kustatic-curis.ku.dk/portal/files/173561584/Kirked... · der med den velkendte hedenske...

u n i ve r s i t y o f co pe n h ag e n

Kirkededikationers betydning i navnebrugen

En undersøgelse af lokale konsekrationsnavnes indvirkning på navngivningen i etmidt- og vestsjællandske område.Kællerød, Lars-Jakob Harding

Published in:Studia Anthroponymica Scandinavica

Publication date:2015

Document versionOgså kaldet Forlagets PDF

Citation for published version (APA):Kællerød, L-J. H. (2015). Kirkededikationers betydning i navnebrugen: En undersøgelse af lokalekonsekrationsnavnes indvirkning på navngivningen i et midt- og vestsjællandske område. StudiaAnthroponymica Scandinavica, 33, 51-77.

Download date: 14. okt.. 2020

https://curis.ku.dk/portal/da/publications/kirkededikationers-betydning-i-navnebrugen(1dd50da8-3285-4dcc-b808-4747ed1d9ed8).html

https://curis.ku.dk/portal/da/publications/kirkededikationers-betydning-i-navnebrugen(1dd50da8-3285-4dcc-b808-4747ed1d9ed8).html

STUDIAANTHROPONYMICA

SCANDINAVICATidskrift för nordisk personnamnsforskning

UTGIVEN AVKungl. Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur

REDIGERAD AVKatharina Leibring och Lennart Ryman

REDAKTIONSRÅDEva Villarsen Meldgaard, Guro Reisæter och Minna Saarelma-

Paukkala

With English summaries

Årgång 33 · 2015

Utgiven med stöd avNordiska publiceringskommittén för humanistiska ochsamhällsvetenskapliga tidskrifter.

För bedömning av manuskript till uppsatser i Studia anthroponymicaScandinavica anlitas vetenskapliga granskare utanför redaktionen.

Redaktionens adress:Box 135SE-751 04 UPPSALARedaktörernas (Katharina Leibring och Lennart Ryman)e-post: fö[email protected] webbplats: www.kgaa.nu/tidskrift.php

Redigerad i samarbete med Namnarkivet i Uppsala, Institutet för språk och folkminnen.

ISSN 0280-8633

© Respektive författare

Uppsala 2016Textgruppen i Uppsala AB

Innehåll

Andersson, Thorsten: Die zweigliedrigen germanischen Frauennamen kriegerischen In- halts . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Björk, Simon Karlin: Namnbelägget lutaris på DR 145 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19Eskola, Ksenia: Fennicising Russian surnames and Russifying Finnish surnames in Fin-

land 2000–2013 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79Jackson, Peter: Den ditematiska namntypens mening och ursprung . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5Kællerød, Lars-Jakob Harding: Kirkededikationers betydning i navnebrugen. En under-

søgelse af lokale konsekrationsnavnes indvirkning på navngivningen i et midt- og vestsjællandsk område . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51

Peterson, Lena: Eva Brylla (1/3 1944–27/3 2015) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111Ryman, Lennart: Nya attribut – nya namn. Namnfraser ca 1500 och ca 1700 – en jäm-

förelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29

Recensioner Facts and findings on personal names. Some European examples. Proceedings of an inter-

national symposium in Uppsala, October 20–21, 2011. Ed. by Lars-Gunnar Larsson & Staffan Nyström (2012). Rec. av W. Amaru Flores Flores . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117

Litvina, Anna Feliksovna & Fedor Borisovi¹ Uspenskij: Russkie imena poloveckich knjazej. Meºdinasti¹eskie kontakty skvoz’ prizmu antroponimiki (2013). Rec. av Per Ambrosiani . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Namn i stadsmiljö. Handlingar från NORNA:s 42 symposium i Helsingfors den 10–12 november 2011. Red. av Leila Mattfolk, Maria Vidberg & Pamela Gustavsson (2013). Rec. av Ole-Jørgen Johannessen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120

Patjas, Liisa-Maria & Katleena Kortesuo: Uusi etunimikirja. Aadasta Äijöön (2015). Rec. av Björn Lundqvist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125

Siliņa-Piņķe, Renāte: Rigas spätmittelalterlische Personennamen (2014). Rec. av Lennart Ryman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

Sundström, Agneta: Binamn i Arboga stads tänkebok (2015). Rec. av Patrik Larsson . . . . . 129

Författarna i denna årgång . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133

Förkortningar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135

Kirkededikationers betydning i navnebrugen 51

LARS-JAKOB HARDING KÆLLERØD

Kirkededikationers betydning i navnebrugenEn undersøgelse af lokale konsekrationsnavnes indvirkning på navngivningen i et midt- og vestsjællandsk område

Studia anthroponymica Scandinavica 33 (2015), 51–77.Lars-Jakob Harding Kællerød, Copenhagen: The significance of church dedications for name usage: A study of the impact of local dedication names on naming in an area of central and western Zealand.

AbstractThis article discusses whether the relationship between the names of male patron saints of local town churches and name usage in a region is as obvious as is often suggested. The focus is on a small geographical area of Zealand in Denmark, and the data are taken from the census of 1787, which – given the lack of mobility, and a reliance on traditional naming practices – can be regarded as largely representative of the names used in the Middle Ages. The first part of the article deals main-ly with hagiolatry and the reasons for giving names after saints. The second part reviews the use of names related to four dedication names in the area studied, and here the suggested relationship is not clearly in evidence.

Keywords: personal names, first names, common names, saints’ names, dedication names, church names, naming, 1787 census, Zea-land.

1. IndledningDa Kristian Hald i 1961 skriver sit bidrag om helgennavne til værket Kultur-historisk Leksikon for Nordisk Middelalder, konkluderer han, at der er en åbenlys sammenhæng mellem navneskikken i Danmark og landets middelal-derlige helgendyrkelse (Hald 1961 sp. 337). Denne slutning drages blandt an-det på grundlag af Alfred Thomsens geografiske kortlægning af bondestandens navne udledt af kancelliregistranter 1536–50 (Thomsen 1926). Et af de mere oplagte eksempler der gives på, at navnebrugen i et regionalt område er påvir-ket af helgendyrkelsen, knytter sig til navnet Tøger, der i Thomsens optegnel-ser alene figurerer i Vendelbo Stift, hvor den berømte kristne missionær netop

52 Lars-Jakob Harding Kællerød

bar navnet Tøger, Theodgar (Thomsen 1926 s. 140; Hald 1961 sp. 337; jf. Jør-gensen 1909 s. 53 f.). På lignende vis tillægges de to kanoniserede helgener Knud den Hellige og Knud Lavard en væsentlig rolle i forhold til den regionale udbredelse af navnet Knud. Af kancelliregistranterne fremgår det, at navnet hovedsageligt er i brug på Fyn, hvor historiske begivenheder knytter sig til Knud den Hellige, men at navnet også markerer sig på Sjælland og i Sønderjyl-land, hvortil Knud Lavard har et særligt tilhørsforhold (Thomsen 1926 s. 139; Hald 1961 sp. 337).

Undertiden tillægges også lokale kirkededikationer en vis betydning i for-hold til regioners navnebrug, hvilket eksempelvis er tilfældet for navnet Olaf. Ifølge Thomsen udmærker dette navn sig særligt på Sjælland, og da det ellers er vanskeligt at fastslå hvorfor, det forholder sig sådan, nævnes middelalderli-ge kirkededikationer til Sankt Olaf i byerne Helsingør og Roskilde som mulige årsager (Thomsen 1926 s. 139). Analogt med Thomsens resultater viser Eva Villarsen Meldgaards (1982 s. 191 f.) undersøgelse over danskernes fornavne i 1600-tallet, at navnet Olaf i denne periode er mere almindeligt på Sjælland end i de øvrige områder, der indgår i undersøgelsen, og igen nævnes de to kon-sekrationsnavne som en mulig forklaring hertil.

De ovennævnte iagttagelser om helgeners og kirkers betydning i forhold til personnavnes geografiske fordeling imellem regionale områder inspirerede mig til mit speciale, hvor jeg undersøgte mandsnavnebrugens relation til hel-gennavngivningsmotiver i et midt- og vestsjællandsk almuesamfund (Kæl-lerød 2014). I modsætning til de tidligere studier, hvor større regionale områ-der har været i fokus, har det været min hensigt at udforske relationen mellem navnebrug og oplagte motiver for navngivning efter helgener i et mere lokalt perspektiv.

I mit speciale undersøgte jeg en række mulige navngivningsmotiver som ek-sempelvis konsekrationsnavne, kalkmalerier, helligkilder og historiske hæn-delser, der involverer helgener. I nærværende artikel vil jeg præsentere det ud-snit af undersøgelsens resultater, der vedrører mandspersonnavne med relation til områdets købstadskirkers konsekrationsnavne. Det drejer sig om helgen-navnene Nicolaus, Petrus, Mikael og Benedictus. Jeg skal vende tilbage til dis-se fire navne efter nogle bemærkninger om helgenskaren generelt, helgenkult som motivation for navngivning samt en nærmere præsentation af undersøgel-sens baggrund, metoder og principper.

2. Helgeners betydning i navngivningenIndtil Danmarks overgang til kristendommen i 900-tallet har landets navne-repertoire næsten udelukkende bestået af navne med oprindelse i det nordiske


sprog, men efterhånden som den nye religion vinder indpas, følger en gradvis ændring. Danskerne tager en række navne på helgener, bibelske personer samt navne med relation til kirkehistorien i brug, og navneforrådet udvides således med kristne navne, der er af vidt forskellig herkomst i både historisk og sprog-lig henseende (Hald 1974 s. 44). De nyindlånte navne kommer til at følge de sproglige ændringer, der sker i det danske sprog i middelalderen, og efterhån-den opstår de hjemlige former, der kommer til at præge navnebrugen helt frem til indgangen af det 19. århundrede (jf. Eggert 2009 s. 89 ff.).

