1

Af Poul Christensen

‘When The Saints Go Marching in’ for

fri udblæsning. Banjoen går forrest og

får de svingende og sjælende cowboy-

bukser og flade sko til at åbne en pas-

sage gennem mylderet på dansegulvet

for de marcherende musikere. De

fortsætter forbi bordene og får

stearinlysene i vinflaskerne til at blafre

og sende endnu mere stearin ned ad

siderne. Bassen, trommerne og klav-

eret er blevet på forhøjningen midt på

den ene langside i idrætshallen, mens

banjo, klarinet, trækbasun og trompet

snart solo, snart i kor fortsætter deres

’street parade’ mellem det dansende

og klappende publikum. Klokken har

passeret midnat i det røgfyldte lokale.

Der har været gang i salget af øl og

rødvin siden ved otte-tiden.

‘When The Saints Go Marching in’

kommer igen op på forhøjningen, og

nummeret slutter i kor. De halvandet

hundrede mennesker klapper og pifter

og går ned til de syrenfarvede duge for

at fylde mere i deres glas, for at ryge

og snakke.

Vi er til Jazz Festival i Strib Idræts-

hal en fredag aften i begyndelsen af

1980’erne. Orkestret er husorkestret

Papa Borres Jazzkapel. Her var dette

sammenrend af gode jazzamatører på

hjemmebane. Her fik de den applaus

og lidt til, som de kunne fortjene af et

publikum, som gerne lod sig forføre

og underholde.

- Vi dansede som gale. Papa Borres

Jazzkapel skabte en mesterlig stem-

ning. Noget af det sjove var, at vi

kendte gutterne, der spillede, fra andre

sammenhænge. I en pause over en øl,

eller når vi mødtes i brugsen, kunne

jeg godt drille dem, hvis noget i et

nummer var gået galt, eller rose dem,

når der havde været noget særligt godt,

siger Søren Andersen, biolog og mar-

svinekspert, en af dem, der et antal

fredag aftener i 80’erne oplevede en

festlig aften med glad jazzmusik i

idrætshallen, som forsamlingshuset

kaldtes den gang.

Han mener, at de fleste stamgæster

var tilflyttere, som han selv, typisk

Glad jazz i Strib i 80’erne En elinstallatør, en slagschef, en kunstmaler, en reservedelssælger, en øldepotbestyrer og tre højskolelærere blev til Papa Borres Jazz-kapel, som skabte liv og farver i Strib.

Jazzfest med Papa Borres Jazz-kapel den 5. november 1982 med 150 i forsamlingshuset. De gik til den på dansegulvet. Orkestret fv: Olav Jonassen, Helge Borre, Bjar-ne Kingo, Birger Jensen (næsten skjult), Niels Madsen, Jesper Moesbøl (skjult) og Bob Ekman. (Foto: Hans Henrik Brandt)

2

omkring de 40 år. Mange var pædago-

ger, lærere og offentligt ansatte. Må-

ske havde de været medlemmer af en

jazzklub, dér hvor de blev uddannet.

De betalte en babysitter til børnene for

at kunne slå sig lidt løs.

Den, der skriver disse linjer, har og-

så moret sig igennem flere jazzaftener

og gik ikke hjem, før ’Nyboders pris’

havde lydt for sidste gang.

På Helges kontor Det hele begyndte en lørdag fem mi-

nutter i 12 i sensommeren 1978 i elin-

stallatør Helge Borres forretning i Ve-

stergade i Strib. En pære var sprunget

hjemme på Scharlingsvej hos Niels

Madsen, sælger i tøjfirmaet Dranella,

og han blev sendt hen til Helge Borre

efter en ny. Niels og Helge faldt i snak

og endte oppe på Helges kontor over

en pilsner. Her havde Helge en banjo

og en trompet. Han havde været med

til at oprette det lokale FDF-orkester.

Han havde også leget med en bas.

Niels kunne spille trompet. De tog

banjoen og trompeten og begyndte at

spille. Det gik egentlig meget godt.

