OKKUPER UDKANTEN

“Der er noget indtagende ved den paradoksale fornemmelse af forladthed, der opstår, når efterladte ruiner bringes til live af “efterladte” bohemer,

udskud, breughelianske fiolspillere og dansere – kontrasten mellem en tung tilstedeværelse af en svunden triumfalisme og nomaders lethed og lys.”

Hakim Bey

Udkanten ekspanderer. Den breder sig hinsides sin egen

grænseløshed i takt med at grundlaget for selve det sociale

liv, den hidtil har næret, forvitrer. Denne entropiske proces

er blandt andet resultatet af en evindeligt accelererende

urbanisering, hvor metropoler imploderer og suger

strømme af varer, kroppe og åndelig energi til sig og

efterlader et udstrakt øde af forladte byer og insolvente

industrier.

Også Staten trækker sig fra de mere yderligtliggende

provinser og befæster sin magt omkring udvalgte urbane

bastioner. Dermed ikke sagt, at den fuldstændigt har

sluppet grebet om udkanten, men det vil i stadig stigende

grad, det mener vi at ane, blive forsøgt alene at kontrollere

den symbolsk gennem simulation (massemedier,

symbolske geografier, sporadiske spektakulære events etc.)

Således kan den måske synes forladt, udkanten – fortabt.

Men denne Statens tilbagetrækning medfører, at der her

former sig en skrøbelig struktur som gør det muligt at

introducere nye eksperimentelle sociale praksisser netop

her. Således ligger udkanten ikke øde hen overalt, nej, der

går spøgelser gennem disse industrialiseringens ruiner –

obskure eksistenser, lovløse bohemer, freaks og udskud,

‘breughelianske fiolspillere og dansere’. Der tegner sig en

ujævn geografi af strategisk usynlige og lyssky projekter.

Fra kollektivt forvaltede autonome zoner til centraler for

sorte økonomier og andre former for transgressiv

foretagsomhed.

Som sådan har udkanten egentlig altid tjent som asyl for

ukendte friheder. Mere utilgængelige, ufremkommelige

egne eller endnu ikke kortlagte verdenshjørner beboet af

hvide løver, enhjørninger og drager, har historisk tjent som

tilflugtssted for udstødte og forfulgte her på Jorden. Man

kunne forsvinde her, blive usynlig og leve frit på afstand af

det, som forfølger og fanger ind.

Tænk bare på det 18. århundredes maroons, disse

behjertede slaver, der havde held til at flygte og forme nye

autonome samfund i det skjulte. I Louisiana og Floridas

sumpe, i Jamaica og Haitis bjergrige indland og mange

andre steder. De dyrkede jorden kollektivt, de gik på jagt i

skovene, de dristede sig sågar til at plyndre de nærmest

liggende plantager i ly af natten. Flere steder allierede

maroons sig endda med lokale indianerstammer og

modarbejdede stædigt lokale plantageejere såvel som

skiftende imperiers koloniseringsforsøg.

Maroonsamfundet tjener som et autonomt forbillede for os

(i dag kunne det være papirløse migranter, eftersøgte

økosabotører, informationspirater etc., der formede nye

skjulte samfund i spekto-statens blinde vinkler), og dets

eksempel minder os samtidigt om, at udkanten ikke blot

kan tjene som skjulested og eksperimentfelt, men at den

også i høj grad kan tænkes som en base for fornyede

angreb på magtens centre.

Lad os tage et andet eksempel, skrue tiden frem til

tredivernes Kina, hvor Mao Tse Tung og hans hær søgte

tilflugt i Yan’ans bjerghuler i Shanxi-provinsen. Området var

uvejsomt og svært angribeligt, hvilket gav ro til at træne,

styrke hærens sammenhold og ikke mindst mobilisere til

den endelige march mod Beijing. Denne utilgængelige

egn understøttede således et helt samfund i årevis og kom

samtidig til at tjene som afsæt for et succesfuldt

revolutionært angreb.

Nutidens udkant kunne på samme måde blive arnested for

en revolutionær kamp. Men mens vores eksodus muligvis

også i sidste ende går gennem metropolen, vil vi aldrig

komme for at blive. Vi vil ikke lede, kun detonere. Så snart

det er muligt vender vi tilbage til engene, til skovene og

fjeldet. For vores udkant er muligvis resultatet af en

geografisk udmagringsproces, der har efterladt et ujævnt,

arret landskab, og vores okkupation er muligvis det

umiddelbare resultat af et nederlag og en flugt, men deri

finder vi en stor skønhed – deri ser vi muligheden for et

flimrende autonomt forsøg.

Vores udkant henter sin skønhed i det uens og

foranderlige. Den vil basere sig på radikal forskellighed og

horisontal organisering, den vil være high-tech, low-

energy, bevægelig og omskiftelig, men samtidig forbundet

og durabel. Et udstrakt spind af selvforvaltede, autonome

enklaver, zoner for skønhed, sabotage og terapeutisk

smitte, hvor det som civilisationen har adskilt og nedbrudt

kan samles igen og heles, og hvorfra en endelig barbarisk

invasion kan udgå og bane vej for en evindelig og

planetarisk autonomisering.

Frisk Flugt, Siggalycke, vinter 2013-2014