EU OG DEN DANSKE MODEL

30. januar 2017

IndholdsfortegnelseEU OG DEN DANSKE MODEL, PROBLEMFORMULERING...................................................................5

INDLEDNING..........................................................................................................................................5UDFORDRINGERNE..................................................................................................................................6

1. NY STYRING UDFORDRER DET ØKONOMISK POLITISKE RÅDERUM OG FLEXICURITY OG HÅNDTERER IKKE DEN SOCIALE KRISE.............................................................................................8

BAGGRUND...........................................................................................................................................8UDFORDRINGER......................................................................................................................................8STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE....................................................10LØSNINGSMODELLER.............................................................................................................................10

2. EU’S STIGENDE INTERESSE FOR OVERENSKOMSTVILKÅR SOM ET MIDDEL TIL AT FREMME EU-LANDENES KONKURRENCEEVNE....................................................................................................11

BAGGRUND.........................................................................................................................................11UDFORDRINGER....................................................................................................................................11STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE....................................................12LØSNINGSMODELLER.............................................................................................................................13

3. SOCIAL DUMPING SOM FØLGE AF DEN FRIE BEVÆGELIGHED.................................................14

BAGGRUND.........................................................................................................................................14UDFORDRINGER....................................................................................................................................14STRATEGISKE MULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE...........................................................16LØSNINGSMODELLER.............................................................................................................................16

4. REFIT, REGELFORENKLING OG ARBEJDSTAGERBESKYTTELSE..................................................18

BAGGRUND.........................................................................................................................................18UDFORDRINGER....................................................................................................................................19STRATEGISKE OVERVEJELSER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE..........................................................20LØSNINGSMODELLER.............................................................................................................................20

5. DEN SOCIALE DIALOG OG PARTERNES INDFLYDELSE ER UNDER PRES PÅ ARBEJDSMARKEDET 22

BAGGRUND.........................................................................................................................................22DEN SOCIALE DIALOGS TILSTAND..............................................................................................................22UDFORDRINGER....................................................................................................................................22PARTERNES ARBEJDSPROGRAM 2015-17..................................................................................................23STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE....................................................23LØSNINGSMODELLER.............................................................................................................................24

6. DANSK FAGBEVÆGELSES INDFLYDELSESMULIGHEDER I EU....................................................24

EU og den danske model, problemformulering

Indledning

Den danske modelDet grundlæggende ved den danske model er, at lovgivningsmagten overlader det til arbejdsmarkedets parter at fastlægge løn- og arbejdsvilkår i kollektive overenskomster. Det væsentligste middel for parterne i den forbindelse er deres ret til at danne foreninger, som varetager deres kollektive interesser og til tage kollektive kampskridt i forbindelse med forsøget på at indgå kollektive overenskomster.

Således har lovgivningsmagten været tilbageholdende med at lovgive om løn- og arbejdsvilkår. Den arbejdsdeling mellem lovgiver og parter er tydeligt udtrykt i den parlamentariske debat om oprettelsen af den faste voldgiftsret i 1910. Man kan opfatte arbejdsdelingen som en uskreven kontrakt mellem arbejdsmarkedets parter og lovgiver. Da der er tale om en uskreven kontrakt, vil det dog heller ikke være retfærdigt at sige, at der er tale om en fuldstændig konsekvent og uforanderlig arbejdsdeling.

For det første har der ganske ofte været gjort undtagelser fra delingen. Det har for eksempel været tilfældet med ferieloven, funktionærloven, sømandsloven, landbrugsloven og godskørselsloven. Alle love er eksempler på, at staten har reguleret på området, som normalt har været overladt til arbejdsmarkedets parter. For det andet har påvirkningen fra internationale og overstatslige organer påvirket reguleringen. For eksempel påtog staten sig i 1966 at anvende arbejdsklausuler i statslige kontrakter for at sørge for vilkår på linje med de overenskomstmæssige i forbindelse med offentlige kontrakter. Og Danmarks indtræden i EF og de senere traktatændringer har betydet afgivelse af lovgivningskompetence på delområder indenfor arbejdsvilkår, fx ligestilling, fri bevægelighed for arbejdskraft og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

Det er til gengæld karakteristisk for disse undtagelser, at parterne meget ofte har haft betydelig indflydelse på den regulering, der er kommet fra lovgiver.

Endvidere kan lovindgreb i lovlige konflikter tages som udtryk for, at parterne handler under lovgivningsmagtens tillid til, at parterne tager et samfundsmæssigt ansvar, og at konkrete problemer løses; og at lovgivningsmagten anvendes, hvis tilliden ikke indfries.

Arbejdsdelingen har undervejs også manifesteret sig i den såkaldt flexicuritymodel, hvor primært overenskomsterne regulerer betingelserne for opsigelse. Disse betingelser er efter europæisk standard lempelige. Til gengæld har staten leveret en social beskyttelse og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Det er endelig en central del af den danske model, at den ikke kun vedrører reguleringen af arbejdsmarkedet. Den er også er en model for et bredere samarbejde om udviklingen af samfundet mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere. Udviklingen af arbejdsmarkedet kan ikke tilrettelægges isoleret fra det øvrige samfund, og de politiske rammevilkår er derfor væsentlige for den regulering, der aftales mellem fagbevægelse og arbejdsgivere.

UdfordringerneHovedorganisationerne står over for en række udfordringer i forhold til EU. Det skyldes bl.a. den øgede regulering af nationalstaternes overordnede økonomi, stigende fokus på løn- og ansættelsesvilkår og deregulering af væsentlige regler på arbejdsmarkedet og arbejdsforhold.

Der kan tænkes meget forskellige scenarier for EU’s udvikling de kommende år. En stor aktuel udfordring består i, hvordan social- og arbejdsmarkedspolitikken integreres i det styrkede økonomiske samarbejde i EU. Den øgede økonomiske integration har allerede betydet, at væsentlige forhold af medlemsstaternes lønudvikling, sociale forhold og arbejdsløshed m.v. overvåges. Det sker i forbindelse med de årlige vækstpakker og arbejdsmarkedsanalyser. Udfordringen for den danske model er, at arbejdsmarkedsforhold, som vi med reference til EU-traktaten indtil nu har anset for rene nationale anliggender, bevæger sig ind i en fælles europæisk styringsmodel.

En afgørende faktor for det europæiske samarbejde de kommende år er resultatet af den britiske folkeafstemning om EU-medlemsskabet den 23. juni 2016. I skrivende stund har briterne endnu ikke aktiveret artikel 50, og selv når eller hvis det sker, så vil situationen være præget af usikkerhed i nogle år frem. På den baggrund er det umuligt på nuværende tidspunkt at vurdere betydningen af brexit i forhold til både EU som et hele og i forhold til arbejdsmarkedsområdet. Men at spørgsmålet kommer til at fylde meget i EU hersker der næppe tvivl om.

Et scenarie for EU’s udvikling er en køreplan, der sætter retningen for et mere vidtgående samarbejde, der kan medføre en traktatfornyelse. Dette indeholder overvejelser om øget demokratisering af de europæiske beslutningsprocesser m.v., samt at de frivillige økonomiske aftaler/diverse økonomiske pagter i det nuværende europæiske semester bliver indarbejdet i en ny traktat og dermed får en mere bindende karakter. Men et mere sandsynligt scenarie er nok, at EU’s udvikling de kommende år vil basere sig på mellemstatslige aftaler med euro-landene som omdrejningsakse.

