Af samme forfatter:

Jordemoderen fra Hope River

Oversat fra amerikansk af Alis Friis Caspersen

CICERO

Fra hjertet – en jordemoders rejse er oversat fra amerikansk

af Alis Friis Caspersen efter Arms Wide Open: A Midwife’s Journey Copyright © 2011 by Patricia Harman

Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Emma Graves / Studio E Illustrationer: (kvinde) © Shutterstock

(baggrund) © Arcangel Images / Nikolina Petolas Sat med Adobe Garamond Pro hos ROSINANTE&CO

og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3252-6

Printed in Latvia

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

Til min bedste ven, Tom, og til alle de idealister, som tror på,

at der findes en bedre måde

Jordemoder – at være sammen med kvinder under fødsler og livet igennem

FORFATTERENS BEMÆRKNING

Fra hjertet – En jordemoders rejse er baseret på de dagbøger, jeg skrev gennem mange år. Begivenhederne er beskrevet udførligt, men der er huller, og jeg har udfyldt disse huller så godt, det lod sig gøre. Alle personer, undtagen min mand, Tom Harman, er tilsløret af hensyn til deres privatliv. Patienthistorierne kan være et sammenkog af flere historier, men er alle baseret på virkelige begivenheder. Fra hjertet er ikke kun for dem, der er interesseret i jordemo-dergerningen eller kvindebevægelsen. Den er for alle, mand som kvinde, ung som gammel, der kerer sig om verden og social ret-færdighed. Vi har alle vores egen sang. Dette er min, og jeg synger den for dig.

9

INDLEDNING

Jeg tænker på det barn, der døde, hele vejen ud ad Route 119, forbi Gandeeville, Snake Hollow og Wolf Run. Jeg var ikke til stede, kendte ikke engang familien. Det skete for få dage siden og for en anden jordemoder, ved en hjemmefødsel i Hardy County på sommersolhverv, årets længste dag. Ifølge den uofficielle hotline for jordemødre i West Virginia satte barnets skulderparti sig fast, en alvorlig komplikation. Jordemoderen, Jade, forsøgte alt, prøvede alle de muligheder, hun havde læst om i læ-rebøger, og de særlige tricks, hun havde lært af andre i faget, men intet virkede. De susede af sted i ambulance til det nærmeste hospital, der lå knap halvtreds kilometer derfra med babyens blå hoved hængende ud af moderen, men det var for sent. Selvfølgelig var det for sent. I West Virginia har jordemødre ganske vist ifølge loven tilladelse til at tage ud til hjemmefødsler, men der er stor modstand imod loven, og der er ingen tvivl om, at statens ligsynskontor vil efterforske sagen. Jade er bange. Vi er alle bange. Vi suser rundt om endnu et hjørne, og jeg brækker aftensmaden op ud gennem sideruden. Hvad bilder jeg mig ind, sådan at påtage mig et så stort ansvar? Hvorfor sætter jeg livet på spil ved at tage ud til en hjemmefødsel hos folk, som jeg knap nok kender? Hvad laver jeg i denne Ford-stationcar, hvor jeg kastes frem og tilbage, mens vi drøner gennem natten?

Jeg vågner syg af sorg og med hamrende hjerte. Jeg ligger på en kingsize-seng med blomstrede lagener og masser af puder. En mand, jeg har

