen ved at gå ud af deres gode skind for at se den nye pige.”

“Hvem er ‘alle sammen’?” Jeg er tør i halsen. Jeg har ikke kunnet stå på benene og nå over til vasken, og i øvrigt virker vandhanen heller ikke. Der er ingen intakte vandrør, ingen elkabler i Vildmar-ken. Alt blev bombet sønder og sammen for mange år siden, under blitzen. “Jeg mener, hvor mange er I?”

Raven trækker på skuldrene. “Åh, du ved, det svinger. Folk kom-mer og går mellem baserne. Måske 20 eller deromkring lige nu, men i juni var der 40 flydere, og om vinteren lukker vi basen helt.”

Jeg nikker, selvom hendes snak om baser og flydere forvirrer mig. Alex fortalte mig ikke ret meget om Vildmarken, vi krydsede kun grænsen en enkelt gang sammen: den første og eneste gang, jeg prø-vede at være i ureguleret land før vores store flugt.

Før min store flugt.Jeg borer neglene ind i håndfladerne.“Er du okay?” Raven ser undersøgende på mig.“Jeg kunne godt drikke lidt vand.”“Hér,” siger hun, “hold den her.” Hun rækker mig den tallerken,

hun har siddet med. Midt på den ligger to små runde dejtingester, der minder om pandekager, bare mørkere og grovere. Hun tager en tom, bulet konservesdåse fra en hylde ovre i hjørnet og henter


20

lidt vand fra en af spandene under vasken. Jeg håber sandelig ikke, vandspanden også fungerer som brækspand.

“Det er svært at finde glas heromkring,” siger hun, da jeg rynker panden ved synet af konservesdåsen. “Bomber,” tilføjer hun så. Hun siger det, som om hun står i et supermarked og siger ‘grapefrugt’ – som om det er det mest naturlige i hele verden. Hun sætter sig igen og begynder åndsfraværende at flette en tot hår med sine lange brune fingre.

Jeg tager dåsen op til munden. Den har skarpe kanter, og jeg må drikke forsigtigt.

“Man vænner sig til at klare sig med dét, der er herude,” siger Raven ikke uden stolthed. “Vi kan lave alt af ingenting – af rester og affald og knogler. Vent og se.”

Jeg stirrer på tallerkenen i mit skød. Jeg er sulten, men ordene affald og knogler gør mig urolig.

Raven må kunne læse mine tanker, for pludselig slår hun en lat-ter op. “Bare rolig,” siger hun. “Det er ikke så slemt: nogle nødder, lidt mel og lidt olie. Det er ikke det bedste, du har smagt, men det vil hjælpe dig med at komme til kræfter. Vi er ved at løbe tør for forsyninger; vi har ikke fået varer i en hel uge nu. På grund af flug-ten, du ved.”

“Min flugt?”Hun nikker. “Hele sidste uge var der strøm i flere hundrede ki-

lometer hegn i nærheden af alle byerne og dobbelt sikkerhedsopbud ved grænserne.” Jeg åbner munden for at sige noget, for at undskyl-de, men hun kommer mig i forkøbet. “Det er helt i orden. Sådan er det, hver gang det lykkes nogen at komme over. De bliver altid bange for, at det skal resultere i en opstand, og at alle vil flygte ud i Vildmarken. Men om få dage bliver de dovne igen, og så får vi vores forsyninger. Og i mellemtiden ...” Hun peger ned mod tallerkenen med hagen. “Nødder.”

Jeg nipper til en af pandekagerne. Den smager faktisk ikke dår-


21

ligt: sprød og knasende og kun en lille smule fedtet, så den efterlader en tynd hinde af olie på mine fingerspidser. Den smager meget bed-re end suppen, og det siger jeg til Raven.

Hun stråler til mig. “Ja, Roach er basens faste kok. Han kan trylle et godt måltid ud af hvad som helst. Eller, han kan i hvert fald trylle et spiseligt måltid ud af hvad som helst.”

“‘Roach’? Er det hans rigtige navn?”Raven er blevet færdig med en fletning og kaster den over skulde-

ren, før hun begynder på en ny. “Lige så rigtigt som et hvilket som helst andet navn,” siger hun. “Roach har været herude hele sit liv. Egentlig kommer han fra en af de andre bosættelser længere sydpå, nede i nærheden af Delaware. Det er vel nogen dernede, der har givet ham navnet. Da han kom herop, var han Roach.”

“Hvad med Blue?” spørger jeg. Jeg når gennem hele den første pandekage uden at få kvalme, men jeg vil ikke udfordre skæbnen og sætter tallerkenen ned på gulvet ved siden af sengen.

Raven tøver et sekund. “Hun er født her i bosættelsen.”“Så du gav hende navnet på grund af hendes blå øjne?”Raven rejser sig brat og vender sig væk fra mig, før hun svarer.

“Mm-mm.” Hun går hen til hylderne ved vasken og slukker en af de batteridrevne lamper, så rummet synker endnu længere ind i mørket.

“Hvad med dig?” spørger jeg.Hun peger på sit ravnsorte hår og smiler. “Ikke det mest originale

navn.”“Nej, jeg mener ... er du også født her? I Vildmarken?”Igen forsvinder smilet med ét, som et lys, der bliver pustet ud. Et

øjeblik ser hun næsten vred ud. “Nej,” siger hun så, kort for hove-det. “Jeg var 15, da jeg kom hertil.”

Jeg ved, jeg ikke burde, men jeg kan ikke lade være med at presse på. “Alene?”

“Ja.” Hun tager den anden lampe, der stadig udsender et svagt blåligt skær, og går hen mod døren.


22

“Hvad hed du så før?” Hun stivner med ryggen til mig. “Før du kom til Vildmarken, mener jeg.”

Et øjeblik står hun bare dér. Så vender hun sig om. Hun holder lampen lavt, så hendes ansigt ligger i mørke. Hendes øjne er bare to reflekser, der glimter som sorte sten i måneskin.

“Du kan lige så godt vænne dig til det,” siger hun lavmælt, men indtrængende. “Alt dét, du var, det liv, du havde, de mennesker, du kendte ... støv.” Hun ryster på hovedet og fortsætter mere bestemt: “Der er ikke noget før. Der er kun nu, og dét, der kommer bag-efter.”

Så forsvinder hun ud i gangen med lampen og efterlader mig i mørket med hamrende hjerte.

Næste morgen vågner jeg og er hundesulten. Tallerkenen med den sidste pandekage står stadigvæk på gulvet, og jeg tumler ud af felt-sengen og knalder knæene ned i det kolde stengulv. En bille er ved at undersøge pandekagen. Før i tiden ville det have vendt sig i mig, men nu er jeg for sulten til, at det rører mig. Jeg knipser billen væk og ser den pile ind i en krog, mens jeg grådigt sætter pandekagen til livs; jeg holder den med begge hænder og sutter fingerspidserne rene bagefter. Den tager kun toppen af sulten.

Langsomt kommer jeg på benene, idet jeg støtter mig til sengen. Det er første gang i dagevis, jeg for alvor har stået op, første gang jeg har magtet mere end at kravle over til den metalbalje, som Raven har stillet i et hjørne, og som jeg har brugt, når jeg skulle tisse. Som jeg trykker mig i mørket, med hængende hoved og rystende ben, er jeg mere dyr end menneske.

Jeg er så afkræftet, at jeg kun lige når hen til døråbningen, før jeg må holde pause og læne mig op ad karmen. Jeg føler mig som en af de der grå fugle – underligt proportioneret med opsvulmede næb og maver og tynde, spinkle ben – som jeg sommetider så i bugten ved Portland.


23

Mit værelse ligger ud til lang, mørk gang, også af sten, også uden vinduer. Jeg kan høre nogen snakke og grine, stole, der bliver skub-bet hen over et gulv, og plaskende vand: køkkenlyde. Madlyde. Gangen er snæver, og jeg lader hænderne glide hen over væggene, mens jeg bevæger mig fremad, og forsøger at få en fornemmelse af mine ben og min krop. En døråbning uden dør, til venstre, ind til et stort rum, hvor der i den ene side er stabler af rengøringsmidler og forskelligt førstehjælpsudstyr – gaze, bandager, tuber med bakterie-dræbende salve og masser af æsker med sæbe – og i den anden side ligger der fire smalle madrasser direkte på gulvet med bylter af tøj og tæpper oven på. Lidt længere fremme kan jeg se et andet rum, der åbenbart udelukkende bliver brugt som soverum: madrasser fra væg til væg, så gulvet ligner et kæmpestort kludetæppe.

