Europas bedste - Historien om EM i fodbold

157,5mm 157,5mm

23

4m

m

38mm

0877107887719

ISBN 9788771087710

Europas bEdstEEur

opa

s bE

dst

E

Niels Christian Frederiksen


Historien om EM i fodbold

Historien om

EM i fodbold

Niels Christian Frederiksen,

født 1969, er journalist og BA i statskundskab. Er fod-

boldkommentator på Canal9 og Canal+, hvor han dækker

Superligaen, La Liga og Serie A. Han kommenterede også

VM-slutrunden i Sydafrika i 2010. Har tidligere arbejdet for

Politiken, Dagen, TV3, Kanal 5 og TV2 SPORT samt i en

årrække skrevet for Tipsbladet om international fodbold.

Har tidligere udgivet bogen Mesterværket – historien om Mesterholdenes Europa Cup og Champions League (2011).

den ultimative bog om EM i fodbold.

De fleste husker Spaniens drømmefodbold under EM-slutrunden i 2008. Nogle vil

helt sikkert også erindre billedet af den stortudende Cristiano Ronaldo, der trøstes

af legenden Eusébio efter finalenederlaget til Grækenland i 2004. Og mange her til

lands vil aldrig glemme Peter Schmeichels fænomenale parader eller John Faxe og

Kim Vilforts to scoringer i EM-finalen mod tyskerne i 1992. Men hvad med Marco

van Bastens fantastiske flugter fra spids vinkel i EM-finalen mod Sovjetunionen i

1988? Michel Platinis ni scoringer under EM i 1984? Og Antonin Panenkas berømte

lob i straffesparkskonkurrencen i finalen i 1976 mod de vesttyske verdensmestre?

I Europas bedste, der er skrevet af sportsjournalist og -kommentator Niels Christian

Frederiksen, får du lov til at opleve disse – og mange andre – uforglemmelige øje-

blikke igen. Bogen indeholder et væld af skæve anekdoter, historiske baggrunde og

talrige portrætter af de største spillere og trænere, som har bidraget til at gøre EM

til den vigtigste landsholdsturnering næstefter VM.

Bogen består af 13 fyldige kapitler, der skildrer samtlige EM-slutrunder i historien

fra den første i 1960 til den seneste i 2008. Du får desuden detaljerede resultatover-

sigter, kampfakta fra finalerne og meget mere, og bogen kan dermed også bruges

som et historisk opslagsværk.


Europas bEdstE

Historien om EM i fodbold

people’spress

Europas bedste.indd 3 16/04/12 12.48

Takket være Peter Schmeichels fremragende spil i målet vinder Danmark sensatio-nelt EM-finalen på Nya Ullevi i Göteborg over Tyskland med 2-0. 1992.Foto: Sven-Erik Sjöberg/Polfoto.


F O R O R D 9

Forord

»for at højne det kreative niveau sendte Berti Vogts Thomas Doll i aktion på bekostning af Matthias Sammer, hvad der dog ikke umid-delbart skabte flere chancer. Det skyldtes, at danskerne både stillede sig kompakt og opførte sig taktisk klogt ved at lade Brian Laudrup falde dybt ned i banen for at få mere flow i kontraspillet. Efter 71 minut-ter havde det nær givet en ny scoring, da Kim Vilfort slap helt fri, men vinklen blev for spids, og Brøndby-profilen sparkede bolden lige forbi.

Det blev indledningen til nogle hektiske øjeblikke i begge ender. Først karatesparkede Kent Nielsen bolden væk for næsen af Karl-Heinz Riedle, efter at Jürgen Klinsmann havde kørt rundt med et par danske for svarere ved baglinjen.

Det efterfølgende hjørnespark blev taget kort til Andreas Brehme, som lagde bolden perfekt ind i feltet. Derinde steg Jürgen Klinsmann til vejrs, men hans bragende hovedstød slog Peter Schmeichel mirakuløst over, hvad der understregede, at den danske målmand om nødvendigt kunne være spadseret hjem over Øresund.

Da Schmeichel kort efter fangende et dybt indlæg med én hånd over hovedet på Karl-Heinz Riedle, anede de fleste tyskere formentlig, at der ikke var mere at komme efter i finalen. I det 79. minut headede Claus Christiansen, som et kvarter forinden var kommet ind i stedet for John Sivebæk, bolden langt frem mod Kim Vilfort. Han tog klart hånden til hjælp for at drible videre forbi Andreas Brehme, men alligevel undlod Bruno Galler at fløjte. I stedet hamrede Vilfort bolden fladt i nettet fra kanten af straffesparksfeltet, inden Thomas Helmer, fik sat sin tackling ind, og bagud med 0-2 var løbet kørt for de tyske forhåndsfavoritter.

