LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 6. nummer | oktober 2012

Studerende arbejder gratis

Den anonyme blotter

En radiovært fra P3 byder os indenfor i hendes boble af anonymitet. Vi hører om den barndom, der gav hende en forkærlighed for tv-mediet og en skræk for skærmen, og om en søgen efter en anonymitet, som kan være lidt svær at opretholde, når man hur-tigt kommer til at blotte sig i radioen.Velkommen til den anonyme blotter og hendes optiske bedrag.

Læs portrættet på side 13-15

”I gymnasiet var jeg ret sikker på, at jeg var sådan en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for alle folk vidste godt, hvem jeg var. Om ikke andet så på grund af min far. Men også fordi, at jeg konsekvent var den, der var fuldest til festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et band.

Mere end hver tredje jour-naliststuderende har la-vet ulønnet journalistisk arbejde for medier under deres studietid. Det viser en undersøgelse, Lixen har foretaget.

En byline er ofte den eneste beløn-ning journaliststuderende får, når de skriver artikler for medier, virk-somheder eller organisationer. Lixen

Christine Brink

har lavet en undersøgelse blandt 152 studerende fra Center for Journali-stik. 60 procent af de adspurgte har prøvet at arbejde gratis, og 37 pro-cent af dem har har lavet ulønnet ar-bejde under deres studietid. Det gratis arbejde spænder over alt fra artikler for større og mindre dagblade til pressemeddelelser for den lokale tennisklub. Ifølge Lixens undersøgelse er CV og erfaring den primære årsag til, at de studerende

arbejder gratis. Men det ulønnede arbejde er problematisk for det jour-nalistiske arbejdsmarked, lyder kri-tikken fra freelancejournalist Signe Wenneberg. Hun advarer de studerende mod at arbejde gratis. »De skal huske på, at de er med til at grave deres egen grav, hvis de under-byder sig selv nu. For så skaber de en forventning hos arbejdsgiverne om, at de ikke skal have løn for det,

de er uddannet til«, siger Signe Wenneberg.

Ingen overraskelse Resultaterne af Lixens undersøgelse overrasker dog ikke den garvede journalist. Hun troede faktisk, at pro-centerne ville være højere. »Som gammel rotte i faget får jeg altid at vide, at hvis jeg ikke vil arbej-de gratis, kan de bare tage en af de gratis unge«, fortæller hun.

Næstformand i Dansk Journalist-forbund, Lars Werge, synes umiddel-bart, at det er mange studerende, der arbejder gratis. »Det er jo et tegn på, at der findes et form for gråt marked ved siden af det etablerede. Der er journalistisk ar-bejde, der bliver udført af folk, som ikke tager penge for det«, siger han.

Læs mere på side 4-5

Praktikfag på skemaet Journalist uden mobil og computerOplev Panikdagen! Jern Henrik Dommedag er aflystMedietæmmer fra DF

2 | oktober 2012 | LIXEN

Indhold Leder

LixenLixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXENCampusvej 555230 Odense M

www.lixen.dklixen@journet.sdu.dkFind os også på Infomedia

Tryk: Arco Grafisk A/SOplag: 1000 eksemplarer

Illustrator: Maja Mackintosh

Billede på forsiden øverst i midten er taget af Rune HeidtmannBillede nummer to fra oven på denne side er taget af ”Jamesomalley”Billede nummer tre fra oven på denne side er taget af Agnete Schlictkrull

Christine RandaRedaktør

Mads Ellegaard Hansen Redaktør

Christina Nordvang JensenRedaktør

Bjørn HvidsteenBilledredaktør og fotograf

Morten ButtlerWebredaktør

Maria ArcelRedaktør

Christine BrinkAnsv. chefredaktør

Kristian CorfixenChefredaktør

I en leder skal man mene noget, reflektere over et emne og komme frem til en konklusion: Dét mener Lixen. Men i denne måned har redaktionen været i vildrede. For vi mener en helt masse ting, men vi har svært ved at komme frem til konklusionen.

Det handler om ulønnet journalistisk bijobberi blandt studerende.

Vi har jo selv gjort det. I hvert fald seks ud af otte i Lixen-redaktionen har lavet journalistisk arbejde til medier uden at få løn. Det har resulteret i alt fra skrevne artikler i Jylland til nyhedsoplæsning sendt i Hundige. Og vi er ikke de eneste. En undersøgelse, foretaget af Lixen, viser, at 60 procent af vores medstuderende har gjort det samme.

Og hvad så, kunne man fristes til at spørge. Er det ikke op til de stu-derende selv at bestemme, om de går med til at arbejde gratis? Man får jo trods alt noget på det berygtede CV, og man bliver trænet i sit hånd-værk?

Det er ulovligt. I hvert fald hvis man er medlem af Dansk Journalistfor-bund. De skriver i deres vedtægter, at man som studerende ikke må ud-føre journalistisk arbejde ved siden af studiet. Lønnet eller ej. Men DJ er ikke klare i deres kommunikation, og de har selv svært ved at definere, hvor grænsen går. Og så håndhæver de i øvrigt ikke reglerne.

Men hvor går grænsen egentlig? Hvornår er der en chance for, at vi tager potentielt betalt arbejde fra uddannede journalister, fordi vi som ivrige studerende er en billig løsning for arbejdsgiveren – ja faktisk en gratis en af slagsen?

På Journalisten.dk har der i de seneste uger skrevet artikler om, at jour-nalistuddannelserne videreformidler jobopslag om ulønnet arbejde. Her på redaktionen har vi allerede fundet flere eksempler på disse mails i vores SDU-indbakke. På Center for Journalistik har KaJO overtaget job-bet med at sende de mange jobopslag ud til de studerende. Men opgaven vil de ikke længere påtage sig, da der er for mange dilemmaer forbundet med det ulønnede arbejde.

Nu er tjansen havnet hos Lixen, nærmere betegnet Lixens hjemmeside. Og vi skal nu tage stilling: Skal vi bringe opslagene med ulønnede jobs og lade den enkelte studerende vurdere, hvad han eller hun synes er i orden? Eller skal vi af princip lade være, fordi det underminerer vores jobs på arbejdsmarkedet? Et arbejdsmarked, som vi selv skal ud på lige om lidt, og hvor den gratis arbejdskraft helst ikke skulle skade vores job-muligheder.

Vi er virkelig i tvivl. Eller rettere: Det var vi. For en leder skal have en holdning, og derfor bliver konklusionen: Vi bringer ikke de jobopslag, der er ulønnede.

Så må I jo rette os, hvis I er uenige.

På vegne af redaktionen,Christine og Kristian

Radiovært Julie Bundgaard fortæller om hendes forkærlig-hed for tv, hendes skræk for skærmen og hendes ønske om anonymitet. Og om at være blot-tet som radiovært og få sms’en “hold kæft”, når man er kvinde og tror, man er sjov.

Side 13-15

I denne måneds FOKUS er det kommunikation i flere former, vi lægger under luppen. Læs om kommunikation over de sociale medier, som måske reducerer journalistrollen til copy-paste-arbejde og om kommunikations-branchens fornemmelser for journalister. Side 16-21

EKSTERN har blandt andet fokus på det amerikanske valg. Den danske mediedækning fa-voriserer Obama, mener USA-analytiker. Det amerikanske valg har også betydning for Store Match Dag. Den er nemlig blevet rykket på grund af valget.

Side 10-12

Denne måneds INTERN sætter fokus på Karsten Baagøs beslut-ning om at råde de studerende til at holde sig væk fra Vollsmose. Debatten har kørt intenst det seneste stykke tid, for hvor meget skal studiet egentlig blande sig? Og hvorfor overhovedet komme med den udmelding?

Side 3-9

Tv-underviser Ralf Andersson melder dommedag aflyst og siger op med humøret oven på Pernille Tranbergs foredrag. Amalie Frøkjær-Rubbås har fået nok af studiets fokus på stats-kundskab og Robert Hendel skriver hjem om sin praktik hos Computerworld.

Side 22-23

INTERN

EKSTERN

PORTRÆT

OPINION

FOKUS: KOMMUNIKATION

LIXEN | oktober 2012 | �INTERN

Travlt tv-lokale koster klippetid

Det er efterår. Hvis man skulle være i tvivl, kan man gribe sin jakke, der stadig er våd efter den seneste cykel-tur i regnvejr. Hvis man opholder sig på Medietorvet, kan man dog nøjes med at tjekke tv-lokalet, for omefteråret er der dobbelt så meget pres på tv-lokalet som i foråret. Mandag og torsdag har et valgfag på tilvalgsuddannelsen tv-undervis-ning, mens bacheloruddannelsens tv-hold har undervisning tirsdag og onsdag. Det store pres på lokalerne gør, at de studerende ikke har mulighed for at bruge lokalerne til at redigere de to dage om ugen, hvor der for de studerende på 3. semester ofte er skemafrit. Det er et stort problem, mener Sasja Skotte Christensen fra 3. semesters tv-hold. »Vi kan godt bruge lokalerne, men det bliver på ufordelagtige tids-punkter. Det går ud over de indslag, vi laver, fordi vi får mindre tid til at

Morten Buttler

lave aftaler og interviews, da vi skal overveje, hvornår vi kan klippe det«, forklarer hun. Ifølge Sasja Skotte Christensenstiger risikoen for, at flere dropperopgaverne på grund af de optagede faciliteter. »Vi har lige fået en opgave fraonsdag til fredag, og der rygertorsdag så også produktionsmæssigt, med mindre man bliver siddende derude hele natten. Det giver også et pres på de andre fag, og det giver unødigt stress«, fortæller hun.

Nyt problem – normal situationSituationen er ikke ny. Faktisk er fænomenet tilbagevænnende cirka simultant med, at bladene forlader træerne. Efteråret byder nemlig altid på to tv-hold, og det ville foråret også gøre, hvis ikke det var fordi, at de til-valgsstuderende er i praktik. Studieleder Karsten Baagø forstår godt de studerendes frustrationer, men påpeger, at det er de studerendesopgave at planlægge sig ud af det. »Jeg kan sagtens forstå, at det passer dem at klippe det på an-dre dage, fordi det passer bedre ind i deres skema. Jeg kan se prob-lemet og specielt næste år i 2013, når antallet af studerende er 25

personer højere«, forklarer han,inden han efter en kor tænkepause uddyber. »Jeg prøver at navigere i detfarvand, der hedder ”hvad kan vi

gøre, og hvad kan de studerendeplanlægge sig ud af”. De mangler måske værktøjet til lige at vide, hvornår der er undervisning om mandagen og om torsdagen, for det har jeg ikke fortalt. Det kunne måske løses ved at læggesemesterplanen ud, så de kanse, hvornår lokalerne er ledige«.

Løsning kræver ressourcerSasja Skotte Christensen foreslår, atproblemet løses via en tidsbegræn-set licens til programmet AVID, så tv-holdet, i lighed med radio-holdet, kan klippe indslag hjemme foran egne skærme. »Hvis det var muligt, skulle man give folk en tidsbegrænset licens til at klippe på deres egen computer. Man er enormt afhængig af lokalerne, fordi man ikke har adgang påsin egen computer, så hvis ikke man kan lave licenser, burde man haveseparate lokaler, så man ikke skal dele med et andet hold«, siger hun. Ingen af de to forslag ligger dogsådan lige til højrebenet. Det under-streger Anders Møller-Nielsen, der er teknisk ansvarlig på Medietorvet.

” Det kræver en massiv investering i omegnen af 300.000 kroner. Anders Møller-Nielsen, tekniker på Center for Journalistik

Tv-lokalet er optaget fire ud af ugens fem hverdage, og det er et problem, mener de studerende. Men det er mere kompliceret end som så at finde en løsning.

”Hvis det er muligt, skulle man give folk en tidsbegrænset licens til deres egen computer. Sasja Skotte Christensen, 3. semester på tv-holdet

PLADSMANGEL. Et lokale - to hold. Det er vilkårerne på efterårets se-mester, hvor der er dobbelt så stort pres på tv-lokalet, som i foråret. Foto: Bjørn Hvidsteen

På efterårssemestret kan tilvalgsholdet vælge tv som valgfag.

Det giver dobbelt så stor efterspørgsmål på arbejdsstationer med redigeringsprogrammet AVID, som i foråret, hvor de tilvalgsstuderende er i praktik.

FAKTA

»Man kan ikke købe tidsbegrænsede licenser til AVID. Hvis vi køber en studenterlicens til 2.000 kroner, er pengene jo i princippet spildt for Center for Journalistik, når I er færdige. Det er ret unikt, at Hinden-

burg gør det«, siger Anders Møller-Nielsen med henvisning tilradio-holdets redigeringsprogram.Her får de studerende seksmåneders gratis licens. Anders Møller-Nielsen understreger,at det er vigtigt hele tiden at kæmpe for bedre vilkår, men påpegerdesuden, at penge naturligvis også spiller en rolle. Eksempelvis hvis det drejer sig om at benytte flere lokaler. Man overvejer at købe flere licenser, så flere computere kan klippe indslagmed AVID, men her opstår så et nyt problem. »Computerne i radio kan ikke køre AVID, så det kræver en massivinvestering i omegnen af 300.000 kroner. Så må vi spørge os selv, om det er den måde, vi bedst kanforbedre de studerendes vilkår for 300.000 kroner. Det er jeg ikkesikker på, at rektor er enig i«,pointerer Anders Møller-Nielsen.

Fortrøstningsfuld studielederSelvom han anerkender problemet, så er Karsten Baagø fortrøstningsfuld.Han forudser, at problemet går i sig selv i løbet af semestret. »Vi har ikke været stillet over for det her som et problem før nu. Et eller andet sted tænker jeg, at det vil løse sig hen af vejen. Dels fordi presset på lokalerne bliver mindre efterhånden som forløbene bliver lidt længere, og

dels fordi I bliver kortere tid om at klippe», forklarer studielederen. Han understreger dog, at Center for Journalistik er nødt til at kigge på løsninger, da problemet næste år bliver større. 25 studerende større.

mobut11@student.sdu.dk

� | oktober 2012 | LIXEN INTERN

Forbund kender ikke grænsenDansk Journalistforbund erkender, at det er pro-blematisk at sætte grænsen for de studerendes journa-listiske arbejde ved siden af studiet. Et udvalg skal nu gøre op med forældede vedtægter, der forbyder studerende at bijobbe – lønnet såvel som ulønnet.

Du bliver smidt ud af din fagforening, hvis du som studerende laver jour-nalistisk arbejde ved siden af dit studie. Uanset om det er lønnet eller ej. I hvert fald hvis man følger DJs vedtægter. Reglerne bliver ikke overholdt i praksis. Hverken hos de studerende eller forbundet. Og det er der ifølge næstformand i Dansk

Christine Brink

Journalistforbund Lars Werge en god forklaring på. »Vi er ikke en politimyndighed, der rykker ud og undersøger, om den, der nu laver journalistisk arbejde, er medlem af forbundet, har fået tak-sten og overholdt bijobreglerne. Det kræver en anmeldelse til hovedbe-styrelsen«, forklarer han. Og det sker næsten aldrig. Næst-formanden erkender, at vedtæg-terne ikke stemmer overens med virkeligheden. Derfor arbejder et udvalg nu på at ændre reglerne for bijobberi. Ifølge Lars Werge skal de nye regler skitsere, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden med hensyn til de studerendes bijobberi og gratis arbejdskraft. Selv har han svært ved at definere grænsen for det ulønnede arbejde. »Er det frivilligt arbejde, kan man måske godt gøre det gratis. Men man skal spørge sig selv: Ville kunden

være tvunget til at købe produktet, hvis vi alle sagde nej til at gøre det gratis?«, siger næstformanden og understreger, at det ulønnede ar-bejde er problematisk, da det under-minerer lønnen på arbejdsmarkedet.

Humanitær gråzone Signe Wenneberg har været free-lancejournalist i mange år. Hun har en klar grænse, når det kommer til ulønnet arbejde. »Jeg siger altid, at jeg arbejder gratis for humanitære organisation-er. Jeg bruger cirka 20 procent af min arbejdstid på at arbejde gratis, men jeg gør det altså kun for sultne børn i Afrika«.

”Vi er ikke nogen politimyndighed, der rykker ud og undersøger, om den studerende har overholdt bijobreglerne Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund

Undersøgelse: Hver tredje arbejder gratis

Har du lavet journalistisk arbejde for et medie, virksomhed eller or-ganisation (for eksempel artikler, indslag, pressemeddelelser osv.) uden at få penge for dit arbejde?

Lixen har undersøgt, i hvor høj grad Center for Journalistiks studerende laver journa-listik for medier uden at få løn for det. I Lixens undersøgelse, hvor 152 studerende har medvirket, svarer 60 procent, at de har lavet ulønnet arbejde. Hver tredje af dem har gjort det under deres studietid.

60 %Svarede ja

Hvornår lavede du det jour-nalistiske arbejde, som du ikke fik penge for? (Du må gerne vælge flere svarmu-ligheder)

40 % Svarede “Jeg har IKKE lavet journalistisk arbejde uden at få penge for det”

35,4 % Svarede “Inden jeg startede på Center for Journalistik”

37,4 % Svarede “Imens jeg gik på Center for Journalistik (1. - 4. semester)”

2 % Svarede “Under min praktik”

0 % Svarede “Efter min praktik (7. semester)”

Hvorfor arbejdede du uden at få penge?

For at få noget på CV’et

Ville gerne have noget erfaringDet var en vennetjeneste

De tre mest hyppige svar var:

Hun opfordrer de journaliststude-rende – og branchen generelt – til at være solidariske med hinanden, når det gælder ulønnet arbejde. »Problemet er jo, at vi fuldstændig udhuler vores fag. Hver gang vi siger

ja til et stykke gratis arbejde, skaber vi en forventning hos arbejdsgiveren om, at man bare kan få journalistik kastet i nakken uden at betale«, siger Signe Wenneberg.

Ikke studiets ansvarCenterleder på journalistuddan-nelsen i Odense, Peter Bro, mener ikke, at det er Center for Journali-stiks ansvar, hvorvidt de studerende

arbejder gratis ved siden af studiet. »Jeg hverken kan eller vil bestemme, hvad de journaliststuderende kan gøre uden for studietiden«, fastslår han. Centerlederen pointerer, at han godt kan forstå, hvis de studerende vil have noget på deres CV. »Jeg synes, det er meget at holde en 24-årig journaliststuderende oppe på, at nu skal man redde hele branchen ved at lade være med at tage jobs som medhjælper det ene eller det andet sted«, siger han og understreger, at problematikken er et kollektivt problem, som i højere grad vedrører Journalistforbundet end studierne. Ændringerne i bijobreglerne vil blive taget op på et delegeret møde i april 2013.

chkje11@student.sdu.dk

LIXEN | oktober 2012 | �

»Hvis min far kunne lave opgaven, er det okay, man ikke får penge«Er det okay at skrive et kampreferat for det lokale klubblad og give sin artikel til et medie? Og hvorfor går de studerende med til at ar-bejde gratis? Lixens debat-panel diskuterer grænserne for det ulønnede arbejde.

