tommy heisz

Historien om

Himmelflugt og højdeskræk

Love shop

læseprøve

16 17

mærkelig. Alle de indspiste i det københavnske punkmiljø, der aldrig helt havde accepteret ham. Og ikke mindst Louise, hans kæreste, som han havde mødt året før. Hun havde måttet lægge øre til al hans snak om, hvordan han skulle være popstjerne og lægge hele verden ned. Når altså bare lige det der album kom ud.

Og nu var det her. Det fandtes. Han stod i sin lejlighed på Gammel Kongevej og lyttede til det. Og mens februars alt for tidlige mørke lagde sig knugende over byens tage, lod han sig fylde med visheden om, at der var lysere tider på vej. Han skulle bare trykke på play.

Nu tændes himlens dybe glød

Og natten kommer fløjlsblød

De drømmende går snart til ro

På mælkevejens stjernebro

Når februar er allermørkest, kan det være svært at finde de lyse tanker frem. Det gjaldt ikke for Jens det år. Han gik skråsikkert rundt og følte sig som verdensmester, allerede inden musikken var kommet ud. Han var sikker på, at danskerne var klar til intelligent og ambitiøs pop på dansk. At når folk var vant til at gå rundt og spise trestjernet salami i form af Ray Dee Ohh, Dodo & The Dodos , og hvad der ellers dominerede musikbilledet i Danmark, så ville de elske at sætte tænderne i det udsøgte gourmetmåltid, han og Hilmer havde forberedt for dem.

Da førstesinglen udkom, skulle det hurtigt vise sig, at han havde noget at have sin optimisme i. En nat bliver det sommer. Pladeselskabet Garden Records lod vinylsinglen trykke i 500 eksemplarer og sendte den ud ledsaget af en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod:

”I en tid, hvor dansk pop/rock hovedsageligt består af melodistemme og trommespor, og hvor musikalske arrangementer har noget med skatteakrobatik at gøre. I en tid, hvor lyrik/poesi, stemning og følelse er noget, der hører de finere kunstarter til. I en sådan tid vælger vi at springe foråret over og udsende

København, 1990

Han stod med båndet i hænderne. Lod fingrene glide hen over det. Holdt det op mod lyset og betragtede det. Umiddelbart lignede det ikke en genstand af høj værdi. To stykker plastik støbt om et smalt magnetbånd, der sad viklet om to hvide tandhjul. Et kassettebånd med simpel håndskrift på.

Men for 25-årige Jens Unmack fik netop dét kassettebånd hjertet til at slå hurtigere. Det var hans drømme, der gemte sig inde i det bånd. Viklet op omkring de to hvide spoler lå alt det, han havde arbejdet for, siden han var kommet til København otte år tidligere.

På en fabrik et eller andet sted i verden var maskinerne i fuld gang med at presse vinylerne og fremstille cd’erne. Det var februar, og Love Shops debutalbum 1990 skulle udkomme få måneder senere. Et kærlighedsbarn. Frugten af venskabet og samarbejdet med Hilmer Hassig, som han tilfældigt var stødt på i en pladebutik på Strøget i København i 1983.

Den sidste tørn var blevet taget få uger tidligere, da Jens og Hilmer havde været i Stockholm for at mikse albummet færdigt sammen med superproduceren Stefan Glaumann. I den hårde svenske frost havde de knoklet med at få de sidste detaljer på plads. De havde boet på et usselt hotel på Drottninggatan tæt på det sted, hvor Olof Palme få år tidligere var blevet skudt ned efter en biograftur. For Jens havde det mest været ventetid. Det var Hilmer, der trykkede på knapperne. Det var ham, der vidste, hvordan man gjorde den slags. Nu var der kun tilbage at vente på den dag, resten af Danmark kunne få det her at høre. Indtil da kunne Jens gå rundt og lytte til det kassettebånd med det færdige resultat, som pladeselskabet havde givet ham.

