FATTIGDOM & ULIGHED - Naalakkersuisut/media/Nanoq/Files/Publications/Familie/… · fattigdom, mens...

FATTIGDOM & ULIGHED

Redegørelse om ulighed og fattigdom samt mulighederne for at fastsætte en

fattigdomsgrænse

Departementet for Sociale Anliggender, Familie,

Ligestilling og Justitsvæsen

2018

Redegørelse: Fattigdom og ulighed

Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen

1

INDHOLD

1. Indledning ..................................................................................................................................................................... 2

2. Sammenfatning ............................................................................................................................................................ 4

3. Mulige veje at gå .......................................................................................................................................................... 6

4. Fattigdom og ulighed ................................................................................................................................................... 7

4.1. Ret og rimelighed i et velfærdssamfund ........................................................................................................... 9

4.2 Social inklusion .................................................................................................................................................... 11

4.3 Social mobilitet .................................................................................................................................................... 12

4.4. Nyere forskning om fattigdom .......................................................................................................................... 14

5. Økonomisk fattigdom ................................................................................................................................................ 17

5.1. GINI-koefficienten .............................................................................................................................................. 18

5.2 De højeste og laveste indkomster .................................................................................................................... 19

5.3 Absolut fattigdom ................................................................................................................................................ 20

5.4 Relativ fattigdom ................................................................................................................................................. 21

6. Naturalieøkonomi....................................................................................................................................................... 23

7. Den brede fattigdom .................................................................................................................................................. 25

7.1 Afsavn og sociale problemer ............................................................................................................................. 27

7.2 Gæld ..................................................................................................................................................................... 30

7.3 Den offentlige sektors rolle ................................................................................................................................ 32

8. Lighed, velfærd og vækst ......................................................................................................................................... 33

8.1 Uddannelse, sociale ydelser og indkomster ................................................................................................... 34

8.2 Udsving i efterspørgslen på arbejdskraft ......................................................................................................... 35

8.3 Omfordeling ......................................................................................................................................................... 36

8.4 Virksomheders samfundsansvar ...................................................................................................................... 37

9. En grønlandsk fattigdomsgrænse ........................................................................................................................... 38

9.1 De økonomisk udsatte ........................................................................................................................................ 39

9.2 Metodekritik .......................................................................................................................................................... 44

10. Bredere fattigdomsmål............................................................................................................................................ 46

10.1 Indikatorer på fattigdom ................................................................................................................................... 46

10.2 Sociale fremskridt og udvikling ....................................................................................................................... 49

10.3 Metodekritik ....................................................................................................................................................... 50

11. Afslutning .................................................................................................................................................................. 51

Bilag og slutnoter ........................................................................................................................................................... 53



2

1. INDLEDNING

”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”

Ovenstående udsagn bliver jævnligt benyttet i politiske debatter om fattigdom på tværs af lande og kulturer. Almindeligvis

er der bred enighed om det grundlæggende budskab. Imidlertid forstås begrebet fattigdom ud fra forskellige ideer,

værdier og opfattelser af relaterede begreber som retfærdighed, lighed og rimelighed.

Der eksisterer ingen entydige eller objektive metoder til at måle fattigdom. At vedtage en fattigdomsgrænse må derfor

bero på en politisk konsensus. Hvis en fattigdomsgrænse skal bidrage til at forebygge fattigdom og have en afsmittende

effekt på social- og fordelingspolitikken, må den være forankret i en almen opfattelse af, hvad det vil sige at være fattig i

dagens, grønlandske samfund og basere sig på en stærk, politisk legitimitet.

Redegørelsen er udarbejdet med afsæt i et af Inatsisartut vedtaget ændringsforslag til beslutningsforslag 37 fremsat på

forårssamlingen 2015:

Naalakkersuisut pålægges senest under EM 2017 at fremlægge en redegørelse om, hvordan vi kan forebygge og

begrænse økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet samt mulighederne for at fastsætte en fattigdomsgrænse.

Der er således to overordnede emner, der skal behandles i redegørelsen:

1. Hvad er forudsætningerne for at fastsætte en (økonomisk) fattigdomsgrænse forankret i en grønlandsk

sammenhæng?

2. Hvilke samfundsmæssige rammer må være til stede, og hvilke strukturelle barrierer eksisterer der i dag i forhold

til at forebygge økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet?

Redegørelsens udlægning af forudsætningerne for at fastsætte en fattigdomsgrænse vil tage udgangspunkt i rapporten

”De økonomisk udsatte”, der er udarbejdet at Grønlands Statistik i 2016. Den anvendte metode i rapporten tager afsæt i

anbefalinger fra det danske ekspertudvalg om fattigdom, men er i en vis udstrækning tilpasset grønlandske forhold. Den

præsenterer en oversigt over ulighed i indkomstfordelingen over tid fordelt på familietyper, alder, køn og bosted og

identificerer grupper, der kan siges at befinde sig i en længerevarende, økonomisk udsat situation. Metoden kan således

anvendes som et politisk-administrativt værktøj til at monitorere effekterne af sociale reformer og skabe basis for at

målrette sociale ydelser bedre.

Ulighed i indkomst er et centralt emne i en diskussion om fattigdom. Men lige så afgørende som at se på, om en borger

befinder sig over eller under en given fattigdomsgrænse, er det at se på, om hun befinder sig på en vej, der peger ud af

fattigdom. Det spørgsmål kan ikke besvares ved alene at se på økonomi. Årsagerne til fattigdom kan være mange. Det

kan være mangel på adgang til en god skolegang og et deraf følgende dårligere udgangspunkt for at finde fodfæste på

arbejdsmarkedet. Det kan være hændelser som sygdom, skilsmisse og psykiske lidelser, hvor borgere bliver fanget i en

fattigdomssituation, de ikke kan komme ud af ved egen hjælp. Afsavn, mangel på muligheder og marginalisering skaber

fattigdom, mens alkoholmisbrug, hashmisbrug og ludomani ofte er symptomer, der forøger fattigdommen. I den

forbindelse bliver spørgsmål om indkomst, formue og gæld mv. blot delaspekter af det samlede problem.

I forhold til at forebygge økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet vil redegørelsen omfatte et bredere

fattigdomsbegreb og -perspektiv, hvor fokus er på at identificere strukturelle forhold i samfundet, der fører til ulighed,



3

mangel på social mobilitet og social eksklusion. Den offentlige sektor har en central rolle i fattigdomsbekæmpelsen,

grundet sin relativt store størrelse. Hvis samfundsmæssige investeringer i social forebyggelse, skole og uddannelse

m.m. ikke giver tilstrækkelige resultater, vil forebyggelsen af fattigdom blive utilstrækkelig. For eksempel er det

veldokumenteret, at kvalitetsuddannelse skaber velstand, og at uddannelse er den mest effektive vej ud af fattigdom for

den enkelte borger. Som følge heraf vil redegørelsen omfatte forslag til at supplere Grønlands Statistiks beregninger

med målbare indikatorer på områder, der vurderes centrale i forhold til at forebygge ulighed og fattigdom.

Hvis alle ikke har lige mulighed for at udfolde deres potentiale og opnå en god levestandard, fordi der ikke er lige adgang

til eksempelvis uddannelse, er det et problem ud fra et retfærdighedsperspektiv. Endvidere er det et samfundsmæssigt

tab, hvis befolkningens potentiale ikke bliver udnyttet fuldt ud, fordi nogle af den ene eller anden grund ikke har adgang

til social tryghed, god skolegang og beskæftigelse mv.

En af Naalakkersuisut’s vigtigste opgaver er at sikre sunde og udviklende rammer for alle børn i Grønland. For børn vil

fattigdom altid være en ufrivillig situation, og børnefattigdom kan have vidtrækkende konsekvenser. Børnefattigdom er

derfor et vigtigt tema i en debat om fattigdom. Skal vi komme ulighed og fattigdom til livs, er det helt afgørende, at vi

formår at fremme værdier, holdninger og rammer, der understøtter, at familier og samfund arbejder sammen om at give

børn en opvækst, hvor de opnår de sociale og faglige færdigheder til at mestre deres eget liv. Det er den bedste

forebyggelse mod fattigdom.

God læselyst.

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen



4

2. SAMMENFATNING

Fattigdom er et værdiladet begreb. Det bliver forstået ud fra politiske, ideologiske og subjektive forestillinger

om, hvad det vil sige at være fattig i et givent samfund. I et økonomisk velstillet samfund bliver fattigdom

almindeligvis betragtet som et relativt fænomen. Det indebærer, at fattigdom ikke kun bliver anskuet ud fra et

økonomisk perspektiv, men at man også inddrager de generelle levevilkår i samfundet. Fattige bliver i den

forståelse personer eller familier, der har så få materielle og sociale ressourcer, at de ikke formår at være en

del af samfundet på linje med den gennemsnitlige befolkning.

I et velfærdssamfund vil politiske debatter om fattigdom indebære stillingtagen til, hvad der er ret og rimeligt i

relation til borgenes egen adfærd og ansvar. I et velfærdssamfund er det således uomgængeligt at udbetale

sociale ydelser til borgere, der har en adfærd, hvor de i en vis grad kan siges selv at bære et ansvar for, at

de befinder sig i en udsat position. Det er et udbredt grundsyn, at der for enhver borger gælder nogle

grundlæggende vilkår, som er givet ved fødslen. Disse vilkår kommer i form af genetisk, social og økonomisk

arv fra forældre og familie samt de muligheder, det omgivende samfund stiller til rådighed. Individets

levestandard er ikke kun et resultat af de personlige valg, der bliver foretaget i et livsforløb, men også af den

sociale sammenhæng, som individet lever i. Det indebærer, at samfundet har et vist medansvar for den

enkeltes velfærd. Særligt børns rettigheder er et samfundsanliggende, da børn aldrig selv er ansvarlige for at

være socialt udstødte.

I de senere år har der været forsket bredt i, hvordan ulighed og fattigdom påvirker individet og samfundet.

Stor ulighed og et spredt bosætningsmønster kan bevirke, at borgerne i stigende grad kommer til at leve

adskilt fra hinanden og får et begrænset indblik i hinandens liv. Det kan reducere den sociale solidaritet og

sammenhængskraften i samfundet. Undersøgelser viser, at når en befolkning lever i socioøkonomisk

adskilte grupper, kan det blive vanskeligere at bryde den sociale arv og fremme social mobilitet. Dette sker

blandt andet som følge af et fravær af rollemodeller og manglende tradition for uddannelse inden for egen

gruppe. For den enkelte kan fattigdom indebære følelser af stress og ubehag på grund af problemer med at

få enderne til at hænge sammen, uoverskuelig gæld o.l. Det kan samtidig påvirke evnen til at træffe

økonomisk rationelle valg.

Der eksisterer i dag ikke én metode, der kan tilbyde en samlet forståelse af, hvad økonomisk fattigdom er. At

sætte kvantitative mål for fattigdom er ikke en simpel øvelse, da fattigdom, som det fremgår af redegørelsen,

indebærer en lang række komplekse, kvalitative forhold, der ikke til fulde bliver afdækket i kvantitative

målinger. I en grønlandsk sammenhæng bliver fattigdomsbilledet desuden yderligere kompliceret af

naturalieøkonomien, der spiller en betydelig rolle for husholdningen i mange familier. Det betyder dog ikke,

at økonomiske beregninger af ulighed og fattigdom ikke kan være fornuftige at lave. Men det betyder, at

formidlingen af, hvad analyserne viser og ikke viser, samt almindelige faldgruber i fortolkningen af

beregningerne bliver vigtige. Ellers risikerer man, at beregningerne forvirrer mere end at gavne. En



5

fattigdomsgrænse har den fordel, at den kan skabe opmærksomhed omkring fattigdomsproblemer og

derigennem motivere politiske handlinger, der tager sigte på at løse de problemer, der aftegner sig i

forskellige grupper. Redegørelsen tager afsæt i Grønlands Statistik metode i publikationen ”De økonomisk

udsatte” fra 2016. Denne indeholder et metodisk forslag til at beregne økonomiske fattigdom i en grønlandsk

sammenhæng og fordele resultaterne på køn, alder, bosted og familietype. Det betyder, at beregningerne i

højere grad kan anvendes til at målrette politikker mod ulighed og fattigdom, ligesom de kan bidrage til en

mere differentieret monitorering af sociale reformer m.m.

Redegørelsen omfatter en diskussion af behovet for at sætte en række bredere udviklings- og velstandsmål

end de rent økonomiske. I et velfærdssamfund, der ønsker en aktiv politik mod fattigdom, er en bred

forståelse af fattigdom en forudsætning for at sikre holdbarhed i politikken mod fattigdom. Offentlige udgifter

til social forebyggelse, skole, uddannelse og beskæftigelse kan i den forbindelse ses som

samfundsmæssige investeringer, mens mere snævre fordelingspolitiske spørgsmål blot er et af flere

delelementer i indsatsen.

Fattigdom og social eksklusion har mange årsager. Et eksempel kan være en enlig og ufaglært mor, der

hænger fast i langtidsledighed. Hun skal have pengene til at række, men lige så vigtigt er det, at hun får

skabt en ny retning i sit liv. Måske skal hun have hjælp til en uoverskuelig gæld, støtte til at gennemføre en

uddannelse og få et arbejde eller rådgivning om forældrerollen. En politik mod fattigdom må derfor fokusere

på at skabe rammer, der støtter den enkelte borger i at arbejde sig ud af en fastlåst økonomisk situation

samt fremme social mobilitet blandt børn og unge.

At forebygge fattigdom handler i høj grad om samfundets evne til at omsætte økonomiske midler til sociale

fremskridt. I den forbindelse spiller hele den offentlige sektor en central rolle, mens eksempelvis

virksomhederne også har et socialt ansvar. Samtidig er det vigtigt med et veldesignet samspil i de sociale

ydelser og skattesystemet, der bidrager til at understøtte en samlet politik rettet mod at fremme lighed og

balance i samfundet.

Med afsæt i det af Inatsisartut vedtagne opdrag omfatter redegørelsen en bred diskussion af fattigdom som

begreb samt bredt, anvendte metoder til at måle fattigdom ud fra en økonomisk tilgang og ud fra et bredere

(forebyggende) perspektiv. Redegørelsen har således til hensigt at udrede forudsætningerne for at fastsætte

en grønlandsk fattigdomsgrænse samt forebygge ulighed og fattigdom i det grønlandske samfund.



6

3. MULIGE VEJE AT GÅ

1. Vedr. forudsætningerne for at fastsætte en økonomisk fattigdomsgrænse

I forhold til at fastsætte en økonomisk fattigdomsgrænse forankret i en grønlandsk sammenhæng foreslås

det, at Grønlands Statistiks metode i publikationen ”De økonomisk udsatte” fra 2016 danner grundlag for det

videre arbejde med en fattigdomsgrænse jf. afsnit 9.1. Metoden kan anvendes til at afgrænse den andel af

befolkningen, der ud fra en relativ fattigdomsdefinition og en række fastsatte kriterier kan betegnes som

økonomisk udsatte (eller fattige), og fordeler resultaterne på familietyper, alder, køn og bosted. Det bevirker,

at analyserne kan anvendes til i højere grad at målrette politikker mod ulighed og fattigdom, ligesom de kan

bidrage til en mere differentieret monitorering af effekterne af sociale reformer m.m.

Der fremgår af redegørelsen, at der vil være behov en nærmere vurdering af, om metoden fuldt ud lever op

til de politiske ønsker og forventninger til en officiel grønlandsk fattigdomsgrænse. Blandt andet kan der

være behov for at justere på en række kriterier for, hvornår en person/familie ikke indgår i analyserne jf.

afsnit 9.2, ligesom metoden, i lighed med enhver anden metode til at beregne økonomisk fattigdom, omfatter

en række svagheder, der bør tages stilling til jf. afsnit 9.2 om metodekritik.

Grønlands Statistiks metode tager afsæt i en såkaldt medianindkomstanalyse. Den kritiske grænse refererer

her til medianindkomsten, som er det punkt i indkomstfordelingen, hvor halvdelen af en population har en

højere indkomst, og halvdelen har en lavere indkomst. Grønlands Statistik fastsætter den kritiske grænse til

enten 50 eller 60 procent af medianindkomsten1, således at personer eller familier med en disponibel

indkomst under denne grænse bliver anset for at være relativt fattige eller at være i risiko for fattigdom jf.

afsnit 5.4.

Det fremgår af afsnit 9, at det har stor betydning for resultaterne, hvor en kritisk grænse med reference til

medianindkomsten bliver sat, ligesom en række øvrige kriterier i Grønlands Statistiks metode ligeledes har

omfattende betydning for resultaterne. Det ligger ikke inden for rammerne af denne redegørelse at komme

med anbefalinger til, hvordan kriterierne og en kritisk grænse præcist bør fastsættes. I det omfang det

politisk ønskes at arbejde videre med en grønlandsk fattigdomsgrænse, foreslås det at nedsætte et udvalg

med statistisk, økonomisk og socialfaglig ekspertise til at fremkomme med konkrete, politiske anbefalinger.

2. Vedr. forudsætningerne for at forebygge økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet

Redegørelsen beskriver en række centrale faktorer og væsentlige forudsætninger i forhold til at fremme

lighed og balance i samfundet, herunder politiske indsatser i forhold til at løse sociale problemer, gæld,



7

fremme af uddannelse og stabile beskæftigelsesmuligheder samt et veldesignet samspil mellem de sociale

ydelser og skattesystemet mv.

En egentlig politik mod fattigdom, der skal fremkomme med et samlet sæt af anbefalinger til at øge ligheden

og balancen i samfundet på tværs af kommuner og forskellige sociale grupper mv., vil imidlertid have en så

omfattende og kompleks karakter, at opgaven mere naturligt vil henhøre i andet regi. Eksempelvis som et

fast defineret og systematisk princip i sektorplanerne og landsplansredegørelserne. Naalakkersuisut har

ligeledes i Politisk Økonomisk Beretning 2017, et særligt fokus på lighed og hvordan man med forskellige

virkemidler kan skabe bedre rammer for øget lighed. Ligeså vil den årlige Holdbarheds- og Vækstplan, hvor

Naalakkersuisut kommer med et samlet bud på løsning af en lang række samfundsmæssige udfordringer

også være et relevant format.

I nærværende redegørelse er der således primært fokus på, hvordan en økonomisk fattigdomsgrænse kan

suppleres med sociale indikatorer og kvalitative undersøgelser, der kan skabe et bredere og mere kvalitativt

fattigdomsbillede. Formålet er blandt andet at lægge op til en mere aktiv tolkning af fattigdomssituationen og

pege på en bredere palet af politiske handlemuligheder. I forlængelse heraf omfatter redegørelsen endvidere

forslag til at formulere nogle bredere udviklings- og velstandsmål, der blandt andet lægger vægt på

samfundets evne til at omsætte økonomisk velstand til sociale fremskridt, i og med dette må anses som en

afgørende forudsætning for at forebygge ulighed og fattigdom jf. afsnit 10., 10.1 og 10.2.

