Palæobiologiske, sedimentologiske og geokemiske ... · Palæobiologiske, sedimentologiske og...

1

Palæobiologiske, sedimentologiske og geokemiskeundersøgelser af Sen Weichsel og Holocæne aflejringer iStore Åmose, Danmark

NANNA NOE-NYGAARD, CHRISTIAN HANS ABILDTRUP, TROELS ALBRECHTSEN,ANNE BIRGITTE GOTFREDSEN og JANE RICHTER

Nanna Noe-Nygaard, Troels Albrechtsen, Christian Hans Abildtrup, Anne Bir-gitte Gotfredsen og Jane Richter: Palæobiologiske, sedimentologiske og geoke-miske undersøgelser af Sen Weichsel og Holocæne aflejringer i Store Åmose,Danmark. Geologisk Tidsskrift, hæfte 2, pp. 1–65. København, 1998–08–20.

The Quaternary history of the Store Åmose lake basin, Sjælland, East Denmarkdates back to 13,000–14,000 years BP. The development is inferred from analy-ses of sedimentary facies, palaeobiology and stable isotopes. The Younger Dryas-Preboreal transition is marked by a rapid lowering of lake level, causing a forcedregression, resulting in erosion of late glacial lake-margin deposits and deposi-tion of a coarse-grained boundary layer. The boundary layer separates the mainlyclastic-dominated late glacial lake deposits from the postglacial organic sedi-ments. It is recorded in all geochemical parameters, including stable isotope ra-tios of oxygen and carbon. The lowering of lake level at about 10,000 years BPwas probably caused by tapping of the lake when dead ice, blocking the outlet ofthe basin melted away. A similar sedimentary development is recorded in otherlake basins on Sjælland around 10,000 BP indicating a regional rapid shift fromthe cold climate of the Younger Dryas to the warmer and more humid Preborealclimate.

Postglacial lake-level changes in the open Åmosen lacustrine basin inflictedhigh stress conditions on the vertebrate fauna living in and around the lake andultimately on man living next to the lake basin.

Examination of the vertebrate fauna from four sites, situated in the Åmosebasin, covering a time interval from 8,200–4,900 years BP, reveals changes inboth diversity and body size of individual species. The isotope values in bonecollagen changed over 3,000 years in six out of eleven species, probably owingto increasing high forest shading of the forest-floor vegetation combined withthe increasing cover of the mixed lime forest. The isolation of Sjælland, whichbecame an island during that period, and the forest development have led to areduction in diversity of suitable habitats for the larger animals causing a reduc-tion in body size and species diversity. Traces of human activity on the bonematerial yield information on the hunting, butchering and marrow-fracturingmethods applied by humans living at sites with different functions such as sum-mer and winter hunting camps or more or less permanent living sites.

Nanna Noe-Nygaard, Christian Hans Abildtrup, Geologisk Institut, Øster Vold-gade 10, 1350 København K; Troels Albrechtsen, Platanvej 21, 4000 Roskilde;Jane Richter, Konservatorskolen, Esplanaden 34, 1263 København K; Anne Bir-gitte Gotfredsen, Zoologisk Museum, Kvartær-zoologisk sektion, Universitets-parken 15, 2100 København Ø.

Noe-Nygaard et al.: Store Åmose, Danmark

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:331

2Fig. 1. Sen Weichsel og Holocæne faunaselskaber, kronozoner, pollenzoner, kulturperioder, og 14C dateringer (fraAaris-Sørensen 1988).

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:342

3

Tabel 1. 14 C dateringer fra Store Åmose bopladser i 14C år før 1950 og B.C. (kalibrerede) år. De BP aldre, der er angiveti teksten er således gennemsnitsværdier af mange 14C dateringer.

14C-år B.C. B.C.K-nr. Lokalitet før 1950 Kalibreret ±1 std.afv.

K-1507 Ulkestrup Lyng Øst II 8,170±120 7,200–7,060 7,410–7,010K-1508 Ulkestrup Lyng Øst II 8,030±140 7,010 7,230–6,640K-1509 Ulkestrup Lyng Øst II 8,050±140 7,030 7,240–6,700K-2174 Ulkestrup Lyng 8,140±100 7,050 7,270–7,010K-2175 Ulkestrup Lyng 8,370±130 7,470–7,430 7,530–7,260K-2176 Ulkestrup Lyng 8,180±100 7,230–7,090 7,310–7,030K-570 Kongemose 8,400±150 7,480–7,440 7,540–7,270K-571 Kongemose 8,830±100 7,920 8,000–7,700K-1526 Kongemose 7,840±140 6,610 7,000–6,470K-1527 Kongemose 6,820±120 5,670 5,750–5,580K-1528 Kongemose 7,560±120 6,390 6,460–6,220K-1588 Kongemose 7,280±130 6,120–6,060 6,200–5,890K-1589 Kongemose 7,350±120 6,180 6,350–6,020K-1171 Præstelyng 5,000±100 3,780 3,950–3,670K-1172 Præstelyng 5,350±100 4,230–4,170 4,330–4,010K-1173 Præstelyng 5,090±120 3,940–3,820 3,990–3,760K-1174 Præstelyng 5,430±120 4,320–4,260 4,360–4,090K-2899 Muldbjerg I 4,980± 70 3,770 3,910–3,700K-4476 Muldbjerg I 4,830± 65 3,640 3,690–3,530K-4477 Muldbjerg I 4,930± 65 3,700 3,780–3,650K-4478 Muldbjerg I 4,940± 65 3,710 3,790–3,650K-123 Muldbjerg I 4,680±120 3,500–3,380 3,630–3,340K-124 Muldbjerg I 4,600±170 3,360 3,620–3,040K-125 Muldbjerg I 4,840±170 3,640 3,790–3,380K-126 Muldbjerg I 4,880±170 3,660 3,910–3,390K-127 Muldbjerg I 4,850±120 3,640 3,770–3,390K-128 Muldbjerg I 4,910±160 3,700 3,930–3,530K-129 Muldbjerg I 4,940±160 3,710 3,950–3,540K-131 Muldbjerg I 4,610±150 3,360 3,620–3,090K-132 Muldbjerg I 4,660±150 3,490–3,370 3,630–3,110K-4884 Åkonge 4,990± 65 3,780 3,910–3,700K-4885 Åkonge 4,950± 60 3,710 3,790–3,660K-4886 Åkonge 4,990± 65 3,780 3,910–3,700K-4837 Vejkonge 5,030± 65 3,890–3,800 3,940–3,720K-4628 Nøddekonge 5,010± 65 3,790 3,940–3,710

1. IndledningMange af Danmarks mest værdifulde fund af oldsagerfra stenalderen stammer fra de sjællandske lavmoser.De østdanske kalkrige moræner har leveret kalk tilsøsedimenterne, der, forseglet af de tykke overliggendetørveaflejringer, har dannet fortræffelige bevarings-forhold for oldsager, samt rester af flora og fauna oggeologiske aflejringer siden sidste istid.

På basis af de geologiske og biologiske data er detmuligt at rekonstruere ændringerne i klimaforholdgennem tiden. I Åmosens sedimenter ligger der såle-des et uvurderligt klimaarkiv for de sidste 13.000-14.000 år (Fig. 1). Ved hjælp af 14C dateringer (Tabel1 o.a.), sedimentologiske data og det biologiske ma-teriale, er det muligt at rekonstruere miljø og specieltklimaændringerne i dette tidsrum med en tidsopløs-lighed på 20–50 år.

Under såvel Første som Anden Verdenskrig tjentetørveaflejringerne i Åmosen som brændselsreserver. Iforbindelse med tørvegravningen blev store mæng-der af oldsager blotlagt og indsamlet til videre under-søgelse på Nationalmuseet. Ligeledes blev der fundetmange bopladser fra både Maglemosekultur, Konge-mosekultur og Ertebøllekultur samt tidlig Tragtbæ-gerkultur (Fig. 1) (Mathiassen 1943). Den store Øgårdeboplads fra sen Maglemosekultur blev sammen medandre Maglemosebopladser udgravet af Therkel Ma-thiassen (Mathiassen 1943). Jørgen Troels-Smith fort-satte sammen med Svend Jørgensen udgravningerneaf Åmosen specielt for at udrede den mosegeologiskeog botaniske historie (Troels-Smith 1943, 1951, 1953,1956; Jørgensen 1954, 1956, 1963, 1982). Troels-Smithindledte allerede i 1950’erne udgravninger af de un-der krigen fundne bopladser, hvoraf mange var blevetlokaliseret af Knud Andersen (Andersen 1983; An-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:343

4

dersen et al. 1982). Knud Andersen arbejdede i1950’erne med smuldbopladserne, der blev afdækketunder tørvesmuldsharvning.

Troels-Smith (1957, 1960a, 1960b, 1966) beskæfti-gede sig med årsagerne til de markante ændringer iskovbilledet på overgangen mellem Atlantisk tid,pollenzone VII, og Subboreal tid, pollenzone VIII(Elmefaldet ca. 5.000 BP 14C år eller 5.000 kulstof 14år før nu), samt de første spor af agerbrugere i Dan-mark. Anders Fischer har i de sidste år foretaget enrække prøveudgravninger i forbindelse med frednin-gen af Kongemoseområdet (Fischer 1985, 1986a,1986b).

Historien om Åmosens tilblivelse er således et re-sultat af mange forskeres arbejde gennem adskilligeår, hvor en lang række analysemetoder har været an-

vendt, spændende fra sedimentologi, geofysik, verte-brat- og invertebratpalæoøkologi, pollenanalyse, kvar-tærgeologi, geokemi og arkæologi.

2. BaggrundsdataDenne fremstilling af Åmosens historie er hovedsa-geligt baseret på et monografisk studie af Noe-Ny-gaard (1995) suppleret med oplysninger fra en rækkespecialeafhandlinger af Richter (1982b), Gotfredsen(1990), Albrechtsen (1991), Illeris (1992), Christen-sen (1995), Abildtrup (1995) og Løvberg (1996).Omfattende resumeer af specialeafhandlingerne er gi-vet andetsteds i dette hæfte af de enkelte forfattere.

Geologisk Tidsskrift 1998 / 2

Fig. 2. En skematisk sammenstilling af Åmosedata sammenholdt med samtidige relative havniveauændringer. Pl I og PlII refererer til to åbne profiler på Præstelyng se desuden Fig. 11. HST= Højstands system trakt; TST = Transgressionssystem trakt; LST = Lavstands system trakt.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:344

5

Den foreliggende syntese af det sen- og postglacialeÅmose søbassin er baseret på tilgængelige data ompalæogeografi og palæoklima, ændringer i hav- ogsøniveau, flora, fauna, menneskelig påvirkning, samtforholdet mellem menneske og miljø (Fig. 2).

Det undersøgte område er koncentreret om den cen-trale og østlige del af Åmosebassinet. Stenalder-bopladserne blev anlagt på mindre, kun delvist mose-dækkede og relativt veldrænede højdestrukturer. Kon-gemosebopladsen ligger på en tidligere halvø dannetaf et mindre senglacialt delta udfor Sandlyng Å (Fig.3, 5), og også Præstelyngen ligger på en grushalvø.Ulkestrup Lyng Øst ligger på et senglacialt barresy-stem dannet ved udløbet af Fugle Å, mens Muldbjerg-bopladsen ligger på Åmose Åens bredder (Sammen-lign Fig. 4 og Fig. 5).

Vi beskriver her nogle udvalgte afsnit af Åmosenshistorie fra Sen Weichsel til begyndelsen af tidligSubboreal tid. Datagrundlaget omfatter flere hundredekerneboringer og åbne profilvægge, et meget tæt geo-elektrisk linienet og flere højopløseligheds-pollen-diagrammer fra Præstelyngen og Kongemoseområdet(Planche I-IV i lomme). Der er bestemt titusindevisaf ferskvandsmollusker, udført hundreder af sediment-og isotopgeokemiske analyser, og endelig er denknogleanalytiske og arkæologiske del baseret på gen-nemgang af ca. 20.000 knoglefragmenter, tilhørende77 forskellige arter af pattedyr, fugle, fisk, padder ogkrybdyr (Tabel 2, 3, 4).

Knoglerne stammer fra syv udvalgte bopladser fraforskellige områder i mosen. Dog er kun de fire: Ulkes-trup Lyng Øst, Kongemose, Præstelyng og Muldbjerg


Fig. 2 fortsat.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:345

6

nærmere omtalt her (se også Gotfredsen 1998). Denældste er Ulkestrup Lyng Øst (8.100 BP), derefter føl-ger Kongemose (7.600 BP), Præstelyng (5.200 BP),Vejkonge (5.000 BP), Nøddekonge (5.000 BP), Muld-bjerg (4.900 BP) og Åkonge (4.900 BP) (Fig. 4), (seogså Tabel 1).

Knogleanalyserne er fokuseret på bopladser fra for-skellige kulturer men alle fra samme aflejringsmiljø,således at faunaforskelle, der ses mellem de enkelte,tidsadskildte bopladser, med en vis sandsynlighed kantilskrives reelle faunaforskelle, og ikke blot forskellei bevaringspotentiale.

Det tætte net af boringer sikrer forståelsen af demeget store laterale variationer og hurtige skift i sedi-mentære facies. Anvendelse af faciesanalyse og se-kvensstratigrafi giver detaljerede oplysninger omvandstandsændringerne igennem bassinets historie.Ikke mindst har det været muligt at tolke og sammen-kæde de forskellige sedimentære udtryk for sammesøniveauændring forskellige steder i søen.

De fire bopladser er behandlet forskelligt i littera-

turen. Der er skrevet meget lidt om Muldbjerg ogPræstelyngsbopladserne, på trods af at disse pladserer meget veludgravede; dette gælder især Muldbjerg.Kongemosebopladsen, der er beskrevet i en foreløbigrapport (Jørgensen 1956), blev udgravet temmelighurtigt, og kun udvalgte grøfter er systematisk udgra-vede. Man kan således forvente, at der er en mindrerepræsentativ datamængde på Kongemosebopladsenend på Muldbjerg, hvor hele bopladsen er systema-tisk udgravet. Udgravningen af Ulkestrup Lyng Østhytterne er beskrevet af Andersen et al. (1982), menda hytterne ikke er totalt udgravede, må der også herforventes et mindre repræsentativt materiale.

Da der ikke findes tidligere publicerede informa-tioner om Sen Weichsel Åmose-søen, er vægten spe-cielt lagt på nye data om sedimentation og stabile iso-toper fra dette tidsinterval (Noe-Nygaard 1995).

Fig. 3. Konturkort over den midterste del af Vestsjælland (ækvidistance 5 m). Bemærk det senglaciale delta, der fortsæt-ter ud i Saltbæk Vig. Kortet er tegnet ved Institut for Miljø, Teknologi og Samfund, Roskilde Universitets Center, Dan-mark.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:346

7

3. Store ÅmoseStore Åmose fremstår idag som et fladt åbent kultur-landskab med en blanding af opdyrkede marker oggræsarealer.

Den plane, lysåbne moseflade erkendes let, da denstår i skarp kontrast til det omkringliggende kuperededødislandskab (Fig. 3). Bassinet har et areal på 52 km2

og afvander 286 km2, målt opstrøms for Bromølle.Enkelte steder er den originale mosevegetation be-

varet f. eks. ved Ulkestrup Lyng, og her kan der fin-des levende højmose med Sphagnum, tranebær, kær-uld, lyng og revling.

Åmosen er let tilgængelig, dog er det ikke altid letat se de forskellige søaflejringer. Et let tørvebor ernæsten uundværligt for den, der er interesseret i StoreÅmoses geologi. I visse tilfælde kan dele af lagserienses i Åmose Å’s brinker eller i drængrøfter. Dele afStore Åmose omkring Kongemose er blevet fredet.Ved fredningen er adgangen til Store Åmose blevetlettere, og der er anlagt stier ude på selve mosefladen,der tillader interesserede at nyde den sjældne naturog det rige fugleliv.

4. Bassinets dannelseshistorieStore Åmose bassinet kan betragtes som en druknetsmeltevandsslette beliggende i et typisk dødislandskab(Milthers 1943; Humlum 1983). Det er dannet underafsmeltningen af sidste isfremstød, Bælthavsfremstø-det (Houmark-Nielsen 1987, Houmark-Nielsen &Lagerlund 1987). Under den maksimale afsmeltningvar Åmose Å en større flod, der var i stand til at holdedet snævre udløb gennem randmorænen ved Bjerg-sted åbent (Fig. 3, 4). Da vandføringen aftog som følgeaf formindsket afsmeltning, skred udløbet til, og StoreÅmose-søen blev dannet ved opdæmmning af den tid-ligere smeltevandsslette.

Det senglaciale bassin havde afløb mod nordvestover Bjergsted og Saltbæk Vig (Fig. 3). I forbindelsemed den hurtige temperaturstigning på overgangenmellem Sen Weichsel og Holocæn tid ændredes udlø-bet ved Strids Mølle, og Store Åmose afvandedes der-efter over Lille Åmose, Tissø og ud i Jammerlands-bugt via Nedre Halleby Å.

Fig. 4. Geografisk placering af de undersøgte bopladser i Åmoseområdet, samt en gennemsnitsdatering i 14C år BP forderes beboelsestidspunkt. Se desuden tabel 10.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:347

8

4. 1. Kort om Åmosens aflejringerI Store Åmose findes op til 16–20 m tykke sø- og tørve-aflejringer, der repræsenterer perioden fra starten afSenglacial tid (13.000–14.000 BP) og visse steder helttil idag. Åmosebassinet gennemstrømmes af HallebyÅ, idag kaldet Åmose Å med udløb i Storebælt, etåbent søbassin (Fig. 4).

Der findes de fleste steder i dag kun aflejringer iÅmosebassinet dækkende tidsrummet fra ca. 14.000BP til ca. 5.000 BP. Tørveaflejringer, af såvel lavmosesom højmosetypen, har yderligere været repræsente-ret fra Subboreal tid og fra Subatlantisk tid til nutid.De manglende tørveaflejringer har været brugt sombrændsel under to verdenskrige, og kun på få frededelokaliteter, f.eks. ved Ulkestrup Lyng kan man se sporaf de yngre moseaflejringer, der har dækket de idageksponerede sedimenter af tidlig Subboreal alder. Manmå regne med, at der har ligget 3–4 m tørv henoverden nuværende Åmoseoverflade. Den sedimentærelagserie har således repræsenteret en næsten 14.000år lang periode.

Bundtopografien af den åbne sø i Åmosebassinet errekonstrueret på basis af et tæt net af geoelektriske oggeoradar profiler (Albrechtsen 1991, 1998, Sten et al.1996). Bassinet kan underinddeles i mindst fire dybemindre subbassiner omgivet af mere højtliggendeområder. Tre, nu mindre, vandløb har deres udløb viaÅmosen. Den største er Åmose Å, der løber øst-vest

gennem Åmosen. Fugle Å løber fra nord mod syd oghar indløb i den nordlige rand af Åmosen, medensSandlyng Å kommer syd fra og løber ind i mosen langsden sydlige rand (Fig. 3). På georadar profilerne, derer lavet udfor Sandlyng åens udløb, ses et Gilbert-type delta med stejle, storskala forsæt, der bygger udi søbassinet (Fig. 3, 5). På isopach kortet erkendes degamle gennemløbssteder for Åmose Å (Fig. 5). Densenglaciale lagserie i Åmosen består overvejende aflaminerede, finkornede, klastiske sedimenter med etpar markante indslag af organiske aflejringer. Denpostglaciale lagserie derimod består overvejende afkalkrige gytjer og tørv med underordnede indslag afsand og silt.

4. 2. Sen Weichsel (14.000 til 10.000 BP)4. 2. 1. Sedimentære faciesDe sedimentære faciesbeskrivelser bygger på åbneprofiler fra Præstelyng og boringer omkring A201(Fig. 5).

Sen Weichsel lagserien er domineret af klastiske se-dimenter, hvoraf de nederste 4–5 m er aflejret somvarv. Underordnede organisk dominerede sedimenterses i visse niveauer (i transekterne Fig. 7, 8 samt i Fig.9, 10).

Tabel 2. Pattedyr, krybdyr og padder fundet på fire af de syv omtalte bopladser.

Erinaceus europaeus Hedgehog PindsvinNeomys fodiens Water shrew VandspidsmusClethrionomys glareolus Bank vole RødmusArvicola terrestris Water vole MosegrisMicrotus agrestris Common field vole NordmarkmusApodemus flavicollis Yellow-necked field mouse HalsbåndmusApodemus sylvaticus Long-tailed field mouse SkovmusSciurus vulgaris Squirrel Egern

Castor fiber Beaver BæverFelis silvestris Wild cat VildkatCanis familiaris Domestic dog HundMartes martes Pine/stone marten SkovmårMustela putorius Stoat Hermelin, lækatMeles meles Badger GrævlingLutra lutra Otter Odder

Cervus elaphus Red deer KronhjortCapreolus capreolus Roe deer RådyrAlces alces Elk ElgBos primigenius Aurochs UrokseBos domesticus Domestic cattle TamkvægOvis aries Sheep TamfårCapra hircus Goat TamgedSus scrofa Wild boar Vildsvin

Emys orbicularis European pond tortoise SumpskildpaddeBufo bufo Toad TudseRana sp. Frog Frø


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:348

9

4. 2. 2. Glaciofluviale faciesassociationFacies 1.De glaciofluviale sedimenter fra sen Mellem til SenWeichsel består af dårligt sorteret, groft sand og grusmed større sten og spredte blokke (stenstørrelse fra 5til 10 cm, og blokke op til 0,5 m). Disse sedimenterfindes hovedsagelig i den sydøstlige del af bassinetog ud for indløbene af Sandlyng Å (Fig. 6), Åmose Åog Fugle Å. Sedimenterne ses desuden nederst i dedybe profiler A201 og B404, i de to transekter (Fig.7, 8; for placering se Fig. 5), samt langs kanten af bas-sinet, hvor lagene er direkte overlejrede af tørv fraAtlantisk tid. De ses ligeledes nederst i de brednæreprofiler (Fig. 11). Undergrænsen af den glaciofluvia-

Tabel 3. Fuglearter fundet på fire af de syv omtalte bopladser.

Podiceps cristatus Great crested grebe Toppet lappedykkerPodiceps ruficollis Little grebe Lille lappedykkerPelecanus crispus Crested pelican Krøltoppet pelikan

Ardea cinerea Grey heron FiskehejreBotaurus stellaris Bittern RørdrumCiconia nigra Black stork Sort stork

Anas platyrhyncos Mallard GråandAnas acuta Pintail SpidsandAnas spatula Showeler SkeandAnas crecca Teal KrikandAnas querquedula Garganey AtlingandAnas penelope Widgeon PibeandBucephala clangula Golden-eye HvinandAythya fuligula Tufted duck TroldandAythya marila Scaup BjergandAythya ferina Pochard TaffelandTadorna tadorna Shelduck Gravand

Mergus merganser Goosander Stor skalleslugerMergus serrator Red-breasted merganser Toppet skalleslugerMergus albellus Smew Lille skalleslugerAnser anser Greylag goose GrågåsAnser fabalis Bean goose Sædgås

Cygnus olor Mute swan KnopsvaneCygnus cygnus Whooper swan SangsvaneCygnus bewickii Bewick’s swan Pibesvane

Haliaeëtus albicilla White-tailed eagle HavørnButeo buteo Buzzard MusvågeMilvus milvus Red kite Rød glenteMilvus migrans Black kite Sort glentePandion haliaëtus Osprey Fiskeørn

Tetrao urogallus Capercaillie TjurGrus grus Crane TraneFulica atra Coot BlishøneGallinula chloropus Moorhen Grønbenet rørhøneRallus aquaticus Water rail VandrikseCrex crex Corncrake Engsnarre

Numenius arquata Curlew Stor regnspoveTringa ochropus Green sandpiper SvaleklirePhilomacus pugnax Ruff BrushanePicus viridis Green woodpecker GrønspætteCorvus corone Hooded crow Gråkrage


Tabel 4. Fiskearter fundet på fire af de syv omtalte boplad-ser.

Perca fluviatilis Perch AborreAbramis brama Bream BrasenCyprinus carpio Carp KarpeTinca tinca Tench SuderCarassius carassius Crusian carp KarudseRutilus rutilus Roach SkalleScardinius erytrophthalmusRudd RudskalleSqualus acanthias Spurdog PighajSilurus glanis Catfish MalleEsox lucius Pike Gedde

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:349

10 Geologisk Tidsskrift 1998 / 2

Fig. 5. Isopach-kort konstrueret ud fra iso-ohm kort over søsedimenter i undersøgelsesområdet(baseret på Albrechtsen 1991, 1998). Ækvidistance 1 m. * = borehuller. Lige streger = sediment-transekter A201 og B404 de enkelte punkter med dybdeangivelse til bunden af søsedimenterne.(Fra Albrechtsen 1991, 1998) Se desuden fig. 5, 6 og 7 (side 71–75).

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3410

11

le faciesassociation er ikke blottet eller gennemboreti området. Lagene er mellem 0,5 og 5 m tykke og stab-lede i opad finende enheder. Generelt bliver sedimen-terne mere finkornede mod vest og nord i bassinet,samt opad i lagserien. Den sandede del af denne faciesvarierer fra mellem til grovkornet. Sten og blokke erafrundede og består hovedsageligt af flint. Nogle afde største blokke er meget forvitrede og består afeksfolieret granit. Sedimentstrukturerne er genereltsvagt udviklede og svære at identificere bl.a. på grundaf de få og spredte blotninger. Flere steder langs densydlige søbred er der blotninger, hvor sedimentstruk-turer omfatter lavvinkelkrydslejring og klatrenderibbelamination. Den meget grovkornede glacioflu-viale facies danner således bunden af Sen Weichselsøaflejringerne og udgør ligeledes underlaget for demere højtliggende moseområder.

De grovklastiske, stablede, opad finende sediment-enheder viser sammen med strømribber og kornstør-relse, at aflejring er sket i pulser i strømmende vand.Klatrende ribber tyder på rigeligt suspensionsmate-riale. Kombineret med viden om tilbagesmeltningenefter det Yngste Bælthavs fremstød (Houmark-Niel-

sen 1987) tyder det på, at aflejringen fandt sted i etglaciofluvialt system; sandsynligvis foran den tilbage-smeltende ungbaltiske is eller i tunneldalsystemer iog under den stagnerende is. Den stagnerende is ef-terlod store mængder af dødis i området rundt omÅmosen, hvilket afspejles af kurvekortet (Fig. 3). Deter sandsynligt, at dybere dele af Åmosebassinet re-præsenterer enten depressioner efter dødisklumper el-ler dybe flodskår. Lavningerne er visse steder op til15 m dybe (Albrechtsen 1991). Fordybningerne blevsenere udfyldt med senglaciale og postglaciale sedi-menter.

