Indvandringens pris

Morten_Uhrskov_Indvandringens_pris.indd 1 18/04/12 14.29

Morten Uhrskov Jensen

INDVANDRINGENS PRIS På vej mod et fattigere Danmark


22

1

F R E M T I D E N S I D E N T I T E T S P O L I T I K

Går man bare tre-fire årtier tilbage i historien, vil man se en helt anden historie, en helt anden fortælling om vores verdensdel, om den vestlige kultur. Dengang i 1970’erne var europæerne og deres sideskud i den nye verden i Nordamerika og Oceanien stadig så dominerende, at en-hver tanke om et skifte i den globale politik var utænke-ligt. I stedet var det konflikten mellem kommunisme og kapitalisme, populært formuleret, der satte dagsordenen. Denne strid var i sandhed ikke uvæsentlig for den del af Europas befolkninger, der levede bag Jerntæppets ty-ranni. Og lykkelig var den dag i 1989, hvor adskillelsen af Europa ophørte, fordi det ufrie kommunistiske system gav op og erkendte, at det havde spillet fallit.


23

FREMTIDENS IDENTITETSPOLITIK

Men konflikten om, hvem der ville vinde den såkaldt kolde krig, overskyggede det væsentlige. Det virkelig af-gørende var sket flere årtier før Murens fald. Amerika-neren James Burnham skrev ellers allerede om det i 1964 i bogen Suicide of the West, hvor han noterede sig, at fremtidens udfordringer ville bestå i kommunisme, kri-minalitet og overbefolkning. Det første problem løste sig selv i 1989, de to sidste forudsigelser lever vi med i dag. Kriminaliteten er hos os i en grad, der ville have chokeret blot et par generationer bagud. Og klodens voldsomme befolkningsvækst presser Vesten i et omfang, som er uden historisk sidestykke.

I slipstrømmen på Berlinmurens fald opstod en tro på Vestens sejrsgang, der var lige så naiv, som det var sand-synligt, at denne misforståelse ville opstå. Det var sand-synligt, fordi Vestens dominans i hen ved 500 år, siden de store opdagelser sidst i 1400-tallet, let kunne forlede nogle til at tro, at vinderen af den kolde krig var sejrher-ren globalt. Intet var dog mere forkert, og vi lærer næ-sten dagligt af disse erfaringer, også selv om mange ikke vil tage ved lære af dem.

Kinas eksempel viser os i særdeleshed, at forestillingen om Vestens mægtige globale position som historiens en-demål var forkert. Den mellemøstlige verden presser os også til at forstå det, om end det går langsomt. Den øv-rige verden oplever økonomiske fremskridt, langsomme eller hurtige, men uanset tempo efterlades den vestlige verden på sidelinjen på en måde, der ville have været utænkelig for blot få år siden.

Hvad Vesten ikke indså, var, at den ikke er noget sær-ligt for mennesker, der kommer fra lande uden for den


24

INDVANDRINGENS PRIS

vestlige kulturkreds. Nok var misundelsen over den vest-lige verdens rigdom i mange år betydelig. Men Vesten forlænger kun sin selvskabte plage, hvis den fortsat bil-der sig ind, at den er mere end noget partikulært, dvs. en del blandt andre. Vestens såkaldte værdier – kultur er et bedre ord, men lad os et øjeblik bruge universalisternes egen betegnelse – er ikke særlig eftertragtede uden for Vesten. Det er noget, alt for mange har bildt sig selv og hinanden ind. Men et bedrag bliver ikke mindre af, at det er kollektivt.

