�

Historien om gåsenUndervisningsmateriale fra Greve Museum 2006

Hans Schmidt: To gæs. Ca. 1890. Randers Kunstmuseum.

�

En flok gæs på Ven-trupgårds gårdsplads i 1930’erne. Greve Museum.

Indhold

3 Introduktion til historien om gåsen 4 Gåsehold i gamle dage 6 Gæslinger 6 Gæs på Nældebjerggård 6 100 gæslinger i stuen 10 Opfedning og slagtning 10 Gåsen bliver nakket 11 Om slagtning af gæs 12 Kråsesuppe til 12 personer 13 Et plukkegilde 14 Et plukkegilde på Nældebjerggård 14 Da 24 gæs blev til 1 dyne 15 Dyneluftning 16 Gåsen er guld værd, men hvad med gåsevogteren? 19 Gåsen som brudens ledsager 19 Brudeudstyr anno 1953 21 Peters Jul - borgerskabets jul 22 Jul på Grevegård 23 Gåsehold helt op i 1950’erne 23 Gåsen i moderne tid - industri, men stadig kvindearbejde 26 Går gæs i gåsegang - gåsen i naturen 28 Forskellige gåseracer 32 Litteratur og kilder

Tekst: Bitten LarsenRedaktion: Kirsten EgholkLayout: Anja Hvidberg

Kopiering med kildeangivelse.

�

Kvinde holder gås frem. Udateret. Ringsted Museum og Arkiv.

Helt op til midten af det 20. århundrede var det normalt med gåsehold på landet – også i Greve. Men hjemmegæssene forsvandt i takt med industrialiseringen og ankomsten af fjerkræ på frost. Dette undervisningsmateriale handler om gåsen i husholdningen og dens

betydning for mennesket i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århun-drede. Det er historien om springgåsen, gåsepigen og julegåsen men også om den selvforsynende landbohusholdning og den gradvise overgang til moderne tid med industriel storproduktion.

Introduktion til historien om gåsen

�

Gæs på Læsø. Ud-snit af xylografi. 1899. Dansk Bondeliv.

Gåsepigen, xylografi,1875. Dansk Bondeliv.

Både i Greve og resten af landet var det langt op i 1900-tallet normalt, at hver gård havde et par gæs til at give en ekstra indtægt. I skifter, som er optegnelser over, hvad de enkelte gårde ejede, kan man se, at hver gård og husmandssted havde mindst én og gerne to eller tre gæs helt tilbage fra 1600-tallet. I løbet af de næste 300 år skete der ikke store ændringer i gåse-holdet. Enten havde bonden livgæs, som han beholdt år efter år, til de ikke kunne lægge æg mere, eller også havde han stubgæs, som var halvvok-sne gæs, han opkøbte i august, og som blev fedet op på stubmarkerne efter høsten.

Gåsen var et vigtigt husdyr, og man forstod at udnytte alle dele af den. Intet fik lov at gå til spilde. Man kunne selvfølgelig spise kødet, fedtet og indmaden eller sælge det, som mange

gjorde, fordi borgerskabet i byerne gerne ville give en god pris for kødet. Dun og fjer blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små koste. De afribbede fjer blev lavet til skrubber. Udover at fedtet blev spist, kunne det bruges som smørelse til hju-let på spinderokken og hestevognen. Folk troede også, at de kunne forud-sige vejret ud fra gåsens skrog, og det kunne også bruges til at lave legetøj af som dukkestole og springgæs. I H.C. Andersens eventyr om springfyrene springer en loppe, en græshoppe og en springgås om kap, og da det er spring-gåsen, der vinder, får han lov at gifte sig med prinsessen. Luftrøret blev tør-ret og brugt til både rangler og garn-vindsler, og faktisk var man så glad for gåsen, at man lavede sange om alle de gode ting, den kunne bruges til. Sangen her er fra slutningen af 1600-tallet:

Til gås vi gasen slipper,Når hun skal lægge æg, at æggen’ os ej glipper,Når gåsen under vægsin æg udligget harog unger ventes skøn,af hvilke lækre gaver kan haves uden bøn,til dynen fjeren duer,til bordet gåsens kød,til kål vi ister brugerog fedt deraf til brød.

“

“

Gåsehold i gamle dage

�

Gåsens luftrør blev brugt som rangle. Luftrøret blev fyldt med ærter, tørret og lukket sammen. Greve Museum.

Intet fra gåsen gik til spilde. Gåsens vinger blev skåret af ved slagtning og brugt som små fejekoste til brændekom-furet og kakkelovnen, Greve Museum.

Af skroget kunne man lave en springgås. En pind sættes på en sammendrejet snor. En klat vognsmørelse kan holde pinden fast et øjeblik, men derefter hop-per skroget i vejret. Holbæk museum.

Gåsens anvendelsesmuligheder er nærmest uendelige, men historien om gåsen er også historien om livet på landet. Et liv med hårdt arbejde næsten hele livet. Det var normalt, at alle hænder indgik i driften af gården, og det første arbejde, børnene blev sat til, var ofte at passe gæssene. Selvom gården måske kun havde 2-3 livgæs, var der jo gæslinger hele sommeren, og dem skulle der passes godt på indtil slagtningen. Flere mennesker født i 1800-tallet har fortalt, hvordan det at passe gæssene var det første arbejde, man blev sat til. Derefter kunne man så gå videre til at passe større dyr som får eller køer.

�

FAKTA

På Grevegård brugte man en gåsebænk under udrugningen, og derefter kom gæssene ud i specielle gåse-huse på gårdspladsen. I 1930’erne og 1940’erne var udrug-ningen blevet flyttet fra stuehuset ud i roe-huset, men når gæslin-gerne var udruget, kom de ud i en gåseindheg-ning med gåsehuse.

�

Gæslinger

Gæslingerne var meget værdifulde, og der blev passet godt på dem. Ud over at give dem føde og ly gjorde man alt muligt for at beskytte dem, for de var udsat for mange farer. Overtro og magi var en helt naturlig del af hverdagen på landet i 1800-tallet.

Både gasen, katte og rovfugle kunne være efter de små gæslinger. Især glenten var en stor gæslingetyv. Der-for lod man gæslingerne løbe igen-nem et bukseben, for så mente man, at rovdyret i stedet ville se en mand. Eller man kunne putte de nyklækkede gæslinger gennem et hestekranium eller hoftebenet af en hest, for at de skulle se ud som en hest. Der var også overtro forbundet med overhovedet at få gæslingerne. Til jul blev de voksne gæs fodret med byg, fordi det skulle hjælpe på dyrenes frugtbarhed og så ville der ikke mangle gæslinger til foråret.