10

svært ved at genkende, ligger ved siden af mig og sover. Det er Tom, minder jeg mig selv om: min mand gennem treogtredive år, et men-neske, hvis krop og sind jeg kender lige så godt, som jeg kender mig selv. Jeg løfter mig op på den ene albue og betragter i det sølvgrå måneskær hans brede skuldre, den glatte hud på hans ansigt, den lige næse og de svulmende læber, hans korte gråsprængte hår. Et behåret ben stikker ud under lagenet. Den ene arm, med den brede hånd og en kirurgs følsomme fingre, ligger rundt om hovedpuden. Klokken er kvart i fire om morgenen, og det er sommersolhverv. Da jeg står ud af sengen og trækker i min lange hvide frottékåbe, står jeg et øjeblik stille for at tage bestik af omgivelserne, hvorefter jeg åbner soveværelsesdøren, der knirker, og tøfler hen over tæppet i stuen. Træerne svajer i mørket på den anden side af de høje hjørnevinduer. Engang kaldte jeg mig Trillium Stone. Det var mit kunstnernavn, dengang jeg boede ude på landet og skrev artikler til vores politiske sprøjte, underviste i naturlig fødsel og begyndte at køre ud til hjemme-fødsler. Nu er jeg en uddannet jordemoder med kortklippet gråt hår, som ikke længere bringer børn til verden, og som bor sammen med en læge med speciale i obstetrik og gynækologi i dette hus ved søen, så langt fra der, hvor jeg forestillede mig, at jeg skulle bo, så langt fra der, hvor jeg nogensinde ønskede at bo. Jeg kigger på billederne af mine tre kønne sønner, nu voksne mænd. Er jeg vågen? Sover jeg? Okay, mit liv har været et vildt ridt, det indrømmer jeg gerne, men billedet af denne hippietøs, der tumler gennem mørket på vej til en hjemmefødsel, med kun et digert eksemplar af Varneys håndbog for jordemødre til at hjælpe sig, har rystet mig. Hvad forestillede hun sig, at hun havde gang i? Hvor fik hun nosserne fra?

En stak dagbøger samler støv på øverste hylde bag i vores klædeskab. I sytten år bar jeg dem med mig i en rygsæk fra kollektiv til kollektiv. De flyttede med tre gange tværs gennem landet, da jeg tog jordemoderud-

dannelsen, da Tom studerede til læge, og under hans kandidattid på en gynækologisk-obstetrisk hospitalsafdeling. Jeg kan ikke få dagbøgerne ud af mit hoved, et stumt vidne til mit liv … Jeg lister gennem soveværelset. Tom sover videre. I det svage lys inde i skabet finder jeg en trappestige og kæmper med at løfte den slidte kasse ned fra hylden. Dagbøgerne har ikke været åbnet i tæt på femogtyve år. Siderne klæber sammen og lugter en anelse af mug. Jeg er på en mission nu, forsøger at forstå, men det kommer bag på mig, at jeg indledte notaterne med kun dag og måned, ikke årstal. Det her kommer til at tage tid. Øjensynlig havde jeg ikke forventet, at nogen ville ønske at rekonstruere mit liv, ikke engang mig selv. Jeg er en arkæolog, der graver sig igennem sin egen fortid. Med sammenknebne øjne bladrer jeg igennem dagbog efter dag-bog og udfordrer blomsterbarnet til at vise sit ansigt. Da vækkeuret ringer, finder Tom, nu iført blåt operationstøj klar til dagens dont, mig sovende i den hvide instruktørstol med en rød dagbog, der ligger opslået hen over brystet.

FRA DEN RØDE DAGBOG

Den lille hytte i The North Woods

1971-1972

Efterår

15

KAPITEL 1

Hjem

„Du er nødt til at holde trit med mig!“ råber Stacy gennem den rasende vind og vender sig om for at vente på mig. „Ungen er ved at være ret tung at bære på.“ I det svage lys kan jeg lige akkurat se hans ansigt, den smalle næse, de lange øjenvipper, hans brune skæg og brune hår, en mørk skotte med en firskåren kæbe og en ryg som en okse. Han har bæreselen på ryggen og en tung kanvassæk fyldt med fornødenheder foran på brystet. Jeg forsøger at sætte farten op, men også jeg bærer på en stor rygsæk med fornødenheder, og selv om jeg er robust og solidt bygget, er jeg ikke lige så stærk som min elsker. Luften er klam i mosen med selvsåede cedertræer, der som gamle kvinder læner sig op ad hinanden. Vi aser af sted ad en smal sti, indtil vi kommer til en å og opdager, at den er gået over sine bredder. For at komme hjem er vi nødt til at krydse den på ustabile planker. Stacy går først med Mica, der er et år. Jeg trasker efter med en stor kæp, som jeg har fundet og bruger som balancestok. Et enkelt forkert trin, og jeg falder i vandet. Udflugten til Duluth var en skuffelse. Vi startede hjemmefra til fods og blaffede derefter ind til byen, men tre ud af de fire venner, vi kom for at besøge, var i Minneapolis til et fredsmøde. Jeg udstøder et suk i mørket. En gang imellem trætter dette vanskelige liv mig, et liv uden elektricitet, rindende vand, bad og toilet og bil, men jeg har selv valgt det. Der er ingen, der tvinger mig til at bo i en bjælkehytte med kun to rum på en ødebeliggende gård halvanden kilometer fra den nærmeste jordvej og femten kilometer fra den nærmeste dagligvarebutik.