Rødderne til forestillingen om, at Vesten er mere end blot en i en række globale kulturer, skal søges i Oplys-ningstiden – en periode i den europæiske tænknings histo-rie, som på visse punkter er noget af det mest overvurde-rede i vestlig selvforståelse. Der sker strålende fremskridt i perioden ca. 1650-1800, ikke mindst af naturvidenska-belig art. Den katolske kirke må i stigende grad finde sig i at blive kritiseret – og godt for det. I den angelsaksiske tradition tænkes der tanker af betydelig rækkevidde. Tag økonomen Adam Smith, der tænker dybt over, hvordan produktionen af forbrugsgoder bedst muligt kan finde sted. I dag kan vi ikke – i hvert fald ikke ret mange af os – forestille os en mere effektiv måde at producere på end den privatkapitalistiske. Ikke at man skulle være an-gelsakser for at være fornuftig. Tænk blot på franskman-den Montesquieu, der pragmatisk argumenterer for, at magten ikke bør være absolut og kun ligge ét sted, men bør deles i tre for at undgå misbrug af den. I dag anser vi det for indlysende, at vi adskiller den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Den del af arven fra Oplysningstiden, der ulykkeligvis


25


i dag også står meget stærkt, er imidlertid den utopiske. Det er den del, som bl.a. de franske filosoffer Voltaire og Rousseau formulerede: Det er muligt at tænke sig til en perfekt ramme om samfundet. Med den franske men-neskerettighedserklæring i 1789 knæsattes det, der bedst kan betegnes som et udslag af storhedsvanvid. Man antog, at alle mennesker til alle tider og på alle steder havde umistelige rettigheder, og det lå underforstået, at alle mennesker – på nær de få slyngler, der skulle tales til rette med det gode eller det onde – havde samme stræben efter den samme form for lykke. Ganske vist var det de færreste europæere, der dengang bildte sig ind, at den hele klode skulle være villig til at indse, at individuelle umistelige rettigheder var, hvad man havde sukket efter uden at være bevidst om det. Men tanken om det univer-selle var født, og efter Anden Verdenskrigs rædsler skulle denne tanke få ny kraft. Med FN’s menneskerettigheds-erklæring fra 1948 og med de følgende årtiers afkoloni-sering blev den idé stærkere, at den vestlige verden havde opført sig skidt. At det var muligt at skabe harmoniske samfund overalt på Jorden, og at menneskene i de andre dele af verden nærede de samme grundlæggende ønsker til tilværelsen som mennesker i Vesten.

Det skal indskydes, at Vestens koloniherredømme har været entydigt negativt for Vesten og grundlæggende var amoralsk. Ingen kultur kan tillade sig at belemre andre kulturer med sine værdier. Når jeg holder af Vesten, skyl-des det, at det er min kultur, og jeg bilder mig ikke ind, at andre vil elske at blive bestyret af mig og mine. At Vesten derfor måtte fortrække fra Asien og Afrika, var løn som forskyldt. Det er meningsløst at henvise til, at englæn-


26

INDVANDRINGENS PRIS

dere og franskmænd også byggede skoler og veje, og at englænderne forhindrede enkebrændinger. I tidens fylde ville disse kulturer have nået de fremskridt af teknolo-gisk og kulturel art, som de havde været i stand til, og den vestlige verden ville ikke have pådraget sig så stort et had, som tilfældet naturligt blev.

Troen på at den ganske verden gik en lys og lykkelig frem-tid i møde efter Murens fald, blev intet sted bedre repræ-senteret end hos modefilosoffen over dem alle, Francis Fukuyama. Sans for tidsånden havde han, da han først i en artikel i 1989 og siden i en bog i 1993 talte om, at historien var slut, og at Vesten havde vundet den endelige sejr. Nok skrev Fukuyama udtrykkeligt, at det ikke ville blive lige med det første, at demokrati og markedsøko-nomi holdt deres indtog verden over. Faktisk kunne der gå ubestemt lang tid, inden denne universelle tilstand var indtruffet.5 Men retningen var klar. Tilbageskridt kunne forekomme, men den overordnede tendens var umisken-delig. Om end Fukuyama indrømmede, at denne proces ikke kunne overskues i tid – som om nogen nogensinde i fortid, nutid og al fremtid vil være i stand til at spå om verdens gang mere end få tiår frem – blev han modtaget med stående ovationer. For mange så det nemlig ud, som om han her bekræftede teorien om den samlede menne-skehed, som i virkeligheden stræber efter det samme: et samfund med høj velstand og velfærd og med en lang række individuelle rettigheder.

