GLOBAL

FN-forbundets medlemsblad

NR. 1 FEBRUAR 2011

FOKUS PÅ

FOLKEMORD:

Kampen for erindringen

Med BØGER

[2]

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/Albert Gonzales Farran ISSN: 1903-8623 GLOBAL udkommer næste gang: 9. mart 2011 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundets rødder går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FN-forbundet. Se mere på vores hjemmeside www.una.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@una.dk

Velkommen til FN-forbundets nye medlemsblad! Som du sikkert allerede ved, kan du finde nyheder og kommentarer på både vores hjemmeside og på Facebook. Med GLOBAL ønsker vi at sætte fokus på og gå lidt mere i dybden med de FN-relaterede emner, der ikke altid når med i nyhedsstrømmen – men som ikke er mindre aktuelle af den grund. GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885, til Dansk Fredsforenings skrift Freden, og siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, det har haft titler som Fredsbladet, FN-orientering og FN-bladet, men ambitionen har altid været at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse. Det største skift i nyere tid fandt sted i 2006, da FN-bladet blev til FN-forbundets Nyhedsbrev, et skift til en elektronisk udgivelse, primært distribueret via internettet og læst på en skærm. Vi prøver nu at bevæge os lidt tilbage til en udgave af bladet, der også er velegnet som udskrevet blad. Dette nummer sætter fokus på folkedrab. Det er selvfølgelig i anledning af den netop markerede Holocaust-dag eller Auschwitz-dag, som dagen benævnes herhjemme, hvor ofrene for de brutale forbrydelser mod menneskeheden mindes. Det var i kølvandet på Holocaust, at FN blev dannet i 1945, for at ”at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden”, som det står i FN-pagten. Men desværre var Holocaust ikke enestående. Sammen med Armenien, Bosnien, Cambodja, Darfur og Rwanda – og nu måske også Elfenbenskysten – repræsenterer det nogle af de mørkeste kapitler i vores historie. Netop derfor er FN så vigtig. Men FN og multilateralismen har ikke lette kår – på den eller den anden side af Atlanten. Vores rolle som FN-forbund er at bidrage til en bedre forståelse af nationernes gensidige afhængighed, det fælles globale ansvar og behovet for at handle i fællesskab. Der er ikke noget alternativ til FN; intet andet forum, der har verden som sin arbejdsplads eller insisterer på løsninger på tværs af nationale og politiske interesser, religiøse eller kulturelle forskelle eller økonomiske systemer. Alverdens regeringer kan ikke gøre det alene. Det kræver sit civilsamfund til at søge indflydelse; at blande sig i debatten; at oplyse og holde en åben og ærlig dialog. Derfor er der brug for FN-forbundet – fordi vi tror på et globalt ansvar. God fornøjelse med bladet!

Torleif Jonasson Generalsekretær

[3]

Indhold

Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

På besøg i Iran

SIDE 5

Østimor nu mere stabil – takket være FN

SIDE 6

FOKUS:

Auschwitz-dagen 2011: Kampen

for erindringen

SIDE 8

Folkemordet i Rwanda SIDE 10

BØGER ved Henrik Døcker

SIDE 12

[4]

Nyt fra FN-forbundet

Bliv aktiv i FN-forbundet

Interesserer du dig for fred og konfliktløsning, menneskerettigheder, bæredygtig global udvikling eller FN-reformer? Så har du mulighed for at deltage i vores politiske arbejde gennem vores udvalg. Udvalgene er dem, der omsætter FN-forbundets formål til handling; de afholder konferencer og debatmøder, de udarbejder politikpapirer og læserbreve og meget mere. Det eneste, det kræver, er, at du er medlem. Læs mere på vores hjemmeside på http://www.una.dk/om-os/hvem-er-vi/udvalg

Nordisk MUN 2011

Invitation til debat om Vestsahara FN-forbundets udvalg for fred og konfliktløsning har sat fokus på Vestsahara, og du inviteres nu til debatmøde torsdag den 22. februar kl. 17.30 – 19.30. Blandt talerne vil være den danske generalmajor Kurt Mosgaard, der har været leder for FN-missionen i Vestsahara samt Mr. Mohamed Beissat (Deputy chairman of Foreign Affairs Committee of POLISARIO). Hvor det bliver, er endnu uvist, men sæt kryds i kalenderen og hold øje med hjemmesiden for mere information.

Indtryk fra Kina

Jørn Boye, bestryrelsesmedlem i FN-forbundet, var i efteråret i Kina, hvor han bl.a. mødtes med repræsentanter fra det kinesiske FN-forbund (billedet). Du kan læse om hans indtryk fra rejsen til det store land på tænketanken RIKO’s hjemmeside ved at følge linket her: http://riko.nu/2010/12/ingen-trussel-fra-kina-indtryk-fra-en-rejse-til-kina/

[Skriv et citat fra dokumentet, eller gengiv en interessant pointe. Du kan placere tekstboksen et hvilket som helst sted i dokumentet.

Brug fanen Tekstboksværktøjer til at redigere formateringen i tekstboksen med uddraget.]

Det er blevet tid til det nordiske Model United Nations igen, der i år har klimaforandringer og Sudan på dagsordenen. Fra den 22. marts til den 25. marts 2011 mødes unge fra hele Norden til klimakonference i Kalmar, Sverige. Selvom tilmeldingsfristen er overskredet er de MEGET interesseret i at få unge fra Danmark med omkring bordet. For mere information, se hjemmesiden: www.nordicmun.com Tilmelding skal ske direkte til det svenske FN-forbunds generalsekretær: Linda Nordin Thorslund på mail: linda.nordin.thorslund@fn.se

[5]

På besøg i Iran

I januar var FN-forbundet på besøg hos vores iranske søsterorganisation i Tehran. Med på rejsen var hhv nuværende og tidligere generalsekretær Torleif Jonasson og Anni Herfort Andersen samt næstformand Trine Marqvard Jensen. Rejsen var finansieret af KVINFO og havde til formål at undersøge mulighederne for et fornyet samarbejde med det iranske FN-forbund, som opfølgning på vores samarbejde i 2004-2005. Dengang var fokus på kapacitetsopbygning af iranske ngo'er indenfor demokrati og deltagelse i demokratiske processer. Det nye projekt vil på lignende vis fokusere på demokratisk deltagelse, men vil også have stort fokus på menneskerettigheder og oplysning herom i Iran. Projektet, som har fået tilsagn om finansiering fra FN's demokratifond (UNDEF), vil involvere i alt 75 ngo'er i tre forskellige provinser. I løbet af to år vil 1500 ngo-repræsentanter og medlemmer deltage i kurser, som skal oplyse dem om deres rettigheder og forbedre deres muligheder for at deltage i demokratiske beslutningsprocesser og udbrede kendskabet til menneskerettigheder i Iran.

Under besøget mødtes vi med det iranske FN-forbund og deres partnerorganisation Organization for Defending Victims of Violence (ODVV). Desuden fik vi lejlighed til at møde repræsentanter fra det officielle Iran i form af udenrigsministeriets afdeling for kvinder, justitsministeriets kontor for menneskerettigheder samt det iranske menneskerettighedsinstitut. For at få et bredere billede af den politiske situation i Iran mødtes vi også med den danske ambassadør. Vores besøg gav os en god fornemmelse af det foreslåede samarbejdsprojekt og mulighederne for at gennemføre dette på demokratisk vis. Vi besluttede os derfor til at takke ja til et nyt samarbejde med FN-forbundet i Iran og vil nu gå i gang med at søge midler til deltagelse i projektet. Vi vil løbende fortælle nyt om processen, når projektet officielt går i gang i løbet af foråret.

