Over atlanten

Af samme forfatter:

SanghundeLandet under verden

SultestrejkenDanser

Lad kun verden tumle sig

PP_Over Atlanten-P.indd 2 28/06/13 14.14

COLUMMcCANNOver Atlanten

ROMAN

På dansk vedJuliane Wammen

People’sPress


Over Atlantener oversat fra engelsk efter

TransAtlanticCopyright © 2013, Colum McCann

All rights reservedCopyright denne udgave © People’sPress 2013

Omslag: Holly Macdonaldmed forsidefoto: Hulton Archive/Getty Images

Bogen er sat med Baskervillehos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Bookwell1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-7137-358-5Printed in Finland 2013

Bogen er udgivet med oversættelsesstøtte fraIreland Literature Exchange (oversættelsespuljen),

Dublin, [email protected]

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse medoverenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og

Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelseer forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V


Historien er aldrig stum. Uanset hvor meget de ejer den,

ødelægger den og lyver om den, nægter menneskets hi-

storie at holde kæft. Trods døvhed og uvidenhed bliver

den tid, der var, ved med at tikke inden i den tid, der er.

– eduardo galeano


Denne roman er tilegnet Loretta Brennan Glucksman.

Til Allison, og også til Isabella.

Og selvfølgelig til Brendan Bourke.

Forfatteren takker John Simon Guggenheim Foundation for økonomisk

støtte til at skrive og researche denne roman.


7

2012

Huset lå helt ned til søen. hun kunne høre blæ-

sten og regnen piske over det vidtstrakte, åbne vand: Det slog

mod træerne og borede sig ned i græsset.

Hun begyndte at vågne tidligt om morgenen, endda før bør-

ne ne. Det var et hus, som var værd at lytte til. Mærkelige lyde fra

taget. I begyndelsen troede hun, det var rotter, der pilede over

skiferpladerne, men hun opdagede snart, at det var måger, der

fløj henover og lod østers falde ned på taget for at få skallerne

til at åbne sig. Det skete mest om morgenen, somme tider ved

skumringstid.

Først ramte skallerne med et smæld, var så tavse et øjeblik,

mens de sprang opad, så rullede de klirrende hen ad taget,

inden de tumlede ned i det lange græs, der var plettet af hvid-

tekalk.

Når en skal ramte præcist på spidsen, gik den op, men hvis

den faldt sidelæns fra himlen, åbnede den sig ikke: Den lå til-

bage som noget ueksploderet.


Mågerne dykkede elegant ned efter de åbne skaller. Efter at

have stillet sulten kortvarigt baskede de endnu en gang ud mod

vandet, i blågrå eskadriller.

Snart begyndte værelserne at vågne, vinduer blev åbnet, skabe

og døre, og blæsten fra søen fejede gennem huset.


Første bog


11

1919

s k y g g e s p i l

Det var et ombygget bombefly. en vickers vimy. Lutter træ og lærred og ståltråd. Hun var bred og kluntet, men

Alcock syntes alligevel, hun var en rap lille sag. Han gav hende

altid et klap, når han klatrede ombord og lod sig glide ned i

cockpittet ved siden af Brown. Én glidende bevægelse. Med

hånden på gashåndtaget, fødderne på hammelen, følte han sig

allerede flyvende.

Det, han bedst kunne lide, var at stige op over skyerne og

flyve i klart sollys. Han lænede sig ud over kanten og iagttog

skyggespillet på det hvide under sig, hvordan det udvidede sig

og trak sig sammen på skyernes overflade.

Brown, navigatøren, var mere tilknappet – al den ståhej gjor-

de ham forlegen. Han sad fremadlænet i cockpittet, optaget af

at opfatte de fingerpeg, maskinen gav ham. Han kunne aflæse

blæstens form, men alligevel satte han sin lid til det, han faktisk

kunne røre ved: kompasserne, kortene, libellen ved hans fødder.


12

det var på det tidspunkt i århundredet, hvor begrebet gentle-

man næsten var blevet en myte. Krigen havde rystet verden. Den

ubærlige nyhed om seksten millioner døde rullede af avisernes

store metalvalser. Europa var en smeltedigel af knogler.

Alcock havde fløjet jagerfly. Små bomber dumpede fra flyets

understel. En pludselig lethed i maskinen. Et spark opad i nat-

ten. Han lænede sig ud fra sit åbne cockpit og så paddehatten af

røg stige op under sig. Hans fly rettede sig op og vendte næsen

hjemad. I sådanne øjeblikke tørstede Alcock efter anonymitet.

Han fløj i mørket, flyet var åbent mod stjernerne. Så dukkede

en flyveplads op under ham med pigtråden oplyst som alteret i

en fremmedartet kirke.

Brown havde fløjet rekognosceringsmissioner. Han havde

sans for flyvningens matematik. Han kunne forvandle en hvil-

ken som helst himmel til en række tal. Selv nede på jorden

fortsatte han med at regne og udtænke nye måder at lede sine

fly hjem på.

begge mænd vidste præcis, hvad det ville sige at blive skudt ned.

Tyrkerne havde opdaget Jack Alcock på et langdistance-

bombetogt over Suvlabugten og gennemhullede maskinen

med maskingeværild, skød bagbords propel af. Han og hans

to besætningsmedlemmer nødlandede på havet, svømmede i

land. Nøgne blev de ført til et sted, hvor tyrkerne havde opstil-

let rækker af små træbure til deres krigsfanger. Udsat for vind

og vejr. Ved siden af ham sad en waliser, som havde et kort over

stjernebillederne, så Alcock øvede sine navigationsevner, mens

han sad fanget under den sømbeslåede, tyrkiske nat: Bare ét

blik på himlen, så kunne han se, præcis hvad klokken var. Men


13

Alcock ville allerhelst rode med motorer. Da han blev overflyt-

tet til en interneringslejr i Kedos, byttede han sin Røde Kors-

chokolade for en dynamo, vekslede sin shampoo til traktordele,

byggede en række provisoriske ventilatorer af ståltrådsstumper,

bambus, bolte, batterier.

Teddy Brown var også endt som krigsfange, tvunget til at lan-

de i Frankrig, mens han var på en fotorekognosceringsmission.

En kugle smadrede hans ben. En anden flåede benzintanken op.