Han satte det i båndoptageren og trykkede play. Sang for sang lyttede han albummet igennem. Igen fik han den der følelse i mellemgulvet. Den var der sgu. Albummet var blevet fantastisk. Fuldstændig som det skulle være. Han lukkede øjnene og tog følelsen helt ind. Forsøgte at holde fast i den. Han havde det, som om hans bryst skulle sprænges af stolthed. Nu skulle hele verden få at se, hvad han kunne. Alle dem hjemme i provinsen, der havde syntes, han var for

18 19

forlængelse af både Oehlenschläger og Thøger Larsen og brænder rent igennem i omkvædet. Melodien er silkefin.”

En nat bliver det sommer virkede, som den skulle, og den udgjorde en perfekt spydspids for den fælles ambition, Jens Unmack og Hilmer Hassig havde. De ville vise, at man kunne noget nyt, spændende og helt anderledes med det danske sprog og en grundmelankolsk, fin poplyd som grundingredienser.

De var høje på den succes, førstesinglen havde fået. Første del af missionen var lykkedes. De stod nu ved første stop på en færd som musikalske brødre. En rejse, der skulle vise sig både lang og farlig. Måske fordi de i virkeligheden ikke var som brødre. Snarere som far og søn.

Dollerup Bakker, 1971

Bilen bumlede af sted i et adstadigt tempo ad de bugtede veje gennem de bakkede, grønne landskaber. Det var sommer. Bilens bagagerum var stoppet med sorte læderkufferter. På bagsædet sad 7-årige Jens. Han betragtede de dramatiske landskaber omkring sig og prøvede at vænne sig til tanken om, at det her skulle være hans nye hjem. Faren, som var jurist, var blevet forfremmet og skulle nu virke ved landsretten i Viborg. Derfor rykkede familien fra parcelhuskvarteret i Himmelev ved Roskilde til et hus i landsbyen Dollerup, omkring 10 kilometer sydvest for Viborg. Jens holdt i hånden den turkise frø med glasøjne, han havde fået som flyttegave.

Hans første tanke var, at stedet var vildt. Han var vant til at bo et sted, hvor husene lå tæt, og hvor man hele tiden mødte andre mennesker. Her var det på naturens præmisser. Tusinder af år tidligere havde isen brutalt skubbet sig gennem landskabet og efterladt dybe kløfter og slugter og midt i det hele den over 30 meter dybe Hald Sø. Det var både smukt og en smule angstfremkaldende. Her var der langt til den nærmeste nabo.

Hans mor var hjemmegående, faren arbejdede det meste af tiden, og når skoledagene var overstået flere kilometer derfra, og Jens stod af skolebussen, var han overladt til sig selv. Kun en sjælden gang imellem var han sammen med kammerater uden for skoletiden. Det var her, i Dollerup Bakker, at Jens

singlen En nat bliver det sommer.” Singlen blev testet på den lytterbestemte hitliste i det populære

ungdomsradioprogram Det Elektriske Barometer. Og den blev straks stemt ind på listen, hvor den blev liggende i de maksimale otte uger, heraf flere på førstepladsen. Den skrøbelige, fortættede lyrik talte direkte til de unge lyttere, der sad og hørte poetiske breve og postkort, som andre unge havde sendt ind. Det handlede som regel om at have ondt i sjælen. Og senere på aftenen kunne man høre socialrådgiveren Tine Bryld hjælpe unge med deres problemer.

Men det var ikke kun de helt unge, der blev ramt af tonen i En nat bliver det sommer. Singlen blev generelt spillet meget på landsdækkende radio. Informations musikanmelder Klaus Lynggaard blev også ramt på stedet. Mange år senere tog han netop denne sang med, da han blev bedt om at komme med sit bud på en dansk musikkanon bestående af 12 sange, der kunne kaldes for dansk sangskat.