Det er hovedsageligt navne fra helgenskaren, der får stor betydning i dans-kernes navnebrug (Eggert 2009 s. 90; Kousgård Sørensen 1990 s. 396). Dette kommer blandt andet til udtryk i Eva Villarsen Meldgaards (1982 s. 198) oplistning af middelalderens mest populære fornavne udfærdiget på baggrund af seddelmaterialet til værket Danmarks gamle Personnavne (DGP), der om-fatter navne hentet fra en række middelalderlige kilder (DGP s. VII). Her på-vises en klar dominans af navne, der på en eller anden vis relaterer sig til hel-gener, inklusiv de skandinaviske kongehelgener Olaf, Erik og Knud, der udgør det største kildemateriale for nordiske navne.

Når det netop er navne fra helgenskaren, der særligt markerer sig i den dans-ke middelalderbefolknings navnebrug, er det snarest et udtryk for denne grup-pes betydning i samtiden. I den katolske kirkes officielle liturgiske praksis har helgenskaren indtaget en central rolle, hvor den enkelte helgen på sin fejrings-dag, der som regel er identisk med dødsdagen (den himmelske fødselsdag) el-ler translationsdagen, blandt andet er blevet æret i messen, der har været en af gudstjenestens mest essentielle dele (Liebgott 1982 [1981] s. 24). Enhver kirke har haft relikvier, oftest henlagt i et dertil indrettet rum i alterbordets overflade, hvorved messeofret kunne praktiseres direkte over helgenen (Gad 1971 s. 19). Omkring helgenernes jordiske rester, ikke alene i kirker, men også ved eksem-pelvis helgengrave, er en mere folkelig kult, der knytter sig til middelalderens do ut des-tankegang (jeg giver, så du kan give) (Normann Andersen 2006 s. 110), blevet dyrket. Troen på, at relikvier bevarer en del af helgenens mirakel-givende kraft, når den afdøde er genforenet med Kristus i himlen, har medført, at helgenerne fremstår som en institution imellem menneskeheden og guddom-men, hvorfor en helgen kan gå i forbøn for mennesket (Raasted 1961 sp. 321; jf. Kællerød 2014 s. 9 ff.).

Den udøvede helgenkult har været meget lig kulten i den polyteistiske gu-dedyrkelse, ikke mindst foranlediget af, at bestemte helgener efterhånden er blevet tilknyttet beskyttende evner inden for særlige områder, som det har været velkendt fra hedenske panteoner (Heiberg 2008 s. 373). Forbindelser-ne mellem helgener og deres egenskaber er undertiden skabt via navnet (fx Sankt Blasius, skytshelgen for blæsere), men oftere er de tilvejebragt i be-vidstheden ved naturligt skabte associationer fra den enkelte helgens attribut


(fx ankeret hos de søfarendes beskytter Sankt Clemens) eller martyrium (fx tarmudvinding hos Sankt Erasmus, der kunne påkaldes imod mavesmerter). Troen på helgenernes beskyttelse har igennem middelalderen fået stor betyd-ning for det enkelte individ, og der er opstået en særlig tilknytning til og dyr-kelse af den helgen, en person har været opkaldt efter (Jørgensen 1909 s. 131). For den tidlige kristne lægmand har helgenkulten i kraft af sine lighe-der med den velkendte hedenske gudedyrkelse fremstået både letforståelig og tilgængelig i forhold til den ukendte og abstrakte kristne guddom (Esmark & McGuire 1999 s. 54).

Ved siden af relikvierne har helgenskaren været til stede i mange kirker i en mere umiddelbar form, der bestandigt har mindet mennesket om det kristne ideal. Helgenerne er således blandt de mest yndede motiver i de talrige kalk-malerier, der hovedsageligt er blevet udarbejdet frem til reformationen. En række af disse motiver har været benyttet til andagt rettet imod den afbildede helgen (Bolvig 2002 s. 296), mens andre har skildret scener fra helgenlegen-derne, hvortil kirkegængerne har kunne drage associationer og derved fasthol-de en erindring om den forbilledlige livsførelse (Gad 1971 s. 51; jf. Jørgensen 1909 s. 71). Endvidere kan et centralt placeret helgenmotiv være et vidnesbyrd om hvilken helgen, den pågældende kirke har været indviet til og taget navn efter.

At adskillige kirker har haft et konsekrationsnavn vidner Ellen Jørgensens (1909 s. 136 ff.) oversigt over kirke- og klosterværnehelgener om. Denne form for dedikation er per definition ophørt ved overgangen til den lutherske kirke i 1536, men alligevel har praksissen manifesteret sig så kraftigt, at særligt køb-stadskirker endnu i dag kendes ved et konsekrationsnavn (Jørgensen 2002 s. 146 f.). Landsbykirker er dog ganske godt repræsenteret på Ellen Jørgensens liste, og det må endda antages, at fortegnelsen er ufuldstændig, og i særdeles-hed er det netop omkring landsbykirker, der ofte er omtalt under dannede verdslige navne, hvor landsbynavnet er foranstillet appellativet ’kirke’ (ibid.).

Når Ellen Jørgensens (1909) oversigt over kirkers og klostres værnehelge-ner sammenlignes med Meldgaards (1982) oplistning af de populæreste mandsnavne i middelalderen, fremstår en vis analogi mellem befolkningens navnebrug og konsekrationsnavne. De tre populæreste mandsnavne, Iohannes, Nikolaus og Petrus, modsvarer således tre af de fire helgennavne med flest de-dikationer i det gammeldanske område. Laurentius skiller sig ud ved at være den mandlige helgen med næstflest dedikationer, men navnet er blot nummer syv på Meldgaards liste. Men Kristian Halds (1961) betragtning om en nær re-lation mellem den middelalderlige helgendyrkelse og navnebrugen i Danmark virker altså til at være rimelig, og konsekrationsnavne ser umiddelbart ikke ud til at have en helt uvæsentlig rolle i den forbindelse.


3. Baggrund for undersøgelsenDet navnekorpus, der ligger til grund for min undersøgelse over brugen af hel-gennavne og kirkededikationers mulige betydning for navnebrugen, stammer fra et midt- og vestsjællandsk område og er excerperet fra folketællingen 1787. Området består af 62 sammenhængende sogne, hvor købstæderne Holbæk, Ringsted og Slagelse i grove træk udgør yderpunkterne, se figur 1. Derudover inkluderer området en fjerde købstad, Sorø, mens de resterende 58 sogne alle er landsogne.

3.1. Et stedbundent almuesamfund med en konservativ navneskikUd af folketællingens oplysninger om de enkelte personers titel, embede, for-retning, håndværk eller næringsvej kan det udledes, at en del indbyggere i køb-

Figur 1. Undersøgelsens fokusområde består af et sammenhængende område på Midt- og Vest-sjælland. Det udgøres af de fire købstadssogne Holbæk, Ringsted, Slagelse og Sorø samt 58 mel-lemliggende landsogne. På kortet er Ringsted Landsogn og Sorø Landsogn inkluderet i de respek-tive købstadssogne.


stæderne hører til borgerskabet, eksempelvis embedsmænd, handelsmænd og håndværksmestre. Et flertal af byernes indbyggere tilhører dog lavere sam-fundsklasser såsom håndværkere, tjenestefolk, daglejere, almissenydere med videre. Landsognebefolkningen fremstår som en mere homogen enhed, da langt størstedelen af mandspersonerne her er bønder, husmænd eller inderster. Gejstlige, skolelærere samt herremænd med familie og tjenestefolk udgør her en mindre andel. Der er tale om et ganske stedbundet samfund, ikke mindst på landet, hvor bønderne har været underlagt stavnsbåndet, der på tidspunktet for folketællingen har bundet alle mænd i alderen 4–40 år til det gods, de har hørt til (Løgstrup 1987 s. 39). Også ældre landboere, der i praksis har været løst af stavnsbåndet, har ofte holdt sig til hjemstavnen, hvor de typisk har levet i aftægt hos et af børnene.

Det er kendetegnende for navnebrugen på undersøgelsens fokustidspunkt, at den er særdeles ensartet og har været det igennem flere århundreder. Dette anskueligøres når en række personnavnestudier, der på forskellig vis omhand-ler nedslag i personnavnebrugen i Danmark fra middelalderen og frem til ind-gangen af det 19. århundrede, betragtes samlet. Det er især på landet, at et re-lativt lavt antal navne bestandigt ligger i top på undersøgelsernes frekvenslis-ter, og der er først og fremmest tale om navne, der relaterer sig til helgener (jf. Eggert 2009; Meldgaard 1965, 1982; Thomsen 1926). Men også i København er det frem til slutningen af det 18. århundrede i vidt omfang de samme navne, der særligt markerer sig (Meldgaard 1990 s. 53 ff.). Hovedindtrykket fra disse studier er således, at en ganske homogen mandsnavnemasse, primært beståen-de af navneudviklinger med oprindelse i helgennavnene Iohannes, Nicolaus og Petrus, og i mindre grad Andreas, Iacobus og Laurentius, kontinuerligt domi-nerer navnebrugen i alle samfundslag over hele landet, og det er derfor rimeligt at antage, at navneskikken i 1787 afspejler middelalderens navnebrug. Dette understreges yderligere ved, at de få nordiske navne, der gennemgående er højfrekvente, fortsat er de skandinaviske kongehelgennavne Erik, Knud og Olaf, hvis vedblivende popularitet vel snarest skyldes en kombination af kong-ernes betydning som helgener og navnenes status som traditionelle, nordiske kongenavne.

