Nøgenhed

Noegenhed.book Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Giorgio Agamben

Nøgenhed

For laget ANISKøbenhavn 2012


NøgenhedGiorgio Agamben

© Forfatteren og Forlaget ANIS, 2012

Bogen er sat med Garamond på ReligionspædagogiskCenter og trykt hos ScandinavianBook

Oversat fra italiensk af Lars ÖstmanOriginaltitel: Nudità, © Nottetempo 2009

ISBN-13: 978-87-7457-565-8

Omslag: Mindgame

Udgivet med støtte fra Statens Kunstråd

Forlaget ANISFrederiksberg Allé 10DK-1820 Frederiksberg Ctlf. 3324 9250 – fax 3325 0607www.anis.dk


Indhold

Forord 7

Skabelse og frelse 9

Hvad er det samtidige? 17

K. 27

Om fordele og ulemper ved at leve blandt genfærd 45

Om det, vi kan ikke gøre 51

Identitet uden person 55

Nøgenhed 63

Den gloriøse krop 101

Oksesult 115

Det sidste kapitel i verdenshistorien 125

Litteratur 127

Efterskrift: Nøgenhed og Magt 131Af Lars Östman

Billedfortegnelse 176


6


FORORD

7

Forord

Nærværende oversættelse er muliggjort med støtte fra Kunstrådet, som her-med takkes for det generøse bidrag.

En særlig tak rettes til Elisabetta Bruno for hendes uerstattelige hjælp medoversættelsens tilblivelse. Ph.d. Anne Marie Carstens og lektor, ph.d. JørnBoisen takkes for deres grundige gennemlæsning af efterskriftet og for nytti-ge og kritiske kommentarer. En stor tak til Forlaget Anis og til forlagsdirek-tør Henrik Brandt-Pedersen, som har muliggjort denne udgivelse.

Hvad angår oversætterpraksis, er Giorgio Agambens citater, for så vidt de eroversat af ham selv, oversat på samme måde som resten af teksten. Det erAgambens tekst, der oversættes, ikke en andens. Mine noter i oversættelsener holdt til et absolut minimum og kun anbragt for at lette en umiddelbarforståelse af teksten. Af respekt for originaltekstens form henvises der kunkonkret til andre tekster, hvis dette også er tilfældet i originalteksten. Tilsamme formål er originaltekstens litteraturliste gengivet og med skandinavi-ske titler, såfremt disse måtte foreligge.

Endelig skal nævnes, at jeg alene kan holdes ansvarlig for fejl og mangler iden oversatte tekst, i noterne og i efterskriftet.

Lars Östman, januar 2012.


8


9

Skabelse og frelse

1. Profeterne forsvinder tidligt fra Vesterlandets historie. Hvis det er sandt,at det ikke er muligt at forstå jødedommen uden figuren nabi,1 og hvis deprofetiske bøger spiller en i enhver forstand central rolle i Bibelen, er det ligeså sandt, at der meget tidligt inden for jødedommen er kræfter på spil, derer tilbøjelige til at begrænse profetvæsenet i udførelse og tid. Den rabbinsketradition er således tilbøjelig til at lukke profetvæsenet inde i en ideal fortid,som afsluttes med Templets første ødelæggelse i 587 f.Kr. “Efter de sidsteprofeters død, Haggai, Zakarias og Malakias, har den hellige ånd fjernet sigfra Israel,” lærer rabbinerne, “alligevel når de himmelske budskaber demgennem bat kol” (bogstaveligt “stemmens datter”, dvs. den mundtlige tradi-tion samt kommentar- og fortolkningsarbejdet med Torahen). I samme be-tydning genkender kristendommen profetiens væsentlige funktion, og kon-struerer endog forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente i pro-fetiske termer. Men eftersom messias netop viste sig på Jorden og fuldendteløftet, så har profeten ikke længere nogen eksistensberettigelse, og Paulus,Peter og deres følge præsenteres som apostle (dvs. “sendte”) og aldrig somprofeter. Derfor kan den som i den kristne tradition påtager sig rollen somprofet, ikke blive betragtet med andet end mistænksomhed af ortodoksien.Her kan også den, som vil sætte sig i forbindelse med profetien kun gøredette gennem en fortolkning af Skrifterne, ved at læse dem på en ny mådeeller genoprette deres tabte, oprindelige betydning. Ligesom i jødedommen

1. nabi (heb.): profet.