Denne kanonisering var ikke en efterrationalisering fra Klaus Lynggaards side. Det fortæller han, da jeg en martsdag i rusk og regn besøger ham i hans lille hus på landet nord for København. Vejret er så ugæstfrit, at selv hestene på marken må søge ly. Men i Lynggaards arbejdsværelse, hvor vi sidder omgivet af tusinder og tusinder af vinylplader, er der lunt og godt. Den erfarne anmelder forsøger at spole sin erindring 25 år tilbage i tiden:

– Jeg blev bevæget. Det er så sjældent, at det sker så stærkt, men det der nummer kunne altså noget lige på stedet. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg stod i mit køkken og hørte det i radioen. Jeg stoppede helt op og skruede op for lyden. Forsøgte at fange ordene. Du længes i mørket. Mod dage med håb og med lys. Det var så fin og underspillet lyrik med nogle lag, der rakte helt tilbage til noget Dansevise og noget Oehlenschläger. Jeg kunne ikke helt placere det, men det var de følelser, det vakte i mig. Og så den der helt fantastiske guitarfigur, som binder det hele sammen. Det var magisk.

Klaus Lynggaard fortæller stadig, så mange år efter, om sin jomfruelige Love Shop-oplevelse, med en særlig glød i øjnene og entusiasme i stemmen. Som skribent har han i forbindelse med kanoniseringen hæftet følgende ord på sangen:

”Et smukt og formfuldendt bud på en rockballade, der trækker tråde tilbage til Drømte mig en drøm i nat og Det var en lørdag aften. Teksten lægger sig i

20 21

der var T. Rex, der var hunde, der var cola, der var krager, der var himmel, der var alting, der var mig.

Udgangsbønnen på sangen Idag så bedre ud igår fra Love Shops debutalbum giver et meget godt indblik i Jens Unmacks tid som barn og ung i Dollerup.

Musikken fandt for alvor vej ind i hans liv, da han fyldte ti. Gasolin’ havde netop udgivet deres tredje plade, Gas 3, og den blev sammen med Sparks-albummet Kimono My House de første to LP’er, Jens anskaffede sig. Gedigen og ufortyndet rock som Jeg er splittergal og Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley gik rent ind hos ham. Det samme gjorde den glam-inspirerede form for rock, som Sparks mestrede. Den ledte ham videre til blandt andet Slade og Sweet, som også søsteren lyttede en del til.

Han begyndte at frekventere de fire pladebutikker inde i Viborg regelmæssigt. Alene det at stå og bladre de mange pladeomslag igennem og forestille sig, hvordan musikken mon lød, var en oplevelse i sig selv. Men de var dyre, LP’erne. 49,95 gik en ny af slagsen for. Og penge havde han ikke mange af. Derfor begyndte han at komme på det lokale bibliotek. I et interview med Bibliotekspressen fortalte Jens mange år senere, hvordan en engageret musikbibliotekar kom til at betyde meget i hans tidlige år som musiklytter:

”Musikbibliotekaren tog alle nye strømninger hjem lige med det samme. Jeg kunne læse i et udenlandsk tidsskrift, at et nyt band ved navn Television havde lavet en debutplade – og 14 dage efter stod den på hylden, selvom den ikke var kommet til Danmark endnu. Ud over at høre det nyeste nye så startede jeg ved bogstavet A – Animals, hvad spiller de? Og Aros, hvad er det for et band? Jeg satte mig ind i musikken – hvordan det lød i forskellige perioder og genrer – og brugte biblioteket som selvuddannelse.”

Til at begynde med var det meget den melodiøse glamrock, der talte til ham. Men han begyndte også snart at interessere sig for de ældre ting. 50’er-rocken med dens ligefremme, umiddelbare og catchy stil og navne som Chuck Berry, Elvis Presley og Jerry Lee Lewis. Han forsøgte sig også med Led Zeppelin, men det blev for bluesagtigt til ham. Han var slet ikke til den progressive rock med alle dens avancerede strukturer og kringelkrogede opbygninger.

Når han tænker tilbage på det i dag, vil han ikke ligefrem kalde sig selv genrebevidst. Han hørte også så forskellige ting som Status Quo og Shu-bi-dua. Men én ting var fælles for den musik, han lyttede til: Det var umiddelbart og lige

begyndte at dyrke den ensomhed, der skulle komme til at betyde så meget for ham, også i hans voksne liv.