Efter dommerens slutfløjt opførte danskerne sig som en flok kåde


10 E U R O P A S B E D S T E

pigespejdere, mens »We Are The Champions« tonede ud gennem højt-talerne på Nya Ullevi. Da pokalen blev overrakt til anfører Lars Olsen, måtte flere af spillerne, herunder den stortudende Flemming Povlsen, lige rive sig en ekstra gang i håret for at sikre sig, at det virkelig kunne passe, at de netop havde fuldendt den største sensation i EM-historien. Det kunne det, og efter at have skældt ud på sine spillere i omklædnings-rummet, anerkendte Berti Vogts da også danskernes indsats:

»Hvis man kan undgå at tabe til England og derefter vinde over Frank-rig, Holland og Tyskland, så er man fortjent europamester.«

Ingen her til lands glemmer formentlig EM-finalen i 1992, da Danmark leverede en af de største overraskelser nogensinde ved at slå de tyske ver-densmestre med 2-0. Det var en fænomenal bedrift, der satte på spidsen, hvad EM handler om: følelser, spænding og nærvær. Uanset hvordan man end vender og drejer det, kommer man dog ikke udenom, at Ri-chard Møller Nielsens tropper var ualmindeligt heldige den mindevær-dige sommer i Sverige. Ikke alene kom holdet med på et afbud, da det krigshærgede Jugoslavien blev forment adgang. Undervejs i turnerin-gen havde Danmark også de berømte marginaler på deres side, hvilket blandt andet kom til udtryk i semifinalen mod Holland, som blev besej-ret efter straffesparkskonkurrence.

Det forekom både fint og retfærdigt for os danskere, men det gjorde de bestemt ikke i det europæiske fodboldforbund, UEFA. Her opfattede den øverste top det som stærkt problematisk, at en lille outsider kunne stikke af med Henri Delaunay-trofæet, for det lagde en dæmper på inte-ressen i kontinentets største lande, hvad der igen betød, at sponsorerne vendte tommelen nedad.

For at gøre det sværere for de såkaldte små nationer at vinde EM udvidede UEFA allerede fra den følgende slutrunde i 1996 deltagerfeltet til 16 lande. Det virkede selvsagt stimulerende for sponsorernes inte-resse, men at fodboldens veje er uransagelige, beviste Grækenland otte år senere ved sensationelt at vinde EM i Portugal. Så meget for detail-planlægning ...


F O R O R D 11

De fleste fødsler foregår i smerte, og sådan var det også for EM’s ved-kommende. Ved undfangelsen i 1958 ønskede det dengang ludfattige UEFA på grund af medlemmernes manglende opbakning end ikke at stå som officiel arrangør af det, der indledningsvis blev kaldt Nations’ Cup. I den mellemliggende tid har EM vokset sig stort og stærkt, og med en omsætning på små ti milliarder kroner ved den seneste slutrunde i Østrig og Schweiz i 2008 har turneringen for længst etableret sig som en uundværlig del af UEFA’s portefølje.

Det gælder så sandelig også sportsligt. I dag regnes EM som den mest prestigefyldte landsholdsturnering, kun overgået af VM. Spørgsmålet er sågar, om ikke EM har et højere spillemæssigt niveau end VM-slutrun-den, der har adskillige deltagere fra egne af verden, hvor fodbold sagt i al respekt rimer mere på breddeidræt end på elitesport.

Mit ønske med Europas bedste er at fortælle historien om kontinen-tets største landsholdsturnering. Bogen rummer 13 kapitler – ét for hver af EM-slutrunderne siden den første i 1960 og frem til den seneste i 2008. Undervejs tager jeg fat i gamle anekdoter og mindeværdige ko-ryfæer, ligesom jeg ikke holder mig tilbage med hensyn til at referere til den samtid, som på de givne tidspunkter dannede rammen om verdens mest underholdende spil.

København, marts 2012Niels Christian Frederiksen


Nations’ Cup i Frankrig 1960

Fra den 6. juni til den 10. juni.

Deltagere: Semifinale 1: Frankrig-Jugoslavien.

Semifinale 2: Sovjetunionen-Tjekkoslovakiet. Vinderne mødtes i finalen,

og taberne mødtes i kampen om tredjepladsen.

Byer: Paris og Marseille.

Mål: 17 i fire kampe. 4,25 mål i gennemsnit.

Tilskuere: 78.958 i fire kampe. 19.739 tilskuere i gennemsnit.

Kvalifikation: 17 lande. Play-off-kamp mellem Irland og Tjekkoslovakiet. Derefter 16 hold i 1. runde og endelig kvartfinaler.

De fire vindere til slutrunden.


S E J R E N S S A N D E F A D E R VA R M A N D E N I D E N S O R T E D R A G T 13

sEjrENs saNdE FadEr

var MaNdEN I dEN sortE dragt

1960 ∙ sovjetunionen

Lørdag den 5. februar 1927 modtog FIFA’s daværende præsident, Jules Rimet, et rekommanderet brev fra sin gode ven, Henri Delaunay. I brevet argumenterede Delaunay, der var generalsekretær for det franske fodboldforbund, for, at der hurtigst muligt blev etableret en officiel tur-nering for de europæiske landshold, akkurat som tilfældet havde været det i de foregående 11 år for de sydamerikanske.

Trods sit nære forhold til Henri Delaunay var Jules Rimet ikke sådan at overbevise. Det var der flere grunde til. Dels ønskede han at samle alle kræfter om at tilrettelægge historiens første VM, og dels var den kyniske vurdering i FIFA, at en EM-turnering for landshold ville være en direkte konkurrent hertil.

Den første VM-slutrunde fandt sted tre år senere i Uruguay og blev en stor succes, og det samme blev de følgende to i Italien og Frankrig. Med undtagelse af fodboldens moderland, England, som ikke var medlem af FIFA, var der bred opbakning til det nye tiltag, der foruden en slutrun-de også kastede masser af spændende kvalifikationskampe af sig. Men ikke nok med det. Ud over at medvirke i disse opgør deltog 20 europæ-iske lande op gennem 1930’rne i forskellige regionale turneringer, hvilket gjorde det endnu sværere for Henri Delaunay at realisere sine EM-planer.

