Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

12
8 At blomstre 1 ”Vi tager den igen!” 2 At blomstre … fortsat 3 En skærsom- mernatsdrøm 4 Skuffelsen eller glæden? 5 Viby i eventyr- land 6 Et unikt liv 8 En morgen på Viby 9 Bænken 10 Indbydelse til general- forsamling 12 marts 2012 Årgang 6, Nummer 17 SE HER: Få tilsendt fremtidige nyhedsbreve på mail - tilmeld dig på viby- efterskole.dk Husk aften m/ Peter Bastian og General- forsamling tirsdag d. 24. april 2012 Nyhedsbrev Den fynske efterskole for Musik, Dans og Teater I dette nummer: Fortsættes på side 3 Af Pernille Marker, 9. kl. Endnu et lille kapitel er afsluttet, og ligger nu pakket godt ned i kufferten. Billedet af det lille frø, som fik lov at spire, for til sidst at springe ud og blomstre smukt som en rose, står stadig klart i erindringen. En rose, som både står så smuk og rank, er samtidig fyldt med stikkende torne. For at nå den smukke blomst må vi gå den snorlige og stikkende vej. Nu ligger både de skarpe torne samt den smukke blomst godt pakket ned i min kuffert. Jeg husker tydeligt første dag, da det lille frø blev sat i jorden – rollefordelingen. Det var en dag, som jeg havde frygtet længe, da jeg var sikker, på, at jeg ville blive skuffet over min rolle i musicalopsætningen. Jeg og mine to værelseskamme- rater satte os få minutter forin- den ned på gulvet midt i på væ- relse 31. Vi fortalte alle tre hvil- ken rolle, vi absolut ikke ønske- de, hvorefter vi prøvede at finde 3 gode ting ved den rolle. Pludselig syntes det hele ikke så svært mere, og fuldstændig over- bevist om at jeg nok ville få den rolle, jeg mindst ønskede, satte jeg mig ind i foredragssalen, hvor rollerne skulle uddeles. Det øjeblik vi sad med rollelisten i hånden står meget klart for mig. Jeg husker, hvordan hele min krop begyndte at ryste, da jeg så, at jeg skulle spille rollen som den lille listige skovtrold Puk. Jeg var fuldstændig choke- ret og havde samtidig lyst til at slå kolbøtter af glæde. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor det var mig, der havde fået den rolle. Vi kom til juleferien, hvor der blev arbejdet hårdt. Et utal af gange trampede jeg frem og tilbage på mit værelse, mens jeg gang på gang snublede over Shakespeares kringlede vendin- ger. Efterhånden som jeg lærte min rolle, gik det op for mig, at det ansvar jeg var blevet tildelt var stort. Jeg fandt ud af, at et krea- tivt projekt som en musicalop- sætning kræver, at man tager ansvar for at bruge sin kreativi- tet. Musikeren må finde sin helt egen måde at spille tonerne, skuespil- leren må finde sit helt eget ud- tryk, og danseren sin egen måde at træde trinene. At tænke kreativt kræver, at man tør bruge, udforske og udfordre sin personlighed og sine egen- skaber. Jeg husker første dramaprøve. Jeg kiggede rundt på alle de dyg- tige elever, som jeg skulle spille sammen med. Endnu engang undrede jeg mig over, hvorfor lille jeg dog var blevet valgt til den store rolle. Jeg følte mig så ufattelig lille og uerfaren og fik helt ondt i maven af sceneskræk, første gang jeg trådte ud på gulvet og skulle prøve at spille min rolle. Jeg havde mest af alt bare lyst til at vende tilbage til dagligdagen

description

Nyhedsbrev nr 17 marts 2012 - Viby Efterskole

Transcript of Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

Page 1: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

8

At blomstre 1

”Vi tager den igen!”

2

At blomstre … fortsat

3

En skærsom-mernatsdrøm

4

Skuffelsen eller glæden?

5

Viby i eventyr-land

6

Et unikt liv 8

En morgen på Viby

9

Bænken 10

Indbydelse til general-forsamling

12

m a r t s 2 0 1 2 Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

SE HER:

• Få tilsendt fremtidige nyhedsbreve på mail - tilmeld dig på viby-efterskole.dk

• Husk aften m/ Peter Bastian og General-forsamling tirsdag d. 24. april 2012

Nyhedsbrev Den fynske efterskole for

Musik, Dans og Teater

I det te nummer:

Fortsættes på side 3

Af Pernille Marker, 9. kl. Endnu et lille kapitel er afsluttet, og ligger nu pakket godt ned i kufferten. Billedet af det lille frø, som fik lov at spire, for til sidst at springe ud og blomstre smukt som en rose, står stadig klart i erindringen. En rose, som både står så smuk og rank, er samtidig fyldt med stikkende torne. For at nå den smukke blomst må vi gå den snorlige og stikkende vej. Nu ligger både de skarpe torne samt den smukke blomst godt pakket ned i min kuffert. Jeg husker tydeligt første dag, da det lille frø blev sat i jorden – rollefordelingen. Det var en dag, som jeg havde frygtet længe, da jeg var sikker, på, at jeg ville blive skuffet over min rolle i musicalopsætningen. Jeg og mine to værelseskamme-rater satte os få minutter forin-den ned på gulvet midt i på væ-relse 31. Vi fortalte alle tre hvil-ken rolle, vi absolut ikke ønske-