Normalt gik gæssene udenfor, men til jul kom de ind i huset, og så blev der passet ekstra godt på dem. Man satte for eksempel en synål i deres vinge julenat, for at de onde kræfter, der var på spil, ikke skulle skade gåsen.

Gåsebænken havde en dobbelt funk-tion som siddeplads og rugeplads for gæssene. Greve Museum.

Man mente nemlig, at stålet, nålen var lavet af, var ondtafværgende. De voksne gæs kom også ind i perioden omkring æglægningen, for så var det lettere at holde øje med, om alt gik, som det skulle. Gæssene fik ikke lov til bare at løbe rundt inde i huset. I stedet lå de i en gåsebænk. Bænken var til at sidde på, men indeni var der plads til, at der kunne ligge gæs og udruge deres æg. Gæssene lå i de små rum, bænkens sæde var opdelt i, og her kunne de få foder ind gennem et lille hul forrest, eller de kunne stikke hovedet ud, når der var føde til dem. De kunne godt finde på at nappe dem, der sad på bænken, i benene, så det var med at holde øje med dem, hvis man ikke ville have blå mærker. Når gæslingerne var udrugede, kom gæs-sene ud igen. Man kunne for eksempel have en puthave, en indhegnet afdeling af haven, og her kunne de få lov at gå lidt rundt sammen med hønsene. Det var dog nødvendigt, at pigen i huset holdt sig i nærheden for at holde ræven og andre rovdyr væk. Hvis ikke man havde en puthave, måtte man lave en anden slags indhegning eller have en person til hele tiden at holde øje med gæssene og deres unger.

�

�

FAKTA

Grevegårds besætning bestod i begyndelsen af 1900-tallet af: 12 heste 25-30 malkekøer 25 ungkreaturer 10-12 får 50 grise 200 høns 20-30 gæs 60-70 ænder 2 hunde

Grundplan over Grevegård.

Grevegård ca. 1910

�

FAKTA

I Dragør er man stadig stolt af byens gæs. En flok frivillige har dan-net Gåserepublikken for at bevare gæs-sene i Dragør. Især gråbrogede gæs går i gåsehusene og holder traditionen i hævd.

�

Gæs til salg i Kødbyen i København. Udateret. Københavns Stadsarkiv.

Gæs på Nældebjerggård

Gudrun, som blev født i 1911 på Nældebjerggård i Greve, har i en erin-dring fortalt om deres gæs. Hvert år fik de mellem 50-80 gæs, som familien slagtede og solgte i Flæskehallen i Kødbyen i København.

Vi havde livgæs, det vil sige 2-3 gæs og 1 gase, og når de begyndte at lægge æg, skulle de jo ruges ud. Det blev de med høns. En rugehøne kunne ligge på 4 gåseæg. Det var et meget stort arbe-jde at passe alle de rugehøns. 4 uger skulle de ligge og ruge. (…) Det var altid spændende hvor mange æg, der var befrugtet, men det blev da gerne til mellem 50 – 80; en ordentlig flok at holde styr på. Når vi så havde høstet skulle de jo ud på marken og pille alt det korn op, som var spildt, og så skulle de vogtes, og det synes jeg altid var mig, der skulle. Det kunne være et dejligt arbejde, men de kunne også drille. Jeg havde gerne en god bog med under forklædet, og når jeg var godt optaget af den, og gæssene gik og åd roligt, kunne en stor gase pludselig begynde at skræppe op, og vips var alle gæssene på vingerne og fløj hjem. Inden jeg så fik mig samlet sammen og kom hjem, stod de alle hjemme i sædstakken og trak ud af dem. Det var jo ikke så godt.

Man kunne også nøjes med at have stubgæs, så man slap for at passe de små gæslinger. I Greve købte man mest stubgæs fra Dragør. Det var et fattigt fiskeleje, og de fleste havde gæs for at få det hele til at løbe rundt. Da Dragør ikke var et landbrugssamfund, kunne det ind imellem knibe med at skaffe føde til gæssene. De havde

simpelthen ikke en mark at få korn fra. Derfor blev børnene sendt til Magleby, hvor de fik lov til at gå og samle aks fra stubmarkerne, så de havde føde til gæssene om vinteren. De rige bønder fra Magleby tog ikke betaling for, at børnene samlede korn, og på den måde kunne de hjælpe de fattige fiskere lidt.

100 gæslinger i stuenGæssene var så vigtig en indtægtskilde i Dragør, at en mand derfra husker fra sin barndom i 1940’erne, hvordan hans far sad oppe hele natten, når gæslin-gerne blev klækket. Han ville sikre sig, at de kom ordentligt ud. Familien havde ikke en gåsebænk, men satte i stedet et sejl og et lille stakit op inde i køkkenet, så de voksne gæs ikke rendte rundt og kunne have lidt ro. På den måde kunne familien få helt op til 100 gæslinger i løbet af foråret.

“

“

�

Viggo Johansen: Før sol går ned. Dragør. Koner, en lille pige og gæs ved stranden. 1901. Statens Museum for Kunst.

I Dragør passede man gæslingerne hjemme om foråret, men når de var store nok til, at rovfugle ikke kunne tage dem, blev de sejlet til Saltholm. De blev sejlet derover, når de var gamle nok. Her kunne de gå og spise sig fede indtil august, hvor de skulle sælges. Nogle af Dragør-gæssene blev solgt direkte til Greve-bønder, der selv havde taget turen til Dragør, mens andre blev solgt til en handlende fra

Køge – han blev kaldt ”Køje-manden”. Han kom, når gæssene var tilbage fra Saltholm, og solgte dem videre til bønderne på Greve- og Køgeegnen.

Ved at sælge gæssene i august slap Dragørs borgere for den dyre opfed-ning, som de ikke selv havde råd til. På de rige bondegårde udenfor Dragør op-drættede man dog selv gæs på samme måde som i Greve.

�0

Opfedning og slagtning

Noget af det vigtigste i gåsens pleje var opfedningen op til jul. Uden op-fedning ingen julegås! Fra midten af november, altså 5-6 uger før jul, blev gæssene lukket inde ”for ikke at rende fedtet af sig” og for ikke at blive så beskidte. På Grevegård blev de lukket inde i hønsehuset.

