1

Hundens anatom Et atlas til farvelægning

Kroppens overflade

Planche 1: Regioner på hundens krop Understreg navnene på kroppens regioner med forskellige farver. Udfyld de tilsvarende områder på tegningen. Du kommer sikker til at gå igennem dine farver tre til fire gange. 1. Det ydre øre 15. Punkt ved skulderled 27. Flanken 2. Halsdel 16. Bryst 28. Hoften 3. Mundvig 17. Arm 29. Kryds (ende) 4. Overlæbe 18. Albue 30. Haletilhæftning 5. Næse 19. Forarm 31. Balle/bagdel/ender 6. Snude 20. Håndled/håndrod 32. Lår 7. ”Ansigt” 21. Mellemhånd/koden 33. Knæ 8. Stop 22. Tæer på forpoten 34. Ben 9. Isse 23. Ryg 35. Fodrod/ankel 10. Nakke/ baghoved 24. Bryst 36. Mellemfod/koden 11. Kam 25. Lænd 37. Ulveklo/vildtklo 12. Hals 26. Bug/Maven 13. Top af skulder/ rygkam/sadelsted 14. Skulder Regionen manus (latin for hånd) inkluderer håndrod, mellemhånd og tæer. Regionen pes (latin for fod) inkluderer fodrod, mellemfod og tæer. Viltklo anvendes om 1. tå på bagbenet, som somme tider ses. Ulveklo er navnet på til den altid tiltedeværende (men lille) første tå på forbenet,

Planche 2 Navne på retninger Retningsangivelser (navne) beskriver lokaliseringen af en kropsdel, relaterede funktioner i positionen og definerer udstrækningen af en læsion (sygt område). Farvelæg ord, pile og stiplede linier. Øverst (dorsalt: fra A til B) og nederst (ventralt: fra C til D) er modsatrettede termer, som indikerer den relative lokalisering af dele nær ryggen (latin: dorsum) eller maven (latin: venter). Over fodroden på forben (vristen) og fodrod på bagben (has) og fra mave mod ryg, kaldes en skruktur som ligger tæt ved kraniet at være kranialt (foran) en anden sktruktur. En struktur som ligger tæt mod halen er caudal (bagud) i forhold til en anden.

2

Se de stiplede linier fra A til E på hovedet. Her bruges termen rostral for at en del som er tættere ved næsen. Bagud (caudal) bliver ved at være det samme. Proxinal indikerer en lokalisation nær ved benets tilhæftning til kroppen. Proxinal anvendes også at en del af fordøjelseskanalen er tæt ved munden. Oral har samme betydning. Distal betyder en er lokalisation, som er mod enden af benene, det er længere væk fra kroppen. Distal anvendes også om en del af fordøjelseskanalen, som er væk fra munden. Aboral har samme betydning. Distalt for og inkluderende fodrod (vristen) på forbenene erstattes cranialt med dorsalt og caudalt med palmar. Distalt for og inkluderende fodrod (has) på bagbenene erstattes cranialt med dorsalt og caudalt med plantar. Dorsal = opad eller mod ryggen Ventral = nedad eller mod bugen Caudal = bagud eller mod halen Cranial = fremad eller mod kraniet Rostral = fremad eller mod næsen Proximal = mod kroppen Oral = I mavetarmkanal mod munden Distal = Mod fødderne eller væk fra kroppen Aboral = I mavetarmkanal væk fra munden Palmar = caudal på carpus Plantar = caudal på tarsus

Planche 3 Planer i kroppen Kropsplaner bliver dannet af to punkter, som kan blive forbundet med en lige linie. Udfyld ord, pile og stiplede linier i forskellige farver. Farvelæg de fire kropsplaner meget lyse. Figur 1. Medianplanet vist med den stiplede linie mellem m’erne, deler hundens krop i højre og venstre halvdel. En sagittal plan vist med den stiplede linie fra s til s, er enhver plan, som er parallel til medianplaner. Figur 2. Medianplanet vises med den stiplede linie. Medial og lateral er termer som er relateret til meredianplanet. Mediale strukturer er ”inden i”, lokaliseret tættere ved medianplanet. Laterale strukture er ”udenfor” de er væk fra medialplanet det vil sige mod flanken eller siden. Figur 3. En transvers plan, vist med den stiplede linie mellem t’erne, går gennem hoved, krop eller ben vinkelret på længdeaksen. En dorsal plan (frontal plan) vist med den stiplede linie fra d til d, går gennem en kropsdel parallel til den dorsale overflade. Median plane = midtplanet Sagittal plane = lodret plan vinkelret på frontalplanet Medial = mod midten Lateral = til siden (væk fra midterplanet) Transvers plane = tværgående plan Dorsal plan = Plan parallel med den dorsale overflade

3

Planche 4 Hundens huds anatomi Figur 1. Lav forstørrelse af mikroskopi billede af et stykke hud med hår fra flanken. Farvelæg navne og struktur med forskellige farver. Huden består af epidermis (overhud) og dermis (hud eller læderhud), det sidstnævnte blander sig ind i underhuden (det subkutane lag), som forbinder huden med de underliggende strukturer og beskytter huden imod for stort tryk. Overhuden er forhornet pladeepitel, et væv med mange celler med et hornlag af overflade celler som overlapper hinanden. Dette væv fortsætter ned til læderhuden og danner hårfollikler som indeholder hårrødder. Hårløgene ved enden af hver follikel er i kontakt med et nærende karholdige hudvorte. Cellerne i hudløget formerer sig og daner håret. Hundens hud har samlinger af follikler bestående af primære follikler som producerer dækhår og flere mindre sekundære follikler, som producerer underuldens uldhår. Begge typer hår kommer til overfladen gennem den samme åbning. Den ydre overflade af håret er overlappende forhornede skel. Det dybe lag af underhud og hårløg producerer pigment. Lav prikker med en sort blyant for at vise pigment celler. Læderhuden er tæt fibrøs (kollagen) bindevæv og underhuden er løst bindevæv med mange fedtceller. Begge vævstyper indeholder blodkar, nerver, hvide blodceller og andre af immunsystemets celler. Der er to typer kirtler, som tømmes ind i hårfolliklen. Celler som producerer olieagtigt sekret, talg eller hudfedt. Oprullede talgkirtler som giver tyk, ”tør” sved. Et oval-rund kirtelområde på oversiden af halen indeholder store olie og svedkirtler. Enkelte hårskafte er her store og stive. Der er ingen kirtler på næseområdet. Fugten på denne overflade kommer fra kirtler i næsehulen. Følenerver bringer følelsen af tryk, træk, smerte, kløe, varme og kulde fra nerve enderne i læderhuden. Motoriske nerver (fra det sympatiske nervesystem) udløser, at de apokrine kirtler udsender sved og at glatte muskelceller i hårenes oprette muskler trækker sig sammen. Sammentrækningen af disse muskler rejser hårene og tømmer talg kirtlerne. Blodkar forgrener sig og danner et netværk i underhuden og læderhuden. Netværk af lymfekar starter omkring hårfollikler og hudkirtler. Figur 2. Mikroskopisk snit af følehår og fra snuden. Et meget følsomt følehår, så som en stor mørk hår ved snuden eller over øjnene er et enkelt hår med en follikel omkring med bindevæv som indeholder et blodfyldt venøst sinus. Enden af mange følenerver i dette bindevæv, samler informationer op om bevægelser af følehåret udfører, gennem den hydrauliske tryk det giver på blodet i sinus. Figur 3. Mikroskopisk snit gennem den ikke behårede del af trædepuden. Tubulære merokrine kirtler i tåens fedtvæv, giver vandigt sekret gennem den tykke overhud i den ikke behårede del af trædepuden. Epidermis = overhuden Sebacous glands = talg (fedt) kirtler Hair erector muscle = hår løfte muskel Blood vessels = blodkar Motor nerves = motoriske nerver Apocrine glands = sekret ud ved exocystose, svedkirtel.

4

Wool hair = uldhår Guard hair = dæk hår Epidermis = overhud Dermis = hud (læderhud) Secondary follicle = sekundære follikler Sensory nerve = føle nerve Hair bulb matrix = hår bulbus (løg/kugle) - matrice (støbeform) tages normalt ikke med Dermal papilla = hud papil (knop/vorteformed fremspring) Subcutant = underhuden Tactile Hair = følehår Venous sinuses = venøst sinus (huler) Epidermis = overhuden Merocrine glands = cellen er intakt under dannelse og afgivelse af sekret, spytkirtel. Holocrine = hele cellen bliver til sekretet, talgkirtel Footpad = trædepude

Planche 5 Funktioner i hundens hud Huden er kroppens største organ – 11 % - 25 % af kropsvægten, mest hos hvalpe. Som et føleorgan, giver dens nerve ender information til central-nerve-systemet om tryk, træk, smerte, kløe og temperatur. Farvelæg navnene og de strukturer de beskriver. Figur 1. Tværsnit gennem hundens hud. Stor forstørrelse. Keratinocytter (celler i overhuden) deler sig i basallaget. De ændrer form, bliver flade og forhorner samtidig med at de bevæger sig til det forhornede lag, hvor de dør. Denne proces tager ca. tre uger. De forhornede flade døde celler bliver i det forhornede lag i ca. tre uger før de kastes af. Millioner af overfladeceller smides af hver dag. Huden virker som en barriere imod indtrængende ting (vira, bakterier og store parasitter) og fysiske og kemiske påvirkninger fra omgivelserne. Beskyttelsen kommer fra de overhudens døde forhornede celler og fra læderhudens, hvide blodceller og andre immunologiske celler. Resistensen imod vand kommer fra overhudens overflade celler, underuldens tætte hår of det fedtede talg som kommer fra talgkirtlerne. Huden giver en fleksibel underbygning til den underlæggende struktur og underhuden lader huden glide hen over det. Dette arrangement tillader huden at blive rystet fra side til side og trække sig tilbage (som når den ryster vand af) uden at hunden mister balancen. Når en hund er dehydreret (mangler væske) Trækker huden sig ikke så hurtigt tilbage, når den løftes op. Huden hjælper med at regulere kropstemperaturen. Læderhudens og underhudens blodkar trækker sig sammen og reducerer mængden af blod nær overfladen, og bevarer hermed kroppens temperatur. I varme udvider blodkarrene sig, fører blod til overfladen og afgiver varme. Hundens apokrine svedkirtler producerer kun lidt tykt sekret som ikke fugter huden som svedkirtlerne gør hos heste og mennesker. Hos hunden afkøles kroppen ved hjælp af at hunden fanter. Med åben mund fører luft frem og tilbage over tungen, hermed afkøler det blodet i de overfladiske kar. Blodtrykket hjælper gennem udviddelsen af blodkar i læderhud og underhud.

5

Figur 2. Hårcyclus. Hårene dannes I fælleskab af en hudpapil og et hårløg. Hårcyclus inkluderer en aktiv vækstfase (anagen) efterfulgt af et stadie (catagen) gennem hvilket hårløget krymper og trækker sig væk fra blodforsyningen i hudpapillen. En længere hvileperiode (telogen) kommer nu. Håret (nu en kølle hår) deler sig fra hårløget men bliver i folliklen. Hårløget bliver senere aktiv, kontakter hudpapillen og der begynder at komme et nyt hår. Det nye voksende hår, skubber det gamle hår ud (fælder). Hår fældes periodevis, mest om foråret, men i visse racer kan fældningen ske hele året. Sygdomme så som hypothyrioadisme (nedsat produktion af skjoldbrusk hormonet) og Cushing´s disease (overproduktion af hormoner fra binyre barken) kan give hudproblemer. Hårtab, rødme og skorpedannelse på huden og generaliseret hårsæk mider er fulgt af kløe og kan manifestere sig som systemiske sygdomme. Shedding cells = døde celler (afkast) Cornified layer = forhornet lag Nerve endings = nerve ender Weeks = uger Intermediate layer = mellemlaget Basal layer = basallaget Blood wessel = blodkar White blood cells = hvide blodceller Fat cells = fedt celler Early anagen = tidlig vækst Growingir = voksende hår Catagen = overgang Telogen = vækst

Planche 6 Pels typer Hundens hår varierer fra lige groft dækhår til underpelsens bølgende uldhår af hvalpenes blødeste uldhår. Hvalpe uldhår er hvalpens eneste hår i de første uger efter fødslen. Dækhårene kommer til syne fra deres follikler. Voksne hunde af de fleste racer har dobbelt pels. Dækhår danner beskyttelse, ydre dæklag; fine uldhår giver underuld. Underulden støtter dæklaget, giver isolering, barriere imod vand. Lange dækhår danner faner på benene, duske på hale, og det strittende omkring halsen på visse racer. Den typiske dobbeltpels ses hos sibirisk husky, schæfer, mange terrier og ved de fleste blandings hunde. Variationer i dobbelt pelsen inkluderer: Snore pels som hos komodor og puli. Lang pels som hos pudlerne. I modsætning til den populære fortælling og at pudler har en enkel pels, har denne hund tolaget pels og fælder. Pudlens dækhår af tyk tætte krøller dannet snore, hvis det vokser uredt og uklippet. Pelsen former sig efter de forskellige puddelklipninger. Strittende pelsen er stride ru dækhår og blød underuld som hos den hos den ruhårede foxterrier. Hårene på disse racer plukkes (trimmes) Mellem pelsen som hos spaniels og settere har bølgede dækhår over underulden. Den krøllede pels hos visse hunde (curly coatet retriever, irsk vand spaniel) er mange krusede krøller.

6

En enkelt pels mangler underuld. De ens hår kan være korte, som ved pointer og italiensk mynde eller lang som ved små racer som papillon og malteser. Huden hos hårløse hunde har få hår. Længere hår forekommer på hovedet (kam), hale (fane), for og bagfod (sokker). Huden på disse hunde har veludviklede aktive svedkirtler. Dubble coat = dobbelt pels Cover coat = dækhår Under coat = under uld Corded coat = snore pels Long coat = lang pels Broken (wiry) coat = strit pels Medium coat = mellem pels Curly coat = krøllet pels Single coat = enkel pels (uden under uld)

Bevægelsesapparatet Knogler, led og muskler Planche 7 Hundens skelet Der er 320 knogler i hundens skelet, dette inkluderer 3 små ben i hvert tindingeben i kraniet. Det lille kraveben er i overarm-hals musklens kravebens senen. Understreg navnene på hvert ben med forskellige farver og anvend den samme farve på den mærkede knogle. Skelettet langs midterlinien (aksen): Tilhæftende skellet: Bagben: 1. Kranie 8. kraveben 20. Hofteben* 2. Underkæbe 9. Skulderblad 21. Skalben* 3. Tungeben 10. Overarm 22. Sædeben* 4. Rygsøjle 11. Spoleben 23. Lårben 5. Ribben 12. Albueben 24. Knæskalle 6. Ribbens brusk 25. Fabellae 7. Brystben 26. Skinneben 30. Penisknoglen Forben: 27. Lægben

13. Håndleds knogler 28. Fodrods knogler 14. Mellemhånd knogler 29. Mellemfods knogler 15. Bagsidens sesamknogler

16. Tæer tættest ved krop 17. Midterste tæer 18. Øverste sesamknogler 19. Tæer længst væk fra kroppen * er tilsammen hofte ben (bækkenet) Bagbens tåknoglerne benævnes som de samme på forbenene. Viltklo (1. tå) er der sjældent.

7

Plance 8: Rygsøjlen. Figur 1. Inddeling af rygsøjlen. Farv rygsøjlens regioner og antallet af ryghvirvler i hver region: 7 halshvirvler, 13 brysthvirvler, 7 lændehvirvler, 3 korsbens hvirvler (smelter sammen efter ca. 1½ år til korsbenet) og 20 (mere eller mindre) halehvirvler. Efter den store variation i antallet af halehvirvler er den mes almindelige afvigelse 6 lændehvirvler. Ryghvirvel formlen er: C6,T13,L7,S3,Ca20. Figur 2. Ryghvirvler er uregelmæssige knogler med forskellige former. Identificer og farvelæg delene af hvirvlerne fra de forskellige regioner:

1. tværtappe (vingerne på atlas og korsbenet) 2. tapppen på axis (holdes nede af det tværgående ligament fra atlas) 3. tværgående åbning (på alle halshvirvler undtagen den syvende) 4. udadvendende hvirvelåbning 5. hvirvel kanal (Alle hvirvelåbningerne danner rygsøjlens kanal, som indeholder og beskytter rygmarven) 6. krop 7. bue 8. torntappe 9. led tap 10. Venstre ledflade på korsbenet (led med hoftebenet) 11. Skiven mellem hvirvlerne

Undtagen bevægelsen af atlas med kraniet og med axis, er hvirvlernes kroppe forbundet med diske at fibrøs brusk. Disse disk er relative tykke hos hunden og står for en sjettedel til en syvendedel af rygsøjlens længde. Rygsøjlens bevægelser (undtagen leddet mellem atlas og axis) er opad, nedad og til siden. Der er også begrænset rotation. Rygmarvens nerver kommer ud gennem åbninger dannet mellem buerne af efterfølgende hvirvler eller gennem de udvendige hvirvelåbninger i buen. På hver side løber er hvirvel arterie gennem den udadvendende hvirvelåbning af tværtappene af halshvirvlerne seks til et og gennem den udadvendende åbning på atlas for at give blodforsyning til hjernen.

Cervix = hals Thorax = bryst Lumbar = lænd Sacral = korsben Coccygea = hale Vertebrae = hvirvel

Planche 9. Ribben og brystben Hunden har 13 par ribben (sjældent 12 eller 14), hver ribben består af en benet del, som går sammen med en bruskdel ved ribbenbrusk mødestedet. Ribbensbrusken på de første ni par ribben danner led med brystbenet ved bruskbrystbens mødestedet; det sidste fire par ribben er uden forbindelse til brystbenet. Da deres brusk ikke støder sammen med brusken fra den modsatte ribben, er det 13. par ribben kaldet flydende ribben. Sammensmeltning af bruskene danner ribbensbuen. Det meste af de benede ribben, ribbensbuen og brystbenet kan mærkes udefra.

8

Figur 1. Ribben, brystben og hvirvler set udefra fra venstre side. Hovedet af alle ribben fra et til 10 eller 11 daner led med hvirvlerne og diskene imellem dem. Hovedet af første ribben danner led med kroppen af 7. halshvirvel og 1. brysthvirvel. Ribben 12 eller 12 til 13 danner led med brysthvirvlerne med samme nummer. Ribbensknuderne på et til 10 eller 11 danner led med tværtappene på brysthvirvlerne med samme numre. Halsen på ribbenet som er den sidste i en serie bliver kortere, så knuder nærmer sig hovedet og eventuelt smelter sammen med denne. Figur 2. Ribben og brystben set nedefra. Brystben består af 8 aflange brystben, som holdes sammen med brusk. Den første brystben kaldes manubrium, den ottende kaldes processus xiphoidea. En tynd smal plade, xiphoides brusken strækker sig bagud fra processus xiphoidea. Ribs = ribben Costal cartillage = ribbensbrusk Costochondral junktion = mødested mellem ribbens og brusk Costal arch = ribbens bue Tubercle = knude Neck = hals Sternum = brystben Sternebrae = brysthvirvler Intersternal cartilage = brusk mellem brysthvirvler Manubrium = fæste (første brysthvirvel) Xiphoid procdess = Sværd (8. brysthvirvel)

Planche 10 Anatomi af de lange rørknogler Længdesnit gennem er lårbensknogle fra en voksen hund Farv navnene og de regioner de beskriver på tegningen. 1. Skaft. - Pilen angiver dens udstrækning. Farv pilen 2. Ende. - Pilen angiver en epifyse ved enden tættest ved og længst fra kroppe. Farv pilene. 3. Epifyse linie (vækstlinie) – Hver epifyse linie er den region hvor der til sidst kommer ben i

stedet for vækst pladens brusk. 4. Benhinde – Dette er en karrig bendannende membran, som dækker benet (stiplet linie)

undtagen over enderne, som er dækket med ledbrusk. Farv benhinde og indre hinde sort. 5. Ledbrusk. – Glat hyalin (glasagtig) brusk dækker knogleenden, hvor den mødes med en anden

knogle i et led. Farv brusken blå. 6. Svampet ben. – Ben trabeklerne (små bjælker) undestøtter stressede steder i knoglen. Rød

knoglemarv (ophavsstedet for de fleste røde blodceller) udfylder mellemrummet mellem benbjælkerne. Farv fød knoglemarv rød.