de, hvorefter vi prøvede at finde 3 gode ting ved den rolle. Pludselig syntes det hele ikke så svært mere, og fuldstændig over-bevist om at jeg nok ville få den rolle, jeg mindst ønskede, satte jeg mig ind i foredragssalen, hvor rollerne skulle uddeles. Det øjeblik vi sad med rollelisten i hånden står meget klart for mig. Jeg husker, hvordan hele min krop begyndte at ryste, da jeg så, at jeg skulle spille rollen som den lille listige skovtrold Puk. Jeg var fuldstændig choke-ret og havde samtidig lyst til at slå kolbøtter af glæde. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor det var mig, der havde fået den rolle. Vi kom til juleferien, hvor der blev arbejdet hårdt. Et utal af gange trampede jeg frem og tilbage på mit værelse, mens jeg gang på gang snublede over Shakespeares kringlede vendin-ger. Efterhånden som jeg lærte min rolle, gik det op for mig, at det

ansvar jeg var blevet tildelt var stort. Jeg fandt ud af, at et krea-tivt projekt som en musicalop-sætning kræver, at man tager ansvar for at bruge sin kreativi-tet. Musikeren må finde sin helt egen måde at spille tonerne, skuespil-leren må finde sit helt eget ud-tryk, og danseren sin egen måde at træde trinene. At tænke kreativt kræver, at man tør bruge, udforske og udfordre sin personlighed og sine egen-skaber. Jeg husker første dramaprøve. Jeg kiggede rundt på alle de dyg-tige elever, som jeg skulle spille sammen med. Endnu engang undrede jeg mig over, hvorfor lille jeg dog var blevet valgt til den store rolle. Jeg følte mig så ufattelig lille og uerfaren og fik helt ondt i maven af sceneskræk, første gang jeg trådte ud på gulvet og skulle prøve at spille min rolle. Jeg havde mest af alt bare lyst til at vende tilbage til dagligdagen

Page 2: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 2

Øve, træne, træne, øve og så

lige øve lidt mere. Man skal lede

længe for at finde et område på mine ben, der

ikke er angrebet af blå, gule og

lilla mærker.

Af Laura Hattens, 9. kl. Mariannes stemme lyder for 117. gang igennem lokalet. Spredte suk høres rundt om-kring i salen. Klokken er 16.45, og vi har danset siden kl. 9, kun med enkelte pauser. Alle på holdet er trætte og drøm-mer bare om et dejligt bad, en blød seng og en omsorgsfuld roomie, der står klar til at give de ømme muskler massage. Sådan ser en helt almindelig dag i musicalperioden ud. Øve, træne, træne, øve og så lige øve lidt mere. Man skal lede længe for at finde et område på mine ben, der ikke er an-grebet af blå, gule og lilla mærker. Musikken starter, og jeg forsø-ger at koncentrere mig om dansen og om at finde de sid-ste kræfter frem fra energide-

potet og med dem lave et let og elegant attitudespring efterfulgt af en dobbeltdrej-ning. Man skal nå at tænke en hel del under sådan en led drejning: Spot, tænk opad, spænd i maven, se let ud, hold armen i rette position, fokusér og smil! Det er altid svært, men på dette tidspunkt ekstremt svært, fordi min hjerne hele tiden søger mod tanken om ”Den Lille Lyserøde”, som er

en 10 år gammel kasse brugt af 10 forskellige dansehold under 10 forskellige musicals. Den har det skønneste indhold af diverse slik og nødder, som vi alle har bidraget med, og den skaber en sjov sammen-hæng mellem fortid og nutid. Når man fortæller om den, ser alle ikke-dansere bare mærke-ligt på en, men for danserne i musicalen er den en hellig tradition, som ikke kan nedpri-oriteres. Den er et ritual, som er altafgørende for vores præ-station. Hver aften, efter da-gens strabadser, sidder vi i en rundkreds og lader ”Den Lille Lyserøde” gå rundt. På de hår-deste dage kan den nå rigtig mange runder og indeholde tankevækkende lidt, når den endelig får låget på igen. Når vi sidder i rundkredsen, danse-ringen, er der den hyg-

geligste stemning. Vi evaluerer kort dagens arbejde, strækker ud, masserer hinanden, guffer og griner og fortæller jokes, skøre facts og snakker om alt og ingenting. ”Den Lille Lyserø-de” repræsenterer sammen-hold, nærhed, fællesskab – de vigtigste værdier på en efter-skole. Det har gjort, at vi på ganske kort tid er kommet utroligt tæt på hinanden – alle 17 dansere og Marianne. Jeg elsker at danse. Jeg har hver aften ligget i sengen og glædet mig til næste dag, fordi jeg vidste, at jeg skulle op og danse. 10 forskellige koreogra-fier blev det til, en masse skønne timer i øvelokalet – og så lige 9 fantastiske forestillin-ger, ikke at forglemme! På selve premieredagen fik vi alle foræret et par varme strømper af Marianne. Forestillingen gik supergodt, og vi havde dem efterfølgende på under op-varmningen hver eneste aften, og de har sjældent forladt mi-ne fødder siden. Jeg er overbe-vist om, at de bringer held. Musicalperioden på Viby Efter-skole må siges at være en ”once-in-a-lifetime”-oplevelse. Det er snart en måned siden, vi tog de sidste trin på scenen, og jeg savner det hele, næsten også det at vågne op og op-dage, at jeg har fået endnu et stort fint blåt mærke på knæet. Jeg ville give meget for at opleve det hele igen. Det har været så fedt. ”Vi tager den igen!” De ord har efter musicalperioden fået ny og positiv betydning. Jeg har hørt dem utallige gange, og de vil altid minde mig om hård træning, glæde, fokus og per-fektion og disse helt særlige uger, som jeg aldrig får igen, men som jeg vil gemme minderne om og tænke tilbage på med et kæmpestort smil.

