Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000

Lutherbi l leder i dansk teologi 1800-2000

Lutherbilleder.indb 1Lutherbilleder.indb 1 21-12-2012 10:22:2521-12-2012 10:22:25

Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000Redigeret af Niels Henrik Gregersen

© Forfatterne og Forlaget Anis, 2012

Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk grafi sk

ISBN-13: 978-87-7457-641-9

Omslag: f09

Forlaget AnisFrederiksberg Allé 10DK-1820 Frederiksberg ctlf. 3324 9250 – fax 3325 0607www.anis.dk


Indhold

Forord 7

Indledning: Luther i dansk teologi 9Niels Henrik Gregersen

1. De tre reformationer: Danske Luther-billeder 1500-1800 25Carsten Bach-Nielsen

2. Var Schleiermacher en reformatorisk teolog?: Schleiermacher og Luther 41

Theodor Jørgensen

3. Flygtige snapshots af en virtuel reception: Hegel og Luther 55Carsten Pallesen

4. Kunsten at fortsætte reformationen: Grundtvig og Luther 73Anders Holm

5. Lutherdommen moderniseret: Martensen og Luther 89Svend Andersen

6. Gudbilledlighed, synd og relationel ontologi: Kierkegaard og Luther 105

Claudia Welz

7. Fra den gudelige vækkelse til Ricard og Bartholdy: Indre Mission og Luther 123

Kurt E. Larsen

8. Teologien, der sejrede sig ihjel: Liberalteologien og Luther 143Peter Kemp

9. Faderen, kvinden, Gud: Jakob Knudsen og Luther 163Henrik Wigh-Poulsen

10. Virkelighed, der standser, taler og kræver: Tidehverv og Luther 181

Steffen Kjeldgaard-Pedersen


11. Rebellen og reformatoren: Kaj Munk og Luther 203

Hans Raun Iversen

12. Ordet, troen og kritikken: N.H. Søe mellem Barth og Luther 221

Bent Flemming Nielsen

13. “Tidens Kaos” og Guds Rige: K.E. Skydsgaard og Luther 239

Kirsten Busch Nielsen

14. Den Gud, der er kærlighed: Regin Prenter og Luther 255

Bo Kristian Holm

15. Historisk kristendom med nutidig relevans: Hal Koch og Luther 273

Tine Reeh

16. “Teologien er i bedste fald kun henvisninger – aldrig sagen selv”: Leif Grane og Luther 289

Anna Vind

17. Luther skal afmytologiseres: K.E. Løgstrup og Luther 305Jakob Wolf

18. Skandinavisk skabelsesteologi: Gustaf Wingren og Luther 319Niels Henrik Gregersen

Bogens bidragydere 335

Register 337


FORORD

7

Forord

Denne bog er den første i en række publikationer fra Det Teologiske Fakul-tet ved Københavns Universitet, der på den ene eller anden måde vil forberede reformationens 500-års jubilæum d. 31. oktober 2017. Samme dag år 1517 of-fentliggjorde Martin Luther sine 95 teser imod afl aden, og normalt sættes denne dato som startskuddet på den reformationsproces, som skulle blive afgørende for europæiske statsdannelser og for en stor del af, hvad vi i dag forstår som middel- og nordeuropæisk mentalitet.

Protestantiske kirkesamfund udgør i dag ca. 37 % af verdens godt ca. 2,2 mil-liarder kristne. Martin Luther skal naturligvis ikke have hele æren eller skylden for den globale udvikling af protestantiske kirkesamfund. Men det er umuligt at forstå den senere udvikling i Europa uden den kirkelige og kulturelle reforma-tion, der blev indledt af Luther – og videreudviklet af mange andre. Dette gælder naturligvis i særlig grad for et traditionelt luthersk land som Danmark.

Med denne bog undersøges en begrænset del af reformationens virkningshisto-rie, nemlig receptionen af Luther i dansk teologi i perioden 1800-2000. Bogen bygger på en række velbesøgte forelæsninger afholdt på Det Teologiske Fakultet i løbet af foråret 2012. Forelæsningerne blev til i et samarbejde mellem Afdeling for Systematisk Teologi og Afdeling for Kirkehistorie. Men vi har også søgt og fået hjælp fra kollegaer ved Aarhus Universitet, Pædagogisk Universitet, Folke-kirken og fra Menighedsfakultetet. Uden deres væsentlige bidrag ville denne bog have haft fl ere lakuner. Men uden de mange veloplagte tilhørere ville forelæsnin-gerne ikke have været så lystbetonede, som de blev.

Redaktionen af denne bog har været en fornøjelse. Bibliotekarerne ved Det Teologiske Fakultetsbibliotek i Købmagergade 44-46 har ydet en betydelig hjælp og bistand undervejs. Tak til forlagsredaktør Henrik Brandt-Pedersen for samar-bejdet om udgivelsen, og en særlig tak til stud.theol. Stefan Marinus Kristensen, der har bistået med den sidste redaktion af bogens bidrag, og som også har be-sørget bogens register.

Københavns Universitet, d. 19. september 2012Niels Henrik Gregersen


8


INDLEDNING: LUTHER I DANSK TEOLOGI

9

Indledning: Luther i dansk teologi

Niels Henrik Gregersen

Denne bog tegner et billede af, hvordan Martin Luther er blevet læst og brugt af danske teologer og kirkelige bevægelser siden 1800-tallet. Luther har været set som et ikon, som en normgivende kirkelærer eller som en teologisk fi gur på historisk afstand. Men aldrig er Luther blevet set på med ligegyldighed.

Traditioner dannes som regel gennem billeddannelser og overordnede ideer om, hvad fortidens anliggende egentlig drejede sig om. Sådan er det også med “det lutherske” i dansk teologi. Det er af gode grunde altid de yngre generatio-ner, der præger billedet af de ældre. Derigennem får de også fortalt, hvad de selv brændte for i deres samtid. Tradition drejer sig ikke bare om gentagelser, men om perspektivforskydninger, om nærhed og afstand, valg og fravalg, fremhævelser og fortielser. Traditioner ændres derfor, alt imens de gives videre. Sådan er det også med det lutherske i dansk teologi – og i den folkekirke, der offi cielt bærer nævnet “Den evangelisk-lutherske Kirke” i Danmark.

Luther har naturligvis været en afgørende katalysator for teologiens udvikling i Danmark. Men aldrig har han stået alene, og kun sjældent uimodsagt. I dansk teologi er Luther altid indgået i konstellationer med andre strømninger i samti-den – ofte som en hovedskikkelse, andre gange som den bifi gur, der ikke desto mindre formår at give kontur til en senere tids teologiske opfattelser, alt imens de også hentede næring andetstedsfra – fra calvinisme, pietisme, kantianisme, he-gelianisme, grundtvigianisme, eksistensteologi, skabelsesteologi – frem til i dag.