7. Tæt eller kompakt ben. – Dette væv er dannet af tætpakket cylindriske osteoner af celler og ben matrix og indeholder blodkar. Farv kompakt ben brun.

8. Marvhule. – Fed gul benmarv erstatter rød knoglemarv i marvhulen. Farv gul knoglemarv gul. 9. Indre hinde. – Knogle er lagt på denne hinde, som omgiver marvhulen. 10. Nærende arterier. – Bold til knoglen kommer fra kar i periosten og fra de nærende arterier som

fører blod til endosten. Farv de nærende kar røde.

9

Planche 11 Udvikling af ben Det meste ben udvikles fra en bruskmasse (inde-i-brusk-forbening) i fosteret (ufødt). Nogle af kranieknoglerne udvikles i membraner af collagen bindevævs væv (i-memebran-forbening); i andre er begge sker begge typer ben dannelse. Blodkar og bendannende celler fra den udviklende periost vandrer ind i en brusk model af knoglen og danner et primært forbenings center. Bendannende celler lægger midlertidig ben på forkalket brusk. Der foregår megen remodellering de aktive ben nedbrydende og ben opbyggende celler, hvor bruskmodellen bliver erstattet med knogle. Knoglemarven er hulet ud. Kompakt ben er udenom og bærende svampet ben dannes til sidst. Sekundære forbeningscentre dannes ved hver epifyse. Brusk mellem den primære og den sekundære forbeningscenter, vækstlinien (fysis), fortsætter med at vokse og omdannes til knogle gennem hvalpe tiden, og giver dermed længdevækst. Vækst rundt om knoglen fås fra de bendannende celler i benhinden og indre benhinde, undtagen ved ledbrusken. Vi foreslår at du farver brusk blå, knoglevæv lysebrun og blodkar røde på de følgende tegninger. Figur 1. Brusk model af en lang rørknogle med et primært forbeningscenter. Figur 2. Sekundær forbeningscenter i de to epifyser i en lang rørknogle under udvikling. Figur 3. Lang rørknogle under udvikling efter fødsel med en aktiv vækstplade. Achondroplasi er en genetisk (arvelig) defekt som begrænser bruskens vækst. Begrænset vækst i brusken resulterer i en form for dværgvækst, som primært involverer lange knogler hos unghunde i vækst. Husk at væksten af de lange knogler afhænger af omdannelsen af brusk til ben i vækstpladen. Medens hovedet og stammen udvikles normalt bliver benene korte, plumpe og ofte bøjede. Benknoglerne er dog lige så stærke som normale knogler. Dette er standard hos gravhund, basser hound og engelsk bulldog. Achiodriplasi kan også ske i rygsøjlen, hvor det ses som proptrækker hale hos boston terrier og ekstrem kort hoved hos pekingeser og engelsk bulldog. Overbid og underbid er forårsaget af unormal udvikling mellem membranerne i over og under kæbe. Periost = benhinde Cartilage = brusk Primary center of ossification= det primære forbeningspunkt Marrow cavity = marvhule Secundary cebter if ossification = sekundære forbeningscenter Epiphysis = vækstpladen Growth plate = vækstplade Endostum = indre benhinde Articular cartilage = ledbrusk

Planche 12 Skulder og forbens knogler Figur 1. Venstre skulderblad, overarm, spoleben og albueben set fra siden og fra midten.

10

Understreg navnene og farvelæg knogle delene med forskellige farver. 1. grube over kammen 18. lille hoved 2. kam 19. hjulformet 3. akromion 20. hullet over det hjulformede 4. gruben under kammen 21. olecranon fordybningen 5. knude over glenoid 22. den midterste epikondyl 6. coracoid processen 23. den runde bevægeflade 7. den savtakkede flade 24. hals 8. grube-inder skulderbladet 25. knudedannelsen på radius 9. glenoidal rummet¨ 26. olecranon 10. store knude 27. kranseformed udvækst – set fra siden 11. grøften mellem knuderne 28. kranseformet udvækst - set fra midten 12. lille knude 29. håndrods bevægeflade 13. hoved 30. stiletformet udvækst - ulna 14. knoldformethed til delta 31. stiletformet udvækst - radius 15. kløft til brachius 16. knoldformethed til den store runde 17. den udvendige epikondyl Figur 2. Skelettet af en gravhund. Gravhundens korte, deforme men stærke ben er forårsaget af nedarvet achondroplasi, en arvelig forstyrrelse i vækst og modning af epifysebrusken, som forårsager en utilstrækkelig dannelse af knogle inde i brusken. Mangel på nok bensupport til den lange og tunge krop i denne race og degenerative processer i centrene diskene mellem ryghvirvlerne giver udskydning af diskene mellem hvirvlerne (diskus prolaps) især i lænderegionen. En udskredet disk presser på rygmarvsnervens rødder.

Planche 13 Håndrod, mellemhånd og finger knogler Benene i venstre håndrod, mellemhånd og pote set fra oven og nedefra, hvor benene er let trukket fra hinanden i ledene. Anvend forskellige farver til hver af de fire grupper nedenunder, understreg navnene på gruppens ben. Anvend sammen farver til knoglerne mærket på tegningen. Håndrodsben: Mellemhåndsben

1. radial håndrodsben 8. 1. mellemhåndsben 2. ulmar håndrodsben 9. 2. mellemhåndsben 3. ekstra håndrodsben 10. 3. mellemhåndsben 4. 1. håndrodsben 11. 4. mellemhåndsben 5. 2. håndrodsben 12. 5. mellemhåndsben 6. 3. håndrodsben 7. 4. håndrodsben

Sesamknogler: 13. sesamknogler i senen til tommelfingerens lange udadfører muskel. 14. de øverste sesamknogler 15. de underste sesamknogler

11

Sesam knogler er knyttet til eller begravet i musklernes sener. En sesamknogle beskytter en sene hvor denne bevæger sig mod en ledflade. Den virker som en bloktrisse, som ændrer senens trækretning. Fingerknogler (fingre, ental finger): 16. fingerknogle nærmest ved krop 17. mellemste fingerknogle 18. fingerknogle længst væk Se (Ungular crest) klokammen og kloprocessen som er inde i kloen, på hvert af de fjerneste tåled.

Planche 14 Ledsuturer Figur 1. Fibrøs led – Ubevægelig; samlet med fibrøst væv; forbenes med alderen. Sutur – De fleste led i kraniet. Syndesmosis – Mellem skaftene af nogle lange rørknogler. Scull joint = kranie led Suture = sutur (i kraniet) Syndesmosis= syndesmose (mellem lange ben) Intraosseous membrane = membran mellem knogler Figur 2. Bruskled – begrænser bevægelighed; I midten. Symphysis – Fibrøs brusk. Bækken symfysen forbener med alderen. Diskus mellem hvirvlerne forbener normalt ikke. Growth plate (physis) = vækstplade (pil) – Hyalin brusk vokser og forbenet (ændres til ben), får benets længde til at øges. Hos voksne er den helt forbenet. Figur 3. Synovial led (led med ledvæske) – Her tegnet i et længdesnit. Synovial led (to ledflader) er normalt bevægelige. Dele af et typisk led med ledvæske. Farv de indikerede dele. Collateral ligament = ligamenter langs siden Articular cartilage = ledbrusk – Glat, glasagtig hyalin brusk. Fibrous joint capsule = fibrøst ledkapsel Synovial membrane = synovial membram Collateral ligament – udenfor ledet. Ligamenter inde i ledet i lårbensskinebens leddet ved knæet er ikke inde i synovial hule. I dette led, er minisken af fibrøs brusk placeret imellem de to bevægende ben. Synovial led er klassificeret på baggrund af ledfladens facon og bevægelses type. Hængsel led – bøjning formindsker vinklen mellem knoglerne i leddet; Udstrækning øger vinkler: albueled. Glide led - plan led: leddene mellem håndrodsknoglerne. Kugleled: hofteled Drejeled: atlantas-axix led Ellipseled: toakset bevægelse: underarmshåndrodsled.

12

Saddelled: hundens led mennem tåknoglerne. Den initiale hævelse omkring en skadet led er på grund af øget produktion af ledvæske. Analyse af viskositeten (tykheden) af ledvæsken og de celler den indeholder anvendes i diagnosen af ledsygdommen. Fraktur i vækstlinien sker i meget unge hunde før vækstlinien er forbenet.

Planche 15 Forbenets led Farvelæg navnene på tegningen og farv stregen til det led det viser. Skulderled – I skulderbladets glenoidal hule med overarms benets hoved. Omliggende muskler fungerer som ligamenter. Dette er et kugleled, men mest bevægelse er bøjning og udstrækning. Albueled – Overarms knoglens kondyler med hovedet af spolebenet og trocles knuden af albuebenet. Den inkluderer den proximale spolebens-albuebensled mellem det bevægelige på spolebenet og spolebensknuden på albuebenet. Ledkapslen strækker sig som en lomme til olekranon hulen. Albueledet er en hængselled med nogen rotation. Ligamentet mellem benene i underarmen. Mellem de ru områder på skafterne af spoleben og albueben. Fjerneste spolebens-albuebens led – Mellem spoleben og albueben fjernest. Har en forlængelse af ledkapslen fra underarms-håndrods leddet. Tillader nogen drejning. Håndrodsleddet – tilsammen opfører de sig som hængselsled.

Underarms-håndrods led – mellem den fjernesre ende af spoleben og albueben og den nærmeste række af håndrodsben. Håndrodens største led.

Mellemste håndrods led – mellem den nærmeste og fjerneste række håndrods kongler. Håndrods – mellemhånds led – mellem fjerneste række af håndrodsknogler og nærmeste ende (basis) af mellemhåndsknoglerne.

Ind imelem håndrodsknoglerne – mellem de enkelte mellemhånds knogler. Adskillige små ligamenter mellem knoglerne, korte spolebens håndrods ligamenter og korte albuebens håndrods ligamenter binder håndrodsleddet sammen. Den bagerste håndrods fibrøse brusk binder sig til alle håndrodets knogler undtagen de overtallige håndrodsknogler, og danner en glat overflade i håndrodskanalen. Den fibrøse bøje sene og overtallige håndrodsben færdiggør dannelsen af den kanal, som omslutter finger bøje senen, blodkar og nerver. Imellem mellemhånds leddene – mellem de nærmeste ender af de op af hinanden liggende mellemhånds ben. Mellemhånds tå les - mellem de fjerneste ender på mellemhåndsknoglerne og de nærmeste ender af de nærmeste tåknogler. Forskellige sesam ligamenter stabiliserer de to sesamknogler som er i senen af mellemknolerne musklerne i hvert af de fire almindelige led. Nærmeste mellem tåknogle led – mellem nærmeste og mellemste tåknogle.

13

Fjerneste mellem tåknogle led – mellem mellemste og fjerneste tåknogle. Ligamenter langs siderne binder ledene sammen. Øverste elastisk ligament strækker sig fra mellemste tåknogle til klokammen på yderste tåknogle. Shoulder (humoral) joint = skulderled Elbow (cubital) joint = albueled Proximal raioulnar joint = spole-albuebensled tættets ved kroppen Interosseous ligament of the antibrachii = ligament mellem benene på forbenene Carpal joint = håndrodsled Antebrachiocarpal joint = underarmshåndrodsled Middle carpaljoinr = midterste håndrodsled Carpometacarpal joint = håndrod - mellemhåndled Intercarpal joints = leddene mellem håndrodknogler Intermetacarpal joints = leddene mellem mellemhåndknoglerne Matacarpophalangeal joints = leddene mellem mellemhåndknogler og fingerknogler Proximal interphalangeal joints = led mellem de proximale ender af de midterste fingerknogler Distal interphalangeal joints = Leddene mellem de midterste og distale fingerknogler

Planche 16 Seneplader Når man fjerner huden fra et dyr, ses den kniplingeagtige løse underhud af løst bindevæv, når det trækkes væk fra de overfladiske seneplader. Det sidste varierer fra løs til tæt bindevæv som indhylder kroppen og indeholder visse af hovedets, halsens og kroppens hudmuskler. Den største af disse er kroppens store hudmusker som dækker en stor del at bryst og bug. Dybt i den overfladiske senestrøg indeslutter en tyk hvid dyb senestrøg af tæt bindevæv muskler og sender dele kaldet skillevægge mellem musklerne og muskeldele. Senepladerne skal ofte fjernes, inden musklernes begrænsning kan ses. Seneplader dækker led og blander sig med ligamenter, sener og seneskeder. Farvelæg navne på senepladernes regioner (store stiplede linier) og hudmuskler. Farvelæg hudmuskler (små stiplede linier). Major regions of fascia = største områder af senestrøg Hovedets senestrøg Halsens senestrøg Skulderblads senestrøg Hudmuskel: Torstværtaps senestrøg Halsens brede hudmuskel Brystlænd senestrøg Halsens ring hudmuskel Bug senestrøg Kroppens hudmuskel Sæde senestrøg Yderstel årbens senestrøg Inderste lårbens senestrøg Knæleds senestrøg

Planche 17 Hundens overfladiske muskler Overfladiske muskler set fra siden efter fjernelse af det meste at senepladerne og hudmusklerne.

14

Understreg og farvelæg de viste muskler på tegningen. M=muskel. Kravebenhals musklen og kravebenoverarm musklen kaldes ofte tilsammen overarmshalsmusklen. 1. næselæbe løftemuskel 16. delta muskel 2. øjenmuskel 17. den dybe bøjemuskel 3. store kindmuskel 18. den trehovedet forbens strækker 4. pandemuskel 19. den dybe brystmuskel 5. den runde mundmuskel 20. den brede rygmuskel 6. øremuskel 21. ydre skrå bugmuskel 7. tygge m. 22. indre strå bugmuskel 8. kind musklen 23. øverste halemuskel 9. den lige halsmuskel. 24. overfladiske og midterste sædemuskel 10. den skrå halsmuskel 25. skrædder muskel 11. kravebenshals musklen 26. lårfasciens spænder 12. hættemuskel 27. tohovedet bagbensmuskel 13. den skrå skuldermuskel 28. halvsene muskel. 14. kravebens senen i overarmshalsmusklen 15. kravebenshalsmuskelen Skeletmusklerne er frivillige d.v.s. under viljens kontrol. Under et mikroskop ses muskelfibrene (cellerne) som tværstribede på grund ag den måde fibrenes molekyler en arrangeret. Fibrene i hjertet musklen er også tværstribet, men slagene er ufrivillige. Den tredje type muskler er glatte muskler, som ikke er tværstribede og trækker sig ufrivillig sammen. Glatte muskler findes i blodkar, indvolde, blære, livmoder og hårene oprejser muskler. Skeletmusklerne svarer til 44 % af hundens kropsvægt i de fleste racer, 57 % i greyhounds. Musklernes funktioner er bevægelse, åndedræt, blodkredsløb, fordøjelse og reproduktion. Musklerne er også ansvarlige for ansigtets udtryk, rejsning af hårene, logre med halen og at gø.

Planche 18 Dybere muskler Figur 1. Kroppens og de nærmeste dele af benenes dybe muskler aet fra siden. Figur 2. Skulder og bryst muskler set nede fra. Understreg navnene nedenunder og farvelæg de muskler de viser på tegningen. 1. den miltlignende muskel 18. ydre ribbensmuskler 2. underste savtakkede muskel 19. tværgående bugmuskel 3. den skrå skuldermuskel 20. den lige bugmuskel 4. den skrå halsmuskel 21. skræddermuskel 5. rhombe muskel 22. sædemuskel 6. den øvre skulderkams muskel 23. firehovede knæstrækker 7. den underste skulderkams musklen 24.lårets indadfører 8. den store trinde skuldermuskel 25. halvmembran muskel 9. delta muskelen 26. halvsene muskel 10. 3 hovedet forbens strækker 27. fodrod og finger strækker 11. den dybe forbens muskel 28. fodrod og finger bøjer 12. fodrods og finger strækker 29. overarms halsmuskel 13. fodrods og finger bøjer 30. den skrå hals 14. forreste øverste savtakkede muskel 31. den lige halsmuskel 15. øverste rygsøjlemuskel 32. den overfladiske brystmuskel

15

16. lange brystlænd muskel 33. den dybe brystmuskel 17. hofteribbens muskel 34. den ydre skrå bugmuskel Udstrækker muskler trækker to dele af et led væk fra hinanden. Det kaldes udstrækning. Bøje muskler trækker to dele af et led tættere sammen. Det kaldes en bøjning.

Planche 19 Dybe muskler og armmuskler Figur 1. Musklerne på venstre skulder og arm set fra siden. Figur 2. Musklerne på venstre skulder og arm set fra midten. Benet er skåret fra kroppen. Medens du farvelægger de viste muskler. Prøv at bestemme deres funktion ud fra deres position og leddet de krydser. Se også bevægelserne (resultatet af muskel sammentrækningen) som eropsumeret nedenunder. 1. rhombe muskel 9. dybe forbens strækker 2. underste savtakkede muskel a. lang hoved a. forreste del b. ekstra hoved b. bageste del c. midterste hoved 3. den brede rygmuskel 10. den dybe forbens muskel 4. den dybe brystmuskel 11. den tohovedet armbøjer 5. den øverste skulderkams muskel 12. albuemusklen 6. den underste skulderkams muskel 13. under skulderbaldet m. 7. den store trinde skulder muskel 14. coracoid muskel 8. den lille trinde skulder muskel Den underste savtakkede muskel bærer kroppen. Forbenene løftes af rhombe musklen, brystmusklen, den øverste skulderkam muskel, coracoid muskel og den underste skulderkam muskel strækker skulder leddet; de trinde skulder muskler bøjer den og roterer skulderen indad. Den underste skulderkam muskel roterer skulderen udad og den øverste skulderkams muskel fungerer som udvendige fælles ligament for skulderleddet. Albuens almindelige strækker, den trehovedet forbensstrækker får hjælp af senen til den brede fascie og albue musklen. Albueleddet bøjes ved hjælp af den tohovedet armbøjer og den dybe forbens bøjer albueleddet.

Planche 20 Forbens og forfodsmuskler Snit af muskler og senetilhæftning til håndrods ben, mellemhåndsben og tåknogler på forben og pote. Understreg navnene nedenunder og farvelæg de muskler de viser. 1. spoleben fodrods strækkemuskel 2. trinde undaddrejer muskel 3. almindelige finger strækker 4. ydre fingerstrækker 5. ydre albuebens muskel 6. lange indadtrækker muskel til første finger 7. albuebenshovedet af albueben-håndrods bøje muskel

16

8. overarmshoved af albueben-håndrods bøje muskel 9. senen til albuebens hovedet på den dybe finger bøjemuskel 10. overfladisk finger bøje muskel 11. spoleben-håndrods bøje muskel 12. udadførende muskel til 1. til 5. finger 13. 4. Muskel mellem knoglerne 14. lumbrikal (fylde op) muskel 15. senen til overfladisk finger bøje muskel 16. Senen til dyb finger bøje muskel En abdukter skubber et ben væk fra benets midterakse eller et ben væk fra kroppen. Bevægelsen kaldes udadføring. Det modsatte er adduktion, bevægelsen af et ben mod kroppen. Pronator muskler roterer forbenet så den bagerste flade af poten peger udad og sa til jorden. En supinator muskel roterer forbenet så den bagerste flade på poten peger indad. Denne bevægelse, indaddrejning er begrænset hos hunden. Se at senerne til den dybe tå bøjer muskel går gennem senen til den overfladiske tå bøjer muskel når de går til deres tilhæftning på tæerne.

Planche 21 Forbenets nerver Nerveforsyningen til forbenets muskler og følenerverne til forbenene kommer fra Brachial plexus = forbens net, et netværk dannet af de underste grene af spinalnerverne fra de tre sidste halshvirvler og de to første brysthvirvler som kommer fra halshævelsen på rygmarven. Planchen er venstre forbens skelet set fra midten, hvorpå forbenets nerver groft er tegnet. Understreg navnene og farv hver af de viste nerves med forskellige farver.

1. Øvre skulderkams nerve – rundt om skulderbladet og supplerer den øvre og nedre skulder- kamsmuskel.