Den udprægede ensformighed i navnebrugen skyldes ikke mindst navngiv-ningsmotivet opkaldelse, der i sit udspring går tilbage til hedensk tid, hvor en tro på sjælevandring må formodes at være årsag til ligefrem opkaldelse efter afdøde slægtninge (Storm 1893 s. 199). Med den kristne forestilling om, at sjælen i frelsen vender tilbage til den himmelske verden, når den i døden er ble-vet udfriet fra legemet (Bibelen, 1 Kor 15), er der efter kristen norm intet til hinder for at opkalde efter endnu levende slægtninge, hvilket tidligt er blevet skik i den danske kongeslægt (Storm 1893 s. 211). I den jævne konservative og traditionsbundne befolkning er der dog fortrinsvis blevet holdt fast i de


gamle skikke til trods for, at de bagvedliggende motiver er blevet glemt (jf. Secher 1918 s. 474). Det er først fra omkring år 1600, at det i byerne, og siden også på landet, er blevet almindeligt at navngive efter endnu levende slægt-ninge (Meldgaard 1982 s. 200).

I 1986 påviste Bent Jørgensen, at det imidlertid ikke er opkaldelsesprincipper-ne alene, der har fastholdt den ubrudte praksis med få leksikalske navne i brug. Det viser sig i navngivningen af hittebørn, repræsenteret ved de såkaldte kasse-børn fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade i København fra 1771 og de følgende år. Her er motivet for opkaldelse efter en slægtning i realiteten ophævet, men disse børn er alligevel overvejende blevet navngivet med de samme navne, som har gjort sig gældende i den almindelige befolknings navngivning (Jørgensen 1986 s. 142).

3.2. Folketællingen som kildeDer kan naturligvis argumenteres imod, at en så sen kilde som folketællingen 1787 (om denne, se Instruks for folketællingen 1787) gøres til genstand for stu-dier over helgeners indflydelse på navngivningen og de bagvedliggende moti-ver herfor. Kirkebøgers dåbslister kan umiddelbart fremstå som mere velegne-de, dels da de ældst bevarede danske kirkebøger er påbegyndt i slutningen af det 16. århundrede, hvorved de tidsmæssigt ligger nærmere reformationen, dels da sognetilhørsforholdet for den enkelte navnebærer ville kunne påvises med en større sikkerhed.

Der er imidlertid flere grunde til, at valget er faldet på folketællingen 1787. Dåbslisterne er affattet på meget forskellig vis, men typisk sådan at dåbsnavne skal findes i løbende tekst, hvor de er anført mellem navne på forældre og fad-dere, hvorfor en grundig læsning for hver dåbshandling ville være nødvendig. Det vil dermed være en yderst tidskrævende proces at skabe et navnekorpus, der er tilstrækkeligt omfangsrigt til at sikre en solid validitet i undersøgelsens resultater. I modsætning hertil er personers navne i folketællingen anført i lis-teform suppleret med oplysninger om alder, køn, civilstatus, erhverv med me-re. Samtidig har folketællingen den fordel, at den giver et øjebliksbillede af det faktiske samfund, da alle personer, der har været til stede i et pågældende sogn på datoen for tællingen, er anført. Derved undgås en mængde dubletter forår-saget af opkaldelse efter afdøde søskende, der ville være problematisk at tage højde for i dåbslister.

Folketællingen 1787 er den tidligste folketælling, der indeholder navne og anden data, der er relevant for en undersøgelse af både kvantitativ og kvalitativ karakter. Den foregående folketælling fra 1769, Danmarks ældste tælling, er mangelfuld i forhold til denne type data, da lokale myndigheder i hovedreglen blot har indberettet antallet af tilstedeværende personer i de enkelte sogne, som de har fordelt sig på køn, alder og et par andre parametre (Degn 2001 s. 3).


Jeg mener, at navnestoffet udledt af folketællingen 1787, trods den sene af-fattelse retrospektivt kan anvendes til at sandsynliggøre helgennavngivnings-motivers betydning. Korpusset udtrykker navnebrugen i et samfund, der over-vejende består af en homogen, stedbunden almuebefolkning, hvor opkaldel-sens konserverende effekt og en generel konservativ holdning til navne har fastholdt et yderst ensartet navnerepertoire fra middelalderens slutning og frem til det 19. århundredes begyndelse. Hvis et navn i katolsk tid har været særligt frekvent i et mindre lokalt område, eventuelt forårsaget af navngivning efter den lokale kirkes konsekrationsnavn, da må det forventes i en vis grad at afspejle sig i navnebrugen i 1787.

3.3. Metodiske overvejelser og undersøgelsens navnekorpusUndersøgelsens navnekorpus er genereret ved indtastning af samtlige optegne-de mandspersoners navne i folketællingen 1787 for de bemeldte 62 sjælland-ske sogne, excerperet fra faksimiledatabasen Arkivalieronline under Statens Arkiver. Det samlede korpus tæller i alt 13.061 navnebærere, der uligt fordeler sig i de 62 sogne, fra blot syv i Sorø Landsogn til 855 i Slagelse Købstad. Sog-netypemæssigt fordeler navnebærerne sig på 2.004 i købstæderne og 11.057 i landsognene.

Det fremgår af eksempelvis Eva Villarsen Meldgaards undersøgelser af navnebrugen over tid i mindre geografiske områder, Skast Herred i Syd-vestjylland (Meldgaard 1965) og Vor Frue Sogn i København (Meldgaard 1990), at det efterhånden er blevet almindeligt at navngive med flere fornav-ne, og at visse navne, heriblandt en del helgennavne, særligt ofte er i brug som andet fornavn eller senere i navnerækker. Skikken er for alvor blevet sædvane i løbet af det 19. århundrede, men er gradvist kommet i brug før det, hvorfor det har været hensigtsmæssigt at inddrage samtlige fornavne i un-dersøgelsens korpus. Det er dog langt fra altid entydigt, hvornår et navn bør anskues som et fornavn (jf. Meldgaard 1990 s. 11 f.). I denne undersøgelse har fremgangsmåden været den, at et navn, der er anført sidst i en persons navnerække, almindeligvis betragtes som et efternavn og derfor ikke indgår i navnekorpusset, mens et navn, der mindst én gang står opført først i en nav-nerække, i reglen anskues som et fornavn, også når det andetsteds optræder senere i en navnerække. Øvrige navne er vurderet enkeltvis og eftergået i di-verse navneleksika (Hornby 1978; NPL 2; Otterbjörk 1979; Seibicke 1996–2007). En særlig problematik forekommer omkring ’logerende’, der underti-den er anført med blot ét navn, således at der kan opstå tvivl om, hvorvidt det pågældende navn skal opfattes som et for- eller efternavn. Disse navne er li-geledes med støtte i de nævnte navneleksika vurderet individuelt. Endelig skal nævnes, at alle fornavne på ’plejebørn’ (herunder ’hitte-’, ’kasse-’, ’op-


fostringsbørn’ etc.), der typisk er anført uden et efternavn, indgår i navnekor-pusset uanfægtet det manglende efternavn.

Det har været nødvendigt at registrere en del navne under betegnelsen ’(?)’. Det skyldes forkortelser på blot ét bogstav, unavngivne, udøbte drengebørn samt tvivlstilfælde forårsaget af usikker læsning, manglende fragment i faksi-miler eller lignende. Forkortelser bestående af flere bogstaver er oftest inklu-deret under det navn, forkortelsen med størst sandsynlighed skal opløses til, eksempelvis Andr[eas], Joh[annes] og Vilh[elm]. Som det fremgår af tabel 1 tæller undersøgelsens samlede navnekorpus i alt 13.414 løbenavne, hvoraf de 194 er benævnt ’(?)’.

Tabel 1. Oversigt over antal mandlige navnebærere og deres samlede antal lø-benavne. Betegnelsen ’(?)’ dækker over en række tvivlstilfælde, der af stati-stiske hensyn indgår i undersøgelsens korpus.

Det er et bredt spektrum af stavevariationer af leksikalske navne, der er repræ-senteret, hvilket først og fremmest skyldes, at folketællingen er udført og ned-skrevet af mange forskellige personer på et tidspunkt, hvor der ikke har været en officiel retstavning i Danmark. Der optræder således stor divergens mellem forskellige skriveres præferencer i forhold til et navns stavemåde, men der ses samtidig en stor inkonsekvens hos den enkelte skriver. Dette medfører natur-ligvis en del vanskeligheder i forhold til hvilke navneformer, der bør anskues som variantformer af et leksikalsk navn, og hvilke der udtrykker selvstændige udviklinger, og det er besværligt at give et entydigt svar på, hvordan en sond-ring gøres optimalt (jf. Leibring 2015).

I lighed med Meldgaard 1990 (jf. s. 98 ff.) har jeg i vidt omfang ladet den moderne udtale determinere, hvorvidt et navn skal betragtes som et selvstæn-digt leksikalsk navn eller en variantform. Til denne sondring har jeg i nær-værende undersøgelse overvejende benyttet DSDU. Det heterogene kildema-teriale forårsaget af den manglende retstavning og skriveres uens præferencer af stavemåder bevirker dog, at en så entydig differentiering vil være misvisen-de. Eksempelvis vidner sognenes fordeling af navnene Peder, Peter og Peersamt Michel og Mikkel om, at det tillige er nødvendigt at tage hensyn til et geo-grafisk aspekt i kategoriseringen af leksikalske navne og variantformer (jf. ka-pitel 4.2.2 og 4.3.2 nedenfor). Navnekorpusset tæller samlet omtrent 260 lek-sikalske navne, hvoraf godt 100 er enkeltforekomster. Ensartetheden i tidens navnebrug kommer, som det fremgår af tabel 2, tydeligt til udtryk ved, at et få-tal af navne udgør langt størstedelen af den samlede navnemasse.