Det blev til mange lørdag eftermidda-

ge, hvor de to hyggede sig med spil og

en øl. De begyndte at snakke om, at

det måske kunne blive til noget med et

orkester.

Lidt længere henne på Vestergade

var kunstmaler Bjarne Kingo flyttet

ind. Han spillede klarinet. Han syntes

ikke, han spillede godt nok til at spille

i et orkester, men kendte til gengæld

Ole Risak, højskolelærer på Snoghøj

Folkehøjskole og Middelfartdreng.

Han var god på en klarinet, og kunne

også spille bas. De kom begge to.

Ole havde en kollega på højskolen,

Jesper Moesbøl, der spillede klaver og

var klassisk musikuddannet. Skråt

overfor Helge Borre var Olav Jonassen

(Jonas), højskolelærer på Brogården,

flyttet ind i Hotel Rona. Ham var der

også musik i – mest på en guitar, men

han kunne også håndtere en banjo.

Helge havde for nogle år siden lært

Strib-drengen Birger Jensen at spille

guitar. Nu var han trommeslager og

sælger af autoudstyr. Han sagde også

ja.

Så manglede de en trækbasun. Niels

Madsen kom som sælger meget rundt i

landet. Han kendte Bob Ekman, der

bestyrede et øldepot i Fåborg. Han

blev det eneste rigtig udenbys medlem

af det jazzorkester, som var ved at

blive dannet.

De mødtes på Helges kontor, men

flyttede snart over til Jonas, hvor der

var mere plads. Her lyttede de til jazz-

plader, som Niels kom med. De snak-

kede om, hvad de kunne tænke sig at

spille.

- Kun Ole og Niels havde spillet jazz

og vidste noget om det. Vi andre hav-

de kun oplevet jazz i jazzklubber og

lyttet til den musik, fortæller Jonas.

Men de begyndte at spille sammen i

løbet af efteråret 1979. De ville spille

traditionel jazz eller træskojazz, glad

og ikke så indviklet musik. Helge på

bas. Jonas på banjo. Birger på trom-

mer. Jesper på klaver. Og blæserne

var: Bob på trækbasun, Niels på trom-

pet, Ole og Bjarne på klarinet. Det

blev grundstammen i den første tid.

’Nyboders pris’ De begyndte med at indøve ’Nyboders

pris’, som Papa Bues Viking Jazz

Band havde gjort kendt. Nu gav også

de otte mænd i Strib den gamle vise et

jazzdrive. Det blev orkestrets ken-

dingsmelodi. Andre numre kom til:

‘When The Saints Go Marching in’,

’Bourbon Street Parade’, ‘Royal Gar-

den Blues’, ’Baby, Won’t You Please

Come Home’ og mange flere.

De øvede hver tirsdag aften. Kl.

19.30 satte de sig om det store røde

bord i stuen i Rona og planlagde afte-

nen. Normalt øvede de to numre og

samlede op på tidligere. Men det kun-

ne ende anderledes, når noget drillede.

Det kunne tage meget tid at slå et

nummer fast. Orkestermedlemmerne

husker, de arbejdede seriøst, selvom

der stod en kasse pilsnere på bordet til

hver øveaften.

Hen på efteråret havde de et reperto-

ire, som de turde afprøve offentligt.

Premieren var lørdag den 8. december

1979 på restaurant Snoghøjgaard i

Snoghøj.

Orkestret blev annonceret som

’navnløs’. Jonas var den, der præsente-

rede numrene, og så kom navnet helt

naturligt: Papa Borres Jazzkapel.

- Helge var samlingspunktet, og vi

kaldte ham for sjov ’papa’. Han var

den, der tog sig af det praktiske og

holdt sammen på det hele. Han var

også kapelmester. Jeg tror, vi alle har

levet godt med det navn, siger Jonas.

Det gik godt. De havde mod på at

fortsætte. De fik lavet et logo, som

blev brugt i annoncer og trykt på de

bluser, de havde på, når de spillede.