10

så har hermeneutikken taget profetiens plads i kristendommen; kun i for-tolkningens form kan man udføre profetien.

Derfor er profeten naturligvis ikke fuldstændig forsvundet fra den vester-landske kultur. I forskellige forklædninger fortsætter han diskret sit arbejde,måske også uden for det hermeneutiske område i streng betydning. Såledesklassificerer Aby Warburg Nietzsche og Jakob Burckhardt som to, der er imodsætning til nabi; den første vender sig mod fremtiden, den sidste modfortiden. Og Michel Foucault skelnede i forelæsningen d. 1. februar 1984 påCollège de France mellem fire figurer i den antikke verdens sandhedssigen:Profeten, den vise, teknikeren og parrhesiasten2 for i den efterfølgendeforelæsning at invitere til at forfølge deres efterliv i den moderne filosofishistorie. Ikke desto mindre er der alligevel ingen, i hvert fald generelt, dersom sådan gør krav på profetens position i dag.

2. Det er velkendt, at profeten i islam har en om muligt endnu mere væ-sentlig funktion. Ikke kun de bibelske profeter i streng betydning men ogsåAbraham, Moses og Jesus defineres som profeter. Alligevel er profeten parexcellence, Muhammed, også her “profetiens segl”; den, som med sin bog éngang for alle har lukket profetvæsenets historie (der også her fortsætter hem-meligt gennem kommentaren og fortolkningen af Koranen).

Det er dog sigende, at den islamiske tradition uløseligt knytter profetensfigur og funktion til et af Guds to værker eller handlinger. Ifølge denne dok-trin er der således to forskellige værker eller handlinger (sunan): Skabervær-ket og frelserværket (eller Budet). Til den anden svarer profeterne, der fun-gerer som formidlere af den eskatologiske frelse; til den første, englene, derrepræsenterer skaberværket (hvis kode er Iblis – englen, hvem riget oprinde-lig var blevet tildelt, og som nægtede at tilbede Adam).

Gud (skriver Shahrastânî), har to værker eller handlinger: Den ene an-går hans skabelse, den anden hans Bud. Profeterne er formidlere, derbekræfter Budets værk, mens englene er formidlere, der bekræfter ska-

2. parrhesiasten: fra det oldgræske parrêsia, dvs. at sige (rêma) alt (pan).


11

berværket. Og eftersom Budet er mere ædelt end skabelsen, så er for-midleren af Budet (dvs. profeten), mere fornem end skabelsens for-midlere.

I den kristne teologi er de to værker forenet i Gud og fordelt i Treenighedentil to forskellige personer, Faderen og Sønnen, den almægtige skaber og frel-seren, i hvem Gud har tømt sin kraft. I den islamiske tradition er det afgø-rende imidlertid, at forløsningen går forud for skabelsen i rang; at dét, somlader til at følge efter, egentlig kommer før. Forløsningen er ikke en løsningpå de skabtes syndefald men det, som alene gør skabelsen forståelig og giverden mening. Derfor er profetens lys i islam det første af væsenerne (ligesomnavnet messias i den jødiske tradition er blevet skabt før verdens skabelse, ogSønnen i kristendommen, skønt han er skabt af Faderen, med hvem han eraf samme substans og samtidig). Intet andet udtrykker frelserværkets forrangfremfor skaberværkets end det faktum, at det præsenteres som et restaure-ringskrav, der i det skabte går forud for tilsynekomsten af en ugerning. “DaGud skabte englene,” reciterer en hadith,3 “løftede de hovedet mod himlenog spurgte: ‘Herre, med hvem er du?’ Han svarede: ‘Jeg er med den, som eroffer for en uretfærdighed så længe, hans ret ikke er blevet genoprettet’.”