Skønt det i dag er tyve år siden, Fukuyama fremsagde sine teser – eller måske rettere sin trosbekendelse – og at det i mellemtiden er blevet klart, at han tog fejl, så


27


vokser beundringen kun for den mand, der burde være selve symbolet på Vestens fejlagtige tro på det universelle menneske og de universelle menneskerettigheder. Men det er med Fukuyama som med EU’s febrilske forsøg på at redde en græsk økonomi, der ikke kan reddes. Man kaster gode penge efter dårlige. I stedet for at indrømme, at man har taget fejl, vælger man uigennemtænkt at fort-sætte sin fejring af en påstand, der ingen gang har på jorden. Og det i en tid, hvor Vestens magt svækkes for hvert år, der går.

Bl.a. provokeret af Francis Fukuyamas teori om histo-riens slutning og demokratiets sejr skrev Samuel P. Hun-tington først en artikel, ”Civilisationernes sammenstød?” (1993), og derpå en bog, Civilisationernes sammenstød (1996). I 1996 var spørgsmålstegnet fjernet.

Det er banalt at konstatere, men Huntington var natur-ligvis ikke, som mange straks hævdede, en krigerisk ky-niker, der ønskede, at Vesten så snart som muligt skulle lægge sig ud med den islamiske verden eller med f.eks. Kina. Men Huntington havde set, at der efter Murens fald var sket noget nyt, eller rettere meget gammelt. Ver-den havde i 500 år været domineret af de europæiske lande og fra 1800-tallets sidste årtier og frem i stigende grad af USA, der indtil for nylig var beboet af et overvæl-dende flertal af amerikanere af europæisk afstamning. Den vestlige verden inklusive den ortodokse civilisation med Rusland som centrum besad en altoverskyggende global magt. I 1945 stod USA alene for ca. 50 procent af verdens samlede produktion. Det var en styrke, der var opnået gennem industrialiseringen, først i England fra slutningen af 1700-tallet, og siden spredt til næsten


28

INDVANDRINGENS PRIS

hele Europa og USA. De europæiske kolonimagter havde siden de sidste årtier af 1800-tallet kunnet tage for sig efter forgodtbefindende, for vestlig teknologi var uden si-destykke sammenlignet med resten af verden, med Japan som den eneste undtagelse efter åbningen i 1868.

Siden 1945 (måske i virkeligheden siden 1917) havde den mest iøjnefaldende globale konflikt været ideologisk. Den havde stået mellem den frie del af Vesten og den ufrie del med Sovjetunionen som centrum for verdens-kommunismen. Som bekendt gik Kina ind i denne lejr fra 1949, også uanset at Kina kom alvorligt på kant med Sovjetunionen fra 1963. Men det var ikke en konflikt, der havde ændret ved den vestlige civilisations suveræne forspring.

Nu konstaterede Huntington imidlertid, at denne æra lakkede hastigt mod enden. Vesten ville svækkes relativt fremover, og det ville gå hurtigt.

At der vil ske en relativ svækkelse, betyder ikke, at det er som at synke ned i fattigdom. Det betyder, at andre lande, andre kulturer, præsterer en højere gennemsnitlig økonomisk vækst end de vestlige lande. Sker det over en tilstrækkelig lang årrække, svækkes Vesten relativt. Og når det sker – og det har vist trods alt de fleste indset – så svækkes Vestens økonomiske magt. Hvad alt for få til gengæld har indset, er det helt indlysende forhold, at når Vesten svækkes økonomisk i forhold til resten af verden, så svækkes Vestens værdier i samme takt. Så bliver det mindre attraktivt at kopiere Vesten. Oplever man oven i købet, som i Asien og især i store dele af Østasien og i mindre, men stadig betydelig grad i Latinamerika, ja så-gar i Afrika, at det er muligt at skabe vækst uden demo-


29


krati eller med et tvivlsomt demokrati – hvorfor så dog kopiere denne vestlige styreform? Taget i betragtning at demokrati her er en fremmed fugl. På mange måder er det faktisk logisk at lægge afstand til demokrati i vestlig forstand, hvis man lever i en kultur uden eller med kun en meget svag demokratisk kultur og med meget svage demokratiske institutioner. Det er i hvert fald mere logisk end at efterligne en styreform udøvet af en kultur, der i relativ styrke er i aftagende.

