Charlotte Bircow – til inspiration, støtte og trøst for dig, der

går gennem en af livets svære kriser.

KRÆFTÆDE MIG

– NEJ!Fortalt til

Helle Lho Hansen

Berlingske Media Forlag/B.T./People’sPress

11

K A P I T E L 1

BIOPSIEN– Sig sandheden

Der var stille i konsultationsværelset. Den eneste lyd kom fra mit indre, hvor adrenalinet trodsigt trådte speede-ren i bund og tvang hjertet til at dundre mod ribbenene med hundredefi rs kilometer i timen. Trykket gav genlyd i mine ører, men hverken lægen eller sygeplejersken lod sig mærke med noget.

Lægen stod med ryggen til, bøjet over de vævsprøver, han netop havde taget fra mit venstre bryst.

Han havde undersøgt brystet så grundigt, som ingen før ham har studeret det. Han havde allerede lavet en mam-mografi og en ultralydsscanning og havde fundet to små knuder, som han nu tog en biopsi af – bare for en sikker-heds skyld.

Først havde han stukket den femten centimeter lange

12

nål ind i en knude lige under min venstre brystvorte og uendeligt langsomt trukket væv fra knuden op gennem nålen. Han havde lagt vævet mellem to glasplader, som han rutinemæssigt havde skubbet ind under mikroskopet. Nu drejede han hovedet mod mig.

»Den ser fi n ud,« sagde han let og nikkede opmun-trende.

Jeg smilede og mærkede, at trykket på speederen blev lettet – en anelse.

Igen stak han nålen ind, nu for at hente væv fra den anden knude, der lå længere tilbage i brystet. Tre gange sendte han nålen på jagt, før han var tilfreds med sit bytte og vendte tilbage til sine glasplader. Jeg forsøgte at berolige mig selv, trak luften langt ned i maven, følte lungerne folde sig helt ud, holdt vejret et par sekunder og mærkede ilten give liv til mit hjerte og min hjerne, før jeg igen åndede ud. Endelig så han ud til at være færdig ved mikroskopet. Men denne gang var han tavs. Længe.

Jeg stirrede på ham. Mine øjne prikkede insisterende på hans ryg, som om jeg med tankens kraft kunne tvinge ham til at vende sig om.

»Du kan godt fortælle mig, hvordan det ser ud. Jeg er stærk,« opfordrede jeg.

Han drejede hovedet, fangede mit blik og sagde fuld-komment roligt:

»Du skal nok forberede dig ...«Hans blik hagede sig fast i mit, som ville han holde mig

13

fast med det. Men det var for sent. Blodet havde forladt øverste etage og var med ekspresfart på vej mod tæerne. Det susede for ørerne, og sveden sprang fra porerne, jeg hvirvlede ud over afgrunden. Faldt og faldt.

»Du er ligbleg,« sagde sygeplejersken og fi k mig lynhur-tigt ned at ligge på briksen med benene højere end hove-det. Jeg kæmpede for at få ro på vejrtrækningen. Snappede hidsigt efter vejret, mens blodet uendeligt langsomt vendte tilbage mod hjernen. Helt stille lå jeg på briksen i konsul-tationsværelset og lod tankerne samle sig.

Så gik jeg til angreb.»Hør, nu her. Du må tage fejl,« snappede jeg som en for-

svarsadvokat, der nærmer sig vidneskranken, velvidende at hans sag er dårlig, og at den eneste chance for at vinde er at skræmme modstanderen.

»Hvor sikker er du?«Lægen var helt cool og super-

professionel.»Hvis jeg skal sætte procenter på, så er jeg halvfems

procent sikker på, at du har kræft,« sagde han ligeud.Angsten sendte nye adrenalinskud ud i min krop og

fodrede advokaten med energi til hans næste indlæg. Per automatik reagerede jeg, som jeg altid gør, hvis jeg føler mig uretfærdigt ramt. Jeg kæmper imod, argumenterer for min sag. Min forsvarstale skulle tvinge lægen til at trække dommen i sig.