Jeg mærker et jag af dårlig samvittighed. Jeg har tydeligvis fået den bedste seng og det bedste værelse. Det kommer stadig bag på mig, hvor meget jeg dog tog fejl, i alle de år jeg troede på rygterne og løgnene. Jeg troede, at de lovløse var som vilde dyr; jeg troede, de ville komme og tage mig og flå mig i stumper og stykker. Men disse mennesker reddede mig og gav mig den blødeste seng og passede og plejede mig uden at forlange noget til gengæld.

Dyrene er dem på den anden side af grænsehegnet: uhyrerne med uniformer på. De taler indsmigrende og fortæller løgne og smiler, mens de skærer halsen over på én.

Gangen drejer skarpt til venstre, og stemmerne stiger i styrke. Jeg kan lugte stegt kød, og min mave knurrer højlydt. Jeg kommer forbi flere rum, nogle til at sove i, et andet er næsten tomt, men beklædt med hylder: 10-12 dåser bønner, en halvfuld sæk mel og – underligt nok – en støvet kaffemaskine står stablet op i det ene hjørne, i et andet hjørne står der spande, kaffedåser og en gulvmoppe.

Et sidste sving til højre, så ender gangen i et stort rum, der er meget lysere end de andre. En vask af sten, magen til den inde i mit værelse, løber langs hele den ene væg. Oven over den er der en lang


24

hylde med batteridrevne lamper, der fylder rummet med et varmt lys. Midt i lokalet står to lange, smalle borde tætpakket med folk.

I samme øjeblik jeg træder ind, stopper al snak. 18-20 par øjne ser op, og det går pludselig op for mig, at jeg ikke har andet på end en snavset T-shirt, der når mig til midt på låret.

Der er også mænd i rummet, de sidder albue ved albue med kvinderne – folk i alle aldre, og alle ikke-opererede – og det er så underligt og fremmed, at synet næsten slår luften ud af mig. Jeg er stiv af skræk. Jeg åbner munden for at sige et eller andet, men der kommer ikke noget ud. Jeg mærker stilhedens tyngde, mærker de brændende blikke.

Raven kommer mig til undsætning.“Du må være sulten,” siger hun og gør tegn til en dreng, der

sidder for enden af et af bordene. Han er omkring 13-14 år, mager, senet, med begyndende bumser i ansigtet.

“Squirrel,” siger hun skarpt. Endnu et tosset øgenavn. “Er du færdig med at spise?”

Han stirrer på sin tomme tallerken, som om han ved tankens kraft kan trylle mere mad frem.

“Jaeh,” siger han langsomt og ser fra den tomme tallerken over på mig og tilbage igen. Jeg knuger armene ind til overkroppen.

“Så rejs dig. Lena skal sidde ned.”“Men –” protesterer Squirrel, og Raven sender ham et bidende

blik.“Op, Squirrel. Gør dig lidt nyttig. Tjek, om der er beskeder i

re derne.”Squirrel ser surt på mig, men rejser sig og bærer tallerkenen hen

til vasken. Han sætter den med en faretruende klirren på det hårde materiale. Raven, der har sat sig igen, råber efter ham: “Du kender reglerne, Squirrel: Hvis man ødelægger noget, sørger man selv for at skaffe nyt!” Der lyder et par fnis, hvorefter drengen tramper op ad stentrappen i den modsatte ende af rummet.


25

“Sarah, hent noget mad til Lena.” Raven koncentrerer sig igen om sin egen mad: en klump gråligt mos midt på tallerkenen.

En pige dukker ivrigt op som trold af en æske. Hun har kæm-pestore øjne og en senet krop. Faktisk er alle i lokalet magre – ikke andet end albuer og knæ, skuldre og kanter.

“Kom, Lena.” Hun udtaler mit navn, som om det er et privilegi-um at tage det i munden. “Hér er tallerkenerne.” Hun peger over i hjørnet: På et gammeldags brændekomfur står en kæmpestor støbe-jernsgryde og en mindre, bulet gryde med låg. Ved siden af står der vakkelvorne stabler af umage tallerkener og fade og skærebrætter.

Det betyder, at jeg er nødt til at gå ind i rummet og forbi begge borde. Hvis jeg følte mig usikker på benene før, er det ingenting mod nu. Kvindernes blikke er skarpe, vurderende; på en eller anden måde er mændenes blikke anderledes – mere brændende, mere omklam-rende, næsten kvælende. Jeg har svært ved at trække vejret.

Jeg humper hen mod komfuret, hvor Sarah står og nikker op-muntrende til mig, som om jeg er et lille barn – selvom hun næppe kan være mere end 12 år selv. Jeg holder mig tæt op ad vasken; hvis jeg skulle snuble, vil jeg have noget, jeg kan gribe fat i og støtte mig til.

De fleste ansigter flyder sammen til en plamage af farver, men nogle få skiller sig ud: Jeg kan se Blue holde øje med mig med sine store øjne; en ung fyr, sandsynligvis på min alder, med en vild man-ke af lyst hår, ser ud, som om han er lige ved at grine; en anden fyr, lidt ældre, sidder og skuler; en kvinde har langt, kastanjebrunt hår, der hænger løst ned ad ryggen. Et øjeblik mødes vores blikke, og mit hjerte hakker i det. Mor, tænker jeg. Først nu slår det mig, at min mor måske er her, det må hun være, et eller andet sted herude i Vild-marken, i en af bosættelserne eller baserne, eller hvad de nu kalder dem. Så flytter kvinden på sig, og jeg kan se hendes ansigt tydelige-re, og nej, selvfølgelig er det ikke min mor. Hende her er alt for ung, måske samme alder som min mor havde, da jeg sidst så hende for


26

12 år siden. Jeg ved ikke engang, om jeg ville kunne genkende min mor, hvis jeg så hende igen; mine minder er så slørede, forvrængede af mange lag tid og drømme.

“Ædelse,” siger Sarah, da jeg når hen til komfuret. Den korte tur gennem rummet har udmattet mig. Jeg kan ikke fatte, at det er den samme krop, der plejede at løbe 10 kilometer på en god dag og sprinte op ad Munjoy Hill som ingenting.

“Hvad?”“Ædelse.” Hun tager låget af gryden. “Det kalder vi det. Det er

dét, vi spiser, når vi er ved at løbe tør for forsyninger: havregryn, ris, sommetider lidt brød – hvad vi nu har. Man koger lortet sønder og sammen, og vupti: ædelse.”

Jeg krymper mig; jeg er ikke vant til at høre ord som ‘lort’.Sarah tager en plastictallerken – en børnetallerken: Man kan sta-

dig ane nogle spøgelsesagtige omrids af dyr – og øser en stor portion ædelse op. Bag mig, ved bordene, er de andre begyndt at snakke igen. Rummet fyldes med den dæmpede summen af samtaler, og jeg begynder at få det lidt bedre; snakken fjerner i det mindste opmærk-somheden fra mig.

“Den gode nyhed er,” fortsætter Sarah muntert, “at Roach havde en gave med hjem i går aftes.”

“Hvad mener du?” Jeg kæmper for at forstå hende. “Fik han for-syninger?”

“Endnu bedre.” Hun smiler til mig og løfter låget af den anden gryde. I den ligger noget gyldenbrunt, sprødstegt kød, og lugten er lige ved at give mig tårer i øjnene. “Kanin.”

Jeg har aldrig smagt kanin før – har aldrig tænkt på det som noget, man kunne spise, og da slet ikke til morgenmad – men jeg tager taknemmeligt imod tallerkenen og er lige ved at kaste mig over kødet dér, midt på gulvet. Faktisk ville jeg foretrække at stå op. Alt andet end at gå tilbage og sætte mig mellem alle de fremmede.

Sarah kan åbenbart mærke min usikkerhed. “Kom,” siger hun.


27

“Du kan sidde ved siden af mig.” Hun tager mig ved albuen og dre-jer mig hen mod et af bordene. Det er også helt nyt for mig. I Port-land, i alle lovlige og godkendte samfund, er man meget omhyggelig med at undgå berøring. Hana og jeg gav næsten aldrig hinanden et knus, og hun var endda min bedste ven.

Min mave kramper sammen, og jeg knækker forover, så jeg er lige ved at tabe tallerkenen.

“Hey, rolig nu.” Det er den lyshårede fyr – ham der så ud, som om han var lige ved at grine. Han hæver øjenbrynene, der har sam-me farve som hans hår – så lyst, at det næsten er usynligt. Ligesom Raven har han det tredobbelte ar bag venstre øre, og ligesom hendes må det være falsk. Det er kun ikke-opererede, der bor i Vildmarken; kun mennesker, der har valgt – eller er blevet tvunget til – at flygte fra byerne inden for grænsen. “Går det?”