Hvad mener I om, at 60 procent af de adspurgte studerende har prøvet at arbejde gratis? Sara: Det kommer ikke som nogen overraskelse, og jeg synes egentlig også, at det er fair nok, at man arbej-der gratis. Kristian: Jeg ser heller ikke noget problem i det. Det må være den stu-derendes eget valg. Peter: Jeg er lidt splittet. Selvføl-gelig er det godt at komme ud og få noget erfaring, men det skal heller ikke tage overhånd. Du er på den måde med til at styrke den tendens, der hedder, at nyheder er gratis. Og hvis man ikke får penge for sit ar-bejde, bliver journalistik en tom ting. Nanna: Jamen, Peter har helt ret. Det er farligt, hvis det bliver en ten-dens, for så er det, at det ryger over i genren bijobberi. Og så tager vi ar-bejdet for uddannede journalister, som burde få løn for det. Jeg er bange for, at der er for mange, der sælger sig selv for billigt, fordi de bliver CV-liderlige.

Hvorfor tror I, at der er så mange, der arbejder gratis? Kristian: Jamen, det er da hund-rede procent på grund af CV’et. Nu har jeg jo prøvet at være til panikdag, og seks måneder op til går det fuld-stændig amok med, hvad man skal nå at lave. CV-rytteriet kommer til at overskygge for det, man egentlig vil. Sara: Da jeg startede med at ar-bejde gratis, tænkte jeg overhovedet ikke på CV’et. Det er først nu her på 3. semester, at jeg er begyndt at tænke på CV’et i forhold til praktikken.

Freelancejournalist Signe Wenneberg

Christine Brink

siger, at vi som studerende er med til at grave vores egen grav, når vi tager ulønnet arbejde. Hvad siger I til det? Peter: Jeg tror, det er rigtigt, at det bliver selvforstærkende, fordi vi som studerende spejler os i hinanden. Sara: Åh, jeg ved det ikke. Hvis en avis kom til mig og spurgte, om jeg ville lave en artikel for dem gratis, så ville jeg sige nej. Men på Gaffa er det bare sådan, de gør det. Koncert-anmeldere arbejder gratis - de får kun koncerten for det. Og det er så-dan, det er. Men for en avis ville jeg ikke gøre det.

Hvor går grænsen for, hvad der er i orden? Sara: For anerkendte medier, synes jeg ikke, det er i orden. Men for små nichemedier, synes jeg, det er i orden.

Men er Gaffa ikke et anerkendt me-die? Sara: Tjo…. Men jeg skriver kun for hjemmesiden. Ha ha. Hvis jeg skrev for magasinet, ville jeg have penge for det. Nanna: Grænsen burde jo gå ved alt. Hvis vi laver et stykke journali-stisk arbejde og interviewer kilder, så burde der være betaling for det. Peter: Der er jo en personlig grænse: Hvor mange timer vil man lægge i en artikel uden at få penge for det? Når man leverer arbejde, så skal man have løn for det. Kristian: Jeg synes også, vi skal tæn-ke på, at vi studerende er selvstæn-dige. Vi kan jo bare sige fra. Nanna: Men skillelinjen er virkelig svær. For hvis man nu siger en an-meldelse, som er noget mere subjek-tiv – er det så en grænse? Sara: Det synes jeg. Jeg skriver nogle anmeldelser, som alligevel ikke bliver læst af særlig mange på en hjemme-side. Nogle gange får man belønning med nogle koncertbilletter eller gra-tis entré. Nanna: Grænsen går måske der, hvor man skal være journaliststuderende for at kunne udføre op-

gaven. Hvis en menigmand, som min far for eksempel, kan lave opgaven, så er det måske okay, at man ikke får penge for det.

Men kræver det ikke journalis-tiske evner hver gang, man laver et produkt? Nanna: Jo, det har du ret i. Sara: Jeg synes ikke, det er os som studerende, der skal gå ind og sige nej. Der skal bare ikke være de tilbud til os. Der burde være en højere in-stans, der siger cut.

Men hvem ligger ansvaret så hos? Er det DJ, studiet, medierne eller os selv, der skal lære at sige nej? Peter: Måske ville det have en ef-fekt, hvis alle journaliststuderende sagde, at nu stopper vi. Jeg tror, at hvis det bliver ved – hvis medierne finder ud, at vi gerne vil arbejde gra-tis, så bliver tendensen udviklet. Nanna: Drivkraften bag det her er jo, at folk tror, det forbedrer deres CV i forhold til praktikken.

Så I mener, ansvaret ligger hos jer

som studerende? Sara: Ja, i forhold til CV-rytteriet. Men ikke i forhold til det andet. Jeg synes, DJ skulle gå ind og lave nogle klare retningslinjer. Nanna: Der er klare retningslinjer. Sara: Ja, men så må de komme bed-re ud med dem. De kunne eventuelt gå til de største medier og få dem til at være forgangsmedier. Kristian: Jeg har en mere filoso-fisk tilgang til det. Jeg tror, det ligger i menneskets natur at gøre det, der er bedst for dem. Så selvom vi får at vide af medierne, at de skal nok tage os, for dem vi er, så tror jeg stadig, det ulønnede arbejde vil være der. Nanna: Problemet er også, at de fleste, der kommer ind på dette stu-die, er her, fordi de brænder for at lave journalistik. Og hvis man også kan lave det i sin fritid, ja, så gør de det.

Så er det er et uløseligt problem?

Kristian og Sara: Ja! Sara: Vi har ikke selv rygraden til at sige stop, så derfor har vi brug for nogle andre til at sige stop. DJ skal udbrede det noget mere. Kristian: Ja, ellers så skal medierne have at vide, at vi ikke laver ulønnet arbejde. Sara: Jamen, er det forbudt? Nanna: Ja, ifølge vedtægterne para-graf syv stykke tre. Sara: Jamen, hvorfor er der så ikke nogen, der kommer efter Politiken, da de tilbød ulønnet arbejde – eller sådan en som mig for den sags skyld? Nanna: Det er, fordi reglen ikke bliver taget i hævd.

Men hvor går grænsen så? Er det ikke okay at lave en kampreferat til det lo-kale klubblad? Kristian: Ja, det mener jeg. Ellers var der jo bare en forælder, der ville gøre det. Men den grænse, synes jeg heller ikke, er svær at se.

Så grænsen går ved, hvad medierne ellers ville have betalt for? Kristian: Ja, eller mellem hvad der er professionelt. Sara: Kan man ikke sige, at det Nan-nas far kunne have lavet, det er okay ikke at tage penge for, men der hvor vores egenskaber som journalist-studerende kommer i spil skal man have penge? Peter: Ja, det vil give meget god mening. Nanna: Ja, for så sælger vi ikke vores egenskaber for billigt, men får stadig lov til at lave ting udover vores studie. chkje11@student.sdu.dk

Peter Blæsild 1. semester, har ikke arbejdet gratis

Sara Nedergaard 3. semester, har arbejdet gratis

Kristian Isaksen 5. semester,har ikke arbejdet gratis.

Nanna Pedersen 3. semester,formand for KaJO

Debat. Lixen har samlet et debatpanel bestående af studerende fra 1.-5. semester. Nogle af dem har prøvet at arbejde gratis, og andre har ikke. Foto: Bjørn Hvidsteen

INTERN

� | oktober 2012 | LIXEN

2. oktober: Medietorvholderne kl. 19.30 i Evas hybel på Enghavevej 12

2. oktober: Radioprogrammet “Andenpladsen” sender første gang. Lyt med fra i dag og fremover hver tirsdag fra 18.00 – 20.00 på Studenterradioen eller på osr879.dk

4. oktober: Lixen redaktionsmøde på Medietorvet kl. 14.15

4. oktober: Torsdagsbar på Medietorvet kl. 15.00

5. oktober: Årsfest på SDU

6. oktober: Radioholdet har Sportsweekend

7. oktober: Radioholdet har Sportsweekend

8. oktober: KaJO-bestyrelsesmøde på Gl. Strand kl. 17.00

8. oktober: Deadline for endelig artikel til RUST

9. oktober: Deadline for Synopsis til Lixen kl. 12.00

9. oktober: Tirsdagsarrangement med Andrian Lloyd Houghes fra Smagsdommerne

11. oktober: Nyhedsdøgn for 1. semester

12. oktober: Efterårsferie

22. oktober: 1. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00

24. oktober: 2. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00

26. oktober: Fodboldkamp mellem 1. semester og 3. semester. Og så videre i fredagsbaren.

27. oktober: KaJO generalforsamling og Jern Henrik

Studerende udskyder sprograpport

Håndværks- og mediesprogseksa-men på 2. semester var travl for mange. Der blev slubret kaffe i store mængder, og de studerende måtte reflektere, analysere og skrive hur-tigt på tastaturet for at gøre medie-sprogsrapporten færdig. Selvom de studerenes kæber var på overar-bejde i de sproglige fraseringer, så kunne de have klaret sig endnu bedre

Lærke Kjær

til eksamen. Det mener Jonas Blom, underviser i mediesprog på Center for Journalistik. »Overordnet set klarede årgang-en sig rigtig fint. På den måde var besvarelserne også tilfredsstillende. Men jeg er sikker på, at flere stude-rende ville have klaret sig endnu bedre, hvis de havde sat lidt flere timer af til rapporten«, siger han.

Undersøgelse viser stress Louise Baltzer er en af dem, som havde travlt med at redigere og skrive en god speak. »Min radiohistorie faldt. Derfor var der ikke meget tid til at redigere og skrive rapport. Jeg prioriterede at skrive en god speak frem for at argu-mentere i rapporten«, forklarer hun og understreger, at hun maksimalt brugte to timer på rapporten. Og Louise Baltzer var ikke den eneste. Det viser Lixens under-søgelse. 37 procent af de stude-rende begyndte under 12 timer før

deadline. Mange følte sig for pres-sede og var derfor ikke tilfredse med eksamensformen. Nogle studerende forklarer, at de var så fokuserede på at nå at blive færdige med deres radio- og tv-indslag, at der ikke var tid til rapporten. Den årsag nikker Jonas Blom gen-kendende til. Han gætter selv på, at de studerende simpelthen brugte for meget tid på at lave deres indslag. Nogle af rapporterne var der en del sjuskefejl i, og det kunne have været undgået ved ekstra gennemlæsning. »Det er klart, at hvis man kun bru-ger halvanden time på rapporten, så bliver resultatet derefter«, fortæller han og kan godt ærgre sig over, at der er nogle, der har brugt for lidt tid på rapporten. Han mener, at der burde være god tid, fordi man netop valgte at give eleverne ét ekstra døgn til eksamen i år i forhold til sidste år.

Mediesprog nedprioriteretSine Skott Andersen er en af de stu-

72 studerende har været til mediesprogseksamen. 58 har medvirket i Lixens undersøgelse.

FAKTA

derende, der havde fin tid til at skrive rapport. Alligevel kan hun godt forstå, hvis de studerende vægter håndværk højere end mediesprog. 82,5 procent af de studerende svarer, at de prioriterede håndværk højest under eksamen. »Håndværkseksamenen tæller flere ECTS-point. Og når de to fag er slået sammen, så er det måske klart, at nogle prioriterer håndværk«, siger hun, men pointerer, at hun synes, at det ville være en god idé med en dag mere til eksamen, der kun er tilegnet mediesprogsrapporten.

Fra før og til nuI og med at eksamenen i mediesprog blev lagt sammen med håndværk, fik de studerende nemlig et døgn ekstra. Til mediesprogseksamen sidste år måtte de studerende på 2. semester skrive og indtale en nyhed baseret på en af deres produktioner fra hånd-værk og derefter lave en analytisk rapport. Det ville 54 procent af de

studerende fra 3. semester have fore-trukket. Men der var nogle ting, der skulle rettes op på, og derfor valgte man fra skolens side at lave eksa-mensformen om. »Pointen var at føre fagene sammen og gøre eksamen så realistisk som mulig, så den minder om den virke-lighed, som journalister kommer ud til«, forklarer Jonas Blom, som er gan-ske tilfreds med eksamensformen, som den er nu. Derfor vil den heller ikke blive ændret. Dog tilføjer Jonas Blom, at man til den næste hånd-værks- og mediesprogseksamen vil prøve at betone i eksamensoplægget, at de studerende skal afsætte et døgn til mediesprogsrapporten.

lavon11@student.sdu.dk

Over hver tredje studerende brugte under 12 timer på mediesprogsrapporten. Det viser en rundspørge foretaget af Lixen. Derudover foretræk-ker 54 procent håndværks- og mediesprogseksamen hver for sig. Men det ændrer sig ikke. Fagets underviser synes, at den nuværende eksamensform fungerer fint.

Praktik bliver pensumCharme, selvtillid og socia-le medier. Tre vigtige kund-skaber, når faget Journali-stikkens praktik kommer på skemaet på næste se-mester. Nu skal de stu-derende lære om personlig branding og networking, så de er klar til forårets Store Match Dag.

Når vinterens kulde siver ind ad vinduerne på Medietorvet, vil et nyt fag pakke de kommende 4. semesterstuderende godt ind til den berygtede praktiksøgning. Jour-nalistikkens praktik, som det nye fag hedder, vil for første gang få

Mia Laursen

skemaplads til vinter, og meningen er, at faget skal tage de studerende i hånden, så de får en bedre praktik-søgning. Faget vil blandt andet handle om hjemmesiden, personlig bran-ding, networking og kommunika-tion via sociale medier, røber fag-ets fagansvarlige Filip Wallberg, »Hvis man mestrer personlig bran-ding og opbygger et godt netværk, bliver det nemmere at få et arbej-de. Så simpelt er det«, siger han. Han mener, at et fag om praktik-forløbet vil gavne de studerende i forhold til praktiksøgningen, men også hjælpe dem i livet efter skole-bænken.

Praktikplads får ingen betydningFaget er stadig på tegnebrættet, og den endelige fagbeskrivelse har ikke

nået BlackBoard endnu. Men hvis det står til Filip Wallberg, skal der slet ikke gives karakterer. Eksamen vil derimod være i bestået/ikke bestået-form. Så uanset om praktikpladsen ender på Information eller Herning Folkeblad, vil det ikke få betydning for det endelige facit. De studerende vil derimod blive bedømt på deres hjemmeside. Her vil layout og indhold spille en rolle, for i sidste ende er det helhedsind-trykket, der er afgørende. Hvis fagbeskrivelsen bliver efter Filip Wallbergs hoved, skal der også laves en arbejdsrapport, som også vil få indflydelse på det samlede resultat. Faget er dog ikke færdigudviklet endnu, og der kan komme små æn-dringer i forhold til Filip Wallbergs idéer.

miala11@student.sdu.dk

Foto: Bjørn Hvidsteen

INTERN

LIXEN | oktober 2012 | �

Studieleder: Vi føler et ansvarEn udmelding om usikre forhold for journaliststu-derende i Vollsmose satte gang i debatten på Center for Journalistik på SDU. Men var der tale om for-domme eller rådgivning?

”At tage til Vollsmose lige nu er måske ikke den bedste ide”. Sådan lød beskeden rundt omkring i klas-serne på Medietorvet for en måneds tid siden. Oven på uroen i byde-len i august med skyderier blandt bandemedlemmer og trusler mod journalister, tog Karsten Baagø, stu-dieleder på Center for Journalistik, en beslutning. Han rådede de jour-naliststuderende til at undgå at lave historier fra Vollsmose. »Det var blevet en trussel direkte mod os som faggruppe, og ikke bare en generel uro eller kriminalitet. Vi har ofte studerende, som tager ud til Vollsmose for at lave historier. Men jeg synes, at det var for farligt på det tidspunkt«, forklarer Karsten Baagø. Derfor var beslutningen om at give besked til de studerende naturlig for studielederen.

Christina Nordvang Jensen

»For mig var det simpelthen bare almindelig sund fornuft og et forsøg på at udvise rettidig omhu - at gøre noget inden nogen kom til skade. For mig virkede det fuldstændig logisk og naturligt. Men det viste sig så, at der var meget delte meninger om udmeldingen«, konstaterer han. Efterfølgende har debatten kørt både på internettet, lærergangen og i klasselokalerne. For hvilken rolle skal studiet spille, når det gælder de journaliststuderendes sikkerhed? Og hvor går grænsen mellem rådgivning og indblanding?

Udmelding med negative følgerKirstine Holst, der netop er begyndt på tilvalgsuddannelsen på jour-nalistik, udtrykte sin holdning i et debatindlæg på Politiken.dk. Et de-batindlæg, der indeholdte en kritik af studiets indblanding. Hun mener, at skolens udmelding har en negativ effekt på de journaliststuderendes syn på Vollsmose. »Hvis vi allerede fra starten af vores uddannelse skal skydes i skoene, at vi ikke bør tage til Vollsmose, fordi der er farligt, så får vi overført en fordom. En frygt, som vi måske ikke havde i forvejen. Det, synes jeg, var helt forkert«, siger hun og forklarer, at det ifølge hende er med til at stig-matisere bydelen.

Karsten Baagø kan godt forstå Kirstine Holsts reaktion, men poin-terer, at det ikke handler specifikt om Vollsmose, indvandrere eller fordomme. »Jeg havde gjort det samme uanset, om det var Vollsmose, Ler-gravsparken eller Hovedbanegården. I don’t care. I det øjeblik, hvor der er et trusselsbil-lede specifikt rettet mod journalister, så føler jeg, at det er sund fornuft at rea-gere«, siger han.

Med eller uden ansvar Når det kommer til de journalist-studerendes sikkerhed, har Center for Journalistik juridisk og formelt set ikke noget ansvar. Men Karsten Baagø mener ikke, at studiet skal lade de studerende stå alene. »For mig er det ligeud ad lande-vejen. Vi har tilrettelagt en uddan-nelse, som blandt andet går ud på, at vi kræver, at de studerende bevæger sig ud i samfundet og laver konflikthistorier. Og derfor føler jeg også, at vi har et vist ansvar for, at de studerende ikke kommer til skade«, forklarer han. Men Kirstine Holst mener, at studiet påtager sig et ansvar, som ikke hører til på deres bord. »Jeg har i grunden dyb respekt for,

at skolen passer på deres studerende, men det er altså et universitet, og det er voksne mennesker, vi har med at gøre. Jeg synes, det er at under-vurdere de studerende«, siger hun.

Hellere på forkantDet er et svært dilemma. Svært at

finde en balance for, hvor meget studiet skal involvere sig, mener Karsten Baagø. »Hvis vi slet ikke havde reageret og forholdt os til Vollsmose, og der så var nogle journaliststuderende, der var taget derud og kommet til skade, fordi de var blevet forulempet på en eller anden måde. Hvordan havde vi så stået? Så var vi omgående blevet kritiseret for ikke at have forholdt os til en reel situation«, siger han og forklarer, at han derfor hellere vil være på forkant end at forsøge at samle stumperne op bagefter.

Sikker læringsprocesJournaliststuderende på SDU Morten Hjortshøj har selv prøvet at føle sig

truet under en tv-eksamen, hvor om-givelserne lige pludselig vendte sig mod ham. Han mener, at det er fint, at SDU giver råd til de journalist-studerende. »Så lærer vi at begå os med kilder, og hvordan man bedst går ud i nogle miljøer, som man måske ikke nor-

malt kaster sig ud i. Det er fint, at studiet tager hånd om det. Det handler om sikkerhed, uanset om det er i en ghetto eller et andet sted«, siger han og peger på, at det i sidste ende er op til den enkelte

studerende at agere, som man vil.

