14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

4000

ft

3000

ft

2000

ft

1000

ft

MAF MAGAZINE 1/2015

Fred i Sydsudan?Fra drab og kvægtyveri til fred 2

flight mission

4En flygtning vender tilbage 6 Et hærget

hospital 8 Bibelen til Huplafolket 9Mistede

sin far 12 Lost Boys Clinic

Naturens kræfter har stor indflydel-se på MAF’s flyoperationer. Bl.a. det voldsomme tordenvejr som MAF-pilot Jason Job oplevede på Elcho Island (billedet er taget fra Jasons cockpit).

Begrebsordbogen indeholder mange ord om dette emne f.eks.:Storm, orkan, tornado, cyklon, tyfon, tsunami, jordskælv, lyn og torden, bulder og brag, teatertorden og et Herrens vejr.

Bibelen indeholder også en mang-foldighed af ord, begreber og tegn på vor Himmelske Skabers marke-ring af naturens kræfter: skystøtte, ildsøjle, jordskælv, orkan og synd-flod.

Glædelig påske

Flyet holder stille på den røde jordbane efter at have fløjet fra Juba med 3 passagerer og 510 kilo gods: Sække med tæpper, mad, vandflasker og diverse andre ting. Lokale børn løber hujende omkring flyet, de fleste med farverige perlesmykker og traditionelle nederdele med brede, perlebe-satte bælter.

Jeg befinder mig i Kuron i Sydsu-dan. Det er svært at forestille sig, at denne ekstremt isolerede verden kun ligger ca. 1 times flyvning øst for den travle, internationale luft-

havn i Juba. Det er en kultur, hvor mænd bestemmer, piger bliver bort-giftet tidligt – og kvæg betyder alt. Hvis du vil have pigen, må du først have kvæget. Hvis du ikke har kvæg nok, stjæler og dræber du for at få det. Vold og død var en del af livet – indtil biskop Paride Taban trådte ind i deres liv.

Nedbrydning af stammeskelFor femten år siden havde biskop Paride en drøm: At gøre en ende på fjendtlighederne i Kuron. Han etab-lerede Holy Trinity Peace Village, og i 2013 blev han tildelt FN’s Sergio Vieira de Mello fredspris for bidraget til at forene lokalsamfund i konflikt.

Ved overrækkelsesceremonien

sagde han bl.a.:– Vi opførte landsbyen, fordi vi

ønskede at nedbryde stammeskel-lene. Folk fra Toposa, Jie, Murle og Kachipo var i klammeri på grund af kvægtyverier, og folk turde ikke be-væge sig mere end et par kilometer væk fra deres landsbyer. Nu kan de bevæge sig frit indenfor 270 km, og nu omtaler de ikke længere hinan-den som fjender, men som venner.

Med hjælp fra pensionerede hol-landske militæringeniører blev der bygget en bro over Kuron-floden. Det skabte forbindelse mellem den Ækvatoriale og den Øvre Nil-region. 81 familier (mere end 300 perso-ner) fra forskellige etniske grupper bosatte sig omkring broen for at

Fra drab og kvægtyveri til fredAf LuAnne Cad

2

Biskop Paride

Således også i forbindelse med på-skens dramatiske begivenheder:Kort før sin død sagde Jesus: »Det er fuldbragt.« Så bøjede han hovedet og opgav ånden. Og se, jorden skæl-vede, og klipperne revnede.

Men den første dag i ugen kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Ja san-delig; Jesus lever. Han er opstanden. Graven er tom. Glædelig påske!Arne Puggaard, formand

beskytte den, og biskoppen kunne etablere The Holy Trinity Peace Vil-lage i 2005.

Fremskridtene er ikke kommet hurtigt og nemt, og i årenes løb er der gennemført en bred vifte af pro-grammer til fremme af uddannelse, landbrug, sundhed, fred, fællesskab og styrkelse af kvinders stilling i samfundet. De tidligere kvægtyve er blevet involveret i sportskampe for at fremme freden, og teatergrupper skildrer konsekvenserne af kvægty-veri.