Købstæder Landsogne SamletAntal navnebærere 2.004 11.057 13.061Antal løbenavne 2.108 11.306 13.414- Heraf ’(?)’ 84 110 194


Tabel 2. De 10 hyppigst forekommende navne (inkl. variantformer) i un-dersøgelsens korpus. Tidens ensformige navnebrug fremgår ganske tydeligt, da toptilistens navne samlet står for 70 % af undersøgelsens navnemasse. Hans, Jens, Niels, Peder og Lars står alene for godt halvdelen.

* I tabellen inkluderer Peder formerne Peter og Peer som varianter, men som det fremgår af ka-pitel 4.2.2, er en lemmatisering i dette tilfælde yderst kompleks.

For at undersøge om der i navnebrugen findes en geografisk fordeling, der vid-ner om en brug af konsekrationsnavne som navngivningsmotiv i et lokalt regi, er helgennavnes andel af navnemassen på sogneniveau blevet undersøgt. Der-ved kan det klarlægges, dels om købstadssognet med et givet konsekrations-navn har en højere koncentration af løbenavne med relation til det pågældende helgennavn end de øvrige købstæder, dels om konsekrationsnavnet gør sig mere gældende i landsogne, der ligger i den umiddelbare nærhed af købstaden end i den resterende del af det undersøgte område. For at kunne belyse de sjæl-landske købstadskirkers konsekrationsnavnes betydning i navnebrugen, må navne, der relaterer sig hertil, nødvendigvis sammenlignes med brugen af øv-rige helgennavne. Helgenskaren er imidlertid særdeles omfattende, og det er langt fra alle af den katolske kirkes helgener, der har været kendt og dyrket i Danmark. For at være relevant til denne undersøgelse skal mindst ét af følgen-de kriterier derfor være opfyldt: Helgenen skal have fungeret som patronhel-gen for mindst én dansk kirke eller et kloster (Jørgensen 1909 s. 136 ff.), have været skildret i mindst ét dansk kalkmaleri (Bolvig 2002 s. 298 ff.) eller være omtalt i Tue Gads værk om helgenlegender i Norden (Gad 1971). Samlet giver denne udskillelse 88 navne på helgener, der må antages at have spillet en vis rolle i den danske middelalderlige helgendyrkelse. Relevante navne fra un-dersøgelsens korpus er herefter trukket ud og samlet under de respektive hel-gennavne, de har sin oprindelse i, se tabel 3. Det er således en broget skare af navne, der optræder under de enkelte helgennavne, dog dominerer græske og latinske indlånsformer samt danske, nordiske og tyske udviklinger.

Navn Antal Frekvens1 Hans 1.552 11,6 %2 Jens 1.428 10,6 %3 Niels 1.417 10,6 %4 Peder* 1.353 10,1 %5 Lars 821 6,1 %6 Christen 699 5,2 %7 Ole 619 4,6 %8 Anders 551 4,1 %9 Jørgen 473 3,6 %

10 Rasmus 398 3,0 %


Tabel 3. Undersøgelsens ti mest frekvente helgennavne samt områdets øvrige konsekrationsnavne.

* Iohannes: Det lader sig vanskeligt afgøre, om Jonas bør henregnes til Iohannes, eller om navnet skal stå for sig selv. Det gammeltestamentlige navn er således allerede i evangelierne sammen-blandet med navnet Johannes (DGP sp. 686; jf. Bibelen, Matt 16,17 og Bibelen, Joh 21,15–17). Det er også tvivlsomt om Henning skal henregnes hertil. Hornby (1978) tolker navnet som en tysk afledning af Hans, men både Otterbjörk (1979) og Seibicke (1996–2007) nævner, at navnet ligeså vel kan være afledt af Henrik.

Listen over de almindeligste helgennavne i det sjællandske område i 1787 vid-ner i høj grad om den kontinuerlige brug af navne siden middelalderen. Akku-rat som det var tilfældet i den tidligere omtalte liste over middelalderens hyp-pigste navne (Meldgaard 1982 s. 198), er Iohannes, Nicolaus og Petrus klart dominerende. Mere end 46 % af samtlige løbenavne har relation til et af disse tre helgennavne, godt 25 % alene til Iohannes, hvortil materialets to mest fre-kvente løbenavne overhovedet, Hans og Jens, henhører. Helgennavnene Lau-rentius, Andreas og det nordiske Olaf, der indtager placeringerne som nummer fire, fem og seks, hører ligeledes til blandt middelalderens mest almindelige navne. Af de mere markante uoverensstemmelser mellem listerne hører Geor-gius og Erasmus, der figurerer som nummer syv og otte på Sjælland, men som slet ikke optræder blandt de 20 vanligste navne i middelalderen. Dette skyldes utvivlsomt, at begge navnebærende helgener tilhører gruppen af nødhjælpere, der som samlet flok først har opnået stor popularitet i senmiddelalderen (Jør-gensen 1909 s. 117 ff.).

Helgennavn Antal Frekvens Leksikalske navne1 Iohannes* 3.319 24,7 % Hans 1.552, Jens 1.428, Johan 248,

Johannes 75, (Jonas 8), Jon 5 og (Henning 3)

2 Nicolaus 1.510 11,3 % Niels 1.417, Nicolai 48, Claus 42, Nilaus 2, Niss 1

3 Petrus 1.364 10,2 % Peder 1.353, Peiter 114 Laurentius 848 6,3 % Lars 821, Lorentz 24, Laurentius 1,

Lauritz 1, Laurs 15 Andreas 660 4,9 % Anders 551, Andreas 108, Andres 16 Olaf 621 4,6 % Ole 619, Oluf 27 Georgius 479 3,6 % Jørgen 473, Georg 5, Georgius 18 Erasmus 398 3,0 % Rasmus 3989 Severinus 381 2,8 % Søren 379, Severin 2

10 Iacobus 343 2,6 % Jakob 273, Jeppe 65, Ib 5- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 19 Mikael 50 0,4 % Michel 33, Mikael 1726 Benedictus 13 0,1 % Bendix 7, Bendt 6


4. Konsekrationsnavne i den sjællandske navnebrugBetragtes de fire helgennavne, der fungerer som konsekrationsnavne på køb-stadskirker i det undersøgte område, ses umiddelbart stor divergens med hen-syn til deres betydning i navnebrugen. To af de pågældende navne, Nicolausog Petrus, hører til blandt de tre mest dominerende helgennavne, mens Mikaelog Benedictus er markant mindre i brug, og de optræder følgeligt langt nede på listen som henholdsvis nummer 19 og 27. I det følgende skal fokus rettes imod brugen af netop disse fire helgennavne.

4.1. Nicolaus4.1.1. Sankt Nikolai Kirke i HolbækNicolaus er blandt de absolut almindeligste konsekrationsnavne i det gammel-danske område, hvor ikke mindre end 100 kirker og klostre har været indviet til denne helgen (Jørgensen 1909 s. 150 ff.). Holbæk er en af de mange søfarts-købstæder, hvor en middelalderkirke har været indviet til Sankt Nicolaus, hvil-ket der findes belæg for tilbage fra år 1336 (DKHolbæk s. 2948). Kirken synes at have fungeret som sognekirke for den vestlige del af Holbæk frem til tiden efter reformationen, men herefter er den taget ud af brug og nedrevet i 1573 (ibid. s. 2949). Byens nuværende kirke, der blev opført i årene 1869–72 som afløser for en gammel klosterkirke, der almindeligvis antages at have været indviet til Sankt Lucius, er ikke officielt dedikeret til Sankt Nicolaus, men om-tales ofte ved dette navn (fx Trap3 s. 373 ff.; DKHolbæk s. 2819 ff.).

Helgenen, der har lagt navn til Holbæk kirke, er Nicolaus af Myra, hvis po-pularitet tog kraftigt til i blandt andet Danmark efter hans translation fra Lille-asien til den italienske havneby Bari i slutningen af det 11. århundrede (Gad 1971 s. 214). Helgenlegenden beretter blandt andet om mirakuløse redninger af søfolk i havsnød, hvor Nicolaus viser sig for de nødstedte og får stormen til at lægge sig, så skibet kan komme sikkert i land (ibid. s. 212). Nicolaus har der-for fået en særlig status hos søfarende, der tog ham til sig som deres særlige beskytter, og netop derfor blev han gjort til værnehelgen for flere kirker i sø-fartskøbstæder og kystnære landsogne, heriblandt altså Holbæk.

4.1.2. Nicolaus i navnebrugen1.510 af navnekorpussets 13.414 løbenavne udgøres af navne med oprindelse i Nicolaus, hvilket modsvarer 11,26 %. Som det fremgår af tabel 4, fordeler lø-benavnene sig på fem leksikalske navne, hvoraf den danske udvikling Nielsmed 1.417 forekomster, inklusiv variantformerne Nils og Njels, er den klart hyppigste. Med undtagelse af Sorø Landsogn, der som nævnt blot tæller syv


Tabel 4. Udviklinger af helgennavnet Nicolaus og deres andel af den samlede navnemasse i henholdsvis købstæder, landsogne og hele det undersøgte om-råde.