Jeg svarer ikke. Jeg kan ikke. Et helt liv med frygt og advarsler pumper igennem mig, og ord som ulovlig, forkert, sympatisør og syg-dom blinker faretruende i mit hoved. Jeg tager en dyb indånding og forsøger at undertrykke den hæslige fornemmelse. Det er Port-land-ord, gamle ord; jeg har efterladt dem sammen med mit gamle jeg bag grænsehegnet.

“Hun har det fint,” siger Sarah hurtigt. “Hun er bare sulten.”“Jeg har det fint,” gentager jeg 15 sekunder for sent. Fyren smiler

skævt. Sarah glider ind på bænken og klapper på den tomme plads ved

siden af sig, som Squirrel netop har forladt. I det mindste sidder vi for enden af bordet, så jeg ikke behøver sidde mast mellem nogle andre. Jeg sætter mig uden at tage blikket fra min tallerken. Jeg kan mærke, hvordan de andre igen kigger på mig. Endelig fortsætter snakken, et beroligende tæppe af lyde.

“Spis nu.” Sarah ser opmuntrende på mig.“Jeg har ikke nogen gaffel,” siger jeg stille. Så kan den lyshårede

fyr ikke holde sig, og han ler, højt og længe. Det gør Sarah også.


28

“Ingen gafler,” siger hun. “Ingen skeer. Ingenting. Bare spis.”Jeg skæver op fra tallerkenen. De andre rundt om mig smiler og

ser ud til at more sig. En af dem, en gråhåret mand, der må være mindst 70, nikker til mig, og jeg sænker hurtigt blikket. Jeg brænder i hele kroppen af forlegenhed. Selvfølgelig bekymrer man sig ikke om bestik og den slags i Vildmarken.

Jeg tager fat i kaninstykket med begge hænder og river en lille luns af med tænderne. Og så er jeg lige ved at græde; aldrig nogen-sinde i hele mit liv har noget smagt så godt.

“Godt, ikk’?” siger Sarah, men jeg kan kun nikke. Med ét glem-mer jeg, at jeg sidder blandt en masse fremmede, der alle sammen kigger på mig. Jeg flår i kødet som et dyr. Jeg skovler en mundfuld ædelse op med fingrene og putter dem i munden. Selv dét er skønt. Tante Carol ville flippe fuldstændig ud, hvis hun så mig nu. Da jeg var lille, ville jeg ikke spise mine ærter, hvis de rørte ved kyllingen; jeg plejede at inddele maden i små felter på tallerkenen.

Snart er tallerkenen tom på nær nogle få knogler. Idet jeg tørrer munden med håndryggen, mærker jeg en antydning af kvalme og lukker øjnene for at tvinge den væk.

“Godt,” siger Raven og rejser sig. “Tid til dagens runder.”Med ét kommer der gang i folk: De skubber sig ud fra bænke-

ne og passerer mig på vej hen til vasken med deres tallerkener og fortsætter op ad trappen til venstre for mig, lige efter komfuret. Jeg opfatter bidder af samtaler, jeg ikke kan følge (“Satte fælder op i går”, “Din tur til at tjekke Grandma”). Jeg kan mærke deres kroppe, jeg kan lugte dem: en strøm, en varm flod af mennesker. Jeg holder øjnene lukket, og efterhånden som rummet tømmes, fortager kval-men sig.

“Hvordan har du det?”Jeg åbner øjnene, og Raven står over for mig, foroverbøjet med

begge hænder på bordet. Sarah sidder stadig ved siden af mig på bænken. Hun har trukket det ene ben op til brystet og holder sig


29

om knæet. Som hun sidder sådan, kan man se, at hun faktisk ikke er ret gammel.

“Bedre,” siger jeg, hvilket er sandt.“Du kan hjælpe Sarah med opvasken,” siger hun. “Hvis du tror,

du kan klare det.”“Okay,” siger jeg, og hun nikker.“Godt. Og bagefter kan du tage hende med op, Sarah. Det er

på tide, du ser dig lidt om i bosættelsen, Lena, men lad være med at presse dig selv for hårdt. Jeg gider ikke slæbe dig halvdød ud af skoven en gang til.”

“Okay,” siger jeg igen, og hun smiler tilfreds. Hun er tydeligvis vant til at udstede ordrer. Gad vide, hvor gammel hun er. Hun kom-manderer rundt med folk, selvom hun må være yngre end halvdelen af de lovløse her. Hana ville kunne lide hende, tænker jeg, og smerten vender tilbage og skærer i mig inde bag ribbenene.

“Og Sarah?” fortsætter Raven på vej hen til trappen. “Sørg for, at Lena får nogle bukser fra depotet, okay? Så hun ikke behøver rende halvnøgen rundt.”

Jeg kan mærke, at jeg rødmer igen, og hiver instinktivt ned i T-shirten.

Raven ler.“Bare rolig,” siger hun, “du har ikke noget, vi ikke har set før.” Så

tager hun trappen to trin ad gangen og er væk.

Jeg vænnede mig efterhånden til at have opvasketjansen hver af-ten hjemme hos tante Carol. Men det er noget helt andet at vaske op i Vildmarken. Først er der vandet. Sarah fører mig tilbage gen-nem gangen til et af de rum, jeg passerede på vej hen til køkke- net.

“Det her er vores forrådsrum,” siger hun og rynker panden ad alle de tomme hylder og den halvtomme sæk mel. “Der er lavvande lige for tiden,” forklarer hun, som om jeg ikke selv kan se det. Jeg


30

mærker et jag af bekymring for hende, for Blue, for alle de andre her, der ikke er andet end skind og ben.

“Og herovre har vi vandet. Vi henter det om morgenen – altså ikke mig, jeg er for lille.” Hun står ovre i hjørnet med spandene, som – kan jeg se nu – er fulde af vand. Hun tager fat i hanken på en af spandene med begge hænder og løfter den med et lille grynt. Den er stor, næsten lige så stor som hendes brystkasse. “Én til burde være nok,” siger hun. “Bare en lille.” Hun vakler ud af rummet med spanden foran sig.

Jeg tror, det er løgn, men jeg kan knap nok løfte en af de mindste spande. Metalhanken skærer sig ind i mine håndflader – der stadig er dækket af sår og vabler – og før jeg overhovedet er nået ud i gangen, er jeg nødt til at sætte spanden fra mig og læne mig op ad væggen.

“Hvordan går det?” råber Sarah ude fra gangen.“Fint!” svarer jeg, lidt for skarpt. Jeg skal ikke have noget af at

lade hende hjælpe mig, så jeg hanker op i spanden igen, tumler et par skridt fremad, sætter spanden på gulvet og puster ud. Løfte, tumle, sætte, puste. Løfte, tumle, sætte, puste. Da jeg når ud i køk-kenet, er jeg forpustet og gennemsvedt, og saltet svier i øjnene. Hel-digvis opdager Sarah ikke noget. Hun sidder på hug foran komfuret og roder rundt i ilden med den sodede ende af en lang kæp.

“Vi koger vandet om morgenen for at rense det,” forklarer hun. “Det er vi nødt til, ellers ville vi have tyndskid fra morgen til aften.” Jeg genkender Ravens stemme i tilføjelsen; det må være et af hendes mantraer.

“Hvor kommer vandet fra?” spørger jeg, taknemmelig for, at hun har ryggen til mig, så jeg kan tage et kort hvil på en af de nærmeste bænke.

“Cochero-floden,” siger hun. “Den ligger ikke så langt herfra, 1-1½ kilometer, maks.”

Umuligt: Jeg tør slet ikke tænke på at skulle slæbe de spande, fyldt til randen med vand, så langt.


31

“Det er også floden, der skaffer os forsyninger,” fortsætter Sarah. “Venner på den anden side sætter dem i vandet og lader dem flyde ind til os. Cochero flyder ind gennem Rochester og ud igen.” Hun fniser. “Raven siger, at de en dag vil tvinge floden til at udfylde et ‘formålet med rejsen’-skema.”

Sarah fodrer komfuret med træ fra en brændestabel i hjørnet. Så rejser hun sig og nikker kort. “Vi skal bare varme vandet lidt op. Så er det lettere at få skidtet af.”

På en af hylderne over vasken står der en kæmpestor suppegryde; den er så stor, at et lille barn uden problemer kunne bade i den. Før jeg kan nå at tilbyde at hjælpe, har Sarah hævet sig op i armene og balancerer på kanten af bordet som en gymnast. Hun retter sig op og tager gryden ned fra hylden. Så hopper hun ned og lander uden en lyd på gulvet. “Okay.” Hun fejer en tot hår, der har revet sig løs af hestehalen, væk fra ansigtet. “Nu skal vandet bare over i gryden, og gryden op på komfuret.”