Uanset hvilket af de to scenarier der bliver realiteten, må konsekvensen for fagbevægelsens strategiovervejelser antages at være den samme: Danmark kan blive presset til at revurdere de realpolitiske muligheder for at opretholde særlige hensyn til den danske arbejdsmarkedsmodel, når/hvis kernen af EU går i retning mod større integration af social- og arbejdsmarkedspolitikken, blandt andet gennem en stigende koordination af arbejdsmarkedsreformer.

I størstedelen af europæisk fagbevægelse er der et generelt ønske om at bruge EU til at sikre fx minimumsstandarder for løn, arbejdsvilkår og sociale ydelser Derfor må det forventes, at EFS vil stille nogle krav til modydelser, fx om social dialog og forhandlinger, hvis integrationsprocessen fortsætter. Kommissionen søger pt. at styrke arbejdsmarkedets parters involvering i det økonomiske samarbejde, bl.a. gennem et formelt trepartssamarbejde og ved en forpligtende dialog med arbejdsmarkedets parter om de økonomiske forudsætninger, der indgår i EU’s planlægning. Flere sydeuropæiske fagforeninger i EFS støtter aktivt en styrkelse af denne dialog. Denne dialog kan også tænkes udvidet til dialog om andre emner end de økonomiske, fx inden for det arbejdsmarkedsmæssige og sociale område og derved blive en styrkelse af den sociale dialog.

Et andet emne, der kan tænkes at komme på bordet fra EFS’ side, er europæisk mindsteløn, som i de senere år allerede har været drøftet, bl.a. i EFS. I øjeblikket er det kun Italien, Tyskland, Danmark, Østrig, Cypern og Sverige, der har en (næsten) rent aftalebaseret aflønning, og Tyskland

6

har nu indført lovfæstet mindsteløn. Dansk fagbevægelse overvejer den nye situation, hvor opbakningen i Europa til den aftaleregulerede arbejdsmarkedsmodel er afgørende mindre fra den ene dag til den anden i og med, at overenskomsternes normsættende virkning bliver mere og mere fortid i Tyskland. Denne udvikling kombineret med de stigende problemer med social dumping kan udfordre dansk fagbevægelses holdning til lovgivning om minimumsløn.

Styrket koordinering af overenskomstkravene er et tredje emne, der kan komme på tegnebrættet i EFS.

Diskussioner om en sådan udvikling kan blive yderligere udfordret af, at det er usikkert i hvilket landeforum, beslutninger om styrket integration i EU vil blive taget. Vil det være i den hårde kerne af eurolande eller i den bredere kreds af EU-lande?

Dansk fagbevægelse står over for den udfordring, at store dele af EU bevæger sig i retning af øget integration, herunder af social- og arbejdsmarkedspolitikken, med bred opbakning inden for EFS. Det vil udfordre den danske arbejdsmarkedsmodel. Hvordan stiller det os? Det er fagbevægelsens udfordring, som i dette notat bliver behandlet med fokus på 5 emner:

1. Ny styring udfordrer det økonomisk politiske råderum og flexicurity og håndterer ikke den sociale krise.

2. EU’s stigende interesse for overenskomstvilkår som et middel til at fremme EU-landenes konkurrenceevne.

3. Social dumping som følge af den frie bevægelighed.

4. Deregulering af arbejdsmarkedsregler og arbejdsforhold.

5. Den sociale dialog og parternes indflydelse er under pres på arbejdsmarkedet.

Alle 5 emner indeholder en kort baggrundsbeskrivelse fulgt op af et afsnit, der redegør for udfordringerne i den danske model. Afslutningsvis er skitseret strategiske valgmuligheder og løsningsmodeller.

7

1. Ny styring udfordrer det økonomisk politiske råderum og flexicurity og håndterer ikke den sociale krise

BaggrundEuropæisk økonomi blev hårdt ramt af finanskrisen. Krisen førte til faldende beskæftigelse og stigende arbejdsløshed i de fleste europæiske lande. Frem mod 2010 skiftede krisen karakter. Store offentlige underskud pressede de europæiske økonomier og nødvendiggjorde krisepakker til flere lande. I andre EU-lande indledte EU-Kommissionen henstillingsprocedurer. Det betød, at en række lande bleiikkjiv påbudt at nedbringe de offentlige underskud gennem besparelser og strukturtiltag. De store underskud satte også spørgsmålstegn ved de europæiske økonomiers troværdighed, hvorfor en række sydeuropæiske økonomier kom under spekulativt pres, der førte til væsentligt højere statsobligationsrenter i de berørte lande. Det forværrede krisen. I slutningen af 2011 såede krisen også tvivl om euroen. Det betød, at en række lande, herunder Danmark, indgik en aftale om forstærket budgetdisciplin og økonomisk koordinering (Finanspagten). Man må endelig notere sig, at ECB først relativt sent gav Eurokrisen et modsvar, der kunne have lettet krisepolitikken.

Den økonomiske krise førte til krav om store offentlige besparelserDen europæiske håndtering af krisen efter 2010 fokuserede primært på at få styr på de offentlige finanser for at genoprette de finansielle markeders tiltro til europæisk økonomi. Det betød, at EU gennem det europæiske semester introducerede en stram økonomistyring, og på samme tid søgte man at håndtere de væsentlige strukturproblemer i de sydeuropæiske lande, mens den umiddelbare jobskabelse kom i anden række. Nogle af tiltagene var nødvendige skridt for at genoprette tilliden til euroen og de europæiske økonomier, men de har ikke adresseret den jobkrise, som Europa er i. Faktisk har den stramme styring de senere år mindsket de europæiske landes råderum på et tidspunkt, hvor der var behov for at styrke beskæftigelsen. Om end der i realiteten var råderum til en lempelse i en række nordeuropæiske lande, førte EU-henstillingerne om at nedbringe store offentlige underskud til store offentlige besparelser midt under en lavkonjunktur1. Finanspolitiske lempelser, der kunne have hjulpet hele Europa ved at styrke efterspørgslen, blev ikke gennemført. Sådanne tiltag kunne have understøttet den økonomiske udvikling og bragt optimismen tilbage i europæiske virksomheder og hjem. Erfaringer fra Tyskland har vist os, at et ensidigt fokus på lønkonkurrenceevne giver et reallønsfald, og fremtidige vækstinitiativer må derfor tage denne del af finanspolitikken med.

UdfordringerI kølvandet på den europæiske statsgældskrise har fokus de senere år i højere grad været at genskabe tilliden til de europæiske økonomier gennem økonomistyring frem for gennem jobskabelse. Den strammere styring af de europæiske økonomier vil også fremadrettet mindske råderummet i den økonomiske politik. Økonomistyringen er en del af det europæiske semester, som

1 IMF påviste i Economic Outlook, efterår 2012, at offentlige besparelser har større virkning på vækst og jobskabelse i den aktuelle krise end normalt, hvilket gør besparelserne mere kritiske.

8

er et værktøj til at samordne medlemslandenes økonomiske udvikling. Det europæiske semester følger landenes budgetsituation, reformtiltag og eventuelle makroøkonomiske ubalancer.

Den økonomiske styringsproces i EU er nu så fremskreden, at den sandsynligvis vil indebære nye lovgivningstiltag og dermed følgelovgivning. Det vil udfordre den danske model.

Den økonomiske krise er en jobkriseDen sociale krise er blevet forværret i hele EU. Flere udstødes af arbejdsmarkedet. Langtidsarbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden har nået nye højder. Den økonomiske krise i Europa er en jobkrise, særligt i Sydeuropa. På samme tid er der sket en væsentlig stigning i antallet af lønmodtagere, der arbejder til lønninger langt under, hvad det kræver at opretholde et anstændigt liv.