16

Vi krydser den store eng, hvor vi har anlagt en køkkenhave, og snor os gennem balsamlunden hen ad stien til en mindre lysning. I det svindende lys tårner vores toetages bjælkehytte sig op, højere end det er bredt. Som altid, når vi når frem til det gennem lunden, kom-mer det bag på mig, hvor stort og solidt det syner. Vi har med vores egne hænder bygget dette hus, der vender ud mod Lester River. Det er vores, og vi er hjemme.

Samvittighedsnag

Regn, regn, en tromme oppe på taget. Det regner hele formiddagen, og vi arbejder inde i huset med at tætne plankevæggene. Engang var denne et hundrede år gamle finske bjælkehytte ved at rådne op i vores ven Jasons juletræsplantage. Vi rev det ned sidste sommer, transporte-rede det over femten kilometer ad jordveje på en ladvogn, vi havde lånt, høvlede det øverste lag af bjælkerne, til vi kom ned til frisk træ, støbte et fundament og samlede plankerne igen, som var det et legehus. Det var et skrækkeligt mas, hedt og med myg svirrende over vores hoveder, men jeg elskede det … Mica kravler rundt på gulvet i fløjls-overall og leger i bunken med træspån. Da han begynder at brokke sig, holder jeg pause fra arbejdet og ammer ham. Stacy er gået op for at snuppe sig en lur. Det er én ting, jeg sætter pris på ved at bo her. Man kan sove, når man vil, arbejde, når man vil, elske, når man vil. Ingen ure. Ingen chef, der hele tiden holder øje med en. Fra min plads på bænken kigger jeg ud gennem vinduet. Lester River ligger knap tyve meter fra huset for enden af en græsklædt skråning og er tæt på at gå over sine bredder. Hvidt skum føres af sted med vandet. Vilde blomster vokser hele vejen rundt om os, gyldenris og mørkviolette asters. En flok gule finker styrtdykker mod blom-sterne på jagt efter frø. Bortset fra denne rydning og den halvanden

17

tønde land store eng, vores køkkenhave, er vi omgivet af skov i miles omkreds. Etårige Mica trækker i mine lange fletninger, mens han sutter. Jeg stryger ham over det hvide spindelvævsfine hår. Dette er første gang, Stacy og jeg har boet alene sammen som par, og det er ikke noget, vi har stræbt efter. Da vi købte jorden for to år siden og stadig boede i Chester Creek House, et kollektiv inde i byen, virkede vores venner ivrige efter at etablere en forpost ude på landet. Indtil videre er der kun os. Jeg er ikke sikker på, det generer mig; jeg føler mig tryggere ude i skoven. Chancen for at rende på Johan er mindre, og det samme er risikoen for at splintre den skrøbelige balance i min kernefamilie, knække den, som var den et drosselæg. Det var ikke meningen, at det skulle ske. Jeg ønskede ikke, at det skulle ske. Hele denne smukke, snuskede affære er et kapitel i en anden persons liv. Vi boede i hvervningskontorets rådgivningscenter i Duluth på Third Street, hvor vi rådgav militærnægtere og i ny og næ gav husly til en nægter på vej til Canada. Dette var, efter at vi flyttede fra Free-folk, et mindre kollektiv i nærheden af Bemidji i Minnesota. Stacy tog svejsekurser på erhvervsskolen, og jeg var fire måneder henne i min – planlagte – graviditet. Mens Stacy var i skole om dagen, talte Johan Sorensen og jeg om fred og revolution. Han gav mig skulder- og derefter rygmassage. Der-efter i nakken … Jeg lagde aldrig skjul på, at vi havde en affære. Jeg var single, skønt frøet til et nyt liv voksede i min mave. Stacy og jeg gik ikke ind for ægteskab … Men alligevel var han såret over min utroskab, dybt såret. Jeg forsøger ikke at tænke på det. Det er bedre med kun os tre herude. Alting ændrede sig, da Mica kom til verden. Mit offer på barne-fødslens alter havde taget livet af min værste egoisme. Jeg er nu en mor, og selv jeg ville ikke kunne håndtere tre mænd i mit liv.