Gæssene fik nu havre og eventuelt lidt byg eller gulerødder. Man sagde, at skindet ville sprække under pluknin-gen, hvis de fik for meget byg, fordi de blev for fede af det. Et sprukkent skind ville ikke se pænt ud på torvet, når gåsen skulle sælges, så det ville man helst ikke have.

En uges tid før jul var opfedningen færdig. Så blev gæssene lukket ud og fik lov at vaske sig i gadekæret, eller hvad man nu havde adgang til af vand. Derefter var de klar til slagtning. Det skete hjemme på gården og foregik ved, at man først holdt vingerne ud-bredt. Så pressede man gåsens næb hårdt ind mod brystet, så den ikke kunne nappe de omkringstående og på den måde blev dens nakke blottet, så man kunne aflive den ved et stik i nakken. Man måtte være omhyggelig med aflivningen, så fjerene og dunene ikke blev ødelagt af blodet, der nu løb ud. Det ville ske, hvis man bare hakkede hovedet af den.

Gåsen bliver nakketEn dreng fra Roskilde fortæller:

Nærmere imod Jul kom den store Dag, hvor de to Husholdningsgrise måtte lade Liv, og samtidigt 12 à 14 Gæs, som var indkøbt i August til at gå på stubbene i Efterårsmåned-erne. Allerede ved Tretiden om Mor-genen vågnede gårdens Folk igen til Dåd, Mor og Storpigen med deres

»Tællepråse« i Hånden. Pigen fyrede op under den store Grubekedel, og Mor var her og var der, og Mor var alle vegne, og Far med sin Lygte med det sparsomme Lys var i Stalden sammen med Karlen og Drengen ved Kreaturernes Røgt. Præcis Klokken fire mødte gamle Per Nilen, der var kendt for sin Fingernemhed i at pille Gæs. Min Skole- og Legekammerat Jakob fulgte med, når Slagtningen skulle foregå hos os, til stor Glæde for mig, der også var tidligt på Stikkerne for ikke at spilde et Minut ved Dagens Begivenheder. Når Morgenmaden med Spegesilden og Fedtebrødet… var indtaget, begyndte man Juleslagt-ningen. Mor stod ude i Bryggerset med opsmøgede Ærmer og det store grove Lærredsforklæde om sig, og Far hvæssede sin bedste Slagtekniv, som han rakte Mor stilfærdigt. Det store Vaskekar blev trillet hen midt på Gulvet, hvori »Lyskællingen« blev anbragt. Omkring Karret blev anbragt fem gamle Træstole til de voksne, der skulle plukke Fjerene af Gæssene. Vi to Drenge hentede Gæssene fra Gåse-stien og bar disse skrigende, smukke Fugle til Retterstedet. Som Mor stod der med Slagterkniven og sin alvor-lige Mine, lignede hun slet ikke sig selv. Det var hende åbenbart en Sorg nu at skulle dræbe sine kære Dyr, som hun havde været med til at fodre. Gåsen blev nu holdt over Karret, og som det hed »nakket«, hvorefter Mor med sin skarpe Kniv skar Nakken over på det Sted, hvor Fjerene var plukket af, og lod det varme Blod flyde ned over Pølsepanden med Byg-grynene til herlig Gåsepølse. “

“

��

Også i Greve var det normalt selv at slagte sine gæs. De blev slagtet og plukket ved juletid, og gæssene fra Grevegård blev kørt til Kødbyen for at blive solgt. Efter slagtningen sad man i kostalden og plukkede dem, fordi der her var dejlig varmt, se grundplanen på side 7 over Grevegård. Sådan foregik slagtningen helt op i 1940’erne.

Om slagtning af gæs

Når Gåsen er slagtet, brændes den i Hovedet med et gloende Jern for at stoppe Blodets Løb, for at Fjerene ikke skulle blive smurte; derpå plukkes først Fjerene af over et Kar, og man passer nøje at lægge Rip-fjerene for sig selv. Når man således har gennemgået alle Gæssene, da tager man et andet Kar, hvorover man piller Dunene; man samler da omhyggeligt Dunene, Fjerene og Ripfjerene hver for sig i Poser og ophænger dem på et luftigt og tørt Sted. Fjervingen skæres nu af, og Gåsen skoldes, men dette må ske med stor Forsigtighed. Man gnider den i et Klæde, og når den er tør, da pilles og renses den; derpå svides den, hvilket skeer ved, at man læg-ger en Visk Halm på Storstenen ved Ilden og holder Gåsen over, men det må ske både forsigtigt og hurtigt, at Gåsen ikke bliver mørk. Nu vaskes den rigtig godt ud, tørres og gnides med et rent linned Klæde, hvorpå Gæssene lægges på rene, tørre Hylder, hvor der er koldt, thi man kan ikke skære dem op den Dag, de er slagtede, thi da vilde Fedtet løbe ned over Indvoldene.

Vejledning i at slagte gæs fra Kogebog for By- og Landhuushold-ninger, af Sørine Thaarup, 1868.

“

“

��

��

Kråsesuppe til 12 personer

Hjertet, Kråserne, Vingerne, Fødderne, Hovedet, Tungen, Halsen, Leveren, Svesker, Æbler, Eddike, Sukker, Hviderødder, Gulerødder.Al Kråsemaden skæres i passende Stykker, derpå udvaskes den godt. Man tager en Suppekedel og beregner ½ Pot Vand til hver Portion; når Van-det er kommet i Kedlen, kommes den ituskårne Kråsemad i tilligemed lidt Salt og en del vel skrabede Gulerødder og Hviderødder, det sættes over Ilden og passes godt under Skumningen. Når Alt er mørt, sættes et Dørslag over en Jydepande, derover hældes Suppen, man piller forsigtigt Kødet op med en Gaffel, lægger det i et varmt Fad og dækker det til, at det kan holdes varmt, ligeledes Rødderne, som også må holdes varme. Nu sies Suppen igen-nem en Hårsigte tilbage over i Sup-pekedlen, efter at den er godt afvas-ket. Skulle Suppen være for meget

henkogt, da spædes den med kogt Vand. I Suppen kommer man Svesker og skrællede Æbler, der skæres i 8 stykker. Til denne Suppe bruger man bagte Boller med Korender i. Når Bollerne er kogte, så er Æblerne og Sveskerne også nok. Man kommer da Bollerne over i den varme Terrin, hvor-imod man tillaver Suppen i Kedlen med lidt Eddike og Sukker efter Smag. Nu hældes Suppen op i Terrinen, hvori Rødderne også kommes, når de er af-pudsede og skårne i små Stykker som Kødet. Efter denne Suppe gives enten tynde Pandekager, Æbleskiver eller Klatkager. Kogebog for By- og Landhuusholdnin-ger af Sørine Thaarup, 1868.