T.v.: Generalsekretær Torleif Jonasson, Anni Herfort Andersen og Trine Marqvard Jensen, der er næstformand i FN-forbundet Nederst: Til møde med det iranske FN-forbund og ODVV

[6]

Østtimor nu mere stabil – takket

være FN

Den tidligere portugisiske koloni er fattig og

uudviklet, men er så småt ved at finde balancen

Af Henrik Døcker

Østtimor har nu næsten overtaget hele ansvaret for sit

politi. Nå, er det en nyhed, kan man som velbjerget

vesterlænding spørge? Og hvem har da hidtil sørget for

lov og orden? Men den tidligere portugisiske koloni

Østtimor, selvstændig stat siden 2002, har i den sidste

godt og vel halve snes år været gennemrystet af megen

væbnet vold, ja borgerkrigslignende tilstande, som har

nødvendiggjort massiv indsats fra FN’s side. Under et

besøg i den lille østat i eftersommeren 2010 fik jeg

lejlighed til så at sige at tage dens temperatur og

konstatere, at roen har sænket sig over de mange

stridbare gemytter blandt den knap én million store

befolkning.

At vi overhovedet har en selvstændig stat her på én af de

mindre øer i den indonesiske ø-gruppe på i alt 17.000 øer

kan forekomme mærkeligt – og tilmed kun på halvdelen af

øens samlede territorium på 30.724 kvadratkilometer.

Mens nederlænderne erobrede næsten al resten af

øriget, siden hen kaldet Nederlandsk Ostindien (og i dag:

Indonesien), så bed portugiserne sig så tidligt som

ca.1510 fast på øen og holdt den med visse afbrydelser

som koloni indtil sammenbruddet af det portugisiske

kolonirige i 1975. Det andet eksempel på en delt ø i det

store ørige er den meget større New Guinea, hvis ene

halvdel i dag er selvstændig under navnet Papua New

Guinea, mens den anden, vestlige del hører under

Indonesien.

Timor ville med andre ord være lige så upåagtet som

hundreder, ja tusinder af andre øer i denne del af verden,

hvis det ikke lige var for den portugisiske kolonisering.

Timoreserne blev på godt og ondt præget af det fjerne

Portugals kultur, religion og sprog – og dermed hævet i

udvikling i sammenligning med de omgivende øer. Med

de portugisiske koloniherrer i dag trængt 35 år tilbage i

erindringen, er Portugal i dag at betragte som en god ven

af den lille stat, der skulle blive verdens første nye

selvstændige land i det 21. århundrede.

FN-POLITIET PÅ GRADVIS NEDTRAPNING

Ved ankomsten til hovedstaden Dili (60.000 indbyggere)

bliver man slået af de mange ruiner. Det er et stærkt

visuelt vidnesbyrd om de blodige kampe, der har hærget

øen også efter selvstændigheden i 2002. Ud mod kysten

ligger et splinternyt udenrigsministerium og diverse

ambassader. Ja, såmænd også det hotel, jeg boede på,

hvor en del af de øvrige hotelgæster var fra FN-politiet,

der har mange australiere og newzealændere i sine

rækker. UNPOL, som det forkortes, har efterhånden

overladt ansvaret for ti af landets 13 politikredse til det

stedlige timoresiske politi, idet de mere tunge sager

fremdeles sorterer under FN.

Den internationale politistyrke overtog ansvaret for lov og

orden i den unge stat efter en blodig opstand i 2006,

udløst af modsætninger mellem de østlige og vestlige

provinser, hvorunder 600 strejkende soldater, en tredjedel

af hæren, blev hjemsendt. Fjendtligheder drev 155.000

mennesker på flugt til andre dele af landet. FN’s

generalsekretær Ban Ki-moons særlige repræsentant i

Østtimor, Ameerah Haq, udtrykte tidligere

på året sin anerkendelse af det nationale

timoresiske politis og FN-missionen

UNMIT’s samarbejde med den

internationale militære sikkerhedsstyrke.

Men samtidig med at hun fandt den

seneste tids udvikling præget af ro og

stabilitet, erkendte hun, at der er lang vej til

bæredygtige udsigter, baseret på solide

samfundsstrukturer.

I FN-hovedkvarteret, installeret i et

bevogtet område med barakker, traf jeg

souschefen for UNMIT, FN’s Integrerede

Timor-mission, danskeren cand. scient.

pol. Finn Reske-Nielsen, som har en lang

FN-karriere bag sig. Med erfaringer fra

udstationeringer i så forskellige u-lande

som Zambia, Namibia, Laos og Papua New Guinea kan

han kaldes en gennemprøvet problemknuser. Som han

ser det, er den nationale timoresiske politistyrke med sine

Dili, Østimor. UNMIT’s politienhed overvåger, som internt fordrevne i hundredevis vender tilbage til deres hjem UN Photo/Martine Perret 2008

[7]

3300 ”certificerede” betjente stadig præget af dårlig

arbejdsmoral. ”Der mangler disciplin, mange tager

arbejdet meget let og udebliver fra tjenesten”, siger han.

”200 politielever er på vej til certificering i systemet”.

FN’ STØRSTE INDSATS: SKABELSEN AF ET

TIMORESISK RETSVÆSEN

En særlig udsending til Østtimor fra FN’s Sikkerhedsråd

pegede på et andet problem. Præsidentens og

regeringens trang til at benåde. Tre soldater, der tidligere

er blevet dømt for drab på politifolk under urolighederne i

2006, er allerede på fri fod og tilbage i tjenesten. Avisen

Dili Weekly, der både har stof på engelsk og det indfødte

sprog tetum, citerede i juli 2010 en distriktsdommer for

kritik af præsident José Ramos-Hortas skønsmæssige

benådninger. Ganske mange timoresere med blod på

hænderne har nydt godt af den forsoningslinje,

præsidenten har slået ind på. Lange fængselsdomme er

således blevet kortet gevaldigt ned.

En ung rejsebureauagent, der tidligere havde arbejdet for

politiets efterforskningshold efter de blodige opgør

omkring uafhængighedsproklamationen, udtrykte sin dybe

frustration over den tilgivelse, der tilfaldt personer med

grufulde nedslagtninger på samvittigheden. ”At udrede

alle disse uhyrligheder, guerilla-virksomhed, kampe

mellem hær og politi, indebrænding af mennesker i en

kirke, politiske modsætninger, over 100.000 menneskers

flugt fra kampene, hvorved hovedstaden Dili i en periode

lå øde hen… alt dette vil tager mange timer, ja flere dage

at udrede, siger Reske-Nielsen.

Det kastede vi os så ikke ud i lige her og nu. Snarere var

et da også på sin plads at forsøge at få nærmere rede på

lille Østtimors nuværende problemer, eller som det

hedder med et moderne udtryk: Udfordringer. I sin korte

levetid har det brugt alt for megen tid og alt for mange

ressourcer på at slås – og det ikke kun med den mægtige

nabo Indonesien, men indbyrdes. Souschef for UNDP i

Østtimor, Nick Beresford, betegner opbygningen af et

selvstændigt retsvæsen som den væsentligste FN-indsats

indtil nu. I 2007 fik landet sin første egen dommer, nu er

der 15. Den juridiske uddannelse, som foreløbig 37

personer har gennemført, er baseret på portugisisk lov.

Men hvad lever man af? Og hvordan er

erhvervsstrukturen? Kaffe og olie, hvis man skal sige det

kort. Jeg besøgte selv en kaffefarm og et kafferisteri, men

kaffen er ikke af særlig høj kvalitet. Der er ikke mange

erhvervsvirksomheder i landet, 90 pct. af dem har under ti

ansatte. 80 pct. af befolkningen ernærer sig ved et

subsistenslandbrug, der bringer dem tæt på

fattigdomsgrænsen. I virkeligheden er østaten ikke så

fattig endda. Den har andel i de store olie- og

gasforekomster, der er i Timorhavet, som adskiller det fra

den store nabo Australien. I 2009 androg Østtimors

indkomst herfra 5,4 mia. $, der indgår i en fond, som

indsættes i en amerikansk bank. Statens finanslov var på

681 mio. $

SUBSISTENSLANDBRUG DOMINERER

Når forretningslivet har et yderst beskedent omfang,

skyldes det vanskeligheder med lovgivningen og

bureaukratiske barrierer. På en Verdensbank-listning

over, hvor let eller svært det er at stable et firma på

benene, ligger Østimor som nr. 164 af 183 lande. Der er

brug for retsregler om tinglysning, kontraktsretlige regler,

adgang til banklån m.m.m. Umiddelbart så man ikke

meget nybyggeri, men der er rent faktisk et stort kraftværk

under opførelse i Dili. Når det er færdigt, vil det kunne

forsyne hele landet med elektricitet. Det er der mildest talt

brug for: Der er mange el-afbrydelser (oplevede selv den

del), og vandforsyningen har det bestemt heller ikke alt

for godt.