På vej ned smed han kameraet ud, rev kortene i stykker, spredte

stumperne. Han og hans pilot fik lempet deres B.E.2C ned på

en mudret hvedemark, standsede motoren, rakte hænderne i

vejret. Fjenden kom løbende ud af skoven for at slæbe dem væk

fra vraget. Brown kunne lugte, at tanken lækkede benzin. En

af tyskerne havde en tændt cigaret mellem læberne. Brown var

kendt for at være reserveret. Med forlov, råbte han, men tyskeren

blev ved at nærme sig med sin glødende cigaret. Nein, nein. En

lille røgsky stod op fra tyskerens mund. Til sidst løftede Browns

pilot armene og brølede: For fandenihelvede, stands!

Tyskeren stoppede brat op, lagde hovedet bagover, stod stille,

slugte den brændende cigaret, løb igen frem mod de to flyvere.

Det fik Browns søn Buster til at le, da han hørte historien,

lige inden også han drog i krig tyve år senere. Med forlov. Nein,

nein. Som om en af tyskerens skjorteflapper stak ud, eller han

ikke havde fået bundet sit snørebånd ordentligt.

brown blev hjemsendt inden våbenstilstanden og mistede

sin hat højt til vejrs over Piccadilly Circus. Pigerne gik med rød

læbestift. Deres kjolesømme steg næsten op til knæene. Han

travede af sted langs Themsen, fulgte floden, indtil den krøb

opad mod himlen.


14

Alcock nåede først tilbage til London i december. Han så

mænd i sorte jakkesæt og bowlerhatte gå forsigtigt rundt mellem

murbrokkerne. Han deltog i en fodboldkamp i en sidegade til

Pimlico Road, hvor de sparkede rundt med en læderbold. Men

han kunne allerede mærke, at han igen var i luften. Han tændte

en cigaret og så røgen sno sig opad og forsvinde.

da alcock og Brown mødtes for første gang på Vickers-fabrik-

ken i Brooklands i begyndelsen af 1919, kastede de et enkelt blik

på hinanden og var straks klar over, at de begge havde brug for

at viske tavlen ren. Udslette hukommelsen. Skabe et nyt øjeblik,

råt, dynamisk, krigsløst. Det var, som om de ville tage deres ældre

kroppe og stoppe deres yngre hjerter ind i dem. De ønskede

ikke at huske de bomber, som var forsagere, eller styrtet eller

brandene eller de fængselsceller, hvor de havde været indespær-

ret, eller hvilke andre afgrunde de nu havde set i mørket.

I stedet talte de om Vickers Vimy’en. En rap lille sag.

fra newfoundland blæste de fremherskende vinde østover,

masede sig heftigt og hurtigt tværs over Atlanten. Knap tre tu-

sind kilometer hav.

Mændene kom med skib fra England, lejede værelser på

Cochra ne Hotel, ventede på, at Vimy’en skulle nå frem til hav-

nen. Den ankom pakket ned i syvogfyrre store trækasser. Sent

på foråret. Stadig frostbid i luften. Alcock og Brown hyrede et

sjak til at få pakkasserne op fra havnen. De spændte kasserne

på hestevogne, samlede flyet ude på flyvepladsen.

Engen lå i udkanten af St. John’s, på en lav bakke, med et

fladt stykke på tre hundrede meter, en sump i den ene ende


15

og en fyrreskov i den anden. Dage fyldt med svejsning, lod-

ning, slibning, syning. Bomberummene blev erstattet af ekstra

benzintanke. Det var det, der glædede Brown mest. De brugte

bombeflyet på en helt ny måde: tog krigen ud af flyet, strippede

maskinen for dens hang til blodbad.

For at planere engen krympede de lunter på tændsatser,

splintrede klippeblokke med dynamit, jævnede mure og hegn,

fjernede tuer. Det var sommer, men luften havde stadig bid.

Fugleflokke sejlede hen over himlen.

Efter fjorten dage var pladsen klar. For de fleste mennesker

var det bare et stykke jord, men for de to flyvere var det en fa-

belagtig aerodrom. De gik frem og tilbage på landingsbanens

græs, iagttog vinden i træerne, holdt øje med tegn i vejret.

sværme af nysgerrige flokkedes for at se Vimy’en. Nogle

af dem havde aldrig kørt i en bil, endsige set en flyvemaskine.

På afstand så den ud, som om den var blevet formgivet efter

en art guldsmed. Den var 42,7 fod lang, 15,25 fod høj, med et

vingefang på 68 fod. Den vejede knap 6 ton, når de 3.950 liter

benzin og 180 liter olie var fyldt på. Vingebelastning 11 pund pr.

kvadratfod. Beklædningsstoffet havde tusindvis af individuelle

sting. Bomberummene blev erstattet med nok brændstof til 30

timers flyvning. Den havde en maksimumhastighed på 89 knob,

når man så bort fra vinden, en marchhastighed på 78 knob og

en landingshastighed på 39 knob. Der var to vandkølede Rolls

Royce Eagle VIII-motorer på hver 360 hestekræfter og 1.080

omdrejninger i minuttet, tolv cylindere i to rækker á seks styk,

og hver motor drev en firebladet træpropel.

Tilskuerne lod hænderne løbe langs skråstiverne, bankede

på stålet, stak til vingernes stramme lærred med deres paraply-


16

er. Børn skrev deres navne med farvekridt på undersiden af

skroget.

Fotografer trak mørkt stof over deres apparater. Alcock stil-

lede op til fotografering og skyggede med hånden for øjnene

som en opdagelsesrejsende fra gamle dage. Tally-ho! råbte han,

inden han sprang de tre meter ned i det våde græs.

i aviserne stod der, at alt var muligt nu. Verden var blevet

lille. Folkeforbundet var under dannelse i Paris.

W. E. B. Du Bois indkaldte til den panafrikanske konference

med delegerede fra femten lande. Jazzplader kunne høres i

Rom. Radioentusiaster brugte vakuumrør til at transmittere sig-

naler hundredvis af kilometer. Inden så længe ville man måske

kunne læse dagens udgave af San Francisco Examiner i Edinburgh

eller Sydney eller Stockholm.

I London havde lord Northcliffe fra Daily Mail udlovet 10.000

pund til de første, der landede på den ene eller den anden side

af Atlanten. Mindst fire andre hold ville prøve. Hawker og Grieve

var allerede styrtet i havet. Andre, som Brackley og Kerr, sad på

flyvepladser langs kysten og ventede på, at vejret skulle slå om.

Flyveturen skulle gøres på tooghalvfjerds timer. Nonstop.

Rygterne ville vide, at en rigmand fra Texas ville forsøge, og

en ungarsk prins, og, værst af alle, en tysker fra Luftstreitskräfte,

som havde været specialist i langdistancebombetogter under

krigen.

Det forlød, at featureredaktøren på Daily Mail, en af lord

Northcliffes underordnede, havde fået mavesår ved tanken om

en mulig tysk sejr.