Hvad Huntington så som det farligste ved siden af is-lamisk fanatisme, var vestligt overmod; at man i Vesten bilder sig ind, at de andre vil elske netop vores måde at leve på. Det overmod kunne om noget skabe civilisatio-nernes sammenstød, og det er netop, hvad vi ser i Irak og i Afghanistan. Vi har sågar set det i Libyen, hvor Vesten måske ikke har lagt sig for had, men i hvert fald gjort sig grundigt til grin.

Med sine katastrofale engagementer i den muslimske verden spiller Vesten på en såkaldt nulvariant. Det går enten galt, eller det går meget galt. Det koster USA – og dermed hele Vesten – det hvide ud af øjnene på et tidspunkt, hvor landets gæld og budgetunderskud lig-ger på niveau med det sydlige Europa. Og det svækker den vestlige verden betydeligt, når omkostningerne ved det sammensparede had til Vesten vokser sig større for hver dag, der går. Vestlige politikere hævder ofte, at vi er i Afghanistan og Irak for vores egen skyld. Det er en beskeden indrømmelse af, at det ser ud til at gå mindre heldigt med demokratiopbygningen i de to lande, end vi blåøjet bildte os ind tilbage i 2003, før Irakkrigen, hvor vi allerede havde været i Afghanistan i godt et år.


30

INDVANDRINGENS PRIS

Invasionen af Afghanistan var berettiget. USA var ble-vet angrebet den 11. september 2001, og al-Qaida ope-rerede fra baser i bl.a. Afghanistan. Men set i bakspejlet, efter ti års forgæves forsøg på at stabilisere Afghanistan, kan man godt begræde, at USA ikke nøjedes med at bom-be de al-Qaida-baser, de kunne finde. For at understrege over for det daværende Taliban-styre, at det en anden gang skulle lade være med at hjælpe terrororganisatio-ner, kunne USA have bombet vigtige kommandocentre for Taliban. Et Vesten i balance med sig selv ville have gjort noget i den retning. En vestlig verden, der stod ved at være vestlig og ikke noget som helst andet, ville ikke på 11. år kæmpe en fuldstændig udsigtsløs kamp for at sikre Afghanistan ”demokrati og menneskerettigheder”. En pashtuner – pashtunerne udgør ca. 40 procent af Af-ghanistans befolkning – har udtrykt det ganske udmær-ket, da han sagde, at han havde forstået, hvad demokra-tiet gik ud på, nemlig noget med, at alle må gøre, hvad de vil. Ikke en helt rigtig, men bestemt heller ikke en helt forkert definition. Derpå sagde pashtuneren: ”Det er ikke den pashtunske vej.”6 Hvis afghanerne, som ikke er afghanere, men alle mulige etniske grupper, der hol-der sig adskilt, af hjertet havde ønsket demokrati efter vestligt forbillede, er det utænkeligt, at der ikke var taget skridt i den retning allerede.