Alt i Vildmarken foregår i langsomme skridt fremad. Alt tager tid. Mens vi venter på, at vandet skal blive varmt, remser Sarah nav-nene op på dem, der bor her, en lang række navne, som jeg hurtigt glemmer: Grandpa, den ældste; Lu, en forkortelse for Lucky, der på grund af en grim infektion mistede en finger, men var så heldig at beholde resten af lemmerne og livet; Bram, forkortelse for Bramble, der en dag på mirakuløs vis dukkede op i Vildmarken, midt i et tor-net brombærkrat, som om nogle ulve havde efterladt ham dér. Der hører en historie til næsten alle navnene, også Sarahs. Da hun for 7 år siden kom til Vildmarken sammen med sin storesøster, bad hun om at få tildelt et nyt navn. Hun skærer ansigt, når hun tænker på det. Hun ville gerne have et sejt navn, som Blade eller Iron – men Raven havde bare leet og lagt en hånd på hendes hoved: “I mine øjne ligner du fuldstændig en Sarah.” Så hun blev ved med at hedde Sarah.

“Hvem er din søster?” spørger jeg. Jeg tænker kortvarigt på min egen søster, Rachel – ikke den Rachel, jeg efterlod, den opererede


32

med de fjerne, tomme øjne, men den Rachel, som jeg kan huske fra min barndom – så slipper jeg billedet igen.

“Hun er her ikke længere. Hun forlod basen tidligere på somme-ren for at slutte sig til Modstanden. Hun kommer tilbage efter mig, når jeg er gammel nok til at hjælpe.” Der er et anstrøg af stolthed i hendes stemme, så jeg nikker imponeret.

Flere navne: Hunter, den unge fyr, der sad over for mig ved bor-det (“Det er hans før-navn,” siger Sarah og udtaler ‘før’ på en måde, som om det er et forbandet ord – “han kan ikke jage sådan rigtigt”); Tack, der kom oppe nordfra for nogle år siden.

“Alle siger, han har et attitudeproblem,” siger hun, og igen hø-rer jeg et ekko af Ravens stemme i hendes ord. Hun piller ved sin T-shirt, der er så tyndslidt, at den næsten er gennemsigtig. “Men det synes jeg ikke. Han har altid været flink over for mig.”

Af hendes beskrivelse når jeg frem til, at Tack må være den sort-hårede fyr, der skulede til mig, da jeg kom ind i køkkenet. Hvis det er hans normale udseende, kan jeg godt forstå, at folk mener, han har et attitudeproblem.

“Hvorfor hedder han Tack?” spørger jeg.Hun fniser. “Han er lige så spids som en tegnestift,” siger hun.

“Det er Grandpa, der har givet ham det navn.”Jeg beslutter at holde mig fra Tack, hvis jeg overhovedet bliver

her. Jeg har vist ikke noget valg, men jeg kan mærke, at jeg ikke hø-rer til her, og på en måde ville jeg ønske, at Raven havde ladet mig ligge, hvor hun fandt mig. Dér var jeg tættere på Alex. Han var lige på den anden side af den lange, mørke tunnel. Jeg kunne være gået gennem dens mørke; jeg kunne have fundet ham igen.

“Så er vandet klar,” siger Sarah langt om længe.Processen er dræbende langsom: Vi fylder en af baljerne med det

varme vand, og Sarah måler omhyggeligt sæbe op uden at spilde en dråbe. Det er endnu en ting, jeg har bemærket ved Vildmarken: Alt er rationeret og bliver brugt og genbrugt.


33

“Hvad så med Raven?” spørger jeg, idet jeg stikker armene ned i det varme vand.

“Hvad med hende?” Sarah lyser op. Hun elsker Raven, det er helt tydeligt.

“Hvad er hendes historie? Hvor kom hun fra? Hvad var hun før?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg spørger, jeg er vel bare nysgerrig – nysgerrig efter at vide, hvordan man bliver sådan; selvsikker, stærk, en leder.

Der falder en skygge hen over Sarahs ansigt. “Der er ikke noget før,” siger hun kort og bliver for første gang tavs. Vi vasker op uden at sige et ord.

Da opvasken er overstået, og det er tid til at udstyre mig med noget passende tøj, bliver Sarah snakkesalig igen.

Hun fører mig hen til et lille rum, som jeg fejlagtigt tog for at være et soveværelse før. Der ligger tøj i store dynger overalt, på gul-vet og på hylderne. “Det er depotet,” fniser hun og slår flot ud med hånden.

“Hvor kommer alt det tøj fra?” Jeg går forsigtigt ind i rummet, men kan ikke undgå at træde på skjorter og sammenrullede sokker. Hver eneste kvadratcentimeter af gulvet er dækket af tøj af den ene eller anden slags.

“Vi finder det rundtomkring,” siger Sarah undvigende. Så med ét bliver hun bidsk. “Blitzen var overhovedet ikke, sådan som de på-står, at du ved det. Zombierne lyver, ligesom de lyver om alt muligt andet.”

“Zombierne?”Sarah smiler. “Det kalder vi de opererede. Raven siger, at de lige

så godt kunne være zombier. Hun siger, at indgrebet gør folk dum-me.”

“Det er ikke rigtigt,” ryger det ud af mig, og jeg er lige ved at rette hende: Det er lidenskaben, der gør os dumme og dyriske. Fri


34

for kærligheden er vi tættere på Gud. Det er et gammelt ordsprog fra Håndbog i samfund, sikkerhed og sundhed. Det var meningen, at behandlingen skulle befri os fra voldsomme følelsesudsving og i stedet give os klarhed og stabilitet.

Men når jeg tænker på tante Carols tomme øjne og min søsters udtryksløse ansigt, synes jeg egentlig, at udtrykket zombier er ret rammende. Og det er sandt, at alle historiebøgerne og alle vores læ-rere løj om blitzen; ifølge dem blev Vildmarken vasket fuldstændig ren under bombetogterne. Ifølge dem findes de lovløse – eller dem, der bor i bosættelserne – slet ikke.

Sarah trækker på skuldrene. “Hvis man er klog, bekymrer man sig om andre. Og at bekymre sig om andre er at elske andre.”

“Er det også noget, Raven har sagt?”Hun smiler igen. “Raven er vildt klog.”Jeg graver lidt i dyngerne, og til sidst finder jeg et par armygrøn-

ne bukser og en langærmet bomuldsbluse. Det ville føles for under-ligt at have en andens trusser på, så jeg beholder mine gamle. Sarah vil have, at jeg skal gå model med mit nye outfit – hun nyder det virkelig og tigger mig om at prøve forskellige ting; det er første gang, hun opfører sig som et normalt barn – og da jeg beder hende vende sig om, så jeg kan skifte, glor hun på mig, som om jeg er tosset. Der er nok ikke meget privatliv i Vildmarken. Men så vender hun sig ind mod væggen med et skuldertræk.

Det er rart at være fri for den lange T-shirt, som jeg har haft på i flere dage. Jeg ved, jeg lugter grimt, og jeg længes efter at komme i bad, men lige nu er jeg bare taknemmelig for noget relativt rent tøj. Bukserne passer fint, de sidder lidt lavt i taljen, men da jeg har smø-get benene lidt op, slæber de ikke hen ad jorden. Bomuldsblusen er blød og behagelig.

“Ikke dårligt,” siger Sarah, da hun vender sig om. “Nu ligner du næsten et menneske.”

“Tak.”


35

“Jeg sagde næsten.” Hun fniser igen.“Nå, men så næsten tak.”Det er sværere med sko. De fleste i Vildmarken går barfodet om

sommeren, og Sarah viser mig stolt sine fodsåler, der er brune og hårdhudede. Men til sidst finder vi et par løbesko, der kun er en lille smule for store; med et par tykke sokker passer de fint.

Da jeg læner mig forover for at binde snørebåndene, går der endnu et jag gennem mig. Jeg har gjort det her så mange gange – før store løbestævner, i forskellige omklædningsrum, omgivet af en masse kroppe, ved siden af Hana, som jeg altid jokede med, hvem der løb hurtigst – og jeg tog det altid for givet.

For første gang tænker jeg tanken: Jeg ville ønske, jeg ikke havde krydset grænsen – og jeg skubber den straks væk igen, forsøger at begrave den. Jeg krydsede grænsen, og Alex døde under forsøget. Der er ingen grund til at se sig tilbage. Jeg kan ikke se mig tilbage.