4. FATTIGDOM OG ULIGHED

Fattigdom er et værdiladet begreb, der knytter sig til politiske, ideologiske og subjektive forestillinger om,

hvad det vil sige at være fattig i et givent samfund.

I et moderne samfund bliver fattigdom almindeligvis betragtet som et relativt fænomen. Det betyder, at

fattigdom ikke alene bliver anskuet ud fra et økonomisk perspektiv, men at man ligeledes inddrager

levevilkårene i et samfund og sætter dem i relation til begreberne social inklusion og social mobilitet. Fattige

er i den forståelse borgere, der har så få materielle og sociale ressourcer, at de ikke formår at deltage i

samfundslivet i samme grad som majoriteten af befolkningen. De er med andre ord socialt ekskluderede,

fordi de mangler ressourcerne til på egen hånd at opnå de levevilkår, samfundet anerkender som basale.

At et isoleret økonomisk perspektiv er utilstrækkeligt, er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er fornuftigt

at beskæftige sig med økonomisk ulighed. Eksempelvis har professor i Statskundskab, Christian Albrekt

Larsen, i en doktorafhandling om økonomisk ulighed og social sammenhængkraft påvist2, at stigende



8

ulighed påvirker tilliden og den sociale sammenhængskraft i et samfund. Det er et standardfund inden for

tillidsforskning, at lighed er meget stærkt korreleret med tillid 3.

Yderligere kan det nævnes, at OECD1 og IMF2 i 2015 publicerede to rapporter 4 5 om den stigende ulighed

på verdensplan, der skabte megen politisk opmærksomhed. Rapporten fra IMF konkluderede blandt andet,

at høj ulighed i et samfund skaber en lavere grad af social mobilitet (jf. afsnit 4.3 om social mobilitet), og at

forældres indkomstniveau har væsentlig betydning for børns indkomstmuligheder som voksne, mens

rapporten fra OECD konkluderede, at en høj grad af ulighed har en negativ effekt på den økonomiske vækst

og dermed på mulighederne for at bekæmpe fattigdom.

Indkomstfordelinger og -niveauer ér således centrale forhold i en debat om fattigdom og bør indgå i en

vurdering af fattigdommens udstrækning i et samfund. Men ser man eksempelvis på børnefattigdom i

Grønland, vil det ikke være tilstrækkeligt at hæve børneydelserne for at løse problemet. Særligt i et

forebyggelsesperspektiv vil det være en central forudsætning at begrænse misbrug og omsorgssvigt i

børnefamilier og sikre børn adgang til en god skolegang, hvor de kan tillære sig de sociale og faglige

kompetencer, som er nødvendige for at komme videre i uddannelsessystemet og deltage på

arbejdsmarkedet.

Departementet for sociale anliggender fik i 2010 udarbejdet en rapport om fattigdom6, der identificerede

aspekter af afsavn og fattigdom via kvalitative borgerinterviews. Borgenes beretninger blev efterfølgende

sammenholdt med resultater i levevilkårsundersøgelser m.m. med henblik på at definere områder i

samfundet, der er særligt væsentlige at have i fokus i forhold til fattigdomsbekæmpelse. Også her blev

misbrug og omsorgssvigt fremhævet blandt de mest elementære årsager til børnefattigdom, ligesom især

bygdebørns mangel på adgang til god skolegang var et centralt fattigdomsdomæne.

Børnerettighedsinstitutionen MIO har ligeledes gennemført en undersøgelse af fattigdom. Rapporten ”Ingen

børn skal vokse op i fattigdom” fra 2013 beskæftiger sig blandt andet med social ulighed i sundhed og viser,

at unge fra hjem med en lav socioøkonomisk position har et dårligere fysisk og psykisk helbred og en mere

risikobetonet sundhedsadfærd, ligesom risikoen for en opvækst med vold, seksuelle overgreb og

alkoholmisbrug er højere i denne gruppe end i grupper med en højere socioøkonomisk position.

Ovenstående illustrerer, at fattigdom og ulighed er begreber, der er svære at afgrænse, og som relaterer sig

til den levestandard, den samfundsmodel og de værdisæt, som et land bygger på. Opfattelsen af, hvad

1 OECD er en forkortelse for Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) 2 International Monetary Fund (Den internationale valutafond)



9

fattigdom er, vil således variere fra samfund til samfund og er ikke en statisk størrelse. Den britiske sociolog

og fattigdomsforsker, Peter Townsend, definerer relativ fattigdom således:

”Individer, familier og grupper i befolkningen kan siges at være fattige, når de mangler ressourcer til at opnå

den kost, deltage i de aktiviteter og have de levekår og de bekvemmeligheder, som er normale eller i det

mindste anerkendte i det samfund, som de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for

individer og familier, at de udelukkes fra almindelige livsmønstre, vaner og aktiviteter.” 7

Levevilkårsundersøgelser og indkomststatistikker viser, at der i Grønland ofte er et udstrakt gab mellem

levestandarden og adgangen til social tryghed, sundhed, uddannelse og beskæftigelse fra et lokalsamfund til

et andet. Blandt andet på grund af bosætningsmønsteret og lokalsamfundenes afhængighed af

naturressourcer og enkelte ressourcepersoner (rollemodeller), som for eksempel en veluddannet og

engageret skolelærer. Den enkelte borger vil i en vis udstrækning vurdere sin levestandard og status i

relation til levevilkårene i lokalsamfundet, men også være bevidst om den højere levestandard i andre dele

af samfundet. Politiske mål på eksempelvis uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet implicerer desuden

fremkosten af nye idealer for status og deltagelse. Ulighed og marginalisering er ofte blevet kædet sammen

med moderniseringen i 50’erne og 60’erne, men også i dag vil der være grupper i samfundet, der føler sig

hægtet af, og oplever en ”fattigdomsfølelse” i form af ikke at have ressourcer og adgang til at følge med

samfundsudviklingen. Ansvaret for (så vidt muligt) at fremme lige adgang til muligheder for at deltage aktivt i

samfundet ligger primært hos de offentlige instanser på landsdækkende og kommunalt niveau, men også

virksomheders sociale ansvar er en væsentlig forudsætning.

At en større gruppe borgere falder under en grænse, hvor de anses for at være økonomisk udsatte,

indebærer ikke nødvendigvis, at de alle ér udsatte eller føler sig udsatte. For studerende vil det typisk være

en relativt kortvarig situation, mens andre frivilligt vælger en livsførelse, hvor de eksempelvis prioriterer fritid

over indkomst. I den forbindelse er lykke- og tilfredshedsmålinger blevet et udbredt supplement til

økonomiske beregninger, eftersom lav indkomst ikke nødvendigvis er ensbetydende med lav livskvalitet. Når

det er nævnt, indikerer Grønlands Statistiks rapport om økonomisk udsatte og de generelle

levevilkårsundersøgelser dog, at afsavn og fattigdom er en ufrivillig og varig situation for en større gruppe

borgere, herunder børn for hvem fattigdom altid er en ufrivillig situation. Det er et samfundsmæssigt problem.

4.1. RET OG RIMELIGHED I ET VELFÆRDSSAMFUND

Naalakkersuisut skriver i sin koalitionsaftale, at man vil arbejde for at øge ligheden i samfundet og styrke

befolkningens levevilkår. Naalakkersuisut’s målsætning om at øge ligheden skal ses i sammenhæng med –

og ikke i modsætning til - det overordnede politiske mål om at skabe en selvbærende økonomi.

Naalakkersuisut vil med andre ord fremme en samfundsmodel, hvor lighed, velstand og social tryghed går



10

hånd i hånd; et velfærdssamfund. I den forbindelse er det afgørende at sikre en høj grad af social inklusion i

samfundet generelt og på arbejdsmarkedet specifikt, eftersom det blandt andet er skatteindtægter fra

beskæftigelse, der skal finansiere velfærden og det sociale sikkerhedsnet.

I et velfærdssamfund vil politiske debatter om fattigdom indebære stillingtagen til, hvad der er ret og rimeligt i

relation til borgenes egen adfærd og ansvar. I et velfærdssamfund er det uomgængeligt at udbetale sociale

ydelser til borgere, der har en adfærd, hvor de i en vis grad kan siges selv at bære et ansvar for, at de

befinder sig i en socialt udsat position. Det er et udbredt grundsyn, at der for enhver borger gælder nogle

grundlæggende vilkår, som er givet ved fødslen i form af genetisk, social og økonomisk arv fra forældre og

familie samt de muligheder, det omgivende samfund stiller til rådighed. Individets levestandard er ikke kun et

resultat af de personlige valg, der bliver foretaget i et livsforløb, men også af den sociale kontekst, som

individet lever i. Det indebærer, at samfundet har et vist medansvar for den enkeltes velfærd. Særligt børns

rettigheder og trivsel er et samfundsanliggende, da børn aldrig selv er ansvarlige for at være socialt udsatte.

Børn skal så vidt muligt gives lige adgang til en god opvækst og skolegang, da det er afgørende for deres

muligheder senere i livet.

Balancen mellem borgerens eget ansvar og samfundets ansvar er løbende genstand for politiske debatter,

og der er ingen entydige svar på, hvor snittet bør lægges. Imidlertid er det uomgængeligt, at et samfund, der

stræber efter lighed, må have et socialt sikkerhedsnet og sikre muligheder for, at så mange som muligt har

adgang til at blive selvforsøgende med rimelige lønindkomster. Derudover er det centralt at fastholde, at der

med rettigheder følger pligter, herunder pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Opbakningen til velfærdssamfundet og den førte fordelingspolitik forudsætter en overordnet enighed om,

hvad der er retfærdigt. Det er vigtigt i forhold til fattigdomsforståelsen. Hvad er ret og rimeligt? Hvad er den

enkeltes ansvar, og hvad er samfundet opgave? Hvordan skal fattigdom opfattes i nutidens, grønlandske

velfærdssamfund?

I det omfang en fattigdomsgrænse bevirker, at det vil blive opfattet som principielt uacceptabelt, at en gruppe

borgere ligger under en bestemt (relativ) fattigdomsgrænse, kan dette princip komme i konflikt med andre

politiske principper som eksempelvis princippet om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Redegørelsen vil

senere komme ind på, hvordan samspilsproblematikker i de sociale ydelser og skattesystemet kan være en

barriere i forhold til at udjævne ulighed ved at øge de sociale ydelser.



11

4.2 SOCIAL INKLUSION

Social inklusion er et centralt begreb i en debat om fattigdom og kan oversættes til dét at være en

betydningsfuld del af et fællesskab. Begrebet omfatter materielle vilkår, men også borgerens adgang til

skole, arbejde, sundhed, bolig og den sociale situation i form af netværk og deltagelse i sociale aktiviteter.

I debatter om fattigdom bliver social inklusion medtænkt ud fra den betragtning, at et godt liv forudsætter

mulighed for at deltage i det brede samfundsliv på lige fod med andre. Social inklusion er således et begreb,

der, udover materielle vilkår, betoner det relative og den sociale kontekst, som en borger lever i. Begrebet

lægger således op til en bredere forståelse af fattigdom end en snæver fordelingspolitisk forståelse.

Det er vigtigt at betone, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem social eksklusion og økonomisk

fattigdom. Borgere, der er økonomisk udsatte, kan have et velfungerende socialt liv, ligesom borgere, der

ikke er økonomisk udsatte, kan opleve afsavn og social isolation. Imidlertid er social eksklusion en

risikofaktor i forhold til fattigdom, der kan fortsætte på tværs af generationer som negativ social arv.

Social eksklusion kan i nogle tilfælde føres tilbage til en udløsende hændelse. Eksempelvis kan vi forestille

os en borger, der bliver ramt af en psykisk lidelse, som fører til at hun må melde sig syg fra sit arbejde, og da

hun ikke har adgang til psykiatrisk udredning og behandling, udvikler lidelsen sig til kronisk sygdom. Hun

mister sit arbejde, og de månedlige udgifter begynder at stige hende over hovedet, så hun opbygger en

gæld, hun ikke kan betale tilbage. Hun begynder at dæmpe sine bekymringer med alkohol og forværrer på

den måde sin privatøkonomi og den psykiske lidelse. Det rammer hendes evne til at drage omsorg for sine

børn, der begynder at mistrives og klare sig dårligere i skolen.

Det opstillede eksempel illustrerer, hvordan social eksklusion kan opstå og i visse tilfælde udvikle sig til en

fattigdomsspiral, der smitter negativt af på den næste generations muligheder og levevilkår.

Fattigdomsforebyggelse afhænger således blandt andet af et samfunds kapacitet til at fremme social

inklusion. Og som eksemplet yderligere illustrerer, går opgaven på tværs af ressort- og fagområder, hvorfor

tværsektorielt og tværfagligt samarbejde i departementerne såvel som i kommunerne er grundlæggende

forudsætninger for at foranstalte en effektiv fattigdomsbekæmpelse.

Når det er sagt, er det væsentligt at betone, at der ikke altid er lighedstegn mellem sociale problemer og

fattigdomsproblemer. Lige såvel, som at det at have en psykisk lidelse ikke betyder, at en borger ikke kan

have et job og tage sig godt af sine børn. Man kan godt have et eller flere sociale problemer uden at være

fattig.



12

4.3 SOCIAL MOBILITET

Ligesom social inklusion er social mobilitet et centralt begreb i en debat om ulighed og fattigdom. Social

mobilitet betegner i denne redegørelse primært børns muligheder for at bevæge sig mellem forskellige

sociale og indkomstmæssige positioner (klasser) i samfundet på tværs af generationer. Social mobilitet

knytter sig til den almene retfærdighedsopfattelse, at et barns chancer i livet ikke bør være betinget af, at det

bliver født ind i en bestemt indkomstgruppe/social klasse.

Graden af social mobilitet i et samfund er en indikator på de langsigtede konsekvenser af fattigdom. I et

samfund med en høj grad af social mobilitet vil forældres uddannelses- og indkomstniveau have en lille

betydning for deres børns uddannelses- og indkomstmuligheder, mens børn i samfund med en lav grad af

social mobilitet vil have vanskeligt ved at opnå et højere uddannelses- og indkomstniveau end deres

forældre.

I forhold til langsigtede konsekvenser af børnefattigdom er social mobilitet således et centralt begreb, da det

peger på, at samfundsmæssige rammer, der ikke i tilstrækkelig grad fremmer social mobilitet (blandt andet

forstået som muligheder for at bryde en negativ social arv), kan fastholde børn i fattigdom i voksenlivet.

I praksis er det svært at skabe lige chancer for alle, eftersom social mobilitet udover materiel arv også er

betinget af genetisk arv og social påvirkning fra forældre, familie og lokalmiljø. Ikke mindst tyder forskning

på, at forældres værdier, holdninger og kompetencer i forhold til eksempelvis at støtte barnet i dets

skolegang og vejlede det om muligheder enten kan være en barriere for eller fordre social mobilitet.

Faktorer såsom påvirkningen fra familie og lokalmiljø er fremtrædende i den grønlandske kontekst, hvor de

familiemæssige relationer vægtes højt.8 De klanmønstre, som gennem historien har kendetegnet landets

bopladsfællesskaber, kan således i en vis udstrækning siges fortsat at gøre sig gældende og der er generelt

stor tilknytning til både familien - den nære og den udvidede samt opvækststedet.9

Det er således muligt at antage, at den sociale påvirkning fra familie og lokalmiljø øver en betydelig

indflydelse på den sociale mobilitet her i landet. Dog kan det ikke på baggrund af ovenstående vurderes,

hvor stor en påvirkning familien og lokalmiljøet har samt noget entydigt om, hvorvidt påvirkningen øver en

positiv eller en negativ indflydelse på den sociale mobilitet.

At skabe lige adgang til god skolegang og uddannelse bliver almindeligvis anset som den primære vej til at



13

fremme social mobilitet. Den græske økonom, George Psacharopoulos, har i den forbindelse angivet, at

investeringer i uddannelse kan givet et samfundsøkonomisk afkast i størrelsesordenen 1:3., ligesom

forskning har vist, at investeringer i uddannelse giver højest afkast i de tidlige skoleår.10 Det skal i den

forbindelse bemærkes, at kvaliteten af uddannelsen fornuftigvis har betydning for samfundsafkastet.

Figur 1: Personindkomst efter skat ud fra uddannelsesniveau (2015)

Kilde: Grønlands Statistik

Figur 1 viser årlige indkomster efter skat sat i forhold til uddannelsesniveau. Figuren illustrerer, at

uddannelse har en mærkbar indflydelse på den enkeltes privatøkonomi og dermed også muligheder i livet.

Endvidere viser ledighedsstatistikken fra 2015, at ledigheden blandt ufaglærte er på 13,9 pct., mens

ledigheden blandt personer med en lang videregående uddannelse er på 0,8 pct. Generelt er ledigheden

betydeligt lavere i grupper med uddannelse.11 I Naalakkersuisut’s Politisk Økonomisk Beretning 2017 er det

uddannelsesmæssige efterslæb ligeledes fremhævet som en forklaring på den relativt store ulighed.

I henhold til spørgsmålet om at sikre lige adgang til uddannelse samt øge andelen af unge, der påbegynder

og gennemfører en ungdomsuddannelse, er det væsentligt at have vores familie- og klanmønstre for øje.

Således vil spørgsmålet om at påbegynde en ungdomsuddannelse og eventuelt efterfølgende en

videregående uddannelse ikke kun være et spørgsmål om eksempelvis evner og tilgængelighed, men også i

høj grad været påvirket af familien og lokalmiljøets enten opbakning eller misbilligelse heraf.

I henhold til FN’s Børnekonvention har alle børn ret til udvikling i form af skolegang, uddannelse,

fritidsaktiviteter og vejledning mm. Her i landet er der store lokale forskelle i børns adgang til udvikling og

således i deres adgang til muligheder i voksenlivet. MIO’s rapport ”Ingen børn skal vokse op i fattigdom”

0

50000

100000

150000

200000

250000

300000

350000

Folkeskole Gymnasieuddannelse Erhvervsuddannelse Videregående uddannelse



14

viser, at der udover lærermangel i yderområder mm. ligeledes er en række fattigdomsrelaterede årsager til,

at nogle børn ikke får de samme chancer i livet som andre børn. Det handler blandt andet om børn, der

kommer sultne i skole. Det kan både skyldes materiel fattigdom og omsorgssvigt (eller begge dele). Når

forældrenes indkomst er den væsentligste årsag, kan en fattigdomsgrænse bidrage til at fastholde et politisk

fokus på, at de sociale ydelser og laveste indkomster kan være utilstrækkelige i forhold til at imødekomme

børns rettigheder. Omvendt kan en rent økonomisk fattigdomsgrænse ligeledes aflede fokus fra, at

børnefattigdom ikke altid eller alene skyldes forældrenes indkomstniveau. Vi har dog her i landet et stort

fokus på bekæmpelse af omsorgssvigt af børn. Således er der mekanismer, som skal hjælpe med at

opfange de tilfælde af børnefattigdom eller omsorgssvigt af børn, som ikke vil komme til syne i en evt.

fattigdomsgrænse.