Papa Borres Jazzkapel med fuld bemanding ved en øveaften i Rona ca. 1980. Fra venstre: Helge Borre, Bob Ekman, Jesper Moesbøl, Olav Jonassen, Ole Risak, Niels Madsen, Bjarne Kingo og Birger Jen-sen. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Olav Jonassen og Niels Madsen i en pause ved orkestrets premiere-aften den 8. december 1979 på restaurant Snoghøjgaard i Snoghøj. (Foto: Hans Henrik Brandt)

3

Orkester med vedtægter Der var allerede flere aftaler om at

spille. Derfor skulle de også tage stil-

ling til, hvordan orkestret skulle drives

økonomisk. De vidste godt, at skatte-

væsenet også læser annoncer.

Orkestret blev gjort til en forening

med vedtægter og det hele. Alle hono-

rarer gik i foreningens kasse. Orkester-

medlemmerne spillede uden honorar,

men fik dækket udgifterne til trøjer og

jakker, transport og fortæring. Det

gjaldt også fortæringen, når de holdt

øveaftener.

På den årlige generalforsamling

valgte medlemmerne kapelmester,

kassemester og kalendermester – og

revision. Paragraf 10 slår fast, at ”hvis

foreningen opløses, overgår dens mid-

ler og ejendele til ’Blå Kors’”. Jo, de

hyggede sig over en øl eller flere. Det

jokede de med på bedste mandemaner.

I revisionsbemærkninger til regnska-

bet kunne der f.eks. stå: ”Forbruget af

danskvand er steget betænkeligt i dette

regnskabsår”. Det blev konstateret, at

der er købt for 4.272 kr. hos Karen

købmand, og det tilføjedes: ”Det er da

vist ikke vores skyld, hvis hun holder

op”. Det år, 1982, var indtægterne

41.100 kr.

I 1980 spillede Papa Borres Jazzka-

pel til 16 arrangementer. I 1981 til 14,

og i 1982 til 22. I de følgende år færre

sluttende med ni i 1987.

De spillede til 1. maj-arrangementer,

på Højskolen Brogården, til private

fester, firmafester hos f.eks. det lokale

skattevæsen, til havnefest i Kertemin-

de, på Restaurant Skovlyst i Svannin-

ge Bakker. Der var koncerter for man-

ge, og optrædener hjemme i folks dag-

ligstuer. Jazz Festivalerne i Strib var

noget for sig.

Jazzfestivaler og juleoptog Den første festival løb af stabelen den

14. maj 1980. Grethe Madsen, Niels’

kone, og hendes nabo, Kamma Peder-

sen, tog initiativet. De fik flere med,

og kl. 20 begyndte de at sælge billetter

a 20 kr. i idrætshallen. Der var lavet en

forhøjning til orkestret med et danse-

gulv foran. I begge ender af lokalet var

der sat borde og stole op. Der var ble-

vet syet syrenfarvede duge til bordene.

Tomme vinflasker blev til lysestager

til de levende lys. Der var indkøbt øl,

vand og vin i rigelige mængder.

Papa Borres Jazzkapel var husor-

kestret. Ved det første arrangement

spillede også Balslev Savværk som

gæsteorkester. Til de følgende arran-

gementer var der altid inviteret et gæ-

steorkester.

Den første jazzfestival blev en suc-

ces, og den gav et mindre overskud, da

orkestre, annoncer og forsamlingshus

var betalt. Beløbet blev overført til

Strib Amatørerne, som overtog det

praktiske arrangement af jazzfestiva-

lerne. 12 gange har folk fra Strib og

omegn jazzet igennem, inden rækken

af fester sluttede den 6. november

1987.

Papa Borres Jazzkapel blev også fast

inventar ved juleoptoget i Strib. De

sad på vognen gennem byen og frøs

med anstand, mens de prøvede med

kolde fingre at få musik ud af deres

instrumenter. Så gjorde det godt at

komme ind i brugsens baglokale og

blive varmet op med en lille en og

fylde brugsen med jazzmusik til glæde

for juleindkøbende stribbonitter.