I et så lille samfund som dette kan man generelt spørge

om, hvordan kommunikationen overhovedet fungerer.

Såvel den bogstavelige i form af veje, som den skrevne

og æterbårne. Det er nærmest en banalitet i mange u-

lande at konstatere dårlig kvalitet af veje, men her kan det

konstateres, at antallet af biler også er ringe, og at en stor

del af landet er bjergrigt. Ruten for den rundrejse i landet,

jeg foretog med en håndfuld andre danskere, måtte

omlægges pga. af nylige jordskred. Det overraskede ikke,

at kun en mindre del af vejnettet var asfalteret, og at

mange veje var slet vedligeholdte.

Den beskedne købekraft i landet sætter naturlige grænser

for hvor mange blade og magasiner, der kan sælges. Der

udkommer blot ti uafhængige af slagsen, hvoraf kun to

har deres egne trykkerier. UNESCO er i gang med at

hjælpe mediemarkedet op i større omdrejninger. Den

allerede nævnte Dili Weekly berettede under mit besøg

bl.a. om den uacceptable vold, politifolk havde udøvet

over for en journalist på gaden og om vold mod kvinder i

hjemmene. Tjah, det er i sandhed andre tider, når man

betænker, i hvilket omfang forskellige befolkningsgrupper

i de sidste 35 år er gået løs på hinanden, ja har myrdet

hinanden, i et hidtil uset omfang, pro-indonesiske grupper

mod timoresiske nationalister, diverse familieklaner mod

hinanden, folk fra den østlige og vestlige del af den lille

stat. Det ville være synd at sige, at der er stærke

traditioner for fredelig bilæggelse af tvister (som det

hedder med et finere udtryk).

Forholdet til Australien er præget af årelange

tovtrækkerier om den rette måde at dele Timorhavet på.

Når forlængelserne af søterritorierne for de to lande

overlapper hinanden er det diskutabelt hvilke folkeretlige

regler, der skal anvendes for delingen, f.eks. i hvilket

omfang kysternes form og øer spiller ind. Østtimor blev

talt fra at indbringe spørgsmålet for Den Internationale

Domstol i Haag eller den særlige Havretsdomstol i

Hamburg. Det var en afvejning under forhandlingerne

med Australien. Selv efter ratifikation af aftaler om deling

af forskellige olie- og gasfelter fortsætter

Trakasserierne – aktuelt drejer det sig om et

gasforarbejdningsanlæg. Skal det ligge i Australien eller

Østtimor? Og hvordan de mange penge i oliefonden skal

benyttes til generel udvikling af landet, ikke mindst den

helt utilstrækkelige infrastruktur. Kortest kan man vel

kalde det had-kærlighedsforhold. Storbror Australien vil

absolut bestemme over lillebror Timor, men det skal helst

ikke se sådan ud!

[8]

.

Auschwitz-dag 2011: Kampen for erindringen

Af Linda Herzberg, medlem af FN-forbundets bestyrelse Auschwitz-dagen er den dag, de russiske styrker befriede den nazistiske udryddelseslejr, Auschwitz, d. 27/1 1945. Dagen er et symbol for folkedrab på Europas jøder, romaer, homoseksuelle og anderledes tænkende i et totalitært styre. Som det står skrevet i FN’s beslutning er det vigtigt at erindre og forebygge af folkedrab sker igen, at mennesker undertrykkes, mister deres værdighed og umenneskeliggøres. Jeg var så heldig at have mulighed for at deltage sammen med 30 politikere i FN’s generalforsamling i 2005. Jeg var der, da beslutningen blev taget om at Auschwitz-dagen er international. Jeg var der i generalforsamlingen og kunne fortælle det til mine børn. Jeg var der, og forstyrrede daværende udenrigsminister Per Stig Møller i sine tanker, inden han gik på talerstolen som nr. 2. Det var bevægende, og selvom jeg ikke havde ”tilladelse” til dette, takkede jeg ham på ”vegne” af de 6 mio. jøder, for at han som Danmarks repræsentant tog del i denne beslutning. På vegne af mine bedsteforældre, som omkom i Auschwitz. På vegne af alle de andre. Store ord, som jeg ikke har ret til at ytre på ofrenes vegne.

Siden 2003 har Danmark hvert år – efter en vedtagelse i Stockholm i år 2000 – afholdt Auschwitz dag. Alle med forskelligt indhold: Tilskuer eller beskytter? Gerningsmænd, Efter folkedrab, Før folkedrab, Redningens mange ansigter, og Farlige forestillinger. Med de forskellige emner har der været mulighed for at komme omkring mange svære emner og debatter. Dette års tema var: Kampen for erindringen. Og hvorfor er denne erindring så vigtig? Som Pia Allerslev udtrykte det: ”Det er det den kollektive, den individuelle og den helt personlige erindring og selvforståelse. Erindringerne er nærværende i mange familier.” Mange af ofrene er gamle, og når de ikke er der mere, hvem er så deres talerør? Hvem kan fortælle os, at disse uhyrligheder er sket, og hvordan skal vi kunne lytte til dem, når de ikke længere kan fremvise deres tatoverede numre på armen? Min far flygtede fra Tyskland i 1939. Han oplevede Krystalnatten og indskrænkningerne i sit liv, og han oplevede at miste sine forældre og familie. De uhyrligheder, han fortalte mig som barn, og de billeder jeg

FOKUS

UN Photo/John Isaac 1983

[9]

så, kunne jeg ikke fatte. Jeg kunne ikke forstå, hvordan mennesker kunne være så onde. Til stadighed kan jeg ikke forstå det. Lige meget hvor meget jeg har læst, film jeg har set. Hvor mange er 6 millioner? Københavns kommunes og de tilhørende organisationers (bl.a. FN-forbundet) officielle Auschwitz program var indholdsrigt og tungt, men folkedrab er jo heller ikke et af de hyggeligste emner, man kan bruge sin aften på. Seth Kramer havde i sin film ”Untitled” besluttet at tælle ris – 6 mio. stk. Det er et meget abstrakt tal. Han talte dem enkeltvis for at kunne forstå, hvor meget 6 mio. egentlig er, og hvert eneste af disse riskorn havde et navn, en far og mor, og en drøm. Det tog ham 10 mdr. at tælle den første mio., og han begyndte med at tælle den første 1½ million. Det var for børnene.

Lea Gleitman fortalte om sin tid i Bergen-Belsen. Her behøvede man ingen gaskamre. Folk døde alligevel, som følge af sult, diarre, kulde, tyfus mm. De overlevende skeletter kom senere til DP-lejre. Displaced persons. Folk, myndighederne ikke rigtig vidste hvad de skulle stille op med, og som ikke vidste, hvor de skulle hen. Da Lea Gleitman havde familie i DK, søgte hun ind. Afvist ved grænsen. Hun har aldrig fortalt om sine oplevelser til sine børn. Ikke før Holocaust-benægterne kom frem, og hun oplevede, at hvis ikke hun fortalte, hvem ville så. Hun bruger nu sin tid på at fortælle i skolerne, og har fortalt sine erindringer til unge, der besøger synagogen. Hendes datter, Barbro Posner, Malmø) fortalte, at hun som 2. generations-overlever har hun en defineret fortid, som er en del af hende – og alligevel ikke. Hendes far overlevede Auschwitz. Begge hendes forældre tilhørte den ”klub”, hvor andre overlevende fortalte. Hvem skulle man ellers dele sine erindringer med, og hvem ville kunne forstå? Nogle af de overlevende fortæller hele tiden, andre aldrig. Mange af dem bliver skræmt igen, når de oplever, at de endnu engang forfølges i gaderne i Malmø. Barbro bekæmper i dag alle former for intolerance – og sår små (gode) frø i et jødisk- muslimsk dialogforum. Det er i år 50 år siden, Eichmann-processen fandt sted i Jerusalem. Mange var rystede over, at han var så undseelig. En lille mand. Man kunne ikke se, at Eichmann var monster. Det er jo det, der er det farlige. Hvis vi kunne se, hvem der er de onde, og hvem der er de gode, ja så ville det hele jo være meget lettere at definere. Eichmann var en del af et tandhjul, der ikke stillede spørgsmål, som udførte ordrerne i et totalitært samfund, og som ikke fortrød. I bogen ”Ordinary Men” (af Christopher Browning) skildres, hvordan jøderne i en by skulle ryddes af vejen. 500 soldater fik valget. ”Vil du eller vil du ikke