Først i 1954 fik den da 71-årige franskmand et gennembrud. Det ske-te, da han efter i årevis at have kæmpet for oprettelsen af det europæiske fodboldforbund, UEFA, blev valgt som forbundets første generalsekre-tær på den stiftende generalforsamling i Basel. Desværre sad Henri De-launay ikke længe i embedet, for halvandet år senere døde han. I stedet arvede sønnen Pierre hans job, og i den funktion løftede han på UEFA’s



kongres den 28. juni 1957 på Christiansborg i København sløret for den kommende europæiske landsholdsturnering.

På kongressen blev det vedtaget, at den såkaldte Nations’ Cup skulle være en kopi af den nystartede Mesterholdenes Europa Cup med de væ-sentlige forskelle, at arrangementet skulle afvikles over to kalenderår, og at semifinalerne, kampen om tredjepladsen og finalen skulle spilles i samme land. For at kunne stable en bare nogenlunde troværdig turne-ring på benene var det nødvendigt med tilmeldinger fra minimum 16 ud af UEFA’s daværende 31 medlemslande. Men til trods for at delta-gelsesgebyret blev sat til beskedne 400 kroner, forelå der kun 15 tilmel-dinger ved fristens udløb den 16. februar 1958. Det var UEFA’s danske præsident, Ebbe Schwartz, ikke ligefrem fornøjet over:

»Da vi aftalte turneringens format, var der 19 ja-sigere. Nu er der kun 15. Hvad er det, der foregår?«

Blandt de lande, som ikke ønskede at deltage i Nations’ Cup, var Skot land og England, der efter 18 års pause omsider vendte tilbage til FIFA-familien i 1946. Årsagen var, at de hellere ville lægge energien i det traditionsrige britiske stævne, The Home International Champion ship, der som en af de eneste kontinentale turneringer overlevede Anden Ver-denskrig. Heller ikke Vesttyskland, der sensationelt havde vundet det seneste VM i Schweiz, bakkede op om Nations’ Cup, hvad landsholds-træner Sepp Herberger gav følgende forklaring på:

»Mellem to VM-slutrunder står opbygningen af et slagkraftigt lands-hold højest på dagsordenen. I den forbindelse forstyrrer et EM.«

Da UEFA’s ledelse ikke i første omgang nåede i mål med arrange-mentet, blev tilmeldingsfristen på pragmatisk vis rykket fire måneder. Det gav tid til at invitere nogle af tvivlerne til samtaler i forbundets lejede lokaler i Paris. Det viste sig at være ulejligheden værd, for på UEFA’s kongres i Stockholm i juni 1958 kom der positivt svar tilbage fra sammenlagt 17 lande, og dermed kunne historiens første Nations’ Cup som oprindelig planlagt skydes i gang tre måneder senere.

Et af de lande, som per tradition stillede med et stærkt landshold op gennem 1950’erne, var Jugoslavien. Desværre var Plavi – De Blå – uhel-



dige i flere afgørende situationer. Det fik omverdenen syn for i perioden fra 1948, da de tabte hele tre OL-finaler på stribe og ved VM i Sverige ti år senere, da Vesttyskland via en smal 1-0-sejr klemte sig videre til semi-finalen på jugoslavernes bekostning.

Efter VM-slutrunden måtte flere af de foregående sæsoners stamspil-lere, heriblandt Vujadin Boskov, Zdravko Rajkov og Milos Milutinovic erstattes af yngre kræfter, og det betød, at den 29-årige centerhalf Bran-ko Zebec, der siden skulle få sig en flot trænerkarriere i vesttysk fod-bold, blev den mest erfarne mand på holdet. Talentudviklingen havde imidlertid aldrig fejlet noget i Jugoslavien, og for de gamle, som faldt, kom der ny overalt. De drog fordel af, at republikken i årene efter An-den Verdenskrig fjernede sig ideologisk fra de øvrige lande i det sovjet-dominerede Østeuropa. Distanceringen indebar, at nationalmandskabet i perioden fra 1949 til 1957 udelukkende spillede venskabskampe mod ikke-kommunistiske lande, og at klubholdene prioriterede at prøve kræfter med modstandere fra Vesteuropa, hvorfor niveauet i den hjem-lige liga hørte til blandt de ypperste på kontinentet.

Hvor gode de unge og teknisk begavede jugoslaver egentlig var, fandt Bulgarien ud af, da holdet den 31. maj 1959 kom på besøg på JNA Sta dion i Beograd i første runde af Nations’ Cup. For at sikre landsholdstrænerne, Stoian Ormandjiev og Krum Milev, optimale ar-bejdsbetingelser, suspenderede det bulgarske fodboldforbund al klub-fodbold i ugerne op til kampen. Lige lidt hjalp det, for hjemmeholdet dominerede fra start til slut. På mål af Partizans nye stjerneangriber, Milan Galic, og Lazar Tasic, der var hentet ind igen efter adskillige års pause, vandt jugoslaverne med 2-0, hvad der sikrede dem en særde-les gunstig udgangsposition inden returmødet fem måneder senere på Vassil Levski Stadion i Sofia.