KøbstæderAntal %

LandsogneAntal %

SamletAntal %

Niels 129 6,12 1.288 11,39 1.417 10,56Niss 1 0,05 - - 1 <0,01Claus 8 0,38 34 0,30 42 0,31Nilaus - - 2 0,02 2 <0,01Nicolai 23 1,09 25 0,22 48 0,36Nicolaus 161 7,64 1.349 11,93 1.510 11,26

mandlige navnebærere, er navnet Niels noteret i samtlige sogne. Navnet har særligt markeret sig i landsognene, hvor det gennemsnitligt udgør 11,39 % af navnemassen, mens det i de fire købstæder blot udgør 6,12 %.

Tabel 5. De enkelte sognes frekvens for navnet Niels. Holbæk Købstad og de omkringliggende landsogne er fremhævet.

Dette forhold fremgår også af tabel 5, der viser navnets andel af de enkelte sog-nes navnemasse, da alle fire købstæder her er placeret blandt de sogne med la-

Sogn Frekvens1 Alsted 16,33 %2 Stenlille 15,98 %3 Ørslev 15,53 %4 Tølløse 15,30 %5 Allindemagle 15,29 %6 Skellebjerg 14,96 %7 Stenmagle 14,77 %8 Sankt Mikkels Landsogn 13,79 %9 Søstrup 13,74 %

10 Haldagerlille 13,33 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -29 Grandløse 11,18 %30 Ågerup 11,11 %38 Tveje Merløse 10,24 %52 Ringsted Købstad 7,11 %57 Slagelse Købstad 6,62 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -60 Holbæk Købstad 5,82 %61 Sorø Købstad 3,76 %62 Sorø Landsogn 0 %


veste frekvenser. Skulle Sankt Nikolai kirke i Holbæk have fungeret som navn-givningsmotiv, da lader det sig ikke påvise ud fra folketællingen 1787, når det drejer sig om udbredelsen af navnet Niels. Af samtlige sogne er Holbæk Køb-stad således det med den tredje laveste hyppighed for navnet, kun undergået af Sorø Købstad og naturligvis Sorø Landsogn.

Heller ikke når det drejer som om landsogne, der støder op til Holbæk Køb-stad, ses der spor efter, at den middelalderlige Sankt Nikolai-kirke skulle have haft nogen særlig indflydelse på navnebrugen. Ganske vist placerer Søstrup Sogn sig pænt på listen, men Niels markerer sig ikke udpræget i Grandløse, Tveje Merløse eller Ågerup Sogne. Det fremgår også af figur 2, at Niels på ingen måde synes at gøre sig mere gældende i den nordlige del af området end i de sogne, der geografisk ligger fjernere fra den navnebærende kirke. Gen-nemgående er Niels tværtimod hyppigere i en række sogne i den vestlige del af området, mellem Slagelse og Sorø samt i et lidt mindre område syd og sydøst for Holbæk.

Det forholder sig ikke meget anderledes, når fokus rettes mod de øvrige ud-viklinger af Nicolaus, der optræder i undersøgelsens korpus. Navnet Nis optræ-der kun én gang, nemlig i stavevariationen Niss i Sorø Købstad. Mere almin-delig er navnet Claus, der ifølge Kristian Hald (1974 s. 49) skulle være særligt almindeligt i Sønderjylland og i landets købstæder, men i det sjællandske om-

Figur 2. Den frekvensmæssige fordeling af navnet Niels (inkl. variantformerne Nils og Njels). Cirklen markerer det mulige navngivningsmotiv Sankt Nikolai Kirke i Holbæk. Bemærk: intervallerne er anderledes end på kortene over Petrus og Mikael.


råde fremstår Claus i 1787 ikke som et udpræget bynavn. De 42 forekomster af navnet fordeler sig frekvensmæssigt ganske jævnbyrdigt mellem købstæder-ne, hvor i alt otte forekomster, heraf kun én i Holbæk, svarer til 0,38 % af byernes navnemasse, og landsognene, hvor navnet optræder 34 gange, hvilket svarer til 0,30 % af sognetypens samlede navnemasse. For navnet Nilaus gæl-der det ejendommelige, at navnet ikke kendes fra egentlige middelalderlige kilder, men hører til de mere almindelige navne i folkeviserne (Knudsen 1941 s. 130). Fra omkring år 1600 er Nilaus blevet er ganske almindeligt navn i Øst-danmark, men i denne undersøgelse optræder navnet blot to gange, Nelaus i Soderup og Nilaus i Ringsted Landsogn.

Den sidste udvikling af navnet Nicolaus, der optræder i undersøgelsen, er den eftermiddelalderlige form Nicolai, der er noteret 48 gange, inklusiv vari-antformerne Nekolaj, Nicolaii, Nicolaj, Nicolay, Nikolaj, Nikolai samt forkor-telsen Nicol. Sidstnævnte er opløst til Nicolai og ikke Nicolaus, da den indlånte latinske form ellers slet ikke optræder i materialet, og derfor virker denne mu-lighed mindre sandsynlig. Nicolai er i det sjællandske område fem gange hyp-pigere i købstæderne end i landsognene. I Holbæk udgør navnet 1,16 % af nav-nemassen, hvilket er en anelse højere end købstædernes gennemsnitlige fre-kvens på 1,09 %, men byen overgås alligevel i frekvens af Ringsted, hvor Nicolai udgør 1,50 % af løbenavnene. Samtidig optræder navnet ikke i nogle af de fire landsogne, der støder op til Holbæk. For Nicolai ses der altså stort set de samme tendenser som for de øvrige udviklinger af Nicolaus, og det er derfor hovedindtrykket, at Holbæks middelalderkirkes konsekrationsnavn ikke har haft særlig betydning som navngivningsmotiv i lokalområdet.

4.2. Petrus4.2.1. Sankt Peders Kirke i SlagelseSom det var tilfældet med Nicolaus hører Petrus til de mest benyttede konse-krationsnavne i det gammeldanske område. Næsten 50 kirker og klostre har været indviet til Sankt Peter, og hertil kommer yderligere syv, hvor Peter har delt patronstatus med apostlen Paulus (Jørgensen 1909 s. 153 f.). En af de mid-delalderkirker, der bærer konsekrationsnavnet, er Sankt Peders Kirke i Slagel-se, hvis ældste dele, kor og skib, går tilbage til 1100-tallet (DKSorø s. 219 ff.). Kirken har været sognekirke for den vestlige del af købstaden samt Sankt Pe-ders Landsogn, der har bestået af to adskilte områder umiddelbart vest og syd-øst for byen.

Bag konsekrationsnavnet befinder sig den nytestamentlige figur Petrus, der i evangelierne tilhører inderkredsen af Jesu apostle. Navnet Petrus oprinder i en græsk oversættelse, Petros ’sten’, af det aramaiske Kefas ’klippe’ (Hornby 1978 s. 121), og det er netop som klippen, den kristne kirke skal bygges på, apostlen


omtales (Bibelen, Matt 16,18–19; Bibelen, Joh 1,42). Petrus har endvidere hver-vet som nøglebærer og himmerigets vogter, så det er en ganske central skikkelse i kristendommen, Sankt Peders kirke i Slagelse har fået navn efter.

4.2.2. Petrus i navnebrugenTabel 6. Udviklinger af helgennavnet Petrus og deres andel af den samlede navnemasse i henholdsvis købstæder, landsogne og hele det undersøgte områ-de.

*Peter, Peder og Peer fremstår i visse sogne som selvstændige leksikalske navne, men må samti-dig betragtes som variantformer for hinanden i visse andre sogne. Der er søgt at tage hensyn til begge aspekter ved at slå de tre navne sammen i Peder i øverste række, mens de indrykkede navne (række 2–4) viser de tre navnes andele heraf.

1.364 løbenavne fra undersøgelsens korpus har sin oprindelse i Petrus, der der-med er det tredje mest frekvente helgennavn. Som det tidligere er antydet, og som det vil fremgå af det nedenstående, er det imidlertid vanskeligt at give et entydigt svar på, hvordan disse løbenavne fordeler sig imellem leksikalske navne, se tabel 6. Dette skyldes en gennemgående inkonsekvens omkring nav-nene Peter, Peder og det mere sjældne Peer, der i visse sogne fremstår som tre selvstændige leksikalske navne, mens Peter og Peer i andre sogne snarere ud-trykker variantformer af navnet Peder. Det har derfor været hensigtsmæssigt at behandle navnet Petrus ud fra begge aspekter.

Navnet Peter forekommer 108 gange i det undersøgte område, hvilket sva-rer til 0,81 % af det samlede navnestof. Navnet er næsten fire gange hyppigere i købstæderne, hvor det udgør 2,09 % af navnestoffet, end i landsognene. Sær-ligt udmærker Peter sig i Holbæk, der med 3,49 % klart overgår navnets fre-kvens på 2,09 % i Slagelse. I Sankt Peders Landsogn opnår Peter en frekvens på 1,24 %, hvilket er markant over gennemsnittet på 0,57 % i landsognene, men langt fra de 5,15 % navnet udgør i Søndersted.

Folketællingens klart hyppigst forekommende udvikling af Petrus er navnet Peder, der i alt er noteret 1.231 gange, heraf en enkelt gang forkortet Ped., sva-rende til 9,18 % af den samlede navnemasse. Som det var tilfældet for Niels, optræder Peder ikke i Sorø Landsogn, men heller ikke i Tveje Merløse Sogn,

KøbstæderAntal %

LandsogneAntal %

SamletAntal %

Peder 173 8,21 1.280 11,32 1.353 10,09 Peter* 44 2,09 64 0,57 108 0,81 Peder* 129 6,12 1.202 10,63 1.231 9,18 Peer* - - 14 0,12 14 0,10Peiter - - 11 0,10 11 0,08Petrus 173 8,21 1.291 11,42 1.364 10,17


der tæller 123 mandspersoner med tilsammen 127 løbenavne, er navnet note-ret. Dette er en markant afvigelse fra samtlige af de øvrige 60 sogne, hvor Pe-der altid udgør mere end 5 % af navnemassen.