Med Luther-receptionen som prisme giver Luther-billeder i dansk teologi 1800-2000 derfor indblik i centrale udviklingslinjer i dansk teologi over de sidste 200 år. Her fortælles om forholdet til Luther i strømninger som Indre Mission, grundtvigianisme, liberalteologi og Tidehverv – og om de teologer og kulturper-


NIELS HENRIK GREGERSEN

10

soner, der satte dagsordenen i deres tid, med virkning frem til i dag. Men som slagordet siger: Reformationen skal altid fortsættes. Derfor indgår Luther-bille-derne i det 19. århundrede og 20. århundrede i en fortsat iltningsproces. Mon ikke også fl ere af denne bogs forfattere – alt imens de fortæller om forgængernes Luther-billeder – også får sagt noget om, hvad de selv står for?

Luther som ikon

Luther er et ikon som kun få andre. Man kender hans ansigt og kropslige statur fra utallige malerier, stik, tegninger, buster og mønter, ligesom man umiddelbart genkender billeder af Darwin eller Einstein. Luthers særlige rolle afspejles alle-rede i Johann Bugenhagens ligtale over ham (Leppin 2010, 348), hvor Luthers person ses som apokalypsens engel, der i Johannes’ Åbenbaring råbte til Rom: “Den er faldet, Babylon, den store stad” (Åb 14,8; 18,2). Luther er her ikke bare et stort menneske eller en enestående teolog. Han er Guds engel, hvis ord havde virkning, fordi Guds ord aldrig kommer tomt tilbage. Således Bugenhagen, og der går en lige linje fra Bugenhagens begravelsestale fra 1546 til senere tiders populære Luther-biografi er, hvor Luther-billedet tegnes med stærke farver og be-skrives i patetiske vendinger.

Men der er aldrig lang vej fra beundringen af idolet til misundelsen og afskyen. Dette gælder vel særligt for Luther, der allerede i sin samtid var mere end almin-delig omstridt. Han offentliggjorde sine 95 teser imod afl aden d. 31. oktober 1517 – efter sigende naglet ind på kirkedøren i Wittenberg. I 1520 afbrændte han den kanoniske ret, der dannede det juriske grundlag for samfundets liv, hvorved reformationen også blev et politisk anliggende. I 1521 blev han ekskommunike-ret af paven. Herefter var rebellen Luther ikke bare kirkeløs, men også fredløs – “lyst i rigets akt” i hele det tysk-romerske imperium. At han overhovedet over-levede, er langtfra en selvfølge. Mange af hans forgængere som fx den bøhmiske Johann Hus blev henrettet.

Som Carsten Bach-Nielsen fortæller (kapitel 1), var venerationen for Luther i 1500-tallet og 1600-tallet så stærk i de lutherske lande, at der stod en nærmest magisk kraft om hans navn og virke. Og så alligevel. For alt imens Luthers auto-ritet stod fast, indgik “det lutherske” i en lang række alliancer – først med huma-nismen, så med den strenge lutheranisme (der ved nærmere eftersyn havde stærke calvinske islæt) og endelig med pietismen, der fl yttede troen ind i følsomheden, hvorved der efterhånden blev lagt afstand til lutherdommen som kirkeregimente og statsbærende institution. Luthers reformation blev med andre ord del af andre reformationer: humanismen, den statsstyrede lutherdom, og endelig pietismen.



11

Alligevel kan den hagiografi ske opfattelse af Luther fortsat fi ndes ind i det 20. århundrede, også blandt historikere. I sit Mindeskrift til Reformationsjubi-læet 1917 skriver kirkehistorikeren Hjalmar Holmquist: “Guds Aand rørte ved den thüringske Bondesøns Sjæl og åbnede hans Øje for Kristi Evangelium; saa forkyndte Luther dette med en Renhed og Klarhed, hvormed det ikke var ført frem siden den første kristne Tid” (1917, 7). Luther er altså ikke bare reformator, men også profet. Samtidig tilskrives han en epokal betydning. Han afslutter middelalderens lange mørketid, og reformationen førte til en omdannelse af hele den vestlige kultur i forlængelse af humanismens og renæssancens åbning af ver-densbilledet:

Men fra Luthers centralt religiøse Gerning udstrømmede der Kræfter, der kunde fuldbyrde den Omformning af hele det menneskelige Kulturliv, som var blevet forberedt ved den nye Dannelse og Kunst (Humanismen og Re-næssancen), ved de store Opdagelser af nye Lande hinsides Havene og ved Opfi ndelsen af Bogtrykkerkunsten. Ikke alene det religiøse, men ogsaa det politiske, sociale, litterære, kunstneriske, økonomiske Liv paavirkedes saa stærkt af Luthers Værk, at han i egentligste Mening blev udgangspunktet for en ny Tid i Historien, den man plejer at kalde ‘den nyere Tid’, den hvori vi stadig lever (Holmquist 1917, 7-8).

Ved fejringen af reformationens 400-års jubilæum i 1917 var der en klar for-nemmelse af at være samtidig med Luther, både hvad angår teologi og kulturel horisont. Luther-renæssancen tog da også netop fart i 1920’erne og 1930’erne. En tilsvarende fornemmelse af samtidighed vil næppe blive udtrykt, når reforma-tionens 500-års jubilæum skal fejres i 2017. Ganske vist er der ingen tvivl om, at lutherdommen ikke bare var en kirkelig reformbevægelse, men også havde et kulturelt program med virkninger frem til i dag. Man kan tænke på opnorme-ringen af folkesproget, det nye forhold mellem stat og kirke, statens forpligtelse for undervisningsvæsen, hospitalsvæsen og de fattige, ligesom også ægteskabet blev nydefi neret fra at være et sakramente til at være et borgerligt anliggende med Guds velsignelse. Alt dette byggede på inspirationen fra en luthersk teologi, der hverken forstod sig selv som politisk bevægelse eller som teologisk nyskabende. Der var netop tale om en re-formation, et ønske om at vende tilbage til kirkens bibelske og oldkirkelige rødder.

Alligevel er personen Luther i nyere historisk forskning rykket tilbage som én blandt fl ere reformationsskikkelser i senmiddelalderen. Diskussionen omkring den tyske historiker Volker Leppins meget omtalte Luther-biografi (Leppin 2010) viser det. Selvom der altid vil være fl ydende overgange mellem epoker, er



12

det i dag vanskeligt at se Luther som den, der satte det nye Europas dagsorden på skinner. Den nye tid begyndte hverken med renæssancen eller reformatio-nen, men sættes i dag normalt til 1700-tallet, med pietismen og oplysningstiden. Først her bliver den “nyeuropæiske kristendom” til, for at bruge en formulering af kirkehistorikeren Jakob Balling (1986, 244-266).