I de nordiske lande har der gennem en længere periode været høj grad af social mobilitet på tværs af

generationer, hvilket især begrundes i en høj grad af mobilitet inden for uddannelsesområdet. Ligeledes er

der en høj mobilitet ud af de laveste indkomstgrupper. Blandt andet derfor definerer det danske

ekspertudvalg fattigdom som en længerevarende og fastlåst situation. Øjebliksanalyser af økonomisk

fattigdom kan forvirre mere end at gavne, når de omfatter større grupper, der reelt befinder sig på en vej ud

af fattigdom. Ekspertudvalgets forslag til en grænse beregner derfor fattigdom ud fra indkomsten over en

treårig periode og betoner dermed en væsentlig kvalitet i at vurdere omfanget af fattigdom og ulighed over

tid frem for i øjebliksbilleder.

I Grønlands Statistiks rapport ”De økonomisk udsatte” bliver økonomisk udsathed (fattigdom) ligeledes

beregnet ud fra indkomsten over en treårig periode. Om mobiliteten ud af lavindkomstgrupperne er på

samme niveau i Grønland som Skandinavien er dog et åbent spørgsmål, da der ikke eksisterer solid data til

at belyse spørgsmålet. Det bliver ofte antaget, at den nordiske velfærdsmodel er den primære årsag til den

høje grad af social mobilitet i Skandinavien. I den henseende må man vurdere, om det grønlandske

velfærdssamfund i samme grad understøtter social mobilitet via skole og uddannelse mv. At fremme social

mobilitet implicerer svære politiske spørgsmål om blandt andet børns adgang til fremmedsprog samt

balancen mellem ret og pligt i den eksisterende samfundsstruktur. Spørgsmålet om social mobilitet kan i

vores kontekst heller ikke frigøres fra spørgsmålet om eksempelvis bosætningsmønstre, som har indflydelse

på blandt andet uddannelses- og erhvervsmuligheder. Dette er ligeledes et emne, der hverken praktisk eller

politisk er let at løse.

4.4. NYERE FORSKNING OM FATTIGDOM

Der har i de senere år været forsket bredt i, hvordan ulighed og fattigdom påvirker et samfund. Som tidligere

nævnt influerer ulighed negativt på tilliden i et samfund, herunder tilliden borgerne imellem og tilliden mellem

borgerne og det offentlige.



15

Stor ulighed kan bevirke, at borgerne i stigende grad kommer til at leve adskilt fra hinanden og således får et

begrænset indblik i hinandens liv. Det kan reducere den sociale solidaritet og sammenhængskraften i

samfundet. Undersøgelser viser, at når en befolkning lever i socioøkonomisk adskilte grupper, kan det blive

vanskeligere at bryde den sociale arv og fremme social mobilitet; blandt andet som følge af et fravær af

rollemodeller og manglende tradition for uddannelse inden for egen gruppe.12

Normalt siger den økonomiske forskning, at grunden til, at borgere er placeret forskelligt i

indkomstfordelingen, er, at de har været udsat for forskellige omstændigheder. For eksempel at de bliver

ramt af arbejdsløshed, konjunkturbevægelser mm. I nyere forskning om fattigdom er der dog også eksempler

på, at den udlægning ikke er fuldt dækkende i forhold til at forklare, hvorfor nogle mennesker aldrig oplever

økonomiske problemer, mens andre i højere grad og flere gange i livet oplever økonomiske udfordringer.

Adfærdsøkonomi er et nyt forskningsfelt, hvor adfærdsforskning bliver anvendt i studier af ulighed og

fattigdom. Bestemte typer adfærd kan identificeres i alle dele af indkomstskalaen, om end uhensigtsmæssig,

økonomisk adfærd er mest fremtrædende blandt økonomisk udsatte.13

Fattigdomsprojektet fra 2010 identificerer begrebet ansvar som et centralt domæne i forhold til at forebygge

fattigdom i en grønlandsk sammenhæng. Rapporten viser, at en relativt stor gruppe borgere har svært ved at

styre deres private økonomi. Ofte er de privatøkonomiske problemer relateret til misbrug og ludomani, men

der er også socialt stabile forældre med to indkomster, der undlader eller ikke er i stand til at betale. Når

regningerne ikke bliver betalt, kan det på sigt føre til udsættelser og en deraf følgende alvorlig, social

udsathed. Rapporten viser desuden, at sociale hensyn til familiemedlemmer og venner med ingen eller lav

indkomst til tider bliver vægtet højere end betalingsansvaret i forhold til det offentlige.

Adfærdsforskningen peger således på nødvendigheden af et bredere perspektiv på fattigdomsbekæmpelse

end traditionel social- og fordelingspolitik, hvor personlighed, ansvar og indsigt i privatøkonomi også bliver

faktorer i forebyggelsen.14

Den adfærdsøkonomiske forskning bør imidlertid ikke fjerne politisk fokus fra, at mange familier som følge af

uheldige omstændigheder og mangel på muligheder havner i en fattigdomssituation. Og når

privatøkonomiske problemer først indfinder sig, vil de ofte have en mentalt selvforstærkende effekt.

Økonomiprofessor ved Harvard University, Eldar Shafir, og psykologiprofessor fra Princeton, Sendhil

Mullainathan, har i deres forskning15 påvist, at mennesker har en begrænset mental kapacitet. Og når den



16

bliver brugt på privatøkonomiske bekymringer, kan de ikke præstere så godt, som de ellers kunne i forhold til

eksempelvis familie og arbejde. Fokusset på hvordan hjerne påvirkes af stress som følge af fattigdom,

fremsættes også af Ph.D. i non-profit strategy Elisabeth D. Babcock, som argumenterer for at

fattigdomsbekæmpelse derfor bør anskues bredt og ikke udelukkende fokusere på beskæftigelse.16

Økonomisk udsatte borgere lider ofte af stress og ubehag på grund af deres problemer med at få enderne til

at hænge sammen, uoverskuelig gæld o.l. Det kan i nogle tilfælde medføre en kortsigtet og ligegyldig

økonomisk adfærd, der blot forøger de privatøkonomiske problemer.17 Derfor har Naalakkersuisut i

samarbejde med Kommune Kujalleq og INI A/S igangsat et pilotprojekt, hvor der etableres en

gældsrådgivning, der skal henvende sig til borgere, som har mistet overblikket over deres økonomi. Politiske

drøftelser om, hvorvidt privatøkonomi bør sættes på skoleskemaet, er ligeledes relevante i sammenhængen.

En analyse fra det daværende KORA (nu VIVE) påpeger, at der fortsat mangler viden om effekten af

økonomisk rådgivning. Informanterne i KORAs analyse er dog enige om, at borgeren har et stort udbytte af

økonomisk rådgivning og nævner, at borgeren blandt andet kan opnå ro og overblik og dermed overskud til

andre problemer. Nogle oplever at få frigjort økonomisk råderum, andre får hjælp til at sætte gæld i bero eller

betalt af på gæld. Ligeledes fremhæves det som positivt at blive mødt med forståelse og indsigt.18 I

forbindelse med pilotprojektet omkring gældsrådgivning er det således væsentligt at se på den brede effekt

af en sådan indsats.3

Det er et alment synspunkt inden for den økonomiske forskning, at mennesker er fornuftsvæsener, og at

økonomiske incitamenter derfor vil påvirke adfærden i samfundet. Nyere forskning19 viser dog, at det ikke

altid er tilfældet. Giver man eksempelvis borgere et skatteincitament til at spare op til deres pension, vil de

færreste tage imod det, og selv de, der gør, vil ikke være tilbøjelig til at spare mere op, men blot fordele

deres opsparing på en anden måde. Det er således kun et fåtal, der aktivt tager stilling til deres private

økonomi, hvilket implicerer spørgsmål om samfundets ansvar. Inatsisartut har fra 2017 indført en obligatorisk

arbejdsmarkedspensionsopsparing, hvilket ligger i tråd med ovenstående forskning, i og med at den også

viser, at borgere generelt ikke vil spare mindre op, fordi de har en tvungen pensionsopsparing. Eftersom der

bliver flere ældre i de kommende år, er det i samfundets interesse, at flere borgere sparer op til en tryg

alderdom.

Så vidt vides er der ikke gennemført adfærdsøkonomisk forskning i Grønland, hvorfor ovenstående forskning

ikke uden videre kan overføres til en grønlandsk kontekst. Der er dog flere indikatorer på, at de skitserede

problematikker i forhold til privatøkonomi også er gældende her i landet. Til eksempel er der i rapporten

”Børn i Grønland” (2008) ikke fuldstændig overensstemmelse mellem de interviewede borgeres opfattelse af

3 I oktober 2016 afholdte Departementet AAN samt Departementet INIIAN et seminar om gæld og gældsafvikling. Her deltog repræsentanter fra Island og Danmark med eksempler på positivt udbytte af gældsrådgivning. Se program og oplæg på Naalakkersuisut’s hjemmeside: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Finans-Skatter/Seminar-okt-2016



17

deres privatøkonomi som god eller dårlig og de informationer, de giver, om ubetalte regninger. Denne

uoverensstemmelse indikerer en mangel på overblik og ansvarstagen i forhold til egen økonomi.20

5. ØKONOMISK FATTIGDOM

I det følgende præsenteres en række gængse metoder til at beregne økonomisk fattigdom. Som nævnt

findes der ikke én vedtaget metode, der kan tilbyde en samlet forståelse af, hvad fattigdom er. I en

grønlandsk sammenhæng bliver fattigdomsbilledet desuden yderligere kompliceret af naturalieøkonomien,

der spiller en betydelig rolle for husholdningen i mange familier.

En central udfordring i forbindelse med økonomiske fattigdomsgrænser er forholdet mellem indkomst, gæld

og formue, som er et forhold, der har stor betydning for den enkeltes egentlige levestandard og

forbrugsmuligheder. Således er det ved fastsættelse af en fattigdomsgrænse baseret på en

medianindkomstanalyse væsentlig at have for øje, at der kan være særlige tilfælde, hvor personer falder

under fattigdomsgrænsen på trods af, at de har en høj formue. Lige såvel som der kan være personer, der

grundet deres indtjening ligger over fattigdomsgrænsen, men som grundet en stor gæld lever i relativ

fattigdom.

Ovenstående betyder ikke, at økonomiske beregninger af ulighed ikke kan være fornuftige at lave. Men det

betyder, at formidlingen af, hvad beregningerne kan vise og ikke kan vise, samt faldgruber i fortolkningen af

beregningerne bliver vigtige, da beregningerne ellers risikerer at forvirre mere end at gavne.

Økonomiske beregninger af ulighed tilbyder som nævnt ikke en fuld forståelse af, hvad fattigdom er, da de

primært er resultat- og outputorienterede, mens bagvedliggende sociale processer og strukturer i samfundet

er vanskelige at implementere i beregningerne. Endvidere omfatter økonomiske beregninger ikke det

forhold, at lav indkomst som nævnt også kan være udtryk for bevidste valg i livsstil, hvor borgere

eksempelvis prioriterer fritid og familieliv over indkomst.

Alt andet lige er økonomisk-statistiske estimater dog vigtige for forståelsen af fattigdom, og særligt i det

omfang de suppleres med andre typer undersøgelser og analyser, herunder undersøgelser af afsavn

relateret til såvel økonomiske som ikke-økonomiske forhold.

Redegørelsen vil i afsnit 10 komme ind på, hvordan økonomiske målinger kan suppleres med sociale

indikatorer, der har til hensigt at monitorere udviklingen i samfundsmæssige forhold, der har essentiel



18

betydning for at forebygge fattigdom. En sådan metodisk tilgang til at vurdere fattigdom kan bidrage til en

mere aktiv tolkning, der i højere grad lægger op til politisk handling med henblik på at forebygge.

5.1. GINI-KOEFFICIENTEN

GINI-koefficienten er det mest anvendte måltal for økonomisk ulighed i et samfund. Gini-koefficienten ligger

mellem 0 og 1, hvor en GINI- koefficient på 1 er udtryk for maksimal ulighed, hvor al indkomst i samfundet

tilgår én person, mens en GINI-koefficient på 0 er udtryk for, at alle har den samme indkomst.

I henhold til Politisk-Økonomisk Beretning for 2017 bør man være varsom med at anvende GINI-

koefficienten som mål. En stigende GINI koefficient kan således være udtryk for, at nogle borgere er blevet

rigere, uden at nogen nødvendigvis samtidig er blevet fattigere.

Nogle af de ydelser, som det offentlige stiller til rådighed indgår ikke i GINI-koefficienten. . Dette være sig

uddannelse og sundhedsydelser mv., ligesom tilskud o.l., der mindsker brugerbetaling for eksempelvis el,

vand, varme og husleje, ikke indgår. Yderligere har en stor del af befolkningen en betydelig indkomst

gennem naturalieøkonomi, som heller ikke bliver registreret. På den baggrund kan det antages, at der i

Grønland sker en større omfordeling end i mange andre lande, og derfor er der sandsynligvis en større

lighed, end GINI-koefficienten antyder.

Figur 2: Udviklingen i ulighed målt ved GINI-koefficienten.


29,5

30,5

31,5

32,5

33,5

34,5

35,5

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

%



19

Figur 2 viser udviklingen i ulighed fra 2002 til 2015 målt ved GINI-koefficienten. I 2005 blev bundfradraget

hævet og udskrivningsprocenten sat op, hvilket medførte en udjævning af indkomsterne, der tydeligt fremgår

af GINI. Siden 2013 har der været tendens til en faldende GINI-koefficient og således en mindsket ulighed.

Den formindskede, indkomstmæssige ulighed kan antages blandt andet hænge sammen med

Naalakkersuisut’s fokus på en aktiv arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og trygge vilkår for børnefamilier.

I Politisk-Økonomisk Beretning for 2017 fremgår det, at GINI-koefficienten i Grønland ligger lidt over

gennemsnittet for OECD landene. I Grønlands Statistiks rapport vedr. indkomststatistik 2015 fremgår en

sammenligning med GINI-koefficienter for de nordiske lande og EU, som viser, at uligheden i Grønland målt

ved GINI-koefficienten er væsentligt over nordisk niveau og en smule over EU-niveau.

5.2 DE HØJESTE OG LAVESTE INDKOMSTER

En svaghed ved at anvende GINI-koefficienten som mål er, at den ikke eksplicit viser, hvordan indkomsterne

i samfundet er ulige fordelt. Grønlands Statistik benytter i den forbindelse et andet ulighedsmål, den såkaldte

80/20-rate, der viser forskellen i indkomsten mellem de laveste og højeste indkomster i samfundet.

80/20-raten beskriver summen af indkomster blandt de 20 pct. højeste indkomster delt med summen af

indkomster blandt de 20 pct. laveste indkomster. Det betyder, at jo højere 80/20-raten er, desto højere er

den indkomstmæssige ulighed mellem de (efter definitionen) laveste og højeste indkomster.

Figur 3: Udviklingen i ulighed målt ved 80/20-raten


0

1

2

3

4

5

6

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Ratio 80/20



20

Udviklingen i 80/20-raten bekræfter, at der siden 2013 har været tendens til et fald i uligheden. Grønland

ligger i 2015 ligesom EU-gennemsnittet omkring en rate 5, hvilket betyder, at indkomstmassen for de 20 pct.

af befolkningen med de højeste indkomster er omtrent fem gange højere end indkomstmassen for de 20 pct.

af befolkningen med de laveste indkomster.

Til sammenligning ligger de skandinaviske lande i henhold til Eurostat omkring en rate 3,5-4. Således er der i

henhold til 80/20-raten en indkomstforskel mellem de laveste og højeste indkomstgrupper på omtrent 20 pct.

i Grønland sammenlignet med de skandinaviske lande.

5.3 ABSOLUT FATTIGDOM

Absolut fattigdom er udtryk for en vurdering af, hvilken disponibel indkomst der i et givent samfund anses

som tilstrækkelig for at opretholde en acceptabel levestandard. USA hører til de få velstående lande, der

anvender en absolut definition. I USA fastsættes således en tærskel, under hvilken borgere mangler

ressourcer til at dække basale behov for mad, tøj, bolig og sundhed. Fattigdomsgrænsen i USA bliver

reguleret på årsbasis i henhold til inflationen og baserer sig på den såkaldte budgetmetode (se nedenfor).

Absolutte definitioner bliver typisk anvendt i lavindkomstlande, hvor adgang til basale livsfornødenheder som

ordentlige boligforhold, rent drikkevand og mad ikke er en selvfølge. I et forholdsvist velstående samfund

som det grønlandske anlægger man oftere en relativ forståelse, hvor fattigdomsproblemer ligeledes omfatter

en families muligheder for at være en aktiv del af samfundslivet på lige fod med andre familier.

Der har i 2008 været gjort forsøg på at fastsætte en absolut fattigdomsgrænse efter budgetmetoden.

Arbejdet ledte imidlertid ikke frem til endelige konklusioner. Blandt andet som følge af lokale forskelle i

udgifter og omkostninger og generelle uenigheder om naturalieøkonomiens betydning og

minimumsstandarder i forhold til eksempelvis børns ret til en varieret og sund kost m.m.

At bruge budgetmetoden til at definere fattigdom indebærer, at der bliver identificeret en række

forbrugsgoder, som det forudsættes, at en person eller familie må have adgang til for ikke være fattig.

Herefter bliver det vurderet, hvad forbrugsgoderne koster. Sammenlagt giver priserne et budget, der bliver

anvendt til at sætte en absolut fattigdomsgrænse. Udgangspunktet for budgetterne vil i praksis variere, da

nogle budgetter tager afsæt i opfattelser af en almindelig levestandard, mens andre baserer sig på

opfattelser af, hvad der er den mindst acceptable levestandard i et givent samfund.



21

Budgetmetoden bliver anvendt i Norge og Sverige, hvor den dog ikke danner basis for fattigdomsgrænser,

men som en metode til at fastsætte niveauet for sociale overførselsindkomster. Budgetterne omfatter

estimater på en families gennemsnitlige udgifter til mad, tøj, sundhed og hygiejne, udstyr til spædbørn, fritid,

transport, varige forbrugsgoder og daginstitutioner m.m.