– En tysker! En forbandet tysker! Gud fri mig vel!

Han sendte journalister af sted for at finde ud af, om det


17

var muligt, at fjenden, selv efter nederlaget, kunne føre i kap-

løbet.

På Fleet Street, nede ved ombrydningsbordet, hvor blysatsen

blev lagt, gik han frem og tilbage og reviderede de eventuelle

overskrifter igen og igen. Hans kone havde syet et Union Jack på

indersiden af hans jakke, og det gned han på som en bedeklud.

– Kom så, drenge, mumlede han for sig selv. – Et to et to. Så

er det hjem, til go’e, gamle England.

hver morgen vågnede de to flyvere på Cochrane Hotel,

spiste deres morgenmad, som bestod af grød, æg, bacon, ristet

brød. Så kørte de gennem de stejle gader, ud ad Forest Road

mod en græsmark, der var indpakket i is. Vinden blæste iskolde

luftstrømme ind fra havet. De udstyrede deres flyvedragter med

metaltråde, så de kunne lede varme fra et batteri, og de syede

ekstra pels på indersiden af deres hjelme, deres handsker, deres

støvler.

Der gik en uge. To uger. Vejret holdt dem tilbage. Skyer.

Uvejr. Vejrmeldinger. Hver morgen sørgede mændene for at

være ordentligt barberet. Et ritual, de udførte i den fjerneste

ende af flyvepladsen. De installerede et vaskefad af stål under et

lærredstelt og brugte en lille gasbrænder til at varme vandet op.

En hjulkapsel af stål blev brugt som spejl. De lagde barberblade

i deres flyveudrustning, til når de landede: De ville være sikre

på, at de, hvis de nåede til Irland, ville være friske, velbarberede,

præsentable repræsentanter for Imperiet.

I de stadig længere juniaftener strammede de slipsene,

sad under Vimy’ens vingespidser og talte begejstret med de ca-

nadiske, amerikanske og britiske journalister, der samlede sig

til flyveturen.


18

Alcock var seksogtyve år gammel. Fra Manchester. Han var

slank, flot, modig, typen som så fremad, men stadig havde let

til latter. Han havde kraftigt, rødt hår. Han var ungkarl, sagde,

at han elskede kvinder, men foretrak motorer. Det bedste, han

vidste, var at skille alle delene i en Rolls Royce ad og sætte den

sammen igen. Han delte sine sandwich med journalisterne: Ofte

havde brødet et tommelfingeraftryk af olie.

Brown sad på trækasserne ved siden af Alcock. Han virkede

allerede gammel som toogtrediveårig. Hans dårlige ben tvang

ham til at gå med stok. Han var født i Skotland, men vokset op

i nærheden af Manchester. Hans forældre var amerikanere, og

han havde en svag amerikansk accent, som han dyrkede, så godt

han kunne. Han betragtede sig selv som en mand med et ben

på hver side af Atlanten. Han læste Aristofanes’ antikrigsdigte

og indrømmede, at han intet ville have imod at være i luften

konstant. Han var enspænder, men brød sig ikke om ensomhed.

Nogle sagde, at han lignede en præst, men hans øjne lyste med

en fjern blå farve, og han var for nylig blevet forlovet med en

ung skønhed fra London. Han skrev kærestebreve til Kathleen,

hvor der stod, at han ikke ville have noget imod at smide sin

stok op mod stjernerne.

– Du godeste, sagde Alcock, – skrev du virkelig det til hende?

– Ja, det gjorde jeg.

– Og hvad sagde hun så?

– At jeg risikerede at miste stokken.

– Ah! Hårdt angrebet.

Ved pressemøderne tog Alcock føringen. Brown navigerede

gennem tavsheden ved at fingerere med sin slipsenål. Han havde

en lommelærke med brandy i inderlommen. En gang imellem

vendte han sig bort, lindede på reverset og tog en slurk.

Alcock drak også, men larmende, offentligt, lykkeligt. Han


19

lænede sig ind over baren på Cochrane Hotel og sang Rule, Bri-

ta n nia så falsk, at det var fyldt med affekteret humor.

De lokale – mest fiskere, enkelte skovhuggere – hamrede i

træ bordene og sang sange om dem, de havde elsket og mistet

på havet.

Sangen fortsatte til langt ud på natten, længe efter at Alcock

og Brown var gået i seng. Selv oppe på tredje sal kunne de høre

sorgfulde rytmer gå over i bølger af latter og så, endnu senere,

Maple Leaf Rag, hamret på et klaver.

Oh go ’way man

I can hypnotize dis nation

I can shake de earth’s foundation

with the Maple Leaf Rag

alcock og brown stod op ved solopgang, derefter ventede

de på en skyfri himmel. Studerede vejret. Vandrede omkring på

flyve pladsen. Spillede gin-rommy. Ventede lidt mere. De skulle

bruge en varm dag, en tydelig måne, en venligtsindet blæst. De

regnede med at kunne klare flyveturen på under tyve timer.

Fiasko in ter esserede dem ikke, men i al hemmelighed skrev

Brown et testamente, efterlod alt, hvad han ejede, til Kathleen,

lagde konvolutten i inderlommen på sin jakke.

Alcock ulejligede sig ikke med at skrive testamente. Han

huskede krigens rædsler, somme tider stadig forbløffet over at

han overhovedet vågnede om morgenen.

– Der er sgu ikke så meget mere, de kan udsætte mig for.

Han gav Vimy’en et klask med håndfladen, kastede et blik

på skyerne, som samlede sig langt ude mod vest.

– Bortset fra mere pokkers regnvejr, selvfølgelig.


20

et blik ned fanger en række skorstene og hegn og kirketårne,

blæsten kæmmer græsset til sølvskinnende bølger, floder der

vælder ud over grøfter, to hvide heste løber vildt omkring på

en mark, de lange bånd af asfalt går over i grusveje – skov, krat,

kostalde, garverier, bådebyggere, fiskerhytter, torskefabrikker,

fælled, vi svæver på et hav af adrenalin, og – Se! Teddy, dernede,

en robåd på en å, og et tæppe på sandet, og en pige med spand

og skovl, og kvinden der trækker lidt op i kjolen, og derovre,

se den unge fyr i den røde trøje, der løber med æslet langs

stranden, kom nu, sving rundt en gang til, glæd knægten med

lidt skygge …

om aftenen den 12. juni flyver de endnu en prøvetur, denne

gang om natten, så Brown kan afprøve sine Sumner-kort. Elleve

tusind fod. Cockpittet er åbent mod himlen. Kulden er frygtelig.