2. Under skulderbladet nerve – supplerer musklen under skulderbladet. 3. Armhule nerven – til delta, den store trinde, de mindre og under skulderbladets muskler. 4. Hudmuskel nerven – supplerer den tohovedet armbøjer, coracoid musklen og den dybe

forbensmuskel. 5. Spolebens nerven – til den trehovede armstrækker, spolebenets fodrodsstrækker, den

udvendige albueben, udadroterer og generelle og yderste tå muskler. 6. Miderste nerve – supplerer spolebenhåndrods bøjeren, den overfladoske tåbøjer, dybe

tåbøjer og indaddrejer musklen. 7. Bagerste hud underarms nerve – følenerve til det bagerste af forbenets hud. 8. Midterste hud underarms nerve – følenerve til det midterste af forbenets hud. 9. Forreste hud underarms nerve – følenerve til det forreste af forbenets hud. 10. Albue bens nerven – supplerer spoleben bøje og den dybe bøje muskel 11. Yderste hudunderarms nerven – følenerve til det udvendige af forbenets hud. 12. Føle grenene i midten – til bagerste forben og bagsiden af poten. 13. albuebenets føle grene – til potens bagside. 14. overfladiske spolebens nerve – følenerve til oversiden på forpoten.

17

Andre af forbens nettets nerver supplerer brystmusklen, forbens hals, underste savtakkede og hudmusklerne og den brede rygmuskel lige som mellemgulvet via n. phrenicus. Skader på spolebens nerven giver lammelser af de muskler, som forsynes af den. Hvis der er en skade ved overarms benet tæt ved kroppen, kan forbenene ikke bære kroppen fordi den trehovede armstrækker ikke kan strække albuen. Skader på spolebens nerven i albueområdet resulterer i manglende udstrækning af håndrod og tær, og hunden bærer sin vægt på oversiden af forpoten.

Planche 22 Forbenets blodkar På tegningerne er karrenes forløb groft relateret til skelettet på højre forben. Stiplede linier viser forløbet af karrene på den anden siede af benet. Diameteren af nogle af de små kar er større end normalt for at tillade farvelægning af dem. Understreg de fremhævede nedenunder og farvelæg navnene på tegningen. Farvelæg de viste kar. Store arterier Store vener

1. Bryst – mod ryggen a. 9. Bryst – mod ryggen v. 2. Mod halen rundt om overarmen a. 10. Mod halen rundt om overarm v. 3. Mod kraniet rundt om overarmen a. 11. Mod kraniet rundt om overarm 4. Dyb forben a. 12. Dyb forben v. 5. Tohovedet armbøjer a. 13. Tohovedet armbøjer v. 6. Overfladisk overarms a. 14. Dyb underarms v. 7. Mod kraniet overfladisk underarms a.

grene 8. Dyb underarms a.

Blodet når forpoten primært gennem armhule, forben og midterste arterier. Den sekundære blodforsyning kommer fra generelle mellembens, bagerste mellembens og spolebens arterierne og den overfladiske underarms arterie. Arterier til håndrod og tær kommer fra den overfladiske og dybe bagerste bue, forreste overfladiske underarms arterie og den øverste håndrods net. Se at de fleste vener er satelliter af arterierne, men der er nogen forskel mellem venernes drænage af forbenene og arteriernes forsyning. Ud over nogle satellit vener dræneres blodet fra forbenet ved hjælp af den accessoriske vene cefalica, cefalica og den mediale håndrods og skulderoverarms venerne. Cefalica og skulderunderarms venerne fører blod den ydre hulvene. Den forreste overfladiske underarms arterie og dens middterste gran ligger på hver sin side af vene cefalica. Vener fra mellemhånden og tæerne bærer blod væk fra den nærmeste og fjerneste bagside venøse bue og den accesoriske vene cefalica. Vener er forskellige fra arterier ved at:

a. indeholde et stort volumen af blod b. have tyndere vægge c. normalt at have klapper. Veneklapper fører blodet imod hjertet.

18

Planche 23 Hundens fødder (poter) Navnene fod og pote er blevet brugt på skift. Bemærk på planche 1, at forfod eller foråpote består af håndrod, mellemfod og tæerne; bagfoder eller bagpoten består af hasen, mellemfod og tæer. De fleste hundeeksperter betragter kun den fjerneste del af mellemfoden og tæerne som poten. Koden består af mellem foden. Se fodens bevægelige led på planche 7. På planche 13 er knoglerne led trukket fra hinanden. Understreg de fremhævede navne nedenunder og farvelæg de viste strukturer. Figur 1. a. Venstre forpote set nedefra. Carpal pad = fodrods trædepuden rører kun jorden når en hund løber hurtigt om hjørner. b. Venstre bagpote set nedefra. Der er ingen trædepude på hasen. Figur 2. a. overfladisk sektion set nedefra af venstre forpote med intakte trædepuder. 1. Trædepudens overfladiske muskel 2. Sene grene af den overfladiske finger bøje muskel b. Dybere sektion set nedefra af venstre forpote. 3. Sene grene af den dybe finger bøje muskel 4. Sene grene af den overfladiske finger bøje muskel (Skåret over) (den forgrenende tåstrækker sene hæfter for oven. Figur 3. Sektion af tå. 1. Kloens horn 2. Hud 3. Neglen på yderste på 4. Øverste elastiske ligament 5. Yderste sesam knogle 6. Dybe tå bøje muskel med sene 7. Mellemste tåknogle 8. Øverste tåknogle 9. Tå trædepude – Meger forhornet overhud og fibrøsfedt væv med merocrine kirtler i underhuden. Papiller skyder op fra fodsålens overflade. Klipning af hundens klør: Klør vokser fra overhuds matrix fra basis med en gennemsnits hastighed på 1.9 mm per uge. De skal klippes, hvis de ikke slides naturlig. Husk at trimme overfladen på trædepuderne, når du trimmer klokanten. I ikke farvede klør kan blodforsyningen til huden ses.

Planche 24 Typer af fødder (poter) Round or cat foot = rund eller katte pote (kompakt, lukket-koppet fod). Denne for er kompakt med velbuede tæer. Tå nummer 3 og 4 er kun lidt længere end tå nummer 2 og 5. Fodaftrykket er rundt. En oval fod forventes ligeledes at have tå 3 og 4 lidt længere end i en rund pote, og giver dermed et ovalt fod aftryk.

19

Hare foot = harefod. Tå nummer 3 og 4 er betydelig længere end tå 2 og 5 og tæerne er mindre buede. For aftrykket er meget aflang. Flat foot = Flad pote (platfod) (træder igennem i koderne). I stedet for at være bøjet, er tæerne lige og koden vinkler noget. Fod aftrykket er meget aflangt. Splay foot = Spredte poter. Tæerne er spredte fra hinanden. Moderat spredte fødder er normalt hos irsk vand spaniel, men det betragtes som en defekt hos andre racer. Snowshoe foot = Snesko pote. Dette er en oval fod med velbuede tæer og godt forhornede trædepuder. Der ses veludviklet hud og hår mellem tæerne. Vand retievere, bjerghunde og spidshunde har stærk hud mellem tæerne. Dewclaw on hindfoot = viltklo på bagpote. Selvom enkelt og dobbelt viltkløer er sjældne i de fleste racer, er de hos nogle (Sct. Bernhards hund, New Foundlænder, Chesapeake Cay Retriever). Hos de fleste hunderacer fjerne bagerste viltklo (Dette er forbudt i Danmark). De fjernes dog ikke fra Briard og Pyreneerhunde, da de er forlangt i disse racer.

Planche 25 Bækkenets ben Figur 1 bækkenet set oppefra og bagfra. Farvelæg navnene og de ben de viser. Hvert hofteben består af en sammensmeltning af hofteben, sædeben, skamben og hofteskål. De to hofteben er samlet med bækken symfysen. Korsbenet danner led med hver hofteben og danner korsbens hofte leddet. Hip bone = hofteben Ilium = hofteben Ischium = sædeben Pubis = skamben Acetabular bone = hofteskåls ben Pelvic symphysis = bækken symfyse Sacrum = korsben Figur 2 Udvokset bækken set fra venstre side. Understreg de følgende navne og de dele af knoglen de viser. 1. Hoftekammen 2. Forreste-øverste hoftespids 3. Bagerste-øverste hoftespids 4. Hofte-skambens fremspring 5. Sædebensspids 6. Obturator (tilstoppe) hullet 7. Sædebens knold 8. Bækken symfyse 9. Skambens fremspringet (kammen) 10. Korsbens – hofte leddet 11. Forreste-nederste hoftespids 12. Bagerste-nederste hoftespids 13. Hofteskål – består af en halvrund overflade, månefladen, omgivet af hofteskåls gruben.

20

Figur 3. En hvalps bækken under udvikling. Brusk er prikket. Det lille hofteskålsben smelter sammen med hofteben, sædeben og skamben og dannet hofteskålen (basis for hofteleddet). Sammensmeltningen sker efter 12. leveuge.

Planche 26 Lår og ben muskler Farv navne på tegningen og de knogler de viser med forskellige farver.

A. Venstre lårbenet set forfra. Knæskallen er en stor sesamknogle som er i senen til den firehovedet knæstrækker muskel. Den glider opad og nedad på den rulleformede ledflade. Knæskals brusken (skraveret) på hver side viser ledfladen.

B. Venstre lårben set bagfra. Lårbens hovedets ligament hæfter i grube. To små sesam knogler i den mediale og laterale hoved af gastrocnemius musklen bevæger sig over den miderste og yderste lårkno på lårbensknoglen. En tredje, endnu mindre sesamknogle er i senen til poplitea musklen og bevæger lig på den yderste ledkno.

C. Venstre skinneben og lægben set forfra. D. Venstre skinneben of lægben set bagfra

Understreg navnene og farvelæg de følgende dele på: Femur = lårben Tibia = spoleben og Fibula = lægben 1. Hoved 14. I midten kno 2. Hals 15. Udspring mellem knoerne 3. Lille lårknude 16. Til siden lårkno 4. Stor lårknude 17. Skinnebens knude 5. Rulleformet ledflade 18. Fure til udstrækkeren 6. Midt for ved lårknoen 19. Lægbenets hoved 7. Til siden ved lårknoen 20. Midterste hammer 8. Grube 21. Til siden hammer 9. Lårknudens fordybning 22. Sneglen 10. Kammen mellem knoerne 11. Knuden over lårknoerne 12. Midterste lårknude 13. Til siden lårknoen

Planche 27 Bagfodens knogler Fodrodsknoglerne set fra siden, forfra og bagfra. Der er 7 knogler i fodroden (hasen): Hælbenet, talus, centrale fodrodssben og første, anden, tredje og fjerde fodrodsben. Fodroden er tre gange længere end håndroden, fodroden inkluderer ankelleddet mellem tibia og talus. Og fodrodsmellemfodsleddet mellem fodrodsben og mellemfodsben. CT. Central fodrodsben

I Første fodrodsben II Anden fodrodsben III Tredje fodrodsben IV Fjerde fodrodsben 1. Første mellemfodsben

21

2. Anden mellemfodsben 3. Tredie mellemfodsben 4. Fjerde mellemfodsben 5. Femte mellemfodsben

Planche 28 Led på bagbenet Farvelæg leddenes navne og pilene som viser leddenes bøje overfladen. Vinklerne bliver mindre, når leddene bøjes. Korsbens-hofte leddet daner på hver side ledflade mellem hoftebenets vinge og korsbenets vinge. Det er et stabiliserende led i hvilket ledfladerne er dækket med fibrøst brusk og understøttes for oven og for neden af korsbens hofte ligamentet. Balndt hasens led sker der mest bevægelse i (talocrural Joint) hæl-underbens led. Furene i spolebenets ledtuller og kammen hælens led vender lidt til siden. På grund af dette skubbes foden på bagbenet undefor foden på forbenet når hunden er i galop. Der er lidt bevægelse mellem ankel og hælben, men meget lidt bevægelse foregår i leddene imelem fodrodsknoglerne og mellemfodsknoglerne. Intertarsal joint = mellem fodrods led Tarsometatarsal Joint = Fodrods mellemfods led

Planche 29 Hofteleddet Hundens benede bækken og hofteled med de større ligamenter set nedefra. Understreg de nummererede navne nedenunder og udfyld de sammen navne på tegningen. Farvelæg strukturerne, som de viser med de sammen farver.

1. Syvende lænde hvirvel 2. Korsben 3. Første hale hvirvel 4. sædebens knold

De fleste ligamenters funktion er at holde led på plads. Korsbensknude ligamentet er en struktur af som er oprindelsen for mange af større muskler over hofteleddet. Den venstre hofteled er normal. Udstrækningen af ledkapslen er stiplet. Lårbenshovedets ligament binder lårbenshovedet til hofteskålen. Det tværgående hofteskåls ligament laver bro over hofteskålen of fuldfører hofteskålens fibrøse brusk læbe. Til højre ses en dysplastisk hofteled. Hofteledsdysplasi (fra græsk dys = anormal + plasi = at forme) er en arvelig udviklings kondition i hvilken lårbenshovedet og hofteskålen ikke bevæger sig rigtigt sammen. Det kan ske på grund af hurtigt vækst i hvalpe af store racer så som schæfer, labrador og rottweiler. Sygdommen ses som smerter i hofterne senere i livet. Diagnosen kan stilles ved at manipulere hoften eller bedømme med røntgen foto.

22

En tidlig korrekt måling involverer en tredobbelt fastholdning af hoftebenet. Hofteudskiftning kan være den eneste operative måde i voksne hunde med HD.

Planche 30 Knæleddet Hundens venstre knæ. A. Set fra midten C. Set fra siden B. Set forfra D. Set bagfra Understreg de følgende termer og farvelæg de strukturer de viser på tegningerne. 1. Sene – firehovedet knæstrækker 8. Sene - den lange tåstrækker muskel 2. Knæskalle 9. Yderste menisk 3. Knæskallens ligament 10. Den ydre side ligament 4. Spolebens knold 11. Sene – poplitea muskel 5. Sesamknogler 12. Forreste korsbånd 6. Midterste menisk 13. Tværgående ligament 7. Midterste side ligament 14. Bagerste korsbånd 15. Menisk-bagbens ligament Der er to led i knæet – lårbenknæskal leddet og lårbens skinnebens leddet. En enkelt opdelt ledkapsen (stiplede linier) er fælles for begge led. Knæskellen er en stor sesamknogle, i den firehovedet knæstrækkers sene med knæskals ligamentet som fortsætter til spolebenets knold. Knæskallen kører frem og tilbage på lårbenets ledrulle skifter retning ved træk i den firehovedet knæstrækker muskel og strækker lårbens skinnebens ledet. Løse knæskaller (ude af led) er mest almindelig i toy racer så som pomeranier. Den midterste og den yderste minsik er C-formede plader af fibrøst brusk, som er mellem lårbenets ledruller og skinnebenets ledruller og giver mere jævne ledflader. Forreste og bagerste korsbånd er navngivet efter deres tilhæftning, og de krydser hinanden imedens de går fra lårbenet til skinnebenet. Brud på den forreste korsbånd er ofte årsag til halthed i bagbenene, da detr øger skinnebenets fremad bevægelse. Flere operations teknikker inkluderende fixering ag er ny ligament enten udenfor leddet eller inde i ledet for at korrigere haltheden. I en teknik (TPLO) drejes den øverste ende ag skinnebenet. Som et resultat af denne teknik, stabiliseres leddet når skinnebenets ledruller bevæger sig imod lårbenets ledruller.

Planche 31 Bagbens muskler – set fra siden Figur 1. Venstre knæ og hoftes overfladiske muskler set fra siden. Figur 2. Venstre knæ og hoftes overfladiske muskler set fra midten Samtid med at du farvelægger musklerne, prøv så at bestemme deres funktion og de led de krydser. Se nedenfor. 1. Bagbens to hovedet muskel 14. Bagerste underbens indad strækker 2. Halv sene muskel 15. Gastrocnemius (To hovedet lægmuskel)

23

3. Halvmembran muskel 16. Dybe finger bøjer 4. Overfladisk sædemuskel 17. Forreste skinnebens muskel 5. Mellemst sædemuskel 18. Den lange lægbens muskel 6. Lårfasciens spænder 19. Den lange tål strækkker 7. Skræddermusklen 20. Den almindelige hælebens sene 8. Den dybe sædemuskel 21. Sene til den lange tå strækker 9. Den fire hovedet knæstrækker 22. Sene til den udvendige tå strækker A. Den lige hoved 23. sene til den lange lægbens muskel B. Den udvendige hoved 24. Sene til den korte lægbens strækker 10. Korsbens ligamentet 25. Sene til den overfladiske tå bøjer 11. Senen til den skrå tvillingemuskel 26. Femte muskel mellem benene 12. Bagbens kvadrate muskel 27. Enden af senen til den dybetå bøjer 13. Udad trækker 28. Udvendige korte tå strækker Sædemuskel gruppen (de overfladiske, og de dybe og lårfasciens strækker) strækker hoften og fører hoften udad. Tilhæftningen af lårmusklerne (bagbenets tohovedet muskel, halvsene og halvmembran musklerne) hæfter oppe over og nedenfor knæleddet. Senen fra bagbenets tohovedet muskel og halvsene musklen går sammen med senen til den overfladiske tåbøjer og gastrocnemius. Den almindelige funktion af lårgruppen er udstrækning af hofteleddet. Afhængig af muskelens lokalisation og position på foden enten på jorden eller løftet fra jorden, er de andre funktioner bøjning eller udstrækning af knæet og udstrækning af hasen. Den indre obturator muskel og tvilling musklen roterer også hoften udad. Den lange lægbensmuskel bøjer hasen og drejer poten udad. Den forreste skinnebens muskel bøjer også hasen men drejer poten indad.

Planche 32 Bagbensmuskler – set fra midten Figur 1 De overfladiske muskler på bagbenet set fra midten Figur 2 De dybe muskler på bagbenet set fra midten Prøv at forestil dig musklernes funktion ud fra deres position og hvilket led de krydser, medens du farvelægger dem. Se også afsnittet nedenunder. 1. Skræddermuskel 6. Halvmembran muskel a. Forreste del 7. Halvsene muskel b. Bagerste del 8. Gastrcnemius (tyk lægmuskel) 2. Den firehovedet lårbensstrækker 9. Overfladiske tå bøjer a. Den lige hoved 10. Dybe tå bøjer b. Den midterste hoved 11. Achilles senen 3. Skambensmuskel 12. Forreste skinnebens muskel 4. Indad strækker 13. Knæhase musklen 5. Gracilis (den slanke lårmuskel/flyndermuskel) Med sin tilhæftning på skinnebensknuden med knæskalsligamentet er den firehovedet knæstrækker den vigtigste muskel. Den forreste del af skræddermusklen og den forreste del af halvmembran musklen strækker også knæet. Knæets bøjer inkluderer bagerste del af skræddermusklen, den bagerste del af halvsene, flynder, poplitea og lægmusklen. Benet føres indad ved hjælp af skambens musklen, indadføreren og flynder musklens. Den dybe fingerbøje muskel består af den lange finger bøjer og første tås lange bøjer.

24

Planche 33 Bagbenets nerver Bagbenets nerver kommer fra lumbosacral plexus = lænde korsbens nettet., et netværk på hver side dannes af de nederste grene af de sidste fire lændenerver og de tre korsbensnerver. Forbindelserne mellem disse nerver varierer. Ud over at danne bagbensnerverne, giver korsbens nerverne også udgangspunkt for nerver som forsyner bækkenets organer. Bagbens og obturator nerverne kommer fra 4. ti. 6. lændehvirvel. 6. og 7. lændenerve og 1. og 2. korsbensnerve daner lændekorsbens stammen, som sender grene til de små hoftemuskler og den forreste og bagerste sædenerve som så fortsætter i ischias nerven. ¨ Skelettet af venstre bagben set fra midten med et groft forløb nerver til bagbenets regioner. Understreg navnene nedenunder og følg forløbet af hver nerve med forskellige farver. n. = nerve

1. Bagbens n. – forsyner musklerne under lænden og den firehovedet knæstrækker. 2. Safena n. – til skrædder muskelen; følenerver til bagbenets mediale side. . 3. Obturaton n.- supplerer hofens indadtrækkeren muskel 4. Lændkorsbens stamme 5. Forreste og bagerste sæde nn. – til hoftens bøjer og strækker muskler. 6. Bagerste bagbens hud n. – følenerver til huden bag på låret. 7. Ischias n. – brvæge nerver til lårmuskler; følenerver til bagbenet via dens grene. 8. Yderste læg n. – følenerver til huden i ydre ben region. 9. Almindelige læg n. – bevægegrene til den tohovedet bagbensbøjer. 10. Overfladiske læg n – forsyner den ydre finger strækker muskel; følenerve tilhuden for oven på ben og pote. 11. Dybe læg n. – til musklerne på benets øvreyderste muskler; følenerver til poten. 12. Skinnebens n. – til lårmusklerne, gastrochnemius, poplitea og bagerste underbens muskler. 13. Bagerste hud læg n. – følenerver til benets og hasens hud bagpå. 14. Midterste nerve til under foden – til den midterste del af poten. 15. Yderste nerve til under foden – til den yderste side af poten.