Det var ikke, fordi han manglede noget at tage sig til. Han fiskede fra båden i søen. Han legede krig i skoven iført en gammel gasmaske. I fodboldbladene, som han hjembragte fra kioskerne inde i Viborg, læste han om sine helte i den engelske fodboldklub Liverpool FC. Kevin Keegan, Steve Heighway, Tommy Smith og alle de andre. Han så tipsfodbold i fjernsynet og trak selv lod til Europa Cup-turneringer og spillede kampene igennem ved at skyde til måls mod et gammelt tørrestativ. Real Madrid mod Borussia Mönchengladbach og Legia Warszawa mod Juventus.

Da jeg en vinterdag i 2009 traskede rundt med Jens Unmack i Dollerup Bakker og talte om barndomsårene, fortalte han, at han med årene havde lært at sætte mere og mere pris på det sted, hans fars nye job dengang førte ham til:

– Når jeg ser, hvordan min egen søn nogle gange næsten kan få social stress over alt det, han skal være en del af, og de sammenhænge og fællesskaber, han ikke må gå glip af, så kan jeg godt føle mig privilegeret, at jeg har fået lov at vokse op i det her. Der var jo en enorm frihed forbundet med det, og jeg fik hele tiden lov til selv at definere, hvem jeg var, og hvad jeg havde lyst til at foretage mig.

Det var et afsondret liv på godt og ondt. I de første år mest på godt. Da ungdommen med sine brusende hormoner og udlængsel meldte sig, ændrede det sig. Når den sidste eftermiddagsbus var kørt, kom der ikke flere før dagen efter. Så var det op på knallerten med frysende fingre, hvis den ellers kunne starte. Eller finde på noget at lave i mørket, helt for sig selv. For eksempel lytte til musik.

Der var måner, der var slagsmål, der var fodbold, der var stjerner, der var piger, der var fester, der var flasker, der var asfalt, der var biler, der var cykler, der var skoler, der var lektier, der var fjernsyn, der var radio, der var venner, der var ferie, der var sommer, der var jordskælv, der var svømning, der var dyner, der var drømme, der var træer, der var sygdom, der var blåbær, der var frisbee, der var kornmod,

66 67

bassisten Nis Tyrrestrup. Den milde, tavse mand med stenansigtet. Han siger ikke så meget – og slet ikke i dag, hvor han lige er kommet sig over sygdom. På min venstre side sidder Jens Unmack.

I anledning af bandets 25-årsjubilæum er det den længste Love Shop-turné nogensinde, vi her er sat ud på. Jeg begynder så småt at indstille mig på, at der nok ikke bliver smadret nogen hotelværelser i løbet af de næste uger, hvor jeg følger med bandet rundt. Men da vi nærmer os showstart, kommer der alligevel sprut på bordet.

Fem glas med gin bliver strakt i vejret og mødes i klirren over bordet: – En skål for Heinz! ”Heinz” er Henrik Hall. Det er hans fødselsdag i dag. Men det gamle fest-

midtpunkt kan ikke længere komme med på landevejen. Han døde for fire år siden. Alligevel er han til stede i rummet, da denne skål bliver udbragt. De fem bandmedlemmer stirrer hinanden dybt i øjnene og vender bundet i vejret på glassene, mens Iggy Pop vrænger i baggrunden. That’s when I want / Some weird sin.

Få minutter senere går de på scenen, traditionen tro til tonerne af temaet fra 70’er-tv-serien De uheldige helte.

Det er et talstærkt og tændt publikum, der er mødt frem på spillestedet Generator i Ringkøbing. De tager godt imod Bellavista Regn, Evaklubben og andre numre fra det nye album Kærlighed og straf. Men selvfølgelig antænder festen først helt, da de store klassikere kommer. Især Love Goes On Forever, som Jens denne aften dedikerer til Henrik Hall, mens han opfordrer publikum til at tænke på dem, de hver især holder af, og som ikke er hos dem længere. Mundharpesoloen kommer aldrig. Det gør den ikke længere. Ikke alting varer for evigt.