4. 2. 3. Glaciolakustrine faciesassociationDe glaciofluviale facies overlejres i de dybere dele afbassinet gradvist af den glaciolakustrine faciesasso-ciation, der omfatter fire facies 2a, b, 3, 4, 5. Facies 2aer fint til groft sand uden synlige strukturer, 2b er ribbe-lamineret lerblandet sand, 3 er massivt klastfrit ler, 4er fint lamineret ler og silt, 5 er lergytje. De glaciola-kustrine facies findes i de dybere dele af subbassinerne


Fig. 6. Profil i den proximale del af glaciolakustrint delta ved Sandlyng Å. Se desuden georadarprofiler fig. 6 og 7,Albrechtsen dette hæfte. Placering se Fig. 5. Georadar 1.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3411

12

Fig. 7. Transektlinie af boringer fra kanten af bassinet ud mod A 201. For placering se Fig. 5. (efter Abildtrup 1995)

Ge

olo

gisk T

idsskrift 1

99

8 / 2

Side 001-065.p65

21-07-98, 13:3512

13

på dybder fra 2 til 8 m under den nuværende over-flade (Fig. 7, 8, 9, 14).

Facies 2a. Fint til groft sandDenne facies forekommer i nogle af de dybeste profi-ler og på skråningerne langs højdestrukturer, især iden østlige del af bassinet. Sedimentet består af sandmed varierende kornstørrelse. Det groveste sand fore-kommer i velafgrænsede lag, der varierer i tykkelsefra 5 cm til 3 m. Sedimentstrukturer kan ikke ses i detilgængelige borekerner. Der er ikke fundet nogen fos-siler i sandet. Det mere finkornede sand forekommeri op til 0,5 m tykke lag eller som en succession afvelafgrænsede 2 til 5 cm tykke, graderede lag alterne-rende med silt- og lerlaminæ. Lagene har en skarperosiv undergrænse, og hele enheden går jævnt over irene silt/lerlag.

Facies 2b. Ribbelamineret, lerblandet sandDenne facies optræder kun i de sydlige, mest margi-nale profiler med lagtykkelser på 21–35 cm. Sedimen-tet består af fint til mellemkornet, lerblandet sand, derfiner opad. Nederst domineres enheden af ribbelami-neret sand, og øverst findes bevarede lerdraperede,asymmetriske ribbeformer. Palæostrømretning ervestnordvestlig. Mørke sulfidholdige lerlaminæ fore-kommer på enkelte niveauer. Der er ikke fundet makro-fossiler.

Kornstørrelsen og sandets generelt massive struk-tur i facies 2a tyder på hurtig aflejring fra strømmemed rigeligt materiale i suspension. Det mere finkor-nede, graderede sand med erosiv base i 2b samt detopad finende ribbelaminerede, lerblandede sand eraflejret i pulser ved forskellig energi, sandsynligvisaf turbiditstrømme udgående fra de hurtigt udbyggen-de Gilbert-type deltaer langs randen af den isdæmmedesø.

Facies 3. Massivt, klastfrit lerDenne facies forekommer i den dybere og østlige delaf bassinet og er op til 4 m tyk. Den ligger idag 6–8 munder overfladen. Sedimentet består af meget ensar-tet, massivt, gråt, kalkholdigt ler. Der er ikke obser-veret nogen form for lamination, og der er ikke fun-det fossiler. Denne facies går gradvis over i den fintlaminerede ler/silt facies.

Manglen på strukturer og den fine kornstørrelse ty-der på, at der er tale om distal suspensionsaflejring iroligt vand eventuelt under langvarigt isdække.

Facies 4. Fint lamineret ler/siltDenne facies er op til 6 m tyk og findes i den østlige,dybere del af bassinet oftest 6–8 m under nuværendeoverflade. Facies 4 består af vekslende lag af silt ogler med enkelte, spredte, større grusklaster. Farven erlys grå, og sedimentet har et kalkindhold på op til 35%,mens det organiske indhold er på 0,2–0,7%. I tør til-stand er sedimentet helt hvidt. Silt laminæ er 6–10mm og i få tilfælde op til 20–30 mm tykke. De tyk-


kere siltlag har erosiv undergrænse, ribbe-laminationog er normalt graderede. Lerlaminæ er normalt 1–3mm tykke. I enkelte lag er der fundet skaller af ærte-musling (Pisidium) og bønnemusling (Sphaerium)(Abildtrup 1995).

De regelmæssige, silt/lerlaminerede lag er af megetensartet tykkelse, mellem 8 og 13 mm, og med ensar-tet opbygning. Hver enhed, består af et siltlag, et ler-lag og et tyndt sort organisk lag, gennem hele lag-følgen. Siltlaget, der presses ned i mørkt organisk ma-teriale er af 1–2 mm tykkelse. I boring B404 (Fig. 8)(fra ca. 7 m til 4 m under terræn) ses tydeligt, at laminæændrer karakter opefter. Det er således muligt at ud-skille flere typer af laminasuccessioner. Grænsernemellem de enkelte laminæ bliver mindre skarpe, ogde enkelte laminæ har mere uregelmæssig tykkelseopefter i profilet. Tykkere finsands-siltlag afbryder afog til den almindelige laminerede baggrundssedimen-tation.

Hele enheden bliver mere finkornet opad mod etlergytjeindslag i ca. 3,5 meter under terræn (m.u.t.). Ien række profiler fra de dybere dele af bassinet er defint laminerede sedimenter afbrudt af et 3–5 cm tyktvandmosholdigt lag, se under facies 5 (Fig. 9).

Aflejringen med silt/ler laminæ tolkes som varvig.Aflejringen foregik i pulser fra en vandsøjle med ri-geligt materiale i suspension. Den fine kornstørrelseviser, at aflejringen foregik i lavenergiomgivelser un-der bølgebasis evt. i perioder under isdække. Vand-søjlen har til tider været lagdelt, hvilket resulterede iperiodevis anoxiske, reducerede bundforhold. Deanoxiske perioder er repræsenteret ved de tynde mørkelag, der afslutter de regelmæssige varvafsnit (Fig. 7,14). Dannelsen af varv afhænger primært af tilstede-værelsen af rigeligt suspensionsmateriale og af denårlige variation i afsmeltning fra dødis i oplandet.

For de grovere lags vedkommende tyder erosiv base,gradering og ribbelamination på turbiditstrømsaflej-ringer. Det lave indhold af organisk materiale og destore mængder af klastisk materiale tyder på aflejringi en periode med sparsom organisk produktion i søenog sparsom vegetation på land.

Facies 5. LergytjeDenne facies findes indlejret i facies 4 i de dybe pro-filer A201 (Fig. 14) og B404, ligesom den findes i dedybere dele af tværprofilerne (Fig. 7, 8). Lergytjen er30–150 cm tyk og ligger 3,5–5 m under nuværendeterrænoverflade. Den ses som olivengrønne, diffustlaminerede lag. Grænsen til den underliggende facies4 er jævn og markeret ved et opad stigende antal or-ganiske laminæ (Fig. 7, 8, 9). Denne overgang kan tiltider også være markeret af et 5–20 cm tykt lag af lerindeholdende vandmosser (Fig. 9). I facies 5 forekom-mer de organiske laminæ med en hyppighed på ca. 5laminæ pr. cm. Laminæ ses som mørke, sulfidholdigelag vekslende med grønlige algegytjelag. Overgræn-sen til de efterfølgende silt/lerlag er skarp og til tidererosiv begyndende med et tyndt mellemsandslag. I

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3513

14

Fig. 8. Transektlinien af boringer fra land ud mod B 404 tæt ved Kongemosebopladsen ved* 7600 dateringen Fig. 5. Ensammenstilling af de sedimentologiske facies fra den minerogene Senglaciale, og de Holocene organogenefaciesassociationer. Bemærk den erosive overgang mellem de to associationer. (U. W. Christensen 1995)


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3514

15Noe-Nygaard et al.: Store Åmose, Danmark

Fig. 9. Todelt Allerød med Gerzensee oscillationen lige udfor målestokken.

Fig. 10. Grænsen mellem det senglaciale issøler og denpostglaciale organiske gytje. Grænsen er markeret af engrovsandet erosiv aflejring lige udfor 10 cm på målestok-ken.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3515


Fig. 11. Åbne profiler fra Præstelyng bopladsen PL I og PL II. Tallene IV-IX angiver pollenzoner efter Stockmarr(1966). For legende se Fig. 7.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3516

17

B404 og A201 (Fig. 7, 8) er facies 5 tydeligt delt i toenheder af et ca. 10–15 cm lysere gråt lag med lavereorganisk indhold og højere karbonatindhold (Fig. 9).Nederst i facies 5 er der fundet toskallede individer afAnodonta cygnaea (Abildtrup 1995).

Den fine kornstørrelse tyder på at lergytjen er aflej-ret fra suspension i lavenergiomgivelser. Kulstof 14dateringer, den stratigrafiske position, og det højereorganiske indhold viser, at aflejringen har fundet stedi en periode med varmere klima, som det kendes fraAllerød Kronozonen (Mangerud et al. 1974). Lergytje-aflejringerne blev således afsat i en periode, hvor til-førslen af klastiske materiale var faldende som følgeaf et forøget plantedække i det hydrologiske opland.Den faldende tilførsel af klastisk materiale samt var-mere klima medførte forbedrede forhold for de foto-syntetiserende alger. Denne primærproduktion af al-ger skabte basis for dyr højere i fødekæden bl.a.Anodonta cygnaea og larver af myg (Chironomidea)samt bundlevende dyr, hvis gravegange ses i boreker-nerne. Karbonatproduktionen i søen steg ligeledes.Søen var i kortere tid stratifieret, og der har været re-ducerede forhold ved bunden, hvilket de mørke sulfid-rige lag viser. Vandmoslaget, der undertiden findes itoppen af lergytjen, kan måske tolkes som afsat underen vandstandssænkning. Mosset tilhører familienAmblystegiaceae.

I visse profiler (B404, Fig. 8) ses et tyndt lag af sandpå overgangen til de overliggende, laminerede issøsilt/ler lag. Det tyder på forøget erosion på denne over-gang, og kan tjene som støtte for antagelsen af en kort-varig vandstandssænkning.

Flere steder i bassinet for eksempel i B404 blev af-lejringen af lergytjen afbrudt i en kort periode, hvordet organiske indhold faldt og karbonatindholdet steg.Den faldende organiske produktion tyder på en kort-varig kuldeperiode med et tørt og køligere klima medfaldende organisk produktion, stigende fordampningog allochton kalktilførsel. Det formodede, kortvarigekuldeindslag i Allerødtid benævnes Gerzensee oscil-lationen (Eicher & Siegenthaler 1976, 1983) eller denAmphi-Atlantiske Oscillationen (Levescque et al.1993) markeret af et kortvarigt udsving i δ18O i fora-miniferskallerne i dybhavssedimentkerner fra Nord-atlanten. Samtidig ses et fald i δ18O værdierne i degrønlandske iskerner (Johnsen et al. 1989, 1995, Dans-gaard et al. 1993).

Samlet tolkes den Sen Weichsel glaciolakustrine lag-serie således, at de massive klastfri, op til 4 m tykkelerlag er suspensionsaflejringer afsat i et 8–20 m dybtbassin. De fintlaminerede silt/ler aflejringer, der fin-des i de dybere dele af bassinet, enten over det gråmassive ler eller direkte over de glaciofluviale aflej-ringer langs søbredden er ligeledes suspensions-aflejringer, men afsat under skiftende energiforhold.Disse to finkornede facies er tolket som Sen Weichselsøsedimenter, sandsynligvis aflejret i en delvis isdæm-met dyb sø under konstant eller stigende søniveau.De få spredte sten er tolket som istransporterede. De

fintlaminerede silt/ler organisk sulfidrige aflejringertyder på skiftende sedimenttilførsel og energiniveau,samt en til tider lagdelt vandsøjle. Silt/ler aflejringernekan afspejle årtidsbetingede cykler med forår/sommersiltlag og efterår/vinter lerlag, og de kan således re-præsentere årsvarv. Den nederste del af lagserien i pro-fil B404 fra 7,25 til 4,5 m har f.eks. karakter af års-varv. Disse er af og til afbrudt af grovere sandede tur-biditaflejringer.

Det klastiske materiale blev transporteret af floderneÅmose Å, Sandlyng Å og Fugle Å, der drænerede dencentrale del af Sjælland, som på det tidspunkt var præ-get af dødismasser. Visse af sandlagene i facies 2 ergraderede, har erosiv basis og ribbelamination på top-pen. Derfor tolkes aflejringsmekanismen som turbi-ditstrømme startet på forkanten af de glaciolakustrinedeltaerne. Sandet kan også være tilført af bundstrømmefra floderne under forårsafsmeltning (Dean 1981,Anderson & Dean 1988, Håkanson & Jansson 1983).Det har været muligt på basis af geoelektriske oggeoradar undersøgelser at fastlægge et af deltaernesposition ved mundingen af Sandlyng Å (Albrechtsen1991, 1998). Deltaaflejringerne kan spores mod sydind på bredden af den daværende sø, hvor den san-dede facies i søen går over i en stenet, blokket facieslangs randen af bassinet. Georadar undersøgelserneviser, at deltaet er asymmetrisk med en stejl lige øst-side, medens vestsiden er udbygget med flere lober(Fig. 5) (Albrechtsen 1991, 1998). Hovedloben er ud-viklet som et enkelt 1,5–2 m tykt krydslejringssæt medstejle, op til 20° mod nordøst hældende, forsæt. Facies2 sandlagene er således knyttet til et Gilbert-type delta(Fig. 6) (Albrechtsen 1991, 1998).

I de mere komplette profiler findes der på grundlagaf faciesanalyse, 14C datering og pollenanalyse såle-des aflejringer fra sen Mellem Weichsel, Bølling,Ældre Dryas, Allerød og Yngre Dryas samt det mesteaf Holocæn. Den senglaciale lagserie overlejres i helebassinet af et 1–15 cm tykt klastisk, erosivt sandlagofte med grus og sten (Fig. 10,11).

4. 2. 4. GeokemiSen Weichsel lagfølgen er i A 201 undersøgt for ind-hold af karbonat, total organisk kulstof, minerogentmateriale og de stabile isotoper af 13Corg, 13Ccarb og 18O(Fig. 14, 15). Seks lokale isotopzoner er opstillet, heraftre i Sen Weichsel. Zonegrænserne er lagt ved mar-kante udsving på δ18O-kurverne for at lette sammen-ligning med andre isotopkurver og iskernemålingerne.De senglaciale zoner er nedefra og op benævnt 1a,1b, 1c, 2 og 3 (Fig. 14) (Noe-Nygaard 1995). Ændrin-gerne i δ13C org. anses dog som et mere pålideligtudtryk for de reelle ændringer i søens hydrologi, ogdette gælder især for den senglaciale lagfølge, hvormængden af udskyllet materiale inklusiv kridttidskalker stor. For den postglaciale lagfølge er der ligeledeslagt særlig vægt på δ13C org. i tolkningen af søensudvikling.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3517

18

Fig. 12. Det grovklastiske overgangslag, der adskiller de lerde Sen Weichsel og Holocæne kalkrige gytjer i B 404 starterlige under muslingen. Bemærk de laminerede karbonatrige Præboreale sedimenter. Gennemskåret Unio musling i midtenca 9 cm lang. (Foto C. Abildtrup).

Isotopzone 1a dækker perioden sen Mellem Weich-sel, og der ses meget få udsving på kurverne. Etkarbonatindhold på ca. 30% svarer stort set til vær-dien i de omliggende moræner. Isotopværdierne påkarbonat svarer til dem, man finder i marint kridttids-karbonat. Den allochtone komponent synes således atvære altdominerende.

Et kortvarigt udsving i δ18O, δ13Ccarb og δ13Corg ses izone 1b mellem –5 m og –4,5 m (Fig. 14, sammenlignmed Fig. 15). Sedimentdata for denne zone viser enlille stigning i indholdet af organisk materiale. Sedi-mentet består af vekslende ler- og siltlaminæ medtætliggende, bioturberede, organiskholdige lag. Ni-veauet er blevet 14C dateret til 13.370±155 BP på énsedimentprøve (Fig. 16). Denne alder må p.g.a. reser-voireffekten anses for at være lidt for gammel. Zone1b er sandsynligvis sammenfaldende med den førsteklimaforbedring svarende til Bølling interstadial.

De mere negative δ18O, δ13Ccarb og δ13Corg værdiertyder på begyndende eller øget produktion af orga-nisk materiale og karbonat i selve søen og dermedstørre indflydelse af samtidig nedbør samt mindre til-førsel af allochtont karbonat. Tolkningen af sediment-og isotopdata er i god overensstemmelse med infor-mationer fra den sydlige del af Sjælland (Kolstrup &

Buchardt 1982, Noe-Nygaard 1995, Hammarlund &Buchardt 1996). Disse data viser ligeledes et øgetvegetationsdække og en generel opblomstring af fersk-vandsplanter i denne periode.

Starten af isotopzone 1c markeres ved, at alle isotop-kurver får værdier næsten som i isotopzone 1a efter-fulgt af et langsomt fald mod mere negative værdier.Dette fald i slutningen af zone 1c svarer til det forløb,der ses ved overgangen fra zone 1a til 1b, og det skyl-des formodentlig en øget lokal produktion af orga-nisk materiale og biologisk betinget karbonatudfæld-ning samt en nedsat tilførsel af allochtont karbonat.Ændringerne begyndte allerede i slutningen af zone1c, der stort set svarer til Ældre Dryas perioden. Tem-peraturen er således steget allerede i løbet af den se-nere del af Ældre Dryas, hvilket er i overensstemmelsemed tidligere observationer (Iversen 1954, Kolstrup1982, 1991). En tilsvarende udvikling ses i δ18O kur-ven fra Grænge Mose fra samme periode (Kolstrup &Buchardt 1982). I den schweiziske sø Gerzensee(Dansgaard & Oeschger 1989) og andre søer i Cen-traleuropa viser iltisotopkurverne det modsatte for-løb (Eicher & Siegenthaler 1976, 1983, Siegenthaler& Eicher 1986, Lotter et al. 1992). Udsvingene påiltisotopkurverne ved overgangen Allerød-Yngre


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3518

19

Fig. 13. Gravegange,sandsynligvis fra muslin-gen Pisidium, vedovergangen mellem lag frasen Boreal og tidligAtlantisk tid.(Foto C. Abildtrup).

Dryas og Yngre Dryas-Holocæn er dog af samme stør-relse som i Åmosen. Forløbet af de danske kurver erforklaret ved dominansen af indskyllet, marint kridt-tidskarbonat, der overpræger temperatursignalet i δ18Okurveforløbet.

Alle geokemiske parametre ændrer sig i zone 2, ogto tydelige udsving ses omkring –3,90 m og –3,50 m(Fig. 14, 15). De to niveauer er yderligere karakteri-seret af en kraftig forøgelse af total organisk kulstof(TOC) og ved mere negative δ13Corg værdier. Denøgede organiske produktion skyldes sandsynligvis entemperaturstigning og deraf følgende opvarmning afoverfladevandet. Der ses også en stigning i δ18O kur-ven, der sandsynligvis skyldes en kombination af engenerel opvarmning af overfladevandet, øget fordamp-ning. Kalkudskillelse langs søbredderne rundt om stenog plantestængler ses ligeledes. Det øgede vegetations-dække medførte yderligere et fald i andelen af alloch-tont karbonat. Både karbonatindholdet og δ13Ccarb. blevgenerelt mindre, formentlig pga. formindsket indfly-delse af omlejret karbonat fra Kridt kalksten medmarine positive δ13C værdier. Det lavere karbonat-indhold kan dog også skyldes genopløsning af alle-rede afsat kalk, idet der under forrådnelse af detnyproducerede organiske materiale udvikles CO2 for-

armet på δ13C. Det således øgede CO2 tryk ved bun-den kan have genopløst den allerede afsatte kalk sombeskrevet for andre søer (Dean 1981). Sedimenternefra isotopzone 2 er 14C dateret til tidlig Allerød,12.000±130 BP, og en prøve af terrestrisk materialefra samme enhed er dateret til 11.880±90 BP (Fig. 16).

Tolkningen af udsvingene i karbonat og δ13C carb iden senglaciale lagserie, som især reflekterer et fald iden allochtone karbonattilførsel og begyndende pro-duktion af karbonat og organisk materiale i søen, er ioverensstemmelse med det stigende vegetationsdæk-ke, der afspejles i sjællandske pollendiagrammer dæk-kende samme tidsinterval (Jørgensen 1963, Kolstrup1991, Andersen et al. 1982) samt i svenske samtidigesøer som f.eks. Torraberg (Berglund & Digerfelt 1970).Immigrationen af pionerskov var hurtig og resulte-rede i stabilisering af jordoverfladen, mens en langrække urter og græsser gik tilbage som følge afudskygning. Den lateralt udbredte finkornede lergytjeafspejler en stigning i søniveau gennem Allerødtid,muligvis som konsekvens af hurtig bortsmeltning afde omgivende dødismasser i Vest- og Midtsjælland.

Grænsen mellem zone 2 og 3 er meget skarp, ogalle geokemiske parametre vender tilbage omtrent tilde værdier, der karakteriserer zone 1c (Fig. 12). Ind-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3519


Fig. 14. Inddeling i isotopzoner baseret på de stabile isotoper δ13Corg, δ13Ccarb og δ18Ocarb fra borekerne A201 δ18O ogδ13Ccarb er målt på bulk CaCO3. Andre geokemiske parametre er ligeledes medtaget. Bemærk det dramatiske skift i alleparametre ved senglacial-postglacial grænsen. Pollenzoneinddelingen kan ses i Løvberg (1996, 1998) (Planche I-V).Legende se Fig 7.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3520


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3521

22

holdet af klastisk materiale, karbonat og δ13Corg, δ13Ccarb

og δ18O værdierne stiger alle, mens vægtprocenten aftotalt organisk kulstof (TOC%) falder (Fig. 14). Detteforløb afspejler formodentlig stigende tilførsel af al-lochtont marint karbonat med positive værdier. Denmindre mængde organisk materiale og stigningen iklastisk materiale tyder på, at den organiske produk-tion i og omkring søen blev relativt mindre, og at detsammenhængende vegetationsdække blev opbrudt.Som et resultat heraf forøgedes udvaskningen af kla-stisk materiale til bassinet. Sedimenterne består afvekslende lag af silt og ler med varierende men megetsmå mængder af organisk materiale og kun få spor af

bioturbation. Zone 3 svarer til Yngre Dryas perioden.Data fra pollendiagrammer viser delvis reetableringaf spredt arktisk vegetation (Kolstrup 1982, Kolstrup& Buchardt 1982). Pionerskoven blev stærkt reduce-ret i Åmoseområdet i denne kuldeperiode.

Tilsvarende kortvarige, men tydelige udsving iYngre Dryas lagserien ses i δ18O kurverne fra iskernerfra Grønlands Dye 3 og Summit (Johnsen et al. 1989,1995) og i sedimenter fra Gerzensee, Schweiz (Lotteret al. 1992). De klimatiske ændringer fra Allerød tilYngre Dryas skete hurtigt og var regionalt vidt ud-bredte.

Det karakteristiske forløb af isotopkurverne, som


Fig. 15. Senglaciale isotopparametre i A201 og B404. Bemærk den begyndende Bølling klimaforbedering i de sen-glaciale aflejringer omkring 5 m.u.t. i A201.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3522

23

de ses i A201, genfindes i B404 (Fig. 15) (Noe-Ny-gaard og U. W. Christensen, upublicerede data). Mar-kante ændringer i isotopkurverne kan således brugessom lokalt, stratigrafisk korrelationsværktøj. Det erligeledes muligt at korrelere signifikante ændringer ilakustrine lagserier indenfor en større region. Samti-dige tilsvarende isotopændringer er kendt fra svenskesøer (Hammarlund 1994). Det tyder således på, at disse

regionalt udbredte ændringer i sediment og isotop-forhold har samme årsag, formodentlig hovedsageligklimaforandringer. Det er dog stadig nødvendigt atsammenholde tolkningen af isotopdata med undersø-gelser af sedimenter, flora og fauna for at klarlæggeårsagerne til de mange udsving og for at kunne ad-skille lokale fra regionale forskelle.


Fig. 16. 14C dateringer af specifikke ændringer i sedimentlagsøjlen (se teksten for oplysning om dateringsmateriale).Legende se Fig. 7. Lodret målestok 1 m.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3523

24

4. 2. 5. KulturDer er meget få publiserede oplysninger om kultur-rester fra Sen Weichsel i Åmosen. Der er dog regi-streret pilespidser fra både Bromme-kuktur og Ah-rensburg-kultur ved Løjesmølle (Fischer 1991, 1993,1998). Brommepilespidserne var vandrullede (A.Fischer, personlig meddelelse 1998).

4. 3. Præboreal tid Pollenzone IV (10.000–9.000 BP)4. 3. 1. Palæogeografi.Efter tapningen af Den Baltiske Issø hen over Midt-sverige, ved overgangen mellem Sen Weichsel ogHolocæn, strømmede saltvand ind i Østersøen. Her-ved dannedes et kortvarigt lavsalint havstadie, detYngre Yoldia Hav, der eksisterede fra 10.300 til 9.500BP (Stabell & Thiede 1986, Björck 1995). I denneperiode lå tærsklen ved Øresund så højt, at der danne-des en landbro mellem Sverige og Danmark. Denisostatiske hævning af Midtsverige afbrød imidlertidatter forbindelsen til havet, og i det baltiske bassindannedes den ferske Ancylussø. Ancylussøen blev så-ledes opdæmmet i det baltiske bassin og havde førstudløb gennem Sveaelv over Midtsverige og senere viaDanaelv gennem Storebælt. Ancylussøen eksisteredefra 9.500 til 8.000 BP (Björck 1995). De samtidigesedimenter, der kendes fra boringer i bunden af Sto-rebælt veksler mellem semiterrestriske, lakustrine ogfluviale aflejringer og ligger idag på en dybde af om-kring 30–40 m under nuværende havniveau (Mathias-sen 1997).

4. 3. 2. ÅmosebassinetDen Holocæne faciesassociation er ligeledes opstilletpå basis af åbne profiler fra Præstelyng og boringerrundt om A201 (Fig. 7, 11, 14). Den kan opdeles imange facies, der med en enkelt undtagelse hovedsa-gelig er af organisk oprindelse. Materialet er dannet isøen selv eller i det nærmeste opland. Kun de mestfremtrædende facies gennemgås her. De Holocæne se-dimenter opfylder Åmoselavningen fra ca. 5 til 3 munder den nuværende terrænoverflade og er på grundaf bortgravning desværre kun på få steder langs bred-den endnu dækket af flere meter højmosetørv. De en-kelte facies vil blive omtalt under de tidsperioder, hvorde dominerer.

Den dominerende Præboreale sedimentære facies iÅmosen er en finkornet authigen kalk- og kransnåls-algegytje (Fig. 10).