Intet gik til spilde fra gåsen. Selv fød-derne og tungen kommes i suppen. Læg mærke til at selve kroppen ikke bruges. Den blev i stedet solgt. Kogebog for By- og

Landhuusholdninger, af Sørine Thaarup, 1868.

“

“

��

Anna Ancher: Et plukkegilde. 1904. Statens Museum for Kunst. Maleriet viser, hvordan en flok kvinder og en enkelt mand er ved at plukke årets julegæs.

��

Et plukkegilde

Gåsens fjer er guld værd! Tænk på Brødrene Grimms eventyr om Fjolle-hans, hvor han hjælper en nisse og som tak får en guldgås. På grund af gåsen ender han med at blive gift med prinsessen, får det halve kongerige og lever lykkeligt til sine dages ende.

At tage fjerene af en gås kalder man at plukke den. Langt op i 1900-tallet holdt man et plukkegilde, når gæssene skulle slagtes og plukkes. Det var en arbejdsfest, hvor familie og naboer kom over og hjalp med plukningen. Det skulle gå hurtigt, for fjerene og dunene er lettest at få af, mens gåsens

krop stadig er varm. Efter arbejdet kunne man for eksempel servere kråsesuppe som tak for hjælpen.

De fleste steder var det mest kvinderne, der plukkede gæssene, men en gang i mellem fik mændene også lov til at deltage. Hvis de havde fuldskæg, kom de næsten til at ligne julenisser, fordi skægget fangede de flyvende dun. Selvom gildet mest var for kvinder, fik karlene på gårdene også sjov ud af det. De kunne for eksempel finde på at sværte sig sorte i hovederne og så snige sig ind og for-skrække pigerne, der sad og plukkede.

��

Fjerene og dunene var værdifulde, og for at få mest muligt ud af gåsen, brugte man helt op i starten af 1900-tallet at plukke gåsen, mens den var levende. På den måde kunne den samme gås blive plukket helt op til 5 gange og dermed give flere fjer og dun. De fire plukninger foregik, mens gåsen levede og den femte, når den var død. Man mente ikke, at der kunne ske nogen skade ved at plukke den levende gås, for man hjalp den jo bare med det, der var dens natur. Nogen mente, at fjerene fra de levende gæs havde bedre elasticitet end dem fra døde gæs, og at det derfor var i orden at plukke levende gæs, selvom dyrene led. Man argumenterede ud fra, at hvad der var nyttigt for mennesker godt kunne ske på bekostning af dyrene. Det er i dag forbudt at plukke levende gæs i Dan-mark, og det betragtes som dyrplageri. Det bliver dog stadig praktiseret i en-kelte lande både i og udenfor Europa.

Et plukkegilde på NældebjerggårdPå Nældebjerggård var det mændene der plukkede, og kvinderne der skold-

ede. Gudrun beskriver et plukkegilde på sin fødegård omkring 1920´erne: Nogle naboer og min farbror og tante kom og skulde være med. Alle mændene sad i stalden om et stort kar og pillede fjer og dun af. Det kunde være svært. Nogle var nemme og blev fine, andre var pindede og gik i stykker. Men når så mændene havde taget det, de kunde få af, kom de ind i vaskehuset, hvor så konerne stod og skoldede i gruekedlen. Det var også et stort arbejde, for de skulle jo helst være meget fine, for at kunne give en ordentlig pris i Flæskehallen.

Da 24 gæs blev til 1 dyneDet var nødvendigt at gemme dun fra flere års plukninger for at have nok til bare en enkelt dyne, og en enkelt dyne var ikke nok til en komplet senge-opredning. Faktisk var sengeudstyret dengang ret omfattende sammenlignet med i dag.

Før madrasser blev almindelige brugte man halm at ligge på. Først lagde man et lag halm, så en eller to underdyner, et underlagen, et overlagen og så

Omhængsseng redt op med olmer-dugsdyner, Greve Museum.

��

langpuden og overdynen – også kaldet olmerdugsdynen. Overlagenet blev foldet rundt om olmerdugsdynen, på samme måde, som man stadig gør i Sydeuropa.

Underdynen og lagenerne var som regel af hør, mens overdynen var af uld. Både hør og uld var hjemmespun-det, men vævningen kunne godt være foretaget af andre, hvis ikke man selv havde en væv. Det kunne både være lavet af en omrejsende væver eller en, der havde et væveri. Hvad enten det var en fastboende eller en omrejsende væver var det en hel fest, når de kom med det vævede stof: ”Væveren eller væversken var kærkomne Gæster den Dag, de bragte de store ruller af vævet Tøj tilbage til Hjemmene.” Ulden til olmerdugen kom ofte fra gårdens egne får, og det blev spundet af kvinderne på gården. Før man kunne spinde ulden, var det nødvendigt at karte den. Det betyder, at man tog en tot uld og børstede den godt og grundigt med to store, flade børster for at få fibrene i ulden til at ligge samme vej og gøre det mere luftigt. Ofte holdt man kartegilde, ligesom man holdt plukkegilde, hvor kvinderne fra de

omkringliggende gårde kom og hjalp med kartningen. Det kartede uld blev opbevaret i store kar eller kurve, indtil man havde tid til at spinde det i løbet af de lange vinteraftener. Når ulden var blevet spundet til garn, farvede man det og enten vævede eller strikkede af det.

En dyne af uld kradser! Halmstrå, der måtte have listet sig frem af sengetøjet, kradser, og udover det har der været lopper og edderkopper i sengen. Det har kriblet og krablet af ekstra liv i sengene! For at slå utøjet ihjel lagde man dynerne ind i den store bageovn, når man havde bagt brød. Så døde utøjet af varmen, og dunene blev igen renset for sved, der ellers havde gjort dem tunge.

DyneluftningPå Grevegård blev dynerne luftet hver sommer. Så brusede de helt op igen. De blev tunge pga. sved. Man brugte også at sprætte de gamle dyner op, tage fjerene ud og komme dem i gruekedlen. Så rensede varmen dunene, og når de var blevet tørret og fyldt i dynerne igen, var dynerne næsten som nye.

