24

Diversiteten i Dansk film:

Hvis bare Du HavDe vist

liDt flere nosser

af mette-ann scHepelern, instruktør & festivalDirektør

25

Foråret har været præget af en opblusning af diskussionen omkring danske film-instruktørers lige muligheder for at modtage offentlig støtte. I den forbindelse har jeg kigget på fordelingen af støttekroner til spillefilm fra 2010-2013 til henholdsvis mandlige og kvindelig instruktører. Grunden til at jeg her udelukkende ser på spil-lefilmsområdet er, at det er dansk films flagskib og derved den mest prestigefyldte genre. Men vigtigst er det, at det er her, der rådes over langt den største økonomi.

Her ser du fordelingen af de sidste tre års spillefilmstøtte til danske filminstruktører, opgjort på køn.

(Ifølge DFI´s opgørelse fra 2014 for spillefilm til børn- unge, markedsordningen og konsulentstøttede spillefilm)

DialOGenDesværre sker det ofte, når diskussionen om fordelingen af filmstøtte på køn opstår, at vandene skiller sig, og selv gode venner og kollegaer angriber hinanden eller bliver tavse og afvisende. Diskussionen kan også afstedkomme en aggressiv tone, som jeg ikke har lyst til at indgå i. Derfor vil jeg gerne prøve at føre en mere nøgtern analyse og først og fremmest tale om strukturelle problemer og en ny kritisk gennemgang af de normer og kriterier, der i dag eksisterer på filmområdet. For undertrykkende meka-nismer opstår ikke altid ud fra en bevidst intention, men kan opstå på grund af strømninger i historien og den kultur, som historien afføder.

Konsulentordningenbørn og unge – spillefilm2013 100 % mænd - 0% kvinder2012 100 % mænd - 0% kvinder2011 100 % mænd - 0% kvinder voksne – spillefilm2013 61 % mænd - 39 % kvinder2012 85 % mænd - 15 % kvinder2011 100 % mænd - 0 % kvinder

MarKedsordningspillefilm2013 70 % mænd - 30 % kvinder2012 70 % mænd - 30 % kvinder2011 62 % mænd - 38 % kvinder

26

Når du har set på opgørelsen, hvad tænker du så om kønsfordelingen af filmstøtten? Er det noget, du har en mening om? Og hvad er rigtigt i din verden? Jeg er nysgerrig efter at høre dine svar, for ofte bliver diskussionen så polemisk, når vi taler om diversitet og ligestilling i dansk film.

I Sverige hvor jeg arbejder i øjeblikket, har jeg fundet en lydhørhed og rummelighed, som jeg har savnet herhjemme. I Danmark er diskussionen ofte præget af grupperinger og magtkampe, og det er ikke altid respekt, der kendetegner tonen. Ofte kan det synes som om, debatten mere handler om at devaluere modstanderne end at finde fælles udgangspunkter, og derved dør mulighedernes sprog.

Men er opgørelsens indhold udtryk for en situation, som vi som filminstruktører skal lade passe sig selv for at undgå konflikt? Eller skal vi tage fat i debatten og begynde at søge muligheder, der kan bringe os bort fra bokseringen og sammen ind i forhandlingsrummet for at lede efter løsninger?

Jeg synes at skævfordelingen, hvor gennemsnitligt 82,5% af alle danske spillefilm i tre år i træk instru-eres af mænd, og altså kun 17% af midlerne er gået til kvindelige filminstruktører – er problematisk.

Måske synes du, at tallene er udtryk for, at flere mænd kan kvalificere både sig og deres projekter til støtte? Og at kvinder ikke dur til - eller ikke har de rette kvalifikationer til at lave film?

Eller måske tænker du, at opgørelsen er udtryk for nogle normer og strukturer, som vi kan ændre – hvis vi vil. Netop for at skabe bedre og mere lige vilkår for mulighederne for at opnå støtte, også som kvin-delig filminstruktør. Og en sådan beslutning skal kunne måles efterfølgende i statistikken, ellers er det tom snak. Men hvordan gør vi det?