3. De lærde har undersøgt betydningen af Guds to værker, der tilsammenoptræder i ét enkelt Koranvers (“Ham tilhører skabelsen og Budet”, Kor.7,54). Ifølge nogle kunne det dreje sig om den intime modsigelse, som i demonoteistiske religioner sætter en Skabergud op mod en Frelsergud (ellermellem en ond skaberdemiurg af verden og en gud fremmed for verden, frahvem forløsning og frelse udgår ligesom i den gnostiske eller markionske ver-sion, der opildner modsætningen). Hvad end de to værkers oprindelse er, såer det sikkert, at ikke kun i islam definerer skabelse og frelse de to poler i denguddommelige handling. Det gælder også den menneskelige handling, hvis

3. hadith (arab.): korte fortællinger om profeten Muhammeds gøren og laden i engiven situation.


12

det er sandt, at Gud er stedet, hvor menneskene tænker over deres afgørendeproblemer.

Desto mere interessant bliver det forhold, der sammenknytter de to vær-ker: I forhold til hinanden er de adskilte og modstridende, og alligevel uad-skillelige. Den, som handler og producerer, må også frelse og forløse sin ska-belse. Det er ikke nok at gøre noget, man må vide at frelse det, man har lavet.Frelsens opgave går endog forud for skabelsens og det i en sådan grad, at deneneste berettigelse til at lave og producere noget næsten var evnen at forløsedet, som blev lavet og produceret.

Virkelig enestående i enhver menneskelig eksistens er den stille og tættesammenfletning mellem de to værker, denne helt nære og distinkte bevægel-se af den profetiske og skabende stemme, af englens magt med hvilken viikke ophører at producere og se fremad og af profetens magt, der i lige så højgrad utrætteligt gentager, løsner og stopper skabelsens gang, og på dennemåde fuldfører og forløser den. Lige så enestående er tiden, som holder demsammen; rytmen efter hvilken skabelsen går forud for forløsningen, men fak-tisk følger den; forløsningen følger skabelsen, men går egentlig forud for den.

4. I islam og jødedommen er frelserværket, der i rang helt går forud for ska-berværket, betroet til en skabning – profeten eller messias (i kristendommenbekræftes dette ved, at Sønnen, der er af helt samme substans som Faderen,er blevet frembragt af ham, skønt ikke skabt). Passagen i Shahrastânî, som viciterede, fortsætter faktisk med disse ord:

Og det beundringsværdige er dette: At de åndelige væsener (englene),der fuldstændigt og direkte kommer fra Budet, er blevet skabelsensformidlere, mens de skabte, kropslige væsener (profeterne), er blevetBudets formidlere.

Her er det vidunderlige ikke, at det skabtes forløsning er betroet skaberen(eller englene, der udgår direkte fra den skabende magt), men til en skab-ning. Det betyder, at skabelse og frelse i en vis forstand forbliver fremmedfor hinanden; at det ikke er det, som er skaberprincippet i os, der kan frelse


13

det, vi har produceret. Og alligevel resulterer og kommer det, som kan ogbør frelse skaberværket fra dette; det, som går forud i rang og værdighed,kommer fra det, som er lavere.

Det betyder, at det ikke vil tilkomme den åndelige englemagt (og i sidsteinstans den dæmoniske), sammen med hvilke menneskene producerer deresværker (disse være sig kunstværker eller tekniske værker, krigs- eller fredsvær-ker) at frelse verden, men i stedet den mere ydmyge og kropslige magt, derudfordrer dem, for så vidt de er skabninger. Men det betyder også, at de tomagter på en eller anden måde sammenfalder i profeten; at indehaveren affrelserværket, hvad angår hans væren, tilhører skabelsen.