18

Jeg lægger blidt mit sovende barn på vinduesbænken, aer ham på det lille brune modermærke i nærheden af øret, stopper et tæppe om ham og kigger undersøgende på plankevæggene af tulipantræ. Den finske nybygger, der i sin tid byggede dette hus, lagde plankerne så tæt, at man ikke kan se dagslys igennem sprækkerne, men vinden suser stadig lige igennem. Hvis vi ikke er blevet færdige med at tætne, inden den første sne falder, er vi nødt til at flytte tilbage til byen. Jeg rejser mig op og lægger en kævle ind i komfuret.

Det holder op med at regne, og da en lav sol sender gyldent lys skråt ned mellem skyerne, tramper Stacy i det samme ned ad trappen. Først ser jeg i lysstriben, der kommer ind gennem vinduet, hans smalle, bare fødder, derefter hans jeans og til sidst hele hans muskuløse, nøgne overkrop. Her er en mand, der elsker arbejde og musik og sex og at holde sig i gang. Her er en mand, der ville gå gennem ild og vand for at forhin-dre uretfærdighed og redde et barn. Han læner sig frem og kigger ud gennem vinduet, hvor hver eneste regndråbe for enden af hver eneste balsamnål spejler den svindende dag. „Har du lyst til at gå en tur?“ spørger han. Ilden knitrer i komfuret. Hvordan skulle jeg kunne ønske mig noget andet end dette?

Alene

Tre dage med uafbrudt iskold regn, og så driver de lave, flade regnskyer videre. Himlen er blå, men lyset falmer ud på eftermiddagen. Vi har allerede haft hård frost. Stacy sidder på trappen og binder snørebån-dene på sine støvler. Han er på vej ned til vores postkasse for enden af Dahl Road.

19

„Vent lidt! Jeg vil gerne have, at du tager mit brev til Colin med.“ Mens jeg roder rundt i blikæsken, hvor vi gemmer frimærkerne, kaster jeg et blik på krukken med penge på samme hylde. Næsten tom. „Har du virkelig lyst til at gå hele den lange vej? Det er snart aften. Du kan godt vente til i morgen.“ „Nej, jeg vil gerne. Jeg trænger til at røre mig.“ Stacy lukker den solide egetræsdør efter sig, og jeg kan høre det store Big Ben-vækkeur tikke oppe ovenpå. Vi har tætnet vægge hele dagen, et ensformigt og omstændeligt arbejde. Udenfor venter mere tætningsarbejde og andre opgaver. Vin-duet over køkkenbordet er stadig dækket med plastic. Vi er nødt til at grave en kule til rodfrugterne og samle mere brænde, før sneen lægger sig. Det bliver tidligt vinter i The North Woods. Jeg stirrer ud ad hjørnevinduet på en stadig mørkere dag. Weather-men-bomberne, Manson-mordene og Ronald Reagans bekendtgørelse i sin egenskab af Californiens guvernør: ‘Hvis det er et blodbad, der skal til, så lad os se at få det overstået!’ har alt sammen bidraget til at svække hippiebevægelsens popularitet. Det er det rene vanvid overalt med narko og strissere og demon-strationer, der ender galt. I det victorianske hus på Haight Street i San Francisco, hvor jeg boede efter at være droppet ud af Lewis & Clark College, stod der en krukke meskalin på kaminhylden, og fremmede mennesker junkede ude i køkkenet. Vi kunne se, at vores utopiske drøm var ved at udvikle sig til et mareridt, og tog hurtigt videre for at bygge den nye verden et andet sted. For få år siden vinkede folk til os, når vi slentrede ned ad gaden. De syntes, vi var spændende, eksotiske fugle, der var kommet flyvende fra et andet kontinent. Langhårede hippiepiger med blomster bag ørerne optrådte smilende på forsiden af Time. Sidst Stacy og jeg blaffede ind til byen, kørte en masse biler forbi, mens folk bag rattet så til den anden side. Det er ikke kun noget, jeg bilder mig ind. Mange mennesker har kun foragt tilovers for os. Vi hippier skiller os ud som amishfolk i et kasino. Vores tøj, måden vi

taler på, vores værdier gør os anderledes. Vi er født i dette land, men vi er fremmede fugle her. Jeg er ikke meget for, at Stacy går alene ud efter mørkefald.