Her skreg 45.000 tilskuere bulgarerne frem mod modstandernes mål, der blev vogtet af Blagoje Vidinic. Han var dygtig til at gøre brug af sine næsten to meter i højden, og først efter 54 minutter blev han passeret, da Todor Diev bragte sit hold i spidsen med 1-0. Den bulgarske glæde va-rede dog ikke længe, for tre minutter senere udlignede Muhamed Mujic til resultatet 1-1, og dermed var Jugoslavien videre i turneringen.

I kvartfinalen ventede Portugal, som i den foregående runde slog DDR med sammenlagt 5-2. Tre af træfferne sendte Benficas formidable midtbanestrateg, Mário Coluna, i netmaskerne, så Jugoslaviens cheftræ-



ner, Aleksandar Tirnanic, kunne i hvert fald ikke være i tvivl om, at det først og fremmest var ham, der skulle holdes øje med.

Det døjede medspillerne omkring Branko Zebec ikke desto mindre alvorligt med, da det den 8. maj 1960 gik løs på Estádio Nacional i Lissa-bon. Mário Coluna kom ikke på måltavlen, men han styrede med sikker fod begivenhederne, og efter 70 minutter var Portugal i spidsen med 2-0 på scoringer af Joaquim Santana og Matateu. Det var naturligvis et skidt resultat for det nedspillede udehold, som dog fik en gevaldig succesople-velse, da anfører Borivoje Kostic reducerede til 1-2 i det 81. minut.

14 dage senere var rollerne byttet om på JNA Stadion, da Jugoslavien tog imod i den afgørende dyst om, hvem der skulle videre til somme-rens slutrunde. I det 8. minut bragte Dragoslav Sekularac de aggressive værter i front med 1-0, men 20 minutter senere udlignede Cavem til 1-1 efter et kontraangreb. Det tog for en stund humøret fra de unge jugosla-ver, der alligevel formåede at gå til pause med en føring på 2-1 oven på Zvezdan Cebinacs scoring i første halvlegs sidste minut.

Efter sidebyttet kom der endnu mere skarphed i afslutningerne, og på to træffere af Borivoje Kostic og en af Milan Galic vandt Jugoslavien med 5-1. Det bragte holdet videre til Nations’ Cups semifinale, hvor modstanderen blev Frankrig, som UEFA udnævnte som arrangør af slutrunden.

I moderne tid har franskmænd notorisk markeret sig blandt pione-rerne, når det gjaldt topsport. Nævnes skal blot grundlæggeren af Den Internationale Olympiske Komité, Pierre de Coubertin, Tour de Frances fader, Henri Desgrange, og opfinderen af VM i fodbold, Jules Rimet.

Med så entreprenante folk inden for landets grænser kunne det dårligt undgås, at jorden overalt blev gødet for eliteidrætsmiljøer, og det gjaldt selvsagt også inden for fodbold. Frankrig deltog i de første tre VM-slut-runder inden Anden Verdenskrig, og efterfølgende etablerede klubhol-dene sig også blandt de allerbedste. Det blev symboliseret ved, at Stade de Reims i både 1956 og 1959 nåede frem til Europa Cup-finalen for Me-sterhold, hvor det dog i begge tilfælde blev til nederlag mod Real Madrid.

Reims’ træner, Albert Batteux, varetog samtidig opgaven som udta-gelseschef for landsholdet, og det arbejde udførte han godt. Anført af de fænomenale angribere, Just Fontaine, der scorede 13 mål undervejs, og Raymond Kopa, som senere på året blev kåret som Europas bedste spil-ler, leverede Les Bleus i perioder drømmefodbold under VM i 1958. Her



blev det til bronzemedaljer, efter at holdet i kampen om tredjepladsen bankede de forsvarende verdensmestre fra Vesttyskland med 6-3.

Den slags gav appetit på meget mere, og Frankrig måtte nødvendig-vis regnes blandt favoritterne, da den nye Nations’ Cup blev søsat det følgende efterår – ikke mindst i betragtning af, at hold som England, Italien, Vesttyskland og Sverige holdt sig væk. I første omgang fik fransk-mændene en særdeles taknemmelig lodtrækning, da Grækenland blev trukket som modstander, og med en sejr på sammenlagt 8-2 levede de da også fuldt ud op til tilhængernes tillid.

I den følgende runde viste Just Fontaine og Raymond Kopa igen prøver på deres skyhøje klasse, da Østrig samlet blev besejret med 9-4. Dermed spurtede Frankrig ikke alene ubesejret, men også som det mest scorende hold af alle gennem kvalifikationen, hvad der naturligt nok skabte enorme forventninger i det sportsgale land. Disse blev ikke min-dre af, at franskmændene var på hjemmebane i Nations’ Cups slutspil, der i øvrigt skulle afholdes midt under Tour de France.

Uheldigvis blev Frankrig inden semifinalen mod Jugoslavien alvor-ligt handicappet af, at Raymond Kopa og Just Fontaine, der tilsammen scorede syv gange i kvalifikationen, meldte fra med skader, som de på-drog sig i aktion for deres klubber, Real Madrid og Stade de Reims.