Planche 34 Bagbenets blodkar Kar groft relaterede til skelettet på venstre bagbens mediale side. Farvelæg navnene og karrenes forløb, anvend rød til arterierne og blåt til venerne. Diameteren på nogle af de små kar er større end normalt, for at de kan farvelægges. 1. Aorta 14. Bagerste gren af safena a. 2. Indre hoftebens a. 15. Perforerende fodrods a. 3. Hoftelænde a. 16. Bagerste vene cava 4. Forreste sædebens a. 17. Indre hoftebens v. 5. Indre skambens a. 18. Hoftelænde v. 6. Dybe lårbens a. 19. Foreste sædebens v. 7. Skambensepigastrium stamme 20. Dybe lårbens v. 8. Midterste rundt om lårben a. 21. Skambensepigastrium stamme 9. Yderste rundt om lårben a. 22. Yderste rundt om lårben v. 10. Nedadgående genicular a. 23. Midterste safena v.

25

11. Nederste bagerste lårbens a. 24. Nedadgående genicular v. 12. Bagerste skinnebens a. 25. Nederste bagerste lårbens v. 13. Foreste gren af safena a. 26. Foreste gren af safena v. . 27. Bagerste gren af safena v. Blodet flyder primært gennem den følgende række af arterier til fodrods og tå arterierne: Ydre hoftebens – lårbens - poplitea – foreste skinneben – øverste fod – safena. Grene af a. safena forsyner huden: Den bagerste gren er oprindelsen til de underste almindelige tå arterier. Perforerende fodrods a. og underste arterier (fra a. safene) danner en dyb plantar bue som giver oprindelse til underste fodrods arterier. De fleste vener er satelliter ( satelit = ledsager) til arterier.

Planche 35 Ryg og halsmuskler Figur 1. Epaxiale (ved aksen) muskel systemet. Set fra siden. Ved hjælp af 3 forskellige farver, ufyld de skematiske tegninger af: I . Hofte ribbens muskelsystemet – yderste gruppen af muskler

1. Lændedelen af hofte ribbens musklen 2. Brystdelen af hofte ribbens musklen

II. Den lange rygmuskel system – muskelgruppen imellem

3. Den lange rygmuskel bryst og lændedelen 4. Den lange rygmuskel halsdelen 5. Den lange rygmuskel hoveddelen

III. Det tværgående rygrads muskel system

6. Rygrads og halv rygrads muskler 7. Miltlignende muskel 8. Halv rygrads muskel hoveddel – dannet at de to muskler nedenunder

a. Hals biventer muskel b. Den komplekse muskel

Multifidus og roter musklerne – ikke set her; dybere, mellem ribbenene. Musklerne om aksen ligger dorsalt for ryghvirvlernes tværtappe. Når de arbejder sammen, strækker de nakke og ryg; på den ene side, så giver de en bevægelse til siden. Hypaxiale (under aksen) muskler er under rygradens hvirvler og tværtappe. Figur 2. Unde lænden muskler (under de sidste 3 bryst og lændehvirvler) Muskler set nedefra på venstre side. Tag også hensyn til bagbens musklerne.

1. Lænde kvadrat musklen – Fikserer lændedelen af rygraden 2. Lille psoas muskel - Fikserer lændedelen af rygraden 3. Store psoas muskel

26

4. Hoftebens musklen - denne muskel og Store psoas musklen samles og danner hoftepsoas musklen, hofteleddets primære bøjer. Hvis lårbenet er fikseret, bøjer den rygraden. Hvis bagbenet er straks bagud. Bliver stammen trukket bagud.

Planche 36 Hale Figur 1. Halemuskler. Find og farvelæg halemusklerne. m. = muskel Hundens hale er løftet (strukket) ved at sammentrækning af den midterset og yderste korsbenshalemuskel; halen hænger ned (er bøjet) med midterste og yderste underste korsbenshalemuskel; og den er bøjet til siden (logre med halen) med musklerne bagerste mellemtværtappe, endetarms løfter og halemuskler. Figur 2. Haletyper. Farvelæg halerne og deres navne. Haletype Eksempel Glad hale Mange terrier. Kuperede haler. Dusk hale OES, Dobermann. En meget kort hale, enten naturlig eller

kuperet. Fjer hale Collie, engelsk setter Krøllet hale Sibirisk husky, andre spidshunde Odder hale Labrador Ring i enden hale Afgansk mynde Skrue hale Bull dog, boston terrier Halvrund hale Pekingeser Segl hale Odder hund Piske hale Gravhund

Planche 37 Forbenenes facon Farvelæg de stiplede linier fra p (nærmest kroppen) til d (fjernest). Set forfra: A Et punkt tegnet fra skulder punktet (midt på skulderleddet) til jorden giver forbenene normal (lige) udseende. I snæver (for snæver i front) udseende, er drejer poterne ofte udad, dette kaldes også øst-vest poter. Albuer vendende udad og poterne anbragt langt fra hinanden ses i bred fromt (løse albuer). I violin front (chippendale) er albuerne vendt udad benet vender indad og vinklen mellem ankel og pote er vendt udad. Denne stilling giver øget belastning på den mediale side af fodroden. Set fra siden: B Set fra siden kan en linie fra midten af kammen på skulderbladet til jorden på en normal formet (lige) forbenet dele benet helt ned til fodroden og så går den lige bag bed poten til jorden.

27

Kode over en når fodroden bukker fremad, hvilket bevirker at mellemfoden går bagud. Løse koder eller at gå ned i koderne er meget tæt ved den gennemtrædning i koderne, som ses hos schæferne. Sundhed i hundens bevægeapperat er ofte reflekteret i benenes stilling. Genkendelse af forskellige benstillinger er brugbar, ikke kun for dommerne på hundeudstillinger, men også for at bestemme hundens potentiale i udøvelse af atletik så som markprøver og væddeløb Base narrow = snæver front East-west feet = fransker Base wide = bred front Fiddle front = violin ben Knuckled over = kodet over Down in pastern = lose koder (går ned I koderne)

Planche 38 Bagbenenes facon Farvelæg de stiplede linier fra p (tæt ved) til d (fjern fra) på hver tegning. En linie fra sædebensknuden til horden deler et normalt bagben i to dele. Den ko hasede stilling giver stor træk på den inderste side af hasen. Der er træk på den udvendige side og bag på hasen på den hjulbenede hund. Hvis man ser en normalvinklet hund fra siden, vil en linie fra sædebensknuden ramme jorden lige foran tæerne. Hos en hund som er stejlt bagtil (rethaset) vil denne linie ramme tæerne. Denne benstilling vil lægge pres på knæskallens bevægelse på lårbens knuden. Cow-hocked = kohaset Bandy legs = hjulbenet Straight stifles = stejl bag, rette haser

Planche 39 Kraniet og tilhørende knogler Figur 1. Kranie, underkæbe og tungeben set fra siden Figur 2. Kraniet set ovenfra. Farvelæg navnene og de knogler, som de peger på. Understreg de følgende dele af knoglerne og identificer dem på tegningen: 1. Ydre nakkeknude 9. Tindings underlæbe led 2. Nakkekam 10. Hjørneproces 3. Baghoved kondyler 11. Underkæbe åbning (på indersiden) 4. Nøglebens proces 12. Mental åbningen 5. Trommehinde knolden 13. Åbningen til øjnene 6. Ydre øregangs åbning 14. Sagittal kam

28

7. Zygomatikus buen 15. Zygomatikus proces 8. Coroi procen (af underkæben) 16. Gane åbningen Da suturer er fibrøse led, som forbener med alderen, bliver forbindelsen mellem kraniets knogler utydelige. Det inderste af den ydre øregang er dækket af trommehinden. Trommehinde knolden dækker mellemøret, det indre øre er i petrous delen af tindinge benet. Tungebens apparatet består af ni små ben og to bruskstykker, som støder op til kraniet. Dette arrangement at ben, binder strubens skjoldbrusk sammen med basis af tungen i hvilket det uparrede basihyoid er indlejret.

Planche 40 Huler og åbninger i kraniet Figur 1. Kraniet set nedefra og bagfra Figur 2. Snit parallel med midterplanen af kraniet til venstre for næseskillevæggen. Figur 3. Bihulerne aftegnet udefra. Farvelæg navnene og knoglerne og hulerne de viser. Understreg følgende strukturer og åbninger og identificer dem med numrene på tegningerne.

1. Store åbning 10. Øjen fisuren 2. Baghovedets ledruller 11. Syns kanalen 3. Tungebens kanal 12. Muslinge ben 4. Fisuren mellem trommehinde og baghoved 13. Gane fissur 5. Trommehinde knold 14. Benede proces 6. Stylomastoil åbning 15. Indre øregang 7. Hullet efter leddet 16. Ledrulle kanalen 8. Det ovale vindue 17. Siplade 9. Vingeformet åbning 18. Næsehulen

Blodkar og nerver går gennem huller, kanaler og fissurer i kraniet. Rygmarven og blodkar forlader hjernekassen gennem den store åbning. Næsemusling er den bagerste åbning af den ene halvdel af næsehulen. Venstre og højre halvdel af disse huler er delt af næseskillevæggen, som er af ben, brusk og membran. Bihulerne er slimhindebeklædte huler, som åbner ind i næsehulen på hver side. Kæbehulen er ikke en ægte hule, fordi den ikke er fuldt omsluttet af kæben. Der er en udvendig næsekirtel i kæbehulens slimhinde. Den udførselsgang åbner ind i næsehulen lige efter snuden. Cranial cavity = hjerne hulen Frontal sinus = pandehuler 18. næsehule Maxillary recess (sinus) = bihuler Concha = muslinge ben

29

Planche 41 Kranie typer Den store forskel der er på faconen af hundenes kranier, bruges til klassificering af hundene. Farvelæg navnene på de tre typer kranier og pilene som videt stoppet. Stoppet er det oppefra og nedad trin som sammenføjningen mellem pandebenet danner med de to næseben og to overkæbeben. Denne sammenføjning og størrelsen og faconen på pandehulerne bestemmer udstrækningen af stoppet. De langsnudene kranier giver basis for et langt smalt hoved som hos gray hounds, borsoi og collier. Det flade stop på en langsnudet hund er svær at se. Læg mærke til, at de øvre fortænder let overlapper fortænderne i undermunden og danner det så kaldte saksebid. Der er tendens til en markeret overbid eller papegøje mund i denne kranietype. Den mellemlange kranie er den mest almindelige type, og ses hos mange forskellige racer. En glat glidende stop eller et brat stop kan ses i hoveder med mellemlang kranie. Pandebenet er hvælvet i racer som pointere og new foundlændere og giver dermed kraniet et brat stop. Opad krumning af næsebenet og overkæbe i deres forbindelse med pandebenet vinkel stoppet ud i hoveder fra bedlington terrier og bull terrier. Den korte kranie er typer af kortsnudede racer som engelsk bulldog, pekingeser, moppe og boston terrier. Der er eksterm brat stop i deres kranier. Se at fortænderne i undermunden strækker sig foran fortænderne i overmunden i dette tilfælde. Der er en tendens til markeret underbid i disse racer ev tilstand kendt som prognatisme, andre defekter som ses ved de kortsnudede racer er vredet mund, i hvilken underkæben er drejet til en af siderne, og lang tunge, en tunge som er for lang til at være i munden. Langsnudet Mellemsnudet Kortsnudet

Planche 42 Øjet og omgivende struktur Figur 1. Det synlige øje og tilhørende struktur. Dybere struktur er stiplet. Figur 2. Vejen tårerne løber. Figur 3. Sagittal snit gennem øjet. Understreg alle tekster skrevet med fedt i det nedenstående med forskellige farver. Falvelæg så de mærkede strukturer på tegningen med samme farve.

1. Bindehinde 10. Tårekirtel 2. Tåre kirtel 11. Tårekirtel punkt 3. Yderste øjenkrog – øjenlågene mødes 12. Tårekanal 4. senehinde = det hvide i øjet 13. Tåresæk 5. Regnbuehinden 14. Næse tåre kanal 6. Pupil 15. Næse åbningen 7. Øjenlågs brusks kirtlens åbning 16. Årehinden

30

8. 3. øjelåg 17. Tapetum – laget som giver refleks 9. 3. øjelågs kirtel 18. Øjets ydre muskler

19 Syns nerven 20. Nethindens blodforsyning.

Farv lys vejen (pilene) gennem den gennemsigtige del af øjet: hornhinden (C), forreste øjekammer (A), bagerste kammer (P), linsen (L), glaslegemet (V) og nethinden (R). Vandigt materiale fylder forreste og bagerste kammer; den gele lignende glaslegeme udfylder glaslegemet. Både hornlinde og linse bøjer strålerne og fokuserer dem i nethinden. Når lyset rammer fotocellerne i nethinden, starter en serie af nerve impulser i andre celler, som føres til hjernen i fibrene i syns nerveb. Hunde er delvise farveblinde, de ser kun gul og blå. De kan se ved meget lav lysstyrke, på grund af det reflekterende tapet, som øger nethindens funktion. Et klart lys sendt direkte ind i hundens øje, reflekteres i tapetet og får øjet til at skinne. Farven på dette reflekterede lys varierer med pelsfarven, det vil sige grøn i sorte retrievere, gul i buff-farvede cockere. Det reflekterede lys er blåt hos hvalpe, da deres øjne endnu ikke er fuldt udviklede før hvalpen er 6 til 8 måneder gamle. Det reflekterede lys er rødt hos en hund med fejl i det reflekterende lag.

Planche 43 Hunden snude Figur 1: A: Normal snude. B: Ekstrem kort snude. Figur 2: Næsebrusk. Figur 3: Fordeling af lugtenerver i slimhinden på næse skillevæg og bihuler. Saggital snit. Dele af næseskillevæggen er fjernet for at se bihulerne. Understreg navnene farv navnene på plancherne i forskellige farver. 1. Bihuler 7. Næsebrusk 2. Cribriform plade på sibenet 8. Næseben 3. Hjernens højre lugte kolbe 9. Fortands gang 4. Lugte nervens fibre 10. Vomeronasal organ (Jakobske organ) 5. Sibens nerven 11. Vomeronasal nerve 6. Næse skillevæg 12. Overkæbens hårde gane. Næsebrusken ændrer næsehullernes form sammen med de tilhæftede muskler. Der er hverken hår eller kirtler på den normalt pigmenterede hud. Den ”sunde” kolde snude holdes våd af sekret fra tårekirtler og laterale næsekirtler. Se planche 66. Disse sekreter gør indåndingsluften fugtigt og spreder varmen, når hunden fanter. Mønsteret i den tykke hud er unik for den enkelte hund. Altså er næse aftryk det samme som menneskers finger aftryk. Farv navnene. Lugt slimhinden dækker halvdelen af bihulerne og den bagerste halvdel af næse skillevæggen og det meste af slimhinderne i den bagerste næse hule. Nerve enderne herfra går igennem sibenet til hjernens lugtekolber. Sibens nerverne føler irritation og udløser en nysen. An hunds lugte sans er mange hundrede gange mere følsom end menneskets. En blodhunds luftesans er tusinde gange mere følsom.

31

Duft af pheromoner produceret af relaterede individer eller gennem østrus hos tæver spores direkte af luftenerver i vomeronasal organet. Beskyttet af rørformet brusk åbner denne rørformede kirtel ind i fortands åbningen, som åbner ind i næse hulen og lige ved fortands papillen i mundhulen. Når hanhunden flegmer, sssslikker tungen hurtigt imod den hårde gane. Overlæben krøller og fortænderne skilles let. Dette får den pheromon bærende slim ind i fortand gangen og til det vomeronasale organ.. Nostril = næsebor Pliltrum = Skillevæg

Planche 44 Hundens øre Figur 1: Ydre øre. Tegning af en sektion, som viser ører kanalen. Figur 2: Mellem øre og indre øre. Skematisk tegning af tindinge benet, så det viser mellemørets høre ben (hammeren ambolten og stigbøjlen) og det indre øres snegl, buegange, små sten og sæk. Farvelæg navnene på tegningen og de tilsvarende strukturer. Det ydre øres brusk kan have mange forskellige faconer og størrelser afhængig af hvilken race det er. Øre musklerne arbejder uafhængige på hver side af hovedet, og vener det ydre øre mod lyden. Bemærk bøjningen mellem ører kanalens vertikale og horisontale del. Hunde, som beklæder ører kanalen indeholder apokrine tubulære og talg kirtler. Deres kombinerede sekret er den brune cerebrum (ørevoks). Når der er inflammation i ører kanalen forårsaget af ører mider eller en infektion, bliver ørevokset mere vandigt. Det aukustiske rør går fra næsesvælg til mellemøret, og kan udligne trykket på de to sider af trommehinden. Lydbølgerne I ører kanalen giver vibrationer I trommehinden. Hammeren (delvis indlejret I trommehinden), ambolt og stigbøjle gearer vibrationerne ned og overfører dem til det indre øres væske. Disse vibrationer bevæger membranen i høresneglen, som stimulerer hårcellerne, som giver nerveimpulser der føres til hjernen af N. Vestibulococlea. Hundens høresnegl er større end menneskets. Hundens hørelse er meget mere følsomt end menneskets. Mennesket kan høre fra 20 til 20.000 lydbølger per sekund. Hos hunden er øvre grænse 40.000 lydbølger per sekund. Frekvensen af en lydløs fløjte er over menneskets grænse men under hundens. Sommetider fødes en hvalp døv, for eksempel en Dalmatiner eller en hvalp med et meget hvidt hoved. Tab af hørelse ses normalt ved gamle hunde. En hunds hørelse kan testes. Tre buegange er ca. 90 grader til hinanden og indeholder en flydende væske, som stimulerer de følsomme områder i ører kanalen. Disse områder stimuleres, når hovedet ændrer position. Følsomme steder I små sten og sække påvirkes ved positiv og negativ lineær acceleration. Nerveimpulser fra disse følsomme regioner føres videre til hjernen af vestibulococlear nerven. Pinna = ydre øre

32

Lateral border = ydre kant Coutaneus marginal pouch = marginal huslomme Auricular cartilage = ørebrusk Anular cartilage = Extern acoustic meatus = Ydre øregang Vertical ear canal = lodrette øregang Horizontal ear canal = vandrette øregang Brain = hjerne Cochlea of inner ear = høresnegl Middle ear = mellem øre Tympanic membran = trommehinde Malleus = hammer Incus = ambolt Stapes = stigbøje Utricle = små sten Saccule = lille sæk Temporal = tinding Semicircular ducts = halvcirkelformede gange Eardrum = trommehinde

Planche 45 Ydre øretyper Det ydre øres brusk har mange faconer og størrelser I forskellige racer. Der er basalt 3 øre typer: Opretstående, halvt-rejste og hænge ører. Positionen og den måde det ydre øre holdes på afhænger af hovedformen og det træk der kommer fra ører musklerne, som er hæftet på brusken. Mængden af hår på øret påvirker også formen og den måde ørerne bliver båret på. Farv hvert navn med forskellige farver på tegningerne af forskellige øretyper. Otitis externe er betændelse i det ydre øre, mest i øre kanalen. Der er forskellige årsager til betændelsen. Forskellige bakterier, svampe og gær som endda kan findes i raske ører kan forårsage betændelsen. Øre mider, fremmedlegemer og traumer på ører kanalen er andre ting, som kan give sygdom. Græs og frø er fremmedlegemer som ofte findes i ører kanalen. Selvom øregangsbetændelse kan forekomme hos alle ører typer, ses det oftest hos hunde med lange hænge ører. Spidsen af opretstående ører er udsat for inflammation forårsaget af flue bid. Opretstående Halvt stående Flyveøre Hængeøre Hænge, foldele og krøllede øre Rose ører

Planche 46 Hovedets ydre struktur Figur 1. Store overfladiske muskler. Platysma og hals ringmusklen er fjernet.