Det bemærkes, at Slagelse Købstad er det af disse 60 sogne, hvor Peder med 5,11 % udgør den absolut mindste andel af navnemassen. I landsognene ses nogle markante afvigelser i forhold til navnets andel i navnemasserne i de en-kelte sogne. I Tyvelse og Haldagerlille udgør Peder en sjettedel af mandsnav-nene, mens det i Søndersted kun udgør omkring en tyvendedel. Imidlertid for-holder det sig anderledes, når brugen af Peter i disse tre sogne tages med i be-tragtningerne, for hvor dette navn slet ikke forekommer i Haldagerlille og blot en enkelt gang i Tyvelse, da noteres i Søndersted ligeså mange navnebærere med navnet Peter som Peder.

I det sjællandske område optræder formen Peer 14 gange, og det virker umiddelbart oplagt at antage denne form som en variantform af navnet Per, men om det vitterligt forholder sig sådan, er usikkert. Ikke mindre end 12 af de 14 forekomster optræder nemlig i Tveje Merløse Sogn, netop det sogn, der sammen med det lille Sorø Landsogn, ikke tæller nogen forekomster af navnet Peder overhovedet. Det er påfaldende, at Peder, der gennemgående er et yderst frekvent navn, slet ikke findes i et så relativt stort landsogn som Tveje Merløse, og at den ellers sjældne form Peer, der herudover kun er repræsenteret i to en-keltstående tilfælde i sognene Butterup og Tølløse, opnår en frekvens på hele 9,45 %. Skriveformen Peer afspejler rimeligvis Tveje Merløse-skriverens op-fattelse af navnet Peder, der ofte må formodes at have været udtalt med stumt d. Dette sandsynliggøres af belæg for udtalen af Peder i nordvestsjællandske sogne og områder i Ømålssamlingen på Afdeling for Dialektforskning, hvor lydskriftformerne (Dania) er anført [pe·r, pœ·r, pä(r)]. I sognene Butterup og Tølløse må Peer dog betragtes som en variantform af navnet Per, da navnet her optræder ved siden af navnene Peder og Peter.

På den måde ses der stor divergens mellem brugen af Peder, Peter og Peeri folketællingen. I en lang række sogne figurerer alene navnet Peder, ofte fo-rekommer Peder og Peter i de samme sogne, men skriveren i Tveje Merløse har konsekvent brugt navnet Peer. I Butterup og Tølløse har skriverne noteret alle tre nævnte navne, dog med klar overvægt af Peder, og i Søndersted veksles der ligeligt mellem navnene Peter og Peder. Disse afvigelser illustrerer ganske godt de problematikker, der ofte opstår omkring lemmatisering og tolkning af netop disse navne. Det må anses for usandsynligt, at der har været så markante forskelle i den reelle brug af navnene i de sjællandske sogne, og variationen må snarest opfattes som skriveres forskelligartede opfattelser af hvorvidt udtale-variationer, der må formodes at have været til stede, men som ikke kan doku-menteres, er blevet anset som én eller flere navneformer.


Tabel 7. De enkelte sognes samlede frekvens for navnene Peter, Peder og Peer. Slagelse Købstad, Sankt Peders Landsogn og de omkringliggende landsogne er fremhævet.

Sankt Peders Kirke i Slagelse fremstår ikke som et betydningsfuldt navngiv-ningsmotiv, når navnene Peter, Peder og Peer betragtes samlet. Som det fremgår af tabel 7, er netop Slagelse med 7,20 % den af de fire købstæder, hvor disse nav-ne tilsammen udgør den laveste andel af navnemassen. Rettes blikket imod landsognene, skiller Tyvelse, Haldagerlille, Butterup og Tystrup sig særligt ud, da navnene her udgør omtrent en sjettedel eller mere af navnestoffet. Gudum Sogn, der grænser op til Slagelse Købstad, er det sogn, der opnår den femtehøjes-te frekvens for Peter, Peder og Peer, men til trods for dette synes Sankt Peders Kirke i Slagelse ikke at have haft stor betydning som navngivningsmotiv. Som det fremgår af figur 3 er navnene Peter, Peder og Peer ganske frekvente over hele det undersøgte område, og selvom navnene gennemgående opnår høje fre-kvenser i sognene omkring Slagelse, synes det ikke at være eklatant, og de abso-lut højeste frekvenser opnås i sogne på behørig afstand fra købstaden.

Sogn Frekvens1 Tyvelse 18,58 %2 Haldagerlille 17,33 %3 Butterup 16,84 %4 Tystrup 16,39 %5 Gudum 13,85 %6 Kirke Eskilstrup 13,48 %7 Skellebjerg 13,39 %8 Ugerløse 13,15 %9 Haraldsted 12,99 %

10 Næsby 12,85 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -14 Ottestrup 12,35 %17 Sankt Peders Landsogn 11,98 %19 Sørbymagle 11,81 %40 Holbæk Købstad 9,48 %44 Sorø Købstad 9,40 %48 Ringsted Købstad 7,63 %50 Sankt Mikkels Landsogn 7,59 %54 Slagelse Købstad 7,20 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -60 Søstrup 6,11 %61 Grandløse 5,92 %62 Sorø Landsogn 0 %


Figur 3. Den frekvensmæssige fordeling af navnene Peter, Peder og Peer. Cirklen markerer det mulige navngivningsmotiv Sankt Peders Kirke i Slagelse.Bemærk: intervallerne er anderledes end på kortene over Nicolaus og Mikael.

Endelig skal nævnes en sidste udvikling af Petrus, der optræder i det sjælland-ske område. Det drejer sig om Peiter, der sammen med variantformerne Pejter, Peitter og Pejder er noteret i alt 11 gange i 10 forskellige landsogne. Det rela-tivt lave antal forekomster fordelt i så mange sogne gør, at navnet rimeligvis må betragtes som et selvstændigt navn, der optræder ved siden af de mere kendte udviklinger af Petrus. En enkelt forekomst findes i Ottestrup sogn nær Slagelse, men ellers markerer navnet sig ikke i dette lokalområde.

4.3. Mikael4.3.1. Sankt Mikkels Kirke i SlagelseI Slagelse findes endnu en fremtrædende middelalderkirke, nemlig den i byen mere centralt beliggende Sankt Mikkels Kirke. Kirken har fungeret som sog-nekirke for den østlige del af købstaden samt Sankt Mikkels Landsogn, der har bestået af to adskilte områder henholdsvis nordvest og stik øst for byen. Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, der er en af omtrent 20 kirker i det gammeldanske område, der er indviet til ærkeenglen Sankt Mikael (Jørgensen 1909 s. 149 f.), omtales allerede hos Saxo (12,1,5), og går i sin grundform tilbage til det 11. århundrede (DKSorø s.187 ff.).


Sankt Mikael har tidligt været dyrket i Norden, og han har været særligt yndet i kraft af sit virke som ærkeengel og sin rolle i apokalypsen, hvor han som englenes anfører er den, der besejrer den dæmoniske drage (Bibelen, Åb 12). Af apokalypsen er opstået en opfattelse af Sankt Mikael som en væsentlig skikkelse omkring døden og dommedag, hvor han som sjælevejer afgør den dødes skæbne (Gad 1971 s. 208). Dette motiv er ofte gengivet i kalkmalerier landet over. Mikaels festdag, den 29. september, har været betydningsfuld på landet langt op i tiden, ikke mindst i kraft af, at Mikkels-dag traditionelt har været dagen for store høstgilder (Ellekilde 1943 s. 79 ff.).

4.3.2. Mikael i navnebrugenTabel 8. Udviklinger af helgennavnet Mikael og deres andel af den samlede navnemasse i henholdsvis købstæder, landsogne og hele det undersøgte områ-de.

Trods Sankt Mikaels centrale rolle i bibelen og den tidlige dyrkelse af helgenen indtager ærkeenglens navn blot en femtendeplads på Meldgaards oplistning over den middelalderlige navnebrug (Meldgaard 1982 s. 198). Navnet udmær-ker sig heller ikke specielt i denne undersøgelse, da Mikael med i alt 50 fore-komster, svarende til 0,37 % af den samlede navnemasse, kun er det 19. hyp-pigste helgennavn. De 50 løbenavne fordeler sig som det fremgår af tabel 8 på to leksikalske navne, Michael og Michel.

Formen Michael er noteret 17 gange i det sjællandske område, heraf en en-kelt gang i variantformen Mikkael, og markerer sig ikke meget i byerne, hvor det samlet udgør 0,24 % af navnemassen. Den højeste frekvens, 0,50 %, opnår navnet i Holbæk, mens det i Slagelse blot udgør 0,26 %. Navnet optræder imidlertid slet ikke i Sankt Mikkels Landsogn og heller ikke i sogne, der græn-ser op til hverken landsognet eller til Slagelse Købstad.

I folketællingen noteres navnet Michel, med variantformerne Mikkel og Mi-kel, i alt 33 gange. Når Mikkel og Mikel anses som variantformer af Michel, skyldes det den geografiske spredning af de tre navne. Michel optræder aldrig i samme sogn som Mikkel eller Mikel, hvilket sandsynliggør et sammenfald af formerne, således at -ch- i Michel ikke udtrykker en mere palataliseret udtale [] end -kk- i Mikkel (jf. GGII s. 25 f.). I det sjællandske område noteres Michel

KøbstæderAntal %

LandsogneAntal %

SamletAntal %

Michael 5 0,24 12 0,11 17 0,13Michel 6 0,28 27 0,24 33 0,25Mikael 11 0,52 39 0,34 50 0,37


i købstæderne Ringsted og Slagelse, hvor navnet udgør henholdsvis 0,79 % og 0,35 % af navnemassen, samt i 20 landsogne, hvoraf den højeste frekvens op-nås i Søstrup, da navnet her udgør 1,53 % af sognets løbenavne. Ottestrup Sogn er det eneste af landsognene omkring Slagelse, navnet forekommer i, og her blot i et enkelt tilfælde.