Et af de største problemer i Syd-sudan er sult. Stammerne i Kuron-regionen er kvægavlere, og kosten består af kød, mælk og vilde frugter. Der er ingen tradition for landbrug. I 1999 etablerede biskop Paride en farm, hvor de forskellige stam-mer kunne lære at dyrke afgrøder som maniok, forskellige frugter og grøntsager. De kunne få såsæd og redskaber til at starte deres egne landbrug. De lærte landbrugsteknik-ker som pløjning med okser, alt med det formål gradvist at gøre dem til agro-kvægavlere og derved sikre fødevareforsyningen og mindske konflikterne mellem samfundene.

Uddannelse til fremtidenEn af passagererne fra Kuron til Juba er nordmanden Jonas Halvor-sen, der arbejder for The Peace Village. Han fortæller om de meget vanskelige transportforhold:

– Hvis vejene er gode, kan man gøre rejsen hertil på tre-fire dage. Men i regntiden er man på grund af Kurons fjerne beliggenhed isoleret i op til et halvt år. Der er ingen kom-munikation, ingen telefon, ingen radioer. Vejene er der, men på grund af regnen er de ubrugelige. Derfor bruger vi MAF. Det ville være yderst vanskeligt at drive dette sted uden en landingsbane og uden mulighed for at flyve.

Tegn på fredDen erhvervsskole, som Jonas leder,

blev oprettet for at undervise de unge fra forskellige stammer i prak-tiske færdigheder som svejsning og tømrerarbejde. Han forklarer:

– Biskop Paride startede denne erhvervsskole for at trække de unge væk fra kvægtyveriet. Vi har haft studerende fra flere stammer på skolen, de bor og arbejder sammen

– og det er et tegn på fred! Der har ikke været konflikter på skolen.

– Sydsudan består af mange forskellige etniske grupper, stam-mer og regioner. Der er brug for at bringe de forskellige kulturer sam-men og forene mangfoldigheden i samfundet for at kunne leve harmo-niske liv.

3

En flygtning vender tilbage

Af LuAnne Cad

Foto: UNHCR

Omkring 1990 flygtede 26.000 drenge fra borgerkrigens rædsler i Sudan. Drenge helt ned til 4-års alderen flygtede ud i bushen, når deres lands-byer blev angrebet, ofte om natten. Mange af dem mistede deres familie ved angrebene, og de begav sig sammen med andre drenge på vej mod Etio-pien. Nogle kom til at vandre op til 1500 km, først til Etio-pien, så tilbage til Sudan og sidst til Kenya.

Den nu 31-årige Kiir Dau Mathiang er en del af denne historie. Han har gennem de sidste tre år arbej-det for MAF i Sydsudan, hvor han leder bookingafdelingen. Men i sine drengeår måtte han gennemleve ubegribelig megen lidelse. Hans familie boede i en lille landsby nær Malakal ved grænsen mellem Sudan fra Sydsudan og tæt ved grænsen til Etiopien. Da han var tre år gammel, blev hans far dræbt i borgerkrigen. Faren efterlod sig hustru og fire børn, hvoraf de to senere døde.

I flygtningelejrDa Kiir var 7 år gammel, flygtede hans mor med børnene til en lejr i Etiopien. I et år kæmpede de for at overleve under stor modstand fra lokalsamfundet. I 1990 brød der

kampe ud i flygtningelejren, og folk flygtede derfra. Kiir husker:

– Der var kaos i lejren. Jeg havde været ved floden for at fiske. Da jeg kom tilbage, var min mor og søster borte.

Drenge på flugtKiir’s mor flygtede med datteren til-bage til Sudan, og Kiir var ladt alene tilbage i en alder af 8 år. Han kom til en anden lejr i nærheden, men nytilkomne flygtninge blev hurtigt tvunget væk igen. Han sluttede sig så til den meget store gruppe af fordrevne drenge, som flyttede til et sted nær Gilo-floden. Drengene skiftedes til at gå tilbage til flygtnin-gelejren for at indsamle, hvad de kunne finde af mad.

Da kommunister væltede Etiopi-

ens regering i 1991, angreb soldater drengenes lejr. Mange blev skudt, druknede eller blev ædt af krokodil-ler, da de forsøgte at krydse Gilo-floden. Skønsmæssigt 5000 drenge mistede livet ved denne lejlighed. For dem, der slap over floden i live, begyndte en endeløs vandring. De dannede mindre grupper og delte, hvad de kunne finde af spiseligt. De slog sig ned i græshytter i en uges tid og fortsatte så til et nyt sted.