4. 3. 3. Sedimentære faciesFacies 5. Grovklastisk overgangslagEt grovkornet, klastisk lag markerer Yngre Dryas-Præ-boreal grænsen. Klasterne i grænselaget kan i bred-

nære aflejringer være op til stenstørrelse (Fig. 11, 16,12, s. 18). Hele, toskallede Unio-muslinger ses lige-ledes i profilerne fra littoral- og sublittoralzonerne(Fig. 12). Laget består af mere finkornet sand i de dy-bere profiler (Fig. 10). Det overlejres i hele bassinetaf Præboreal eller tidlig Boreal kalkgytje. I bredzonener kalkgytjen totalt domineret af kransnålsalgestilke.Overgangslaget kan overlejre laminerede ler/silt af-lejringer fra Yngre Dryas (Fig. 7, 8), såvel som mas-sivt kalkholdigt ler fra Ældre Dryas (Fig. 11, PL I)eller Allerød lergytjeaflejringer (Fig. 8). Det vidt ud-bredte, for det meste klart erosive og forholdsvis tyndelag adskiller således de overvejende klastiske SenWeichsel aflejringer fra de hovedsageligt organiskeHolocæn aflejringer. Overgangslaget kan spores gen-nem hele bassinet og tolkes som resultat af en hurtigvandstandssænkning af Åmosesøen ved overgangentil og i starten af Præboreal tid. Vandstandssænkningenopstod, da Halleby Å’s udløb ændredes fra at løbe overSaltbæk Vig til at løbe syd på over Tissø (Fig. 3, 4).Omlægningen skyldtes enten bortsmeltning af dødiseller, at den kraftigt vandførende å eroderede sig igen-nem tærsklen ved udløbet ved Strids Mølle.

Udløbet fra Åmosen faldt fra 25,4 m til en position21,4 m over nutidens havniveau. Dette fald i udløbs-niveau fandt sted i begyndelsen af Præboreal tid ogresulterede i flere hurtigt på hinanden følgende sænk-ninger af Åmosesøens vandspejl. Vandstandssænknin-gerne førte til fornyet erosion i de senglaciale aflej-ringer ved de fire floders udløb i søen. Det førte lige-ledes til fornyet erosion i de brednære sedimenter samten yderligere nedskæring i de tilløbende floders lejer.Det hurtige skift fra finkornede issøaflejringer tilgrove, littorale sedimenter er således tolket som et re-sultat af en hurtig vandstandssænkning. Efter vand-standssænkningen steg vandspejlet atter, hvilket mar-keres af de finkornede sedimenter, der dækker detgrove sandlag (Fig. 10, 17).

Inkonformiteten under lavstandssedimenterne er denlakustrine analog til en marin sekvensgrænse. Vand-mos, terrestriske planter og muslinger indlejret somklaster i det klastiske lag er dateret til mellem 10.970±90 BP og 10.740 ±90 BP, hvilket svarer til en YngreDryas alder. Overgangslaget er således dannet tidligti Præboreal tid ved erosion af ældre sedimenter (Fig.16). Sedimenterne over grænselaget er dateret til midtog sen Præboreal ved hjælp af pollenanalyse (Jørgen-sen 1963), men der findes sedimenter af tidlig Præbo-real alder nær Præstelyngen (C. Christensen, person-lig meddelelse 1990). Kulstof 14-alderen på plante-makrofossilt materiale lige over overgangslaget påA201 er 9.250±90 BP, hvilket yderligere tyder på ensen Præboreal alder for begyndelsen af kransnåls-alge-gytjeaflejringerne her, mens alderen af algegytjen ligeover overgangslaget i selve Pl profilet er dateret tilca. 9.700 år BP (Fig. 16). Enkelte steder i bassinetkan der optræde en tæt bladet algegytje af tidlig Præ-boreal alder.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3624


Fig. 17. Sen- og postglaciale søniveauændringer baseret på den sedimentære udvikling i Præstelyng PL II og A 201.Legende se Fig. 7.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3625

26

Facies 6A KalkgytjeDenne facies er en homogen lys-grå/olivengrøn sø-kalkgytje med op til 70% karbonat og ca. 20–25%organisk materiale hovedsagelig bestående af fin det-ritus/algegytje. Nederst er søkalken opblandet mednogle få procent sand og ler. Søkalken forekommer itykkelser på 20–170 cm og findes i den dybere del afbassinet længst væk fra land, hvor den overlejrer dengrovklastiske ledehorisont (Fig. 8, 10). Den homogenesøkalkgytje overlejres af den laminerede, mere bred-nære søkalkgyjte (6B) (Fig. 16, Kongemose Ø). Ho-vedparten af karbonaten i facies 6A findes som enkelt-korn af siltstørrelse, samme fraktion som den klastiskedel af sedimentet. Der er ikke fundet sedimentstruk-turer udover en til tider svag, utydelig lamination ogen svag groven opad mod facies 6B. I facies 6A er derfundet en dårligt bevaret molluskfauna domineret afforskellige mosesnegle (Bithynia tentaculata og Bi-thynia leachii) (Abildtrup 1995, 1998). Der er des-uden fundet stængler og løse blade af vandmos, beggedele slidte og derfor sandsynligvis omlejrede.

Facies 6B. Lamineret søkalkgytjeSøkalkgytjen kan også forekomme som lyse krans-nålsalgelag alternerende med grønne, diskontinuertelaminæ af fin olivengrøn algegytje. Denne facies kanses i profilerne fra Præstelyngen PL II og III samt iKongemose Øst (Fig. 10, 11, 16). Laminationen kanbedst ses i de mere brednære profiler, hvor hele busk-adser af væltede kransnålsalger og deres oogonierdanner tynde, hvide lag, der veksler med lys, grøn,fin detritusgytje, der hovedsageligt består af grønalgersom (Botryococcus) og (Pediastrum) samt nogle fåkiselalger (Diatomophyceae). I profilet fra Kongemoseøst (Fig. 16) er denne lamination så tydelig, at det ermuligt at skelne tre størrelsesordner af cyklicitet, deromfatter 1 mm tynde, diskontinuerte lag til 10 cmtykke, laminerede enheder, der igen danner 30 cmtykke lag med vekslende rytmer af tynde og tykke lag.Facies 6B er aflejret under bølgebasis i den distale,dybere del af vegetationszonen. Da kransnålsalger erlyskrævende, er voksedybden bestemt af vandsøjlenslysgennemtrængelighed. Den millimeter-tynde lami-nation er formodentlig et udtryk for årstidsbetingedeændringer i typen af den organiske produktion i søen.Moderne kransnålsalger forekommer i oligotrofe tilmesotrofe klartvandssøer på dybder mellem 4 og 7 m(Groves & Bullock-Webster 1971). De brednærekransnålsalgers optimale vækstsæson ligger i den senevinter og det tidlige forår. I løbet af sommeren øgesgrønalgeproduktionen i hele søen og nedsætter lys-gennemtrængeligheden i vandsøjlen. Kransnålsalgertrives godt i hårdtvandssøer, idet de er særligt gode tilat udnytte den opløste bikarbonat. De kan derfor ud-konkurrere andre plantesamfund i nogle år. Nedbryd-ningen af det organiske materiale forbruger ilt og kanføre til iltfattige forhold ved bunden. Perioder mediltfattige bundforhold er ofte markeret af 0,5 mm tykkesorte laminæ, der overlejrer de grønlige laminæ. Pol-

lendatering (Jørgensen 1963, Andersen et al. 1982)og 14C datering viser, at den ca. 1,5 m tykke lamine-rede søkalkgytje i Kongemose Øst er aflejret over ca.1000 år fra tidlig mellem Præboreal til mellem Borealtid. Den gennemsnitlige sedimentationsrate er såle-des ca. 1,5 mm/år, netop svarende til tykkelsen af ethvidt og grøn/sort dobbeltlamina. Det er derfor sand-synligt, at de fintlaminerede lag repræsenterer årsvarv.

Søkalkgytjeaflejringerne starter overalt i bassinetumiddelbart over facies 5. I enkelte profiler kan derimidlertid være en op til 5 cm tyk, mørk humificeret,fin, algegytje umiddelbart over facies 5 under søkalk-gytjeaflejringerne. Der er kun fundet sedimenter fratidlig Præboreal tid ganske få steder, f.eks. ved Præste-lyngen i PL.II (C. Christensen, personlig meddelelse1990) (Fig. 8, 11). Det er dog muligt, at noget af over-gangslaget (facies 5) er af Præboreal alder, men det erikke bevist. Det er også muligt, at der ikke blev aflej-ret sediment i tidlig Præboreal tid i flere af de under-søgte profiler, eller at det aflejrede sediment er blevetborteroderet under samtidige og efterfølgende præ-boreale vandstandssænkninger. I den nordlige del afbassinet ved transekt A201 (Fig. 7) er der under facies6B fundet en subakvatisk mostørv bestående af rod-filt af vandmosser sammen med driftgytje (Abildtrup1995). Den repræsenterer sandsynligvis den brednærefacies, der er samtidig med facies 6A.

4. 3. 4. GeokemiGrænsen mellem isotopzone 3 og 4 falder sammenmed Yngre Dryas-Præboreal grænsen. Den ses tyde-ligt i alle geokemiske parametre.

Det klastiske indhold falder på overgangen fra 80%til 10%, karbonat stiger til 60%, og organisk mate-riale (TOC) stiger gennem zone 4 til omkring 30%.Alle isotopværdier viser et klart fald i værdier på optil 2‰ eller mere (Fig. 14).

Isotopzone 4 i A201 dækker den sidste del af Præ-boreal tiden samt det meste af den Boreale periode(Fig. 14). Efter det tydelige udsving på Yngre Dryas-Præboreal grænsen stabiliseres alle isotopparametreved værdier, som er betydelig mere negative end de,der er fundet i Yngre Dryas søsedimenterne. Isotop-værdierne afspejler klart en total ændring fra allochtontil autochton sedimentation. Så godt som alle præbo-reale lakustrine sedimenter blev dannet i søen. I isotop-data fra B404, hvor den præboreale lagserie er merekomplet end i A201 (Fig. 15) ses to tydelige, hurtigeændringer i isotopkurverne lige i begyndelsen af denpræboreale sekvens repræsenterende den præborealeoscillation (PBO) og svarende til samtidige ændrin-ger i de grønlandske iskerner (Dansgaard et al. 1993,Johnsen et al. 1989, 1995). Aflejringer fra den Præ-boreale oscillation ses andre steder i Østdanmark oger særdeles veludviklet som f.eks. i Tøvelde på Møn(E. O. Heiberg & N. Noe-Nygaard, upublicerede data).Fra Sydsverige er den beskrevet af Björck (1997)

Det organiske materiale består hovedsagelig af al-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3626

27

ger, men også den brednære, delvist vanddækkedesøvegetation og landvegetationen bidrog til den orga-niske del af sedimentet. For det meste har ferskvands-alger ret negative δ13Corg værdier på omkring –28 til –30‰ (Håkanson 1985); dette gælder tilsyneladendeogså for charace alger (Hammarlund et al. 1997). Demeget negative værdier kunne dog tyde på, at en visbakteriel methandannelse har fundet sted. Methan harmeget lave δ13C værdier. Karbonataflejringerne æn-dres fra at bestå af delvist udskyllet, marint kridttids-karbonat med værdier på –5‰ δ18O og +–1‰ δ13C tilat være direkte udfældet i søen med værdier på –9‰δ18O og –3‰ δ13C. Her blev karbonaten enten afsatrundt om sten og planter fra vandet i varme, brednærelavtvandsområder eller udfældet fra søoverfladen afdet karbonatholdige vand som følge af høj fytoplank-tonproduktion og deraf forøget fotosyntese og forbrugaf CO2 fra vandet. Fytoplankton diskriminerer modden tunge 13C isotop og forbruger fortrinsvis den lette12C. Dette medfører en stigning i δ13C i det opløsteuorganiske kulstof i epilimion og i den derfra udfæl-dede karbonat. Temperaturstigningen på Yngre DryasPreboreal grænsen fører ligeledes til en markant æn-dring af δ18O værdierne (Fig. 13d). Ingen af de to sætpræboreale værdier når dog op på værdierne fra deunderliggende kridtdominerede senglaciale sedimen-ter og udsvinget i de østdanske søkurver på overgan-gen mellem Yngre Dryas og Præboreal tid går derfortil den modsatte side af f.eks kurverne i de samtidigeschweiziske søer.

4. 3. 5. PalæomiljørekonstruktionDen hurtige klimaforbedring ved Yngre Dryas-Præ-boreal grænsen er tydelig i de grønlandske iskernerog er ligeledes markeret i δ18O værdierne i de marinemikrofossiler se f.eks. Fronvald et al. (1997), ligesomden klart afspejles i søsedimenter og isotopdata fraÅmosebassinet om end isotopkurvernes udsving for-løber modsat af iskernernes.

Iskernernes δ18O-isotopkurver viser et udsving modmindre negative værdier på omkring 3,5‰ ved over-gangen mellem Yngre Dryas og Præboreal tid (John-sen et al. 1992). Et samtidigt markant udsving i δ18O-værdierne er påvist i søkarbonater i schweiziske søer(Eicher & Siegenthaler 1976). Begge datasæt afspej-ler en brat temperaturstigning omkring 10.000 år BP14C år. Björck et al. (1996) har ved dendrokronolo-gisk korrelation og varvanalyse vist at Yngre Dryas-Præboreal grænsen kan dateres til 10.300 år BP eller11.500 BP i kalenderår. Støvindholdet i atmosfærenmålt i iskernerne falder samtidigt brat, hvilket bl.a.tyder på et mere fugtigt klima (Taylor et al. 1993).

Sedimentationen i Åmosen skifter fra at være kla-stisk domineret til at være domineret af karbonatrigegytjer. Hvor sedimenter fra tidlig Præboreal tid erbevaret i Åmosen, vil de ofte i bunden være karakte-riseret af en tæt, bladet, lamineret ren algegytje eller

af et humificeret, næsten tørveagtigt lag dannet i etvarmt klima under langsomt stigende søniveau.

Samtlige isotopparametre viser et kraftigt udsvingpå Yngre Dryas-Præboreal overgangen (Fig. 14A, B).Dette markerer klart de klimabetingede ændringer idet hydrologiske miljø. Hvor den præboreale højeretemperatur normalt vil få δ18O-værdierne til at blivemindre negative som i de schweiziske søer og isker-nerne, har isotopværdierne målt på karbonat i Åmosenog andre østdanske søbassiner det modsatte forløb.Det skyldes, at de senglaciale karbonataflejringer ertotalt prægede af kridttidskarbonat fra morænerne, derhar δ18O og δ13C-værdier svarende til varmt marineværdier. Ved overgangen til Præboreal tid begynderden autochtone karbonatproduktion i søen selv, og dener præget af nedbørens isotopsammensætning, der heri landet ligger på ca. –9‰ δ18O, det indstrømmendevands isotopsammensætning og af residenstiden i søen.

Den præboreale klimaudvikling i Danmark er ka-rakteriseret af hurtig opvarmning med en årsgennem-snitlig temperaturstigning på 7° på mindre end 50 år(Dansgaard et al. 1989, 1993). I pollendiagrammerfra Åmosen, er tidlig Præboreal tid ret dårligt repræ-senteret på grund af erosion af de tidligste præborealeaflejringer eller som følge af lav vandstand og sedi-mentationsstop.

I østdanske regionale pollendiagrammer er YngreDryas-Præboreal grænsen markeret af en markant stig-ning i mjødurt (Filipendula) og enebær (Juniperus)(Jørgensen 1963, Iversen 1967). Store dele af Dan-mark blev hurtigt dækket af en pionerskov med lys-krævende træer såsom træbirk (Betula pubescens),bævreasp (Populus tremula), og fyr (Pinus) med spredtgræs og kratvegetation (Iversen 1967, Stockmarr iNoe-Nygaard 1995). U. W. Christensen (1995, 1998)og Løvberg (1996, 1998) har registreret en tilsvarendeudvikling i Store Åmose.

4. 3. 6. KulturDer er ikke registreret bopladser i Store Åmose fraPræboreal tid, dog er der ikke langt derfra, ved Bon-derup, fundet en præboreal boplads (A. Fischer per-sonlig meddelelse 1998). Der findes ligeledes spredtefund af fintandede lystertænder lavet af elsdyrribbenfra tidlig Maglemosekultur (Fig. 1) (Petersen 1982).

4. 4. Boreal tid Pollen zone V(9.000–8.000 BP)4. 4. 1. Kort regional oversigtAfsmeltningen fra de resterende isskjolde i den nord-atlantiske region resulterede i et fortsat stigende glo-balt havniveau. Den isostatiske landhævning i detdanske område var dog så hurtig, at Danmark i detmeste af Boreal tid var landfast med De Britiske Øer.Det lave relative havniveau medførte, at der i nuti-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3627

28

dens Storebælt voksede fyrreskove og aflejredessemiterrestriske sedimenter samt dannedes egentligjordbund. Disse lag findes idag på 25 til 30 m underhavniveau (Mathiassen 1997, C. Christensen et al.1997).

Seismiske data viser, at der i den dybere del af Sto-rebælt blev eroderet dybe dale af de gennemstrøm-mende floder. Disse dalbunde ligger idag omkring 40meter under havniveau. Efterfølgende blev der i da-lene aflejret grovkornede flodsedimenter. Floddals-erosion og jordbundsdannelse bekræfter således yder-ligere, at der var lavt relativt havniveau i Boreal tid(Mathiassen 1995, C. Christensen et al. 1997).

I sen Boreal tid ændredes sedimentationen i Store-bælt fra terrestriske og fluviatile sedimenter til laku-strine gytjer, hvilket tyder på stigende fugtighed, somfølge af stigende grundvandsstand, som igen er et re-sultat af stigende havniveau (Mathiassen 1995, 1997,C. Christensen et al. 1997).

I Østersøområdet vedblev den ferske Ancylussø medat have udløb via Danaelv gennem Storebælt ud iKattegat (Björck 1995). Øresund blev først transgre-deret i sen Boreal tid.

4. 4. 2. Åmosebassinet4. 4. 2. 1. Sedimentære faciesI Åmosebassinet aflejredes kalkgytjer (facies 6) i tid-lig Boreal tid ligesom i Præboreal tid. Sedimentet be-står hovedsagelig af en fin kransnålalge detritusgytjemed en opad tiltagende rig molluskfauna, (facies 8)(Fig. 2, 11, 13, 17 og 37).

Mængden af lyskrævende kransnålsalger faldt i slut-ningen af Boreal tid. Det tyder på en stigende eutro-fiering med forringede lysforhold ved bunden. I dedybere dele af bassinet dannedes samtidig karbonat-rige, finkornede detritusgytjer (facies 7, beskrivesnærmere under Atlantisk tid, hvor den er den domi-nerende facies). Sent i Boreal tid faldt søniveauet, re-sulterende i erosion af tidligere aflejringer og med-følgende resedimentation af brednære sedimenter i demere centrale dele af bassinet. I andre dele af bassi-net, specielt til de mere brednære Åmoseprofiler, fin-des en hiatus, der dækker denne periode på ca. 200–300 år. I sublittoralzonen aflejredes skiftende lag afkalkgytje og mørke, humificerede mellemkornede de-tritusgytjer, hvorfra gravegange strækker sig ned i denlyse underliggende kalkgytje (Fig. 13, s. 19). I profi-ler fra midten af bassinet stiger antallet og tykkelsenaf de humificerede og bioturberede lag i den øvre delaf den boreale lagserie (A201 Fig. 14).

4. 4. 2. 2. SøniveauDen boreale søniveaukurve fra Åmosebassinet viseret kortvarigt fald ved Præboreal-Boreal grænsen mel-lem pollenzone IV og V i PL II (Fig. 17). I profil A201,der ligger forholdsvis tæt på Halleby Å’s løb, var den

resulterende erosion så kraftig, at næsten ingen sedi-menter er bevarede fra Præboreal tid, mens der er enveludviklet præboreal lagserie i Præstelyng I og II ogi B404 boringen (Fig. 8, 11, 16). I tidlig sen Boreal tidvar der en kort periode med relativt højt søniveau, derefterfulgtes af et brat fald, markeret ved kraftig ero-sion og manglende sedimentation. Den Sen Borealetvungne regression er tolket som den anden af de fireholocæne tvungne regressioner registreret i Åmosen.Ved overgangen til tidlig Atlantisk tid (pollenzone V-VI grænsen), fandt en kraftig stigning af søniveau sted.Den er registreret i alle profiler og ses i bredzonensaflejringer ved at de semiterrestriske sedimenter over-lejres af fine detritusgytjer.

En stigning i grundvandsniveau kan imidlertid al-lerede registreres i sen Boreal tid i Storebæltsrendensom forvarsling af den marine transgression (C. Chri-stensen et al. 1997). Den begyndende sen boreale baselevel stigning falder lige før starten på den markante,atlantiske søniveaustigning i Åmosebassinet.

4. 4. 2. 3. GeokemiIsotopzone 4 (Fig. 14), der er opstillet på borekernenA201 dækker den sidste del af Præboreal tid samt detmeste af den Boreale periode. Isotopzonens karakte-rer er gennemgået under afsnit 4. 3. 4.

4. 4. 2. 4. FloraPollenzone V er karakteriseret ved et hasselmaksimumi diagrammer fra Åmosebassinet (Jørgensen 1963,1982, Stockmarr 1966). Hassel dannede underskov ien fyrre- og birkeskov og fandtes også i adskilte, frit-stående bestande. Lyskrævende planter som havtorn(Hippophaë) og soløje (Helianthemum), røn (Sorbus)samt busken kvalkved (Viburnum) fandtes stadig (U.W. Christensen 1995, 1998, Løvberg 1996, 1998).

En aftagen i kurven for Pediastrum og vandplanter(limnofytkurven), ses umiddelbart over grænsen mel-lem pollenzonerne IV og V. Denne ændring er sam-menfaldende med en stigning i pollendestruktionskur-ven, der yderligere ledsages af en kortvarig stigning iklastisk materiale og trækulstøv (Jørgensen 1963).Pollendata, sedimentologiske og stabilisotopdata fraisotopzone 4 peger således alle på kortvarige fald isøniveau i begyndelsen og slutningen af Boreal tid.

4. 4. 2. 5. FaunaPattedyrfaunaen i den boreale skov var højdivers (Fig.18, Tabel 2). Der fandtes elg (Alces alces), og urokse(Bos primigenius) var stadig almindelig. Den typiskeskovfauna var karakteriseret af kronhjort (Cervuselaphus), rådyr (Capreolus capreolus) og vildsvin (Susscrofa). Brun bjørn (Ursus arctos), los (Lynx lynx),ulv (Canis lupus), ræv (Vulpes vulpes), grævling(Meles meles), odder (Lutra lutra), skovmår (Martesmartes), vildkat (Felis silvestris), pindsvin (Erinaceuseuropaeus), bæver (Castor fiber), egern (Sciurusvulgaris) og ilder (Mustela putorius) fandtes også sam-men med 42 fuglearter, 9 arter af ferskvandsfisk og


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3628

29Fig. 18. Den sen boreale fauna fra Ulkestrup Lyng Øst, arter og artsvariation. Sammenligning med Fig. 32 side 45understreger forskellen i artsvariation og kropsstørrelse mellem den boreale og den sen atlantiske fauna.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3629

30

adskillige arter af padder og krybdyr som den euro-pæiske sumpskildpadde (Emys orbicularis). Det ene-ste tamdyr på det tidspunkt var hund (Canis familiaris)(Tabel 2–4) (Noe-Nygaard 1995).

På de boreale Åmosebopladser, som f.eks. Øgårde-bopladsen findes alle de ovennævnte arter (Degerbøl1943, Nordmann 1944, Iversen 1967, Aaris-Sørensen1988, Noe-Nygaard 1995). Søen selv, de urte- og græs-klædte bredder og det omgivende åbne skovland frem-bød et stort antal forskellige habitater med rigt vari-erede fødemuligheder.

Ulkestrup Lyng Øst er 14C dateret til sen Boreal tidomkring 8.200 BP (Tabel 1). Det arkæologiske mate-riale tyder på sen Maglemosekultur, mens pollenana-lyse angiver en meget tidlig Atlantisk alder for Ulkes-trup Lyng Øst hytterne (Jørgensen 1982). Alle de bo-reale dyrearter er tilstede her undtagen brun bjørn. Derer fundet knogler fra adskillige fuglearter, der er nyefor sen Boreal og tidlig Atlantisk tid (Andersen et al.1982, Richter 1998).

Fundmaterialet varierer i bevaringstilstand og stam-mer klart fra forskellige områder i vand og på land.Hovedparten er dog fra selve beboelsesområdet og erfundet på grænsen mellem terrestriske og limniske af-lejringer. Knoglerne herfra er temmelig beskadigede,overfladen viser afskalninger og dybe revner, og ild-påvirkede knogler er almindelige. Det store antal ju-venile knogler, der næsten alle stammer fra de storepattedyrarter, er ofte særdeles godt bevarede. Desværrehar der for adskillige bopladsers vedkommende ikkeværet tid og penge til at udgrave ret meget af udsmids-lagets forlængelse ud i søaflejringerne, hvor der for-modentlig er et bedre bevaringspotentiale. Det er der-for klart, at knoglematerialet langt fra er komplet.Dette ses på diagrammet over variationer af EMNI(estimeret mindste individantal), beregnet på de for-skellige knogleelementer fra kronhjort, hvor EMNIkan variere mellem 2 og 6 (Tabel 7).

Dyrene fra Ulkestrup Lyng Øst synes at have væretsunde. Der er kun observeret enkelte, pænt heledeskudskader og ingen sygdomstilstande. De biometri-ske data på næsten alle knogleelementer fra hele denstore pattedyrfauna viser, at dyrene, hanner såvel somhunner, var signifikant større i sen Boreal tid end isen Atlantisk tid (Fig. 19, 20). Knoglematerialet fraKongemosebopladsen er langt det største, med hen-syn til antal fragmenter og EMNI. Det giver mulig-hed for at bedømme størrelsesvariationen indenfor enfauna bestående af hanner, hunner og juvenile indivi-der. Kongemosematerialet er derfor brugt som en slagsstandard, med hvilket knoglematerialet fra de andrebopladsfund er sammenlignet. Knoglemål på dyr fraUlkestrup Lyng Øst ligger i den øvre ende af de til-svarende knoglemål fra Kongemose dyrene og oftehelt uden for variationsbredden af målinger fra Konge-mose bopladsen (Fig. 19, 20). Knoglematerialet fraUlkestrup Lyng Øst omfatter både hanner og hunnersamt juvenile dyr af begge køn fra elg, urokse, kron-hjort, rådyr, vildsvin og bæver. Der er ligeledes fun-

det et stort antal juvenile fugle (Richter 1982b, 1998).Det relativt store antal juvenile knogler, der genereltbevares dårligt er sandsynligvis medvirkende til etmindre komplet og dermed mindre repræsentativtfundmateriale.

Bopladsens beboelsestidspunktet er rekonstrueretved hjælp af informationer om drabstidspunkter forde forskellige byttedyr bragt til bopladsen. Fastsæt-telse af drabstidspunktet er bl.a. baseret på forekom-sten af juvenile knogler, samt tandfrembrud og opsats-udvikling fra arter med kort og årlig begrænset fødsels-periode suppleret med diverse trækfugles tilstedevæ-relse. Der er således fund af 0–3 måneder gamle kalveaf urokse, elg, rådyr og kronhjort, samt vildsvineunger.Alt tyder på, at Ulkestruplyngfolket opholdt sig påbopladsen og jagede i løbet af de fire sommermåne-der fra april til august. Denne konklusion understøt-tes yderligere af de mange juvenile fugleknogler isærfra svømmefugle (Fig. 39).