Et hurtigt kig på ”demokratiseringsbestræbelser med magt” viser, at det uden for den vestlige kulturkreds kun er lykkedes med held i Japan og Sydkorea. Tyskland og Italien, som blev demokratiseret efter Anden Verdens-krig, gik det også med, men det var i høj grad, fordi der var noget at bygge på i forvejen. Italien har i øvrigt ofte,


31


bl.a. med den nu afgåede Silvio Berlusconi, haft ikke helt få problemer med at opretholde en fuldt demokratisk debatkultur. Hvad angår Japan, overses det temmelig systematisk, at det liberale parti sad på magten i 38 år i træk. Det overses ligeledes, at Japan i praksis er et så konsensussøgende land, at de fleste vestlige lande ville have sig betakket. Japan er et velfungerende land, men på sine egne præmisser, ikke på Vestens.7

Men Afghanistan – der ud fra enhver betragtning må siges at være et meget tilbagestående land – skulle have stoppet demokrati ned i halsen. Afghanerne blev tvunget til truget, men tvinge dem til at drikke – eller i hvert fald tilstrækkelig mange af dem – kunne man ikke. Selv langt ind i de britiske og amerikanske rækker står det nu klart, at der ikke nås nogen fredsløsning i landet uden om Ta-liban, som efter vestlig målestok må betragtes som en barbarisk bevægelse.8 Kan Vesten af det kostbare ekspe-riment i Afghanistan lære, at man skal holde sig fra kon-flikter uden for sin egen kulturkreds, vil meget på længere sigt være vundet. Det kræver dog en selvransagelse, hvor de politiske og kulturelle eliter indser, at vi ikke besidder universelle, men kun vestlige værdier. Vesten er bare Ve-sten, ikke engang den første blandt ligemænd, men bare én blandt mange, der skal prøve at overleve.9

Det utopiske mål er principielt det samme i Irak. Gan-ske vist må man antage, at Iraks meget store oliereserver spillede en eller anden rolle for USA’s beslutning om at indlede krigen. Det må man næsten håbe. Ellers var Irak-krigen et rent idealistisk foretagende, og vi var så igen ude, hvor vi ikke kan bunde. Forhistorien var følgende: Med 11. september fik de neo-konservative stemmer i


32

INDVANDRINGENS PRIS

amerikansk udenrigspolitik en indflydelse, de indtil da kun havde drømt om, og de blev, uden at overdrive det mindste, megalomane. To af de toneangivende neo-kon-servative, David Frum og Richard Perle, skrev i en de-batbog i 2004, at det ikke ville stoppe ved Irak. Iran, Syrien og Saudi Arabien stod for tur. Hurtige invasioner ville vippe de autoritære ledere af pinden, befolkningerne ville tiljuble deres befriere, og demokratiet ville blomstre. Hvorfor skulle de mennesker, der boede i disse autori-tært ledede stater, ikke nære præcis de samme ønsker til tilværelsen som de vesterlændinge, der nu stod foran at invadere deres lande? Sådan spurgte Frum og Perle og med dem en hel del andre, også i den danske debat, hvor det samme halvbagte synspunkt i øvrigt netop er blevet gentaget i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. I 2012 turde det ellers være indlysende, at feberfanta-sier om invasioner i Iran og Saudi Arabien er forvildede. Hvorfor tror man at være faret mindre vild, når det gæl-der Libyen og Syrien?

Hvis USA ville have foretaget sig noget som helst for-nuftigt efter at have skabt sig et endnu større muslimsk raseri på halsen ved invasionen i Irak, så havde super-magten uden at ryste på hånden delt Irak i tre, en shia-arabisk, en sunniarabisk og en kurdisk del. Så havde der været en chance for en eller anden form for fred. Om demokrati var der næppe blevet tale, men mindre kun-ne også gøre det i et Irak, der i årtier havde oplevet et blodigt despoti under Saddam Hussein. Men USA har ligesom de fleste europæiske lande glemt, hvor det selv kommer fra. USA mente i sin forvildelse, at de tre grup-per kunne leve fredeligt sammen, når nu etnicitet og re-


33


ligion var ophørt med at betyde noget. Når værdier er gjort universelle, må virkeligheden vige, og det gør den så. Mere end ni blodige år senere har USA nedtrappet sin tilstedeværelse i Irak betydeligt, men ingen aner, hvordan landet vil udvikle sig, når den sidste amerikanske soldat er fløjet hjem. Intet kan siges med sikkerhed, men når områdets historie betænkes, forekommer det usandsyn-ligt, at det ikke bliver en eller anden form for gentagelse af et autoritært styre. Den historiske erfaring fortæller om en alt andet end liberal-demokratisk region, som Francis Fukuyama ellers forestiller sig, at Irak vil gå hen og blive en del af.