Budgetmetoden kritiseres for at være en meget ressourcekrævende metode, hvilket kan medføre, at man i

praksis benytter de samme budgetter over flere år. Det er en uhensigtsmæssig praksis, da de præmisser,

budgetterne baserer sig på, ofte ændrer sig over kort tid. For eksempel er mobiltelefoner på få år blevet et

forbrugsgode, som mange vurderer, hører til præmisserne for en minimumsstandard.

Budgetmetoden omfatter således komplekse drøftelser om en fælles standard. I praksis har det ofte vist sig

særdeles vanskeligt at nå frem til en konsensus. Samtidig peger kritikere på, at budgetmetoden ofte bygger

på generaliseringer og antagelser om forskellige grupper, så eksempelvis personer med handicap og ældre

uberettiget falder uden for kategorien af fattige, da der ikke tages højde for, at de har særlige udgifter.

På linje med andre metoder kan budgetmetoden kritiseres for ikke at tage højde for en families faktiske

økonomiske situation, når opgørelserne alene foretages på basis af familiens indkomst uden at tage højde

dens evne til at administrere økonomi. Desuden indgår uformel økonomi, naturalieøkonomi og frynsegoder

ikke i budgetterne. Ved brug af budgetmetoden kan det derfor være nødvendigt at supplere de

standardiserede budgetter med analyser af, hvordan familier faktisk forvalter deres økonomi og se på, hvilke

afsavn familier har som en direkte følge af økonomisk knaphed jf. afsnit 7.1.

5.4 RELATIV FATTIGDOM

Grønland er et relativt velstående samfund, hvor adgang til basale livsfornødenheder ikke vurderes at

udgøre det primære fattigdomsproblem. I den forbindelse bliver en relativ definition relevant, da den også

inddrager andre levevilkår end økonomiske med fokus på social inklusion/eksklusion jf. Townsends

definition, side 9.

Den mest anvendte metode er medianindkomstmetoden. Her bliver forbrugsmuligheder beregnet ud fra

disponibel indkomst, hvilket vil sige indkomsten efter skat og inklusiv sociale overførsler. Den kritiske grænse

refererer til medianindkomsten, som er det punkt i indkomstfordelingen, hvor halvdelen af en population har

en højere indkomst, og halvdelen har en lavere indkomst. Den kritiske grænse bliver normalt sat til enten 50

eller 60 procent af medianindkomsten, således at personer eller familier med en disponibel indkomst under



22

denne grænse bliver anset for at være relativt fattige eller at være i risiko for fattigdom.

Medianindkomstmetoden omfatter dog også problemer. For eksempel kan en families indkomstmæssige

position i henhold til medianindkomsten falde, selvom dens disponible indkomst er steget. En relativ

definition forudsætter, at forståelsen af en rimelig standard forandrer sig, når den generelle levestandard

forandrer sig. Hvis de dårligst stillede familiers indkomster stiger langsommere end medianindkomsten, vil

der blive flere fattige. Ikke fordi de dårligst stillede nødvendigvis har fået lavere indkomster, men fordi de

indkomster, de har, i stigende grad gør det vanskeligt for dem at følge med den generelle levestandard.

Figur 4: Udviklingen i ulighed målt ved 40, 50 og 60 procent af medianindkomsten


Figur 4 viser udviklingen i ulighed fra 2002 til 2015 målt ved 40, 50 og 60 procent af medianindkomsten.

Figuren illustrerer, at omtrent 5 pct. af befolkningen bor i en husstand, hvor den disponible

husstandsindkomst ligger under 40 pct. af medianindkomsten. Ved en 50 pct.-grænse er tallet omtrent 9.5

pct. og ved en 60 pct.-grænse er omtrent 16 pct. Igen ses en tendens til et fald i uligheden efter 2013.

Det skal bemærkes, at beregninger, der alene baserer sig på medianindkomstmetoden, ikke skelner mellem

borgere, der befinder sig i en fastlåst situation og borgere, der midlertidigt har en lav indkomst, men som ikke

er socialt ekskluderede, herunder eksempelvis studerende på lange videregående uddannelser.

0

2

4

6

8

10

12

14

16

18

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

%

40 pct.-grænse 50 pct.-grænse 60 pct.-grænse



23

Som det fremgår i afsnittet om adfærdsøkonomi beror økonomisk fattigdom ikke nødvendigvis på disponibel

indkomst. Blandt andet kan økonomisk fattigdom være begrundet i en irrationel, økonomiske adfærd, der

skaber gælds- og fattigdomsfælder, ligesom blandt andet fattigdomsprojektet fra 2010 viser, at misbrug og

ludomani er almindelige, bagvedliggende årsager til fattigdom. I sådanne situationer er det primære problem

ikke indkomsten, og en økonomisk fattigdomsgrænse vil ikke kunne opfange den type fattigdomsproblemer -

der snarere er sociale problemer - endsige anvise løsninger på problemerne.

Figur 5: Ulighed i pct. i de nordiske lande og EU efter medianindkomstmetoden (2015)

Kilde: Nordisk Statistikbank

Figur 5 viser, at den relative fattigdom (ulighed) her i landet er på et højere niveau end de øvrige nordiske

lande, men en anelse under EU-landenes gennemsnit - uanset om der bliver anvendt en 50 pct.- eller 60

pct.-mediangrænse. Målt ved GINI-koefficienten er uligheden derimod en smule over EU-niveau, hvilket

illustrerer, at økonomiske beregninger af ulighed kan give varierende resultater afhængig af metoden.

6. NATURALIEØKONOMI

”Vi går på jagt og lever stort set af det” – offentligt ansat i en bygd 21

I forbindelse med økonomiske mål for fattigdom og ulighed er det i en grønlandsk sammenhæng nødvendigt

at være opmærksom på, at en borgers registrerede indkomst ikke nødvendigvis er udtryk for hans reelle

0

2

4

6

8

10

12

14

16

18

20

Island Norge Danmark Finland Sverige Grønland EU

50 pct.-grænse 60 pct.-grænse



24

indkomst, da visse indkomster som eksempelvis kapitalgevinster på nuværende tidspunkt ikke bliver

registreret, ligesom naturalieøkonomi eller uformel økonomi for nogle borgere kan have en afgørende

betydning for den hjemmelige husholdning. I henhold til spørgsmålet om kapitalgevinster er det væsentligt at

fremhæve, at Naalakkersuisut ved EM 2017 1. behandlede forslag til Inatsisartutlov om

værdipapiravancebeskatning.

Skatte- og Velfærdskommissionen har i deres Baggrundsrapport fra 201022 forsøgt at vurdere

naturalieøkonomiens betydning for indkomstfordelingen, og hvordan den påvirker uligheden i samfundet. Af

datamæssige årsager har det dog ikke været muligt at fremkomme med entydige svar. Kommissionen

konkluderer dog, at den uformelle sektor har en stor økonomisk betydning.

Vurderingen bliver delvist bekræftet i den landsdækkende SLiCA-undersøgelse fra 2001-2008. Heri fremgår

det, at for 36 pct. en voksne befolkning bestod mindst halvdelen af husholdningen af egen fangst, og kun for

en fjerdedel indgik egen fangst slet ikke i husholdningen.23

Tidligere har det været skønnet, at naturalieøkonomien har en stabiliserende effekt på uligheden og særligt i

forholdet mellem by og bygd. Dog er det væsentligt at fremhæve, at Skatte- og Velfærdskommissionen i

deres baggrundsrapport skriver, at det ikke altid er de laveste indkomster, der har størst fordel af

naturalieøkonomien. En betydelig del af gevinsten ved naturaliaøkonomi vurderes at tilhøre borgere i byer

med relativt høje indkomster, hvorved den uformelle økonomi bidrager til at øge indkomsterne blandt den

rigeste del af befolkningen. I en absolut forståelse af fattigdom spiller naturalieøkonomien imidlertid en

vigtigere rolle for lavtlønsfamilierne, da den formentlig er årsagen til, at mange familier særligt i bygderne i

Nordgrønland kan klare sig trods meget beskedne pengeindkomster.

Fattigdomsprojektet fra 2010 skønner ligeledes, at naturalieøkonomien udgør et mærkbart livsgrundlag for

især fangerfamilier i bygder, men også for almindelige borgere i større bygder og byer. Desuden vurderes

det, at omfanget af selvforsyningens tilskud til husholdningen oftest baserer sig på en families (økonomiske)

ressourcer,24 hvilket harmonerer med andre undersøgelser, der ligeledes peger på, at naturalieøkonomien

ikke nødvendigvis udjævner uligheden. Borgere med høje disponible indkomster har således bedre

forudsætninger for at investere i fangstudstyr som eksempelvis motorbåde, snescootere, moderne rifler osv.

og kan på den måde ofte drage større fordel af naturalieøkonomien.

Selvom naturalieøkonomien kan have en vis vægt i forståelsen af økonomisk ulighed, bør man være varsom

med at overvurdere dens betydning for forbrugsmuligheder, da værdien af egen fangst m.m. kan være



25

vanskelig at omsætte til pengeindkomst i en videre udstrækning. I et forebyggende perspektiv har

naturalieøkonomi den positive funktion, at værdien af egen fangst m.m. ikke er let at omsætte i spil og

misbrug, men primært går til livets opretholdelse, ligesom den ikke på samme måde som pengeøkonomi

omfatter problematikker om mangel på privatøkonomisk overblik og opsparingsdisciplin.

I Befolkningsundersøgelsen 2014 bliver det betonet, at selvforsyning kan implicere en anderledes forståelse

af fattigdom i Grønland end eksempelvis i de skandinaviske velfærdsstater, hvor uddannelse og job bliver

anset som de afgørende parametre for status og velstand. Undersøgelsen peger på, at gængse,

økonomiske målinger af fattigdom efter vestligt forbillede ikke kan indfange betydningen af egen fangst for

den enkeltes økonomi, selvforståelse og sociale status.25 Især i en bredere forståelse af fattigdom er social

status et kardinalpunkt. I den forbindelse har andre undersøgelser været inde på, at der i det traditionelle

mandeideal i Grønland kan ligge et modsætningsforhold mellem den frie, selvstændige mand (fangeren) og

lønarbejderen,26 hvorfor pengeindkomst ikke nødvendigvis vil være det afgørende parameter for social

status og individets selvforståelse. ”Alternative forståelser” af status eksisterer dog også i de skandinaviske

velfærdssamfund.

Forståelsen af fattigdom vil altid være relativ og skifte fra et samfund til et andet. Men i en tid hvor idealerne

er under forandring, og hvor der fra politisk hold sigtes mod at udvikle et velfærdssamfund, der baserer sig

på social tryghed, uddannelse og beskæftigelse, må økonomisk ulighed alt andet lige anses som et centralt

forhold, uden det behøver at ekskludere andre forståelser af status og menneskeligt velvære.

Set i forhold til incitaments- og samspilsproblemer i social- og arbejdsmarkedslovgivningerne er det rimeligt

at antage, at uformel økonomi eller naturalieøkonomi spiller en rolle, da forskellen mellem de sociale ydelser

og lavtlønsjob til tider kan være så lille, at det for visse grupper i samfundet bedre vil kunne betale sig at

kombinere sociale ydelser med selvforsyning og uformel økonomi, hvilket for nogen muligvis vil mindske

incitamentet til at påtage sig lønarbejde. Det gælder især for grupper, der kun har begrænset eller ingen

uddannelse og derfor svage muligheder for at skaffe sig en stabil lønindkomst. Naalakkersuisut har, som det

også fremgår af Holdbarheds- og Vækstplanen 2016, fokus på netop at øge selvforsørgelsen og herunder

incitamentet til at påtage sig lønarbejde.

7. DEN BREDE FATTIGDOM

”Fattigdom er et fravær af menneskerettigheder” - Muhammad Yunus, økonom

En bred forståelse af fattigdom relaterer sig i høj grad til begrebet social eksklusion jf. afsnit 4.2. Det betyder,

at fattigdom handler om at være afskåret fra at deltage i samfundslivet, have adgang til ressourcer og



26

oppebære et acceptabelt livsgrundlag og en livskvalitet, der sikrer ens fundamentale rettigheder.

I et velfærdssamfund, der ønsker en aktiv politik mod fattigdom, er en bred forståelse af fattigdom en

forudsætning for at sikre holdbarhed i politikken mod fattigdom. Offentlige udgifter til social forebyggelse,

skole, uddannelse og beskæftigelse må i den forbindelse anses som samfundsmæssige investeringer, mens

mere snævre fordelingspolitiske spørgsmål blot er et af flere delelementer i indsatsen.

Social eksklusion og tab af indtægt kan som nævnt have mange årsager. Et eksempel kan være en enlig og

ufaglært mor, der hænger fast i langtidsledighed. Hun skal have pengene til at række, men lige så vigtigt er

det, at hun får skabt en ny retning i sit liv. Måske skal hun have hjælp til sin privatøkonomi, støtte til at

gennemføre en uddannelse og få et arbejde eller rådgivning om forældrerollen. En politik mod fattigdom

handler i høj grad om at skabe rammer, der kan støtte den enkelte borger i at arbejde sig ud af en fastlåst

situation samt fremme social mobilitet blandt børn og unge særligt i udsatte familier.

Figur 6: Forhold der påvirker individets sociale status, trivsel og indkomst mv.

Kilde: Departementet for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen

Figur 6 illustrerer en række forhold, der gælder for ethvert individ og har betydning for dets trivsel og

levestandard. Figuren er meget forenklet, men den kan bidrage til at anskueliggøre, at der for ethvert individ

gælder en række betingelser ved fødslen i form af genetisk, social og økonomisk arv samt de muligheder,

det omgivende samfund stiller til rådighed. I et livsforløb foretager individet en række valg, der i samspil med

Genetisk, social og økonomisk arv

Den generelle situationen i

samfundet, fx nedgang i

fangstbestande, konjunkturer mv.

Mulighedsrum/ muligheder stillet til rådighed i samfundet

Egne valg i forhold til livsstil, uddannelse,

økonomi mv.

Hændelser uden for individets egen

kontrol, fx sygdom, tab af forsørger og

nedskæringer (andres valg)



27

situationen i samfundet og hændelser uden for individets egen kontrol leder frem til forskellige udfald, der vil

påvirke individets sociale status, viden og indkomst m.m.

I politiske og teoretiske diskussioner af rimelighed og retfærdighed tages der udgangspunkt forskellige

steder i disse forhold og sammenhænge. Nogle vægter arv, miljø og samfundsforhold højt, mens andre

lægger større vægt på individets personlige valg og ansvar. Det falder ikke inden for rammerne af denne

redegørelse at gå nærmere ind i de forskellige positioner på området. Figuren tjener således blot til at

illustrere, at ulighed og fattigdom udspringer af et kompleks sæt af årsagssammenhænge, der ikke bliver

bestemt uafhængigt af den sociale kontekst eller livsforløbet. Nulevende generationers opfattelse af

fattigdom er således anderledes end tidligere generationers af den enkle grund, at de er vokset op med

andre muligheder og et andet udsyn.

En rettighedsbaseret politik kan være med til at fremme fokus på de grundlæggende årsager til fattigdom og

fremme politiske handlinger, der tilgodeser samfundets udsatte. At forebygge handler i høj grad om at skabe

social tryghed for udsatte børn og voksne og sikre reel adgang til en god skolegang, uddannelse og

beskæftigelse.

At mulighederne eksisterer formelt, er ikke ensbetydende med, at udsatte borgere har en reel adgang til

dem. Social arv og samfundsstrukturelle rammer såsom bosted mv. kan stå i vejen for den enkelte. At

forebygge den brede fattigdom kræver derfor en helhedsorienteret politik, der har et systematisk fokus på at

udbygge kapaciteten i det offentlige system, i civilsamfundet og hos borgeren (rettighedshaveren). At komme

frem til politisk konsensus om, hvad der er retfærdigt, hvad der er samfundets opgave, og hvad der er den

enkelte borgers ansvar, er i den forbindelse centrale spørgsmål.

7.1 AFSAVN OG SOCIALE PROBLEMER

I forbindelse med en kommende reform af offentlig hjælp planlægger Naalakkersuisut at gennemføre en

undersøgelse af gruppen af offentlig hjælp-modtagere, der skal bidrage til at karakterisere gruppen og vise,

hvilke konkrete afsavn, modtagerne oplever. Det kan være afsavn, der følger af dårlig økonomi, men også

sociale problemer, der følger af mangel på psykosocial støtte m.m. fra offentlig side, og står i vejen for, at

den enkelte kan frigøre sig fra en fastlåst situation.

Undersøgelsen skal bibringe viden, der kan målrette de politiske initiativer til blandt andet at forebygge

langtidsledighed og fattigdom. En særligt udsat gruppe er matchgruppe 3 samt nogle borgere fra

matchgruppe 2. Her er tale om borgere, der har så massive sociale og personlige problemer, at de ikke kan



28

deltage i beskæftigelsesrettede indsatser som eksempelvis afklaringsforløb, genoptræning og kurser. Ofte vil

der være tale om kombinationsproblematikker, der omfatter psykisk og fysisk sygdom, misbrug,

selvmedicinering og manglende sociale kompetencer såsom socialforbier, lavt selvværd og evne til at

overskue og strukturere en hverdag m.m. I praksis ved vi ganske lidt om, hvad der karakteriserer

matchgruppe 3 i en grønlandsk kontekst. Men det er rimeligt at antage, at en betydelig del af gruppen sidder

fast i en udsigtsløs situation og er i høj risiko for fattigdom. En politik mod fattigdom bør derfor omfatte en

målrettet og tværfaglig indsats for borgere i matchgruppe 3.

En anden udsat gruppe er unge, som ikke er i uddannelse, i en beskæftigelsesrettet aktivitet eller i arbejde.

Det er veldokumenteret, at langtidsledige unge er i høj risiko for at hænge fast i ledighed i voksenlivet og

ende i en fastlåst situation på offentlig forsørgelse, der kan omfatte flere fattigdomsproblematikker. Som et

led i Naalakkersuisuts beskæftigelsesstrategi 2015 ”et trygt arbejdsmarked” blev Piareersarfiit og

Arbejdsmarkedskontorerne fra den 1.januar 2016 sammenlagt i nye Majoriaq-centre, Centrene har et særligt

fokus på gruppen af unge arbejdsløse, som har et helt arbejdsliv foran sig, men ikke den stærkeste

skolegang bag sig.