Forholdet mellem de stabile isotoper af kulstof 13Cog 12C målt i knoglekollagenet kan anvendes som etudtryk for sammensætningen af den diæt, som dyr ogmennesker har spist over en årrække. Målinger på bådepattedyr, fugle og fisk giver δ13C-værdier, der er ka-rakteristisk for dyr, der har levet af terrestriske føde-emner (–25‰ til –30‰) (Tauber 1981a, b, 1986, De-Niro 1987, DeNiro & Schoeninger 1983, Noe-Nygaard1988, 1995).

Delta13C værdierne er generelt, med nogle få und-tagelser, signifikant mindre negative på den sen bo-reale boplads sammenlignet med de sen atlantiske bo-pladser. Kronhjortene fra Ulkestrup Lyng Øst har så-ledes signifikant mindre negative værdier end kron-hjortene fra Muldbjergbopladsen (Fig. 21 A, B, 22 A,B, 34).

De målte δ13C-værdier på kronhjorte fra UlkestrupLyng Øst svarer til værdierne fundet hos den modernekronhjortebestand i Oksbøl hede- og fyrreplantage(Fig. 22, 34) (Noe-Nygaard 1995). De mindre nega-tive δ13C fra den boreale fauna sammenlignet med denatlantiske fauna tolkes som hidrørende fra forskelle idiætsammensætningen og dens isotopværdier for deto populationer. Der er store variationsmuligheder forfødeoptag i en åben skov med rig og varierende græs-ning således som den, der fandtes i Boreal tid. Mod-sat er fødevariationsmulighederne i et ensartet tætskovdække, som det der fandtes i Atlantisk tid, væ-sentlig mindre. Som et eksempel på biotopens indfly-delse på δ13C værdier i knoglekollagen hos samme artkan nævnes en undersøgelse af δ13C værdierne i knog-lerne hos moderne kronhjorte fra Oksbøl plantage ogBuderupholm, Rold Skov. Her ses en signifikant for-skel, således at dyrene, der lever i hedeplantagen, harmindre negative værdier end dyrene fra den store løv-skov, Rold Skov. Dyrenes kropsstørrelse er ligeledes af-hængig af biotopkvaliteten, og dyrene fra Oksbøl plan-tage er klart større end dem fra Rold Skov (Fig. 23).

Undersøgelser af planters forskelle i δ13C værdierhar vist, at den samme art har forskellige isotopværdier


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3630

31

afhængig af lysforholdene i omgivelserne. Planter, dervokser i skygge, har mere negative værdier end dem,der vokser i lys (Farquhar et al. 1989).

Hos rådyrene fra Store Åmose synes udviklingen iδ13C at gå den modsatte vej. Værdierne fra dyrene fraUlkestrup Lyng Øst er mere negative end dem, derses hos de senere atlantiske rådyr (Fig. 22). Der ersignifikant forskel på værdierne for kronhjort og rå-dyr på samme boplads som for eksempel på UlkestrupLyng Øst, Præstelyng og Muldbjerg. Værdierne er

mere negative for rådyr end for kronhjort på Ulke-strup Lyng Øst, mens det omvendte er tilfældet på Præ-stelyng og Muldbjerg. Udviklingen fra mere negativeværdier for rådyr på Ulkestrup Lyng Øst til mindrenegative på de sen atlantiske pladser tolkes som etresultat af et skift i fødehabitat fra en mere skygget,men åben underskovshabitat til en lysere skovbryns-habitat. Dette skift i fødeoptagelsesområde er et re-sultat af en stadig stigning i udbredelsen af egentlighøjskov på Sjælland gennem Atlantisk tid. Samtidig


Fig. 19. Sammenligning afdimensioner af underkæberfra kronhjorte fra de firebopladser. Mål 7 og 8 =forskellige længdemål påkæben, der er proportionalemed dyrets total størrelse

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3631

32

medfører den høje vandstand i søer og åer, samt dethøje havniveau forsumpning og oversvømmelse af delavtliggende græsdækkede områder (Fig. 24). Denskyggefulde atlantiske højskovs bund tillod kun enbegrænset underskovsvegetation. Der var derfor be-grænsede fødemuligheder, og et ret lille dyr som rå-dyret, der hovedsagelig lever som løv-, kviste- og urte-æder, har sandsynligvis været henvist til at søge ho-vedparten af sin føde i det lyseksponerede skovbrynsrige udvalg af småtræer og buske.

Delta 13C værdierne for urokse og elsdyr er ligesområdyrets ganske lave i Boreal tid, hvilket tyder på, atde også fik hovedparten af deres føde fra og i skoven-bunden. Tamkoen fra Muldbjergbopladsen har lige-som andre tidlige tamkøer derimod klart mindre ne-gative værdier. Selv om materialet er meget begræn-set, synes det at vise, at køerne fik deres føde fra åbneområder, f.eks. ryddede lysninger. Denne konklusionstemmer godt med den samtidige forekomst af over-drevsplanter og korn, som det kan ses i pollendiagram-


Fig. 20. Sammenligning afdimensioner af skinnebenfra kronhjorte fra de firebopladser. Bd = breddendistalt, Bp = breddenproximalt.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3632

33Fig. 21. A. Gennemsnit af δ13C værdier fra sen boreal og tidlig atlantisk fauna indsat i et landskab rekonstrueret ud frapollen- og faunaanalyser. B. Gennemsnit af δ13C/12C værdier fra sen atlantisk og tidlig subboreal fauna indsat i et land-skab rekonstrueret ud fra pollen- og faunaanalyser.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3633

34

merne fra sen Atlantisk-og Subboreal tid (Troels-Smith 1960b, Jørgensen 1963).

Delta 13C-værdierne for hund er meget negative bådepå Ulkestrup Lyng Øst og på Præstelyngen. Hundeog mennesker fra samme boplads har samme isotop-værdier de få steder, det har været muligt at teste det(Noe-Nygaard 1988). Hundene, der viser klare dome-stikationstræk, har været afhængige af mennesket somfødeleverandør, og har derfor for det meste levet afdet affald, som menneskene har efterladt og kastet tildem. Man må således antage, at også menneskene påde to Åmosebopladser for størstedelen har levet af ter-restrisk kost. Hunde såvel som mennesker i StoreÅmose fik altså på den tid hovedparten af deres fødefra terrestriske fødekilder i modsætning til den delvismarine diæt, hundene indtog på Kongemosebopladsen,hvor de havde klart marine δ13C værdier (Noe-Ny-gaard 1983, 1988, 1990, 1995). De kombinerede pa-læobiologiske og isotopgeokemiske oplysninger frabopladsfundne knogler kan således anvendes til re-konstruktion af fortidige miljøer og til at spore æn-dringer i palæomiljøet samt ændringer i mennesketsforetrukne opholdssteder.

4. 4. 2. 6. Rekonstruktion af palæomiljøet i StoreÅmoseBorealtidens kontinentale, varme og tørre klima gavmulighed for, at varmekrævende planter som mistel-ten, kristtorn og vedbend kunne blomstre (Iversen1967). Sumpskildpadden (Emys orbicularis), der li-geledes er en indikator for varmt klima, specielt varmesomre, levede og formerede sig i Store Åmose områ-det (Mathiassen 1943). Krøltoppet pelikan (Pelecanuscrispus) er blevet fundet i adskillige bopladsaflejringer(Hatting 1963), og malle (Silurus glanis) indvandredemuligvis også i denne periode. De er begge varme-elskende arter. Den gennemsnitlige sommertemperaturvar ca. 2°C højere end idag, mens den gennemsnitligevintertemperatur var omtrent som idag, men dog ikkelavere end –1°C (Iversen 1967).

Store Åmoses pollenspektrum viser et billede af enskov, der hovedsagelig bestod af hassel (Corylus) ogfyr (Pinus), med underordnet repræsentation af birk(Betula). Hassel og fyr er således de mest almindeligeskovtræer i starten af Boreal tid, mens klimaksskov-træerne allerede dominerede i sen Boreal tid (Jørgen-sen 1963, 1982, Iversen 1960, 1964, 1967).

Skoven var i tidlig Boreal tid stadig åben med spredtgræs og urtebevoksning. Den skyggetolerante hasselblev mere dominerende i takt med, at den præborealebirke- og fyrrehøjskov gik tilbage. Hasselen havde ek-sisteret som underskov det meste af Præboreal tid, menmed lav pollenproduktion. Hasselens fremgang førtetil et markant fald i urtepollenkurven (Jørgensen 1963,Iversen 1967).

Forskellene i habitatpræferencer i den højdiversesen boreale fauna fra Ulkestrup Lyng Øst tyder på, atlandskabet rundt om Store Åmose har frembudt et stortudvalg af varierede fødemuligheder. Der har været

skov, enge med urter og græsser samt spredt busk- ogsmåtræsvegetation.

Det frodige liv i og omkring søen dannede grundla-get for en rig fuglefauna med over 22 arter. Fugle-faunaens habitatkrav kan ligeledes sammenstykkes tilat vise et billede af en stor, åben, ret næringsrig sømed mindre lune vige gennemstrømmet af langsomtrindende vand. Søen var omkranset af et ret tæt vege-tationsbælte, der førte ind mod en græsklædt bred (Ta-bel 5, 6 side 37 og 38).

Den mesotrofe sø har haft et rigt liv af invertebrater,som mollusker, insekter og småkrebs, der dannedegrundlaget for en artsrig fiskefauna.

Fiskefaunaens habitatpræferencer tyder på en vari-eret bundtopografi i søen med klartvandsområder overgruset eller stenet bund og dybe blødbundsområder.Brasen (Abramis brama) holdet til på blød bund pådybere vand, mens rudskalle (Scardinius erytrophtal-mus) foretrak kransnålsalgevegetation og klart, lang-somt rindende vand. Gedde (Esox lucius) og suder(Tinca tinca) opholdt sig gerne langs med og i denvegetationsrige bredzone. Områder med lavt, varmtvand er vigtige for at opretholde en bestand af denmere varmekrævende malle (Silurus glanis).

Den markante vandspejlssænkning, der fandt stedgennem Boreal tid markeres af kraftig erosion af depræboreale og tidligt boreale brednære sedimenter,samt en hurtig spredning af makrofytbæltet fra bred-den ud i bassinet. Den hurtige udvidelse af søensvegetationszonen markeres af et udbredt skallag afsnegle og muslinger, der har været tilknyttet bred-vegetationen (Fig. 7, 14, 16) (Abildtrup 1995, 1998).

4. 4. 2. 7. KulturerEt stort antal Maglemosebopladser fra denne periodeer fundet langs søer og åløb over store dele af Sjæl-land. De mest interessante fund fra denne kultur stam-mer fra Maglemosen, Store Åmose (Ulkestrup LyngØst bopladsen), Tissø, Sværdborg, Holmegårds Moseog Lundby Mose. Der er fundet rester af hyttegulve,bålsteder, knogler og flintredskaber i store mængder.Benredskaberne udgør en særlig kategori på grund afderes smukke og funktionelle udførelse.

4. 4. 2. 8. Knoglerne fra Ulkestrup Lyng ØstMenneskeskabte spor på knoglerne fra Ulkestrup LyngØst giver os vigtige oplysninger om, hvorledes jagtenforegik, hvilke knogler, der var de foretrukne til red-skabsfremstilling, hvorledes byttet parteredes, oghvorledes man trak skindet af pelsdyrene for at kunneudnytte det til klæder. Sporene fortæller desuden, hvor-dan Maglemosefolket fileterede større kødstykker oghvilke udskæringer, der var de foretrukne. Man varisær omhyggelig med, hvordan man slog knoglerneitu for at få adgang til den nærende, fede marv. Blandtjagtsporene findes et par ribben fra kronhjort med brudog knogleomvoksede flintfliser.

Marvspaltningsmønstret minder meget om det, manfinder på den præboreale, engelske boplads Star Carr,


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3634

35

Fig. 22. A. Student’s t-test, variationsbredde, gennemsnitsværdier og 95% konfidensinterval af δ13C målinger på knogle-kollagen fra kronhjorte fra Mul./ULØ sammenlignet med Oks/Bud. Bemærk den signifikante forskel mellem Mul./ULØ(P<0,05) og Oks/Bud (0,05>P>0,01) og ligheden i værdierne fra henholdsvis Mul. = Muldbjerg I og Bud = Buderupholm,og ULØ = Ulkestrup Lyng Øst og Oks = Oksbøl. B. Student’s t-test, variationsbredde, gennemsnitsværdier og 95%konfidensinterval af δ13C målinger på knoglekollagen fra kronhjorte fra Ulkestrup Lyng ULØ, Kongemose KS, Præste-lyng PL, og Muldbjerg I Mul. Mul./PL P>0,05; Mul./KS P<0,01; Mul./ULØ 0,05>P>0,01. C. Student’s t-test på gennemsnits-værdier fra rådyr og kronhjorte fra samme bopladser, Muldbjerg I og Ulkestrup Lyng. Der er signifikant forskel på δ13Cværdierne mellem rådyr og kronhjorte på begge bopladser. D. Student’s t-test på gennemsnitsværdier af δ13C fra rådyr fraMul./ULØ og KS/ULØ. Der er signifikant forskel på Mul. og ULØ (P<0,01), men ikke mellem KS og ULØ.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3635

36

hvor marvspaltningen desuden viser ligheder med den,der ses på den langt yngre Kongemoseboplads (Noe-Nygaard 1987, Clutton-Brock & Noe-Nygaard 1990).De fleste af knoglerne er brudt over på en ret grov,uraffineret måde ved at slå knoglen mod en skarp stenog bruge den nedre ende af knoglen som et håndtageller ved at slå på knoglen med en tung, skarpæggetsten. Den sidste teknik er den sværeste. De resulte-rende fragmenter bliver store og kan ikke sættes sam-men, da knoglen er splintret rundt om brudstedet (Fig.25). Skinneben, mellemhånd og -fod er dog undtagetfra dette mønster (Noe-Nygaard 1990, 1995). Disseknogler blev brugt i redskabsfremstilling, og man harderfor gjorde sig megen umage med at fjerne den nedreende af knoglen med »skure-rende-teknik« med tyde-lige savespor for at få et så stort og lige stykke knoglesom muligt (Fig. 25, 38B; se også Richter 1982, 1998).Mange af de nedre ender er blevet smidt ind i bålet oger brændt hvidgrå.

Maglemosekulturens marvspaltningsmønster varmarkant forskelligt fra det, man finder i sen Ertebøl-lekultur (Fig. 25, 26). Marvspaltningsmønstret kan så-ledes anvendes til at identificere det kulturelle tilhørs-forhold for et knoglemateriale, og måske kan manyderligere udtale sig om, hvilken funktion de forskel-lige bopladstyper har haft. Den grove, hurtige frag-mentering kunne være foregået under kortvarige op-

hold på jagtstationer, mens en mere omhyggelig knog-lebehandling foregik på bopladsen, som Binford(1978) observerede det hos Nunamiut eskimoerne.Fileteringsmærker er temmelig hyppige på begge si-der af skulderblade og på ydersiden af ribbenene (Fig.26, 27). Dette kunne tolkes som et udtryk for, at manhar fjernet knoglen fra kødet, antagelig for at tørreeller ryge kødstykker til forråd. Snitmærkernes pla-cering på kranier af kronhjort, bæver og odder viser,at skindet har været fjernet og antagelig brugt sommateriale til klæder. Fig. 26, 28, 29 viser snitmærkerfra opskæring af byttedyr, her kronhjort og rådyr. Fundaf redskaber lavet af kronhjortetak viser, at kronhjorte-gevirerne i udstrakt grad har været anvendt som red-skabsmateriale. De tydelige hugmærker på takkerneviser, at der er tale om uafkastede takker, der stadigsad fast på kraniet. Det er karakteristisk, at kun megetfå fugleknogler viser spor efter menneskelig aktivi-tet. Det store antal juvenile knogler af pattedyr ogfugle, samt de ret store mængder af fiskeknogler vi-ser, at Ulkestrup Lyng Øst bopladsen har været be-nyttet som en mere permanent sommerboplads, hvorder blev sat fælder for pelsdyr, fisket og fanget fugle(Fig. 39). Den mere permanente form for sommer-beboelse på Ulkestrup Lyng Øst bopladsen er yderli-gere underbygget af fund af hytterester og af de storemængder af affaldsmateriale, der omfatter affald fra

Fig. 23. Forskel i størrelse på kronhjorte fra to nutidige danske populationer fra Buderupholm og Oksbøl. Modificeretefter Jensen (1967). Linierne viser gennemsnit af mål på 200 dyr fra Oksbøl. Cirklerne viser enkeltmålinger på dyr fraBuderupholm for kronhjort (udfyldte cirkler, hanner) og rådyr (åbne cirkler, hunner).


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3636

37

redskabsfremstilling og måltidsrester, alt aflejret in-denfor et begrænset område.

4. 5. Tidlig Atlantisk tid Pollenzone VI(8.000–7.000 BP)4. 5. 1. Regional oversigtPerioden indledes med en meget hurtig stigning i hav-niveauet kaldet den tidlige Littorina transgression(Iversen 1937, Lilijegren 1982, C. Christensen 1995,C. Christensen et al. 1997). De samtidige strandaflej-ringer fra Vedbæk på Sjælland ligger mere end 3 mover nutidens havniveau (Fig. 31) (C. Christensen1982 a). Stigningen i havniveau var hurtigere end densamtidige isostatisk landhævning. I denne periode æn-drede Danmark sig fra at være en del af Nordeuropasfastland til at være et område bestående af øer oghalvøer næsten som idag. I Storebæltkanalen fandt engrundvandsstigning sted allerede ved slutningen afBoreal tid. Den resulterende forsumpning forvarslededen begyndende atlantiske transgressionfase. Samti-

dig ændrede sedimentationen sig i Storebæltskanalenfra lakustrine detritusgytjer til brakvandsmudder medbrakvandstolerante snegle og muslinger (Mathiassen1997). I Storebælt steg det relative havniveau fra –35m til +3 m på ca. 1000 år. I løbet af tidlig atlantisk tidtrængte havet ind i Østersøen bl.a. gennem Storebælt,og efter en kortvarig brakvandsperiode i tidlig Atlan-tisk tid ændredes den ferske Ancylussø til det marineLittorinahav (Björck 1995).

4. 5. 2. Åmose bassinet4. 5. 2. 1. Sedimentære faciesOvergangen mellem Boreal og tidlig Atlantisk tidmarkeres af et tyndt, udbredt lag af transgressive lit-toralaflejringer bestående af en sandet, grov detritus-gytje med hele velbevarede snegleskaller og drift-materiale foruden omlejrede brudstykker af korrode-rede snegleskaller. Laget har erosiv bund og dækkerde regressive, sen Boreale aflejringer af fortrinsvisskalsand, der er gennemgravede af bundlevende or-ganismer (Fig. 11, 13). Den regressive enhed overlejrer


Fig. 24. Skematisk illustration aftilstedeværelsen af græsningsarealerved ændringer i havniveau ogsøniveau.

Tabel 5. De hyppigst forekommende fuglearter og deres foretrukne biotop på Ulkestrup Lyng og Muldbjerg I er listetefter antal fragmenter. Der er kun medtaget arter, der er repræsenterede med mere end 10 fragmenter. Bemærk det øgedeantal arter, der foretrækker sø/mose omgivelser fra Ulkestrup Lyng til Muldbjerg I. NF = antal fragmenter.

Ulkestrup Lyng Muldbjerg IArt NF Biotop Art NF Biotop

Fulica atra 48 Generel Anas platyrhyncos 71 GenerelPodicips cristatus 21 Åben Cygnus olor 28 Generel, sømoseAnas platyrhyncos 15 Generel Anas querquedula 24 SømoseCiconia nigra 14 Træer, sømose Anas sp. 21 SømoseAnser anser 12 Søer, græsområder Anas crecca 17 SømoseHaliaeëtus albicilla 11 Åben Fulica atra 16 GenerelCiconia sp. 11 Træer, mose Ciconia nigra 15 Træer, sømose

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3637

38

således en inkonformitet og tolkes som værende af-lejret under den boreale tvungne regression, forårsa-get af en vandstandssænkning, den anden i Åmose-bassinets historie (Fig. 37). Inkonformiteten er enlakustrin sekvensgrænse, som kan genfindes i mangesøbassiner i det sydlige Skandinavien (Noe-Nygaard1995). Hiatussen dækker flere steder i Åmosen ad-skillige hundrede år. Det transgressive lag over se-kvensgrænsen er dækket af en fin kalkholdig dyb-vandsdetritusgytje fra Atlantisk tid. De velbevaredehele snegle- og muslingeskaller, samt det overlejrendefinkornede sediment viser, at laget blev afsat understigende vanddybde (Noe-Nygaard 1995). Den finedetritusgytje fra tidlig Atlantisk tid er kun 10–15 cmtyk i Præstelyngen PL II profilet, mens den i A201 erover 1 m tyk. Snegleskaller findes spredt i hele denatlantiske lagserie. Søniveauændringer i de dybere deleaf bassinet ses som en vekslen mellem markantehumificerede horisonter med tydelig bioturbation oghomogene, finkornede, uhumificerede lag fra perio-der med stigende og høj vandstand.

De mest markante, aflejringer i den tidlig atlantiskelagserie er fine kalkrige detritusgytjer.

Facies 7. Homogen, uhumificeret, olivengrøn,kalkrig, fin detritusgytjeDer er en markant grænse mellem kransnålsalgegytjen,facies 6, og detritusgytjen. Facies 7 er 2 til 30 cm tyki bredzoneaflejringer og op til 2–3 m tyk i de dyberedele af bassinet. De fine detritusgytjeaflejringer do-minerer i de dybere dele af bassinet i Boreal tid oggennem hele Atlantisk tid, samt yderligere periodevisi sen Subboreal tid. Fin detritusgytje optræder i alleprofiler, i brednære såvel som i mere bassinværts af-lejringer fra den atlantiske periode. Sedimentet beståraf finfordelt mikroskopisk plantemateriale, pollen, al-ger som Botryococcus og Pediastrum, ekskrementer

fra bundlevende organismer og fint fordelt terrestriskmateriale. Desuden findes rester af de dyr og planter,der levede i søen som f. eks muslinger, ostracoder ogdiatoméer. Den biologisk betingede kalkudskillelse fraoverfladevandet udgør en vigtig bestanddel af sedi-mentet (60–80 vægt %). Gytjen er yderst elastisk ogilter hurtigt til en brunsort farve, når den udsættes foralmindelig atmosfærisk luft (Noe-Nygaard 1995, U.W. Christensen 1995, Abildtrup 1995, Løvberg 1996).Makroskopiske land- og vandplanter er ret sjældne,men frø af vandaks, bukkeblad samt gul og hvidåkande er fundet (Jørgensen 1963). Molluskskaller fin-des spredt igennem sedimentet (se detaljeret fauna-liste og beskrivelse hos Abildtrup 1995, 1998)

Gytjen er aflejret fra suspension i et lavenergimiljø.Sammenligning med moderne søer af samme type vi-ser, at aflejringen fandt sted på relativt dybt vand (6–20) m i en mesotrof-eutrof Potamogeton (vandaks)søtype. Det alternerende bioturberede og helt homo-gene sediment tyder på, at der har været ændringer isedimenttilførsel og vanddybde. Det homogene sedi-ment kan enten være et resultat af relativ hurtig, ens-artet sedimentation på dybt vand og med lav bio-aktivitet, eller det kan være et resultat af intens bio-turbation, der har udslettet alle primære sediment-strukturer. I perioder har vandstanden været lavere el-ler stationær over en vis periode samtidig med relativlav sedimentationshastighed. Det har tilladt gravendeorganismer at invadere bunden, ilte og omdanne detorganiske materiale, så sedimentet får et stribet udse-ende med vekslende mørke og lyse lag gennemsat afgravegange (Fig. 36, s. 52).

Facies 8. Skalgytje/skalgrus faciesI tre niveauer forekommer der grovere skalsand/grus-lag i den fine detritusgytje. De varierer fra nogle fåcm op til 20 cm i tykkelse. Flere af disse lag kan føl-

Tabel 6. Forskelle i forekomst af forskellige habitatspecifikke fuglearter på Ulkestrup Lyng og Muldbjerg I.

Arter fundet på Ulkestrup Lyng, men ikke på Arter fundet på Muldbjerg I, men ikke Ulkestrup Lyng,Muldbjerg I, og deres foretrukne bosted. og deres foretrukne bosted.

Art Bosted Art Bosted

Ardea cinera Store åbne søer Anas acuta Mindre søer og moserBotaurus stellaris Store åbne søer Anas penelope Mindre søer og moserMilvus milvus Store åbne søer Aythya ferina Mindre søer og moserMilvus migrans Store åbne søer Tadorna tadorna Store åbne søerNumenius arguata Græs Anser fabilis Moser

Cygnus olor Store åbne søer, mindre søer og moserCygnus cygnus Store åbne søer, mindre søer og moserPodicips ruficollis Mindre søer og moserAythya marila Større søerRallus aquaticus Mindre søer og moserGallinula chloropus Mindre søer og moserPhilomacus pugnax Søer med græsBucephala clangula


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3638


Fig. 25. Brudmønstre og placering af arbejdsmærker afsat af stenalder mennesket på skinneben fra kronhjorte fra de firebopladser. Bemærk forskellen i brudmønstre på knogler fra Muldbjerg I og Kongemose, og ligheden i brudmønstre påknogler fra Muldbjerg I og Præstelyng. Se legende Fig. 26.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3639


Fig. 26. Brudmønstre og arbejdsmærker på skulderbladefra kronhjorte fra de fire bopladser. Bemærk at der erskrabemærker på skulderblade fra alle fire bopladser. Skul-derbladene fra Muldbjerg I er slået temmelig groft i styk-ker.Sorte cirkler med bogstaverne. F: fileteringsmærker; D:hundegnav; C: rensemærker; E: spise-/skrabemærker; T:redskabsfremstillingsmærker.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3740

41

ges over hele bassinet. Det mest markante ligger påovergangen mellem lag fra Atlantisk og Subboreal tid.

Aragonitskallede muslinger og snegle forekommerpå forskellig måde i de fine gytjer. I facies 8A erskallerne tilfældigt fordelt i detritusgytjen. Skallerneer for det meste hele, og muslingerne har bevaretperiostracum. Det eneste skalmateriale, der består afcalcit, er lågene fra Bithynia sneglene. Snegle og mus-lingeskaller findes sammen, og mange er bevaret i livs-stilling. Artsdiversiteten er stor og de enkelte arter erbeskrevet af Abildtrup (1995, 1998). Denne type af-lejring er ofte med en skarp grænse overlejret af facies8B, der findes i 3–8 cm tynde velafgrænsede lag afskalsand af og til sammen med lidt sand, silt og driftaf småpinde (Fig. 11, 13 ved tændstikhoved).

Facies 8B består af en vekslen mellem knuste oghele, ofte små, velbevarede skaller, der ligger oven påde knuste skaller (Fig. 17). Denne type aflejringer fin-des i de mere brednære profiler, og kan følges et godtstykke ud i bassinet.