Den problematiske Luther

Den danske reception af Luther viser mange eksempler på kvababbelser over for Luther som person. Én fornemmelse, som bliver ved med at dukke op, er at Luther blev stående på halvvejen, og ikke førte reformationsværket til ende. Dette var allerede i Luthers samtid opfattelsen hos de såkaldte “sværmere”, der af Luthers budskab tog anledning til et radikalt opgør med godsejerne og fyrster. I dansk tradition udtrykkes fornemmelsen af det ufærdige i Luthers projekt ofte af Grundtvig og grundtvigianerne, hvad angår hans menneskesyn, skriftsyn og kir-kesyn. Men også blandt kulturpersonligheder som fx digteren Ludvig Holstein fi nder vi den tankefi gur udtrykt, at Luther ikke rigtig fi k frigjort sig fra katolicis-men, og at det derfor er opgaven for en moderne protestantisk kristendom at gøre arbejdet færdig. Lad mig citere fra essaysamlingen Den grønne Mark fra 1925:

Den protestantiske Kirke kunde vel endnu have en stor Mission i Verden, hvis den forstod sin Besøgelsestid. Den staar på Skillevejen, hvor den vil faa Valget mellem at forkalke som en Kopi af Pavekirken uden dennes indre Kraft, eller vedkende sig Protestantismen som det levende og nyskabende Princip, af hvis Omsættelse i frugtbart Liv dens Eksistensberettigelse i sidste Instans afhænger af. En Kirke uden Dogmer er en Utopi. Men at befri Ån-den og ophøje den over Dogmet hører med til den Fornyelse, uden hvilken Arven efter Luther i det lange løb vil blive udlagt til deling mellem Romer-kirken og Rationalismen (Holstein 1925, 37).

Der udtrykkes heri et grundlæggende positivt forhold til det lutherske, inklusive kirkens dogmer, men der er ifølge Holstein behov for en fortolkning af dogmer i tankemæssig og poetisk form, og netop dette er – eller burde være – kirkens op-gave i dag: “Dogmerne er som Æg. Vi ser som oftest kun Skallen. Men lad Tanke og Fantasi ruge dem ud og de bliver Aand og Virkelighed” (18).

Men heller ikke for teologerne er Luther altid lige nem at håndtere. Valdemar Ammundsen, den dannede professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet



13

og siden 1923 biskop over Haderslev Stift, giver følgende portræt af Luther som person i sin meget levende artikel i Kirke-Leksikon for Norden:

Hans herkomst af Bondestanden, hvoraf han selv var stolt, er vigtig for For-staaelsen af adskilligt i hans Karakter og Anskuelser: hans fysiske Kraft, hans aandelige Friskhed og Umiddelbarhed, hans folkelige Sans, den Kon-servatisme, der hos ham, som hos Bondestanden i det hele, fi ndes paa Bun-den, om end ingenlunde altid paa Overfl aden, hans naive opfattelse af poli-tiske Forhold, hans Mangel paa Evne til at fi nde den rette Middelvej mellem alt for stor Underdanighed og Grovhed overfor højtstaaende Personer, hans Ubændighed, naar han slog løs, hans Plathed og Grovhed i Tale og hans overtroiske Forestillinger (Ammundsen 1911, 97).

Dette er tydeligvis skrevet af en mand, der ikke selv kendte til ubændighed og grovhed, og Ammundsen beklager i det hele taget Luthers polemiske gemyt: “Han gjorde sig ingen Umage for at forstaa Modstanderne, men forvrængede ofte deres Udtalelser, undertiden med kaad Spot” (111). Denne type karakteri-stik fi nder man ofte i Luther-billederne fra 1800-tallet og op til i dag.

Særligt Luthers politiske optræden har en senere tid taget afstand fra. Luthers besked til fyrsterne om, at de skulle slå bondeoprørerne ned uden skånsel (“slagt dem som hunde”), hører til et af smertepunkterne i Lutherbilledet, ikke mindst i de nymarxistiske dage i 1970’erne og 1980’erne. Men også på andre punkter har man følt et stærkt ubehag over for Luther. Ammundsen bruger megen spal-teplads til at beklage Luthers tilladelse til bigami til Philip af Hessen, hvis ellers han kunne holde det skjult. I mellemtiden skulle Philip så benytte sig af “en stærk og god løgn”, som Luther formulerede sig. Ammundsen opstiller ligefrem fem punkter, der har drevet Luther til disse anbefalinger, men Ammundsen tilslutter sig den tyske Luther-forsker Julius Köstlin, der ser Luthers anbefaling af bigamiet som “den største Plet i Reformationshistorien og i Luthers Liv” (110).

Her kunne man dog godt forestille sig, at der var værre ting at tage fat på hos Luther. Herhjemme skrev Georg Brandes ligefrem et stort essay, hvori han tværtimod lovpriser Luther som foregangsmand for “en helt ny naturalistisk Æg-teskabsret” (1889, 102). Ja, Luther taler djærvere end moderne sprogbrug tillader det, fortsætter Brandes (104), også selvom Luther på en lidt naiv måde pakker det ind i bibeltolkning, hvad man naturligvis ikke kan i dag (104). Brandes gi-ver Luther ret i, at bigami er at fortrække for skilsmisse (119) og forsvarer ham imod anklagen om at anbefale et “Udsvævelsens Evangelium” (116), men han savner samtidig en forståelse for, at ægteskab og samliv ikke bare drejer sig om sex: “Ægteskabet opfattes af Reformatoren selv ganske naivt som en Copulation



14

af to sanselige Instinkter” (128). Her såvel som i Luthers bibelske begrundelse af ægteskaber er den moderne tid kommet videre. Alligevel skal Luther prises for sin realisme, ja for sin naturalisme:

Saaledes se vi ham af al Magt stræbe efter at løfte og glorifi cere Ægteskabet, og kun gennem Ægteskabet Naturen. Men samtidig var Rationalisten og Naturalisten i ham virksom. Og det var den rationalistiske og naturalistiske Kirkestormer umuligt ikke at unddrage Ægteskabet netop den religiøse Ind-vielse, som hidtil havde udgjort dets Værdighed (Brandes 1989, 117).

Det er ikke hverdagskost at se Luther beskrevet som en rationalistisk naturalist, men Brandes førte Luther ind i 1880’ernes store “sædelighedsfejde” – på sin egen side.

Brandes havde tilmed gjort sig et grundigt hjemmearbejde, for han læste og ci-terede Luther på både tysk og latin. Her er der et stykke vej ned til vidensniveauet hos nogle af nutidens kulturradikale. I et temanummer om Protestantisme og Politik i tidskriftet Kritik nr. 195 (2010) skriver redaktørerne Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard på bagsideteksten, at Luther står i den stærkest tæn-kelige modsætning til oplysningstiden. Han var lige så rabiat over for anderledes-tænkende som den katolske kirke, “ja værre”, og ligesom Osama bin Laden var Luther en “antisemitisk, teokratisk skriftfundamentalist med blodtørst over for anderledes tænkende”. Man må spørge, om ikke den historisk oplyste refl eksion her er blevet erstattet af rene rygmarvsrefl ekser.

Uanset hvad så er ubehaget ved Luthers politiske stillingtagen en gentagen fi gur i den danske Luther-reception. Hvis det i det 19. århundrede var ægteskab og bigami, der føltes som det store problem, så var det i det 20. århundrede Luthers rolle ved bondeoprøret. Her i det 21. århundrede, hvor vi lever i et fl er-kulturelt samfund, synes det derimod at være Luthers voldsomme udfald mod pavekirken, jøderne og muslimerne i tiden efter 1540, der ses som problemet. I dansk kontekst er dette blevet skærpet af, at Tidehverv (som siden omkring 1980 er blevet stærkt højreorienteret) i 1999 genoversatte og genudgav Luthers skrift Mod Tyrken og Jøden fra 1543 på Tidehvervs Forlag. Dette kunne kun ses som en støtte til Luthers synspunkter i en i forvejen ophedet debat om indvandring.