Mændene kryber sammen bag vindskærmen. Selv deres hårspid-

ser begynder at fryse.

Alcock prøver at mærke flyet, hendes vægt, hendes balance,

hendes tyngdepunkt, mens Brown arbejder med sin matematik.

Nede på jorden venter journalisterne på, at flyet skal vende

tilbage. Flyvepladsen er markeret med stearinlys i brune papir-

poser, som danner en landingsbane. Da Vimy’en lander, blæser

stearinlysene omkuld og brænder kortvarigt i græsset. Nogle af

de lokale drenge kommer løbende med spande for at slukke

flammerne.

Flyverne kravler ned fra flyet til spredt bifald. Det forbavser

dem, at en lokal journalist, Emily Ehrlich, er den mest alvorlige

af dem alle. Hun stiller aldrig et eneste spørgsmål, men står der


21

bare i strikhue og handsker og skribler i sin notesbog. Lille og

umoderne kraftig. I fyrrerne eller halvtredserne, måske. Hun går

med voldsomme skridt hen over den mudrede landingsplads.

Med en træstok. Hendes ankler er frygteligt opsvulmede. Hun

ligner en kvinde, der burde arbejde i et konditori eller bag

disken i en købmandsbutik ude på landet, men de ved, hun

har en hvas pen. De har set hende på Cochrane Hotel, hvor

hun i mange år har boet sammen med sin datter, Lottie. Den

sytten årige håndterer et kamera med overraskende lethed og

stil, flirtende. I modsætning til sin mor er hun høj, tynd, livlig,

nysgerrig. Hun har let til latter og hvisker til sin mor. Et sært

par. Moderen forholder sig tavs; datteren tager billederne og

stiller spørgsmålene. Det gør de andre journalister rasende, en

ung pige på deres terri torium, men hendes spørgsmål er skarpe,

hurtige. Hvor stor vindmodstand kan lærredet på vingerne klare? Hvor-

dan er det at se havet forsvinde under sig? Har De en kæreste i London,

mr. Alcock? Mor og datter holder af at skridte over markerne

sammen, når dagen er omme, Emily op til hotelværelset, hvor

hun sidder og skriver sine artikler, Lottie ned til tennisbanen,

hvor hun spiller i timevis.

Emilys navn står med store typer hen over torsdagens udgave

af Evening Telegram, næsten altid ledsaget af et af datterens fo-

tografier. En gang om ugen har hun frit slag til at dække lige,

hvad hun har lyst til: fiskerikatastrofer, lokale stridsmål, politiske

kommentarer, tømmerindustrien, suffragetterne, krigens ræd-

sler. Hun er berømt for sine sære sidespor. En gang, midt i en

artikel om en lokal fagforening, brugte hun to hundrede ord

på en opskrift på pund-til-pund-kage. En anden gang, midt i

analysen af en af guvernøren for Newfoundlands taler, forvildede

hun sig ud i den svære kunst at forhindre is i at smelte.

Alcock og Brown er blevet advaret om at være på vagt, for


22

moderen og datteren har efter sigende en tendens til nostalgi

og iltre, irske temperamenter. Men de kan godt lide dem begge,

Emily og Lottie, den sære kant de giver folkemængden, mode-

rens mærkelige hatte, hendes lange kjoler, hendes besynder lige

anfald af tavshed, datterens høje, hurtige skridt gennem byen

med tennisketsjeren bankende mod lægge ne.

Desuden har Brown set Emilys reportager i Evening Telegram,

og de er blandt de bedste, han har læst: I dag har himlen over

Signal Hill taget fri. Hammerslag klinger over flyvepladsen som klare

klokker. Hver aften går solen ned og minder mere og mere om månen.

de har planlagt at flyve fredag d. 13. Det er flyverens måde

at snyde døden på: Vælg en skæbnedag, og byd den så trods.

Kompasserne er blevet svunget, de transverse tabeller bereg-

net, radioen gjort klar, støddæmpergummiet viklet om akslerne,

ribber ne lakeret, lærredsdopen tørret, vandet i køleren renset.

Alle nitterne og splitterne og stingene bliver kontrolleret og

kontrolleret igen. Pumpe reguleringshåndtagene. Magneterne.

Batterierne, som skal opvarme deres flyvedragter. Deres sko er

pudset. Termoflaskerne med varm te og bouillon bliver gjort klar.

De omhyggeligt skårne sandwich bliver pakket ned. Lister bliver

omhyggeligt afkrydset. Horlicks maltmælk. Fry’s chokoladebar-

rer. Fire stænger lakrids hver. En halvliter flaske med brandy til

krisesituationer. De sætter kviste af hvid lyng fast indvendigt i

deres pelsforede hjelme til at bringe dem held og placerer to

tøjdyr – begge sorte katte – en i fordybningen bag vindskærmen,

den anden spændt fast til en stræber bag cockpittet.

Så driver skyerne nejende ind, regnen knæler over landet,

og vejret sætter dem halvandet døgn tilbage.


23

på postkontoret i St. John’s hopper Lottie Ehrlich hen over

et bur af skygger på gulvet, går hen til lugen med de tre tremmer,

hvor postassistenten skubber den sorte celluloidskærm op for

at se på hende. Hun lader den lukkede konvolut glide over

disken.

Hun køber et Cabot-frimærke til femten cent og siger til

postassistenten, at hun også gerne vil have specialmærket til en

dollar til en transatlantisk forsendelse.

– Åh, siger han, – dem er der ikke flere af, unge dame, nej.

De blev udsolgt for længe siden.

om aftenen sidder Brown ofte nedenunder i hotellets lobby

og sender beskeder til Kathleen. Han er varsom med telegrafen,

bevidst om at andre kan læse, hvad han har skrevet. Der er noget

formelt over ham. Noget anspændt.

Han går langsomt på trapperne for en mand i trediverne,

spadserestokken slår hårdt mod gulvet. Tre glas brandy ruller

igennem ham.

Noget kommer i vejen for lyset og kaster skygge over gelæn-

de ret, og han får øje på Lottie Ehrlich i det udsmykkede træspejl

øverst på trappen. Den unge pige er et øjeblik spøgelsesagtig,

hendes skikkelse dukker op i spejlet og bliver så klarere, højere,

rødhåret. Hun har slåbrok på og natkjole og slippers. De bliver

begge to lidt forskrækkede ved synet af den anden.

– God aften, siger Brown med en let læspen.

– Varm mælk, siger den unge pige.

– Hvabehar?

– Jeg er på vej ned for at hente varm mælk til min mor. Hun

kan ikke sove.


24

Han nikker og letter på en imaginær hat, gør tegn til at ville

gå forbi hende.