Facies 8C findes i 10–20 cm tykke lag og er altidopblandet med drift i form af pinde, blade og frø fra

Fig. 27. Skrabemærker på skulderblade fra kronhjort. A. ×1/4, B: principskitse af skrabespor.

Fig. 28. Skæremærker på brystben fra . A: Kronhjort (Mul.I1596)×1/2, B: rådyr (PL 6925-167)×1/2, C: Principskitseaf snitmærker som ses på A.

→Fig. 29. Savemærker på ribben fra kronhjorte fra Præste-lyngen. A × 2, B × 2, C × 1, D: principskitse af savespor påC.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3741

42

bredvegetationen. Her findes snegle- og muslingeskal-ler vekslende med og indlejret i fin detritusgytje. Ne-derst ligger knuste, halvt opløste og kalkovertruknestørre skalfragmenter i klumper sammen med ansam-linger af uregelmæssige kalkplader, der er dannet påsten eller rundt om plantestængler. Over dette lag fin-des store, hele, velbevarede snegle- og muslingeskal-ler (Fig. 37, s. 53).

Facies 8A blev dannet ved konstant akkumulationaf sediment og mollusker bevaret i livsstilling. Le-

vende mollusker er relativt sjældne på dybt vand, menderes skaller kan findes koncentreret i et skalbælte iet niveau i ca. 8 meters dybde, som det er beskrevetfra den moderne Esrom sø (Berg 1950). I Facies 8Bviser skaller og sediment, at materialet har væretstrøm- eller bølgetransporteret.

Der er en tydelig farveforskel på de to lag i facies8B, der har en kompleks dannelseshistorie. I det ne-derste lag er knuste skaller aflejret i hobe og har engullig farve i modsætning til de overliggende små heleskaller, der er hvide og friske, som i facies 8A. Farve-forskellene og måden, på hvilken skallerne forekom-mer, tyder på, at de nederste lag er aflejrede brednært,og at laget muligvis kortvarigt har været eksponeretover søniveau. Herefter er laget blevet overskylletunder stigende vandstand, og de hvide friske skallerfra den dybere del af makrofytbæltet er blevet skylletsammen og aflejrede over de korroderede skaller.

Facies 8C er ligeledes en sammensat faciestype. Detnederste lag af stærkt knuste skaller, der forekommeri gruber og fylder gravegange ud på f.eks. overgan-gen mellem lag fra Boreal-tidlig Atlantisk tid, tyderpå aflejring under relativ vandstandssænkning (Fig.17, 33). De hele, overliggende skaller vidner om af-lejring under stigende vandniveau under bølgebasis.

4. 5. 2. 2. SøniveauDe skarpe grænser til lag fra de under- og overlig-gende pollenzoner V og VII, samt dybvandsaflejrin-gernes art og tykkelse tyder på en generel hurtig stig-ning i søniveau gennem Atlantisk tid, som resulteredei aflejringer af finkornet dybvandsgytje. På overgan-gen til zone VII fandt et kortvarigt, brat fald i søni-veau sted. Der kan i zone VI omkring 7.400 BP iden-tificeres en kortvarig periode, hvor vandstandsstignin-gen gik særlig hurtigt (Jørgensen 1963). Denne pe-riode med høj vandstandsstigningsrate kan ligeledesspores i de geokemiske parametre, hvor blandt andetδ18O værdierne bliver mere negative som følge af min-dre fordampning, kortere residenstid og dermed meredominans af nedbør med δ værdier på omkring –9‰(se under geokemi 4. 5. 2. 3). En tilsvarende hurtigstigning i søniveau er også observeret i andre øst-danske søsystemer, f.eks. Holmegårds Mose (Ander-sen et al. 1982). Fyrreskoven på det tidligere tørrelandområde langs Store Åmose blev oversvømmet ogtørveaflejringer spredte sig, dækkede og bevarede re-sterne af de brednære, udgåede træer (Noe-Nygaard1995). Denne søniveaustigning er muligvis et resultataf den kortvarige klimaforværring, der er observeret ide grønlandske iskerner omkring 7.400 BP (Johnsenet al. 1995, Klitgaard-Kristensen et al. 1998). En så-dan klimaforværring, der menes at skyldes tilførsel afstore mængder af smeltevand fra nedsmeltningen afde sidste isskjolde i Canada og Skandinavien ville,fordi det lettere smeltevand hindrede nedsynkning afkoldt vand ved Østgrønlands kyst, sænke cirkulations-hastigheden i det nordatlantiske havstrømssystem.

Fig. 30. Slagmærker. A: Distale del af et overarmsben frakronhjort fra Præstelyng. B: Diafyser af skinneben fra kron-hjorte fra Præstelyng, bemærk den muslingelignende frak-tur på slagmærkets udgangsside. A. ×1, B. ×1, C og D. ×1/2, E: principskitse af slagbule.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3742

43

Dette ville medføre mindre effektiv transport nordpåaf varmt vand via Golfstrømmen, hvilket ville med-føre køligere vejr og sandsynligvis mere nedbør i detdanske område.

4. 5. 2. 3. GeokemiIsotopzone 5 (Fig. 14) dækker hele tidlig Atlantisktid, pollen zone VI (Noe-Nygaard 1995, Løvberg1998, Planche I-IV). Den er karakteriseret af et mereeller mindre stabilt forløb uden mærkbare udsving iforholdet mellem karbonat, klastisk og organisk ma-teriale, δ13Corg, δ13Ccarb og δ18O. Overgangen mellemsen Boreal og tidlig Atlantisk tid markeres af en stig-ning i δ13C. Delta 18O starter ret negativt mellem –8og –9 ‰, men stiger klart umiddelbart over grænsen.Desuden ses en stigning i klastisk materiale og TOC,mens karbonatindholdet falder. Disse udsving er tol-ket som et resultat af fald i søniveau, som bevirkedeerosion og udskylning af tidligere aflejrede søbreds-sedimenter og lavvands-karbonatudskillelser, og støt-ter således tolkningen af den sedimentære udvikling(Noe-Nygaard 1995). Stigningen i δ13Ccarb og δ18O kanderfor stamme fra erosion i og omlejring af karbonat-holdige sedimenter med mere positive δ-værdier. Re-sedimenterede lavtvandskarbonater fra makrofytzonenmed mindre negative δ-værdier kan ligeledes have bi-draget til mindre negative δ13C værdier. Forøget for-dampning, koblet med søvandets længere residenstidog den deraf resulterende berigelse af overfladevan-det med δ18O, kan også have spillet en rolle for destigende δ18O værdier. Denne tolkning af de geoke-miske udsving støttes af den sedimentære udvikling.Hvis grænsen mellem lag fra Boreal og tidlig Atlan-

tisk tid er korrekt placeret, ser det ud til, at det lavestesøniveau er nået kort før slutningen af Boreal tid. Denbegyndende stigning i base level (defineres i det se-nere afsnit om sekvensstratigrafi side 53) startedeumiddelbart før slutningen af Boreal tid (Noe-Nygaard1995). Disse ændringer i søniveau kan erkendes i debrednære profiler (PL III og B408) og i profiler (A201og B404) fra de dybere dele af søen. Desværre er derendnu for få 14C dateringer, og sikker identifikation afsamtidige flader er derfor vanskelig.

De perioder, som var karakteriseret af hurtig vand-standsstigning, viser en forøgelse af organisk mate-riale og fald i δ13Corg værdier. Dette forløb ses særligttydeligt op mod grænsen til lag fra mellem og sen At-lantisk tid. Forøgelsen af organisk materiale tolkes somet resultat af øget tilførsel af terrestrisk, organisk ma-teriale fra den oversvømmede søbred og de tilgræn-sende lave områder, suppleret med en forøgelse af denorganiske produktion i den således næringsberigedesø. Faldet i δ13Corg skyldes formodentlig en kombina-tion af øget tilførsel af allerede 13C forarmet, terre-strisk, organisk materiale, forøget nedbrydning af or-ganisk materiale under forbrug af ilt og med udskil-lelse af CO2 med lave værdier, samt en stigning i alge-produktion med generelt lave δ13C værdier. De plan-ter, der voksede i søen, vil yderligere på grund af denøgede organiske produktion, få mindre lys og dermedmere negative δ13C værdier (Noe-Nygaard 1995). Stig-ningen i algeproduktion bekræftes af stigning i kur-verne for Botryococcus og Pediastrum i Åmosebas-sinet (Jørgensen 1963, Løvberg 1996, 1998). Den ef-terfølgende stigning i δ13Corg tolkes som en stabilise-ringsfase. I denne fase ses et fald i δ18O, der tolkessom et resultat af det højere søniveau, kortere residens-

Fig. 31. Søniveauændrin-ger i Store Åmosesammenlignet med dedelvist samtidigekystlinieforskydnings-kurver fra Vedbæk(Christensen 1982a),Trundholm (Jacobsen1982), Bysjön (Digerfeldt1988) og Barsebäck(Mörner 1969), samt derelative base levelændringer i Storebælt(Mathiassen 1997). Denlodrette skala gælder kunfor Vedbæk kurven.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3743

44

tid og øget indflydelse af nedbør via regn og flod-tilløb. Ligeledes formodes det, at opblanding af vand-søjlen i perioder med højt vandniveau var mindre ef-fektiv, og at vandsøjlen i kortere perioder var midler-tidig lagdelt.

Den biologisk betingede karbonatproduktion stegunder det stabiliserede høje sønivau lige efter den højeorganiske produktivitet. Delta13Ccarb blev mere nega-tiv, δ180 mindre negativ, indhold af organisk materialefaldt, og δ13Corg blev mindre negativ.

4. 5. 2. 4. FloraHovedtendenserne i den regionale floraudviklingfremgår af pollendiagrammerne fra Åmosen (Jørgen-sen 1963, 1982, Stockmarr 1966, U. W. Christensen1995, Løvberg 1996). Pollenkurverne giver et klartbillede af, hvordan klimakstræerne elm, eg og lind(Ulmus, Quercus, Tilia) fortrængte pionertræerne birk,fyr og hassel (Betula, Pinus og Corylus) (Iversen 1960,1967). El (Alnus) er ikke påvirket af denne konkur-rence, da den gror på jord, som er for fugtig for deandre klimakstræer. De dårlige lysforhold betinget afdet tætte kronedække afspejles i et fald i pollen-kurverne for urter, græsser og lyskrævende træer somf.eks. hassel og birk. Pollenkurverne for klimaks-skovens træer og hassel går imidlertid også tilbage isidste del af pollenzone VI. Pollenspektret for el ogumiddelbart efter birk stiger op til grænsen mellempollenzone VI og VII (Jørgensen 1963, U. W. Chri-stensen 1995, Løvberg 1996). Disse hurtige ændrin-ger i pollendiagrammerne kunne være det botaniskesignal på den klimaændring, der ses i iskernerne om-kring 7.400 BP. Ændringen i pollenspektret kan for-klares ved en hurtig vandstandsændring i søen. Dettekunne skyldes øget nedbør eller formindsket fordamp-ning, altså koldere og eller fugtigere vejr. Lige efterovergangen mellem zone VI og VII ses et tydeligt faldi limnofyter, amphifyter og pollen fra den varme-krævende hvas avneknippe (Cladium mariscus) (Jør-gensen 1963). Desuden ses en stigning i pollen-destruktionskurven. Ændringerne i pollendiagrammer-ne sammenholdt med de sedimentologiske data tolkessom et hurtigt, kortvarigt fald i søniveau, svarende tilden tredie tvungne regression i bassinet (Noe-Nygaard1995).

4. 5. 2. 5. FaunaSjællands fauna undergik store ændringer i den atlan-tiske periode (Fig. 18, 32). En del arter fra den borealefauna forsvandt, men nogle få er genindvandret i ny-ere tid. Især blev antallet af store pattedyrsarter redu-ceret, og brun bjørn (Ursus arctos), los (Lynx lynx),elg (Alces alces), urokse (Bos primigenius), ilder(Mustela putorius) og grævling (Meles meles) for-svandt i sidste del af zone VI (Aaris-Sørensen 1980).

Der er meget få bopladslokaliteter og faunarester iÅmosebassinet fra midt og højatlantisk tid. Dette ermuligvis resultatet af den stigende vandstand i Åmo-

sesøen, der har gjort bredderne ustabile og uegnedetil at bo på. Der er dog nogle få fund fra højtliggende,opdyrkede områder omkring søen.

4. 5. 2. 6. Knoglerne fra KongemosebopladsenKongemosebopladsen (7.600 BP) er en af de få tidligatlantiske bopladser. Den ligger på en mosedækket for-højning af glaciofluviale aflejringer mindre end 100m vest for deltaaflejringerne fra Sandlyng Å (Fig. 3,5). Det regionale fald i artsdiversitet afspejles alle-rede i faunaforskelle i bopladsaflejringerne fra Ulkes-trup Lyng Øst og Kongemose. På trods af det storeantal velbevarede og bestemte knoglefragmenter fraKongemose er grævling og urokse ikke repræsente-rede, og elg er kun repræsenteret ved fire fragmenter,som kan være omlejrede fra ældre nærliggende Mag-lemose bopladser. Den generelle bevaring af de 6.000bestemte knoglefragmenter er meget god bortset frade menneskefragmenterede knogler, samt knogler franyfødte kronhjortekalve og vildsvin. De få fugleknog-ler er i meget dårlig stand, og næsten alle manglerepifyseenderne. Knogler fra ungfugle er almindelige,men dårligt bevarede, så artsbestemmelse er ikke al-tid mulig. Fiskeknogler er fra store individer, og ogsåde er dårligt bevarede. Deres antal er desuden megetringe sammenlignet med de flere tusinde knogler, somer fundet ved f.eks. Muldbjerg I og Præstelyng. Fi-ske- og fugleknogler fra Kongemose ser primært udtil at have været aflejret delvist på land og delvist iden nære bredzone, hvorimod de fleste pattedyr-knogler blev aflejret i vegetationszonen i søen og noglefå ude i søen. Trods relativ god bevaring af knogle-materiale, ses store forskelle i EMNI baseret på for-skellige knogleelementer. EMNI varierer fra 17–53på kronhjort (Tabel 8, 9), og viser den ufuldstændigetilstand af materialet.

Nedenfor diskuteres læsioner, der er fundet på knog-lerne, hvoraf de fleste er forvoldt af mennesker. Førstbeskrives de få der kan have naturlige årsager. Et sætunderkæber med tænder fra et meget gammelt individhavde caries i m1 (forreste kindtand i undermunden).Et brækket ben var inficeret af osteoporosis (en slagsknogleskørhed), og på nogle ribben ses helede læsio-ner efter brud, af hvilket nogle kan stamme fra par-ringskampe (Noe-Nygaard 1995).

De biometriske data fra det omfattende Kongemose-materiale, specielt kronhjorte, er brugt som standardved sammenligning af andre, mindre omfattendeknoglesamlinger fra Ulkestrup Lyng Øst, Præstelyngog Muldbjerg I. Det store antal målbare knogleele-menter gør det muligt at vurdere størrelsesvariationenaf de mest almindelige arter og i en del tilfælde atskelne mellem hanner og hunner (Fig. 19, 20). Kron-hjorte fra Kongemose er generelt større end dem frade yngre lokaliteter Præstelyng og Muldbjerg I (Got-fredsen 1990, Noe-Nygaard 1995). De største dyr fraKongemose svarer i størrelse til dem fra UlkestrupLyng Øst, medens de mindste dyr fra Kongemose sva-rer til dyr fra Præstelyng og Muldbjerg I. Aldersfor-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3744

45

delingen af kronhjort er usædvanlig og karakteriseretved et stort antal dyr, der er 8 år eller ældre, hvorimodder er ret få ungdyr (Tabel 8, Fig. 33). Dette kan for-klares som et resultat af selektiv jagt på voksne dyrmed det formål at opnå godt råmateriale af gevir ogknogler, f.eks. mellemfod og -hånd til redskabsfrem-stilling (Noe-Nygaard 1995).

Beboelsestidspunktet for Kongemose bopladsen erbestemt på basis af udviklingstilstanden af gevir frakronhjort og rådyr og epifysetilvoksning på knoglerfra yngre individer af kronhjort, rådyr og bæver samt

tandfrembrud. Kombinationen af disse data tyder påat pladsen er benyttet to gange om året, i de fire som-mermåneder og i det sene efterår, eller muligvis i dentidlige vinter (Fig. 39). Der er kun få fugleknogler, ogdisse er uanvendelige som sæsonindikatorer. Knoglerfra unge traner, havørn og sort stork bekræfter dog, atpladsen har været benyttet om sommeren. De ganskefå men velbevarede fiskeknogler antyder, at søfiskeriikke havde stor betydning for indbyggerne (Noe-Ny-gaard 1995). Både på Ulkestrup Lyng Øst og på Præ-stelyngog Muldbjergbopladserne er der fundet et stort

Fig. 32. Arter og artsvariation på Præstelyng (sen Ertebølle) og Muldbjerg I (Tidlig neolitisk tid). Bemærk den lavdiversefauna af små individer sammenlignet med den sen boreale fauna (se Fig. 18).

Tabel 7. Fra de fire bopladser er listet det estimerede mindste individantal (EMNI) på de hyppigst forekommende knoglerfra de forskellige tafozoner. Den procentvise andel af fundne knogler i forhold til det antal, der burde have være fundet,hvis alt var bevaret, er beregnet baseret på EMNI, Tafozone I: Bredzone, Tafozone II: Brednær vegetationszone, TafozoneIII: Det dybe bassin.

Muldbjerg I Præstelyng Kongemose Ulkestrup LyngEMNI Tafozone % EMNI Tafozone % EMNI Tafozone % EMNI Tafozone %

Kranium 5 II-(I) 100 11 II-(I) 100 17 I-(II) 32 4 II-(I) 67Underkæbe 3 II 60 8 II 73 26 II 49 4 I-(II)-(III) 67Skulderblad 4 I 80 5 I 45 45 II 85 5 I 83Overarmsben 4 I-II 80 3 I-II 27 24 (I)-II 45 5 II 83Spole-/albueben 5 I-II 100 6 (I)-II 55 38 (I)-II-(III) 72 3 I 50Lårben 4 I-(II) 80 5 II-(I) 45 27 II-(III)-(I) 51 2 (II) 33Skinneben 5 I-II 100 8 I-II 70 53 (I)-II 100 6* (I)-II 100Mellemhånd 5 (I)-II 100 4 (I)-II 36 32 II 60 3* I 50Mellemfod 4* (I)-II 80 3 I-II 27 23* II 43 3* I 50

* = Brugt til fremstilling af værktøj


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3745

46

Tab

el 8

. F

ord

elin

ge

n a

f vo

ksn

e o

g ju

ven

ile

Ce

rvu

s e

lap

hu

s fra

de

fir

e b

op

lad

ser

ba

sere

t p

å E

MN

I. U

ng

dyr

er

me

dre

gn

et

i su

mm

en

af

voks

ne

. S

A n

æst

en

vo

kse

n

Mu

ldb

jerg

IP

ræst

ely

ng

Ko

ng

em

ose

Ulk

est

rup

Lyn

gJu

v. a

lde

rJu

v. a

lde

rJu

v. a

lde

rJu

v. a

lde

rTo

tal

Voks

.Ju

v.m

dr.

Tota

lVo

ks.

Juv.

md

r.To

tal

Voks

.Ju

v.m

dr.

Tota

lVo

ks.

Juv.

md

r.

Kra

niu

m5

50

115

60

–3

, 2

×2

–3

, 3

×1

21

71

2

52

×3

–5

, 3

×1

4–

16

43

10

–3

Un

de

rkæ

be

33

0

94

50

–3

, 2

×3

–5

, 2

×1

22

62

2

42

×2

–3

, 2

×1

2–

15

43

10

–6

Sku

lde

rbla

d4

40

5

41

0–

3,

1×

SA

45

45

0

54

10

–3

Ove

rarm

sbe

n4

40

3

21

24

10

14

1×

SA

54

10

–3

, S

AS

po

le-/

alb

ue

be

n5

50

6

42

3×

5,

12

38

31

7

0–

3,

6,

14

–1

63

21

0–

3L

årb

en

44

10

–3

5

32

2–

4,

12

–1

42

71

9

82

–6

, 3

–6

, 6

×1

4–

16

21

10

–3

Ski

nn

eb

en

55

02

×S

A

83

50

–3

, 3

–5

, 3

×1

2–

15

53

40

13

2×

0–

3,

2–

6,

3–

6,

9×

14

–1

66

51

0–

3M

elle

mh

ån

d5

50

4

22

0–

3,

3–

53

22

6

62

×3

–5

, 4

×1

4–

16

33

0M

elle

mfo

d4

40

3

30

23

18

5

0

–3

, 4

×3

–6

32

10

–3

Ma

x E

MN

I6

51

115

65

34

51

46

51

Un

ge

(S

A)

21

1

1(2

4–

48

md

r.)

antal fiskeknogler, og alle disse tre pladser er ligesomKongemosebopladsen udgravede uden anvendelse afden moderne soldeteknik. Alle pladser har haft sam-me placering i forhold til søen, og det er således ikkesandsynligt, at forskellen i antal fiskeknogler har be-varingsmæssige årsager, eller skyldes forskelle i ud-gravningsmetoder. Det mest sandsynlige er, at men-neskene på Kongemosebopladsen har foretrukket atfiske langs kysten og primært er taget ind i landet forat jage større vildt.

13C/12C forholdet i knoglekollagen fra pattedyr ogfisk viser, at værdier fra Kongemose ligger mellemværdierne fra Ulkestrup Lyng Øst og sen Atlantiskelokaliteter (Fig. 22). Delta13C værdierne fra kronhjorter mere negative end dem fra Ulkestrup Lyng Øst, menmindre negative end dem fra den sen atlantiske Præste-lyng og den tidlig subboreale Muldbjerg I boplads.Der er en signifikant forskel mellem δ13C målt på kron-hjort og rådyr både på Ulkestrup Lyng Øst og Præste-lyng-Muldbjerg I materialet (Fig. 22). Delta 13C vær-dierne fra kronhjort og rådyr på Kongemosebopladsener tydeligt anderledes, idet der her ingen signifikantforskel er mellem de to arter. Dette forklares som enafspejling af de igangværende ændringer af palæo-miljøet omkring Åmosesøen som følge af stigendeskovdækning og deraf aftagende muligheder for føde-differentiering (Noe-Nygaard 1995).

4. 5. 2. 7. PalæomiljøI løbet af tidlig Atlantisk tid skete der en ændring frakontinentalt til atlantisk kystklima. De varmekrævendeplanter fra Boreal tid eksisterede fortsat ind i Atlan-tisk tid. Den høje havniveaustigningsrate og de deraffølgende kortere afstande til havet ændrede klimaet iDanmark og Sydskandinavien fra tørt varmt til fug-tigt og varmt. Iversen (1967) betragtede det som denvarmeste periode i Holocæn med en gennemsnitligsommertemperatur som var 2°–3° højere end idag. Til-stedeværelsen af blomstrende vedbend (Hedera) vi-ser samtidig at der var milde vintre. Både vedbend ogmistelten (Viscum) er fundet i pollenzone VI i Åmosen(Jørgensen 1963, U. W. Christensen 1995, 1998, Løv-berg 1996, 1998).

I såvel regionale pollendiagrammer fra Sjælland somi de lokale pollendiagrammer fra Åmosen ses, athøjskovens klimakstræer indvandrede allerede i sid-ste del af Boreal tiden. De etablerede sig i den atlanti-ske pollenzone VI (Iversen 1960, 1967, Jørgensen1963, U. W. Christensen 1995, Løvberg 1996). Kli-makstræerne fortrængte hassel-fyrreskoven, idet has-sel og fyr ikke kunne konkurrere med lind på den godejord, og fyr overlevede kun på meget næringsfattigjord. Den tætte skov, der bestod af skyggetolerantetræer, dækkede store områder af Sjælland og Nord-og Østjylland. Under klimaksskovens kronetag trive-des kun en sparsom skovbundsvegetation i en kortsæson, og kun få skyggetolerante urter kunne gro somundervegetation. Krat og buske fandtes hovedsage-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3746

47

ligt i skovkanten. Denne tolkning af floraudviklingenstøttes af data fra tre jyske sølokaliteter for »floristicrichness«, der er et udtryk for antallet af forskelligepollentyper inden for et givet område (Odgaard 1994,hans Fig. 108). Disse data viser lave værdier fra senBoreal tid til henimod sen Atlantisk tid, der kan tolkessom et udtryk for fald i antallet af forskellige pollen-typer og dermed til en vis grad reduktion i artsdiver-sitet.

Det stigende havniveau, den højere base level ogderaf følgende opstemning af vand i åer/floder og søer,resulterede i forsumpning og oversvømmelse af dentidligere urte- og græsbevoksede bredzone både vedsøer og langs kysterne.

Ændringerne i isotopværdier i knoglemateriale fraKongemose sammenlignet med Ulkestrup Lyng Østbekræfter den ændring i skovsammensætningen, somses i pollendiagrammerne, planche I-IV, og i Jørgen-sen (1963). Delta 13C værdier på –14‰ og –16‰ frahundeknoglekollagen fra to individer fra Kongemose-pladsen viser, at dyrenes næring overvejende bestodaf marin kost. Da hunde og mennesker på samme bo-plads, som før nævnt, ofte viser samme δ13C værdierog derfor må antages overvejende at have levet af sam-me kost, har beboerne ved Kongemoselokalitetensandsynligvis som hundene hovedsagelig levet afmarin kost (Noe-Nygaard 1995, Clutton-Brock & Noe-Nygaard 1988). De kombinerede oplysninger omslagtemetoder og isotopdata tyder således på, at folkfra Kongemosebopladsen levede det meste af deresliv ved kysten og sikkert kun brugte Åmoseområdettil jagt i sensommeren og efteråret samt tidlig vinter(Fig. 39).

Antallet af større pattedyrarter var allerede faldet,antageligt som et resultat af den gradvise reduktion iudbuddet af fødemuligheder i den tætte højskov. Derer kun få fiskeknogler fra Kongemose, men de mestalmindelige ferskvandsfisk er fundet. Deres tilstede-

værelse giver et billede af en bevokset mudderbund,med områder med mere klart vand, rindende vand ogdybe stille partier (Pfaff 1950, Pfaff & Bruun 1950,Enghoff 1994). De få fugleknogler inkluderer et for-holdsvis stort antal ungfugle. Fuglefaunaen er domi-neret af skovlevende fugle som havørn (Haliaetusalbicilla), musvåge (Buteo buteo), tjur (Tetrao uro-gallus), sort stork (Ciconia nigra), gråkrage (Corvuscorone) og trane (Grus grus), den sidstnævnte medforkærlighed for udstrakte hedeområder. Der er ogsåfundet fugle, som lever i tæt rørvegetation, men disseer ikke så dominerende som i de yngre bopladser.Fuglefaunaen tyder på, at området har ligget tæt vedskov, sø og hedearealer (Jfr. Løppenthin 1967, Gensbøl1987).