33

Figur 2. Overfladiske vener og nerver. Spytkirtler. Understreg hver fremhæver navn med farver. Find og farvelæg den viste struktur på tegningen med samme farve. Anvend blå for vener; gul for nerver. 1. Mental m. 16. Kæbe lynfeknuder 2. Rundt om munden m. 17. Tyggemusklen 3. Hjørnetands m. 18. Halsens dybe ringmuskel 4. Overlæbe løfter m. 19. Kindmusklen 5. Næselæbe løfter m. 20. Øjenkrog v. 6. Rundt om øjet m. 21 Øverste kindgren af ansigts n. 7. Zygomaticus m. 22. Ansigts n. 8. Pande m. 23. Ørespyt gang 9. Zygomaticusøre m. 24. Nederse kindgren af ansigts n. 10. Halsøre m. 25. Anden hals n. 11. Tinding m. 26. Store øre n. 12. Ørespytkirtel 27. Overkæbe v. 13. Underkæbe kirtel 28. Tungeansigts v. 14. Ydre hulvene 29. Kindspytkirtel 15 . Ørespytkirtel øre m. 30. Kind lymfeknude

Planche 47 Hovedets underste struktur Figur 1. Underste overfladiske hovedmuskler Figur 2. Dybere frilægning af det underste aspekt af hovedet. Understreg hvert navn som er skrevet med fed i forskellige farver. Find og farvelæg organet på tegningerne med samme farve. 1. Den skrå halsmuskel. 13. Tunge a. 2. Brysttunge m. 14. Undertungen m. 3. Inderste lymfeknude bag svælget 15. Griffeltunge m. 4. Tungebenet 16. Tungebensånd m. 5. Griffeltungebens m. 17. Tungeånds m. 6. Fordøje m. 18. Almindelig halspuls åre 7. Tygge m. 19. Vogosympatikus stammen 8. Tunge m. 20. Underkæbe kirtel 9. Brystskjoldbrusk m. 21. Undertungen kirtel 10. 1. halsnerve 22. Store undertungen gang 11. Forreste strube n. 23. Underkæbe gang 12. Undertungen n. Under tingen nerven på figur 2 er af speciel interesse. Den giver den motoriske information til tungen, tunge arterierne, underkæben og underkæben kirtlerne ag deres udførselsgange. Vagosynmatikus nerve stammen (langs den almindelige halspulsåre) fører autonome nervefibre til og fra hovedet.

34

Fordøjelsessystemet

Planche 48 Hundens tænder Figur 1. De permanente tænder i et middellangt kranie. Understreg navnene og forkortelserne på tænderne listet nedenunder i forskellige farver, og farvelæg tænderne på tegningen. Ordet rand er normalt taget væk, når man henviser til en specifik tand. I1 Første fortand P3 Tredje præmolar I2 Anden fortand P4 Fjerde præmolar I3 Tredje fortand M1 Første molar C Hjørnetand M2 Anden molar P1 Første præmolar M3 Tredje molar P2 Anden præmolar Tandkortet for de permanente tænder er: 2(I3/3 C1/1 P4/4 M2/3) = 42 Læg mærke til de to store rovtænder – den øvre fjerde præmolar og den underste første molar. Tænderne i den øvre tandbue er længere ude end dem i den underste tand bue. De underste hjørnetænder bider foran indenfor den øvre hjørnetand. Fortænderne bruges til at tage fat på ting. Rovtænderne og resten af præmolarene er skæretænder; den underste del af første molar og de resterende molarer anvendes til at knuse. Den almindelige formel for mælketænder er 2(Di3/3 Dc1/1 Dp3/3 Dm(1)/1)= 28 Den lejlighedsvise tilstedeværelse af mælketand første molar i overmunden og regelmæssige forekomst af mælketand første molar i undermunden i visse racer, får tandformlen til: 2(Di3/3 Dc1/1 Dp3/3 Dm(1)/1) = 30 eller 32 Figur 2. Længdesnit gennem en simpel tand. Understreg navnene og de mærkede strukturer på tegningen. Sygdomme rundt om tanden er de mest almindelige hos hunden. Brækkede tænder er den anden hyppigst tandproblem. På grund af at de lægger over hinanden er rovtænderne dem, som oftest påvirkes. Bløde lyse pletter på tand eller tandkød er indhold fra foderet, bakterier og dele af spyttet. Mineraler i spyttet gør pletterne hårde så de bliver til tandsten, som kan udvide tandkødslommen og irritere gummerne og give tandkødsbetændelse. Dette giver Dette giver betændelse rundt om tanden (periodontitis). Bakterier formerer sig og giver blødning og tab af væv, destruktion af tandligamenterne og giver løse tænder. Betændelsen spreder sig til knoglen rundt om tanden. Dette giver knoglesvind og eventuelt tab af tænder. Huller i tænderne er sjældent hos hunden.

Planche 49 Tandforskelle hos hund Figur 1. Sammenligning af tænderne i overmunden i en hund med mellemlang snude (A) og hund med kort snude. (B).

35

Identificer og mærk tænderne med forskellige farver brug benævnelserne (I1, I2 osv) som er i planche 48. Se trængslen af tænder og rotationerne i præmolarene i det kortsnudede kranie. I ekstremt kortsnudede kranier kan kindtænder (præmolarer og molarer) mangle på hver ende af tandbuen. I langsnudede kranier er kindtænderne meget længere fra hinanden. I alle racer ses ofte overtallige tænder. Den mest almindelige ekstra tand er en fortand. Tand gennembruds tid. Der er forskellige referencer for hvornår mælketænder og blivende tænder bryder igennem. Normalt bryder mælke hjørnetanden igennem i alderen mellem 3 og 5 uger efterfulgt af mælke fortænderne ved 4 til 6 ugers alderen. Mælke præmolarer (Dp2,3,4) bryder igennem mellem 4 og 6 ugers alderen med Dp4 muligvis brydende igennem 2 uger senere. Der er ingen Dp1; Den blivende første præmolar (P1) bryder igennem omkring 4 til 5måneder. Når de ses, så bryder mælke molarer igennem omkring en alder på 8 uger. Somme tider er mælketænderne der efter gennembruddet af de blivende tænder, det er især hjørnetænderne. Disse tilbageblivende mælketænder bør trækkes ud. Hundens blivende tænder bryder normalt igennem på følgende aldre: I1 3-5 måneder P3 5-6 måneder I2 3-5 måneder P4 4-5 måneder I3 4-5 måneder M1 5-6 måneder C 5-7 måneder M2 5-6 måneder P1 4-5 måneder M3 6-7 måneder P2 5-6 måneder En hund siges at være fuldtandet ved 6-7 måneders alderen. Tænderne hos store hunde, som har en kortere levetid end i små hunde, bryder tidligere igennem. Figur 2. Se slidtage forandringer ved forskellige aldre. Se sliddet ned til små cups (små punkter), først i fortænderne i undermunden. Farvelæg fortænder og hjørnetænder ved hver alder i forskellige farver. At aldersbestemme hunde efter tandsliddet er ikke ret nøjagtig. Tegningerne her er for store hunde med mellemland snude. Små hunde og hunde med overbid eller underbid kan ikke aldersbestemmes tilfredsstillende nok med denne metode. Soft palate = blød gane Hard palate = hård gane Incisive duct opening = åbning til fortandsgangen.

Planche 50 Spytkirtler Snit gennem hundens hoved, som viser spytkirtler og deres udførselsgange. Underkæben er fjernet. Farvelæg navnene på tegningen med forskellige farver og farvelæg organerne med samme farve.

36

Ørespytkirtlens udførselsgang (skåret over nær dens endepunkt på tegningen) krydset tyggemusklen (se planche 46) og åbner ind i vestibulen (pladsen mellem læberne pg kinden, og tænderne og gummerne) modsat den øverste fjerde præmolar. Somme tider er el ekstra lille tilstede, dens udførselsgang går så sammen med den store udførselsgang. Kind kirtlen ligger lige under øjet. En stor og tre til fire små kind udførselsgange åbner ind i rummet mellem tandrækken og kinden bag ved åbningen til kindkirtlen. Underkæbe udførselsgangen krydser fordøjer musklen og den løber samen med den store under tungen udførselsgang fra delen med en udførselsgang. De to udførselsgange går forbi tunge og tungeånds musklerne og er så lukket inde i en slimhindefold under tungen hvor de når deres åbninger på papillen under tungen. Flere små udførselsgange fra delen af kirtlen under tungen med mange udførselsgange tømmer sig ind i den nederste bagerste del af vestibulen. Flere små kindkirtler afgiver sekret til slimhinderne på kinden. Tungen har også spytkirtler. Spytkirtlernes sekret, spyt, fugter og blødgør føden så den kan tygges og synkes. Fordampningen af spyt fra tungen har hos hunden en kølende effekt på kroppen sammenlignelig med fordampningen ved at svede hos mennesker. Hundens svedkirtler producerer sjældent flydende sved.

Zygomaticus arch = kind bue Zygomaticus gland = kind kirtel Zygomaticus gland duct = udførselsgang fra kind kirtlen Parotid duct = udførselsgang fra ørespytkirtlen Parotid gland = ørespytkirtlen Mandibular gland = underkæbekirtel Mandibulan duct = udførselsgang fra underkæbespytkirtel Sublingual gland = spytkirtlen under tungen Monostatic part = delen med en åbning Polystomatic part = delen med flere åbninger Mandibular duct = udførselsgang fra underkæbespytkirtel Major sublingual duct = Den store udførselsgang fra spytkirtlen under tungen Sublingual papilla = papil under tungen Lingual frenulum = tungebånd Tongue = tunge

Planche 51 Mundhule, tunge, svælg og spiserør Laryngopharynx = strubesvælg Esophagus = spiserør Larynx = strube Trachea = spiserør Oropharynx = mundsvælg Nasopharynx = næsesvælg Choana = indre næseåbning Hard palate = hårde gane Nasal cavity = næsehulen Oral cavity = mundhulen Lyssa

37

Genioglossa m. = Tungeånd m. Geniohyoid m. = Tungebensånd m. Mylohyoid m. = tunge m. Soft palate = bløde gane Epiglottis = strubelåg Thyroid gland = skjoldbrusk kirtlen Larynx intrance = indgang til struben Left palatine tonnsil = venstre mandel Foliate papillae = bladformede papiller Vallate papillae = Apex of tongue = tungespids Median grove = midterfure Concial papillae = koniske papiller Base of tunge = tungebasis Fungiform papillae = svampeformede papiller Filiform papillae = trådformede papiller Marginal papillae = marginale papiller

Figur 1. Længdesnit gennem hundens hoved, set fra højre side.

Figur 2. Tungen set oppefra og snit i strubesvælg, luftrør og spiserør.

Figur 3. En hvalpetunge. Farvelæg hver mærke i forskellige farver og hvor det kan lade sig gøre, farvelæg den viste struktur. Svælget er en muskelmembranøs hule fælles for fordøjelsessystemet og respirationssystemet. Dens tre dele er 1) mundsvælg – nedenunder den bløde gane, 2) næsesvælg – over den bløde gane, strækkende sig bagud til den indre næseåbning (udgang fra næsehulen på hver side). 3) Strubesvælg – over struben og førende ind til spiserøret. Når noget sluges, løfter muskler tungen, presser foder og vand imod den hårde gane og opad i en skyde lignende måde, skubber delvis strubelåget over strubeåbningen. Strubeåbningen (rummet mellem de to stemmelæber) i struben er snæver. Presset af strubemuskler tvinger foderet eller vandet ind i spiserøret hvor automatisk sammentrækning bærer foderet gennem til maven. Farv den stiplede linie, som viser bevægelsen af vand eller foder. Gennem åndedrættet er den frie ende af den bløde gane normalt (men ikke altid) under strubelåget og strubeåbningen er åben. (se planche 67). I tungens spids er der er stavlignende lyssa, som består af fedtvæv, tværstribet muskler og noget brusk. I gamle dage troede man at lyssa forårsagede rabies, og den blev somme tider fjernet, for at kurere denne sygdom. Sikke et sted at have hænderne! Lyssa er også synonym med rabies. Vollate, bladagtige og svampeagtige papiller indeholder smagsløg, en kompleks af smags celler, støtteceller og nerve ender. Koniske, trådformede og marginale papiller indeholder ikke smagsløg.

38

Marginale papiller hjælper med sugeevnen hos nyfødte hvalpe. Efterhånden, som foderet ændrer sig fra mælk til fast føde, tilbagedannes de marginale papiller indtil de forsvinder.

Planche 52 Indhold i bughulen Figur 1. Bughule væggen og brysthulemusklerne er fjernet i denne skitse set ventralt. Det store krøs, en dobbelt fold af bughinden(en slimhinde, som dækker bughulen og bækkenhulen), folder sig om den ventralt og lateralt aspekt af slyngerne på tyndtarmene. Et overfladisk blad strækker sig caudalt fra overfladen af maven til nær urinblæren, så drejer den tilbage som er dyb blad som går cranialt og som igen hæfter på maven. Der sammenklappede hulrum mellem bladene kaldes krøs sæk. Den har forbindelse med selve bughulen gennem en lille åbning. Bemærk deb lange depot af fedt (fedt celler) som der er langs små kar i det store krøs. Farv fedt gult. Anvend lyse rød til at indikere resten af det store krøs, som er transparent hos levende dyr. En lille del af det store krøs har en udvidelse til milten, mave-milt ligamentet og en del som omslutter venstre lap af bugspytkirtlen. Som et depot for fedt, samler det store krøs store mængder af fedt hos fede hunde. Det store krøs har en beskyttende funktion overfor de celler fra immunsystemet, som det indeholder. Hvis det fjerner, gendannes krøset ikke igen. Dog forbliver hunde, hvor store dele af krøset er fjernet, sunde. Figur 2: Det store krøs er fjernet, og det viser de organer krøset dækker. Farvelæg de viste navne og organer. Stomach = mave Greater omentum = store krøs Covering jejunum = dækker tyndtarmeme Cut edge = skåret kant Lifer = lever Spleen = milt Left kidney = venstre nyre Coils of jejunum = slynger på tyndtarmene Urinary bladder = urinblære

Planche 53 Mave og tyndtarm Figur 1. Ventral kik på mave og tyndtarme (forkortet). Figur 2. Mave og førse del af tolvfingertarm, gennemskåret. Farvelæg de viste navne og strukturer med forskellige farve. På figur et er maven modetat fyldt. Mavens størrelse og facon varierer meget, afhængig af hvor meget foder (gas), den indeholder. Den rører ikke bugvæggen, når den er tom. Den skubber på og

39

udvidder bugvæggen, når den er fuld – især hos hvalpe. Grene af celiaca arterien går langs den store og lille kurve. Det venøse afløb går gennem grene af portal venen til leveren. Kirtler fra mavens kirdeldel udskiller saltsyre og enzymerne pepsin (fordøjer protein), og renin (koagulerer mælk). Overflade celler i mavens slimhinde udskiller det beskyttende slim. Tyndtarme, som er ophængt i bughulens krøs er 3,5 gange kroppens længde. Galde gangen (fra galde blæren) og den store bugspytgang åbner på den store toldfingertarms vorte; den lille bugspytkirtel gang åbner på den lille toldfingertarms vorte. Tarm slimhinden udskiller slim og enzymer. Slimhinden er i tyndtarm og mave producerer også hormoner. Payers pletter (grupper af lymfe knuder, dominerer i den bagerste del af tyndtarmene (ileum). Grene af den forreste den af krøs arterien forsyner tyndtarmene. Mavedrejning, også kaldt trommesyge, er en sygdom hos hund, hvor udvidelse af maven fører til en drejning, som kukker mavemunden og mavens kirteldel og forstyrrer blodkredsløber. Mavedrejning ses oftest i store hunderacer med en dyb bryst. Overspisning og det at sluge luft ind i maven er med i dette forløb. Der skal normalt foretages opration i en sådan situation. Forskellige organismer og substanser kan medføre inflammation i mave slimhinden (gastritis = mavebetændelse) og i tarmslimhinden (enteritis= tarmbetændelse). Opkast er en normal funktion hos hund. Giv meget vand og god mad i mange små portioner, for at undgå opkast ved overspisning og ophidselses gylp. Hold en stresset hund adskilt fra andre, medens den spiser. Oesofagus = spiserør Cardia = mavemunden Entrance = indgang Body og stomach = mavesæk Greater curvature = store kurve Lesser kurverture = lille kurve Pyloric part = kirtel delen Duodenum = tolvfingertarmen Ascending colon = opadgående tyktarm Coecum = blindtarm Ileum = en bagerste del af tyndtarmene Jejunum = en forreste del af tyndtarmene Bile duct = galde gange Major duoenal papilla = store tolvfingertarms papil Minor duodenal papilla = lille tolvfingertarms papil Pancreatic duct = bugspytkirtlens udgang

Planche 54 Lever og bugspytkirtel Figur 1. Mellemgulvs overflade på hundens lever. Figur 2. Indvolds siden af hundens lever. Figur 3. Ventral kik på hundens bugspytkirtel og relaterede organer.

40

Farvelæg de viste navne og strukturer. Bughinden dækker leveren, og fire bughinde ligamenter stabiliserer leveren. Mellemgulvs fladen er tæt forbundet til mellemgulvet; indvoldssiden vender imod bughulens organer (store indre organer). Maven, venstre nyre og tolvfingertarmen presses fast imod indvoldssiden. Der er to blodkars forsyninger til leveren.

1) Portal venen fører blod fra mave, tyndtarme, bugspytkirtel og milt til leverens sinusser, kapillærerne mellem lever bladene.

2) Lever arterie grene fører næring, især ilt, til leverens celler. Grene af lever venerne fører blod fra leveren til bagerste hulvene.

Det blod, som føres til leveren indeholder optagede næringsstoffer og også skadelige substanser. De skadelige substanser bliver nedbrudt i leveren. Næringsstofferne giver de essentielle stoffer, deriblandt cholesterol og galde. Udskildt galde gemmes i galdeblæren, og transporteres gennem galdegangene til tolvfingertarmen. Her hjælper det med at neutralisere syre og at emulgere fedt, så det nedbryder store fedtkugler til små fedtkugler. Bugspytkirtlen er to kirtler i en:

1) den exokrine del prodicerer fordøjelsesenxymer, som føres til tolvfinertarmen via bugsput gangen.

2) Den endocrine del udskiller fordøjelsesenzymerne glucagon, insulin og somatostatin til blodet, så det kan transporteres til celler andre steder i kroppen.

Disse hormoner produceres af specifikke celler i en cellemasse kalder de langerhanske øer. Glucagon mobiliserer blodsukker fra leveren; insulin sænker blodsukker; somatoatatin nedsætter frigivelsen af vækst hormon fra hypofysen og nedsætter sammentrækningen af glatte muskler i indvolde og galde blære. Hepatitis er inflammation i leveren, en sygdom ofte forårsaget af virus, andre faktorer kan dog også give hepatitis. (-itis = betændelse i ) Inflammation i bugspytkirtlen kalder pancreatitis, en sygdom som forårsages af selvfordøjelse forårsaget af dens egne enzymer. Det kan forårsages af glade gangs sygdomme, forhøjet fedtindhold i blodet eller traumer (skader) i bughulen. Left = venstre Medial = midterste Lobe = lap (afdeling af leveren) Hepatic veins = levervener Lateral = til siden Quadrate = firkantet Right = højre Gall bladder = galdeblære Caudal vene cava = bagerste hulvene Bile duct = galdegang Kidney impression = nyrens fordybning Portal vein = portvene Stomach = mave Duodenum = toldfingertarm

41

Planche 55 Tyktarm, endetarms åbning og analsække Figur 1: Isoleret tyktarm Figur 2: Endetarmsåbning på hanhund set bagfra. Figur 3: Gennemskåret endetarm, anal kanal og anal kirtel set oppefra. Farvelæg navne, organer og indikerede regioner. Tyktarm består af blindtarm, tyktarm og endetarm. Både den bagerste del af tyndtarm og blindtarm tømmes ud i den opadgående tyktarm. Tyktarmens primære funktion er at absorbere band og få andre næringsstoffer, prodiksere slim og forme fæces. Ligesom i mave og tyndtarm, foregår der periatsltiske bevægelser i tyktarmens vægge, hvilket får dens indhold til at bevæge sig mod endetarm åbningen. Bemærk ampullen, som er en udvidelse på endetarmen. Betændelse i tyktarmen kaldes tyktarmsbetændele. Hver anal sæk er en hudpose, som via en gang åbner på analsækkenes hud område. Væggene i analsækkene indeholder store modificerede svedkirtler. Indholdet i analsækkene består af sekret fra disse kirtler og afkastet væv fra omkringliggende epitel. Normalt tømmes analkirtlerne ved passagen af fast afføring, og fra pres fra lukkemusklerne på hver side af sækkene. Ophobmimg af sekret i kirtlerne kan være på grund af længere tids blød afføring eller midlertidig tilstopning ag udførselsgangene fra analsækkene. En hund med dette kan krumme ryg på grund af smerter, Manuel tømning af sækkene kan gøres på to måder:

1. At anvende tommel og pegefinger, tryk de to analsække sammen og op.¨ 2. Stik en behandsket finger med creme ind i endetarmen og lokaliser en analsæk.