Det er vigtigt, at der hersker tillid til europæisk økonomi. Det er også vigtigt, at der er råderum til at investere i vækst og job under dybe og længerevarende tilbageslag.

Men hovedudfordringen i den økonomiske politik og EU´s styring er, at den ikke håndterer den jobkrise, Europa står i lige nu.

Det anerkendes, at der i 2015 er vedtaget en investeringsplan, der skal bidrage til at skabe arbejdspladser som efterspurgt af fagbevægelsen. Der er der dog fortsat behov for yderligere tiltag til at understøtte vækst- og beskæftigelsen i EU. Muligheden for at øge midlerne til den europæiske investeringsbank bør afdækkes, da dette vil generere privat kapital til rentable projekter. Ligeledes kan en koordineret indsats, hvor nordeuropæiske lande med råderum lemper finanspolitikken, gavne hele Europa. Disse tiltag kan mindske virkningerne af den omfattende krise og skabe fornyet optimisme.

Flexicurity under pres europæisk og nationaltDen stramme økonomistyring udfordrer også flexicurity i Danmark. Det skete fx da dansk økonomi fik en EU-henstilling om at nedbringe det strukturelle underskud med 1,5 pct. af BNP mellem 2010 og 2013. Det udløste den såkaldte genopretningspakke, og i den indgik en halvering af dagpengeperioden. Det svækkede tryghedsdelen af flexicurity (security) væsentligt.

Til trods for det har EU-Kommissionen og arbejdsmarkedsforskere fremhævet den danske flexicuritymodel som et forbillede for arbejdsmarkedspolitikken i Europa. Desværre er en EU-flexicurity dog i flere lande blevet lanceret som led i sparetiltag. Fokus har primært været på at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked og i mindre grad på tryghedsdelen (security).

En væsentlig udfordring for den europæiske fagbevægelse må være, at den europæiske arbejdsmarkedspolitik ikke alene fokuserer på at styrke fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at der tages hånd om de sociale udfordringer. Derfor må introduktionen af flexicurity ikke kun være en spareøvelse. Den aktive beskæftigelsespolitik og understøttelse af arbejdsløse må ikke nedprioriteres.

Den stramme økonomistyring er i Danmark gennemført med Budgetloven. Det udfordrer den danske flexicuritymodel, fordi Budgetloven indeholder udgiftslofter, som i et vist omfang også berører udgiftsposter, der har med den aktive arbejdsmarkedspolitik og livslang læring at gøre. Derimod er udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse (tryghedsdelen) ikke umiddelbart omfattet.

9

Således er en væsentlig udfordring for den danske flexicuritymodel at sikre en velfungerende, aktiv beskæftigelsespolitik, som bringer de arbejdsløse hurtigt tilbage i job. Desuden skal den sikre efteruddannelser som understøtter livslang læring, så lønmodtagerne løbende opkvalificeres, så de bedre kan håndtere arbejdsmarkedets krav, som kontinuerligt ændres. Det betyder også, at disse tiltag bør kunne få større vægt under en lavkonjunktur, da de automatisk vil understøtte økonomien i dårlige tider.

Strategiske valgmuligheder for dansk og europæisk fagbevægelseHoved- og medlemsorganisationerne bør løbende diskutere fagbevægelsens holdning til den økonomiske politik i Europa og Danmark, og i den forbindelse de muligheder og bindinger, der fra europæisk niveau pålægges den økonomiske politik i Danmark. Det er særligt vigtigt, at den danske fagbevægelse sammen med vores europæiske samarbejdspartnere søger at påvirke EU’s økonomiske politik og mindske ”skaderne” på det danske system.

Arbejdet skal understøtte den danske model. Der skal arbejdes for:

Koordineringen af den økonomiske politik – finans- og pengepolitik – i Europa skal understøtte vækst og beskæftigelse for alle lønmodtagergrupper.

Den danske arbejdsmarkedsmodel skal respekteres. Det er vigtigt, at EU-lovgivning ikke svækker den danske flexicuritymodel.

Den økonomiske politik i EU bør også have større fokus på de sociale udfordringer.

Den økonomiske krise i Europa er gået fra at være en finansiel krise til en gælds- og tillidskrise, men har hele tiden været en realøkonomisk jobkrise. Jobkrisen udfordrer både den europæiske økonomi og den europæiske fagbevægelse. Således er en central sigtelinje den europæiske indsats for at skabe vækst og job.

Løsningsmodeller Fremadrettet bør den europæisk koordinering af den økonomiske politik også fokusere på at

understøtte beskæftigelsen. Det gælder både finans- og pengepolitikken. Vækst og beskæftigelse bør udgøre bindende målsætninger i det europæiske semester

Den europæiske investeringsplan bør følges op af yderligere tiltag, som fremmer beskæftigelsen på kort sigt og investerer i euro’en.

Det bør overvejes at holde fremrykkede offentlige investeringer uden for de mellemfristede underskudskrav ved dybe og længerevarende tilbageslag.

Den nationale lovgivning bør ikke være strammere end Finanspagten tilsiger. Den danske budgetlovs krav om det strukturelle offentlige underskud bør være på linje med Finanspagtens krav2.

Udgifter til flexicuritymodellen under dybe og længerevarende tilbageslag bør ikke være omfattet af udgiftslofterne, og de bør holdes ude af underskudskravet.

2 De mellemfristede krav til den faktiske offentlige saldo og den offentlige gæld suppleres med et strukturelt saldokrav, om at et strukturelt underskud som udgangspunkt ikke må overstige ½ pct. af BNP, men kravet kan ændres afhængigt af det enkelte lands økonomiske situation. Robustheden af dansk økonomi indebærer, at EU-Kommissionen strukturelle underskudskrav er på ¾ pct., om end den danske budgetlov fortsat har et underskudskrav på ½ pct. af BNP.

10

2. EU’s stigende interesse for overenskomstvilkår som et middel til at fremme EU-landenes konkurrenceevne

BaggrundLønudvikling er i udgangspunktet i henhold til EU-traktaten et nationalt anliggende. Alligevel betyder den skærpede globale konkurrence sammen med en europæisk økonomisk integration, at EU reelt i vidt omfang sætter rammerne for lønudviklingen i EU-landene.

I 2013 lød de årlige EU-anbefalinger til en række landes økonomiske politik fx på at sikre en bedre sammenhæng imellem løn- og produktivitetsudviklingen. For visse lande var der mere specifikke anbefalinger om at begrænse lønudviklingen. Fx advares der direkte mod pristalsregulering af løn eller mod en bestemt lønudvikling, der overstiger x pct. Meldingen fra EU-Kommissionen til Danmark lød, at det vigtigste for at beskytte konkurrenceevnen var at sikre en moderat lønudvikling, der ikke bidrog negativt til priser og omkostninger, samt at dansk eksport var fleksibel og at produktiviteten forbedres, navnlig i servicesektoren.

EU forsøger på den måde – primært via det europæiske semester – at påvirke løndannelsen.

EU har fokus på løn som en omkostning. EU’s økonomiske dagsorden søger at styrke konkurrenceevne og dæmpe inflation ved at begrænse lønudviklingen. Store dele af Europa har de seneste år oplevet en væsentlig lønkonkurrence og derfor et nedadgående lønpres. Det har øget uligheden i de enkelte lande og skadet den økonomiske udvikling. For selvom EU-landenes lønkonkurrenceevne i forhold til resten af verden har en væsentlig betydning for kontinentets eksport og import, er der indenfor EU stigende opmærksomhed på, at stagnerende eller faldende lønninger kan holde den økonomiske udvikling tilbage, fordi 2/3 af eksporten fra EU-lande er import i andre EU-lande. Et ensidigt fokus på lønkonkurrenceevne rammer derved efterspørgslen

Overenskomstparterne ser typisk løn som en udgift/indtægt, der påvirker konkurrenceevnen. I den makroøkonomiske debat ser arbejdsgiverne løn som primært en produktionsudgift/-omkostning, mens den europæiske fagbevægelse herudover ser løn som en vigtig faktor for efterspørgsel og en retfærdig fordeling af goderne.