4. 5. 2. 8. KulturEt stort antal lokaliteter fra Kongemosekulturen, ogsåkaldet »Gamle kystkultur«, er fundet langs kysten iden nordøstlige del af Danmark, hvorimod de findesunder nutidens havniveau i den sydøstlige del af lan-det (Petersen 1982). Fund fra denne kulturperiode sesfra de store kystlokaliteter Carstensminde, Villinge-bæk, nogle af Vedbæklokaliteterne og på Kongemose-lokaliteten inde i landet i Åmosebassinet, der er type-lokalitet for Kongemosekulturen. Kongemosefolketvar specialiserede i fremstilling af knogleredskaber,og deres flintflækketeknik var på et meget højt ni-veau (Jørgensen 1956).

4. 5. 2. 9. Arbejdsspor på KongemoseknoglerneDet rige knoglemateriale fra den klassiske Konge-moselokalitet gør det muligt at drage vigtige konklu-sioner om fragmenteringsmønster samt type og ud-bredelse af arbejdsspor. Et antal Kongemoseknoglerviser skader efter jagt i form af helede eller uhelede

Tabel 9. Forskellige fragmenter af samme knogleelement fordelt på tafozoner. Undersøgelsen omfatter 9 forskelligeknogleelementer. EMNI: Estimeret mindste individ antal.

Cervus elaphusMuldbjerg I Tafozone I Tafozone II Tafozone III

Antal fragmenter Antal fragmenter Antal fragmenterKnogleelement EMNI Total Prox. Dist. Diap. Total Prox. Dist. Diap. Total Prox. Dist. Diap.

Kranium 5 10 – – – 35 – – – 1 – – –Underkæbe 3 2 – – – 9 – – – 1 – – –Skulderblad 4 7 – – – 4 – – – 2 – – –Overarmsben 4 6 1 – 5 12 2 – 10 3 – 1 2Spole-/albueben 5 10 2 5 3 36 1 – 35 4 2 – 2Lårben 4 10 4 2 4 33 1 3 29 – – – –Skinneben 5 9 1 4 4 25 – 1 24 – – – –Mellemhånd 5 5 1 3 1 26 8 2 16 – – – –Mellemfod 4 6 2 1 3 31 4 1 26 – – – –

Total – 65 11 15 20 211 16 7 140 11 2 1 4


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3747

48

læsioner. En øvre led-ende af overarm fra en kron-hjort er flækket af en skævpil, en helet læsion på skul-derblad fra rådyr, et betændt, brækket lårben fra kron-hjort og helede læsioner på flere ribben fra kronhjortpeger alle i retning af intens jagtaktivitet (Noe-Ny-gaard 1974, 1995). Fragmenteringsmønstret er i de fle-ste tilfælde groft og enkelt (Fig. 25, 26). Knoglerne erbrækket midt over med et slag fra et spidst redskab,og i nogle tilfælde ser det ud til, at knoglerne er ble-vet brugt som kølle og slået mod en spids genstand.To typer fragmentmønster fra kraniet ses.

Lemmeknogler er oftest ganske enkelt brækket midtover, på nær nogle skinnebensknogler og et antalmellemhånds- og mellemfodsknogler, som ser ud tilat være blevet behandlet mere omhyggeligt, og brugtsom råmateriale i redskabsfremstilling. Mange afknoglerne er sortbrændte eller sodede, hvilket tyderpå at man har ristet knoglen let inden fragmentering,hvilket gør knoglen nemmere at flække (Binford 1978,1981). Fragmenteringsmønstret resulterede i kun toegentlige fragmenter pr. knogleelement, men fragmen-ter fra samme knogle kan sjældent samles, idet knogle-materialet omkring slagbulen er ødelagt Fig. 38D(Noe-Nygaard 1990, 1995).

Arbejdsspor er relativt sjældne på Kongemoseknog-lerne. Undtagelser er de, som er blevet fundet på mel-lemfods- og mellemhåndsknoglerne, hvor der ses snit-og slagmærker fra flåning og redskabsfremstilling. Derer bemærkelsesværdigt få arbejdsspor efter partering.Fragmenteringsmåden og arbejdssporene viser et kom-plekst mønster, som tyder på, at der tale om to slagsknoglebehandling på Kongemosebopladsen (Noe-Nygaard 1995). Fragmentmønster og arbejdsspor kanvariere indenfor samme kultur, afhængigt af jagtsæsonog bopladstype (Binford 1981). Knoglebehandling påen sæsonjagtplads er således forskellig fra den på ensæsonboplads, hvor man har opholdt sig i længere tid.I det første tilfælde er knoglerne hovedsageligt bru-talt brækkede, hvorimod de er behandlet mere om-hyggeligt på den mere permanente lokalitet.

De forskellige måder at behandle knogler på vedKongemose kan derfor tyde på, at lokaliteten er ble-vet opsøgt med forskelligt formål, således at boplad-sen har haft forskellige funktioner. Data om tidspunktfor beboelse, de stabile isotoper i hundeknoglekollagenog forskelle i knoglebehandling tyder på, at Konge-moselokaliteten gennem lang tid blev brugt som ensæsonjagtplads, i mindst en eller snarere flere sæso-ner, men at den hovedsageligt fungerede som en jagt-station, som af og til blev besøgt af de kystboendefolk fra Kongemosekulturen.

←Fig. 33. Aldersgruppefordeling i år af kronhjorte fra de firebopladser (A-D) sammenlignet med populationsstrukturenfra to nutidige populationer (E-F).


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3748

49

4. 6. Sen Atlantisk – tidlig Subboreal tidPollenzone VI-VII (7.000–4.900 BP)4. 6. 1. Regional oversigtDen meget hurtige stigning i havniveau fortsatte ind-til slutningen af den sen Atlantiske periode, hvor stig-ningshastigheden aftog. På strandforskydningskurvenved Vedbæk ses dog mellem 6.000 og 4.900 BP ad-skillige mindre udsving beliggende mellem kote +4og +5. (Fig. 32) (C. Christensen 1982a, 1982b, C. Chri-stensen et al. 1997). På strandforskydningskurven fraVedbæk ses endnu en transgressionsfase i løbet af densen Atlantiske tid. Herunder blev de lavtliggende kyst-og fjordområder i den nordøstlige del af det Danmark,vi kender idag, oversvømmede.

Ændringerne i det relative havniveau kan skyldespulser i den eustatiske havstigning i en periode medkonstant isostatisk landhævning. Disse ændringer ihavniveau kunne være resultatet af periodevis hurtigafsmeltning af den sidste del af iskappen, der lå overdet canadiske skjold. Sådanne hurtige havniveauæn-dringer er påvist for det Antarktiske område (Anderson& Thomas 1991). Udsvingene på de danske strand-forskydningskurver er tydelige og kortvarige og af-spejler en række hurtige transgressive- og regressive

faser: Den Høj Atlantiske, Sen Atlantiske og Subbo-reale Littorina transgression og de mellemliggende re-gressioner. Storebælt og Østersøen var nu fuldt ma-rine. Det er imidlertid endnu ikke helt klart fastlagt,hvad den eller de styrende mekanismer var for de hur-tige havniveauændringer.

4. 6. 2. Store Åmose bassinet4. 6. 2. 1. Sedimentære facies.Det meste af den organogene faciesassociation i mel-lem og sen Atlantisk tid består af fin til mellem detri-tusgytje med fint fordelt plantemateriale og grønalgersom Pediastrum og Botryococcus (facies 7 tidligerebeskrevet). Af og til ses meget velbevaret plante-materiale, der er udskyllet fra land. Der er meget lidtklastisk materiale i sedimenterne, hverken i de rela-tivt kystnære Præstelyngprofiler eller i profilerneA201 og B404 fra de dybere dele af bassinet.

Hele snegleskaller findes spredt i sedimentet, menkan også forekomme i 1–3 cm tykke lag sammen medfragmenter af dammuslinger, pinde og blade. I PL IIses ved basis af zone VII et noget tykkere lag af skal-sand blandet med driftmateriale og hele snegleskaller,facies type 8C (Fig. 35, 37). Faciestyperne fra sen At-

Fig. 24. Sammenligning af δ13C værdier fra Cervus elaphus fra to nutidige lokaliteter (Oksbøl og Buderupholm) og tosubfossile lokaliteter (Muldbjerg og Ulkestrup Lyng Øst).


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3749

50

lantisk og Subboreal tid er tykke lag af driftgytje,facies 9 og sumptørv, facies 10.

Facies 9. Grov driftgytjeDriftgytjen består af sammenskyllede pinde, blade,skaller, insekter, frø, trækul, klastisk materiale (2–5%)og kulturrester ofte indlejret i gytje. Der findes des-uden store mængder af autochtont makrofossilmate-riale i driftgytjen. Lagene varierer i tykkelse fra 3–20cm og findes øverst i alle profiler i Åmosen.

Dette grove multikomponent sediment er aflejret iet miljø med relativt høj energi. Det store indhold afbrednære fossiler tyder på aflejring i bredzonen, hvordet lidt grovere materiale skylles sammen ved bølge-aktivitet.

Facies 10. SumptørvDer findes vandmostørv, tagrørstørv, startørv, birke-kærtørv, ellekærtørv og højmosetørv i Store Åmose.Tørven består hovedsagelig af rodsystemer fra denævnte karakterplanter. I Store Åmose er tørvelagenei dag stærkt humificerede, nedbrudte og mørkebrun-farvede. Hovedparten af bopladserne har ligget på dehøjereliggende tørveaflejringer. Tykkelsen af tørve-lagene har varieret og har været op til 4 m tykke. Deer i det nuværende bassin kun bevaret få steder, menhar før anden verdenskrig været tilstede mange stederi bassinet. Tørvelagene er dels afsat under vand (lim-nisk), som en akvatisk tørv, dels i zonen mellem høje-ste og laveste vandstand (telmatisk), og dels på land(terrestrisk).

Sammenfattende kan siges, at den fortsatte aflejringaf fin detritusgytje viser, at stigningen i søniveau fort-satte gennem det meste af Atlantisk tid. På overgan-gen mellem Pollenzone VI og Pollenzone VII ses dogendnu et sammensat skallag med knuste og hele skal-ler (Fig. 35). Laget har meget skarpe nedre og øvregrænser og er underlejret og overlejret af finkornededybvandsgytjer. Det repræsenterer en hurtig udbyg-ning af bredden under et kortvarigt fald i søniveau.Laget er tolket afsat som et resultat af den tredietvungne regression. Undergrænsen er tolket som enlakustrin sekvensgrænse (se afsnit 4. 6. 2. 2), der mu-ligvis har en videre regional udbredelse (Fig. 35). Denfjerde regressionen kan ses i alle de geokemiske para-metre i både Præstelyng PL I og II-profilerne mellemZone VII og VIII samt i dybvandsprofil A201 (Fig.14). Hele den atlantiske lagserie afsluttes således meden regressiv succession, der i tidlig Subboreal tid at-ter overlejredes af fin detritusgytje. Herefter begyndtetilgroningen af bassinet. Den resulterende regressivesuccession ses som en intensiv udbygning af bredderneog makrofytbæltet, efterfulgt af en udstrakt tørve-dannelse.

4. 6. 2. 2. GeokemiIsotopzone 6, der er karakteriseret af ustabilitet og hyp-pige forandringer i isotopværdier og andre geokemi-

ske parametre, dækker både mellem og sen Atlantisktid samt tidlig Subboreal tid (Fig. 12).

De mange markante, kortvarige udsving er tolketsom et resultat af hurtige ændringer i søniveau. Der erfire mere iøjnefaldende udsving på kurverne for δ180og δ13Corg, der falder sammen med ændringer i ind-holdet af organisk materiale, karbonat og klastisk ma-teriale (Fig. 12). Pollenanalyse samt 14C dateringer an-tyder, at disse udsving er samtidige med de markantehavniveaustigninger, der fandt sted gennem Atlantiskog Subboreal tid (den tidlig atlantiske, høj atlantiske,sen atlantiske og tidlig subboreale Littorina transgres-sion sensu Iversen 1937). Det er dog nødvendigt medyderligere 14C dateringer af de marine transgressions-faser og lakustrine vandstandsændringer før sammen-hæng og samtidighed kan endeligt etableres.

4. 6. 2. 3. SekvensstratigrafiDe mange registrerede og stratigrafisk veldefineredevandstandsændringer, der ses i alle profilerne fra StoreÅmose kunne umiddelbart tyde på at de har en fællesårsag og ændringer i klima ville være en nærliggendekandidat. Da Store Åmose har været et åbent bassiner det imidlertid vanskeligt at forestille sig at øget ned-bør alene kan være årsag til de markante søvandstands-stigninger i gennem Atlantisk tid. For at få klarhedover hvorledes disse søniveauændringer registreressom faciesændringer i den sedimentære lagsøjle, de-res samtidighed i Åmosebassinet og relation til de re-lative havniveauændringer, der samtidig fandt sted,er der foretaget en sekvensstratigrafisk analyse base-ret på de beskrevne facies fra Præstelyng og A201.(Fig 31, 35)

Det sekvensstratigrafiske koncept bygger på kyst-nære marine miljøers respons på havniveauændringer(Posamentier & Vail 1988). Sekvensstratigrafi er enmetode til at systematisere geologiske data. Det se-kvensstratigrafiske koncept kan anvendes i alle måle-stokke, fordi det er baseret på samspillet mellem sedi-mentation og det volumen i bassinet, der er til rådig-hed til sedimentaflejring (accomodation space) (Po-samentier & Vail 1988, Posamentier et al. 1992). Søerkan betragtes som »oceaner« i lille målestok, og ervelegnede til sekvensstratigrafisk analyse, da lakustri-ne vandstandsændringer er hyppige, og markeres vedtydelige sedimentationsskift (Dam & Surlyk 1993).Ved anvendelse af den sekvensstratigrafiske metodeer det yderligere muligt at forudsige den rumlige for-deling af specifikke sedimenttyper i det lakustrinebassin. Det er således muligt at spore især væsentligelavstandsaflejringer i Åmosen og andre sen og post-glaciale bassiner. Lavstandssystemer, der er forårsa-get af en tvungen regression (markant hurtig sænk-ning af sø/grundvandsniveau), er relativt nemme aterkende i lakustrine aflejringer. I lavstandssystemerneer det daterbare terrestriske materiale ofte iltet, udtørretog nedbrudt i de brednære aflejringer, mens intaktdaterbart materiale kan findes velbevaret i isolerede


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3750

51

lavstandssedimentlegemer i dybtvandsaflejringer udei bassinet. Korrelation ved hjælp af 14C datering afmarkante sekvenstratigrafiske nøgleflader er afgø-rende ved skelnen mellem lokale og regionalevandstandsændringer. Nøgleflader er defineret som re-gionalt udbredte aflejringsniveauer, der markerer ty-delige skift i sedimentationen inden for bestemtestratigrafiske niveauer. Inkonformiteter angiver regio-nalt udbredte hiati i den sedimentære succesion. Manskelner mellem normal regression og tvungen regres-sion (forced regression). Ved normal regression tilfø-res der mere sediment til bassinet, end der opad er

plads til, hvorfor der sker en udbygning af bredzonenud i bassinet. Denne type regression finder ofte stedved stabilt høj eller svagt faldende vandstand. Vedtvungen regression er kystliniens forskydning ud ibassinet uafhængig af sedimenttilførslen. Denne typeregression finder sted under hurtigt faldende vand-stand. Aflejringer, dannet under tvungen regression,har ofte en erosiv undergrænse, kan brednært væreudviklet som en rodhorisont i toppen af de ekspone-rede sedimenter, mens de ofte ude i bassint ligger iso-lerede omgivet af dybvandssedimenter. De regionalevandstandsændringer må i de fleste tilfælde formodes

Fig. 35. Identifikation af nøgleflader, sekvensgrænser ogaflejringssystemer i Åmosen.LSE=lavstandserosionsflade, TSE=transgressiv erosions-flade, MFS=maksimum oversvømmelsesniveau,HST=højstandssystemstrakt, TST=transgressiv systems-trakt og LST=lavstandssystems-trakt. Legende se Fig. 7.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3751

52

Fig. 36. Gytjeaflejringer fra Atlantisk tid i PL III. Bemærk lagdelingen dannet afhumificerede gravegangshorisonter. (Foto C. Abildtrup).


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3752

53

at have klimatiske årsager. Kun i de færreste tilfældekan man med sikkerhed korrelere ændringer i søni-veau med havniveauændringer. Det er muligt på Sjæl-land at vise, at ændringer i havniveau eller i størrebassiner som det Baltiske kan være afgørende forsøniveauændringer i tilgrænsende lakustrine bassiner(Noe-Nygaard 1995, E. O. Heiberg & N. Noe-Nygaard,upublicerede data).

De regionalt udbredte og veldaterede klimatisk el-ler havniveaubetingede regressioner i søer kan bru-ges som tidsmarkører også i andre bassiner. Detsekvensstratigrafiske koncept (f.eks. Posamentier etal. 1992) har imidlertid en stærkt stigende betydningfor forståelsen af de glaciale og interglaciale lakustri-ne bassiners sedimentære opbygning. De seneste årsklimaforskning indenfor de glaciale og interglacialeperioder har øget interessen for den terrestriske re-spons på klimaændringerne, som de er påvist i de grøn-landske iskerner (Dansgaard et al. 1993, Johnsen etal. 1989, 1995). Ved hjælp af højopløslighedsstrati-grafi i egnede lakustrine aflejringer som i Store Åmoseog Tissø samt mange andre danske søer med hurtigog ubrudt sedimentation, kan en direkte korrelationmellem klimaændringer og ændringer i det terrestri-ske miljø opnås.

Vandstandsændringer i en sø er et udtryk for æn-drede forhold i søens hydrologiske regime. Der kanvære tale om skift i tærskelhøjde for indstrømmendeog udstrømmende vand, klimatisk betingede ændrin-ger i vandbalancen, eller ændring af base level oggrundvandsstand, forårsaget af eustatiske havniveau-ændringer. Påvirkninger fra en eller flere af disse fak-torer er kendt fra Sjælland og Sydskandinaviske søerfra Sen Weichsel og Holocæn tid (Digerfeldt 1988,Noe-Nygaard 1995).

I løbet af de senere års arbejde i Store Åmose er detblevet klart, at sekvensstratigrafisk analyse støttet afallerede eksisterende biostratigrafiske data og et an-tal 14C dateringer, har vist sig som et værdifuldt værk-tøj til forståelsen af de sedimentære processer, der sty-rer fordelingen af aflejringer i søen (Fig. 35).

Der er i Store Åmose identificeret fire lavstands-succesioner, alle med erosiv basis (LSE, lowstand sur-face of erosion), der er tolket som dannet under tvun-gen regression i det relativt brednære profil PL II. Derer lokaliseret fem drukningsflader (drowning surfaces)og fire transgressionsflader (TS/TSE) (Fig. 35).

I dybvandsprofilet A201 kan den finkornede det-ritusgytje, der i alder svarer til det meste af Boreal ogAtlantisk tid, inddeles i tre enheder på basis af tæthe-


Fig. 37. Sen Atlantisk molluskgytje fra Præstelyng PL II. Bemærk forekomsten af både hele og knuste muslinge- ogsnegleskaller.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3753

54

den af de bioturberede humificerede niveauer samttydeligheden af de enkelte gravegange (Fig. 14). Vedovergangen mellem de to øverste enheder omkring1,70 m under terræn, sker en ændring fra veldefineredetil utydelige gravegange, der synes dannet i et totaltvandblandet, mobilt sediment. Lige under grænsenmellem de to enheder viser kurven over klastisk ma-teriale desuden en mindre stigning. Denne ændring idybvandsaflejringerne tolkes som samtidig med dentredie tvungne regression (Fig. 35). Den svage stig-ning i klastisk materiale svarer til den regressive af-lejring i PL II, hvorimod niveauet med de utydeligegravegange er samtidigt med de sedimenter, der blevaflejret under den efterfølgende hurtige vandstands-stigning og transgression. Det arkæologiske materialefra Præstelyngbopladsen, er fundet i brednære aflej-ringer fra den fjerde tvungne regression (PL I og IIFig. 11). De samtidige aflejringer på dybere vand sesi boring A201 markeret ved et vandmoslag 1,15–1,20m under overfladen. Denne korrelation er baseret påpollenanalyse (Løvberg 1996, 1998) samt de ensar-tede udsving af de geokemiske parametre i de to pro-filer, henholdsvis under vandmoslaget og under denregressive succesion i PL II (Fig. 14). Vandmoslagetkan således sandsynligvis korreleres med den tredietvungne regression i PL II profilet (Fig. 35).

Ved slutningen af Atlantisk tid indtraf en ny regres-sion (Fig. 14). I de kystnære profiler PL I og II er denrepræsenteret af et 8–10 cm tykt lag af humificeret,sandblandet driftgytje med sammenskyllet plante-materiale. Regressionslaget dækker en periode på 100-200 år, fra ca. 5.400 BP til 5.200 BP. Denne fjerderegressive enhed er forholdsvis tyk i de kystnære pro-filer, sammenlignet med de tidligere regressive enhe-der. De regressive sedimenter, der afslutter den atlan-tiske lagfølge, er sandsynligvis blevet aflejret underen fjerde tvungen regression, men kan også være af-lejret under et højt stabilt søniveau ved hurtig pro-gradering af søbredden, formentlig som følge af afta-gende stigningsrate i søniveau. I A201 blev samtidigden fine detritusgytje afbrudt af et markant snegle-skallag, som findes i mange af profilerne i hele bassi-net. Skallaget, der repræsenterer et kortvarigt fald isøniveau, kan også erkendes i de geokemiske para-metre.

Den fjerde regressive aflejring druknede under ensidste stigning i søniveau tidligt i Subboreal tid(pollenzone VIII). De humificerede grove gytjer i PLII (Fig. 11 ) omkring kote +24,65 m er med en skarpgrænse overlejret af fin detritusgytje, der i toppen afprofilet gradvist overlejres af mere brednære aflejrin-ger for til sidst at ende med rene terrestriske aflejrin-ger som birkekærtørv, ellekærtørv og højmosetørv.

Den nutidige destruktion af søsedimenter ved pløj-ning og dræning har desværre gjort det umuligt at findelag yngre end tidlig Subboreal tid i de undersøgteområder.

4. 6. 2. 4. SøniveauDen første markante søniveaustigning fandt sted i tid-lig Atlantisk tid, herunder blev Ulkestrup Lyng Østhytterne ødelagt og oversvømmede. Den næste stig-ning fandt sted midt Atlantisk tid (Fig. 17, 31), og faldtsammen med eller var lige efter Kongemoseboplad-sens beboelsestidspunkt. Den sen atlantiske søniveau-stigning lå lige før Præstelyngbopladsens beboelses-tidspunkt. Endnu en søniveaustigning fandt sted ligeefter Muldbjergbopladsens beboelsestidspunkt i tid-lig Subboreal tid (PL II profilet Fig. 11).

Den midt atlantiske til subboreale søniveaukurve af-spejler både i PL II og A201 et generelt højt søni-veau, som markeres af fine dybvandssedimenter inæsten alle profilerne (Fig. 17). Søniveaukurverne vi-ser desuden, at der har været kortvarige vandspejls-fald i søniveau, efterfulgt af stigning med efterfølgendedrukning af brednære lavtvandssedimenter (Fig. 35).De transgressive niveauer er blevet tolket som et re-sultat af stigning i base level forårsaget af et genereltfugtigt klima med rigelig nedbør og samtidige stig-ninger i det relative havniveau svarende til de tre yng-ste Littorina transgressioner (sensu Iversen 1937).

4. 6. 2. 5. KlimaDen sen Boreale og den Atlantiske periode var for-mentlig den varmeste del af Holocæn. Repræsentan-ter for både varmekrævende fauna og flora var ind-vandret og fandtes gennem hele perioden. Mange afdisse arter er senere forsvundet fra Danmark. Den gen-nemsnitlige sommertemperatur var 2–3°C over nuti-dens gennemsnit (Iversen 1967). Nedbørsmængdenvar højere end i Boreal tid, men ser ud til at være lidtmindre end i tidlig Atlantisk tid. Kurven for sporer aftørvemos (Sphagnum), der vokser på højmoser viseret fald. Da højmoser modtager deres nærings- ogfugtighedsstilskud fra nedbøren, er Sphagnum kurvenen indikator for ændringer i nedbørsmængden (Åby1976, Andersen et al. 1996).

4. 6. 2. 6. FloraI den sene del af Atlantisk tid er klimakstræerne fuld-stændigt dominerende i skovbilledet. El er ret domi-nerende med hyppigheder på 30–40% i pollendiagram-merne (Jørgensen 1963, U. W. Christensen 1995, 1998,Løvberg 1996, 1998, samt Planche I-IV i lomme). Denhøje ellefrekvens, som ses i Store Åmose, er ikke nor-malt karakteristisk for de østdanske diagrammer. Detsynes således at være et lokalt fænomen, sandsynlig-vis betinget af det høje og stadigt stigende søniveau.Højskoven var domineret af lind, der på højere lig-gende bund dannede skov sammen med elm og påfugtigere bund sammen med eg (Løvberg 1996, 1998).

Pollenkurverne for klimaksskoven viser dog nogenustabilitet fra mellem til sen Atlantisk tid. Pionertræerog klimakstræer har tilsyneladende kæmpet om plad-sen langs søbredderne. Til sidst vandt klimaksskoven


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3754

55

kampen (Iversen 1960, 1967). Det kan skyldes, at deområder, hvor pionertræerne i forvejen stod tættest,f.eks. langs søer, blev arealmæssigt reduceret ved denatlantiske søniveaustigning, hvorved pionervegetatio-nen blev klemt imellem den allerede etablerede kli-maksskov på det lidt højere liggende land og det sta-digt stigende søniveau. Et tydeligt fald i el (Alnus) ogvedbend (Hedera) ses i slutningen af pollenzone VIIved overgangen til Subboreal tid, zone VIII (Iversen1960, 1967, Troels-Smith 1959, Jørgensen 1963, U.W. Christensen 1995, 1998, Løvberg 1996, 1998). Fal-det i elm (Ulmus) som også markerer grænsen mel-lem pollenzone VII og VIII, er tolket som resultat afindførelsen af løvfodring af husdyr, men flere andretolkninger er mulige (Iversen 1949, 1960, 1967, Troels-Smith 1960b). Elmesygen har ligeledes været nævntsom årsag. I dag fældes f. eks. et stigende antal sygeelmetræer, der er angrebet af svamp overført af elme-barkbillen. Et regulært fald i temperaturen er også enmulighed, specielt da vedbend samtidig går tilbage.Elmefaldet er under alle omstændigheder samtidigtmed de første spor af korn og tamdyr. Hunden fandtesdog i området siden Boreal tid. Mennesket var fra nuaf den væsentligste bestemmende faktor for sammen-sætningen og udbredelsen af naturskoven. Elmefaldeter dateret til 4.900 BP, hvilket samtidig markerer over-gangen fra mesolitisk jæger-, samler- og fiskerkulturtil neolitisk agerbrugskultur. Den atlantiske skov dæk-kede det meste af Sjælland, og vandløbene fungeredesom korridorer for menneskelig kontakt, og forbandtdesuden de sparsomme græsningsarealer omkring søer,åer og strande.