I andre dele af verden taler man lige nu også om diversitet og ligestilling, som afgørende fundamenter i et moderne demokrati. Og i denne artikel vil jeg gerne indtage den position, at det er vigtigt at alle fortælle-stemmer har en fair og lige mulighed for at komme til orde. Især når fortællerne støttes af of-fentlige midler, som vi alle bidrager til igennem vores skattekroner.

talenterneSå hvad har vi glemt eller overset at tage hensyn til i arbejdet med at udvikle talenter indenfor spille-filmen, så en kvalificeret og broget flok danner kø ved støttesystemet? Nye talenter, der repræsenterer noget andet og måske normbrydende, som for eksempel et nyt perspektiv, en anden position, en anden baggrund, en anden ethnicitet og et andet køn - netop fordi det giver berettigelse for at komme til orde, så vores filmfortællinger bliver rige på variation og perspektiv.

’Ofte handler debatten mere om at devaluere modstanderne end at finde fælles udgangs-punkter, og derved dør mulighedernes sprog.’

27

Mange erfarer, at vi lige nu går igennem en større kommercialisering af dansk film. Der skal vises resultater for en films publikums attraktion helt fra starten, og der er fokus på output på et meget tidligt tidspunkt i den kunstneriske proces. Ofte skal der fra en idés undfangelse vises opgørelser og ’hard facts’ for en films muligheder for at sælge på det så-kaldt frie marked.

Det er der i sig selv ikke noget galt i, og der skal fortsat laves vedkommende film, som har et stort publikum – dette er ikke en forsvarstale for en ren satsning på smalle nicheproduktio-ner. Men snarere at vi retter opmærksomhed på, at når flere forskelligartere stemmer kom-mer til udtryk, så vil der komme flere overra-skende og seværdige film for et bredere ud-snit af befolkningen. Film skal også arbejde i en økonomisk virkelighed – men den skal også tage aktivt stilling til en kunstnerisk og samfundsnyttig værdi. Det er skatteborgernes penge, og disse borgere må gerne kræve noget tilbage, som tilfredsstiller dem på flere hylder.

Man siger overodnet, at kommercielle produkter skal skabe gode forbrugere – og kvalitative produkter skal skabe gode borgere. Sidstnævnte er vigtigt i et moderne demokrati som det danske, hvor vi gerne vil bidrage igennem offentlig filmstøtte til at skabe den gode borger. Borgere, der udfordres igennem fortællinger, hvor de møder nye virkeligheder, udfordres på vedtagne normer og får indsigt i ny viden, æstetik og sanselighed, eksistentielle spørgsmål, musik og lyd, politik, samfundsforhold og kunst. Kort sagt, film hvor borgerne møder diversitet i indhold og udtryk i fortællingen.

Filmstøtten har ifølge filmloven en målsætning omkring dette, altså en målsætning der også handler om diversitet. Ikke kun succes ved billetlugerne.

Så hvad sker der med satsninger og innovation i et produktionsrettet og mere kommercielt målrettet sy-stem? De fleste teorier for nyskabelse og udvikling peger på den ret entydige konsekvens, at des højere

’man siger overordnet, at kommercielle pro-dukter skal skabe gode forbrugere – og kvali-tative produkter skal skabe gode borgere.’

28

sikring og kontrol af output – des større standardisering af produktet. Og altså netop ikke diversitet, mangfoldighed og nyskabelse. Er statistikken et udtryk for det?

Jeg ved det ikke, og måske skal vi heller ikke parkere debatten her med pegefingeren rettet mod noget specifikt. I stedet kunne vi sammen evaluere vores støttesystem, vores uddannelsesinstitutioner og de aktive filmværksteder, der alle arbejder med talent og udvikling, netop for at undersøge om der kan tages bedre hensyn til diversitet i rekruttering og udvikling af talenter til dansk film.

Hvordan gør vi det?

HvaD De Gør inDenfOr musikkenI musikbranchen har man for eksempel erkendt, at der findes subtile og undertrykkende - og måske også selvundertrykkende - mekanismer sted, der medfører at piger for eksempel ofte ikke vælger at spille et instrument. Piger bliver sangerinder. Ligesom de andre sangerinder. Basta. Der er al mulig grund til at elske de danske sangerinder, det er ikke et problem - men hvor fantastisk ville det ikke være, hvis flere piger også beherskede et instrument, komponerede og producerede? Derfor begyndte branchen at arrangere specielle ’girl music camps’, hvor udelukkende piger kunne tage mod til sig og forsøge sig med de første spæde skridt med en violin mod kinden eller en trommestik i hånden.

Mange indenfor uddannelsessystemet har generel erfaring med, at piger hurtigere giver op og er mod-tagelige og sårbare overfor kritik i den tidlige fase af deres udvikling. Her skal piger måske, for at blive ved, have mere støtte end drenge. Der skal altså etableres en struktur i systemet, som forholder sig po-sitivt til forskellighed, og ikke nedgør det som svaghed eller mangel på kvalifikationer. Som jeg engang fik at vide i et afslag; ’Hvis bare du havde vist lidt flere nosser’.