Ileocolic orifice = åbningen mellem tyndtarm og tyktarm Cecocolic orifice = åbningen mellem blindtarm og tyktarm Ascending = opadstigende Transverse = tværgående Decending = nedadgående Colon = large interstine = tyktarm Narrow part of rectum = den snævre del af endetarmen Ampulla of rectum = udvidelsen på endetarmen Coccygea m. = halemuskel Levator m. og anus = endetarmsåbningens løftemuskel External anal sphinter m. = ydre endetarms lukkemuskel Anal sak = analkirtler (endetarmåbnings sæk) Internal obturator m. = indre tætningsmuskel Retractor penis m. = musklen som tilbagetrækker penis Bulbospongios m. = knoldsvampet muskel Internal anal sphinter m. = den indre endetarmåbnings lukkemuskel Circumanal glands = kirtler omkring endetarmsåbningen

42

Planche 56 Kropshuler og serøse hinder Skematisk tegning af kroppens store huler, som er beklædt med serøse hinder, hos en tæve. Bughinden omfatter og indeslutter også nogle af hanhundens reproduktionsorganer. Bughinden er delt i tre fortløbende dele: Farv de stiplede linier uden at løfte pennen fra papiret.

1. Parietal (udvendige) bughinde – er om bughulen og dele af bækkenhuler. (paries = væg)

2. Den forgrenede bughinde – omslutter organerne med en dobbelt fold, som indeslutter kar og nerver.

3. Viaceral (indvendige) bughinde – omslutter indvoldene (vicera) Muskelmambranen mellemgulvet er dækket af bughinden på den ene side og lungehinden på den anden. Lungehinden er to serøse membraner, som hver fortsætter og danner lungehulen,

1. Udvendige lungehinde – dækker hver sin halvdel af brysthulen: mellemgulvs lungehinde, ribbens lungehinde og midterste lungehinde. Mellemste lungehinde begrænser på hver sin side mediastinum, et rum som indeholder hjertet, luftrøret, spiserøret, store blodkar, nerver, brislen, løst bindevæv og fedt. 2. Inderste lungehinde – dækker hver lunge.

Hjertesækken 1. Inderste serøse hjertesæk – dækker hjertets muskel og bøjer sig omkring hjertets

base og de store kar. 2. Inderste serøse hjertesæk – dækkers af den fibrøse hjertesæk, som blander sig

med hjertesækkens mellemste lungehinde. Serøse huler: bughulen, lungehulen og hjertesækken. Den fine plads der er mellem yderste og inderste serøse hinde indeholder smørende serøst væske (lignende blodets serum). Ved inflammationer stiger indholdet af den serøse væske, dette kaldes bughindebetændelse, lungehindebetændelse og bughindebetændelse. Viceral pleura = indvendige lungehinde Parietal pleura = udvendige lungehinde Diafragma = mellemgulvet Falciform ligament = falciform ligament Mesentery = krøs Rectum = endetarmen Vagina = skeden Bladder = blære Viceral peritoneum = indre bughinde Pericardial pleura = Hjertesæk hinde Perikardium = hjertesæk Left lung = venstre lumge Heart = hjerte Liver = lever Stomac = mave

43

Colon = tyktarm Small interstine = tyndtarm Greater oment = store krøs

Planche 57 Indre organer i rette position Figur 1: De indre organer hos en tæve, set fra siden. Figur 2: De indre organer hos en hanhund, set fra siden. Farvelæg navnene og de viste organer. Mellemgulvet er vist med er stiplet linie. Beliggenheden af organerne i forhold til hinanden og til kroppens ydre er vigtigt ved følgende procedurer.

1. Palpation – mærke fra det ydre eller gennem et organ, som åbnes til omgivelserne f. eks. Endetarmen.

2. Auscultation – lytte til normale og unormale lyde fra indre organer, især hjerte, lunger, arterier, mave og tarme. Stetoskopet er værktøjet, som former lydene til vore ører.

3. Percussion – slå små, skarpe slag på regioner og lytte til lyden som kommer fra de underliggende organer.

4. Kirurgi i de indre organer. En viden om disse relationer er nødvendigt for at bestemme, hvor snittet skal være.

5. Bedømmelse af røntgen og ultralyds billeder. Figur 1 Rectum = endetarm Vagina = skede Urethra = urinrør Bladder = blære Ureter = urinleder Rt. Horn of uretus = højre horn af livmoderen Rt. Kidney = højre nyre Duodenum = tolvfingertarmen Jejunum = tyndtarme Spleen = milt Liver = lever Stomach = mave Heart = hjerte Lung = lunger Figur 2 Left testis = venstre testikel Sperm cord = sædstreng Penis = tissemand Prostata gland = blærehalskirtel

44

Hjerte-kar systemet

Planche 58 Det større kredsløbsmønster Farvelæg navne på organer og regioner. Farv pilene blå og følg flowet af dårlig iltet blod: Fra den forreste og bagerste hulvene til højre forkammer. Gennem højre AV - klap til højre hjertekammer. Ud af hjertet gennem klapperne ind i lungekredsløbet. Endelig til kapillærene (de mindste blodkar) i alveolernes (små luftsække) væg i lungerne. Her frigives kuldioxid fra de røde blodcellers hæmaglobin og ilt bindes til hæmaglobinet og transporteres til kroppens celler. Farv pilene blå og følg flowet af iltet blod: Fra lunge kapillærene gennem lungevenerne til venstre forkammer. Gennem venstre AV – klap til venstre hjertekammer. Så gennem aortaklappen til aorta og cirkulation i systemet. Farv pilene i arterierne røde; pilene i venerne blå. Satellit vener følger de fleste arterier. I leverens portåre system kommer blodet i vener fra mave, bugspytkirtel, milt og tarme og fordeles gennem, vene portae til leverens sinus kapillærer. Fra disse kapillærer føres blodet via vene hepatica til bagerste hulvene. Farv venerne blå. Common carotid a.a. (to neck and head) = fælles hals arterier (til hals og hoved) Subclavian a.a. (to forelimb) = kravebens arterier (til forben) Pulmonary capillary bed = lunge kapilær net Polmynary v.v. = lungevener Aorta = hovedpulsåren Iliac a.a. (to hinlimbs) = bækken arterier (til bagben) Portal v. = portåren Hepatic v.v. = lever venerne Caudal caval v. = bagerste hulvener Left atrium = venstre forkammer Left AV valva = venstre av klap Left ventricle = venstre hjertekammer Right ventricle = højre hjertekammer Right AV valve = højre av klap Right atrium = højre forkammer Cranial vena cava = forreste hulvene External jugular vv. = Ydre halsvener

45

Planche 59 Hundens hjerte Figur 1 Det isolerede hjerte med store kar set fra venstre side. Kransårene er aortas første forgreninger. Ørene er udposninger på forkamrene. Farv de navne og struktur som er vist på tegningen. Arterial ligamend = pulsåre ligament Pulmonary trunk = lungestammen Cranial vena cava = foreste hulvena Rigth auricle = højre forkammer Rigth coronar artery = højre kranspulsåre Rigth ventricle = højre hjertekammer Aorta = hovedpulsåren Pulmonary arteries = lungearterier Pulmonary veins = lungevener Left auricle = venstre forkammer Left coronary a. venstre kranspulsåre Left ventricle = venstre hjertekammer Apex = hjertespids Figur 2 Snit gennem hjertet, som viser kamrene. Et hjerte skelet af fibrøst væv og noget brusk skiller hjertemusklerne i forkamrene fra dem i hjertekamrene. Forkammer ligamentet er en rest af duktut arteriosus, som leder blodet fra lungestammen til aorta hos fosteret. Et ovalt hul fører blod fra højre forkammer til venstre forkammer hos fosteret. Det meste blod i forter hjertet er sluset igennem disse to steder, og går udenom lunge kredsløbet. Fosteret får ilt gennem moderens fosterkage, da deres lunger ikke fungerer. Blandt medfødte hjertefejl er der klap insufficient (manglende lukning). Stenose (sammensnøring af aorta eller lungeklapperne). Forkammer septum fejl og hjertekammer septum fejl. Septum fejl er unormale åbninger i septum. I hjerteslaget fyldes og sammentrækkes de to forkamre. Så fyldes og sammentrækkes de to hjertekamre og tvinger blodet ud i lungestammen og aorte. Hjertelyden skyldes blodet susen og lukningen af klapperne. Først AV – klapperne, så lungeklapperne og aortaklapperne. Sinusknuden i væggen i venstre forkammer er en pacemaker (kontrolleret af nervesystemet) som sætter forkamrenes rytmiske sammentrækninger i gang. Hjerteta muakelfibre leder impulserne til atrieventrikulær knuden i vægen (septum) mellem forkamrene. Specielle hjertefibre (Pukinje fibrene) går fra atrieventrikulær knuden til hjertekamrene og giver deres sammentrækning. Rigth A-V valve = højre A-V klap Ventricular septum = skillevæg Septomarginal trabecula = muskel mellem væg og skillevæg Papillary muscle = papillar muskler Tendomious cords = sene strenge

46

Planche 60 Kar og tilhørende organer i brysthulen Understreg de fremhævede navne med forskellige farver og farvemærk organerne på tegningerne. Farv arterierne røde, vener blå og nerver fule. Figur 1. Snit af brysthulen på en hund, set fra venstre side.

1. Hovedpulsåren 10. v. fælles halsarterie 2. v. vagus nerve 11. Lungestammen 3. v. kravebens arterie 12. v. lunge a. 4. v. ribbenshals stamme 13. Forreste hulvene 5. v. ryghvirvel arterie 14. v. mellemribbenene aa. 6. v. indre brysthule a 15. Lungevener 7. v. yderste halsvene 16. Bagerste hulvene 8. v. armhule a. 17. v. mellemgulvs nerve 9. Armshals stammen 18. Brysthule rør

Figur 2. Snit af brysthulen på en hund, set fra højre side.

1. Hovedpulsåren 8. h. ribbenhals stamme 2. bagerste hulvene 9. h. fælles halsarterie 3. h. vagusnerve 10. h. kravebens a. 4. den uparrede vene 11. h. indre brysthule a. 5. Forreste hulvene 12. h. overfladiske hals a. 6. Armhals stammen 13. h. armhule a. 7. h. ribbens a. 14. h. mellemgulvs n.

Der er tre passager, som gennemhuller mellemgulvet, muskelmembran delingen melllem bryst – og bughule. AH – pulsåre huller – heigennem går hovedpulsåren, den uparrede vene og lymfecisternen (begyndelsen til brysthulerøret) EH – spiserørs hullet – herigennem går spiserøret og vagus nerven. Fvc – hulvene hullet – herigennem går bagerste hulvene.

Planche 61 Kar i bughulen Set udefra. Understreg de fremhævede navne på karene. Farv arterie røde og vener blå på denne tegning. Figur 1. Grene ar hovedpulsåren 1 . Celiac a 19. Tyndtarms arterier . 2. V. mave a. 20. V. mellemgulvsbrysthule a. 3. Spiserørs a. 21. H. nyre a. 4. Lever a. 22. H. æggestok a. (testikel a.) 5. Grene til leveren 23. Bagerste krøs a. 6. H. mave a. 24. Forreste endetarms a.

47

7. H. mavetarm a. 25. V. tyktarms a. 8. Forreste bugspyttoldfingertarms a. 9. Milt a. Grene af bagerste hulvene: 10. Grene til bugspytkirtlen 26. Lever vener 11. Grene til milten 27. V. mellemgulvbughule v. 12. V. mavetarm a. 28. V. nyre v. 13. Forreste krøs a. 29. V. æggestok v. (testikel) 14. Tyndtyktarm a. 30. H. æggestok v. 15. Mellemste tyktarms a. 16. H. tyktarms a. 17. Tyndtarms a. 18. Bagerste bugspyttolvfingertarm a. Figur 2. Grene af portåren: 31. Tarmtolvfingertarms v. 40. Tyndtyktarms v. 32. h. mave v. 41. H. tyktarms v. 33. H. mavetarm v. 42. Forreste krøs v. 34. Forreste bugspyttolvfingertarm v. 43. Bagerste bugspyttolvfingertarm v. 35. Milt v. 44. Tyndtarms vener 36. V. mave v. 45. Bagerste krøs v. 37. V. mavetarm v. 46. Mellemste tyktarms v. 38. Grene fra milten 47. V. tyktarms v. 39. Grene fra bugspytkirtlen

Planche 62 Hovedets og halsens overfladiske kar Figur 1. Overfladiske arterier. Set fra højre side. Figur 2. Overfladiske vener. Set fra højre side. Understreg de fremhævede navne og farv hver arterie rød og hver vene blå. Arterier: Vener:

1. Fælles halsarterier 18. Ydre hals v. 2. Forreste skjoldbrusk a. 19. Tungeansigts v. 3. Indre halsarterier 20. Tunge vene 4. Ydre halsarterier 21. Tungebens venebuen 5. Forreste strube a 22. Undertungen v. 6. Øjen a. 23. Ansigts v. 7. Opadstigende svælg a. 24. Indre læbe v. 8. Tunge a. 25. Dybe ansigts v. 9. Ansigts a. 26. overfladiske læge v. 10. Bagerste øre a. 27. Næse vener 11. Overfladiske tindinge a. 28. Øjenkrogs v. 12. Tværgående ansigts a. 29. Øje v. 13. Yderste øverste øjenlågs a. 30. Overkæbe v. 14. Yderste nederste øjenlågs a 31. Store øre v. 15. Overkæve a. 32. Overfladiske tindings v.

48

16. Indreøje a. 33. Nrtværk af karholdige fortykkelser 17. Næse aa.

Planche 63 Hundens puls. Venepunktur steder. Figur 1

A. Fingerspidserne over bagbens arterien B. Femoral vein = bagbens vene

Pectineal muscle = skambensmuskel Femoral artery = bagbens arterie Gracilis = den slanke muskel Sartorius = skrædder musklen

Figur 1 A. Tag hundens puls ved at mærke på lårben arterien lige under hud og fascie i bagbens trekanten lige under hud og fascie på den indvendige side Hånden holdet om lårets forreste kant. B. Hud og fascie fjernet fra venstre lårs inderside. Så det viser bagbens trekanten, et sted mellem den bagerste bug af skræddermusklen forrest og pectineus musklen bagerst. Fingerspidserne er over bagbens arterien. Figur 2 Heart = hjerte 5th intercostal space = 5. ribbens mellemrun Sternum = brystben Figur 2. En stor hund, som ligger på højre side med venstre albue trukket fremad. Hjerteslaget kan føles (eller høres) i 5. og 6. ribbens mellemrum lige over brystbenet. Figur 3 Lateral saphenus veis = udvendige vene safena Compression by tourniquit = trykket sammen med årepres Cranial branches of lateral saphenous vein = forreste grene at ydre vene safena Caudale branches of lateral saphenous vein = bagerste grene at ydre vene safena Injection side = indstik sted Figur 3. Stedet til venepunktur I den forreste gren af den udvendige vene saphena. Figur 4 Medial cubital vein = midterste albue vene Cephalic vein = vene cefalika Figur 4. Stedet for venepunktur i vene cephalica. Farvelæg de viste navne og strukturer, farv arterier og hjerte røde, vener blå og muskler lyserøde. Pulsen er den rytmiske udvidelse at arterierne som føles med fingrene. Pulsen følges hjertefrekvensen – antal hjerteslag per minut. Hjertefrekvensen i den normalt hvilende hund er

49

mellem 75 og 120 slag per minut. Hjerteslagene kan føles ved små hunde ved at tage omkring brystbenet med en tommelfinger på den ene side og fingrene på den anden. Tachycardi er betegnelse for hurtige hjerte slag, so er for hurtige. Bradycardi er betegnelsen for unormalt langsomt hjerteslag. En unormal lyd fra hjertet kaldes murren, Det kan være en ”uskyldig murren” , eller det kan betyde at der er en unormal kondition i hjertet. Venerne på venepunkturstederne ligger lige under hus, underhud og fascier. Små grene af den midterste nerve i huden på underbenet følger vene caphalica. Følelsen til huden på den udvendige side af benet gives af grene fra den overfladiske peroneale og udvendige nerve. Sammenpresning af venen lige over stedet for venepunktur udvidder venen og gør det lettere at stikke nålen eller katederet (en lang plastik tube) ind. Sammenpresningen lettes efter indstikket. Lårbensvenen kan bruges til venepunktur uden sammenpresning ovenfor nålen.

Planche 64 Knoglemarv, brissel og milt Immunsystemets organer producerer celler og deres, som produkter bekæmper bakterier, vira og cancer celler. Farv navnene og tegningen af disse organer. Den røde knoglemarv producerer røde blodceller (erytrocytter), hvide blodceller (leukocytter – neutrofine, eosinofile, badofile, lymfocytter, monocytter og blodplader). Blodplader er fragmenter af store celler (megakaryocytter) i knoglemarven, og er vigtige for blodkoagulationen. Rød knoglemarv optager pladsen i den svampede knoglevæv i lange rørknogler, hvirvler, ribben, brystben og flade knogler. Knoglemarvs prøver udtages i brystben og vingerne på hoftebenet. Den gule knoglemarv i marvhulen besår mest af fedtceller, men blodcelle producerende enheder af stamceller kan begynde at producere blodceller igen i visse tilfælde af blodmangel. Produktion af unormale hvide blodceller kaldes leukæmi. Brislen fortsætter med at gro indtil puperiteten og fylder hele den forreste del af mediastinum og fortsætter gennem den bryst indgangen til halsen ved luftrøret. Så bliver den langsomt mindre (tilbagedannes), og bliver som et lille organ i den forreste del af mediastinum hos det voksne individ. Brislen producerer hvide blodceller kaldet T-lymfocytter. Disse celler er i milt og lymfeknuder. Da milten er hæftet til maven med det store krøs, ændrer dens placering i venstre side af bughulen sig lidt, når maven ændrer facon eller milten bliver mere blodfyldt. Ved første syn, når milten kommer i lufter, er dens rød-brune farve på grund af den blodfyldte pulp. Kapslen og trabeklerne i hundens milt indeholder glat muskel, som sammentrækkes for at bevæge den gemte blod ind i blodcirkulationen. Miltens andre funktioner inkluderer: 1. dannelsen af røde blodceller i foster stadiet; 2. Nedbrydelse af gamle røde blodceller og partikler i blodet; 3. Produktion af hvide blodceller i pulpen; 4. Produktion af blodplader fra megakaryocytter.

50

Milten er ikke livsnødvendig, og den kan fjernes kirurgisk, hvis den vokser unormalt meget eller hvis den sprænger. Thymus = brisse In puppy = hos hvalpe In adult = hos voksne Yellow bone marrow = gul knoglemarv Red bone marrow = rød knoglemarv Spleen = milt Rib 13 = 13. ribben

Planche 65 Lymfeknuder og lymfekar Et lymfecenter er en lymfeknude eller en gruppe af lymfeknuder, som modtager lymfatiske kar som har drænet et vist del af kroppen. En del af celle væsken, som ikke vender tilbage til blod kapillærerne, flyttes med celle pres og tvinges ind i lymfe kapillærerne og derefter ind i større lymfekar. Lymfen i disse kar filtreres gennem en serie af lymfeknuder og forbindende lymfekar, som eventuelt sender lymfen tilbage til de store lymfekar. Fagocytter (celle spisende celler) i lymfeknuden fjernes fremmede partikler, bakterier, og cancer celler fra lymfen. Lymfeknuder producerer også lymfocytter.

1. Ørespytkirtel ln. 14. Lymfe cisterne 2. Kæbe ln. 15. Tarm ln. 3. Bagsvælg ln. 16. Forreste krøs ln. 4. Dybe hals ln. 17. Lænde ln. 5. Venstre luftrørs stamme 18. Lændestammen 6. Overfladiske hals ln. 19. Indvolds stamme 7. Højre lymfe stamme 20. Bækkenkorsbens ln. 8. Øverste brysthule ln 21. Bækkenlårbens ln. 9. Brysthule stamme 22. Overfladiske lyskefolds ln. 10. Bronkie ln. 23. Knæhas ln. 11. Mellemste ln. 12. Underste brysthule ln. 13. Armhule ln.