Hver gruppe havde en leder, der ofte var bare ti eller elleve år. Dren-gene tog sig af hinanden og delte ris eller mudret vand med hinanden. Nogle gange blev de mindste båret, når de blev for svage til at fortsætte. Andre blev for udmattede til at gå – og satte sig bare ned og døde. Eller de sakkede bagud og blev taget af

Kiir Dau Mathiang sammen med sin

mor og søster

4

hyæner eller løver.Kiir’s vandring varede et år og

endte midlertidigt i Pochalla i Syd-sudan. Herfra husker Kiir ikke meget andet end død, sygdom, smerte og sult.

– Det værste var sulten, fortæl-ler han. Vi spiste blade fra træerne. I den nærliggende lufthavn kunne man få lidt mad fra Røde Kors, men det var helt utilstrækkeligt. Vi var sultne hele tiden.

Den sudanesiske hær angreb Pochalla, og drengene flygtede gen-nem sumpe og ørken sydpå mod Kenya til grænsebyen Narus. Under-vejs blev de overfaldet af banditter, der stjal deres dyrebare mad. Kun ca. 13.000 af den oprindelige gruppe af fordrevne drenge nåede frem til Narus. I 1992 kunne Kiir sammen

med andre flytte over grænsen til Kenya. I flygtningelejren i Kakuma blev Kiir behandlet for tuberkulose, og han kom til at gå i skole. Der var stadig alvorlig mangel på fødevarer, og vold fra den lokale befolkning plagede flygtningene.

Da en fredsproces var kommet på plads i Sudan, kunne Kiir endelig flytte tilbage til Sydsudan. Her fort-satte skolegangen, og i 2009 var han kommet så vidt, at han kunne rejse til Nairobi for at uddanne sig inden for luftfragt.

Ansat i MAFKiir søgte job i MAF tre gange, inden han blev antaget i MAF Kenya-pro-grammet på et tre-måneders prak-tikophold. Han fik derefter tilbudt job i MAF Sydsudan, og det tog han

glad imod.– Efter det, jeg havde været igen-

nem, var min drøm og min bøn at arbejde for en kristen NGO. Da jeg kom til MAF i Juba, var min bøn ble-vet besvaret. Det, vi forsøger at gøre i MAF, er at give mennesker et bedre liv ved hjælp af flyvning og tekno-logi. MAF gør et godt stykke arbejde, siger Kirr.

GenforeningEfter atten års adskillelse fandt Kiir sin mor igen i 2010.

Under landets uroligheder i december 2013 mistede Kiir igen kontakten med sin mor, som flyg-tede pga. volden. Da han endelig genfandt hende i juni 2014, fik han arrangeret, at hun flyttede til Juba, hvor Kiir nu bor sammen med sin mor og sin søster, som det også lyk-kedes ham at finde.

Søsteren trådte desværre på en landmine i 2009 og mistede et ben. Hun var blevet gift og havde tre børn. Hendes mand blev dræbt under urolighederne i 2013. Kiir kan, på grund af sit faste job hos MAF, være med til at forsørge søsteren og hendes børn.

Kiir Dau Mathiang sammen med sin mor foran sin søsters hus i Juba. Huset ligger i et

område, der er tildelt enker efter soldater.

Et hjerte for fred

Læs historien om

en fortabt dreng, der

fandt fred som

voksen

Pilot Ryan Unger og Kiir Dau gennemgår den følgende dags flyveplan på MAF's base i Juba

5

17000

ft

16000

ft

15000

ft

14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

4000

ft

På en klar dag i oktober sidste år fløj MAF Sydsudan lægen Bill Clemmer til byen Bor med 350 kilo medicinske forsyninger, myggenet og en fødselsbriks til det store regeringshospital. Bill arbejder for Interchurch Medical Assistance (IMA) og skulle be-søge flere projekter, som organi-sationen støtter.

Et smadret hospitalBor er en stor by på den østlige bred af Den hvide Nil. Oprørsstyr-ker angreb byen omkring årsskiftet 2013-14 og massakrerede i hund-redvis af mennesker. De plyndrede regeringshospitalet, dræbte patien-ter i deres senge, en læge og andre, der var flygtet til hospitalet for at komme i sikkerhed. Ifølge hospitals-personalet døde 130 mennesker, og deres kroppe lå tilbage i hospitals-sengene eller udenfor. Overlevende flygtede over Den hvide Nil til et sted kaldet Minkaman, hvor anslået 80.000 mennesker fortsat lever un-der presenninger og i telte. De fleste er stadig for bange til at vende hjem.