Olmerdugsdyner i omhængsseng, Greve Museum.

��

Dynerne skulle helst stoppes med gåsedun eller andedun. I mangel af bedre kunne der bruges hønsedun. Hønsedun havde godt nok ry for at være ulykkesbringende, og det fortælles, at mange hellere ville stoppe dynerne med halm end med hønse-fjer. Der sad på hønen særlige urofjer, som man troede kunne give en dårlig søvn og måske endda en urolig død. I Præstø lå en kvinde for døden i starten af 1900-tallet. Det fortælles, at hun havde svært ved at slippe det sidste liv, og derfor byttede man hendes hoved-pude ud. ”Da dette var sket, gav den syge et suk og var død med det samme. Den bort-fjernede Pude blev straks undersøgt, og det vidste sig, at den var stoppet med Hønsefjer, så det var ikke under-ligt, at hun ikke kunne dø med den under Hovedet.” Unge piger ville heller ikke have hønsefjer i deres brudeudstyr, og man ville hellere smide hønsefjerene på

møddingen end at bruge dem i dyner og puder.

Der går 24 gæs til en olmerdugsdyne, og gåsen repræsenterede en fantastisk stor værdi sammenlignet med i dag. Da madrasser blev udbredt i stedet for sengehalm i løbet af den første halvdel af 1900-tallet, hjalp det på liggekom-forten, men både dengang og nu var en gåsedunsdune et af de fineste indslag i sengen.

Gåsen er guld værd, men hvad med gåsevogteren?Gåsen var nok værdifuld i det gamle landbosamfund, men de, der passede dem, regnedes ikke for meget. De blev kaldt gåsepiger, gåsedrenge og gåseenker og udover gæssene havde de det tilfælles, at de var nederst i hierarkiet – tænk bare på Brødrene

FAKTA

I 2006 koster en dyne med gåsedun mellem 1000 – 2500 kr.

��

Anskuelsestavle med gåsepige. Anskuelsestavlen har hængt på en byskole omkring år 1900. Så kunne børnene lære noget om, hvordan det var at være barn på landet. Det er en meget idylliseret udgave af landlivet, der vises på tavlen. Dansk Skolemuseum.

��

Grimms eventyr om gåsepigen. Her må prinsessen arbejde som gåsepige, indtil kongen afslører hendes troløse kammerpige.

Det var normalt, at børn kom ud at tjene, og det kunne ske allerede fra 5-årsalderen. I 1908 lavede man en undersøgelse af, hvor mange børn, der havde erhvervsarbejde. Blandt de 370.000 by- og landbobørn, der del-tog i undersøgelsen var kun 6 børn ude at tjene som 6-årige. Det vil sige, at de boede og arbejde et andet sted end deres forældre. Som 7-årig var 61 børn ude at tjene og som 8-årig var 344 børn ude at tjene. Springene op til de næste alderstrin er endnu større. Næsten 10.000 af de 12-årige var ude at tjene. I alt var mere end 30.000 børn mellem 6 og 14 år ude at tjene ud af de 242.000 landbobørn, der deltog i

undersøgelsen. Det svarer til 1/8 af børnene. Resten hjalp til hjemme på deres forældres gård, så faktisk arbe-jdede 1/3 af børnene på landet, og de kunne passende hjælpe med arbejdet med gåsen.

Det var ikke alle slags børn, der måtte ud at tjene. Som regel var det kun daglejere og husmænd, der ikke havde råd til at brødføde deres børn, og som havde behov for den ekstra indtægt, børnenes arbejde kunne give. Børn fra de store gårde hjalp til hjemme på gården. Mange af dem, der var ude at tjene, fortæller om, hvordan de savnede deres forældre under tjeneste-opholdet og løb hele vejen hjem på deres fridag.

Skolen anses i dag for at være bar-nets arbejdsplads, men sådan var

L.A. Ring: Gåsevogtere ved gadekæret i lands-byen Ring, 1886. Randers Kunstmuseum. Gæssene søger roligt efter føde, så drengene kan tage et hvil.

��

det ikke tidligere. Man var heldigt, hvis ens husbond tillod, at man gik i skole. Mange børn arbejdede nemlig på gårde, hvor husbonden syntes, at skolen var unødvendig, og i øvrigt skulle man arbejde for den kost, man fik. Børn på landet var ikke beskyt-tet af nogen lov om arbejdstider og skolegang, som bybørn var. Godt nok var der en skolekommission, som kunne idømme bøder, hvis man holdt sine tjenestebørn fra skolen, men tit var det bare andre bønder, der sad i skolekommissionen, og de kunne godt forstå, hvorfor man hellere ville have, at børnene skulle arbejde end i skole. Ens egne forældre kunne nu også være imod, at man gik i skole.

Børnene, der kom ud at tjene, blev tit sat til at vogte gæs. Man mente nemlig ikke, at der skulle så mange kræfter til det, men gåsen er stor og ofte aggres-siv, så det har ikke været sjovt.

Først vogtede jeg gæs, siden svin og til sidst kreaturer, men gæssene var de værste, for de fløj fra mig, fortæller en mand født i 1881.

Voksne kunne også vogte gæs. Kvinden på billedet er Leise Ols. Ca. 1905. Dragør Arkiv.

Spørgsmål til eleverne:

Hvor mange i din klasse ville arbejde, hvis 1/3 passede gæs?

Hvilken type arbejde laver børn i dag?

Hvor gammel skal man være ifølge loven, for at have et fritidsar-bejde i Danmark?

Hvordan er det for eksempel i Indien?

Hvad sker der hvis et barn ikke kommer i skole i dag?

��

Det blev nu ikke kun brugt gåsepiger og –drenge til at vogte gæssene. Man kunne også være gåseenke. Det var ældre kvinder, oftest enker, der levede af at have et lille gåsehold. Måske boede de på aftægt hos deres søn eller datter og havde gæssene for at kunne bidrage til husholdningen, eller de boede alene og levede simpelthen af pengene fra gæssene. I Dragør var der mange enker efter sømænd, der var omkommet på havet, og de levede netop ofte af at have gæs.

Gåsevogtere på torv i Dragør. Dragør Arkiv.