Der er her tale om mindre muntre sider af Luther. Selv Leif Grane har følt, at han her må komme Luther til undsætning. I sin artikel om Luther i Den Store Danske Encyklopædi forsøger Grane at skelne mellem Luthers teologiske anlig-gende og så de højst uheldige virkemidler, som Luther benyttede sig af:



15

Et højdepunkt i grovhed og vrede nåede han i en række skrifter vendt mod paven, tyrkerne og jøderne fra begyndelsen af 1540’erne. Skønt den form, disse skrifter har, næppe kan forsvares af nogen, er der dog aldrig tale om meningsløse følelsesudladninger. Luther har altid et teologisk anliggende, men han bærer selv en betydelig del af ansvaret for, at dette anliggende ofte er blevet overset, fordi det fremføres i en så ubehagelig og hadefuld form (Grane 1998, 350).

Dette er vistnok det nærmeste, man kommer på en undskyldning i Leif Granes Luther-forskning. Indtrykket af et blivende ubehag står tilbage.

Den amalgerede Luther

Vi forlader nu Luthers politiske standpunkter og vender tilbage til de teologiske anliggender. Forsøget på at nå tilbage til den “rene” Luther er næppe muligt, ikke mindst fordi hans egen teologi – som det herhjemme er fremhævet navnlig af Leif Grane – blev til som svar på samtidens skiftende teologiske udfordringer. Forsøget på at skelne mellem den “førreformatoriske”, den “tidlige” og den “sene” Luther er eksempler på vanskelighederne med at uddestillere et klart Luther-billede. Det vil vi i denne bog se mange eksempler på. Som regel har eftertidens teologer udvalgt sig en bestemt side af Luthers teologi som den angiveligt “ægte” Luther. Siden liberalteologien har de fl este foretrukket den unge Luther, mens den ældre Luther som nævnt bliver set som en politisk problematisk amatør, og endda som fortaler for en dogmatiseret kristendom. Stereotyperne er mange i litteraturen om Luther: den unge Luther var livsglad og ubekymret, den ældre Luther vredladen og bekymret osv.

Sagen kompliceres af, at selvom Luther som person fremstod som den ube-stridte autoritet blandt sine egne, søgte en lang række af de “lutherske” teologer allerede i Luthers egen levetid nye veje. Det er velkendt, at Philipp Melanchthon, Luthers nærmeste medarbejder, allerede i løbet af 1530’erne ønskede at give plads til menneskets etiske ansvar og frie accept af nåden over for Luthers opfattelse af nådens suveræne kraft. Kampen mellem “fi lippisterne” og “gnesiolutheranere” skulle efter Luthers død i 1546 blive til en åben kamp blandt lutherske teologer – en kamp der også fi k følger i Danmark. Kongen ville som bekendt kun vide af den uforandrede Augsburgske Bekendelse, mens den såkaldte Confessio Augu-stana variata fra 1540 blev afvist. På samme måde gik det med Konkordiebogen fra 1580, som Kong Frederik d. 2. ligefrem skulle have ladet afbrænde i sin pejs for ikke at indføre fremmede stridigheder i riget. Den europæisk berømte teolog



16

Niels Hemmingsen blev således i 1579 suspenderet og afsat fra sit professorat på Københavns Universitet, dog ikke for sin fi lippisme, men for sin “krypto-kalvinistiske” nadverlære.

Mens Luther selv kaldte sine tilhængere for “de evangeliske”, begyndte både fjender og venner af reformationen at betegne bevægelsen som “de lutherske”, uden tvivl til Luthers fortrydelse. Måske af samme grund turde lutheranerne ikke altid vedkende sig, at de selv havde problemer med dele af Luthers teologi. Når den gammellutherske Konkordieformel fra 1577 – i opgøret med calvinismen – fremlægger en blødgjort prædestinationslære, der sagde, at Gud ønsker alle menneskers frelse og ikke forudbestemmer nogen til fortabelse, så blev der reelt lagt afstand til en lang række formuleringer i Luthers skrift om Den Trælbundne Vilje fra 1525. De mest krasse sider af Luthers teologi blev forbigået med tavshed, da “lutherdommen” skulle formuleres. Man kan næsten høre Luther råbe fra graven: “Dyrkes vil jeg ikke, men heller ikke overses!”

Sprækker i Luther-receptionen: 1800-tallet

Går vi ind i den danske reception i peroden 1800-2000 vil vi se, at der navnlig i 1800-tallet begynder at komme en række sprækker ind i det overleverede Luther-billede. Den historiske bevidsthed sætter sig igennem, hvorved afstanden mellem Luther og samtiden understreges.

Dansk teologi var på dette tidspunkt fortsat i høj grad bestemt af tysk tænk-ning, og bogen indledes derfor med to tyske skikkelser, der skulle komme til at få en afgørende rolle for dansk teologi: Schleiermacher og Hegel. Theodor Jørgensen redegør for Friedrich Schleiermachers (1768-1834) forhold til Luther (kapitel 2). Luthersk konfessionalist ville han ikke være, men arbejdede i stedet for den preussiske unionskirke, der ligestillede Luther og Calvin. Alligevel peger Theodor Jørgensen på, hvordan Schleiermacher bevidst videreførte en protestan-tisk koncentration om “troen alene”, “Kristus alene” og “skriften alene”, idet han samtidig gjorde gældende, at skriftprincippet afhang af troen på Kristus, og ikke den anden vej rundt. På samme måde med kirkesynet: katolsk opfattes troen på Kristus som afhængig af kirken, mens det protestantisk er omvendt: forholdet til kirken afgøres af den enkeltes forhold til Kristus.

Mens teologen Schleiermacher ikke ville være luthersk, forstod G.W.F. He-gel (1770-1830) derimod sin egen fi losofi som grundlæggende luthersk: “Jeg er lutheraner, og gennem min fi losofi ligeledes grundfæstet i lutherdommen”, er-klærede han. Både korsteologiens tale om Guds død og treenighedslæren spiller en central rolle hos Hegel. Carsten Pallesen (kapitel 3) viser endvidere, hvordan



17

Hegel i blandt andet Retsfi losofi en peger på protestantismens “nordlige princip” som en egenartet måde til at fastholde sammenhængen mellem tro og viden, reformation og oplysningstid, religion og samfund. Kristendommen er frihedens og individualiseringens religion, men samtidig er det opgaven at få givet sam-fundet skikkelse i lyset af det protestantiske princip. Ellers fl akser den religiøse følelse, eller også reduceres religion til moral som hos fi losoffen Immanuel Kant. Samtidig viser Pallesen, hvordan Hegel-receptionen i Danmark mest har været undergrundsagtig, og fortsat har en virkningshistorie foran sig.