Et år havde der været snestorm op til

optoget. Da de havde pakket instru-

menterne sammen i brugsen, gik orke-

stret i samlet flok op ad Strib Lande-

vej, der var indsnævret af snedriver på

begge sider. De muntre musikere regi-

strerede, at der kørte en bil bag dem.

De så også ud gennem øjenkrogene, at

det var en politibil, som ikke kunne

komme forbi. Vi går videre og lader

som ingenting, fik de aftalt. De opda-

gede, at betjentene satte det blå blik i

gang. Pludselig vendte otte Papa Borre

Jazzkapel-musikere sig om og omrin-

gede politibilen.

- Hvad vil I give for at komme forbi?

Betjentene var klar over, hvem de

forfulgte, og enden på samtalen med

ordensmagten blev, at orkestret blev

hyret til at spille ved Middelfart Politis

personalefest.

I den syvende himmel Selv om medlemmerne af Papa Borres

Jazzkapel var til fest og farver, blev

der også udført et seriøst øvearbejde,

der gjorde orkestret bedre. De var ikke

professionelle musikere, men det kun-

ne lykkes at spille, så harmonierne var

klare, og kor og improvisationer hang

godt sammen.

En nat i maj 1983 i ’Perlen’ i Tórs-

havn gik Papa Borres Jazzkapel i gang

med ’High Society’. Lige pludselig

For fuld udblæsning i Strib For-samlingshus 1984. Fv: Niels Mad-sen, Olav Jonassen, Ole Risak, Christian Klemmensen (kontrabas), Bob Ekmann, Birger Jensen og Jesper Moesbøl. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Jul i Strib 21.12.80. Efter optoget julejazz i brugsen. Fv: Klarinetten, som Bjarne Kingo spiller på, Birger Jensen med ryggen til, Jesper Moesbøl på harmonika, Ole Risak, Helge Borre og Olav Jonassen. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)

4

skete der det, at det hele bare hang

sammen.

- Vi var et øjeblik i en helt anden

verden, i den syvende himmel. Vi kig-

gede på hinanden, og jeg fik gåsehud,

fortæller Jonas.

Det var orkestrets musikalske højde-

punkt.

- Vi kan alle huske den situation,

hvordan det præcis var. Det er nok til,

at man bliver ved, siger Jonas.

Helge husker det også tydeligt:

- Sådan noget sker sjældent, og det

fik os til at føle, at vi var gode musike-

re. Det gav et gevaldigt kick.

Papa Borres Jazzkapel var med bas

og klarinet taget på otte dages tourné

til de nordatlantiske øer. Her spillede

de hver nat gratis i jazzklubben i Tórs-

havn, der holdt til i en nedlagt lager-

bygning med navnet ’Perlen’. De spil-

lede også i forretninger, i gågaden, i

ølklubber, på det fine ’Hotel Føroyar’

og i Radiohuset. Der skulle skaffes

indtægter til rejsen, mad og ophold.

Fiasko med prinse-jazz Det musikalske højdepunkt i Tórshavn

skulle snart blive efterfulgt af en dun-

drende fiasko.

Claus Ahlefeldt på Egeskov Slot

ringede. Om Papa Borres Jazzkapel

kunne spille lørdag aften den 30. juli?

Der havde netop været fint komsam-

men på Gråsten Slot. Nu skulle der

være ny fest på Egeskov med de unge

prinser Joakim og Frederik og en hel

masse børn af grever og andre high

society-folk. Han syntes, det kunne

være sjovt med noget jazz til dem.

De sagde ja, og det var Jonas, som

skulle klare det praktiske med at samle

folk midt i sommerferien. Han ringede

og ringene til det ferierende orkester.

Med et par musikere fra Odense lyk-

kedes det til sidst at samle et orkester.