“Er du klar til at se resten af basen?” spørger Sarah.Bare det at klæde mig af og på igen har udmattet mig. Men jeg

er desperat efter at få frisk luft og mere plads.“Vis mig den,” siger jeg.Vi går tilbage gennem køkkenet og op ad den snævre trappe på

den anden side af komfuret. Sarah piler af sted foran mig og for-svinder ud af syne, da trappen drejer skarpt. “Så er vi der næsten!” råber hun.

Trappen slår et sidste sving – og pludselig er den der ikke mere: Jeg træder ud i et blændende solskin og mærker blød jord under skoene. Jeg snubler forvirret og midlertidig blindet. Et øjeblik føles det, som om jeg er gået ind i en drøm, og jeg glipper med øjnene og prøver at få mening i denne anden verden.

Sarah står et par meter fra mig og ler. Hun slår ud med armene, der er badet i solskin. “Velkommen til vores bosættelse,” siger hun og opfører en lille hoppedans i græsset.

Jeg har sovet og opholdt mig under jorden – det burde jeg have


36

gættet ud fra fugten og de manglende vinduer. Trappen har ført os op til jordens overflade og har brat sluppet os fri. Dér, hvor der bur-de have været et hus, eller i det mindste en bygning af en slags, er der bare et stort område med græs, der er delvist dækket af murbrokker og forkullede træer.

Jeg var ikke forberedt på fornemmelsen af solskin eller lugten af jord og liv. Rundt om os står der kæmpestore træer, hvis blade lige akkurat har fået gule kanter, som om de langsomt brænder fra kan-terne og indad, og som danner et mønster på jorden af felter med lys og skygge. Dybt inde i mig mærker jeg noget gammelt røre på sig, og jeg kunne kaste mig ned på jorden og græde af glæde eller brede armene ud til hver side og snurre rundt. Efter at have været lukket inde så længe har jeg lyst til at tage store slurke af al den plads, al den lyse, tomme luft, der strækker sig ud til alle sider.

“Det var engang en kirke,” forklarer Sarah. Hun peger om bag mig på murbrokkerne og det sodsværtede træ. “Men bomberne nå-ede ikke ned i kælderen. Der er masser af den slags undergrundsste-der i Vildmarken, som bomberne ikke fik ram på.”

“En kirke?” Det kommer bag på mig. I Portland er kirkerne af stål og glas og bare, hvide mure. Det er sterile steder, steder, hvor livets mirakel og Guds videnskab bliver fejret og demonstreret med mikroskoper og centrifuger.

“En af de gamle kirker,” præciserer hun. “Dem er der også man-ge af. Vest for Rochester er der endda en hel, næsten ubeskadiget kirke. Den skal jeg nok vise dig en dag, hvis du har lyst.” Så hiver hun i kanten af min bluse. “Kom nu, der er meget, du skal se.”

Den eneste anden gang, jeg har været i Vildmarken, var sammen med Alex. Vi sneg os over grænsen, så han kunne vise mig, hvor han boede. Den bosættelse lå også i en lysning, ligesom denne, et sted, der engang havde været beboet, et sted, som naturen endnu ikke havde lagt beslag på. Men denne lysning er kæmpestor og fyldt med sammenstyrtede hvælvinger og mure og en trappe, der snor sig op


37

fra jorden og ender i den tomme luft. På det sidste, allerøverste trin har forskellige fugle bygget rede.

Jeg kan næsten ikke få vejret, mens Sarah og jeg langsomt bevæ-ger os gennem græsset, der er fugtigt og nogle steder når os næsten til knæene. Det er en verden af ruiner, et surrealistisk sted. Døre, der åbner ud til ingenting; en rusten lastbil uden hjul, der står midt på en strimmel grønt græs med et træ voksende op igennem den; skin-nende, forvredne metalstykker overalt, smeltet og bøjet til ukende-lige former.

Sarah går, eller snarere hopper, af sted ved siden af mig; nu da vi er udenfor, bobler hun af munterhed. Hun smutter let og elegant uden om sten og metal, der flyder i græsset, mens jeg hele tiden må holde blikket på jorden. Det er langsommeligt og trættende.

“Det var engang en by,” siger Sarah. “Og det her var nok hoved-gaden. Der er stadig mange unge træer heromkring, men der er næ-sten ingen bygninger tilbage. Det er sådan, man kan se, hvor husene har været. Træ brænder meget nemmere. Selvfølgelig.” Hun sænker stemmen til en hvisken og spærrer øjnene lidt op. “Det var faktisk ikke bomberne, der ødelagde mest. Det var de ildebrande, der fulgte efter.”

Det lykkes mig at nikke.“Det her var en skole.” Hun peger på endnu et stort, lavt bevok-

set og tilnærmelsesvist rektangulært område. Træerne rundt om er mærket af ilden: Hvidvisnede, som de er, og uden blade minder de mig om høje, ranglede spøgelser. “Nogle af skabene stod der bare med dinglende låger. Der var stadigvæk tøj og alt muligt i nogle af dem.” Hun ser et øjeblik brødebetynget ud, og så dæmrer det: Tøjet i depotet, de bukser og den bluse, jeg har på – det må være kommet et sted fra, det må være fundet et sted.

“Vent lige lidt.” Jeg er forpustet, så vi stopper op foran den gam-le skole, så jeg kan hvile. Vi står i en stribe solskin, og jeg nyder varmen. Fugle kvidrer og svirrer over os, små, hurtige skygger mod


38

himlen. Et stykke væk kan jeg høre råb og latter fra lovløse, der bra-ser gennem skoven. Luften er fuld af svævende gyldengrønne blade.

På det øverste trin af en trappe, der må have været indgangen til skolen, sidder et egern på bagbenene og bearbejder behændigt en nød, som den holder mellem forpoterne. Nu er trappen stødt på grund og ender i blød jord og et dække af vilde blomster. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fødder, der har gået lige her, hvor egernet sidder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de små varme hænder, der har drejet utallige nummerkombinationer på skabslåsene, alle stemmerne, den daglige snak og løben på gan-gene. Og så tænker jeg på, hvordan det må have været under blitzen – panikken, skrigene, flugtforsøgene, ilden.

I skolen lærte vi, at blitzen, udrensningen, var hurtig og effektiv. Vi så kortfilm med piloter, der vinkede fra cockpittet, mens bom-berne i baggrunden ramte et grønt tæppe af træer, der var så små, at de lignede legetøj, mens slanke røgsøjler snoede sig yndefuldt op i luften. Ikke noget svineri, ingen smerte, ingen skrig. Bare en hel be-folkning – dem, der havde nægtet at flytte til godkendte, afgrænsede lokaliteter, de ikke-troende og smittede – udslettet på én gang, som med et enkelt tastetryk i et computerspil, forvandlet til en drøm.

Men sådan gik det selvfølgelig ikke til. Ikke i virkeligheden. Ska-bene var stadigvæk fulde. Børnene havde ikke haft tid til noget som helst andet end at kæmpe for deres liv.

Det lykkedes måske for nogle af dem – nogle ganske få – at flygte og overleve i Vildmarken, men de fleste døde. Hvad dét angår, talte vores lærere i det mindste sandt. Jeg svajer frem og tilbage og må lukke øjnene.

“Er du okay?” spørger Sarah. Hun lægger en hånd på min ryg. “Vi kan godt vende om.”

“Nej, jeg er okay.” Jeg åbner øjnene. Vi er kun gået omkring 100 meter. Det meste af den gamle hovedgade strækker sig stadig foran os, og jeg er besluttet på at se det hele.


39

Vi går endnu langsommere, og Sarah udpeger de tomme felter og smadrede fundamenter, hvor der har stået bygninger: en restau-rant (“et pizzeria – det er dér, vi har komfuret fra”), en delikatesse-forretning (“kan du se skiltet derovre? ‘Sandwich på bestilling’”), en købmandsforretning.

Synet af den ødelagte købmandsforretning gør Sarah trist til mode. Hér er jorden mere rodet op, og græsset er endnu nyere end andre steder; tegn på, at der er blevet gravet i årevis. “I lang tid fandt vi mad, der lå begravet her rundtomkring. Konserves, du ved, og også hele pakker af madvarer, som havde overlevet brandene.” Hun sukker længselsfuldt. “Men nu er der ikke mere tilbage.”