Kort efter massakren besøgte Bill hospitalet i Bor for at vurdere situa-tionen. Der lå stadig lig rundt om-kring, og hospitalet og byen lå øde og hærget hen. De indbyggere, der siden er vendt tilbage, forsøger lang-somt at genoprette et normalt liv.

Gennem IMA’s og samarbejds-partneres indsats er hospitalet nu oppe på 40 % kapacitet, en klar forbedring fra ingenting blot tre måneder tidligere. IMA har fi-nansieret genopbygningen af de kirurgiske afdelinger og fødeafde-lingen samt lageret af forsyninger, madrasser og myggenet. IMA støtter også mobile klinikker for de mange internt fordrevne. Bill glæder sig over fremskridtene, mens han går gennem afdelingerne, hilser på læger og sygeplejersker og kommer med opmuntringer. Han taler med en gruppe fødselshjælpere og takker dem, fordi de er kommet tilbage på

trods af det, de har været igennem.

Hjælp til selvhjælpOrganisationen IMA World Health blev dannet i 1960. Arbejdet er cen-treret omkring støtte til medicinsk uddannelse, opførelse og moder-nisering af sundhedsfaciliteter, fremskaffelse af medicinsk udstyr, og motiverende programmer. Bill Clemmer siger:

– Det særlige ved IMA er, at vi arbejder på at opbygge kapacitet hos andre, så de kan udføre det nødvendige arbejde. Vi hyrer ikke udenlandske læger, sygeplejersker eller laboranter til at komme og gøre arbejdet. Jeg er en del af et program hos IMA, som støtter en befolkning på 3,3 millioner mennesker gennem 40 læger, 600 sygeplejersker, 290 sundhedsfaciliteter, 7 hospitaler, 8 mobile klinikker – og vi gør det gennem vores sydsudanesiske kol-leger. På den måde får vores indsats en langt større effekt.

Motivation og resultaterSundhedspersonale får normalt regeringens standardløn, men det er ikke særlig meget og ikke sær-ligt motiverende for arbejdet. IMA forvalter et program for Verdens-banken, som betaler sundhedsinsti-tutioner efter de opnåede resultater. Det kan fx dreje sig om antallet af fødsler, børn under fem år, der modtager pleje, eller antallet af ud-førte vaccinationer.

– Vi giver månedlige tilskud til en klinik efter de mål, der nås. Pen-gene fordeles efter en formel til alle

Hærget hospital

genopbyggesAf LuAnne Cad

Hospitalet i Bor var fyldt med mennesker, der havde søgt tilflugt fra hærgende soldater, da det blev angrebet den 18. og 19. december 2013. De, der kunne, flygtede og måtte efterlade de sengeliggende patienter til en voldsom død. Lægerne Samuel og Mabior vendte tilbage til hospitalet i januar 2014. "Det var min pligt", forklarer Samuel, "der var ingen andre, der ville."

6

involverede fra læger til rengørings-personale, forklarer Bill. Dybest set præmierer vi folk for at gøre kvali-tetsarbejde, og vi giver dem redska-berne. Det giver ingen mening for os blot at uddanne læger og syge-plejersker og give dem medicin og stetoskoper, hvis der ikke er noget incitament til at arbejde.

– Selv efter at regeringsstyrkerne havde genvundet kontrollen over Bor, kæmpede Sundhedsministeriet for at finde læger, der var villige til at flytte hertil. Ministeriet spurgte os i

IMA, om vi kunne give noget ekstra oven i den beskedne løn, som rege-ringen kan tilbyde. Vi fik tilsagn fra US AID, som indvilligede i at betale et ’risiko-tillæg’. Det var tilstrække-ligt til, at Ministeriet kunne rekrut-tere otte nye læger og sende dem hertil, siger Bill.