En opgørelse over offentlig hjælp-modtagere for perioden 2010-2012 viste, at den største gruppe af

modtagere var mellem 18 og 24 år, og at en betydelig andel af de unge modtog offentlig hjælp i mere end 12

måneder. Hvis det forudsættes, at en større andel af de unge, der modtager offentlig hjælp, hverken er i

uddannelse, i en beskæftigelsesrettet aktivitet eller i arbejde, er det et problem i forhold til at forebygge

fattigdom. I henhold til Grønlands statistik var der 515 registrerede ledige mellem 18 og 24 år i 2015.27

Dermed er der sket et fald på omtrent 20 pct. i registrerede ledige i aldersgruppen siden 2014, hvilket blandt

andet kan skyldes en mere aktiv uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. Faldet kan dog også skyldes, at

antallet af personer i alderen 18-24 år blevet mindre, lige såvel som at stigningen i fraflytning kan øve

indflydelse på faldet i ledighed. Imidlertid er det fortløbende vigtigt at være opmærksom på unge ledige, der

ikke er på en vej, der peger mod uddannelse eller beskæftigelse, ligesom det er vigtigt at være opmærksom

på de store geografiske forskelle i ledigheden. Størst er forskellene i de yngre aldersgrupper, og særligt

unge under 25 år i bygderne er hårdt ramt af ledighed.28

Da der ikke er en officiel fattigdomsgrænse i Grønland, er der ikke udarbejdet en analyse af

sammenhængen mellem at ligge under en specifik økonomisk fattigdomsgrænse og de deraf følgende

materielle og sociale afsavn. I forbindelse med undersøgelsen af gruppen af offentlig hjælp-modtagere

foreslås det at se nærmere på denne sammenhæng med udgangspunkt i en veldefineret grænse. Dette med

henblik på at opnå øget indsigt i, hvordan økonomisk knaphed påvirker levevilkår og muligheder for børn og

voksne.



29

Der er tidligere lavet undersøgelser, der ser på forholdet mellem økonomisk fattigdom og levevilkår. Blandt

andet har det tidligere videnscenter om børn og unge, MIPI, i rapporten Børns levestandard i Grønland

(2007) set nærmere på sammenhængen mellem økonomisk fattigdom og afsavn med afsæt i Peter

Townsends definition på fattigdom jf. afsnit 4 om fattigdom og ulighed. MIPI’s undersøgelse viser, at

fattigdom i en grønlandsk sammenhæng kan indebære ganske betydelige afsavn. For eksempel fortæller en

mor i rapporten om sine problemer med at dække børnenes basale behov:

”Jeg laver ikke aftensmad hver dag. Vi spiser noget tørt rugbrød. For jeg har ikke råd til at lave mad hver

aften med kartofler, grøntsager og kød og det hele. Jeg skal være sparsommelig hele tiden, og det er svært.

Godt nok ser vi store ud, men det er fordi, vi spiser nogle billige ting. Mine børn får så mange

konserveringsmidler i billig mad. Men jeg gør det, så godt jeg kan.”29

Citatet anskueliggør, at fattigdom kan indebære samme problemer i Grønland som i vestlige samfund, hvor

overvægt og diabetes som følge af billig og usund kost er et almindeligt symptom på fattigdom. Derudover

implicerer citatet det alvorlige fattigdomsproblem, at familier, der ikke har adgang til selvforsyning, kan stå i

en økonomisk situation, hvor pengene slet og ret ikke rækker til at dække børnenes basale behov. Der er

således tale om familier, der lever under en standard, der bør være gældende i et velfærdssamfund, og det

kan have livslange konsekvenser for børnene. Udover de sociale og sundhedsmæssige konsekvenser viser

undersøgelsen Børn i Grønland en statistisk sammenhæng mellem dårlig trivsel målt ved psykosociale

vanskeligheder i skolen og forhold som, at forældrene har svage økonomiske ressourcer.30 Andre

undersøgelser viser ligeledes, at problemer med at dække basale behov eksisterer i en gruppe familier. Hvor

mange familier, det drejer sig om, er imidlertid uklart, ligesom det ikke er klart, hvorvidt problemet

hovedsageligt er relateret til økonomisk fattigdom eller omsorgssvigt, herunder passivt fysisk omsorgssvigt.

I relation til MIPI’s undersøgelse skal det bemærkes, at der siden 2007 er gennemført en længere række

politiske initiativer til at forbedre forholdene for udsatte børnefamilier, ligesom det med jævne mellemrum er

blevet understreget, at børn efter loven altid har krav på den hjælp, de har behov for, uanset årsagerne.

Af rapporten Hjemløshed i Grønland fra 2013 fremgår det, at ekstrem fattigdom er et problem blandt en

stigende gruppe udsatte voksne. Rapporten bidrager blandt andet til at belyse, hvordan fattigdom ofte

handler om andet og mere end ikke at få dækket basale, fysiske behov. Alvorlig marginalisering og store,

personlige afsavn er en almindelig konsekvens af ekstrem fattigdom, som blandt andet kommer til udtryk i

hjemløshed. Til eksempel fortæller en hjemløs i rapporten om, hvordan han, udover at være hjemløs, har

mistet kontakten til sine nærmeste:



30

”Min ældste dreng er det måske to år siden, jeg har set (…) og pigerne kan jeg ikke huske hvornår. Måske er

det 4 år siden. Jeg var ikke med til deres konfirmation.” 31

Internationale undersøgelser viser en tydelig sammenhæng mellem økonomisk fattigdom og afsavn32,

ligesom undersøgelserne viser, at der forskel på, hvordan økonomisk fattigdom rammer voksne og børn. En

undersøgelse, der har fokus på afsavn som følge af økonomisk fattigdom kan bidrage til at afgrænse, hvilke

afsavn der er en følge af økonomisk fattigdom og hvilke afsavn, der primært bunder i sociale problemer.

Afsavn kan eksempelvis være ikke at have råd til sund kost, tøj til børnene, fritidsaktiviteter,

børnefødselsdage o.l. En sådan undersøgelse kan bidrage til at kvalificere en økonomisk

fattigdomsgrænse, i og med den kan tydeliggøre, hvilke afsavn der generelt er forbundet med at ligge under

en bestemt fattigdomsgrænse. Med henblik på at monitorere udviklingen, bør undersøgelsen blive foretaget

med jævne mellemrum.

I forhold til at forebygge fattigdom i bredere forstand kan det desuden anbefales, at der bliver udarbejdet

strategier med henblik på at fremme politiske initiativer til at hjælpe udsatte voksne, herunder udsatte

borgere i matchgruppe 3 og gruppen af hjemløse.

7.2 GÆLD

Naalakkersuisoq for finanser og skatter har på Inatsisartut’s forårssamling 2017 fremlagt en redegørelse om

gæld og gældsafvikling, der blandt andet omfatter et afsnit om sociale implikationer af gældsproblemer og

afledte problemstillinger. Af redegørelsen fremgår det, at tiltagende gældsætning har vidtrækkende sociale

konsekvenser for et stigende antal borgere. De sociale konsekvenser kan være mange, herunder udsættelse

af bolig, social stigmatisering og hjemløshed m.m. Manglende evne til at overskue egen økonomi er blandt

årsagerne til den øgede gældsætning og de sociale problemer, der følger med.33

Antallet af borgere, der bliver udsat af deres boliger, har været markant stigende i de senere år. Årsagen er

formentlig, at boligselskaberne har indført en strammere styring på området, hvilket har medført, at

konsekvenserne af manglende betaling er blevet mere synlige og mærkbare. Fattigdomsprojektet fra 2010

identificerer som nævnt begrebet ansvar som et centralt domæne i forhold til at forebygge fattigdom i en

grønlandsk sammenhæng. I rapporten bliver det anbefalet at oplyse om ansvar og konsekvenser af ikke at

efterleve ansvar, herunder risikoen for at blive sat ud af sin bolig, når der ikke betales for leverede ydelser

som eksempelvis el, vand og varme samt risikoen for, at børnene i den forbindelse kan blive (tvangs-)

anbragt.



31

Figur 7: Udviklingen i antal registrerede uden fast bopæl

Kilde: Hjemløs i Grønland

Figur 7 viser udviklingen i antal mænd, kvinder og det totale antal personer, der i perioder har været

registreret uden fast bopæl fra 1994 til 2013. Der skal tages forbehold for de præcise tal, i og med data fra

adresseregistreret af forskellige årsager kan være usikre.

I et høringssvar til redegørelsen om gæld og gældsafvikling pointerer Børnetalsmanden (MIO), at det kan

have alvorlige konsekvenser for børns sundhed og udvikling, når en familie bliver sat ud af sin bolig. Særligt

alvorligt er det, hvis udsættelsen medfører, at barnet bliver fjernet fra sine forældre. Derudover er det et

problem, at børnefamilier undertiden bliver genhuset sammen med udsatte voksne med misbrugsproblemer,

krænkende adfærd o.l., eftersom det skaber risiko for overgreb og medfører mangel på en tryg stabilitet i

hverdagen, hvilket blandt andet kan påvirke børnenes skolegang negativt jf. afsnit 7 om formel versus reel

adgang til en god skolegang. Ifølge MIO oplever mange børn endvidere at blive stigmatiseret af deres

omgivelser og leve med svære følelser som sorg, skyld og skam. Udsættelser implicerer således en række

afledte sociale problematikker, der er til skade for en langsigtet fattigdomsforebyggelse.

Redegørelsen om gæld og gældsafvikling viser, at der er behov for en mangesidet indsats i forhold til at

forebygge restancer/gæld og afhjælpe de deraf afledte sociale problemer. Naalakkersuisut har således i

samarbejde med Kommune Kujalleq og INI A/S igangsat et pilotprojekt, som skal undersøge effekten af

personlig gældsrådgivning.

Redegørelsen nævner desuden, at SIK i forskellige sammenhænge har påpeget, at tilbagebetalingskrav i

forbindelse med offentlig hjælp kan udgøre et strukturelt problem, i og med krav om tilbagebetaling kan

betyde, at borgere havner i såkaldte gældsfælder. Der er i indretningen af de sociale ydelser nogle

0

100

200

300

400

500

600

700

800

Kvinder Mænd Total



32

samspilsproblemer, som kan stå i vejen for en aktiv beskæftigelsespolitik, der kan bidrage til at forebygge

fattigdom. I forbindelse med den planlagte reform af offentlig hjælp bør det overvejes at afskaffe

tilbagebetalingskravet, da det kan have den afledte effekt, at det for nogle borgere ikke kan betale sig at tage

et arbejde, når den økonomiske gevinst bliver modsvaret af et krav om tilbagebetaling.

Som nævnt er årsagen til en fastlåst social situation ikke nødvendigvis begrænsede økonomiske ressourcer,

men kan også skyldes en irrationel, økonomisk adfærd. Eksempelvis kan lånefinansierede impulskøb skabe

gældsfælder, hvor en stor del af den disponible indkomst kommer til at gå til betaling af høje renter og afdrag

på gæld. Der er i dag gode muligheder for at tage såkaldte kviklån, eftersom de fleste udbydere af de hurtige

lån tilbyder samme ydelser i Grønland som i Danmark. Som regel er betingelsen for at tage lånet alene dén,

at borgeren ikke er registreret som dårlig betaler. Derefter er det muligt at låne penge uden at stille nogen

sikkerhed og typisk til tårnhøje renter, der kan skabe fattigdomsfælder.

I Danmark trådte Lov om ændring af lov om kreditaftaler i kraft den 1. januar 2017. Loven indfører blandt

andet en 48 timers tænkepause i forbindelse med kviklån, hvor låneudbyderen ikke må kontakte

låneansøgeren. Loven har således til formål at give låneansøgeren en mulighed for at annullere det meget

dyre lån. Loven regulerer imidlertid ikke forbrugslån, hvor en forbruger eksempelvis afbetaler et varekøb over

6 måneder til tårnhøje renter, hvilket ligeledes kan skabe fattigdomsfælder. De højt forrentede lån

understøtter talemåden om, at ”det er dyrt at være fattig”. I forhold til at forebygge fattigdom kan der således

med fordel indgå information til borgerne om risikoen ved højt forrentede forbrugslån.

7.3 DEN OFFENTLIGE SEKTORS ROLLE

Forskning har vist, at rollemodeller kan gøre en afgørende forskel for unge, der af forskellige årsager sidder

fast i ledighed og ikke befinder sig på en vej, der peger mod uddannelse eller beskæftigelse. Uddannelses-

og arbejdsmarkedssektoren kan i den forbindelse samarbejde med virksomheder og organisationer om at

etablere mentorordninger, hvor udsatte unge bliver vejledt af mere ressourcestærke unge.

Imidlertid er den vigtigste rollemodel i samfundet principielt den offentlige sektor selv. De offentlige instanser

lige fra departementerne, kommunerne og den enkelte sagsbehandler må gå forrest som det gode eksempel

i form af at yde en rettidig og kvalitetsbevidst service til borgerne. Hvis den offentlige sektor ikke yder sit

effektive bidrag til at forebygge fattigdom ved at støtte og vejlede udsatte borgere, herunder udsatte børn, og

facilitere adgang til en skolegang og uddannelse, der har en kvalitet og et indhold, som fremmer

chanceligheden, er det et alvorligt problem i forhold til at bekæmpe ulighed og fattigdom. Bred bevidsthed i

hele den offentlige sektor om dens centrale rolle er af afgørende betydning for forebyggelsen. Dette

indebærer en kritisk egenkontrol, der løbende undersøger effekten af de politiske indsatser og sikrer, at de

virker i praksis.



33

Som eksempel på den offentlige sektors rolle i forhold til bekæmpelse af fattigdom har det sociale tilsyn i de

senere år påvist omfattende svigt og vilkårlighed i sagsbehandlingen på området for udsatte børn. Når

udsatte børn ikke får den professionelle støtte, de har behov for, vil det medføre forhøjet risiko for fattigdom i

voksenlivet. Som følge heraf er kontrollen med den kommunale forvaltning på området blevet skærpet via et

professionaliseret tilsyn, ligesom der er blevet etableret en Socialstyrelse med en central rådgivningsenhed

på området for udsatte børn, der har til formål at øge retssikkerheden og kvalificere forvaltningen på et

meget vigtigt område inden for fattigdomsbekæmpelse. I det omfang den skærpede kontrol og styrkede

organisation bevirker, at udsatte børn, frem for at opleve at blive svigtet af systemet, oplever at blive hjulpet,

vil det have stor betydning for deres chancer i livet og i øvrigt deres tillid til det samfund, de er en del af. I

forlængelse af spørgsmålet om utilstrækkelig sagsbehandling er det væsentligt at påpege, at dette også

hænger sammen med udfordringerne i at besætte jobs i den offentlige sektor.

8. LIGHED, VELFÆRD OG VÆKST

Den nyere politiske historie i Grønland viser, at politisk handling kan mindske uligheden. Da Grønlands

Hjemmestyre blev etableret i 1979 var Grønland et samfund præget af stor ulighed.34 Beregninger har siden

vist, at der er sket en markant udjævning af indkomsterne, og at den øgede lighed i samfundet er skabt ved,

at indkomsterne er flyttet fra den rigeste del af befolkningen til mellem- og lavindkomstgrupperne.35 I 2005

skete der et markant fald i uligheden, efter daværende Naalakkersuisut besluttede at hæve personfradraget

fra 40.000 kr. til 48.000 kr. og standardfradraget fra 8.000 kroner til 10.000 kr., mens skatteprocenten blev

hævet med 2 procentpoint. Ændringerne medførte lavere skattebetalinger i lavindkomstgrupperne og højere

skattebetalinger i højindkomstgrupperne, mens skatteprovenuet til Landskassen stort set forblev uændret.

Siden 2005 er den relative fattigdom (uligheden) steget en smule jf. figur 4 under afsnit 5.4.

Indkomststatistikken viser dog, at indkomsterne i husstande med børn er fordelt mere lige, hvilket indikerer,

at de senere års politiske initiativer rettet mod udsatte børnefamilier har haft den ønskede virkning.

At skabe et socialt retfærdigt samfund, hvor bæredygtighed og økonomisk vækst går hånd i hånd fordrer

politiske svar på nogle helt centrale spørgsmål: Hvor er vi på vej hen? Er det ønskværdigt? Og hvad kan og

må vi gøre? I Politisk-Økonomisk Beretning 2017 anviser Naalakkersuisut en række politiske virkemidler til at

fremme lighed og balance i samfundet. Virkemidlerne omfatter et mere veldesignet samspil i de sociale

ydelser og en skattemodel, hvor de bredeste skuldre bærer et tungere læs. Derudover peger

Naalakkersuisut på en række samfundsområder, der er centrale i en politik mod fattigdom.



34

8.1 UDDANNELSE, SOCIALE YDELSER OG INDKOMSTER

At uddannelsesniveauet er lavt sammenlignet med eksempelvis de skandinaviske lande gør det vanskeligt

for mange borgere at opnå en højere indkomst og en bedre levestandard. Uddannelse bliver internationalt

anset som den væsentligste enkeltfaktor i forhold til at forebygge ulighed og fattigdom. Det viser sig også her

i landet, hvor en relativ stor andel af de opslåede stillinger bliver besat af borgere, der ikke er født i landet, da

det inden for stort set alle brancher er nødvendigt at hente uddannet arbejdskraft udefra.

Figur 8: Bruttoindkomst fordelt på uddannelse og køn 2015 (for personer født i Grønland)

Mænd Kvinder

Folkeskole 179.339 198.580

Gymnasieuddannelse 228.339 161.078

Erhvervsuddannelse 308.650 241.835

Videregående uddannelse 453.984 369.229


Figur 8 illustrerer, at det uanset køn er en indkomstmæssig fordel at tage en uddannelse. Det er vigtigt at

bemærke, at figur 8 er en indkomststatistik og ikke en lønstatistik. I oversigten indgår således også ledige,

pensionister, studerende, hjemmegående og sygemeldte m.fl.,. Tabellen fortæller derfor ikke noget om den

gennemsnitlig løn for de fire grupper, men har blot til formål at anskueliggøre, at uddannelse betaler sig.

Tabellen omhandler kun personer født i Grønland, det vil sige, at udenlandsk arbejdskraft ikke er inkluderet i

ovenstående oversigt.

Det er ikke alene i forhold til løn- og indkomstniveau, at uddannelse er et centralt omdrejningspunkt i en

diskussion om ulighed og fattigdom. Uddannelse giver ligeledes den enkelte borger flere muligheder og en

større frihed til selv at vælge, hvad han vil bruge sit liv til. I den forstand er uddannelse ligeledes et

kernepunkt i en bredere forståelse af fattigdom, i og med en borger, der ikke har en uddannelse, eller har

dårlig adgang til uddannelse, ikke har de samme muligheder og den samme frihed til at være herre over sit

eget liv, som en borger med uddannelse har. Naalakkersuisut arbejder således kontinuerligt for et generelt

løft af befolkningens uddannelsesniveau, herunder en sikring af adgang til uddannelse af international

kvalitet for alle. Sammenlignet med 2005 har 96,9 %4 flere i 2016 (1093 personer) gennemført en studie-

eller erhvervskompetencegivende uddannelse. Uddannelsesområdet er således generelt inde i en positiv

udvikling, men for at fortsætte denne, er det vigtigt fortsat at udvikle området.