UdfordringerOvenstående udvikling sætter den europæiske fagbevægelse og ikke mindst den nordiske/danske fagbevægelse over for tre udfordringer.

1. EU's indblanding i lønfastsættelsen En stor udfordring for dansk fagbevægelse er at tage stilling til, hvordan EU's indtrængen på lønområdet kan stoppes eller i hvert fald begrænses. Der skal tages stilling til, om den europæiske fagbevægelse, herunder EFS, kan få styrket sin indflydelse på den økonomiske og politiske udvikling i EU. Problemstillingen skærpes yderligere af, at holdningerne opsplittes, idet EU måske vil udvikles med forskellige hastigheder fremover (euro/ikke euro lande, Nord-/Sydeuropa osv.).

11

2. Forskellige holdninger til indførelse af minimumsløn i den europæiske fagbevægelseDer pågår (igen) en livlig diskussion om indførelse af principper for europæisk minimumsløn.

Der er forskellige holdninger til spørgsmålet blandt fagforeningerne i Europa og i det hele taget til, hvordan man i den europæiske fagbevægelse skal besvare udfordringen med en løndannelse, der presses nedad i Europa. Ikke mindst en lang række syd- og centraleuropæiske landes fagforeninger er meget pressede, og de ser centrale EU-løntiltag som et bolværk mod forringelser.

En vigtig udfordring i den forbindelse er, at parternes autonomi fastholdes i forbindelse med indgåelse af nationale/brancherettede overenskomster, herunder ikke mindst i forhold til lønaftaler. En anden særlig udfordring er holdningen til, hvorvidt minimumslønninger kan begrænse social dumping.

Forskellige modeller har været foreslået i forbindelse med en (europæisk) minimumsløn: Præcise europæiske kriterier for en minimumsløn (fx 50 pct. af gennemsnitslønnen eller 60 pct. af medianlønnen i hvert enkelt land), generelle principper for en europæisk minimumsløn (fx en ”retfærdig” løn), national fastsat praksis for minimumsløn, der er ”fair” (EFS’s politik i dag), erga omnes-principper for national minimumsløn i hvert enkelt land (fx almengøring af overenskomstens mindsteløn) eller national minimumsløn alene baseret på nationale/brancherettede overenskomster (som i Danmark i dag).

3. Faldende organiseringsgradEFS og medlemsorganisationerne udfordres af, at deres organiseringsgrad generelt er nedadgående. Desuden var der i flere lande under krisen kun i meget begrænset omfang overenskomstforhandlinger, eller de faglige organisationer blev overset i trepartsdrøftelser, hvis de overhovedet fandt sted.

Disse udfordringer giver anledning til, at dansk og europæisk fagbevægelse kommer med et bud på en dansk fagbevægelsesstrategi i forhold til det kildne emne løn- og overenskomstvilkår i EU-regi.

Strategiske valgmuligheder for dansk og europæisk fagbevægelseDet er vigtigt at dansk fagbevægelse arbejder på at øge indflydelsen på det makroøkonomiske niveau i EU såvel som på de diskussioner om løn- og ansættelsesvilkår, der uvægerligt vil dukke op de kommende år i EU-regi – ikke mindst i europæisk fagbevægelse.

I den sammenhæng skal man fra dansk fagbevægelses side arbejde for, at de fælles holdninger, der indgås indenfor europæisk fagbevægelse, afspejler en respekt for de nationale systemer.

Spørgsmålet om effektive og fleksible arbejdsmarkeder rejses jævnligt i de forhandlinger, der føres under den sociale dialog og spillede således en stor rolle under forhandlingerne om ungeledighed. Senest er der igangsat en udredning mellem parterne på europæisk plan for at se nærmere på denne problemstilling. For fagbevægelsen er det vigtigt at arbejde ud fra en forudsætning om, at der ikke er en modsætning mellem fleksibilitet og effektivitet på den ene side og beskyttelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder på den anden.

12

LøsningsmodellerDansk fagbevægelse bør satse på at få mere indflydelse på den økonomiske politik i EU og en styrket organisering af lønmodtagersiden. Det kan blandt andet gøres ved at arbejde for, at EFS indgår tydeligere i den sociale dialog med EU-Kommissionen for at påvirke dels den generelle makroøkonomiske debat i EU dels det lønmæssige fokus i den økonomiske koordination i det europæiske semester, idet begge dele berører lønudviklingen.

Det er i dansk fagbevægelses interesse, at der bliver bedre muligheder for kollektive overenskomster og generelt en forbedret forhandlingsevne blandt Europas lønmodtagere via styrkede faglige organisationer. Der skal arbejdes for at styrke den sociale dialog i EU, på en måde som tager hensyn til de nationale systemers forskelligartede karakter og respekterer parternes autonomi. Samarbejde på europæisk plan af overenskomsttemaer kan styrkes gennem erfaringsudveksling, vejledninger eller idékataloger. Endelig er det oplagt, at der på lang sigt arbejdes for at styrke organisering.

Fagbevægelsen bør understøtte politiske tiltag, der styrker arbejdsmarkedet. Vi skal arbejde for fleksible, velfungerende arbejdsmarkeder. Samtidig skal vi gå imod tiltag, der skaber nye grupper af lavtlønsansatte og såkaldte working poor-grupper.

Fagbevægelsen må stå vagt om parternes autonomi og de enkelte medlemsstaters ret til at vælge arbejdsmarkedssystemer.

13

3. Social dumping som følge af den frie bevægelighed

Baggrund

DanmarkReguleringen af det danske arbejdsmarked er traditionelt hovedsageligt sket ved, at der er indgået kollektive overenskomster mellem repræsentative parter på arbejdsmarkedet. Hvorvidt en kollektiv overenskomst gælder for en konkret arbejdstager, afhænger i første række af arbejdsgivers forhold. Den gælder kun hvis arbejdsgiveren er medlem af den arbejdsgiverorganisation, som har indgået overenskomsten eller selvstændigt har indgået overenskomst med en fagforening. I anden række om det pågældende arbejde falder inden for overenskomstens faglige gyldighedsområde. Det betyder, at dækningen er uafhængig af arbejdstagerens organisationsmæssige forhold.

EU-retligtReglerne for det indre marked foreskriver fri bevægelighed. I denne sammenhæng er primært reglerne om fri bevægelighed for tjenesteydelser og arbejdskraft af interesse.

For så vidt angår tjenesteydelserne indebærer reglerne, at det skal være muligt frit at levere tjenesteydelser over grænserne. Det betyder, at restriktioner, der hindrer en sådan fri udveksling, som udgangspunkt er forbudte. Den frie bevægelighed for tjenesteydelser indbefatter bl.a., at tjenesteyderen kan anvende ansatte fra hjemlandet i forbindelse med leverance af tjenesteydelser i modtagerlande. Disse arbejdstageres ansættelsesforhold er som udgangspunktet reguleret af hjemlandets lov. Værtslandet skal så også sørge for, at en afgrænset kerne af forpligtelser og rettigheder efter værtslandets lovgivning finder anvendelse (udstationeringsdirektivet)

Reglerne om arbejdskraften indebærer navnlig, at arbejdstagere frit kan tage ophold og beskæftigelse i en anden medlemsstat, og at enhver forskelsbehandling begrundet i arbejdstagerens nationalitet er forbudt. Der er således stor forskel på grundlaget for henholdsvis udstationeredes arbejdsforhold og de vandrende arbejdstageres.