N y h e d s b r e v

”Vi tager den igen!”

Page 3: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 3 Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

N y h e d s b r e v

og begrave mig i en fuldstændig anonym, men tryg ligningsløsning eller bag min tyske grammatikbog. Jeg ville ønske der fandtes ét rig-tigt svar på, hvordan jeg skulle spille min rolle, og hvordan jeg skulle bevæge mig på scenen. Men denne kreative udfordring rumme-de et utal af muligheder, som lille jeg skulle tage stilling til for selv at skabe et svar. Aldrig er min kreativitet blevet udfordret så meget, og aldrig har jeg tvunget mig selv til at lave et så stort stykke personligt arbejde. Efter et par dramaprøver kunne jeg mærke, at jeg blev mere tryg, og en dag gav jeg mig selv lov til at smide alle hæmninger og eksperi-mentere fuldstændig frit med min rolle foran elever, der havde langt mere erfaring med skuespil end jeg. Efterhånden blev jeg også mere og mere tryg ved min rolle, og det gik op for mig, at det personlige stykke arbejde, som jeg bidragede med, var godt nok. Jeg følte, at jeg var i stand til at bidrage med noget til det store projekt, vi elever var i gang med at løfte. 102 helt individuelle stykker arbej-de udgjorde tilsammen et kunst-værk, hvor vi alle havde mulighe-

den for at blomstre og udfolde os på vores helt egen kreative måde. ”Skønhed er en lille blomst inde i dit hjerte”, og hvis vi giver os selv lov til at finde vores egen blomst, kan vi danne et kæmpemæssigt blomsterflor. Jeg fandt min rose trods den lange stikkende vej fuld af tvivl og nervø-sitet. Denne vil jeg nu pakke godt ned i min kuffert, og stige ombord på det næste fly.

Kalender Marts/April April/Maj Juni

15/3 Kommende elevers aften 26/3 Intern fest

24/4 Foredrag v/Peter Bastian og Generalforsamling

3/6 Orienteringsmøde for 2013/14

27/3 Rengøring 28/4 Dramaprojekt 5/6 Grundlovsarrangement

28/3 Schaufussballetten: Svanesøen

2-9/5 Skriftlige prøver 13/5 Obligatorisk dag for eleverne

6-19/6 Mundtlige prøver

2-4/4 Terminsprøver 17/5 Skemafri dag (Kr. Himmelfart) 20-22/6 Outro-dage

12/4 Korstævne 23/5 Temadag - festival 24/5 Musikfestival

23/6 Afslutningshøjtidelighed

15-20/4 Kultur-tur til Paris 31/5 ”Lancier-fest” 24/6 God sommerferie

At blomstre… Fortsat fra forsiden

Page 4: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 4

Da vi alle sammen stod på

scenen til sidst og sang

sammen, følte jeg et stik i mit hjerte. Det var

ikke noget ondt stik, tværtimod.

Det var et stik af noget, som

altid ville blive der.

N y h e d s b r e v

Af Iben Mott Sørensen, 10.kl. Hjertet slår et ekstra slag. ”Tag dig sammen, Iben”, tænker jeg irriteret og prøver at holde min facade oppe. Det lykkes ikke. Ligeså snart Steffen Rode træ-der ind af døren, galoperer mit hjerte af sted. Nu er det nu. Endelig får vi vores roller af vide! Der bliver helt stille i sa-len, idet alles øjne følger ham. Han sender os et smil og hiver sin mappe op fra sin taske. Åh gud! Hjertet sidder helt oppe i halsen, da han begynder at snakke. Han siger noget med, at vi har fået de roller som vi har fået, så han kan stille med det stærkeste hold. Men helt ærligt, så tror jeg ikke nogen hører efter. Da han endelig deler rolle-listen ud, tør jeg knap nok kigge på den. Hvad nu, hvis det ikke er den rolle, jeg havde ønsket? Hvad hvis jeg er blevet træ nummer 2? Men jeg prøver at ryste tankerne af mig. Jeg VIL være glad, lige meget hvilken rolle, jeg får. Jeg kaster et blik