»Helt ærligt, jeg kan ikke have kræft«

14

»Prøv nu lige at høre her, jeg kan jo ikke have kræft. Jeg er supersund og prototypen på alt det, man skal gøre, hvis man ikke vil have kræft. Jeg fi k mit første barn, da jeg var femogtyve, har fået tre børn i alt. Jeg har ammet dem alle i mindst et år. Jeg dyrker så meget motion og har gjort det, siden jeg var tre år gammel. Jeg spiser sundt, og jeg har et positivt mindset. Selvfølgelig har jeg været ting igennem. Der har været kriser i kærligheden og masser af forretningsmæssige ups and downs. Men come on, jeg er en korkprop. Jeg popper altid op til overfl aden igen. Jeg kender til forskningsresultaterne om, at for meget mælk eller alkohol kan give brystkræft. Men jeg drikker ikke meget mælk, og jeg er ikke alkoholiker. Og desuden lever jeg næsten hundrede procent økologisk. Jeg kender alle risiciene. Der er ikke noget af det, jeg har gjort!«

Angreb føltes som et sikkert forsvar i et desperat forsøg på at få lægen til at delete dommen. Så jeg fortsatte:

»Hvad vil du have, jeg skal sige? Alle mennesker tror, det er vigtigt at dyrke motion for at forebygge kræft. Hvis sådan en som mig, der bruger store dele af min hverdag i træningstøj, kan få brystkræft, så er der jo ingen, der gider dyrke motion mere,« fremturede jeg indigneret. Derefter mere prøvende:

»Helt ærligt, jeg kan ikke have kræft.«Den eneste reaktion fra lægen var et tørt:»Jo, det kan du godt.«Med uendelig forsigtighed og omhu fi k han talt mig til

15

ro. Med blid stemme fi k han fortalt, at ingen ved, hvorfor man får kræft. I mange tilfælde er det hormoner, der ved en fejl programmerer kræften.

Hans ord svævede som vattotter i luften omkring mig, de var ligesom for luftige til at kunne tage rejsen ind gen-nem mine ører og fæstne sig i min hjernebark.

Men egentligt vidste jeg det jo godt. At alt ikke var, som det skulle være. Jeg vidste det helt omme i baghovedet, der hvor tankerne sjældent får næring til at materialisere sig som viden, fordi fortrængningen effektivt suger al den ilt, der skulle give tankerne luft til at blive til.

For jeg havde længe gået med en knude i brystet.For mange år siden, efter at mine børn var født og havde

suget al saft og kraft ud af mine bryster, fi k jeg lavet et par nye bryster af silikone. Jeg har aldrig haft problemer med dem, men et år før mit overraskende møde med bryst-kræftmistanken, blev jeg opereret, fordi det ene implantat havde forskubbet sig og skulle sættes på plads.

Cirka et halvt år efter operationen opdagede jeg en lille ujævn knude. Lige under huden, nøjagtigt under arret ef-ter operationen. I løbet af de sidste seks måneder, havde jeg en gang imellem sendt knuden et par tanker, men jeg var overbevist om, at det bare var arvæv eller måske en lille infektion efter operationen.

For knuden spændte og gjorde ondt, og det burde den ikke gøre, hvis det var kræft. Jeg har senere fundet ud af,

16

at smerterne skyldtes, at der ikke var plads til knuden på grund af implantatet. Efter nogle måneder bad min kæ-reste, Claus, mig om at få tjekket knuden. Hans eks har haft brystkræft, så måske var han lidt mere sensitiv end jeg over for uregelmæssigheder.

De sidste fem år havde jeg en gang om året selv betalt for en scanning af mine bryster, bare sådan for en ordens skyld. Fordi Claus bad mig om det, fi k jeg fremrykket da-toen for næste scanning, og ganske rigtigt afslørede scan-ningsbillederne to små knuder.