MAF udfylder hulletUnder konflikten i 2013-14 fortsatte MAF med at flyve passagerer og me-dicinsk udstyr for IMA. Bill Clemmer siger:

– MAF har ydet betydelig bistand til vores primære sundhedspleje og nødhjælpsarbejde i Sydsudan. Mange af de steder, hvor vi arbejder, er utilgængelige for landtransport og FN-flyvninger. MAF har været i stand til at udfylde dette hul og flyver med personale, medicin og andre forsyninger. MAF er altafgø-rende for at kunne levere sundheds-ydelser til en befolkning med et eks-tremt stort behov som i Sydsudan.

Patienter er vendt tilbage til det reetablerede hospital

Dr. Samuel Agot tilser en 4-årig

Pilot Jane Wambai ankommer med nyt hospitalsudstyr til Bor

7

Hvad sker der, når en indfødt stamme mod-tager Guds ord på deres eget sprog for første gang? Hvis det er i Papua i Indonesien, så er svaret: "En stor fest!"

En irsk bibeloversætter og en MAF-pilot var med til festen, hvor der blev sunget og danset, da Hupla-folket var forsamlet på en lille landingsbane i det bjergrige Papua, Indonesien.

– Vi er her for at fejre, at hele Bibelen nu er oversat til Hupla-sproget, fortæller MAF-pilot Mike Brown.

– MAF samarbejder med missionærerne fra World Team Papua, der i årevis har arbejdet med oversættel-sen. Så det er bare dejligt at være her i dag og deltage i festen.

Et langt forløbGennem de sidste 40 år har Mike og andre MAF-piloter fløjet bibeloversætterne til dette sted.

Den irske missionær Sue Trenier har ofte været pas-sager, mens hun hjalp det kristne stammefolk med at oversætte Det Gamle Testamente. Hun overværer fest-lighederne fra toppen af Soba-landingsbanen, hvor det første MAF-fly landede i 1968.

– De fleste af Hupla-stammens 3.000 medlemmer er minefolk eller svineavlere, forklarer Sue.

Da Det Nye Testamente blev oversat til deres sprog, begyndte den nystiftede kirke at vokse.

Nu kommer de i grupper fra alle de forskellige kirker. De ønsker at fejre gudstjeneste og synge og lovprise Gud. I dag blev endnu 26 døbt.

KæmpefestDet, vi oplever her, minder om en Hupla-stammefest. Mændene løber dansende rundt med deres spyd, som de holdt op med at bruge i deres stammekrige, da evan-geliet kom hertil for 50 år siden.

Der skulle mere end 200 spidstegte grise til for at mætte mængden. Men højdepunktet i festen var fejrin-gen af den færdige Hupla-bibel. De første bibler blev gi-vet til en ung mand som repræsentant for ungdommen, dernæst til en pige på vegne af alle kvinder og endelig til en ældre mand som repræsentant for dem, der har ventet de mange år på at få hele Bibelen på deres eget sprog.

– Selv om denne folkestamme har haft oversættelsen af Det Nye Testamente i et stykke tid, så er modtagelsen af Det Gamle Testamente i dag noget helt specielt. Nu har de hele Bibelen på deres eget sprog, fortæller Mike Brown.

– Jeg bliver meget berørt, når jeg tænker over, hvad det vil betyde for dem at læse, hvordan Guds frelsesplan begynder i 1. Mosebog.

Kenuel, søn af en af de lokale oversættere, var be-gejstret for den kasse med bibler, som de netop havde modtaget.

– Nu kan jeg fordybe mig endnu mere i Guds ord, og når jeg sidder sammen med mine venner, så kan vi læse det sammen, siger han.

Pilot Mike Brown med den nye Hupla-bibel. Oversættelsen er støttet af Det indonesiske Bibelselskab.

Hele Bibelen på Hupla-sproget Tekst: Arne Puggaard

Foto: Mark & Kelly Hewes

8

Da Willy Ludvigsen var 15 år gammel, forsvandt hans far sporløst med et lille fly i Con-gos jungle. I dag som 55-årig er han daglig leder af MAF i Norge. Han kan berette om en livshistorie med dramatik og mange udfordringer som mis-sionærbarn, lærer, musiker, forfatter, præst, TV-direktør og filmproducent.

