Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for det ... · 4 gyndte, dannedes en isdæmmet sø...

1

Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model fordet danske istidslandskabs dannelse

MICHAEL HOUMARK-NIELSEN

Houmark-Nielsen, Michael 2003–11–20: Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for detdanske istidslandskabs dannelse. Geologisk Tidsskrift, hæfte 1, pp. 1–20, København.

En kontroversiel fremstilling af det danske istidslandskabs opståen og indre opbygning: »Dan-marks Geologiske Seværdigheder« af Ib Marcussen og Troels V. Østergaard er udkommet på Politi-kens forlag. Modellen bryder med fundamentale geologiske discipliner og anfægter den gængseopfattelse af centrale emner inden for Danmarks Kvartær. Dens grundlæggende tese er, at istids-landskabet blev dannet ved passiv smeltning af det skandinaviske isskjold i slutningen af sidsteistid. Således udelukker »nedsmeltningsmodellen«, at sedimenter i vores israndsbakker findesfoldet og sammenskudt ved aktiv istektonisk deformation, og at lagfølger bevaret i randmorænerkan være dannet over lange tidsrum og afspejle et varieret geologisk hændelsesforløb. Tværtimodsiger modellen, at bakkedragenes indre er aflejret i isdæmmede søbassiner og smeltevandsfloderoven på det stagnerende isskjold i løbet af ganske kort tid.

En kritisk gennemgang af bogens vigtigste teser, hvor alment tilgængelige data og beskrivelserstilles op mod »nedsmeltningsmodellen« viser, at forfatternes argumenter slet ikke kan retfærdig-gøre deres models påståede troværdighed, selvom smeltevand og dødismeltning stadig bærer etstort ansvar for udformningen af istidslandskabet. En analyse af modellen viser også, at Marcus-sen og Østergaard ikke blot bevæger sig i en faglig gråzone, men direkte vildleder læserne, når depå manglende videnskabeligt grundlag ophøjer udgivelsen af deres hypotese til et kvartærgeologiskparadigmeskift, der med en simpel model skal forklare størstedelen af det danske istidslandskabsret komplicerede dannelse.

Michael Houmark-Nielsen [[email protected]], Geologisk Institut, Københavns Universitet, ØsterVoldgade 10, 1350 København K.

Politikens Forlag har udgivet en guide til vor geolo-giske fortid, »Danmarks Geologiske Seværdigheder« for-fattet af Ib Marcussen og Troels Østergaard (2003). Ettilsvarende værk har ikke set dagens lys siden sam-me forlag udgav Danmarks Natur, bind 1 (Nørrevang& Meyer 1967). Den foreliggende bog bryder med en100-årig videnskabelig tradition for tolkningen aflandskabernes dannelse (Milthers 1900, 1948a, Ussing1904). Bogen er også et brud med den stratigrafiskekvartærgeologi, der ved studiet af lagfølger ogistektoniske strukturer søger at beskrive de forskelli-ge miljøer og nedisningsfaser, som afløste hinanden iDanmark under Kvartærtiden (Rørdam1893, 1909,Andersen 1933, Berthelsen 1978). Bogen præsentereren ukompliceret og ligetil teori om istidslandskabetsdannelse samt dets indre arkitektur, den opstiller enny og forholdsvis simpel terminologi for landskabs-formerne og den forsøger at give et alternativ til dengængse opfattelse af kvartærtidens nedisningsforløb.Ifølge Politikens Forlag kombinerer bogen den nyestegeologiske forskning med en guide til de vigtigstegeologiske seværdigheder i Danmark. Hvori denne

forskning består fremgår imidlertid ikke, men den kannæppe tilskrives de to forfattere; Markussen og Øster-gaards teorier bygger nemlig ikke på forskningsre-sultater, der i sin helhed har været fremlagt og kritiskvurderet et videnskabeligt forum. Med udgivelsen iform af en populærvidenskabelig håndbog forsøgerforfatterne på en måde at undvige en faglig afprøv-ning og diskussion.

Denne artikel kaster et kritisk blik på den kontro-versielle fremstilling af Danmarks kvartærgeologi.Det er kun muligt her at berøre de mest centrale em-ner fra håndbogen, hvorfor nogle læsere vil lede for-gæves efter emner, som de finder særligt væsentlige.Således har det ikke været muligt at tage forfatternesrevolutionerende teori om tunneldale op. Forfatter-nes ideer om till- og moræneaflejringers sedimento-logi og dannelse er også for omfangsrigt et emne tildenne artikel, ligesom ledeblokkes egnethed som red-skab til rekonstruktion af isbevægelse.

Marcussen & Østergaard fremsætter den teori, atdannelsen af istidslandskabet var styret af passiv ned-smeltning af ét stort isskjold. Herved forkaster de al-

Houmark-Nielsen: Geologiske mærkværdigheder ·

2

lerede i forordet den klassiske og gængse opfattelseom dannelsen af randmoræner langs yderkanten afdatidens gletschere ved istektonisk foldning og op-skydning af forlandets sedimenter, i bogen kaldet»bulldozermetoden«. I bogen afvises eksistensen afmoræneflader, der er strømlinede i isens flyderetningog afgrænses af israndsbakker med foranliggendesmeltevandssletter – den glaciale serie – der igennemgenerationer har været beskrevet i lærerbøger. Ud-pluk af den »såkaldt nye« nedsmeltningsmodel er tid-ligere fremført af Marcussen (1977), men blev afvistpå grund af manglende videnskabelig substans(Berthelsen 1978, 1979a ). Tidlige stadier af modellenoptræder også i populærvidenskabelige publikatio-ner (Marcussen & Østergaard 1977, 1978), men blevtilbagevist af flere danske kvartærgeologer (Humlumet. al. 1978). Håndbogen indgår i en serie af velreno-merede publikationer fra Politikens Forlag, som al-mindeligvis hviler på et solidt og bredt anerkendtvidenskabeligt grundlag. I forordet fremhæves det,at bogen »er skrevet for almindelige mennesker udensærlige forkundskaber« og forfatterne »inviterer læ-serne til at kaste et uhildet blik på landskaberne formed egne øjne at se, at »bulldozermodellen« ikke kanvære rigtig«. Geologer opfordres til at »beskæftige sigmed de danske istidslandskaber uden at være bun-det af fortidens tolkninger«.

Således motiveret til at gå modellen efter i søm-mene vil dens geologiske grundlag og de dragne kon-klusioner danne rammen om en afprøvning af »ned-smeltningsteorien«. Denne må nødvendigvis ind-drage andre vidnesbyrd end de, som bogen sparsomtomtaler – vidnesbyrd der på nær ganske enkelte ogsåmå have været til forfatternes rådighed. Det er dogikke klart, hvilken litteratur der refereres til i foror-det, når det gælder inddragelse af »den nyeste videnom klimaforholdene under istiden, om gletschernesfysik og dynamik og om landskabsformerne og istid-slagenes sammensætning i tolkning af landskabet«. Ilitteraturlistens treogtyve populærvidenskabelige tit-ler opgives seks af forfatternes egne. De øvrige om-fatter en del lokalitets- og landskabsbeskrivelser skre-vet af danske kvartærgeologer, hvoraf størsteparten– uden at dette nævnes – kan ses ikke at støtte forfat-ternes synspunkter. Denne udeladelse grænser tilmanipulation, mens forfatterne nøjes med i en til ti-der overbærende og næsten nedladende tone at af-vise den gængse opfattelse.

NedsmeltningsmodellenModellen forsøger at forklare hvordan alle glacialelandskabsformer i Danmark er dannet ved ned-smeltning af ét stort skandinavisk isskjold i slutnin-

gen af sidste istid. Efter isens fremrykning fra Mellem-sverige og overgang til dødis afsattes i lavninger påisoverfladen smeltevandssedimenter (ler, sand oggrus) samt tyngdestrømme kaldet »slamstrømme«(tidligere flyde-moræne). Lavningerne tænkes opståetved spændinger i isen, som skyldtes ændrede strøm-ningsmønstre, der sandsynligvis var forårsaget afhøjtliggende kalk i undergrunden mod nordøst, un-dergrund som isen har måttet flyde uden om. Sedi-menter fra issølavninger udgør de såkaldte »stor-bakker« og »isflodsletter«, som overvejende består afsand og ler samt grus og slamstrømme (Møns Klint,Odsherredbuerne og Molslandet). Imellem disse stor-former findes »ribbebakker« (Fyns kystegne, Stevns-halvøen), som hovedregel med en nordvest-sydøst-lig orientering i hele landet, og som anses for at væredannet vinkelret på isens fremherskende bevægelses-retning fra nordøst. »Ribberne« formodes dannet vedoverskydning mellem aktiv og passiv gletscheris in-den isen blev helt stillestående, hvorved materiale fraisens sål blev bragt op til overfladen. Efter isens bort-smeltning lå materialet tilbage som lave rygge i land-skabet. Et mindretal af ribbebakkerne er orienteretparallelt med isens bevægelse og denne afvigenderetning forklares som opstået ved spændinger i isen.