Dem kunne Albert Batteux naturligvis ikke uden videre erstatte, og det lagde en betragtelig dæmper på fodboldbegejstringen under slut-runden. Med 26.370 tilskuere var der således langtfra udsolgt på Parc des Princes i Paris til opgøret mod Jugoslavien. De, der blev væk, gik dog glip af en fremragende fodboldkamp, som hjemmeholdet ejendom-meligt nok ikke tabte på grund af sit angreb, men på grund af sit forsvar.

Anført af de to storartede yderwings – Francois Heutte og Jean Vin-cent – lagde franskmændene omgående et højt pres, og det resultere-de i, at det efter en time stod 4-2 til Albert Batteux’ mandskab. I den resterende del af semifinalen opførte det franske forsvar og målmand Georges Lamia, der aldrig siden blev udtaget til en landskamp, sig imid-lertid helt håbløst, hvorfor det stod 5-4 til Jugoslavien, da den belgiske dommer, Gaston Grandain, blæste af. Den store helt hos udeholdet var den 23-årige Drazan Jerkovic, der med bare en enkelt landskamp som ballast sprang ind på pladsen som centerforward og scorede de sidste to mål, der betød, at Jugoslavien var klar til den første finale i Nations’ Cup.



Ungarn var om nogen det store hold i perioden efter Anden Verdens-krig. I 1952 vandt Aranycsapat – Guldholdet – i overlegen stil OL i Hel-sinki. Under ledelse af træner Gusztáv Sebes scorede ungarerne 20 mål i turneringens fem kampe, mens målmanden Gyula Grocsis kun lukkede to ind. I semifinalen fik de forsvarende olympiske mestre fra Sverige stryg med 6-0, inden Jugoslavien blev besejret i finalen med 2-0 på mål af Zoltán Czibor og den største stjerne på kontinentet, Ferenc Puskás.

Magyarernes eminente spil imponerede også generalsekretæren i det engelske fodboldforbund Stanley Rous. På stedet kaldte han Gusztáv Sebes til sig for at invitere Ungarn til en venskabskamp i London året efter. Det kom Rous efter alt at dømme til at fortryde, for efter en for-midabel sejr på 6-3 blev ungarerne det første hold, som slog England på Wembley. Den 27. juni 1954 skulle Ungarn have fuldendt epoken ved at vinde VM-finalen i Bern, men trods en 2-0-føring undervejs blev holdet snydt for Jules Rimet-pokalen af et tappert kæmpende vesttysk lands-hold, der i silende regnvejr vandt med 3-2.

Godt to år senere blev et af historiens bedste landshold spredt for alle vinde, da sovjetiske styrker knuste ungarernes ønske om at tvinge landets stalinistiske styre fra magten. Samtidig med opstanden var na-tionens to bedste klubhold – Honvéd og MTK – draget på turné i ud-landet, og eftersom spillerne fra førstnævnte formelt set var officerer i den ungarske hær, turde de ikke umiddelbart vende tilbage til deres urohærgede hjemland.

Efter moden overvejelse returnerede hovedparten af truppen dog til fædrelandet, da de sovjetiske kampvogne havde skudt opstanden ned, men Ferenc Puskás valgte sammen med Sándor Kocsis og Zoltán Czibor at gå i eksil i Spanien. Her blev Puskás efter at have udstået 18 måneders FIFA-karantæne en af de bærende kræfter hos verdens største klub, Real Madrid, mens de to sidstnævnte udviklede sig til stamspillere hos ær-kerivalen CF Barcelona. Så omfattende en amputation kunne hverken Honvéd eller Ungarn komme sig over, hvilket var tydeligt at se ved VM i 1958, da landsholdet blev elimineret i gruppespillet af lilleputnationen Wales.

Inden slutrunden havde Sovjetunionen beordret både det ungarske fodboldforbund og alle de øvrige kommunistiske lydstater bag Jerntæp-pet til at stille op i den nystartede Nations’ Cup, som alt andet lige ville være lettere at nå til tops i end VM. Skæbnen ville, at netop sovjetrusser-



ne blev Ungarns modstander i turneringens allerførste kvalifikations-kamp, der fandt sted den 28. september 1958 på Lenin Stadion i Moskva.

Det var et møde, som på forhånd var omgærdet af en kolossal interes-se, for ikke alene var der tale om et sammenstød mellem to nationer, som kort forinden havde skudt med skarpt mod hinanden, det var også en duel mellem de to seneste olympiske mestre. Da den østrigske dommer, Alfred Grill, tændte op under affæren, var der således 102.000 tilskuere inden for de hvidkalkede betonmure, og de fik en sovjetisk opvisning at se. På mål af Anatoly Ilyin, Slava Metreveli og Valentin Ivanov førte hjem-meholdet med 3-0 ved pausen, men seks minutter før tid sørgede Janos Göröcs for spænding om det samlede udfald, da han reducerede til 1-3.

Hele 364 dage senere var der returmøde på Nep Stadion i Budapest. Hos Ungarn var der kun to tilbage i startopstillingen i forhold til VM-fi-nalen i 1954, nemlig Gyula Groscis og József Bozsik. Målmanden havde ikke så meget at se til på den regnfulde eftermiddag, men det havde hans kollega i den anden ende, Lev Yashin. Han stod en strålende kamp, og dermed var han hovedmanden bag Sovjetunionens 1-0-sejr, der kom i stand takket være Juri Voinovs fuldtræffer i det 58. minut.