Redskaber til de studerendeIfølge centerleder Peter Bro vil der henover efteråret blive afholdt et mini-seminar for de journalist-studerende for at gøre dem klogere på arbejdet i usikre områder, og give dem nogle nyttige redskaber. Her skal tv-underviser Ralf Andersson og fellow på SDU Charlotte Aagaard fortælle om konflikthåndtering. Om rollen som udsendt rapporter i felten, og som den, der sidder i redaktions-lokalet og sender folk af sted.

chrij11@student.sdu.dk

Sikkerhedspapir skal sikre refleksionDet er ikke første gang, at spørgsmålet om de stude-rendes sikkerhed er blevet vendt blandt SDU’s ledelse, undervisere og studerende. I 2009 førte debatten til vedtagelse af et sikkerheds-papir.

Tilbage i år 2009 blev den davæ-rende journaliststuderende Niels Krogsgård fængslet i Iran, mens han skrev sit bachelorprojekt. Det

Christina Nordvang Jensen

fik medierne i kog, og de kredsede intenst om emnet. Her blev der rettet kritik mod SDU, selvom studiet juridisk set ikke var ansvarlige. Studieleder Karsten Baagø mener, at det næsten altid vil falde tilbage på studiet, hvis der sker en journa-liststuderende noget. Og det skete også dengang. Det fik SDU til at re-vurdere deres sikkerhedsprocedure.

Forebyggende sikkerhedspapir På baggrund af kritikken efter

Iran-sagen indførte SDU derfor et såkaldt sikkerhedspapir, der bliver taget i brug hver gang en journalist-studerende giver sig i kast med et projekt, hvor der er en potentiel risiko. Enten i forhold til journalis-tens eller de medvirkende kilders sikkerhed. Det er der et klart mål med. »Tanken er, at når de studerende udfylder det sikkerhedspapir, så bli-ver begge parter tvunget til at tænke over, om det nu også er en god ide,

at de tager til det pågældende sted. De bliver tvunget til at reflektere lidt over, om der kan gøres noget for at sikre dem. Så vi simpelthen får højnet deres refleksionsniveau i forhold til den situation, som de er på vej til at begive sig ud i«, forklarer center-leder Peter Bro. Sikkerhedspapiret bliver mest brugt til bachelor- eller specialeprojekter, hvor arbejdet oftere involverer et visum og en flyvetur end på de første semestrer på journalistuddannelsen.

Og selvom det igen er op til den en-kelte, om de vil lytte til studiets råd, så mener Peter Bro, at studiet er forpligtet til at stå klar med hjælp og rådgivning. »I er voksne og myndige, men vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få jer til at tænke over det og stille den viden, som vi har til rådighed om, hvordan man kan tackle krise-situationer«, konstaterer han.

chrij11@student.sdu.dk

”For mig var det simpelthen bare almindelig sund fornuft og et forsøg på at udvise rettidig omhu Karsten Baagø, studieleder

INTERN

� | oktober 2012 | LIXEN INTERN

LIXEN | oktober 2012 | �

Hvem scorer Henrik?Jern Henrik. Det et navn, der hyppigt nævnes påMedietorvet for tiden. Men hvem er han egentlig? Og måske endnu vigtigere: Hvordan får man ham med hjem?!

Her er ikke tale om en tegneseriefigur med korngult strithår og smæk-bukser, der plager livet af sine foræl-dre og naboer - ej heller en stor, stærk superhelt med svulmende muskler. Alligevel er associationerne til helte og friske fyre ikke helt gal. Jern Henrik er nemlig en pris - en hæderspris, der gives for den helt ekstraordinært gode og gennem-arbejdede, journalistiske historie, hvor både indhold, research, form,

sprog og ikke mindst idéen sidder lige i skabet. Miki Mistrati, der er nyhedschef på Ekstrabladet og sidder i dette års Jern Henrik-jury, udtrykker det således: »Jern Henrik skal gives til den mest talentfulde journaliststude-rende, der har udviklet den originale idé, og samtidig mestrer researchog formidling på højeste plan.Desuden skal historien have højsamfundsmæssig relevans«. Prisen uddeles hvert år til en journalistpraktikant fra Syd-dansk Universitet, der har bril-lieret på spalter, tv eller i radio-en. Og historien skal have været offentliggjort i det medie, ved-kommende har været i praktik hos. Det er KaJO, der står for uddelingen, som finder sted en gang om året. Lørdag den 27. oktober er datoen for detteårs festligheder på Medie-torvet.

Fire gange HenrikJern Henrik er den største Henrik, man kan få med hjem. Men heldigvis ikke den eneste. Der er nemlig tre andre Henrik’er på højkant til uddelingen: Service Henrik, Basker Henrik og Felt Henrik. Så der er flere af SDUs ihærdige jour-naliststuderende, der kan se frem til at få en Hæders Henrik med hjem til hylden i næste måned. Basker Henrik går til den, der har skabt en rigtig kiosk-basker. Enhistorie læseren bare må have med under armen, når der købes mælk, smøger og lakridspiber. Det er en historie med stor nyhedsværdi, der skaber perspektiv og debat. Felt Henrik går til den, der har været i felten og er kommet hjem med en ualmindelig god reportage. I reportagen må der gerne leges med sproget, lånes dramaturgiske tricks fra litteraturen og være lidt ekstra lir for enden af pennen. Og Service Henrik gives for den bedste historie inden for den bruger-orienterede genre ”news you can use”. Det skal være en historie, der kommer med brugbare infor-mationer, som læseren kan bruge i sin hverdag. Og så gør det ikkenoget, hvis de serveres på en underholdende måde.

Et klap på skulderenSpørger man sidste års vinder af Jern Henrik, er der ingen tvivl om, atHenrik er værd at kæmpe for: »Det var jo fantastisk at vinde Jern Henrik. Det er et klap på skulderen«, fortæller Freja Czajkowski.

Hun vandt med artikelserien ”IC4 Kaos”, der omhandlede DSBs mis-lykkede togsatsning. Og man behøver ikke at være i prak-tik på et af de landsdækkende me-dier for at komme med den bedste historie. Freja Czajkowski, som var praktik på Ingeniøren, siger: »Der er jo lidt prestige i at være i praktik nogen steder frem forandre i forhold til at kunne nå ud til en bredere del af befolkningen.Derfor var det også fedt at et fagblad kunne vinde og at vise, at man godt kan slå igennem som praktikant på nichemedier«.

Henrik for alleSelv om det i sidste ende kun er fire studerende, der kan gå hjem hånd i hånd med en Henrik, kommer det ifølge KaJOs formand, Nanna Cecilia Pedersen, os alle til gode: »Vi bliver opmærksomme på, hvad de andre går og laver. Og det er vildt spændende at få noget inspi-ration på den måde«, siger hun. Alle medlemmer af Dansk Jour-nalistforbund har haft mulighed for at indstille kandidater til priserne, og det er blevet til 49 i år. Ni flere end sidste år. Lige nu sidder juryen og vur-derer alle historierne for at finde frem til dem, der skalnomineres. Der udvælges femkandidater til Jern Henrik og tre til Basker Henrik, Felt Henrik og Ser-vice Henrik.

Henriks historieFørste gang nogen gik hjem med en

Jern Henrik var i 2004, da en grup-pe journaliststuderende fandt på, at der skulle være en hæderspris til praktikanterne. Prisen opkaldte de efter professor Jørn Henrik Petersen – manden der kan tage en stor del af æren for, at der findes en journalistuddannelse i Odense. Han var hovedansvarlig for opbygningen af uddannelsen ogcenter- og studieleder, dengang det hele begyndte i 1998. Og ifølge ham, må man godt være lidt stolt, hvis en af de fire Henrik’er får lov til at lune i hånden, nåruddelingen er, og det er tid til at svinge sig op på jernhesten: »Den, der får en pris, og den, der har fået en pris opkaldt efter sig har det til fælles, at de har været frem-stikkende. Det har man min salighed lov at glæde sig over«, siger han.

siaar09@student.sdu.dk

Lixen kunne i juni-nummeret fortælle, at der var blevet købt to nye grille til Medietorvets beboere. Men måske har du lagt mærke til, at de over som-meren er forsvundet? Formand for Medietorv-holderne, Eva Krarup Randa Nielsen, oplyser, at det er SDUs gartner, der har smidt grillene ud. Hun fortæller dog til Lixen, at Medietorvholderne vil købe to nye til næste sommer, så SDUs journaliststuderende igen kan grille, når de sene timer på Syddansk Universitet skriger på friskgrillede pølser.

Corfixen

Måske har du været en af dem, der har kæmpet om de få stik-kontakter til din bærbare com-puter i indskolings- og hånd-værkslokalerne. Men i stedet for at ommøblere stikdåser og slås om strøm, så kan du nu se frem til, at der i fremtiden kommer flere stikkontakter i lokalerne. Lixen har på opfordring af vores medstuderende taget hånd om problemet og kon-taktet ”Teknik Anders”. Han lover, at der snart vil blive in-stalleret flere strømstik.

Corfixen

Arrangørerne af rusturen er blevet gjort opmærksomme på, at flere nye studerende ikke modtog den tilstrækkeli-ge information angående årets rustur. Morten Buttler, en af de fire rusturs-arrangørerer, mener dog ikke, man kunne have gjort mere for at få fat i alle på den nye årgang. »Det er svært at nå ud til alle, når vi selv har indsamlet folks kontaktinformationer«, fortæller han og fortsætter: »Folk fik chancen for at skrive mailadresser på ved samtalerne, mere kunne vi ikke gøre«.

Corfixen

Fem journaliststuderende fra 1. og 3. semester er gået sam-men om et nyt radioprogram på Odense StudenterRadio. ’Andenpladsen’ sender klok-ken 18.00 – 20.00 hver tirs-dag, og du kan finde det nye radioprograms facebookprofil på facebook.com/Andenplad-sen. Programmet sendes på frekvensen 87,9 i Odense, og er man ikke i det fynske, så kan man lytte med på hjem-mesiden www.osr879.dk.

Corfixen

Grillgåden: Det var gartneren

Teknik-nyt: Mere strøm til stikkene

Russere røg i svinget: Det var Buttleren

SDUere laver radio-program

Kultur-tirsdag med AdrianTirsdag den 9. oktober gæster Adrian Lloyd Hughes Me-dietorvet, hvor han skal tale om kulturjournalistik. Det vil man ikke gå glip af, mener Amalie Frøkjær-Rubbås, der har arrangeret besøget. »Det kommer til at handle om det bløde og det sjove, det spændende og det anderledes - kultur. Hvem kan sige nej til at høre om det?«. Arrangementet finder sted på Medietorvet fra klokken 12.15.

Buttler

Illustration: Maja Mackintosh

Signe Ohayv Aarestrup

Foto: Freja Czajkowski

INTERN

10 | oktober 2012 | LIXEN

Præsidentvalg rykker praktikdagDatoen for Store Match Dag i Aarhus bliver rykket på grund af det amerikan-ske valg.

Kampen mellem præsidentkandi-daterne i USA påvirker ikke kun verdenssamfundet, men nu også

Christine Brink

– dog i en noget mindre skala – de kommende journalistpraktikanter. Store Match Dag i Aarhus er nemlig blevet rykket en dag, da flere af de chefer og journalister, som skal an-sætte praktikanterne, har travlt med at dække det amerikanske valg. »Der er så mange mennesker, der har forfærdelig travlt med at be-arbejde resultaterne fra det ameri-kanske valg, som man først forventer, kommer frem klokken fire om nat-

ten. Derfor har vi rykket datoen«, forklarer praktikvejleder på DJMX, Pia Færing.

Ønske fra DRDet var en forespørgsel fra Danmarks Radio, der gjorde praktikudvalget opmærksomme på problematikken med præsidentvalget. Hos DR er man glade for, at praktikdagen bliver rykket. »Dækningen af det amerikanske

valg er en stor begivenhed for DR Nyheder, og derfor er det en stor hjælp for os, at man har imødekom-met vores ønske«, siger indlandschef på DR Nyheder, Sandy French.

Sker ikke igenDe kommende praktikanter skal dog ikke vente længe på at få deres prak-tikkontrakter underskrevet. Store Match Dag er kun rykket en enkelt dag fra 7. november til 8. november.

Pia Færing erkender, at den nye dato ikke tilgodeser alle medier og påpeger, at fejlen ikke kommer til at ske igen næste år. »Vi skulle have været opmærk-somme på det i foråret – men det var vi ikke. Sådan kan det ske. Vi er opmærksomme på kommunalvalget næste år«, understreger praktik-vejlederen.

chkje11@student.sdu.dk

Medierne elsker ObamaRepublikanerne får ikke den mediedækning, de bør i præsidentvalgkampen, mener eksperter. Ifølge dem skyldes det, at identi-fikation er blevet for domi-nerende som nyhedskrite-rium. DR og TV 2 afviser kritikken.

Manden i Det Hvide Hus har kæmpe indflydelse på hele verden. Derfor sender verdens medier også ekstra folk til staterne, når amerikanerne skal vælge ny præsident. Også i Danmark er dækningen mas-siv, men ifølge flere eksperter er den alt for ensidig og unuanceret. USA-analytiker Mads Fuglede undrer sig over, at medierne ikke formår at sætte flere nuancer på partierne. Specielt det republikanske parti bliver udsat for unfair dækning, mener han. »Man gør sig ikke mange an-strengelser for at repræsentere Re-publikanerne, som de er. Man går meget op i deres religiøsitet, værdi-politik og den slags. Nogle gange på en måde, så jeg tænker: ”Er det skre-vet af Det Demokratiske parti, eller er det skrevet af en journalist, der skal forestille at være uafhængig”?«, siger USA-analytikeren.

Identifikation med DemokraterneOgså Anders Bo Rasmussen, som har en ph.d. i journalistik, synes, at medierne dækker valgkampen skævt. Han vurderer, at identifika-tionskriteriet vejer ekstra tungt, når redaktører og korrespondenter skal vælge sine historier. »Selvom mange USA-korrespon-denter forsøger at dække valg-kampen afbalanceret, så har de danske modtagere nemmere ved at identificere sig med demokraterne – derfor hører vi også mere om dem«, siger han og uddyber: »Ideelt set havde man givet fuld-stændig lige dækning til de kandi-

Kasper Thomsen

dater, der er. Men journalistik er altid en balancegang om at forsøge at leve op til nyhedskriterierne og samtidig også være opmærksom på de kom-mercielle betingelser, man arbejder under«, forklarer han.

Balanceret dækningBåde TV 2 og DR afviser, at de dæk-ker unuanceret. »Jeg køber ikke kritikken. Vi dæk-ker lige så meget Romney, som vi dækker Obama, og vi hører lige så meget folk, der kritiserer Obama, som vi hører folk, der kritiserer Romney. Rent kvantitetsmæssigt står det lige«, siger udlandschef hos TV 2, Jakob Vissing. DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup, er heller ikke enig i kritikken, men han erkender, at dækningen var for dårlig ved sidste præsidentvalg. »Jeg ville måske have købt den (kritikken red.) ved valget i 2008, hvor man syntes, at det mest in-teressante var Demokraterne, fordi der enten kunne komme en sort eller en kvindelig præsident. Det gjorde, at man ofte dækkede republikanerne for dårligt«, siger han. Men ifølge ham har det ændret sig i år. Nyhedschefen fremhæver, at DR har haft stor intern fokus på dæk-ningen denne gang. Derfor har de også sendt ekstra folk over Atlanten for at lave reportager fra de såkaldte svingstater i Midtvesten. »Vi har brugt rigtig meget tid på at sørge for at dække republikanerne mere retfærdigt denne gang. At få dækket den del af USA, hvor valget bliver afgjort – nemlig Midtvesten«, forklarer han. Mads Fuglede medgiver, trods sin kritik, at der er sket noget siden sidste gang, amerikanerne skulle til stemmeurnerne. »Jeg har kunnet spore en stor posi-tiv udvikling siden valget i 2008, og hvis den fortsætter, så tror jeg, at den danske USA dækning er i gode hænder«, siger USA-analytikeren.

karan12@student.sdu.dk

Illustration: Maja MackintoshBilleder: Jamesomalley, WEBN-TV og Matt Ortega

EKSTERN

LIXEN | oktober 2012 | 11

Comedy news storhitter på nettet

For to år siden beslutter Marta Sørensen at lave en overspringshandling af de

større. Begravet i studiet på DJMX trænger hun til et satirisk frirum. Derfor

starter hun Rokokoposten med fire medstuderende: En satirisk hjemmeside,

der dagligt bringer ”fake news”.

»Vi synes, der manglede noget satire, der ikke sigtede efter de svageste i

samfundet«, fortæller Marta Sørensen.

En succes starter

De fem venner synes, den danske satire er ”social satire” og bruger serien

Krysters Kartel som eksempel. En humor, der provokerer dem. Efter inspira-

tion fra udenlandske hjemmesider som The Onion, stifter de derfor Rokoko-

posten, der for nylig kunne fejre to års jubilæum og snart udkommer med

en bog.

Rokokopostens popularitet er i dag på sit højeste. Det kan man for eksem-

pel se med nyheden ”Ateister raser over tegning af ingenting”, der i skrivende

stund har over 25.000 likes og mere end 1.000 delinger på Facebook. Til

sammenligning fik den mest populære artikel på Politikkens facebookprofil i

september 1.107 likes.

Ifølge Marta Sørensen er artiklerne populære, fordi de er et udtryk for satire

rettet mod politikere, tendenser og medier. Journalistikkens fine fornemmel-

ser står på mål i artiklerne, hvor de fire redaktører, ifølge dem selv, skriver om

de mest latterlige ting på den mest ophøjede måde.

Absurd indhold i seriøs form

Den ophøjede form har sikkert narret de fleste, og Marta Sørensen har da

også tidligere modtaget henvendelser fra folk, der tog artiklerne for gode

varer. En artikel, der for eksempel snød særligt mange, var, at Bertel Harder

ville forbyde stødende bynavne som Lem.

Artiklerne skrives nemlig, som Marta og sine kolleger har lært det på

Journalisthøjskolen. Den journalistiske form er konsekvent og fremhæver

historiernes absurde indhold.

Netop konsekvent formsprog er en af de ting, Marta Sørensen mener,

dansk satire godt kunne tillære sig fra Rokokoposten.

»Det, der mangler, er, at man holder formen. Der er mange, der laver satire

med journalistikken, men man understreger altid, at der er tale om komik

- det ved vi jo godt«, fortæller han.

Nyhederne er ”fællesgods”

Men Rokokoposten er ikke de eneste, der tager et satirisk blik på journalis-

tikkens selvopfattelse. Websitet HeltNormalt.dk hitter med falske breaking

news, ligesom TV 2 Zulu nu tager skridtet videre og laver deres egen nyheds-

udsendelse med comedy-tema.

Medieforsker Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet, tror det

skyldes en tradition for nyhedssatire.

»Nyhedssatire er populært, fordi det udgør et fællesgods, vi alle kan for-

holde os til. Man har jo lavet nyhedssatire i mange år«, forklarer han.

