Mareridtet der aldrig forsvinder
1
Tortur, voldtægter og folkemord. Krigen i Bosnien i starten af halvfemserne krævede mange ofre. Meho Selman er ét af dem. Han var heldig og overlevede fysisk. Men i dag bearbejder han de psykiske traumer i Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien- Herzegovina. Morten Elstrup og Kasper Marker Pedersen, ”Oplevelserne har givet mig nogle grimme billeder i hovedet, som vil forfølge mig hele livet. Dem kan jeg ikke ygte fra.” Den dag, Meho Selman ikke længere tænker på de traumatiske oplevelser, han gennemlevede i begyndelsen af 1990’erne i hjemlandet Bosnien, er han død. Under borgerkrigen sad han fængslet i en koncentrationslejr i knap et år. ”Jeg oplevede sult, jeg oplevede vold, og jeg oplevede tortur. 1000 mennesker blev dræbt i den lejr, hvor jeg blev holdt fanget, og når du ser folk dø lige rundt omkring dig, fordi de enten er blevet banket eller ikke har fået noget mad, så glemmer du det aldrig,” konstaterer den 40-årige odenseaner. Han betalte ikke den højeste pris for krigen, som mange af hans landsmænd. De blev dræbt. Men Meho Selman slap ikke fra krigen uden psykiske men. Han lider af posttraumatisk stress og får ofte ashbacks, når han ser noget i tv, der minder om tilstandene dengang i Bosnien. Sådan har det været, lige siden han slap væk i 1993 og endte i en ygtningelejr i Danmark. Ville hjælpe sig selv og andre Det var han langt fra den eneste, der gjorde. Og i dag er han heller ikke den eneste, der kæmper mod psykiske lidelser som følge af de grimme oplevelser under borgerkrigen i Bosnien. Det gjorde ham i januar 2008 til medstifter af Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina. Idéen om en sådan forening havde han haft i mange år, men den blev først ført ud i livet små femten efter, at Meho Selman krydsede grænsen til Danmark. ”Da vi k lov til at blive i Danmark, åbnede der sig en ny verden for os. Vi skulle skynde os ud på arbejdsmarkedet, i skole og så videre. Man skulle ligesom indhente det, man havde tabt på krigen og ved at sidde i en ygtningelejr. Så det fokuserede vi på i starten,” siger Meho Selman, der i dag er bosiddende i Odense og arbejder som biblioteksassistent på Vollsmose Bibliotek. Foreningen gør en forskel Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina har i dag omkring 60 aktive medlemmer, og når de mødes, laver de faktisk alt andet end at tale om krigen. Nogle bowler, svømmer og sker sammen, mens andre blot møder op, når foreningen arrangerer oplæg og debatter med journalister og forfattere med en stor viden om landene på Balkan. ”Vi kan godt lide, at det er folk med forstand på borgerkrigen i Bosnien, som kommer og holder foredrag. Men ellers taler vi faktisk ikke om oplevelserne under krigen. Vi er bevidste om, at vi alle har været udsat for noget meget grimt, og den viden er nok for os,” fortæller Selman. Han er heller ikke i tvivl om, at foreningen har stor betydning for medlemmerne. Især for de personer, som på grund af deres psykiske tilstand har været nødt til at gå på førtidspension og derfor ikke har den store tilknytning til omverdenen. ”En del af vores medlemmer er ældre mennesker, som er uden for systemet. De har så store psykiske problemer, at de ikke kan have et job. Vores forening er et af de få steder, hvor de kan få en direkte forbindelse til andre mennesker og det danske samfund.” Skal anerkende oplevelserne Selv om det største punkt på dagsordenen, når medlemmerne i foreningen mødes, ikke er oplevelserne fra krigen, mener Meho Selman, at det er vigtigt, at man anerkender de voldsommer minder. ”Det nytter ikke noget at gemme oplevelserne inde i dig selv. Du skal anerkende tankerne og oplevelserne, for så kan du komme videre med dit liv. Du kommer aldrig til at glemme det.” Og biblioteksassistenten mener, at foreningen er en vigtig del af den proces. ”Det er vigtigt at få minderne behandlet, og den behandling varer hele livet. Der er det vitalt at have en forening, som viser forståelse, selv om vi jo egentlig ikke snakker så meget om borgerkrigen. Det er dog noget, der sker helt ubevidst, og det er ikke et tabu. Det vigtigste er, at vi kender vores baggrund og ved, hvad vi har i baghovedet.” Netop minderne vil for altid være placeret i baghovedet på Meho Selman og de andre foreningsmedlemmer. De har gennemlevet et mareridt. Et mareridt, der aldrig forsvinder. Mareridtet der aldrig forsvinder Meho Selman glemmer aldrig de ting, han blev udsat for i Bosnien, men i Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina bearbejder han oplevelserne. Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina Ønsker du at vide mere om foreningen, kan du kontakte formand Ekrem Pekez på telefonnummer 29 29 52 22 mellem 16.00 og 18.00, eller du kan skrive til [email protected] Foreningen hjælper medlemmerne til at nde tryghed og forståelse, rådgivning samt psykisk og retslig hjælp. Foreningens aktiviteter er blandt andet rådgivning, socialt samvær og foredrag.