��

Gåsen som brudens ledsager

Selvfølgelig kom gåsen ikke helt bogstaveligt med til bryllup, men den spillede alligevel en rolle i forbindelse med brylluppet. En gåsedunsdyne var det absolut fineste og mest kostbare, en brud kunne få med fra sit barndom-shjem. Der blev samlet ind i flere år for at have nok dun til dyner og puder til en brud. Ud fra de gamle eventyr kan man ofte se, hvilke emner der tidligere var betydningsfulde. I eventyret om Prinsessen på ærten stabler dronnin-gen en bunke af 20 edderdunsdyner ovenpå ærten for at teste, om det nu er en rigtig prinsesse., der er kommet forbi. Dronningen bruger godt nok ed-derdunsdyner, men de er endnu finere end gåsedunsdyner. Det, at kongen har så mange dyner, viser, at han er meget rig. Almindelige mennesker stablede ikke dyner op for at sove på dem, men at have en hel bunke dyner betød rigdom helt op i 1900-tallet.

Jo flere dyner man havde, jo rigere var man, og derfor viste man gerne alle sine dyner frem. Dynerne kunne for eksempel ligge stablet på gæstesen-gen i øverstuen, det var en slags ”praleseng”, hvor gårdmandskonen kunne prale med alle sine dyner.

I dag får de fleste brudepar en masse ting til hjemmet af gæsterne ved fes-ten, men sådan var det ikke tidligere. Op til 1940’erne og 1950’erne var det normalt, at pigen igennem sit liv samlede brudeudstyr. På den måde var brudeudstyret parat, når hun blev gift, og hun og hendes mand skulle ikke starte helt på bar bund. Udstyret bestod af dyner, puder, linned, duge og pot-ter og pander, som kunne holde hele livet. Nogle af tingene kunne bruden selv have lavet. For eksempel kunne hun selv have været med til at plukke dunene til dyner og puder og selv have broderet på linned og duge. Hun kunne også have syet brudgommens skjorte. Fordi alt skulle fremstilles i hånden, var det nødvendigt at være i god tid, så man ingenting manglede, når bryllup-pet blev aktuelt. Efterhånden som man fik råd til at købe færdigproducerede varer, erstat-tede de det hjemmelavede udstyr, men langt op i tiden fik piger stadig udstyr med sig, når de blev gift.

Brudeudstyr anno 1953Bente, der er født i 1933 på Grevegård, fortæller, at da hun blev gift i 1953 fik hun lavet 2 dyner, 2 puder og en lang-pude hos Schmeltz i Roskilde. Fami-lien brugte normalt Herman Jensens fjerrenseri i Tåstrup, men Schmeltz var finere. De havde selv gæs og kunne derfor komme med egne dun til at stoppe sengetøjet med.

Bryllupsfoto af Bente fra Grevegård, som i 1963 blev gift med Gunnar. Greve Museum.

Schmeltz Væveriudsalg i Roskil-de, hvor Bente fra Grevegård og Else Hedebo købte udstyr til deres bryllupper. Roskilde Arkiv

Spørgsmål til eleverne:

Hvor mange gæs skulle bruges, hvis det var 20 gåsedunsdynerprinsessen skulle have ligget på?

�0

Regning på bryllupsudstyr købt ved Schmeltz Væveri udsalg i Roskilde, 1935. Greve Museum. Der blev bl.a. købt 2 kanaldyner og 5 kg dun, 2 hovedpuder og 1,4 kg. dun, 2 under-dyner og 5 kg andefjer.

��

Peters jul – borgerskabets jul

Jeg glæder mig i denne tid;Nu falder julesneen hvid,så ved jeg julen kommer.

Peters Jul udkom første gang i 1866. Den blev hurtigt et idealbillede på, hvordan en rigtig dansk jul skulle holdes og er det stadigvæk. Men ikke alle holdt jul som i Peters Jul. Peters Jul er et eksempel på, hvordan borg-erskabet ville holde jul. Det vil sige julen, som den blev holdt af velstillede byboere i for eksempel København eller Køge. Det er deres jul, der efter-hånden bredte sig til resten af samfun-det.

Med risengrød begynder vi – husk på, der er en mandel i ! –Og så gås vi skal have.I gåsens ryg et flag skal stå,og den har små manchetter påog grankrans om sin mave.

Når Far skær hul på gåsen såhan løfter mig, jeg kigge måtil sveskerne derinde.Vi trækker ”gåsekrog” for spøg,og tænk, en stor klat syltetøjjeg får, hvis jeg kan vinde.

Så får vi vin i vore glas,og Mor hun henter juleknasog godter til at spise.Og gåsens skål vi drikke vilog Far han synger nok dertilen morsom julevise.

I Peters Jul får de gåsesteg. I dag spis-er de fleste andesteg eller flæskesteg juleaften, men højtider og traditioner hører sammen, og at servere noget uregelmenteret juleaften går ikke. De enkelte familier kan diskutere, om det skal være gås, kalkun, and eller

flæskesteg, men at servere strudsebøf eller oksesteg juleaften går bare ikke.

Forklaringen på, at vi spiser fjerkræ eller svinekød til jul, er, at oksen helt op i det 20. århundrede var for kost-bar at spise. Dels var den nødvendig som trækdyr, og dels skal en ko spise enormt meget for at vokse sig stor. En gris eller en gås kan leve af græs om sommeren og gå og rode efter foder på møddingen om vinteren, mens en ko er nødt til at have masser af hø og halm. Man havde simpelthen ikke foderres-sourcer til at opdrætte nok kvæg til også at spise dem.

I 1800-tallet var det mest i byerne, man spiste gåsesteg, og så måske hos præsten og godsejeren på landet. Almindelige bønder spiste i stedet flæsk eller andet svinekød, ost, rødbe-der og sennep, risengrød, suppe, sylte, sigtebrød, rugkringler, julekage og pebernødder. Fiskerne fra Karlslunde Strand fortæller, at de til jul spiste klipfisk og grød omkring år 1900. Hvis man endeligt selv spiste gåsekød på landet, var det blevet nedsaltet eller røget og brugt som fint pålæg.

I dag kan alle genkende julen i Peters Jul, men Peters Jul er meget ander-ledes fra hvordan man på landet holdt jul i 1866, hvor bogen blev skrevet.

Gåsesteg fra Peters Jul, udgaven fra 1870. Den gamle By i Århus.

��

Familien på Grevegaard holder jul, 1955. Landet. Landboliv hjemme og ude.

Spørgsmål til eleverne:

Holder du jul?

Fejrer din familie jul ligesom i Peters Jul? Hvilke højtider fejrer du, hvis du ikke holder jul?

