”Min historie”

Min_Historie_sats.indd 1 18/03/13 13.40

Min_Historie_sats.indd 2 18/03/13 13.40

ZILAN B

”MIN HISTORIE”

Roman

People’sPress

Min_Historie_sats.indd 3 18/03/13 13.40

”Min historie”Copyright © 2013 Zilan BCopyright denne udgave © 2013 People’sPress, KøbenhavnOmslag: Simon Lilholt/ImperietSats og tilrettelægning: Rasmus Funder/ArtPeopleBogen er sat med MinionISBN 978-87-7137-407-01. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overens-komst mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gæl-dende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk

Min_Historie_sats.indd 4 18/03/13 13.40

Fuglene, flyene

Min_Historie_sats.indd 5 18/03/13 13.40

Min_Historie_sats.indd 6 18/03/13 13.40

7

Jeg ved ikke, hvor min far er. Jeg lukker øjnene og tænker på ham. Jeg ser ham sådan: stående på altanen med åben skjorte. Det er sådan, jeg hu-sker ham. Min far. Stående med ryggen til mig, i døråbnin-gen. Skjorten blafrende hvidt i vinden. Sådan stod han altid, også den dag. Han stod og kiggede ud over dalen. Mod noget i det fjerne. Det var solskin, forår. Jeg sad inde i stuens halvmørke og betragtede ham. Prøvede at se, hvad han så, ved at se på ham. Jeg kunne tyde-ligt høre fuglene. Fuglene, og fjernere flyene. Det var dem, han kiggede efter, min far. Flyene.

Min_Historie_sats.indd 7 18/03/13 13.40

8

Jeg ved ikke, hvor min far er. Jeg husker ham stående der på altanen, i døråbningen. Som altid. Men som aldrig før. Hvad husker jeg ellers fra dén dag? Jeg husker fuglenes kvidren, duften af rosmarin, cypres-sernes knitren. Bombeflyenes kværnen og min fars skjorte i vind og solskin. Som vinger eller hvide faner. Efter den dag var intet som før. Hans store krop fyldte døråbningen. Som forsøgte han at holde larmen ude, som ville han nægte at lade det ske. Men intet kunne holde det ude.

Min_Historie_sats.indd 8 18/03/13 13.40

9

Jeg ved ikke, hvor min far er. Skjorten blafrede i vinden, og han stod dér, urokkelig. Som holdt han vejret for alting, som var han stilheden selv. Sådan stod han, da de første bomber faldt. Dybe brag, som slog i maven. Forstenet stod han, mens bombernes brag blev til en rytme derude. Jeg lukkede øjnene og mærkede min puls. Tænkte på min bror, på musikanlægget i hans bil. Bom. Bom. Bom-bom-bom. Amerikansk musik. Et hit, vi engang dansede til i kælderen, en glad dag. Et andet sted i historien. Bom. Bom. Ghettoblasteren. Displayets blå kur-ve, der slog og slog. Som på hospitalet. Min puls faldt i slag med bomberne derude. Jeg prøve-de at holde min bror i tankerne, men det var min far, jeg så. Helt stille stod han, og kolossal. Som et bjergmassiv.

Min_Historie_sats.indd 9 18/03/13 13.40

10

Jeg ved ikke, hvor min bror er. Han sagde, at han ville gå ned efter cigaretter. At det bare ville tage et øjeblik. Men han er stadig ikke kommet tilbage, og der er gået flere timer. Kiosken ligger nede på hjørnet, de sælger forvandlings-kugler. Jeg bad ham ikke tage nogen med. Jeg er alene på værelset, og jeg tør ikke gå ud. Ved ikke, hvem der er venner, og hvem der er fjender. Sådan tænker jeg. Det er sådan, tankerne kommer. Selvom de siger, at her ingen fjender er. Her i Danmark har vi ingen fjender. Det siger de. Men i dag vover jeg ikke at gå ud, der ankom en ny busfuld i morges. Sneen falder uden for vinduet. Jeg kan godt lide sne. Også den, der falder her.

Min_Historie_sats.indd 10 18/03/13 13.40

11

Jeg ved ikke, hvor min far er. Bragene tog til i styrke. Som et tordenskrald, der hele tiden begyndte forfra og aldrig nåede at ebbe ud. Efterhån-den havde også rystelserne nået højdedraget. Min far. Han forsøgte at holde lyden ude med sin sto-re krop. Sin stærke krop. Men det var umuligt. Intet kunne holde det ude. Så vendte han sig imod mig. Så var det, som om han gav op eller gav efter, og han vendte sig imod mig. Hans øjne. Han var bange. Jeg har aldrig før set min far bange. Ikke sådan. Himlen falder, sagde han. Nu falder himlen.