Lars fra Strib Turistfart samlede dem

op, og orkestret indfandt sig i god tid

denne varme sommeraften på slottet,

så de kunne være klar til som aftalt at

spille for de unge mennesker kl. 20.

- Men der var ingen prinser og gre-

vebørn. De kom i busser ved ottetiden,

hvor vi havde gjort os klar i danselo-

kalet. I det tilstødende lokale i stalden

skulle de unge mennesker først spise.

Vi blev også budt på mad. To frikadel-

ler med kartoffelsalat og en enkelt øl.

Mogens Haltou, der er kok, var med

som trommeslager. Han kunne lugte

sig frem til, at de unge inde ved siden

af fik oksehøjreb, fortæller Jonas.

Det tog tid. I ventetiden lærte musi-

kerne Piet Heins bambuslabyrint i

parken at kende som deres egen buk-

selomme. Endelig ved 23-tiden ville

de unge danse. Papa Borres Jazzkapel

lagde ud med kendingsnummeret

’Nyboders pris” med de fleste unge på

dansegulvet. Men kun til dette num-

mer.

- Var vi heldige, var der kun nogle få

par på dansegulvet, og det var et stort

gulv. Vi gjorde vores bedste, men der

var ikke noget at gøre, siger Jonas.

Pausen blev fremskyndet. De unge

var hurtige til at sætte et musikanlæg

op ude på gårdspladsen. Der blev skru-

et op for larmende rockmusik, og her

gik dansen i sommernatten.

Det var ikke til jazzmusik, de unge

på Egeskov Slot ville danse. Papa Bor-

res Jazzkapel forsøgte efter pausen

igen at sætte dansen i gang inde i la-

den, men forgæves. Ved et-tiden kom

den befriende forespørgsel, om de

havde noget imod, at musikanlægget

leverede musikken i danselokalet.

- Vi måtte vente til kl. to, hvor vi

havde aftale med Lars om at blive

hentet. Det gjorde, at vi blev mere

selektive, når vi fik en forespørgsel,

fastslår Jonas.

Honoraret var 2500 kr., og busturen

kostede 1464 kr.

Fællesskab i musikken Man kan spørge, hvordan sådan en

gruppe af meget forskellige mennesker

kunne holde sammen gennem flere år.

Højskolelærere, en elinstallatør, salgs-

chef, kunstmaler og depotbestyrer.

- Vores interesser og holdninger var

vidt forskellige. Det kom også til ud-

tryk nogle gange. Hvis vi til en øveaf-

ten begyndte at diskutere holdninger,

især efter et par øl, så gik tiden med

det i stedet for at øve. Vi kunne lige-

frem komme op at skændes. Hvis vi

holdt os til at øve – til musikken – så

havde vi det sjovt, siger Jonas.

Det afgørende var, at de kunne lide

hinanden trods forskellighederne. Og

så havde de det ”afsindigt sjovt sam-

men, fordi de var fælles om musik-

ken”, som Jonas siger det.

På Færøerne maj 1983. Fv: Bjar-ne Kingo, Bob Ekmann, Helge Borre, Olav Jonassen, Niels Mad-sen, Ole Risak, Mogens Haltou og Jesper Moesbøl. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Den 1. juni 1982 hos Leif og Sus Nielsen til kobberbryllup. Der blev både spist og spillet. Fv: Sus Niel-sen, Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bjarne Kingo og Helge Borre. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)

Bob Ekman, Niels Madsen og Ole Risak ca. 1983. (Foto: Hans Hen-

rik Brandt)

5

Det kom f.eks. til udtryk i indbydel-

ser til hinandens fødselsdage. De var

skriftlige, og en slutter sådan:

”Da I selv de sidste to år har præget

festlighederne ved at medbringe en

flaske til det kolde bord, vil det ikke

støde os, om denne tradition bliver

videreført”.

Jo, stemningen var høj, når de mød-

tes, men også fødselsdagene endte –

efter det kolde bord og snapsen – med,

at de spillede musik.