på sedlen og kan ikke tro hvad jeg ser. Jeg skal spille Dr. Ashe, en af de tre fuldtidsroller i ”Asyl-scenerne”. Oh MY God! I det øjeblik, jeg læser det, er jeg i den syvende himmel. Jeg har fået en fuldtidsrolle! Jeg skal spille den sindssyge overlæge, som narrer alt og alle! Fucking vildt, mand! Især når man tæn-ker over, jeg aldrig har stået på en scene før jeg kom til Viby. Jeg har aldrig spillet nogen form for skuespil. Det viser, at du sagtens kan have gået til drama i 8 år, men at det ikke betyder noget som helst. Du kan blive hvad du vil! Juleferien. Tja, jeg må ærligt indrømme, at replikkerne som jeg skulle kunne udenad, når jeg kom tilbage på Viby, ikke sad ligeså godt som de kunne. Jeg tror jeg faktisk kun kunne den første scene, da vi skulle spille den igennem. Men jeg klarede den okay. Lidt hen af vejen kom de, og når man sam-tidig fik sat bevægelse på, så huskede man dem meget bedre. Problemet er bare, når man var fuldtidsskuespiller, så havde man ikke noget deltidsjob, dvs. at man ikke skulle hjælpe til i rekvisitter, kostumer eller lign. Så når man altså havde de før-ste par dage, hvor man knokle-de i drama, så havde du halvan-den uge, hvor du ikke skulle en skid… Og tro mig, det bliver kedeligt i længden. Så jeg meld-te mig frivilligt nede i kostumer, hvor jeg kun klippede ting ud, da det ville være livsfarligt at putte mig bag en symaskine. Det var rigtig hyggeligt. Ugerne gik og pludselig var det ugen op til premieren. Om man-dagen, den uge hvor vi havde premiere, døde min onkel efter længere tids sygdom. Jeg havde aldrig mistet nogen tæt på, så det kom som et slag i mellem-gulvet. Jeg var rigtig ked af det, men samtidig vidste jeg at jeg havde et ansvar overfor mine kammerater. Så jeg spillede

alligevel. Nogen vil nok sige at de ikke ville kunne gøre det, men for mig var det befriende at kunne spille skingrende skør og glemme virkeligheden et øjeblik. Fredag d. 3. februar 2012. Pre-miere på ”En Skærsommernats– drøm”. Jeg må indrømme, at jeg var meget nervøs. Vores forpre-miere havde gået af helvede til (for mit vedkommende), og jeg ville ikke kludre i det til premie-ren. Især ikke når Sigurd Bar-rett kom for at se den. Da jeg stod bag tæppet og hørte Renes stemme byde publikum velkom-men, kunne jeg ikke trække vejret. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at kom-me igennem første scene uden nogen fejl. Når det sker, så er man høj bagefter. Premieren gik som smurt, og da vi bagefter fik stor ros af Barrett, så gik man stolt i seng. Ugen med forestillingerne gik hurtigt. Det var den samme rutine. Kl. 08:30 Morgenmad. Kl. 09 rengøring. Kl. 10 Noter. Kl. 12:05 Middagsmad. Kl. 16.15 Sminkes. Kl. 17 Aftens-mad. Kl. 19:00 Forestilling. Sådan gik alle dagene. Da vi skulle spille den sidste aften, kunne man godt mærke man kørte på de allersidste kræfter. Inden jeg skulle på scenen, tog jeg dette for ikke at blive mere syg (havde halsbetændelse): 30 forkølelsesdråber, to panodiler, en sugetablet og en energidrik. Så kørte vi! Sidste forestilling var noget specielt. På den ene side ville man ønske, at det aldrig ville stoppe, men på den anden side var man helt færdig. Da vi alle sammen stod på sce-nen til sidst og sang sammen, følte jeg et stik i mit hjerte. Det var ikke noget ondt stik, tværti-mod. Det var et stik af noget som altid ville blive der. Altid have en speciel plads dér. Viby Efterskole.

En skærsommernatsdrøm

Page 5: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 5 Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

N y h e d s b r e v

Af Valdemar Prahl, 10. kl.

102 mennesker sidder helt stille og venter spændt på at få papiret udleve-ret. Lærerne står og snakker løs om at nu skal I huske at forgylde lorten… In-gen hører rigtig efter. Du er alt for spændt på at se, hvad du skal fordrive de næste 2 måneder med. Så kommer der 2 lærere ind af døren, slæbende med 2 store kasser med manuskripter hvorpå der står ”En Skærsommernats drøm”. Op af en kasse bliver der truk-ket en masse A4 papirer med skrift på både forsiden og bagsiden. Lærerne kigger på hinanden og stiller sig så ud for de forskellige stolerækker i fore-dragssalen. De sender papirerne af sted. Papirerne bliver fordelt stille og roligt mellem de 102 elever. Der er helt stille, indtil man finder sit navn. Man hører nogle skrige af glæde over at have fået det, de havde ønsket. Andre sidder bare helt stille og kigger på papi-ret og ved ikke om de skal græde eller grine. Jeg selv fik rollen som Theseus. Den står under mellemroller. Først blev jeg skuffet, da min drøm var at blive musiker. Jeg blev lidt negativ. Tænkte lidt over det lærerne sagde med at for-gylde lorten.