EU-faktiskUdvidelserne af EU i 2004 og 2007 betød en stor ændring af den socioøkonomiske balance blandt medlemsstaterne. Der opstod herefter i langt højere grad incitaments-strukturer på baggrund af de socioøkonomiske forskelle. Fx var BNP pr. indbygger i 2013 i Danmark 444.400 Euro, hvor de tilsvarende tal for Polen, var omkring 10.000 Euro. De baltiske lande lå lidt højere, mens Bulgarien og Rumænien lå betydeligt lavere. Forskellene har ført arbejdskraft og tjenesteydelser fra de nye til de gamle EU-lande. Om størrelsen af de faktiske bevægelser hersker der stor usikkerhed. Men at der er tale om et stadig stigende antal er sikkert.

UdfordringerDisse bevægelser giver den udfordring, at der nu er en ny arbejdsstyrke til rådighed enten direkte (arbejdskraftens fri bevægelighed) eller via entreprise- og vikarforhold (tjenesteydelser). Denne

14

arbejdsstyrke er villig til at udføre arbejde til en betaling og på vilkår, der ligger langt fra, hvad en dansk arbejdstager vil være villig til.

Udfordringen for fagbevægelsen består overordnet i at sikre, at arbejde, der udføres i Danmark, udføres på vilkår, der er i overensstemmelse med de repræsentative overenskomster for de pågældende faglige områder og således sikre medlemmerne mod den unfair konkurrence, vi betegner social dumping.

I et system, hvor den primære regulering af det lønnede arbejdsforhold består i privatretlige aftaler indgået i foreningsretlige rammer, består udfordringen i første omgang i at få de udenlandske aktører omfattet af reguleringen.

Når der er tale om direkte ansættelse i indenlandske virksomheder, svarer den udfordring til, hvad der kendes fra almindeligt fagligt arbejde, og arbejdet vil i mange tilfælde allerede være overenskomstdækket. Det modificeres dog af, at fagbevægelsen i stigende omfang møder arbejdsgivere fra de nye EU-lande, der har etableret sig i Danmark. Er der derimod tale om arbejde, der udføres af en udenlandsk virksomhed og således i regi af den fri bevægelighed for tjenesteydelser, må fagforeningen sørge for at få arbejdet overenskomstdækket. Udfordringen består her blandt meget andet i at:

De udenlandske virksomheder kommer i ganske stort antal.

At indgå overenskomster med en dansk fagforening fremstår som noget fremmed, ofte også uforudset og dermed fordyrende i forhold til opgaven.

Derfor kan den udenlandske arbejdskraft frygte at miste arbejdet og vil måske modsætte sig overenskomstindgåelse.

Reglerne om fri bevægelighed sætter snævre rammer for at indgå overenskomst.

Den pågældende virksomhed er i mange tilfælde en enkeltmandsvirksomhed, ofte et camoufleret ansættelsesforhold (arme og ben). I alle tilfælde giver det ikke megen mening at søge at indgå overenskomst med en sådan virksomhed.

Ofte er der ikke en person til stede, der har kompetence til at indgå kollektiv overenskomst for virksomheden.

Arbejdet tilrettelægges ofte i entreprisekæder, hvorved ansvaret for løn- og arbejdsvilkår skydes ned i kæden ofte til foretagender, der hverken er særligt samarbejdsvillige overfor fagbevægelsen eller solide økonomisk.

I forhold til transportområdet er der den særlige udfordring, at både virksomhedernes og arbejdernes fysiske tilstedeværelse er flygtig som følge af arbejdets natur. Dette er dog en kendt problemstilling nationalt, og den er fx håndteret i godskørselslovens krav om overenskomstmæssige vilkår som forudsætning for godskørselstilladelse.

Når et arbejde er overenskomstdækket, består den næste udfordring i at håndhæve overenskomsten.

Vanskeligheder ved håndhævelseHåndhævelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed vanskeliggøres af, at de udenlandske arbejdstagere i meget vidt omfang er svagt organiserede. Det vil som alt overvejende hovedregel være vanskeligt at gennemføre effektiv håndhævelse uden organiserede arbejdstagere.

15

Det samme gælder, når det drejer sig om tjenesteydelser. Hertil kommer, at såvel retlige, kulturelle som sproglige barrierer gør gennemførelsen af fagretlig behandling vanskelig, når fagforening og virksomhed er af forskellig nationalitet. Gennemførelsen af håndhævelsesdirektivet forventes at kunne afhjælpe nogle af problemerne med tvangsinddrivelse, men den endelige implementering er endnu ikke vedtaget. Omvendt ser det på baggrund af folkeafstemningen den 3. december 2015 ikke ud til, at danske fagbevægelse får glæde af fx. kontosikringsforordningen

I det omfang arbejdet ikke er dækket af en overenskomst, findes der nærmest ikke nedre grænser for, hvilke løn- og arbejdsvilkår, der kan gælde.

Endelig kan skattemæssige forhold og adgangen til velfærdsydelser indgå som en del af de lønpakker, der tilbydes udenlandske arbejdstagere, og de bliver på den måde en del af konkurrenceparametrene i den unfair konkurrence.

Strategiske muligheder for dansk og europæisk fagbevægelseDer er tre hovedspor, eller arenaer om man vil, for at møde disse udfordringer:

Det kan overvejes, om det vil være muligt at justere på den lovgivningsmæssige ramme for regulering af løn- og arbejdsforhold for at gøre modellen mere robust i en grænseoverskridende sammenhæng.

Der kan på EU-plan arbejdes med regler om lovvalg, tvangsfuldbyrdelse, udstationering samt øvrig arbejdsretlig regulering.

Der kan endelig fremsættes overenskomstmæssige krav, der kan gøre det overenskomstbaserede system mere robust i sammenhængen.

Dilemmaet i diskussionen om lovgivningsmæssige rammer indeholdende almengøring og lovfastsat mindsteløn består i, at det kan ses som en central løsningsmodel, men at det også er et valg af et lovgivningsspor, som vil indebære væsentlige ændringer i den danske model. Vurderingen er, at de risici, der er forbundet med at lade lovgiver spille en større rolle i forbindelse med fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår, i nogen grad vil demotivere arbejdsgiverne i forhold til at indgå i kollektive forhandlinger og kan have kapacitet til at påvirke adgangen til iværksættelse af kollektive kampskridt i negativ retning.

Det er dog væsentligt at holde øje med udviklingen. Fx kan fremblomstringen af et working poor segment eller negativ udvikling i overenskomsternes dækningsgrad føre til, at man må forholde sig til dilemmaet på ny.

LøsningsmodellerHvad angår den lovgivningsmæssige ramme for overenskomstsystemet og lønkonkurrence kan følgende løsningsmodeller tages i anvendelse:

En mere effektiv og konsekvent gennemførelse af ILO-konvention 94 (arbejdsklausuler i offentlige kontrakter) for alle statslige myndigheder og offentligt ejede selskaber, og at kommuner og regioner anspores til at anvende tilsvarende arbejdsklausuler.

16

Ændret beskatning af udenlandske arbejdstagere, fx ved opsigelse af dobbelt beskatningsoverenskomster, således at det ikke bliver muligt at arbejde i Danmark uden dansk beskatning i samme omfang som i dag.

At der for så vidt angår lovbaserede krav i tilknytning til et ansættelsesforhold så som skat og sociale bidrag (ATP og arbejdsmarkedsbidrag) bør vedtages en lovgivning, der foreskriver kædeansvar. Og at dette også bør ske på arbejdsmiljøområdet.