Instrumenterne kom også frem, når

de kørte til og fra arrangementer i

Strib Turistfart-bussen. Ja, i flyveren

til Færøerne havde de de mindre in-

strumenter med i kabinen. Det var

dengang Erik Grips fortolkning af

’Velkommen i den grønne lund’ var et

hit. Den sang alle i flyet flere gange,

selv kaptajnen og styrmanden i cock-

pittet var med i koret.

De blev ikke kun gode kammerater,

men også hinandens fortrolige. De var

alle omkring de 40 år med de personli-

ge kriser på hjemmefronten, som kan

høre den aldersgruppe til. Måske for

dem fremmet af det meget spilleri.

- Der var øveaftener, hvor vi lod

instrumenterne stå. Det var dejligt, at

vi kunne lægge øre til hinandens pro-

blemer, hvad enten det var knas i par-

forholdet eller et dødsfald tæt på, siger

Jonas.

Når de spillede koncerter, kunne

medlemmerne straks registrere, hvis

en af kammeraterne ikke havde fortalt,

at der var noget galt. Musik, og måske

mest rytmisk musik, er en måde at få

følelser ud på. De kommer ud gennem

instrumenterne.

- Jeg har tænkt meget over denne

side af vores virke. Vi havde et fælles-

skab i musikken, som bandt os sam-

men trods vores forskellighed. Selv-

følgelig var der nogle i gruppen, der

var tættere på hinanden end andre.

Men generelt havde vi meget forståel-

se for hinandens problemer. Og det

kittede os godt sammen, siger Jonas.

Den oprindelige gruppe holdt sam-

men, men det var nødvendigt at ind-

kalde erstatning en gang imellem, for

at orkestret kunne spille med fuld be-

sætning. De nye var: Mogens Haltou,

kok og trommeslager, Christian Klem-

mensen lærer og kontrabasspiller og

Mogens Andersen fra Taulov på kla-

ver. Desuden var der en række gæste-

medlemmer.

I 1983 rejste Helge til Grønland og

boede dér i en årrække. Christian over-

tog bassen og Ole kapelmestertjansen.

Jonas mener, at Papa Borres Jazzka-

pel nåede sit musikalske højdepunkt

omkring midten af 80’erne. De havde

øvet sig gennem flere år og havde

mange arrangementer. De var sikre i et

halvt hundrede numre.

- Da havde vi en standard, som vi

godt kunne være bekendt, siger Jonas.

Der var forskel på de enkeltes jazz-

kunnen. Jonas fremhæver afdøde Ole

Risak på klarinet, som var skrap både i

kor og til improvisationer. Også Bob

på trækbasun. De to tilsammen havde

et godt drive.

Afslutning med manér I 1987 begyndte gruppen at drøfte

fremtiden.

- Vi havde forskellige behov. Nogle

ville gerne fortsætte og gøre mere ud

af det. Andre kunne ikke få det til at

hænge sammen med hjemmefronten,

siger Jonas.

Ole Risak med klarinetten, Niels Madsen og Olav Jonassen hjem-me hos Jonas 1986. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Papa Borres Jazzkapel spillede ved indvielsen af Sparekassens udvidelse i sommeren 1982. FV: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Niels Madsen, bag NM Birger Jensen, Ole Risak, bag OR Peter Chris, Helge Borre og Søren Ejstrup. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)

Niels Madsen med Jonas og Chri-stian Klemmensen i baggrunden 1983. (Foto: Hans Henrik Brandt)

Efter otte år gik Papa Borres Jazz-kapel på pension. Det skete med et afskedsbal i Strib Forsamlings-

hus. Her fotograferet lige før ballet den 6.november 1987. Fv: Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jo-nassen, Bob Ekmann, Ole Risak og Christian Klemmensen. (Foto:

Hans Henrik Brandt)

6

Det endte med, at der blev indbudt

til et afskedsbal i idrætshallen den 6.

november 1987.