Så kommer gennemlæsningen, hvor vi skal læse hele manuskriptet igennem. Jeg bladrer lidt i manuskriptet og finder faktisk ud af, at jeg skal sige ret meget. Da kommer smilet frem. Jeg bliver glad og finder ud af, at jeg er hertug The-seus fra Athen. Vi går i gang, og jeg læser mine replikker op. Da vi er færdi-ge, siger Steffen Rode, at alt det, som er skrevet med ”ny skrift” skal synges. Jeg stivner fuldstændig. Mit hjerte stop-

per med at pumpe blod rundt i krop-pen. MIG synge i en musical for 300 mennesker hver aften i 8 dage? Det kunne jeg simpelthen ikke tro. Jeg har aldrig stået på en scene og sunget før. At stå på en scene og spille guitar, bas, trommer eller noget lignende er ingen-ting i forhold til at skulle synge. Mine forældre har aldrig hørt mig synge før. Mine roomies synes det lyder så forfær-deligt når jeg synger, at jeg kun må synge om fredagen, når vi har rengø-ring og støvsugerne kører på fuld knald, og musikken er skruet op på maks. Jeg var meget i tvivl om det nogensinde kunne komme til at lyde godt. Men al den opbakning, man fik af sine venner og af alle lærerne, var helt fantastisk. Vi fik en sangcoach ud, som sagde at mit problem ikke var at jeg ikke kunne synge, men at jeg manglede selvtilli-den. Hun sagde, at når jeg stod på scenen og havde lyst til at løbe skrigen-de ud, fordi jeg skulle til at synge, så skulle jeg tage et skridt frem og sige: ”Det her kan jeg”. Jeg tog mig sammen og prøvede så godt jeg kunne. 1 uge senere kom hun tilbage og syntes jeg havde gjort store fremskridt. Jeg blev glad og tænkte: ” Det her kan jeg sgu godt”. Tiden gik og det blev premiereaf-ten. Det var meget nervepirrende. For det første var Sigurd Barrett der. Han havde skrevet al musikken, og jeg skul-le synge så meget at jeg følte et stort pres på mine skuldre. For det andet havde jeg åbningssangen. Det var mig, der gjorde det første store indtryk på publikum, om hvad vi kunne musisk. Jeg kommer ind på scenen. Siger mine 4 lange replikker, inden jeg kommer til sangen. Kigger rundt på mine hoffolk,

og kigger så ud mod publikum. Nu er det nu. Nu eller aldrig. Jeg hører første tone fra orkestret, og begynder så at synge. Det gik godt og vi fik sparket musicalen godt i gang, med en fed fore-stilling fredag den 3. februar. Det ender med at vi alle kommer godt ud af musi-calen, og alle er glade over en virkelig fed proces.

Til kommende elever. Når man nu får sin rolle at vide til musi-calen, så lad være med at tænke, ”det her kan jeg ikke”, som jeg gjorde. Tænk ”hold kæft hvor bliver det her fedt”, lige meget hvad du får. For hvis du ikke nyder det, kommer du til at gå glip af en af de fedeste oplevelser i hele dit liv. FORGYLD LORTEN!!!

Skuffelsen eller glæden?

Page 6: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 6

Hele skolen var fyldt op med

musical, og alle gik rundt og

nynnede med på sangene.

Der var en vild fed stemning

N y h e d s b r e v

Viby i eventyrland

Af Emma Veng, 10. kl.

Hele skolen var lavet om til et eventyrland. I foyeren var der både planter, sindssyge-anstaltsdøre og græske statu-er. I musik var der fyldt med fantastiske kostumer, og efter-hånden som folk blev sminket, gik der pludselig også alfer og gamle grækere rundt.

Det hele var startet 4 uger forinden, hvor alle var kommet tilbage fra juleferien. Vi glæde-de os til at komme i gang, og alle var spændte på, hvordan det mon ville blive.

Vi startede stille op med prø-verne. Danserne lukkede sig inde i multisalen og musikerne i musiklokalet. Der blev syet, fundet rekvisitter, leget med lyd, prøvet og meget andet. Hele skolen var fyldt op med musical, og alle gik rundt og nynnede med på sangene. Der var en vild fed stemning, og jeg var glad for at være kom-met i gang med det, jeg så længe havde set frem til. Men premieren virkede stadig rigtig langt væk, og det var svært at se, at alle de små dele på et tidspunkt skulle blive til en sammenhængende forestilling.

Men lige så stille opfangede man små glimt af noget, der ville ende med at være en mu-sical. Scenen blev sat op, lyset blev hængt op, vi kom til se-kvensprøver og tekniske prø-ver, og lige så stille kom der samling i det hele. Der var ikke flere boglige timer, så alle lag-de al deres tid i noget, de godt kunne lide.

Med en uge til premieren var jeg bare desværre kommet til et punkt, hvor jeg ikke syntes, det var sjovt mere. Jeg følte, det havde mistet magien, for jeg var ikke særlig glad for min

rolle, fordi jeg ikke syntes, der var særlig meget i den, og jeg havde egentlig ikke særlig meget lyst til at spille den, aften efter aften.

Men så gik det op for mig, at alle ikke kan have en hovedrol-le, men at alle spiller en lige stor rolle, for at det hele fun-gerer. Hele eventyrskoven ville ikke være blevet til, hvis alle spillede en hovedrolle. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke fandt ud af det noget før, for det gjorde det hele meget sjovere, da jeg fandt ud af, at vi var sammen om det, alle sammen.

Forestillingerne kørte af sted, det blev efterhånden en rutine, jeg stod op, fik noter, spiste frokost og så skulle jeg ned og have voks på mine øjenbryn og sminkes. Så spillede vi forestil-lingen, fik de sidste beskeder og så på hovedet i seng, efter at have fjernet al sminken.

Det var virkelig fedt, at folk tog så godt imod forestillingerne. Jeg følte mig virkelig som en del af noget godt.