Nu skulle man tro, at en vis modvilje mod indblanding i interne anliggender i lande i andre kulturer havde ind-fundet sig blandt vestlige statsledere. Men nej, så langtfra endda. Den 17. marts 2011 lykkedes det de vestlige lande i FN’s Sikkerhedsråd at få Kina og Rusland til at undlade at nedlægge veto mod bombardementer af Libyens væb-nede styrker under Muammar Gaddafi. Nok en gang var der tale om en vestlig operation. Gaddafi havde aldrig været populær blandt de andre arabiske statsledere, men de arabiske lande skulle ikke nyde noget af at blande sig. Resolutionen i Sikkerhedsrådet var desuden formuleret på en sådan måde, at der måtte blive tale om en halv-hjertet indsats. De villige Nato-lande måtte kun bombe, når det vurderedes, at Gaddafis styrker var i færd med at angribe civile i Libyen. Undlod hans styrker at gøre dette, skulle Nato øjeblikkelig ophøre med at gøre noget som helst. Endnu mere bekymrende var udtalelserne fra de vestlige statsledere og udenrigsministre. I ramme alvor


34

INDVANDRINGENS PRIS

hævdede de, at Gaddafis modstandere var demokrater. Tegnene på det modsatte var ellers ikke svære at finde.

Libyen er inddelt i en række klaner, der enten havde fordel af eller blev undertrykt under Gaddafis langvarige styre. Klanerne i det østlige Libyen var undertrykte og i opposition og ønskede Gaddafi fjernet, så de selv kunne komme til fadet. Klanerne i vest var og er selv en af-død Gaddafi en del mere venligt stemt. En del af dem er kommet i alvorligt uføre, efter at Gaddafi tabte og blev dræbt, og det østlige Libyen er mere eller mindre blevet den nye enehersker over det samlede Libyen. Kun tomme ord fra oprørere – der naturligvis var begejstrede over at få hjælp i deres kamp om magten – har Vesten at have forhåbningen om en ”sekulær” demokratisk opposition i. Der er intet reelt derudover til at underbygge, at vestli-ge lederes forestillinger er andet end luftspejlinger, der vil forsvinde, efterhånden som det står klart, at blot nogle andre klaner er kommet til magten. Og hvad bør man i øvrigt gøre i dag, hvor det er de Gaddafi-tro klaner, der er kommet under støvlen? Et sobert gæt lyder, at Vesten har fået nok indtil videre, forhåbentlig for stedse. Uvil-jen til at foretage sig noget over for Syrien – hvor blod-hunden Bashar al-Assad vil gøre bogstavelig talt alt for at forblive ved magten – demonstrerer det. Så Libyen vil forblive et autoritært styret land. Hvem der vil sidde på flæsket, dvs. olieindtægterne, er umuligt at spå om. Sik-kert er det kun, at det vil blive nogle få (klaner), ikke de mange, ikke et demokrati, hvor folket – hvor folket rent faktisk er én nation, altså ét folk – sætter ret og vrang.10

Oprøret i Libyen mod Muammar Gaddafi var en følge af den brede uro i den arabiske verden i foråret 2011, det


35


arabiske forår kaldet. Et poetisk udtryk, der skulle lede tankerne hen på en reformering af en stribe fejlslagne sta-ter. Ikke alle disse arabiske stater er fattige. Hvis de har rige forekomster af olie som Libyen og Bahrain, er BNP pr. indbygger højt. Velstanden er godt nok grotesk ulige fordelt, fordi ingen af de arabiske stater er stater i vestlig betydning. De er kendetegnet ved, at bestemte klaner sid-der på magten. I The Closed Circle – an Interpretation of the Arabs beskriver den britiske journalist og kom-mentator David Pryce-Jones, hvordan klantænkningen har præget den arabiske verden så langt, det er muligt at gå tilbage. Intet tyder på, at det vil ændre sig.