Vi går videre. Endnu en restaurant, genkendelig på en kolossal metaldisk og to metalstole side om side i en stor solskinsplet, en isenkramforretning (“den har reddet os mange gange”). Ved siden af isenkramforretningen ligger en gammel bank; også hér forsvinder trappen ned i et gabende hul i jorden, en mørk mund. Den mørk-hårede fyr – ham, der skulede – kommer netop op ad trappen og ud i solskinnet. Han har en riffel over skulderen.

“Hej Tack,” siger Sarah genert.Han purrer hende i håret, idet han går forbi. “Kun for drenge,”

siger han. “Det ved du godt.”“Ja-ja, det ved jeg godt.” Hun ruller med øjnene. “Jeg viser bare

Lena rundt. Det er dér, drengene sover,” siger hun henvendt til mig.

Så de lovløse har altså ikke selv gjort helt op med segregations-politikken. Dette lille eksempel på normalitet, noget velkendt, er en lettelse.

Tack ser på mig og rynker panden.“Hej.” Min stemme lyder som en kvækken. Jeg forsøger, uden

held, at smile. Han er meget høj og – ligesom alle andre i Vildmar-ken – mager. Men hans underarmsmuskler er tydelige, og hans kæbe er kantet og stærk. Han har også et operationsar bag venstre øre. Jeg


40

spekulerer på, om det er falsk, ligesom Alex’, eller om indgrebet ikke virkede på ham.

“Bare hold jer fra boksen.” Ordene er henvendt til Sarah, men han kigger stadig på mig. Hans øjne er kolde, vurderende.

“Skal vi nok,” siger Sarah. “Sådan er han over for alle,” hvisker hun, da han går.

“Jeg kan godt se, hvad Raven mener med attitudeproblemet.”“Du skal ikke være ked af det. Jeg mener, du skal ikke tage det

personligt.”“Det gør jeg heller ikke,” siger jeg, men hvis jeg skal være helt ær-

lig, har det lille korte møde rystet mig. Alting her er forkert, på ho-vedet, omvendt: døre, der åbner ud i ingenting, usynlige bygninger – huse, skilte, gader, der stadig kaster fortidens skygge over alt. Jeg kan mærke dem, kan mærke hundrede af fødder, kan høre latter fra gamle dage under fuglesangen: et sted bygget på minder og ekkoer.

Pludselig er jeg udmattet. Vi er kun nået halvvejs ned ad gaden, men nu virker min tidligere beslutning om at gå hele distancen ab-surd. Solens stærke lys, luften og al den plads omkring mig føles desorienterende, og jeg vender mig – lidt for hurtigt, lidt for klod-set – og snubler over en flad sten, der er overklattet af fuglelort; et sekund svæver jeg i luften i et frit fald, så lander jeg hovedkulds på jorden.

“Lena!” I løbet af ingen tid står Sarah der og hjælper mig på be-nene. Jeg har bidt mig i tungen og kan smage metal. “Er du okay?”

“Giv mig lige et øjeblik,” gisper jeg. Jeg læner mig op ad stenen. Så går det op for mig, at jeg ikke engang ved, hvilken dag det er, hvilken måned. “Hvad dag er det i dag?” spørger jeg.

“Den 27. august,” svarer hun. Hendes ansigt er fortrukket af be-kymring, men hun holder sig på afstand.

Den 27. august. Jeg forlod Portland den 21. august. Jeg har næ-sten mistet en hel uge i Vildmarken, på dette omvendte sted.

Det er ikke min verden. Min verden er milevidt herfra; en ver-


den af døre, der fører ind til rum, og rene, hvide vægge, køleskabes beroligende brummen, en verden af omhyggeligt anlagte gader og fortove, der ikke er revnet på kryds og tværs. Endnu et jag. Om mindre end en måned skal Hana opereres.

Det var Alex, der forstod, hvordan tingene fungerer her i Vild-marken. Han kunne have genopbygget denne gade for mig, for-vandlet den til et sted med mening og orden. Han ville have ledt mig gennem vildnisset. Sammen med ham ville jeg have været okay, sammen med ham kunne jeg have klaret alt.

“Er der noget, du trænger til? Skal jeg hente noget til dig?” spør-ger Sarah usikkert.

“Jeg er okay, jeg skal bare lige ...” Jeg kan næsten ikke få ordene frem, få dem forbi smerten. “Det må være maden. Jeg er ikke vant til den.”

Jeg skal kaste op igen. Jeg holder hovedet ned mellem knæene og hoster for at camouflere den hulken, der gennemryster mig.

Men Sarah ved, hvordan jeg har det, for hun siger med sin aller-blideste stemme: “Man vænner sig til det efter et stykke tid.” Jeg har på fornemmelsen, at hun ikke kun mener maden.

Derefter er der ikke andet at gøre end at gå tilbage: ned ad den sønderbombede gade og ind og ud mellem de glimtende metal-stumper, der ligesom slanger ligger på lur i det høje græs.

Sorg er som at synke, som at blive begravet. Vandet omkring mig har samme skidenbrune farve som opsparket jord. Hvert åndedrag ender i hosten. Der er ikke noget, jeg kan holde fast i, ingen sider, jeg kan klatre op ad. Der er ikke andet at gøre end at give slip.

Give slip. Mærke tyngden, mærke den konstante trykken for brystet, mærke lungerne klappe sammen. Lade sig synke ned. Der er ikke andet end bunden, ikke andet end smagen af metal og ekkoet af gamle ting og dage, der ligner mørke.


42

nu

Det var sådan, jeg var dengang: famlende, synkende, fortabt i rum og skærende lys. Min fortid var blevet vasket ren, var blevet bleget til et stift og pletfrit hvidt lærred.

Men man kan bygge en fremtid på alt. En stump, et glimt. Øn-sket om at fortsætte, langsomt, et skridt ad gangen. Man kan bygge en by på ruiner.

Det er den pige, jeg er lige nu: med sammenpressede knæ og hænderne på lårene. Silkeblusen strammer i halsen, den reglemen-terede nederdel med Quincy Edwards High School-emblemet har en ulden linning. Den kradser, og jeg ville ønske, jeg kunne kradse igen, men det gør jeg ikke. Det ville hun tage som et tegn på usik-kerhed, og jeg er ikke usikker – jeg vil aldrig være usikker igen i hele mit liv.

Hun blinker. Det gør jeg ikke. ‘Hun’ er mrs. Tulle, skolens rek-tor, hvis ansigt ligner en fisk, der er mast ind mod glas: Hendes øjne er så store, at de ser forvrængede ud.

“Hvordan går det derhjemme, Magdalena?”Det er underligt at høre hende bruge mit fulde fornavn. Alle

andre kalder mig bare Lena.“Fint,” svarer jeg.Hun samler omhyggeligt papirerne på skrivebordet i en lille bun-

ke. Alt på hendes kontor er i pinlig orden, alle kanter flugter på millimeteren. Selv vandglasset foran hende står præcist midt på den lille runde glasbrik. De opererede kan godt lide orden; de retter til,


43

retter ud og retter ind. Renlighed er en dyd, og orden er en velsignelse. Det holder dem vel beskæftiget, små opgaver, der kan udfylde de lange, tomme timer.

“Du bor sammen med din søster og hendes mand, er det ikke rigtigt?”

Jeg nikker og gentager historien om mit nye liv: “Min mor og far blev dræbt i en af Hændelserne.” Det er i det mindste ikke helt forkert. Den gamle Lena var også forældreløs, eller så godt som i hvert fald.

Jeg behøver ikke forklare henvisningen til Hændelserne. Efter-hånden har alle hørt om dem: Sidste efterår slog modstandsbevægel-sen til med nogle velkoordinerede, voldelige angreb. I en håndfuld større byer forårsagede medlemmerne – hjulpet af sympatisører og i nogle tilfælde unge ikke-opererede – eksplosioner i vigtige kommu-nale bygninger.

I Portland valgte modstandsbevægelsen at sprænge en del af Krypten i luften. I det efterfølgende kaos blev 20-25 civile dræbt. Det lykkedes politiet og regulatorer at genoprette ro og orden, men da var flere hundrede indsatte allerede flygtet.

Det er da skæbnens ironi: Min mor tilbragte over 10 år af sit liv med at grave sig ud af Krypten, men hvis hun havde ventet nogle få måneder, kunne hun bare være spadseret ud i friheden.

Mrs. Tulle skærer en grimasse.“Ja, jeg så det godt i din journal.” Bag hende brummer en luft-

fugter, men luften er alligevel tør. Hendes kontor lugter af papir og, ganske svagt, af hårspray. En dråbe sved triller ned ad ryggen på mig. Nederdelen er så varm.

“Det bekymrer os, at du tilsyneladende har problemer med at falde til,” siger hun og stirrer på mig med sine fiskeøjne. “Du spiser frokost alene.” Det er en anklage.