Forfatterne påpeger, at »det må være på tide at re-videre den gamle hypotese« (s. 175). Det anføres, atden gængse teori (bulldozermodellen) ikke fungerer,idet de ikke kan forestille sig hvordan istektoniskoppresning af gletschernes forlandssedimenter tilhøjder over 100 m og med afglidning under nuvæ-rende havniveau kan forekomme. Synspunktet måskyldes forfatternes manglende kendskab til den rig-holdige litteratur, der støtter den istektoniske modelfor landskabsdannelse både fra dansk side (sammen-fattet af Pedersen 2000), men også fra større dele afNordeuropa og det nordamerikanske kontinent (sam-menfattet af Aber et al. 1989), områder som forfatterneogså tager til indtægt for deres teori. Forfatternes ned-smeltningsmodel har derfor konsekvenser langt udover vores hjemlige andedams til tider lidt navlebe-skuende diskussion. Modellen forudsætter, at detskandinaviske isskjold kun én gang i den sidste istidnemlig for ca. 20.000 år siden bredte sig fra Mellem-sverige mod sydvest ind over Danmark og, at isendækkede hele Danmark og at isranden nåede frem tilen linie fra det mellemste Polen, over Elben til Dogger-banken i Nordsøen. At isen i Sen Weichsel skal havedækket hele landet – også vest for Hovedstilstands-linien – afsløres ifølge Marcussen og Østergaard afdet såkaldt stenede sand, der ofte dækker de yngsteglaciale aflejringer i Vestjylland og de kendte Eem-moser. Forfatterne fremhæver – stik imod den gængseopfattelse – at Danmark ikke var berørt af isstrømmefra Sydnorge eller fra Østersøen umidelbart før og

· Geologisk Tidsskrift 2003 / 1

3

Fig. 1. Lokaliteter og områder beskrevet af Marcussen & Østergaard (2003), som behandles i denne artikel. Landskabsformerdannet af Hovedfremstødet i Sen Weichsel. H: Hovedopholdslinien strækker sig midt gennem Jylland. Vest herfor findessmeltevandssletter fra Nordøstisen afsat i lavninger mellem bakkeøer, som har fået deres endelige udformning gennem periglacialeprocesser i Weichsel. Bag Hovedopholdslinien ses NØ–SV rettede strømlinede morænelandskaber skabt under fremrykningenaf Nordøstisen. Smeltevandsdale dannet under denne is’ afsmeltning med afvanding mod nordvest ses i Nordjylland, sammenmed NV–SØ gående israndsstrøg formet under isens generelle afsmeltning. Adskillige af disse i dag overskredne randmorænerkan følges under yngre morænedækker i Østdanmark.

Landskabsformer dannet af det Ungbaltiske isfremstød. Ø: Den østjyske israndslinje løber fra grænsen til Tyskland til Djurs-land og danner skillelinjen mellem sandede morænelandskaber i Midt- og Nordjylland og lerede, strømlinede morænefladerpræget af sten og blokke fra Baltikum dannet af en isstrøm, der fra den vestlige Østersø gled ind over Danmark (fx Østjylland, defynske kystegne, Sjælland og Lolland–Falster). Foran israndslinjens nordlige del findes i dalene (fx Gudenådalen) aflejringer frasmeltevandsfloder, der har haft afløb til Kattegat. Bælthavfremstødets yderste israndsstilling B, markerer randområder af min-dre isstrømme, der til lidt forskellig tid under den Ungbaltiske nedisnings sene faser opfyldte lavningerne omkring Lillebælt,Storebælt og Øresund. Bag fremstødets yderste grænse ses vifteformede randmoræner dannet under afsmeltningen.


Fig 7

Fig 12B

Fig 12C

Fig 2

Fig 12A

Fig 12

Fig 13

Fig 10

Fig 8

H

H

¯

¯

B

BFig 7

Fig 6

Fig 14B

Hovedopholdslinien

Større israndsbakker

Israndslinier

Hypotetiske forbindelser

Overskredne randmoræner

Smeltevandsafløb

Yoldiahavets omtrentligeudbredelse

Drumlinretninger

Fig 2

Fig 16

30 km

Fig 14A

Fig 15

Fig 8

a

H

H

Ø

Ø

B

B

Fig 9

Fig 10

b

Fig 11+13 Fig 14C

4

gyndte, dannedes en isdæmmet sø over det hævedeskrivekridt, og det påstås at være issøsedimenter her-fra, der opbygger de kvartære aflejringer i bakkerneomkring Elmelunde, der benævnes en »isflodslette«.

Boringer fra GEUS’s boredatabase viser imidlertid,at kridtoverfladen på det østlige Møn danner en rela-tiv plan flade gennemskåret af op til 10 meter dybeerosionsrender (Fig. 3). Fladen ligger 20–35 m undernuværende havniveau og har et let fald i østlig ret-ning. Skrivekridt, der i boringerne træffes over detteniveau, må derfor betragtes som løse flager, hvilketillustreres tydeligt af lagfølger hvor kvartære dannel-ser optræder under skrivekridt. Det samme gælderboringerne umiddelbart øst for Møns Klint, der ram-mer ned i klintens kridtflager. I de lave klinter øst forKlintholm Havn ses adskillige, titals meter store fla-ger af skrivekridt med flintlag indlejret i de kvartæredannelser, et fænomen der kendes fra hele kyst-strækningen i Hjelm Bugt (Berthelsen 1978, 1979b,Berthelsen et al. 1977, Houmark-Nielsen 1988, 1994,Faurbye 1999). Ud fra boreprofilerne kan det såledesikke godtgøres at nutidens terrænformer afspejlerstrukturer i undergrunden. Det højtliggende kridt somMarcussen og Østergaard refererer til fra boringer vedElmelunde og Klintholm er efter alt at dømme løseflager af skrivekridt og altså ikke en horst. Boringerneafslører heller ikke en markant lavere liggende kridt-overflade under Borrelavningen. Horst–graben teo-rien modsiges derfor af geologiske data. Den markan-te topografi der vises på Danmarks Geologiske Un-dersøgelses kort over prækvartærfladens højde-forhold i området (Binzer & Stockmarr 1994), og somtilsyneladende ligger til grund for visse af bogenskonklusioner, må ligeledes bero på fejltolkning.

Møns Klint og klintens bagland indtil Borrelavnin-gen udgør en række rygge og lavninger, der består afflager af skrivekridt og kvartære aflejringer stablet opaf gletscheris. Flagerne hælder mod syd i den sydligedel af klinten og dens bagland og mod nordøst og østi den centrale og nordlige del af det østligste Møn (Hint-ze 1937, Aber et al. 1989). De kvartære lag består af mo-ræneler overlejret af sandede og grusede aflejringermed omlejrede marine skaller fra Eem mellemistiden,der dækkes af stenfattigt ler og till. Disse lag er de-formeret sammen med kridtet, mens tynde lag af sandog moræneler visse steder overlejrer flagerne (Han-sen & Nielsen 1960, Marcussen & Østergaard 2003).

Marcussen og Østergaard deler imidlertid ikke denalmindelige opfattelse, at flagerne i klinten er stabletsammen af istektoniske kræfter foran en aktivt fly-dende gletscher, således som data fra felten ellers sy-nes at vise (Slater 1927, Gry 1940, Gripp 1947). De toforfattere fremfører en alternativ hypotese: I forbin-delse med isskjoldets nedsmeltning for mindre end20.000 år siden opstod en lavning i isen netop hvor


Hjelm Bugt Klintholm

Havn

Borre

Lavning

T¿velte

Stege

M¿ns KlintElme-

lundeAA'

B

B'Hjelm Bugt Klintholm

Havn

Borre

Lavning

Tøvelde

Stege

Møns KlintElme-

lundeAA'

B

B'

Isdeformationsretning

Dalsænkninger

Åsbakker

Bakkeretninger

10 km

Fig. 2. Glacialmorfologisk kort over det østlige Møn med an-givelse af to generationer istektoniske deformationsretningerog beliggenheden af to boreprofiler fra Fig. 3. Efter Haarsted(1956), Berthelsen et al. (1976), Houmark-Nielsen (1994) ogFaurbye (1999).

efter isen der udbredte sig fra Mellemsverige, somdet ellers fremgår af den hidtidige litteratur (sammen-fattet af Houmark-Nielsen 1999). Ældre nedisningerhar heller ikke nået Danmark i Weichsel, idet de till-sedimenter, som hidtil har været anset for vidnesbyrdherom, af forfatterne forklares som lokale slam-strømme. Forfatterne hævder endvidere, at de frem-mede sten og blokke som findes i istidsaflejringerneikke kan være transporteret med gletscheris alene, dade ellers ville knuses ned til stenmel langt inden denåede Danmark. De fremfører ideen om at flydendeisbjerge er ansvarlige for de fleste skandinaviskeblokke i danske moræneaflejringer, hvilket er en til-bagevenden til Charles Lyells drivisteori, som ellersblev forladt for mere end 150 år siden.

En diskussion om det stenede sands herkomst, detsstratigrafiske plads og isskjoldets udbredelse iWeichsel samt lokale og fremmede sten og blokkestransport vil blive berørt i det følgende, men først etkritisk blik på et par af Marcussen og Østergaardsnøglelokaliteter (Fig. 1).

Det østlige MønMellem Stege Nor og Borrelavningen ligger et bakke-parti omkring Elmelunde (Fig. 2), hvor retninger afdale og rygge er omtrent parallelle med dem i MønsKlints bagland. Marcussen & Østergaard antager atbakkepartiet ligger på en opskudt blok af skrivekridtbegrænset af omtrent nord–syd gående forkastnin-ger, ligesom Borrelavningen afspejler en sænkning ikridtoverfladen. Da afsmeltningen af isskjoldet be-

5

Høje Møn er i dag, på samme måde som det sketeomkring Elmelunde. Forfatterne anfører at trykket fragletscherisen rundt om denne lavning, hvor isen vartynd og issøsedimenter afsattes, blev så stort at fla-gerne pressedes sammen ind mod lavningens midte,idet det påpeges at der ikke kan være tale om opskyd-ning foran en isstrøm fra Østersøen. En modernestrukturgeologisk analyse viser imidlertid, at det ikkeer muligt at forklare klintens arkitektur på andenmåde end dannet ved aktiv istektonik. Møns Klint eropbygget af en kombination af skråtstillede flager ogstablede antiforme folder af skrivekridt med overlig-gende kvartære aflejringer dannet i randen af en glet-scher der fra syd nåede Møn gennem Østersøen medsenere overprægning af et genfremstød lokalt fra østog nordøst (Pedersen 2000).