Havde konfrontationen med Ungarn været omspændt af politiske spændinger, så blev den følgende duel det i endnu højere grad. Efter at Spanien på strålende facon besejrede Polen i begge indbyrdes møder i første runde, blev holdet trukket ud mod Sovjetunionen. De to lande stod stejlt over for hinanden under Den Spanske Borgerkrig, og mere end 20 år senere havde Spaniens diktator, Francisco Franco, stadig ikke begravet stridsøksen. Han havde svært ved at forlige sig med tanken om, at nationalmandskabet eventuelt skulle tabe en kamp mod Sovjetunio-nen, som man end ikke havde diplomatiske forbindelser til, og derfor forbød han holdet, der talte så fine folk som Alfredo Di Stéfano, Ladislao Kubala og Luis Suárez at rejse til Moskva til landenes indledende møde den 28. maj 1960. Delegationen stod ellers parat til afgang i Barajas-lufthavnen i Madrid, og selv om formanden for det spanske fodboldfor-bund, Alfonso de la Fuente Chaos, omgående tog i audiens hos Franco for at få ham til at omgøre beslutningen, var svaret negativt.

Mens spanierne ærgrede sig over, at deres hidtil bedste landshold forspildte muligheden for at nå til tops i den indledende udgave af Na-tions’ Cup, jublede sovjetrusserne over, at UEFA gav dem en fribillet til sommerens slutrunde i Frankrig, hvor modstanderen i semifinalen



blev Tjekkoslovakiet. Det var et hold, som ikke udlevede potentialet ved VM i Sverige, hvor man allerede blev slået ud i gruppespillet, efter at det indledningsvis blev til et 0-1-nederlag mod Nordirland. Alligevel var det ikke en modstander, som på nogen måde måtte undervurderes. For med de bomstærke midtbanespillere, Josef Masopust og Svatopluk Plu-skal, der begge repræsenterede hærens klub, Dukla Prag, liggende foran Slovan Bratislavas brillante sweeper, Jan Popluhar, var Tjekkoslovakiet svære at score imod.

I forkvalifikationen til Nations’ Cup beviste tjekkoslovakkerne sam-tidig, at moralen var helt i top, for efter at have tabt med 0-2 i det første møde på udebane mod Irland gjorde de et flot comeback i returkam-pen i Bratislava, som blev vundet med 4-0, blandt andet efter en straf-fesparksscoring af målmanden Imrich Stacho.

I den følgende runde viste Tjekkoslovakiet igen stor styrke på eget græs, da Danmark, som blandt andre havde den senere landstræner Ri-chard Møller Nielsen på holdet, kom på besøg den 18. oktober 1959. Fem uger forinden endte det indledende opgør i København 2-2, men på Stadion Za Luzankami i Brno tabte de benovede danskere med 1-5.

Også i kvartfinalen mod Rumænien viste Tjekkoslovakiet styrke, og efter at have vundet med sammenlagt 5-0 begav truppen sig til Nations’ Cup-slutrunden i Frankrig, hvor Sovjetunionen ventede i semifinalen. Den blev afviklet i stegende hede på Stade Vélodrome i Marseille, og det var en situation, som sovjetrusserne havde nemmest ved at indstille sig på. Selv om de dagen forinden måtte vinke farvel til forsvarsspilleren Vladimir Kessarev, der blev kørt på hospitalet med akut blindtarms-betændelse, dominerede de fra start til slut.

Kun en fornem indsats af reservemålmanden Viliam Schrojf forhin-drede en større ydmygelse af tjekkoslovakkerne, der stillede op uden Svatopluk Pluskal og den normale højreforsvarer, Jozef Bomba, alt imens Josef Masopust tydeligvis manglede luft efter netop at være vendt tilbage fra en skadespause. Det var for stort et handicap mod de letbe-nede sovjetrussere, som i det 33. minut kom foran, da driblekunstne-ren Valentin Ivanov gjorde sig fri af tre modstandere, inden han trillede bolden i det tomme net til 1-0. Efter en times spil fordoblede Ivanov føringen, og bare fire minutter senere slog den influenzaplagede tank-centerforward, Viktor Ponedelnik, sejren fast med sit mål til 3-0.

Typisk for en kulsort tjekkoslovakisk aften brændte Josef Vojta kort ef-



ter et straffespark, da han sendte bolden forbi Lev Yashins ene stolpe. Sov-jetunionen var på alle punkter bedre, og derfor var det fuldt fortjent, at Sbornaja – De Udvalgte – kvalificerede sig til Nations’ Cup-finalen i Paris.

Sovjetunionen var en supermagt i 1950’erne, og det gjaldt også på fod-boldbanen. Med de fem store Moskva-klubber – CSKA, Spartak, Torpe-do, Dynamo og Lokomotiv – som trækkræfter spirede talenterne frem, hvad navne som Nikita Simonyan, Igor Netto og Eduard Streltsov var fine eksempler på. Det gav mulighed for at samle et fremragende lands-hold, der nåede sit foreløbige højdepunkt ved OL i 1956, da Jugoslavien blev besejret med 1-0 i finalen.

Den bedste af samtlige spillere i generationen var den eneste, som måtte tage med hænder. Lev Ivanovich Yashin var den mest moderne målmand, verden endnu havde set, og hans refleksredninger og legen-dariske evne til at agere sweeper langt foran straffesparksfeltet skaffede ham også uden for Sovjetunionens grænser mange beundrere.