5. I den moderne tids kultur har filosofi og kritik arvet frelsens profetiskeværk (som allerede i den hellige sfære var blevet eksegesen betroet) og digt-ning, teknik og kunst skabelsens englelige værk. I den religiøse traditions se-kulariseringsproces har de alligevel lidt efter lidt mistet enhver erindring afdet forhold, som knyttede dem så intimt sammen. Heraf den kompliceredeog næsten skizofrene egenskab, der lod til at betegne deres forhold. Hvordigteren engang kunne gøre rede for sin digtning (“Åbn den for prosa”, sag-de Dante), og kritikeren også var digter, hævnede kritikeren, som har tabtskaberværket, sig på dette, idet han gav indtryk af at dømme den. Digteren,der ikke længere kan redde sit værk, ser bort fra denne uduelighed, da hanblindt giver sig hen til englens letsindighed. Faktisk så er de to værker kuntilsyneladende selvstændige og fremmede; egentlig er de to ansigter af én ogsamme guddommelige magt, og i det mindste i profeten sammenfalder de iét eneste væsen. Skaberværket er egentlig blot en gnist, der har fjernet sig frafrelsens profetiske værk, og frelserværket blot et fragment af den engleligeskabelse, som er blevet bevidst om sig selv. Profeten er en engel, som i densamme indskydelse, der tilskyndede ham til handling, pludselig i sit allerin-derste mærker tornen fra den anderledes fordring. Derfor fortæller de antik-ke biografier, at Platon oprindelig var en tragediedigter, der, idet han var påvej til teateret for at iscenesætte sin trilogi, hørte Sokrates’ stemme og brænd-te sine tragedier.


14

6. Ligesom geni og talent, oprindelig forskellige og endda modsatte, allige-vel forenes i digterens værk, således forbliver de to værker på en eller andenmåde hemmeligt forbundne, eftersom de repræsenterer én eneste Guds tomagter. Det, som bestemmer værkets rang, er dog ikke, endnu en gang, frug-ten af skabelsen og talentet, men af den signatur, som geniet og frelsen ind-prenter det. Denne signatur er stilen, næsten den modkraft, som i skabelsenmodsætter sig skabelsen og løsner den; den modpol, som lukker den besjæ-lede engels mund. Og i profetens værk er stilen tilsvarende den signatur, somskabelsen efterlader frelsen i den handling at være frelst; den mathed og næ-sten arrogance med hvilken den modsætter sig forløsningen, vil ind i det sid-ste forblive nat og skabning, og på denne måde bibringe tænkningen densindhold.

Et kritisk eller filosofisk værk, der ikke på nogen måde er holdt i en væ-sentlig relation til skabelsen, er dømt til at gå i tomgang, ligesom et kunst-eller digterværk, som ikke indeholder en kritisk fordring i sig, er bestemt tilglemslen. Men i dag søger de to guddommelige sunan, adskilte i to forskel-lige subjekter, desperat et mødepunkt, en uskelnelighedstærskel på hvilkende kan genfinde deres tabte enhed. De gør det ved at bytte om på delene, derikke desto mindre forbliver ubønhørligt adskilte. I det moment hvor proble-met om adskillelsen af digning og filosofi for første gang voldsomt dukkerop, betegner Hölderlin i en skrivelse til Neuffer filosofien som “et hospital,hvori den uheldige digter kan søge tilflugt med æren i behold.” I dag er dø-rene til filosofiens hospital lukket og kritikerne, der er blevet “kuratorer”,indtager ubetænksomt kunstnernes post, og efterligner skaberværket, somdisse har ladet falde, mens fremstillerne, der er blevet inoperative, med ildhuhengiver sig til et forløsningsværk, i hvilket der ikke længere er noget værkat frelse. I begge tilfælde ridser skabelse og frelse ikke længere signaturen afderes indgroede kærlighedskonflikt ind i hinanden. Uden at være signeredeog adskilte rækker de hinanden et spejl, hvor de ikke kan genkende hinan-den.

7. Hvad er betydningen af den deling af den guddommelige – og menne-skelige – fremgangsmåde i to værker? Og hvis de til trods for deres forskel i


15

rang i sidste instans lader til at plante deres rod i et fælles terræn eller sub-stans, hvad består så deres enhed i? Måske er den eneste måde at føre demtilbage til en fælles rod at tænke frelserværket som den del af skaberkraften,som i englen er ineksekveret, og som derfor kan rette sig mod sig selv. Lige-som potentialiteten forudsætter handlingen og går ud over den, således gårforløserværket forud for skaberværket. Alligevel er forløsningen ikke andetend en potentialitet til at skabe, der er forblevet uudtømt og som vender sigmod sig selv, som “frelser” sig. Men hvad betyder her “at frelse”? Eftersomder jo ikke er noget i skabelsen, som ikke i sidste instans er bestemt til at gåtil grunde. Ikke alene den del af det, som hvert øjeblik vil gå til grunde ogblive glemt, den hverdagsagtige ødslen af små gestus, af små sensationer, afdet, som krydser sindet i et glimt, af knuste og forspildte ord, der går langtud over erindringens fromhed og forløsningens arkiv. Men også kunstværkerog intellektuelle værker, frugterne af et langt og tålmodigt arbejde er før ellersiden dømt til at forsvinde.