Oprørene i Egypten, Syrien, Tunesien osv. skyldes ikke et dybfølt ønske om at skabe velfungerende demokratier. Oprørene skyldes grundlæggende en løbsk befolknings-udvikling og en forestående befolkningseksplosion, fra godt 400 millioner i den arabiske verden i dag til 700-800 millioner i 2050, og det i en del af verden, hvor lederne ikke kan levere varen i form af velstand og muligheder.11 At den vestlige verdens ledere ikke kan indse dette, er dybt bekymrende. Flygtningestrømmene hen over Mid-delhavet er begyndt, og de vil fortsætte voldsommere for hvert år, der går. At lytte til vestlige eksperter, der hen-ført taler om unge araberes brug af Facebook og Twit-ter, er forbløffende. Disse eksperter har muligvis talt med nogle unge på Tahrirpladsen i Cairo, men det er lykkedes dem at glemme, at mere end 80 millioner egyptere må deles om et landbrugsareal på størrelse med Danmark. Eksperterne ignorerer også, at den arabiske verden hu-ser flere hundrede millioner af ludfattige bønder, der i mange tilfælde er analfabeter. Og eksperterne får aldrig


36

INDVANDRINGENS PRIS

nævnt, at lande som Egypten og Yemen er yderst fattige, målt i BNP pr. indbygger. I stedet fortæller langt hoved-parten af eksperterne, at araberne i Mellemøsten – vi må gå ud fra, at de mener flertallet – ønsker demokrati med ytringsfrihed og hele den vestlige pakke af frihedsrettig-heder. Efter eksperternes vurderinger måtte vi forstå, at et land som Egypten i september 2011 ville sammensætte et parlament, der helt overvejende ville bestå af demo-krater, der derefter ville være i stand til at igangsætte en lynhurtig økonomisk udvikling.

I skrivende stund har de islamisk inspirerede partier vundet omkring 70 procent af stemmerne ved det egypti-ske parlamentsvalg.

Vi afventer, må Francis Fukuyama formodes at sige.

Det er ikke overraskende, at der også stilles helt ureali-stiske forhåbninger til Kina om en fremtidig demokra-tisering. Hvad der fandt sted i den vestlige verden i det 19. og det 20. århundrede, forventes også at ville ske i kæmpelandet i Østasien med den voldsomme vækst i BNP. Når middelklassen er blevet tilstrækkelig stor – sådan lyder omkvædet – så vil denne middelklasse ikke længere stille sig tilfreds med materiel velstand. Den vil også kræve politiske reformer. Der er bestemt en risiko for social uro i Kina, hvis ikke det indre af landet får del i væksten, og hvis uligheden, som er stigende, vokser sig for stor. Men intet tilsiger, at Kina i nogen forudselig fremtid vil bevæge sig mod demokrati. Kina og kinesisk tænkning har aldrig været i nærheden af noget sådant. Nogle vil måske pege på Sydkorea som et eksempel på, at demokratiet kan gro i en fremmed have. Dertil er at


37


sige, at 25 procent af den sydkoreanske befolkning skøn-nes at være katolikker,12 og at kristendommen må an-tages at have haft en indflydelse på landets overgang til demokrati. Det kan den ikke få i Kina. Vi taler om et land med 1,3 milliarder indbyggere, der på en eller an-den måde skal styres rationelt. Og vi taler om et land, der gennem sin ældgamle historie altid har betonet fa-miliens og statens rolle på bekostning af individets. Vi ved, at kampen om ressourcerne skærpes alvorligt i de kommende årtier, hvor store dele af Asien med Kina og Indien i spidsen insisterer på at tilkæmpe sig en god bid af den globale kage. At forestille sig, at Kina på den bag-grund vil have ”overskud” til at demokratisere, tangerer ønsketænkning. Man burde nærmere antage, at de vestlige nationers tiltagende problemer med at styre deres økonomier og deres grænser udadtil vil bestyrke den kine- siske ledelse i, at et autoritært styre er demokratiet over-legent.