Jeg puster langsomt ud og arbejder videre. Mens han er væk, vasker jeg bleer. Det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men vi tager først til Duluth igen om en uge, og det er min tur. Heldet er med mig. Før Stacy gik, hentede han to spande vand fra floden. Først hælder jeg vandet over i et stort blikfad på komfuret. Mens det bliver varmet op, skyller jeg bleerne i det kolde vand. Da vandet er varmt, vasker jeg bleerne med hjemmelavet sæbe, skyller dem to gange, og to timer efter hænger de på en snor tværs gennem køkkenet. Mica sover ovenpå i sin lille seng, og jeg står ude på verandaen og spejder efter Stacy. Han har været væk meget længe. Hunde gør i det fjerne. „Uhuu. Uhuu!“ råber jeg ud i mørket. „Uhuu. Uhuu!“ Stacy har ingen lygte, og der er mange trærødder på stien mellem vores hjem og postkassen, som man kan snuble over, og sten, man kan falde og slå hul i hovedet på, foruden en forræderisk mose at krydse. „Uhuu. Uhuu!“ råber jeg igen, men hører kun brølet fra floden. En kvartmåne er på vej op, kun et svagt lys ude i horisonten, men Lester genspejler lyskeglen. En stor hornugle tuder nogle hundrede meter længere nede ad floden og gentager råbet. Uhu-hu huuu uhu-hu. Jeg ser for mig, hvordan dens runde øjne borer sig igennem mørket. Så et ‘Uhuuu’, meget dæmpet. I begyndelsen tror jeg, det er uglen, der spotter mig, men så lyder Stacys stemme igen et godt stykke inde fra mosen. „Uhuu!“

21

KAPITEL 2

Fred

„Er du ikke urolig?“ råber jeg ned. „Det er næsten vinter. Er du ikke bekymret over kulden?“ Det regner igen, og taget er utæt som en si. Hver anden time tøm-mer jeg spande under spærene og skynder mig at sætte dem på plads igen. Kun i den vestvendte del af huset, hvor vi sover, er taget tæt. På grund af blæsten kan vi ikke lappe hullerne. Den svulmende Lester River buldrer forbi vores hus. Vi kan ikke komme ned til badestedet eller andre steder i nærheden af den lille ø med det høje nåletræ. Jeg bider mig i underlæben og kigger på den rivende strøm, mens jeg spekulerer på, hvad formålet er med at bo her-ude på et godt tredive hektar stort stykke subsistenslandbrug, hvor vi dyrker vores egne fødevarer, bygger vores hytte af genbrugsmaterialer og lever så ydmygt som overhovedet muligt. Er vi gået for vidt? Så tramper jeg ned ad trappen i jeans og kraftige støvler. „Er du ikke bekymret over vejret, Stacy?“ „Njah, vi får sikkert et par gode dage mere, hvor vi kan arbejde ude. Vi er næsten færdige og skal nok nå det. Tænk bare på de gamle folk, jeg mødte for enden af Dahl Road, og hvordan de klarede sig igennem vinteren i gamle dage.“ Stacy taler om mr. og mrs. Olsen, vores nær-meste naboer, dem, han besøgte den aften, han var så længe væk. Han blander endnu en portion tætningsmateriale og rækker mig en murske. Kulden rækker som fingre ind i rummet, og det er stadig kun oktober. Hvordan vil det så være i december? Jeg skubber tanken fra mig.