Hvad angår det EU-retlige kan følgende tages i anvendelse:

Medlemsstaternes gennemførelse og håndhævelse af arbejdsretlige direktiver bør underlægges stærkere kontrol på EU-plan.

Adgang til tvangsinddrivelse af fagretlige afgørelser på tværs af landegrænser samt effektive inddrivelsesregler i øvrigt bør sikres. I den forbindelse skal det vurderes, i hvilket omfang implementeringen af håndhævelsesdirektivet afhjælper problemstillingen.

Arbejdsstedet geografiske placering bør få afgørende betydning for fastlæggelse af lovvalget i arbejdsaftaler.

EFS’ forslag til en social protokol med sikring af de faglige rettigheder bør vedtages i forbindelse med optagelse af nye medlemslande. Protokollen foreskriver groft sagt, at grundlæggende rettigheder såsom strejkeretten altid skal have forrang i forhold til de økonomiske friheder i tilfælde af konflikt mellem rettigheder i de to grupper. De danske organisationer bør arbejde for at skaffe tilslutning til det tysk-østrigsk-svenske initiativ, der tager sigte på at forpligte partierne på en vedtagelse.

I forbindelse med revisionen af udstationeringsdirektivet bør dansk fagbevægelse arbejde for, at udstationerede arbejdere hvad angår løn og arbejdsforhold, kan få samme rettigheder som danske kolleger beskæftiget med tilsvarende arbejde. I den forbindelse er det afgørende, at kompetencen til at fastlægge løn- og arbejdsvilkår fortsat er parternes.

I forhold til transportområdet bør fagbevægelsen arbejde for, at de nationale regler, der er fastsat med henblik på beskyttelse af arbejdstagere i mobile brancher, kan fastholdes og imod arbejdsgivernes muligheder for at shoppe mellem landenes regelsæt.

Og endelig kan følgende søges fremmet på overenskomstniveau:

Forpligtelse til kun at anvende overenskomstdækkede underleverandører.

Regler, der giver bedre mulighed for fagretligt at bedømme realiteten i enkeltmandsvirksomheder.

Kædeansvar.

Særligt robust fagretlig behandling (eks. 48-timers møde i byggeriet).

En mere robust ordning end misforholdsbegrebet eller en styrkelse heraf, når det gælder overenskomstmæssig lønfastsættelse på det satsløse område samt minimallønsområdet.

17

4. REFIT, regelforenkling og arbejdstagerbeskyttelse

BaggrundIgennem flere år har der været forskellige tiltag, der har haft til formål at fremme regelforenkling og afbureaukratisering i EU.

Under Barrosos ledelse nedsatte Kommissionen en rådgivende gruppe i 2007, der afsluttede sit arbejde i 2014 med at overlevere en række anbefalinger, der blandt andet omfattede undtagelser fra regler for mikrovirksomheder, konkurrenceevnecheck af al lovgivning og nedsættelse af en uafhængig ekspertkomite, der skal arbejde med konkrete forslag til regelforenkling.

Efter sin tiltrædelse udnævnte Jean-Claude Juncker en første-vicepræsident for Kommissionen, der også fik ansvaret for REFIT (bedre/smart regulering).

I 2015 kom Juncker-Kommissionen med et nyt udspil på området og nedsatte blandt andet den såkaldte REFIT Platform, der dels består en regeringsgruppe med 28 repræsentanter og dels en interessentgruppe med 20 repræsentanter for erhvervsliv, fagbevægelse og andre interesseorganisationer. Platformen ledes af Kommissionens første vicepræsident Frans Timmermanns og har mulighed for at få indflydelse på Kommissionens arbejdsprogram. Europæisk fagbevægelse har en plads i interessentgruppen.

Samtidig er der også nationalt større og større interesse for regelforenklingsdagsordenen. Flere lande har udvalg der ser på forslag til lempelse af byrder og vurderer om implementering. I Danmark har der gennem flere år været Virksomhedsforum for Regelforenkling, der kommer med forslag til enklere regler og i slutningen af 2015 nedsatte regeringen et EU-implementeringsudvalg, der skal sikre, at Danmark ikke ”overimplementerer” ny EU-lovgivning.

Mulighed for at undtage mikrovirksomheder fra nye direktiverFra juni 2012 skulle mikrovirksomheder som udgangspunkt været undtaget nye direktiver med mindre, der er særlig grund til, at de skal være omfattet. Hvis man undtager mikrovirksomheder for lovgivning, vil det betyde, at hele sektorer stort set ikke vil være omfattet af reguleringen. Det drejer sig blandt andet om landbrug og byggeri, hvor der i forvejen er store problemer med at sikre ordentlige arbejdsforhold og imødegå social dumping. I praksis er mikrovirksomheder dog endnu ikke blevet undtaget fra nogle direktiver, hvilket Stoibergruppen har udtrykt utilfredshed med.

Regelforenkling i en EU-kontekstREFIT platformen påbegyndte sit arbejde i starten af 2015 og skal forholde sig til indkomne forslag – dels via en nyoprettet hjemmeside, dels via direkte henvendelser – og endelig kan medlemmer af platformen selv komme med forslag til ændringer.

18

REFIT dagsordenen er ikke isoleret, men kommer ind over stort set alle områder. Således er REFIT også nævnt i rådskonklusioner om social dialog og der har været nedsat to arbejdsgrupper under den sociale dialog, der netop har set på parternes inddragelse i regelforenklingsarbejdet.

Den europæiske dagsorden er præget af, at briterne har lagt stor vægt på lempelsen af byrder og EU-bureaukrati i forbindelse med forhandlingen af aftalen, som lå til grund for den britiske afstemning om EU-medlemsskabet den 23. juni.

Det er også tydeligt, at især den britiske regering er meget aktive i REFIT platformen og stiller en lang række forslag, der i høj grad handler om arbejdsforhold – herunder arbejdsmiljø. Som eksempel kan nævnes et forslag om at undtage selvstændige for køre- hviletidsbestemmelser i forbindelse med cabotagekørsel. Ikke alene er forslaget en trussel mod trafiksikkerheden og ødelæggende for arbejdsmiljøet hos chaufførerne. Det er også et forslag, der kommer på et område, hvor parterne selv har aftalt at påbegynde forhandlinger.

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvordan forhandlingerne med Storbritannien om brexit og en eventuel realisering af de britiske udmeldingsplaner vil påvirke REFIT dagsordenen.

UdfordringerUmiddelbart er regelforenkling og afbureaukratisering gode formål. Problemet er blot, at alle administrative regler, herunder fx også arbejdsmiljøregler, kan anses for at være en byrde. Især små, men også mellemstore virksomheder, udgør imidlertid den store kilde til jobskabelse i EU. Der er derfor ingen tvivl om, at det giver god mening at fremme disse virksomheders konkurrenceevne og gøre livet lettere for de entreprenører, der ønsker at drive virksomhed.

Det kan dog i sig selv være problematisk at anvende størrelse som det afgørende parameter for, hvorvidt en virksomhed skal være omfattet af lovgivning eller ej. Under alle omstændigheder kan det forekomme vanskeligt at forene med traktatgrundlaget at stille medarbejdere i små virksomheder ringere for så vidt angår beskyttelse af grundlæggende rettigheder og arbejdsmiljø.

Der pågår en debat om overimplementering af direktiver – såkaldt ’gold plating’. Det udfordrer hele grundtanken om, at man naturligvis ikke kan overimplementere minimumsdirektiver – som eksempelvis arbejdsmiljødirektiver.