Og så var vi lige pludselig ved den sidste forestilling, og de fleste var temmelig trætte og ville egentlig bare have den overstået. Men da vi så alle sammen stod i sidste scene og fik roser og skulle til at synge: ’indtil dagen bryder frem…’, følte jeg mig så glad for, at have været en del af noget så

Page 7: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 7

N y h e d s b r e v

Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

stort. Jeg blev pludselig klar over, hvor stor en oplevelse det hele havde været og hvor meget, man ville komme til at savne det. Det var sådan lidt: fuck, det her kommer aldrig igen.

Og da vi bagefter sad i salen, og Rene og Steffen holdt tale, kunne man sidde og se ned på de syv høje søjler, der både kunne laves til tempel, alfeskov og sindssygeanstalt, og man blev lidt rørt af det.

Dagen efter blev hele eventyrverdenen fjernet, og skolen var nu tilbage til normal.

5 ugers magi og fantasiske oplevelser er nu slut. Det er lidt trist, men i stedet for at være ked af det over det er slut, skal vi i stedet være glade for, at vi fik lov at opleve det. Og det er jeg. Rigtig, rigtig glad.

Page 8: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 8

Af Kaya Mathiesen, 10. kl.

Efterskolelivet er unikt. Man kan ikke forestille sig hvordan livet er, før man har prøvet det. Jeg hørte det rigtig mange gange før jeg startede, og jeg kunne ikke på nogen måde forstå at det kunne være rig-tigt. Nu oplever jeg det selv, og jeg vil sige præcis det samme. Efterskolelivet er en hel even-tyrverden for sig selv, og man får lov til at springe ud i nye ting, og udfordre sig både per-sonlighedsmæssigt og bogligt. Man udvikler sig så utroligt meget, og tiden flyver af sted. Ofte når jeg at være her man-ge weekender i streg, og når jeg efterfølgende kommer til at tænke tilbage, så kan jeg ikke fatte, hvor mange ting der er sket.

En dag sad vi i foredragssalen, og vi blev gjort opmærksom på, hvor kort tid der er tilbage. Man blev mindet om eksaminer og kulturturen til Paris. Man har i forvejen oplevet så utro-ligt meget i løbet af året. Jeg har valgt ikke at tænke for meget over det, og i stedet nyde så mange øjeblikke som muligt. Jeg kom personligt til at tænke på, hvad efterskolelivet har gjort for mig. Det har givet et puf i min udvikling.

Lad os tage en helt normal hverdag. Jeg kan huske, at jeg før starten på Viby Efterskole blev overrasket over den stramme tidsplan i hverdagen, men man indser hurtigt at pla-nen er meget passende og at ideen med stilletime er temmelig praktisk. Hverdagen er meget booket, og derfor er det fantastisk at være her i weekenderne, man får tid til at slap-pe mere af og samti-dig har man mulighe-den for at lære flere personer at kende. For mig er weekenderne

en vigtig del af efterskolelivet, for man får lov til at lave noget andet end i hverdagen, og man får lov til virkelig at nyde det.

Vi har musicalen, hvor man indenfor en måneds tid udvikler sig vildt meget. Jeg udviklede mig på områder, jeg før ikke kunne forestille mig. Man satte sig ind i en rolle og fik nogle redskaber at arbejde med. Jeg var så heldig at få rollen som håndværkeren Spaahn. Efter forestillingen gik jeg altid ud blandt publikum, både når jeg kendte nogen og andre gange bare for at høre folks respons på forestillingen. Det er så skønt at få ros for noget, man har arbejdet med længe. Musi-calen var en fantastisk oplevel-se, for jeg fik lov til at udvikle mig på kreative områder.

Hver gang jeg snakker med min mor i telefonen slutter hun samtalen af med ”Husk at nyde det.” I starten syntes jeg det var irriterende, for det fik mig til at tænke på, hvor kort efter-skoleåret er. Nu indser jeg, at det er rigtigt. Det er et meget vigtigt år i mit liv og jeg bliver nødt til at nyde hvert sekund fuldt ud.

Du finder først ud af hvad du har, når du er ved at miste det. Jeg vil med åbne arme gå ud og nyde resten af skoleåret. Efterskolelivet er unikt. Man skal nyde det, så længe det er muligt.

N y h e d s b r e v

Et unikt liv

Page 9: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 9 Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