Min_Historie_sats.indd 11 18/03/13 13.40

12

Jeg ved ikke, hvor min bror er. Vi taler sjældent om vores far. Men selvom vi ikke taler om ham, er det, som om det er ham, det handler om. Det hele, alting, historien, stilheden mellem os. Hvad vi ser og hører, når vi lukker øjnene. Det er vigtigt, at vi passer på. Hvis vi taler for meget om ham, visker vi ham ud. Siger min bror. Det samme gælder vores søster. Og dengang, det hele. Jeg kan ikke lide, når han ikke er her. Og jeg kan slet ikke lide, når han går. Han kommer snart tilbage. Han kan være her hvert øjeblik. Jeg er snart tilbage, sagde han. Og så gik han. Alligevel bliver jeg ved med at folde servietten, indtil den er fuldkommen mør. Den trevler og flosser i hjørnerne og er ved at gå fra hinanden. Nogle gange ved mine fingre ikke andet end at pakke tiden ind på den måde.

Min_Historie_sats.indd 12 18/03/13 13.40

13

Jeg ved ikke, hvor min far er. Hans stemme den dag. Det enkelte ord, der kom fra et sted dybt i ham. Hans øjne. Kælderen, råbte han. Det var, som om stærke hænder tog fat om mine skuld-re og førte mig af sted. Ud i gangen, ned ad stigen. Jeg mær-kede ormehullerne i vægbrædderne. Jeg tænkte på, hvor skrøbeligt alting er. Jeg nåede at tænke så meget på vej ned ad den stige. Ned i kælderen. Vi sad tæt sammen. Vi rystede. Hele bjerget skælvede. Et sted over os faldt noget sammen. Styrtede i grus. Vi var stille. Som om vores stilhed kunne udligne lar-men derude. Min far, min bror, min søster, min mor og jeg. En fa-milie. Fem kroppe, der sidder tæt sammen i en stilhed, som ikke findes. Glas, der splintres. Fossende vand. En regn af noget porøst, iblandet små lommer af ingenting. Som måske var søvn. Og jeg ved ikke: Var det her, det hele begyndte, eller her, det sluttede?

Min_Historie_sats.indd 13 18/03/13 13.40

14

Jeg ved ikke, hvor min mor er. Jeg tænker, at hun er ude i køkkenet med de andre kvin-der. At de vasker op eller tilbereder mad. Jeg ved ikke, hvor hendes tanker er. Hvor vi er på vej hen, hvad vores bestemmelse er. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, om jeg vil vide det. Måske ved hun det. Hun er jo min mor. Min mor. Hun ved så meget, men hun siger så lidt. Ved hun, hvor far er? Er det derfor, hun siger så lidt? Nu kan jeg bedst lide at tænke på hende, som hun stod på gårdspladsen, foroverbøjet, i færd med at vride klæder ind over zinkbaljerne, vasketøjets mange farver, rød, blå, gul, grøn, orange, ler, karamel, sand. Hendes stærke hæn-der, ryggens krumning. Sådan ville jeg gerne selv stå en-gang.

Min_Historie_sats.indd 14 18/03/13 13.40

15

Jeg ved ikke, hvor min far er. Det er umuligt at sige, hvor længe vi var i kælderen. Minutter, der blev til timer, der blev til dage. Længe. Brødet slap op, dåserne. Vandet smagte af plastic. Luf-ten var tyk af stilhed, af åndedræt, hviskende stemmer. Af os. Jeg tænkte, at nu trækker vi hinandens vejr. Vi trækker vejret for hinanden, med hinanden. På et tidspunkt begyndte min mor at synge. Det var sangen om fuglene, deres flugt over bjergenes tinder. Højt oppe, langt væk. Jeg kan nynne den for mig selv, når jeg er alene. Men det var, som om hendes stemme kom fra et fjernt sted. Min fars øjne. Der var tårer i dem. Jeg ved ikke, hvad de så. De var blanke. I dem så jeg mig selv. Som vidste han, hvad der ville ske.

Min_Historie_sats.indd 15 18/03/13 13.40

16

Jeg ved ikke, hvor min søster er. Somme tider, når jeg betragter mig selv i spejlet, er det hende, jeg ser. Hendes ansigt. Min storesøster, min smukke storesøster. Hvad de gjorde ved hende, vil jeg ikke tænke på. Kan jeg ikke forestille mig. Jeg er ikke glad for, at det ikke var mig, de tog. Jeg kan mærke deres reb, deres kabler, selvom jeg aldrig har set dem. Selvom det ikke var mig, de bandt. Det flimrer for mine øjne. Flimrer, flimrer. Sådan må jeg ikke tænke. Sådan må du ikke tænke, Zi-lan.

Min_Historie_sats.indd 16 18/03/13 13.40