Comedy news uddanner seerne

Alligevel genkender Henrik Søndergaard et øget udbud af comedy news.

»Der er en voksende nyhedsstrøm af trivielle begivenheder, vi skal forholde

os til«, siger han som mulig forklaring.

»Det kan være et udtryk for, at danskerne er blevet mere kritisk be-

vidste om, at nyhederne ikke laver sig selv«, siger han, og mener altså,

at comedy news gør seerne bedre rustet til at vurdere nyhederne. Henrik

Søndergaard har stor tiltro til, at danskerne ikke lader sig smitte af ameri-

kanske tilstande, hvor dele af befolkningen boycutter nyhederne til fordel for

eksempel The Daily Show.

Comedy news indtager sociale medier

Comedy news er en voksende genre, hvilket i dag kan aflæses på

Facebook. Her opnår Rokokoposten at få væsentligt mere opmærksomhed

end for eksempel DRs statusopdateringer, der ikke kan opnå meget mere

end 20 delinger.

»Vores popularitet handler meget om Facebook. Jeg tror, det er fordi, det

siger mere om dig, når man deler Rokokopostens artikler. Man kan tilken-

degive, at man er enig i artiklens implicitte budskaber. Det er identitetsska-

bende«, siger Marta Sørensen. På den måde skaber comedy news identifika-

tion på en ny måde end de klassiske nyheder og formår at bygge sin succes

på baggrund af de sociale medier.

Mens nyhedsbranchen kæmper om clicks på nettet, skovler comedy news likes ind på Facebook. Rokoko-posten er et eksempel på den nyhedssatire, der hitter lige nu.

EKSTERN

12 | oktober 2012 | LIXEN EKSTERN

Tweet, brand og like dig selv

– nu med forsamtalerNu har de journalist-studerende også mulighed for at komme til forsamtale på Politiken, inden de søger i praktik.

Når hornet hyler på Store Match Dag, har de journaliststuderende ofte været til forsamtaler hos flere me-dier, inden de skriver under på deres praktikkontrakter. Forsamtalerne kan sammenlignes med en kort job-samtale, hvor den studerende og me-diet får mulighed for at snakke med

Christine Brink

hinanden, inden praktikpladserne bliver fordelt i Aarhus. Tidligere har alle de store dagblade holdt for-samtaler - på nær Politiken. Men det bliver der ændret på i år. »Vi har fået en del forespørgsler fra dem, som søger praktik hos os. Vi har også talt med vores praktikanter, og de synes faktisk, at det ville være en god idé, hvis vi tilbød forsamtaler«, forklarer chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane om tiltaget. Konceptet med forsamtaler star-tede for fem år siden på Ekstra Bladet. Et initiativ de fleste større medier benytter sig af i dag. Men ind-til i år har Politiken ikke benyttet sig af de populære samtaler. »Vi bruger meget tid på at screene

hjemmesider og læse ansøgningerne i bund. Da vi er rigtig glade for de praktikanter, vi ender med at få, har vi egentlig ikke haft det store behov for at have forsamtalerne«, forklarer chefredaktøren.

Win winSigne Aarestrup går på cand. public B-linjen og skal søge praktik til efter-året. Hun regner blandt andet med at søge hos Dagbladet Politiken og er glad for avisens nye initiativ. »Det betyder rigtig meget at få lov til at se arbejdspladsen, inden man søger. De kan få et bedre indtryk af en og omvendt«, siger hun. Praktikvejleder på journalist-uddannelsen i Odense, Karen Løth

Sass, opfordrer generelt alle medier til at holde forsamtaler. »Jeg synes, det giver de studerende en mulighed for at give et bedre ind-tryk, i stedet for at stå og stille ”mærkelige” spørgsmål for at blive husket. Det kan jo kun blive bedre af, at begge parter ved mere om hinan-den«, siger hun. Indtil videre er Politikens forsam-taler et eksperiment. Anne Mette Svane vil derfor ikke love, at avisen også holder forsamtaler ved næste praktikrunde i foråret 2013. For-samtalerne finder sted i Åben Hus-ugen inden Store Match Dag den 8. november i år.

chkje11@student.sdu.dk

En presset mediebranche skærper kravene til jour-nalisterne. Vi skal vænne os til nye jobtitler og blive bedre til at brande os selv. Det siger udviklingschef i Berlingske Media.

Journalisters arbejde kan på nogle punkter erstattes af maskiner og software. Derfor er nytænkning nød-vendigt. Dét var en af konklusionerne, da Berlingske Medias redaktionelle udviklingschef, Pernille Tranberg, gæstede Medietorvet med foredrag-et ”Journalistik og fremtiden” i sidste måned. Som udviklingschef søger Pernille Tranberg efter nye tendenser i et mediemarked under pres. Pernille Tranberg forklarer, at journalister på nogle områder bliver stadig mere undværlige. De traditionelle journa-listjobs kan nemlig blive hårdt ramt af den teknologiske udvikling. »For eksempel bliver der færre stil-linger som udenrigskorresponden-ter og sportsjournalister. Der er for eksempel allerede udviklet software,

Carl-Emil Søe

som kan producere simple artikler om sport ved at koble journalistiske sportsklichéer med resultater. Be-hovet for en dansk udenrigskorres-pondent vil også dale. Hvorfor ikke bare oversætte og faktatjekke en lokal øjenvidneberetning? Mit gæt

er, at medierne i stedet vil benytte sig af en moderator, der tjekker rig-tigheden af oplysningerne sendt fra udlandet«, forklarer hun.

Nytænkning er nødvendigPå trods af de triste udsigter under-streger Pernille Tranberg, at der også udvikles nye stillinger. »Nytænkning af de journalistiske jobs er nødvendig, og nye stillinger opstår. Hos traditionelle medier vil journalister eksempelvis få jobs i digitale powerteams. Dér vil arbejdet bestå i livedækning af pressemøder, sportskampe og så videre. Man vil også kunne få arbejde som kom-merciel redaktionschef, hvor man vil udvikle det journalistiske indhold til eksempelvis mobil og tablets«, spår hun. Pernille Tranberg peger på, at man også kan have en fremtidsmulighed som self-publisher. Her laver man sit eget brand. »Man kan skabe sig sit eget brand ved at specialisere sig i nogle få em-ner. Så gælder det om kun at skrive om de emner, man er ekspert på, eks-empelvis miljø. Folk, der interesserer sig for miljø, vil så blive ens followers (faste læsere, red.). Samtidig bliver man mere attraktiv for en arbejds-giver, da arbejdsgiveren ved at hyre

dig får mere end dig som journalist. De får også en del af dit brand og dine followers«, siger hun.

En bachelor vil næppe være nokPeter Bro har som leder af Center for Journalistik det overordnede

”Et stort netværk er en kæmpe fordel. Særligt på social medier som Twitter og LinkedIn. Pernille Tranberg, udviklingschef på Berlingske Media

Gør-det-selv. Pernille Tranberg mener, det er nødvendigt at nytænke de journalistiske jobs. Det fortalte hun, da hun tirsdag den 18. september gæstede Medietorvet til en snak om journalistikkens frem-tid. Foto: Kristian Corfixen

I uge 43 er der Åbent Hus-uge på diverser medier. Her holder nogle praktiksteder forsamtaler.

19. oktober slår praktikstederne op, hvor mange stillinger de søger. Det er ikke ens hvert år.

29. oktober skal de praktksøgende aflevere deres ansøgninger til praktikstederne.

8. november er der Store Match Dag i Aarhus. Her får de studerende deres praktikpladser.

FAKTA

ansvar for journalistuddannelsen. Han er enig med Pernille Tranberg i, at branding kommer til at spille en større rolle for fremtidens journa-

lister. Derfor er branding vigtigt at give undervisning i, siger Peter Bro. »Vi har faget Journalistikkens Praktik, der fokuserer på personlig branding. Her lærer de studerende, hvordan de skaber deres eget me-diebrand i miniformat ved hjælp af sociale netværk«. Peter Bro mener også, at en kan-didat vil blive mere nødvendig.

”Et stort netværk er en kæmpe fordel. Særligt på social medier som Twitter og LinkedIn Pernille Tranberg, udviklingschef på Berlingske Media.

»Jeg tror stadig, at man vil kunne afslutte med en bachelor og få gode generalistjobs. Når det er sagt, bliver en kandidat mere nødvendig

med konkurrencesituationen. Hvis en bachelor og kandidat søger det samme job, vil en mediearbejdsgiver højst sandsynligt vælge kandidaten, da vedkommende har mere ballast og erfaring. For fremtidens skarpe journalister vil en bachelor næppe være nok«. Pernille Tranberg synes også, at journalister skal stræbe efter mere

viden. Det vigtigste for hende er dog netværket. »Et stort netværk er en kæmpe fordel. Særligt på sociale medier som Twitter og LinkedIn. Netvær-ket underbygger dit brand, og du skal hele tiden sørge for at udbygge det. Alt for mange mennesker byg-ger først deres netværk op, når de står uden job, og krisen har ramt. Husk derfor at bygge netvær-ket op, mens det stadig går godt«.

csoee12@student.sdu.dk

LIXEN | oktober 2012 | 1�

Hemmelig men genkendelig Radiovært Julie Bundgaard blotter sig for millioner af lyttere. Men når hun ikke er Julie Bundgaard fra P3, nyder hun en bedragerisk anonymitet, som hun har holdt fast i gennem hele sit liv.

En gruppe pensionister er klar til rundvisning, mens mennesker med målfaste blikke og ”tilfældigt” toptjekket tøj trækker deres id-kort frem. De kører rutinemæssigt kortet over en censor, og et elektronisk klik får to glasplader til at køre til side. Scenen der udspiller sig minder om en eftermiddag i me-troen i London. Men hér byder en poleret reception én velkom-men, mens en overdimensioneret projektor kaster billeder af et højkulturelt DR2-program op på en enorm cementgrå væg. Vi er i DR-kubens indre. Døren ind til receptionen kører konstant rundt, og gennem glasset kommer en kvinde med en barnevogn til syne. Den 38-årige nybagte mor er ikke umiddelbart genkendelig, men da hun åbner munden og inviterer os med indenfor, ryger hun direkte igennem stemmegenkendelsesprogrammet og får meldingen genkendt.

Christine Randa

For her har vi at gøre med en stemme, som man, som fast P3-lytter, har brugt mange timer i selskab med. Mange uglede mor-gener og mange køfyldte ture til arbejde. En sprød og rå kvinde-stemme, som bærer præg af 20 daglige Prince Light-cigaretter, som modvilligt er lagt på hylden.

Lillemor på visitRadiovært Julie Bundgaard er tilbage på besøg i DR Byen for første gang, siden hun for seks uger siden fødte sin lille dreng, Walter. Nummererede klistermærker ryger på trøjen, og Julie bevæger sig hjemmevant op mod den redaktion, som den ellers tv-glade Julie ved et tilfælde blev en del af tilbage i 2004. »Hej Julie«, hører man på repeat, mens vi nærmer os redak-tionens hjerte. Og det føles da også som en lille familie, der mødes på ny. »Nej… må vi se ham. Nårh...« Julie parkerer barnevognen midt i P3-domænet, og en sarkastisk jargon med hudærlige ud-talelser om babylort og livet som mor ryger gennem lokalet. En karakter, der vidner om det faktum, at Julie oftest omgiver sig med mænd, der udgør det meste af hendes vennekreds. Vi bevæger os videre forbi de kaffemaskiner, som hun ikke selv bruger. For på trods af fire år på Go’ Morgen P3 med et vækkeur, der ringede klokken 04.00, er Julie aldrig blevet kaffedrikker. Vores destination er Go’ Morgen P3s lokaler, hvor vi indtager vores positioner, og seks uger gamle Walter bliver parkeret, så den nybagte mor kan høre ham. Diktafonen tændes, og vi er i gang. Det er hurtigt tydeligt, at

Julie er en kvinde i snakkehumør. »Jeg kommer ikke så tit ud i øjeblikket. Det ved jeg ikke, om I kan fornemme. Jeg snakker helt vildt. Jeg er i totalt socialt un-derskud«, indrømmer hun grinende.

Tv-barnVi starter helt tilbage ved begyndelsen, ved en Julie, der sidder hjemme i forældrenes sofa og leger klippeleg med sin far. »Min fars forestilling om at underholde og lege med sine børn var sådan noget med, at vi satte os ned og så tv og legede klip-peleg. Det gik ud på at sidde og glo på fjersynsskærmen, og så skulle man sige ”klip”, når man mente, at de klippede. Så det lærte jeg som fire årig. Jeg var total miljøskadet«, erkender hun. Julie havde ikke en helt almindelig opvækst i den forstand, at Julies far er den tidligere tv-vært for blandt andet primetime-programmet Gæt og Grimasser; Erling Bundgaard. Faderens job har resulteret i, at Julie aldrig har haft et ønske om at stå foran kameraet. Men turene med far på arbejde gav til gengæld lysten til at komme med bag om på tv-produktionerne. Så da Julie startede på Danmarks Journalisthøjskole, var tv-mediet i fokus. Og da hun blev færdig som journalist i 2002, startede en karriere inden for tv med redaktørarbejde på et realityprogram, nogle børnedokumentarer og ungdomspro-grammet Rundfunk. Men altid bag kameraet. For Julie er vokset op med, at familien ikke kunne gå nogen steder uden at blive konfronteret med faderens berømmelse.

Foto: Bjørn HvidsteenFoto: Agnete Schlichtkrull

Genkend stemmen

PORTRÆT

1� | oktober 2012 | LIXEN

Foto: Bjørn Hvidsteen

Og Julie vil ikke konfronteres nede i Netto. »Min far lavede tv på et tidspunkt, hvor der var monopol. Så der var omkring halvanden million mennesker, der så program-merne; Gæt og Grimasser og Lørdagshjørnet. Det svarer til, at du går ind i en bus, og så har hver anden tilbragt lørdag aften sam-men med din far«, fortæller hun. Det var overvældende for lille Julie, der oplevede, at privat-sfæren ofte manglede, når folk stoppede hendes far på gaden og i høj grad havde en mening om ham. »Og dermed også en mening om mig - uden at jeg havde nået at præsentere mig selv, så var jeg ligesom dømt på forhånd«, forklarer hun.

Total hemmeligDet var først, da den tidligere Rundfunkvært Felix Smith high-jackede hende til et producerjob på P3, som senere endte i værtsarbejde, at Julie Bundgaard kom i fokus. Men det var okay, når det nu var radio. For det faktum, at der ikke var en billedside, gjorde, at Julie følte, at der stadigvæk var en ret stor anonymitet som radiovært. Så selvom over en million danskere har stået op sammen med Julie i fire år, og hun har deltaget i blandt andet Zulu Djævleræs og Til middag hos...: »…Så går jeg stadig rundt og bilder mig selv ind, at fordi jeg laver radio, så kan folk ikke sætte et ansigt på mig. Jeg er total hemmelig. Og det er jeg nok overhovedet ikke. Og alligevel er jeg. For folk er ikke så meget in your face, som de er, hvis du har lavet tv«, konstaterer hun. Og selvom Julies realistiske sans fortæller hende, at beboerne i den lille by hun bor i, Ejby, nok godt ved, hvem hun er. Nu når hun har slæbt et kamerahold fra TV3 med ned i den lokale Netto, så ynder hun alligevel at opholde sig inde i en boble. En boble, som hun indrømmer nok er skabt af en vis naivitet og et behov for at tro på, at der ikke er nogen, der aner, hvem hun er. »Jeg vælter derned i joggingbukser og træsko og fedtet hår og alt muligt. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at de ikke aner, hvem jeg er. Og det har jeg så fundet ud af senere hen, at det ved de godt«, erkender hun og fortæller om episoden, hvor hendes 16 måneder gamle datter skulle starte i daginstitution. »Der var det sådan lidt, jamen fint, så kommer jeg bare her

og afleverer hende. Og så gik der tre dage, og så var der en, der sagde; ”Hey, jeg så dig i det der tattoosalonen”, og en anden der havde hørt mig i radioen. Og så blev jeg helt paf, fordi jeg blev konfronteret med mit ”offentlige jeg” i en situation, som jeg be-tragtede som et helle. Det har jeg ikke prøvet før«, beretter hun. Episoden gjorde netop indtryk på Julie, fordi datterens institu-tion er et sted, hvor hun ikke er Julie Bundgaard fra P3, eller i hvert fald ikke er forberedt på at skulle være det. Der er hun bare

Mila Rosas mor.

Blottet tapetDen grundfaste tro på, at ingen i virkeligheden ved, hvem hun er, stammer helt tilbage fra Julies ungdom. »I gymnasiet var jeg også ret sikker på, at jeg var sådan

en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for alle vidste godt, hvem jeg var. Om ikke andet så på grund af min far. Men også fordi jeg konsekvent var den, der var fuldest til festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et rock-band. Men jeg kunne stadig møde op om mandagen og tænke; der er ikke nogen, der kan huske, hvem jeg er«, fortæller hun og funderer over, om det egentlig er en forsvarsmekanisme, der er kommet i kraft af hendes fars erhverv. »Jeg bildte meget hurtigt mig selv ind, at de ikke kunne se mig. Det er sådan et totalt indre optisk bedrag, jeg kører med mig selv. For det passer nok ikke helt«, siger hun og indrømmer, at hun stadig har det sådan og egentlig synes, at det er helt latterligt. Og det er ikke fordi, at det som sådan betyder noget for Julie, om folk ved, hvem hun er eller ej, men det er vigtigt for hende, at hun kan få lov at gå ind og handle i joggingbukser og træsko. Om end anonymiteten er indbildt eller ej, så nyder Julie, når den er der. Men hun indrømmer også, at hun som radiovært blotter sig meget for sine lyttere. »Lytterne har jo faktisk et ret stort indblik i mit privatliv,

hvilket så er totalt modsigende, i forhold til det jeg lige har siddet og sagt med anonymiteten. Men fordi der ikke er det der ansigt på, så har jeg det sådan lidt... Ikke fordi det ikke er mig, for det er jo mig selv og mit eget liv, jeg fortæller om, men der sker noget mærkeligt, for jeg opfatter det ikke som blottet«, forklarer hun.

Radio i sort og hvidtDe blottede øjeblikke opstår ofte, fordi der i radio er meget kort fra tanke til handling. Og det er netop det, som Julie elsker aller-mest ved radiomediet. »Men lige så befriende, som det kan være, at der er så kort fra tanke til handling… Lige så besnærende kan det også være. For det betyder også, at alting bliver opfattet meget sort og hvidt. Der er ikke nogen gråzoner«, forklarer hun og kommer med et eksempel: »Jeg kom for mange år siden til at sige i programmet ’Mig og Morten Resen’, at jeg ikke kunne li’ børn. Jeg synes, de lugtede, og der var altid snot og sådan noget. Og det hang bare ved. At jeg jo var sådan en børnehader«. Så da Julie blev gravid og meddelte det i radioen, var lytternes reaktion prompte. »Du kan jo ikke li’ børn!« Her mener Julie, at der godt kunne være plads til lidt mere rummelighed og plads

til, at man vokser og bliver ældre. »Folk har et eller andet syge-ligt behov for at putte dig ned i en kasse eller sætte et mær-kat i panden på dig. For så føler de sig mere trygge og sikre på, hvad det er, de har med at gøre. Så derfor bliver man jo også til-delt en rolle på en eller anden måde. Altså jeg havde jo otte år som singlesild fra helvede,

fordi jeg bare altid var single og talte lidt for højt og lidt for længe«, fortæller hun.