Ligesom jeg selv var lægen dengang så godt som sikker på, at det ikke var noget alvorligt, men bare arvæv, der drillede. Men for effektivt at skyde en hvid pil gennem alle eventuelle bekymringer anbefalede han mig at få lavet en biopsi. Jeg ringede også til min plastikkirurg, Benedikte Thuesen, der i sin tid havde opereret mig, og hendes mel-ding var klar og kontant:

»Kan du så komme af sted og få det tjekket!« Det var årsagen til, at jeg nu befandt mig på Privathospitalet Ham-let.

En anden erindring poppede op. Siden jeg fi k mit første barn, har jeg haft en smule siven fra den venstre bryst-vorte. Som forstadier til modermælk, uanset om jeg selv har haft en baby eller ej. I mange år har det betydet, at jeg ikke har kunnet gå forbi en grædende baby uden at få en lille våd plet på blusen.

Gennem årene har jeg vænnet mig til min særhed, men

17

nu hvor mine tanker samlede sig om emnet kræft, kom jeg i tanker om, at en læge engang havde sagt, at det skulle jeg holde øje med, for det kunne være et tegn på, at noget var galt. På den anden side havde samme læge også sagt, at hvis jeg sørgede for at få mange børn og amme dem længe, så var jeg uden for risiko. Yeah, right!

Det var usædvanligt varmt på par-keringspladsen uden for Hamlet, da jeg et kvarter senere gik ud til min bil. Selv om vi kun var midt i april, der var to dage til skærtorsdag, føltes det, som om sommeren var kommet. I vejrudsigten om morgenen havde meteorologen lovet op til enogtyve grader, og det havde været mere end almindeligt svedigt, da jeg tog min sædvanlige morgenløbetur. Nu mærkede jeg igen varmen prikke mod kinderne.

Jeg fandt bilen på parkeringspladsen. Låste op og satte mig ind, men da jeg ville trække døren i efter mig, kunne jeg ikke. Min arm vejede et ton, og jeg magtede ikke at løfte den bare to millimeter. Det virkede som fuldkommen uoverskuelige opgaver at skulle lukke døren, dreje nøglen om i tændingen og træde på speederen.

Så kom tårerne. De trillede ned over kinderne og trak små hikst med sig. Jeg gav los, og gråden tog over. Lige der midt på parkeringspladsen brølede jeg som et såret dyr. Uendeligt langsomt sank lægens budskab ind.

Lige der midt på parkeringspladsen brølede jeg som et såret dyr

18

»Jeg har brystkræft.«Jeg skældte ud på mig selv over, at jeg var alene. Lige

nu, hvor jeg mere end nogensinde havde brug for en, der kunne holde om mig. Men jeg havde været så sikker på, at biopsien ville fastslå, at der ikke var noget alvorligt galt, at jeg om morgenen havde afslået Claus’ tilbud om at tage med mig på hospitalet.

»Du har super travlt i dag, jeg kan sagtens klare det selv,« fejede jeg ham af, da han spurgte, om han skulle køre mig.

Men nu her på parkeringspladsen, ude af stand til at køre min bil hjem, tænkte jeg bare fuck, hvorfor er han her ikke?

Nu ønskede jeg, at jeg kunne skrue tiden tilbage til om morgenen og svare »Ja.« »Ja, du skal tage med mig og passe på mig og skærme mig mod alt ondt.«

Jeg ringede til ham.»Skat, det er mig. Jeg har fået svar på biopsien. Lægen

mener med halvfems procent sandsynlighed, at det er brystkræft,« sagde jeg, mens tårerne klistrede telefonen fast til kinden.

»Tag den med ro. Den første læge kunne ikke se noget farligt på scanningen. Det kan være, ham her tager fejl. Lad os ikke tage sorgerne på forskud,« sagde Claus prø-vende.

Hans tanker var unægtelig fristende. Det kunne jo sag-tens være, at lægen tog fejl. Det endelige svar ville jeg

19

først få tretten dage senere, når vævsprøverne var blevet undersøgt på laboratoriet.

Men lægens ord og blik var ikke til at ryste af. Inderst inde var jeg godt klar over, at det var alvor.