Papa Borre-drengene ville slutte med

manér og mødte op i smoking. En time

før ballet kom alle, der havde været

med til at spille i orkestret gennem

årene, til en sildemad og en snaps samt

skåltaler. Alle havde instrumenter med

og aftenen kulminerede med en kæm-

pe jamsession med 20-25 mand på

scenen.

Det synes Jonas var den rigtige måde

at slutte på.

- For nogle år siden mødte jeg en

dygtig musiker, som havde spillet

sammen med os nogle gange. Han

sagde: ”Jeg har ikke mødt nogen jazz-

musikere som jer. Musikalsk var I

ikke de største vidundere, men I kunne

noget, som andre ikke kunne. I kunne

underholde og lave sjov”. Jeg tror, at

hemmeligheden bag Papa Borres Jazz-

kapels succes ligger her. Vi kan kalde

det gøgl, der dækkede over vores mu-

sikalske uformåen, men det virkede,

siger Jonas.

Et af gøglnumrene var sleeping jazz.

Når det gik rigtig godt ud på de små

timer i idrætshallen, kunne gejsten

sive ud af musikerne på forhøjningen.

Tempoet faldt til et søvndyssende ni-

veau. Jonas og Ole gik i knæ og faldt

om på ryggen med benene ud over

scenekanten og med banjoen og klari-

netten på maven. Publikum slow-

dansede til et slumrende orkester, der

dog snart gik op i tempo, så de to lig-

gende vågnede op til dåd. Det endte

med, at alle igen gav den hele armen –

på forhøjningen og på dansegulvet.

Og så gik de street parade med

’When The Saints Go Marching in’

mellem de dansende og rundt mellem

bordene i lokalet. Det kunne hjemme-

publikummet i idrætshallen lide.

Efterlod Papa Borres Jazzkapel en

formue til Blå Kors, da de gik på pen-

sion og nedlagde foreningen?

Nej, den var helt blanket af. De sid-

ste penge blev brugt på afskedsfesten

og et skrift med presseomtale, billeder

og tegninger til alle, der havde spillet i

orkestret gennem årene.

Men de stoppede ikke helt. Der har

flere gange om året været bud efter

Papa Borres Jazzkapel, som hele tiden

genopstår med lidt skiftende besætnin-

ger. Som f.eks. til endnu et afskedsbal

den 5. oktober 2007 i Strib Forsam-

lingshus.

Her var Søren Andersen også med.

Nu omkring 25 år ældre end i de glade

dage først i 80’erne. Han dansede knap

så vildt som dengang.

- Jeg tror, at Papa Borres Jazzkapel

og jazzfestivalerne var en af de aktivi-

teter, som var med til at få Strib til at

blomstre op i 80’erne efter mange år

som en lidt hensygnende by. Der var

kommet mange tilflyttere til byen, og

mange af dem var sammen i idrætshal-

len til jazz og en glad aften, siger han i

dag.

For foreløbig sidste gang spillede Papa

Borres Jazzkapel ’Nyboders pris’, da

Søren Andersen og andre trofaste fans

tog hjem – nu inden det var blevet

midnat.

Denne artikel er skrevet på baggrund

af interviews med Helge Borre, Olav

Jonassen og Søren Andersen 2008

samt avisartikler, Papa Borre Jazzka-

pels regnskabsbøger m.v.

November 2008, Poul Christensen,

e-mail: poulc@stribnet.dk

Papa Borres Jazzkapel i forsam-lingshuset den 5. november 2007. Fv: Birger Jensen på trommer, Bob Ekman på trækbasun, Peer Vinge på trompet/cornet (udenbys forstærkning), Helge Borre på banjo, Olav Jonassen på banjo, Erland Larsen på sopransax (udenbys forstærkning), Christian Klemmensen på kontrabas og Bjarne Kingo på klarinet. (Foto: Kaj Henningsen)

Søren Andersen (i rød trøje) jazze-de med på dansegulvet ved det indtil videre sidste bal den 5. okto-ber 2007 i Strib Forsamlingshus. (Foto: Kaj Henningsen)