Boringer på det østlige Møn viser, at de af Marcus-


sen & Østergaard benævnte »isflodssedimenter«, sletikke er tilknyttet smeltevandsfloder, men er moræne-lignende (diamikte) dannelser samt ler og sand aflejreti søer, mens smeltevandssand kun optræder i under-ordnede mængder. De gennemborede lag er blottetlangs klintprofilerne ved Kraneled og Kobbelgårdomkring Klintholm Havn (Houmark-Nielsen 1994),og de kvartære aflejringer i flagerne på Møns Klintog i Hjelm Bugt er en del af denne sedimentpakke(Fig. 4). Profilerne viser, at sedimenterne har væretudsat for istektonisk deformation fra sydøstlig ret-ning i form af folder og overskydninger dannet vedispres (Houmark-Nielsen 1988, 1994) og klinterne vi-ser en kompleks lagfølge, der omfatter store dele afØvre Pleistocæn med lag fra Eem mellemistiden, sporaf to nedisninger i Mellem Weichsel og mudredesøaflejringer med flyvesand og stenfattigt ler, som det

Ø

Ø

Tøvelte

Fig. 3. Boreprofiler fra det østlige Møn visende den faststående kalkundergrund (hvid) og flager af skrivekridt i de kvartæreaflejringer (grå). Lokalisering se Fig. 2. Data fra GEUS’s borearkiv. Bemærk overhøjning 35 ×. De enkelte boringer er angivet meden lodret streg og GEUS’s borenummer.

6

Ungbaltisk isfremstød

Isdæmmet sø

Arktisk steppe

Arktisk steppe

Baltisk Issø

Klintholm Till

Afsmeltning

Isfremstød fra Østersøen

Isfremstød fra Østersøen

Arktisk sø og flod

Stratigrafisk enhed

Litologi Alder(1000 år)

Stratigrafi/fossiler/miljøer

Isdæmmet sø

Smeltevandsflod

Ristinge Klint Till

Me

llem

We

ich

sel

Se

n W

eic

hse

lT

idl.

W.

Ee

m

130

115

75

25

22

24

28

32

32

35

3940

79

Sa

ale

i Møns Klint. I lagene findes rester af en sparsombuskagatig, subarktisk græssteppe med en fauna, deromfatter ferskvands- og landsnegle samt to arter aflemming (Fig. 4). Søsedimenterne, der er almindeligei klinterne langs Hjelm Bugt, overlejres af till fra SenWeichsel aflejret af gletscheris først fra nordøst ogsenere fra sydøst (Fig. 5, enhed 9a, b; Faurbye 1999).

Det er i absolut modstrid med publicerede data athævde, at kvartærtidens sedimenter i Møns Klint ogElmelundebakkerne skulle være dannet i søer ovenpå isen under nedsmeltning af det sidste isdække formindre end 20.000 år siden. Med aldre der langt over-stiger tidspunktet for sidste nedisnings maksimumog palæomiljøer, der afspejler et komplekst forløbmed nedisning afløst af lange isfrie perioder medsubarktiske forhold, kan nedsmeltningsmodellen somforklaring på det østmønske landskabs dannelse af-vises. Alle feltdata peger på, at dale og rygge iElmelundebakkerne og andre bakkeknuder på Mønkun kan være opstået ved aktiv istektonisk opskyd-ning, og at landskabets indre består af flager medskrivekridt overlejret af vekslende kvartære aflejrin-ger med Møns Klint som det smukkeste eksempel.

Nordvestlige Sjælland,Odsherredbuerne og RøsnæsOdsherredbuerne er en af de to forfatteres kæresteeksempler på deres teoris gyldighed. Fra Klint løberbakkerne vest om Nykøbing Bugt, Sidinge Fjord ogLammefjorden. De udgør en del af flere større bue-formede bakkestrøg i Nordvestsjælland, der ogsåomfatter Røsnæs og bakkerne omkring Bjergsted ogHolmstrup (Fig. 1 & 6). De langstrakte bakker har si-den begyndelsen af 1900-tallet været tolket som rand-moræner dannet i krydsfeltet mellem gletschere, derfra syd skød sig op gennem Storebælt, og is fra østder flød ind over Sjælland (sammenfattet af Berthel-sen 1975). Randmorænerne opbygges af istektoniskforstyrrede, overskudte og foldede kvartære ogpaleocæne sedimenter med istryksretninger genereltfra syd på Røsnæs og fra østlige retninger i Odsherred-buerne og bakkerne ved Bjergsted og Holmstrup (Fig.6). Begravet under postglaciale marine aflejringer ogumiddelbart foran bakkestrøgene findes smeltevands-sletter under Sejerø Bugt og Saltbæk Vig. Stedvis fin-des på indersiden af ryggene sedimenter afsat iisdæmmede søer under afsmeltningen, mens der bagbakkerne strækker sig en moræneflade med gletscher-forstyrrede issøbakker, hvoraf nogle er udtværedemod vest og sydøst i isens flyderetning (Krüger 1983,Houmark-Nielsen 1983).

Marcussen og Østergaard deler ikke denne opfat-


Fig. 4. Lagfølgen i klinterne omkring Klintholm Havn medangivelse af fossiler og aldersbestemmelser. Efter Houmark-Nielsen (1994). Lokalisering se Fig. 2.

7Houmark-Nielsen: Geologiske mærkværdigheder ·

telse – bakkebuerne er ikke randmoræner, men be-står af »isflodsletter« og en »storbakke«. Argumen-terne for at bakkerne blev aflejret i søer og floder ovenpå en stagnerende ismasse er, at boringer i bakkerneviser at lerede smeltevandssedimenter findes oven påpaleocænt ler eller på marine kvartære dannelser fraMellem Weichsel. Forfatterne anfører, at der i borin-ger ikke findes tegn på at bakkerne er skudt op hvil-ket ville kunne afsløres fx ved at paleocæne sedimen-ter findes over kvartære, eller ved at kvartærtidensmarine aflejringer træffes i en højde, der må haveoversteget det daværende havniveau.

Boringerne i Odsherredbuerne (DGU 1977) viserimidlertid et mere varieret billede end det de to for-fattere fremstiller. At der findes Mellem Weichselmarine kvartære aflejringer med en arktisk fauna 18m over havet i Vejrhøjbuerne giver åbenbart ikke for-fatterne anledning til undren, selvom datidens hav-spejl lå mindst 30–40 m lavere end i dag. Andre ste-der i det sydlige bakkekompleks omkring Bjergstedog Holmstrup træffes tilsvarende marine dannelser ihøjder på op til mere end 75 meter over havet (Peter-sen & Buch 1974). En så voldsom isostasisk hævninghar ikke kunnet eftervises i Vestsjælland. Det faktum

Fig. 5. Klinten ved Tøvelde iHjelm Bugt. Nedre till (enhed 6)overlejret af interstadialt laku-strint sand med planterester ogalder på 28.000 år (enhed 7–8)overlejret af to till bænke (enhed9a, b) adskilt af slirer af skrive-kridt og paleocænt ler. Bemærkflage af skrivekridt ved basis afenhed 6. Målestok 2 m. Foto M.Houmark-Nielsen 1998. Lokalise-ring se Fig. 2.

8 · Geologisk Tidsskrift 2003 / 1

H¿jby Lyng

Klint

Holb¾k

Bjergsted

Holmstrup

R¿sn¾s

Højby Lyng

Klint

Holbæk

Bjergsted

Holmstrup

Røsnæs

Bakkeretninger

Sanduraflejringer

Issøbakke

Postglaciale marine flader

10-meter dybdekurve

Istektonisk deformationsretning

10 km

Sejrø Bugt

Saltbæk Vig

Kalundborg Fjord

Lammefjord

Sidinge Fjord

Nykøbing Bugt

Fig. 6. Glacialmorfologisk kort over Odsherredbuerne og en række andre klassiske randmorænestrøg i Nordvestsjælland udtegnetfra flyfotos. Efter Houmark-Nielsen (1983).

9

at de marine aflejringer ved Holmstrup indgår sam-men med paleocænt ler i 10-tal meter store folder ogoverskydninger deformeret fra øst, og at der i borin-ger findes palæocænt ler, der mellemlejrer kvartæredannelser, taler deres tydelige sprog om en istekto-nisk oprindelse for bakkerne.

På Røsnæs er der foretaget talrige boringer, derviser gentagelser i lagfølgen, idet paleocæne aflejrin-ger veksler med kvartære (DGU 1977), ligesom dengeologiske kortlægning viser, at plastisk ler findes højtoppe mellem kvartære aflejringer i sydkystens profi-ler (Rørdam & Milthers 1900). Studiet af kystklinter,råstofgrave og flyfotos viser, at bakkerne er opbyg-get af overskudte og foldede skiver af kvartære ogpræ-kvartære sedimenter, der er gledet på det plasti-ske Røsnæsler og deformeret fra sydlige retninger(Berthelsen 1971, Petersen 1973).