Vejen mod toppen var ellers ikke snorlige, for først i 1954 fik han som 25-årig sin debut på landsholdet. Startproblemerne skyldtes hovedsag-ligt, at den ni år ældre Aleksei Khomich skyggede for hans gennembrud i Dynamo Moskva og til en vis grad, at Lev Yashin sideløbende havde gang i en ishockeykarriere på højeste plan. Men da den dygtige atlet, der på grund af sin sorte dragt blev udstyret med det sigende kælenavn Den Sorte Panter, først var kommet ind i landsholdsvarmen, kiggede han sig ikke tilbage. OL-guldmedaljerne i Melbourne havde Yashins signatur på, og ved VM i 1958 var han bedste mand hos Sovjetunionen, som nåede kvartfinalen, hvor værtsnationen Sverige blev stopklods.

To år senere var der ikke i særlig grad brug for Lev Yashins evner i semifinalen mod Tjekkoslovakiet i Nations’ Cup, for sovjetrusserne var så overlegne, at målmanden kunne tillade sig at stå og nyde Middelhavs-klimaet, mens hans holdkammerater bombarderede tre bolde ind bag kollegaen Viliam Schrojf.

Da Sovjetunionens udvalgte fredag den 10. juni 1960 marcherede ind på Parc des Princes til Nations’ Cup-finalen mod Jugoslavien i en ufor-andret holdopstilling, var alle mand dog godt klar over, at Lev Yashin



denne gang ville få mere at se til. Ikke alene scorede jugoslaverne fem gange i den foregående kamp mod Frankrig, de var også meget opsatte på revanche oven på det smalle nederlag til sovjetrusserne i OL-finalen fire år tidligere.

Trods de klokkeklare intentioner om at få hævn var Jugoslaviens træ-nertrio med Aleksandar Tirnanic i spidsen imidlertid ikke helt tryg ved situationen, for oven på semifinalen fire dage forinden mod Frankrig var det nødvendigt at erstatte de skadede nøglespillere Branko Zebec og Tomislav Knez, med Jovan Miladinovic og Zeljko Matus. Derudover blev målmanden Milutin Soskic afløst af Blagoje Vidinic oven på sin elendige præstation mod franskmændene, hvilket nok engang under-stregede, at Jugoslavien på lige netop dén position traditionelt var tyndt besat.

Trods bekymringerne var det jugoslaverne, som tog initiativet, da den engelske dommer, Arthur Ellis, satte gang i udfoldelserne under lys-lamperne på Parc des Princes, hvor kun 17.966 tilskuere fandt det ulej-ligheden værd at overvære mødet mellem de to østeuropæiske mand-skaber. På den regnvåde bane blev tempoet skruet så meget i vejret, at selv Sovjetunionens nok så løbevillige midtbanefolk, Juri Voinov og Igor Netto, døjede med at hænge på.

Med den uberegnelige højre wing, Dragoslav Sekularac, som fore-gangsmand kombinerede de teknisk suveræne jugoslaver sig målrettet rundt om modstanderne, der altid havde været kendt for at satse på en mere fysisk form for fodbold. Det var noget, som tærede på humøret hos sovjetrusserne, som undervejs begik et hav af frispark.

Hos Jugoslavien var der masser af bevægelse blandt de forreste folk i det ultraoffensive 4-2-4-system, og det gav adskillige chancer, som Lev Yashin tog sig af i stor stil. Først to minutter inden pausen blev han pas-seret, da Drazan Jerkovic ude fra højre side sendte et indlæg indover, som Milan Galic headede i nettet til 1-0 via Igor Nettos hofte.

I anden halvleg fortsatte mønstret med jugoslaverne som de tone-angivende, men som så mange gange tidligere blev de straffet for deres overmod. I det 50. minut slog Sovjetunionen kontra, da Valentin Bubu-kin tog et kraftfuldt løb centralt gennem banen, inden han afsluttede med et hårdt venstrebensskud fra 30 meters afstand. Det kunne Blagoje Vidinic ikke holde fast i, og riposten sprang lige ud til hurtigløberen Slava Metreveli, der uden nåde sendte den i mål til 1-1.


Takket være Lev Yashins redninger vinder Sovjetunionen den indledende udgave af Nations’ Cup. Med sin offensive stil er Den Sorte Panter årtier forud for sin tid, og i 1963 bliver Yashin den første målmand, der kåres som Europas bedste fodboldspil-ler. 1960. Foto: Yuriy Somov/Polfoto.



Udligningen var præcis det brændstof, som sovjetrusserne behøvede, for med ét så de ud til at få ekstra kræfter, mens de indtil da overlegne jugoslaver virkede meget frustrerede over modgangen. Det blev bemær-ket ude på sidelinjen hos Sovjetunionens højtråbende træner, Gavril Kachalin:

»Gutter. Det går vores vej nu. Kig på dem. De har ikke flere kræfter tilbage!«

Helt løgn var det ikke, men alligevel tilspillede Sovjetunionen sig først 13 minutter før tid en ny stor chance, som Valentin Ivanov dog forspildte ved at skyde lige på Blagoje Vidinic, og dermed sluttede den ordinære kamp 1-1.