Selv den nye Lena bliver en anelse flov; det eneste, der er værre end ikke at have nogen venner, er at blive ynket for ikke at have


44

nogen venner. “Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg det svært med pigerne,” siger nye Lena. “Jeg synes, de er lidt ... umodne.” Mens jeg taler, drejer jeg hovedet lidt, så hun kan se det karakteristiske, tredobbelte ar bag mit venstre øre: det umiskendelige tegn på, at en person har fået foretaget indgrebet.

Straks bliver hendes ansigtstræk blødere, blidere. “Ja, naturligvis. Mange af dem er trods alt også yngre end dig. Nogle af dem er ikke fyldt 18 endnu, de er stadig ikke-opererede.”

Jeg slår ud med hænderne som for at sige Naturligvis.Men selvom mrs. Tulles stemme ikke længere er så skarp, er hun

ikke færdig med mig. “Mrs. Fierstein siger, at du faldt i søvn igen i hendes time. Vi er bekymrede, Magdalena. Er arbejdsbyrden for stor? Har du problemer med at sove om natten?”

“Jeg har lidt for meget om ørerne,” indrømmer jeg. “Det er alt det her DFA ...”

Mrs. Tulle hæver imponeret øjenbrynene. “Jeg vidste ikke, du var engageret i DFA.”

“Division A,” siger jeg. “Vi holder et stort stævne næste fredag. Faktisk er der planlægningsmøde i eftermiddag på Manhattan. Jeg vil helst ikke komme for sent.”

“Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har godt hørt om stævnet.” Mrs. Tulle løfter stakken med papirer og slår den nænsomt ned i bordet for at sikre sig, at siderne flugter, og lægger så stakken ned i en skuffe. Det magiske ord er DFA: DeliriaFrit Amerika. Sesam, luk dig op. Nu er hun venligheden selv. “Det er flot, at du ud over skolen engagerer dig i den slags, Magdalena. Vi støtter bestemt DFA’s arbejde. Du skal bare finde en balance. Uanset hvor vigtigt det sociale arbejde er, må det ikke gå ud over skolen.”

“Nej, naturligvis ikke.” Jeg bøjer brødebetynget hovedet. Den nye Lena er en dygtig skuespiller.

Mrs. Tulle smiler til mig. “Smut du så bare. Vi kan jo ikke have, at du kommer for sent til mødet.”


45

Jeg rejser mig og slynger min taske over skulderen. “Tak.”Hun nikker over mod døren som tegn på, at jeg kan gå.Jeg går ned ad de skurede linoleumsgange, flere hvide vægge,

mere stilhed. På det her tidspunkt er alle de andre studerende gået hjem.

Videre ud gennem dobbeltdørene og ud i det knitrende hvide landskab: uventet martssne, et hårdt, blændende lys og træer ind-kapslet i et panser af mørk is. Jeg trækker frakken tættere sammen og stamper gennem smedejernsporten og ud på Eighth Avenue.

Det er den pige, jeg er nu. Min fremtid er her, i denne by, fuld af istapper, der hænger i luften, klar til at falde som sylespidse dolke.

Der er mere trafik i New York og nabobyerne, end jeg nogensinde har set. I Portland var der næsten ingen, der havde biler, som faktisk kunne køre; i New York er folk rigere og har råd til benzin. Da jeg kom til Brooklyn, tog jeg tit hen på Times Square bare for at se på bilerne, der kom kørende den ene efter den anden, sommetider 10-12 ad gangen.

På 31st Street bliver min bus fanget bag en skraldebil, der er bakket ind i en grå snedrive, og da jeg endelig når frem til Javits Kongrescenter, er DFA-mødet allerede i gang. Både trappen op til centret og den enorme vestibule ligger øde hen, og jeg kan høre den fjerne rungen fra en mikrofon og brusende bifald. Jeg skyn-der mig hen til metaldetektoren og tømmer min taske. Så stiller jeg mig med arme og ben ud til siden, mens en mand udtryksløst fører staven hen over min brystkasse og op og ned mellem mine ben. Jeg har for længst overvundet min forlegenhed ved den slags procedurer. Derfra er det hen til det klapbord, der er stillet op foran de enorme dobbeltdøre; bag dem kan jeg høre endnu et bragende bifald og flere tordnende, lidenskabelige mikrofonstemmer. Herfra kan jeg ikke tyde ordene.

“ID-kort, tak,” messer kvinden bag bordet, en frivillig. Jeg ven-


46

ter, mens hun scanner kortet, så vinker hun mig videre med et nik med hovedet.

Auditoriet er kæmpestort. Det kan rumme mindst 2000 men-nesker, og det er, som altid, næsten helt fyldt. Der er nogle få ledige pladser helt ude til venstre, tæt på podiet, og jeg lister mig rundt i kanten og sætter mig så diskret som muligt på et sæde. Men der er ingen grund til at bekymre mig: Tilhørerne er som hypnotiseret af manden på talerstolen. Luften er ladet med tusindvis af små dråber, der dirrer i luften og bare venter på at falde.

“... ikke tilstrækkeligt til at garantere vores sikkerhed,” siger manden. Hans stemme runger. Lyset fra neonrørene får hans mørke hår til at skinne, så det ligner en hjelm. Taleren er selveste grundlæg-geren af DFA, Thomas Fineman. “De snakker om risici og skader og bivirkninger og mén. Men tænk på, hvilke risici der venter os som folk og som samfund, hvis ikke vi gør noget. Hvad nytter det at beskytte en lille del, hvis vi forsømmer helheden?”

Spredt bifald. Thomas retter på manchetterne og læner sig frem mod mikrofonen. “Det er vores vigtigste mål. Det er dét, der er formålet med vores demonstration. Vi beder regeringen, myndig-hederne og videnskabsmændene beskytte os. Vi beder dem om ikke at svigte os, men holde fast ved Gud og hans Orden. Forkastede Gud måske ikke selv millioner af arter, som på den ene eller anden måde var mangelfulde eller ufuldkomne, på sin vej til det perfekte skaberværk? Lærer vi måske ikke, at det sommetider kan være nød-vendigt at udrense de svage og de syge for at nå frem til et bedre sam fund?”

Bifaldet brager og stiger i styrke. Jeg klapper også. Lena Morgan Jones klapper.

Dette er min mission, det job, som Raven har givet mig: Hold øje med DFA. Bland dig med dem. Iagttag dem.

Det er det eneste, de har sagt.“Og endelig beder vi regeringen stå ved løftet i Håndbog i sam-


47

fund, sikkerhed og sundhed: at værne om vores byers og vores folks sundhed og sikkerhed.”

Jeg iagttager:Rækker af loftslamper.Rækker af halvmåneansigter, blege, oppustede, frygtsomme og

taknemmelige – de opereredes ansigter.Gråt gulvtæppe, godt slidt af mange fødder.En fed mand til højre for mig, han hiver efter vejret, livremmen

er spændt oven over den tykke vom.Et lille separat område ved siden af podiet, tre stole, kun én af

dem er optaget.En ung fyr.Af alle de ting, jeg ser, er han det mest interessante. De andre

ting – tæppet, ansigterne – er de samme ved hvert eneste DFA-mø-de. Selv den fede mand. Sommetider er han fed, sommetider er han tynd, sommetider er det en kvinde i stedet for en mand. Men ellers er det det samme – det er altid det samme.

Fyrens øjne er mørkeblå, en uvejrsfarve. Hans hår er karamelfar-vet og bølget og når ham til kæben. Han er iført pressede, mørke jeans og en rød polotrøje, der trods vejret har korte ærmer. Hans sko er nye, og han har et skinnende sølvur om det ene håndled. Alt ved ham signalerer penge. Han har foldet hænderne i skødet. Alt ved ham signalerer korrekthed. Også hans udtryksløse ansigt, mens han iagttager sin far på talerstolen, er perfektion og øvelse – indbegrebet af den opereredes kontrollerede distance.

Bortset fra, at han selvfølgelig ikke er opereret, ikke endnu. Det er Julian Fineman, Thomas Finemans søn, og selvom han er 18, har han endnu ikke fået foretaget indgrebet. Indtil nu har lægerne nægtet at udføre det. Men det ændrer sig næste fredag, samme dag som det planlagte DFA-stævne på Times Square. Så vil han blive opereret, og han vil blive helbredt.

Muligvis. Der er også den mulighed, at han vil dø, eller at hans


48

hjernefunktioner vil være så ødelagte, at han lige så godt kunne være død. Men ikke desto mindre vil han have indgrebet. Hans far insi-sterer på det. Julian insisterer på det.