– Hun sover aldrig.

Hendes kinder er blussende røde, hun er lidt forlegen over

at blive set på gangen i slåbrok, tænker han. Han letter igen på

den ikkeeksisterende hat og skubber smerten ud gennem sit

dårlige ben, går tre trin længere op, omtåget af brandyerne.

Hun standser to trin under ham og siger, mere formelt end det

er nødvendigt: – Mr. Brown?

– Ja, unge dame?

– Er De klar til kontinenternes forening?

– Helt ærligt, siger Brown, – så ville jeg godt først have en

ordentlig telefonforbindelse.

Hun tager endnu et skridt til ned ad trappen, sætter hånden

for munden, som om hun skal til at hoste. Det ene øje højere

oppe end det andet, som om et meget genstridigt spørgsmål har

sat sig fast i hovedet på hende for længe siden.

– Mr. Brown.

– Miss Ehrlich?

– Ville det være til ulejlighed?

Et hurtigt blik mod gulvet. Hun tier, som om hun lige har

op stil let et antal vildfarne ord på tungespidsen, sære, små gen-

stande som slet ikke bevæger sig, er umulige at få frem. Hun

står stille, afvejer dem, tænker om de mon vil vælte. Brown

forestiller sig, at hun, ligesom alle andre i St. John’s, gerne vil

prøve at sidde i cockpittet, hvis der bliver endnu en prøvetur.

Selvfølgelig helt umuligt, de kan ikke tage nogen med op, slet

ikke en ung kvinde.

De har ikke engang tilladt journalisterne at sidde i flyet, mens

det står og venter på marken. Det er et ritual, en overtro, det

er ikke noget, han vil kunne give lov til, han overvejer, hvordan


25

han skal fortælle hende det, han føler sig fanget nu, et offer for

sine sene nattevandringer.

– Ville det være til ulejlighed, siger hun, – hvis jeg gav Dem

noget?

– Selvfølgelig ikke.

Hun springer op ad trappen og løber ned ad gangen mod

sit værelse. Kroppens ungdom bevæger sig i den hvide slåbrok.

Han kniber øjnene sammen, gnider sig i panden, venter.

Måske en lykkeamulet af en slags? Et minde? En souvenir? Så

fjollet, at have givet hende mulighed for overhovedet at sige

noget. Skulle bare have sagt nej. Ladet det ligge. Være gået ind

på sit værelse. Forsvundet.

Hun dukker op for enden af gangen, bevæger sig skarpt og

hurtigt. Hendes slåbrok afslører en trekant af hvid hud ved hal-

sen. Han mærker et intenst og pludseligt stik af længsel efter at

se Kathleen, og han er glad for den længsel, det vildfarne øjeblik,

denne mærkelige, buede trappe, dette fjerntliggende hotel, de

lidt for mange glas brandy. Han savner sin forlovede, så enkelt

er det. Han ville gerne være hjemme. Lægge sig ind til hendes

slanke krop, se hendes hår falde ned over hendes kraveben.

Han holder lidt for stramt om gelænderet, mens Lottie

nærmer sig. Et stykke papir i hendes venstre hånd. Han ræk-

ker sin egen frem. Et brev. Det er det hele. Et brev. Han ser

hurtigt på det. Adresseret til en familie i Cork. På Brown Street

af alle steder.

– Min mor har skrevet det.

– Virkelig?

– Vil De lægge det i postsækken?

– Slet ingen ulejlighed, siger han, vender sig endnu en gang

på trappen, lader konvolutten glide ned i jakkens inderlomme.


26

næste morgen ser de Lottie komme ud fra hotellets køkken

med det røde hår i uorden, slåbrokken lukket ved halsen, helt

til. Hun bærer på en bakke med sandwich pakket ind i vokspapir

fra slagteren.

– Skinkesandwich, siger hun triumferende og sætter dem

foran Brown. – Jeg har smurt dem netop til Dem.

– Tak for det, unge dame.

Hun går tværs over gulvet i restauranten, mens hun vinker

over skulderen.

– Det er journalistens datter?

– Det er det.

– Er de ikke lidt småtossede? siger Alcock, mens han tager

sin flyverjakke på og ser ud ad vinduet på tågen.

en stærk blæst står ind vestfra i ujævne stød. De er allerede

tolv timer forsinket, men nu er tiden inde – tågen er lettet,

og de langsigtede vejrmeldinger er gode. Ingen skyer. Himlen

ovenover synes malet på. Til at begynde med er vindstyrken

høj, men vil sikkert lægge sig til omkring tyve knob. Senere vil

der være en fin måne. De klatrer ombord til spredte hurraråb,

spænder sik ker hedsselerne, kontrollerer instrumenterne endnu

en gang. Et hurtigt honnør fra starteren. Kontakt! Alcock giver

gas og sætter begge motorer på fuld kraft. Han giver signal til,

at stopklodserne skal trækkes fri af hjulene. Mekanikeren læ-

ner sig ned, dukker ind under vingerne, stikker klodserne op i

armhulerne, træder bagud, smider dem til side. Han strækker

begge hænder i verjet. En hosten af røg fra motorerne. Propel-

lerne snurrer. Vimy’en peger ind i stormen. Drejet svagt op mod

blæsten. Opad. Af sted nu, af sted. Et pust af varm olie. Fart


27

og opdrift. Den ufattelige brølen. Træerne rejser sig truende i

det fjerne. En afvandingsgrøft udfordrer i den fjerne ende. De

siger ikke noget. Ikke Milde himmel. Ikke Kom så, gamle dreng. De

rykker frem tomme for tomme, rumler ind i blæsten. Af sted, af

sted. Flyets vægt ruller under dem. Bekymrende. Langsommere

nu end nogen sinde. Op ad skråningen. Hun er tung i dag. Så

meget benzin at bære på. Hundrede meter, hundrede og tyve,

hundrede og halvfjerds. De bevæger sig for langsomt. Som gen-

nem gele. Cockpittets trang hed. Sved samler sig bag deres knæ.

Motorerne slår hårdt. Vinge spidserne giver sig. Græsset under

dem svajer og bliver flået af. De bumper hen over jorden. To

hundrede og halvtreds. Flyet løfter sig lidt og sukker igen, skurer

hen over jorden. Gode Gud, Jackie, få hende op. Rækken af mør-

ke fyrretræer står for enden af flyvepladsen, rejser sig truende,

tættere, tættere, stadig tættere på. Hvor mange mænd mon er

døde på den måde? Tag gassen af, Jackie. Sidelæns. Afbryd. Nu.