ForsvundetMange ville nok sige, at det var i orden, hvis Willy Ludvigsen holdt sig til mere jordnære ting, efter at hans far, Martin Ludvigsen, for-svandt i 1974. Faren havde arbejdet i 14 år som missionær i Congo for Pinsebevægelsen, da han fløj afsted som pilot i et lille fly sammen med to passagerer. De nåede aldrig frem til målet, sandsynligvis på grund af en voldsom storm.

Der blev indledt en storstilet ef-tersøgning, hvor Willy også deltog. Familien holdt fast ved, at deres far havde overlevet, men måtte til sidst opgive håbet. Man fandt ikke noget spor af flyet, og i mange år forblev det et mysterium, hvad der var sket.

Slut på uvishedenI juni 2003 fandt nogle jægere til-fældigt vragdele af et fly i et ufrem-kommeligt jungleområde. Det skulle vise sig at være det norske missio-nærfly, som var styrtet ned ved det 1600 meter høje Mount Bwami.

Efter 29 år i uvished kunne Willy sammen med sine brødre Trond og Oddbjørn efter 11 dages søgning konstatere, at det var vraget af deres fars fly og resterne af hans tøj.

– Vi havde levet med en usik-kerhed i alle disse år, så det var godt og en enorm lettelse at finde ham, fortæller Willy.

PilotdrømmeWilly gjorde, hvad mange andre

aldrig ville have gjort. Ligesom sin far ville han flyve, og blot syv år efter farens mystiske forsvinden blev Willy selv pilot. Hans mor støt-tede ham fuldt ud i hans pilot– og missionærdrømme på trods af den tragiske ulykke, der kostede hendes mand livet.

– Ja, hun hjalp mig faktisk med at betale de første flyvelektioner, og hun har fløjet med mig flere gange, siger Willy.

Willy har levet det meste af livet uden sin far, men han er glad for, at de to fik mulighed for at flyve sam-men. Det gjorde de mange gange, og Willy var mere end bare passager.

– Jeg fik lov til at prøve styregre-jet, og det var sjovt. Det var sammen med far jeg fik smag for flyvning, og min interesse for flymissionen blev forstærket under eftersøgningen af ham, hvor vi hver dag fløj med de små MAF-fly, siger Willy.

Alsidig uddannelse De første ti år af sin barndom tilbragte Willy i Afrika. Senere blev han lærer med kristendom, musik og pædagogik som fag og tog en le-deruddannelse. Han har i en perio-de været præst i Pinsekirken Betel, har arbejdet 15 år på Hedmarktop-pen Folkehøgskole i Hamar og der-

efter været chef for TV Inter i Oslo, der bl.a. har produceret en film om hans fars flykatastrofe. De seneste år har han arbejdet på indspilning af filmen ”Yeshua”.

Nye udfordringerI dag er Willy daglig leder af MAF i Norge.

– Det, der skete med min far, har været en motiverende faktor for mig. Jeg oplevede hvor vigtig MAF’s indsats var i de år, vi var i Congo. Det har påvirket mig meget, og jeg er altid blevet præget af Afrika på en positiv måde, siger han.

– En del af drivkraften for mig i dette nye job er, at jeg på første hånd har set, hvad lindring betyder. MAF’s flymission i dag er grundlæg-gende det samme, som det min far udførte i Congo for mange år siden, selv om det ikke var MAF, han fløj for.

MAF er en forlænget arm ud til de fattigste. Alle synes det er flot, når lægen står og opererer ude på jung-lehospitalet. Men hvem har fragtet ham, medicinen og hospitalsud-styret dertil? Og hvem bragte den fødende kvinde til klinikken?

– Vi gør det ikke for vor egen skyld, eller for at folk skal synes om os, men fordi vi er drevet af Guds kærlighed til os og alle mennesker, slutter Willy.

Han mistede sin far– men fik inspiration til mission

Tekst: Arne Puggaard

Willy Ludvigsen medvirker ved MAF Danmarks årsmøde i Hillerød lørdag den 21. marts.

”Reisen inn i dype landskap” er Willy Ludvigsens bog om den dramatiske flykatastrofe i Congo.