Bred politisk opbakning til regelforenklingsregimetUanset politisk farve er der bred opbakning blandt regeringerne i EU til smart og bedre regulering. Det lyder rigtigt, at man skal fjerne unødigt bureaukrati. Her er det en udfordring for fagbevægelsen at overbevise beslutningstagerne i EU og nationalt om, at beskyttelse af grundlæggende rettigheder ikke kan anses for at være en byrde.

I en tid med høj arbejdsløshed er det stærkt problematisk, at der ikke sættes fokus på vækstinitiativer, men at lempelser og undtagelser ses som vejen frem. Små- og mellemstore virksomheder udgør over 90 pct. af virksomhederne i EU, hvorfor undtagelser ikke er en meningsfuld vej fremad for at mindske byrder.

19

Fagbevægelses rolle i den politiske debatDet er en udfordring for den europæiske fagbevægelse, at man nemt kommer til at fremstå som ufleksible og regelforelskede. Fagbevægelsen kan ikke i længden blot blive ved med at afvise alle former for afbureaukratisering og regelforenkling. Der ER eksempler på unødige regler, der vanskeliggør tilværelsen for entreprenører og små virksomheder. Men efter i flere år ikke at have været særligt opmærksomme på problemstillingen, er EFS ved at lægge sig på en linje, hvor man på forhånd afviser alle udspil til regelforenkling og refit.

Diskussionen om minimumsdirektiver udgør en selvstændig udfordring. Til trods for, at minimumsdirektiver betyder, at medlemsstaterne frit kan stille højere krav eller have højere standarder, anvendes begrebet ”gold plating” eller ”overimplementering” ofte. Også hvis lande implementerer direktiver over minimumsstandarder. Der er flere tiltag i gang, hvor man fra Kommissionens side vil se på, hvordan direktiverne implementeres i medlemsstaterne – blandt andet for at vurdere om nogle lande ”overimplementerer”.

Strategiske overvejelser for dansk og europæisk fagbevægelseDet er nødvendigt, at vi i dansk fagbevægelse forholder os til diskussionen om regelforenkling og afbureaukratisering. Det er vigtigt at understrege, at fagbevægelsen ikke er imod at lempe administrative byrder for virksomhederne for dermed at styrke deres konkurrenceevne.

For at sikre, at smartere implementering af direktiverne ikke sker på en måde, så det forringer beskyttelsesniveauerne hos de ansatte i små virksomheder, kan der indgås alliancer med miljø- og forbrugerorganisationer, da der også er flere udspil på områder, der vedrører deres interesser. Derudover kan der i flere tilfælde indgås alliancer med UEAPME – de små og mellemstore virksomheders paraplyorganisation i EU – da de også er meget kritiske over for tilsidesættelsen af den sociale dialog.

LøsningsmodellerDet er vigtigt, at fagbevægelsen viser, man gerne vil være med til at fremme konkurrenceevnen hos små- og mellemstore virksomheder i EU; samtidig med, at man sikrer, at regelforenklingen ikke sker på bekostning af beskyttelsesniveauerne. For at nå dette mål er det nødvendigt at arbejde sideløbende ad forskellige spor.

Der bør arbejdes for en generel passus om, at regelforenkling ikke må forringe beskyttelsesniveauerne. Man er derudover nødt til at arbejde fra sag til sag alt efter hvilke direktiver, der vil blive underlagt regelforenklingstiltag og eventuelt undtagelser for mikrovirksomheder.

Der bør fortsat lægges vægt på de juridiske argumenter i forhold til gold plating og minimumsdirektiver samt hele problemstillingen om, hvorvidt man kan stille arbejdstagere ringere på grund af størrelsen af den virksomhed, de arbejder i.

Der er en særlig udfordring i at værne den sociale dialog. Hver gang der kommer forslag, der betyder en indblanding i den sociale dialog, må vi sige fra. Der skal holdes tæt kontakt til medlemmerne af regeringsgruppen, så der kan blive sagt fra overfor fx Storbritannien, når de fremsætter forslag på områder, som parterne forhandler.

20

Endelig bør man også italesætte, at social dialog og europæiske aftaler medvirker til at styrke regelforenkling og –smidighed.

Under alle omstændigheder er det nødvendigt, at europæisk fagbevægelse tager problemstillingen om smart regulering, bedre regulering, refit – og hvad der nu ellers bliver klistret på af navne på denne dagsorden – alvorligt og følger det nøje og koordinerer indsatsen.

Der bør også satses offensivt på en national påvirkning af embedsmandsapparatet og koordination med fagbevægelsen i de nordiske lande, hvor man allerede har stort fokus på området. Tilsvarende må der opbygges yderligere alliancer med de arbejdsgivere, der ikke ønsker en differentieret regulering.

21

5. Den sociale dialog og parternes indflydelse er under pres på arbejdsmarkedet

BaggrundArbejdsmarkedets parter har en udstrakt adgang til at påvirke EU-lovningen på det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område, men den sociale dialog anno 2016 trænger til ilt. Der er i de senere år ikke taget mange initiativer til at indgå nye aftaler eller til at udstede nye direktiver.

Den finansielle krise og de voldsomme følger, den har haft i form af kraftigt voksende arbejdsløshed og øget fattigdom, har påvirket den sociale dialog negativt. Kommissionen har tilkendegivet, at den vil prioritere den sociale dialog, og Kommissionen er sammensat sådan, at vicepræsident Dombrovskis har det overordnede ansvar for euro-samarbejdet og den sociale dialog.

Kommissionens har forsøgt at lægge sig på en linje, hvor man på den ene side ønsker at gennemføre omfattende strukturreformer på arbejdsmarkedsområdet og på den anden side inviterer arbejdsmarkedets parter til større indflydelse. Den øvelse er velkendt på vore breddegrader, men den bliver modtaget med stor skepsis og direkte modstand længere mod syd.

Den sociale dialogs tilstandArbejdsmarkedets parters særlige rolle, som den er fastslået i traktaten, er udfordret. Kommissionen foretrækker at gennemføre brede høringer, hvor en lang række aktører sidestilles og konsulteres/høres i sager, hvor parterne i henhold til traktaten har særstatus. Konkret er centrale høringer i rådgivende udvalg helt eller delvist ved at blive afløst af internethøringer, hvor enkeltpersoner sidestilles med de sociale parter.

Antallet af direktiver m.v., hvor de europæiske aftaleparter opnår enighed, er faldet markant de senere år, og Kommissionen vælger i flere og flere sager at nedsætte særlige ekspertgrupper uden at parterne deltager. Disse ekspertgrupper legitimeres af en stadigt stigende kompleksitet i lovgivningsarbejdet. Ekspertgrupperne har til opgave at drive en politisk proces frem på sager, som har vist sig vanskelige at skabe politisk enighed om via de klassiske traktatfæstede kanaler.

UdfordringerMed den økonomiske krise er presset steget for at gennemføre reformer, der her og nu kan frigøre ressourcer. En række af de økonomiske reformer, som vi har set i EU-medlemsstaterne, er en direkte udløber af EU-krav om en stram økonomisk kurs; en kurs, som typisk er indført uden forudgående drøftelse med de sociale parter. Det gælder også i lande, hvor der har været tale om reformer med klare forringelser af løn- og ansættelsesvilkår.