Tre hundrede meter. Herre Jesus i himlen. Et vindstød løfter den

venstre vinge, og de vipper let til højre. Og så mærker de det.

En kold bølge af luft i maverne. Vi letter, Teddy, vi letter, se! En

langsom stigen opad, en umådelig svag opløftelse af sjælen, og

flyet er nogle få meter oppe i luften, næsen peger opad, vinden

hvisler gennem stræberne. Hvor høje er de træer? Hvor mange

mænd er døde? Hvor mange af os faldt? Brown forvandler træ-

erne til mulige lyde i sit hoved. Slaget mod barken. Stænglernes

sammenfiltring. Kvistenes knæk-knæk. Sammenstødet. Hæng på,

hæng på. Halsen stadig sammensnøret af rædsel. De rejser sig

lidt fra sæderne. Som om det kunne lette vægten af flyet under

dem. Højere op, af sted. Himlen bag træerne er som et ocean.

Løft den, Jackie, løft den for pokker, løft hende. Nu, træerne.

Nu kommer de. Deres halstørklæder letter først, så hører de

grenenes bifald under sig.


28

– det var tæt på! brøler Alcock over larmen.

de flyver direkte ind i vinden. Næsen hæver sig. Flyet sætter

farten ned. En nervepirrende stigning op over trætoppene og de

lave tage. Forsigtigt nu, så hun ikke staller. Lad hende blive ved

med at stige. Højere oppe begynder de på en svag krængning.

Roligt, kammerat. Få hende vendt. En statelig kurve, som er ren

skønhed, ren balance, sin egen selvsikkerhed. De holder højden.

Krænger mere nu. Indtil blæsten er bag dem, og næsen sænker

sig, og de virkelig er på vej.

De vinker ned til starteren, mekanikeren, meteorologerne,

de få spredte tilskuere dernede. Ingen Emily Ehrlich fra Evening

Telegram, ingen Lottie; mor og datter er allerede gået hjem, tid-

ligt, færdige for i dag. De er gået glip af starten. Det var synd,

tænker Brown. Han slår let mod jakkens inderlomme, hvor

brevet stadig ligger.

Alcock tørrer sveden af panden, vinker så til skyggen af dem

selv på det sidste stykke landjord og styrer flyet på halv kraft

ud over havet. En stribe af gylden strand. Både, der vipper på

bølgerne i St. John’s havn. Legetøj i en lille drengs badekar.

Alcock tager den primitive telefon og halvråber ind i den.

– Hør, du gamle.

– Ja?

– Undskyld.

– Undskyld for hvad?

– Fik aldrig fortalt dig det.

– Fortalt mig hvad?

Alcock smiler skævt og kaster et blik ned på vandet. De har


29

fløjet i otte minutter, er tusind fod oppe med en medvind på

omkring femogtredive knob. De krænger ud over Conception

Bay. Vandet, et bevægeligt tæppe af gråt. Pletter af solskin og

skærende lys.

– Fik aldrig lært at svømme.

Brown bliver kortvarigt overrumplet – tanken om at nødlande

på havet, om at piske med arme og ben i vandet, flyde et øjeblik

på en træstræber eller klamre sig til de rullende brændstofbe-

holdere. Men svømmede Alcock ikke i sikkerhed, da han blev

skudt ned over Suvlabugten? For alle de år siden. Nej, ikke år.

Kun måneder. Det forekommer Brown sært, meget sært, at en

kugle for ikke så længe siden gennemborede hans lår, og nu,

i dag, bærer han det fragment med sig over Atlanten, mod et

ægteskab, en ny begyndelse. Sært, at han overhovedet er her, i

denne højde, i dette endeløse grå, mens Rolls Royce-motorer-

ne brøler i hans ører, holder ham svævende. Kan Alcock ikke

svømme? Det kan ikke passe. Måske, tænker Brown, skulle jeg

fortælle ham sandheden. Det er aldrig for sent.

Han læner sig frem mod telefonens mundstykke, ombestem-

mer sig.

de stiger jævnt. Side om side i det åbne cockpit. Luften

suser iskold om ørerne på dem. Brown slår en besked ind på

morsenøg len til kysten: Alt i orden og på vej.

Telefonen er en række ledninger snoet om deres halse for

at opfange talevibrationer. Til at lytte med har de høretelefoner

stukket ind under de bløde hjelme.

Tyve minutter inde i flyveturen rækker Alcock ind under

hatten og flår de klodsede høretelefoner ud, smider dem ned i

alt det blå. Pokkers generende, mimer han.


30

Brown svarer ved at vende tommelfingeren opad. En skam.

Nu har de ingen kommunikationsmidler – kun nedgriflede sed-

ler og gestikuleren, men de har for længst kortlagt hinandens

bevægelser i deres hjerner: Hver trækning er en måde at tale

på, stemmens fravær et nærvær af krop.

Deres hjelme, handsker, jakker og knæstøvler er foret med

pels. Under det har de Burberry-overalls på. I en hvilken som

helst højde, på trods af den skrånende vindskærm, vil det være

iskoldt.

Som forberedelse har Alcock tilbragt tre aftener i et kølerum

i St. John’s. En nat lagde han sig på en stabel indpakket kød

og faldt ikke i søvn. Et par dage senere skrev Emily Ehrlich i

Evening Telegram, at han stadig lugtede som friskskåret oksekød.

hun står sammen med sin datter i vinduet på anden sal med

hænderne på trærammen. Først er de sikre på, at det må være

en illusion, en fugl i forgrunden. Men så hører hun de fjerne

knald fra motorerne, og de ved begge, at de er gået glip af

øjeblik ket – heller ikke noget fotografi – og alligevel er der en

sær op stemt hed ved at se det på afstand, hvordan flyet forsvin-

der mod øst, sølvfarvet, ikke gråt, indrammet af hotelvinduets

objektiv. Dette er menneskets sejr over krigen, udholdenhedens triumf

over erindringen.

Derude ligger den blå himmel skyfri og ubrudt. Emily hol-

der af lyden af blækket, der stiger op i hendes fyldepen, lyden

af dens hætte, der bliver skruet til. To mænd flyver uden stop over

Atlanten for at ankomme med en postsæk, en lille, hvid lærredspose med

197 breve med et særligt frimærke, og hvis de klarer det, vil det være den

første luftpost fra den Nye Verden til den Gamle. En helt ny tanke:

Transatlantisk luftpost. Hun afprøver udtrykket, kradser det ned


31

på papiret, igen og igen, transatlantisk, trans atlas, transatlantisk.