Der er ikke truffet tilsvarende flager af den lokaleundergrund omkring Vejrhøj eller nord herfor i den-ne del af Odsherredbuerne, men andre vidnesbyrdtaler for istektoniske forstyrrelser af lagfølgen. Mel-lem Højby Lyng og Nykøbing Bugt findes grusgravemed smeltevandsgrus, der mod vest aftager i korn-størrelse, og som tættest på bakkerne er overskudtfra østlige retninger (Houmark-Nielsen 1981, 1987).Moderne undersøgelser med georadar i det gamlegrusgravsfelt har eftervist tilstedeværelsen afistektoniske strukturer (Overgaard & Jakobsen 2001,Jakobsen & Overgaard 2002). Disse undersøgelserfortæller at syn-tektonisk afsatte flodsedimenter erfoldede og overskudt fra øst i flager, der hælder 25°–30° ind mod bakkerne og at istektonik er ansvarligfor det nuværende landskabs morfologi og indre op-bygning.

Data tyder derfor ikke på, at de smeltevands-sedimenter der opbygger Odsherredbuerne og andrelangstrakte bakkerygge i Nordvestsjælland er uberørtaf istektoniske forstyrrelser, som antaget af Marcus-sen og Østergaard. Tværtimod taler alt for, at bakke-ryggenes indre er pløjet op og stablet sammen langsranden af gletschere fra Storebælt og Midtsjælland islutningen af sidste istid. Nedsmeltningsteorien an-vendt på et af forfatternes nøgleområder er derfor imodstrid med geologiske data. De nordvestsjælland-ske landskabsformer er stadig et fornemt og klassiskeksempel på den glaciale serie.

MolslandetDe markante bakker i Molslandet blev tidligt knyttettil det ungbaltiske isfremstød, der fra Østersøen nå-ede sin yderste grænse langs den Østjyske Israndslinieog hvis smeltevandsdannelser afsattes i delvist

isdæmmede søer eller på smeltevandssletter somRosenholmlavningen og Tirstrup Hedeslette (Fig. 1& 7; Harder 1908, Andersen 1933). Nyere undersø-gelser dokumenterer en kompleks istektonisk dannel-seshistorie, der omfatter flere nedisningsfaser (Hou-mark-Nielsen 1983, Larsen & Kronborg 1994, Peder-sen & Petersen 1997).

Marcussen & Østergaard mener imidlertid ikke aten mere end 100 m høj bakkeryg kan dannes ved is-pres i gletscherforlandet, da der ikke findes tilsva-rende langs nutidige gletschere. Dannelsen af MolsBjerge tilskrives af Marcussen og Østergaard »bevæ-gelsesparallelle spændinger i isen«, der fra nordøstnåede Mols, og som var forårsaget af den højtliggendekalk omkring Grenå. Spændingerne medførte ifølgeforfatterne sprækker i isen og heri er bakkerne i Mols-landet dannet som »isflodsletter« ved udfyldning afissøer. De to forfattere anfører (s. 103), at der i bak-kerne nord for Kalø Vig intet vidnesbyrd findes, somkan støtte tanken om at bakkerne er dannet ved ak-tivt ispres fra sydlige retninger.

Denne opfattelse må stå for Marcussen og Øster-gaards egen regning, for den er i skærende kontrasttil resultaterne af den geologiske kortlægning og an-dre undersøgelser i området. De viser nemlig, at deaskeførende eocæne aflejringer er foldede og over-skudte i klintprofiler, vejgennemskæringer og råstof-grave, samt at de findes i jordoverfladen 50 m overhavniveau i kvadratkilometer store områder (Mad-sen 1897, Andersen 1937, Pedersen & Petersen 1997).Sædvanligvis ligger den faststående præ-kvartær-overflade under havniveau, men adskillige boringeri området viser flager af eocænt ler højt oppe i de kvar-tære lagfølger (Århus Amtskommune 1979, Jakobsen1996, Pedersen & Petersen 1997). Disse data under-bygger at istektoniske forstyrrelser har spillet en storrolle i opbygningen af Molslandets bakker. Det er tid-ligere vist, at dele af Molslandets øvre lag består afuforstyrrede issøsedimenter, men også at området haren mere kompleks opbygning (Madsen 1897, Rasmus-sen 1977). De sedimenter der indgår i nedsmeltnings-modellens »isflodsletter« omkring Mols består af fleregenerationer af till og smeltevandsdannelser, derknytter sig til mindst tre forskellige isfremstød fra SenWeichsel. De yngste omfatter det norske, det mellem-svenske (NØ-fremstødet eller Hovedfremstødet) ogdet ungbaltiske isfremstød hvis till-aflejringer hverisær har en særlig litologi, der knytter sig til isens fly-deretning og oprindelsesområde og kan inddeles iflere istektoniske faser (Houmark-Nielsen 1987).Gletschernes udspring afspejles også i den store va-riation i strandstenenes ledebloktyper, idet både nor-ske, svenske og baltiske blokke findes langs kysternehvor tillsedimenterne er blottede (Milthers 1942). Påbaggrund af de geologiske data kan følgende model


10

for bakkernes dannelse skitseres. Under afsmeltningaf isen fra NØ dannedes nordvest–sydøst-gåendeisrandsstrøg med bakker, hvis indre viser istektoniskdeformation fra nordøstlige retninger (fx nord for Tir-strup Hedeslette; Fig. 7). Disse strækker sig fra Lim-fjordsegnene over Djursland og Mols gennem Store-bælt til Møn (Fig. 1; Houmark-Nielsen 1987, Lager-lund & Houmark-Nielsen 1993). Efter at isen var ble-vet til dødis nåede et nyt ungbaltisk fremstød til Øst-jylland (Fig. 1, Ø), og omkring Molslandet kollide-rede den baltiske is med de ældre israndsbakker. Disseblev nu overpræget af deformationer fra sydlige ogøstlige retninger, mens den ungbaltiske is flyderet-ning delvist blev styret af de eksisterende bakker. Isprækker i dødis afsattes herefter de yngste og højt-

liggende issøsedimenter, mens smeltevandet fandtafløb gennem Rosenholmlavningen og Tirstrup Hede-slette (Fig. 7).

Marcussen og Østergaards model for Molslandetsdannelse stemmer derfor ikke overens med geologi-ske forskningsresultater og må som vist betragtes somtankespind. Hvilken type af »spændinger i isen« oghvordan de opstår er der ikke gjort rede for hverken iPolitikens håndbog eller i en nyere publikation (Ham-mer et. al. 2003), ej heller hvordan en mindre bule afkalksten 30 km mod nordøst ved Grenå kan forårsa-ge sprækkedannelse i stagnerende ismasse. Derforstår den veldokumenterede istektoniske model mednyere modifikationer uantastet indtil andre vidnesbyrdend de af forfatterne fremlagte kan tilvejebringes.


Fig. 7. Molslandets glacial-morfologi udtegnet efter flyfotosog geologisk kortlægning. Pileneangiver retning af to generationeraf istektonisk deformation. EfterMadsen (1897), Houmark-Nielsen(1983, 1987) og Pedersen &Petersen (1997).

Tirstrup hedeslette

Helgen¾s

Ebeltoft Vig

Kal¿ Vig

Ebeltoft Vig

Kalø Vig

Tirstrup Hedeslette

Mols Bjerge

Rosenholmlavning

Helgenæs

10 km

Bakkeretninger

Isdæmmede søer ogsmeltevandssletter

Issøbakke

Postglaciale narine flader

10-meter dybdekurve

Ældre

Yngreistektonisk deformation

Flager af paleocænt ler


Fig. 8. Venstre: kystklinten ved Knudshoved, østligste Fyn (for lokalisering, se Fig. 1). To tills er adskilt af grovklastiske smeltevands-dannelser. Ved basis af den øvre till findes en isskuret stenhorisont markeret med pil, hvor skurestribere viser en foretrukkenorientering i nordvest-sydøstlig retning. Højre: kompasrosen viser retning af skurestriberne ved basis af øvre till. Klinten er ca. 7m. høj. Foto: M. Houmark-Nielsen, 1988.

Fig. 9. A: Istektoniske flager afbryozokalk fra Danien ogkvartære aflejringer under denøver till, Kalkovnsklinten vedHolckenhavn syd for Nyborg.Ispres fra sydøstlige retninger.Foto M. Houmark-Nielsen, 1988.B: Smeltevandssedimenter foldetaf ispres fra sydøst og overlejretaf Ungbaltisk till, Davinde, vestfor Nyborg. Foto M. Houmark-Nielsen, 1985. For lokalisering,se Fig. 1.


Fyns kystegneDe fynske kystegne og de sydfynske øer, bortset fradele af Langeland, domineres af bølgede lave moræ-neflader med langstrakte småbakker og lavninger ori-enteret i nordvest–sydøstlige retninger formet paral-lelt med den sidste is’ bevægelse (Smed 1962, 1980).De drumlin-lignende rygge med stejl stødside ogsvagt hældende, ofte udtværet læside er en ypperligindikator for isbevægelse (Jørgensen 1997). Marcus-sen og Østergaard anfører imidlertid, at der er taleom »ribbebakker«, hvis retning er vinkelret påisbevægelsen.