9

17000

ft

16000

ft

15000

ft

14000

ft

13000

ft

12000

ft

11000

ft

10000

ft

9000

ft

8000

ft

7000

ft

6000

ft

5000

ft

4000

ft

Brev fra Karyn Ball, Longochuk i Sydsudan

Landingsbanen i Longochuk er ikke ret synlig fra luften, meget

ujævn og med

masser af hjulspor i et øde, sumpet område. Men MAF-pilot Chri

s Ball landede

sikkert sit fly og blev modtaget af glade medarbejdere fra Chri

stian Mission Aid

(CMA). På grund af den meget spændte politiske situation i områ

det havde CMA

overvejet endnu engang at evakuere sit personale. Men nu kom de

r forsyninger!

John og Simon, to sygeplejerske-praktikanter fra Kenya, var fø

rst fremme.

De gik straks i gang med at losse flyet; kasse efter kasse efte

r kasse.

En kæmpelast med masser af medicin og andre forsyninger til de

res klinik.

Chris bemærkede, at nogle kasser indeholdt vacciner i pulverfo

rm, så CMA-

personalet kan tilsætte væske og fremstille de nødvendige vacc

iner efter behov.

John og Simon forklarede, at de havde en helt ny CMA-klinik, m

en den var ikke

taget i brug, fordi der ikke var medicinske forsyninger og and

et udstyr til

behandling af patienterne.

Da Chris kiggede rundt, kunne han ikke få øje på nogen biler.

Det viste sig,

at der bogstaveligt talt ingen køretøjer findes i dette område.

- Jamen hvor langt er der til klinikken? spurgte han.

- Åh, bare ti kilometer, grinede de og løftede nogle

kasser op og begyndte at transportere dem til fods.

Chris var nu vidne til, hvordan en flok engagerede nød-

hjælpsarbejdere sammen med en skare fra lokalsamfundet

bar kasser med flere hundrede kilo forsyninger de ti

kilometer til fods, så de kunne åbne deres klinik.

Tak Gud for, at den værdifulde forsyning af

vaccine, medicin og klinikudstyr på trods af mange

vanskeligheder er nået frem!

Forsyninger til ny CMA-klinik

Penicillin og andre forsyninger spændt fast i flyets lastrum

10

140160 120

180100

22060

240 40

KNOTS

AIRSPEED

20080

Mission Aviation Fellowship er en international, fælleskirke-lig missionsorganisation, som hjælper lokale kirker, missions-selskaber og nødhjælpsorga-nisationer i 30 u-lande med flytransport.

Flight MissionISSN: 1901-5690Udkommer 4 gange om året.Oplag: 3.800 stk.

MAF Danmarks landskontorSøparken 2DK-9440 AabybroTlf. 3042 9658maf@maf.dkCVR Nr. 30026144

Hjemmeside:www.maf.dk

Landssekretær: Øjvind Thomasen

Redaktion:Niels Kr. Sørensen(ansvarshavende)Arne PuggaardDorthe Bräuner LindThorkild Jørgensen

Trykkeriet FrihedenTlf. 9798 1641www.trykkerietfriheden.dk

Kontingent pr. år:Medlem, enkelt: 200 kr.Medlem, par: 300 kr.

Netbank:Danske Bank Reg.nr. 1551Konto nr. 9581162

TAK FOR SPONSORSTØTTE TIL MAF FRA

MAF Danmark har gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) modtaget støtte til uddan-nelsen af Andry Rajaobelison som kvalitetssikringschef på MAF's base i Madagaskar. Det var et stort behov hos MAF Madagaskar, som dermed blev indfriet.

Andry fik uddannelsen i august 2014, og han skriver bl.a. i sin rap-port til MAF:

– Det er en fornøjelse at skrive denne rapport om uddannelsen, som jeg har modtaget i Dubai. Det var spændende at besøge Dubai,

men i endnu højere grad var det en fornøjelse at modtage kvalifice-ret undervisning på et højt fagligt niveau, som er helt grundlæggende for at kunne etablere et godt kvali-tetssikringssystem.

– Min tak går til MAF og til alle, der har støttet økonomisk, så det blev muligt for mig at få denne uddan-nelse, slutter Andry.

Støtte til MAF fra DMR-U

TAK FOR SPONSORSTØTTE TIL MAF'S PROJEKT, ET GA8 FLY TIL PNG:

Præstbjerg Y's Men's Club

Folkekirkens Mission, Næstved provsti

Vindere af GPS-lodtrækningBlandt nye modtagere af Flight Mission i 2014 er der trukket lod om en GPS. Vindere blev:

Rita & Helge Larsen fra Sommersted i Søn-derjylland.