Afstanden endelig brudt.

drivende isbjerge under dem. Det oprørte, furede hav. De

ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Fra nu af er det hele ma-

tematik. At forvandle brændstoffet til tid og afstand. At sætte

gashåndtaget til den optimale forbrænding. At kende vinklerne

og kanterne og strækkene derimellem.

Brown tørrer fugten af sine flyverbriller, rækker om i det

lille rum af træ bag hovedet, tager sandwichene frem, pakker

vokspapiret op. Han rækker en til Alcock, som holder den ene

behandskede hånd på rattet. Det er en af mange ting, som får

Alcock til at smile: Hvor utroligt det er at gumle på en skinke-

og-smør-sandwich, som er smurt af en ung kvinde på et hotel

i St. John’s mere en tusind fod nede. Sandwichen bliver kun

bedre af, hvor langt de allerede er nået. Lyst brød, frisk skinke,

lidt mild sennep blandet i smørret.

Han rækker om efter termoflasken med varm te, skruer låget

af, slipper en tynd stribe damp ud.

Larmen ruller gennem deres kroppe. Til tider gør de den

til musik – en rytme der dirigerer sig selv fra hoved til bryst

til tæer – men så bliver de løftet ud af rytmen, og den bliver

igen ren støj. De er udmærket klar over, at de kan blive døve

på turen, og at brølet kan slå sig ned i dem for evigt og deres

legemer komme til at bære rundt på den som menneskelige

grammofoner, sådan at de, hvis de nogen sinde når over til

den anden side, stadig, altid, på en eller anden måde vil høre

den.


32

at holde sig til den lagte kurs er et spørgsmål om geniali-

tet og magi. Brown må navigere med alle forhåndenværende

midler. Baker-navigationsapparatet står på gulvet i cockpittet.

Kurs- og afstandsmåleren er spændt fast til siden af skroget.

Afdriftsmåleren er klemt ind under sædet sammen med en li-

belle til at måle krængning med. Sekstanten er spændt fast på

instrumentbrættet. Der er tre kompasser, og de vil hver især lyse

op i mørket. Sol, måne, skyer, stjerner. Hvis alt andet svigter, har

han bestiknavigation.

Brown lægger sig på knæ på sit sæde og kigger ud over kan-

ten. Han vender og drejer sig, laver udregninger efter horisont-

linjen, udsigten over havet og solens position. På en notesblok

skriver han: Hold hende nærmere 120 end 140, og så snart han har

rakt sedlen tværs over det lille cockpit, bevæger Alcock styre-

grejerne en anelse, trimmer flyet, holder det på trekvart kraft,

opsat på ikke at presse motorerne for hårdt.

Det minder så meget om at have med en hest at gøre, måden

flyet ændrer sig på over en lang rejse, vægten, der ændrer sig

med det afbrændte brændstof, motorernes galop, trækket i styre-

grejernes tøjler.

For hver halve time bemærker Brown, at Vimy’en er en smule

tungere i næsen, og han ser Alcock trække rattet bagud for at

rette flyet op.

Alcocks krop er i konstant kontakt med Vimy’en: Han kan

ikke løfte hænderne fra styregrejerne, ikke så meget som et

øjeblik. Han kan allerede mærke smerten i skuldrene og finger-

spidserne: ikke engang nået en tredjedel af vejen og allerede

nu har den sat sig i hver eneste fiber.


33

som barn tog Brown ind til galopbanen i Manchester for at

se hestene. På hverdage, når jockeyerne trænede, løb Brown

på indersiden af Salford-banen, rundt og rundt, gjorde cirklen

større, jo ældre han blev, pressede omkredsen udad.

Den sommer, han blev syv år, kom ponyekspressens ryttere

på besøg fra Amerika og satte deres wild west-forestilling op ved

Irwellfloden. Hans folk. Fra hans mors og fars land. Amerika-

nere. Brown ville gerne vide, præcis hvem han var.

Cowboys stod ude på marken og svingede deres lassoer. Der

var vilde heste, bisonokser, muldyr, æsler, cirkusponyer, nogle

wapitihjorte. Han vandrede omkring i de store, malede kulisser

med præriebrande, støvstorme, vindhekse, tornadoer. Men det

mest forbløffende var indianerne, som spankulerede omkring i

tesalonerne i Salford med deres overdådige hovedpynt. Brown

fulgte efter dem for at få deres autografer. Charging Thunder

var medlem af sortfodstammen. Hans kone, Josephine, var

skarpt skydende cowgirl og gik med elegante læderfrakker og

seksløberhylstre. Sidst på sommeren fik deres datter Bessie dif-

teri, og da hun blev udskrevet fra hospitalet, flyttede de til Tho-

mas Street i Gorton og blev naboer til Browns tante og onkel.

Hver søndag eftermiddag cyklede Brown ud til Gorton og

forsøgte at stirre ind ad husets vindue i håb om at se skæret fra

hovedpyntens mønter. Men Charging Thunder havde ladet sig

klippe korthåret, og hans kone stod iført forklæde ved komfuret

og lavede Yorkshire-pudding.

et par timer inde i turen hører Brown et svagt smæld. Han

tager sine flyverbriller på, læner sig ud over skroget, ser den

lille propel på radioens generator snurre virkningsløst rundt

et øjeblik, knække og så falde af. Ingen radio længere. Ingen


34

kontakt med nogen. Snart vil der ikke længere være varme i

deres elektriske dragter. Men ikke bare det. Ét smæld kan føre

til flere. Et enkelt sted med metaltræthed kan få hele flyet til at

falde fra hinanden.

Brown kan lukke øjnene og se flyets skakbræt. Han kender

manøvrerne ud og ind. Tusind små mulige træk. Han kan godt

lide at se sig selv som bonden i midten, langsom, metodisk,

fremadrykkende. Der er en form for angreb i roen, som han

holder fast i.

En time senere lyder der en klapren, som for Alcock minder

om et Hotchkiss-maskingevær. Han ser over på Brown, men han

har allerede fundet ud af det. Brown peger ud mod motoren til

styrbord, hvor et stykke af udstødningsrøret er begyndt at revne

og gå itu. Det gløder rødt, så hvidt, så næsten gennemsigtigt. En

sværm af gnister står op fra motoren, da et stykke beskyttende

metal knækker af. Det flyver opad et øjeblik, næsten hurtigere

end selve flyet, og suser væk i deres slipstrøm.