Den danske teolog Martensen (1808-1884) er afgørende inspireret af Hegel, men Svend Andersen gør gældende (kapitel 5), at han også kan ses som en kan-tiansk inspireret teolog, der både med sin dogmatik og sin etik ønskede at mo-dernisere lutherdommen indefra. Kirken skulle forholde sig til de nye spørgsmål om individets selvbestemmelse og menneskerettighederne, samtidig med at de myndiggjorte kristne skulle være socialt og politisk aktive i forhold til samtidens nye udfordringer, fx i omsorgen for arbejderklassens vilkår. Kun sjældent appel-lerer Martensen direkte til Luther, men den lutherske realpræsenslære udtrykte for Martensen den forening af ånd og natur, som han fandt fraværende i calvi-nismen.

Martensen er fl ankeret af Grundtvig og Kierkegaard som de to, der skulle blive de betydeligste pejlemærker for eftertidens danske teologi. Ligesom hos Hegel og Martensen savner de begge en forståelse for menneskets frihed hos Luther. Anders Holm fortæller (kapitel 4) om, i hvor høj grad N.F.S. Grundtvig (1783-1872) forstod sig selv som den nye reformator, født nøjagtig 300 år efter Martin Luther (1483-1546). Dermed kunne Grundtvig se tilbage på Luther med histo-risk respekt, alt imens han med sit skriftsyn, sit syn på menighedens frihed fra staten og med sin vægtlægning på menneskets gudbilledlighed kunne distancere sig fra ham. Mens Grundtvig meget ofte forholder sig til Luther og den lutherske tradition, sker dette sjældnere hos Kierkegaard, der savner sansen for “det dialek-tiske” hos Luther, navnlig sansen for den subjektive tilegnelse af troen. Claudia Welz (kapitel 6) fremlægger en omhyggelig komparativ analyse af Kierkegaards og Luthers syn på gudbilledlighed og synd samt af deres forståelse af virkelighe-den som baseret på relationer. Samtidig gør hun gældende, at substans og relation ikke lader sig forstå som modsætninger, da der ikke kan eksistere relationer uden noget at forholde sig til. Forenklede modsætninger mellem “det subjektive” og “det objektive” lader sig derfor ikke fastholde.

1800-tallet er også de folkelige vækkelsers tid med grundtvigianismen og Indre Mission i centrum. Kurt Larsen redegør (kapitel 7) instruktivt for de skiftende holdninger til Luther inden for Indre Mission. Bevægelsen var så at sige per defi nition luthersk, men fra Vilhelm Beck til Christian Bartholdy fi nder man



18

også Luther og hans teologi kritisk omtalt. Beck savnede en klar tilspørgsel til forældrene som en forudsætning for barnedåbens mening, og vendte sig imod Luthers identifi kation mellem de helliges samfund og den hellige almindelige kirke. Så sent som ved fejringen af det danske reformationsjubilæum i 1936 be-klager Bartholdy, at Luther “aldrig dristede sig til at udskille de troende til særlige Samfund eller særlig Gudtjeneste” (1936, 196). I den forbindelse kom Bartholdy sågar for skade at skrive, at det forekom ham “tvivlsomt, om Luther nogensinde var blevet omvendt”.

Det kan tilføjes, at der også inden for grundtvigianismen kan fi ndes et lig-nende ubehag udtrykt over for Luthers kirkesyn. Højskoleforstanderen Ludvig Schrøder fra Askov skrev to små bøger om Martin Luthers Liv og Gerning (1903 og 1904). Der er fortrinsvis tale om historiske beskrivelser, der ikke går meget ud over gængse Luther-fremstillinger. Til sidst gør Schrøder dog en slags status, hvori han blandt andet peger på, at “vor store Kirkereformator” desværre ikke formåede at udrydde samtidens forestilling om, at der kun kunne være ét kirke-samfund per land, ligesom religionsfriheden først i 1700-tallet blev set som en menneskeret. Kirkeligt set gjorde Luther sig heller ikke tydelige tanker om, at “Forholdene kunde udvikle sig, naar der blev Forsamlinger af ægte Kristne”. Dog mente Schrøder, at Luther må have tænkt sig, at sådanne forsamlinger, “hvad deres gudelige Liv angik”, var stillet “fuldkommen frit over for al verdslig Øv-righed” (Schrøder 1904, 100-101). Alt efter temperament kan man kalde dette ønsketænkning eller kontrafaktisk historieskrivning.

En bredere fremstilling af forholdet til Luther inden for den grundtvigian-ske bevægelse er en forskningsopgave, som desværre ikke indløses med denne bog. Lutherbilledet er dog ofte forbavsende positivt blandt grundtvigianerne, i hvert fald i den grundtvigske bevægelses venstrefl øj. Morten Pontoppidan skrev også sin version af Lutherhistorien i den lille bog Morten Luther fra 1902. I stil med liberalteologien beklager han her Luthers polemiske “Udvækster” i opgøret med Erasmus. Men han beundrer samtidig det “Mod”, som ligger bag alle de “Glubskheder”, der kom til orde i hans opgør med Erasmus (Pontoppidan 1902, 71). Pontoppidan generes ikke af Luthers bredkirkelige kirkesyn; tværtimod kunne Pontoppidan her fi nde støtte for Folkekirkens idé. Derimod tager han afstand fra den dogmatiske påståelighed, der kom til orde i nadverstriden med Zwingli omkring 1527. Heri mener Pontoppidan at fi nde den ældre Luther, der har glemt den unge Luthers evangeliske anliggende: “Det er en anden mand, vi her har for os, en Luther, der er afveget fra sig selv og taler Fjendens Sprog. Un-der Nadverstridighederne løb Luther sig mere og mere fast i et lige saa aandløst som kærlighedsløst Rethaveri over for teologiske Modstandere” (131). Her ser Pontoppidan kimen til det rene “Slaveri under Rettroenheden”, som fandt sted


8



334

Litteratur

Anderson, Mary Elizabeth. 2006. Gustaf Wingren and the Swedish Luther Renaissance (American University Studies, Series 7 vol. 243). New York: Peter Lang.

Aurelius, Carl Axel. 2004. “Wingren, Gustaf (1910-2000)”. I: Theologische Realenzyklopädie, vol. 36.

Bexell, Göran. 1981. Teologisk etik i Sverige sedan 1920-talet. Älvsjö: Skeab, 144-180.

Gregersen, Niels Henrik. 2005. “Grace in Nature and History: Luther’s Doctrine of Creation Revisited”, Dialog: A Journal of Theology 44:1, 19-29.

Jensen, Roger. 2003. Modernisering af lutherdommen…? Gustaf Wingrens nye skapelsesteologiske tilretteleggelse av den lutherske kallslære, i et komparativt perspektiv (PTS Skriftserie nr. 9). Oslo: Det praktisk-teologiske seminar.

Karlsson, Johnny. 2008. “Gustaf Wingren”. I: Moderne teologi. Tradisjon og nytenkning hos det 20. århundrets teologer. Udg. Ståle Johannes Kristiansen & Svein Rise. Kristiansand: Høyskoleforlaget, 161-172.

Uggla, Bengt Kristensson. 2010. Gustaf Wingren. Människan och teologin. Stockholm: Brutus Östlings Bokförlag Symposion.

Wingren, Gustaf. 1942. Luthers lära om kallelsen. Akademisk avhandling. Lund: Gleerup.

—, 1947. Människan och inkarnationen enligt Irenaeus. Lund: Gleerup.

—, 1954. Teologiens metodfråga. Lund: Gleerup.

