Haydn

Joseph Haydn — en kort introduktion

Haydn er den store overgangsskikkelse mellem barok og klassik. Han blev født, mens Bach og Händel stadig var aktive og lagde de sidste overdådige forsiringer på senbarokkens musik. Da han døde, var tidens toner skiftet til den slanke, klare wienerklassik, og dagens mand hed Beethoven. Haydns kompositioner var er en afgørende drivkraft i denne musikalske udvikling. Og hans liv var i øvrigt en rigtig succeshistorie. Fra at være en fattig musiker, der undertiden måtte tage job som tjener for at holde sulten fra døren, arbejdede han sig op til en plads som verdens mest populære komponist - og en af de mest velhavende. Joseph Haydn blev født i 1732 i en østrigsk landsby tæt på grænsen til Ungarn. Faderen var vognmager, familien middelklasse og den lille Joseph lod ikke til at have specielle evner. Men han havde en smuk stemme, og da han var otte år, skaffede den ham plads i drengekoret ved Stefansdom i Wien. Da hans stemme gik i overgang, blev han afskediget fra koret. Nu fulgte ti vanskelige år, hvor han levede på et eksistensminimum som gademusikant, musiklærer og freelance-musiker. Når det var muligt, studerede han komposition. Og prøvede at skrive lidt selv. Hans stykker blev bemærket i de bedre kredse, og endelig, i 1759, fik han fast arbejde som kapelmester hos en greve. To år senere kom det store vendepunkt. Haydn blev ansat hos den ungarske fyrst Esterházy, der var lige så rig, som han var glad for musik. Som øverste ansvarlige for hoffets musik skulle Haydn øve med fyrstens private kor, orkester og operakompagni, dirigere opførelserne (og det var flere om ugen) og konstant skrive ny musik.

Tekst: Jens Laigaard, Herning Bibliotekerne

Redaktion og Layout:

Niels Mark og Jens Laigaard

Haydn var i familien Esterházys tjeneste i 30 år. Meget af tiden blev tilbragt på sommerslottet Esterháza - det næststørste slot i Europa, anlagt med Versailles som forbillede langt ude på landet i Ungarn. Her var der fred og ro til at komponere - og eksperimentere. Haydn sagde senere: ”Jeg var afskåret fra verden, der var ingen, som kom mig nær nok til at plage mig eller gøre mig usikker. Derfor måtte jeg blive original.” Haydn komponerede i alle genrer: symfonier, operaer, koncerter, kammermusik, religiøse værker, sange og endda musik til fyrstens dukketeater. Det flød fra ham i en umådelig strøm. Og musikken var original. Den taler til os i dag. Let, venlig, elegant - og undertiden med et skævt indslag, som viser komponistens humoristiske side. Rygtet om Haydns musik bredte sig stille og roligt til Europas storbyer. Hans værker blev så populære, at der dukkede piratkopier og falsknerier op på nodemarkedet, så Haydn fik fyr-stens tilladelse til selv at måtte sælge sin musik. Og da han i 1790 blev afskediget, manglede der ikke tilbud til komponisten fra både adel og borgerskab. Han tog ud på to lange koncertrejser til England, og hans tolv sidste symfonier blev skrevet til offentlig opførelse i London. Han blev gentagne gange inviteret til at spille og synge hos kongefamilien. Ved en af disse koncerter sagde George den 3. i pausen: ”Doktor Haydn, De har skrevet virkelig meget.” Haydn svarede beskedent: ”Ja, Deres Maje-stæt, meget mere end godt er.” Kongen sagde: ”Nej da, det vil hele verden bestride.” Haydn blev 77 år og efterlod sig mange hundrede værker. I det følgende ser vi på nogle af højdepunkterne i hans produktion.

Haydn komponerede mere end 100 symfonier. De første er ret enkle, men efterhånden skruer han op for ambitionerne og lysten til at eksperimentere. Der kommer drama, kontrast og stærke følelser i musikken. Man får et godt indtryk af Haydns mellemste symfonier på denne indspilning med nr. 44, 45 og 49. Som mange andre af Haydns værker har de til-navne, som fortæller noget om musikken - her henholdsvis ”Sorgen”, ”Afskeden” og ”La passione”. Både energien og klarheden i musikken bliver flot leveret af Amsterdams Barok-orkester, som spiller på originalinstrumenter under ledelse af Ton Koopman.