Uagtet bredere forståelser af fattigdom er pengeindkomst dog ikke til at komme udenom i en diskussion om

fattigdom. I den henseende er det vigtigt at nævne, at niveauet for de laveste indkomstgrupper er meget

beskedent, og at spændet mellem de laveste lønninger og niveauet for sociale ydelser i visse grupper er

4 Grønlands Statistik, fuldførte uddannelsesforløb.



35

meget smalt. Eksempelvis tjener en ansat på SIK’s overenskomst i omegnen af 90-100 kr. i timen. Mange er

desuden timelønnede, der hyppigt skifter mellem arbejdspladser og i praksis fungerer som daglejere uden

sikkerhed for en stabil indkomst.

For at sikre en forsvarlig levestandard for gruppen med de laveste indkomster, eksisterer der en række

sociale ydelser som eksempelvis takststøtte til dagtilbud, børnetilskud og boligsikring. Fælles for disse

ydelser er, at de bliver aftrappet i takt med stigninger i indkomsten. Det betyder, at hver gang indkomsten

stiger med 1.000 kr., skal der betales indkomstskat, mens boligsikring, børnetilskud og takststøtte samtidig

falder. Derfor bliver den økonomiske gevinst ved at arbejde ofte meget beskeden, og for nogle kan det slet

ikke betale sig at arbejde.36

Forholdene for SIK’erne viser, hvordan samspilsproblemer i skattesystemet og de sociale ydelser kan skabe

fattigdomsfælder, hvor borgere hænger fast i sociale overførsler, fordi det ikke kan betale sig for dem at

arbejde. Som det fremgår af afsnit 7.1 indebærer langtidsledighed (især blandt unge) høj risiko for social

eksklusion. Derfor er det vigtigt, at ledige bliver motiveret til at søge arbejde og uddannelse ved at benytte

både økonomisk og ikke-økonomiske virkemidler, herunder motiverende samtaler og vejledning, da

økonomiske incitamenter kun delvist virker. Analyser fra det danske ekspertudvalg viser således, at det i

mange tilfælde ikke er mangel på økonomiske incitamenter, der fastholder mennesker i fattigdom.

Debatten i Inatsisartut forud for nærværende redegørelse viste en bred politisk enighed om, at det skal

kunne betale sig at arbejde. Da selv små forhøjelser af de sociale ydelser kan afstedkomme, at endnu flere i

lavindkomstgrupperne ikke vil få en gevinst ud af at arbejde, har Naalakkersuisut afsøgt muligheder for at

hæve lavindkomstgruppernes rådighedsbeløb. Således er der i 2017 gennemført reformer af børnetilskud og

boligsikring.

8.2 UDSVING I EFTERSPØRGSLEN PÅ ARBEJDSKRAFT

Inden for de store erhverv, der omfatter fiskeri, byggeri og turisme, er der store udsving i efterspørgslen på

arbejdskraft afhængig af sæson m.m. Det indebærer, at det for store grupper i perioder kan være vanskeligt

at finde arbejde, og i nogle dele af landet er det stort set umuligt.

At en stor del af befolkningen i den arbejdsdygtige alder er underbeskæftiget påvirker den gennemsnitlige

indkomst negativt og medvirker til at øge uligheden. En øget mobilitet på arbejdsmarkedet kan bidrage til at

skabe større økonomiske lighed i samfundet. Politisk-Økonomisk Beretning 2017 indeholder i den

forbindelse en række overordnede anbefalinger til at skabe en mere kontinuerlig beskæftigelse inden for

fiskeriet samt bygge- og anlægssektoren.37



36

I bygder er ledigheden som regel højere end i byerne. Fattigdomsprojektet fra 2010 peger i den forbindelse

på, at en stor del af borgerne i bygder helt eller delvist lever af offentlig forsørgelse og selvforsyning/

naturalieøkonomi.38 De lokale muligheder for beskæftigelse er typisk beskedne, ligesom nogle af stillingerne

mere er udtryk for en skjult arbejdsløshed end egentlig beskæftigelse.

Figur 9: Antal ledige i gennemsnit pr. kvartal 2011-2015


Figur 9 illustrerer, at der er store udsving i den registrerede beskæftigelse. Øget mobilitet samt mere sikre og

permanente beskæftigelsesmuligheder kan medvirke til at styrke den økonomiske lighed.

8.3 OMFORDELING

Graden af omfordeling i et samfund er et centralt tema i en diskussion om fattigdom. En politik mod fattigdom

må omfatte overvejelser om fordelingspolitikkens evne til at mindske økonomisk ulighed og fattigdom uden i

øvrigt at stå i vejen for en aktiv uddannelses- og beskæftigelsespolitik. Fordelingspolitik kan handle om

økonomisk omfordeling mellem forskellige indkomstgrupper i samfundet eller mellem kommuner via

udligningsordninger m.m. I Grønland drejer fordelingspolitikken sig fortrinsvist om; Skattepolitik og

socialpolitik i form af sociale ydelser til eksempelvis syge, ledige og pensionister, diverse tilskud og gratis

velfærdsydelser, som har til formål at mindske forskellene i befolkningens levevilkår samt den kommunale

udligningsordning, som har til formål at udjævne forskellene mellem kommunerne

0

500

1000

1500

2000

2500

3000

3500

4000

1. k

vart

al

2. k

vart

al

3. k

vart

al

4. k

vart

al

1. k

vart

al

2. k

vart

al

3. k

vart

al

4. k

vart

al

1. k

vart

al

2. k

vart

al

3. k

vart

al

4. k

vart

al

1. k

vart

al

2. k

vart

al

3. k

vart

al

4. k

vart

al

1. k

vart

al

2. k

vart

al

3. k

vart

al

4. k

vart

al

2011 2012 2013 2014 2015



37

I henhold til Politisk-Økonomisk Beretning 2017 bevirker den flade skat, at alle lønindkomster over

bundfradraget procentmæssigt betaler den samme skat af den sidst tjente krone. Skattesystemet er på den

måde til fordel for de højeste indkomster, mens samspilsproblemerne mellem skattesystemet og

nedtrapningen i de sociale ydelser i takt med stigninger i indkomsten rammer lav- og mellemindkomsterne.

At den flade skat tilgodeser de højeste indkomster, medvirker til at skabe økonomisk ulighed i samfundet.39

Initiativer på andre politikområder kan ligeledes have væsentlige fordelingspolitiske virkninger som

eksempelvis bosætningspolitikken, som påvirker incitamentet og mulighederne for at blive boende eller flytte

fra/til en bygd samt boligpolitikken, hvor boligsubsidier påvirker omkostningerne ved at bo i forskellige

boligformer. Uddannelsespolitikken influerer som nævnt på borgernes indkomst- og

beskæftigelsesmuligheder, ligesom social- og arbejdsmarkedspolitikken påvirker løndannelsen. Ydermere

kan nævnes genindførslen af ensprissystemet, som også påvirker fordelingen og har et udlignende og

lighedsskabende formål.

Fordelingspolitikken har således en markant indflydelse på ligheden i samfundet og medvirker desuden til en

kontinuerlig omfordeling mellem generationer, i og med skattebetalinger blandt andet går til at finansiere

uddannelsesstøtte til den unge generation og alderspension til den ældre generation.

Fordelingspolitikken har således ikke alene stor indflydelse på den indkomstmæssige lighed i samfundet,

men er ligeledes et politisk værktøj i forhold til den bredere forebyggelse, i og med den kan medvirke til at

sikre en mere lige adgang til muligheder og således styrke chanceligheden.

8.4 VIRKSOMHEDERS SAMFUNDSANSVAR

Virksomhederne beskæftiger en stor del af arbejdsstyrken og kan spille en central rolle i forhold til at fremme

en fattigdomsreducerende vækst, hvis erhvervsstrategierne bliver fornuftigt tilrettelagt. Derudover har

virksomhederne også et medansvar for den sociale udvikling i samfundet.

Det fremgår af Naalakkersuisut’s koalitionsaftale, at virksomhederne fremover skal tage et større socialt

ansvar. I den forbindelse kan det foreslås at etablere et tættere samarbejde mellem centraladministrationen,

kommunerne og arbejdsgiverorganisationerne, som indbefatter en konkret strategi for virksomheders

samfundsansvar med henblik på at etablere et formaliseret samarbejde om blandt andet at inkludere unge

ledige, udsatte voksne og personer med handicap på arbejdsmarkedet.



38

Virksomheders samfundsansvar er vigtigt for en samlet forståelse af fattigdommen. Hvis samfundet skal

drage nytte af det fattigdomsreducerende potentiale i virksomhederne, kræver det imidlertid, at den offentlige

sektor, her i form af uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarksinstanser, på landsplan og lokalt tager initiativ

og agerer som en pålidelig partner jf. afsnit 7.4 om den offentlige sektors rolle.

Ansvaret ligger som udgangspunkt i erhvervs- og arbejdsmarkedssektoren, hvor de ansatte må være i stand

til at vejlede virksomheder om regler og rammer for revalidering og fleksjob m.m. samt udarbejde aftaler med

hjemmel i lovgivningen. Virksomhederne kan ikke påtage sig det ansvar. Det er derfor afgørende, at en

indsats for at fremme virksomheders samfundsansvar bliver en fælles opgave mellem de relevante offentlige

instanser og virksomhederne.

9. EN GRØNLANDSK FATTIGDOMSGRÆNSE

En fattigdomsgrænse har den fordel, at den kan skabe større opmærksomhed på fattigdomsproblemer i

samfundet og således motivere politiske handlinger, der tager sigte på at løse de problemer, der aftegner sig

i forskellige grupper i befolkningen.

At sætte kvantitative mål for fattigdom er ikke nogen let øvelse, da fattigdom, som det fremgår af

redegørelsen, indebærer en lang række komplekse, kvalitative forhold, der ikke til fulde kan indeholdes i

kvantitative målinger. At det er vanskeligt at måle omfanget af fattigdom er dog ikke i sig selv et argument

for ikke at gøre det. Men det er et argument for at sikre, at resultaterne bliver formidlet på en måde, hvor det

tydeligt fremgår, hvad målingerne viser og ikke viser, og hvordan resultaterne kan/bør fortolkes.

For at tilpasse en fattigdomsgrænse til standarderne i det grønlandske samfund er det efter

Naalakkersuisut’s opfattelse hensigtsmæssigt at anvende et relativt fattigdomsbegreb, hvor beregningerne

estimerer andelen og antallet af familier, hvis økonomiske forhold kan gøre det svært for dem at dække egne

og deres børns behov for mad, sundhed og bolig m.m. samt deltage aktivt i samfundet på lige fod med andre

familier.

De store regionale forskelle er som nævnt en udfordring i forbindelse med en grønlandsk fattigdomsgrænse.

Er det eksempelvis det samme at deltage aktivt i samfundet i Nuuk som i Narsarmijit? Og er de økonomiske

omkostninger forbundet med adgang til aktiv deltagelse de samme? De nyeste tal fra Grønlands Statistik

påviser store, regionale forskelle i de disponible indkomster (dvs. indkomst efter skat og inkl. sociale

overførsler), ligesom der er store, regionale forskelle i udgifter og omkostninger, herunder udgifter til bolig,



39

dagligvarer og daginstitutioner m.m. Det indebærer, at det kan være vanskeligt at komme med entydige svar

på, hvilke konsekvenser der er ved at ligge under en given fattigdomsgrænse. De store regionale forskelle er

dog ikke et argument for ikke at forsøge at måle fattigdom.

9.1 DE ØKONOMISK UDSATTE

Grønlands Statistik (GS) har i rapporten ”De økonomisk

udsatte – 2011-2015” udarbejdet en metode, der kan

danne fundament for udviklingen af en (økonomisk)

fattigdomsgrænse. GS tager udgangspunkt i en

medianindkomstanalyse (jf. afsnit 5.4 om relativ

fattigdom), der baserer sig på anbefalinger fra det

danske ekspertudvalg om økonomisk fattigdom. GS

anvender dog betegnelsen økonomisk udsatte for at

understrege, at der ikke politisk er taget stilling til en

officiel, grønlandsk fattigdomsgrænse.

Rapporten fra GS afgrænser den andel af befolkningen, der ud fra en række nærmere fastsatte kriterier kan

betegnes som økonomisk udsatte, og fordeler resultaterne på familietyper, alder, køn og bosted. Det

betyder, at beregningerne kan anvendes til i højere grad at målrette politikker mod ulighed og fattigdom,

ligesom de kan bidrage til en mere differentieret monitorering af sociale reformer m.m.

Det danske ekspertudvalgs forslag til at afgrænse gruppen af økonomiske fattige i en dansk kontekst

omfatter, at den enkelte familie har haft en disponibel indkomst efter skat på mindre end 50 pct. af

medianindkomsten i mindst tre sammenhængende år. Indkomsten bliver vurderet på familieniveau, således

at der bliver taget hensyn til størrelsen og sammensætningen af familien (ækvivaleret indkomst). Det sker ud

fra den betragtning, at en familie har fælles økonomi, og at der vil være driftsfordele i en husholdning med

flere familiemedlemmer.

Endvidere indgår det som kriterier i definitionen af økonomisk fattigdom, at personerne ikke er studerende

eller bor i husstand med en studerende over 17 år, samt at husstanden ikke har en formue over 100.000 kr.

pr. voksen. At studerende ikke indgår i definitionen begrundes med, at studerende typisk har en lav indkomst

i nogle få år, men at det er en selvvalgt situation, som har til formål at forbedre mulighederne for job og løn

senere i livet.40

På baggrund af ekspertudvalgets

anbefalinger til at afgrænse

gruppen af økonomiske fattige i en

dansk kontekst indførte den

daværende S-R-SF-regering i 2013

en officiel fattigdomsgrænse.

Fattigdomsgrænsen blev afskaffet

af V-regeringen i 2015.



40

Ekspertudvalgets anbefaling om at sætte grænsen ved 50 pct. af medianindkomsten bliver begrundet i et

hensyn til at opnå en afgrænsning af fattigdom ud fra den relativt lige indkomstfordeling i Danmark. ligesom

50 pct.-grænsen er underbygget af analyser af fattigdom baseret på den såkaldte budgetmetode jf. afsnit

5.3.

I ”De økonomisk udsatte” tager GS som omtalt udgangspunkt i det danske ekspertudvalgs anbefalinger og

viderefører i den forbindelse udvalgets definition af fattigdom, hvor det at være fattig bliver defineret som en

situation, hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentligt dårligere livsvilkår sammenlignet med den

øvrige befolkning, og hvor denne situation:

Skyldes mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske

Er vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har eller kun i begrænset omfang har mulighed

for ved egen drift at ændre situationen41

GS afgrænsning af, hvem der kan anses som økonomisk udsatte (eller fattige) i en grønlandsk

sammenhæng, adskiller sig imidlertid fra den danske på grund af de analysedata, der er tilgængelige,

forskelle i lovgivningerne og en ambition om at gøre beregningerne mere enkle. I GS’ analyse skal personer

eller familier herefter opfylde følgende kriterier for at blive anset som økonomisk udsatte/fattige:

Personen eller familien har haft en disponibel indkomst, der i 3 på hinanden følgende år er under en

kritisk indkomstgrænse.

Personen er ikke studerende på en kompetencegivende uddannelse over folkeskoleniveau eller i

familie med en voksen, der er i gang med kompetencegivende uddannelse over folkeskoleniveau.

Personen har ikke adresse på et alderdomshjem, plejehjem eller en handicapinstitution42

Grænsen for at være økonomisk udsat bliver sat ud fra den disponible indkomst, hvilket vil sige den årlige

indkomst efter skat og inklusiv sociale overførsler. I rapporten gør GS rede for en række forbehold i forhold til

det anvendte indkomstbegreb, der blandt andet omfatter forhold omkring uformel økonomi, naturalieøkonomi

og offentlige støtteordninger m.m. Disse forhold indgår ikke i den disponible indkomst, men kan som tidligere

omtalt have væsentlig betydning for den enkelte families forbrugsmuligheder. For yderligere specifikationer

af forbehold i forhold til indkomstbegrebet i ”De økonomisk udsatte” henvises til rapporten, der er vedlagt

som bilag til nærværende redegørelse.

Da Grønland ikke har indført en officiel fattigdomsgrænse, foreligger der ikke en politisk stillingtagen til, om



41

den kritiske grænse bør ligge ved eksempelvis 50 eller 60 pct. af medianindkomsten. Derfor anvender GS i

sin rapport to grænser på henholdsvis 50 og 60 pct. af medianindkomsten. I GS analyse bliver

medianindkomsten beregnet på indkomsten i tre særkilte år, mens den danske analyse anvender et treårigt,

glidende gennemsnit af medianindkomsten. GS metodevalg har til hensigt at forenkle beregningerne,

ligesom GS vurderer, at et glidende gennemsnit ikke vil påvirke antallet af personer med lav indkomst over

tid.

Ekspertudvalgets bevæggrund for at opgøre økonomisk fattigdom ud fra indkomst over en treårig periode er

som omtalt, at der i det danske samfund er en stor mobilitet ud af lavindkomstgrupperne i løbet af ét år.

Beregninger over en periode på ét år vil derfor omfatte familier, der reelt er på vej ud af fattigdom, og derfor

ikke er i risiko for social eksklusion som følge af en langvarig fattigdomssituation.

I forbindelse med en grønlandsk fattigdomsgrænse bør det vurderes, om det er rimeligt at antage, at der er

en tilsvarende mobilitet ud af lavindkomstgrupperne i Grønland, og om forskelle i graden af mobilitet bør

influere på kriterierne. Uagtet graden af mobilitet ud af lavindkomstgrupperne giver det dog mening at måle

fattigdom over en given periode, da det alvorligste problem i forbindelse med økonomisk fattigdom er, når

familier bliver fanget i en langvarig, økonomisk nedadgående spiral, der låser dem fast i fattigdom.