slå ihjel?” Det ville ikke have konsekvenser for deres videre karriere. 15 soldater valgte ikke at ville deltage. Den enkelte havde muligheden for at vælge. Til trods for, at FN og menneskerettigheder er opstået og defineret på asken af 2. Verdenskrig, er folkedrab desværre ikke et overstået kapitel. Desværre har vi ikke lært tilstrækkeligt til at stoppe uhyrligheder, mord, overgreb, voldtægter og dannelsen af fjendebilleder. Vi har set folkedrab i Rwanda, på Balkan og i Darfur, og vi ser diktaturer bestå. Til trods for menneskerettigheder og FN, synes det, at vi ikke er gode nok til at beskytte hinanden - og til at sige ”Aldrig igen.” ”Hvorfor Auschwitz-dag?” vil nogen måske spørge. ”Og kan vi ikke snart bare glemme det hele?” Nu er det 66 år siden, at krigen sluttede. Erindringer, betragtninger og overleveringer bør fortælle os , at vi stadig bør være på vagt og passe på, at disse uhyrligheder ikke sker igen.

Folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden I international lov skelnes der mellem folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. FOLKEDRAB er defineret i folkedrabskonventionen fra 1948, som et målrettet forsøg på at udslette en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe helt eller delvist. KRIGSFORBRYDELSER er grove overtrædelser af reglerne for krigsførelse. Reglerne for krigsførelse er nedskrevet i fire Genevé-konventioner og tilhørende tillægsprotokoller samt Haag-reglerne. Grove overtrædelser af Genevé-konventionerne kan eksempelvis være bevidste angreb mod civile. FORBRYDELSER MOD MENNESKEHEDEN er udbredte eller systematiske overgreb som mord, tortur eller voldtægt begået mod civilbefolkningen.

Kilde: www.folkedrab.dk

VIGTIGE DOKUMENTER: Folkedrabskonventionen af 1948 FN’s generalforsamlings vedtagelse i 2005 af en international mindedag for Holocaust Stockholms-deklarationen fra 2000

FN’s generalforsamling markerer den første internatioale mindedag for Holocaust, 27. januar 2006 UN Photo/Devra Berkowitz

[10]

Folkemordet i Rwanda, der foregik over kun 100 dage, tjener til at forklare, hvorfor temaet for Auschwitz-dagen i 2011: ’Kampen om erindringen’ er relevant; de brutale forbrydelser, der skete, er stadig den dag i dag en sort plet på

det internationale samfund og FN’s samvittighed. ”In their greatest hour of need, the world failed the people of Rwanda.” Sådan sagde daværende general-sekretær for FN, Kofi Annan, til det rwandiske parlament i 1998.

Kampen om erindringen gælder ikke kun den enkelte – offeret eller gerningsmanden. Det gælder også omverdenen. Hvad vi vælger at huske – og hvad vi vælger at gøre ved det.

Folkemordet i Rwanda

Af Erik Arnsted, medlem af FN-forbundets udvalg for fred og konfliktløsning Folkemordet i Rwanda fandt sted i 1994. Det var nøje planlagt. På kun tre måneder, fra april til juli, blev 800.000 mennesker, kvinder, mænd og børn, dræbt, de fleste brutalt nedslagtet med macheter af soldater og medlemmer af militsen Interahamwe. Det startede den 6. april om aftenen, kun en time efter at præsidentflyet var skudt ned, og morderne gik fra hus til hus og dræbte alle de tutsier og moderate hutuer, de kunne finde, eller de gjorde det ved de hurtigt opsatte vejspærringer. Andre steder skete nedslagtningerne ved større blodbad, efter at ofrene var gennet sammen på stadions eller lokket til at søge tilflugt i kirker.

Baggrunden for folkemordet var, at den ekstreme del af hutu magteliten og Interahamwe ikke ønskede fred, men i stedet søgte at finde en endelig løsning i forhold til oppositionen og dermed styrke magtmonopolet. Problemet med manglende plads spillede også ind. Rwandas areal er lidt mindre end Jyllands, og hvis der skulle være plads til alle, også flygtningene i nabolandene, ville befolkningen blive op mod 10 millioner. Indtil 1959 var Rwanda et kongedømme med tutsikonger, men ved en blodig bonderevolution tog hutuerne, som udgjorde 85 pct. af befolkningen, magten, og op gennem 60’erne kom bølger af etniske spændinger og vold. I 1973 strammede hutuerne for alvor grebet efter et militærkup, hvor general Habyarimana indsatte sig selv som præsident og ændrede forfatningen, så Rwanda blev en étpartistat med voldsom undertrykkelse af tutsierne. Borgerkrigen skabte store flygtningestrømme, ca. 480.000 tutsier flygtede til Tanzania og Uganda. Afgørende for udviklingen blev, at i 1988 dannedes RPF - Rwandas Patriotiske Front af tutsiflygtninge i Uganda med Paul Kagame, den senere præsident, som leder. RPF rykkede i 1990 ind i Rwanda. Der blev aftalt våbenstilstand, og Uganda, OAU og FN søgte i de følgende par år at presse Rwandas regering til at finde en løsning på flygtningeproblemet og skabe fred, og det resulterede i 1992 i dannelsen af en overgangsregering; men samtidig mobiliseredes Rwandas hær fra 5.000 til 30.000 soldater, og dertil kom Interahamwe militsen med en styrke på 20-30.000 mand. Allerede i årene 1990-92 kom de første advarsler til omverdenen om, at der var noget alvorligt under opsejling. De kom fra lokale ngo’er, som fortalte, at der foregik omfattende udenretlige henrettelser af civile i Rwanda. FN’s menneskerettighedskommission undersøgte sagen, og anerkendte i sommeren 1993, at henrettelserne havde karakter af folkemord, udført af regeringshæren og Interahamwe, men Sikkerhedsrådet reagerede ikke på det. Dog lykkedes det at starte fredsforhandlinger i Arusha, Tanzania. FN’s første fredsbevarende styrke, der blev et af resultaterne af fredsforhandlingerne, viste sig at være for lille, den kom for sent, og mandatet var for svagt. I strid med fredsaftalen fortsatte regeringen sin ekstremt

Rwanda Geografi Areal 26.388 km2, svarende til lidt mindre end Jylland Indbyggertal 10 mio., hvoraf nogle hundrede tusinder stadig opholder sig i Congo som flygtninge efter folkemordet.

Befolkning 84 pct. hutu, 15 pct. tutsi, 1 pct. twa (pygmæer).

Hutuerne indvandrede omkring år 1000 fra Congo og var traditionelt agerbrugere, mens tutsierne indvandrede fra Etiopien i 1400 tallet og var kvægfolk, typisk høje og slanke af statur. Den oprindelige befolkning, twa, blev efterhånden marginaliseret. Spændingerne mellem hutuer og tutsier opstod først efter 1. verdenskrig, hvor Rwanda kom under det belgiske overherredømme, som i stigende grad fokuseredes på etniciteten. Selv om hutuer og tusier levede i fredelig sameksistens, og raceforskellene efterhånden var udvisket, ved at de havde giftet sig ind i hinandens familier, insisterede belgierne på, at oplysning om racetilhørsforhold skulle registreres for den enkelte borger og fremgå af det identitetskort, alle indbyggere skulle have på sig. På et tidspunkt blev det dog for svært at se forskel og afgøre, hvem der var hutu og tutsi, og derfor blev det i mange tilfælde den sociale status, der afgjorde tilhørsforholdet. De mest velhavende fik betegnelsen tutsi, mens resten blev hutu.