“Venner” der svarer igenOg selvom lytteren kommer meget tæt på og elsker kasser, så er det fede, ifølge Julie, at man i radiomediet er i øjenhøjde med sine lyttere. »Man har et virkelig stærkt fællesskabsbånd med lytterne.

”Jeg bildte meget hurtigt mig selv ind, at folk ikke kunne se mig. Det er sådan et totalt indre optisk bedrag, jeg kører med mig selv.

”Jeg kom for mange år siden til at sige i programmet ’Mig og Morten Resen’, at jeg ikke kunne li’ børn. Jeg synes, de lugtede, og der var altid snot og sådan noget. Og det hang bare ved. At jeg jo var sådan en børnehader.

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2012 | 1�

Der er ikke den der distance og glamour, som der er på tv. Det er meget mig og mine venner, som der så er en million af«, griner hun. Men den manglende distance gør ofte, at lytterne føler, at de kender deres værter så godt, at tonen godt må blive hård og direkte, når en sms sendes af sted til studiet. »Man skal også lige blive tilpas tykhudet til at deale med lytteren, som jo bare, bang!, smækker sin mening ind på en sms«, erkender Julie. For hende handler det om, at lytterne føler, at de kender hende. Men de kender kun en del af hende, og det gør også, at folk har en holdning. Og den behøver ikke altid at være af den positive karakter. Det er en af de ting, Julie synes kan være rigtig svært. »Jeg tror helt naturligt, at jeg har sådan et people pleaser-gen indbygget. Men når man stiller sig derhen bag mikrofonen, så stiller man sig på en eller anden måde også ud på øretævernes holdeplads. I hvert fald inviterer du folk til at have en holdning om dig«, forklarer hun. Og selvom hun godt ved, at det er en del af vilkårene, og at man er nødt til at lægge det fra sig, så er det også det, hun har sværest ved at håndtere. »Jeg synes, det er enormt svært at tackle, når folk synes, jeg er en idiot. Og i starten brugte jeg meget energi på at overbevise alle dem, der skrev, at jeg var en idiot, om at det var jeg ikke og skyndte mig at skrive tilbage til dem. Men du kan ikke gøre hverken fra eller til«, erkender hun og indrømmer, at selvom hun nu har været på P3 i otte år, så preller kritikken stadig ikke af. »Jeg bliver stadig vildt ked af det, og jeg svarer stadig også folk, hvis jeg bliver tilpas provokeret. Netop fordi man har den der fællesskabsfølelse og tænker; jamen det er jo bare mig og mine million venner, der hænger ud her«, siger hun.

Hold kæftOg de verbale øretæver bliver ikke færre af Julies bramfrie og ærlige facon, som hun selv mener skyldes, at hun nogle gange taler uden at tænke. »Jeg siger jo, hvad jeg me-ner, og jeg kan også godt følge den der med at være bramfri. Men der er netop også sådan en, der giver øretæver i den anden ende. Der er en masse kvinder på min alder, som godt kan relatere og forholde sig til det, jeg siger. Det er tit og ofte mændene jeg kommer til at træde over tæerne«, fortæller hun. Og det på trods af, at den bramfri tone kommer sig af en omgangskreds, som er præget af mænd. »Men når man så er mand og ikke kender mig og især, hvis man er langturschauffør eller et eller andet, så synes man, at jeg er skide irriterende. Og så skal jeg bare holde min kæft«, forklar-er hun og pointerer, at det nok også handler om det med at være kvinde og tro, at man er sjov. »Det, der tit sker, når kvinder er sjove, er, at så står der netop de der mænd og synes, at man bare skal holde sin kæft. Det er bare meget mere oplagt at blive misforstået, når man er kvinde og har humor eller er bramfri, end det er, når man er mand«, konstaterer hun og påpeger den stærke overvægt af mandelige værter på P3. Her bruges de kvindelige værter ofte som et sidekick eller som den fornuftige stemme. Og det indrømmer Julie godt kan være

irriterende og svært at kæmpe imod. »Det er enormt svært at blive accepteret på lige fod. Ikke så meget af ens kollegaer, men af lytterne. De har stadig en meget traditionel opfattelse af manden og kvindens rolle, og det kan godt være lidt svært at bakse med. Især fordi nogle mener, at det, at jeg er bramfri eller siger min mening, nærmere er, at jeg kæfter op for meget eller taler om ting, jeg ikke ved en skid om«,

forklarer Julie og fortæller om en debat, som hun stadig har kørende med en landmand. Efter et program om land-mænd og brugen af nogle for-kerte sprøjtemidler, fik Julie sagt, at man jo så heller ikke kunne drikke et glas vand mere, for det

havde landmændene ødelagt. En lille sætning, meget hurtig, meget kort. Og så havde Julie mistet alle landmændene. »Mere skal der ikke til. Hvor det var sådan lidt; ”Hey kender I det dér, der hedder satire”. Det er jo ikke ment, som at I alle sammen gør det for fanden«, siger hun og peger på, at man som kvinde er meget mere udsat. Kvinderne skal have sine facts i orden og holde sig til den snorlige vej. Julie mener, at havde det været Peter ”Snebolden” Falktoft eller Anders Breinholt, der havde sagt den sætning om landmændene, så var de snildt sluppet af sted med det, uden at nogen ville løfte et øjenbryn.

Arbejdet trækker Interviewet begynder at lakke mod enden, og Walter er sulten. Da Julie for to år siden gik på barsel med sin datter, var hun tilbage på P3, da datteren var fire måneder gammel. Denne gang har Julie derfor lovet sig selv en længere barsel, men indrømmer,

at det allerede river i hende for at komme i gang igen. »Jeg er ikke skide god til at gå derhjemme. Jeg er klart bedre til at arbejde. Jeg går hele tiden og får idéer til programmer og elementer til de andres programmer. Det er lidt svært at skelne, hvor arbejde stopper, og privatliv starter«, forklarer hun. Men som det ser ud lige nu, er planen, at Julie først er tilbage på P3 engang til maj næste år. Og spørgsmålet er jo også, hvad hun skal lave efter barslen. Rammerne bliver i hvert fald i første omgang P3. »I takt med at jeg bliver ældre, kunne jeg godt tænke mig at lave noget, der har lidt mere fordybelse, end at man bare lige snakker med folk i tre minutter, og så spiller man den næste plade. Det kunne være fedt, og hvis jeg får lov til det, kunne jeg godt tænke mig at lave et eller andet portrætprogram i weekenden«, siger hun og vurderer, at hun har ét program mere i sig, og så kan det godt være, at hun skal videre. »Jeg har for første gang haft tanken om, at det godt kunne være, at jeg skulle til at lave noget andet og måske tilbage til tv. Men så ville det blive samme slags som før. I noget redaktørarbejde«, understreger hun. Drømmene er mange og inkluderer blandt andet programind-køber for TV3 og en dybdeborende dokumentar. Men for Julie er forholdet til P3 helt specielt og svært at slippe. »P3 er jo en ret stor del af mit liv og har været det rigtig rigtig længe. Vi er på en eller anden mærkelig måde gift, P3 og jeg«, indrømmer hun, men tilføjer, at hvis hun skal blive på P3, så kunne hun godt tænke sig at gå hen og blive lidt mere voksen og sidde i ledelsen eller som redaktør. Så selvom den interne joke på P3 går på, at man, når man bliver for gammel til P3, ender ovre på P4 eller P1, så har Julie ikke nogen planer i den retning.

chran11@student.sdu.dk

Foto: Bjørn Hvidsteen

”Det, der tit sker, når kvinder er sjove, det er, at så står der netop de der mænd og synes, at man bare skal holde sin kæft.

Foto: Agnete Schlichtkrull Foto: Agnete Schlichtkrull

2002: Færdiguddannet fra DMJX med praktik ved TV 2/Lorry. 2003: Strix TV, tilrettelægger på Robinson ekspeditionen - Det sidste ord til TV 3. 2003: Køster Film og TV, børnedokumentarserien Kære Dagbog.2003-2004: Koncern Film og TV, ugeredaktør på ungdom-sprogrammet Rundfunk på TV 2.2004: Producer på Stram Op! på P3. 2005: Producer og medvært på Mig og Morten Resen på P3. 2006: Vært på Go’ Morgen P3. 2010: Vært på Profeten og Lillebror på P3.2011: Vært på Radioens Efterretningstjeneste på P3. P.t. på barsel.

CV:

PORTRÆT

1� | oktober 2012 | LIXEN

BLA BLA BLA BLALixen har i denne måned fokus på kommunikation.

Her kan du læse om, hvilke fordele og ulemper der er ved at være kommunikations- eller journalistuddannet, om det er farligt at skifte mellem at være objektiv journa-list og subjektiv kommunikatør, hvorfor journalisterne bruger de sociale medier til

at indfange deres nyheder og meget, meget mere.

Kommentar fra en kommunikatørHvem er disse kommuni-katører? Af nogle journa-lister opfattes de nærmest som fjender eller i hvert fald som direkte konkur-renter, når det handler om at erhverve sig arbejde. Men hvilke kompetencer har de, og kan vi i virkeligheden spejle os i deres kunnen?

Kommunikation – et fag !Så enkelt kan det siges ifølge Dansk Journalistforbunds hjemmeside for kommunikatører.

Steffen Villadsen

I dag har Dansk Journalistforbund en afdeling særligt for kommuni-katører, men begge faggrupper, jour-nalistik og kommunikation, hører nu ind under samme forbund. Det er særligt for Dansk Journalist-forbund, da det er et af de eneste for-bund i verden, der organiserer begge grupper og ser dem som ligeværdige. På deres hjemmeside beskriver de kommunikatøren således: »Arbejdet med kommunikation er mangeartet og dynamisk. Det tager afsæt i intern og ekstern kommu-nikation og omfatter blandt andet: informationsjournalistisk, public re-lations, personale- og organisations-udvikling (HR), pressearbejde og in-teressentpleje«. Men hvad er kommunikatørens

rolle egentlig, og hvilke kompetencer kræves der? Lixen har spurgt Signe Als Nielsen, der har en kandidat i kommunikation.

Ligheder, forskelle og overlapSigne Als Nielsen er uddannet i kom-munikation fra RUC og mener, at der er flere ligheder mellem de to grup-per. »Fælles for de to fag er, at vi op-søger, indsamler og formidler viden og information«.Men ligeså vidt som der er ligheder, ser Signe Als Nielsen også en klar og væsentlig forskel på de to gruppers virke. »Som kommunikatør er din opgave at fremme, brande og formidle en virksomheds interesser. Du ”sælger”

og formidler virksomhedens ydelser, interesser og værdier. Derfor er din rolle altså subjektiv – du er talerør for din organisation. Modsat er jour-nalisters tilgang tilstræbt objektiv og skal altså have en kritisk-objektiv tilgang til for eksempel en virksom-hed«. Men ifølge Signe Als Nielsen er der også gode muligheder for, at kommu-nikatører og journalister kan arbejde sammen - for eksempel i udarbej-delsen af en kampagne. »Der er selvfølgelig mange overlap i forhold til, hvad kommunikatører og journalister kan. Men kommu-nikatøren arbejder typisk med det generelle, hvor journalister måske typisk er bedre til det specifikke – for eksempel at se den gode historie og

vinkle kampagnen«.

Ændring i jobopslagSelvom der er fordele og muligheder for samarbejde mellem de to fag-grupper, har Signe Als Nielsen mær-ket en udvikling i jobopslagene. »Når jeg ser på stillingsopslag i dag, så søger virksomheder til en kom-munikationsstilling folk med både journalistisk og kommunikations-baggrund til samme stilling, for ek-empel ”Du skal enten være uddannet i kommunikation eller journalistik”, hvor det for fem år siden var specifikt henvendt til kommunikatører«.

stvil11@student.sdu.dk

Bagsidenfaceback 2011

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Illustration: Tue Uldall

Har næse for det politiske Spil

Kan skille væsentligt fra uvæsentligt

Har en indgroet skepsis

Mestrer strategisk og politisk kom-munikation

Er dygtige til projektledelse

Er længere fremme, når det gælder innovation og iværksætteri

Kilde: Henrik Qvortrup

Kilde: Signe Als Nielsen

Journalisten

Kommunikatøren

FOKUS: KOMMUNIKATION

LIXEN | oktober 2012 | 1� FOKUS: KOMMUNIKATION

Kommunikationsbranchen lun på journalister

Når strømmen går, ringer man efter en elektriker. Og når man har brug for at styrke sin kommunikation, ser man sig gerne om efter en journalist. For når kommunikationsbureauerne skal ansætte en medarbejder, er det ofte journalister, som løber med job-bet. »Journalister har en fordel jobmæs-sigt. De nye kommunikationsud-dannede fra Aarhus og København, dem kan vi ikke bruge til noget i vores virksomhed«. Sådan siger Lasse Meldgaard Bloch, som er kreativ direktør i et af Skan-

Søren Martin Olsen

Journalister er eftertrag-tede inden for kommuni-kationsbranchen og ender ofte med at udkonkurrere de kommunikationsuddan-nede i stillingskrigen. De journalistuddannede er tit et skridt foran, men har også en øm akilleshæl, vur-derer ledere fra branchen.

dinaviens største kommunikations-bureauer, Geelmuyden.Kiese. En af de særlige styrker ved jour-nalister er den praktiske erfaring i branchen frem for kommunika-tionsuddannede, som ofte er meget teoretisk målgruppe- og modtager-orienteret i tilrettelæggelsen af kom-munikation. »Journalister forstår arbejdsgan-gene i mediebranchen langt bedre end andre. De har været ude i den virkelighed, de beskæftiger sig med«, siger Lasse Meldgaard Bloch og forklarer, at journalister dækker et operationelt behov i medierne, hvor de er vant til at håndtere pressen, være i dialog med medierne og tale for deres sag.

Ansætter gerne journalister Kommunikationsarbejdere har dog ikke kun jobmuligheder inden for den private sektor. Ifølge Københavns Kommunes egne tal beskæftiger kommunen i dag 104 medarbejdere, som alene tager sig af presse, information og kommuni-kation. Marie Scott Poulsen, der er

kommunikationschef for Økonomi-forvaltningen, bekræfter, at journali-ster også er velansete i den kommu-nale del af branchen. »Det er lidt forskelligt, hvilken ud-dannelse vores medarbejdere har. Vi forsøger at ansætte medarbejdere fra forskellige uddannelser – oftest med udgangspunkt i, hvilken type opgaver, der primært skal løses. Men det sker ofte, at vi har brug for medarbejdere med en journalistisk baggrund, som kender branchen og mediecirkusset«, siger hun. For Marie Scott Poulsen spiller journalisternes erfaring en stor rolle. Hun mener, at hvis de har været ude i den journalistiske verden, er de gode til at se potentialer i forhold til håndtering. »Og så har journalister et stort net-værk og er gode til at skabe kontak-ter«, tilføjer hun.

Skakmat i strategiMen journalister kan ikke trumfe på alle områder. Som en del af et andet skakspil kan journalisterne være gode til at tage de første træk, men i

sidste ende må de se sig sat skakmat – af en strategisk overmagt. Lasse Melgaard Bloch fra Geelmuyden.Kiese mener, at jour-nalister er kloge på kommunikation-sområdet i forhold til det taktiske spil og at tænke ”hvad skal vi gøre?” Men strategisk tænkning er ikke journalisternes styrke, og det er ud-dannelsens store svaghed. »På den langsigtede bane er jour-nalister ikke så stærke, men det er også klart, for det er ikke en del af uddannelsen, så de har ikke nogen baggrund for at tænke strategisk«, forklarer han. Marie Scott Poulsen er enig i, at journalister er for tilbøjelige til at tænke i ”her-og-nu situationer”. »Kommunikationsuddannede er bedre til at se rundt om en sag også i forhold til kommercielt medieindkøb og strategisk planlægning af events«, siger hun

Få ekstra candEn mulig løsning kan være at spe-cialisere sig, foreslår Lasse Meldgaard Bloch. Det kan give journalister mu-

lighed for at udvide deres kompe-tencer med blandt andet kandidat-overbygninger. Cand.public’en giver eksempelvis mulighed for at kombi-nere den journalistiske håndværks-uddannelse med en faglig speciali-sering inden for kommunikation. »Hvis man som journalist vil forbedre sine muligheder for at kom-me ind i kommunikationsbranchen, vil det være en god ide at beskæftige sig med det strategiske for at gøre sig endnu mere kvalificeret«, anbefaler Lasse Melgaard Bloch. Et par ekstra år på skolebænken gør det dog ikke alene, uddyber han. »Som hovedregel ansætter vi kun journalister, der har arbejdet fire-fem år ude i branchen og har haft fødderne ude i virkeligheden.

sools12@student.sdu.dk

Det anslås af Dansk Journalist-forbunds udviklingschef, Per Nielsen, at cirka 3000 af DJs medlemmer ansat inden for PR- og kommunikationsbranchen. Siden 2008 er tallet steget med 900 medlemmer.

FAKTA

Flere og flere journalister rykker over i kommuni-kationsbranchen, og dag-bladene fyrer skribenter i hobetal. Objektivitet og formidling byttes ud med subjektivitet og et bud-skab. Men er det en fordel eller en ulempe for journa-lister at anvende journalist-trænede kommunikatører som kilder?

Ifølge Dansk Journalistforbund er der 10.000 aktive journalister indrul-leret i fagforeningen. 3.000 af dem er ansat i kommunikationsbranchen. De seneste år har der været en markant stigning i faggruppen for kommunikation, og tendensen er, at det er journalister, der indtager stillingerne. Det strider mod de helt grund-læggende journalistiske principper om tilstræbt objektivitet og fairness at tage et job i kommunikations-branchen. Og som journalist skal man altid være varsom med at indlade sig med kilder, der har deres egen dags-orden. Her er det journalistens op-gave at holde tungen lige i munden, udvise kildekritik og ikke stole blindt på alt, der bliver sagt.

Jonas Schou Larsen

Venner Men er det altid et problem at stå overfor en kilde med et klart ensidigt budskab? Og endda, i stigende grad, kilder med journalistisk uddannelse bag sig?

Journalister ved mere om virke-lighedenHenrik Qvortrup mener ikke, at det er noget problem. Med både journa-list, spindoktor og redaktionschef på CVet, kender han til spillet indefra. »Det er en fordel for begge parter, at kommunikatøren har en journa-listisk baggrund. Ofte har dem, der kommer med en uddannelse i kom-munikation nogle gange svært ved at få modellerne fra lærebøgerne til at passe ind i virkeligheden«, siger Henrik Qvortup og fortsætter: »Samtidig taler de også samme sprog og har sammenfaldende in-teresse i at få budskabet ud. Så jour-nalister og kommunikatører lever fint side om side«.