For flere af de fremmødte er det tydeligvis en følelsernes aften. Særligt lægger jeg mærke til en mand med næsten skulderlangt hår og skægstubbe. Han må være en smule ældre end mig. Flere gange forsvinder han nærmest helt ind i musikken. Under Alle har en drøm at befri står han med blanke øjne og et drømmende blik fæstnet mod scenen. Og da et af ekstranumrene viser sig at være en gammel sag, den rockede Hun er stadigvæk en lille pige, danser han vildt og begejstret med knyttede næver.

Han må være en rigtig fan, tænker jeg. Efter koncerten prikker jeg ham på

På dækket står de så og hælder vin i deres sår

En fjern transistor stiller ind på Kalundborg

Sæt sejl og nyn en sang

Vi ses måske engang

Vestjylland, 2015

Jeg sidder på bagsædet i en minibus med kurs vestpå. Så langt vestpå, som det er fysisk muligt i dette land. Helt derud, hvor træerne permanent har kapituleret over for den stride blæst og står duknakkede med ryggen mod Vesterhavet. Chauffør Ibber styrer roligt og sikkert Love Shops bandbus over de lange, snorlige landeveje med kurs mod Ringkøbing.

Vi har kørt i snart fire timer, og ingen er fulde endnu. Ikke en eneste øl er blevet knappet op, og de eneste hvide striber, jeg har set, er dem, der ligger på landevejen og forsvinder rytmisk ind under bussen, efterhånden som vi nærmer os aftenens destination.

Forrest i bussen, ved siden af chaufføren, sidder Thomas Duus. Tromme-slageren, der er stor vinyl-aficionado og har en imponerende pladesamling. Han viste mig den en dag, jeg besøgte ham i hans lejlighed på Nørrebro, og da jeg imponeret udbrød: ”Der er godt nok mange”, svarede han med et køligt: ”Jamen det der er bare alle dem med Prince. Så skal du se resten.”

Bag Ibber og Duus sidder Mikkel Damgaard, bandets tangentspiller og kapelmester. Det er ham, der binder trådene sammen på scenen. Ved siden af ham Mika Vandborg – guitaristen med det snoede skæg, som får ham til at ligne en befalingsmand fra en anden tid. Munden går på ham konstant. I dag har vi hørt om en rævejagt, der løb helt af sporet. Om de hvalpe, hans racehund lige har fået, og hvor meget de kan indbringe i kroner og øre. Og en længere udredning om, hvorfor den tyske hær under anden verdenskrig måtte kapitulere i den russiske vinter.

Jeg sidder på bagsædet. På min højre side har jeg bandets nyeste medlem,

68 69

mere til hans baggrund. De grundfølelser, musikken bragte i spil hos ham, hænger nemlig sammen med hans egen forhistorie:

– Nu var jeg jo voksen på det tidspunkt, men det trak nogle tråde tilbage til min tidlige ungdom. Jeg voksede op i Juelsminde, men da jeg var omkring 15, måtte jeg flytte med mine forældre til Vestjylland. Jeg har to storebrødre, og de fik begge valget, om de ville med, hvilket jo egentlig var et rigtig fint træk af min mor og far. De valgte at blive hos deres venner i Juelsminde. Så jeg måtte af sted alene. Den der oplevelse af at blive flyttet langt væk og samtidig nærmest blive enebarn i ét hug, det gjorde noget ved mig. Jeg kan huske følelsen af at være helt alene og pludselig at skulle gøre alting helt for mig selv. Det var sådan nogle ting, der kom op igen, da jeg hørte Love Shop første gang. Det var de følelser, musikken trykkede på. Det handlede om længsel og ensomhed.

Med tiden faldt Anders Agger godt til i det vestjyske. Faktisk så godt, at han efter nogle små afstikkere endte med at flytte til Ringkøbing, hvor han har boet det meste af sit voksenliv. Og dermed forklaringen på, hvorfor jeg løb på ham til koncerten derude. En koncert, han havde set frem til længe sammen med vennerne i det slæng, han deler musiksmag med.

– Man skulle måske ikke tro det, men vi har faktisk sådan et helt lille Love Shop-society i Ringkøbing. Vi er flere, der har ret stærke følelser for det, fortæller han.

