Anne Marie Mygind

– en guide

Bindslev

»Det er altiD beDstmeDminDre

man er en exceptionelt

at fortælle sanDheDenselvfølgeliggoD løgner« – jerome K. jerome

Løgn – en guide

© Anne Marie Mygind og Forlaget Bindslev, 2008

Omslag og illustrationer: Jakob Hjort

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutio-

ner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden

for de i aftalen nævnte rammer.

Bogen er sat med Dax og Lubalin Graph og trykt i Letland

ISBN 978-87-91299-41-4

Forlaget Bindslev

Forlagsgruppen Bindslev ApS

www.forlagetbindslev.dk

til pædagogen, der sagde til mig, at jeg havde lakrids mellem tæerne

Indhold

8 Forord

12 Kapitel 1: løgnens anatomi

14 Hvad er en løgn?

19 Hvad sker der i hjernen?

20 Beslægtede fænomener: Andre ting, der lugter af løgn

26 Kapitel 2: Kategorisering og KaraKter

28 Løgnens mange ansigter: Baseret på en skala fra 1 til 10

34 Kapitel 3: sådan aFslører du en løgner

36 Rapport fra et forhørslokale: Interview med en afhøringsekspert 40 Kapitel 4: de ti bud

42 Lyv som en professionel: Sådan begår du begå falsk vidnesbyrd 48 Kapitel 5: Kend din løgner

50 Løgnens ejermand: Hvilken slags er du?

59 En erhvervsløgner taler ud: 18 kritiske til reklamebranchen

64 Kapitel 6: en rigtig løgner

66 En rigtig løgnehistorie: Peter Aalbæk letter sin samvittighed

69 Andre løgnere i en klasse for sig

72 Kapitel 7: globale løgne

74 Lie, bugia, mentir, kłamac: Sådan omgås de sandheden i andre lande

82 Kapitel 8: løgn Fra a til å

84 Det er ikke engang løgn

96 Kapitel 9: nYttige lister

98 Vinderløgne: Udsagn du kan komme langt med

102 Hverdagsløgne: Udsagn der bør aktivere dine alarmklokker

106 Brancheløgne: Det siger de i virkeligheden

110 Løgnagtige film

112 Løgnagtige bøger

115 Litteratur om løgn

118 Øvrige kilder og tak i helt vilkårlig rækkefølge

8

Løgnen har mange ansigter – et mundheld, jeg har fået bekræftet siden min tidlige barn-dom. Mit første møde med løgnen husker jeg ikke selv, men jeg har ladet mig fortælle, at min mor ringede til alle sine venner kort tid efter jeg var kommet til verden og fortalte dem, at jeg var noget så yndig, selvom der findes rig billeddokumentation for, at jeg lig-nede Alfred Hitchcock. Senere mødte jeg løgnen i børnehaven, hvor pædagogerne opdrog mig med trusler om sorte streger i panden og ondt i maven, hvis ikke jeg spiste op og så videre i en løgnagtig uendelighed.

Løgnene fortsatte op gennem folkeskolen, hvor jeg tog revanche for alle de løgne, jeg havde været udsat for i børnehaven, men endnu rakte fantasien ikke længere end til ”min hund har spist min stil.” Kær var man. Folkeskolen var også tiden – ikke stedet – hvor jeg så voksne mænd dø af druk, selvom de efter eget udsagn aldrig havde fået mere end to øl. Først da jeg selv begyndte at drikke, forstod jeg, hvor store de to øl måtte have været for at virke som de gjorde. Men det er en anden historie, som du kan læse mere om i for-gængeren til denne bog, Tømmermænd – en guide.

Forord

8

I gymnasiet blev det hele lidt mere raffineret. Her kunne en uskyldig løgn som ”du er altså en utrolig inspirerende lærer” gøre underværker ved karakterbogen. Den erfaring tog jeg med mig gennem resten af uddannelsessystemet, og da uddannelsen var fuldført, tog jeg den med på job, hvor jeg brugte den så godt jeg kunne. Så vidt forklaringen på, hvorfor jeg ikke længere har et job, pointen er, at jeg har beskæftiget mig med emnet altid, hvil-ket har gjort mig umulig at lyve for. Troede jeg – indtil jeg interviewede en af Danmarks bedste tv-dokumentarister, Poul Martinsen, som efter halvanden times meget seriøs snak om løgn afslørede, at stort set alt, hvad han havde fortalt mig var, ja, løgn. Han syntes, jeg skulle prøve det, inden jeg skrev en bog om det, som han så smilende sagde. Et sekund overvejede jeg at blive rasende på ham, men det blev ved overvejelsen. Den udspekule-rede satan havde trods alt lige givet mig en helt uvurderlig lektie: Ubeskriveligt imøde-kommende mennesker med tillidsvækkende gråt hår lyver også. Så tusind tak, Poul. Og tak selvfølgelig også til alle de andre, der har løjet for mig gennem de sidste 36 år. Uden jer havde jeg i sandhed ikke kunne skrive denne bog.