(Næsten) Ingen problemerSDU i Odense huser lektor i marke-ting og management, Charlotte Wien. Et af hendes fokusområder er re-search i medierne. »Det er helt generelt vigtigt, at journalister er kritiske i deres kil-detilgang og ikke bare kopierer de budskaber, der kommer fra kommu-nikationsafdelingerne. Men omvendt kan det være gavnligt for historien, hvis der bliver leveret et ærligt og

redeligt stykke information til jour-nalisten, der så kan arbejdes videre med«, siger Charlotte Wien. Kommunikatøren har fået en ak-tiv rolle i journalistikken, men det er måske ikke kun skidt at der er kom-met fremtrædende agenter, der taler en sag. »Kommunikatører er blevet mere synlige i mediebilledet, men det skyldes formentlig, at journalister bruger flere og flere kilder. Både for-skere, eksperter og kommunikatører anvendes for at belyse en sag, og det går i tråd med et journalistisk ideal, der siger, at journalisten ikke selv kan have en holdning, men lader kilden have holdningen. Journalisten skal bare videregive fakta«, forklarer hun. Kommunikatører er for Char-lotte Wien dermed blot en del af et kildemateriale, og de spiller ikke en særskilt rolle i en journalistisk optik. Hun uddyber: »Jeg tror ikke, at man kan stille det op som et problem eller ikke prob-lem, at kommunikatører er i medie-billedet, det ville nok være et større problem, hvis journalisten ikke brug-te mange kilder«.

Højtgagerede telefonpassereMan skal være varsom med at tillæg-ge kommunikatører mere værdi, end godt er. Det mener Henrik Qvortrup, og peger på at der i det politiske spil er mange spindoktorer, men, at det

ikke er dem alle, der vælter reger-inger. »Der er vel reelt fem-seks spin-doktorer, der bestemmer noget og er med i det politiske spil inde på Christiansborg, resten er reelt set højtgagerede telefonpassere, der leger de er med i Borgen«, siger Hen-rik Qvortup. Kommunikatører i det politiske spil er ofte mere tydelige end andre og lægger sig mellem de egentlige beslutningstagere og journalisten. Den tendens har Qvortrup også en kommentar til. »Man skal ikke overdramatisere spindoktorers rolle på Christians-borg. Men spørger man journalist-studerende, så vil jeg gætte på, at de

kan nævne fem spindoktorer, men formodentlig ingen af de fungerende departementschefer. Det ser jeg som et tegn på skævvridning«.

Journalistisk selvmål?Som tallene fra Danmarks Statistik viser, så rykker journalister over i kommunikation, og det er i rigt mål. Den trend er kommet et sted fra. »Fordi der bliver ansat journa-lister i kommunikationsbranchen, bliver der brug for færre journalister til at skrive journalistiske artikler. Det gør virksomhederne selv«, af-slutter Charlotte Wien med smil i stemmen.

jonla11@sdu.student.dk

eller fjender?

Foto: Jonas Schou Larsen

1� | oktober 2012 | LIXEN FOKUS: KOMMUNIKATION

Medietæmmer med fokus på følelser

Han har haft travlt. Et offentliggjort formandsskifte i partiet har ikke givet pressechefen tid til at læse avisen hjemmefra i seks uger. Og da Lixen fanger ham en sen formid-dag på vej til Borgen, er det første gang i halvanden måned, at Søren Søndergaard ikke har været tvunget til at være en del af den københavn-ske morgentrafik. »Nu er stilheden ved at indfinde sig, og jeg valgte, inden jeg tog hjemmefra, simpelthen i dag at sidde hjemme med benene oppe, læse avisen og slippe for trafik-køen«, fortæller han gennem et mobilt headset bag rattet i sin bil på

Kristian Corfixen

Du ser ham ikke i oplyste tv-studier, og mikrofonen peger oftest ikke mod ham, når Dansk Folkeparti holder pressemøder. Men du hører ham. I den måde, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl kommunikerer på, og hvis du ringer til partiets presseafdeling. Lixen har talt med pressechef Søren Søndergaard og fået et indblik i kommunikationen bag Folketingets tredjestørste parti.

vej på arbejde. Morgenens telefontavshed har givet pressechefen mulighed for en enkelt dag med en lidt senere mødetid. Og det er uvant. Normalt møder Søren Søndergaard ind på sit Christiansborg-kontor før klok-ken otte hver morgen, hvor han som pressechef for Folketinges tredjestørste parti har travlt med at opsøge og blive opsøgt af journalis-ter. »Specielt siden vi meddelte for-mandsskiftet, har jeg haft afsindigt travlt. I de sidste seks til syv uger har der været megen kommunikation med pressen, og meget har været envejskommunikation. Det har været pressen, der gerne ville have fat i os«, fortæller kommunikations-eksperten tilfreds. Søren Søndergaard er glad for den

dækning, der har været af Kristian Thulesen Dahl som ny formand, og pressechefen er ikke bleg for selv at betegne Dansk Folkepartis seneste tids pressemøder som ”lige i skabet”. Han fortsæt-ter: »Men nu skal jeg nok også i gang igen med at ringe lidt rundt«.

Et afhængighedsspil Det svinger meget, hvornår indgående opkald fra jour-nalister overgår de udgående fra Søren Søndergaards tjenestetele-fon, som det har været tilfældet den seneste tid. Pressechefen bruger derfor, hvad han betegner som en betragtelig del af sin tid på selv at op-søge medierne og synliggøre Dansk Folkeparti.

»Det er et afhængighedsspil. Hvis man har et godt politisk budskab, så skal det ud og gjaldes op. Og dér er medierne nødvendige. Omvendt har medierne også brug for politikerne,

for de har ikke noget at skrive om, hvis politikerne ikke har en mening«, forklarer han og fortsætter: »Som pressetjeneste er vi bindeled-det mellem to parter, der begge har fået rigtig meget mere travlt. Og så forsøger vi at forudse nogle af de problemstillinger, som vores po-litikere, eller måske også andre par-

tiers politikere kan rende ind i den kommende tid«.

Ikke kun mellemleddetSøren Søndergaard er i DanskFolkeparti ikke kun manden i tele-

fonen, du bliver stillet om til, hvis du vil have en kommentar fra partitoppen. Han spiller ofte en aktiv del i det, der bliver

sagt og citeret, når eksempelvis Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl står foran snurrende diktafoner eller i debatprogrammer. »Når politikerne har dannet de-res politiske holdning, så skal jeg hjælpe med, hvilken måde man ud fra et kommunikations- og me-dieperspektiv bedst kan fyre det ud

”Vi lægger ikke skjul på, at vi mener, at politisk kommunikation handler om følelser. Når du skal have nogen til at lytte til et parti, så skal du ramme deres følelser

Foto: Carsten Lundager

LIXEN | oktober 2012 | 1� FOKUS: KOMMUNIKATION

over rampen på«, forklarer han og fortsætter: »Er det bedst at sige det positivt – vi synes, vi skal have mere lighed – eller er det bedst at vende den negativt og slå nogen i hovedet med, at de ikke vil det? Eller måske er der også en tredje mulighed«. Pressechefen er ikke bleg for at sætte mærkaterne ”taktik” og ”strategi” på den medierådgivning, han yder til partiets ledelse og folke-

tingsmedlemmer. »Vi lægger ikke skjul på, at vi me-ner, at politisk kommunikation handler om følelser. Når du skal have nogen til at lytte til et parti, så skal du ramme deres følelser. Når en po-litiker sidder i en mørk habit og siger ”underskud på betalingsbalancen”, så

”Jeg vil måske sige ”vedkommende har travlt”, ”det må du spørge om i morgen” eller lignende, og så skal du nok tænke over, hvorfor det er så håbløst at få fat i en familieordfører

»Der kan være en indikation af det, hvis du får en gang sniksnak af den pressemedarbejder, du taler med. Hvis det næste, der sker, det er, at i stedet for du får den politiker i røret, som du har spurgt efter, så ringer jeg dig op. Så er der måske noget«. »Jeg vil måske sige ”vedkommende

har travlt”, ”det må du lige spørge om i morgen” eller lignende, og så skal du nok tænke over, hvorfor det er så håbløst at få fat i en familieordfører. Det kan være en indikation, hvis man ikke kan komme igennem«. Pressechefen forklarer dog, at bare fordi noget umiddelbart ser

Når man taler med en presseafdeling som journalist, hvornår kan man så fornemme, at der er en god historie at hente - noget at komme efter?

Hvad skal vi vende os af med som journaliststuderende, når vi de første gange ringer til en presseafdeling?

Født maj 1963 i Aarhus.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987

Blev ansat som pressechef i Dansk Folkeparti i 2005

Tidligere arbejde:

Morgenavisen Jyllands-Posten, redaktionssekretær 1987-88.

Søndagsavisen, journalist, redaktionschef, chefredaktør og direktør 1988-2003.

Waterfront Communications, lobbyist og seniorkonsulent, 2003-2005

Projektchef og chefredaktør, Politikens Lokalaviser, 2005

SØREN SØNDERGAARD

er to tredjedele er danskerne koblet af allerede der«, fortæller han.

Et formål med showetDa Kristian Thulesen Dahl blev in-viteret ind til DR-programmet ”Hos Clement”, endte invitationen hos Søndergaard. Sammen med den nye partiformand diskuterede han, om de skulle deltage. »Det, vi snakkede om, Kristian og jeg, var, hvad vi kunne forvente os

af Clement«, siger han og holder en pause. Søren Søndergaard bruger konsekvent ”vi”, når han fortæller om den måde, han og Thulesen Dahl forberedte at skulle debattere med kviktaleren Clement Kjersgaard. »Han er jo fræk som en slagterhund«, tilføjer pressechefen.

Besøget ”Hos Clement” bød på et indledende spørgsmål om et kon-troversielt blogindlæg skrevet af Morten Messerschmidt, som ikke var aftalt mellem værten og partifor-manden. Det var Kristian Thulesen Dahl ikke forberedt på, men Søren Søndergaard havde set flere af Clement-programmerne for at finde ud af, hvad det var, der kunne forven-tes. Og det var derfor med i presseche-fens overvejelser inden programstart. »Det er et show. Og showet hand-ler jo mere om Clement, end det handler om politikeren. Og det er noget af den mentale forberedelse hos en politiker, som jeg kan hjælpe til med. Jeg kan sige ”du skal være op-mærksom på, at han vil afbryde dig”,

Gode råd fra pressechefen

»I skal stoppe med det, jeg kalder et Watergate-kompleks. Der er mange journaliststuderende, der ringer og ikke vil fortælle, hvad deres op-kald præcist handler om. De stiller lidt kryptiske spørgsmål og spørger ”hvis jeg nu siger det her, hvad siger du så?”. Stop det skuespil«. »I stedet for at få det til at lyde som om, at man i spørgsmålet indbygger en fælde, så spørg ligeud. Vi er trods alt for garvede til at hoppe på det an-det, og vi bliver bare irriterede«.

Men at være åben omkring det, man vil, er det ikke noget, du siger for at hjælpe dig selv og ikke hoppe i en fælde? »Nej. Jeg har selv været journalist.

Og jeg mener, man kan få mere ud af at spørge åbent. Det der med at lyde lusket og smart, det tænder bare nogle alarmklokker, der ikke er nogen grund til at tænde hos en

pressechef. Jeg vil have, I spørger mere ligeud. Sig ”jeg er ved at lave en historie, der handler om det og det, hvad mener I

om det i DF?”«. »Det kan selvfølgelig være fordi, I er nervøse eller tænker ”hold da op, nu skal jeg snakke med spin-maskinen”. Men har man en god sag, så har man

en god sag. Den bliver ikke dårligere eller bedre af, at man laver noget ”nu skal jeg lige være smart-agtig”, for det er altså gennemskueligt«.

mærkeligt ud, så er det ikke altid, at der er en god journalistisk historie at hente. Typisk er der en helt almin-delig, god grund til, at man ikke kan få fat i partiets politikere.

krsoe11@student.sdu.dk

og så havde vi faktisk også drøftet Clements mani for plancher«, fortæller Søren Søndergaard og fortsætter: »Clement kommer altid med plan-cher, og det er altid nogle, der ikke er til din fordel. Han vil stille det op på en måde, så du ligner en klaphat«. Kommunikationseksperten Søren Søndergaard er dog tilfreds med besøget i DR-programmet. Han mener, at Dansk Folkepartis nye for-mand formåede at få klapsalver og publikumsreaktioner nok til, at for-målet med at sige ja tak til Clement-invitationen lykkedes. »Det at man i sådan et bombar-dement af spørgsmål og alt muligt andet er i stand til at svare igen, at kunne huske ting og være kæk og fræk og kan være sjov, det giver så-dan en politiker en mega god publi-kumsopfattelse. Det er det, vi kan få ud af at sende dem ind til Clement«, fortæller han.

Kald mig hvad du vilMen er du spindoktor? »Jeg kalder mig selv pressechef, for det er det, jeg mener, jeg er. Hvis jeg var noget andet, så var jeg fuldstæn-dig tilbøjelig til at sige ”så hedder jeg det”. Uanset hvor negativt, det er«, fortæller han og fortsætter: »Det der spindoktor, det var hypet fra USA. Og nogle herinde, dem, der har mit job, kan godt li’ den rolle. At nærmest være den, der redder par-tiet, som er i stand til at lægge en stor strategi og være Mr. Important, der

”Hvis du kalder mig spindoktor, så tilføjer det yderligere noget negativt til min uddannelse. Men kald mig, hvad du vil. Personligt rager det mig en papand

hele tiden taler i telefon«. Så du bryder dig ikke om ordet ”spindoktor”? »I forvejen er journalister, po-litikere og brugtvognsforhandlere nogle forholdsvis negativt vurderede folk - vi deler bundpladsen. Så hvis du kalder mig spindoktor, så tilføjer det yderligere noget negativt til min uddannelse. Men kald mig, hvad du vil. Personligt rager det mig en pap-and«, siger han og tager et højst sandsynligt højresving i retning mod Borgen, hvor han snart ankommer til pressechefkontoret. »Jeg skal jo ikke vælges til noget«.

Kommunikation. Søren Sønder-gaard står for både taktisk og strategisk sparring til Dansk Folkepartis ledelse og folke-tingsmedlemmer. Sammen med partiets pressetjeneste forsøger han at forudse problemstillinger, som partiets poli-tikere - og andre politikere - kan risikere at stå over for. Foto: Carsten Lundager

Foto: Carsten Lundager

20 | oktober 2012 | LIXEN

Ekspert: Sociale medier skaber copy-paste-journalister

Med få tast og et klik er både politi-kerens, aktivistens og ekspertens statusopdatering fanget af det so-ciale medie. Journalisten sidder klar på den anden side. Kopiér og sæt ind. Kun et klik mere, og så er meddelelsen publiceret som artikel i et medie. Twitter og Facebook skaber copy-paste-journalister, og kan gøre journalister til et unødven-digt mellemled, mener Thomas Big-um, ekspert i sociale medier og stifter af tænketanken Social Academy. »Alle, der arbejder som mellem-mænd, er udfordret. Med det mener jeg, at hvis man er en butik, der finder varer og sælger dem videre, så over-lever man kun, indtil kunderne op-dager, at de selv kan købe varen direk-te. Det samme gælder, når internettet med sociale medier er der. Her kan forbrugerne selv finde nyhederne på internettet, og mellemmanden for-svinder«, forklarer Thomas Bigum. Den del af journalistikken, som blot skal viderebringe information fra nogle til nogle andre, er dén, der er udfor-dret. For tweets og sta-tusopdateringer skub-ber nyhedsjournalister af banen i kapløbet om at komme først med histori-erne, mener han. »Du er velkommen til at lave en nyhedsartiklen til mig om fire timer, men jeg ved det allerede godt! Tid og afstand er taget ud af ligningen, og budbringeren på hesten, der ridder ind i landsbyen med nyt fra landets fjerne egne er ikke længere nødven-dig, fordi vi, forbrugerne, godt selv kan komme til kilderne«.

Nyhederne er også på FacebookMen netop rollen som mellemmand vælger DR at give ekstra opmærk-somhed i nyhedskapløbet. Derfor har Turi Kjestine Meyhoff og Lars Damgaard Nielsen siden midten af august trawlet igennem det hav af holdninger, sniksnak og sladder, som findes på de sociale medier. De to udgør nemlig besætningen på DRs nye redaktion Social Media Desk. En redaktion, hvis eneste formål er at fiske på Twitter og Facebook efter gode historier og nyheder.

Mette Pørtner Jensen og Camilla Huniche Christensen

Ét tweet og afstanden til modtageren bliver minimal. Thomas Bigum, ekspert i sociale medier, men-er, at kommunikationen over sociale medier resulterer i copy-paste-journalister, der objektivt set kan betragtes som overflødige. DR-journalist Turi Kjestine Meyhoff er uenig

»Undskyld, jeg har ikke tid til at snakke nu. Jeg er lige i gang med en stor historie«. Det første opkald til Turi Kjestine Meyhoff bliver afbrudt. Da hun igen er i røret, får vi forklaringen. Historien er artiklen ”Tivoli under massiv beskydning efter pels-aftale”. En historie, som de fik i net-tet, da de fangede en tilfældig sta-tusopdatering, der lød: ”Åårh, hvor ser det vildt ud på Tivolis Face-book-side!!”. Og med alle de tilhørende kritiske kommentarer, så de med det samme, at der var grobund for en god nyhedshistorie. Spørger man Turi Kjestine Meyhoff, om de sociale medier ikke bare gør nyhedsjournalister til et unødvendigt copy-paste-led mel-lem de sociale medier og forbru-gerne, er hendes svar et entydigt nej.

»Dét synes jeg ikke. Overho-vedet. For det første

handler det om, at man sagtens kan sidde som

Facebook-bruger og like noget eller, at ens venner liker noget, men man ved ikke, hvad historien bag er. Man ved heller ikke, om det faktisk er en stor bølge eller noget ubetydeligt. Så det er her, vi tager fat på nogle ten-denser«, forklarer hun.

Turi Kjestine Meyhoff nikker alligevel genkendende til påstanden om copy-paste-journalistik. Men hun mener ikke, at det er anderledes end arbejdet med en pressemeddelelse. Tiden er rammen for den kamp, der er om at komme først, og derfor er det nogle gange nødvendigt at citere en Facebook-opdatering, publicere den og først derefter arbejde videre med historien og uddybe den.

»Men det er stadig de journalistiske dyder som kritisk sans, nysgerrighed og at kunne se en vinkel, der gælder.At bruge de sociale medier er bare en ny måde, som vi interagerer på«, påpeger hun.

mettj11@student.sdu.dkcamch11@student.sdu.dk

Illustration: Mette Pørtner Jensen

FOKUS: KOMMUNIKATION

LIXEN | oktober 2012 | 21 FOKUS: KOMMUNIKATION

Kommunikation tøjrer dig ikke til kontorstolen »Jeg tror, at det har været godt at vælge et mindre sted. Vi er to prak-tikanter herude, og vi er bare blevet kastet direkte ud i det. I den stilling, hvor jeg sidder nu, der fylder man en fuldtidsstilling ud. Det er i hvert fald ikke et praktikantskånejob«, siger hun.