FOKUS

[11]

opflammende hadpropaganda mod tutsierne i radio og fjernsyn, og dannelsen af den aftalte overgangsregering trak ud. Sikkerhedssituationen blev forværret, og volden tog til ud over landet. Det var Interahamwe, den ekstreme hutumilits, der udførte de fleste af drabene under folkemordet. De var velorganiserede og havde samlet oplysninger om, hvor tutsifamilierne boede. Lokale civile myndigheder hjalp villigt til ved at opmuntre almindelige mennesker til at deltage i massakrerne, og præsidentgarden dræbte medlemmer af oppositionen og andre modstandere. Våben blev leveret af Frankrig, Ægypten og Sydafrika. FN’s generalsekretær var forud blevet advaret af den canadiske chef for FN-styrken, general Dallaire, og af den belgiske udenrigsminister om, at der var planlagt folkemord og opbygget store våbenlagre i Kigali, men advarslerne blev ikke hørt. Folkemordet blev igangsat efter sammenfald af en række tilsyneladende tilfældige, men planlagte, omstændigheder, som gjorde, at det internationale samfund kunne forvirres og misinformeres: Nedskydningen af flyet med Burundis og Rwandas præsidenter over Kigali, drabene på de belgiske FN-soldater, som fik den alt for svage FN-styrke til hurtigt at trække sig tilbage, genoptagelsen af krigshandlingerne, som udviskede grænsen mellem krig og folkedrab, og drabene på tutsier, som overfor offentligheden blev fremstillet som almindelig stammevold. Samtidig nedtonede Frankrig og Rwanda i Sikkerhedsrådet situationens alvor overfor de øvrige medlemmer.

Endelig, den 17. maj, efter at op mod en halv million mennesker var blevet dræbt, gav Sikkerhedsrådet mandat til en tilstrækkelig fredsstyrke med kapitel VII mandat, men medlemslandene var for længe om at sende tropper. Først da CNN satte billeder på den humanitære katastrofe og viste de kolossale flygtningestrømme, der væltede ind over grænsen til Zaire, kom tilsagnene, og FN-styrken ankom i midten af august måned, hvor folkemordet var afsluttet. RPF havde nu kontrol over størstedelen af landet, og regeringshæren var på flugt til Zaire. Over to millioner rwandere var flygtet til nabolandene og en million internt fordrevne havde klumpet sig sammen i den sydvestlige del af landet. Folkemordet og de efterfølgende plyndringer havde efterladt landet i en forfærdende tilstand. Der var ingen el- og vandforsyning, og hospitaler, skoler, banker m.v. eksisterede ikke mere. Kun få bygninger stod ubeskadigede tilbage. Der var ingen lokale myndigheder, intet retsvæsen, politi eller

andre fungerende myndighedspersoner. De var enten flygtet eller dræbt. Ingen arbejdede i markerne, og på vejene sås kun de store flygtningestrømme. De presserende opgaver for FN og de mange ngo’er var at skabe tillid, så dem, der var på flugt, turde blive i landet, at etablere en effektiv fordeling af fødevarer, medicin og anden katastrofebistand og sikre beskyttelse, ly, vand og sanitet i store lejre til flygtninge og internt fordrevne. Efterhånden som forholdene blev stabiliseret, vendte flygtningestrømmen så småt. Nye lokale myndigheder kom på plads, og RPF fik også organiseret sig lokalt efter borgerkrigen, hvorefter de indgik i et samarbejde med FN om repatrieringen af flygtninge og internt fordrevne og om genopbygning af el- og vandforsyning, hospitaler, skoler, fordeling af såsæd m.v. Paul Kagame blev i 2003 udpeget som præsident og genvalgtes i 2010 med hele 93 pct. af stemmerne, men kun efter at de fleste af modstanderne var blevet udelukket fra valget. Rwanda kaldes nu for Afrikas succeshistorie, og der er da også sket mange fremskridt, bl.a. på skoleområdet. Men Kagames regime bygger stadig i høj grad på frygt, det kniber med ytringsfriheden, og det går trægt med forsoningsprocessen. Udadtil har Kagame et noget anstrengt forhold til FN og Frankrig p.g.a. deres roller under folkemordet, men han har fået en stærk støtte i Kina, som har investeret kraftigt i landet. Overfor naboen Congo har han ført en aggressiv kurs. I 1997 sendte han tropper ind og hjalp Laurent Kabila med at fjerne Mobuto, og senere, i 1998, startede han den congolesiske borgerkrig og gjorde i 2003 ende på Kabilas præsidentperiode. Interessen for Congo skyldes også, at resterne af hutuhæren fra 1994 stadig er i Kivuprovinsen og udgør en sikkerhedsrisiko for Rwanda.

Lessons learned? Efter Rwanda-katastrofen tog det danske Udenrigsministerium initiativ til en storstilet evaluering. Nitten lande, EU og OECD/DAC, FN og otte multilaterale organisationer, Røde Kors og fem internationale ngo’er medvirkede. Evalueringen blev offentliggjort i marts 1996. Rapporten var en skarp kritik af det internationale samfund, i særdeleshed FN’s Sikkerhedsråd, for at have undladt at reagere på advarslerne forud for folkemordet, og for at have undladt at reagere på selve gennemførelsen af folkemordet. Evalueringen fik betydning for de humanitære organisationers arbejde og for donorernes politikker. FN-systemet har reageret mere forbeholdent, men en del af evalueringens anbefalinger og erfaringerne fra Rwanda, men også efter folkemordet i Srebrenica, kan genfindes i Brahimi-rapporten fra år 2000 om en reform af FN’s arbejde inden for fred og sikkerhed og i den rapport som FN’s generalsekretærs særlige "Panel vedrørende trusler, udfordringer og forandring" i 2004 afleverede som grundlag for reformer af FN. Efterfølgende har bl.a. erfaringerne fra Rwanda og Srebrenica været medvirkende til oprettelsen i 2005 af FNs Fredsopbygningskommission og vedtagelsen samme år af R2P – Responsibility to Protect.

Det Internationale Tribunal for Rwanda (ICTR) Tribunalet, der har sæde i Arushai nabolandet Tanzania, blev oprettet af FN’s sikkerhedsråd i november 1994 for at bidrage til den nationale forsoningsproces i Rwanda og til opretholdelse af fred og sikkerhed i regionen. Ved tribunalet sker retsforfølgelse af personer, der er ansvarlige for folkemord og andre alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret, begået i Rwanda i 1994. Indtil nu er 52 sager afsluttet og 21 er stadig under behandling.

[12]

BØGER ved Henrik Døcker

Terror-tidsalderens triste indhug i frihedsrettighederne

Det er jo blevet debatteret en del: Hvordan sikrer vi os ordentlig mod terrorister uden at ”file” lidt af den retsbeskyttelse, som vort demokrati er så stolt af? En håndfuld jurister har redigeret denne bog, som sammenlagt en snes indsigtsfulde folk har bidraget til. Tonen er pessimistisk, og det er ikke rigtig godtgjort, om de mange indskrænkninger er berettigede. De seneste år har dog stort set været forskånet for terrorhandlinger i Europa og den vestlige verden i det hele taget, i hvor høj grad det skyldes anti-terrorlovgivning er uklart. Det kan så også, som formuleret af professor Vagn Greve, konstateres, at det i internationale terror-sager gælder, at enhver tvivl skal komme borgeren til skade (ganske modsat det almindelige strafferetslige princip: at enhver tvivl skal komme borgeren til gode). Professoren kommer ind på det i en beskrivelse af, hvor svært det er at blive taget af FN’s eller EU’s terrorlister! Det kan ikke undgås, at en bog som denne beskriver en del velkendte problemstillinger, hvor det kan være svært at tilføje noget egentlig nyt: Men det er da værd at lægge sig på sinde, at terrorvirksomhed har noget specielt ved sig, idet den oftest vedrører efterforskning, før en forbrydelse har fundet sted. Efterforskningen skal jo forhindre, at der sker noget. Det betyder, at der gøres indhug i den grundlovssikrede meddelelseshemmelighed mellem borgerne. Politiet skal gå ind på et tidspunkt, hvor mistanken ofte er meget spinkel. Det gælder ikke mindst med sådan noget som telefonaflytning. En dommerkendelse er fornøden, men praksis viser, at politiet på forskellig vis undviger dette, og i øvrigt gives tilladelse hertil i 99 pct. af tilfældene. Politikerne følger så at sige alle ønsker fra PET. Og når politiet selv kan bestemme, hvilke beføjelser det skal have, nærmer vi os – med bogens ord – betænkeligt en politistat. På den anden side – tilføjes det – har den seneste tid vist et prisværdigt mådehold fra PET’s side. Det noteres – tilsyneladende med en vis forbavselse – at PET efter attentatet mod tegneren Kurt Westergaard (jan. 2010) afviste at der var brug for yderligere politiske tiltag (læs: stramninger). Egentlig viste hændelsen vel: At det kunne lykkes en bevæbnet mand at trænge ind i Westergaards bevogtede lejlighed, at tegneren ikke var bevogtet godt nok? (anm. tilføjelse).