N y h e d s b r e v

En morgen på Viby Af Jesper Madsen, lærer Klokken er lidt i 7 og jeg møder ind til en af mine to ugentlige morgenvagter. Lotte er i gang i køkkenet og jeg hilser med et højt ”Go’ morgen Lotte”. Der gives tilbage i samme toneleje og volu-men - dagen er i gang og kaffen er allerede klar på termokanden, for Lotte har været i gang siden 6.30. Lærerværelset inspiceres og det har sin helt egen lugt sådan en morgen, og derfor åbner jeg vinduerne så morge-nen kan mødes frisk og ny. Lærerpc’e-ren står og snurrer på sin helt egen hylde og kalder for at blive undersøgt - skulle der være nyt siden sidst. Ja, der er som regel nogle elever som er hjem-me på grund af sygdom og andet, men ikke om fredagen, mærkeligt nok. Så dukker den første elev op med lidt ondt i hovedet eller lidt maveproblemer – temperaturen tjekkes og der beroli-ges med et sygeskilt, og at det nok skal gå over igen, men at det jo er sådan, at ved sygdom er det hele dagen man bliver i sengen. Nu er det tid til at se om køkkenelever-ne er mødt til tiden, for Lotte accepte-rer ikke 1 minuts forsinkelse – hellere for tidligt. Efter den obligatoriske fin-gervask gås der til brød, ost og frugten. Kl. er nu 7.10 og den vanlige runde på værelserne med et ”god morgen” skal begynde. I dag starter jeg nederst på Øst-nede. Her bor 3 piger som jeg spe-cielt har lidt sjov med. De er desværre uden deres ene værelseskammerat og har derfor sovet over sig. De ligger i sengen endnu – så nu griber jeg chan-cen for at gjalde min ypperligste tenor ud over deres senge. En arie fra en opera med ordene: Hahahahaha ..-Hahaha. Og så venter der jo den sæd-vanlige ekstratjans kl. 9.30 i køkkenet, hvor Lotte som regel har noget forefal-dende at tilbyde. Næste værelse er et drengeværelse som har glemt at lufte ud – det får jeg sagt på en sjov måde, så de forstår budskabet. Nu er jeg selv ved at komme i ”godmorgen humør” og gribes derfor af trangen til en lille sang. Mozarts duet fra Don Juan, hvor forfø-reren synger ”Ræk mig din hånd du kære” til Zerlina. Der bliver kigget un-derligt, men dog med en vis accept af noget, man har hørt før. På værelse 10

er solen nu ved at bryde frem - mærkeligt nok har det væ-relse altid haft en god atmo-sfære. For år tilbage stod der et kæmpe bøgetræ lige uden for, og netop d. 5. maj hvor det sprang ud, og solen stod op over horisonten, var dette værelse fuldstændig grønt af forår – det er ligesom det sta-dig hænger ved dette værelse. Nu bor Markus, Rytter og Mal-te derinde og det er altid en fornøjelse at møde dem – de har altid energi og en ”tro på at det nok skal gå” udstråling. Tak for det. Sidste værelse på gangen er nede ved Olivia fra hovedstaden, Laura og Kiara. Her er også altid en sjov vinkel og et spørgsmål om et eller andet interessant, der lige skal vendes. Nå, nu er klokken mange og vi skal ned til mor-genmad. I dag er det fredag og derfor noget særligt – min medvagt Rene siger værsgo og tagselv -proceduren starter. Der er mange muligheder for både den sunde - og den mindre sunde morgenmad. Jeg har selv en mission, der taler for den sun-de, med havregryn med mælk og rosi-ner. Det giver en god bund, som kan holde helt til middag. Jeg holder mig ikke tilbage for at fortælle dette og kommenterer gerne faren ved at spise frugtyoughurt med honningristet mysli – den rene diabetes 2 og en slap krop som hænger flere meter efter dig som 30årig. Kig på Bente(medhjælp i køk-ken) hun strutter som en teenager, selv om hun er gået ind i sit efter-år. Hun har altid spist havregryn. ”Åh, nu ikke igen Jesper” hører jeg nogen sige. Nu er det fredag og så spiller jeg på klaveret – vort hjemlands sange og salmer. Nogen vil gerne have noget jazz, men da jeg kun kan

ganske lidt jazz, så bliver det ignoreret. Det passer heller ikke til en morgen på Viby. Men en sådan fredag er det som om det bare er lykken. Alt ånder fred og roen lægger sig langsomt, som en dyne over morgenen. Og så er det at man griber sig selv i armen og siger til sig selv – hvor er jeg heldig, at jeg har et job som dette og stadig kan bidrage og gøre lykke.

Page 10: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 1 0

Af Bjarne Frandsen, lærer Hvis man prøver en associa-tionsleg med ordet ”Bænken” dukker der mange billeder op for ens indre blik: Jesper Christensen med en

schæferhund. Ølbænken i svigerfars have. Der hvor de ikke så populære piger sad til forsamlingshusfe-sten. Hvor man ønsker, Morten Skoubo skulle sidde i OB. Et lille hvil i haven. De hårde af slagsen fra barn-dommens skole, eller mere præcist: Skolebænken. Og det er dér mine tanker en-der lige nu. Fordi for enden af den tanke-række ligger et nyt islæt i mit arbejdsliv. Jeg vil nemlig fortælle lidt om det at starte i skole igen. Jeg har taget den beslutning, at nu er det på tide, at jeg skal have noget nyt input. Og ikke bare et tretimers kursus på Amts-centralen (eller hvad det nu hedder i disse år). Så af sted med en tilmelding til en diplomuddannelse i uddan-nelses-, erhvervs- og karriere-vejledning, som varer 3 år. Som frit oversat er den store forkromede vejlederuddannel-se. Af sted med toget til Oden-