22

Stacy har sin egen støtte rytme. Han arbejder i sit eget tempo, og hvis der er noget, der haster, giver han den en ekstra skalle, men jeg bliver hektisk og bryder mig ikke om at udskyde ting til sidste øjeblik. Klask, jeg plasker kit på. Smask, jeg maser det dejagtige materiale ind i sprækken. Paul and Silas bound in jail … Det er Stacy, der synger en gammel gospelsang. Had no money for to go their bail. Musik har altid spillet en stor rolle i mit liv. Jeg kan følge min livshistorie i det lydspor, der spiller i mit baghoved. Keep your eyes on the prize, hold on … Vi synger under arbejdet hele den eftermiddag. Vi skiftes til at lege med barnet og tømme spande, og det fortsætter med at øse ned. Jeg har ondt i håndleddene og ondt i armene, men jeg holder ikke inde, før Stacy også gør det. „Nu stopper vi,“ siger Stacy langt om længe og løfter Mica op og kaster ham op mod loftet. Jeg krymper mig: Mit lille barns hoved kommer så tæt på en loftsbjælke. Hvorfor gør mænd den slags ting? Jeg kan ikke mindes at have set en kvinde kaste sådan med et barn, og da slet ikke en mor. Lille Mica ler højt, og jeg kan se, hvorfor Stacy synes, det er så sjovt. Min ven begynder i tusmørket at skylle værktøjet i en spand. Jeg varmer bønnesuppe og muffins og tænder lampen. I aften danner vi, som vi har for vane, før vi spiser, en rundkreds med vores hænder, også barnets. Mens vi gør det, forestiller jeg mig, at vi holder alle de ikkevoldelige revolutionære, vi nogensinde har kendt, i hånden. Jeg ser rundt på de ufærdige vægge, bunkerne med tøj, værktøj og bygge-materiale og ryster på hovedet. Stacy har sikkert ret. Jeg bekymrer mig for meget. Varmen fra komfuret, regnen, der trommer på vores tag, vi tre, der er trygge herinde i vores lille bjælkehytte. I skæret fra petroleumslam-pen skinner Stacys øjne fugtigt. Jeg har det på samme måde. „Fred,“ hvisker Stacy, og vi synger vores Johnny Appleseed-sang. The Lord’s been good to me, and so I thank the Lord, for giving me the things I need: the sun and the rain and the apple tree. The Lord’s been good to me …

23

Du må ikke …

„Har du hørt fra Colin?“ Aaron, vores ven fra Chester Creek House, trækker en køkkenstol hen til bordet. Aaron er høj og har mørkt, vildt krøllet hår og et bredt smil, der får en til at le, selv om man ikke er i godt humør. Han duk-kede op her til morgen og sagde, at han bare var på vandretur, men han må have fornemmet, hvor forfærdeligt vi havde brug for ham. Vi har brugt hele den skyfri eftermiddag på at sømme det nye tagpap på plads. Heldigvis kan Mica sove igennem hvad som helst og tog sig en lang lur, mens vi arbejdede. Mændene spadserede frem og tilbage på det stejle tag tolv meter over jorden, hvorimod jeg vild af skræk, men fast besluttet på at holde trit med dem, kravlede rundt på alle fire. „Har du hørt fra Colin for nylig?“ gentager jeg. „Han er blevet løsladt fra Hartford-fængslet efter demonstrationen ved atomubådsbasen. Det var en slem omgang. Han nægtede at tage både føde og væske til sig i to uger.“ Aaron bliver stram om munden og sidder og fingererer med sin ske. Jeg ser hans lange fingre vippe skeen frem og tilbage. „Han havde tabt sig ti kilo, før han langt om længe kom for en dommer. Det er takket være fængselsbetjentene, at han er i live. De tvang vand ned i halsen på ham hver dag gennem et rør.“ Den mand, vi taler om, er vores fælles ven, en aktivist på fuld tid for Foreningen for Ikkevoldelig Modstand i Connecticut. Stacy ryster på hovedet. Vi har alle sammen været i fængsel nogle få dage eller få uger. Nogle af mine militærnægter-venner har siddet inde i årevis. Stacy, Johan og Colin er kun på fri fod nu, fordi de trak høje numre i indkaldelseslotteriet. Forskellen på at trække nummer tredive og tre hundrede kan afgøre, om en mand kan være på fri fod og protestere mod krigen eller må forlade familie og venner og flygte til Canada, kæmpe i Vietnams jungle eller blive sat i fængsel som militærnægter.

24

Vi beundrer alle Colins engagement, men misbilliger hans eks-tremisme og frygter, at han en dag kommer til at dø under en af sine sultestrejker … eller bliver tævet ihjel af frustrerede fængselsbetjente. Jeg lytter, mens mændene diskuterer stemningen i fredsbevægelsen. Skønt langt fra napalm og død er det stadig Vietnamkrigen, der defi-nerer os som mennesker.