Undersøgelser har længe vist, at det strømlinedefynske kystlandskab er dannet af en is der fra Øster-søegnene gled ind over Danmark fra sydøstlige ogøstlige retninger (Andersen 1933). Et nærmere stu-dium afslører, at der under det strømlinede landskabsøverste till, der præges af sten og blokke fra Balti-kum, findes tydelige vidnesbyrd om isbevægelse isamme retning i form af isskurede stenhorisonter(Smed 1962, 1997, Jørgensen 1997). Skurestribernesretning (Fig. 8) viser, at disse kan knyttes til den yng-ste isbevægelse, der var omtrent vinkelret på den ret-ning som Marcussen og Østergaard hævder er gæl-dende. Langstrakte stens orientering i den øvre tillsamt istektoniske forstyrrelser under tillen viserisbevægelse i samme retning som den landskabsfor-merne og skurestriberne angiver, hvilket styrker an-tagelsen om et isbægelsesmønster fra sydøstlige ret-ninger (Houmark-Nielsen 1981, 1987). Marcussen ogØstergaard angiver, at det strømlinede landskab dan-nedes før de istektoniske deformationer, som ses i blot-tede klinter og råstofgrave (Fig. 9). Under nedsmelt-ningen forestiller de sig, at mindre gletschertungervar i stand til at deformere underlaget efter at stør-stedelen af isskjoldet var overgået til dødis. Dette skul-le bl.a. have ført til dannelsen af de spektakulære

istektoniske flagestrukturer i Ristinge Klint på Lan-geland (Fig. 10).

Dette er præcis det modsatte af, hvad der er gængsopfattelse, nemlig at flagerne er stablet foran en aktivgletscher, som først bagefter overskred sin egen rand-moræne fra sydøstlig retning, høvlede landskabetned, udtværede flagerne og til sidst aflejrede en tillpå toppen, hvis stenorientering viser isbevægelse frasamme retning som flagedannelsen (Rosenkrantz1944, Ehlers 1978, Sjørring et al. 1982).

De anførte vidnesbyrd om det strømlinede fynskekystlandskabs dannelse som følge af en isoverskri-delse fra sydøstlige retninger taler direkte imod de afMarcussen og Østergaard fremførte argumenter. For-fatterne har dog ikke uret når de påpeger at dødis-landskabet på de centrale dele af Fyn blev dannet istagnerende nordøst-is og at dette landskab på heltafgørende punkter afviger fra det strømlinede kyst-landskab. Men at dette fremstød skulle være det ene-ste fra sidste istid, og at det ikke var efterfulgt af enungbaltisk nedisning, som var ansvarlig for dannel-sen af store dele af det strømlinede østdanske moræ-nelandskab, er helt urealistisk. Det kan heller ikkedokumenteres, at de strømlinede landskabsformer erældre end deformationerne i Ristinge Klint, grusgrav-ene ved Davinde eller klinten ved Holckenhavn sydfor Nyborg (Fig. 9–10), snarere tværtimod. »Ribbe-bakkernes« dannelse, som de to forfattere tænker sigdem, savner ethvert forskningsmæssigt belæg og manmå også undres over den ret dominerende plads somdenne bakketype – ifølge håndbogens kort – har fåeti det danske istidslandskab.

Fig. 10. Vest–øst orienteret profilskitse af Ristinge Klint mellem flage 14 og 31. Istektoniske flager af Eem og Weichsel alder eropskudt, udtværet og afhøvlet af det Ungbaltiske fremstød fra sydøst. Efter deformation afsatte samme isfremstød den øvrediskordante till, der danner overfladen i det strømlinede østfynske morænelandskab. Modificeret efter Rosenkrantz (1944), Sjørringet al. (1982) og Kristensen et al. (2000). For lokalisering, se Fig. 1. Postglaciale flyvesandsaflejringer er udeladt.

Fluvialt-æolisk sand


Weichsel-isen og gletscherdynamikI indledningen af deres bog giver Marcussen og Øster-gaard en palæogeografisk rekonstruktion af det skan-dinaviske isskjolds udbredelse for ca. 20.000 år siden.At Hovedopholdslinien (Fig. 1) ikke markerer isensydergrænse, men grænsen mellem »sammenhæn-gende is og is i klumper« ned gennem Jylland begrun-des alene med, at alle glaciale landskabsformer i Dan-mark, især de nordvest–sydøst-gående »ribbebakker«både på Vestjyllands bakkeøer og i Østdanmark, erdannet af et og samme skandinaviske isskjold i SenWeichsel. Det nævnes, at der ikke i Vestjylland er dan-nelser, der antyder tilstedeværelsen af en isrand, hvor-for isskjoldet må have dækket hele Jylland. Det så-kaldt stenede sand (Sørensen & Nielsen 1978), derdanner overfladen på mange af de vestjyske bakkeøer,forklarer de to forfattere som dannet ved udsmelt-ning fra en gletscher med efterfølgende sortering ivand. Det skulle være blevet aflejret på højtliggendeområder, de senere bakkeøer, under samme isfrem-stød som afsatte moræneler i andre dele af landet.

Det stenede sand adskiller sig væsentligt fra mo-ræneler. Det mangler, på trods af ringe sortering, denfinkornede grundmasse (matriks), som findes i ad-skillige tills i Vestjylland. Det er karakteristisk ved atvære stærkt præget af forvitring og frostsprængning,ved at det er kalkfrit og ved at stenene ofte er vind-slebne og polerede af flyvesand. Det stenede sand ogde omgivende sedimenter tit stærk deformeret pågrund af jordflydning og ofte ses iskilestrukturer,hvilket er karakteristisk for øvre jordlag påvirket affrost–tø processer. Ved Emmerlev Klev i Sydvestjyl-land, hvor en lagfølge fra Weichsel overlejrer ufor-styrrede Eem-moser (Fig. 11), er det stenede sand led-saget af aflejringer fra snesmeltning og vindblæstdæksand, der har aldre fra 23.000–33.000 år til ca.67.000 år (Christiansen 1998). Det stenede sandsstratigrafiske plads er lidt uklar, idet det danneroverfladesedimentet på bakkeøerne, mens det erdækket af yngre glaciale aflejringer andre steder i lan-det. I klinten ved Spøttrup på Salling ses vindpoleretstenet sand kraftigt påvirket af jordflydning med aldre

på mellem 60.000 og 40.000 overlejret af issøsedimen-ter afsat for mellem 26.000–21.000 år siden (Fig. 12).Denne lagpakke dækkes af flere meter till aflejret afden is der i Sen Weichsel overskred området fra nord-øst på vej mod Hovedstilstandslinien (Houmark-Niel-sen, 2003).

Det stenede sand er et modent sediment, der serud til at have været udsat for vind og vejr i betydeligtlængere tid end østdansk moræneler. Det stenedesand har kendetegn som i dag udvikles i et perma-frossent, arktisk og til dels aridt miljø, hvor jord-flydning ved optøning af det aktive lag er en domi-

Fig. 11. Stenet sand underlejret af vand- og vind afsat sandmed involutioner (nederst) og gennemsat af iskilestrukturer(øverst), Emmerlev Klev. Målestok 1 m. Foto M. Houmark-Niel-sen, 1999. For lokalisering, se Fig.1.

14

nerende proces, og hvor sne- og sandfygning fore-kommer hyppigt. Stenet sand overlejres øst og nordfor Hovedopholdslinien af glaciale sedimenter fra SenWeichsel og sandsynliggør, at de vestjyske bakkeøerhar været eksponerede i lang tid under periglacialeforhold, også mens det østlige Danmark blev isdæk-ket for sidste gang.

Marcussen og Østergaard anfører, at »ny viden omgletschere og gletscheris er i strid med de modeller,der ligger til grund for den konventionelle opfattelse«

(s. 24). De siger at gletscheris under flydningen vilknuse det optagne stenmateriale ned til pulverfraktionover relativt korte afstande, ligesom det fremføres atisstrømme ikke har fandtes på det nordeuropæiskelavland.

Som argument for den hurtige nedknusning anfø-rer i kapitlet om strandsten, at »når flint og forkisletkalk stort set mangler ved Vesterhavet, må det bety-de, at stenene ikke transporteres særlig langt med isen,selvom der har været masser af flint i isen i Øst-


Fig. 12. Stenet sand (S) fraMellem Weichsel stærkt forstyr-ret ved frost-tø processer og medmange vindslebne sten overlejretaf issøsedimenter (I) og till fraSen Weichsel. Klinten vedSpøttrup, Vestsalling. Skafter er0.5 m. Foto M. Houmark-Nielsen,2000. For lokalisering, se Fig. 1.

Fig. 13. Klinten ved EmmerlevKlev med strandsten udvasket aftill. Flint forekommer hyppigt.Foto M. Houmark-Nielsen, 2000.For lokalisering, se Fig. 1.

15

danmark« (s. 224). På baggrund af dette noget kryp-tiske udsagn fremfører forfatterne derefter, at stenmed hjemsted uden for Danmark, har været trans-porteret hertil med isbjerge.