Tabel 9. De enkelte sognes samlede frekvens for navnene Michael og Michel. Grundet navnenes lave frekvens er de slået sammen i skemaet. Slagelse Købstad, Sankt Mikkels Landsogn og de omkringliggende landsogne er fremhævet.

Der synes dermed ikke at være nogen videre relation mellem Sankt Mikkels Kirkes navn og den reelle navnebrug, hvilket også fremgår af tabel 9, hvor nav-nene Michael og Michel på grund af deres lave frekvenser er anskuet under ét. Helgennavnet er påfaldende lidt brugt i og omkring Slagelse og Sankt Mikkels Landsogn, og faktisk optræder navnet overhovedet ikke blandt de 145 løbe-navne i sidstnævnte sogn. Når tallene fra tabel 9 omdannes til et kort, illustre-res den uvæsentlige betydning, Sankt Mikkels Kirke tilsyneladende har haft for lokalområdets navnebrug, endnu mere tydeligt, se figur 4. Heraf fremgår det, at Mikael-navnene særligt optræder i den midtvestlige samt hele den øst-lige del af området, men kun meget sjældent omkring Slagelse.

Sogn Frekvens1 Søstrup 1,53 %2 Søndersted 1,47 %3 Allindemagle 1,27 %4 Ringsted Købstad 1,05 %5 Høm 0,99 %6 Nordrup 0,98 %7 Ørslev 0,98 %8 Sønder Asmindrup 0,94 %9 Haraldsted 0,91 %

10 Skellebjerg 0,79 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -13 Ottestrup 0,62 %19 Holbæk Købstad 0,50 %22 Slagelse Købstad 0,47 %24 Sankt Peders Landsong 0,41 %- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -31 Gudum 0 %

- Sankt Mikkels Landsogn 0 %- Sønderup 0 %- Sorø Købstad + 28 landsogne 0 %


Figur 4. Den frekvensmæssige fordeling af navnene Michael og Michel, der her er samlet på grund af det lave antal navnebærere. Cirklen markerer det mulige navngivningsmotiv Sankt Mikkels Kir-ke i Slagelse. Bemærk: intervallerne er anderledes end på kortene over Nicolaus og Petrus.

4.4. Benedictus4.4.1. Sankt Bendts Kirke i RingstedDet sidste konsekrationsnavn, der skal behandles her, er Bendt, der kommer af Benedictus, og er navnet på den i danmarkshistorien ganske fremtrædende kir-ke i Ringsted. Dette helgennavns udbredelse skal særligt tilskrives benedikti-nerordenens stifter, Benedictus af Nursia, der affattede Benedikts Regel, der som vejledning fik stor betydning for en lang række klostre (Gallén 1956 sp. 451 f.). Benediktinerordenen har hørt til de centrale ordener i Danmark, hvor klostre fandtes i en lang række byer, heriblandt Ringsted, hvor et kloster blev oprettet i midten af det 12. århundrede. Den nuværende kirke blev opført i til-knytning til klosteret i samme århundrede og erstattede en gammel frådstens-kirke (Nielsen 2012 s. 160). Den kanoniserede helgen Knud Lavard, der i 1131 var blevet myrdet i Haraldsted Skov nord for Ringsted, fik en central gravplads i den nye kirke, der oprindeligt fik navn herefter: Vor Frue og Hellig Knud Martyrs Kirke. I løbet af middelalderen er kirken, der har fungeret som begra-velseskirke for kongeslægten under Valdemarernes storhedstid og den første tid derefter, overgået til at have Sankt Benedictus som patron (DKSorø s. 109 f.). Dette er den eneste kendte danske kirkededikation til Benedictus.


4.4.2. Benedictus i navnebrugenTabel 10. Udviklinger af helgennavnet Benedictus og deres andel af den sam-lede navnemasse i henholdsvis købstæder, landsogne og hele det undersøgte område.

Helgennavnet Benedictus har en påfaldende lav andel i navnemassen i det sjæl-landske område, hvor det, som det fremgår af tabel 10, blot relaterer sig til 13 løbenavne fordelt på to leksikalske navne. Navnet Bent, med variantformerne Bendt og Bend, noteres seks gange og udgør dermed blot 0,04 % af navnemas-sen. Bent optræder alene i landsogne, mens navnet Bendix findes i byerne, da fire af de syv forekomster træffes her, men igen er der altså tale om et yderst lavfrekvent navn. Hverken Bent eller Bendix findes i Ringsted Købstad, og med undtagelse af et enkelt tilfælde af Bendix i Ringsted Landsogn, heller ikke i omkringliggende sogne. Af de resterende 12 navnebærere er Bend Jensen i Ebberup, Bjernede Sogn, ved Sorø, den, der geografisk er tættest på Sankt Bendts Kirke. Den ellers markante kirke i Ringsted ser dermed ikke ud til at have haft indvirkning på navngivningen.

5. Afsluttende bemærkningerDe resultater, jeg her har præsenteret, udgør den del af en større undersøgelse over kristendommens spor i navnebrugen i et sjællandsk område, der vedrører mandsnavne med relation til områdets købstadskirkers konsekrationsnavne. Undersøgelsens resultater viser, at den relation mellem navngivning og lokale købstadskirkededikationer, der undertiden fremstilles i tidligere dansk person-navneforskning, fx Meldgaaard 1982 og Thomsen 1926, ikke er så umiddelbar.

For de helgennavne, der indgår i det undersøgte områdes konsekrationsnav-ne, ses gennemgående en tendens til, at navnet er lavfrekvent i den købstad, hvor det pågældende navn indgår i kirkenavnet, set i forhold til områdets øvri-ge købstæder. På samme måde er der ingen indikationer på, at en købstadskir-kes værnehelgen har fungeret som navngivningsmotiv i de landsogne, der om-giver købstaden. Hverken Nicolaus eller Petrus, der er meget almindelige nav-ne over hele det undersøgte område, fremstår på nogen måde mere fremtræ-dende i henholdsvis Holbæk eller Slagelse. Endnu tydeligere fremstår dette

KøbstæderAntal %

LandsogneAntal %

SamletAntal %

Bent - - 6 0,05 6 0,04Bendix 4 0,19 3 0,03 7 0,05Benedictus 4 0,19 9 0,08 13 0,10


forhold ved de mere sjældne navne Mikael og Benedictus. Mikael markerer sig særligt i områdets østlige del, samt i et mindre område nord for Slagelse, men optræder sjældent i sogne, der geografisk ligger nær Sankt Mikkels Kirke. Sankt Bendts Kirke i Ringsted synes heller ikke at have betydning som navn-givningsmotiv. Denne kirke er den eneste danske kirke, der har navn efter grundlæggeren af en af de mest betydningsfulde klosterordener i Danmark, og samtidig markerer kirken sig ved at huse såvel kongegrave som den kanonise-rede helgen Knud Lavards grav, men alligevel fremstår kirken som et påfal-dende ubetydeligt navngivningsmotiv. Kun 13 løbenavne i et korpus på over 13.000 har sin oprindelse i Benedictus, og kun én navnebærer er bosiddende i den umiddelbare nærhed af Ringsted. Undersøgelsens resultater sætter derfor spørgsmålstegn ved den ellers så åbenlyse kobling mellem helgeners synlighed i middelaldersamfundet og den praktiserede navnebrug. Således sandsynliggør resultaterne, at de sjællandske købstadskirker ikke har haft en anseelig indvirk-ning på lokale egnes navnebrug.

Resultaterne vedrører kun et mindre udsnit af Danmark, og det kan ikke udelukkes, at udfaldet ville være anderledes, hvis fokus havde været på andre egne. Derfor har jeg i forbindelse med NORNAs 45. symposium, Navn og navnebærer, der blev afholdt i Skagen i efteråret 2014, behandlet emnet i per-spektiverende henseende ved at foretage en komparativ undersøgelse mellem det sjællandske område og en række kystsogne i Vendsyssel (Kællerød in spe). Et af fokusområderne i denne undersøgelse er konsekrationsnavnet for Ska-gens gamle kirke, Sankt Laurentius, men heller ikke her synes kirkens navn at have nogen særlig betydning for den lokale navnebrug. Det ville være interes-sant, men yderst omfattende, at udvide undersøgelsen yderligere ved at foreta-ge en kortlægning af navnebrugen for begge køn i hele folketællingen 1787 og sammenstille denne med landets middelalderlige konsekrationsnavne. Derved kunne vi komme nærmere et mere sikkert svar på den del af helgeners betyd-ning for personnavngivningen, der vedrører kirkers konsekrationsnavne.

Kilder og litteraturArkivalieronline = www.sa.dk/brug-arkivet/arkivalieronlineBibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger og Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger.