Tid til fordybelse og fejlSelvom der ikke er tale om et skåne-job, så oplever hun alligevel en let-telse ved at være væk fra nyhedsver-denens tempo og stramme dead-lines. »Selvfølgelig er der deadlines her, men det føles som om, man har mere tid til det end ellers. Man har tid til at fordybe sig og tid til de gode his-torier. Det vigtigste er ikke, at histo-rien kommer ud lige nu og her. Det vigtigste er, at dét, der kommer ud, er rigtig godt «, forklarer hun. Udover glæden ved at kunne afle-vere et velpoleret produkt, så mener Kitt Kristensen også, at der er tid til at blive en bedre journalist. »Du har tid til selv at gå ud og lave dine egne fejl, uden det kommer til at vælte hele læsset. Du kan selv finde ud af, hvordan du skal gribe det an. Fremfor, at der er en eller anden, som fører dig igennem det, fordi det skal gå lidt hurtigt. Det, synes jeg, giver én nogle gode redskaber til at blive meget bedre«.

Historier på egen håndHverdagen i kommunikationsafde-lingen har ikke været præget af kon-tortjanser eller pressemeddelelser. I stedet har Kitt Kristensen fået mu-

lighed for at søge den gode historie blandt Flyvevåbnets 3.500 ansatte. Og der er sjældent langt mellem de gode historier. Og de gode oplevel-ser. »Jeg skulle skrive en historie om, at flyveskolen startede op igen. Da jeg kom derud, så sagde ham, jeg havde snakket med ”Du kan sgu’ da ikke skrive om sådan noget, uden at have været ude og flyve med os. Så tænkte jeg ”Nej, det kan jeg da ikke”« Snart sad Kitt Kristensen spændt fast i et af Flyvevåbnets Saab T17-træningsfly, mens piloten komman-derede det lille cigarrør ud i loops og flyakrobatik. Og pludselig sad hun selv med styrepinden til det svensk-byggede propelfly.

»Det havde jeg overhovedet ikke forventet. Artiklen kunne jo godt skrives, uden jeg havde været i fly-veren, men det gav jo en helt an-den indsigt, at have prøvet det. Man skriver på en anden måde. Og så var det jo fedt at prøve. Hvis man tør og gider, så får man masser af action«, forklarer hun.

Blæksprutte med breddeStillingen hos forsvaret har givet Kitt Kristensen mulighed for at få hvæs-set æggen på flere af de journalis-tiske værktøjer. Både skrift, foto og tv bliver dagligt taget i brug, når histo-rierne fra flyvebasen skal formidles videre. »Det, der nok adskiller den her stil-ling fra at være en klassisk avisjour-

nalist, det er, at den er meget bredere. I den forstand, at jeg får lov til at lave så mange forskellige ting. Jeg er ikke bundet af, at jeg skal skrive. Hvis jeg føler for, at jeg hellere vil lave noget tv, så skal jeg bare finde en historie, som egner sig til tv – og så kan jeg gå ud og filme det«. Praktikkontrakten med Flyvertak-tisk Kommando udløber den 31. juli 2013. Og Kitt Kristensen er parat til en fremtid i kommunikations-verdenen, når uddannelsen er over-stået. »Jeg tror, jeg kommer til at fortsætte i det her - det kunne måske godt blive noget magasin på et tidspunkt, men ellers kommunikation. Det passer til mit temperament«, afslutter hun.

madha11@student.sdu.dk

Mads Ellegaard Hansen

En praktikplads i en kom-munikationsstilling er ikke lig med skrivebordsar-bejde og bunker af pres-semeddelelser. For Kitt Kristensen har praktik-ken budt på mindre stress, mere tid til den gode hi-sto-rie og en tur på hovedet i en svensk propelflyver

I luften. Kitt Kristensen foran Flyverskolens Saab T17-fly. Udover flyveturen har praktikken også budt på en reportagerejse til Grønland, hvor Kitt Kristensen dækkede en international katastrofeøvelse. Privatfoto

GF

LixenValg

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 5. nummer | september 2012

Christine Randa

De nuværende 3. semester-studerende måtte i juli erfare, at 28 procent af årgangen var dumpet faget Offentlig Forvalt-ning. Den høje dumpeprocent har skabt undren og debat på Center for Journalistik.

Mere end hver fjerde dumper faget Offentlig Forvaltning

JensNauntofte

Jens Nauntofte har siden sin første rejse i hans unge 20’ere befundet sig i centrum af verdens begivenheder. Det har gjort ham til en ustoppelig story-teller med en historiefyldt kuffert. På nuværende tidspunkt er han fuldt beskæftiget med sin seneste bog om Det Arabiske Forår. Og resten af året er udsigten fra lejligheden på 14. sal i Carlsbergsiloen på Vesterbro skiftet ud med lufthøjderne fra et fly. Både Berlin og Mellemøsten kalder igen på den erfarne journalist.

Læs portrættet på side 15-17

Da 4 procent ikke mødte op eller af-leverede blankt, og 24 procent fik 00, endte denne sommers dumpepro-cent på 28 i faget Offentlig Forvalt-ning. Til sammenligning dumpede 13 procent året før. Den høje dumpeprocent undrer ledelsen og fagets undervisere. Fagansvarlig, Johannes Michelsen

har svært ved at komme med et bud på, hvorfor så mange måtte skifte krimi, solhat og kolde øl ud med svedige håndflader og reeksa-men. Hans bud er, at forvent-ningsafstemningen kan have haltet. Hos de 3. semesterstuderende hardebatten om den knap så flaterende dumpeprocent gået gennem cyber-

space og over skrivebordene. Her er buddene mange. Eksamensformen får ord som old-nordisk og uforståelig med på vejen, og den manglende forventningsaf-stemning får at vide, at den har gjort eksamenslæsningen svær og kravene nemme at undervurdere. Og så bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om

faget overhovedet indeholder viden, som er så essentiel, at den bør sidde på rygraden. Hvad siger Johannes Michelsen til de studerendes argumenter? Og skal Offentlig Forvaltning gennem en for-vandling, inden faget igen indtager kolonner i skemaet på 2. semester?

Læs debatten på side 3

”Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum af historierne - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt. Det er dér, oplevelserne ligger

FOKUS: RUSTUR

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 4. nummer | juni 2012

Praktikfag på skemaet Journalist uden mobil og computerOplev Panikdagen!

Kristian Corfixen

Er du blevet tilbudt et fedt, studierelevant job i eksamensperioden? Så skal du forberede dig på at vente et år med at blive færdig med se-mesterets eksamener. 2. semesters eksamen i Offentlig Forvaltning er en såkaldt stedprøve. Det betyder, at hvis du skal have lov til at gå til omprøve med dine medstuderende i august, så skal du møde op i juni og aflevere blankt.

DispensationNicklas Vinde Mathiassen er blevet ansat til at lave journalistik fra EM i Ukraine. Det er et ef-tertragtet og studierelevant job, men arbejdet i Ukraine

Kan du ikke møde personligt op til eksamerne, så er det bare ærger-ligt. Nogle eksamener er såkaldte stedprøver, hvor man selv skal være tilstede - også for at aflevere blankt. Ellers må du ikke komme til omprøve.

Når dansk presse går agurk Videnstesten giver clicksEksamensguide

ligger oven i eksamenerne i juni. Derfor tog han allerede i november kon-takt til centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro. Ud over i faget Offentlig Forvaltning, er eksamenerne ikke stedprøver, så Nicklas Vinde Mathiassen søgte om dispensa-tion til at udskyde sin eksamen i dét enkelte fag. I dag er der truffet afgørelse i Studienævnet, og Nicklas Vinde Mathiassen kan fortsætte på studiet, selvom han ikke møder op til eksamen i Offentlig Forvaltning. Dog må han ikke tage omprøven efter sommerferien med sine studiekammerater. Han skal vente et år, fordi han ikke personligt kan møde op og aflevere blankt til juni-eksamen.

Læsomsagenpåside3

Mød op til eksamen eller vent et år

Vi kender det alle sammen - det karakteris-tiske gule banner med de sorte bogstaver, der fortæller, hvor man som læser skal klikke, eller hvornår man som seer skal være opmærksom. Breaking news lokker os på nettet, på tv og på alle tider af døgnet, når sms’er opdaterer om verdenssituationen. Breaking news-mærkatet giver medierne mu-lighed for at skilte med de store, sensationelle og uventede nyhed. Men er det nu altid den definition, man kan sætte på breaking news-nyhederne? Jannie Møller Hartley er medieforsker på RUC, og hun synes, der er gået inflation i begre-bet. Hun mener, at almindelige nyheder for ofte bliver serveret som breaking news. Noget der ifølge hende får begrebets værdi til at falde.

Breaking news-banneret er til trods for sin alder en inkarneret del af det danske mediebillede. Lixen sætter breaking news til debat i månedens FOKUS.

Ikke alle er enige med Jannie Møller Hartley, og debatten om det gule banner fortsætter rundt omkring i danskernes stuer, på Medietorvet og på landets redaktioner. Lixen har i denne måneds FOKUS set nær-mere på breaking-begrebet. Læs debatten om begrebets rolle, når medieforskeren, chefredaktøren på Berlingske og TV 2’s ny-hedsdirektør sætter ord på deres holdninger. Få et smugkig i TV 2 News’ nyhedsunivers og se, hvad der sker når vi sms-flirter med Politikens Christian Lindhardt om de populære breaking-sms’er.

Læsmereombreakingnewsogfølgdebatten

imånedensFOKUS-sektionpås.11-14

FOKUS: Er breaking news for brugt?

Chefredaktør Christian Jensen

»Min gode ven sagde til mig “Christian, du er faktisk en stor idiot. Og du bliver en endnu større idiot, hvis du tager ind på Journalisthøjskolen”«.

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 3. nummer | maj 2012

Kristian Corfixen

112 studerende har deltaget i en un-dersøgelse, Lixen har foretaget. Her svarer 81 %, at de ikke føler, studiet i sig selv er nok til den gode praktik-plads. Og det resulterer i pressede og stressede elever. I Lixens under-søgelse fremgår det, at 64 % har følt sig negativt påvirkede, når de har kigget på deres studiekammeraters journalistik ud over studiet. Studieleder på Center for Journal-istik, Karsten Baagø, mener, det er problematisk, at de studerende har et så skarpt fokus uden for studiet.

»Lige nu står vi med et problem, som vi erkender, men som der ikke er nogen umiddelbar løsning på«, fortæller han. Studielederen møder selv de stressede studerende, når de kom-mer på hans kontor og græder. »Og det er på ingen måde et kvalitetsstempel for en uddannelse«, forklarer han. Lixen har samlet fem studerende fra 2. semester for at diskutere de studerendes CV-fiksering. Alle har de oplevet, hvordan stressen over prak-tikfordelingen indfandt sig allerede tidligt på studiet. »Det går lidt i arv, det praktik-ræs«, forklarer Sebastian Abrahamsen. Sammen med hans medstuderende kommer de med på bud på, hvordan man kunne nedtone CV-ræset. De diskuterer tomme undervisnings-lokaler, praktik-prioriteringer og panik-tendenser.

Læs debatten og se Lixens undersøgelse på side 5 - 7

Studerendestresserover CV-ræsFire ud af fem studerende på Medietorvet føler ikke, at det er nok kun at følge med i undervisningen på studiet. I hvert fald ikke, hvis man vil have en god praktikplads. Studieled-er Karsten Baagø kalder praktikken et problem.

FOKUS. Kvinder læser mandemagasin. Debatten bobler, når kvinde-magasinernes indhold diskuteres. Få et smugkig i magasinernes verden med forargelse, penge og underholdning i månedens fokus.

Politikens politiske redaktør Mette Østergaard pendler mellem me-diet i København og manden i Moskva. Hun ser et demokratisk problem i, at spindoktorer laverringmur om de danske poli-

Praktikfag på skemaet Journalist uden mobil og computerOplev Panikdagen!

tikkere. Personlige rådgivere for-søger altid at binde journalister noget på ærmet, og derfor er det vigtigt at have sit bullshit-filtertændt, når ens arbejdsplads hedder Christiansborg. Mette Østergaard mener, at det er nødvendigt at holde snori partisoldater og folkevalgte.Selvom politikkerne har et utak-nem-meligt job.

Læs portrættet af Mette Østergaard på side 13-15

Indblik i ØstergaardBag de politiske analyser fra Politikens Hus på Rådhusp-ladsen gemmer sig en mål-rettet kvinde med rødder i det midtjydske.Tinne Hjersing Knudsen

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 2. nummer | april 2012

Christine Brink

Sagen om en studerende, der blandt andet er beskyldt for at fuske med kilder, kan få kon-sekvenser for de journaliststuderende på SDU. Center for Journalistik overvejer nu at offentlig-gøre alle 1. semesters eksamensartikler på Medietorvet.dk. »Det er noget, vi tidligere har gjort. Men vi gik væk fra det, fordi der var nogle af vores stu-derende, der oplevede, at journalister i branchen stjal deres idéer eller i hvert fald lod sig kraftigt inspirere af nogle af eksamensop-gaverne«, siger centerleder Peter Bro. Tiltaget blev diskuteret på et medarbejder-møde i marts. Underviserne er enige om, at der skal strammes op for at undgå eksamenssnyd i fremtiden. På mødet diskuterede de, om der skal sættes flere penge af til stikprøvekontrol af de studerendes kilder. Man diskuterede også, om studiet skal lægge mere vægt på den jour-nalistiske etik, når de nye studerende starter. Èn ting er dog sikkert: I fremtiden tjekker underviserne samtlige opgaver i Syddansk Universitets nye plagieringssystem, Safe Assignment.

KaJO kritisererOffentliggørelserne af artiklerne på internettet møder kritik fra KaJO, de journaliststuderende på SDUs fagforening. Her mener man, at det

hæmmer de studerendes mulighed for at sælge deres artikler og få noget på CV’et. »Vi synes, det er en rigtig dårlig idé, at vores eksamensopgaver skal offentliggøres. For hvem vil købe noget, der allerede ligger på in-ternettet?«, siger formand for KaJO, Nanna Ce-cilia Pedersen. Peter Bro er opmærksom på problematikken. Han er ærgerlig over, at studiets behov for at stramme op kommer til at gå ud over de stu-derende. »Desværre er vi blevet bragt i en situation,

der kræver en kontant reaktion. Vi kan ikke leve med, at der skal herske tvivl om, hvorvidt vores studerende kan finde ud af at opføre sig ordentligt«, siger centerlederen. KaJO er dog positive over for en løsning med udvidet stikprøvekontrol af kilderne. Som det fungerer nu, afleverer de studerende en liste med kontaktoplysninger på deres kilder, og underviserne ringer til omkring en tredjedel. I fremtiden overvejer Peter Bro at sætte flere penge af, så halvdelen eller derover får en opringning fra Center for Journalistik.

Ingen net-publicering på RUC og DMJXPå de to journalistuddannelser i Aarhus og Roskilde bliver de studerendes artikler ikke publiceret på internettet Og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har man ingen planer om at ændre denne ordning. »Hvis vi går ind og publicerer dem i vores regi, før de er solgt til et medie, så mener vi, at vi kan have et problem i forhold til de studerendes copyright«, siger uddannelseschef på DMJX Henrik W. Jørgensen. For de studerende på DMJX er det frivilligt, om man vil offentliggøre sine artikler på stu-diets hjemmeside. Men Henrik W. Jørgensen understreger, at alle artikler skal kunne tåle offentliggørelse. På RUC’s journalistuddannelse publicerer man som udgangspunkt heller ikke de stu-derenes artikler på internettet. Studieleder Mark Ørsten vil nu overveje, om det er noget studiet skal gøre fremover. Både på RUC og i Aarhus faktatjekker man de studerendes kilder. Mark Ørsten fortæller, at RUC kontrollerer af flere grunde. »Vi ringer også for at høre, om kilden har følt sig godt behandlet. Hele processen bag opgaven er også en del af det«, siger studielederen. Håndværksunderviserne på SDU skal vende de konkrete forslag til stramninger inden næste semesterstart. Derefter bliver forslagene taget op i Studienævnet. Det er derfor endnu ikke besluttet, om tiltagene bliver vedtaget.

chkje11@student.sdu.dk

Bro og co. vil stramme eksamenskravCenter for Journalistik overvejer fremover at offentliggøre eksa-mensartikler på internettet. Det skal ske for at forhindre eksamenssnyd.

Huxi Bach fortæller om at være Vestens Tiger, befinde sig i et ingenmandsland, have fire års fravær på Journalisthøjskolen, springe fra DR til ekstrabladet.tv, kæmpe for frie redak-tionelle hænder, finde den helt syrede vinkel, blæse ubetydelige detaljer op, være nyhedsjunkie, holde sit privatliv hem-meligt, spille i tarvelige røvballebands, slås med Clement Kjersgaard og om næstekærlighed til både mennesker og samfund. Læsportrættetpåside13

Medietorvet.dk. Undervisere overvejer at lægge fremtidige eksamensartikler på nettet.

PANIK-TEMA SUPER-JOURNALISTEN

PRISUDDELING

Foto: Bjørn Hvidsteen

Foto: Bjørn Hvidsteen

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 1. nummer | marts 2012

Mangel på fotofærdighederEn rundspørge viser, at over halvdelen af de journaliststu-derende ingen erfar-ing har med at tage billeder. De efterlyser fotokurser.

KendisfaktorvokserSørine Gotfredsen kritiserer journalist-branchens kendisfik-serede udvikling.

Scoop med SkyumRune Skyum kom-menterer rubrikker, fortæller om fredags-øl og sine forventninger til jobbet som ny mediesprogslærer på SDU.

Christine Brink, Christina Nordvang Jensen

Studerende fra Center for Journalistik fokuserer kun på de negative historier, lyder kritikken fra Odense Kommune.

Kulturforvaltningen i Odense Kom-mune, da en journaliststuderende fra Center for Journalistik ringede. I dag er tonen en anden. Afdelin-gen hilser kritisk journalistik vel-kommen. Men kontorchef Thomas Japp og trafikplanlægger Connie Juel Clausen kritiserer de journaliststu-

Journaliststuderendedyrker kun konflikter

derendes tilgang til journalistikken. De studerende fokuserer kun på kon-flikter og fortæller aldrig den positive side af historie, lyder kritikken. »Vi har følt os skamridt og mis-brugt«, siger Connie Juel Clausen. Hun mener ikke, at skatteborgerne får noget ud af, at hun bruger sin tid

på de studerendes kritiske historier. De to ansatte har også en anden kritik af de studerende. Journalist-aspiranterne har ikke styr på deres udstyr, de er uhøflige og koordin-eringen af opgaverne på studiet fun-gerer ikke. »Man kan blive rigtig, rigtig

irriteret, når I ringer og siger: “Jeg er journaliststuderende. Ring!”«, siger Connie Juel Clausen. Lixen tog en tur på kommunen til en snak om kritisk journalistik.

Fortsættes på side 3

Brügger og Bertelsen

»Kritiske historier – det gør vi ikke mere«, lød meldingen fra By- og

»Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der. Man er afhængig af at have nogen, man har et fælles sprog med«.

Sådan fortæller Mads Brügger, da Lixen møder ham og Mikael Bertelsen på et kanalchefkontor i det indreKøbenhavn De to er efterhånden blevet synonym med hinanden. Gennem ti år har makkerparret leget frit med form og funktion i mediebranchen - med både succes og maveplaskere til følge. I månedens portræt fortæller Brügger og Bertelsen om deres første samarbejde. De fortæller om forskel-ligheder, om at være uenige som ud-gangspunkt og om forudsigeligheden, der møder dem med kassetænkning og konformitet. Skævhed er ikke et udgangspunkt for de to, men det er som oftest den måde, der er bedst til at ramme det, de søger.