Langs Vestkysten er flint imidlertid tilstede i rige-lige mængder, hvor tillsedimenter indgår i kyst-klinterne (Fig. 13). Grustællinger i jyske tills synesheller ikke at bekræfte hypotesen om total nedknus-ning. I to snit gennem Jylland fra henholdsvis Morstil Esbjerg og fra Djursland til Varde (Fig. 1, 14), sy-nes mængden af flint af være nogenlunde konstant,lige bortset fra høje værdier omkring blottet under-grund af kridt og flint (Fig. 14A, B). Selvom de analy-serede tills tilhører forskellige isfremstød må trans-porten af flint fra Nordjylland og Østdanmark til Vest-

jylland grundlæggende have været den samme. Atflint optræder uden nævneværdig aftagen i isens fly-deretning viser, at flint er modstandsdygtig modistransport. Skrivekridt er imidlertid en blød bjergartsom let lader sig pulverisere. Hvis forfatternes anta-gelse om nedknusning skulle holde stik, synes dethøjst ejendommeligt at halvdelen af klasterne i sten-fraktionen og ca. 30% af alle gruskorn i tillen vedKlåbygård syd for Ribe (Fig. 15) består af skrivekridt,når der er mere end 100–150 km til det nærmeste fast-stående kilde i Østdanmark. Andelen af skrivekridtog bryozokalk i tills fra det sydlige Danmark synesheller ikke at aftage nævneværdigt fra øst mod vestefter området med blottet Kridt og Danien i under-grunden er passeret (Fig. 14C); den aftagendemængde de første ca. 50 km skyldes hovedsageligtopblanding med andre bjergartstyper opsamlet fra deunderliggende lag (Kjær et al. 2003).

Et område i det sydlige Midtjylland er særlig rigtpå ledeblokke af skånsk basalt (Milthers 1925, 1948b).Da der kun er få spor af havaflejringer fra Weichsel idet midterste og sydlige Danmark, som kunne godt-gøre mulighed for isbjergstransport, må basalternevære transporteret med gletschere de mere end ca.300 km fra forekomsterne i Skåne til Jylland. Basalt-blokkenes gennemsnitlige størrelse er stort set densamme i Jylland som i Vestskånes isstidsaflejringerog størrelsen afspejler ifølge Gry (1974) ikke nedknus-ning ved gletschertransport, men den opsprækning,som er arvet fra forkløftning af basaltssøjler. Gry hartillige vist, at for en række udvalgte ledeblokke gæl-der at de knuses ned til en stabil kornstørrelse efterganske kort istransport og at denne kornstørrelse stortset bevares uanset hvor langt blokkene derefter er rejst.


A

C

C'BB'

A'

%

50

km 50 100 150 200 250

Isens flyderetning

Fig. 14. Fingrustællinger i fraktionen 3-5 mm i till afsat af ismed bevægelse fra nordøst i tre snit over Danmark. A og B:Procent flint i forhold til øvrige kalkfrie bjergarter. Profil A-A‘: Mors – Esbjerg, Profil B – B‘: Djursland – Varde. C: Pro-cent Kridt-Palæocæn kalk i forhold til kalkfrie sedimenter.Profil C-C‘: Møn – Vadehavet. Undergrund med kridt og kalker passeret efter ca. 100 km. Data efter Sjørring og Frederike-sen 1980, Houmark-Nielsen 1987, Skibsted 1990, Korsager2002, Kjær et al. 2003. For lokalisering af snit, se Fig. 1.

Fig 15. En baltisk till fra Sen Saaleved Ribe med et højt indhold afskrivekridt. Striberne fra kridtetskyldes udtværing ved gravning.Foto S. Sjørring, 1980. Forlokalisering, se Fig. 1.


Marcussen og Østergaards teori om total ned-knusning af grus, sten og blokke i gletscheris må der-for afvises. Det er dog givet at nogle af de blokke derfindes i Danmark på et tidspunkt kan være transpor-teret med isbjerge i de dybere dele af Skagerrak ogKattegat. Forfatterne fører som bevis på drivistrans-port, at rhombeporfyr fra Osloområdet findes langsVestnorges kyster så langt mod nord som Trondheim.Hertil må anføres at isbjergstransport nemt har kun-net foregå i et farvand, der er mere end 300–500 mdybt, mens det har været betydeligt mere vanskeligti de lavvandede fjorde, sunde og indsøer som eksi-sterede i det sydlige Kattegat og Østersøområdet un-der store del af Weichselistiden, hvor det globale hav-niveau var 50–100 m lavere end det nuværende. Der-udover viser de seneste års forskning i Norge at Oslo-blokkene på Jæren i Sydvestnorge er transportetretmed en isstrøm gennem Norske Rende, kaldetSkagerrakbræen, mens de Osloblokke der findes langsAtlanterhavskysten for størsteparten er ført medisstrømmen til kontinentalranden, hvorfra isbjerge erdrevet med den nordatlantiske havstrøm langs ky-sten og har tabt deres aflejringer undervejs (Sejrup etal. 2000).

En isstrøm er en hurtigt flydende, smal og kanali-seret del af et isskjold, der kan dræne store mængderis fra de indre dele af skjoldet, og som afgrænses afmindre aktivt flydende ismasser (Boulton et al. 2001).Randen af de isstrømme, der ikke når havet, vil an-tage en hvælvet, udadbuet facon, der kan trænge mereend 100 km ud foran resten af isskjoldet (Stokes &Clark 1999, 2001). Forskningsbaserede undersøgelserhar fremført, at den ungbaltiske nedisning i Weichseldynamisk er forløbet som flere på hinanden følgendelandbaserede isstrømme med vifteformede udbredel-ser (Houmark-Nielsen 1987, Kjær et al. 2003). Når

Marcussen og Østergaard hævder at sådanne tunge-formede gletschere ikke har kunnet eksistere i Dan-mark eller på det nordeuropæiske lavland, er det imodstrid med forfatternes egen opfattelse når detgælder de istektoniske forstyrrelser i Ristinge Klint.Her henvises netop til, at den højre flanke af en tunge-formet gletscherstrøm, der skulle have flydt ned gen-nem Storebælt fra nordlige retninger som en udløberaf isen fra nordøst, skulle være ansvarlig for flageop-skydning fra sydøst. Dette er også i modstrid medalle hidtidige stratigrafiske vidnesbyrd (Andersen1933, Sjørring et al. 1981, Sjørring 1983, Houmark-Nielsen 1987), idet flagedannelsen er sket efter af-smeltningen af nordøstisen i forbindelse med denisstrøm, der dannede det strømlinede østfynske mo-rænelandskab (Fig. 10). Det er især Storebæltsom-rådets landskabsformer og deres indre opbygning derillustrerer formen og flydemønsteret af tidligereisstrømme (Fig.1). Her ses adskillige bueformedebakkestrøg med istektoniske forstyrrelser dannet afsydfra kommende gletschere, som viser ispres, derspreder sig vifteformet nordud gennem Storebælts-lavningen (Houmark-Nielsen 1987). Bakkeryggeneforbindes ofte af submarine grunde som underbyg-ger det tungeformede israndsforløb (Smed 1980, Kjæret al. 2003).

At Marcussen og Østergaard betragter tillsedimen-ter, der af andre forfattere anses for knyttet til en æl-dre Weichselnedisning, som »slamstrømme« gives deringen forklaring på. De nævner blot, at det forekom-mer usandsynligt, at en is fra Østersøen kunne havenået Danmark inden Sen Weichsel. Det er efterhån-den ret velunderbygget, at de tills, der omtales som»slamstrømme«, viser et ensartet mønster m.h.t. stensorientering og istektonisk deformation ved basis, ogat dette mønster antyder tilstedeværelsen af enisstrøm med udgangspunkt i den vestlige Østersø(Houmark-Nielsen 1987, Larsen & Kronborg 1994).Det er også påvist, at den nedre till ved Klintholm påMøn har en subglacial oprindelse (Krüger & Kjær1999), og at lokale sedimenter ikke kan have væretleverandør af denne tills særlige stenindhold, der itoppen helt domineres af røde sandsten kendt frabunden af den centrale del af Østersøen (Houmark-Nielsen 1994). Kridtflager ved basis af denne till erdeformeret og transporteret fra østlige og sydøstligeretninger og vidner om kraftig afhøvling og erosionaf den lokale mønske undergrund under dette isfrem-stød (Fig. 16). Endvidere taler aldersbestemmelser ide omgivende sedimenter på mange lokaliteter i Dan-mark for, at et baltisk isfremstød i første halvdel afMellem Weichsel rent faktisk dækkede betydeligedele. Således er till fra det »gammelbaltiske« frem-stød også til stede i Ristinge Klints mange istektoniskeflager (Fig. 10). Andre data antyder, at et isfremstød

Fig. 16. Ældste Weichsel till (Fig. 4, enhed 4) fra Klintholm,Møn. Bemærk erosiv og istektonisk nedre grænse (delvist sti-plet linie) til flager af sand med omlejrede skaller fra Eemmellemistiden og skrivekridt. Foto M. Houmark-Nielsen, 1993.For lokalisering, se Fig. 1.


fra Sydnorge dækkede de nordlige dele af landet un-der Weichselistidens første markante kuldeperiodeved overgangen mellem Tidlig og Mellem Weichsel(Larsen & Kronborg 1994, Houmark-Nielsen 2003).

DiskussionMed denne artikel er den almindelige opfattelse afistidslandskabets dannelse og opbygning stillet opmod den model, som Marcussen og Østergaard hargjort sig til bannerførere for. De to forfattere fremhæ-ver i deres indledning at »når den konventionelle teoriikke holder længere, skyldes det først og fremmest,at både landskabets former og materialerne i istid-slagene bedre forklares som et resultat af hvad derskete da isen smeltede end da den bredte sig over lan-det« (s. 24). Det er i denne artikel vist, at dette ud-sagn savner belæg i de geologiske data, at forfatter-nes argumentation er uden videnskabeligt indhold,og at bogen ikke bygger på den nyeste forskning.

Boredata og klintstudier på Møn viser en kompleksWeichsel-stratigrafi der afspejler stærkt vekslendeterrestriske palæomiljøer med opskydning af kridt-flager under flere isfremstød. De to forfattere antagerfejlagtigt, at kridtflager er en del af den fastståendeundergrund. Det østmønske landskab er således ikkeskabt ved nedsmeltning og bevægelser i undergrun-den og efterfølgende issøsedimentation.