Politisk indflydelse via den sociale dialog og trepartsforhandlingerSåvel nationalt som europæisk er den sociale dialog således under pres. Det gælder både den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og mellem parterne og regeringerne. I en række af EU's medlemsstater er centrale arbejdsmarkedsreformer gennemført uden parternes deltagelse. Der er

22

endog eksempler på, at reformerne direkte har bidraget til at underminere en aftaleløsning. Kombinationen af behovet for hurtig handling og gennemgribende reformer har i et vist omfang leveret økonomiske resultater, men også social uro og politisk ustabilitet i en lang række EU-medlemslande. Den udvikling har ikke styrket den folkelige opbakning til det europæiske projekt.

En afgørende forudsætning for at kunne få optimal indflydelse via den sociale dialog er, at der er en sammenhæng mellem parternes politiske prioriteringer og Kommissionens. Det kommer ikke mindst til udtryk via arbejdsprogrammet for den sociale dialog.

Parternes arbejdsprogram 2015-17I 2016 forhandler parterne en såkaldt autonom rammeaftale om aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Den demografiske udfordring og den fortsat alt for høje ungdomsarbejdsløshed gør det nødvendigt at sikre at ældre kan blive længere på arbejdsmarkedet samtidig med at der gøres en seriøs indsats for at sikre, at unge kan tage over, når ældre går på pension. Derudover er parterne enige om at arbejde for at styrke den sociale dialog i de lande, hvor den står svagt.

Dansk og europæisk reguleringMen selv en styrkelse af såvel de faglige organisationer som den sociale dialog ændrer ikke ved det faktum, at arbejdsmarkedsreguleringen på EU-niveau er bygget op om et retsgrundlag, der hviler på central lovgivning med individuelle rettigheder, der står i skærende kontrast til en dansk aftalemodel med kollektive rettigheder. Sammenstødet mellem de to traditioner ses i flere EU-domme, hvor konfliktretten i en vis udstrækning har måttet vige for princippet om fri konkurrence.

En anden udfordring for aftalemodellen er, at europæiske aftaler indgået i henhold til Lissabontraktatens artikel 154-155 i traktaten (frivillige autonome aftaler) er implementeret via kollektivaftale i Danmark. Det indebærer, at de ansatte på det private arbejdsmarked, som ikke er dækket af en kollektiv overenskomst, ikke har opnået de rettigheder, som er aftalt i den europæiske aftale (et konkret eksempel er den europæiske aftale om tele- og hjemmearbejde).

Strategiske valgmuligheder for dansk og europæisk fagbevægelseDe EU-medlemsstater, hvor den sociale dialog traditionelt er veludbygget, har klaret sig bedst gennem krisen. En velfungerende social dialog er derfor uundværlig, hvis EU og medlemsstaterne skal klare de store udfordringer, vi står overfor. Udfordringer, der bl.a. handler om en ændret sammensætning af arbejdsstyrken, hvor der bliver flere ældre og færre unge.

Det er afgørende, at parterne fortsat inddrages i og får indflydelse på reformer om udviklingen af fremtidens arbejdsmarked, arbejdsmarkedsregulering og ikke mindst de økonomiske rammer for denne politikudvikling – nationalt såvel som europæisk – for at sikre indflydelse på samt opbakning og ejerskab til reformerne.

Samtidig er det retlige udgangspunkt, at forhandlinger om løn er et nationalt anliggende og ikke indenfor EU’s kompetence (jf. traktatens artikel 153, stk. 5), udfordret af den europæiske krisestyringsstrategi.

23

Endelig er det vigtigt for den sociale dialog fremadrettet både på EU-niveau og nationalt, at de faglige organisationers medlemstilslutning styrkes, og at arbejdsgiverne er organiseret og repræsenterer et bredt udsnit af nationale virksomheder.

Dansk fagbevægelse bør drøfte hvilke kanaler, der benyttes for at sikre optimal politisk indflydelse på centrale politikområder. De tre hovedspor i arbejdet med at sikre politisk indflydelse på EU-sager er:

Indirekte indflydelse via EFS og andre europæiske faglige organisationer som organiserer brancher og professioner, fx EPSU, EUROCADRES, IndustriALL, UNI Europa3.

Indirekte indflydelse via EU-specialudvalg, Folketingets Europaudvalg og ministre, dvs. indflydelse via den danske politiske scene.

Direkte indflydelse via kontakt til Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Dansk og europæisk reguleringFremover må der arbejdes på at bygge bro over afstanden mellem en europæisk og dansk reguleringstradition for at reducere antallet af sager og EU-domme, som kommer i konflikt med den danske aftaletradition.

Efter Tyskland indførte lovfastsat mindsteløn i 2015, er Danmark yderligere presset i forhold til at fastholde, at løn aftales via overenskomsterne.

Et forsvar for den europæiske aftalemodel forudsætter, at arbejdsgiverne er med til at sikre, at europæiske aftaler får en national virkning. Hvis det ikke er muligt at opnå en national virkning af europæiske aftaler for de lønmodtagere, som parterne repræsenterer, så vil det bidrage til at underminere de europæiske parters og den sociale dialogs legitimitet.

LøsningsmodellerDet er en forudsætning for løsningsmodellerne, at de nationale parter (både på lønmodtager- og arbejdsgiverside) fortsætter arbejdet med at sikre den sociale dialog høj legitimitet gennem bred, national repræsentativitet (høj organisations- og dækningsgrad).

Der har manglet grundlæggende tillid mellem de europæiske parter, hvilket igen falder tilbage på en manglende tillid på nationalt niveau. De kommende forhandlinger vil vise, om der kan skabes et mere tillidsfuldt samarbejde.

6. Dansk fagbevægelses indflydelsesmuligheder i EU

Op mod 70 pct. af den danske lovgivning kommer fra EU, og der kan ikke herske tvivl om, at det bliver af stadig større betydning at øve indflydelse i forhold til EU.

3 Organisationer, der repræsenterer offentligsektor-ansatte, professionelle og ledere, industriansatte, service m.v.

24

Dansk fagbevægelse arbejder både koordineret og samlet samt hver for sig i de enkelte hovedorganisationer. EU-kontoret i Bruxelles er vores fælles forlængede arm.

Arbejdet med at øve indflydelse på Kommissionens forslag sker både gennem EFS, dvs. at påvirke EFS holdninger og strategi, og ikke mindst i forhold til at deltage i forhandlinger og indgåe aftaler under den sociale dialog. Endelig sker det mere direkte i forhold til embedsmænd i Kommissionen.

Der vil i flere tilfælde være sammenfaldende interesser og holdninger mellem de nordiske faglige organisationer. Selvom NFS hovedsageligt forholder sig til nordiske spørgsmål, er det oplagt at samarbejde og koordinere indsatsen på de områder, hvor der er særlige, fælles nordiske interesser i forhold til EU eller EFS. Det kan fx være områder, der vedrører den nordiske aftalemodel.

Der arbejdes også nationalt for at påvirke EU-arbejdet. Det sker gennem deltagelse i specialudvalgene i Danmark, hvor der eksempelvis er mulighed for at blive orienteret forud for rådsmøderne og udarbejde høringssvar på relevante områder. Det kan også ske ved at holde kontakt til og påvirke medlemmer af Folketingets Europaudvalg og endelig i forhold til de relevante ministre.

Dansk fagbevægelse arbejder også i forhold til Europa-Parlamentet og søger gennem kontakt til især danske MEP’ere og deres assistenter at øve indflydelse.

Som det fremgår, er der mange indflydelseskanaler i EU-arbejdet. Der er således ikke er en enkelt indflydelsesvej i EU, der kan stå alene. I hver enkelt sag vil det være nødvendigt at arbejde på flere fronter. Hvor man sætter ind vil fx afhænge af sagens indhold, hvor i sagsforløbet man befinder sig og endelig, om det er rene danske eller nordiske interesser, eller om det er en fælles sag for europæisk fagbevægelse.

25