Det er over denne uigenkaldelige masse, dette uformelige kaos, udryddetaf det, som vil gå til grunde, og som Iblis – englen, som ikke har øjne forandet end skaberværket – ifølge den islamiske tradition ikke ophører at græ-de. Han græder, fordi han ikke ved, at det, som går til grunde er Guds; atnår alle værkerne bliver glemt, og alle tegn og ord er blevet ulæselige, så vilfrelserværket forblive alene og uudsletteligt.

8. Hvad er en “frelst” potentialitet, en kunnen gøre (og ikke gøre), somikke simpelthen går over i en handling for at udtømmes i den, men som iværket konserveres og dvæler (“frelses”) som sådan? Frelserværket sammen-falder her punkt for punkt med skaberværket, der løsner og afskaber i sammeøjeblik, som den bringer og ledsager den til væren. Der er ingen gestus ellerord, ingen farve eller klang, intet begær eller blik, som frelsen ikke suspen-derer, og gør inoperativ i sit kærlige ståen ansigt til ansigt med værket. Hvadenglen former, producerer og kærtegner, bringer profeten tilbage til detformløse og kontemplerer. Hans øjne ser den frelste, men kun fordi han påden yderste dag går til grunde. Og ligesom den elskede i erindringen er fuld-stændigt og pludseligt til stede i et billede, for så vidt at være frigjort fra sit


16

legeme, således er skaberværket nu i alle sine detaljer intimt dækket af ikke-væren.

Men hvad er så her egentlig frelst? Ikke skabningen, for den går til grundeog kan ikke andet end at gå til grunde. Ikke potentialiteten, for den har ingenanden bestandighed end at afskabe værket. Snarere træder disse nu ind på entærskel, hvor de ikke længere på nogen måde kan være adskilte. Det betyder,at den sidste figur for den menneskelige og guddommelige handling er no-get, hvor skabelse og frelse sammenfalder i det ufrelselige. Eftersom sam-menfald kun gives, hvis der hverken er noget for profeten at frelse eller forenglen at gøre. Ufrelselig er således det værk, hvor skabelse og frelse, hand-ling og komtemplation, operation og det inoperative uden forbehold og i et-hvert øjeblik insisterer på den samme væren (og på den samme ikke-væren).Heraf dets obskure glans, som i spiraler ligesom en stjerne fjerner sig fra osfor at aldrig komme tilbage.

9. Englen, der græder, bliver til profet; digterens klagen over skabelsen bli-ver til kritisk profeti, dvs. filosofi. Men netop nu hvor frelserværket lader tilat samle alt i sig som et uforglemmeligt og uigenkaldeligt hele, forvandler detsig også. Med sikkerhed forbliver det; for til forskel fra skaberværket så er for-løserværket evigt. Eftersom det har overlevet skabelsen, udtømmes dets for-dring dog ikke i det frelste, men går til grunde i det ufrelste. Født af en ube-svaret skabelse, ender det i en uudgrundelig frelse uden nogen genstand.

Derfor siges det, at den højeste viden er den, som kommer for sent; når viikke længere har brug for den. Det er den, som har overlevet vores værker,den højeste og mest værdifulde frugt af vores liv og som alligevel på en elleranden måde ikke længere angår os; ligesom geografien i et land vi er ved atforlade. Den er et personligt anliggende, som skal ekspederes i hast og lav-mælt – i det mindste så længe menneskene ikke har lært at gøre den til deressmukkeste fest: Deres evige sabbath. Den efterlader os med den underlige fø-lelse af endelig at have forstået meningen med de to værker og deres uforklar-lige adskillelse og derfor ikke at have mere at sige.


26

Noegenhed.book Page 26 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Nøgenhed

Documents

Transcript of Nøgenhed