»Husk – lige meget hvad, så er jeg der for dig,« hviskede Claus i den anden ende af mobilnettet.

Jeg var rystet i min grundvold. Længe, længe sad jeg på parkeringspladsen. To eller tre timer gik der, før jeg fandt kræfterne til at starte bilen og køre hjem. I køkkenet stod min tekop stadig i vasken, hvor jeg havde forladt den om morgenen. Det hele lignede sig selv. Men ingenting var længere, som det plejede. Mindst af alt mig selv.

20

21

K A P I T E L 2

SKYLDEN– Den er aldrig din

Med diagnosen brystkræft følger et altoverskyggende spørgsmål: »Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort galt, siden jeg har fået kræft?«

Mange kvinder vender skylden indad og bebrejder sig selv, at de er blevet syge. Jeg var ikke spor bedre.

I dagene efter mit besøg på Hamlet pløjede jeg uanede mængder af hjemmesider igennem. Jeg gik google-amok og søgte på alt om brystkræft.

Jeg ville fi nde den sprække, som jeg havde ladet stå ubevogtet, så kræften kunne snige sig ind. Jeg ville fi nde svaret på, hvor jeg havde fejlet. For kræft skyder vel ikke bare med spredehagl?

Jeg nærlæste det ene studie efter det andet. For seks år siden studerede jeg NLC – Nutrition Lifestyle Coaching – i

22

USA og var dengang stødt på en masse forskellige studier om, hvilke fødevarer der kan forøge risikoen for kræft. Dem og en hel masse andre fandt jeg nu frem igen, og jeg læste og læste om, hvordan mælk kan være en mulig risikofaktor, hvordan overdreven brug af alkohol, cigaret-ter og rødt kød forhøjer risikoen for at få kræft. Problemet var bare, at intet af det passede på mig.

Jeg har altid levet efter alle sundhedsapostlenes bud. Jeg har drukket rigelige mængder vand, spist masser af øko-logiske grøntsager, løbet, cyklet og dyrket al den aerobic, fi tness og dans, der fi ndes. Jeg har gjort alt det, man skal, hvis man tror på en sund sjæl i et sundt legeme.

Efter to dage med computeren i skødet var jeg ved at blive vanvittig. Jeg vidste alt om kræft, men var ikke blevet en tøddel klogere på, hvad jeg havde gjort forkert, siden jeg var blevet ramt.

Så skete der noget, jeg først ikke kunne fi nde hoved el-ler hale i. En erindring om en gammel episode dukkede pludselig op, uden at jeg helt kunne forstå, hvor den kom fra. Før det slog mig: Jeg havde skyldfølelse. Skyldfølelse over at have fået kræft.

Én gang tidligere havde skyldfølelsen trukket en sort sæk så langt ned over øjnene på mig, at jeg slet ikke kunne orientere mig i, hvad der var ret og rimeligt.

Det var nytårsaften, og jeg var femten år gammel. Jeg var til fest, var glad og lidt fuld. En af aftenens mest attrak-

23

tive fyre lagde an på mig, men jeg afviste ham konsekvent, da jeg var forelsket i en anden. Men afvisningen var mere, end hans ego kunne bære, og festen endte for mit vedkom-mende brat, da han og en af hans venner løftede mig op i ben og arme og bar mig ind på et værelse.

Da klokkerne på Rådhuset slog tolv, og resten af gæ-sterne skålede og fortsatte udenfor for at se på fyrværkeri, lå jeg i en skruestik mellem vennen, der holdt mine arme fast over hovedet, og den anden, der forsøgte at voldtage mig. Heldigvis var han så fuld, at han ikke kunne gen-nemføre det, men inden i mig var skaden sket.

Jeg husker fornem-melsen af bagefter at stå under bruseren og manisk forsøge at va-ske hans aftryk af min krop. Jeg var stadig jom fru, men jeg følte mig så beskidt og luset. Jeg skam-mede mig over, at det var sket.