Symfonierne blev bedre, jo flere Haydn skrev, og kronen på værket er de tolv sidste, nr. 93-104. De kaldes ”Londonsymfo-nierne”, fordi Haydn skrev dem til opførelse i London. En del af dem har desuden tilnavne som ”Paukehvirvlen”, ”Uret”, ”Militærsymfonien” og ”Overraskelsen”. De tolv værker er vidt forskellige, men fælles om elegance, dristige harmonier og spændende instrumentering. Her går form og indhold op i en højere enhed, som man skal til Mozart for at finde mage til. Blandt de mange sæt med alle tolv regnes Colin Davis’ med Royal Concertgebouw for et af de fineste.

Haydn var en stilfærdig og beskeden natur, så han havde ikke let ved at skrive koncerter for soloinstrument, der kræver en del ekshibitionisme for at gøre indtryk. Men han lavede ikke desto mindre en håndfuld, som er førsteklasses. Den mest kendte er uden tvivl trompetkoncerten i Es-dur, glad, frisk og gjaldende musik, hvor solisten rigtig får lov at brillere. Og i øvrigt også til at vise sin lyriske nerve i den langsomme sats. Hør den her med originalinstrumenter - Mark Bennett på klaptrompet og det altid livsglade English Concert dirigeret af Trevor Pinnock. I tilgift får man to andre af Haydns solo-koncerter, en for obo og en for cembalo.

Haydns to cellokoncerter blev skrevet med tyve års mellem-rum, mens han var ansat hos Esterházy. Nr. 1 i C-dur har en virtuos første sats, en gribende adagio og en lystig finale - et festfyrværkeri, der virkelig kræver sit af solisten. Nr. 2 i D-dur er skrevet af Haydn i hans modne år, men den lyder meget mindre inspireret end forgængeren. Første sats er alt for lang og stillestående, og koncerten reddes kun af en skøn, lyrisk adagio. Alligevel er begge koncerter lige populære i dag, og man ser dem ofte indspillet sammen på en cd. Som f.eks. her, hvor Christophe Coin fører buen.

I slutningen af 1700-tallet blev klaveret populært i adelens og borgerskabets stuer. Det åbnede en vældig efterspørgsel efter noder til klaver ”med akkompagnement”, typisk violin og cello. Og hvis nogen forstod at imødekomme dette marked for hyggelig kammermusik, så var det Haydn. Da han fik fyrst Esterházys tilladelse til at sælge sine værker, skrev han i løbet af tolv år 28 klavertrioer. De hører til hans dejligste og mest opfindsomme musik, og nogle, bl.a. de fire på cd’en her, er bestemt ikke for nybegyndere. De er dedikeret til to dygtige pianistinder, Haydn mødte under sine London-besøg. De to var så gode, at de kunne have givet offentlige koncerter - men det gjorde anstændige kvinder ikke dengang!

I de 83 strygekvartetter kan man tydeligt høre den enorme kunstneriske udvikling, Haydn gennemgik i sit liv. Den første blev komponeret, da han var 23, og den sidste skrev han som 67-årig. Haydn udviklede strygekvartetten fra en form, hvor den nærmest var en violinsonate med baggrundsstøj, til en ligeværdig musikalsk samtale mellem fire strygere. Kvartet-terne opus 33 spillede han sammen med Mozart og to andre venner, og det gjorde så stort indtryk på Mozart, at han straks prøvede at skrive nogle, der var lige så gode. Højdepunktet blandt kvartetterne er nok de seks opus 76: så elegant kan underholdningsmusik lyde. Ikke mindst, når den som her er i hænderne på den fremragende Lindsay-kvartet.