-
Upload
morten-elstrup -
Category
Documents
-
view
213 -
download
1
description
Portræt af forhenværende krigsfange
Transcript of Mareridtet der aldrig forsvinder
Tortur, voldtægter og folkemord. Krigen i Bosnien i starten af halvfemserne krævede mange ofre. Meho Selman er ét af dem. Han var heldig og overlevede fysisk. Men i dag bearbejder han de psykiske traumer i Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina.
Morten Elstrup og Kasper Marker Pedersen,
”Oplevelserne har givet mig nogle grimme billeder i hovedet, som vil forfølge mig hele livet. Dem kan jeg ikke !ygte fra.”
Den dag, Meho Selman ikke længere tænker på de traumatiske oplevelser, han gennemlevede i begyndelsen af 1990’erne i hjemlandet Bosnien, er han død. Under borgerkrigen sad han fængslet i en koncentrationslejr i knap et år.
”Jeg oplevede sult, jeg oplevede vold, og jeg oplevede tortur. 1000 mennesker blev dræbt i den lejr, hvor jeg blev holdt fanget, og når du ser folk dø lige rundt omkring dig, fordi de enten er blevet banket eller ikke har fået noget mad, så glemmer du det aldrig,” konstaterer den 40-årige odenseaner.
Han betalte ikke den højeste pris for krigen, som mange af hans landsmænd. De blev dræbt. Men Meho Selman slap ikke fra krigen uden psykiske men. Han lider af posttraumatisk stress og får ofte !ashbacks, når han ser noget i tv, der minder om tilstandene dengang i Bosnien. Sådan har det været, lige siden han slap væk i 1993 og endte i en !ygtningelejr i Danmark.
Ville hjælpe sig selv og andreDet var han langt fra den eneste, der gjorde. Og i dag er han heller ikke den eneste, der kæmper mod psykiske lidelser som følge af de grimme oplevelser under borgerkrigen
i Bosnien. Det gjorde ham i januar 2008 til medstifter af Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina. Idéen om en sådan forening havde han haft i mange år, men den blev først ført ud i livet små femten efter, at Meho Selman krydsede grænsen til Danmark.
”Da vi "k lov til at blive i Danmark, åbnede der sig en ny verden for os. Vi skulle skynde os ud på arbejdsmarkedet, i skole og så videre. Man skulle ligesom indhente det, man havde tabt på krigen og ved at sidde i en !ygtningelejr. Så
det fokuserede vi på i starten,” siger Meho Selman, der i dag er bosiddende i Odense og arbejder som biblioteksassistent på Vollsmose Bibliotek.
Foreningen gør en forskelForeningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina har i dag omkring 60 aktive medlemmer, og når de mødes, laver de faktisk alt andet end at tale om krigen.
Nogle bowler, svømmer og "sker sammen, mens andre blot møder op, når foreningen arrangerer oplæg og debatter
med journalister og forfattere med en stor viden om landene på Balkan.
”Vi kan godt lide, at det er folk med forstand på borgerkrigen i Bosnien, som kommer og holder foredrag. Men ellers taler vi faktisk ikke om oplevelserne under krigen. Vi er bevidste om, at vi alle har været udsat for noget meget grimt, og den viden er nok for os,” fortæller Selman.
Han er heller ikke i tvivl om, at foreningen har stor betydning for medlemmerne. Især for de personer, som på grund af deres psykiske tilstand
har været nødt til at gå på førtidspension og derfor ikke har den store tilknytning til omverdenen.
”En del af vores medlemmer er ældre mennesker, som er uden for systemet. De har så store psykiske problemer, at de ikke kan have et job. Vores forening er et af de få steder, hvor de kan få en direkte forbindelse til andre mennesker og det danske samfund.”
Skal anerkende oplevelserneSelv om det største punkt på dagsordenen, når medlemmerne i foreningen mødes, ikke er oplevelserne fra krigen, mener Meho Selman, at det er vigtigt, at man anerkender de voldsommer minder.
”Det nytter ikke noget at gemme oplevelserne inde i dig selv. Du skal anerkende tankerne og oplevelserne, for
så kan du komme videre med dit liv. Du kommer aldrig til at glemme det.”
Og biblioteksassistenten mener, at foreningen er en vigtig del af den proces.
”Det er vigtigt at få minderne behandlet, og den behandling varer hele livet. Der er det vitalt at have en forening, som viser forståelse, selv om vi jo egentlig ikke snakker så meget om borgerkrigen. Det er dog noget, der sker helt ubevidst, og det er ikke et tabu. Det vigtigste er, at vi kender vores baggrund og ved, hvad vi har i baghovedet.”
Netop minderne vil for altid være placeret i baghovedet på Meho Selman og de andre foreningsmedlemmer. De har gennemlevet et mareridt. Et mareridt, der aldrig forsvinder.
Mareridtet der aldrig forsvinder
Meho Selman glemmer aldrig de ting, han blev udsat for i Bosnien, men i Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina bearbejder han oplevelserne.
Foreningen for forhenværende krigsfanger og krigsofre fra Bosnien-Herzegovina
Ønsker du at vide mere om foreningen, kan du kontakte formand Ekrem Pekez på telefonnummer 29 29 52 22 mellem 16.00 og 18.00, eller du kan skrive til [email protected] hjælper medlemmerne til at "nde tryghed og forståelse, rådgivning samt psykisk og retslig hjælp. Foreningens aktiviteter er blandt andet rådgivning, socialt samvær og foredrag.