Hvilke ændringer i landbruget har gjort, at vi nu har råd til at opdrætte kødkvæg?

Gåsehold helt op i 1950’erneEn kvinde fra Greve fortæller om sin barndom i 1930’erne og 1940’erne, at de altid havde ænder og gæs på gården på Greve Main, hvor hun voksede op. På den måde kunne familien få lidt ekstra penge og især under 2. verden-skrig manglede der noget festligt, så

Jul på GrevegaardBente fra Grevegaard fik i sin barndom i 1930’erne og 1940’erne andesteg til jul, mens gåsestegen blev spist nytår-saften. Begge dage fik de kartofler, sovs og syltetøj. Bentes far kunne ikke lide ris à la mande, så i stedet fik de citronfromage juleaften.

��

Gæssene ankom-mer til Ringsted Fjerkræslagteri. Udateret. Ringsted Museum og Arkiv.

gåse- og andesteg til jul var kærkom-ment. Familien fik som regel 12-15 gæslinger, og til jul blev de solgt fra Grønttorvet på Israels Plads i Køben-havn. Familien beholdt kun et par stykker til næste års æggeforsyning og så selvfølgelig en til egen julesteg. Det var helt normalt, at man på denne

I løbet af 1900-tallet ændrede det danske samfund sig kraftigt. Danmark blev rigere, og der blev overskud til at udvikle landbruget. Man gik fra hånd-kraft til maskinkraft, og de produktion-småder, der ellers havde været brugt i de sidste hundreder af år, ændrede sig. I takt med industrialiseringen ændredes også gåseholdet. Med tidens krav om effektivisering kunne det ikke længere betale sig at hjemmeslagte fjerkræet og med andelsbevægelsen så også andelsfjerkræslagterier dagens lys. De sjællandske bønder havde længe ønsket sig at starte et fjer-kræslagteri på Sjælland, og i 1932 blev Ringsted Fjerkræslagteri en realitet.

Ikke kun lokale Ringsted-bønder var med til at oprette slagteriet. Der var bønder fra hele Sjælland og også fra Greve. Mellem 10 og 15 bønder fra egnen omkring Greve var med, og de fleste kom fra Karlslunde. Beboerne på Greve-egnen var altså ikke kun lokalt orienterede, men forstod at udnytte de muligheder, de fik.

I 1933 åbnede Ringsted Fjerkræslag-teri, og det blev hurtigt en kvindear-bejdsplads. Ringsted og omegn blev støvsuget for ledige kvindehænder. På den måde blev arbejdet, med gåsen ved at være kvindens domæne, selvom arbejdet rykkede ud af hjemmet.

måde supplerede sin indkomst langt op i tiden. Især gartnerne og hus-mandsstederne på Greve Main havde mange gæs. Gartnerne solgte ofte den førnævnte families gæs på Grønttorvet. De skulle alligevel ind og sælge deres egne varer.

Gåsen i moderne tid – industri, men stadig kvindearbejde

��

Ringsted Andelsfjerkræslagteri 1935 og ca. 1980. Her kan man se forskel-len mellem den første industrialisering af gåsehold og den senere. På bille-det fra 1935 sidder plukkekonerne på rad og række og plukker. De sidder næsten som de ville have gjort, hvis de plukkede hjemme i stalden. På det an-det hænger gåsen i et transportbånd, så man hurtigt kan komme videre til den næste. Ringsted Museum og Arkiv.

��

Bagsiden af regning på bryllupsudstyr købt ved Schmeltz Væveri udsalg i Roskilde, 1935. Greve Museum. Se forsiden på side 20.

Spørgsmål til eleverne:

Arbejder din mor ude eller hjemme? Og hvad med din bedstemor og oldemor?

Ikke nok med at industrialiseringen betød nye arbejdsformer. Den med-førte også nye spisevaner. Tidligere havde næsten alt mad været sæsonbe-tonet, men i løbet af 1950’erne beg-yndte der at komme dybfrysere ud til købmændene på landet og i byerne. En dybfryser i hjemmet var stadig for dyr, men hos købmanden kunne man købe frossent, grydeklart fjerkræ fra for ek-sempel Ringsted Fjerkræslagteri. Det betød, at ænder og gæs ikke længere behøvede at være julemad men kunne spises hele året. Også kylling gik fra at være sommermad til at kunne fås hele året.

Med til fjerkræindustrien hører også dun- og dyneproducenter. Med dem behøvede man nemlig ikke længere selv at holde gæs for at få de efter-tragtede dun. Overgangen fra hjem-melavede olmerdugsdyner til nutidens kanaldyner var dog lang. Mellem egenproduktion og storindustri kom

dunrenserier frem. Det var renserier med speciale i dun og fjer, hvor man kunne man få renset egne dun og få dem fyldt i dyner eller tage dem med hjem og selv lave dynerne. Man kunne købe færdiglavede dyner og man kunne endda få renset dunene i sine gamle dyner og eventuelt få lavet et nyt vår. På den måde genbrugte man dunene og slap for at købe en ny dyne. Dunene blev renset ved hjælp af varme, men nu havde man en stor maskine til arbejdet i stedet for at skulle bruge gruekedlen eller ovnen som tidligere. I Greve kunne man for eksempel bruge fjerrenseriet i Køge, der eksisterede fra 1920’erne og frem til 1986, hvor den sidste ejer lukkede det. I Greve lå der et almindeligt renseri på Strandvejen, men ejeren tog dyner ind og sendte dem til Køge, så en del Greve-dyner er nok blevet renset i Køge. Ellers kunne man bruge fjerrenserierne i Tåstrup, Ringsted eller København.

��

Går gæs i gåsegang? – gåsen i naturen

Den danske gås nedstammer fra grågåsen. Egentligt findes der ikke en særlig dansk gåserace, da f.eks. både den tyske og svenske tamgås er magen til danske. De nedstammer også alle sammen fra grågåsen.

Grågåsen er ikke den eneste vildgås. Faktisk findes der i Nordeuropa mindst 8 forskellige racer udover grågåsen. Nogle er selv kommet hertil, men an-dre, som f.eks. canadagåsen, er blevet sat ud i naturen.