—, 1958. Skapelsen och lagen. Lund: Gleerup.

—, 1960. Evangeliet och kyrkan. Lund: Gleerup.

—, 1970. Luther frigiven. Tema med sex variationer. Lund: Gleerup.

—, 1977. “Skapelse och evangelium – ett problem i modern dansk teologi”, Svensk Teologisk Kvartalskrift 53:1, 1-11.

—, [1976] 1979. Credo. Den kristne tros-og livsanskuelse. København: Gyldendal.

—, 1989. Konfrontationer. Hadsten: Forlaget Mimer.

—, 1991. Mina fem Universitet. Minnen. Stockholm: Proprius.


BOGENS BIDRAGYDERE

335

Bogens bidragydere

SVEND ANDERSEN, professor i Etik og Religionsfi losofi , Aarhus Universitet

CARSTEN BACH-NIELSEN, lektor i Kirkehistorie, Københavns Universitet

NIELS HENRIK GREGERSEN, professor i Dogmatik, Københavns Universitet

ANDERS HOLM, postdoc i Kirkehistorie, Københavns Universitet

BO KRISTIAN HOLM, lektor i Dogmatik, Aarhus Universitet

HANS RAUN IVERSEN, lektor i Praktisk Teologi, Københavns Universitet

THEODOR JØRGENSEN, professor emeritus i Dogmatik, Københavns Universitet

PETER KEMP, professor emeritus i Filosofi , Pædagogisk Universitet

STEFFEN KJELDGAARD-PEDERSEN, professor i Kirkehistorie, Københavns Universitet

KURT LARSEN, lektor i Kirkehistorie, Menighedsfakultetet, Aarhus.

BENT FLEMMING NIELSEN, lektor i Praktisk Teologi, Københavns Universitet

KIRSTEN BUSCH NIELSEN, professor i Dogmatik, Københavns Universitet

CARSTEN PALLESEn, lektor i Etik og Religionsfi losofi , Københavns Universitet

TINE REEH, MSO professor i Kirkehistorie, Københavns Universitet

ANNA VIND, lektor i Kirkehistorie, Københavns Universitet

CLAUDIA WELZ, MSO professor i Systematisk Teologi, Københavns Universitet

HENRIK WIGH-POULSEN, domprovst, Odense

JAKOB WOLF, lektor i Etik og Religionsfi losofi , Københavns Universitet


337

Register

Adamsen, Johannes 110, 119Agamben, Giorgio 60, 66-67, 71Agricola, Johannes 43Ammundsen, Valdemar 12-13, 19, 24,

144, 146-150, 153-154, 160, 182, 192-195, 203, 210, 212, 219

Andersen, Finn B. 39Andersen, J. Oskar 135, 274Andersen, Niels Knud 27, 39, 208, 218 Andersen, Svend 90, 103, 308, 318Anderson, Mary Elizabeth 323, 334Arboe-Rasmussen, N.P. 144Aristoteles 116, 224Arnd, Johan 106Asendorf, Ulrich 63-64, 71Assel, Heinrich 260, 270Athanasius 262Auchet, Marc 206, 208, 210, 216, 218Augustin af Hippo 23, 107, 166, 169, 301Aulén, Gustaf 223-224, 323-324, 326,

333Aurelius, Carl Axel 39, 323, 334Austad, Thorleiv 210

Bach-Nielsen, Carsten 10, 29, 39Balling, Jakob 12, 24Bang, Jens Thomassen 37Barth, Karl 20-21, 46, 138, 144, 152,

156-157, 160, 186, 197, 221-237, 239, 241, 247-259, 263, 269, 271, 279, 293, 319-320, 327

Bartholdy, Christian 17-18, 124, 135-140, 189

Bauer, Walter 227Bayer, Oswald 265, 269Bayle, Henry 38

Beck, Vilhelm 17-18, 124-132, 139-140 Begtrup, Holger 176Berggrav, Eivind 210Bexell, Göran 326-327, 334Beyer, Frode 144, 160Biel, Gabriel 294-296, 304Billing, Einar 197, 323-324, 333Birkedal, Vilhelm 41Bizer, Ernst 265, 269, 296Bjarke, Ragnhold 212, 218Bjerg, Svend 77, 87, 256, 262, 270Boesak, Allan 216, 218Bohn, Oluf 52Bonhoeffer, Dietrich 64, 213, 243, 266,

271Braaten, Carl E. 117, 119Brague, Remi 67, 71Bramming, Torben 182, 196, 201Brandes, Georg 13-14, 24, 73, 87, 91,

170, 203Brandom, Robert 63Brandt-Pedersen, Henrik 7Bring, Ragnar 213, 224, 240, 294Brunner, Emil 46, 240, 248Bruun, Søren 106, 119Brøndsted, Gustav 20, 182-184, 186, 189,

192-195, 197-202, 303Bucer, Martin 43Bugenhagen, Johann 10, 28, 175Bukdahl, Jørgen K. 61, 71Bultmann, Rudolf 152, 159, 307, 327Burgess, Anthony 106, 119Butler, Judith 60, 72

Calvin, Johannes 16, 28, 41, 62, 136, 138, 228, 248, 333


338

REGISTER

Cappelørn, Niels Jørgen 106-108, 111, 120

Carey, William 135Christensen, A. Drewsen 208-209, 218Christian d. 2. 27Christian d. 3. 27-28, 33, 36, 87Christian d. 4. 30-31, 33, 35-36, 39Christian d. 5. 31, 34Christian d. 6. 35Christian d. 10. 214Clausen, H.N. 41-42, 82-85Columbus, Christoffer 78-79Comay, Rebecca 60-62, 64, 67-71

Dael, Niels 244 Darwin, Charles 10, 19, 170, 175David, salmisten 29, 203, 209-211Derrida, Jacques 61, 66-68, 71Descartes, René 57, 58Deuser, Hermann 106, 120Diderichsen, Børge 182, 200-201Dietz, Walter 106, 120

Ebbesen, Niels 203, 209, 211Ebeling, Gerhard 52, 111, 116, 120, 294Eck, Johan 146Einstein, Albert 10Ellwein, Eduard 187, 197Engeström, Sigrid von 197Erasmus af Rotterdam 18, 42, 120, 147-

148, 154, 185, 242, 297, 305-306

Ferreira, M. Jamie 106, 120Feuerbach, Ludwig 225, 229-230Fichte, Johann Gottlieb 48, 62-63, 91Ficker, Johannes 187Francke, August Hermann 35Frans af Assisi 135Frederik d. 2. 15, 29-30

Frederik d. 3. 31Frederik d. 4. 35Frederik d. Store 69, 242Freud, Sigmund 60, 65, 69Fridrikson, Fridrik 290Friis, Jørgen 32 Frimodt 135Fukuyama, Francis 56-57, 71

Gadamer, Hans-Georg 56, 71Garff, Joakim 114, 120 Geismar, Eduard 19, 158-160, 182, 189,

203, 212, 240, 248Geismar, Oscar 208-209, 218Glebe-Møller, Jens 39Glenthøj, Jørgen 208, 216Gogarten, Friedrich 185-186, 229, 279,