Mændenes samtaler drejer over på en analyse af Nixons fempunkts-plan for fred og de seneste uroligheder på University of Wisconsin i Madison. En underviser omkom i en eksplosion, hvis mål var et forskningsinstitut tilknyttet Forsvarsministeriet. „Drenge, jeg er smadret. Jeg går i seng nu. Der ligger en stabel tæpper på gulvet henne ved kakkelovnen, eller du kan sove sammen med os i den store seng, Aaron.“ Jeg giver ham et knus med den ene arm og bøjer mig for at kysse Stacy, der klapper mig i enden. Ovenpå leger Mica med mit lange løsthængende kastanjebrune hår, mens han får bryst. Det gør mig ked af det, når jeg hører om Studerende for et Demokratisk Samfunds voldelige demonstrationer. Stacy og jeg er begge imod krigen af moralske grunde, men han har altid været mere politisk sofistikeret. Min pacifisme er enkel. Jeg lærte den i søndagsskolen: Du må ikke slå ihjel. Man kan dø for en sag, og det er hændt, men man slår ikke ihjel. Ret lige ud ad landevejen. Jeg ser mit spejlbillede i vinduet over sengen som et maleri af An-drew Wyeth: Ammende bondekone. Jeg er ikke smuk; faktisk har jeg meget at udsætte på mit udseende, men når jeg har haft lyst til en mand, har jeg normalt også været i seng med ham. Jeg studerer mit ansigt, der er uden rynker, og mine bløde, hvide bryster i det gyldne skær fra lampen. Colin er den eneste mand, der har gjort mig klart, at han ikke er interesseret. Engang var jeg forelsket i ham; måske er jeg det stadig. Nedenunder starter lydsporet til vores liv igen, Stacy på autoharpe og Aaron på mundharmonika. They’re rolling out the guns again, hur-

25

roo, hurroo. They’re rolling out the guns again … Måneskinnet strømmer som smeltet sølv ind gennem vinduet for fodenden af sengen, og deres sang stiger op til spærene og videre gennem det lappede tag. But they’ ll never take our sons again … Det at blive mor har forandret mig. Livet har altid været dyrebart, men er det endnu mere, efter at jeg har sat et barn i verden. No, they never will take our sons again. Johnny I’m swearing to you.

MICA

Jeg kigger over på Mica, der ligger ved siden af mig, og kærtegner det lille brune modermærke ved hans højre øre. Jeg var gået to uger over tid den aften, jeg fik veer, og vi var kommet sent hjem fra et møde på universitetet om alternative måder at leve på. Jeg gik direkte op ovenpå med smerter i ryggen, men nåede knap nok at komme i seng, før vandet gik. Vi boede i Duluth, på hvervningskontorets rådgivningscenter, sammen med vores venner Ernie og Darla og deres tvillinger på tre. „Hov.“ Jeg vendte mig om i sengen og skubbede til Stacy. „Det er begyndt.“ Vi lå med hinanden i hånden og tog tid på veerne indtil daggry, hvorefter vi satte os ind i Ernies gamle Chevy og kørte ad Route 61 langs nordkysten til Two Harbors Hospital, det eneste hospital inden for en radius af to hundrede halvtreds kilometer, der gav faderen lov til at være med til fødslen. Himlen blev lyserød, og solopgangen blev genspejlet i Lake Superior. Hvide måger susede gennem luften, og jeg var ikke bange.

Ifølge et gammelt mundheld får man en nem fødsel, hvis ens mor har haft en, men jeg må desværre meddele, at det for mit vedkommende