Jeg sladrede aldrig om overfaldet. Ikke ét ord sagde jeg til mine forældre eller til mine veninder. Kun en enkelt ven indviede jeg. For jeg skammede mig helt forfærdeligt. Jeg blev ved med at vende tilbage til, at det måtte være min skyld, at han troede, at han kunne tage mig med magt. For jeg havde jo fået noget at drikke!

I dag kan jeg blive så rasende, når jeg tænker på, hvor ensom og ulykkelig jeg var med min hemmelighed og min

»Du er ikke herre over de ydre omstændigheder, der rammer dig. Men altid over, hvordan du vælger at reagere på dem«

24

skyldfølelse. For det kunne jo aldrig være min skyld, at jeg blev løftet op, holdt fast, smidt ind på en seng, fi k mit tøj revet i stykker og forsøgt taget med vold. Men fordi jeg aldrig talte med nogen om episoden, gik der alt for lang tid, før jeg fi k sat det på plads.

Der i sofaen med computeren i skødet gik det op for mig, at kræften var som mine overfaldsmænd dengang. Den havde sneget sig ind på mig, uden at jeg havde opda-get det. Men dengang som nu var det ikke min skyld. Jeg kunne ganske enkelt ikke gøre for, at kræften havde slået sin klamme, krogede klo i mig.

Jeg smækkede resolut computeren sammen og slog fuld bak:

»Drop det. Du fi nder ingen svar. Der er ikke noget svar. Accepter det, og kom videre.«

Jeg tog en livsvigtig beslutning den dag. Besluttede mig for at holde fred. Ikke med sygdommen – den skulle be-kæmpes med alle midler – men med årsagerne til, at jeg var blevet syg. Det var ikke min skyld, at kræften slog ned i lige netop mit venstre bryst.

»Du er ikke herre over de ydre omstændigheder, der rammer dig. Men altid over, hvordan du vælger at reagere på dem,« messede jeg for mig selv.

Jeg har senere snakket med min onkolog om, hvor farligt det er for kræftpatienters mentale helbred, når lægerne kalder kræft for en livsstilssygdom.

25

Med livsstil tænker lægerne blandt andet på, hvordan vores dna-struktur er opbygget, og hvordan den omgi-vende forurening gør os syge. Men for de fl este danskere er livsstil lig med det, vi vælger at putte i munden, og det vi gør ved vores krop. Så når lægerne siger, at kræft er en livsstilssygdom, bliver det pludselig vores egen skyld, at vi er blevet syge.

Jeg ved, at mange mennesker, der får kræft, har travlt med mentalt at banke sig selv i hovedet med en ham-mer.

Over at de ikke har levet sundt nok. At de har ladet vægten stige. At de for ofte har givet efter for lysten til slik og chips. At de ikke har dyrket nok motion, eller hvilken fl ig af dårlig samvittighed de nu kan fi nde på at slå sig selv i hovedet med.

Jeg håber virkelig, at mit eksempel kan hjælpe andre til at stoppe al den selvbebrejdelse. For jeg har gjort alt det rigtige. Jeg har spist sundt, dyrket motion hver dag og har en positiv livsindstilling. Alligevel blev jeg syg.

Senere i mit forløb har jeg fået mails fra mange kvinder, der er glade for, at jeg er blevet ramt – ikke fordi de vil mig det ondt, men fordi netop min sygdom befrier dem for skyldfølelsen. Når jeg kunne få kræft, til trods for at jeg har levet efter alle de forebyggende råd fra Kræftens Bekæmpelse, så kan alle få det. Kræft skyldes ikke nød-vendigvis dårlig kost og manglende motion. Det er jeg det levende bevis på.

26

Hjemme i sofaen besluttede jeg at slippe alle tanker om, hvorfor jeg eventuelt var blevet syg. Endnu var det jo blot truslen om en kræftdiagnose, der hang over hovedet på mig. Om jeg virkelig var ramt, ville jeg først få at vide, når svaret på mine prøver kom tilbage fra laboratoriet.

Endnu havde jeg ikke fået den endelige dom. Og jeg satsede på et mirakel.