God fornøjelse

anne marie mygind

»enhver iDiot Kan fortælle sanDheDen, men Det Kræver en vis begavelse at lyve goDt« – samuel butler

12 1311Løgnens anatomi

12 13

den, der påstår, han aldrig lYver, har allerede gjort sig sKYldig

i én. mennesKer lYver i snit Fire gange om dagen uden at sKænKe

det en brøKdel aF en tanKe. men det er værd at tænKe over. For

ved at gøre det, Kan du blive meget bedre til det – og iKKe mindst:

gøre det svært For andre at lYve For dig.

14 15

løgnSUBST. /en; -en, -e, -ene/en bevidst usand oplysning

Så enkelt kan det ifølge ordbogen siges. Men enhver, der har fået stillet spørgsmålet: ”Jeg synes altså ikke, han ligner mig, er du sikker på, at jeg er faren?” og svaret ja, i den tro, at elskeren var steril, ved at løgnen kan være ubevidst. En løgn kan være en bevidst usand oplysning, og er det som regel også, men som eksemplet viser, er ordbogens forklaring ikke den fulde historie. Så nu får du den her.

hvor Kommer de Fra?Historien om løgnen starter i Edens have, da Gud siger til Adam, at han må spise af alle havens vækster på nær træet i midten. Hvis han spiser af det, skal han dø. Adam accepte-rer forbuddet i første omgang, og det samme gør Eva, da hun kommer ind i billedet – lige indtil slangen spørger: ”Kan det være rigtigt, at I ikke må spise af noget træ i haven?” Nu er det ikke ét træ, men alle træerne. ”Nej, vi må ikke spise af træet i midten, ja, vi må end ikke røre det,” svarer Eva. Nu behøver de ikke engang spise af det for at dø. Den ene overdrivelse har lynhurtigt ført til den næste,

Hvad er en løgn?

14 15

og nu fører den næste til denne meget fatale redigering af sandheden: ”I skal ikke dø! I skal blive som gud,” siger slangen uden at indvie hende i de langsigtede konsekvenser, for jo, dø skal de – bare ikke lige med det samme. Men den forførende kombination af ”ikke dø” og ”blive som gud” er mere end Eva kan modstå. Hun tager en bid og giver resten af æblet til Adam. Og således ender historien med at alle mand ryger ud på knæer og albuer – slangen på maven – til det liv, der ender med døden. Flot Eva. Men også tak, fordi du lærte os, hvor galt det kan gå, når vi overdriver, og ligeledes tak til slangen for at lære os, at det er forkert at tilbageholde viden. Eller tak fordi I prøvede, er det vel.

For den mindre bibeltro løgner findes der selv-følgelig også en naturlig forklaring på hvor løg-nen kommer fra. Lige siden vi gik på fire ben, havde vinger, svømmefødder og hvad vi ellers

har skilt os af med, har vi løjet og bedraget. El-ler sagt på Poul Thomsensk: Dyr udsender be-vidst vildledende signaler. Fuglen lokker rovdyr væk fra reden ved at lade som om den selv er kommet til skade, den vandrende pind har aldrig været en røvsyg pind, som ingen gider spise, hunchimpansen undertrykker sine par-ringslyde, når hun varetager artens overlevelse med en anden end alfahannen, og så videre op til to ben. Løgn har med andre ord været et spørgsmål om overlevelse, så fair nok …

hvorFor lYver vi?Men hvad er vores undskyldning for at lyve? Ungerne tager institutionerne sig af, ingen er udpræget interesseret i at spise os, og hvis alfahannens sædkvalitet er for dårlig, kan vi få hjælp på fertilitetsklinikken, så overlevelse er næppe grunden. Og dog. ”Mennesket lyver for at overleve socialt,” er den korte udgave