Som fremhævet i afsnit 8.2 om underbeskæftigelse kan mere sikre og permanente

beskæftigelsesmuligheder fremme økonomisk lighed og mindske fattigdom. Det sociologiske begreb

’prekariatet’ betegner i den forbindelse en social gruppe, der lever på kanten af arbejdsmarkedet, og

permanent er truet af en social nedstigning, herunder borgere der reelt fungerer som daglejere på

fiskefabrikker o.l. Deres livsomstændigheder kan indebære en række stærke ”fattigdomsfølelser”, da deres

tilværelse er præget af uforudsigelighed, usikkerhed og mangel på social tryghed samt mangel på udsigt til

at opnå social tryghed. Afhængig af hvor en kritisk grænse bliver sat, kan familier i denne gruppe enten blive

klassificeret som fattige (såkaldte ’working poor’) eller ligge over fattigdomsgrænsen, hvilket understreger

vigtigheden af at formidle analyseresultaterne på en måde, hvor det tydeligt fremgår, hvad de viser og ikke

viser.

En kritisk grænse sat ved 60 pct. af medianindkomsten vil i højere grad komme til at omfatte borgere i

prekariatet. Men omvendt vil en højere grænse også øge risikoen for, at personer eller familier, der ikke er

økonomisk fattige, bliver klassificeret som sådan. I EU-sammenhæng anvender man begrebet ”risk of

poverty” (risiko for fattigdom). Det kan undertiden være et mere retvisende begreb. Men uagtet hvor en

grænse bliver sat, er det vigtigt at være opmærksom på, at økonomiske fattigdomsgrænser altid vil være

ufuldkommene og ikke bør stå alene i vurderinger af fattigdomsproblemerne i et samfund.



42

Den tidligere danske fattigdomsgrænse indbefatter ikke familier med en formue over 100.000 kr. (2010-tal).

Da GS for nærværende ikke har adgang til systematiske data om befolkningens formueforhold, kan kriteriet

ikke indgå i en grønlandsk fattigdomsgrænse. GS skønner imidlertid, at formueforhold ikke vil have væsentlig

betydning for resultaterne, i og med GS antager, at kun få familier har lave indkomster og høje formuer på

samme tid. Det kan dertil tilføjes, at lav indkomst over en længere periode typisk vil reducere

forudsætningerne for at opretholde en høj formue.

Udover de nævnte forskelle fra den danske analysemetode omfatter GS’ analyse ikke beboere på sociale

institutioner, hvor lave indkomster i form af eksempelvis lommepenge bliver kompenseret af, at beboerne

ikke betaler for kost og bolig m.m. GS redegør derudover for statistiske usikkerheder, der blandt andet gør

sig gældende i en mindre gruppe af udeboende børn, der ikke enten er studerende eller beboere på sociale

institutioner.

Som udgangspunkt omfatter ”De økonomisk udsatte” alle borgere, der har haft folkeregisteradresse i

Grønland i analyseperiodens tre sammenhængende år. Men som nævnt udelader GS visse grupper, som

udover beboere på sociale institutioner eksempelvis er personer med adresse uden for kommunal inddeling

m.fl.

Figur 10: Analysepopulation og angivne udeladelser fra analysepopulationen

Kilde: Grønlands Statistik: De økonomisk udsatte – perioden 2011-2015

GS introducerer i ”De økonomisk udsatte” en operationel metode til at definere økonomisk fattigdom i en

grønlandsk sammenhæng baseret på en relativ fattigdomsforståelse. Der foreligger således et statistisk

instrument til at følge udviklingen i økonomisk ulighed over tid samt – ud fra de skitserede kriterier – at

afgrænse omfanget af økonomisk udsatte i samfundet fordelt på familietype, alder, køn og geografi.

Sidstnævnte forhold er vigtigt i forhold til at anvende analyserne i en politisk-administrativ sammenhæng. For

eksempel påviser ”De økonomisk udsatte”, at en større andel af børn, der vokser op hos enlige forældre, er



43

økonomisk udsatte, hvilket i forbindelse med sociale reformer kan give anledning til at overveje i højere grad

at målrette sociale pladser i daginstitutioner til enlige forældre eller lignende politiske tiltag.

Analyserne kan således skabe synlighed omkring økonomisk udsatte grupper og gøre det muligt i højere

grad at målrette omfordelingen i samfundet. Det er dog centralt at betone, at en fattigdomsgrænse forankret i

klart definerede afgrænsninger indebærer risiko for, at familier, der lider afsavn, men falder uden for

definitionerne, måske ikke får den politiske opmærksomhed, deres situation ellers kunne berettige jf. blandt

andet fremstillingen af prekariatet ovenfor og afsnit 9.2 om metodekritik.

Som omtalt under afsnit 5 lader det sig ikke gøre at definere en entydig, kritisk grænse, der præcist

afgrænser fattigdom ud fra et ”naturgivent” niveau. En fattigdomsgrænse vil altid afspejle metodiske til- og

fravalg og kan ikke have en fuldstændig objektiv karakter. På den baggrund er det vigtigt, at en officiel

fattigdomsgrænse baserer sin legitimitet på en politisk konsensus og en fælles opfattelse af, hvad det

indebærer at være fattig i nutidens grønlandske samfund.

I forhold til definitionen og metoden i ”De økonomisk udsatte” er der nogle afgørende valg, der skal træffes,

før der eventuelt kan fastsættes en officiel fattigdomsgrænse. Blandt andet skal der tages stilling til, hvorvidt

den kritiske grænse i denne sammenhæng bør ligge ved 50 eller 60 pct. af medianindkomsten eller noget

tredje. Da gennemsnitslønningerne og de sociale ydelser i Grønland generelt er lavere end i Danmark, mens

den økonomiske ulighed er højere, vil den kritiske grænse i en absolut forståelse blive mere restriktiv i

grønlandsk sammenhæng, hvis man sætter grænsen ved 50 af medianindkomsten. Også kriteriet om, at en

familie først registreres som fattig, når dens indkomst har ligget under den kritiske indkomstgrænse tre år i

træk, bør muligvis genovervejes jf. afsnit 9.2 om metodekritik.

Figur 11: Medianindkomst for analysepopulationen i ”De økonomisk udsatte”

Kilde: Grønlands Statistik: De økonomisk udsatte – perioden 2011-2015

Figur 11 viser medianindkomsten for den del af befolkningen, der indgår i analyserne i ”De økonomisk

udsatte”. På basis af tallene kan det uddrages, at en kritisk grænse sat ved 50 pct. af medianindkomsten vil



44

ligge på 72.509 kr. i årlig disponibel indkomst, mens en kritisk grænse sat ved 60 pct. af medianindkomsten

vil ligge på 87.011 kr. om året i disponibel indkomst i 2015-tal.

Det ligger ikke inden for rammerne af denne redegørelse at fremkomme med anbefalinger til, hvor en kritisk

indkomstgrænse præcist bør ligge, da opdraget alene er at optegne forudsætningerne for at vedtage en

fattigdomsgrænse. I det omfang Inatsisartut støtter op om at arbejde videre med en officiel

fattigdomsgrænse, vurderes det, at ovenstående spørgsmål (m.fl.) bør behandles i et tværfagligt udvalg, der

kan fremkomme med anbefalinger til Naalakkersuisut og Inatsisartut.

9.2 METODEKRITIK

Det danske ekspertudvalgs definition af fattigdom og udvalgets metode til at beregne omfanget af økonomisk

fattigdom er blevet kritiseret for at være for restriktiv.43 Blandt andet har der været rejst kritik af kriteriet om,

at en familie først bliver registreret som fattig, når dens indkomst har ligget under den kritiske

indkomstgrænse i tre på hinanden sammenhængende år, ligesom det bliver kritiseret, at en familie, hvis

økonomi bevæger sig på hver side af grænsen fra år til år, ikke vil blive klassificeret som fattig. Samme

forhold vil gøre sig gældende i den metode, som Grønlands Statistik anvender. Kritikkerne mener, at tre år er

for høj en grænse at sætte for, hvornår fattigdom er en permanent situation. Desuden anfører kritikerne, at

udsatte familier, i perioden før de bliver klassificeret som fattige, vil være i risiko for at havne i en fastlåst

situation som følge af gældsfælder og andre fattigdomsrelaterede problematikker.

Mere specifikt anføres, at 3-års-kriteriet angiver en fattigdomsgrænse, der er defineret efter mål, som ikke

harmonerer med et faktisk barneliv. I henhold til kritikkerne bygger kriteriet på den antagelse, at voksne ikke

tager varig skade af kortere perioder med fattigdom. Imidlertid er børn mere følsomme overfor

fattigdommens negative konsekvenser, og ifølge kritikkerne kan selv korte perioder med fattigdom have

langvarige konsekvenser for de børn, der bliver ramt af fattigdom.44 En fattigdomsgrænse, hvor en familie

ikke bliver defineret som fattig, før den har haft en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten tre år i

træk, kan anses som restriktiv.

Kriterierne for en kritisk indkomstgrænse bør afspejle levestandarden i det samfund, den skal fungere i. Og

når det er et samfund med et højt indkomstniveau og en høj grad af lighed i indkomstfordelingen, hvor

flertallet af fattige i henhold til undersøgelser er ude af fattigdom igen inden for ét år, kan der være et rimeligt

rationale i at fastsætte en forholdsvis restriktiv grænse.

En ændring af 3-års-kriteriet til eksempelvis 1 år eller 4 år vil have afgørende betydning for, hvor mange



45

borgere der kategoriseres, som værende under fattigdomsgrænsen. Det er vigtigt, at en grønlandsk

fattigdomsgrænse bliver forankret i en grønlandsk forståelse af fattigdom og i en grønlandsk

samfundskontekst. Det kan i den forbindelse bemærkes, at Grønlands Statistiks metode er mindre restriktiv,

da den ikke omfatter en formuegrænse, mens den tilsyneladende er mere restriktiv i sin definition af

studerende, da alle personer på kompetencegivende uddannelser over folkeskoleniveau ikke falder ind

under definitionen og derfor udgår som følge af kriteriet om, at studerende ikke er omfattet.

Udover 3-års-kriteriet har der været kritik af, at metoden så at sige gør det umuligt at afskaffe fattigdom, da

medianindkomsten vil stige, hver gang det generelle indkomstniveau stiger. Essensen i en relativ definition

af fattigdom er imidlertid, at en person bliver anset som fattig, når hun af økonomiske årsager ikke kan

bibeholde den levestandard, der i et givent samfund bliver anset som minimumsstandarden. En relativ

definition forudsætter således, at opfattelsen af minimumsstandarden løbende forandrer sig, når

indkomsterne og den almindelige levestandard forandrer sig. Hvis de dårligst stillede familiers indkomster

stiger langsommere end medianindkomsten, vil der blive flere fattige. Ikke fordi de dårligst stillede familier

nødvendigvis har fået lavere indkomster, men fordi de indkomster, de har, i stigende grad kan gøre det

svært for dem at opretholde den levestandard, der bliver anset som antagelig i det samfund, de er en del af.

Med henblik på at fastsætte en fattigdomsgrænse samt undersøge omfanget af fattigdom, er det væsentligt

at understrege udfordringerne omkring kommunernes registreringspraksis. Således er kommunernes

registreringspraksis ikke ensartet og i nogen grad ufuldstændig. Således eksisterer der en stor usikkerhed

omkring offentlighjælp-modtageres indkomster. Disse forskelle i registreringspraksis kan betyde, at to

borgere, der reelt har den samme indkomst, kan blive registreret forskelligt i henhold til en eventuel

fattigdomsgrænse.

Ved etablering af en eventuel fattigdomsgrænse er det også relevant at overveje konsekvenserne af en for

lempelig kritisk indkomstgrænse. En lempelig fattigdomsgrænse vil således betyde, at en større gruppe af

familier ligger under fattigdomsgrænsen. Hvis man på baggrund af en fattigdomsgrænse ønsker at

iværksætte indsatser målrettet de borgere, der lider afsavn grundet fattigdom og ulighed, vil en mere

lempelig indkomstgrænse betyde, at målgruppen for indsatsen bliver større. Alt andet lige vil dette medføre

større økonomiske omkostninger.

Endelig skal det nævnes, at der i forbindelse med en fattigdomsgrænse er en forsinkelse mellem den

faktiske samfundsudvikling, indsamlingen af data og den efterfølgende offentliggørelse af analyserne.

Forsinkelsen betyder, at der går en rum tid, inden virkningerne af markante politikændringer kan observeres.

Det er imidlertid et grundvilkår, der gælder for statistik og analyse på de fleste politikområder.



46

Som det fremgår, vil en fattigdomsgrænse omfatte svære spørgsmål. I forlængelse af en kritik er det dog

rimeligt at også at overveje alternativet. Hvis fattigdom ikke bliver afgrænset på grundlag af en klar definition,

vil den offentlige og politiske debat om fattigdom i højere grad være overladt til gisninger og

mavefornemmelser. En fattigdomsgrænse har således den fordel, at den fremmer forudsætningerne for at

diskutere og handle på fattigdomsspørgsmålet ud fra en fastlagt definition.

10. BREDERE FATTIGDOMSMÅL

Som det fremgår af redegørelsen er fattigdom et sammensat og mangesidigt problem. En økonomisk

fattigdomsgrænse kan fremstille et overordnet estimat på omfanget af økonomisk fattigdom i samfundet,

men den kan ikke belyse udviklingen i den enkelte borgers livssituation og den enkeltes muligheder for at

komme ud af en fastlåst fattigdomssituation. Fattigdom beregnet ud fra isolerede, økonomiske metoder

omfatter således ikke de individuelle og sociale forhold, der skaber og fastholder mennesker i fattigdom.

Med henblik på at forankre forståelsen af fattigdom i en grønlandsk sammenhæng og nuancere det brede

billede af ulighed og fattigdom, er det nødvendigt at inddrage kvalitative undersøgelser og sociale

indikatorer. Det kan eksempelvis være indikatorer inden for centrale, fattigdomsreducerende domæner som

uddannelse, beskæftigelse, boligforhold og opvækstvilkår for børn. Til eksempel kan man se på, hvor stor en

andel af unge der står uden for uddannelse og beskæftigelse. Da ungdomsledighed som tidligere omtalt er

en central risikoindikator, er det relevant over tid at belyse, hvordan det går de unge i denne gruppe.

Fattigdom er et resultat af en bred mængde af samfundsmæssige omstændigheder. Fattigdom kan derfor

kun reduceres gennem en helhedsorienteret politik, der adresserer problemet gennem konkrete og

sideløbende politikker, der styrker chancerne og mulighederne for socialt udstødte børn og voksne. En

fattigdomsgrænse kan fungere som økonomisk hovedindikator for reduktion af den relative fattigdom, men

bliver den ikke suppleret med bredere undersøgelser og indikatorer, der for eksempel ser på social

eksklusion, vil forudsætningerne for at formulere en holdbar politik mod fattigdom hvile på et ufuldkomment

grundlag.

10.1 INDIKATORER PÅ FATTIGDOM

Fattigdomsprojektet fra 2010 identificerer syv domæner/områder, der bliver vurderet til at være af central

betydning i forhold til at reducere ulighed og fattigdom i en grønlandsk sammenhæng.45

1. Den offentlige sektor, herunder borgerservice

2. Ansvar, herunder forældreansvar og privatøkonomi

3. Beskæftigelsesområdet, herunder ungdomsarbejdsløshed

4. Uddannelsesområdet



47

5. Boligområdet

6. Udsatte børn, herunder omsorgssvigt, vold og seksuelt misbrug

7. Misbrug, ludomani og selvmord

Som led i en politik rettet mod at reducere fattigdom, bliver det anbefalet at monitorere udviklingen inden for

de syv domæner ved brug af målbare indikatorer. Projektet indeholder enkelte forslag til indikatorer, men

omfatter ikke forslag til et færdigt sæt indikatorer under de enkelte områder. I forbindelse med et eventuelt

arbejde med at udvikle centrale indikatorer i en grønlandsk sammenhæng ligger der imidlertid her et

forarbejde, der kan være relevant at inddrage. Ligeledes vil det være relevant at inddrage Naalakkersuisut’s

Holdbarheds- og Vækstplan fra 2016, som præsenterer de overordnede visioner og reformer, som har til

hensigt at skabe en positiv samfundsudvikling.

Børnetalsmanden (MIO) og Statens Institut for Folkesundhed benytter i rapporten ”Ingen børn skal vokse op

i fattigdom” 14 indikatorer, der berører helbred, mistrivsel, risikoadfærd og belastende hændelser.

Indikatorerne har til formål at belyse social ulighed i sundhed blandt unge og viser, at børn fra hjem præget

af en lav socioøkonomisk position generelt har et dårligere fysisk og psykisk helbred og en mere

risikobetonet sundhedsadfærd, ligesom de oftere oplever vold, seksuelle overgreb og alkoholmisbrug. Det er

vigtigt at understrege, at sociale problemer ikke kun eksisterer i de dårligst stillede familier. Men rapporten

anskueliggør, at omfanget stiger, når den socioøkonomiske position falder.

Rapporten fra MIO anskueliggør vigtige aspekter af børnefattigdom, som ikke vil fremgå af økonomiske

beregninger. I en helhedsorienteret politik mod fattigdom er det centralt at være opmærksom på, at fattigdom

og sociale eksklusion i barndommen har afgørende betydning for børns udvikling og kan påvirke deres

sundhed resten af livet. Det gælder i alle lande, at der er en kausal sammenhæng mellem familiers

indkomstniveau og generelle sundhedstilstand.

I relation til metoden i ”De økonomisk udsatte” anbefaler det danske ekspertudvalg at supplere økonomiske

målinger med indikatorer på afsavn og social eksklusion. Som omtalt kan afsavnsundersøgelser

karakterisere gruppen af fattige gennem de konkrete afsavn, gruppen oplever, som følge af økonomisk

fattigdom. Afsavnsmetoden tager således udgangspunkt i gruppens egen vurdering af, hvilke almene og

nødvendige forbrugsgoder der er råd til i dagligdagen. Afsavnsindikatorer kan defineres ud fra, hvad en

gennemsnitlig familie har råd til, eller hvad der bliver anset som alment og basalt.

Afsavnsundersøgelser er ikke egnede til at afgrænse omfanget af fattigdom, da oplevelser af afsavn ofte er

subjektive og forbigående. Undersøgelserne kan imidlertid medvirke til at beskrive konsekvenserne af



48

økonomisk fattigdom. I afsavnsundersøgelser kan man med fordel anvende indikatorer, der er specifikke for

henholdsvis børn og voksne (og eventuelt andre grupper som eksempelvis ældre). Der er således forskel på,

hvordan børn og voksne oplever afsavn i forbindelse med økonomisk fattigdom.

Afsavnsmetoden omfatter i lighed med andre metoder relative elementer. Vil man udvikle et afsavnsindeks,

er det således nødvendigt at vælge, hvor mange afsavn en person eller familie skal opleve, før man anser

den som alvorligt afsavnsramt, ligesom de enkelte afsavn må vægtes, da alle afsavn ikke er lige alvorlige.