1998-udgave. København: Det Danske Bibelselskab.Bolvig, Axel, 2002: Politikens bog om Danmarks kalkmalerier. København: Politikens Forlag. Degn, Ole, 2001: Folketællingen 1801 og andre folketællinger. I: Metode & Data, nr. 84. S. 3–11.

http://samfund.dda.dk/ddakatalog//mogd/md84.pdf (2015-05-24).DK + Amt [Holbæk; Sorø] = Danmarks Kirker, 1933 ff. Udgivet af Nationalmuseet. København.DSDU = Brink, Lars et. al., 1991: Den Store Danske Udtaleordbog. København: Munksgaard. Eggert, Birgit, 2009: Almuens fornavne omkring år 1800. I: Landbohistorisk Tidsskrift 2009:1. S.

89–125.


Ellekilde, Hans, 1943: Danske Højtidsskikke. København: J. H. Schultz Forlag.Esmark, Kim & McGuire, Brian Patrick, 1999: Europa 1000–1300. Roskilde: Roskilde Universi-

tetsforlag.Folketællingen 1787 i Statens Arkivers faksimiledatabase, arkivalieronline. http://www.sa.dk/

content/dk/ao-forside/find_folketallinger (2015-03-15).Gad, Tue, 1971: Helgener. Legender fortalt i Norden. København: Rhodos.Gallén, Jarl, 1956: Benediktinorden. I: KL 1. Sp. 451–455.GGII = Brøndum Nielsen, Johannes, 1957: Gammeldansk Grammatik i Sproghistorisk Frem-

stilling. Bind 2. Konsonantisme. 2. udg. København: J. H. Schultz Forlag.Hald, Kristian, 1961: Danmark: H[elgen]navne. Under Helgener. I: KL 6. Sp. 336–338.— 1974: Personnavne i Danmark 2. Middelalderen. København: Dansk Historisk Fællesforening.

(Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger.)Heiberg, Steffen, 2008: En ny begyndelse. Europas kulturhistorie i middelalderen. København:

Gads Forlag.Hornby, Rikard, 1978: Danske personnavne. København: G.E.C. Gad.Instruks for folketællingen 1787. Transskription af reskript fra Aarhus Stiftamt 1683–1799.

Landsarkivet i Viborg. http://helec.dk/Folketaelling.pdf (2016-01-15).Jørgensen, Bent, 1986: Frit og bundet navnevalg. I: Mange bække små. Til John Kousgård Søren-

sen på tresårsdagen 6.12.1985. Red. Vibeke Dalberg & Gillian Fellows-Jensen. København. (Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning 27.) S. 129–146.

— 2002: Kirkens navn. Danske kirkers navne gennem 1000 år. I: Kristendommens indflydelse på nordisk navngivning. Rapport fra NORNAs 28. symposium i Skálholt 25.–28. maj 2000. Red. Svavar Sigmundsson. Uppsala: NORNA-förlaget. (NORNA-rapporter 74.) S. 145–151.

Jørgensen, Ellen, 1909: Helgendyrkelse i Danmark. Studier over Kirkekultur og kirkeligt Liv fra det 11te Aarhundredes Midte til Reformationen. København: H. Hagerups Forlag.

Knudsen, Gunnar, 1941: Navnet Nilaus. I: DSt. S. 129–135.Kousgård Sørensen, John, 1990: The Change of Religion and the Names. In: Old Norse and

Finnish Religions and Cultic Place-Names. Ed. Tore Ahlbäck. Åbo: Donner Institute for re-search in religious and cultural history. S. 394–403.

Kællerød, Lars-Jakob Harding, 2014: Kristendommens spor i navnebrugen på Sjælland i 1700- og 1800-tallet. Upublicerert speciale. Tilgængeligt på: https://independent.academia.edu/LarsJa-kobHardingK%C3%A6ller%C3%B8d (2016-01-15)

— in spe: Laurentius, Nicolaus og Clemens. En undersøgelse af værnehelgener som navngivnings-motiv i syv vendsysselske sogne. I: Navn og navnebærer. Rapport fra NORNAs 45. sympo-sium i Skagen 1.-4. oktober 2014. Under udgivelse. (NORNA-rapporter.)

Leibring, Katharina, 2015: Variantformer eller olika namn? Vid lemmatiseringens vägskäl. I: Nav-ne og skel. Skellet mellem navne. Rapport fra Den femtende nordiske navneforskerkongres på Askov Højskole 6.–9. juni 2012, bd 1. Red. Birgit Eggert og Rikke S. Olesen under medvirken af Bent Jørgensen. Uppsala. (NORNA-rapporter 91:1.) S. 83–103.

Liebgott, Knud-Erik, 1982 [1981]: Hellige mænd og kvinder. Højbjerg: Wormianum.Løgstrup, Birgit, 1987: Bundet til jorden. Stavnsbåndet i praksis 1733–1788. Århus: Landbohi-

storisk Selskab.Meldgaard, Eva Villarsen, 1965: Sydvestjysk navneskik gennem 300 år. København. (Navnestu-

dier udgivet af Institut for Navneforskning 4.)— 1982: Dansk fornavneskik i 1600-tallet. I: SNF 63. S. 186–210.— 1990: Studier i københavnske fornavne 1650–1950. København. (Navnestudier udgivet af In-

stitut for Navneforskning 32.)Nielsen, Helge, 2012: Et byggeri for Vorherre og evigheden. Nykøbing Sjælland: Bogværket.Normann Andersen, Ivan, 2006: Klostre og helgenkult i tidlig middelalder. I: Tidlige klostre i Nor-


den før 1200. Et symposium. Red. Lars Bisgaard & Tore Nyberg. Odense: Syddansk Univer-sitetsforlag. S. 97–116.

NPL 2 = Kristoffer Kruken & Ola Stemshaug, 1995. Norsk personnamnleksikon. 2. utgåva. Oslo: Det Norske Samlaget.

Otterbjörk, Roland, 1979: Svenska förnamn. Kortfattat namnlexikon. 3. uppl. Stockholm: Esselte Studium. (Skrifter utgivna av Svenska språknämnden 29.)

Raasted, Jørgen, 1961: Helgener. I: KL 6. Sp. 321–327.Saxo = Saxo Grammaticus. Gesta Danorum–Danmarkshistorien. Bd 2. Latinsk tekst udg. af Kar-

sten Friis-Jensen, dansk overs. ved Peter Zeeberg. 2005. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag.

Secher, V. A. 1918: Opkaldelsesskikke i Østjyske Bondeslægter fra 17de og 18de Århundrede. Bi-drag til genealogisk Metodelære. I: Meddelelser fra Det Danske Rigsarkiv. Bd 1 (1906–1918). København: C. A. Reitzel. S. 471–523.

Seibicke, Wilfried, 1996–2007: Historisches deutsches Vornamenbuch. Band 1–5. Berlin–New York: de Gruyter.

Storm, Gustav, 1893: Vore Forfædres Tro paa Sjælevandring og deres Opkaldelsessystem. I: ANF 9. NF 5. S. 199–222.

Thomsen, Alfred, 1926: Et Bidrag til dansk Navneskiks Historie. I: DSt. S. 135–146.Trap3 = Kongeriget Danmark. 3. omarb. Udg. 2. bd. Frederiksborg, Københavns, Holbæk, Sorø

og Præstø amter. Under medvirken af V. Falbe-Hansen og H. Westergaard. Udarb. af H. Wei-temeyer. 1898. København: Gad.

Ømålssamlingen på Afd. for Dialektforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universi-tet.

SummaryLARS-JAKOB HARDING KÆLLERØD

The significance of church dedications for name usage: A study of the impact of local dedication names on naming in an area of central and western Zealand

Studies of personal names from the Middle Ages and the centuries following the Refor-mation have often suggested a relationship between the popularity of a certain name and a saint who bore it, especially when this saint was associated with and present in everyday life, for example as the patron saint of the local church. In the light of this re-search, the present study aims to investigate whether such a relationship between the names of patron saints of town churches and name usage can be detected in a small geo-graphical area.

For the purposes of this study, a limited region of Zealand, Denmark, was chosen, consisting of the towns of Holbæk, Ringsted, Slagelse and Sorø and 58 parishes in between, while the corpus of names was established by recording and counting all men’s names in the census of 1787 for the area. This is a late source for an investigation of the use of saints’ names, since the official worship of saints in Denmark ceased with the Reformation of 1536. However, it is argued that, because of the conservativeness of


the times, the traditional practice of naming children after dead relatives, and a high de-gree of immobility, the names found in the 1787 census are most likely largely equiva-lent to those in use in the area in the Middle Ages.

The study takes its starting point in the dedication names of four churches in the area, namely Nicolaus (Holbæk), Petrus (Slagelse), Mikael (Slagelse) and Benedictus (Ring-sted); the church in Sorø is dedicated to the Virgin Mary and is therefore not relevant to this survey. Through an analysis of name usage in the four towns and the surrounding parishes, it is shown how widely the use of names correlates with the dedication names in question, thereby indicating the significance of the suggested reason for naming in the local area.

The present article demonstrates, though, that the expected impact on name usage may not always be apparent and, as a result, one should not jump to conclusions re-garding this relationship. It emerges from the study that a name related to one of the dedication names is not used more in the town with the church dedicated to the saint in question than in the other towns. Similar trends can be observed in the parishes sur-rounding a town. It is remarkable how little impact the name Benedictus, for example, seems to have had on name usage. The church in Ringsted is the only church on Danish territory dedicated to this saint, and although historically it has been an important church, names developed from Benedictus seem to have been of no significance at all in naming in the area.

It is suggested that the relationship between the use of names and the visibility and importance of a saint is not significant, and it is therefore questioned whether the local official hagiolatry and the giving of saints’ names are as closely linked as is often sug-gested.

kustatic-curis.ku.dk/portal/files/173561584/Kirked... · der med den velkendte hedenske...

Documents

Transcript of kustatic-curis.ku.dk/portal/files/173561584/Kirked... · der med den velkendte hedenske...