Men så Indien da? Er det ikke et demokratisk land? Jo, dér må man lade, at det har haft en effekt, at englænderne blev i Indien i hundrede år og efterlod sig nogle instituti-oner, der i nu mere end tres år har kunnet give inderne en slags demokrati. Men så er historien også fortalt. Indien er et ekstremt ulige samfund. Skønt kastesystemet for-melt er et overstået kapitel, er det langtfra udryddet. Og at opleve en valgkamp i Indien, er også at være vidne til dræbte, der mindst skal tælles i snese.13 Tillige er Indien et i etnisk og religiøs henseende uhyre opsplittet land, som bl.a. tæller mere end hundrede millioner muslimer i områderne over mod Pakistan. Til historien om det indi-ske demokrati hører også, at Kongrespartiet har været så


38

INDVANDRINGENS PRIS

dominerende, at der i lange perioder har været tale om et de facto etpartisystem.

Der er ikke noget principielt til hinder for demokratier uden for den vestlige kulturkreds. De findes som nævnt i Japan og Sydkorea, men i en tilpasset form. At de fin-des, siger dog intet om, at det derfor skulle være specielt sandsynligt, at demokratierne vil brede sig. Mange lande har på papiret en demokratisk forfatning, men kun de vestlige lande samt enkelte andre har i praksis ægte de-mokratier, forstået som konsekvent magtadskillelse og en reel mulighed for oppositionen for at vinde det næste valg. Det er på den baggrund udtryk for overmod at tro, at den foretrukne vestlige styreform skulle stå foran no-gen stor fremtid i verden uden for Vesten.

Fremtidens identitetspolitik bestemmes ikke kun af den tilbagevenden til traditionel tænkning, som fremover med øget kraft vil præge kulturerne uden for Vesten – med traditionel tænkning forstås ideer, der er hentet fra egen kultur og ikke fra Vesten. Også etnisk tilhørsfor-hold vil givet komme til at spille en større rolle, også i de vestlige lande. Hvor ubehageligt vi end må finde det i Ve-sten, er der intet, der tyder på, at der i fremtiden vil blive færre konflikter, der skyldes etnicitet. Konflikterne kan udmærket begynde som følge af økonomiske forhold. Det er endda sandsynligt, at de vil gøre det, som konflik-ten i Rwanda, der endte med folkedrab. Hvad der alt for ofte vil følge efter en alvorlig økonomisk krise – eller blot som følge af simpel misundelse mod en anden gruppes rigdom i forhold til egen – i en multietnisk stat, er etnisk opdeling og dermed en potentiel etnisk konflikt. Det er



så slemt, som det kan blive, eftersom en etnisk konflikt er bestemt af et på forhånd afgjort tilhørsforhold og ikke af socio-økonomisk status. At denne sandhed er ilde hørt, gør det ikke uberettiget at konstatere den. Etniske kon-flikter skaber de dybeste brudlinjer, også stærkere end religion og kultur i bred forstand. Man gør klogt i at minde sig selv om, hvilket konfliktstof der ligger gemt i etniske forskelle, især hvis de forskellige grupper inden for den samme stats område i gennemsnit klarer sig gan-ske forskelligt med hensyn til uddannelse og indkomst.14

Fremtiden vil ikke byde på mindre, men på mere identi-tetspolitik. Huntington havde ret, da han profeterede, at mennesker rundt om på kloden på grund af globaliserin-gen i stigende grad vil spørge sig selv: Hvem er jeg? Og svaret vil ikke blive, at vi er ens med alle de andre, men at vi er nogenlunde ens med nogle bestemte. Den lære bør Vesten genlære sig snarest.


Indvandringens pris

Documents

Transcript of Indvandringens pris