Eksempelvis er det mere alvorligt at blive sat ud af sin bolig end ikke at have råd til at holde

børnefødselsdag. Ekspertudvalget anbefaler, at et afsavnsindeks som minimum efterlever følgende kriterier:

Indikatorerne skal være rimelige og dække over almindelige basale fornødenheder

Indikatorerne skal være klare og forståelige for den brede befolkning

Indikatorerne skal eksplicit afdække, om et oplevet afsavn skyldes økonomiske årsager

Varigheden af afsavnet skal afdækkes

Som supplement til en økonomisk fattigdomsgrænse kan afsavnsmetoden bidrage med en mere kvalitativ

definition af fattigdom i en grønlandsk sammenhæng. Det gælder måske især, hvis indikatorerne bliver

defineret af befolkningen gennem den såkaldt demokratiske metode, der tager afsæt i, hvad et

repræsentativt udsnit af befolkningen vurderer som nødvendigt for at kunne fungere og leve på normal vis.

En økonomisk grænse suppleret med afsavnsindikatorer kan imidlertid ikke give svar på, hvilke muligheder

den enkelte familie har for at påvirke egne levevilkår. Ekspertudvalget anbefaler på den baggrund at

anvende indikatorer, der afspejler risikoen for fattigdom og social eksklusion. Risikofaktorer kan til eksempel

vedrøre sociale problemer og negativ social arv, der hindrer børns adgang til en stabil skolegang og social

støtte i forhold til at komme videre i livet efter endt skolegang.

En udfordring ved at inddrage risikoindikatorer er, at der er omfattende mængder af indikatorer, der kan

være interessante, hvilket kan medføre uklarhed og mangel på overblik. Ekspertudvalget anbefaler at vælge

få, centrale indikatorer, der afspejler de primære problemstillinger. I den forbindelse præsenterer udvalget

nedenstående forslag til risikofaktor og indikatorer for børn mellem 0-17 år.



49

Figur 12: Indikatorer for børn på 0-17 år i familier afgrænset som økonomisk fattige

Risikofaktor Tema Indikatorer

Forældrenes

baggrund

Forældrenes tilknytning til

arbejdsmarkedet

Børn, der lever i familier, hvor en eller begge

forældre er i socialgruppen *

Offentligt forsørgede Børn, hvis forældre modtager sociale ydelser

Forældrenes uddannelses

baggrund

Børn, der lever i familier, hvor forældrene ikke har en

kompetencegivende uddannelse

Børn, hvor en eller flere af forældrene ikke har en

ungdoms-/erhvervsuddannelse

* Socialgruppen betegner omtrentligt borgere, der har modtaget forskellige sociale ydelser, har været i revalidering, i aktivering eller på orlov fra uddannelse i mindst 80 pct. af tiden i de seneste 3 år.

Kilde: Ekspertudvalget om fattigdom

Figur 12 illustrerer risikoindikatorer for børn i familier, der er afgrænset som økonomisk fattige. Som det

fremgår, bliver forældrenes baggrund identificeret som den centrale risikofaktor for børn i alderen 0-17 år,

hvilket harmonerer med den brede forskning på området. Som omtalt i redegørelsen, har forældres

baggrund, indkomst og livsstil væsentlig betydning for børns risiko for fattigdom og social eksklusion i

voksenlivet. Imidlertid er det svært at sige noget præcist om, hvornår negativ social arv har rod i forældrenes

økonomiske situation, og hvornår forældrenes sociale og kulturelle kapital i form af eksempelvis uddannelse,

netværk, forventninger og støtte til skolegang og fritid er den primære faktor. Det er dog naturligt at antage,

at jo flere centrale risikofaktorer, et barn lever med, jo større vil risikoen for fattigdom være.

Såfremt der bliver arbejdet videre med sociale indikatorer i en grønlandsk kontekst, vil det være nødvendigt

at tilpasse og kvalificere valget af indikatorer. Desuden vil det være nødvendigt at afklare, hvilke data der er

tilgængelige, og om de har den nødvendige klarhed og præcision. Ovenstående afsnit tjener således blot til

at anskueliggøre, hvordan risikofaktorer og indikatorer for ulighed, fattigdom og social eksklusion kan

bidrage til at kvalificere fattigdomsbegrebet og fremstille et mere nuanceret billede af fattigdom i en

grønlandsk sammenhæng. Afgrænsede og klart formulerede indikatorer kan medvirke til at identificere

konkrete politikområder, hvor der er mulighed for at forebygge, at mennesker ender i social eksklusion og

fattigdom.

10.2 SOCIALE FREMSKRIDT OG UDVIKLING

I de senere år er der kommet et stigende fokus på, at modeller for samfundsudvikling, der isoleret fokuserer

på økonomisk vækst, ikke er fuldkomne. Det hyppigst anvendte mål for et samfunds velstand er

bruttonationalproduktet (BNP). Generelt er der sammenhæng mellem BNP og den sociale velfærd i et givent

samfund. Imidlertid er sammenhængen mellem velstand og social velfærd ikke altid entydig. Der er således

væsentlige forskelle i de enkelte landes evne til at konvertere økonomisk velstand til sociale fremskridt.



50

Social Progress Index (SPI) er en kortlægning af social velstand i 133 lande foretaget af Deloitte i

samarbejde med blandt andre Harvard Business School og organisationen Social Progress Imperative.

Kortlægningen har til hensigt at fremstille et alternativt billede til et mere traditionelt billede af velstand og

vækst, hvor de økonomiske indikatorer træder i baggrunden, mens landenes succes i højere grad bliver målt

på deres evne til at sikre den brede befolknings rimelige levevilkår, beskytte miljøet og sikre, at den enkelte

borger har mulighed for at forbedre sin levestandard og livskvalitet.46

SPI er således et eksempel på et bredere perspektiv på bæredygtig samfundsudvikling, der er relevant i

forbindelse med en diskussion om ulighed og fattigdom. Grønland indgår for nærværende ikke i SPI. Men

indekset kan fungere som inspiration til at indsamle og systematisere relevante data, der kan fungere som

indikatorer på, hvorvidt samfundet er inde i en fattigdomsreducerende udvikling.

En lignende metodisk tilgang kendes fra Human Development Index (HDI), som er et internationalt anvendt

indeks for menneskelig udvikling. HDI indeholder tre centrale domæner: Sundhed, uddannelse og økonomi.

HDI kan således betragtes som et bredt funderet udviklingsparameter, hvor den menneskelige udvikling er

stigende, når det enkelte lands indekstal stiger, og omvendt hvis indekstallet falder. HDI er således tænkt

som et redskab og en ramme til bredt at måle økonomiske og sociale fremskridt. Skatte- og

Velfærdskommissionen har i sin baggrundsrapport (side 8-9) fremstillet et HDI for Grønland.

Arktisk Råds program for bæredygtig udvikling har med afsæt i HDI udviklet indekset Arctic Social Indicators

(ASI). ASI er et indeks, der forsøger at skabe en bredere forståelse af menneskelig trivsel og udvikling i en

arktisk kontekst. Hensigten er at flytte diskussionen om menneskelig udvikling i Arktis bagom de almene

indikatorer i HDI og skabe opmærksomhed omkring aspekter af menneskelig udvikling, der vurderes at have

særlig betydning i en arktisk sammenhæng. De 3 særegne domæner i ASI er kontrol med egen skæbne

(eller lykke), kulturel trivsel (dét at høre til en levedygtig kultur) og interaktion med naturen. Derudover

omfatter ASI 3 domæner, der omfatter elementer af de centrale domæner i HDI: Sundhed, uddannelse og

materiel trivsel. Under de seks domæner er udvalgt en række indikatorer, som har til hensigt at

måle/monitorere menneskelige trivsel i Arktis og eventuelle skift i trends/retninger.47

10.3 METODEKRITIK

At supplere økonomiske beregninger med bredere udviklings- og velstandsmål kan afspejle fattigdom som

det flerdimensionelle fænomen, det er. Metodisk rummer tilgangen imidlertid den bagside, at fattigdom kan

udstrækkes til at vedrøre meget omfattende aspekter af et menneskeliv. Det handler om at hvert enkelt

individ må have tilstrækkelige ressourcer på mange områder. Uddannelse og arbejde er vigtigt, men det er



51

boligforhold, arbejdsmiljø, helbred og sociale netværk også. Og jo flere indikatorer der bliver bragt ind i

billedet, desto mere komplekst vil det blive. Det kan gøre det vanskeligt at fortolke de samlede datasæt og

anvende dem til at formulere et alment forståeligt billede af fattigdom og sociale fremskridt.

Anvendelse af indikatorer kan med fordel basere sig på et begrænset antal klart formulerede indikatorer, der

kan nuancere det økonomiske fattigdomsbillede på centrale punkter og/eller sætte fokus på områder, der er

centrale for fattigdomsforebyggelse i en grønlandsk kontekst. Dersom en økonomisk fattigdomsgrænse

bliver fastsat, bør indikatorerne metodisk knytte an til den økonomiske definition, så de kan bidrage en mere

sammenhængende forståelse af fattigdom samt mulighederne for at forebygge fattigdom.

Det er væsentligt at understrege, at det kan kræve betydelige ressourcer at inddrage brede sæt af

indikatorer i fattigdomsbilledet, ligesom det er væsentligt at betone, at det ikke vil give mening rent metodisk

at anvende ressourcer på at definere og formulere centrale indikatorer, hvis ikke man har til hensigt at

gentage analyser med jævne mellemrum med henblik på at følge udviklingen over tid.

I forhold til afsavnsmetoden specifikt, bliver tilgangen kritiseret for at være ressourcekrævende og

kompliceret. I lighed med budgetmetoden (jf. afsnit 5.3) bliver afsavnsmetoden kritiseret for, at præmisserne

kan ændre sig over kort tid, jf. eksemplet med mobiltelefonen der på få år er blevet et alment forbrugsgode.

En mobiltelefon skal dog ikke nødvendigvis tillægges samme vægt som tøj, mad og bolig i en undersøgelse

af afsavn. I forbindelse med afsavnsundersøgelser kan det endvidere være en udfordring at skelne mellem

ønsker og behov, ligesom forskellige grupper oplever forskellige afsavn, herunder voksne og børn.

Generelt er det ikke ukompliceret at formulere brede udviklings- og velstandsmål, der kan vurdere samfundet

evne til at omsætte økonomisk vækst og velstand til sociale fremskridt. Dette perspektiv er imidlertid centralt

i forhold til at forebygge økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet, i og med forebyggelse fordrer en

proaktiv og helhedsorienteret tilgang, hvor beregninger og analyser mv. har til hensigt at identificere og

motivere politiske handlemuligheder.

11. AFSLUTNING

På baggrund af denne redegørelse kan det konkluderes, at en fattigdomsgrænse kan have den positive

effekt, at den skaber større fokus på fattigdomsproblemer i samfundet og således motiverer politiske

handlinger. Dog kan det på baggrund af redegørelsen ligeledes konkluderes, at der er en række

forudsætninger for samt forbehold, der bør tages ved indførsel af en fattigdomsgrænse.



52

Således er det væsentligt for fattigdomsgrænsens legitimitet og kontinuitet, at der er bred politisk enighed

om indførslen.

Hvis man vælger at indføre en fattigdomsgrænse anbefaler redegørelsen, at GS fortsætter deres arbejde

med fattigdomsundersøgelse, som præsenteres i rapporten ”De økonomisk udsatte – 2011-2015”. GS tager

udgangspunkt i en medianindkomstanalyse (jf. afsnit 5.4 om relativ fattigdom), der baserer sig på

anbefalinger fra det danske ekspertudvalg om økonomisk fattigdom. Ligeledes anbefales det, at man

forholder sig til de forbehold, der også fremsættes af GS i rapporten. GS rapport og metode danner således

et konstruktivt grundlag for at undersøge fattigdom kvantitativt.

Redegørelsen understreger, at fattigdom er et resultat af en bred mængde af samfundsmæssige faktorer. En

virksom indsats mod fattigdom kræver således en helhedsorienteret politik. En politik der adresserer

problemet gennem konkrete og sideløbende politikker og som styrker chancerne og mulighederne for socialt

udstødte børn og voksne. For at sikre en helhedsorienteret politik anbefales det, at man indarbejder

spørgsmålet om ulighed og fattigdom i de relevante sektorplaner. Dette kunne eksempelvis være

sektorplanerne for uddannelses- og beskæftigelsesområdet. I forlængelse heraf skal det påpeges, at det er

vigtigt, at der sættes krav og følges op på de politiske indsatser og målsætningerne i sektorplanerne.

Indsatserne mod fattigdom og ulighed skal løbende justeres og det skal sikres, at de har den forventede

effekt.

En fattigdomsgrænse kan således fungere som økonomisk hovedindikator for reduktion af den relative

fattigdom. Men bliver den ikke suppleret med bredere undersøgelser og indikatorer, der for eksempel ser på

social eksklusion, vil forudsætningerne for at formulere en holdbar politik mod fattigdom hvile på et

ufuldkomment grundlag. En central anbefaling er således, at fattigdomsgrænsen ikke må stå alene, som

metode til undersøgelse af ulighed og fattigdom. Den skal suppleres med kvalitative analyser, som kan

undersøge årsagerne til og konsekvenserne af fattigdom.

I forhold til at reducere fattigdom og ulighed vil der således være behov for en meget bred vifte af indsatser

og politiske tiltag, som på tværs af sektorer indbefatter forebyggende indsatser, tværfaglige indsatser samt

strukturelle tiltag på tværs af fagområder.



53

BILAG OG SLUTNOTER

Bilag: De økonomisk udsatte - Perioden 2011-2015, Grønlands Statistik, Socialstatistik, 2016

Slutnoter:

1 Grønlands Statistik: De økonomisk udsatte – for perioden 2011-2015, Socialstatistik 2016

2 Larsen, Christian Albrekt: The Rise and Fall of Social Cohesion, 2013

3 Aalborg Universitet, Økonomisk ulighed og social sammenhængskraft, aau.dk

4 OECD: In it together - Why less inequality benefits all, 2015

5 IMF: Causes and Consequences of Income Inequality: A Global Perspective, 2015

6 Sørensen, Svend Erik (ekstern konsulent): Fattigdomsprojekt, Departementet for sociale anliggender, 2010

7 Townsend, P.: Poverty in the United Kingdom. Harmondsworth: Pinguin, 1979

8 Bjerregaard, Peter (m.fl.): Familie, børn og sundhed, DIKEs Grønlandsskrifter nr. 9 1997

9 Hansen, Claus Georg: Fra passiv iagttager til aktiv deltager. INUSSUK, Arktisk forskningsjournal 1. 2017

10 Sørensen, Svend Erik (ekstern konsulent), Fattigdomsprojekt, Departementet for sociale anliggender, 2010

11 Grønlands Statistik: Ledighed og arbejdsstyrke 2015, Arbejdsmarkedsstatistik 2017

12 Politisk-Økonomisk Beretning, 2017

13 Christensen, Christine Dons: Nej, fattigdom er ikke kun et pengeproblem, 2017, zetland.dk

14 Leth-Petersen, Søren (m.fl.): Bliver man født til at falde i luksusfælden? Københavns Universitet

15 Mullainathan, Sendhil og Eldar Shafir: Scarcity: Why Having Too Little Means So Much, 2014

16 Elisabeth D. Babcock: Using Brain Science to Design new Pathways Out of Poverty, 2014, Crittenton Women’s Union

17 Elisabeth D. Babcock: Using Brain Science to Design new Pathways Out of Poverty, 2014, Crittenton Women’s Union

18KORA: Gratis økonomi- og gældsrådgivning i Danmark – Kortlægning og mulige modeller for fremtidig forankring,

KORA Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, 2016

19 Nielsen, Torben Heien: Aktive og passive valg i pensionsopsparingen, Københavns Universitet, 2016



54

20 Sørensen, Svend Erik (konsulent), Fattigdomsprojekt, Departementet for sociale anliggender, 2010

21 Sørensen, Svend Erik (konsulent), Fattigdomsprojekt s. 34, Departementet for sociale anliggender, 2010

22 Skatte- og Velfærdkommissionen: Baggrundsrapport s. 65-66, Grønlands Selvstyre, 2010

23 Bjerregaard, Peter (m.fl.).: Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2014 – levevilkår, livsstil og helbred, SIF 2016

24 Sørensen, Svend Erik: Fattigdomsprojektet s. 5, Departementet for sociale anliggender, 2010

25 Bjerregaard, Peter (m.fl.).: Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2014 – levevilkår, livsstil og helbred, SIF 2016

26 Nielsen, Steen Baagøe (red.): Nordiske mænd til omsorgsarbejde, Roskilde Universitet for Nordisk Ministerråd, 2011

27 Grønlands Statistik: Statistikbanken: Ledighedsstatistikken

28 Grønlands Statistik: Ledighed og arbejdsstyrke 2015, Arbejdsmarkedsstatistik 2017

29 Nielsen, Sissel Lea og Steen Wulff: Børns levestandard i Grønland del 1, Børn med afsavn, MIPI 2007

30 Christensen, Else (m.fl.): Børn i Grønland s. 123, Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI), 2008

31 Andersen, Hans Thor (m.fl.): Hjemløshed i Grønland, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, 2013

32 Benjaminsen, Lars (m.fl.): Fattigdom og afsavn, Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI), 2016

33 Departementet for finanser og skatter: Redegørelse om gæld og gældsafvikling, 2017


35 Sørensen, Svend Erik (konsulent), Fattigdomsprojekt, Departementet for sociale anliggender, 2010

36 Departementet for Finanser og Skatter, Grønlands Selvstyre: Politisk-Økonomisk Beretning 2017




40 Ekspertudvalg om fattigdom: En dansk fattigdomsgrænse – Analyser og forslag til opgørelsesmetoder, 2013



55

41 Ekspertudvalg om fattigdom: En dansk fattigdomsgrænse – Analyser og forslag til opgørelsesmetoder, 2013

42 Grønlands Statistik: De økonomisk udsatte – for perioden 2011-2015, Socialstatistik 2016

43 Altinget: 50.000 børn er ikke længere fattige, www.altinget.dk, 2013

44 Løppenthin, Andres (m.fl.): Den usynlige fattigdom, Analyse & Tal, 2015


46 Porter, Michael E. (m.fl.): Social Progress Index, Social Progress Imperative, 2016

47 Larsen, Joan Nymand (m.fl.): Arctic Social Indicators, ASI II: Implementation, Nordisk Ministerråd, 2014

FATTIGDOM & ULIGHED - Naalakkersuisut/media/Nanoq/Files/Publications/Familie/… · fattigdom, mens...

Documents

Transcript of FATTIGDOM & ULIGHED - Naalakkersuisut/media/Nanoq/Files/Publications/Familie/… · fattigdom, mens...