26

ikke holdt stik. Min mor fødte mig efter to timer så godt som uden smerter, men min baby lå i pandepræsentation med ansigtet vendt mod skambenet i stedet for korsbenet, en stilling, der forårsager langsom udvidelse og konstante smerter i ryggen. Klokken ti om formiddagen havde jeg åbnet mig fem centimeter, og Stacy spøgte med, at jeg nok ville have født barnet før klokken tolv. Så begyndte det at gå langsomt. Sygeplejerskerne ville ikke give mig lov til at gå rundt, så jeg trak den blå hospitalsskjorte af og svajede frem og tilbage på sengen nøgen og på alle fire. De holdt chokerede op med at komme ind på stuen. Stacy masserede mig på lænden i timevis og tog tid på veerne, mens jeg gispede, sådan som vi havde lært det på fødselsforberedelsesholdet i Minneapolis. Han var en fantastisk støtte, sørgede for, at jeg koncen-trerede mig, foreslog nye stillinger. Når jeg var ved at glemme, hvad jeg skulle, hjalp han mig til at fokusere igen. I timevis stirrede jeg ud ad hospitalsstuens vindue på et snedækket landskab. Jeg så lyset skifte, skyggerne blive lange, mørket falde på. Intet rørte sig, bortset fra en bil i ny og næ ude på vejen halvanden kilometer væk. Selv dem var jeg taknemmelig for, en hvilken som helst distraktion, noget, der kunne få mig til at tænke på andet end det kværnende pres mod mit korsben. Der var fem nåletræer ude på marken, og et af dem havde, hvis man så rigtigt på det, et ansigt. Kvinden, jeg så der, gav mig fornyede kræfter. Du kan godt! sagde hun, når jeg under en ve kiggede ud på hende. Du kan godt klare det her. Bare tag veerne en ad gangen. Klokken ti om aftenen følte jeg trang til at presse og blev kørt ind på fødestuen, et grønt, flisebelagt rum med et sølvskinnende bord til instrumenter og en briks af rustfrit stål med stigbøjler. Jeg blev ikke spændt fast som på de fleste andre hospitaler, men jeg lå stadig fladt på ryggen. Stacy havde armen under mine skuldre. Jeg gik i panik, hvis han ikke holdt om mig. Jeg pressede og pressede, indtil årerne svulmede på min hals, og jeg blev blå i ansigtet som en anden amazone, men intet skete. To timer senere ankom dr. Leppink, vores læge i fredsbevægelsen, og fortalte

27

sygeplejerskerne, at jeg var begyndt at presse for tidligt. Jeg havde kun åbnet mig otte centimeter. Det var da, at jeg opgav kampen og tog imod Pethidin. Det var ikke rart at gøre det, men en gang imellem må man bare træffe et valg, medicin eller vanvid, og jeg må indrømme, at det dys-sede mig ned, mens vi ventede på, at livmoderhalsen var helt udslettet. Min desorientering som følge af medicinen var værre for Stacy end for mig. Jeg kunne ikke holde øjnene åbne og var usammenhængende. To dage uden søvn kombineret med medicinen fik mig til at hallucinere. Det tog yderligere halvanden time, men langt om længe var jeg fuldt udvidet. Da de langt om længe kørte mig tilbage på fødestuen, kunne jeg mærke barnet glide på plads af sig selv, og det fyldte mig med håb. Sukkervand i drop gav mig fornyede kræfter. Mod slutningen var det nødvendigt at bruge tang og klippe skråt i mellemkødet, men det var lige meget. Man er et andet menneske efter at have født. Det er en lærerig erfaring, og det, Stacy og jeg lærte, var, at en fødsel ligger uden for ens kontrol. Det er en naturkraft, som en tornado, eller et jordskælv, uanset hvor mange fødselsforberedende timer man har haft, uanset hvor meget man har øvet sig i at slappe af, uanset hvor mange bøger man har læst, og uanset hvor mange bønner man har sendt mod himlen.

Babyen skiftede position, mens dr. Leppink trak, og jeg pressede. „Se ned,“ sagde sygeplejerskerne. „Se din baby komme til verden.“ Jeg kunne mærke hver eneste del af hans krop, da han gled ud. Hans hoved. Hans skuldre og fødder. Og så, plop, et vådt liv på min mave. Dette kom bag på mig. Så vidt jeg vidste, blev nyfødte som regel vendt på hovedet for at få slim ud af svælget, fik et klask i numsen og blev derpå rakt videre til sygeplejerskerne. Mica, vores søn, stak i et vræl og fægtede med armene. En stærkt

rynket og udmattet baby. Vores baby! Stacy græder. Jeg græder. Vi er trætte. Vi er helt høje af lykke. Vi skabte dette nye væsen ud af vores mangelfulde kærlighed; gav ham liv fra vores fælles tro på et univers, der siger ja.