4. 6. 2. 7. FaunaEn forarmning af faunaen på Sjælland fandt som førnævnt sted allerede ved overgangen fra Boreal til tid-lig Atlantisk tid (Aaris-Sørensen 1980, 1988). Derskete et markant fald i artsdiversitet og kropsstørrelse(Fig. 18, 35). Nedgangen i antal arter fortsatte igen-nem mellem og sen Atlantisk tid formentlig som etresultat af, at Sjælland blev til en ø. Formindskelse afkropsstørrelse er netop ét eksempel på ø-isolations-effekten (Mac Arthur & Wilson 1967, Mac Arthur1972, Williamson 1981).

Den begrænsende faktor i ø-økologi er forholdetmellem arter, individer og areal. Den miljømæssigeuensartethed og variation i habitater formindskes, im-migration forsinkes og tomme nicher efter lokal ud-døen kan ikke udfyldes (Mac Arthur & Wilson 1967,Mac Arthur 1972, Williamson 1981).

De to største arter, urokse (Bos primigenius) og elg(Alces alces), samt fire rovdyrarter, brun bjørn (Ursusarctos), ilder (Mustela putorius), grævling (Melesmeles) og los (Lynx lynx) forsvandt fra Sjælland un-der det korte tidsinterval fra Boreal til sen Atlantisktid (Aaris-Sørensen 1980). Ilder og grævling fandtessåledes endnu på Ulkestrup Lyng Øst, medens brun

bjørn og los er fundet på andre bopladser fra Mag-lemosekulturen i Åmosen.

Idag lever ilderen på kultursteppen og er langt fraet skovdyr. Den foretrækker områder ved søer og flo-der, hvor den lever af frøer, fisk og smårødder. Den erkendt fra den boreale Maglemosekultur og er fundetpå Ulkestrup Lyng Øst i Store Åmose, hvorimod deni nutidens Danmark kun findes i Jylland som oprinde-lig bestand.

Grævlingen foretrækker veldrænet jord på grund afsine underjordiske gangsystemer, og den bryder sigikke om udbredte skovområder, hvor adgangen til engeog marker er begrænset. Der er kun fundet grævlingpå Ulkestrup Lyng Øst bopladsen. Det er formentligdet yngste fund på Sjælland, før den blev genindført ihistorisk tid (B. Kildager, personlig meddelelse 1989).

Brun bjørn foretrækker områder med varieret vege-tation. Den er hovedsagelig planteæder, og rødder ogbær udgør hovedkosten. Den søger dog også mod rin-dende vand for at fange fisk, og foretrækker åben skovmed enge og søer. Lossen er tilpasset til at jage overstore områder og den foretrækker nåletræsskov medstore søer i nærheden.

Det, at fire rovdyrarter fra Sjælland forsvandt in-den for 600 år mellem beboelsen af Ulkestrup Lyngog Kongemose, afspejler ikke alene en eventuel re-duktion i antallet af deres foretrukne byttedyr, menformentlig også en ændring i deres foretrukne habitat,samt menneskets formodede øgede jagttryk på en sta-tionær population med begrænsede immigrations- ogemigrationsmuligheder. Ændringen af Sjælland fra atvære en del af den nordvesteuropæiske fastland til atvære en ø dækket af tæt skov, resulterede i en reduce-ret variation af egnede habitater.

Den drastiske indskrænkning i udvalget af egnedehabitater, som var tilgængelige for fastboende patte-dyrpopulationer, som f.eks. kronhjort, rådyr og vild-svin, førte ydermere til en reduceret kropsstørrelsesamt antageligt et fald i antal individer.

4. 6. 2. 8. Faunaen på Præstelyng- og Muldbjerg-bopladserneForarmningen af Åmosens fauna gennem Atlantisk tidses tydeligt på faldet i artsdiversitet og i forskellene imålene på knoglematerialet fra de forskellige arter frade fire bopladser (Gotfredsen 1990, 1998, Noe-Ny-gaard 1995). Den første størrelsesændring kan alle-rede registreres i forskellen i dimensionerne på knog-lerne fra Ulkestrup Lyng Øst bopladsen og Konge-mosebopladsen. Størrelsesreduktionen fortsatte fremtil den sen atlantiske Præstelyngboplads og videre tilden tidlig subboreale Muldbjerg II boplads. På Muld-bjerg I bopladsen findes de første husdyrknogler aftamko (Bos taurus) og får/ged (Ovis/Capra). Svin erpå Muldbjerg I bopladsen kun repræsenteret af femfortænder, og det er ikke muligt at sige, hvorvidt destammer fra vild- eller tamsvin.

Det vigtigste større pattedyr på Præstelyng og Muld-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3755


Figur 38. A: Vandrottekranie og knogler fra Muldbjergbopladsen, har været pelset. A ×2/3. B: Nedre ender af skinnebenfra kronhjort, bemærk snit og savespor på skaftet. B ×1/4. C: Skinneben fra kronhjort fra Præstelyngbopladsen, bemærkmarvspaltningsmønstret. C ×1/8. D: Nedre ender af kronhjorte overarmsknogler fra Kongemosebopladsen, bemærk dengrove marvslagning. D ×1/5. E: Øvre ledende af overarm fra kronhjort fra Kongemosen, bemærk den indskudte skævpil.F: Odderkranie fra Muldbjerg, bemærk snitsporene tværs hen over snuden efter skindning.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3756

57

bjerg I, der her behandles under et, er kronhjort. PåPræstelyng er også vildsvin godt repræsenteret. De3.300 knoglefragmenter fra Præstelyng og de 3.200fra Muldbjerg I er generelt ganske godt bevarede,bortset fra skader påført af bopladsernes beboere.Bevaringsmåden varierer afhængig af aflejringssted iforhold til søbredden tabel 9. Fund af juvenile knog-ler fra både fugle og pattedyr tyder på et generelt højtbevaringspotentiale. Dette er sandsynligvis et resul-tat af, at knoglerne blev indlejret i sedimentet kort tidefter, at de blev efterladt af beboerne. Fiskeknoglerneudgør på begge disse pladser, til forskel fra Konge-mosebopladsen, mange tusinde fragmenter, og kun endel er blevet bestemt, inklusive 1.400 fra Muldbjergog 2.000 fra Præstelyngen. Der er som nævnt (Afsnit4. 5. 2. 5.) mange indicier på, at forskellene i antalfiskeknogler på de forskellige bopladser afspejler re-elle forskelle i betydningen af fisk for beboerne, sna-rere end forskel i udgravningsteknik. Det estimeredemindste individantal er på de forskellige knogle-elementer fra kronhjort beregnet til mellem 3 og 11på Præstelyng sammenlignet med mellem 3 og 5 fraMuldbjerg I (Tabel 8). Dette tyder på et større tafono-misk tab på Præstelyngen (Tabel 7, 8).

De biometriske data på kronhjort og rådyr fra beggelokaliteter viser tydeligt en formindskelse af krops-størrelse fra Kongemosebebyggelsen til beboelses-tidspunktet for Præstelyng og Muldbjerg I pladserne(Fig. 19, 20). Der er ingen signifikant størrelsesforskelpå dyr fra Præstelyng og Muldbjerg I og andre senatlantiske bopladser fra Åmosebassinet (Gotfredsen1990, 1998). Både hanner og hunner er repræsentereti knoglematerialet. To komplette skeletter af kronhjor-tehanner, som blev fundet i samme stratigrafiske ni-veau nær ved Muldbjerg I-bopladsen, har klart min-dre dimensioner end Kongemose kronhjortene.

På Præstelyng stammer mere end halvdelen af detestimerede mindste individantal af kronhjort og rådyrfra juvenile dyr, hvorimod der, med en enkelt undta-gelse, ikke findes juvenile individer af de to arter påMuldbjerg I. Aldersstrukturen viser et stort antal ju-venile dyr på Præstelyngen. Det kan være en af årsa-gerne til det større tafonomiske tab her, sammenlig-net med Muldbjerg I, idet juvenile knogler er mereskrøbelige (Tabel 8).

Beboelsestidspunktet for Præstelyng bopladsen erklart begrænset til perioden mellem april og begyn-delsen af september (Fig. 39). For Muldbjerg I boplad-sen er tidspunktet sværere at definere, idet der ikke erfundet juvenile individer af rådyr og kun et enkelt afkronhjort. Beboelsesperioden lå formentlig mellemmaj og slutningen af september, hvilket er tolket påbasis af frø, kviste fra en fiskeruse (Troels-Smith 1957,1966) samt knogler fra ungfugle.

4. 6. 2. 9. Stabile C-isotoper i knoglekollagen13C/12C-forholdet i knoglekollagen kan som nævntanvendes som et udtryk for den diæt, byttedyrene ogmennesket har spist over en årrække. De fleste patte-dyrarter på de to lokaliteter viser meget negative δ13C-værdier med rådyr som en undtagelse. Der er en helttydelig tendens fra mindre negative δ13C værdier iUlkestrup Lyng Øst materialet til mere negative vær-dier på materiale fra de yngre Præstelyng og Muld-bjerg I-bopladser. Et yderligere fald i δ13C værdier iknoglekollagen fra samme arter forekommer fraPræstelyng til Muldbjerg I-bebyggelserne, klarest re-gistreret i knoglerne fra kronhjort men også i andrearter (Fig. 21, 22). Denne tendens afspejler isotop-ændringer i den føde dyrene har spist. Da det ikke ersandsynligt, at der er tale om et egentlig diætskift, skyl-


Figur 38. G: Bæverkæbe fra Kongemose, bemærk hvorle-des den lange stærke fortand er fjernet fra kæben. H: Bæver-kæbe fra Muldbjerg, bemærk hvorledes forenden af kæ-ben langs med fortænderne er afbrækket, antagelig somfølge af dens anvendelse som redskab. H ×3/5.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3757


Fig. 39. A. Perioder med beboelse af fire bopladser baseret på sæsonindikatorersom tandfrembrud, epifysetilvoksning og udvikling af gevirer fra kronhjorte ogrådyr. De små streger angiver månedernes start. Bemærk muligheden af tobeboelsesperioder på Kongemosen.B. Den første trekant viser forventede typer af byttedyr på forskellige årstider. Denæste fem trekanter viser de typer af byttedyr, der er fundet på fem forskelligebopladser, og de deraf udledte perioder med beboelse. Star Carr er en sammenlig-nelig Engelsk boplads fra Præboreal tiden.

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3858

59

des ændringerne formentlig den miljømæssige udvik-ling, der fandt sted gennem Atlantisk tid fra en mereåben skov med græs og urter til en tæt lukket skovmed kun få åbne arealer og meget sparsom lav vege-tation (Fig. 34). Dyrene blev derfor tvunget til at findedet meste af deres føde langs skovbryn og i skovbun-den, hvor planterne voksede i skygge, og derfor fikmeget lave δ13C-værdier (Farquhar et al. 1989). Ned-brydning af rådne blade i skovbunden giver yderli-gere et CO2-tilskud med meget lave δ13C-værdier, deroptages af de bundlevende planter. Dette tilskud afmeget negativt δ13C samt eventuel recirkulering af al-lerede forarmet CO2 under det tætte løvtag, førte tilde stærkt negative δ13C-værdier i skovbundens vege-tation, den såkaldte regnskovseffekt (Vogel 1978). Detmedførte, at de dyr, som levede af den pågældendevegetation, fik meget negative værdier i deres knogle-kollagen. δ13C-værdierne i hundeknoglerne fra Præste-lyng har tydelige terrestriske værdier, og dyrene måderfor hovedsageligt have levet af terrestrisk kost. Dahundene for det meste har levet af det affald, som men-neskene har efterladt, er det sandsynligt, at også men-neskene på Præstelyngbopladsen hovedsageligt har le-vet af terrestrisk kost.

4. 6. 3. 1. PalæomiljøData fra pollendiagrammerne (Jørgensen 1963, U. W.Christensen 1995, Løvberg 1996) tyder på, at en tæt,stabil klimaksskov var almindelig i Atlantisk tid, ind-til mennesket begyndte at rydde den. Ændringen iskovtype og tæthed fra Boreal til Atlantisk tid tolketpå basis af pollendiagrammer, støttes således af æn-dringerne isotopværdierne i knoglekollagen fra de dyr,som levede i og omkring skoven.

Den atlantiske skovs ensartethed og ringe biotop-variation, medførte sammen med andre faktorer et faldi artsantal, og i kropsstørrelse af de tilbageblevne ar-ter af større pattedyr (Fig. 18, 32). Fuglearterne, somforekommer på Muldbjerg bopladsen, men ikke påUlkestrup Lyng Øst, er alle karakteristiske for små,skovomkransede moser (Tabel 4, 5). Forholdet mel-lem helede og uhelede læsioner på især kronhjort, somudtryk for, at samme dyr har været anskudt ved fleretidsadskilte jagter, er 85% i Atlantisk tid i modsæt-ning til 35% i Borealtidens Maglemosekultur (Noe-Nygaard 1974). Det store antal genfangster kunne tydepå begrænset mobilitet for både mennesker og dyr samtgode muligheder for at gemme sig for sårede dyr.Mønstret stemmer overens med billedet af en tæt skov,hvor dyrene let kan flygte eller skjule sig. Den stigen-de genfangstprocent tyder således på et stigende jagt-tryk, enten som følge af en stigende human popula-tion, eller som følge af, at både menneske og dyr har

Tabel 10. Liste over 23 bopladser fra Åmose bassinet og deres alder. Bemærk perioden på næsten 2.000 år med meget fårapporterede bopladser i mosen. Data fra Mathiassen (1943). M=Maglemosekultur, KS=Kongemosekultur,E=Ertebøllekultur, N=Neolitikum

Kultur Maglemose Kongemose Ertebølle TragtbægerPollen zone V VI VII VIII14C BP 9 000 8 000 7 000 6 000 5 000

Muldbjerg I × ×Ellekonge × ×Vejkonge × ×Nøddekonge × ×Åkonge × ×Præstelyng ×Øgårde ×---------- ×--------------------------------------- × ×Magleø ×---------- ×-------------------------------------------------------------- ×Kildegård ×---------------------------------------------------- ×-------------------- ×Hesselbjerggård ×Vinde Helsinge ×Kongsted ×Maglelyng ×Hallebygård ×---------------------------------------------------- × ×Kildegård Ø ×------ × ×Tingbjerggård × ×Skillingstedbro ×---------------------------------------------------- × ×Undløsebro ×---------------------------------------------------- × ×Kongemose Cl ×Verup complex × ×Ulkestrup Lyng ×Store Lyng VI ×Store Lyng VII ×


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3859

60

været tvunget til at leve mere stationært. Kronhjort-ens reducerede størrelse støtter den sidste forklaring.Den skovlevende kronhjort holder ikke så stort ha-rem, som den, der lever på mere åbent land. Derfor erstor kropsstørrelse og gevir mindre vigtigt hos deskovlevende dyr, der derfor bliver mindre. I de tomoderne populationer fra henholdsvis Buderupholm(Rold Skov) og Oksbøl klitplantage er dyrene fra denførste lokalitet klart mindre end dyrene fra den blan-dede biotop ved Oksbøl (Fig. 23).

4. 6. 3. 2. KulturDer er registreret et meget stort antal bopladser frasen Boreal tid fra Maglemose kulturen og igen fraovergangen fra sen Atlantisk tid til Subboreal tid (Ta-bel 10). Det er derfor påfaldende, at der er markantfærre registrerede bopladser fra tidlig Atlantisk tid tilsen Atlantisk tid, hvor havstigningsraten er størst, ogsøvandstanden er højest. En lignende undersøgelse afhavniveauændringers indflydelse på Holocæne bebyg-gelser på deltaer er lavet af Stanley og Warne (1997).Den faldende bebyggelsestæthed i Åmosen skyldessåledes sandsynligvis det generelt stigende søniveaugennem Atlantisk tid. Søbredderne har været konstantustabile og sumpede i dette tidsrum. Et stort antalbopladser er i Åmoseområdet således samtidige medPræstelyng og Muldbjerg. En del er blevet delvistudgravede for at fastlægge tidspunktet for overgan-gen fra Mesolitisk jæger- og samlerkultur til Neoli-tisk landbrugskultur (Fischer 1985, 1986a, 1986b). Desamtidige Ertebølle kystbopladser er repræsenteret vedde store køkkenmøddinger, f.eks. ved Ertebølle, Meil-gaard og Sølager. Præstelyng og Muldbjerg I lokali-teterne inde i landet repræsenterer sommerjagtlejre(Fig. 39), men allerede på Muldbjerg bopladsen og påKongemose L (Åkonge) bopladsen (Fischer 1986a)findes tamdyr.

4. 6. 3. 3. Kulturspor på knoglerne fra Præstelyngog Muldbjerg bopladserneMarvspaltningsmønstret er næsten identisk på Præ-stelyng og Muldbjerg, selvom der er nogle mindre gen-nemgående forskelle (Fig. 38C). Marvspaltningsmøn-stret er imidlertid ganske forskelligt fra det, der ses påKongemose og Ulkestrup Lyng Øst bopladsernesknoglemateriale (Fig. 25, 26, 38D) (Noe-Nygaard1995). De store knogler fra Præstelyng- og Muldbjerg-bopladserne blev omhyggeligt delt. Den øvre og dennedre ende blev slået af, og skaftet blev flækket pålangs med en række slag, placeret lateralt på knoglen(Fig. 38C). Næsten enhver knogle, som indeholdt marveller specielt fedtvæv, blev marvspaltet. Den omhyg-gelige opsplitning tyder på en intensiv udnyttelse afalt hjembragt bytte, formentlig et resultat af nedgangi jagtudbytte eller at knoglerne har været anvendt tilredskabsfremstilling. Forskellen i fragmenterings-mønster mellem Muldbjerg I og Præstelyng afspejler

sandsynligvis en forskel i marvspaltningstraditionmellem de to stenalderpopulationer. Kun få knogle-læsioner ses på knoglerne fra de to lokaliteter, selvomet antal ribben og et enkelt skulderblad fra MuldbjergI viser helede læsioner.

4. 6. 3. 4. Kulturel udvikling fra sen Boreal til tidligSubboreal tidDe miljømæssige forandringer i Store Åmoseområdetgennem sen Boreal, Atlantisk og tidlig Subboreal tidkan have spillet en rolle i ændringerne i fødeøkono-mien fra mesolitisk jæger- og samlerkultur til neoli-tisk landbrugskultur. Det store antal af højkvalitets-fund fra specielt Danmark fra denne periode spilleren væsentlig rolle i vurderingen af de faktorer, derhar været afgørende for denne markante ændring ifødesøgningsstrategi.

Landbrug og tamdyrhold blev introduceret i detmeste af Tyskland og Polen allerede i 6.500 BP, menblev først indført i Danmark omkring 1000 år senere(Gebauer & Price 1990, 1992). Landbrug kendes ogsåfra NV Frankrig, Holland og Tyskland fra ca. 6.500BP (P. O. Rindel, personlig meddelelse 1998). De før-ste spor af landbrug viser sig pludselig over hele detsydlige Skandinavien omkring 5.100 BP med indfør-sel af kulturplanter, tamdyr og nye typer af lertøj, samtsenere storstensgrave etc. Denne forsinkelse af ager-brugskulturen i Danmark kan afspejle en mangel påegnede og veldaterede lokaliteter fra overgangsfasen,eller tilstedeværelsen af et succesrigt fisker- og jæger-samfund, som i begyndelsen kun havde et beskedentbehov for kulturplanter og tamdyr. Da der fra dennesene Ertebøllekultur kendes et stort antal bopladser,er det sandsynligt, at der ville have været fund af detidligste tamdyr i affaldslagene. Det synes derfor mestsandsynligt, at Ertebøllefolket valgte at fortsætte medjæger- og fiskerlivsførelsen indtil enten mode eller nødtvang dem til at skifte til den mere komplicerede livs-førelse som agerbrugere.

Men hvad tvang så til sidst det sydlige Skandinavi-ens jægere og fiskere til at overgå til landbrugstilvæ-relsen?

To af de fire bopladser i Åmoseområdet, UlkestrupLyng Øst og Kongemose, repræsenterer ren jæger-,fisker- og samlerkultur. Præstelyng repræsenterer densene del af Ertebøllekulturen, hvor groft lertøj blevanvendt, mens spor af landbrug stadig manglede.Denne fase kunne formentlig betragtes som „import“-perioden (sensu Price 1991). Den tidligste landbrugs-periode med husdyr og tyndvægget lertøj fra Tragt-bægerkulturen ses på Muldbjerg I- og Åkongeboplad-serne. Der er intet i det arkæozoologiske eller arkæo-logiske materiale fra de fire bopladser, som tyder påindvandring af andre etniske grupper. Mange af dearkæologiske kulturgenstande og slagte- og marv-spaltningsteknikker er de samme på Præstelyng ogMuldbjerg I. Det er derfor mest sandsynligt, at denoprindelige befolkning har indført og overtaget land-


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3860

61

brugskulturen gennem handel og kulturpåvirkningersydfra. På den måde er det nye kulturmønster, der sig-ter på mere fastboende levevis, indført som grundlagfor et agerbrug og husdyrhold i Danmark. De storesen atlantiske kystbopladser vidner allerede om et merepermanent beboelsesmønster.

Hvad kan så årsagerne til ændringen i kulturmøn-ster være? Det er indlysende, at de undersøgte plad-ser i Store Åmose ikke kan give et dækkende svar forhele landet, men undersøgelser af Store Åmoses mangevelbevarede bopladser fra sen Atlantisk tid giver op-lysninger om de kulturelle forandringer og de mar-kante miljøændringer, der fandt sted i denne og denefterfølgende Subboreale periode.

I første halvdel af Subboreal tid er der kun registre-ret få mindre ændringer i klima. Klimaindikatorer forvarmt klima fortsætter fra den foregående Atlantisketid. Andre miljømæssige forandringer end klimaæn-dringer kan dog have medvirket til at udløse den kul-turændring, som klart registreres i ændringer i fau-naen fra sen boreale og tidlig atlantiske bopladser tilsen atlantiske og subboreale bopladser i Store Åmo-sebassinet. Knoglematerialet fra de to før-agerbrugs-bopladser viser en stor variation i antal arter og i antalog størrelse af individer. I perioden med »import« afny kultur og den følgende overgangsperiode er bytte-dyrsindividerne små, og et tydeligt fald i artsdiversi-tet af større pattedyr fandt sted. Denne periode er herrepræsenteret ved Præstelyngbopladsen. Tendensen sesogså i faunaen fra Muldbjerg I, hvor yderligere de før-ste tamkøer og tamfår er fundet. Resultaterne fra må-linger af de stabile kulstofisotoper i knoglekollagenhos byttedyrene viser ændringer i diætsammensætning,der formentlig skyldes ændringer i fødeplanternesisotopsammensætning. Fødeplanterne og dyrene, derlevede i den åbne sen boreale – tidlig atlantiske skovmed rige græsningsmuligheder, er mindre forarmedei 13C end dem, der levede i den lukkede, mørke, senatlantisk - tidlig subborale klimaksskov med begræn-sede græsningsarealer. Ændringerne i isotopsammen-sætningen fra denne overgangsperiode, sker ekstremthurtigt, måske indenfor en eller to generationer fraovervejende marine værdier på kystbopladser til ter-restriske værdier ligeledes på kystbopladser i bådemenneske og hundeknogler (Tauber 1981a, 1981b,1986, Noe-Nygaard 1988, Clutton-Brock & Noe-Ny-gaard 1990). Da ændringer i forholdet mellem de sta-bile isotoper specielt er knyttet til ændringer i den pro-teinrige del af kosten, må man antage, at især havfi-skeriet er blevet mindre vigtigt som fødetilskud og erblevet erstattet af landbrugsprodukter. Marvspalt-ningsteknikken ændres også gennem tiden. På Ulke-strup Lyng Øst og især på Kongemosebopladserne erteknikken ganske grov, og kun de knogler, der levererråmateriale til redskabsfremstilling, er blevet behand-let omhyggeligt. På Præstelyngbopladsen er alle knog-lerne fragmenterede efter et bestemt mønster. Knog-ler synes kun i få tilfælde at have været anvendt tilredskaber. På Muldbjergbopladsen er knoglerne lige-

ledes systematisk fragmenterede, men knapt så talent-fuldt. Marvspaltningen af tamdyrknoglerne er udenmønster og optræder bare som en slags knusning i stilmed behandling af husdyrknogler på senere boplad-ser. I Pollendiagrammerne tyder kurveforløbet på sti-gende indflydelse af klimakshøjskoven gennem At-lantisk tid (Jørgensen 1963, U. W. Christensen 1995,Løvberg 1996). Faciesanalysen og de geokemiske dataviser markante vandstandsændringer i Åmosesøengennem Atlantisk tid. I perioder var hele søbredsom-rådet forsumpet eller oversvømmet ligesom de græs-og urteklædte fouragerings-områder, samt ikke mindstde egnede bopladsområder.

Atlantisk tid er således en periode med store miljø-mæssige ændringer, der førte til isolation af den tætskovdækkede sjællandske ø, men også nye mulighe-der for at supplere kosten med havfiskeri og muslin-gefangst langs de nye kyster. På indlandspladser, hvorman var afhængig af terrestrisk kost, medførte skov-tætheden og biotopensartetheden en reduktion i arts-diversitet, antal byttedyr, individstørrelse og overle-velsesmuligheder for den humane overvejende ind-landspopulation i Åmoseområdet.

Ændringer i havniveau og Åmosens vandstand harpåvirket omgivelserne så meget, at byttedyrspopula-tionen blev mindre og sværere tilgængelig. Præste-lyngbopladsens befolkning synes mindre velstillet endden på Ulkestrup Lyng Øst og Kongemose. Benyttel-sestidspunktet for Præstelyng- og Muldbjerg-boplad-serne falder sammen med tidspunktet for det maksi-male havniveau. Vi ved, at beboerne på Præstelyng-bopladsen havde kontakt med befolkningen ved ky-sten, da der er fundet en tildannet pighajspig blandtredskabsinventaret. Det er således muligt, at de hur-tigt skiftende omgivelser har været den udløsende fak-tor for, at det mesolitiske menneske har søgt efter enmere stabil fødekilde som agerbrug, hvis produkterman selv havde en vis indflydelse på. Agerbrug kan,hvis alt går godt, levere føde året rundt, selvom detkræver en total ændring til mere stationær levevis oglangsigtet planlægning. Det har været fremført, at dergennem Atlantisk tid, på grund af muligheden for atsupplere diæten med marine fødeemner, skulle væresket en befolkningseksplosion.

Der synes dog ikke at være data i det danske mate-riale, der underbygger, at overbefolkning alene varårsagen til overgangen til agerbrug. Ændringer i denhumane befolkningstæthed kan således ikke spores pådet eksisterende materiale. Baseret på de data, der fin-des fra Åmosen, forekommer det mest sandsynligt, atder over en ret kort periode indtraf mange samtidige,samvirkende miljø – og kulturbetingede forandringer,der førte til total ændring af levevis.