Det er ikke skæbnesvangert, men de ser begge to på det

knæk kede rør, og som for at svare dem bliver larmen fra moto-

ren dobbelt så høj. De vil være nødt til at leve med det resten

af turen, men Alcock ved, hvordan motorens brølen kan få en

flyver til at falde i søvn, at rytmen kan få en mand til at døse

hen, inden han rammer bølgerne. Det er hårdt arbejde – han

kan mærke maskinen i sine muskler. Hvordan det rykker i hans

krop. Sindets udmattelse. Hele tiden undgå skyerne. Hele tiden

på udkig efter en synslinje. Forsøge at skabe en horisont. Hjer-

nen der opfinder falske krængninger. Det indre øre der skaber

ligevægt mellem drejningerne, indtil det eneste, man virkelig

kan stole på, er drømmen om at nå frem.


35

da de når ind i lagene mellem skyerne, er der ingen panik. De

trækker i de pelsforede hjelme, retter på flyverbrillerne, vikler

tørklæderne for munden. Så begynder det. Rædslen for at alt

skal gå i et. Udsigten til at flyve i blinde. Skyer over os. Skyer

under os. De må navigere i rummet imellem.

De stiger op for at undslippe, men der er stadig skyer. De

dykker. Stadig skyer. En tæt vådhed. Kan ikke bare blæse dem

væk. Jeg vil puste og pruste. Deres hjelme, ansigter og skuldre

er gennemblødt af fugtigheden.

Brown læner sig tilbage og venter på, at det skal klare op,

så han kan lede flyet ordentligt. Han holder udkig efter et sol-

glimt på vingen eller et strejf af blåt, så han kan finde en hori-

sontlinje, lave en hurtig udregning, tage solhøjden for at finde

en længdegrad.

Flyvemaskinen svinger fra side til side, slingrer i turbulensen.

Det pludselige tab af højde. Det føles, som om deres sæder for-

svinder under dem. De stiger op igen. Den uophørlige larm.

Bumpet. Hjertet springer et slag over.

Mens lyset bliver svagere, møder de endnu et hul i det øverste

lag skyer. Den røde sol på vej ned. Under dem får Brown et kort

glimt af havet. En kurve af skønhed i brøkdelen af et sekund.

Han griber libellen fra gulvet. Vipper den, retter den op. En

hurtig beregning. Vi er på omkring 140 knob, overordnet rette kurs,

en anelse for meget syd og øst.

Tyve minutter senere møder de endnu en stor skybanke. De

stiger til et hul mellem lagene. Vi kommer ikke over skyerne inden

solnedgang. Vi bør vente på mørket og stjernerne. Kan du komme over

ved for eksempel 60 graders længde? Alcock nikker, krænger flyet,

snor det langsomt gennem luften. Rød ild spytter gennem tågen.

De kender begge til de puds, hjernen kan spille en, hvis

man bliver fanget i skyerne. Man kan tro, at flyet ligger vandret


36

i luften, selv om det ligger på siden. Maskinen kan være vippet

nedad mod sin undergang, og de flyver bare gladelig af sted,

eller måske styrter de i vandet uden varsel. De må holde udkig

efter ethvert glimt af måne eller stjerner eller horisontlinje.

Den vejrmelding var ikke meget værd, grifler Brown, og han ser

af Alcocks reaktion, den måde han blidt dæmper motorens kraft

på, hvordan hans bevægelser bliver lidt mere forsigtige, at han

også er bekymret. De slår kraverne op mod vejrets våde klask.

Fugtperler glider op ad den åbne vindskærm. Batteriet i sædet

mellem dem sender svage varmeimpulser gennem lednin gerne

i deres dragter, men kulden omkring dem er bidende.

Brown lægger sig på knæ på sit sæde, læner sig ud over kan-

ten for at se, om han kan få øje på et hul, men der er ikke noget.

Ingen sigtbarhed. 6500 fod. Flyver udelukkende på bestik. Vi er

nødt til at komme op gennem det øverste lag skyer. Varmen forsvinder

også hurtigt!

knoglerne i deres ører kimer. Rabalderet sætter sig fast inde

i deres hoveder. Deres sinds små, hvide rum. Brølet af larm fra

den ene væg til den anden. Der er tidspunkter, hvor Brown føler,

at motorerne prøver at bryde ud gennem hans øjne, en metal-

genstand der er blevet til et vilddyr, umulig at slippe af med.

regnen kommer først. Så sneen. Udsigt til slud. Cockpittet

er designet til at holde det meste vejr i skak, men hagl kan flå

lærredsvingerne i stykker.

De søger op til den blødere sne. Intet lys. Ingen lindring. De

kryber sammen, mens uvejret buldrer omkring dem. Mere sne.


37

Hårdere nu. De søger nedad igen. Fnuggene stikker i kinderne

og smelter ned ad halsen. Snart begynder det hvide at samles

i driver om fødderne. Hvis de kunne komme op over det og

kigge ned, ville de se et lille, åbent rum med to hjelmklædte

skikkelser, der pisker gennem luften. Ja, mærkeligere endnu. Et

rum der bevæger sig, i mørket, i den hylende blæst, to mænd,

hvis overkroppe bliver hvidere og hvidere.

Da Brown lader sin lommelygte lyse på kontrolpanelet bag sit

hoved, ser han, at et lag sne er begyndt at lægge sig på udluft-

ningsrørets manometer. Ikke godt. De har brug for manometret

for at undgå problemer med karburatoren. Han har gjort det

her før, vendt sig i cockpittet, rakt farligt langt op over sit eget

hoved, men aldrig i den slags vejr. Men det skal gøres. Ni tusind

fod over havet. Hvad er det for en galskab?

Han kaster et blik på Alcock, mens de rider på et lille turbu-

lensbump. Bare hold hende vandret. Nytter ikke at fortælle ham

det nu. Kan ikke svømme, gamle dreng. Ville næppe få et smil

frem på hans læber.

Brown retter på handskerne, trækker øreflapperne tæt til,

hiver tørklædet helt op over munden. Han drejer sig i sædet.

Det dunker i hans dårlige ben, når han bevæger sig. Højre knæ

mod kanten af skroget. Så venstre knæ, det dårlige af dem. Han

griber fat i stræberen og trækker sig op i et voldsomt sus af blæst.

Kuldens kloroform. Luften skubber ham bagud. Sneens stikken

i kinderne. Hans gennemblødte tøj klæber til hals, ryg, skuldre.

En lysekrone af snot fra hans næse. Blodet trækker sig ud af

kroppen, fingrene, hjernen. Opgiver de fem sanser. Forsigtigt

nu. Han strækker sig op i den tærskende vind, men kan ikke

helt nå. Hans flyverjakke er for uhåndterlig. Han lyner den op,

mærker vindens sus mod brystkassen, strækker sig bagud, slår

sneen af manometrets glasskive med spidsen af sin kniv.


Over atlanten

Documents

Transcript of Over atlanten