Jeg har aldrig før set ham personligt, men jeg har set hans ansigt på plakater og i pamfletter. Julian er berømt. Han er en martyr, en helt, og formand for DFA’s ungdomsafdeling.

Han er højere, end jeg havde forventet. Og pænere. Fotografier-ne har ikke ydet hans kæbelinje retfærdighed, heller ikke hans brede skuldre; han har en svømmers kropsbygning.

På talerstolen er Thomas Fineman ved at afslutte sin del af talen. “Vi benægter ikke, at det kan være risikabelt at sætte ind på et tid-ligere tidspunkt,” siger han, “men vi hævder, at det kan være end-nu mere risikabelt at udskyde behandlingen. Vi er villige til at tage konsekvenserne. Vi er modige nok til at ofre nogle få for flertallet.” Han tier, mens klapsalver igen fylder auditoriet, og lægger billigende hovedet på skrå, indtil bifaldet fortager sig. Lyset glimter i hans ur; far og søn har ens armbåndsure.

“Lad mig præsentere jer for en person, der personificerer DFA’s værdier. Denne unge mand forstår bedre end nogen anden vig-tigheden af indgrebet, selv for unge, selv for dem, der måtte være i farezonen. Han forstår, at for at vi alle kan leve i lykke og tryg- hed i De Forenede Stater, kan det være nødvendigt at ofre den enkeltes behov. Opofrelse er sikkerhed, og sundhed findes kun i helheden. Kære DFA-medlemmer, tag godt imod min søn, Julian Fineman.”

Klap, klap, klap. Lena klapper sammen med alle de andre. Tho-mas overlader podiet og talerstolen til Julian. De nikker afmålt til hinanden på trappen, men rører ikke ved hinanden.

Julian lægger sine notater foran sig på pulten. Et øjeblik fyldes auditoriet med den forstærkede lyd af raslende papirer. Julian lader blikket glide hen over tilhørerne, og med ét lander det på mig. Han åbner munden, og mit hjerte går i stå: Det er, som om han lige har


49

genkendt mig. Så glider hans blik videre, og mit hjerte hamrer inde bag ribbenene. Jeg er bare paranoid.

Han fumler med mikrofonen for at justere den i højden. Han er endnu højere end sin far. Det er pudsigt, at de er så forskellige: Thomas er høj og mørk og streng, en høg; hans søn er høj og lys og bred, med ufatteligt blå øjne. Kun den markerede kæbelinje går igen hos dem begge.

Julian kører en hånd gennem håret, og det slår mig, at han måske er nervøs. Men da han tager ordet, er hans stemme fyldig og rolig.

“Jeg var 9 år gammel, da jeg fik at vide, at jeg skulle dø,” siger han nøgternt, og igen mærker jeg luften dirre af små glitrende drå-ber, som om alle tilhørerne netop har lænet sig et par millimeter frem. “Det var dengang, anfaldene begyndte. Det første var så slemt, at jeg var lige ved at bide min tunge over; under det andet anfald slog jeg baghovedet ind i kaminen. Mine forældre blev bekymrede.”

Det vender sig i mig dybt nede under alle de lag, jeg i løbet af de sidste 6 måneder har opbygget, nede under den falske Lena og hendes facade og ID-kort og det tredobbelte ar bag øret. Det er den verden, vi lever i, en verden af sikkerhed og lykke og orden, en ver-den uden kærlighed.

En verden, hvor børn knalder hovedet ned i kaminen og er lige ved at bide tungen af, og deres forældre er bekymrede. Ikke skræmte eller desperate eller fortvivlede. Bekymrede, som når man har glemt at betale skat, eller ens barn dumper i matematik.

“Lægerne sagde, at det var en svulst i min hjerne, der var skyld i anfaldene. Den operation, der skulle fjerne svulsten, ville være livstruende. De tvivlede på, at jeg ville overleve. Men hvis de ikke opererede – hvis de lod svulsten vokse og blive større – ville jeg ikke have nogen chancer overhovedet.”

Julian tier og sender sin far et flygtigt blik. Thomas Fineman har sat sig på den stol, hvor hans søn sad, og sidder nu med udtryksløst ansigt og benene over kors.


50

“Ikke have nogen chancer overhovedet,” gentager Julian. “Så væksten, svulsten, måtte skæres væk. Det syge væv måtte fjernes. Ellers ville det sprede sig og forvandle det sunde væv til sygt væv.”

Julian bladrer i notaterne, og uden at tage blikket fra siderne for-an sig læser han højt: “Den første operation gik godt, og anfaldene holdt op. Så, da jeg var 12, kom de igen. Kræften var vendt tilbage, og denne gang trykkede svulsten på hjernestammen.”

Hans hænder knuger kortvarigt om kanten af pulten og slapper så af. Et øjeblik er der stille i auditoriet. En eller anden hoster. Små dryp, vi er alle sammen som små dråber, der venter på at slippe taget, venter på, at nogen skal vise os vejen, hælde os ned ad en sti.

Julian ser op. Hans billede er kastet op på storskærmen bag ham, som forstørrer hans ansigt 15 gange. Hans øjne er en hvirvel af blåt og grønt og gyldent, ligesom havets overflade en solskinsdag, og bag fladheden, bag den indøvede ro, synes jeg, jeg kan fornemme et glimt af et eller andet, et udtryk, som er væk, før jeg når at identificere det.

“Siden den første operation er jeg blevet opereret endnu tre gan-ge,” siger han. “De har fjernet svulsten fire gange, og tre gange er den vokset ud igen, som sygdomme gør, medmindre de fjernes hur-tigt og fuldstændigt.” Han holder en lille pause, så ordene kan træn-ge ind. “Jeg har nu været rask i 2 år.” Spredt bifald. Julian løfter en hånd, og der bliver stille igen.

Julian smiler, og den kolossale Julian bag ham smiler også; en sløret, pixeleret udgave. “Lægerne har sagt, at yderligere operationer kan bringe mit liv i fare. Der er allerede blevet fjernet for meget væv; hvis jeg får foretaget indgrebet, vil jeg måske miste evnen til at styre mine følelser. Jeg vil måske miste evnen til at tale, til at se, til at bevæge mig.” Han lægger vægten over på det andet ben. “Måske vil min hjerne lukke helt ned.”

Jeg kan ikke lade være; jeg holder også vejret, sammen med alle de andre. Kun Thomas Fineman virker rolig og fattet. Gad vide, hvor tit han har hørt talen.


Julian læner sig ned mod mikrofonen, og med ét er det, som om han henvender sig til hver og én af os; hans stemme er lav og ind-trængende, en hemmelig hvisken i vores ører.

“Derfor har de nægtet at foretage indgrebet. Vi har kæmpet i mere end et år, og nu har vi endelig fået en dato. Den 23. marts, samme dag som vores stævne, bliver jeg helbredt.”

Mere spredt bifald, men Julian skærer gennem det. Han er ikke færdig endnu.

“Det bliver en historisk dag – selvom det måske også bliver min sidste. Tro ikke, at jeg ikke forstår risikoen, for det gør jeg.” Han retter sig op, og hans stemme bliver kraftigere. Nu lyner øjnene på skærmen, slår gnister. “Men der er ikke noget valg, ligesom der hel-ler ikke var det, da jeg var 9. Vi må fjerne sygdommen, vi må skære den væk, uanset hvad følgerne måtte være. Ellers vil den bare vokse. Den vil sprede sig som andre kræftknuder og bringe os alle i fare – alle, der er født i dette vidtstrakte, vidunderlige land. Derfor siger jeg til jer: Vi vil – vi må – skære sygdommen væk, hvor den end viser sig. Tak.”

Det var dét. Han gjorde det. Han har prikket til os alle sammen, alle os, der hænger og dirrer afventende, og nu vælter vi ned mod ham, vi rider på en bølge af lyd, af råb og hujen og klapsalver. Lena klapper sammen med de andre, til det brænder i hendes håndflader, hun bliver ved med at klappe, til de er følelsesløse. Halvdelen af til-hørerne rejser sig. Nogen begynder at råbe: “DFA! DFA!”, og snart efter følger resten trop i et rytmisk brøl. På et tidspunkt går Thomas op til sin søn på podiet, og så står de side om side – den ene lys, og den anden mørk, ligesom månens to sider – og ser ud over os, mens vi klapper og hujer og råber. De er månen, vi er tidevandet, deres ti-devand, og under deres ledelse vil vi befri verden for alle væmmelige pletter og sygdomme.


Pandæmonium - af Lauren Oliver

Documents

Transcript of Pandæmonium - af Lauren Oliver