EfterskriftVi vil gerne takke Carlsbergfondet for mange års støttetil Åmoseprojektet, der ligeledes har nydt støtte fra


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3861

62

Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Vi vil isærtakke de mange lodsejere, der har givet os tilladelsetil at arbejde i Store og Lille Åmose. Vi er dem megettaknemmelige for at have bidraget til denne fremstil-ling af Åmosens historie og håber på fortsat godt sam-arbejde. Vi takker Finn Surlyk, Karen Luise Knudsenog Per Ole Rindel for kritisk og konstruktiv gennem-læsning af manuskriptet. Bent Odgård og Bent Åbytakkes for kritisk gennemlæsning af visse afsnit iindledningsfasen. Jens Morten Hansen, GEUS, takkesfor opmuntring og støtte. Vi vil gerne takke MereteVesterager, Birte Warming og Mads Terkelsen forhjælp ved udarbejdelse af manuskriptet og Inge Juulfor omfattende laboratoriearbejde. Jan Ågaard takkesfor fotografering af Figs 9, 10, 38 A-H. Bjarni Richtertakkes for arbejdet med indscanning af figurer. Hen-rik Egelund takkes for tegnearbejde.

ReferencerAaris-Sørensen, K. 1980: Depauperation of the mammalian

fauna of the island of Zealand during the Atlantic period.Videnskabelige Meddelelser fra Dansk NaturhistoriskForening 149, 131–138.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks Forhistoriske Dyre-verden. 252 pp. Gyldendal, Copenhagen.

Abildtrup, H. C. 1995: En palæobiologisk – sedimentolo-gisk undersøgelse af gastropod-faunaen i Sen Weichseltil Holocæne aflejringer i Store Åmose, Vestsjælland. 182pp. Upubliceret cand.scient. afhandling. KøbenhavnsUniversitet.

Abildtrup, H. C. 1998: En palæobiologisk-sedimentologiskundersøgelse af gastropodfaunaen i Sen Weichsel tilHolocæne aflejringer i Store Åmose, Vestsjælland. Dettehæfte.

Albrechtsen, T. 1991: En geofysisk – sedimentologisk ana-lyse af det sen- og postglaciale lakustrine Åmose-bas-sin, Vestsjælland. 208 pp. Upubliceret cand.scient. af-handling. Københavns Universitet.

Albrechtsen, T. 1998: En geofysisk/sedimentologisk under-søgelse af det sen- og postglaciale lakustrine Åmose bas-sin, Vestsjælland. Dette hæfte.

Andersen, K. 1983: Stenalderbebyggelsen i Den Vestsjæl-landske Åmose. 210 pp. Fredningsstyrelsen, Copenha-gen.

Andersen, K., Jørgensen, S. & Richter, J. 1982: Maglemosehytterne ved Ulkestrup Lyng. Nordiske FortidsminderSerie B, 7. 177 pp.

Andersen, S. T., Aaby, B. & Odgaard, B. 1996: Denmark. I:Berglund, B. E., Birks, H. J. B. & Ralska-Jasiewiczowa,M. (red.) Palaeoecological events during the last 15 000years, 215–231.

Anderson, R. Y. & Dean, W. E. 1988: Lacustrine varve for-mation through time. Palaeogeography, Palaeoclimatol-ogy, Palaeoecology 62, 215–235.

Anderson, J. B. & Thomas, M. A. 1991: Marine ice sheetdecoupling as a mechanism for rapid, episodic sea-levelchanges: The record of such events and their influenceon sedimentation. Sedimentary Geology 70, 87–104.

Berg, K. 1950: De ferske vande. I Bræstrup, F. W., Thor-sen, G. & Wesenberg-Lund, E. (red.) Vort Lands DyrelivIII, 161–192. Gyldendal, Copenhagen.

Berglund, B. E. & Digerfeldt, G. 1970: A palaeoecologicalstudy of the Late-Glacial lake at Torreberga, Scania,South Sweden. Oikos 21, 98–128.

Binford, L. R. 1978: Nunamiut ethnoarchaeology. Studiesin Archaeology. 509 pp. Academic Press, New York,N.Y.,

Binford, L. R. 1981: Bones, ancient men and modern myths.320 pp. Studies in Archaeology. Academic Press, NewYork, N.Y.

Björck, S. 1995: Review of the history of the Baltic Sea,13.0–8.0 ka B.P. Quaternary International 27, 1–22.

Björck, S. 1997: The Preboreal oscillation around theNordic seas: terrestrial and lacustrine responses. Jour-nal of Quaternary Science 12, 455–465.

Björck, S., Kromer, B., Johnsen, S., Bennike, O., Hammar-lund, D., Lemdahl, G., Possnert, G., Rasmussen, T. L.,Wohlfarth, B., Hammer, C. U. & Spurk, M. 1996:Synchronized terrestrial-atmospheric deglacial recordsaround the North Atlantic. Science 274, 1155–1160.

Christensen, C. 1982a: Havniveauændringer 5500–2500f.Kr. i Vedbækområdet, NØ-Sjælland. Dansk GeologiskForening, Årsskrift for 1981, 91–107.

Christensen, C. 1982b: Stenalderfjorden og Vedbæk-bopladserne. Havspejlets svingninger 5500–2500 f.Kr.Nationalmuseets Arbejdsmark 1982, 169–189.

Christensen, C. 1995: The Littorina transgressions in Den-mark. I: Fischer, A. (red.) Man and Sea in the Mesolithic.Skov og Naturstyrelsen, Miljøministeriet, Copenhagen.Oxbow Monograph 53, 15–21.

Christensen, C., Fischer, A. & Mathiassen, D. R. 1997: Denstore havstigning i Storebælt, 45–54. I: Pedersen, L.,Fischer, A. & Aaby, B. (red.) Storebælt i 10.000 år. A/SStorebæltsforbindelsen.

Christensen, U. W. 1995: En pollenanalytisk og sedimen-tologisk undersøgelse af Sen Weichsel til Holocæne la-kustrine aflejringer i Store Åmose-bassinet, Østdanmark.143 pp. Upubliceret cand.scient. afhandling. KøbenhavnsUniversitet.

Christensen, U. W. 1998: En pollenanalytisk og sedimen-tologisk undersøgelse af Sen Weichsel til Holocæne la-kustrine aflejringer i St. Åmosebassinet, Vestdanmark.Dette hæfte.

Clutton-Brock, J. & Noe-Nygaard, N. 1990: New osteologi-cal and C-isotope evidence on Mesolithic dogs: com-panions to hunters and fishers at Star Carr, Seamer Carrand Kongemose. Journal of Archaeological Science 17,643–653.

Dam, G. & Surlyk, F. 1993: Cyclic sedimentation in a largewave- and storm-dominated anoxic lake; Kap StewartFormation (Rhaetian-Sinemurian), Jameson Land, EastGreenland. I: Posamentier, H. W., Summerhayes, D. P.,Haq, B. U. & Allen, G. P. (red.) Sequence Stratigraphyand Facies Associations. Special Publication of the In-ternational Association of Sedimentologists 18, 419–448.

Dansgaard, W. & Oeschger, H. 1989: Past environmentallong-term records from the Arctic. I: Oeschger, H.,Langway, C. C. Jr., Budd, W. F., Hecht, A. D., Pearman,G. I. & White, J. W. C. (red.) The Environmental Recordin Glaciers and Ice Sheets. Dahlem Workshop ReportsPhysical, Chemical, and Earth Sciences Research Re-port 8, 287–317.

Dansgaard, W., White, J. W. C. & Johnsen, S. J. 1989: Theabrupt termination of the Younger Dryas climate event.Nature 339, 532–534.

Dansgaard, W., Johnsen, S. J., Clausen, H. B., Dahl-Jensen,


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3862

63

D., Gundestrup, N. S., Hammer, C. U., Hvidberg, C. S.,Steffensen, J. P., Sveinbjörnsdottir, A. E., Jouzel, J. &Bond, G. 1993: Evidence for general instability of pastclimate from a 250-kyr ice-core record. Nature 364, 218–220.

Dean, W. E. 1981: Carbonate minerals and organic matterin sediments of modern north temperate hardwater lakes.SEPM, Special Publication 31, 213–231.

Degerbøl, M. 1933: Danmarks pattedyr i fortiden i sam-menligning med recente former. Videnskabelige Medde-lelser fra Dansk Naturhistorisk Forening 96, 357–641.

Degerbøl, M. 1943: Om dyrelivet i Aamosen i stenalderen.I: Mathiassen, T. (red.) Stenalderbopladser i Aamosen.Nordiske Fortidsminder. København, 165–204.

DeNiro, M. 1987: Stable Isotopy and Archaeology. Ameri-can Scientist 75, 182–191.

Digerfelt, G. 1988: Reconstruction and regional correlationof Holocene lake level fluctuation in Lake Bysjön, SouthSweden, Boreas 17, 165–182.

Eicher, U. & Siegenthaler, U. 1976: Palynological and oxy-gen isotope investigations on Late-Glacial sediment coresfrom Swiss lakes. Boreas 5, 109–117.

Eicher, U. & Siegenthaler, U. 1983: Stable isotopes of oxy-gen and carbon in the carbonate sediments of the lac deSiguret (Hautes-Alpes, France). Ecologia Mediterrania49–53.

Enghoff, I. B. 1994: Fishing in Denmark during the Erte-bølle period. International Journal of Osteoarchaeology4, 65–69.

Farquhar, G. D., Ehleringer, J. R. & Hubick, K. T. 1989:Carbon isotope discrimination and photosynthesis. An-nual review of Plant Physiology. Plant Molecular Biol-ogy 40, 503–537.

Fischer, A. 1985: Udgravning på stenalderbopladsen Nød-dekongen i 1984. 15 pp. Fredningsstyrelsen Intern Rap-port. Upubliceret.

Fischer, A. 1986a: Rapport om stikprøvegravningen i 1984på stenalderbopladsen »Åkonge« i Store Åmose. 32 pp.Fredningsstyrelsen Intern Rapport. Upubliceret.

Fischer, A. 1986b: Stenalderbopladsen »Vejkonge« i StoreÅmose – Rapport om stikprøvegravning i 1984 samt ef-terbehandling af fund. 22 pp. Fredningsstyrelsen InternReport. Upubliceret.

Fischer, A. 1991: Pioneers in deglaciated landscapes: Theexpansion and adaptation of Late Palaeolithic societiesin Southern Scandinavia. I: Barton, N., Roberts, A. J. &Roe, D. A. (red.) The Late Glacial in north-west Europe:Human adaption and environmental change at the endof the Pleiostocene. 100–121, Council for British Ar-chaeology.

Fischer, A. 1993: At the border of human habitat. The LatePalaeolithic and Early Mesolithic in Scandinavia. I:Hvass, S. & Storgaard, B. (red.) Da klinger i muld… 157–175. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, Køben-havn.

Fischer, A. 1998: Stone Age Åmose, Denmark – stored inmuseum boxes and in the living bog. I: Cdes, B. &Jørgensen, M. S. (red.) Bog bodies, sacred sites andwetland archaeology. Exceter. In press.

Gebauer, A. B. & Price, D. T. 1990: The end of the mesolithicin eastern Denmark: A preliminary report on SaltbækVig project. I: Vermeersch, P. M. & van Peer, P. (red.)Contributions to the Mesolithic in Europe. StudiaPraehistoric Belgica 5, 259–280. Leuven UniversityPress.

Gebauer, A. B. & Price, D. T. 1992: Foragers to farmers: anintroduction. I: Gebauer, A. B. & Price, D. T. (red.) Tran-sitions to Agriculture in the Prehistoric. 180 pp. Prehis-toric Press, Madison, Wisc.

Génsbøl, B. 1987: Nordens Fugle. 496 pp. Gad, Copenha-gen.

Gotfredsen, A. B. 1990: En rekonstruktion af palæomiljøetomkring tre senmesolithiske bopladser i Store Åmose.137 pp + figur bind. Upubliceret cand.scient. afhand-ling. Københavns Universitet.

Gotfredsen, A. B. 1998: En rekonstruktion af palæomiljøetomkring tre senmesolithiske bopladser i Store Åmose.Dette hæfte.

Groves, J. & Bullock-Webster, G. R. 1971: The BritishCharophyta. Vol. I og II. Printed for the Ray Society,Johnson Reprint Corporation, London.

Hammarlund, D. 1994: Stable carbon and oxygen isotopestudies of Late Weichselian lake sediments in southernSweden and northern Poland, with palaeoclimatic im-plications. Lundqua Thesis 31, 1–30. Lunds Universitet.Lund

Hammerlund, D. & Buchardt, B. 1996: Composite stableisotope records from a Late Weichselian lacustrine se-quence at Grænge, Lolland, Danmark: evidence of Alle-rød and Younger Dryas environments. Boreas 25, 8–22.

Hammarlund, D., Aravena, R., Barnekow, L., Buchardt, B.& Possnert, G. 1997: Multi-component carbon isotopeevidence of early Holocene environmental change andcarbon-flow pathways from a hard-water lake in north-ern Sweden. Journal of Palaeolimnology 18, 219–233.

Hatting, T. 1963: On subfossil finds of Dalmatian pelican(Pelecanus crispus Bruch.) from Denmark. Videnskabe-lige Meddelelser fra Dansk Naturhistorisk Forening 125,337–351.

Houmark-Nielsen, M. 1987: Pleistocene stratigraphy andglacial history of the central part of Denmark. Bulletinof the Geological Society of Denmark 36, 1–189.

Houmark-Nielsen, M. & Lagerlund, E. 1987: The Helsingørdiamicton. Bulletin of the Geological Society of Den-mark 36, 237–247.

Humlum, O. 1983: Geologi, Vestsjællands landskabsformer.Fredningsplanlægning. 315 pp. Vestsjællands Amtskom-mune.

Håkanson, L. & Jansson, M. 1983: Principles of LakeSedimentology. 316 pp. Springer, Berlin.

Håkansson, S. 1985: A review of various factors influencingthe stable carbon isotope ratio in organic lake sedimentsby the change from Glacial to Post-Glacial environmentalconditions. Quaternary Science Reviews 4, 135–146.

Illeris, J. 1992: Der var engang en sø. 84 pp. Upubliceretcand.scient. afhandling. Københavns Universitet.

Iversen, J. 1937: Undersøgelser over Litorinatransgressio-nerne i Danmark. Meddelelser fra Dansk Geologisk Fore-ning 9, 223–232.

Iversen, J. 1949: The influence of prehistoric man on ve-getation. Danmarks Geologiske Undersøgelse, IV Række3, 5–25.

Iversen, J. 1954: The late-glacial flora of Denmark and itsrelation to climate and soil. Danmarks Geologiske Un-dersøgelse, II Serie 80, 87–119.

Iversen, J. 1960: Problems of the early post-glacial forestdevelopment in Denmark. Danmarks Geologiske Under-søgelse, IV Række 4, 1–32.

Iversen, J. 1964: Retrogressive vegetational succession inthe Postglacial. Journal of Ecology 52, 59–70.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3863


Iversen, J. 1967: Naturens udvikling siden sidste istid. I:Nørrevang, A. & Meyer, T. J. (red.) Danmarks Natur 1:Landskabernes opståen, 345–448.

Jakobsen, E. M. 1982: Littorinatransgressioner i Trund-holmmose, NV-Sjælland, en foreløbig undersøgelse.Dansk Geologisk Forening Årsskrift 1981, 91–109.

Jensen, B. 1967: Undersøgelser over kronvildtet i Danmark.Danske vildtundersøgelser 13, 5–183. Vildbiologisk Sta-tion.

Johnsen, S. J., Dansgaard, W. & White, J. W. C. 1989: Theabrupt termination of the Younger Dryas climate event.Nature 339, 532–534.

Johnsen, S. J., Clausen, H. B., Dansgaard, W., Fuhrer, K.Gundestrup, N., Hammer, C. U., Iversen, P., Steffensen,J. P., Jouzel, J. & Stauffer, B. 1992: Irregular glacialinterstadials recorded in a new Greenland ice core. Na-ture 359, 311–313.

Johnsen, S. J., Dahl-Jensen, D., Dansgaard, W. & Gunde-strup, N. 1995: Greenland palaeotemperatures derivedfrom GRIP bore hole temperature and ice core isotopeprofiles. Tellus 47B, 624–629.

Jørgensen, S. 1954: A pollen analytic dating of Maglemosefinds from the bog Aamosen, Zealand. Danmarks Geo-logiske Undersøgelse, II Række 80, 159–187.

Jørgensen, S. 1956: Kongemosen. Kuml 1956, Årbog forJysk Arkæologisk Selskab, 23–40.

Jørgensen, S. 1963: Early Postglacial in Aamosen. Dan-marks Geologiske Undersøgelse, II Series 87, I and II,1–115.

Jørgensen, S. 1982: Mosegeologi og pollenanalyse. I Mag-lemose hytterne ved Ulkestrup Lyng. Nordiske Fortids-minder Serie B, 7, 105–137.

Klitgaard-Kristensen, D., Sejrup, H. P., Haflidason, H., John-sen, S. & Spurk, M. 1998: A regional 8200 cal.yr BPcooling event in northwest Europe, induced by finalstages of the Laurentide ice sheet deglaciation? Journalof Quaternary Science 13, 165–169.

Kolstrup, E. 1982: Late-Glacial pollen diagrams from Hjelmand Draved Mose (Denmark) with a suggestion of thepossibility of drought during the Earlier Dryas. Reviewof Palaeobotany and Palynology 36, 35–63.

Kolstrup, E. 1991: Palaeoenvironmental developments dur-ing the Late Glacial of the Weichselian. I: Barton, N.,Roberts, A. J. & Roe, D. A. (red.) The Late Glacial inNorth-West Europe. 1–6. CBA Research Report, Coun-cil for British Archaeology, London.

Kolstrup, E. & Buchardt, B. 1982: A pollen analytic inves-tigation supported by an 18O-record of a Late Glacial lakedeposit at Grænge (Denmark). Review of Palaeobotanyand Palynology 36, 205–230.

Levescque, A. J., Mayle, F. E., Walker, I. R. & Cwynar, C.1993: The Amphi-atlantic oscillation: a proposed Late-glacial climatic event. Quaternary Science Reviews 12,629–643.

Liljegren, R. 1982: Paleoekologi och strandförskjutning ien Littorinavik vid Spjälkö i mellersta Blekinge. DoctoralDissertation. University of Lund, Department of Qua-ternary Geology, Thesis 11, 95 pp.

Lotter, A. F., Eicher, U., Birks, H. J. B. & Siegenthaler, U.1992: Late-glacial climatic oscillations as recorded inSwiss lake sediments. Journal of Quaternary Science 7,187–204.

Løppenthin, B. 1967: Danske ynglefugle i fortid og nutid.Acta Historica Scientarium, Naturalium et Medicinalium.

Editit Bibliotheca Universitatis Hauniensis 19, 605 pp.Odense University Press, Odense.

Løvberg, T. 1996: Sen Weichel til Holocæn sedimentologiog pollenanalyse: lakustrine aflejringer i Store Åmose,Vestsjælland. 167 pp. Upubliceret cand.scient. afhand-ling. Københavns Universitet.

Løvberg, T. 1998: Sen Weichsel til Holocæn sedimentologiog pollenanalyse: Lakustrine aflejringer i Store Åmose,Vestsjælland. Dette hæfte.

MacArthur, R. H. 1972: Geographical ecology. Patterns inthe distribution of species. 269 pp. Harper & Row, NewYork, N.Y.

MacArthur, R. H. & Wilson, E. O. 1967: The theory of islandbiogeography. 203 pp. Princeton University Press, Prin-ceton, N.J.

Mangerud, J., Andersen, S. T., Berglund, B. & Donner, J. J.1974: Quaternary stratigraphy of Norden, a proposal forterminology and classification. Boreas 3, 109–128.

Mathiassen, D. R. 1995: Late Quaternary sedimentologyand seismic stratigraphy of the northern Storebælt, Den-mark. Upubliceret Ph.D afhandling, Københavns Uni-versitet, 219 pp.

Mathiassen, D. R. 1997: Storebælts skiftende landskaberfra isen forsvandt, til havet trængte ind. I: Pedersen, L.,Fischer, A. & Aaby, B. (red.) Storebælt i 10.000 år. A/SStorebæltsforbindelsen, 22–28.

Mathiassen, T. 1943: Stenalderbopladser i Aamosen. Nor-diske Fortidsminder 3, 226 pp.

Milthers, K. 1943: Nordvestsjællands geologi. DanmarksGeologiske Undersøgelse. V række. 6. 7–234. C. A. Reit-zels Forlag, København.

Noe-Nygaard, N. 1974: Mesolithic hunting in Denmarkillustrated by bone injuries caused by human weapons.Journal of Archaeological Science 1, 217–248.

Noe-Nygaard, N. 1983: The importance of aquatic resourcesto Mesolithic man at inland sites in Denmark. I: Grigson,C. & Clutton-Brock, J. (red.) Animals and Archaeology2, 125–141. BAR International Series 183.

Noe-Nygaard, N. 1987: Taphonomy in archaeology withspecial emphasis on man as a biasing factor. Journal ofDanish Archaeology 6, 7–62.

Noe-Nygaard, N. 1988: δ13C-values of dog bones revealthe nature of changes in man’s food resources at theMesolithic-Neolithic transition, Denmark. ChemicalGeology (Isotope Geoscience Section) 73, 87–96.

Noe-Nygaard, N. 1990: Man made trace fossil on bones.Journal of Physical Anthropology, Human Evolution 4,461–491.

Noe-Nygaard, N. 1995: Sedimentary, geochemical and eco-logical evolution of a Lateglacial-Postglacial lacustrinebasin: lake-level and climatic influence on flora, faunaand human population, Aamosen, Denmark. Fossils andStrata 37, 436 pp.

Nordmann, V. 1944: Jordfundne pattedyrlevninger fra Dan-mark. H. 112 pp. Hagerups Forlag, København.

Odgaard, B. V. 1994: The Holocene vegetation history ofnorthern West Jutland, Denmark. 171 pp. Opera Botanica123.

Petersen, P. V. 1982: Jægerfolket på Vedbækbopladserne.Særtryk af Nationalmuseets Arbejdsmark 1982, 179–189.

Pfaff, J. R. 1950: Gedde- og karpeordenen. I: Bræstrup, F.W., Thorson, G. & Wesenberg-Lund, E. (red.) Vort LandsDyreliv II, Nordisk Forlag, Copenhagen, 51–63.

Pfaff, J. R. & Bruun, A. F. 1950: Aborreordenen. I Bræs-

Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3864

65

trup, F. W., Thorson, G. & Wesenberg-Lund, E. (eds) VortLands Dyreliv II. Nordisk Forlag, Copenhagen, 84–100.

Posamentier, H. W. & Vail, P. R. 1988: Eustatic controls onclastic deposition II – sequence and systems tract models.Sea-Level Changes – An Integrated Approach. SEPM,Special Publication 42, 125–154.

Posamentier, H. W., Allen, G. P., James, D. P. & Tesson, M.1992: Forced regressions in a sequence stratigraphicframework: concepts, examples, and exploration signifi-cance. American Association of Petroleum GeologistsBulletin 79, 1687–1709.

Price, T. D. 1991: The mesolithic and hunter-gatherers:myths and meanings. Man and Environment 16, 2, 101–107. Pune University, India.

Richter, J. 1982a: Adult and juvenile Aurochs (Bos primi-genius Boj.) from the Maglemosian site of UlkestrupLyng Øst, Denmark. Journal of Archaeological Science9, 247–259.

Richter, J. 1982b: Faunal remains from Ulkestrup Lyng Øst,A hunters dwellingplace. I: Andersen, K., Jørgensen, S.& Richter, J. (red.) Maglemose hytterne ved UlkestrupLyng. Nordiske Fortidsminder, serie B, 7, 141–177. DetKongelige Nordiske Oldskriftselskab.

Richter, J. 1998: Ulkestrup Lyng Øst: Tafonomisk og pa-læoøkologisk undersøgelse af et knoglemateriale fra enmesolitisk boplads. Dette hæfte.

Siegenthaler, U. & Eicher, U. 1986: Stable oxygen and car-bon isotope analyses. I: Berglund, B. E. (red.) Handbookof Holocene Palaeoecology and Palaeohydrology. 407–422. Wiley, Chichester.

Stabell, B. & Thiede, J. 1986: Paleobathymetry and paleo-geography of southern Scandinavia in the late Quater-nary. Meyniana 38, 43–59.

Stanley, D. J. & Warne, A. G. 1997: Holocene Sea-levelchange and early human utilization of deltas. GSA To-day 7, 1–7.

Sten, E., Thybo, H., Noe-Nygaard, N. 1996: Resistivity andgeoradar mapping of lacustrine and glaciofluvial sedi-ments in the late-glacial to postglacial Store Åmose ba-sin, Denmark. Bulletin of the Geological society of Den-mark 43. 87–98

Stockmarr, J. 1966: Geologisk datering af bopladsen Præste-lyng. Nationalmuséets VIII Afdeling 4436. 1–34. Upub-liceret cand. scient. afhandling. Københavns Universi-tet.

Taylor, K. C., Lamorey, G. W., Doyle, G. A., Alley, R. B.,Grootes, P. M., Mayewski, P. A., White, J. W. C. & Barlow,L. K. 1993: The »flickering switch« of late Pleistoceneclimate change. Nature 361, 432–436.

Troels-Smith, J. 1943: Geologiske dateringer. I: Mathias-sen, T. (red.) Stenalderbopladser i Aamosen. NordiskeFortidsminder 3.

Troels-Smith, J. 1951: Fossile hængesække i Aamosen.Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening 12, 177–178.

Troels-Smith, J. 1953: Ertebøllekultur – bondekultur. Re-sultater af de sidste 10 års undersøgelser i Aamosen.Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 5–62.

Troels-Smith, J. 1956: Vandstandssvingninger i indsø-bassiner og havtransgressioner og -regressioner. Med-delelser fra Dansk Geologisk Forening 13, 127–128.

Troels-Smith, J. 1957: Muldbjerg-bopladsen. Naturens Ver-den Juli 1957, 1–33.

Troels-Smith, J. 1959: En elmetræs-bue fra Aamosen.Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 91–145.

Troels-Smith, J. 1960a: Ertebølletidens fangstfolk og bøn-der. Nationalmuséets Arbejdsmark. Nationalmuseet, 95–119. Grafisk Virksomhed og Forlag, Copenhagen.

Troels-Smith, J. 1960b: Ivy, mistletoe and elm. Climateindicators – fodder plants. Geological Survey of Den-mark, IV Series 4, 4–32.

Troels-Smith, J. 1966: The Ertebølle Culture and its back-ground. Palaeohistoria 12, 505–528.

Vogel, J. C. 1978: Recycling of carbon in a forest environ-ment. Ecologica plantarum 13, 89–194.

Williamson, M. 1981: Island Population. 286 pp. OxfordUniversity Press. Oxford.

Åby, B. 1976: Cyclic climatic variations in climate overthe past 5,500 yr reflected in raised bogs. Nature 263,281–284.


Side 001-065.p65 21-07-98, 13:3865

Palæobiologiske, sedimentologiske og geokemiske ... · Palæobiologiske, sedimentologiske og...

Documents

Transcript of Palæobiologiske, sedimentologiske og geokemiske ... · Palæobiologiske, sedimentologiske og...