Forskning har godtgjort at bakkerne i Nordvest-sjælland og Molslandet har fået deres overordnedeform ved istektonisk oppresning, og at efterfølgendedødisnedsmeltning har sat sit endelige præg på land-skabet. De mange højtliggende flager af paleocænesedimenter og kvartære marine aflejringer samtstrukturgeologiske studier i åbne profiler og geofysi-ske undersøgelser bekræfter dette. Når det gælder destrømlinede morænelandskaber på Fyn bemærker for-fatterne at »et enkelt system af bakker taler for, at dan-nelsen også har været enkel« (s. 128). Her er deresdannelsesproces imidlertid mere kompleks end dengængse. Da der ikke foreligger data der underbyggerderes ideer, må disse betragtes som tankespind. Isærskurestribernes retning, der kommer til at stå vinkel-ret på den fremherskende isbevægelsesretning – ikkeblot på Fyn men også på Stevns – afspejler helt grund-læggende svagheder ved deres model.

At de vestjyske bakkkeøers landskaber er endeligtudformet under Weichsel istiden, har været erkendtlænge, men også at de må være formet af periglacialeprocesser. At stille spørgsmål ved oprindelsen og al-deren af den såkaldte Hovedstilstandslinje kan væreyderst relevant. Selvom visse bakkeøer besidder etreliefrigt landskab, er forskellen mellem de mere

modne bakkeølandskaber og de friske østdanskelandskaber iøjnefaldende. Den manglende lighedmellem det stenede sand i Vestjylland og østdansketill- og smeltevandssedimenter samt det stenede sandsstratigrafiske plads under de yngste glaciale aflejrin-ger nord og øst for Hovedstilstandslinjen bekræfterikke tesen om, at hele landet var dækket af en og sam-me store iskappe i Sen Weichsel.

At isstrømme i langt højere grad end tidligere an-taget har spillet en afgørende rolle for det skandina-viske isskjolds dynamik og derfor også for udform-ningen af det danske istidslandskab er et resultat afden nyeste forskning på området, der må have forbi-gået forfatternes opmærksomhed.

KonklusionDet har med denne kritiske gennemgang ikke væretmuligt at verificere teorien om at »nedsmeltningsmo-dellen« skulle være eneherskende, og bevisbyrden omgrundlaget for selve modellens pålidelighed påhvi-ler stadig forfatterne. Det er jo til ringe nytte at for-søge at forklare noget kompliceret med en enkel mo-del, hvis modellen savner indre dynamik og ikke kanunderkastes videnskabelig metodik. Selvom ned-smeltning mange steder unægtelig også har bidragettil landskabets udseende, er det stadig den gængsemodel, hvor istektonisk deformation danner rygra-den i landskabets opbygning i samspil med en rækkeandre glaciale processer, der står som den bedstunderbyggede. Marcussen og Østergaard befinder sigikke blot fagligt på meget tynd is, de vildleder læ-serne, mens de uden diskussion og manglende viden-skabelig afprøvning ophøjer en hypotese til en almengyldig model, der med ét slag skal forklare et problem-kompleks som det danske istidslandskabs dannelseog opbygning og Kvartærtidens geologiske udvikling.

Med »Danmarks Geologiske Seværdigheder« fra-viger Politikens Forlag tidligere praksis med at ud-sende håndbøger, der hviler på et bredt fagligt ogforskningsmæssigt velunderbygget grundlag. Det ermeget problematisk at fremføre en så kontroversielteori om Danmarks kvartærgeologi i en populærvi-denskabelig håndbog; en tilsvarende bog om spises-vampe kunne bringe mange læsere i livsfare. Teorienbør selv sagt afprøves i et videnskabeligt forum in-den så radikalt anderledes en model udsendes til eninteresseret læserskare uden faglige forudsætninger.At udgivelsen støttes af DONG og får opbakning fraDanmarks Naturfredningsforening er ikke i sig selvet kvalitetsstempel og må skyldes manglede indsigt ibogens indhold. Uanset bogen har til formål at danneudgangspunkt for en åben debat om istidslandskabet

18

uden forudindtagede holdninger, kan den ikke anbe-fales i undervisningsøjemed. Dertil er den alt foruunderbygget og svært gennemskuelig i sin argumen-tation og direkte vildledende for læsere uden fagligeforudsætninger.

TakDer skal rettes en tak til kollegerne ved KøbenhavnsUniversitet, lektor Svend Funder, Geologisk Museum;lektor Bjørn Buchardt, Geologisk Institut og profes-sor Johannes Krüger, Geografisk Institut samt jour-nalist Allan B. Heering (tidl. Dagbladet Politiken) forinspirerende diskussion og forslag til sproglig op-stramning.

LitteraturAber, J.S, Croot, D. & Fenton, M.M. 1989: Glaciotectonic

Landforms and Structures, 200 pp. Dordrecht: Kluwer Aca-demic Publishers.

Andersen, S.A. 1933: Det danske Landskabs Historie. Dan-marks Geologi i almenfatteligt omrids, 111–124. Køben-havn: Levin & Munksgaard.

Andersen, S.A. 1937: De vulkanske askelag i Vejgennemskæ-ringen ved Ølst og deres Udbredelse i Danmark. DanmarksGeologiske Undersøgelse II. Række 59, 52 pp.

Berthelsen, A. 1971: Fotogeologiske og feltgeologiske under-søgelser i NV-Sjælland. Dansk Geologisk Forening Årsskriftfor 1970, 64–69.

Berthelsen, A. 1975: Geologi på Røsnæs. Ekskursionsfører 3,Varv, 78 pp.

Berthelsen, A. 1978: The methodology of kineto-stratigraphyas applied to glacial geology. Bulletin of the GeologicalSociety of Denmark 27, 25–38.

Berthelsen, A. 1979a: Contrasting views on the Weichselianglaciation and deglaciation of Denmark. Boreas 8, 125–132.

Berthelsen, A. 1979b: Recumbent folds and boudinage struc-tures formed by subglacial shear: an example of gravitytectonics. Geologie en Mijnbouw 58, 253–260.

Berthelsen, A., Konradi, P.B., Petersen, K.S., Rasmussen, L.Aa.& Sjørring, S. 1976: Guide for NORDQUA Ekskursion 1976,Sjælland, Falster, Møn, 30 pp. København: Geologisk Insti-tut, Københavns Universitet.

Berthelsen, A., Konradi, P.B, & Petersen, K.S. 1977: Kvartærelagfølger og strukturer i Vestmøns klinter. Dansk Geolo-gisk Forening Årsskrift for 1976, 93–97.

Binzer, K. & Stockmarr, J 1994: Geologisk kort over Danmark.Prækvartæroverfladens højdeforhold. Danmarks Geologi-ske Undersøgelse Kortserie 44, 10 pp.

Boulton, G.S., Dongelmans, P., Punkari, M. & Broadgate, M.2001: Palaeoglaciology of an ice sheet though a glacial cycle:the European ice sheet through the Weichselian. QuaternaryScience Reviews 20, 591–625.

Christiansen, H.H. 1998: Periglacial sediments in an Eemian–

Weichselian succession at Emmerlev Klev, southwesternJutland, Denmark. Palaeogeography, Palaeoclimatology,Palaeoecology 138, 245–258.

DGU 1977: Geologisk basisdatakort 1414 II: Nykøbing S, 1413I Holbæk & 1413 IV Kalundborg. København: DanmarksGeologiske Undersøgelse.

Ehlers, J. 1978: Fine gravel analysis after the Dutch method astested out on Ristinge Klint, Denmark. Bulletin of theGeological Society of Denmark 27, 157–165.

Faurbye, M. 1999: En kvartærgeologisk og strukturgeologiskundersøgelse af klintprofilet Feriehjemmet ved Tøvelde pådet sydlige Møn, 111 pp. Upubliceret cand. scient afhand-ling, Geologisk Institut, Københavns Universitet.

Gripp, K. 1947: Jasmund und Möen, eine glacialmorphologi-sche Untersuchung. Erdkunde 1, 175–184.

Gry, H. 1940: De istektoniske Forhold i Molerommrådet. Med-delelser fra Dansk Geologisk Forening 9, 586–627.

Gry, H. 1974 : Ledeblokkes kornstørrelsesforhold og transport-måde. Dansk Geologisk Forening Årsskrift for 1973, 140–151.

Haarsted, V. 1956: De kvartærgeologiske og geomorfologiskeforhold på Møn. Meddelelser fra Dansk Geologisk Fore-ning 8, 124–126.

Hammer, C., Marcussen, I. & Østergaard, T. 2003: Et land for-met af vand. Geografisk orientering 4, 146–153.

Hansen, S. & Nielsen, A.V. 1960: Glacial geology of southernDenmark. Guide to excursions A 44 and C 39. InternationalGeological Crongress, Denmark guidebook III, 56 pp.

Harder, P. 1908: En østjydsk Israndslinie og dens Indflydelsepaa Vandløbene. Danmarks Geologiske Undersøgelse II.Række 19, 227 p.

Hintze V. 1937: Möens Klints Geologi. E.L. Mertz & V. Nordmann(redr). København.

Houmark-Nielsen, M. 1981: Glacialstratigrafi i Danmark østfor Hovedopholdslinien. Dansk Geologisk Forening Års-skrift for 1980, 61–76.