Mens Haydn levede, blev cembaloet fortrængt af pianofortet, forløberen for vore dages flygel, og det afspejles i hans vær-ker for solo klaver. Første halvdel af de godt 50 sonater har titlen ”Divertimento” eller ”Partita” og er beregnet for cem-balo. De sidste kalder Haydn ”Sonata”, og de har angivelser på nodebladet, som viser, at de er skrevet for et instrument, hvor man kan variere styrken af anslaget. Det giver et langt mere dynamisk udtryk. Nogle af Haydns sidste klaversonater er mindst lige så fantasifulde og orginale som Mozarts. Hør et godt udvalg med Afred Brendel, som også medtager de inten-se, tragiske Variationer i f-mol.

Da Esterháza-slottet i 1768 fik eget operahus med plads til 400 tilskuere, måtte Haydn i gang med at skrive operaer og diverse syngestykker. Det var mest operaer i den komiske afdeling, men også et par opera seria. Som andre af tidens komponister satte Haydn sine operaer højere end al instru-mentalmusikken. Det har eftertiden ikke gjort. Operaerne mangler drama og visuelt udtryk, og lige til i dag har næsten ingen vovet at sætte dem op. Til gengæld er selve musikken og arierne charmerende og kan fint nydes på plade. Et godt eksempel er Hogwoods indspilning af Orfeus og Eurydike med Uwe Heilmann og Cecilia Bartoli i de to store partier.

Mens Haydn var ansat hos familien Esterházy, bredte hans ry sig over Europa, og der begyndte at komme bestillinger på nyskreven musik. Bl.a. bad kirken i den spanske by Cadiz om et orkesterværk til påsken 1787. Det skulle være i syv dele, så det kunne spilles ind imellem præstens fremsigelse af de syv sætninger fra den korsfæstede Kristus. Haydn leverede en god times musik bestående af syv dystre adagioer med et højtideligt forspil og et afsluttende ”Presto con tutta la forza”, hvor pauker og trompeter gengav det voldsomme jordskælv efter Kristi død. Haydn var med rette stolt af dette værk, som satte yderligere skub i hans berømmelse. Han omskrev det senere til både strygekvartet og korværk. I alle tre versioner er De syv ord på korset vægtig og følelsesmættet musik.

Midt i sin meget aktive pensionisttilværelse blev Haydn igen tilknyttet familien Esterházy. Han gjorde det af fri vilje, for denne gang var der ikke tale om et dagligt pligtarbejde. Han skulle blot levere en messe en gang om året til opførelse på fyrstindens navnedag. Det resulterede i seks mesterværker på stribe, fra ”Paukemessen” i 1796 til ”Harmonimessen” i 1802. De seks messer har hver sit særpræg, men er fælles om en helt symfonisk kraft og sammenhæng. På John Eliot Gardiners indspilning med Monteverdi-koret og English Baroque Soloists får vi alle seks messer i en udførelse, som er svær at overgå. Der spilles på originalinstrumenter, og det giver en klar, luftig lyd som ramme om korets flotte stemmer.

Under sine ophold i London hørte Haydn flere af Händels oratorier, bl.a. ”Messias”, og han fik lyst til at prøve kræfter med denne genre. Han arbejdede i flere år med at sætte musik til en tekst, som blandede Miltons digt ”Paradise lost” med Biblens skabelsesberetning. I 1798 dirigerede han selv førsteopførelsen af Skabelsen i Wien. Det blev en enestående succes. Året efter blev oratoriet opført i London og Paris, og det er blevet stående som et af hans hovedværker. Det er da også et indtagende stykke. De musikalske virkemidler er lige så enkle som de er effektive, stemningen er gennemgående lys, og de friske klangfarver skaber et væld af billeder for det indre øje.

Og sandelig om ikke han gentog kunststykket tre år senere. Et nyt oratorium med titlen Årstiderne, igen med en tekst oversat til tysk efter en engelsk digter (den noget mere ukendte James Thompson). Igen en lysende, livsglad musik med herlige tonemalerier. Igen en stor publikumssucces - og ret så indbringende. Da partituret blev trykt og solgt, tjente Haydn fire gange så meget som det, han havde fået for sine mange år hos fyrst Esterházy. ”Årstiderne” beskriver årets gang i en række landlige scenerier, og underforstået også menneskelivets forskellige stadier. Værkets klimaks er en åbenbaring af det evige forår, der venter de troende i Paradis.