Ifølge datidens reglement var der ingen muligheder for at skifte ud, og det gav Gavril Kachalin en oplagt fordel i den forlængede spilletid, da hans hold mand for mand var i bedre fysisk form end modstanderne. Den mest atletiske af alle – centerforwarden Viktor Ponedelnik – blev typisk nok den afgørende faktor, da han to minutter før tid steg til vejrs og satte panden på et indlæg fra venstre wing, Mikhail Meskhi, hvorefter bolden fløj i nettet over Vidinic til resultatet 2-1.

»Jeg forsøgte at styre bolden ned i hjørnet, men jeg røg ind under en flok af modstandere, så jeg nåede at aldrig at se, hvad der skete. Jeg hørte kun publikum juble, og så tænke jeg: ”Gudskelov”,« forklarede Ponedel-nik bagefter.

Uanset at den 23-årige Rostov-On-Don-angriber for altid indskrev sig i den sovjetiske fodboldhistorie, var sejrens sande fader manden i den sorte dragt nede i den anden ende af banen. Med flere formidable indgreb i første halvleg holdt Lev Yashin sit hold inde i kampen, da det så mørkest ud, og det var da også først og fremmest ham, som efterføl-gende trak de store overskrifter i de internationale aviser:

»Han tåler uden problemer sammenligning med folk som Zamora og Planicka. Formentlig ville Yashin med sine redninger have bragt et-hvert angreb i verden til fortvivlelse,« skrev L’Équipe.

I finalen nåede Lev Yashin først på næsten alt med sine enorme hæn-der. Under præmieceremonien var det dog overladt til anfører Igor Netto at blive den første spiller i historien, som fik lov at røre ved Hen-ri Delaunay-trofæet, der passende nok var opkaldt efter turneringens opfinder. Sponsor for sølvtøjet var det franske fodboldforbund, hvilket symboliserede, at den indledende udgave af Nations’ Cup kun var et



halvofficielt UEFA-arrangement, eftersom unionen hverken havde øko-nomi eller mod på at arrangere en turnering med en så relativt svag opbakning fra kontinentets landshold.

Den slags petitesser spekulerede de skuffede spillere fra Jugoslavien med sikkerhed ikke over, da de forlod Parc des Princes. Ikke alene tabte de deres fjerde finale inden for 12 år, men også en bil og et lille stykke jord, som landsfaderen, marskal Tito, ville have doneret til hver enkelt i tilfælde af en sejr.

Heldigvis for jugoslaverne ventede opmuntringen lige om hjørnet. To måneder senere vandt de nemlig OL-finalen i Rom med 3-1 over Danmark.

Sovjetunionen bliver den første vinder af Nations’ Cup, og ved hjemkomsten bli-ver hele landsholdsdelegationen hyldet ved en stor sejrsparade på det tætpakkede Lenin Stadion i Moskva. 1960. Foto: Fotograf ukendt/Polfoto.



Finalefaktasøndag den 10. juli 1960 kl. 21.30

sovjetunionen-jugoslavien 1-1 (2-1 efter forlænget spilletid)

sovjetunionen (3-2-2-3):

1. lev Yashin

2. givi Chokheli, 3. anatoli Maslyonkin,

4. anatoly Krutikov

5. juri voinov, 6. Igor Netto

8. valentin Ivanov, 10. valentin bubukin

7. slava Metreli, 9. viktor ponedelnik,

11. Mikhail Meskhi.

træner: gavril Kachalin

Jugoslavien (4-2-4):

1. blagoje vidinic

2. vladimir durkovic, 6. Zeljko perusic,

5. jovan Miladinovic

3. Fahrudin jusufi

7. Zeljko Matus, 4. ante Zanetic

10. dragoslav sekularac, 8. drazan jerkovic,

9. Milan galic, 11. borivoje Kostic.

trænere: dragomir Nikolic, aleksander

tirnanic og ljubomir lovric

Mål:

43: 0-1 Milan galic

49: 1-1 slava Metreveli

113: 2-1 viktor ponedelnik

dommer: arthur Ellis, England

tilskuere: 17.966 på parc des princes i paris.



Kvartfinaler

Frankrig Østrig 5-2 4-2 9-4

portugal jugoslavien 2-1 1-5 3-6

rumænien tjekkoslovakiet 0-2 0-3 0-5

sovjetunionen spanien * -

semifinaler

Frankrig jugoslavien 4-5

sovjetunionen tjekkoslovakiet 3-0

Kampen om tredjepladsen

Frankrig tjekkoslovakiet 0-2

∙ topscorere i slutrunden: Milan galic (jugoslavien), drazan jerkovic (jugoslavien), Francois Heutte (Frankrig), valentin Ivanov (sovjetunionen) og viktor ponedelnik (sovjetunionen) (2).

∙ danmark: slået ud af tjekkoslovakiet i 1. runde.

turneringens hold 1960

lev Yashin, sovjetunionen

vladimir djurkovic, jugoslavien

ladislav Novak, tjekkoslovakiet

Igor Netto, sovjetunionen

valentin Ivanov, sovjetunionen

josef Masopust, jugoslavien

slava Metreveli, jugoslavien

dragoslav sekularac, jugoslavien

viktor ponedelnik, sovjetunionen

Milan galic, jugoslavien

borivoje Kostic, jugoslavien

* sovjetunionen gik videre, fordi spanien udeblev.


Europas bedste - Historien om EM i fodbold

Documents

Transcript of Europas bedste - Historien om EM i fodbold