16 17

af, hvorfor vi mindst to gange dagligt styrer i en nydelig bue udenom sandheden. Ordene kommer fra Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Århus Universitet. ”Vi lyver for at opnå nogle ting, som har betydning eller relevans for vores sociale overlevelse. Vi lyver for prestige, for at profilere os i forhold til hinanden, for at klare os i den kamp, vi alle er i om hunnerne, om ressourcer, om de bedste pladser i tilværelsen, for at tiltuske os goder, som har reproduktiv værdi – altså goder, vi kan bruge til at omsætte til parringsmuligheder,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Tingene vi lyver om er ligeså forskellige som menneskene, der gør det. Mænd lyver for at fremstå stærkere og mere magtfulde end de er, kvinder lyver for at fremstå dydigere end de er, er nogle af stereotyperne, men motivatio-nen er den samme.

”Hvis du har et godt omdømme, så kan folk godt lide dig, så bliver du draget ind, så får du flere netværk end andre, og netværk er gode, fordi de giver dig nemmere adgang til det, du gerne vil have. Så selvom vi lyver af flere forskellige grunde, gør vi det helt basalt for at erhverve os goder og muligheder, som har med vores overlevelse at gøre.”

Og lykkes løgnen ikke, kan det få fatale følger, forklarer Henrik Høgh-Olesen. ”Hvis nogen finder ud af, at vi lyver, bliver vi stødt ud af gruppen, hvilket er den ultimative angst for fortidsmennesket – som du og jeg er. Det er kun nanosekunder siden, at vi tog italien-ske sko på og begav os ud på asfalten. Hele vores psykologiske arkitektur er dannet som jæger-samler. Det har et øjebliks modernitet ikke ændret en tøddel ved, så det er meget, meget livstruende at blive opdaget i at gøre noget, der er forkert,” kan Henrik Høgh-Olesen

16

16 17

desværre også berette. Derfor lyver vi para-doksalt også for at skjule, at vi har gjort noget forkert.

Nogle lyver så godt og så ofte, at det virker som et instinkt. Men så nemt kan den ofte lidt opslidende adfærd ikke forklares. Man kan gøre for det, så den undskyldning kan vi godt vinke farvel til.

”Løgnen er ikke et instinkt, men en mulighed, der opstår, når der er bestemte hjernefunktio-ner til stede, som gør os i stand til at bruge og misbruge ting. Funktionerne sidder efter alt at dømme i de senest tilkomne hjerneområder, nærmere bestemt pandelapperne og den yder-ste del af hjernebarken, den såkaldte neocor-tex.” Det er med andre ord her, vi stikker af fra vores firbenede forfædre. ”Via de funktioner kan vi sætte os ind i hinandens hjerner og vide, at hvis hun nu tror, at jeg tror, at hun ved

– alle de der komplekse ting – så det er ikke et instinkt, men en meget bevidst handling,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

hvem lYver vi For?”Vi lyver for vores nærmeste og for vores kon-kurrenter, for at skade folk og for at spare dem. Der er en anekdote om Kaj Munk, der siger, da han bliver spurgt, skal man altid sige sandhe-den? Jah, med mindre man har noget bedre at sige, lyder svaret fra den ellers så moralske mand. Det er altså meget, meget komplekst,” konkluderer Henrik Høgh-Olesen.

Og mindre komplekst bliver det ikke, hvis den, som man skal sige sandheden til, ikke ønsker at høre den – et dilemma, alle kender til, og som man ikke kan uddanne sig ud af, vidner professorens eksempel om: ”Som servicemed-arbejder i sundhedssektoren er det min opgave

18 19

at viderebringe den her information til dig: Du skal dø. Men hvad nu, hvis du ikke vil høre det her? Hvad nu hvis du på alle måder fortæller mig, at lige netop dét vil du ikke have at vide. Skal jeg så lade være?”

Der findes ikke ét svar, men generelt mener Henrik Høgh-Olesen, at det handler om at finde en version af sandheden, som ikke er så tung, at den får fundamentet til at revne. Heri ligger også forklaringen på hvorfor – og opskriften på hvordan – vi lyver for os selv.