Planche 66 Mandler På denne tegning er tungeroden trykket ned, for at vise mandlerne, som hver træder frem i mandel sinus. En mandel er en lille mængde af lymfevæv under slimhinden. Vækløbende lymfekar fører lymfe og lymfocytter væk fra mandlerne. Hunden har 3 par mandler:

1. Ganens mandler – i væggene på øresvælg. 2. Svælg mandler – lymfeknuder i næsesvælg.

51

3. Tunge mandel – diffus i tungens basis. Er for det meste ikke synlig. Når der er inflammation i gane mandlerne, er de hævede og smertende, hunden kan ikke synke og vil nægte at synke. Hard palate = hårde gane Soft palate = bløde gane Palatine tonsils = mandlerne Epiglottis = strubelåget

Luftvejssystemet

Planche 67 Næsehule og svælg Figur 1. Sagital snit af hundens hoved, hvor næseskillevæggen er fjernet, så det indre af venstre næsehule kan ses. Farv navnene på tegningen og de viste strukturer. En kort pil viser indgangen til der eustatiske rør, som forbinder trommehulen med mellemøret, og tillader luf at passere ind i mellemøret. Denne anatomiske indretning betyder at trykket kan udlignes på hver side af trommehinden. Følg den lange pil, som viser lufts vej ved indånding. Se næse skillevæggen på planche 43. Der er tre forskellige svælg. 1. Mundsvælg under den bløde gane, Næsesvælg over den bløde gane og bagud fra næsemuslingen, 3. Strubesvælg dorsalt for struben og førende ind til spiserøret. På denne tegning er den bløde gane i åndedrætspositionen, som fører luft ind til struben. For at beskrive forandringerne i tungens, den bløde ganes og strubelågets stilling under synkningen se planche 51. En unormalitet, med den bløde gane fejlplaceret opad, forhindrer den bløde gane i at vende tilbage til normal åndedræts stilling efter hunden har synket. Dette kan ændres ved en operation. Figur 2. Snit viser den ydre næsekirtel i overkæbens niche. , forløbet af kirtlens udførselsgang, retningen af næsetåre gangen, som fører tårer fra øjets tåresæk foran i øjet. Funktionen af de vandige sekret fra de udvendige næse kirtler er at hjælpe med at nedkøle kroppen, når hunden fanter. Den rigelige mængde sekret når hunden er varm, afkøler indåndings luften. Der fugter også luften. Nasopharynx = næsesvælg Soft palate = bløde gane Laryngopharyns = Strubesvælg Cricoid cartilage = ringbrusk

52

Esophagus = spiserør Trachea = luftrør Vocal fols = stemmebånd Lateral ventricle = udvendige lomme Epiglottis = strubelåg Hyoid ben = tungeben Oropharyns = mundsvælg Ventral meatus underste gang Vestibule = forgang Alar fold = vingefold Ventral nasal concha = underste næsemusling Middle meatus = mellemste gang Dorsal nasan concna = øverste næsemusling Dorsal meatus = øverste gang Ethmoturbinates = siben….. Figur 2 Nasolacrimal duct = næsetåregang Duct og lateral nasal gland = udførselsgang fra den ydre næse kirtel Lateral nasal gland = ydre sæde kirtel Maxillary recess = overkæbe niche

Planche 68 Strube Figur 1. Strube brusk og de forreste luftrørs ringe set fra højre siden. Figur 2. Struben set oppefra. Svælg og spiserør skåret over i midten over. Figur 3. Strube muskler set fra højre side. Højre halvdel af skjoldbrusken; Skjoldsbruskstrube musklen og det meste af ringskjoldbrusk er fjernet. Figur 4. Struben skåret igennem i midten. En stiplet linie viser struben sækkens udbredelse. De tre regioner i strubehulen er: A. Vestibulum (forgården), B. Strube og C. Hulen neden for struben.

1. Tungeben 13. Øvre ringstrubebrusk m. 2. Strubelåg brusk 14. Ydre ringstrubebrusk m. 3. Tungebensstrubelågs m. 15. Ringstrubebrusk m. 4. Indre strubebrusk 16. Stemme m. 5. Højre strubebrusk 17. Stemme ligament 6. Skjoldbrusk brusk, 6a = kant 18. Vestibulum ligament 7. Ringbrusk 19. Vestibulum m. 8. Luftrpr, ringbrusk 20. Strube indgang 9. Ringskjoldbrusk ligament 21. Strube kammer 10. Skjoldbrusktungebeens ligament 22. Strube fold 11. Proces på strubebrusk 23. Stemmebånd 12. Tværgående strubebrusk m. 24. Strubebrusk strubelågs fold

53

På hver side af supplerer forreste strube nerve (fra N. Vagus) m. ringskjold musklen og sender indre følsomme grene til slimhinden. Den bagerste strube nerve er slutningen af tilbageløbende strube nerve, som kommer fra n. vagus i brysthulen. Alle strubens indre muskler undtagen ringskjoldbrusk musklen modtager motoriske nerver fra den bagerste strube nerve. Strubens funktion.

1. Regulerer volumen af den luft som indåndes og udåndes. 2. Beskytter, så fremmed materiale ikke kan komme ind i luftrøret, ved en delvis

lukning af strubelåget og sammentrækning af struben. 3. Vokalisering (lydgivning) – gø, glamme, knurre og hyle, forårsaget af vibrationer i

luftstrømmen, vibrationer i stemmebåndet og luft i strube kammer.

Planche 69 Luftrør og lunger Figur 1. Luftrør og lunger set oppefra Trachea = luftrør Change to cartilage plates = skift til bruskplader Cranial part og left lobe = forreste del af venstre lungelap Causal part og left lobe = bagerste del af venstre lungelap Bronchial tree = bronkie træ Rigth cranial (apical) lobe = højre forreste (spids) lap Rigth middle lobe = højre mellemste lap Right caudal (diafragmatic) lobe = højre bagerste (mellemgulvs) lap Left caudal lobe = venstre bagerste lap Accesory lobe = overtallig lap Figur 2. Tværsnit at tracheal ring. Tracheal m. = luftrørs muskel Tracheal ring = luftrørs ring Mucus membrane = slimhinde Figur 3. Alveolerne (små huler) i mikrospisk syn. Det er små sække med kapillærer i væggen. Brances of = grene af Pulmonary = lunge Terminal bronchiole (smooth muscle) = ende lille bronkie (glat muskel) Cappilaries in the walls of the aveoli = små kar I vægene af aveolerne Luftrøret strækker sig fra ringbrusken gennem halsen ind I mediastinum til todelingen over hjertets basis. Den består af ca. 34 ufuldstændige c-formede bruskringe. Dorsalt er ringen lukket med glatte muskler, luftrørs musklerne, og fibrøst bindevæv. Et længdegående ligament af fibrøst bindevæv forbinder ringene. Dette væv fortsætter under slinhinden i de to hoved bronchie grene, og bliver gradvist tyndere i de mindre luftveje. Hvor luftrøret deler sig i højre og venstre hoved bronchier, er mellemrummene i trachealringene udfyldt med en bruskplade. Bruskplader fortsætter med at understøtte bronchiernes vægge. De er ikke til stede i den mindste del af luftvejene, brinchiolerne. Glat muskel i luftvejenes vægge,

54

trækker dem sammen. Kirtler og celler i slimhinden producerer slim. Med start i næsehulen, flytter cillier på cellerne, som beklæder luftvejenes, slim mod udgangen. En terminal bronchie fører til respiratoriske bronchier. Luftarter som kuldioxid fra de røde blodceller og ilt ind i dem, sker mellem alveolerne og blodet i alveolerne væggenes klapillæer. Hundens normale respirationis rate varierer med deres størrelse; små hunde ånder hurtifst. Raten er afhængig af ophidselse, træning, alder, sygdomme, drægtighes og er fyldr mave.tarm kanal, Hurtige åndedræt eller fanten skal afkøle kroppen ved at øge dødrums ventilation – den volumen luft, som ikke deltager i udvekslingen af luftarter over en bestemt periode. Den øgede bevægelse af luft fordamper slim i mundhulen, hjælper med at afkøle kroppen. Dette kompenserer for mangelen af svedkirtler i hundens hud.

Urinsystemet

Planche 70 Nyre, urinleder, blære og urinrør Figur 1. Tævens urinorganer og associerede organer set nedefra. Sammenlign med planche 77, for at se forskellen til hanhunden. Caudal vene cava = bagerste hulvene Rigth adrenal gland = højre binyre Rigth renal artery = højre nyrearterie Rigth renal vein = højre nyrevene Rigth kidney = højre nyre Ureter = urinledere Urethra = urinrøret Bladder = blære Colon = tyktarm Left uterin horn = venstre livmoder horn Left kidney = venstre nyre Left adrenal gland = venstre binyre Figur 2. Frontal snit gennem nyrerne. Renal artery = nyre arterie Renal vein = nyre vene Pelvic = nyrebækken Cortex = bark Medulla = marv Renal crest = nyrepapil Der findes tusinde mikroskopiske tubulære strukturer, kaldet nefroner, i nyrernes bark og marv. De urinproducerende nefroner er tæt knyttet med nyrernes store blodforsyning. Samle rør går fra nefronerne til nyrerkammen, og tømmer urin ud i nyrerbækkenet. Urinrørene starter i bækkenet. Urin er en opløsning af produkter fra kvælstof og svovl metabolismen. Urin indeholder også uorganiske sale, farvestof, og produkter fra giftstoffers inaktivering i nyrerne.

55

Nyrerne regulerer normal niveauet af stoffer i blodet, så som vand uorganiske stoffer og sukker (blodsukker). Ved sukkersyge kan nyrerneikke sende overskuds sukker til blodet, og det går til urinen. Nyrerne er et endogent organ, ligesom de tætved liggende binyrer. Et produkt regulerer plodtrykket, et andet produktionen af røde blodceller. Hundens urin er gult og vandigt. Når der drikkes mere vand, bliver urinen fortyndet og bleger. Mængden af det udskilte vand varierer med vand og foder indtagelse, fysisk aktivitet og omgivelsernes temperatur. Der udskliies dagligt et volumen urin på 0,03 til 1,6 ounces per kilo kropsvægt. Urinsten, normalt kaldet nyrer og blære sten, er unormale saminger af uorganiske salte. De ses ofte hos hunden. Urinblæren har to funktioner:

1. Den er reservoir som udviddersig, sor at rumme den urin, dom fortløbende kommer gennem urinrørene til blæren.

2. Når hanhunden markerer sit territorium, når nogle hunde er bange, eller en hvalp er ophidset, slipper blæren noget urin. Glatte muskel fibre i blærevæggens mudkel trækker sig sammen, og den tværstribede muskulatur i urinrørets væg trækker sig sammen. Nerve kontrollen af urinblæren er kompleks.

Hunhundens reproduktionssystem

Planche 71 Skamlæber og skede Figur 1. Mellemkøddet mellem endetarms åbningen og skamlæberne, set bagfra. Skamlæberne består af to læber og klitoris. Klitoris er homolog til hanhundens penis, og sjældent ses en lille klitoris ben. Anus = endetarmsåbning Perineum = mellemkødet Left labium = venstre læbe Figur 2. En åbnet skamlæbe og skede set oppefra. Den ydre livmoderåbning og hals kan ikke ses, da det vender nedad. Blæren er flyttet til den ene side. Bladder = blære Vaginal part of cervix = skededelen af livmoderhalsen Dorsal median postcervical fold = den øverste mellemste efterlivmoderhalsen fold Vagina = skeden Vestibular buld = forgårdasknold Urethral opening = urinrørs åbning Clitori = klitoris Clitoris fossa = klitoris gruberne

56

Labia = skamlæber Figur 3. Kønslæber, skede og relaterede organer set fra siden. Bemærk følgende:

- Ventral projektion af livmoderhalsen ind i skedens hvælvning. - Dorsal median postcercical fold. Et spekulum (kikke tube) ind i skeden, kan rive

denne fold itu, såå det ser ud til at være den vaginale del af livmoderhaæsen, med en ventral fissur ligner den livmoseråbningen.

- Ventral hældning i den bagerste den af skeden og skedens forgård. Når en tæve er i løbetid (østrus, hanhunde tiltrækkes), vil læberne være hævede od der udskilles en varierende mængde af rødlig slim. Duften af en tæve i løbetid, opfattes på ret lang afstand af hanhundens vomeronasal organ (se planche 43). Under østrus (senere del af løbetiden), når æggene er væk fra æggestokkene, accepterer tæven parring. Forandringen fra proøstrus til østrus bestemmes bedst ved at se celletyper i en udstrygning fra skeden. I den fertile alder er tæven i løbetid gennemsnitlig tre gange på to år. Intervallerne mellem løbetiderne kan variere fra individ til individ.

Planche 72 Livmoder, æggeleder og æggestokke Figur 1. Livmoder, æggeledere, æggestokke bursa (med æggestokke) og relaterede organer set nedefra. Livmoderen består af et højre og venstre horn (cornua uteri), krop (corpus uteri) og hals (cervis uteri). Bemærk følgende: Venstre æggestokke vene går samen med venstre nyre vene, medens høje æggestokke vene går sammen med den bagerste hulvene; ægestokke og livmoder kar danner anastomose (går sammen). Rigth kidney = højre nyre Uterin tube = æggeleder Ovary in ovarian bursa = æggestokke i æggestokspung Rigth uterin artery and vein = højre arterie og vene til livmoderen Ureters = urinledere Bodu of uterus = livmoder kroppen Cervis of uterus = livmoderhalsen Bladder = blære Colon = tyktarm Left horn og uterus = venstre livmoderhorn Opening in ovarian bursa = åbning i æggestokkepung Left uterin artery and vein = hvenstre arterie og vene til livmoderen Left kidney = venstre nyre Aorta = hovedpulsåren Caudal vene cava = bagerste hulvene Figur 2. Æggestokken kan ses, ved at der er skåret i og flyttet på æggestokke bursa og æggeleder (oviduct eller salpinx). Æggestokke bursa er en del af mesosalphinx (bughindefolden som omslutter æggelederne).

57

Når tæven bliver steriliseret (ovariehysterektomeret), lægges et snit i den ventrale bugvæg. Æggestokkenes bærende ligamenter skæres over og æggestokkenes arterier og vener ligeres (bindes af). Det brede ligament (mesometriet) skæres på langs. Livmoderens arterier og venes ligeres sammen med livmoderens krop, som er krøllet sammen og skåret af foran livmoderhalsen. Æggestokke, æggeleder og livmoder fjernes og bugvæggen sys sammen. På figur 2, hvor tæt æggestokkene er ved åbningen til æggelederne. Gennem østrus (i den sene del af læbetiden) produceres æggene ved ruptur af folliklerne i æggelederne, og de føres ind i æggelederne ved hjøælp af fimrehårene, indesluttende folder med cilliebærende celler. Hvis sædcellerne er begyndt at bevæge sig op i æggelederne, sker befrugtningen (sædcelle forenes med ægcelle). Der resulterende foster er en bold af delende celler, en morula. Det tager ca. en uge for en morula at passere gennem æggelederne til livmoderens åbning i hornene. Uterin tube = æggeleder Fimbrae = fimrehår Proper ligament of ovary = æggeledernes ledbånd Tubouterin junction = Mødestedet for æggeleder og livmoder Broad ligament = det brede ligament Horn of uterus = livmoder horn Opening of uterin tube = øggelederens åbning Ovary = æggestok

Planche 73 Fosterhinder. Moderkage Figur 1. Snit gennem blastula. Blastocyt. Efter at være ankommet i livmoderen, udvikler hvert morula sig til et blastula, som fortsætter med at udvikles imedens den flyder frit i livmoderen endnu er uge. Embryonerne bliver fordelt lige mellem de to livmióderhorn. I blastula stadiet, er den indre celle masse af stamceller det tidlige foster. Cellerne i trofoblasten danner choriumallantoids chorium epitel. Den lysende zone, som omslutter ægcellen opløses snart. Inner cell mass = Indre cellemasse Zona pelucida = Lysende zone Trophoblast = ernærings kimceller Blastocyt cavity = blastocyt hulen Figur 2. Sent embryon og udviklende ydreembryomiske hinder set fra siden. Fra starten og fortsættende bliver embryonet er næset af æggeblommens blodkar, den første membran, som vokser ud fra den primitive tarm. WEn rest af æggeblommen bliver indtil fødslen. Choriumatlantois folderne mødes og vokser sammen, hvorved de danner chorion og amnion, som omslutter amniohulen med embryonet. Allantois (pilene) voker ud fra den primitive tarm og forenes med chorion, hvorved de danner chorioatlantois. Væske akkumuleres i hulerne. Chorioamniotic fold = Amnion = fosterhinde Chorion = hud Allantios = alantois

58

Yolk sac = æggeblomme Embryo = foster Figur 3. Membraner om fosteret, zone moderkage og foster. Implantations processen starter i starten af den frie periode og varer få dage. Dele af shorionallantois binder sig til endometriet (livmoderens beklædning) på en soneagtig måde. Chorion epitel celler (trophoblast celler) ødelægger endometriets celler for at komme i kontakt med moderens kapillærer. Føtal blod er i chorioallantois´ allantois kapillærer. Denne del er den snirklede moderkage zone. Marginale hæmatomaer langs hjer side er masser af maternel blod. Altså består moderkalen af to dele: fosterets og moderens. Transport af ilt og næring fra moderens blod går gennem maternelle kapillærer og trofoblastceller til føtale kapillærer; affaldsstoffer og kuldioxid går i den modsatte retning. Normalt blandes maternal og føtal blod aldrig. Umbilical cord = navlestreng Endometrium = livmodervæg Myometrium = livmidermuskel Placente = moderkage Figur 4. Hunde zone livmoderkage ved fødsel. Udtaget ved kejsersnit. Nu synes de marginale hæmatomer grønne, fordi blodets pigment nedbrydes. Dette pigment ses ofte på pelen rundt om skamlæberne efter hvalpenes er født. Puppy = hvalp

Planche 74 Fødsel Figur 1. Cranial præsentation af en hvalp ved fødsel. Se fremskupningen af chorioallantois sækken gennem skamlæberne. Den er fyldt med allantois væske. Puppy in birth canal = hvalp ifødselsgang Head = hoved Amnionic sac = indre foster hinde (amnion sæk) Chorioatlantic sac = ydre fosterhinde Placenta = moderkage Puppy in uterus = hvalp I livmiser Figur 2. Caudal præsantation af en hvalp ved fødsel. Gennemsnits længden på drægtigheden er hos tæven er 63 dage. Ekstremerne er 59 – 70 dage. Nogle symptomer på kommende forlæsning (proceduren af føde hvalpe):

- Større bug. Normalt, men ikke altid, forstørrede og afslappede skamlæber. - Periodisk udskillelse af klart flåd. Somme tider indtørret blod, som er fra sidste

løbetid. - Større mælkekirtler. Der kan komme mælkedråber fra niplerne gennem den

drægtighedens sidste uge.

59

- Kropstemperaturen falder til 98 – 99,5 grader F ( ) ca. 24 timer før nedkomsten. Tag temperturen hver 12. time.

Veer 1. trin: Livmoderhalsen udviddes indtil den udfylden den bagerste del af skeden. Tilbagetrukkenhed og redebygning. Dårlig appetit.

Stigende utilpashed på grund af livmoderens sammentrækninger. Ro, ændre stilling, gå rundt og så videre.

Veer 2. trin: - fødsel af hvalpene: Ve sammentrækning af den ventrale bugmuskel skaber bugpressen. Tæven tisser, har afføring og kaster måske op.

Hvalpe og forterhinder bevæger sig igennem livmoderen, over skambenes og gennem fødselskanalen(livmoderhals, skede og skamlæber). Ca. 60 % af hvalpene fødes med hovedet; Ca. 40 % med bagenden først. Chorionallantois blæren (lange stiblede linier) kommer til syne gennem skamlæberne, eller den kan være gået itu. Amnion blæren (korte stiblede linier) rundt om hvalpen går også itu. Denne væske giver smørelse for hvalpens passage igennem skamlæberne. Hvalpen skal eller skal ikke have hjælp til fødslen. Ved kontinuert at slikke, får tæven intakte forsterhinder til at gå itu og fjerner dem fra hvalpen.

Uddrivelse af livmoder kage: Tæven trækker i hinderne og navlestrængen, så moderkagen trækkes ud. Der kommer nogen blødning. Hundens placenta er decidual, det vil sige, at moderen taber noget væv under fødslen. Tæven spiser fosterhinder og moderkage.