se hver mandag morgen til undervisning og studiegruppe-arbejde på holdet ”Vejledning og Vejleder”. Det første modul af 6, der mest fokuserer på selve vejledningssamtalen. I et kortvarigt anfald af selv-fedme kunne man godt tænke: ”Hvad kan de lære mig?”, jeg har dog trods alt været vejle-der gennem 12 år her på Viby. Endda en ikke så ringe én af slagsen, hvis jeg selv skal sige det. Men heldigvis var det kun et kortvarigt anfald. For det før-ste er jeg fed nok i mig selv, så jeg behøver ikke påtage mig yderligere selvfedme, for det andet blev jeg meget hur-tigt klogere. Der er rent faktisk rigtig mange ting, ”de” kan lære mig, og det gør de så. Det er meget berigende at få sat nogle teoretiske ord på det, man går og laver i forve-jen. Man får også bekræftet, at det man laver ikke er så tosset igen. Men vigtigst af alt, så opdager man en masse ting, som man ikke går og laver i forvejen, og som vil hæve ens arbejde til et nyt niveau. Et konkret eksempel er, at der findes en masse samtale-teknikker, metoder og begre-ber. Nogle af dem brugte jeg i forvejen pr. instinkt. Andre fik jeg øjnene op for undervejs i modulet, og disse er jeg nu begyndt at bruge i mine sam-taler, helt sikkert til glæde for mig selv, men forhåbentlig også for de elever, jeg vejle-der. En anden gevinst er de tanker man bliver ansporet til at gøre om forskellige forhold i vejled-ning og dermed også den en-kelte elev set i forhold til både uddannelsessystem og ar-

N y h e d s b r e v

Bænken

Page 11: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

S i d e 1 1

N y h e d s b r e v

Å r g a n g 6 , N u m m e r 1 7

bejdsmarked og dermed samfund, som eleverne skal ud til efter endt uddannel-se. En af de uhensigtsmæssigheder, jeg er stødt på i den forbindelse, vil jeg gerne dele med dig, kære læser. Når en elev forlader grundskolen (efterskole/folkeskole) for at fortsætte på en ungdomsuddannelse har hun dy-best set to muligheder. Enten at tage en af de gymnasiale uddannelser eller tage en erhvervsfaglig uddannelse (teknisk skole eller handelsskolen). Det er vist ingen hemmelighed, at de elever med det største overskud, både fagligt, personligt og socialt oftest vælger den gymnasiale vej. Ved valg af gymnasiet udskyder man samtidig sit endelige valg af uddannelse i 3-5 år (hvis man tager op til 2 ”fjumreår”). Derimod skal den elev der vælger en erhvervsfaglig uddannelse bestemme sig for sin endelige uddannelse allerede nu i 9/10 kl. Man vælger jo ikke bare, at man vil have en håndværker-uddannelse, men man skal jo også væl-ge om man vil være tømrer, murer, SOSU-assistent eller noget helt fjerde. Hvis det er et helt bevidst tilvalg, at man vil være fx tømrer, så er det jo meget fint, at man kan komme i gang med det samme. Men vi må jo også erkende, at der er en stor gruppe, der af forskellige årsager, enten faglige, personlige, sociale eller en blanding af disse, ikke kommer i gymnasiet. De bliver ofte ”skubbet” over mod en erhvervsfaglig uddan-nelse, men ved faktisk ikke hvad de vil med deres fremtidige arbejdsliv. Men de skal alligevel her og nu træffe et specifikt valg om deres uddannel-se. Sat på spidsen kan man sige, at mens den velfungerende og fagligt dygtige elev kan udsætte det endeli-ge valg i 3-5 år, så skal den uafklare-de og måske lidt fagligt svage elev træffe det endelige uddannelsesvalg allerede i slutningen af efterskoleop-holdet. Det kan vi da, helt ærligt, ikke være bekendt. Jeg ved godt at der er mu-lighed for efter- og videreuddannelse senere i livet, men alligevel…..

Løsningen har jeg (heller) ikke, så derfor kan konklusionen må-ske virke lidt letkøbt, men det synes jeg ikke gør den mindre rigtig, eller tankevækkende. Men tilbage til bænken. Skolebænken Jeg har ikke fortrudt. Selvom der er lang vej hjem rent tids- og ar-bejdsmæssigt. Selvom jeg nogle gange godt kan forstå, at man som elev (undtaget Viby-elever naturligvis) kan forfalde til et smut forbi Facebook, hvis det hele bliver lidt for uinteres-sant. Selvom det med eksaminer mm nu en-gang er sjovest fra den ”rigtige” side af det grønne bord. Som en klog mand en-gang har sagt, og det gælder vist alle livets forhold: ”Den, der tror han er færdiguddannet, er mere færdig end uddannet”.

Page 12: Nyhedsbrev nr 17 marts 2012

Vibyvej 26A 5580 Nørre Aaby Telefon 64 42 12 41 E-mail: [email protected] Redaktion: René Holm Hansen Foto: Viby Efterskole, Lars Skaaning N

yhed

sbre

vet

ud

giv

es a

f:

B

Medlem af Skolekredsen? Hvis man ønsker at blive medlem af Viby Efterskoles skolekreds - og dermed være med til at udgøre bag-landet for skolens virke og udvikling - kan man kontak-te os på kontoret: 6442 1241 / [email protected] Et medlemskab koster 100 kr. om året. Udover generalforsamlingen modtager man invitationer til arrangementer og nyhedsbreve Vel mødt på Viby Efterskole, den fynske efterskole for musik, dans og teater.

Medlemmer af skolekredsen indbydes til generalforsamling på Viby Efterskole

Tirsdag d. 24. april Kl. 19:00

Peter Bastian fortæller: (Forældre til nuværende elever er også velkomne)

Dagsorden ifølge vedtægterne.

Generalforsamling