– Vi valgte at modta-ge bladet Flight Missi-on efter en orientering om MAF i vores Y’s Men’s Club. Vi havde også hørt om MAF gennem to af vores sønner, der har været voluntører i Tanzania. GPS’en er vores første, og den glæder vi os til at bruge!

Velkommen til MAF's årsmødeLørdag den 21. marts 2015 i Bethania, Helsingørsgade 32, Hillerød

PROGRAM:Kl. 10:00 Velkomst. Kaffe Kl. 10:30 Willy Ludvigsen, MAF NorgeKl. 12:00 Frokost servering

– tilmelding ønskes til maf@maf.dk eller på www.maf.dk

Kl. 13:00 MAF Danmarks generalforsamlingKl. 15:00 Kaffe

Alle er velkomne – gratis adgangDagsorden, årsregnskab og budget findes på www.maf.dk

Arne Puggaard,formand

Mød MAF Norges daglige leder Villy Ludvigsen

En livsrejse med mange udfordringerDa Willy Ludvigsen var 15 år gammel, forsvandt hans far sporløst med et lille fly i Congos jungle. I dag er han daglig leder af Misson Aviation Fellowship i Norge. Kom og lyt til hans spændende livshistorie som missionær-barn, lærer, musiker, forfatter, præst, TV-direktør og filmproducent.

11

www.maf.dkIndsamlingskonto: 1551-9581162

En drøm lagt i ruinerGennem to år havde MAF fløjet forsyninger til Duk Lost Boys Clinic i Sydsudan, da klinikken blev angrebet. MAF var den eneste mulighed for at få varer frem i regntiden. Når det var nødvendigt, fløj MAF også patienter til de større hospitaler i Bor eller Juba.

Af LuAnne Cadd

En drøm gik i opfyldelseKlinikken var opfyldelsen af en drøm hos John Dau, en af Sydsu-dans fordrevne drenge, som tilbrag-te barndommen med at flygte fra vold og død sammen med tusindvis af andre. John var en af de heldige drenge, som senere fik lov til at emi-grere til USA. Men han glemte ikke Sydsudan, og hans bidrag til landet blev The John Dau Foundation,

der gennem donationer, frivilliges indsats og mange bønner etablerede Duk Lost Boys Clinic i 2007.

Klinikken kom efterhånden til at fungere som hospital for en befolk-ning på omkring 80.000, overvejen-de fra dinka-stammen. I gennem-snit blev 100 patienter behandlet hver dag, og alle blev modtaget uan-set stammetilhørsforhold, religiøs eller politisk overbevisning.

De vidste ikke, hvad de gjordeDa klinikken havde eksisteret i syv år, brød konflikten mellem dinka- og nuer-stammerne ud, og i januar 2014 blev klinikken totalt ødelagt og delvis nedbrændt af nuerne.

Makuach Lul arbejdede som sy-geplejerske på Duk Lost Boys Clinic frem til ødelæggelsen. Han fortæller:

– Klinikken var rigtig god. Også nuerne brugte den, og vi behand-lede dem som vore egne. Nuerne

ødelagde klinikken, men de vidste ikke, hvad de gjorde. Nu mangler de både behandling og medicin. De ved, at de har gjort noget forkert. Bi-belen siger, at hvis nogen gør noget forkert mod dig, skal du ikke hævne dig. Vi tilgiver, og når freden kom-mer, vil vi igen behandle dem som vore egne, siger Makuach.

GenopbygningJoh Deng, klinikkens leder, siger:

– Hvis klinikken ikke genopbyg-ges, så vil området fortsat ligge øde hen. Men hvis den genopbygges, vil det give folk mod og håb, og de vil vende tilbage. Med Guds hjælp og med beslutsomhed hos dem, der føler et ansvar, vil Duk Lost Boys Clinic blive genopbygget. Og MAF vil forhåbentlig komme til at spille en væsentlig rolle i genopbygningen!

Et MAF-fly har her bragt medicinske forsyninger og næringstilskud til den mobile klinik, der foreløbig erstatter Duk Lost Boys' Clinic

Sygeplejerske Makuach Lul arbejder på en

mobil klinik uden for landsbyen Mabior,

tre timers kørsel fra den oprindelige klinik