Den pensionerede landsdommer Kallehauge advarer mod, at der i nye love som begrænser menneske-rettighederne, ureflekteret tilsættes en bestem-melse om domstolskontrol som lidt glasur (man må underforstå, at politiet eller en anden myndighed i virkeligheden afgør sagen) – og dét, der egentlig sker, er, at domstolene tages som gidsler. Han udmaler risikoen for facadelegitimation. Han kommer vidt omkring i rene beskrivelser af retsplejeregler, subjektive betragtninger i lys af aktuelle sager (om mini-korruption hertillands, tavshedsløfte, forsvarets fadæser i Jægerbogssagen osv.) og egentlige observationer, så som at ”uskylds-formodninger er naive forestillinger”. Der gøres i bogen opmærksom på, at der ikke foreligger oplysninger om effekten af de logningsregler, dvs. påbud til telenet- og teletjenester om siden 2007 at foretage registrering og opbevaring i ét år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. I de tilfælde, hvor mistænkte er blevet pågrebet, er det aldrig blevet nævnt, at en udvidet registrering og overvågning har ligget til grund for mistanken. Det kaldes kafkask, at flere personer er blevet afskåret fra at forsvare sig, efter at deres finansielle midler er blevet indefrosset på basis af en mistanke om terrorformål – de pågældende har været opstillet enten på EU’s eller FN’s særlige ’sanktionsliste’. Som juraprofessor Thomas Elholm ser det, er vi på det nærmeste bombet tilbage til tiden før oplysningstiden. EU-domstolen har påtalt, at EU’s Ministerråd ikke har oplyst om omstændighederne for optagelse på sanktionslisten og har derved umuliggjort en effektiv domstolskontrol. Senest har FN dog indført en slags ombudsmand, som sortlistede kan henvende sig til for at komme af listen. Han kan modtage klager, jovist, men han kan ikke stille forslag til egentlige afgørelser. Dog er der tiltrådt en person i embedet, modsat hvad bogen siger. Hvad vigtigt er, som professoren påpeger: Definitionerne af terrorisme er fortsat uklare. Hvad vil det sige at være ”forbundet” (eng. associated) med terrormistænkte personer, hvornår ophører man med at være mistænkt for terror, FN-systemet mangler (i modsætning til EU) en uafhængig domstolskontrol osv. Han finder, at Danmark fortsat bør afsætte ressourcer til at arbejde for at forbedre sortlistedes retsstilling. Danmark bør ved hver en given lejlighed give udtryk for det forkastelige i, at enkeltpersoner udnyttes som et middel til at opnå politiske mål. Hvis danske statsborgere eller personer bosiddende i Danmark sortlistes, bør danske myndigheder stå klar til at yde den pågældende gratis og kvalificeret retshjælp. Asger Thylstrup beretter på baggrund af sit mangeårige virke som advokat, om de svækkelser af væsentlige retsgarantier, der i de senere år er indtrådt i strafferetsplejen. Hverken de politikere, der er medlem af Folketingets retsudvalg, rigsadvokaten eller Justitsministeriet har forholdt sig til, at de nye regler om advokater uden identitet (de særlige hemmeligheds-prægede regler vedr. udlændinge) er et tilbageskridt i, hvad han kalder Danmarks demokratiske retskultur, og at de i strid med FN’s seneste initiativ på retsplejeområdet, som i pkt. 4, pålægger specialrapportøren på dette område at opstille forholdsregler for at sikre og styrke

Frihedsrettigheder tur-retur – Om terrorlovgivningen, red. af Ole Espersen, Vagn Greve, Christian Harlang, Holger Kallehauge, Jacob Mchangama og Preben Wilhjelm, 180 sider, Tiderne Skifter

[13]

advokaters uafhængighed, herunder i påkommende tilfælde forsvarsadvokater, og til forsvar for men-neskerettighederne og retsstaten. Mange enkeltheder og en stribe meget forskelligartede bidrag, hvoraf få dog byder på egentlige forslag til en vej ud af miseren: Reducering af retsgarantierne i takt med den skærpede, forebyggende indsats mod terrorisme.

Asien og dets mangel på menneskerettigheder

Lige som i et tidligere skrift om Mellemøsten og menneskerettighederne med de samme to udgivere er der tale om et udvalg af verdensdelens lande – Japan, Nord- og

Sydkorea, Filippinerne og Indonesien må vi undvære. Jeg kan ikke undlade at gentage min indsigelse fra Mellemøst-bogen:

Alle lande burde være der i kort form, og enkelte kunne så være udtaget til mere indgående analyse. Ej heller finder jeg undertitlen: en vejviser særlig vel anbragt. Hvis der skulle være tale om en vejviser til lande, hvor menneskerettighederne i det væsentlige overholdes, måtte det være det fraværende lande Japan. Da menneskeretsbegrebet nu engang overvejende omtales i forbindelse med krænkelse af disse rettigheder og stort set aldrig, når de styrkes, er det vigtig at kunne anstille sammenligninger mellem de forskellige lande på bredest muligt grundlag, idet det underliggende diskussionsemne må være: Hvordan forbedrer vi vilkårene med henblik på en nedsættelse af fortsatte krænkelser. Forfatteren, der er journalist med Kina som speciale, mener, at det 20. århundrede bød på tre store demokratiseringsbølger: 1) Den efter 1. Verdenskrig, hvorefter USA’s præsident Woodrow Wilson formulerede den nationale selvbestemmelsesret (hvorved en række folkeslag i Østeuropa fik egne stater), 2) Afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig samt omstyrtelsen af en række diktaturer i bl.a. Latinamerika, 3) Demokratiseringsbølgen efter Den Kolde krigs afslutning. Det er nok at tage for store ord i munden! Man kan måske tale om tre perioder med umiddelbart gunstige vilkår for folkeretlig regulering eller regimeskifter i demokratisk retning. De nye stater i kludetæppet af folkegrupper i Central- og Østeuropa blev overvejende ikke demokratiske, den tredje verdens befolkninger blev ikke demokratiske ved selv at få lov til at bestemme over deres territorier, mens de kommunistiske eksdiktaturer ganske rigtig er blevet forsynet med retsstatens organer og ideer, som en del har