328-329Gollwitzer, Helmut 230Graf, F.W. 145, 160Gram, O.B. 204Grane, Emma 289Grane, Jens Ludvig 289-292, 295, 301,

304Grane, Leif 14-15, 21-22, 24, 84, 87, 179,

196, 200-201, 253, 255-256, 269-270, 289-304

Gregersen, Niels Henrik 23, 321, 334Grisebach, Eberhard 185Grosbøll, Thorkild 304Grove, Peter 52Grundtvig, N.F.S. 12, 17, 19, 33, 44, 56,

67, 71, 73-87, 100-101, 106-107, 120, 124, 126, 150, 153, 168-169, 203, 209, 213, 218, 226, 235-236, 255, 258, 264, 273-274, 281, 284, 298, 302-303, 320-321, 328, 330, 333

Grøn, Arne 57, 71, 110, 120Grønbech, Vilhelm 79


339

REGISTER

Hamlet 69, 71Hammar, Geo 208-209, 218Hansen, H.I., Løjt 136, 189-192, 198Hansen, Holger Bernt 287-288Harnack, Adolf von 144-146, 149, 160Harnack, Theodosius 137Hauschildt, Friedrich 106, 120Hegel, G.W.F. 16-17, 41, 55-72, 91, 242,

319,Heidegger, Martin 64, 66, 121, 225, 306Heje, N.I. 157, 182, 202Hemmingsen, Niels 16, 29Hermann, Rudolf 259, 260, 270, 296Herodes 203, 209Herrenschmidt, Johann Daniel 37Hersleb, Peder 36Hinkson, Craig 106, 120Hitler, Adolf 223, 231Hobbes, Thomas 62Hofsten, Greta 330Holl, Karl 103-104, 135, 197, 224, 256-

257, 259-260, 270Holm, Anders 17Holm, Bo Kristian 22, 110, 120, 256,

270Holm, Søren 19, 143, 149, 158-160Holmquist, Hjalmar 11, 24Holstein, Ludvig 12, 24Honneth, Axel 59, 62-63, 71Honoré, Paul 218Horstbøll, Henrik 39Horstmann, Johannes 200Hume, David 150Hus, Johann 10, 333Husserl, Edmund 66Härle, Wilfried 116Høffding, Harald 151

Ingemann, B.S. 28

Irenæus af Lyon 23, 77, 86, 106-107, 120, 323-324, 328, 330-331, 333

Iversen, Hans Raun 20, 210, 215, 217-218

Jensen, Johannes V. 163Jensen, Jørgen I. 81, 87, 221, 225, 237Jensen, N. Otto 20, 187-189, 196-200,

202, 300, 303-304Jensen, Roger 325, 334Jensen, Thit 207Jenson, Robert W. 117, 119Jeromin, Thomas 106, 120Joest, Wilfried 109, 116, 120Johannsen, Hugo 31, 39Jonas, Justus 185, 202Juntunen, Sammeli 116Jüngel, Eberhard 61, 63-66, 72Jørgensen, Theodor 16, 52, 83, 87, 240,

253

Kant, Immanuel 17, 56-58, 62-64, 69-70, 95, 103, 120, 150-151, 159, 222, 225, 306, 308

Karl d. 5 68Karlsson, Johnny 319, 334Katoppo, Marianne 216, 218Kaufmann, Thomas 33, 39Kemp, Axel Gudmund 143, 144, 145,

160Kemp, Peter 19, 150, 159, 160Kierkegaard, Søren Aabye 17, 19, 42,

55-56, 60, 63-65, 76, 79-80, 85, 89, 91, 105-121, 144, 153, 158-159, 184, 189, 203, 209, 214, 226, 244, 306, 308, 318

Kingo, Thomas 31Kjeldgaard-Pedersen, Steffen 20, 274Kjældgaard, Lasse Horne 14Knudsen, Jakob 19-20, 163-179Knudsen, Jens Lassen 165


340

REGISTER

Koch, Bodil 274Koch, Hal 20-21, 196, 200-201, 273-288,

292-293Koch, Hans Ludvig 274Koch, Hans Winding 182, 274Kold, Christen 165Kornerup, Bjørn 33, 39, 274Krarup, F.C. 19, 143-144, 146, 149-161,

301Kristensen, Stefan Marinus 7Kristensen, Sv. Møller 163Kristensen, Tom 163Krumpen, Stygge 207Kyndal, Erik 269-270Küng, Hans 63Käfer, Anne 106, 120Köstlin, Julius 13

Lacan, Jacques 36Laden, Osama bin 14, 70Laier, Anton C. 209Larsen, K. Olesen 159, 182-184, 189, 192,

196, 199, 295Larsen, Kurt E. 17, 127-128, 130, 132,

140Larsen, L.P. 127Larsen, Morten 192Larsen, Otto 209Latomus, Jacobus 261Laub, Otto 41 Lausten, Martin Schwarz 27, 76, 87Lehmann, Edvard 145Leo d. 10. 38Leppin, Volker 10, 11, 24Lerfeldt, Svend 136Lindhardt, P.G. 25-27, 32, 36, 38-39, 90-

91, 100, 104, 130, 145, 159, 161, 196, 202, 208, 218, 270, 273, 288

Lindner, Benjamin 37

Lindskrog, Christian 199Link, Wilhelm 296, 299Ljunggren, Gustaf 197Loewenich, Walter von 240, 248Lundgreen-Nielsen, Flemming 87Luther, Martin passim

- dåb 127-128, 139-140, 226-227- eskatologi 249-250, 252- gudbilledlighed 17, 19, 78, 85-86, 106-

107, 116, 118-119, 264- helliggørelse 98, 113-116, 127, 176,

191-192, 195, 260, 296- Helligåndsteologi 22, 42, 260, 321- kaldstanke (se også stænderlære) 152,

158, 287, 309-310, 323-326, 330- kirkesyn 16, 18, 28, 48, 82-84, 106,

128-129, 224, 250-252, 283-285- kirke-stat 11, 75-76, 98-103, 246, 285-

286- Kristustro/kristologi 16, 22, 51, 145,

191-192, 223-224, 229, 246, 261, 264, 321, 332

- loven 66, 93, 105, 168, 172, 246, 279, 307-309, 311-313, 317-318, 321, 332

- nadverlære/nadverstrid 17-18, 42, 127-128, 154, 159, 223, 228, 230, 263, 313

- nåde (se retfærddiggørelse og nåde)- opstandelse og evigt liv 109, 192- prædestination 16, 148, 166, 172, 185- retfærddiggørelse og nåde 15, 25, 42,

68, 85-87, 93-94, 106, 113, 118, 133, 140, 153, 158, 168, 172, 176, 189, 195, 197, 205-206, 214, 252, 255-256, 260-261, 266-267, 269, 276, 279-281, 296-297, 305-306, 313, 317

- skabelsestro/-teologi 20, 22-23, 107-109, 233-234, 236, 245, 262-263, 308, 312, 315, 319, 320-323, 325, 328-329, 332