Houmark-Nielsen, M. 1983: Glacial stratigraphy andmorphology of the northern Bælthav region. I: J. Ehlers(red.) Glacial deposits in northwest Europe, 199–202. Rotter-dam: A.A.Balkema.

Houmark-Nielsen, M. 1987: Pleistocene stratigraphy and gla-cial history of the central parts of Denmark. Bulletin of theGeological Society of Denmark 36, 1–189.

Houmark-Nielsen, M. 1988: Nyt om sidste istid. Klintholm, etnyt kvartærgeologisk nøgleprofil i Østdanmark. Varv 4,126–138.

Houmark-Nielsen, M. 1994. Late Pleistocene stratigraphy, gla-ciation chronology and Middle Weichselian environmentalhisgtory from Klintholm, Møn, Denmark. Bulletin of theGeological Society of Denmark 41, 181–202.

Houmark-Nielsen, M. 1999: A lithostratigraphy of Weichselianglacial and interstadial deposits in Denmark. Bulletin ofthe Geological Society of Denmark 46, 101–114.

Houmark-Nielsen, M. 2003: Signature and timing of the Kat-tegat Ice Stream: onset of the Last Glacial Maximumsequence at the southwestern margin of the ScandinavianIce Sheet. Boreas 32, 227–241.

Humlum, O., Krüger, J. & Sjørring, S. 1978: Danmark i sidsteistid: En diskussion. Naturens Verden 1978, 272–286.

Jakobsen, P.R. 1996: Distribution and intensity of glaciotectonicdeformation in Denmark. Bulletin of the Geological Societyof Denmark 42, 175–185.


19

Jakobsen, P.R. & Overgaard, T. 2002: Georadar facies andglaciotectonic structures in ice maginal deposits, northwestZealand, Denmark. Quaternary Science Reviews 21, 917–927.

Jørgensen, F. 1997: Isretninger på Østfyn – isens spor i land-skabet. Geologisk Nyt 2, 23–26.

Kjær, K.H., Houmark-Nielsen, M. & Richardt, N. 2003: Ice-flowpatterns and dispersal of erratics at the southwestern mar-gin of the last Scandinavian Ice Sheet: signature of palaeo-ice streams. Boreas 32, 130–148.

Korsager, B. 2002: En strukturel og sedimentologisk undersø-gelse af klinten ved Skærbæk, Nordmors, 138 pp. Upubli-ceret cand. scient afhandling, Geologisk Institut, Køben-havns Universitet.

Kristensen, P., Bibbard, P., Knudsen, K.L. & Ehlers, J. 2000. LastInterglacial stratigraphy at Ristinge Klint, South Denmark.Boreas 29, 103–116.

Krüger, J. 1983: Glacial morphologi and deposits in Denmark.I: J. Ehlers (red.) Glacial deposits in northwest Europe, 181–191. Rotterdam: AA. Balkema.

Krüger, J. & Kjær, K.H. 1999: A chart for field description andgenetic interpretation of glacial diamicts and associatedsediments – with examples from Greenland, Iceland andDenmark. Boreas 28, 386–402.

Lagerlund, E. & Houmark-Nielsen, M. 1993: Timing and pat-tern of the last deglaciation in the Kattegat region,southwest Scandinavia. Boreas 22, 337–347.

Larsen, G. & Kronborg, C. 1994: Geologisk Set: Det mellemsteJylland, 272 pp. Brenderup: Geografforlaget .

Madsen, V. 1897: Kortbladet Samsø. Danmarks GeologiskeUndersøgelse I. Række 5, 87 pp.

Marcussen, I. 1977: Deglaciation landscapes formed duringthe wasting of the late Middle Weichselian ice sheet in Den-mark. Danmarks Geologiske Undersøgelse II. Række 110,72 pp.

Marcussen, I. & Østergaard T.V. 1977: Danmark i sidste istid.Naturens Verden 1977, 367–375.

Marcussen, I. & Østergaard T.V.1978: Danmarks istids-landskaber – en ny teori for deres dannelse. Naturens Ver-den 1978, 53–61.

Marcussen, I. & Østergaard T.V. 2003: Danmarks geologiskeseværdigheder, 252 pp. København: Politikens Forlag.

Milthers K. 1942: Ledeblokke og Landskasformer i Danmark.Danmarks Geologiske Undersøgelse II. Række 69, 137 p.

Milthers, V. 1900: Randmoræner. I: Rørdam, K. & Milthers, V.(red.) Kortbladene Sejerø, Nykøbing, Kalundborg og Hol-bæk. Danmarks Geologiske Undersøgelse I. Række 8, 69–83.

Milthers, V. 1925: Kortbladet Bække. Danmarks GeologiskeUndersøgelse I. Række 15, 175 pp.

Milthers V. 1948a: Det danske Istidslandskabs Terrænformerog deres Opståen. Danmarks Geologiske Undersøgelse II.Række 28, 233 pp.

Milthers, V. 1948 b: Fund af Basaltblokke i Sydjylland og Søn-derjylland. Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening 11,267–268.

Nørrevang, A. & Meyer, T.J. 1967: Danmarks natur, 448 pp.København: Politikens Forlag.

Overgaard, & Jakobsen, P.R. 2001: Mapping and glaciotectonicdeformation in an ice marginal environment with groundpenetrating radar. Journal of Applied Geophysics 47, 91–197.

Pedersen, S.A.S. 2000: Superimposed deformation inglaciotectonics. Bulletin of the Geological Society of Den-mark 46, 125–144.

Pedersen, S.A.S. & Petersen K.S. 1997: Djurslands geologi, 96pp. København: Danmarks og Grønlands Geologiske Un-dersøgelse.

Petersen, K.S. 1973: Tills in dislocated drift deposits on theRøsnæs peninsula, nortewestern Sjælland, Denmark. Bul-letin of the Geological Institution, University of Uppsala 5,41–49.

Petersen, K.S. & Buch, A. 1974: Dislocated tills with Paleogeneand Pleistocene marine beds. Danmarks Geologiske Un-dersøgelse Årbog 1973, 63–91.

Rasmussen, H.W. 1977: Geologi på Mols. Danmarks Geologi-ske Undersøgelse Serie A 4, 21 p.

Rosenkrantz, A. 1944: Nye Bidrag til Forstaaelsen af RistingeKlints Opbygning. Meddelelser fra Dansk Geoloigsk Fore-ning 10, 431–435.

Rørdam, K. 1893: Kortbladene Helsingør og Hillerød. Dan-marks Geologiske Undersøgelse I. Række 1, 110 p.

Rørdam K. 1909: Geologi og Jordbundslære II, 225 pp. Køben-havn: Nordisk Forlag.

Rørdan, K. & Milthers, V. 1900: Kortbladene Sejerø, Nykjøbing,Kalundborg og Holbæk. Danmarks Geologiske Undersø-gelse I. Række 8, 143 p.

Sejrup, H.P., Larsen, E., Landvik, J., King, E.L., Hafliadson, H& Nesje, A. 2002: Quaternary glaciations in southernFennoscandia: evidence from southwestern Norway andthe northern North Sea region. Quaternary Science Reviews19, 667–685.

Sjørring, S. 1983: The glacial history of Denmark. I: J. Ehlers(red.) Glacial deposits in northwest Europe, 163–179. Rotter-dam: AA. Balkema.

Sjørring, S. & Frederiksen, J. 1980: Glacialstratigrafiske obser-vationer i de vestjyske bakkeøer. Dansk geologisk Forening,Årsskrift for 1979, 63–77.

Sjørring, S., Nielsen, P.E., Frederiksen, J., Hegner, J., Hyde, G.Jensen, J.B., Mogensen, A. & Vortisch, W. 1982: Observatio-ner fra Ristinge Klint, felt- og laboratorieundersøgelser.Dansk Geologisk Forening Årsskrift for 1981, 135–149.

Skibsted, S. 1990: Mellem-Pleistocæn tillstratigrafi på Skov-bjerg-, Ølgod- og Esbjerg Bakkeø, 289 pp. Upubliceret candscient afhandling, Geologisk Institut, Københavns Univer-sitet.

Slater, G. 1927: The structure of the disturbed deposits of MönsKlint Denmark. Transactions of the Royal Society ofEdinburgh 55(12), 289–302.

Smed, P. 1962: Studier over den fynske øgruppes glacialelandskabsformer. Meddelelser fra Dansk Geologisk Fore-ning 15, 1–74.

Smed, P. 1980: Det fynske landskab, 51 pp. Brenderup: Geograf-forlaget.

Smed, P. 1997: De 949 isskurede sten i Lindødokkerne. Geolo-gisk Nyt 3, 22–25.

Stokes C.R. & Clark, C.D. 1999: Geomorphological criteria foridentifying Pleistocene ice streams. Annals of Glaciology28, 67–74.

Stokes C.R. & Clark, C.D. 2001: Palaeo-ice streams. QuaternaryScience Reviews 20, 1473–1557.

Sørensen, H. & Nielsen, A.V. Den geololgiske kortlægning afDanmark. Danmarks Geologiske Undersøgelse Serie A 2,79 pp.


20

Ussing, N.V. 1904: Danmarks Geologi. Danmarks GeologiskeUndersøgelse III. Række 2, 372 pp.

Århus Amtskommune 1979: Geologisk cirkelprofilkort basis-data, 1315 II SV Rønde. Århus: Århus amtsvandvæsen.


Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for det ... · 4 gyndte, dannedes en isdæmmet sø...

Documents

Transcript of Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for det ... · 4 gyndte, dannedes en isdæmmet sø...