København, 1990

Der var ikke tale om nogen eksplosiv start for Love Shop. Bandet blev lanceret stille og roligt og uden store armbevægelser. De ville helst køre den under-spillede stil, hvilket også fremgik af debutalbummets cover. Her så man ikke bandets medlemmer afbildet, som det ellers var kutyme dengang, men derimod et closeup-foto af et lagen. Det var et billede, der var taget i Jens’ soveværelse, da han boede på Islands Brygge. For at finde albummets titel måtte man vende pladen om. Og ville man se billeder af bandmedlemmerne, måtte man helt ind

skulderen og spørger, om jeg må snakke lidt med ham. Det må jeg gerne. Med en flammende ild i stemmen fortæller han:

– Love Shop har betydet så meget for mig. De har været et soundtrack til det meste af mit voksne liv. Der er faktisk kun to personer, jeg nogensinde har haft lyst til at bede om autografer fra. Den ene er fodboldspilleren Fernando Redondo, den anden er Jens Unmack.

Han er ved siden af sig selv. Stadig helt ør, overrislet af musik og muligvis også et par drinks. Vi aftaler at tage en længere snak på et senere tidspunkt. Og det er først, da jeg får hans kontaktoplysninger, at det går op for mig, hvem det er, jeg står og taler med. Anders Agger, journalisten, som i dag er tv-vært, og hvis programmer jeg selv har været så inspireret af. Jeg havde ikke genkendt ham. Verden er nogle gange meget lille. Også selvom man drager langt mod vest.

Da Anders Agger og jeg en måneds tid senere mødes over kaffe og morgenmad på en café i hjertet af Aarhus, fortæller han levende om sit lange, intense forhold til Love Shop. Det begyndte faktisk allerede dengang i 1990, hvor bandets debutplade kom:

– Jeg var i midten af 20’erne og havde fået job på regionalradioen i Holstebro, hvor jeg skulle lave sport. Jeg kan stadig huske det der rack, vi havde, hvor vi sad og lyttede til alle de plader, der kom ind. Og jeg husker også den dag, jeg første gang hørte Love Shop på det.

Hvor de fleste andre taler om En nat bliver det sommer som deres første minde, var det et andet nummer fra debutalbummet, Anders Agger lyttede til:

– Det var Radio Kalundborg. Og det slog så hårdt. Det var som at blive ramt af en knytnæve. Jeg kan huske det der oversungne kor, der bare kom mig i møde: Sæt sejl / og nyn / en sang. Det rakte et vildt sted hen for mig. Jeg kunne slet ikke begribe, at det var et dansk band, jeg hørte. Den der melankoli og længsel, der var i det. Jeg tror, jeg kunne forbinde mig med det på et eller andet højere plan, fortæller han.

Skal man forstå det højere plan, Anders Agger taler om, må man kende lidt

Aftener, der tændes i somrenes land. 25 år efter debuten er Love Shop i 2015 på sin længste tour nogensinde.

112 113

På broen, hvor hun gik. Langebro har en central placering i Love Shops univers. To gange, i 1995 og 2014, har bandet fortolket Gasolin’s klassiker om broen, og i 1993 optrådte den i Unmacks egen tekst til Fuck min højdeskræk.

Den både smukke og tragiske historie om Love Shop, bandet bag klassikere som En nat bliver det sommer, Love Goes On Forever og Copenhagen Dreaming.

Love Shop medvirker selv i bogen. I 25-året for debutenfølger forfatter Tommy Heisz med rundt på den længste tour nogensinde. Undervejs taler han med en lang række personer, der har været tæt på bandet gennem tiden. Kolleger, musikanmeldere, fans, venner, familie og kærester bidrager således alle til den dokumentariske fortælling om et af de mest markante bands i dansk rock.

Resultatet er en musikbiografi uden filter. En historie om at ville lægge hele verden ned. Om frustration og forløsning, forliste venskaber, død og overlevelse. Og om at turde holde fast i en drøm, også når det gør ondt.

9 788740 603811

ISBN 978-87-406-0381-1