”Man må give sig selv den bedst tænkelige udgave af sandheden. Den som man bedst kan bære, for at man kan holde sig selv ud. Det må ikke være så meget ude af trit med virkeligheden, at det er forrykt, for så kan folk spærre én inde. Men den dårlige karakter skal forklares, så selvfølgelig finder man den bedste version. Vi skal jo videre i spillet. Den

dumpede elev kan sige ’jeg er ualmindelig dum, jeg egner mig slet ikke til at studere’, men det ville være svært at hive sig op efter den. Men han kan også sige ’det var fandeme også de mest absurde spørgsmål’, eller han kan sige ’ja, hånden på hjertet, jeg har ikke prioriteret det her fag, der var noget, der var mere spændende, jeg tænkte, det går sgu nok, jeg har været doven og prøvet at sjuske mig igennem’. Det faktum, at man dumper, kan forklares på mange måder, og det er da mest hensigtsmæssigt at finde den version, man kommer bedst videre med,” slutter Hen-rik Høgh-Olesen.

Og som du, kære læser, snart vil se, kan man komme meget langt med at fortolke sandhe-den lidt. Både meget langt op, og meget langt ud. Nyd turen.

18

18 19

Meget mere end når du fortæller sandheden. Når du lyver, skal du nemlig holde styr på hele to historier på én gang: Sandheden og den løgn, du er ved at brygge.

Og jo mere kompleks løgnen er, jo hårdere arbejde sætter du hjernen på. Og jo dummere du er, jo sværere er det at gøre det godt, for udover at holde styr på to historier skal du også koncentrere dig om at styre kroppen uden om alle de fysiologiske fælder, vi har det med at falde i, når vi lyver (mere om dem i De 10 Bud, side 40). Altså kræver det ikke bare til-stedeværelsen af føromtalte to hjerneområder,

men også en vis aktivitet i dem at lyve – med mindre du har et særligt talent for det eller at øvelse har gjort dig mester.

Det er derfor små børn og fulde folk er så dår-lige til at lyve (mere om dem i Løgn fra A-Å, side 82), og det er også derfor du, ved at læse videre, kan lære hvordan man afslører en løgn.

Hvad sker der i hjernen?

19

20 21

tilbageholde videnMan kan komme langt med denne umiddel-bart tilforladelige måde at omgå sandheden på – og derfor bruges den konstant af alle. ”Det, vi fortæller, er ikke løgn i faktuel for-stand,” skriver Ernest Holm Svendsen i bogen Nærvær. ”Men vi forskyder tyngdepunktet i vores fremstilling, så det indtryk, den efterla-der hos den lyttende, bliver det.” Advokaten tjener kassen på det, men omsat til almindelig hverdagsliv betyder det, at vi begrænser vores for-sent-på-job-forklaring til køen på motorve-jen. Ikke et kvæk om den ekstra halve time, vi tog i sengen, og køen på badeværelset. Det

er ikke løgn, men ifølge præsten er det ligeså slemt.

KonspirationsteorierEn teori, der er overbevisende nok til at så tvivl ved den officielle sandhed. Der findes stærke konspirationsteorier, og der findes sva-ge. De stærke overlever generelt længst tid, men teorier om proformaægteskaber og klep-tomaner i det danske kongehus vidner om, at også svage kan klare sig lang tid. Hm.

Beslægtede fænomener:Andre ting der lugter af løgn

20 21

mYterGrundlaget for al tro, og ikke noget man skal pille for meget ved, hvis man ønsker at blive i troen. Myter findes i flere varianter. Den re-ligiøse myte udmærker sig ved at være en af de få, der hævder at have grundlag i virkelig-heden. Blandt andet tror tilhængere af Moon-bevægelsen i ramme alvor, at Jesus aflagde sektens leder, Sun Myung Moon, en visit så sent som i 1935 for at bede ham om hjælp til at fuldføre den mission, som endte uafsluttet på korset. Hr. Moon må have misset nogle de-taljer i overleveringen, for indtil videre er der kun kommet en bunke koreanske massebryl-lupper ud af det. Eller var det i virkeligheden det, det hele handlede om?

vandrehistorierNår en historie starter med ”min mors bedste venindes lillesøster,” kan du roligt samle avi-

sen op igen og læse videre – med mindre du har lyst til at høre en sikkert rigtig god løgne-historie. Vandrehistorier er en slags folkeover-levering, der fortælles af folk, som af en eller anden grund selv tror på dem. Ingen ved, hvor historierne kommer fra, men deres videre færd er op til dig.

Fortie sandhedenMan behøver ikke partout svare på spørgsmål som ”hvem har pruttet?”

intrigerEn udvidet version af at tilbageholde viden, hvor det handler mere om at skabe problemer end at undgå dem. Her er udeladelse af fakta sjældent nok. En god intrige kræver, at du fordrejer eller arrangerer dem lidt. Dette kan blandt andet gøres ved at citere personen i