forvaltet tilfredsstillende. Facit efter min mening: Højest én demokratiseringsbølge. Blandt de 14 lande, hvis (betændte) forhold til menneskerettighederne beskrives, vil jeg her opholde mig lidt ved Laos, fordi Mette Holm her kaster lys over et fattigt land, vi sjældent hører om: Det oprindelige kongedømme fik i 1975 en skæbne sådan lidt à la Cambodja: Den kommunistiske Pathet Lao-bevægelse sendte i 1975, efter at have erobret magten kongefamilien samt ca. 100.000 laoter, overvejende veluddannede, men systemkritiske, i strafarbejdslejr, hvor kongen og dronningen, plus et i bogen ikke opgjort, antal landsmænd døde af sult. Mange flygtede dog til udlandet. Efter 25 års uddannelsesmæssigt tomrum var der meget at indhente. Retssikkerhed kan man ikke tale om, selv om der er tegn på modernisering, bl.a. i form af mobile retshjælps-klinikker. Gabestok og fodlænker bruges stadig. Der er ingen ytringsfrihed. Det politiske liv er enkelt: Der er blot ét parti, Det Laotiske Folks Revolutionære Parti. Forf. citerer en højtstående medarbejder i et laotisk justitsministerium for en udtalelse om, at domstolene er uduelige, de afgør sager vilkårligt, dommene er uigennemskuelige, dommerne korrupte. Rige kan tit købe sig fri. Man kunne forestille sig, at kapitlet om Singapore, den lille driftige by- og østat med den høje levestandard, kunne retfærdiggøre bogens undertitel ”en vejviser”, underforstået, at her har vi menneskerettighederne realiseret. Overskriften er dog ”et vejledt demokrati”. Der er med forf.s ord tale om, at staten betjener sig af en ekstrem formynderisk ledelsesform med betydelig selvcensur i pressen, høj social standard, højt respekteret uddannelsessystem, udstrakte beføjelser til politiet om at anholde og administrativt holde folk fængslet i lang tid. Fagforeninger er tilladt, men de må undergive sig en national paraplyorganisation samt holde sig fra ”aktiviteter, som regeringen vurderer som politiske”. Man bruger stokkeslag i fængslerne for 30 specificerede forbrydelser. Der er altså grænser for, hvor ”moderne” Singapore er, når det drejer sig om de finere detaljer i menneskeretsbeskyttelsen. Men så Taiwan da – her er vel tale om en vejviser til menneskeretsefterlevelse? Efter årtiers nationalistisk-kinesisk militærdiktatur (40 år!) vendte det regerende Kuomintang-parti i 1980’erne på en tallerken, som forf. beskriver, medierne blev uafhængige, der blev tilladt flere forskellige partier, alt sammen noget som Mette Holm sætter i forbindelse med Taiwans ønske om international anerkendelse, efter at Den kinesiske Folkerepublik i 1971 havde indtaget Kinas sæde i FN. Som i en række af de øvrige kapitler glider forf. så over til mere almen politisk beskrivelse af østaten, som strengt taget ikke har noget med menneskerettighederne at gøre. Meget apropos Taiwan, fortsættes med betragtninger over det centrale spørgsmål: Hvad er en stat. Kriterierne for, hvornår man har en stat tydeligst opregnet i Montevideo-konventionen af 1933. Betingelserne er: Forekomsten af 1) en permanent befolkning, 2) et fast defineret ter-ritorium, 3) en regering (man kunne tilføje, som udøver faktisk magt over territoriet), 4) Evnen til at indgå aftaler med andre lande. Antallet af andre lande, som har anerkendt fx en ny stat, er ikke afgørende. Mette Holm kommer ikke ind på den nyere folkerets forbeholdne holdning til Montevideo-konventionen (se fx Ole Spiermanns: Moderne folkeret (2006) side 193: ”Folkeretten opstiller en ramme for staters dannelse… Men processen er politisk i natur…”). Nordcypern og Kosovo er to andre eksempler på international usikkerhed

Mette Holm: Asien og menneskerettigheder – en vejviser, 108 sider, Det Udenrigspolitiske Selskab og Institut for Menneskerettigheder.

[14]

omkring statsbegrebet, hvad forf. dog ikke kommer ind på. Kina er af organisationen Reportere uden Grænser blevet kaldt ”verdens største fængsel for journalister og cyber-dissidenter”, og forf. uddyber dette med, at medierne i dette land aldrig har haft til opgave at oplyse – de skal opdrage. Propaganda er udbredt og almindeligt accepteret, Det sker dog i stigende grad, at journalister prøver grænser af, fx i form af kritik af korruption eller miljøforurenende forhold. Journalister, der fængsles, fordi de ikke har forstået selvcensurens usynlige grænse, kastes ofte i celler med hård kriminelle og udsættes for vold her. Kina er det asiatiske land, som i 2008 eksekverede flest dødsdomme ved henrettelse: 1718. Bhutan, Cambodja og Nepal var de eneste asiatiske lande, der ikke havde dødsstraf i 2008. Bogen byder på mange interessante enkeltheder om Bangladesh, Bhutan, Myanmar (ex-Burma), Cambodja, Indien, Kina, Laos, Malaysia, Mongoliet, Nepal, Singapore, Taiwan, Thailand og Vietnam – men i mangel af beretninger om overholdte menneskerettigheder synes jeg, at der er for meget alm. samfundsbeskrivelse og for lidt om årsagerne til borgerens manglende rettigheder, den lave opklaringsprocent af forbrydelser etc. – kort sagt det retlige aspekt af samfundslivet.

En sovjetfamilies barske krønike under det kommunistiske diktatur

Denne bog påkalder sig interesse, fordi dens forfatter ikke alene er historiker, men har to forskellige nationer i sine familierødder, som barn af en russisk mor og en britisk far. Dertil er han gået ind i journalistik og er i dag chef for ugeskriftet Newsweeks Moskva-redaktion. Vi følger simpelthen tre generationer og gives dermed et familiært nærbillede af de utrolige,

menneskefjendske forhold, som prægede sovjetstaten fra den første begyndelse. Det er måske værd at minde om, at et jerntæppe så at sige var sænket ned omkring mange tildragelser i Sovjetunionen et par årtier, før Churchill knæsatte dette udtryk for skillelinjen mellem den frie og den ufrie verden: Jerntæppet med stort J. Men mange mennesker med interesse for nutidshistorien kender til det nazistiske Tysklands Wannsee-konference, der i 1942 fastsatte princip-rammen for udryddelsen af Europas jøder, så er det sovjetiske Kommunistpartis Kulak-dekret fra 1930 betydelig mindre påagtet; men det fastslog, at kulakkerne (opr. ’storbonde’, men reelt synonymt med blot ’selvejerbonde’ og siden hen enhver, der ikke udtrykkelig føjede Kommunistpartiets og dets kadrer) skulle ”likvideres som klasse”. Som Matthews beskriver, blev hærenheder mobiliseret til at drive bønderne fra deres jord, idet deres korn og andre ejendele blev konfiskeret til bug for byerne eller eksport.

Udsultningen af især Ukraine rev millioner med sig i døden, iflg. forf. dobbelt så mange som ved Holocaust (tallene er dog usikre, han angiver ikke selv nogen). De mange grufulde enkeltheder fra fængslerne, lejrene, krigen, skal ikke gengives her. Men hør om en mors tragiske liv blot i korte træk: Hun tilskrev i 1954, efter Stalins død, det sovjetiske kommunist-partis daværende generalsekretær Nikita Krusjtjov i håb om en rehabilitering af hendes søn Boris, der som ”folkefjende” var blevet anholdt i 1937 og idømt en fængselsstraf på ti år. Sikkerhedspolitiet havde samme år (altså 1954) brudt 17 års tavshed om hans skæbne ved at meddele familien, han var ”død af kræft i 1944”. Som led i én af de første rehabiliteringsbølger i det post-stalinistiske samfund blev sagen Boris Bibikov genåbnet i 1955 – og i 1956 omstødte Sovjets Højesteret den dom, et militærkollegium havde afsagt i 1937, samtidig med at den korrekte dato for hans henrettelse blev angivet. Ingen af de vidner, der blev indkaldt ved rehabiliteringen støttede på nogen måde påstanden om, at han skulle have været ”folkefjende”. I nyere tid var det ikke henrettelser eller forvisninger, der forpestede sovjetborgernes liv, men de mange mindre voldsomme, men dog indgribende forhindringer for et lykkeligt liv! Som nu forfatterens forældre, en russisk kvinde og en britisk mand, der måtte leve adskillige år i adskillelse. Det gjorde det ikke bedre, at faderen var blevet udvist af Sovjetunionen. Efter seks år lykkedes det kvinden at flygte fra Sovjet – i England kom så bogens forfatter Owen til verden. De fleste af moderens veninder valgte at udvandre, da det efter kommunismens fald i 1991 blev muligt. Forinden var i 1975 kommet Helsinki-slutakten, der bl.a. skulle sikre bedre trafik af ”mennesker og meninger mellem Øst og Vest”, hvortil bl.a. sigtedes til de nationalitetsblandede ægteskaber. Hvad Matthews her har præsteret, er en medrivende familieskildring, som intet mangler i autencitet, indfølelse og relevante historiske informationer.