341

REGISTER

- skjult/åbenbaret Gud 19, 21, 185, 188, 242-244, 250, 269, 298, 314, 317

- skriftsyn 42, 51, 67-68, 76, 82-83, 278, 280

- stænderlære (se også kaldstanken) 324-325, 330

- synd og syndefald 17, 25, 77, 93-94, 106, 109-112, 117-119, 148, 172, 196, 248, 280-281, 296-297, 299, 311-312

- to-regimente-lære 24, 57, 175-176, 214-216, 223, 233, 275, 286-287

- treenighedslære 16, 22, 145, 223-224, 321

- viljens frihed/bundethed 17, 19, 25, 106, 110-111, 133, 147-148, 185, 243, 282, 305, 316

- ægteskab 13-14, 147, 233, 287, 330-331

Løgstrup, K.E. 20, 22-24, 91, 104, 119, 233-234, 237, 256, 270, 286, 295, 305-322, 328-329

Machiavelli 62Madsen, Peder 153Malabou, Catharine 60-61, 64, 67, 71-72Mannermaa, Tuomo 116, 263, 271Marheineke, Philip 107Martensen, Hans Lassen 17, 19, 41-42,

79, 89-104, 126, 235Marx, Karl 56, 60, 62-63, 68, 69, 71Matzen, Henning 28McDowell, John 63Melanchthon, Philipp 15, 26-29, 38, 44,

76, 90, 120, 146-147, 154, 223, 233, 263

Merz, Georg 186Mikkelsen, Hans 26Moltmann, Jürgen 63Mor Sigbrit 203

Mosellanus, Petrus 146Munk, Kaj 20, 203-219Mynster, J.P. 39, 41, 89Møller, Jes Fabricius 288Møller, Otto 87Møller, Per Stig 204, 216-217, 219

Napoleon Bonaparte 68, 71, 90Nedergaard, P. 136-137, 140, 199, 202,

219Nexø, Martin Andersen 163Nielsen, Bent Flemming 20, 224-226,

237, 241Nielsen, Kirsten Busch 21, 249, 253Nielsen, Matthias 124Nielsen, Svend Aage 206Nietzsche, Friedrich 60, 65, 67, 72, 185,

225, 244Nikodemus 209Nilsson, Kjell-Ove 264, 271Njå, Ådne 225, 237, 256-261, 268, 271Novak, Kim 52Nygren, Anders 261-263, 294, 323-324,

326-327, 333Nøjgaard, Niels 204-205, 208, 216, 219,

240, 248Nørgaard-Højen, Peder 240, 253Nørgaard, Anders 236Nørregaard, Jens 274

Oehlenschlæger, Adam 41Olesen, Elith 125, 131-132, 124, 140Olson, Herbert 320Origenes 249, 274Otto, Rudolf 157, 259

Palladius, Peder 28Pallesen, Carsten 16-17, 56, 70-72Parvus, Petrus 28


342

REGISTER

Paulus 20, 44-45, 55, 59-60, 65-68, 93, 132, 134-135, 138, 140, 145, 149, 153, 155-156, 194-195, 205, 209, 216, 250, 288

Pedersen, Ebbe Thestrup 240, 249Persson, Per-Erik 240Petit, Didier 121Peura, Simo 116Philip af Hessen 13, 29Pilatus 203, 209Pinomaa, Lennart 296Pippin, Robert 63Plum, Niels Munk 41, 52Põder, Christine 256-257, 269, 271Podmore, Simon D. 106, 121Pontoppidan, Erik 36-37, 39, 124Pontoppidan, Morten 18-19, 24, 175,

189, 209Prenter, Regin 20-23, 85, 87, 200, 225-

226, 233-234, 237, 240, 242, 250, 252-272, 283, 294, 296-297, 307, 318-322, 328

Preuss, J. Samuel 269, 272

Ranke, Leopold von 56Rathenau, Walther 227Raun-Iversen, Hans 20, 218Reeh, Tine 21, 273, 286, 288Reinhard, Franz Volkmar 80Reinhard, Hedvig 189Resen, Hans Poulsen 30, 32-33Ricard, Olfert 123-124, 132-135, 140,

182, 290, 292, 301Richelieu 203Ricoeur, Paul 58, 64-65, 69, 72, 151Riis, Richardt 217, 218-219Ritschl, Albrecht 144, 153, 156, 161Robespierre, Maximilien de 69Root, Michael 256, 272

Rudberg, Gunnar 185Rudelbach, Andreas Gottlob 79, 131Runestam, Arvid 197, 296Rung, Gertrud 74, 87Rückert, Hans 294Rørdam, H.F. 27-28, 33, 39Rørdam, T. Skat 125, 141, 209

Saarinen, Risto 116Salomo 107Samson 203, 210, 217Sartre, Jean-Paul 225Scavenius, Erik 215Schack, Tage 157, 182, 185-186, 196, 202Scharling, C.I. 193, 202Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph von

91, 132Schjørring, Jens Holger 210, 219Schleiermacher, Friedrich 16, 41-53, 58,

82, 89, 222, 225, 319Schmaus, Marion 59, 72Schopenhauer, Arthur 56, 120, 156Schröckh, J.M. 37, 39Schröer, Henning 106, 121Schrøder, Ludvig 18, 24Schønaus, Frederik Christian 37Scribner, R.W. 32, 39Scriver, Christian 129, 132Seeberg, Reinhold 150, 161Seidelin, Paul 233Severinsen, P. 184Sibbern, F.C. 41Sigurdsson, Lakshmi 114, 121Skydsgaard, K.E. 20-21, 233, 239-253,

270, 292-294, 304Sløk, Johannes 105-106, 121, 256, 270Sofi e af Mecklenborg 29Spalatin, Georg 186Spener, Philipp Jacob 34-35


343

REGISTER

Stahl, Friedrich Julius 91Staupitz, Johann von 172-174Steiger, Johann Anselm 264, 272Stenbæk, Jørgen 34, 40Stjernfelt, Frederik 14, 70, 72Stoellger, Philipp 113, 121Stokholm, Anja 85, 87Stub, Christen 28Söderblom, Nathan 323, 333Søe, Jul 210-211, 219Søe, N.H. 20-21, 157-158, 161, 182-183,

202, 205, 211-212, 219, 221-228, 233, 236-237, 240-241, 244, 248, 254, 320, 329

Tausen, Hans 28Taylor, Charles 63Tertullian 65Theunissen, Michael 63-64, 72Tholuck, August 66Thomas Aquinas 293, 324 Thurneysen, Eduard 186, 227, 229, 237Thyssen, A.P. 125, 141

Uggla, Bengt Kristensson 320, 326, 330, 334

Valdemar Sejr 203Vind, Anna 22Voltaire 38Vormodsen, Frans 33

Walch, J.G. 80Welz, Claudia 17, 106, 115, 117, 121Wigh-Poulsen, Henrik 19Wingren, Gustaf 22-23, 294, 318-334Wolf, Jakob 22-23, 106, 121Wrede, William 149

Zeuthen, F.L.B. 126, 131Zeuthen, Frederik 124, 131-132Zinzendorf, Nikolaus Ludwig von 35Žižek, Slavoj 56, 59-61, 72

Zwingli, Ulrich 18, 43, 228

Østergaard-Nielsen, Harald 320

Aakjær, Jeppe 163


Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000

Documents

Transcript of Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000