Og hvad med rollemodeller og kvindelige topledere i filmbranchen? Heldigvis begynder de at indtage scenen, og forhåbentlig vil en større diversitet i ledelsen af dansk film forplante sig og medføre mere ligestilling hele vejen i fødekæden. Og det kan medføre en rigdom af fortællinger, der får gardinerne i de flotte digitaliserede biografer rundt om i landet til at blafre heftigt i årerne fremover.

For vi må gå ud fra, at en skæv fordeling af filmstøtten, som vi har set over i hvert fald de sidste tre år, ikke er ønskværdig i et moderne demokrati som det danske. Et moderne demokrati, som bør være kendetegnet ved en mangfoldighed af stemmer, der kommer til orde, fordi vi tror på skabelseskraften og innovationen netop igennem diversitet i udtryk og indhold.

HvOrDan skaber man fOranDrinG?Engang på min vej i uddannelsessystemet, udtrykte jeg min mangel på forståelse over de få kvindelige instruktørelever, der fandtes. Jeg fik dengang det svar, at det var fordi kvinder ikke er tilstrækkeligt kyniske til at lave film. Udsagnet har forplantet sig og kan stadig provokere. Hvad? Kynisme skal der til? Hvorfor det? For at vi skal lave eller se kyniske film? Eller for at vi kan mose os frem i systemet og være den stærkeste, der vinder? Og hvilken tradition udspringer den sætning fra - og hvorfor er det så forkert? For hvis dette var normen, er det så den, der hindrer flere kvinder stadig den dag i dag i at få en lige mulighed for at blive filminstruktør? Og er det en af de strukturer, der afspejler sig i tallene?

Eller findes der andre strukturer, der fortsætter med at eksistere - på trods af tidens stædige bevægelse fremad? Engang var der love, der forhindrede forskellige racer og etnicitet i at nyde samme privile-

29

gier og muligheder, og i dag må vi se bevidst på forskelsbehandlingens subtile ansigt, så demokratiets grundvilkår finder sin vej til alle områder. Også filmens.

fra bestseller til bOXOffice Hvad kan vi gøre bedre? Forandring er ikke en trussel, ikke et personligt angreb på hverken dig eller no-gens køn, men en dybfølt trang til at se verden komme videre. Netop igennem originalitet, ligeværdig-hed og forskellighed. Ved at vi kæmper for flere lige muligheder for at komme et sted hen, hvor mang-foldighed og diversitet er en fed mulighed for at ryste båden og udsætte fremskridtenes eksplosive fart derudad for mulige nyskabende sidespor og svinkeærinder. Det skaber nemlig innovation. Tænk at opleve det mærkelige, det anderledes, det der er på vej på sin helt egen måde, som vi måske endnu ikke forstår, men alligevel betages af. Det sære og anderledes skal have sin plads, ellers går udviklingen i stå og den enkelte fortælling bliver mest af alt et forudsigeligt stop på vejen.

Vi kan både ønske det - og få mere diversitet. Der er en fantastisk udsigt herfra, og jeg savner ikke et øjeblik troen på, at tingene kan ændre sig. I den forbindelse kunne vi for eksempel i fællesskab ned-sætte en gruppe, der skal se på hvilke initiativer, man kunne sætte i gang for at fremme diversitet og udvikling? Men de gør det kun, hvis vi vil det. Og har mulighed og klarhed nok til at forstå og formulere behovet for forandring. For hvis vi ikke byder flere indenfor, så kalker årerne til, og det vi på længere sigt kommer til at stå tilbage med, er en kortsigtet satsning på den slags film, der virker i dag – men som ikke i tilstrækkelig grad har nybruddets muligheder og potentiale. Det der medvirker til, at filmene holder på den lange bane.

Vi skal ikke kun fokusere på output og på normen, vi skal ikke kun ville det genkendelige og entydige i forud-sikrede succeser, og vi skal ikke kun de dominerende og stærke. Vi skal alt det vigtige. Alt det, der er med til at bringe vores komplekse verden videre i en mere nuanceret og mangfoldig retning. På en måde der tilgodeser forskellighed som en styrke og kvalitet, også i filmens verden.

’forandring er ikke en trussel, ikke et personligt angreb på hverken dig eller nogens køn, men en dybfølt trang til at se verden komme videre.’