Folkerettens mange regler ajourført i terrorismens tidsalder

Emnerne i krigens folkeret er efterhånden blevet endevendt en del gange i forbindelse med det internationale samfunds engagement i Bosnien-Hercegovina, i Kosovo, i Irak, i Afghanistan mv., men det er nyttigt at få juristens, universitetslektor Anders Henriksens samlede fremstilling her. Magtanvendelsesforbudd

et i FN-pagten (Art.2, stk.4) er et centralt diskussionstema. Gælder

det så absolut – bortset fra selvforsvar? Ellers kan det udstrækkes til angreb på borgere og aktiviteter i udlandet, herunder de såkaldte humanitære interventioner (så som

Owen Matthews: Stalins børn, 304 sider, Gyldendal

Anders Henriksen: Krigens folkeret, 376 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag

[15]

Kosovo)? Selv en lærd jurist, hvis bog hviler på en ph.d.-afhandling af ham selv, disker ikke op med entydige svar. Men lad os skifte emnet til statsansvar, for hvilket der er opstillet internationale retningslinjer. Her hedder det, at en stat vil kunne ifalde et internationalt ansvar for private personers ulovlige handlinger, så som international terrorisme, hvis staten efterfølgende anerkender handlingerne! Men, kan spørges, hvem gør det? Nå ja, de iranske studenters besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979, som oprindelig var en ”privat iværksat aktion”, blev efterfølgende bakket op af den iranske stat, det blev dens ansvar – hvilket ligefrem Den Internationale Domstol i Haag har fastslået i en dom om personalet på ambassaden, der blev holdt som gidsler i 444 dage. Domstolen har dog, som forf. bemærker, ikke taget ganske klar stilling til spørgsmålet om, hvorvidt fremmede væbnede gruppers aktiviteter på et lands territorium berettiger dette land til selvforsvar. En dom fra 2008 vedrørte således de væbnede angreb, congolesiske guerillaer foretog på ugandisk territorium, men to dommere i panelet påpegede, at det ville være urimeligt, hvis en stat ikke måtte forsvare sig mod udefra kommende væbnede grupper, blot fordi de ikke handler efter en statslig bemyndigelse. Der er mange yderst interessante iagttagelser og informationer i Henriksens afhandling, men de er ofte præget af folkerettens generelle svaghed, at den er en slags international aftaleret, at meningerne om staternes handlinger er yderst forskelligartede, samt at inter-nationale domstolsafgørelser er sjældne. Henriksen anfører menneskerettighedernes øgede anvendelse under og indvirkning på de væbnede konflikter. Der er heller ikke mere så stor forskel på reguleringen af internationale og ikke-internationale væbnede konflikter (sidstnævnte kaldes ofte borgerkrig), man betragter efterhånden reglerne for krigens folkeret til langt hen ad vejen også at gælde i sidstnævnte situation. Forf. giver dog ingen eksempler på dette, og man tør nok sige, at mange diktaturstaters oprørere ikke nyder sådan retslig beskyttelse. USA’s ”opfindelse” af begrebet ulovlig kombattant illustrerede dette lands vidtstrakte foragt for folkeretten under præsiden George W. Bush. Det kan konstateres, at den amerikanske idé om, hvad man kunne kalde ”terrorbekæmpelsens hellige tegn” at frihedsberøve terrormistænkte på ubestemt tid, ikke har slået an internationalt. Ej heller ideen om at foretage forebyggende selvforsvarshandlinger (dvs. aggression) mod såkaldte slyngelstater (à la Nordkorea, Iran). FN’s Menneskerettighedskomité har i flere afgørelser fastslået, at en stat ikke kun bør være bundet af FN-konventionen om de borgerlige og politiske rettigheder på sit eget territorium, og når den udøver effektiv kontrol på fremmed territorium, men også når den udøver kontrol over en person, der befinder sig i myndighedernes fysiske varetægt i udlandet. I sagerne Lopez Burgos og Celberti de Casariego fandtes Uruguay bundet af sine konventionsforpligtelser, da dets efterretningsagenter pågreb uruguyanske statsborgere i udlandet. I førstnævnte sag drejede det sig om en uruguayaner, der i nabolandet Argentina blev pågrebet af

sit oprindelseslands agenter med påfølgende fængsling dér. Uruguay fandtes at have overtrådt en hel stribe menneskerettigheder i forbindelse med pågribelsen af den politiske flygtning Lopez Burgos i udlandet. I hvilket omfang ’krigen mod terror’ er en væbnet konflikt som sådan, er vældig omdiskuteret. Præsident Bush havde som bekendt sine synspunkter. I den køligere folkeretslige terminologi tales der om: Målrettede dødelige angreb uden for væbnet konflikt. Forf. minder os om art.6 i den ovennævnte FN-konvention om borgerlige og politiske rettigheder: ”Ethvert menneske har en naturlig ret til livet. Denne ret skal være beskyttet ved lov. Ingen må vilkårligt berøves livet”. Det er vigtig at forstå, at konventionen ikke forbyder ’berøvelse af livet’ (herunder dødsdom), men kun de ’vilkårlige’. Henriksen gør opmærksom på, at den europæiske menneskerettighedskonvention i modsætning til FN-konventionen indeholder et generelt forbud mod berøvelse af livet, der alene kan fraviges i konkrete undtagelsestilfælde. Som undtagelser opregnes a) for at forsvare nogen mod retsstridig overlast, b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand. Forf. nævner ikke USA’s brug af droner, men det er nærliggende at tænke på disse drab, når han diskuterer målrettede, dødelige angreb uden for væbnet konflikt. Hvis den mistænkte terrorist befinder sig i udlandet, og det i en stat, der hverken har evne eller vilje til at pågribe ham? Spørgsmålet er så, om det er absolut nødvendigt at ombringe vedkommende. Det mener eksperterne, at det undertiden kan være. Vi er her klart inde i juridisk-tekniske overvejelser, som ofte spottes af virkeligheden, dvs. hvor sådanne ’fine’ hensyn ikke tages. Generelt reguleres brugen af dødelig magt i interne konflikter efter menneskerettighederne og ikke den humanitære folkeret (det særlige sæt folkeretsregler, som bruges i krigstid). Det viser et par sager fra Tjetjenien om nedskydning af flygtninge, civile som oprørere på en offentlig vej. Henriksen kommer heller ikke her (dvs. i lighed med hans tidl. bidrag til dette folkeretlige emne) ind på den økonomiske godtgørelse, de efterladte blev tilkendt, netop fordi sagerne faldt ind under én af Europakonventionens bestemmelser. Ej heller strejfer han, at afgørelser fra FN’s Menneskerettighedskomité kun hedder ’meningstilkendegivelser’ (eng. opinions), og altså ikke umiddelbart muliggør nogen kompensation til den, der har rejst sagen. Denne bog byder med sine mængder af oplysninger på en nødvendig ajourføring af folkeretten i terrorismens tidsalder, om end en del af materialet fremgår af andre aktuelle udgivelser, bl.a. af Peter Vedel Kessing. Som i en del andre bøger af specialiserede jurister gives der ind imellem kun lapidariske henvisninger til omtalte domme, ligesom registret er kort og overordnet, dvs. uden detaljer Skulle man være nysgerrig efter at vide hvad fx Bavcickovo Nagymaros Projektet, Nicaragua eller Genocide-sagen, alle afgjort ved Den Internationale Domstol i Haag, går ud på, er det ikke hos Henriksen, man henter information om disses udfald, selv om der er henvist til dommene for at belyse særlige juridiske aspekter af dem. Det er ubegribeligt, at fagjurister ikke kan drives til at bruge blot nogle få ekstra linjer til at bringe disse forklarende oplysninger.

[16]

Er du det ikke allerede, så husk, du kan blive medlem og støtte vores arbejde! Læs mere på http://www.una.dk/bliv-medlem

- For et globalt ansvar