Læs portrættet på side 9

LixenAvisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 6. nummer | oktober 2012

Studerende arbejder gratis

Denanonymeblotter

En radiovært fra P3 byder os indenfor i hendes boble af anonymitet. Vi hører om den barndom, der gav hende en forkærlighed for tv-mediet og en skræk for skærmen, og om en søgen efter en anonymitet, som kan være lidt svær at opretholde, når man hur-tigt kommer til at blotte sig i radioen.Velkommen til den anonyme blotter og hendes optiske bedrag.

Læs portrættet på side 13-15

”I gymnasiet var jeg ret sikker på, at jeg var sådan en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for alle folk vidste godt, hvem jeg var. Om ikke andet så på grund af min far. Men også fordi, at jeg konsekvent var den, der var fuldest til festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et band.

Mere end hver tredje jour-naliststuderende har la-vet ulønnet journalistisk arbejde for medier under deres studietid. Det viser en undersøgelse, Lixen har foretaget.

En byline er ofte den eneste beløn-ning journaliststuderende får, når de skriver artikler for medier, virk-somheder eller organisationer. Lixen

Christine Brink

har lavet en undersøgelse blandt 152 studerende fra Center for Journali-stik. 60 procent af de adspurgte har prøvet at arbejde gratis, og 37 pro-cent af dem har har lavet ulønnet ar-bejde under deres studietid. Det gratis arbejde spænder over alt fra artikler for større og mindre dagblade til pressemeddelelser for den lokale tennisklub. Ifølge Lixens undersøgelse er CV og erfaring den primære årsag til, at de studerende

arbejder gratis. Men det ulønnede arbejde er problematisk for det jour-nalistiske arbejdsmarked, lyder kri-tikken fra freelancejournalist Signe Wenneberg. Hun advarer de studerende mod at arbejde gratis. »De skal huske på, at de er med til at grave deres egen grav, hvis de under-byder sig selv nu. For så skaber de en forventning hos arbejdsgiverne om, at de ikke skal have løn for det,

de er uddannet til«, siger Signe Wenneberg.

Ingen overraskelse Resultaterne af Lixens undersøgelse overrasker dog ikke den garvede journalist. Hun troede faktisk, at pro-centerne ville være højere. »Som gammel rotte i faget får jeg altid at vide, at hvis jeg ikke vil arbej-de gratis, kan de bare tage en af de gratis unge«, fortæller hun.

Næstformand i Dansk Journalist-forbund, Lars Werge, synes umiddel-bart, at det er mange studerende, der arbejder gratis. »Det er jo et tegn på, at der findes et form for gråt marked ved siden af det etablerede. Der er journalistisk ar-bejde, der bliver udført af folk, som ikke tager penge for det«, siger han.

Læs mere på side 4-5

Praktikfag på skemaet Journalist uden mobil og computerOplev Panikdagen! Jern Henrik Dommedag er aflystMedietæmmer fra DF

Før årets Store Match Dag havde Kitt Kristensen et klart mål. Drømme-pladsen hed hverken Politiken, Ekstra Bladet eller TV 2. Faktisk lå ingen medier i top 3. I stedet ind-tog kommunikationsstillinger hos Flyvertaktisk Kommando, Grund-fos og Lego podiepladserne i Kitt Kristensens praktiksøgning. »Jeg var simpelthen blevet fed up af nyhed, nyhed, nyhed på studiet. Og det med, at man hele tiden havde skarpe deadlines. Der var ikke rigtig tid til at fordybe sig i nogle ting, og det ville jeg egentlig gerne væk fra«, siger hun. Drømmen om praktik hos Flyver-taktisk Kommando blev indfriet i Aarhus, og siden august har Kitt Kristensen kunne kalde Flyvestation Karup for sin hjemmebase. Her er hun blevet en del af en kommunika-tionsafdeling på fem ansatte. Vejlederen sidder et skrivebord væk, og medpraktikanten fra DMJX sidder klar til sparring.

Vil du også være med til at bestemme, hvad der skal på forsiden af Lixen?Så stil op som chefredaktør - alene, med din makker eller dine to bedste venner. Tirsdag den 27. oktober kl.12 - 13 holder vi informationsmøde om valget og dét at være chef-redaktør. Har du nogle spørgsmål, så skriv til Kristian Corfixen (krsoe11@student.sdu.dk) eller Christine Brink (chkje11@student.sdu.dk). Du skal stille op, fordi:

... du får lov til at have ansvaret for en avis, der udkommer i 1.000 eksemplarer.

... du kommer til at skrive artikler, der bliver læst af andre end din håndværkunderviser.

... du holder pennen ved lige, når du skal have håndværksfag som radio og tv.

... du får træning i at skrive, organisere, være kreativ, presseetik og opsætning af en avis i InDesign

... du får lov til at være med i hele processen - fra idé til produkt.

... du får otte gode weekender om året med dine nye bedste venner: Lixen-redaktionen!

Lixenvalget bliver afgjort torsdag den 27. november, hvor alle studerende på Center for Journalistik skal stemme om, hvem de synes, der skal være de nye chefredaktører på Lixen.

22 | oktober 2012 | LIXEN OPINIONEn praktikant fortæller

Meninger

Ralf Andersson, tv-underviser SDU

Op med humøret!

Hovederne trækker sig længere og længere ned mellem de hængende skuldre. Stille ansigter spænder fra tænksomme over bekymrede til noget, der minder om begyndende frygt blandt de mange fremmødte. Det er tirsdag og medietorvstid. Pernille Tranberg, digital udvik-lingschef på Berlingske, taler om fremtiden i mediebranchen. Ordene kommer let og ubesværet ud over tændernes gærde. Men den digitale glaskugle, hun kigger ind i, er langt fra let og ube-sværet. Den har til tider mere ka-rakter af dommedag: Traditionelle journalistjobs er på vej ud, der bli-ver færre faste stillinger, I skal regne med meget lavere lønninger end i dag, fuldautomatiske søgemaskiner vil overtage en del af nyhedsrepor-

ternes arbejde og levere maskin-genereret indhold, og udenrigskor-respondenter er en uddøende race…. Jo, der var nok af argumenter til, at en ung og håbefuld journaliststude-rende ville få ordineret en stang lyk-kepiller for at kunne gå den dystre fremtid i møde. Men er det nu så slemt – går det kun én vej, nemlig ned af, og er det eneste spørgsmål, hvor hurtigt det går? Det korte svar – og ærlige svar - er Nej. Ingen tvivl om, at aviserne er pres-sede, og at oplagene dagligt taber flyvehøjde. Sikkert er det, at der kommer flere sammenlægninger og sparerunder. Men der ER muligheder. Masser af muligheder. Branchen og det jour-nalistiske håndværk er ikke på vej til at forsvinde eller uddø. Tværtimod. Men det står midt i massive foran-

dringer. Og det er noget helt andet. Lad mig komme med tre gode grunde til ikke at kaste sig over en anden uddannelse på SDU – men hol-de fast i faget – og blive i branchen:

1) Der er mere end nogensinde brug for uddannede journalister:Det, der i fremtiden bliver en skrigende mangel på og behov for, er originalt indhold. Mængden af informationer, oplys-ninger og ligegyldige nyheder vil kun stige, - hvad der er brug for er nogle, der kan skille tingene ad, prioritere, forklare relevante sammenhænge og sætte det hele i perspektiv. Nogle, der kan hjælpe den almin-delige borger med at navigere rundt og finde mening og forståelse i den tsunami af informationer, der kon-stant vælter ned over os. Nogle, der kan være folks GPS i informations-strømmen og guide os gennem kaoset. Ikke for at fortælle, hvad der er rigtig og forkert, men for at give folk mulighed for at forstå og selv tage stilling. Det kræver viden og indsigt at kunne det. Og DET kan journalister. Det er det, vi uddanner os til. Og DET vil der være brug for – i stigende grad. På alle medieplatforme.

2) Nye jobs og muligheder opstårDet er vigtigt at forstå, at journa-listfaget ikke er ved at uddø, men til gengæld er på vej gennem store forandringer. Ja, en række traditionelle jobs for-svinder, men nye opstår samtidig. En del vil ligge på de digitale platforme

og sociale medier. Også her er det journalistiske håndværk stadig det grundlæggende – fundamentet. Redskaberne, der skal bruges til at få historierne ud over rampen, er til gengæld nye. Det handler om digitale værktøjer og metoder, som vi skal lære at bruge. Det prøver vi at være på forkant med her på Center for Journalistik på SDU, og det er noget, der hele tiden skal udvikles for at skabe det bedste afsæt for jer, når I rammer virke-ligheden - som praktikanter eller nyuddannede. En række nye pro-jekter her på stedet om digital jour-nalistik handler netop om dette: at kunne se de muligheder og indgange, der opstår i en branche under kon-stant forandring. Så de journalistiske jobs ER derude – nu blot i ny digital forklædning med nye funktioner.

3) Der er tale om udvikling – ikke afviklingHistorien viser, at det er i knapheds – og krisetider, når der mangler ressourcer, at udvikling og innova-tion har de bedste betingelser – og for alvor rykker. Det er, når tingene er pressede, når nødvendigheden kræver det, at udviklingen tager sine tigerspring. Det er simpelthen en naturlov viser al erfaring. Da jeg blev uddannet som journa-list i slutfirserne (JA, det er mange år siden…), var der i den grad også dommedagsstemning og endeløs krisesnak inden for journalistfaget. Lokale dagblade lukkede på stribe, og arbejdsløsheden for specielt nyuddannede var tårnhøj.

Hvad skete der så? TV 2 og re-gionerne dukkede op, tv-marke-det eksploderede i det hele taget, aviserne fik voksende online-redak-tioner, gratisaviser så dagens lys, og private og offentlige virksomheder fik for alvor øjnene op for, at det var en god idé at ansætte uddannede journalister i den voksende presse – og informationsafdelinger. Med andre ord: Branchen ud-viklede sig pludselig i enorm grad.Og væk var arbejdsløsheden – og i stedet steg efterspørgslen og løn-ningerne. Nu har vi så krisestemning igen. Og så begynder idéudviklingen og innovationen igen at røre på sig for alvor. Det skaber nye jobs og mu-ligheder. Tro mig – sådan er det. Men man skal selv have øjne og øre åbne for de nye muligheder.Et klogt ordsprog siger: Når det blæs-er op til storm, bygger nogle læhegn. Andre vindmøller… Se mulighederne. Også på den lidt længere bane. Og stil realistiske krav til dig selv. Tro ikke, at du nødven-digvis skal være stjerneudenrigs-korrespondent som 28-årig og have været indstillet til en Cavling. Måske jobbet på en lokal webredaktion, hvor du kan få masser af erfaring slet ikke er så tosset. Og måske fører det noget helt andet og endnu mere spændende med sig. Jeg siger ikke, det er let. Men jeg siger, at mulighederne er der. Så op med humøret. Dommedag er aflyst.

God vind!Ralf Andersson

Kære Lixen og alle jer andre på Medietorvet

Her får I en hilsen fra IDG, der blandt andet huser Computerworld i det mondæne Herlev. Overordnet set går det rigtig godt. Folk er søde og rare – og ikke mindst sindssygt dygtige. Jeg har endda fået en lommelærke med Fernet Branca-logoet indgraveret af en af de garvede journalister herude. Det er ægte kærlighed.

En af de helt store glæder ved praktikken er at opleve, hvordan folk er meget positivt stemte, når man ringer og fortæller, at man er journalist frem for journaliststuderende. Det kan I godt glæde jer til.

Jeg har ikke mødt ret mange computernørder herude. Til gengæld er de vilde med cykler. Huset er til tider en ren spandex-borg.

Nå, nok om det. I vil jo gerne høre lidt om, hvad JEG har bedrevet her i huset i de seneste mange måneder.

Siden første februar i år har jeg talt med en hel masse interessante personligheder. Den ene dag talte jeg i telefon med indehaveren af en lille computerbiks, i den nordjyske metropol Sindal med hele 1000 indbyggere, om livet som selvstændig it-forhandler.

Et par dage senere stod jeg ansigt til ansigt med teknologi-direktøren fra mægtige Intel i det helt store it-mekka San Francisco. I USA oplevede jeg hysteriet omkring en eller anden ny telefon med et afgnasket æble på bagsiden. Den blev lanceret under 100 meter fra det sted, hvor Intel holdt en tre dage lang event.

Det skal dog ikke handle om San Francisco, som jeg kunne skrive flere bøger om. For jeg har også oplevet sære og fantastiske ting i Danmark. Jeg har siddet i ”bagagerummet” af en elbil på Roskilde Festival, hvor jeg fandt ud af, hvor meget Roskilde Festival og en flygtningelejr har til fælles, når det kommer til it.

Når jeg ikke har været på ”udflugt”, har jeg undret mig over, om en iPad er så fantastisk en ting. Kunne den erstatte arbejds-pc’en? Det var der sjovt nok delte meninger om.

Noget af det bedste ved Computerworld er den store frihed til at kaste sig ud i journalistiske projekter. De stoler på dig, selvom du bare erpraktikant. Har du en ide, så kører du bare…

Det blev til rigtig mange historier om svindlere, der fupper intetanende kunder via deres mobiltelefoner. I foråret fik det teleselskaberne til at reagere og blokere en sms-tjeneste, der blev brugt til det formål. Eller da CBB annullerede en regning på næsten 20.000 kroner til en kunde på grund af en fejl i deres systemer. Så føler man pludselig, at man gør noget nyttigt – også selvom man ”bare” er på et ”nichemedie”.

Jeg kan derfor kun anbefale jer at besøge Computerworld, når I nu skal ud til åbent hus om ikke så længe. Der er så hyggeligt.

De bedste hilsenerRobert Hendel

OPINION LIXEN | september 2012 | 2�

Hvis jeg elskede politik, så havde jeg sgu læst statskundskab

Komparativ Politik, Offentlig Politik og Økonomi og International Politik.Næsten alle vidensfag på journa-listuddannelsen på Syddansk Univer-sitet har ordet politik i sig. Den akademiske del af uddan-nelsen er i høj grad bygget op om-kring fag fra statskundskab. Fag, vis hovedemne er samfundet og politik-ken deri. Hvem gør hvad, og hvorfor?

Hvordan hænger lortet egentlig sam-men? Mange vil mene, at disse fag er vigtige. For hvordan skal vi ellers vide, hvem der gør hvad, og hvorfor i al verden de gør det? Og hvordan skal vi vide, hvem vi skal ringe til, hvis vi tror, at der er ugler i kommunernes budgetter? Men, ja, der måtte jo komme et men, og der kommer flere. For hvem siger, at det er sådan nogle journa-lister, vi alle skal være? Hvad med kulturjournalisterne? Sportsjournalisterne? Magasinjour-nalisterne? Hvorfor skal de ikke lære noget, der kan være relevant for dem? Hvor er fag som kulturfor-midling, retorik og kommunikation? De fleste andre universitetsud-dannelser har valgfag, som de stu-derende kan vælge sig ind på ud fra interesse, men det kan man ikke på

Center for Journalistik. Hvorfor ved jeg ikke. For når nu vores branche ude i den virkelige verden er så bred og giver mulighed for at beskæftige sig med alt fra mode- til krigsjournalistik, hvorfor laver vi så ikke andet end at læse om styreformer og partipoli-tiske effekter? Selvfølgelig slipper man ikke uden om, at det er vigtigt, at vi lærer om vores samfund, når man som jour-nalist i høj grad skal formidle viden til folket om netop samfundet. Men, og ja, der kom der ét til som lovet, er det virkelig nødvendigt på så højt et niveau? Er det virkelig nød-vendigt at tæske igennem bøger og forelæsninger, som helt åbenlyst ikke er kreeret til journaliststuderende, når halvdelen af holdet sandsynlig-vis ikke ender med at beskæftige sig med emnet alligevel?

Jeg har ikke lavet en kvantitativ un-dersøgelse, men mit indtryk er umid-delbart, at de fleste på studiet, ikke har haft samfundsfag på højere end et C-niveau, og at de fleste heller ikke har brugt deres fritid på at sætte sig ind i politiske problematikker eller systemer. Det har de, som læser statskund-skab til gængæld højest sandsynligt, hvilket også afspejler sig i undervis-ningen. For når man vælger at læse noget specifikt på universitet, så er chan-cen for, at man ved noget mere om emnet end den gængse borger bare større. Akkurat ligesom vi helt naturligt, allerede inden vi begynder på 1. semester ved en masse om journa-listikken. Men, og der kom ét til, alligevel bliver undervisningen i disse fag ikke

designet til, at vi netop ikke læser statskundskab. Og ja, så kan det godt være, at un-derviserne ikke forventer lige så meget af os, som af statskundskaber-ne, der har sagt ja til at vie de næste fem år af deres på liv på at læse om interdependens og bureaukrati-teorier, men pensummet og ud-gangspunktet for undervisningen ændrer sig ikke synderligt af den grund. Og det er nok egentlig det, der er humlen i hele denne brokkende rablen. Hvis vi skal have alle disse fag og skide på resten af det, som man som journalist også bør vide noget om, må fagene også være designede til os som journaliststuderende. Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg ikke gider at læse pensum.

amfro11@student.sdu.dk

Meninger

... at jeg skal i gang med at bage rigtig mange kager

Christine Brink, 3. semester

... at Lene Rimestads latter bør optages og bruges som medikament mod depression

Annika Raunstrup, 1. semester

... at Pernille Tranbergs foredrag om journa-listik var det mest deprimerende, jeg har hørt

Søren Martin Olsen, 1. semester

... at journalistuddannelsen bør være var-som med den gruppearbejdstyranni, der viser sig i visse fag. Det er universitetet - ikke en lejrskole

Jonas Schou Larsen, 3. semester

… at det er vanvittigt dejligt at få cirka to og en halv gange mere udbetalt, fordi man er gået fra SU til praktikantløn

Dennis Cordsen, 5. semester

... at 3. semester taler for meget og drikker for lidtMartin Pilgaard, 3. semester ... AT VI SES PÅ BOOGIES!

Rebecca Eva Bodnia, 1. semester

... at Rebecca Eva Bodnia kunne være god som frem-tidig formand for festudvalget med den ”bytursstil”, hun lægger for dagen

Louise Haack, 3. semester

… at det er lidt stressende, at folk allerede nu laver praktik-hjemmesider

Kristian Corfixen, 3. semester

… at alle bør komme til KaJO-general-forsamling og Jern Henrik 2012 - det bliver en fest!

Helene Jepsen, 5. semester... at de af studiets københavnsnuder, der hele tiden vil fortælle verden om deres had til Odense, skal sættes på den første flyver til Rwanda

Ulrik Baltzer , 3. semester

Amalie Frøkjær-Rubbås

Bagsiden

Nogle gange er det svært at finde illustrationer til artiklerne. Vi takker 1. semesterstuderende Carl-Emil Søe på 23 år for den flotte tegning og sender en lille hilsen og chokolade-Guldbarrer med posten.