Kejsersnit (kirurgisk forløsning) er indikeret, når hvalpene er for store til at komme ud gennem bækken åbningen eller når de ligger i en stilling, som forhindrer at de kan komme ud af livmoderen og gennem fødselskanalen. Det store hoved hos hvalpe fra brachiocefale racer kræver ofte, at hvalpene fødes ved kejsersnit. Hind limb = bagben Umbilical cord = navlestrend

Planche 75 Hundens mælkekirtler Figur 1. Hundens mælkekirtler set nedefra. Cranial thorecic = forreste bryst Caudale thoracic = baagerste bryst Craniale abdominal = forreste bughule Caudale abdominal = bagerste bughule Inguinal = lyskefolds Figur 2. Skematisk tegning af hundens mælkekirtel. Papillary ducts = udførselsgange på papillen Duct opening = åbning til udførselsgangene Lactiferous sinus = mælke sinus Lactiferous ducts = mælke gamge Gland lobules = kirtler Secretory cells = udskillende celler

60

Contractile cells = sammentrækkelige celler. Der kan være fire til seks par mælkekirtler, men kirtlerne kan mangle på en af siderne. Ofte er modsatte kirtel hævet. Dette er et godt arrangement, da det giver bedre tilgang til de diende hvalpe. Mælkekirtler er modificerede svedkirtler, som udvikles til at udskille mælk (laktere). Sekretoriske celler, som er i alveolerne producerer mælk. Stjerneformede sammentrækkelige celler (myoepiteliale celler) omkredser hver alveole. Mælkegange fører møælken til mælkesinus. Pappil gangen (pattekanalen) åbnes for enden af hver patte. Sent i drægtigheden, bliver mælkekirtlerne større, samtidig med at alveolernes sekretoriske celler producerer mere og mere mælk. I den sidste 8 til 10 dage, kan mælken dryppe fra patterne. Den forstørrede kirtel falder ned, og og modsat liggende kirtler rører somme tider ved hinanden. Alle mælkekirtlerne lakterer. Når en hvalp begynder at sutte (die), indretter mplkekirtlerne sig på det antal hvalpe, der er i kuldet. Normalt bliver en lakterende kirtel hævet, og bliver så mindre i størrelse når der dies. Dining starter en ”lægge mælk ned reflex”. Patningens nervøse stimulering forårsager sekretionen af et hormon (oxitocin fra hypofysen). Oxitocin stimulerer de sammentrækkelige celler rundt om alveolerne, så de sprøjter mælk ud i mælkekanalen. Det først prodiceret mælk (kolostrum) har en afførende effekt på hvalpene. Kolostrum indeholder også vigtige antistoffer, som indtages af de nyfødte hvalpe i løbet af de første dage af hvalpens liv. Disse antistoffer giver beskyttelse imod sygdomme i adskillige uger. En fast, varm, muligvis røs mælkekirten indikerer mælkekirtel betændelse, betændelse i en mæælkekirtel på grund af bakteriel infektion. Mælk presset ud fra denne kirtel, kan have en tyk udseende som pus, eller det kan være blov tilblandet. Her skal hunden til Dyrlæge. Mælkekirtel tumore, mange maligne, ses ofte hos hunden. Lymfeafløbet fra de forreste tre kirtler på hver side går til armhulens lymteknude; lymfeafløbet fra de bagerste to kirtler går til den overfladiske lyske lymfeknude. (se planche 65).

Hanhundens reproduktionssystem

Hanhundens kønsorganer

Planche 76 Figur 1: Skematiok tegning af hanhundens kønsorganer. Set fra venstre side.

1. sædstreng 13. Ligament til halen af bitestiklerne

61

2. Urinleder 14. Bitestikler 3. Blære 15. Venstre blodkrop 4. Testikel kar 16. Svampet krop 5. Sædstreng (I lyskekanalen) 17. Hævesvampet m. 6. Forhuden 18. Penis tilbagetrækker m. 7. Penis ben 19. Urinrør 8. Den lange del af glans penis 20. Blærehalskirtel 9. Svulmelegemer på glans penis 10. Pungen 11. Testikler 12. Omslagsfold

Figur 2. Snit igennem den højre testikel og bitestikel. Hver testikel er omgivet af en fold af bughinden - mesorchiet, om indesluttet i dens forlængelse – omslagsfolden. Dybt i indersiden af omslagsfolden supporteres testiklerne af dens figrøse forlængelse tunica albuginia og dens indre forlængelse septula. Scrotum er en pung af hud, glatte muskler, fascier og den ydre del at omslagsfolden. Rummet imellem den indre og ydre del af omslagsfolden ie bughulen. æMusklen i scrotum og cremaster musklen i sædstrengen hjælper med at regulere testiklernes temteratur ved at hæve og sænke dem kropsvægen. Sædcellerne (spermatozoerne) udvikles i tubulus seminiferous. De fortsætter de lige kanaler til testikel netværket og sædstrengen og udløbende gange ind i bitestikel gangen og hovedet ag bitestiklerne. I det sædcellerne passerer igennem bitestikel gangene modnes de og under indvirkning af sekretionen fra de celler, som er om gangene. Den sidste del af bitestikel gangene i halen af bitestiklerne og første del af ductus deferens indeholder modne bevægelige sædceller med en piskelignende hale. Den meget muskuløse (glatte muskler) ductus deferens fortsætter op i sædstrengen gennem lyskekanalen og ender med at åbne ind i prostata delen af bækkendelen af urinrøret. Gennem ejakulation, sprøjter hver ductus deferens sædceller og bitestikel væske ind i urinrøret. Sperm cell = sædcelle

Planche 77 Prostata. Penis Figur 1: Blærehalskirtlen. A. Set oppefra. B. Set nedefra med åbnet urinrør. Bladder = blære Ureter = urinledere Ductus deferens = sædstreng Prostata gland = blærehalskirtel Urethra = urinrør Seminal hillock = sæd tue Figur 2: Relationer i de erektile celler i hundens penis: Penis roden, corpus caverbosus (legemet med hulrum), svulmelegeme, urinrørets svampede legeme, svampede del af glans penis. Figur 3: A: Tværsnit af svulmelegeme i glans penis.

62

B: Isoleret penis ben. (Kaldes os penis eller baculum) Blærehalskirtlen er hanhundens eneste assessoriske kønskirtel. Højde og venstre del af kirtlen omslutter blærehalsdelen af urinrøret. Utallige gange fører fra kirtlens sekretoriske enheder og munser i urinrøret, når de forlader kirtlen. Ved ejakulation pressen en stor mængde af sædceller og bitestikel væske ved hjælp af muskelkontraktion i ductus deferens og ischeocaverbøs muskel gennem del slise agtige åbninger på hver side af sæd tuen, i den dorsale vær i urinrørets blærehalskirtel del. Denne masse bevæger sig imod urinrørets åbningved kontraktion af urinrørets og det svampede legemes muskler. Så kommer væsken fra blærehalskietlen og urinrørets kirtler ril og fuldstændiggør dannelsen af sæden. Penis’ to rødder stammer fra ischeocavernøse muskel. De fortsætter ind til penis kroppens to svampede legemer. Penis’ svulmelegeme er mellem disse to rødder. Det fortsætter ind i urinrørets svampede legeme. Den udvidder sig ud i glas’ svampede legeme. Penis’ arterier og vener er terminale grene af de indre skambens kar. Penis’ erektion er fremkommet ved fuldstændig fyldning af legemets erektile celler med blod. En kompkleks sekvens af arterie afslapning og interferens med vene afløv forårsaget af kortrold med musklerne omkring penis og musklerne i vagina. Ved parring er det mest den udvidde glans, sm trænger ind i vagina. Svulmelegemet på glans forstørres hurtigt og forårsager låsningen i vagina. Når hanhunden sstøder, er urinrørets åbning sirekte op til livmoderhalsens åbning. Han og hun huns kan være låst sammen ilang tis – 15 til 60 minutter. Hanhunden kan ændre stilling, og stå med ansigtet væk fra tæven. Ved slutningen af parringen løber arterie blodet tilbage til normalt og musklerne afslappes, dette tillader venerne at åbnes igen. De to penis retraktor muskler rækker sig sammen og hjælpwe glans penis tilbage i forhuden igen.

Planche 78 Nedstigning af hundens testikler Figur 1. Testikler og bitestikler før de kommer ind i lyskekanalen. ’Frn frl af gubernaklet, som er udenfor bughulen øges i volumen og udvidder lyskekanalen og pungen. Figur 2. En sløjde dannet af bitestikler og ductus deferens trænger først ind i lyskekanalen. Figur 3. Testikel og bitestikel i pungen. Resterne af gubernaklet bliver som et ligament fra bitestilek halen og det korrekte ligament (som ikke ses her). Den ydre vaginal fold omslutter indersiden af pungen; den indre del af vaginalfolden dækker testikler og bitestikler. Hver testikel starter som er hævelse under den midlertidige mellemste nyre. Når de udviklende testikel starter nedstigning, tilbagedannes den mellemste nyre, men den gang bliver binurernes gang og ductus deferens.

63

Nervesystemet Planche 79 Hundens hjerne Figur 1. Hjernen set oppefra. Figur 2. Hjernen skåret over i midten.

1. Længdegående fure 9. Den forlængede rygmarv 2. Højre hernehalvdel 10. Pons 3. Furer 11. Thalamus 4. hjernevindinger 12. Hypothalamus 5. Lillehjernen 13. Hypofysen 6. korpus callosum 14. Synskrydset 7. pellusidum 15. Højre synsnerve 8. Pineal kirtlen 16. Lugtekolber

Hypothalamus, hypofysen og pineal kirtlen er dele af det endokrine system. De tre største dele af hjernen er storhjernen (med to hemisfærer), hjernestammen og lille hjernen. Hjernestammen består af pons (broen), den forlængede rygmarv, mellemhjernen og imellem hjernerne. Hjernestammen forbinder hjernens hemisfærer med lillehjernen og den forlængede rygmarv.

Planche 80 Hovednerver Hjernen set nedefra med hjernenervernes rødder. Hjernenerver og deres funktioner:

1. Lugtenerven – Lugtesansen. Mange små nervefibre kommer fra næsens slimhinde. De går gennem åbningerne i sibenet til lugtekolberne.

2. Syns nerven – Syn. Nogle nerver kommer fra et af øjnenes nethinde, krydser over ved synskrydset og fortsætter ind i synsnerven på modsatte side.

3. Øje bevæger nerven – bevægelse til adskillige muskler rundt om øjnene. Parasympatiske motoriske fibre til øjets glatte muskler.

4. Trochles nerven – bevæge nerver til trochlea muskler omkring øjet. 5. Trigeminus nerven – ansigtets følenerver. Bevægelse af tyggemuskler og dybe muskler i

hovedet. Føle nerve til de underste tænder. En tunge gren er følsom for berøring af tungen. 6. Bortfører nerven – bevæge nerve til muskler rundt om øjnene. 7. Ansigst nerven – bevæger ansigt, øjelåg og øre muskler. Dens chorda tympani gren slutter

sig til tungenerven og sanser smag fra den forreste 2/3 af tungen. Der er parasympatiske fibre, som bevæger tåre og spyt kirtler.

8. Vestibulo coclear nerven – følenerve for hørelse, bevægelse og balance. 9. Tungesvælg nerven – Bevægenerve til svælg og gane. Føler smag og berøring fra den

bagerste 1/3 af tungen. Følenerver til svælg og ganes slimhinder. Parasympatiske til spytkirtler.

64

10. Vagus nerven – Parasympatisk nerve til glatte muskler i hals brysthule og bughulens indvolde. Føle nerver til strubens slimhinder og bevæge nerve til strube slimhinde via den forreste og bagerste strube nerve.

11. Hjælpende nerve – Bevægenerve til fire skulder muskler. Bemærk at hovedpartenm af nerven kommer fra nerver i rygmarven.

12. Under tungen nerven – Bevæger tungens muskler. Olfaktory Bulb = lugtekolber Optic chiasm = synskryds Pona = pons Cerebrellum = lillehjernen Medulla oblongata = den forlængede rygmarv Spinal cord = rygnmarv

Planche 81 Rygmarv og rygmarvsnerver Figur 1. Skematisk tegning af rygmarv og rygmarvsnerver set oppe fra. Figur 2. Tværsnit af rygmarven i brysthulen og dens relation til rygkanalen og rygmarven. Cervical region = halsområdet Cervical enlargement = halsudvidelsen Thoracic region = Brystområdet Lumbar region = lænde området Lumbar enlargement = lændeudviddelse Sacral and caudal redion = korsbens og hale området Cauda equina = heste hale Figur 2

1. Områder om dura 7. Bryst rygmarvsnerver 2. Dura mater 8. Samlegrene 3. Rygmarv 9. Sympatisk stamme 4. Øvre rødder 5. Rygmarvs ganglie 6. Underste rødder på rygmarvsnerven

Rygmarven fortsætter fra den forlængede rygmarv ved foramen magnus (den store åbning) i baghovedet, strækker sig bagud ca. til disken mellem 6. og 7. lændehvirvel. Et differentielt udviklingsmønster er tilstedeværelsen af t 8. hals rygmarvs segment og varierende relationer mellem rygmarvs segment og hvirvel. Rygmarvens bagerste lænde, korsbens og hale segmenterne er mere fremad i firhold ril hvirvlen af samme nummer. Rygmarven er længere ved små hunde. Cauda equina (heste hale) er en samling af spinal nerve rødder, som strækker sig bagud fra rygmarvens slutning in ryg kanalen. Rygmarvens diameter er større i hals og lænde udvidelserne, hvor rødderne danner pleksen (netværk), som forsyner benenes nerver.

65

De sensoriske dorsale horn (med dens rygmarvs ganglier) og de motoriske ventrale horn forenes og danner rygmarvsnerven. Rygmarvsnerverne deler sig derefter i store dorsale og ventrale grene. I brysthulen og lænde regionen, forbindes kommunikerer grenene med den sympatiske stamme. Den sidste er dannet af en serie ganglier forbundet med nerver, som ligger langs den indre overflade af brysthulens væg. Dura mtaers ydre hinde dækker rygmarven, den er skildr fra væggen i rygmarvs kanalen med epidural (ved dura) rummet. Dette rum indeholder fedt celler og et venøst plexus. Rygmarvsnerverne passerer igennem meninges (hjernehinden).

Planche 82 Autonome nervesystem Parasympatiske del er hvis; sympatiske del er sort.

1. Parasympatiske kerne(samling af nervecelle kroppe) i hjernestammen. Med parasympatiske nerver hoved nerve III, VII, IX og X (Vagus)

2. Forreste hoved ganglie. (Samling af nervecelle kroppe). Sted det forsyner hovedet med sympatiske nerver.

3. Rygmarvsnerve. 4. Sympatisk stamme og ganglie 5. Store sympatiske ganglie 6. Sympatisk nerve til bryst, bughule og bækken organer. 7. Grene af n. vagus til brysthule og bughuleorganer 8. Bækken nerver

N. Vagus og den sympatiske stamme er smeltet sammen som vagosympatikus stammen, som ligger ved halsens arterie coroideus. Begge dele af det autonome nerve system er motoriske, men der er også følelses nerver i det autonome nervesystem. Nerve fibre fra celler i den grå laterale horn i thoraco-lombar delen af rygmarven, danner synapser med (sender nerveimpulser til) nerveceller i sympatiske ganglier. Nervefibre fra celle kroppe i ganglier supplerer den sympatiske inervationen af til organer. Parasympatiske ganglier er inden i eller på organerne, som de forsyner med nervefibre. Parasympatiske og sympatiske nerver går normalt til de samme organer, med forårsager forskelligt respons. Organ Parasympatisk effekt Sympatisk effekt Øje sammentrækker pupil udvidelse af pupil Tåre kirtler øget sekretion nedsat sekretion Spyt kirtler øget sekretion nedsat sekretion Hjerte nedsat sammentrækning øget sammentrækning Bronchier og bronchioler sammentrækning udvidelse Mave og tarme øget bevægelse og sekretion nedsat bevægelse og sekretion Binyre marv ingen effekt sekretion af adrenalin Urinblæren sammentrækning afslappelse

66

Cranial outflow (papasympathetic) = hovedudløb (parasympaticus) Thoracolumbar outflow (synphatetic) = bryst og lænd udløb (sympatisk) Sacral outflow (papasympathetic) = Korsbens udløb (parasympatisk) Vagus n, = n. vagus Sympatic trunk = sympatisk stamme

Planche 83 Hjernehinder og hjernevæske Den skematiske tegning viser: - Hjernehinder – tre membraner, som dækker hjernen og rygmarven.

- Plesus choriodeus – hoves stedet, hvor der produceres cerebrospinal væske (CSF). CSF produceres også i cellerne, som beklæder ventriklerne og hjerne væv. - Cirkulationen af CSF (pilene) gennem ventriklerne (hjernens kommunikerende kamre), rygmarvens centrale kanal og det subaracnoidale (under araknoides) rum. - Dræneringen af CSF gennem araknoid dannelser, som rager ind i blodet i sinus venosus i dura mater. - Slutningen af rygmarven og cauda equinq (heste halen), som dannes af de sidste få rygmarvs nervers rødder. - Stedet (A), hvor CSF tages væk fra det sub aracnoidale rum og (B) til injektion af bedøvelse ved spidural bedøvelse.

1. Dura mater i forreste hule – blander sig med 9. Åbning mellem ventriklerne – på hver periosten i hjernekassen; ingen epidural rum. side; forbinder lateral ventriklerne i

hjernens med 3. ventrikel. 2. Dura mater i rygmarv kanalen – tæt, 10. Tredje ventrikel – med midt hjernen

Fibrøs ydre hjernehinde. 3. Epidural rum (kun i rygmarv kanalen) 11. Plexus choriodeus i tredje ventrikel (P.C.

indeholder fedt celler, kar og nerve rødder. fra lateral ventriklerne kan ikke ses). 4. Rygmarv kanalens periostum 12. Fjerde ventrikel – med forlænget rygmarv 5. Arachnoid – fin mellemste hjerne hinde. 13. Rygmarvens centrale kanal – fortsætter bagud fra fjerde ventrikel 6. Under araknoidea rum – (meget forstørret her) 14. Plesus choriodeus i fjerde ventrikel

Indeholder CSF. Krydses af filamenter, som Fra aracnoidesa membran til pia mater.

7. Pia mater – karholdig indre membran, som 15. Yderste åbning i fjerde ventrikel – en af Dækker hjernen og rygmarven; daner de sidste to åbninger så CSF kan passere ud i det Filamenter på rygmarven. subaracnoidale rum.

8. Lillehjerne marv cisterne – udvidet del i det 16. Araknoides trævkler – gennem hvilke Subaraknoidale rum; her tages prøver af CSF. CSF passerer ind i det øverste længdegå- ende venøse sinus.

17. Øverste længdegående venøse sinus – med dura mater.

CSF´s funktion: 1. Polstrere hjerne og rygmarv. 2. Transporterer ernæring, affaldsprodukter og regulerende substanser. Hydrocefalus er en udviddelse af ventriklerne fyldt med overproduktion af CSF, som presser på hjernen.

67

Planche 84 Placering af de største endocrine organer Endokrin organ Produceret hormon Target organer/celler 1. Pineal kirtel melatonin hjernens sovecenter 2. Hypothalamus frigivelses hormoner forreste hypofyselap oxytocin livmoder, mælkekirtler antidiuretiske hormon (ADH) nyrerne 3. Hypofyses Forlap thyreotropin skjoldbrusk kirtlen gonadotropiner æggestok og testikler adrenacortocotropine binyre barken somatotropin kroppens voksende celler Baglap gemmer og frigiver oxytocin og ADH se ovenfor 4. Skjoldbrusk kirtel thyroxine og triiodthyroxin alle kroppens celler calcitonin skelet 5. Biskjoldbruskkirtler parathyriodea hormon (PTH) skelet, tarme, nyrer 6. Mave gastrin mave, tyndtarm 7. Tyndtarm colecystokinin, secretin galdeblære, tyndtarme 8. Bugspytkirtel insulin; glucagon alle celler; lever, pancreas øer somatostatin mave-tarm kanal, forlap 9. Binyrer - bark cortisol, aldosterol alle celler, immun systemet

- marv adrenalin, noradrenalin muskle celler, kirtler 10. Æggestokke østrogen, progesteron tævens reproduktions organer Testikler testosteron hanhundens reproduktions org organer, muskler, hud Moderkage choriongonadotropiner, østrogen tævens reproduktions organer Brain = hjerne Kidney = nyre Female = hunhund Male = hanhund