Gæssene er lette at kende fra hinanden. F.eks. har knortegåsen en tydelig hvid ring om halsen, og bramgåsen har sort-hvide tegninger over hele kroppen. Der er stor størrelsesforskel på de forskel-lige gåseracer. Knortegåsen og den rødhalsede gås vejer ikke ret meget

mere end 1 kg og canadagåsen når let op på 4 kg. Grågåsen hører til en af de store med sine 3,5 kg, og samtidig er det den mest udbredte i Danmark og resten af Nordeuropa. I septem-ber 2004 talte man mere end 30.000 rastende grågæs i Danmark. Det vil sige, at mere end 30.000 holdt pause i Danmark under trækket fra deres som-merhjem i Nordeuropa til deres vin-terhjem i Sydeuropa. Man regner dog med, at kun ca. 3500 par yngler her i Danmark.

Gåsepar holder sammen hele livet, og de er fælles om yngelplejen. Mens hunnen ruger de ca. 5 æg ud, bliver hannen i nærheden og jager even-tuelle fjender væk ved at hvæse, baske med vingerne og måske endda bide, hvis den føler sig meget truet. Det er

Gæssene bliver drevet gennem Algade i Roskil-de på vej til slagteriet. Udateret. Roskilde Arkiv.

��

i øvrigt samme adfærd, man ser hos tamgåsen, hvis man kommer for tæt på.

Som nævnt er der hvert år rigtig mange gæs, der er i Danmark i en periode. De har bestemte steder, de vender tilbage til, hvor de kan være i fred, mens de fælder. Grågåsen skifter nemlig sving-fjer hvert efterår, og mens de venter på, at de nye vokser ud, kan de ikke flyve. Deres eneste flugtmulighed er at løbe væk, hvis der kommer et rovdyr.

Man kan faktisk se, at musklerne på gåsens krop ændrer sig under fæld-ningen. Brystmusklerne, som gåsen bruger, når den flyver, bliver mindre, mens lårmusklerne bliver større som følge af løberiet på marken.

Om efteråret kan gæssene være hel-dige, at der ligger spildkorn, hvis de holder rest på en mark. Ellers spiser de græs og kløver ligesom resten af året.

Gåsen er et flokdyr, der helst vil holde sig i nærheden af andre gæs. På den måde er der flere til at holde øje med farerne, og så er den mest tryg. Men selvom den er et flokdyr, går gåsen altså ikke i gåsegang – i hvert fald ikke bevidst. Som flere af billederne i materialet viser, går de for det meste i en stor klump

Som nævnt nedstammer tamgåsen fra grågåsen, men den tamme er større og har mere fedt på kroppen. Det er ikke til at sige, hvornår gåsen blev tam, men det har været en lang proces.

N.P. Mols: Efterårstræk, 1895. Den Hirschsprungske Samling. Maleriet viser vildgæssene, der flyver sydpå. Imens står tamgæssene bundet på jorden og ville gerne flyve med. Hvilken symbolik er der i maleriet?

��

FAKTA

Nordeuropæiske gåseracer:

Grågås BlisgåsBramgås DværggåsCanadagås KnortegåsKortnæbbet gås Rødhalset gåsSnegås Sædgås

Forskellige gåseracer

Forskellige gåseracer tegnet i 1850’erne af Niels Kjær-bølling. Øverst: Snegås og blisgås. Midt: Bramgås. Nederst:Sædgås og blisgås. Det kongelige Bibliotek.

��

Forskellige gåseracer tegnet i 1850’erne af Niels Kjær-bølling. Øverst: Speilgås (rødhalset gås), Midt: Knor-tegås. Nederst: Blisgås og dværggås. Det kongelige Bibliotek.

FAKTA

Ved vikingeborgen Trelleborg er der fundet knogler fra tamgæs, så der har i hvert fald været domes-ticerede gæs de sidste 1000 år. Domesticering er en meget lang proces og betyder, at dyret går fra at være et vildt dyr i naturen til at blive husdyr. For eksempel er ulven blevet domesticeret til en hund og vildhesten er blevet domesticeret til en hest. Husdyr er blevet gjort tamme for, at mennes-ket har kunnet drage nytte af dem, og gåsens vigtighed i det gamle landbosamfund kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Dens anv-endelsesmuligheder er nærmest ubegrænsede som dette materiale viser.

�0

Tegning med bramgåsen. En sjov historie er, at man ikke altid har regnet bramgåsen for en fugl. I det 13. og 14. århundrede mente man, at den var et skaldyr. Som katolik måtte man nem-lig ikke spise andet end fisk og skaldyr i fasten, men hvis nu bramgåsen var et skaldyr, kunne man få lidt afveksling.

��

Litteratur og kilderKilder, erindringer og interview fra Greve Museum, Dansk Folkemindesamling, Nationalmuseets Etnologiske Under-søgelser og Dragør Lokalarkiv. Andersen, H.C.: Eventyr og historier. Sesam 1993.Brødrene Grimms samlede eventyr.Brøndegaard, V.J.: Folk og fæ 2. Rosenkilde og Bagger 1992.Bøtter-Jensen, Anette m.fl.: Opvæksterindringer – antologi om ændringer i børn og unges vilkår på landet 1860-1920.Christophersen, Marie: Fra Hedeboegnen. Flensteds Boghan-del 1923.Dehn, Erik: Født til grød eller gås. Gyldendal Uddannelse 2004.Hansen, Anette Eklund (red.): Børnearbejde – en antologi om 1900-tallets børn og arbejde. Arbejdermuseet og Arbejderbev-ægelsens Bibliotek og Arkiv 2005.Knudsen, Anne: Kyllinger, kyllinger, gæs og høns. I Weeken-davisen 29. december 2000.Krohn: Johan: Peters Jul. Gyldendal 1992.Olsen, Søren: Gæs. I Kaskelot ps, nr. 4 1998.Rasmussen, Holger: Hvad gåsen kan bruges til. I: Arv og Eje, 1974. Skovgaard, Mette: Som man reder. Nationalmuseet 1983. Thaarup, Sørine: Kogebog for Land- og Byhuusholdninger. 1868.

FAKTA

Udtrykket ”dum som en gås” bruges nogen gange om en uintel-ligent person, men faktisk er gåsen ikke så dum endda.

I Utterslev Mose ved København er vildgæssene så men-neskevante, at man kan komme helt tæt på dem. Gæssene ved, at der ikke sker dem noget her, fordi jagt er forbudt i mosen og når jagten går ind 1. september, vender mange gæs tilbage til Utterslev Mose for at være i sikkerhed.

��

N.P. Mols: Efterårstræk, 1895. Den Hirschsprungske Samling.

GREVE MUSEUM